Eilert Sundt



Eilert Sundt

Om Røros og omegn

FORORD

Næst en tilføiet skrivelse til bureauchefen for Indre-departementets kontor for det indre består nærværende fremstilling af en del af en reiseberetning, som jeg i begyndelsen af 1852 afgav til Kirkedepartementet. Jeg havde nemlig modtaget offentlig understøttelse for i året 1851 at bereise landet med den hensigt at anstille undersøgelser om arbeidsklassens kår og sæder, og blandt flere egne kom jeg da også til at besøge Røros og nogle tilgrændsende bygder.

Beretningen er skreven uden nogen tanke på, at den skulde trykkes. Årsagen til, at dette nu sker, er den, at overdirektionen for Røros Værk, som på anmodning havde fået en afskrift af den, ønskede at lade den trykke for at omdele den til forskjellige af værkets vedkommende og andre.

Det vil forståes, at jeg selv ingenlunde kunde anse et arbeide for modent til offentliggjørelse, som var blevet til under et enkelt års forsøg på at udforske arbeidsklassens forholde i landet; men den skjønsomme læser vil også billige, at jeg ikke modsætter mig en sådan indskrænket offentliggjørelse som den angivne, når selve over-direktionen antager, at det kan være nogen gavn heri.

Selv kan jeg også gjerne tænke mig, at om nærværende skrift bliver bekjendt i en noget videre kreds, kan det måske give anledning til at andre og mere sagkyndige mænd tage sig for at levere mere grundige bidrag til oplysning i den retning.

Sluttelig må jeg bede læseren idelig erindre, at min beretning om Røros gjælder tilstanden, som jeg forefandt den i 1851, altså førend de mange og væsentlige forandringer vare indtrådte, som de senere år have medført.

Throndhjem, i november 1857.

Eilert Sundt


I Sel, - annex til Vaage, opholdt jeg mig også et par dage. Men herfra steg jeg den 23de august, efter 39 dages ophold i Gudbrandsdalen, op på høifjeldet for over Ronderne at gå til Foldalen. Således fik jeg see lidt af vore fjeldmarker, som spille en så interessant rolle i dølernes husholdning.

I Foldalen traf jeg et folk, som lever ganske besynderlig isoleret i sin fjelddal. Det mærkede jeg iblandt andet derpå, at medens den simple almuesmand på Hedemarken og i Gudbrandsdalen åbenbart gjerne i mig vilde see en af «Thranes udsendinger», så var det med en øiensynlig ængstelig og uhyggelig følelse, at man her spurgte mig, om jeg var en af «disse Thrane-karlene». Overhoved nærede man en enfoldig frygt for mig, som var således «bare gående», og jeg var ikke just altid tilbøielig til at smile ad denne frygt, da det tildels gjorde mig vanskeligt at få mad og husly de 3 - 4 dage, jeg vandrede nedgjennem bygden.

Der er to kirkesangere og skoleholdere her, en for øvre og en for nedre Foldalen; men jeg søgte dem begge forgjæves. Mange bønderhuse stode også lukkede og folketomme på denne tid, da man var beskjæftiget med høhøsten på fjeldslåtterne. Men såmeget lærte jeg ved samtale med de bønder, jeg traf, at Foldalen er en meget fattig bygd. Thi det er det i omtrent 100 år (skjønt med afbrydelser) drevne Fredriks Gaves eller Foldals Kobberværk, som mest har foranlediget dalens bebyggelse, og efterat dette værk fra året - jeg troer - 1827 har været drevet med noget større kraft end før for Røros Værks regning, er det nu for 2 - 3 år siden opgivet af dette, og et nyt interessentskab, som siden har begyndt at drive det på en ganske ny måde, beskjæftiger ikke et halvt snes mand. Denne forandring har været ødelæggende for mange familier, hvis forsørgere tildels have måttet tye hen til Espedals Værk - en omstændighed, som jeg også beklagede af den grund, at de enfoldige, men troskyldige foldøler ere komne i et mindre godt selskab. Thi imellem foldølerne fandt jeg vakkre træk af troskyldighed og religiøs sands. Ikke alene, at jeg i husene fandt mange religiøse bøger og i samtalerne ofte hørte religiøse yttringer - noget hvorved jeg endnu bedre lærte at forstå et væsentligt savn i Hedemarkens og Gudbrandsdalens folkeliv -, men der var især et træk, som slog mig: de fleste bønder havde før en vigtig binæring ved Foldals Værk; nu havde de ikke blot dennes tab at beklage, men deres uheld blev dem end tungere ved den uhyggelige mening, de alle nærede, at årsagen til denne ulykke ikke var selve grubernes forringelse, men bestyrelsens uduelighed, ja egennytte. Men så visse de end følte sig i denne sag, så milde var de dog i sine domme over deres medmennesker til Gud. Jeg traf kun to mænd, som talte om den sag på en anden måde, med ord, som kunde være stærke nok til at udtrykke alle de andres mere skjulte følelse af uvillie, en uvillie, der nu endogså udstraktes til regjeringen, som ikke havde tvunget bemeldte bestyrelse til at holde Værket i gang; men det var charakteristisk, at den ene af disse to mænd havde været og den andre var medlem af formandskabet; for nogle år siden havde disse mænd vel tænkt og talt som deres sambygdinger; men formedelst stor enfoldighed og politisk uforstand havde de vel ikke havt godt af de kundskabstræets frugter, som de, hævede op ved deres medborgeres stemmer, havde kunnet plukke og nyde.

På Røros fik jeg siden anledning til at gjennemgå Foldals-værkets regnskaber og de om dets nedlæggelse førte forhandlinger. Deraf så jeg, hvilket betydeligt tab Foldalens beboere havde lidt; men jeg behøver vel ikke at tilføie, at jeg også fandt, at den omsider besluttede nedlæggelse var en meget vel overveiet sag. Men beslutningens virkninger faldt tungt på flere steder. Kulskovenes tiltagende forringelse i Røros Grubers nærhed havde nemlig gjort det til en tvingende nødvendighed at fjerne forsmeltnings-etablissementene fra gruberne, og det var under overveielse at optage et fra 1820 omtrent drevet, men nu i nogle år nedlagt hytteværk ved Drevsøen syd for Fæmundssøen, og rygtet herom havde allerede opvakt glade forhåbninger hos de uheldige hyttearbeidere, som endnu boede der. Men nu faldt overveielserne således ud, at man bestemte sig til at opgive Foldals Gruber og så tage Lovise hytte i Lille-Elvedalen, der før havde forsmeltet Foldals Grubers malm, i brug for Røros Gruber, hvorved Drevsø hytte fremdeles fordømtes til uvirksomhed. Således rammede slaget mange fattige familier både i Foldalen og ved Drevsøen i Reendalens alminning.

Det var i denne fattige bygd ret underligt at høre, at ikke alene fantefølgerne, som man nu i Gudbrandsdalen var glad ved at være bleven qvit, endnu så temmelig uforstyrrede gik ud og ind her, men at også adskillige tiggerfolk søgte hid fra Gudbrandsdalen, fra Sel og Kvam, mest fruentimmer med børn, man vidste ikke ret om ægte eller uægte fødte. Og af adskillige småtræk syntes jeg at måtte tro, at folket her gjerne dele med både inden- og udenbygds fattige.

Det interesserede mig i høi grad ved samtale senerehen med sognepræst Müller og provst Stenersen, at erfare, at man allerede er bleven opmærksom på det ønskelige i, at Foldalen og Lille-Elvedalen, måske i forbindelsen med Solidalen kunde få sin egen præst. Men hvad enten dette skeer eller ikke, så forekommer det mig, at der i Foldalen ere særegne forholde tilstede, som må opfordre styrelsen til ved tilskud af statskassen at hjælpe bygden til at erholde ret dygtige skolelærere og et ellers forbedret underviisningsvæsen - en ide, jeg bestyrkedes i, da jeg senere i Tønset og Tolgen fandt glædelige exempler på, hvorledes dygtige, virksomme almueskolelærere kunne indvirke gavnligt også på den ældre befolkning.

Ankommen til Tønset, fandt jeg snart, at her var lidet for mig at gjøre på denne tid, sidst i august, da folket mest var adspredt omkring på sætrene og fjeldslåttene. Jeg drog derfor videre til Røros med den plan at dvæle der, indtil folket i Tolgen og Tønset, kunde være færdigt med sit høstarbeide.

Hidtil havde jeg så temmelig holdt mig til de i min reiseroute fastsatte tidsbestemmelser, idet jeg da jevnlig med vold havde løsrevet mig fra steder, netop når jeg ved nogle dages ophold havde såvidt orienteret mig, at jeg med større fordel kunde have fortsat mit undersøgelsesarbeide. Men her på Røros fængslede det mangfoldige og nye i forholdene mig formeget; her syntes det mig umuligt at anvende sådan vold på mig selv.

Den 2den septbr. kom jeg til Røros, og først den 25de october reiste jeg derfra. Men den tid anvendte jeg ikke alene til at iagttage forholdene i Røros selv, men også til at forhøre mig om tilstanden i den hele egn, for hvilken Røros i flere henseender danner et middelpunkt. Og formedelst overanstrængelse tabte jeg arbeidskraften i henved 2 uger, jeg, som dog ellers på min sommerreise havde nydt en for mig usædvanlig god helbred.

Strax efter min ankomst til stedet, tilbød den constituerede sorenskriver Christie at ledsage mig på en udflugt i Røros landdistrikt, som i det for egnen sjeldne sommerveir syntes at ville begunstige. Jeg modtog med glæde tilbudet. Vi satte over Aursund-søen, og kom så langt op i sætermarkerne, at vi endogså fik besøge et par finnefamilier i deres «koier». Det er mere samkvem imellem disse finner og deres næste naboer, end vi havde tænkt os; men der er også strid. Finnerne klagede over bøndernes fremtrængen med deres sæterstel og hjorder, og bønderne klagede over den ødelæggelse, finnernes dyr anrettede på deres i sætervolde og havnegange. Dette er nu en gammel historie; men det var smerteligt at see dens følger; en måskee snart fuldendt denationaliseren og forarmelse mellem denne rest af finnefolket, som ved sit møde med civilisationen kun synes at have tabt. Alle finnerne talte ret godt norsk, skjønt familiesproget var finsk (vel egentlig laplandsk); jeg bad en af dem, en ung, gift mand, at forelæse mig Fader-vor på finsk; men det sagde han - kunde han ikke. «Hvad for noget, kan du ikke Fader-vor?» «Jo på norsk kan jeg det.» «Men så må du jo også kunne sige mig, hvordan det lyder på finsk.»

Men en sådan overførelse af religionslærdomme fra dette tillærte sprog til modersmålet lod til aldrig at være faldet ham ind, og jeg fik ikke høre Fader-vor på finsk. Siden sagde også præsten Begtrup mig, at han under sine mange forhandlinger med finner endnu ikke havde truffet noget exempel på sand religiøs vækkelse og erkjendelse hos dem. Og jeg fik på Røros tilstrækkelig syn for sagen om at finnernes besøg til bjergstaden for at handle eller for at gå til alters gjerne, ender med det råeste fylderi. Det er mig kjært at kunne sige, at sorenskriver Christie med megen deltagelse stræbte at blive fortrolig med finnernes forholde for derefter at kunne anvende sin embedsmyndighed til gavn også for dette ulykkelige folk, som i disse egne synes at have stået i en meget løs forbindelse med det norske samfund, dets love og øvrighed.

Men ved siden af det i sandhed uhyggelige syn, som disse finners liv frembød, var det vederkvægende at iagttage det usædvanlig pyntelige folkeliv, vi fandt mellem Røros bønder. Den hele befolkning i Røros præstegjæld kan betragtes væsentlig som kobberværkets skabelse, og med forhøiet interesse vendte jeg tilbage til Bergstaden for at sætte mig ind i forholdet mellem værket og de mange familier, hvis interesser ere knyttede til dets.

På Bergstaden gjorde jeg et meget behageligt bekjendtskab med bergværkets embedsmænd og betjente, som med den største forekommenhed mødte mit ønske at blive bekjendt med de egentlige værksarbeideres kår. Og mange værksarbeidere og andre almuesfolk, som meget snart fik nys om min sendelse, søgte mig idelig i mit logis, dels vistnok for at stille sin lyst til at fremsætte klagemål, men også af interesse for at samtale i fredelighed med en mand, som de troede nærede deltagelse for fattigmands vel. Disse besøg varede ved under mit hele ophold, og lige til den sidste dag mødte jeg kun tegn på velvillie og tillid, når jeg besøgte almuesfolk i deres huse.

Det var, som antydet, de egentlige værksarbeideres kår, jeg først beskjæftigede mig med. Men svarene på mine første spørgsmål lærte mig, at jeg her befandt mig ligeoverfor meget indviklede forholde. Arbeiderne påstode, at de for største delen befandt sig i en aldeles fortrykt stilling, og værkets betjente vare også enige i, at værksarbeidernes økonomiske forfatning i almindelighed ikke var så god som før. Men på den anden side påstode værkets betjente, at arbeiderne tjente endog betydelig mere end for 30 år siden, og dette benægtede heller ikke arbeiderne. Og når nu denne modsigelse skulde forklares, så dadledes det på den ene side som arbeidernes feil, at de havde vænnet sig til at leve for godt, og arbeiderne klagede på sin side over, at de måtte anstrænge sig for hårdt for at vinde det fornødne på det dyre levested.

Dette var jo den samme kamp mellem capitalen og arbeidet, som jeg allerede var vant til mellem husmænd og bønder, og jeg glædede mig til at forfølge udviklingen af kampen her, hvor jo værkets archiver måtte kunne oplyse indtil på skillingen, hvormeget hver mand havde fortjent for sit arbeide både nu og i tidligere perioder, en oplysning, hvortil jeg imellem husmænd og bønder kun havde fået opdrive få og ufuldstændige bidrag. Men jeg fik finde, at det var et meget vidtløftigt arbeide, jeg begyndte på. Ved de store saugbrug i Smaalenene havde jeg kunnet benytte regnskabsbøker, som indeholdt conto for hver fast arbeider og viste, hvormeget han havde fortjent i årets løb, og jeg henvendte mig da til bergskriveren i tanke om at få en ligedan let oplysning om lønningsforholdene her. Men således førtes ikke regnskabet ved Røros Værk. Dette regnskab gav vel en meget klar oversigt over udgifterne ved de forskjellige brancher af den meget komplicerede værksdrift, men viste ikke hver arbeiders eller endog den hele arbeidsstoks års eller månedsfortjeneste. Det er naturligvis ikke min mening at yttre nogen daddel over værkets regnskabsvæsen, hvis sindrige og for værkets øiemed hensigtsmæssige indretning jeg tvertimod lærte at beundre. Men for mit formål var det høist ubekvemt. Jeg erfoer, at når jeg vilde gjøre mig bekjendt med en enkelt arbeiders eller en arbeidsklasses årsfortjeneste, så måtte jeg gjennemgå de såkaldte registre eller månedsregnskaber, som hver af cheferne for de forskjelligste afdelinger af det vidtløftige værk månedlig afgiver, og hvori ikke alene de forskjelligste udgiftsposter indtages midt imellem lønningsudgifterne for de faste mandskaber, men hvor også en og samme værksarbeiders månedsfortjeneste findes fordelt på forskjellige steder i et og samme regnskab, hvis han i månedens løb har været sysselsat med forskjellige slags arbeider, eller endog i flere forskjellige månedsregnskaber, hvis han f.ex. har været flyttet fra den ene grube til den anden. Det blev mig snart klart, at om jeg vilde udrette noget her og benytte disse regnskaber, så måtte jeg først forstå lønningsmåden og selve værksdriften. Lønningsmåden er tid efter anden bestemt ikke alene ved en række af geværkskabs-resolutioner, men også ved den derefter indførte praxis; jeg havde altså ikke nok med at gjennemgå selve documenterne, men måtte også forhøre mig om tingen hos arbeidscheferne. Og for at lære at forstå selve værksdriften eller arbeidsfolkenes beskjæftigelse var det ikke tilstrækkeligt at høre lange forklaringer; jeg måtte besøge selve arbeidsstederne, gruberne og hytten, og det atter og atter.

På denne måde fik jeg naturligviis også lidt syn for andre sider af bergfolkets liv; men for det første var det jo lønningsforholdene og arbeidsfortjenesten, jeg ønskede besked om.

Ved nu atter at ty til de omtalte registre eller månedsregnskaber kunde jeg nu, skjønt fremdeles kun med trættende søgen, finde årsfortjenesten for nogle iflæng valgte arbeidere i året 1850, således:

af hyttemandskabet:
1 røstvender sp. 67 » ort 11 sk.
1 do.   - 65 1  - 23  -
1 do.   - 60 1  -   7  -
1 hytteknægt   - 61 1  -   2  -
1 do.   - 81 1  - 23  -
1 do.   - 80 4  - 18  -
1 do.   - 75 2  - 21  -
1 smelter   - 97 »  -   3  -
1 do.   - 102 1  - 22  -
af grubemandskabet:
1 akkordminerer   - 75 »  - 12  -
1 do.   - 77 4  - 16  -
1 do.   - 60 »  -   8  -
1 fortingsarbeider   - 106 3  -   1  -
1 do.   - 48 1  - 20  -
1 scheider   - 57 »  - 21  -

Det vilde føre for vidt her at omtale alle de i værksdriften, i lønningsmåden, i arbeidsfolkenes personlighed begrundede omstændigheder, som foranledige en så overmåde stor forskjel i arbeidsfortjenesten endog for arbeidere af samme classe. Jeg skal derimod anføre resultatet af en foreløbig sammenligning mellem værksarbeidernes fortjeneste i 1850 og i tidligere perioder, en sammenligning, hvorved jeg dog indskrænkede mig til grubemandskabet, som ikke alene er betydelig talrigere end mandskabet ved Røros hytte, men i hvis classifikation og lønningsmåde der i de senere tider er foregået større forandringer. For at anstille denne sammenligning så jeg bort fra alle forskjelligheder i lønning og fortjeneste og søgte gjennemsnitsfortjenesten for den hele arbeidsstok. Dette regnestykke kunde ikke blive nøiagtigt på skillingen; men jeg gjennemgik månedsregnskaberne for samtlige gruber for så mange måneder af de forskjellige årstider, at jeg derefter kunde uddrage et for øiemedet tilstrækkeligt pålideligt resultat.

  Jeg fandt, at i året
1763 fortjente af 452 voxne arbeidere hver
     gjennemsnitlig 58 rdr. 3 mk. 2 sk.
     eller (1 rigsdaler sat = 4 speciesort)         sp. 47     » ort     2 sk.
1806 fortjente af 414 mand hver 80 rdr.
     3 mk. 9 sk. eller......................         -  64     3  -      9 -
1830 fortjente af 320 mand hver.............         -  59     1  -      7 -
1850 fortjente af 250 mand hver.............         -  70     1  -     18 -

Aldeles nøiagtig er dog ikke sammenligningen efter disse tal, da arbeidsstokken i de forskjellige år ikke havde ganske samme forhold af ældre arbeidere med større og yngre arbeidere med mindre løn. Men denne ulighed var dog ikke stor og kan ikke gjøre det resultat tvivlsomt, at arbeidsfortjenesten virkelig falder ikke lidet større nu end i tidligere perioder.

Men her opstår det spørgsmål: Kanske arbeiderne nu anstrænge sig mere end i 1830 eller i tidligere tider? Og mon isåfald arbeidsfortjenesten er stegen i forhold til det udførte arbeide?

At arbeiderne virkelig anstrænge sig mere nu end i 1830, det er rimeligt, da netop kort efter 1830 det mest ansporende lønningsprincip, akkordprincipet, er indført ved gruberne eller dog langt anderledes blevet gjennemført end forhen. Men om også arbeidsfortjenesten er stegen i samme forhold?

Til besvarelsen heraf kunde man nærmest falde på at sammenligne det produkt, som arbeidet har givet før og nu. Produktet af det samlede grubemandskabs arbeide er den af det løsbrudte og opfordrede berg udscheidede malm. Og følgende oversigt over grubebelæggets styrke og mængden af den vundne malm er i ethvert tilfælde interessant nok:

År. Mand. Skpd. malm. År. Mand. Skpd. malm.
1825 347 27,600. 1838 280 44,183.
1826   ? 27,000. 1839 284 39,994.
1827   ? 26,700. 1840 280 43,300.
1828 334 29,300. 1841 284 42,838.
1829 334 28,800. 1842 277 41,809.
1830 330 29,700. 1843 274 37,248.
1831 320 28,500. 1844 270 38,083.
1832 319     ? 1845 269 37,295.
1833 311     ? 1846 266 39,020.
1834 297     ? 1847 263 38,344.
1835 286 38,300. 1848 252 40,320.
1836 288 38,350. 1849 254 35,755.
1837 283 36,760. 1850 250 42,740.

Når jeg nu tager gjennemsnittet af 2 år, så finder jeg af ovenstående liste, at i årene

______________________________________________
1829-1830 kom på hver mand 88,1 Skpd. malm.
1835-1836 »    »   »    - 135,5  »     -
1849-1850 »    »   »    - 155,7  »     -
______________________________________________

Eller forøgelsen i arbeidseffecten er fra 1829-1830 til 1835-1836 = 100:151,5 eller 51,5 pct. 1829-1830 til 1849-1850 = 100:176,7 eller 76,7 pct.

Men forøgelsen i arbeidsfortjenesten var fra 1830 til 1850 kun = 100:118,7 eller 18,7 pct.

Det viser sig dog ved nærmere betragtning, at det vilde være urigtigt fra det forøgede produkt at slutte sig til en i samme forhold forøget arbeidsanstrængelse. Det var heller ikke rigtig når jeg strax ovenfor betegnede den vundne malm som produkt af mandskabets arbeide. Den er et produkt af to faktorer, af arbeidet og af den forenede kapital og intelligents. Hin slutning vilde være rigtig, dersom kun arbeiderne havde forøget sin iver og alle andre forholde vare blevne uforandrede. Men - bortseet fra de forskjelligheder, som i årenes løb kunne have vist sig i selve berget - i det omhandlede tidsrum, have værkets eiere bevilget betydelige kapitaler til anbringelse af maskiner og indretninger, som for en del have erstattet den stedfundne afgang i mandskabet, og en dygtig bestyrelse har med indsigt og omtanke bestræbt sig for at gjøre det anvendte arbeide mere productivt.

Af de anførte opgaver over arbeidernes antal og det vundne produkt fremgår et for værket skjønt resultat; men i hvilket forhold æren derfor tilkommer arbeiderne eller eierne og bestyrerne det kan man ikke see.

Men at arbeiderne alligevel udførte en god del arbeide mere nu end før uden at erholde en i samme forhold forøget arbeidsfortjeneste, det viser sig ved nærmere bekjendtskab med grubearbeidets anordning, med lønningsmåden og dennes virkning. Jeg skal forsøge i muligste korthed at fremsætte resultatet af mine iagttagelser herom.

Som den væsentligste del af grubearbeidet kan bergbrydningen betragtes, så meget mere, som den også beskjæftiger den største del af arbeidsstokken. Men bergbrydningen udføres på Røros på en dobbelt måde, som ortsdrift og strossedrift. Ortsdriften er det arbeide at gjennembryde berget i gange af en vis høide og bredde eller de såkaldte orter, nemlig udlænknings- og durschschlags-orter, hvormed feltet åbnes, og forbindelses-orter, som vand- og bergfordringen eller luftvexlingen udkræver. Strossedriften derimod er det arbeide, hvormed man fra de forud åbnede orter løsbryder berget i de mellem orterne tilbagestående «mitler» eller beholdninger af malmrigt berg.

Både orts- og strosse-driften udføres ved minering. Men det er ikke de samme klasser af grubearbeidere, som anbringes i ort og i strosse, og betalingsmåden er heller ikke den samme.<;/p>

Det er den kraftigste aldersklasse, grubearbeiderne mellem 25 og 45 år, hvem ortsdriften påhviler som pligt. De får betaling for hver lagter eller favn, de inddrive sine orter, og der er fastsat forskjellige maximumspriser for orter med forskjellig bredde, 30, 24 og 20 spd. for 2, 1 1/2 og 1 lagters brede orter. Men priserne kunne variere endnu mere. Thi berget, hvori orterne skulle drives, kan frembyde flere forskjelligheder; snart kan det være hårdere eller mildere for boret, snart kan det være mer eller mindre sprængbart for krudtet eller, som bergmanden kalder det, give større eller mindre udslag for skuddet. Alle arbeidere ville altså helst have de orter, som formodes at være de letteste at drive, og valget mellem de mere og mindre fordelagtige orter, som skulle sættes i drift, overlades på en vis måde til arbeiderne selv, idet alle arbeidere af denne klasse, som ikke formedelst svag helbred ere fritagne for denne besværligste del af grubearbeidet, hver 3die måned indkaldes til en af bergskriveren administreret «licitation» eller «fortingning» eller «forpagtning» over de orter, som i de følgende 3 måneder skulle holdes i drift. Her kunne arbeiderne lade sig de lettere arbeider tilslå for priser, der ofte gå betydelig under maximumspriserne; men de orter, hvorpå der ikke gjerne gjøres godvillig bud, fordeles ved lodkastning efter maximumspriserne mellem de arbeidere, som ikke have ladet sig tilslå nogen ort. Ved samme ortsfordeling ordne arbeiderne sig også i partier eller lag således, at 4 mand arbeide sammen og dele fortjenesten i en ort på 2 lagters bredde, 2 mand derimod i hver af de smalere orter. I den ved denne licitation bestemte betaling må dog arbeiderne lide afkortning for de materialier, han behøver og erholder udleveret af værket, stål, jern, krudt, svovl o.s.v., en afkortning, som i gjennemsnit udgjør meget over 1/3 af den hele licitationssum, og når det betænkes, at der slides lige meget borjern for hvert hammerslag, hvad enten bergarten som skal bores, er blød eller hård, at en mine kræver lige meget krudt, hvad enten den formedelst bergets forskjellige sprængbarhed giver stort eller lidet udslag, så skjønnes let, at jo mere bergarten i en ort vanskeliggjør inddrivningen og derved formindsker den for hver tommes inddrivning beregnede betaling, desto større bliver forholdsviis afkortningen for materialforbruget, og således er der en dobbelt omstændighed, som ikke ganske kunde forudsees ved licitationen og derfor i høi grad kan influere på arbeidets løn.

Når hertil kommer den store forskjel ikke alene i arbeidernes physiske kraft, men også i den intellektuelle dygtighed, hvormed de dels iforveien skulde have gjort sig bekjendt med de forskjellige orters rimelige beskaffenhed, dels under selve arbeidet indrette sig på den hensigtsmæssige måde, anbringe sine miner på rette sted, i den fordelagtigste retning og dybde o.s.v., så seer man, at der er mange årsager, som kunne gjøre disse arbeideres, «fortingsarbeidernes», månedsfortjeneste betydelig ulig. Som exempel på denne ulighed kan jeg anføre månedsfortjenesten for et par fortingsarbeidere, som have udført dette slags arbeide i lige mange måneder og i lige lang tid i hver måned i året 1850 i «Kongens grube».

Disse arbeidere have ladet sig tilslå orter ved 3 forskjellige licitationer, hvergang for 3 måneder, nemlig for månederne 1-3, 4-6, og 11-13. I den 7de måned have de rimeligviis arbeidet efter særskilt akkord, såsom ortsdriften i regelen hviler da ligesom ganske i 8de, 9de og 10de bergmåned. Når man nu erindre dette, så viser det anførte exempel, hvorledes fortjenesten kan variere betydeligt ikke alene for de enkelte måneder, men også for hele licitationsterminer. Den første af hine arbeidere var heldig i alle 3 terminer, den anden derimod ikke.


Bergmåned 1 arbeider 1 anden arbeider
1 ste . . .
2den . . .
3die . . .
4de . . .
5te . . .
6te . . .
7de . . .
11te . . .
12te . . .
13de . . .
8 sp. 1 o. 21 sk.
12 - 2 - 15 »
10 - 4 - 0 »
8 - 2 - 6 »
10 - 4 - 1 »
8 - 2 - 4 »
7 - 3 - 0 »
9 - 3 - 18 »
9 - 2 - 22 »
10 - 1 - 12 »
7 sp. 2 o. 0 sk.
6 - 4 - 5 »
6 - 3 - 6 »
4 - 3 - 0 »
5 - 2 - 23 »
5 - 2 - 21 »
7 - 0 - 2 »
8 - 3 - 20 »
9 - 4 - 16 »
9 - 2 - 22 »
Sum 96 - 0 - 3 » 71 - 4 - 19 »
pr. uft. 43,5 sk. 32,6 sk.

Den sidste rubrik, som angiver fortjenesten «pr. uft», viser bedst denne forskjel i held, en rubrik, som forståes, når man veed, at for denne klasse af arbeidere deles arbeidsdagen i 2 «ufter», at der i en uge arbeides høist 3 1/2 dag eller 7 ufter og altså i en bergmåned eller 4 uger høist 28 ufter, en inddeling, hvorefter hine 2 arbeidere havde arbeidet hver i 265 ufter, og altså havde fortjent pr. uft resp. 43,5 og 32,6 sk. eller pr. arbeidsdag resp. 87 og 65 sk. Denne ulighed viser sig dog langt større, når fortjenesten sammenlignes for enkelte måneder, da således den første af hine arbeidere i 2den måned eller i 28 ufter tjente 12 sp. 2 ort 15 sk. eller pr. uft 53.7 sk., pr. dag 107 sk., den 2den arbeider derimod i 4de måned eller i 25 ufter tjente 4 spd. 3 ort eller pr. uft 22,1 sk., pr. dag 45 sk.

Det er lige til, at arbeidere som disse, der ere i sine bedste år, der snart opmuntres ved usædvanligt held, snart ved uheld drives til en fortvivlelsens anstrængelse, at sådanne arbeidere ved kraftig virksomhed og beregnende omtanke må vise, hvilken kraftig spore der ligger i akkordsystemets fri arbeidsprincip. Men fra gammel tid af har lønningsprincipet for den her omhandlede ortsdrift, og næsten alene for denne deel af grubearbeidet, været indrettet ganske ligedan som nu. Hvorledes kan jeg da vise, at denne klasse af grubearbeidere i de senere tider udvikle mere anstrængelse end før, og fremdeles, at de ikke nyde en i forhold dertil forhøiet løn, da dog hine maximumsbestemmelser i lange tider have været uforandrede?

Jo, der gives en temmelig pålidelig måler for fortingsarbeidernes kraftanstrængelser og denne måler er mængden af det material, de forbruge under arbeidet; thi medens arbeidets effekt eller det løsbrudte

År Årets fortings-
mandskab, tænkt
samlet i 1 måned
Krudt Stål Bor-jern Svovel Forbrukt af 1 mand i 1 måned.
Krudt. Stål. Bor-jern. Svovl.
Mand. Pd. Pd. Skpd. Pd. Pd. Pd. Pd. Pd. Pd.










*exept.
12te og
13de md.





*kun 11,
12 og 13
md.

1820

1823

1824

1827

1828

1829*

1830

1831

1832

1834*

1842

1843

1844

1845

626

245

439

532

555

401

545

452

458

126

366 ½

336

313 ½

311 ½

6706

2838 ½

5324 ½

5843 ¾

6207 ¼

4439 ½

6593 ½

5835 ¾

5318 ¾

1561

5416 ½

5121 ¾

4829 ¾

4917 ¾

272 ½

118

183 5/8

184 ¾

210 1/8

157 5/8

212 1/8

167 ½

181 7/8

49 ¼

186 7/8

193 ¾

182

169 5/8

15.  247

5.  159

9.  149

7.  102

8.  56

6.  181

8.  57

6.  48

5.  181

1.  240

6.  149

6.  10

5.  168

5.  55

178

77 ½

121

144

149

114

148 ½

133

132 ½

41

152 ½

142

127 ½

133

10,87

11,6

12,12

10,98

11,18

11,07

12,10

12,91

11,62

12,4

14,78

15,24

15,40

15,78

0,43

0,48

0,42

0,34

0,38

0,39

0,39

0,37

0,39

0,39

0,51

0,57

0,58

0,54

10,10

7,18

6,90

4,40

4,71

5,22

4,80

4,35

3,89

4,44

5,35

6,01

5,62

5,31

0,28

0,31

0,27

0,27

0,27

0,28

0,27

0,29

0,29

0,32

0,39

0,42

0,41

0,43

berg for en del beror på bergets art, så beror material-forbruget hovedsagelig på den anvendte arbeidskraft. Jeg fik anledning til at extrahere en afhandling om denne sag af forhenværende overstiger Olsen, hvilken afhandling gav mig følgende oversigt over materialforbruget. Se tab. ovenfor.

Forfatteren af den nævnte afhandling oplyser, at årsagen til, at den anførte liste har oversprunget en del år er den, at værkets materiale til enkelte tider var så slet, at arbeiderne foretrak at kjøbe det hos de handlende, og når han fremdeles forklarer, hvorledes det i de sidste år forbrugte material i godhet langt overgik de tidligere års og derfor varede og virkede bedre end dette, så kan man vel tro på rigtigheden af den slutning, han uddrager af disse material-extrakter, at fortingsarbeiderne nu i 1846 præstere over 30 pct. arbeide mere end i de første her omhandlede år.

Jeg vil just ikke med samme forfatter sige, at arbeiderne udføre så meget mere arbeide nu mod før «uden derfor at obtinere større fortjeneste»; men jeg vil sige, at for en del af dette forøgede arbeide få fortingsarbeiderne betaling, for en del, og det rimeligviis en større del, få de ikke betaling.

Og dette kan man forstå ved at lægge mærke til nogle tilsynelatende små forandringer i arbeidskontrollen og grubedriften omtrent fra 1833 af.

Fra gammel tid af havde bestyrelsen af hensyn til misnøie hos eierne undseet sig ved at opføre i regnskabet en fortingsarbeiders fulde månedsfortjeneste, når det hændte sig, at han formedelst stort held tjente usædvanligt meget; af månedsfortjenesten opførtes kun en passende del, og det overskydende skulde komme arbeiderne tilgode i en følgende måned, hvor han kunde tjene mindre.

Men denne svaghed af hensyn til eierne førte ganske naturligt til en endnu større svaghed af hensyn til arbeiderne. Når arbeiderne mødte et usædvanligt hårdt eller lidet sprængbart berg i den lige linie, hvori de skulde drive sin ort, kunde de see sin fordel ved at drive orten i en bue rundt omkring den hårde «berghammer». Dette kunde man ikke så godt påtale, uagtet værket her tabte måske mere, end arbeideren vandt. I de senere tider er dette ikke så. Nu undseer man sig ikke ved at tilstå, at en grubearbeider nu og da kan vinde indtil 16 spd. i en måned; men man undser sig heller ikke ved at afvise det uretlige forsøg fra arbeidernes side med strænghed.

Hver måned måles, hvor langt arbeiderne have inddrevet sine orter, og derefter få de sin betaling. Fra gammel tid brugte vedkommende betjent da ganske simpelt i en af ortens sidevægge at indramme en med værkets stempel forsynet trænagle, en «stoshulpind», som skulle betegne det punkt, hvorfra orts-inddrivningen var begyndt. Men denne stoshulpind kunde arbeiderne altfor let flytte, uden at det kunde bevises dem, og det er vist, at de altfor ofte benyttede sig af denne leilighed til at tilvende sig et større mål og større betaling, end de skulde have. Nu har dog en overmåde sindrig opfindelse gjort dem dette kneb umuligt.

I begge de her omhandlede tilfælde er dog den afkortning, arbeiderne have måttet lide i sin indtægt, mere end opveiet ved en modsvarende moralsk vinding. Noget anderledes er derimod deres tab og vinding ved en forandring i værksdriften, jeg nu skal forklare. Fra gammel tid var det regel at drive 2 lagters orter, hvor 4 mand arbeidede sammen. Lidt efter lidt begyndtes med også at drive 1½ og 1 lagters orter med 2 mand i hver, og erfaringen lærte, at dette var fordelagtigere for værket. Udlænkningen eller feltets åbning skred raskere frem i de smale orter, og et efter et tilstrækkeligt antal exempler opgjort regnestykke viste derhos, at det var billigere for værket, når man istedetfor at drive 2 lagters ort drev en på 1½ lgtr. og dernæst for at få det samme kubikmål løsbrudt berg bagefter drev ½ lgtrs. «efterstrosning».

Dette regnestykke så; således ud:

1) 2 kubik-lgtrs. uddrivning = 1 lgtrs. ind-
   drivning i 2 lgtrs. ort ......................     29  s.  4  o.  2  sk.
1) 2 kubik-lgtrs. uddrivning = a, 1 lgtrs. ind-
   drivning i 1 ½ lgtrs. ort. 22 s. 3 o. 4 ½ sk.
   samt b, ½ kub.-lgtrs.
   strossedrift ....................................   5  »   3  »  21  sk.
                                                      28  »   2  »   2   »
     Differense pr. 2 kub.-lgtr. ...........          1   »   2  »   -
           Do.      1      do.
           Do.      1      do.   ...........          -       3  »   12 »

Derhos hed det, at også arbeiderne stod sig bedre ved at drive 1 ½ lgtrs. end 2 lgtrs. orter. Thi efter de samlede exempler befandtes det, at 1 mand i en 2 lgtrs. ort tjente i gjennemsnit 4 spd. 2 ort 2 sk. månedlig, men i 1 ½ lgtrs. ort 5 spd. 1 ort 3 ½ sk., alt med fradrag af materialbekostningen.

Men hvad er årsagen til, at arbeideren tjente mere i de smale orter end i de brede? Mon den, at arbeidet i hine lønnes bedre end i disse? Nei, men den, at arbeiderne i de smale orter anvender et større mål af arbeide eller kraftanstrængelse end i de brede. Jeg skal først vise, at det er så, dernæst, hvorfor det er så.

«Skrammen» eller endevæggen i den smale ort frembyder en mindre flade end i den brede; men det er i skrammen, at arbeidet foregår og minerne sættes; men mineskuddet kan ikke give så stort udslag eller løsbryde så meget berg i den mindre flade, der sammenklemmes af sidevæggene, som i den større, der er mere fri. Dersom der nu anvendes samme kraft, d.e. dersom der bores et lige stort antal miner i den smale og i den brede grube, så løsnes der et mindre kubik-mål berg i denne end i hiin. Men nu vise de samme exempler, hvorefter hine beregninger gjordes, at arbeiderne i 2 lgtrs. orter månedlig brød kun 8,49/16 kub.-lgtr. hver; men i 1½ lgtrs. orter 9,583/16 kub.-lgtr. At der virkelig også skulde mere arbeide til hver kub.-lgtr. løsbrudt berg i disse smale orter end i hine brede, det sees også deraf, at forbrugen af krudt og andre materialer var større for hver kub.-lgtr. i de smale orter end i de brede, nemlig i hine til beløb 6 spd. 1 ort 20 sk., i disse til beløb 5 spd. 4 ort 10 sk. Årsagen til, at arbeiderne udvikle mere kraft i 1 ½ lgtrs. end 2 lgtrs. orter, er den, at her arbeider 4 mand sammen, hist derimod kun 2, og det begribes let, at 2 kammerater snarere end 4 kunne forenes om at være flittige og ialfald bedre kunne kontrollere hinanden. Nu er det som antydet blevet en næsten udelukkende regel at drive 1 ½ lgtrs. orter, og værket indsparer derved arbeidsløn, så arbeideren unægtelig taber; men han får en bedre anledning end før til at anvende sin fulde kraft således, at den helt kommer ham selv tilgode og ikke en mindre flittig arbeidskammerat, og han benytter anledningen til ikke alene at optjene, hvad han taber, men mere til.

Jeg kommer nu til den anden betydelige del af grubearbeidere, som beskjæftiges, med denslags bergbrydning, der ovenfor blev forklaret under navn av strossedrift. Her skal det sees, at et forandret lønningsprincip eller akkordsystemets indførelse har skaffet arbeiderne større fortjeneste, men også bragt dem til at arbeide endnu mere. Strossedriften udførtes fra gammel tid dels af de ganske unge arbeidere, som endnu ikke vare øvede nok for fortingsarbeidet, dels af de ældre bergmænd, som ikke længere havde den physiske kraft, der krævdes til fortingsarbeidets besværlighed.

Strossedriften eller den hertil hørende minering udførtes da af disse arbeidere således, at stigerne eller opsynsbetjenterne anviste dem, hvor og i hvilken retning de skulle slå sine minehuller; værket bekostede selv de hertil medgående materialer; og andre mænd ladede og affyrede minerne, så arbeidet for den her omhandlede klasse af bergbryderne kun bestod i at bore huller, og de behøvede ikke at bryde sig om, hvor meget eller hvor lidet udbytte af løsbrudt berg, deres arbeide bragte. For dette mere mechaniske arbeide betales da også med dagløn eller den såkaldte schichtløn, der var meget forskjellig for de forskjellige arbeidsklasser.

Når en arbeider nyder schichtløn, så skulde han egentlig arbeide med passende kraftanstrængelse i det hele schicht eller den fastsatte arbeidstid (9 timer daglig). Men for at undgå at ansætte mange og kostbare opsynsmænd eller drivere havde man for disse minerere, hvis arbeide var så temmeligt uforanderligt, forelagt et vist «skaplag» eller mål af arbeide i schichtet, således at når de vare færdige med det, så havde de tjent sin schichtløn, hvad enten de havde anvendt mange eller få timer dertil. Dette «skaplag» var sat overmåde lavt, kun 20 alens miner pr. måned eller 1 al. mine pr. schicht. Men dette havde til følge, at en stor del af grubearbeiderne i gamle dage tilbragte den meste tid med soven i borgestuen. Derfor bestemte også loven af 12te septbr. 1818 om Røros Bergværk, at akkordarbeide i visse tilfælde skulde indføres istedetfor schichtarbeide, og efter en række af omfattende forsøgs arbeider for at bestemme arbeidets værd og udfinde det for de forskjellige arbeidsklasser passende mål af arbeide fyldestgjordes omsider lovens bud ved en nærmest disse schichtminerere betræffende reform, som indførtes ved en geværkskabs-resolution af 29de decbr. 1831 med tillægsbestemmelser af 19de juli 1832 og 5te septbr. 1833.

Ved disse bestemmelser fastsattes først en noget forandret klassifikation af og schichtløn for det hele grubemandskab, hvilke ting jeg bedst kan give begreb om ved følgende uddrag af mandtalslisten over grubemandskabet den 1ste januar 1851:

Stilling eller klasse. Antal. Månedlig schichtløn.
Bygningsopseer 1 Spd. 6. » sk.
Do. 1   -    5.40 »
Pumpemestere, smede og andre «funktionærer» 18   -    4.60 »
1ste klasse, «gamle begmænd», egentlig et utvalg af de mest veltjente bergmænd over 50 år 14   -    4.60 »
2den klasse 1ste afdeling, «bergmænd» over 45 år 90   -    4. »  »
2den klasse 2den afdeling, «bergmænd» mellem 25 og 45 år 119   -    3.80 »
3die klasse, «unge bergmænd», mellem 20 og 25 år 5   -    3. »  »
4de klasse, «drenge», under 20 1   -    2.80 »
Det hele grubemandskap 249  

Den væsentlige forandring i denne ny klassifikation består deri, at nu kun en del af 2den klasse eller arbeidere under fyldte 45 år tilpligtes at overtage fortingsarbeide, en pligt, som før påhvilede den hele klasse indtil 50 års alderen, der, men som man og vist med rette fandt for svær for den ældre. Og schichdøn blev ved denne leilighed noget forhøiet, således, at medens for de 276 arbeidere, som havdes for øie ved forslagets opgjør i 1831, den samlede månedlige schichtløn forhen

havde udgjort ..............................    spd.  928  1  ort  16  sk.
hævedes den nu til .........................     -  1072  2    -  12   -
hvorved fremkom en difference af                  -   144  »    -  20   -
i arbeidernes faveur.

Men en vigtigere bestemmelse end den om klassifikation og schichtløn var den at hine schichtminerere, d.e. netop den største mængde af de arbeidere, som før havde arbeidet for schichtløn, herefter skulde arbeide på akkord, eller for en een gang for alle fastsat betaling pr. alen mine. Så meget af det gamle system bibeholdes dog endnu, at man ved forskjellige priser pr. alen mine for de forskjellige alders-klasser sørgede for, at de ældre mænd med aftagende kræfter endnu kunde tjene en vel så god månedsløn som de yngre. Dette gav anledning til en anden klassifikation, som kom til at bestå ved siden af den ovenfor omtalte, og som seer således ud:

«Gamle» (dvs veltjente) bergmænd nyder  pr. al. mine 23 sk.
Bergmænd » over 60 år..............      do.   do. 20 »
     Do. fra 50 til 60 år..........      do.   do. 18 »
     Do. fra 45 til 50 år..........      do.   do. 16 »
     Do. fra 25 til 45 år..........      do.   do. 14 »(1)
«Bergsvende» fra 20 til 25 år......      do.   do. 12 »
«Drenge» under 20 år...............      do.   do. 12 »

Ved denne prisansættelse må fremdeles erindres, at hvert arbeidsparti (ved denne minering arbeide altid 2 og 3 mand sammen) skal lide afkortning for det forbrugte materiale undtagen krudtet, og selv lade og affyre sine miner, hvilket sidste arbeide før var betalt med 1 ½ sk. pr. mine.

Nu vil det let forståes, at den før omhandlede schichtløn for den store del af arbeidsstokken, som anvendes til strossedrift eller den nu såkaldte akkord-minering, ikke kommer i betragtning undtagen de sommermåneder, da mineringen standser og arbeiderne anvendes til andre foretagender «i dagen», og ellers, når man nu og da må tage en minerer til andet forefaldende arbeide.

I begyndelsen vakte denne ny indretning stor uvillie mellem arbeiderne, som endog skulde have vist en truende holdning imod dens ophavsmand, daværende overstiger J. Aas. Men snart lærte de dog, at dette akkord-system kunde være dem fordelagtigt; thi forhen kunde arbeideren ikke fortjene mere end sin knappe schichtløn, og nu kunde han tiltvinge sig en høiere løn for hver tomme, han borede. Hvis man nu vilde vende tilbage til den forrige mageligheds og knappe lønnings system, så skulde dette vække en endnu større uvillie.

Imidlertid var også denne forandring sådan, at den aflokkede arbeiderne et forøget mål af arbeide således, at en del af deres mere-arbeide blev betalt, en del derimod ikke.

At arbeiderne under det ny system udføre langt mere arbeide end før, seer man meget snart. Medens schichtminererne før, som sagt, kun borede 20 miner hver om måneden, så pleie akkordminererne nu bore det dobbelte, indtil det tredobbelte antal og derved anstrænge sig i den grad, at den indtil for nylig fungerende overstiger Olsen i året 1849 af hensyn til arbeidernes helbred endog tilrådede at sætte en grændse derfor ved at opstille et vist maximum af alens miner for hver aldersklasse, således:

1ste klasse, med 23 sk. pr. mine, høist 36 miner,
2den klasse, med 20 sk. pr. mine, høist 40  do.
3die klasse, med 18 sk. pr. mine, høist 46  do.
4de  klasse, med 16 sk. pr. mine, høist 52  do.
5te  klasse, med 14 sk. pr. mine, høist 60  do.

Og jeg mener, at man vil få en rigtig forestilling om det tal af miner, som nu bores i de forskjellige aldersklasser, ved til hvert af hine tal at lægge mindst 5.

Men at arbeiderne ikke få hele dette forøgede arbeide betalt, det er også let at vise. Man erindre, at arbeideren må lide afkortning for materialforbruget og uden betaling udføre ladningen og skydningen. Materialforbruget har jeg efter en tilstrækkelig mængde exempler fundet at beløbe til omtrent 1 ½ sk. pr. al. mine, og ladningen og skydningen betaltes før med 1 ½ sk. pr. mine. For at anstille sammenligning mellem betalingen for arbeidet før og nu må man derfor fra den fastsatte priis for hver alen boret mine fradrage 3 sk. Nu viser følgende liste, hvormange alen miner arbeideren må bore for at vinde den schichtløn, som han før vant ved 20 miner månedlig (se tabell nedenfor s. 22).

Det forstår sig, den her anførte schichtløn er, som ovenfor anført lidt høiere, end den var før 1832, kanske såmeget højere som prisen for 1 eller 2 alen miner. Men alligevel viser de udfundne tal, at værket nu for samme betaling fåer udført ulige mere arbeide. Man kan sige, at når en arbeider mellem 45 og 50 år nu borer omtrent 35 miner, får han kun den betaling som før 1832 gaves for 20 miner, eller han får i sammenligning med den tid kun betaling for 20/35 eller 4/7 dele af sit arbeide, og de 3/7 dele af arbeidet får værket uden betaling. Akkord-minereren oparbeider vistnok, hvad han på en måde taber, og mere til, så hans måneds-indtægt endda bliver større end forhen, og det er vel, at det nye arbejdsprincip har givet ham leilighed til at bruge sin fulde kraft; men

Aldersklasser Pris pr. al. mine
med fradrag for
material og
skydning.
Månedl.
schichtløn,
anført i sk.
Antal miner
for at vinde
schichtlønnen
1 kl. gaml. bergmd. 23-3 = 20 sk 540 sk 540/20 = 27
2 kl. bergm. over 60 år 20-3 = 17 sk 480 sk 480/17 = 28 4/17
3 kl. do. over 50 år 18-3 = 15 sk do. 480/15 = 32
4 kl. do. over 45 år 16-3 = 13 sk do. 480/13 = 36 12/13
5 kl. do. over 25 år 14-3 = 11 sk 440 sk 440/11 = 40
6 kl. svende over 20 år 12-3 =   9 sk 360 sk 360/9   = 40
7 kl. drenge under 20 år 12-3 =   9 sk 320 sk 320/9   = 35 5/9

arbeidet betales dog ikke så godt nu som før; arbeiderne må nu anvende et større mål af arbeide end før for at vinde en vis sum.

Hvad hidtil er forklaret om det i de senere tider forøgede arbeide og forholdet mellem arbeidet og lønnen, gjelder om arbeidet med berg-brydningen. Men da dette arbeide beskjæftiger den største del af arbeids-stokken, da største delen af de øvrige arbeider efter mere og mindre complicerede, også mest i de senere tider indførte regler ligeledes lønnes efter akkord, og da den temmelig fri konkurrence imellem mandskabet om valget af de forskjellige arbeider medfører, at et lige mål af arbeide omtrent lønnes lige høit, af hvad slags end arbeidet er, så skjønnes det let, at det gjælder om de øvrige dele af grubearbeidet (vand og bergfordringen, scheidingen o.s.v.) ligesom om bergbrydningen, at arbeidet er forøget, uden at lønnen er forhøiet i samme forhold, at arbeidsfolkene nok tjene mere end forhen, men at de forholdsviis anstrænge sig endnu mere.

Det er vistnok glædeligt at høre yttringer som disse af den forhenværende overstiger Olsen, at det ovenfor skildrede og nu i henved 20 år herskende lønningsprincip med dets ansporende indflydelse og den udsigt, det give den dygtige, tænksomme og stræbsomme mand til at sikkre sig sit udkomme, har utviklet en arbeidsstok, som i arbeidsomhed og duelighed og godt moralsk forhold savner sin lige ved alle de værker i Norge, Sverige og Tydskland, som den nævnte kyndige bergmand har havt anledning til at gjøre sig bekjendt med. Ligeså er det mig kjært at kunne sige, at jeg ved mange træk er bleven overbevist om, at bestyrelsen og betjenterne ved Røros Værk ikke alene i almindelighed behandle sine arbeidere med humanitet, men også på mange måder have været betænkte på at fremme deres vel, navnligt på at lette dem udførelsen af deres tildels besværlige og for helbreden farlige arbeide. Men på den anden side måtte jeg med levende deltagelse høre, hvorledes flere netop af de sindigste og skjønsomste arbejdere vel indrømmede, at værket gav dem anledning til fordelagtigt erhverv, men tillige klagede over, at dette vandtes på helbredens bekostning, at om de end tjente mere end deres fædre, så bukkede de også tidligere under end disse. Og dette er ikke nogen ubegrundet klage. I en embedsmæssig erklæring af 1849 om det årlige tilskud af grubemandskabet, som for den nærmeste fremtid kunde antages fornødent, lægger grubebestyreren ved beregningen om den omtrentlige dødelighed de i årene 1833-1848 indtrufne dødsfald til grund og ytrer derved: «Dødeligheden var noget mindre i begge klasser før 1833, men jeg antager, at det er rigtigere at lægge den senere dødelighed til grund, da det langt hårdere arbejde, som nu finder sted, end under det ældre, mindre ansporende lønningsprincip, rimeligvis vil foranledige, at den også fremdeles bliver større.»

Det skal senere omtales, hvorledes den omstændighed, at arbejderne nu anstrænge sig meget mere end før, forøger deres behov, således, at om deres indtægter nu er større end før, så ere også deres udgifter bleven større.

Men jeg skal her omtale en anden omstændighed, som gjør, at arbeiderne ikke så ligetil kunne glæde sig ved sin mere-indtægt, eller som for manges vedkommende har gjort et skår i deres vinding. Tingen er den, at til samme tid som arbeidsfortjenesten er bleven større, er antallet af dem, som nyde fortjenesten, bleven mindre. Og dette gjælder ikke blot grubebelægget, men det hele værks-mandskab. Den ovenfor citerede lov om Røros Værk, som besynderligt nok indlader sig på en stor mængde detailbestemmelser om ting, som dog synes at burde afgjøres efter de vexlende tidsomstændigheders krav, bestemmer også en betydelig nedsættelse i antallet af grubemandskabet, hyttemandskabet o.s.v. til visse maxima. Således skulde grubemandskabet fra 346 mand, som det var i 1818, nedsættes til 232 for de nu i drift værende 3 gruber. Det samtlige faste mandskab ved værkets samtlige etablissementer (3 gruber, 1 smeltehytte på Røros, 1 do. på Tolgen, 1 do. i Lille-Elvdalen, 1 do. i Holtaalen, samt bygningsetaten på Røros) var i 1818 630 mand, nu, i 1851, 406 mand.

Men nettop for grubemandskabets vedkommende var det umuligt at opfylde lovens fordring så ganske snart, hvis man ikke vilde gribe til det, både for værkets pensionskasse og for arbejderne, fortvivlede middel, at afskedige mænd i deres kraftige, arbeidsføre alder.

Det blev umuligt af den grund, at dersom man vilde foretage indskrænkningen blot ved at undlade at optage nyt, ungt mandskab efter de gamles naturlige afgang, så vilde forholdet mellem det yngre og ældre mandskab forrykkes; men værkets rationelle og endog lovbestemte drift kræver et vist forhold her; thi det er, som ovenfor forklaret, kun det yngre mandskab (under 45 år), som kan bruges til fortingsarbeide eller ortsdrift, og dersom denne del af mandskabet indskrænkes, medens det ældre mandskab voxer, så vil dette hurtig afbygge de mellem orterne gjenstående mitler eller borttage hele grubens malmforråd, og ortsdriften vilde ikke hurtig nok skride frem og åbne leiet og tilveiebringe et nyt malmforråd, der dog ikke alene efter forsigtig klogskabs, men også efter lovens bud skulde være tilstede for 15-20 år.

Det har været en vanskelig knude for værksbestyrelsen i dette punkt på en gang at efterkomme lovens bud og ramme værkets tarv, og der har været arbeidet på knudens løsning således, at den pinagtighed, som sådan indskrænkning altid er for arbeiderfamilierne, er bleven udstrakt over den hele periode fra 1818, da loven blev given, og til nu, da man endnu ikke ganske er nået ned til det fremtidige maximum; men når dette er skeet, vil det, hvis værkets drift ellers ikke forstyrres, være så, at i regelen en ung mand kan antages i den afgående gamles sted, at da i almindelighed en værksarbeider kan have den glæde at see en af sine sønner antagen i værkets tjeneste. Men hidtil har det ikke været så. Nu har mangen værksarbeiders søn (thi det er naturligt og ved gammel vedtægt begrundet, at værksarbeideres sønner komme i fortrinlig betragtning ved antagelse af nye arbeidere) i håb om denne meget attråede ansættelse ladet andre leiligheder til at finde fast livsstilling gå forbi og omsider, for snart, seet sit håb skuffet, og istedetfor at sønnen skulde blive den aldrende faders og moders støtte, er det omvendte forhold indtrådt. Eller værket og arbeidsfamilierne have i andre tilfælde på en egen uheldig måde fundet sine interesser forenede, således, at den gamle, men endnu arbeidsføre og derfor ikke pensionsberettigede arbeider har andraget om at få aftræde med halv pension (4 ort eller 1 spd. månedlig istedetfor 8 ort eller 2 spd.) mod at få sin søn antagen i sit sted, og værket har tilsidesat sine ellers fastholdte befordringsregler og samtykket heri for på den måde at vinde en ung mand for den vigtige fortingsklasse. Men sådanne ingenlunde sjeldne handeler(2) have altfor ofte vist sig uheldige for begge parter. Værket må høre ilde f.ex. af fattigkommissionen, som mistænker det for at lægge an på besparelser i sine pensionsudtællinger, og medens flere unge arbeidere kunde fortælle mig, hvorledes de ved sådanne handeler havde måttet love forældrene at erstatte dem formindskelsen i pension og således i løbet af nogle år havde havt en udgift på 100 spd. eller derover, så klagede adskillige af sådanne fædre over, at sønnerne ikke holdt deres løfte.

Men det vigtigste ved denne reduktion er dog den allerede påpegede følge deraf, at den anledning til erhverv, som værket giver, nu kun kommer en del af den gamle kreds af arbeiderfamilier tilgode, et forhold, som er så meget ulykkeligere her, som Røros ellers kun har få erhvervskilder at byde.

Af det hele forhold mellem arbeiderne og værket kan man see, at værket har lagt an på at spare. Og dertil har det havt al opfordring. Der er især 2 omstændigheder, som har gjort at værket har måttet kjæmpe for sin exsistents. Skovene forringes år for år, og kullene og bergsveden og røstveden må hentes fra altid fjernere og fjernere steder og blive dyrere og dyrere; men prisen på disse materialier indvirke meget betydeligt på kobberets produktionspris. Salgsprisen derimod er, som følge dels af markedets overflødige forsyning fra andre steder, dels af kours-forandringen hos os, stadig bleven mindre i en række af år. I årene 1830-1832 f.ex. var gjennemsnitsprisen på det på Throndhjems Børs solgte kobber resp. 85 spd. 3 sk., 80 spd. 82 sk., 78 spd. 12 sk. Men siden er den jevnt falden, så den i 1844 var 57 spd. 58 sk., i 1851 58 spd. 36 sk. Jeg har allerede vist, hvorledes værksbestyrelsen med held har stræbt at trykke produktionsprisen ved at spare arbeidskraft og skaffe sig billigere arbeide. Det vilde føre mig for vidt, om jeg også skulde søge at vise, hvorledes det fremdeles ved nye, mere kulbesparende smeltemethoder og på andre måder har stræbt til det samme mål. Jeg skal kun tilføie som bevis på bestyrelsens held, at medens værket i en lang periode har leveret omkring 2000 skpd. garkobber eller noget over, så beløb den samlede produktionsbekostning i 1832 til 101,193 spd. 40 sk., i 1833 endog til 107,637 spd. 72 sk., men er siden jevnt mindre og sank i 1850 endog til 80,719 spd. 72 sk.

Jeg benyttede ellers med flid skovinspektørens og bergskriverens protokoller for at få en ligedan detailleret kundskab om det storartede kulforbrug og kulkjøb som om den storartede anvendelse og lønning af arbeidskraft i gruber og hytter; thi ligesom indskrænkningen af arbeidskraften og forandringer i lønningsmåden havde indflydelse på de faste arbeideres kår, således spillede kullen en meget betydelig rolle i mangfoldige bønders økonomi i alle nabobygderne og uden kundskab om denne del af værksdriften vilde jeg ikke kunne forstå de diverse klagemål, jeg allerede på opreisen gjennem Tønset havde hørt, og som jeg ventede at høre påny under det længere ophold på tilbagereisen.

Men jeg vender tilbage til værksarbeiderne på Røros. Det er vel ikke ofte faldet i en reisendes lod at stå i en så interessant stilling, som jeg her imellem bestyrelsen og arbeiderne ved dette vidtløftige værk. Den tillid, arbeiderne lige fra begyndelsen af viste mig, var mig en opfordring til såvidt muligt at gjøre mig bekjendt med deres kår, og at de daglig så mig alvorlig beskjæftiget med dette arbeide, tror jeg igjen vedligeholdt deres tillid. Jeg havde idelige forhandlinger med mange af dem. Jeg hørte mange klagemål af dem, men blev ikke træt af at høre og svare.

Så brave og forstandige jeg i regelen fandt disse mænd, så røbede de dog temmelig almindeligt en ikke liden mistænksomhed mod værket, som om dette med sin overlegenhed i indsigt og magt lagde an på ligefrem at berige sig på arbeidernes bekostning. Men flere gange fremkaldte jeg dog ialfald en studsen som ved en ny opgået ide, når jeg forklarede den ovenfor omtalte, for værket uheldige kours-forandring, og derefter viste nødvendigheden af værkets besparelses-system. Oftest måtte samtalen dog få en gemytlig moralsk vending. Når arbeiderne forklarede for mig, hvorledes de syntes, at forholdet var rent fortvivlet derved, at de i den unge alder anstrængte og måtte anstrænge sig så meget, at de imødeså en tidlig alderdom, så vidste jeg ikke bedre end at forklare dem, hvorledes forholdet formedelst den tiltagende trængsel overalt var ligedant f.ex. i min egen stand, hvor også mangen en må anstrænge sig over evne, og hvorledes arbeideren måtte modarbeide dette onde ved at beflitte sig på et mere ordentligt og mådeholdent liv, aflægge brændevinsdrik o.s.v.

Jeg er glad over, at jeg fra første færd var bleven opmærksom på, hvorledes netop under forholde som her på Røros et godt skolevæsen var af yderste vigtighed, og det lykkedes mig ikke sjelden at vække en både mild og alvorlig stemning, når jeg for bekymrede mænd udviklede den dobbelte pligt, selv at lide med tålmodighed og at stræbe ved opdragelse og skoleundervisning at bibringe den opvoxende ungdom gode sæder og gode kundskaber, så de kunde gå ud i verden med godt håb. Dette var en sag, som jeg idelig og altid bragte på bane også af den grund, at værksarbeiderne som stemmeberettigede borgere (hvad de allerfleste af dem ere) ikke alene kunde, som det allerede havde vist sig, modsætte sig reformer i skolevæsenet, men også fremme dem, om de allerede før forhandlede forslag atter, som der var udsigt til, bleve optagne.

Et specielt klagemål gjorde mig meget bryderi. Det var rigtignok ikke alene værksarbeidere, men almuen i almindelighed, som fremførte dette; da imidlertid den største del af almuen som leilændinger og brugsbønder stå i forhold til værket omtrent som arbeiderne, så kan tingen omtales her. Værket må årlig føre til Bergstaden en stor del tømmer til brug for sine mange byggearbeider, og af dette tømmer overlades det til private, hvad de kunne behøve. Nu troedes det almindeligt, at værket havde pekuniær fordel ved dette salg, da prisen skulde være høi. Og uvillien herover var så meget større, som man tillige stod i den formening, at de skove, hvorfra dette tømmer for en del kom, vare alminningsskove, hvorefter kun det i fordums tid alvældige værk havde tiltaget sig en brugsret, som egentlig tilkom enhver mand i bygden. Ja, i et møde i arbeiderforeningen, hvor jeg var tilstede, fik jeg see dokumenter, som viste, at en del værksarbeidere og andre almuesmænd havde forbundet sig til at deltage i udgifterne med at føre proces mod værket i anledning af denne skovrettighed, og fremdeles, at kommitteen for denne procesforening allerede havde indledet underhandlinger med en prokurator i Throndhjem og modtaget hans ikke fredelige råd. Nu forklarede jeg, hvad direktør Schult havde forklaret mig, at værket ved hint tømmersalg kun fik erstatning for sine udgifter, at værket altså kunde betragtes som en for bygden nyttig forvalter over disse skove, hvorover det ialfaId havde en ved hævd erhvervet eneret. Men da jeg mærkede, at denne meddelelse eller forklaring på anden hånd ikke var de ophidsede klar eller pålidelig nok, så tilbragte jeg næsten et par dage i bygnings-etatens og bestyrelsens kontorer for i et og alt at lære at kjende den hele vidtløftige tømmerdrift og de virkelig omhyggelige beregninger af salgsprisen efter driftsomkostningerne. Nu kunde jeg med større sikkerhed vise vedkommende det unyttige og tillige det utilbørlige i en proces mellem almuen og værket. Men det tør hænde, at prokuratorens råd vil tykkes ønskeligere end mit, uagtet jeg dog her kunde anvende det stærkest mulige motiv, nemlig dette, at det så ud til, at både værket og arbeiderne levede sine sidste dage.

Thi det er en ængstelig sandhed, at i årene 1850 og 1851 have udsigterne for Røros Værk været og ere endnu så mørke som muligt. I disse år have alle arbeider i Storvarts grube været drevne med samme kraft som før, ja endog et nyt kostbart stolanlæg til samme grube; man har arbeidet som om man fremdeles stolede på den gamle grubes righoldighed, men denne tillid har tabt sig for hver dag; thi i disse 2 år har ingen eller så godt som ingen malm anslået i orterne. Man har vistnok i de såkaldte mitler beholdninger af malm til smelteværkstedene for nogle år. Men skal denne grubes drift ende dermed, så er Røros Værk reduceret til omtrent en trediedel af, hvad det nu i lang tid har været. Thi man kan ikke nære stort håb om at finde nye anbrud på et felt, som nu i et par århundreder har været så vedholdende gjennemsøgt, som det omkring Røros. Det var mig høist påfaldende, at arbeiderne ved værket, som idelig gjorde de mest minutie, se værks-anliggender til gjenstand for besværinger og lange samtaler, meget sjelden talte om denne over den hele kommune svævende fare; det lod ikke engang til at gjøre synderligt indtryk, når jeg, som ovenfor vist, hentede motiver derfra. Den tanke, at værket skulde standse, at ikke alene ingen nye arbeidere kunde optages, men de allerede ansatte måtte afskediges, den tanke synes at have været så stor og rædsom, at almuesmanden ikke endnu havde givet den rum i sin sjel. Men ved den største forandring i værksdriften, ved den første orts indstillelse, ved den første måneds afskedigelse (og noget sådant vil, frygter jeg, finde sted om ikke meget længe, hvis ikke en heldig forandring viser sig i gruben), så vil den nu herskende besynderlige ro slå om til fortvivlelse.

Men skulde Storvarts grube gå ud, skulde dermed den største del af den hele værksdrift og det den, som hører hjemme i Røros præstegjæld,(3) gå istå, så vilde Røros's ulykke gjøre sig bemærkelig som en offentlig kalamitet, og denne betragtning bestyrkede mig i at benytte leiligheden til at indhente notitser om værksalmuens og den øvrige befolknings økonomiske forholde udenfor værket.

Som antydet i begyndelsen af denne beretning om Røros, hørte jeg lige ved min ankomst til stedet, at værksarbeiderne trods deres høiere fortjeneste ved værket dog skulde være gåede tilbage i økonomisk henseende. Men undersøgelsen af denne sag blev så meget vidtløftigere, som deres økonomi for de flestes vedkommende er temmelig kompliceret, ikke baseret alene på deres forhold til værket. Alle mennesker, fra værksarbeidernes koner indtil deres øverste chef, den administrerende direktør, forklarede mig, at den arbeiderfamilies stilling var yderst ussel, som ikke ved siden af fortjenesten ved værket også havde noget jordbrug.

Men også i denne retning stødte mine undersøgelser på mange for egnen eiendommelige og for mig ganske nye og besynderlige forholde.

Vil man nu have en oversigt over de agrariske forholde i Røros præstegjeld (eller thinglag, for at holde sig til den trykte matrikul), så må man inddele alle brugerne i 3 slags, 1) leilændings- og 2) odelsgods i landdistriktet samt 3) «hager», græshager omkring Røros bergstad og de mindre byartede husklynger på «Nypladsen» ved Glommen og den gamle hytteplads ved Feragen-søen i den østlige del af præstegjeldet.

Leilændings- eller bygselgodset er væsentlig det værket tilhørende såkaldte Røros Gods (nyt matr.no. 130), en samling af gårde og særskilt brugte sætre og fjeldslåtter, beliggende temmelig adspredt ved Aursundsøen, ved den østlige bred af Glommen, ved Hitterens og Haa-elvens vassdrag. Det er i matrikulen skyldsat under et for 34 spd. 3 ort 16 sk., men er i virkeligheden bestående af ikke mindre end 306 særskilt bortbygslede parceller, på hvilke endog den samlede matr.-skyld ved en ganske nylig af værket bekostet matrikuleringsforretning er reparteret Tænker man sig nu disse parceller særskilt indførte i den trykte matrikul, så vil man, ved at eftertælle ikke alene løbenumrene men også de flere under enkelte af disse opførte littera'er finde følgende fordeling af brugene:

Brugenes art.           Antal.            Gjennemsnitlig skyld.
Odelsgods (4) ......       256             Skyldlr ........ » 33,2 sk.
Bygselgods (5) .....       306                -    ........ » 13,6 »
Hager .............       561                -    ........ »  1,8 »

Disse eiendomme, og navnlig de mange skillings-eiendomme, hagerne, have et overmåde stort relativt værd og stå i meget høi pris af den grund, at de mange folk, som nu engang bo i dette ufrugtbare strøg ligesom må stride med hverandre om delingen af jordens sparsomme gaver. Men når man erindrer, at alle disse eiendomme ere så godt som ganske skovløse, og at der aldrig er tanke om kornsæd, så kan man med hensyn til gårde af middels størrelse i landsognet, odels og bygselgårde, danne sig et, jeg mener ganske pålideligt begreb om deres absolute værd eller om udbyttet af den kvægavl, hvori deres værd består, ved af den meget nøiagtige protokol over den ovenfor omtalte, i året 1850 afholdte matrikulleringsforretning over bygselgodset eller «Røros Gods» at uddrage endel exempler. Fremgangsmåden ved denne af skjønsmænd af bondestanden og af lensmanden administrerede forretning var nemlig den, at man undersøgte kreaturholdet på hver parcel og i forhold dertil tildelte parcellen sin andel af den samlede skyld. Under no. 20, 21, 27, 28 og 30 finder jeg således i min extrakt deraf over de til værksarbeidere bortbygslede parceller 5 «gårde» med en samlet skyld af 234 skilling og et samlet kreaturhold af 5 heste, 38 1/2 stk. stort kvæg og 65 stk. får, et forhold, hvorefter 1 gård af skyld 46, 8 sk. vilde føde 1 hest, 78 stk. stort kvæg og 13 stk. småfæ. Uder no. 78-84 finder jeg ligeledes 7 «sætre» med en samlet skyld af 31,1 skilling og en fødsel af tilsammen 10 stk. småfæ eller rettere foder til så mange af dette slags dyr, et forhold, hvorefter 1 sæter med 4,4 sk. skyld på sin dyrkede vold vilde give foder til 1 a 2 får. Men her vil ikke tallet give det rette begreb om forholdet, thi sæterens værd ligger ikke i høet på dens indegjerdede vold, men i havnegangen udenfor den. Disse sætere med deres havnegange danne derfor et supplement navnlig til de mange græshager omkring Røros bergstad.

Disse hager, som lægge et friskt grønt belte omkring den ellers på en trist, med lyng og dvergbirk bevoxet hede beliggende Bergstad (de fleste af disse hager høre til Bergstaden, færre til Nypladsen og Feragens hytteplads), danner et interessant parti i Bergstadens og navnlig værksarbeidernes økonomi. Jeg kaldte dem ovenfor i en fart skillingshager; men de stå i en besynderlig høi pris.(6) Man bruger her at beregne engstykkers størrelse efter «læs-eng», d.e. et stykke, som kan antages at give årlig et læs høi («frau-hø») på 20 vog. Prisen på et «læs-eng» har længe været omkring 25 spd.(7), men var i de sidste pengetrange tider sunken ned til omkring 20 spd.(8). En handelsmand på Røros havde ret i egentlig forstand «mellem brødre» for 400 spd. kjøbt en sådan hage, som i matrikulen findes skyldsat til nøiagtig 1 skill.(9), og da han for at kunne stille den i pant for et banklån lod den taxere, kom taxationssummen på 400 spd. for jorden og 50 spd. for en derpå stående ladebygning. Denne hage antoges at give 20 læs (a 20 vog) og værdsattes altså efter 20 spd. pr. læs-eng. Ved opskridten fandt jeg, at den kunde udgjøre en 8 mål, hvilket altså giver en pris af 50 spd. pr. mål, et forhold, jeg gjenfandt på flere andre hager. Til denne høie pris kommer også en kostbar drift; thi om hagen ikke skal blive mosgroet og falde tilbage til fuldkommen ufrugtbarhed, må den gjødes hvert andet år, og det så stærkt, at den efter dens egen høavl faldne gjødsel ikke strækker til. Derfor må der enten kjøbes mere foder, eller hageeierne må med flid opsamle gjødselen efter de mange færdes-heste, som om vinteren kommer til Røros(10). Det er også denne gjødning og anden bearbeiding, som skaber disse i hagerne liggende værdier, thi der er bekvemt beliggende jord nok, hele den om Røros bergstad liggende hede, som hver mand uden videre ansees berettiget til at dyrke op og tilegne sig, og denne jord er af samme bonitet som den allerede opdyrkede, men at opdyrke et «læseng» ansees for ligeså kostbart som at kjøbe det færdig dyrket. Navnlig for værksarbeiderne er det en i flere måder fortræffelig ting, når de kunne have sådanne hager at stelle med. Derved få de den både behageligste og fordelagtigste anvendelse for deres fritider, da værksarbeidet i regelen hviler hver uge om fredagen og lørdagen og om sommeren eller i høhøstningstiden en hel bergmåned («fyrmåned»). Denne måned anvendes da til slåt og til at samle rensdyrmose på fjeldene, som på vinterføret hentes hjem, 56 læs til hver ko. Har værksarbeideren tillige sæter(11) (bygsel eller eiendom), så tilbringer han med familie ikke alene sommeren der, men gjerne også en del af høsten og vinteren, indtil kreaturene have forbrugt det på sætervolden avlede foder, hvorefter der flyttes tilbage til Bergstaden eller til en vinterbolig på landet. Ved dette stel får konen i huset en for hende passende syssel, og om familien bruger en 10 læs-eng (en kapital af en 200-250 spd.) og til disse 10 læs hø (gjennemsnitsprisen på 1 læs = 20 vog hø er 4 spd.) hentet 10-12 læs mose (hvis salgsværdi pleier være 60-72 sk. pr. læs), så fødes dermed 2 melkekøer, som med dette foder giver et endog godt udbytte, og dette stel afgiver et meget væsentligt bidrag til husholdningen, så meget væsentligere, som melkekagger er en hovedartikkel i grubearbeidernes udrustning, når han mandag morgen går til gruben for først fredag morgen at vende tilbage til hjemmet.

I den senere tid føles savnet af denne syssel og binæring så meget hårdere i de fattigere værksarbeider-familier, som den anledning til erhverv for husmoderen ved spinden og væven, som før skal have været ikke ubetydelig, efter en almindelig klage her som i så mange andre egne er så godt som ophørt. (12)

Det er naturligviis også en væsentlig ting for en værksarbeider på Bergstaden at eie hus. Er dette stort og hører der gårdsrum og udhuse til, så kan han om vinteren herberge reisende med deres heste, tjene lidt med kaffehandel og, hvad der lægges mere vægt på, samle gjødsel til sin hage, om han også har en sådan.

For nu at komme efter, hvor mange af værkets arbeidere der vare sådan stilling, at de eiede hus eller brugte jord, så jeg ingen anden udvei end at indhente mundtlige oplysninger. Men ved denne leilighed fik jeg et ganske sjeldent exempel på den evne, mange af vore almuesfolk besidde til at gjøre sig bekjendte med sine sambygdingers formuestilstand og andre forholde. Jeg gjennemgik mandtalslisten over hele mandskabet ved værkets tre gruber og ved smeltehytten på Røros med en almues mand, som kun ved 18 af de 289 navne erklærede sig usikker, men om alle de andre gav mig alle de oplysninger, jeg forlangte. Siden fandt jeg en endnu mere kyndig mand, stedets politibetjent, som viste en ganske mærkværdig sikkerhed. Den første mands meddelelser gave mig et middel til at kontrollerede den andens, og jeg fandt aldrig nogen modsigelse i opgaverne. Den sidste mand erklærede sig ubekjendt med kun 4 af listens navne, og det var et besynderligt bevis på samstemmighed, at disse 4 navne hørte iblandt dem, som også den første mand havde været uvis om. For alle de øvrige 285 personers vedkommende vidste han at ud fylde mit scherna med ikke mindre end 6 rubrikker, nemlig for 1, odels gård, 2, odelssæter, 3, bygselgård, 4, bygselsæter, 5, hage, og 6, hus.

Resultatet af denne undersøgelse blev følgende:

         1) Med hensyn til grubemandskabet:
  4 vare ubekjendte,
 21 sattes ud af betragtning som boende udenfor Røros præstegjæld, i Aalen og Tolgen.
  6 sattes ud af betragtning som hørende til aldersklassene under 25 og 20 år,
181 have en eller flere af følgende herligheder, nemlig:
 43   -  odelsgårde, tildels med sætre,
 15   -  odelssætre, særskilt brugte,
 31   -  bygselgårde, tildels med sæterbrug,
 40   -  bygselsætre, særskilt bygslede,
 90   -  hager, ofte flere hver.
 97 have våningshuse på Bergstaden, på Nypladsen eller Feragen hytte-
    plads, våningshuse uden tilhørende jord.
 37 derimod, som udgjøre resten af grubemandskabet (1ste januar 1851
    ialt 249 mand) have ingen sådan herlighed. Men af disse 37 ere nogle
    ugifte, og adskillige af de gifte bo således hos forældre eller sviger-
    forældre, som have bygsel eller eiendom, at de kunne siges at have
    del deri, endnu for herligheden tilfalder dem som arv.
         2) Med hensyn til hyttemandskabet:
 38 have en eller flere af følgende herligheder, nemlig:
  5 have odelsgårde,
  4   -  odelssætre,
 11   -  bygselsætre,
 31   -  hager,
 35   -  våningshuse,
 2, som udgjør resten af mandskabet (den 1ste januar 1851, 40 mand)
    have ingen sådan herlighed, men vare ugifte og hjemme hos for-
    ældrene.

Man se, at forholdet er fordelagtigere for hytte end for grubemandskabets vedkommende, hvilket kommer deraf, at der er adskillige eiendomsmænd mellem arbeiderne, der kunne betragte fortjenesten ved værket snarere som en binæring, og sådanne søge helst til hytten, hvor arbeidet for nogle klasser af folkene er mindre lønnende, men også mindre besværligt.

Til sammenligning hidsætter jeg en lignende oversigt for en mindre heldig arbeidsklasses vedkommende, chromgrube-arbeidernes. Der er 3 chromgrube-interessentskaber på Røros; kjøbmænd på Bergstaden stå i spidsen for de 2de, men kobberværket for det 3die, og det er dette sidstes i året 1850 beskjæftigede 39 arbeidere, jeg her har for øie. Den hele chromgrubedrift har været ustadig og irregulær; arbeidernes forhold til interessentskabet har været løst, og dens økonomiske stilling er til dels yderst slet. Af hine 39 mand fandt jeg, at 14 havde en eller flere af følgende herligheder, nemlig:

2 havde odels-gårde,
1   -   bygsel-gård,
1   -   bygsel-sæter,
4   -   hager,
9   -   våningshuse;
25 derimod havde intet sådant, og af disse vare 10 gifte.

Det bør ellers ved denne leilighed forklares, at værksarbeidere som andre bygselmænd må lægge ikke så liden kapital i deres små eiendomme, noget, man ikke strax skulde falde på, når man hører, at der til bygselgodsets eier, værket, ikke betales indfæstningssum, men kun årlig afgift. Tingen er, at de mange små bygsel-gårde og sætre for det meste i mange slægtsled have været i de familier, som nu bruge dem, og ere for en stor del fra først af opryddede, ialfald stadig forbedrede og bebyggede af dem. Og medens forholdet til værket i regelen blev uforandret, når en parcel gik over fra fader til søn, så måtte denne kjøbe sin successionsret ved efter en inden familien foretagen værdsættelse af bygseleiendommen at udløse sine medarvinger. Ja bygseleiendommen kunde på en måde gå i handel fra en familie til en anden. Således havde forholdet været fra gammel tid af. Men nu kan man forestille sig, hvilken bevægelse der opstod, da i 1825 værkets eiere erklærede, at de herefter vilde bortsætte de ledige bygseleiendomme til de høistbydende, en plan, som vel støttede sig til et bud i den ovenfor citerede lov om Røros Værk om, at bestyrelsen skulde være betænkt på, hvorledes bygselgodset kunde gjøres nyttig for værket, skjønt dette bud og den hele lov vel kun var en lovskraft givende sanktion af et i Throndhjem og på Røros udarbeidet forslag. Men striden mellem de omtrent 300 leilændinger og værket endtes dog på fredelig vei, ikke just ved noget uryggeligt forlig, men ved et slags traktat ad interim: Leilændingerne indgave et i formen meget ydmygt andragende, hvori de anholdt om tilbagetagelse af hin for alle deres beregninger ødelæggende bestemmelse og derimod lovede, at de strax, endnu før bygselledighed indtraf, vilde erlægge dobbelt så stor afgift som hidtil. Andragendet, som var undertegnet på samtlige kammeraters vegne af 2 grubearbeidere, 2 hyttearbeidere og 2 brugsbønder, blev ved geværkskabsbeslutning af 28de december 1825 bifaldt i begge dets poster, men med dette tillæg: «Skulde omstændigheder i tidens længde indtræffe, som gjør det fornødent at forandre denne af velvillie for supplikanterne nu fattede beslutning, forbeholdt de sig i så henseende sin ret dertil, uden at denne bestemmelse bliver til hinder.» Strax med 1826 års begyndelse blev da afgiften fordoblet, og der var fred en stund; men det var vel det nødvendigblevne besparelsessystem, som var skyld deri nu i nogle år har man endnu ved bygselledighed forhøiet afgiften og det måske ofte efter et mindre pålideligt skjøn. Denne omstændighed i forbindelse med den, at afgiften er så overmåde ulige for de forskjellige parceller, har da vakt megen uvillie, og denne uvillie har da ingenlunde lagt sig endnu, skjønt der dog fra bestyrelsens side er truffet en hensigts mæssig foranstaltning til at bringe endelig orden i denne sag, den ovenfor omtalte skyldsætningsforretning, hvorefter de enkelte parceller ville få en så vidt gjørlig ligelig skyld. Det er bestemt at beregne denne efter 18 sk. pr. skyldskilling. Om denne afgift er passende stor, kan jeg ikke dømme; kun så meget seer jeg, at afgiften efter denne beregning i regelen vil blive mindre, end den nu er, for de små brug, men høiere for de større, og for alle brug til sammen omtrent 150 spd. større, end den nu er.

Men uvillien havde som sagt ingenlunde lagt sig endnu, og der var tale om at formere en proces om dette bygselanliggende sammen med den før omtalte skovrettigheden.

Men efter disse forklaringer om denne side af værksarbeidernes økonomi, kommer jeg tilbage til det ovenfor opstillede spørgsmål, om værksarbeiderne virkelig, som det påståes, ere gåede tilbage i velstand. Til dette spørgsmåls besvarelse skulde panteregistrene have givet adskilligt bidrag, om alting havde været i orden. Men her må det beklages, at den nylig ansatte eller konstituerede sorenskriver for Røros præstegjæld modtog de tilhørende dokumenter i en sådan tilstand, at de ikke engang tilfredsstille det daglige praktiske behov, langt mindre kunne lade sig bruge til at finde summen af de hæftelser, som monne have hvilet og nu hvile på de her omhandlede eiendomme. En årsag hertil, men ingenlunde den eneste, er også den, at almuen her har så lidet været vant til at iagttage de forskjellige forsigtighedsregler ved skyldsætning og thinglæsning, men have kjøbt og solgt, udstykket og sammenføiet de mange små hager og eiendomme således, at det nu er et overmåde indviklet arbeide at bringe orden i den sag.

Noget bedre oplysning fik jeg hos kjøbmændene, en oplysning, som dog ikke så meget gjaldt værksarbeiderne som almuen i det hele. Med den største forekommenhed hjalp de handlende mig til at indsamle notitser om stedets økonomiske forholde. Den ene af stedets 5 priveligerede handlende sidder i en mindre virksomhed; de 4 andre, som jeg henvendte mig til, lode mig dels selv af deres handelsbøger uddrage, dels lettede de mig arbeidet ved at uddrage for mig summen af deres udestående fordringer i Røros præstegjæld. Disse beløb sig til omtrent 27,600 spdlr. Vistnok er der også andre handlende på Røros, «frihandlere», som dog mindre nu end før handle med korn og andre artikler, og som vel også have og kanske endnu mere før havde udestående fordringer, så, om gjældssummen er voxet hos den ene klasse af handlende, så kan den være minket hos den anden klasse. Men når man ved, at en af de nævnte 4 kjøbmænd i f.ex. året 1830 og endnu noget senere var den eneste priveligerede handlende på Røros eller ialfald den eneste, som gjorde noget virkeligt brug af sit privilegium, at denne mand betydelig har udvidet sin virksomhed i de senere år og vistnok har ladet sine kreditposter øges, men at hans andel i hine 27,600 spd. er kun noget over halvdelen, så må mindst resten, eller gjælden hos de senere tilkomne handelsmænd være stiftet senere, og dette giver allerede formodning om en forøgelse af gjælden i det hele.

At der klages over adskillige i de sidste år stedfundne exekutioner for privat gjæld var ellers noget, som jeg ikke lagde megen vægt på, da det kunde forklares dels almindeligt af den pengemangel, som de sidste års krisis også har gjort følelig her oppe i fjeldet, dels specielt deraf, at en handelsmands fallitbo for nogle år siden måtte inddrive sine fordringer med tvang, og også de andre kreditorer måtte sørge for at erholde sit og dermed ligesom følge exemplet. Herfor fik jeg også bestyrkelse ved at gjennemgå lensmandens udpantningsprotokol, der her tillige omfattede de efter offentlig og privat rekvisition afholdte exekutioner. Jeg fandt følgende forhold:

Antal
exekutioner
Deraf for privat
gjæld
Deraf igjen hos
værksarbeidere
1846
1847
1848
1849
1850
ingen
3
9
24
12
ingen
ingen
6, til beløb 141 s. 51 sk.
24, » » 501 » 52 »
12, » » 392 » 24 »
ingen
ingen
ingen
13, til beløb 231 s. 94 sk.
6, » » 160 » 89 »

Og det var virkelig det nævnte fallitbo, som begyndte den række af exekutioner. Om ellers årsagen til exekutionernes aftagen i det sidste år er den, som en handelsmand anførte, at det ikke nyttede stort at sætte de uheldige debitorers effekter til auktion, da folk nu for tiden ikke havde råd til at kjøbe, får jeg lade stå ved sit værd.

At det ellers forholder sig så, at gjældssummerne ere voxede i den sidste periode, det vil man formentlig få bestyrkelse for ved de oplysninger, man får ved at spørge om årsagen dertil.

Der er allerede vist, at værkets drift nu yder færre familier adgang til erhverv, noget, som ikke rammer de faste arbeidere alene, men de mange «brugsbønder» også, som nu tjene mindre med kjørsler og leverancer af skovprodukter. Og siden skal det sees, at folkemængden er voxet trods næringsveienes indskrænkning. Men her skal jeg holde mig til et stykke, som allerede blev berørt i begyndelsen af disse optegnelser om Røros værksarbeidere, nemlig at de skulde have vænnet sig til at leve for godt.

Forbrugen af luxusartikler har tiltaget meget betragteligt. De mig meddelte opgaver af handelsmændene angå kun salget af kaffe, men vise følgende progression:

1830.  Det forhen omtalte ældste, men i dette år eneste
       priveligerede handelshus solgte ............................  5,500  pd.
1834.  Nu, da et eller to andre priveligerede handlende vare
       komne til, solgte det samme hus kun  .......................  4,300  »
1842.  Det samme hus solgte........................................  4,500  »
1849.  Dette huses salg var nu..................................... 11,900  »
1850.  Nu solgte dette hus......................................... 12,100  pd.
       men samtidig 3 andre handlende omtrent                       22,000  »
       hvortil jeg for apothekeren og en mindre
       handlende efter en af kjendte folk yttret
       formening endnu tør føie ................................... 5,000  »
                                                                  = 39,100  pd.

Altså, i 1830 5,500 pd., i 1850 39,100 pd.! Nu, det er jo ikke min mening, at hele dette kvantum konsumeres i Røros præstegjæld alene; en del deraf går nemlig til de sydlige nabobygder Tønset og Tolgen, ja til nogle af de svenske grændsebygder, og det måske en ikke så liden del; men det samme var vel også tilfældet i 1830. De anførte tal vise ialfald en særdeles forøgelse af konsumsionen i den hele egn, og man kan da være vis på, at forøgelsen især falder på de nærmest omkring udsalgs stederne boende rørosinger, som desuden formedelst den stadige samfærdsel med Throndhjem hente en god del direkte derfra. Vist er det også, at jeg så denne kaffedrik meget almindelig udbredt i husene, ja på sætrene; men det sømmer sig mindst for mig at fore nogen daddel derover, da det ofte var netop for at vise mig gjæstfrihed, at kaffedrikken blev tilberedt. Jeg studsede dog ved en bemærkning, jeg måtte gjøre ved mig selv under mit besøg hos finnerne, hvor da dampende kaffekjedler, i begge de koier jeg besøgte, vare fast de eneste synlige tegn på deres forbindelse med den civiliserede verden.

Men måske kaffedrikken og andre kostbare nydelser (sukker, hvedemel, bygmel malet af gryn istedetfor af korn, og hvad mere kjøbmændene regnede op for mig) have fortrængt den fordærvelige brændevinsdrik? Neppe i et tilsvarende forhold. Det ofte omtalte ældste handelshus, som i de sidste år alene og i 1830 ialfald næsten alene handlede med brændevin, gav mig følgende forklaring om sit udsalg:

1830  (næsten enehandel) ..................................... 27,700 potter,
1834  (begyndende konkurence)................................. 22,500 potter,
1842  (tiltagende konkurence  ................................ 13,500 potter,
1849  (enehandel)............................................. 28,000 potter,
1850  (ligeså)................................................ 27,000 potter.

Lad nu udsalget i 1830 i det hele have været noget større, da kontrollen vel ikke var så skarp formindskelsen i 1850 kan endda ikke have været særdeles betydelig. Og det gjælder jo om brændevinet ligesom om kaffen, at en del deraf går navnlig til Sverige; men da det udsalgsberettigede handelshus fra sit udsalg på stedet har båret en skat af afvexlende 1000 og 800 spd. for et udsalg altså af resp. 30,000 og 24,000 potter; så er vel ikke så stor del af hine 27,000 potter udført over grændsen.

Men er det så, at luxus, måske senere er trængt frem til denne fjeldegn end til mange andre egne af vort land netop i denne periode fra 1830 til 1850 har yttret en skadelig indflydelse på Røros almue i almindelighed (thi de conditionerede familier, som jo nok have sin andel i hine tal, ere for få til at gjøre nogen stor forandring i resultatet), så spørges atter mere specielt: hvorledes står det i dette stykke til med værksarbeiderne?

Her kan jeg først anføre en sætning, som jeg ofte hørte, og som lod til at gjælde som utvivlsom, at, når før i tiden en værksarbeider forlangte kredit, så kunde han med et slags traditionel ret vise sig fornærmet, om ikke hans navn som værksarbeider blev taget for fuld god borgen, men nu ere værksarbeidere mindst betroede hos handelsmændene, med mindre deres vederhæftighed er specielt bekjendt. Og jeg synes at øine en grund til, at det kan være så, en grund, hvis beskaffenhed det skulde være meget interessant at kjende nøiere, end jeg gjør. Man erindre, at det var fra 1832 af, at reformer indførtes i værksdriften, som for den allerstørste del af arbeiderne havde tilfølge, at de anstrængte sig meget mere og også tjente mere end før. Men med den større anstrængelse behøvede de unægtelig kraftigere kost og bedre pleie, og med den bedre udsigt til fortjeneste kunde de altfor let fristes til også at hengive sig til nydelser, til luxus, og så flinke regnemestere de ere, når det gjælder at udregne det i måneden udførte arbeide og den dermed vundne fortjeneste, så dårlige regnemestere ere de til at opgjøre et budget.

Men var det gået så, så måtte man også vente, at besindelsen og forsigtigheden skulde vende tilbage med erfaringen. Om dette glædelige omslag allerede var indtrådt, så måtte det vise sig således, at formuesforfatningen var bedre i de yngre end i de ældre arbeidsklasser. Og just nu bliver jeg opmærksom på, at jeg blandt mine optegnelser har et vidnesbyrd derom, skjønt jeg nok føler, at først en speciel undersøgelse på selve stedet vilde give vidnesbyrdet dets fulde vægt.

I de fra direktørens kontoir udlånte mandtals-lister over det samlede værksmandskab i 1851, ved gruberne, hytterne i og udenfor Røros samt bygningsetaten på Røros, i alt 406 mand, fandt jeg for hver mand ikke alene angivelse om hans alder, klasse, schichtløn o.s.v., men også en kort antydning om hans formuesforfatning. Disse sidste antydninger vare jo ganske korte; men de vare indtagne efter de specielle lister fra arbeidscheferne, som bedst kunde kjende folkenes forfatning, og da de tillige for grubearbeidernes vedkommende syntes affattede med større bestemthed (her brugtes et slags regel for betegnelsen, «meget god, god, tålelig» o.s.v.), så gjorde jeg et uddrag for hver klasses vedkommende, et uddrag, som nu for mit øiemed er så meget tjenligere, som jeg kan vide, at listens betegnelser ingenlunde vare affattede med tanke om nogen sådan benyttelse. Og det var ganske tilfældigt, at jeg gjorde uddraget således klassevis, (la jeg endnu ikke selv var bleven opmærksom på det resultat, som netop lod sig uddrage. Det var også tilfældigt, eller foranlediget ved mit ønske at samle til senere bearbeidelse så mange materialier som muligt, at jeg også indskrev den fortegnelse over arbeidsklassene for hvert år, som nedenfor skal blive benyttet.

Jeg anfører først en efter hint uddrag dannet oversigt over formuesforfatning inden de enkelte klasser af grubemandskabet, således, som grubebestyreren har opfattet den for hver enkelt mands vedkommende.

Klasse Antal

Forfatning

Forfatning

meget god  god  tålelig mådelig ussel eller yderst ussel meget god, god, tålelig mådelig, ussel
Bygningsopseere og andre funktionærer ......

1ste kl., veltjente bergmænd
minst 50 år ......

2den kl. 1ste afdel., bergmænd
over 45 år ......

2den afdel., bergm. mellem
25 og 45 år ......

(Om 4 af disse er forfatningen ikke angiven). 3die klasse svende under 25 år og 4de klasse drenge under 20 år sættes her ud af betragtning (5+1)



20



14



90



119 ÷  
4


4



2



14



5


5



1



18



15




6



4



14



46




4



6



22



32




1



1



22



17




15



klamme53


transp
66


5



transp51


transp
49

Endnu gunstigere viser forholdet sig for aldersklassen under 45 år, når det erindres, at størstedelen af «funktionærerne» høre til denne klasse, som det sees af følgende oversigt over antallet af arbeidere:

Over   66 år 8,     fyldte 51 år  6,     fyldte 36 år  6
fyldte 65 år 1        »    50 år  5        »    35 år  6
  »    64 år 2        »    49 år  7        »    34 år  9
  »    63 år 1        »    48 år  7        »    33 år  6
  »    62 år 6        »    47 år 10        »    32 år  10
  »    61 år 4        »    46 år  8        »    31 år  19
  »    60 år 5        »    45 år  5        »    30 år  6
  »    59 år 4        »    44 år  7        »    29 år  9
  »    58 år 4        »    43 år  3        »    28 år  6
  »    57 år 3        »    42 år 11        »    27 år  4
  »    56 år 4        »    41 år  7        »    26 år  4
  »    55 år 3        »    40 år 10        »    25 år  1
  »    54 år 5        »    39 år  7        »    24 år og
  »    52 år 9        »    37 år  2          derunder  7
tilsammen  249.
Denne liste viser, at aldersklassen
   over 45 år tæller ...............   111 mand
   mellem 45 og 25 år ..............   131 mand
   under 25 år .....................     7 mand

Nu viser den først anførte oversigt, at der i 1 ste kl. og 2den kl. 2den afdeling kun findes 14+90 = 104 mand over 45 år, og resten af denne aldersklasse, 111-104 = 7, må da findes mellem de 20 funktionærer. På lignende måde befindes det, at af de 13 andre funktionærer hører 1 til aldersklassen under 25 år, de andre 12 derimod til aldersklassen 25-45 år. Nu viste samme oversigt fremdeles, at forholdet mellem funktionærer i bedre og slettere forfatning var 15:5 eller 3:1, så man kan antage, at forholdet imellem de ældre og yngre omtrent bliver dette:

                                                bedre forf.    slettere forf.
  7 over 45 år ..................................   5                2
 12 mellem 25 og 45 år  .........................   9                3
 1 under 25 år, efter rimelighed ...............  1               0
 20                                                15                5

Og når nu formuesforfatningen under de to ældste aldersklasser skal betegnes, så bliver forholdet dette:

                                                bedre forf.     slettere forf.
over 45 år, funktionærer .......     7              2                 2
   1 ste kl.  ..................    14
   den kl. lste afd. ...........   90            53               51
                                   111             58                53
over 25 år, funktionærer .......    12              9                 3
   2den kl. 2den afd. .......... 119-4            66               49
                                   127             75                52

Eller af den ældre klasse befinder 52,25 pct. sig i en bedre forfatning, af den yngre derimod 59,06 pct., en beregning, hvorved endnu kan mærkes, dette, at om der end iblandt de 30 mænd af den yngre klasse, som sees at være under 30 år, vistnok er adskillige ugifte, som af den grund også bør befinde sig i en bedre forfatning, så er der på den anden side af den ældre klasse 22 gubber over 60 år, som vel kunne antages at være blevne befriede for byrden med uforsørgede børn.

Det ellers - siden jeg endnu taler om værksarbeiderne - et sjeldent træk, ministerialbøgerne lærte mig af deres sæder og tænkemåde. De gifte sig ikke lettelig, før de ere komne vel til skjels år og alder. Medens gjennemsnitsalderen for brudgommen af husmands- og arbeider-klassen i Gudbrandsdalen o.s.v. var betydelig lavere end for gårdmandsklassen, så er værksarbeiderne her den klasse, som viser størst besindighed. I den følgende sammenstilling, hvor der er seet, bort fra enkemænd og de få brudgomme af den konditionerede stand, ere brugsbønder, håndværkere, chromgrubearbeidere, finner o.s.v. stillede sammen ligeoverfor værksarbeidere, og forholdet viser sig så:

                                                                     
                                          Brudgommenes
   år                     stand              antal             alder  
1830-32               Værksarbeidere           31              29,9 år
1846-48                    do.                 14              29,5 år
1830-32               Andre almuesm.           38              28,2 år
1846-48                    do.                 56              27,6 år
Af disse sidste 56 almuesmænd vare
      chromgrubearbeidere                       6              25,2 år
_______________________________________________________________________

Disse tal vilde ikke have noget at betyde, dersom man kunde tro, at en del af værksarbeiderne kanske allerede vare gifte, før de optoges i værksarbeidernes tal. Men dette falder bort, når man veed, at få eller ingen optages stort efter 20 års alderen. At forresten værksarbeiderne i dette stykke vise sig som sindige folk, det måtte man vente, når man veed, at værket har godt udvalg af ungt mandskab og gjør sig flid for at vælge ikke alene de dygtigste, men også de ordentligste og sædeligste unge mænd.

Hidtil er det nærmest de egentlige værksarbeideres kår, jeg har havt for øje. Men medens jeg på selve stedet beskjæftigede mig hermed, søgte eg også at blive bekjendt med næringsforholdene i præstegjældet i det i hele.

Det var værkets anlæggelse, som for omtrent 200 år siden gav anledning til denne højtliggende egns bebyggelse, og i lange tider betragtedes den hele almue som værks-almue, der havde sin hovedsagelige næring af værket, enten som faste arbeidere, eller som "brugsbønder". Nu er det vist, hvorledes i den sidste menneskealder værksarbeidernes, antal er betydelig indskrænket; men til samme tid er antallet af dem, der dele brugsbøndernes fortjeneste, heller blevet større. Brugsbønder kaldes alle de jordbrugere, leilændinger eller odelsmænd, som med sine heste udføre grubekjørsler og malmtransporter fra gruberne til hytterne eller levere ved og kul.

Om kul-leverance af Røros præstegjælds bønder har der nu i lange tider ikke kunnet være tale formedelst kul-skovenes næsten totale ødelæggelse her; men så have de været nærmest til at dele mellem sig fortjenesten ved de øvrige arbeider. Denne fortjeneste falder imidlertid i de senere decennier mere og mere knap, dels fordi værket også her har vidst at indføre besparelser, dels, som antydet, fordi der er flere nu, som dele den. Der har, som følge af den vanskeligere adgang til ansættelse i værkets tjeneste, på Bergstaden dannet sig en liden klasse af hesteholdere, som lægge an på at vinde sit udkomme ved kjørsler, og den tiltagende folkemængde i nabobygderne Tolgen og Tønset i forbindelse med den omstændighed, at kulbruget, forhen en væsentlig næringsvei for disse bygder, dels er blevet indskrænket formedelst værkets mindre behov, dels er blevet mindre fordelagtigt formedelst skovenes forringelse, gjør, at mange bønder nu kommer herfra til Røros med sine heste for at tilegne sig en del af kjørsel-fortjenesten.

Nu spørges, om der ved siden af indskrænkningerne i værkets drift kanske har åbnet sig nye erhvervskilder, og her må chromgrubedriften omtales.

Det er fra året 1818, at værket systematisk har indskrænket sin arbeidsstyrke og ellers indført besparelser. Og omtrent fra 1820 af begyndte chromgrubedriften i Østfjeldene i Røros præstegjæld. Dette synes jo at være et overmåde hældigt træf. Men eftersom jeg opfattede kyndige mænds forklaringer, så har denne virksomhed i det hele heller været bygden til skade, om den end i enkelte år har bragt de dermed beskjæftigede interessentskaber gevinst. Havde driften været ordnet ganske bergværksmæssig, således, at interessentskaberne havde været forpliktede til at forsørge sine arbeidere også efter arbeidet, så skulde det have været vel; men nu var driften mere en forsøgsdrift; interessentskaberne åbnede anledning til beskjæftigelse for mange arbeidere, men kunde også nårsomhelst og uden videre lade dem gå. Om chromgrubedriften ikke havde været, så skulde vist en større del af det unge, ubeskjæftigede mandskap nu ligesom før have vandret ud fra den arbeidsløse bygd; men istedet derfor lokkedes endogså adskillige folk hid fra nabobygderne. Det her skede et livligt håb om et andet Røros-værk; men dette håb gik ikke i opfyldelse.

Under mit ophold på Røros var det en trøst, at en del af arbeiderneved de nu måske for bestandig nedlagte chromgruber havde fået beskjæftigelse ved et nyt veianlæg igjennem Røros præstegjæld; men denne beskjæftigelse er kun temporær, og mange af disse arbeidere sidde nu som familieforsørgere i små kår. Da jeg ved en kjendt mands hjælp skaffede mig underretning om de af fattigvæsenet i 1850 temporært understøttede personer, 43 i tallet, fandt jeg, at 7 af disse vare chromgrubearbeidere, alle på 1 nær familieforsørgere, et forhold, hvorved bør sammenstilles dette, at af det langt større værksarbeider-personale kun 2 arbeidere og familieforsørgere og 4 enker til samme tid havde fået sådan understøttelse.

Adskillig indflydelse må også de i den senere tid foregåede forandringer i den over Røros gående handel have medført. Lige fra værkets oprettelse af have, som man på et par steder af de af provst Aas i 1846 udgivne «P. Hjorts og P. S. Krags efterretninger om Røros kobberværk og præstegjæld» kan se, hedemarkinger og tildels gudbrandsdøler om vinteren bragt kornvarer, især bygmel, til Røros's forsyning. De kom dog ikke blot for at sælge, også for at kjøbe. De hentede tilbage sild, som guldølerne bragte hid fra Throndhjem, og kværnstene, som sælbyggerne kom med. Her var overhoved fuldt marked fra nytår af til ud i marts. Disse sælbygger medbragte også stærke heste til brug for grubekjørerne, og fra Dovre og Gudbrandsdalen kom heste, som fandt kjøbere fra Sverige. Fårehandlere fra Gausdal og Faaberg bragte en del af sine fåreskind for at falbyde dem til svenskerne; læsjaværinger, romsdøler, sunddøler og opdøler bragte fisk, kjød, flesk og uld; håndværkere fra Vardal og Birid solgte karder og hægter og glasvarer, kjøbte vinduesglas af svenskerne og tilbøde sig at indsætte ruder. Handelskarle fra vestre og østre Dalarne i Sverige bragte jern og stål, spiger, smedevarer, kobber- og messingvarer, glas og hvedemel; bønder fra Helsingland kom med lin, fra Jæmtland og Herjedalen med smør, fragtemænd fra Tunnesdal i Herjedalen med jern. Trysilboere kom med penge for at kjøbe sild og fisk; de nærmere boende fjeldbønder i trakten omkring Femunden bragte hele læs med snare-ryper til markedet, og finnerne søgte hid med sine renskind og dyrestege. Og først og sidst såes kulbønder fra Tønset og Tolgen med deres støre kulkurve og brugsbønder med deres malmlæs og guldøler med deres kobber-transporter. Den største del af al denne trafik finder jo vistnok sted endnu; men der er dog foregået adskillig forandring. I de sidste 6-8 år ere hedemarkingerne næsten udeblevne; derfor søge heller ikke sælbyggerne så meget herhid, og navnlig gå nu ikke så store kvaliteter af sild fra Throndhjem over Røros. Her er søfarten trådt istedet. Hedemarken får nu sin sild over Christiania, og Røros sine kornvarer over Throndhjem. Og der skal heller ikke være så megen tuskhandel mellem svenske og norske handelskarle nu som før; handelen skal for en stor del være kommen i de flere i de senere år på Røros opkomne priviligerede handelsmænds driftige hænder. Men ved denne aftagen i handelsrørelse og sammenstrømmen af fremmede have for det første de mange almuesfamilier tabt, som før havde adskillig næring med beværtning, for det andet, de ikke få frihandlere af almuesstanden, som nok havde forstået at drage fordel af denne på stedet foregående bondehandel, men ikke besad dannelse nok (om end kapitalerne ikke manglede) til at fortsætte sin handelsvirksomhed under de forandrede forholde, da handelen måtte drives ved korrespondence med kjøbmænd i Throndhjern, Christiania og Fahlun. At denne forandring i handelsforholdene tillige skulde have medført overdrevne høie priser på de få handelsmænds kramboder, det hørte jeg vistnok ofte almuesmænd klage over; men mine undersøgelser bekræftede ingenlunde denne klage. En anden sag derimod er det, at de mange forgjældede almuesfolk nu ikke så let kunne skaffe sig bedre kjøb på første hånd som forhen, da det var mere rede penge iblandt folk.

Mon nu jordbruget er blevet udvidet således, at det har kunnet erstatte afgangen i de andre næringsveie?

Ja, i det sidste århundrede er der vel foregået en ganske mærkelig og heldig udvidelse af jordbruget. Det fandt jeg et bevis på, da jeg som snarest så mig om i det i kirken opbevarede værks-archiv, hvis mange og mangeartede dokumenter vist skulde give forskerne adskillige interessante bidrag til denne egns historie. I en kopibog, som daværende i proviantskriver, senere direktør Peder Hjort havde ført omtrent 1760, fandt jeg et brev, hvori han for participanterne i Throndhjem klagede over, at prisen på smør var så høi og så ud til at stige endnu mere, da sogningerne (fra Sogn i Bergens stift), som før havde forsynet Røros med denne artikel, nu gik til Bergen og Christiania og forglemte Røros. Dengang have altså bønderne omkring Røros været så beskjæftiget med kulbrug og andet deslige, at de ikke have kunnet producere nok af denne artikel, og nu sender ikke alene Tolgen og Tønset betydelige kvantiteter deraf til Throndhjem og Christiania, men også Røros selv har trods sine mange Bergstadsindvånere noget tilovers, omendskjønt just ikke alt det smør, som under navn af det fordelagtig bekjendte Røros-smør kommer i handelen, virkelig er derfra. Men denne forandring er allerede gammel, og den udvidelse og forbedring, jordbruget monne have modtaget i den heromhandlede periode, i den sidste menneskealder, er vist meget liden. Nødvendigheden af at samle på gjødningsstoffer for dermed at holde mosen borte fra engene, lod til at være en gammel erfaringssats; men den modsvarende sætning, at bearbeidelse af jordsmonnet også tjener til samme øiemed, havde endnu ikke trængt frem til bevidstheden. Og det måtte været et betydeligt og dermed for en opmærksom, om end ikke sagkyndig iagttager vel bemærkeligt opsving i jordbruget, som ikke alene skulde kunne erstatte afgangen i de andre næringsveie men også skaffe forråd til den voxende folkemængdes. mange munde. Folkemængden i Røros præstegjæld var ved tællingen i 1825, 1835 og 1845: 2923, 3244, 3706.

Denne folkemængdens forøgelse ved siden af næringsveienes altid mere åbenbare utilstrækkelighed er i flere henseende påfaldende og betænkelig.

Jeg ønsker at omhandle også dette punkt noget udførligt, da det resultat mine undersøgelser have ført mig til, formentlig skal understøtte et andragende om understøttelse for et forbedret skolevæsen, som Røros kommune rimeligvis ganske snart vil indkomme til det høie departement med.

I nogle «mærkværdige tildragelser», som sognepræsten i Røros, Krag, for årene 1798-1805 optegnede på de sidste blade af sin ministerialbog, finder jeg under

1799: «Engene have givet overflødigt græs; men tilførselen har været liden og fødevarene altfor dyre. Folkemængden tiltager, men ikke næringsveiene. Unge mennesker burde i tide søge levebrød på andre steder;»
1800: «Værkets belæg af mandskab er så stort, at indskrænkning af arbeidsrum må foretages, da vil en udvandring blive så meget mere nødvendig;»
1801: «Værkets faste betjente og arbeidere have fået forbedret løn, og de sidstes tal skal for eftertiden indskrænkes. Denne gavnlige indskrænkning har forårsaget, at nogle familier og unge have reist herfra og søgt ophold og arbeide på andre steder.»
1802: «Død og udvandring er årsag i, at folketallet i Røros menighed ved dette års udgang alene var 2940.»
1803: «De dyre tider vedvare og armoden voxer. For at afværge større nød ere betydelige gaver dette år uddelte. Folkemængden 2979.»
1804: «Alle fødevarer endnu dyre. Folkemængden 2977.»
1805: «Da alle levnetsmidler på Røros endnu ere, så dyre, forøges folkets trang. Afdøde jomfr. Borchgrevinck har testamenteret 1400 rdlr. til skolevæsenets forbedring.
Folkemængden 3000, nemlig på Bergstaden 1558, i landsognet 1442.»

Når disse optegnelser sammenholdes med den samme præst Krags beskrivelse over Røros skolevæsen. (i det ovenfor citerede, af provst Aas udgivne «Efterretninger om Røros », side 246 fgg.), så ser man, hvorledes ikke alene tanken om nødvendigheden af udvandring den tid har været vakt, men også, hvorledes såvel præsten som andre medlemmer af kommunen have været betænkte på ved en både høiere og mere udbredt oplysning at overvinde tidernes tryk. Den samme anskuelse måtte også herske under den extraordinære nød, som krigsårene fremkaldte på Røros, hvor endog værksdriften ganske gik istå i nogle år, og Krags eftermand provst Aschenberg (fra 1805 eller 1806 til 1844?) skal også med samme iver som han have bestræbt sig for at bibringe ungdommen nyttige kundskaber og således hjulpet dem til med godt håb at drage ud i verden. Og mange fortællinger, jeg idelig hørte om unge mennesker også af den simple almuestand, der, begyndede som kontoirbetjente eller apotheker- og krambodsvende, siden have hævet sig op til formuende og anseede mænds stilling i samfundet var ligeså mange interessante beviser på det gavnlige i hine mænds iver.

Men nu i lange tider, allerede i Aschenbergs levetid, har tilstanden været anderledes. Dengang var det så, at der hos præsten lå flere efterspørgsler efter unge mennesker, end han efter hver konfirmation kunde tilfredsstille. Men dette er forbi nu.

Almuesmænd klagede bittert over denne forandring, som de ikke kunde begribe, da gutterne dog heller undervistes bedre nu end før i skrivning og regning.

Mænd af den dannede klasse troede at finde den væsentligste årsag til denne forandring deri, at medens skolevæsenet i den sidste menneskealder havde gjort store fremskridt på andre steder, havde Røros ikke gjort tilsvarende skridt for ved et altid forbedret skolevæsen at opretholde sin ungdoms tidligere fortrin. Men det var, som antydet, ikke alle, som opfattede forholdet så og i denne opfattelse fandt motiv til at fremme almue-ungdommens undervisning i sådan borgerlig eller verdslig kundskab. Sognepræst Begtrup havde nylig, jeg tror i anledning af en forestået visitats, forfattet en for den geistlige øvrighed bestemt fremstilling af oplysningens og sædelighedens tilstand i menigheden og deri indtaget en fremstilling om disse ting af en af kommunens mest dannede og dygtige borgere, hvem han havde anmodet derom, som en mand, hvis anskuelser han kjendte som forskjellige fra hans egne. Denne mand fremhævede meget stærkt, hvorledes den ovenfor fremstillede adgang til forfremmelse for unge mennesker nu var så godt som lukket, og udtalte sig med varme for gavnlige kundskabers fremme, for et høiere undervisningsvæsen. Men herimod anmærkede præsten, at efter ministerialbogens udvisende dog også i den samme tid adskillige unge mennesker vare reiste hjemmefra for at indtræde i handels- og håndværkslære, og mente, at der ikke med rette kunde tillægges den verdslige dannelse så megen betydning.

Således var forholdet med udvandringen og folkemængdens størrelse en stadig gjenstand for opmærksomhed og diskussion, ligesom i præsten Krags dage. Men jeg savnede en sådan statistisk oversigt, som præsten Krags optegnelser viste for hans tid. En sådan oversigt ser jeg mig imidlertid nu istand til at give.

Af ministerialbøgerne udskrev jeg nemlig antallet af fødte og døde for hvert år. Ved nu at tælle disse sammen for en periode mellom to folketællinger og lægge overskuddet af fødte til folketallet ved periodens begyndelse, får jeg ud, hvor stort det skulde være ved periodens slutning.

År

Fødte Døde Overskud af fødte Folkemængden ved periodens slutning Beregnet folkemængde ved periodens slutning Virkelig folkemængden ved periodens slutning Differance mellem den beregnede og virkelige folkemængde formedelst utvandring (-)
eller indflytning (+)
I perioden Årlig
1801-1802 incl. 163 138 25 3085 3110 2940 - 170 - 85
1803, 1.jan 131.Decbr. 86 68 18 2940 2958 2979 + 21 + 21
1804, do. do. 65 53 12 2979 2991 2977 -  14 -  14
1805. do. do. 82 52 30 2977 3007 3000 -  7 -  7
1801-1802 incl. 396 311 85 3085 3170 3000 -  170 -  34
1806-1825 » 1374 1037 337 3000 3337 2923 - 414 - 20,7
1826-1835 » 813 520 293 2923 3216 3244 + 28 + 2,8
1836-1845 » 904 571 333 3244 3577 3706 + 129 + 12,9
1801-1845 3847 2439 1048 3085 4133 3706 -  427 -  9,49

Er det nu ved den anden folketælling i virkeligheden mindre eller større, end det efter sådan beregning skulde være, så må jeg forklare forskjellen ved udvandring eller indvandring. Det er her et usædvanligt held, at præsten Krags optegnelser om folkemængden i begyndelsen af 1801, i slutningen af 1802, 1803, 1804 og 1805 (se de anførte optegnelser i ministerialbogen og "Efterretninger om Røros", side 259, 261 og 300) tillader at gå så langt op i tiden. Folketallet for 1825 og senere har jeg naturligvis af de statistiske tabeller.

Med hensyn til pålideligheden af denne oversigt bør det erindres, at enkelte af de folketællinger, hvis resultater her ere benyttede, ikke ere foretagne nøiagtig ved årets begyndelse eller slutning. Men denne uregelmæssighed er for ubetydelig til at kunne gjøre nogen mærkelig forskjel i forholdet.

Og forholdet er meget mærkeligt. Fra århundredets begyndelse til 1826 viser sig en strøm af udvandrere; fra denne tid af overvældes den af en tiltagende strøm af indvandrere. Tallet af de udvandrende var så stort, at det åbenbart ikke blot har bestået af heldigt begavede og vel forberedte unge mennesker, som lærere og forældre skikkede ud i verden; der må have været hele familier deriblandt, dem vel nøden drev ud. Men når på den anden side i den senere tid antallet af dem, som vandre ind, er større end af dem som vandre ud, og det uagtet næringsveiene ere i aftagende og efter alles klage for få og små for stedets oprindelige indbyggere, så vidner dette om en mangel på den intelligents og moralske kraft, som skulde gjøre de fremmedes virksomhed overflødig. Og når så er, så er det visselig på høi tid, at alle midler benyttes (og et meget væsentligt middel er et godt, et utvidet og forbedret skolevæsen) for at bøde på mangelen. Det er på høi tid; thi forbedres ikke udsigterne for det fornemmelig på den nu betænkelige Storvarts grube baserede værk, så må folk vandre ud, enten som hjelpeløse stakler eller udrustede med den intellektuelle og moralske dygtighed, der finder et hjem overalt.

Det er ellers af interesse at see, at uagtet folkemængden på Røros fra 1825 af jevnt er steget (fra 2923 da til 3244 i 1835 og 3706 1845), har den dog for i tiden været mindst lige så stor som nu, og at den udvandring, som den nys opstillede oversigt opviste fra 1801 af til 1825, var begyndt langt tidligere. Da der imidlertid før 1801 ikke haves nogen folketællings opgaver, så kan der for det tidligere tidsrum kun opstilles sandsynligheds-beregninger efter ministerialbøgernes lister over fødte og døde. Fremgangsmåden ved min beregning er simpelthen den, at jeg har beregnet folketallet efter det fra den sildigere periode bekjendte forhold mellem fødte og døde samt den hele folkemængde og derefter taget middeltallet af de derved fremkomne tal, således (se Tab. nedenfor.)

Altså, 3932 mennesker i præstegjældet i 1767, 2923 i 1825 og endelig 3706 i 1845, en synken fra noget under 4000 til ligeså meget under 3000 og så igjen en betydelig stigen, som dog ikke har nået op til det første

mål. Det er underligt nok, at folkemængden på det øde Røros i fortiden skal have været større end nu, da det omvendte forhold dog er det almindelige i vort land.

Men at så har været tilfælde, det kan man nok tro, når man læser direktør Hjorts beretning («i Efterretning om Røros») om den ved midten af forrige århundrede forcerede drift, når man erindrer, hvad jeg i et foregående hefte efter værksarchivets dokumenter har oplyst, at værket i 1763 beskjæftigede 452 grubearbeidere istedetfor 249 nu, når man veed, at værket netop fra 1765 af producerede mellem 3 og 4 tusinde skpd. garkobber istedetfor omkring 2000 nu, når man betænker, hvorledes der i den tid ødsledes med arbeide og midler, og hvorledes navnlig kulforbruget var så overvættes stort, at bønderne i nabosognene havde nok med at skaffe kul tilveie og derfor ikke som nu kunde gå Røros-bønderne i næringen med malm-kjørsler.

Men allerede inden århundredets udgang indskrænkedes værkets drift, og folkemængden var for stor. Den formindskedes også, og det ved stadig udvandring, hvilket skjønnes af den rubrik i foranstående oversigt, der fra alle tidsrum viser overskud af fødte mod døde. Hvor udvandrerne strømmede hen, og hvordan deres skjæbne blev, det har ingen fortalt. Men at udvandringen endda ikke var stærk nok, og at de tilbageblivende have måttet udholde lidelser, som den nærværende slægt på Røros med dens som sædvanlig korte erindring ikke har noget begreb om, det kan man skjønne deraf, at i 1803, i en periode, da dog værkets udbytte stod høit over det nærværende, extraordinære gaver og kollekter måtte komme stedet til hjælp. Sognekommissionen anslår (se «Efterretn. om Røros» side 280), summen af uddelte bidrag til 8000 rd1r., og alene participanternes gave, 4685 rdlr. 2 ort, uddeltes til ikke mindre end 592 «familier».

Er der nu analoge forholde, som begynde at vise sig med den trods næringsveienes knaphed atter tilvoxede folkemængde og med de endnu mere stigende fattigudgifter?

Lige ved min ankomst til Røros hørte jeg imellem almuesfolk store klagemål over disse udgifter, og for at blive bekjendt med sagen gjennemgik jeg fattigregnskaberne, så mange årgange deraf, som jeg forefandt. - Til forståelse af en del af den derefter nedenfor meddelte oversigt må jeg imidlertid først forudskikke nogen forklaring.

Fra gammel tid af betragtedes så godt som hele befolkningen i Røros præstegjæld som værksfolk, som værket skulde sørge for. Det betragtedes som undtagelser, om der også boede folk på stedet, der ikke stode i sådant forhold til værket.

Denne forestilling ligger også til grund for de bestemmelser i Lov om Røros Kobberværk af 12te septbr. 1818, som handle om fattigforsørgelsen. Her tales («i Reglement», § 3,1) om pension for arbeidere, der formedelst alder og sygelighed må forlade værket; her heder det (samme-steds § 4,10), at «trængende og afskedige arbeidere samt enker» kunne vente understøttelse af, hvad værket kan afkorte i alle voxne arbeideres løn (16 skill. hvert kvartal) og da må godtgjøre fattigkassen. Og endelig heder det (i «privilegium», § 31); «Alle de, som ved værket nedsætter sig eller nu allerede ere boende og ikke egentlig sig med værkets arbeide nære og opholde, skulle månedlig give noget til de fattige, eller hvad som bergmesteren ved overdirektionen bestemmer, hvorved dog vedkommendes vilkår må især tages i betragtning». Nu befulgtes indtil 1854 disse regler således, at værket næst efter at «pensionere» afgangne arbeidere eller efter disses død deres enker udskrev et fattigbidrag af handelsmænd, håndværkere og andre udenfor værket stående indvånere på Bergstaden og det for kortheds skyld hvert andet år ad gangen, men indeholdt ikke noget af arbeidernes løn og derfor heller intet indbetalte til fattigkassen for deres vedkommende. Værksarbeiderne og «brugsbønderne» eller almuen i landsognet ydede da intet fattigbidrag, og fattigunderstøttelserne strakte sig da ikke videre, end hint bidrag fra enkelte af Bergstadens indvånere, adskillige tilfældige indtægter og renter af nogle legater (de sidste gjerne uddelte ved høitiderne) vilde tillade. Men den nye fattiglov gjorde en forandring i disse simple forholde. Der dannedes en fattigkommission efter dens regler; til fattigkommissionen indkom vel snart mange andragender, og den tiltrængte flere midler. Nu erklærede vistnok den samme fattiglov, at det med fattigvæsenet på Røros skulde blive som forhen. Men da værket fremdeles ikke ønskede at benytte sin ret til at afholde en del af sine arbeideres løn (en ret, hvormed jo måtte følge forpligtelsen også at sørge for fuld understøttelse til de trængende, hvilket, nu var blevet vanskeligere for værket end i tidligere tider, såsom den del af præstegjældets beboere, som havde sin næring af værket, var svundet ind til en altid mindre og mindre del), så ordnedes tingen på den måde, at kontrolkommissionen (direktøren, bergskriveren og proviantskriveren) træder sammen med fattigkommissionen og deltager i den hele ligning, hvorefter fattigkommissionen i sit navn udfærdiger skattelisterne for værkets betjentes og arbeideres samt for landalmuens vedkommende, og listerne for de udenfor værket stående indvånere af Bergstaden ligesom forhen indsendes til Throndhjem til bergmesterens og overdirektionens approbation.

Det bør også erindres, at fattigvæsenet har sin hele indtægt og udgift i rede penge. Her finner ingen lægdsunderstøttelse sted, og skatteligningen retter sig efter den antagne formue og næring, efter omtrent sådanne regler som i Christiania.

Siden der, som anført, blandt almuen førtes klagemål over den fra 1845 ilignede fattigskat, bør man see, hvorledes skatten falder på yderne.

Den af overdirektionen for 1851 udlignede skat, 131 spd. 3 ort 4 sk. fordeles på 126 ydere, med en gjennemsnitlig skat altså af omtrent 125 1/2 sk.; den af fattigkommissionen udlignede skat faldt på 557 personer med 194 spd. 2 ort 3 sk. eller på hver med omtrent 42 sk.

 
År Den hele indtægt
(med fradrag af
omdragsposter)
Den del af indtægten, som er indkommet ved Den hele udgift
(med fradrag af
omdrags poster)
Den del af udgiften,
som er anvendt til
børns opfostring
Overdirektionens
ligning på
 indvånerne på
Bergstaden udenfor
værkets tjeneste
Fattigkommisionens
ligning på værkets
folk på
Bergstaden samt
på landsognet
Brændevinsafgift Tavlepenge
i kirken
(ved kommunion)
  spd.   ort   sk. spd.   ort   sk. spd.   ort   sk. spd.   ort   sk. spd.   ort   sk. spd.   ort   sk. børn   spd.   ort   sk.
1841 401     1     16 -     -     - -     -     - 152     2     12 27     -     9 478     1     17 10:     65     -     -
1842 467     3     10 94     -     12
(for 1841 og 42)
-     -     - <;span class="c13">165     -     - 25     -     - 410     2     8 11:     66     -     -
1843 370     1     4 -     -     - -     -     - 155     -     - 25     1     12 398     -     18 11:     71     -     -
1844 437     -     4 94     1     18 -     -     - 175     -     - 26     -     12 403     2     14 15:     103     -     -
1845 424     2     16 -     -     - -     -     - 200     -     - 19     1     16 451     -     - 7:     50     -     -
1846 674     2     11 58     3     -
(for 1845) 171.
4.5 (for året)
283     1     15 -     -     - 33     1     7 517     2     14 7:     50     -     -
1847 959     3     3 71     4     - 138     3     5 400     -     - 37     3     11½ 798     3     11 15:     116     3     11
1848 877     1     6 72     3     8 135     3     22 400     -     - 28     3    3 1018     2     21 17:     182     4     4
1849 1141     4     1 114     4     22 213     -     19 500     -     - 29     1     16 1273     3     17 16:     210     2     3
1850 1312     3     5 128     2     3 198     1     7 800     -     - 33     4     19 982     1     9 16:     189     1     12
1851*     ?     131     3     14 104     2     3     ?         ?         ?         ?    

*Ifølge ligningslisterne.
I dette tidsrum ere fattigvæsenets kapitaler forøgede fra (i 1841, 31te decbr.) 1347 spd., i obligationer, til (i 1850, 31te decbr.) 1375 spd. i obligationer og 115 spd. 4 ort 22 sk. i sparebanken.

_________

Denne skat er nu ikke noget at klage over, helst hvis det er rigtigt, når formuen for alle skatteydere af begge klasser er ansat til 362,538 spd., hvorefter hver i gjennemsnit skulde have en formue af omtrent 530 spd. Det er vel også mer skattetvangen end skattebeløbet, som vakte utilfredshed. Ialfald mærkede jeg mig et stort træk på velvilligt sind. Det første er, at de frivilligt ydede tavlepenge, som oversigten viser, ikke ere forminskede. Det andet er, at grubearbeiderne fremdeles efter gammel skik komme kammerater til hjælp, der have lidt et eller andet økonomisk uheld, ved særskilt at udføre noget arbeide (bore nogle miner), hvis betaling tilfalder de nødlidende, - en måde, hvorpå arbeiderne ved Stovarts grube, efter hvad jeg fandt i gruberegnskaberne i forskjellige måneder af året 1851 havde oparbeidet gaver til et beløb af 59 spd. 1 ort og 6 sk. Og arbeiderne ved «Kongens» grube ligeledes til et beløb af 17 spd. 2 ort 22 sk., i sandhed et vakkert tillæg til disse mænds fattigbidrag.

Men her må det erindres, at den igjennem fattigkommissionen uddelte sum ikke er den eneste, som kommer den fattigere del af befolkningen tilgode. Thi værket, som ikke er ilignet fattigskat efter formue og næring, udfører sin fattigforsørger-pligt ved årlig påskjønning ikke alene til sine betjente, men også til sine arbeidere og disses enker. Summen af samtlige pensioner i og udenfor Røros præstegjæld var i 1850 ikke mindre end 3665 spd. 1 ort 8 sk., og hvoraf kom på Røros alene 2548 spd. 4 ort 4 sk., en sum, hvoraf kun en mindre del i større portioner tilfaldt betjente, der i havde nydt større løn, så størstedelen kom arbeiderfamiliene tilgode.

Dernæst har fattigvæsenet en god støtte i den uafhængig af fattigkommissionen virkende Hjortske Stiftelse. Dens rentebærende kapital var, foruden 1 1/2 part i Røros Kobberværk, den 31ste decbr. 1850 42,235 spd. 15 sk., hvortil endnu i løbet af året 1851 kom 900 spd., og dens velgjerninger bestå (næst i at skaffe adgang til billige pengelån) især deri, at den udleverer rå materialier til forarbeidelse (spinding o.s.v.) til trængende familier, betaler arbeidslønnen godt og fordeler så det tilvirkede produkt som gave til fattige, især fattige arbeideres børn. Beløbet af den i 1850 udbetalte arbeidsløn var 655 spd. 21 sk. (der tilfaldt 230 personer), og det tilvirkede og uddelte produkt var 934 al. uldvæv, 2610 al. lærred, 1120 al. strige og 474 par strømper (hvilke sager uddeltes i 351 no., dels til enkelte personer, dels til familier).

Men - for at komme tilbage til udgangspunktet for denne forklaring om fattigvæsenet - tyde nu disse forøgede fattigudgifter på en såmeget større armod, på overbefolkning og næringsløshed? Det vilde være ubesindigt at uddrage en sådan bestemt slutning. Allerede den berørte omstændighed, at denne stigen i fattigudgifterne falder sammen med de nye indretninger og vel også de nye anskuelser, som fattigloven fremkaldte, og den omstændighed tillige, at stedet ved samme tid fik en ny præst og fattigkommissionen altså en ny formand, kan lede til en anden forklaring af årsagerne til fattigudgifternes forøgelse. Men alligevel vilde jeg sige, at fattigudgifterne ere betænkelig store, og at det nok må være tvingende omstændigheder mere end velvillie, som have foranlediget dem, dersom jeg må tro, at de ere årsag i, at kommunens mænd ikke i samme tidsrum have ladet skolevæsenet tilflyde ligedan forøgede indtægter. Fattigvæsenets udgifter har i de sidste år været omkring 1000 spd.; men efter skolekommissionens i slutningen av 1849 udfærdigede budget for skolevæsenet i 1850, skulde dette for det nævnte år komme til at koste 476 spd. 4 ort 18 sk., foruden kost og bolig for 5 omgangsskolelærere i skoletiden et budget, som neppe på lange tider har fået synderlig forøgelse, medens vel jevnlig noget har kunnet lægges til skolevæsenets kapital, der den 31te decbr. 1850 var 3762 spd. 3 ort 17 sk. Og dog har det ikke manglet på motioner og forhandlinger om større anstrængelser for skolevæsenets udvikling.

Men for at forstå, hvilke vanskeligheder, der ligge i veien for skolevæsenets udvikling, må man gjøre et lidet indblik i kommunens indre historie.

Fra gammel tid af var, som jeg allerede før har antydet, værket alt på Røros. Værket rådede for alt og bekostede alt. Værket byggede en kostbar kirke, og til renterne af den af direktør Hjort til kirkens vedligeholdelse skjænkede kapital må det endnu lægge omtrent 15 spd. årlig (dette og de følgende tal har jeg noteret mig på direktørens kontoir); værket udreder løn til præsten (105 spd.), husleiegodtgjørelse til samme (100 spd. 4 ort), værket lønner organist (38 spd. 4 ort), gjordemoder (40 spd.), tårnvægter (30 spd.), 2 politibetjente (114 spd. 1 ort), 2 vægtere (139 spd. 12 sk.), opsynsmand ved vandspringet (6 1/2 spd.), værket vedligeholder Bergstadens broer og 3 broer i Kongeveien (omtr. 100 spd. årlig), et stort stykke af Kongeveien (efter mediet af 15 år 238 spd. 11 sk. årlig); værket gagerer en berglæge, hvis nærværelse også er folk udenfor værkets tjeneste til nytte; flere af værkets participanter og patroner have hjulpet fattig og skolevæsenet med legater, og værket selv har bygget fattigstue og skolehus og klokkerbolig, og det indeholder ikke blot en del af arbeidernes løn til skolepenge og klokkertold, men lønner også selv en skrive og regnelærer (98 spd. 4 ort), betaler klokkertold med 10 tønder byg eller 30 spd. og leverer skolen 20 favne ved, o.s.v., o.s.v. Men hvad skede? Røros fik sit formandskab. I begyndelsen gik tingen vel endnu sin gamle gang, kun under lidt forandrede former; det var naturligt, at man til medlemmer af formandskabet valgte værkets embedsmænd, som allerede i virkeligheden have været formænd så længe.

Men lidt efter lidt det var endnu mere naturligt begyndte formandskabet også at ville råde, og da, når det da kom til nye udtællinger, sagde værket: Ja, det bliver jer sag. Nu bleve fast alle kommuneforhandlinger en række af stridigheder mellem den til kommunal bevissthed opvågnede befolkning, som selv vilde råde, og det gamle værk, som nu ikke længer vilde betale.

Jeg kan fortest betegne karakteren af denne strid ved et exempel.

Om vinteren går det ikke an at grave nogen grav i kirkegårdens bundfrosne jord, og derfor må bygdens folk, skiftevis og efter tilsigelse, om høsten opkaste en stor grav for alle de lig, vinteren monne bringe. Værket, som altid har forråd på byggematerialier og arbeidsfolk, har fra gammel tid af bekostet det fornødne bredde-tag opsat over denne «storgrav» og om foråret ladet graven tilkaste. Nu hændte det, at det gamle tag var forfaldet, og præsten anmodede værket om at skaffe et nyt; men værket henviste sagen til formandskabet, og dette bevilgede omsider de fornødne få dalere.

Men endnu under mit ophold på Røros stod det under forhandling, hvem der egentlig skulde bekoste graven igjenkastet om våren (en udgift af neppe 1 daler), og der skal endog fra kommunens side have været truet med proces i den anledning. Disse stridigheder og de derover opståede forhandlinger havde ellers gjort formandskabets og skole og fattigkommissionernes forhandlingsprotokoller så overmåde voluminøse, at mit arbeide med at gjennemgå dem blev mere møisommeligt end frugtbart. Men dens følger kan kortelig betegnes. Værket har vel ikke fået vælte af sig sine mange kommunale udgifter; dette er neppe tilfælde med mere end hin lille udgift med «storgraven»; men dets stilling i opinionen er ganske forandret. Før var det omtrent alt på Røros; nu er det på vei til at indtage en privatmands stilling, med en rig mands pligt, men en enkelt mands ret. Og en anden følge af striden er den, at almuen har gjort en temmelig exklusiv brug af sin stemmeret (og de mange små jordbrug her gjør næsten hver mand stemmeberettiget) og vist sin vel fra den gamle umyndighedstilstand nedarvede og derfor forhåbentlig ikke evig varende mistænksomhed mod værkets repræsentanter og alle «storinger» ved at betro sine fleste tillidsposter til mænd af sin egen stand.

Men således har skoleanliggendet ikke været i de bedste hænder. En ting er, at almuen er utilbøielig til at bevilge summer for nogensomhelst sag, i den dunkle formening, at «det skulde nok være værkets pligt at sørge derfor». En anden ting er den, at almuesmænd ikke tilfulde erkjende den høiere oplysnings værd, ikke forstå, hvilke gavnlige indirekte og direkte virkninger en høiere, oplysningsanstalt kan udøve. Da der i 1847-1849 var tale om oprettelsen af en af statskassen understøttet og af kommunen garanteret realskole, indleveredes til kommune-repræsentationen et slags adresse, som sluttede så: «Derfor ville vi lade vorre ærrede repræsentanter vide, at hvis de bevilge noget i ovennemte hensigt, må de gjøre dette på egen bekostning og reciko, gjøre de det på communs, agte vi at træke dem til ansvaer.» Og jeg beklager, at der iblandt de 76 underskrifter virkelig fandtes nogle forresten meget hæderlige mænd; men endnu mere må jeg beklage, at denne trudselsskrivelse neppe var ganske uden indflydelse på sagens gang, der endte med, at intet blev gjort.

Men et års fortsat diskussion kan nok have forandret tænkemåden i dette stykke, og jeg har, som før sagt grund til at håbe, at de forskjellige partier i kommunen snart skulle være forenede i ønsket om en udvidelse af det ellers ingenlunde forsømte almueskolevæsen. Og Røros almues fortrinlige intellektuelle og moralske anlæg synes at love, at bestræbelser for oplysnings og sædeligheds fremme her skulle bære god frugt. Jeg har jo alt anført og må fremdeles anføre enkelte skyggesider ved folkelivet her, men skulde ret ønske, at jeg havde lige så let for at fremhæve lys-siderne.

Værket har engageret en bergvidenskabelig dannet mand til at gjennemgå de gamle vidtløftige gruberegnskaber og gruberelationer, et arbeide for flere vintre, men hvis udbytte måske kan blive adskillig nyttig oplysning for undersøgelser af det engang så rige, i mange nu nedlagte gruber drevne, men vel ikke endnu udtømmende ertsleie. Jeg skulde ønske, at det rige værksarchiv på lignende måde måtte blive benyttet til at studere bergfolkets historie. Det skulde være lærerigt at forfølge folkelivet i dets mærkelige udvikling. Man må nemlig vide, at bergfolket fra først af var et ripsraps af fordægtige personer fra alle kanter.

Da værket i 1646 blev oprettet, var egnen så godt som mennesketom, og da bergværksarbeide i de tider blev anseet med fordom og foragt, var det vel mest sådanne personer, der havde forspildt sin lykke på andre steder, som søgte hid. Direktør Hjort giver også en såre mørk skildring af den moralske tilstand imellem arbeiderne i de ældste tider (Efter-retning om Røros, side 60 o.fl. st.). Og endnu den dag idag er der vidnesbyrd om, hvorledes almuen her har dannet sig ved sammenstrømmen af løse folk fra alle kanter. Størsteparten af de endnu brugelige familie navne vise nemlig ganske tydeligt, hvorledes det var, så at sige, navnløse personer, som kom hid, og som her fik imellem sine kammerater og siden måtte beholde de navne, som først frembød sig, dels efter deres tidligere eller nuværende bestilling, dels efter deres hjemstavn, dels også efter deres heldige eller uheldige egenskaber (klængenavne). Dette viser sig endnu tydeligere, når man undersøger navnene i ældre tider, således som jeg gjorde efter en regnskabsbog, af 1691. Her fandt jeg de fleste nu brugelige navne af de angivne slags og mange flere til. Følgende håndværker eller bestillingsnavne tilhørte folk, som ikke længer syntes at drive sådanne bestillinger, men beskjæftigede sig med ganske andre ting i værkets tjeneste: kok, schreder (skrædder - jeg understreger de navne, som jeg erindrer som endnu brugelige), bygmester, bælgmager, smed, bergsel (c: berg-gesell), dragon, corporal, commandant (!), erts-scheider, glasmager, snicher (c: snedker), tambur, røstvender, garmager, kulbrænder, smelter, vedkjører, messingsmed, hjulmager, klokker (denne «klokker» havde dog endnu en funktion, der svarede til hans navn; thi det sees, at han havde løn for «chorhold» eller bøn-læsning ved gruberne, hvilket «chorhold» endnu for en vis betaling udføres af en af arbeiderne) o.s.v.

Følgende stedsnavne betegnede sine eieres hjemstavn: Nordfjord, Indset, Guldal, Døl, Jemt, Grue, Opdal, Trønnes, Romsdal, Tønset, Grunset, Valset, Solli, Tyldal, Halden (Fredrikshald?), Brevik, Vallø, Kvikne, Herdal, Svensk, Schjørdal (Størdal), Selbyg, Tydal, Inderø, Meldal, Foldal, Hedemark, Eidsvold, Dalsbygd, Heskedal, Ærø, AaIborg, Tisted, og desuden mange gårdsnavne fra de forskjellige bygder i Guldalen og andre steder.(13) Enkelte navne skriver sig vel fra tydske betjente eller arbeidere, som Prydts, Vetzell (Vessell), Spell, Kvax, Tørris og nogle ere klængenavne, som Vitpot, Betroed, Hopop, Oluf Musti Karl, Ageløs, Rådløs. Mange af de nu af brug gåede familienavne, gjenfindes dog i navne på gårde og sætre, som navnenes bærere vel havde opryddet, såsom Ageløsvolden, Kvaxvolden, Kommandantvolden o.s.v.

Men medens disse navne således endnu vidne om, hvorledes befolkningen dannedes af mange tilfældig sammenblandede elementer, finder man dog snart, at folkelivet i tidernes løb har udviklet sig til at antage en eiendommelig karakter. Man behøver kun et øieblik at se menigheden samlet i kirken, og man opdager strax, i klædedragt og holdning, en egen fælles måde at være på. Folkelivet her har vistnok meget tilfælles med det i Tolgen og Tønset, men ligesom Tønsets almue påfaldende og jeg tror, til det bedre adskiller sig fra folket i Rendalen, således skal almuen på Røros, ligeledes til sin fordel, udmærke sig for folket i Holtaalen. I høi grad behagede mig Røros-almuens lyst til at samtale med den fremmede og evne til at udtrykke sig med klarhed og bestemthed, og sådan renlighed og orden og gjæstfrihed i husene, som jeg har fore fundet, ved jeg ikke noget andet sted at have seet mellem almuesfolk af lignende tarvelige formuesvilkår.

Vistnok havde den før omtalte mistænksomhed været snar til at sende en stor del af almuen i en af disse uheldige arbeiderforeninger og det undrede mig, at den politiske enfoldighed skulde være stor nok til at udgive 40 spd. for exemplarer af arbeiderbladet. Men dels var interessen for denne forening i kjendeligt aftagende og kunde ikke opfriskes ved formandens nye forslag om understøttelseskasse og deslige, dels var der et meget stort antal af almuesmænd, som i modsætning til arbeiderforeningens tendents, holdt fast sammen i en anden tidligere forening med gudelige formål. Ligesom nemlig den offentlige gudstjeneste besøgtes jevnt, således samledes også hver onsdags eftermiddag så mange, som det benyttede lokale kunde rumme, til sang og læsning af postille eller Bibelen. Præsten eller i hans fraværelse en begavet og kristelig nidkjær skolelærer ledede disse i sandhed opbyggelige sammenkomster, som nok for længere tid tilbage ere stiftede af nogle af Hauges venner, men som nu besøges af endnu flere kristne med et mere og mere klaret blik på kristendommens sandhed. Ved siden af stedets nuværende præst og endnu før ham tror jeg at en kristelig oplyst lægmand har været et redskab til at fremkalde en heldig vending i den religiøse tænkemåde. Det er en svenske ved navn Strømberg, der kom til landet som kolportør for det svenske bibelselskab, men nu har nedsat sig som næringsdrivende på Røros. Jeg hørte ham engang holde foredrag; det var - karakteristisk nok for forholdene her - i et bryllupsselskab. Han lignede ikke de sædvanlige lægfolksprædikanter; thi han holdt sit foredrag efter anmodning og han indskrænkede sig til en simpelt udlæggende bibellæsning og holdt sig fri for den eiendommelige følelsesmaner eller hvad jeg skal kalde det egne i stemme og holdning, som pleier udgjøre de reisende læg-prædikanters ydre slægtsmærke. Denne mand, som jeg dog ikke fik tale med på Røros, fik jeg fremdeles endnu større agtelse for ved at høre hans stille virken omtalt af kristeligsindede, brave bondemænd i Dalsbygden i Tolgen, hvor der i de sidste år har dannet sig en ved sandheden fastholdende modsætning til den netop der under indflydelse af Olaus Nielsens skrifter grelt udartede haugianisme.

Også den omtalte skolelærer, som pleiede lede de regelmæssige søndagssammenkomster, er et af de mange exempler på, hvorledes de mindre dannede, men brave, sandhedskjærlige, kristeligsindede mænd kan være et redskab til at fremme noget godt. Han er lærer i et nær til Bergstaden stødende omgangsskoledistrikt, men bor på Bergstaden og er medlem af formandskabet. Han er respekteret af alle og høit æret af sin voxende kristelige vennekreds. Men hans stilling som familieforsørger i en ringe aflagt skolepost nøder ham måske til at modtage et tilbud for en forening, som holder på at danne sig i bygderne imellem Røros og Hedemarken af ligesindede mænd, der ønske at flytte over til Amerika og tage hin mand med som lærer for deres børn.

Hvorledes står det til med kydskheden i Røros menighed? Fødselslisterne vise en påfaldende stigen i antallet af uægte fødte børn i de sidste 5 år. Til denne sidste periode var forholdet omtrent ens lige fra århundredets begyndelse, og jeg behøver da ikke at gå længere tilbage i tiden end et par decennier for at vise forholdet.

Men det for denne sidste periode meget betænkelige udseende forholdstal er aldeles falskt, eller rettere, sammenligningen mellem denne og de foregående perioder efter disse forholdstal vilde være falsk. Tingen er nemlig, at den netop ved den sidste periodes begyndelse tiltrædende nye præst skrev i sin ministerialbog «uægte» i mange tilfælde, hvor hans formand havde skrevet «ægte». Ved en nærmere betragtning udjevner

År Det hele antal fødte Deraf uægte   pct.  
1826-1835    
1836-1845
1846-1850
813
904
475
62
52
67
7,6
5,7
14,1

forholdet sig mellem de forskjellige tidsrum, ikke just til det sidstes fordel, snarere til de foregåendes skade.

I årene 1830-31-32 findes i ministerialbogens liste over ægteviede 78 par (skjønt der for 7 af disse par kun fandt tillysning sted, og vielsen først påfulgte i 1833). Jeg tog en alphabetisk fortegnelse over alle disse par og sammenholdt så dermed den rubrik i dåbslisten, som viser navnene på børnenes forældre. Således kunde jeg finde, hvor mange af disse forældre der havde bragt børn til dåben, samt om børnene vare fødte før eller efter ægteskabet og hvor lang tid før eller efter. Det samme arbeide gjentog jeg også for de 3 år 1846-48, i hvilke år der ægteviedes 66 par.

Resultatet af undersøgelsen vilde være blevet fuldstændigere, dersom tiden havde tilladt mig at gjennemgå dåbslisterne ikke alene som skeet fra det tidsrums begyndelse i hvilket vielserne faldt, og til udgangen af

Tidsrum Ægte-viede par De af disse, som i tidsrummet og i det første år efter have havt børn sammen

Af fødslerne indtraf

før ægte-
skabet

Efter ægteskabet

Ind. fyldte 8 mnd. Efter fyldte 8 mnd.
1830-31-32

(Tiden for fødslerne før og efter ægteskabets indgåelse gjen-nemsnitlig beregnet i måneder)
1846-47-48

(Tiden ligesom ovenfor)

78







66
51







48
23 17 11






(8)
11






(4,4)
19






(15,3)
18

(8,3)

(2,5)

(15,5)

det efterfølgende år, men også for en række år før det valgte tidsrum. Der skulde da have viist sig et endnu større antal af ægtefolk, som havde havt børn sammen før det indgåede ægteskab. Men at undersøgelsen ikke således blev anstillet så fuldstændigt som muligt, skader ialfald ikke sammenligningen mellem de to tidsrum, da fremgangsmåden begge gange var den samme. Der viste sig følgende forhold (se tabell ovenfor, s. 58).

Nu ser man, hvor misvisende den ovenfor efter ministerialbøgerne opstillede sammenligning af forholdet mellem ægte og uægte fødte var, nu ser man det, når man erfarer, at af hine i 1830-32 før ægteskabet indfaldne 23 fødsler var kun 1 i ministerialbogen anført som «uægte», uagtet forældrenes påtenkte giftermål først fulgte tildels lang tid efter, medens af de 11 fødsler af samme slags i 1846-48 alle på 1 nær vare anførte som «uægte», og det uagtet der på den tid, da børnene døbtes, allerede var lyst til ægteskab for flere (8) af forældrene.

Efter disse opgaver kan forholdet berigtiges således:
1830-31-32  Antallet af døbte ......................         249.
            Som «uægte» fødte anføres ..............  20,
            og som sådanne skulde tillige
            været anførte ..........................  22.     42.
            Forholdet af uægte fødte bliver altså ..          17,3 pct.
1846-47-48  Antallet af døbte .....................          304.
            Som «uægte» fødte anførtes ............   42.
            hvortil endnu efter den strængere regel
            skulde komme ...........................  1.     43.
            Forholdet af uægte fødte bliver altså ..          14,1 pct.

Så, hvis man tør dømme efter et så kort tidsrum som 3 år, er dette forhold i den senere tid ikke så ufordelagtigt som i den tidligere.

Men på den anden side har denne undersøgelse vist en skrøbelighed ved ægteskabsforholdene både i den første og anden periode, som man ved den almindelige benyttelse af ministerialbøgernes tal ikke bliver vaer. Jeg mener den omstændighed, at for mange ægtefolk den første fødsel indtræffer dels før, dels så kort tid efter ægteskabets indstiftelse, at man seer, at denne akt ikke har været den høitidelige indvielse af det ægteskabelige liv.

De tal, der angive mængden af fødsler før ægteskabet, skulde, som ovenfor antydet, have været større endnu, hvis undersøgelsen havde været udstrakt til nogle årgange af fødselslisterne for de for undersøgelsen valgte perioder.

Nu, der er jo i den sidste periode en forandring til det bedre, forsåvidt som de før ægteskabet indtrufne fødsler ere noget færre end forhen, men på den anden side ere fødsler indtrufne i ganske kort tid efter ægteskabets stiftelse (19 fødsler gjennemsnitlig 2,5 måned efter i den sidste periode imod i den første 17 fødsler gjennemsnitlig 4,4 måned efter), så forholdet i dette stykke kan være omtrent jevnt nu imod før.

I et foregående hefte yttrede jeg tilfredshed med den betænksomhed, som navnlig værksarbeidere synes at vise ved at opsætte giftermålet til en sådan alder, hvor det kunde antages, at de havde lagt sig noget til bedste. Men denne ros må nu modificeres noget efter det resultat, som bearbeidelsen af mine til dette kapitel samlede materialier viser; thi for de 31 værksarbeidere, som giftede sig i 1830-32, fødtes i samme år 12 børn før og 6 inden 8 måneder efter giftermålet, og for de 14 værksarbeidere, som giftede sig i 1846-48 var tallet af ligedanne fødsler 2 og 4.

Disse børns fædre burde altså have indgået sit ægteskab tidligere.

Det ved denne benyttelse af ministerialbøgerne påviselige forhold, hvorefter den kirkelige vielse synker ned til en udvortes, lidet væsentlig formalitet, et forhold, som ikke alene i flere måder er fordærveligt for det ægteskabelige liv, men også svækker sædelighedsbegreberne i det hele. Dette forhold, som jeg allerede omtalte fra mit ophold på Hedemarken, det havde jeg ikke ventet at finde så misligt her på Røros. Thi for det første synes familielivet i det hele renere og ædlere her end mellem almuen af lignende kår og kultur på andre steder, og for det andet forefandt jeg her en egen fra gammel tid nedarvet vedtægt, som vidner om en i dette stykke ingenlunde ligegyldig opinion. Det er nemlig vedtægt, at et chor af 4-6 blomstersmykkede hvidklædte småpiger ledsager den rene brud til alteret. Det ligger en hæder i dette lille vakkre følge, som den brud ikke kan nyde, der allerede har født et barn til verden, og som den brud ikke tør anmasse sig, som ved, at hennes løgn om kort tid skulde åbenbares. Jeg var også vidne til en ved forskjellige små kirkelige ceremonier forskjønnet brudevielses-scene, hvor 2 brudepar samtidigt trådte for alteret, men kun den ene med «brudefølge», det andet uden.

Årsagen til, at denne gamle vedtægts bud så ofte overtrædes, er en dobbelt. For det første hersker nattefrieriets skik også her, selv på Bergstaden, hvor trods dens bymæssige udseende idethele mere landlige end bymæssige sæder herske. For det andet er det også her som andetsteds i vore landsbygder en rimeligvis fra den gamle kirkelige trolovelses tid nedarvet tænkemåde, at når der er lyst til ægteskab, så er ægteskabet næsten som allerede offentlig sluttet, en tænkemåde, hvortil endnu her på Røros kommer en måske ved lokalforholdene fremmet uskik, den nemlig, at der ofte ligger meget lang tid mellem tillysningen og vielsen, en uskik som dog under den nye præsts virksomhed er i aftagende, skjønt mine optegnelser her ikke ere så fuldstændige, at jeg kan udtrykke denne forandring til det bedre i tal (tal, der skulde angive det gjennemsnitlige antal af uger imellem tillysningerne og vielserne). Men når forholdet i dette stykke er sådant på Røros, så er dette mig en bestyrkelse for den anskuelse, at der rimeligvis i de fleste af vore landsbygder herske en uskik og en slaphed i begrebene om sædelighed, som man ikke tilstrækkelig har været opmærksom på ved at agte forholdet mellem «ægte» og «uægte» fødte børn.

Jeg kjender ikke antallet af de kriminelle forseelser, som i årenes løb have fundet sted på Røros. Men af den måde, hvorpå almuen ofte udtrykker sin uvillie eller snarere sin bedrøvelse over en af en Røros-boer i afvigte sommer forøvet grov forbrydelse, uddrager jeg den bestemte slutning, at forholdet i så henseende er meget godt. Men jeg er ikke uden frygt for en forandring til det værre, hvis Røros Værk skulde gå sin undergang imøde og husene dermed skulde fyldes med armod og gemytterne fristes til fortvivlelse. I så fald vilde det være trefold nyttigt, at det til et forsøg for et års tid siden oprettede sorenskriver-embede kunde beholdes. Det har allerede i den korte tid vist sig, hvilken vinding det var for stedet, at det fik en human lovkyndig i sin midte, som kunde tjene med oplysende råd, en embedsmand, som med myndighed kunde opretholde den offentlige orden. Men embedets indtægter ere måske for knappe til, at dets nuværende indehaver, som har måttet holde sig adgangen åben til et tidligere advokatur, kan holde sig der. Efter min afreise fra stedet har jeg vel erfaret, at kommune-repræsentationen har lagt for dagen sin interesse både for embedet og for manden ved at votere ham en indtægt af kommunen på 50 spd. årlig; men jeg ved ikke om vanskeligheden derved er ryddet af veien.

Jeg bryder af her og forlader Røros. Ovenfor yttrede jeg nok, at jeg anvendte en del af min tid her til at gjøre mig bekjendt med det storartede, i mange måder forviklede og for nabobygderne videnom overmåde vigtige kulbrug, til hvis bestyrelse staten ansætter en egen skovinspektør.

Vidtløftige befarings-relationer og kommitte-betænkninger af en til skovenes undersøgelse for få år siden nedsat kommitte gave mig og adskillig kundskab om næringsforholdene i disse skovtrakter i Tolgens, Tønsets og Rendalens vidtløftige præstegjælde. Ved samtaler med folk fra landdistrikterne, som jeg traf på Bergstaden, fik jeg også til dels detailleret beretning om livet i de spredte familier i f.ex. de melankolske tragter omkring Fæmundsøen, ved Drevsøen (den nedlagte hytteplads), i Sømaadalen, Tufsingdalen, strøg, hvor det djærve menneskeliv kjæmpet med en usædvanlig barsk og karrig natur. Men jeg skal ikke forlænge denne min reiseberetning med forklaringer og skildringer heraf. Thi denne reiseberetnings hensigt er ikke at fremlægge udbyttet af alle mine efter forskninger om almuens, arbeiderklassens og fattigfolks liv, men mer at vise, hvorledes jeg bar mig ad med at løse min opgave, og årsagen til, at jeg mere end ellers har dvælet ved beretningen om mit ophold på Røros, er den, at jeg ønskede ved noget fyldigere exempel at vise, hvorledes jeg bestræbte mig for at få oversigt over alle de forholde i folkelivet, som kunde synes at stå i nogen forbindelse med mit formål, og troede ikke at burde spare tid og møie med at gå i detaillen.

Men idet jeg nu lader pennen afslutte beretningen om Røros, mindes jeg ret levende, med hvilke følelser jeg forlod selve stedet. Sålænge havde jeg opholdt mig på Røros, at stedet var blevet mig kjært som et hjem, og jeg forlod det med inderlig glæde ved det opmuntrende indtryk, som folkelivet der i det hele havde gjort på mig, med taknemmelig erindring om den personlige velvillie og deltagelse for mit arbeide, hvormed alle de mænd af den dannede klasse, til hvem jeg henvendte mig, havde hjulpet mig til at lære at forstå det for mig så nye i forholdene. Men der var endnu så meget, som var mig mindre klart og sikkert, meget, som jeg så gjerne endnu engang vilde forhørt mig om.

Den 25de oktober gik jeg fra Røros og drog sydover. Jeg bøiede dog snart af fra landeveien op til en liden sidedal i Tolgen, Os annex, som hedder Dalsbygden. Træt og sløv efter det tildels forcerede arbeide på Røros agtede jeg at besøge en tækkelig bondefamilie der, som jeg på min reise i 1848 havde gjort bekjendtskab med, og hvile mig ud i et par dages landlig ro. Det gik lidt anderledes, end jeg havde tænkt. Jeg måtte endelig i følge med min vært besøge nogle af nabogårdene, og overalt mødte man mig med gjæstfrihed, og jeg fandt overalt noget nyt at se og høre. Venlige hænder holdt mig fast i fulde 8 dage, og tiden gik så hurtigt under idelige samtaler.

Jeg arbeidede intetsteds på min reise mere end her, men jeg fik dog nyde en sjelden hvile. Thi her var så fredeligt. Jeg besøgte de fleste gårde i denne lille bygd og talte med mangfoldige mennesker, men jeg hørte ikke nogen klage. De skildrede jo vistnok deres livs besværligheder for mig; men disse klager over øvrigheden, over de store, over de rige, som havde forfulgt mig fra Hedemarkens husmandsstuer til finnernes koier ved Glommens kilder, lode mig i fred her. Det billede af norsk bondeliv, jeg medtog fra Dalsbygden, danner et af de kjæreste og i flere måder lærerigste partier i mine reise-erindringer.

Omkring året 1740 levede i nærheden af Tolgen hytteplads en gut af almuestanden ved navn Jon Simensen, som rimeligvis har røbet gode evner, siden præsten Claus Schult og hytteskriver Mickel Schjeldrup toge sig af ham og lærte ham at skrive og regne. Og dette deres arbeide blev ikke unyttigt; thi da det i 1747 efter den nye skolelovs bud skulde ansættes skolelærere i præstegjeldet, blev denne gut, da 18 3/4 år gammel, beskikket til skoleholder for hele Os annex. Ifølge datids brug måtte han holde skole sommer og vinter med undtagelse af nogle få uger i ånne-tiden; hans distrikt strakte sig fra Dalsbygden i vest til Sømaadalen og Tufsingdalen ved Fæmundsøen, og hans løn var 17 rdlr. årlig. 1754 blev skoleholderen gift med datter af Esten Olsen Gruen, fordum smed ved den allerede nedlagte Dalsbygds Grube. Men svigerfaderen, som ikke kunde lide, at datteren skulde have en skoleholder til mand, nødte denne til at frasige sig ombudet og i dets sted lægge sig efter smede-professionen. I 4 år bleve flere personer, den ene efter den anden, beskikkede i ombudet; men da ingen vilde stå ved det og den gamle grubesmed i året 1758 døde, og svigersønnen, som af den efter ham arvede gård fik navnet Jon Simensen Grue, nu havde fuld frihed, nedlagde han hammer og tang og vendte tilbage til sin kjære skolestue.

Distriktet blev dog nu delt, i Dalernes distrikt øst mod Fæmunden, og Os med Dalsbygden. Dette sidste distrikt valgte Grue, hvis løn formedelst delingen dog blev nedsat til 13 rdlr. Klokkerombudet i Os havde mand efter mand været bestyret af folk, som hverken kunde regne eller skrive, og derfor ingen protokoller kunde føre. Der havde heller ikke altid været ført ministerialbøger af præsterne. Som følge heraf blev ofte børns fødselsdatum, ja fødselsår forglemt, og man gjettede sin alder ved at måle den med indtrufne mærkværdige begivenheder, t.ex. «svenskevinteren, froståret, storvinden, storflom-sommeren og andet mere». Men fra 1768 blev det bedre i dette stykke. Da fik Tolgen en dygtig præst i Jørgen Mandal, og Jon Simensen Grue blev foruden skoleholder tillige klokker i Os, «Nu begyndte denne nye klokker ved præsten Jørgen Mandals hjælp og rådføring at indrette og holde ordentlig skolejournal og kommunikantbog i sognet. Disse to mænd, præsten og klokkeren, vare da meget enstemmige i alle forretninger, vare alle tider gode venner og ligesom brødre i alle begivenheder; i særdeleshed arbeidede de med fælles hjælp at udrydde uordener, overtro og mange andre laster, som vankundigheden drager efter sig.» At i året 1769 beboerne af Osgården ved Os kirke kjøbte et stabbur for at indrette det til skolehus og efter adskillig betænkelighed endelig i 1776 fik det færdigt, det var vist en følge af denne klokkers bestræbelser; thi han nævnes ved siden af den bekjendte direktør Peder Hjort på Røros som en af dem, der ved gaver bidrog til husets indredning. I året 1781 blev efter over lægning mellem præsten Mandal og klokker Grue skolelærernes omgang i distrikterne ordentlig reguleret ved begge distrikters inddeling i roder, og skolelønnen forhøiedes fra 13 rdlr. til 16 rdlr. for læreren i det vestre distrikt (Os med Dalsbygden) og 15 rdlr. til læreren i det østre.

Præsterne vexlede ofte; men Jon S. Grue bestyrede sit klokker og skolelærerombud til 1806, da han opgav det til sønnen Simen Jonsen. Denne blev af biskop Beck ved en visititation på Tolgen ordentlig indsat i sin bestilling. «Og navnet «klokker» blev dengang ombyttet til navnet «kirkesanger».» Denne klokker thi almuen her holder sig endnu til det gamle navn døde 1813. Men da blev der skrevet efter en yngre broder af ham, Jon Jonsen Grue, der som unggut havde taget gårdstjeneste i Melhus i det Throndhjemske, og siden der var bleven antagen til omgangsskoleholder. Han kom og overtog broderens bestillinger, dem han til almuens tilfredshed har bestyret indtil denne dag.

I året 1822 foregik dog den forandring, at dette med klokkeriet forbundne skoleombud blev delt i to, således at den egentlige Osbygd fik en ny lærer (en søn af den afdøde Simen Jonsen, Jon Simensen Grue, der nu lever som klokker i Tolgen, og ligeledes er en dygtig mand), men Dalsbygden beholdt klokkeren som sin lærer. Således har Os annex, som i 1748 fik sin første skolelærer, lidt efter lidt fået 3. Og af mange småtræk er det blevet mig klart, at kulturen og sædeligheden har udviklet sig i samme forhold. Måtte nu et nyt fremskridt i Dalsbygdens skolevæsen betegne en lignende fortsat forædling af folkelivet! Klokkeren og læreren i Dalsbygdens skoledistrikt, Jon Jonsen Grue, der fra gårdsdreng var bleven skolemester, som ikke engang, skjønt dengang boende ganske i nærheden, havde kunnet besøge et slags skolelærerseminarium, som i 1802 eller 3 oprettedes i Throndhjem af biskop Schjønheider, præst, senere biskop Beck o.fl., - som endog, da kantor Roverud i 1844 kom til Tønset for at give kirkesangerne undervisning i koral-musik, måtte bede sig fritagen for at deltage deri(14), - denne mand reiste i 1849 med sin søn Thore til Klæbo seminarium og betalte hans skolegang der i 2 år med 94 spd., men nu har han den glæde - og jeg troer, at bygden deler den - at den med godt lov tilbagekomne søn er bleven konstitueret i den gamle skolelærerpost. Han tiltrådte sin post under mit ophold i bygden, og da der den næste søndag ikke var kirketjeneste, og der da efter gammel skik her i nordre Østerdalen skulde holdes klokkerlæsning i skoleværelset, så mærkede jeg bevægelse i mange ansigter, da den unge, håbefulde skolemester første gang intonerede en psalme og læste af postillen (Wexels's) for derefter i den samlede almues påhør at overhøre børnene i ugens læsning. Endnu mangler Dalsbygden en ting, et fast skolehus for den temmelig tætsluttede bygd. Men kjender jeg folket ret vil det ikke vare længe, før det får sig et bygget.

Det er måske ikke mange af vore landsbygder, hvor man således efter bygdens egne sagn kan forfølge skolevæsenets udvikling fra dets første ordentlige indrettelse. Men disse og mange andre sagn og beretninger om Dalsbygden ere også omhyggelig samlede i en med året 1700 begyndende «årbog» af den nævnte, hæderlige klokker Jon Jonsen Grue.

Ved forskjellige småtræk, som jeg mærkede mig under samtalerne med folk i Dalsbygden, bestyrkedes jeg i en mig tidligere bibragt forestilling om, at den ganske nær tilgrænsende Os-bygd, strøget langs Glommen, på langt nær ikke har bevaret eller udviklet en sådan dannelse og sædelighed som Dalsbygden. Nogle bidrag til bedømmelse af dette forhold fandt jeg vel, da jeg senere gjennemgik lensmandens protokoller. Men mit ophold i Os blev for kort til at anstille den interessante sammenligning til bunds. Efter en dags ophold på Tolgens præstegård gjorde jeg atter en afstikker op til annexet Vindgelen, hvor jeg gjorde et behageligt bekjendtskab med den udmærket dygtige kirkesanger.

Den 6te november kom jeg til Tønset. Tønset er et af Røros Værks vigtigste kuldistrikter, og det var mig nu nyttigt, at jeg på Røros havde gjort mig noget bekjendt med forholdet mellem værket og dets mange brugsbønder. Og medens man på Røros klagede dels over skovenes aftagen, dels over bøndernes tendents til at skille sig fra værkets interesse, hørte jeg her kyndige mænd tilråde alle og enhver så snart som muligt at slutte med kulbruget og i dets sted lægge sig efter jordbrug.

Der forestår utvivlsomt en forandring i næringsveiene, og en tid lang vil vel denne forandring blive ugunstig for mange. Men Dalsbygden har allerede for noget over en menneskealder siden gjennemgået den samme forandring og overgangsperiode og vundet derved; det samme tør vel også blive tilfældet med Tønset. Og om Røros Værk dermed nødes til at vende sig mod egnen om den nu nedlagte Drevsjø hytte og grændse-skovene mod Sverige, så vil dette være en hjælp, som de der boende fattige familier allerede længe have ventet på. Høist interessant skulde det være under et længere ophold på Tønset at iagttage udviklingen og virkningerne af den temmelig strænge haugianske tænkemåde, som her hersker. Nu fik jeg kun føle mig for ved samtaler med den nidkjære præst og 3 af stedets skolelærere, alle fordomsfrie mænd.

I Tyldalen skal stemningen være ikke strængere, men heftigere; her har man i grunden vistnok ganske rigtigt fundet slægtskab mellem Olaus Nielsens og Markus Thranes opposition og fortabt sig i læsningen af begges skrifter. Så hørte jeg stemningen skildre, og så fandt jeg den, hvis jeg tør dømme efter erfaringen ved det eneste besøg i en bondefamilie, jeg her fik gjøre.

Til Rendalen kom jeg den 13de november og opholdt meg her i 3 dage. Det var en besynderlig brat overgang. Alt, både menneskelivet og naturen, syntes mig forskjelligt fra, hvad jeg nu i et par måneder var bleven vant til i de nordre bygder. Jeg kan fortælle et exempel. Da jeg her netop var kommen over grændsen mellem Røros kuldistrikt og trælasthandelens tømmertrakter, og da jeg hørte, at skovarbeidet just på den tid gik for sig oppe i åser og lier, hvor sneen allerede lettede «lunningen», steg jeg op i en høitliggende skov, hvor flere arbeidsfolk vare samlede. Skovens eier, en sjelden tækkelig bondemand, men også den mest anseede i bygden, var så god at gjøre mig følge. Jeg traf også mange folk og det i deres hvilestund. Men hvor deres træghed stak uhyggeligt af med den livlighed og venlighed, som fast overalt havde mødt mig nordenfor! Disse mænd havde dog ikke anderledes slid eller slæb end hver mand i Dalsbygden. Var det da husmandsforholdet, som i Dalsbygden er næsten ukjendt, men hersker her, som var årsag i denne forskjel? Og var dette samme husmandsvæsen og tjenerklassens derved modificerede stilling, som var årsag til en anden forskjel, som ministerialbogen viste mig? Jeg tænker på forholdet mellem ægte og uægte fødsler, som kan fremstilles så:

________________________________________________________________
             År         Døbte børn   Deraf uægte   Pct. af uægte
_________________________________________________________________
Tønset     1831-40       1202          99              8,2
  "        1841-50       1141          91              7.
Rendal     1831-40        538         112             20,8
  "        1841-50        624         131             21.
_________________________________________________________________

Er det nu måske her ligesom i de forskjellige præsters, tid på Røros, at sprogbrugen i de forskjellige ministerialbøger er forskjellig? Jeg fik ikke undersøge den ting så nøie, men ved, at sprogbrugen i Rendalen ikke var den strængeste; flere børn vare nemlig anførte som ægte, uagtet de vare fødte før forældrenes giftermål. Forholdet i Rendalen er værre end i Stange, hvor det i de sidste værste år kun er 16,3 pct.; ja forholdet i Rendalens fjeldbygd er værre end i Kristiania og Aker med dets corrupte forstæder, hvor de uægte fødsler i 1851 vare i byen 17,6 pct. i Aker 16,3 pct. (se Kristianiaposten for 9de januar 1852).

Ved beregningen af forholdet i Rendalen har jeg på den ene side ikke gjort fradrag for tvillingfødsler, men på den anden side heller ikke taget de dødfødte med i beregningen, blandt hvilke der dog i de anførte 20 år var 16 uægte fødte. Men disse små tal vilde i hvert fald ikke have forandret resultatet stort. Og vistok studsede jeg ved at se ministerialbogen nævne temmelig mange gifte mænd som disse uægte børns fædre.

Men den største del af dem kommer dog vist på tjener- og arbeider-standen, her som andetsteds.

Der var også andre forholde her, som vakte uhyggelige betragtninger. Men det faldt mig så meget vanskeligere at komme efter tilstanden her, da stedets præst var ganske ny i embedet. Jeg reiste fra dalen med det ønske at komme igjen og så i god mag gå fra gård til gård for at studere den sædernes ødelæggelse, som jeg havde fået mere end en anelse om.

S. T.
Hr. bureauchef Morgenstjerne!

Efter Deres anmodning om at meddele Dem, hvad jeg måtte vide til oplysning om forholdet med leilændingsgodset og værksskovene i Røros Præstegjeld - de 2 klageposter mod Røros Værk i det fra en del rørosinger indkomne underdanigste andragende -, sender jeg Dem herved 2 hefter af min til Kirke-departementet ifjor afgivne reiseberetning for 1851, og tillader mig at henvise Dem til pag. 135 følgg. (skovene) og 139 følgg. samt 149 følgg. (leilændingsvæsenet).

Jeg tænkte først, at jeg ved at nedskrive en speciel forklaring skulde forskånet Dem for den flere forholde omfattende reiseberetnings vidtløftighed. Men del, kan måske interessere Dem ved sagens behandling at være noget nærmere bekjendt med jordbrugsforholdene i almindelighed på Røros.

Efter et besøg på Røros ifjor høst kan jeg tilføie nogle notitser til kundskab om det omhandlede leilædingsgods's værdi og fordeling mellem de forskjellige klasser af præstegjeldets indbyggere. Disse notitser ere tagne af protokollen over fattigskatligningen for 1850. Denne ligning blev udført med en ganske besynderlig omhu. Det gjaldt om at udligne lidt over 300 spd., og ikke mindre end 29 mand sat til den ende sammen i mindst 8 (men jeg tror 14) dager for at gjennemgå hver mands formuesomstændigheder! Jeg benyttede denne protokol således, at jeg først med kjendte mænds hjælp, inddelte skatteyderne i klasser og så for hver klasses vedkommende opsummerede de i de forskjellige rubrikker for prioriteret gjæld, kreaturhold o.s.v. anførte tal. Resultatet ble dette (se tabell ndenfor)

I hele Røros præstegjeld er neppe nogen jordplet bortbygslet af andre jorddrotter end Røros værk. Dette værk har imidlertid flere slags jordeiendomme at disponere over, i præstegjeldet nemlig «Røros gods» og adskilligt «strøgods» i Røros Thinglaug og en del brug i den i daglig tale såkaldte Rendals alminding i Tolgens Thinglaug (på tabellen: Femundens fattig-distrikt). Da det lader til, at såvel klageskriftet som centralkommissionens og overdirektionens erklæringer ene have havt det

Klasser Skatteydere Prioriteret
gjæld spd.
Kreaturhold Antagen
formue spd.
Bygselens
værdi spd.
Antagen
næring spd.
Mænd Kvinner Heste Storfæ Småfæ
Offentl. embeds- og bestillingsmænd 17 2 3005 1 48½, - 19875 800 4695
Værkets betjente 16 1 6025 10 111 - 20800 4475 8457
Værksarbeidere 295 - 20230 41 966 - 88320 25110 29867
Handlende 8 1 18270 3 38½ - 73925 25 9325
Håndværkere 61 2 3334 3 69 - 9525 2675 3581
Kromgrube-arbeidere 28 - 670 - - 2665 805 1782
Dagarbeidere 24 - 844 - 24 - 1625 25 965
Bønder 142 11 8363 121 1408½ 31 121300 35200 25725
Værks-pensionister 43 23 3054½ 9 247½ - 22175 6150 4851
Forskjellige 22 3 460 - 16 - 4400 350 1560
Myndlinger 4 6 - - - - 3273 - -
Røros uden Femunden 660 49 64255½ 188 2932½ 31 367883 75615 90808
Fremdeles i Femundens distrikt, mest bønder 23 2 580 9 153 - 5450 8550 3125
I hele præstegjeldet 683 51 64835½ 197 3085½ 31 373333 84165 94033

i Røros Thinglaug beliggende jordegods - og navnlig «Røros gods» for øie, har jeg i tabellen fraskilt Femundens fattig-distrikt fra det øvrige præstegjeld, og den i den lste generalsum angivne værdi af bygselgodset 75,615 spd. angår da kun det værket tilhørende og i Røros Thinglaug beliggende jordegods.

Dette jordegods består af:

1) Røros gods, nyt matr.no. 30 ................................... skdlr. 34.16
2) Strøgods, a) 2 brug i Solgård, nyt matr.no. 85,
   tilsammen ...................................   skldr. - 4. 16
   b) Dalen, nyt matr.no. 54 ...................   skldr.   1.3.5       2.2.21
                                                                        37.1.13

Centralkommissionen har i sin sagen vedlagte erklæring angivet, at der på Røros gods fødes omtr. 44 heste, 644 stykker storfæ og 1060 stykker småfæ. Denne opgave støtter sig til resultatet af en i de sidste år af en dertil nedsat kommission foretagen befaring og skyldsætning over godsets mange parceller, og resultatet er egentlig dette, at der fødes af heste 44, af storfæ 619 a 644 og af smafæ 873 a 1060 stykker. Tager jeg nu middeltallet her, og omsætter jeg 1 hest til 2 «kofødsler» og 6 får til 1 «kofødsel», så bliver udbyttet af Røros gods 878 kofødsler.

På strøgodset fødes efter direktør Schults opgave til mig
2 heste, 25 stkr. storfæ og 10 a 14 småfæ ...............      31    »
                                                Tilsammen     909 kofødsler.
Hele Røros præstegjelds matrikul er:
1) Røros thinglaug ....................................       114 d. 1 o. 11 sk.
2) Dele af Tolgens thinglaug:
   a) Nyt matr.no. 7579 (Femundens distr.)   3.4.12
   b) do. do 83-84 ......................    2.4.21
   c) do. do. 124-130  ..................    8.4.11
                                                              15    3    20   
                                                Tilsammen     130 d. - o.  7 sk.
Når jeg herfra for Femundens distrikt drager .....             3    4    12   
bliver tilbage ...................................            126 d. - o. 19 sk.

som altså angiver matr.-skylden for den del af præstegjeldet, hvortil tabellens første generalsum svarer.

Men for denne del af præstegjeldet kan det i tabellen angivne kreaturhold på samme måde som ovenfor ansættes ligt med 3313 i kofødsler.

Når jeg nu sammenholder det resultatet, hvortil hin skyldsætningskommission for bygselgodsets vedkommende, og det, hvortil ligningskommissionen for både bygsel- og odelsgodsets vedkommende er kommen, så finder jeg, at efter skyldsætningskommissionen kommer der på 1 skyld-daler af bygselgodset omtrent 24,6 og efter ligningskommissionen på 1 skylddaler af bygsel. og odelsgodset omtrent 26,3 kofødsler.

Dette forhold skulde ganske vist være blevet end mere ligt, dersom ikke de mange «hager» (v. matrikulen) havde været forholdsmæssig meget værdifulde jordeiendomme, der dog, 561 i tallet - kun bære en skyld af tilsammen 8 daler 2 ort 16 sk.

Denne sammenligning giver allerede nogen sandsynlighed for, at de to kommissioner have bedømt jordegodset så temmelig ens. Og denne sandsynlighed bestyrkes, når man sammenholder bygselkommissionens opgave over kreaturholdet på og ligningskommissionens skjøn over værdien af bygselgodset. Når jeg nemlig sammenholder de 909 kofødsler med værdien af 75,615 spd., så ser jeg, at et kofødsel kommer på omtrent 83 spd., et tal, som for landdistriktets vedkommende, hvortil bygselgodset hører, vist meget godt angiver det gjennemsnitlige forhold, deri virkeligheden varierer mellem 75 og 100 spd.

Når ellers jordegods til skyld 37 daler 1 ort 13 sk. holdes værd. 75,615 spd., så finder man, at 1 skylddaler repræsenterer omtrent 2030 spd. Herefter kan jeg da videre beregne, at «Røros gods» - det, hvorom her nærmest handles repræsenterer omtrent 70,000 spd. eller 34 hundrede daler derover. Når nu dette jordegods efter hvad der er påtænkt skal bære en landskyld af 18 sk. pr. skyldskilling (og de andre onera, som påhvile leilændingerne, stå mest kun på papiret), så bliver det for det hele gods omtrent 620 spd. eller kun 62/70 eller omtrent 6/7 pct. af kapitalen. Og det kan antages, at landskylden for det øvrige bygselgods i præstegjeldet også i Femundens distrikt er eller vil blive beregnet efter samme eller omtrent samme målestok.

Hvor vigtigt Røros gods og det øvrige bygselgods, hvorover Røros Værk disponerer, er for præstegjeldets økonomi, det giver de andre tal i tabellerne adskillig anledning til at bedømme. Jeg skal kun tilføie, at efter flere kjendte mænds formening tør jeg antage, at af den på tabellen anførte prioriterede gjæld tilhører måske 50,000 dels offentlige kasser på Røros, dels udenbygds låneindretninger, så man kan finde den omtrentlige værdi af de Røros præstegjeld tilhørende eiendomme ved til summen af deres antagne formue at lægge den anførte del af den prioriterede gjæld.

Der er en speciel omstændighed, som gjør, at det må ansees som et gode for Røros præstegjeld, at en så stor del af jordegodset tilhører udenbygds eiere (participanterne). Det er den, at om Røros Værk skulde standse eller betydelig indskrænkes (og netop i denne tid hersker alvorlig frygt for, at så skal ske), så ville alle faste eiendomme og da også jordeiendomme skjønt disse mindst falde i pris og i værdi. Skulde de stedfindende stridigheder ende med, at leilændingerne kjøbte godset af participanterne, så vilde hine komme til at bære tabet alene.

Sluttelig tillader jeg mig at tilføje, at ligesom jeg under mit ophold på Røros bestræbte mig for at overtale almuen til at opgive tanken om søgsmål og strid med værket i denne anledning, så skulde det meget glæde mig om deres alligevel indkomne andragende på en eller anden måde kunde blive afgjort således, at det kunde tjene til at overbevise dem om det vistnok ubeføiede i deres utilfredshed og klagemål, så der kunde blive ro og fred igjen.

Christiania, 11te januar 1853

Ærbødigsttrans
Eilert Sundttrans