EILERT SUNDT

Om huslivet i Norge

tabell

 

INNHOLD

1ste kapitel. Anledningen og hensigten
De tre amters prisopgave. Min forrige bog dømt og forkastet. Bergens-kommitteen. Bestyrelsen for Folkeoplysningsselskabet. Folkelivet og videnskaben. De tre amter og nærværende forfatter sammen om denne nye bog.
side 5
2det kapitel. Kritik over bogen om renlighedsstellet
Indbydelse til at påpege feilene. Ordførerne i de tre amter. Amtmændene. Latinskolerne. Overlægerne for den spedalske sygdom. Skolelærerseminarier og folkehøiskoler. Videnskabelige fagmænd. Korrespondance med Danmark og Sverige. Kilderne for nærværende skrift opregnede. Kritik: I, enkelte bemærkninger, II, almindelige domme, a) for bogen, b) imod. Distriktslæge Høeghs kritik. De to standpunkter. Intet af det faktiske rokket.
side 11
3die kapitel. Vidnesbyrd om stellet
Svar til nr. 2 i min spørgsmålsrække. Strielandet, Fjeld herred. Bidrag til bygningsskikkens historie. Gulvvaskingens skik mærkelig gammel her. Lidt af hvert. Sund og Hammer herreder. Søndmøre en af vore mest gammeldags bygder. Sorenskriver Tambs's beskrivelse. Hans modskrift mod mig en støtte for mig. Vand en billig artikkel; mon også brugen billig? Fremskridt. Hardanger. Grændse for videre fremskridt. Stor reform i bygningsskikken. Romsdalen, fremskridtet og dets årsager. Det Throndhjemske, tabel over renlighedsstellet.
side 25
4de kapitel. Et exempel på stellet
Mer om folke!ivet og videnskaben. Renlighedsstellet, et exempel på det samlede husstel; et enkelt exempel på det sammensatte renlighedsstel er endvidere skikken med gulvet i stuen. Den gamle tid eller sopelimens tid. Folketroen et godt minde om fortiden. Joh. Th. Storakers studium af folketroen. Hans meddelelse: «Folketro og Stuegulvets Renhold». Udgjør dette kapitels hovedstyrke.
side 45
5te kapitel. Et exempel. Fortsættelse
Overgangstiden. Kilderne at øse af. Sope gulvet. Daglig skik. System. Den gamle sopelime, den nye støvekost. Strø gulvet. Barstrø, sandstrø. Forskjel i bygderne. Skikkens udvikling og overgang. Vaske gulvet. Hvorledes. Hvor tidt. Liste herover med opgave bygd for bygd. Rige og fattige. Malede gulve. Gulvvaskingens alder. Fremskridtets årsager. Uligheden i bygderne, oversigt. Overensstemmelse med bogen af 1869. Ligeså overensstemmelse med en række iagttagelser af et ganske andet slags; gulvskikken og skab-klåen. - Videnskabeligt udbytte.
side 61
6te kapitel. Et exempel på stellet. Fortsættelse
Nordens fælles folkeliv. Folkelivets naturhistorie. Dets kulturhistorie. Oldtidsminder. Den svenske Fornminnes-forening. Lektorerne Linder's og Ahlqvist's bistand. Meddelelser fra Vexjö folkeskolelærerseminarium. Prøve på husstellet i Sverige. Lighed med Norge.
side 89
7de kapitel. Kvinde-stellets pengespørgsmål
Yttringer fra Søndre Bergenhus. Økonomiske bekymringer. Bondekonerne forstå ikke chemi, kunne ikke lave mad. Amtsformandskabets økonomiske praktiske planer. Amtskommitteens intellektuelle og moralske interesser. Misforståelser på misforståelser. - Lidt fra Romsdalen.
side 97
8de kapitel. Bygde-uligheder
Årsagsforholdene, undersøgelsens vanskelighed. Exempel fra Søndre Bergenhus. Nærværende forfatters tidligere forsøg. De tre vestlandske amters held med hensyn til fattigondet. Voxende rigdom af forarbeider for folkelivets videnskab. Bygde-ulighederne i indvandringstheoriens tjeneste. En Eidsvolds-bondes bidrag. Hvad kapitlet vil.
side 104
9de kapitel. Råd for uråd
a. Bøger i folkeoplysningens tjeneste. Danielssens, fru Vinsnæs's, mine egne. Hvad almuen synes, hvad det bogdannede publikum siger. Vidnesbyrd fra Romsdalen. b. Offentlige dannelsesanstalter for bondepiger. Fuldstændig plan i Huus's pris-skrift: lærerindeseminarium, bygde-lærerinder, kvindeforeninger. c. Forsøg. I Romsdal omreisende kvinder for at give veiledning. Ved Stjørdalens bondehøiskole særskilte kursus for bondepiger. d. Mit eget råd. Henvendelse til de tre vestlandske amtsformandskaber. Lys over folkelivet, flere og heldigere skrifter. Appel til Vestlandets videnskabsmænd (Løberg, Coucheron, L. Daa). Mange slags skrifter. Forslag om en fast oplysningskommitte.
side 111
Tillæg.
Dokumenter vedkommende de tre amters prisopgave og nærværende skrift.
side 128
 

TILLEGG

 
I. To artikler fra Folkevennen 1862 side 151
Bygde-skikke side 151
Hus-skikke side 161
 
II. Debattinnlegg etter utgivelsen av Om renligheds-stellet i Norge side 166
Et efterord til min sidste bog, og et folkeoplysningsspørsmål. Af Eilert Sundt (Morgenbladet, 8. desember 1870) side 166
Et par ord om folkelivet og videnskaben. Opfordring til læger, lærere og andre. Af Eilert Sund (Morgenbladet, 11 januar 1871) side 170
Opfordring til læger, lærere og andre. Af Eilert Sundt (Adressebladet, nr. 6, 1871) side 176
Bemærkninger til hr. sogneprest Eilert Sundts «opfordring» i nr. 6 af Adressebladet. Af I. Olafsen (Adressebladet, no. 11, 1871) side 177
Om renligheds-stellet i Norge. Til oplysning om flid og fremskridt i landet. Ved Eilert Sundt. Christiania 1869. Anmeldt af distriktslæge Buchholz (Morgenbladet, 27. februar 1871) side 183
Om sogneprest Sundt og hans studier af folkelivet. Indsendt af en læge (Morgenbladet, 1. desember 1871) side 200
Nogle bemærkninger, nærmest foranledigede ved sogneprest Eilert Sundts «Modstand og bistand» i «Mgbl.» no 346 og fl. f. år. Af distriktslæge S. Høegh. (Morgenbladet, 29. januar 1872) side 209

HANS RIDDERVOLD,

forhenv. statsråd.

Hr. statsråd!

Når jeg nu, sådan i nogen frastand, ser tilbage på de år da jeg i Kirkedepartementets tjeneste og altså under Deres auspicier prøvede mig frem med undersøgelser over «de lavere samfundsklassers forholde», træder det mere og mere frem for mig, hvor heldig jeg var, at De lod mig arbeide så aldeles frit, uden nogen instrux, uden nogen kontrol. Med friheden blev arbeidet mig en fædrelandskjærlig iver og et videnskabeligt studiums lyst.

Men derfor ønskede jeg at sende Dem, hr. statsråd, ikke et indbundet exemplar af denne bog, men bogen selv. Og dette vilde jeg have betegnet ved at lade bogen udgå under Deres navn. Den være Deres!

Eidsvold præstegård, 7 juli 1873.

Deres ærbødigeTransparent

Eilert Sundt Transparent


1STE KAPITEL

ANLEDNINGEN OG HENSIGTEN

De tre amters prisopgave. Min forrige bog dømt og forkastet. Bergenskommitteen. Bestyrelsen for Folkeoplysningsselskabet. Folkelivet og videnskaben. De tre amter og nærværende forfatter sammen om denne nye bog.

Min første bog om disse ting, den «Om Renlighedsstellet i Norge» (1869), blev dømt af den kommitte i Bergen, som Søndre og Nordre Bergenhus samt Romsdals amter havde opnævnt for en prisopgaves skyld, hvilken prisopgave i 1864 var bleven udsat af de samme amter og gjaldt et skrift om visse sider af huslivet på Vestlandet (almuekvindernes dannelse og gjerning, det «kvindelige stel». (1) Bogen blev dømt at være forfeilet og ubrugelig, og det fordi kommitteen ikke fandt dens fremstilling af tilstande og forholde at være rigtig. Lyssiderne, siges der, vare altfor stærkt fremhævede, og altfor ensidigt var det bestående taget i forsvar.

Begrundelsen er væsentlig denne:

«Kommitteens medlemmer har selv så meget kjendskab til kvindens liv og stel i de vestlandske amter, og de talrig modtagne besvarelser på de derom af kommitteen udsendte spørgsmål give så nøiagtige og pålidelige oplysninger fra andre, der have fuldt kjendskab dertil, at» o.s.v. Man ser, at kommitteen taler om autoritet, og den kyndige læser vil forstå, at det egentlig kun er af hensyn dertil, at en sådan begrundelse egner sig til at blive påagtet. Jeg skal bermærke lidt til hvert af de to led.

1. Kommitte-medlemmernes personlige kjendskab. Dette kjendskab tog jeg hensyn til i bogen; thi jeg vidste, at den mening, som herskede inden kommitteen, var anderledes end den, jeg kom til at fremsætte, ja på sine steder i bogen sagde jeg på en måde, som var tydelig nok for vedkommende inden kommitteen, at så og så tænkte den og den af kommitteens mænd, men så og så tænkte jeg. (2) Men derhos viste jeg kommitteen den tillid, at jeg trods menings-forskjellen forfattede min bog og betroede den til dens dom. Og for mine dommeres skyld eller af agtelse for deres opfattelse af forholdene og for at lette dem over gangen til den, som jeg tog ordet for, fordoblede jeg min flid med at samle kjendsgjerningernes beviser for mine synsmåder, så bogen blev den udførligste afhandling, som enten her i landet eller andetsteds (mig bekjendt) er skreven om det enkelte stykke i et lands folkeliv. Men det var spildt møie. Kommitteen nævner end ikke, at jeg åbent har sagt den imod og ført mine beviser, endnu mindre anfører den noget for at modbevise mig. Den påberåber sig sit personlige kjendskab, som om dette aldrig havde været modsagt, eller som om modsigelsen ialfald var fremsat så udueligt, at den helt og holdent kunde oversees.

2. Oplysninger fra andre. Disse oplysninger skaffede kommitteen sig på den måde, at den lod trykke en rundskrivelse fuld af spørgsmål og sendte til præster, skolelærere og andre i hver bygd inden de tre amter. Både spørgsmålene og de indkomne besvarelser kjender jeg meget nøie; thi for det første havde kommitteen ikke alene taget ideen af mig, som af interesse for samme prisopgaves formål havde ladet udgå i Folkevennen en lignende række af spørgsmål angående det kvindelige stel, (3) men den havde også taget mig på råd ved rundskrivelsens affattelse, og for det andet var hensigten med denne indsamling af skriftlige meddelelser ikke alene at gjøre selve bedømmelses-kommitteen mere fortrolig med forholdene, men også og især at give forfattere, som måtte ville indlade sig på prisopgaven, pålidelige oplysninger i hænde. Det blev da også offentlig bekjendtgjort, at forfattere kunde få disse materialier til låns. Og man kan vel vide, at jeg var en af dem, der benyttede sig af leiligheden. Jeg gjorde da også netop den brug af materialierne, som selve kommitteen ligetil måtte ønske: i et indledningskapitel om mine kilder omtalte jeg dem med berømmelse. (4) og ud igjennem bogen citerede jeg dem således, at jeg vel må siges at have givet et udtømmende uddrag af deres indhold, forsåvidt angik det stykke af huslivet, som i min bog behandlede. (5) Og jeg mindes ikke nu, at jeg nogensteds eller i noget punkt sagde opgaverne imod, da jeg tvertimod i det hele taget byggede på dem og skjænkede dem tillid, hvad jeg jo kan se, at Bergenskommitteen selv har gjort. Jeg holder også fremdeles for, at de måtte ansees for ganske pålidelige, og jeg forståer ikke, hvorledes der, når der ikke tænkes på forsætlig forvanskning, skulde kunne være tvivl eller strid angående det uddrag, jeg har gjort af dem; thi spørgsmålene ere med forsæt stilede så, at selve kjendsgjerningerne skulde komme frem og den svarendes subjektive formeninger holdes udenfor. Dette forsæt og denne plan med spørgsmålene kan det være nyttigt at oplyse med et kort exempel: i den afdeling af spørgsmåls-rækken, som angik renholdelse af huse, blev der ikke spurgt sådan løsligt, om man fandt, at der vistes rimelig omhu med f.ex. at holde stuegulvet renvasket, men spørgsmålet blev fremsat på den aller strengeste måde således: «Hvorofte og hvorledes skures gulvet i stuen?» På spørgsmålet hvorofte kan ikke vel svares uden med tal, som kan falde mellem ingen gang og, lad mig sige, 52 gange for året. Og når nu en forfatter med tro benyttelse og udtrykkelig påberåbelse af deslige statistiske opgaver siger om en bygd, at skikken er så vidt udviklet, at stuegulvet vaskes og skures som en gang hver anden uge, så skulde man tro, der ikke kunde være noget herpå at sige af en bedømmelses-kommitte, som også bygger på de samme opgaver. Men hvad gjør kommitteen med mig? Den nævner ikke engang med et ord, at jeg har gjort brug af de samme oplysninger, som den påberåber sig på imod mig. De selvsamme oplysninger, hvis vidnesbyrd jeg efter dens eget ønske har bygget på, bruger den uden videre som et vidnesbyrd, der skal fælde mig!!

Her bør det tilføies, at hvad jeg har kaldt Bergens-kommitteens dom, egentlig kun var en indstilling til bestyrelsen for Folkeoplysningsselskabet i Christiania, som var udseet til at afsige den endelige dom. Men denne endelige dom blev kun et sidestykke til eller et echo af den formening, som var kommen fra Bergen, så f.ex. avisforfattere, som siden have rørt ved sagen, stadig have holdt sig til Bergens-mændene, som den egentlige autoritet. (6)

Så besynderligt var sagens udfald, at når jeg bladede i min bog for at finde, hvad det kunde være, som man dømte for urigtigt i opfattelsen eller i beskrivelsen af tilstandene og forholdene, så kom jeg fuldstændig i vildrede. (7) Det forekom mig, at den hele forhandling aldeles intet havde bragt af oplysning eller veiledning for mig eller for andre, som kunde stå på samme standpunkt som jeg og fremfor alt måtte ønske at få vide, hvad der var det sande og rette. Det så jeg, at min bog ikke havde rammet mine dommeres mening; men at den ikke havde rammet selve tingenes sandhed, det så jeg ikke.

Jeg kan ikke tro andet, end at her må have været en stor misforståelse med i spillet. Og jeg har forestillet mig det så, at bergenserne have siddet fast i den nedarvede fordom om bondestellet, at det er så simpelt og så ufuldkomment, at det behøves ikke at studeres så særdeles omhyggelig, men dommen om det kan affærdiges med et pennestrøg. Det så for mig ud, som at kommitte-medlemmerne ikke have kommet til at forstå, at den bog, de havde for sig til bedømmelse, virkelig havde studier til grundlag og vilde bedømmes som et videnskabeligt værk.(8)

Men deraf fremgik rigtignok en oplysning for mig, som måtte berøre mig smertelig. I de år, jeg havde anstrængt mig med studier over folkelivet i mit fædreland, havde det stået for mig som et ønske og mål, at det måtte komme dertil blandt videnskabeligt dannede mænd, at folkelivet i alle sine retninger og foreteelser blev anerkjendt som en retmæssig gjenstand for virkelig forskning, for videnskabeligt studium, og at videnskabens resultater måtte få rang fremfor den populære opfattelse eller fremfor den usikkre mening, som en og hver kan have dannet sig efter løse og tilfældige indtryk. Men nu fik jeg et stærkt exempel på, hvor meget det manglede i, at sådan erkjendelse var bleven den rådende. Det var mig, som om der måtte begyndes på nyt med selve den videnskabelige grundlæggelse.

Denne betragtning fremsatte jeg i Morgenbladet for 11 januar 1871, og jeg erklærede mig endog rede til selv at give mig i færd med arbeidet: at prøve påny og ligesom begynde forfra. Jeg sagde mig villig til at udarbeide en ny fremstilling om det samme emne, som jeg netop havde behandlet, når gode mænd i landet vilde stå mig bi med yderligere oplysninger og fremfor alt med rettelser til de feil, som man fandt at min sidste og i flere henseender betydeligste bog, den forkastede, led af.

Dette ønske om fortsat bearbeidelse af emnet stemmede desuden med en tanke, jeg havde fremsat i fortalen til selve min bog, at nemlig denne, i praktisk interesse, helst burde betragtes ikke som noget afsluttet og helfærdigt, men som begyndelse til fortsat litterær virksomhed, f.ex. på den måde, at de amtsformandskaber, som nu engang havde sat sagen i gang med hin prisopgave, fremdeles bevilgede penge til at få udgivet årsberetninger om, hvorledes det gik med huslivets udvikling omkring i bygderne.

Men derfor lod jeg det ikke forblive med den nys berørte henvendelse til publikum i Morgenbladet, men kort efter, eller i våren 1871, skrev jeg til hine tre amtsformandskaber og begjærede deres moralske understøttelse for den plan at samle materialier til et sådant nyt skrift, på den måde, at jeg i amtsformandskabernes navn vilde henvende mig til gode mænd med begjæring om skriftlige meddelelser. Og amtsformandskaberne svarede mig med den velvilligste imødekommen.

Næste år, eller våren 1872, kunde jeg derfor atter skrive til de samme amtsformandskaber og foreslå dem at bevilge penge til trykning af det skrift, jeg nu på deres ord havde samlet materialier til. Og også dennegang fik jeg svar efter ønske; hvert af de tre amter bevilgede sin andel af omkostningerne.

Det er dette skrift, som jeg nu giver mig ifærd med.

De tre amter og jeg ere fælles om det. Amterne lægge penger til, jeg arbeidet.

Her er en praktisk og en videnskabelig interesse forenet. Amterne have sagtens nærmest for øie at befordre allehånde forbedringer og fremskridt i husvæsenet omkring i bygderne; jeg derimod glæder mig vel først og fremst ved udsigten til at få gjort et fremskridt i retning af folkelivets forståelse. Men ganske adskilte kunne disse interesser dog ikke være og altså heller ikke udelukkende fordelte således på de to hænder. Den forfatter, som søger de videnskabelige grunde for praktiske bestræbelser, må uvilkårlig ønske at se, at samme bestræbelser også lykkes, og offentlige autoriteter, som lægge sin hånd på et eller andet anliggende, må nødvendig hilse med bifald det forskningsarbeide, som sigter til at fremme grundighed og fordomsfri opfattelse i de overveielser, som bør gå forud for de praktiske foretagender.

I nærværende tilfælde kan målet betragtes så, at det må komme dertil, at der ikke længer skal være grund til at klage over vanstel i vore bygdealmuers huse. Der vil arbeides til målets opnåelse, og arbeidet må gå ud på at overvinde såvel de misligheder, der monne forekomme i selve stellet, som de misforståelser og feiltagelser, der muligens ere blevne herskende i udenforståendes klager over stellet. I denne forbindelse vil det ret klarlig sees, at forskningen har sin del af det fælles arbeide, eller at den selv virkelig er et arbeide og altså står i indre sammenhæng med den mere udadvendte eller såkaldte praktiske virksomhed.


2DET KAPITEL

KRITIK OVER BOGEN OM RENLIGHEDSSTELLET

Indbydelse til at påpege feilene. Ordførerne i de tre amter. Amtmændene. Latinskolerne. Overlægerne for den spedalske sygdom. Skolelærerseminarier og folkehøiskoler. Videnskabelige fagmænd. Korrespondance med. Danmark og Sverige. Kilderne for nærværende skrift opregnede. Kritik: I, enkelte bemærkninger, II, almindelige domme, a) for bogen, b) imod. Distriktslæge Høeghs kritik. De to synspunkter. Intet af det faktiske rokket.

Tilfølge min omtalte forhandling i 1871 med amtsformandskaberne i Søndre og Nordre Bergenhus samt Romsdal, udstedte jeg en i august samme år trykt fællesskrivelse til samme amtsformandskabers egne medlemmer, nemlig de enkelte herreders ordførere, og bad dem - enten egenhændig eller ved andre kjendte mænd, såsom præster og læger - at meddele mig visse oplysninger, i form af svar på en række af opstillede spørgsmål, fem i tallet.

Men det første af disse spørgsmål vedkommer netop nærværende kapitel og indtages derfor her. Det bestod af to dele (a og b), således:

1.a. Såsom min ovennævnte bog «Om Renlighedsstellet» (der i hver bygd er at få se, da den eies af alle fattigkommissioner) kommer til at danne udgangspunktet for nærværende min fortsatte forskning, så må jeg først og fremst ønske at få se bemærkninger om den. Jeg skulde jo blive glad ved at erfare, at bogen har truffet det rette; men endnu mere ønsker og beder jeg om allehånde berigtigende bemærkninger, med henvisning til bestemt sted eller side i bogen, hvor jeg har kommet til at tage feil eller udtrykke mig uheldigt.

Dette gjælder både bogens fremstilling af de virkelige tilstande og forfatterens måde at anskue og bedømme folkets forhold. Dette er at forstå ganske ligedan, som når en mand har skrevet en naturhistorisk bog om landets bjerg- og stenarter, om urter og træer, fugle og fiske, om jordbund og jordbrug o. desl., og han så anmoder venner og kjendinger om at gjøre ham opmærksom på, hvad han kan have taget feil i.

b. En og anden læser (og ingen læser behøver nødvendig at have gjennemgået alle kapitler i den store bog) kunde måske også give mig vink om den videnskabelige side af et sådant værk, om måden at studere denne side af folkelivet, om hvorledes man skal samle kjendsgjerningerne, fremstille dem systematisk og uddrage slutningerne af dem. Det har (jeg nævner det exempelvis) ikke altid været mig let at afgjøre, hvad der i folkets leveskik og brugsmåde skulde kaldes fornuft eller ufornuft, forsvarligt eller uforsvarligt, og vanskeligheden stikker for en del netop deri, at endnu er der ikke bleven enighed blandt forskerne om, hvilke eller hvordanne kjendemærker man skal have for øie og rette sig efter. Det gjør begribeligvis en overmåde stor forskjel i bedømmelsen af stellet, om man går ud fra, hvad man har seet på andre steder og i andre samfundsklasser, eller om man (som jeg har gjort) stiller sig på almuens eget standpunkt og tager hensyn til selve stedets omstændigheder.

Denne min henvendelse indbragte mig kortere og længere meddelelser fra følgende ordførere i det ene af de tre amter, Søndre Bergenhus, nemlig:

gårdbruger, storthingsmand Nils Skaar i Vikør,
landhandler M. Nilsen i Sund,
landhandler H. I. W. Juuhl i Fjeld,

og gjennem vedkommende ordførere fra følgende andre mænd i samme amt:

Sognepræst H. I. Krog i Fane, hr. E. I. Haukedahl i Hammer, hr. NerheimVoss.

Samme fællesskrivelse anmodede jeg hver af de tre amtmænd om at stikke i hænderne på mænd, de kjendte som skjønsomme og villige, og på den måde fik jeg meget betydelige bidrag fra sorenskriver Tambs i Søndre Søndmøre og sagfører PaulsenMolde.

Min fællesskrivelse tilstillede jeg også rektorerne ved de fire latinskoler, som ligge i byer inden de tre amters grændser; jeg tænkte mig nemlig, at der blandt lærerne kunde findes en og anden, der interesserede sig for at se folkelivet i nabobygderne pålidelig undersøgt. Hr. rektor Brinchmann i Molde havde også deri godhed at sende mig en kortere meddelelse.

Ligeså tilskrev jeg overlægerne Danielssen og Løberg i Bergen. Da denne sidste havde været medlem af hin kommitte, bad jeg ham særskilt oplyse mig lidt om, hvad der var for feil, man havde fundet i min bog, og tillige stilede jeg en lignende anmodning til ham som amtmændene, nemlig om at virke for, at læger i hans omfattende overlægedistrikt bleve bekjendte med min fællesskrivelse og gave bidrag til spørgsmålenes besvarelse. Denne sidstnævnte af de to overlæger havde den godhed at besvare mine henvendelser, idet han underrettede mig om, at han af forskjellige grunde ikke kunde imødekomme noget af de to antydede ønsker.

Fra skolelærerseminarierne på Stordøen, i Holt, i Asker, på Hamar, i Klæbo, fra lærerskolen. i Søgne og fra folkehøiskolerne i Stjørdalen og i Valders har jeg fået hele samlinger af materialier. Jeg havde nemlig tilskrevet forstanderne for de nævnte undervisningsanstalter og ligeså dem for folkehøiskolerne i Nordmøre, Sogn, Søndhordland (Halsnø), Hardanger (Ullensvang), Thelemarken, Jarlsberg, Romerike og Krødsherred, og anmodet om at visse partier af min bog måtte blive foredraget for eleverne, og at disse så måtte blive opfordrede til at berette om de tilsvarende forholde i hjembygderne.

Med hensyn til, at min bog om renlighedsstellet har måttet berøre ting, som henhøre under forskjellige videnskaber, bad jeg fagmænd om at læse igjennem de angjældende stykker og så sige mig deres mening, nemlig professor Rygh (historie og antikviteter), lærer Joh. Storaker i Søgne (folketro, overtro), professor W. Boeck og stadsphysikus Bidenkap (skabsygdommen), professor Waage (chemi). Den sidstnævnte og Storaker have imødekommet anmodningen; Storaker har desuden på speciel foranledning meddelt udaf sin videnskab den afhandling om folketroen og renlighedsstellet, som smykker et af de følgende kapitler.

Af andre mænd, som jeg har sendt min fællesskrivelse til, skal jeg nævne tvende, fra hvem jeg navnlig havde grund til at vente modsigelser mod min bog, nemlig distriktslæge BuchholzHadeland og agronom H. I. Galtung i Jondalen i Hardanger. Og den førstnævnte har havt den godhed at sende mig et vidtløftigt svar.

Det er allerede nævnt, at jeg fremsatte en ligedan anmodning i Morgenbladet for 11 januar 1871. Jeg fremsatte den også kort efter i Almuevennen, og gjentog den i Morgenbladet for 18 novbr. f.å. Foranlediget herved sendte præsten A. Meyer i Evindvik og stud. theol. Mundal, barnefødt i Sogn, mig nogle velvillige bemærkninger. Og i de nævnte blade selv blev der skrevet mod mig af et par læger (den nysnævnte distriktslæge Buchholz og en anonym) samt af Almuevennens redaktør. I en artikkel i Morgenbladet for 15 og 16 decbr. f.å., som fik den overskrift: «Modstand og bistand», samlede jeg indholdet af disse avisopsatser, som alle gik ud på det samme som kommitte-dommen, men i virkeligheden ikke gav mig mere belæring. Det vil ikke være til nogen vinding for nærværende skrift om jeg dvæler videre ved disse forfattere; men for fuldstændigheds skyld har jeg nu taget dem med i denne opregning. Nedenfor_kommer jeg imidlertid til at benytte nogle kritiske bemærkninger om min bog, som stod at læse i en opsats af distriktslæge S. Høegh i et senere nr. af Morgenbladet, nemlig for 29 januar 1872.

Ingenlunde alle de modtagne besvarelser og meddelelser have indladt sig på det anførte første spørgsmål i min fællesskrivelse. Jeg nævnte dem imidlertid alle, fordi det jo, når de først skrev til mig om renlighedsstellet, måtte ligge dem nær at pege på feil i min bog, om de havde seet dem. Desuden vilde jeg gjerne benytte leiligheden til at opregne alle de modtagne bidrag, så jeg nu næsten har en fuldstændig liste over kilderne til nærværende skrift.(9)

Jeg går nu over til at gjennemgå det betydeligste af, hvad jeg har fundet som svar til spørgsmålet på s. 11-12, foran, og det i sådan orden: 1) bemærkninger, sorn nærmest sigte til et eller andet enkelt punkt i min bog, og 2) udtalelser af mere almindelig art, og det dels a) billigende bogens retning, dels b) tvivlende eller endog modsigende.

I.

Professor Waage siger, at han har læst de stykker i min bog, som berøre hans fag, (10) men har ingen faktiske urigtigheder fundet, og han tilføier, at jeg ved at gjengive de naturvidenskabelige forklaringer i populær stil, har fået meningen så tydeligt udtalt, som det er at vente, når man skal hjælpe sig uden de brugelige kunstudtryk.

Hr. Storaker har, siger han, gjennemgået min bog 3 til 4 gange og intet, slet intet fundet at bernærke ved den. Han tilføier som sin mening, at et sådant værk ikke burde tiltrænge yderligere stadfæsteIse.

Student Mundal har lagt mærke til, at jeg i flere af mine skrifter har dvælet ved en gådefuld ulighed mellem nabobygderne Søndfjord og Sogn, og det forekommer ham, som om hans fødeegn Sogn (Midtre) er kommen til at stå vel meget i skyggen. Mine sammenligninger omfatter sædelighedstilstanden, husfliden eller husligheden og renlighedsstellet, og det er dette sidste, som vedkommer os her. Og hvad dette angår, tror meddeleren nok, at man i almindelighed må indrømme, at det står høiere i Søndfjord end i de tilgrændsende bygder af (Midtre) Sogn. Der er, indrømmer han, ikke så rent i husene her som hist; det er fuldkommen sandt, at man i de nærmeste bygder i Sogn i almindelighed ikke vasker gulvet i stuen (til jul, St. Hans o.s.v. sker det dog som oftest), men istedet derfor feier med sopelime, ja endog i enkelte tilfælde river eller skjører med spade. Han indrømmer endvidere, at dette tildels kommer af, at man ikke har større sands for sagen. Men hr. Mundals modbemærkninger gå da ud på at fremhæve de mange ting, som ere til hinder. Navnlig dvæler han ved, at husene jo ere overmåde små og beboelsesværelserne indskrænkede, hvoraf følger, at stuen må være til så mange slags brug, så der måtte overmåde megen vasken til, om der skulde holdes pent, og husmoderen finder, det lønner ikke umagen at vaske gulvet om lørdagen, når der bliver lige stygt på mandag. Men til hvad hr. Mundal således har taget i betragtning, må jeg igjen bemærke, at dette samme har også jeg gjort i min bog, idet jeg har modsat mig den almindelige dom, at et gulv, som kun holdes rent på den sogn'ske måde eller med sopelime, udenvidere er at agte som tegn på urenlighed. Navnlig hvad forholdet mellem Søndfjord og Sogn angår, har jeg gjort opmærksom på klimatets indflydelse: i det besynderlig regnfulde Søndfjord vilde det være dobbelt stygt på gulvet, om det ikke vaskedes tidt og jævnt, under det mærkværdig tørre veirlag især i Indre Sogn holder gulvsmudset sig tørt og fast, så det støder hverken synet eller lugten så meget. (Renl.st. s. 128 [s. 120.)

Men om jeg alligevel har kommet til at stille Sogn vel meget i skyggen, så har jo min skildring ikke været, hvad den bliver dømt for at være: for lys, ikke i dette stykke ialfald.


II, a.

1. I Stjørdalen sammenkaldte folkehøiskoleforstander Bentzen et anseeligt møde til forhandling om almuens husstel, efter spørgsmålsrækken i min trykte fællesskrivelse. Foruden skolens elever var der 15-16 lærere og ligeså mange af bygdens oplyste mænd, så de fleste af de indthrønderske bygder bleve repræsenterede. Følgende kapitler ville fortælle mere om udbyttet af overlægningerne, men her skal jeg meddele svaret på spørgsmålet a s. 11. Det deltes i to spørgsmål således:

Nr. 1. Er man enig i Eilert Sundts princip for forskningen og i grundtanken i hans bog om renlighedsstellet?

Forsamlingen svarede: fuldkommen enig. Under diskussionen fremhævedes stærkt det nødvendige i at stille sig på almuens standpunkt, med dens arbeide, omgivelser og livsvilkår for øie, søge regelen grundet på kjendsgjerninger, bygge på folkets fædrelandskjærlighed, glæde sig over de selvstændige fremskridt, der ere gjorte, og på disse grunde det væsentligste fremtidshåb i denne retning. Det blev af de fleste stærkt fremholdt, at man vanskelig kunde være for varsom med at fradømme folket fornuft i sit stel, noget, som også blev anvendt på jordbruget og fjøsstellet m.m. Fra enkelt hold blev der gjort indvending mod min forklaring af enkelte skikke, som man heller vilde have betragtet som uskikke, men de allerfleste fandt dog med mig, at de måtte siges at følge med fornødenhed af de tarvelige kår og bondearbeidets art; exempelvis skikken med at have «dunge» på gårdspladsen, ligeså den at hjælpe sig i arbeidslaget uden lommetørklæde.

Nr. 2. Har man bemærkninger at gjøre ved selve beskrivelsen?

Af en lærer, som er født i Guldalen, svaredes, at «skildringerne fra denne dal, såvel i «Renlighedsstellet» som i «Folkevennen», vare så overraskende naturtro og sande, som de vel kunde være i de fleste træk, medens enkelte måtte han holde på vare i virkeligheden lysere end af Sundt fremstillet, hvortil han kunde tænke sig to grunde: enten at fremgang var skeet, siden Sundts iagttagelser vare gjorte, eller at S. havde de fleste oplysninger fra den nederste del af dalen, hvor læreren ikke var så nøie kjendt, og hvor det var muligt, at forholdene ikke vare så heldige, som han vidste om fra andre steder i dalen».

«Fra de øvrige bygder udtalte man sig ligeledes som S.s tro opfattelse og gjengivelse, såvidt man var kjendt samt havde læst S.s bog eller på stedet hørt den foredrage. Flere skikke, der i «Renlighedsstellet» ere opfattede som fælles nationale, blev stærkt frernhævede, især de fra de øvre dalbygder.»

2. Sagfører Paulsen i Molde er bondesøn og har havt god anledning til at lære bondelivet at kjende først i Soløer, så på Vestlandet, da han for 24 år siden flyttede til sit nuværende hjem. I omtrent 30 år har han anvendt nogle uger hver sommer til vandringer omkring i landet, især i fjeldbygderne, undtagen i de sidste 5-6 år, da han mere har besøgt byer i vort land og dele af Sverige, Danmark og Tyskland. I disse sidste år indskrænke derfor hans fortsatte iagttagelser af bondestellet sig for det meste til Romsdals fogderi og dele af Søndmøre og Nordmøre, hvor han har faret omkring fast overalt. «Skjønt det ikke har været min opgave at studere folkets liv og husstel, har jeg dog lagt mærke til forholdene og dannet mig en mening, og denne mening stemmer i alt væsentligt overens med, hvad De har udtalt som resultater af Deres undersøgelser.» Efter nogle specielle bemærkninger om hvorledes et stof som det, der er samlet i min bog, bedst skulde fremstilles for at lette oversigten, yttrer han i anledning af spørgsm. I, b, at det forekommer ham klart, at det rigtige er at stille sig på almuens standpunkt og tage hensyn til dens omstændigheder.

3. Med sin raske udtryksmåde siger ordføreren i Vikør, gårdbruger Skaar, at «hele bogen om renlighedsstellet side for side er tagen lige ud af almuens huslige liv og således er et eneste stort, sammenhængende faktum», og at han «derfor med hensyn til bogens fremstilling af de virkelige tilstande umulig kan have nogen berigtigende bemærkning at meddele». Og med hensyn til fremstillingsmåden fremhæver han forfatterens «næsten ængstelige forsigtighed i valget af sine udtryk om folk og forholde, så han bestandig har holdt vagt over sig selv for ikke at komme til at såre, selv der, hvor den mindre skjærpede renlighedssands bliver fremstillet». - «Det gjør såre godt at læse dette. Det virker styrkende på det synkende mod og opmuntrende på det syge sind; thi det ånder af kjærlighed og overbærenhed, noget, vi bønder her på Bergenskanten ikke er vante med. - - Denne velvillige opfatning og fremstilling af almuens måde at være på, og den hærskare af data, hvormed opfatningens rigtighed omgjærdes, står i nøie forbindelse med de i fortalen pag. XX-XXI [Verker i utvalg 9, s. 17-18] antydede midler og måder til at kunne få forefundne misligheder afhjulpne. Det hele værk om renlighedsstellet synes at bære frem en eneste stor tanke, den nemlig: Lad almuens mænd og kvinder skjøtte sig selv! De forstår bedre, hvad der passer til deres forholde og omstændigheder end nogen videnskabsmand; thi her er mange, som tænke, og tænke sundt, og alle disse tanker og skjøn til sammenlagte danne en stor, meget stor sum. Således forstår jeg ialfald forfatteren. Men uagtet jeg slutter mig til den opfatning, så kan det dog nok være, at ydre tilskyndelser og fornuftige offentlige foranstaltninger kunne fremskynde, ja endog skabe fra nyt af en større sands for renlighed og huslig hygge.» Og efter at have anskueliggjort dette sidste med et par fortræffelige exempler, føier han til: «Min meninger altså, at I forskere og folkelærere ikke bør slå Eder ganske til ro med den tanke, at folkelivet går selv sin egen mægtige gang frem i udvikling og forædling, uden at offentlige foranstaltninger behøver at træde til. Javist går det en mægtig gang frem; men sagen er, at denne gang op mod lys og hygge og velstand går uendelig langsomt.»

Med disse ord har hr. Skaar ganske rigtig peget på den feil, som det vilde være, om man aldeles ensidig så på og glædede sig over almuens egen iboende sands og evne. Jeg undres kun en smule over, at han, som ellers har forstået mig så vel, ikke også strax så, at jeg netop ikke hører til dem, som slå sig til ro her, jeg, som i 1864 begyndte og til 1869 fortsatte med de mest anstrængende forskninger om dette stykke i folkelivet, for at fremskynde udviklingen, eller for at give almuen hele landet over den vefledning og opmuntring, som kunde ligge i synet af, hvordan tilstanden er, og hvad fremgang der hidtil er gjort. Men tingen er, at hidtil er man sålidet kommet i vane med at betragte en bog som noget, der har med arbeide og handling at gjøre, en bogs offentliggjørelse som noget, der ligner en offentlig foranstaltning og bestræbelse.

Skaar fortsætter:

«Jeg sagde forskere og folkelærere. Ja, der gives forskjellige slags også af disse, somme gode, andre onde. Jeg må få lov til at ytre et par ord om disse sidste. - I modsætning til Renlighedsstellets forfatter, der er så fornuftig at stille sig på almuefolkets eget standpunkt og derfra ser, siger og beviser, at stellet dernede ikke er så galt endda, træder der af og til frem dels Jæger, dels skrighalse fra by og land, grønne studenter og skrålere af profession, og skriver afhandlinger om almuefolkets grændseløse svineri, hvormed de indbilde sig at have udrettet meget fædrelandsgavnligt stort, idet de formentlig antager, at slig aurvælting vil komme til at lufte ud i bondens forpestede hytte, se Lex. Almuevennens tillægsblad eller Adressebladet nr. 12 for 22 marts 1871. Om disse vil jeg kun sige, at da deres fremstillinger af almuens væren og virken som oftest skorter på virkelig sandhed, tjene de kun til at tirre gemytterne og forøge den seige modstand mod selv den gavnligste reform, hvorhos den unaturlige kløft mellem almuesfolk og de bedre stillede samfundsklasser, som tid efter anden har dannet sig, derved bliver både dybere og bredere. Det ser næsten ud til, at disse herrer antage almuesfolket blottet for al æresfølelse. Men hvem blandt os bondefolk vil gjælde for uvorren, svinsk, selv om fornemmere folk synes vi i ordets egentlige forstand er det? Hvis man tror, at almuesfolket, selv ikke med hensynsløst og nærgående skriveri, kan såres eller krænkes, så tager man feil og er ikke det hverv at være folkelærer voxen; thi man mangler fuldstændig den allerførste betingelse: menneskekundskab. Endog folk af de allerlaveste lag kunne virkelig såres, og det meget dybt og meget varigt; der er ingen tvivl om det.»

Til spørgsmålets anden del (b) siger Skaar, at den vil han helst gå rent forbi, «af den simple grund, at jeg aldrig indlader mig på at skrive om ting, jeg ikke så nogenlunde magter. Det er mænd af faget, som her bør træde til, videnskabsmænd, forskere af profession. Men hvem det nu måtte være, som vil påtage sig at rydde op på dette store feldt, vil jeg give ham det råd med på veien, at han under forskningen ikke stiller sig op på samfundets høider og med skjæve, forudfattede meninger giver sig af med at stirre ligesom i et fugleperspektiv ned over de lavere folkeklassers bevægelse, men stiger nedi midt iblandt dette folk, selv om det skulde lugte aldrig så ilde, for således i umiddelbar nærhed at kunne iagttage den mangfoldighed af foreteelser og de tusinder af momenter, som bevirke, at almuens måde at være og virke på er bleven slig, som den er. Og det kan hænde, at man fra dette nære hold vil komme til den slutning, at disse samfundsklasser dog ikke leve al sin tid uden at tænke, uden at lægge fornuftige planer, uden at forfølge et stort, respektabelt mål.»

II, b.

Fra en modsat grundanskuelse eller grundstemning stamme de udtalelser, som jeg nu skal gjengive, af ordfører, landhandler Juuhl i FjeldStrilelandet, af sorenskriver Tambs i Søndre Søndmøre, og af distriktslæge S. Høegh, dengang ligeledes i S. Søndmøre (nu fraflyttet).

1 og 2. De to førstnævntes udtalelser kommer jeg ikke til at opholde mig længe ved i dette kapitel. Juuhl er tilbøielig til at antage, at renlighedsstellet i de ydre distrikter langs vestkysten er noget mindre godt, end min bog giver indtryk af, at det skulde være; men han tilføier strax, at han egentlig ikke har havt andet at bygge på, end hvad han har hørt af andre eller mærket hos tjenere, han har havt fra andre kystbygder end den, han selv bor i, og denne er ikke særskilt omtalt i min bog. Noget mere bestemt udtaler Tambs sig: han kan ikke være enig i det standpunkt, jeg har indtaget ved bedømmelsen af almuens stel i det hele; medens han med glæde har fulgt min behandling af themaet og den udvikling, det gjennern de grundige undersøgelser har fået, kan han ikke nægte, at han finder min opfatning af tilstandene i husene på landet vel lys, og at det forekommer ham, jeg har taget for lemfældigt på misbrugene. På den anden side bemærker han dog, at samme misbrug ikke egne sig til, eller forbedres ved den skånselløse bedømmelse, som både lægers indberetninger og altfor mange af embedsklassen lader dem blive til del. Men så vidt han kjender folket, tåler det godt at høre et alvorsord, selv om ordformen er skarp, når det kun samtidig føler, at det var ment som en venlig vækkelse, hvorimod den hånende, skånselløse dom pirrer og virker imod sin hensigt. «Det gjælder da,» således henvender hr. sorenskriveren sig videre til mig, «her som ellers at finde den passende middelvei; at jeg skulde være heldig nok at finde den, vover jeg ikke at håbe; jeg har kun villet gjøre opmærksom på, at De, medens De vistnok med fuld ret udtaler Dem mod lægernes overdrivelser, hvor disse forekomme, efter min mening er kommet til at stille Dem på den modsatte yderside.»

Jeg har sammenstillet Juuhl og Tambs her, fordi de begge begrunde sin mening om beskaffenheden af sin fremstilling på den måde, at de selv give en hel udførlig skildring af og forklaring om renlighedsstellet, hin for Fjelds herred (i Strilelandet), denne for hele Søndre Søndmøres vedkommende. Disse deres meddelelser høre hjemme i næste kapitel, der vil man finde det hovedsagelige af dem gjengivet. Her bemærker jeg kun foreløbig, at jeg ser ikke nogen væsentlig forskjel mellem deres og min måde at se og bedømme tingene på; forskjellen ligger mere i udtryksmåden. Det er som forskjellige kunstneres portrætter af et og samme ansigt: portræt-ligheden kan være lige stor, medens forskjellen i selve penselstrøgene eller den hele kunstneriske maner gjør noget forskjellig virkning, så en tiltales mere ved det ene billede, en anden mere ved det andet. Ialfald er det nu tilfældet her, at ingen af hine to meddelere pege på noget bestemt sted i min bog og sige: der er feil.

3. Ja, nogen sådan bestemt påpegning finder jeg heller ikke i distriktslæge Høeghs opsats (i Morgenbladet). Det var dog ikke hans hensigtnetop at gjennemgå min bog, da hans opsats er fremkaldt af en avisdiskussion mellem mig og en anden læge; men jeg ser dog, at han verken billiger min undersøkelses methode eller den derpå byggede fremstilling af forholdene. Jeg skilder for lyst, hvilket er «en afvigelse fra den objektive sanhed, der ikke er mindre forkastelig end en afvigelse i den altfor mørke retning». Og denne min fremstillings feil hænger sammen med beskaffenheden af min undersøgelsesmethode, som synes væsentlig grundet på fuldkommen tillid til meddelelser fra skolelærere, kirkesangere og deslige folk, hvilke ifølge sin stilling ikke kunne have noget overordnet syn på sagen, og hvis oplysninger altså sjelden indeholde den fulde subjektive og neppe nogensinde den fulde ojektive sandhed. Exempelvis spørger han, hvad tillid der kan sættes til en skolelærers iagttagelser over skabsygdommens udbredelse, til en drikfældig persons beretninger om brændevinsmisbrugen, eller til en lysende besvarelse på et cirkulære om renlighed og ansigtsvask, afgiven af en mand, hvis kone notorisk kun vasker sig i ansigtet en gang om ugen, medens både mandens og konens underklæder ere brunsorte af manglende vask. Sådanne lavthentede oplysningers upålidelighed, ytrer hr. Høeg videre, kan ingelunde ophæves ved deres store antal, «ligesålidt som skrædderens tab på hvert klædebon ophæves derved, at det er mængden som gjør det». Hr. Høegh antyder, at han har en anelse om, at deslige oplysninger af mig har været betragtede som sanheder, udgangne af det store folks utfordærvede midte, og at jeg derfor har været mindre tilbøielig ved deres bearbeidelse at anvende min hele kritiske evne på dem, så resultatet af hele arbeidet har fået en vis upålidelighed.

Denne antydning om mangel på kritik skal jeg selv anstille en smule kritik over.

For det første burde det ikke være nødvendigt ligeoverfor en læser som hr. Høegh, at bemærke, at min undersøgelsesmethode har bestået ikke alene eller hovedsagelig i at indhente meddelelser fra andre, men i at reise landet rundt og se med egne øine, eller det skulde ikke behøves at erindre om, at et betydeligt kapitel i min bog, nemlig om skabsygdommen, væsentlig er bygget på opgaver - ikke af skolelærere, men af landets militærlæger, som i to år på rad forsynede mig med et statistisk materiale, der tør være enestående i sit slags.

For det andet skal jeg her oplyse lidt mo de oplysninger at skolelærere, kirkesangere og deslige personer, som jeg har benyttet ved min fremstilling for de tre vestlandske amters vedkommende, hvilke amter hr. Høegh tør antages nærmest at have for øie. - Det er de samme oplysninger, som Bergens-kommitteen påberåber sig, idet den forkaster min bog. Kommitteen finder jo ligesom Høegh, at min bogs fremstilling er for lys; men medens Høegh tror jeg har ladet mig vildlede af hine oplysninger, hvis upålidelighed jeg burde have erkjendt, tillægger kommitteen disse samme oplysninger al pålidelighed (se ovenfor, 1ste kapitel, side 6). Mon det har været hr. Høeghs mening at modsige kommitteen i dette stykke? Vist ikke. Men han kjender ikke de oplysninger, som jeg har brugt, (11)

han veed altså heller ikke, hvad han siger om mig, nemlig at jeg har brugt dem uden tilbørlig kritik. Netop det modsatte af hvad hr. Høegh siger og mener, er tilfældet. Havde jeg ikke anvendt kritik overfor de Bergenske indberetninger, så havde min bog fået en anden farve, og den havde da faldet i bedømmelses-kommitteens smag og vundet præmien. Ved et ganske besynderligt træf kan jeg bevise dette på en slående måde. Det forholder sig nemlig så, at da amternes prisopgave blev udsat, da Bergens-kommitteen blev dannet, da kommitteens spørgsmål om det kvindelige stel i en trykt fællesskrivelse bleve omsendte til besvarelse (se ovenfor, 1ste kapitel, side 6), da havde der i nogle år blæst sådan vind derhenne på Vestlandet, at det hørte til god tone at tale om almuens. stel som lutter råhed og uhumskhed, og alt, hvad der kunde regne sig at stå en tomme over den simple almue, behagede sig i at lade sin overlegenhed komme tilsyne. Og for skolelærere og seminarister kom i de år under agitationen for den nye lov om almueskolen og for lovens gjennemførelse den fristende eller forføreriske tanke til, at jo større vankundigheden og råheden var der nede i folkets dyb, desto vigtigere var jo skolens opgave, desto betydningsfuldere den hele lærerstands stilling og gjerning. Men nu skrev de allerfleste af besvarelserne til de omhandlede spørgsmål sig netop fra skolelærerne. Der var en smuk og priselig iver hos disse mænd, så de tildels skrev hele afhandlinger over emnet og lagde meget arbeide til; men iveren skjæmmedes ikke lidet ved den ufordulgte lyst til at hæve sig over og tale ufordelagtigt om almuen, den de dog, som hr. Høegh ganske rigtig bemærker, i det væsentlige stod så nær. Her måtte altså ganske nødvendig anvendes kritik fra min side. Og det kritiske arbeide var mig let, af den grund, at jeg vidste om, at spørgsmålene, som allerede før påpeget, netop med flid vare anlagte på at få lutter tørre faktiske oplysninger, så vidt muligt uden bismag af subjektive forestillinger; det faktiske var altså at anse for den officielle besvarelse, og de indblandede udgydelser af bedømmende, ja hånende art holdt jeg mig for fuldt beføiet til at tage kun så meget hensyn til, som jeg af andre grunde fandt rimeligt.

Anderledes bar den forfatter sig ad, hvis prisafhandling vandt Bedømmelseskommitteens bifald, nemlig hr. skolelærer Huus, som er nævnt i 1ste kapitel, side 7: han brugte de samme meddelelser men anvendte ikke den kritik, som jeg anvendte; i fortalen til sit skrift forklarer han selv, at han havde lagt de af kommitteen indsamlede besvarelser til grund, og at han havde troet sig forpligtet til at holde sig dem strængt efterrettelig, selv endog der, «hvor farverne faldt mørkere, end han fandt rimelig». Dette, siger forfatteren, skyldte han sig selv at bernærke der i fortalen, og han gjør gjældende, at om skildringerne i bogen tildels forekomme læseren som overdrivelser, som overdrevent mørke, så er skylden at tilskrive «vedkommende» berettere (uden at det dog oplyses, hvem vedkommende ere, eller i hvilke punkter forfatteren finder deres skildringer mørke). Men har jeg ikke så ret til at mene, at dersom jeg havde fulgt samme fremgangsmåde, så havde jeg rigtignok fortjent den bebreidelse, jeg alligevel har måttet døie af distriktslæge Høegh, men havde tillige opnået det bifald af bedømmelseskommitteen, som jeg nu må savne?

Hr. Høeghs undren over, at man har indsamlet en så stor mængde af hint slags opgaver, skal jeg kanske tage hensyn til i det næstfølgende kapitel, hvor jeg atter lægger frem en lignende mængde.

Til slutning berører hr. Høegh den side af min bog, at den har søgt at påvise folkelivets historiske sammenhæng og udvikling gjennem tiderne. Han finder, at jeg har misbrugt historien til et forsvar for folket selv i dets forvildelse. Lægerne, siger han, have taget tingen anderledes: den historiske sammenhæng har i det hele ligget dem mindre på hjertet, uden ængsteligt hensyn til historie have de ufortrøden i skrift og tale modarbeidet de folkelivsuskikke, de have forefundet som noget existerende, uanseet deres historiske ælde.

Her er det samme, som Bergens-kommitteen ytrer om mit altfor ensidige forsvar for det bestående.

Lad gå, jeg var virkelig en forsvarer, ja en beundrer af det bestående. Netop min historiske betragtning havde lært mig at formerne vexle idelig, og at det bestående kun er selve den indre kraft, som sprænger og skaber formerne, det er: fremskridtsånden. Og nu er et af to skeet: enten har jeg udtrykt mig så overmåde besynderligt, at en glæde over fremskridtet kom til at lyde som forsvar for det stillestående, det gammeldags og ufuldkomne, som jeg glædede mig over at se tilbagelagt og overvundet, eller mine historiske oplysninger om selvstændige fremskridt blandt bønderne have overrasket og forvirret dem af mine læsere, som ikke have noget syn for historien.

I dette kapitel have vi altså seet to opfattelser stå imod hinanden, gående ud hver fra sit standpunkt, brugende hver sin udtryksmåde, begge strævende mod gjensdig forståelse.

Fra mit historiske standpunkt, efter de historiske og statistiske oplysninger, som stod til rådighed, har jeg exempelvis kunnet sige så om en bygd, at istedetfor at man før ikke vidste af andet end at holde sit stuegulv rent med den tørre sopelime, er det nu formedelst en række af fremskridt kommet dertil, at man vasker gulvet en gang hver måned eller hele 12 gange om året. Men så vel kjendt denne forskningsmåde end er i videnskaben ellers, så var den kanske for ny for dette emne. Den voldte misforståelse. Man kom i mistanke om, at jeg slog mig tilro med disse 12 gange, at jeg priste og berømmede dette udvortes bestående og fandt yderligere fremskridt ufornødne. Jeg skulde, synes man, ikke have seet hen til fortidens større tarvelighed, men skuet fremad mod den bedre tid, som skal komme. Jeg skulde have stillet mig på et idealt standpunkt og udtrykt mig så om den samme bygd, at den endnu står så langt tilbage, at gulvet vaskes bare 12 gange om året.

Jeg mener, at hver af disse udtryksmåder kan være god for sig og passe til tid og sted. Men for min del må jeg nødvendigvis gjøre gjældende, at når man - som jeg i min bog - har valgt at give en historisk fremstilling, så må man stille sig på det historiske standpunkt og have lov til at bruge de ord og udtryk, som passe for det.

Jeg havde tænkt at slutte kapitlet her. Men for sikkerheds skyld skal jeg dog udtrykkelig tilføie, at blandt de mig foreliggende meddelelser finder jeg endnu kun modsigelse mod min opfattelse af hr. distriktslæge Buchholz, hvis ytringer i dette punkt dog ikke indeholde noget andet end en avisopsats af ham, som jeg har gjort rede for før (2det kapitel, side 13).

Og endnu skal jeg tilføie dette, at i al den modsigelse, som er kommen mig for øie, altså også i de antydede avisopsatser, er der ikke rokket ved en eneste af min bogs faktiske oplysninger.

Ja, uagtet jeg, som før sagt, helst ikke vilde røre videre ved de samme avisopsatser, kan det dog måske være hensigtsmæssigt at pege på, at da i Almuevennens redaktør først havde budt sig til at godtgjøre, at jeg havde blandet digt og virkelighed sammen, så min bog ikke var det mindste at stole på i det faktiske, (12) da han, taget på ordet, i et følgende nummer af bladet måtte sige, at beviset først kunde komme, når han ikke gjøre sig nærmere bekjendt med bogen, (13) da han så endelig efter mere end et halvt års frist skulde indfrie sit ord, så fyldte han flere spalter med tale om noget, som ikke angik sagen og altså ikke beviste, hvad der skulde bevises, og kom så til aller sidst med et eneste faktum, en eneste ting, som jeg skulde have fremstillet ikke efter virkeligheden, men efter digt. (14) Dette faktum havde jeg fremstillet, ikke efter egen beskuelse, altså heller ikke efter egen digtning, men, som jeg udtrykkelig sagde, efter skriftlig meddelelse af en på stedet boende mand. Og redaktøren kunde endda ikke røre ved samme meddelelse anderledes, end at han forklarede for sine læsere, at på grund af visse naturforholde i egnen (Senjen i Tromsø amt) fandt han det berettede ikke troligt. Men min hjemmelsmand på stedet, hr. E. F. Holmboe, optrådte nu i Morgenbladet (15) under navn og gjendrev redaktørens indvendinger på det klareste, og fra den kant har det siden været stilt.


3 DIE KAPITEL

VIDNESBYRD OM STELLET

Svar til nr. 2 i min spørgsmålsrække. Strilelandet, Fjeld herred. Bidrag til bygningsskikkens historie. Gulvvaskingens skik mærkelig gammel her. Lidt af hvert. Sund og Hammer herreder. Søndmøre en af vore mest gammeldags bygder. Sorenskriver Tambs's beskrivelse. Hans modskrift mod mig en støtte for mig. Vand en billig artikel; mon også brugen billig? Fremskridt. Hardanger. Grændse for videre fremskridt. Stor reform i bygningsskikken. Romsdalen, fremskridtet og dets årsager. Det Throndhjemske, tabel over renlighedsstellet.

Til forrige kapitels vidnesbyrd for og imod min bog kunne også de vidnesbyrd henregnes, som i dette kapitel skulle meddeles angående selve de ting og tilstande, som bogen handlede om.

Det 2det spørgsmål i min fællesskrivelse gik netop ud på at få yderligere oplysninger om renlighedsstellet. Dels, bemærkede jeg i den anledning, vilde stellet selv have forandret sig i de år, som vare gåede siden 1864, da prisopgaven blev udsat (jeg ventede at høre om allehånde fremskridt i mellemtiden), dels vilde vel også folks begreb og dom om stellet have udviklet sig, idet de stedfundne forhandlinger havde bragt folk til at tænke mere over sagen, så meget og mangt nu rimeligvis såes, i et andet lys end forhen.

Når jeg nu gjengiver det væsentligste af, hvad man har meddelt mig, så vil fremstillingen visselig for en stor del blive gjentagelse af, hvad min forrige bog allerede indeholder; men det vil dog være vundet, at læseren får se tingene fremstillede ikke af mig alene, men af de navngivne mænd, som yde sine bidrag.


Strilelandet

Havstrilernes øer ere jo næsten berømte - så tidt har man hørt bergensernes fremstilling om den uhumskhed og stakkarsdom, som der skal være. Jeg for min del har altid tænkt mig, at overlæge Danielssen vist havde især strilebygderne for øie, da han skildrede vestkystens «svineri». (16)

Af landhandler Juuhl's meget omstændelige beretning fra Fjeld herred får jeg en mig ganske kjærkommen udfyldelse af et hul i mine forskninger om bygningsskikken i Norge. Det var mig dunkelt, hvad slags ildsted der kunde have været i stuerne på de skovløse øer ved vestkysten, hvor man brugte torv til brænde og dermed - så forekom det mig - vanskelig kunde ilde en sådan røgovn, som ellers var brugelig før i tiden på Vestlandet alt fra Stavanger-fjorden i syd til Nordlandene i nord, og som endnu er at se især i adskillige indre bygder i de nordre dele af Bergens stift. Da jeg færdedes i Bergens-egnen, fandt jeg overalt ude på havøerne jernovne, og det af to slags, dels fra en tidligere tid bilæggerovne som på Lister og Jæderen, dels og især kogovne fra tiden omkring 1830, og det var kun en gjætning (efter synet af en enkelt fattig og derfor uforandret gammel hytte, samt efter ufuldstændige mundtlige beskrivelser af ældre folk), når jeg forestillede mig det gamle ildsted i husene ved havet som en mellemting af en åre og røgovn, eller som en åre, der i stedetfor at være indrettet midt på gulvet havde røgovnens plads i stuens ene hjørne, hvor der da kunde være reist flade stene eller sat op noget murværk for at beskytter stuens vægge mod varmen. (17) Men nu finder jeg min gjætning fuldstændig stadfæstet. Egentlige røgovne eller bagerovn-lignende ildsteder, siger min hjemmelsmand, kan ingen mindes i hans bygd; men alle røgstuer her have været indrettede med et åbent skorsten-lignende ildsted, kun at det var uden skorstenspibe; ildstedet var anbragt i hjørnet mod døren, røgen gik op gjennern ljoren eller den firkantede åbning midt i taget, hvilken ljore tillige tjente til lysning, da de gamle stuer vare uden vinduer. Torv, rødder og lyng var og er det almindelige brændsel. Når der var ild på ildstedet, måtte ljoren holdes åben, tildels også døren, for at røgen kunde gå til veirs; når ilden var ved at gå ud og huset lukkedes, holdtes varmen vedlige ved hjælp af den længe glødende torvaske. Som sædvanlig i røgstuer, lukkedes Ijoren med skjå, som så nogenlunde slap dagslyset ned igjennem.

Nu tror meddeleren, at der i hele hans herred ikke er igjen mere end en enkelt røgstue, som har beholdt den gamle ildsteds-indretning og endnu beboes. Mest ophørte brugen af det gamle ildsted for omtrent 25 år siden, da kogovnen indførtes med tilhørende røgpibe; i nogle mere velstående huse var bilæggerovnen indført tidligere. Dels have stuerne dog endnu beholdt den oprindelige indretning med det skrå opgående tag og med ljore, for lysningens og udluftningens skyld, dels er der, når væggene ere høie nok, lagt lem eller gulv over stuerummet. Sammen hermed berettes også, at den ramme, hvormed ljoren lukkes, nu i de fleste huse ikke er overtrukken med skjå (giennemsigtig hinde), men indsat med vinduesglas, og at selv i ljorestuerne er der nu så godt som overalt tillige vinduer på væggene. Det fortjener imidlertid at nævnes som en sjelden levning fra oldtiden, at «endnu træffes enkelte stuer, hvor man hjælper sig med lyset ovenfra alene, og om jeg ikke mindes feil, endog med skjå og ikke glas i ljoren». (18)

På de skovløse øer, hvor bygningstømmer må kjøbes og føres langt, kan man vide det måtte være småt med bygningsvæsenet, og derfor tør det måske interessere flere med mig at læse videre om husene i Fjeld.

De ældre stuer vare 4, 5, 6 alen i firkant, sjelden derover, med en høide under biterne (de fritliggende tværbjelker) af 2 1/2 til henimod 3 alen. En sådan tømret eller laftet stue dannede det hele hus, kun at der sluttede sig et skur af standerværk til den ene gavlvæg, hvor døren var, således:

hus

En stue med skur foran, og med skorsten inde. Stuen uden vinduer.

Med den omtalte forandring af ildstedet indførtes tillige den forbedring, at skuret gjerne indrettedes til et kjøkken, og når nu, som ikke sjelden skede, den til enhver gård hørende "bu" (bod til madvarer og klæder samt med et par senge for fremmede eller til brug for tjenerne) flyttedes helt hen til skuret og forenedes med stuen under fælles tag, således:

hus

En stue med kakkelovn inde, med gang og kjøkken af breddevægge foran og med hidflyttet «bu» til høire.

så fremkom en husform lig den, der tydelig ligger til grund for bygningsskikken på Jæderen, hvor imidlertid denne udvikling både har begyndt tidligere og er nået videre frem. Men i senere tider er der bygget mange nye, større og bekvemmere huse; «der gives endog flere større (d.e. af mange opsiddere beboede) gårde, hvor hver mand har bygget sig et nyt hus, som de for det meste bebo, medens det gamle benyttes til andet brug». Og disse nye huse have i regelen en stue på 7 til 8 alen i firkant og 3 1/2 alen i høide samt et standerværks kjøkken på 5 til 6 alens længde, og over stuen et afpanelet kammer, for hvis skyld ydervæggene ere fortsatte i høiden 1 til 1 1/2 alen over loftsgulvet. Nogle have endog bygget sig huse med to stuer, en på hver side af kjøkkenet. Og medens de gamle stuer som oftest kun havde et eneste og det meget lidet vindue, sætter man nu i almindelighed et 2 til 2 1/2 alen bredt og 1 1/4 til 1 1/2 al. høit vindue på hver af stuens to vægge, (19) og tildels forsynes disse vinduer med gangjern, som vare fremmede for de gamle huse.

«Den omstændighed, siger meddeleren, at folket således kjendelig stræber hen til at erholde bedre og sundere beboelsesrum, synes mig klarligen at vise, at noget bedre også i det hele stel lidt efter lidt vil komme til at eftertragtes.»

Af det egentlige renligheds-stel gjengives her, hvad meddeleren har anført om stuegulvets renholdelse. Og i den anledning må der allerførst lægges mærke til, hvad gulvet består af. Meddeleren er selv forundret over, at medens han fra mange indre bygder, der have træ nok, har hørt stengulve og endog aurgulve omtale som almindelige for et halvt år-hundrede siden, så har man på hans kant eller ude ved havkysten fra umindelige tider af brugt at lægge stue-gulvet af træ. «End ikke de ældste folk, som jeg nøie har udfrittet, kunne mindes andet. Som bevis for dette kan også anføres, at her existerer huse, byggede af rundt tømmer, som påståes at være byggede for over 100, ja for 150 år siden og have stået den hele tid på samme sted, med mur og kjælder. Disse huse må således oprindelig have havt gulve af planker, som dog sees at være meget dårlig sammenføiede samt fæstede til gulvåsene med trænagler.» For nøiagtigheds skyld skal også den oplysning medtages, at i de gamle stuer var det almindeligt, at der lå en stor flad stenhelle midt på gulvet under dråbefaldet fra ljoren og tildels også foran ildstedet, ja, at dette endnu den. dag idag sees i en del huse, medens gulvet, som sagt, forresten var og er af træ. Og om renholdelsen af de således beskafne gulve «kunne selv de ældste folk ikke berette andet, end at de overalt have været vaskede og sandskurede så langt op i tiden, som de mindes, dog da, som nu, mere eller mindre hyppigt, efter enhvers større eller mindre renlighedssands». Ved ildstedets forandring (røgovnens afskaffelse) og med den hele ovenfor omtalte forbedring af husene er det fulgt med, at gulvene vaskes hyppigere og hyppigere; men gulvvaskningens skik hørte dog, som man vil have forstået, allerede hjemme i de gammeldags sodede og mørke røgstuer. - Nu for tiden beskrives skikken at være denne: «Gulvet vaskes og skures kun hos de mest renlige familier hver lørdag og overstrøes med hvid sand samt tildels ener. Hos andre - og det er de fleste - skures det hver 2den uge eller vel endog kun til hver af de store høitider.» Til det gamle stel med gulvet hørte at have en sørpekrå ved ovnen, hvor feieskarnet sopedes hen og blev liggende ugen igjennem; men om den bemærkes, at med røgstuernes gamle ildsteds-indretning er den bleven afskaffet næsten overalt. Og omvendt berettes det, at spyttebakker komme mere og mere tilsyne, skjønt de endnu benyttes lidet.

Når man veed, at selv inde i det vakre Hardanger var der i røgstuernes tid ikke tanke om, at gulvet skulde vaskes, og at så er forholdet den dag idag i mange af vore indre bygder, i Sogn, i Thelemarken o.s.v., så synes det nok at være værd at lægge mærke til, at havstrilerne have kjendt den skik så længe. Jeg har da også talt derom i min forrige bog, ganske på samme måde som nu min hjemmelsmand fra Fjeld.

Han giver mig fremdeles en mangfoldighed af oplysninger, som for det allermeste ganske ligefrem stadfæste, hvad jeg har berettet under et om den egn, hvortil hans bygd hører. Således ser jeg om den skik at vaske hele stuen (veggene o.s.v.), at denne rengjøring i almindelighed udføres 2 gange årlig, til St. Hans og til jul; dette gjælder især i de gamle stuer, der da tillige «krotes» med kridt, opløst i vand, «ganske således som beskrevet i bogen om renlighedsstellet side 232 [198f.]»; i nye stuebygninger bliver derimod vægge og tag ikke gjerne vaskede, førend tørnmeret er begyndt at blive mørkt, og det er heller ikke så regelmæssigt at krote i de nyere huse.

Rummet tillader mig ikke at gjengive med samme udførlighed, hvad der bemærkes om tunet, om dungen, om den herskende mangel på aflukke eller latrin («i det hele taget er urenligheden udenfor og omkring huset desværre altfor stor, ja større i forhold end inde»), om usund luft i stuen formedelst de våde søklæders tørring ved ovnen o.s.v. (dog i de nyere huse forholdsregler derimod, da man har lagt mærke til, at husene tage skade af fugtigheden, idet væggene overtrækkes med en hvid hy, ganske således som i bogen «Om Renlighedsstellet» side 255 [216] beskrevet under navn af svæla), om den personlige renlighed (undtagelse, at man vasker ansigt og hænder hver dag, regel, at man gjør det lørdag eller søndag morgen, samt når man skal ud blandt fremmede), om brug af håndklæder (kjendes neppe), om skifte af underklæder (bomuldskjorte hver, og uldskjorte hver 2den uge, i regelen), om brugen af sæbe (kjendelig tiltagende). Lignende oplysninger ville findes i min bog under de forskjellige overskrifter.

Nyt er dog kanske dette træk: «Noget af det, de med størst omhu holde rent, er mandfolkenes strømper, hvilke man på en kirkedag vil kunne se udmærke sig ved en overordentlig hvidhed. De bruge nemlig endnu knæbuxer her og have altid forskjellige slags strømper, de simpleste til brug dagligdags, bedre til kirkebrug på almindelige søndage og de bedste til brug ved overordentlige leiligheder og store høitidsdage, og disse ere så hvide som nyfalden sne». (20)

I denne forbindelse får jeg også hidsætte følgende glædelige oplysning: «Klæder, hvoraf de ydre af vadmel og underklærne dels af uld, dels af bomuld, ere de i regelen tålelig godt forsynede med, så selv de fattigste have bytte.» I den egn, hvor jeg nu bor, kommer jeg så tidt til at tænke på, hvor langt bedre fattigfolk syntes mig klædte vesterpå. Og nu ser jeg min erindring stadfæstet.

Hvad min hjemmelsmand omtaler med størst dadel, er vel kjøkkenstellet, og han fremhæver især et par træk: Når sølvskeer en sjelden gang tages frem for at lægges, på bordet for gjæster, forsømmer man at pudse dem, så «de bogstavelig talt ere næsten helt overgroede med spanskgrønt», og når de såkaldte «madmødre» i bryllupper skulle smøre brød i den store mængde, som bruges (indtil for 50 til 60 spd.), så «kline» de med fingrene. Det tilføies, at der dog nu er nogle, som have fået øie op for det stygge i denne måde med klining, så de derfor bruge at smøre med kniv, når det lader sig gjøre, hvorimod det forudsees, at den gamle skik vil længe gå igjen ved store «værtskaber». Dette minder mig om, hvad jeg allerede har hentydet til i min forrige bog, at i en bondehusholdning vil madstellet gjerne blive mindre tækkeligt, når det går udenfor hverdagslagets tarvelige og tilvante, såsom netop ved beværtning af fremmede og ved store gjæstebud.

Til dette uddrag af hr. Juuhl's udførlige beskrivelse skal jeg kun tilføie et par notitser af meddelelser fra to andre bygder i det samme strøg.

Fra Sund, der ligeledes hører til havstrilernes strøg, skriver ordføreren, landhandler Nilsen, at det er uimodsigeligt, at det er gået fremad med renlighedsstellet siden 1864, og det både formedelst opførelse af bekvemmere huse og i andre måder. Og når endda havkysten, som han ikke tvivler på, står tilbage for indlandet, «så ligger det ikke i folkets dyriske art, som nogle gjerne ville have det til», men for en stor del i de økonomiske forholde, som en fiskerbefolkning lever under. Allerede det navn «fisker», bemærkes i den anledning, betyder efter gammel opfattelse her en simpel mand, og fiskeriet er en simpel erhvervsgren, hvis udøvere for en stor del ere fattige folk og vanskelig hæve sig til velstand.

Fra Hammer, som er en af melkestrilernes og bygningsstrilernes bygder, læser jeg i den gjennem, ordføreren indsendte beretning, at det går fremad med hensigtsmæssig indretning af boligerne og med pynteligt stel i dem. «Beboelsesværelserne renses 2 til 3 gange om året; det er en vasking, som omfatter vægge, loft eller tag, døre og vinduer, kort sagt, det hele hus, som vaskes på omhyggelig måde. Hver lørdag og på sine steder to gange om ugen vaskes gulv samt vinduer, bord og bænke. Hver dag feies gulvet og bliver tildels bestrøet med hakket enebar. Efter hvert måltid vaskes bordet, som der spises ved», o.s.v. Undtagelser findes hos folk i mindre gode kår, hvilke altså ikke have kunnet ordne sig således, som lysten og sandsen for det hyggelige ellers vilde tilsige. Meddeleren udtaler den mening, at der har været overdrivelser i udenforståendes bedømmelse af folket med hensyn til renlighedstilstanden.

Søndmøre

Dette bygdelag er mig interessant formedelst sin gammeldags stil. At reise her og tale med folket og se sig om i husene er som et historisk studium. Sproget er fast oldtidsmæssigt, meget i bedrift og levevis ligeså. Det var Søndmøres sprog, hvis studium blev begyndelsen til Ivar Aasens forskninger. Og det står for mig som et ønske, at de øvrige sider af det mærkelige folkeliv her måtte blive lige så skjønsomt og kjærligt beskrevne, inden de deri gjemte mindelser om fortiden ganske blegne hen.

I min bog om renlighedsstellet har jeg kun sparsomme oplysninger om Søndmøre, og det alene på anden hånd. Alle gå de ud på dette, at stellet er meget gammeldags og tarveligt, selv i sammenligning med de tilgrændsende bygdelag på selve det tarvelige Vestland. Nu kan jeg meddele en udførlig og sammenhængende beskrivelse, som er udarbeidet med hensyn til, at forfatteren, hr. sorenskriver Tambs, finder min bogs fremstilling at være for lys (se ovenfor, II, b, side 19 flg.). Forfatteren har gjort sig så meget for, at han har indhentet detaillerede opgaver fra lensmændene i hans embedstlistrikt eller Søndre Søndmøre, og hans fremstilling hidsættes hel og holden, uden anden forandring, end at jeg har fremhævet enkelte ord i trykken, således:

«Om renlighedsstellet på Søndre Søndmøre.

Når man vil undersøge, hvorledes almuens stel her i distriktet er med hensyn til renlighed, hvad hus, madstel og personer betræffer, tør det hænde, at man vil finde sig lidet tilfredsstillet ved resultatet. Det bliver derfor nødvendigt på forhånd at fremhæve enkelte omstændigheder, der kunde forklare og kanske tildels undskylde, om end ikke forsvare, at stellet er, som det er.

Først stiller jeg i denne henseende den omstændighed, at distriktet lige indtil for 12-15 år siden har været aldeles isoleret. Ingen vei førte herigjennern, og, når undtages, at postdampskibet engang iblandt anløb distriktet, var dettes kommunikation med udenverdenen helt og holdet henviist til båden; men de ere søhårde, fjordene på Søndmøre, og endda hårdere farvandet forbi Stadt, hvorhen, før distriktet fik egen dampskibsforbindelse, almuen i almindelighed bragte sine fiskeprodukter, forsåvidt disse ikke leveredes til distriktets egne landhandlere. Denne både tidsspildende, kostbare og farefulde kommunikation gjorde, at distriktets befolkning reiste så lidt som muligt, og følgelig også fik se så lidt som muligt udenfor sit eget hjem. De havde således intet sammenligningsled og ingen vækkelse. Efterat den indre kommunikation ved distriktets egen dampskibsfart er lettet, har dette forandret sig.

Dernæst må det erindres, at bygningsskikken på Søndmøre vel førte det med sig, at hver opsidder havde en hel del småhuse, men et eget arbeidsrum fandtes der ikke, mandens som kvindens daglige syssel, forsåvidt den ikke faldt udenfor huset, måtte forrettes i det eneste beboelsesrum, familien havde, der spandt og vævede konen, der bandt og bødede manden sine fiskeredskaber, der måtte han i kveldsøkten udføre små reparationer af redskaber og kjærald, som hørte huset til, ikke at tale om sådanne dagligdagse, ting, som at skrædder- og skomagerarbeidet for familien der udførtes af kone eller af mand. At der undertiden også forrettedes, anden gjærning, som vel kunde været udført uden-døre, forbedrede selvfølgelig ikke tilstanden; men det var, endogså bortseet fra slige tilfældigheder, i det hele let forklarlig, at familiens beboelsesleiligheder i hverdagslivet ikke kunde frembyde noget ryddigt eller hyggeligt ydre. Det «besner» nu i denne henseende; men da der både skal tid og kapital til en gjennemgribende forandring, er det let forklarligt, at det kun går langsomt frem. Værst er det, at fjøsets indretninger fremdeles står så langt tilbage, både fordi urenlighed næsten med nødvendighed følger deraf, og fordi det produkt, der udvindes, netop på grund af urenligheden bliver mindre værdifuldt. Der er dog også i denne retning glædelige tegn til fremgang.

Endelig må det ikke lades ubemærket, at opsidderne på de forskjellige brug på de fleste gårde her i distriktet havde bygget alle sine huse om et tun. Herved fik gårdene et vist landsbymæssigt udseende. Men med denne bebyggelse fulgte også, at tunet i dette fugtige klima næsten overalt var urent, og at som følge deraf den idelige vandring ud og ind i husene nødvendig førte urenlighed med sig ind på gulvene, som det neppe var muligt at undgå, sålænge det ikke var muligt at bringe alle hoveder ind under en hat. Med en tiltagende udskiftning og deraf følgende udflytning bortfalder lidt efter lidt denne ulempe; men det kan endnu vare længe, førend den er ganske væk.

For at få såvidt mulig pålidelige underretninger om stellet i sin helhed, har jeg gjennem distriktets lensmænd indhentet erklæringer, hvilke medfølge, forsåvidt de ere modtagne. De erklæringerne ere væsentlig forskjellige både med hensyn til distrikterne og med hensyn til gjenstandene for renlighed, tør det være hensigtsmæssigt at behandle hver for sig således, at man dog lader gjenstandene for ensartethed knytte distrikterne sammen til sammenligning. Vi begynde da med:

A. HUSET, INVENTARIUM, KJÆRALD

Fra Ulfsten berettes, at man der i almindelighed kun vasker gulvet hver anden eller 3die lørdag, men det er dog langt fra, at det derved bliver rent, - og at huset ): beboelsesværelset vaskes to gange om året, men «neppe grundigere end de andre vask». Ved denne sidste leilighed (jul og St. Hans) få da også loft og vægge en slags rengjørelse. Bord, bænke og stole vaskes almindelig hver lørdag, men på samme måde som huset forresten.

De almindelige madkoppe og trækjærald vaskes undertiden, skures sjelden, stentøi vaskes næsten aldrig. Melkekjærald holdes lidt, men ingenlunde ordentlig rene. Om gryder haves ingen oplysning, måske ere de indbefattede under madkoppe.

I sommeren 1870 lå jeg i to dage på en forretning i Ulfsten, det var på gårdene Nordre Vartdal og Aarskog, og jeg var selvfølgelig ventet. Men der fandt jeg tilstanden langt bedre, end den her er skildret. Både de rum, hvori jeg holdt mig, og de rum, jeg forøvrigt kom ind i, vare sammenlignet med foranstående beskrivelse endogså rene, tildels skurede, og de træringer, hvori der for mig sattes melk frem, vare, omend ikke skinnende hvide, dog så rene, at man kunde spise af dem med appetit. I høsten samme år havde jeg en vandring gjennem Ulfsten, hvor ingen ventet mig. Også da var jeg inde på en 2-3 gårde, men der fandtes tilstanden ikke nær så tilfredsstillende. Det var jo arbeidstiden, men det viste sig dog, at den tilsvarende urenlighed ikke var få dages samling. Jeg må imidlertid bemærke, at veiret på den tid var regnfuldt og marken opløst.

Som det vil sees af det efterfølgende, danner Ulfsten ingen glædelig undtagelse fra regelen hersteds. Efter beretningerne står forholdet bedre i de næste distrikter.

I Herø (Herø og Sandø) vasker man således en à to gange ugentlig vinduer, bord, bænke og gulv med andet inventarium, samt tillige vegge og loft til høitiderne og en gang om sommeren ved St. Hans tid. Madkar vaskes gjerne umiddelbart efter måltiderne, melkekjærald, før de tages i brug (må vel forståes som «hver gang de benyttes»).

I Volden vasker næsten alle, og de fleste skure vindueskarm, bord, bænke og sengested, enkelte også gulvet hver lørdag, men gulv-vasken er dog ikke regelmæssig, mest synes den at indskrænke sig til ubestemte tider, når der er for meget smuds på gulvet. Hus-vask foretages af næsten alle ved St. Hans tid, af de fleste også til jul, og af mange tillige ved påske og pintstid; ved disse tider vaskes tag, vægge og gulv. Andet husgeråd end melkekjærald synes ikke at være gjenstand for skuring, og selv disse holdes efter indberetningen i almindelighed ikke tilstrækkelig rene; navnlig hedder det, at ikke engang alle vaske dem så vel, at levningerne af den tidligere melkebeholdning fåes ud af alle fuger. Dog gives her mange hæderlige undtagelser.

Jeg vil her fremhæve, at det bedste smør fra disse kanter fåes fra et par strøg i Ørstens sogn til Volden. Derfor betales også smør fra disse strøg bedre end andet, og det burde således også fra et økonomisk standpunkt være tjenligt at arbeide for en reform.

I Hjørendfjord skures hver lørdag bord og bænke regelmæssigt, gulvet derimod mere uregelmæssigt fra hver anden til hver 5te eller 6te uge. To gange om året - til jul og St. Hans - foregåe hovedrengjøring, om hvis beskaffenhed indberetningen intet indeholder. Madfad og melkekjærald skures hver gang de skulle bruges, og de sidste holdes rene og hvide både ind- og udvendig.

B. FJØSET

er efter fast alle indberetninger i en yderst dårlig tilstand, mørkt og skiddent. De enkelte bemærkninger i denne anledning skal jeg senere komme tilbage til.


C. DEN PERSONLIGE RENLIGHED

står i det hele taget ikke høit, selv hænder og ansigt vaskes ikke daglig, og det, som det synes, endog uden hensyn til arbeidets beskaffenhed. En undtagelse skulde Herø synes at danne, idet man der vasker sig efter arbeide med fisk. Dette er vel imidlertid alene at forstå således, at der for Herø er omtalt, hvad der også sker i Ulfsten under lignende omstændigheder; thi sådant arbeide, som at vaske fisk (hvilket altid foregår ved dens tilvirkning til handelsvare), medfører af sig selv hartad nødvendigheden af vask, og så vidt jeg har seet, har ingen undladt at vaske sig efter at have kværket eller flækket fisk, - Udenfor ansigt og hænder strækker vasken sig godtsom ikke, og sæbe synes at være en luxusartikel ved vask.

Det er jo ingen glædelig skildring af renlighedstilstanden som disse indberetninger give. Hvor meget man end vil skrive på tarvelighedens og fattigdommens regning, er vand dog en billig artikel og her så let tilgjængeligt, at det hverken kunde koste opofrelse af tid eller af penge i al fald at skylle snauset af sig, førend man gik ind til måltiderne, og dog sker dette ikke efter tre af indberetningerne. Om bad vil jeg ikke tale; thi dertil skulde, bortseet fra søbadet, som jo efter et par indberetninger synes at vinde indgang hos ungdommen, kanske kræves særegne kar eller andre apparater; men hoved og hals og arme måtte dog kunne vaskes uden stor bekostning. Det tør dog håbes, at det vil dages også i denne henseende, ungdommen bader sig jo nu om sommeren både i Ulfsten og i Volden, og det er dog på den alder, vi må bygge, når det spørges om fremtiden. I Herø «hænder» det jo også at hovedet vaskes. Håret nyder ikke stort bedre pleie, en gang om ugen kjæmmes det, ellers kun når man skal reise bort eller ved andre særegne anledninger. Også i denne henseende synes dog ungdommen at være omhyggeligere, ifølge et par indberetninger. For at holde sin person ren må det vist indrømmes at være nødvendigt, at man har tilstrækkeligt ombytte. Når man, som indberetningerne meddele, ikke kan skifte oftere end hver 14-dags dag (det er her uldtøiet, det gjælder), er det indlysende, at arbeidsmanden heller ikke vel vil kunne holde sin person ren, da legemets uddunstninger og det støv, hvorunder han så hyppigt arbeider, vil bidrage til at tilintetgjøre enhver anstrængelse for renlighed. Det indsees imidlertid ikke, at der stiller sig nogen synderlig hindring i veien for at rette på mangelen; få først folket øinene op for, at der er økonomi ved at bytte jevnligere, og at det for at spare er hensigtsmæssigt at holde sit legeme rent, idet tøiet da også holder sig længere rent, så vil man nok finde midler til at tilveiebringe fornødne ombytter. Hvad der fattes, er ikke midler, men syn for sagen.

Når man taler om renligheden i huset, må da i begyndelsen frernhævede hensyn til det indskrænkede rum og bebyggelsesmåden gives fuld vægt. I en sådan familie, hvor den eneste stue danner kjøkken, arbeidsrum og soveværelse, at fordre bymessig renlighed, vilde jo være galskab. Her kan man ikke indvende, at vedkommende jo kan skaffe sig en anden stue; thi til et sådant bygarbeide fordres summer, som endnu ikke en af hver ti almuesmænd vilde se sig i stand til at tilveiebringe, og jeg skulde ikke anse det ønskeligt at fremdrive bedre husleiligheder ved at stifte gjæld (desto værre har nok mangen en gjort det). Men må man altså tage rummet, som det er, så er det også klart, at man må nedstemme sine fordringer til renlighed og ryddighed. I en sådan familie vil det vel ikke være at spørge efter hvidskurede gulve, og det omend vaskning foregår jevnligere, end efter beretningerne almindeligt. Derimod må man kunne fordre, at det daglige affald efter arbeide og stel sopes sammen og bringes ud; hvor hævdet sørpekråen end er, kan den dog ikke få noget bedre navn end hævdet urenlighed. Intet hensyn kan, såvidt jeg skjønner, undskylde en sådan tingenes tilstand; thi den tid, der spildes ved at kaste ud 7 gange om ugen, istedetfor 1, må dog omtrentlig være forsvindende. Jeg finder forøvrigt denne sørpekrog alene omtalt i beretningen fra Hjørendfjord, og jeg tør således antage, at den ikke har almindelig borgerret på Søndmøre. Langs havkysten navnlig i Ulfsten har man en god hjælp til at bevare gulvene nogenlunde rene, ja endog at give dem et pynteligt hvidt udseende, idet man sandstrøer dem. Inde i fjorden burde ener kunne anvendes, således i al fald, som jeg på Østlandet har seet, når man har hugget op bar og strøet på gulvet. Jeg har imidlertid ikke stødt på en sådan brug her, og jeg ser den heller ikke omtalt i nogen af beretningerne. Bruges ikke barstrøing, så tør det have sin grund deri, at ener her, hvor skoven falder så knap, har fået rang som brændemateriale, og at man altså kvier sig for at anvende den til andet brug.

Både den hindring, der ligger i bebyggelsesmåden, og den, der ligger i det indskrænkede rum, er konen utilregnelig. Det samme gjælder om fjøsindretningen, der, hvad en enkelt indberetning derom siger, absolut måtte kunne forbedres uden nogen betydelig udgift, hvilket også har viist sig, idet man mere og mere er kommen ind på at forandre fjøset, så at det nu kan siges at være forholdsvis både lyst og rent. At den gammeldags fjøsindretning måtte lægge hindringer i veien for renligheden i huset, lader sig, trods besvarelserne i to indberetninger, vanskelig benægte. Men der er en omstændighed til, som foruden huset og tunet og fjøset lægge kvinderne en svær vanskelighed i veien for at holde rent i en søndmørsk bondestue, og det er mandfolkenes utilbørlige brug af tobak og den dermed i forbindelse stående spytten. Når man altså bebreider husstellet på Søndmøre urenlighed, så må manden bære fuldt så stor del som konen i skylden, sålænge der tales om huset selv. Anderledes stiller sagen sig, når man kommer til madstellet. Sine gryder og kopper og kander må konen kunne holde rene, hvordan end tunet og fløset og rummet er, og når indberetningerne lade forstå, at stellet i denne retning lader meget tilbage at ønske, så må dette være kvindens feil. Var nu denne mangel, som en indberetning antyder, grundet på utilstrækkelig hjælp, så måtte den, da forholdene i denne henseende væsentlig er ens over hele distriktet, også fremtræde lige stærkt i de forskjellige præstegjæld, idet man vel overhovedet tør antage, at husstandens medlemmer og husets gjerning i det store taget stiller sig nogenlunde ens i to nabo-sogne; men medens man i Herø skurer og vasker sine trækjærald, hvergang de bruges, vinder man i Ulfsten kun undertiden at skure sine mælkekar, vaske andre trækjærald og lade stentøiet stå uvasket. Denne forskjel kan neppe søge sin grund i en almindelig forskjel på hjælp i huset. Den er såmeget mere påfaldende, som en stor del af Ulfsten ligger nærmere kjøbstaden. At opdragelsen skulde stå længere tilbage i Ulfsten end i Herø, har jeg heller ikke grund til at antage, i al fald veed jeg ikke rettere, end at folkeoplysningen står på et lige standpunkt; hvoraf kommer da forskjellen? - At tilstanden i Herø har været noget lignende tidligere, som den, der nu findes i Ulfsten, kan neppe betvivles; thi den er ikke anderledes, end at man gjenfinder den videnom i vort land; i årene mellem 1830-40 så jeg den i Thelemarken, i årene 1850-1860 i Stavanger amt; jeg har stødt på den langs Bergensleden, og jeg finder den igjen her. Jeg har derfor troet, at forklaringsgrunden må søges nærmest i folkets karakter; Herø-boerne ere lettere at påvirke, og distriktslæge Høeghs utrættelige og ikke til nogen bestemt retning indskrænkede virksomhed for renlighedens fremme har derfor fundet en bedre jordbund og båret flere frugter end i Ulfsten, hvis befolkning forekommer mig sejgere og mindre medgjørlig. Lidt efter lidt påvirkes dog folket af oplysningen også med hensyn til kvindens stel, og går det end ikke hurtigt - frem går det dog; man skal huske, at man har med søndmøringerne at bestille, det folk, for hvilket digteren har lovet: «me skal koma, om inkje so bråt».

Det er vel højst uegentligt at tale om pigebørnenes opdragelse; de besøge naturligvis i den befalede tid almueskolen, men nogen udvikling for sin fremtid, nogen opdragelse som vordende husmødre få de jo ikke. Kun livets praktiske skole må de gjennemgå, men skolen ligger på Søndmøre. Få kvinder søgte i tidligere dage ud for at tjene, og de, der have gjort det, bleve nok, hvor de kom. Nu at foreslå offentlige husholdningsskoler kan der vel ikke være tale om; selv om man forøvrigt troede at se nogen nytte i sådanne anstalter (hvad jeg ikke gjør, navnlig fordi den unge pige vilde komme til at leve og virke under forhold, der vilde være himmel-vidt forskjellige fra dem, hvori hendes fremtid kunde stille hende som husmoder); thi stemningen må antages absolut mod dem, Derimod skulde jeg tro det fortjenstligt, om kvinder, oplærte i kvindens væsentligste gjerning, den at drive buskapsskjøtsel, kunde sendes om i landet og lære bondens hustru og hans døttre og hans tjenestepiger at behandle mælken og de dertil hørende redskaber ordentligt og rensfærdigt og at tillave en god og renslig budråt. At også forskere, der interessere sig for folkets gjerning, vilde besøge det i dets hjem, uventet og uanmeldt, og under sammenkomster fremhæve for det de mangler, der var fundet og, om muligt, også de midler, der kunde anvendes, vilde jeg anse for et stort gode, men det måtte være mænd, der både havde syn for manglerne og sands for folket, og som på samme tid vidste at måle det med det rette mål, men heller ikke at sy puder under armene på den ligegyldige.

Jeg har kun altfor lidt befattet mig med spørgsmål af den her foreliggende natur, til at jeg skulde kunne give vink eller råd, og når jeg dog foran har givet mig af dermed, heder jeg om undskyldning. Ved at læse «Om Renlighedsstellet i Norge» og sammenligne de der forekommende beretninger med de, der nu foreligger om tilstanden på Søndmøre, har jeg ikke fundet grund til at tvivle om dette distrikts fremtid. Sammenligningen med andre egne giver ingen trøstesløs opfatning, og går distriktet fremad endnu i 20 år, som det har gjort de sidste 20 år, så tør det vel hænde, at det tør stille sig frem til sammenligning med andre.»

Dette var hr. Thambs's beskrivelse.

Han sendte mig den venlig som et modskrift mod min bog, men jeg tager den til indtægt som et aldeles udmærket vidnesbyrd om, hvor heldig min bog stemmer overens med virkeligheden.

Jeg har jo i bogen «Om Renlighedsstellet» talt på ganske lignende måde som han f.ex. om vanskelighederne med tunet («mest står det vel tilbage på Vestlandet og måske især i Bergens stift», siger jeg i bogen om renlighedsst. side 72 [79] om stuens opfyldte rum (side 82 [86] o.fl. st.), om den nedarvede lørdagsskik med at vaske borde og bænke (smst. side 184 [163] flg.), om gulvvaskningen («Søndre Søndmøre: Det er meget forskjelligt i grænderne og i bygderne. Man finder gulvvaskning fra en gang ugentlig hist og her nedover til den enkelte gang, eller det par gange, da stuens vægger også vaskes, til St. Hans og til jul», smst. side 159 [143]), om at vaske ansigt og hænder (endnu herskede landsskik, at mandfolk, som gå på udarbeide, i regelen indskrænke samme vask til hver helg, side 356 [290] (21); særskilt om Søndmøre siges i min bog, at det står mærkelig tilbage for de tilgrændsende bygdelag både sønden- og nordenfor, så det i enkelte af dets små-bygder endog kommer dertil, at adskillige ældre folk ikke engang vaske sig til hver søndag, men kun til hver gang, de drage til kirke (side 405 [326]), om linnedskifte (for hele riget dreier det sig om hver 2den uge, på Vestlandet vil man dog træffe adskillige afvigelser til det værre, side 321 [265]), om bad (søbad har taget mere til på Østlandet, medens der i flere af de Bergenske bygdelag, f.ex. netop i Søndmøre, kan spores den hindring derimod, at man finder det upassende for folk at klæde sig af og bade sig i selskab, side 398 [320]), om skabklåe (flere af de gammeldags og tildels overtroiske folkemeninger om denne urenligheds-sygdom har jeg anført netop fra Søndmøre, side 428 [342]), om sørpekråen (som jeg har omtalt som en forsvindende levning af fortidens store tarvelighed, side 202 [176] o.fl.st.), om mandfolkenes utækkelige spytten på gulvet (side 213 [185] flg.).

Netop fordi hr. Tambs har seet fra «et andet standpunkt» end jeg, er det en fortræffelig støtte for min bog, at overensstemmelsen alligevel er så overraskende stor.

Dobbelt kjært må dette være mig, da hr. Tambs bor i og omhandler den samme egn, hvor hr. distriktslæge Høegh hørte hjemme, han, som optrådte med sin heftige kritik imod mig (ovenfor side 20 flg.).

Hvad er det da, som endnu står hr. Tambs og mig imellem? Han sigter muligens til nogen forskjel i opfatningen med sine indledningsord om at forklare stellet og kanske tildels undskylde, om end ikke forsvare det (ovenf. side 31). Men hans ord ere som skrevne ud af min bogs inderste tanke, «sig ikke længer om mit forfatterskab, at jeg dømmer så mildt om almuen og gjør mig flid for at tildække dens brøst og fremdrage, hvad der taler til dens undskyldning! I denne min bog fremfor i nogen af mine tidligere har jeg været mig bevidst, at jeg står foran et tusind-årigt folkeliv. Dette har i sig noget af selve naturens selvstændighed og kraft, og jeg mener, det beder ikke om skånsel, men forlanger at blive forstået». Om Renl.st., fortalen, første side.

Men forståelsen er ikke altid let. Hr. Tambs har forstået stellet i Søndmøre så, at han tror at burde foreholde folket, at «vand er dog en billig artikkel, hvori jo ligger den bebreidelse, at de bruge det ikke så meget, som de skulde. En sådan bebreidelse har jeg ikke fremsat i min bog, hvis hovedsagelige del (på fortalen nær) indskrænker sig til at fremstille folkets skik, sådan som den er. Jeg har omtalt fantefølgerne, omtalt rigfolks huse, omtalt almuens forskjellige klasser, bønder, husmandsfolk o.s.v., og jeg har påviist, hvilke grader der er i vandets brug inden hine klasser af folket, og hvorledes disse gradforskjelligheder have ligesom en naturhistorisk grund. Om et og andet enkelt hus i en bygd, som danner en uregelmæssig og sørgelig undtagelse, kan jeg jo nok tænke mig, ja være vidende om, at her hersker tankeløshed og ladhed o.s.v.; men i en bog, som handlede om det hele land, vilde der ikke være nogen mening i at fremføre private irettesættelser. Selv til fantefølger vilde jeg ikke henvende mig med den almindelige påmindelse, at vand jo er en billig artikkel; thi jeg vilde ikke vente, at de tog sig formaningen til hjerte, før de i det hele gav op at være fanter og drive om på fantestien, og at bringe det dertil med dem, det har jeg erfaring om er lettere sagt end gjort. Og hvad Søndmøre-almun angår, så ser jeg af hr. Tambs's beskrivelse af huslivet, at her hersker den gamle skik, at bonden er f.ex. husets egen skomager, og konen udfører alt skrædderarbeidet. Dette ene træk fra hin gammeldags bygd åbner for mit syn en hel verden af husflidssysler, som drives ved siden af gårdbrugets og kreaturstellets og fiskeriets bedrifter, og dermed veed jeg strax, at hvor billigt end vandet er i sig selv, så bliver der ingenlunde tid og stund tilovers til at bruge det så jevnt i bondehusene her, som skik kan være i andre bygder eller i andre kredse.

Om nu en engelsk lord kom reisende og ensidig bedømte hvad han i Søndmøre så af disse ting, efter hvad han kjendte fra sine aristokratiske huse i sit hjemland, så måtte han jo fordømme det hele stel, selv det, som Tambs finder ikke kan være anderledes. En tredie kunde de kanske komme og sige om Tambs også, at han har været for stræng i sin dom og har sat målet for høit. Jeg har stillet mig på det standpunkt, at jeg ligefrem har undladt at dømme folket og give det forskrifter, men desto mere har lagt an på at opfatte selve stellet og se det i dets fremgang gjennem tiderne samt i dets forskjel i stænderne og bygderne. Skulde jeg f.ex. have vovet at give et stort og anseeligt bygdelag som Søndmøre formaning og råd i retning af større renlighed, så måtte jeg have været betænkt på et af to: enten at godtgjøre, at der var så megen unyttet tid omkring i husene (hvilket jeg vanskelig vilde kunne, da jeg ser, at husmoderen må være husets skrædder o.s.v.), eller anvise udvei til nye næringsveie og bedre fortjeneste og større velstand end hidtil, så at bonden kunde få leilighed til at antage mere håndværkshjælp eller -endnu bedre - mere fast tjenerhjælp (men dermed vilde jeg åbenbart have taget mig vand over hovedet).

For mit vedkommende har det da tilsidst stillet sig så, at jeg i det længste byggede på de norske almuers egen skjønsomhed i sådanne ting som disse. Og jeg kan ikke andet end glæde mig over, at det håb, som jeg udledede af iagttagelser om fremskridt i så mangfoldige af vore bygder, nu af hr. Tambs's fremstilling sees at holde stik også for Søndmøres vedkommende, hvilket bygdelag i virkeligheden var mig temmelig lidet bekjendt; thi så mislig hr. Tambs end finder tilstanden i flere stykker, så slutter han dog sin beretning med glæde over fremskridt hidtil og med håb om fremskridt herefter.

Hardanger

Foranlediget ved de sidstanførte betragtninger om fremskridt og om mål og grændse for fremskridt, gjengiver jeg nu nogle forklaringer, som jeg ellers havde tænkt at gjemme til et følgende kapitel. De skrive jeg fra ordfører Skaar i Vikør, som for sin bygd besvarer de tvende punkter i mit cirkulæres 2det spørgsmål: om fremskridt i disse sidste år, og om forandringer i begreberne om disse ting.

Renlighedsstellet tog et kraftig opsving i den første halvdel af de sidste 20 år, og det navnlig, som beretteren fortæller udførligt om, formedelst daværende distriktslæge Holmboe's varmhjertede forestillinger til folket (exempelvis angående gulvvasking, som indtil da var ukjendt blandt almuen her). Senere har det vistnok fremdeles gået fremad, men neppe i den grad som i den nævnte periode. «Og det skal ikke forundre mig, om en stagnation om forholdsvis kort tid vil indtræde. Der er nemlig symptomer, som tyde på, at den økonomiske side af sagen så småt begynder at gjøre sig gjældende. Man ræsonnerer nemlig således, at hvis vasking og pudsing af hus og gård, af kop og kar, af klæde og klud skulde drives videre, end som tilfældet er, vilde det for husmoderen være aldeles uoverkommeligt, uden at tjenerpersonalet forøgedes. Men at leie en ny tjenestepige, der antages at koste omkring 50 spd. årlig, blot for at kunne drive renlighedsstellet op til en høi grad af fuldkommenhed, det har ikke en af hundrede råd til. Og når man kjender til, hvilke byrder der hviler på husmoderen hos en almuesmand, hvilke rækker af forretninger hun i løbet af dagen har at udføre, hvilken hærskare af småsysler der skal agtes, så vil det ikke forundre, om hun, hvis man endnu yderligere fordrer forøget arbeide, enten går træt, bliver modløs og til slut ganske bukker under for anstrængelserne, eller og fordrer mere hjælp. Det er altså til en vis grad, man kan drive renlighedsstellet. Drevet ud over denne grændse, er det økonomisk ødelæggende.»

«Om begrebet og dommen om renlighedsstellet har udviklet sig? Ja vist har det så, men i et strængt forhold til selve stellets udvikling. For 100 år tilbage var der også på en vis mere og mindre renligt i bondens huse, og man så denne forskjel, glædede sig over de pynteligste og talte med afsky om de urenlige. De allernydeligste huse var idealet, man stræbte at nå. Netop således er det den dag idag, og man er lige langt fra idealet, om ikke endnu længere. Det er tidens medfør, som jager så forskrækkeligt ivei og truer med at løbe rent fra os.

For vel 30 år tilbage kjendte man her i bygden ikke andre stueformer end røgstuer og intet andet opvarmningsmiddel. eller kogindretning til dagligt brug end Olaf Kyrres røgovn. Så kom den bedrøvelige kogovn til gårds, og røgovnen forsvandt. Kogovnen holdt sig i prægtigt ry i adskillige år; men så blev man vaer, at stuen vilde holde sig fugtig, hvilken fugtighed forøgedes med hvert år. Taget blev opspist af mark, og husets vægge bleve bedækkede med sop. Man blev forskrækket over disse fænormener og opbød al sin Skarpsindighed for at kunne udfinde midler mod ondet. Kun delvis og ufuldstændigt lykkedes det. Men dette har i de allersidste år bevirket et omslag i bygningsskikken. Man begynder nemlig at lægge loft i sine stuer, at kaste kogovnen på dør og sætte vindovn ind istedet. Denne forandring griber meget dybt ind i det hele huslige stel. Sålænge man havde røgovn og kogovn i stuerne, havde man meget sjelden. noget eget kjøkken i brug. Stuen var alt muligt. Og da var det ikke greit at holde den ryddig og ren. Efter den nye måde at bygge på, tænkes der altid på en bekvem plads for kjøkkenet, og hvor kogovnen ombyttes med vindovn i ældre stuer, der ser man naturligvis strax et lidet kjøkken indrettet, hvor husmoderen kan sysle i fred og ro med sin kogning, sin vask o.s.v. Og hvor meget lettere vil det vel ikke falde efter denne reform at holde stuen ren og hyggelig? (22)

Dette var da alt, hvad jeg vidste om iøinefaldende forandringer til det bedre i de sidste 6-7 år. Vel ved jeg også, at sandsen for reenlighed og propert stel i det hele stadig skjærpes og bestandig vinder terræn, hvorved større omhu, tanke og arbeide ofres på vask og vøl inde og ude; men disse fremskridt ere, som sagt, ikke længer så store og mærkbare, som de vare under den førnævnte periode.»

Romsdalen

Det er kanske ikke mindst min glade fremhæven af de i så mange egne iagttagne fremskridt, som har foranlediget dommen om min bog, at den skildrede for lyst. Man var for vant til at høre lægers og andres klager over stilleståen, så man sagtens ikke syntes at kunne gå ind på min tale om fremskridt. Men derfor hidsætter jeg sagfører Paulsen's korte svar til det spørgsmål, som nærværende kapitel beskjæftiger sig med:

«At det i de sidste 20 år stadig er gået fremad i forbedrende retning med renlighedsstellet i Romsdals fogderi, står klart for mig. De offentlige foranstaltninger har vistnok gjort sit, men samfærdselens lettelse ved nye og bedre veie og ved dampskibe, samt den stigende oplysning og velstand, tror jeg dog må tillægges den største vægt.»


Det Throndhjemske

Min forrige bog var forholdsvis fattig på oplysninger for Throndhjems stifts vedkommende, og derfor har det fornøiet mig dobbelt at modtage de meddelelser, som jeg nu skal gjengive. De ere fra forstanderen for Stjørdalens høiskole, hr. Bentzen, som i tabellarisk form sammenfattede udbyttet af det før (side 15) omhandlede mødes forhandlinger om skikken og stellet.

Det skjønnes, at min forrige bogs fremstilling er lagt til grund, således, at man har gjennemgået dens beskrivelser af husets renhold og pynt, hvorefter de tilstedeværende have svaret hver for sin hjernbygd. Hr. Bentzen er, siger han, moralsk overbevist om, at svarene ere givne efter bedste skjøn, og han holder dem for temmelig pålidelige.

Til tabellens forståelse kan det være nyttigt, at jeg forudskikker følgende forklaringer:

Tør-rensking. Navnet er sat på af mig. (23) Der menes den ældgamle måde at holde gulvet rent hele året igjennem uden vand, kun med sopelimen, og sommetider med en spadeskuffe tillige.

Gulvvaskning udføres væsentlig på to måder: vaskepigen ligger på knæ og bearbeider gulvet med hånden, eller hun står opreist og skubber vaskeredskabet (tvogen, tuen) med foden, hvilken sidste måde er en ældre og nu forsvindende.

Der strøes ofte på gulvet med sand eller med bar, og matter (24) ligge til dels for døren for at tørre skosmudset af.

STUENS RENHOLD OG PYNT

Bygd Af hvem opgivet Gulvet tørrenses? Gulvet vaskes? På hvad måde? 1. Brues hvidsand?
2. Bar?
3. Matte?
1.Gulv
klæde?
2. Malede gulve?
3. Spyttebak?
1.Sopes?
2. Hugge
stabbe i stuen?
Vaskes stuens vægge og tag? 1. Leire?
2. Krote?
3. Bu?
4. Logge?
Blomster i potte? Blomster i glas?
Soknedal og Støren Lærer Bjerke Nei I regel hver lørdag skures med hånd (bartue)     1 hver morgen, 2 nei        
Børsen Lærer Næss do do                
Ørlandet 1 elev do   do 2 ikke regel.
3 regel
do 2 gange om året 1, 2 og 3 ukjendt, 4 til St. Hans tildels tildels
Strinden Lærer Hage og 1 elev do do do 1 nei, 2 ja, 3 bar udenfor, matte indenfor, dog ikke regel 1 og 2 ikke alm., 3 regel do do do ikke fuld regel do
Nedre Stjørdalen Flere lærere og andre do do do forskjelligt 1, 2, 3 ikke regel 1. i regel hver morgen
2. sjelden
  do do do
Øvre do do do do do do     do   do do do
Aasen og Frosten Lærer Næss og 2 elever do do og tiere do 1 nei, 2 ja, 3 tildels 2 til dels,
3 regel
1. hver morgen
2. nei
do do regel

ja

Inderøen og Sparbu 2 elever do i regel hver lørdag do 1 nei, 2 ja, 3 ikke regel 2, temmelig alm. 3 ikke regel do do do do

til dels

Beitstaden Høiskolelærer Foosnæs og 1 elev do do do ligt 2. til dels,
3 regel
do do do do do
Namdalen 3 elever do do til dels med fod. 1 nei, 2 ja,
3 tildels
2 og 3 regel do do do do do
Ranen i Nordland 2 skolepiger do undtagel-
sesvis i
onnetider-
ne, oftere 2
gange i
ugen

do

1 aflagt, 2
regel om
sommeren,
3 ja eller
barkvister.
1. sjelden,
2. sjelden,
3. næsten alm.
1. for det allermeste, 2. oftest do ikke regel. regel.

Et yderligere fremskridt end dette med matte er at bruge gulvklæde, fremdeles at male gulvet, ligeledes at have spyttebak stående.

Huggestabben i stuen er et godt mærke på, at stellet er gammeldags.

Ved visse hovedrengjøringer, som pleie omfatte hele huset og gårdspladsen, vaskes særlig stuens tag og vægge. (25)

Gamle skikke med at pynte stuen var: at leire og krote (danne lister og border om væggene med ler og kridt), at bu (drage væggene med husbunader eller tapeter), at logge, smykke med løv, få stuen til at løves (på oldnorsk laufgast).

Modsvarende nyere skikke er at have levende blomster i stuen, enten i urtepotter eller i glas (ligeså at hænge gardiner for vinduerne, hvad dog ikke tabellen har noget om).

Der er leilighed til at kontrollere rigtigheden af tabellens opgaver over, hvor tidt gulvet vaskes; thi det næste kapitel har mere detaillerede oplysninger derom fra andre hænder. Men ved sådan sammenligning må det haves i erindring, både at hr. Bentzen i Stjørdalen havde i et mødes korte timer at gjennemgå fast det hele renlighedsstel og husstel for øvrigt, og at han for den tabellariske fremstillings skyld måtte udtrykke sig med yderste knaphed. Forholdet er vel så, at ugentlig gulvvasking allerede er bleven regel i de høiere klasser af almuen og står for de lavere klasser som en regel, der bør efterstræbes. Tabellen giver i det hele indtryk af et forholdsvis fremskredet stel.


4DE KAPITEL

ET EXEMPEL PÅ STELLET


Mere om folkelivet og videnskaben. Renlighedsstellet, et exempel på det samlede husstel; et enkelt exempel på det sammensatte renlighedsstel er endvidere skikken med gulvet i stuen. Den gamle tid eller sopelimens tid. Folketroen et godt minde om fortiden. Joh. Th. Storakers studium af folketroen. Hans meddelelse: «Folketro og Stuegulvets Renhold» udgjør dette kapitels hovedstykke.

Allerede ved min forrige bog var min interesse ligelig delt imellem disseto ting: at samle oplysninger om selve gjenstanden, som bogen handlede om, og at finde den almengyldige methode eller fremgangsmåde for både forskningen og fremstillingen.

Naturforskerne have det så godt med det, at i deres gamle videnskab har der lidt efter lidt udviklet sig en temmelig fast regel for fremgangsmåden eller lov for arbeidet, og når så den enkelte forsker trolig holder sig til loven og lader det sees, at han har gjort dens forskrifter fyldest, så kan han vente, at det udbytte, han har vundet, vil blive godkjent af medarbeiderne og hilset som en erobring for videnskaben. Ikke så endnu med folkelivets studium. Her kan en forsker have arbeidet med årelang flid og så få se på, at hvemsomhelst tror sig berettiget til at vrage arbeidet, og det uden anden grund, end at resultatet ikke er det, man var vant til at tænke sig.

Nærværende fortsættelse af min forrige bog er, som man har seet, netop foranlediget ved erfaringen om, hvor såre det skorter på anerkjendte og vedtagne regler for videnskabelig forskning på dette felt.

At jeg allerede under arbeidet med den forrige bog var mig vel bevidst, at det gjaldt om at kunne møde frem med beviser, som havde grundighedens og videnskabelighedens præg, det vil man tro, når jeg minder om, at jeg egentlig kun behandlede et enkelt stykke af de mange, som prisopgaven stillede op. Thi denne gjaldt alt det i almuens husvæsen, som henhører under husmoderens bestyrelse, og af rette vedkommende var hertil regnet: pigebørnenes opdragelse, kvindens arbeide, madstel, renlighedsstel, børne- og sygepleie, huslivet i almindelighed; men heraf udvalgte jeg mig stykket om renlighedsstellet alene, for så meget mere helt og holdent at kunne hengive mig til den interesse at fordybe mig i spørgsmålet, at gå tilbunds i sagen. at tage tingen grundigt.

Men ligeså tænker jag at gjøre i dette kapitel, idet jeg vælger du et enkelt stykke af det mangfoldige renlighedsstel og gjør et fornyet forsøg på at behandle det således, at selv de, som ere modstandere af min opfattelse, skulle erkjende fremstillingens videnskabelige ret og nødes til at møde med grunde, som man kan lære noget af.

En del af hele renlighedsstellet er boligens renhold; men en del af dette igjen er omhuen med at holde det ryddigt og rent på gulvet i stuen (daglig-stuen). Det er dette sidste stykke, som jeg vælger mig til gienstand for nærværende kapitel og de to næst følgende.

Allerede i min forrige bog fremhævede jeg gulvets renhoId som et charakteristisk stykke, som et kjendingsmærke på det hele. (26)

Og jeg siger fremdeles: Om nogen kunde se op gjennem tiderne, hvorledes det harforandret og forbedret sig med gulvskikken, så skulde han deri have et godt billede på det hele fremskridt, og om nogen kunde fare alt landet over, men havde ikke tid til at se efter mere end netop hvordan gulvet var stelt, skulde han deri have en målestok for de forskjellige bygders evne og sands i retning af renlighed og pyntelighed i husene. Ja, jeg føier til, at om nogen i næste menneskealder, om 50 år fra nu, vil tage i sin hånd nærværende kapitels fremstilling, så mangelfuld jeg end veed den er, så skal han dog deri finde et ganske godt holdepunkt til at måle fremskridtet i mellemtiden.

I min forrige bog dristede jeg mig til at byde et afsnit på nær 5 ark om dette enkelte stykke. Og jeg vover at fortsætte. I nærværende kapitel kommer jeg til at fordybe mig i fortidens dunkelhed, da der ikke var tanke om skureklud på gulvet, men sopelimen regjerede alene. Jeg vil derom bruge det udtryk: sopelimens tid. I næste kapitel vil jeg se mig om i nutiden, som jeg vil kalde overgangs-tiden, såsom alt tyder hen på det mål, at det skal blive fast og endelig landsskik at holde stuegulvet vasket og skuret. Hertil vil slutte sig endnu et kapitel med overskrift: sammenligning med Sverige.

A. Sopelimens tid

Denne tager sin begyndelse i den fjerneste oldtid og strækker sig ned til henimod nutiden.

Hvem kan fortælle om disse ting fra oldtiden? Jeg forestiller mig nok, at i de gamle jarlers og kongers tid var der en sådan tilstand i husene, at ingen følte den mindste undseelse over, at gulvene (selv om de vare trægulve og ikke blot og bart jordgulve) ikke vare vaskede; man tog det på den måde, at gulvet var - ikke til at se på, men kun til at træde på, ligesom jorden ude på gårdspladsen, og det faldt ingen ind at holde det i sådan hvidskuret stand som f.ex. spisebordet. Men hvem kan egentlig fortælle noget herom? Hvem veed nu for tiden at sige, hvordan tænkemåden og stemningen, hvordan folkets skik og begreb har været i længst henrundne dage med hensyn til ting, som det ikke faldt de gamle skribenter ind at skrive synderlig om? Jo, folket selv veed at fortælle, og det gjør det idelig, mere end hver enkelt i folket selv veed af. Uafladelig overleverer den ene slægt til den efterfølgende, hvad den selv har taget i arv af minder og forestillinger, og der er fast ikke den ting, som folket har tænkt over og bryd sig om, uden at den ligesom går igjen i det, vi kalde folketroen, overtroen, dette storartede system af underlige billeder og erindringer og sagn.

En kjær ven af mig, skolelærer og skoleforstander Joh. Th. Storaker i Søgne nær Mandal (se ovenfor) kjender denne folketro. Og her, hvor jeg jo netop lægger an på at bibringe mine læsere troen på, at alt, der hører folkelivet til, egner sig for videnskabeligt studium, vil det forhåbentlig ikke føre for langt af veien, om jeg hidsætter en indholdsfortegnelse over det værk om folketroen, som Storaker allerede for en stor del har færdigt og i hver fri-stund flittig arbeider på, og hvoraf hans strax nedenfor meddelte afhandling er taget. Jeg mener, at indholdsfortegnelsen både giver et begreb om den rigdom af oplysninger om folkelivet, som folketroen gjemmer på, og tillige fremkalder en forestilling om, at emnet virkelig kan granskes og fremstilles på en så alvorlig og værdig måde, at historikeren og andre videnskabsmænd kunne være sig bekjendte at agte på et sådant værk. Nu vel, Storaker har ordnet sit næsten endeløse stof under følgende overskrifter:

trans
I. Tiden
II. Himmelen
III. Elementerne
IV. Stene og metaller
V. Træer og urter
VI. Dyrenes verden (27)
VII. Mennesket
VIII. Menneskets kraft og klogskab
IX. Tro og troldom
X. Menneskelivet
XI. Arbeidet
XII. Livets ende
XII. På det sidste (Verdens ende).

Som prøve på de enkelte kapitlers righoldighed anføres fremdeles underafdelingerne af kap. XI. Arbeidet, således: 1) Jagt, 2) Fiskeri, 3) Kreaturstel, nemlig a) I almindelighed, b) Fjøset, c) Lægge på» «Livkalven», d) Parring, e)Navngivning, f) Kalving, lambing, g) Malking, h) Klipning, i) Tvætning, k) Bjældekoen, l) Bufærd, m) Til sæters, n) Gjætning, o) Hjemfærd, p) Længting, «trådom», q) Foder, r) Kjøb og salg, s) Venlig behandling, t) Trivsel, u) Forgjørelse, 4) Jordbrug (skov-drift, bergværksdrift), 5) Handel og vandel, 6) Reise, 7) Håndværk (smede), 8) Kvindeligt håndarbeide, 9) Husstel, nemlig a) Slagting, b) Kjøkkenstel, madstel, c) Renlighedsstel m.m., 10) Hus og hjem.

Det er altså af et enkelt afsnit af kapitlet om arbeidet, at forfatteren har viist mig den velvillie at udtage nedenstående stykke. Dog bør jeg bemærke, at da stykket her fremtræder enestående, har han givet det en større fylde, end tilfældet vil blive, når det engang lykkes ham at få offentliggjøre det hele værk samlet. (28)

FOLKETRO OG STUEGULVETS RENHOLD


Folketro og folkeskik høre nøie sammen. Kun er det en nødvendig betingelse, at skikken er såvidt gammel, at de folkedybets kilder, hvorfra folketroen er fremsprungen, endnu ikke vare tilstoppede, dengang skikken blev folkeskik.

Som en regel må det vel utvivlsomt agtes, at jo ældre sædvane, desmere og for den eiendommelig folketro er dertil knyttet, og desto oldtidsmæssigere er også denne folketro. Ganske nye folkeskikke savne dette tillæg, denne helligelse ved folketro.

Til jagt, fiskeri, kreaturstel, jordbrug ere hundreder af folketroens regler og råd og varslende mærker knyttede; det samme er også tilfældet med de kvindelige sysler: at spinde, væve, sømme. Og en stor del af disse er fælleseiendom for en mængde folkeslag, et tydeligt vidnesbyrd såvel om deres som selve de nevnte næringsveies eller syslers ælde. Til de øvrige af vort lands næringsveie, skovdrift, bergverksdrift f.ex., er liden eller ingen sådan for samme eiendommelig folketro knyttet. Af håndværk har smedning dette udstyr, - vidnesbyrd om denne kunsts ælde, der jo ellers er en velkjendt sag; derimod vil en samling af folketro neppe komme til at nævne noget andet egentligt håndværk.

Denne forening af megen folketro med gamle sædvaner vil også vise sig som en gjennemgående regel overalt der, hvor man med bestemthed kjender skikkens, stellets, arbeidets ælde. Og det måtte da synes ikke at være for dristigt at slutte, at denne samme regel gjælder også da, når sådant kjendskab ikke haves.

Og i så fald skulde en samling af al denne nedarvede folketro, som knytter sig til de forskjellige dele af det norske renlighedsstel, også mere eller mindre iøinefaldende være vidnesbyrd om disse grenes relative ælde. For folkelivet i dette som i andre stykker ville disse varslende mærker, regler og råd således være ikke uvigtige kjendingsmærker.

Og dette skulde da give disse gamle folketroens levninger, måske i og for sig trættende at gjennemlæse og betragte, en vis interesse og et vist værd, som ei var at foragte.

Vil man betragte et landskab, gjælder det, foruden at vælge det rette standpunkt, også at se det i den rette belysning, så det eiendommelige ved det ret kan træde frem og blive opfattet. Dette gjælder ikke mindst, når man betragter folkets stel og søger at komme til en fuld forståelse af det karakteristiske deri.

Men sådan belysning, hvad fortiden angår, giver folketroen; thi gjennem den har folket selv, ialfald delvis, seet sit stel i de hemmelighedsfulde «gamle dage». Hvad værd det derfor har for den rette opfattelse at medtage folketroens betragtningsmåde af folkelivet, det afgiver bogen «Om Renlighedsstellet i Norge» ret i det store et exempel på.

Men dette, at folket selv gjennem sin nedarvede tro, folketroen, har havt sit eget eiendommelige syn på sit stel, kunde måske også give de følgende meddelelser noget værd, omend de i forhold til, hvad nysnævnte værk derom har meddelt, kun ere at betragte som tilkeg og lutter småting.

Vil man ved hjelp af den norske overtro hente frem et eller andet, som ret kunde betragtes som et billede på renlighedsstellet i det hele, det vilde blive:

Sopelimen

Så ringe den er, så nøiagtig bliver den forfærdiget, korset og fyret og på anden måde signet efter nedarvet gammel sæd; så flittigt den bliver brugt, så hemmelighedsfuldt og kraftigt et redskab er den også såvel ligeoverfor troldskab og forgjørelse som vigtigt med hensyn til husenes og tunets renhold, - ret et mesterværk af en arv fra gamle dage.

Emne. Til sopelimen bruges i almindelighed som emne bjerkekviste. Det er ingen tvivl om, at man betjener sig netop af dem, fordi de fortrinlig egne sig derfor. Men efter folketroen gjør også et andet hensyn sig gjældende, idet bjerken og hjerkekviste er et ikke uvigtigt middel mod troldskab. Gjennem en bjerkekvist-ring har skytteren at sigte, når ulvens øie har forgjort hans bøsse; herved hæves forgjørelsen. Med bjerkekviste pidskes næpefrøet ned, hvorpå de reises på ende i midten af trøet eller ved dets fire hjørner, hvorved det skjærmes for jordlopper og andet utøi. Til 1 mai, St. Hans og ved bryllupper har man prydet hus og hjem med bjerk og bjerkeløv, og sædvanerne herved vise, at man også derved har tænkt sig en vis beskyttende indflydelse såvelsom varslende kraft. Meget ofte har det hellige tun-, bø- eller vættetræ, som man i sin tid på hver gård bragte offer af øl i julen og ved andre høitidelige anledninger, været en gammel bjerk, i sin tid plantet ved en førstefødts fødsel, og dette træes hellighed er da vel delvis bleven overført på bjerken i almindelighed.

Forfærdigelsen. En gåde om sopelimen lyder så: «Hvad er tykkest i smalenden?» - Kvistene tildannes med tollekniven, så skaftet kan blive net og passeligt at gribe om med hånden. Og grei må limen være; thi jo greiere lime, gutten gjør, des greiere kjæreste får han også (Mandalen). Kvistene sammenbindes med en vidie, hvormed det skal gjøres tre «slag» derom, hverken færre eller flere (Mand.). Derpå korses på den med tollekniv-odden. Brugen hermed er i landets forskjellige bygder noget forskjellig, så man sommesteds udfører korsingen tre gange; tildels mærkes korset inde i limens busk, sædvanligst sættes kors både på top og skaft, tildels skjæres også 3 streger eller «hak» ind på selve limens ris, hvortil endvidere i somme bygder føies et eller tre kors. (29) Hermed lader endel det bero; men i mange egne af landet brisker man derpå toppen ud og spytter en eller tre klyser deri. (30) Tildels ere, begge disse måder at skjærme den på forenet således, at man spytter en eller tre gange i kors ind i kvasten samt indskjærer et kors i skaftet. (31)

Andre have istedetfor at spytte den «fyret» eller «vigslet» den ved at kaste en ildglød midt ind i riset eller holde den over varmen. (32) Og atter andre vigsler den med læsnad, d.e. bøier kvistene tilbage og indimellem dem udtaler det hellige navn («Renligheds-stellet side 59 [69]) (33)

Efter folketroen er alt dette sædvaner, som forsigtighed tilsiger, at man ikke glemmer. Tretallets og korsingens hellige betydning er jo en velkjendt sag såvelsom den i hundreder af tilfælde brugte fyren eller vigslen med ild og fremsigelse af bestemte hellige bønne- eller besværgelsesformularer. Som man kan fri sig for en hund ved at spytte ad den, måske tilføiende: «Tvi være dig», idet denne herover bliver skamfuld og går bort, således kan man også skjærme sig mod allehånde uvætter og trold. Derfor skal man spytte, førend man drikker af en bæk, før man sætter sig ned på marken om kvelden, når man vil lade sit vand, før man slår vand ud om kvelden, når man går ud af huset om kvelden, når en hest er kjøbt, når den er skoet, når den ryster sig, når den eller kvæget slippes ud af fjøset, når hesten spændes for kjøreredskab, når et kvindfolk mødes ved begyndelsen af en reise, når man har fået en blære på tungen, når man trækker nye eller andres klæder på sig, og vel i hundreder andre tilfælde. At korsingen bør ske med kniv-odden, har ikke alene sin grund i, at det falder bekvemmest således at anvende stålets store kraft, men også i den store kraft, odd og egg særlig tillægges. Det kan i så henseende være nok iblandt en mængde exempler at minde om, at det efter sagn fra en bygd er nødvendigt, at manden går foran hustruen med blottet kniv, om hun efter nedkomsten og før kirkegangen er nødt til at vove sig ud under bar himmel, - at en øx skal ligge i stuen i julen med eggen vendt mod døren, - at der bør indlåses en knivsodd i enden af kjærnestaven, - at den såkaldte «prøvekniv», der viser, om smør er frembragt ved hexeri, skal arbeides af 9 knivsodder. I mange af de før nævnte meddelelser om sopelimen. er det også fremhævet som kjendt folketro, at sammenbindingen med 3 knuder, mærkingen med kniven, korsingen, spyttingen og fyringen sker for at skjærme den mod troldkjærringen, så hun ikke skal tage den, skride over den eller bruge den på sine hexefarter til Bloksbjerg, Jønsaas o.s.v.

Når disse sædvaner ere iagttagne, er sopelimen færdig og tilbørlig helliget og skjærmet og kan trygt bruges i hus og hjem, udenat man behøver at nære frygt for, at noget ondt skal kunne følge med den; den er endog bleven til værn og værge for stuen.

Sopelimens forbillede. Oprindelig måtte vel en afbrukket gren tjene som sopekvast, således som det, omend vel yderst sjelden, nutildags under midlertidig forleggenhed kan ske, hvor man har barskogen ved hånden og let kan bryde sig en gran-, tolle- eller enerbusk.

Vore skoge frembyde, omend ikke i stort antal, endel ved naturens egen hemmelighedsfulde kraft frembragte særdeles hensigtsmæssige feiekoste. De sees ikke så sjelden på især gammel bjerk, også or, silju, furu, og muligens andre træsorter, og bestå af en klynge af små, fine og sammenfiltrede kviste, som skyde ud fra en knude på grenene. Det er den såkaldte marisovl, marisolv og marisop, også kaldet gygrasop, marklung, murekvast og sigmundssvøbe. Det sidste navn bærer den efter helten Sigmund, anfører for Aasgaardsreiden. Marklung og murekvast minder om den bekjendte hamløberske, mara, medens den i navnet gygrasop fremtræder som sopelime, i sin tid tillagt, senere måske brugt som værn og værge mod gygren eller jættekvinden. I navnet marisovl og marisop ): jomfru Marias sop, (34) feiekost, et temmelig vidtkjende navn, ser man, hvorledes den kristne middelalder tillagde den hellige jomfru dette, af kvinden såvel kjendte redskab, just som hun også fik sin rok eller egentlig håndtén, «marirokken», der sees at funkle på himmelen i Kjæmpens stjernebillede. Og som denne i hedenskabets dage var Freyas rok, er det ikke en urimelig gisning, hvad også træk i det følgende ville bestyrke, at marisopen tidligere var selve Freyas sop.

En sådan kvast lægges eller ophænges ifølge folketroen i stalden og i fjøset for at skjærme heste og fæ for Aasgaardsreid, mareridt og alt andet troldskab. Især har man brugt denne sædvane i julen, men også til enhver anden tid. Desuden hængtes den over sengen for at skjærme folk, at mara ei skulde ride dem.

Særlig forsigtighed måtte anvendes, når den blev bragt hjem, at den ikke skulde tabe den iboende kraft. Ikke måtte den bæres over almenvei, ikke over rindende vand, ikke bæres i bare hænder, forsigtighedsregler, som folketroen kjender vel til.

Men når man tager hensyn til disse kvasters udseende, navn og tillagte kraft, synes det, at folketroen gjør dem til den almindelige sopelimes forbillede.

Sopelimens kraft. Som marisopen tillægges også den almindelige sopelime en forunderlig kraft. En skipper gik, samme dag, de vare afseilede, ind i kahytten og fik her øie på et katteagtigt dyr, hvorom han ikke vidste, hvordan det var kommet der. Det kjælede og strøg sig ind til ham; men han spændte til det. Øieblikkelig pustede det sig op til et forfærdeligt trold, som sad og gloede på ham, og det så ikke ud til, at han kunde blive det kvit. Det var nok nissen, som havde påtaget sig en anden lignelse. En finn var ombord, og han forlangte syv ubrugte limer. Med hver af disse gav han troldet et slag, og for hver gang smed han den brugte lime overbord. Da det syvende slag var faldet, hørtes en smeld som af et skud, udyret forsvandt, men skuden fik rigtignok en læk, som ingen nogensinde var istand til at finde (Mand.). Lignende brug gjør også eventyrdigtningen af limen. Endvidere er det en kjendt og i mandsminde øvet folkebrug at pidske byttinger med syv eller ni nye sopelimer på en mødding tre thorsdagskvelde i rad for at tvinge hulla til at komme med det rette barn. (35) - Af en «skjøre» eller brugt sopelime brændes en olie, som fordriver garorme; olien skal rigtignok brændes ud af kvistene på selve udslettet, så både olie og ild, efter den gamle nu sågodtsom glemte mening, virke sammen.

Udenfor gangdøren skal en sopelime ligge. På denne kan man tørre af det meste af smudset, som har lagt sig på sko eller tøfler. Rigtignok kunne også barbuske være tjenlige hertil; men efter den gamle mening burde det helst være en sopelime; thi over en sådan kunne hverken troldkjærringer eller andet vondt stige (Smaal., Mand., Lister). - «Når fantekonen går ud af huset, kan hun sige: «Herren være i mit stelle, når jeg er gået» - - Når hun nærmer sig døren, kaster hun dog måske et speidende blik rundt omkring idet hun sætter foden over tærskelen. - - Måske ligger der en sopelime som tilfældig henslængt på den anden side af tærskelen; den må hun da ikke stige over, men forsigtig gå forbi: - - thi sopelimen er efter overtroens mening sikkerhedsmiddel mod den forbandelse, som troes at ligge skjult i den frygtede fremmedes velsignelse, imod den onde ånd, som i hexens person troes at gå ud og ind imellem menneskene» (Sundt, «Fantefolket», side 275 [Verker i utvalg 1, s. 197]). - Troldkjærringer kunne derfor også kjendes på, at de, før de gå ind i et hus, med tåen slænge sopelimen, som ligger ved døren, tilside (List.). - Endvidere: Kastes Gregorsmessedagen, 12 marts, en sopelime og et vidieknippe for døren, ville lopperne den sommer ikke blive så plagsomme. - Her virker sopelimen mod husets utøi som bjerkekvistene i den ovenfor anførte regel mod agerens utøi.

Vigtig er sopelimen i hexetroen; thi ofte foregår hexefarterne jul og jonsok og andre høitidskvelde på sådanne. Får hexen ikke fat i limen, tager hun heste eller kjør at ride på, og det er jo langt værre. Og da færden ikke kan forebygges, er det efter folkesagnet en regel i visse af landets bygder at sætte en eller flere, helst brugte sopelimer udenfor kjøkken- og fjøsdøren julaften til brug for hexen, stundom også i de yngste sagn for huldre og julebuk. De må sættes færdige til hende, altså opreiste; thi ellers har hun ikke magt til at tage dem. I andre bygder har man derimod lagt en eller flere sopelimer foruden for kjøkkendøren også for fjøsdøren julaften, eftersom den gamle mening var den, at limen virker mod hexen som marisopen mod mare og Aasgaardsreid.

Men hexetroen og forestillingen om sopelimens kraft har fremkaldt en anden forunderlig brug. Det er jo en arv fra ret gamle dage i storm og uveir og modbør at se en virksomhed af de onde magter, og troldkjærringer tænktes og tænkes tildels endnu efter folkeminderne at fare frem i uveiret. Dette er derfor et «troldveir», med et fra Bibelen lånt ord: «besat veir», hos vore fledre «gerningavedr». Brugen mod (sådant) uveir er da denne at lægge tre sopelimer i kors på bål og brænde det hele på en søndag. Især nordenvinden i tænkte man sig fremkaldt på denne måde, og mod den kjendes derfor det rådt kaste en brændende sopelime på søen. I en anden bygd skal i samme øiemed en sopelime og en kvindehue brændes op. Særlig forsigtighed må også anvendes ved det første læs, en ung hest trækker; selv bør man ikke sætte sig på; en vilde da neppe blive salig; derimod bør man foruden en sten også lægge en sopelime på slæden.

Også på den jydske halvø er feickostens kraft mod hexe og forgjørelse kjendt. «Lægges et kosteskaft på tværs i en dør, og et kors skrives i sandet derunder, kan ingen hex gå derigjennern.» Og «når kjørene første gang skulle ud om foråret, kastes to koste overkors i stalddøren, hvorover de må gå». (Feilberg, Fra Heden, side 35, 36.)

Et par regler. Datteren i huset eller den unge tjenestepige tør være noget uvorren med limen og kommer måske med den, bærende den på skulderen. Sligt er jo stygt og sømmer sig ikke; hun trænger til en påmindelse, og den får hun i den form, at om hun det gjør, vil hun ikke voxe mere. Regelen gjælder på samme måde hø-riven og danner sammen med en hel del andre lignende advarsler om ei at vende tinderne på en rive i veiret, ikke pege mod himmelen, ikke at vende knivseggen eller odden i veiret o.s.v. en gruppe af folketroens sætninger fra alle landets egne, hvilke meget klart vidne om en urgammel ærefrygt for solen og himmelen, og til hvis overtrædelse der er knyttet trudsel om flere alvorlige straffe.

Eller børn eller andre gjøre sig skyldige i den uskik at slå til folk med sopelimen. Så lyder formaningen i Guldalen: Den, som slår en anden med sopelimen, vil ikke voxe mere, og i Namdalen og Helgeland, og det vistnok rigtigere: Ikke bør man slå til et barn med sopelimen på hovedet; for så vil barnet ikke voxe mere.

Hvad særlig sopelimen her angår, så sces, at den skal bruges mod subb og søle, mod hexe og alt troldskab, ikke mod folk, sol og himmel.

En anden regel er denne: Når en sopelime er gammel og udbrugt, bør den kastes på ilden; det er det sikreste; men man må ikke glemme, forinden den kastes i varmen, at løse op båndene om den, for ellers kunde man blive forgjort. Eiendommelig for limen alene er dog ikke denne sidste forestilling. Man mindes således den i visse bygder kjendte sædvane, at bruden efter hjemkomsten fra kirken skal løse op sælepinden. for hesten, at hun må få et let forløsning, og at manden, om det tegner til, at hans hustru ikke skal blive forløst, blot skal gå ud i gården og slå sønder et eller andet sammensat redskab, en plaug, harv, kjærre o.s.v., - at når hveps eller slanger ere «bundne» ved læsning af hellige og kraftige ord, man altid bør «løse» dem igjen, før man forlader stedet. Al sammenbinding og sammenknytning så vel som iopløsning har sin ciendommelige kraft og betydning, og, når sammenbindingen ikke længere er af nogen vigtighed, er regelen, at alt bundet bør løses.

Sopingen. Et over det hele land velkjendt mærke på et kommende godt år med rig grøde er det, om man juledags morgen finder på stuegulvet et eller flere fulde og velmodne korn, medens det, at man finder intet eller også lette korn, ansees for et ildespående varsel om årveien. Disse korn tænktes bragte derhen på en forunderlig måde, sædvanlig af «julesvenden», i en af de bergenske egne, hvorfra folketroen mere end andetsteds minder om katholicismen, af jomfru Maria. I en bygd tænkte man sig disse korn bragte hen på tærskepladsen, hvor man da vilde finde dem juledagsmorgen. Men fra de allerfleste steder i landet føies den udtrykkelige bestemmelse til, at kornene kun vilde findes i tilfældet af, at stuegulvet - eller tærskepladsen - blev ganske renfeiet juleaften.

Fremdeles: Vil en pige få se sin tilkommende mand, har hun juledagsmorgen fastende, nøgen o.s.v. at feie gårdspladsen eller stuegulvet med en sopelime tre gange, alle gange gående ansølt eller mod solens gang. (36)

Men disse folketroens sætninger tyde hen på, at det sted, hvor man vilde udfritte fremtiden, eller som vore fædre kaldte det, vilde «ganga til fréttar», måtte være rent, samt at denne rengjørelse udførtes ved soping. De stå i den bedste overensstemmelse med andre, der angive, hvorledes den, der vil øve sådan fritten og se fremtiden i syner, har at forholde sig under forberedelsen hertil. Thi dertil hører ikke alene ensomhed og stilhed, mørke eller dunkelhed, så solens og ildens syn undgåes, taushed, faste, bøn eller besværgelse, at vogte sig for at komme der, hvor præst har faret, men også renselse, tvætning, lauging. For julens vedkommende gjælder det derfor at gå lige fra jule-laugen.

Men herved har den gamle folketro i høi grad adlet såvel sopingen som høitids-tvætningen. (37)

Til sopingen ere knyttede eiendommelige sindbilledlige forestillinger:

Når en pige soper gulvet, og de i stuen siddende gutter eller piger ikke have såpas «lime-vet», at de løfte fødderne tilstrækkelig op, men subbet kommer på dem og måske også limen selv, hedder det, at de ikke kan blive gifte det år (Nedenes, Mand., List.).

Kommer nogen gående, og der feies imod ham (hende), bliver han (hun) ikke gift det år (Østerd., Kristiania by, Jarlsb.).

Når manden har begivet sig på reise, har konen at passe, at hun ikke feier gulvet før han kan antages at have passeret det første hvilested. Der var en mand, som havde glemt noget og kom tilbage; men så fandt han konen i arbelde med at feie gulvet, og da sagde han: «Det ser ligere ud til, at du er lige glad, enten jeg kommer at eller ikke» (GuldaI., Folkevennen 8, 469; Sætersd., Sundt, Renlighedsst. s. 62 [70]). Den samme folketro er endvidere kjendt og meddelt mig fra Gudbr., Valders, Ring., Mand., Nordhordl., Strind., Stjørdalen, dog så, at det i Gudbr. hedder, at det må ikke sopes, før han er kommen «tå eigen», d.e. af eiendommen, og på NordhordI., at det ikke må sopes samme dag. I Stjørdalen er det knyttet til mandens fisketure, og soping af stuen, før han er kommen til land igjen, bevirker tab af fiskelykken; ellers hedder det overalt, at manden aldrig mere kan ventes tilbage, om man undlader at iagttage regelen. (38)

Det vil heraf sees, at det er folketro med alvor i.

Om eiendommelige mystiske forestillinger ligge til grund for disse forestillinger om farligheden af, at det bliver feiet mod en og efter en, er ikke godt at sige; det synes dog så. I folkesagnet fremtræder sortedøden under navn af «pesta» som en gammel gusten kvinde med en rive og en lime: hvor hun brugte riven, slap altid nogle fra med livet; men hvor hun sopede, der døde hver mors sjæl (Faye, N. F. 2 opl. s. 127 fl.). Hvorfra mon denne forestilling om limen, som sikkerlig er overført på «pesta» som dødsgudinde, er kommet? Fra gygren eller Freya? Og mon der er sammenhæng mellem limen som kjærlighedsgudindens sop, og forestillingerne om, at en ikke bliver gift i årets løb, om der sopes mod ham?

Men i ethvert fald kjender folketroen en hel del sindbilledlige gjerninger, som tillægges en stor indflydelse, og grupper heraf kaste sit lys tilbage også på sopingens betydning. Reiser en bort, slåes med hånden efter ham; det har sin betydning for et heldigt udfald af hans reise, så den ikke skal blive nogen vendereise. (39) - Slår jæteren op og ned i luften med en kjep, brynes ulvetænderne, slår han vandret, slåes de af. - Næst før er det meddelt, hvad virkning det har, om et barn slåes i hovedet med en sopelime. - Pidsker man med en kjep i vand, vil en regnbyge snart pidske vandet ligeledes. - Plistrer man tilsøs i stille veir, vil vinden snart plistre i takkelagen. - Vil man have vind, skal man vinke med hånden til sig ad den kant, hvorfra den ønskes. Kan ikke vildgåsrækken finde veien nord til gaglemyren, skal man pege den rette vei, og gjæssene ville da ikke længere være forvildede og flyve hid og did. - Peger man mod himmelen, stikker man øinene ud på Guds hellige engle. - Piber det i ilden, er en kone i barnsnød; rører man da i ilden, så denne piben ophører, bliver hun forløst. - Blæser det i varmen, står et skib på skjær; blæser og skriger det, ligge folk i vand; spytter man da i ilden, kommer skibet af, og folket bjerges. - Danner der sig en ring af tobaksrøgen, er det en lykkering; griber man deri, får man lykke.

Disse og mange andre lignende sætninger tillægge enhver af menneskenes handlinger en kraft, der er lig de gamle guders, og gjør forsigtighed nødvendig ved visse leligheder. Og en sådan er forhånden, når der sopes; kjæresterne kunne sopes væk fra de unge, manden, som just er kommet på færdselsveien, vilde feies væk og aldrig mere komme tilbage. Eller redes sengen op, vil der ikke mere blive plads for ham der. (40)

Forøvrigt må det ikke lades upåagtet, at regelen om sopingen ved mandens bortreise fra hjemmet tillige indeholder et udtryk for det naturlige i, at en sådan begivenhed også kommer tilsyne i husets stel, - det unaturlige i, at konen, som om intet vigtigt var hændt, udenvidere kunde fortsætte det sedvanlige husstel. Desårsag må der heller ikke spindes umiddelbart efter hans bortreise. Thi det er en begivenhed, at husfaderen drager bort fra hjemmet for længere tid. Ved langt mindre midlertidig skilsmisse end denne er det sædvanligt, at almuens tanke uvilkårlig vender sig til den sidste store skilsmisse.

Fremdeles om sopingen. Der feies dagstøt. Der feies nogle gange omfram for at bortskaffe endel skårefliser og lignende, der dække gulvet. Thi et velsopet gulv tager sig jo godt ud. Og derfor kan hver og en gjætte gåden: «Hvad er det, som går på hovedet rundt stuegulvet?» - «rundt skorstenen?»

Men folketroen har lidt at tilføie.

Kvelden forud såes måske en «hattemand» i lyset. Eller en fugl fløi kanske over huset søndagsmorgen, så den såes gjennem ljoren; den vilde fortælle, at en fremmed kunde ventes, uden at denne dog endnu er kommet. Eller ilden i ovnen har sprettet «gjæst», katten sat «gjæst». Eller en «tidendefugl», en spurv, finke o.s.v. har pikket på ruden eller seet og måske endog nikket ind og derved bragt den tidende, at en kjær, fraværende slægtning må ventes. Eller at katten sidder i vinduet og ser ud for at få øie på den fremmede, som den venter tilgårds. Eller en sommerfugl kommer flyvende ind i stuen som den fremmedes forbud. Eller hushanen går hen til stuedøren og galer. Eller den fremmedes «hug» mærkes ved stikken i hælen, kløen i næsen, rykken i døren, eller om den fremmede er sulten, ved at mad falder ned på gulvet, at man bider sig i tungen m.m.m. Eller et af de mange andre mærker på fremmedes ankomst indtræffer. Det er da i folketroens medfør, at sopelimen gjør sin gjerning noget alvorligere, eller om det er ud på dagen, foretager en extra-soping.

Man vil måske spørge, om denne folketro nutildags virkelig har nogen betydning i denne henseende. Det er da måske ikke ufornødent at bernærke, at jeg ikke kjender et eneste bestemt exempel på, at et af disse her anførte varslende mærker agtes som virkeligt og sandt og bliver troet i vor tid. Desuagtet have de sikkerlig endnu, som før, en vis betydning for renlighedsstellet. Skjæren sad måske i morgenstunden og skrattede på hustaget, på dørstenen eller på vindueskarmen, og husmoderen lader da datteren vide, at fremmede kunne ventes. Hun forstår spøgen og ler deraf; men fremsigelsen af det gamle mærke har dog, som enhver let kan tænke sig, sin manende kraft; thi hun skjønner muligheden deraf, og sopingen foretages med større flid og oftere, end om skjæren havde undladt at fortælle om fremmedfolk. Og i det hele taget vil man heri se et enkelt træk af den opdragende betydning, som denne folketro har havt og delvis endnu har. Jeg sagde ovenfor, at neppe, nogen af disse sætninger troes nutildags. Jeg tilføier, at jeg har den tanke, at det har været således med flere af dem alle dage. Jeg ser væsentlig deri en billedlig form for de lærdomme, almuen har fundet det vigtigt at indprente. Hvad særlig sopingen angår, henvises de unge til himmelens fugle og markens og husets dyr. Disse arte sig og skvadre hver på sit vis; men alle have den «klogskab», at de gjøre husets renhold til en æressag for huset.

Subbet eller feieskarnet. Af Sundt, Renlighedsstellet s. 109 og 110 [107] sees, at dette på flere steder (Leirdal, Valders, Thelemarken), bør vigsles, før det bringes ud. Strå og flis skulde kastes på varmen og brændes op, hvorved det blev vigslet på den fuldstændigste måde, medens det øvrige vigsledes derved, at man kastede en varmeglo op i, før man bar det på sorpedyngen. Sammesteds er også påpeget, hvorledes denne såvelsom mangfoldige lignende brug grunder sig på den folketro, at om de onde væsener, som ere påfærde, især efter soleglad, fik fat i selv det mindste fnug af affald af det menneskelige legeme, vilde de derved få indflydelse på, herredømme over og ret til mennesket. Hertil kan tilføies, at denne regel også af folketroen er utvidet til at gjælde menneskets eiendom, særlig husdyrene, så at f.ex. troldkjærringen, om hin blot får en dråbe uvigslet melk, kan forgjøre den ko, hvoraf melken er kommet, så koen melker blod, vil ikke trives eller styrter endog død om.

Folketroen har også vidst at gjøre eiendommeligt brug af subbet.

Et af de steder, hvor det er bedst at hente frett på, er en korsvei. Her mødes alle veie, og når natten til en høitid eller helg er indtrådt, især jule- og jonsoknat samt thorsdagskveld, har den, som vil udfritte, hvad fremtiden bærer i sit skjød, at gå derhen og sætte sig taus og stille midt i «veikorset», efterat han dagen forud har forberedt sig dertil med faste, tvætting o.s.v. Ad disse veie strømme da alle de overnaturlige væsener sammen også draugerne eller de døde, om en af veiene fører til kirken og kirkegård, og komme tilstede og give den siddende visdom, klogskab. Men det er dog en farlig sag at indfinde sig her på sådan måde. Den, som var nødt til at færdes her, vilde sagtens nok komme uskadt derfra; thi veikorset beskyttede ham. Anderledes er det med den, som her vil hente klogskab. Han træder med fri villie i nær berørelse med disse magter, og derfor er han i høi grad udsat for deres indflydelse, om han ikke ved særlige midler forstår at værge sig derfor. Og et sådant middel er det at ridse en ring omkring sig i sandet og sætte sig selv inden i denne. Handlingen selv i forbindelse med de hellige ord, som skulle udtales, giver cirkelen en magisk kraft, så intet ondt kan overskride den, og den siddende kan være tryg, om han holder sig indenfor, indtil dagen spretter i Østen, fra hvilken tid der ingen fare mere er. Et andet middel, folketroen kjender til brug på korsveien, er at sidde på et ensfarvet kalveskind.

Men et tredie middel, som således tillægges den samme skjærmende, kraft, er at medbringe det feieskarn, som sidst blev sopet op af gulvet samme høitidskveld, og stå på dette natten igjennem.

Det samme subb altså, som i almindelighed tiltrænger vigsling, før det bringes ud, kan altså tillige selv tjene som et vigtigt beskyttelsesmiddel, ikke alene fordi det blev fyret over, men vel væsentlig, fordi huset og alt, som der er, især på høitidskvelden i høieste måde er bleven indviet og helliget, så intet ondt kan komme det nær, hvad der da også gjælder julestuens subb.

Skuring eller vasking af stuegulvet kjender folketroen, såvidt jeg ved, ikke det ringeste til. Skikken dermed er åbenbart for ny. I andet fald vist en tidligere meddelt regel om at sope, for at julsvenden kunde bringe de varslende julekorn, have fordret tvætning med vandets rindende element; thi renhed er her åbenbart en hovedsag.

Tvogen derimod kjendes. Fra Hedemarken er således den folketro meddelt, at troldkjærringen forfærdiger den såkaldte «troldkat», andetsteds også kaldet «troldkjærringkat», «smørkat» eller «tuss», foruden af fredagsskårne negle, hår af andenmands kreaturer m.m. også af hår-tugn, kvist-tugn og fade-klud. Også denne regel viser, hvilken frygt man har næret for, at allehånde affald kan benyttes til det, som ondt er, og jeg tror at have hørt den regel i en bygd på en ganske anden kant af landet, at de sidste rester af vaskefillerne burde kastes på varmen, just som med den udslidte sopelime og tildels subbet.

Strøing med halm, brisk, gran og furubar, sand. I det foregående er omtalt et varsel, man henter fra julekornene, som på en forunderlig måde tænkes bragt tilveie. Varselet er utvivlsomt kjendt i hver bygd alt landet over. Og somme vilde måske fortælle, at de virkelig have fundet korn juledagsmorgen, uden at de have kunnet begribe, hvorfra og hvorledes de ere komne. I denne henseende kan mærkes, at på de steder, hvor gulvet rengjøres med halmviske, eller hvor det renskurede gulv beskyttes for at tilsmudses julaften derved, at halm udbredes over det, kunne enkelte korn let blive liggende efter på gulvet og i gulvets sprækker fra halmen, som jo ikke altid bliver så nøie udtærsket. Men anledningen til den hele tro er dog væsentlig den gamle, af sagaerne kjendte, skik med halmstrøing til helg og høitids. Thi en levning af og et minde om hin sædvane kjendes i vore bygder til den sidste tid, da det hørte til julaften, at den hele familie med rette skulde ligge i halm på gulvet, medens sengene skulde stå opredte for de døde, som man da tænkte sig kom tilbage og gjæstede de gamle tomter og frydede sig i samfund med deres ætlinger under høftiden og nøde julebordets mad og øl, som efter gammel sæd skulde stå til draugene julenatten over.

Sædvanen med at ligge i halmen på stuegulvet julenatten, selv for tjenere, hvis sædvanlige natteleie ellers er fløset, er meddelt som kjendt i Strind., Guld., Gudbr., Valders, Nordm., og der er dertil knyttet den mening, at man da var skjærmet for juleskreien. Halmen kaldes julehalm, og at sædvanen er et minde om den gamle halmstrøing, viser sig også deraf, at denne skik med julehalm er velkjendt også i Sverige med det tillæg, at om man ikke dækkede stuegulvet dermed, fik man intet korn at indhøste det år; desuden brugte man der at strø i kirkerne med julehalm, Denne strøing sees således at danne et modstykke til den almindelig kjendte sædvane at pryde stuen med løv og urter St. Hans. Det er ikke frit for, at selve halmen har været tillagt en vis beskyttende kraft mod alt ondt ligesom axet; ageren er i visse henseender efter folketroen beskyttende, ligesom man også har anvendt agermuld på forskjellig måde mod forgjørelse. Julehalmen danner også således i folketroen et modstykke til St. Hans-urterne. Mærkes kan det også, at der foruden denne anvendelse af halmen tillige, ialfald i Nordlandene og Finmarken, har været den brug, at lade børn fødes på strå eller halm, hvorfor en fødselshjælperske der bærer navnet stråmoder, et nyfødt barn stråbarn, medens det er en skik, kjendt alt landet over, at liget skulde ligge på halm, ligstrå, som senere blev opbrændt.

Briske-strøing har i folketroen også sin eiendommelige betydning, som den henter fra eneren; dennes blå bær, hvorpå hammertegnet, eller efter den senere folketro, Christi korstegn sees, og baret, som under brænding spragende farer i kors og kryds og minder om lynet, gjør eneren i folketroen overmåde kraftig til at korse og fyre med. Dens brug er mangefold. Ikke blot at man satte enerkvist i fløset St.Hans, «rensede» ageren for utøi og alt vondt med en enerkvist 2 juli, gav lammene ind tre enerbær om våren, når de første gang bleve slupne ud under bar himmel, forat ræven ei skulde tage dem; men eneren og dens bær ere på forskjellig måde brugt mod sygdomme hos folk og mod forhexelse hos kreaturer, og dens bær ere endog tillagte den kraft at kunne, om de blive brugte af den kloge, «klumse» eller gjøre en målløs. I forskjellige sagn, som her vilde optage formegen plads, fremtræder den samme kraft. (41) Man behøver ikke at tvivle om, at sådan mening også har været knyttet til den, når der blev røget med den, når der af dens bær bryggedes et slags øl, når dens laug benyttedes ved almindelig ølbrygning, til at give kreaturerne eller til tvætning af allehånde træ-kjørler, eller når man ved slagtning har brugt at sile blodet gjennem, ved brygning opbevaret gjær i en enerkvist. Samme kraft mod allehånde trolddom og forgjørelser har da også briske-strøingen, hvad enten denne jevnlig bruges i stuen, eller som det er tilfældet i somme bygder, at den blot sees på gulvet, på tunet og henad veien, når lig føres af gårde.

Strøing med gran- og furubar er heller ikke ganske uberørt af folketroen, eftersom alt grønt, løv som urter, i en vis grad er gjenstand for ærefrygt og ikke bør kastes i varmen uden nødvendighed. Det synes, at man efter folketroen har at søge grunden hertil i solens indflydelse, eftersom dens varme og lys fremkalder væxten og det friske grønne, medens mangelen derpå fremkalder kraftesløshed og gustne farver.

Til sandstrøingen er i Mand. og Listers fogderier fæstet den regel, som meget almindelig høres i spøg, at om der kastes sand på nogen, bliver han ikke gift det år, altså den samme mening, som ellers her som andetsteds tillige er knyttet til sopingen ovenfor (side 55). Såvidt vides, knyttes den i disse bygder langs søkanten oftest til sandingen; det vidner om, at denne må have ikke ubetydelig ælde; men den er vistnok overført fra sopingen, idet den gamle mening bedre kom til at passe på sandingen, efterhvert som renlighedsstellet udviklede sig, og sopingen desårsag, som jeg tænker mig, foregik på en mere lemfældig og forsigtig måde end før.»

Her slutter Storakers afhandling


5TE KAPITEL

ET EXEMPEL. FORTSÆTTELSE


Overgangstiden. Kilderne at øse af. Sope gulvet. Daglig skik. System. Den gamle sopelime, den nye støvekost. Strø gulvet. Barstrø, sandstrø. Forskjel i bygderne. Skikkens udvikling og overgang. Vaske gulvet. Hvorledes. Hvor tidt. Liste herover med opgave bygd for bygd. Rige og fattige. Malede gulve. Gulvvaskingens alder. Fremskridtets årsager. Uligheden i bygderne, oversigt. Overensstemmelse med bogen af 1869. Ligeså overensstemmelse med en række iagttagelser af et ganske andet slags; gulvskikken og skab-klåen. - Videnskabeligt udbytte.

B. Overgangs-tiden

Det var det gamle, det oprindelige, som kom frem for betragtningen, idet vi under Storakers veiledning så på folkeskikken gjennem folketroens belysning; i den nu følgende fremstilling, hvor vi ganske ligefrem skulle tage skikken i øiesyn, som den nu er, vil underholdningen bestå i at lægge mærke til, hvorledes idelig noget nyt og bedre arbeider sig frem, og da især, hvorledes det er kommet i tour med at vaske og skure gulvet. De kilder, jeg har at øse af her, ere de meddelelser fra visse læreranstalter, som der hentydedes til ovenfor, 2det kapitel, side 12-13.

Ja, just kilder til at øse af. Thi jo oftere og omhyggeligere jeg gjennemlæser disse meddelelsers store mængde, desto mere vælder der frem af oplysninger. Netop fordi så mange have behandlet det samme emne, men med frihed og lyst, så enhver har skrevet udaf sin erfaring og sin betragtning, så er det skeet, at nu her, nu der er et og andet lidet træk blevet fremhævet, en eller anden bi-omstændighed bleven erindret, hvorved den hele samling af meddelelser bliver ganske mærkværdig righoldig. Der er naturligvis meget ensformigt ved en lang række af beskrivelser over samme ting; men endda har jeg gjennemlæst dem med stigende interesse, og jeg må sige nu til slut, at fast i hver gjentagelse har jeg tillige fundet noget nyt, noget, som tjente til at gjøre det hele billede mer anskueligt og levende. Og selv om ikke så var, vilde dog flere gjentagne forklaringer om det samme punkt tjene til stadfæstelse, som flere overensstemmende vidnesbyrd.

Det er, som det vil verre forstået fra 2det kapitel, side 12-13, lærlinger, hvis arbeider jeg har for mig. Ingen af disse unge folk gjælder stort, når de tages en for en, men når de møde frem i masse, få de noget at betyde. Antallet af de modtagne bidrag kan opstilles så:

fra Stordøens skolelærerseminarium prikk 25
fra Søgne lærerskole prikk 18
fra Holt skolel. seminarium prikk 18
fra Asker       do. prikk 30
fra Hamar       do. prikk 40
fra folkehøiskolen i Valders prikk 12
fra Klæbu skolel. seminarium prikk 16
linje
i alt 159

Det emne, som jeg bad lærerne om at lade sine elever behandle hver for sin bygds vedkommende, var netop det, som jeg i disse kapitler har valgt til exempel på det hele stel, nemlig gulvskikken. De tilsvarende afsnit i min forrige bog bleve foredragne for eleverne, og tildels (Søgne, Hamar) opstillede lærerne en vis schematisk række af punkter, som de anbefalede til veiledning ved stoffets ordning (hvorledes arbeidet gjøres, hvor tidt, med hvilke redskaber, forskjel før og nu o.s.v.). Denne sidste måde har viist sig ganske heldig; thi oversigten er lettet derved, og lærernes indvirkning har ikke været så stræng, at den har bundet elevernes frihed. At denne har hersket, det ser jeg af den lyst, hvormed der er arbeidet, idet mange have leveret hele afhandlinger og ret have gjort sig umage med at belyse tingene fra alle sider.

Ved oversendelsen af sine elevers arbeider bevidner forstanderen for Stordøens seminarium, hr. pastor Kierulff, at han «tror, at de ere fuldt pålidelige». Hr. Storaker i Søgne havde, for at sikkre arbeidets pålidelighed, givet sine gutter det råd at beskrive skikken - ikke i hele bygden (sognet, præstegieldet), men kun i den enkelte småbygd eller grænd, hvor de vare bedst kjendte. «At deres beskrivelser svare så nøiagtig til de beskrevne bygders stel, som det har været dem muligt at få dem, tvivler jeg ikke om, og jeg veed, at de have følt ansvaret i så henseende ret alvorligt. En gjennemlæsning af dem, tror jeg, giver også det samme indtryk. Kun en af dem (N.N.) forekom det mig gav nogle hip til de fattigste i bygden, ved hvilke der kunde være spørgsmål, om de vare fuldt beføiede.» Et nyt vidnesbyrd om både lærernes og elevernes samvittighedsfulde flid fik jeg også fra Søgne skole nogen tid efter, da eleverne havde været hjemme i påskeferierne og derefter gav tillæg og rettelser til de første besvarelser. Hr. Feragen ved Holt seminarium siger, at først havde eleverne tænkt at få besvarelserne færdige før jul, men at da de vare komne et stykke frem, bragte deres iver dem til at standse, såsom de gjerne vilde skaffe sig nøiere underretning i hjembygderne under juleferierne. Og på lignende måde yttre sig de øvrige lærere, hvis velvillie jeg har at takke for, at jeg har fået disse mange unge venners bidrag.

Den hele skik med at holde gulvet pynteligt og rent, vil jeg søge at fremstille under overskrifterne: sope, strø, vaske.

SOPE


«Sopelimen kunde gjælde som renlighedens symbol i vort land», sagde jeg i min forrige bog (side 201 [175]). Hvor ældgammel dens brug er, og hvorledes den er ligesom sammenvoxet med huset og familien, det har Storaker lært os. Her skal jeg gjøre opmærksom på, at uagtet navnene ere forskjellige (sopelime kanske kun i det sydlige Norge, ellers sopling, sopl, sovl, solv), så er det dog den samme velbekjendte figur overalt, med samme dannelse og af samme stof, af birkekviste. Men har man virkelig overalt birkekviste at gjøre sopelimer af? Det eneste exempel jeg mindes på, at det virkelig kan skorte, er fra Bergs præstegjeld i Senjen, ude mod Ishavet: om sommeren feies der med enerkoste eller med store fuglevinger, «men om vinteren altid med sopelimer». (42) Og med denne sopelime feies daglig alt Norge over, fra Throndhjems-fjorden til Christiania-fjorden, fra Bergens-kysten til Glommendalen Dette hører til det visseste i hele landets husliv. Af de mange vidnesbyrd, som nu ligge for mig, er det kanske en 3 eller 4, som tale om undtagelser, de., om huse, som stå tilbage i folkeskik, så regelen ikke overholdes; men dette bliver mere end opveiet derved, at de allerfleste berettere ikke alene have fundet deslige undtagelser talrige nok til at fortjene omtale, men meget mere forsikkre, at der mangesteds sopes flere gange for dagen. Overalt hører det til, at der skal sopes grundigt og vel om morgenen, strax efter at sengene ere redte (i gammeldags huse står jo husbondens seng i stuen), og så betragtes det som noget, der kræves af god orden, at sopelimen farer lettere henover, når f.ex. børn have ført halm og andet ruskeri udover, eller mandfolkene have siddet med indarbeide og «spikket og fliset ud igjen». I Mandals-egnen kaldes det at «sope let», når man således i dagens løb skaffer det grove sub eller bos tilside; for ikke at reise formeget støv bruger man dertil en «skjabelime» (gammel og slidt), hvorimod man tager til en god lime, når det ved morgenrengjøringen gjælder om at få bort både løst og fast smuds, og der altså må «sopes hårdt», «tungt». - Da der midt i vor fremskridtstid, som sagt, kan træffes familier, der forsømme daglig soping, så er det tænkeligt, at der har været mere forsømmelighed før i tiden; en enkelt beretning (fra Smaalenene) synes virkelig at tyde på, at det er at betragte som et fremskridt, at skikken er bleven så bestemt og regelmæssig. Men det seer dog mest ud til, at sopelimens daglige gjerning har taget sin begyndelse alt i oldtiden.

Dette sidste slutter jeg deraf, at jeg i beretningerne har fået det indtryk, at der heller sopes flittigere (op til 3 og 4 gange for dagen) i de bygder, hvor man endnu ikke er kommet i tour med at vaske gulvet (Nordfjord, Indre Sogn, Valders, Thelemarken o.s.v.).

I disse sidstnævnte gammeldags bygder magter dog ikke sopelimen selv med flittig brug at gjøre arbeidet alene, men må stundom få hjælp af spaden. Og så har det vistnok før i tiden været alt landet over. Men nu kan man f.ex. fra Lister- og Mandals-egnen høre fast bygd for bygd (undtagen vel fra de allerinderste fjeldbygder, hvorfra beretninger mangle), at spaden er i den sidste menneskealder bleven overflødig, og fra store strækninger af landet (Østlandet, det Throndhjemske) omtales hint oldtidsmæssige kun som en sjelden undtagelse eller som en berygtet sag, man har hørt om fra andre steder.

I gammeldags huse har sopelimen sin hævdede plads inde i stuen, henne ved skorstenen eller vedkråen, hvor den fra gammel tid af har stillet sig op og bredet: sig foran den lille haug af sorp, subb, søpl, bos, som foreløbig er sopet ihop der for at blive liggende i kråen enten til næste morgen eller til midt i ugen eller kanske endog alt til lørdagen. Men det er en tydelig iagttagelse fra de forskjelligste egne, dels, at selve sopelimen nu for vistnok den allerstørste del af landets huse er forviist til en plads udenfor stuen, dels at sorpet bæres ud for hver gang. Vistnok kan man endnu selv i bygder omkring Christianiafjorden finde et og andet hus, hvor sørpekråen minder om oldtids tarvelighed; men man må nu op til de øverste fjeld- eller inderste fjordbygder for at få se, hvad man kunde kalde sorpekråens herskende skik.

Og ikke alene, at sørpet nu så temmelig regelmæssigt bæres ud; men der vises mere og mere omtanke med at lægge det hen således ude på gårdspladsen, at det ikke skal skjæmme synet. Ja, det har vel alletider hørt til folkeskik at vise en vis omtanke i dette stykke; det skjønner jeg f.ex. af den talemåde, som berettes fra en heiebygd i Mandals-egnen, at «det viser sig på subbepladsen ude, hvordan det er derinde». Men efter en mangfoldighed af småtræk, som ere komne mig for øie, fremgår det ialfald som noget ganske tydeligt og sikkert, at der gjøres fremskridt også i denne henseende.

En så ældgammel skik, som den idelige soping åbenbar er, kan man begribe er bleven udviklet til fuldkommenhed. Der har dannet sig et lidet system. En prøve derpå er, hvad ovenfor blev anført om at «sope let» og «sope tungt». Ligeså skjelnes mellem at «sope tørt» og «sope vådt», som jeg ialfald ser det benævnt fra Mandals-egnen. Fra alle landets egne omtales nemlig den forsigtighedsregel at væde gulvet lidt for sopingen, for at ikke støvet skal stige til veirs. Man dynker ved at skvette vand udover eller strø med fugtig sand eller sagmøl. Når der skal sopes tørt eller vådt, se, det beror på en mangfoldighed af omstændigheder, som vilde blive vanskelige at beskrive, men som husmoderen godt skjønner.

Det blev sagt, at sopelimen ikke længer får lov at stå i stuen. Det er et endnu tydeligere mærke på overgangstiden, vi leve i, at på flere og flere steder får den ikke engang komme ind i stuen, idet den agtes for grov og ombyttes med en finere feiekost eller støvekost, en langskaftet tingest med en børste af hår eller tagI. Fra en så god gammeldags egn som Bergens stift er det kun undtagelsesvis, at støvekosten nævnes i mine beretninger; men i omtrent samme forhold som der i andre egne af landet tales om den nye brug med malede gulve, tales der også om dette nye redskab. Men så vist som husnissen jo ikke skal lade sig for drive nogetsteds, så vist ved også sopelimen at holde sig overalt, at sige: på steder, som passe for den, såsom i kjøkkenet o.s.v. Selv i meget fine huse kan man se sopelimen yde sin ufortrødne tjeneste på den måde, at når den er for gammel til at sope i kjøkkenet, så lægger den sig ved stuedøren eller gangen om vinteren.

I den gamle regel for sopelimens uafladelige arbeide var der nok før i tiden mere end nu en regelmæssig undtagelse, som vil komme tilsyne i afsnittet:

STRØ

Der er to slags strøing: den ene med rispet eller finhakket ener (briske, bruse, brake) eller bar (så godtsom udelukkende granbar) eller (sjeldnere) bjørnemose, kråkefod, friskt løv, - den anden med sand.

Der er bygder, hvor man fast udelukkende bruger den første måde (f.ex. Hedemarken), andre, hvor man ligeså udelukkende bruger den anden (Lister, Mandals-egnen). Temmelig ofte (t.ex. Bergens stift) heder det fra en og samme bygd, at man strør på den ene eller anden måde, og nu og da siges der, at man i samme hus strør til sine tider med sand, til andre tider med ener, ja, at man bruger begge dele på en gang på et og samme gulv.

Det er naturligvis forskjel i naturforholdene, som har fremkaldt denne forskjel i skikken. Man har taget til sand eller til ener og bar, eftersom der var overflod af det ene eller det andet. Men vist er det, at alt landet over har strøing hørt med til folkeskikken, om den end langt fra har været overholdt med samme bestemthed som sopingen. Og den overalt herskende skik skriver sig åbenbar fra ældgamle tider.

Lidt nøiagtigere talt: Ener- og bar-strøingen, som endnu er den, der bruges mest, synes at være den oprindelige måde, så sandstrøingen mere er kommen til som noget, der erstatter eller fuldstændiggjør hin. Der er mere poesi i markens duftende væxter end i den tørre sand. Man erindre, at til St. Hans-helgen pleiede vort folk at plante friskt løv foran døren, at fæste duftende blomster langs stuens vægge o.s.v.; noget modsvarende hertil var det, når gulvet strøedes til julaften med det grønne, som ved vinterstid var at finde, nemlig ener og bar. (43)

Fra Hol i Hallingdalen meddeles, at når stuen er pyntet til jul eller St. Hans, hvortil i den senere tid blandt andet hører at gulvet skal skrubbes og vaskes, så strøes til allersidst bar eller ener udover, denne pynt bliver liggende urørt 8 dage, da strøes der nyt grønt på, som atter bliver liggende en uges tid; derefter sopes alt bort, og nu strøes ikke igjen, før gulvet atter vaskes. Heri se vi vel et glimt af oldtidens skik. Strøingen var en pynt til de store kirkehøitider og til indtræffende huslige festligheder (brylluper o.s.v.) (44) Ved sådanne leiligheder blev der jo ikke syslet i stuen med arbeide, som førte meget rusk med sig, og sopelimen kunde da stå urørt i den tid, gulvet var tilstelt så særdeles, og dette er den undtagelse i sopingens daglige skik, som der sigtedes til ovenfor.

Går jeg nu, følgende de mange indberetningers anvisning, fra hin fjeldbygd nedover til egnene om Christianiafjorden og Mjøsen, eller farer jeg i tanken alt landet over, først dvælende i de afsidesliggende bygder og derfra søgende ud til de mere åbne og fremmelige egne, så finder jeg den udvikling af skikken, at der strøes oftere, men det påstrøede sopes snarere væk. Det tager til med strøingens hyppighed omtrent som ved gulvvasking, idet der gjerne strøes, efter hver vask, dels for at det friske bar skal tage bort vaskelugten, dels og især for, at strøelsen skal bevare gulvet fra at blive tilsmudset strax igjen. Der er stads i dette; det bliver «som til jul», når der vaskes og strøes. Folk, som kunne og ville have det gildt, bruge tildels strøing så tidt som til hver søndag. Ja, fra enkelt sted (såsom Værran ved Throndhjemsfjorden) tales om at «sope og bare» flere gange i ugen. Under brugens udvikling forekommer ellers en mangfoldighed af små forskjelligheder, som jeg ikke videre skal opholde mig med; nævnes skal kun, at om vinteren ligger eneren skjult under sneen, og da må man mere tage til takke med granbar.

Men når hin udvikling med hyppig strøing har nået op til et vist punkt, så ikke alene stoppes der med videre fremgang, men der slåes om således, at man rent holder op at bruge ener eller bar. Man synes at finde, at det heller ser rusket ud på et strøet gulv, som der har været gået på en stund. Det er som en lov, der gjør sig gjældende både i det Sønden- og Nordenfjeldske, at i de huse, hvor man er kommen i fuld tur med at vaske gulvene, der slutter man med strøingen. Overalt i de mere fremskredne bygder kan man høre, at strøingens gammeldags pynt hører nu kun hjemme i småfolks stuer, eller hos storbønderne sees den kun i kjøkkenet, som - i egenskab af «folkestue» - har taget mere i arv af den gamle stues skik og orden. Navnlig kan mærkes, at det neppe falder nogen ind at strø på malede gulve, uden det skulde være til begravelser eller andre høitider, hvor en og anden mindelse om fortiden synes at passe til stemningen. Som middel til at beskytte mod smuds bruges på fine gulve (det bernærkes meget hyppigt i beretningerne) matter og tepper, og den friske duft af eneren kan erstattes med røgelse af et eller andet vellugtende slags; det står jo heller ikke så stram skurelugt af et gulv, som holdes stadig rent.

Dette om ener- og bar-strøing. Sand-strøingen har også sin historie. Der kan høres om den fra hvilketsomhelst sted i landet, og f.ex. langs Glommens sandige bredder bruges den ikke så ganske sjelden; men udbredt og herskende er den dog, som man kan vide, kun blevet langs kysten, hvor det bliver sparsomt med hint grønne, men hvor den fine hvide sand byder sig frem i renlighedens tjeneste. Her er dog atter forskjel: i Bergens stift er der ikke stort tale om sandstrøing uden netop langs den yderste kyst, hvor sanden er lige ved hånden, medens man i Lister- og Mandals-egnen finder skikken herskende adskillige mile inde i landet, hvor man, som det synes, har efterlignet de mere fremskredne kystboeres vis.

Hvor sanden bruges mindre, der betragtes den mere som en hverdagsstrøing for renlighedens skyld, så ener og bar bliver strøet ovenpå sanden, når det skal være ret festligt. Men hvor sanden bruges mere, der ser det ud til, at den har trængt ud af erindringen den gamle brug med grønt på gulvet og selv tjener som pynt.

Hos velstående folk ude ved kysten i Lister- og Mandals-egnen sandes op til hver dag; længer inde i landet der i egnen må man tildels indskrænke sig til at sande til hver helg eller kun hver gang man har vasket gulvet. Hvorledes forholdes der nu med den daglige soping på det sandede gulv? Udpå dagen, når der er kommet halmstub og flis udover, går det an at skaffe dette rusk tilside således, at sanden bliver liggende; men da må der «sopes let», således som beskrevet på sit sted ovenfor. Ved «hård-sopingen» om morgenen derimod tages sanden med. Den urene sand kan da bruges på kjøkkengulvet en dags tid, eller den kan atter komme på stuegulvet, efter at være bleven enten skyllet i en skål eller sældet i et sold.

Der er ikke lidet stel med denne sand. I hver af beretningerne fra Lister- og Mandals-egnen tales om, hvorledes gårdene fra gammel tid af have sine steder at forsyne sig med sand fra, ved elve og vande. Den må hentes ofte 1/4 og 1/2 op til 1 mil, og veiene ere slige, at den ofte må bæres på ryggen. Om høsten må hvert hus forsyne sig for vinteren, forrådet gjemmes i et eget sandhus eller i en dertil indrettet binge eller kasse i et skjul, og der medgår på dal- og heiegårde sådan en 2-4 kjærelæs eller en 4-6-8-10 byrder for året. Fra en grænd (i Vennesland) omtales, at da der er så overmåde lang vei til sandtaget, så hjælper man sig på den måde, at man tager muldblandet sand i nærheden og renser den ved at skylle den i indtil 12 vand. Man lader sig også på sine steder nøie med mindre hvid sand fra bakker og hauge til at strø i kjøkkenet og i gangen, medens der hentes penere sand til gulvet i stuen.

Ved denne leilighed kan det fortjene at erindres, hvad der er berettet fra et par steder i Nordfjord, at den sand, man behøver til at skure bord og bænke o.s.v., skaffer man sig ved at brænde sten og så knuse den, samt, hvad der er berettet fra Bruvik ved Bergen, at skuresand til dels kjøbes fra byen.

Men ganske ligesom med ener- og barstrøingen, er det også med sandingen, så at når man har nået op til at bruge den ret hyppig, så sluttes der med brugen. Istedetfor at beskytte det nyvaskede gulv med sand, lægger man så matter og tepper udover, og istedetfor at holde det længe rent ved gjentagen sanding, vasker man det hyppigere. Man finder, at sanden males fin under fødderne og sætter støv, som lægger sig på møblerne og formedelst indåndingen skader helbreden. Fra mange steder siges også, at der ales lopper i gulvsanden. Lige fra Mandals-egnen op til Borgund ved Aalesund læser jeg om dette samme og samme, at efter som ugentlig gulvvaskning indtræder, bliver sandingen forviist.

Men det lader igjen til, at jo mindre der kommer sand på gulvet i selve stuen hos velstandsfolk, des rigeligere strøes der på steder, hvor man før i tiden vilde holdt det for luxus, såsom i kjøkkenet, på jord gulvet i et gammelt ildhus o.s.v.

Fra Lister- og Mandals-egnen kan jeg give sådan oversigt:

16 beretninger (hvoraf ingen er fra egnens mest fremskredne bygder)

omtale sanding: på stuegulv, kjøkkengulv og gang;

11 af samme beretninger tillige: på trappestenene,

5 af disse sidste tillige: på tunet, og
2 af disse sidstnævnte endda tillige: på fjøsgulvet.

Udenfor selve huset, på tun og trappesten, er det naturligvis kun nu og da, at der sandstrøes, f.ex. St. Hansaften, eller på en enkelt gård til hver prædiken-søndag, når årstiden egner sig til sandstrøing.

VASKE

«Overgangstidens» særkjende og hovedsag er, som sagt, at skikken med at vaske gulvet er kommet op og holder på at trænge igjennem overalt. Og denne del af gulvstellet har fået udførligst behandling i de indkomne beretninger, af hvilke neppe nogen forsømmer at give oplysning om både, hvorledes vaskingen udføres, og hvor tidt den foretages.

På sætre i skovløse egne kan man se de tarvelige sommerboliger med det oldtidsmæssige aurgulv (den sorte jord). Samme syn møder også stundom i bryggerhusene nede i bygderne, der, hvor skov ikke er i overflod. Til henimod nutiden have selve beboeIsesstuerne på Vestlandet tildels hjulpet sig med gulv af stenheller. (45) På de allerfleste steder i landet har man dog i umindelige tider boet i stuer med tile eller trægulv. Men endnu kan man f.ex. i Sætersdalen finde tilet lagt ikke af sagede bord, men af stokkekløvninger, som kun ere jævnede med øxen, og på endnu flere steder, f.ex. i Valders, kan man få se, at sagbordene ere lagte ganske råt ned, ikke høvlede, ikke pløiede sammen, fæstede til gulvåsene med trænagler. Men i de mere fremskredne bygders nye huse ere gulvene nu lagte med ordentligt snedkerarbeide, og på mangfoldige steder er endelig det kommet til, at gulvene males.

Alt dette må der nu tages hensyn til ved betragtningen af gulvenes vasking.

De meget gammeldags trægulve blive tildels slet ikke vaskede (Sætersdalen, Thelemarken, Hallingdalen, Valders, Lom, Sogn, Nordfjord, i afsides grænder og enkelte fattighuse fast overalt). Eller det kan hænde, at de få et slags vask som ved et tilfælde, når der nemlig ved husets storvask til St.Hans og til jul anvendes så overflødigt med vand på vægge og tag, at gulvet bliver overflømmet af spildingen; når så sopelimen skal have vandet ud igien, kan gulvsmudset følge bedre med end ellers. Et lidet skridt videre, og vi kunne endnu den dag i dag få at se, hvorledes der ved sådan leilighed med forsæt slåes en skål eller kanske en hel bøtte varmt vand udover gulvet for at få det lidt renere endda; der skrubbes da dygtig med en «skjøre», (det er: skaftet af en sopelime, hvis myge busk et slidt bort), og tildels må en reke eller spade tages til hjælp. Vil man få arbeidet endnu bedre gjort, så strør man nogle håndfuld grov skuresand over og skrubber så med skjøren endnu en gang. Når smudset således er løsnet og den værste søle fjærnet, bør der skylles efter med nogle skåle rent vand. Hvorledes få sølen og skyllevandet bort? På nogle steder går alt til bunds gjennern gulvsprækkerne, på andre steder sopes det hen mod døren, og øses op elIer skvættes over svillen, eller det drives ned i en bøtte, som holdes under ved det ene hjørne af kjelderlemmen. Hvor man er kommen i vane med at udføre dette slags vask lidt hyppig, har man dog indrettet sig på det ved at gjøre et hul i gulvet, så stort som et tøndespunds, og derhos tildels fra hullet af anbringe en trærende, som føres ud gjennem kjeldermuren, eller fra kjeldergulvet lægge en stenveite, som leder det flydende ud under muren og gjennem bakken ud på marken. Hvorledes tørres videre det så voldsomt vædede gulv? I nogle egne (henimod Sverige på Vingerkanten o.s.v.) strøes tør hvidmose på; men oftere drages store tørkefiller hen efter gulvet, og tilsidst åbnes alt, hvad åbnes kan, af døre og vinduer om sommeren, eller om vinteren fyres dygtig på skorstenen eller i ovnen. Hvor dette rengjørings-arbeide endnu er mest i sin barndom, kan man se det udføres af husets børn, som jo pleie have sin fornøielse af at plaske og søle. Ellers er det fruentimmernes sag. Men det er at mærke, at arbeidet helt igjennem kan udføres i stående stilling, idet der skrubbes så, at sopelimen enten håndteres på sædvanlig måde, eller limen eller noget lignende skureredskab (en bar-tvoge f.ex.) slænges på gulvet og skrubbes frem og tilbage med foden. Det gjør ikke nogen væsentlig forskjel, om vaskepigen stundom bøier sig så dybt ned eller endog lægger sig på knæ, så hun kan nå at bearbeide gulvet med hånden. Thi det afgjørende kjendemærke for denne primitive vaskemåde er, at hele gulvet tages i behandling, så at sige, under et, hvorimod det ved den siden omtalte vaskemåde bearbeides stykke for stykke.

Den nu beskrevne måde kan man kalde sopevask og skrubbevask.

Det er tydeligt, at denne vask passer for meget tarvelige forholde, og man vil let forstå, at der ikke vel kan blive tale om ugentlig gulvvask, hvor man ikke kjender nogen anden og mere letvindt og pyntelig måde.

Men en pynteligere måde er det, når man ser vaskepigen indrette sig så, at hun ikke søler over hele gulvet på en gang, men lægger sig på knæ og bearbeider et så stort stykke ad gangen, som hun kan nå med sine hænder. Der er ellers mange grader i udviklingen; men de springes over her for kortelig at få angivet, hvorledes arbeidet udføres, når det sker med størst omhu. Pigen må da have med sig et ganske mangfoldigt sæt af redskaber, nemlig en skurefjel eller en matte til at lægge under knæeme, to bøtter med varmt vand, en til at bløde og skure og en til at skylle med (skure- og skylle-bøtten), en kop med skuresand, samt en to-tre tvoger, d.e. vaske- og tørkefiller og et eller andet slags skureredskab, såsom en sammensyet filleklump, en halmvisk, en bartvoge o. desl. Med bløde- og skurefillen tager hun vand af skurebøtten og væder det stykke af gulvet, som hun kan nå udover, så strør hun sand på og skurer, mere og mindre, eftersom gulvet er flekket og stygt, og derpå soper hun alt det løse og våde sammen med fillen og får det op i skurebøtten; nu er gulvet skuret. Så skal det vaskes, og det gjør pigen så, at hun med skylle og vaskefillen øser rent vand udover fra den anden bøtte og gnider frem og tilbage; det brugte vaskevand bringes også op i skurebøtten, og med den afvredne skyllefille eller med en særskilt tørkefille tørker hun stykket, som nu er færdigt, så hun kan flytte sig til det næste. Hun må naturligvis passe, at det næste stykke, hun gjør rent, går i et med det forrige; der vil nemlig let blive mørkere strøg igjen efter yderkanterne på hvert stykke. Efter nogle flytninger henover gulvet, bemærker hun nok, at vandet i skurebøtten har optaget alt for megen urenlighed i sig; det slåes da ud, skyllebøtten indtager skurebøttens plads, og ganske rent vand eller skyllevand kommer ind i den anden bøtte. Hvorledes det hele stel er bragt i system, det vil man kanske bedst få en forestilling om ved at høre, at de omtalte småstykker af gulvet have sine faste benævnelser: en ryft eller røft (Smaalenene o.fl.st.), en renning, fløit, vaske (det Throndhjemske), en fære (det Bergenske), en teig (Lister- og Mandals-egnen). Dette samme stykkevise ved arbeidet er også et kjendingsmærke for den lettere vasking og pudsing, som bruges på malede gulve, hvor selvfølgelig skuringen falder bort eller iallefald må udføres meget forsigtig og med fin sand. Ja, på et malet gulv, som vaskes så let og derfor gjerne kan fares over hver dag, så der altså ikke er så meget smuds at stræve med, der kan pigen vel endog hjælpe sig med kun en enkelt vandbøtte.

Men hele den her beskrevne måde kan man, i modsætning til den første, kalde skurevasking eller (for malede gulve) pudsevasking. (46)

Den første af de nu beskrevne fremgangsmåder, sope og skrubbevaskingen, er tydeligvis voxet op af selve forholdene i de gammeldags bondehuse og har gradvis udviklet sig der; den anden derimod, skure og pudsevaskingen, har heller udviklet sig i byerne og er derfra i fuld færdig stand kommet ud på landsbygderne. Det kan være artigt at se, hvorledes de to måder mødes; man kan se det på Hedemarken f.ex. således, at i dagligstuen vaskes gulvet hver lørdag på den nylig indførte bymæssige måde, men kjøkkengulvet i samme hus vaskes hver 2den eller 4de uge på den i egnen længe øvede bonde-måde; eller således, at by-måden har tidligere og mere fået indpas i de rigere bondehuse, men den gamle bonde-vis holder sig længere i småfolks huse. Anderledes er det f.ex. i Søndmøre, hvor gulvvaskingen i det hele taget er ganske ny, og hvor den tarvelige sopevask hellere kan siges at være sprunget over, idet man med en gang har givet sig ifærd med gulvene på samme måde som i byerne, hvorfra exemplet er kommet.

Der er i alt dette de hundrede forskjelligheder i de forskjellige bygder. Og dog så meget fælles. I hvert af landets stifter kan man få høre om og endnu se prøver på hin opfindelse med spunds i gulvet, og fra stifter, selv fra så gammeldags egne som hint Søndmøre, læser jeg beskrivelser af det fuldt udviklede stel med de to bøtter og med fillerne til at bearbeide «røfterne» og «teigerne» o.s.v.

Det vilde blive endeløst, om vi skulde prøve på at angive bygd for bygd, på hvad måde gulvvasken udføres, eller hvor langt man er kommen i at aflægge den gamle og tarvelige måde og tilegne sig den nye og fuldkomnere. Men det behøves heldigvis ikke, og det af den grund at dette forhold så temmelig vil fremlyse af de opgaver, som straks skulle gives om, hvor tidt man bruger at vaske gulvet på hvilken som helst af disse måder. Thi for den, som har gjort sig den uleilighed at tænke sig ind i sagen, viser det sig som noget, der omtrent følger af sig selv, at vil man vaske gulvet nogenlunde stadig og hyppig, så som hveranden uge eller derover, så kan man ikke vel gjøre det efter den gamle måde med den megen vandøsing, som medførte så mange ubekvemmeligheder, men man må tilegne sig den nyere og tækkeligere måde. Det vil altid forståes, at opgaverne over gulvvaskingens hyppighed indeholde i sig tillige en antydning om måden.

Jeg går derfor strax over til at meddele disse opgaver, og giver en liste med uddrag af samtlige beretninger, bygd for bygd. Byerne Christiania og Throndhjem figurerer på listen; men ellers omfatter denne lutter landsbygder. Og overalt, hvor ikke andet udtrykkelig siges, er det, som før bemærket, dagligstuens gulv, som menes.

Hvor tidt stuegulvet vaskes (47)

BERGENS STIFT

Af Romsdals amt

Søndmøre fogderi

St.   Borgund. For en del år tilbage vaskedes gulvet næsten kun de par gange om året (til jul og St. Hans), da stuens vægge vaskedes. Og således endnu på mange steder i præstegieldet. Nu dog nærmest omkring Aalesund by og ude på øerne med et mellemrum af 8, sjeldnere 14 dage.
» Sunelven. Få familier nu kun 2-3 gange om året; mange hver 14de, de fleste hver 8 dag.
» Geiranger. For få år siden overalt kun 2 gange for året; nu mange huse, hvor hver eller 2den hver lørdag.
St. Stranden. Indtil for 8-10 år siden kun 2 gange om året; nu på mange steder ugentlig, på andre hver 2 uge eller med større mellemrum.
» Ørsten. (48) Til for 10-12 år siden kun til høitiderne og St. Hans, nu på de fleste steder i regelen ugentlig.

Nordre Bergenhus amt

Nord- og Søndfjord fogderi

a. Nordfjord.
St.   Eid. For ikke ret mange år siden ukjendt eller høist til høitiderne; nu i de fleste huse hver lørdag, undtagen hos fattigfolk og afsidesboende.
» Indviken. Endnu huse, hvor gulvet aldrig vaskes; hos de fleste 1, 2, 3 gange for året, hos nogle meget hyppigere, i kåven (kammeret) hos enkelte hver lørdag.
» Bredem. 4 gange om året, i nogle huse slet ikke.
» Gloppen. Til de 3 høitider og til St. Hans, samt i nogle få nye huse hver eller anden hver uge.
» do. Til jul, påske, St. Hans og Mikelsdag, desuden i nye huse hver 8 eller hver 14 dag.

b. Søndfjord.
» Vefring. Bestandig hver søn- og helligdag.

Sogn fogderi

St.   Ladvik (yttre Sogn). Flertallet til hver søn- og helligdag, eller i onnetider hver 14 dag.
V. Lærdal (indre Sogn). Sjelden, at nogen vasker dagligstuens gulv; det gjøres f.ex. til jul og påske.

Søndre Bergenhus amt

Nordhordlands fogderi (49)

St.   Hosanger. Stående regel til hver søn- og helligdag.
» Bruvik. Næsten overalt hver lørdag.
» Herle. På få undtagelser nær hver lørdag samt til de i ugen indfaldende helligdage.
» Sund. På sine steder 2 og flere uger imellem; de bedre folk regelmæssig hver uge.
» Fane. På de fleste steder ugentlig, eller i onnetiderne 14daglig. Nogle malede gulve.

Søndhordland fogderi

St.   Stordøen. Den gammeldags hvidskuring (med kalkagtig skjælsand) til de store høitider samt desuden med en 8, 4, 2 ugers mellemrum. Den nyere mode med gulvasking (så gulvet bliver gult) i et mindre tal af huse, mer regelmæssigt hver lørdag.
St. Varaldsø. Mest hver lørdag; hos enkelte tildels kun hver anden.
» Strandebarm. Hos nogle regelm. hver lørdag, hos andre ofte kun hver anden.

Hardanger og Voss fogderi (50)

»   Jondal. I almindelighed på de fleste steder hver uge, uden i travleste onnetider, da der kan gå to uger imellem.
» Vikør. Nu på 10 år rask udvikling. Gulvvasking har fået indpas i hvert hus og foregår på de fleste steder hver 8- eller 14dag.
» Ulvik. For 50 år siden brugtes endnu «gulvspaden». Nu vaskes dels hver 14, dels og kanske almindeligst hver 8 dag.

CHRISTIANSANDS STIFT

Stavanger amt

Ryfylke fogderi

St.   Saude. Hos størstedelen ugentlig.
» Sand. Som almindelig regel: ugentlig.
Sø. Strand. Fast regel hver lørdag både hos fattige og rige. I onnetider dog tildels kun hver 14 dag.

Lister og Mandals amt

Lister fogderi

Sø.   Aa (selve dalen). 2 til 4 ugers mellemrum. Nogle af de rigeste hver lørdag, af de fattigste kun til hver høitid. - For 40 år siden mest kun til St. Hans.
» Kvaas (gårdene Lundevold, Vatland, Næbdal, Østeland). Til høitiderne, til bryllup og gjæstebud, og ellers med 2 til 4 ugers, enkeltvis med et par måneders mellemrum.
Sø. do. (Høiland, Stakkeland, Hellestøl, Hompland, Stustøl, Gitlestad, Vemmestad, Lie). Fra kun 1 gang om året (St. Hans) op til på nogle steder omtrent hver 14 dag, ja hver lørdag. Hos de fattige i det hele taget sjeldnere. Forandringen indført i de sidste 10-20 år.
» do. (Undeland, Egeland, Tjommeland, Titland, Løland, Møglestøl). Hos den store mængde til jul og St.Hans samt til gjæstebud, hos de mere velstående til hver høitid samt nogle gange derimellem, op til for hver måned. For en 30 år siden aldrig egentlig skuring eller vasking.

Mandals fogderi

Sø.   Konnesmo (Konnesmo, Helle, dnesklev, Veblemo). En måneds mellemrum, og længere; i nogle huse hver 8 dag (undtagen om sommeren, da man ikke bor i selve stuen, men opholder sig i kjøkkenet). For 30-40 år siden kun et slags sopevask til St. Hans.
» Vigmostad (Braadland, Heiegård med 9 opsiddere). Hos nogle blot til hver høitid, hos ingen oftere end hver månedsdag. For 20 år siden kanske ikke noget gulv skuret.
» do. (Ougland, Hægeland, Seland, Teland, alle på østheien). Fra hver høitid op til hver månedsdag. For 60-70 år siden alm., at man slet ikke vaskede, men skjørede med spade.
» Finsland (Fjeldsgaard, Mæsel, Vatnelie, Røisland, Kilen, Øvland, Spikeland). Om Sommeren hver, om vinteren hver anden lørdag. Ingen væsentlig forskjel hos rige og fattige. For 12-15 år siden kun sopevask en gang om sommeren.
» do. (Løvlands og Mandflaa skolekredse). Til høitiderne, til gjæstebud, desuden med 3-4 ugers mellemrum. Stor forbedring i de sidste 20 år.
» Løvdal (vestre del af Tislands skolekreds). Hver 4 til 5 ugers dag. Hos de fattigste sjeldnere, nedover til kun 1 gang for året, hos de rigeste tiere, opover til hver 2 uge. Desuden vist til høitiderne og f.ex. til omgangsskolens komme.
» do. (søndre del af Tislands skolekreds). Meget ligt med sidstnævnte sted. For 30 år siden kun sopevask til St. Hans.
» Øslebø (selve dalen). Alm. hver 3 uge hos både gårdbrugere og arbeidsfolk; hos de rigere hver lørdag.
» Grebstad (Birkeland, Trondstad, Egaas, Ødegaard, Skaar, Aasene). De fleste hver lørdag, andre hver anden. Dog om vinteren ikke så vist ugentlig som om sommeren. Gulvvasking indført i de sidste 20-30 år.
» Vennesland (den øvre del, bestående af 10-12 gårde). For det meste hver 8 dag, ofte dog kun hver 14 dag, tildels endnu sjeldnere. For 20 år siden med 5-6 ugers mellemrum.
» Hægeland (Robstad og Benestvet skolekredse). Alm. hver 3 eller 4 uge; på somme gårde oftere, op til hver anden, ja hver uge, i flere huse derimod kanske ikkun 2 gange om året. For 30 år siden sjelden mere end en gang for året, eller endog slet ikke.
» Øvrebø (kirkebygden med 7 opsiddere). I enkelte huse 8-14daglig, i andre en hel måneds mellemrum. Om sommeren i det hele taget sjeldnere. For 50 år siden kun sopevask en gang for året, til St. Hans.
Ho. Oddernæs. Hos «den simple mand», hvor gulvet ikke er malt, alm. en gang om ugen.
» do. Regel hver 14 dag. Nær Christiansands by tildels hver lørdag, i udkanterne kun hver 3 eller 4 uge.

Nedenæs amt

Sætersdalens fogderi

Sø.   Bygland. Hos mængden aldrig; hos de mere velstående til jul og påske samt om våren, når hele familien skal flytte til heien (sæteren).
Ho. Hordnæs. Ved landveien hver, oppe på heiegårdene hver 2 måned. Undtagelser til begge sider: Nogle holde gulvet altid rent, andre (indflyttede fra de indre bygder eller det egentlige Sætersdalen) vaske det slet ikke.
» Iveland. I størstedelen af sognet alm. hver 3 uge, men også steder, hvor kun 2-3 gange for året eller endnu sjeldnere.
» do. Omtrent ligedan.

Nedenæs fogderi

Ho.   Holt. Både hos den almindelige bonde og hos den simple mand alm. Hver lørdag. (51)
» Gjerrestad. Alm. en gang om ugen, i smudsigt føre tildels oftere.
» do. I regelen en gang om ugen, efter omstændighederne oftere.
» do. I alm. en gang om ugen, med undtagelser formedelst hindringer eller manglende sands.
» Vegarsheien. Alm. en gang om ugen.
» Tromø. Umalede stuegulve en gang, på nogle steder to gange for ugen, malede gulve i dagligstuer alm. to gange om ugen. Undtagelser hos folk, som ere «henfaldne til drukkenskab og andre laster».

Bratsberg amt

Bamble fogderi

Ho.   Drangedal. Hos den simple mand, hvor umalede gulve, andenhver lørdag.
» Drangedal. Umalet gulv hver anden lørdag eller oftere.
Ha. do. Sædvanlig hver uge, hos fattigfolk dog med indtil 4 ugers mellemrum.
» Bamble. Hver lørdag. Hos de rige sådan skik i længre tid, hos de fattige først i de senere år.

Nedre Thelemarkens fogderi

Ho.   Solum. Umalet: hver lørdag eller i onnetider hver anden. Malet: hver lørdag og i nogle huse endnu midt i ugen.
Ho. Holden. Hver lørdag, tildels endnu oftere.
A. Lilleherred. Sjelden undtagen om sommeren (sands. = ved St. Hans tid, altså en gang) og til de store høitider.

Øvre Thelemarkens fogderi

Ho.   Hvideseid (siges også at gjelde Silgjord og dele af Hjertdal og Laurdal). Kun en gang årlig, nemlig ved St. Hans tid. Hos mere velstående folk (ligesom hos det overveiende antal i Bø længer ude) hver lørdag.
Ha. Laardal. På somme steder hver lørdag, på andre steder kun til særskilte anledninger, såsom til jul, påske og pintse.
Ho. Vinje. Hos den større del slet ikke; ellers til jul, påske, pintse samt en gang imellem nu og da.
» Rauland. Kun hos de mere formuende familier, og selv hos dem meget sjelden.

CHRISTIANIA STIFT

Jarlsbergs og Laurviks amt

Laurviks fogderi

 
A.   Brunlanæs. Hver anden og hver uge; hvor malet, et par gange om ugen.
» Hedrum. Ugentlig. Malede gulve sjeldne.
» do. Hver lørdag.
» Laurdal. Hver lørdag, naturligvis med mange undtagelser. Malede gulve ikke almindelige.
» Sandherred. En, undertiden to gange om ugen. Mange steder malede gulve.
 

Jarlsbergs fogderi

 
A. Andebo. Mindst en gang om ugen, hvor malede gulve. Hos enkelte kun hver anden uge.
 

Buskeruds amt

Nummedals og Sandsværs fogderi

 
A. Eftelød. Alm. hver 14 dag om vinteren, sjeldnere om sommeren, da man holder til i bryggerhusene. På mange steder hver 8 dag, undtagelsesvis steder, hvor kun hver måned. Tildels malede gulve.
 

Hallingdals fogderi

 
A. Hol. Næsten til hver høitid og ved St. Hans tid.
» Hemsedal. I dagligstuen slet ikke, hos enkelte bønder nu og da i kammeret ved siden af stuen.
» Næs. Kun et slags vasking (sopevasking) ved husets storvask til St. Hans.
 

Buskeruds fogderi

 
A. Krødsherred. På de fleste steder hver anden eller hver uge.
» Sigdal. En gang hver måned, hver 14 dag, og kanske mest hver uge. Tildels malede gulve.
» Eker. Hvor malede gulve (hyppigst hos bønder og hos arbeidsfolk ved sagbrug o.s.v.), hver uge; hvor umalede (hos husmænd), sjeldnere hver, alm. hver anden uge.
» Lier. Umalede gulve («hos simple folk») hver eller mindst hver anden lørdag; malede gulve 1 til 2 gange ugentlig.
» Røken. Alm. hver lørdag selv på umalede gulve.
 

Christiania

 
A. Selve byen. «På få undtagelser nær tror jeg at kunne dele husene i tre hobe: i den ene hob vaskes gulvet 1 gang i ugen, i den anden 2 gange og i den tredie hver dag.» I første hob bruges vand, sand, skrubbelime og gulvklud; i den anden vand, sæbe og kardask, gulvklud til at tørre med; i den tredie: sæbevand og en klud. Hos de fattige (den hob, hvor gulvet kuns vaskes 1 til 2 gange i ugen) bruges endnu at strø med briskebar eller sand; hos de rige bruges ofte fine tæpper til pryd og bedækning. Midt imellem ligger den af mange brugte skik at holde gulvene glindsende med maling. - Der findes huse, hvor der ikke vaskes så tidt som hver uge; men det er undtagelser. Kjøkkener vaskes almindelig en gang om ugen, men hos nogle flere gange.
 

Akershus amt

Aker og Follo fogderi

 
A. Bærum. I regelen hver lørdag på umalede gulve.
» do. Hver lørdag i alm.
» do. En gang ugentlig, med malede gulve tildels en gang til.
» Ski. Hver lørdag.
 

Nedre Romerike fogderi

 
A. Sørum. Hver lørdag. Tildels malede gulve.
 

Smaalenenes amt

Moss fogderi

 
A. Haabøl. Hos husmænd sjelden undt. til de store høitider; hos småbønder dagligstuen og hos storbønder alle de værelser, som bruges til daglig, hver lørdag. Tildels malede gulve.
» Raade. Omkring 1850 endnu kun sopevasking engang imellem; nu ordentlig skurevask og i regelen hver lørdag, med undtagelser i onnetider. I den sidste tid meget malede gulve.
» Vartei. I bedre huse hver lørdag; hos de fleste af middelstanden ligeså i sommertiden; hos fattige og enkelte af middelstanden sjeldnere, nedover til kun nogle få gange for året.
» Glemminge. Malede dagligstuegulve mindst en gang om ugen. Blandt arbeidsfolk nær Fredrikstads bygrændse (mest svensker og andre fremmede) tildels aldrig gulvvasking.
 

Rakkestad fogderi

A. Spydeberg. På de større gårde, mest med malede gulve, en gang om ugen.
» Rakkestad. Hos de større bønder hver uge, hos de mindre mindst hver 2.
 

Id og Marker fogderi

A. Berg. Hver lørdag. Hos rige og velstående bønder malede gulve.
» Hvaløerne. Hver lørdag, i onnetider dog kun hver 2. Hos fornemmere folk malede gulve.
 

HAMAR STIFT

Christians amt

Valders fogderi

V.   «Øvre Valders». Stuegulvet aldrig ordentlig vasket. Ved stuens større rengjøring til jul, påske og pintse eller St. Hans, da der ikke spares på vand, bliver gulvet dygtig vædet, og ikke sjelden benyttes da leiligheden til at skrubbe det noget, kvinderne kunne ligesom «stjæle» sig til at vaske det lidt, om end mod mændenes, især de gamles, sind. I gjæstestuen sees mere af gulvvask.
» do. Høist en, to, tre gange om året, samtidig med stuens storvask.
» Røen. Næsten aldrig.
» do. I alm. slet ikke, kun så engang imellem til jul.
» Lommen (østre del). Ikke tanke om at vaske gulvene, da de ere af uhøvlede bord. Dog, i et par huse høvlede stuegulve, og der vaskes engang imellem.
» do. (do.). Ligedan.
» do. (vestre del). I stuen slet ikke, men på enkelte steder i kleven (kammeret), og det hver lørdag.
» Vestre Slidre (hovedsognet). Sjelden til andre tider end til jul; kun i gjæsteværelser holdes gulvet vasket.
Ha. do. (præstegjeldet). Sædv. kun til de store høitider og St. Hans samt efter våronnen og potetoptagningen; dog også oftere på steder, hvor mest fremskredet. - I kleven gjerne hver 2 eller 3 uge.
V. Østre Slidre. For 20 år siden aldrig en tanke om gulvvasking, nu derimod almindelig at vaske gulvet en gang om året.
» Skrutvold. «Bordet vaskes daglig og møblerne 2-3 gange i ugen, hvor imod gulvene kun en gang i ugen (?) uden ved særlige leiligheder.»
Ha. Nordre Aurdal. For det meste til de tre høitider samt ved St. Hans tid, også ofte om høsten, ligeså til bryllup eller begravelse. Ved sådanne leiligheder vaskes hele stuen, med vægge og loft.
» do. Ligedan.
Ha. Søndre Aurdal (hovedsognet). Hos de renligste bondefolk til hver helg, hos andre kun hver 3 eller 4 uge, eller kun til hver høitids-helg.
» do. (præstegjeldet). På de større gårde for det meste hver 2 og 3 uge, ellers som anført for Nordre Aurdal.
 

Hadelands og Lands fogderi

Ha. Søndre Land. Først og fremst til de tre høitider samt efter onnearbeiderne, derhos op til hver 14 dag på de større gårde.
» do. I almindelighed hver anden, eller undertiden kun hver 3 uge.
» Hadeland. Hos de større bønder (gjerne med malede gulve) alm. Hver lørdag, hos småbønder og husmænd alm. kun til høitiderne og St. Hans.
 

Thotens fogderi

Ha. Vestre Thoten. Alm. hver 8 eller 14 dag, undertiden sjeldnere, fattige tildels kun 6-7 gange for året.
» Østre do. Alm. 14 eller 8 dage imod; i onnetiderne dog 3 uger mellem hver gang.
 

Nordre Gudbrandsdalens fogderi

Ha. Lom. Gulvet tilligemed hele huset til jul, påske, pintse samt ved flytningen fra sommerstue til vinterstue og omvendt, altså vår og høst. I de sidste 5 år derhos begyndt at vaske oftere, nogle ganske få endog regelmæssig hver uge. Dermed også den forbedring, at den gamle rengjøring af gulvet, som mest bestod i at sope ud det vand, som randt ned under vasking af vægger og tag, nu mest er gået over til ordentlig vasking og skuring.
» Vaage. Hos de velstående bønder hver lørdag, med undtagelser i onnetiderne. I koven (kammeret) på mange steder gulvteppe eller malet gulv. Hos mindre folk vaskes gulvet sjeldnere, dog vist til de store høitider.
» Dovre. Alm. hver lørdag. Tildels malede gulve.
» do. Hos størstedelen hver lørdag, hos den fattige del dog sjeldnere.
» Nordre Fron. Anden hver lørdag undtagen i onnetider; hos enkelte fattige kun til hver høitid. På sæteren mere regelmæssig hver lørdag.
 

Søndre Gudbrandsdalens fogderi

Ha. Øier. Hvor malet gulv, hver lørdag, ellers 2-3 uger imellem hver gang. Gulvvasking kjendt alt fra bedstemoders tid eller endnu ældre.
 

Hedemarkens amt

Hedemarkens fogderi

Ha. Brøttum. 8-14 dage imod, på mange steder (med malede gulve) endog oftere, hos fattige derimod tildels kun 4-5 gange for året.
» Helgøen. Af øens 139 våningshuse kunne 22 siges at være beboede af såkaldt finere folk; her ere gulvene malede og vaskes alm. 1, på enkelte steder 2 gange om ugen; hos mindre gårdmænd, selveiere og enkelte husmænd, 39 huse ialt, omtrent 1 gang i måneden; i de øvrige 78 huse 4-6 gange om året.
Ha. Furnæs. Hver uge, med enkelte forsømmelser. I meddelerens forældres ungdom kun til de store høitider et slags sopevask.
» Vang. På de store gårde hver 8-14 dage, på mindre steder omtrent 3-4 uger.
» Løiten. Malet - hver lørdag; umalet - hver anden. Hos de fattige går der dog ofte lang tid imellem.
» do. Malet - hver lørdag; umalet - hver anden uge eller en gang for måneden.
» do. Skikken at vaske gulv måske indført for 40 år siden. Nu hver uge, hvor malet gulv, og ellers hveranden. Fattige dog kun 4 gange for året.
» do. Ligedan, eller også oftere, hvor malet. Gulvvasking sikkert 40-50 år.
» Løiten (skovbygden). Et par gange om måneden, dog også med større mellemrum, indtil et par måneder. Hvor malet, til hver søndag.
Ha. Stange. Almindeligst hver lørdag, hvor malede gulve. Gulvvasking en 20-30 år gammel her.
» do. På de store gårde hver 8-14 dage, på mindre gårde hver 3-4 uger eller om vinteren endnu sjeldnere.
» do. Malede gulve i de fineste bondehuse hver morgen og det umalede kjøkkengulv dertil hver lørdag. På andre steder tildels så sjelden som til hver af de store høitider, og selv da kun simpel sopevask.
» do. (skovbygden). På de store gårde hver 8-14 dage både sommer og vinter, på de mindre om vinteren kun hver 3-4 uger.
 

Solør fogderi

Ha. Grue. Alm. hos de rigere hver lørdag - dog hos de fleste fattigfolk kun til jul, påske, pintse og St. Hans.
» Hof. Alm. hver lørdag, i smudsigt føre 2 gange ugen. Dog også de steder, hvor man aldrig vasker gulvene, da man tror, at de rådne før, når de vaskes.
» Aasnæs. Mere formuende - hver lørdag; fattige - en gang hver anden måned. Hos disse sidste bruges den gammeldags vaskemåde, og denne er så gammel, at ældre folk ikke mindes begyndelsen.
» Vaaler. Hos fattige kun til de store høtider og ellers nogle få gange om året. Hos de mere velstående alm. en gang om ugen.
 

Søndre Østerdalens fogderi

Ha. Trysil. Stor forskjel hos fattige og rige, men over det hele som hver 2 uge. (Hvor malede gulve, hver uge; hos mange fattige kun 3-4 gange for året.)
 

Nordre Østerdalens fogderi

Ha. Øvre Rendalen. Om sommeren 6-4 uger, om vinteren 3-2 -, ja, kun 1 uge imellem hver gang.
» Tønset. Rigere (med malede gulve) - 1 til 2 gange om ugen, simplere hver 14 dage, ja enkelte - kun hver måned.
 

THRONDHJEMS STIFT (52)

Nordre Throndhjems amt

Stjør- og Værdalens fogderi

Kl. Frosten. I regelen hver 8 eller 14 dag. Dog steder hvor kun en gang om måneden, ja endnu sjeldnere. Begyndt at male gulvene.
» Aasen. I regelen hver lørdag og ikke sjelden engang inde i ugen, og det både hos «rig og ring». Hos den sidste, navnlig hos husmanden, til dels undtagelse herfra i onnetider. Malede gulve hos rigere.
Ha. Skogn. Hos bønderne mest 1 gang om ugen; hos den lavere almue ikke liden fremgang formedelst distriktslægens forestillinger.
 

Inderøens fogderi

Kl. Værran. Alm. hver 14 dag, hos temmelig mange endog en gang for ugen, hos ganske få så sjelden som en gang for måneden.
» Egge. Hver lørdag.
 

Søndre Throndhjems amt

Throndhjem

Kl. Selve byen. Hos den høiere klasse gjerne, hver morgen; det er mest malede gulve, som kun vaskes, ikke skures; malede gulve vaskes og skures inden denne klasse af befolkningen som oftest et par gange om ugen. Hos den lavere klasse vaskes og skures dels to, dels en gang om ugen, hos nogle endnu sjeldnere. Dog er detkun få undtagelser af familier, hvem dette sidste gjælder, sådanne folk, som f.ex. om lørdagen, der skulde være vaskedagen, må ud og betle sig mad til søndagen.
 

Gulddalens fogderi

Kl. Singsaas. Alm. hver anden, på enkelte gårde hver lørdag; på andre gårde og især på fattige husmandspladse gå både 3 og 4 uger imellem.
» Melhus. Meget forskjelligt, Sædv. vistnok hveranden uge, men også med indtil 3-4 ugers mellemrum og op til hver uge.
» do. Gjerne hver 2 lørdag, på enkelte (og flere) steder hver lørdag, på andre (og færre) hver 3.
 

Ørkedalens fogderi

Kl. Meldalen. Til hver lørdag og stundom desuden midt i ugen.
» Ørkedalen. Gjerne til hver søn- og helligdag.
 

Fosens fogderi

Kl. Stadsbygden. Alm. hver 14 dag, hos de høiere stående bønder hver uge.
» Ørlandet. Til sine tider af året hver uge, til andre tider hver anden.
 

Af Romsdals amt

Nordmøres fogderi

Kl. Aure. Til hver søn- og helligdag, undtagelsesvis (og det mere af mangel på tid end af mangel på villie) kun hver anden uge.
 

Romsdals fogderi

Kl. Veø. Sædv. hver anden lørdag, sjeldnere enten hver lørdag eller med 3-4 ugers mellemrum.
» Vestnæs. Sommesteds hver lørdag, andre steder hver 2 eller 3die, neppe nogetsteds sjeldnere end hver 4 lørdag. Hyppigst hver 2 lørdag.

Vi begyndte med den lange liste i Søndmøre, gik derfra i syd til Stavanger og Lister, bøiede mod øst alt til Smaalenene, vendte atter mod nord til det Throndhjemske og slutte med Søndmøres nabobygd Romsdalen - have altså faret landet rundt.

Og for at få frem svaret på hoved-spørgsmålet, eller hvor tidt gulvet vaskes, måtte vi idelig tage forskjellige side-oplysninger med, f.ex. om forskjellen mellem fattige og rige.

Den, som har ladet øinene løbe ned over listen, vil have fået det indtryk, at denne forskjel er mindre fremtrædende i de Bergenske og Christiansandske bygder, mere i de tættere befolkede strøg af Christiania, Hamar og Throndhjems stifter. Og det er noget, som gjentager sig omtrent overalt, hvor forskjel viser sig, at det er de rige, som vinde ved sammenligningen: fremskridtet er større hos dem, de fattige stå mere tilbage. Der er som en naturnødvendigheds regelmæssighed i dette.

En beslægtet side-oplysning er også den, at i de mere velstående strøg er den nutids-skik trængt mere ind at have malede gulve. Dette er på en gang et velstands- og et renligheds-mærke. Skjønt den tid kan vel komme, da de malede gulve ville være gammeldags og simple i sammenligning med rigtig fine skuregulve, som beholde træets ægte farve - omtrent som jo den gamle folkeskik at have gulvene barstrøede eller sandstrøede nu er bleven aflægs i de finere huse. For øieblikket betegne imidlertid de mange malede gulve et fremskridt.

I nøieste sammenhæng med hovedsagen eller gulvvaskingens hyppighed står også oplysningerne om gulvvaskingens alder. Hvor man ikke er kommen i fuld gang med skikken eller ikke er nået op til regelmæssig ugevask, er tingen nyere; hvor skikken er så udviklet, at gulvet vaskes ugentlig, er den æIdre. Desværre ere bestemte tidsangivelser sparsomt meddelte; men så meget skjønnes dog, at det er neppe mange steder, hvor skikken er ældre end mands minde. Fra Øier i Gudbrandsdalen og fra Aasnæs i Soløer er der antydninger af, at gulvvaskingens mere oprindelige eller bondemæssige måde har været kjendt der i over en menneskealder; det samme er også overfor, 3die kapitel, side 29 bevidnet om en af strilebygderne, og dermed stemmer, hvad min forrige bog side 176 [157] beretter om en anden strilebygd, nemlig Fane. På sidste anførte sted frernhæves også Søndfjord som en egn, hvor man begyndte meget tidlig med at vaske gulv; der nævnes ligeledes den yderste kyst-strækning vest og øst for Christiansand som tidlig fremskreden. Byerne ere her satte ud af betragtning, det er landsbygderne, som stå mig for øie; og intetsteds har jeg noget sikkert exempel på, at skikken er så meget som 100 år gammel. Og om vi end lade overgangstiden, som jeg har kaldt den, begynde så tidlig som for 100 år siden, så falder dog forandringernes og forbedringernes overveiende mængde på et langt kortere tidsrum, kanske på de sidste 20 år. Der var mange ting, som fik fart i de gyldne næringsår omkring 1855; også husvæsenets udvikling i retning af hygge og behagelighed blev fremskyndet da.

Nu og da hentydes til de virkende årsager. I en enkelt bygd i Hardanger (ovenfor, 3die kapitel, side 39), ligeså i Skogn i det Throndhjemske, tilskrives reformen lægens indflydelse; fra en bygd i Mandals-egnen tales om blivende virkninger af, at en sundhedskommission under en choleraskræk gik fra hus til hus og gav råd og formaninger; fra en af de øvre bygder i Valders meldes om visse «sundhedsregler», som sundhedskommissionen i 1866 lod uddele til hvert hus, og hvori det blandt andet var fastsat at skure gulvet mindst en gang om ugen; men tilstanden sces ikke at være bleven synderlig forandret for det. Fra Stadsbygden oppe ved Throndhjemsfjorden omtales, at omkring 1864 stiftede nogle af bygdens dannede mænd en kommitte med det formål at føre tilsyn med renligheden, hvert af medlemmerne fik sit distrikt anvist, mødte frem i husene på visse lørdage og så navnlig efter gulvvask, og «de skiddenfærdige husmødre bleve ikke irettesatte to gange, før de fulgte den dem anviste skik». Dette er, tror jeg, hvad mine beretninger indeholde om deslige planmæssige foranstaltninger. Ved siden deraf peges her og der på sådanne naturlige årsager, som at husmødrene have seet den pynteligere skik ude ved søkanten, nær ved byerne o.s.v. og at de så meget heller have taget efter, som de have lagt mærke til, dels, at det falder lettere med den daglige soping på et gulv, som er holdt rent, dels at selve vaskingen bliver noget mindre besværlig for hver gang, når det sker med mindre mellemrum. Kort, reformen går ligesom af sig selv fra hus til hus, fra grænd til grænd; den stigende sands for større pyntelighed ligger i tidens almindelige fremskridtsånd, og det er vel ikke noget bygdelag i landet, som står ganske udenfor folkeskikkens sammenhæng.

Men samtidig med at vi se dette fælles i hele landet, så vi så at sige ved hvert skridt igjennern landet se den ulighed i bygderne, at den fælles indflydelse gjør sig gjældende med samme styrke overalt. Dette viser sig deri, at udviklingen er gået for sig mere eller mindre raskt, så i nogle strøg er det kommet dertil, at gulvet vaskes tiere, imedens man i andre står meget længer tilbage. Og det er hovedsagelig herom, den lange liste med opgaver fra bygderne vilde give oplysning.

Og en læsbar oversigt over dette listens indhold giver jeg nu på den måde, at jeg tillige tager hensyn til de tilsvarende opgaver i bogen «Om Renlighedsstellet», side 108-183 [106-162]. På mange steder tjener den ene af disse to bøger til at udfylde den anden, idet der i den enes opgaver findes oplysning om bygder, som der i den anden mangler oplysning om; på andre steder falde de to rækker af opgaver dog temmelig nøie sammen, og det for det allermeste så, at de både angå samme bygder og tillige udsige det samme om dem. De få uoverensstemmelser, som forekomme med hensyn til dette sidste punkt, skal jeg påpege.

I de nordlige dele af Bergens stift, i Søndmøre og navnlig i Nordmøre, er det synbart, at gulvvaskingens skik er temmelig ny, den er så at sige i begreb med at indføres, og under den pludselige overgang er det meget ujevnt i bygderne, så man selv i nærliggende nabobygder kan få et meget i forskjelligt indtryk. Søndfjord er mærkelig fremskredet, Yttre Sogn står nogenlunde ved siden af Søndfjord, men Indre Sogn har netop begyndt at følge exemplet. Voss herred grændser til Sogn og ligner Sogn, uagtet det på listen opføres sammen med Hardanger. Nordhordland sees at være kommet godt (og tidlig) i vane med at vaske sine gulve; Sund, som i min forrige bog er indbefattet under Nordhordlands provsti, sees nu at stå bedre, end jeg da troede. Søndhordland står ligeledes, efter de rigtignok få opgaver, jeg har, bedre nu, end det lod til ved forrige opgjør; fremskridt kan vel også være gjort fra 1865 til 1871, da de første og de sidste opgaver bleve forfattede. Hardanger er kjendelig en fremskridtsbygd, vel den, som står foran alle de andre i stiftet.

I Christiansands stift er forholdet mindre kjendt for Stavanger amts vedkommende. Ellers viser der sig overalt en vakker regelmæssighed i den måde, hvorpå bygderne indrette sig, efter som de ligge ude ved kysterne, på de beboede lavere høidestrækninger (heier) med mellemliggende dale, og i de egentlige fjeldbygder. De sidste opgaver fra Lister og Mandals amt skriver sig næsten alle fra et strøg, som ligger så omtrent midtveis mellem kysten og fjeldet, derfor er også tilstanden så midtveis. I Nedenæs amt er der en stærkt udpræget forskjel mellem det gammeldags stel i Sætersdalen og det raskt fremskredne ude i Nedenæs fogderi. Og ganske samme forskjel sees i Bratsberg amt, når man går fra Bamble opover til Øvre Thelemarken.

I Christiania og Hamar stifter gjenfinde vi ligeledes, og det både i den ældre og den nyere række af opgaver, en udpræget forskjel mellem de vestlige fjeldbygder Hallingdal og Valders samt Lom i Gudbrandsdalen, som alle slægte øvre Thelernarken på, og de lavere liggende og mere fremskredne egne ved Christianiafjorden og Mjøsen. Glommendalen er som en verden for sig, og det synes at stadfæste sig nu, hvad jeg skrev forrige gang, at i dens nordlige strøg eller Østerdalen er der en mere fremskreden tilstand navnlig også hos småfolk end i Solør (og Vinger) fogderier.

I Throndhjems stift gjenfinde vi for en stor del lignende forholde som i de bedre eller middels egne i Hamar og Christiania stifter. Og de sidste opgaver med de få oplysninger fra Nordmøre og Romsdalen (som jeg udpeger her, da de høre til et af de amter, som nærværende bog skrives for) modsige ikke den mening, jeg yttrede i min forrige bog, at tilstanden er noget videre fremskreden end i nabobygden søndenfor eller Søndmøre. (53)

I denne oversigt er fremstillet udbyttet af, som sagt, tvende rækker af iagttagelser, nemlig min forrige bogs og nærværende kapitels, iagttagelser, som ligge hinanden nær nok i tiden, men som alligevel ere uafhængige af hinanden, da de jo ere anstillede af andre personer anden gang end første. Overensstemmelsen mellem de to rækker er påtagelig, og den taler for iagttagelsernes pålidelighed. Men der kan påvises overensstemmelser med endnu en ganske anden række iagttagelser. Jeg sigter her til et forhold, som blev behandlet i den forrige bog side 442 [353] flg. Visse bygder i hvert af de fire sydligere stifter havde tildraget sig min opmærksomhed derved, at de i mange stykker bar til skue et meget gammeldags og tarveligt stel; dette var noget som havde gjentaget sig i fast hvert kapitel eller ved undersøgelserne af renlighedsstellet med boliger, klædedragt o.s.v. Og det faldt mig ind at se efter, hvorledes disse bygder kom til at tage sig ud, når jeg særskilt beregnede, hvor mange procent af personer med skab-klåe der fandtes i dem og i nabobygderne. Sådan beregning var jeg sat istand til at foretage derved, at militærlæger og officerer på min anmodning havde meddelt opgaver over mandskaberne ved 1867 års sessioner, rekrutskoler og soldatsamlinger, opgaver, som omfattede over 16,000 nummere. De udskilte gammeldags bygder opregnedes således:

af Hamar stift: det nordre Gudbrandsdalen (Lesje, Dovre, Vaage, Lom) samt Valders,

af Christiania stift: Hallingdalen og Nummedalen,

af Christiansands stift: Øvre Thelemarken, Sætersdalen, Aaseral, Hægebostad, Fjotland og Siredalen,

af Bergens stift: Vos og Sogn.

Og skab-beregningen gav følgende resultat:

  Sessioner.
Procent
Rekruttskoler.
Procent
Soldat-
samlinger.
Procent
Hamar stift:
de udskilte bygder
resten af bygder

29
5

-
4

-
4
Christiania stift:
de udskilte bygder
resten af bygder

18
1

12
1

6
-
Christiansands stift:
de udskilte bygder
resten av bygder

27
4

10
1

19
4
Bergens stift:
de udskilte bygder
resten af bygder

40
9

31
10

24
6

Overalt sees af denne lille tabel, at de udskilte bygder, der som sagt ved de forudgåede undersøgelser vare kjendte som meget gammeldags og tarvelige, nu tillige viste sig som skabbebygder, idet procenten af skab-smittede personer overalt var betydelig større end i de andre bygder inden samme stift. Men når man nu med disse iagttagelser om skabforholdet sammenholder, hvad nærværende kapitel har berettet om samme bygders forhold med gulvvaskingens skik, så finder man en afgjort overensstemmelse, sådan, som den kunde ventes: hvor det står misligt til i den ene retning, er det også tarveligt i den anden.

Sådanne overensstemmelser mellem forskjellige rækker af iagttagelser pleie ellers i videnskaben tale for iagttagelsernes rigtighed. Og sådan flittig, ja møisommelig sammensamling af deslige iagttagelser gjælder ellers i videnskabelige arbeider som et mærke på en forskning, der higer efter sandhed og finder sandhed.

Nu veed jeg naturligvis nok, at der kan siges, at sådanne bygdevis affattede opgaver som de på side 72-83 ovenfor om gulvvaskingens hyppighed bero på skjøn. Og jeg kan selv sige, at det var bedre, om man havde virkelige tællinger hus for hus, tal-opgaver over, hvor tidt husmoderen i et givet år har ladet sit stuegulv vaske. Og ingen skulde glæde sig mere end jeg ved at se et sådant tællingsarbeide udført. Kun mener jeg, at når nogen vil modsige resultatet af mine studier, så bør han have viist, at han har udført mindst ligeså grundige forarbeider.

Og det er et resultat af nærværende kapitels arbeide, at der er forskjel mellem bygderne med hensyn til husliv og sæder, en fast og varig og ligesom naturbestemt forskjel, en forskjel omtrent som den før berørte mellem befolkningens fattigere og rigere del, idet den ene bygd står mere tilbage, den anden er mere fremskreden. Jeg tør ikke opholde mig videre med forskjellens årsager; i min forrige bog har jeg givet adskillige vink desangående, idet jeg har pegt på bygningsskikken, klimatet, jordbunden, næringsveiene. Det er også et resultat at der er forskjel mellem tiderne, mellem fortiden og nutiden, en forskjel, som består i fremskridt fra en ufuldkommen til en fuldkommen tilstand, mere og mindre i bygderne, men dog mærkbar fast overalt og altså gjældende for landet i det hele.

Og endelig synes det mig at være et resultat i rent videnskabelig henseende, at sådanne ting som huslivet og folkelivet i et land vise sig at kunne være gjenstand for pålidelig erkjendelse, såsom forskjellige og indbyrdes af hinanden uafhængige rækker af iagttagelser lede til at se gjenstanden på samme og atter den samme måde. Men dette betyder det samme, som at der også om disse ting kan tales med grunde, og at altså modsigelsen af en således begrundet fremstilling ikke bør selv være uden grunde.

Nu ser jeg forskjel mellem f.ex. Valders og Smaalenene: hist er det mere gammeldags end her, og efter en stor mængde beslægtede iagttagelser vover jeg at mene, at forskjellen er en naturbegrundet, så man ikke må dadle Valders, fordi det ikke er Smaalenene. Skal jeg så fremdeles høre, at jeg tager uskikke og utilbørligheder i forsvar? - Jeg kan ordentlig finde underholdning i at lægge mærke til det mangehånde fremskridt, der under tidens almindelige indflydelser er fast ligeså naturligt som naturens forandring fra vår til sommer. Men det siges mig, at jeg overdriver, at jeg skildrer for lyst, at jeg fremstiller fremskridtet større, end det er. Vil man sige det fremdeles, efter at have seet dette kapitel, hvor mange heller ville sige, at jeg har gjort for meget af det med de forsigtige forskningers trættende omhyggelighed?


6TE KAPITEL

ET EXEMPEL PÅ STELLET. FORTSÆTTELSE


 

Nordens fælles folkeliv. Folkelivets naturhistorie. Dets kulturhistorie. Oltidsminder. Den svenske Fornminnes-förening. Lektorerne Linder's og Ah1qvist's bistand. Meddelelser fra Vexjö folkeskolelærerseminarium. Prøve på husstellet i Sverige. Lighed med Norge.

C. Sammenligning med Sverige

Jeg vilde, at alle mine bøger om folkelivet skulde omfattet ikke det norske alene, men det beslægtede i Sverige og Danmark med. Og jeg har altid villet det; men når jeg på mine reiser om i landet kom så langt øst som til rigsgrændsen, så syntes jeg at jeg måtte vende om, fordi jeg havde så meget ugjort på denne side grændsen.

Savnet og sorgen kom til orde i den bog, som nærværende vil være en fortsættelse af. Sidst i fortalen til bogen «Om Renligheds-stellet i Norge», slog jeg på, at fuldendelsen af disse studier skulde være en gjennemforskning af det ganske folkeliv i Norden, i disse lande, som tilsammen indehaves af en af Europas fra gammel tid fremragende folkestammer. Det skulde være til opmuntring for folket i hvilkensomhelst afdal eller udkant at vide sig som led af et stort og anseeligt hele, det skulde være til støtte og værn for almuens selvagtelse og til beskjærmelse mod letsindig og hånlig omtale.

Jeg tilføier her, at det skulde være til beskjærmelse for den forfatter, som vover at komme med f.ex. en afhandling som den i disse kapitler, om emnet havde noget mere af udvortes anseelighed, derved at det tilhørte det hele og store Nordens husliv.

Og den videnskabelige forskning skulde naturligvis vinde med udvidelsen.

Den, som har læst de to foregående kapitler, vil have bemærket en dobbelt videnskabelig interesse. Der er først den kulturhistoriske retning af studiet, som betragter huslivets og folkelivets udvikling igjenne tiderne. Så er der, hvad man kunde kalde den naturhistoriske, som ser folkelivet i dets nuværende skikkelse, med de mange natur-begrundede forskjelligheder i de forskjellige egne. - Hvad nu angår naturforholdenes indvirkning, så skulde denne komme endnu bedre tilsyne, når vi kunde sammenligne ikke blot Norges Vestland med Østlandet, men Norge med Sverige, ikke blot vore norske fjeldbygder og fladbygder, men Norge med Danmark. - Og hvad angår den kulturhistoriske udvikling fra før til nu, så har jeg den tro, at man engang vil komme til at studse over, hvilken rigdom af oplysning den videnskab vil have at byde, der tålmodig og omhyggelig fra alle Nordens egne samler sammen de mange småting, som høre til folkelivets sæder og skikke med dertil knyttede nedarvede forestillinger og erindringer. Det hører til det nordiske folkelivs eiendommeligheder, at det er så sammenhængende historisk. Ved dets betragtning stiger tanken idelig endog helt op til historiens begyndelse, til den fjerne oldtid, som nutiden ellers søger at danne sig et billede af formedelst jordfundne og forrustede våben og andre såkaldte oldtidslevninger. Men som folket er det samme idag og for hundreder af år siden, så er folkets skik og sæd endnu idag et synligt og kjendeligt billede af den gamle og oprindelige. Livet har medført forandring og vexling, vistnok, og ingen enkelt bygd fremviser det uforvanskede billede af folkelivet på Olaf den helliges tid; men et træk er blevet opbevaret her, et andet hist, og den, som samler dem sammen, får se, hvorledes det gamle lever end, hvorledes det rører sig under de nye, de tidsmæssige former. Exempler vil man kunne finde i bogen «Om Renligheds-stellet i Norge», i dens afhandlinger om bygningsskikken, om lørdagens renselsesskikke, om stuebunaden, om klæderne, ja om måden at vaske klæder, om den personlige renlighed, om badstuens brug m.m. Et særdeles heldigt exempel vil man finde i nærværende bog, i Storakers afhandling i fjerde kapitel. Medens den naturhistoriske forskning af folkelivet kanske snarest fører over til den praktiske interesse, som tænker på fremskridt og forbedringer, følger der heller en større åndsnydelse med denne rent historiske betragtning af folkelivet i dets sammenhæng gjennem tiderne; det kan være en besynderlig tilfredsstillelse for forskeren, når det lykkes at komme efter, hvorledes dette eller hint træk i almuens vaner eller sæder, som for sig betragtet syntes at være lutter tilfældighed eller vilkårlighed, dog har sin rod i de gode gamle dage og ganske rigtig hænger sammen med systemet, dette system af vedtægter og skikke, i hvis udfoldelse selve folkets ånd har viist sin skabende kunst.

Nu vel, den for nogle år siden stiftede Fornminnes-förening i Sverige (en af hovedmændene er den hos os så velkjendte redaktør A. Sohlmann, hvilket jeg nævner, for at man skal se, at syssel med sådanne ting kan meget vel harmonere med en begavet mands overveiende praktiske interesse) - den har udtrykkelig fæstet opmærksomheden også på folkeskikkenes og folkesagnenes levende oldtids-levninger. Og til denne forenings sekretær, hr. lektor N. Linder i Stockholm, var det at jeg, som allerede fortalt, 2det kapitel, side 14 anm., henvendte mig med ønske om at få bidrag fra Sverige til nærværende afhandling. Hans mellemkomst har jeg da også at takke for de meddelelser, som jeg nu skal gå over til at gjøre rede for.

Hr. Linder overdrog sagen til lektor Alfred Ahlqvist i Vexjö, og denne, som dengang stod i forhold til det derværende skolelærer-serninarium, har ydet mig en ligedan tjeneste som den ovenfor (5te kapitel, side 61-62) omtalte af seminarieforstandere her hjemme. Hr. Ahlqvist viste sagen den velvilligste opmærksomhed; uden at jeg endnu var vidende om at han tænkte på mig og mine studier, skaffede han sig min bog om renlighedsstellet (den ofte påklagede besværlighed med at få foreskrevet bøger fra Norge til Sverige og omvendt kom også her iveien og voldte forsinkelse), og efter at have sat sig nøie ind i min tidligere fremstilling og nye plan, forelagde han eleverne en omhyggelig udarbeidet spørgsmålsrække, som han lod dem besvare hver for sin hjembygd.

Af de således tilblevne og mig tilstillede beretninger, 13 i tallet, hidsætter jeg en til prøve.

Elmeboda församling, Kronobergs län och Smålands provins.

 

I. OM GOLFVENS RENGØRING

  1. I huru många rum bor familjen och huru äro golfven lagda i dessa rum?
    Familjen bor vanligen i ett enda rum. Golfven äro numera alltid plogade tillsammans.
  2. Hvilka äro de vanligaste slagen af orenlighet på golfven? Orenligheten på golfven består hufvudsakligen af den smuts, som genom oafputsade skodon indföres; vidare af dam och annan tillfällig orenlighet, såsom spillning af vätskor o.d., och slutligen af den smuts, som uppkommer, så golfven i sin helhet må tjenstgöra som spottlåda, hvilket oftast är fallet.
  3. Huru ofta företages rengöring med skyffel eller qvast; och huru noggrant; och hvar läggas soporne?
    Vid rengöringen i boningsrummen begagnas aldrig skyffel; qvast derimod användes dagligen mer eller mindre noggrant. Soporne läggas på den ett mindre eller större stycke från boningshuset belägna sophögen.

 

II. OM SKURNING

  1. Skuras på det sätt, att man slår ut vatten och sedan på en gång sopar bort orenligheten?
    Förekommer ej numera.
  2. Skuras på det sätt, att man beströr golfvet med snö och sedan på en gång sopar bort orenligheten?
    Fordom har detta sätt begagnats, men är i aftagande.
  3. Skuras på det sätt, att man strör ut sand på golfvet samt med denna och vatten sopar golfvet rent?
    Detta är det vanligaste sättet.
  4. Skuras på det sätt, att den skurande ligger på knä, begagnar den skurande varmt eller kallt vatten eller och båda delarne; hvilket redskap användes vid skurningen; begagnas sand, lut eller såpa vid skurningen; huru torkas de skurade golfven?
    På s.k. bättre ställen begagnas detta sätt för rengöringen. - Vanligast begagnas varmt vatten; men stundom varmt och kallt. - Då orenligheten på en gång bortsopas, begagnas naturligtvis qvast; men då den skurande ligger på knä, begagnas skurviska vanligen af granrisqvistar. -
    Vanligast begagnas sand, stundom lut, men aldrig såpa. - Vid torkningen begagnas mossa allmännast, dock stundom äfven trasor.
  5. Brukas målade golf? Nej.
  6. Huru ofta företages rengöringen på det ena eller andra sättet?
    I allmänhet rengöras ej golfven oftare än t.ex. til högtider eller andra utomordentliga tilfällen. Många undantag finnas doch härvid.
  7. Rengöras äfven väggar och tak i rummen?
    Minst lika ofte, som skurning företages, får damborsten, eller nogot annat redskap i hans ställe, göras sin rund kring tak och väggar.

Det er, som man vil have forstået, nøiagtig den samme spørgsmålsrække, som foreligger i alle beretningerne, og besvarelserne ere i dem alle givne mest på samme korte måde.

Et således beskaffent materiale vilde været det allerhensigtsmæssigste, dersom det i stor mængde havde været leveret fra alle Sveriges lærerseminarier og altså omfattet det hele land. Så korte svarene end vare enkeltvis, vilde de dog isammenlagte have givet en fyldig oplysning. Men som sagen nu står, skulde jeg kaldt det heldigere, om eleverne i Vexjö havde behandlet emnet mere frit; jeg tænker, at jeg da skulde fået se tingen mere fra alle sider, fået se, hvorledes renlighedsstellet artede og udviklede sig i forhold til huslivets omstændigheder for resten.

Men det vil jo forståes, at om hr. Ahlqvist havde læst op de tilsvarende partier af min bog, så vilde både det fremmede i sproget og det uvante i de norske almuers kår og livsforholde have gjort det vanskeligere for hans elever at følge med og fatte sagens interesse, hvorimod elever ved de norske seminarier følte sig som herrer over stoffet, når de hørte et af mine kapitler om huslivet her hjemme.

Dertil kommer, at jeg, som med egne øine har seet stellet i de norske bygder, har lettere for at fatte, hvad de norske gutter have ment; jeg kan læse imellem linierne, om behøves. De svenske gutters fremstilling står mig derimod fjernere. Som exempel kan jeg nævne, at for ret at fatte renlighedsstellet i de svenske almuers huse skulde jeg havt rede på, hvordan husene ere byggede og indrettede.

Man må altså ikke vente en så sikker eller fyldig fremstilling her som i foregående kapitel.

Beretningerne, af hvilke hver enkelt kun gjælder et enkelt sogn eller præstegjeld, omfatte kun landsbygder, og antallet er:

fra Gefleborg   län   (Norrland)   1
fra Örebro - (Svealand) 1
fra Lindköping - tabell 1
fra Jönköping - 3
fra Vexjö eller Kronoberg - 2
fra Kalmar - (Götaland) 2
fra Karlskrona - 1
fra Kristiansstad - 1
fra Malmöhus - 1

Man ser, at beskrivelserne gjælde mest den sydlige og sydøstlige del af Sverige, det strøg altså, hvor mindst af lighed med Norge kan ventes.

Intetsteds finder jeg tegn til sådant tarveligt og gammeldags stel som i nogle af vore fjeldbygder, at gulvet er lagt af stokkekløvninger eller uhøvlede sagbord. Ja, kun i en enkelt beretning lader det til, at gulvbordene tildels ere fæstede til bjelkerne med trænagler, da det ellers udtrykkelig siges, at man har brugt spiger.

Ellers er det tarveligt nok. Det skjønnes (udtrykkelig siges det ikke) at beretningerne stadig have almuen for øie. Aldrig omtales herregårdene. For det allermeste siges det, at familierne lader sig nøie med kun et beboelsesværelse, eller at om de end have flere, så holde de sig i kun et til dagligt brug. Fra Gefleborg (nordligst) falder beskrivelsen lidt udførligere og lyder hel norsk: Om vinteren er den såkaldte barnstuga kvindernes arbeidsværelse og tjener tillige som kjøkken og spiseværelse samt til soveværelse for far og mor og andre familiemedlemmer, som ikke vel kunne ligge i uildet rum, hvad tjenerne må nøies med; men om sommeren flyttes ud (denne for husets renhold så væsentlige skik, som jeg har gjort opmærksom på, og som kjendes fast overalt i Norge), og nu bor man i bryggstugan eller tillige i sommerstugan, om gården er så vel bebygget, at der er en sådan.

I svaret til hvad slags urenlighed der forekommer på gulvet (det er naturligvis det overalt sædvanlige), omtales fra adskillige steder, at selve stuegulvet almindelig må tjene som spyttebak, så det bliver stygt af den grund, aldeles som hos os.

At skyffel (spade) måtte tages til hjælp for at få gulvsmudset væk, det bliver i en beretning erindret fra forrige menneskealder; ifølge en anden beretning forekommer det endog nu en sjelden gang. Ellers bruges kvast (sopelime) eller damborst (støvekost). At denne sidste betegner et fremskridt ligesom hos os (5te kapitel, se side 65), det skjønnes af, hvad der berettes fra Örebro län, at kvasten bruges i kjøkkenet og drengestuen, damborsten derimod i de øvrige værelser.

Og det er regel, at gulvet skal sopes eller feies daglig. Jeg formoder, der må være meget fattigt i den bygd i Småland

(Kalmar län), hvorfra det siges, at på somme steder sopes hver morgen, på andre blot 2 gange i ugen, eller i en anden Smålands-bygd (Jönköping 1.), hvor der i nogle huse kun skal sopes en gang om ugen.

I Gefleborg hænder det, at sorpet eller feieskarnet (soporna) simpelt væk kastes på varmen eller sopes hen i et hjørne ved skorstenen, altså i en sorpekrå, hvor det får ligge så længe som hoben ikke bliver større, end at den nogenlunde skjules af limen, som er stillet over den. Men overalt ellers bringes sorpet regelmæssig ud til sin plads på gården hver dag.

Når det nu kommer dertil, at gulvet skal gjøres rent med vand, så sætte beretningerne mig istand til temmelig tydelig at skjelne mellem de to ulige måder, som i forrige kapitel bleve betegnende som sopevask og som skurevask. I min forrige bog havde jeg brugt noget andre betegnelser og efter disse ere de spørgsmål udarbeidede, som de svenske beretninger have svaret på. Men jeg omsætter svarene til lighed med fremstillingen i forrige kapitel.

I beretningen fra Gefleborg kjendes kun sopevask; gulvet overgydes med varmt vand, der strøes sand på, og nu gnides med en granviska (bartue) på den måde, at den skurende støtter sig på den ene fod og med den anden træder på visken og skyver den frem og tilbage. Dette fra svensk Norrland er ganske, hvad vi kunne høre f.ex. fra Namdalen eller Ranen i norsk Nordland. Ellers bliver denne sopevask ifølge beskrivelserne mest udført simplere så, at der kun ruskes på gulvet med lime (tildels også med spade), så smudset løses og tilsidst sopes bort, idet hele gulvet så at sige tages under behandling på en gång. Annerledes med skurevasken, hvor den skurende altid ligger på knæ og bearbeider gulvet med hænderne, hvarje del af golfvet før sig, stycke för stycke. Ved denne sidste måde kan desuden mærkes, at medens der fra alle egne af Norge tales næsten udelukkende om alskens filler af uldent og linned som vaskeredskaber, så er det i Sverige ligesom sparsommere, idet man mest hjælper sig med gran- eller halmvisker eller endog kun udslidte sopelimer til skuringen og til tørringen meget ofte med hvid-mose. Denne brug med mose er også kjendt i Norge, i de egne, som grændser mod Vermland; men fra Sverige ser jeg den næsten overalt. Desuden kan mærkes, at ganske ligesom hos os bruger man jevnlig at fremskynde tørringen ved at åbne dører og vinduer om sommeren eller fyre dygtig i ovnen eller på skorstenen om vinteren. Fra et sted (i Småland) tales om halmstrøing på nyvaskede gulv (se ovenfor, 4de kapitel, side 59).

Ved den finere skurevask tages stundom sæbe eller soda til hjælp med det varme vand. Og både ved denne og hin vaskernåde bruges ikke sjelden lud i vandet. Og som en egen form af den gamle og simple sopevask kan nævnes, at hist og her har man i Sverige ligesom i Norge brugt den måde at strø sne på gulvet og så sope både sneen og smudset ud.

Malede gulve må være langt sjeldnere i Sverige end hos os. I en af de 13 beretninger omtales de som forekommende høist sjelden, i en anden hos de fornemmere alene. Ellers svares i hver eneste beretning ganske bestemt, at de ikke sees. Matter på gulvene bruges derimod ifølge alle beretninger, men mere og mindre, mest naturligvis hos de mere velstående, og brugen skjønnes at være i tiltagende.

Det kommer idelig tilsyne, at sopevaskingen er den gamle og forsvindende måde, skurevaskingen den nye, som mere og mere indføres. I en bygd i Småland brugtes sopevaskingen for et halvt snes år siden, nu er den ombyttet med skurevasking. Oftere bemærkes, at sopevasking bruges hos den store mængde, eller hos de fattigere, men at skurevasking bruges på de «bedre» steder. Alt ganske som hos os.

Der er også den overensstemmelse med tingenes gang herhjemme, at i de huse, som antage den nye måde, vaskes gulvet hyppigere, hvorimod man der, hvor man hjælper sig med den gamle måde, også lader sig nøie med, at gulvet vaskes sjeldnere.

Dette hele forhold vil sees, af nedenstående opregning:

Hanebo i Gefleborg län: Sopevask. Til de store høitider og til huslige festligheder samt ellers engang imellem.

Nore Bergslag i Örebro 1.: Skurevask. Hver eller anden hver uge.

Ödeskog i Linköping 1.: Sopev. høist sjelden, for det allermeste altså skurev. På de fleste steder 8-14daglig, på nogle steder kun hver måned.

Färgaryd i Jönköping 1.: Sopev. almindeligst. På nogle få steder engang om ugen, på andre en gang i måneden, hos de fattigste blot til de større høitider.

Malmbäck i do.: I alm. 2 gange hver måned.

Monsarp i do.: Skurev. Hver 8 eller 14 dag.

Vrå i Kronoberg 1.: Sopev. alm., dog skurev. på bedre steder. Sjelden oftere end til høitiderne, dog findes mange undtagelser.

Elmboda i do.: Skuremåden som i forrige beretning. Hyppigheden ligeså.

Madesjö i Kalmar 1.: Begge måder. Sædvanlig en gang om ugen.

Gullabo i do.: For to år siden sopev., nu skurev. «Da man skurede gulvet på først omtalte måde, skede sådan rengøring alene til årets større høitider. Nu, da man skurer således, som vi sidst forklarede, foretages den hver eller idetmindste hver anden lørdag.»

Jemshög i Karlskrona 1.: Skurev. Hyppigheden efter omstændighederne.

Hjersås i Kristianstad 1: Skurev. på flere steder hver 8 eller 14 dag, på andre ikkun til hver høitid eller til gjæstebud, og på mange steder aldrig.

Brunnby i Malmöhus 1.: Skurev. Stundom 1 og stundom 2 gange om ugen, stundom også blot hver 14 dag, alt efter behov.

Hvor ere nu husmødrene flittigst til at vaske eller skure sine gulve: i Sverige eller i Norge? Beretningerne ere for få fra Sverige, til at sammenligningen kan blive sikker. Men om vi alligevel for Norges vedkommende se bort fra de vestlige fjorddistrikter og fra fjeldbygderne, altså holde os til strøget mellem Christiania- og Throndhjems-fjorden, hvor vel sammenligningen med Sverige må slå bedst til (5te kapitel, side 77 flg.), så ville vi unægtelig få se hyppigere exempler på temmelig regelmæssig ugentlig gulvvasking, noget som hænger sammen med den afgjort mere udbredte brug med malede gulve i Norge.

Men i den henseende er sammenligningen sikker, at den viser os i begge landes husliv en kjendelig lighed i fremgangsmåde og i udviklingens retning. Derved bestyrkes forestillingen om en vis naturlig lovmæssighed i disse ting, så det, som er, kan ikke vel være anderledes, eller det, som er blevet, har sine årsager, formedelst hvilke det er blevet og måtte være blevet. I et enkelt hus kan der have hersket tilfældigheder, i en enkelt liden bygd vel ligeså; men hos et helt folk vil mængdens skik og færd stå i et nøiagtigt og ligesom lovbestemt forhold til folkets kår.

Således er jeg ved exemplet fra Sverige bleven bestyrket i denne betragtning, at jeg vil vove en tanke, som jeg hidtil har holdt tilbage, nemlig at renligheds-tilstanden i en bygd eller egn, hvorefter man har troet at kunne rose eller laste folket, eller dømme om dets dannelse og sæder, er ialfald ligeså meget at forstå som mærke på folkets kår: vakkert stel vidner om lykkelige kår og gunstige livsforholde, tarveligt eller misligt stel taler om armod og møie og besvær.

De korte svenske beretninger lade mig ikke se, om de bygder, som nøies f.ex. med sopevasking til de tre store høitider, netop ere fattige. Men jeg gjætter ligevel, at det er så. Thi der er rimeligvis samme forhold mellem fattige og rige bygder (Valders og Smaalenene i Norge kunne tjene til exempel) som imellem den fattige og den velstående klasse i en og samme bygd. Samme forhold er der åbenbart også mellem den mere velstående nutid med dens fremskridt i stellet og den fattigere fortid med dens tarvelige, mere gammeldags stel. Det er denne samme betragtning, jeg har hentydet til hist og her ved påpegning af de mange naturlige gradsforskjelligheder mellem fantefølgerne, almuens klasser af husmænd og bønder, af arbeidsbønder og storbønder, herregårdene på landet, rigmændenes huse i byerne (sml. ovenfor, 3die kapitel, side 38, Om Renlighedsstellet, side 478 [370] o.fl.st.).


7DE KAPITEL

KVINDE-STELLETS PENGESPØRGSMÅL


 

Yttringer fra Søndre Bergenhus. Økonomiske bekymringer. Bondekonerne forstå ikke chemi, kunne ikke lave mad. Amtsformandskabets økonomisk-praktiske planer. Amtskommitteens intellektuelle og moralske interesser. Misforståelser på misforståelser. - Lidt fra Romsdalen.

Tredie spørgsmål i min rundskrivelse af 1871 (2det kapitel, side 11 ovenfor) gik ud på:

«at få høre, hvad man foruden ved renlighedsstellet har at bemærke ved de øvrige sider af dette emne, som nu engang kaldes «det kvindelige stel, kvindens stilling i huset og i samfundet». Man fremhæve bemærkningsværdige mangler eller fortrin ved pigebørnenes opdragelse, de voxne døttres og tjenestepigernes forhold, hustruernes, mødrenes, husmødrenes opfattelse og udøvelse af deres kald, endelig karlenes og mændenes færd og omgjængelse i forhold til kvinden.»

Det mærkeligste, jeg i den anledning har fået mig meddelt, er, at man i Søndre Bergenhus amt ret har gået med bekymring for, at konerne ikke forstå at holde hus med, hvad mændene samle til hus.

Gårdbruger Skaar i Vikør og sognepræst Krog i Fane berette udførlig herom, og begge forklare de ganske samstemmig, at den bekymring var kommen til orde mellem bønderne i selve amtsformandskabet, og at det var den, de ventede at få råd for, da de så beredvillig gik ind på det forslag, som skoledirektør Lous fremsatte i 1864, om præmiebelønning for et skrift angående det kvindelige stel.

«Hvad der, siger Skaar, først vakte almuesmandens opmærksomhed og endnu den dag idag holder sagen i ånde, var den betænkelige erfaring, at familiernes årlige indtægter, hvor man end snoede og vendte sig, ikke vilde ballancere udgifterne, hvorfor der ved hvert års opgjør viste sig et hul, der som oftest blev alt større og større, efter hvert som årene gled. Man begyndte så småt at blive ræd og sørge over at de gode gamle dage, da bonden med sit simple og bramfrie stel sad fast i sadlen, så brat vare svundne. Denne årsag til rædsel og sorg skrev man på tidsåndens regning, og man spekulerede på, hvad der nu under disse omstændigheder var at gjøre, og på hvorledes man skulde blive istand til at redde sig ud af kniben. Enkelte forsøgte med fortvivlelsens anstrængelse at stemme ryggen imod tidsfordringernes vældige strøm. De vedblev f.ex. at bo i deres lave røgstuer, omsluttede af røg og sod og mørke. Byggedes nye huse, så bibeholdt man med ængstelig forsigtighed stilen fra år 1500; der måtte ikke vaskes, ikke ryddes i husene til andre tider af året, end som brugt havde været af fædrene i den grå old. Ligeledes holdt man strængt over den gamle skik i klædedragt og husholdningsvæsenet forøvrigt. Det var ved sit exempel, at disse troede at skulle virke på den yngre opvoxende slægt og således lidt efter lidt føre den gode gamle tid tilbage. Disse mænd, der stode som levende bautastene på de svundne tiders grav, formåede dog naturligvis ikke at standse strømmen, og al modstand blev tilslut opgivet. Et andet og virksommere middel mod skaden med hullet i regningen måtte udfindes; og middelet blev da for det første amtets landbrugsskole. Man ræsonnerede nemlig således, at da fordringerne i livet vare stegne og fremdeles steg i en foruroligende grad, og da disse fordringer umuligt kunde eller burde tilbagevises, men dog voldte betænkelige udgifter, så var der intet andet at gjøre, end ved fornuftige foranstaltninger også at kunne blive istand til at forøge indtægterne i en tilsvarende grad. På landbrugsskolen, denne første redningsplanke, blev da med mærkelig villighed offret tusinder af specier, og amtets sønner kappedes om at få plads der. Man lovede sig vistnok god virkning af denne læreanstalt, men antog dog, at yderligere offer i denne retning måtte gjøres, for om muligt at fremskynde helbredelsen af kræftskaden i det omtalte årsopgjør. For amtskommunens regning blev da udrustet 2 amtsagronomer, 1 amtsgartner og 3 amtsdyrlæger, der skulde reise om i de dem hvert år anviste distrikter, for at vække interesse for og meddele undervisning i jordbrug, havedyrkning og husdyrskjøtsel. Virkningen af disse forholdsvis storartede foranstaltninger var iøinefaldende og glædelig, og man fattede håb om at se sine regnskaber ballancere. Men årene gik, og det viste sig, at skaden endnu ikke var ganske helbredet, ja, den truede endog med at ville bryde ud med fornyet styrke. Man begyndte påny at blive bange, - man tænkte og spekulerede. Da var det, at den tanke opstod: Det må være vore kvinder, som det skorter på indsigt i at tilgodegjøre jordbrugets afkastning, - de forstår ikke at udnytte næringsstoffene af de forhåndenværende råemner. Men her standsede man. Og denne tanke var det, som fremkaldte beslutningen af 1864, ogsom bevirkede, at amtsformandskabet så villigt gik ind på skoledirektørens forslag, uden at veie eller prøve hvor det vilde bære hen.»

Et af amtsformandskabets medlemmer, gårdbruger Galtung, så beretter Skaar videre, havde også fremsat forslag til foranstaltning i lignende retning. Der skulde efter hans plan vælges en kommitte, som i forbindelse med amtmanden skulde tage hint økonomiske spørgsmål under overveielse og til næste års amtsformandskab komme med forslag om passende foranstaltninger.

«Begge forslag vare forsåvidt enstydende, som hvert af dem gik ud på at hæve kvinden. Men i grunden vare de yderst forskjellige; thi medens skoledirektøren hovedsagelig havde den intellektuelle side af kvindens uddannelse for øie og anbefalede udbredelse af populære skrifter, der kunde trænge ned til folket og berede indgang for foranstaltninger, som muliggens senere burde træffes, tænkte Galtung kun på kvindens uddannelse i husholdningskunsten og da særlig i madlavning og antydede i overensstemmelse hermed udvidelse af amtets landbrugsskole.»

Men uden rigtig at have klargjort sig forholdet mellem de to forslag, gik amtsformandskabet ind på skoledirektørens, og «i dette øieblik gled sagen over i det bundløse blå».

«Vel 26 af de 29 ordførere i amtsformandskabet,» så berettes fremdeles, «troede og var sig bevidst, at vore kvinder egentlig ikke mangle anden opdragelse i den stilling, de indtage, end fornøden indsigt i næringsstoffenes chemiske sammensætning og den deraf følgende tilgodegjørelse af disse; med andre ord: de mangle kun det rette greb i at lave mad.» - «De vestlandske almuer spørge ikke om, hvorledes de have det med hensyn til renligheden i sine egne huse; thi dette erfare de hvert øieblik; de spørge heller ikke om, hvorledes man skulde bære sig ad for at kunne få sig selv og sine omgivelser renere og tækkeligere; thi man mener i så henseende at gjøre sit bedste, såvidt omstændighederne tillade. Men hvad man spørger om, men ikke får svar på, er dette: Hvorledes skal kvinden bibringes den kunst at holde liv i en stor familie med små forråd?»

«Jeg mener altså, at en bog om madstellet først skulde have været fremlagt, når det overhoved skulde gå løs på bøger, og så kunde der kommet flere f.ex. om renlighedsstellet, om pigebørnenes opdragelse, om huslivet o.s.v. På mine mange reiser især inden dette amt har jeg havt anledning til at bringe denne madlavningssag på bane med mangfoldige husmødre, og de allerfleste have beklaget sig over ikke at have havt anledning til at få lært så meget i dette stykke, at de på nogen vis kunne være tilfreds med sig selv. Men jeg har aldrig hørt kvinderne beklage sig over ikke at kunne vaske sig, jeg har ikke engang hørt mændene beklage sig over dette. Ligeoverfor disse kvindernes egne høilydte klage over ukyndighed i madlavningen, og hvad dermed står i forbindelse, og lige overfor de exempelløse historier, man har så travelt med at fabrikere om vestlandskvindernes uvorrenhed og andre huslige udyder, stå vi vestlandske bønder rådvilde og hjælpeløse og må lade kvindens klage og kvindens ære gjælde lige meget.»

Væsentlig ligedan forklarer sognepræst Krog, at prisopgaven, således som den tilsidst blev offentlig fremsat af hin Bergenske kommitte eller på dens begjæring af Folkeoplysningsselskabet, aldeles ikke stemmede med tanken og ønsket hos amtsformandskabet. Allerede året før hint forslags antagelse havde denne sag været på bane, idet en mand ved navn Spurkeland (han var underofficer) henledede amtsformandskabets opmærksomhed på, hvorledes det huslige stel, især det, som kvinden har under hænde, havde en væsentlig andel i de vestlandske almuers mislige økonomiske kår, og han tilbød sig, om man vilde bevilge ham reisestipendium, at ville uddanne sig til at kunne virke som omreisende veileder for at fremme en bedre indsigt og praxis i nævnte henseende. Tanken var for ny, og tilbudet blev ikke antaget; men under den stedfundne diskussion i det offentlige møde og af livlige yttringer i private samtaler mærkedes, at ideen havde vundet anklang, at der var anslået en stræng af et almindeligt og dybtfølt savn i det huslige liv. Meddeleren fik det indtryk - og det stadfæstede, hvad han allerede før havde forestillet sig efter eget kjendskab til almuesfolks husvæsen i egnen -, at «mangelen føltes og klagen hørtes ikke så meget og heller ikke med så stor føie over det, som jeg til en distinktion vil kalde den moralske side af husstellet, hvortil jeg henregner renlighedsstellet, som over det, der hører til den økonomiske side, nemlig tilgodegjørelsen af de med mandfolkets arbeide tilveiebragte midler til familiens livsophold». Som exempel på tankegangen nævnes, at forskjellige bestræbelser for havedyrkningens fremme af bønder selv siges at have strandet derpå, at deres kvinder forstå ikke at tilgodegjøre kjøkkenurterne; den kvælstofholdige kål kunde dog ellers have bødet noget på det ringe forråd af kjød o.s.v. «At overhovedet den tilgang, som naturforholdene tilbyde af fødevarer, ikke benyttes med den omtanke, kyndighed og omhu, som tilveiebringer ikke blot det til vomfyld tilstrækkelige forråd, men også den til næring og sundhed fornødne afvexling, og desformedelst ikke heller skaffer det udbytte til husholdningsførelsen, som står i forhold til dennes bekostelighed, deri stak efter de almindelige og enige udtalelser mangelen og savnet, som trængte til afhjælpelse om muligt ved direkte indgribende løftemidler fra det offentliges side. Der er hos kvinden mangel på syn og omtanke for hvad der hører til en økonomisk og dog familiens velbefindende befordrende husholdningsførelse. Og, lagdes der til, det kunde ikke være anderledes, end at hun måtte ligge tilbage ligeoverfor tidens stigende krav; thi medens mandens fremgang i så henseende var befordret ved landbrugsskoler, økonomiske foreninger, læsning o.s.v., var der intet blevet gjort for at bringe kvinden til også i praktisk retning at følge med tiden.»

Deslige betragtninger gik hjem til næste års amtsformandskab, da Galtung og Lous kom med sine forslag, og afgjørelsen blev den af Skaar omtalte. Og af Krogs fortsatte yttringer ser jeg, at han ligesom Skaar finder en vis misforståelse i den måde, hvorpå prisopgaven blev offentliggjort. Thi på den ene side finder han, at min bog, om den var bleven godkjendt af bedømmelseskommitteen, vilde været en skuffelse for bønderne, hvis blik ene var fæstet på det økonomiske, men på den anden side erklærer han tillige som sin dom, at bogen er en «fortrinlig fremstilling» af renlighedsstellet, således som det med indre nødvendighed har udviklet sig af alle de forhåndenværende betingelser, at den er «en nødvendig og berettiget begrundelse af den påstand, at man bedst og tryggest overlader renlighedssandsens udvikling i folket til indflydelsen af den almindelige løftestang fra moralitet og civilisation, oplysning nemlig».

Af Krog og Skaar i fællesskab lærer jeg altså, at bondefolket i Søndre Bergenhus vilde have råd med hensyn til den økonomiske side af kvindernes husstel, men den af de tre amter udvalgte kommitte tog alt med: det økonomiske og det intellektuelle (Skaar) samt det moralske (Krog).

Af denne kommitteens store mangfoldighed valgte jeg mig nu ud et ganske enkelt stykke, renlighedsstellet nemlig, til desto grundigere behandling. Og det kunde jeg gjøre så trygt, da jeg ikke havde mindste anelse om hin strid mellem amtsformandskabets tanke og dets kommittees ord.

Jeg forstår nu, at almuen kunde have ganske ret i, at den bog, jeg gav, er meget forskjellig fra en kogebog. Men jeg forstår også, at kommitteen ikke kunde afvise den - hvad den heller ikke gjorde - på den grund, at den ikke hørte ind under prisopgavens spørgsmål.

Bogen blev forkastet af denne anden grund, at man ikke fandt dens fremstilling af tilstanden at være rigtig. Af Krogs og Skaars yttringer tør jeg tro, at ikke alene de selv, men også almuen vilde bifaldt bogen forsåvidt, men dog ville forkastet den som svar på det, der ligger den på hjerte, såsom dette er noget andet end det, som bogen handler om.

Det er altså ganske sandt, hvad Krog sluttelig siger, at megen misforståelse, som har ført til splittelse af kræfterne og til gjensidig krænkelse, vilde været undgået, dersom der ved prisopgavens opstilling havde været skarpt skjelnet mellem husstellets moralske og økonomiske side. Han er den første, som tydeligt har pegt på dette for mig. (54)

Eller jeg kan sige så: Havde amtets kommitte sagt, at man vilde, som Skaar udtrykker det, have svar på, hvorledes kvinden skal lære «den kunst at holde liv i en stor familie med små forråd», så skulde jeg naturligvis været lige så forsigtig som andre og ikke indladt mig på sagen.

Jeg forlader nu Søndre Bergenhus amt, men med tanke om, at i slutningen af slutningskapitlet skal jeg kanske komme tilbage til hint specielle og praktiske spørgsmål om madstellet, og hvad samme kan have at vinde ved videnskabelig forskning.

Men inden jeg forlader kapitlet, tillader jeg mig at hidsætte en hidhørende meddelelse fra Romsdalen, af sagfører Paulsen:

«Såvidt jeg har kunnet erfare, udmærket børneopdragelsen hos bønderne i almindelighed her, ligesom i Soløer, sig derved, at børnene holdes til stadig beskjæftigelse og arbeide fra morgen til aften under gudsfrygt, nøisomhed og tarvelighed. Forældrene våger over deres dyd og sæder med omhu og den varmeste kjærlighed. I flere familier kræver man kanske vel meget og strengt arbeide af børn. I Soløer så jeg aldrig kvinder deltage i mandsyrke. Her derimod ser man ofte ikke alene tjenestepiger, men husets voxne døtre og undertiden konen i huset være med at læsse og kjøre frau (gjødsel), slå hø og hugge ved, og skuren, som i Soløer udføres af mænd med ljå, medens kvinderne tager op og binder, foregår her udelukkende med sigd og for det meste af fruentimmer. Her sender man ofte jenter ud at skydse, hvilket jeg ikke har seet der. I det hele tror jeg kvinderne blev holdt mere i agt og ære i Soløer end her. Husmoderen på middelsstore brug der ( ): 6 dalers skyld) udførte for det meste kun det indre husstel og førte tilsyn forøvrigt. Her derimod ser man husmødre, som på en gang må udføre det hele stel inde og ude, i stue, kjøkken, fjøs, på marken og som barnepige med mange børn, idet hun, når veiret tillader det, og hun ingen har til at passe det, tager spædbarnet på ryggen og lader de øvrige gå med ude under sit arbeide.

Hvad jeg hidtil har bernærket, gjælder bønder, men er også anvendeligt i det væsentlige på husmænd og inderster, som sidder i gode kår, medens de af disse, som er fattige og nyde hjælp af fattigvæsenet, ofte vanskjøtter sine børn, overlader dem til betleri og lediggang, hvorved arbeidslysten slappes og æresfølelsen afstumpes, så de senere som arbeidsføre mennesker ikke skammer sig ved at spise sit brød af fattigkassen. - Men selv hos folk i små kår kan man på sine steder finde et fortræffeligt renlighedsstel, f.ex. på Smølen i Nordmøre, medens fattigfolk i almindelighed med mange små børn har vanskeligt for at holde rent, selv om villien er god og sandsen for renlighed en gang har været tilstede.» -


8DE KAPITEL

BYGDE-ULIGHEDER


 

Årsagsforholdene, undersøgelsens vanskelighed. Exempel fra Søndre Bergenhus. Nærværende forfatters tidligere forsøg, De tre vestlandske amters held med hensyn til fattigondet. Voxende rigdom af forarbeider for folkelivets videnskab. Bygde-uligheder i indvandrings-theoriens tjeneste. En Eidsvolds-bondes bidrag. Hvad kapitlet vil.

For mig, hvem folkelivets, videnskabelige forståelse ligger så på hjerte, skulde dette kapitel været det interessanteste; men dertil vilde udfordres en fylde af oplysninger til det spørgsmål, som kapitlet er bestemt for, det fjerde spørgsmål i rundskrivelsen af 1871, sålydende:

Overmåde kjærkomment skulde det være, om nogen, som er kjendt i flere strøg af de tre vestlandske amter, eller som kan sammenligne Vestlandet med andre af landets egne, vilde fremsætte sin mening om årsagen til de store uligheder i huslivet, som komme tilsyne her og der. Selv har jeg, for at pege på et exempel, i flere af mine skrifter handlet om gådefulde uligheder mellem nabobygderne Søndfjord og Sogn (se fornemmelig min tredie beretning om sædelighedstilstanden, 1866, side 39 til 93, samt om renlighedsstellet side 119 til 128 [114-121] o.fl. st.

Det vil kanske hos en og anden læser vække deltagelse for spørgsmålet, når jeg hidsætter, hvad gårdbruger Skaar skriver; om hvorledes han har prøvet lidt af spørgsmålets vanskelighed:

«Da min erfaringskreds er forholdsvis snæver, eftersom den indskrænker sig hovedsagelig til bygderne i Søndre Bergenhus amt, - da mit forskerblik er overmåde kort og dertil dunkelt, og da min evne til atsammenligne og af sammenligningerne at uddrage slutninger er forunderlig liden: så vilde det næsten være latterligt, om jeg tog på efter anvisningen i dette fjerde spørgsmål at udbrede mig om årsagen til de store uligheder i huslivet, som forekommer her og der. Kun vil jeg fortælle, at jeg slet intet forstår. Som medlem af den til matrikulrevisionen anordnede fogderikommission i det vidtløftige Nordhordlands fogderi, gjorde jeg bekjendtskab med samtlige derværende kirkesogne og med en stor del huse i hvert sogn. Nu vilde jeg da se og erfare, og vende tilbage, beriget af begge dele. Men hvad så jeg? Jo, et eneste overvældende stort stræv af liden og stor, af ung og gammel, af mand og kvinde, - en eneste næsten uhyggelig vild kamp på liv og død, for at kunne holde exekutioner, og frost og sult, og anden usseldom stangen. Jeg kjendte årsagen, og virkningen er allerede beskreven. Og hvem af os Vestlandets bønder kjender ikke den årsag! Kom og bo på det nøgne bjerg, på den golde strand, i det trange, ulændte dalføre, og årsagen vil erfares lyslevende.

Efter hvert som jeg reiste, kom jeg til at opdage, at der gaves visse strøg, f.ex. et kirkesogn, ja, tildels et helt præstegjeld, hvis huse i regelen åbenbarede et forholdsvis langt fremskredet renlighedsstel, medens atter andre strøg bar tydelige spor af netop det modsatte. Jeg tænkte: Hint må åbenbart være en velstandsbygd; thi de nette, vel vedligeholdte huse, den renlighed, der hersker i disse, og det propre stel i det hele, bærer tydelige vidnesbyrd herom; - dette strøg må være fattigt, man har ikke råd til at bygge, ikke tid til at vaske, ikke mod til at rydde op i krogene, man holder på at bukke under. De forskjellige formuesomstændigheder skulde altså betinge en større eller mindre renlighed. Så langt var jeg da kommen. Så kom jeg op i Haalandsdalen, annex til Fuse præstegjeld. Denne bygd vidste jeg var den mest velstående inden søndreamtets grændser. Her skulde da være overmåde rent og hyggeligt. Men de staute, gjæve mænd der oppe med deres tækkelige kvinder havde smukt overholdt oldtidens skik og måde at være på, såvel i renlighedsstellet som i andre henseender. Her lå ikke årsagen i mangel af pekuniær evne; det var åbenbart, at jeg tidligere havde sluttet feil. Årsagen måtte ligge i noget andet. Men hvilket andet dette skulde være - ja, det var netop heri, gåden stak. Ved atter og atter at tænke over disse ting, kom jeg til en ny slutning: For dem, der ærnærer sig udelukkende ved jordbrug og således stadig i al sin dag vælter sig i støv og smuds og dynd, og som følgelig må bære en god del af disse bestanddele med sig på krop og klæder og sko ind i husene, vil det falde meget besværligt at overholde renligheden. De derimod, som drive håndværk ved siden af mindre jordbrug og således ikke stadigt ere udsatte for at bære huset fuldt af smuds og søle, måtte have lettere for at holde rent og hyggeligt. End videre, de strøg, i hvilke flere konditionerede familier ere nedsatte, eller som ligge nær byen, eller hvis mandlige befolkning står i livlig handelsrørelse eller i andre forbindelser med fremmede og mere fremskredne steder og landsdele og således derfra kunne hente nye synsmåder og ideer og ofte endog deres koner, - de må i pynteligt og propert stel stå foran andre strøg, som ligge klemte ind imellem fjeldene langt fra by og bygd, ligesom i en verden for sig selv, som sjelden se en fremmed hos sig og ligeså sjelden besøge fremmede, og så næsten aldrig blande sin stamme op med fremmed blod. Men når jeg så skulde gjøre anvendelse af disse slutninger, prøve theorierne efter de virkelig forefundne fakta, så brast hele bygningen. Og jeg stod tilbage med den ydmygende erkjendelse: Du forstår intet!»

Jeg selv fristes jo tidt til at gjøre ganske den samme tilståelse, når jeg mindes mine egne forsknings-anstrængelser og så kaster blikket på deres tvivlsomme udbytte.

Men jeg vil ikke give efter for fristelsen og gjøre tilståelsen. Jeg vil tro, og holde fast ved den tro, at det ærlige arbeide ikke skal have været forgjæves. Selv synes jeg at skimte noget af tingenes sammenhæng, og jeg bør ikke tvivle på, at når engang en forsker tager for sig mine fremstillinger af fanteforholdene, af dødelighedsforholdene, af ædruelighedstilstanden, af bygningsskikkene, husfliden, renlighedsstellet m.m., så skal adskilligt af folkelivets foreteelser og af de i de forskjellige egne så forskjelligt virkende årsager stå meget klarere for ham, end de stod for mig, dengang jeg begyndte.

Den ene iagttagelse fører til den anden. Et exempel er, at da jeg for et par år siden sad her på min præstegård og udarbeidede min sidste årsberetning om rigets fattigvæsen, (55) slog det mig, at hvert af de tre vestlandske amter, for hvis skyld jeg skriver nærværende bog, og hvis navne altså uopholdelig have været i min tanke i disse par år, udmærke sig ganske besynderlig til sin fordel fremfor landets øvrige amter, idet fattigondet har ikke taget så overhånd der. Det viser sig uden undtagelse, når man tager hensyn til, hvor mange fattige der må understøttes; eller sees hen til, hvor stor fattigskat der må udredes, er der kun et eneste amt, som står heldigere, Forholdet kan kortelig fremstilles så:

 

Landsbygder

For hvert 100 men-
nesker var i 1868:

Amternes nummer
men hensyn til:

  Fattigtallet  
(Personer)
Fattigudgifter
(spd.)
Fattigtallet Fattigudgifter
i riget
i amterne:
Smaalenene
Akershus
Hedemarken
Christian
Buskerud
Jarlsberg og Laurv.
Bratsberg
Nedenæs
Lister og Mandal
Stavanger
Søndre Bergenhus
Nordre Bergenhus
Romsdal
Søndre Throndhjem
Nordre do.
Nordland
Tromsø
Finmarken
38
 
39
54
50
40
47
36
42
33
33
30
25
28
26
41
40
30
36
65
56
 
68
80
69
50
76
64
83
70
55
43
37
38
36
48
57
44
36
52
 
 
10
17
16
11
15
9
14
6
7
4
1
3
2
13
12
5
8
18
 
 
13
17
14
8
16
12
18
15
10
5
3
4
2
7
11
6
1
9

Denne iagttagelse om de tre vestlandske amters, held vakte, som sagt, min opmærksomhed, og jeg måtte nødvendigvis sætte den i forbindelse med denne anden iagttagelse, at de samme amter så ofte ere blevne lastede for deres gammeldags stel og forholdsvis stillestående og tilsyneladende dorske liv. Tingen er, at der er endnu så meget af disse gode gammeldags dyder: nøisomhed, tarvelighed, forsigtighed, forsynlighed, tålmodighed, arbeidsomhed, netop dyder, som hjælpe til at holde fattigfolk oppe og bevare deres selvfølelse og selvstændighed, så de i det allerlængste stræbe at være selvhjulpne. Og for at vise sådan sammenhæng udførte jeg i hin fattigstatistik en undersøgelse, som gav til resultat for landet i det hele, at fattigondet så temmelig nøie stiger og falder med de uægte børne-fødslers elendighed. Og det hører netop nogle af hine vestlandske bygder til, at forholdet, hvad angår dette sidste punkt, er særdeles godt. Hele denne sammenligning mellem fattigondet og folkecharakteren skulde imidlertid have været tydeligere og mere afgjørende, dersom ikke det havde været, at med hensyn til uægte fødsler i de vest-landske amter danne Sogn, Romsdal (fogderiet) og Nordmøre uheldige undtagelser. Men dette bør dog ikke forstyrre indtrykket altfor meget, men kun minde om, at i sager som disse virke jevnlig flere årsager sammen, og ikke en enkelt afgjør det hele.

Da jeg nys hentydede til mine egne forsøg på at udfinde rimelige forklaringer på visse ting i folkets kår og sæder, havde jeg tillige i tanke sådanne forskningsarbeider som af Bidenkap om spedalskheden, om hvorfor den har hjemme just på Vestlandet og allermest i vore tre vestlandske amter, samt af Dahl om sindssygdommene, om årsagerne til at de herje så ulige i vort lands forskjellige egne. Jeg tænker fremdeles på den masse af oplysninger, som år for år komme for en dag i Indre departementets offentliggjørelse af samtlige lægers indberetninger om sygdomme og dødsfald. Ligeså tænker jeg på, hvilke fortrinlige oplysninger vi skulde få, dersom det blev offentliggjort hensigtsmæssige uddrag af de lister, som forfattes over alle landets unge mænd, når de møde frem for krigskommissærerne: at se tallet på, hvor mange der i hvert distrikt måtte kasseres som ubrugbare til krigstjeneste, fordi de vare for små af væxt eller for svage af helbred, vilde være det samme som at se lige ind i de forskjellige bygdebefolkningers physiske tilstand. (56) Hermed kan også sammenstilles de rækker af værdifulde Oplysninger, som samles år efter år ved uddrag af kirkebøgerne og hvert 10de år ved folketællingerne. Ja, det hele vidtløftige statistiske tabelværk er jo et storartet bidrag til folkelivets forståelse, og både den geologiske og den geografiske kårttegning levere ligesom grundstenene til den videnskabelige bygning. Fra grunden stiger tanken op til taget og tinden, og til de forskningsarbeider, som høre hid, ja som mindst kunne undværes for folkelivets studium, regner jeg Ivar Aasens over folkets sprog. Og medens jeg tidt har tænkt på hvilken vinding det skulde være, om en mand med Ivar Aasens forsker-sind tog sig til at beskrive os folkets arbeide (de nedarvede brugsmåder ved både jordbrug og fiskeri), så kommer jeg nu tillige til at ønske, at den rette mand snart vilde lade sig finde til at erstatte os det tab, vi led, da Storaker faldt fra, så det værk over folketroen, som et tidligere kapitel har givet en prøve af, ikke altfor længe skulde ligge ufuldendt.

Hvor her arbeides! Ja i sandhed -

her er digtende trang
gjennem arbeidets gang
til at løfte vort land, blot vi løfte i flok,

og engang skal den håbende flok vel få glædes med det syn, at en overlegen ånd favner den hele mængde af sammensamlede beretninger og beskrivelser og gyder liv i stoffet og viser os systemet eller tingenes sammen-

hæng og lader kjendsgjerningerne selv tale til os, tale ud af det folkelivets indre, som de ere voxede ud af. Det skal blive en folkelivets videnskab. Og den skal overraske og glæde med sin klarhed og forvisning. Da skal enhver kunne se og skjønne, hvorfor det står så til i hin egn af landet og så i denne. Det skal blive forståeligt, at Vestlandet kan ikke for, at det er vestlandsk, at østlandet bør ikke rose sig af, at det er østlandsk. Har nogen før fundet det underligt, at f.ex. Valders er så meget anderledes end Land, Hadeland og Thoten, så skal han få grunde for forskjellen og finde det at være i sin orden, at hver bygd har været sig selv, ja med en vis forsætlighed vedbliver at gå sin egen gang, gå fremad efter sin egen regel, i medfør af sine eiendommelige kår og opgaver.

Valders og Land! Jeg valgte det exempel, fordi jeg mindes, hvilken brug vort folks historieskriver, P. A. Munch, gjorde af de forefundne bygde-uligheder, da det gjaldt om at finde nye og atter nye grunde for den påstand, at vore forfædre vare komne til landet ad en nordlig vej og fylke for fylke eller stamme for stamme. Den første stamme satte

sig fast oppe ved Lofotens fiskevær. De følgende længer og længer sydpå. En stamme kom således seilende til Romsdalen (Raumsdal), gik iland og satte sig der, udbredte sig så indover landet, befolkede Gudbrandsdalen og Mjøs-egnene og nåede alt til Romerike (Raumariki). Det var raumernes stamme, og vidden af deres landområde kjendes på navnene, de gav sin nørste og sønste bygd. Men da raumerne i indlandet udbredte sig også mod vest, fra Thoten til Hadeland og Land, så fandt de grændsen på den kant, idet de mødtes med folk af den anden stamme, som havde Valders inde og var kommen dertil fra Sogn ude ved havet; det var sygnernes stamme, som måtte være seilet nordenfra senere end raumerne og derfor på sin vei mod syd havde måttet passere Romsdal forbi og tage land søndenfor. Men fra en endnu fjernere urtid forestilles disse to stammer at have antaget adskillig ulighed i væsen og udseende, og deraf kommer det, at man endnu den dag idag ser tæt ved siden af hinanden de høie alvorlige mænd i Land og de stutte, men livlige kroppe i Valders.

Se, sådanne forklaringer om nogle af folkelivets mest betydningsfulde foreteelser hørte vi for en snes år tilbage. Nu, da theorien om den nordlige indvandring endelig er overvunden, (57) er det ikke vel tænkeligt andet, end at forklaringen om hine bygde-uligheder må blive en anden. Jeg mener, vi må herefter forestille os forholdet så, at folket var ligeså enkelt, som det var lidet, da det, kommende fra nærmeste nabolande i syd eller øst, begyndte at udbrede sig langs vore kyster og op igjennem vore dale, men at så hver bygds eller hvert bygdelags befolkning, delvis afsondret der, hvor den havde fundet sit hjem, artede sig i løbet af måske årtusinder så her og så der.

I den egn, hvor jeg nu bor, bærer det ofte så til for mig, at jeg mindes og savner den friskhed og livlighed, som jeg synes at have fundet i Østerdalen, i Gudbrandsdalen, Opdal og andre døle-bygder. Den romerikske sindighed og betænksomhed kan i sin yderlighed vise sig som altfor stor langsomhed, ja se ud som træghed og ligegyldighed. Og jeg ængstes fast over de mange magre lemmer og blege ansigter, jeg ser blandt arbeidsfolk og fattigfolk. Kommer det af, at her leve vi i en af Norges «havrebygder», og er det den i århundreder nydte tarvelige kost, som lægger så lidet marv i benene og liv i sindet? Men det er ikke længer end siden iforgårs, at en af Eidsvolds gode gammeldags bønder gav mig forklaring. Han kunde, som han kom til at udtrykke sig, føre «statistiske beviser fra krigen» for, at just havren havde født op gode folk. Da han var soldat, så han, at når det gjaldt om at holde ud kompani ved siden af kompani, såsom på en parade, så «datt de røde og fede døler, men havrebønderne stod». Og det, han selv således havde seet, det var noget, han også havde hørt som et sagn af dem, som havde været med i leirsamlinger før ham. Og det var ikke bare de menige, som sig imellem talte om dette, men den samme tale hørtes mellem officererne. Og årsagen til forskjellen var, at jorden eller den egentlige agerdyrkning kræver langt strængere og mere vedholdende arbeide end gjætningen og kreaturstellet i fjeldbygderne. Her i havrebygderne må forældrene for at få arbeidet gjort sætte sine sønner til plogstyret i en alder, hvor de i fjeldbygderne endnu regnes for børn, som må have sin fritid. Og vel kunde derfor fjeldgutterne, helst siden den fede ost kom til, være sprækere til at hoppe og dandse; men de tabte som sagt, når der skulde holdes ud. Min ven, som har fortrinlig gave til at fortælle og skildre netop på den gammeldags norske måde, oplyste naturligvis tingen med exempler og gav en stub om en Stor-Ola, som for et par år siden døde i høi alder og ret havde viist, hvad seig kraft der kunde bo i de ægte gamle romerikinger - en arbeidsmand, som sov ikke mere end fem timer i døgnet og i 70 års alder var den første på færde om morgenen, ja, huggede veden ude i skuret, før pigen, han havde vækket, kom op for at lægge på varmen. Men alt dette gjælder romerikingerne, som de vare - før jernbanen og før kaffeen! Nu for tiden mange altfor blege og altfor magre folk, og med altfor megen bleghed og magerhed vil jo også følge en vis åndsmathed, så der er ikke det rette liv i tanke og tale. Muligt også, at modet også i tidens længde kan være blevet noget kuet formedelst hin fornødenhed, at fædrene så tidlig har måttet sætte børnene til tungarbeide.

Jeg skal tilsidst betro læseren, at oprindelig havde jeg tænkt at gå dette kapitel forbi, hvor jeg jo i grunden har havt så lidet at byde, men at jeg så skrev, hvad jeg nu har skrevet, netop for bondens fortællingers skyld. De gav mig noget at tænke på, eller de vakte fornyet lyst til at vende tilbage til gamle betragtninger og fordybe mig i tingene. Og så mente jeg, at kapitlet kanske kunde virke på andre ligedan.


9DE KAPITEL

RÅD FOR URÅD


 

a. Bøger i folkeoplysningens tjeneste. Danielssens, fru Vinsnæs's, mine egne. Hvad almuen synes, hvad det bogdannede publikum siger. Vidnesbyrd fra Romsdalen. b. Offentlige dannelsesanstalter for bondepiger. Fuldstændig plan i Huus's pris-skrift: lærerinde-seminarium, bygdelærerinder, kvindeforeninger. c. Forsøg. I Romsdal omreisende kvinder for at give veiledning. Ved Stjørdalens bondehøiskole særskilte kursus for bondepiger. d. Mit eget råd. Henvendelse til de tre vestlandske amtsformandskaber. Lys over folkelivet, flere og heldigere skrifter. Appel til Vestlandets videnskabsmænd (Løberg, Coucheron, L. Daa). Mange slags skrifter. Forslag om en fast oplysningskommitte.

Min rundskrivelses femte og sidste spørgsmål lyder så:

Nu gåes over til at tale om råd for uråd, om måder og midler til at overvinde manglerne og nå frem til det endelige mål. Målet synes mig at måtte være, at der ikke længer med grund skal kunne klages over vanstel blandt norske bonde-almuer. Det er tænkeligt, at der hidtil har været overdrivelse hos dem, som stå udenfor almuen og lade klagen høre, og isåfald gjælder det at indvirke på deres opfattelse og begreb; uden tvivl er der også mangler og misligheder ved selve stellet, og forsåvidt gjelder det da at indvirke på almuens sind og opmuntre til større tænksomhed og flid omkring i husene.

Men med hensyn hertil spørger jeg:

  1. Finder man, at sådanne skrifter som Danielssens folkeskrift om spedalskheden, eller Hanna Vinsnæs's toskillingsskrift «For fattige husmødre», eller mine bøger om sædelighedstilstanden, om husfliden, om renlighedsstellet svare til hensigten? Ere de synderlig kjendte blandt almuen, eller ere de til nogen nytte for den lille kreds af mere bogdannede mænd, som stå så at sige midt imellem forfatterne og den store mængde?
  2. Tror man, det vil nytte at foreslå oprettelse af offentlige husholdningsskoler for almuens døttre, i vore dage da amtsformandskaber heller have viist sind til at nedlægge sådanne anstalter som landbrugsskoler for bøndernes sønner?
  3. Kan man fortælle noget om forsøg, som have været gjorte eller nu ere igang til vort anliggendes fremme?
  4. Veed man ellers noget vink eller råd at give? Eller vil man fremdeles næreden tro, at tilstanden er så overmåde slet på Vestlandet i sammenligning med andre egne, hvor folket lever under tilsvarende vanskelige kår?

a.

Intet har kunnet overraske mig af, hvad der er mig meddelt om kjendskabet til og brugen af de nævnte bøger.

Selv har jeg aldrig truffet til at se Danielssens folkeskrift om spedalskheden i nogen bondes hus, og aldrig har jeg hørt at man har rettet sig efter bogens råd, f.ex. bygget sit hus efter dens tegning. Og fru Vinsnæs's toskillingsskrift, som hun skrev på min bøn, og som jeg veed i virkeligheden er blevet trykt og uddelt i en særdeles stor mængde exemplarer, har jeg nok husket på og seet efter, men aldrig, det jeg kan drage mig til minde, truffet i nogen husmands stue.

Og mine egne bøger? Jeg var sammen med Hartvig Nissen, da han stiftede Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, jeg blev nogen tid efter selskabets formand og var derhos i en række af år redaktør af dets tidsskrift Folkevennen. Og i de samme år reiste jeg landet igjennem og så mig om i hver krog. For mig som bogmand var det jo naturligt ved besøg hos bønder og husmænd o.s.v. at se efter og spørge om bøger og læsning. Men det var ganske forunderligt, hvor lidt der såes af selskabets skrifter og hvor lidt af virkning der sporedes efter dem i samtalerne. Ved siden af Folkevennen udgav jeg fremdeles en række andre skrifter, hvor jeg frygtløst handlede om og talte til alt folket. Og hvorledes gik det dem? En af mine kjæreste bøger var den om husfliden. En ven af mig bekostede trykningen, og jeg sendte hver fattigkommission i by og bygd alt riget over et exemplar som gave - bedende om, at man selv eller ved andre vilde yde mig meddelelser om emnet og sætte mig istand til at indfrie det løfte, som ligger i, at jeg på titelbladet satte «første beretning». Men jeg så ikke svar fra noget sted. Bogen om renlighedsstellet udgav jeg på den måde, at jeg tilstillede samtlige fattigkommissioner i riget subskriptionsliste (prisen sat til, hvad papir og tryk kostede) og sagde, at de, som ikke subskriberede, vilde få sig bogen tilsendt som gave fra mig. Omtrent halvdelen af fattigkommissionerne fik sig bogen tilsendt på sidste måde, og kun en af disse har givet mig et ord til svar - det var en fattigkommission, som ikke vovede at beholde bogen uden betaling, men heller ikke dristede sig til at udrede de 60 skilling af fattigkassen og forgjæves anholdt om bevilgning dertil af kommunebestyrelsen, hvorfor bogen blev sendt mig tilbage.

En præst i Bergens stift skriver mig til i anledning af nærværende kapitels spørgsmål: «Det vilde bedrøve Dem, om De vidste, hvor lidet de nævnte skrifter ere kjendte såvel blandt almuen som blandt dem, der måtte kaldes mere bogdannede mænd. Om jeg blandt disse vilde kunne skaffe sådanne skrifter indpas, så har desværre de af alle mindst råd til at kjøbe dem. Og så er det også med almuesmanden i almindelighed; om man vilde låne sådanne skrifter ud, jeg havde nær sagt, om man vilde forære bort et og andet, vilde det endda komme an på, om det blev læst; man ser sig ikke tid afløst fra det daglige stræv til at tage fat på en bog på et par hundrede pagina.»

Denne meddelelse får stå her som en prøve på flere lignende.

Men det var med plan, at jeg i spørgsmålet sammenstillede Danielssens (58) og fru Vinsnæs's populære småskrifter med mine mere videnskabelig anlagte. Og svarene have bestyrket mig i, hvad jeg troede før, at om jeg havde skrevet ligeså kort som hine, var jeg ikke bleven læst da heller af mængden.

End den lille kreds af bogdannede mænd, som skulde danne et mellemled mellem forfattere og den store mængde?

Her er forholdet ikke mindre forunderligt, hvad min bog om renlighedsstellet angår.

«Morgenbladet» og «Aftenbladet», som ellers pleie skjænke videnskabelige bestræbelser velvillig opmærksomhed, anmeldte den i nogle få linier, men ligesom undselige på mine vegne eller antydende, at bogen (som i virkeligheden er min bedste) kunde oversees i betragtning af de nyttige bøger, jeg havde skrevet før. Og lægerne, som selv regne emnet som henhørende under deres fag, så man skulde tro min bogs oplysninger måtte være dem velkomne, have taget den yderst unådigt op, at dømme efter udtalelser i Morgenbladet fra flere af dem (se ovenfor, 2det kapitel, side 13). Og til min store overraskelse må jeg nu ganske nylig, i den iår af departementet for det indre udgivne medicinal-beretning for 1870, læse et udbrud, som øiensynlig sigter til min bog af 1869: «Distriktslægen i Surendal (Romsdals amt) klager over, at bonden, ved flere (59) i den senere tid udkomne skrifter om hans stel, er bleven bestyrket i sin tro på, at det ikke har synderlig at betyde med sundhedskommissionernes eller rettere lægernes og andres velmente bestræbelser for at indføre forbedringer i almuens stel især i hygienisk henseende, og over, at bondekoryfæernes selvgodhed er bleven støttet i betydelig grad ved disse skrifter.» Jeg formodede strax, at her måtte være nogen irring tilstede, og deri er jeg bleven bestyrket; thi for rum tid siden skrev jeg til distriktslægen og bad ham velvillig meddele mig lidt nærmere om, hvad tegn han havde på dette lidt usædvanlige, at bønder havde ændset min bog, men skrivelsen er forbleven ubesvaret. Jeg ser altså i hine yttringer kun misforståelse angående min bog hos en læge mere.

Overhoved har jeg ikke i nogen norsk avis seet bogen anmeldt anderledes end med misfornøielse og vrede. Det er, som om jeg skulde have gjort noget ondt.

Ferdinand Roll og Jonas Lie have forstået den sandheds- og fædrelandkjærlighed, som jeg endnu den dag idag glæder mig over at have lagt i den bog. Det viser deres anmeldelser, - den førstes i «Folkevennen», den andens i «For Ide og Virkelighed» (Kjøbenhavn). Men hvor mange have læst disse tidsskrifter?

Jeg lærer dette af det hele, at almuen står udenfor videnskabelige skrifters rækkevidde, og at det publikum, som føler sig at stå udenfor almuen, viser skrifterne fra sig, når de ikke stemme med den tidligere tilvante opfattelse. Der har ofte været klaget over almuens umedgjørlighed; dersom jeg var oplagt til at klage idag, måtte jeg heller klage over de dannedes ligefremme modstand mod videnskabelig forskning, så såre sandheden, som fremgår af den, ikke behager.

Jeg fortalte en dansk mand, at jeg i vore aviser ikke havde seet andet end utilfredshed med min bog om renlighedsstellet. Han faldt i forunddring, såsom han syntes, det dog skulde være landsmænd kjært at få et venligere syn på et og andet i folkelivet. Selv havde han havt sådan vinding af min bog for de danske almueforholdes vedkommende.

Dette hele forhold har jeg dvælet så længe ved. Thi den stemning, som vender sig bort fra et omhyggeligt forskerarbeide med dette overlegne: «Det: forstår jeg bedre», og som allertydeligst trådte mig imøde i juryens dom (ovenfor, 1ste kapitel, side 5), har jo netop fremkaldt nærværende skrifts fornyede anstrængelse. Og den samme stemning kommer jeg fremdeles til at tænke på allersidst i dette kapitel, hvor jeg fremsætter mit endelige «råd for uråd».

Men for dette samme råds skyld hidsætter jeg sluttelig nogle hidhørende ytringer af sagfører Paulsen på Molde:

«Efter min mening har De med Deres nævnte værker udrettet mere, end de fleste nu forstår at bedømme. Bønderne er derved vakte til at tænke over og forbedre mangt og meget ved sit stel, og storfolk, hos hvem det har været en almindelig feil at stemple den hele stand som rå og skiddenfærdig efter hvad de have set og hørt om enkelte individer eller familier, vil nu af Deres skrifter lidt efterhvert lære at se og tale om bondens stel med mere omtanke og velvillie. - Herved er der altså gjort overmåde meget til at udjevne de fra gammel tid nedarvede og for vor statsforfatning og indre politik skadelige, om ikke farlige fordomme, had og misforståelser mellem storfolk og bonde. -

For mig, som i Deres skrifter har fundet bekræftelse på min egen opfatning af bondens sæder og stel, har Deres værker været en sand trøst og glæde. Jeg kan nu spare mig mangen en lidet opbyggelig strid ved at forsvare bønderne og det gode ved deres stel ved at henvise til Deres værker. Og der er visselig mange, især blandt de yngre embedsmænd og de senere kuld at studenter og kandidater, som tænker ligeledes. Men bortseet fra politik vil Deres værker især være til nytte og gavn for alle dem, hvis hverv og kald det er at virke til fremme af husflid og forbedringer i bondens stel, idet man ikke alene lærer at kjende manglerne, men hvad der efter min mening er af endnu større vigtighed, man lærer at kjende og vurdere ret den nedarvede flid, tarvelighed og sparsommelighed, praktiske forstand på og dygtighed i de vigtigste dele af bondebrug og husstel; thi hvis man ved sine foranstaltninger indfører noget nyt, som undergraver dette grundlag, så er man åbenbarlig inde på veie, som fører til fordærvelse.» -

b.

Skolelærer Huus har den fortjeneste, at han i det pris-skrift «Om kvinden», som blev til samtidig med min bog «Om renligheds-stellet», og som er nævnt ovenfor, (60)

har tænkt til ende en tanke, som ofte og af mange er bleven slået på under disse forhandlinger om det kvindelige stel i de vestlandske amter, - den tanke, at der burde oprettes dannelsesanstalter for bondealmuens voxne døttre, omtrent som jo gutterne allerede længe have sine skolelærerserninarier og landbrugsskoler.

Hele hr. Huus's bog sigter hertil. Den fuldt udarbeidede plan danner slutnings-kapitlet, og begrundelsen ligger i alle de foregående kapitler.

Der er så mange og store mangler - i pigebørnenes opdragelse, i kvindens arbeide, i madstellet, i børne- og sygepleien, i huslivet, og i fremstillingen af alt dette mærkes det idelig at være grundfeilen, at kvindernes vankundighed og overtro og fordom er så stor, de forstå ikke selv, hvilke mangler deres stel lider af, så de ikke ændse, hvad der hidtil kan være dem bibragt af vink og råd fra denne og hin kant (bøger, sundhedskommissionen, damer i høierestående familier o.s.v.).

Og svarende til de mange og vigtige interesser, som ere kvinderne betroede, kræves mange kundskaber og færdigheder. De opregnes under tale om ernæringen, renholdelse af legemet m.m., forbedret behandling af spædbørn, husflid, kreaturstel, madlavning, tillavning af frugtvin, kvindens moralske dannelse, sangøvelse, religion.

Således under overskriften «Ernæringen»: «Det høres meget almindelig udtalt, som en fast tro hos kvinder, og vel også hos mænd, at det kun er mængden af næringsmidler, som gjør udslaget til legemets tilstrækkelige ernæring, og ifølge denne mening laves måltiderne i husholdningen, uden at næringsstoffet tages i nogen væsentlig betragtning.» - - «På denne fremgangsmåde og på ovenanførte meninger vil nok kvinden fremdeles holde fast, aldenstund hun ingen oplysning besidder hverken om næringsmidlernes natur og heller ikke om det menneskelige legemes indretning.» Men dette hører derfor til de ting, som de fra kvindeskolen i udgåede lærerinder skulde kunne meddele.

Og under overskriften «Religion»: «Kvindeskolen burde til passende tider ikke alene søge at meddele eleverne en grundig systematisk kundskab og indsigt i religionens, lærdomme, men også, ved at lade en christelig ånd åbenbare sig i dens hele virksomhed, virke til, at sandhederne måtte vinde indgang i hjertet og blive kjære og dyrebare. Lærerinderne måtte gjøres skikkede til i sin tid at behandle sit stof i dette undervisningsfag således, at de ikke alene kunde drage de enfoldige eller laverestående kvinder op til en klarere erkjendelse af sandhederne, men også bringe de mere oplyste frem til en dybere kundskab og åndelig modenhed og overhovedet vække den slumrende sands for menneskets vigtigste anliggende.»

For at kvindeskolen skal kunne meddele både theoretisk kundskab og praktisk øvelse i denne mangfoldighed af fag, sættes den i forbindelse med en landbrugsskole, hvis tjenestepige-gjerning med det samme overtages af kvinde-eleverne. Her læres da alt hvad der henhører til kreaturrøgt og meieri samt til «behandling af alle mulige sorter madvarer, som et velstyret landbrug frembringer». Sultefodringens fordærvelse skulde derved modarbeides, ligeså de store tab i husholdningen, som opstå af feil ved madlavningen.

Den samlede undervisning skal meddeles af bestyreren (løn og kost 370 spd.) og af 2 lærerinder (løn og kost for begge tilsammen 300 spd.). Eleverne skulle være 20, og disse skulle uddannes til lærerinder for bygdernes husmødre. Skolen bliver altså et lærerinde-seminarium.

De udlærte elever (det sees ikke, hvor længe læren skal vare) skulle derefter optræde som lærerinder i bygderne. «At lærerinderne bleve tagne af folkets midte og vare kvindernes jevnlige, må ansees for at være en sag af megen betydning, da dette vilde udgjøre en af de sikkreste garantier for et lykkeligt resultat; thi det er jo klart, at jo mindre og umærkeligere kløften mellem lærerinde og elever trådte frem såvel i tale som omgang, jo lettere vilde lærerinden have for at drage dem over på sin side, hvilket just ikke er nogen let opgave, da kvinden nødigt vil give afkald på nedarvede fordomme, overtro og dårlige sædvaner, hvis rødder stikker så overmåde dybt i folkelivet og altfor længe har trodset ordets og forstandens magt» o.s.v. Lærerinderne måtte få løn af kommunerne, men så skaffe sig sin arbeidskreds eller skole på den måde, at de oprettede kvindeforeninger af bondestandens husmødre. Foreningerne skulde ordnes på en måde i lighed med kvindeforeningerne for missionen. «En skoledannet kvinde, vel kjendt i kvindekredsen og afholdt af sine standssøstre, efter endt lærekursus gjengiven hjemmets skjød, beriget med nyttige kundskaber, venlig og forekommende, skulde sandelig have let for at få foreninger istand i den ædle hensigt, som få skulde miskjende, nemlig den at meddele dem af sit eget gode kundskabsforråd om de anliggender, som vedkomme alle kvinder og navnlig husmødre. Under sin virksomhed i sådanne foreninger skulde hun efterhånden ved en fordringsfri og i alle dele vel beregnet opførsel ligeoverfor sine medsøstre vinde deres hele fortrolighed, agtelse og yndest, og derved også deres tillid.» - - Det vilde ikke mangle på kvinder af almuen, som gjerne vilde være med som elever i sådanne foreninger. «Enhver veed jo, at kvindens liv er ensformigt nok. Hun bevæger sig i regelen året rundt på selvsamme plet og blandt samme personer, hvorved anledning til fornøielige adspredelser og til stiftelse af nye bekjendtskaber næsten ganske er hende afskåren. Dette indskrænkede selskabsliv høres, ofte beklaget af kvikkere kvinder, og det med fuldkommen ret. - - Det må antages, at foreningens møder vilde af kvindeskaren imødesees med længsel, og de i disse tilbragte dage vilde, især af de yngre kvinder, hvilke vi jo her nærmest have for øie, betragtes som festdage.

Den med en oplyst kristelig ånd udstyrede lærerinde skulde her komme til at magte den hidtil, uagtet alle anvendte anstrængelser, uløste opgave, nemlig at frigjøre kvinden fra hendes trællestand under fordommens åg. I disse foreninger skulde første håndsrækning ydes hende af en søster, til hvem hun skuer op med fortrolighed og tillid, hvilke nødvendige elementer langtfra er tilstede ligeoverfor en anden lærer, når han enten i skrift eller tale slår ind på det felt, vi her have for øie. Her vilde kvinden kunne udfolde en forhen ukjendt kraftig virksomhed i at drage sine lavere stående ligesøstre op til et oplysningstrin, fra hvilket de kunde have en friere og uhildet udsigt over de dem som kvinder vedkommende livsforholde og bringes til en klar erkjendelse af sin egen betydning i det huslige og christelige samfundsliv.»

Og det hele (kost og løn som anført for lærer og lærerinder ved kvinde-seminariet samt kost for 20 elever m.m.) vilde, når først anlægsbekostningen var overstået, ikke komme på mere end 9 skilling årlig pr. skylddaler, for Søndre Bergenhus amts vedkommende.

Hr. Huus har gjennemtænkt sin sag så omhyggelig og fremstillet den med så megen varme, at jeg finder netop denne del af hans arbeide ganske fortjenstligt. Fra nu af kan der neppe siges stort mere i den retning, som selve tanken peger hen på. Skal der anlægges en dannelsesanstalt for de store manglers skyld, som siges at klæbe ved det nedarvede folkeliv, så må det være en sådan, hvor der sker hverken mere eller mindre end et vidunder: amtsformandskabet bevilger nogle hundrede daler, som der er den kraft i, at en lærer og to lærerinder øver sådan besynderlig virkning på en flok bondepiger, at de udgå med en kundskab og indsigt, erfaring og begeistring, med et lys og et liv, hvormed de fast forvandle de før så umedgjørlige og unyttige bondekoner, så de først tilstå og rette sine egne lyder og derefter udbrede en hidtil ukjendt trivsel og velstand og hygge i husene og i bygderne.

Dersom jeg troede på det slags vidundere, så vilde jeg, at kraften skulde anvendes på de langt flere hundreder af dalere, som bevilges og udredes til skolelærere, læger, præster o.s.v., så disses virksomhed også kunde blive skabende frugtbar. Men såsom jeg tror, at kvindeserninariets tanke er håbløs, så måtte jeg jo fortvivle, dersom jeg ikke tillige troede, at den er grundløs, at der ikke på langt nær er fuld sandhed i den grund, at folkelivet og kvindestellet i vort gamle Norge er så åndløst og urimeligt.

Men dette behøver jeg heller ikke at tro, ikke engang efter hr. Huus's egen bog. Thi i fortalen siger han, at han selv tror, at de af ham benyttede dokumenter, nemlig de til Bergenskommitteen indkomne besvarelser til spørgsmålene i den udsendte rundskrivelse, som han i sin bog har troet sig pligtig til at holde sig strængt efterrettelig, - at disse dokumenter tildels, skildre med mørkere farver, end han selv finder rimeligt. (61)

c.

En ganske anden sag synes det mig at være, når man sætter lignende dannelsesanstalter i værk, fordi man lige modsat har en god tro til folket og glæder sig over dets frernskridtsånd og så kommer med en håndsrækning. Derfor nævnte jeg selv i min forrige bog en dannelsesskole for bondepiger blandt de ting, jeg gjerne vilde se forsøgte, og derfor fortæller jeg med fornøielse her nedenfor om et par forsøg af forskjelligt slags, som man har berettet mig om.

Romsdals praktiske landhusholdningsselskab har i flere år lønnet først en, så to bondepiger, for at de skulde reise omkring og give veiledning i kvindeligt husstel, hos de bønder, som ønskede det. Som gjenstande for deres veiledning er nævnt: udluftning og vask af huse og klæder, vask af kopper og kar, levnetsmidlers opbevaring og tilberedelse, forbedringer i melkens anvendelse til smør og ost. Man har til disse poster kun antaget virkelige bondepiger, som have været opdragne i gode bondehuse i egnen og altså vare fortrolige med egnens stel. Tildels har man ladet dem gjennemgå et melkekursus hos en schweizer, som boede i Bolsø præstegjeld. Pigernes instrux tilholdt dem at optræde med venlighed, beskedenhed og varsomhed samt vise agtelse for den bestående tarvelighed og sparsommelighed. Derhos har selskabet oftere uddelt skrifter om husstel. Begge disse forføininger (de omreisende piger og skrifterne) troes at have virket godt. Vel er det så, siges der, at det blot er de mest oplyste og velstående folk, som benytte sig af disse læremidler; men det håbes, at det mønsterstel, som sådanne bønder udføre og fremstille, vel virke på de øvrige mindre oplyste og bemidlede. (62)

Den forsamling, som mødte på Stjørdalens Folkehøiskole netop for at drøfte og besvare mine spørgsmål, frarådte enstemmig formelige husholdningsskoler, med 2-årigt kursus o.s.v. Derimod anmodede den forstanderen, hr. Bentsen, om at give til bedste en beretning om hans dengang 3 gange gjentagne forsøg med et pige-kursus på 2-3 måneder, i 1869, 70 og 71. Der havde været indtil 19 elever. Af beretningen hidsættes:

«Vi opfatter da vor opgave således, at det især gjælder at løfte dem i åndelig retning og påvirke dem dertil, at de ei finder det nødvendigt eller rigtigt at stille sig udenfor livets strømninger. Men da det på den anden side vilde være både skjevt og farligt at lede dem ind i den «fine» eller dannede verdens livsstrømninger, så fremholder vi temmelig stærkt den selvstændige folkelige og nationale dannelse, som den, det gjælder for alle klasser og stænder at samles om, så om der ikke blir anden råd, får bonden selv med sine fortrin i denne retning ikke undse sig for at gå i spidsen og vise vei.

Jeg tager gjerne udgangspunkt i mine redegjørelser på skolen for dens opgave og plan fra Grundtvigs høiskolesang:

  Hvad Solskin er for det sorte Muld,
Er sand Oplysning for Muldets Frænde;
Langt mere værd end det røde Guld
Det er sin Gud og sig selv at kjende.

Derefter bliver prøvestenen for den sande oplysning, som i frugt for livet kan lignes med himmelens sol, og som derfor også alene kan danne grundvold for al ægte dannelse, den, som lærer os vor Gud og os selv at kjende. Og som oplysningskilder, der kan stå for denne prøve sten, bliver egentlig kun naturkundskab, historien og profetien og den nærbeslægtede poesi, medens sprog, mathematik o.s.v. o.s.v. kun kan være det middelbart enten som åndelig gymnastik eller som hjælpemiddel, - sprog i historieveien, mathematik i naturveien o.s.v.

Erkjendes skal det altså, at den, der i livet lægger for dagen, at den nærliggende natur er ret opfattet - enten det så er ved et videnskabeligt hjælpemiddel eller ved hverdagslig erfaring samt den hjemlige og oversatte historie og poesi (herunder profeti), den har grundvolden for al ægte dannelse og har denne selv i dens væsentligste træk.

Til den ende blir historien, navnlig ebræers, grækers og nordboers, såvidt vi rækker, betragtet, således at vi ser Vorherres førelse med «den ædle æt» og ledning af «den gode sag» til endelig seier, hvorfra vi kaster blikket på tidens folkelige spørgsmål. Mythologien (som sindbilledsprog) samt folkesagn, folkeviser, eventyr tildels, ligesom i øvrigt den digtning (poesi), vi kan råde med, blive især fremdraget til besvarelse af mere indre livsspørgsmål, og det bedste af sagaerne blir fortalt for selve skikkelsernes skyld. Til alt dette knyttes jo sang på det allerinderligste. Af naturfag tages jo det, der både har mest interesse og må have mest betydning for det praktiske liv, hvilket da nærmest opklares ved hjælp af deres egen erfaring og ved små experimenter.

Som underordnede fag medtages da regning, skrivning, læsning og håndarbeide, dette sidste også helst i praktisk retning som skræddersøm o.s.v.

Ved siden heraf går pigerne turvis i kjøkkenet - dog i dette som i alt det øvrige frivilligt - for at deltage i madlavningen og det øvrige kjøkkenstel, der for vort vedkommende helt må være baseret på økonomi forenet såvidt muligt med ordensstel, da vi med elever, tjenere og de fremmede, der besøger os, i regelen spiser ved et bord og af samme mad. Disse omstændigheder gjør især, at jeg er tryg for, at husholdningslæren her ei skal skjemme dem bort for de landlige vilkår, men heller blive dem til ikke så liden praktisk nytte, da det især skorter kvinderne på landet øvelse i og skjøn på at tillave billig mad for tilfældige fremmede, og da vi i økonomisk henseende er stillet heller uheldigere end bønder i almindelighed. Vor egen husholdning har jeg da også ført temmelig nøiagtigt regnskab med og fået den i de 2 sidste år til at balancere efter bygdens kostberegninger.»

d.

«Veed man ellers noget råd at give?» Eneste råd er at holde ud, ikke blive træt eller tabe modet, men heller at begynde forfra og så fortsætte og holde ud!

Målet er angivet ovenfor, i slutningsordene af lste kapitel. Eller det kan angives således som i fortalen til min forrige bog, at det må komme dertil, at hver mand får lyst og sind til at deltage i folkets fællesarbeide og kappes i fremskridtet - hver mand blandt de hundrede tusinde af naboer og standsfæller skal ville tage fat med begge hænder og holde ud med alle kræfter!

Der må tages fat og holdes ud på forskjellig måde. Det almindeligste vil blive, at hver mand holder orden i sit eget hus, hver kone gjør sine kopper rene og feier for sin dør, så ingen skal have noget at laste der. For nogle mennesker kan det falde sig så, at de få at hjælpe til på den måde, at de reise omkring for at give veiledning i husstel, eller de holde landbrugsskoler for gutter eller høiskolekursus for piger o.s.v. Min lod (thi jeg har min lod i arbeidet og i ansvaret) har i nogen tid været den, at drage omkring i landet, lægge mærke og tænke over folkets kår og sæder og drøfte de forskjellige råd og tale med hver mand, jeg traf, og så endelig skrive bøger. Men for alle og enhver gjælder dette samme og ene: at holde ved med det, som nu engang ligger hver til.

Nu, jeg har fået andet at varetage, må jeg give op hint. Men idet jeg giver op, ser jeg mig om efter nogen, som jeg kan give det over til. Og jeg tillader mig i den anledning en ærbødig henvendelse til de tre vestlandske amter, som ved sin interessante prisopgave bragte mig til at offre så meget af tid og kræfter på de vestlandske spørgsmål.

Amterne haver begyndt, og også for dem gjælder det: at holde ud. De skulde være de vestlandske bygders øie og tanke, altid vågende over folkelivets gang og villig rækkende hånden til mænd, som drives af fædrelandsk forskersind og trænge til den pengehjælp, som det skal til for at få bøger trykte, således som nu jeg er så heldig at kunne lade nærværende bog trykke med de tre amters penge (se 1ste kapitel, side 9).

Skrive bøger og bekoste bøger trykte? Det så jo ud til, at de udrette så overmåde lidet! (63) Men det må naturligvis kun se ud så eller være så for en stund. Thi det er jo netop formedelst tale og skrift, at hine hundrede tusinde skulle vækkes, opmuntres og ledes. Derfor må det altid håbes, at omsider skal det gives en forfatter at skrive i en stemning, som tiltaler. Og imidlertid, medens der ventes på dette, eller medens det ser så frugtesløst ud med forsker- og forfatterarbeidet, er der noget, som heder at dyrke og glæde sig i videnskaben for dens egen skyld og bygge op med den ene opdagelse og sandheds-erkjendelse efter den anden: den tid skal komme, da en heldigere folkeforfatter skal vide at gjøre brug af de flittige forarbeider.

Amtsformandskaber og litterære interesser sammen? Det lyder jo underligt. Men hine amter have, som sagt, gjort begyndelsen. Og de have forhåbentlig ikke grund til at angre det. Pengeudgiften kan ikke kaldes stor; men nu er der lysere, der, hvor man famlede i 1864, da prisopgaven blev udsat.

Der er naturligvis fremdeles uklarhed over adskillige partier af folkelivet. Og under uklarheden hersker meningsforskjel og tvivl angående måden at tage tingene på. Både offentlige myndigheder og private mænd kunne kalde det guld værd at komme på det rene med dette eller hint spørgsmål. Vi have friske exempler: lægerne kom ingen vei med mændene i sundhedskommissionerne, og så kom det ord op mellem dem: «Det er kvindernes skyld, at det står så ilde til med alt hvad der hører til sundhedspleien i husene» (64) ; eller bønderne bekymredes for de stigende husholdningsudgifter og den årlige underballance, og det ord kom op og fik indgang hos dem: «Skylden må være hos kvinderne, som ikke forstå chemi - der skal jo cherni selv til en sådan ting som at koge grød.» (65)

Men der var mere iver i disse ord end klarhed og sikkerhed.

Dersom der fandtes en mand, som vilde opoffre et år eller flere på at granske sandheden og grunden i sådanne spørgsmål, skulde da ikke fornuftige amtsformandskaber gjerne ville give de dalere, som kunne udkræves for at få hans skrift derom trykt?

De norske bondebygder tilsammen have sin opgave: den, at vinde frem til klarhed over sin hele eiendommelighed i kultur, sin eiendommelige stilling i samfundet. Og hver provins kan igjen have sine særegne opgaver. Men forsåvidt løsningen af disse opgaver falder ind under videnskabelige bestræbelser, så må der ikke stoles på, at hovedstaden med dens universitet skal være den første til at tage sig af sagen, hovedstaden, som ellers er videnskabens og kunstens bedste hjem hos os.

Ser jeg mig om efter åndelige midtpunkter for landsbygdernes vedkommende, så falder blikket netop på amtsformandskaberne.

Vore nordligste egne, med Ishavet udfor sine kyster og med finnebefolkningen oppe på fjeldene, har naturligvis sine eiendommelige opgaver, og for deres skyld have amterne nylig bevilget penge til et så nyt og usædvanligt formål som at grunde et musæum i stiftsbyen Tromsø. Nu vel, de Bergenhusiske og Romsdals amter ville også få finde, at de have sit at stræve med, disse amter, som i adskillige stykker synes mere end andre egne af landet at have holdt på det ældgamle i folkeskikkene og nu i vor besynderlige overgangstid må se på en så meget pludseligere opløsning og voldsommere forandring. Men om disse amter årlig ofre en sum penge til litterære arbeider over disse foreteelser, så vil det være nærbeslægtet med hin interesse for et videnskabeligt musæum.

Første tanken om sådan henvendelse til de tre amter opstod hos mig i forbindelse med tanke på Storakers virksomhed, den mands, som læseren vil have gjort bekjendtskab med i 4de kapitel. Jeg vilde, at man skulde give den øvede og fædrelandssindede forsker det hverv at bereise de tre amters for Norges folkeliv så særdeles mærkelige bygder og så sige sin mening om, hvad han så og hørte. Hvor jeg skulde ønske at se ham som min egen eftermand i arbeidet! Men nu faldt han fra, og jeg skulde ikke have den glæde.

Men der må jo altid være mænd! Og jeg tillader mig at pege på en anden mand, en af dem rigtignok, der som kommittemedlemmer forkastede mit ærlige arbeide i denne sags tjeneste, men hvis dygtighed og iver jeg alligevel veed at påskjønne: hr. overlæge Løberg i Bergen. Om han ved et tilskyndende ord af amtsformandskaberne lod sig bevæge til at nedskrive og offentliggjøre, hvad han under sin mangeårige virksomhed på Vestlandet har bemærket og erfaret angående en sådan ting som det ofte påklagede vestlandske madstel, så kunde skriftet på forhånd hilses som en berigelse for folkelivslitteraturen.

I skoledirektør Coucheron har Bergens stift nylig fået en mand med ægte forsker-sind, og ham vilde jeg at amterne skulde bevæge til at give os en historisk fremstilling af folkeoplysningens udvikling, af åndsdannelsens retning i stiftet, så vi kunde få se, hvor det bærer hen med bevægelsen i vore dage, da der er i virksomhed sådanne kraftmidler som almueskole med seminarister, kommunal-ordning med mangeartede forhandlinger (formandskab, skolekommission, fattigkommission, sundhedskommission, amtsformandskab), fremdeles landbrugsskoler og folkehøiskoler, bondevensmøder og menighedsmøder, endelig Amerika-breve og især aviserne i de tusinder af exemplarer - alt at ligne med kanaler, som ind til disse ægte gammeldags bygder på Strilelandet og på Søndmøre o.s.v. føre hvad godt og ondt der flyder på tidens rivende strømme. I den ønskede fremstilling fra den mands hånd, som jeg tillod mig at nævne, vilde jeg have folkeoplysningens begreb så rummelig opfattet, at vi skulde få se f.ex. hvorledes det i de sidste 10 eller 5 år er gået med visse tal, som jeg for en årrække tilbage så offentliggjorte netop for Bergens stift, nemlig tal på gjæsterne ved Herrens bord: tallet var så mærkelig høit; men mon det holder sig? mon der ikke allerede mærkes begyndelse til forandring på det punkt? Forstå mig ret: jeg er ikke bange for tidens strømninger, jeg veed jo, at også i fortiden, da det var mere stille og uforanderligt, var verden dog altid verden, og det er netop ved hine nye virkemidler at det skal nåes, som alt længe har stået som folkevennernes ønske: at hver mand skal vækkes til følelse for samfundet og deltagelse i dets anliggender. Men jeg mener, at det egner sig for et oplyst folk at følge tiden med bevidsthed. Lad kun det gamle brydes ned, når så skal være; men folket selv, dets iboende sands og kraft og rette væsen, dets personlighed, må ikke sådan uden videre omdannes, fordi de ydre livsformer og tankeformer antage nye skikkelser og livet får større fart. Vi ville stadig lægge mærke til, om oplysningens fremskridt ere fremskridt henad mod sandhed, om åndens bevægelse er en bevægelse med alvor.

For 100 år siden levede i Søndmøre professor Strøm, som i sit berømte værk over egnen gav en særdeles, omhyggelig og omstændelig beskrivelse af næringsveiene. Men i det samme Søndmøre bor nu foged L. Daa, som med det fortrolige kjendskab, han fra barnsben har fået til alle egnens forholde, forener det fædrelandske historie-studiums videnskabelige interesse. Jeg minder blandt andet om hans historiske oplysninger om Norges fiskerier. (66) Han vilde være manden til at fortsætte Strøm og fremstille for os, hvorledes Vestlandets næringsveie og formuesforholde have udviklet sig, og hvad der har været udviklingens både hindringer og betingelser. Og skulde ikke oplyste amtsformandskaber sætte pris på et sådant arbeide - amtsformandskaberne, som jo mest beskjæftige sig med amternes økonomiske anliggender?

For renlighedsstellets skyld ytrede jeg i min forrige bog ønske om at se en bog, som gav naturhistorisk oplysning om det mangehånde utøi af snyltedyr og snyltevæxter, som lægge sig på mennesker og husdyr, på boliger og klæder og madvarer, og som det af den grund hidtil har været ugjørligt at få bugt med, at de allerfleste ikke engang vide at det er levende væsener, eller dog ikke kjende tilstrækkelig til, hvorledes de fremkomme, forplante sig og trives. Det vilde være et udmærket hjælpemiddel i den trættende krig mod utøiet, dersom en så grundig og derhos så behageligt skrivende naturforsker som R. Collett i Christiania kunde formåes til at tage sig af sagen. Havde hvert hus tydelige afbildninger af skabmiden og alle de øvrige små uhyrer, afbildninger af dem med samt deres æg, larver og unger, så skulde der blive mere iver og mod, og den svage forsvarskrig, som nu har varet så længe, skulde gå over til en afgjørende angrebskrig. Ja, så megen vægt lægger jeg på sådant naturhistorisk hjælpemiddel, at jeg, om jeg havde at råde, ikke vilde betænke mig på at sende hr. Collett et reisestipendium og indbyde ham til at besøge Bergens stift, som (det kan sees af 5te kapitel, side 87 ovenfor) desværre måtte opføres med en større skab-procent end noget af de øvre stifter.

I denne sammenhæng tillader jeg mig at tage op igjen, hvad jeg i forrige bog (67) slog på, om en hel række af skrifter eller årsberetninger om, hvad der gjøres omkring i bygderne for at få endelig bugt med den harmelige skabklåe. Jeg fortalte om, hvorledes enkelte læger og sundhedskommissioner og skolelærere havde været ret ivrigt optagne med forsøg og bestræbelser, og jeg mente, at når f.ex. en af lægerne i et amt indhentede sine kollegers beretninger om, hvordan man havde grebet det an, og hvordan det gik, og så fortalte derom i et lidet skrift, som for en ringe bekostning kunde udbredes i 10,000 exemplarer, så skulde derved udrettes så meget, at alt folket holdtes på vagt. Til gratis uddeling af salve mod skabklåen bevilgede Nordre Bergenhus amtsformandskab engang 300 spd.; men jeg vilde stole vel så meget på virkningen af de samme penge, når de vare brugte til således at slå generalallarm engang imellem nogle år i rad.

I en bygde-beskrivelse om Harham i Søndmøre, som jeg gav i Folkevennen 1858 og 59, gjorde jeg mig ret flid for at komme efter det gådefulde forhold med uægte fødsler, at deres hyppighed stadig holder sig større i nogle egne og mindre i andre. I den anledning anstillede jeg en statistisk undersøgelse over bygderne fra Nordmøre i nord til Sogn i syd. Men dette arbeide ønskede jeg at betragte som en begyndelse til en videregående og dyberegående fortsættelse. Jeg tog særskilt aftryk af afhandlingen og sendte et exemplar til hver eneste sognepræst i netop de tre amter, for hvis skyld jeg skriver nærværende bog, og ledsagede sendelsen med en trykt skrivelse, hvori jeg indstændig anmodede om, at man - enten selv eller gjennem andre - vilde meddele mig tilsvarende oplysninger om folkelivet og navnlig sigtende til at få hin gåde løst. Det slog imidlertid ikke an dengang, jeg fik ikke svar fra en eneste af præsterne, kun nogle meddelelser fra en læge i egnen. Og vel har jeg senere fortsat med undersøgelser om de samme forholde for hele landets vedkommende, og navnlig om nogle af de Bergenske egne (Søndfjord og Sogn) har jeg meddelt undersøgelsernes udbytte i skriftet «Om Sædeligheds-tilstanden i Norge, Tredie beretning» (1866). Men hvor det skulde glæde mig, om nogen vilde optage arbeidet! thi der står endnu så meget tilbage. Og enhver skjønsom mand i de tre amter, jeg nu henvender mig til, måtte være den taknemlig, som kunde oplyse os om, hvad det er for omstændigheder i de huslige og sociale forholde, som monne have gjort at der falder en så besynderlig skarp skygge over enkelte af amternes bygdelag, som skille sig fra nabobygderne ved et påfaldende stort antal uægte børn (Nordmøre, Romsdalen, Indre Sogn). Sagen bør ikke gå i glemme, den bør holdes frem for alt folkets betragtning, gang efter gang, indtil den bliver påagtet.

I skrifter som de påpegede, forfattede af egnens eller af landets bedste mænd, tænker jeg mig nedlagt et indhold af blivende værd. Og kan såsandt amtsformandskabernes autoritet bevæge forfattere til at give, så bør der ikke være tvivl om, at jo den samme autoritet vil bevæge læsere til at tage imod. Derhos mener jeg, at sådanne bøger eller dele deraf just vilde egne sig til at læses af skoleungdommen, ved siden af de sædvanlige læsebøger. Jeg siger: ungdommen; thi her arbeides for en fremtid.

Men desuden kan der jo blive tale om en mangfoldighed af småskrifter, som mere have betydning for øieblikket, to-skillings-skrifter med alskens råd og vink, veiledninger og formaninger, om fædrift og melkestel og husflid og binæringer, om børneopdragelse og skolegang, om gjæterbørnene, fremdeles små håndbøger med titel: «Tjenesteguttens bog», «Tjenestepigens bog», «Fiskerens bog», o.s.v.

Nogen kan indvende at det faldt ikke heldigt ud med de tre amters litterære forsøg i 1864: den forberedende og den dømmende kommitte, som fik med prisopgaven at gjøre, formåede så lidet at vinde forfattere eller kom så lidet i forståelse med de få, som meldte sig. Det er altfor sandt. Men det er jo gjerne så med enhver sag, som begynder, at den har at overvinde begyndelsens vanskeligheder. Jeg for min del holder mig forvisset om, at herefter, om en skrift-kommitte får tilbud om bidrag fra en kjendt og agtet forfatter, vil den, netop advaret ved hint exempel, vel vogte sig for smålighed eller påståelighed i sin kritik.

Det er altså mit oprigtige og inderlige ønske, at de formandskaber, som repræsentere hine tre eiendommelige amter, fremdeles ville holdes sammen og give det øvrige land exemplet på et fællesarbeide til fælles interesses fremme ved litterære midler. Mit ærbødige forslag er, at den de holdes oppe, at de tre amter vælge mænd til at danne en skrift-kommitte eller oplysnings-kommitte, som årlig får en vis bevilgning at gjøre med (efter erfaringen fra det første forsøg vil 100 spd. årlig fra hvert af amterne være mere end nok) og så har at arbeide til folkelivets udvikling ved at fremlokke skrifter over spørgsmål, som stå på dagsordenen, skrifter, som efter emnernes beskaffenhed og forfatternes anlæg kunde have nu en mere øieblikkelig praktisk, nu en mere varig videnskabelig karakter.

Til dette punkt har jeg fremstillet tankegangen og planen således, som det faldt naturligt for mig med mine livsanskuelser og livsvaner. Men nu går jeg over til at tænke på, hvorledes forslaget muligvis tager sig ud for amtsformandskaberne.

Der kan siges:

«Det er så vidtløftigt og endeløst med denne videnskab og litteratur.»

Svar: Så kan det hele begrændses til et forsøg på 10 år.

Atter kan der siges:

«Også det er os for meget. Vi øine ikke mænd her på disse kanter, som for det første besidde fornøden anseelse til at være kommittemedlemmer og for det andet kunne have tid og tålmodighed tilovers for et hverv, som skal vare i en række af år.»

Atter svar: Forslaget kan indskrænkes til kun at angå det ene skrift, som jeg nævnte først i min opregning af ønsker, nemlig om det vestlandske madstel.

Tænkeligt er det fremdeles, at der vil blive sagt så:

«Med dette afslag blev planen jo enkelt og fattelig nok. Men endda er der noget, som bærer os imod. Vi ere ikke stemte for at søge forfatteres og læreres råd for vore huslige anliggender, som hver mand bør vide at greie selv. Sådant kunde være naturligt nok for amtsformandskaberne i 1864. Men siden den tid er der indtrådt en vending i mange ting. Der tænkes og tales mellem os bønder anderledes end før. Vi kjende lidt mere af selvfølelse og mod. Og desuden, med dine egne skrifter (den forrige bog, som vor prisopgave fremkaldte, og den nærværende) er det jo blevet godtgjort, at der hverken er eller har været sådan mislig tilstand her på Vestlandet, som det troedes før; der er fornuft i vort stel og skik i vore huse, og den vågne frernskridtsånd rører sig overalt. Folket må være sig selv.»

Nu vel, skulde jeg tillade mig at svare de ærede amtsformandskaber, så måtte det være dette, at jeg selv er mig klart bevidst, at om end sådan enkelt ting bliver sat i værk som den at danne en fast oplysningskommitte, så beror dog alt endnu på, at der er en god ånd blandt de hundrede tusinde. Jeg tror ikke, man med grund skal sige, jeg lægger overdreven vægt på bøger. Er det bøger, som ere skrevne særligt for at tjene selve videnskaben, sætter jeg vistnok deres værd så højt, at de, som ikke selv ere videnskabsmænd, ville have vanskeligt for at følge mig. Men er det forfattere, som ønske at få folkets øre, så er det min mening, at de stadig må have i erindring, at hvor meget de end vide, og hvor meget af god villie der bor i dem, så er det dog kun lidt mod den sum af viden og god villie, som er tilstede hos alt folket. En forfatter, som føler sig at være kun som en af de hundrede tusinde, har lov til at følge sin drift og skrive til og om folket; det er hans måde at svare til den fordring, at hver mand skal gjøre sit og yde sit bidrag til samfundslivet. Men et ønske må være fælles for både folkeforfatteren og læseren, og det er, at en god ånd må besjele alt folket - den gode ånd, som ingen af os kan give.

Ja, det være løsenet for os alle: en god ånd i vort folk, en ånd, som kan og vil hævde det norske navns ære og tjene Norges sag! (68)

Eidsvold, i juli 1873.




TILLÆG

 

I.


Skoledirektør Lous's forslag 1864, vedtaget af amtsformandskaberne i Romsdal, Nordre og Søndre Bergenhus amter:

Kvindens stilling i samfundet og frugterne af hendes stille virken er så omfattende og griber således ind i alle forholde, at en sund og rigtig opfattelse deraf er en af betingelserne for et folks sande og lykkelige udvikling og hele oeconomiske velvære. At hun derfor lærer at kjende og forstå sin stillings store betydning og agtes og anerkjendes efter hendes kalds rette værd, er af indgribende vigtighed ikke blot for hjemmets indskrænkede kreds, men for det hele borgersamfund. Dette har hidtil altfor lidet været påagtet i vort land, og medens der navnlig i de senere år både er gjort og fremdeles gjøres meget, for at åbne manden i de forskjellige livsstillinger adgang til den for hans kald og livsgjerning fornødne tidsmæssige uddannelse, er hidtil sågodtsom intet gjort, for specielt at uddanne kvinden i de forskjellige for hendes kald og livsgjerning særegne retninger. Det er derfor en almindelig klage, at kvinden, navnlig, om end ikke udelukkende, blandt almuen såvel i by som på land, ikke er sit vigtige kald voxen, så at hjemmet altfor ofte må savne den ordnende og ledende hånd, der fornemlig skulde berede dets hygge, børnene den pleie og opdragelse, som et velordnet og ret hjem alene kan skjænke, husvæsenet den orden, renlighed og samvirken af alle kræfter, som er en nødvendig betingelse for den sande oeconomi, og manden ikke finder den medhjælp, som kvinden efter det christelige ægteskabs ideer skulde være ham. For at modarbeide dette ansees det ønskeligt og vigtigt, at en sundere og rigtigere opfattelse af kvindens rette stilling både i det huslige og borgerlige samfund kan blive almindeligere, ligesom og at forslag kunde fremkomme om, hvad der burde gjøres for at bibringe kvinden i det større som i det mindre en for hendes stilling som sådan i det huslige og borgerlige samfund passende og tidsmæssig uddannelse. Dette antages hensigtsmæssigst at kunne skee ved udgivelse af skrifter, der på en udtømmende måde behandle sagen, men tillige så populært, at de kunde ventes at ville trænge ned til folket og berede indgang for de foranstaltninger, som muligens senere burde træffes. Sådanne skrifter vilde antagelig bedst fremkaldes derved, at et eller andet af de selskaber i vort land, som virke i sådan retning, f.ex. Videnskabernes Selskab i Throndhjem, Selskabet for Norges Vel eller i folkeoplysnings-selskabet i Christiania, fremsætter en prisopgave i ovenantydede retning og ved at bestemme en passende præmie for den besvarelse, som dertil findes værdig, offentlig indbyder til concurrence.

Såfremt amtsformandskabet billiger foranstående, har man troet det gavnligt, for at fremskynde sagen, at det, i lighed med hvad allerede er besluttet at skulle skee fra Romsdals og Søndre Bergenhus amtsformandskaber, lod en opfordring udgå i den antydede retning til de nævnte selskabers bestyrelser og samtidig tilbød sig for sit vedkommende at bidrage med en bestemt sum til den omhandlede præmie.

I henhold hertil tillader man sig at foreslåe for det ærede amtsformandskab at beslutte:
  1. En kommittee af 4 mænd udnævnes til i forening med amtmanden at overveie, hvad der måtte kunne gjøres, for at vække opmærksomheden på nødvendigheden af at bibringe kvinden, navnlig blandt almuen, en for hendes huslige og borgerlige stilling mere tidsmæssig uddannelse og derigjennem forberede mulige forføininger.
  2. Denne kommittee bemyndiges til på amtsformandskabets vegne at sætte sig i forbindelse med bestyrelserne for Videnskabernes Selskab i Throndhjem. Selskabet for Norges Vel og folkeoplysnings-selskabet i Christiania med opfordring til enten enkeltviis eller alle i forening at udsætte en passende pengebelønning for det skrift, som vedkommende bestyrelse eller bestyrelser måtte finde, på en tilfredsstillende måde udtømmende og populært behandlede spørgsmålet om kvindens rette stilling og betydning i det huslige og borgerlige samfund, med practiske forslag om, hvad der hensigtsmæssigst bør gjøres, for at bibringe kvinden i almindelighed en til denne hendes stilling tidsmæssig uddannelse.
  3. Som amtets bidrag til en sådan priisbelønning bevilges 100 spd., der udredes af amtskommunekassen, såsnart vedkommende selskabs bestyrelse meddeler amtmanden, at et skrift er befundet værdigt den udlovede præmie.

(Folkevennen 1864, side 549-51).

II.

Spørgsmåls-række, som nærværende bogs forf. lagde til grund, da han ved amternes prisopgave i 1864 blev ledet til at granske disse forholde og indsamle oplysninger:

 

OM KVINDENS STILLING

  1. Arbeidspligt. Konens og tjenestepigens (eller datterens) arbeide, om våren, om sommeren, om høsten, om vinteren, - ude og inde, i fjøset, ildhuset, stuen, - gårdsarbeide, kreatur-røgt, madstel, renhold, husflid, - arbeide, som kræver legemlig styrke, forstand, tålmodigt sind. Overmål af arbeide?
  2. Madstel. 1) madvarernes første tilberedning og opbevarelse, 2) de enkelte retters navne og tillavning, 3) de enkelte måltiders anretning (eller hvad tider på dagen de holdes, og hvad retter der serveres til hvert mål, forskjelligt efter ugedagene og årstiderne). Drikke: Øl, brændevin, kaffe, the, melk. Have-sager.
  3. Renhold. Hvor ofte, og på hvad måde, der foretages vasking eller skuring af gulv og bohave, af selve stuen, at seng og gangklæder, af personerne. Fnat, utøi Sopelimens brug på stuegulvet, i ildhuset, på tunet. Spise- og koge- og melke-karrenes vasking.
  4. Kunst-flid. Spinde, væve, farve; spøde, stoppe, lappe; sy, tilskjære mandfolk- og fruentimmer-klæder. Hvorledes og i hvad alder pigebørnene pleie at lære disse håndteringer. Moder, nye arbeidsmåder. Brodere, hekle.
  5. Børne- og sygepleie. Gjængse forestillinger om sundhed og sygdom, nedarvede regler for sundhedens bevarelse eller for sygdommens helbredelse. Husråd. Kreatur-sygdomme. Åtgjerd, overtro.
  6. Familielivet. Skik og vedtægt angående forholdet mellem husfader og hustru, mellem moder og børn, mellem husmoder og tyende; tjenestepigens forhold i huset, hendes pligter og rettigheder. Frierskikke, giftermåls-anliggender.
  7. Selskabs-skikke. Hus-feste; adspredelser; sands for poesi og for læsning; prøver af folkepoesi.

 

ANMÆRKNINGER

  1. Læg først og fremst an på at udfinde og fremstille den fornuft og gode villie, som der monne være i det hele stel.
  2. Vælg at beskrive enkelte ting meget udførligt, fremfor at fare løselig hen over mange.
  3. Ved opgaven I. tænkes mest på arbeidets mangfoldighed og møie og anstrængende, beskaffenhed, ved opgaverne 11. og 111. og IV. tænkes tildels på de samme arter af arbeide, men således, at det mere erindsigten, kunsten og færdigheden, som haves for øie.
  4. Oplys tingene med exempler fra det virkelige liv, helst sådanne, som kunne vække velvillie og agtelse for vore almue-kvinder.

    (Folkev. 1864, side 642-43).

 

III.

Spørgsmåls-række, udstedt af amternes forberedende kommitte:

Efter bemyndigelse af de af Søndre og Nordre Bergenhus samt Romsdals amtsformandskaber valgte kommitteer, for at tage under overveielse spørgsmålet om kvindens rette stilling og hvad der måtte kunne gjøres for at skaffe hende en til denne passende tidsmæssig uddannelse, have vi undertegnede, tildels efter de af Eilert Sundt i Folkevennens 13de årgangs 7de hefte fremsatte spørgsmål, samlet efterfølgende i 7 hovedgrupper ordnede spørgsmåls-rækker, hvilke vi gjerne ønskede besvarede så fuldstændigt som muligt og helst fra hvert enkelt bygdelag inden amterne, for på den måde at kunne få samlet fornødent materiale til bedømmelse af forholdet, således som det nu er, til benyttelse af den eller de, som efter offentlig indbydelse måtte føle sig kaldet til at tage spørgsmålet om kvindens stilling m.m. under behandling.

Da vi ikke kan vente, at hver enkelt, til hvem vi tillade os at oversende disse rækker spørgsmål, vil være istand til udtømmende at kunne besvare alle de deri fremsatte spørgsmål, tør vi dog håbe, han vil besvare såmange af dem, som han ser sig istand til, og derunder tage hensyn til vore i de til slutning tilføiede anmærkninger udtalte ønsker.

Besvarelserne bedes påtegnede, fra hvilket præstegjeld, sogn og bygdelag de ere meddelte.

 

A. OM PIGEBØRNENES OPDRAGELSE

  1. Hvorvidt, på hvilken måde og fra hvilken alder nyde pigebørnene nogen slags undervisning og veiledning;
    1. i at pleie og stelle småbørn?
    2. i at strikke, sy, stoppe, lappe, spinde, væve, hekIe o.lign.?
    3. i at sope, skure, gjøre rent i huset etc.?
    4. i at vaske klæder, stryge, rulle o.lign.?
    5. i bagning, brygning, tillavning og kogning af mad og drikkevarer, eller i madvarers saltning, tørring, røgning o.lign,.?
    6. i at fodre, røgte og stelle kjør, smaler eller andre husdyr, gjæte dem i hjemmarken og på sæteren, behandle melken, kjærne, yste etc.?
    7. i at spade ageren, behandle gjødselen, hakke, slåe græs, samle løv, skjære korn, hyppe potetes og andre jordarbeider?
  2. Fra hvilken alder deeltage pigebørn stadigt i ovennævnte arbeider?
  3. Sættes de ved de under 1 g nævnte arbeider ved siden af voxne fruentimmer eller mandfolk, eller hvormeget mindre dagsarbeide fordres under almindelige omstændigheder af disse end af de voxne?
  4. Deeltage pigebørn, og i så tilfælde fra hvilken alder, i at roe, at fiske eller anden søhåndtering, og i hvilket forhold ståer det arbeide, som i denne henseende fordres af dem, til det, som fordres af voxne?

 

B. OM KVINDENS ARBEIDE

  1. Hvilke ere konens og hvilke ere tjenestepigens eller de voxne døttres særskilte arbeider:
  1. Om våren.             2. Om sommeren.
a.   inde i huset? a.   inde i huset?
b. i ildhuset? b. i ildhuset?
c. i fjøset? c. i fjøset?
d. udearbeider, på marken,
på sæteren, på søen?
d. udearbeider, på marken,
på sæteren, på søen?

3. Om høsten. 4. Om vinteren
a. inde i huset? a. inde i huset?
b. i ildhuset? b. i ildhuset?
c. i fjøset? c. i fjøset?
d. udearbeider, på marken,
på sæteren, på søen?
d. udearbeider, på marken,
på sæteren, på søen?
  1. I hvilken udstrækning deltage mandspersoner i forannævnte arbeider, eller hvilke særskilte arbeider påligge dem?
    1. Fordres der ved alle eller nogle udearbeider samme dagværk af de voxne fruentimmer som af mandfolk eller i hvilket forhold stilles begges dagarbeide til hinanden indbyrdes?
    2. Hvilken vægt af hø eller andet regnes for en almindelig byrde for en voxen mand, voxen kvinde og for en kvinde i yngre alder?
    3. Er der enkelte arbeider, som kvinderne imod almindelig skik og brug ellers i landet ere enten bebyrdede eller fritagne for?
    4. Hvor stort pleier tjenerforholdet være i forhold til brugets størrelse - navnlig med hensyn til lettelse for husmoderen?
    1. Hvilke af de arbeider, i hvilke voxne fruentimmer nu må tage del, fordre mest legemlig anstrængelse og synes mindst at stemme overens med fruentimmernes natur?
    2. Fritages konerne under svangerskab eller i en passende tid efter barselsengen for tungere arbeider såvel ude som i huset?
    3. Kan der, foruden i arbeidet, også ellers i leveskikkene og livsforholdene påvises omstændigheder, som have nogen skadelig indflydelse navnlig på fruentimmernes helbred?
    1. øve-, der husflid ved spinding, vævning, farvning, strikning o.lign., og er det da konens eller tjenestepigens og de voxne døttres gjerning?
    2. øves de nævnte husflidsarbeider kun for eget forbrug eller tillige for at vinde handelsvare?
    3. Tilskjæres og syes mandfolks og fruentimmers klæder af husets egne fruentimmer og da af hvem?
    4. Ere de til ovennævnte arbeider benyttede redskaber og arbeidsmåder forældede eller tidsmæssige?
    5. Ere husflidens produkter af almindelig beskaffenhed, eller udmærke de sig i nogen henseende?

 

C. OM MADSTEL

  1. På hvilken tid om morgenen står man op, om vår, sommer, høst og vinter; hvorofte, når og hvorlænge hviles der om dagen og når går man aftenen tilsengs?
  2. Ved hvilke klokkeslet a. nydes de almindelige daglige måltider? b. hvilke madsorter bruges til hvert måltid? hvorledes tilberedes disse?
  3. Benyttes til visse tider, f.ex. ved visse arbeiders udførelse, særskilte måltider foruden de alminnelig bestemte, hvilke ere disse, når bruges de, og hvad nydes?
  4. Nydes kjød, flesk, fisk almindeligst fersk eller saltet, tørret eller røget, og hvorvidt foretrækkes gamle madvarer fremfor ferske?
  5. Benyttes grønsager, kål, rødder o.lign., og da hvilke især og hvorledes?
  6. Hvorledes tilberedes madvarer, kjød, flésk, fisk o.s.v., som skal opbevares for flængere tid, hvorledes opbevares og behandles melken og de af den udvundne produkter, hvordan er fremgangsmåden med kornets tørring og malning, med brødbagning og kogernelets opbevaring?
  7. Hvilke drikkesorter, kaffe, the, melk, syre, øl etc. benyttes ved de forskjellige måltider eller imellem disse?
  8. Nydes øl, brændevin o.lign. som daglig drik?
  9. Kan det opgives, hvormeget der af de forskjellige slags madvarer forbruges om året i en husholdning af opgiven størrelse?

 

D. OM RENHOLD AF KLÆDER OG HUSE

    1. Hvorofte udluftes beboelses- og soverum, og åbnes vinduerne?
    2. Hvorofte sopes gulvet i beboelses- og soverum, i kjøkken, ildhus og stabbur, eller opryddes og sopes på tunet og omkring boligen?
    3. Hvorofte og hvorledes vaskes bohave og vinduer og skures gulv i beboelses- og soverum, i kjøkken, ildhus eller stabur? Bruger man at strø sand eller bar på gulvet?
    4. Hvorofte og hvorledes vaskes, udluftes og pidskes seng- og gangklæder?
    5. Hvorofte og hvorledes vaskes koge-, spise og melkekar?
    6. Hvorofte vaske personer, voxne og børn deres ansigt, hænder eller hele legeme, eller rede og kjæmme deres hår? Bruges bad, øves børn i svømning?
    7. Er fnat, skurv eller utøi almindeligt blandt voxne eller børn, ansees det som en skam for vedkommende, og gjøres der alvorlige skridt, for at blive det kvit? Hvilken forestilling har almuen om, hvori de ækle hudsygdomme fnat og skurv egentlig bestå?
  1. Hvad er at bemærke om almuens seng- og gangklæder, navnlig med hensyn til hensigtsmæssighed, prisbillighed, pyntelighed?
  2. Er der vandhus til boligerne og benyttes det? Hvor har kjøkkenmøddingen sin plads?
  3. Er der frugt- og kjøkkenhave til husene, hvem passer den?

 

E. OM BØRNE- OG SYGEPLEIE

  1. Benyttes almindelig de examinerede jordmødres hjælp, og hvorvidt følges deres anordninger med hensyn til spædbørnenes pleie, deres beklædning, renholdelse, føde etc.? Hvor gamle ere i almindelighed børnene, når de bringes til kirke?

  2. Hersker der fordomme og overtro med hensyn til sundhedens bevarelse, sygdomme hos mennesker og kreaturer, disses helbredelse o.s.v., benyttes almindelig lægehjælp eller husråd, søges kvaksalvere?

 

F. OM HUSLIVET

  1. Pleie husfaderen og husmoderen at samråde sig med hinanden om børnenes opdragelse, om husets, gårdsdriftens og familiens anliggender, eller skjøtter hver sit?
  2. Lyde og følge de opvoxende børn deres forældres, navnlig mødrenes befalinger og råd, føres der tilsyn med børnenes opførsel, deres renlighed, flid, skolegang m.m.?
  3. Gjøres der nogen forskjel i huset mellem tjenere og voxne hjemmeværende børn?
  4. Have halvvoxne eller voxne personer af forskjelligt kjøn deres natteleie i samme soverum, og hvor sove enhver af dem til de forskjellige årstider?
  5. Skik og brug med hensyn til tjeneres, både drenges og pigers, opsigelse, fæsting, flyttetid, løn, klæder, fristunder? Ansees det som frit for tjenere at gå bort om natten og om helligdagene? Hvad sparsommelighed og vinskibelighed lægge tjenerne for dagen? Er det sædvane, at fattige ægtefolk tage tjeneste?
  6. Hvad anledning er der for bygdens kvinder til at komme ud at se og lære noget nyt?
  7. Dersom forholdet med uægte fødsler i bygden udmærker sig til det bedre eller til det værre, kan der da påpeges nogen bestemt omstændighed som årsag dertil?
  8. Hvordan pleier den piges stilling at være i almuens øine, som sidder med uægte børn?
  9. Hvordan er forholdet med frieri, - hemmelige forlovelser eller aftale med forældre, omtalsmænd, fæsterøl, fæstemandens besøg hos sin forlovede, deres sammenflytten for brylluppet; - ulige forbindelser med hensyn til alder eller stand, fornuftpartier, ægteskabelig lykke?
  10. Hvordan er bryllupsskikken, skålbryllupper, udgifter og indtægter ved dem og de derved pådragne forpligtelser? Hvem bekoster brylluppet, hvem har at tilbagebetale den gjæld, som påtages ved skålgaven, om brudgommen eller den, som bekoster brylluppet? Er noget foretaget for at få afskaffet nogle af de gamle besværlige bryllupsskikke? Er det almindeligt, at brudevielserne holdes om søn-og helligdage?

 

G. OM SAGEN I ALMINDELIGHED

  1. Hvad råd veed man at påpege til at fremme den sag, som denne række af spørgsmål går ud på at forberede?
  2. Hvad siger almuen selv om det kvindelige stel og kvindens stilling i huset og samfundet, såvelsom om de senere tiders bestræbelser for at få indført forbedringer og fremkalde nye begreber og skikke deri?

 

ANMÆRKNINGER TIL SAMTLIGE FORANSTÅENDE SPØRGSMÅL

  1. Hensigten med disse spørgsmål er at erfare, hvorledes stillingen i omhandlede henseender virkelig er, for at se i hvilke retninger forandring er ønskelig og i hvilke ikke. Vær derfor opmærksom på og fremhæv såvel, hvad der måtte kunne anføres til fordel for almuens stel, som hvad der kan indvendes derimod, og hvor det er misligt, da oplys om dette måske kan have sin grund i hinderlige ydre omstændigheder, såsom ugunstigt klima, knappe næringsveie, spredt befolkning, manglende arbeidskraft, slette veie eller særegne besværligheder ved lokale forholde o.s.v.
  2. Forklar overalt de forandringer, som vides i tidens løb at være foregået i stellet og levernåden, hvorfra disse ere komne, og om de have virket heldigt eller uheldigt.
  3. Sammenlign bygdens forholde i de forskjellige henseender med nabobygdernes, og oplys hvorledes almuenselv dømmer om stellet på fremmede steder. Fremhæv især, hvor det kan ske, forskjellen imellem kystbygderne og indlandet.
  4. Lad os overalt høre de ord og benævnelser, som tingene have i almuens tale, og meddel til oplysning om almuens egne begreber og anskuelser allehånde mundheld og ordsprog, der angå heromhandlede a nliggende.
  5. Medtag under fremstillingen sådanne oplysninger, som skjønnes at høre ind under vor opgave og at kunne kaste lys over den, om de end ere forbigåede i spørgsmåls-rækken.
  6. Det vilde være ønskeligt om flere personer i et større bygdelag vilde forene sig om disse spørgsmåls besvarelse. således at de delte spørgsmåls-rækkernes hovedafdelinger imellem sig og senere lod besvarelserne cirkulere til fuldstændiggjørelse.
  7. For den forestående bearbeidelses skyld, der kan blive overdraget til forskjellige personer, bedes iagttaget, at der aldrig på et og samme papir bør skrives besvarelse til mere end en af spørgsmåls-rækkens bogstaver eller hovedafdelinger.
  8. Besvarelserne bedes indsendt i ubetalte breve til hvemsomhelst af undertegnede, efterhånden som de blive færdige og senest inden St. Hansdag 1866.
    Bergen i september 1865
Th. Lous. H. Th. Meinich. T. I. Løberg.
Skoledirektør. Amtmand. Overlæge.
(Folkev. 1865, side 428-32).

 

IV.

PRISOPGAVE

I henhold til ligelydende beslutninger med tilhørende bevilgninger, der sommeren 1864 fattedes af Søndre og Nordre Bergenhus og Romsdals amtsformandskaber, samt på anmodning af en af disse amtsformandskaber udnævnt kommitte, bestående af de herrer skoledirektør Lous, amtmand Meinich og overlæge Løberg i Bergen, udsættes følgende prisopgave, sigtende til at fremkalde oplysning om og forbedring af det kvindelige stel blandt de vestlandske amter:

Hvilken stilling bør landalmuens kvinder indtage i huset og familien, og hvilken uddannelse tiltrænge de for at gjøres skikkede for deres kald? Hvilke mangler i disse henseender ere mest fremtrædende i de vestenfjeldske egne? hvorvidt kunne de under de forhåndenværende forholde afhjælpes? samt på hvilken måde og ved hvilke midler?

Besvarelserne må indeholde såvidt detailleret beskrivelse af de bestående forholde, navnlig i de 3 nævnte amter, at såvel lys- som skyggesiderne ved disse klart kan påpeges. For muligens at kunne bistå med materialier til oplysning om forholdene har amtsformandskabernes kommittee ladet trykke og omdele til besvarelse fra de forskjellige bygdelag den i Folkevennen 14de årgang 5te hefte side 428 indtagne, i 7 hoved-grupper samlede spørgsmåls-række, og de indkommende besvarelser vil i sin tid kunne hos udstederne erholdes udlånte til afbenyttelse.

Som præmie for opgavens besvarelse er af amtsformandskaberne stillet til disposition 300 spd., der udelt vil blive tilkjendt den, som findes tilfredsstillende og bedst at have besvaret den hele opgave. For det tilfælde, at ingen besvarelse findes at fortjene den hele præmie, hvorimod en eller flere tilfredsstillende besvare enkelte dele af opgaven, vil der blive uddelt mindre præmier, dog så at ingen præmie bliver under 80spd.

Besvarelserne, som må være forsynede med tydeligt mærke og ledsagede af forseglet navneseddel med samme mærke, indsendes inden 31te december 1867 gjennern hr. skoledirektør Lous i Bergen til undertegnede bestyrelse, som har det hverv at besørge bedømmelsen og præmie-uddelingen.

Christiania, i bestyrelsen for Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, den 18de december 1865.

Eilert Sund M. J. Monrad. K. Knudsen.
L. Dahl. O. Rygh
(Folkev. 1865, side 475-76).

 

V.

Indstilling fra den forberedende kommitte om nærværende forfatters besvarelse af spørgsmålet.

Efter at kom. således i overensstemmelse med det Sundt givne tilsagn har gjort sig bekjendt med hans arbeide (69), er den enstemmig kommen til det resultat, at det ikke formenes at kunne anbefales til nogen del af den udsatte præmie. Det er nemlig skrevet under ganske andre forudsætninger og med et ganske andet mål end prisopgaven. Vistnok har det ikke været de 3 bevilgende amtsformandskabers mening, at det kvindelige stel inden amterne var i sin helhed forkasteligt, således at det fra grunden af måtte forandres; men erkjendelsen af, at det ikke havde holdt skridt med udviklingen i andre retninger, og at det i flere henseender trængte til at fremhjælpes, om det skulde fyldestgjørende tilfredsstille vor tids krav, formenes dog at være den betragtning, der har gjort sig gjældende. Og for ikke at gribe feil af den måde og de midler, som måtte være de anvendeligste og kraftigste til hensigtens opnåelse, er i prisopgaven som udgangspunkt fordret en såvidt mulig klar og uhildet fremstilling af forholdene, som de forefindes, med deres så vel lys- som skyggesider, medens den hovedsagelige vegt formenes at ligge på spørgsmålet om, på hvilken måde og ved hvilke midler samt efter hvilken uddannelse landalmuens kvinder kunde gjøres bedst skikkede for sit kald og sin betydningsfulde stilling i huset og familien.

Men herpå giver Sundts arbeide intet svar, og kan det heller ikke, da det helt igjennem søger at godtgjøre, at tilstanden, som den nu er, er den efter tid og omstændigheder bedst mulige, at millionens samvirkende arbeide gjennem århundreder nødvendigvis må føre til det bedste resultat, og at således intet andet bør giøres, end uden indblanden og påvirken at lade millionen fortsætte sit arbeide.

Kunde alligevel kom. følt sig overbeviist ved, hvad Sundt har anført om rigtigheden af hans betragtningsmåde, vilde den dog, uanseet at prisopgaven åbenbart har en anden forudsætning og et andet øiemed, fundet sig opfordret til at foreslå Sundts bog prisbelønnet; thi dersom det kunde ansees tilfulde godtgjort, at der intet er at anke over og således heller intet at rette på, vilde opgaven unegtelig have fået den bedste besvarelse, som kunde ønskes. Men kom. formår ikke at slutte sig til Sundts opfatning. Den er enig med ham i at der vistnok oftere har været uddelt dadel på urette sted, den tror også, at dette mange gange kan have havt sin grund i et for ringe bekjendtskab til de faktiske forhold og til de mange og store vanskeligheder, der stille sig i veien for en raskere kulturudvikling i landdistrikterne, og den holder ubetinget med ham deri, at en kritik om disse forhold, der ikke er baseret på det nøiagtigste kjendskab til alle de omstændigheder, der her må tages med i beregningen, snarere vil hindre end befordre forholdenes udvikling, især om der dadles i hensynsløse udtryk, der støde selvfølelsen og derfor vække uvillie. Men kommitteens medlemmer har selv såmeget kjendskab til kvindens liv og stel i de vestlandske amter, og de talrig modtagne besvarelser på de derom af kommitteen udsendte spørgsmål give så nøiagtige og pålidelige oplysninger fra andre, der have fuldt kjendskab dertil, at den holder sig forvisset om, at der virkelig findes så væsentlige mangler ved dette, at disse kun kan forklares ved en stilleståen i udviklingen af forhold, som ved nogen hjælp udenfra sikkert måtte kunne tage et raskere opsving, dersom en hensigtsmæssig fremgangsmåde for anbringelsen af denne hjælp kunde udfindes. Et uimodsigeligt bevis for, at forholdene i sin almindelighed ikke ere så ønskelige, som omstændighederne tillade, tror kommitteen også at finde i de enkelte exempler på et bedre stel, der som lysende undtagelser fra regelen kunne påtræffes næsten i enhver bygd, ligesom den betragtningsmåde, hvorfra de 3 bergenhusiske amtsformandskaber ere gåede ud, ikke synes at kunne bringes i samklang med Sundts mening, uden at forudsætte hos disse et sådant ubekjendtskab til forholdene eller en så hildet og ubillig streng dom over tilstanden, som dog ikke skjønnes på nogen måde antagelig.

Det er således kommitteens mening, at Sundt altfor stærkt har fremhævet forholdenes lyssider og altfor ensidigen taget det bestående i forsvar, og med dette feilagtige udgangspunkt finder således kommitteen heller ikke, så meget den end må anerkjende det talent og den flid, hvormed bogen er skrevet, at kunne anbefale den til præmiebelønning.



(Morgenbl. 1871, nr. 11).

VI.

Juryens (Folkeoplysningsselskabets bestyrelses) kjendelse, afgiven til den førbenævnte kommitte i Bergen i brev af 14 juni 1870 og offentliggjort i en meddelelse til Folkevennen af 25 oktober s.å.

De i kommitteens skrivelse under no. 1-6 opførte arbeider finder bestyrelsen ikke at være af den beskaffenhed, at de på nogen måde kunne komme i betragtning.

Arbeidet no. 7 (mærket X + W = S (70)) røber vistnok flid og tænksomhed, men lider dog af så mange mangler både i indhold og form, at bestyrelsen ikke kan finde det egnet til at belønnes med nogen præmie, ligesom bestyrelsen heller ikke antager det skikket til ialfald i sin nærværende form at trykkes.

Derimod er den af pastor Sundt indleverede trykte bog («Om Renligheds-Stellet i Norge») efter bestyrelsens enstemmige skjøn ikke alene ubetinget det bedste af de fremkomne arbeider, men også i sig selv et skrift, der såvel ved det rige indhold som den mesterlige fremstilling besidder et høit litterært værd, og som nok, seet fra et almindeligt standpunkt, kunde fortjene at påskjønnes ved en præmie. Når alligevel bestyrelsens flerhed ikke har vovet at tilkjende det denne her af de vestenfjeldske amtsformandskaber udsatte belønning, så er det fordi skriftet dels ikke i formen er en nøiagtig besvarelse netop af de fremsatte spørgsmål, dels også går ud fra en grundanskuelse eller kommer til et resultat, der - hvorledes man end kan dømme om dets endelige rigtighed - ialfald ikke synes at stemme med de forudsætninger, under hvilke opgaven oprindelig er given.

(Folkev. 1870, side 511-12).

VII.

Nærværende udgivers skrivelse ligelydende til amtsformandskabet i hvert af amterne Romsdal samt Nordre og Søndre Bergenhus, i våren 1871.

Til amtsformandskabet i ___ amt.

Ved det ærede amtsformandskabs møde i indeværende år vil rimeligvis blive fremlagt kommitteberetning om den pris-opgave, som ved fællesbeslutning af amtsformandskaberne i Søndre og Nordre Bergenhus samt Romsdal i 1864 blev opstillet for et skrift angående det kvindelige stel. Det vil erfares, at beslutningens hensigt forsåvidt er mislykket, som prisen ikke blev tilkjendt noget af de indsendte skrifter.

Skal så sagen være falden? Men der er dog noget særdeles nedslående ved et værk, der er givet som mislykket eller forfeilet. Det havde da været bedre at sagen slet ikke var rørt ved. Og man behøver heller ikke at opgive det her begyndte foretagende. Noget er ialfald blevet til, hvorpå der kan bygges videre. Jeg sigter til mit eget skrift «Om Renlighedsstellet i Norge», som vistnok var iblandt de forkastede skrifter, men ligefuldt består som selvstændig udgiven bog.

Min ven, skoledirektør Lous, ophavsmanden til hin interessante fællesbeslutning, var med at forkaste mit kjæreste arbeide. Han og jeg så altså forskjelligt. Men i interesse for sagen vare vi enige. Nu er han ikke mere iblandt os. Men ved venlig erindring om ham og til ære for hans minde vil jeg gjerne fremdeles yde mit bidrag til at fremme selve sagen.

Hvad er selve sagen? Det er, at det må komme dertil, at der ikke længer med grund skal kunne klages over vanstel blandt vore norske bønder. Er der overdrivelse eller misforståelse i selve klagen, bør samme opklares; er der misligheder i stellet, bør de rettes på.

Der vil nok manges arbeide til. Og der må arbeides på mange måder. Det er granskningens og overveielsens arbeide, som jeg kan tænke på at tage del i.

I fortalen til min bog, side XX og XXV [17-18 og 21], har jeg allerede fremsat tanken og ønsket om, at bogen måtte blive betragtet kun som en begyndelse, og jeg erklærer mig nu villig til at tjene sagens fortsættelse. Jeg tilbyder mig at underkaste det hele emne en fornyet undersøgelse og bearbeidelse. Efter det videnskabelige forarbeide må der nu kunne skrives kortere og fatteligere.

Men jeg vilde behøve den hjælp, at velvillige og skjønsomme mænd i bygderne meddelte mig yderligere oplysninger om de virkelige tilstande samt formeninger og råd om, hvad der kan være at gjøre for at få tilstanden forbedret.

De tre amters kommitte indsamlede en stor mængde oplysninger fra fast hver bygd inden amternes grændser, og disse oplysninger har jeg gjort rigelig brug af i min bog. Men dels tør der være foregået nogen forandring i selve tilstanden under løbet af disse år, dels og især ville tingene nu sees med andre øine end før, fordi tiden har indvirket på opfattelsen. Navnlig er det at håbe, at spørgsmålet om sagens praktiske side eller om hensigtsmæssige offentlige foranstaltninger nu monne have klaret sig noget.

Nu er hensigten med nærværende min henvendelse til det ærede amtsformandskab, at jeg vil anholde om dets understøttelse for hint forehavende. Først og fremst udbeder jeg mig den moralske understøttelse, at amtsformandskabet udtaler sig for ønskeligheden af, at det i 1864 vakte spørgsmål om det kvindelige stel fremdeles gjøres til gjenstand for behandling i skrift, og dernæst henstiller jeg til amtsformandskabets forgodtbefindende, om det også vil bevilge mig de skillinger, som kunne medgå til trykning af rundskrivelser samt til postporto - f.ex. et beløb af indtil 10 spd.

Går så sagen efter ønske, da vil jeg forhåbentlig ad åre kunne fremlægge et nyt skrift om det kvindelige stel, en årsberetning om, hvorvidt meningerne angående folket have klaret sig og hvorvidt folke-skikken har udviklet sig, kort, hvordan sagen står nu.

Jeg skriver ligelydende til amtsformandskaberne for alle hine tre amter. Men for mit øiemed er det ikke nødvendigt, at der fattes nogen fællesbeslutning.

Om så kun et enkelt af amterne sender mig et imødekommende svar, vil jeg være tilfreds. Såsom udgangspunktet for min henvendelse er en bog, som de tre amters egen bedømmelseskommitte har forkastet, vil det måske ikke være overflødigt, at jeg tilføier afskrift af nogle andre bedømmelser. (71)

Eidsvolds præstegård den 17de mai 1871.

Eilert Sundt.

VIII.

Rundskrivelse til samtlige formandskabsordførere i de tre amter.

Til formandskabets ordfører i ___

Allerede dengang jeg skrev fortalen til og altså lagde sidste hånd på min bog «Om Renligheds-stellet i Norge», da jeg næsten sørgede over at skulle skilles fra et arbeide, som var blevet mig kjært, lod jeg ord falde om det ønske at få fortsætte arbeidet og føre forskningen videre frem. I min nuværende stilling kan dette jo ikke ske således som før, da jeg kunde bereise landet og se mig om; men endda kan det ske, på den måde nemlig, at kjendte mænd skrive mig til og meddele mig udaf sin erfaring og tænkning.

Som den nævnte bog var fremlokket ved prisopgaven af 1864 fra amterne Romsdal, Nordre Bergenhus og Søndre Bergenhus, så henvendte jeg mig ivår til amtsformandskaberne her, forelagde dem mit ønske og min plan og anmodede om, at de vilde udtale sin billigelse af mit forehavende og derved skjænke det sin moralske understøttelse. Og nu i sommerens løb har jeg modtaget svarene, som alle indeholde de mest opmuntrende tilsagn.

Men i henhold hertil tillader jeg mig nu at anmode hver enkelt af ordførerne, amtsformandskabernes medlemmer, om at yde mig sin gode bistand. Det gjælder for hvert enkelt distrikt at få oplysninger og bemærkninger til nedenstående spørgsmål. Helst skulde jeg ønske at få dem fra ordførerne selv, og det om muligt som udtalelser fra distrikternes formandskaber. Men kan ikke det ske, måtte jeg bede om, at ordførerne ville søge at fremskaffe sådanne meddelelser fra andre kjendte mænd, såsom præsterne og lægerne, eller fra hvilkesomhelst mænd eller kvinder, som de have tillid til. Jeg tilføier, at om der ikke er leilighed til at få fuldstændigt svar på alle spørgsmål, så ville også kortere meddelelser være velkomne.

Spørgsmål angående det kvindelige stel eller kvindens stilling.

(Selve spørgsmålene, fem i tallet, trykkes ikke her, da de ere indtagne i bogen ovenfor, i spidsen af kapitlerne 2, 3, 7, 8 og 9.)

Det vil vel forståes, at jeg ingen pengeløn har at vente for arbeide i denne sags tjeneste. Det vil også forståes, at jo flere svar jeg får til mine spørgsmål, desmere øges mit arbeide, som jo vil være at gjengive svarene i sammendrag og sammenhæng. Men endda vil det sikkerlig forståes, hvor såre jeg vil glædes over hvert tegn på, at gode mænd ville arbeide sammen med mig i en fælles sag. Det er den sag, som de vestlandske amtsformandskaber satte i bevægelse i 1864, og som blev mig kjær for medelst det anstrængte arbeide, jeg lagde i min ovennævnte bog. I mellemtiden er der visselig opkommet andre og store samfundssager. Men den, vi beskjæftige os med her, hænger dog på mange måder sammen med de andre, og den har desuden fået den yderligere interesse, at formedelst udfaldet af det forsøg, som amtsformandskaberne slog ind på med sin prisopgave, er sagen heller bleven dunklere, end den var før.

Der må forsøges, der må stræbes, der må arbeides, seiren skal være, at det lysner ud over landet.

Eidsvolds præstegård, 30te august 1871.

Ærbødigst

Eilert Sundt

IX.

Skrivelse til amtsformandskaberne.

Til amtsformandskabet i Nordre Bergenhus.

Aldeles ligelydende skriver jeg samtidig til de to i sagen medforbundne amter Romsdal og Søndre Bergenhus.

Ifjor bevilgede de tre amter mig hvert indtil 10 spd. til forberedelser til et nyt skrift angående visse huslige forholde blandt amternes befolkning, og over den lille del deraf, som er medgået, skal jeg i sin tid aflægge regnskab for amtskontorerne.

Men efterat have erindret herom, går jeg over til at tale om et andet og betydeligere regnskabsforhold, hvori jeg står til de tre amter. Det er et moralsk forhold af modtaget og ydet. Begyndelsen var, at ved amternes udsatte præmie for et skrift om det kvindelige stel modtog jeg den skjønneste forfatter-opmuntring, og at jeg igjen ydede, hvad jeg dengang formåede til præmiespørgsmålets besvarelse, idet jeg udgav og til bedømmelseskommitteen indleverede min bog «Om Renligheds-stellet i Norge». - Fortsættelsen af regnskabet er, at med hin foreløbige pengebevilgning ifjor modtog jeg en moralsk understøttelse for min videregående forskning, og at jeg nu er i fuldt arbeide (72) med det bebudede nye skrift for dermed at yde et bedre bidrag til sagens opklarelse.

Den nævnte første bog udgav jeg selv. For at den skulde komme til hver by og bygd i Norge, henvendte jeg mig til fattigkommissionerne, som jeg allerede i anden anledning stod i forbindelse med, og indbød dem til at subskribere på bogen; men til dem af kommissionerne, som ikke subskriberede, sendte jeg bogen som gave. Af rigets 635 fattigkommissioner modtog 334 bogen på sidstnævnte måde. Særskilt inden de tre amter, som jeg nu henvender mig til, var forholdet så, at af de 127 fattigkommissioner på landet (thi byerne tæller jeg ikke med her) var der 75, som fik sig bogen tilsendt gratis. Subskriptionsprisen var sat så, at den intet overskud skulde give, og retten til at sælge bogen i bogladerne overlod jeg til bogtrykkeren uden honorar, så der aldeles ingen indtægt var til at dække gratisuddelingens udgift; men denne beløb sig ifølge bogtrykker Abelsteds regning til 168 spd. 52 sk. (sml. selve bogens fortale, side XV-XVI [14-15].

Nu er jeg ikke i den stilling, at jeg kan gjøre offere af det slags. Kun det litterære arbeide kan jeg byde. Men derfor tillader jeg mig nu at komme til de ærede amtsformandskaber med spørgsmål, om de ville bære udgifterne med udgivelsen af min nye bog.

Se her mit overslag:

Bogen tænkes at blive en 10 ark stor og at burde trykkes i et oplag af 1000 exemplarer. Prisen er, ifølge en bogtrykkers, nylig indhentede opgave:

for tryk og papir, 9 spd. 110 sk. pr. ark    99 spd. 20 sk.
for indbinding, 5 sk. pr. expl.    41 - 80 -
 140 spd. 100 sk.

Dersom jeg fik, hvad jeg måtte bede om, en 50 exemplarer til uddeling blandt litterære venner, vilde amterne altså have til uddeling i bygderne 950 exemplarer. Desuden burde bogtrykkeren få tilladelse til at tage nogle aftryk til salg i bogladerne, at bogen kunde blive tilgjængelig for publikum.

Da bogen kan komme til at blive større end påtænkt og da priserne kunne stige, bør udgifterne ikke anslåes lavere end 150 spd.

på hvert af de tre amter altså . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 spd.

Det er visselig ikke sædvanligt, at amtsformandskaber træde i forbindelse med forfattere og indlade sig i litterære handeler. Men med opstillingen av hin storartede prisopgave have de ærede amtsformandskaber nå engang gjort det første skridt her. Og vel må jeg have i erindring, at den ledende interesse derved væsentlig gik i praktisk retning; men derhos kan jeg dog også sige mig selv, at da de ærede amtsformandskaber ifjor lode mig vide, at de billigede min fremlagte plan om at tjene sagen med et nyt skrift, så ventede de ikke fra min hånd et skrift, hvis praktiske nytte skulde bestå i anvisninger til madlavning eller børnepleie eller deslige, da sådanne specielle ting jo ikke høre til mit fag. Det vil have været indlysende, at det praktiske i min behandling af sagen måtte ligge i den almindelige granskning af folkelivets forholde, som må gå forud for og bør fortsættes jevnsides med al praktik på dette område. Ikke blot det er praktisk, at en lærerinde underviser kvindelige elever i husholdningskunst; det er også praktisk og sigtende til samme mål, når en forfatter, brugende videnskabelige undersøgelser som middel, stræber at opklare og udvikle meningerne om, hvad almuens kvinder tiltrænge af undervisning, og på hvad måde denne bedst meddeles. Den forfatter arbeider i praktisk retning, som ikke alene med sandhedskjærlig hu fordyber sig i folkelivets studium, men som fremstiller studiets resultater med fædrelandsk følelse for det folk, han lever sammen med, og med et varmt ønske om at vække hver mand til selvfølelsens og selvvirksomhedens begeistring.

Eidsvolds præstegård (i våren 1872).

Ærbødigst

Eilert Sundt.

 


TILLEGG I



TO ARTIKLER FRA FOLKEVENNEN 1862


 

Bygde-skikke

TILLÆG TIL AFHANDLINGEN AF SAMME NAVN I FORRIGE ÅRGANG

 

«Her i denne egn have vi en depraveret arbeidsklasse» - så fik jeg i 1857 et af mine spørgsmål besvaret af en mand, som var og i mange år havde været embedsmand i Christiania stifts østlige opland.

«Vil De sige det en gang til,» sagde jeg og så på ham. Men han blev ved sine ord og udlagde dem yderligere således at han i husmands- og inderst- og tjenerklassen fandt så megen upålidelighed og løshed og slethed i næsten alle retninger, og han vidste lidet eller intet af dygtigt og godt at fremhæve til modvægt. Arbeidsklassen i denne egn stod ikke alene tilbage for den høiere klasse, men tålte ikke engang sammenligning med arbeidsklassen omkring i naboegnene.

Se, sådanne yttringer har jeg hørt mange af. Og jeg har neppe hørt fuldt så mange domme i den modsatte retning.

Men idelig er jeg kommen til at tænke på, at det skulde være velgjørende, om vi kunde vinde frem til en klar indsigt og enig opfattelse i disse ting, og atter og atter har jeg forsøgt på at udfinde, hvordan det i virkelighed og sandhed monne have sig altsammen, hvad forskjel der monne være i folkelivet i vore bygder, hvori forskjellen stikker, hvori den har sin rod.

Der er så meget at se hen til ved dette slags undersøgelser, at arbeidet er mest endeløst. Man må tage for sig stykke for stykke.

Det er en rimelig tanke, at bygde-ungdommens charakter og opførsel i meget afhænger af den tænkemåde og skik som hersker i almuens husliv, af den måde, hvorpå børnene og tjenerne holdes til orden. Men enhver veed af egen erfaring, at alt det, som vi sammenfatte under det begreb husliv, atter for en ikke ringe del retter sig efter familiens udvortes omstændigheder og da også efter beskaffenheden af selve det hus, hvori man bor.

I begyndelsen af 1857 udkom en særskilt bog af mig om sædelighedsstanden i Norge. Her blev påviist en påfaldende stor og stadig forskjel mellem bygderne, og det blev et af bogens hovedspørgsmål: Hvoraf kommer den forskjel? Ingen gransker havde rørt ved den sag før, og jeg kunde ikke på langt nær løse spørgsmålet. Men jeg har tænkt på det alt siden, og i forening med andre undersøgelser kom jeg derved til at fordybe mig i studiet af hus-skikken eller bygnings-skikken i vore landsbygder (se Folkevennen for ifjor) - håbende også således at vinde et stykke frem i studiet af huslivet og sæderne.

Sådanne oplysninger og betragtninger, som nærværende opsats skal indeholde, havde jeg oprindelig tænkt at indflette som enkelte kapitler i hin afhandling om husene; men da denne blev så lang alligevel, måtte jeg mest indskrænke mig til selve den egentlige beskrivelse af bygnings-skikken og opsætte til en anden leilighed med at handle om livet i husene.

I det samme år 1857 anmodede jeg sognepræsteme i riget om blandt andet at meddele mig visse opgaver om, hvorvidt den skik herskede i landsbygderne, at voxne børn eller tjenestefolk have sit natteleie om vinteren i fjøs eller stald, ligeså hvorvidt den skik var udbredt, som er kjendt under navn af natteløben eller nattefrieri.

Nu går jeg Nordlandenes, og Finmarkens stift forbi; thi da jeg endnu ikke personlig har været i de egne, trøster jeg mig ikke til at handle om disse ting alene efter præsternes opgaver derfra.

For de 4 fyldige stifter bleve de ønskede opgaver meddelte fra de allerfleste præstegjelde, nemlig:

 
for Christiania stift fra 100 af 135 prgld.
- Christiansands - » 58 » 67 »
- Bergens - » 52 » 60 »
- Throndhjems - » 47 » 56 »
i alt fra 257 af 318 prgld.

Ved udgangen af 1857 var der 318 præstegjeld i disse stifter, og af disse indkom der opgaver fra 257; der mangler altså fra 61. Men af disse 61 præstegjeld ere mange by-kald, hvilke mine spørgsmål ikke gjaldt. Tænkes bykaldene fratrukne, så vil det forståes, at for land-distrikterne ere opgaverne så godt som fuldstændige.

Den skik med natteleie i fæhusene herskede

«almindeligt» i 43  præstegjeld
«delvis» i 48 »
«undtagelsesvis» i 38 »
«slet ikke» i 128 »
dot
til sammen  257  præstegjeld

Denne skik med natteløben eller nattefrieri herskede

«almindeligt» i 80  præstegjeld
«delvis» i 83 »
«undtagelsesvis» i 55 »
«slet ikke» i 39 »
dot
til sammen 257 præstegjeld

At en skik (eller en uskik) hersker «almindeligt», er noget mere, end at den hersker «delvis» o.s.v. For at kunne få det alt under en og samme skal benævning, ombytter jeg de fire udtryk «almindeligt» «delvis» o.s.v., med de fire tal: 40, 20, 10 og 0, således at 40 sættes istedetfor «almindeligt» o.s.v., indtil 0, der sættes istedetfor «slet ikke». Og nu kan jeg finde et middel-tal for alle de 257 præstegjeld tilsammentagne, nemlig:

for den skik med natteleie i fæhusene det tal 12 (lidt over 10, altså lidt mere end «undtagelsesvis»), og

for den skik med natteløben. eller nattefrieri det tal 21 (lidt over 20, altså lidt mere end «delvis») (73).

Med forbigåelse af de såkaldte stifts-provstier, som mest bestå alene af stiftsstædemes by-menigheder, har jeg endvidere ved hjælp af det offentlige tabelværk fundet et tal for sædeligheds-tilstanden i de 4 sydlige stifter i de 5 år 1851-55; for hvert 100 par ægteviede folk, eller måske tydeligere for hver gang 100 par bleve ægteviede, blev der talt 38 uægte fødte børn, og det er dette tal 38, som jeg nu lader gjælde som mål og mærke på den sædelige tilstand i disse stifters land-distrikter. (74)

Hvad det nu kommer an på, det er ikke sådanne tal for alle 4 stifter under et, men særskilte tal for mindre egne og bygdelag, som derved kunne sammenlignes indbyrdes.

Jeg deler således:

  1. Christiania stift, a) Østlige yderbygder, østenf or Christiania-fjorden, eller Smaalenene og nedre Romerikes provsti;
  2. b) østlige Opland, østenfor Mjøsen, eller provstierne øvre Romerike, Soløer og Odalen, Østerdalen og Hedemarken samt Gudbrandsdalen;
  3. Samme stift, a) vestlige Opland, eller Thotens, Valders, Ringerikes og Kongsbergs provstier;
  4. b) vestlige yderbygder eller Drammens, Jarlsbergs, Laurviks, Bamble og nedre Thelemarkens provstier;
  5. Christiansands stift, a) østenfor åen Sire, fra og med øvre Thelemarken til og med Lister provsti;
  6. b) vestenfor åen Sire, fra og med Dalernes provsti til grændsen mod Bergens stift;
  7. Bergens stift, a) søndre halvdel eller Hardanger og Voss, Sønd-, Midt- og Nordhordlands provstier;
  8. b) nordre halvdel, fra og med Sogn til og med Søndmøre;
  9. Throndhjems stift, a) kyst-egnene eller Romsdalen, Nordmøre og Fosens provstier;
  10. b) indlandet eller Dalerne, Indherreds og Narndalens provstier.

Et sammendrag af opgaverne vil man finde på en tabel ved slutningen af dette stykke.

Her skal jeg meddele:

A. sådanne beregnede middel-tal, som jeg ovenfor talte om, og ved siden deraf

B. ordens-tal eller nummer, som viser, hvilket af de to og to sammenlignede bygdelag der står bedre (no. 1) eller slettere (no. 2).

Og både middel-tallet og nummeret skal jeg anføre for hvert af disse 3 stykker:

1) den skik med natteleie i fæhusene,
2) den skik med natteløben eller nattefrieri, og
3) sædeligheds-tilstanden.
Middel-tal.   Nummer.     
1. 2. 3. 1. 2. 3.
Christiania stift:
  østlige yderbygder
  østlige Opland
 
1
28
 
20
30
 
41
63
 
1
2
 
1
2
 
1
2
Samme stift:
 vestlige Opland
 vestlige yderbygder
 
15
5
 
34
19
 
36
26
 
2
1
 
2
1
 
2
1
Christiansands stift:
 østenfor åen Sire
 vestenfor åen Sire
 
3
5
 
13
16
 
15
22
 
1
2
 
1
2
 
1
2
Bergens stift:
 søndre halvdel
 nordre halvdel
 
11
27
 
15
18
 
20
34
 
1
2
 
1
2
 
1
2
Throndhjems stift:
 kyst-egnene
 indlandet
 
14
8
 
26
23
 
71
56
 
2
1
 
2
1
 
2
1

Her er fem hoved-afdelinger med to under-afdelinger i hver. Og inden hver hoved-afdeling viser det sig, at hvor det er mest skik at bruge fæhusene som sovesteder for ungdommen, der er også mest af natteløberiets uskik, og der er usædeligheden størst. I Christiania stift f.ex. er i det østlige Opland tallet for den første skik hele 28 imod kun 1 i de tilsvarende yderbygder; tallet for natteløben er 30 hist imod 20 her; tallet for sædeligheds-tilstanden endelig er 63 i Oplandet imod 41 i yderbygderne.

I hvert af disse tre stykker står derfor Oplandenes bygdelag som no. 2.

Det er også i sig selv rimeligt, at hvor ungdommen ligger ude i fæhusene, langt borte fra husfaderens opsyn, der kan lettere natteløberiets uskik snige sig ind, og der kommer usædeligheden med anledningen og fristelsen.

Tabellen viser, synes mig, at det i sig selv rimelige også er det virkelige.(75)

For netop 100 år siden skrev den flittige bygdeskriver, præst og professor Wilse, om Eidsberg i hjertet af

Smaalenene (76):

«I fæhuset ser det om vinteren ud som i Noæ ark, da alle slags creature, både de tobenede og de firbenede, herbergeres tilsammen: på den ene side fæet i deres båser, på den anden side kalve og får og tilsidst en afdeling for svin, længere hen gåsestien, og i en lang stilladse langs væggene hønsene, og oven over alt dette hjellen eller loftet under taget, hvor fæhus-pigerne, som der ligge, ofte modtage nattebesøg af frierne - en gammel indgroet skik, som endnu ei er udryddet.»

Efter dette tør vi forestille os, at skikken med natteleie i fæhusene i fortiden har været almindelig i Smaalenene, hvor den nu efter præsternes opgaver (de østlige yderbygder i Christiania stift) er på det allernærmeste udryddet. Forandringen hænger tydeligvis sammen med bygningsvæsenets udvikling: for hundrede år siden eller lidt mere vare beboelseshusene i Smaalenene for det meste spærrestuer (uden overværelser, kun en stue med en liden kleve ved siden), og her kunde ikke vel være rum for alle husets folk, så en del måtte ty til fæhusene for natten om vinteren.

Og som i Smaalenene, så har det vistnok været i den største del af landet i den tarvelige fortid. Tabellen fra 1857 viser os altså kun levningerne af en skik, som har været langt mere udbredt for. Dette stemmer desuden med en del af præstemes opgaver, som endnu ikke er anført, men som viser fæhus-skikkens fortsatte aftagen: det var ialt 129 præstegjeld, hvori skikken sagdes at herske mere eller mindre («almindeligt», «delvis» eller «undtagelsesvis»), og med hensyn til 60 af disse 129 præstegjeld blev det opgivet, at der var sporet aftagen i de sidste 10 år.

Men som denne aftagen i det hele er betinget af bygnings-skikkens udvikling, så er det tildels en følge af uligheder i husenes indretninger, at skikken med natteleie i fæhusene er i nogle egne aftaget hurtigere eller afskaffet tidligere end i andre.

I det store vestlandske strøg, hvor røgovnstuen har hørt hjemme, fra Stavanger-fjorden til mundingen af Throndhjems-fjorden, sidder der kjendelig meget igjen af fæhus-skikken, navnlig i den nordre halvdel af Bergens stift, hvor røgovnstuerne have holdt sig længst og ikke sjelden ere at se den, dag idag. Her går det også kjendelig langsommere end ellers med reformen - at dømme efter præsternes opgaver.

Sålænge et bygdelag er så at sige gammeldags i et og alt - noget, som af flere forfattere er fremhævet netop om de bergenske bygder nordenfor Sognefjorden - så længe kan det på en måde gå an med den simple fjøs-skik; der mærkes ialfald ikke endnu store misligheder i den sædelige tilstand i Nord- og Søndfjord samt i Søndre Søndmøre, som just høre til røgovnstuens og fjøs-skikkens mindst forstyrrede hjem. I disse bygdelags gammeldags bygde-skik er der noget vist alvorligt og strængt, som danner en gavnlig modvægt mod letsindigheden. Der kan fjøs-skikken bestå, uden at natteløberiet indfinder sig, denne uskik, som ufravigelig har usædelighed i sit følge. Men den sørgelige tilstand i sædelig henseende i de mere fremskredne nabobygder Sogn i syd og Romsdalen samt Nordmøre i nord står, synes mig, som varsel om, hvordan det kan gå, når en ny tids ånd bryder ind over de gammeldags bygder, og der ikke strax indføre tidssvarende reformer i huslivet og bygdeskikken. (77)

Medens vi i Smaalenene få et exempel på, at fjøs-skikken kan have hersket i bygder, hvor der nu næsten ikke er spor af den, tør der dog også være egne, hvor den aldrig har hersket, ialfald ikke på langsommelige tider - jeg mener de ydre bygder af Christiansands stift, fra Jæderen og øst over. Og årsagen tør have været, at fæhusene på denne kant af landet fra fortiden af have været således indrettede, at det har været som selvsagt, at her var ikke for folk at være. På Jæderen og i Dalerne, jeg mener også i Siredalen og Aaseral, kan man endnu se spor af indretningen: så lang vinteren var, blev gjødselen ikke moket ud, men kreaturene stod på selve dungen og voxede med den tilsidst helt op under taget, og skillevæggene mellem båseme vare løse, til at skyde op, efterhvert som det gjordes behov. - Foruden sådanne fjøses modbydelighed er også at mærke, at på denne kant af landet gjør vinterens mildhed, at det går an for unge, friske folk at sove på et loft eller i et kammer uden ovnsvarme, så man altså ikke har behøvet at ty til fæhusets lunkne nattelogis.

Hvad der af fæhus-skikken findes i Christiansands stift, er ifølge præsternes opgaver næsten udelukkende samlet i stiftets tvende udkanter, nemlig i Thelemarkens provstier yderst i øst og Karmsunds og Ryfylke provstier ved Stavanger-fjorden i vest - hist altså fjeldbygder, som have mere tilfælles med Christiania stifts Opland, her fjordbygder med Bergensk charakter. Men i disse to strøg findes tillige kjendelig mere af natteløben og af usædelighed end i den øvrige del af stiftet eller mellembygdeme - så meget mærkeligere, som i denne øvrige del findes den hele række af byer fra Stavanger til Arendal og Risøer, og byerne have jo sædvanligvis været anseede for usædelighedens plantesteder. (78)

Dersom Christiansands stifts eller navnlig disse mellembygders kjendelige fortrin i sædelig henseende for nogen del hænger sammen med eller er at tilskrive den eiendommelighed i hus-skikkene, at det der har været frit for denne fjøs-skik med dens fristelser til udskeielser, så kan omvendt den ikke ringe grad af natteløberi og usædelighed i Smaalenene (Christiania stifts østlige yderbygder) være en eftervirkning af eller mindelse om den fjøs-skik, som har været der. (79)

Denne samme bemærkning er måske også anvendelig på Throndhjems stifts indland. Ialfald for Guldalens og Ørkedalens vedkommende veed jeg, at fjøs-skikken for nogle år siden var langt almindeligere end nu,

svarende til det beklagelige mål af natteløberiets uskik og af usædelighedens synd og ulykke, som mærkes endnu den dag idag.

Men som om målet endnu ikke var fyldt, så holdes der fremdeles på den gammeldags og betænkelige fjøs-skik i Christiania stifts Opland, for nemmelig det østlige. Jeg kunde, som jeg forklarede, nogenledes finde mig i tingen i de mest gammeldags og enfoldige bygdelag i Bergens stift - men her på Østlandet, i det mægtige, i flere henseender vidt fremskredne Opland! Her mangler jo ikke tømmer til huse, ikke ved til brændsel, så det af den grund skulde være fornødent at lade folk bo i fæhuset. Og vel er kreatur-besætningen en overmåde vigtig sag for Oplands bønder, så det kan forståes, at man gjerne vil have folk liggende i fæhuset for at have tilsyn; men der spørges dog ikke uheld blant besætningen i Smaalenene eller Indherred, hvor man har indrettet sig på anden måde.

Fjøs-skikken i Oplandene er mig et tegn og mærke på, at husbondsfolket ikke har ønskeligt tilsyn med sine tjenere og børn. Men mangler tilsyn, så følger uskik og usædelighed, således som netop Oplandene fremvise et sørgeligt exempel på.

I en bygd, hvor usædeligheden har nået en høi grad, der kan man være ganske vis på, at der indgåes mange letsindige ægteskaber: unge mennesker, som binde sig sammen i fattigdom og indvie sig til livsvarig armod og huslig ulykke. Dette gjælder naturligvis mest arbeidsklassen, og intet er mere fordærveligt for dens sæder i det hele taget. Med utøilet letsindighed i ungdommen og trøstesløst mismod i den modnere alder følger altfor let den «upålidelighed og løshed og slethed» i fast alle retninger, som vi hørte klage over netop fra denne egn.

Hver mand i disse bygder og ellers i landet skulde gjøre sit til at få den her behandlede hus-skik forandret. Man må naturligvis ikke vente, at den sædelige tilstand med et eller ganske snart skal kunne forbedres alene formedelst denne udvortes reform. Men jeg tror, at reformen vil være en vigtig betingelse for forbedring.

Allerede det, at husbondsfolket viser bedre villie til at våge over de

Tabell side 160
unges og tjenernes sæder, er at kalde en forbedring i sæderne - forbedring ikke nærmest på arbeidsklassens, men på husbondsfolkets side. Og så længe forandringen i den betænkelige skik ikke er gjennemført - at sige i de egne, hvor der er nogenlunde bekvem leilighed til det -, så længe skulde man med sine klager over sæderne ikke ensidig vende sig mod arbeidsklassen, men også mod den mere formående og indflydelsesrige klasse, mod husbondsfolket selv.

I 1857, da daglønnen endnu var høi, hørte jeg en bonde i dette samme østlige Opland yttre, at det ikke var noget at klage over, om der blev født mange uægte børn - kommunerne kunde stå sig på at føde dem op, thi det, som landet trængte til, var netop arbeidsfolk. Først undrede jeg mig over sådan spøg, men tilsidst forstod jeg, at det virkelig var mandens alvor. - Nu er det jo troligt, at han tænker anderledes, nu, da fattigskatten er høi og ikke let at udrede. Og jeg anfører ikke dette exempel for at udbrede den forestilling, at der nogen tid har været ret mange norske bønder, der tænkte så eller lode sine moralske begreber skifte med konjunkturerne. Men det mener jeg, at der er en stor mængde bønder og andre, som ved talen om sådanne halv udvortes ting som de her omhandlede hus- og bygde-skikke ere snare til at mene ved sig selv: «Å, det har vel ikke noget videre på sig.» - Det er for disse, jeg har tilladt mig at fremlægge mine undersøgelser og tabeller - med det ønske, at de ikke måtte tiltrænge en stigende fattigskats, beviskraft.

(Folkevennen, Bd.11, 1862, s. 152-166)

Hus-skikke

[….] fra Klep

På en af mine sidste reiser her hjemme [. . . ] kom jeg også til Jæderen. Det var i 1861.

I året 1860 havde jeg ligeledes været her, og i mellemtiden havde jeg vovet mig til at udgive en omstændelig forklaring om bygnings-skikken i de fleste egne af landet og da også på Jæderen.

Ved mit sidste besøg morede det mig derfor at se igjen de eiendommelige Jæder-huse, som min tanke så flittigt havde dvælet ved. Jeg havde ligesom levet mig ind i forholdene og syntes at forstå, hvorledes det var gået til at husene vare blevne således, som jeg nu så dem for mine øine: de vare lave for at bøie sig undaf for den evindelige blæst der på landet; de vare i det hele taget små og ringe af den grund, at bønderne ikke havde synderlig råd til at kjøbe tømmer og andet tilbehør; i den sidste menneske-alder havde de dog på ret mange gårde ligesom voxet og iført sig et anseeligere ydre.

Langt op i tiden en enkelt stue med skur af bord til forstue og kjøkken, samt et stykke fra eller på den anden side af gårds-pladsen en bod (svarende til den østlandske stolpebod, skjønt den for blæstens skyld neppe har stået på stolper her); - så en sammenføining af stuen og boden med et rum imellem til forstue og kjøkken; - ovenpå et stue-loft og et bod-loft samt en lem - denne sidste imellem de to lofter, altså over forstuen og kjøkkenet; (80) - så (vistnok i det sidste århundrede) en udvidelse af huset i bredden formedelst tilbygning af to bag-kammere på bagsiden af huset, et ved stuen og et ved boden, først med sid-tag på huset, gående sidt ned på den bagere side, så kamrene ikke fik fuld høide, dernæst (i denne menneske-alder) med jevn-tag, så lofterne bleve bredere og kamrene høiere; - så endelig i enkelte huse endvidere nogen udvidelse i længden ved tilføielse af et ende-kammer til stuen samt i endnu færre huse af aller nyeste slag en udvikling af loft og lem med indredning af en såkaldet sal hist og et kvistværelse her - se, med disse korte træk måtte det være mig tilladt at minde om den beskrivelse over den jæderske stuebygning, som Folkevennen for 1861 indeholdt.

Da jeg nu, som sagt, atter besøgte Jæderen og syntes at kjende husenes ydre og indre så vel (thi de ere fast alle så at sige dannede efter en og samme plan, kun at de yngre ere noget videre komne på udviklingens vei end de ældre), forekom det mig, at nu skulde det falde mig lettere (hvilket også netop var, hvad jeg havde håbet) at blive fortrolig med selve livet i husene, nemlig i sådanne stykker, hvor husformen eller husets indvirkning kunde skjønnes at have nogen indflydelse.

Nu vel, jeg henvendte mig til kirkesanger Ellingsen i Klep og fik hans løfte og gode hjælp. Med nøiagtigt hensyn til den jæderske bygningsskik skrev jeg op et schema eller en række af spørgsmål, som jeg ved hans og ved de omgående skoleholderes hiælp ønskede besvarede. Nogle måneder efter fik jeg de attråede oplysninger, hus for hus, og jeg skal nu give et sammendrag af dem.

Vi se bort fra alle husmands-pladse, ligeså fra præstegården, tænke altså alene på de egentlige bondegårde. Vi skulle heller ikke tale om dem, i hvilke der i vinteren 1861-62 var ugifte folk af begge kjøn i voxen alder, navnlig over konfirmations-alderen. (81)

Antallet af sådanne familier var i Kleps præstegields tre sogne 140. Disse familiers ugifte voxne folk vare dels husets sønner og døttre, dels tjenestegutter og piger, dels logerende; men det er så at forstå, at i hver af de 140 familier var der mindst en sådan person af begge kjøn. Det var ialt 211 ungkarle og 198 piger.

For disse mennesker vare følgende rum i den nævnte vinter tagne i brug som soveværelser:

  lemmen i 34 huse,
et eller begge lofter (82) i 81 »
salen i 2 »
stuen i 45 »
et eller begge stuekammere (83) i 70 »
boden i 8 »
bodkammeret i 14 »

Personernes fordeling på disse værelser var sådan:

på lemmen 35 gutter, 17 piger,
» lofterne 70 » 64 »
» salen 5 » - »
i stuen 19 » 44 »
» stuekammerne 61 » 65 »
» boden 4 » 5 »
» bodkammeret 17 » 3 »
dot_black
tilsammen 211 gutter, 198 piger.

Og det faldt således ud med fordelingen, at i følgende antal huse og for følgende antal personers vedkommende var soveværelset fælles for begge kjøn:

på lemmen i   7 huse,   11 gutter,     8 piger,
på loft i 15 » 21 » 16 »
i stuen i 12 » 13 » 15 »
i stuekammer i 16 » 19 » 21 »
tilsammen i 50 huse. 64 gutter, 60 piger.

Altså, af 140 familier eller huse var der 50, hvor voxne børn og tjenere af begge kjøn havde fælles sengeværelse, og antallet af de personer, hvem denne husorden traf, var 64 gutter af 211 og 60 piger af 198.

Hertil nogle oplysninger, efter som jeg har opfattet forholdene.

I stuen, hvis kakkelovn på de fleste steder er den eneste i huset, sove fader og moder selv med de små børn. I boden står gjæstesengen. I gamle dage, da huset endnu kun havde enkelt bredde eller manglede kamrenes tilbygninger, måtte altså den øvrige del af husfolket i regelen ligge ovenpå (thi i fjøs og stald har man nok aldrig havt senge stående her på Jæderen, en skik, der som bekjendt har været meget almindelig i de indre egne af landet).

Men i hine dage, da lofterne kun havde det enkelte huses bredde, var rummet kun lidet. Bodsloftet var da helt og holdent kornloft, og på stueloftet var der heller ikke plads for seng: her skulde for det første saltkaret have sin plads lige over stueovnen, for at saltet skulde holde sig tørt og ikke smelte; her på det varmeste sted måtte også valle- eller myse-karet stå, da vallen ikke tålte frost, ved fladbrødbagningen rængte man desuden næsten hele gulvet over kakkelovns-stuen til tørkeplads for brødet; endelig, før i tiden brugte man mere øl end nu, og man pleiede tilberede sit malt selv, og stueloftet var det eneste rum, hvor der var tilstrækkelig varmt for at maltet kunde sættes i støb - noget, som foregik enten tæt før jul eller før vår-onnen eller til begge tider. Altså, der blev ikke andet soverurn for den voxne ungdom i husene end på lemmen - det snævre, mørke og altfor luftige og kjølige rum over forstuen og kjøkkenet.

Det var også efter gamle folks sigende en skjeldenhed før i tiden at se en seng på noget af lofterne, men der skal neppe findes et hus af det gamle slag (med enkelt bredde og sid-tag), uden at der jo på lemmen sees enten sengested eller ialfald spor af, at der har været, hvorimod der i mange huse af den nyere bygningsmåde hverken er eller har været seng på lemmen.

At man i de senere tider har anstrængt sig for at få større huse, det har ledet til to forbedringer i huslivet: istedetfor at tilbringe natten på den halvåbne lem, der på et så veirhårdt land som Jæderen vistnok var et altfor ringe soveværelse, har nu den del af husfolket, som vi her have for øie, fået sine senge anviste i tættere, varmere, lysere og hyggeligere rum, og istedetfor at den samme lem fordum måtte være soverum for

begge kjøn, har fordelingen over de flere soveværelser, der nu ere komne til og tagne i brug, tillige medført adskillelse mellem kjønnene for de flestes vedkommende. (84)

Endnu var der, som man vil have seet, 34 huse, hvor man i afvigte vinter sov på lemmen; men dette var mest i et enkelt af de tre sogne, hvor det i det hele taget synes at være noget mere gammeldags end i de to andre.

Om jeg har forstået tingen ret, så har begyndelsen til forandringen været den, at man fandt det koldt og uhyggeligt på lemmen, og erkjendelsen af, at det ikke er sømmeligt, at folk af begge kjøn have samme

soveværelse, når det kan undgåes, har først begyndt at udvikle sig senere.

Men nu, da denne erkjendelse utvivlsomt er opkommet hos mange, nu vil den sikkerlig påskynde forbedringen. Jeg holder mig forvisset om, at når der fra nu af bygges nye huse her i bygden, så vil der mere og mere tages hensyn også til denne side af huslivet.

Det har faldet i min lod nogle gange i trykt skrift at påkalde opmærksomheden for visse skygge-sider i vort folkeliv. Det er derfor med glæde jeg fæster eget og andres blik på det træk, jeg nu har meddelt fra Jæderen.

Jeg føier til, at da jeg sad i hin fornemme forsamling i London og hørte om de storartede foretagender der, så havde jeg dette træk i erindring, og jeg tænkte i mit stille sind, at det er dog i grunden samme art, når vore simple, jevne bønder (thi alle gårdbrugere af bondestanden på Jæderen ere tarvelige arbeidsbønder) efter mulighed stelle på sine huse, gjøre dem til hjem for et alt mere og mere dannet og forædlet husliv.

Og for denne følelse af tilfredshed takkede jeg i mit hjerte kirkesangeren og skolemestrene derhenne, som så villig og ufortrøden havde imødekommet mit ønske og samlet sammen alle de opgaver, jeg havde begjæret.

(Folkevennen, Bd. 11, 1862, s. 505-511)


 

TILLEGG II

DEBATTINNLEGG ETTER UTGIVELSEN AV OM RENLIGHEDS-STELLET I NORGE

Et efterord til min sidste bog, og et folkeoplysningsspørgsmål

AF EILERT SUNDT


Ikke alene at jeg under udarbeidelsen af skriftet «Om renligheds-stellet i Norge» bedre end før trængte ind til forståelse af folkets og da især fattigfolkets kår og sæder - men jeg greb mig endog selv i forundring og glæde over, hvor smukt folkelivet tog sig ud for den nøiere betragtning, smukkere, end jeg ellers havde seet det.

Denne forfattelsens glæde har jeg at takke de vestlandske amtsformandskaber for, som udlovede den interessante prisbelønning for et skrift om det kvindelige stel blandt almuen. Dette sagde mig Jo, at selve almuens kårne satte pris på forskninger om folkelivet, forskninger af netop det slags, som jeg i årevis holdt på med og stundom frygtede for at være gået for vidt med. Jeg gik ind på prisopgaven med liv og sjel, handlede foreløbig om den i «Folkevennen», mærkede ved den leilighed, at der måtte skrives med allehånde forsigtighedshensyn, når jeg skulde arbeide for Folkeoplysningsselskabet, opgav derfor redaktionen af «Folkevennen» og min plads i selskabets direktion - kanske det tyngste, jeg har oplevet -, og skrev så min bedste bog.

I fortalen til bogen har jeg forklaret, at jeg indleverede den som svar på amternes spørgsmål eller som konkurrerende prisafhandling. Jeg kan nu berette, hvorledes det er gået.

I 1864 udlovede amtsformandskaberne sin præmie; en forberedende komite dannedes i Bergen (Lous, Løberg, Meinich), og Folkeoplysningsselskabets bestyrelse, hvis medlem jeg endnu var, påtog sig at afsige prisdommen. Indleveringsfristen udløb nytårsaften 1868, og da sendte jeg de f ørste (jeg tror 8) trykte ark af min bog; resten fulgte efterhånden til i juli 1869, da det hele var færdigt. Den afsagte dom er jeg bleven bekjendt med derved, at den står at læse i det sidstindkomne hefte af «Folkevennen», det, som var «færdigt fra trykkeriet» den 10de novernher 1870.

Af dette gjemme tillader jeg mig at drage dommen frem her. Fremsat i brev til hin bergenske komite, som havde modtaget afhandlingerne fra forfatterne og med sin betænkning og indstilling sendt dem til Folkeoplysningsselskabet, lyder den så:

«De i komiteens skrivelse under no. 1-6 opførte arbeider finder bestyrelsen ikke at være af den beskaffenhed, at de på nogen måde kunne i komme i betragtning.»

«Arbeidet no. 7 (mærket X + W = S) røber vistnok flid og tænksomhed, men lider dog af så mange mangler både i indhold og form, at bestyrelsen ikke kan finde det egnet til at belønnes med nogen præmie ligesom bestyrelsen heller ikke antager det skikket til ialfald i sin nærværende form at trykkes.»

«Derimod er den af pastor Sundt indleverede trykte bog («Om Renligheds-Stellet i Norge») efter bestyrelsens enstemmige skjøn ikke alene ubetinget det bedste af de fremkomne arbeider, men også i sig selv et skrift, der såvel ved det rige indhold, som den mesterlige fremstilling besidder et høit litterært værd, og som nok, seet fra et almindeligt stand punkt, kunde fortjene at påskjønnes ved en præmie. Når alligevel bestyrelsens flerhed ikke har vovet at tilkjende det denne af de vestenfjeldske amtsformandskaber udsatte belønning, så er det, fordi skriftet dels ikke i formen er en nøiagtig besvarelse netop af de fremsatte spørgsmål, dels også går ud fra en grundanskuelse eller kommer til et resultat, der - hvorledes man end kan dømme om dets endelige rigtighed ialfald ikke synes at stemme med de forudsætninger, under hvilke opgaven oprindelig er given.»

Altså ikke stemme med amtsformandskabernes «forudsætninger»!

Men hvilke vare vel disse? Mon at det forholdt sig så, som de ledende mænd blandt lægerne derhenne tidt nok havde sagt, nemlig at der herskede altfor store misligheder i bondealmuens husliv, i den grad, at der

manglede på skjønsomhed og fremskridtssans hos bønderne selv, så man måtte søge råd andetsteds fra og se sig om efter kunstige anstalter af et eller andet slags, som kunde bøde på de påklagede brøst?

Med sådanne forudsætninger stemmer min bog ganske vist ikke; den er meget mere fra første til sidste blad en bevisførelse for, at hine ytringer og domme om folkelivet på Vestlandet ere overfladiske og urigtige.

Men sæt nu, at bevisførelsen havde været mere slående, ganske slående, og afgjørende, så selve prisdommerne havde måttet give dem ret (efter deres ytring om bogens grundanskuelse eller resultat: «hvorledes man end kan dømme om dets endelige rigtighed», var det jo tænkeligt, at bogen kunde været så heldig), - og sæt fremdeles, at «Arbeidet no. 7» havde været noget heldigere i sin udførelse og altså havde vundet præmien (thi det har tydeligvis ikke stridt imod «forudsætningerne»)! Da vilde vi jo fået en forkastet bog, som erkjendtes at have truffet det rette, og en præmiebelønnet bog, som var bevist at være forfeilet.

Men dette løber jo ud på selvmodsigelse og urimelighed, og derved er jeg bestyrket i overbevisningen om, at jeg bedst har forstået amtsforandskabernes mening og rettest opfattet hensigten med deres prisopgave.

Med agtelsesfuldt hensyn til lægernes gjentagne og stærke ord og ligeså til forslagsstillerens hr. skoledirektør Lous's dermed beslægtede hentydninger (se Folkevennen 1864, side 550) have amtsformandskabeme kunnet finde det værd at få det hele spørgsmål ret grundigt drøftet det hele forhold ret alsidigt belyst. Kanske der dog kunde være noget i hine klager, kanske der også kunde være et og andet at tage i betragtning, som man i sin iver havde overseet hidtil.

Jeg var i Bergens stift i høsten 1864, medens altså amtsformandskabernes beslutning var ganske frisk; jeg søgte samtale med mænd, som havde været tilstede og deltaget i forhandlingerne, navnlig forslagsstilleren selv og to af de tre amters amtmænd. Og fra første stund af forstod jeg spørgsmålet så, at man havde lov til at svare enten ja eller nei, ganske frit, bunden til intet andet end til undersøgelse af selve de forhold, som der spurgtes om, af de virkelige tilstande, som vare at iagttage blandt befolkningen. Fra første stund af forstod jeg spørgsmålet således, og skjønt jeg var med om at forhandle sagen inden Folkeoplysningsselskabets bestyrelse, da prisopgaven blev sat i ord og publiseret, har jeg ikke vidst af, at der var nogen anden opfattelse af amtsformandskabernes «forudsætning», førend bogen var kommen i mine dommeres hænder. Det kunde heller ikke et øieblik falde mig ind at resonnere så: Denne prisopgave er ikke for mig, som nærer agtelse for den vestlandske almues tænksomhed og vakre stræben - den ventes alene besvaret af forfattere, som ikke se eller glæde sig over det i folkelivet, der er det smukkeste og bedste, dets iboende gode art og retning.

Nu bagefter kan jeg vistnok sige mig selv, at denne her af mig angivne forudsætning og hensigt kanske ikke har stået med fuld klarhed for amtsformandskabernes mænd. Men så har der sagtens også været nogen uklarhed på den anden side; thi uagtet den skoledirektør og overlæge og amtmand, som hin bergenske komite bestod af, nok have heldet mere til den «forudsætning», som prisdommerne synes at have forudsat, så gik de dog ind på en af mig antydet tanke om, at til prisopgavens besvarelse gjaldt det først og fremst at studere selve de virkelige tilstande; de gik ind på denne tanke således, at de udarbeidede og lod trykke og uddele en meget vidtløftig række af spørgsmål angående børneopdragelsen, arbeidsvæsenet, madstellet, renlighedsstellet, sædelighedstilstanden osv., og som svar fik de indsamlet en sand rigdom af meddelelser fast fra hver bygd i de tre amter. Dette blev omtalt i kundgjørelsen om prisopgaven, og til dem, som tænkte at indlade sig på denne, blev det sagt, at samlingen stod til deres tjeneste. Men hvem kunde have sind til at gjennemlæse disse overmåde omstændelige meddelelser, når det ikke turde forudsættes, at man havde lov til at læse med kritik og så svare efter det indtryk, kjendsgjerningerne gav, efter den belærelse, man fik af de faktiske oplysninger?

Vil man indvende imod mig, at amtsformandskaberne ventede sig et prisskrift med praktisk retning, således at til exempel lægerne og skoledirektørerne kunde bruge det til at læse op af, når de sidde som ordførere i sundhedskommissioner og i skolemøder og bringe foranstaltrunger i forslag eller give råd og formaninger? Men min bog har jo netop en sådan praktisk retning - se fortalen - lægerne have på mange steder faet sundhedskommissioner til at vedtage og trykke instruxer for almuen om, hvor tidt en bonde f.ex. skal vaske sit ansigt eller lade stuegulvet skure; dette er upraktisk, det er uvirksomt, såsom folk vende sig med uvillie bort fra sådant formynderskab. I modsætning hertil anbefaler jeg på det instændigste, at man skal endog ile med at prise den sans og gode villie, som giver sig tilkjende, og omendskjønt det frem skridts-arbeide, som allerede er i gang blandt almuens egne hundrede tusinder, og jeg tror netop, at min bog egner sig til at læse op af ved vore fremskridtsmænds forhandlinger med almuen. De ledende mænd kunne ganske vist befordre og fremskynde den gode bevægelse, som allerede er blandt folket; men overse de denne, så vil det ikke lykkes dem at skabe en ny, de spilde kun sin møie. Man skulde altid have det stående fast for sig, at de fremskridt og forbedringer, som kunstige «praktiske» anstalter kunne fremlokke på enkelte hold eller inden få og små kredse, ere som intet at agte med, hvad der kan og vil ske, når selve mængden får mod og lyst og hver mand tænker sin egen tanke går sin egen gang, føler selv ansvaret for sin færd.

Jeg tror altså endnu, at jeg, som med så megen inderlighed gik ind på prisopgaven og besvarede den så samvittighedsfuldt, virkelig har forstået opgavens «forudsætninger» ret, og skrevet i fuld overensstemmelse med dem.

Men hvorfra så denne mangel på forståelse og overensstemmelse mellom mig og mine fordums kolleger i Folkeopplysningsselskabet bestyrelse?

Til mulig oplysning herom kan jeg sige så meget, at - jeg holder det ikke for umuligt, at jeg havde vundet prisen, om den var bleven opstillet 10 år tidligere; thi da havde jeg ikke reist så meget i landet og ikke seet så meget af folkets kår og stel, så jeg altså i det hele var mer umoden og unegtelig heldede noget mere til den anskuelse af folkelivet, som mine prisdommeres «forudsætninger» synes at måtte henføres til. Prisen har jeg isåfald tabt formedelst disse års forskningsflid, hvilen ikke mindst hine amtsformandskabers gyldne opmuntring skyndede til; men jeg har vundet i sand og glad opfattelse af livet i mit fædreland, hvoraf igjen alt skjøn på den rette fremgangsmåte med folkeoplysningsbestræbelser afhænger. Opfattelsens rigtighed er ikke bleven underkjendt af mine dommere, men den er heller ikke bleven udtrykkelig anerkjendt, og endnu mindre har den fået prisbelønningens mærke. Lad den da ligge indelukket i mit sind og min bogs blade - til spiretiden kommer!

Eidsvold, 2den december 1870.

(Morgenbladet no 338 B, 8. desember 1870)



 

Et par ord om folkelivet og videnskaben. Opfordring til læger, lærere og andre

AF EILERT SUNDT

Juryens forkastelsesdom over min bog «Om renligheds-stellet i Norge» (se min opsats i «Morgenbladet» no 338 B, 1870) holdt sig alene til forholdet mellem bogen og prisopgaven - sagens juridiske side og rent lokale interesse; men den forberedende komitees indstilling udtaler sig desuden om realiteten, eller om, hvorvidt bogen har opfattet selve stellet blandt almuen rigtigt, og den får derved ikke alene betydning for mig personlig, men bliver tillige et bidrag til oplysning om, hvorledes det for tiden står til med studiet af folkelivet hos os, det studium, som landsmænds tillid og velvillie i så mange år satte mig istand til at tjene, og som jeg fremdeles føler mig forpligtet.

Jeg er i det tilfælde at kunne meddele indstillingen, og den følger her strax nedenfor, kun med forbigåelse af nogle indledende ord om måden, hvorpå min afhandling var indkommen til komiteen. Hvad der er fremhævet i aftrykket, har jeg understreget.

«Efter at kom. således i overensstemmelse med det Sundt givne tilsagn har gjort sig bekjendt med hans arbeide, er den enstemmig kommen til det resultat, at det ikke formenes at kunne anbefales til nogen del af den udsatte præmie. Det er nemlig skrevet under ganske andre forudsætninger og med et ganske andet mål end prisopgaven. Vistnok har det ikke været de 3 bevilgende amtsformandskabers mening, at det kvindelige stel inden amterne var i sin helhed forkasteligt, således at det fra grunden af måtte forandres, men erkjendelsen af, at det ikke havde holdt skridt med udviklingen i andre retninger, og at det i flere henseender trængte til at fremhjælpes, om det skulde fyldestgjørende tilfredsstille vor tids krav, formenes dog at være den betragtning, der har gjort sig gjældende. Og for ikke at gribe feil af den måde og de midler, som måtte være de anvendeligste og kraftigste til hensigtens opnåelse, er i prisopgaven som udgangspunkt fordret en såvidt mulig klar og uhildet fremstilling af forholdene, som de forefindes, med deres såvel lys- som skyggesider, medens den hovedsagelige vegt formenes at ligge på spørgsmålet om, på hvilken måde og ved hvilke midler samt efter hvilken uddannelse landalmuens kvinder kunde gjøres bedst skikkede for sit kald og sin betydningsfulde stilling i huset og familien.»

«Men herpå giver Sundts arbeide intet svar, og kan det heller ikke, da det helt igjennem søger at godtgjøre, at tilstanden, som den nu er, er den efter tid og omstændigheder bedst mulige, at millionens samvirkende arbeide gjennem århundreder nødvendigvis må føre til det bedste resultat, og at således intet andet bør gjøres, end uden indblanden og påvirken at lade millionen fortsætte sit arbeide.»

«Kunde alligevel kom. følt sig overbevist ved, hvad Sundt har anført om rigtigheden af hans betragtningsmåde, vilde den dog, uanseet at prisopgaven. åbenbart har en anden forudsætning og et andet øiemed, fundet sig opfordret til at foreslå Sundts bog prisbelønnet; thi dersom det kunde ansees tilfulde godtgjort, at der intet er at anke over og således heller intet at rette på, vilde opgaven unegtelig have fået den bedste besvarelse, som kunde ønskes. Men kom. formår ikke at slutte sig til Sundts opfatning. Den er enig med ham i, at der vistnok oftere har været udtalt dadel på urette sted, den tror også, at dette mange gange kan have havt sin grund i et for ringe bekjendtskab til de faktiske forhold og til de mange og store vanskeligheder, der stille sig i veien for en raskere kulturudvikling i landdistrikterne, og den holder ubetinget med ham deri, at en kritik om disse forhold, der ikke er baseret på det nøiagtigste kjendskab til alle de omstændigheder, der her må tages med i betragtningen, snarere vil hindre end befordre forholdenes udvikling, især om der dadles i hensynsløse udtryk, der støde selvfølelsen og derfor vække uvillie. Men komiteens medlemmer har selv så meget kjendskab til kvindens liv og stel i de vestlandske amter, og de talrig modtagne besvarelser på de derom af komiteen udsendte spørgsmål give så nøiagtige og pålidelige oplysninger fra andre, der have fuldt kjendskab dertil, at den holder sig forvisset om, at der virkelig findes så væsentlige mangler ved dette, at disse kun kan forklares ved en stille ståen i udviklingen af forhold, som ved nogen hjelp udenfra sikkert måtte kunne tage et raskere opsving, dersom en hensigtsmæssig fremgangsmåde for anbringelsen af denne hjelp kunde udfindes. Et uimodsigeligt bevis for, at forholdene i sin almindelighed ikke ere så ønskelige, som omstændighederne tillade, tror komiteen også at finde i de enkelte exempler på et bedre stel, der som lysende undtagelser fra regelen kunne påtræffes næsten i enhver bygd, ligesom den betragtningsmåde, hvorfra de 3 bergenhusiske amtsformandskaber er gåede ud, ikke synes at kunne bringes i samklang med Sundts mening, uden at forudsætte hos disse et sådant ubekjendtskab til forholdene eller en så hildet og ubillig streng dom over tilstanden, som dog ikke skjønnes på nogen måde antagelig.»

«Det er således komteens mening, at Sundt altfor stærkt har fremhævet forholdenes lyssider og altfor ensidigen taget det bestående i forsvar, og med dette feilagtige udgangspunkt finder således komiteen heller ikke, så meget den end må anerkjende det talent og den flid, hvormed bogen er skreven, at kunne anbefale den til præmiebelønning.»

Så vidt indstillingen.

Komiteen har taget feil af bogen, og i hver af bedømmelsens sætninger læser jeg en sammenhængende misforståelse. Jeg kunde påvise misforståelsen punkt for punkt ved simpelthen at citere af bogens ord. Men sådan gjentagelse af ordene vilde jo ikke virke mere end selve den oprindelige fremstillings friskhed. Jeg skal altså ikke uleilige dermed.

Derimod grunder jeg på selve misforståelsens gåde og vilde gjerne få fremsætte den løsning, jeg tror at øine.

Standpunktet er så forskjelligt, komiteens og mit.

Jeg vilde hente lys over de vestenfjeldske amter ved at anstille statistiske sammenligninger med andre egne, gik derfor på vidden, foer alt Norge over, fra Tromsø til Smaalenene, fra Østerdalen til Sætersdalen, og anskuede tilsidst tingene fra Norges standpunkt. Norges navn står da også på titelbladet. Men komiteen føler sig som en lokalkomite, den holder sig til sine tre amter og bedømmer alt fra dette bygdestandpunkt.

Og komiteen holder sig til de år, hvori dens medlemmer have stået i personligt forhold til de samme amter, en rad af år, som for et folks liv er meget kort. Komiteen står på dagens standpunkt. Jeg har søgt at stille mig på historiens standpunkt, og ser ikke alene øieblikkets tilsyneladende stilleståen, men den igjennem tiderne gående bevægelse, den lange række af fremskridt, hvis totalsum flygtigen afspeiler sig i øieblikkets tilstande. Titelbladet bærer derfor tillige fremskridtets navn. (85)

Nu kan jeg godt forestille mig, at komiteen har taget det praktisk med min svære bog (500 sider), så den har sprunget over, hvad der gjaldt fjerne egne og fjerne tider, og kun efter kapiteloverskrifterne har søgt sig frem de stykker, som handle om selve de tre amter i deres nutidstilstand. Dermed kunne da disse stykker have gjort det indtryk, som er gjengivet i indstillingen.

Et exempel vil gjøre forskjellen anskuelig.

Da Pontoppidan var biskop i Bergen, midt i forrige århundrede, studsede han ved at se på sine visitats-reiser, hvorledes bønderne boede i stuer, der vare uden vinduer; nu er det bare gamle folk i de mest afsidesliggende bygder, som mindes at have seet enkelte gjenstående bygninger af dette tarvelige slags, og her have vi da et tydeligt fremskridt. I førstningen nøiedes man med kun eet vindu i selve stuen, og det er da et fremskridt til, at der lidt efter lidt er kommet flere til i stuerne og desuden et i kammeret osv. Længe vare vinduerne små og ruterne dunkle, så det fremdeles er et fremskridt, at der er blevet både mere og klarere glas. Næsten lige til nutiden var det jevnt så, at vinduernes rammer og karmer vare umalede; men nu ser man hyppigere og hyppigere det yderligere fremskridt, at efter glasmesteren kommer maleren og gjør sit. Et fremskridt endnu i alt flere og flere huse er den lille nyhed med levende blomster i vinduerne, istedetfor en hurtig falmende løvkvist, som fordum fæstedes i væggesprækkerne til St.Hans. Se her, hvilken sum af fremskridt jeg altså har kunnet påpege fra Pontoppidans tid til nu. Og det er endda det fornøielige ved betragtningen, at fremgangen er skeet og sker med en utallighed af ganske små skridt, idet en forbedring er bleven optagen nu i et hus, nu i et andet, og den nye skik er begyndt tidligere i et sogn og noget derefter i et andet; derved bevirkes nemlig, at bevægelsen kan iagttages altid og allesteds, idelig og overalt kan man få fremskridtets mere eller mindre friske spor at se, og stundom kan den reisende i et eller andet hus blive øienvidne til, hvorledes der i selve nuet går for sig noget af denne interessante omdannelse og foryngelse, som begyndte med at hugge hul på væggen og slippe solen ind i stuens oldtidsmæssige skummelhed. Således at lægge mærke til bevægelsen, det er som at høre græsset gro. Selv den sagteste ytring af fremskridtets ånd tryller den hele lange række frem for sindet.

Man bliver uvilkårlig glad stemt. Men denne glæde kjender ikke komiteen. Da den bare holder sig til nutiden, ser den næsten ikke bevægelsen og klager over det meget stillestående og nutidsmæssige; men er selv forstemt og ryster hovedet ad mig.

Glæden over fremskridtet er sjelen i min bog. På flere steder træder det vistnok umiddelbart frem, at jeg også bærer på min sorg over det ufuldkomne og uvillie over det mislige og slette i folkelivet; men mere gjennemgående træder dog denne stemning frem på middelbar måde eller som glæde over fremskridtet, d.e. over det ufuldkomnes ophør og det misliges og slettes overvindelse. Her er sorgen og glæden kun to ytringer af den samme grundstemning, iverens stemning. Men dette forstår ikke komiteen, og fra sit standpunkt kan den det vel ikke heller, den fælder mig altså, som den, der ensidig tager det bestående i forsvar og ingen forandring vil have - hvilket just er det modsatte af, hvad min bog tilsigter og siger.

Komiteen er kommen op i sin feiltagelse derved, at den, skjønt kaldet til at dømme upartisk om den forelagte bog, alligevel undlod at stille sig på bogens standpunkt.

Endda er komiteen vist undskyldt. Thi foruden at det jo i almindelighed kan falde svært nok at flytte over fra det mere indskrænkede populære standpunkt til det mere omfattende videnskabelige, så er det at mærke, at hidtil er man så lidet vant til at tænke sig en videnskabelig behandling for sådanne emner som hint om almuens husstel. Det vilde rimeligvis være gået anderledes, om en komite havde havt at bedømme en afhandling over et historisk eller naturhistorisk eller medicinsk eller agronomisk emne, altså henhørende til en af disse længe dyrkede og vel kjendte videnskaber. Så stor er videnskabelighedens anseelse, at dommerne ikke alene vilde følt sig forpligtede til at gå ind på verkets eget standpunkt, men endog kunde være sig bekjendte at underordne sine tidligere personlige meninger under det resultat, som en efter videnskabens regler gjennemført undersøgelse havde bragt for dagen. Men min afhandling affærdiger komiteen med henvisning til sit personlige kjendskab til forholdene, uagtet dog afhandlingen har udtrykkelig omhandlet samme kjendskab og omstændelig påvist dets tilfældige karakter. (86) Det lader til, at komiteen ikke engang har havt en anelse om, at det var et videnskabeligt verk, den havde for sig.

Men det samme, som altså tjener til undskyldning for komiteen, indeholder for mig stof til alvorlig betragtning. Hvad der er mig en prøvelse, er ikke så meget det, at den enkelte bog er bleven misforstået, men meget mere dette, at misforståelsen har sin grund deri, at man ikke har havt øie for, at også folkelivet kan behandles, og virkelig af mig er behandlet, som et videnskabeligt emne.

Dette måtte vel være en skuffelse for mig, hvis arbeide i disse år netop har været båret af det håb, at når jeg engang sluttede, så skulde folkelivets studium kanske være nået frem til en sådan anerkjendelse, at det skulde blive optaget af en eftermand, ligedan som jo universitetets videnskaber altid finde sine dyrkere, mand efter mand.

Vel har jeg længe været mig bevidst, at for denne min videnskabelige stræben har der - bortseet fra personlige mangler - været en udvortes omstændighed til hinder. Jeg sigter hermed til, at mit arbeides fortsættelse var afhængig af regjeringens anbefaling og storthingets bevilgning hvert tredie år, hvisårsag jeg bestandig i mine skrifter måtte lægge an på at vække folks deltagelse for studiet og det ved at holde dets praktiske interesse frem. Deraf en vis dobbelthed i indhold og stil: som populære afhandlinger med praktisk tendens have mine skrifter været betyngede af den videnskabelige undersøgelses grundighed, og som forskningsarbeider have de lidt derved, at grundigheden er bleven overskygget af den populære stils eiendommeligheder. Bedre havde det f.ex. været, om jeg istedetfor den her omhandlede enkelte bog havde kunnet udgive to om samme emne, nemlig først et rent videnskabeligt forarbeide og så en varmhjertet henvendelse til almuen. Men både vilde det da været vanskeligere at finde forlægger, og selve forfatterens sind og kræfter havde neppe holdt ud.

Dette har jeg, som sagt, længe været mig bevidst. Og da jeg ved Storthingets sidste beslutning kom til at anstille opgjør over mine arbeider i folkelivsstudiets tjeneste, så var det endog min agt at fremlægge for almenheden en redegjørelse med påvisning af hine egenheder ved mine skrifter og deres årsag og virkning - en redegjørelse, som jeg ganske naturligen udsatte med, så længe mit sidste arbeide var for en formelig domstol. Uformodet tog det så lang tid, før dommen blev afsagt og bekjendt, at sagen nu er for gammel til at røre videre ved. Men sige må jeg dog, hvorledes sagen stiller sig for mig: trods mine bøgers mangler, dem ingen kjender bedre, end jeg selv, havde jeg dog virkelig troet, at de måtte have bidraget noget til at fremkalde forestilling om en måde at studere folkelivet på, som kunde føre videre end det populære skjøn meddets ubestemte indtryk og tilfældige iagttagelser; men nu, da det kom til stykket, da min betydeligste bog blev underkastet en formelig bedømmelse af sådanne mænd som skoledirektør Lous, overlæge Løberg og amtmand Meinich, som dertil vare udseede, nu må jeg se, at dens videnskabelige karakter blev holdt ganske udenfor. Sagen stiller sig med andre ord så for mig, at i bestræbelsen for at skaffe folkelivets studium nogen videnskabelig anerkjendelse, og derigjennem tillige praktisk betydning, må der begyndes forfra - og jeg begynder idag med det, at jeg ærbødig beder om, at læger, lærere og andre i hine tre amter og ellers omkring i landet ville offentlig eller privat meddele mig allehånde oplysninger og bemærkninger til min her omhandlede bog, udfyldende og berigtigende. Navnlig - jeg siger det med fuld sandhed - vil jeg være takskyldig for berigtigelser; min bog er dømt for at være en sammenhængende feiltagelse, men jeg har ikke seet, at nogen har påvist eller tænkt på at påvise så meget som en enkelt feil i den, og dette er mig et stærkt tegn på, at der må være mangel på bevidst og anerkjendt methode i denne sag, hvad enten hos publikum ialmindelighed eller særskilt hos mig, som har undersøgt og bedømt selve tingene, eller hos dem, som har gjennemgået og bedømt min bog. Her må mere arbeide til.

Samarbeide af mange med åbenhed og god villie fra alle sider, for at vi for det første kunne vinde en fælles methode og derigjennem kanske nå frem til endelig og gjensidig forståelse.

Eidsvold, 6te januar 1871.

(Morgenbladet no 11, 11. januar 1871)

 

Opfordring til læger, lærere og andre

AF EILERT SUNDT

Da Almuevennens redaktør forleden dag (i bladet nr. 2 for iår) skrev om mig og dertil tok anledning af en opsats fra mig i Morgenbladet, omtalte han ikke, at denne opsats havde i sin overskrift de samme ord, som nu står over disse linier, heller ikke gjorde han sine læsere bekjendte med, at jeg havde ladet udgå nogen opfordring.

Denne tillader jeg mig derfor selv at henvende også til Almuevennens læsere. Det er desuden ret egentlig almuens egen sag, det gjælder.

Thi hvem har ikke hørt de høirøstede beskyldninger om den norske almues urenlighed og øvrige huslige vanstel? Og mange kjende vel desuden til, at tre vestlandske amtsformandskaber for få år siden, udsatte i forening en præmie for et skrift, som kunde greie dette spørgsmål eller spørgsmålet om det såkaldte kvindelige stel.

Nu skrev jeg og udgav en bog med titel «Om Renlighedsstellet i Norge», og indleverede den trøstig til prisdommerne, uagtet jeg nok kunde tænke, at de personlig ikke rigtig vilde synes om bogens svar, såsom anskuelsen var ny og for en del gik deres tidligere formeninger imod. Udfaldet blev, at de afviste bogen, med sådanne ord som at jeg havde fremstillet folkets skik og stel for lyst og ensidig forsvaret det bestående.

Men hverken de eller nogen anden har til denne dag påvist et eneste sted i bogens 500 sider, hvor jeg har taget feil, og min opfordring går nu simpelthen ud på, at skjønsomme mænd ville tage bogen for sig (den er i alle fattigkommissioners eie og kan vist overalt fåes tillåns) og sende mig de bemærkninger, som læsningen kan fremkalde, - udfyldende, belærende og allerhelst berigtigede bemærkninger.

Hertil skal jeg ydermere angive nogle holde-punkter:

  1. I hver bygd i landet, mener jeg, er der fremskridt i huslivet at bemærke, - der åbenbarer sig altså fremskridtsånd hos folket.
  2. Men fremskridtsånden støder mangesteds på stor modstand i de vanskelige kår, som vort folk har at stride med.
  3. Til at overvinde denne modstand forslår ikke f.ex. sundhedskommissioners forskrifter og forfatteres anvisninger; der udkræves hverken mere eller mindre end den frie lyst og iver hos selve almuens egne tusinder, og denne iver, som heldigvis allerede er vakt hos mangfoldige, den må næres og udbredes - sandelig ikke ved evindelig lasten og skjænden, men ved agtelsesfuld og sandhedskjærlig anerkjendelse af, at folket allerede har begyndt vakkert at arbeide sig fremad, eller at den fremskridtsånd, som allerede fra oldtiden af har tilhørt det norske folk, har taget sig godt op i nutiden.

Tag nu bogen for dig, kjære læser, læs igjennem f.ex. kapitlet om stuens renhold om lørdagen, og lad mig så få vide, hvorvidt min fremstilling passer på din bygd, eller om du ikke med mig finder både fremskridt på den ene side, og på den anden side adskillige udvortes hinderlige omstændigheder, som ialfald have bidraget til, at fremskridtet ikke er blevet større. Og ganske særdeles vilde det gavne og glæde mig, om du for din bygds eller kanske for alt landets vedkommende kunde give mig råd om, hvorledes jeg bedre eller sikrere og tydeligere end hidtil skal vide at skjelne mellem, hvad der af de endnu stedfindende mangler ved stellet muligvis er at tilskrive sløvhed og dorskhed hos folket, eller hvad der må forklares af fattigdommens tyngde og strævets møisommelighed.

Ja, her vil udholdende arbeide og velvilligt samarbeide til. Forskningens og forståelsens arbeide angående folkets liv og stræv må gå hånd i hånd med livet og strævet selv, det hele er et stort fælles arbeide, og der er samfund mellem forskernes lille flok og almuens store hob. Stå mig altså bi med oplysninger, læser, og atter og atter skal jeg anstrænge mig for at fremme en alsidig og grundig bedømmelse af, hvorledes den del af folket, som er opvant med savn og møie, indretter og steller sig.

   Eidsvold, 4de februar 1871.

(Adressebladet, no 6 1871)

 

Bemærkninger til hr. sogneprest Eilert Sundts «opfordring», i nr. 6 af Adressebladet

AF I. OLAFSEN

I et af de seneste numere af «Adressebladet» har hr. pastor Eilert Sundt ladet udgå en «opfordring» til «læger, lærere og andre», som efter mit skjøn giver en så skjæv opfatning af den sag, det her egentlig gjælder, at der for sandhedens skyld idetmindste må nedlægges den bestemteste indsigelse derimod.

«Thi hvem har ikke hørt de høirøstede beskyldninger om den norske i almues urenlighed og øvrige huslige vanstel? Og mange kjender vel desuden til, at tre vestlandske amtsformandskaber for få år siden udsatte en præmie for et skrift, som kunde greie dette spørgsmål eller spørgsmålet om det såkaldte kvindelige stel,» siger hr. Sundt i sin opfordring.

Det forholder sig visselig så, at mange bondemænd i store strøg af landet har troet at finde brøst ved den huslige økonomi og især det kvindelige stel iblandt sig. Det forholder sig også så, at disse samme mænd har troet, at noget måtte gjøres for at sætte vore lærvillige og begavede bondegjenter istand til, som vordende ægtefæller og husmødre, at kunne varetage sit vigtige og såre ansvarsfulde kald, men i «høirøstede beskyldninger har det ikke været, og slet ikke har man ville nedsætte vore bønderkvinder eller kaste skygge på vor bondestand. At kaste skygge på denne var jo det samme som at kaste skygge på sig selv, og dette tør man vel tro, at bønderne ikke mer end andre folk gjør; thi «det er en låk fugl som skjemmer sit eget rede». Ved enhver leilighed, hvor denne store sag har været omhandlet, har det været med al den agtelse og alt det alvor, som sagen fortjener. At det, at virke for denne sag, skulde være en skam eller et tegn på, at man var en mindre god folkeven, således som det lader til at hr. Sundt vil få folk til at tro, har det neppe faldt ret mange ind at mene.

At sagen har fundet venner og talsmænd også udenfor bondestanden, og det sådanne talsmænd, der fremfor de fleste andre har god leilighed til at iagttage forholdene med vort husstel, t.ex. distriktslæger, bekræfter, at dette i mange egne af landet ikke er som det bør være. At slige mænds skildringer af forholdene ofte har været åbne og ligefremme, er vel så, men sande har de vel i det heletaget været.

Sandt er det også, at tre vestlandske amtsformandskaber for mange år siden bevilgede midler til præmie for et prisskrift om kvindesagen, men at disse amtsforrnandskaber, da de fattede denne beslutning, gjorde hvad de ikke forstod eller foretog et skridt, som de for samtid og eftertid behøver at skamme sig over, det tror de visselig ikke selv, og det skal det heller ikke lykkes hr. Sundt at få andre til at tro.

Hr. Eilert Sundt får ikke fortryde på det, men være fuldt forvisset om, at så i sandhed er, at de mænd, som var med at fatte hine beslutninger og glædede sig til, at disse skulde lede til et gavnligt resultat for denne for landbefolkningen udentvivl allerstørste sag, som fortiden står på dagsordenen hos os, at den store del af forstandige mænd, som stod og står bagenfor disse beslutninger har, som von og vente er, langt bedre greie på denne sag, nemlig hvordan vort husstel er og burde være, de hindringer, det har at kjæmpe med, de trange kår, hvorunder bondestanden i mange egne af landet stræver osv., end hr. Eilert Sundt har. Hr. Sundt er bymand og født og opdragen under helt andre forholde end almuesmanden, og som sådan vil han aldrig kunne opfatte dennes kår og levevis sådanne som de er. Trods alle sine reiser om i landets egne, trods al sin gransken i ministerialbøgerne, tror jeg ikke man træder sandheden fornær, når man siger, at hr. Sundt ikke i et eneste spørgsmål angående vort folks levemåde og livsvilkår har været istand til at træffe sagens kjerne. Hr. Sundt kan udgive såmange bøger og tabeller han vil og bevise, at vi, kvindesagens venner, har feilet! Os omvender han ikke ligesålidt som han vil være istand til at bringe en eneste sag fremad et hanefjed. Hr. Sundt har nu, om jeg ikke mindes feil, virket i over 20 år for at studere folkelivet og især fattigmandens kår, og for at lære og at kjende og udfinde hensigtsmæssige midler til at forbedre disse. I dette tidsrum er fattigvæsenets budget steget fra en halv til over en hel million spd., fattigbyrderne er blevne til vort samfunds allerstørste og allerfarligste onde, der har fyldt alle folk med harme og rædsel. Har da hr. Sundt, som mange har kaldt vort lands «fattigmands-apostel», vidst noget råd mod dette onde, som ikke andre folk har hittet på? Ikke, såvidt jeg véd. Tvertimod er det nok så, at hele de foranstaltninger man hist og her har sat i gang, de forslag, man har gjort i lovgivningen for at sætte en dæmning for fattigondets rivende strøm, de er ikke udgåede fra hr. Sundt. Og nu fantevæsenet, som Sundt i al denne tid har strævet med - har dette undergået nogen kjendelig forandring? Ikke, så vidt jeg véd. Dersom de formentlig hertimod 80.000 spd. eller kanske mere, som hr. Sundts virksomhed har kostet vort land, havde været anvendte til at opdrage gode, arbeidssomme, velhendte og husholderiske husmødre, så vilde dette visselig på en ganske anden måde have bidraget til at hemme fattigondet, forbedre folks kår, ja kanske indskrænke fantevæsenet også, end hele hr. Sundts virksomhed har formået. Det er sund, god, hjemlig og i sandhed folkelig oplysning, der mangler vor landbefolkning, ikke så meget religiøs som god borgerlig dannelse. Men trods det, at hr. Sundt har reist i hver en krog af landet, og trods det, at ingen har havt den anledning som han til at se oplysningens velsignelse i alle livets forholde, hos gårdmænd som husmænd, hos daglønneren som fiskeren, hos mand som kvinde, så har han ikke havt åbent syn for denne. Det er gået med hr. Sundt som med så mange af vort dannelsesaristokrati, der ligesom vil beholde dannelsen for sig selv, og tror, at almuesmanden har nok i sin Pontopidan, sin Kingos salmebog og en eller anden gammel huspostil. Derfor har oplysningens talsmænd hertillands ikke havt den ære at tælle ham i sine rækker. Hr. Sundt har troet, og efter hans opfordring at dømme, tror han det fremdeles, at han ved at studere folks liv ad filosofisk og videnskabelig vei skulde finde roden til samfundets brøst og råd mod disse; men livet selv, det virkelige liv, det har spottet og det vil spotte hans videnskabelige methode. Hermed være det ikke benegtet, at hans arbeider i kulturhistorisk henseende ikke med tiden vil have sin betydning. Men i praktisk henseende for nutiden har de været og er resultatløse.

Når hr. Eilert Sundt møder os med den påstand, at der i «hver bygd i landet er skeet fremskridt i huslivet», så svarer vi: ja, hvem har sagt andet. De sidste halvhundre år er den rigeste, den mest bevægede og mest befrugtende periode i Europas historie, og at en slig tidsbevægelse også måtte øve nogen indflydelse på den norske bondekvinde, er jo aldeles rimeligt. Fremskridt har der været, og det store fremskridt, og fremskridt måtte der nødvendigt have været både i jordbrug, i sjøfart og håndværksdrift, fremkaldte af tidsånden selv; og dog har man fundet det nødvendigt at hjælpe til ved sådanne foranstaltninger, der kan uddanne jordbrugeren, sjømanden og håndværkeren for hans vordende livskald. Kvinden er den eneste, som man har overladt til sig selv, og man har ladet det komme an på tilfældet, hvorvidt hun kunde blive dygtiggjort for sit vigtige kald som vordende husmoder eller ei. Og dog er intet kald så vigtigt som kvindens. Den mandlige befolkning kan blive så dygtig til de forskjellige livets gjøremål som muligt: sålænge det skorter samfundet på husmødre, der forstår at holde rigtigt hus med den mandlige befolknings erhverv, sålænge vil der blive armod og elendighed her i landet, trods de fremskridt, der er gjorte, og trods det, at der i hver bygd landet rundt vil findes en eller anden flink husmoder i alle livsstillinger.

Til de store fremskridt, som er gjorte i husstellet på landsbygden, hører de slette fremskridt, der har bragt og årlig bringer så mangen strævsom bra mand fra gård og grund, enten ned i husmandsklassen eller over havet til Amerika. Det er en stor velsignelse at blive draget ind i civilisationens og kulturens strøm, når man ved god oplysning er rustet til at tage imod den, så man kan skille klinten fra hveden og ikke bare først og fremst hænger sig ved dens vrangside; men hvilken ulykke og forbandelse dette kan blive for et folk, derom står det arme norske, ialfald i mange landsdele, som et sørgeligt vidne. Den tid vil komme, da der vil reises en svær anklage mod vort storthing og vor regjering for at de på samme tid som de delagtiggjorde folket i civilisationens goder, som veie, jernbaner, dampskibsfart og telegraf, glemte at ruste folket med sådanne våben, der kunde værge det arme godtroende folk mod de farer, som et sådant nyt tidsafsnit altid medfører. Dette har bevirket, at bydannelsens slette sider har draget og drager som en herjende landfarsot udover landet og lægger dal for dal, landsdel for landsdel øde, og den vil visselig ikke standse, førend den har hjemsøgt det ganske land.

Det er et syn, som kan få selv en sten til at græde, når man er vidne til, hvorledes folk i fjeldbygderne fører sit smør, sin ost og sit kvæg ned til byerne og markedspladsene og fører kaffesække tilbage igjen til bygden. Et forstandigt husstel, afpasset efter landets næringsveie og økonomiske evne, måtte vel lade den gode melk, hvoraf de i fjeldbygderne har og bør have overflod, for en betydelig del træde i kaffens sted. I forrige sommer anførte en af vore dygtigste folkehøiskolelærere i et offentligt foredrag inde i hovedstaden, at blot en eneste bygd kjøbte kaffe for 16,000 - sexten tusen - spd. årlig. Det samme kan vel siges om det udbytte, som vore kjække og modige fiskere med fare for eget liv årligen bringer hjem fra havet. Ser man på vore indførselstabeller, så erfarer man til sin store bedrøvelse, at vi årligen indfører kjød og flesk, smør og ost for over en million om året. Intet synes rimeligere end at netop det modsatte burde være tilfældet, således at vort land, istedetfor at føre ind slige produkter, udførte dem til et såpas beløb, hvilket altså vilde gjøre en forskjel af 2 millioner årlig i vor samfundshusholdning. Heri vil ingen umbot være mulig, før den kvindelige befolkning får et andet syn på sit vigtige kald, hvor mange flinke husmødre, der end enkeltvis kan gives i bygderne. Når man nu véd, at tankegangen fortiden er så rent bindegal, at bønder holder lærerinder fra byen til sine døtre eller sender dem i tjeneste i byerne, ja endog i deres hoteller for at lære «husholdning», som det heder, så er vel trangen til en god, virkelig god opdragelse for vore bondegjenter så påtrængende som muligt. Det tryk, som har hvilet og hviler over bondestanden, har vistnok for en del sin årsag i høie skatter, store udgifter af alle slags og mislige åringer, men langtfra udelukkende i disse; man kan nedsætte skatterne og lette byrderne så meget man vil, denne nedsættelse, hvor stor betydning den end har, vil dog ikke forslå til at frelse landbostanden fra undergang, dersom vi ikke får husmødre, der vil og kan indrette husholdningen efter landets næringsveie

og vilkår. Kvindesagen er således ikke alene en stor sag, men den er upåtvivlelig den største, som vor tid og samfund har at bringe i god gjænge.

At denne store samfundssag enten skulde løse sig selv eller være af en så tvivlsom beskaffenhed, at dens talsmænd, de være amtsformandskaber, sundhedskommissioner, læger eller bønder, skulde behøve at skamme sig ved den, vil og skal det ikke lykkes hr. Sundt at få folk til at tro. Heller ikke at hr. Sundts bog om renlighedsstellet løser den opgave, som de vestlandske amter har tænkt, sig, da de bevilgede midler til et prisskrift om kvindesagen.

Renlighedsstellet er vistnok en såre vigtig side af en bondekones husstel, men det er langtfra ikke den eneste. Derfor hender det ikke så sjelden på landsbygden, at man finder huse, hvor renligheden er i den ønskeligste orden, men hvor husmoderens øvrige husstel er så dårligt, at det bringer manden både fra gård og grund. Så særdeles velskreven, udførlig og interessant hr. Sundts bog end er, så løser den aldeles ikke den opgave, som de vestlandske amter har tænkt sig, og som det her egentlig gjælder. Renlighedsstellet er i sin helhed heller ikke sådant, som hr. Sundts bog skildrer det, ihvorvel den kan passe på enkeltheder. Det vil læger og jordemødre bedst kunne vide. Når komitéen i Bergen har erklæret, at hr. Sundts bog ikke egnede sig til den præmie, som var udsat for et prisskrift i kvindesagen i sin helhed, så har den visselig kun opfyldt sin pligt. Det kan være harmelig nok, at denne sag fik et så bedrøveligt udfald, et udfald, som vil stå som en sørgelig plet på vor litterære ære og være et kraftig bevis på, hvor fremmed og ufolkelig dannelsen hos vore bogskrivere må være, men dobbelt harmeligt vilde det dog været, om meningerne skulde være så skakkjørte, at de, som havde med sagen at gjøre, skulde forvexlet en prisopgave om kvindesagen, således som de vestlandske amtsformandskaber opfattede den, med hr. Sundts bog om renlighedsstellet, så stort værd denne i sin tid ellers vil få i kulturhistorisk henseende.

For selve kvindesagen vilde det visselig været af langt større betydning, om alle de materialer, som nu er tilveiebragte i denne sag fra alle landsdele, ved en kyndig hånd var blevne således bearbeidede, at de kunde blevet tilgjængelige for almenheden, istedetfor at gjemmes i Universitetsbibliotheket. Dette vilde vel også været skeet i ethvert andet land end vort, hvor det lader til, at al literær virksomhed dør mere og mere hen og de bogskrivende folk kommer længere og længere bort fra sit eget folk. Især skulde man ventet, at bestyrelsen for folkeoplysningsselskabet skulde fundet det umagen værdt at antage sig en slig folkesag, der mer end enhver anden sag måtte ligge dets mål nær. Thi intet vilde vel således bidrage til folkeoplysningen som oplyste husmødre. Men desværre må man vel sige om vort folkeoplysningsselskab, at det er alt andet end det, som det efter sin hensigt skulde være.

Endelig siger hr. Sundt i sin snurrige «opfordring»: «Ja, her vil udholdende arbeide og velvilligt samarbeide til. Forskningens og forståelsens arbeide angående folks liv og stræv må gå hånd i hånd med livet og strævet selv, det hele er et stort fælles arbeide, og der er samfund mellem forskernes lille flok og almuens store hob.»

Efterat altså hr. Sundt har givet onde ord fra sig såvel til de vestlandske amtsformandskaber som til alle kvindesagens venner, fordi de vovede at tro, at der fandtes brøst ved vort kvindelige stel, efterat han i en bog på 500 sider har bevist, at dette er rent udmærket, ja efterat hr. Sundt spalte op og spalte ned i landets største blad har lamenteret noget forskrækkeligt over, at han ikke er bleven tilkjendt den udlovede prisbelønning for at han i denne sin bog har søgt at bevise, at intet var at gjøre i kvindesagen, da alt går af sig selv, - kommer den store autoritet hr. Eilert Sundt ligesom ind ad en anden dør og med stor høitidelighed fortæller, at her ei alene er meget at gjøre, men at der endog vil «udholdende arbeide» til, ja et «samarbeide» af den hele nation angående «folkets liv og stræv», et stort fællesarbeide siger han. Hvorledes dette skal rime sammen, er for den, som er ulærd, ikke forsker, tænker, filosof og fremfor alt theolog, rent ufatteligt. Men er det, som det gamle i ordsprog siger: «det er sidste ordet man skal mærke», så slår hr. Sundt sig selv på munden, tager alle sine påstande om at intet er at gjøre for et bedre husstel i sig igjen og påstår med den størst mulige styrke, at denne sag neppe kan løses uden ved et ihærdigt samarbeide af det hele folk. Men da må vel hr. Sundt indrømme, at komitéen kun øvede simpel retfærdighed, når den negtede ham præmie for en bog, hvori han søger at bevise det modsatte eller at den kvindelige husøkonomi er så god og upåklagelig som den kan være. Hele nationens samarbeide kan vel ikke gå ud på at vise, at intet er at gjøre; thi dette har jo hr. Sundt selv vist og det i en bog på 500 sider, som efter hans egen dom er den bedste bog, han har udgivet. Det vilde således formentlig blive en dårlig høst, hele folket kom til at gjøre her, efterat Sundt selv har gået forud og taget hele prisen.Vist er det, at folkevennen hr. Sundt her har stillet sig frem som en ren gåde, så mørk, at han rimeligvis må skrive en ny bog for at løse den.

Om landets læger, lærere og andre vil optræde med nye bidrag til hr. Sundt, efterat de har seet så liden frugt af sine forrige meddelelser, og efterat hr. Sundt først har søgt at bevise, at i kvindesagen intet er at gjøre, da alt gjør sig selv, og derpå siger, at der her er så uhyre at gjøre, at der må et ihærdigt samarbeide til af det hele folk for at se arbeidet vel og vakkert bragt til ende, det vil da tiden vise.

(Adressebladet, no 11, 1871)

 

OM RENLIGHEDS-STELLET I NORGE

Til oplysning om flid og fremskridt i landet, Ved Eilert Sundt

Christiania 1869

ANMELDT AF DISTRIKTSLÆGE BUCHHOLZ

Efter gjennemlæsningen af ovennævnte verk vil man formentlig nærmest have erholdt det udelte indtryk, at man har havt for sig en norsk kulturhistorie. Og i denne forstand må man medgive, at skriftet er udarbeidet ei alene med den nøiagtighed, der i det hele karakteriserer forf.s. arbeider, men og med den sagkundskab, som ene kan erhverves af den, hvis kald det i snart en menneskealder har været at udgrunde folkets kår (og de hertil hørende kildeskrifter) enten personligt eller ved andre. Der er således neppe noget distrikt i landet, hvorfra ikke haves opgaver og hvor ikke forf. er personlig kjendt og, om end i dette skrift gjentagelse fra hans øvrige verker have for øiemed været nødvendige, efterlader dog gjennemlæsningen, med hin vundne erkjendelse for øie, en ublandet tilfredsstillelse, fordi enhver med forf. må glæde sig, ei alene i de store fremskridt, som ere sporede i den sidste halve menneskealder; men og deri, at fremskridtene sees at være meget udbredte endog til distrikter, hvor forf. selv ikke forlanger meget eller kan forlange meget, væsentlig fordi de ere afsidesliggende. Der vil således neppe være nogen, der lægger bogen fra sig, uden han vil erkjende, at han har havt en interessant læsning og erhvervet sig sikre oplysninger om en del af det norske folks standpunkt i social retning.

Dersom jeg imidlertid kunde blive stående ved denne vundne erkjendelse, vilde jeg have været tilfreds i flere end en henseende. Men jeg må, som anmelder af forf.s bog, også tale om skyggesiderne, og jeg skal bestræbe mig for at gjøre dette med såmegen moderation, som min agtelse for forfatteren i det hele tilsiger.

Der er her den omstændighed tilstede, at skriftet, uagtet årsgammelt, ikke før har været anmeldt udførligt, uagtet forf. har opfordret dertil. Den kritik, som er overgået skriftet, er skeet i enkelt retning af de bergenske prisdommere, og som ikke have fundet sig tilfredsstillede med samme, og forf. har senere (Mgbl. no. 13 for 1871) erklæret denne kritik for at være grundet i misforståelse og derfor opfordret «læger» og andre til at ytre sig om skriftet. Jeg har engang før anmeldt et af den ærede forf.s skrifter (Om dødeligheden 1855), og jeg beder derfor forf. undskylde, at jeg atter overtager et lignende hverv, som jeg på grund af min offentlige stilling desuden anser for pligt mod samfundet at påtage mig, når ingen mere berettiget vil optræde.

Forf. har ganske rigtig selv erkjendt, at hans opgave var vanskelig, når han skulde optræde med en gjennemført videnskabelig kulturhistorie, og derunder stadig have for øie, at alt, hvad han havde fundet i folkelivet, skulde tjene ham til et vist bestemt øiemed - til at modbevise påstande fra anderledestænkende om stellet i landet.

Idet nemlig forf. har benyttet sine store erfaringer og vundne beretninger fra andre, er han uheldigvis kommen til at anvende disse - i polemisk retning og mod - landets læger, sundhedskommissioner og skolekommissioner - altså den indre offentlige styrelse i det hele, og det vundne i og for livet fra alle hans tidligere skrifter er derfor i stor bredde stadig bleven benyttet - som forsvar for det nærværende renlighedsstel i vort land. Det må være indlysende, at et videnskabeligt skrift derved måtte overgå til et døgnskrift - erholde en dobbelthed, der for striden uvedkommende og uinteresserte læsere måtte være ubehagelig og forvirrende og desuden, måtte det, som prisskrift betragtet, netop ved dets opposition mod den givne opgave og meddelelserne fra de bergenske distrikter allerede herved ligetil forfeile sit mål. Det var ikke en ligefrem besvarelse.

Forf. har også i gjerningen vist, at han har forstået dette, idet han har udeladt hele 1ste kapitel, hvori efter al sandsynlighed hele stridsspørgsmålet var opstillet, medens dog fremstillingen videre idelig og altid viser, at herfra er gået ud. Således kommer forf. derfor også konsekvent til slutning til det resultat, at den i prisopgaven fordrede fremstilling af midler til oplysning og indrettelse af et bedre stel er ufornødent, da det i det hele «er rimeligt og forsvarligt» overalt, og at «livsforholdene sætte en grænse for et andet og bedre». Forf. synes altså ikke at kunne tænke sig, at disse kunne forbedres.

Den ærede forf. vil undskylde, at jeg allerede her på forhånd udtaler, at jeg hører til de læsere af hans skrift, som ikke har fundet mig tilfredsstillet med de af ham leverede bevis for, at lægerne have manglet berettigelse til at udtale sig som skeet for et årti tilbage eller vel endog senere eller den dag idag. Jeg finder heller ikke beviserne stærke nok til at være overbevist om, at sundhedskommissionerne have optrådt uden mål og med. Ei heller finder jeg, at skolekommissionerne intet kunne udrette i disse retninger. Der kan være enkelte feil begåede. Man kan enkeltvis have misforstået sit standpunkt; men det hænder den bedste.

Jeg tror således, at forf.s optræden med et polemisk stridsskrift simpelt hen beror på en misforståelse af den opgave, han har stillet sig. Han har valgt et standpunkt, hvorfra han såatsige enten alene opdager lutter solskin eller og den hårde nødvendighed, og dette valg har forf. forklaret, er foranlediget ved hans, efter min formening, eiendommelige opfattelse, af hvad man forstår ved en almue. Dette spørgsmål er nemlig udgangspunktet for forf.s polemik og med besvarelsen vil altså også «forsvaret» stå eller falde, medens forøvrigt, dette fraseet, bogens værd som kulturhistorisk meddelelse om vort lands stel i nutiden, derved ikke taber hverken i sandhed, nøiagtighed eller i klar fremstilling. For at forstå skriftet er det altså af vigtighed at oplyse forf.s standpunkts holdbarhed.

Det synes dog, som forf. ikke er ganske enig med sig selv om betydningen af den af ham vundne opfattelse, idet han ene tror, at dette stykke af folkelivet kan opfattes på videnskabelig måde, og at derfor «grundene» til, at tilstanden er, som forf. finder den, nemlig rosværdig, kan opsøges og fremdrages, hvilket begreb man end har om, hvad der skal forståes ved en almue. Men heri, tror jeg, ligger en stor vildfarelse, når det er forf.s mening at anvende det vundne til fordel for det hele folk.

Begrebet almue, den hele masse, er nemlig et temmelig vidt begreb, det omfatter jo, praktisk talt, ei alene den klasse, der går forud i rækken af alt godt og priseligt, og som gjør dette af bevidste grunde; men og den, der blot for skikkens skyld følger med i det ydre, endvidere den klasse, som følger en tilvant og forældet skik, samt endelig her, som i alle klasser, efternølere, uden at tale om de færre, der ere således organiserede, at de høre snart til den ene klasse, snart til en anden, formedelst ofte medfødte egenheder og hvilke omsat: både rige og fattige.

Hvor stort antal hører nu til hver klasse?

Dette spørgsmål har forf. desværre ikke besvaret uden igjennem reflexioner, der dog som sådanne her tabe værd som statistiske, videnskabelige, faste grundlag - en omstændighed, som tydeligvis også har bragt forf. til at oplyse, at «det at udhæve grundene til, at tilstanden er således» (som han beskriver den), «vil komme til at se ud som et på forhånd besluttet forsvar for alt, - altså en ensidig bestræbelse for at tildække, om det var muligt, de åbenbare mangler og undskylde mere end tilbørligt selv beklagelige misligheder». Denne tanke er såre naturlig på grund af udviklingens resultater, og forf. udtaler derfor også sit begreb om almue at være det altfor almindelige, «at hver klasse, hvert individ, har bidraget til at danne det, vi kalde almue, det almindelige, hvori undtagelserne gå op og komme til sin ret». Forfatteren betegner også almuen som «det hele folk seet under et vist synspunkt», og forf. tror derfor at han kan være berettiget til at sige «at han ser sin gjenstand i et smukt lys og troende at have noget at sige til forsvar.» Konklusionen synes dog at komme noget brat.

Men har end forf. ikke gået nærmere ind på begrebet almue, så oplyser han os dog om, at han i sit skrift ikke omhandler «den lavere del af almuen», nemlig arbeidsfolk og fattigfolk; thi siger forf., «havde jeg alene tænkt på disse, kunde jeg lettere forfalde til at skrive så, at denne bog om renlighedens skik blev til et stort og lunkent vaskevand af formaninger, som ingen agtede på, med nogen tilsætning af irettesættelsers lud, som ingen tager sig nær af!» Enhver ser her forfatterens standpunkt. Den ærede læser vil derfor også se, at vi nærmer os spørgsmålets løsning. Kulturhistorien, det videnskabelige, drager forf. opad, prisopgaven vilde drage ham nedad. På hvilken side befinde nu lægerne og sundhedskommissionerne samt de bergenske amters komite sig?

Arbeidsfolk og fattigfolk ere altså ikke medtagne, men af forf. indesluttede i det almindelige. Forf. erkjender imidlertid selv, at husmændenes, altså arbeidernes, kår i mange distrikter, helst i det vestlige og nordlige, er aldeles lig gårdmændenes, ligeså sæder og skikke naturligvis, og dette er også min erfaring fra andre egne af landet. Men, idet denne regel gjælder, må altså til arbeidernes klasse medtages nedenfra opad en meget stor del af små gårdmænd over det hele land, alt efter bygdernes forhold og skik, og vi få altså her ud en klasse, der isandhed udgjør en så stor del af almuen eller folket, at det vil blive umuligt at lade den gå over i det blå almindelige: Jeg tænker så henved 700,000 individer!

Men det er netop denne store samfundsklasse, som lægerne fast alene tale og handle om. Det er hovedsagelig til dennes vel, at sundhedskommissioner optræde og den offentlige hygiene, virker med råd og dåd.

Det er altså nedenfra opad, at sundhedskommissionerne nærmest have at virke, ikke ovenfra nedad, og ville vi således søge at finde grænsen, hvor renlighedsstellet ikke påkræver direkte hverken ord eller fingerpeg af læger og sundhedskommissioner, da mener jeg, at den netop er der, hvor folket virkelig er sig bevidst, at det bør holde det i orden, fordi: renlighed er orden og orden økonomi og fordi det har midler til at hævde denne overbevisning. Vi tale her om den nærværende tid. Og netop i denne klasse bør kulturhistorikeren dvæle, når han vil oplyse om fremskridtene i landet. Dette har også forfatteren gjort. Og dette er udlagt: sålangt er folket kommet!

Hvad bliver altså følgen af denne betragtningsmåde? I de distrikter, hvor almuen hovedsagelig består af små jordeiere og velstående husmænd med ringe økonomisk evne og udvikling, der ville lægernes ord lyde stærkere og mere berettiget, fordi det er til mængden, end i de distrikter, hvor arbeidsklassen er i armod og eiendommene i det hele taget store; thi her er store materielle og sociale vanskeligheder at kjæmpe mod. I de mere jordudstykkede oplandsdistrikter finde vi derfor også de samme forhold fremkalde de samme resultater og hvilket forf. her påviser i flere retninger at være den rette opfatning af forholdene. Altså: kulturhistorien må ikke anvende det forefundne i urigtig retning; men blot forholde sig beskrivende.

Når derfor forf. taler om «linier» (ligerenlighedslinier, isohygieniske linier), som må sænkes og hæves med tilbørlig forsigtighed gjennem alle yderligheder, ei alene i de mindre distrikter, men mellem klasserne, så er forf. nær forståelsen af sin opgaves udstrækning; men så er der også anledning, ja tvingende nødvendighed til alene at benytte en sådan netop mellem disse af mig nævnte 2 skarpt udhævede hovedklasser, hvoraf folket består, og ikke andre steder. Vilde man stille linien lavere end af mig påpeget, kom man til at vise ubekjendtskab med forholdenes virkelige stilling. Læseren vil altså forstå, at jeg kommer til det resultat, at forf.s arbeide gjælder folket over den isohygieniske linie, sundhedskommissionen væsentlig under samme. Der vil enda findes exempler nok, der vise, at klassernes individer ikke danne ensartede masser, men overgange under og over og som altså af mig ere betragtede som hørende til det almindelige i de 2 klasser. Her er altså fuldkommen forståelse vunden, - der er således ikke fjerneste anledning til strid eller «forsvar», og landets «læger» kunne med forf. derfor, som de og gjøre, ligesåvel se, over hin af mig påviste linie, «et livligt syn, et sprudlende væld af nye og atter nye oplysninger og kjendsgjerninger», og som kunne virke til «idel opmuntring og håb», som under samme et stort felt for almen nyttig virksomhed.

Man må altså fordre, at den grundvold, kulturhistorikeren går ud fra, er tydelig udtalt folkets virkelige tilstand og levesæt, når han vil bedømme sundhedskommissionernes praktiske virksomhed til det store folks vel. Man kan og må visselig være «forsonet med mangt og meget», og lægerne ville ikke være de sidste til at erkjende, hvad forf. stærkt betoner, at der har været en «udvikling og fremgang i livet og stellet og som finder sted alt landet over og som var i gjænge før deres nye ideer begyndte» - om de end ikke med forf. kunne erkjende, at denne fremgang netop eller alene har sin rod i det norske folks «egen iboende art», der efter forf. er så høisindet, stor og stærk, at det ikke behøver lære, påvisninger, ledelse, men betragter disse som en «fornærmelse»! Igjennem hele skriftet går denne ånd og bevisførelse for samme, der har fået sitt motto i den udtalelse af forf., at «her i dette Norden, i disse afsidesliggende egne, med deres for fremmede uanseelige kår, have vi, hvad kanske de mere fremskredne nationer savne (!), nemlig noget, som vi kalde folkeskik, en skik fra oldtiden nedarvet og helst blandt den simple almue forplantet folkeskik, som er bleven sig bevidst og er kommet tilorde i hint klare og smukke tankesprog: «Helt og rent er største stasen.»

Allerede sådanne ytringer vise, hvor vidt misforståelsen af standpunktet kan føre. Der er vistnok almuer i vort land, som ere berettigede til mere sparsom anvendelse af udtalelser fra sundhedskommissionernes side uden fare står for døren; men der er dog også andre, som berettige til virksom ledning og tiltale - naturligvis efter graden af deres stilling over eller under den isohygieniske linie. Men man vil snart finde, at der dog er såmegen sund sans tilstede hos dem, der befinde sig over linien i første fald - altså majoriteten - at denne nok ved, hvad der tilsigtes, og at det ikke angår den selv, ligesom at den offentlige mening heri samstemmer. Men i andet fald er det jo værre, når nemlig kun en liden minoritet befinder sig ovenfor linien og som vovede at udtale noget om majoritetens stel. Da kunde det vel hænde, at høisindetheden antog udseendet af at være krænket stolthed, skjønt dog denne «krænkelse» simpelt hen ofte vilde bestå i erkjendelsens tryk, fordi man vel vidste sig brødefri; men dog var stor nok til i egen indbildning (87) at anstille sig som den, der ikke fortjente «krænkelsen» - af grunde som - ja som de forf. idelig opstiller til «forsvar» for - klassen over! Vil dog en videnskabelig gransker være med iblandt en sådan majoritet?

Jeg tror fremdeles her udtrykkelig at burde bemærke, at man finder den samme sunde sans også under den isohygieniske linie, så at man ikke behøver at frygte for ikke at blive imødekommet, når fordringerne ere billige. Der er «opmuntring» og «håb» også her at skue.

Men selv om man med forf. for fuldt alvor vil tage begrebet almue i den betydning, at hele den af os påpegede klasse opgår i det almindelige, så er dog det forsvar for en sådan organiseret almue i renlighedsstellets retning, som forf. fremstiller for læseren i et prisskrift og som et direkte udbytte af videnskabelige forskninger, aldeles ikke skikket til at bibringe læseren den rette kundskab om vort folks sociale stillings holdbarhed. Forf. siger nemlig, at «han neppe havde fattet tanken om eller fået mod til at sige, at der sikkerlig må være en betydelig feil i det næsten herskende ord om det norske vanstel, dersom han ikke havde erindret, «at disse almuer omkring i bygderne jo ere deres efterkommere og arvtagere, som vi med glæde se op til og kalde vore fædre».

Forf. tilføier med tilfredshed, at han nu har seet sammenhængen mellem tiderne, der altså danner den fra oldtiden til nu nedarvede folkeskik, som før er nævnt.

Man vil hertil bemærke, at sådanne reflexioner kunne benyttes i ethvert land, thi hver slægt hviler jo i adskillige stykker på de foregående slægters skuldre og det kunde derfor synes, som om en hentyden til vor «hedenold» til en «tusenårig opdragelse», til «millionens arbeide» vilde føre forsvaret over til en anden kant end almindelig er tænkt - til en stor opdagelse! Er der dog tale om hedenold med dens blodhevn, der endnu viser sig i vore bygder om end i meget aftagende styrke! om standsforskjellen, fri og træl, som dog også nu er at spore i mange distrikter, som følge af nyere sociale bevægelser, om den store primitivitet i sæder og skikke, som vore bygder, endog efter forf.s udvikling, endnu bærer spor af, - om børneudsættelsen, som til alt held kristendommen har banlyst; kort, er der tale om hele det sociale og økonomiske stel, som vore sagaer og oldkvad tale om og som forf. glæder sig ved at gjenfinde i nutiden, som den rette folkeskik, da kunde det dog synes, som om en sådan «sammenhæng mellem tiderne» måtte bringe til den anskuelse at vi delvis endnu leve på et tilbagelagt stadium i udvikling og som tvertimod må være at beklage, altså er ingen opdagelse heri. Er det derimod tale om hedenolds fremragende mænds, dåds- og tankestorhed, høisindethed, høviskhed og dannelse i åndelig retning, kan jeg vel forstå, at de følgende slægter deraf kunne vinde åndelig styrke som af et opdragende åndeligt element, forsåvidt folket tvertigjennem er såpas organiseret, at det kan tilegne sig samme. Men kunne vi ikke også nære os af andre folkeslags tusenårige tanker og gjerninger? Det kan derfor synes, som om en hentydning til en «sammenhæng mellem tiderne» alene i sæder og skikke måtte bringe til et andet bevis, end det, et forsvar for «vanstellet» tiltrænger, hvor glædeligt det end er at erholde klar kundskab om, at den del af det norske folk, som dengang ikke behøvede at arbeide, men kunde tilegne sig kundskaber, har efterladt os oldkvad og sagaer, der vise, at idetmindste denne klasse havde tilegnet sig en boglig dannelse og sandsynligvis sociale betingelser, der hæve den høit i vor opfatning. Efter min formening vil dog hverken lørdagens (laugardagens) navn eller badstuerne, badene eller laugene, hvad enten de benyttedes efter sauerne eller ikke, ei heller Eddakvadenes hentydninger til døbning med mere af klogt og høvisk stel, bringe mig til at forsone mig - med det ophøiede og oplysende ved «tidernes sammenhæng», sålænge, for det første, ikke kvadene og sagaerne oplyse os om, hvorfra disse træle, karle og jarler havde denne kultur, om fra religionen selv, altså ved tvang, eller ved simpel udvikling. Thi dette er her et hovedspørgsmål, men om desværre ei kan oplyses. Licentia poetica er vistnok i kvadene undskyldelig, men mærkelig er forøvrigt standsforskjellen tegnet. Men se vi da her nogen forskjel fra det almindelige? Trælenes kår var hovedsagelig de samme som våre arbeideres og fattiges kår. Og dette var vistnok dengang mængdens. Karlenes kår var vore bemidlede bønders, byborgeres og embedsmends kår og sociale stilling. Det var en ikke ringe mængde. - Af kår som jarlenes, have vi få, som rigmænd og styrere. Mon vi ikke her se, nøgternt talt, det selvsamme billede af et udviklet, velstående og opvakt folkeliv? Vor tid er kun anderledes udviklet ved christendommens indflydelse til at mildne sæderne, ved de velgjerninger, som skik og brug har indbragt civilisationens nyttige opfindelser og - ved tilegnelsen af flere folkeslags tusenårige tanker og levesæt.

For det andet må jeg tillade mig at opkaste det spørgsmål: Har hedenolds renlighedsstel virkelig være sådant, at det har gjennemsyret alle folkeklasser og således fra hedendommen stået som et mønster for folket ned igjennem tiden, og det uagtet det forfaldt og savnede rod; de sig indelig påtrængede nyere forstillinger og begreber om tidsmæssige sociale betingelser?

Jeg må dog her fremsætte som anskueligt først , at vore forfedre var ikke så langt fremskredne, som vi, om de end ved religiøse skikke vare måske tvungne og senere vante til en vis offentlig hygiene, der da nærmest måske bestod i, hvad forf. omhandler om laugardagens tvet, badstuerne osv., og om de også havde en «tusindårig opdragelse» forud at støtte sig til, men som dog måtte stå altfor meget tilbage for nutiden i det hele, hvilket sagaerne og de gamle bygninger og skikke endnu vise.

Dernæst må det være anskueligt, at den hele vundne kultur aldeles forfaldt som folkeeiendom ved kristendommens indførelse, ved den sorte død og ved politiske forhold, der udarmede nationen, bragte de større forangående familier til betlerstaven og derved gjorde en videre udvik ling av renlighedsstellet umuligt, fordi der manglede evne og exempler.

Endelig: Hvad skal altså en sådan fremstilling af en «sammenhæng mellem tiderne» både os? Jo, siger forf., i videnskabelig henseende, idet da vil vindes desto sikrere resultater om en folket «iboende art», der endog nu er at påvise i «millionens arbeide» og i en «tusenårig opdragelses» udbytte i - fremskridt alt landet rundt! Men her må da bruges kritik!

Vistnok modsiger forf. sig her ved at bemærke, at dersom vi havde historiske oplysninger nok til at kunne følge tingenes gang ned igjennem tiderne, er det ikke umuligt, at vi skulde få se nogen forvirring og forstyrrelse under overgangen fra det oldtidsmæssige hovedbegreb om den hellige renselsespligt og til vore dages lære om renlighedens nytte og nødvendighed for sundhedens skyld af sanitære hensyn, ifølge hygieniske betragtninger! Men forf. forlader strax denne tanke med «fornøielse», fordi han, som sagt, finder orden og klarhed overalt og altså den nye lære, hygienen, overflødig.

For mig synes dog den anskuelse at være begrundet, endog efter forf.s egne ord, og især når der er tale om logisk konsekvens, at det må være en stor opgave, den at bringe et folk eller en større del deraf og som befinder sig under overgangen fra «det oldtidsmæssige hovedbegreb om den hellige renselsespligt», der nu ikke længer kjendes, over til at optage «vore dages lære» om renlighedens nytte og nødvendighed. Jeg tror, at hovedoppgaven her da bliver den: at virke til, at kvindeligheden kommer til sin ret! (88)

Forf. er imidlertid ikke at formå til med direkte udbytte for sit arbeide at se den store modsigelse, han her gjør sig skyldig i, uagtet han virkelig dvæler ved samme, som ved et simpelt tankeexperiment, der er uden værd for ham. Forf. mener derfor, at «når der i vore dage holder på at uddanne sig som et system» (sundhedskommissioners og lægers arbeide?) «af nye forestillinger og dermed også nye skikke inden denne del af huslivet, så vil det neppe være at betragte som en fremmed plantelse (?!), der helt og holdent eller endog hovedsagelig skyldes fagmændenes bestræbelser (!), det er snarere at sammenligne med et gammelt træ, som først kommer til at udvikle sig nu, fordi det først var dens tid nu»!? - Forf. vil altså ingen kritik anvende!

Det er ellers umuligt at forstå sådanne tankeexperimenter, når læseren ikke idelig og altid erindrer, at det er forf.s plan at dementere enhver lære, enhver påvirkning, enhver ledelse, fra hvilken kant den end kommer, og derimod prise den folket «iboende art», der er selvhjulpen.

Der er nu således ingen, som negter, at vi have noget givet. Vi have menneskeevnerne og menneskenaturen, og vi have vore «trange forhold». Og så de heraf opståede sæder og skikke. At skabe noget af intet, er jo ikke adgang til nu. Men er dette også alt, så kan dog et lands styrelse hermed udrette store ting.

Afbrydes derfor den historiske udvikling - en sådan, hvorunder folket i begyndelsen var at betragte som børn, der lededes af enkelte begavede individer og fra disse erholdt i religiøs form regler for sæder og skikke, da vide vi også, at denne ledelse, der var en skrækkeregjering - en fuldt gjennemført tugt (thi uden tvang dannes intet folk, (89)) også være afbrudt. Men vi vide også, at eftersom folket skrider fremad, må denne ledelse afløses af en nyere, der mere passer til den fremskredne udvikling. Vi vide også, at standsforskjellen evig må være tilstede hos ethvert folk, fordi den beror på det personlige held i livskampen, og som vil forandres ved slægternes og individernes evne i tidernes løb. Vi vide endelig også, at end mere fremskreden udvikling fordrer arbeidets deling, og at en styrelse derfor i vore dager kan overtage ledelsen i mange retninger, og hvis samlede udbytte altså er fremskridtene at tilskrive - ikke den enkelte retning for ledelsen. Så stor er ikke forfængeligheden hos nogen.

Det fremgår dog af forf.s forsigtig anvendte opgaver, om han end slår alt i hartkorn, at han har fundet og finder endnu i vort afsides og hjergfulde land den svundne tids sæder og skikke, stillestående individer, stillestående familier, stillestående distrikter; men hvad under er dette, når vi vide, at der findes stillestående folkeslag, der i tusinder af år, trods «millioners arbeide» har været heftet ved det gamle og hvorunder man idelig har tråd på hverandres hæle! Kjendsgjerninger vise endvidere, at ikke destornindre den tid kommer, da fremskridt fordres og at ledelse er nødvendig, dersom ikke de slettere instinkter i menneskenaturen skulle komme til at gjøre sig gjældende. Og dette er et faktum overalt under overgangenes «forvirring» og «forstyrrelse». Kjedsgjerningerne ere ubønhørlige.

Vel taler forf. tydelig nok om, at hans opgave er at «stille sig på almuens eget standpunkt, sætte sig ind i almuesmandens livsomstændigheder og betragtningsmåder og så beskrive og forklare, hvorvidt den har formået i virkeligheden at gjennomføre hin tanke om en pyntelighedens skik, som kunde passe for tarvelighedens kår». Men vi skulle dog, nøgternt beseet, snart finde, at hvor stellet og tanken viser hin omtalte overgangstids «forvirring», der er vistnok «skikken» og «tarveligheden» gjerne betingende hinanden i det store taget; men det er også let opdageligt, at denne gjensidige retning er en ligefrem følge af, at det åndelige blik er formørket af de stedlige forholds tyngende ælde, (90) tyngende i alle retninger, og som derfor kun tilsyneladende har krav på opretholdelse og på kulturhistorikerens opmærksomhed, fordi det er en «arv» og fordi «fædrene» før i tiden have havt det så godt under disse forhold. Man vil snart, praktisk talt, opdage, at indtægterne ved den gamle virksomhed ikke længer forslår til det stigende behov (overbefolkning, luxus) og at nye erhvervskilder ikke komme af sig selv eller kunne benyttes uden nye tanker og opdagelser, sålænge sløvhed og træghed herske. Den er i sandhed sen den ledelse, som armoden og usselheden fremkalder, skjønt ingen vil negte, at ulykken er en vækker for mangen i livet. Fremskridt i flere retninger, for at det hele folk kan blive gjenf ødt og specielt her, at kvindeligheden kommer til sin ret, synes derfor nødvendig, om end forf. dementerer en sådan tanke. Den ene folkeklasse vilde ellers blive den anden aldeles «underdanig».

Dersom det her er mig tilladt at benytte en nærliggende sammenligning for at vise ei alene fremskridtenes nødvendighed, men også nødvendigheden af ledelse i retning af renlighedsstellet, skal jeg gjøre opmærksom på geistlighedens stilling og forhold til almuen. Her kan dog med føie tales om en «tusenårig opdragelse»! Men er ikke denne, som al lære i det øvrige liv, stadigt afbrudt ved slægtfølgerne for hvert individ? Påtrænger sig ikke for hvert individ nødvendighed af, at det oplæres i den tusenårige lære og er ikke stadige afvigelser og fald at befrygte og at modarbeide? Og det såmeget mere som historien viser, at der er frem- og tilbagegange i religiøsitet, snart mere almindeligt, snart mindre, snart individuel. Dette gjælder menneskets sjel. Skulde ikke lære og ledning være nødvendigt under lignende chancer udad også? Det ene forhold belyser det andet.

Men styrelsen har anledning til at bruge ledere ei alene i forskjellige retninger, men og af forskjellige samfundsklasser. Mærkeligt er det derfor at se, at forf., når han angriber sundhedskommissionernes virksomhed, tillige også dementerer folkets egen ledelse i renlighedsstellets anliggender. Og dog må det være opgået forlængst for forf., at eftersom almuen går ind i nye aldere, vil den enkelte leder ikke strække til! Der må flere træde til, som nævnt, og tilslutt vil, især i sager som nærværende, også de af almuen træde til, som have nået sålangt frem, for ved eget exempel og tale at lede efternølerne, eller dem, der blive stående på samme standpunkt, og derfor ei alene skade sig selv, men og det hele samfund. Dersom de exempler, som forf. i denne retning anfører, skulde betyde noget, så tjene de derfor «modstanderne» som bevis. Forf. tror altså ikke, mærkelig nok, på værdien af en sådan egen ledelse: «Det kan tildels gjøre et underligt indtryk, at se beslutning om sådanne ting fattet af bygdens læge, prest og lensmand og tolv bønder, når af disse sidste ikke en eneste en har bryd sig med at - indrette sig således,» siger forf. Man er tilbøielig til at «forsones med mangt og meget»; men her gjælder og den almindelige regel, at en ny sag i længere tid må «påtales», for at den senere hen kan gå. Beviset leder jo forresten ligetil hen på, at folkeledningen ikke har i sig noget af den «iboende art» og forf. vil derfor anse enhver sådan ledning, som umulig og urigtig? Er ikke her en dobbelthed tilstede?

Intet folk kan imidlertid blive stående ved sine traditioner. Dette vilde være ligeså urimeligt, som at de enkelte næringsveie kunne blive stående tilbage i udvikling for andre. Vor tid med dens mægtige løftestænger: dampen og kapitalen, fordrer konkurranse i alle retninger; - fremskridt! Og selve folkets måde at leve og være på vil heraf være afhængig. Og denne afhængighed vil nå til fjeld og fjære.

Vil altså forf. holde på hedenolds efterladenskaber som oplysende og befrugtende for nutidens stel, så kommer dette til at blive alene til «videnskabeligt» brug; men erkjender forf., som han gjør, at de sidste «12 år» har bragt en større fart i udviklingen end nogen sinde før, så vil han også indse, at hans «forsvar» er høist ubetimeligt, og at han må blive nødt til at medgive, at der, fraregnet hans formentlige modstanderes virksomhed, dog er noget, der ligger udenfor folkets «egen iboende art», der bringer det fremad. Modtageligheden for påvirkning er tilstede, evnerne også: dette er visselig en «naturmæssig» arv; men opsvinget, initiativet kommer dog i vore dage ad mange veie!

I mange distrikter kommer visselig påvirkningerne over almuerne som en ond mare - et trold, der berøver slægten dens tilvante ro og «tusenårige opdragelses» udbytte og som forårsager fåfæng modstand og skræk, samt agitationer og virksomhed, ofte af de slettere instinkter, for at sætte sig ligesom til modværge mod fremskridtene, (91) mod de ældre ledere i social retning, og for selv at forlange «retten» til at leve. (92) Udyret - civilisationen kalder ikke destomindre op til fri kappestrid og nye arbeider i nye retninger, som et andet Bjarkemål! Og det nye vil seire om end stundom, som ved Stiklestad, det gamle vinder forat dø under seiren!

Her er da ingen klage, intet «forsvar» nødvendigt. Beklage må man blot, at vor tids udvikling ikke altid bedømmes ret endog af forskere eller ret kan skjønnes af svagere og fordomsfuIde sjele - dog hermed ville vi snart forsones; thi udviklingen vil ikkedestomindre gå fremad under de mangfoldige påvirkningers indflydelse.

Jeg tror derfor ikke, at det godt går an at negte folkeinstitutionerne en væsentlig andel af bevægelsen, da det er at antage, at der jo nu ved valgene bringes de mest oplyste frem til ledere for distrikterne - ei heller styrelsens virksomhed i det hele.

Jeg kan altså heller ikke følge forfatteren, når han i hedenold vil hente beviserne til sit «forsvar» for den lære, at den derfra vundne skik, kraft og selvvirksomhed - «iboende art» - ene er nok til at føre nutiden med «millionen» og den «tusindårige opdragelses» styrke fremad oplysende og forædlende på den tilbagestående store masse, og jeg tror derfor, at sundhedskommissioner og skolekommissioner endnu have mangt et hverv at overtage ved siden af styrelsens mange andre midler. Jeg kan endelig heller ikke medgive, at intet er at lære almuen i renlighedsstellets retning, «at den veed det selv», at den «ikke agter på» forf.s eller hine institutioners ord og virksomhed (sin egen?), eller at almuen ikke «tager sig nær af den» (sin egen?). Jeg synes dog, at hvis jeg gjorde dette, vilde jeg fornegte folkets bedste evner og sunde sans; jeg måtte med forf. stille mig tilfreds med den hårde nødvendighed og lade alt gå sin «egen gang», som han anbefaler, og - som er det mageligste, men også det fordærveligste.

Idet jeg således i korte træk har belyst forf.s standpunkt og skriftets eiendommelige retning, går jeg over til at belyse nogle enkeltheder, hvor nemlig forf. søger at påvise med fuldt alvor og med «forsvarets» iver, at de i renlighedsstellet hidtil «såkaldte sagkyndige» stå ei alene langt tilbage for almuen i opfatning af dets fordele og mangler, men endog i retninger, der høre ligefrem til deres fag. Forf.s opfatning er nemlig sådan, at stellet har «artet sig efter bygdens natur» - «der er noget naturmæssigt» deri - noget, om hvilket vi til en vis grad kunne sige, at det må så være, kan ikke anderledes være for tiden». Jeg er aldeles enig med forf. i, at stellet er naturmæssigt i klassen under i det store taget, skjønt jeg ikke anser det for noget gode. Spørgsmålet er at fremme stellet fra det naturmæssige og til det naturmæssigciviliserede, - til gjennemført renlighed. Men denne side af spørgsmålet indlader forf. sig ikke nogetsteds på, uden hvor han taler om de riges stel. Men så er da dette igjen blot til skue og åndsopløftelse for den mindre bemidlede, der nok bliver stående ved sin naturmæssighed formedelst den hårde nødvendighed, uagtet ganske vist renlighedsstellet er uafhængig af rigdommens og luxusens glans.

Det er dog egentlig prisopgaven for det vestlandske stel og den for udgående bedømmelse af kvindernes stel i disse egne samt lægernes indberetninger om sammes mangler, der har harmet forfatteren mest og bragt ham til at udtale, at alle de besvarelser, som indkom fra hine egne, efter forfatterens mening viste, at «man har været opskræmt over de påpegede misligheder og stærkt opsat på at belære og irettesætte kvinderne». Forf. anfører her summen af meningerne på følgende måde:

«Almuen har jo, hvad der skal til for at lave god og nærende mad, men formedelst den ufornuftige fremgangsmåde, går en stor del af næringsværdien tilspilde og, formedelst urenligheden under stellet, bliver den fremsatte mad hverken smagelig eller sund. Altså, både af hensyn til landets velstand og folkets sundhed en reform i denne sag af påtrængende vigtighed! Så omtrent siges der.» Men mod denne almene dom, ytrer strax forf.: «Men man har ikke seet nogen forsker granske eller beskrive folkets stel.» Forf. mener det vundne er noget prat altsammen, og han vedbliver derfor i en speciel retning at gjennemgå stellet i alle mulige retninger, og finder det høist rosværdigt og dvæler også her blant andet ved den bekjendte grødstrid, idet forf. fremskaffer nye bevisligheder for at ukogt mel i en grød er næsten en naturnødvendighed og ialfald et resultat af «den erfaring, som almuens kvinder måtte have vundet under deres tusindårige øvelse». Denne sidste bevismådes værd vil jeg her forbigå; og jeg vil her alene berøre, at forf. nu har bragt et endnu sikrere bevis for sine påstande, idet han viser hen til, «en række virkelige undersøgelser og disses resultater», der ere fremlagte i Videnskabsselskabet i Christiania (1866) og siden offentliggjorte og summen heraf skal være heller en stadfæstelse af, at det gamle grødstel var både rigtigt og hensigtsmæssigt. Den noget egne måde at koge grøden på, blev påvist at passe meget godt til arbeidsmandens trang, så han, som han selv pleier at sige, kunde have «noget at bie på». Man kan her ikke sige andet, end at det er høist besynderligt, at hine kvinders mænd ere meget varsomme med nydelsen af rå grød, da en sådan «ikke bier», men hastig går bort i fuld kog efter graden af dens råhed. I lige måde må man undre sig over videnskabens forskjellige resultater, idet den bekjendte Birchow netop anskuer de vegetabilske råemner som skadelige for den menneskelige organisme - en oplysning i grødsagen, som måske ikke var offentliggjort, da forf.s bog kom ud, og som, om erindres ret, er at finde i norsk Magazin for Lægevidenskab for forrige år. Denne sag kan altså ansees for uddebateret.

Den sag, hvori forf. imidlertid tager det stærkeste overtag over de «såkaldte sagkyndige», gjelder «skabklåen» i landet. Forf. har, som bekjendt, gjort denne gjenstand til behandling i eget skrift, hvoraf i nærværende skrift optages såmeget, at det viser forf.s store bekjendtskab til denne sygdoms historie, videnskabelige stilling og udbredelse, hvilken sidste forf. fastsætter til at være permanent (naturmæssig?) i landets indre bygder og hvorfra den stadig udbreder sig, stundom som en «klåri» over folket i fladlandet og mod kysten, hvor den dog også er mere eller mindre hjemme. Forf. påpeger her, at kvinderne i hine klådistrikter også have gået forud for lægerne og videnskaben, hvad forstand på skabbet angår, idet de forlængst have opdaget «klåmakken» og således længe have stået på videnskabens høidepunkt i denne sag. (93)

Jeg anser en sådan opdagelse som ikke så stor, hvor det daglige onde bringer til nøiagtigt eftersyn, hvad andre med væmmelse vender sig bort fra, og i distrikter, hvor indtil det sidste årti neppe nogen læge kom (94) endsige dvælede ved urenlighedens værste udvexter mere end høist nødvendigt. I sin forsvarsiver omtaler desforuden forf. efter beretninger fra lignende hold en gådefuld «klåri», der i årene 1860 har gået over folket som en «farang» og hvis egentlige væsen (nemlig skabbets) han ikke tror er endnu udgrundet, fordi det netop viste sig som epidemi. Jeg kan tjene med et uddrag af min medicinalberetning for 1864: «I dette år har vist sig en «sårsyge», eczema, der næsten stadig stod i forbindelse med konjunktirit (øiensygdom), var i enkelte tilfælde meget ligt fnat (som her er meget sjeldent), men adskilte sig dog fra samme ved, at eczemet indtog også ansigt, hals og øren, ja hovedet, oftest forbundet med yderst stærk kløe. Hos ældre optrådte ondet som prurigo. Endvidere som et ecthyma forbundet med store papula af en egen form, som gjerne havde sæde på kinderne. Sygdommen havde tydelige eruptionsstadier og helbrededes meget langsomt. Der anvendtes af almuen fnatkur i flere uger under vexelvis bedring og udbrud; ondet modstod ofte al behandling og svandt lidt efter lidt bort.» (95)

Dersom denne «ri», som var en egen sygdomsfeil, sluttede sig til virkeligt skab, måtte nok tilstanden i de bygder, hvor dette er permanent og hvorfra også forf. har sine opgaver, være sådan, at den benævnedes den «vonde klåen», og at folk, der led af begge (96) sygdomsformer, ikke vare «gjengs» eller arbeidsføre. Men det «gådefulde» vedrører da ikke skabklåen! Almuen, fra hvem forf. vistnok har sine opgaver, kan altså også tage feil.

En sundhedskommission på kysten har også harmet forf., blandt de mange, derved, at det har foreslået en husholdningsskole, og rimeligvis en skole, hvor piger kunde lære at stoppe strømper, bøde, binde osv., hvilket jo mange forstandige almuesmænd på privat vei lade sine pigebørn lære af kyndige. «En husholdningsskole er en fornærmelse», siger forf. og udhæver om sådanne: «Er der nogen egn af Norge, hvor en husholdningsskole skulde behøves af den grund, at kvinderne efter folkeskikkens tusindårige opdragelse endnu trænger til at lære om igjen altsammen, så har jeg vondt ved at tro, at nogen kan hjælpe. En tusindårig opdragelse! Forf. synes at have glemt, at fordringerne til livet blive nye med hver dag, og at sIægterne følge hinanden led for led med nye og atter nye moder og skikke - hvor ikke livet bliver og er naturmæssigt -; thi den tusindårige opdragelse arves ikke uden i stillestående sæder og skikke! Hvorfor sendes unge piger stadig i gode huse for at lære hin kunst og hvorfor er dette skeet af visse almuer i mands minde, så stellet den dag idag viser det. Hvorfor har man overhovedet skoler for ungdommen? Jo netop fordi den «tusindårige opdragelse» i vore fremskridtsdage i disse retninger afbrydes for hvert led. Den synker desuden i styrke og udstrækning, når landets - distriktets - evne synker og den stiger, når denne stiger; thi da har folket råd til at skaffe sine børn den «tusindårige opdragelses» velgjerninger, vel at mærke ved lærdom og ledelse hos dem, der ere i besiddelse af den, og dette er isandhed ikke mængden af kvinder. Forf. vil derimod, at enkelte piger skulle gå ud i bedre huse og lære for at tage kondition som stuepiger eller husholdersker hos de rige. Men der er dog øiensynligt, at denne opdragelse ikke vilde både almuen eller folket, for hvilket sådan lærdom ikke ligetil passede i det store taget, og fra hvilket de altså unddrages. Sagen er dog at opdrage duelige husmødre for hjemmet. Da først vil det almene komme til sin ret, fordi den således oplærte, som husmoder, atter kunde sprede sine lærdomme rundt omkring og nedad i sin levetid med udviklet kvindeligheds skarpe sans.

Forf. udtaler sig derfor også således om madstellet i det hele: «Jeg holder mig forvisset om, at jo nøiere man beser stellet, desto rimeligere og forsvarligere skal det vise sig at være («uden husholdningsskoler»), og jeg tvivler ikke på, at en omhyggelig granskning vil overalt i landet kunne finde ytringer af folkets fremadstræben også i dette stykke.»

Dersom jeg imidlertid skal ytre mig i selvstændig retning om madstellet, da må jeg dog først her bernærke, at jeg hylder den anskuelse, som forf. har omhandlet at være den fælles mening hos hans modstandere. Men jeg lægger til, for at undgå forvirring, at det netop her er af stor vigtighed at afgjøre, hvem der tales om, enten folket over eller under den af mig kaldte isohygieniske linie. Erfaring viser jo endnu, at gammelost og rakefisk er en lækkerbisken. for de nordnorske af klassen over. Men klassen under viser også, endog et godt stykke fra grændsen, om end enkeltvis, at den har fået smag på andre retter end de fra hedenold, og dermed på andet stel, og, at fordringerne til stellet og til kvindernes virksomhed i det hele i klassen over mere og mere er gået over i den retning, at kvinden unddrages det tunge arbeide, og at derved kvindeligheden kommer til sin ret - er en så afgjort sag, at ingen derover behøver at tvistes. Men jeg tror ikke, at denne kvindelighedens ret er anderledes, end at den kan hævdes fuldt ud ned i klassen under også. Iallefald viser erfaring, at den ikke engang er afhængig af fattigdommen eller de små kår.

Men hvad erfaring i de sidste 15 år har vist med sikkerhed, det er i sandhed, at udtrykket den «tusindårige erfaring» og «millioners arbeide» mere og mere viser sig som floskler i rhetorikens tjeneste, idet praktisk disse begreber mere og mere opgives i alle husstellets retninger og tilsidesættes for nyere tanker, nyere fremgangsmåder, nyere skikke og nyere redskaber osv., der alle bære civilisationens præg og fordre som med uimodståelig magt: arbeidets deling. Kvindeligheden vil altså overalt komme til sin ret!

Forf. vil dog ikke angive midlerne til at nå dette store mål for en større del af vort lands befolkning; men derved blev da heller ikke den bergenske prisopgaves anden fordring opfyldt.

Når imidlertid denne udvikling vil komme til at nå ned i klassen under, så at man kan sige med nogen grund, at det hele norske folk er gjenfødt af sine arvede trængsler og delagtiggjort efter evne og stilling i civilisationens goder, samt at en bevidst stræben efter at fastholde det vundne, er synbar ved større selvagtelse og sparsomt forstandigt stel dybt nede i samfundet, - dette er da til alt held dog kun et tidsspørgsmål også hvad klassen under angår. Og først når dette trin er nået, vil fattigondet have udspilt sin rolle. Dette er ialfald min simple formening.

Men det er i retning af dette mål, at der arbeides og bør arbeides fra alle hold, og ikke mindst fra sundhedskommissionernes side. Denne hjælp, disse om end ofte famlende forsøg på at hæve en større klasse af folket til selvbevidsthed, og som forf. med en vis hadskhed altså dementerer og med stor styrke i et omfangsrigt skrift (som søges bragt så langt ned og ud blandt folket som muligt) nedsætter, er det altså forf. ikke destomindre vil søge at mistænkeliggjøre, ei alene i principet, men og i retninger, hvor sagkyndigheden ellers pleier at beholde ordet! Forf. er desværre ikke alene om en sådan anskuelse af livsforholdene.

Jeg tror dog tvertimod, at det er et værdigt mål ikke at blive stående ved hin linie og medynksfuld talende om den hårde nødvendighed, alene skue ned på en klasse af folket, der nu er hårdere stillet i livets kampe; men som dog eier elementer til frigjørelse og sociale fremskridt, når den rette vei findes for den og som livet enkeltvis viser kan findes. Det er ingen fattigklasse eller bør ansees for en sådan, der efter forf. tiltrænger «formaninger» og «irettesættelser» uden tilbørligt hensyn.

Vel er det foran denne klasse, der jo allerlettest rekruterer de fattiges tal, at forf. grublende står, når han i sit sidste skrift (97) om fattigdommens årsager siger, at han ingen bestemt påviselig årsag finder til den tiltagende pauperisme; men at årsagerne findes overalt, og at altså hjælpen må komme overalt fra!

Hvorfor altså denne overalt sig gjentagende dobbelthed? Thi under erkjendelsen af de dybe krav den heromhandlede klasse har på enhver fædrelandsvens opmærksomhed, går det da konsekvent ikke an at udelukke den granskningen af det store folks sociale bestræbelser, således som forf. har giort. Det er nemlig netop fra et socialt standpunkt, at hint folkeonde bør anføres!

Jeg vil ikke sige, at denne forsvarets iver for hin andre heldigere stillede klasse og den uheldige anvendelse af det vundne, som forf. viser, er en inkonsekvense hos forf., ialfald ikke hvad hans personlige stilling til spørgsmålene angår; thi jeg må jo tage forf.s ord i «Morgenbladet» no. 13 d.å. for hvad de sige. Her står dog grundene til forf.s eiendommelige optræden med tydelige ord:

«For min videnskabelige stræben har der, bortseet fra personlige mangler, været en udvortes omstændighed til hinder. Jeg sigter hermed til, at mit arbeides fortsættelse var afhængig af regjeringens anbefaling og Storthingets bevilling hvert 3die år, hvisårsag jeg i mine skrifter måtte lægge an på at vække folkets deltagelse for studier og det ved at holde dets praktiske interesser frem. Deraf en vis dobbelthed i indhold og stil.»

«Bedre havde det været,» tilføier forf., «om jeg istedetfor den her omtalte enkelte bog, havde kunnet udgive 2 om samme emne, nemlig først et rent videnskabeligt forarbeide og så en varmhjertet henvendelse til almuen.»

Men jeg er tilbøielig til at tro, at forf. her, skjønt forsent, har fundet den rette tanke for sin opgaves rigtige løsning, der også burde skeet uden hensyn til andre sagen uvedkommende sidespørgsmål. Det «videnskabelige», hvorfor ikke de bergenske amter havde noget væsentlig brug, vilde da have fået sit rene udtryk i et selvstændigt verk om landets fremskridt, der vilde havt et varigt værd, medens den «varmhjertede henvendelse» sikkerlig vilde have omfattet også den klasse, hvis granskning forf. har viet sit liv og som jeg med andre savne i et prisskrift netop af ham om folkets stel i det hele.

    Gran, den 12te februar 1871.

(Morgenbladet no. 58, 27. februar 1871)

 

Om sogneprest Sundt og hans studier af folkelivet

INDSENDT AF EN LÆGE

I «Morgenbladet» no. 319 d.å. bebuder Sundt en fortsættelse af sig bog om renlighedsstellet samtidigt med, at han fremsætter en hel del spørgsmål til besvarelse og henvender sig til enhver, der har interesse for sagen og noget at meddele.

Hans bog om renlighedsstellet står øverst på listen af de fremsatte spørgsmål, og da den kommer til at danne udgangspunktet for hans forskning, må han først og fremst ønske at se bemærkninger om den. Efter en så direkte opfordring synes det at skulle være urigtigt at tilbageholde sine meninger, når man kunde have håb om, at noget godt deraf kunde få nogen indflydelse på Sundts fremtidige opfatning af vort samfundsliv. Man kan på forhånd være tryg for, at denne opfatning vil gå i den samme optimistiske retning, der besjeler hans bog om renlighedsstellet ved at se hen til ytringer, som han derom lader falde i sin indledning til de i «Morgenbladet» fremsatte spørgsmål. Han sammenligner sine bøger om folkelivets kjendsgjerninger med udstillinger af industri og kunst. Når en forfatter, siger han, udgiver bog på bog om det samme emne, så er det ligedan, som når der holdes udstilling på udstilling, at man kan få se, hvad fremskridt kunst og industri har gjort i mellemtiden. Når jeg i mine skrifter over folkelivet her i fædrelandet har fremstillet tingene så, at læseren får se meget af folkets gode art, får se, ikke blot ladheden og useldommen, men arbeidet og udviklingen, så er det at ligne med hvad de gjøre, som forestå kunst- og industriudstillinger. De lægge jo ikke an på at beskjæmme med at vælge sluskede hverdagsarbeider, men ønske at opmuntre ved at søge frem smagens og arbeidsdygtighedens hædrende verker og derhos ordne de tingene på en tiltalende måde og pynte om dem med kranse og flag.

Man kan ikke forundre sig over, at hans bog er bleven, som den er, når arbeidet ledes med en tendens, som han selv her åbent vedkjender sig og hvorfor han flere gange har måttet høre ilde.

Det var også den væsentligste anke, der førtes mod hans bog af komiteen, der havde at bedømme de indkomne skrifter om renlighedsstellet i de tre vestlandske amter, idet den ytrede, at forholdene vare fremstillede i et for gunstigt lys og at den ikke kunde være enig i det resultat, i hvortil Sundt i det væsentlige var kommen, at alt var godt og forsvarligt.

Nærværende indsender skulde ikke have indladt sig på denne sag, hvis ikke, som sagt, en sådan direkte opfordring var fremkommen og hvis ikke Sundt så ligefrem havde udtalt, at han ville følge en vei, som kun kan tjene til at sløve blikket for de sande forhold, såvel hos forskeren som hos det store publikum. Den tanke påtrængte sig strax indsenderen ved gjennemlæsningen, at Sundt på udenforstående vilde have gjort et bedre indtryk, hvis han som forbillede for sin forskning havde valgt en mere bramfri lignelse, og jeg som læge skulde hellere have seet, at han vilde have betragtet folket med dets mangler som en patient, hvis skrøbeligheder det ikke nytter at tilsløre med kranse og flag; men som må sees i al sin nøgenhed for at de hensigtsmæssige midler til sammes helbredelse kunne udfindes. Følger lægen Sundts methode og søger at bortviske manglerne ved at holde sig til det mest fuldkomne hos sin patient, er det vel sikkert, at det hele for øieblikket vil ende med begge parters glæde og beundring, men det er ligeså sikkert, at bebreidelserne ikke længe ville udeblive, og lægen vil i gjentagelsestilfælde tabe sit gode navn og rygte. Det viser sig også, at bebreidelser fra forskjellig hold komme frem for dagen mod Sundt, og jeg tror at kunne forudsige ham, at dersom hans fremtids studier af folkelivet fortsættes i den retning, som råder i hans bog om renlighedsstellet, vil han snart nedsætte sit ry som folkegransker.

Man kan muligens indvende, at hvad der her viser sig, er kun en gammel erfaring, som gjør sig gjældende, på alle forskningens gebeter. Have undersøgelserne taget en skjæv retning eller have de af samme uddragne slutninger vist sig forhastede, optræder sent eller tidligt en reaktion, der ofte gjør sig skyldig i en udskeien i modsat retning. Striden om meningsudvexlingerne ville dog vise sin nytte og gjøre det lettere for en rolig overveielse, senere at finde den gyldne middelvei.

Hvad nu Sundt angår, der vistnok ikke vil erkjende, at høre til nogen af extremerne, så have begivenhederne føiet sig således, at han på sin undersøgelsesvei ubevidst og lidt efter lidt er kommen i et urigtigt spor. Som bekjendt var Sundts første virksomhed begrænset til fanterne, som af alle erkjendtes for et udskud af mennesker. Man havde forhen mest lagt mærke til al den ryggesløshed og usædelighed, hvori disse mennesker gjorde sig skyldige, og Sundt fandt ved sine undersøgelser vistnok mange mangler, men så snart, at der var gjort lidet for at bøde på disse mangler, og det blev således hans sag, ikke alene at fremhæve deres ret, men at tage deres forsvar og forbedre deres kår, hvilket var ham en såmeget kjærere pligt at opfylde, da han har for sine medmennesker et sjeldent ømtfølende og varmt hjerte. Fra fanterne gik hans virksomhed over til at omfatte hele den fattige del af vor befolkning, navnlig deres kår, husliv og hele deres stel, hvori man troede at skulle finde nogen grund til den tiltagende fattigdom. Ved at vandre om i de usle hytter og lægge mærke til de trange kår, som vor landalmue har at stride med og de savn, som den må udstå, fandt han, at den fattige mand ofte var skånselløst behandlet, navnlig så han, at enkelte læger, som især ere dem, der i bondens skiddenfærdighed og vanstel føle hindringerne for sin virksomhed, havde udtalt sig skarpt, og ikke havde taget tilstrækkelig i betragtning de formildende omstændigheder, som ligge i mangel på oplysning, forsømt opdragelse, fattigdom og armod. Under sine granskninger kom han til det resultat, at den rette vei til at hæve almuen var ikke at smælde og skjælde, men derimod være skånsom i sin bedømmelse, vurdere det gode og især lægge mærke til de fremskridt, der var at spore og således istedetfor at betage dem modet søge ved alle leiligheder at opmande dem. Denne betragtning er vist ganske rigtig, når den ledes med den nødvendige kritik. Sundt er imidlertid gåen videre end fornødent, han er bleven så ømtfølende, at han næsten ikke tåler, at der krummes et hår på fattigmands hoved og er der en feil, som ikke kan bortræsoneres, så har Sundt altid et godt ord at indlægge.

Indsenderen er ikke med blandt dem, der tro, at Sundt i nogen væsentlig grad er ført vild ved feilagtige og urigtige oplysninger. Han har selv været personlig tilstede, hvor det har ladet sig gjøre, og man er ikke kommen langt i hans bog, førend man får forvisning om, at han selv, såmeget som muligt har undersøgt hver krog og hvert smuthul for rigtig tilbunds at granske disses beskaffenhed og indhold. For at lære folkelivet at kjende har han ikke skyet nogen anstrengelse, han har selv indladt sig i samtale med store og små, fattige og rige, og når desuagtet granskningen synes på mange steder at pege i en anden retning, end man skulde vente, er dette dog ikke underligt, når man lægger mærke til Sundts egne udtalelser. Alene den instruktion, som blev givet de vestlandske damer, er betegnende, idet han ønskede, at de i sine indberetninger helst skulde dvæle ved de lyse sider af folkelivet, eller ordret, opsøge sådanne træk, som vi kunne glæde os ved og vel med rette bør regnes til folkelivets friske kjerne. I tilfælde, hvor Sundt har måttet lade sig nøie med skriftlige opgaver, har man grund til å tro efter det foran anførte og uden at gå Sundts sandhedskjærlighed for nær, at han ikke har været istand til at hefte sig ligeså strengt ved de mørke som ved de lyse sider af folkeskikkene, og som følge heraf er det at befrygte, at det udvundne resultat ikke altid har svaret til virkeligheden. Når der til denne med velberåd hu valgte tendens kommer en naturlig godtroenhed i forbindelse med en lys opfatning af vor folkekarakter, der ser i enhver mand den ærlige, åbne og redelige gamle norske bonde, i hvis fortællinger ingen bagtanke ligger skjult, så vil enhver indse, at alt dette bidrager til en betragtning af forhold, som ikke ere de almindelige. Uagtet Sundt under sin virksomhed har færdes meget blandt vor landbefolkning har den dog ført med sig, at han i almindelighed har undgået de praktiske forviklinger, der åbne ens øine med hensyn til den forslagenhed, uredelighed og egennytte, der desværre så ofte gjør sig gjældende hos vor almue. Som sogneprest til Eidsvold, hvor hans forretninger nødvendig må bringe ham til en rigtigere opfatning af den hos befolkningen rådende ånd, vil han sikkert komme til kundskab om, at ligeså vist som folket er gået tilbage i økonomisk henseende er det gået frem i moralsk fordærvelse.

Som følge af denne mangel, om jeg så må kalde det, på praktisk uddannelse er Sundt bleven en ideernes mand. Med al sin livlighed fanger han let en ide og forfølger den med iver indtil han står ansigt til ansigt ligeoverfor uovervindelige praktiske hindringer, som komme ham uventet imøde og som tvinge ham nolens volens til at opgive den. Mange ville måske synes, at denne karakteristik bliver noget langtrukken, men indsenderen har troet den nødvendig for at forstå, hvorledes mange sætninger i hans bog kunne være blevne til, når man forud ved, at de ere skrevne af en samvittighedsfuld forfatter, der udmærker sig ved sjeldne evner, klar forstand og en stor stilistisk færdighed.

Førend jeg går over til at behandle de enkelte kapitler i bogen, vil jeg tillade mig nogle udtalelser om den i dens almindelighed. Det vilde blive en for vidtløftig sag at følge med Sundt i den store bog overalt i hans granskninger og slutninger, og for at undgå gjentagelser gjælder følgende bemærkninger i mere eller mindre grad samtlige afsnit.

Som kulturhistorisk verk tror jeg vanskelig, at Sundts bog kan sættes for høit. Sundt har ved sine undersøgelser af folkelivet lagt for dagen en sådan kundskabsrigdom, skarpsindighed og slutningsevne, som kun findes hos få. Han har tillige udvist en sjelden iver, flid og udholdenhed, som har gjort, at han, såsandt det har været muligt, har undersøgt hver krog, om den har været nokså modbydelig, og behandlet mangt et emne, som måske de fleste have villet vige tilbage for. Når nu hertil kommer den sjeldne dygtighed, hvormed Sundt behandler sit sprog og den interesse, han forstår at udvinde selv af det mest trivielle stof, så er det let at forstå, at enhver læser, der har nogensomhelst takt for denne slags granskning, vil finde i bogen, ikke alene en underholdende lekture, men et verk, der som forstudium for videre fremskridt må have stor betydning. At Sundt så meget som muligt har søgt at forfølge skikken så langt tilbage gjennem slægterne, som muligt, og ofte til hedenold, kan kun efter indsenderens formening forhøie bogens værd, og Sundt har herved havt anledning til at vise et kjendskab til de forskjellige folkeslags mythologi, som ikke mange kunne rose sig af. Jeg skulde være tilbøielig til at tro, at bedømmelseskomiteen ved at holde sig alene til denne side af bogen, havde været berettiget til at give samme den udsatte prisbelønning, selv om den ikke kunde være enig med Sundt i værdibedømmelsen af de fremskridt, som han ved sine undersøgelser har påvist at have fundet sted i alle retninger. Den store hage, hvor komiteen har måttet hefte sig, ligger ikke heri. Meningen om gavnligheden af fremskridtenes større og mindre hurtighed kunne jo være forskjellige, og Sundt kan for en del have ret i den påstand, at et vigtigt mål sikrere nåes, når farten ikke forceres. Herpå kan i mange retninger anføres slående exempler fra østlandske bygder, hvor udskeielser have fundet sted både i den ene og anden retning, fordi det høiere kulturlivs nærhed har bragt overkultur ned selv i fattigmands hytter, både med hensyn til klædedragt og levemåde, og sat bonden tilbage både i moralsk og økonomisk henseende, så at en direkte tilbagegang er nødvendig, for at alt skal blive bedre. Hvad der derimod har gjort Sundts bog umulig som prisskrift, er den undskyldende tone, som går gjennem den hele bog med hensyn til de fleste uskikke. Som enhver kan skjønne, er derved bogen kommen til at virke i den stik modsatte retning af prisopgaven, og intet kan være mer skikket til at frembringe stagnation og fastholden ved det gamle, end når der ved enhver uskik bliver forsket og gransket, om der ved den ikke skulde hefte sig nogen god side, som enten kan forklare dens beståen gjennem lange tider eller dens berettigelse for fremtiden. Man udruster herved synderne, som lide under den, kun med våben til at modsætte sig forbedringer, og enhver senere reformator vil måske mødes med det svar, at det ikke er så farligt med uskikken, vi kunne nok lade det bero med det gamle, og det har Sundt selv lært os. Idet jeg går over til de særskilte kapitler af bogen, tror jeg efter disse almindelige udtalelser at kunne ytre mig i al korthed:

Det andet kapitel pag. 11 omhandlet fjøsskikken. Denne fordærvelige uskik, som begunstiger natteløbere, usædelighed etc., har Sundt gjort alt muligt for at indskrænke. På sine vandringer omkring i bygderne har han næsten talt med enhver bonde, som lod sine tjenere ligge i fjøset, for heri at bevirke en forandring. Ved at indsamle oplysninger om, hvorledes det fortiden stod til med denne skik i de forskjellige provstier, viste det sig, at mangensteds (76 prestegjeld) ingen fremskridt til det bedre var at spore. Dette var for Sundt en hård nød at knække; han finder dog en udvei, der giver ham anledning til at lægge et godt ord ind for fjøsskikken. Han tager dødsstatistiken for sig i de forskjellige provstier, og er så heldig at finde, at de provstier, som have mest fjøsskik, have den mindste dødelighed, og han gjør strax den raske slutning, at man heraf kan idetmindste se, at fjøsskikken ikke er skadelig for sundheden. Indsenderen, der ikke vil fremsætte nogen påstand hverken i den ene eller anden retning, vil kun gjøre opmærksom på, at denne slutning er forhastet, thi der kan naturligvis findes mange gunstige momenter til sundheds bevarelse, der fuldtop vilde ækvivalere fjøsskikken, om den skulde vise sig at være skadelig i hygienisk henseende.

Bonden har nu efter det af Sundt oplyste en grund mere til at holde på sin fjøsskik, da han naturligvis tager Sundts statistik til indtægt og påstår, at der er helsebot ved at ligge i fjøset.

Af de følgende kapitler indtager 6te og 7de, der omhandler bygningsskikken og husenes renhold sågodtsom hele landet over, næsten bogens halve indhold. Uagtet den store nøiagtighed og fuldstændighed, som her er lagt for dagen i alle retninger, må man dog overalt følge Sundt i hans betragtninger med interesse. Ved beskrivelsen af sine vandringer fra det ene sted til det andet har han altid været istand til at variere sit thema på en underholdende måde, således at læseren, trods stoffets ensformighed, aldrig vil trættes ved gjennemlæsningen. Det værd, som jeg har tillagt bogen som kulturhistorisk verk, fremtræder her på det tydeligste. Imidlertid vil det ikke undgå læserens opmærksomhed, at der gjennem den hele betragtning af forholdene, selv om disse på enkelte steder ere fremstillede på sit laveste standpunkt, går en særdeles velvillig ånd, som har bragt Sundt til udtalelser, der stå i den fuldstændigste strid med andre forfatteres opgjorte meninger. Jeg skal til bevis herpå citere enkelte steder.

5te kapitel, pag. 66 heder det: «Med et ord: dersom vi havde historiske oplysninger nok til at kunne følge tingenes gang ned igjennem tiderne, var det ikke umuligt, at vi skulde få se nogen forvirring og forstyrrelse under overgangen fra det oldtidsmæssige hovedbegreb om den hellige renselsespligt og til vore dages lære om renlighedens nytte og hygieiniske betragtninger. Idet jeg taler om en sådan overgang og hentyder til denne forskjel i grundbetragtningen, siger jeg mig da ikke selv imod, såsom jeg jo ovenfor har fremhævet friskheden i folkelivets væxt, sammenhængen mellem træets dybe rod i fortiden og dets høie krone i nutiden. Men jeg ser friskhed og sammenhæng. Formerne kunne vexle, men folkelivet er det samme, ligesom det træ, som grønnes om våren, er det samme som det, der fældede sit løv om høsten.»

Tillegg II, pag. 182 siger Sundt om gulvvaskningen: «Der er vist langt fra, at jeg kan påpege tydelige forklaringer til alle de forekommende forskjelligheder. Men der er allerede vundet noget, dersom det anførte har bibragt læseren den tro, at når en bygd sees at være mindre fremskreden i dette stykke, end en anden, så kan der være en rimelig årsag dertil, så at man ikke strax behøver at gjætte på befolkningens særdeles hang til skidenfærdighed, træghed o.desl. Dersom bygder med fine, malede gulve vilde laste de egne, hvor gulvene ikke vel kunde holdes pene f.ex. for det tildels grove husflidsarbeides skyld, som folket sysler med inde i stuerne, så kunde der sendes sådan beskyldning tilbage, at netop for de fine gulves skyld, ikke tåle øxehug osv., har husfliden måttet flygte.»

Afsnittet om udluftning pag. 210 er aldeles betegnende for Sundts standpunkt. Skolelærere, der i det hele taget før have været rimelige, vise sig, når det nærmest gjælder deres egen sag, som de mest urimelige. Efterat disse have klaget over kvalm og slet luft og liden udluftning og have givet underretning om tilstanden og påvist, at vinduerne, istedetfor at være forsynede med gangjern, ere tilspigrede med fire toms spiger, og at der, når døren tilfældigvis holdes for længe oppe, skriges af fuld hals: «Læt døre at, her vart so kaldt so i eit naust,» så siger Sundt: «Hvem har ret? Eller hvor meget af sandheden monne være på hver af siderne? At der ialfald foreløbig kan formodes nogen ret også på almuens side i dette stykke, det tør sluttes deraf, at selv i de meget påklagede bergenske egne synes der dog at være en sund og stærk befolkning, siden levetiden er så lang.»

Længere nede pag. 212 siger Sundt: «Skulde nu hine bønder dagen igjennem være ude i den friske nordvest, og så tilbringe aftenen og natten i en vel udluftet stue, så kanske det blev for meget af luftfortæring.»

I afsnittet om husdyr i husene er Sundt meget medgjørlig; han har således intet imod, at grisen og hønen har sit tilhold i bondens stue.

I beretningerne om aflukke, ganghus og priveter har man de mest slående beviser på, hvorledes Sundt kan forsone sig med de væmmeligste uskikke, fordi han så nødig vil bryde staven over folkets vaner.

Han siger pag. 263: «Fuldendelsen af den nu betegnede retning er, at man på korteste måde skiller sig af med legemets byrde og i en vis storsindet stemning hæver sig over enhver betragtning af eller befatning med samme.(98) Der er da også bygder, hvor folket føler en oprigtig forundring og uvillie, når man foreslår dem at have et aflukke og ind der og til berigelse for jordbruget samle på det, som falder. Man vil ikke engang tænke så meget på tingen. Og med denne ligesom forsætlig vedligeholdte tankeløshed følger det gode, at det naturliv, som leves, ingenlunde bryder så meget på blufærdigheds-følelsen, som man skulde tro. Det må jo idelig hænde, at den ene møder og ser den anden hist bag væggen; men det gjør ikke noget; der hersker nemlig den regel, at man ikke hilser eller taler til hinanden da, og så er det sede som useet. Hertil kommer nu vanen, som gjør, at man foretrækker selv blæst og sne i det frie, fremfor aflukkets stinkende lugt. Derfor benytte da heller ikke gårdens egne folk det aflukke, som der er ved skyds-stationerne f.ex. i Valders.»

Om samme emne heder pag. 269: «Det kan tildels gjøre et underligt indtryk at se beslutning om sådanne ting fattet af bygdens læge og præst og lensmand og tolv bønder, når af disse sidste ikke en eneste en har bryd sig med at indrette den omhandlede bekvemmelighed på sin egen gård. Hvad om nu budet og tvangen bringer folk omkring i bygderne til at forøge antallet af de indtil forargelighed smagløse skur, som der allerede nu er altfor mange af, og man endda (hvad intet lovbud kan råde med) beholder sin gamle frilufts-vane?»

Sundt slutter dette store kapitel med at sammenligne Norge med en park, og herved har han anledning til at få istand en udstilling i det store, rigelig pyntet med kranse og flag, og han henvender sig til læseren med følgende ord: «Således, kjære læser, vilde jeg du skulde besøge bygderne og se dig om i vort Norge.

Det er et stort anlæg og sandelig kostbart at holde vedlige, - vi må åbne vort blik for dette store og ikke opholde os for meget ved noget småtteri af rusk og uryddighed hist og her!»

Efterat have gjort opmærksom på disse udtalelser af Sundt, vil indsenderen her tilføie, hvad overlæge Danielssen, der jo må gjælde for en autoritet i bedømmelsen af renlighedsstellet i de vestlandske amter, ytrer om samme. «Urenlighed er en af kystbefolkningens hæsligste vaner. Den trænger igjennem allevegne. Det er ikke alene indeni husene man træffer denne urenlighed; men alle redskaber, beklædninger, ja selve legemet er påtrykt dens afskyelige stempel. I stuen, hvor hele familien tilbringer dag og nat, hvor måltiderne holdes, hvor der mangengang koges og hvor de våde klærne tørres, der træffer man på en smuds, som på mange steder grænser til det utrolige. Der feies sparsomt, og mange uger, ja måneder kunne hengå, uden at der vaskes. Alskens ting samle sig herinde og udbrede, ved at henligge, en slem lugt.»

Det 8de kapitel i bogen om den personlige renlighed og de forskjellige skikke i bygderne og om de forekommende arter utøi og parasiter indeholder så interessante oplysninger og en så nøiagtig og tilbunds gående undersøgelse, at dette kapitel må være værd en prisbelønning. Hvad den personlige renhed angår, så tøier Sundt sig sålangt som muligt til fordel for folkeskikkene, og jeg kan for at bevise dette, henvise læseren til, hvad han ytrer herom pag. 408. Hovedindholdet er, at han fraråder almindelige kolde bad, fordi de tage på kræfterne, og, om man ikke kan sige det samme om vaskning af ansigtet, så kan det heller ikke påståes, at det medfører noget mærkeligt tab for helbreden, om det ikke sker.

I 9de kapitel om renlighed ved madstellet fremsætter Sundt først den almindelige dom om samme, der lyder således: «Almuen har jo, hvad der skal til for at lave god og nærende mad; men formedelst den ufornuftige fremgangsmåde går en stor del af næringsværdien tilspilde, og formedelst urenligheden under stellet bliver den fremsatte mad verken smagelig eller sund. Altså både af hensyn til landets velstand og folkets sundhed er reform i denne sag af påtrængende nødvendighed.» Sundt synes, at denne dom er ubetimelig og ubeføiet, og at stellet er ulasteligt, når man skiller mellem et forsvarligt stel og et propert stel. Det er indsenderens mening, at Sundt her har uret.

Her kommer han ind på grødstriden, som enhver kjender, og hvori jeg anser hans forsvar for almuens vanstel ligeså uberettiget som ved sultefodringen af kreaturerne.

Såvel på Vestlandet som på Østlandet må bonden på grund af slet stel lade sig nøie med rå og ufordøielige melspiser af forskjellig sort, som have tilfølge, at fordøielsesbesværligheder og kroniske maveonder ere så almindelige for den simple arbeidsmand, der med denne slette kost må udføre tungt arbeide. Når professor Faye har taget sig på at forsvare denne slags føde på grund af, at den ved sin ufordøielighed skulde være tjenlig for arbeiderne, der skulle have noget at bie på, da er denne grundtanke så falsk, at det næsten er ufatteligt, at den kunde finde noget forsvar. Når man kjender lidt til Faye, vil man strax gjette på, at han har her tænkt at kunne hoste nogle laurbær ved at forsvare et paradox.

Den uskik, ikke at vaske sine spiseskeer efter måltiderne, men blot slikke dem, behandler også Sundt på en underlig måde, og jeg skal anføre, hvad han herom ytrer pag. 457: «Når en husmoder har slikket spiseskjeen og tørret den af med hånden og så lagt den frem for mig med venlig indbydelse til at spise og ikke forsmå, har jeg tænkt på, hvor ledes det dog i ret mange huse kan falde så til, at flere personer må tage til takke og drikke i selskab af få glasse, uden at dette kaldes bondsk.

Eller når en endnu mere gammeldags og troskyldig kone i mit på syn bider sukkeret og lægger stykkerne frem, så ler jeg indvendig og husker på, hvorledes proprietæren eller studenten tager en pibe af væggen, som en anden røgte af igår, og kanske viser den opmærksomhed at tørre mundstykket lidt af med kjoleskiødet for så at byde gjæsten den.»

I afsnittet om at holde gryden ren ser man Danielssen og Sundt ere komne til de forskjelligste resultater, hvorom læseren kan forvisse sig ved at efterse pag. 460 & 463. Sundt har, som sædvanligt, fundet, at bondens stel med grødgryden er upåklageligt.

Førend jeg forlader denne bog, vil jeg anføre den formaning, Sundt giver sine læsere pag. 457: «Kommer du, kjære læser, til en afsidesliggende, gammeldags bygd, hvor der naturligvis sidder noget mere igjen af dette, som kan støde, så gjælder det, at du holder de her omhandlede begreber fra hinanden og ikke fatter uvillie mod folket, fordi det ikke har de samme manerer, som du er vant med. Husk, at det er dog en gren af det norske folks træ, og hold fast ved den forestilling, at det bygdeliv, du nu får anledning til at betragte, har artet sig ganske naturligt efter selve bygdens natur, at der er noget naturmæssigt i det, noget, om hvilket vi til en vis grad kunde sige, at det må så være, kan ikke være annerledes for tiden.»

Et mere slående bevis kan næppe anføres på, med hvilken kjærlighed forfatteren omfatter sit folk og hvilken frygt han nærer for, at en streng bedømmelse skal gjøre sig gjældende ligeoverfor dets stel og skikke og denne følelse er også kommen tilsyne, som påvist, næsten ved hvert kapitels slutning.

Nærværende indsender, der kan rose sig af et ikke ringe kjendskab til vor landbefolkning, eftersom det meste af hans liv er hengået under ophold og virksomhed på landet, er af den bestemte formening, at Sundt har vist en for mild bedømmelse af sit folk og lagt for stor betydning i de fremskridt, som tidernes forandringer altid må føre med sig.

(Morgenbladet, no. 332, 1. desember 1871)

 

Nogle bemærkninger,

nærmest foranledigede ved sogneprest Eilert Sundts «Modstand og
bistand» i «Mgbl.» no 346 og flg. f. år.

AF DISTRIKTSLÆGE S. HØEGH.

Den synlige uvillie, hvormed Eilert Sundt allerede i længere tid har omtalt lægerne, hvormed da ifølge sagens sammenhæng nærmest må være ment distriktslægerne, har formodentlig kulmineret i hin påstand, som kan læses i overmævnte avisopsats, «at det er uden tilstrækkelig grund, når lægerne som sådanne dels af hinanden indbyrdes dels af udenforstående have været betragtede som fagmænd og autoriteter i folkelivets anliggender».

Den opsats af «en distriktslæge», som nærmest har givet Eilert Sundt anledning til at lade denne dom trykke (res scriptæ manent), er ikke af mig, og jeg har idethøieste kun en anelse om, hvem der er dens forfatter.

Når jeg desuagtet kaster mig ind i striden, og det på en tid, da jeg af mange grunde er lidet oplagt til at skrive, er det, fordi jeg finder, at distriktslægerne hverken bør eller kunne tie til en påstand, som, hvis den var sand, hvad den nu heldigvis ikke er, i væsentlig henseende vilde rokke distriktslægestandens basis og bringe mig og mine embedsbrødre til den sørgelige overbevisning, at årrækkers tunge og alvorlige arbeide for en stor del alene var spildt møie. En af os må da frem på arenaen, og så kan det jo ligegodt være mig, som nogen anden. Ligeoverfor en navngiven mand vil jeg ikke optræde som anonym, hvor liden vegt der i og for sig kan ligge i mit navn. Forresten vil forhåbentlig både hin «distriktslæge» og måske tillige andre læger svare hr. Sundt og supplere de manglende i nærværende betragtninger.

Ser man nærmere efter grunden, hvorfor Eilert Sundt således i så kategoriske linier reduserer lægernes folkelivskundskab in absurdum, får man af hans «Modstand og bistand» ikke andet ud, end at han ikke har fået

hjælp (ialfald ikke tilstrækkelig hjælp) hos dem til sine egne folkelivsundersøgelser; de have ikke besvaret hans spørgsmål, «der ikke gjælde lægernes hygienisk-praktiske interesser, men selve videnskaben og sandheden»; endvidere synes det, som om Eilert Sundt finder lægerne fremfor andre tilbøielige til «at komme påtvers». Disse prærnisser forekomme mig langtfra tilstrækkelige til derpå at bygge hin konklusion. Betragter man imidlertid Eilert Sundts senere virksomhed i det hele, læser hvad han i de sidste år har ladet trykke (især «Renlighedsstellet») og læser både mellem og i linierne, er det tydeligt, at han allerede i flere år har båret på en vis uvillie mod lægerne, en følelse af, at de idethele ikke have givet hans undersøgelsesmethode og derpå byggede eiendommelige fremstilling af folkelivet medhold. Han har betragtet lægerne som diametrale modstandere, et slags antipoder, der kom ham påtvers, og således meget let kunde bringe en mand ud af ligevægten. På den ene side har han stillet sig (med alle de skolelærere o.a., som have besvaret hans spørgsmål), som den, «hvem det kun gjælder sandheden og videnskaben». (Jeg må her uvilkårlig mindes assessor Svales udsagn i «Et eventyr på fodreisen»: «Det er en videnskab fremfor alle videnskaber; thi det er både den mest praktiske og mest nationale»); på den anden side sætter han lægerne, som arbeide for sine «hygienisk-praktiske interesser», der ifølge modsætningsforholdet altså intet have med sandhed og videnskab at skaffe. Indignationen over lægernes passive modstand synes såledesat have ledet Eilert Sundt ud på et skråplan, nedover hvilket han er gleden ind i paradoxets tågede sfære.

Thi en mere uholdbar påstand end den, at lægerne i almindelighed ikke skulde have kyndighed i folkelivsanliggender, gives neppe. Og en fordring fra Eilert Sundts side på sandheds- og videnskabs-monopol ligeoverfor lægernes hygienisk-praktiske, uvidenskabelige interesser, kan ikke, hvor stor dygtighed og nidkjærhed jeg end må tillægge hr. Sundt, bedre betegnes end ved navnet paradox, og det ikke engang af de såkaldte «kvikke paradoxer», som en anden ikke ukjendt forfatter «ynder så meget».

Når, som hr. Sundt medgiver, «lægerne dels af hinanden indbyrdes, dels af udenforstående have været betragtede som fagmænd og autoriteter i folkelivs-anliggender», da har dette visselig ikke været grebet ganske ud af luften; sagen har meget mere været nogetnær selvfølgelig, Dels have nemlig lægerne medbragt de til folkelivsstudiet nødvendige forudsætninger, såsom den almene, høiere humane dannelse, uden hvilken iagttagerens blik altfor let omtåges, og den særlige naturvidenskabelige fagkundskab, som i så høi grad er fornøden, dels er deres hele liv og stilling af den beskaffenhed, at de nolentes volentes må studere folkelivet, ialfald den forgrening deraf, som findes i det distrikt, hvori de virke. På den ene side ere lægerne med andre ord tvungne til at blive folkelivsiagttagere, på den anden side ere de ved sin kundskabsart (hvortil særlig kommer den ved lægevirksomheden nødvendigvis skjærpede iagttagelsesevne) netop godt skikkede til at studere folket og dets stel. Ingen anden af de med høiere åndsdannelse udrustede færdes således som lægen dag efter dag, nat efter nat, år efter år, blandt folket; ingen har som han anledning til at se folket efter både på retten og vrangen. Han kommer ud blandt almue, ikke til forhen tilsagte tider, så at man har kunnet stase op for ham som til en sogneprests skoleexamen i den bedste stue i bygden; nei han må ind selv i den elendigste hytte, hvor patienten findes, og han kommer ikke på dage, da man har kunnet give stuen en uvant oppudsning. Han ser folket under forhold, hvor det ikke kan på tage sig noget søndagsfysiognomi, men må vise sig, som det er i sin nøgenhed, og hvor det ikke kan nytte at forsøge på at kaste iagttageren blår i øinene. Ligesom hans fagvidenskab væsentlig går ud på af ydre tegn, der ikke lettelig falde andre end lægen i øinene, at slutte sig til den indre tilstand, således må han ligeoverfor folket hver dag være istand til at drage gyldige slutninger af alt det, som stiller sig for hans blik. I de særskilte tilfælde vil det være vanskeligere at skuffe ham end andre; han får se, hvad der dølges for de fleste. En mand i anstændige rene yder klæder med tvættet ansigt og kjæmmet hår kan af en anden blive betragtet som et mønster på almuens renlighedsstel; men når lægen finder lus i hans hår eller ved undersøgelse af hans bryst opdager, at han inderst bærer en uldskjorte, som ikke har lugtet vask på et halvt år, tør det være en klar sag, at han ikke sætter denne mands renlighedsstel ret høit i rangen.

Jeg skal ikke udmale dette videre eller benytte flere nærliggende exempler; jeg vil blot sige, at enhver læge, der færdes blandt folket, og da fornemmelig distriktslægerne, absolut må studere folkelivet, og at han måtte være blindere end en muldvarp, om så ikke var. At ikke alle læger i lige grad have anlæg og leilighed i denne retning, er naturligvis en selvfølge, der ikke vedkommer sagen i det store. Det er visselig så, at lægernes folkelivsstudium nærmest vil bevæge sig inden en vis hygienisk sfære; men denne er så vid, så ubestemt begrændset, og omslutter så mange heterogene ting, at den i extensiv henseende ikke skal stå langt under det omfang af folkelivsstudier, som Eilert Sundt har inddraget under sit vidtløftige og vanskelige arbeide, der naturligvis i mange retninger dog har fulgt andre baner. Såmeget mere ere distriktsIægerne tvungne til at kaste sig over dette studium, som regjeringen har pålagt dem det - I sine årlige medicinalberetninger ere de befalede at give forklaringer over, hvad de i så henseende have iagttaget, og der kan i demedicinske «blå bøger» læses mange endog meget værdif ulde beskrivelser over folkelivsstellet i rigets distrikter. Med Eilert Sundt at betragte dette lægernes folkelivsstudium som noget uvidenskabeligt, der ikke søger sandheden, men kun lægernes egne hygienisk-praktiske interesser, er mildest talt en topmålt uretfærdighed mod lægestanden. En anden sag er, at denne skarpe distinktion mellem det sande og videnskabelige på den ene side og lægernes praktisk-hygieniske interesse på den anden, i og for sig er væsentlig usand. Ligesom, for at benytte en sætning af Monrads episode, «kun den vidende er den i sandhed villende», således kan det nok siges, at «de hygienisk-praktiske interesser», netop fordi de bero på sandhed og videnskab, ere den lægevidenskabelige folkeiagttager på forhånd givne; men desuagtet ere de ikke noget apriorisk postulat, der hænger i luften; nei, de må i de konkrete tilfælde således tilpasses, at de kunne bygges på disse. Derfor må lægen studere folkelivet, før hine «interesser» kunne få reelt liv, og dette få de da heller ikke uden gjennem en skjærsild af sundhedskommissioner, herredsstyrelser og regjering.

Eilert Sundt vil ikke indgå på dette. Han sætter udenvidere lægernes folkelivskundskab ækval nul og drager sin skarpe grændse mellem det hygienisk-praktiske og det videnskabelig-sande. Han siger: Jeg er den, som har gjort folkelivsstudiet til min livsopgave, jeg har derpå ofret min tid og mine kræfter, og jeg har derom skrevet mange bøger. Lægerne have ingen bistand ydet mig, de kom mig kun påtvers og malede mørkt, hvor jeg fandt det lyst, ergo forstå de ikke - eller ville de ikke forstå - folkelivets væsen.

Slutningen er imidlertid ikke ganske stemmende med den formelle logiks regler. Eilert Sundts ergo kunde visselig her ombyttes med andre ergoer; heller ikke ere, alle præmisserne absolute axiomer.

Thi det kan jo meget vel sættes, at lægerne i folkelivs-anliggendernes studium søge sandheden ad videnskabens vei, om de, med al agtelse for Sundts ualmindelige dygtighed hverken finde sig fuldkommen tiltalte ved hans undersøgelsesmethode eller ved den fremstilling af forholdene, som han har bygget derpå.

Går man ud fra, hvad lægerne efter min opfattelse idethele gjøre, at en sand iagttagelse kun vindes ved et noget overordnet syn på sagen, og at oplysninger, afgivne af personer, der i ingen væsentlig grad hæve sig over undersøgelsesobjektets eget standpunkt, sjelden indeholde den fulde subjektive og neppe nogensinde den fulde objektive sandhed, altså i regelen ere af særdeles tvivlsomt værd, turde det nok være, at en undersøgeIsesmethode, der synes væsentlig baseret på fuldkommen tillid til deslige kilders primitive renhed og tro objektive afspeilingsevne, ikke af lægerne betragtes med ganske det samme blik som det, med hvilket den anskues af ham, der er dens fader og opfinder. Lægerne finde disse kilder væsentlig utilfredsstillende og objektivt upålidelige, Hvis jeg med exempler skulde søge at tydeliggjøre denne min formening, som jeg forresten gang efter gang har fundet bestyrket, kanske allermest i sundhedskommissionsmøderne, hvor netop oplysningers indhentelse have hørt til dagens orden, kunde jeg spørge, hvormegen tillid der kan sættes til en skolelærers iagttagelser over skabsygdommens udbredelse? eller til en drikfældig persons beretninger om brændevinsmisbrugen? Eller til en lysende besvarelse på et cirkulære om renlighed og ansigtsvask, afgiven af en mand, hvis kone notorisk kun vasker sig i ansigtet en gang om ugen og da ikke grundigere, end at smudset ligger urørt i hendes panderynker, medens mandens underklæder, ligesom konens, ere brunsorte af manglende vask? Jeg vil ikke fortsætte denne exempelsamling; jeg vil kun tilføie, at sådanne lavthentede oplysningers upålidelighed ingenlunde kan ophæves ved deres store antal, ligesålidt som skrædderens tab på hvert enkelt klædebon derved, at «det er mængden, som gjør det».

Har man endvidere en følelse af, en frygt for at sådanne oplysninger anvendes til derpå at bygge vidtløftige statistiske verker, medens bearbeideren sætter mere tillid til oplysningerne end de fortjene, - har man en anelse om, at disse idethele ansees for «sandheder, udgangne af det store ufordærvede folks midte», og at bearbeideren af den grund er mindre tilbøielig til at anvende sin hele kritiske evne ligeoverfor dem, så får man uvilkårlig tillige ængstelsen for, at resultatet af hele arbeidet kan have en vis upålidelighed, væsentlig fordi de oprindelige meddelere ikke have været istand til at se det objektive og fordi der således er kommet f ormegen sand i bygningens grundvold.

Jeg tror, det er noget lignende, som lægerne må have tænkt, dersom de ikke med formænd, kirkesangere, skolelærere o.a. have følt sig opfordrede til at meddele svar på alle spørgsmål fra Eilert Sundt.

Noget andet er, at disse spørgsmål, navnlig fra den senere tid, efterat Sundt havde stillet sig i opposition til lægerne, undertiden have været tendensiøse, rettede mod lægerne, og at det ikke kan ventes, at disse skulde række hånd til et arbeide, der var anlagt på at belyse deres egne vildfarelser.

Et tredie er, at lægerne selv drive på sådanne undersøgelser, at de deri følge andre methoder, som de have fundet hensigtsmæssige, og at de ingensomhelst pligt have til at bøie sig for Eilert Sundts autoritet.

Idethele må Eilert Sundt nære en ganske betydelig tillid til sig selv og sin methode, når han offentlig frakjender Norges talrige og almenagtede lægestand folkelivskyndigheden, blot fordi han finder, at denne stand ikke har ydet ham bistand eller er kommen til andre resultater end hans egne. Med al hans dygtighed og fortjente anseelse er han her dog kun en enkeltmand ligeoverfor hundreder.

Da nu disse hundreder daglig have gjort erfaringer, som have gået i andre retninger end Sundts ofte så lyse folkelivsskildringer, og da de naturligvis må holde på sine egne erfaringers væsentlige sandhed, så er det en selvfølge, at de ofte have fundet hine skildringer for lyse, hvilket for dem har stillet sig som en afvigelse fra den objektive sandhed, der ikke er mindre forkastelig end en afvigelse i den altfor mørke retning. At dette er så, må med så meget større beføielse kunne siges, som det efterhånden er blevet tydeligere og tydeligere, at Eilert Sundt optræder, ikke alene som den rolige, upartiske undersøger og folkelivsskildrer, men også, og det mere og mere, som folkelivets defensor, som den, der har taget parti i sagen. Spørger man, mod hvem han har taget parti eller mod hvem defensoratet er rettet, så er det en let sag at påvise: det er væsentlig mod lægerne; thi det er dem, aktoratet af ham tillægges, skjønt det sande er, at lægerne egentlig blot have været sagens referenter, da de i det store taget kun have anskuet den fra et upartisk standpunkt. Når Sundt har søgt at påvise, ikke alene hvorledes folkelivsfænomenerne ytre sig, men også hvorfor de netop arte sig så og ikke anderledes, når han altså søger at finde den lov, der gjør sig gjældende i disse fænomener - som i ethvert andet -, da er jo dette kun strengt videnskabeligt og i sin orden. Når han endvidere fremdrager folkelivsfænomenernes historiske grund og sammenhæng, søger at finde den nødvendige kontinuitet i deres udviklingsproces, da er dette kun en følge af det første, og, theoretisk taget, et stort og fortjenstligt arbeide, som er megen tak værd. Når fremdeles disse historiske oplysninger benyttes til dermed at undskylde folket, hvor det er kommet på afveie, altså når historien får en praktisk anvendelse, kan det endda gå an, uagtet vanen nu er bleven slibrig. Men når de skulle tjene til at vise, at folkets historiske vei ingen af vei kan være, da er dette selv en sådan, en misbrug af det historiske i folkedefensoratets tjeneste. Kan man ved at påvise den historiske grund for et faktum ikke alene undskylde dette, men endog betage det dets odiøse karakter, så gad jeg vide, om der overhovedet gives nogetsomhelst i verden, der ikke kan finde sin forsonende undskyldning, sin hvide, dækkende skjorte. Og når man kan iføre monstra som sultefodringen, privetmangelen, «gaver for syner», afslikkede skeer og tygget sukker til kaffeen denne rene klædning, hvad er så iveien for, at man kan gjøre det samme med natteløberiet, ottedagsbryllupperne og bæltespændingen? Skal ikke forældre længer være daddelværdige, når deres børn ere fulde af lus, eller skulle de forsvares med den historiske grund, at deres forældre ikke passede dem bedre, da de vare børn. Skal tyvens afkom stjæle frit? Nei, man kan længe nok gjøre alle folkelivsfænornener til historiske nødvendigheder, i sin virkelige karakter stå de dog der lige uanfegtede, fortjenende ligefuldt ros eller dadel. Lægerne, hvem den historiske sammenhæng idethele har ligget mindre på hjertet, men som har fundet de talrige folkelivsuskikke som noget existerende, der strider mod kultur og hygiene, lægerne have ufortrødent og frygtløst i skrift og tale modarbeidet dem, uden ængstelig at at søge efter allehånde undskyldende, for ikke at sige forsvarende omstændigheder i folkelivets historiske sammenhæng; de have betragtet dem som udvæxter, der måtte bort, ting, der burde forandres, uanseet hvilken basis de muligens kunde have. Og heri have de uimodsigelig handlet ret; thi det eo ipso forkastelige bør forskydes, hvad end historien kan fortælle om de gamle dage.

Når jeg her i korthed har søgt at fremstille de væsentlige. uoverensstemmelser Eilert Sundt og lægerne imellem - således som jeg har opfattet dem - vil jeg udtrykkelig tilføie, at jeg ved dette indlæg har seet bort fra den store og væsentlige del af Eilert Sundts arbeide, som ikke kolliderer med lægernes; det er kun forsåvidt Eilert Sundt har stillet sig i et fiendtlig forhold til den norske lægestand, hvis utrættelighed og dygtighed ingen kjender bedre end lægen selv, at jeg har følt mig opfordret til at nedskrive disse bemærkninger. Har jeg havt noget særligt verk af Eilert Sundt for øie, da har det netop været hans bog om renlighedsstellet, og det gjør mig ondt at måtte tilføie, at jeg ingenlunde kan dele hans mening, at den er «hans bedste bog»; jeg må tvertimod stille den temmelig lavt i forhold til andre af hans verker.

(Morgenbladet no. 28, 29. januar 1872)


Noter



1. Om planen for den hele foranstaltning og selve prisopgavens ordlyd kan læses i Folkevennen for1864, side 546, flg., 637, flg., og for 1865 , side 427 flg. og 475 flg. - Sammesteds vil man også kunde finde, hvem der var medlemmer af hin Bergenske kommitte, - Kommitteens dom står at læse i «Morgenbladet» for 11 januar 1871, i en opsats af mig «Om folkelivet og videnskaben».

2. Om Renlighedsst. side 1, 119, anm., 153, 454, 458 og vel fl. st. [Verker i utvalg 9, s. 23, 114 anm., 139, 363, 366 o.fl. st.]

3. Folkev. 1864, side 642-43. Sml. indledningsordene til kommitteens rundskrivelse, Folkev. 1865, side 428.

4. Renlst. side 16 [Verker i utvalg 9, s. 36].

5. Sst. side 155 flg., 161, 201, 210, 229, 256, 258, 271, 277, 321, 405 [s. 140ff., 145, 175, 182, 196f., 216f., 218, 228, 232, 265, 325f.] desuden mangfoldige steder, hvor de samme materialier ligge til grund for fremstillingen sammen med lignende for andre egne af landet, uden at de netop ere særskilt nævnte.

6. I et stykke viste dog autoriteten i Christiania sin uafhængighed, idet den nægtede at godkjende en afhandling, som var indkommen samtidig med min, og som Bergens-kommitteen havde anbefalet til at præmiebelønnes (rigtignok med kun en del af præmiebeløbet). Men omvendt hævdede også Bergenskommitteen sin selvstændighed, idet den, trods denne afgjørelse fra Christiania, som skulde være den endelige, udvirkede de interesserede amtsformandskabers beslutning for, at samme i Christiania forkastede afhandling blev trykt på amternes bekostning. Det er den afhandling «Om Kvinden», af skolelærer K. L. Huus (Bergen, 1872, 141 sider), som der vel på flere steder i det følgende vil blive taget hensyn til.

Måske jeg endnu for fuldstændighedens skyld bør tilføie følgende oplysning om forholdet mellem indstillingen fra Bergen og afgjørelsen i Christiania, forsåvidt min bog betræffer. Bergens-kommitteen havde talt noget om visse forudsætninger med eller fordringer i amternes prisopgave, som min bog ikke havde fattet ret eller ganske svaret til; alligevel vilde den trods dette foreslå at bogen prisbelønnedes, hvis den havde fundet sig overbevist om rigtigheden af min betragtelsesmåde, hvilket den ikke gjør. Christiania-kommitteen derimod siger udtrykkelig, at den ikke dømmer om rigtigheden af det resultat, som jeg er kommet til, men i dets sted lægger vægten på, at samme resultat «ikke synes» at stemme med prisopgavens forudsætninger.

(Folkev. 1870, side 510, hvor Folkeoplysningsselskabets bestyrelse har offentliggjort sin dom.)

7. Og bedre gik det mig ikke, når jeg tænkte over, hvad det kunde være i prisopgavens «forudsætninger», som jeg ikke skulde have fattet. Jeg havde jo selv (dengang formand i Folkeoplysningsselskabets bestyrelse) været med at sætte prisopgaven i stil og gjøre den bekjendt; thi dette havde de tre amter og deres forberedende kommitte i Bergen overladt til samme bestyrelse. Man vil da også på det anførte sted i Folkevennen se mit navn blandt prisopgavens undertegnere.

8. Sæt engang, at en prisopgave var given - ikke af amtsformandskaber, som ønskede at få et spørgsmål om folkelivet bragt på det rene, men af f.ex. en sømandsforening, som vilde have rede på visse ting angående vind og veir, og sæt fremdeles, at professor Mohn, universitets-manden og den heldige repræsentant her i landet for meteorologiens videnskab, havde skjænket sagen den opmærksomhed at indsende en besvarelse til spørgsmålet, tror man så, at en udseet kommitte af Bergens gode mænd vilde have dristet sig til at forkaste den og slå om sig med, at veir og vind - ligesom folkelivet - jo er noget, som alle mennesker og altså de med ofte have lagt mærke til og kjendte ganske vel til?

9. For at opregningen skal blive ganske fuldstændig, må her dog endnu tilføies, at jeg ved samme tid henvendte mig til forskjellige mænd i Sverige og Danmark med ønske om bistand til at kunne anstille sammenligning mellem de tre landes husstel.

Pastor H. F. Feilberg i Jylland optog min henvendelse således, at han, som tidligere og med held havde syslet med studiet af folkelivet navnlig i Nord-Slesvig («Fra Heden», udg. af et folkeoplysnings-selskab i Slesvig), for det første offentligg;orde en foreløbig afhandling, hvorved han indbød sagens venner i Danmark til at stå ham bi med skriftlige oplysninger (Nordisk månedsskrift for folk. og kristel. oplysning, 1872), og for det andet besøgte mig her på Eidsvold præstegård og reiste lidt omkring sammen med mig, fordi vi netop ønskede at øve os i at se og sammenligne. Såsandt bare tid og kræfter ville stå hr. Feilberg bi, så kunne vi fra hans hånd imødese offentliggjørelsen af lignende studier for Danmark som mine for Norge.

Og sekretæren for den svenske «Fornminnes-Førening», hr. seminarieforstander Nils Linder fra Stockholm, har jeg at takke for det betydelige bidrag fra Sverige, som 6te kapitel vil indeholde.

10. Nemlig stykket om måden at vaske klæder, side 322-342 [s. 266-280].

11. De af Bergens-kommitteen indsamlede oplysninger kunde hver mand få til låns; dem var det altså muligt, at hr. Høegh kunde have seet; men efter den måde, hvorpå han hentyder til dem, er det sandsynligt, at han ikke kjendte dem. Og de øvrige skriftlige meddelelser, som jeg selv har samlet, har han aldeles ikke seet.

12. Adressebladet (tillæg til Almuevennen) for 22 februar 1871).

13. Adressebl. for 15 marts s.å.

14. Adressebl. for 8 november s.å.

15. For 23 december 1871 (nr. 354, B).

16. I hans «folkeskrift» om «Den spedalske Sygdom» (1854).

17. Se min afh. «Om Bygningsskikken på landet i Norge», separataftrykket (1862), side 248, anm. 2 [Verker i utvalg 6, s. 162, anm. 3]

18. Hidtil har jeg kun vidst om et eneste beboet hus uden vinduer, som jeg ikke selv så, men hørte om i Jælse i Ryfylke.

19. På disse lave, men mærkelig brede vinduer synes jeg at kjende igjen den charakteristiske stueform, som jeg mindes fra flere steder i Søndhordland, f.ex. i Fjelberg og Etne. Det er den jæderske grundform, men anderledes udviklet.

20. Sml. «Om Renl.st.» side 306 [254].

21. Om nogen læser skulde blive opmærksom på den uoverensstemmelse, at jeg på nævnte, sted taler om mandfolk, som gå på udarbeide, medens Tambs taler i almindelighed, så være det her tilføiet, at Tambs fatter sig kort, så han ikke medtager, hvad dog enkelte af hans indberetninger udtrykkelig påpege, nemlig at kvinderne vaske sig hyppigere og tildels daglig, hvilket stemmer med, hvad også jeg har sagt (Renlighedsst. side 359 [292]).

22. Men de udsigter, som denne hr. Skaars skildring giver, skygges igjen ved den erindring, at i et fattigt hus, hvor konen ikke har tjenerhjælp, falder det ubekvemt, når hun både skal passe gryden i kjøkkenet og vuggen i stuen. ingen fordel på en kant uden tab på en anden, eller intet fremskridt i stellet, uden at det koster.

23. «Om Renlighedsstellet», side 108 [106].

24. I det Throndhjemske ofte af planten kråkefod.

25. I oplysningerne fra Stjørdalen tilføies, at hvor vægge og tag ere malede med vandfarve, kostes de omigjen ved visse leiligheder, Oljemalede vægge skures ikke, men vaskes kun, tapetserede vægge kunne bare støves med en kost.

26. «Om Renlst.», side 182 [161].

27. Et enkelt afsnit af dette kapitel, om hesten, er trykt som prøve i «Historisk Tidsskrift», 1871.

28. Ak, som jeg netop havde nedskrevet disse linier og tænkte på at skrive til Storaker for at fortælle ham, hvorledes det skred frem med nærværende mit arbeide - det var i december 1872 -, fik jeg budskabet om den flittige forskers død.

Da jeg tillod mig at hidsætte hin lille udsigt over Storakers studier, havde jeg den hemmelige tanke dermed, at jeg kanske således skulde bidrage til at vække landsmænds deltagelse for den smukke videnskabelige stræben, en deltagelse, som nok vilde behøves, om det nogensinde skulde lykkes min ven at få bekoste i trykken det meget omfangsrige skrift.

Og nu må jeg dobbelt ønske al deltagelsens bistand; thi i de samme dage, da jeg gik og glædede mig ved at yde ham hin vennetjeneste, da lå han på sit dødsleie og tænkte på mig: hans enke har underrettet mig om, at han bestemte, at alle hans samlinger og det påbegyndte skrift om folketroen skulde sendes mig, overdrages til min omsorg.

For øieblikket befinder Storakers literære efterladenskab sig i Universitetsbibliothekets gjemmer, og mellem nogle af hans og mine venner forhandles om den plan at få et eller andet videnskabeligt samfund eller det offentlige til at erhverve den hele samling. Derved vilde den afdødes efterladte få en pengesum, som vilde komme så såre vel med, og der vilde være sørget for, at samlingen blev opbevaret, så hvad Storaker har begyndt, med tiden kan blive fortsat og fuldført.

Men til fortsættelse og fuldførelse vil der kræves deltagelse fra flere kanter og på flere måder. Et ønske vil jeg i den anledning holde frem nu strax: at hver og en, som har noget tilovers for en interesse som denne, vil vedblive, ligesom i Storakers levende live, at sende allehånde oplysninger og meddelelser om den gamle folketro (overtro), som man finder berørt i skrifter tiderne ned igjennem eller levende i folkemunde den dag idag. Hvad der samles, vil jeg taknemmelig tage imod og lægge til hovedsamlingen. Denne vilde derved beriges, og medens selve papirerne, som før nævnt, bevaredes, så kunde det på den måde tillige ske, at selve sagen holdtes oppe i erindringen, til den dag kom, da nøgen vilde føle kald til at optage det arbeide i videnskabens tjeneste, som Storaker førte så langt frem. (Tilføiet under korekturen: På forslag af Universitets-bibliothekar Daae og med anbefaling af P. C. Asbjørnsen, M. Birkeland, S. Bugge og O. Rygh har universitets-collegiet i marts indgået til regjeringen med andragende om, at der for Storthinget fremsættes kgl. proposition om 300 spd. til Storakers enke forsamlingernes afståelse til Universtets-bibliotheket.)

29. Efter meddelelser fra Smaalenene, Aker, Østerdalen, Hedemarken, Hadeland, Gudbrandsd., Buskerud, Valders, HallingdaIen, Ringerike, Bamble, Mand., Søndfjord, Nordmøre, Romsdalen, Guldalen, Strinden, Namdalen, Helgeland, Saltdalen, Senjen.

30. Aker, Busk., Mand., Nordm., Romsd., Helg., Salt., Senj.

31. Romsd., Nordm.

32. Gudbr., Valders, Hall., Ring., Sætersd.

33. Foranlediget ved, at jeg ikke finder denne sædvane blandt mine optegnelser fra et enkelt strøg af landet eller i de mange meddelelser, jeg har erholdt fra den større mængde af landets bygder, vil jeg benytte anledningen til den bemærkning, at de stedsangivelser, som ere de enkelte folketroens sætninger tilføiede, blot må forståes derhen, at sætningen sammesteds er kjendt, medens den mening ikke må lægges deri, at den skulde være ukjendt i mange andre bygder, som ei ere nævnte. De meddelelser, jeg har modtaget, ere ikke svar på bestemte spørgsmåle, men ganske frie beretninger. Kjendes i en regel i samme form på 3-4 langt adskilte steder i landet, kan man være temmelig sikker på, at den har været kjendt alt landet over, hvorfor et mindre antal stedsangivelser i så henseende kunde være tilstrækkeligt. Men anførsel af alle de bygder, hvorfra medd. ere komne om denne eller hin folketroens regel eller sætning, bringer den ikke uvæsentlige oplysning om, i hvilken grad den i vor tid måtte være almindelig kjendt eller glemt. Thi somme af disse folketroens underlige væxter sygne hurtigere hen og dø ud, selv i erindringen, medens andre have en større levekraft. Og dette må atter have sin grund i sindsretningen hos folket, så sammenstilling og granskning deraf muligens igjen kunde blive et hjælpemiddel til en bedre forståelse af en eller anden af folkelivets mange gåder. Denne bemærkning må dog mere gjælde en samling af hele den nedarvede folketro end et så ubetydeligt afsnit som nærværende.

34. Udtalt som soop (langt o).

35. I denne henseende falder risets og sopelimens betydning sammen, som når børn skulde rises på visse høftidsdage, især langfredag eller julaften, at de må blive lydige hele året igjennem. I en egn af landet bærer sådan julerising navn af «julekoka».

36. I den svenske hexetro er også sopingen kjendt, Wär. II, till. § 41.

37. I Sverige går det sagn, at når de gamle «helgade Thor» på Thorshelgen, som begyndte med solnedgang thorsdagskvelden, så «sopade de stugan», Wär. II, till. til § 43.

38. Andre regler byde, at hans seng heller ikke må redes (Stjørd.), at konen ikke må spinde den dag, manden læsser bylæsset (Gudbr.). - I Sverige må efter folketroen ikke sopes på mandag, for så sopes bort de penge, som skulde komme ind i ugens løb (Wär. II, till. til § 79)

39. Heraf er vor tids viften med lommetørklæder til de bortdragende nok oprindelig kommet. - I Sverige har den sædvane været kjendt at kaste efter den døde ved ligfærden, med vand eller ild, at han ikke skal gå igjen (Wär. II, L). Det synes at være i nært sIægtskab med den oven anførte sædvane hos os.

40. Samme tanke måske i den folketro, når et barn bringes til kirken til dåben, at vuggen ikke da må redes op eller være tom; en sammensyet større dukke skal, efter sagnet, ligge i barnets plads imens.

41. I Sverige troes troldfolk ei at kunne drikke af støb, som er forarbeidet af ener. Her gik i sin tid sagn om, at i gamle dage bleve kongens og fornemme mænds lig brændte på bålet, tilberedte af enerbuske, ligesom man i senere tider har opgjort bål af enerkviste på steder, hvor nogen var forulykket.

42. «Renl.-St.», side 202 [176].

43. Til hvad folketroen veed at fortælle om skikken (ovenfor, 4de kapitel, side 59-60), kan der føies den oplysning, at i «Kongespeilet», (udg. 1848, side 138, nederst), hvor himmerige lignes ved et gildt og opstadset værelse, sees blandt andet gulvet at være «strøet med duftende blomster og herlige urter», og desuden væggene at være «tjældede (behængte) med pragt og pryd og salighed».

44. I samme smag smykkedes stuen fremdeles (i Valders har det holdt sig til nutiden) med at hænge på væggene brogede åklæder og hvide sprang.

45. Se ovenfor, 3die kapitel, side 28 og Renl.st. side 99 (97.)

46. Som nærværende beskrivelse vel er både nøiagtigere og tydeligere end i min forrige bog, så har jeg også her brugt andre benævnelser.

47. Foran hvert bygdenavn vil læseren se et mærke af latinske bogstaver som henviser til de skolelærer-seminarier osv. som beretningerne ere komne fra, nemlig

St. = Stordøens seminarium,
. = Søgne lærerskole,
Ho. = Holt seminarium,
A. = Asker do.
Ha. = Hamar do.
V. = Valders Bondehøiskole,
Kl. = Klæbu seminarium.

48. Om denne og flere andre bygder i Søndre Søndmøre se ovenfor, 3die kapitel, side 33.

49. Om Fjeld i dette fogderi se ovenfor, 3die kapitel, side 29.

50. I den indberetning fra Voss herred, som blev nævnt side 12, læser jeg blandt andet:

I den temmelig lange tid, jeg har opholdt mig på Voss, har jeg altid havt min opmærksomhed henvendt på renligheden eller urenligheden blandt folket, og efter min formening er det efterhånden, skjønt langsomt, blevet bedre i denne henseende. Folk bygger nu større, bekvemmere, med flere værelser indrettede våningshuse, som ere lettere at holde rene end mange af de gamle stuer, der ofte vare forsynede med et gammelt, rådent, meget ujevnt gulv. Dog finder man desværre endnu mangesteds urenlighed nok, gulvet vaskes vist sjelden mere end 2 gange om året, nemlig til julen og ved St. Hans tid. Om sommeren har man sit sædvanlige ophold i ildhuset, og på denne måde kan stuegulvet være rent i løbet af sommeren. Derimod bruger man almindelig om lørdagen at vaske bordet og bænkene i stuen, og med sopelime af birkekviste feies almindelig huset hver dag, undtagen måske i de mere urenlige familier.

51. Hr. Feragen selv, som sendte mig meddelelserne fra Holt seminarium, fremstiller sin opfattelse for Holt præstegjelds vedkommende så: «Renligheds-stellet i det hele er meget forskjelligt i de forskjellige huse efter formues- og andre omstændigheder, dog selv hos de fattigste familier gjøres gulvet rent daglig ved feining og ugentlig ved skuring.»

52. Mere om gulvskikken i det Throndhjemske ovenfor, 3die kapitel, side 42-43

53. Tromsø stift er ikke bleven belyst i nærværende kapitel; men min forrige bog har særdeles omstændelige opgaver for amtet af samme navn.

54. Hvorledes alt, hvad der på nogen måde kunde føies sammen med begrebet om det kvindelige stel, har været blandet sammen i Bergens-kommitteens tanke, kan skjønnes af ord, hvormed skoledirektør Lous havde ledsaget sit forslag:

«Det er derfor en almindelig klage, at kvinden, navnlig (om ikke udelukkende) blandt almuen, såvel i by som på land, ikke er sit vigtige kald voxen, så at hjemmet altfor ofte må savne den ordnende, ledende hånd, der fornemmelig skulde berede dets hygge, børnene den pleie og opdragelse, som et velordnet og ret hjem alene kan skjænke, husvæsenet den orden, renlighed og samvirken af alle kræfter, som er en nødvendig betingelse for den sande økonomi, og manden ikke finder den medhjælp, som kvinden efter det kristelige ægteskabs ide skulde være ham.»

Og selve kommitteen gav en meget klar forestilling om, hvad det var, som den regnede til at høre under prisopgaven, da den i det udsendte spørgsmåls-cirkulære (ovenfor, 1ste kapitel, side 6) samlede alle spørgsmålene under følgende afdelinger:

  1. Om pigebørnenes opdragelse eller arbeidsundervisning,
  2. Om kvindens arbeide,
  3. Om madstel,
  4. Om renhold af klæder og huse,
  5. Om børne- og sygepleie,
  6. Om huslivet (børneopdragelse, tjenernes behandling, de unges kjærlighedsforbindelser, sædelighedstilstanden, selskabelige forholde m.m.).
  7. Om sagen i almindelighed.

Medens nu almuen kun vilde have oplysning og veiledning om den sag, som er antydet under bogstaven C, skrev jeg om, hvad der henhører under D, idet jeg derunder tilsigtede at godtgjøre nødvendigheden af at gå forsigtig til værks ved bedømmelsen af de formentlige misligheder i hvilkensomhelst af kvindestellets retninger.

55. Den officielle fattigstatistik for 1858 (trykt 1871).

56. Hvad der måtte kunne vindes ved deslige tællinger, det vil man kunne se en liden prøve på ovenfor, 5te kapitel, side 87.

57. Jeg kan endnu ønske, at jeg, som engang før har skrevet om disse ting (Folkevennen 1864, side 117), der havde erindret at give den mand æren, som hele tiden igjennem havde stillet sig imod Keysers og Munchs indvandringstheori, nemlig L. K. Daa. Selv havde jeg været hildet af hin theori, indtil jeg kom til Nordlandene og Finmarken og da kun fik se med øinene, hvad Daa havde skjønnet før, og hvad den samme Daa nu har gjort indlysende for enhver ved hans egen reiseberetning fra Finmarken og Finland.

58. Skjønt for alle sagkyndige overflødigt, vil jeg dog udtrykkelig nævne, at Danielssens store videnskabelige fortjenester ikke i nogen måde berøres af, hvorledes dette hans enkelte populære skrift er blevet optaget.

59. Hvilke andre vel end mit?

60. Side 7, anm.

61. Mere herom kan læses ovenfor, 2det kapitel, side 22.

62. Af den trykte bestyrelses-beretning (Romsdals Budstikke, 1872, nr. 12) læser jeg om en af pigerne: «Enkelte huse har hun besøgt 2 gange, hvorved hun har havt anledning til at efterspore virkningerne af sit første ophold; som et hus, hvori hun på denne måde har sporet fremgang, fremhæver hun Ole Lassesen Volds i Eids og Volds herred. Johan Otterholms (Eid og Vold) og Anders Haukebø's (Akerø) husstel fandt hun så godt og velordnet, at hun deri ingen forandring vidste at indføre.»

63. Se nærværende kapitels første afsnit.

64. Om Renligheds-stellet, side 153 [139].

65. Ovenfor, 7de kapitel, side 98 flgg.

66. Tidsskriftet «Norden», 3de b. (1867).

67. side 434, anm. [Verker i utvalg 9, s. 347].

68. Kun denne tilføielse: Samtidig med at jeg om nogle få dage sender den færdige bog, henvender jeg den ærbødige anmodning til amtmændene i de tre amter, at de når næste års amtsformandskaber samles, ville frembære min tak for den mig beviste tillid (se ovenfor, 1ste kapitel, side 9) og så lade det nu antydede forslag komme under endelig afgjørelse.

69. Det vilde have været omtrent ugjørligt for kommitteen at gjennemgå manuskriptet til en bog på over 500 trykte sider. Men jeg sendte det til bog-trykkeren for så at kunne sende kommitteen en trykt bog. Denne kunne imidlertid ikke ventes at blive færdig før nogle måneder over den tid, som var bestemt til manuskripternes indIeverelse, så jeg havde måttet underrette kommitteen om sagen og anmode den om at udsætte med bedømmelsesarbeidet, indtil trykningen var fuldført. Udgiverens anm.

70. Dette arbeide er det, som er blevet omtalt i nærværende skrift side 7, anm.. Udgiverens anm.

71. Denne afskrift optages ikke her i trykken; kun nævnes skrifterne, nemlig: sorenskriver Ferd. Roll i Folkevennen 1870, side 218, digteren Jonas Lie i tidsskriftet «For Ide og Virkelighed», 1870, september-heftet, og professor Lochmann, i skriftet «Om Spedalskheden», 1871, side 35. Udg.s anm.

72. Arbeidet måtte dog afbrydes og kunde senere kun fortsættes i små mellemstunder. Udg.s anm.

73. Præsterne måtte i sine besvarelser bruge et av disse fire udtryk: «almindeligt», «delvis», «undtagelsesvis» eller «slet ikke»; thi mit spørgsmål var stilet netop så, naturligvis for at få opgaverne ensartede, uden hvilket det ikke vilde lade sig gjøre at tælle dem sammen.

Det må imidlertid ikke oversees, at disse opgaver ere givne ikke efter nogen egentlig optælling hus for hus, men efter et skjøn. Og sådant skjøn, kan nogen sige, er ikke stort at bygge på.

Men i hin bog om sædeligheds-tilstanden har jeg kunnet meddele et ganske ligedant skjøn fra 1853 for de to sydligste stifter, Christiania og Christiansand. Det er angivet for 98 præstegjeld i hint stift og 50 i dette, altså næsten samme antal som i 1857. Begge skjøn give følgende middel-tal:

Natteleie. Natteløberi.
Christiania stift 1853     13     27
1857 13 26
Christiansand - 1853 6 16
1857 3 14

Den store overensstemmelse mellem de to skjøn, at navnlig hver gang begge disse skikke ere opgivne at herske meget mindre i Christiansands end i Christiania stift (noget, som desuden stemmer ganske med mit personlige bekjendtskab til bygde-skikkene), synes mig at tale for brugbarheden af dette slags opgaver. Kun må de bruges med større forsigtighed end tællingsopgaver: disse kunne give vished, medens opgaver efter skjøn egentlig kun bør bruges til at vække opmærksomheden og sætte tanken på spor.

74. Her er desværre en stor ufuldkommenhed: det tal 38 gjælder ikke for land-distrikterne alene, men tillige for byerne, kun at de 4 stiftsstæder som anført ere undtagne. Men det offentlige tabelværk, som jeg her har måttet holde mig til, er ikke indrettet bedre; by og land ere blandede sammen her. - Det kommer nu an på, om den forventning holder stik, at siden byerne ere så små i vort land, så skal feilen ikke gjøre så meget.

75. Sædeligheds-tilstanden retter sig naturligvis ikke ene og alene efter den større og mindre almindelighed, hvori disse tvende skikke herske nu for tiden; der kan også være andre virksomme årsager. Og deraf kan det forklares, at hin betragtning ikke altid holder stik, når man sammenligner to bygdelag af forskjellige hoved-afdelinger. Der er f.ex. Christiania stifts østlige og vestlige yderbygder: efter tallene for de to bygde-skikke skulde man ikke vente så stor forskjel i sædeligheds-tilstanden, som viser sig meget værre i det østlige end i det vestlige bygdelag. Men et ligedant misforhold er der mellem det østlige og det vestlige Opland i samme stift. Det er også med hensyn hertil, at jeg har delt stiftet således i en østlig og en vestlig hoveddel. Bygderne østen- og vestenfor Christiania-fjorden og Mjøsen. I begge Oplandene er tilstanden i alle tre stykker værre end i yderbygderne; men i både de indre og de ydre bygder på østsiden er tilstanden i det tredie stykke (sædeligheds-tilstanden) kjendelig værre end på vestsiden.Denne forskjel må grunde sig i noget andet end de nævnte bygde-skikke. Jeg har længe været opmærksom på sagen (se min afhandl. om sædeligheds-tilstanden), men endnu ikke formået at udgrunde den. Det er en besynderlighed af samme slag som den, at en eller anden bygnings-skik (hvad jeg nylig har fremstillet flere exempler på) kan være bleven herskende bygd for bygd, ja gård for gård - indtil en vis grændse mod vest eller mod øst, udover hvilken grændse da en anden skik tager ved.

76. Wilse, Reise-iagttagelser, 1., 298

77. Går jeg rækken af provsti-distrikter igjennem fra syd mod nord, så finder jeg tallene for 1) nattefrieri (1857) samt for 2) sædeligheds-tilstanden (1851-55) at være som følger:

1. 2.
Indre Sogn tabell 71
Ytre Sogn tabell 30 47
Søndfjord tabell 21
Nordfjord tabell 9 14
Søndre Søndmøre tabell 19
Nordre Søndmøre tabell 34
Romsdal tabell 24 66
Nordmøre tabell 76

I de tre midterste bygdelag er sædeligheds-tilstanden ulige bedre end i nabobygderne norden- og søndenfor; der er også mindst af natteløberi. - Men hvorledes natteløberiets uskik hænger sammen med eller er opkommen ved fjøs-skikken, det kan sees af udførligere skildringer netop fra Sogn i min afhandling om ædrueligheds-tilstanden i Norge, Christiania 1859, skildringer af mænd på selve stedet, f.ex. side 78 flg.: - - «Når nu pigen er bleven konfirmeret og skal deltage for alvor i de tungere huslige sysler, navnlig kreaturstellet, er det ganske sædvanligt, at hun får sit natteleie i fjøset - - og nu bliver hun strax gjenstand for natligt besøg af de unge karle, der lige fra konfirmations-alderen af, på enkelte hæderlige undtagelser nær, så temmelig stadig vandre omkring om natten til de steder, hvor de vide, at pigerne ere at finde. - - Skulde der være en eller anden husbonde, som har været så forsynlig, at han på sin fjøs-dør har anbragt en lås eller slå på den indvendige side, og skulde pigen i et enkelt undtagelses-tilfælde føle sig noget besværet ved deres påtrængenhed, så hun ikke godvillig lukker op, så går det ofte på vold, så døren brydes op. Med sådanne folk er det ikke så godt for husbonden at give sig i kast, selv om han havde en vigtig alvorlig vilje dertil» osv. [Verker i utvalg 5, s. 137].

78. Jeg skal anføre tallene for 1) fjøsskikken, 2) natteløberiet og 3) sædeligheds-tilstanden

1. 2. 3.
Øvre Thelemarken i øst tabell 11 38 24
Mellem-bygderne tabell 2/10 8 16
Fjord-distriktet i vest tabell 11 23 24

Hvad angåe tallet for sædeligheds-tilstanden i mellem-bygderne, da gjælder det for land og by under et på Christiansands stift-stad nær. Thelemarken findes som bekjendt ingen byer og i fjord-distriktet kun et par små.

79. Med det samme vilde man da have forklaring over de før berørte uoverensstemmelser ved tabellens sammenligninger, at Lex. distriktet i med fast intet af den påklagede fløs-skik har temmelig meget af usædelighed, medens distrikt VIII har et stort tal for den gamle skik og dog et temmelig lidet for sædeligheds-tilstanden.

80. På Jæderen have husene kun en etage, og loftet er da kun det trekantede rum mellem loftsgulvet og det spids opadgående tag.

81. Forbigået er her enhver familie, hvor der enten ingen sådanne folk var eller også kun af eet kjøn.

82. Oftest er det stueloftet, der bruges som soveværelse, meget sjelden bodloftet.

83. Enten bagkammeret eller det i få huse tilbyggede ende-kammer. Bagkammeret er undertiden afdelt i to små rum.

84. Årsagen til at så mange af den her omhandlede del af husfolket nu tildags have sin seng i selve stuen, er forskjellig. På nogle steder er det husets børn, som endnu ere i overgangen fra børne-årene til den voxne alder; på andre steder gjør fattigdommen eller mangel på varme sengklæder, at man ikke kan holde ud i den hårdeste vintertid på lemmen eller loftet, i nogle huse endelig kan det for sygdoms eller alderdoms skyld være nødvendigt at have f.ex. tjenestepigen nær ved hånden, hvorfor hun da ligger i stuen.

85. Den fuldstændige titel er: «Om renligheds-stellet i Norge. Til oplysning om flid og fremskridt i landet».

86. To af komiteens medlemmer må have fundet sig selv igjen i bogens citater af deres ord. Af agtelse for deres personer har jeg fortiet deres navne; men uholdbarheden af deres opfattelse af tingene har jeg påvist med en overflødighed af kjendsgjerninger. Just fordi jeg vidste, at denne opfattelse, som jeg måtte sige imod, var stærkt repræsenteret blandt mine dommere, kom jeg til at studere mig så særdeles nøie ind i emnet, at jeg endte med at skrive det udførligste skrift, som vel nogen litteratur har at opvise over den side af folkelivet.

87. Der er et ord i almuesproget, som heder: ølet. Aksenten lægges på ø og e udtales bredt. Jeg antager det kommer af øl, varme. Altså er den ølet, som har formegen varme i sig, når han udtaler sig angående sine egne fuldkommenheder og derved bliver anseet for tåbelig, fordomsfuld og overdreven.

88. Den bergenske prisopgave kommer da til sin ret også.

89. Derfor heder det endnu i samfundslivet (almuesproget) om opdragelsen, at få den unge til at «folke sig», blive «folk af» - «til folk». Hvilke forjættelser har ikke dette levende udtryk i folkets egen mund?

90. Side 127 [Verker i utvalg 9, s. 119-120] har forf. anført et illustrerende exempel på sandheden af denne mening.

91. Hvem kan dog, med håb om noget udbytte, nøgternt talt, sætte sig til modværge mod en folkebevægelse, der viser, at der ikke handles om mindre end en gjenfødelse af de arvede trængsler?

92. At det også går an at vække en sådan «ølet» stemning, endog i stor udbredning, er vist.

93. Jeg må dog her tilføie, at en distriktslæge på vestkysten er gået videre, idet han troede for nogle år siden at have bemærket, at menneskeskabdyret også levede på husdyrene, og hvorved smitte altså vexelvis kunde forplantes under stellet. Der blev altså virkelig «noget naturmæssigt» i dette stel, som «artet sig efter bygdernes natur». Men om det «måtte så være» og «ikke kunde være anderledes for tiden», er et andet spørgsmål!

94. Storthinget har jo endog påtvunget et sådant distrikt en læge.

95. Som læge af den af forf. omhandlede «gamle skole», er jeg ikke vis på, om jeg som årsag til denne sygdom antog enten de gamles materia peccane, eller de af almuen gjengs antagne «usunde væsker, som må ud», «det sure, skarpe blod», eller den engang videnskabelige frase eller constitutio epidemica eller hvad; men jeg er temmelig sikker på, at jeg dengang ikke tænkte på «klåmakken» som årsag til eczemet!

96. Skab er dog ikke egentlig talt nogen sygdom.

97. Det fra den ærede forf. mig tilstillede skrift om «Fattigforholdene i Christiania», hvorfor jeg skylder ærbødig tak.

98. Udhævet af forfatteren.


[slutt]