EILERT SUNDT

Om Sædeligheds-Tilstanden

i Norge




forside s. 1



INDHOLD



Kap. 1.  Forskjel i bygderne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
9
Exempler på høi grad af usædelighed (§ 1-3). Statistisk oversigt over forholdet med uægte fødsler i riget og i stifterne (4) samt i provstidistrikterne (5). Den store forskjel distrikterne imellem viser sig stadig og bør være gjenstand for nøieste opmærksomhed (6-8). Om forholdet mellem by og land (Tillæg til kapitlet).
Kap. 2. Husebygninger på landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
25
En gammel bygningsmåde beskreven (9). En noget nyere bygningsmåde (10). Dennes almindelige udbredelse over bygderne (11). Gammeldags simpelhed (12). Rummeligere og pynteligere huse nu for tiden (13). Hvorledes husmandsfolk bo (14).
Kap. 3. Natteleie i fæhusene .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
34
Tjenestelivets indflydelse på arbeidsklassens sæder (15). Skik, at tjenestefolk have sit natteleie i fæhusene (16). Exempel på fuldstændigt familieliv i fæhuset (17). Det anstødelige og farlige i skikken for tjenestefolkene (18). Statistisk oversigt over skikkens udbredelse i de to sydlige stifter (19-20). Fælles soverum for tjenestefolk af begge kjøn i kjøkken eller drengestue (21). Sommer-reder i bø-laderne (22).
Kap. 4. Nattefrieri .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
46
Nattefrieriet er for en del at betragte som en skik (23). Hvorledes slig skik kan tænkes at være bleven til (24). Hvordan skikken kan spores at have været inden gårdmands- og inden husmandsklassen (25-26). Exempel på, at skikken kan have bestået med gode sæder (27). Under nutidens forholde er dog skikken i det hele taget en fordærvelig uskik (28). Denne erkjendelse holder også på at udbrede sig noget i den allersidste tid (29). Vidnesbyrd om uskikkens herredømme og udbredelse i Christiania og Christiansands stifter (30-31). Bevis for, at nattefrieriets og de uægte fødslers onde følges ad (32). Opfordring til husmødre og husbønder (33).
Kap. 5. Særskilt om arbeids-klassen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
72
Et besøg i en husmands-stue (34). Statistisk forklaring om, hvorledes usædligheden er t mere udbredt blandt arbeids- end blandt eiendoms-folket (35-37). Exempler fra livet (38-46).
Kap. 6. Halv-ægte børn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
103
Et husmands-bryllup (47). Mange hensyn at tage ved bedømmelsen af folks sæder (48-50). Bryllupsdagen og den førstefødtes fødselsdag i Lom og Vaage (51-56). Flere oplysninger om ægteskabsforhold i Lom og Vaage (57-60). Bryllupsdagen og den førstefødtes fødselsdag i Christiania og Christiansands stift (61-62). Domme derom (63).
Kap. 7. Hvilket af de to kjøn bærer mest skyld? .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
123
En barnemoder (64). Forskjellige meninger om de to kjøn (65). Gjentagelses-tilfælde af løsagtigheds-forseelser (66-69). Særskilt om hyppigheden af Iste gangs forseelse blandt ungkarle og piger og slutninger deraf (70-71). Om ægteskabs-brud (73-75).
Kap. 8. Huslivet og sæderne på øvre og nedre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
135
Selskabs-skikke (76-80). Klædedragt (81-88). Kosthold (89-94). Trods overveiende overensstemmelse i disse og flere stykker er der en umiskjendelig og ganske stor forskjel i den sædelige tilstand i øvre og nedre Romerike (95-110).
Kap. 9. Har den nyere lovgivning gjort den sædelige tilstand værre? .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
177
Så er manges mening (111). Denne mening understøttes dog ikke af tallene over de uægte fødsler (112-114). Årsagen til den stærke forøgelse af de uægte fødslers antal fra 1841 af ligger i en særegenhed ved befolkningens bevægelse i Norge (115-116). Særskilt om Christiania stift (117). Sammenligning med Sverige og Danmark (118).
Kap. 10. Hvorvidt det er sandt, at sædeligheds-tilstanden er forværret i den senere tid? .. .. .. .. .. ..
194
En nedslående men meget almindelig mening, at sædeligheds-tilstanden forværres (119-121). Og efter den almindelige måde at benytte de statistiske opgaver ser det ud, som om den mening også var den rette (122-123). En omhyggeligere statistisk undersøgelse giver os dog en lysere opfattelse af forholdene (124-125). Hermed stemmer også flere omstændigheder i folkelivet og samfundstilstanden (126-129). Opgjør mellem de forskjellige opfattelser (130).
Kap. 11. Oplysning og gode sæder .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
211
Det kan statistisk påvises, at hvor skolevæsenet er bedst udviklet, der er forholdet med uægte fødsler gjerne bedst (131-137). Hvorledes denne kjendsgjerning hænger sammen med den forskjellige sociale tilstand (138-141). Nødvendigheden af virksomme bestræbelser for skolernes opkomst netop i de distrikter, hvor den sædelige tilstand sees at være slettest (142-143). Behov for yderligere bestræbelser for at befordre oplysning og gode sæder også blandt den allerede voxne befolkning (144-145). Oplysning om sæderne, efterord om nærværende afhandling samt anmodning til præster, skolelærere og andre om at stå forfatteren bi ved fortsatte undersøgelser om folkelivet (146-150).
Tillæg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
236
1) Om måden at beregne hyppigheden af de uægte fødsler.
2) Ægteviede samt ægte og uægte fødte i stifterne og i riget 1801-1850.
3) Ægteviede samt ægte og uægte fødte i provsti-distrikterne 1831-1850.
4) Speciellere opgaver om ægtevielser og uægte fødsler i Christiania og Christiansands stifter.

KAPITEL 1

FORSKJEL I BYGDERNE

1. Antallet af levende fødte børn i Norge var:

i
året
1851: 44.899
»
1852: 44.219
»
1853: 46.039
»
1854: 49.896
»
1855: 49.541


Af disse vare fødte udenfor ægteskab:

i
året
1851: 4090
»
1852: 4220
»
1853: 4144
»
1854: 4533
»
1855: 4603


Altså år om andet mellem 4 og 5 tusinde uægte fødte børn eller omtrent 1/11 del af alle de børn, som fødes i landet.

Dette var tal. Men vil man have en forestilling om, hvorledes de forholde, som disse tal antyde, kunne vise sig i virkeligheden? Jeg har længe, måske endog altfor længe, betænkt mig på, om det kunde gå an at skildre disse forholde i afhandlinger, som kunne komme for alles øine. Men nu bryder jeg tvært over, og jeg vil stole på at den skjønsomme læser i selve mine meddelelser skal finde gyldig grund til, at jeg gjør så.

Som exempel hidsætter jeg et stykke af min til Kirkedepartementet afgivne reiseberetninger for 1851:

«I - - (en af det dengang udelte, vidtløftige Frons præstegjelds bygder i Gudbrandsdalen) standsede jeg 2 dage. Den første dag opholdt jeg mig mest mellem husmændene. I den første husmandsstue, jeg besøgte, holdt manden og konen på at ruste sig ud for at fare over Laugen og hugge løv i den kjæmpehøie, men næsten skovbare lid, som jeg en stund havde betragtet, og som mindede mig om en næsten ligedan lid længere nede i dalen, hvor jeg nogle få dage før havde vandret op og ned for at overbevise mig om den fuldstændige ødelæggelse, der går over Gudbrandsdalens skove - jeg så nemlig der en stor strækning, hvor øxen havde fældet en mægtig skov, og hvor nu kniven skar bort hvert opvoxende skud. Nu - mellem denne husmand og mig blev snart skovens forfatning gjenstand for samtalen, og han klagede over de mange mennesker, som opfyldte landet, så der ikke længer blev nok af ved og tømmer for nogen. Senerehen kom forholdet mellem gårdmænd og husmænd på bane, og nu klagede han over den hårdhed, hvormed hine nægtede fattigfolk at rydde jorden, og hvormed de stængte fattigfolk ude fra de skovstrækninger, som de havde skiftet mellem sig. Men da jeg gjorde ham opmærksom på den modsigelse, som lå i den dobbelte klage (over skovenes utilstrækkelighed og over gårdmændenes forholdsregler for at redde levningerne), så hed det, at - «han skjønte det ikke, han havde ikke vet på sligt.» Men han havde «vet på sligt»; thi endnu i hans ungdom havde der stået skov på den åsstrækning, hvor nu han og mange andre husmænd med møie måtte grave rødder op til brændeved, en skov, som den tilvoxende mængde af husmænd under et ulykkeligt eiendoms-fællesskab havde hjulpet til at ødelægge. Han havde godt vet på sligt; men også i denne bygd havde man vænnet sig til at give andre skylden for alt ondt og kun se ondskab i hver stræben, som ikke behagede egennytten eller kortsynetheden.»

«I den næste husmandsstue, som jeg kom til, var det fattigt, men dog «bergeligt»; konen, som jeg traf hjemme, klagede heller ikke for sin egen del. «Men ellers er der mest bare svæltihæl for fattigfolk; for gårdbrugerne ere så hårde, at ret nu ville de ikke lade folk leve.» - «Hvor kan du da tale så, min mo'er?» - «Jo, det skal du nok høre. For nu er der en gjente, som holder til her hos os med 2 børn, og nu har hun ingen ting, og når hun så tager ungerne med sig ud om morgenen tidlig, så kan hun gå mest halve bygden rundt, og når hun så kommer hjem om aftenen, så kan hun have med sig som 3 mærker mel i det højeste - så hårde ere de. Og nu kan hun ikke gå mere end tredie hver dag - ellers sige de, hun går for jevnt; men så bliver det ikke mere end 1 mark mel til 3 mennesker, og det er da ikke til at leve af.» - «Men, hvorledes var det? en pige med 2 børn?» - «Ja, hun har havt 5; men 1 er død og 1 tjener og 1 gjæter nu i sommer, og det er en snedker, som er fader til dem allesammen.» - «Men sørger da ikke han for moderen og børnene?» - «Han? nei, han drikker op mest hver skilling, han tjener - og han tjener gruskt; for han er den bedste snedker i bygden - og rigtig er det som en hændelse, når hun kan få en 12 skilling eller så.» - «Holde disse folk endnu sammen?» - «Ja, de gjør nok det; for nu i sommertiden har hun tilhold i hø-løen, og jeg skjønner, han er der sommetider, og så bliver det sagtens herefter også, når han får istand en liden stue her tæt ved, som han sætter op til hende.»»

«Det næste menneske, jeg traf, var et fruentimmer, som holdt på at luge en potetesager. Hun fortalte mig sin historie: for 8 år siden måtte hun forlade tjenesten, da hun var frugtsommelig; i 3 år vandrede hun så omkring i bygden med sit barn, indtil hun endelig fik dettes fader til at ægte hende; men de havde endnu ingen plads kunnet få, var kun inderster og eiede ingen ting; hin potetes-ager havde de leiet af en husmand; men de havde ikke havt leilighed til at gjødsle den, og derfor stod den så dårligt.»

«I den næste husmandsstue fandt jeg et par gamle, udarmede og dertil med en sygelig voxen søn betyngede folk; jeg tilstår, at jeg greb leiligheden til at komme fra dette trøstesløse billede, da tilfældigvis en ung, rask og tækkelig udseende gut kom til. Denne gav jeg mig i samtale med og hørte, at han nu sidste forår havde tiltrådt en husmandsplads; han var ikke gift endnu, men «havde sig nu et kvindfolk lel», d.e. en pige, han for nogle år siden havde tjent sammen med og fået et barn med: «nu fik han vel gifte sig med hende med det første».»

«Det første menneske, jeg så traf, var et fruentimmer, som bar et barn på ryggen og ledede ved den ene hånd et noget ældre barn og ved den anden en ged, som hun vilde binde på en liden græsplet ved alfar-veien. Hun var gift; det første barn havde hun fået før ægteskabet, det andet fort efter; nu sad hun og manden som inderster hos andre folk og søgte at ernære sig ved dagarbeide; men konens lidende udseende bragte mig til at tro, hvad man havde sagt, at flere sådanne familier formelig havde lidt hunger den vår.»

«Neppe 50 skridt længere borte traf jeg et andet fruentimmer, som også bar et barn på ryggen og ledede et ved hånden, og hvis historie var netop ligedan: det ældste barn før, det yngste strax efter ægteskabet, og forgjæves søgen efter en husmandsplads.»

«Alle disse møder havde fundet sted i en liden husmandsgrænd i nærheden af - -. Men nu ilte jeg fort afsted, forbi både mennesker og huse, op i den dybe tvær-dal, som -elven gjennemstrømmer. Her vovede jeg mig atter ind i en husmandsstue. De aldrende husmandsfolk vakte i høi grad min medlidenhed, konen var gigtbrudden og krum, manden udslidt og sløv af arbeide og armod. I lang tid havde de kun havt kostbare leiekjør; for renten af en korngjæld på 18 spd. havde de sidste vinter måttet opføde et ung-naut o.s.v.; nu var grøden på deres endnu uskårne små bygagre bortsolgt ved auktion for at dække den samme gjæld; de havde altså lidet eller intet til vinteren.- 2 småbørn i huset tilhørte de gamles søn og sønnekone, der boede som inderster her; de unge folk vare fraværende nu; men også de skulde være yderlig fattige. - Endnu et tredie parti fandt jeg i huset: en kvinde med 2 småbørn. Måske opmuntret ved mine ytringer af deltagelse for de gamle, fortalte hun mig, «hvor hårde folk i bygden vare: for nu havde hun været vidt omkring den dag (på tiggeri), men ikke fået mere end de såer mel til grød, som børnene hendes netop holdt på at æde af trækoppen.» «Er du gift, du?» spurgte jeg. Nei, hun skulde været gift, men fyren hendes var reist til Espedalens værk og havde fået barn med en pige der, så nu vidste hun ikke, hvordan det kunde blive.»

«Denne pige var fra en husmandsplads i nærheden, og årsagen til, at hun ikke boede hjemme hos forældrene, var denne: forældrene havde foruden hende 3 andre børn og deriblandt 2 voxne, en søn og en datter. Sønnen havde for et par år siden besvangret en pige fra et andet sogn, medens hun tjente på en nabogård her i bygden; pigen tog hjem til hans forældre og fødte barnet der, men kunde ikke ret forliges med sine omgivelser og strøg afsted - man vidste ikke ret hvorhen - forladende både kjæreste og barn. Noget senere fik den samme husmandssøn barn med en anden pige, en husmandsdatter fra en naboplads, et menneske, som ikke havde villet tage «folkegjerd», men tidlig var reist ud i verden og omsider fra tjeneste i det Throndhjemske kom hjem med sit barn og nu, som anført, fik et til. - Den anden af hine søskende, den nævnte voxne husmandsdatter, en pige på lidt over 17 år, havde været i tjeneste på en gård i bygden, men var nylig kommen hjem til forældrene, såsom hun var bleven frugtsommelig med en gut, hun tjente i lag med, en fremvæxtring af en gut, som endnu tjente for bare kost og klæder. Men på denne måde blev det så fuldt af ungeskrig hos de gamle forældre, at den ældste datter med sine 2 børn havde måttet få sig hus hos fremmede, der, hvor jeg nu fandt hende. - Medens jeg endnu sad og hørte på disse fortællinger, kom den pige, som fortællerskens broder, hin husmandssøn, havde fået sit sidste barn med, ind i stuen med barnet på ryggen. Hun undså sig ikke ved at forklare, at hun kom fra en tiggervandring i bygden, men hun fortalte dog ikke, hvad jeg siden på andre steder fik høre, at hun efter sin tilbagekomst fra det Throndhjemske havde ranglet om på exercerpladse og ved auktioner, og at det engang var kommen så vidt med hende, at hun havde måttet gå om på gårdene for at tigge sig sammen barnetøi, men at så al anledning til at bruge dette kort efter var forsvundet - man vidste ret ikke, hvorledes.»

«Når jeg nu kortelig tilføier, at jeg var inde i endnu en husmandsplads, og der traf en hos de gamle husmandsfolk boende gift søn, som klagede over, at han nok ikke efter en tidligere beregning vilde få beholde faderens plads på de gamle vilkår, og at han ellers ikke vidste, hvor han skulde vende sig hen, - så har jeg berettet om mine forhandlinger med samtlige de personer af husmandsklassen, som tilfældet bragte mig sammen med i løbet af den dag.»

2. Jeg skal ikke lægge an på at skildre det indtryk, som synet af sådanne tilstande må gjøre på et sind, der kun har nogenlunde sands for, hvad dyd og menneske-lykke har at betyde. Hvad her kunde være at sige, det siger sig selv. Men nu tænker jeg mig, at den forsigtige læser vil gjøre en sådan bemærkning: «Det er dog underligt at fremstille et sådant exempel for dermed at belyse tilstanden i landet; thi det kan jo meget vel have været ikkun et træf, at der just på en dag viste sig så meget uhyggeligt; det er ikke engang sagt, at man af det ene exempel tør slutte sig til den almindelige tilstand i samme bygd, og hvorledes kan det da tjene til at give os begreb om tilstanden i Norges land?»

Jeg skal derfor forklare mig noget nøiere. Ikke alene på den dag og i den bygd, men oftere og fleresteds, navnlig også på Hedemarken, havde jeg samme sommer gjort lignende sørgelige erfaringer med hensyn til den sædelige tilstand i land-distrikterne. Hvad jeg så og hørte, havde forundret og forfærdet mig, og det spørgsmål påtrængte sig: «Hvordan er det gået til, at tilstanden er bleven sådan? Har det været længe så? eller er det rimeligt, at samfundet kan trives og bestå, når en sådan fordærvelse i familielivet skal vare ved?» For om muligt at finde opløsning på disse gåder, reiste jeg også næste år, 1852, til Gudbrandsdalen, og dvælede da især i de to præstegjelde Vaage og Lom, strax nordenfor Fron, hvorfra hint exempel er taget; i ugevis var disse forholde gjenstand for mine efterspørgsler og overveielser; meget og mangt blev mig jo derved tydeligere end før; men der viste sig også nye besynderligheder for mig, som jeg ikke vidste at forklare mig. Derfor var jeg atter i 1854 i Vaage og Lom og fortsatte disse mine eiendommelige undersøgelser. Skulde jeg fortælle udførligt, hvad jeg erfarede og lærte, så skulde det vel vise sig, at for hver ny oplysning, som blev vundet, trængte der sig et nyt spørgsmål frem, som krævede svar. Der er ligesom væxt i tankens arbeide: En dag kan et blad eller to udfolde sig, men strax opdager man midt imellem de to færdige blade en ny spire, som vil arbeide sig frem, og man nødes til at give væxten tid. - Når man imidlertid sætter spørgsmålet om årsager og virkninger ud af betragtning og holder mig til denne ene ting: hvordan jeg fandt tilstanden at være i de to nævnte præstegjelde?, når jeg med hensyn til dette spørgsmål gjenkalder i min erindring de erfaringer, jeg gjorde blandt husmandsklassen, i hvilken det jo står værre til end i gårdmandsklassen, - så erindrer jeg, hvorledes jeg ofte uvilkårlig kom til at bruge denne hverdagslige talemåde: «Det står da rigtig så ilde til, som det vel er muligt,» og jeg erindrer, hvorledes jeg idelig kom til at sammenligne tilstanden med hint exempel fra Fron, der tilfældigvis havde præget sig godt ind i min hukommelse. Og uagtet det jo altid er misligt at fremstille et enkelt tilfælde som en prøve på den almindelige tilstand i en egn, så tror jeg efter alt dette at turde sige, at det indtryk, som det fortalte exempel fra Fron er egnet til at give, det vilde man omtrent få ved at besøge husmandsfamilierne grænd for grænd også i de to nabopræstegjelde Vaage og Lom. Nogen forskjel er det vel, og navnlig er tilstanden ikke fuldt så slet i Lom som i Vaage; men forskjellen er ikke stor.

3. Men måske danne Fron, Vaage og Lom med hensyn til den omhandlede art af usædelighed en sørgelig undtagelse blandt landets øvrige bygder? Her må sammenligning anstilles, og den må udføres ved hjælp af tælling og beregning. Og denne beregning må jeg her lade omfatte den hele befolkning og ikke blot den ene del deraf, nemlig arbeidsklassen, som der i det foregående mest er tænkt på.

Nu vil det være læseren bekjendt, hvorledes man plejer beregne hyppigheden af uægte fødsler ved at tælle både de ægte og uægte fødte børn og sammenholde de to tal, en beregningsmåde, hvorpå jeg også i begyndelsen af dette stykke gav en prøve. Af flere grunde skal jeg imidlertid i det følgende bruge en anden måde, nemlig således: Jeg tager først tallet på de uægte børn, og fatter da i tanken samme børns forældre; nu går jeg ud fra, at så mange børn som der fødes i et år, så mange forældre-par er der også (thi den lille forskjel som tvilling-fødslerne bevirke, gjør ikke stort enten fra eller til), og jeg finder det mest oplysende og betegnende, når jeg sammenligner antallet af disse forældre-par, med antallet af de par folk, som indgå i ordentlig ægteskab, hvorfra jeg da tillige tager tallet på disse sidste.(1)

Tingen kan bedst oplyses ved exempel fra de samme tre præstegjelde Fron, Vaage og Lom. I det tyve-årige tidsrum 1831-50 var her antallet af

uægte fødte børn(2).. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1422
ægtevielser .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2115


På den angivne måde kan jeg nu regne mig til, at hver gang der var 100 par folk, som bleve ægteviede, var antallet af de par folk, som udenfor ægteskab fik børn sammen, ikke mindre end 67, så forholdet af hine til disse bliver som

100 til 67.

Dette sidste tal, 67, lader jeg da gjælde som et mål på hyppigheden af uægte fødsler, som betegnelse for den grad eller udstrækning, hvori dette slags onde herskede i hine bygder i hint tidsrum. Kunde man år efter år gået omkring fra hus til hus i de samme bygder, så kunde man have seet og iagttaget selve virkeligheden; men denne virkeligheden er nu kortelig betegnet ved hint tal 67. Havde tilstanden i virkeligheden været endnu værre, så havde tallet været endnu høiere; havde det omvendt stået bedre til i bygderne, så vilde tællingen og beregningen have givet et mindre tal. Finder jeg nu for en anden bygd det samme tal eller et større eller mindre tal, så slutter jeg, at tilstanden der i virkeligheden må være ligedan som i Fron-Vaage-Lom eller værre eller bedre, alt efter som tallet udviser. Dette er altså min måde at anstille sammenligning på.

4. Først undersøger jeg nu sagen for det samlede Norges rige i det samme tidsrum 1831-50, og jeg finder, at forholdet mellem ægtevielser og uægte fødsler (dødfødte uberegnede) var som

100 til 30.8

Dette forholdstal er jo meget mindre end det for Fron-Vaage-Lom. Tilstanden i disse enkelte bygder må altså antages at have været meget værre, end den almindelige i landet.

Af de trykte officielle tabeller kan jeg endvidere finde opgaver for hvert af de 5 stifter og derefter regne mig til, at i 1831-1850 var forholdet mellem ægtevielser og uægte fødsler følgende:

Christiania
stift
.. .. .. .. .. .. .. .. 100 : 34.5
Christiansands
»
.. .. .. .. .. .. .. .. 100 : 11.8
Bergens
»
.. .. .. .. .. .. .. .. 100: 20.0
Throndhjems
»
.. .. .. .. .. .. .. .. 100: 48.5
Tromsø
»
.. .. .. .. .. .. .. .. 100: 39.6

Disse tal angive jo en høist betænkelig tilstand navnlig for Throndhjems stift. Og dog finde vi heller ikke for dette stift et så ufordelagtigt tal som det for Fron-Lom.

5. Skulde altså virkelig de tre præstegjelde danne en så sørgelig undtagelse? Men her ligger det jo nær at tænke så, at når vi kjendte forholdet for de mindre egne, hvoraf hvert af de 5 stifter består, så kanske vi skulde finde end større forskjelligheder og deriblandt ligeså uheldige afvigelser fra det sædvanlige, som vi allerede have iagttaget i de gudbrandsdalske bygder. Derfor har jeg i min benyttelse af de originale dokumenter, som ligge til grund for de officielle tabeller, gået videre end disse og talt sammen tallene for hvert af de 53 provsti-distrikter for tidsrummet 1831-1850(3). Det derefter beregnede forhold af uægte fødsler anfører jeg i Tab. 1, hvor provsti-distrikterne ere opregnede i den orden, hvori de følge efter hinanden fra Øst mod vest og fra syd mod nord.

Denne tabel tør jeg bede læseren betragte med nogen opmærksomhed. I et par nylig udgivne afhandlinger om befolkningsforholdene har jeg tilladt mig at fremlægge for almenheden flere sådanne tabeller, navnlig over dødsfaldene og giftermålenes hyppighed, og jeg henledede derved opmærksomheden på den stedfindende lighed og ulighed distrikterne imellem; men i ingen af hine retninger fremtræder denne lighed og ulighed så påfaldende som her.(4)

(Tab. 1. Til § 5.) Uægte fødsler i forhold til 100 ægtevielser årene 1831-1850.

No. No.
1 Nedre Borgesyssels provsti 38,1 27 Stavanger 15,2
2 Mellem Borgesyssels provsti 19,9 28 Karmsund 10,5
3 Vestre Borgesyssels provsti 34,5 29 Ryfylke 17,3
4 Øvre Borgesyssels provsti 28,6 30 Hardanger og Voss 12,3
5 Nedre Romerike 29,7 31 Søndhordland 14,3
6 Christiania stifts-provsti 58,5 32 Bergens stifts-provsti 35
7 Øvre Romerike, Odalen og Soløer 52,3 33 Nordhordland 7,8
8 Østerdalen 55,4 34 Ytre Sogn 41,4
9 Hedemarken 49 35 Indre Sogn 54,7
10 Gudbrandsdalen 49,7 36 Søndfjord 12,2
11 Thoten og Valders 25,6 37 Nordfjord 8,4
12 Hadeland, Ringerike og Hallingdal 28,5 38 Søndre Søndmør 11,3
13 Kongsberg 20,4 39 Nordre Søndmør 21,6
14 Drammen 25,6 40 Romsdal 47,3
15 Jarlsberg 21,9 41 Nordmør 61,4
16 Laurvik 25,6 42 Fosen 56,3
17 Bamble og nedre Thelemarken 14,2 43 Throndhjems stifts-provsti 63
18 Øvre Thelemarken 13,9 44 Dalerne 49
19 Østre Nedenæs 8,4 45 Indherred 37
20 Vestre Nedenæs 12,2 46 Namdal 32,9
21 Robygdelaget 9,5 47 Helgeland 45,5
22 Chr-sands stifts-provsti 26,4 48 Salten 32,2
23 Mandal 6,6 49 Vesteraalen og Lofoten 45,8
24 Lister 5,6 50 Senjen 41
25 Dalerne 8,5 51 Tromsø stifts-provsti 45,4
26 Jæderen 13,4 52 Vest-Finmarken 25,8
      53 Øst-Finmarken 27,9

Bedst vil man kunne opfatte det indbyrdes forhold mellem distrikterne, når man forestiller sig et Norgeskart, anlagt med lysere farver for de distrikter, hvor forholdet med uægte fødsler er bedre (og altså forholdstallene i tabellen ere små), men mørkere og mørkere farver for de distrikter, hvor større tal angive et værre forhold. Dette kart vil da vise et sammenhængende meget mørkt parti, som strækker sig fra grændsen mellem nedre og øvre Romerike, over dette sidste samt videre mod nord over Østerdalen, Hedemarken og Gudbrandsdalen i Christiania stift og fremdeles over Romsdalen, Nordmør, Fosen og Dalerne i Throndhjems stift, en strækning, hvortil endnu kan regnes det nærliggende Christiania-stifts-provsti i syd og det tilstødende Throndhjems-stifts-provsti i nord. I alle disse distrikter er der omtrent 50 eller flere forældre-par med uægte børn for hvert 100 par ægteviede folk.

Det er strax lysere søndenfor, over nedre Romerike og Borgesyslerne eller Smaalenene,endnu mere vestenfor Mjøsen og Christiania-fjorden fra Valders til Laurvik. Egnen omkring Skiens-fjorden (Bamble og nedre Thelemarken) ser i denne sammenligning ud, som om det hørte til Christiansands stift; thi dette skiller sig mærkeligt til sin fordel fra de østligere distrikter, kun at vi her ligesom i Bergens stift undtage stiftsprovstiet, der kun består af by-distrikt. I det sidstnævnte stift danne ellers distrikterne omkring Sognefjorden et eget mørkt strøg, der stikker uheldigt af mod nabo-egnene; thi de øvrige bergenske provstier ere temmelig jevnt lyse, så nabo-distriktet Romsdalen der hører til hint først beskrevne, store mørke strøg, danner en stærk modsætning.

Gå vi nu den hele tabel igjennem for at finde de distrikter, der opvise det allerugunstigste forhold, så se vi, at det er Nordmørs provsti (61.4 uægte fødsler mod 100 ægtevielser) og Throndhjems stifts-provsti (63 mod 100). Men selv i disse distrikter er tilstanden - efter tallene at dømme - ikke så slem som i Fron-Vaage-Lom (67 mod 100). Nu kunde man da mene,at disse 3 præstegjelde virkelig dannede en enestående undtagelse. Men dette vilde endda være for rask dømt. Man lægge nemlig mærke til, at Gudbrandsdalens provsti (no. 10), hvoraf hine 3 præstegjelde jo udgjør en del, opviser et gunstigere forhold (49.7 mod 100) end de samme 3 præstegjelde. Deraf kan man vide, at tilstanden i Fron-Lom må være værre end i de andre af det samme provsties præstegjelde, og vi finde det derefter rimeligt, at om vi af de andre uheldigere provstidistrikter kunde udvælge os til undersøgelse de enkelte bygder, hvor til standen er værst (og som exempel derpå mener jeg at kunne påpege de tre sydligste præstegjelde af Østerdalen, nemlig Rendalen, Aamot og Elverum), så skulde vi finde mange sidestykker til hine enkelte bygder, hvor jeg fra først af temmelig tilfældig blev opmærksom på ulykkens storhed.

6. Vi have karter, som vise landets fjeldstrækninger og elveløb, og nu har jeg antydet et kart, som skulde antyde sædernes tilstand blandt folket. «Nei - vil man måske sige - nei, det ville vi ikke vide af. Fjeldene have sit bestemte sted og elvene sine visse løb; sligt kan man tegne af på et kart; men sædeligheds-tilstanden blandt folket er en foranderlig ting, som en snefond - nogle vindkast kunne have givet den dens skikkelse idag, og en storm imorgen kan forandre det heles udseende. Åndens luftninger eller fristelsernes kastevinde - man ved ikke, hvor de komme fra eller hvor de fare hen - kunne hurtigt forandre et folks sæder, snart til det bedre, snart til det værre, og derfor bort med den forestilling, at der skulde være sådanne stående og blivende ligheder og forskjelligheder i bygdefolkenes moralske tilstande.»

Men her er dette underligt, som jeg nu skal anføre. Ved særskilt beregning for tidsrummet 1831-40 og 1841-50 finder jeg, at for hvert 100 ægtevielser var antallet af uægte fødsler

1831-40   1841-50
i Fron, Vaage og Lom.. .. .. .. .. .. ..
68
67
i de andre prgld. i Gudbrandsd. .. ..
38
38

Gang efter gang har altså det indbyrdes forhold mellem de forskjellige dele af et og samme provsti-distrikt været påfaldende ligt. Hvad det så end er af ydre eller indre omstændigheder, som have udøvet indflydelse på sæderne og gjort tilstanden værre i den ene del af distriktet end i den anden, så er der fast ingen mærkelig forandring foregået fra tid til anden.

Vist må man studse. Eller skulde det ikkun være et træf, som tilfældigvis er iagttaget i Gudbrandsdalen? Nei, det er ikke noget træf; denne stadighed i de moralske tilstande viser sig i en påfaldende grad alt landet over. Man vil finde det ved med nogen opmærksomhed at gjennemgå Tabel 2; i denne har jeg nemlig først opregnet alle de 53 distrikter, efter som Tabel 1 opviste en mindre eller større hyppighed af uægte fødsler i det samlede tidsrum 1831-50, således at det distrikt har fået no. 1, hvor hyppigheden var mindst, dernæst har jeg for hvert enkelt distrikt angivet hyppigheden særskilt for hver af de to ti-år 1831-40 og 1841-50, og endelig har jeg numereret distrikterne efter forholdet i hvert af de samme ti-år.

Lister provsti var no. 1 i 1831-40 og no. 1 i 1841-50; Jæderen står gang efter gang på no. 13; Søndhordland beholder i begge tidsrum sin plads no. 16; Kongsberg og nordre Søndmør stå begge gange side om side, no. 20 og 21; både i 1831-40 og i 1841-50 finde vi Hadeland på no. 29; nedre Romerike, som i første tidsrum havde plads på no. 31, bevarer sin plads også i det andet. Det distrikt, som i virkeligheden er det sidstes nabodistrikt, nemlig øvre Romerike, står i hvert af de to ti-år langt borte i rækken, dog således, at det sidste ti-år har ligesom fjernet sig lidt mere (no. 43 og 46). Østerdalen er først no. 49 og dernæst no. 50, altså en ganske liden flytning, og begge ganger står det på listen ganske nær Fosen, no. 48 og 52, der dog i virkeligheden ligger langt borte.

Kort, mellem de allerfleste distrikter er det indbyrdes forhold i påfaldende grad ligt fra tid til anden.

7. Der er naturligvis ikke fuldkommen uforanderlighed. Men forandringerne foregå så langsomt og i så ringe grad, at man kan gjøre sådan sammenligning: Lad en agronom besøge en bonde på hans gård og gå med ham ud på marken for at bese de enkelte jordstykker; ved at agte på de forskjellige slags planter, sand-, ler-, myrplanter o.s.v. vil han kunne bedømme jordens større og mindre godhed og, om du vil, numerere dem derefter; lad ham så komme igjen 10 år efter, og dersom ikke gårdbrugerens flid i mellemtiden har frembragt nogen forandring,

(Tab. 2. Til § 6.) Uægte fødsler i forhold til 100 ægtevielser.
Numer og
henvisning
til forrige tabell
i Distrikterne ordnede efter
forholdet i 1831-50 efter tabel 1
I Forholdet i No. i rækken
1831-40 1841-50 1831-40 1841-50
1(24) Lister 4.8 6.4 1 l
2(23) Mandal 5.1 7.9 2 3
3(33) Nordhordland 8.1 7.7 5 2
4(37) Nordfjord 8.9 8.1 7 4
5(19) Østre Nedenæs 8.0 8.7 6 5
6(25) Dalerne i Christiansands stift 7.7 9.2 4 6
7(21) Robygdelaget 7.4 11.4 3 7
8(28) Karmsund 11.4 10.0 11 8
9(38) Søndre Søndmør 10.6 12.0 8 9
10(36) Søndfjord 10.9 13.4 10 11
11(20) Vestre Nedenæs 11.7 12.6 12 10
12(30) Hardanger og Voss 10.6 13.7 9 12
13(26) Jæderen 12.5 14.0 13 13
14(18) Øvre Thelemarken 13.0 14.6 15 15
15(17) Nedre Thelemarken 13.8 14.5 17 14
16(31) Søndhordland 13.8 14.8 16 16
17(27) Stavanger 12.9 16.9 14 17
18(29) Ryfylke 17.0 17.6 19 18
19(2) Mellem Borgesyssel 16.4 22.9 18 22
20(13) Kongsberg 18.4 22.0 20 20
21(39) Nordre Søndmør 20.2 22.8 21 21
22(15) Jarlsberg 22.6 21.4 22 19
23(16) Laurvik 25.8 25.5 24 25
24(11) Thoten og Valders 24.5 26.4 23 27
25(14) Drammen 26.1 25.3 25 23
26(52) Vest-Finmarken 26.3 25.4 26 24
27(22) Christiansand 26.8 26.0 28 26
28(53) Øst-Finmarken 28.1 27.7 30 28
29(12) Hadeland 27.5 29.4 29 29
30(4) Øvre Borgesyssel 26.7 30.2 27 30
31(5) Nedre Romerike 28.1 30.9 31 31
32(48) Salten 30.7 33.5 32 33
33(46) Namdalen 33.3 32.6 34 32
34(3) Vestre Borgesyssel 30.8 37.4 33 35
35(32) Bergen 35.2 34.7 36 34
36(45) Indherred 34.7 39.0 35 37
37(1) Nedre Borgesyssel 37.2 38.8 38 36
38(50) Senjen 42.0 40.3 41 38
39(34) Ytre Sogn 37.1 45.2 37 42
40(51) Tromsø 50.4 41.8 47 39
41(47) Helgeland 46.1 45.1 42 41
42(49) Vesteraalen og Lofoten 48.6 43.8 45 40
43(40) Romsdal 40.6 53.3 39 45
44(44) Dalerne i Thrj.ms. stift 40.8 57.3 40 49
45(9) Hedemarken 47.9 49.8 44 43
46(10) Gudbrandsdalen 49.0 50.2 46 44
47(7) Øvre Romerike 47.1 55.9 43 46
48(35) Indre Sogn 53.3 56.2 50 48
49(8) Østerdalen 52.5 57.8 49 50
50(42) Fosen 51.9 59.9 48 52
51(6) Christiania 62.5 56.1 52 47
52(41) N ordmør 54.3 67.3 51 53
53(43) Throndhjem 69.1 58.3 53 51
1 Stifterne Christiansand 10.8 12.6 1 1
2 Bergen 19.4 20.5 2 2
3 Christiania 32.8 35.9 3 3
4 Tromsø 40.6 39.0 4 4
5 Throndhjem 43.9 52.4 5 5
  Riget 29.1 32.2    

formedelst grøftegravning og jordblanding o.s.v., så vil han finde de samme planter og derefter slutte sig til den samme beskaffenhed i hvert enkelt jordstykke nu som før.

Folket i landet er jo også en ager, hvor dyders gavnlige sæd skulde gro, en vingård, hvor ædel sands skulde trives og modnes som druen. Hvoraf kommer den ujevnhed i agerens teige, den forskjel i havens mange bed? Hvad kan det være for årsager, som vedligeholde den samme forskjel så temmelig uforandret? Ukrudet se vi vistnok overalt; men der er den forskjel at på nogle steder står det langt tættere end på andre, som om det var på vei til at tage overhånd hist og her, og hvoraf kommer det? Verden ligger i det onde, og sandselighed og råhed er den jordbund, hvori syndens frø både spirer og trives altfor vel; men der må have været visse særegne omstændigheder, som på nogle steder have hemmet den onde væxt, som vi her have for øie, eller fremmet den på andre steder, og hvad er det for omstændigheder?

Nedre Romerike og Øvre Romerike ere to bygdelag, som ligge side om side, med så godt som ens naturbeskaffenhed og næringsveie og husvæsen; men i den heromhandlede henseende står det ulige slettere til i det sidst nævnte distrikt end i det første, og hvem forklarer os den besynderlighed? Øvre Romerike er et indland og Romsdal eller Nordmøre ere kystdistrikter, hvor alle de ydre omstændigheder, som indvirke på folkets liv, ere helt forskjellige, og dog er ligheden i det nævnte stykke af folkelivet påfaldende stor her: hvem siger os, hvoraf det kommer? Indre Sogn er et distrikt, hvis befolkning bor og bygger-på det snævre rum mellem det bratte fjeld og den dybt indtrængende fjord, og ligeså ligger Hardanger til, omkring Hardangerfjordens inderste forgreninger, men medens sædeligheds-tilstanden efter de anførte tal er særdeles god i dette sidste distrikt, så er den endog yderlig slet i det første, og hvem belærer os om årsagen hertil?

8. Var det en ager eller eng, hvis gode eller slette væxt vakte vor opmærksomhed, så var der vist mange, som kunde give ønskelig forklaring. For ageren og engen har videnskaben arbeidet længe. Botaniken har havt sine dyrkere, som slægt efter slægt have meddelt hverandre sine iagttagelser; chemiens nuværende forskere stå på sine formænds skuldre, og de mænd, der nu ere vore jordbrugeres veiledere, have siddet ved udmærkede læreres fødder. Men have de mærkværdigheder i folkelivet, som jeg nu har nævnt, været gjenstand for en sådan vedholdende granskning?

Men hvad nødvendigt der ikke er gjort hidtil, det får at gjøres herefter. Et lidet bidrag til oplysning om forholdene idag kan lede til en bedre indsigt imorgen, og jeg vilde gjerne tænke mig, at det ved fortsat granskning skulde lykkes lidt efter lidt at finde sammenhæng mellem virkning og årsag, sammenhæng mellem det her omhandlede folke-onde og visse andre omstændigheder i folkelivet, der hidtil vare ubekjendte eller lidet påagtede, så efterslægten med større kyndighed end nutiden kunde sige: se, der er årsagen, eller: der er en af de væsentlige årsager til, at folkelivet i denne enkle retning har artet sig så ulykkeligt her eller her. Sådan forståelse af forholdet skulde dog være vigtig for videnskaben, som med anstrængt hu grunder over menneskelivets underlige kår, og statsmænd og lovgivere skulde vide at drage nytte deraf i sin stræben for at råde og styre alt til det bedste.

Eller, hvad siger jeg? Videnskabsmænd og statsmænd? Ja således ere vi vante til at tænke os tingen, at enkelte mænd skulle styre og råde og lede massernes tanke og liv, og for en del er det jo også så i sandhed. Men der er dog folk, hvem klar kundskab om folkelivets feil og skrøbeligheder angår nærmere - det er massernes folk selv. Jeg skulde kalde et år af mit liv vel anvendt, om jeg kunde skrive en bog om folket, som ti af landets bedste mænd kunde billige og have nogen nytte af; men jeg skulde gladelig give ti år, om det kunde gives mig at skrive for folket og til folket om folkets alvorlige ting, således at selve massernes folk kunde sige: «Ja, dette er så sandt, som det er sagt. Vi vidste det jo nok før på en måde; men nu står det klarere for os. Dette må vi tænke på herefter.»

Nuomstunder kunne jo bogtrykkerne i en hurtighed trykke for alle, og alle kunne jo læse trykt skrift. Og se her en ting, som jeg nu vilde give ungdommen i Gudbrandsdalen,Hedemarken eller på Øvre Romerike at betænke: Efter den lærdom som ligger i de anførte tal, kan det med vished vides forud, at dersom de unge mennesker, der nu voxe op i disse bygdelag, ikke bedre end deres forgjængere vide at våge over sig selv, så ville de samle over sig en sum af anger og kvide, meget, meget større end den, som rammer deres jevnaldrende i de fleste egne af landet. Thi vel må det antages, at der hidtil var visse særegne årsager, som bevirkede, at tilstanden i så lange tider har været så besynderlig slet i de samme bygder, og der er noget vist gådefuldt og uhyggeligt heri, som de skarpsindigste tænkere måske aldrig skulle råde, og som landets styrere muligvis aldrig fuldkommen skulle magte; men så meget kunne vi vide for vist, at de samme årsager dog ikke ere aldeles tvingende og uimodståelige, så de enkelte mennesker, som jo tilsammen danne den store lykkelige eller ulykkelige masse af folk, de tør ikke nægte i sin samvittighed, at de kunne både råde og styre sig selv.

Senere tilføiet.

Ved de sammenligninger, som dette kapitel har anstillet mellem de forskjellige egne, er det en mangel, at by og land er taget sammen under et. I byerne er forholdet med uægte fødsler gjerne værre end i de tilstødende land-distrikter, og når desuagtet et provsti-distrikt, som foruden nogle lands-præstegjelde indeslutter en eller flere byer, bliver sammenlignet med et andet distrikt, som ingen byer har, så er sådan sammenligning ikke ganske ligelig.

I årene 1851-1854 var antallet:

af ægtevielser
  af uægte levende
fødte børn
i land-distrikterne .. .. .. .. .. ..
37.872
14.121
i by-distrikterne.. .. .. .. .. .. ..
6.618
2.866
og forholdet var følgende:
i land.distrikterne .. .. .. .. .. ..
100
37.3
i by-distrikterne.. .. .. .. .. .. ..
100
43.3

Disse forholdstal(5) vise, hvad der nys blev sagt, at forholdet pleier at være værre i byerne end på landet, og dermed stemmer også dette, at nogle af de i Tab. 1 omhandlede 53 provsti-distrikter, som bestå alene eller for største delen af by-præstegjelde, nemlig no. 6, Christiania stiftsprovsti (d.v.s. hovedstaden og Akers landsogn), no. 22, Christiansands, no. 32, Bergens, og no. 43, Throndhjems stifts-provstier, (d.v.s. stiftsstæderne af samme navn) alle opvise et ugunstigere forhold med uægte fødsler end de tilgrændsende provsti-distrikter, der mest eller udelukkende bestå af landsbygder.

Nedre Borgesyssel eller provstiet no. 1 på samme tabel indeslutter byerne Fredrikshald og Fredriksstad, og vestre Borgesyssel eller no. 3 indeslutter ligeså Moss og i den senere tid anlagte kjøbstad Sarpsborg, og dette kan man da tænke sig som årsag til, at begge disse provstier opvise et så meget ugunstigere forhold end mellem- og øvre Borgesyssel, og muligt er det altså, at når vi for hine provstiers vedkommende kunde udsondre byerne og undersøge forholdet for land-distriktet alene, så skulde der ikke være sådan forskjel.

Denne mangel ved tabellerne i dette kapitel kunde vistnok været afhjulpen; ved hjælp af de i tabel-kontoret opbevarede lister fra præsterne havde det været muligt for hvert provsties vedkommende at opsummere antallet af både ægtevielser og af uægte fødsler for hvert af årene 1831-1850 til de præstegjelde, som ganske eller for største delen bestå af by-distrikter, og så trække disse tal fra, hvorved man jo vilde beholde tilbage tal, der kun angik præstegjelde med land-distrikter. Men dette arbeide vilde være meget vidtløftigt og har ialfald ikke været overkommeligt for mig. Og det er først for de sidste år, at der ved den optælling, som tabel-kontoret lader udføre for de officielle tabel-værker, har været taget sådant hensyn til by og land, så jeg ovenfor har kunnet anføre de for hele rigets by- og land-distrikter gjældende tal for 1851-1854.

Ellers er man ofte tilbøielig til at forestille sig misforholdet i byerne værre, end det virkelig er, og navnlig turde den mening være meget vildledende, at byerne, ialfald de større byer, er at betragte som de hjemsteder, hvorfra usædeligheden udbreder sig over landsbygderne. I den anledning kan jeg anføre en mærkelig kjendsgjerning fra Danmark. I det danske tabel-værk over folkemængden i 1840 er forholdet med uægte fødsler beregnet særskilt for by og land i hvert enkelt stift, og beregningen er udført på den måde, at der er angivet, hvor mange fødte børn der var for 1 uægte, således:

Stifterne
i kjøbstæderne
på landet
tilsammen
Sjælland uden Kbhvn
1:  8.17
1:14.82
1:13.69
Fyen .. .. .. .. .. .. .. ..
1:  5.37
1:  5.98
1:  5.88
Lolland-Falster .. .. ..
1:  9.41
1:13.12
1:12.51
Aalborg.. .. .. .. .. .. ..
1:  5.42
1:  8.32
1:  7.87
Viborg .. .. .. .. .. .. ..
1:  4.98
1:  9.74
1:  9.22
Aarhus .. .. .. .. .. .. ..
1:  5.95
1:10.10
1:10.16
Ribe  .. .. .. .. .. .. .. ..
1:11.27
1:15.77
1:15.16

Efter den brugte beregningsmåde er tingen så at forstå, at de større tal angive et bedre forhold, de mindre tal derimod et værre (omvendt altså af den beregningsmåde, som er brugt i min Tabel 1). Men nu vise ovenstående tal, at i de stifter, hvor forholdet i det hele eller for by og land tilsammen er slet, der er det gjerne slet både i kjøbstæderne og på landet. Noget tilsvarende finde vi også i Norge: Christiania og Throndhjems stifts-provstier eller stifternes største byer opvise et meget ugunstigt forhold, og ere omgivne af land-distrikter, hvor forholdet ligeså er ugunstigt, hvorimod Bergens og endnu mere Christiansands stifts-provstier (d.v.s.stiftsstæderne) ere omgivne af land-distrikter med et bedre forhold og selv opvise et forhold, der vistnok er meget slettere end land-distrikternes, men dog en god del bedre end hine andre stiftsstæder.

Skulde det nu være det rette at sige ensidig så, at det er fra byerne, at det onde kommer, så det er byernes skyld, når forholdet viser sig slet i de tilgrændsende land-distrikter? Eller mon det ikke ialfald skulde lade sig høre, om man vendte forholdet om og sagde så: Er først sædelighedstilstanden slet i land-distrikterne, så er det at vente, at den vil være endnu slettere i de til samme distrikter hørende byer, og det som en følge af den fra landet udgående fordærvelige indflydelse, der ligesom forener sig med de eiendommelige farer for sædeligheden, som bylivet i almindelighed fører med sig?

Som grund for denne sidste betragtning af tingene kunde da anføres dette, at byerne gjerne modtage en stadig tilstrømmende befolkning af indflyttede unge mennesker fra landet, der naturligvis tage med sig de begreber og livs-vaner, som så at sige høre deres hjembygder til. Dette forhold finder navnlig sted i Christiania: en meget stor del af de tjenende og arbeidende klasser der består af indflyttede folk fra øvre Romerike og Hedemarken, hvor, som min tabel viser, forholdet med uægte fødsler er meget slet. Vilde man nu påstå, at denne sædernes fordærvelse udgik fra Christiania (med folk, som vendte tilbage til hjemmet o.s.v.), så vilde det være en underlighed, at hovedstaden skulde udstrække sin fordærvelige indflydelse helt op til Østerdalen og Gudbrandsdalen, men i langt ringere grad til det nærliggende nedre Romerike eller Ringerike.


KAPITEL 2

HUSEBYGNINGER PÅ LANDET

9. Loms præstegjeld i Gudbrandsdalen og i den inderste grænd af Lom, som er kjendt under navnet nora Berget, ligger den gamle gård Løkre. På denne gård har jeg seet et våningshus, som er helt mærkeligt formedelst dets gammeldags bygningsmåde. Grund-fladen er en langagtig firkant, vel en 12 alen bred og en 15 alen lang. En tværvæg mellem begge vægge deler rummet i to, en stue, som indtager den største del af husets længde, og en smal «kleve» (kammer). - Foran den ene væg springer taget en 2-3 alen frem og danner med stolper og bordklædning en bedækket svalgang. Omtrent midt på dennes længde er indgangen til stuen, fra hvilken igjen en dør fører ind til kleven, og i svalgangens ender ere «korer» eller afpanelede kot til opbevaring af redskaber og madvarer. Den del af huset, som danner den egentlige stue, består kun af et stokværk; en møns-ås, der ligger efter længden af bygningen, bærer det torvtækte og græsbevoxte tag, og dette er tillige stuens eneste bedækning, så man fra gulvet ser helt op til møns-åsen. - Men så er det ikke med den del af huset, hvor kleven er. Ovenpå denne er der tømret et stokværk til eller en «ram». Ligesom kleven, således er også ramen ganske smal, men så lang, som selve huset er bredt. Husets endevæg danner da også ramens langvæg; gavlene på ramens smale endevægge pege i en modsat retning af stuens, og den møns-ås, som hine gavler bære, hæver sig ikke alene høit over, men ligger ligesom på tværs af stuens. - Betragter man bygningen efter dens længde, så har man først et større eller længere parti, der er lavere og vender sit torvtag mod beskueren, og dernæst et smalere parti, der er et stokværk høiere og vender gavlen frem, så det ser ud som et tårn. Det hel maleriske udseende forhøies endnu ved en svalgang, som med eiendommeligt udskårne stolper samt paneling og glugger går langs med ramens langvæg og det i begge dens høider; nedentil i denne svalgang er trappen anbragt, og oventil er indgangen til det sengeloft, som ramen danner.

Kommer man ind ad stuedøren, så har man på venstre hånd først en krak eller lav bænk, hvor «bland-stampen» har sin plads, og hvor fremmede så vel som husets folk kunne forsyne sig med en drik myseblande. Indenfor stampen står et stort skab, «fram-skåp», hvis fremstående nedre del er lukket med døre, og hvis øvre del består af dels åbne, dels lukkede hylder; helt over er det desuden forsiret med listværk og speilindlægninger - hvilken forsiringsmåde var den herskende, indtil det snitværk med bladformige slyngninger eller krøller («krill-skurd», den træskjærerkunst, som Lom og enkelte andre gudbrandsdalske bygder have udmærket sig i, og som i de senere tider er bleven viden bekjendt), rimeligvis fra 2den halvdel af forrige århundrede fik indgang her. Indenfor skabet igjen er høisædet («hæksæte») med dets lille på hin eiendommelige måde forsirede «høisædes-skab»i krogen. I den næste væg ere to små vinduer med blygrinder anbragte og derunder en fast bænk med et langbord foran, hvilket bord altså vender den ene ende til høisædet. Ved den tredie væg, der er ligefor indgangen, er, i hjørnet mod vinduesvæggen, husbondens seng, og i hjørnet mod kleven er «ovnen», en af net tilhugne vek-stens-blokke dannet skorsten. På den fjerde væg, den, som man har til høire for indgangen, er døren til kleven, et rum, hvis eneste lille blyvindue kun giver et sparsomt lys, og i hvis inderste krog en stor seng er snedkret fast i væggene.

Således så en gammel «ram-stugu» ud. Men denne på Løkre, hvis mens-ås bærer årstallet 1769, er nok en af de yngste, og af dens ældre søstre er der nok ikke mange tilbage. På gården Elgsæter, ved foden af Galdhøen, i Bæverdalen i Lom, står en ram-stue af 1640; men den har været nedrevet og opbygget igjen og har derved lidt nogen forandring. Og medens begge disse bygninger ere forældede og ubeboede, er der to små husmandsstuer af samme bygningsmåde i Bæverdalen (Slettet og Holen), som endnu beboer; men de ere skakke og faldefærdige.

Men at denne bygningsmåde må være meget gammel, det kan man vide deraf, at stuen på gården Ekre i Loms hovedsogn har været af samme slags. Det er nemlig den stue, som før stod på gården Sønste-Næs, og som af sagnet påpeges som den, St. Olaf opholdt sig i, da han christnede Lom. Sagnet stemmer på det bedste med Snorre, som siger: «Kongen tog herberge på et loft, hvor han selv sov, og dette stander endnu den dag idag, uden at noget deri er forandret». (Olaf den hell.s saga, kap. 117.) Men ved flytningen til Ekre (en parcel af Sønste-Næs), for 20-30 år siden, blev ramen eller loftet taget af huset og andre forandringer gjort. Disse forandringer vare ellers, som et øienvidne har fortalt mig, vanskelige at få udførte, da tømmeret af ælde var blevet så hårdt, at øx og sag lidet vilde bide på.(6)

Skulde noget træhus stå igjen fra St. Olafs tid, så skulde det være her på Lom, som vel er den bygd i landet, der har det tørreste klima, og hvor det desuden er antaget, at den ene af annex-kirkerne, Gardmo, indeholder levninger af den kirke, som St. Olaf formåede Thorgeir Gamle til at opføre.(7) - Og at klimatet her som overhovedet i nordre Gudbrandsdalen tillader husene at stå så længe, det har vist adskillig betydning for folkelivet og kulturen. Det siges ofte, at Gudbrandsdalens almuer i sammenligning med f.ex. Hedemarkens og Romerikes vise en større påholdenhed ved det gamle, et vist konservativt væsen i sæder og tænkemåde. Men kanske dette gammeldags væsen for en del har sin grund i den simple omstændighed, at så mange slægter bo efter hinanden i et og samme hus, så hver ny familie har måttet feie sig efter anordninger og indretninger, som oprindelig vare afpassede efter bedsteforældres og oldefædres skik.

10. Men jeg har dog allerede antydet en forandring i bygningsvæsenet på Lom også; den gamle indretning med ramstuer blev afskaffet, og en ny bygningsform blev herskende skik. Denne nye form er dog ikke indført ved nogen fremmed mode; netop på Lom kan man tydelig se, hvorledes den sildigere bygningsmåde er fremgået af den tidligere, omtrent som den blomst, hvis blade begynde at falde af, er en fortsættelse af den, der nys stod i sin hele pragt. De huse, som avløste ramstuerne, havde ikke ramens tårnagtige forhøining, heller ikke så mange fremspringende svalgange, og stolperne på den svalgang, der endnu på en del hus beskyttede indgangen, manglede den tidligere udskjærings eiendommelige forsiring. Ellers vedblev grundformen af tømmerbygningen at være den samme og anordningen af høisædet og skabet og sengen o.s.v. ligeså; kun blev den lange og smale kleve ved en panelvæg delt i to, en «senge-kleve» (på den kant af bygningen, hvor stuens skorsten står) og en «vas-kleve», hvor husmoderen har sine vandbøtter og melkeringer. Til disse to små rum er der da to døre på stuens ene væg, og er nogen del af stuens vægge panelet og malet, så er det gjerne mellem-rummet mellem disse to døre; her hænger håndklædet ved stadselige anledninger, det lange og smale håndklæde, i enderne prydet med det slags vævede fryndser, som kaldes «sprang»; det hænger glat udbredt over en rulle, der er anbragt i passende høide, og over den er «kastet», et lidet skab omtrent så stort som et klokkehus, uden dør, men med en rund åbning, hvorigjennem man kan kaste sine vanter eller andre småting. - En sådan stue kan man se f.ex. på Kvaale i Bæverdalen; denne ligner den gamle ram-stue også deri, at man i stuen ser lige op til mønsåsen, der viser årstallet 1752. Fra den ene langvæg til den anden ligger en stærk lofts-bjælke («kronen») og fra den gå to tværbjælker («tværkroner») over til den væg, som skiller imellem stuen og kleverne. Skal bonden tørre sine emnings-træer, så lægger han dem op her; men det kan også være, at han lægger nogle løse bord over tvær-kronerne, så der dannes en «hjell» eller et halv-loft, hvor f.ex. tjenestegutten har sit natteleie om vinteren. Selv har bonden sin seng, som sagt, stående i et bestemt hjørnet af stuen, og sengekleven er gjæste-kammer.

Lidt efter lidt begyndte man dog at finde det uhensigtsmæssigt med det store tomme rum under taget; der er mørkt der oppe, og stuen holdt sig kold om vinteren formedelst det store varmeslug. Derfor fandt man på at lægge «himling» eller loft over stuen ligesom før over kleverne. Undertiden, som i stuen af 1761 på Glymsdal i Bæverdalen, hvor der før i tiden boede mægtige folk, var denne himling bygget som et slags hvælving under taget; men oftest, og i den senere tid almindelig, lagdes den ret og slet på bjælker. Det kan også mærkes, at efterhvert som glasset er blevet lettere at bekomme, så have også vinduerne voxet i størrelse, så de nu for det meste slippe tilstrækkeligt lys ind i stuen.

For at have et navn på tingen vil jeg i modsætning til de ældre ramstuer kalde disse: kleve-stuer. Deres almindelige kjendetegn er: tømmerbygning i en langagtig firkant, i den ene ende en smal kleve, der oftest ved en paneling er delt i to, i den anden ende en næsten firkantet stue, hvis skab, høisæde, seng og skorsten stå på samme plads som før forklaret i ram-stuen, således, at den indtrædende, som først er fortrolig med en af disse stuer, strax finder sig til rette i dem alle og ved første øiekast ser, at rummet på en gang tjener til kjøkken, soveværelse og dagligstue; fremdeles, skabet af en eiendommelig facon og forsiret med listværk og speil-indlægninger, og foran den langvæg, hvor indgangen er, en svalgang.

11. Denne bygningsmåde må have været meget almindelig i landet. Siden jeg først ret blev opmærksom på det eiendommelige ved den, har jeg fundet spor af samme i ældre bygninger fast overalt, hvor jeg har faret i Christiania stift. Det må have været en stående skik at bygge husene på den måde, og skikkene have havt en sådan magt over folk, at det kunde ikke lettelig falde en mand ind at bygge sit hus anderledes. Det ældste hus af dette slags, som jeg har truffet til at se, står på Onserud i Ullensaker på Romerike; det er fra 1628; indtil for et snes år siden tjente det som våningshus; nu er det flyttet og noget ombygget og bruges som bryggerhus; skabet, der har den omtalte egne form, men er mere enkelt i sin sammensætning end de fra senere tider, har på kanten af de 3 hylder denne indskrift i ophøiede bogstaver:

    mit Haab til Gud alene. anno 1628
    o jesu for mig død og opstod igjen.
    ora et labora. beder og arbeider. jesu nafn.

Her på Romerike, i Nannestad, Ullensaker og Gjerdrum, hvor man finder flere ganske vel vedligeholdte bygninger af dette slags, brugte man gjerne at pryde væggen bag høisædet med en malet tavle af paneling eller lærred, med bibelske stykker; istedet derfor brugte man på Lom og bruger tildels endnu ved høitidelige leiligheder at hænge et «åklæde» op på væggen, af den sort, som kaldes «Upstad-åklæde», som ikke er vævet men på en måde flettet («smøygt») og indvirket med bibelske figurer og «læsnad» eller indskriptioner - en kunst, som dog nu er aldeles glemt i egnen og kun gjenkjendes i de få gamle nedarvede stykker, som ere i behold.

Siden man lagde himling eller loft over stuen, fandt man i de sydligere egne undertiden regning ved at forhøie tømmervæggen med et par omhvarv, så man fik et rummeligere mørkloft ovenpå. Disse omhvarv lod man gjerne springe ud foran den nedre langvæg og danne taget for svalgangen, hvori trappen til loftet anbragtes. Netop sådan bygningsmåde har en temmelig stor husmandsstue på pladsen Duenæs ved Ødemarks-søen. Den er fra året 1754, og den gamle husmands-enke, som nu i vinter beboede den, sagde mig, at sådanne vare i hendes ungdom alle hus der i sognet; i den indre anordning i stuen var der kun den egenhed, som ellers har været eiendommelig for denne egn, at skorstenen stod ikke i den ene krog, men mellem de to døre, som førte ind til de to klever eller «kover», som de her kaldes, og siden den stod på denne plads, havde den et rundagtigt fremspring på gulvet med et ligedant muret hvælv over, istedetfor at den gudbrandsdalske skorsten, som står i hjørnet, springer frem i en vinkel.

Denne stue interesserede mig, fordi den ligesom de to husmandsstuer af den gamle ramstue-form var exempel på, hvorledes husmandsfolk i sine små huses indretning stræbte at efterligne de større bøndergårdes skik. De små husmandsstuer byggedes gjerne af grannere tømmer og rådnede derfor hurtigere ned; men sådanne exempler som de anførte lade os formode, at om vi kunde have besøgt de nuværende husmandsfamiliers bedsteforældre i forrige århundrede, så skulde vi ialfald på de bedre pladse have fundet samme huslige indretning som hos gårdmandsfolket, kun alting i mindre bestik.

12. Der er mange, som holde for, at det gamle væsen i alle måder var det bedste. For deres skyld skal jeg meddele et lidet træk af de ældre bondeslægters husliv. I en husmandsstue «nora berget» i Lom, et af de huse, som endnu kunde give anledning til at bruge benævnelsen «nora folke-skikken», blev jeg opmærksom på en synderlig indretning. Det var et langt smalt bredt med et håndtag i den ene ende, forkullet og sort, så det ganske lignede et sådant grislebord, som bagerne bruge til at grisle brødene med før stegningen; men det var gjennemboret med mange små huller og havde sin plads på den indre kant af sengen, hvor det lå op til væggen. «Hvad er det?» spurgte jeg. «En væggelus-fjøl,» var svaret. «Men hvad er det for en indretning?» måtte jeg spørge videre. «Til at tage væggelusa med - for det er et slags små dyr, de kalde så.» Omsider fik jeg følgende forklaring: De samme små dyr have den måde, at om natten, og sålænge det er mørkt, da ere de ude at gå; men med den første lysning, de se, blive de ligesom forvildede og skynde sig ind i sprækker og huller. Når så manden i huset vågner om natten og mærker, at de ere ude, så står han op og tænder et bål på skorstenen; dette jager mange af de små ind i hullerne i den nævnte fjæl, og behændig og listig tager manden denne og sætter den midt op i ilden - det er derfor, den er så brændt og sort. - Nu, dette var en husmand «nora folke-skikken», og jeg tillagde længe ham æren for opfindelsen - thi nøden gjør jo opfindsom. Men i samtale med en gammel husmand i NæsRomerike faldt det mig ind at prøve ham ved at fortælle ham om denne kunst. «Ja, sagde han da, ligedan gjorde de på gården, hvor jeg tjente i mine unge år (en af de større gårde i bygden). Gammel-manden lå i gammel-stuen (en af de gamle kleve-stuer), og der havde han slik en fjøl ved sengen sin; en af gjenterne måtte hver morgen tage og bære den ud på askedungen; det var just af de gamle væggelus-fjølene.» Og siden fortalte en bonde, som nu bor i Skedsmo, men ellers er fra Aker, at han havde seet samme slags fjæl i brug her, hvor dens navn dog var «jomfru-brædt». Men efter disse exempler synes jo tingen at have været national og et nødvendigt reqvisit for de gamle kleve-stuer.

Et andet træk af den gammeldagse simpelhed, som den simple bygningsmåde medførte, så jeg på Lom, hvor det før havde været almindeligt og tildels endnu er i brug at bage fladbrødet ved det ildsted, som for tillavningen af kreaturenes sørpe er indrettet i fjøset. At se madstel i et sådant hus bliver dobbelt uhyggeligt, da fæhusene her er både små og meget mørke. Jeg kommer ellers til at tale mere om, hvorledes fæhusene have måttet tjene til bolig for mennesker. Men siden jeg taler om brødbagning kommer jeg til at mindes, hvor jeg både lo og gren, da jeg engang kigede ind i en tørkestue på Lom, medens bonden sad der i røg og damp for at stege ovnsbrød eller de eiendommelige «Lomskaker», i kleve-stuen er der nemlig ikke bager-ovn, og arbeidet i den røgede tørkestue er så besværligt, at fruentimmer ikke vel kunne holde det ud. Manden sad ellers og stegte kage-brød til sin datters bryllup, og imens holdt konen på at brygge ølet inde i stuen; denne lignede dog ikke endda så aldeles et bryggerhus; thi tre skræddere sad på bordet og syede høitidsklæder. Jeg havde her god leilighed til at lægge mærke til, hvor yderst besværligt en bondefamilies liv kan være; thi i tre dage rasede et sådant uveir, at det var en umulighed at komme fra gårde, og jeg kunde ikke lukke mig inde i kleven, såsom den var uden kakkelovn og en snefond ganske dækkede for vinduet, når der ikke hvert øieblik blev skuffet - det var nemlig i Brotene, høit oppe under Bergensfjeldene.

Det kan også mærkes, at den måde at opvarme et stort værelse ved hjælp af skorstens-ild ingenlunde er behagelig; det har jeg måttet finde, når jeg om vinteren har skullet sidde ved ilden om aftenen og læse - da er det for varmt - eller ved vinduet om dagen og skrive - da er det for koldt. Om sommeren er det jo ikke så; men da uleiliger den uvante ved en skik, som endnu ofte sees både i Lom og andre steder i Gudbrandsdalen, at barkekaret med de mange stærkt-luktende huder har sin plads under bordet.

13. Derfor har da også trangen til rummeligere og bekvemmere bygninger længe været følt, og man har stræbt at indrette sig bedre. Især i det sidste halve århundrede er der bygget meget, og selv i det nordre Gudbrandsdalen er det nu hel vanskeligt at gjenfinde klevestuens oprindelige simple form. Undertiden er der sat en ny klevestue ved siden af den gamle, og de to kunne være sammenbyggede ved en svalgang eller deslige; men de passe ikke ret sammen; det nye hus er kanske bygget af grannere tømmer, men har høiere døre og større vinduer. Oftere har man enten fra først af eller under udførelsen af reparationer bygget et andet stokværk ovenpå det første og der indrettet sengerum og klædekamre, eller man har i nærheden af selve vånehuset bygget egne huse til sådanne bi-bekvemmeligheder («nystue»). Der er ingen vis foreskreven regel eller skik i alt dette, og da der nu gjerne på en større gård er tildels dobbelt besætning af lader og fæhuse og desuden et utal af alskens småhuse til svinene og sauerne o.s.v., så kan den samlede husklynge frembyde et helt besynderligt udseende, det tusindkunstnere af træskjærere i de sidste menneskealdere have gjort endnu mere broget med deres snirklede snitværk; når jeg i det sidste års tid har seet de illustrerede blades tegninger fra Krim af de tartariske høvdingers landsbyer og paladser med de mange karnapper og tårne, så har jeg måttet tænke på slige gårde som Haakenstad eller TolfstadVaage med de mange store og små huse, påbygninger og tilbygninger, svalgange og trapper, spidser og toppe. På Hedemarken og længere syd, især måske i Næs, Urskoug og Høland, har man dog i løbet af dette århundrede brudt over tvært med alt dette væsen og sat sig op huse, som mere minde om byernes huse med særskilt kjøkken og dagligstue og storstue, dandsesal og gjæste-værelser, panelede og malede. De gudbrandsdalske husklynger ere begyndte på en tid, da der var en fast skik, som hver mand måtte følge, og de ere voxede op efter tilfældighedens uregelmæssige medfør; i de andre nævnte bygder derimod vidne husene mere om en tid, da den sætning er bleven gjældende: «Så mange hoveder, så mange sind», så man uhindret har stræbt at indrette sig efter sin bekvemmelighed - thi smagen har just ikke gjort store fordringer endnu. Det morede mig dog ofte på de tildels anseelige bygninger i Næs at finde en levning af fortiden endda: et af et par stolper båret tag over hoved-indgangen med gitter og sprinkler - en liden prydelse på huset i den gamle svalgangs sted.

14. Temmelig jevnt sad endnu for et halvt hundrede år siden Næs og Hølands bedste bønder i høisædet i de gammeldags stuer og spiste sin dugur sammen med deres husmænd og tjenestekarle, der vare bænkede ved samme bord; bordskiven var den fælles tallerken for dem alle; husbondens træske havde i fortrolig tarvelighed ligget sammen med de andres i skuffen, og selv ved spegesildens behandling var ingen så pertentlig, at han savnede gaffel. Men dette fortidens billede se nutidens husmænd der i bygderne op til med savn. Thi da bonden fik særskilt kjøkken og sovekammer og dagligstue o.s.v., så fik «folkene» sin mad for sig selv, på den gamle vis, og husmoderen dækkede familiens bord i dagligstuen. «Og der er så malet og så megen stads derinde, at en simpel arbeidsmand ikke veed, om han tør gå ind og snakke med husbonden om et og andet, som kan træffe.» «Godt og vel» - svarede jeg den husmand, af hvem jeg hørte disse ytringer - «Godt og vel, at der da er nogle pyntelige huse, så du og andre kunne få se og lære, hvorledes pyntelige folk bør bo. - Du ser på mig så forundret? Jeg har naturligvis forstand nok til å skjønne, at en husmand ikke kan have råd til at bygge sig så stort og gildt hus som bonden selv; men en brav karl kunde ganske vist indrette sig så, at han fik bo lidt likere, end det nu er almindeligt blandt arbeidsfolk på landet.»

Større bekvemmelighed og hygge i boligerne er vel et af de bedste tegn på stigende kultur. Men netop i de sidstnævnte bygder blev jeg ved modsætningen til gårdmandsklasserne opmærksom på, hvor lidt fremskridt der i denne henseende viste sig blandt arbeidsklassen. Jeg vil ikke påstå, at der ikke kan øines noget fremskridt i denne klasse også; men jeg tør sige, at det har været ganske lidet.

Jeg besøgte i vinter en husmandsfamilie i Høland, manden og konen omtrent 35 og 40 år med en vakker børneflok. Jeg fandt alt godt og vel; ja, jeg lærte her en sjelden hæderlig husmandsfamilie at kjende. Kun en ting gjorde mig forstemt: jeg satte mig netop til bordet for at spise en æggepandekage (der var sådan rar hændelse, bemærkede konen, at hun fik en sådan gjæst netop den dag, da hønen havde værpet det første æg, og deraf tog hun anledning til at byde mig den), og i det samme mærkede jeg, at gulvet svigtede under min fod, og den kolde træk slog ind. Det var mig ikke noget nyt at se et gulv af rå brædder, som ikke ere pløiede sammen, men kun lagte side om side - slige gulve ere vel endog de almindeligste i husmandsstuer -; tidt og ofte havde jeg også seet husmandsstuer så gresne og åbne, at de umulig kunne holde vinterkulden ude. Og dog havde denne iagttagelse aldrig gjort mig så ondt som her. Skulde jeg tro om mig selv, at jeg tidligere har været hildet i den tanke, at simple folk, at grove arbeidsmennesker, som det ofte hedder, nu engang ere skabte til et hårdt liv, hvortil det i vort land jo også hører at fryse? Jeg vilde udtrykke mig overmåde slet, når jeg om den nærværende kone sagde, at der var noget dame-agtigt i hendes væsen; men allerede hendes fine regelmæssige ansigtstræk og hendes vakre, sikre holdning gjorde mig opmærksom, og selve den naive ligefremhed i hendes tale lod mig så meget snarere erkjende hos hende en dyb og from ånd, som i sandhed vilde pryde den ædleste kvinde. Men nu en sådan kvinde i et åbent hus i vor norske vinter - og det for hendes levetid! Når en sådan familie kan befindes at bo således, så behøver man ikke at vide mere for at forestille sig, hvorledes en stor mængde har det.

I Næs præstegjeld faldt samtalen mellem en bonde og mig således, at jeg sluttede med at bede ham nævne mig en af de vindskibeligste og ordentligste husmands-familier, han vidste af der i grænden, og han nævnede mig en af sine egne husmænd. Her fandt jeg også en særdeles dygtig og stræbsom mand og den mest husholderiske kone, som jeg havde både nytte og fornøielse af at samtale med og derfor oftere besøgte. Engang bleve vi afbrudte i samtalen, da der kom besøg til huset: en kone, som bragte en liden gris. Hvor der blev glæde på børnene, 4 småpiger! de måtte alle kysse og klappe grisen. Denne var også en herlighed for huset; thi den var kommen til så tidlig på året (det var i sidst forløbne marts måned) og kunde altså blive så stor til høsten. Derfor måtte den fremmede kone trakteres, og der blev sat frem grød og melk for hende ved det lille bord foran vinduet. Men til samme tid skulde familien selv spise sin middag: de 4 småpiger lå på knæ eller sad på huk om en stol, hvor deres grødfad stod; konen stod ved siden af og spiste af det samme fad, men manden sad på en fjerding, hvori grisen allerede sov, og han spiste af gryden, som var sat af på kogovnen. Men under de forandringer, som ved alt dette foregik i stuen, måtte jeg flytte mig med forsigtighed omkring fra sted til sted; thi det rum, som ikke var besat af mennesker, var altfor meget optaget af 3 senge (thi her er ialt 5 børn i huset), af skorsten, kogovn, kjøkkenskab og en høvlebænk med allehånde sager til det bødker-arbeide, som manden den dag fuskede med. Denne stue var nemlig familiens eneste beboelses-værelse; der var intet kammer ved. Og dertil kom, at også dette hus var i høi grad utæt og så rådent, at jeg kunde stikke min kniv ind i stokkene lige til skaftet. Til stuen hørte dog et stabur, der tillige må tjene som klædekammer, og konen her var da bedre faren end en nabokone, som også kun havde et værelse, og til staburs-rum måtte benytte et mørkloft, og til dette klyve op ad en løs udvendig stige. Jeg var oppe på dette mørkloft: med nogen vanskelighed kom jeg ind ad den lave glug, ikke kunde jeg stå opret derinde, og sandelig måtte jeg bruge forsigtighed for at finde det første trin på stigen, da jeg skulde ned igjen.

Et par dage havde jeg i Ullensakers præstegjeld vandret om i en grænd af husmandspladse og tilbragte derefter en aften hos den braveste mand og på den ligeste plads, jeg fandt. Det var virkelig en både forstandig og brav mand, og jeg tilbragte en fornøielig aften. Da jeg allerede sad på sengekanten for at lægge mig, faldt der mig en ting ind. Husets beboere vare: den aldrende mand og kone, to voxne sønner, den ene skomager og den anden skrædder, som nu begge vare ude (hvilket netop gjorde, at der blev natteleie tilovers for mig), samt en voxen datter og en liden lægdegut, som var indleiet her for betaling, - og jeg så kun to senge. Jeg spurgte manden, hvor man fik sengerum til alle. «Jo - her ligger jeg og konen min og den vesle gutten, og skomageren ligger der, og skrædderen, som er mindre, har en liden seng inde i kåven.» «Men Gurine, datteren din, hvor ligger så hun?» - «Jo, hun ligger inat inde i kåven - men ellers, når de ere hjemme alle - så ligger hun sammen med bro'r sin, skomageren». - Og alt dette blev omtalt, som om der intet underligt var i det.

I et andet af Romerikes præstegjelde beså jeg mig ifjor høst på en plads, hvor jeg blev fornøiet ved at finde, hvad man kunde kalde et velstandshus. Selve bygningen var større end almindelig, idet den rummelige stue havde et vakkert kammer ved siden af. Om selve familien eller ialfald dens hovedpersoner erfarer jeg også alt godt, både ved egen samtale og gjennem andre. Den ganske unge mand havde kone og 1 barn; han var håndværker og holdt derfor tjenestekarl for ved denne at svare pligtarbeidet på gården. Hans moder var føderådskone hos ham, og hun havde hos sig en sindssvag datter samt en anden voxen med et uægte barn. Der var ordentligt og pynteligt i stuen, og 3 senge stode langs væggen. «Lad høre,» spurgte jeg gamlekonen, «hvorledes I få sengerum her - for jeg ser ingen vugge i huset?» - Jo - hun selv og den svage datter sov i den ene seng, den anden datter med sit barn i den anden seng og «dem sjølve» med deres barn i den tredie. «End tjenestegutten?» - «Han sover på gården han.» - «På gården? Ja, når han er i arbeide der; men det er han jo ikke altid; nu idag er han jo hjemme her og hugger ved. Hvor skal nu han sove inat?» - «Ja, nårhan sådan er hjemme, så sover han ihop med dem sjølve, han», var svaret.

Dette sidste exempel viser vel tydeligt, at det hele væsen med huse og husliv er noget, som hænger sammen med kultur-tilstanden. Det er ikke altid formuen og evnen, som mangler, men meget ofte den sands, som kræver noget bedre; thi denne sands pleier skabe en alvorlig stræben, og denne stræben kan erhverve de fornødne midler.»


KAPITEL 3

NATTELEIE I FÆHUSENE

15. Det forrige stykke sluttede med den ytring, at grunden til at vi så ofte hos arbeidsklassen i vore landdistrikter må bedrøves over de uforsvarlige huse og det usømmelige husliv, at grunden hertil for en del må søges i vedkommendes egen ringe grad af bedre sands, af kultur. - Ja, ringe grad af kultur - her ville mange være snare til at stemme i med. Netop i disse tider høre vi jo så mange, tildels på en meget uskånsom måde, udtale sig over de mange råhedens udyder hos arbeidsklassen, træghed, uvorrenhed, drikfældighed m.m. Det er da ligesom til modvægt herimod, at stundom en «fattigmands ven» i avisopsatser eller andetsteds skildrer arbeidsklassens lidelser, og opfordrer de andre samfundsklasser til at komme den til hjælp ved menneskekjærlige foranstaltninger af forskjelligt slags. Men ikke huer mig denne medlidenhed, som i arbeidsklassen kun ser en hob af hjælpeløse og utilregnelige stakler; heller ikke kan jeg finde mig i den dom, ifølge hvilken arbeidsklassen skulde være slig, at den finder sin lyst i at søle sig i alskens råhed, så man uden videre tør påsige den alt ondt.

Havde vi en til sådant brug indrettet fin vægt, så vi kunde veie den ene stand og klasse med den anden, så skulde vi kanske finde, at summen af sand dyd eller udyd, af virkelig lykke eller ulykke er så temmelig lige for de forskjellige stænder og klasser, de «høiere» og de «lavere». Men selv uden sådan vægt mener jeg, at vi kunne erkjende dette, at den kultur-tilstand, som for øieblikket findes hos den enkelte klasse: Arbeiderstanden eller husmandsstanden, er fremkommet dels ved samvirken af dens egne medlemmers personlige forhold, dels ved indflydelsen af alle de andre og, som vi sige, høiere stående mennesker, som hine have levet sammen med i landet. Der er en vis sammenhæng mellem den enkelte klasses sæder og kår og mellem den grad af oplysning og sædelighed, som har udviklet sig hos det hele sammenlevende folk.

Denne sammenhæng kan naturligvis kun erkjendes stykkevis; men den følgende fremstilling tør dog være et bidrag dertil.

Jeg tænker mig atter ind i husmandsstuerne i nogle egne af vort land, i de østlige egne af Christiania stift, og jeg lægger her mærke til, at folk ikke alene ofte bo uforsvarlig slet, men at de synes selv så lidet at indse det. Synes? jeg veed det dog - veed det deraf, at når jeg har talt med husmandsfolk om husmands-afgifter (naturligvis en yndet gjenstand for samtale), og der har været anstillet sammenligninger mellem de forskjellige pladse i en grænd, så erindres det på en prik, hvor meget (eller hvor lidet) der kan avles af korn, hvor meget der kan fødes af kjør og sauer, hvad adgang der er til ved og havn - men om der står et ordentligt hus på pladsen eller en råden, faldefærdig hytte, det tages der for det meste ikke hensyn til. Kun når jeg udtrykkelig spørger derom, så kan jeg få høre, at i det og det hus er tømmeret i de to nederste omfar rådnet, at det drypper igjennem taget o.s.v., og på den og den plads er et rigtig pent hus, opsat ifjor, med en temmelig stor kleve atåt stuen.

Men hvoraf kommer dog den ligegyldighed i en sag, hvor det i så høy grad gjælder om sundhed, sædelighed, daglig hygge?

Har nogen fra begyndelsen af stellet sig så, at han som familiefader er en fattig mand og ikke har udsigt til andet end at blive en fattig mand i al sin tid, så går gjerne al hans tanke op i den ene stræben at tilfredsstille øieblikkets krav på mad til de mange munde og filler til den store nøgenhed. Men slig elendighed er dog ikke den almindelige tilstand. Det kan være ganske ordentlige, brave, arbeidssomme folk, som med forsigtighed og omtanke have indrettet sig så, at de omsider ere komne i en sådan tålelig stilling, som blandt arbeidsklassen er den almindelige - og selv hos sådanne folk er det, jeg ofte har beklaget en påfaldende mangel af sands for en sund og bekvem boligs hygge. Hvoraf kommer det?

Det kommer meget af opdragelsen. Og her må det erindres, at husmandens og husmandskonens opdragelse falder i to tidsrum, først børneårene, da de voxede op i faders og moders simple hytte, og så de ungdoms-år, da de - hvad der er tilfælde med næsten alle husmandsbørn på disse kanter - levede som tjenestefolk på bøndernes gårde.

Denne sidste del af opdragelsen er ikke den mindst vigtige. Den ligger i den behandling, som fra husbonds og madmoders side bliver tjenestefolkene til del - deraf lære de, hvad der er godt nok for dem, og en årlang vane giver dem et vist begreb om, hvad fordringer til livet det går an for dem at gjøre, hvad mål de have at sætte sig for sin fremtid.

16. I mange af vore landsbygder er det godt nok for tjenestefolkene at have sit natteleie i fæhuset.

Under et ophold på Hedemarken i 1851 blev jeg opmærksom på denne skik. For mig, som er opvoxet på Vestlandet, var den aldeles fremmed og forekom mig modbydelig. «De holde da for, at det er ikke usundt,» ytrede en bondekone. «Men det er stygt,» svarede jeg med stærkeste betoning. Og senere erfaring har lært mig at fælde en stærkere dom - thi på mine følgende reiser har jeg stadig havt øie med den ting.

I Gudbrandsdalen besøgte jeg en bonde på en stor og vakker gård. Vi spadserede sammen ud på marken, og jeg fornøiede mig ligeså meget over de nye agre som over den fortrinlige udsigt ud over dalen. Men så blev jeg opmærksom på et nyt opført kostbart fæhus; det måtte jeg bese, og han var naturligvis villig til at vise mig ind der. Der var en stor og velordnet rad af båser og binger. Men i det ene hjørnet opdagede jeg en besynderlig indretning: et stort system af dobbelt-senge, en nede og en ovenover, hver stor nok til 3 eller 4 personer. «Hvad - har du 8 budeier?» «Nei, det var nok meningen, at gjenterne skulde ligge der nede og gutterne der oppe.» Jeg så på ham, og han fortsatte så: «Jeg mente det skulde være bedst på den måde - for så kan det ene parti kontrollere det andet.»

Nogle dage vandrede jeg om mellem nogle husmandspladse oppe i liden i et andet af Gudbrandsdalens bygdelag, og her studsede jeg ved at se et hus, som var så besynderlig lidet - det lå på en bar mark uden fjøs eller låve, selv uden indhegning om den lille sorte jordflæk, der havde været potetes-ager, men den sommer ikke engang var tilsået. Jeg gik ind. En ung, rask mand sad i en egen stilling: han havde et skrigende årsgammelt barn på skjødet for at made det, og han holdt netop på at lave maden til på den måde, at han, i mangel af en gryde, holdt en stegepande på skrå over ilden og så i hjørnet eller kanten af den kogte et par skeblad vasvelling. Dette måtte han gjøre, fordi konen var fraværende, da hun med de to ældste børn var gået hen på nabogården «for at få sig noget melk». Den hele forfatning i huset var den allerbedrøveligste, og jeg indledede samtale. for at komme efter årsagen; spørgsmål og svar vexlede længe. «Altså - sluttede jeg omsider - I havde barn sammen, før I var gifte?» - «Ja, det er nu skikken, det.» - «Skikken? kalder du det skik?» - «Ja, det er da sjelden at fattigfolk komme ihop, uden det er så.» - «Altså fattigfolks skik! det er da værre end ondt. Men sig mig: I var tjenestefolk sammen, og hun sov vel i fjøset; men du - hvor havde du din seng?» - «Å, det var nu i samme fjøset - for det er skikken, det.»

17. Det er ikke al soven i fjøset, jeg fordømmer. Den 14de oktober 1844 lagde en husmand i Lom møns-åsen på det første hus på en plads, han havde begyndt at indrette sig, og nogle dage derefter flyttede han derind med sin unge kone og sin lille buskap - thi huset var et fjøs. Men jeg kan godt tænke mig, at de ny-gifte levede en lykkelig vinter: thi vel måtte de holde af dyrene (jeg har jo hørt en lang historie om koen og om hver af sauene og gjederne og veed, hvilken møie og omhu det havde kostet dem at erhverve og hege dem om indtil denne dag, da manden og konen kunde have dem under eget tag), og vel måtte de holde af hinanden (thi han havde været tiggergut og lægdegut og gjætergut og tjenestegut, og hun var gårdmandsdatter; men takket være hans ærlige hjertelag og gode nemme og provsten Heltbergs gode konfirmations-undervisning: han vandt hendes godhed, og da han var tryg for, at hun trods slægtens modstand var ham hengiven og tro, så overlod han til sin faders brug og pleie de stykker småfæ, han allerede som tjenestegut havde lagt sig til, reiste til Romsdalen, hvor der den tid skulde være godt for penge, tog tjeneste der, arbeidede så som løskarl, forsøgte sig i handel, var vel en lang tid dødssyg, men kom sig igjen, tabte vel en del penge ved andres upålidelighed, men forvandt tabet, og kunde efter 5 års fraværelse, om våren 1843, vende tilbage med 42 daler i penge, samt tålelig gode klæder, en billed-bibel af Winthers udgave, et temmelig stort stykke læder som til et par støvler og meget andet nyttigt, så nu kunde ikke pigens slægt længer modsætte sig hendes forbindelse med ham - gårdmand var han jo ikke endnu, men han havde fået sig en plads på sådanne vilkår, at han ikke skulde gå som arbeidsmand, og desuden måtte vel pigens moder mindes, hvorledes hun allerede på guttens konfirmations-dag havde fattet gode tanker om ham: skjønt gutten var kun lægdegut, havde præsten givet ham den næst øverste plads på kirkegulvet, midt imellem gårdmandssønner fra de bedste gårde, som om han var søn på den anseelige gård, hvor han var i lægd, og fornøiet derover havde hans madmoder ladet gjøre ham et helt sæt nye og gode klæder, og hvad sker? på selve hædersdagen er tilfældigvis hans tilkommende svigermoder tilstede på gården og er den første til at møde den fra kirken hjemkomne gut og hilse ham med de ord: «Jeg hører, du har forsvaret rummet for gården - du kan blive brav gut, du!» Nu, de boede altså i fjøset vinteren over og levede både godt og vel; det blev rigtignok en prøvsom tid, da konen den 8de mai 1845 fødte deres første og endnu eneste barn og var syg længe efter; men det gik dog over. Men hvad skulle vi så dømme om disse folks husliv og hele forhold, når vi høre, at de også næste vinter holdt til i fæhuset? Nu, jeg tager ikke forargelse deraf, jeg, som veed, hvorledes manden måtte anvende al tid og formue på at opdyrke sin jord, en lidet frugtbar skovgrund, så det endnu ikke havde været muligt for ham at få bygget sig det hus, som næst fjøset var det uundværligste, nemlig låven, der først kom istand i 1846. Vel nok, at svigerfaderen hjalp ham med tømringen af denne bygning og ikke nogen betaling tog; der skulde dog adskilligt udlæg til. De måtte altså bo i fjøset endnu den 3die vinter; men dette blev også den sidste; thi til samme tid som manden måtte arbeide hos fremmede for at få penge til at kjøbe, hvad hans egen ager og eng ikke gav ham til familiens og kreaturenes underhold, så måtte han fortsætte med sit rydnings-arbeide på pladsen, der jo skulde være hans families levebrød, og ved siden af alt dette vandt han med å koste sig opført i løbet af sommeren 1847 en stuebygning - og det en ganske tålelig bygning, bedre end mange af naboernes.

Og endnu mindre kunde dette exempel på fjøsliv vække forargelse hos mig, som vidste, at i den grænd, hvor de vare opvoxne, selv i den kreds af folket, som konen, gårdmandsdatteren, tilhørte, der lever man i sådan fortrolig omgang med husdyrene, at det hus, hvor disse ere indelukkede, betragtes næsten som et af stuebygningens værelser, hvor de af husets folk flytte ud, som der ikke bliver bekvemt rum for inde. Jeg mindes ialfald exempler på gårde, hvor bondens søster eller bondekonens moder eller nogle af de voxne sønner og døtre stadig havde sit natteleie for vinteren i fjøset. Ja, i samme bygd har jeg, som i foregående stykke fortalt, seet brødbagning foregå her.

Kanske, da sortedødens ødelæggelser vare gåede over landet og de tiloversblevne af folket måtte bruge al sin møie for at holde næringsveiene vedlige, så de kunde friste livet, kanske det da gik så, at størstedelen af bonde-familierne vænnedes til sådant nøisomt liv; thi når kræfterne ikke strakte til for både at hente ved fra skoven til at opvarme stuen og mose fra fjeldet - eller bar eller løv for at drøie foderet for kreaturene, så måtte det sidste gjøres fremfor det første; og da blev fæhuset det varmeste og bedste rum på gården. Og dersom det for et hundrede år siden eller to var almindeligt i Gudbrandsdalen og på Hedemarken, at bønderne selv på de bedre gårde lode sine voxne sønner og døtre have sit natteleie i fjøset, så måtte man ikke klage, om de også satte tjenestefolkenes senge der.

18. Men tingen er meget anderledes, når husbondsfolket selv væmmes for det urenlige fæhus, og dog husfaderen anviser sine tjenestefolk og lægdefolk og husmænd soverum der. Således i Næs præstegjeld på øvre Romerike. En gårdbruger her har ved siden af skorstenen i kjøkkenet sat en kogovn og ledet røret fra denne op igjennem et smukt indrettet overværelse, som på den måde uden nogen bekostning holdes jevnt opvarmet. «Dette værelse skulde være pigekammer,» ytrede jeg. «Nei, jeg har det til gjæstekammer; for det er så godt at have et varmt værelse, når der kommer fremmede sent ud på aftenen,» svarede manden. «Så lad mig se, hvorledes pigerne have det i fjøset!» vedblev jeg. Og hvilken indretning jeg der fik se! Kreaturene i 2 rader, med hovederne ind til væggen; mellem raderne en urenlig gang, og inderst i gangen pigernes seng: Skvæt og stænk af styggeste art måtte kunne nå dem, som sov i den. I den anden ende af fjøset var en svinesti, hvor to store bæster gryntede og stinkede, og væg i væg med og indenfor stien stod tjenestegutternes og lægdemandens senge, således anbragte, at man måtte gå igjennem saue-bingen for at komme til dem. «Jeg synes der er fare for, at de vakre små lam der i bingen kunne blive ihjæltrådte, når folkene med sine tykke begsøm-sko må famle sig igjennem her i mørket?» «Å, de får gå varsomt,» mente bonden. - «Men ved De, hvad: det er stygt alt ihop!» - «Ja, men, vedblev bonden, er det ikke underligt alligevel: af de 3 gjenter ligge bare de 2 her i fjøset, og den 3die have vi i kjøkkenet for at have hende i nærheden; men de skiftes til, for ingen af dem vil ligge inde.» «Så? nu ja - ja, så er dette netop noget af det stygge ved tingen, som De og alle husbønder burde være opmærksomme på. Her i fæhuset kunne vel pigerne og gutterne have frit spil om nætterne; men det skulde de sandelig ikke have lov til.» - Jeg valgte netop dette exempel til at vise tilstanden - ikke for at ærgre den bonde, fra hvis gård exemplet er taget, men for at tilføie dette, at når et sådant forhold kan findes hos en så brav, ja endog sædelig-nidkjær mand, som jeg i denne bonde lærte at kjende, så er det ikke at undres over, om den gamle skik sidder i på mange andre steder.

Men man må få øinene op for, hvad dette er for en skik. Engang - det var i samme præstegjeld - sad jeg i fortrolig samtale med en husmand. «Hør Ole! - spurgte jeg - jeg har en mistanke om, at visse piger, sådanne, som have et løse-barn eller to, sommetider på en styg måde lurer sig ind på unge gutter for at blive gifte med dem - hvad mener du om det?» - «Jo, jeg kjender nok altfor vel til sligt - for det gik nok så med mig.» - «Med dig? Det kunde da aldrig falde mig ind, for jeg har netop været så glad ved at finde, at du er lykkelig gift med en brav kone.» - «Nei, det var en anden en, jeg fik barn med, rigtig en af det slag, som De talte om.» - «Og var du kanske bare ung da?» - «Var 17 år.» - «17 år? Hvorledes i al verden - -?» Jeg kan ikke meddele mandens oprigtige og udførlige forklaring; men dette skal fortælles, at han og hint trold tjente sammen og havde sit natteleie anviist i fæhuset, de to alene. - Jeg var oprørt. «Å jo - ytrede han, da han mærkede min mening om fjøs-væsen - de (gårdbrugerne) kunde gjerne afskaffe den skikken, for de have så ikke nogen fordel af den, men heller skade.» «Skade? det høre vi nok af; men hvorledes kan du tale om skade just for gårdbrugerne?» spurgte jeg forundret. - «Jo, på klæderne.» - «På klæderne?» - «Ja, senge-klæderne - de rådne meget før op i fjøset end i andre huse; for i fjøset vil der gjerne holde sig fugtigt.» - Du besynderlige troskyldighed, som her, med hine erindringer om den selv oplevede ulykke, kunde have sind til at tænke på husbondens skarve sengeklæder! Manden havde dog ellers viist et retskaffent sind; thi da hin kvinde, som han fortalte mig, kort efter at have født barnet sad hos lensmanden for tyveri og siden kom ind til Christiania, hvorefter han ikke havde spurgt til hende, fik han først sine forældre til at opfostre barnet, og siden som gift mand, tog han det til sit eget hus og sørgede vel for det i alle måder.

Her må jeg dog forklare, at i Næs og ligeså, som jeg senere skal påvise, på andre steder er skikken noget i aftagende. Og årsagen hertil er vel dobbelt: dels kan bevæggrunden ligge hos husbønderne, som mere ere blevne sig sin skyldighed mod tjeneste-tyendet bevidste, dels kan grunden ligge hos tjenestefolkene, som nu og da - det hørte jeg i Næs - ytre sit misnøie med det gamle væsen, navnlig karlene, som ofte tage sine klæder våde af sig om aftenen og da i det fugtige fjøs må trække dem lige våde på om morgenen. Men forandringen består mest kun deri, at en egen drengestue er bleven indrettet for karfolket, så gjenterne fremdeles må holde til i fjøset. Og når jeg ivrede for en fuldstændigere forandring, for pigernes vedkommende også, så mødte mig gjerne følgende grunde: 1) Der, hvor man har ildsted i fjøset (til at varme kreaturernes drikke, navnlig i Gudbrandsdalen) er det nødvendigt for ildsvådes skyld, at der er folk tilstede om natten, 2) kreaturerne kunne slide sig løs og stange hverandre, og 3) det kan gå kjøerne ilde ved kalvingen, når der ikke er folk tilstede.

Men en bonde forklarede mig sin mening så: til no. 1, han var mere bange for de fyrstikker og lysestumper, som fjøs-pigernes friere fare med, til no. 2, man kan binde kreaturerne med jernlænker istedetfor vidiebånd, og til no. 3, når han har sine piger liggende i kjøkkenet ved siden af sit eget sovekammer, så kan han, når en ko er nær ved at kalve, vække en af dem og sende hende ud engang imellem, og da er han mere tryg for koen - såsom en budeie kan ofte sove for tungt der ude i fjøset. Og til alle disse modgrunde føier jeg endnu den almindelige bemærkning, at der er de mange bygder i vort land, hvor man også har store fjøs og mange kreature, men hvor hin gammeldags skik nu for tiden er ukjendt, uden at nogen mærkelig ulempe deraf vides at fremkomme.

19. En del af det oftere nævnte Næs præstegjeld ligger på vest-siden af Vormen og støder op til den fjerding af Ullensaker, som hedder Kisa. På gården Onsrud her var jeg i et gravøl efter en gammel mand og kom der i samtale med mange af bygdens mænd, og blandt andet hørte jeg en historie om en gut fra den samme fjerding, som havde taget tjeneste på en gård i hin del af Næs, men kun blev der 1 år, fordi han ikke kunde finde sig i at ligge i fjøset; dette var han ikke vant med, denne skik er ikke brugelig i Kisa, heller ikke i hele Ullensaker, hvor kun en enkelt gård blev nævnt som undtagelse. Så besynderlig skarp en grændse kan der altså være mellem enkelte bygder med hensyn til visse skikke. Hin skik hersker mere og mindre jevnt fra Næs og nord over; men den slutter i Næs; når man i Ullensaker og de andre præstegjelde af øvre Romerike, når man på nedre Romerike eller i Smaalenene spørger en gut eller pige, om de kjende til at ligge i fjøset, så er svaret ikke blot et simpelt: «Nei», men gjerne et ivrigt: «Nei da!»

Det skulde i flere henseender være artigt at have nøiagtigt kundskab om denne fjøs-skiks udbredelse i landet. En nøiagtig forklaring derom nu, ved århundredets midte, skulde desuden sætte dem, der leve ved århundredets slutning, istand til ved sammenligning at komme efter, hvad fremskridt kulturen formår at gjøre i dette stykke i løbet af en menneske-alder.

Under 25de april 1853 tilskrev jeg sognepræstene i Christiania og Christiansands stifter (undtagen i Christiania stifts-provsti) med anmodning om at meddele mig en del oplysninger, som alle skulle tjene til at opklare forholdet med letsindige ægteskaber og uægte fødsler. En del af de erholdte meddelelser gav mig stoffet til det 11te kapitel i afhandl. «Om giftermål i Norge»; resten vil danne en væsentlig del af indholdet af nærværende skrift, og jeg tillader mig at nære det håb, at de ærede geistlige, som viste sagen den interesse at imødekomme min anmodning, i selve min benyttelse af deres meddelelser skulle se vidnesbyrd om den erkjendtlighed, hvormed jeg har modtaget dem.

Blandt de mange spørgsmål, som jeg anmodede præsterne om at besvare, var der tvende, som høre herhid, nemlig:

«Finder det 1) almindeligt eller 2) delvis eller 3) undtagelsesvis sted, at voxne børn eller tjenestefolk på gårdene på landet om vinteren have sit natteleie i fjøset eller stalden?» og

«Har nogen aftagen i denne skik kunnet spores i de sidste 10 år?»

Som man ser, gjælde disse spørgsmål kun land-præstegjeldene, og fra 148 af disse har jeg fået svar. Disse svar ere naturligvis skjøn, og disse kunne være faldne noget forskjelligt ud efter de skjønnende personers opfattelse af eller kundskab om tingen, så en måske har kaldt skikken almindelig, hvor en anden vilde have sagt, at den hersker delvis og omvendt. Men med alt dette tør det dog vel antages, at det skjøn, som flere præster tilsammen befindes at have afgivet for en større egns vedkommende kan komme i sammenligning med det, som andre præster have afgivet for en anden egn, og derfor tæller jeg de mange besvarelser sammen for visse større egne, hvor jeg tænker mig de to stifter delte. Man vil forstå den inddeling ved at kaste et blik på Tabel 1 i kapitel 1 (side 16), som indeholdt en oversigt over hyppigheden af uægte fødsler i provsti-distrikterne; hver af hine større egne indbefatter nemlig en gruppe af provsti-distrikter således:

Christiania stift:

Gruppe
1:
provstierne:
no.
1 til   5,
«
2:
«
no.
7 til 10,
«
3:
«
no.
11 til 13,
«
4:
«
no.
14 til 17,

Christiansands stift:

Gruppe
5:
provstierne:
no.
18 til 21,
«
6:
«
no.
23 til 25,
«
7:
«
no.
26 til 29,

Nedenstående Tabel 3 giver en oversikt over forholdet.

(Tab. 3. Til § 19.) Om natteleie i fæhuset.
Gruppe av provsti-
distrikter
I nedennævnte antall lands-præste-
 gjelde herskede skikken med
 natteleie i fæhusene
Det hele
antal
præste-
gjelde
almind-
ligt
delvis undta-
gelsesvis
slet
ikke
Gruppe 1 - - 5 23 28
» 2 20 4 2 1 27
» 3 2 5 5 5 17
» 4 1 1 5 19 26
» 5 1 3 3 14 21
» 6 - - - 13 13
» 7 2 - 2 12 16
Christiania stift 23 10 17 48 98
Christiansands stift 3 3 5 39 50
Begge stifter 26 13 22 87 148

Herved må jo erindres, at opgaverne ikke omfatte samtlige landspræstegjelde i de to stifter, skjønt vistnok de allerfleste. Fremdeles må jeg forklare, at da spørgsmålet var sat så rumt (voxne børn og tjenestefolk), så have præsterne gjerne anmærket, at når de kaldte skikken almindelig, så var det mest for tjenestefolk alene og ikke for voxne børn, og enkelte præster have lagt til, at dette for det meste kun var pigerne, det gjaldt, eller stundom kun dem af pigerne, som have med kreaturernes røgt at bestille. På den måde manglet det jo meget i, at tabellen giver os en fuldstændig og nøiagtig kundskab om forholdet.

I nedennævnte antal af disse samme præstegjeld sporedes aftagen i skikken i de sidste 10 år:

Gruppe 1 - - 1
» 2 5 3 1
» 3 - 2 3
» 4 - - 2
» 5 - 3 2
» 6 - - -
» 7 - - -
Christiania stift 5 5 7
Christiansands stift - 3 2
Begge stifter 5 8 9

Tabellen giver os en fuldstændig og nøiagtig kundskab om forholdet.

20. Alligevel er det troligt, at tabellen i det hele og store taget giver os et ganske rigtigt begreb om forskjellen de forskjellige distrikter imellem. Og nu vil jeg lade læseren gjøre en sammenligning. Fjøs-skikken sees at herske meget mere i Christiania end i Christiansands stift; men af Tab. 1 i kap. 1 lærte vi dette, at løsagtigheden - at dømme efter hyppigheden af uægte fødsler - er meget større i hint stift end i dette. Fremdeles: i gruppe 2 (Øvre Romerike, Odalen og Soløer, Østerdalen, Hedemarken og Gudbrandsdalen) er fjøs-skikken mest almindelig, i gruppe 6 derimod (Mandal, Lister og Dalerne) synes den aldeles ikke at finde sted; men hine provsti-distrikter skilte sig sørgelig fra de andre i stiftet ved mange uægte fødsler, og disse udmærkede sig i denne henseende fremfor alle andre egne i landet til sin fordel.

En præst har fortalt mig følgende: Han ble opmærksom på, at der fra 2 gårde i hans præstegjeld så ofte anmeldtes uægte fødsler; ved at forske efter årsagen hertil kom han efter, at medens det ellers ikke var skik i bygden at lade tjenestefolk ligge i fæhuset, så var det skik på disse 2 gårde, og han holdt sig for overbeviist om, at denne hus-skik var ialfald en væsentlig medvirkende årsag til hin ulykke. Den ene af de to familier kjendte han som folk, det ikke kunde nytte at tale til om moralske ting; den anden familie derimod opfordrede han til at indføre en bedre skik, og det hjalp. - Den iagttagelse, som præsten gjorde i det mindre, have tabellerne 1 og 3 ladet os gjøre i det store, og iagttagelsen indeholder den stærkeste opfordring til alle dem, som det kan nytte at tale til, om at afskaffe den gamle skik, hvor den endnu hersker, og indføre en bedre.

Den sidste afdeling af tabellen viser os da også, at der ret er folk i landet, som det kan nytte at tale til om sådanne ting. Der er jo adskillige bygder, hvor der i de sidste 10 år har været sporet aftagen i skikken. - Kunde vi have udstrakt sammenligningen længere op i tiden, skulde vi vel have fundet forandringen til det bedre endnu tydeligere; vi skulde vel have fundet skikken herskende da i adskillige bygder, som nu stå i rubrikken «slet ikke». Idetmindste finder jeg i besvarelsen for Hole præstegjeld på Ringerike, at skikken fandtes tildels for 50 år tilbage, at den senere kun har forekommet undtagelsesvis og i de sidste 10 år neppe har været kjendt. - Vel kan man begribe, at om denne råhedens skik har befordret råhed i sæder inden tjener- og arbeidsklassen, så vil uskikkens afskaffelse ikke strax ledsages af større pyntelighed og ærbarhed; men lidt efter lidt vil dog virkningen ophøre med årsagen.

21. Hidtil har talen alene været om tjenestefolkenes natteleie i fjøsene. Dette kan vel også kaldes det mest simple gammeldags væsen. Men der er dog også adskillig simpelhed endnu i mange af de bygder, hvor hin skik ikke hersker. I Ullensaker og Gjerdrum f.ex., hvor mange bønder bo ganske indskrænket, kan man temmelig hyppig finde sådan indretning, at ved siden af bondens egen seng er en skab-seng af 2 etager for tjenestefolkene, skab-seng med lukkelse for; i den øverste høide har tjenestegutten sit rum, nedentil sove pigerne. På større gårde har husbonden et sovekammer for sig selv, og tjenestefolkene ere da alene i skab-sengene på kjøkkenet. På andre steder her og på nedre Romerike finder man natteleie for tjenere af begge kjøn i drengestuen. - På lignende simpel vis har det vel også oftest været i Smaalenene, hvor der dog i den senere tid, efter hvad en kjendt mand har forklaret mig, skal være en stræben hos husbønderne efter at indrette sig så, at der bliver særskilt rum for hvert kjøn, for pigerne i kjøkkenet og for gutterne i drengestuen. Selv så nær hovedstaden som i Asker præstegjeld skal hint fællesskab i soveværelse for begge kjøn været altfor almindeligt, og længer vesterpå have navnlig præster på Jæderen og i Ryfylke fremhævet det samme som noget betænkeligt.

En præst her på Østlandet har anviist sine tjenestefolk af begge kjøn soverum i drengestuen. Når der var så mange sammen, mente han, var det fast utænkeligt, at der kunde finde utilbørligheder sted iblandt dem. Jeg anser det også for meget muligt, at de husmandsbørn, som tjene på samme præstegård, selv ikke stødes eller såres ved dette forhold, som de vel ere altfor vel vante med før. Men jeg mener også dette, at på den måde bidrager husbonden ikke til at forædle sine folks sands og opdrage sine undergivne til et pynteligere liv - og deri gav præsten mig medhold.

22. Men historien er ikke ude endda. Hvad enten tjenestefolkene have sit natteleie i fjøsene eller andetsteds, så er det meget almindeligt, ja finder i mange bygder så godt som uden undtagelse sted, at de, såsnart sommeren kommer, tage sine sauefelde og åklæder med sig og bygge sig rede ligesom hønsene i hø-lader og bu-svaler, en her og en der og sommetider to i kompani. Jeg skulde meget tvivle på, at brave folk tillade sine egne børn at følge denne fugle-skik; men at det bliver lastet, når tjenestefolkene gjøre det, - det har jeg aldrig truffet til at høre her på Østlandet. Dog jo, der talte jeg for rask: jeg mindes en bonde i NæsRomerike, som sagde mig, at den skik havde han aldrig villet vide af på sin gård; den samme bonde viste også ellers en rosværdig omhu for sine folk, og navnlig lod han ingen af sine tjenere sove i fæhuset, hvilket dog i hans bygd var skik, men anviste dem sømmelige soverum, hvert kjøn for sig; - han og jeg vare aldeles enige i dette kapitel.

På Vestlandet, på Jæderen og i Ryfylke, synes det at have sig på en noget anden måde hermed. I sine besvarelser denne sag angående have nogle præster omtalt det som skik (eller rettere uskik, siden de ytre sig med uvillie derover), at unge folk ud på sommeren «når man har fået noget hø ind», flytte ud i hø-laderne og sove i høet. Her på Østlandet flytter man ud strax på våren, såsnart det er så varmt i veiret, at man kan sove ude og undgå loppernes selskab; hist på Vestlandet ser det snarere ud, som at man søger hinandens selskab.

Efter alt, hvad jeg nu har tilladt mig at anføre, ja, jeg kan sige, efter det meget, jeg har vovet at omtale, mener jeg forvist, at en anseelig almenhed vil være enig i det ønske, at det her omhandlede stykke af huslivet i vort land må blive pynteligere og bedre, eller måske rettere: at den forandring til det bedre, som allerede kan spores, må fremskyndes i muligste måde. I muligste måde - thi vi må være rimelige og ikke vente alt udrettet på en dag. Der var vistnok adskillige husbønder, som allerede idag eller imorgen kunde borttage det anstødelige og tilfredsstille en civiliseret tids forventning; men ofte er det også så, at der nødvendig må opsættes med forandringer i denne del af husvæsnet, indtil der bliver råd og leilighed til at bekoste nye huse opførte eller betydelige ombygninger af de gamle; thi selve husbondsfolket bor jo ringt på mange gårde.

Men derfor - trods de dyre tider, hvori vi byfolk må leve - glæde vi os oprigtig over de tidender, vi høre om gode tids-omstændigheder for landmanden, landets talrigste stand. Bliver tilstanden ved sådan - hvad der endogså er grund til på forhånd at forvente -, så kan man være vis på, at den senere tids sands for rationelt jordbrug vil drive stærkt på nye og bekvemmere stalde og fæhuse for forædlede racer af heste og kjøer. Måtte man ved den leilighed også være betænkt på at indrette forsvarlige boliger for menneskene på gården, for tjenestefolkenes nyttige klasse! Kanske husbønderne da om nogle år skulde glæde sig ved at se sig omgivne af mere dannede og sædelige arbeider-familier, af en livligere og dygtigere arbeider-stok.


KAPITEL 4

NATTEFRIERI

23. En præst i Christiania stifts opland fortalte mig følgende: Der var en gårdbruger-familie i hans præstegjeld, som engang havde kjendt bedre kår, men som det nu var gået ud med, og det i den grad, at den havde måttet få understøttelse af fattigvæsnet. Dette havde varet ved i nogle år. Men i et møde af fattigkommissionen ytrede endelig et af medlemmerne, at - så meget som han end ligesom kunde synes synd om familien, så fandt han dog, at når den engang var bleven fattig, så burde den vide at skikke sig lige med andre folk i sådanne kår, og det var ikke ret, at to voxne døtre bleve holdte hjemme istedetfor at sendes ud i tjeneste. Denne tale forekom forsamlingen rimelig, og man var i færd med at lade den understøttelse ophøre, som familien hidtil havde oppebåret, da præsten bad om udsættelse med beslutningen, såsom han gjerne vilde tale med konen først. Ikke længe efter fik han hende også kaldt til sig og meddelte hende, hvordan sagerne stod. Og konen kunde ikke gjøre nogen indvending imod, hvad mændene havde sagt; «men», tilføiede hun, «det får gå, som det kan - men sende døtrene mine ud, det synes jeg er rent umuligt; for nu veed jeg, at det er to brave piger, jeg med Guds hjælp har opdraget, og skulde jeg slippe dem fra mig, så er det, som om jeg skulde miste dem for bestandig - for jeg kunde ikke vente at have nogen glæde af dem mere, for fa'er veed nok selv, hvordan det har sig med tjenestefolk her i bygden.» - «Jeg forstår», var præstens svar, «desværre, jeg forstår dig, min mo'er, og af mig skal du ikke høre nogen påtale mere i denne sag.»

Altså - en barbarisk tilstand, som en moder frygter for, og som en præst med beklagelse må erkjende?

Vi beklage det, når vi se, hvorledes vild kådhed og drukken råhed ikke lader de unge træer i fred, som plantedes langs veien til prydelse og hygge. Men hvad er det for et barbari, som antaster unge pigers ære og forstyrrer familiers fred?

Det er nattefrieriets utilbørlighed.

Utilbørlighed? Andre kalde det en skik. «Her må vi nok - hører jeg en præst ytre - ikke tage for stærkt i, det er nok nødvendigt at fare frem med lempe; thi her have vi med en stående skik at gjøre, måske en særegen norsk skik og ialfald nedarvet fra de ældste tider og dybt rodfæstet i folkets sæder og begreber.» Og af almuesmænd kan man høre tingen forklaret næsten lige ens: «Å, det er nu en skik, er det; den skik har vel været, så længe verden har stået, og den findes vel, så vidt folk bo, kan jeg tænke.»

En skik? Noget altså, som skikkelige folk gjør, og som al verden har lov til at blive ved med?

Da jeg første gang kom til Hedemarken, Gudbrandsdalen, Østerdalen, og der så og forfærdedes over en usædelighedens storhed, som jeg ikke havde tænkt mig mulig i vore landsbygder, og som sandelig ofte vilde bringe mig til at betragte hele landalmuens liv med modbydelighed, så tjente denne tale og dette begreb om en skik til at berolige mig. Det er nemlig åbenbart, at jo mere hint nattefrieriets og nattesværmeriets væsen bærer tegn og mærker af at være en skik, desto mere kunne de mange feiltrin og fald, som den rigtignok leder folk til, betragtes i et sådant mildere lys, at man ikke dømmer så hårdt om de enkelte feilende og faldende personer, men heller undskylder dem og beklager deres ulykke, siden de jo kun fulgte skikken, skikkelige folks vis. En skik er som en landevei, som anlagdes i fortiden, og som den nuværende slægt vandrer på. Tænk dig en vei lagt over en brat klev, og tænk dig, at der år om andet jevnlig spørges sådanne uhyggelige tildragelser, at der i urden nedenfor den høie veimur findes folk liggende med knust pande og med stumper af brændevins-flasker og brændevins-dunker rundt omkring: ved første øiekast kunde jo dette udlægges som det sørgelige tegn på en større grad af fylderi her i egnen end andetsteds i landet, og det giver strax en mindre smertelig forestilling, når man ved nærmere eftertanke kan finde, at det for en del er selve veiens skyld, som den gamle veimester anlagde så farlig og brat, og som bygdens mænd endnu ikke have vundet ved at omlægge eller ialfald forsyne med rækværk.

I et af Gudbrandsdalens præstegjelde vandrede jeg i nogle dage omkring i en grund af husmandspladse og forefandt der en fast ubegribelig mængde tilfælde af løsagtigheds-forseelser. Jeg gik fra hus til hus, og næsten overalt var det så, at manden i huset eller konen eller en hos dem boende slægtning eller en eller flere af deres voxne børn vare besmittede med denne art af usædelighed. Det var som en undtagelse, når nogen voxen person havde bevaret sig fri derfor, og det var næsten uden undtagelse, at folk talte om tingen i den ligegyldigste tone: fædre og mødre talte om sine døtres vanære, som om de ikke havde begreb om, hvad en kvindes ære og blufærdighed har at betyde, eller når de ytrede uvillie om tingen, så lod det til, at de mest så hen til den huslige uleilighed, at en pige, som havde været i tjeneste, kom hjem og voldte uro i huset med sit barns skrig. På den anden side kunde jeg ikke undlade at lægge mærke til adskillige vakre træk af pyntelighed og orden også blandt disse mine landsmænd. Jeg blev aldeles oprådt med hensyn til, hvad jeg skulde mene og dømme om den sædelige tilstand i disse kredse af folket. Men så hjalp det virkelig noget til at forlige de stridige domme og vende harmen til vemod, da en præst, hvis menneske-kundskab og iagttagelsesevne jeg har stor tiltro til, fortalte mig et enkelt exempel: I nærheden af præstegården, i det samme præstegjeld, boede et aldrende fruentimmer af husmandsklassen, en pige, som dog var moder til 2 børn og det med forskjellige fædre; men præsten dømte om hende, at hun ikke alene nu på sine gamle dage havde et alvorligt og sandt christeligt sind, men at hun altid havde været, hvad man kalder et brav menneske; thi han vidste, hvorledes hun var kommen op i denne «omogleheiten». Som ganske ung var hun kommen i tjeneste på en af de større gårde, og den ældste søn på gården fattede kjærlighed til hende og hun til ham; hans fader satte sig imod forbindelsen og nødte ham til at ægte en anden; men sin hjertens-mening viste han derved, at han beholdt hos sig sit barn med hin pige og opdrog det som sit eget. Pigen kom imidlertid bort, og nu, da hun var «foragtet», søgtes hun ikke af nogen rig gut mere, men kom i forståelse med en husmandssøn. Dennes forældre vilde havt en anden pige til svigerdatter; heri vilde gutten ikke føie dem; men for ikke at tabe udsigten til at beholde forældrenes plads efter deres død, giftede han sig heller ikke med sin kjæreste, som altså anden gang sad med et uægte barn og var «foragtet». Da historien blev mig fortalt, stod tingen så, at husmandssønnen havde overtaget de afdøde forældres pladsbrug og igjen mod føderåd overladt det til den søn, han og pigen for 20 år siden havde fået sammen, og hos sønnen boede igjen moderen, så at de to fordums kjærestefolk nu på sine gamle dage på en måde bleve forenede og kom til at bo sammen.

Og hvor ofte har jeg ikke selv under mine fortsatte vandringer omkring i bygderne fundet lignende exempler: faldne kvinder, som i fortrolighed have fortalt mig alle omstændigheder, og det således, at jeg ikke med det letteste ord har turdet føie sten til byrden.

Thi den kvinde, der sidder således foragtet, kan have opført sig ganske ligedan som den, der ophøiedes til ægte-hustruens værdighed: uden at lastes af andre og derfor uden at være tilbørlig opmærksomme på det utilbørlige kunne de begge have fulgt nattefrieriets skik.

24. Den blev kaldt «en i folkenes sæder og begreber dybt rodfæstet skik». Dybt rodfæstet? Så måtte den have dyb jord at stå i, og det måtte være lang tid, siden frøet blev lagt. Man kunde her tænke på den følelsens dybde, som saga-fortællingerne om vore ældste forfædre give os mærkelige prøver på og så talrige, at vi ere tilbøielige til at tænke os den som et eiendommeligt og stående træk i nordboens væsen - en sindets dybde, hvori følelsen kan tændes, ja lidenskaben brænde, men indelukt under forstandighedens og selvbeherskelsens rolige ydre, så det indre ikke tør åbenbare sig for verden. Der er ganske vist meget af dette eiendommelige væsen endnu den dag idag hos vore almuer; jeg tænker her på den i sandhed mærkelige omstændighed ved leve-skikkene på landet, at medens ægtefolk af bybefolkningen uden anstød i venners og kjendingers nærværelse kunne røbe sin hengivenhed for hinanden ved kys og kjærtegn, så har jeg aldrig seet eller hørt exempler derpå blandt almues-folk. Her ligger det jo nær at slutte så, at når de herskende begreber om velanstændighed og god levemåde krævede en sådan sindighed og selvbeherskelse mellem gifte, så gjaldt den samme regel endnu strængere for de ugifte folk i ungdommens lidenskabelige alder: om dagen, når solen så på dem, eller når andre menneskers øine bemærkede dem, måtte selvbeherskelsen udslette hvert synligt spor af inderlighed og varme.

Hermed stemmer den store myndighed overens, som forældrene i oldtiden udøvede over børnene i giftermåls-anliggender; de ældres erfarenhed og sindighed måtte råde over de unges lidenskab. Så fortæller en af de ypperligste sagaer om den islandske høvding Nial: «Jeg har - siger Nial til sin søn Helge - udtænkt et gifte for dig, hvis du vil følge mit råd.» «Det vil jeg vist - svarer Helge -; thi jeg veed at du både vil og kan råde mig godt.» Sønnen kunde faderen dog egentlig kun lede ved sine råd; over datteren derimod havde han bydende myndighed. Den samme saga fortæller om Osvif og hans søn Thorvald: Thorvald vilde have Halgerd, Høskulds datter. Så «reiste faderen og sønnen i frier-færd og kom til Høskuldstad og bleve godt modtagne. De kom frem med sit erinde for Høskuld og fremførte frieriet. Høskuld svarte: Jeg kjender eders formues-omstændigheder; men medens I selv kunne se min datters udseende og belevenhed, vil jeg ikke fordølge for eder, at hun har et hårdt sind.» Men Thorvald svarede: «Sæt kun betingelserne; thi hendes sind skal ikke være mig nogen hindring for handelen.» Så aftalte de handelen, og Høskuld spurge ikke efter sin datters mening, såsom han nu var tilsinde at gifte hende bort, og de bleve forligte i alle dele. Dermed fæstede Thorvald Halgerd og red hjem. Høskuld fortalte Halgerd om handelen. Hun sagde: «Nu har jeg erfaret, hvad jeg længe havde mistanke om, at du ikke undede mig det så vel, som du jevnlig ytrede, siden du ikke fandt det værd, at denne sag blev afhandlet med mig før. Dette giftermål synes mig ingenlunde så fordelagtigt, som du havde lovet mig.» Og det mærkedes på alt, at hun følte sig usselt bortgiftet. Høskuld svarede: «Ikke ændser jeg dit overmod så meget, at det skulde stå i veien for min handel, og jeg skal råde, ikke du, når vi ere uenige.» - Heri havde Høskuld også forsåvidt ret, som vedtægt og lov virkelig i hedenskabets tid, da denne tildragelse foregik, hjemlede faderen sådan myndighed.

Denne altfor store faderlige myndighed lagde nu vistnok den christelige lovgivning an på at modarbeide, således, at omsider blev det ægteskab af loven erklæret for ulovligt, som kvinden udtrykkelig og i vidners påhør havde modsat sig. Men man kan være vis på, at i selve livet har den gamle tænkemåde og skik trods loven vedligeholdt sig længe, selv til henimod den nuværende tidsalder. Hvad har - næst pløining og hø-slåt og andre daglige fornødenheder - opfyldt den norske almues liv i disse sidste århundreder? Mon krigerske bedrifter, hvormed ærgjærrigheden kunde søge sit mål? Nei. Mon politiske kampe, hvor herskesygen kunde håbe at finde tilfredsstillelse? Nei. Men, de som havde magten, de ældre, familiefædrene og gårdeierne, beskjæftigede sig med en evindelig gjentagelse af de mange små optrin, som trætter (processer) og giftermål gave anledning til, og hvorved de djerve og kløgtige pønsede på at få underlagt sig flere gårde og herligheder. - Denne samme tænkemåde, hvorefter de ældre søgte at lede giftermåls-sagerne til sin fordel, smittede også altfor ofte over på de unge. Det blev en talemåde, at det at gifte sig, det var det samme som at forbedre sine kår. Det var engang, heder det allerede i den førnævnte saga, at de to brødre Høskuld og Rut droge til thinget, og da talte Høskuld til Rut så: «Jeg vilde gjerne, broder, at du skulde forbedre dine kår og søge dig en kone.» Rut svarer: «Jeg har længe havt det i tanke, men været uvis; nu vil jeg dog gjøre, som du synes. Men hvor skulle vi forsøge?» Og nu berettes der meget omstændeligt, hvorledes de gik hen til en mand ved navn Mørd og anholdt om hans datter Unne. Pigens fader, som lovede stor medgift, fordrede stor tilgave fra frierens side; men Høskuld, der som Ruts talsmand førte ordet, påtog sig at svare for alt, og således kom en for Rut fordelagtig handel istand. - Denne fortælling kom jeg ellers til at tænke på under en samtale med en bonde, som nu sidste vår skydsede mig en mils vei i Høland. Også i hans tid havde der været drevet sådanne handeler: i et tilfælde var en fader og søn blevne enige om at gå hen til en rig bonde og begjære hans datter for sønnen; der blev akkorderet længe, og guttens fader måtte, for at få partiet istand, gå ind på at udstede skjøde på sin gård til sønnen for en vis billig penge; derved bleve rigtignok hans øvrige børn forfordelte; men det agtedes dog for en vinding for familien, at man fik den rige mands datter med vakker medgift og stor arv.

Dette var nu en side af folke-skik og folke-mening. Men nu er det altid så, at når den ene vægtskål synker ned, så stiger den anden op, eller når en gren på et træ skyder stærkt ud på den ene side, så pleier gjerne en anden gren holde modvægt på den anden side. Således også i menneskelivet. Når meningerne og begreberne og sæderne i samfundslivet udvikle sig meget stærkt i en retning, så er det naturligt at også visse modsatte tilbøieligheder og bestræbelser gjøre sig gjældende; når den faderlige myndighed er på veie til at udarte til tyranni, og når den beregnende klogskab er nær ved at få eneherredømme over livet, så er det til bevarelse af familie-livets og samfunds-forholdenes friskhed godt og gavnligt, at den naturlige hjertelighed og livlighed og frihedsfølelse, som dog pleier være tilstede hos ungdommen, stræber at værge sig derimod - dette kan være godt og gavnligt, selv om det skulde ske derved, at ungdommen lidt efter lidt tiltager sig og får sig indrømmet visse sædvaner og skikke, der røbe trods og fripostighed.

En slig skik er nattefrieriet, som vil gjøre de kloge og kolde råd tilskamme, hvormed fædre sidde og handle om arv og gods og om sønners og døtres hjerte og hånd - fædre som have glemt, hvad ungdoms kjærlighed og hjertefryd har at betyde.

Har jeg gjettet ret, så er ikke nattefrieriet, hvad man stundom hører, ligefrem en levning af den tidligste oldtids sæder og skikke, men fremkommet som en modsætning til fortidens altfor strænge skik.(8) Af de giftermål, som ovenfor exempelvis bleve nævnte efter sagaerne, og som bleve indledede ved en handel eller ved et kjøb, som det kaldtes, og altså ikke vare at betragte anderledes end som familie-kontrakter, endte de to høist ulykkeligt for begge parter, og hvor ofte er det vel ikke af samme årsag gået så med ægteskaber her i vort land! Det tør vel siges, at skulde det gamle væsen have været fortsat i sin ensidighed, så vilde det have endt med at kvæle al livsfriskhed og poesi i landet, og jo hyppigere vel de tvungne og ulykkelige ægteskabers sørgelige følger viste sig, desto snarere måtte vel nu en, nu en anden, og tilsidst største mængden af folket bringes til at se igjennem fingrene med det, om ungdommen søgte sammen på nattefrieriets lønlige sti, hvor de med frihed kunde hengive sig til kjærlighedens førelser. De fleste af os anse jo nu denne ungdommens frihed som altfor stor; men de fleste af os kalde også hin kolde strænghed i hjerte-anliggender altfor stor. De to yderligheder gå op i op imod hinanden, og så længe denne strænghedens kolde tænkemåde herskede, var hin frihed på en måde i sin ret.

25. Dog - jeg formår ikke med historisk tilforladelighed at påvise de mange omvexlinger i folkets begreber og vedtægter med hensyn til forholdet mellem ældre og unge, med hensyn til den unge mands og kvindes tilnærmelse og forening i ægteskab. Men en fuld kundskab herom skulde være høist vigtig til forståelse af folkelivet i det hele, og jeg skal derfor samle nogle fra nutiden hentede træk, som kunne give begrep om nattefrieriets skik.

Dagen igjennem går en brav og vindskibelig bondes søn i arbeide på gården sammen med faderen og tjenerne. Men nu kommer lørdags aften. Ugens værk er endt, dagen sluttet og kveldsverden spist. Dagen, hedder det, tilhører husbonden, men natten er fri for enhver. Så tager gutten sin næstbedste pynt på og går ud. Det hedder, at han vil træffe en eller anden kammerat, og virkelig opsøger han også en af sønnerne på nabogården; men hensigten er, at de ville more sig sammen med gårdmandsdøtrene. Disse ligge i denne nat i fuld påklædning; nu bankes der sagte på ruden; det er kjendt folk, som vil ind, og døre åbnes. Der kan naturligvis ikke være nogen fornøielse i det hele, med mindre pigerne have sit værelse adskilt fra forældrenes. Man sætter sig da på krakker og bænke; gutterne have tobakspiber med; der gjøres ild op på skorstenen eller i kakkelovnen - og samtalen går da, eftersom de unge folk have vid og gaver til. Under sådanne besøg, snart på en gård, snart på en anden, stiftes bekjendtskab og næres tilbøielighed, og lidt efter lidt kan det gå så, at en gut helst søger alene hen til en vis pige, og at hun helst ser ham komme alene. Men dette, at Ole «går» til Anne, det mærkes snart af andre. Gutten har sin plage af sine kammerater, som fra nu af have sin store moro af at forstyrre disse fortrolige sammenkomster. Men vigtigere er det, at pigens moder har årvågne øine, som også mærke forholdet, og at også faderen ved hende bliver bekjendt med det. Adskillige hentydninger og forsigtige ord fra forældrenes side lade datteren snart skjønne, at de vide beskjed. Disse hentydninger kunne være sådanne, at pigen finder det rådeliget at trække sig tilbage, så gutten også slår den tanke af hovedet, og isåfald er historien ude. Men det kan også være, at pigen finder forældrenes vink mindre ugunstigt eller vel endog gunstigt, og dette erfarer snart gutten, som nu i tryghed hengiver sig til sit glade håb. Endelig, når han også har sikret sig sine forældres bifald og bistand, - endelig en vakker dag tager han mod til sig, og, hvis han er vel kjendt i huset, kommer han selv anstigende og fremfører sit andragende for pigens forældre, eller, hvis han er mindre sikker i sin sag, får han en ældre slægtning til som talsmand at udføre hans erinde, eller, som det hedder, at bære op målet for ham. Talsmanden må være vel underrettet om alle frierens formues-omstændigheder og bør have gode tale-gaver til at anbefale partiet, og her kræves god levemåde, at man fra alle sider lader, som om man indtil denne dag har været aldeles uvidende om hinandens hensigter. Talsmanden har et slavands-æg eller en sølv-ske med som friergave til pigen; give forældrene sit minde til partiet, så bliver denne gave modtaget, og dermed er sagen klappet og klar. Herefter kommer frieren selv og hilser på sin tilkommende svigerfader, han er overmåde bly og viser sig yderst klodset, tør ikke engang se på sin kjæreste, taler neppe til hende; ingen bør kunne se på dem, at de allerede i lang tid have været kjæreste-folk. Men dette jævner sig; fra nu af har han til enhver tid adgang til huset; han deltager i husets måltider, og når de andre folk i huset gå til sengs, går han også og lægger sig i sin kjærestes arm - begge dog i sine klæder. De to unge folk må jo lære at holde af hinanden, synes man, og det kan være, at moderen, når hun er rigtig glad i sin svigersøn, om morgenen bringer dem kaffe på sengen. Dette forhold kan vare ved et år eller to eller flere, indtil den unge mand finder anledning til at få sig gård, så han kan gifte sig, og selv efter den virkelige og offentlige forlovelse kaldes disse besøg og denne natlige fortrolighed med det gamle navn «frieri».

Ved denne fremstilling har jeg havt en del mig bekjendte exempler for øie; men især mindes jeg nu, hvad en noget aldrende mand i en af bygdene øst for Christiania fortalte mig om sin egen ungdoms historie. Han er en af sin bygds hæderligste og mest agtede bønder, og han tilføiede, at han oftere i sine modnere år havde måttet forundre sig over, hvorledes det var gået ham i den farlige frier-tid, da han dog kun var lidt over 20 år gammel: han kunde ikke rose sig af, at gudsfrygt havde nogen stor indflydelse på ham den gang; men en høi grad af naturlig blufærdigheds-følelse gjorde, at han kun sjelden besøgte sin kjæreste, for at folk ikke skulde tro, han levede sammen med hende som kone, og når han lå i hendes arm, så var det hans store frygt, at han skulde komme til at røbe for hende nogen uren tilbøielighed, såsom det bar for ham, at dermed både hans og hendes glade kjærlighed måtte svinde bort.

Der kan være forskjellige biomstændigheder ved skikken, som stundom ere ganske betegnende. Således har jeg hørt følgende historie: en gut var bleven forlovet med en pige i en nabobygd. Forlovelsen var nok kommen istand efter forældrenes foranstaltning og ved talsmandens mellemkomst, og de to unge folk vare ikke videre kjendte med hinanden, da gutten aflagde det første høitidelige besøg i hendes forældres hus. Det blev aften, og de skulde gå til sengs sammen - det var i sin orden. Pigen lå allerede på sengen, men fuldt påklædt, og gutten kaster af sig trøien og spænder af skoene, ikke videre. Han fulgte heri sin bygds skik. Men uheldigvis stred dette mod skikken i pigens bygd. Hun blev oprørt. «Kaster du trøien, så kast broken og!» råber hun og styrter ud af stuen. Han står ynkelig igjen, og jeg veed ikke, om det blev godt imellem dem siden. - Men dette kan man lære af denne historie, at det ingenlunde er blot letfærdige piger, som have fulgt denne natlige skik.

Det er ellers klart, at i samme grad, som fader og moder se igjennem fingre med, at datteren modtager natlige besøg af fremmede gutter og derved får anledning til at stifte og pleie fortroligt bekjendtskab med en eller anden iblandt dem, i samme grad falder det forældrene vanskeligere at gjøre alvorlige indvendinger, når frieren melder sig for dem. Talsmandens underhandlinger minde endnu om den tidligste oldtids skik; men nattefrieriet har mest gjort dem til en blot og bar formalitet. Og denne formalitet tilsidesættes da ofte. Tingen kan gå således: En gut og en pige fatte godhed for hinanden, og han besøger hende tidt og jevnt i al hemmelighed; lidt efter lidt mærke de, at hemmeligheden er røbet; men de mærke ingen uvillie fra forældrenes side, og nu tænke de ikke videre på at holde forholdet skjult; gutten kommer og går temmelig åbenlyst og pigen tager imod ham på den ovenbeskrevne høist fortrolige måde, og således kan der gå år hen, uden at gutten fremfører nogen formelig begjæring om pigen til hendes forældre, eller uden at disse trænge ind på ham for at få hans erklæring; man skjønner på begge steder, hvad man vil og mener, og dermed kommer jo en overenskomst istand, men aldeles stiltiende, indtil det kommer så vidt, at der må gjøres en aftale om ægteskabstillysning og ølbrygning og al den mangfoldighed, som hører til et bryllup. - På denne meget simple måde kan det helst gå, når det er en rigere bondes søn, som frier til en fattigere bondes datter; den rige gut kan da tænke som så: «Vil han vide min hensigt med hans datter, så kan han jo spørge,» og den fattige fader tænker kanske så: «Han skal da ikke tro, at jeg just vil byde frem min datter, og derfor vil jeg ikke spørge, men lade, som om jeg intet mærker.»

26. Af flere grunde er denne egenrådige frihed for de unge bleven endnu større inden husmands-klassen. Hidtil har jeg mest tænkt på gårdmands-klassen i de bygder, hvor det gammeldags væsen endnu hersker; jeg skal nu søge at skildre forholdet inden husmands-klassen og det ved at fortælle nogle exempler.

En husmand på Ringerike var som forældreløst barn bleven opdraget på lægd. Først var han i nogle år indlagt hos en militær embedsmand, og havde det så som så - måtte gå mange erinder og lærte lidet at læse. Så kom han til en brav bonde og fik følge skolen et års tid. Det var rigtignok slemt som stor gut at blive sat imellem begynderne; men skolemesteren var blid imod ham. Gutten var nu så gammel, at han måtte melde sig for præsten til konfirmation, og deltog også i undervisningen, men blev tilsidst erklæret for umoden til at konfirmeres den gang. «Det var vist ret gjort af præsten, fortalte han -; men da jeg kom på hjemveien og ligesom begyndte at tænke på, hvordan det nu kunde blive, så syntes jeg, det var så umuligt altsammen; jeg satte mig ved veikanten og storgræd, og havde det ikke været, at en af kammeraterne mine syntes synd om mig og sat og biede på mig, så tror jeg aldrig, jeg var kommen hjem.» - Nu, næste år vare hans kundskaber vel endnu tarvelige nok; men han slap dog frem og blev konfirmeret. Fra nu af blev han tjenestegut på samme gård, hvor han hidtil havde været lægdsgut, tjente først for kost og klæder, men fik siden løn, større og større, efter som årene gik. Så kom der en ung gjente i tjeneste på samme gård. Året efter flyttede hun til en anden gård. Men da skjønte gutten, hvor svært han holdt af gjenten, og første lørdagskveld gik han hen for at finde hende. Men nu tjente hun hos en gammel sygelig føderådskone og måtte ligge i dennes kammer, så han ikke kunde komme til hende. Dette var da så fortrædeligt, som det kunde være. Ud på sommeren, da det tog til at blive værre med lopperne i senge-kammeret, fik pigen dog lov til at ligge i kjøkkenet, og her slap gutten ind til hende. Engang - døren var lukket, da han kom, og blev ikke åbnet strax - stode to af gårdmandens døtre i et vindue og lo af ham. «Skal vi hjælpe dig?» spurgte de. «Ja vist.» «Ja, men hvad vil du?» «Vil ind, kunne I vel skjønne.» «Vil du tilstå da, at du frier til Anne?» «Bare luk mig ind - jeg skal tilstå alt, hvad I ville.» - Men hvad skulde ske en dag ud på høsten? Da gutten kommer ind for at spise dugur, så skulle alle se på ham og flire til ham, budeien og kokken og allesammen. Endelig fik han høre, hvad det var. Der var kommen en gap af en gjente til gården og havde fortalt, at pigen hans var med barn. Gutten til at hugge ved og tærske korn og stelle heste meget ivrigere end nogensinde før, både i økterne og hviletiderne - thi dette, som han nu fik høre, det var noget, han aldrig havde tænkt på, for han var da bare en tosket ungdom, var han. I denne fortvivlelse gik han en måned. Da kom en mand til ham, en slægtning af pigen, og fortalte ham, hvorledes pigen gik med fortvivlelse over, at han havde forladt hende; han måtte love at besøge piken på et aftalt sted, og der bleve de forligte, således at det skulde være mellem dem som før. Og så blev det som før, og han besøgte hende hver lørdag og tænkte på ingenting. Men så blev det atter så galt igjen der hjemme, værre end før: medtjenerne i huset havde fået nys om, at pigen havde født et guttebarn, og fortalte ham det med latter og fjas. Han vidste ikke, i hvad krog han skulde skjule sig; det var ligesom han ikke turde tale med sig selv om det heller, og så vidste han ikke bedre råd end at tage dygtig på med arbeidet. Men næste lørdag aften talte husbonden til ham: «Du Ole,» sagde han, «hvad har du tænkt at gjøre med gjenten?» «Å, jeg kan nok ikke tænke på nogen ting, jeg.» «Nå ja ja, men imorgen får du gå og se til hende.» Det måtte han love. «Men jeg vil, at du skal tale til mig imorgen, før du går,» føiede husbonden til. Og dermed gjorde han gutten et slemt puds; thi denne tænkte som så, at når han først skulde gå, så vilde han afsted tidlig om morgenen for ikke at møde konerne og pigerne, som vilde komme med barselgrød til pigen, og nu måtte han bie mindst til klokken 8, da husbonden pleiede stå op. Så tidlig som mulig søndag morgen fremstillede han sig da for husbonden, og da var det dette, han vilde, at gutten skulde tage med til pigen et knyte, som konen havde lagt tilrette, med noget brød og smør og ost. Dette var jo vel nok; men nu gik det også, som gutten tænkte: han traf både den ene og den anden, som havde været hos pigen med foræringer, og alle skulde de standse ham og fritte ham, og han var da så blug. Selve besøget gjorde han meget kort. Barnet turde han neppe se på, og til pigens spørgsmål om, hvordan de nu skulde gjøre det, om han vilde at hun skulde reise ind til Christiania og tage tjeneste som amme, havde han kun det fortvivlede svar, at han skjønte ikke, hvordan det kunde gå. Så talte han om hestene, som skulde vandes hjemme, og gik. Konen i huset og pigens madmoder blev vred på gutten for hans korte svar og gik efter ham for at tale ham tilrette - men han løb sin vei, løb alt, hvad han kunde, lige til stalden, og der holdt han sig mest hele dagen. - Nogle uger gik, og atter talte husbonden til ham: «Du Ole, jeg kan tænke, at gutten skal have fadersnavnet dit, og nu har jeg et erinde til præsten, så kan jeg bestille barnedåb. Og mon det så ikke var bedst, at jeg talte til ham om lysningen med det samme?» «Å, kjære, vene, lad mig slippe! Jeg er da bare en ungdom, jeg, og har da ikke forstand og evne til nogen ting.» Men bonden lovede at bekoste gjæstebudet og gjøre udlæg til betaling til præst og klokker og at skaffe ham et hus med lidt jordvei til, så han kunde blive som husmand, og gutten måtte da igjen love at gjøre efter husbondens anvisning. En af pigens og en af sine egne slægtninger fik han med sig til præsten som forlovere, og da de kom hjem fra den vandring, trakterede han dem med noget brændevin og kandissukker, han kjøbte for 1 mark 8 sk, for han havde just så mange skillinger liggende. Og så blev der holdt bryllup, og så fik de unge folk hus at bo i, det samme hus, hvor jeg traf dem som lykkelige folk.

«Og rigtig siger jeg det, at husbonden gjorde mig vel imod; for havde det ikke gået efter hans villie, så skjønner jeg ikke, hvad der skulde blevet af os, og nu have vi da levet både godt og vel her i stuen - det er nu 15 år» - således sluttede manden sin fortælling, den konen sad og hørte på og fuldstændiggjorde med et og andet tillæg, medens jeg sad og skrev i min lommebog, hvad de fortalte.

Denne fortælling mener jeg kan tjene som exempel på, hvorledes nattefrieriets skik er bleven som en bred landevei, den tankeløsheden har let for at følge, og som betrædes så ideligt, at det ikke falder de ældre og erfarne ind at holde ungdommen borte fra den. Hvor ofte det vist er gået unge folk som dette par! Men med den forskjel, at der ikke altid er en snild husbonde tilstede for at hjælpe dem ud af forlegenheden.

En husmand på Romerike skydsede mig nu i afvigte vinter en mils vei, og fortalte mig sin historie. Som ungt menneske flyttede han hjemmefra og tog tjeneste i nabobygden. Her traf han på en dands sammen med sin nuværende kone og fattede strax godhed for hende. Så gik der et år hen, hvor de ikke såes. Men de hørte jo om hinanden, og en lørdag aften opsøgte han hende på gården, hvor hun tjente. Hans påskud var naturligvis at tale med tjenestegutten på gården, og han traf ham i kjøkkenet, hvor han og de to piger havde sit soverum. Her blev nu pratet en stund, og det skjønnedes snart, kan du vide, hvad erinde den fremmede havde. Lidt efter lidt gik man til hvile, gårds-gutten i det øverste rum af den store skab-seng, og den ene af pigerne i det nederste rum. Her lagde tilsidst også frieren og hans pige sig til at sove, dog først efterat de havde ført en hviskende samtale. «Du bare narrer mig,» således slog hun hans frieri bort; men da han tidlig den næste morgen stod op og gik hjem for at passe sin husbonds heste, kunde han dog tro med sig selv, at hun havde godhed for ham, såsom hun havde tilladt ham at «ligge ud med» hende. Så gik det anden og tredie og fjerde gang; hun tog imod ham og ham alene, og nu kunde han vide for vist, at hun vilde have ham. Og dette var naturligvis nu så bekjendt for pigens medtjenere, for en brav pige lader ikke en gut ligge ud med hende således flere gange, når ikke så er, at hun er ment på at have ham. Men så er det også som regel, at hvad medtjenere således se og høre om, det bør de aldrig tale om til andre, da det ellers kan være, at skikkelige folk ikke ville tjene sammen med dem. Gutten var ved denne tid 22 år gammel og pigen 20. Det kunde jo nok kaldes farligt for to så unge folk at komme sammen på den måde; men de havde tanke for sig, i hvad de gjorde. - 2 år gik hen således, og i denne tid vidste de, som sagt, at de skulde have hverandre, men havde endnu ikke just gjort nogen vis aftale om det. For slig aftale bliver mangen gang ikke gjort, før man kan vide, hvordan det kan blive med giftermålet, eller før man får nogen sikker udsigt til levebrød. Men efter to års forløb gik de hen til pigens moder, der sad som enke på en plads, og fik gjort den aftale med hende, at når hun vilde give pladsen fra sig, så skulde de få den. Da «blev det sikkert» mellem gutten og pigen; og nu havde de givet hinanden ægteskabs-løfte. Endnu bleve de dog i tjenesten hver på sin gård, og gutten besøgte pigen på beskrevne måde, og dette varede i andre 3 år. Så ved sommertid blev det aftalt, at de skulde få tiltræde pladsen ved flyttetid om høsten, og fra den tid da dette var aftalt, var der ingen anden forskjel på dem og på gifte folk, end at de endnu ikke boede i samme hus og endnu ikke havde holdt «gjæstebud» (bryllup).

Af dette exempel må man dog ikke slutte, at det almindelig ansees som hørende til god levemåde blandt husmandsbørn at åbenbare sin forbindelse for forældrene og bede om deres samtykke og velsignelse. Det lærte jeg nemlig ved følgende exempel.

En mand på Romerike var husmandssøn og tjenestegut, men lagde sig så efter et håndværk og drev det med sådant held, at han efter nogle års forløb kunde kjøbe sig et godt stykke jord og bebygge og rydde sig en anseelig selveierplads. Der bor han nu som lykkelig mand, gift med en aldeles fortræffelig kone, husmandsdatter og mangeårig tjenestepige, men en kone med mere pynteligt væsen og udviklet tænksomhed end almindelig blandt husmandsfolk, en dannelse, hun havde tilegnet sig i lang tjeneste hos en særdeles agtværdig og dannet bondefamilie. Begge ere folk på måske 35 år, opvakte og forstandige, så det var en fornøielse at samtale med dem om den husmandsstand, de vare opfødte i, den tjenerstand, de havde gjennemgået. Samtalen kom også ind på forholdet med løsagtighedsforseelser. De vidste at nævne mig alle de kvinder i en stor omkreds, som havde havt uægte børn, og jeg fik høre omstændelig forklaring om deres herkomst, opdragelse og sæder for resten. Så godt som alle havde de været tjenestepiger, dengang de gjorde sig skyldige i feiltrinnet, og dette gav mig anledning til at udtale en velment fordømmelse over det nattefrier-uvæsen, i hvilket jeg så en altfor tydelig årsag til den hyppiges ulykke. «Nei, jeg veed ikke just det, jeg,» ytrede manden. «Mener du ikke? Da veed jeg vist, din kone holder med mig. Hvad siger du, moer?» «Å, det kommer nu an på, hvordan folk det er,» mente hun. «Men - svarede jeg - af det vi nu have hørt, mener jeg, det viser sig, hvordan folk er.» «Men jeg og konen min - sagde manden -, vi vare kjendte på den måde i 9 år, vi». «I 9 år? og det gik brav?» «Ja, det gik da ikke galt.» «Nu, det må jeg sandelig have nøiagtig forklaring om.» Og den fik jeg.

Se, disse folk, som vare opvoxne i samme grænd, havde jo allerede kjendt hinanden som børn; men så kom de i tjeneste og bleve voxne, og han begyndte «at gå til» hende. De forstode snart, at de holdt af hinanden, og altid lukkede hun ham ind, når han kom og bankede på døren til fjøset, hvor hun havde sit natteleie. - Her havde jo også gårdens tjenestegutter sin seng i den ene krog af rummet, og i den anden seng lå vor pige sammen med en anden. Men mangen gang vidste han at liste sig ind så sagte, at ingen af de andre mærkede det, og da hun heldigvis havde sin plads yderst i sengen, kunde han ligge hos hende lige til om morgenen; men da passede han på at være på benene og borte før den husmand kom, som pleiede vække på gården. Der gik to år således hen; de holdt således af hinanden, men havde endnu ikke udtrykkeligt tilstået dette for hinanden. Tingen var ligesom hemmelig for dem selv endnu. Jeg sammenlignede det med en rose, som synes skjønnest, så længe den står i knop. Så sprang rosen ud, da de en dag tilsagde hverandre sit hjertes ønske og løfte; men endnu holdt de det hemmeligt for andre i de følgende 7 år. Det faldt mig ind at spørge konen, om ikke andre friere søgte hende op, siden de jo ikke kunde vide noget sikkert om hendes forlovelse, og jeg havde ikke gjettet urigtigt. Hun selv lukkede naturligvis kun sin egen kjæreste ind; men da der, som sagt, var flere folk i fjøset, så gik døren ofte op og i om lørdags-nætterne, og en og anden gut kunde give sig i prat med hende. Men gjorde en sådan frier mine til at lægge sig hos hende, så måtte hun stå op og sætte sig med ham på en krak, eller på kanten af en bås og lede samtalen hen på ligegyldige ting. Imidlertid kunde hendes rette gut stå udenfor i regn og uveir og vente på, at det skulde blive stilt derinde, og dvælede den fremmede længe, og hjalp ikke lettere vink, så kunde hun tiltale ham f.ex. så: «Nei nu får det være nok for i kveld - jeg siger dig det, du, jeg vil ikke vide af den studsen længer - du får gå nu!» - Ganske hemmelig kunde dog ikke tingen blive i længen; trods det, at medtjenere ikke bør tale om, hvad de se og høre om natten, så slipper der dog altid noget ud, og vort par kunde godt mærke, at husbonden og madmoderen vidste om det. Men disse sagde ikke noget, og når gutten - hvad jo stundom i løbet af så mange år kunde hænde - havde et hurtigt erinde hen til sin kjæreste om dagen, så vidste han altid at finde på et påskud til at komme ind på gården og få hende med sig bag høladen. Mødtes de på kirkeveien eller i selskab med andre, så måtte de lade, som om de aldrig så hverandre. «Men hvorfor i al verden vilde du endelig holde det hemmeligt, at du havde forlovet dig med en brav pige?» spurgte jeg manden. «Å, svarede denne, jeg var ikke så tosket, at jeg syntes det var noget at snakke om.» Da denne forklaring ikke tilfredsstillede mig, bemærkede konen, at der kom så lidet godt ud af at tale om sligt, for det havde sig gjerne så, når tjenestefolk skulde have hverandre, at der var så mange, som vilde lægge sig imellem: guttens forældre synes, at pigen ikke er god nok, og pigens forældre kunne også finde noget at klage på ham. En kunde nok tro, at når det er en gut og en pige, som ere fattige begge, så kunde den ene være lige god som den anden; men det er underligt nok med det, det går ikke så. Det kan f.ex. være, at pigen har løfte af sine forældre på en ko eller 2 sauer ligesom i hjemgift, og så ville de, at gutten skal være mindst lige så god. Noget sådant havde vort par selv måttet opleve. - Den moder, som har nogen tanke for sine børn, veed altid at skaffe sig nogen kundskab om børnenes veie. En gang imellem kan hun f.ex. indbyde en tjenestepige fra en af gårdene til at drikke en kop kaffe, og så veed hun så fint at fritte hende ud, hvilke gutter der gå (i nattebesøg) til den og den pige, hvilke piger den og den gut mest dandser med i sammenskuds-lagene, o.s.v. Nok er det: vor guts moder havde fået nys om hans forståelse med pigen og vilde have dem skilte ad. «A ti du stil, du, mo'er - jeg skal nok passe mig - aldrig bryd dig» - med sådanne ytringer, der lyde mere uvenlige end de vare mente, kunde han søge at berolige hende eller at forskåne hende for fortsat trætte om den sag. At bevare hemmeligheden eller (siden fuldkommen hemmelighed ikke kan overholdes) at undgå ligefrem tilståelse, det er for de unge det samme som at bevare sin uafhængighed i en sag, hvor dog tilsidst deres eget hjerte bør råde mest og ikke hensynet til en ko eller 2 sauer. På sådan måde måtte de unge folk, hvis historie her beskjæftiger os, være på sin post næsten de 9 år til ende. Det kunde jo ikke feile, at pigen i al den tid stundom traf sammen med sin tilkommende svigermoder, selv i dennes egen stue; men de hilste hinanden altid som fremmede. Men da så gutten i forlovelsens sidste halvår havde kjøbt sin jordeiendom og begyndte at samle husgeråd, så forældrene skjønnede, at han nu agtede at gjøre alvor af tingen, så sendte hans moder en af sine døtre hen til pigen og indbød hende hjem på en kop kaffe. Man fandt på et påskud til denne artighed; men det var dog tydeligt en begyndelse til forsoning. Gutten, som vidste om denne tilstelning, passede på at være langt borte den dag, og mellem svigermoder og svigerdatter kom det heller ikke til nogen egentlig forklaring. Medens kaffen blev drukket, pegede den gamle på en ny gryde, som stod ved ovnen, og som gutten havde fået hjem fra byen: «Ser du den gryden, du? Mon den skal blive villinggryden din, du?» «Det er ikke så godt at se på den gryden, det.» Sådanne antydninger faldt der jo; men med rene ord blev ikke tingen omtalt. Dette skeede først nogle dage før ægteskabs-tillysningen fra prædikestolen: da tog gutten sin kjæreste med hen til forældrene. - Da denne gut blev forlovet (eller begyndte «at gå til pigen for alvor»), var han 20 eller 21 år; da han giftede sig, var han 29 eller 30 år; hun var ved samme alder. Og jeg er tilbøielig til at tro, at det inden husmandsklassen er en meget udbredt tænkemåde, at det var flinkt gjort af de unge folk, at de så længe og lige til det sidste kunde beholde sit hjertes-anliggende således for sig selv, at ikke forældre og slægtninger fik blande sig i det.

Og jeg kan nok tænke mig, at der kan have været nogen grund for husmandsfolkets ungdom til at forholde sig så. Har det været tilfældet blandt gårdeierne, at de i sine råd eller beslutninger med hensyn til børnenes giftermål altfor meget have taget hensyn til gods og arv, så er det troligt, at husmandsfolk have havt det på samme måde. Vel havde disse jo ikke så store ting at handle med, ikke store gårde med kostbare besætninger; men er først det samme sindelag der, så beskjæftiger det sig med samme iver med ganske små ting, og det tør nok være, at en arbeidstræl af en husmand, som ikke har drevet det til videre end at føde 1 ko og 1 kvie, gjerne vil komme i svogerskab med den, der er så god, at han føder 3 kjøer, og at han derfor vil have sin søn til at fri netop til dennes datter. Men når allerede gårdmandsbørn i nattens mulm og på de lønlige stier for en del kunde unddrage sig forældrenes tilsyn og ledelse, så faldt dette så meget lettere for husmandsbørn: disse forlade for det meste faders og moders hus for at tage tjeneste og arbeide sig frem i verden selv, og den tanke får så let indgang, at den, som klarer sig selv i verden, han bør også have lov til at råde sig selv.

27. Her har jeg da samlet de spor og mærker, jeg under mine vandringer mest i forskjellige egne af Christiania stift har fundet af «den ældgamle, i folkets sæder og begreber dybt rodfæstede skik». Jeg synes at skjønne, hvorledes virkelig folkemeningen har kunnet komme til at tåle og tillade og billige nattefrieriet, så det blev ungdommens naturlige og frie kjærligheds skik i modsætning til ældre tiders strængere og koldere betragtningsmåde, som mest gjorde ægteskabet til en nyttig kontrakt for levebrødets skyld. - De, som mest fæste opmærksomheden ved den store grad af usædelighed, som i vore dage følger med skikken, ville måske gjøre den indvending, at et så alvorligt og sindigt folk som vore norske almuer dog aldrig have kunnet billige letfærdigheden og stemple dens sædvaner som skik. Men at nattefrieriets skik virkelig kan bestå med gode sæder, det har man et interessant bevis for fra Østre Dalerne i Sverige. Således skildres skikken her(9): «Når en dalkarl ønsker sig en kulle til hustru, begynder han med så tidt som muligt at besøge hende om natten for at prate en stund med hende. Er kullen kjendt for godt hjertelag, og har hun nogen formue, så hænder det ofte, at der indfinder sig flere besøgende til samme tid, uden at dette i almindelighed fremkalder misundelse og strid. - - Disse besøg ske aldrig i smug, men ganske frit og med forældres og alle andres minde, hvad enten kullen ligger i et lidet kammer i stuebygningen eller har sin sengeplads ude i fæhuset. Kullen lader stundom sine tilbedere sukke både længe og vel, inden hun bestemmer sig for den, hun monne foretrække. Den, som tilsidst opdager sit held, går da til forældrene for at «gjøre vist», d.e. fri. Her får han enten ligefrem afslag, og da er alt forbi, eller han får ja, naturligvis efter forudgående omhyggelig prøvelse af begge parters jord-lapper og disses bekvemhed til at slåes sammen.(10) Under den ofte lange forlovelsestid fortsætter frieren endnu troligere sine besøg, og nu mestendels uden at andre trænge sig ind. At gjøre sådanne nattebesøg kaldes i Dalerne: at fri, og de kunne fortsættes både i et og flere år; ja, jeg talte med en, som i samfulde ti år havde friet til sin nuværende hustru. Denne brug har siden ældgamle tider været landsskik og ansees ikke at indeholde det mindste stødende, hverken for blufærdigheden eller for ærbarheden. Man gjør også ret i ikke at se noget stødende eller uanstændigt deri; thi det er der ikke. Alles utvivlsomme vidnesbyrd stemme uden undtagelse overens i dette stykke, at der ikke tildrager sig noget andet derved, end hvad der sees: to klædte unge personers samtale og uskyldige hvile og søvn ved hinandens side.» Og til bevis anfører forfatteren antallet af ægteviede og fødte for et enkelt sogn, hvoraf det kan sees, at i de 10 år 1832-1842 var der for hvert 100 ægtefødte børn 2.4 uægte, og for hvert 100 ægtevielser 8.7 uægte fødsler. Men disse tal hentyde på et særdeles gunstigt forhold, noget, man vil kunne finde ved sammenligning med hvilketsomhelst præstegjeld i vort land.

28. Men hvorledes? vil jeg med alt dette have nattefrieriet forsvaret som en skik, den skikkelige folk altså skulde følge? Nei, jeg har kun anstrængt mig for at begribe, hvorledes det kunde gå til; at den barbariske tilstand, som jeg nu for tiden anser nattefrieriets skik at være, har kunnet få indpas og vinde hævd blandt vore almuer.

Lad sæderne og tænkemåden og tilstanden i landet endnu i forrige århundrede have været sådan, at nattefrieriets skik kunde ansees som tålelig og tilladelig - nu for tiden er det dog meget anderledes. Der er skeet store ting i vort land i det sidste halvt-hundrede år, og navnlig kan man mærke sig den forandring i sæderne, at forældrene ikke tænke på at herske over børnene med sådan myndighed og styre deres hjertesanliggende efter smålige beregninger som i fordums tid, så ungdommen nu slet ikke behøver at søge hinanden på de lønlige veie. Og sker dette sidste endnu, så går det altfor ofte så, at den gamle skik bruges som letfærdighedens påskud og uterlighedens skalkeskjul. De overvættes hyppige uægte fødsler, fornemmelig blandt tjenerklassen i øvre Romerike,Hedemarken, i Gudbrandsdalen, ere mig vidnesbyrd om nattefrieriets udskeielser. Og ikke nok med de mange tjenestepigers synbare fald: også det indre menneske kan falde i nattefrieriets mørke - det fik jeg begreb om ved at høre en nu meget agtet og agtbar bondes bekjendelser om sit ungdomsliv, bekjendelser, som sved af anger og lugtede af synd.(11)

De unges natlige sammenkomster ere for det meste blevne til natteløben og nattesværmen med sus og dus, med støi og spektakel; det enlige nattefrieri er veien til forførelse; de hemmelige forlovelser ere altfor ofte troløshedens brudte eder. Det er det ulyksalige ved tingen, at medens den gamle skik lidt efter lidt er blevet til en uskik, som ikke burde tåles en dag mere, så har den dog beholdt skikkens navn; men hermed er skik og uskik således sammenblandede i folks omdømme, at skikkelige unge mennesker uden videre betænkelighed komme i lag med uskikkelige, ja at samvittighedens gode forsætter altfor let forliges med fristelsens onde tanker. Alt vel overveiet: hvad enten man er således sindet, at man nærmest ser hen til den timelige nød og den landsfordærvelige plage, eller man mere har sands og opmærksomhed for den sjælefordærvende forargelse, så veed jeg i øvre Romerike, på Hedemarken, i Østerdalen og flere af vort lands egne intet at nævne, som mere må fylde menneskevennen med kummer end hin fortidens skik, dette nutidens barbari.

29. Der er mange, som have den tanke, at for at finde uskyld og rene sæder skal man reise langt bort fra byerne og søge op i de fjerneste bygder. Jeg tænkte også så, at for at finde den eiendommelige landlige skik, som vi her handle om, i dens oprindelige ægthed og renhed, så måtte jeg begive mig hen til en eller anden skjult afdal. Så reiste jeg inderst i Gudbrandsdalen, til Lom, og inderst i Lom, til Nordherredsmarken. Men her, i Brotene, den allerinderste grænd, her fik jeg finde noget andet. Her bor en sjelden forstandig og alvorlig-sindet bonde med en ligesindet elskelig hustru, forresten ganske jevne bønderfolk i tarvelige kår, (og med sand agtelse nævner jeg Eders navn, Ole Olsen Bræk og Inge Olsdatter!). De havde ingen søn, som kunde arve gården; deres ældste datter var altså «gårdgjente», den som skulde blive forældrenes «fremfødsmand», når alderdommen bød dem at opgive gårdsbruget. Ingen frier havde turdet nærme sig dette hus på den ovenfor beskrevne vis, skjønt denne også her i bygden er almindelig. Men en vakker dag kommer en gut fra en af nabogårdene med en talsmand og anholder for faderen om hin ældste datter. Faderens svar var, at såsom han havde gode tanker om gutten, og såsom han kjendte datterens godhed for ham, så havde han intet imod at se ham som svigersøn; kun satte han to betingelser: så længe de to ikke vare gifte, skulde de ikke søge seng sammen, og ligesom huset hidtil havde været gjæstfrit mod «de snilde» (tilreisende gudfrygtige folk, læsere, haugianere), således skulde det også være herefter, når svigersønnen overtog husets bestyrelse. - Betingelserne bleve strax vedtagne. Men sagen vakte opsigt i bygden; af enkelte udenforstående personer blev der gjort forsøg på at få den førstnævnte betingelse ophævet, og en gammel bedstemoder fra forrige århundrede ytrede i sin utilfredshed med den nye måde, at «hun kunde ikke skjønne, hvad slags kjærlighed dette kunde blive til mellem de stakkels unge folk». Men alt dette snak rokkede ikke den gode beslutning, og da jeg var gjæst i huset netop under forberedelserne til den kjære datters bryllup, syntes jeg at skjønne, at alt var både godt og vel.

Dag efter dag berettes der i offentlige blade om navngivne mænd, som gik hen og drak sig fulde og så ynkelig omkom på veien - skulde det ikke meget mere være tilladt at nævne hæderlige folk, som udmærke sig med et godt exempel? Dag efter dag se vi den bonde berømme, som har fundet på at dyrke sin jord på en ny og bedre måde, eller som har gjort sig fortjent ved at udgrøfte en skadelig myr - og det skulde ikke ligeså være ret at nævne med agtelse og erkjendtlighed en hæderlig familie, som i sin kreds har gjort begyndelsen med at indføre en ædlere tænkemåde og bortlede en gammel fordærvelig skik? Det var, som sagt, ganske jevne folk af den store hob; men just derfor kjende de livet blandt hoben meget bedre end nogen af os andre, og når sådanne folk fordømme den gamle skik, så er den dømt.

Fra nu af, siden jeg forlod Ole Bræks hus i Brotene, var det min vemodige lyst at lægge mærke til, hvorledes hin gamle skik eller rettere uskik dog lidt efter lidt forsvinder og giver plads for en ny og bedre levevis. Vemodige lyst - thi det er, som når hoved-diget er gravet i myren, og det stillestående vand har fået udløb, og sivet og staren og moseplanterne lidt efter lidt dø ud, og et græsstrå hist og et kløverblad her kommer frem af det forbedrede jordsmon: man ser sin lyst i hvert lille tegn til den bedre væxt, men man bliver vemodig stemt ved at se, hvor mange ædle frø der dog også gå tilspilde i den endnu så rå bund.

Der er måske i nogle af vore bygder enkelte mere anseelige bondefamilier, i hvilke nattefrieriet aldrig har været tålt; jeg veed det ikke så vist, men jeg vil gjerne tro det. Derimod har jeg i den senere tid lidt efter lidt gjort bekjendtskab med adskillige bondefamilier, hvis fædre og mødre selv i sin ungdom fulgte den almindelige skik, men nu fordømme den og opdrage sine børn til at tænke ligeså. Dels er det folk, som i modnere alder ere blevne grebne i sin samvittighed og dermed have fattet religiøs afsky for en skik, som så lidet kan bestå med det ord i de christnes bøn: «Led os ikke ind i fristelse!» Dels (og det er måske det hyppigste tilfælde) er det bondefamilier, som ved slægtskabsforholde eller på anden måde ere komne i nærmere forbindelse med byfolk eller familier af embedsstanden og derigjennem have lært at betragte hin gamle landlige skik som usømmelig og rå. På Hedemarken og Romerike f.ex. er der ikke så få bondefamilier, som af husmændene og smålændinger i naboskabet kaldes «konditionerede bønder» - velstands-folk, som nu og da tage hustru og børn med sig på byreiser eller i besøg hos slægtninger i nabobygderne, som holde huslærere eller lærerinder for sine børn, som lade sine døtre brodere og hækle og spille fortepiano og vise sig på ballerne i florskjoler, så præstefruerne synes, det går lidt for vidt - - om nogle sådanne familier holder jeg mig forvisset om, om andre finder jeg det troligt, at de vilde anse det som en fornærmelse, hvis nogen frier i den grad skulde misforstå tidens forandrede tone, at han søgte døtrene på den gamle vis.

Også inden husmandsklassen og blandt tjenerfolket kan man mærke den forandring til det bedre, at den støiende larm af nattesværmere, som for nogle år siden så ofte flokkede sig sammen for at gantes med gjenterne og derunder behagede sig i alskens ustykker, at denne larm for største delen er stilnet af. Dette stemmer overens med, hvad man også ellers kan iagttage, at landalmuens ungdom er bleven noget spagere og pynteligere i sin færd. Plankekjørerne på Romerike, som før vare berygtede som de råeste mennesker, man kunde møde på en vei, viste i de sidste år, før jernbanens anlæg gjorde ende på deres tidsalder, ingenlunde sådan vildskab som tilforn. En ung karl af plankekjører-slægten ytrede sig derom for mig således: «Å nei, der er ikke så meget mod i folk nu, som før i tiden.» Snarere var det vel at forklare så, at det (takket være afholdsforeningerne og brændevins-lovgivningen) ikke længer gjaldt for noget karls-stykke at drikke og styre, og det tør vi også tro, at hver ny slægt, som er voxet op, har (takket være skolelærernes og præsternes altid forhøiede bestræbelser) tilegnet sig ædlere begreber og sømmeligere levemåde. Vist er det ialfald, at jeg fast i alle bygder her på Østlandet har fået den forklaring, at der ikke mærkes så meget til nattesværmernes støi og larm nu som for 10-20 år siden.

Men hvorledes har det sig inden tjenerklassen med det enlige nattefrieri og de hemmelige forlovelser? Mærkes der nogen aftagen heri? En tjenestepige hos hin Inge Bræk havde en kjæreste, og da husmoderen en aften sent mærkede, at han besøgte hende i fjøset, gik hun derhen og overraskede dem og foreholdt dem, at det var ikke «veien», ikke gudfrygtighedens vei. Jeg erindrer også på Romerike et par husmandsfolk, som fortalte, hvorledes de i tjeneste hos gudfrygtige folk af haugianerne havde lært at afsky hin elskovs-skik. Nu står også en elskværdig bondefamilie for min tanke, en såre agtværdig mand (en af præstens medhjælpere), en veltænkende, dannet kone (datter af en af vore mest agtede Storthings-bønder), som jeg veed bære meget omhu for sine tjenestefolk i alle dele og ganske vist ville formane dem også mod nattefrieriets fare. Ja, nogle andre familier erindrer jeg jo også, om hvilke jeg nødvendig må tro det samme. Men ellers må jeg sige, at det høilig har forundret mig at mærke, hvorledes husfædre og husmødre selv af dem, som dog for sine egne børns vedkommende ville have nattefrieriet banlyst fra huset, hvorledes sådanne kunne vise sig ligegyldige med hensyn til tjenernes forhold i dette stykke. - Vistnok kan man jo fast i hver bygd høre historier om husbønder, som midt om natten have faret op og med stokken og drøie ord have drevet nattefriere af gårde, stundom endogså anmeldt dem hos lensmanden til at lide den straf, som loven har sat. Men ungdommen lader sig nu ikke gjerne bøie på den måde, og slig fremfærd har mest kun været forsøgt, når nattesværmere har ført for meget larm og spektakel med sig, eller når de have ængstet husbonden med de svovl-stikker og lys-stumper, som de undertiden have med sig og tænde i fjøset. Kommer derimod den enlige frier stilfærdig til pigen, så pleier man ikke at tale dem til for det. Ikke, at man jo veed om det; stundom kan tjenestepigens frier blive så husvant, at han tør blive hele natten over og langt ud på næste dag, og så snild kan madmoderen være, at hun skifter mad til ham om morgenen som til de andre husfolk. Men dels tænker man som så: «Å, det får blive deres sag, hvordan de stelle sig,» eller man slutter så: «Tjenerne ville ikke gjerne høre kommando, og så er det bedst at tie, når man ikke nødes til at tale.» De husbønder, som selv have fulgt skikken i deres ungdom, have også ondt for at rette formaninger derimod til sine undergivne, og lade de sine egne børn fortsætte på gammel vis, så kunne de nu slet ikke tænke på at regjere sine tjenestefolk. Det tør også være kommet dertil, at husbønder og husmødre, mere end de selv vide af, lade sig påvirke af sådan tanke med hensyn til tjenerne: «Å, det er da bare husmands-børn, så det gjælder ikke så meget.» Men således går det til, at medens i de seneste år, som anført, adskillige bondefamilier af forskjellige bevæggrunde have afskaffet den gamle skik for sine egne børns vedkommende, så kan der være bygder, hvori der neppe skal kunne opvises et eneste par ægtefolk af husmandsklassen, uden at de bleve kjendte og forenede sammen ved nattefrieriets farlige fortrolighed. - Vistnok er det jo at vente, at efterhånden, når bedre hus-skikke får indgang hos de bedre bondefamilier, ville samme også udbrede sig til tjenerklassen, som lidt efter lidt tager efter den høiere klasses exempel både i det ene og det andet. Dette bør jeg også tilføie, at de allerfleste folk af husmandsklassen, som jeg har talt med om sagen, både ugifte og gifte, have været snar til at indrømme, at den gamle skik - «den skulde ikke være», og helst synes jeg at have hørt denne indrømmelse hos folk af den yngre generation, så jeg vil antage, at der virkelig holder på at foregå en forandring til det bedre i tænkemåde og sæder. Men hvor langsomt det er gået hidtil!

30. Jeg vil nødig stå alene med mine ytringer om disse ting. Men således skriver en præst mig til fra et af de anseeligste præstegjelde i Christiania stifts opland, i året 1853: «Frieri foregår, endog i de mest velstående og dannede gårdbrugeres familier, kun ved nattebesøg, og blandt arbeidsklassen finder natteløben almindelig sted, især nætterne før og efter helligdage. Heri har ingen forandring været at spore i de sidste 10 år. - Nattefrieri og natteløben må vistnok ansees som en af de virksomste og nærmeste årsager til de mange løsagtigheds-forseelser i denne egn; men ligesom disse anledninger ikke så hyppig vilde gives, når der ikke herskede så meget dyrisk råhed og så liden christelig, åndelig sands, så er det fornemmelig denne dyriske råhed, som må ansees for den dybere rod til løsagtigheden. Hvor vanskeligt det er at få oprykket og udryddet denne rod med dens frugter, nattefrieri, natteløben og deraf følgende løsagtigheds-forseelser, har over 12 års erfaring i denne henseende viist mig; thi omendskjønt jeg i alle disse år har ladet kirkesangerne, forinden de antegnede dem, der havde gjort sig skyldig i leiermålsforseelser, til altergang første gang derefter, pålægge sådanne at indfinde sig hos mig, for at jeg kunde lægge dem den begangne synd på hjerte, som jeg har stræbt at gjøre på en så indtrængende måde som muligt ved også at foreholde dem den gudsbespottelse og formastelse, som de gjøre sig skyldige i, når de i Herrens bøn bede: «Led os ikke i fristelse!», og dog lede sig selv og andre forsætligen i fristelse ved nattefrieri og natteløben - have disse dog ikke i mærkelig grad aftaget lige så lidt som antallet af uægte børn. Før en ædlere menneskelig ånd og en christeligere sands bliver mere almindelig udbredt og virksom hos den talrige, mindre dannede klasse af mennesker, ville alle bestræbelser for ved udvortes anstalter at udrødde uvaner og herskende løsagtighed blive temmelig frugtesløse. Hovedmidlet imod dem vil blive, at de mere dannede, høiere stående mennesker erholde en sand menneskelig og christelig udvikling, som ikke svækker deres kraft og lyst til at indvirke på deres mere udannede og lavere stående medmennesker, men tvertimod styrker og skjærper den, så at de i sandhed blive det åndelige salt, der opliver og bevarer den menneskelige ånd for at forrådne i dyrisk kjødelighed, og det verdens lys, der skinner for andre i gode gjerninger, så at de kunne lære at agte, elske og efterligne dem og derved endrægtigen prise deres himmelske fader.»

Og en præst på Romerike skriver blandt andet så: «Når jeg har ytret, at nogen aftagen i nattefrieri måske har fundet sted, da støtter denne ytring sig til den kjendsgjerning, at man har seet et par piger - af arbeidsklassen -, der ved en flittig skolegang vare blevne mere end almindelig vel oplyste, få sådan agtelse for sig selv, at de ikke vilde modtage noget nattebesøg, hvilket visselig næsten alle endog bedre gårdfolks døtre i almindelighed ikke undse sig for, men vist anse for noget aldeles nødvendigt, dersom de ikke skulle blive gående ugifte: en kjendsgjerning, der for mig godtgjør, at det er alene af en fremadgående og christelig oplysning, der tør ventes nogen forbedring i hint punkt, men neppe ved nogen forordning. - Bemeldte piger ere dog blevne forlovede og gifte, og det fuldkomment så godt, som det ifølge deres stand kunde påregnes.»

31. Disse ytringer ere hentede fra de i forrige kapitel (§ 19) omtalte meddelelser fra præsterne i Christiania og Christiansands stifter, meddelelser som svar på følgende af mig fremsatte spørgsmål:

«Er det 1) almindeligt eller 2) delvis eller kun undtagelsesvis tilfælde, at nattefrieri eller natteløben finder sted?» samt:

«Har nogen aftagen heri kunnet spores i de sidste 10 år?»

Ligesom spørgsmålene om den skik, at tjenestefolk have sit natteleie i fjøsene, således kunde naturligvis heller ikke disse spørgsmål besvares anderledes end ved skjøn. Disse skjøn har jeg imidlertid samlet mig en oversigt over på samme måde som ved talen om hin anden skik, nemlig således, at jeg også her har tænkt mig de to stifters landdistrikter inddelte i 7 større egne eller grupper af provsti-distrikter. Denne oversigt meddeles her i Tabel 4.

Ved den sidste del af tabellen kan mærkes, at hint præstegjeld, hvor de 2 piger havde aflagt skikken, er anført som et af dem, hvor aftagen har været sporet. Her er altså tingen regnet nøie. Men muligt er det jo, at der i andre egne har været en meget rask aftagen, og at dette er årsagen til, at så mange præstegjelde i tabellens første afdeling sees nu for tiden at være ganske eller næsten fri for skikken. Eller om der måske fra gammel tid har været sådan forskjel i bygderne? Nøiagtig kundskab derom skulde måske lede til særdeles værdifulde oplysninger om folkelivets mange eiendommeligheder i de forskjellige egne af vort land.

Et exempel på sådan forskjellighed kan sees af følgende forklaring fra Kleps præstegjeld på Jæderen: Nattefrieri, eller natteløben som på Østlandet, hvor drengene ofte i flok og følge løbe rundt om i bygden til pigerne, finder ikke sted her. Som ovenfor bemærket (se forr. kap. § 22) kan det vel hænde, at drenge og piger på samme gård eller fra samme hus benytte anledningen til at søge natteleie sammen i laderne; forresten er det nok ikke ualmindeligt, at tjenerne af begge kjøn, skjønt hver for sig, have deres senge på samme loft. Den letsindigere ungdom har gjerne samlet sig hist og her løverdags- og søndags-aften i det frie; men den skik er i den senere tid næsten ophørt, dels ved et skjærpet tilsyn af præst og medhjælpere, dels ved en ifjor indgået overenskomst imellem en

(Tab. 4. Til § 31.) Om natteløben og nattefrieren.
Gruppe av provsti-distrikter I nedenstående antal lands-præstegjelde herskede skikken Det hele antal
 Præstegjelde
almindeligt delvis undtagelsesvis slet ikke
Gruppe 1 7 10 9 2 28
» 2 24 3 - - 27
» 3 14 3 - - 17
» 4 10 6 9 1 26
» 5 7 4 2 8 21
» 6 - 3 3 7 13
» 7 5 4 6 1 16
Christiania stift 55 22 18 3 98
Christiansands stift 12 11 11 16 50
Begge stifter 67 33 29 19 148

I nedenstående antal af de samme præstegjelde sporedes aftagen i skikken i de sidste 10 år:

Gruppe 1 3 5 3
» 2 3 2 -
» 3 2 2 -
» 4 5 6 3
» 5 2 2 2
» 6 - 1 -
» 7 1 2 3
Christiania stift 13 15 6
Christiansands stift 3 5 5
Begge stifter 16 20 11

stor del husfædre om at stænge ude dem af husfolket, som på hine aftener ikke vare tilstede kl. 10.»

32. Den første afdeling af tabellen tillader os ellers at anstille en sammenligning mellem de to ting: nattefrieriets herredømme og de uægte fødslers onde i de forskjellige egne.

For at lette sammenligningen siger jeg så: Dersom nattefrieriets skik bidrager til at fremme usædelighed, så kan det antages, at hvor den hersker almindeligt, er det dobbelt så slemt som der, hvor den kun hersker delvis, og her også dobbelt så slemt, som hvor den kun forekommer undtagelsesvis, og efter denne regning kan jeg finde, at i gruppe 1 er tilstanden så, som om skikken herskede almindeligt i 51 procent af præstegjeldene, og dette tal 51 afgiver da på en måde et mål for skikkens herredømme der. Målet på de uægte fødslers hyppighed finder jeg ved hjælp af præsternes opgaver for de to år 1851 og 1852, som vise mig, at i den samme gruppe 1 var der 39 uægte fødsler for 100 ægtevielser. Men på denne måde får jeg følgende sammenligning istand:

Sted
Nattefrieri
Uægte fødsler
Gruppe
1
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
51
39
»
2
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
94
66
»
3
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
91
36
»
4
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
59
26
Gruppe
5
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
45
16
»
6
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
17
12
»
7
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
53
20
Christiania stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
72
42
Christiansands stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
41
16
Begge stifter .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
61
35

De mindre tal angive en bedre tilstand, de større derimod en værre. Og se nu overensstemmelsen: I gruppe 1 er både nattefrieriet og de uægte fødsler sjeldnere end i gr. 2; i denne er begge dele hyppigere end i gr. 3; her ere også begge dele hyppigere end i gr. 4; i begge henseender står det fremdeles her værre til end i gr. 5; selv her er tilstanden både i det ene og det andet stykke værre end i gr. 6; men i denne gruppe er både nattefrieriet sjeldnere og de uægte fødsler mindre hyppige end i gruppe 7. - Den påpegede overensstemmelse hersker jo ikke aldeles nøiagtig overalt; i gruppe 1 forekommer således nattefrieriet sjeldnere end i gr. 3, og dog ere de uægte fødsler hyppigere der end her. Men opgaverne over nattefrieri ere kun fra land-distrikterne og det ikke fra alle disse; opgaverne over de uægte fødsler derimod ere fra samtlige præstegjelde, byerne iberegnede. Med sådanne opgaver kan altså sammenligningen ikke gå i det fine. Men udfaldet af sammenligningen er påfaldende endda og viser vel uimodsigeligt, at vi i nattefrieriets forskjellige udbredelse have fundet en af de væsentlige årsager til, at der i de forskjellige egne er en så mærkværdig forskjel med hensyn til uægte fødsler, som jeg i kap. 1 har påviist.

33. Altså - nattefrieri og løsagtighed følges ad; så må vi slutte efter exemplet fra de to stifter. Der har jo nok før været tanke og tale om sådan sammenhæng; men her mener jeg, at den mere bestemte indsigt, som nu er vunden, bør forståes og anvendes så, at når de rådende mænd i bygderne, formænd, fattigkommissærer, medhjælpere, tænke på og klage over den herskende løsagtighed og fattigvæsnets byrde og plage med de mange barnemødre og deres børn, så bør man ikke blive ved at tale om tingen sådan i det ubestemte og blå og heller ikke strax pønse så meget på nye straffelove og tvangs-anstalter over de enkelte, som nu engang ere komne i de ulykkelige omstændigheder, men nærmest fæste blikket på ulykkens væsentlige årsag, nattefrieriets «dybt rodfæstede skik», og alvorlig og endrægtig arbeide på dens afskaffelse.

Hvem kan arbeide på uskikkens afskaffelse? Først og fremst husbønder og madmødre. På landet er der gjerne flere tjenere i husene end i byerne, og hist stå tjenerne i et nærmere og fortroligere forhold til husbondsfolket, så husbonds og madmoders kald her er dobbelt vigtigt med hensyn til den talrige arbeidsklasses sædelige tilstand. Dette viser sig netop i det stykke, som vi her have for os. «Ja, men hvad kunne vi gjøre?» hører jeg husbondsfolk indvende. «Vi kunne kanske til nød råde med våre egne børn; men med tjenerne er det rent ugjørligt; for en ting er nu den, at de have altid frierasen hemmelig sig imellem; og den anden ting er den, at om vi vilde forbyde dem det, så fik vi nok ikke beholde folk, helst i disse tider, de ere så kjække på det, at en næsten ikke tør tale ordet til dem.»

Frieriet hemmeligt? Ja vistnok kaldes det så; men hør et exempel på, hvorledes det har sig dermed. På en større bondegård blev jeg opmærksom på en tækkelig pige, ganske ung, 22 år gammel. Hun sad i væven. «Vakker væv, min pige! Det arbeide morer dig vist?» «Ja, det er sådant roligt arbeide.» «Og mens du væver på dugen, så kanske dine tanker og ønsker også væve sig sammen som rending og islæt i en endnu finere væv for din indre sands - - jeg skal give dig en tanke at tænke på, så må du lægge et godt forsæt til. Jeg veed, hvorledes pigerne her i bygden have det. Har du nogengang taget imod en frier ved nattetid?» «Å, det har ikke været meget det.» «Men dog noget?» «Ja, jeg skal nok ikke nægte for det.» «Er du forlovet, kanske?» «Å, jeg kan nok ikke vide det.» «Kan ikke enhver pige på 22 år vide, om hun er forlovet eller ikke?» «Jo, hun skulde vel det.» «Så er det vel så, at du er forlovet?» Hun tilstod det. «Får jeg vide, hvem din kjæreste er?» Hun nævnte en tjenestekarl i bygden. «Ham? kanske jeg kjender ham? Der er to gutter på den gård, og der er stor forskjel på dem. Den ene veed jeg har ikke videre gode helgedagsklæder; men den anden er godt klædt med støvler og yderfrak og har en sparebank-bog på omtrent 30 daler. Hvilken af dem er det?» «Jo, det er da den sidste.» «Nu, så ønsker jeg dig til lykke; så du er forlovet med en af de hæderligste tjenestegutter i sognet. Sig mig: Har du talt om det til husbonden eller madmoderen?» Nei, det havde hun ikke. «End have I talt til forældrene og fået deres samtykke?» Heller ikke. «Hør: nu beder jeg dig om det, at når gutten din næste gang kommer til dig, så skal du bede ham om at gjøre en forandring, så I tale til fa'er og mo'er og til husbondsfolket og lade forlovelsen blive vitterlig for Gud og mennesker og så aldrig komme sammen som før. Tro mig, det vil være bedre for samvittigheden, og når barnagtige folk have fjaset og drillet Eder i 14 dage, så ville alle fornuftige og gode menneske rose Eder som en brav og vakker ungdom. Vil du ikke nok love mig det?» Jo, hun lovede mig det. Gutten, som jeg talte med dagen efter, lovede mig det også. Og med inderlig deltagelse tænker jeg endnu på det troskyldige, håbefulde par, hvis fortrolighed det var så let at vinde.

Og hvorledes lød den anden indvending? At en husfader eller husmoder ikke vel tør forbyde sine undergivne at øve utilbørligheder på gården? Nu, vistnok kan forbudet fremsættes på en hård og ukjærlig og derfor ophidsende måde; men veed nogen at foreholde sine undergivne sin alvorlige villie således, at det i budets og forbudets ord ligger sand omhu for deres eget vel, så kan han være tryg. En fader taber dog ikke sine egne børns hengivenhed, fordi han med kjærlighed bruger sin faderlige myndighed; og du, husbond, lad du dine tjenere se og mærke, at deres vel, deres lykke og dyd ligger dig på hjerte, og du skal vinde dem. Eller skulde der iblandt tjenerne være en enkelt gut og pige så forvorpen, at de ikke vilde høre på velvilliens og fromhedens advarsler, så tror jeg ikke, at sådanne ere nyttige tjenere, som gjøre ret for kost og løn.

Således har jeg fremsat min mening og begjæring for husbønder og madmødre: «Tillad ikke nattefrieri i dit hus! Stræb du, madmoder, først at indgive pigen en større blufærdigheds-følelse og agtelse for sig selv! Mærker du, at nogen af dem er forlovet, så træng ind på hende med den bestemthed, som en god villie giver, og få hendes tilståelse! Sig hende så, at hendes kjæreste skal være velkommen til huset til sømmelige tider, men at når han kommer listende om natten, så skal han ikke være velkommen! Lad hende vide, at det ord er udgået over landet, at den gamle skik ikke kan kaldes en god skik og ikke sømmer sig for ærbare piger! Lad det på den måde blive bekjendt i bygden, at du endelig vil holde dit hus rent for den styghed! - Og du, husbond, mærker du endnu fremmede gutters besøg ved nattetider i dine tjenestepigers soveværelse, så gå hen og grib en af dem, så du får se hvem det er, og gå dagen efter hen til den gård, hvor gutten måske tjener, tal til hans husbond og få gutten kaldt frem, straf ham så i ord i hans husbonds påhør! Det skulde være en besynderlig forhærdet knægt, som ikke skulde finde sig i rimelighed ved sådan behandling. Og et eneste sådant exempel på mildt alvor fra husbondens side turde være nok til for fremtiden at lære alle nabolagets gutter at agte hans villie og ret. Eller skulde der endnu findes en overtræder, så kan du, husbond, trygt søge lensmanden og lovens bistand. Som tingen nu står, ser det jo ikke ganske godt ud med denne mulkt eller vand- og brød-straf for en gjerning, som hidtil har gjældt som tilladelig i bygden; men den mand, som først forsøgte det gode, har ingen påtale at befrygte, når han nødtvungen tvinger uskikkeligheden med det onde. - Jeg beder dig derfor, husbond, gjør så - og du vil gjøre en god gjerning, først mod dine egne husfolk, men sandelig også mod den bygd, hvor Gud har sat dig til at leve og virke.»


KAPITEL 5

SÆRSKILT OM ARBEIDS-KLASSEN

34. Ud på høsten i 1855 havde jeg i et af øvre Romerikes præstegjelde været inde på en husmandsplads og fundet pyntelige og forstandige folk, som jeg gjerne vilde gjøre nærmere bekjendtskab med. Dette fik jeg også leilighed til, da jeg et par dager senere, en lørdags aften, kom til den samme plads. Det var så sent på aftenen, at det allerede var ildslukt i flere af de huse, jeg var gået forbi; men her lyste det ud af vinduerne, og jeg gik ind. Kari, den aldrende kone, sad ved skorstenen og havde, om jeg ikke mindes feil, en liden kridtpibe i munden. Jeg hilste hende og satte mig hos. Husmanden, Ole, en høi og vakker mand på 65 år, havde hugget veden til søndagen og holdt på at bære den ind; snart var han færdig med dette stel, strøg luen og satte sig ned, og jeg måtte fortælle ham, hvor jeg havde faret siden sidst.

Endelig kom min tour til at tage ordet.
«Det tager til at mørknes nu om aftenerne, Ole.»
«Ja, det gjør det.»
«Og det er ruskeveir i aften og stygt søle på veiene.» Heri gav husmanden mig medhold.
«Og hvorledes er det? er det ikke over milen herfra til jernbanestationen Kløften, hvor jeg har mit logis?» Dette bekræftedes.
«Men sålangt, min kjære Ole, vil jeg ikke gå i aften.»
Dette fandt han rimeligt; men på gården, som pladsen lå under, var godt hus at få, og did tilbød han at ledsage mig.
«Sig mig - du har en søn, som er skomager, og en, som er skrædder, og de holde til her hos dig. Venter du dem hjem i aften?»
«Å nei, de blive nok på gården, hvor de have arbeidet i denne uge; for de drive hårdt på gutterne mine, og sidde længe oppe om kvelden.»
«Hvor der pleier være sengerum til to, kunde vel en få være en enkelt nat?» spurgte jeg.
«Ja, men det er bedst, du går til gården.»
«Du vil altså ikke byde mig sengerum,» sagde jeg spøgende. «Vil du også sige nei, når jeg beder dig så vakkert?»
«Å nei, vist vil jeg nok ikke det,» svarede gamlingen ganske muntert; «men jeg veed ikke, om kvindfolkene have det så, at de kunne tage imod en sådan fremmed.» Og hermed så han på Gurine, den voxne datter, som netop havde gjort fra sig med at vaske op kjørlerne og i det hele lod til at have overtaget den noget svagelige moders husgjerning.
«Vi få spørge,» mente jeg. «Du Gurine, vil dog vist ikke, at jeg skal ud og famle i mørket igjen. Mener du ikke nok, du kan få istand en seng til en fremmed? Sig jo!»
Men Gurine blev åbenbar forlegen og svarede ikke strax.
«Ser du det,» henvendte jeg mig til faderen, «datter din svarer ikke nei, og så mener hun bestemt jo.»

Faderen lo, og Gurine måtte le med, og nogle yderligere betænkeligheder fra moderens side kunde ikke holde stand. Tingen var klappet og klar; jeg hængte reisetøiet fra mig. Hos Gurine syntes jeg at se både forundring og tilfredshed, da hun strax gav sig ifærd med det stel, som det uventede besøg krævede, og da jeg med den stoppede pibe atter tog plads på krakken, havde gamle-mo'er fået ilden på skorstenen til at blusse bedre op, og Ole holdt en tændt stikke færdig til piben.

Gurines første arbeide var at gjøre den ene af stuens 2 senge istand til mig. Dens tidligere opredning var: halm, derover et strie-lagen og en med opkarede filler stoppet hovedpude samt en skindfæld. Nu blev der lagt et par rene lagen på, der rigtignok ikke var fuldkommen lange; skindfælden blev bragt ind i kammeret, hvor Gurine indrettede sit leie for den nat, og en god fjærdyne med vakkert var blev lagt i fældens sted.

Denne dyne gav i løbet af aftenen anledning til en forklaring som fornøiede mig. «Før i tiden var det da jevnt så, at når en pige havde tjent i nogle år, så kunde hun have lagt sig til bedste både sengklæder og gryder og bagstehelle og sligt, som kunde komme til nytte, når hun fik hus at styre eller som gammel pige skulde sidde på egen hånd; men nu for tiden skal en nok ikke se, at pigerne ere så forsynlige; for nu farer ungdommen for meget med stads og fjas» - således have bondekoner klaget for mig vel de hundrede gange. Men derfor har jeg været desto mere fornøiet, når jeg i husmandsstuerne selv, hvorfra tjenerfolkene for det meste udgå, og hvortil de gjerne vende tilbage, har fundet exempler på, at det dog ikke altid står så ilde til med ungdommen. Og et sådant exempel fandt jeg her ved talen om, hvordan hin dyne var kommen til huset. Den var Gurines eiendom. - Pigen var nu 34 år gammel og havde i de sidste 2 eller 3 år været hjemme for at hjælpe moderen, men havde før været i tjeneste. Ifølge den næsten ufravigelige taxt for denne bygd havde hun som tjenestepige havt følgende løn:

skiftevis hver andet år
3 alen stampet vadmel og
6 alen lærred,
eller 6 alen vadmel og
3 alen lærred,
samt hvert år:
12 alen strie,
1 bismerpund samfængt lin,
3 par sko,
2 mærker hoseuld,
2 daler i penge (den egentlige «løn»)
½ daler i stedpenge, samt
foder for en sau og dens lam.

Med denne løn havde Gurine ikke alene holdt sig selv med klæder i de 12 år, hun tjente, men havde også i behold tilsidst 7 gode kjoler (af verken, som hun dels havde byttet sig til for vadmel, dels havde tilvirket af linet, hun fik, og af ulden, hun klippede af tjener-sauen), fremdeles flere par sko og andre klædningsstykker, den omtalte dyne og andre sengklæder, duge, håndklæder og flere gode ting. «Når bondekonerne hernæst tale strængt om pigernes pyntesyge og oversætsighed, skal jeg huske på denne dyne med det vakre verkens-var,» sagde jeg til mig selv, da jeg sent ud på aftenen lagde mig til at sove under den.

Sengestellet var snart færdigt, og anretningen til aftensmåltidet tog heller ikke lang tid ud. Vaflerne til søndagen vare nemlig allerede stegte, og nogle af disse, dertil et stykke nykjernet smør (lørdagen er nemlig kjerne-dag) og en kop nysilet melk - alt dette fremsat på duget bord tog sig ganske godt ud i en husmands-stue. Og dertil vidnede det om orden og velstand i huset, at Gurine tilsidst kunde tage frem et temmelig tykt hjemmestøbt lys og sætte i en stage. Thi lys og stage findes ingenlunde i hver husmandsstue. Undertiden bruges en lang striegarns-væge,der kun er gjennemtrukket med talg og opvundet i form af en vox-stabel; men hyppigst hjælper man sig i disse bygder med de såkaldte stikker, tyndtkløvet ved, hvis usikre lys ingenlunde kan oplyse en stue, hvor væggene gjerne ere sortagtige af skorstenens og de samme stikkers røg. Formedelst lyset i stagen kunde jeg nu bedre se mig om i stuen. Denne, der på en gang tjente til kjøkken og arbeidsværelse og soverum, havde dette ganske almindelige udseende: gulvet mestendels bedækket med skorsten, kakkelovn, senge, bord, skab, bænke og krakker, gryder, kjørler, vandstamp og hugge-stabbe, - væggene behængte med alle slags ting, som ere skikkede til at hænge, klæder og kjøkkentøi, og sprækkerne i tømmerstokkene besatte med lja'er og knive og træskeer; på en slind (et tværtræ under loftsbjælkerne) henimod skorstenen hang klæder og strømper til tørring, og på et vagle allerinderst i krogen sad hanen med sine to eller tre høner.

«Uf, hvilken uorden!» ville mange sige, men her bliver ikke rum på anden måde for de mange ting, som en familie behøver. Thi kåven eller kammeret ved siden af stuen (dette hus er nemlig som de fleste ældre husmandsstuer her i egnen en 6 laftes bygning, der ved en tværvæg er delt i en næsten firkantet stue og et smalt kammer) - dette kammer er opfyldt med allehånde ting: spinderok, mel-bøle, klædes-kister o.s.v. - Men det var også med tanke på det hele husvæsens tarvelighed, at de gode folk i førstningen fandt det så uligt, at jeg vilde tage tiltakke med leiligheden, og den undskyldning for anretningen, hvormed Gurine omsider bød mig tilbords, faldt aldeles naturlig, skjønt min gode madlyst snart gav bevis for, at undskyldningen for mit vedkommende var overflødig.

Men jeg vender tilbage til det punkt i fortællingen, at jeg med den tændte tobakspibe sad sammen med de aldrende husmandsfolk ved den muntre skorstens-ild. Det hele indbød til samtale, og at tilbringe en eller to rolige aftentimer i samtale med disse folk var netop hensigten med mit besøg, der ikke var så tilfældigt som det så ud til. Nydende den behagelige hvile overlod jeg det til mine værtsfolk at tage ordet, og det varede heller ikke længe, inden Ole rettede på sig og rømmede lidt og kom med det første spørgsmål:

«Men forklar mig nu: hvad er meningen med det, at du farer om således og ser over her i husmands-pladsene?»

«Du er ikke den første, som spørger mig så, Ole. Det er ialfald ikke for det onde, jeg gjør det; det skulde nok heller være for det gode.»

«Nei, jeg mente nok også det, at det kunde ikke være for det onde,» svarede Ole velvillig.

«Jeg mener - fortsatte jeg -, at jeg får fortælle dig hvordan det gik med mig og en gammel husmandskone borte i Næs præstegjeld. Det er netop 14 dager siden. Jeg kom ind til hende just som hun sad og pyntede et smørstykke, hun havde kjernet. Vi kom i praten sammen, og hun fortalte mig en mangfoldighed om, hvordan hun havde havt det i verden, og hvordan børnene hendes havde artet sig og vare blevne gifte og bosatte rundt omkring - for konen var en gammel bedstemoder. Så satte hun sig til at spinde, og rokkehjulet gjorde ende på al samtale; men jeg tog op lommebogen min og satte mig til at skrive. Nu kan du nok begribe det, at det meste af, hvad en sådan gammel kjærling snakker, det gjemmer jeg i glemmebogen; men der var somt af hendes fortælling, som jeg vilde huske, og det skrev jeg op. Men da konen så, at jeg skrev, så standste hun rokken og glante på mig. Jeg blev ved at skrive, og til slut var jeg færdig og lagde bogen sammen. Men så spurgte hun så: «Den skriften - skal den til amtmanden?» «Nei, skal den til nogen, så skal den til kongen,» svarede jeg. Hun gjorde store øine; men jeg forklarede hende det så, at kongen vil vide besked om, hvordan det står til med fattigfolk i landet, og andre folk, som have at styre og råde i landet, ville også vide besked derom, for at de kunne styre og råde alt til det bedste, og så have de sendt mig ud for at jeg skal se og høre efter tilstanden blandt folk, og derefter berette det sandeste, jeg veed.» - Men den forklaring syntes konen, hun kunde forstå, og da manden hendes en stund efter kom ind, fortalte hun ham det slig, at han og jeg også strax bleve gode venner. At de store i landet vilde have besked om, hvordan fattigfolk leve, det kaldte de brav.

«Ja, det må jeg også sige var brav,» sa Ole, og hans kone sad opmærksom og lydde på samtalen.

«Men,» vedblev jeg, «du er så forstandig mand, at du skjønner, det kan ikke være meningen at fortælle og beskrive alt det, jeg kan høre af vittige og uvittige folk. Det får jo blive ved visse hovedstykker. Et stykke er det, at nu på nogle år har der været hørt så mange klagemål af fattigfolk i landet, husmandsfolk og sådanne: de sige, at gårdmændene og andre storfolk er så hårde imod dem. Et andet stykke er dette, at der har været fremført mange klagemål mod fattigfolk også, således, at når disse sidde i mangel og nød, så skulle de have forvoldt det selv formedelst drukkenskab og andre udyder. Ser du, disse to stykker skulde det nok være brav at have rigtig greie på.»

«Jeg skjønner nu, hvorfor du går omkring i pladsene. Og sådan går du vel omkring på gårdene også?»

«Rigtig. Men det syntes en husmand ikke om, som jeg talte med her forleden dag, i et af nabo-præstegjeldene. Han var temmelig hidsig på det og fremsatte stærke klager mod gårdbrugerne. «Er det dit fulde alvor, dette?» spurgte jeg, da han havde sluttet, og han blev ved sit. «Godt, nu går jeg hen til lensmanden,» sagde jeg, «og så vil jeg høre hans mening om disse samme ting.» «Til lensmanden?» sagde husmanden. «Da får du vel høre andet; for han hører til de store, han.» «Og du hører jo til de små,» gav jeg til svar, «og så er det vel derfor, du har talt så, som jeg nu har hørt. Jeg får da nytte det, at jeg har to øren at høre med, et på den høire side og et på den venstre.»

«Ja, du får nok høre mangt, du,» bemærkede min vært.

«Det kan vel hænde, det, Ole! - Du veed vist, at der sommetider farer folk op over landet for at se efter og betragte nøie alle slags stene og urter og dyr - de folk, som vi kalde naturforskere. De få jo se så mangt, og så danne de sig egne meninger om, hvordan alting har sig i naturens orden, og stundom træffer det, at de tage feil i sine meninger; alligevel mærke vi ikke, at stenene eller urterne eller dyrene tage dem det ilde op. Men hvordan mener du, det vilde gå mig, om jeg kom frem med feilagtige forklaringer om menneskene i landet? mon de vilde tie still? Og om jeg kunde være så heldig at forstå alting ret og dele ligt imellem alle og så fremsætte min sandfærdige forklaring om tilstanden blandt folk, så kanske jeg var mest ilde faren; for mange mennesker ere sådanne, at de ikke gjerne ville høre sandheden. Derfor har jeg mangengang tænkt, at jeg for min egen del gjorde allerklogest i at reise hjem og tage mig noget andet for. Men så har jeg atter tænkt som så, at det, jeg begyndte på i en god mening; det får jeg i Guds navn fortsætte, til jeg ser enden. - Ja, jeg har en mening endnu med, at jeg er sådan ude på vandring. Men det kan jeg kanske bedre forklare dig siden. Jeg har snakket så meget, at du kan være træt af at høre på mig.»

«Nei, det var rigtigt artigt at tale sammen med sådan mand. Så du er altså ikke af disse Thrane-karlene, som foer her over landet for en tid siden?»

«Du kan da skjønne det,» tog konen ordet. «Men - siden du er udgået på den måde alligevel, at du vil have greie på tilstanden blandt fattigfolk: Skal det være ret, det, at en husmand ikke skal få sidde i fred på pladsen sin?»

«Jeg forstår ikke så lige, hvordan du mener det, mo'er?»

«Se, nu have vi siddet her på pladsen, siden vi bleve gifte; men nu er jeg gammel og ikke noget tess, og han Ole drager også på årene, så han holder vel ikke længe ud at gå i arbeide på gården; men så ville de vel have os af pladsen.»

«Der nævnte du en ting, mo'er, som jeg rigtig har tænkt så meget på i disse dage og talt med adskillige folk om. Jeg vilde da så gjerne, at brave husmandsfolk skulde få sidde på pladsen til sin dødsdag. Sommetider er det vel rent ugjørligt for husbonden at vise sådan godvillie; for en husbonde kan også være fattig og ikke formå at hjælpe sine gamle husfolk. Men når det på nogen måde er gjørligt, om det så skulde falde noget vanskeligt for husbonden, så var det dog i mange måder bedre for alle parter, end at de gamle folk skulde bli lagt i lægd omkring på gårdene. Og jeg har sagt netop til sådanne, som klage over den fattigskat, der er her i bygden.»

«Ja, jeg skal tro, det er misundt brød, som den får, der trænger bygden,» ytrede konen temmelig ivrigt.

«Nei, det var da ikke ret sagt. Er det skarver af folk, som have fremturet i laster og desformedelst nyde de fattiges brød, så vil du også finde det harmeligt; men der er da sandelig mange, som ret af hjertet unde de stakkels fattige den hjælp, de behøve - du må ikke sige eller mene andet. - Når jeg tænker på sådanne brave folk, som jeg anser Eder for at være, så må jeg kalde det en god og priselig ting, at der er et ordentligt fattigvæsen indrettet i landet, noget, vi sandelig må takke både Gud og øvrigheden for. Men endnu mere kan jeg dog unde Eder slige kår, at I ikke skulde trænge bygdens hjælp, og fornemmelig, at I ikke skulde være nødte til at forlade den gamle stue og søge tilhold hos andre som lægdsfolk.»

«Å nei, nei,» fortsatte konen, «den har det vel ikke for godt, som skal gå til fremmed mands bord, og ikke veed, om han tør gå hen til ovnen og varme sig; for støt får han høre, at han er alle de andre i veien.»

«Ja, om han just ikke får høre det,» føiede Ole til, «så kan han alligevel tænke det ved sig selv, og det er just det, som er så sårt.»

«Det var et besindigt og forstandigt ord af dig, Ole. - Men hvorledes er det? denne plads er dog en af de bedste her i omkredsen; når jeg sammenligner dit hus med adskillige af dine naboers, så må jeg næsten kalde det velstand her; du selv ser mig også ud til at være en både forstandig og ærlig mand, som vel har forsvaret din pligt trods nogen; du har jo også ret til pladsen således, at husbonden ikke uden videre kan sige dig ud, for du er jo ikke nedsat på åremål; sig mig da: hvorfor skal du ikke kunne bo med tryghed på din plads nu i alderdommen? Dersom du for alvor skulde frygte for at komme på bygden, så måtte jo alle husmandsfamilier i præstegjeldet gå med den samme frygt. Men dette er en sag, som jeg sandelig nok vil have fuldstændig rede på. At du ikke ret længe vil kunne holde ud at forrette husmands-abeide, det er jo rimeligt; men når der er god forståelse mellem folket, så pleier jo en af husmandens sønner overtage arbeidet således, at han underholder forældrene i deres alderdom og siden får beholde pladsen. Og nu har du jo to voxne sønner; kan ikke en af dem gå ind på at være husmand her på sådan måde?»

Men her fik jeg høre den forklaring, at husbonden, som eiede pladsen, agtede at inddrage den, så snart den blev ledig, for at overlade den til en af sine sønner til eiendom, og derfor kunde ingen af husmandens sønner vente at beholde pladsen efter forældrenes død. Men derfor fandt ingen af husmandens sønner det rådeligt at overtage pladsen; de kunde jo komme til at anvende sine bedste år på den og så blive dobbelt forlegne, når de skulde fravige den.

«Og det skal være ret, det, at værten vil tage pladsen igjen, som vi i vor tid har oparbeidet vist over det halve af?» spurgte konen ligesom prøvende.

«Han har for sig,» svarede jeg, «den menneskelige lov og sandelig også naturens ret. Han er eier af grunden, og han vil vel gjerne se sine egne børn forsørgede. Vi må være rimelige, min mo'er; det nytter ikke andet. - Men er der ikke nogen udvei endda? Dine sønner, Ole, ere håndværkere, og kunde vel ikke stå sig ved at tage pladsbrug således på det uvisse. Men nu mindes jeg da så mangfoldige exempler på, at en gut er bleven gift med en husmands datter, og har fået levebrød på den måde, at han har boet sammen med de gamle, så længe de levede. Datteren er her i huset - mon svigersønnen er langt borte? Du, Gurine! kom og set dig hos; jeg vil gjerne høre, hvordan det har sig med dig.»

Og Gurine satte sig hos og ventede på fortsat spørgsmål. Hun gik villig ind på samtalen. Jeg hørte hendes historie, og ved denne leilighed var det, jeg fik hin forklaring om hendes forsynlighed som tjeneste-pige. At hun var 34 år gammel og endda ugift, vakte en vis frygt hos mig, den jeg ikke på anden måde kunne vente at blive befriet for end ved at spørge ligefrem. Men jeg har oftere erfaret, at når sand deltagelse leder spørgsmålet, så kan det gå meget vidt uden at fornærme, og til min glæde fik jeg høre, at denne pige ikke havde pådraget sig den skam og ulykke, som jeg på disse blade har måttet meddele så mange exempler på blandt husmandsdøtre og tjenestepiger. Gurine forsikrede endogså, at hun og bonde-datteren på den gård, hvor hun tjente, ikke havde deltaget i den skik, som forrige kapitel handler om. Her blev det mig vigtigt at komme efter, om det kanske var derfor, at hun blev gående ugift. Men jeg fik den oplysning, at det ikke havde feilet på friere, som havde henvendt sig både til pigen selv og til faderen. Men man havde givet dem afslag; thi «det var ikke rådeligt at gifte sig ind i elendigheden». Navnlig havde man under overveielserne af et sådan tilbud fundet, at det ikke kunde nytte til noget, om datteren blev gift så, at hun og svigersønnen skulde bruge pladsen sammen med de gamle; thi pladsen kunde vanskelig føde to familier, og når de gamle døde, så var det jo forbi med levebrødet for de unge. - I det hele taget syntes jeg hos disse folk at finde en større forsigtighed og selvagtelse, end almindelig er i husmands-familier, og da jeg først var bleven opmærksom, erfoer jeg virkelig, at både mannen og konen var af gårdmands-æt, men rigtignok af fattige folk. Endelig forsøgte jeg min sidste udvei for de gamle til at beholde pladsen og huset sin levetid, nemlig den, at de skulde antage en tjenestekarl og lade ham udføre pligtarbeidet på gården, medens de selv stellede med pladsbruget. Før i tiden havde de havt evne til at bære byrden med børnenes opdragelse; nu vare de befriede for den og måtte vel have leilighed til at holde en tjenestekarl.

Men også der mødte mange vanskeligheder, dem især konen fremhævede. Tjenerlønnen var så stor nu; pladsen underholdt ikke sauer nok, så der kunde blive uld til tjener-klæder; der kunde ikke blive stort tilovers til salg af pladsen, såsom ageren var skarp sand, og havnegangen en tør mo, så tør, at der endog måtte bæres vand hen til kreaturene om sommeren, og dette vand måtte hentes fra elven dybt under bakken, et besvær, som konen i denne stund følte smerterne af i sine udslidte lemmer; til pladsen hørte ingen ved-skov, så hver ved-pinde måtte kjøbes, og nu for tiden var skovleien så dyr, ja skov var næsten ikke at få for penge; for et par uger siden havde en af sønnerne gået omkring for at tinge på ved til vinteren, og alle havde svaret nei. «De ville nok have, at fattigfolk skulde fryse ihjel. Men skal det være ret, det?»

«Nei, dersom de ville det, er det langtfra ret. Men hør mig, min mo'er! Når en reiser til byen og du sender med ham et bismerpund smør at sælge, og når prisen på torvet er 12 mark, vilde du så synes om, at han solgte det for 11?»

«Å nei, med slig havnegang, som her er, kan jeg nok ikke sælge smør, jeg.»

«Der ser jeg, du holder høns, mo'er! og æggene sender du vist til byen. Nu hører jeg sommetider min kone tale om, at æggene ere blevne så dyre ligesom alt andet i den sidste tid; men mener du, at du vil sælge dem for en mark sneset, når andre få halvanden?»

«Å, det bliver ret ikke så mange snes, at det kan forslå til at kjøbe ved for,» vedblev konen med sine indvendinger imod mine exempler på, hvordan det har sig med kjøb og salg af ved som af andre varer.

«Jeg skal ikke trætte længer med dig, gamle; men jeg vil sige dig min mening: Der skal forhåbentlig leve folk her i bygden efter din tid, dine børn og vel også dine børnebørn, og det skulde da være altfor ilde, om disse ikke skulde kunne finde sig stokke til at bygge sig huse af og vedpinder til at varme husene med. Og derfor kalder jeg det godt og vel, at de folk, som nu eie lidt skov, handle varsomt med den og nødig sælge den til udhugst. Men dermed bliver jo veden dyr, og jeg kan godt forstå, at det er slemt for dig, gamle! I din ungdom var det ikke vanskeligt om ved, og nu må den kjøbes og betales dyrt, og du har ikke stort at betale med. - Så veed jeg tilsidst intet andet håb, end at du og din mand have havt nåde til at opdrage Eders to sønner så vel, at de vide, hvad de skylde sine forældre, og have hjertelag til at vise sin skyldighed. Jeg har selv en gammel moder ilive, endnu ældre end dig, gamle; jeg veed, hvorledes hun i de mange år har stridt for sine børn, og nu eier hun intet i verden uden sine sønner og døtre; men nu, da det er hendes tid til at hvile, er det vor tid til at trøste og glæde hende. - Jeg har hørt det ordsprog mellem husmandsfolk: En fader kan føde op 10 sønner; men 10 sønner kan ikke føde en fader. Det er kanske et gammelt ordsprog; men godt er det ikke. Det er rigtig en styg tale, som må være aflagt herefter. - Ingen af Eders sønner vil være husmand her på uvis tid, og I have ikke råd til at lønne nogen tjenestekarl for at bestride arbeidet og beholde pladsen - altså må Eders børn skyde til noget til en tjenestekarls løn. - Af et og andet, som du, mo'er, har fortalt om dine sønner, tør jeg jo tro, at det er brave gutter, og du, Gurine, hils dine brødre fra mig og sig dem, at om jeg havde truffet dem selv, så skulde vi nok være blevne enige om, at de endelig og for Guds skyld må hjælpe og trøste og glæde sine forældre i alle måder.»

Konen taug nu, og samtalen lededes ind på betragtninger, som vare mere skikkede til at hæve sindet over de hverdagslige bekymringer. Lidt efter lidt var ilden slukket på skorstenen, og i en sildig aftentime reiste vi os og bød hverandre god-nat.

Men da jeg allerede lå under dynen (Ole lå i sengen ved siden af, Gurine var gået til hvile i kammeret, og gamle-mo'er var den sidste, som syslede i stuen), kom denne sidste hen til mig og viste sig fremdeles bekymret. «Du talte om, at de holde på med en ny lov om fattigfolk; så det er ventelig meningen, at det skal blive til en slags forbedring.»

«Vist kan jeg svare dig på det, mo'er; for jeg er en af dem, som holder på med at få istand den lov. Ja, det er meningen, at det skal blive til forbedring - ja! Men loven kan ikke gjøre alt; det kommer nok mere an på menneskene selv. - Hør mig opmærksomt, mo'er, og hør mig du også, Ole, så skal du kanske forstå, hvad min mening var, da jeg før i aften talte om et andet erinde her i bygderne end at få kundskab om fattigfolks tilstand. - Se, I to ere jo gamle nu, og jeg mener, det nytter ikke videre at tænke på nogen ny lov just for Eders skyld: I have vel ikke så mange år igjen at leve, og I få i Guds navn folde Eders hænder og håbe på, at han, som hjalp Eder til at opdrage Eders børn vel, han skal også hjælpe Eders børn, så de kunne yde Eder trøst og bistand. Andre forældres nød og sorg er større. Når husmandsdatteren må forlade tjenesten og ty hjem til forældrene med det barn, som hendes letfærdighed gav hende, - når sønnen var en natterangler og siden gang efter gang blive stævnet og pantet for opfostringsbidrag til sit uægte barn, - når sønnen eller datteren levede løst og siden for at skjule dette løslevnets skam har måttet gifte sig i tidlig alder og nu sidder i armoden - så kunne slige børn ikke hjælpe og glæde de gamle forældre. Og hvor tidt det går så! Det har jeg fundet i mange bygder - det har jeg mærket i denne bygd og i dette naboskab med. Og det kan være, at bygdens mænd formedelst den store byrde og plage med de mange fattige piger, som skulle hjælpes, og de mange uægte børn, som må forsørges, og de mange unge fattige ægtefolk, som klage sin nød - at bygdens mænd desformedelst kunne blive ligesom trætte og tilsidst ikke have ret hjertelag til at yde de værdige fattige al ønskelig hjælp, og så klage disse over de riges hårdhed og tale om misundt brød. Ikke sandt, kjære folk! går det ikke just så? Men nu siger jeg det - og dermed vil jeg slutte: Sålænge jeg har mund og mæle, vil jeg gjerne lægge et godt ord ind hos de rige for de fattige, det er et; men et andet er det, at sålænge jeg orker, skal jeg påminde og formane fattigfolk til først og fremst med al stræbsomhed og indbyrdes hjælp at klare sig selv, og dertil hører, at den fattige ungdom endelig må aflægge den styghed, som jeg talte om, og mere end hidtil beflitte sig på orden og stadighed og alle gode sæder. Dette kalder jeg mit erinde; dette har jeg hidtil drevet på, når jeg således som nu er kommen i samtale med fattig-folk omkring i stuerne, og nu, fordi jeg har hørt Eders bekymring, gamle, nu lover jeg med mig selv, at dette mit erinde vil jeg drive fremdeles, og det rigtig i muligste måde. Min gjerning består jo kun i ord; men Gud kan lægge sin velsignelse dertil. Og dermed få vi slå os til ro.»

35. Beretningen om dette besøg og om denne samtale burde egentlig have stået i spidsen af denne bog. Thi det ord: «i muligste måde», hvormed jeg ledsagede mit løfte til de bekymrede gamle, det lå og malede i min sjel, indtil jeg satte alle betænkeligheder tilside og besluttede mig til at skrive denne bog: denne bog er jo også en mulig måde at modarbeide dette onde. - Sådanne huse havde jeg jo besøgt mange af, og sådanne ord havde jeg jo ofte vexlet i samtale med fattigfolk. Men nu traf det så til, at denne samtale gjorde mere indtryk på mit sind end mangengang ellers, og det udtalte løfte mindede mig om den forpligtelse, jeg har mod alle de mange, hvis nød jeg har seet eller hvis bekymring jeg har hørt. Under og efter samtalen kom jeg - jeg veed ikke, hvorfor - i en egen stemning, og det stillede sig så klart for mig, hvad jeg jo nok mange gange havde tænkt mig før, at - om fattigfolk skal have gode eller onde kår i verden, det beror fornemmelig på det indbyrdes forhold mellem dem selv eller på familielivet; men her stillede jeg igjen for min sands den forfærdelige ødelæggelse for familielivets fred og lykke, som afstedkommer ved den netop blandt fattigfolk allermest herskende løsagtighed. Det blev min pligt med inderlighed at tiltale folk desangående, med alvor og grundighed at handle herom også i skrift.

Så længe har jeg gået omkring i landet og speidet og stirret, at jeg tør tro, jeg har dog fået syn på noget, og skal jeg kortelig nævne det stykke i folkelivet, som oftest tildrog sig min opmærksomhed og vakte min bekymring, da siger jeg så: Jeg veed intet, som mere skjæmmer fattigfolkets sæder og tynger dets kår end den herskende løsagtighed.

Måske liderligheden og vellysten kan være mere udtænkt og vederstyggelig hos enkelte af de høiere stænder; men det er vist, at inden arbeidsklassen og blandt fattigfolk er tankeløs råhed og dyrisk usædelighed langt mere udbredt. Det er en hård dom. Men jeg nødes til at fremføre, hvad jeg ved omhyggelig søgen har fundet at være sandhed.

36. Ifølge præsternes årlige indberetninger til regjeringen var der i Christiania og Christiansands stifter, med undtagelse af begge stiftsprovstierne, i årene 1851 og 1852 følgende antal

af ægteviede par.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
11.310
af levende fødte uægte børn .. .. .. .. ..
3.955

Og ved brevskrivning med præsterne har jeg erhvervet mig adskillige særskilte oplysninger om størstedelen af disse, nemlig

af ægteviede par.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
8.590
af levende fødte uægte børn .. .. .. .. ..
2.868

Ligesom forhen (se § 19) inddeler jeg de to stifter i 7 større egne eller grupper af provsti-distrikter, og ved hjælp af de opgivne tal beregner jeg, hvor stor hyppigheden af de uægte fødsler var i hver gruppe, og det både efter de først anførte fuldstændige og efter de sidst anførte ufuldstændige opgaver. Udfaldet af beregningen findes i Tabel 5.

(Tab. 5. Til § 36.) Hyppighed af uægte fødsler 1851-52.
Sted For hvert 100 ægtevielser var antallet
 af uægte fødsler
efter de fuld-
 stændige opgaver
efter de ufuld-
 stændige opgaver
Gruppe 1 39,4 37,4
» 2 66,3 65,3
» 3 36,0 33,5
» 4 25,7 25,4
» 5 16,3 14,1
» 6 11,6 11,4
» 7 20,2 17,4
Christiania stift 42,2 39,7
Christiansands stift 16,5 14,5
Begge stifter 35,0 33,4

Større tal i tabellen - større hyppighed af uægte fødsler. Hyppigheden er altså størst i gruppe 2, mindst i gruppe 6, og ellers er der samme indbyrdes forhold mellem hver af de 7 grupper både efter de fuldstændige og de ufuldstændige opgaver.

Men denne overensstemmelse viser, at vi nogenlunde trygt kunne stole på de ufuldstændige opgaver. De ere ufuldstændige, fordi der var nogle præster hist og her, som ikke meddelte mig de begjærede oplysninger; men efter at have seet hin overensstemmelse tør vi antage, at de oplysninger, som jeg har erholdt fra de fleste præster eller for de fleste præstegjelde, ere skikkede til at give os et nogenlunde pålideligt begreb om tingen i det hele.

37. Hermed kunne vi gå videre. De ufuldstændige opgaver, som privat ere mig meddelt fra præsterne, indeholde, som sagt, flere oplysninger end de fuldstændige opgaver, som af præsterne ere indsendte til regjeringen. Efter anmodning af mig have præsterne nemlig talt efter, hvor mange af de ægteviede mænd og kvinder samt hvor mange af de uægte børns fædre og mødre der i årene 1851-52 hørte til hver af de to store klasser, hvori jeg tænker mig alt folket inddelt, eiendoms-klassen (kl. I) og arbeids-klassen (kl. II). Til den første klasse er henregnet f.ex. gårdbrugere, kjøbmænd, håndværksmestere o.s.v., til den anden klasse f.ex. husmænd, dagarbeidere, tjenestefolk. Nu anstiller jeg sammenligning mellem antallet af brudgomme og af barnefædre, samt mellem

(Tab. 6. Til § 37.) Uægte fødsler i eiendoms- og arbeids-klassen 1851-52*).
Sted For hvert 100
 brudgomme af hver
 klasse var der føl-
 gende antal barne-
 fædre
For hvert 100
 brude af hver
 klasse var der føl-
 gende antal barne-
 mødre
Kl. I Kl. II Kl. I Kl. II
Gruppe I 21 45 9 52
» 2 26 85 12 92
» 3 19 42 12 46
» 4 12 32 4 35
» 5 10 17 4 21
» 6 6 20 4 23
» 7 11 23 5 28
Christiania stift 19 50 9 55
Christiansands stift 9 20 4 24
Begge stifter 16 44 8 49

*) De tal, som ligge til grund for beregningerne i denne samt i den foregående tabel, findes tilligemed anden fornøden forklaring i Tillæg 4, schema 1 og 6.

antallet af brude og barnemødre, og det for hver af de to klasser, og på den måde får jeg et begreb om, hvor meget de uægte fødsler ere hyppigere i den ene klasse end i den anden. Dette er udført i Tab. 6.

I den oftere nævnte afhandling «Om giftermål i Norge», sidste kapitel, kunde jeg i en del tilsvarende tabeller meddele adskillige oplysninger om forskjellen i de to klasser med hensyn til giftermål. Her vises forskjellen med hensyn til uægte fødsler. Dette slags oplysninger, om forskjellen mellem de høiere og lavere klasser, ere altid vanskelige å skaffe tilveie, og derfor finder man dem kun sparsomt selv i udenlandske skrifter om deslige gjenstande. Men af den grund tør jeg så meget mere bede læseren om at betragte denne tabel med nogen opmærksomhed.

For gruppe 2 står der i tabellens første række tallet 26. Dette betyder jo, at når der er 100 mandspersoner af kl. I (eiendoms-folket), som gifte sig, så er der til samme tid 26 mandspersoner af samme klasse, som blive fædre til uægte børn. Dette bedes atter og atter fastholdt, så det forståes, at et større tal i tabellen angiver et værre, et mindre tal derimod et bedre forhold. Og med dette forhold for øie kunne vi fremstille den lærdom, som tabellen giver os, i følgende 3 sætninger:

1. Forskjel mellem grupperne. I de grupper, hvor forholdet viser sig værre i den ene af de to klasser, er det for det meste også værre i den anden klasse. En mærkelig undtagelse herfra danner dog gruppe 6. Betragte vi forholdet for begge klasser under et (se næstforegående tabel), så frembyder denne gruppe det bedste forhold; betragte vi derimod (efter nærværende tabel) forholdet særskilt for arbeidsklassen, så er gruppe 5 den, som frembyder det bedste forhold.

2. Forskjel mellem kjønnene. I hver af de 7 grupper er inden eiendoms-klassen forholdet bedre for kvinde- end for mandkjønnets vedkommende, medens inden arbeids-klassen det omvendte finder sted, at kvindekjønnet opviser det værste forhold.

3. Forskjel mellem klasserne. Helt igjennem, i hver af de 7 grupper, og i hvert af de to kjøn, er forholdet meget værre inden arbeids- end inden eiendomsklassen. I gruppe 2 f.ex. er der inden kl. I 100 kvinder, som stå brud, og 12, som føde barn udenfor ægteskab, med inden kl. II er der 100, som stå brud, og 92, som føde uægte børn. Man lægge vel mærke til disse tal og forsøge nøie at tænke sig ind i forholdet: lad der f.ex. være en egn, hvor præsterne i løbet af et år ægtevie 100 kvinder af arbeidsklassen, mest husmands-døtre, så er der 92 ugifte, men faldne kvinder af samme klasse, kvinder, som få moders navn, men ikke have konens værdighed - og det i den samme tid, i løbet af det samme år.

Jeg har været i de bygder som hører til gruppe 2, Romerike, Østerdalen, Hedemarken, Gudbrandsdalen, næsten i hvert af præstegjeldene der, - jeg har vandret bygderne igjennem og gået ud og ind i husene og fundet i husmandsklassen så mange tilfælde af dette slags, at jeg ofte kom i tvivl, om jeg også så og hørte ret. Derfor, for at få vished om tingen, samlede jeg disse statistiske opgaver og gjorde op disse regnestykker og fandt det anførte forholds-tal, og dette var så forfærdeligt, at jeg igjen kom i tvivl, om jeg virkelig havde regnet ret. Men når jeg atter gik ud og så mig om i bygderne, da så jeg det samme, og når jeg atter og atter prøvede mit regne-stykke, så fik jeg den samme facit ud. - Så er der da ikke nogen feil i det, og jeg har tilstrækkelig forvisset mig om, at, ligesom løsagtigheden i det hele er almindeligere udbredt inden arbeids- end inden eiendoms-klassen, så har den navnlig i de nævnte bygder udartet blandt arbeidsfolket til en yderlig grad.

38. Jeg har nogle år allerede været på reiser i landet med det formål at blive kjendt fornemmelig med arbeidsklassens tilstand og sæder, og en af mine første reiser, i 1851, gjaldt Hedemarkens husmænd. Jeg opholdt mig mellem dem en måneds tid, og hørte og så den ene ting forunderligere end den anden. Men en ting fæstede sig især i min hukommelse. En husmand kom hen til mig for, som han sagde, at høre mit råd i en sag. Han var formand i en arbeiderforening (det var netop da, at arbeider-agitationen var varmest) og havde fået sig tilsendt fra en boghandler i Christiania en subskriptions-plan på Markus Thranes portræt, og nu vilde han vide min mening, om han burde subskribere på det portræt eller ei. Hans egentlige hensigt var dog nok at erfare min mening om den hele arbeider-agitation, og derfor lod jeg ham sige mig sin mening først. For at kunne samtale i enrum gik vi ud på landeveien, og han meddelte mig sine erfaringer og anskuelser om husmændenes undertrykkelse - alt i de talemåder, som da vare så almindelige, at jeg kunde dem udenad. Til en afvexling og for at få noget enkelt og bestemt at holde mig til ledede jeg, da vi netop under vandringen vare komne i nærheden af hans hus, samtalen hen på hans egne forholde. Herved fik jeg tilfældigvis høre, at en voxen datter af ham, som havde været i tjeneste, nylig var flyttet hjem. «Hvorfor det?» spurgte jeg. - «Jo, for hun er med barn.» «Så? men sig mig: det er vel meningen, at hun skal giftes med barnets fader?» - «Å nei, jeg kan ikke vide, hvordan det kan blive.» - «Kan ikke du som er pigens fader vide noget om det?» - «Å, jeg veed ikke, om det vilde nytte hende at gifte sig med den kroppen, for nu har han fem lokk-unger.» - «Hvad siger du? fem? Forklar mig det!» - «Jo, han er fra (her nævnte han guttens hjembygd) og havde først en unge der; så kom han i tjeneste her i bygden og fik en her og; da han en stund efter reiste hjem, så fik han en til med den første gjenten; da han så anden gang kom her til bygden som løskarl, fik han en unge først med en anden gjente, og bedrev så utugt med dotter mi.»

- Fortællingen gav han mig jo efter min opfordring; men jeg blev oprørt over den ligegyldighed, hvormed faderen fortalte sin datters ulykke og skam. Og nu sagde jeg ham min mening om en arbeider-agitation, som kun ser årsagen til arbeiderklassens lidelser hos andre, men ikke agter på den skam og skade, som arbeiderklassen lider formedelst sine egne medlemmers usæder - sagde ham min mening så rent ud, at han begyndte at forstå den. Men jeg gik ned med ham ind i hans hus og så og talte med den omtalte datter og hendes moder og kunde ikke komme mig af min forundring over den tankeløse ligegyldighed, som havde lagt sig også over deres væsen. - - Men nu efter nogle års forløb synes jeg at kunne forstå det altsammen, nu, da jeg veed, at hine tilfælde fast høre til dagens orden i disse kredse af samfundet. Ondt avler ondt: Ondt er det, at så mange unge mennesker tabe sin dyd og forspilde sin lykke; ondt og værre end ondt er det, at derved sløves og slappes omsider folkets gode ånd. De mange tilfælde af skam danne tilsidst et bjerg af skamløshed, som fast betager os al udsigt til forbedring i folkets sæder.

Ingen tvivl om, at om vi ret kunde gjennemskue forholdene, så skulde det vise sig, at bevæggrunden til den iver, hvormed arbeidsklassen i mange af vore bygder sluttede sig til arbeider-agitationen i 1850 og 1851, for en stor del lå netop i de lidelser, som havde sin rod i det udbredte løslevnet. Man tænke sig en tjeneste-gut, som er udlagt som barnefader! Om en stund afkræves ham årligt bidrag til barnets opfostring, oftest 6 daler, som er halvdelen af den pengeløn, en voxen karl havde for nogle år siden. Nu får han et barn til, og så går hans hele årsløn, og dette skal vare ved til barnets fyldte 15de år. Den gut kan ikke længer tænke på at arbeide sig frem i verden og forbedre sin stilling, og herved er han høilig udsat for at tabe lysten til alt og give sig over og så - som det gjerne går - glæde sig ved ethvert påskud til at give andre skylden for sin ulykke. - Eller lad os tænke os andre gutter, som have mere følelse for ret og pligt, så de ikke forlade pigerne i deres ulykke, men gifter sig med dem. Et sådant par ægtefolk, unge, fattige, uerfarne, sidder da først som inderstfolk i en anden families trange hytte; et år eller to slide de sig igjennem med ustadigt dagarbeide; men så går det ikke længer på den måde: de må få sig en plads med eget hus og jordvei; en plads bliver ledig i nabolaget, men en stor og god plads, og der er mange om budet, så den får de ikke; en anden plads bliver ledig, en skarveplads med liden og ringe jordvei og faldefærdigt hus, men høi afgift, og den må de tage; kakkelovn må de selv skaffe, og da de ikke have råd til at kjøbe, må de leie sig en således, at de for renterne skulle føde en sau, som tilhører kakkelovnens eier; ko må de også leie, og det også således, at de opføde en kalv for eieren; så slide de af sig de få klæder, de havde fra tjener-tiden, og da de ikke have sau at klippe, kunde de ikke virke sig nye; penge have de heller ikke til at kjøbe klæder på sig og børnene, som nu også begynde at slide; så gå de i filler og det både i helg og sykn og ere ikke tilfredse nogen stund og se ingen udsigt til at forbedre sin stilling. Hos mennesker, som først ere komne i en så vrang tilstand, vendes der let op og ned på begreberne om, hvad ret og rimeligt er, og istedetfor at tænke på egne feil og så lære tålmodighed kan det let gå så, at man idelig tænker på, at husbonden satte husmandsafgiften til 6 spdlr. istedet for til 5, som den havde været før, og denne småting lægger man sammen med de andre og får tilsidst den slutning ud, at - «ret nu ere gårdbrugerne her i bygden så hårde, at det går ikke an for fattigfolk at leve, og bliver der ikke snart en forandring gjort, så bliver der ikke anden råd end at begynde en pøbelkrig, - ja - - sætte pøbelen på dem og stoype dem tur garum».(12)

Jeg omtaler ikke dette for at forhåne fattigfolk. Netop jeg har i min oftnævnte bog «Om giftermål i Norge» taget fattigfolk i forsvar mod den slemme beskyldning mod dem, som ofte nok har været hørt, den, at det skulde arte sig værre og værre med deres letsindige giftermål. Men derfor mener jeg også at have ret til at tale om de beklagelige ting af dette slags, som endda ere at se og mærke. Gutter af den fattige klasse ere virkelig snarere til at gå hen og gifte sig end gutter af eiendomsklassen. I Christiania stift har jeg fundet, at af ungkarle, som gifte sig med piger, ere i eiendomsklassen nær 24 af 100 i den unge alder under 25 år, i arbeidsklassen derimod nær 30 af 100, altså 6 mere. Når sligt varer ved år efter år, så kan det let gå så, at der er for mange fattige familiefædre, som søge de husmands-pladse, der blive ledige, og dermed komme disse ligesom til auktion, hvor de kanske allesammen blive dyre. Skaden rammer således ikke blot den enkelte, men for en del den hele klasse. Men størstedelen af disse tidlige ægteskaber inden arbeidsklassen ere foranledigede ved den forlegenhed, hvori løsagtigheden sætter de unge folk.

39. Jeg talte om sløvhed og slaphed i tænkemåde og følelse. Et andet træk deraf er dette, som så ofte har såret mig, at en gut går hen og gifter sig med et fruentimmer, som både en og flere gange har forseet sig med andre mandspersoner og fører sine børn med sig som levende vidner derom. - En ung tjenestepige lod sig bedåre af en gift husmand, som fortalte hende om underlige drømme, hvoraf han og hun sluttede, at han snart skulde blive enkemand, så de kunde «få hinanden». Med ham fik hun barn, og hine drømme-spådomme slog feil. Så kom hun i kjærlighedsforståelse med en tjeneste-gut og fik sit 2det barn - ikke videre. Atter var hun i tjeneste, og i samme hus opholdt sig en fordums straffange, en person på over 50 år, som husbonden havde lovet at tage sig af, for at han ikke ved at komme hjem til sine tidligere omgivelser, i en bygd på Vestlandet, skulde falde tilbage til det forbryderske liv. Hin pige og denne mand såes snart at være så ofte sammen, og af de andre tjenere hørte husbonden, at pigen om natten brugte at lægge sig op i sengen til den gamle. «Det har ingen fare,» mente husbonden; thi den gamle nedbøiede fange talte gjerne om gudelige ting, og det var naturligt, syntes man, om pigen også var kommen til betænkning og gjerne underholdt sig med den i christendom mere erfarne. Lidt efter lidt artede dog tingen sig betænkeligere; det kom til en tilståelse, hvoraf det viste sig, at forholdet var det almindelige nattefrieri, kun med den forskjel, at det her var pigen, der handlede som frier; den gamle måtte skyndsomst reise, og pigen græd i 14 dage, så man frygtede for, hun var frugtsommelig. Så holdt hun op at græde, og kort efter kom hun i forståelse med en ung svenske-arbeider. Denne person havde jeg truffet, og jeg likede ham godt; derfor blev jeg ilde ved, da jeg siden hørte, det var ham, som havde ladet sig fortrylle. Men ægteskabs-lysningen var allerede bestilt hos præsten, så jeg kunde ikke gjøre videre end tale med pigen i enrum og foreholde hende, hvad hun skyldte den mand, som nu vilde forene sin skjæbne med hendes. Men dette, at en ung, håbefuld gut kunde lade sig fange af den forvorpne kvinde, det anfører jeg her som et enkelt exempel blandt mange for at vise, hvilken slet smag og slap moralsk tænkemåde der ikke sjelden forekommer blandt arbeidsklassen i vort land.

Eller hvad skulle vi sige om følgende? Jeg hørte det af en præst, hvis nabopræst begivenheden havde hændt. To brudepar stå på en gang for alteret, og præsten spørger den første brudgom, om han så har rådført sig med Gud og sit eget hjertelag og har besluttet at have den kvinde, som hos ham står, til sin ægtehustru. «Nei!» var svaret. Det må være en misforståelse, og spørgsmålet gjentages. Samme svar. Tredie gang fremsættes spørgsmålet, og tredie gang svares tydeligt nei. Parret vises da bort fra alteret, medens det andet par vies. Derpå går præsten hen til hin forunderlige brudgom, som endnu med sit følge er tilstede i kirken, tiltaler ham alvorligt og vil have forklaring om, hvad denne færd skal betyde. Af forklaringen fremgik det, at bruden under det hemmelige frieri og det ubestemte forlovelses-forhold, som jeg i forrige kapitel talte om, havde modtaget flere frieres besøg, og den frier, der omsider anså sig som seierherre over sine medbeilere, og som nu skulde været brudgom, havde tilsidst gjort en opdagelse af det slags, som for en brudgom jo måtte være den allerubehageligste: jeg mindes ikke om bruden havde født eller snart skulde føde; men hans barn var det ikke. «Og derfor, - så sluttede mandens forklaring - derfor vilde jeg, at hun skulde have denne tort. Men nu kan det være det samme, så at dersom præsten vil vie os, så -.» Og så bleve de viede samme stund.

40. Der er enkelte gammeldags bygder, hvor der i levevis og sæder ikke er så stor forskjel som andetsteds mellem eiendoms- og arbeidsklassen. I en sådan bygd blev jeg kjendt med en bondefamilie, som ret var bleven rammet hårdt af nattefrieriets forbandelse. Det er 4 voxne børn, 3 døtre og 1 søn. Sønnen har et uægte barn med en gårdmandsdatter, men har senere giftet sig med et andet fruentimmer. Den ældste datter havde et barn med en gårdmandssøn; men denne har siden giftet sig med et andet fruentimmer, og hun selv er nu gift med en anden mand, medens barnet opfostres hos moderens forældre. Den anden datter fødte et uægte barn i september måned, og i august måned samme år havde en anden gårdmandsdatter i grænden fået et uægte barn med den samme gut, som hin anså som sin kjæreste, og som kort efter blev forlovet med et tredie fruentimmer. Den tredie datter har også et uægte barn med en gårdmandssøn, der nu er gift med et andet fruentimmer. Begge disse to døtre ere med sine børn hjemme hos forældrene. Den sidstnævnte var dog nær bleven gift; thi medens hun var hemmelig forlovet med den gut, der blev fader til hendes barn, kom en anden gut og meldte sig hos forældrene som frier, og pigen måtte gå ind på dette parti; brylluppet var allerede bestemt, og adskillige forberedelser og bekostninger dertil gjorte; da får brudgommen en vis mistanke, og under et eller andet påskud forlanger han brylluppet udsat; pigens forældre ville nødig gå ind herpå, men holde på aftalen, så gutten tilsidst rent ud erklærer, at han så lige gjerne at det hele blev forbi. Nu måtte pigen tilstå, at hun var frugtsommelig med sin første og hemmelige kjæreste, og en ven af huset blev sendt til denne for atter at knytte den for en tid afbrudte forbindelse. Gutten benægtede intet, men erklærede dog, at nu havde han tabt lysten på dette parti. «Og heri kunde jeg ikke sige ham imod,» så sluttede hin husven og min hjemmelsmand sin fortælling.

«Har du stor familie?» spurgte jeg en mand, som jeg fandt boende i et jordhus. Fra først af havde han gravet sig ind i en bakke og indrettet sig der på den allertarveligste måde, men han er en fiffig fyr, og efterhvert som familien voxede til, og fordringen til husbekvemmelighed tiltog, så foretog han udvidelser af sit hus og skaffede sig flere rum, alt ved gravning indover. «Har du stor familie?» Jeg husker ikke nu, hvor mange børn han nævnte. «Men ham der» - her pegte han på en smågut - «veed jeg ikke, hvad jeg skal sige om.» - «Hvorledes det?» måtte jeg spørge - «Jo, han kom til, før jeg blev gift med moderen, ja hende, jeg nu har til kone. Hun vilde endelig have det til det, at jeg skulde være fader til ungen; men jeg synes, jeg skulde være vis på, at jeg var det ikke, og jeg var alt på veien til thinget for at fralægge mig faderskabet med ed, men så var der en, som rådte mig fra at gjøre det, og så tænkte jeg selv, det fik ligeså godt være det samme.»

41. På en af mine vandringer blev jeg opmærksom på et besynderligt hus; der var vindue, og i den stod en blomsterpotte; der var skorsten, og den stod der røg op af: det var altså en beboelses-stue; men den var så besynderlig liden, at jeg måtte ind og måle den. Den var firkantet og holdt 3 1/4 alen på hver kant. Her var seng, kakkelovn, skab, bord, 2 stole og 2 gamle mennesker. Det var mand og kone på omtrent 70 år, men dog raske til sin alder. Manden sad inde, og under min lange samtale med ham kom en søn af ham til. De gamle havde før boet i et lidt større hus ved siden af med en smule jordvei til; men denne herlighed overlode de til sønnen, kjøbte så et gammelt stabbur, flyttede dette hid, gjorde deraf hin besynderlige lille stue og indrettede sig der som fattigfolk. Den snaksomme gamle mand fortalte mig en hel del om sin fortid og nutid. Til hans nutid hørte den omstændighed, at han og konen havde «halv hjælp» af fattigvæsnet, eller «fuld hjælp for en enkelt person», nemlig 36 bpd. havremel og 1 ½ spdlr.; han underrettede mig ellers om, at efter den gamle taxt skulde der til de 36 bpd. høre 2 spdlr. i penge, og at det var «skreint mjøl», han fik udleveret, «for gårdbrugerne male omfram til de fattige for ikke at tage af kokmjøl-hølen deres egen». «Ja, det er nok så,» bemærkede sønnen derved, «at de synes, det ringeste er godt nok for fattigfolk.» - «Hør, gamle!» ytrede jeg; «jeg kunde unde dig 100 bpd. godt mel og mange daler i penge - men ikke en mark mel og ikke en skilling i penge af fattigvæsnet». - «Ja, men hvem skulde da have godt af alt det, som fattigkommissionen ligner ud over bygden, når det ikke skulde være slige gamle og udlevede folk som jeg og konen min?» - «Ja, men hvem skulde da have godt af den møie med at opdrage sønner og døtre, når det ikke skulde være den gamle fader og moder?» mente jeg. - «Ja, det skulde nok være så,» svarede den gamle; «men det går nok, som et ordsprog siger, at 1 fader kan opdrage 10 børn, men de 10 børn kan ikke hjælpe 1 fader. Det er nok de fattige, som er ment, kan jeg tro.» «Ja, det er nok sikkert,» tilføiede sønnen med en egen tvær latter; «børnene blive nok også fattige, hver for sig, sådan som tiden er nu.» - «Som tiden er nu? i 1856?» tog jeg meget ivrig i. «Du er jo håndværker, og nu er det bedre tid for håndværkere end nogensinde før. Lad mig høre: Du er gift?» - «Ja, jeg er nu det.» - «Hvor gammel var du, da du giftede dig?» - «Nei om jeg veed det.» - «Hvor gammel er du nu?» - «Nu er jeg vel i mit 38te år.» - «Godt, og hvor mange år har du været gift?» - «Det skal nok være 14 år, nu.» - «Nu vel, så var du en ungdom på 24 år, da du gik hen og giftede dig. Skulde alle gjøre så, da gik det ilde med de fleste. Var det kanske så, at du havde fået barn med din kjæreste?» - «Nei, det var ikke så heller.» - «Det var altså ikke nogen fornødenhed for dig at binde dig med giftermål i så ung alder. Men lad høre videre: Har du stor børnehob?» - «Har fire.» - «Se, det var jo ikke nogen forskrækkelig mængde, det.» - «Ja, vi have en til, en gjente; men hun er alt borte hos folk.» - «Så er hun kommen tidlig frem i verden og har vel ikke kostet dig så meget. Jeg skjønner ikke andet, end at du og dine sødskende måtte kunne hjælpe forældrene Eders ialfald med noget.» - «Å nei, det er nok ret så, at de unge kunde trænge til hjælp af kassen ligeså vel som de gamle; for når en går bort i gårdene på arbeide, så kan han tjene 10-12 skilling dagen, og det forslår ikke til at føde familie.» - «Og det siger du, som er håndværker? Kom - jeg må ind og se, hvordan du har det i din stue.» - «Ja, så skal De nok se, det er småt og usselt.» - - Og dette var et sandt ord af ham. Jordveien til hans plads var så ringe, at der ikke kunde fødes enten ko eller sau eller gjed; det var kun en potetes- og en havreager med et gjerde om. Men nu lå nogle af gjerde-staurene på skorstenen og underholdt en svag ild. På ilden stod en kaffekjedel; omkring den sad 4 børn mellem 3 og 13 år, og lidt længere borte sad konen ved rokken. Konen var sygelig og sløv, og børnene vare blege og forknytte. Jeg stak en to-skilling til det tre-årige barn; men istedetfor at det er min jevnlige moro og forundring at se på, hvorledes bitte små husmandsbørn kunne forstå sig på skillinger og glæde sig over dem, så turde dette barn ikke tage imod gaven, men vendte sig bort; en ældre søster, som passede den små, fik da skillingen og tok imod den, med tak vistnok, men uden noget glædes-smil. Heller ikke på de andre børn såes mine skillinger at gjøre nogen virkning. Tingen forekom mig betænkelig. «Hvad have disse børn spiist idag?» henvendte jeg mig til moderen og så på uret, at klokken gik til 12. - «Å, de have nok ikke spiist noget idag.» - «Aldeles ikke noget?» - «De have fået en tår kaffe og ædt i sig nogle kolde potetes fra igår.» - «Hvad skulle de få til middag?» - «Det får nok blive det samme.» - «Har du ikke noget sul-mad at give dem? har du ikke mel at koge, har du ikke noget brød? Lad mig se mad-skabet!» Her reiste konen sig og åbnede skab-døren, og jeg efterså alt på det nøieste: der var et kræmmerhus med lidt kaffe og nogle potetes i en pose - ellers lutter tomme kopper og kar. Forrige høst slagtedes rigtignok en gris; men den var kommen til ved St. Hans-tid, så en kan vide, den var liden, og den var nu længe siden fortæret. For melk må man både tigge og betale, thi alle synes de, at de behøve den selv. Mel er det vanskeligt at få kjøbt for fattigfolk, for bønderne synes ikke det lønner umagen at veie ud i markevis, og brød falder så dyrt, når man skal kjøbe det bagt, o.s.v. - Jeg satte mig ned på bænken og overså husets eneste stue. «Hvor har du helgedags-klæderne dine?» spurgte jeg manden. «Eier ikke mere end det, jeg bærer på kroppen,» svarede han. Det samme var på det nærmeste tilfældet også med konen og børnene. Jeg tog en bog ned af hylden og læste med det ældste barn, og det viste sig, at yderlig fattigdom og god børneopdragelse ikke lettelig følges ad. Imidlertid var manden gået ud, og jeg søgte ham op i enrum. «Her er jo,» sagde jeg til ham, «et af de fattigste huse, jeg har seet, og du er ung, frisk mand og dertil håndværker. Forklar mig, hvorledes dette går til! Er det kanske så, at lysten til stærk drik har fået magt over dig?» Nei, det var ikke så; derom forsikrede han mig på en sådan måde, at jeg måtte fæste tiltro dertil. Men så vilde han atter forklare mig om de vanskelige tider (ikke arbeide at få for alle, alting dyrt at kjøbe o.s.v.), og denne forklaring kunde jeg heller ikke forstå. Jeg gik atter ind i stuen, stoppede min pibe, forsøgte at spøge med børnene og indledede samtale med konen, for om mulig at få opløsning på gåden. Forklaringen var tarvelig: de vare fattigfolks børn og havde begyndt i fattigdom på egen hånd; der skulde vel nogle være fattige i verden o.s.v. Ved denne leilighed kom konen til at tale om sine fire børn. «Men I have jo fem?» bemærkede jeg. - «Ja, den ældste gjente er ude og tjener.» - «Tjener hun for løn?» - «Ja, hun tjener da for løn.» - «Hun må være konfirmeret da?» - «Ja, hun er da det.» - «I have været gifte i 14 år og have en konfirmeret datter?» - «Jo, hun er konfirmeret.» - Jeg havde ikke hjerte til at trænge videre ind på konen, da jeg syntes at forstå, at disse folk i sin tidlige ungdom havde havt barn sammen, og at de derfor havde kommet til at gifte sig så tidlig og i fattigdom. Kun undrede det mig, at fattigdommen fremdeles skulde være så yderlig stor, og at de skulde ville fordølge hin omstændighed, da jeg ellers er vant til, at fattigfolk tale ligefrem med mig om sådanne ting. - - Men siden erfoer jeg af andre, at en rigmand havde formået gutten til at lade sig kalde fader til pigens barn og at ægte pigen selv. På sådan måde var denne familie bleven stiftet, og nu syntes jeg at forstå, hvorledes der ingen velsignelse kunde være i huset.

42. I en af Oplandets større bygder, i en udkant af bygden, hvor der bor mange smålændinger og fattige rydnings-husmænd, viste det sig på forskjellig vis og tildels ulykkelig måde, at stemningen var meget ophidset under arbeider-agitationen i 1851, og en mand, som var den egentlige anfører for bevægelsen her på stedet, havde jeg hørt omtale således, at jeg ikke gad opsøge ham, da jeg et par dage opholdt mig her. Men tilfældigvis traf vi hinanden, og vi sloge følge sammen 1/2 mils vei, da han skulde til sit hjem, og jeg agtede mig der forbi og kunde behøve en veiviser. Vi samtalte om meget og mangt, i førstningen med nogen tilbageholdenhed på begge sider, men lidt efter lidt friere. Den største del af tiden optoges med fortællinger af ham om gårdbrugernes overmagt og hårdhed imod husmændene, og for at bevise sandheden af sin tale førte han mig nu og da ind i et og andet hus, hvor vi rigtignok så tegn på stor fattigdom, barkebrød, ben-mel o.s.v. Oftere måtte det dog forblive med en mundtlig forklaring af min fører om de familier, hvis huse vi gik forbi. Det var noget ganske eget at gå igjennem en fattig bygd på den måde, og tingen begyndte at interessere mig, trods det meget sørgelige og uhyggelige, jeg måtte høre. «Hvem bor der?» spurgte jeg og pegede på et hus oppe på bakken. «Å, der bor et par stakkels gamle folk - ja, og så er der nok en datter hjemkommen, som var i tjenesten, men som har fået en lokk-unge.» Men lignende familie-historier havde jeg allerede fået en hel række af, og nu forgik tålmodigheden mig med hans snak om gårdmændenes undertrykkelse med fattigfolk. «Ti nu still med alt dit snak om stor husmands-afgift og liden dagløn; tro mig: om I så fik 100 nye love istand, så bliver det ikke bedre dermed, før fattigfolks børn lære at agte sig selv bedre, så de ikke selv skulle ødelægge sin egen fremtids lykke. Vil du klage over gårdbrugerne, så klag over det, at de ikke bruge sin husbonds-myndighed til at holde kådheden i ave - klag over det, at de ofte uden fornødenhed anvise sine unge tjeneste-gutter og tjeneste-piger natteleie i fæ-huset, hvor kådheden får for frit spil! Sligt er kanske skylden til den bedrøvelighed, som du fortalte mig om i hint hus.» - «Ja, det er rigtig sandt,» svarede han i en besynderlig smigrende tone; «det er det, som jeg også siger.» - «Siger du det? Den tale har jeg ikke hørt af nogen anden bonde her i egnen.» - «Nei, der er nok ikke mange bønder, som ændse den ting videre. Men jeg er selv husmandssøn og har været tjenestegut, så jeg har erfaring nok om, hvordan det går til, og nu, da jeg selv har gårdsbrug og gut og pige, nu har jeg altid fulgt sådan skik, at de have sit soverum hver for sig, og jeg har aldrig tilladt det gamle væsen i mit hus.» Jeg så på manden og holdt fra nu af ørene dobbelt stive. Under forskjellig samtale nåede vi hans hus; jeg gik ind og drak en skål med melk og gik videre; men han fulgte mig et stykke endnu for at vise mig veien til mit bestemmelses-sted og for i hemmelighed (nu, da det var sent på aftenen og halv-mørkt) at fortælle mig, hvorledes øvrigheden havde behandlet ham med uretfærdighed: han var bleven dømt til tugthuset og havde udstået sin dom, men var aldeles uskyldig, og årsagen var den, at sorenskriveren vilde hevne sig på ham efter et gammelt uvenskab. «Sandelig, nu lyver du! Jeg har også været på tugthuset: i 5 år har jeg hver søndag været på tugthuset for at samtale med fangerne, og mange hørte jeg klage over uretfærdig dom, men ingen fandt jeg klage med rette. Og jeg hører på stemmen og tonen i dine ord, at du lyver.» Han begyndte at bande og sværge. «Band ikke! Men siden vi ere komne til at tale sammen i oprigtighed: Den smågut, jeg så i huset, er han dit barn?» Nei, det var en fremmed, han havde taget til sig. «Nu, men hvorfor var din kone så stille? er hun syg, eller hvorledes have I det sammen?» « Å jo, jeg kan da ikke sige andet, end at jeg holder af hende, for det skylder jeg jo; men det har sig rigtignok så med hende, at hun er liden af forstand og små af begreb.» - «Hør mit sidste oprigtige ord: Jeg tror heller ikke på den tale om, hvorledes du vågede over dine tjenestefolks dyd.» Atter vilde han bande; men i en tone, som jeg tør tro røbede både inderlighed og iver, bad jeg ham holde inde. Og nu skiltes vi. Men en bonde, som lod til at kjende manden meget nøie, gav mig først tilstrækkelig forklaring om tugthus-dommen, og fortalte mig dertil dette: Manden anviste ganske rigtig tjenestepigen særskilt soverum og hindrede gutterne fra at søge hende, men således, at han lukkede hendes dør om natten med lås for selv alene at besøge hende; med en og samme tjenestepige havde han havt to børn, og det ene var den gut, jeg så i hans hus!

43. Det var, som jeg tror, jeg allerede har fortalt, ved begyndelsen af 1851, at jeg overtog det hverv ved reiser og på andre måder at anstille undersøgelser om de lavere klassers kår og sæder. Derved blev der jo givet mig anledning til at se mig om i landet, således som det kun falder i få menneskers lod, og fuld af lyst og muntert mod tiltrådte jeg min første reise. Men da, i den første sommer, mødte mig dette sidst fortalte exempel på liderlighed og nederdrægtighed, og det hos en mand, som vilde være en af arbeiderfolkets førere og talsmænd, og dette exempel traf til at danne ligesom høidepunktet i en hel række af sørgelige erfaringer, som jeg i løbet af et par måneder havde måttet gjøre med hensyn til den sædelige tilstand inden arbeidsklassen. Jeg kan vanskelig forklare, hvilket voldsomt indtryk det gjorde på mig, og netop disse det første års sørgelige erfaringer have havt en væsentlig indflydelse på mit livs skjæbne: fra Christiania var jeg reist ud på landsbygderne med den tanke (som jeg mener også mange andre have næret), at her skulde jeg finde renere sæder og blidere tilstande; men netop her fandt jeg tilstanden så mørk - mørk i sig selv og mørk for forstanden, som ikke kunde fatte, hvorledes en sådan tilstand kunde have udviklet eller vedligeholdt sig i vort land, ikke fatte, hvorledes under en sådan usædelighed familielivet kunde hænge sammen og samfundet bestå - og det blev min bestemmelse at gjøre et yderste forsøg på at skaffe lys her, om det så skulde koste mig nogle år af mit liv. Forsøget har også kostet mig nogle af mine bedste år, og længe varede det, før tingen begyndte at klare sig for min egen forstand, og længe varede det, før jeg fandt noget tegn til begyndende lysning i selve den mørke tilstand i landet, og den sindslidelse, jeg derunder måtte prøve, kan jeg måske bedst forklare ved at sige, at mine bedste timer i lange tider vare de, i hvilke jeg fordybede mig i de mange tal og beregninger, hvorefter jeg (til forundring og misfornøielse for mine venner, som vel havde ventet noget livligere af mig) - skrev en bog om dødeligheden i Norge - thi da glemte jeg min fortvivlelse over hin fordærvelse og slethed og over min egen uformuenhed til at øine begyndelse og ende derpå.

Men jeg fortsætter med at fortælle, hvorledes jeg, om end ofte i en nedtrykt stemning, fortsatte med mine iagttagelser og lagde an på at hele klasse af kvinder, som hun tilhørte, kvinder, hvis feiltrin ikke formildes derved, at de kanske betragtede sig for kjærestefolk sammen med deres elskere, men som deltog med gifte mænd i ægteskabs-brud og dermed ikke alene nedbrød familiens fred, men samlede over sit eget liv en straf af skam og ulykke, som de selv måtte have forudseet. Jeg kaldte det en hel klasse af kvinder; thi deres tal er ikke lidet. Og til dette tal kan endnu regnes de vel endnu flere kvinder, som hengive sig til mænd, der ellers i livet ifølge begreber og vedtægter stå så langt fra dem, at der vist ikke på nogen af siderne har været nogen alvorlig tanke om senere ægteskab, f.ex. når fattige husmænds uanseelige døtre falde for løitnanters eller kontorbetjentes eller velhavende gårdmandssønners lidenskab.

Af de opgaver, som ligge til grund for Tab. 6, kan jeg anføre følgende:

1) Mænd af eiendomsklassen, som giftede sig
a) med kvinder af samme klasse.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2552

b) med kvinder af arbeidsklassen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

  686

tilsammen

3238,

2) Mænd af arbeidsklassen, som giftede sig
a) med kvinder af samme klasse.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

4704

b) med kvinder af eiendomsklassen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

  648

tilsammen

5352,

1) Mænd af eiendomsklassen, som blev fædre til uægte børn
a) med kvinder af samme klasse.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

159

b) med kvinder af arbeidsklassen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

  350

tilsammen

509,

2) Mænd af arbeidsklassen, som blev fædre til uægte børn
a) med kvinder af samme klasse.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2274

b) med kvinder af eiendomsklassen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

    85

tilsammen

2359.

Heraf sees den store forskjel mellem de to klasser, at mænd af eiendomsklassen mest gifte sig med kvinder af sin egen stand og klasse, men mest vanære kvinder af den lavere stand.

Og dersom vi havde ligedanne opgaver særskilt med hensyn til de kvinder, som indlade sig i det forargelige forhold med ægteskabsforbrydere, skulde vi vist finde, at også andre for størstedelen tilhøre arbeidsklassen eller den fattigere del af befolkningen.

Det, som for fattigfolk skulde opveie savnet af de riges mange fordele, skulde netop være deres ære og dyd. Men nu viser det sig som regel, at fattigfolk vise mindre omhu for dette klenodie. Hvor jeg har anstrængt mig for at trænge ind i folkelivets inderste folder og se grunden til denne ligeså unaturlige som ulykkelige regel! «Grunden? Den behøve vi ikke at spørge om. Det er jo noget, som vi engang for alle vide, at, om der end kan være enkelte sædelige folk blandt de fattige lige så vel som enkelte lastefulde blandt de mere velstående klasser, så har det nu altid været og vil vel altid være så i det hele og store, at fattigdom og usædelighed (drukkenskab, løsagtighed, tyvagtighed) følges ad. Der er ikke videre at sige om den ting.» Så vil man svare mig. Men jeg giver mig ikke for dette svar. Thi fattigdom og usædelighed skulde netop ikke følges ad; fattigdommen skulde netop allermest stræbe at fjerne sig og virkelig holde sig fjernt fra usædeligheden. Og når det alligevel er så ganske modsat, så kan der vel være en grund til at spørge om grunden og anspænde sin tanke for at finde svar på spørgsmålet.

44. I en fjeldbygd i Christiania stift hændte det for nogle år siden på en stor, vakker gård, en af de anseeligste i bygden, at kreaturene i fjøset «lagde sig på reis», d.e., de bleve syge, så de ikke kunde stå på benene, og det alle på en gang (reis). Noget sådant var hændt i samme fjøs et år eller to forud, og da blev der gjort bud på en «rone-kong», en person, som næst konens tiggeri og fattigvæsnets hjælp med flere af hans børn ernærede sig med den foragtelige bestilling, som hint navn antyder. Han gik op i liden og fandt en orm, en bu-orm, tog den med sig, borede et dybt hul i en af fjøs-stokkene, drev ormen levende ind der, og satte en prop for hullet. Dette middel skulde afværge skaden og forebygge den for fremtiden, og derfor forekom det folk mærkeligt, at ulykken kom igjen med forøget styrke. Nu, da ulykken, som sagt, anden gang indtraf på gården, blev foruden hin «ronekong» også en «doktor» kaldet til, en doktor, som er så gjæv, at han kjører med egen hest og slæde. Da han nærmede sig til gården, ytrede han til den karl, der var sendt som bud efter ham, og nu stod bag på slæden: «Mon jeg tør tage hesten min med ind på gården? Å jo, jeg mener nok, jeg tør.» Og dermed fik karlen bestyrkelse for den almindelige mening, at den mand nok havde magt over troldskaben - thi at der var troldskab på gården, det var greit; det sagde også doktoren selv, at ulykken var kastet på kreaturene af «avunds-folk», og han tilbød sig at sende ulykken tilbage hjem til dens ophavsmand. - Se, denne fortælling havde jeg hørt sammen med en hel hoben historier af samme slags, som det vrimlede af i bygden, og tingen blev mig alvorlig, da jeg erfoer, hvorledes i mange tilfælde bestemte personer bleve udlagde som ophavsmænd til de sygdomme, som nu og da traf kreaturerne eller også menneskerne. Om «doktoren» blev det mig også sagt, at foruden at han havde med sig et skrin med medicin-flasker, brugte han også hemmelige midler. «Hvilke da?» spurgte jeg. «Å,» blev der svaret (og det var en i andre måder meget forstandig mand, jeg talte med), «å, jeg tror nok, det er ikke andet end naturen, han bruger.» «Naturen?» spurge jeg igjen. «Ja, selve naturen, som vi gå på - ja, det er nok dokumenter fra kirkegården, når jeg skal sige alt lige ud». Og ved samme leilighed blev det fortalt om doktoren, hvorledes han kom kjørende over isen, og en mand, der var gående, fik stå bag på; da de så kom til kirken, stod doktoren af og sagde til den anden: «Kom med!»; men denne vilde ikke, for det var sent på aftenen og mørkt; doktoren gik da alene hen til kirkedøren og blæste i nøklehullet; dermed gik døren op. - Efter at have hørt flere af disse uhyggelige historier, som selv bønder, der vilde være christelig oplyste, troede på, opsøgte jeg ikke alene ronekongerne selv, men også flere af de personer, som skulde have været øienvidner til begivenhederne; med sådan hensigt gik jeg også hen til hin gård, hvor alle kreaturene «havde lagt sig på reis». Jeg fik først bonden selv i tale; lidt efter lidt kom hans voxne søn og datter til. Det varede ikke længe, inden vi vare midt op i sagen. Både fader og søn troede afgjort på troldskaben. Jeg ytrede min mening om tingen; men de forsvarede sin. «Det er da ikke bare på min gård, det er hændt. Det er mange steder her i bygden, at der har været slig otrevnad på buskapen, og alle så ville de have det til det, at det skal være gjort af ondskabsfuldt folk eller med åkast, som de kalde det. Det er sjå'ande til, at her er meget stygt folk, som kan gjøre sligt.» - «Men du, min mand, tror du selv dette?» - «Ja, det er ikke godt at vide, hvad en skal tro.» - «Jo, min ven! Jeg synes, det er ganske godt at vide, hvad en skal tro. Ondskabsfulde folk kunne gjøre ondt med øx og kniv og giftige urter, det veed både du og jeg; men med usynlige ting kunne de ikke gjøre en ko syg.» - «Nei, de skulle ikke gjøre det, for det kan da ikke være ret, det vide vi.» - «Så I tegn til, at der havde været fremmede folk i fjøset?» henvendte jeg mig til sønnen. - «Ja, det så nok ud til det,» var svaret. «Hvad så I da?» - «Å, det var nu forskjelligt. Det var stødt slig uro og ulåt i fjøset, og kreaturene baulede og kastede sig på båsen.» - «Men hvad så I som tegn til, at det var mennesker, som havde bevirket dette?» - «Å, det var nok forskjelligt det.» - «Ja, men det er just dette, som jeg gjerne vil vide.» - «Med forlov» - sagde gutten, med en egen bestemt tone - «vi har nok ikke seet den mand før her på gården. Hvorfor spørger du så meget om dette?» - «Af den årsag, som jeg har sagt: jeg har hørt tale om troldskab her på gården, og det er et stykke, som vi endelig bør have fuld vished om. Derfor spørger jeg endnu, hvad tegn og mærke I egentlig have på det. Eller vil du bonde, og du, min gut, hjælpe troldene at holde det hemmeligt?» - «Det var nu den pose, de fandt,» sagde datteren lidt ivrig, da faderen og broderen taug. «Hvad slags pose?» - «En pose med noget stygt i.» - «Hvad for noget stygt?» - «Hår og negl og sligt mere.» - «Hvorledes blev den funden? af budeien?» «Nei, det var en karlsperson, og han er i værelset ved siden af just nu.» - «Ham må jeg tale med, lad ham komme ind!» Og ind kom selve ronekongen. «Har du i fjøset fundet nogen pose med hår og negl i?» spurgte jeg ham strængt. «Ja, det gik, just som jeg havde sagt - svarede han med djervhed. - For det var godt at skjønne, at det måtte være åkast, og jeg sagde strax, da jeg kom til gården, at der var nok en pose, og jeg bød mig selv til at tage den. Og ja Gud lå den i båsen til bjelde-koen også!» «Og de hørte - føiede bonden til -, hvorledes det let og skreg i ham, da han fandt den, - ja, det var ret betydeligt, var det - han faldt ikuld i båsen, ligesom han skulde være rent afmægtig.» - «Ja, det var et stridt værk - fortsatte ronekongen -; jeg har aldrig havt slig en strid - der stod en så stærk lugt af posen.» - «Nei, det kjendte jeg ikke til,» bemærkede bonden. - «Ikke det? ja, da kjendte da alle andre det.» - Jeg lod ronekongen gå med den beskjed, at jeg vilde tale med ham siden i enrum, og jeg fortsatte samtalen med bonden samt hans søn og datter. «Jeg holder det for rimeligt, at denne karl, som tog posen op af båsen, selv havde lagt den der for at få betaling for det store værk at tage den op igjen.» «Nei, de vilde nu have det til det, allesammen, at det skulde være gjort på skade af ondt folk,» således vedblev bonden med sit. Nu var tålmodigheden nær ved at forgå mig. «Du vil jo være en forstandig mand og din søn også. Så lad os da tale forstandigt sammen. Når der kommer frost på ageren eller når et menneske falder i nervefeber, eller når der kommer ildebrand og ødelægger et hus, så sige I selv, at det går naturligt til under Herrens styrelse; kun når der træffer noget uheld i fjøset, så skal det hedde avund og åkast og troldskab - men dette er jo bare gammelt kjerring-sladder. Vi må ikke være så enfoldige og overtroiske.» - «Ja, men det kan da hænde med folk også, sige de,» indvendte bonden. - «Folk?» - «Ja, det er ikke længer siden end ifjor.» - «Ifjor?» - «Ja, det var en gjente, som tjente her på gården.» - «Her på gården?» - «Ja, hun blev så svært låk, at det så ud, som hun skulde gå til.» - «Hvorledes det da?» - «Jo, det begyndte i det venstre øre på gjenten, og det kom så bråt og tog hende således over det hele, at ingen havde seet sligt.» - «Og var det åkast?» - «Ja, for det var da ikke som anden sygdom.» - «Men hvad i al verden have I da til bevis for, at det skulde være således kastet på hende?» - «Ja, de vilde nu have det til det, alle de, som så gjenten og skulle have vet på sligt.» - «Så I da noget troldskab, som ondt folk kunde have laget til? fandt I kanske nogen slig styg pose i sengen hendes?» - «Nei, det var nok på en anden måde med hende.» - «Ja, men jeg vil have besked om denne anden måde!» - «Hun sagde da selv, gjenten, at hun havde fået det ind just i det venstre øre, og det var kommet med læsnad.» - «Med læsnad? med onde ord, som vare læste ind i øret hendes? I må forklare dette for mig, godt folk.» Men også her var datteren raskere og modigere end både faderen og broderen. «Det var nok - tog hun til orde - en krop, som kom til hende.» - «Når kom han da til hende?» - «Å, det var om natten.» - «Nu forstår jeg: en natteløber, en frier?» - «Ja, det var da på den måden, han kom.» - «Og han lagde sig vel op i sengen til hende, som de pleie?» - «Ja, det var just det. Hun lagde sig til at sove, og han blev der, han.» «Så det skulde være ham, som havde blæst værken ind i det venstre øre på pigen? Hun blev vel ikke videre blid på den frier siden, skulde jeg tro?» - «Å nei, hun kjendte ham ikke; hun havde nok en mening om, hvem det var, men ikke for vist.» - «Men hvad siger du, min pige? skulde hun ikke kjende den person, som lagde sig i sengen hos hende?» - «Det var da mørkt, meta (må vide)». - «Og hun spurgte ham ikke efter navnet?» - «Å nei, hun traf ikke til at gjøre det.» - «Og han nævnte sig ikke?» - «Nei, han gik bare og lagde sig hos hende, kroppen. Å jo, de taltes vel ved; men det var ikke noget videre, sagde hun.» - «Nu har jeg reist vidt; men aldrig har jeg truffet til at høre sligt, som du der fortæller mig, min pige. Det ser da rigtig ud som, at den gjente ikke har havt det ringeste begreb om undseelse og blufærdighed?» - «Å nei, det er nok tidt, det går så, og så ændste hun ham ikke større, men lagde sig til at sove at.»

Det var som sagt bondefolk, jeg talte med, og det på en af de bedste gårde i et stort præstegjeld; med megen omstændelighed fortalte de, som man har seet, hvorledes gjentens ørepine skulde være opkommen, og tingen lod til at have vakt den største opsigt, så folket på gården og i naboskabet havde studeret ud den mest fabelagtige forklaring om sygdommens grund og væsen. Men ikke med et ord eller en stavelse gav man tilkjende, at man misbilligede den opførsel af gjenten, at tage ukjendte folk ind i sengen til sig. Dette blev meget mere omtalt som noget, der tidt kunde gå for sig, og som det ikke faldt nogen ind at laste!

Og nu syntes jeg, at jeg strax forstod adskillige ting, som jeg før havde hørt om i samme bygd. F.ex. denne. «Jeg kjender din svoger,» sagde jeg engang til en hæderlig bonde, som jeg glædede mig ved at have gjort bekjendtskab med, «jeg kjender din svoger, en pyntelig ung mand at se til. Men af kirkebogen veed jeg, at han har havt barn med en pige. Sig mig: mon han holdt af hende og engang tænkte på at ægte hende?» - «Å nei, det var nok ikke på den måde. Og det kan nok være, at han har lidt noget uret der.» - «Hvorledes det?» - «Jo, han havde været i lag med nogle andre unge karle en kveld, og på hjemveien var han inde på den gård, hvor hun tjente, og der lå hun i fjøset, rigtig efter den skikken, som kandidaten har lastet på. Da så gjenten blev barnlåk, så var det nu det første spørgsmål af jordmoderen, hvem der var fader til barnet; for det pleie de. Og så nævnte hun en, og det var ikke svoger min. Men så varede veerne noget længe, og så sagde de til hende det, at hun nog fik sige sandt, lige så godt først som sidst. Så gav hun op en anden en, og dermed gik det som en time eller så. Men da hun gav op en tredie en, og det var svoger min, og så åtte hun barnet, og så blev han skreven, og han kunde da ikke vel andet end stå ved det, han.»

45. Men hvor mange piger der ligne denne, piger af arbeidsklassen på landet, ak, hvor mange! Og når selvagtelsen og den naturlige blufærdighed hos mange er bleven så usporlig ringe, så er det ligesom en naturlig tingenes gang, at enkelte rage frem over de øvrige i slethed således, at al agtelse for menneskeværd synes forsvundet hos dem. I en bygd i Christiania stifts opland gav dette sig på en frygtelig måde tilkjende ved en justits-sag, som for nogle år siden blev drevet mod et fruentimmer, der havde ageret jordemoder, og derunder havde betjent en hel del piger med midler til at fordrive deres fostere. Men i hin bygd, fra hvilken jeg nu sidst fortalte et par exempler på, hvorledes kvindelig blufærdighed kan være uddøet, hørte jeg en bonde fortælle om en pige, en husmandsdatter, der står for mig som et endnu værre uhyre af et menneske.

Først havde en husmand fortalt mig en historie om en forlovet pige, der var en slægtning af ham. Det var så, at en dag kom der til pigen en kjending af hende og fik lånt en kirkegangskjole. Kort tid efter blev kjolen rigtig bragt tilbage; men da så eierinden engang skulde tage den på, blev hun opmærksom på, at der i den fold på skjørtet, som hedder «mod-folden», var tre «klyp». (Jeg havde nylig hørt om en hest, som pludselig var bleven syg, og som man ved undersøgelse fandt mærket på samme måde: tre klyp, som med en sax vare klippede i manen, således, at de vanskelig kunde opdages, men dog tydelig kjendes. Sådanne klyp skulle være fordægtige tegn af en avindsmand, som ønsker ondt.) Pigen blev så meget mere bekymret ved at se dette tegn på sin kjole, som hun snart skulde have bryllup, og det især er på bryllupsdagen, at det onde skal kunne ventes. Den før omtalte hemmelighedsfulde doktor, som just opholdt sig i nærheden, da han var hentet til en kone, som «havde fået åkast og var gåen fra vetet», han erklærede også ved at se klyppene, at det var ondt folks værk, og tilbød sig at sende ulykken tilbage. Dette tilbud blev vel ikke modtaget; men stræng undersøgelse blev anstillet om gjerningsmanden, og mistanken faldt afgjort på en pige, der havde barn med den gut, som hin kjoles eierske nu var forlovet med. - Denne historie havde jeg hørt, og jeg blev fristet til at tro, at der virkelig kunde være noget i hin mistanke, da engang netop den pige, som mistanken var falden på, kom hen til mig i et eget erinde: hun fortalte, at hendes barns fader - han, som nu var forlovet med hin kjoles eierinde - havde forlangt ægteskabs-tillysning, og denne skulde været holdt forrige søndag, da der dog indtraf et usædvanligt uveir, som havde forhindret al kirke-tjeneste; men hun vilde have råd og bistand af mig til at forhindre lysningen næste søndag, såsom gutten i vidnes overvær havde gået ind på at betale hende 6 voger mel årlig til barnets opfostring og desuden lovet ikke at ægte nogen anden, forinden han stillede kaution for hin betaling, hvilken kaution imidlertid ikke var skaffet tilveie. - Dette gav mig anledning til en udførlig samtale med en af sognets anseede bønder. At ondskaben var stor, det anførte han mange exempler på fra gårdene rundt omkring, og at onde mennesker og onde ånder kunde forene sig i trolddom, det vilde han bevise på mange måder. At selve pigen kunde være betroet, til hvad det skulde være, det fandt han rimeligt, da moderen, en husmands-kone, stod i ondt ry, og søsteren ikke var bedre. Så fortalte han følgende om søsteren: For en måneds tid siden havde hun født et barn, og det således: Hun havde flyttet af tjenesten og sad nu på egen hånd eller som inderst i en plads og gik i dagarbeide. En dag var hun på en gård for at bage fladbrød og sad med arbeidet i ildhuset. Tidlig på eftermiddagen sluttede hun imidlertid med arbeidet og gav til grund, at der var så fuldt af røg i ildhuset; hun satte sig ind i stuen og gav sig til at karde uld der; således vilde hun arbeide dagen ud og først gå hjem ud på aftenen; da skulde det blive månelyst, og da var det så godt at gå. Men istedetfor måneskin var det snedrev og rigtigt stygt uveir, og folkene i huset vilde, hun skulde blive på gården natten over. Men afsted vilde hun, og afsted gik hun. Ung-konen på gården og et andet kvindfolk havde dog fattet mistanke; de gik efter hende ud på marken og påstod, at hun skulde vende om, da de mente, hun var barnlåk (at hun var frugtsommelig og allerede var syg). Men med de styggeste eder benegtede pigen alt og vilde fortsætte gangen. En af de to kvinder sprang skyndsomt ind og fik gammel-manden ud. Han er nu ligesom så grov af sig, og han sagde bent frem til gjenten: «Å, du vil nok gjøre samme kast som mo'er din!» (Moderen havde nemlig engang myrdet sit foster og derfor udstået tugthus-straf). Da faldt pigen til føie. «Å jo, hun kunde gjerne gå ind med dem, så skulde de se, det var bare snak og indbildning af dem,» svarede hun med kold-latter, og i stuen fortsatte hun med letsindigt snak og rådden tale. Til natten lagde ung-konen hende i sengen hos sig for bedre at holde øie med hende. Her drog pigen så meget under hovedet, at hun snarere sad end lå; hun var ofte oppe og vilde ud, men kunde ikke, da man forsigtig havde læst døren af og gjemt nøglen. Hun måtte da lægge sig igjen, men gav sig ilde og klagede over mave-syge. Tilsidst måtte man gjøre ild op på skorstenen og få det lyst i stuen, og - en stund efter havde de barnet. «Hvorledes du farer åt!» blev der da sagt hende, men hun mente at undskylde sig med den letfærdige løgn, at «hun nok havde kjendt, der var noget, som væltede sig i maven på hende, men mente bare, at det var vinde.»

Så vidt, ja således til det alleryderste, kan råheden gå.

46. Råheden? Dette ord minder mig om den megen tale, jeg fra barns-ben har hørt, om den rå almue. Fra barnsben? Ak, netop i de sidste år, når jeg har samtalt med folk om disse sørgelige ting, har man ikke en, men mange gange villet give mig dette mistrøstige svar: «Ja, kan dette egentlig forundre Dem? eller kan man vente andet af den rå almue?»

Men der skulde jo ikke være den ting til, som med rette kunde kaldes den rå almue! Sandelig, med hensyn på ære og dyd skulde der ingen, slet ingen forskjel være på husmandens datter og generalens eller grossererens. - Er jeg overdreven urimelig her? Vel, lad andre kalde mig så. Men så vender jeg mig til husmanden, ham, hvis slid og slæb jeg kjender, og hvem jeg under den glæde og trøst, som lydige sønner og dydige døtre skulde yde sin fader og moder - husmanden og faderen skal ikke kalde det en urimelig tale at ivre for hans sønners lykke og hans døtres ære.

Sandelig, havde jeg mest tænkt på mig selv, så skulde ikke disse afskyeligheder have været skrevne i en bog, som jeg har sat mit navn på. Jeg har måttet gjøre vold på mig selv for at bekvemme mig til at skrive om disse ting. Men efter at jeg har anført ubedragelige tal, som viste en meget værre tilstand inden arbeids- end inden eiendomsklassen, så har jeg meddelt en del virkelige ting som yderligere vidnesbyrd om, hvordan tilstanden kan være.(13) Og dette har jeg gjort for i stærkere måde at sige det ord til slutning, at - således må det ikke være!

Lad hvem som vil slå sig til ro med den gamle tale om den rå almue; men du, husmand eller dagarbeider eller tjenestekarl, vær du betænkt på, hvorledes råhedens væsen kan vorde udryddet! Det er nu en fælles sag for den hele arbeiderstand; thi når mange af dens medlemmer forse sig så grovelig, så kan det altfor snart træffe at også den hæderlige arbeider-familie bliver anseet for folk af den samme sort.

Du moder, som selv måske levede en letsindig ungdom og nu sidder i fattigdom og bedrøvelighed, du bruge dobbelt flid for at våge over dine børns veie og lægge ømhed i dine formaninger og opsende uafladelige forbønner for dem! - Du fader, som før i tiden kanske var en skøier af en karl og nu på nogle år er en arbeids-træl, krumbøiet og tung, reis dig så meget, du kan, og brug din faderlige myndighed til at lære dine børn folke-skik og holde dem borte fra fordærvelige uskikke! - I lykkelige forældre, hvem en nådig Gud førte mere uskadte igjennem livet, så fattigdom og modgang aldrig kvalte fromhedens væxt i Eders sjel, fortsætter med Eders gode stræben for Eders børns opdragelse og samtaler og overveier, hver med sin nabo, om de bedste midler og måder til at få udbredt blandt ungdommen en bedre lydighedens og ærbarhedens skik, ja, forener Eder om at sætte Eders gode villie imod råhedens og kådhedens anløb! - Og I tjeneste-gutter og løskarle, budeier og andre tjeneste-gjenter; lukker Eders øine op og ser Eder omkring i de bygder og grænder, hvor I færdes, agter på forargelsens mangfoldighed og ulykkens storhed og søger hen did, hvor et usvigeligt ord har lært Eder, at hjælp er at finde imod syndens forførelser! Tro mig - jeg siger det ikke for skattens skyld, som bønderne klage over til fattigvæsnet for de mange lægdebørn, som fædrene løbe fra, og som mødrene ikke kunne forsørge; jeg siger det, fordi det har græmmet mig at mindes, hvad mine øine have seet: En meget, meget større skat af livs-lykke og hjertefred, som fattigfolk selv år efter år betale for sine overtrædelser! Og hvad I så gjøre, så taler aldrig om og bier ikke på, at de store, blandt hvilke I vistnok også kunne opregne adskillige stygheder, først skulle foregå med et godt exempel. Thi for det ene have mine øine ikke seet usædeligheden så udbredt blandt de store, og for det andet er I ikke satte til at følge deres exempel, men til selv at give et godt exempel lige så vel som de!


KAPITEL 6

HALV-ÆGTE BØRN

47. Hvoraf kommer det, at der er så sjelden at høre folk af den fattige stand omtale med ros? Det forstår sig: er det en dygtig og pålidelig tjeneste-gut eller arbeids-karl, og træffer man til at spørge hans husbonde om ham, så fortier han det jo ikke, men kan give ham godt skudsmål. Ligeså, når jeg har siddet hos en fattig-tilsynsmand og med ham gjennemgået fortegnelsen over de fattige i hans distrikt for at forhøre mig om enhver enkelt af dem og komme efter de hyppigst virkende årsager til armoden, så kan jo sommetider den ensformige forklaring blive afbrudt ved et eller andet livligere ord om en enkes store stræbsomhed og stille tålmodighed. Men at en person af den fattige stand ved sine dyder har tildraget sig folkets opmærksomhed således, at man uden noget udtrykkeligt spørgsmål ligesom griber anledningen til at omtale og berømme ham, se, det er ganske sjeldent. Kommer det deraf, at menneskelige dyder så lidet trives på den tørre lyng-bakke, hvor kanske fattigmand har sin hytte? eller er det på samme måde, som at de fleste så lidet give sig stunder til at bukke sig rigtig ned og se, hvor fine og fagre blomster også lyngen bærer?

Men så blev jeg behagelig opmærksom på, hvorledes folk i Nordherredsmarken i Lom villig og hyppig omtalte og roste en ung husmand der. Hans moder var som ung pige bleven gift med en fordums gårdbruger, der som gammel mand levede af et lidet føderåd, og nogle år efter sad hun som enke med en del småbørn. Fattigdommen var stor, og hun fik bo på en sæter, hvor hun vel kunde finde foder for nogle gjeder og derfor indrettede sig for både sommer og vinter. Men nu da jeg hørte om hende, var hun krøbling, og det således, at hun i over 30 år havde, som man udtrykker det, siddet på en flek uden at røre sig. Men hin søn, som nu var husmand på den fordums sæter, havde viist hende en omhu og kjærlighed, som havde vakt beundring.

Denne unge mand holdt sit bryllup, medens jeg opholdt mig i nærheden, og jeg fulgte gjerne indbydelsen til at være tilstede ved hans fest. I denne bygd pleier brylluppet ikke bekostes af brudens forældre, men af brudgommen. Brylluppet stod dog ikke i den afsidesliggende sæter-plads's ringe hus, men husbonden havde til denne høitidelighed overladt sin store og rummelige stue. Brudgommen havde jo ikke store ting til at bekoste gjæstebudet med; men granders og slægtningers nærværelse gav det alligevel anseelse. Det manglede ikke på gjæster; ældre mænd og koner sad fordybede i samtaler, og ungdommen morede sig på sin vis. Også for dette par var høisædes-væggensmykket med et af disse underlige gammeldags upstad-åklæder med brogede bibelske billeder, tæppener, som jeg ikke har seet andre steder end i Lom og Vaage, og som fra gammel tid have været brugte til at beklæde væggene ved høitidelige leiligheder. En gammel og erfaren kjøgemester overholdt så temmelig fuldstændigt de ceremonier, som slægter igjennem have givet bonde-almuens gjæstebud deres festlige præg, og store, net udskårne spand med rum-grød og sød-grød samt kurve med avletto og gode kjødfade o.s.v., mest vistnok sending fra gjæsterne, satte fyregangs-konerne istand til at dække et bord, hvorved man ret kunde stille sin trang til mad og til drikke. Kort, alt bidrog til også i dette brudepars liv at skabe en dag, hvor livets strenge alvor måtte skjule sit åsyn, hvor selve ringheden kunde føle sig freidig og glad. Der var også både høitid og fryd, da man sad bænket om det rige bord, brud og brudgom i høisædet og gjæsterne i lange rader ud fra dem, alt efter alder og værdighed!

Og hvor netop dette par kunde behøve en sådan hædersdag! Hans år havde jo været ringhed og møie, og hendes liv var vel for en stor del henrundet i bedrøvelse, da hun i sin tidlige ungdom var bleven moder til et (nu afdød) barn, hvis fader havde skuffet hendes forventning, og begge havde de vel måttet stunde efter denne dag, da de allerede i længere tid havde boet sammen som ægtefolk og allerede havde havt et barn til dåben. - Vi vare som sagt netop blevne bænkede om bordet, og mig havde man anviist æres-pladsen lige ved brudens side. Da hørtes et barn græde; det var brudefolkenes; det blev bragt til moderen i høisædet, og hun lagde det til sit bryst. Undselige vare jo både brud og brudgom allerede over al den uvante ære, som vistes dem, da de bænkedes øverst og vi andre nedenfor, og nogen ny undseelse over barnets komme såes ikke; men vel troede jeg at se, at bruden følte sig som lykkelig moder, kanske lykkeligere nu end nogensinde før, da hun havde fået kones navn og moders ret. Og skyldfolkets og grandelagets deltagelse i laget vidnede jo om, at man ikke længere anklagede brud og brudgom for det uregelmæssige samliv, de havde ført, men at man glædede sig over at se dem som rette ægtefolk og rette forældre. - I det samme kom kjøgemesteren med det fyldte krus; med simple lader drak brudgommen os til og ligeså bruden, og kruset raktes til mig. Jeg reiste mig, og - har jeg nogensinde lagt et følelsens og inderlighedens ord i en skål-tale, så var det her, da jeg på egne og medgjæsters vegne drak på brudeparrets velgående. Og deltagelsen tabte sig ikke hos mig, da jeg under måltidet samtalte med bruden og hørte hendes både tækkelige og forstandige forklaring om forskjellige ting.

Se, havde jeg truffet dette fruentimmer i hendes ulykkes tid, havde jeg truffet hende i hendes måske tarvelige hjem og i en stund, hvor hverdagslivets ofte uskjønne væsen herskede hos hende selv og hendes omgivelser, havde jeg truffet hende i en time, hvor mit eget sind kunde være ligesom træt af alle de uhyggelige iagttagelser, som jeg ofte har måttet gjøre med hensyn til folkelivet i vort land, og som denne bog indeholder prøver på, - så kanske indtrykket og stemningen havde blevet ganske anderledes. - Således gjør synet af et barn et forskjelligt indtryk på os, når vi træffe til at se det med et tilsmudset ansigt og uordentlige, forrevne klæder, eller når vi få se det strax efter det tvættende bad og med stadsklæderne på. - Men for mennesket er den glade høitid som et bad, hvor selve sindet føler sig uskyldigere og freidigere. Derfor siger jeg, at den, som ofte træffer til at se fattigfolk i deres hverdagslivs uhygge, han må endelig se dem også i høitidens øieblikke.

48. Og hvor mange ting det er, som på forskjellig måde kunne indvirke på vor stemning og derigjennem på vor dom! Netop dette væsen, som jeg her har fortalt et exempel på, at mand og kvinde leve sammen som ægtefolk, uden at endnu Guds velsignelse eller menighedens samtykke er udtalt over deres forbindelse, det var noget, som jeg i den række af uger og dage havde havt skarpt i øie og dadlet strængt, som noget, der syntes mig at have taget overhånd i bygden, således overhånd, at det var blevet meget almindeligt, at det var blevet skik. Jeg kunde jo ikke kalde det andet end en råhedens skik, men nu, da jeg sad midt i kredsen, og da jeg selv uvilkårlig og hjertelig deltog i de ytringer af deltagelse og hyldest, hvormed alle søgte at hædre og glæde vort brudepar, nu måtte daddelen tie; netop at tingen var så almindelig, dette måtte tjene som undskyldning for dette enkelte par, der jo ligesom fulgte hvad de havde seet for sig også blandt skikkelige folk, altså en bygde-skik. - Ja, jeg har her antydet et forhold, som for mig ialfald har været af den allerstørste betydning. Man kan ved undersøgelser over sædernes tilstand og ved bestræbelsen efter at samle kjendsgjerningerne til en bestemt tanke og dom blive udsat for et ganske eget gjækkende og drillende spil af modstridende stemninger. Tænk dig, at du kommer som fremmed til en bygd og der tilfældig træffer et exempel på et eller andet livsforhold, som du efter dine tilvante begreber kalder urigtigt og umoralsk; tænk dig så, at du kort efter hos et andet menneske finder et exempel til af samme slags, og at du, siden du nu er bleven opmærksom og anstiller efterspørgsler i denne retning, i kort tid finder 3, 5, 9, 15, ja mangfoldige utællelige exempler ligesom det første og det andet. Lidt efter lidt vil den oprørte følelse stige til harme, og denne harme vil gjøre dig bitter og hård mod hvert menneske, som du finder beheftet med den samme lyde. Men så kan det pludselig ske, netop når harmen er bleven størst, at du føler, den er uretfærdig; det kan ske, at når du netop har grebet et menneske i den samme forseelse og allerede har åbnet din mund for at lade ham føle din uvillie, at du da får se ham lige ind i øiet, og at der lyser en troskyldig sjel derudaf, en sjel, som i dette stykke ikke veed af ondt - thi det samme menneske har levet og handlet som skik og brug og almindelig tænkemåde er blandt folk der i bygden! I samme øieblik vil harmen blive blød, og den strænge dom mod andre vil vende sig om til en ydmygende dom mod dig selv, idet du pludselig erindrer, hvad du i uger og dage havde glemt, at der er forskjel på mennesker, som gjør det urette, og på det urette selv, og at der er forskjel på den, som gjør det urette næsten uden at tænke derved, og på den, som veed det rette, men alligevel gjør det urette.

49. Og enhver ting har 2 sider. Jeg skal gjøre opmærksom på en vis dobbelt betragtningsmåde med hensyn til bryllupper. Hin brud var for et år siden eller derover flyttet fra sine forældre og op til brudgommens plads der høit oppe på fjeldsiden. Hvorfor, vil man spørge, reiste ikke parret først til kirke og fik sin forbindelse høitidelig indviet og ordentlig stadfæstet? Om de end vare meget fattige, så måtte jo det have været gjørligt for dem, når de kun holdt sig til den kirkelige høitid og ikke anvendte nogen bekostning på det overflødige bryllups-gjæstebud! Men i denne bygd - og vistnok i mange andre - agtes ikke dette gjæstebud for overflødigt. Det kan allerede skjønnes af den talebrug, som ofte kan høres, når der f.ex. siges om en gut, at han tænker «at gjøre sig gjæstebud» med den eller den pige, d.e., at tage hende til ægte. Her på Lom opfattede jeg tingen så, at et par må være ikke alene yderlig fattigt, men tillige sunket meget dybt med hensyn til æresfølelse, når det ved brylluppet skulde indskrænke sig bare til den kirkelige høitidelighed; thi «gjæstebudet» er også en høitid, hvorved det nygifte par indsættes i sin værdighed som en af de familier, som grandelaget og skyldfolket vil kjendes ved. For et år siden havde vor brudgom vistnok kunnet betale præsten og kirkesangeren for den kirkelige forretning; men den tid havde han kanske endnu ikke fået det vadmel vævet og farvet og perset, som han nu bar i en ny klædning, den tid havde vel ikke bruden endnu kunnet anskaffe sig den værkens-kjole, som hun nu kunde vise sig i, den tid havde de måske ikke råd til at tage så meget byg af sin bøle, som bryllups-ølet krævede. Nu indbød de grandelagets bønder og husmænd til sin fest og påtoge sig derved den forpligtelse, at når der siden blev holdt gjæstebud i de andre huse i grandelaget, så vilde de være rede til at gjøre gjengjæld og møde frem med sådan sending af gjæstebuds-mad, som man nu bragte dem; men se, dette var en forpligtelse, som de måske ikke med rimelighed havde kunnet påtage sig et år tidligere, da deres huslige omstændigheder endnu vare så lidet ordnede. - I det hele taget kan man sige, at ved den dobbelte høitid (den kirkelige vielse og det huslige gjæstebud) betegnes ægteskabets stiftelse som en dobbelt ting, noget kirkeligt og noget borgerligt; i meget gamle dage veed man, at ægteskabet her i landet ene betragtedes for en borgerlig overenskomst, som fik sin gyldighed netop ved den huslige fest, og det har ofte forekommet mig, som om denne betragtningsmåde endnu i flere af vore landsbygder gjælder ved siden af den kirkelige anskuelse eller endog er den fremherskende.

50. Der er flere omstændigheder, som bevirke, at bryllupper udsættes så længe, at sådanne tilfælde kan indtræffe som det fortalte, hvor bruden sad i høisædet med sit barn ved brystet. «Sig mig - spurgte jeg i samtale med den bonde, i hvis hus det samme bryllup blev holdt - sig mig: hvorfor skulle endelig de fleste bryllupper her i bygden holdes ved denne tid af året, tidlig om våren?» - « Å jo, det er ligesom lettere da.» - «Mig synes, det er netop ubekvemt sådan midt i førefaldet.» - «Ja, men i andre måder er det lettere; for folk have bedst tid nu.» - «I juli skal ageren vandes; i august og september skal der slåes og skjæres korn og hugges løv; da kan jeg forstå, at man ikke har tid til at komme sammen i gjæstebud. Men i juletiden og ellers om vinteren måtte man have lige så god tid som i marts og april.» - «Ja, men så er det den ting, at om vinteren er der så lidet melk at få af kreaturene, og melk skulle de have til sendings-grød og til mange slag.» Da jeg heller ikke gav denne omstændighed stor vægt, fremførte han endnu en grund, som slog mig således ved sin uventede beskaffenhed, at jeg taug: «Ja, men om vinteren er det korte dage, så da skal der så meget ljos til» (talglys).

Ved denne leilighed kan jeg anføre, hvorledes jeg ved at tælle efter i ministerialbogen havde fundet antallet af brudevielser i Loms præstegjeld fordelt på årets 12 måneder i efternævnte tidsrum:

Måned

1733-42
1761-70
1821-30
1841-50
Januar
8
17
8
5
Februar
3
6
12
13
Marts
7
18
67
71
April

5

17

57

80

Mai

6

10

16

24

Juni

30

27

49

61

Juli

14

19

22

19

August

-

1

1

2

September  

1

-

-

1

Oktober

17

20

14

28

November

43

36

34

42

December

16

9

25

20

Sum

150

180

305

366

Her er det underligt nok at lægge mærke til denne gradvise forandring, at brylluperne i tidens løb ere ligesom flyttede over fra november og december til marts og april. Det vil sees af følgende lille beregning:

November og
december
Marts og
april
1733-42 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 39 procent   8 procent
1761-70 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 25   » 19   »
1821-30 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 19   » 41   »
1841-50 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 17   » 41   »

Og forresten viser navnlig den store overensstemmelse mellem de to sidste tidsrum, at, hvad enten det nu er hensyn til melken eller til lysene, eller hvad det er, så er der ligesom en vis regel for, hvad tid på året man helst bør holde bryllup, så ikke hver enkelt går hen og afgjør den ting således uden videre eller efter sit eget indfald.

51. Jeg vender ellers tilbage til talen om det forhold, som hint bryllupsgjæstebud viste os et exempel på, og skal til oplysning derom for Loms og Vaage præstegjeldes vedkommende hidsætte nedenstående Tabel 7.(14)

Denne tabel giver os en høist mærkelig oplysning om sæder og tilstande i disse bygder. Men forstå først tabellen ret! Se vi f.ex. på tallene for Loms præstegjeld og for årene 1848-1853, så finde vi at af 100 ægteviede par var der 32, som havde børn sammen før brudevielsen (ja nogle af disse 32 par havde flere børn sammen, hvilket dog ikke kan sees af tabellen), fremdeles 24 par, som fik børn sammen inden udløbet af de første 4 måneder efter brudevielsen, og endelig 9 par, som det samme var tilfældet med i de næste 4 måneder, altså tilsammen 65 par af 100, om hvilke det blev åbenbart, at de havde levet sammen som ægtefolk, før de vare det for Gud og mennesker. Ja, i et af årene 1848-53 fandt jeg for Vaage præstegjeld dette mærkelige: i årets løb ægteviedes der

(Tab. 7. Til § 51. Bryllups-dagen og den førstefødtes fødsels-dag.
År Ægteviede
 par
Følgende antal af disse par havde
 børn tilsammen
Før
 ægte-
 vielsen
Inden 4
 mndr. efter
 ægte-
 vielsen
Mell. 4 og 8
 mndr. efter
 ægte-
 vielsen
Sum
Loms præstegjeld
1824-29 170 28 38 15 81
1848-53 15/5 171 54 41 16 111
Vaage præstegjeld
1821-25 224 42 53 48 143
1848-53 33/6 209 86 36 22 144
Forholdet beregnet efter 100. Loms præstegjeld
1824-29 100 16 22 9 47
1848-53 15/5 100 32 24 9 65
Vaage præstegjeld
1821-25 100 19 24 21 64
1848-53 30/5 100 41 17 11 69

32 par, og blandt disse var der kun 2 undtagelser fra den regel, at de havde børn sammen enten før ægtevielsen eller i utilbørlig kort tid efter samme, og disse 2 undtagelser vare følgende: 1 par, af hvilke både bruden og brudgommen vare over 50 år gamle, og 1 par, som endnu nogle år efter ægtevielsen vare børnløse, så de måske skulde blive det bestandig. - Det antydede utilbørlige forhold sees altså at være meget almindeligt i disse bygder.

52. Her er ellers flere omstændigheder at lægge mærke til. En sådan, som ellers ikke kommer tilsyne i tabellen, blev jeg opmærksom på, da jeg gjorde hint uddrag af ministerialbøgerne; jeg studsede nemlig ved at finde ikke så få tilfælde, hvor bruden fødte sit barn ganske få dage, stundom mindre end en uge, før eller efter vielsen. Jeg veed jo exempler på, at bryllups-ølet har været brygget og kagerne stegte og gjæsterne indbudne og disses gaver af gjæstebudsmad færdige til at afsendes, og så at den hele stads ganske uundgåelig måtte afsiges, fordi bruden faldt i barselseng. Men når brylluppet er berammet og bekostningerne gjorte og alting istand, så vil man nødig vide af sådanne forhindringer, og da kan det være, at bruden i den allerbesværligste tilstand kort før eller i den svageste forfatning kort efter den alvorlige dyst må sætte sig til hest og ride til kirke og stå for alteret og efter hjemkomsten sidde nogle timer ved spisebordet og så dandse først med kjøgemesteren og derefter lede-svenden og brudedrengene og tilsidst med al gjæsternes mangfoldighed, og det ikke en dag, men flere nætter og dage. Er det ikke troligt, at mangen brud derved har fået en knæk, som hun sent forvandt, eller at hun har pådraget sit foster en svaghed, som gjorde det lidet levedygtigt? I sandhed, det hele væsen er høist uforsvarligt!(15)

53. For at påpege en anden omstændighed må jeg bede læseren atter kaste et øie på tabellen. Af de ægteviede par, som have fået børn sammen i utilbørlig tid, er det de færreste, hvem dette var tilfældet med så længe efter ægtevielsen som mellem 4 og 8 måneder; hyppigere er det så, at forholdet viser sig enten før ægtevielsen (1ste rubrik) eller kort efter samme (2den rubrik). Vi kunne sige, at den 1ste og den 2den rubrik angive det mest forargerlige forhold (især den første), og hvorledes skal det så forklares, at de fleste ægtepar, om hvilke her er tale, skulle lade sig finde netop i de to rubrikker? - Et par unge folk leve sammen i sandselighed; med forfærdelse mærker pigen, at hun skal vorde moder, og meddeler det til ham; men han er en skarv og forlader hende brat, så hun bliver siddende i skammen og elendigheden: dette par bliver ikke engang nævnt i denne tabel, men opføres kun på listerne over de uægte børns forældre. Et andet par lever sammen i letsindighed, og hun melder ham den alvorlige tidende; men han bliver ilde ved; thi han havde ikke just opgjort og afgjort med sig selv at ville have hende til kone; ikke synes han, han kan slå hånden af hende, men heller ikke kan han så lige bekvemme sig til ægteskab; der må måske mange overtalelser til for at bevæge ham til at stå ved sin pligt; men dermed trækker tingen i langdrag, og kommer ægteskabet nogensinde istand, så er det vel først, efter at pigen er bleven moder, så et sådant - vi kunne sige: tvungent ægtepar bliver talt med i 1ste rubrik. Et tredie par lever sammen i elskov, og omsider bliver følgen vitterlig for dem begge; hun holder af ham, og han vil ægte hende; men de havde ikke just tænkt på bryllup så snart, og der er mange anstalter at gjøre; det er ikke nok med at få bestilt lysning og vielse hos præsten; omstændighederne ere måske sådanne, at man endnu ikke har hus og hjem; ja de unge folk have måske endnu ikke fået forældrenes samtykke, det de dog, hvis de f.ex. er gårdmandsbørn, ikke vel kunne undvære, og det kan være, at de i den anledning have en hård dyst at udstå, såsom hendes forældre mulig have udseet sig en anden svigersøn; om så al iver bliver udviist for at overvinde hindringerne og påskynde brylluppet, så er det endda store ting, om det kan komme istand før barnets fødsel, og i bedste fald vil denne indtræffe ganske kort tid efter brylluppet, så altså dette par kommer til at stå i lste eller 2den rubrik.

54. Jeg mindes et par. Det var tjenestefolk. Pigen måtte forlade tjenesten, og en stund efter fødte hun ham et barn. Han nægtede ikke for at være fader; han viste sig heller ikke aldeles ligegyldig for pigen og barnet; han gik selv til præsten og forlangte barnedåb, inviterede faddere, var selv med i kirken, gjorde gjæstebud for fadderne og nogle slægtninger og venner, nød sin del av gjæstebudets mad og drikke og blev ligesom lystig; men i lystigheden ytrede han i fleres påhør, at «gjæstebud for ungen havde han gjort, men gjæstebud (bryllup) med hende vilde han ikke gjøre». Det gjorde han heller ikke.

Jeg mindes et andet par. De vare også tjenestefolk begge. Så fik de den alvorlige vished om, i hvad forfatning pigen var. Han slog ikke hånden af hende, men begge opgave de tjenesten, da året var ude, og de boede sammen som inderstfolk hos en husmandsfamilie. Gutten var ikke snar til at bestille ægtevielse, såsom han ikke havde noget til at gjøre gjæstebud med og endnu mindre noget til at gifte sig på, som man siger. Pigen blev moder, og han slang i bygden som dagarbeider. Lidet kunde hans fortjeneste forslå; alting så da så bedrøveligt ud, og lidt efter lidt uddannedes den mening hos ham, at det var bedst for dem at være hver for sig. Pigen hørte dette og græd, og han blev mere og mere mismodig og havde bedst lyst til at reise af bygden. Hun gjorde indsigelser; han blev utålmodig og påståelig; dette blev en daglig trætte. Så lagde husmanden og husmandskonen sig imellem og mente, at når det først var kommen så vidt, så burde det blive alvor af med deres forening; langt om længe lykkedes det at overtale ham, og omsider bleve de gifte.

Jeg har læst om et tredie par. Det var gårdmandsbørn. Pigen blev frugtsommelig, og hendes forældre mærkede det; men faderen, som aldrig havde yndet partiet, da gutten syntes ham ikke at have formue nok til at underholde familie, modsatte sig fremdeles deres forbindelse. Pigen døde på barselseng, og faderen anmodede præsten om at holde ligtale. Præsten fandt tilfældet uhyggeligt og vægrede sig i begyndelsen; men faderen forsvarede sit forhold således: Pigen var den ældste af flere døtre, og skulde hun på hin måde fået trodse faderens villie, så havde han endnu mindre udsigt til at holde sine andre døtre i tugt og ave. - Gutten blev syg af sorg, og døde året efter. Dette skede i Nordmør i året 1767.(16)

Jeg mindes et fjerde par. Gutten og pigen hørte til vel agtede gårdbruger-familier; men han var ikke yndet af hendes fader. Pigen bliver frugtsommelig; men faderen lader, som om han intet mærker, og ingen tør tale til ham for de unge folk. Pigen går sin tid i græmmelse og føder sit barn i fortvivlelse; faderen lader hende ikke høre et dadlende ord eller se en bebreidende mine, men giver hende heller ikke noget glimt af håb. Nogen tid efter kommer en anseet bonde som talsmand for gutten. «Du får ikke være så påståelig,» mener talsmanden. «Gutten har ikke opført sig således mod mig, at han kan gjøre nogen påstand,» svarer faderen, og han giver at forstå, at hvorledes det så går med datteren, så skulde man aldrig komme nogen vei med ham, hvis man agtede at tvinge sig frem. Da bliver talsmanden myg, og ægteskabet kommer omsider istand.

Jeg mindes et femte par. Det var også gårdbruger-børn. Gutten meldte sig først som frier hos pigens fader, da hendes tilstand var sådan, at der ikke vel kunde siges nei, og for den høist frugtsommelige bruds skyld blev brylluppet påskyndet i muligste måde. Det stod hos brudgommens forældre, og pigens fader var tilstede. Men nu, da måske ølet virkede, stak sinnet ham; brudgommen, syntes han, havde opført sig som en skarv, og datteren tyktes ham usselt gift. Brudgommens fader svarede med samme mynt, og de værdigede svigerfædre bleve så ivrige, at kjøgemesteren, som fortalte mig historien, måtte lokke dem ind i hver sit kammer og læse døren af.

Jeg mindes et sjette par. Gutten, en tjenestekarl, var allerede af to piger bleven udlagt som barnefader, og nu blev det samme tilfælde med en 3die. Da blev det valg ham forelagt: enten at straffes efter loven eller ægte en af pigerne, og han valgte det sidste.

Jeg mindes en hel flok af par, og jeg mindes, hvor forundret jeg blev ved at finde, at de vare så mange i tallet. Det var i en husmands-grænd eller klynge af omtrent 50 husmands-pladse, som ligge i en sammenhængende rad og alle tilhøre en 12 eller 13 gårde i Gudbrandsdalen. Hine par vare da husmandsbørn, som rigtignok endnu kan vare kjærestefolk, men som allerede vare flyttede sammen, dels hos forældrene, dels hos fremmede, og efter de gyngende vugger og skrigende småbørn at dømme allerede dannede lige så mange familier. Jeg talte med adskillige af vedkommende selv og med deres slægtninger og kjendinger; men det lod næsten til, som om man fandt tingen i sin orden: de unge folk holdt af hinanden og skulde have hinanden, men det er ikke så lige til at gifte sig for folk, som ikke endnu have fået pladsbrug og husvær.

Således er der de tusinde forskjellige omstændigheder og bevæggrunde, og der er lige så mange grader af større og mindre forargelighed. Men med de anførte exempler for øie (der ikke alle ere netop fra Lom eller Vaage), vil man forstå, hvad jeg mener at kunne kalde den almindelige tingenes gang: mange unge folk leve sammen i en elskov, som ikke har lært at overholde den regel og grændse for ægteskabets begyndelse, som kirkelig og borgerlig anordning vil have fastsat; for sådanne folk opstår der ofte de mest uhyggelige forviklinger, under hvilke det ofte ligesom balancerer mellem adskillelse og ægteskab, og dersom det sidste kommer istand, så er det gjerne så sent, at ægteparret bliver at anføre i lste eller 2den rubrik.

55. Ellers hører man ofte en anden forklaring, som vil give det hele væsen et pynteligere udseende. I gamle dage - så lyder denne forklaring - vare folk vante til i god tro at betragte trolovelsen som ægteskabets rette begyndelse, og da trolovelsen ved kongebud blev afskaffet (i året 1799), betragtede man ægteskabs-tillysningen på samme måde. - Men der pleier jo kun gå nogle få uger hen mellem lysningen og brudevielsen, og dersom de mange i utilbørlig tid indtrufne fødsler havde denne begyndelse, så måtte de for størstedelen indtræffe ikke før ægtevielsen og ikke i de første 4 måneder efter, men mellem 4 og 8 måneder efter. Men at dette ikke gjælder de fleste af de her omhandlede ægtefolk, det viser tabellen.

56. Fremdeles må jeg gjøre opmærksom på en meget væsentlig omstændighed, som tabellen belærer os om; det er, at efter tallene at dømme er det påankede forhold forandret til det værre fra det ene til det andet af de to tidsrum, som tabellen omfatter. - «Ak ja, gudsfrygten lader af i landet, og dermed slappes agtelsen for god kirkelig anordning og mennneskelig skik, og råhed og allehånde last tager overhånd,» så vil måske mangen en sige. Dette er også snart sagt, og så dømte jeg selv ved mit første besøg i Vaage og Lom (i 1852), hvor jeg syntes at se en råhed og usædelighed større, end at jeg kunde overskue den. Men folk havde viist sig venlige og fortrolige mod mig, så mit hjerte hang ved disse bygder og ikke længer var så rask til at udlægge tingene til det værste - det var et, og et andet var det, at sådan tilbagegang i sædelighed ikke vel lod sig rime sammen med tegn og mærker, jeg i andre stykker syntes at have fundet på fremgang i dannelse og velvære i disse samme bygder. Derfor gjentog jeg mit besøg og dvælede længe (i 1854) og tog mig for på nyt lag og med større omstændelighed at gjennemgå det hele kapitel om giftermål og uægte fødsler. Og her skal jeg anføre noget af det udbytte, som undersøgelsen bragte mig, og som bestyrkede mig i den mening, at tilstanden kanske ikke i virkeligheden havde forandret sig til det værre, som det ved første øiekast så ud.

57. Ved uddrag af ministerialbøgerne, hvormed jeg senere sammen holdt en del i tabelkontoret i Christiania opbevarede præstelister, skaffede jeg mig først en oversigt over hyppigheden af uægte fødsler for det halve århundrede fra 1801 til 1850. I denne tid var antallet af

ægtevielser uægte fødsler
i Lom.. .. .. .. .. .. ..
1433
  690
i Vaage.. .. .. .. .. ..
1603
1060,

og nedenstående Tab. 8 viser, hvorledes forholdet var i hvert af de forskjellige ti-år. Det forværredes betydeligt, ser man, i 1821-30 og endnu mere i 1831-40; men i 1841-50 indtrådte en forandring til det bedre. Det viser sig så i hvert af de to præstegjelde.

(Tab. 8. Til § 57.) For hvert 100 ægtevielser var antallet af uægte fødsler.
År i Lom i Vaage
1801-10 38 50
1811-20 34 49
1821-30 50 62
1831-40 66 88
1841-50 53 79

58. Fra 1816 af ere ministerialbøgerne indrettede på at indeholde forklaring om de ægteviedes alder, samt om hvorvidt de vare ungkarle eller enkemænd, piger eller enker. Jeg gjennemgik disse forklaringer. I de 25 år fra 1816 til 1850 var antallet af ungkarle, der giftede sig med piger eller enker,

i Lom: 959, og i Vaage: 1136,

foruden nogle få, hvis alder ikke var angivet. I nedenstående Tabel 9 anfører jeg alders-forholdet for disse, så vidt muligt efter de samme tidsrum, som Tabel 8 er indrettet efter. - Man vil se af tabellen, at fra det første til det sidste af de fire tidsrum er der lidt efter lidt og temmelig jevnt foregået den forandring, at der var færre og færre ungkarle, som giftede sig i den unge alder under 25 år. Og dette er så meget mærkeligere, som der i tiåret 1841-50 må have været et uforholdsmæssigt stort antal af mennesker i den samme alder, såsom ifølge folketællings-tabellerne antallet af personer (mandfolk og fruentimmer tilsammen) i alderen mellem 20 og 30 år var:

i Lom i Vaage
i 1825 .. .. .. .. .. .. .. 717, 833,
i 1835 .. .. .. .. .. .. .. 633, 650,
i 1845 .. .. .. .. .. .. .. 923, 980.

Årsagen til det i den sidste tid formindskede antal af brudgomme i ung alder må da være at søge i omstændigheder, som have bragt de unge folk til at udsætte med giftermål.(17)

Men når så er, at unge folk udsætte med giftermål, så ere hyppigere løsagtigheds-forseelser og uægte fødsler at befrygte. Og alligevel viste Tabel 8 os, at det i tiåret 1841-50 var gået omvendt, at de uægte fødsler da vare mindre hyppige end i det foregående tiår.

59. Men disse iagttagelser må vi nu anvende på Tabel 7, som jo viste os, at mængden af de brudefolk, som havde børn sammen før brudevielsen, var tiltaget fra årene omkring 1825 til årene omkring 1850. Jeg mener, vi tør gjøre den slutning: det løse samliv udenfor ægteskab var heller i aftagende i den sidste tid (Tabel 8); derimod skede det hyppigere, at folk, som allerede havde levet sammen i et løst samliv, siden søgte ligesom at rette på den utilbørlighed ved at indgå ægteskab med hinanden (Tab. 7). For at tingen skulle stå fuldkommen klar og uimodsigelig vis, skulde vi egentlig have nogle flere oplysninger(18); men det sandsynligste forekommer mig virkelig at være dette, at i den senere tid og navnlig fra 1841 af er der født forholdsvis færre uægte børn, og at forholdsvis flere af disse senere ere blevne ægte, nemlig ved for-

(Tab. 9. Til § 58.) Ungkarle gifte med piger eller enker.
Tidsrum under
 25 år
mellem 25
 og 30 år
over 30 år Sum
Lom        
1816-20 36,1 33,3 30,6 100
1821-30 34,5 40,7 24,8 100
1831-40 34,6 38,4 27,0 100
1841-50 31,3 40,9 27,8 100
Vaage        
1816-20 43,8 36,2 20,0 100
1821-30 40,9 37,6 21,5 100
1831-40 35,8 34,1 30,1 100
1841-50 34,9 39,6 25,5 100

ældrenes påfulgte ægteskab.(19) At der fødes uægte børn, er altid et onde; at de fødte uægte børn senere blive ægte og altså få sin opdragelse som ægtebørn, det er et gode; nu synes hint onde at være blevet noget mindre, og dette gode at være blevet noget større, og det både i Lom og i Vaage. - Tællingerne og beregningerne veed jeg ere rigtige; måtte jeg ikke have taget feil i slutningerne, måtte den begyndelse til forbedring i sæderne, som jeg har formodet, være virkelig, og måtte begyndelsen fortsættes jevnt og raskt!

60. Ved denne leilighed får jeg også fremstille udbyttet af en anden undersøgelse med hensyn til ægteskabs-forholdene i de samme bygder. Ved at færdes blandt land-almuen og ved at gjennemse ministerialbøger er jeg bleven opmærksom på en ting, som i høi grad har stødt mig: at unge gutter gå hen og gifte sig med ældgamle fruentimmer, eller at gamle, gråhærdede mænd få ganske unge pigebørn til kone. Nogle exempler af dette slags i Loms præstegjeld vakte så meget mere min opmærksomhed, som denne bygd i det øvrige Gudbrandsdalen står i mindre godt ord, som om smålighed og lavhed og alskens uhumskhed have sit hjem der. Så tog jeg mig for at undersøge den sag med hensyn til samtlige ægtefolk, som ministerialbogen melder om, år for år fra 1816 til 1853, og for sammenligningens skyld måtte jeg siden gjøre det samme for Vaage præstegjeld. Min fremgangsmåde hermed var denne: jeg talte efter, hvor mange ungkarle eller enkemænd, der havde giftet sig i alderen under 20 år, mellem 20 og 25, 25 og 30, 30 og 35, 35 og 40, 40 og 50 samt over 50 år, og dernæst undersøgte jeg for hver af disse aldersklasser, hvor mange af deres brude der var i de forskjellige aldere.(20) Et exempel: brudgomme mellem 25 og 30 år og brude mellem 25 og 30 år kalder jeg «jevngamle»; ere de samme brudgommes brude mellem 20 og 25 år, kalder jeg dem «1 aldersklasse yngre»; ere de under 20 år, kalder jeg dem «mere end 1 aldersklasse yngre»; ere de over 30 år, kalder jeg dem «ældre». Og jeg holder for, at det er de ligeste partier, når brudene ere jevngamle eller indtil 5 år yngre end brudgommene, - at det er mindre heldigt, når de ere mere end 5 år yngre, og at det er mindst heldigt, når de ere ældre end brudgommene. Hvorledes forholdet nu befandtes for de ungkarles vedkommende, som giftede sig med piger eller enker, samt for de pigers vedkommende, som giftede sig med ungkarle eller enkemænd, vil sees af nedenstående Tabel 10, hvor årene fra 1816 til 1853 ere delte i to omtrent lige lange tidsrum.

Dersom man er enig med mig i den antydede anskuelse, at det er det bedste forhold, som er angivet i den første af tabellens 3 rubrikker, og derimod det uheldigste forhold, som er angivet i den sidste rubrik, så vil man finde en forandring til det bedre fra årene 1816-35 til årene

(Tab. 10. Til § 60.) Alders-forskjel mellem brud og brudgom.
Tidsrum Af 100 brude vare følgende
jevngamle eller 1
 aldersklasse yngre
 end brudgommen
mere end 1 alders-
 klasse yngre end
 brudgommen
ældre enn
 brudgommen
Ungkarle gifte med piger eller enker
Lom      
1816-35
 1836-53
55,8
 63,3
22,8
 19,0
21,4
 17,7
Vaage      
1816-35
 1836-53
63,4
 63,3
17,4
 19,1
19,2
 17,6
Ungkarle eller enkemænd gifte med piger
Lom      
1816- 35
 1836-53
57,4
 62,8
25,6
 21,5
17,0
 15,7
Vaage      
1816 -35
 1836 -53
62,8
 63,2
19,1
 20,8
18,1
 16,0

1836-53, navnlig i Loms præstegjeld. Det er navnlig helt mærkeligt at se, hvorledes tallene for Loms præstegjeld i det sidste tidsrum have forandret sig således, at de ere næsten nøiagtig lige med dem for Vaage, og man kunde derefter slutte som så, at, dersom Lom virkelig skulde have adskilt sig fra nabobygderne ved et mindre pynteligt og ædelt forhold i dette stykke (flere ulige partier eller ægteskaber med så stor aldersforskjel mellem parterne, at vanskelig nogen gjensidig ømhed og kjærlighed kan tenkes at finde sted), så måtte dette være noget, som hører fortiden til og ikke nutiden.(21)

61. Sådanne undersøgelser i det små, som de, jeg her har anstillet med hensyn til Lom og Vaage, kunne jo give lærerige exempler for betragtningen af tingene i det store. Men det er tid nu at vende blikket bort fra de enkelte bygder og søge at vinde kundskab om tilstanden i videre kredse omkring i landet.

I første kapitel gjorde jeg opmærksom på den store forskjel, som der med hensyn til uægte fødsler viser sig i de forskjellige egne af landet, og jeg fremhævede denne forskjel som en værdig gjenstand for anstrængt studium. Som et bidrag til at finde årsagerne til hin besynderlighed meddelte jeg i kap. 3 og 4 en del oplysninger om, hvorledes skikken med natteleie i fæ-husene og nattefrieri stod i sammenhæng med hyppigheden af uægte fødsler. I samme hensigt skal jeg nu også meddele nedenstående Tab. 11 for Christiania og Christiansands stifter, som svarer til Tabel 7 for Lom og Vaage. Denne tabel skal også tjene til yderligere at belyse den i kap. 5 behandlede forskjel mellem de høiere og lavere klasser.

Det er de i § 19 omhandlede meddelelser til mig fra sognepræsterne, som have sat mig istand til at opstille denne tabel, og hvad angår inddelingen af de 2 stifter i 7 grupper af provsti-distrikter, så er det fornødne derom oplyst på samme sted samt i Tillæg 4, som i Schema 5 indeholder selve opgaverne. Her behøver jeg da kun at anmærke, at hvert ægtepar er henregnet til eiendoms- eller arbeidsklassen (kl. I eller kl. II), eftersom brudgommen hørte til den ene eller til den anden klasse.

Den sædelige tilstand i et land er en hemmelighedsfuld verden, hvis sammenhæng og eiendommeligheder så såre let unddrage sig vort blik. Vi kunne alene vente at gjøre enkelte indblik i dens dunkelhed. Men denne tabel giver os et sådant indblik.

Der er den overensstemmelse mellem eiendoms- og arbeidsklassen, at af de par ægtefolk, som formedelst sit usømmelige forhold ere blevne talte med på tabellen, findes de fleste i de to første rubrikker, som dog angive det mere forargelige forhold. Dette stemmer overens med Tabel 7 for Lom og Vaage, og med hensyn til udtydningen deraf kan jeg da henvise til min forklaring til samme tabel. - Men så er der også den forskjel mellem eiendoms- og arbeidsklassen, at af denne sidste er der i hver af de 7 grupper flere par ægtefolk, som måtte tælles med i de to første rubrikker, navnlig i den allerførste, som jo angiver det mest forargelige forhold, og dette stemmer altfor vel overens med de oplysninger, som kap. 5 indeholdt, og som vidnede om en mere udbredt letsindighed og løsagtighed inden denne samme klasse.

Men mærkeligst viser det hele sig, når vi sammenligne nærværende Tabel 11 med Tabel 6. Når vi sætte enkelte små undtagelser ud af betragtning, så viser det sig, og det både for eiendoms- og for arbeids-

(Tab. 11. Til § 61.) Bryllupsdagen og den førstefødtes fødselsdag.
Sted Af 100 par ægteviede var der følgende,
 som havde børn sammen
før
 ægtevielsen
inden 4
 måneder
 efter ægtv.
mellem 4
 og 8 mndr.
 efter ægtv.
Sum
Eiendoms-klassen
Gruppe 1 4 16 11 31
» 2 7 18 11 36
» 3 6 18 14 38
» 4 3 12 10 25
» 5 2 15 12 29
» 6 1 10 16 27
» 7 3 8 8 19
Christiania stift 5 16 11 32
Christiansands stift 2 11 12 25
Begge stifter 4 14 11 29
Arbeids-klassen
Gruppe 1 14 22 12 48
» 2 24 25 10 59
» 3 15 33 12 60
» 4 11 21 12 44
» 5 7 23 15 45
» 6 2 14 14 30
» 7 13 25 10 48
Christiania stift 16 25 12 53
Christiansands stift 10 22 13 45
Begge stifter 14 24 12 50

klassens vedkommende, at de grupper eller egne, hvor hyppigheden af uægte fødsler er stor, der er også mange par ægtefolk, som fik børn sammen enten før eller kort tid (indtil 4 måneder) efter ægtevielsen. Snarest vil det sees ved sammenligning med gruppe 2, hvor forholdet i begge henseender er værst, og gruppe 6, hvor forholdet er bedst. - Vistnok er det jo så, at i de egne, hvor der (ifølge Tab. 6) fødes flest uægte børn, der er der (ifølge Tabel 11) flest af disse samme børn, som ved forældrenes påfølgende ægteskab blive ægte; men dette sidste finder dog på langt nær ikke sted i sådan grad, at hint uheldige overmål derved bliver udjevnet.

Man kan i korthed sige så: De to ting følges ad, 1) at folk begynde sit ægteskabelige samliv uden at overholde den imellem sædelige mennesker fastsatte skik og orden, og 2) at folk leve et løsagtigt liv uden tanke om ægteskab.

Jeg mener, man kan betegne sammenhængen mellem de fleste uskikke i huslivet og familie-livet således: Nattefrieriet fører til hemmelige og usikre forlovelser; under disse ændses ikke andre menneskers dom, tilsidst heller ikke Guds alvidenhed, og grændsen mellem det tilladelige og det utilladelige nedbrydes, og lidenskaben hersker, og det er for en stor del et slumpetræf, om de naturlige forbindelser, som stiftedes under lidenskabens herredømme, senere blive helligede ved ægteskabets indvielse.

Tabel 4, § 31 og 32 (om nattefrieriets forskjellige udbredelse) indeholder forklaringen til nærværende Tabel 11 (om den forskjellige grad, hvori regelen for ægteskabets indstiftelse foragtes og tilsidesættes), og denne sidste tabel indeholder igjen forklaring for gåderne i Tabel 6, § 37 (den større og mindre hyppighed af uægte fødsler i de forskjellige egne).

62. Der er flere gådefulde ting i den moralske verden, som de anførte kjendsgjerninger tør hjælpe os til at forstå. Når man færdes noget sammen med medlemmer af fattigkommissionerne på land eller i by, hører man snart om et eller andet uhyre af en mand, som har forladt kone og børn uden i mindste måde at drage omsorg for dem, så de blive siddende i den yderste sorg og elendighed. Hvorledes, spørger man, hvorledes i al verden kunne folk blive så unaturlige? Jo, Tabel 11 lærer os, at mangfoldige folk gifte sig under sådanne omstændigheder, at det er at formode, at adskillige af dem gjøre det af tvang (for at skjule skammen); men medens ægteskabet skulde være den frie og glade kjærligheds pagt, så bliver et tvungent ægteskab altfor let et helvede på jorden. - Fremdeles: både på land og i by må man ofte studse over exempler på mænd, som ved et langt usædeligt liv have gjort sig berygtede som skjørlevnere, eller kvinder, som ved en række af feiltrin have gjort sig foragtelige næsten som skjøger. Hvorledes i al verden går det til at mennesker i så høi grad kunne tilintetgjøre den moralske følelsesmagt i deres indre og forspilde sit livs velfærd og fred? Jo; Tabel 11 lærer os, at så mange mennesker begyndte sit kjærlighedsliv i letsindighed, og en kanske liden omstændighed kan bringe nogle af dem til at ledes derved og skilles fra hinanden, og er først den ustadige kjærligheds frugt nydt, så går det let så, at sindet ikke mere fatter den stadighed og troskab, uden hvilken kjærligheden ikke skjænker de dødelige sin velsignelse. Jeg anser det for troligt, at disse her nævnte tilfælde af grov udskeielse og moralsk undergang forekomme hyppigere f.ex. i gruppe 2 end i gruppe 6.

63. Og dog kan man høre folk prøve at forsvare det forargelige forhold, som Tabel 11 åbenbarer; ja, mærkeligt nok, netop fra en af de egne i vort land, hvorfra vi i de sidste tider ret ofte have hørt om megen iver blandt almuen for de religiøse og moralske anliggender, har jeg et ganske påfaldende exempel på et sådant forsvar af almuesmænd. Det er Ryfylke provsti-distrikt, jeg mener; to præster der have klaget derover, og den ene af dem fremsætter det således:

«Til forklaring af, at det ægteskabelige samliv på meget få undtagelser nær - om overhovedet undtagelser hos bondestanden findes - begynder før den kirkelige vielse(22), medens uægte fødsler dog ikke ere så hyppige i disse egne(23), kan måske den kjendsgjerning tjene, at mænd, som ellers ere meget strænge i deres religiøse begreber, have, når jeg har udtalt mig misbilligende om den ovennævnte usædelige skik, indvendt, at de intet Guds ord have for, at ægteskabet begynder med den kirkelige vielse, men at de mene, at når mand og kvinde komme for Herren overens om at leve sammen som ægtefolk og begynde samlivet under bøn og påkaldelse, så ere de alligevel ægtefolk, om de ikke er viede i kirken.»

Langt anderledes forsvarligt fremsatte et par husmandsfolk sin mening for mig. De vare fra Urskoug, men boede nu i Høland, og jeg samtalte med dem om forskjel i sæder og skikke her og der. Om det i nærværende kapitel omhandlede forhold ytrede de, at den styghed havde nok taget af i den sidste tid i deres fødebygd Urskoug. Begjærlig spurgte jeg efter, hvad det kunde være, som havde bevirket sådan god forandring, og de mente, at det var, at præsten hver nytårsdag pleiede læse op for menigheden forklaring om, først, hvor mange uægte børn, der vare fødte i året, og dernæst, hvor mange par ægtefolk, der vare blevne viede, og hvor mange af disse der havde halv-ægte børn; det var, ligesom at folk på den måde lærte, at dette var noget, som ikke skulde være (ja, om de uægte børn vidste de det nu før, det er greit), og alle, som havde nogen tanke for sig, ønskede, at det måtte blive bedre med den ting i bygden.


KAPITEL 7

HVILKET AF DE TO KJØN BÆRER MEST SKYLD?

64. Ethvert hus er fra begyndelsen af nyt, og denne visselig meget simple omstændighed har givet anledning til, at så mange stuer eller våningshuse med tilliggende jordstykker - altså gårde og husmandspladse - have fået navnet Nystuen. Jeg kan derfor frit nævne den nystue-plads i Gudbrandsdalen, hvor jeg forefandt et familie-liv, der bør stå som exempel på, hvorledes mennesker kunne arte sig. Dog - nogen egentlig plads var ikke denne nystue; der var ikke nogen indhegning omkring med ager og eng, ikke fjøs eller låve eller stabbur, ikke så meget som et vedskur ved siden af huset, det var kun en «enstaka stue», og det en liden en og i den tarveligste stil; fire vægge dannede husets eneste rum, og gulvet var dette fælles for alle mennesker: den jord vi træde på. Og noget egentligt familieliv var det heller ikke, jeg fandt i huset.

Stuen blev bekostet for nogle år siden af en fordums tjeneste-pige, som med et uægte barn vel vilde trække sig tilbage fra verden. Her sad hun og spandt og bandt for føden til sig og barnet. Men barnet, en pige, blev konfirmeret og tog tjeneste, og moderen selv, henved 50 år gammel, forlod også det mangeårige hjem og tog årstjeneste som kvægrøgter. Så overlod hun huset med indbo og alt til en leieboer, også en fordums tjeneste-pige, og denne var det, jeg traf ved et besøg her i huset. - Hun er ugift, men har (eller havde; men jeg fortæller alt således, som jeg fandt det) 3 børn. Jeg vil kalde hende A, og hos hende bor søsteren B, som kun har 1 uægte barn. En tredie søster er C, gift i elendighed med en husmand på en yderst ringe plads. En fjerde søster, D, tjente på en gård og fik barn med en husmandssøn og tjenestegut der. Denne havde rigtignok 2 børn før med en anden pige; men D vandt prisen hos ham og blev hans kone. Dette er dog ikke noget håbefuldt gifte; hun har for tiden tilhold hos hans forældre, og han er tjenestegut fremdeles, og udsigterne ere kun mørke, såsom han ikke er ældste søn og altså ikke kunde vente at få faderens pladsbrug. Endnu en søster er E; denne havde barn med en person, som siden fik barn med og ægtede en anden pige, der havde to børn før; så fik E et barn til med en ny elsker, og nu have disse holdt «gjæstebud» (c: bryllup) og sidde som husmandsfolk på et pladsbrug, der er så ringe, at det i lang tid havde ligget for fæfod. Konen skulde naturligvis have opfostringsbidrag for sit første barn af dettes fader; men denne er fattig, og fattigvæsnet må skyde til. En broder af disse søstre har nylig i maskepi med en pige (et uægte barn, hvis moder også er uægte barn) gjort sig skyldig i tyveri og udstået sin straf.

Alle disse familie-historier hørte jeg af den af søstrene, A, som jeg traf i Nystuen, og som er den, jeg egentlig skulde fortælle om. Hun er et besynderlig kjækt menneske. 13 eller 14 dage før mit besøg havde hun født sit 3die barn; 3 dage efter barnets fødsel var hun gået om på de nærmeste gårde, og 8 dage efter havde hun vandret med elendige sko og i dybt snevand over en is hen til en meget fjernere gård, hvor hun var opvoxet som lægdebarn, for at få rumme (fløde); thi spædbørn her i bygden må endelig have rummegrød og det, af fedeste slags, og enhver fattig moder har ligesom ret til at bede derom. Ved min ankomst havde hun nylig været ude og båret hjem to byrder ved, og hun havde måttet skynde sig med dette arbeide; thi hendes ældste barn, en gut på 6 år, var just ikke at stole på som barne-vogter, og den søster, der som sagt holdt til her i stuen, var fraværende. - Under mit ophold i stuen sad hun, pigen A, ved rokken, og der blev ikke synderlig anledning til samtale, uden når barnet krævede hendes opmærksomhed, så rokken standsede med sit surr. Hun var ellers kjæk i sin tale også, og det uleiligede hende ikke, at jeg skrev op på stedet, hvad hun fortalte. Hun begyndte også i en meget heftig tone: «De store ville bare leve godt selv og ændse ikke, hvorledes fattigfolk have det.»

Hun havde det rigtignok også ganske ringt. Den mad, som nu var i hendes eie, bestod af følgende sager: 3 mærker mel, modtaget igår som betaling for spind (hun spinder for tiden hamp for 6 skilling marken, men kan ikke række over ½ mark om dagen for børnenes skyld, som volde hende besvær), fremdeles en lev fladbrød, en gave i en husmandsplads, hvor hun var idag for at få lånt noget melk (da hun ikke fik melk, blev hendes 6-årige gut sendt ud til nabogårdene, og det varede temmelig længe, inden moderen vilde tilstå, at hans erinde var at tigge), samt 1 pægl rumme i en kop og en klat rummegrød i en anden. Hun eier ikke andre klæder end de filler og sko-tavser, hun har på sig; hendes næstældste barn, en pige på 2 ½ år, går barbenet på jordgulvet, og med nogen bevægelse fortæller moderen om, hvor svært låkt den lille pige var her forleden dag af krim (hoste). På sengen ligge 2 åklæder samt en feld. Hine tilhøre den gut, som er fader til de 3 børn, og at han har overladt disse seng-klæder til lån, det er et af de tegn, vi finde på hans faderlige følelser, felden derimod er et par uger før barselsengen lånt fra en af de gårde, hvor pigen har tjent. Rokken tilhører datteren til den pige, som eier huset; den er leiet for vinteren for 6 skilling. Husgerådet tilhører husets eierske, på 1 gryde nær; den nuværende beboerinde betaler dog ikke stor leie-afgift for hus med indbo, kun 1 spd. 12 sk. for året, for hvilken betaling hun tillige får den ret, som følger huset: at raske sig sammen noget ved af de buske, som findes hist og her på moen, hvor huset står. Af disse 1 spd. 12 sk. tror jeg at huseiersken igjen har at betale noget i grundleie; men jeg kjender ikke enkelthederne derved nøiere.

Jeg har allerede fortalt, at pigen A var opvoxet som lægdebarn. Siden kom hun i tjeneste og blev kjendt med en gut, der også var opvoxet i lægd. Nattefrieriet førte dem sammen; han blev hendes elsker, og hun blev moder til hans barn. Dette traf jo noget ubeleiligt; men så var det igjen så heldigt, at hun havde sin moder ilive, hos hvem hun fik barnet sat af, så hun kunde tage tjeneste igjen. Men atter droges de to imod hinanden, og atter blev hun moder. Fra nu af kunde hun ikke vel tjene, men måtte holde sig for sig selv for at stelle med børnene. Der indtraf nogle misvæxt-år i bygden, og en sommer tog hun begge børnene med sig på vandring til andre bygder - altså en af de piger, som jeg har seet så mange af i Gudbrandsdalen, med et barn på ryggen. På denne vandring og i en fremmed bygd blev det ene barn sygt og det i den grad, at der måtte bedes for det fra prædikestolen, så det var så slemt, så -.

Hver gang hun skulde føde og en lang stund efter havde det sig så med gutten, at han ligesom skyede hende. Deres indbyrdes forhold var en afvexling af elskov og trætte. Endelig gik det så vidt, at pigen, som på lang tid næsten ingen trøst og hjælp havde havt af ham, måtte få 2 agtbare mænd med sig hen til ham for at gjøre et vist forlig om, hvad han skulde erlægge til børnenes opfostring. En gangbar taxt for et barn har været her i bygden en tønde korn og et par sko for året, og dette gjorde pigen påstand om; men da han fandt det vel strængt, slog hun af lidt på kornet, hvorimod han måtte love at være hende behjælpelig med at samle ved til huset.

Efter dette forlig og måske fornemmelig ifølge den sidste lille bestemmelse om veden «flaug» han atter til hende, og se - atter blev hun moder, 3die gang. De havde naturligvis skullet ægte hinanden; men «det er nu ikke blevet noget af til denne dag, og hvordan det kan blive herefter, det er ikke godt at vide.»

Efter samtalen med denne barnemoder gik jeg lige hen til den bondekone, hos hvem hun havde været opfostret som lægdsbarn. Jeg vilde her søge enhver oplysning, der kunde lære mig at forstå et menneskes sind og væsen, som har artet sig så uheldigt. Nu, den kone, jeg søgte, var snaksom nok; men nogen ligefrem oplysning, som kunde due noget, fik jeg ikke; derimod mærkede jeg mig, at konen ikke havde videre øre for min anke over pigens opførsel; det lod til, at denne ikke havde stødt hende så særdeles; hun beklagede hende mere for det uheld, at hun skulde være kommen i lag med en sådan underlig gut, som ikke vilde gifte sig med hende: han kunde godt gjøre det, såsom han var dygtig karl, hændt til hvadsomhelst, tømmermand, snedker, skomager, så ingen kunde skjønne, hvad der var i veien, at han ikke giftede sig med pigen. Jeg forstod konen så, som at hun fandt, at pigen havde været vel godmodig af sig og for længe havde båret over med guttens underlighed; siden han havde narret hende så længe, skulde hun (ligesom til straf for ham) ikke have ladet ham råde mere.

65. De fleste læsere ville vel studse over det utilbørlige liv, vi forefandt i hytterne; men jeg fæster især opmærksomheden på den dom derom, som vi hørte af bondekonen. Det var en agtbar kone, og når hun dømte så her, hvor angjældendes forhold dog var så overmåde vederstyggeligt, så er det et ganske tydeligt exempel på, hvorledes der meget almindeligt inden almuen tales til forsvar for pigen. Man tænker sig hende leve i kjæreste-forhold og finder det ganske naturligt, om hun føder sin kjæreste et barn; bliver hun så siddende med dette, så er skylden guttens, som har sveget hende.

En præst i Ryfylke omtaler også denne tænkemåde, således: «En særegen anskuelse er også den, at strængere tugt kræves af manden end af kvinden. At pigen falder, når manden dertil giver anledning eller opfordring, undskyldes det selv af hendes nærmeste. Selv mødre har jeg hørt således undskylde sine faldne døtre.»

Men der er så mange meninger i verden, og den ene krydser den anden. Ved siden af eller imod hin for kvindekjønnet så skånsomme mening og dom har jeg, og det fremdeles blandt folk i landsbygderne, hyppig hørt den påstand, at letsindigheden og usædeligheden skulde være større på kvindekjønnets side end på mandkjønnets.

Og, ak, det feiler ikke på exempler, som er altfor vel skikkede til at understøtte sådan påstand. Vistnok har jeg endnu ikke på landsbygderne fundet noget sikkert exempel på, at kvinder have hengivet sig på skjøgers vis. Men det grændser dog nær dertil, når man hører f.ex. den ovenfor fortalte historie om en pige i Loms præstegjeld, som for jordemoderen eller den erfarne kone, der blev hentet i hendes alvorlige time, først nævnte en person som barnefader og så, da det ikke hjalp, en anden og derefter, da veerne vedvarede, en tredie. Den person, under hvis navn barnet blev født, gjaldt naturligvis for den rette og blev anført i kirkebogen. - Et noget andet forhold er dette, at piger, med den bestemte hensigt at komme i ægteskab og dermed blive forsørgede, selv gå på nattefrieri til gutterne, noget, hvorpå jeg også har fortalt exempel - piger, som have havt en «lausunge» eller to og derved eller ved andet uheldigt forhold ere komne således i foragt, at brave gutter ikke længer søge dem, så de må frygte og grue for aldrig at blive forsørgede ved giftermål.

Men den yderste spidse af hin påstand er dog dette, at der hel ofte skal findes exempler på kvinder, som lægge an på at samle sig en hel flok af uægte børn med den afskyelige tanke, at de skulde få sig levebrød ved opfostringsbidrag, som øvrigheden og lensmanden skal afpresse barnefædrene. Selv har jeg ikke fundet noget sikkert exempel på denne lavhed og forvorpenhed; men jeg har ofte hørt tale derom og hørt den dertil støttede påstand, at når usædeligheden er stor i en bygd, så skal det mest være kvindfolkets skyld. Denne anskuelse ligger vist også til grund for en del af de betænkninger, som præsterne have meddelt mig, og som udtale beklagelse over den lovgivning, der tilsikrer barnemoderen opfostringsbidrag af faderen. I fattigkommissionernes forhandlinger fremkommer der også stundom sådanne ytringer, at kvinder med uægte børn aldrig bør understøttes med en skilling, men heller til fornøden advarsel for andre spæges og sultes som de, der på forhånd formodes at bære den meste skyld for den skede utilbørlighed.

Der er ganske vist en dyb forskjel i mandens og kvindens hele åndelige anlæg, så hver af dem har sine eiendommeligheder med hensyn til forstands og hjertes egenskaber, med hensyn til dydens evne og farlige lidenskabers fristelse, en dyb forskjel i det hele og store, men derfor også uudgrundelig i det enkelte. Derfor kan det let forståes, hvorledes en, stærkt påvirket af nogle mærkelige erfaringer, han troer at have gjort, kan om en eller anden enkelhed danne sig en mening, en anden en modsat. - Men de fleste af os have dog lært at beundre det smykke, som menneskenes fader netop har givet hende, som skulde være gjenstand for mandens kjærlighed, det værn, som blev givet kvindens svaghed: en naturlig blufærdighed, som ofte tvang selv den rå og sandselige mand til ærefrygt. Og endda kan den mening fastholdes af nogle, at forførelsen mest skulde udgå fra kvinden?

66. Hvorledes finde vi midler til at føre undersøgelsen om denne sag til vished om de stridige meninger og dele rettelig imellem dem? Jeg har tænkt mig at det skulde give noget bidrag til oplysning her, om vi lagde mærke til gjentagelses-tilfældene af de løsagtigheds-forseelser, som ved de uægte fødsler vorde åbenbare.

De oftere omtalte meddelelser til mig fra præster i Christiania og Christiansands stifter indeholde opgaver over disse gjentagelses-tilfælde (Tillæg 4, Schema 7). Disse opgaver er desværre mindre fuldstændige end de øvrige; men jeg må bruge dem, som de ere, og anfører efter dem en procentvis beregning over barnefædre og barnemødre, som vare blevne dette 1ste gang, 2den gang o.s.v., således:

barnefædre
barnemødre
1ste gang .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

82

79

2den gang   .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

13

14

3die gang .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

4

5

4de gang og oftere.. .. .. .. .. .. ..

1

2


tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
100

100

Ved disse opgaver er der ikke taget særskilt hensyn til eiendoms- og arbeidsklassen; begge klasser ere her beregnede under et.

Vi se jo strax, at der er en del gjentagelses-tilfælde.Dermed kan det have sig på en dobbelt måde, enten så, at et og samme par har havt flere børn sammen og altså levet i et mere eller mindre bestemt konkubinat eller naturligt, uhelligt ægteskab, eller - mere forargeligt - således, at mandspersonen og fruentimmeret hver for sig levede i forståelse først med en og så med en anden; men om denne side af sagen give tallene os ingen oplysning, og det er heller ikke det, som vort nærværende spørgsmål gjælder. Derimod fremgår det rigtignok af tallene, at der er forskjel mellem de to kjøn og det således, at der er flest af gjentagelsestilfælde på kvindekjønnets side.

67. Og høist sandsynlig er det netop dette, som har givet anledning til nogles ufordelagtige dom om kvindekjønnet, uagtet tingen i vort land ialfald aldrig tilforn har været således belyst med omfattende tællinger. Men man må ikke uden videre uddrage en sådan slutning af de foreliggende tal, eller man må ikke glemme at tage hensyn til en meget væsentlig omstændighed, som - uanseet den sædelige tilstand hos personen forøvrigt - er langt mere virksom til at redde mandspersonen fra tilbagefald end kvinden; jeg tænker her på det, at mandspersonen har langt lettere end kvinden for at komme i ordentligt ægteskab med en anden. At dette er så, det lærer en almindelig erfaring, det kan også sluttes af opgaverne i § 43 om de mange mandspersoner af eiendomsklassen, som krænkede piger af arbeids-klassen, medens det kun var få mænd af hin klasse, som giftede sig med piger af denne. Men her er det jo lige til, at den mand, som er kommen i lovligt ægteskab, er for største delen reddet for fristelsen til ulovlige forbindelser, og at omvendt den krænkede, den måske skammelig forførte pige, som nu sidder forladt og foragtet, rimeligvis er mere udsat for fristelsen nu end før, og det er fremdeles lige til, at når fristelsen er så ulige, så kan ingen sammenligning finde sted mellem dyd og brøde.

68. Der er jo stor forskjel på løsagtigheds-forseelser og tyvs-forbrydelser. Og dog kan det i denne sammenhæng have nogen interesse at kjende forholdene med gjentagelser ved de 3773 tilfælde, hvor mandspersoner, og de 866 tilfælde, hvor fruentimmer i årene 1845-1849 her i riget domfældtes for «simpelt tyveri». Tallene ere uddragne af de af Justits-departementet årlig udfærdigede lister og det procentvise forhold var dette:

Mænd
Kvinder
1ste gang .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

64

70

2den gang   .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

21

18

3die gang .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

11

10

4de gang og oftere.. .. .. .. .. .. ..

4

2


tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
100

100

Her er jo ikke alene antallet af kvindelige forbrydere meget mindre, men gjentagelses-tilfældene blandt dem ere mindre hyppige end blandt de mandlige. Men dette understøtter den mening, at kvindekjønnet ikke i den grad som mandkjønnet er udsat for at falde i grove overtrædelser.

69. Men jeg går videre i forklaringen om løsagtigheds-forseelser og anfører i nedenstående Tabel 12 for de forskjellige grupper af provstidistrikter, hvorledes forholdet var med gjentagelses-tilfælde.

Denne tabel lærer os dette, at på få undtagelser nær (som dog formedelst opgavernes ufuldstændighed ikke have stor vægt) ere gjentagelses-tilfældene hyppigst i de egne, hvor vi forhen (§ 36, Tab. 5) have fundet, at uægte fødsler i det hele forekomme hyppigst. Dette sees bedst ved at sammenligne gruppe 2 og 6. Vi kunne udtrykke dette så, at hvor løsagtigheden forråder sig med en stor mængde uægte fødsler, der giver den sig også tilkjende ved forholdsvis mange tilfælde af den endnu

(Tab. 12. Til § 69.) Gjentagelses-tilfælde af uægte fødsler.
Sted For hvert 100 anmeldte barnefædre og
 barnemødre vare følgende i dette til-
 fælde 2den gang eller oftere
Fædre Mødre
Gruppe l 13 22
» 2 23 24
» 3 15 19
» 4 17 20
» 5 10 11
» 6 9 11
» 7 14 11
Christiania stift 19 22
Christiansands stift 11 11
Begge stifter 18 21

mere forargelige gjentagelse, eller hvor de uægte fødslers onde hersker i størst udstrækning (extensivt), der vil det gjerne også arte sig på den styggeste måde (intensivt). Denne tabel giver mig således en besynderlig stadfæstelse for den mening, jeg ovenfor (§ 62) udtalte efter umiddelbar erfaring, at gruppe 2 nok er den, hvor der hyppigst vises mest forargelse af grove skjørlevnere.

70. Før jeg nu kan føre undersøgelsen videre, må jeg minde om, at der også gives gjentagelses-tilfælde, som de kunne kaldes, ved ægtevielser. Thi vel ere de allerfleste brudefolk ungkarle og piger som jo blive ægteviede for første gang; men ved siden af dem er der jevnlig nogle ægtemænd og enker, der blive opgifte eller, som vi kunne sige, gjentage ægteskabet. Nedenstående Tabel 13 giver forklaring herom (sml. tillæg 4, schema 2).

71. Når vi sammenholde nærværende tabel med den nærmest foregående Tabel 12 samt Tab. 5 (sidste rubrik), så ligger der for os en række

(Tab. 13. Til § 70.) Opgifte enkemænd og enker.
Sted For hvert 100 ægteviede af hvert kjøn var
Enkemænd Enker
Gruppe 1 10 7
» 2 9 4
» 3 11 6
» 4 10 5
» 5 12 5
» 6 12 6
» 7 14 9
Christiania stift 10 6
Christiansands stift 12 7
Begge stifter 10 6

af forskjellige oplysninger, dem vi kunne benytte på sådan måde, som nedenstående exempel angiver.

I gruppe 1 tænker jeg mig 100 ægteviede par, altså også 100 brudgomme.

Af disse var ifølge Tabel 13 10 procent eller 10 personer opgifte enkemænd; de som første gang bleve gifte, vare altså kun 90.

Til samme tid, som hine 100 mandspersoner bleve gifte, var der (ifølge Tab. 5) på det nærmeste 37 mandspersoner, som bleve angivne som fædre til uægte børn.

Men af disse 37 mandspersoner var der (ifølge Tab. 12) 13 procent eller omtrent 5 personer, som vare i dette tilfælde 2den gang eller oftere, så de af hine 37, der bleve nævnte som barnefædre 1ste gang, kun var 32.

Nu veed jeg altså, at hver gang der var 90 mandspersoner, som bleve gifte 1ste gang, så var der 32 mandspersoner, som første gang bleve angivne som barnefædre, og herefter kan jeg igjen regne mig til, at for hvert 100 af hine var der på det nærmeste 36 af disse.

Udfører jeg nu denne sammenligning for begge kjøn og for hver af

(Tab. 14. Til § 71.) 1ste gangs giftermål og uægte fødsler.
Sted For hver gang 100 ungkarle eller piger
 bleve gifte, var der følgende antal mands-
 personer og fruentimmer, som 1ste
 gang bleve barnefædre og barnemødre
Barnefædre Barnemødre
Gruppe 1 36,1 31,4
» 2 55,3 51,7
» 3 32,0 28,8
» 4 23,3 21,4
» 5 14,4 13,2
» 6 11,8 10,7
» 7 17,4 17,0
Christiania stift 35,8 33,0
Christiansands stift 14,7 13,9
Begge stifter 30,4 28,1

de 7 grupper, så får jeg det resultat, som ovenstående Tabel 14 udviser.

Da det er så yderst få gifte mænd og koner eller enkemænd og enker, som blive opgivne som barnefædre eller barnemødre, så kunne vi for nærværende uden stor feil sætte dem ganske ud af betragtning og skrive samtlige fødsler på ungkarlenes og pigernes regning, og da vi nu i denne sidste tabel have regnet dem fra, som vare i det omhandlede tilfælde 2den gang eller oftere, så kunne vi sige, at vi have en oversigt over hyppigheden af uægte fødsler, som gjælder den netop tilvoxne slægt, der så at sige gjør det første valg mellem ordentligt ægteskab og ulovlig forbindelse. Dette er jo vistnok en ny og vidtløftig måde at beregne hyppigheden af uægte fødsler; men den tjener til at stadfæste, hvad der allerede før kunde formodes: at hyppigheden er mindre blandt kvindekjønnet, at løsagtigheden er mindre udbredt blandt kvinderne, at der er et mindre antal af disse, som falde.(24)

Men ved siden heraf er også det en kjendsgjerning, som jo fremgik af Tabel 12, at blandt de engang faldne kvinder er der flere, hvis liv arter sig så ulykkeligt, at de falde atter og atter, flere end blandt de engang faldne mandspersoner.

72. Og måske man med denne dobbelte kjendsgjerning for øie kan dele så mellem de to sider, at man siger: Kvinden forspilder ikke så snart som manden sin ære og dyd; men er den engang spildt, så kan det snarere hænde kvinden, at hun overgiver sig til last. Med andre ord: det er nok mest manden, som fra først af forfører kvinden; men den engang forførte kvinde kan - og det netop formedelst den første forførelse - blive lastefuld og da måske igjen forføre andre mænd.

I et foregående kapitel har jeg fortalt om en 17 års gut, som blev forført af en forvorpen kvinde; måske begyndelsen til denne ulykke og den første skyld for samme lå hos en vellystig mand, som tidligere havde forført den samme kvinde. Af et sådant enkelt exempel kan dog intet sluttes med hensyn til forholdet mellem begge kjøn; men der vilde kunne uddrages meget lærerige slutninger, dersom vi om alle de kvinder, som år om andet blive barnemødre gjentagen gang, vidste besked om, hvor mange af dem, der allerførst faldt for mænd af høiere stand og siden forså sig med mænd af ringere stand, samt hvor mange af dem der allerførst faldt i ganske ung alder for gamle vellystninger og siden som ældre forså sig med unge og uerfarne gutter.

Klar og pålidelig indsigt i det moralske forhold mellem begge kjøn skulde ikke savne sin praktiske betydning, men indtil videre siger jeg så: Mænd, for hvem kvinder faldt første gang, bør betragtes skarpt; thi de have kanske handlet med overlagt hu og anvendt skjændig forførelse. Og jeg siger så: Kvinder, som faldt 1ste gang, bør man våge over med omhu; thi de tiltrænge måske høilig menneskevennens trøst og anden bistand for at reddes fra nyt og værre fald. - «Tal ikke mere om ham, som sveg dig, tænk ikke på ham; sørg ikke over dig selv, skjønt ganske uskyldig er heller ikke du; men sørg for dit barn: Dit hele liv må fra nu af bestå i moderlig og christelig omhu for dit barn; dit arbeide og dine tanker og bønner må du ofre for dit barns vel; gjør det trolig, og da skal du endnu erfare, at mennesker vise dig velvillie, og at Gud skjænker dig sin trøst» - således har jeg så ofte talt til husmandsdøtrene, som jeg omkring i hytterne fandt i denne sørgelige forfatning, men, ak, når jeg så vendte mig og gik, så kom så ofte den tanke for mig, at verdens ublide dom og fattigdom og nød måske skulde sætte det vaklende sind på en altfor hård prøve og lede de beklagelsesværdige fra trin til trin henimod fuldstændig fordærvelse og elendighed.

73. Til slutning skal jeg endnu gjøre opmærksom på et eget forhold, som vel ikke skjønnes at stå i nogen sammenhæng med den sag, som var den egentlige gjenstand for nærværende kapitels undersøgelse, men som under undersøgelsens gang viste sig for mig. Sammenligne vi Tabellerne 12 og 13, så finde vi dette mærkelige, at i Christiania stift, hvor der forekommer flest gjentagelser-tilfælde med de uægte fødsler, der er det mindst tilfælde, at enkemænd og enker blive opgifte, - i Christiansands stift derimod omvendt. Man kunde måske vove den forklaring, at en vis større varme og livlighed i folke-charakteren i det førstnævnte stift forleder folk til elskovs-udskeielser, og at en på en vis måde modsat retning i folke-charakteren, en større rolighed og betænksomhed, snarere i Christiansands stift leder folk til at søge levebrød ved såkaldte fornuft-partier, når nemlig en ung gut gifter sig med en bedaget, men velstående enke, eller når en ung pige modtager en gammel enkemands frieri, fordi han er rig.

Dersom dette er rigtigt, så er det at befrygte, at der vil forekomme forholdsvis hyppigere ægteskabs-brud i det sidste stift end i det første. Og for at oplyse om, hvorvidt dette forholder sig så i virkeligheden anfører jeg (efter tillæg 4, schema 6) nedenstående Tabel 15.

(Tab. 15. Til § 73.) Ægteskabs-brud m.m.
Sted Blandt hvert 100 personer af hvert kjøn,
 der bleve opgivne som fædre eller mødre
 til uægte børn, var følgende
Ægtemænd Koner Enkemænd Enker
Gruppe 1 3,3 0,7 7,7 5,9
<< 2 2,4 0,4 5,3 2,5
<< 3 2,4 0,2 8,2 2,4
<< 4 7,7 1,7 6,6 4,7
<< 5 4,5 1,8 8,2 1,8
<< 6 11,1 1,4 5,5 8,3
<< 7 10,0 - 5,4 2,3
Christiania stift 3,6 0,7 6,6 3,6
Christiansands stift 8,3 1,0 6,4 3,5
Begge stifter 4,1 0,7 6,5 3,6

Sammenligne vi her de forskjellige grupper og stifter med hinanden, så synes det at fremgå som en regel med hensyn til ægtemænd og koner, at forholdet er bedst i Christiania stift og i de fleste af dets 4 grupper(25), at det derimod er slettest i Christiansands stift og i de fleste af dets 3 grupper. I hint stift findes forholdsvis færre, i dette stift forholdsvis flere ægtemænd og koner blandt dem, der opgaves som barnefædre og barnemødre. Og dette er så meget mærkeligere, som sådan regel ikke eller ialfald ikke så tydeligt viser sig med hensyn til enkemænd og enker.

74. Ægteskabsbrud er jo en af de forargeligste arter af løsagtighedsforbrydelser, og det her oplyste synes da at stå i strid med den mening, jeg før har ytret (§ 62, sml. § 69), at i de østlandske egne, hvor usædeligheden er mest udbredt (størst hyppighed af uægte fødsler i det hele), der forekommer også hyppigst de mere forargelige tilfælde af grov udskeielse og liderlighed. Men denne strid er kun tilsyneladende, og hin mening kan endda være rigtig. Nærværende tabel giver nemlig kun den forestilling, at medens gifte folk i det hele fristes langt mindre til løsagtighed end ugifte, så er denne forskjel mindre i Christiansands stift end i Christiania stift, og vi kunne betegne forholdet så: i Christiansands stift udmærker både den ugifte og den gifte befolkning sig ved et bedre forhold i dette stykke; men denne udmærkelse er dog af en eller anden grund mindre på den gifte end på den ugifte befolknings side.(26)

75. Dog - de opgaver, som disse betragtninger støtte sig til, ere kun fra de år 1851 og 1852, og de tilfælde af det omhandlede slags, som kunne indtræffe i så kort tid, ere for få til, at denne dunkle sag dermed skulde blive belyst til fuldkommen vished. Men det meddelte lader os dog se en fremgangsmåde, som en fortsat forskning kunde benytte til at samle kundskab om folke-charakterens mærkværdige forskjelligheder, og trods deres ufuldstændighed have de anførte oplysninger for mig en særegen interesse derved, at de understøtte en tanke, som på forhånd forekom mig rimelig, den nemlig: at om vi tilfulde kunde gjennemskue alle forholde, så skulde der i mange tilfælde vise sig en vis modvægt i moralsk henseende mellem de forskjellige egnes befolkninger, så den egn, som i et stykke glædede os ved et usædvanligt godt forhold, kanske ligeså meget bedrøvede os ved et misligt væsen i et andet stykke. Eller måtte vi ikke sige så, dersom det stadfæstede sig, at der i Christiansands stift, der jo udmærker sig ved de uægte fødslers sjeldenhed, drives uvæsen med de såkaldte fornufts-partier eller ægteskaber for levebrødets skyld og ikke for kjærlighedens - et uvæsen som lettelig fører til ægteskabsbrud?(27) - Her kan være stedet til at hensætte den ytring, at om en udførlig undersøgelse om forholdet med løsagtigheds-forseelser skal få fuld betydning til bedømmelse af folkets kultur og moralitet i de forskjellige egne, så kræver den en tilsvarende fremstilling af forholdet med andre arter af udskeielser (og her kan nævnes justits-forbrydelser i deres hovedarter, forbrydelser mod eiendom og mod person, samt og det vel især fylderi), det er nemlig tænkeligt, at der kan være et vist forhold her, således, at hvor der er mindre hang til det ene slags udskeielser, der kan være et så meget større hang til udskeielser af et andet slags. Navnlig har jeg som en mistanke om, at der måske er et sådant omvendt forhold mellem løsagtighed og fylderi.


KAPITEL 8

HUSLIVET OG SÆDERNE PÅ ØVRE OG NEDRE ROMERIKE

76. «God kveld, god kveld; så vi to skulle være sammen en stund?» således tiltalte jeg en skydskarl, idet han leverede mig tømmerne, jeg satte mig i slæden og han stillede sig på meierne; men jeg hørte ikke nogen lyd af ham. «Det er nok over en mil, vi skulle kjøre sammen?» henvendte jeg mig til ham, da slæden vel var svinget ud på veien; men jeg studsede over hans «ja»; thi det var så besynderlig grovt og råt. «Du er vel tjenestekarl på gården, hvor hesten hører hjemme?» fortsatte jeg for at få en samtale i gang, og atter fik jeg det samme hårde og tvære «ja». Jeg gruede mig for dette selskab. «Sig mig: Du har kanske havt jord-kjøring på gården idag?» - «Ja!» «Og er vel træt nu?» - «Ja!» - «Men - for en forandrings skyld, kammerat - hvem mener du er mest træt, du eller hesten?» - «Veed ikke!» lød svaret i samme barske tone, uden spor af munterhed. - «Hm! så du har kjørt jord idag; slig har du kanske holdt på i al vinter med jordkjøring og vedkjøring og tømmerkjøring, og til slut kan du vel blive kjed af al denne kjøring?»

- «Ja!» - «Men fortæl mig da: hvad kan så en tjenestekarl som du have at fornøie sig ved således i ugens løb?» - «Ikke noget!» - «Så? siger du det?» - Intet svar. «Ethvert menneske pleier dog have noget, som han er glad i, og jeg er ganske vis på, at du også har noget, som du sommetider ligesom glæder dig til og fornøier dig med - og hvad er det?» - «Dandse!» svarede han med den samme grove, stærke stemme, men ikke fuldt med samme tværhed som før. Her havde jeg altså truffet det emne, som han blev oprømt ved at samtale om, og han havde truffet til at skydse en reisende, som netop gjerne vilde have udførlig besked om samme sag, og vi kom således op i praten sammen, at vi ligesom ved en stiltiende overenskomst anvendte så lang tid på at kjøre den mil, at måske hverken han eller jeg mindes sligt før.

Hvor ofte havde jeg ikke tilforn samtalt med tjenestekarle og sådanne om dands og alle de andre stykker, som henhøre til, hvad man kalder selskabs-væsen; men aldrig tilforn havde jeg fået et så stærkt indtryk af, hvor overmåde vigtig den ting er, som man kalder selskabs-tonen eller den i en vis kreds herskende dom og mening om, hvorledes folk bør opføre sig i de selskabelige sammenkomster. Thi her syntes jeg så grandgivelig at se, hvorledes denne person vilde trampe hen over dandsegulvet med hele sin tyngde, og med hele sin voldsomhed overgive sig i selskabets vildeste glæder, hvis ikke mængden af de øvrige tilstedeværende kunde ligesom overvælde ham og tvinge ham til at føle sig efter en bedre selskabs-tones regler.

Dette var på nedre Romerike og i slutningen af vinteren 1856. Og på den samme vei, imellem de samme skyds-stationer, havde jeg nogle dager før siddet i bred-slæde sammen med en af bygdens velstående bønder og af ham fået adskillig forklaring om selskabs-livet inden den høiere bondestand, hvor der ikke tales om «dandse-lag», men om «baller», og hvor boston og whist træder istedetfor tjenestekarlenes «bank» og «sveis» og «skjerveng».

77. Men der var en tid, hvor alle disse selskabs-skikke vare meget anderledes end nu. I fortiden har selskabs-væsnet udentvivl væsentlig været ordnet og bestemt ved den eiendommelige grandelags-skik,som jeg alt fra Lom i Gudbrandsdalen til Rodenæs i Smaalenene har fundet dels i fuld kraft, dels i hendøende levninger. Grandelaget eller, som det også kaldes, bedelaget, er en selskabs-kreds af visse nærliggende gårde. Ved gravøl og bryllups-gjæstebud var det en regel, at bedemanden måtte sendes først og fremst til bedelagets gårde (ja, ved bryllupper til både bruds og brudgoms bedelag) og så desuden til slægtninger udenfor bedelagets grændser. Og derfor have bygdelagene fra gammel tid været inddelte i sådanne bedelag, en fast inddeling, så det vides, at den og den gårds bedelag er så og så stort, ligesom skolemesteren veed, hvilke gårde der hører til hans skole-roder. Og det er en særegen indretning, som ligger til grund for denne inddeling. Tænk dig en bygd på 100 gårde, og forestil dig, at der i gjennemsnit er 10 gårde i hvert bedelag - du vilde da snarest mene, at der skulde være 10 bedelag ialt. Men der er 100. Hver gård har nemlig sit særskilte bedelag. Det hele vil blive klart, når man tænker sig gårdene i en bygd følge efter hinanden ligesom bogstaverne i alphabetet. Gården E kan have sit bedelag fra A til I, og da har gården F sit fra B til K, og bedelaget for gården G omfatter gårdene fra E til L. Og på denne måde drages hver familie ind i helt vidtløftige selskabs-kredse. Når f.ex. familien på gården I holder gjæstebud, har den samlet hos sig familierne fra E til O; men når den senerehen selv bliver indbuden til gjæstebud på disse gårde E og O, kommer den vexelvis i lag med folket helt fra A på den ene og fra S eller T på den anden side. - Ja, disse lag og foreninger, som den gamle folkeskik har dannet, skride endog ud over de grændser, som ere satte for præstegjeld og thinglag, og som ellers, besynderlig nok, i mange stykker synes ligesom at skille bygdefolkene ad. Lader vi bogstavet Ø gjælde for den yderste gård i et præstegjeld og A for nærmest tilstødende gård i nabo-præstegjeldet, så kan Ø have sit bedelag f.ex. fra X i det ene til D i det andet alphabet o.s.v.(28)

Denne hele inddeling gjaldt, som sagt, nærmest for gravølets og brylluppets huslige feste, og man kan da sige, at den selskabelighed, som bedelags-skikken minder om, havde en halv religiøs charakter. Thi sådanne feste fandt sted ved hine høitidelige anledninger allerede på en tid, hvor der ikke var tale om kirkelig velsignelse over den afdøde eller over brudeparret, nemlig på hedenskabets tid. Skikken forplantede sig fra hedenskabet ind i den christelige tid og holder først i vor tidsalder på at dø ganske ud. Det fulgte med skikken, at gjæsterne medbragte «forn» eller gaver af gjæstebudsmad,(29) og så var det rimeligvis også skik i hin fortid, da bønderne for sig og sit husfolk bragte med sig madvarer til de offergjæstebuder, som holdtes i Odins og Thors og de andre guders templer. I hedenskabets tider indviede husbonden den huslige fest (ligesom offerforstanderen festen i templet) ved at signe den første skål til Odins ære; på samme måde brugte man i den påfølgende christelige tid at drikke skåler til Christi, til jomfru Marias og forskjellige helgeners ære,(30) og som levning heraf er det måske at betragte, når endnu i forrige århundrede kjøgemesteren ved gravøl og bryllupper sang psalmer og drak skåler for biskoppen og kongen.

Man har ofte lastet de gammeldags gravøl og bryllupper med deres mange dages gjæstebud og store folkestimmel. Og det er jo vist og sandt, at der ofte fulgte altfor megen drik og styr med. Men det er dog troligt, at den alvorlige betydning, som hine høitideligheder havde, i nogen grad måtte bidrage til at give selskabs-livet i det hele et vist alvorligt og sømmeligt præg. Thi netop i sammenkomster ved disse anledninger, hvor der efter nedarvet skik måtte indbydes en temmelig stor mængde gjæster, bestod for den største del i fordums tid selskapeligheden i landet. I Loms præstegjeld f.ex., hvor grandelags-skikken endnu består så temmelig hel og holden, er det vistnok meget sjeldent, at der indbydes til gjæstebud uden netop ved gravøl og bryllup samt stundom barnedåb. I Næs præstegjeld på Romerike blev jeg rigtignok opmærksom på et andet slags sammenkomster, som der fulgte med grandelagsskikken, nemlig at hver bonde i grandelaget engang i løbet af vinteren (eller i den senere tid hvert andet eller tredie år) indbyder alle sine grander til et gjæstebud (hvortil der ikke medbringes forn), og dette slags gjæstebud (det kaldes grande-lag til forskjel fra forn-lag) kunde synes mere indrettet for det, som vi nu forstå ved selskabelighed eller frie sammenkomster blot for selskabs skyld; men det er ganske vel muligt, at disse gjæstebud er en fortsættelse af de omgangslag, som Olaf den Hellige foreskrev i sin christen-ret, og som havde et vist høitideligt, religiøst præg.

78. Men i alt dette er der nu foregået stor forandring; den gammeldags, man kunde gjerne sige: pligtmæssige og tvungne selskabelighed har, i mange bygder ialfald, mestendels måttet vige for nye skikke, og istedetfor at det i gamle dage vistnok var en fælles skik for alle klasser af land-almuen, så har der nu uddannet sig en dobbelt skik, en for gårdbruger- og en for husmands- og tjenerklassen. En af de mest virkende årsager hertil er måske husmandsfolkets raske tilvæxt i det sidste 100 eller 200 år, så det er kommet til at danne en egen stand ved siden af gårdbrugerfolket. Inderst i Loms præstegjeld, i det strøg, som hedder «nora Berget», er det endnu så, at når en bonde holder gjæstebud, så indbyder han alt grandelagets folk, bønder og husmænd, små og store, fattige og rige, og så har det måske været overalt i fortiden, da husmandsfamilierne kun vare få og dertil så nye, at de endnu regnedes i slægt med folket på gårdene, fra hvilke de nedstammede. Og omvendt kunde den fattigste husmandssøn trygt indbyde samtlige gårdmændsfamilier til sit bryllup; thi gaver til gjæstebudsmad og skålpenge holdt ham skadesløs for omkostningerne. Men nu for tiden indskrænker bonden gjerne sine indbydelser til grandelagets bondefamilier, og den eneste moro, som tjenestefolkene derved få, består i god beværtning på «forndagene», da de bringe forn-kurvene til gjæstebudsgården og siden hente dem tilbage. Og nu for tiden bliver det mere og mere almindeligt, at fattigfolk holde sine bryllupper og gravøl i al tarvelighed, kun med sine nærmeste slægtninger, da gårdbrugerne, som rimeligt kan være, ere blevne mindre villige til at udrede disse hyppige ydelser af forn og skålpenge. Inden gårdbruger-klassen selv har man også lidt efter lidt begyndt at føle det byrdefulde og, navnlig hvad gravøl angår, det upassende i de gammeldags vidtløftige gjæstebud. I Næs på Romerike blev der ved året 1830 oprettet et sogne-selskab, og et af dette selskabs foretagender var at stifte en forening netop mod den gamle skik med fornlag, en forening, som virkelig fremskyndede en forandring i selskabsskikkene, der ellers nok her som på andre steder vilde forgået af sig selv. I Nannestad, Ullensaker, Gjerdrum og flere bygder holdes vel endnu forn-lag; men folket selv taler om disse som en gammeldags urimelighed, og inden 10 år fra nu af tør hvert spor af dem være forsvundet også her.

Da bønderne i Næs præstegjeld afskaffede forn-lagene, var det ganske vakkert, at de dog lode skikken med hine omgangs-lag mellem granderne bestå; disse sammenkomster synes jo så vel skikkede til at vedligeholde den gode venskabs-ånd, som små-trætter i dagenes løb så let kan forstyrre netop mellem naboer. Men det er, som om dette slags sammenkomster nu for tiden ikke er nok for at tilfredsstille trangen til selskabelighed, og derfor sees nu en, nu en anden af det samme grandelags bønder at gjøre et andet slags gjæstebud, ved siden af hine, aldeles frie gjæstebud, hvortil han indbyder slægt og venner udenfor grandelaget, de ældre til middag, de yngre til bal om aftenen. Og sådanne middagsselskaber og baller ere i den nærværende menneskealder blevne meget almindelige i de bygder og de familie-kredse, hvis velstand og dannelse mere har bragt dem i forbindelse med byfolk og givet dem lyst og evne til at følge byskik. Mere og mere er det også blevet brug i disse samme kredse, at den ene familie en vakker dag reiser hen og besøger den anden, eller at en hel vennekreds bliver enig om at overraske en fælles ven ved besøg f.ex. på hans fødselsdag, alt uden indbydelse, noget, som endnu vist er overmåde sjeldent i sådanne gammeldags bygder som Vaage eller Lom. Og i Næs f.ex. er det ikke så ualmindeligt, at en af husets døtre underholder gjæsterne med fortepiano-spil, eller at flere af de forsamlede unge mennesker synge en fir-stemmig sang; eller de ældre mænd underholde sig med at gjennemgå med hinanden indholdet af sidste postdags aviser, medens bønderne i Lom f.ex., hvor aviser ere meget sjeldne, endnu ligesom vel i Halfdan Svartes dage må holde sig til de samtale-emner, som selve bygden giver, odels-trætter og deslige.

79. Dette var nu træk af den nye tingenes orden blandt gårdbrugerfamilier på Romerike og i flere af de ydre distrikter i Christiania stifts opland. Anderledes er det inden arbeidsklassen, blandt husmænd, tjenere og andre. Jeg skal nu meddele nogle træk af nutidens selskabsvæsen her, dog så, at jeg udelukkende holder mig til erfaringer fra øvre og nedre Romerike. Det er dands og atter dands, som udgjør selskabets glæde her. De ældre ere naturligvis trådte ud af dandsen; det er ungdommen, som kommer sammen, og selve sammenkomsten eller laget, kaldes dands. I denne betydning af ordet kan der skjelnes mellem 3 slags dands: 1) auktioner, 2) fri-dands og 3) sammenskuds-lag. - Det lyder jo underligt at høre auktioner omtale som dands, og det hele er ganske vist et stort uvæsen. Jeg er aldrig kommet efter, hvorledes det gik til, at auktioner bleve til forlystelses-sammenkomster; men rimeligvis er begyndelsen gjort af kløgtige folk, som holdt auktion og vilde trække mange folk til, og nu på en tid har det været almindeligt, at største mængden af de fra alle kanter sammenstimlede folk har været karle og piger, som hverken skulde kjøbe hø eller korn. Uindbuden kommer også spillemanden med sin fele, eller der kommer 2, 3 spillemænd, som da slå sig sammen, og enten i selve auktionshuset eller også i en husmandsplads i nærheden er snart lystigheden i fuld gang. Er manden, som holder auktion, i slig ringe forfatning, at han sætter stor pris på at tjene en daler eller to, så har han tillige kjøbt hjem en del såkaldet vin samt nu for tiden bayersk øl (før i tiden brændevin), som ved denne leilighed sælges ud til høie priser; eller der er altid en del folk i nabolaget, som spekulere på samme vis, og gamle koner komme trækkende med kjedler og kopper for at koge og skjænke kaffe. Spillemændene gjøre naturligvis også regning på fortjeneste, og i passende mellemrum lade de en betroet person gå om med spillemands-skålen, hvori de dandsende lægge efter behag 2 eller 4 skilling hver; ja, i de allersidste år, da der er så mange penge blandt folk, kan en gut, som før gav 2 eller 4, nu lige så gjerne slænge 8 eller 12 i skålen, har man sagt mig. I en eller anden krog sidde også nogle spillefugle med kort-legen og med en del måbende tilskuere omkring, og i en af Romerikes bygder, hvor jeg havde hørt om gårdbrugere, som i en nat havde spillet bort mellem 1 og 2 hundrede daler, hørte jeg i afvigte vinter om tjenestekarle og skomagergutter, som ved sådanne leiligheder kunde sætte 3, 5, 7 daler overstyr. Og al denne auktions-lystighed kan vare ved både 1 og 2 nætter og dage.

Med den såkaldte fri-dands har det sig således: En husmand eller anden fattig mand, som kan trænge til at tjene sig en skilling ved at sælge kaffe, øl, vin, kringler o.s.v., og som har ikke altfor knapt husrum, gjør alting istand og fastsætter en vis dag og lader så bud gå om at nu skal der være dands hos ham. Dandsen er fri, hedder det, eller hver, som vil, kan komme, og der betales ikke mere end for det, som enhver nyder. Dog er det en æres-sag for de dandsende at lægge noget i spillemands-skålen; thi værten i huset har vel skaffet spillemanden hid, men ikke lovet ham anden betaling, end hvad han kan få for sit spil. Man kan begribe, hvorledes disse fri-dandse kunde lede til råhed og vildskab dengang, da også brændevins-skjænkningen var fri, og selv nu er det ikke frit for udskeielser i disse lag, hvor alskens piger kommer sammen med alskens gutter. Man erindre nemlig, at det er folk, som ere opdragne så at sige i nattefrieriets uskik; og medens der ved auktioner altid er flere ældre tilstede, er det ungdommen alene, som råder her.

Derfor kan man mærke, at unge folk, som holde sig noget bedre, ikke gjerne deltage i fri-dandsen, men heller i sammenskuds-laget, og denne måde at gjøre sammenskuds-lag er sikkerlig bleven til i den senere tid, da man har begyndt at indse fri-dandsens usømmelighed. Nogle karle forene sig om at holde et sådant lag, skyde til 24, 48, 60 skilling hver og tage med sig sine kjærester eller andre piger, som de ville vise opmærksomhed. En eller to af karlene påtage sig at ordne det hele, gjøre aftale med en vært om værelse, skaffe spillemand, indkjøbe mad og drikke. I sådant lag er det jo lutter kjendinger, som komme sammen, og de kunne sikre sig mod at få bekjendte sviregaster og altfor rå personer ind i selskabet. Ellers have disse sammenskuds-lag også den behagelighed i manges øine, at man uden at udsætte nogen for at falde i bøder kan også få sig et glas brændevin eller spiritus-punsch; thi det er hele selskabet, som henter varene fra lovligt udsalgssted og siden nyder dem i samlag. - I den allersidste tid har man ogs&#229; fået smag på en egen art af sammenskuds-lag, som jeg tror kaldes inviteringslag eller vel endogså bal; nu og da kan nemlig en husbonde, som nylig selv har brugt sin dandse-sal til bal, give sine tjenestefolk lov til at benytte den for sig og dem af sine venner, som de ville indbyde til deltagelse. Disse baller koste ikke stort for deltagerne; thi husmoderen sætter gjerne lys i stagerne og leverer ud kaffe-fløde og husbonden har gjerne sat den betingelse, at der ikke skal nydes brændevin. Jeg syntes at bemærke på enkelte tjenestegutter, som havde deltaget i disse mere pyntelige inviterings-lag, at de fra den tid ikke skjøttede videre om at søge enten fri-dandse eller sammenskuds-lag i husmandshytterne, og måske kan det være dette forhold som bragte en ældre karl i Næs præstegjeld til at ytre sig noget utilfreds: «Det er ret ikke så morsomt blandt ungdommen nu for tiden, som det var før; for før vare de alle lige gode og ligesom kammerater, men nu på en tid er der så mange, som holde sig for gode til at være med i lystighed sådan borte i pladsene.»

Disse inviterings-baller har jeg ellers havt så meget mere interesse af at omtale her, som de ganske vist ere fremkomne ved en bestræbelse fra husbondsfolkets side efter at lede deres tjeneres selskabelige sammenkomster i en ædlere retning. Og at en sådan ledning kan være på sit rette sted her, det vil man forstå, når jeg fortæller, hvad en troværdig bonde fortalte mig om en tjenestepige, at hun i et halvår eller i tiden fra 14de april til 14de october havde været på 22 dandse, mest auktioner og fri-dandse; hendes medtjenere havde tilfældigvis talt efter og vidste god besked. Dette er jo kun et enkelt exempel; men det forekommer mig, at det siger meget, især når man, som jeg, så ofte har hørt folk omkring i bygderne klage over ungdommens forlystelses-syge og letsindighed.

80. Det skal man også lægge mærke til, at arbeidsklassens ungdom på landet jo lidet har seet for sig af pynteligt og dannet omgangsliv og heller ikke ved læsning af belærende og underholdende skrifter har samlet sig stof til selvtænkning og samtale udenfor den kreds af begreber, som det daglige bygdeliv medfører. «Sig mig - således henvendte jeg mig til en sjelden tænksom husmand oppe i Lom -, nu for tiden samtale vi byfolk idelig om den mærkværdige krig mellem russen og tyrken; men sig mig, hvad prat disse unge karle have for sig, når de mødes på en vei eller komme sammen i lag?» «Jo, det skal jeg nok forklare; for nu og da er der en og anden som reiser til Håmår (Lillehammer) for at kjøbe hjem en dunk brændevin, og det vide de besked om allesammen, og når så den ene træffer den anden, så er det spørgsmålet: veed du, om han er kommen hjem, han, du veed? Og når han så er kommen hjem, så kalte de det by-helg, og så skulle de did, om de så skulle gå med sidste skillingen sin.» - At der dog er flere og flere unge mennesker omkring i bygderne, navnlig også på Romerike, som i de senere år have fået ligesom mere tanke for sig og gjerne ville tilegne sig mere dannelse og pynteligere sæder i omgang med andre, det holder jeg mig forvisset om; der er jo også så mangfoldige lykkelige omstændigheder i vort land, som må bidrage til at fremme kultur selv inden de såkaldte lavere klasser, og jeg tror, at tiden er modnet nu for alle sådanne bestræbelser, der sigte til fjernelse af den råhed og uskik, som de høiere, de mere dannede stænder allerede have fordømt, men som længst hænger ved arbeidsklassens store mængde. Jeg kan fortælle et exempel. Ved påsketider dette år sad jeg en søndag eftermiddag og røgte en pibe tobak sammen med 4-5 karle af befolkningen i en besynderlig stor husmands-grænd henne i Næs på Romerike; det var folk som man kunde have fornøielse af at samtale med, og en gang faldt mine ord omtrent så: «Nu har jeg et forslag at gjøre. Vi vide allesammen, at gårdbrugerne her borte, de holde aviser og kjøbe bøger og kjøre til landbrugsmøder og komme sammen og samtale om så mange ting, som det er fornuft og lærdom i - I folk her i husmands-grænden må også prøve på noget, at I også kunne gå fremad i indsigter og dannelse; ellers bliver der rigtig altfor stor forskjel på de høiere og de lavere klasser, som vi jo kalde det. Jeg ser jo næsten ikke en bog her i husene, undtagen kirkebøgerne og børnebøgerne. Hvad vil det sige at læse en vel skreven bog? Det er jo det samme som at sidde i selskab og samtale med en kyndig og venlig mand. Nu veed jeg, at der er mange kyndige og velvillige mænd, som have skrevet og gjerne ville skrive for den ulærde mands nytte og fornøielse - men I ændse det ikke. Er det maner? I skulle oprette et bog-selskab imellem Eder, rigtig et bog-selskab her i husmandsgrænden for husmænd og tjenestekarle og bygde-skomagere og dagarbeidere, og hver, som vil være med og låne af bøgerne, skal lægge 1 mark for året. Så ussel er ingen tjenestekarl, at han ikke kan afse de skillinger, og den husmand må have en stor unge-hob, som ikke også skulde have råd til det samme.» - Man sagde ja til det hele, men mente for resten, at det var umuligt at få tingen istand. Til svar på disse indvendinger skrev jeg på stedet med blyant nogle få og korte paragrapher som regler for selskabet, og opnævnte en af de tilstedeværende, en snedker, til at være formand, en anden, en skomager, til at være kasserer, og en fraværende person, også en skomager, til at være bibliothekar; endelig skrev jeg op en liste på alle de husmænd og tjenestekarle og løskarle, som vi kunde tænke os som selskabets medlemmer. «Se så, nu skulde det undre mig, om ikke hele tingen på det nærmeste er istand. Om et par dage er her jo auktion i en af pladsene; did skulle vel I, og der træffe I vel dem, som vi nu have på listen. Tal til dem, forklar dem sagen og sig dem, at de må tegne sig, enten de så vil eller ei.» - Inden få dage havde 29 personer ladet sig antegne, næsten udelukkende af arbeidsklassen, og nogle uger efter sendte kassereren mig 29 mark til indkjøb af bøger. Efter mit kjendskab til den angjældende befolkning i grænden kalder jeg dette et godt udfald, og jeg skulde meget tvivle på, at det vilde være blevet så for en 10 eller 20 år tilbage, da der neppe var den ånd i folket som nu. - Før i tiden har der jo nok været drevet på opsættelse af bogsamlinger på landet. Men det har mest været for et helt præstegjeld, og dermed bliver adgangen til at hente bøger for besværlig for den store mængde af arbeidsklassen, som bor langt borte i udkanten af bygden. Nu, efter det fortalte exempel, siger jeg så, at de unge folk, som der er nogen omtanke i, bør slå sig sammen om bogsamlinger f.ex. i hvert skoledistrikt, og jeg henvender dette ønske især til folk af arbeidsklassen, som mest kunne tiltrænge et sådant hjælpemiddel til fremgang i dannelse. Ville så folk af høiere stand være med og hjælpe til, så vel! hvis ikke, så kunne arbeidsklassens egne forenede kræfter få tingen istand. Og måtte dette ske, og snart; da skulde vel meget af den råhed og rådenhed, som denne bog handler om, drives på dør.(31)

Thi flere af de præster, som have meddelt mig forklaringer om forholdet med uægte fødsler, have - især her på østlandet - henpeget på dandse-lystigheden og auktions-stimmelen som en af årsagerne til, at det på mange steder står så slet til med sæderne.

81. Dandse-lyst og pynte-syge - de to ting følges gjerne ad i de klager over tjener-klassens forhold, som jeg så ofte har hørt på landet. Denne sidste klage har - jeg tilstår det - sat mig i ikke liden forundring; thi det, som kaldes overdådig pynt, så i mine øine oftest ud som tarvelighed. Men dommene over de enkelte ting må jo rette sig efter de begreber, man har om tingen i almindelighed, og disse begreber ere en god del forskjellige f.ex. i by og på land. Det vil man få en forestilling om ved at gjøre sig bekjendt med den gamle skik angående tjener-klæder på landet. Fra Lom i Gudbrandsdalen til Rakkestad i Smaalenene, fra Elverum i Østerdalen til Næs i Hallingdalen er det skik, at tjenere få af husbonden «løn og fulde klæder». Lønnen kan være af forskjellig størrelse, så den må der gjøres særskilt og bestemt aftale om ved indfæstningen; men når «fulde klæder» nævnes, så veed både husbond og tjener, hvad dermed forståes; thi der er ligesom en taxt for, hvilke stykker og dele dertil høre, en taxt, som har været fra gammel tid, og som gjælder på alle gårde i sognet eller præstegjeldet. Og ikke nok hermed; men på små og få undtagelser nær er denne taxt ens for alle bygdelag i den store omkreds, som jeg nys nævnte, ens ofte i de yderligste småting. Og med hine undtagelser har det sig for en stor del så, at de kjendelig have indsneget sig i den senere tid, så folk endnu erindre, hvorledes det egentlig skulde være efter den rette gamle skik.

Tjenestegutten skal først og fremst have en «gang», d.e. kjole eller frak (i denne dobbelthed spores ellers indflydelsen af senere tiders mode; thi før i tiden var det hverken kjole eller frak, men et plag af en anden skikkelse og med det navn «vest») samt buxe. Husbonden skylder egentlig kun at levere disse klædningsstykker af ufarvet vadmel (med saue-liten), i ældre tider ganske hvidt, nu gjerne gråt af sort og hvid uld blandet. Han skal levere dem færdig syede; men egentlig skulde tjenerne tage til takke med dem uden foder og efter en sådan gammeldags simpel syningsmåde, at skrædderen (foruden kost hos husbonden) for et halvt hundrede år siden f.ex. i Næs præstegjeld fik i gjerningsløn 12 skilling for kjolen og 6 skilling for buxen; lidt efter lidt er det dog i mange og måske i de fleste bygder blevet brugeligt, at husbonden lægger foder til i livet og stundom tillige i ermerne, og dels herved, dels på grund af den noget finere søm, som nu fordres, er skrædder-lønnen for tjener-klæder i det samme Næs præstegjeld steget til 2 spd. for kjolen og 12 skill. for buxen. Vil nu tjeneren - følgende nyeste mode - endda have foder i kjole-flagene, og vil han have stopning i brystet og stikning i nogle af sømmerne og lommer hist og her, så er det en velvillie, som gjerne vises fra husbonds side, at skrædderen får lov til at gjøre dette, uagtet det jo tager noget længere arbeidstid og altså går ud over husbondens kost; men hvad skrædderlønnen udgjør mere end det førnævnte beløb, samt hvad tøi der behøves, det må tjeneren lægge til selv. Ligeså må tjeneren selv gjøre udlægget, om han ønsker finere og bedre tråd til syningen end den almindelige i tjener-klæder, samt om han vil have sit vadmel farvet og perset. Endelig må han selv skaffe knapper til sine klæder, og dette er endog en af de visseste regler, som der vanskelig skal findes nogen undtagelse fra (thi bygderegelen er ikke omstyrtet derved, at en enkelt bonde hist og her viser sine tjenere den godvillie at lægge knapper til). - Fremdeles hører til «fulde klæder» 2 skjorter (1 af lærred og 1 af strie, og det enten af hamp eller af lin, eftersom den ene eller den anden plante dyrkes i bygden), 1 par hele hoser og 1 par påbindinger eller atpå-bindinger (c: ny påstrikket fod i et par gamle strømper), 1 par votter (i nogle bygder skiftevis det ene år 1 par store votter opover til albuen, det andet 2 par små), i enkelte bygder 1 par sne-sokker, samt i nogle bygder 3, men måske i de fleste 2 par sko. Disse sko skulde være gjorte det ene par af ryggen af huden (tjuk-par), det andet af de tyndere dele af læderet (tunnpar), og de skulde være syede med begsøms-syning samt forsynede med et flerdobbelt lag af birkenæver i solen og styrkede med en klamp af birketræ i hælen; ja, i enkelte bygder var der og er tildels endnu adskillige meget nøiagtige regler om spiger og jern-klamper fornemmelig i tjuk-par'et. Men som en almindelig regel nu for tiden kan mærkes dette, at tjeneren gjerne får tunn-paret syet til mere pyntelige rand-sko, dog således, at han af sin løn må lægge til de 6 skill., som skomagerlønnen for randsko (12 sk.) er dyrere end for begsøms-sko (6 sk.). I enkelte bygder er det dog gået så i den senere tid, at først en og så flere og til sidst alle bønder have overtaget den fulde betaling til skomageren for rand-skoene, og på den måde ser man, hvorledes der bygderne imellem kan opstå afvigelser i den gamle taxt.

Se, dette var tjenesteguttens «fulde klæder». Pigens klæder har jeg jo mindre forstand på; men at der også for dem har dannet sig et system af regler, det vil man forstå af følgende stykke, som jeg til exempel udskriver af de fuldstændige forklaringer, som husmødre have givet mig.

Ringsaker
(Hedemarken)
Det ene år trøie af vadmel og stak af værken (hampegarn i renningen og uld i væftingen). Det andet år livkjole af værken (bomuldsgarn i r. og uld i v.). Alt færdigt syet(før af mandfolk-, nu af fruentimmer-skræddere). Noget foder i liv-kjolen, nemlig i livet. Men foder i trøien samt tøi til lommer og skoninger i kjolerne må pigen selv «læta til», ligeså hægter.
       
Rakkestad
(Smaalenene)
Det ene år trøie af vadmel og kjole af værken og det et grovere slags værken. Det andet år livkjole af værken (med bomuldsrenning og uldgarn væft.) Alt færdig syet (nu af fruentimmer-, før af mandfolk-skræddere). Foder til trøien og tøi til skoninger og lommer samt hægter skal pigen selv lægge til, hvis hun have det.

82. Hvorledes kan vel denne besynderlige overensstemmelse være fremkommen? Skolevæsen og fattigvæsen og kirkevæsen - disse anliggender ere ordnede ved love, hvis mange paragrapher skulde gjælde lige ens i alle bygder, og dog finde vi heri langt større afvigelser i de enkelte bygders indretninger og anordninger. Bygdernes naturbeskaffenhed og derefter bygdefolkets næringsveie og daglige levevis og sindsstemning (temperament) og sprog o.s.v. viser den reisende så mange forskjelligheder på veien fra Lom til Rakkestad, at han efter det første indtryk synes at måtte kalde det lutter ulighed alt sammen, og dog finde vi i hine regler for klæderne en overensstemmelse som strækker sig lige til knappernes og hægternes småting. Og hvorledes er dette gået til?

Der er jo noget, som kaldes mode, og som navnlig hersker med hensyn til klæder, der jo idelig må fornyes og altså let kunne forandres. Så vidt ud over landet som der er noget samkvem og ligesom slægtskabs-forhold mellem bygderne, så folket i den ene gjerne vil tage efter folkets skik i den anden bygd, så vidt kan man vente sig at finde fælles mode i klædedragt, og efter den herskende mode er det rimeligt, at reglerne for tjenerklæder blive tillæmpede. Der er rimeligvis flere kredse af bygder eller større strøg i landet, som adskille sig ved forskjellige eller høre sammen ved fælles moder på klæderne, og ved at agte nøie herpå skulde vi måske finde bidrag til den ikke uvigtige kundskab om, hvorledes de mange bygdefolk have stået i nærmere eller fjernere forbindelse med hinanden både indbyrdes og med byerne; vi kunne tænke os det som forskjellige kultur-strømninger, som hver i sin del af landet have ført med sig noget forskjellige skikke og begreber og sæder, og det ikke alene med hensyn til livets alvorligere ting. Hvor nyttig en fuldstændig kundskab herom skulde være, det vil man føle, når man erindrer den i 1ste kapitel af nærværende afhandling påviste mærkelige forskjel i sædelig henseende i visse sammenhængende strøg af landet, en forskjel, som man kunde tænke sig fremkommet netop ved sådanne forskjelligartede kultur-strømninger, ligesom luftninger fra fremmede landes ånd.

83. I Lom har jeg seet en gammel fattig mand, som - enten fordi han var så gammel, at han ikke ændsede den nye mode, eller fordi han var så fattig, at han ikke havde råd til at følge den - sled på en kjole af en egen art, en «vest», som den kaldtes, af hvidt vadmel, med side og brede flager, store lommefikker, opstående krave, adskillige stikninger eller broderier og endelig hvide knapper og store som sølvdalere. Dertil har han knæbuxer og spænde-sko. I samme præstegjeld, på den store gård Graffer, har jeg også seet et på et klædesloft vel forvaret sæt af dette slags gamle klæder - måske den bedste samling, som findes på nogen bondegård - og derved seet prøve på, hvor stadselige disse klæder kunde være, «over-vesten» af fint hvidt vadmel med broderi af mørk farve, den side «und-vest» af skarlagen med indvirkede figurer, knæbuxerne af sems-læder eller plyds, hosebåndene af farvet garn og skoene prydede med store sølv-spænder. Denne dragt var almindelig der i Lom indtil begyndelsen af dette århundrede. Og indtil slutningen af forrige århundrede var den samme dragt, som tydelige beskrivelser have ladet mig skjønne, i brug helt nede på Romerike, i Smaalenene, i Akers sogn o.s.v. Navnlig vide alle folk på Romerike at tale om «kirke-tårnet» i ryggen, et stykke broderi, som spidsede sig op i en top, og hvis forskjellige farve, blå, grøn, rød, var et kjendings-mærke for de forskjellige præstegjelde. - Men se, denne veste-dragt, som jeg kalder den, den er åbenbart indført blandt almuen igjennem bybefolkningen og embedsklassen, og disse have igjen fået den fra udlandet; det var nemlig en almindelig europæisk mode i forrige århundrede.(32) Med moden fulgte også spidsnebbede, høihælede sko for fruentimmerne, og sådanne sko manglede heller ikke i hin samling på Graffer; med moden fulgte fremdeles pudder i håret og pidsk i nakken, og gamle bondekoner på Romerike vide endnu at fortælle pudserligheder derom fra deres ungdom, da den franske pudder-skik forenedes med stabbe-dandsen og andre gamle norske bryllupsskikke. Hvor mange af de udenlandske sentiments (på norsk: følelser) have trængt ind i den norske almuesmands bryst under den fremmede «vest» (på fransk: veste)? Hvor mange fremmede ideer (på norsk: tanker) have gjort hovedet kruset på samme tid, som pudderet (på fransk: poudre) krusede håret?

Men på den tid gik tjenestegutter og husmænd også med hvid vest og knæbuxer, og da der til vesten, som sagt, brugtes sorte knapper, som vel vare kostbare, men tillige stærke, så de kunde vare en mands levetid og gå over fra den ene klædning til den anden, så kan man forstå den bestemmelse i den gamle taxt for tjener-klæder, at gutten skulde skaffe sig kjole-knapper selv; thi tingen, var at han måtte have et sæt knapper en gang for alle.(33)

84. Men moden er jo en foranderlig ting, og den stadselige dragt, som vore bedsteforeldre brugte, måtte - jeg veed ikke, formedelst hvilke nye kultur-strømninger - vige pladsen for en ny. Men denne forandring skede først i byerne, så blandt embedsmænd på landet, derefter blandt de mere velstående bønderfolk, og tilsidst blandt tjenestefolk og husmænd. Nogle af den tids tjenestefolk på Romerike leve endnu og have fortalt mig, hvorledes det gik dem, når de kom ind til byen med plankelæs, og de så viste sig på gaderne med sin allerede gammeldags og afstikkende dragt: rød hue, hvid kjole, knæbuxer o.s.v.: gade-gutterne betragtede dem som folk, der stod udenfor folke-skikken, og drillede dem med snebolde - akkurat som jeg for nogle år siden har seet det på Kongsberg, når de kulkjørende nummedøler kom ind der med sine hvide kofter.

Hvorledes kom man så ud af det med striden mellem den gamle taxt for guttens «fulde klæder» og modens nye fordringer? Jo, man høre forklaringen derom i Næs præstegjeld: Husbonden leverede fremdeles de 8 alen hvidt vadmel, som vesten og knæbuxen fordrede, samt de 12 skill. og 6 skill., som skrædderen skulde have for at sye dem, og gutten måtte lægge til, hvad mere skrædderen skulde have for at gjøre knæbuxen til langbuxe, samt et af to: enten lade sig nøie med en rundtrøie eller også skaffe en alen vadmel mere til veie for at få sig et slags frak eller kofte, som i nogle år var brugelig (med opstående krave og ikke afskåren i livet, så den ikke sluttede godt til kroppen). Vadmelet måtte han også lade farve. Lidt efter lidt leverede dog husmødrene gråt vadmel, og lidt efter lidt overtoge husbønderne at udrede den noget forhøiede skrædderløn, og lidt efter lidt blev den simple «honndags» eller hverdags frak - fremdeles efter en ny, fra byerne udgået smags fordringer - omdannet til kjole med meget spidse og lange skjøder og allersidst til frak med brede flager, først uden nogetsomhelst foder, men så med foder (af simpelt strie) i ryggen og derefter tillige i ermerne. Dermed står det nu, og på lignende vis er det gået på de fleste steder. Men jeg har som en mistanke om, at i de bygder, hvor sne-sokker nu for tiden ikke høre med til taxten, der ere de gåede tabt for tjeneren til erstatning for den forlængelse, husbonden har givet den forrige knæbuxe.

85. Nu, efterat vi således have fordybet os i enkelthederne, mener jeg, at vi kunde se denne almindelige tingenes gang, at, når en ny mode i klæder udbreder sig over bygderne, så må tjenestefolkene først selv anstrænge sig for at følge med, men lidt efter lidt kommer en større og større del af de forøgede udgifter til at falde på husbonden. Og denne forandring foregår årlig. Nu en og nu en anden brav karl gjør ved indfæstningen den udtrykkelige betingelse, at han skal få et lidet extra-tillæg til de «fulde klæder», og tilsidst bliver dette tillæg så almindeligt, at det næsten og ganske bliver betragtet som en stående del af taxten. Således er det ofte omtalte foder i frakken efter en mangfoldighed af akkorderinger kommet til, og i disse allersidste åringer holde flere og flere tjeneste-gutter på at tinge sig et par støvler for året istedetfor det ene par sko eller ved siden af de sko, som ellers høre til taxten. Lad nu nogle år være gået, og et par støvler vil da være som en regel for enhver karl, der skal have «voxen løn». Men på den måde blive tjenestefolk rigtignok dyrere og dyrere, og hun sagde også så, en ældgammel kone i Lom, som en nulevende gammel mand vidste at fortælle om: «Ret tenare nå, kor dyre døm bli, sa'o! Før i tien, når en kar ha' så pas (1 td. korn og «fulde klæder»), så vækte dei se sjølve og kommederte se sjølve; men nå, sa'o, ska'n gje så mykjy for ein pjank, sa'o.» Man ser altså, at de klager, som ofte høres nu, ere temmelig gamle.

Alligevel må jeg for min del kalde arbeiderklassens beklædning på landet tarvelig. I denne henseende er den omtalte taxt for tjener-klæder meget interessant; thi den angiver som et mål på, hvad der hidtil, og det i en meget stor del af vore land-distrikter, har været anseet som nok for året af klæder for en voxen person af arbeidsklassen. Med flere personer og i flere bygder har jeg gjennemgået på skillingen, hvad de «fulde klæder» kunne være værd, og oftest fundet summen mellem 7 og 9 daler - lidt mindre gjerne for pigen end for gutten. Og nu er det et enstemmigt vidnesbyrd af både tjeneste- og husbondsfolk, at den gut, som foruden at skaffe sig de enkelte stykker, som taxten ikke indeholder (hue, vest, halstørklæde), tillige kjøber sig noet vadmel eller kalveskind for at forsyne sine arbeids-klæder med forsvarlige lapper og i det hele er vaer om sine klæder og pynter og steller vel, han slipper ikke alene ud for året med sine tjener-klæder, men kan endog samle forråd af enkelte stykker, af «ganger» og af sko, noget, som dog endnu mere gjælder om pigen. Det kan også kaldes en kjendsgjerning, at husmandsfolk i almindelighed ikke have råd til at skaffe sig så meget af nyt for året, som de fik, da de vare tjenestefolk, og derfor finder jeg så ofte, når jeg går med husmands-konerne på det stabbur eller i det kammer, hvor de have sine klæder, at manden og konen endnu efter flere års forløb bruge til helgedags-dragt den klædning, de fik i det sidste år af sin tjeneste-tid. Ja, de fleste ville vel endog være enige i at kalde tarveligheden for stor, når de erfare, hvorledes en stor mængde af den klasse folk, som vi her have for øie, ere således vante til det gamle: 2 nye skjorter og 1 par hele og et par påbundne strømper for året, at, uagtet der ikke kan samles noget forråd af dette slags tøi, såsom det slides op for året, så tænke de dog allersidst på at kjøbe sig noget mere af dette slags klæder. Men så tænke man sig, hvorledes det står til med renligheden, når der er så lidet til ombytte! Og når der er en mængde af folk, som finde sig hjulpne med så lidet, så er der jo altid nogle, og det ikke så få, som leve i større fattigdom end almindeligt og nøies med end mindre, f.ex. med et eneste par strømper. Slige strømper ere ikke alene stoppede helt over, men gjorte uformelige med lapper, den ene over den anden, og gjennomtrekken med smuds ere de vel istand til at stå på sine egne ben.

86. Efter alt dette vil man forstå, at der skal ikke meget til, før det ser ud som luxus eller overdreven pynt. Men følgende exempel kan lære, at man må være varsom i sine domme. Jeg kom et steds på Romerike ind til en husmands-kone. Vi vare ganske fremmede for hinanden; jeg kunde ikke engang mærke, at hun kjendte mig af navn, da jeg endnu kun havde opholdt mig så kort tid der i grænden; men det går så snart at blive kjendt med vore almuesfolk. Konen forekom mig at være både forstandig og brav, og jeg talte ret udførlig med hende om hendes huslige liv. Hun havde tjent først på en gård i 10 år, så på en anden i 4 og i en tredie i 1/2 år, da hun stod brud i en alder af 29 år, og dette var nu på 5te år siden. «Så har du ret erfaring og kundskab om tjenestefolks art og væsen. Det skal være så her i bygden, at pigerne fare meget med stads og fjas. Mon det var så med dig også?» spurgte jeg i spøg; det ene ord tog det andet, og jeg bad om lov til at følge hende ud i det lille stabbur, hvor hun havde sine sager. - Oppe i Gudbrandsdalen og Østerdalen er der nogle gårde, som ere berømte for sine store, vel forsynede og vel ordnede stabbure; men intet af dem har behaget mig mere end dette lille. Der var næsten ikke rum for to mennesker på en gang imellem alle de opstablede og ophængte sager. Der var forskjellige sorter mel i en bøle og to fordums klædes-kister; men det sigtede bygmel var gjemt i den nederste drag-skuffe. I et spand var der pent nedlagt gult smør, et par merker, og ved denne leilighed hørte jeg, at konen pleier kjerne næsten al fløden til salg for at skaffe manden sin skillinger. Der hang en del lin-knipper og stry-viller og garn-nøster, og det uagtet konen netop den dag holdt på at bøge en væv, hun nylig havde taget ned. Men mest optoges min opmærksomhed af den rad af klæder, som hang under loftsbjelken. Siden han og hun vare i tjenesten, havde de ikke skaffet sig nye «ganger» ( de egentlige «klæder», kjole og buxe, trøie og frak); de havde ikke behøvet det heller, såsom de endnu havde forråd deraf fra tjener-tiden. - Da konen stod brud, havde hun 10 «ganger», deraf 4 af fruentimmer-vadmel, virket af ulden af hendes tjenersau.(34) Det var ikke så meget, hun kunde vinde med at spinde selv på lørdags-eftermiddagen, som tjenere her i bygden have fri; men hun leiede bort både spinding og vævning og kjøbte de farve-sager, som behøvedes. Af hine 10 ganger havde hun endnu i behold fire gode, nemlig 2 af sit eget vadmel og 2 af tjener-kjolerne - jeg måtte føie konen og bese dem allesammen. Fremdeles havde hun i tjenertiden kunnet lægge sig til: et par kister, vævstol, spinderok, et skab, en ko, 1 lærredslagen (ikke et par), 3 strie-lagen, 1 dreiels-dug, 3 håndklæder; endelig havde hun kjøbt en kavai (af karlmands-vadmel, pris 3 spdlr.), og alle disse sager vare til endnu. Endvidere havde hun af sin tjener-sau virket vadmel, som hun havde bestemt til brudgomskjole for kjæresten; han behøvede det dog ikke, og vadmelet blev solgt for at kjøbe gryder. Som brud eiede hun fremdeles 4 par ganske nye og 2-3 par brugelige sko, som hun havde fået i tjenerløn, samt 18 stykker linned-plag og 4 par strømper, og til en bemærkning af mig om, at jeg syntes, 4 par var lidet, forklarede hun, at strømper ikke bør vaskes tidt, såsom de da så snart blive udslidte. - Og nu kommer listen over det «kjøbe-tøy» hun som tjeneste-pige havde lagt sig til, og som altsammen lå vel forvaret i den øverste dragkisteskuffe(35):

1 kaste-tørklæde, bomuld med uld i .. .. .. .. .. .. -
spd.
3
ort
12
sk.
1 kamelgarns-tørklæde .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. -
»
4
»
-
»
1 rødrudet uldtørklæde, lidet .. .. .. .. .. .. .. .. .. -
»
1
»
12
»
1 mørkt uldtørklæde .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. -
»
1
»
8
»
1 kaste-tørklæde, uld og bomuld .. .. .. .. .. .. .. 1
»
-
»
-
»
1 lidet bomulds-tørklæde.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. -
»
-
»
22
»
1 kappe med silkebånd.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. -
»
1
»
22
»
samt 2 forklæder, hvis pris ikke erindres.

Efter hvert som disse stykker bleve tagne frem af skuffen, fulgte der små historier og forklaringer med om anledningen til kjøbet o.s.v. Da dalers-tørklædet kom frem, ytrede jeg i spøg: «Syntes du ikke, at en daler var mange penge, du, som havde 2 daler i løn?» Men med uforandret alvor forklarede hun, at «hun havde tænkt som så, at sligt et plag kunde altid komme til nytte; for når en skal have et barn til kirke, så må en dog have noget skikkeligt at svøbe det i.» - Så tænker en tjeneste-gjente, en pige, som er hemmelig forlovet med en nattefrier (thi det var hun dengang)! og når en sådan pige engang imellem viser sig på kirkeveien med det nye tørklæde, næsten lige så stort og vakkert som det, gårdmandens egen datter bærer, så kanske hun skal gjælde som et exempel på, hvorledes tankeløs letsindighed og pyntesyge tager overhånd i bygden!

87. I den samme bygd gik jeg en vinterdag til og fra kirken i selskab med nogle unge mænd af arbeidsklassen; alle gik de med støvler, nogle desuden med botfoder og de fleste med over-frak; ved kirken fandt jeg flere af deres kammerater ligedan antrukne, og jeg lagde mærke til, at pigerne af arbeidsklassen næsten uden undtagelse bare kåber (thi kavaier ere gammeldags nu), kåber af thotnings-tøi eller selvvirket værken, tildels også by-tøi, samt at de fleste af dem bare ganske pene hatte - altsammen ting, som jo ikke høre med til den gamle taxt for «fulde klæder», og som altså de af hine unge mennesker, der vare tjenestefolk, måtte have lagt sig til for en del af sin penge-løn. Men med dette for øie tog jeg mig siden for i samtale med nogle vel kjendte mænd af arbeidsklassen (og deriblandt var en skrædder og en skomager) at indhente forklaring om hver eneste tjenestegut i grænden, 39 i tallet, og derved gjorde jeg den erfaring, at de karle, som holdt sig bedst med klæder, gjerne vare de ordentligste i alle måder og lagde an på at lægge sig andre nyttige ting til bedste foruden klæder. - Og her må læseren ikke indvende, at de folk, som jeg samtalte med, kanske var partiske og vidste at skjule eller undskylde overdådigheden; thi jeg gjorde den samme iagttagelse her som ofte ellers, at folk af arbeidsklassen ingenlunde er lemfærdige i sin tale om dem af sine kammerater, som de kjende som ranglefanter og skøiere.

88. Hvad skulle vi så til sidst dømme om den hyppige klage over pyntesyge blandt tjenerklassen? Jeg har hørt den klage af forstandige og velsindede folk, så der ganske bestemt må være nogen grund i den; det vilde være uforstand at mene andet. Klagen gjælder jo især pigerne, og det er desværre altfor rimeligt, at når adskillige af gutterne sees at fare så aldeles uforsvarligt afsted med kort-spil og øl-drik, som jeg ovenfor har fortalt om, at der da også er adskillige piger, som handle lige så uforsvarligt på sin vis. Og på alt dette uvæsen har der vel været flere exempler end ellers netop i de sidste 3-4 år, da tiderne for arbeidsfolk pludselig ere blevne så usædvanlig gode. Men jeg spørger: Hvorfor skal det ved siden af de hyppige klagemål være så sjelden at høre husbønder og madmødre omtale de tjenestefolk med ros, som vise betænksomhed og sparsommelighed, noget, som dog fast hver grænd kan opvise exempler på? Og når jeg sammenfatter det hele i en sum, da må jeg sige så: De enkelte som virkelig vise pyntesyge, får man advare; men den forandring i begreber og sædvaner, hvorefter folk gjerne ville gå noget bedre klædt, end man før lod sig nøie med, bør man ikke laste; ja, man bør glæde sig over, at den nyere tids kunstflid leverer så billige sager, at fattigfolk uden skade kunne vise sig på kirkeveien næsten lige så vel klædte som tarvelige rigfolk. De mere anseede folk, hvis ord have noget at betyde omkring i bygderne, bør lægge an på at give tingen den gode vending, at de, som ere fødte og opvoxne i ringe kår og endda så temmelig kunne efterligne de fornemmere i det ydre, i klæder, de bør også med det samme tage efter de mere dannede klassers skik i det, som vigtigere er, og holde sig for gode til at deltage i de mange rå udskeielser, der ligesom ligge den lavere klasse til. Du klager, bonde, over luxus i klæder? men klag heller over luxus i vellyst, og tænk, at kanske netop vore dages stigende sands for større pyntelighed i det ydre skal være et af midlerne til at vække den altfor slumrende selv-agtelse og overvinde den dyriske råhed?

89. Nu mindes jeg en husmands-familie, fremdeles i øvre Romerike. Før jeg kom til huset, vidste jeg, at det var overmåde fattigt; men i manden fandt jeg en troværdig arbeidstræl, og konen vakte i høi grad min deltagelse: et usædvanligt fint, regelmæssigt og vakkert ansigt røbede følelse og ånd, men kummer havde fast overvældet hendes sind og lurede bag ansigtets træk, allertydeligst, når jeg med spøgende ord søgte at adsprede hende til at smile og le. Derfor gjorde det et voldsomt indtryk på mig, da manden i samtalens løb kom til at fortælle mig, at hun for et års tid siden i nogle uger var «styren», d.e. sindssvag, så manden måtte være hjemme og våge over hende, og da konen nærmere forklarede mig, at den svaghed påkom hende, da hun mærkede, at hun var frugtsommelig (med det barn, som hun nu havde ved brystet), og hun kom til at tænke på al den møie, som dermed forestod hende. - Jeg talte spøgende ord og vel måtte jeg prøve på at opmuntre både mig selv og husets folk, da jeg f.ex. tog mig for hverken mere eller mindre end at optage en fuldstændig indventarie-liste over alt indbo i dette fattigdommens hus, indbo i stue, på låve og loft (altså ikke kreaturene i fjøset), værdsat tilsammen efter overlæg med manden og konen til ikke fuldt 10 daler. Og sligt kunde jeg falde på, fordi det jo netop var hensigten med mit besøg her at se, hvorledes fattigfolk have det. - Ak, hvor det er underligt at sidde i et hus og i en familiekreds, hvor alting ligesom tilråber en: Se deg nu omkring og læg vel mærke til alt; thi her har du for dig et exempel på, hvorledes fattigdommen ser ud, den yderste grad af fattigdom, som må bruge den allerstørste anstrængelse for at holde sig oppe og ikke overgive sig selv til den ringeagt, der så gjerne vil følge med almissen. (Denne familie stod på grændsen mellem den selvhjulpne selvstændighed og fattiglemmers afhængighed; thi dengang da konen var «styren», men kun da, måtte manden modtage hjælp af bygdens fattigvæsen.) Og vel var det underligt for mig at sidde her, mig, som havde det hverv at deltage i en kongelig kommissions arbeider for at forberede en ny lov om fattigpleien i vort land; thi her, netop her måtte jeg sige ved mig selv: «Jeg forstår nok kun lidet af sådan fattigdoms hemmelighed.» - Noget var jo let at forstå. Disse folk vare først tjenestefolk og bleve så gifte, da han var kun 24 og hun 22 år gammel; dette var nu 16 år siden, og de havde havt 8 børn, af hvilke 7 var i live og 6 uforsørgede hjemme; i al denne tid havde de desuden havt et pladsbrug, der var en god del ringere end sædvanligt her i grænden, og det under en husbond, som nok var velvillig, men som havde liden evne til at hjælpe sine arbeidsfolk frem. I disse omstændigheder lå årsagen til familiens fattigdom, og for så vidt var jo tingen ikke vanskelig at forstå. Men hvad der stod for mig og fremdeles står for mig som et mysterium, det er, hvorledes denne fattigdom med dens mange synlige savn endnu kunde eie rigdom nok til at vedligeholde tålmodigheden i forældrenes sind (jeg hørte ikke nogen klage-lyd af dem) til at fremlokke den tilfredshed, som lyste ud af børnenes, de barbenede, halvnøgne børns ansigter. - Og vel måtte det være underligt for manden og konen selv at få en fremmed mand ind i huset, som gav sig til at spørge og fritte om alle de ting, som på nogen måde kunde oplyse deres fattigdoms historie, en mand, som så at sige gjorde brug af dette husets fattigdom for at samle sig kundskab. «Hør mo'er!» - således gav jeg besøget en muntrere vending - «nu er det et spørgsmål, om du har et forsvarligt middags-måltid at give mig; for jeg har gået lang vei og har jo siddet her en lang stund, så jeg er både sulten og tørst.» Jeg skal ikke lettelig glemme konens ansigt, da hun spørgende så på mig, om det også var mit alvor. Men så kom hun også i bevægelse: hun tog frem kaffe af et kræmmerhus, brændte, malte og kogte, denne gang uden knubb i; hun rørte sammen bygmel og vand og potetstappe og stegte kager på en helle, som hendes opfindsomme fattigdom havde dannet sig af bunden af en ituslået gryde, og kun priste seg lykkelig over, at hun netop den dag havde kunnet kjerne en liden smør-klat, som nok egentlig skulde været til smagebide for manden på søndag. Lidt kaffe-fløde var der i en kop; men sukkeret satte hun grædefærdig frem, da det kun var som en the-ske med pudder-sukker, der lod sig skrabe sammen på bunden af blik-koppen og så mindre godt ud. Maden blev omsider sat frem, og konen satte sig til spinde-rokken; men - altid så hun efter, om jeg virkelig spiste af maden, og da jeg på det nærmeste havde spist og drukket alt, hvad der var, så - vare vi fortrolige, som om vi skulde have været kjendte i et år. - «Hør nu, mo'er!» således optog jeg samtalen, «nu har din mand fortalt mig, hvad han føder og avler på pladsen, og hvad han kan tjene for året med sit arbeide på gården. Lad nu høre din forklaring! Først: hvorledes kan du med dette holde manden og børnene med klæder?» «Å, det vilde nok blive en underlig forklaring, det,» svarede hun og lo; men netop denne underlige forklaring vilde jeg høre, og jeg fik den da. «Og så er det maden!» fortsatte jeg. «Kan du nu forklare mig lige så godt, hvorledes du får nok til alle de munde, som du har at skibe til?» Men her brast konen i gråd, og jeg måtte gjøre mig hård for at gjentage mit spørgsmål.

Men med en indledning om, at en får takke Gud for mættelse, blev forklaringen denne.

Konen bruger jo at spinde for folk, mest for at få skillinger til at kjøbe sig klædes-plag. Men når manden går på arbeide kl. 4 om morgenen og hun også vil stå op da og gjøre varme på skorstenen og sætte sig til rokken, så ville alle ungerne også op, og da bliver der liden ro for hende, så det lidet, hun kan spinde for, kommer ikke op imod det, at børnene ville have så meget mere mad, når de ere så tidlig oppe. Bedst er det derfor, når børnene sove noget længere; thi da hjælpe de sig med et mål før middagen, nemlig dugurds-målet. De få da vas-villing (af havremel), og det tidt uden melke-dråben i. Børnene behøve ikke at være meget store, før de skjønne, hvad mad-klokken betyder, som de høre over skoven fra gårdene, og ikke før ringer det til middag, før de komme og kræve. De få da atter villing, som står igjen fra dugurden, og til eftermad potetel, enten nykogte eller opvarmede på panden med lidt smurning til. Eftasverden består af kaffe, - ja, det kaldes nu så, men er mest bare havremels-knubb, for 4-5 bismerpund kaffe er, hvad der kjøbes for året - samt kage. Denne kage steges ligedan som den, jeg havde spist, men med den forskjel, at den mest består af havremel, kun med lidt bygmel i, når dette haves. Kveldsverden er villing ligesom dugurden. - Når koen - og her er kun en ko - melker på det bedste, kan konen samle lidt smør til salg; men ellers går det ofte så i de fattige huse, at melkemængden ikke er så stor, at der er noget at gjemme på fra morgen til aften, og da kan der ikke samles fløde. Heller ikke har der nogensinde her på pladsen været råd til at yste, og der haves da ikke ost til hjælp på de tider af året, da koen ikke melker. Det er også småt med kjødmad her i huset, det visseste er spædkalven, som dog også samme år har måtte sælges for skillinger; i de 16 år, disse folk have holdt hus, have de kun 3 gange havt gris at slagte, og den har bestandig været liden. - Den opmærksomme læser vil i ovenstående spiseseddel have savnet fladbrød; men dette mangler ofte i de meget fattige huse, og denne kone pleier kun bage noget om høsten. Fladbrødet er så tørt, når man ikke har brav suvl atåt. - De mindste af børnene havde dog for det meste en lækker-bidsken at glæde sig til nogle gange om ugen. Det fik jeg vide på denne måde: under en spadseregang med manden omkring på pladsens jorder og under samtale med ham om hans pligter og rettigheder som husmand kom jeg til at mindes, hvorledes, husmænd i adskillige bygder have for skik, når de spise ved husbondens bord, at mætte sig med den uskiftede mad(36) og så at tage hjem med sig de skiftede portioner f.ex. af kjød og flesk, vel omviklet med fladbrød - og jeg spurgte ham, om ikke han også gjorde dette, så konen og børnene kunde vide, hvorledes kjød smakte. Nei, svarede han, det gjorde han ikke, for husbondsfolket likte det ikke; det eneste, han kunde tage med sig hjem, var en smule af eftasverd-kaken, og det vare de små nu således komne i vane med, at de vidste så vel besked om, hvad dage det var kake til eftasverd, og de lå vågne om aftenen, til fa'er kom hjem, så han måtte have med sig, om det så var aldrig så liden bede, for så gav de sig tilfreds og græd ikke. Denne «kake» er dog egentlig kun et meget simpelt ovnbrød af bygmel (stundom kun blandkorns-mel) med «fyst-mjøl og sidst-mjøl» af rugen i. «Men det er da så meget, at de få smage rugen.»

90. Der er noget, som hedder at symphatisere med folk, at sætte sig ind i en vens tankegang og følelse, at glæde sig med de glade og sørge med de sørgende. Og stundom møder der os ting, som opvækker hos os det modsatte af sympathi. Den reisende, som farer henover Romerikes landeveie og fra sin gode vogn ser ned på de små og ofte så usle, faldefærdige hytter langs med veiene, han kan ordentlig fornemme som en uhyggelig følelse af uvillie mod de mennesker, som holde til i sådanne hytter og kige ud af de dunkle ruder. Eller går du ind og ser de sengesteder og sengefiller, hvor hyttefolket søger sin natlige hvile, så kan det være, inden du selv veed af det, at den meget smudsighet bringer dig til at sige ved dig selv: Fy for folk! Og om nogen, som er bedre vant, en uventet gang kommer til at sidde ved en husmands eller ringe bondes bord og finder maden så lidet indbydende, at han må lukke øinene til, når han fører skeen til munden, og tvinge sig til at svælge, hvad munden modtog, så kan det være, at der overkommer ham en vis modbydelighed for selve de folk, som bød ham den modbydelige mad, og som sees at æde den med velbehag som gjæstebuds-kost. Den på sådan måde opståede følelse af uvillie mod sine medmennesker (eller hvilket andet norsk ord har du for sådan apathi, for dette modsatte af sympathi) kan ret gjøre en hjertelig forstenet; thi sindet forstår øie-blikkelig, hvor uretfærdig den er imod næsten, hvor utaknemmelig imod Gud. Og dog tør jeg påstå, at der skal ikke så ganske ringe øvelse og selvbeherskelse til for at modstå den. Og hvilken modsvarende stemning må ikke være naturlig hos dem, som mærke, at de er gjenstand for sådan uhyggelig følelse?

Og netop i det stykke om maden har jeg sandelig ofte havt ondt for at symphatisere med fattigfolk. Det lader mangengang, som om maden og atter maden opfylder deres tanke fra først til sidst, og dette har jeg havt ondt for at finde mig tilrette med. I den kreds, hvor jeg hører hjemme, der veed man jo nok også, hvad mad har at betyde; men for det meste har man eller indbilder man sig at have så mange høiere ting at tænke på og glæde sig ved og sørge for, at smørret og brødet ved siden deraf synes som en mindre vigtig og ædel sag; blandt fattigfolk derimod ser det ofte ud, som om netop smørret og brødet står i første rummet. Ja, der er så stor forskjel i den måde, hvorpå sindet beskjæftiger sig med maden, at jeg endogså mener, der skulde kunne påvises en bestemt og regelmæssig forskjel i rigµfolks og fattigfolks smag, der jo ellers ansees for at være en så ubestemmelig ting: rigfolk kunne tænke på, hvor der er god mad, som skal dækkes for dem til næste mål, og god kalde de ikke altid den, som chemikerne sætte øverst i rækken af nærende spiser; fattigfolk tænke mere på, om der også skal blive nok for deres sult, og instinktet lader dem snarere kalde den mad bedst, som i virkeligheden bedst mætter deres sult og nærer deres legeme. Således omtrent kalder kunstneren ofte det vildeste landskab skjønt, og bonden siger, det er et vakkert land, hvor det voxer godt korn.

Og virkelig kan indre råhed såre tydelig røbe sig netop ved grådigt velbehag i, hvad andre kalde ussel mad og drikke. Rigtigheden af denne bemærkning vil vist indrømmes af den, som er noget bedre vant, og som ser, med hvilken lyst folk nyde den væmmelige blanding af finkel og sirup (eller hvad det er), der i disse år sælges under navn af italiensk vin.

Men er det underligt, om både hjertets og tungens sands er såre lidet uddannet hos folk, som ere opvoxne i de meget fattige huse, hvis kosthold jeg nys gav en prøve på? Eller dersom børn, som gå ud fra sådanne huse, endda vise en bedre sands og arte sig vel i verden, have vi så ikke dobbelt grund til at prise den moders fromhed, den faders forstandighed, som opdrog dem?

Efter disse antydninger tør jeg vel slutte så, at kundskab om det vanlige kosthold i landet ikke er uvigtigt for den, som vil have ret forstand på folkets kultur og sæder. Kostholdet har sin historie. Efterhånden som næringsveiene udvides og velstanden tiltager og samfærdselen lettes og industrien og handelen kappes om at tjene menneskene, så forbedres kostholdet i landet, og det er utvivlsomt, at også dette er et af de midler, hvorigjennem forsynet vil begunstige folkets fremgang i kultur.

91. Navnlig på Romerike synes jeg at skjønne, hvorledes kostholdet har betydning for mere end det legemlige liv. Thi ved at færdes mellem husmænd og bønder her måtte jeg erfare, hvorledes kostholdet er et strids-emne, der vedligeholder en uafladelig småkrig - krig af det slags, som man også kalder: dagligt gnål og gnav.

Hoved-stykkerne i alt kosthold ere gron (mel-mad) og suvl (melk, kjød o.s.v.). Der er bygder, hvor den meste kost er suvl med lidt gron atåt, andre, hvor det er gron med lidt suvl atåt. Hvordan blandingen skal være, det afhænger jo væsentlig af bygdens naturbeskaffenhed og den tilvante drifts-måde i jordbruget; her kan ikke skik og mode øve så stor indflydelse som ved klædedragten, og det bliver kun en mindre samling af bygder, som ved gjensidig efterligning af skik og brug have dannet sig et fælles kosthold. En sådan samling af bygder er netop øvre og nedre Romerike med Odalen og - som jeg tror - Soløer. På Hedemarken i nord er kostholdet en god del anderledes, og i Rødenæs, et præstegjeld i Smaalenene, der ligger strax i syd for Høland i nedre Romerike, hørte jeg folk spotte over hølændingernes «vas-villing 21 gange om ugen», og det uagtet det forholdsvis fattige Rødenæs nok ikke på langt nær føder sine beboere så godt som Høland sine. - Denne «vas-villing» er ellers kjendingsmærket for kostholdet i det nævnte bygde-lag, så man, når man vilde betragte de forskjellige egne efter kostholdet, kunde om Romerike bruge benævnelsen «villing-bygderne».

På en stor bondegård er gjerne kokke-pigen en af dem, der ere først på færde. Klokken 4 sætter hun villing-gryden på for at have den kogt inden fyredugurd kl. 5. Villingen koges i vand og på blandkorn-mel. Rigtignok påstå husmænd, at det på nogle (undertiden siges der: de fleste) gårde er bare havremel; men tingen er nok den, at blandingen af byg og havre i det såkaldte blandkorn kan være forskjellig, så en smule overdrivelse på den ene eller anden side kan kalde kornet i en og samme sæk, enten havre eller blandkorn, og derom ere ialfald alle enige, at villingen skal være af blandkorn, når det er ret efter den gamle skik. Vil man vide lidt nærmere om tillavningen? I ældre tider var det meget almindeligt, at kokke-pigen først rørte melet ud i en skål med koldt vand og så heldte denne «mjøla-villing» i den kogende gryde; nu for tiden er skikken anderledes: hun bør drysse det tørre mel i gryden under kogningen og røre det ud med en tvore («turu»). Rigtignok kræver denne sidste måde noget mere arbeide, og rigtignok kan det vanskelig undgåes, at villingen således bliver noget kleppet; men at villingen på denne måde, trods klapperne, bliver mere velsmagende; deri er alle enige. - Når villingen er kogt og gryden tagen af ilden, træder husmoderen til og slår i og rører om noget sur melk. Denne løber sammen i den koghede villing og danner små osteklumper, der ofte omtales som det, der er det bedste ved det hele. Nu øses villingen i fade, og atter slår husmoderen noget afskummet sød melk i, den hun dog ikke rører om, så den danner som en liden indsø midt i fadet. Og på størrelsen af denne indsø samt på mængden af osteklumperne kjendes husets leilighed og husmoderens hjertelag. - Således have vi nu først fået denne villing til fyre-dugurd, kl. 5. Men i den samme kogning er der kogt villing til dugurden også, kl. 8. Den står i gryden med den sure melk i, og holdes lunken; men fordi den ved dugurds-målet er kun lunken og altså ikke så «letspisende», så bør en betænksom husmoder til erstatning derfor altid have noget mere sød melk i fadet. Endelig gives nykogt villing til kveldsverd. Men da kveldsverd-villingen tildels ombyttes med potetes, og da der til søndag dugurd gjerne gives en eller anden melkemad, så bliver det ikke nøiagtig 3 gange om dagen og ikke fuldt 21 gange om ugen, at vas-villingen dækkes op, og Rødenæs'ingenes noget hånlige udtryk om det romerikske kosthold passer da ikke på nutiden, om det end kan have været rigtigt engang i fortiden.

Til fyre-dugurd og tildels til kveldsverd gives villingen alene, kun med havre-fladbrød til, såsom dette er ved hånden ved alle dagens måltider. Men til dugurds-villingen gives altid nogen eftermad med. På gårde, hvor der er ordentlig madstel og nok af de forskjellige sager, som behøves, er der en temmelig fast regel for, hvad slags eftermad der hører til hver enkelt ugedag, dog med visse forandringer efter års-tiderne. Og en endnu fastere regel gjælder for middags-måltidet, kl. 12, og for eftas-verden, kl. 4. På flere gårde i forskjellige af Romerikes bygder har jeg fundet denne regel ganske påfaldende ens indtil i yderlige småting. Nu idag, thorsdag, er det således kjød-dag fast på hver gård. På større gårde, hvor kjød-gryden må stå over ilden i flere timer, mærkes dette allerede ved dugurds-målet, da eftermaden består af et slags melboller, kogte i kjød-suppen eller stegte i fedtet. Middags-målet består da af «kål» med kjød og flesk. Kålen, d.e. suppen, er udjevnet med sigtet bygmel, og altid er der gryn i, samt om høsten virkelig kål, om sommeren erter. Potetes høre ikke almindelig til og synes i det hele at gives med sparsomhed. Kjødet og flesket skiftes, og i almindelighed så (mente en håndværker, som jevnlig arbeidede i bøndernes huse og altså var vel kjendt), at hver person får et stykke af hver sort «omtrent så stort som den fyrstik-æsken der». På adskillige gårde falder dog denne kjød-dag bort om sommeren, og grunden dertil forklarede en husmoder mig så: Middags-målet om fredagen skal være opvarmet kål med en eller anden eftermad til; men om sommeren ynde folkene ikke denne opvarmede kål, da den jo let surner; derfor finder man det bekvemmest begge dage at bruge noget andet. Af denne skik at koge så meget suppe på kjødet, at der kan blive nok til morgen-dagen, kan man ellers slutte, at suppen ikke er meget kraftig. Foruden denne egentlige kjød-dag hører der spegeflesk til om søndagen (hvis man ikke til denne dag har noget ferskt kjød, f.ex. en spæd-kalv). Men endnu hyppigere end kjødet om thorsdagen forsvinder flesket på disse dage og ombyttes med en smør-klat.

Dog, det vilde ikke være på ret sted her at anføre den hele spiseseddel med dens mangfoldige enkeltheder. Hertil mangler jeg desuden opgaver over mål og vægt af de forskjellige gron- og suvl-varer, som retterne bestå af, en opgave, som ingen bonde eller bondekone har kunnet meddele mig. Men nu vil læseren dog have et begreb om, hvad der for en stor del udfylder den romerikske tjenestekarls sind og tanke: jeg har ikke kunnet mærke, at han bekymrer sig meget f.ex. om litterære sager, om de forskjellige digteres og prosaikeres eiendommeligheder; men eiendommelighederne i de forskjellige madmødres kosthold kjender han temmelig nøie i en vid omkreds, og derefter retter han sig gjerne ved valget af tjeneste, et valg, som i disse sidste gode år for det meste beror på ham.

92. Men det mener jeg er en kjendsgjerning, at kostholdet - og her tænkes på kostholdet for arbeids-folkene - har forbedret sig i de sidste menneske-aldere, og det navnlig i forhold til arbeids-tiden eller økterne, som lidt efter lidt ere indskrænkede til en mindre del af døgnet. På øvre Romerike var jeg tilstede i et gravøl efter en gammel mand, og om den afdøde fortalte man mig, at han i sin ungdom måtte være i marken med ploven om våren -kl. 2 om morgenen, og nu spænder plov-karlen ikke hestene for før kl. 4. Middelaldrende bønder i Næs præstegjeld have anført for mig et træk af deres ungdomsliv: skjønt gårdmands-sønner, måtte de være med at «tærske otta», d.e., begynde på låven kl. 3, og de fik fyredugurds-villingen bragt ud til sig der kl. 5 og hvilte en stund på den måde, at de lagde sig i halmen og - for at holde varmen i sig i vinterkulden - trampede med fødderne mod væggen; men i dets sted er det så nu for tiden, da tærske-maskiner ere blevne almindelige, at tjenestekarle og husmænd kun stelle hestene og udrette noget pusleri i en halv times tid indtil kl. 5, da de i varmt hus nyde sin fyre-dugurd for så at begynde det egentlige arbeide kl. 6. - Og det slår ikke feil, at der i det gron, som nu nydes, er mere velbjerget korn og mere korn af de ædlere sorter («hommelkynn», d.e. byg, rug, erter) end tilforn, da kornet ikke altid blev fuldmodent på den med træ-plov slet behandlede ager, og da en langt større andel af agerjorden endnu kun var tilsået med havre og blandkorn; heller ikke slår det feil, at der ved siden af gronet nu gives mere melk og ost og kjød, såsom det efter indførelsen af engdyrkning (fra årene omkring 1830) avles langt anderledes meget og godt foder på gårdene end forhen. Vel er det så, at netop af det bedste sælges en stor del i byen, og på den måde have enkelte folk af arbeidsklassen endog villet få mig til at tro, at kostholdet for arbeidsfolk i det hele skulde være blevet ringere i den senere tid. Men ved siden af de anførte kjendsgjerninger bliver denne påstand aldeles ikke trolig.

93. Men hvorledes det så end forholder sig hermed, så hersker der blandt arbeidsklassen misfornøielse med kostholdet. Herved tænker jeg ikke blot og ikke mest på de exempler, jeg af husmødre har hørt, om uvittige gutter, som have slængt skeen på bordet eller på anden plump måde have givet sin misfornøielse tilkjende; men jeg mindes ytringer af ældre folk, husmænd, som i al sindighed have forklaret, at kostholdet på de fleste steder er vel ringt for den, som skal gå i strængt arbeide. Imod denne klage står en anden, som idelig hørtes på husbøndernes side, og det sandelig ikke blot af de hidsige og urimelige: at medens arbeidsfolk i den senere tid ere blevne fordringsfulde med hensyn til løn, kost og andre ting, og virkelig for en stor del have fået sine fordringer opfyldte (nu er jo tiden sådan, at selv en mådelig karl kan sige: «Pyt, vil ikke husbond have mig, så kan jeg få lige så god og bedre tjeneste hos andre»), så ere de blevne mindre nidkjære for sine pligters opfyldelse og udrette ikke så meget for dagen o.s.v.

Hvad skulle vi dømme om denne strid'? hvor finde vi dens begyndelse, og hvilken udgang på den tør vi vente?

Ældre husmænd have erindring og yngre folk have hørt sagn om en tid, da bygdernes mægtigste bønder arbeidede i lag med sine folk og spiste ved samme bord og af samme mad som de. Men så indførtes på flere og flere af de større gårde en dobbelt bordsætning og for en del et dobbelt kosthold, særskilt for husbonds- og for arbeids-folket, og til samme tid trak flere og flere af bønderne (tildels også deres sønner) sig tilbage fra deltagelse i tung-arbeidet. Vistnok gik ikke dette for sig på alle gårde; men det var nok, at det skeede på de større gårde og blandt de mere anseede, de toneangivende familier. Og selv på de andre gårde måtte dog den mest på husbondsfolkets side stigende oplysning og husbøndernes mere og mere kjendelige og betydningsfulde deltagelse i bygdens offentlige anliggender (navnlig formandskabet) bevirke, at bevidstheden om en adskillelse, en kløft mellem de to klasser, husbonds- og arbeids-folket, blev almindelig udbredt, og denne bevidsthed heftede sig så at sige netop til dette ydre tegn: det dobbelte eller særskilte kosthold og arbeidets fordeling mellem bestyreren (som kunde gå «på marken med sin tobaks-pibe i munden») og håndlangerne (som «sled og slæbte»). Ved at lytte til ældre husmænds fortællinger have yngre arbeidsfolk bygget sig så temmelig fast i den mening, at den gårdbruger, som ikke stødt går med i arbeidet selv, kan ikke vide, hvad dagværk han med rette kan forlange, og at han heller forlanger for meget end for lidet, og den tjeneste-gut som kjører korn-sækkene til møllen og der ser, hvorledes kornets bedste kjerne under sigtningen bliver fraskilt til brug for husbondsfolket, så kun «fyst-mjølet og sidst-mjølet» eller skallet af rugen bliver tilbage for folkene, han tror bestemt, at siden kostholdet blev delt, så bekymrer husbond og madmoder sig kun for at forbedre det for sig selv og for de gjæste, som besøge huset, og dette tror han så meget heller, som han af mølleren hører, at den hele kunst med at sigte melet først er kommen i gang her i landet i det sidste halvhundrede år. Herimod kan vel sættes den bemærkning, som husmødre anføre, at siden husbondsfolket har eget kosthold, hvortil kaffe hører et par ganger om dagen, så bliver der så meget sød melk efter kaffefløden, så folkene nu få sød melk istedenfor den sure, de fik ellers; men hermed er kun et meget ømt punkt blevet nævnt: i husmandspladse (hvor der er lidet melk) og på små gårde (hvor der er få tjenestefolk og fremmede arbeidere) der er kaffeen bleven en daglig drik, navnlig til fyre-dugurd, hvor den har fortrængt vas-villingen, og til eftasverd; men på de større gårde holder man sig med hensyn til folkene til det gamle og giver dem kun kaffe en gang om ugen, om søndagen. Dette stykke om kaffeen er netop i disse dage det mest brændende spørgsmål: Arbeidsfolk vil have kaffe og smørrebrød til fyre-dugurd istedetfor den gamle vas-villing, og det er mest stor-gårdene, som endnu stå imod.

94. Når jeg lægger disse og flere småtræk sammen, kommer jeg til følgende slutning: Kostholdet for arbeidsklassen har ganske vist forbedret sig i de sidste menneske-aldere; men denne forbedring er ikke på langt nær så stor som for husbondsfolket (hvilket også gjælder med hensyn til våningshuse, beklædning, selskabelig omgang o.s.v.), og den har navnlig ikke fundet sted i sådan grad, at den for arbeiderne ganske har kunnet erstatte den tabte hygge, som lå deri, at husbondsfolket i fordums tid gik til samme bord og ellers levede mere på samme fod med dem. På den anden side finder jeg også altfor megen grund i husbønders klage over nutidens arbeidsfolk: at disses flid og dygtighed ikke på langt nær er steget så, som man af de høiere og i sandhed opmuntrende lønninger skulde vente. - Noget, jeg slutter dels deraf, at jeg har hørt klagen af meget troværdige bønder, dels deraf, at jeg selv hos en meget stor del af arbeidsklassen har fundet en stemning af stærk utilfredshed, hvilken stemning ikke pleier ledsages af virkelyst.(37)

Skulle vi så ville vende tiden om og føre alting tilbage til den gamle tilstand, da husbonden selv var med og drog i den tunge træ-plov eller kjørte gjødselen ud på de knirkende kjærrer med hjul på træ-axer, eller lå med sine tjeneste-gutter i sagdalen og kjørte plankelæs til byen? Nei, det vil ingen; eller ialfald de allerfleste personer af arbeidsklassen erkjende, at tiden og tilstanden har forandret sig glædeligt, til hele samfundets, altså til arbeidsklassens fordel, og det er kun tåbelige eller vankundige personer, som ikke skjønne det. - Men til den unge arbeidskarl siger jeg så: beflit dig på at blive en dygtig arbeider i alle måder, flink til at bruge næven, derhos tænksom og indsigtsfuld - og kan du så ikke finde nogen husbond her i bygden, som skjønner på dig, så prøv din lykke i en anden bygd og gå endelig ikke her med surmulende utilfredshed år efter år! Og til de unge mænd af gårdbruger-klassen siger jeg så: Til en gårds bestyrelse hører ikke blot chemisk forstand på jord-arter og deslige, men gode gaver til at omgåes arbeidsfolkene og vinde deres tillid og hengivenhed, og hertil vil nok kræves, at gårdsbestyreren temmelig stadigt - og måske stadigere end hidtil - selv går med i arbeidet, så han på sin egen person kan lære, hvad dagværk der kan fordres af en brav karl, og hvad kost og anden pleie en brav karl behøver.

Og det er vel billigt, om man i en sag som denne stoler mest på og venter mest af gårdbrugernes mere dannede klasse. Jeg udtaler min forventning ved at hensætte den bemærkning, at, om gårdbrugerne måtte have gave til at vinde deres arbeidsfolks tillid og udbrede tilfredshed og god ånd blandt deres tjenere, så skal dette ikke blot bidrage til at danne en stok af dygtige folk til agerbrugets opkomst, men også til at forbedre den sædelige tilstand i det hele omkring i bygderne.

95. Se nu, hvor mange stykker jeg i nærværende kapitel har berørt: Selskabs-skikke, klædedragt, kosthold! Her er jo ikke stedet til at behandle disse stykker med al udførlighed, og jeg må vel endog bede om undskyldning for, at jeg har dvælet så længe ved dem: det var som en lettelse for sindet at se bort fra den mørke side af folkelivet, som denne bog ellers handler om, og for en stund fæste opmærksomheden ved andre billeder. Men at der ellers var grund for mig til, medens jeg var på selve stedet, i de romerikske bygder, og medens jeg der nærmest havde det formål for min undersøgelse: den sædelige tilstand - at der da var grund for mig til at agte på huslivets forholde og dagliglivets sædvaner og skikke og det så vidt muligt i alle retninger, og at der da fremdeles var grund for mig til at berøre disse ting i en afhandling som denne, det håber jeg skal blive klart af, hvad jeg nu skal tillade mig at bemærke.

Også i kap. 2, 3 og 4 har jeg talt om huslivets forholde og skikke og det netop for en stor del med hensyn til Romerike.(38) Når jeg dermed sammenholder de mange erindringer, som jeg også i nærværende kapitel har meddelt en del af, og når jeg sammenfatter de mange og mangeartede træk til en sum, så må jeg sige, at der i huslivet og omgangslivet og det hele dagligdags væsen hersker en mærkelig overensstemmelse i Romerikes forskjellige bygder, i øvre og nedre Romerike, disse fogderidistrikter, hvori Romerikes gamle landskab længe har været delt. - Nedre Romerike består af præstegjeldene Høland, Urskoug (omkring det øvre løb af det fredrikshaldske vasdrag), samt Fet, Enebak, Skedsmo, Nittedalen og Sørum (nærmest omkring indsøen Øieren); øvre Romerike består af præstegjeldene Gjerdrum, Nannestad, Ullensaker, Næs, Eidsvold og Hurdalen (nærmest omkring Vormen og dens bi-elve). Men alt dette kan kaldes en sammenhængende bygd; folket bor sammen grænd i grænd i Eidsvold og Næs, i Næs og Ullensaker, i Ullensaker og Sørum, i Sørum og Skedsmo o.s.v. Og hvad natur-forholdene angår, klimat og jordbund, så er der vel sjelden to gårde, som have det ganske ens; men der er så liden forskjel præstegjeldene imellem, at man strax kan kalde jordbruget den overveiende vigtigste næringsvei for alle, så overveiende, at den noget forskjellige udstrækning, hvori skovbrug og varekjørsler drives, ikke har så særdeles meget at betyde. Og efter disse omstændigheder kunde man ville sige, at det er jo intet at undre sig over, men noget, man på forhånd måtte vente, at der finder overensstemmelse sted i levevis og daglige sædvaner. Men netop i vort land findes der flere exempler på, at folkelivet i ganske nærliggende bygder og under indflydelse af de samme naturomstændigheder og næringsforholde dog i mange stykker kan have uddannet sig temmelig forskjelligt, og derfor er det noget, som må lægges mærke til, at i Romerikes bygder viser hin overensstemmelse sig ofte ganske forunderligt i de yderste småting, hvor man ikke lettelig falder på at søge den. Det er altså ikke nok med, at naturen har dannet øvre og nedre Romerikes bygdelag lige; men de må udentvivl (og dette er jo også ellers bekjendt) være beboede af et og samme folkefærd, som fra de tidligeste tider have været forbundne ved det nærmeste stamme-slægtskab, og kultur-udviklingens gang må ialfald i lange tider have været ens overalt, så de forandringer i tænkemåder og sædvaner, som under de forskjelligste indflydelser kunne være udviklede, på lige måde have gjort sig gjældende overalt.

96. På dette sted kan jeg også fremhæve enkelte træk af overensstemmelse i ting, der rimeligvis afhænge af naturforholde og tidsomstændigheder og herskende tænkemåde - overensstemmelse, som jeg på statistisk vei har fundet. Men ved denne sammenligning må jeg rigtignok tage bygdelagene Odalen og Soløer med, som indtil ganske nylig udgjorde et provsti sammen med øvre Romerike.

For hvert 10 000 mennesker, som der levede, blev der indgået følgende antal ægteskaber årlig, regnet i gjennemsnit for årene

1831-1850
øvre Romerike, Odalen og Soløer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
70.0
nedre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
70.5

Ligheden her er jo påfaldende. Og mærkeligere endnu vil forholdet vise sig, når vi beregne det særskilt for hvert af de to ti-år, hvoraf hint tidsrum består, nemlig:

1831-40 1841-50
øvre Romerike etc.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
60.8
78.4
nedre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
62.8
77.7

Her viser sig den store overensstemmelse, at i hvert af distrikterne var ægtevielsernes forholdsvise antal i sammenligning med hele riget meget lidet i 1831-40 og middels stort i 1841-50.(39)

På samme måde som ægteskabernes hyppighed (ikke mængde) retter sig efter næringsforholdene og folkets begreber om, hvad udkomme den bør have, som vil stifte familie, retter også forholdet med udflytning eller indflytning sig for det meste efter de samme omstændigheder, og derfor er det af nogen interesse at lægge mærke til, at i de ti år fra 1835 til 1845 synes der at have fundet udflytning sted, og det så, at de udflyttede udgjorde følgende procent af folkemængden, nemlig:

i øvre Romerike etc. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2.3
i nedre Romerike.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2.7

en overensstemmelse, som også må kaldes meget stor.

97. Men ved siden af al denne lighed i ydre kår og overensstemmelse i huslivets og dagliglivets sæder og skikke er der dog en mærkelig forskjel mellem disse samme bygder, og det er i forholdet med uægte fødsler. Jeg fatter i tanken den del av Christiania stift, som ligger østenfor Christiania-fjorden, Mjøsen og Valders-fjeldene, og jeg undersøger forholdet med uægte fødsler provsti for provsti; derved finder jeg, at tilstanden er ulige værre i hvert af de fire provstier i den nordlige del (Gudbrandsdalen, Østerdalen, Hedemarken samt øvre Romerike med Odalen og Soløer, tilsammen gruppe 2 i flere af de foregående tabeller) end i noget af de fem provstier i den sydlige del (nedre Romerike og de fire Borgesyssels provstier, tilsammen gruppe 1 i tabellerne). Og det mærkeligste er at overgangen fra det bedre til det værre skal være så brat, og at denne bratte overgang fra det lysere strøg til det mørke skal falde netop mellem nedre og øvre Romerike, der dog syntes at skulle være ens i alle væsentlige henseender. Jeg har allerede omtalt dette i anledning af Tabel 1 (kap. 1, § 5), hvor vi fandt, at for hver gang der ægteviedes 100 par folk, var antallet af uægte fødte børn

1831-1850
øvre Romerike, Soløer og Odalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
52.3
i nedre Romerike.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
29.7

ifølge hvilke tal det førstnævnte distrikt hører til dem i riget, hvor forholdet er værst, medens forholdet i det sidste distrikt heller er lidt bedre end almindeligt i riget.

Og denne store forskjel viser sig dobbelt mærkelig, når vi finde, at den gjentager sig fra tid til tid så temmelig uforandret og altså ikke kan bortforklares som en tilfældighed. Thi forholdet var i hvert af de to ti-år fra 1831-1850, nemlig:

1831-40 1841-50
i øvre Romerike etc.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
47.1
55.9
i nedre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
28.1
30.9

98. Men den omstændighed, at Odalen og Soløer her er regnet sammen med øvre Romerike, den gjør, at disse tal ikke så ganske passe til den sammenligning mellem øvre og nedre Romerike, som dette kapitel beskjæftiger sig med, og derfor har jeg taget for mig de lister over ægtevielser o.s.v., som præsterne årlig have indsendt til tabel-kontoret, og efter dem har jeg for de 14 år 1841-1854 udført den beregning for hvert præstegjeld, som Tab. 16 indeholder.

Denne tabel viser os dette mærkelige, at når vi af de to første distrikter undtage de små og afsidesliggende præstegjelde Hurdalen og Odalen, samt af nedre Romerike Sørum, så er der efter tabellen at dømme et langt værre forhold i hvert af præstegjeldene i de to første distrikter end i hvilketsomhelst præstegjeld i nedre Romerike, og det både i 1841-47

(Tab. 16. Til § 98.) Uægte fødsler i Øvre og nedre Romerike.
Distrikt Præstegjeld For hvert 100 ægtevielser var
 der af uægte (levende) fødte børn
1811-1847 1848-1854
Soløer og Odalen Hof*) 78 81
Grue 48 60
Vinger 49 52
Strøm 45 48
Nordre Odal 30 33
Hele distriktet 53 58
øvre Romerike Hurdal 36 32
Eidsvold 62 60
Næs 55 55
Nannestad 78 75
Gjerdrum 54 47
Ullensaker 68 62
Hele distriktet 60 57
nedre Romerike Sørum 60 60
Urskoug 30 39
Høland 20 27
Fet 26 21
Enebak 34 26
Skedsmo 35 35
Nittedalen 23 28
Hele distriktet 31 32

*) Herunder indbefattet Aasnæs og Vaaler.

og i 1848-54, altså tid efter anden. Forholdet er altså så, at når vi tænke os Sørum lagt til øvre Romerike, som det også grændser umiddelbart sammen med, så vilde der være en påfaldende skarp grændse mellem det sydlige og ligesom lysere samt det nordlige og mørke distrikt.(40)

99. For den, som har havt tålmodighed til at følge den hele fremstilling og sætte sig ind i alle hidhørende forholde, vil rimeligvis en indvending imod disse tal gjøre sig gjældende. Det er jo bekjendt (se kap. 5), at forholdet med uægte fødsler gjerne er betydelig værre inden arbeids- end inden eiendoms-klassen, og nu kan man tænke så: «Muligt er det, at forholdet med uægte fødsler særskilt inden arbeidsklassen og inden eiendomsklassen er lige så slet i nedre Romerike som i de to andre distrikter, og at den forskjel, som tallene vise, kun er tilsyneladende eller fremkommet derved, at arbeidsbefolkingen er forholdsvis mindre talrig i nedre Romerike.» Men i virkeligheden er det nok heller omvendt, så den forskjel i forholdet, som tallene angive for begge klasser under et, dermed er så meget mærkeligere. Thi når jeg til eiendomsklassen regner embeds- og bestillingsmænd samt gårdbrugere og til arbeidsklassen regner husmænd og dagarbeidere samt tjenestekarle (og de andre klasser, som folketællings-tabellen nævner, ere så fåtallige, at de kunne sættes ud af betragtning), så finder jeg ifølge opgaverne ved folketællingen i 1845 følgende forhold:

Eiendoms-
klassen
Arbeids-
klassen
Soløer og Odalen.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
100
190
øvre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
100
180
nedre Romerike.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
100
213

Her se vi jo, at arbeidsklassen er forholdsvis talrigst netop i nedre Romerike, og var det da så, at den sædelige tilstand og dermed de uægte fødslers hyppighed, betragtet særskilt for hver af de to klasser, var ligedan i de forskjellige distrikter, så måtte tingen, betragtet under et for begge klasser, se værst ud i det samme nedre Romerike, istedetfor at det er omvendt.

Tingen er så mærkværdig, at jeg tør håbe, at læseren vil følge mig videre i undersøgelsen.

100. De hidtil anførte tal over de uægte fødsler ere, som sagt, fundne ved hjælp af opgaver fra præsterne til tabel-kontoret, og her have samtlige præster givet sine bidrag. Nu skal jeg anføre en del tal efter opgaverne i de ovenfor ofte omtalte meddelelser fra præsterne til mig; men disse opgaver ere desværre ikke fuldstændige. De ere kun indkomne for følgende præstegjelde i Soløer samt øvre Romerike: Hof, Grue, Vinger, Strøm, nordre Odalen, Hurdalen, Eidsvold og Gjerdrum; for nedre Romerike ere de indkomne for alle præstegjelde undtagen Sørum. Når jeg altså i det følgende taler om de forskjellige distrikter, så vil det altså erindres, at det kun er dele af dem, som talen egentlig gjælder. Efter disse opgaver kan jeg anstille undersøgelser særskilt for hver af de to klasser af befolkningen, eiendoms- og arbeids-folket (kl. I og kl. II).

Forholdet mellem ægteviede par af hver klasse (hvert par regnet til den klasse, hvortil brudgommen hørte) var i årene 1851-1852 følgende:

Kl. I
Kl. II
Sum
Øvre Romerike, Soløer og Odalen .. .. .. ..
37
63
100
Nedre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
32
68
100

I nedre Romerike altså forholdsvis flere ægteviede par af arbeidsklassen end i det andet distrikt, hvilket stemmer med det nys fundne forhold mellem de to klasser i distrikterne.(41)

101. Hyppigheden af uægte fødsler, beregnet særskilt for hver af de to klasser, kan udtrykkes således: For hvert 100 brudgomme eller brude af hver klasse var der følgende antal barnefædre eller barnemødre i 1851-1852:

Barnefædre
Barnemødre
Kl. I
Kl. II
Kl. I
Kl. II
Øvre Romerike med
Odalen og Soløer.. .. .. .. .. .. ..

29

83

13

99
Nedre Romerike .. .. .. .. .. .. ..
16
36
9
39

I hvert af disse to distrikter finde vi jo her det samme forhold, som i den tilsvarende Tabel 6 i § 37, at forholdet for hvert kjøn er værre i kl. II end i kl. I samt at forholdet for kvindekjønnet i kl. I er bedre, i kl. II derimod værre end for mandkjønnet, og denne overensstemmelse med den før fundne regel kan lære os, at nærværende tal, skjønt de kun støtte sig til opgaver fra nogle få præstegjelde, dog ere at stole på. Men derhos se vi af disse samme tal, at forholdet helt igjennem, både i kl. I og i kl. II er værre i øvre Romerike etc. end i nedre Romerike. Det var altså rigtigt, når vi allerede før kom til det resultat, at den forskjel, som tallene angav for begge klasser under et, ikke var tilsyneladende, men virkelig.

102. Eller er det måske så, at der i øvre Romerike med Odalen og Soløer vel fødes flere uægte børn, men at en større del af disse senere blive som ægte ved forældrenes påfølgende giftermål, så tilstanden da ikke i virkeligheden er så ulykkelig, som den hidtil har seet ud? Dette vil nogenlunde sees af følgende oplysning om de i årene 1850 og 1851 ægteviede par; blandt hvert 100 af disse var der efternævnte antal, som havde børn sammen 1) før ægtevielsen, 2) inden 4 måneder efter samme, eller 3) mellom 4 og 8 måneler efter ægtevielsen

I kl. I
1.
2.
3.
i øvre Romerike etc... .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
7
23
10
i nedre Romerike(42) .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
19
8
I kl. II
i øvre Romerike.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
25
25
10
i nedre Romerike(42) .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
24
32
12

Det er jo vistnok så, se vi her, at der i øvre Romerike er noget flere ægtepar, som havde børn sammen før vielsen, og disse børn, må vi jo forestille os, vare først anførte som uægte og bleve siden ægte. Men forskjellen er her så liden, at den ikke på langt nær opveier den store og for øvre Romerike ufordelagtige forskjel i de uægte børns antal. I øvre Romerike er det altså så, at en forholdsvis langt større mængde børn både fødes og opdrages udenfor ægteskab (sml. Tab. 11, § 61).

103. Før have vi fundet (Tab. 12, § 69) at i de egne, hvor der i det hele er en forholdsvis stor mængde uægte fødsler, der træffer også hyppigere sådanne mere forargelige tilfælde, at en og samme person oftere gjentager forseelsen, bliver barnefader eller barnemoder gang efter gang. Passer denne regel her? Viser det sig, at det af disse to distrikter, som har de fleste uægte fødsler, nemlig øvre Romerike etc., også har de fleste gjentagelser-tilfælde? Svaret indeholdes i følgende tal, der ere beregnede efter opgaver for begge klasser under et for 1851-52:

Barnefædre
1ste gang

2den gang
eller oftere
Sum
øvre Romerike etc. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
81
19
100
nedre Romerike(43).. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
87
13
100
Barnemødre
øvre Romerike etc. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
76
24
100
nedre Romerike(43).. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
78
22
100

Forholdet er altså ufordelagtigst for det første distrikt; både på mands- og kvinde-siden ere der gjentagelser-tilfældene hyppigst. - At gjentagelserne på begge steder ere hyppigere blandt kvinde- end blandt mandkjønnet, det er også noget, som ganske stemmer med, hvad vi før have fundet som almindelig regel.

104. Det her anførte viser os, at forholdet med uægte fødsler virkelig er værre på øvre Romerike med Odalen og Soløer end på nedre Romerike, værre i hver af de to klasser, værre i henseende til mængden af uægte fødsler i det hele og i henseende til de mere forargelige gjentagelses-tilfælde. Det vilde tjene til forklaring om årsagen til denne for øvre Romerike så uheldige forskjel, dersom vi vidste, at det i dette distrikt var vanskeligere for udkomme, og at desformedelst flere af de unge folk have måttet udsætte med giftermål. Ovenfor fandt vi jo vel en beregning, hvorved der toges hensyn til folkemængdens størrelse, at der var en påfaldende stor lighed i ægteskabshyppigheden i begge distrikter; men den beregning er ikke så pålidelig, at man jo kunde ønske den prøvet ved en anden, og derfor anfører jeg her en beregning over de ægteviedes alder. Denne beregning gjelder dog kun de sammenviede ungkarle og piger i årene 1851 og 1852 og af dem vare følgende i de forskjellige aldere:

Under
25 år
Mellem
25 og 30 år
Over
30 år
Sum
Kl. I, ungkarle
øvre Romerike etc... .. .. .. .. .. .. .. .. .. 24 42 34 100
nedre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 22 33 45 100
Kl. I, piger
øvre Romerike etc..... .. .. .. .. .. .. .. .. 53 31 16 100
nedre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 52 32 16 100
Kl. II, ungkarle
øvre Romerike etc. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 29 45 26 100
nedre Romerike(44).. .. .. .. .. .. .. .. .. 30 44 26 100
Kl. II, piger
øvre Romerike etc... .. .. .. .. .. .. .. .. .. 44 38 18 100
nedre Romerike(44) .. .. .. .. .. .. .. .. 38 47 15 100

Disse tal vise os, at der i øvre Romerike heller ere flere ungkarle og piger, som gifte sig i ung alder, under 25 år. Folket der har altså ikke engang den undskyldning for sit skjørlevnet, at de af hensyn til vanskelige tidsomstændigheder må afholde sig fra at stifte familie, tvertom, siden der er så megen ungdom blandt de ægteviede i øvre Romerike, så skulde man snarere tro, at de to onde ting der følges ad: letsindige giftermål og skjørlevnet.

105. Snarere turde man måske komme til forståelse af det hele forhold ved at forfølge undersøgelsen om et stykke, som jeg - så uvigtigt det end måske vil forekomme de fleste - nu skal meddele forklaring om: Af de ægteviede vare efter procentvis beregning

ungkarle enkemænd sum
øvre Romerike etc. .. .. .. .. .. .. .. .. 90 10 100
nedre Romerike(45a) .. .. .. .. .. .. .. .. 89 11 100
piger enker sum
øvre Romerike etc. .. .. .. .. .. .. .. .. 96 4 100
nedre Romerike(45a) .. .. .. .. .. .. .. .. 95 5 100

Her se vi, at i det distrikt, hvor der var flest uægte fødsler og flest gjentagelses-tilfælde af disse, der var mindst gjentagelser-tilfælde af giftermål eller mindst opgifte enkemænd og enker, hvilket ganske stemmer overens med den før fundne regel for Christiania og Christiansands stifter (§ 73).

106. I flugt med disse forklaringer, hvortil præsternes meddelelser gave mig anledning, skal jeg endnu tilføie nogle statistiske træk, som på en eller anden måde kunne tjene til at kaste lys over emnet.

Jeg anførte ovenfor (§ 99) efter folketællings-tabellerne nogle tal, hvoraf det fremgik, at i sammenligning med eiendomsklassen var arbeiderbefolkningen heller talrigere i nedre end i øvre Romerike. Der er dog en egen omstændighed ved den samme ting, som jeg nu skal vise. Jeg sammenstiller på den ene side eiendomsklassen (som før sagt: gårdbrugere, embeds- og bestillingsmænd, og det kun familiernes hoveder, ikke tillige kvinder og børn) og på den anden side følgende klasser: 1) husmænd med jord, 2) daglønnere og husmænd uden jord samt 3) tjenestekarle, og jeg finder, at for hvert 100 personer af eiendomsklassen var der af disse 3 klasser følgende:

1.
2.
3.
Sum
Soløer og Odalen .. .. .. .. .. ..
89
48
53
190
øvre Romerike.. .. .. .. .. .. .. ..
81
43
56
180
nedre Romerike .. .. .. .. .. .. ..
109
½
65
213

Det er altså vel så, at nedre Romerike har den talrigeste arbeiderbefolkning, når denne betragtes i det hele eller i en sum, hvis årsag det vil forekomme de fleste dobbelt mærkeligt, at den sædelige tilstand endda er bedst netop her. Men på den anden side have de to andre distrikter forholdsvis flest personer af den del af arbeidsbefolkningen, som må ansees for den, hvis tilstand er betænkeligst, nemlig daglønnere og jordløse husmænd, hvorimod nedre Romerike har flere husmænd med jord og faste tjenestekarle. Man kunde herved anstille en sådan betragtning: i nedre Romerike er den sædelige tilstand bedst, fordi der er der forholdsvis flere familier i god og anseet stilling (med mange arbeidsfolk under sig), familier altså, som kunne ansees at besidde en til deres stilling svarende dannelse og æresfølelse, og fordi der er det tilfælde med en forholdsvis større del af arbeidsklassen, at de i den unge alder som tjenestekarle og tjenestepiger(45b) på en måde få sin opdragelse i bedre huse, som man kalder det, og opmuntres til orden og gode sæder ved bedre udsigter til at erholde forønsket levebrød på de mange husmandspladse med jord. - Men foruden at jeg ingenlunde vil påstå, at denne betragtning skulde have almindelig gyldighed(45c), så må jeg bemærke, at den forskjel i antallet af de mindre lykkelige husmænd uden jord samt af daglønnere, som de anførte tal antyde, synes så liden, at den store forskjel i sædelighedstilstanden vanskelig kan forklares deraf alene.

107. Jeg kan endnu påvise en anden forskjel mellem de to distrikter, og det efter opgaver, som findes i min afhandling «Om dødeligheden i Norge», tillæg 4. For hvert 1000 levende mennesker og for hvert 1000 afdøde mennesker på øvre Romerike med Soløer og Odalen var antallet på nedre Romerike følgende:

Levende
Afdøde
År 1835: 387 1831-35 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 424
1836-40 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 432
År 1845: 378 1841-45 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 415
1846-50 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 394

Nedre Romerike er meget mindre end det andet distrikt; derfor er folketallet eller antallet af de levende og ligeså antallet af de døde meget mindre (387 istedetfor 1000 o.s.v.). Men nu sees det, at antallet af døde er ikke så meget mindre i nedre Romerike som antallet af levende; i nedre Romerike dør der altså flere i forhold, eller dødeligheden er større der end i det andet distrikt. Den større dødelighed kan måske tyde hen på en anden legemsbeskaffenhed, og denne kan måske igjen tyde hen på en forskjel i sindsstemning (temperament), og den forskjellige sindsstemning kan måske atter øve en forskjellig indflydelse på menneskenes handlemåde - se der en gisning, som jeg dog ikke tør dvæle længere ved.

108. I denne sammenhæng vil det måske interessere flere at se en forklaring om fattigudgifterne i disse distrikter. Og for hele nedre Romerike samt for den allerstørste del af de to andre distrikter kan jeg kortelig give forklaringen således(46):

Folkemængde
1845
Fattigudgifterne gjennemsnitlig
for hvert af de 4 år 1850-53
Årlig udgift på
hver indvåner
spd.
sk.
sk.
Soløer og Odalen .. .. .. .. .. ..
27903
10405
118
45
øvre Romerike.. .. .. .. .. .. .. ..
23812
12385
53
62
nedre Romerike .. .. .. .. .. .. ..
23034
8652
65
45

Her sees jo udgiften at være forholdsvis større i øvre end i nedre Romerike, og her kunde man da se en sammenhæng med forskjellen i den sædelige tilstand, således: den større usædelighed bevirker større armod og denne igjen større udgift for menighederne. Men så skulde man også vente større fattigudgift i Soløer og Odalen, og denne forventning slår ikke ind. Vi må derfor erindre, at så vist og sikkert det end er, at usædelighed bidrager til forarmelse, så er der dog så mange andre omstændigheder, som virke sammen til at gjøre den offentlige fattigudgift større eller mindre, så man ikke burde have ventet stort af denne sammenligning.

109. Snarere skulde man tro, at kundskab om skolevæsenets tilstand måtte give et godt bidrag til forståelse af folkets sædelighedsforhold. I årene 1840 og 1843 har Kirke-Departementet foranstaltet udgivet to overmåde udførlige tabel-værker om skolevæsenet alt riget over, og disse bør vi her benytte. Jeg har fundet, at der i efternævnte år var så mange (eller få) almuesskole-lærere (ved omgangs- og fastskoler), at hver lærer i gjennemsnit havde følgende antal skolebørn

  1826 1836 1837 1840
i Soløer og Odalen 89 98 113 113
i øvre Romerike 118 113 106
i nedre Romerike 91 111 116 107

Og i gjennemsnit havde hver lærer i lærerløn og klokker-indtægter følgende indkomster:

1837
1840
Soløer og Odalen.. .. .. .. .. .. ..
40 spd.
37 spd.
øvre Romerike .. .. .. .. .. .. .. ..
39   »   
42   »   
nedre Romerike.. .. .. .. .. .. .. ..
35   »   
37   »   

Efter disse oplysninger ser det ikke ud til, at den bedre sædelighedstilstand på nedre Romerike kan tilskrives kommunernes større anstrængelser for at lønne flere lærere og lønne dem bedre.

Men skolevæsenet beror ikke blot på hvorledes skolen ordnes fra skole-bestyrelsernes side, men også på, hvorledes den benyttes af almuen eller søges af børnene. Også herom indeholde tabellerne adskillig oplysning, og jeg skal deraf anføre følgende:

Af hvert 100 børn, som skulde søge skolen var der følgende antal, som i efternævnte år ganske havde forsømt:

1837
1840
Soløer og Odalen.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
8
7
øvre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
9
12  
nedre Romerike.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
4
8

Og af hvert 100 børn var der følgende som fik undervisning i mere end det tarveligste, nemlig 1) skrivning og i 2) regning:

1837
1840
Soløer og Odalen.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
19
7
18
  7
øvre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
12
6
14
  8
nedre Romerike.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
15
7
  
20
10

Når vi her se bort fra Soløer og Odalen og kun sammenligne de to romerikske distrikter, som nærmest beskjæftige os, så vise disse tal os virkelig noget, som meget godt stemmer sammen med den fundne forskjel i sædelig henseende; i nedre Romerike en flittigere skolegang med både mindre forsømmelse og mere øvelse i de lidt høiere undervisningsfag. - Men jeg må tilføie, at så udførlige end de nævnte tabelværker ere, så har jeg under udarbeidelsen af det her anførte uddrag fundet så mange spor af unøiagtighed ved de oprindelige listers udarbeidelse, navnlig hvad angår skoleforsømmelser, at der ikke kan lægges stor vægt på dem i alle dele, og jeg kan sige, at jeg mest har anført disse ting for at vise, at jeg ikke har sparet nogen møie for at komme til bunds i sagerne.

110. Når jeg nu sammenfatter hele dette kapitels indhold, småt og stort, vigtigt og uvigtigt, så stiller det sig for mig således: Hvad angår det enkelte forhold i den sædelige tilstand, som giver sig tilkjende ved uægte fødsler, er der en umiskjendelig og ganske stor forskjel mellem øvre og nedre Romerike, uden at jeg hidtil har kunnet opdage nogen tilsvarende stor tydelig forskjel i folkets historie, i næringsveienes beskaffenhed, i de sociale forholde, i huslivets og dagliglivets sædvaner og skikke.

Man skulde dog vente, at der måtte være en sammenhæng der, at den sædelige stemning og tænkemåde lidt efter lidt måtte give huslivet sit eiendommelige præg, at de inden huslivet rådende begreber og sædvaner lidt efter lidt måtte øve sin indflydelse på den opvoxende slægt og give dens færd og opførsel i livet en egen retning o.s.v. Og siden jeg ikke hidtil har kunnet opdage nogen sådan sammenhæng, derfor står tingen endnu for mig som en af folkelivets mange gåder.

Man vil måske sige mig: «Det, som allermest har indflydelse på menneskenes sædelige vandel, er deres religiøse sindelag, og derfor skulde du først og fremst have agtet på, hvad forskjel der i denne henseende monne være imellem de to omhandlede bygdelag.» Men religiøsiteten er den del af et menneskes væsen, som det er allervanskeligst for en anden at danne sig nogen mening om, og som det mindst sømmer sig at dømme om. Derimod har jeg nok tænkt mig, at årsagen til den påviste forskjel i sædelig henseende kunde være at søge deri, at der måske i en nærmere eller fjernere fortid har været i det ene bygdelag en heldig samling af embedsmænd (og man bør ikke alene tænke på geistlige) og andre indflydelsesrige mænd, som - selv besjælede af følelse for menneskeværd og dyd - have bidraget til at opretholde denne følelse hos mængden af folket, at der i det andet bygdelag derimod har været et større antal af fremragende mænd, som ved ord og gjerning have virket nedbrydende istedetfor opbyggende. Men de rigtignok såre ufuldstændige meddelelser, som kjendte mænd i bygderne have givet mig, have ikke bestyrket den mening, at forskninger i den retning skulde give synderlig udbytte.

Så står altså tingen for mig som en gåde: jeg ser en bestemt forskjel i de to nabobygders sædelige tilstand, og jeg kan vide, at denne forskjel må have sin årsag, men denne årsag har jeg ikke fundet, ikke endnu. «Et fattigt udbytte!» vil man måske sige, og hertil kunde jeg undskylde mig med at forklare, at foruden tidligere gjennemreiser og aldeles korte besøg har mit ophold i nogle af øvre og nedre Romerikes bygder været indskrænket til nogle uger i høsten 1855 og nogle uger på slutningen af vinteren 1856, tilsammen 73 dage, - en undskyldning, som vel vilde tages for god, når man veed, at præster ofte med hensyn til sit enkelte præstegjeld må sige som så: «Jeg har kun været her et år, så jeg tør ikke sige, jeg kjender folkets tilstand og levemåde så nøie endnu.» Men medens jeg naturligvis må betragte mit arbeide hidtil kun som en begyndelse og forberedelse, så er udbyttet deraf for mig dette: Selv har jeg tilforn istemt den tale, som reisende ofte bruge, at i sammenligning med de mere afsidesliggende fjeldegne er Romerike (som overhoved bygderne nærmest omkring de større stæder) et flaut land, med et charakterløst folkeliv - - og nu har der midt i dette ensformige og farveløse fremstillet sig for mig en gåde, en mærkværdig kjendsgjerning, som sandelig er sådan, at den kan fængsle både tanke og indbildningskraft. Der skal måske gjøres mange forsøg, og der vil vel udfordres bistand af flere mænd med samme interesse, om det nogensinde skal lykkes at opdage sammenhængen og forstå dunkelheden; men sagen vinder i interesse derved, at det overveiende slægtskab og fællesskab mellem de to nabobygder gjør den stedfindende forskjel i sædelig henseende så aldeles uventet, så - dersom denne gåde kunde vorde løst - så skulde vi udentvivl have gjort et stort skridt fremad til forståelsen af lignende forholde også i andre egne af vort land.


KAPITEL 9

HAR DEN NYERE LOVGIVNING GJORT DEN SÆDELIGE TILSTAND VÆRRE?

111. En høit agtet medborger og videnskabsmand har i anledning af min i slutningen af forrige år trykte afhandling «Om giftermål i Norge» beæret mig med en skrivelse, hvoraf jeg hidsætter nogle uddrag.

«Det, som egentlig har foranlediget disse linier, er den mærkværdige forøgelse af uægte fødsler i ti-året 1841-50 imod ti-året 1831-40, eller rettere: den forklaring, De side 138 (i den nævnte afhandling) [Verker i utvalg 2, s. 269] giver om årsagen til dette phænomen. Jeg har søgt at anvende de af Dem opstillede grunde; men jeg er ikke bleven tilfredsstillet derved. Her gjælder ikke: «Mange i tal, men ikke mange i forhold.» (Her anfører brevskriveren udfaldet af sine statistiske beregninger, som jeg senere hen skal tage hensyn til.) Idet jeg således ikke på en tilfredsstillende måde kunde forklare mig årsagen til den bratte og betydelige forøgelse af de uægte fødsler i ti-året 1841-50 ved hjælp af de af Dem antydede regler, begyndte jeg at gruble efter en anden årsag, og jeg tror at have fundet en, som jeg i det mindste for øieblikket finder tilfredsstillende, og som jeg vil meddele til Deres overveielse og prøvelse. Jeg spurgte mig selv, om der ikke i ti-året 1841-50 var indtruffet noget, som kunde have bidraget til denne mærkelige stigen i antallet af uægte fødsler, noget, som måske havde udøvet en skadelig indflydelse på folkets moralske opinion. Og jeg kom da snart til at erindre, at den nye kriminal-lov med dens altfor milde (jeg vil ikke sige liberale, men heller letsindige) anskuelser af hors- og løsagtigheds-forbrydelser netop trådte i kraft i dette ti-år. Allerede i femåret 1841-45 viser forskjellen sig ganske mærkelig, uagtet loven kun havde virket i 3 år. Kunde man sammenligne de 10 første år nærmest før dens ikrafttrædelse eller 1843-52 med 1833-42, vilde måske forskjellen vise sig så påfaldende, at min forklaring af årsagen til denne pludselige og exempelløse forøgelse af de uægte fødsler neppe med grund kunde forkastes.(47) Jeg må her i forbigående beklage, at de dødfødte børns antal ikke er anført i Deres bog; disse må naturligvis regnes med, når man vil benytte hyppigheden eller fåtalligheden af uægte fødsler som et middel til at bedømme den nationale sædeligheds standpunkt.(48) Jeg bestyrkes så meget mere i denne min forklaringsmåde ved at mindes en samtale, jeg i året 1846 havde med en lensmand på -. Kriminal-loven havde da været gjældende i 3 ½ år og, efter lensmandens erfaring, virket såre skadeligt på folkets moralitet i hans distrikt. Han fortalte mig endog, at misfornøielsen med den nye lov var så stor og almindelig, at man tænkte på at indkomme til Storthinget med forslag til forandringer i det kapitel, der handler om hors- og løsagtigheds-forbrydelser. Især ankede man over den bestemmelse, at horsforbrydelser ikke påtales af det offentlige, med mindre den fornærmede ægtefælle optræder som formelig klager. Han anførte også et nylig indtruffet tilfælde, som bestyrkede meningen om lovens mislighed i dette kapitel. En gift mand havde en tøs i huset, med hvem han levede i utilbørligt samkvem. Tøsen var den herskende. Selv konen måtte lystre hende. Konen beklagede sig for lensmanden; men da hun fik den besked, at der ikke blev gjort noget ved sagen, hvis hun ikke fremkom for retten som ordentlig angiver og klager, så erklærede konen, at da vilde hun heller lide i tålmodighed. Jeg har flere gange angret, at jeg ikke forfulgte det givne spor for at indsamle flere oplysninger i den retning på de små udflugter, jeg næsten hver sommer har gjort hist og her i bygderne. Men jeg behøver ikke at forlade mit opholdssted for at høre omtale så mange exempler på tiltagende letfærdighed både i by og bygd på disse kanter, at jeg er ganske overbevist om, at kriminal-loven af 1842 har bidraget til at fremme usædelighed og løsagtighed ved at borttage en gavnlig skranke og ved at bidrage til, at endog hors-forbrydelser nu betragtes som peccadillos. - At også fattigloven af 1845 kan have bidraget sit, er ikke umuligt. Især tror jeg, at mangt et kvindfolk af den fattigere klasse har været lettere at forføre af den grund, at de nu gjøre mere regning på hjælp af «kassa» end før.»

«At kriminal-loven også i andre retninger har udøvet skadelig virkning, skulde vel ikke være så vanskeligt at bevise. Ved hjælp af de i Deres bog om giftermål side 128 [Verker i utvalg 2, s. 262-263] anførte tal kan det udregnes, at i det femår, som endte 2 år før kriminal-lovens ikrafttrædelse, var der en straffældt for hver 855 mennesker i landet, og i det femår, der begyndte 3 år efter dens gyldighed, var der 1 straffældt for hver 571 mennesker. Ligesom jeg tror, at kriminal-loven har bevirket flere løsagtighedsforbrydelser ved sin altfor store mildhed og skadelige indvirkning på opinionen om deslige forbrydelser, således tror jeg også, at den af de samme årsager har bevirket flere forbrydelser på eiendom.» - Her erindrer brevskriveren om, at den lov, der overførte delinkvent-omkostningerne på statskassen, rimeligvis har bevirket, at begåede forbrydelser oftere bleve påtalte, og han fortsætter så: «Ligesom jeg nu på den ene side er tilbøielig til at tro, at det større antal af lovovertrædelser, som paraderer i de sidste 10-15 års statistiske tabeller, ikke ubetinget bør ansees som et uimodsigeligt bevis for en større moralsk fordærvelse og tiltagende råhed hos det norske folk, således er jeg på den anden side ligeså tilbøielig til at tro, at hvis folkets moral virkelig er bleven slappere i flere retninger i de sidste 10-15 år, da kan dette med lige stor grund tilskrives flere uheldige love, som i den tid ere udkomne, som andre årsager. Som sådanne love kunde vel nævnes kriminal-loven, fattigloven og lovene om brændevins-brænden og brændevins-salg. Brændevins-loven skal især have forvoldt mange falske eder eller falske vidneforklaringer. Kan man ikke vel sige, at flere af vore nyere love mere ere byggede på philosophiske spekulationer end på christendommens grundsætninger og på kjendskab til livet og menneskene? at vore lovkoncipister mere have taget hensyn til juridiske theorier end til det norske folks opinion, der er et produkt af christendommens ånd og århundreders livs-erfaring? Man hører nu ofte, at vore præster ere mere christelig-sindedeog nidkjære nu end før, at kirkerne besøges flittigere end før, at skolevæsnet er betydelig bedre end før, at drukkenskaben aftager mere og mere, at næringsveiene udvides i alle retninger. Dette er jo sandt og er såre glædeligt. Men med alt dette voxer dog forbrydelsernes og de uægte fødslers antal. Hvorledes skal man rime dette sammen? Sandelig, der må være something rotten etsteds, og dette something rotten formoder jeg bør søges i vor nyere lovgivning og dens anvendelse. Er denne mening rigtig, og kan dens rigtighed bevises ved hjælp af vore statistiske tabeller, da -» Her henvender brevskriveren en hædrende opfordring til mig om at udføre dette arbeide; han mener nemlig, at en afhandling herom måtte indeholde gavnlig oplysning for de høiere klasser. «Ved de høiere klasser - fortsætter han - forstår jeg her de borgerklasser, hvortil vore kommunal-bestyrelser, vore storthingsmænd høre. For disse klasser ere vist ingen argumenter mere overbevisende end de, der støtte sig til tal og statistiske tabeller. Skal den indflydelsesrigere del af nationen overbevises om nødvendigheden af forandringer i flere af vore nyere love, da må det ske ved at bevise disses skadelige virkninger. - - Jeg kan nok tænke mig, at en forandring i nogle af disse vore nyere love (f.ex. kriminal-loven) vilde af juristerne udskriges som en tilbagegang, et tilbageskridt, en reaktion. Men lad dem kun det! Historien viser os jo idelig frem- og tilbagegang, flod og ebbe, revolution og reaktion, i politik, i sædelighed, i opinionen. Kriminal-loven af 1842 var en revolution i vor lovgivning, en pludselig og voldsom forandring af samme. Den gik for vidt i at løsne de tilvante lovens bånd på de kjødelige lyster. At man gik for vidt, herom har man nu 12 års erfaring at påberåbe sig. En liden stramning af båndet synes derfor at være bleven nødvendig. Erkjender man denne nødvendighed, nu vel, så stram båndet igjen! Det vanskeligste arbeide for en lovgiver er visselig at rette på sine egne misgreb. Det er slemt at begå misgreb, men endnu værre at lade dem forblive urettede, når man erkjender dem for misgreb. - - Men selv om man ikke skulde ville rette på de legislative misgreb af 1842 og 1845 direkte ved forandringer i de påankede love, så må dog en klar fremstilling af disse misgrebs skadelige virkninger kunne blive det mest overbevisende argument for nødvendigheden af at gjøre mere, meget mere for almuens oplysning både i by og bygd, end der hidtil er gjort. Hvad kunde der ikke været udrettet for denne sag, når den udgift, som kriminal-loven og loven om delikventudgifternes udredelse af statskassen årlig forvolde det offentlige, var anvendt til almueskolevæsnet! Med 100 000 spd. årlig måtte man have nået langt!»

«Da jeg af slutningsbemærkningen i Deres bog «Om giftermål i Norge» ser, at De agter at udgive en særskilt afhandling om uægte fødsler i Norge, og jeg i førstnævnte skrift ikke har kunnet opdage noget spor til den mening, jeg ovenfor har tilladt mig at udvikle, om kriminal-lovens skadelige virkninger i dette kapitel, så anså jeg det for min pligt at gjøre Dem opmærksom på denne ide. Finder De den antagelig, så vil jeg bede Dem benytte den. - - Ialfald vil De vist underkaste den en nøiere prøvelse. Og jeg kunde helst ønske, at De fandt den uholdbar, at De kunde overbevisende gjendrive den. Thi jeg er tilfulde opmærksom på det vanskelige og mislige i ved nye love at rette på slige ting.»

Så udførligt har jeg tilladt mig at gjengive brevskriverens ord, fordi jeg i dem finder et klart udtryk for en tanke, som jeg tror næres af ret mange mænd i vort land. Blandt almuesmænd har jeg navnlig ofte fundet en særegen tilbøielighed for ret strænge love mod løsagtighed, letsindige ægteskaber, fylderi: Udskeielser, som de lavere klassers råhed snarest styrter sig i, og som skulde «forbjodast». Hvad angår løsagtigheden i særdeleshed, så er det en almindelig bemærkning, at det har taget stygt til med den nu på en tid, og det ligger så nær at se årsagen dertil i de forandringer i lovgivningen, som i den senere tid ere foretagne. - I de ofte omtalte meddelelser fra præsterne finder jeg også flere ytringer i den retning. Mest udførligt handler en præst på Stavanger-kanten herom, idet han tillige skildrer almuens opfattelse af sagen. Først anfører han for sit præstegjeld nogle statistiske opgaver for de to femår 1843-1847 og 1848-1852, ifølge hvilke opgaver forholdet med de uægte fødsler sees snarere at have forandret sig noget til det bedre i det sidste fem-år; derpå fortsætter han således: «Dette er imidlertid vistnok kun tilfældigt, og der kommer nok en misligere periode igjen. Thi at der ellers er flere årsager, hvorfor forholdet i de senere år vil blive forværret, er aldeles sandsynligt. Fremfor alt synes her den slappere lovgivning at virke såre skadeligt. Straffen er især for de lavere klasser i grunden bortfalden, og just fordi præsten nu intet hermed har at gjøre(49a), anser man det for en følge af ligegyldighed fra hans side, at han lader leiermål gå ustraffet. Derfor anser man det omtrent for tilladeligt, og det bliver snart ingen skam. - - I opinionen, som er en hader af denne slappede lovgivning, har man hidtil havt en liden støtte; men denne er dog nu snart faldefærdig. Almuen anser også denne lovgivning som udgået fra høiere stående personer, der selv gjerne ville have frihed i dette stykke, ligesom den anser den i høieste grad uhensigtsmæssige vand- og brød-straf som opfunden af frådsere, der sætte sin største lyksalighed i et godt måltid, og man smiler ad de stores tåbelighed, idet man hos lensmanden lever lige så godt, ja bedre end ellers.»

Denne mening, at det skulde være de stores tåbelighed og vellyst, som var ophav til de omhandlede forandringer i lovene, har jeg dog aldrig selv truffet til at høre, og det må vist være yderst få folk, som ere så enfoldige, at de tænke så. Men at de nyere lovbestemmelser have været uheldige og virket skadeligt, det er da som sagt manges tanke.

Denne tanke finder jeg også udtalt ved et præstemøde i Tromsø 1852, hvorom Theologisk Tidsskrift beretter (4de bind, side 460): «Som medvirkende årsag (til den i stiftet tiltagende usædelighed) troedes og at kunne anføres, at de senere mindre strenge lovbestemmelser i denne retning have bidraget sit til, om endog kun indirekte, at fremme usædeligheden.» - - «Endelig beklagede man sig over, at den nyere lovgivning så lidet understøtter geistlighedens bestræbelser for at hemme usædeligheden, og da denne stand ei bør tie dertil, enedes man om at udtale det såre ønskelige i, at den hertil sigtende lovgivning måtte blive underkastet en sådan forandring, at den mere egnede sig til at yde disse bestræbelser den bistand, det må ansees for en christen stats pligt at yde.»

112. I den senere tid er antallet af uægte fødte børn - disse vidner om løsagtighed - tiltaget i en påfaldende grad, det er vist; i den senere tid, nemlig i 1842, udkom også en ny straffelov, som i et eget kapitel fastsætter, hvorledes der skal forholdes med løsagtigheds-forseelser. Og nu er den meget almindelige tanke den, at der er en sammenhæng her som mellem årsag og virkning, således at denne nye lov med dens mildere bestemmelser skulde være skyld i hint onde.

Men denne tanke holder ikke stik, ialfald ikke med hensyn til tilstanden i riget i det hele.

Således siger professor Schweigaard i sin forklaring over kriminalloven med hensyn til det 18de kapitel af samme, der handler om løsagtighet: «I at bestemme grændserne for løsagtigheds strafbarhed er den nye lov omtrent trådt i den før samme gjældende kriminal-rets fodspor. Efter denne i dens sidste skikkelse var samleie udenfor ægteskab i almindelighed ikke underkastet straf, hvilken kun indtrådte på grund af særskilte ved personerne eller gjerningen forekommende omstændigheder. Og da disse i det hovedsagelige ere de samme ifølge kriminal-lovens attende kapitel som efter den lovgivning, der ved samme er afløst, så består det nye i dette afsnit af kriminal-loven mere deri, at straffens størrelse er forandret og i det hele taget formildet, end at strafbarhedens mark er indskrænket eller udvidet.» Altså omtrent de samme gjerninger, som før vare strafbare, ere det også nu, og straffen for de samme gjerninger er i det hele taget mildere nu end før. Men anstiller man nærmere sammenligning mellem straffens størrelse før og efter forandringen, så får man det bestemte indtryk, at den omtalte formildelse ikke kan have gjort stort til eller fra; thi den er så ringe, at de allerfleste mennesker vistnok ikke engang have lagt mærke til den. Ved denne sammenligning mellem før og nu går jeg nemlig ikke så langt op i tiden som til landsloven af 1687, der var snar til at sætte strænge straffe; her bør sammenligningen kun holde sig til, hvorledes lov og dom var i den menneske-alder, som gik nærmest foran den nye lov.

Derimod har den nye lov indført en anden forandring, som ikke angår, hvad gjerning der er strafbar, og hvad straf den skal belægges med, men er af en hel anden natur; forandringen er den, at medens hor forhen var uden videre gjenstand for justitsens påtale, så skal det nu i regelen kun ske da, når den fornærmede ægtefælle klager og påkalder rettens straffende myndighed. Nu er det vistnok så, at mange ægteskabsbrydere derved slippe for al straf, såsom den fornærmede ægtefælle ofte og af mange grunde ikke vil klage, ikke vil have straffen anvendt, og det er da vistnok ikke urimeligt at antage, at dette forargelige slags af forseelser desformedelst kan være blevet noget hyppigere nu end før; det kommer da an på, om ikke selve forargelsen hos naboer og kjendinger og den i forargelsen liggende myndighed til at straffe med ord skulde have været istand til at virke hemmende på ugudeligheden lige så godt som forhen den strængere lov. Thi om en ægteskabsbryder, som ikke viser alvorlig anger, gjælder dog dette, «at I skulle end ikke æde med en sådan». - Men lad så være, at dette slags løsagtigheds-forseelser er tiltaget i hyppighed efter og formedelst den nye lov: dette er dog lykkeligvis det slags løsagtighed, som så sjelden øves i vort land at nogen forøgelse i antallet af disse tilfælde ikke vil have stort at betyde i det hele antal af løsagtigheds-forseelser. Mængden af de uægte børn (og det er disses antal, vi her må holde os til) tilhører forældre af den ugifte stand, og hvorledes skulde hin sag have nogen virkning på disse? Jo, siger man, at de forargeligste overtrædere, ægteskabsbrydere, gå ustraffede, det nedbryder sædelighedsfølelsen i almindelighed, og de unge, ugifte folk hengive sig da uden sky til det utilbørlige.

113. Men har man også sat sig vel ind i forholdet: Loven trådte i kraft ved begyndelsen af 1843, og fra den tid skulde justitsens tilsyneladende ligegyldighed mod ægteskabsbryderne udøve den uheldige virkning på den ugifte befolknings lidet befæstede dyd. Vil man tænke sig dette skeet allerede inden udgangen af det samme år 1843, således at den sædelige tilstand altså skulde være i nogen mærkelig grad forværret ved begyndelsen af 1844? Nu vel! Men så må vi vente til året 1845, før der som følge deraf kan vise sig nogen forøget mængde af fuldbårne og ved dåben i kirkebøgerne indførte uægte børn. - Men hin mening om, at det skulde være den nye lov, som bar skylden for den senere tids mærkelige forøgelse i de uægte børns antal, modbevises nu derved, at denne forøgelse var indtruffet og det med en mærkværdig pludselighed allerede i året 1841 og 1842. Det vil man kunne se af den simple tal-række over antallet af de levende fødte uægte børn i riget, som Tabel 17 indeholder.

(Tab. 17. Til § 113.) Levende fødte uægte børn i Norge.

1801

1470

29

2503

2

1323

30

2539

3

1509

1831

2455

4

1556

32

2247

5

1594

33

2399

1806

1749

34

2395

7

1732

35

2615

8

1697

1836

2499

9

1373

37

2383

10

1521

38

2329

1811

1761

39

2332

12

1771

40

2474

13

1557

1841

2683

14

1374

42

3277

15

1845

43

3257

1816

2585

44

3157

17

2455

45

3357

18

2384

1846

3456

19

2332

47

3561

20

2380

48

3220

1821

2709

49

3527

22

2531

50

3715

23

2539

1851

4090

24

2445

52

4220

25

2446

53

4144

1826

2620

54

4533

27

2533

55

4603

28

2419

114. Ved at danne sig meninger om, hvad det er for omstændigheder, som øve forandrende indflydelse på folkets sæder og tilstand, kan man så såre let komme til at tage feil, når man ikke har oversigt over forholdene i et længere tidsrum, og derfor har jeg i tabellen medtaget opgaverne for alle de år, for hvilke de haves, nemlig fra århundredets begyndelse. Nu lade man blikket nogle gange løbe op og ned ad talrækken, så det bliver fortroligt med tallene og kan overse de mange små forandringer fra år til andet; man vil da lettelig opdage et ganske påfaldende forhold: ikke nok med, at antallet af uægte fødsler er steget meget stærkt fra begyndelsen til slutningen af det 55-årige tidsrum, men denne stigen er foregået ligesom rykkevis eller i visse store afsatser. Vi kunne i denne henseende temmelig tydelig skjelne mellem 4 forskjellige tidsrum, nemlig årene 1801-15, 1816-40, 1841-50 og 1851-55. Jeg kan gjøre tingen anskuelig på den måde, at jeg stiller ved siden af hinanden tallene for det år i hvert af disse tidsrum, som opviser det største og det mindste antal, en sammenstilling, hvorved jeg dog ser bort fra årene 1815 og 1841, der ligesom danne overgangen fra det ene tidsrum til det andet.

Tidsrum
Mindste tal

Største tal

1801-15 ............................
1323

1771

1816-40 ............................
2247

2709

1841-50 ............................
3157

3715

1851-55 ............................
4090

4603

Man vil heraf se, at det største tal i et foregående tidsrum er mindre end det mindste tal i det følgende tidsrum.

Forskjellen mellem de fire tidsrum kan også fremstilles på den måde, at vi uddrage det årlige middeltal af uægte fødsler i hvert tidsrum og agte på forøgelsen fra det ene tidsrum til det andet således:

1801-15 1589
1816-40 2462,
forøget
55
procent
1841-50 3321
»
35
»
1851-55 4318
»
30
»

Her skal jeg imidlertid strax forklare, at der ved tallene for 1851-55 er en egen omstændighed, som gjør, at vi ikke uden videre kunne tage hensyn til dem. Før i tiden var det brugeligt blandt præsterne at om end et barn var født udenom ægteskab, så blev det dog ved dåben anført i kirkebogen som ægte-barn, når forældrene inden den tid vare blevne gifte, eller når der var lyst til ægteskab for dem, så deres påfølgende giftermål ansåes for vist. Men i 1851 lod Indre-Departementet, under hvilket tabel-væsnet henhører, en rundskrivelse udgå til præsterne med pålæg om, at alle udenfor ægteskab fødte børn uden skånsel skulde anføres som uægte, en strængere sprogbrug altså, hvorved det måtte komme til at se ud som om forøgelse i antallet fandt sted, uagtet forholdet måske i virkeligheden var det samme som før.

Holde vi os derfor kun til den givne oversigt for årene fra 1801-1850, så finde vi to omstændigheder, som tale imod hin mening om loven som årsag til den senere tids forøgelse i de uægte fødslers antal, først, at denne forøgelse, som allerede ovenfor nævnt, indtraf før loven trådte i kraft, end sige før dens formodede virkninger kunde komme tilsyne, dernæst, at en ligedan stærk og pludselig forøgelse havde fundet sted engang før, fra 1816 af, da der dog ikke udkom nogen sådan lov, som man kunde give skyld derfor.

115. Dels for yderligere at forvisse os om, at den ugunstige mening om lovens indflydelse ikke har truffet det rette, dels for at finde bidrag til forståelse af det stykke i folkets tilstande og sæder, som de uægte fødsler antyde, skulle vi lægge an på at udfinde, hvad den sande årsag kan ha været til det mærkværdige forhold, som nys blev påviist, eller den store og pludselige og blivende forøgelse i de uægte fødslers antal fra 1816 og fra 1841 af.

I denne hensigt må jeg gjøre opmærksom på et mærkværdigt forhold mellem ægtevielser og uægte fødsler, et forhold, som jeg først skal fremstille ved hjælp af Tabel 18.

<;/tr>
(Tab. 18. Til § 115.) Ægtevielser og uægte fødsler i Norge.
Ægtevielser Uægte fødsler Antallet mindre (-)
eller større (+) i et år
imod det foregående
År Antal Antal År Ægtevielser Uægte fødsler
    1470 1801    
1801 6089 1323 2   -147
2 6742 1509 3 + 653 +226
3 6790 1556 4 +48 +47
4 7069 1594 5 +279 +38
5 7227 1749 1806 +158 +155
1806 7283 1732 7 +56 -17*
7 6331 1697 8 -952 -35
8 5305 1373 9 -1026 -324
9 5370 1521 10 +65 +148
10 7100 1761 1811 +1730 +240
1811 7854 1771 12 +754 +10
12 7850 1557 13 -4 -214
13 6453 1374 14 -1397 -183
14 5801 1845 15 -652 +471*
15 9171 2585 1816 +3370 +740
1816 9427 2455 17 + 256 -130*
17 8010 2384 18 -1417 -71
18 7713 2332 19 -297 -52
19 7721 2380 20 +8 +48
20 8712 2709 1821 +991 +329
1821 8895 2531 22 +183 -178*
22 8949 2539 23 +54 +8
23 8841 2445 24 -108 -94
24 8376 2446 25 -465 +1*
25 9020 2620 1826 +644 +174
1826 8806 2533 27 -214 -87
27 8087 2419 28 -719 -114
1828 8358 2503 1829 +271 +84
29 8639 2539 30 +281 +36
30 8669 2455 1831 +30 -84*
1831 8190 2247 32 -479 -208
32 7839 2399 33 -351 +152*
33 8548 2395 34 +709 -4*
34 8872 2615 35 +324 +220
35 8784 2499 1836 -88 +116
1836 8424 2383 37 -360 -116
37 8123 2329 38 -301 -54
38 7584 2332 39 -539 +3*
39 7949 2474 40 +365 +142
40 8601 2683 1841 +652 +209
1841 9595 3277 42 +994 +594
42 9962 3257 43 +367 -20*
43 10173 3157 44 +211 -100*
44 10290 3357 45 +117 +200
45 10570 3456 1846 -280 +99
1846 11152 3561 47 +582 +105
47 9890 3220 48 +1262 -341
48 10187 3527 49 +297 +307
49 10629 3715 50 +442 +188
50 10648 4090 1851 +19 +375
1851 10575 4220 52 -73 +130*
52 10179 4144 53 +396 +76
53 11257 4533 54 +1078 +389
54 12479 4603 55 +1212 +90
55 12009     -470  

Denne tabel er indrettet så, at man ved at lade øiet følge linien fra venstre til høire finder antallet af ægteviede par for et år og af uægte fødte børn for det næste år, og hensigten med denne indretning vil man forstå, når man betænker, at største mængden af de børn, som i et år fødes eller rettere døbes og indføres i kirkebøgerne og derefter optælles, ere undfangede i det næstforegående år, så man altså ved hjælp af tabellen med lethed kan sammenligne antallet af de par folk, som i hvert år giftede sig, med dem, som i samme år levede i usædelig forbindelse, så de bleve forældre til uægte børn. - Og de to sidste talrækker i tabellen vise os, hvor meget antallet af de samme par i hvert år har været mindre eller større end i året næstfør.

Og man ser, at det for det meste falder ind så, at tallene for hvert slags af hine par folk falde eller stige samtidigt. I 1825 f.ex. steg antallet af ægtevielser med 644, og i det tilsvarende år (1826) steg tallet af uægte fødsler med 174; i det næste år falde begge tal, og i det følgende år igjen falde de endnu mere; i det dernæst følgende år derimod stige begge tal. Undtagelserne fra denne regel ville neppe befindes at være så mange, at de omstøde regelen (og undtagelserne ere betegnede med mærket *).

Hvad årsagen kan være til denne samstemmighed, det vil kunne skjønnes ved et enkelt exempel. Året 1847 opviser en mærkelig formindskelse i antallet af ægtevielser, og i det samme år må der være undfanget færre børn udenfor ægteskab; thi året 1848 viser et betydelig formindsket antal af fødte uægte børn. Sådan formindskelse, skjønt ingenlunde så betydelig, viste sig også på de ægte fødte børns side i 1848. Men nu erindre vi, at 1847 var et vanskeligt år med dyr tid, og deri lå vistnok årsagen til alle disse forandringer i tallene: Dyrtid og ængstelse og trang har nedstemt modet og lidenskaben hos de unge folk og hemmet den raskhed, hvormed mange af dem fulgte den naturlige drift, som fører dels til ægteskab, dels til ulovlige forbindelser; muligt er det også, at den fattigere klasses knappere næring har formindsket frugtbarheden hos kvinderne. - Omvendt er det rimeligvis de udmærket gode åringer, som have bevirket mange ægtevielser i 1853 og 1854 samt mange uægte fødsler i årene 1854 og 1855. Og således frembyder tabellen mangfoldige exempler for denne vel bekjendte sætning, at gode eller slette tidsomstændigheder forøge eller formindske antallet af ægtevielser for året, samt for denne mindre bekjendte sætning: at de samme omstændigheder øve en lignende indflydelse på folks tilbøielighed til løslevnet.

116. Men hermed er ingenlunde alt forklaret; der er en anden synderlighed ved det forøgede antal af uægte fødsler, som ganske vist må have en anden årsag end de med hvert år vexlende tidsomstændigheder. Derom vil man overbevise sig ved at betragte Tabel 19.

Foruden at denne tabel også, som det var at vente, viser os på enkelt undtagelse nær den i Tabel 18 påviste samtidighed i stigen og falden både på ægtevielsernes og de uægte fødslers side, så lader den os tydelig se den allerede i Tabel 17 påviste afdeling af de 10 fem-år i de tre større

(Tab. 19. Til § 116.) Ægtevielser og levende uægte fødte børn i Norge.

År

Det virkelige antal(49b)

Forhold

Ægtevielser

Uægte fødte

Ægtevielser

Uægte fødte

1801-05

33.917
  7.452
100
21.9

1806-10

31.389
  8.072
100
25.7

1811-15

37.129
  8.308
100
22.4

1816-20

41.583
12.136
100
29.2

1821-25

44.081
12.670
100
28.7

1826-30

42.558
12.614
100
29.6

1831-35

42.233
12.111
100
28.7

1836-40

40.681
12.017
100
29.5

1841-45

50.590
15.731
100
31.1

1846-50

52,506
17.479
100
33,3

tidsrum, 1801-15, 1816-40 og 1841-50, med mindre antal ægtevielser og uægte fødsler i det første tidsrum, større i det andet og endnu større i det tredie. Men hvad der er det mærkeligste, tabellen viser os også med sine to sidste tal-rækker, at forholdet med uægte fødsler bliver værre netop ved overgangene fra det ene af hine 3 tidsrum til det andet. I tidsrummet fra 1816 til 1840, fem fem-år i rad, er der aldrig under 28,7 og aldrig over 29,6 uægte fødsler ved siden af 100 ægtevielser; men i tidsrummet 1801-15 var forholdet bedre, og i tidsrummet 1841-50 er det værre. Tingen er sådan, at når man vil granske over årsagen til den betydelige forværrelse fra begyndelsen til slutningen af det halve århundrede, så behøver man næsten kun fæste opmærksomhed på tidspunkterne 1816 og 1841; thi imellem de to år viser forholdet sig mærkværdig uforanderligt fra fem-år til fem-år, medens forandringerne til det værre væsentlig indtræde ved de nævnte tidspunkter. Det er, som at der ved 1816 indtræder en ny og talrigere slægt med andre kår og sæder end i den forrige, og kuld efter kuld fortsætter denne slægt på samme vis indtil 1840, da det atter er ligesom en ny og endnu talrigere slægt der begynder en ny tid.

Tabel 18 viste os med hensyn til ægtevielser og uægte fødsler forandringer i antallet fra år til år; nærværende tabel viser os mere varige forandringer fra det ene store tidsrum til det andet. Hine mere kortvarige, årlige forandringer kunne sammenlignes med de mindre bølger, hvormed havets overflade kruses under øieblikkets svagere blæst; disse varigere forandringer ligne den under-dønning, den langsommere bevægelse i havet, som en foregående dags stormvind har efterladt.

Jeg formår ialfald ikke at indse, hvorledes tingen skal forklares anderledes end så: I årene efter 1815 og ligeså i årene efter 1840 trådte temmelig pludselig en stærkt forøget mængde af mennesker op i giftefærdig alder, og dette var, som jeg i min afhandling «Om giftermål i Norge» har påviist, en virkning af visse foregående tiders voldsomme forandringer i folkets hele tilstand; men en naturlig følge heraf var, at både under gunstige og ugunstige tidsomstændigheder måtte antallet af giftermål og af uægte fødsler, hvilke begge dele høre hin alder til, stærkt forøges, og den for pludselige og stærke forøgelse af folkets mængde i den samme alder forårsagede trængsel, så flere unge folk end ellers netop for den store mængdes skyld måtte udsætte med giftermål, der jo kræver, at man først har skaffet sig vist levebrød, medens vanskelighed for udkomme ikke i samme grad afholder folk fra letsindigt løslevnet.(50)

Tabellen har ladet os se, at antallet af folk, som giftede sig i årene 1841-45 og 1846-50, var meget større end før, og ved første lyd kan det jo klinge som en urimelighed at tale om, at der endda i de samme år 1841-45 og 1846-50 skulde have været mange flere folk, som for trængselens skyld udsatte med eller ganske undlode at gifte sig. Men det er vist, at i disse samme år, da antallet af nye ægtefolk steg så stærkt, så var antallet af folk i giftefærdig alder steget endnu mere, så det mærkværdig store antal af giftermål skulde været større end det var, hvis ikke mange af de giftefærdige folk, flere end ellers, havde holdt sig tilbage. Dette må ansees for aldeles vist og sikkert, da det er fundet ved ligefrem brug af folketællings-tabellerne.(51) Jeg gjentager det derfor: Årsagen til, at antallet af uægte fødsler fra 1841 af har tiltaget så overmåde betydeligt både i sig selv og i forhold til ægtevielserne (derefter naturligvis også i forhold til de ægte fødsler), årsagen dertil er ganske naturlig at sørge i den sikkert kjendte omstændighed, at der da var en langt større mængde mennesker i giftefærdig alder end før, af hvilke vel mange giftede sig, flere end før, men også mange, flere end før, måtte undlade at gifte sig eller ialfald opsætte dermed, så de gifte vel bleve «mange i tal, men tillige få i forhold». - Hermed vil jeg dog ikke have benægtet muligheden af, at forøget usædelighed kan have gjort antallet af uægte fødsler større, end det på grund af den anførte omstændighed var at vente, noget som skal blive gjenstand for det næste

(Tab. 20. Til § 117.) Ægtevielser og levende uægte fødte børn i Christiania stift.

År

Årligt middel-tal

Forhold

Ægtevielser

Uægte fødte

Ægtevielser

Uægte fødte

1731-35
2145
  405
100
18.9
1736-40
2114
  427
100
20.2
1741-45
2084
  308
100
14.8
1746-50
2252
  423
100
18.8
1751-55
2482
  426
100
17.2
1756-60
2242
  407
100
18.1
1761-65
2462
  379
100
15.4
1766-70
2471
  435
100
17.6
1771-75
2413
  443
100
18.4
1776-80
2756
  684
100
24.8
1781-85
2475
  578
100
23.4
1786-90
3009
  721
100
23.9
1791-95
3151
  781
100
24.8
1796-00
2877
  760
100
26.4
1801-05
2838
  784
100
27.6
1806-10
2654
  846
100
31.9
1811-15
3402
  947
100
27.8
1816-20
3660
1196
100
32.7
1821-25
3905
1258
100
32.2
1826-30
3501
1204
100
34.4
1831-35
3442
1099
100
31.9
1836-40
3315
1118
100
33.7
1841-45
4309
1483
100
34.4
1846-50
4592
1709
100
37.2

kapitels undersøgelser; kun må det her påståes, at hverken de uægte fødslers stærkt forøgede antal, ei heller det forværrede forhold mellem samme og ægtevielserne godtgjør nogen forværrende indflydelse af den nye lov, såsom hine forandringer ved de uægte fødsler både var indtrådte før og kunne skjønnes at være bevirkede ved andre omstændigheder.

117. Den sætning, at forholdet med uægte fødsler viser sig værre (i sammenligning med antallet af ægtevielser) netop ved overgangen til sådanne tidsrum, hvor både de uægte fødslers og ægtevielsernes antal for længere tid eller for bestandig hæver sig op til en større høide, denne sætning forekommer mig så mærkelig, at jeg synes, jeg tør anvende et par blade endnu på at belyse den med flere kjendsgjerninger.

Det forhold, som sætningen udtaler, og som er påviist for Norges rige, gjentager sig mere og mindre tydeligt for hvert af de fem stifter, især for Throndhjems stift, noget, man vil kunne overbevise sig om ved de i tillæg 2 anførte tal. Kun må det erindres, at jo mindre landsdele man anstiller beregninger over, desto flere tilfældigheder og uregelmæssigheder viser der sig gjerne. Men af særlig interesse er det at anstille undersøgelsen for Christiania stift, det eneste af de fem stifter, for hvilket jeg har fundet nogenlunde fuldstændige (skjønt neppe ganske pålidelige) opgaver fra forrige århundrede.(52) Tabel 20 indeholder oversigt derover.

Ved her at agte på forholdstallet i sidste tal-række, kunne vi, som det synes, skjelne mellem 4 større tidsrum, nemlig: 1) 1731-1775, hvor forholdstallet på enkelt undtagelse nær er under 20, 2) 1776-1815, hvor det på enkelt undtagelse nær er mellem 23,4 og 27,8, 3) 1816-1840, hvor det på enkelt undtagelse nær er mellem 31,9 og 33,7, samt 4) 1841-50, hvor det er mindst 34,4. Og sammenligne vi så hermed tallene i de to første rubrikker, finde vi, ligeledes på enkelt undtagelse nær, at det virkelige antal af både ægtevielser og uægte fødsler stiger stærkt netop ved overgangen fra det ene til det andet af hine tidsrum.(53)

118. Jeg har fremdeles taget mig for at anstille sammenligning med Sverige og Danmark, og anfører de fornødne tal i Tabel 21.

Når vi først for Sveriges vedkommende sammenholde denne tabel med Tabel 19, så finde vi temmelig tydelige spor til samstemmighed med Norge, navnlig ved overgangen fra tidsrummet før og efter 1841; at samstemmigheden ikke er større, det kan forklares som en ligefrem følge af, at der i Sverige ikke har været en så stærk forøgelse af folkemængden, og at denne forøgelse ikke er foregået igjennem så pludselige overgange som i Norge. I Danmark er samstemmigheden med Norge end mindre og kan i det høieste kun skimtes for tidsrummet efter 1841. - Om vi vilde anstille ligedan sammenligning med England og Frankrig og Preussen, skulde vi finde end mindre tegn til, at forholdene der have udviklet sig på samme måde som i Norge. Det er nemlig noget særeget for vort land, at på grund af visse fortidige begivenheder i folkets liv er antallet af mennesker i giftefærdig alder (og dermed antallet af ægtevielser og af uægte fødsler) steget så overmåde stærkt og pludseligt ved årene 1816 og 1841, og denne særegenhed gjenfindes kun nogenlunde i

(Tab. 21. Til § 118.) Sammenligning med Sverige og Danmark.
År Det virkelige antal af Forhold
Ægtevielser Uægte
 levende fødte
Ægtevielser Uægte fødte
Sverige
1801-05 94,580 21,828 100 23,1
1806-10 103,810 23,585 100 22,7
1811-15 108,248 26,466 100 24,5
1816-20 107,951 29,478 100 27,3
1821-25 118,861 33,566 100 28,2
1826-30 110,107 29,621 100 26,9
1831-35 110,283 31,289 100 28,4
1836-40 104,777 32,429 100 31,0
1841-45 116,694 42,303 100 36,3
1846-50 123,726 46,570 100 37,6
Danmark
1801-05 40,188 10,952 100 27,3
1806-10 38,720 13,098 100 33,8
1811-15 46,755 15,094 100 32,3
1816-20 45,848 14,842 100 32,4
1821-25 46,996 16,008 100 34,1
1826-30 48,479 16,338 100 33,7
1831-35 51,578 18,735 100 36,3
1836-40 46,218 19,596 100 42,4
1841-45 52,495 23,124 100 44,0
1846-50 54,661 24,526 100 44,9

nabolandet Sverige, med hvilket vort land også har meget andet tilfælles af, hvad der henhører til den såkaldte befolkningens bevægelse. Vi kunde vel forklare os forholdet så, at Norge med sin afsondrede beliggenhed under et barskt veirlag og med skarp jordbund har været voldsommere påvirket af de indflydelser, som uår og krig og handelsforstyrrelser øve på folkets ve og vel, dog så, at af andre lande er Sverige det, hvis skjæbner mest have lignet vort.(54)


KAPITEL 10

HVORVIDT ER DET SANDT, AT SÆDELIGHEDS-TILSTANDEN ER FORVÆRRET I DEN SENERE TID?

119. «Verden, hun ældes ud» - hun sagde så, en husmandskone på Loms præstegård, som var ved de 90 år gammel, da hun for 14-15 år siden døde. «Det er så tørt nu mod før, sagde hun. Ageren kan de holde med vanding; men der bliver så lidet på engen nu mod før, sagde hun. Verden, hun ældes ud, sagde hun.» Det var bonden Anders Andvord, som fortalte mig det, og samme sprog som af den gamle kone havde han hørt i samtale mellem hans gamle fader og Hans Tolleifson Bakkum, en husmand oppe i Bæverdalen, som i sin ungdom havde stået ved kongens livvagt i Kjøbenhavn og altså forstod sig adskilligt på verdens løb.

Hvor ofte har jeg ikke også på andre steder hørt det samme sprog! Kun med nogen forandring efter stedets omstændigheder. I Dalsbygden øverst oppe i Østerdalen viste man mig mærker efter fordums kornagre og fortalte om korn-lader og låver, som havde stået indtil for nogle år siden, og dette er dog en bygd, hvor der nu ikke såes et korn. «De vil have det til det, de gamle, at jorden hun ældes», således sluttede forklaringen. Selv på Hedemarken, hvor man ikke just tør klage på kornets eller græssets væxt, fortalte dog en middelaldrende bonde mig om forskjel på nu og før: i hans ungdom var det da årvist at finde multer på myrerne og moden frugt på æbletræerne i hans faders have, og nu vare begge dele så sjeldne. «En skulde mest tro, det må være så, som de sige, at verden ældes,» således sluttede fortællingerne også her.

«Og folk i landet, de arte sig da rigtig værre nu mod før» - det er det andet mistrøstige sprog, som pleier følge hint.

I det nordre Gudbrandsdalen samtalte jeg med en bonde, som havde al bygdens ros for at være en af de driftigste jordbrugere - en gammel mand nu. «Ja, ytrede han, jeg tør nok selv sige det, at jeg har været en af de groveste til at drive på med jorden; men med alt det, jeg har holdt på at forbedre, er ageren min ikke likere nu, end da jeg begyndte. Det må ligge i naturen, og det er vel så, at verden hun ældes ud.» Under den fortsatte samtale kom vi til at berøre folkelivet og samfunds-forholdene. «Ja - mente han - det kan nu være vel nok med denne konstitutionen, de kalde, og med Storthinget; for det var just ikke blevet så særdeles med regjeringen i landet før. Men jeg ser da ikke andet, end at det bliver værre med alting nu også.» «Lad høre, hvad det er!» tilføiede jeg. «Hvoraf kommer det, at fattigskatten bliver større år for år?» spurgte han. «Jeg vil høre din mening, for du har levet her i bygden al din tid.» «Det er ikke vanskeligt at skjønne,» fortsatte han, «således som det har taget til med det løslevnet, som du taler om. I min opvæxt var det nok heller ikke med det, som det burde være; men det var da ikke nogen ligning med, hvad det er nu; for nu er det da blevet så, at det er stygt at tale om. - Og så er det vel på andre steder også; for det er just, som at nu på en tid er der kommen den art i folk.»

I høsten 1855 samtalte jeg på øvre Romerike med en ældre husmand, som af gårdbrugere var bleven udpeget for mig som en af de skjønsomste og pålideligste husmænd der i nabolaget, og jeg selv lærte ham at kjende som en oprigtig og troskyldig sjel. Det kan jeg også tilføie, at jeg i hans hus så tegn på orden og velvære over det almindelige blandt hans standsfæller. - På foranledning fra hans side kom samtalen for en stor del til at dreie sig om arbeider-agitationen. Han nærede deltagelse for den. Han havde selv været en af dem, som ventede, at det ved den skulde blive bedre for fattigfolk. «For det var da på tale, at de skulde komme frem med snoren mod de rige.» «Med snoren?» spurgte jeg. «Ja, fortsatte han, du skjønner vist det, som der står hos propheterne, at der skal udgå en snor og dele ligt mellem alt folket.» «Dele jorden?» spurgte jeg igjen. «Ja just!» svarede han. Dette ble nu et temmelig vidtløftig samtale-emne, hvorom vi dog enedes såvidt, at hin deling ikke var kommen istand.

«Hvad synes du tilsidst om den hele sag?» spurgte jeg.«Å, den har da ikke skadet,» var svaret, og jeg blev opmærksom på, at det var netop de samme forsigtige ord, som flere andre folk af arbeidsklassen der i kredsen havde brugt til det samme spørgsmål.

Jeg. «Forklar mig dette nærmere!»

Han. «Jo, det er da, ligesom det er noget bedre med arbeidsfolk nu, end det var før i tiden; for det er, ligesom at gårdbrugerne, de vove ikke - ja, de vove ikke, får jeg vel kalde det - eller det er, ligesom de tør ikke andet end holde dem lidt bedre og stelle noget likere for dem nu, sådan med betalingen og kostholdet og pladsene, ja med alle ting, kan en næsten sige, så det er blevet noget likere for den simple og ringe mand - rigtig nok er det det.»

Jeg anførte herimod en hel del andre omstændigheder, som i den sidste tid måtte have bevirket forbedring i arbeidsklassens kår; men dette vilde han ikke rigtig gå ind på. «Det var dog,» mente han, «ligesom der kom en bevægelse i folk, sådan, at det havde sig med dem på en anden måde end før - rigtig som en bevægelse sådan i tale og betænkninger og mange ting.»

Jeg. «Bevægelse? Det må du forklare nøiere.»

Han. «Ja, det var da, ligesom der blev mere omtanke i folk, så de tænkte sig om, ja, så de syntes, det ikke var sådan i alle måder, som det skulde være, og så kom de frem med forbedringer og begjæringer om, at de vilde have det anderledes. For før havde de mest gået som tankeløse og ikke tænkt videre over det; men nu tænkte de som så, at de vilde heller prøve på og reise ud til andre bygder og steder for at få det bedre.»

Jeg. «At folk vise omtanke, det er godt og vel, og det liker jeg fortræffeligt. Men sig mig: synes du, at denne bevægelse og omtanke også har virket på fattigfolks handlemåde og levevis, og har der været nogen standhaftighed ved, så der virkelig er kommet noget godt derudaf?»

Han. «Ja, det er ret så endnu siden den tid, at arbeidsfolk og tjenestefolk meget holde på at flytte fra det ene sted til det andet og holde sig ud efter noget bedre og ikke så gjerne ville være underdanige, men enhver vil ligesom være sin egen mand på en måde. Ja, der er forskjel på nu og for nogle år siden - rigtig er der det - for jeg må sige så, som jeg forstår det.»

Jeg. «Synes du også at finde mere flid og stadighed og sparsommelighed blandt ungdommen?»

Han. «Ja, for det er nu noget, enhver skulde skjønne - fast de betænke det ikke alle -, at en må nok stræve og være passug, om han vil frem i verden.»

Jeg. «End brændevins-drik - den har nu været mangen mands ulykke, og hvordan synes du, det står med den nu?»

Han. « Å jo, der var nu skrevet meget i bladene om det, og det må jo også alle tilstå med sig selv, at det er noget, som ikke skulde være.»

Jeg. «Var det Arbeider-bladet, du mente?»

Han. «Ja, for der var enkelte her, som holdt det, og der var tidt talt på det, at den brændevins-drikken, den skulde ikke være.»

Jeg. «Nei, jeg syntes just, det var en stor feil ved Arbeider-bladet, at det talte ganske lidt om drukkenskab og sådanne usæder.»

Han. «Ja, det er nok sandt, det, og det var nok ligesom mest de store, som bleve påtalte for det, de kunde forgå sig i.»

Jeg. «Just så jo, de store og atter de store, som om de skulde være fulde af alle udyder. Men om udyd mellem fattigfolk blev der lidet talt, som om det skulde stå så vel til der.»

Han. «Å nei, det er vel ikke så - det er vel menneskenes art, at de gjerne vil tage til det, som ondt er, både høie og lave, lige ens.»

Jeg. «Lige meget, tænker jeg, om just ikke lige ens. Storagtig og løgnagtig, hårdhjertet og misundelig - det er forskjellige udyder, men lige slemme. - Det var om brændevins-drik, vi talte. Sig mig: løsagtighed, hvorledes har det havt sig med den i de sidste år?»

Han. «Ja, løsagtigheden - ja det er svære ting; jeg veed ret ikke, hvad jeg skal sige om den.»

Jeg. «Jeg veed jo allerede før, at denne bygd er en af dem, hvor det står allerværst til i det stykke. Men nu, siden jeg taler med en erfaren og betænksom mand, så vil jeg gjerne høre din mening om dette: er det blevet værre i den sidste tid eller hvorledes er det?»

Han. «Ja, når jeg skal sige det, så er det just som en mode.»

Jeg. «Som en mode?»

Han. «Ja, for de kalde det så, når det er blevet just som en skik, som en skal følge, og som en gjør sig til af.»

Jeg. «Nu nu, jeg forstår meningen. Men siger du det for alvor, at folk her i bygden gjøre sig til af den udyd?»

Han. «Ja, rigtig er det så, at mange gjøre sig til af det just som et karls-stykke, fast de skulde være skamfulde. For det veed en, at det kan være let gjort at komme i det; men ingen skulde rose sig af det. Men just så har det været her i bygden på en tid.»

Jeg. «Det var da mere end slemt, om dette skulde være en frugt af den bevægelse og det store mod, som du talte om?»

Han. «Å nei, det er ikke godt at vide, hvordan det kan have sig.»

Jeg. «Nei nei, det er ikke muligt at kjende alle ting. Men så meget mener jeg, du og jeg kunne vide for vist, at når der kom en rigtig god og kraftig bevægelse og omtanke i folk, så skulde det heller minke med en uskik og udyd, som da sandelig har voldt så mangen mand og kvinde både timelig skade og hjertes græmmelse.»

Det gjør et underligt indtryk på sindet at sidde i fortrolig samtale med en oprigtig mand, som hører til en anden stand og står på et andet dannelses-trin. Det er, som om søens flade er rolig og stille, så man kan se ned i dybet: det er, som en anden verden, hvis ubekjendte ting man får se lidt af. Men nu vil jeg bede læseren lægge mærke til det træk i mandens ytringer, at medens han gjerne vilde få både sig selv og andre til at tro, at den sædelige tilstand havde forbedret sig f.ex. med hensyn til drukkenskab, så betænkte han sig ikke på at skildre tilstanden med hensyn til løsagtighed som forværret.

120. Og så meget som jeg har faret omkring i bygderne og indladt mig i samtale med folk om allehånde ting, forekommer det mig, at der er intet, som mængden af folk, bønder og husmænd, er mere enig om end netop dette: at løsagtigheden har tiltaget i den senere tid.

Bønder og husmænd pleie ikke gå på vidden for at opstille iagttagelser og samle kjendsgjerninger; de lade det for det meste bero med de erfaringer, som i deres egen lille kreds, i deres grænd og sogn, påtrænge sig dem således i det daglige livs løb, og derefter danne de sine meninger. Eller jeg kunde næsten sige så: det er meningerne selv, som holde på at danne sig inde i dem, næsten uden at de mærke, hvorledes. Og netop sådanne folkemeninger har jeg megen agtelse for; jeg har den tro, at de stå i et meget nært forhold til selve sandheden; thi det er tingene selv, som have trængt igjennem menneskenes sandser og banet vei til tankens underlige dyb. Og man kan blive ganske underlig til mode ved at høre ærlige mænd med al alvor og bekymring fremføre det sprog, at «verden, hun ældes ud»; thi de tegn og mærker fra skov og mark, som anføres for at understøtte dette sørgelige sprog, ere sandelig ofte sådanne, at man måtte være et stykke af en naturforsker for at forstå og udlægge dem anderledes. Men endnu mere kan sind og tanke blive taget til fange, når man hører troværdige og erfarne bygdemænd med beklagelse fremføre dette andet sprog, at «menneskene i landet rigtig holde på at arte sig værre i så mange stykker»; thi det tegn og mærke, som oftest anføres til bevis, er netop det store antal af «lokk-unger» eller rettere den store mængde af unge folk, som leve i usædelige forbindelser, og ved statistisk og nøiagtig iagttagelse eller ved tælling alt landet over og år efter år finder man virkelig dette antal og denne mængde så sørgelig forøget.

121. Denne folkemening har da også været optaget af mænd, som have tænkt så meget over sagen, at de have fundet sig opfordrede til særligt at optræde for at modarbeide ulykken. Med denne hensigt udkom i 1855 en bog med den titel: «Brudekronen, en fortælling for folket». I forordet taler udgiveren om «den, som det synes, hos en stor del af folket indslumrede sædeligheds-følelse» og om «et onde, der i længere tid har været og fremdeles er i stadigt tiltagende blandt os i by og bygd», en påstand, siger han dog, som han på det sted ikke agter at belyse nærmere.

Man har ofte anledning til at bemærke, at mænd, som i tale eller skrift optræde mod en eller anden uskik eller last, begynde med at fremstille tilstanden så, at den på en tid har holdt på at blive værre og værre, så enhver skal kunne se den truende fare. Og heri kan vistnok ligge en stærk bevæggrund for mange til at følge opfordringen og deltage i bestræbelserne mod det onde og for det gode.

Men har man også rigtig tænkt over, hvad det har på sig at udtale en sådan dom, at sædelighedsfølelsen taber sig blandt folket, at det sædelige liv holder på at udarte? Den voxne slægt, som lever i landet nu, er opvoxet og opdraget i en tid, hvor himlens velsignelser i usædvanligt mål er udøste over folket, velsignelser, blandede med så meget af modgang og prøvelser, at sindet vel kunde stemmes til alvor midt i glæden - og endda skal folket holde på at udarte? Blandt himlens mangehånde velsignelser er også denne, at statsstyrelsen efter en fri forfatnings ånd har givet selv den meget dorske eller fordringsfulde den største opmuntring og anledning til at arbeide sig frem til en tilfreds og lykkelig stilling i livet, og fremdeles, at kirken igjennem en altid renere og livfuldere forkyndelse af ordet i skolestuerne og i menighedernes forsamling har tiltalt menneskenes samvittigheder - og endda skal selvagtelse og sædelighedsfølelse holde på at udarte? Sig mig; dersom så er, hvor lyser da håbet om, at det skal vorde bedre? Ligger håbet deri, at Herren omsider skal sende krigens ødelæggelser eller pestens rædsler over landet, og skulle vi til den tid lade os lamslå i vore bestræbelser ved den tanke, at arbeidet i det godes tjeneste nytter så lidet, såsom det onde får overhånd alligevel?

Thi jeg har i mit eget indre følt altfor meget af den lammende indflydelse, som den tanke kan øve på sindet, at den sædelige tilstand blandt folket holder på at forværres, og efter egen erfaring har jeg gjort mig den formodning, at, om end det stærke opråb til folket, som begynder med skildring af fordærvelsens tiltagen, om det end kan virke opvækkende på mange til det gode, så kan det også på mange andre have den modsatte virkning, så de tænke så: Nu vel, går det nedover med det hele, så nytter det vel ikke for mig at stå imod: min sjel! æd og drik og vær lystig, mens det er tid!

122. Dog, selve sandheden er den bedste, hvad enten den lyder så eller så. Den må vi søge, og vi må ikke spare flid for at finde den. Jeg sagde, at hin folkemening vistnok stod i et nært forhold til sandheden; men jeg mener også, at den ikke har grebet den hele sandhed. At fremstille dette, skal være gjenstand for de nærmeste blade; men forholdet er meget forviklet, så fremstillingen ikke kan blive ganske kort.

I det forrige kapitel regnede jeg op tallet på alle levende fødte uægte børn her i landet i det forløbne halve århundrede, først år for år (Tab. 17, § 113), så for hvert fem-år (Tab. 19, § 116). Her giver jeg endnu en mere kortfattet oversigt for hvert ti-år, således:

1801-10 15,524
1811-20 20,444, tiltaget
31,7
pct.
1821-30 25,284, tiltaget
23,7
»
1831-40 24,128, aftaget
4,6
»
1841-50 33,210, tiltaget
37,6
»

Vilde nu nogen af disse tal alene gjøre sig slutningen om den sædelige tilstand, så måtte han sige, at den havde forbedret sig i årene 1831-40 og siden igjen forværret sig meget mere i 1841-50. Men de allerfleste ville strax skjønne, at denne betragtningsmåde er altfor enfoldig.

Lader os da efter den almindelige måde sammenligne de uægte fødsler med de ægte, således:

År Ægte f.
Uægte f.
For hvert 100 ægte
var der uægte
1801-10 234,401
15,524
6,6      
1811-20 258,740
20,444
7,9 tilt.
20
pct.
1821-30 325,268
25,284
7,8 aft.
1
»
1831-40 328,858
24,128
7,3 aft.
6
»
1841-50 373,078
33,210
8,9 tilt.
22
»

Eller om vi holde os til den måde, som jeg ellers har brugt i denne bog, at anstille sammenligning med ægtevielser, så kunne vi gjøre det således:

År
Ægtevielser
Uægte f.
For hvert 100 ægtev.
var der u.f.
1801-10
65,306
15,524
23,8      
1811-20
78,712
20,444
25,6 tilt.
8
pct.
1821-30
86,639
25,284
29,2 tilt.
14
»
1831-40
82,914
24,128
29,2 tilt.
14
»
1841-50
103,096
33,210
32,2 tilt.
10
»

Denne sidste måde at anstille sammenligning holder jeg for at være rigtigere end den første (se derom tillæg 1). Men i hvert fald vise disse sammenligninger, at forholdet med uægte fødsler i den sidste tid ikke er så slemt, som det først så ud til, da vi alene fæstede øiet på antallet af de uægte fødsler selv.

Imidlertid vil man ved nogen omtanke snart finde, at ingen af disse sammenligninger giver os nogen ganske pålidelig veiledning til at bedømme den sædelige tilstand og dens forandringer. Så meget se vi, at for hvert 100 ægte fødte børn er der nu flere uægte end før, og at for hvert 100 par folk, som gifte sig, er der nu flere end før, som blive forældre til uægte børn, og at en forandring er foregået, er altså klart. Men det er ikke klart, på hvad side denne forandring har fundet sted. De, som ere snare til at udlægge hvert tegn til det værste, sige vistnok, at forandringen har bestået deri, at unge folk nu ere snarere til at hengive sig til skjørlevnet. Men muligt er det dog, at forandringen er den, at folk i den senere tid have mere undladt at indgå ægteskab. Det er som med en vægt-skål: den ene skål går op og den anden ned, og denne forandring kan enten være bevirket derved, at en vægt er lagt i den ene skål, eller at en vægt er taget ud af den anden.

123. Derfor må vi ganske nødvendig se os om efter en anden måde at anstille den hele undersøgelse på. Og der skal ikke så megen eftertanke til. Tænk dig to bygder og forestil dig, at der år om andet fødes mange uægte børn i den ene og få i den anden - før du her anstiller nogen sammenligning og uddrager nogen slutning om den sædelige tilstand, spørger du jo: er det lige store bygder, med samme folketal, eller er der nogen forskjel? Men den samme forsigtighed må vi bruge, når vi ville anstille sammenligning mellem 2 forskjellige tidsrum; thi folketallet i et land er foranderligt fra det ene tidsrum til det andet, ligesom det kan være forskjelligt i den ene og den anden bygd.

Norges folkemængde var

1801
883,038
1815
885,431
1825
1,051,318
1835
1,194,827
1845
1,328,471

Og når jeg hermed sammenligner antallet af uægte fødsler i de tilsvarende ti-år, så finder jeg, at for hvert 10 000 mennesker i landet var antallet af uægte fødsler i årligt gjennemsnit:

1801-10 18
1811-20 23, tiltaget
28
pct.
1821-30 24, tiltaget
4
»
1831-40 22, aftaget
8
»
1841-50 25, tiltaget
14
»

Men denne sammenligning er endda ikke at stole på. Der er den mislighed ved den, at her er oldinger og børn tagne med i beregningen, en stor mængde mennesker altså, som vi bedst holdt ganske ude af betragtningen, når talen er om løsagtigheds-forseelser.

Derfor skal jeg udføre en sammenligning, hvorved jeg kun tager hensyn til den del af folkemængden, som var i alderen mellem 20 og 40 år, nemlig:

1801 250,735
1815 276,342(55)
1825 320,004
1835 326,457
1845 392,914

Og på samme måde som ved den forrige sammenligning kan jeg finde, at for hvert 10 000 mennesker af denne alders-klasse fødtes årlig:

1801-10 62
1811-20 74, tiltaget
19
pct.
1821-30 79, tiltaget
7
»
1831-40 74, aftaget
6
»
1841-50 85, tiltaget
15
»

Den brevskriver, hvis ord jeg anførte i begyndelsen af forrige kapitel, havde anstillet sine undersøgelser ved - således som jeg nu - at sammenligne de uægte fødsler med de ægte, med den samlede befolkning og med befolkningen i alderen mellem 20 og 40 år, og han kom derved, som vi så, til det resultat, at forholdet med uægte fødsler havde forandret sig til det værre i tidsrummet 1841-50.

124. Men heller ikke denne sidste sammenligning er pålidelig. Der er den omstændighed ved, at blandt folket i aldersklassen 20 til 40 år er en stor del gifte mænd og koner, og for deres vedkommende ere tilfælde med uægte fødsler i vort land så sjeldne, at vi her, hvor vi betragte tingen i det hele og store, bedst lade dem være udenfor og kun holde os til den ugifte del af befolkningen i voxen alder eller - for at rette os efter folketællings-listen - i alderen over 20 år.(56)

Antallet af ugifte over 20 år var:
Mandkjøn
Kvindekjøn
1825
105,897
138,297
1835
117,460
148,464
1845
150,935
181,065

Og man kan finde, at det årlige antal af uægte fødte var for hvert 10 000 af

Mandfolk
Fruentimmer
1821-30 239 183
1831-40 205 aft. 14 pct. 163 aft. 11 pct.
1841-50 220 tilt.   7   »
12   »  

Her viser tingen sig strax noget anderledes end hidtil. Vel sees jo forholdet i 1841-50 fremdeles at være værre end i 1831-40; men det er på mandkjønnets side bedre end i 1821-30 og på kvindekjønnets ialfald lige så godt.

Men er nu denne sammenligning også ganske rigtig? Nei. Der er for en del den samme mislighed ved den som ovenfor, hvor vi toge landets samtlige befolkning med i beregningen. Misligheden stikker her deri, at samtlige udenfor ægteskab levende personer over 20 års alderen ere medregnede, samtlige, lige til den høieste alder, altså også de mest udlevede folk, gamle enkemænd og enker. Derfor vil det uden tvivl være det retteste at anstille beregninger så, at vi lade alle enkemænd og enker være udenfor og forestille os sagen så, som om de uægte fødsler kun kom dem til last, der levede og altid havde levet udenfor ægteskab, ungkarle og piger altså. Dermed komme vi jo vistnok også til at udelade en del enkemænd og enker i yngre alder, af hvilke unægtelig nogle blive fædre og mødre til uægte børn; men dette træffer dog så sjelden,(57) at feilen ved at udelade dem åbenbar ikke kan blive stor.(58) Antallet af ungkarle og piger over 20 år var:

Ungkarle
Piger
1835
100,835
105,804
1845
131,867
133,438

Og det årlige antal af uægte fødte var for hvert 10 000 af

Ungkarle Piger
1831-40 239 228
1841-50 252 tilt. 5 pct. 249 tilt. 9 pct.

Her kunne vi ikke sammenligne tidsrummet 1841-50 mere end med det næstforegående ti-år, og efter disse tal skulde der altså også være forøgelse eller forværrelse i forholdet i den sidste tid. Men her er dog at mærke dette, at forværrelsen ikke nu viser sig så stor som ved nogen af de foregående sammenligninger. Skridt for skridt have vi altså arbeidet os frem til den anskuelse, at om den sædelige tilstand har forværret sig i den senere tid, så er dog ikke dette forhold fuldt så slemt, som det fra først af så ud, og allerede dette udbytte har sit værd.

125. Men vi må ikke blive stående herved. De omhandlede ungkarle og piger vare over 20 år og op til den høieste alder. Når vi vide, at der af gifte og ugifte tilsammen over 20, men under 30 år var af

mandkjøn
kvindekjøn
1835
82,809
89,539
1845
116,295
122,971

så kunne vi se, at af hine ungkarle og piger må en meget stor del have været over 30 år, altså udover fristelsernes år og lidenskabens alder.

Jeg holder mig forvisset om, at største mængden af dem, som blive fædre og mødre til uægte børn, ere unge folk ved den alder, da folk som mest gifte sig, altså under 30 år. De to ting, giftermål og skjørlevnet, tilhøre i det hele og store taget i vort land den alder. At det er så med hensyn til giftermål, det har jeg påviist et andet sted(59); at det er så med hensyn til skjørlevnet, det vil kunne sees af følgende tal-rækker:

Folkemængde i alderen mellem
20 og 30 år
Uægte fødte
År
Antal
Antal
År
1801
136,959
15,524
1801-10
1815
160,090
20,444
1811-20
1825
175,482
25,284
1821-30
1835
172,348
24,128
1831-40
1845
239,266
33,210
1841-50

Fra det ene tidsrum til det andet er antallet forøget (+) eller aftaget (-) således:

fra 1ste til 2det + 17 pct. + 32
  » 2det  » 3die + 10   » + 23
  » 3die  » 4de -    2   » -    5
  » 4de   » 5te + 39   » + 38

Og i mangel af bedre folketællings-opgaver anser jeg det derfor for det retteste at bedømme de uægte fødslers hyppighed ved sammenligning med den del af folkemængden, som til enhver tid levede netop i alderen mellem 20 og 30 år, og jeg udfører her sammenligningen både for de ægteviede pars og de uægte fødslers vedkommende således:

For hvert 10,000 mennesker i alderen mellem 20 og 30 år var det årlige antal af

Ægtevielser

Uægte fødsler

1801-10
477

113

1811-20
492

128

1821-30
494

144

1831-40
481

140

1841-50
431

139

Her er aftagen i de to sidste ti-år, og det på begge sider, på ægtevielsernes og de uægte fødslers. I virkeligheden var jo nok, som vi før have seet, selve antallet af ægtevielser og uægte fødsler forøget netop i 1841-50, ja i en mærkværdig sterk grad forøget; men i forholdet er der aftagen, d.e., der er i den sidste tid færre ægtevielser og uægte fødsler i forhold til mængden af de mennesker, som vare i den alder, at man kunde have ventet og befrygtet det ene og det andet af dem.

126. Den forsigtige læser vil bemærke, at beregningen ikke er ganske sikker, udbyttet derfor ikke ganske at stole på. Men de andre beregninger, hvorefter tilstanden syntes at have forandret sig til det værre, vare heller ikke sikre. Og når man først har revet sig løs fra den så almindelig antagne mening om forværrelse i dette stykke af folkelivet, så vil man ikke længer studse over det gunstige udbytte af disse mange tællinger og beregninger, men netop finde det rimeligt, fordi det stemmer på det bedste overens med visse tilstande og forholde i livet, som ellers ere os bekjendte. Det er således bekjendt, at den gamle skik, at tjenestefolk have natteleie i fæhusene, har bidraget til, at løsagtigheds-forseelser fandt sted, men at denne samme skik langt fra at være tiltaget, snarere er aftaget i den senere tid (kap. 3). Det er bekjendt, at nattefrieriet var en af de gamle veie, som førte til usædelighed, men at også denne vei i den senere tid ikke betrædes så tidt og jevnt som før (kap. 4). Det kan vel også kaldes en bekjendt sag, at den råhed hos ungdommen, som åbenbarer sig ved fylderi, nu i en række af år har været i aftagende, og med al rimelighed måtte da det samme antages om den art af råhed, vi her have for øie. Det er fremdeles en almindelig antaget sag, at skolevæsenet står i et bestemt forhold til den sædelige tilstand, så denne for en stor del er bedre eller slettere, eftersom skolevæsenet er mere eller mindre omhyggelig udstyret, og det er derhos vel bekjendt, at i de sidste par menneske-aldere har skolevæsenet i vort land idelig gjort fremskridt, så den slægt af unge folk, hvis forhold vi have betragtet i 1841-50, ganske vist havde fået en bedre undervisning og opdragelse end den slægt, som optrådte i 1831-40 eller i 1821-30. Det tør endelig også nu kaldes bekjendt, at den forandring i lovgivningen, som fandt sted i 1842, ikke har udøvet sådan væsentlig indflydelse til sædernes fordærvelse, som mange have troet (kap. 9).

127. Men det må ligeså fremhæves, at der i den senere tid ret har været forskjellige omstændigheder, som må antages at have medført fristelse til usædelighed eller sat ungdommens dyd på en strængere prøve.

Der er for det første den omstændighed, at giftermål i den senere tid, trods deres store mængde, dog er bleven sjeldnere i forhold til den endnu større mængde af mennesker, som havde alderen til at gifte sig (se foruden den sidst anstillede beregning i nærværende kapitel også § 116 i forrige kapitel samt kap. 8 og 9 i afhandl. «Om giftermål i Norge»). Årsagen hertil er vel dels større vanskelighed for at vinde levebrød dels større fordring på rundeligt udkomme, altså økonomiske hensyn. Men her ligger det jo nær at mene, at i samme grad som unge folk af sådan årsag udsætte med at indgå ordentligt ægteskab, i samme grad fristes de til skjørlevnet.

For det andet tænker jeg på den omstændighed, at i den senere tid (jeg har ialfald i min afhandling «Om dødeligheden i Norge», side 126 [Verker i utvalg 2, s.94], påviist det for tidsrummet fra 1835-1845) har det været mere tilfælde, at folk have flyttet fra det ene til det andet sted i riget, mest udentvivl unge folk, som have søgt efter arbeide og levebrød. Så gavnligt som det end i mange henseender er, at der er rørelse og samfærdsel i landet, så farligt er det også for de ubefæstede unge menneskers dyd, at de må færdes mellem fremmede, hvor faders og moders øie ikke kan våge over dem, og hvor venners og kjendingers opmuntring eller dom ikke øve sin velgjørende indflydelse. Hvad betydning denne omstændighed kan have for vort spørgsmål, skjønnes navnlig deraf, at hin flytning for en stor del foretages af unge mennesker af begge kjøn, som fra landdistrikterne søge ind til byerne, hvor forholdet med løsagtigheds-forseelser jevnlig sees at arte sig værst.

Er det ikke så, at når vi rigtig skulde bedømme det sædelige forhold blandt folk, så måtte vi tage hensyn til de to ting: fristelsens storhed og størrelsen af den evne eller mangel på evne, hvormed der blev viist fristelsen modstand? Dersom fristelsen til og dermed faren for udskeielser ifølge de anførte omstændigheder var større i 1841-50 end i 1831-40, så kunde ikke engang en noget større hyppighed af overtrædelser strax gjøre den slutning rigtig, at den sædelige evne var bleven ringere, at selvbeherskelsen var slappet, at sædeligheds-følelsen var indslumret; om, trods den forøgede fristelse og fare, de befrygtede udskeielser vare netop ligeså hyppige som før, så måtte vi deraf snarere slutte os til en forhøiet og ligesom forstærket dyd; om under sådanne omstændigheder forseelsernes hyppighed havde aftaget kun ganske lidet, så måtte vi udlægge dette som tegn på, at den moralske kraft var voxet særdeles meget.

128. Og her, hvor vi søge at danne os en mening om sædelighedstilstanden ved at agte på tallene for de uægte fødsler, må der lægges vel mærke til, at der er visse omstændigheder, som bevirke misvisning i tallene og det en sådan misvisning, at tingen for tidsrummet 1841-50 kommer til at se værre ud, end den er i virkeligheden.

For det første skal jeg her erindre om, hvad navnlig kap. 5 udførlig har påviist, at forholdet med uægte fødsler er ulige værre inden arbeids- end inden eiendoms-klassen. Tæller man nu sammen alle uægte fødsler i landet i 1831-40 samt i 1841-50, tæller man dem sammen, således, som det hidtil er skeet, for begge klasser under et, så er det indlysende, at en sammenligning imellem begge tidsrum kun vil være rigtig i det tilfælde, at der i begge tidsrum var et ligeligt forhold af de to klassers befolkninger. Skulde det derimod være tilfælde, at arbeidsklassen i det sidste tidsrum var tiltaget i talrighed fremfor eiendomsklassen, så vilde det komme til at se ud, som om de uægte fødsler vare blevne hyppigere i det hele, selv om forholdet i virkeligheden var lige så godt eller kanske bedre inden hver enkelt af de to klasser. Nu har jeg efter de tre sidste folketællings-tabeller talt sammen antallet af de voxne folk, gårdbrugere, husmænd, tjenestefolk o.s.v., som passelig kunne henføres til hver af de to klasser; denne inddeling er gjort efter skjøn, men efter nøiagtig samme skjøn for hvert af de tre folketællings-år,(60) så vi derefter kunne anstille sådan sammenligning:

År
Eiendomsklassen

Arbeidsklassen

1825
100

264

1835
100

254

1845
100

278

Forholdet er, som man ser, beregnet procentvis, og nu viser forskjellen sig å være den, at antallet af mennesker i den klasse, hvor uægte fødsler indtræffe aller-hyppigst, var mindst i 1831-40, men størst i 1841-50. Den eneste rimelige slutning heraf er den, at om sædelighedstilstanden end i virkeligheden var ligeså god i 1841-50 som før, så måtte dog det samlede antal af uægte fødsler vise en betænkelig forøgelse; ja, selv om sæderne i virkeligheden havde forandret sig til det bedre inden hver enkelt klasse, så kunde det dog træffe, at det blev opveiet og mere end opveiet ved arbeidsklassens større talrighed, så den forbedrede tilstand ikke kom tilsyne i tallene, eller så at disse endog opvise en tilsyneladende forværrelse - en mislighed ved tallene og tabellerne, som vil klæbe ved, så længe vi ikke få særskilte opgaver for hver klasse.

129. For det andet må jeg gjøre opmærksom på den ligeartede omstændighed, at bybefolkningen - den del af folket, inden hvilken, som nys omtalt, uægte fødsler pleie være hyppigere - i den sidste tid har tiltaget i talrighed mere end landbefolkningen. De kjøb- og ladesteder, som var til i 1825 (her tages altså ikke de med, som ere blevne oprettede senere) havde følgende folkemængde:

Antal
mennesker
Procent af hele
landets folkem.
1825
115,463

11

1835
128,748

11

1845
158,256

12

Den uforholdsmæssige forøgelse af bybefolkningen, som disse tal opvise for den sidste tid, måtte selv med uforandrede sæder og leveskikke medføre en uforholdsmæssig forøgelse i de uægte fødslers antal. Og nu vil man måske sige så: «Byerne voxe så stærkt op mest ved indflytning af unge folk fra landet, og at en alt større og større del af rigets ungdom blive udsatte for og påvirkede af byernes fordærvelse, det er dog et skår og en skade på nationens sædelige tilstand.» Men det er ikke rigtigt eller ikke nøiagtigt at fremstille bylivet som lutter fordærvelse og overse den gavnlige indflydelse, som det dog også udøver på sin befolkning. Jeg vilde sige, at bylivet fremkalder en stærkere og mere åbenbar adskillelse mellem last og dyd: Nogle eller mange af de indflyttede unge mennesker blive lastefulde, mere vistnok, end om de vare forblevne i sin hjembygd, men andre stå prøvelsen ud og vinde større karakter-styrke, end om de fremdeles havde levet under de jevne og tilvante forholde i hjemmet.

Netop her, ved talen om bylivet, tør det være, at en eller anden ledes til at gjøre en indvending imod min hele opfattelse eller pege hen på en omstændighed, som kan tænkes at fremkalde misvisning i tallene i en ganske modsat retning, således nemlig, at sædeligheds-tilstanden, bedømt efter antallet af uægte fødsler, kommer til at se bedre ud, end den monne være i virkeligheden. Det er bekjendt, at skjøger forholdsvis sjelden blive mødre; skjøgevæsnet tiltager rimeligvis med byernes væxt, og dermed bliver mere og mere af usædeligheden usynlig for dem, som kun fæste blikket på tallene i kirkebøgerne og tabellerne. - Det er et slibrigt felt, jeg her nødes til at berøre, og dette felt har flere andre stykker, som ere sådanne, at jeg for min person ikke agter at behandle dem, men overlader dem til undersøgelse og belysning f.ex. af læger eller politi-embedsmænd. Men det nævnte stykke må jeg tale om. Skjøgevæsenet er jo noget, som alle før kjende, og hvis skjændsel og ulykke ingen kan tænke på uden med en blanding af harme og bedrøvelse. Hvad skulle vi dømme derom? Her skal jeg først anføre dette, at uagtet jeg jevnlig har spurgt efter, har jeg hidtil ikke nogetsteds i landdistrikterne fundet noget exempel på, at denne usædelighedens art har udviklet sig der, eller jeg kan udtrykke mig mere bestemt: overalt har man erklæret mig, at det ikke er tilfælde. Men des mere er løsagtigheden i mange af vore landdistrikter almindelig udbredt blandt en stor, stundom eller i visse kredse blandt den største mængde af personer - derom vidner nærværende bog. Måske skal den tid komme, da skjøgevæsenet også udvikler sig i landdistrikterne, om ikke just i sådan skik som i byerne, hvor politiet ved en underlig foranstaltning har lagt an på at bringe den sag i et slags orden; måske skal den tid komme for landdistrikterne - når en mere udviklet selvagtelse og blufærdighed bringer en større mængde af de unge kvinder til med afsky at vise uterligheden fra sig, så den ligesom må samle sig hos de få, hvis skjæbne blev så ubegribelig ulykkelig. I så tilfælde vil usædelighedens art være forandret, men er det sagt, at også dens grad vil være forøget, når hensyn tages ikke blot til de enkelte forulykkede personer, men til det hele samfund? - Man kan tænke sig, at hin omdannelse af usædelighedens art kunde foregå aldeles fuldstændigt; der vilde da rimeligvis ikke mere blive tale om uægte fødsler, og istedetfor som nu at tage tallet på disse måtte man, for at bedømme, om usædeligheden var i aftagende eller tiltagende, tage tallet på de kvinder, som henhørte til hin kaste. Og i overensstemmelse hermed burde man vistnok i de byer, hvor skjøgevæsenet findes ved siden af anden løsagtighed, så der kan siges at være et blandet forhold, have sin opmærksomhed henvendt på begge dele. Men hidtil er det i vort land kun nogle af de større byer, hvor hele denne sag har noget at betyde, og den indvending, som blev hentet derfra, kan vistnok i det høieste kun tjene til at opveie den misvisning i tallene, som efter min foregående forklaring var en følge af den raskere tilvæxt i byernes befolkning. Så meget mindre har jeg følt nogen opfordring til at gå nærmere ind på denne sags behandling, som det i denne bog væsentlig var min hensigt at henvende opmærksomheden på forholdene blandt landbefolkningen, der desuden i vort land mere end i de fleste andre er den overveiende største.

130. Vil jeg nu tilsidst sammenfatte det hele forhold med uægte fødsler, således som det har udviklet sig i den sidste tid, så må jeg skjelne mellem tvende stykker, således:

1) De folk, som indgå ordentligt ægteskab sammen, og de ægte børn, som Gud anbetror til deres pleie og opdragelse, kalder jeg den lykkeligere del; de folk derimod, som hengive sig til skjørlevnet, og de børn, som ved deres letsindighed sættes ind i den møiefulde verden, kalder jeg den ulykkeligere del. Og den forandring er foregået i den senere tid, at i sammenligning med hin lykkeligere er denne ulykkeligere del bleven større, og denne forandring er høilig at beklage ikke blot for vedkommende forældre og børn selv, men også for samfundet, som de tilhøre, for bygden, de bo i. Og for såvidt det er dette, som hin folkemening have for øie med sin klage over den forværrede tilstand i landet, har den upåtvivlelig truffet det rette.

2) Men for såvidt den samme folkemening tilskrev forandringen i tilstanden en sådan sædernes fordærvelse, at folk mindre agtede dyden og skjønnede sit eget sande vel og stræbte at modstå det onde, har den vist ikke truffet det rette. Der er ikke tilstrækkelig grund til at antage, at sædeligheds-følelsen hos ungdommen skulde være bleven slappere, at ligegyldigheden for det gode, at letsindighed og kådhed skulde have taget overhånd. Der er snarere grund til at tro det modsatte. Tingen er, at da mængden af unge folk i giftefærdig alder forøgedes overhånds stærkt i årene omkring 1845, så forøgedes også antallet både af ægtevielser og af uægte fødsler overhånds stærkt, så det ikke er at undres over, at selv opmærksomme iagttagere kunde komme til at tro på tiltagende letsindighed hos ungdommen; men tingen er også den, at netop formedelst den store mængde og vel også formedelst de nu meget større fordringer til livet blev der trængsel i landet, hvorunder mange holdt det for klogest og rettest at udsætte med at stifte familie i ordentligt ægteskab, men ikke fuldt så mange besad en tilsvarende forhøiet moralsk styrke til at modstå de urene tilbøieligheders fristelse.(61) Mange i tal, men få i forhold,» denne sætning gjælder om ægtevielserne; den synes også at gjælde om de uægte fødsler, kun at det sidste stykke af sætningen ikke gjælder fuldt i samme grad om disse som om hine. Den letsindighed, som bragte fattige folk til at gifte sig i ung alder, må antages aftaget; også løsagtigheden synes at være aftaget, kun ikke fuldt så meget.

Ikke fuldt så meget - men altså dog noget. Dette noget - lad være, det er ikke fuldt beviist; thi i sager som denne er det altid vanskeligt at skaffe bevis, og vi må nøie os med sandsynlighed - dette noget holder min sjel fast ved. Og man indvende ikke, at dette noget er så ringe, så ubetydeligt; thi der er en uhyre forskjel på tilbagegang til det værre og fremgang til det bedre: et lidet korn her er som et bjerg. Med troen på en begyndt fremgang hidtil voxer håbet om en raskere fremgang herefter, og med håbet hæves modet og virkelysten, som skal drive yderligere på. - Erindrer læseren fra 3die kapitel en bedrøvelig mand oppe i Gudbrandsdalen? han sad i en elendig hytte og madede et lidet barn, medens konen og et ældre barn var på tiggeri på nabogården, og begyndelsen til denne families usselhed var netop skjørlevnet - et forhold, som manden selv fortalte med den tilføiede sætning: «Det er nå skikken, det, blandt fattigfolk.» Det var i året 1851, og jeg kunde intet svare manden da, eller jeg fortvivlede om at finde noget svar, som kunde overvinde det forsvar, han selv fandt i hine ord; thi dengang var jeg selv overvældet af den tanke, at usædeligheden holdt på at blive mere og mere almindelig, så det fulgte ligesom af sig selv, at både den ene og den anden måtte følge strømmen. Men netop derfor har jeg tidt og ofte tænkt på den samme mand, og netop derfor har jeg atter og atter overveiet sagen i det hele, og nu siger jeg så, at ingen har lov til at forsvare sig på den måde; thi jeg tror ikke, at det er sandt længer, at alle eller at flere følge den gamle skik: Tiden har forandret sig, den gamle skik holder på at dreie sig om til en ny og bedre. - Og hvilken bonde vilde vel blive ved at dyrke en mark, som år efter år trods megen flid og bekostning kun bar mere og mere ugræs? Således kunde vel også de mænd, som have at råde og styre i bygderne, tabe tålmodigheden med sit arbeide for skolevæsen og alle de andre ting, som skulde tjene til at fremme gode sæder i landet, når den sørgelige tanke blev rodfæstet, at det dog ikke hjalp noget altsammen, at folket dog artede sig værre og værre. Derfor vel os, at vi kunne tro, at folkets hjerte ingenlunde er nogen ufrugtbar mark, som ikke skulde være arbeidet og møien værd! Sandelig, der er endnu så mange stene at flytte, så meget krat at rydde bort, så mange grundforbedringer at gjøre, at der skal godt håb til at begynde og god udholdenhed til at fuldføre det værk, og man må endelig ikke lade den gamle klage kvæle håbet og knuse modet.(62a)


KAPITEL 11

OPLYSNING OG GODE SÆDER

131. I Christiansand talte jeg med en mand af arbeids-klassen, hvis tænksomhed og hvis gaver til at fremstille sine iagttagelser jeg lærte at beundre. Samtalen kom blandt andet ind på forholdet med brændevinsdrik, og det faldt mig ind at spørge, om der kunde spores nogen forskjel i det stykke mellem de forskjellige klasser af arbeidsfolk. «Ja, det er temmelig tydeligt.» Nu, jeg bad ham forklare mig tingen. «Ja, det følger desværre ligesom af sig selv, at vi her må holde os til arbeidsklassen, som vi fra først af talte om. For om der blandt kjøbmænd og andre folk af de høiere klasser er en eller anden, som kanske ikke er så sikker, så er det jo bare en undtagelse. Og næsten således har det sig med de egentlige håndværkere, dem, som have udstået lære, skomagere, snedkere og sådanne, mestrene høre jo mere til de høiere klasser, og ere meget sammen med dannede folk, og svendene have jo altid tanke om, at de også skulle blive mestere. Men så er der en klasse af arbeidsfolk, som vi her i Christiansand have mange af, og det er hus-tømmermænd; med dem er det ret ikke så sikkert, og jeg mener mest, det kommer deraf, at der skal da ikke just så stor lære til at blive hus-tømmermand. Alligevel er det ikke så farligt med dem endda; for det er mest bare nogle få folk, som ere om at bygge et hus, og de arbeide ofte i lag sammen og ere på en måde sine egne mestere, lige gode allesammen, og dele fortjenesten ligt; her må hver af dem bruge sin tanke og sin flid, og det hjælper. Men så er der skibs-tømmermændene. Nu kunde kandidaten mene som så, at det er en vanskeligere sag at bygge et skib end at tømre op et hus, og at derfor disse tømmermænd skulde have mere dannelse og dermed være mere pyntelige folk end de andre. Men så er det det, at på værven er der en mester, som ordinerer alt, og arbeidsfolkene bryde sig da ikke om stort mere end at gjøre så, som han siger dem fore, og mellem slige folk er det ret så, at det stærke må til. Endda er der en forskjel mellem disse, og de ere ikke lige slemme alle; nogle kalde vi for drivere; se, de ere fra ungdommen ikke vante op med andet arbeide end bare at drive (tætte åbningerne mellem plankerne med drev), og de have nu et kjedeligt arbeide: de behøve da ikke at tænke på nogen ting, og det går næsten ikke an at tænke på noget heller under den drivningen - jo drammen tænke de på, som de skulle få, når økten er ude, for drammen hører med til daglønnen på værven, og disse folk ere rigtig de værste af dem på værven. Meget værre er det alligevel med bjelkehuggerne; de have nu ikke fået anden lærdom i sin tid end at hugge efter en streg, og så er det skikken, siden de arbeide på forsagd, at de kunne gå til og fra arbeids-tomten, når de ville, så de have både tid og råd til at gå på værtshuset - for de tjene godt om sommeren. Men så er der nogle folk endnu, og det er brygge-sjauerne. Det er stygt at se på, hvorledes de gå og slænge på gaden, og slig have de gået, fra de vare unger - aldrig været i nogen lære eller tvang. Deres kunst består da heller ikke i andet end at bruge armene og ryggen. Det er mest i rykkevis, de have arbeide når et skib skal losses, eller når dampbåden kommer; da tjene de også godt; men ikke have de råd til at få sig ordentlige klæder på kroppen: det skal gå en anden vei, det de tjene.»

Denne livagtige og naturtro skildring giver os et exempel fra det mindre på, hvad der endnu sikrere gjælder i det større: trin for trin bliver det værre og værre med menneskenes tilbøielighed til rå udskeielser, efter som oplysningen aftager, eller eftersom den barndoms-tugt har været mindre virksom, der skulde lært den opvoxende slægt at øve sin tanke og bruge sin hånd.

Exemplet gjaldt drukkenskaben; den almindelige sætning gjælder vist alle sandselighedens og lavhedens udskeielser, og navnlig gjælder den også løsagtigheden.

Flere kapitler i denne bog have påviist, hvorledes løsagtigheds-forseelserne i en aldeles overveiende grad forekomme hos arbeidsklassen, langt mere end hos eiendomsklassen, hvilke vare de to klasser og stænder, hvori jeg tænkte mig alt folket inddelt. Men arbeidsklassen er jo netop den del af folket, som mere end den anden klasse voxede op uden tilstrækkelig tugt og opdragelse og derfor besidder mindre oplysning og dannelse.

Her vil man imidlertid kunne indvende, at der for folk, som leve i lykkeligere kår og mere anseet stilling, også er andre væsentlige omstændigheder, som kunne have bidraget til hos dem at fremkalde en større selvagtelse og sands for det sømmelige og dermed redde dem fra at forfalde til hine udskeielser, så den store forskjel ikke bør skrives på undervisningens og opdragelsens regning alene. Jeg skal derfor ikke blive stående ved enkelte exempler og ved de dertil knyttede almindelige betragtninger, men henvende opmærksomheden på dette mere bestemte, på forholdet mellem almueskolen og sædeligheds-tilstanden.

132. Et af de tydeligste mærker ved et veludstyret skolevæsen er, at der er brav mange lærere; man kan sige; jo færre skolebørn enhver lærer har, desto bedre kan han overkomme undervisningen med hvert enkelt af dem; altså, jo mindre discipel-antal for hver lærer, desto bedre. Med dette forord anfører jeg følgende sammenligning (hvorved må mærkes strax, at i det i parenthes satte Christiania stift (a) ere ikke skolebørnene og lærerne medregnede for Drammens, Jarlsbergs, Laurviks og nedre Thelemarkens provstier).

I Christiansands stift sees skolerne at have været mest forsvarligt forsynede med lærere, der er også forholdet med de uægte fødsler ulige bedre end i noget af de andre stifter. Bergens stift indtager den anden

Stift
Antal skolebørn på hver lærer i almue-skolen i
land-distrikterne
Antal uægte fødsler for hvert 100 ægtevielser,
by og land
1826
1836
1837
1840
1831-40
1841-50
(Christiania a)
(88)
(99)
       
Christiania  
95
97
92
32,8
35,9
Christiansand
68
66
66
65
10,8
12,6
Bergen
90
75
76
77
19,4
20,5
Trondhjem
106  
88
89
91
43,9
52,4
Tromsø
105  
110  
118  
111  
40,6
39,0
Riget
(88)
85
87
85
29,1
32,2

plads; og det i begge henseender. De tre andre stifter adskille sig vidt fra hine med hensyn til lærerstandens talrighed og folkets sædelige tilstand.

Tænkeligt er det vistnok, at det hele kun var et træf, at i virkeligheden de to ting: skolevæsenet og sædeligheds-tilstanden, ikke stode i et så nært forhold til hinanden, at tallenes samstemmighed deraf var at forklare. Der er jo også den mangel ved tabellen, at oplysningerne om discipel-antallet kun gjælder landet, de andre oplysninger derimod både by og land. Derfor må vi prøve sagen nærmere og se efter, om hin samstemmighed hersker videre end som hidtil seet, om den også gjenfindes i de mindre egne af landet indenfor stifternes grændser.

133. Her skal jeg først holde mig til Christiania og Christiansands stifter, hvor forholdet med uægte fødsler er bedst og sikrest kjendt, hvor jeg nemlig for hver af de 7 grupper af provsti-distrikterne (se Tabellerne 3, 4, 5, 6 o.fl.) har erhvervet en hel del fuldstændigere oplysninger derom. Med henvisning til § 19 eller til tillæg 4, som giver forklaring om, hvilke provstier det er, som af mig ere henregnede til hver af de 7 grupper, anfører jeg følgende sammenligning i Tab. 22.

(Tab. 22. Til § 133.) Skolerne og sædeligheden.

Sted Antal skolebørn for hver lærer i almue-skolerne på landet Antal uægte fødsler for hvert 100 ægtevielser, by og land
1837
1840

1851-52(62b)

Gruppe 1
95
89
39,4
     »      2
109  
103  
66,3
     »      3
98
91
36,0
     »      4
79
80
25,7
     »      5
61
59
16,3
     »      6
65
63
11,6
     »      7
77
77
20,2
Christiania stift
97
92
42,2
Christiansands stift
66
65
16,5

Her lægge man først mærke til den heldige omstændighed, at jeg har kunnet angive skolevæsnets tilstand for en noget tidligere tid, for årene 1837 og 1840, de år, da de personer, der i 1851-52 vare voxne, og for hvilke oplysningerne om sædeligheds-tilstanden gjælde, vare børn og gik i skole. Og nu betragte man tabellens tal! I sammenligning med gruppe 1 var der i gruppe 2 flere børn på hver lærer (altså færre lærere) og derhos hyppigere løsagtigheds-forseelser. Bedre end i gruppe 2 stod det til i gruppe 3 og det i begge henseender. Endnu gunstigere var det i gr. 4, og fremdeles gunstigere i gr. 5. Om gr. 5 og 6 kunne vi sige, at de stå hinanden nær. Gr. 7 derimod har for begge forholde uheldigere tal end gr. 5 og 6, heldigere derimod end gr. 4, hvem den står nærmest.

Skulde denne store samstemmighed være tilfældig? En afvigelse fra samstemmigheden kunne vi rigtignok finde ved at sammenligne gr. 3 med gr. 1. Men denne afvigelse skulde måske ikke være til, dersom sammenligningen var aldeles nøiagtig, dersom vi nemlig ved tallene over de uægte fødsler kunde regne byerne Fredrikshald, Fredriksstad, Sarpsborg og Moss fra, som netop ligge i gruppe 1, hvorimod gruppe 3 ikke har andre byer end Kongsberg. Og den ubetydelige afvigelse fra samstemmigheden mellem gr. 5 og 6 er rimeligvis også kun tilsyneladende; ialfald har jeg ovenfor, ved Tab. 6, § 37, gjort opmærksom på, at når forholdet med uægte fødsler betragtes særskilt for eiendoms- og for arbeidsklassen, så synes gr. 5 at have det bedste forhold, og dermed stemmer jo dette på det nøiagtigste overens, at gr. 5 ifølge nærværende tabel har flest lærere til sine skolebørn.

Og for nogenlunde at bøde på den mangel, som klæber ved tabellen ligesom ved den for stifterne, at nemlig oplysningerne om skolevæsnet kun gjælder for land-distrikterne, skal jeg endnu anføre denne sammenligning for kjøb- og ladestæderne:

Antal disciple for
hver lærer i byerne

1837

1840
i Christiania stift

129

126
i samme, uden Christiania by

123

121
i Christiansands stift

  84

  92

Altså var der også i byerne et forholdsvis mindre discipel-antal og dermed flere lærerkræfter i Christiansands end i Christiania stift, og det ser da ud til, at den sætning gjælder overalt: flere lærere - bedre sædeligheds-tilstand. - Ja, ved denne leilighed kan også dette mærkes: det er bekjendt, at tilstanden med uægte fødsler gjerne er værre i byerne end på landet, og nu have vi tillige seet dette, at byerne have færre lærere til sine børn end land-distrikterne. Denne sidste omstændighed bør der imidlertid ikke lægges for stor vægt på, da den vel kan tænkes opveiet ved andre.

134. Med hensyn til land-distrikterne kunde nu nogen falde på at sige så: Årsagen til, at der er færre lærere ansatte ved skolerne i de østenfjeldske distrikter (gr. 1-4), er vel den, at landet der for det meste er tættere befolket, så en lærer kan overkomme arbeidet for flere børn, og årsagen til, at usædeligheden er større i de samme distrikter, ligger vel også i den samme omstændighed, at folket bor mere sammen i tætte klynger, så tilstanden mere nærmer sig til den i byerne; det er da måske denne tredie og ganske udenfor liggende omstændighed, landets ulige bebyggelse, som har fremkaldt hin samstemmighed i tallene for skolevæsnets og sædelighedens tilstand.

Men næst efter at erindre om, at den påviste forskjel mellem de to stifters byer ikke lader sig forklare på den måde, skal jeg anføre noget andet, som taler derimod, nemlig dette, at i de distrikter, som ere mindst forsynede med lærere, der besøges skolen mindst flittigt, uagtet børnene jo der skulde have fortest og lettest vei til skolen. Jeg uddrager ialfald den slutning af de opgaver, som ligge for mig, nemlig over antallet af de skolepligtige børn og af forsømmelser (rimeligvis fuldstændige udeblivelser fra skolen hele året igjennem), forsømmelser dels, som det anføres, formedelst fattigdom, dels formedelst modvillighed. Jeg veed vel, at sådanne opgaver ofte gives meget unøiagtigt; jeg veed også, at forsømmelserne kunne være snart hyppigere snart sjeldnere, eftersom der er god tid i landet eller ikke, så fattigfolk have mere eller mindre råd til at sende sine børn i skole. Man skulde derfor have opgaver for en længere år-række, og desuden opgaver ikke blot over de fuldstændige, men også over de delvise forsømmelser. Men jeg benytter dog de opgaver, som haves, og udfører derefter den beregning, som Tab. 23 indeholder.

(Tab. 23. Til § 134.) Skoleforsømmelser.

Sted Hvor mange procent af de skolepligtige børn der ganske forsømte skolen i årene
1837
1840
Begge år under et
Gruppe 1
3,9
7,2
5,5
     »      2
8,0
10,9  
9,5
     »      3
8,9
6,7
7,8
     »      4
6,1
6,5
6,3
Gruppe 5
5,8
5,0
5,4
     »      6
1,0
2,5
1,8
     »      7
3,4
3,8
3,6
Christiania stift
7,4
8,3
7,7
Christiansands stift
3,7
3,9
3,8

Agte vi navnlig på den pålideligste tredie tal-række, og sammenholde vi den med den forrige tabel, så finde vi dette umiskjendelige, at der i det hele taget var mindst af skoleforsømmelser i de distrikter, hvor skolerne vare bedst forsynede med lærere, så disse tre ting hænge sammen: flere lærere - flittigere skolegang - bedre sædeligheds-tilstand.

135. Denne samme sammenhæng viser sig også i Throndhjems stift, for hvilket jeg anfører de fornødne tal i Tabel 24. Jeg har, som man ser, ordnet provstierne så, at jeg har begynt med det, hvor læreren havde det mindste discipel-antal, og så fortsat, efter som discipel-antallet voxte (eller skolerne vare mindre forsynede med lærere). Og nu vise tallene i sidste række ganske påfaldende, hvorledes sædeligheds-tilstanden fra provsti til provsti ligesom gradevis forværres, efter som lærernes antal

(Tab. 24. Til § 135.) Skolerne m.m. i Throndhjems stift.

Provsti

Discipel-antal for hver lærer i land-distrikterne

Antal uægte fødsler for 100 ægtevielser, by og land

1837
1840
1841-50
Namdalen
74
74
32,6
Indherred
83
81
39,0
Romsdalen
89
91
53,3
Dalerne
95
92
57,3
Nordmør
101  
93
67,3
Fosen
106  
105  
59,9

bliver mindre tilstrækkeligt, en samstemmighed, hvorfra der kun forekommer en ringe afvigelse i forholdet mellem Nordmør og Fosen.

Med hensyn til Bergens stift skal jeg fatte mig kort. I det hele taget og for de allerfleste af provsti-distrikternes vedkommende er forholdet med uægte fødsler slettere end i Christiansands og bedre end i Throndhjems stift (sml. Tab. 1 og 2 i 1ste kap.), og i det hele taget samt for de allerfleste af provsti-distrikterne var i 1837 og 1840 lærer-styrken mindre end i Christiansands og større end i Throndhjems stift (for hver lærer fra 62 til 98 børn i 1837, fra 65 til 97 i 1840). For såvidt er altså også her overensstemmelse. Men ellers spores der i Bergens stift mindre samstemmighed ved sammenligning mellem dets egne provstier indbyrdes. Denne sidste bemærkning gjælder også Tromsø stift, hvorved dog dette kan erindres, at medens forholdet med uægte fødsler er meget slet undtagen i de to finmarkske provstier, så var også lærer-styrken i 1840 meget ringe (105 til 183 børn for hver lærer) overalt undtagen i de samme to provstier (i Vest-Finmarken 76, i Øst-Finmarken 53 børn).

136. Sluttelig skal jeg forklare, at jeg i denne hele fremstilling her benyttede de af Kirke-departementet i 1840 og 1843 udgivne meget udførlige tabel-værker over skolevæsnet. Det er kun en liden del af de mange deri indeholdte opgaver, jeg har benyttet; vel kunde det have tjent til at belyse sagen, om jeg også havde kunnet medtage beregninger over de skolelærerne tilståede lønninger; men disse ere ansatte så forskjelligt, i penge, natural-ydelser, klokkeri-indtægter, jordbrug, at jeg ikke så mig istand til at få noget pålideligt ud af det hele.(63) Ved beregningen af discipel-antallet har jeg lagt den opgivne mængde af skolepligtige børn til grund, undtagen for byerne i Christiania og Christiansands stift, hvor jeg kun tog hensyn til dem, som opgaves at søge almue-skolen, og hvad lærerne angår, har jeg slået omgangs- og fastskole-lærere sammen til en klasse. Ved inddelingen af provstierne i de 7 grupper, har jeg fulgt nøiagtig samme orden som ved beregningen af forholdet med de uægte fødsler.(64) - For ikke at optage rummet for meget, indtager jeg ikke her de uddrag af tabellerne, som jeg måtte gjøre, før jeg kunde foretage de beregninger, hvis udfald jeg har meddelt; kun skal jeg som noget, der har mere almindelig interesse, anføre dette, at ved udgangen af 1840 opgaves der at være i rigets land-distrikter 179,432 skolepligtige børn samt 1888 omgangs- og 224 fast-skolelærere.

137. Så længe har jeg nu reist landet om og samtalt med mange mennesker og randsaget forskjellige slags skrifter og anstillet tællinger og beregninger for på enhver mulig måde at komme efter, hvorledes det monne have sig med den store og gådefulde forskjel i de forskjellige egnes folkeliv, som åbenbarer sig ved forholdet med de uægte fødsler - og først i disse dage, da jeg havde skrevet bogen færdig og atter og atter gjennemseet det skrevne og netop vilde sætte til et slutningskapitel, først nu bliver jeg opmærksom på denne tilvisse mærkværdige sammenhæng mellem skolen og livet. At der måtte være en vis sammenhæng her, det vidste jeg jo nok før, men kun sådan i almindelighed. Og vel var det nok faldet mig ind, at en nøiagtig kundskab om skolevæsenets udvikling igjennem tiderne kunde tjene til at kaste lys over folkelivet i det hele; men det faldt mig ikke ind, at der skulde være en så påfaldende overensstemmelse mellem skolens mere almindelige væsen og hin enkelte retning af folkelivet, eller rettere: enkelte forsøg (som læseren vil kunne se jeg har gjort i kap. 8 § 109) havde bibragt mig den mening, at med de opgaver om skolevæsenet, som vi nu for tiden have, var der ikke stort udbytte at vente for granskningen. Men så, i den ellevte time, tog jeg mod til mig og satte mig meget fuldstændigere ind i det vidtløftige tabel-værk over skolerne, og jeg tilstår, jeg blev overrasket ved udbyttet. Ja, om det havde stået for mig, da jeg skrev det første kapitel af denne bog, så tør det vel være, at jeg både der og i de følgende kapitler var kommen til at opfatte og opklare et og andet noget anderledes, end det nu er skeet.

138. Hvad nu? Jeg forudsætter, at selv den meget forsigtige læser indrømmer, at der i det hele og store har viist sig en bestemt sammenhæng mellem skolevæsenet og sædeligheds-tilstanden, og at de undtagelser, som for enkelte bygdelags vedkommende fandtes, kun ere at betragte som mindelser om, at der dog endnu er adskillige andre omstændigheder, som kunne forvanske, eller skjule det regelmæssige forhold.(65) Men når vi ere enige herom, hvad skulle vi så dømme om hin sammenhæng? Snarest kunde vi ville dømme så: Med flere skolemesteres forenede kræfter ville børnene blive bedre underviste, og bedre underviste børn ville for det meste arte sig bedre, når de blive store, følgelig er skolernes bedre udstyrelse med lærer-kræfter i nogle egne fremfor i andre at betragte som årsagen til den sammesteds herskende bedre sædeligheds-tilstand.

Men hvad er så igjen årsagen til den ting, at der i nogle egne er ansat flere skolemestere end i andre? Det er ikke for at gjække læseren, at jeg fremsætter dette spørgsmål (thi man kan jo spørge så i det uendelige og ørkesløse), men for at indlede en anden betragtning over sagen. Det er jo den samme kirke og den samme stat, som har anordnet skolers oprettelse både i Christiansands og i Christiania stifter, og vi skulde da vente en ligelig udvikling af dette almen-anliggende på begge steder, og hvori vi skulle tænke os, at forskjellen har sin rod? Kan det påvises, at biskopper og provster og præster i fortiden have været mere virksomme for skolevæsenets opkomst i det ene stift eller bygdelag end i det andet? og at de have havt så stort held i sine bestræbelser, at virkningerne deraf på folkelivet den dag idag skulde vise sig så velgjørende? Hans Holst og Anna Eeg i Kobbervik på Stavanger-kanten og provst Winfeld i Hvideseid i Thelemarken havde meget tidlig ved legater grundlagt faste skoler, og disse bleve siden uddannede til lære-anstalter for vordende skolemestere, de første anstalter af det slags i landet, og tør vi tro, at der herfra udbredte sig en større nidkjærhed og dygtighed blandt skolelærer-standen i Christiansands stift, som hine skoler tilhørte? Vi kunne ikke noksom skatte enkeltmands bestræbelser og opofrelser for det almene vel, og dersom nogen var vel kjendt med bygdernes historie, vilde han gjøre sig fortjent til påskjønnelse ved at offentliggjøre en fremstilling af sådanne bestræbelser og foretagender, som kunne antages at have bidraget meget kjendeligt til at befordre folkets dannelse og velvære. Men det er dog ikke troligt, at vi på den måde vilde blive istand til at forklare det hele forhold. Det måtte være en ganske usædvanlig samling af private opofrelser, som skulde have givet skolevæsenet i et stift et så mærkeligt fremskridt, at man deraf skulde kunne spore en så betydelig indvirkning på folkets sæder, som der her er tale om, og hvad geistligheden angår, så er det vanskeligt at tro, at der en menneskealder igjennem (thi der skal i regelen lang tid til, før der kan høstes, hvad der på denne mark bliver sået) skulde have hersket en større nidkjærhed i dens midte i det ene stift fremfor i det andet, såsom jo de fleste geistlige leve en del af sin tid i det ene, en anden i et andet stift.

139. Netop medens jeg går og overveier denne sag, kommer jeg til at blade i en bog, som den norske forening mod brændevins-drik har udgivet, og som indeholder en årsberetning om de norske afholdsforeninger i 1846. I 1836 stiftedes de første af de 140 foreninger, som man i 1840 vidste besked om, og disse talte nu 17,026 medlemmer. Der er nøiagtig forklaring om, hvor mange af disse der hørte hjemme i hvert stift, og for sammenligningens skyld beregner jeg forholdet således: For hvert 1000 mennesker i alderen af 20 år og derover var der følgende antal afholdsvenner:

i Christiania
stift
47
i Christiansands
»
119
i Bergens
»
16
i Tromsø
»
26
i Throndhjems
»
15

Se, her er det underligt, at Christiansands stift, hvor vi have fundet mest gjort for skolevæsenets opkomst, der var iveren for afholds-sagen også mest udbredt.(66) Tyder det hen på en større almen-ånd blandt folket? en større deltagelse for alle dannelsens og sædelighedens anliggender? Og her må vi erindre, at foranstaltninger til skole-anliggendets fremme jo for en væsentlig del fremgå ikke af forhandlinger mellem geistligheden alene, men mellem geistligheden og almuen, mellem præsterne og menighedernes formænd, så der ret spørges om almuens sands og gode villie.

Efter dette vink går tanken videre og spørger: kan der påvises nogen omstændighed, som skulde kunne ansees som en rimelig årsag til, at der blandt massen af folket herskede en større almen-ånd og virksom deltagelse for menneskenes høiere og fælles anliggender i Christiansands stift fremfor Christiania stift? Og her ledes opmærksomheden hen på en kjendelig forskjel disse stifter imellem i social henseende. Efter et også i forrige kapitel omtalt uddrag af folketællings-tabellerne har jeg fundet, at efter et middel-tal for årene 1835 og 1845 var der et sådant forhold mellem de to klasser af befolkningen (både i by og på land).(67)

Eiendoms-
klassen
Arbeids-
klassen
Christiania
stift
100
281
Christiansands
»
100
243
Bergens
»
100
237
Throndhjems
»
100
345
Tromsø
»
100
292

Dette er så at forstå, at for hvert 100 gårdbrugere, kjøbmænd o.s.v. er der i Christiania stift 281, i Christiansands stift derimod kun 243 husmænd, tjenestekarle o.s.v., altså, efter dagligdags udtryksmåde, i hint stift større herrer med flere underordnede, i dette stift mindre mægtige herrer med ikke så mange underordnede.(68) Og at dette forhold finder sted ikke alene i stifterne i det hele, men i hvert enkelt af de 7 grupper eller distrikter, hvori jeg, som det vil erindres, har delt stifterne, det sees af opgaverne over, hvor mange folk af hver klasse der indgik ægteskab i 1851 og 1852, og hvorom jeg på et andet sted har givet forklaring;(69) i hvert af de 4 østenf jeldske distrikter (gr. 1-4) var der omtrent dobbelt så mange brudgomme og brude af arbeids- som af eiendomsklassen, i hvert af de 3 vestenfjeldske distrikter (gr. 5-7) langt mindre overvægt på arbeidsklassens side, ja, i gruppe 6 var endog det omvendte forhold indtrådt, så eiendomsklassen der var den talrigste. - Og ikke nok dermed, men af de samme opgaver over de ægteviede sees det,(70) at i de 3 vestenfjeldske distrikter, hvor arbeidsklassen ikke er så talrig, er der heller ikke så stor adskillelse mellem de to klasser i omgang og i selskab, eiendomsfolket og arbeidsfolket står der mere på lige fod med hinanden; det skjønnes deraf, at indbyrdes giftermål, mellem folk af den høiere og den lavere klasse, oftere finde sted der. «Rimeligt er det,» så ytrede jeg ved talen herom på det anførte sted, «at fortsatte undersøgelser i denne retning og derpå byggede sammenligninger mellem de forskjellige egne af riget skulde lede til interessante oplysninger og forklaringer om folke-sæder og folke-lykke.»

140. Nu sætter jeg det ene i forbindelse med det andet således: Den større lighed i kår blandt befolkningen i Christiansands stift har tjent til bevarelse af den naturlige ligheds-følelse, som er så nær beslægtet med sand agtelse for menneske-værd og menneske-ret og -pligt; denne stemning har viist sig virksom i de ældres bestræbelse for at udvikle den gode menneskelige art hos den opvoxende slægt ved undervisning (og derfor have menighederne ansat mange skolemestere) og ved opdragelse (og derfor have forældrene tilholdt børnene at gå flittigt i skole); den samme stemning, ved de nævnte midler omhyggelig pleiet hos de unge, har også viist sig virksom i de enkelte personers eget forhold, så de mere her end andet steds bevarede sig for løsagtighedens udskeielser og vare snare til at slutte sig til sådanne almen-menneskelige bestræbelser som i foreningerne mod brændevins-drik og for missions-sagen. Eller, om man ikke efter de hidtil irettelagte oplysninger vil sætte folkelivet i Christiansands stift så høit og tilkjende det fortjenesten af en sådan selvbevidst almen-ånds stræben, så kan man udtrykke sig så, at den ved de ydre, de sociale forholdes medfør fremkaldte stemning har bevaret folkets tanker og sæder for nogle af de misligheder, som lettelig udvikle sig der, hvor der er en større kløft mellem de høiere og lavere stænder, fornem overseen og egennyttig misbrug af sin overlegenhed på den ene side samt lav misundelse og mangel på selvfølelse på den anden side. Og tegn på, at disse misligheder ere mere fremtrædende i folkelivet i Christiania stift, kunde man da se deri, at menighedernes forstandere eller nærmest eiendomsklassens ordførere her ikke have gjort så store opofrelser for skolevæsenet (de fleste børn tilhøre jo folk af den lavere klasse), og deri, at fornemmelig arbeidsklassen her har skjæmmet sig med et overmål af usædelighed. Og i denne sammenhæng kan det erindres, at det især var Christiania stifts arbeidsklasse, hvis tilstand bragte statens mænd til for nogle år siden at forsøge på muligheden af ved ny lov at skaffe den talrige husmandsstand bedre kår, samt dette, at den arbeider-agitation, hvis opråb ved samme tid lød over landet, væsentlig talte sine medlemmer i det samme stift, og at der var noget i dens opråb, som vandt den megen deltagelse, nemlig råbet om større oplysning. Ak - dette råb tabte sig snart under mangfoldig og forvirret mislyd af anden art, og den iver for oplysningen, som ved hin leilighed blussede op, må man altfor ofte savne netop i Christiania stift, når det kommer til stykket, at forældre skulle gjøre opofrelser for at sende sine børn i skole (sml. Tab. 23), opofrelser, som vel ofte ere fattigfolk for store, men også ofte synes dem så; thi der skal allerede en vis grad af oplysning og dannelse til for ret at skjønne på dannelsens gode og gjøre noget klækkeligt for samme.

141. Uforbeholdent har jeg her sagt min mening efter det skjøn på sagen, som selve kjendsgjerningerne have givet mig.(71) Summen deraf er den, at efter som den sociale forfatning og samfunds-ånden er, så drage menighedernes forstandere og familiefædrene omsorg for ungdommens undervisning og opdragelse, og efter som den samme samfundsånd er, så uddanner sig også den tænke-måde og skik, som voxne folk følge i livet hver for sig. Og således kommer skolevæsenets og sædelighedens tilstand til at stå i sammenhæng med hinanden nærmest formedelst forbindelsen med dette tredie: samfunds-ånden, folke-charakteren, dette usynligt virksomme, som vi delvis lære at kjende igjennem dets forskjelligartede åbenbarelser. En god ånd blandt folket skaber et godt skolevæsen og meget andet, som sigter til at fremme oplysning og kultur; en god ånd blandt folket skaber gode sæder og begreber, som mængden tilegner sig og efterfølger i livet.

Vil jeg hermed nægte den tanke, som allerførst fremgik ved betragtningen af de kjends-gjerninger, jeg selv i dette kapitel har fremhævet, denne simple tanke, at et godt skolevæsen (mange lærere o.s.v.) ligefrem bevirker, at sædelighedens tilstand bliver god? Forsåvidt vil jeg benægte denne tanke, at man dog ikke må tro, at f.ex. en engelsk lord kunde tage sig for at forbedre sædeligheds-tilstanden i vore bygder ved at anvende en del af sine rigdomme til at ansætte og lønne nogle hundrede skolemestere og til at føde og klæde børnene under deres skolegang. På en sådan udvortes og mekanisk måde kan menneskelivet ikke styres, ialfald ikke til det gode. Men det væsentlige i hin tanke vil jeg netop bekræfte, idet jeg efter min hele opfattelse med forstærket betoning gjentager den sætning, som oprindelig fremgik af kjendsgjerningerne: der er en inderlig og nødvendig og uundgåelig sammenhæng mellem skolevæsenets (og det hele oplysningsvæsens) tilstand på den ene og sædelighedens tilstand på den anden side. Denne min mening udtrykker jeg endnu tydeligere ved et sådant exempel: at jeg siger: i den østlige del af Christiania stifts opland (gruppe 2 eller øvre Romerike, Odalen og Soløer, Østerdalen, Hedemarken og Gudbrandsdalen) der må man ikke vente nogen forbedring i sædeligheds-tilstanden (som netop der er befunden at stå så lavt), før end den ånd kommer i folket, at man ynder oplysningen og tror på dens forædlende indflydelse og med villighed og udholdenhed arbeider for dens sag - mere end hidindtil.

142. Men hvorledes? skulde ikke den ånd allerede være kommen i folket? må ikke hvert menneske ynde oplysning? er det ikke netop det, som alle mennesker tale om i vor tid? «Ja, det er sandt, som kandidaten siger; her er rigtig altfor megen liderlighed blandt fattigfolk her i bygden. Men hvem er skyld i det? Er det ikke netop de store, som ikke have brydd sig om at gjøre noget dueligt for oplysningen?» Så har jeg hørt husmandsfolk ytre sin iver; men det er en falsk iver, som skynder sig med at vælte skylden over på andre, og sådan iver viser sig lunken i gjerningen, når det kommer til stykket, at fattige folk skulle gjøre nogen opofrelse for at sende børnene i skole, undvære deres arbeide i skoletiden o.s.v. - «Ja oplysning - ja der er det rette: den kommer det an på, den må til, hvis ikke fattigdommen og fattigudgifterne skulle tage overhånd. Flere skoler, og flere slags skoler, og god løn for dygtige lærere! Skaf os bare hjælp af Oplysningsvæsenets fond!» Så har jeg hørt bønder ytre sig med megen iver; men det er en falsk iver, som skyder skylden på det segl, der skal være lagt på Oplysningsvæsenets fond; thi 50 daler af dette fond er ikke stort mere end 1 skilling eller 2 af hver mand i bygden. - «Visselig er oplysningen god - kommer kun an på, hvad slags oplysning, det er. Se Dem omkring: finder De ikke også blandt høit oplyste og dannede folk mange, som endda forfaldt til udsvævelser af alle slags? Nei, nei, min ven, tro mig, der kommer intet udaf det hele, uden en større gudsfrygt bliver udbredt blandt folket. Den er det, som skal redde os.» Også dette er ofte en falsk iver. Thi den, som har bønnens gave, han beder i sit lønkammer om, at Guds rige må komme også til os, Guds rige med åndens oplysning og de andre nådens gaver; men i dagen arbeider han på at forberede Guds-riges komme, forberede det ved at udbrede sådan oplysning, som det står i menneskelig magt at meddele - arbeider derpå med det håb, at han, som lader solens skin og regnens frugtbarhed falde på den ager, som menneskelig flid har dyrket, han skal også lægge sin velsignelse til den flid, som vil fremlokke tænksomhedens og forstandighedens væxt over menneske-åndens ager. Ja, her gjælder ordet om solen, som den miskundelige lader opgå over retfærdige og uretfærdige: også da, når uretfærdige, eller når mænd, hvis sind endnu ikke er vendt mod det høie, af blot og bar menneskelig velvillie eller af ganske verdslige grunde bestemme sig til at gjøre opofrelser for skolevæsenet og andre oplysnings-anstalter, f.ex. for derved at modarbeide de værste arter af råhed eller for derved at opdrage sig en stok af mere tænksomme og kyndige arbeidere, så kan det være, at nådens sol vil lyse over sådan bestræbelse, så den kan tjene til at vinde flere og flere af den opvoxende slægt for sandheden.(72)

143. Netop i de bygdelag, hvor de sociale tilstande engang have udviklet sig så, at der er en større kløft mellem eiendoms- og arbeidsfolket (få og store herrer på den ene side og på den anden side mange håndlangere og tjenere, ringe efter ydre anseelse og lidet formående), der vil det forsonende element være at søge i virksomme foranstaltninger til folke-oplysnings udbredelse; thi oplysningen ligner lyset og ilden, som ikke formindskes ved meddelelse fra den ene til den anden; den er bestemt til at være et fælles gods, stort, så den rigeste deri kan se sin fattigdom, meddelsomt, så den ringeste kan føle, han har del og lod deri. De høiere stående klasser må følge sit kald og bruge den bedre anledning, de have, til at gå endnu mere fremad på dannelsens vei, og for hvert skridt, de selv gå fremad, må de se til at mage det så, at den lavere stående mængde kan følge med således, som dens kald og stilling i livet kræver, alt i den hensigt, at hin kløft, om den end måske med hensyn til formues-omstændigheder i virkeligheden bliver end større, dog formedelst den fælles og gjensidige erkjendelse af menneskelig værdighed må føles og fornemmes mindre og mindre. Men til således at udfylde den bredere kløft vil der, hvad almue-skolen angår, udfordres både flere lærere, på det at hindringerne for de fattige børns flittige skolegang deslettere kunne overvindes, og dygtigere, derfor også bedre lønnede lærere, som kunne ventes at have gave til at vinde de lavere klassers tillid og de høiere klassers agtelse. Men, just i de egne af de to sydlige stifter, hvor dette kunde behøves mest, der fandt vi, at der i virkeligheden var færre lærere ansatte (og at skole-forsømmelserne, rimeligvis som en følge deraf, vare hyppigere) end i de egne, hvor den sociale og sædelige tilstand var bedre og altså ikke gjorde så store krav. Og med henhold hertil siger jeg så, at, hvor meget jeg end istemmer de mænds tale, som i de senere år have drevet på udvidelse og forbedring af skolevæsenet i det hele i vort land, så må jeg især og fornemmelig henvende vedkommendes opmærksomhed på sådanne egne som øvre Romerike, Soløer, Hedemarken, Gudbrandsdalen, de bygdelag, hvis yderst beklagelige sædelighedsforholde denne bog har påviist.

De vedkommendes opmærksomhed, sagde jeg; men jeg tænker mest på de enkelte mænd af bondestanden, hvis stemme pleier gjøre udslaget i menighedernes eller kommunernes forhandlinger om sådanne ting, ofte et ganske lidet antal af mere tænksomme og nidkjære mænd, 10 eller 12, hvis råd og mening gjerne følges af mængden af deres standsfæller. Dette udvalg af bønder har stået for min tanke under nedskrivningen af disse betragtninger. Dersom de ville lade sig vinde for folke-oplysningens sag, vinde således, at de ikke blot i kommune-rådet vise høisind ved at bevilge penge til skole-lærere o.s.v., men således, at de hver i sin kreds med kjærlighed til sagen, søge at udbrede den samme anskuelse blandt sine omgivelser, så er et omslag skeet i bygdefolkenes liv, i oplysning, i sædelighed. Og da, da tør det være, at netop sådanne sociale forholde som de i Christiania stift, med en mægtig og dannet eiendomsklasse og talrig og kyndig arbeiderbefolkning, ville vise sig som såre heldige for næringsveienes udvikling og det almene velværes befordring.

Men skulde dette ikke ske, skulde det vise sig, at bygdernes mænd ikke udvikle sådan virksomhed for almueskolen, som sagen og tiden kræver, da skulde jeg ønske, at der var en overordnet auktoritet, som kunde skride ind og anordne det fornødne. I England har jeg ladet mig fortælle, er der sundheds-kommissioner, som, når de årlige døde-lister for en by eller egn vise, at dødeligheden er steget over et vist mål, kunne pålægge kommunerne at besørge udført visse foranstaltninger til luftens rensning og sygestoffets fordrivelse, o.s.v.; jeg skulde ønske en auktoritet, som på samme måde havde de moralske forholde for øie og agtede på f.ex. netop listerne over de uægte fødsler, og det i hvert enkelt præstegjeld, og så - når tallet skred over et vist mål - da trådte til med sine råd eller efter omstændighederne skred ind med sine bestemmelser om foranstaltninger til at modarbeide det moralske smittestof. Ja, thi jeg tror, at i et velordnet samfund ville de, som have at styre og råde, indtil en vis ubekjendt grad virkelig kunne beherske sæderne, styre folkelivet, og jeg mener, at dette netop kan og bør ske i et frit samfund, hvor friheden har lært de enkelte med villighed og lyst at tjene det hele.

144. Jeg troede ikke, at jeg skulde komme til at dvæle så længe ved betragtning af almueskolen. Thi medens jeg i nogle år høilig har glædet mig ved at se andre mænd med kraft tale almueskolens sag, er min vei ellers faldet således, at jeg oftere er bleven opmærksom på den store vigtighed af, at der gjøres alt, hvad gjøres kan, for at befordre stigende oplysning og dannelse blandt den voxne slægt, den, som nylig «slap ud af skolen». Ofte har jeg måttet ryste på hovedet, når jeg så iveren for almue-skolen bruge sådanne udtryk som, at «den voxne slægt er der ikke noget at gjøre ved; det er børnene, vi må sætte vort håb til, dem, som skulle danne den vordende slægt». Også i fortiden brugtes de samme ord; men det er sørgeligt at se, hvor lidet fortidens håb for mange personers vedkommende gik i opfyldelse. Det er jo en bekjendt talemåde om børn, som voxe ud fra skolen, at en stor del af dem «lægge bogen på hylden», og det er intet særsyn at træffe på folk i alderen mellem 20 og 30 år, som næsten have glemt at læse i bog. - Det forstår sig jo: lære børnene at læse bedre, end det hidtil var tilfælde, så ville de mindre glemme det siden; det forstår sig også, at ikke alt er gjort med den boglige lærdom og dannelse, men at det også gjælder at tilegne sig den dannelse og færdighed, den erfaring og betænksomhed, det alvors-sind, som selve livet kan give. Imidlertid, at en voxen person lægger bogen på hylden, det er dog et af de betænkeligste tegn. Thi det er ikke bedre ting, den 18-årige gut pleier fordrive sine fritimer med.

Med hensyn hertil tillader jeg mig at minde om, hvorledes jeg i kap. 8, § 80, ved talen om ungdommens selskabs-forlystelser på landet foreslog oprettelse af bygde-bogsamlinger, mange, en i hvert skole-distrikt. Om kommunernes formandskaber kunde opmuntre hertil ved passende pengebidrag, så skulde det være vel. En betingelse måtte det jo altid være, at en sådan bogsamling aldrig måtte opløses, men at den, om selskabet opløste sig, måtte (under kommune-bestyrelsens tilsyn) opbevares urørt, indtil et nyt selskab dannede sig i samme distrikt. - Det er, ser jeg af de skole-tabeller, som netop ligge for mig - eller der var i 1840 i Norges land-distrikter 2126 omgangs- og fast-skoledistrikter. En bogsamling i hvert af dem istedetfor de 230 «almue-bibliotheker», som der da var! Sandelig, jeg ønsker dette ikke bare for råhedens skyld, som dermed skulde modarbeides, men fordi jeg kunde unde tjenestekarle og sådanne folk den fornøielse og hygge, som det er at læse en velskreven bog.(73)

145. Men medens dette anliggende væsentlig må anbefales den private virkelyst, så er der en anden hidhørende stor sag, som umiddelbart afhænger af det offentliges beslutninger. Hvad jeg har for øie, ville disse tal vise:

Stift
Antallet af præster

Folketal for hver præst

1815
1855
1815

1855

Christiania
164  
168  
2263

3828

Christiansand
64
74
2283

3303

Bergen
68
69
2348

3520

Throndhjem
62
67
2260

3390

Tromsø
47
51
1627

2588


Riget
405  
429  
2190
3473

Under navnet præster har jeg her medtaget alt, hvad der hedder geistlige embedsmænd, ikke derimod personelle kapellaner.

Efter denne oversigt ser det jo ud, som at folketallet skal voxe præsterne over hovedet. Og denne forøgelse finder sted på en tid, da så mangfoldige omstændigheder gjøre forholdene i livet mere og mere forviklede (man tænke f.ex. på, hvorledes en langt større mængde mennesker af alle klasser forlade sine hjembygder og bosætte sig på fremmede steder nu mod før), så den formaningens og trøstens gjerning, som høre kirken til, vel kunde behøve en voxende skare af talsmænd. Men nu er det på mange, mange steder i vort land en umulighed for selv den nidkjæreste præst at kjende sin menighed, at kjende personerne, at vorde kjendt af dem.

Jeg veed, at denne sag (forøgelsen af de geistlige kræfter) for en væsentlig del står og falder med den mening, som monne uddanne sig inden menighederne med hensyn til det geistlige embedes værd og betydning, og med hensyn til kirkevæsenets rette ordning, og her er ikke stedet at handle særskilt derom. Men for en meget stor del er det også ydre vanskeligheder og økonomiske hensyn, som stille sig i veien for præstegjelds deling, og med hensyn dertil vil jeg her for de mænd, som have at forhandle om disse sager (og her tænker jeg atter på de anseede og betroede menigheds-lemmer, som i formandskaberne deltage i forhandlingerne) gjøre opmærksom på, hvorledes sædeligheds-tilstanden i visse strøg af landet indeholde en særegen opfordring til også på denne måde at komme den i sædelig henseende lidende menneskehed til hjælp.

146. Efter disse forklaringer om skolevæsenet og efter disse ytringer om den voxne ungdoms anvisning til selv-dannelse samt om forøgelsen af de geistlige kræfter tør jeg, siden talen er om «oplysning og gode sæder», endnu omtale en oplysnings-bestræbelse, som efter mit begreb skulde tjene til at fremme gode sæder i landet, og det er bestræbelsen for at skaffe lys i sagen om, hvordan det egentlig har sig med sæderne i landet, bestræbelsen for at samle iagttagelser og dermed komme til forståelse af usæderne, deres mange arter og ytringer, deres årsager og virkninger, deres sammenhæng med det hele folkeliv.

Og herved kommer jeg til, ligesom i et efter-ord til bogen, at samtale med læseren om nærværende mit eget arbeide.

I året 1850 udkom i trykken en af mig til Justits-departementet afgiven «beretning om fante- eller landstrygerfolket i Norge», og siden den tid mærker jeg endnu, i 1856, at mange tro mig fremdeles beskjæftiget ene og alene med fantefolket. I disse år er det dog kun lidet, jeg har kunnet gjøre for den sag. Alligevel stå virkelig mine sidste års arbeider i nogen sammenhæng med de undersøgelser, som hin beretning var frugten af. Ved at agte på fantefolkets forholde havde jeg gjort adskillige erfaringer med hensyn til det almindelige folkeliv, som bragte mig til at tro, at der måske var skjulte ting, som et noget stadigt og udelukkende studium kunde blive istand til at drage for lyset, skjulte ting af last og nød. Jeg havde også talt herom i det sidste kapitel af den nævnte beretning, og ved slutningen af 1850 indgav jeg underdanigst andragende om bistand af det offentlige for selv at forsøge det arbeide: «at anstille undersøgelser fornemmelig om de lavere samfundsklassers kår og sæder.» Jeg selv havde fra først af tænkt mig tingen som flere års arbeide. Ved nådigst resolution blev den ansøgte penge-understøttelse mig dog kun tilstået for året 1851. Men uden at noget andragende fra mig eller noget forslag fra regjeringen derom var fremlagt, bevilgede det i 1851 forsamlede Storthing det samme pengebeløb til hine undersøgelsers fortsættelse også i 1852 og 1853. Ved nådigst resolution tilstodes mig så yderligere understøttelse for 1854, og efter bevilling af 1854 års Storthing udstraktes understøttelsen, med forhøielse i beløbet, til udgangen af budget-terminen eller midten af året 1857.(74)

I 1851 bereiste jeg en del af Smaalenene, Hedemarken, Gudbrandsdalen og Østerdalen og berørte Throndhjems stift (Røros). I 1852 gjentog jeg mit besøg i Gudbrandsdalen. I 1853 bereiste jeg distrikterne mellem Christiansand og Bergen. I 1854 var jeg atter i Gudbrandsdalen. I 1855 og indeværende år 1856 var jeg et par måneder i øvre og nedre Romerike. Ved at tælle efter finder jeg, at jeg har brugt ialt 754 dage til reiser. Det er væsentlig land-distrikternes forholde, som have beskjæftiget mig i disse år(75) og - som det anførte viser - især landdistrikterne i Christiania stift.

Hvor mange ting og mange slags ting jeg i disse år har måttet lægge mærke til, og hvor mange og stridige meninger og påstande og forklaringer jeg har hørt af folk af alle stænder! Og jeg, som før den tid var så fremmed for landlige forholde! Jeg kom ud på lands-bygderne just i de dage, da arbeider-agitationen havde sat både hjerter og hoveder i den livligste bevægelse. Ved Sarpsborg vilde sagbrugs-arbeiderne have mig til at tro de besynderligste beskyldninger om brugs-bestyrelserne, og folk af andre stænder vilde have mig til at tro, at i visse arbeider-stokke der drak hver mand i gjennemsnit sine 3 pægle brændevin for dagen. På Hedemarken førte husmænderne mig ud på sine marker og vilde have min kjendelse for, hvor ringe jorden og hvor høi jordafgiften var, og bønder vilde forklare mig, at husmænd i grunden var meget for kostbare arbeidsfolk, og selv fandt jeg blandt husmands-klassen et sådant overmål af usædelighed, at jeg syntes, det hele måtte tage en ende med forskrækkelse. På Tønsæt vilde smålændinger, at jeg skulde indrømme rigtigheden af deres klagemål over visse forandringer i Røros Værksbestyrelses regler med hensyn til «kul-sæt» - en indretning, som jeg før ikke kjendte af navn -, og på bunden af Røros gruber vilde værksarbeidere på selve stedet og med fakkelen i hånd belyse for mig, hvor aldeles bagvendte nogle nye bestemmelser om betalingen for berg-brydning vare, medens værkets betjente tilbød mig fri adgang til de vidtløftige regnskaber, at jeg der kunde se, hvorledes værks-arbeiderne stod sig bedre i alle måder nu end før. Og overalt lød bønders klager over stigende fattigudgifter formedelst stigende usædelighed, og fattigfolks klager over karrig hjælp.

Jeg kan sige, jeg har levet et besynderligt liv i disse år, og det meste deraf har været ængstelse og uro: jeg vidste ikke, hvor jeg skulde finde begyndelsen, og skjønnede ikke, hvorledes jeg skulde komme til enden med ordentlige og sammenhængende undersøgelser over al denne mangfoldighed. Det var mig, som om jeg stod ude på marken og havde givet mig til at tælle stjernerne på himlen. Men under disse omstændigheder har jeg holdt ud indtil nu med mit eiendommelige undersøgelses-arbeide og taget mod til mig til at sende fra mig også denne bog - fordi jeg fremdeles tror, at der kan være gavn i ethvert sandhedskjærligt bidrag til kundskab om folkets, ja især om de lavere folkeklassers kår og sæder.

147. Vistnok gik det mig gjerne så, at når jeg havde opholdt mig 14 dage i en bygd og så drog videre, så måtte jeg sige mig selv, at med al min flid havde jeg dog ikke lært 1/10 del så meget om den virkelige tilstand i samme bygd, som præsten eller som hver bonde og husmand vidste. Og vistnok må jeg tænke på, at når præster eller andre folk læse denne bog, så ville de sige om meget deri, at det kjendte de før, og om andet, at det er nok ikke så ganske rigtigt. Men så skulde det igjen være altfor besynderligt, om ikke en omhyggelig sammenligning af sæder og tilstande i en egn og i en anden egn, til en tid og til en anden tid, skulde hjælpe os til mere og mere at forstå folkelivets grund, ja, til at give os en videnskabelig indsigt i nogle af de ting, hvoraf et folks ydre og indre vel afhænger.

Eller i stræng forstand videnskabelig indsigt skal det måske aldrig lykkes os at nå i denne sag netop formedelst den idelige omvexling, som gjør, at folkelivet ikke har ganske den samme skikkelse iår som ifjor eller ialfald ikke i den ene menneske-alder som i den anden. Men så lad os kalde det en historisk undersøgelse, og også denne skal have sit værd. Har du, læser, følt det vemodige syn af en af disse kirkegårde på landet, hvor intet grav-mærke vidner om de efterlevendes omsorg for de afdødes minde. Således er fortidens folkeliv, med dets sæder og skikke, dets ve og dets længsler, for en stor del glemt, begravet i forglemmelse. Hvem føler ikke strax, at her skulde det have stor interesse, om vi fra samme år i forrige århundrede, fra 1756, havde udførlige forklaringer om folkets kår og sæder, om end kun sådanne som nærværende bidrag - sandhedskjærlige?

Om omvexlinger i folkelivet? Det er jo forandringer i de væsentlige ting: en nations kultur, velvære, fromhed, og enhver tænksom folkeven vil ganske vist billige, at der ialfald gjøres et yderste forsøg på at udfinde sådanne forandringers oprindelse og retning; thi jo mere det måtte lykkes, desto mere skulde det blive sandhed, hvad jeg ovenfor troede på som en mulighed, at folkets ledere til en vis grad kunne styre folkelivet, beherske sæderne.

148. Fordi sagen forekommer mig stor, agter jeg at fortsætte den begyndelse, jeg hidtil har gjort - agter det, såvidt det står til mig, og så længe jeg tror, at jeg på den måde kan gjøre bedst gavn med de evner, jeg har. Men fordi arbeidet er så vidtløftig, så anmoder jeg dem, der monne bifalde min stræben, om at stå mig bi. Netop ønsket om at fremføre denne anmodning har for en ikke ringe del bevæget meg til nu at udgive denne bog; thi nu kan jeg sige: Se, hvor meget jeg endnu mangler for at kunne give en fuldstændig og i alle dele pålidelig forklaring om folkelivets sæder! og se, hvorledes jeg ikke i ønskelig kort tid kan vinde med at fare alt landet over og med egne øine og øren forvisse mig om alt!

Det følger som af sig selv, at jeg først tænker på præsterne, som dem, der især kunne understøtte studiet over sæderne med værdifulde meddelelser. Denne bog vidner også om deres villighed dertil; thi en væsentlig del af dens indhold er bygget på opgaver, som mange præsters velvillie har tilstillet mig (sml. § 19). Imidlertid var det ikke så få præster, som ved samme leilighed lode mig se deres mening om, at de tal-opgaver, som jeg havde udbedet mig, neppe var møien værd og ialfald ikke havde nogen betydning for det geistlige. I avis-opsatser og ellers kan man også ofte se sådanne ytringer af præster om det tabel-værk, hvortil styrelsen forlanger deres bidrag. Men - engang imellem at betragte ministerialbøgernes indhold med en tællende og beregnende opmærksomhed, hvad er det andet end at gjenkalde i sin erindring og ordne til et helt den store mængde af erfaringer, som præsten gjorde, hver gang et nyt ægtepar skulde vies, et barn døbes o.s.v. - Erfaringer med hensyn til væsentlige stykker af menighedens ydre og indre liv? Og om den ældre præst ikke længer vinder noget nyt udbytte på den måde, så er det dog lige til, at det for den ny tiltrædende præst eller for den unge mand, som netop bliver præst, måtte være vigtigt at forefinde optegnelser fra hans formænd, hvormed han nogenlunde snart kunde gjøre sig fortrolig med folkelivet. Og sådanne optegnelser vilde netop årlige uddrag af ministerialbogen være.

«Sjælesorgen, siger Vinet i sin pastoral-theologi, vil ikke være den samme i by og på land, i et agerdyrkende og i et fabrikdrivende land, hos et folk med ufordærvede sæder og hos et forfinet og blødagtigt folk. Sjelesørgeren må tage hensyn til alt sådant, så vel som også til geographiske, klimatiske, økonomiske, diætetiske og historiske omstændigheder. Han må kjende sin menigheds sædvaner, interesser, fornødenheder, fordomme og ønsker. Han vil ikke indskrænke sig til nogle enkelte, faste anskuelser, som han har dannet sig ved slutninger; han vil studere tingene ud af disse selv. Thi selv hvor de almindelige omstændigheder ere de samme, hvor der findes to menigheder, begge bestående af bjergbeboere, eller begge af agerdyrkere, begge velhavende eller begge fattige, selv der må man vide at gjøre forskjel. Sjelesørgeren bør fremfor alt kjende den religiøse tilstand, i hvilken menigheten er bleven overleveret ham. Denne og al den øvrige kundskab er gjenstand for et fortsat og vedholdende studium ligefra det øieblik, da han tiltræder embedet; men før sin ankomst bør han have skaffet sig oplysning om alt, hvad der er af nogen vigtighed; og mange biting, som synes ubetydelige, ere vigtige. Er man ubekjendt dermed, så sårer man, giver anstød, bliver ilde omtalt og skaber fordomme, som hurtigt opstå og langsomt forsvinde. Man bør kjende det gode og det onde, det stærke såvelsom det svage; men man må vide, hvad man skal arbeide for, og hvad man skal arbeide imod.»

Engang før har jeg, som oftere omtalt, tilladt mig at anmode geistligheden om visse specielle opgaver efter ministerial-bøgerne.Men det var kun ligesom på prøve, for at se, hvad lærdom der kunde vindes af sådanne opgaver, og anmodningen indskrænkedes derfor til geistligheden i de to sydlige stifter. Når nærværende bog er bleven trykt, vil jeg tillade mig at udstrække anmodningen til præsteskabet i samtlige stifter, nemlig ved at tilstille præsterne et trykt schema, som jeg ønsker udfyldt.(76)

149. Men på det nærværende sted henvender jeg mig til almuesskolelærerne. Størstedelen af den kundskab, som en videnskabsmand kunde ønske sig for at anstille dybt-gående betragtninger over folkelivet, er allerede samlet hos skolemestrene, som ret gå ud og ind hos folket. Og der er den ånd nu hos en stor del af dem, at de ret ikke lade det forblive med arbeidet i skoletimerne, men strække sin tanke og stræben ud over det liv, som de forberede de unge for, det møiefulde og farefulde liv. De mænd af lærerstanden, som tro, at der kan være noget gavn ved sådanne arbeider som mine, og som ikke agte selvstændig i tidsskrifter eller på anden måde at meddele sine erfaringer om folkets kår og sæder, dem beder jeg venligst at tilstille mig sådanne meddelelser. Bygd for bygd skulde jeg ønske at se deres bemærkninger om sædernes tilstand, om særegne farer for usæder, om den senere tids fremgang til det bedre i tænkemåde og levevis, om årsagen til sådan forandring; bygd for bygd skulde jeg ønske at se deres forklaringer om nogle af de stykker, som jeg i denne bog har berørt, og som på nogen måde kunne synes at stå i forbindelse med kulturen og sædeligheden, såsom: husenes indretning og beboelse (kap. 2 og 3), nattefrieri (kap. 4; var jeg omgangs-skoleholder, skulde jeg have et slags mening om, hvor mange familier der kunde ansees for hævede over denne uskik, og hvor mange ikke, og det særskilt for gårdmands- og for husmands-klassen), fremdeles: Selskabs-skikke, klædedragt, kosthold, regler for arbeids-tider (kap. 8; jeg kunde sætte stor pris på at se forklaring om det sædvanemæssige kosthold - spiseseddel - for hver bygd, deraf turde fremgå adskillig oplysning blandt andet med hensyn til drukkenskabs-lastens vistnok meget forskjellige herredømme omkring i landet), endvidere: Forklaring om overtroiske meninger og skikke samt (særskilt for gårdmands- og husmands-klassen) tallet på samtlige familier i skoleholder-distriktet og titlerne på samt for hver titel antallet af samtlige de bøger og aviser, som findes i samme familier. - Jeg kan jo ikke vente, at nogen skulde give sig af med en udførlig forklaring over alle disse stykker. Men heller et stykke ret udførlig behandlet end kortfattede og overfladiske bemærkninger om flere! Dog, ethvert bidrag, som måtte tilstilles mig (i Christiania), skal modtages med erkjendtlighed. Og læger, lensmænd, bønder - mon jeg turde imødese meddelelser også fra dem, meddelelser måske også om bygdernes økonomiske forholde og sociale tilstande? Det er jo noget nyt at udstede sådan anmodning; men det er mit håb at kunne levere en fortsættelse af nærværende skrift, en yderligere fremstilling af folkets kår og sæder, en udstilling, på en måde lig de udstillinger, der vise os havedyrkningens eller industriens tilstand, og som jo komme istand ved manges bidrag.(77)

150. Om så ikke mit øie skal få se nogen synlig frugt af alt sådant arbeide, så holder jeg dog fast ved den tro, at gjennem formandskaberne, gjennem præsterne, gjennem skolelærerne skal en grundigere oplysning om folkets kår og sæder tilsidst lede til en forbedring i tilstanden, lede til at fremskynde den forandring til det bedre, som jeg også ellers tror finder sted. Men mest opmuntres jeg dog ved den forestilling, at når man var kommen så vidt, at man kunde beherske stoffet og med overbevisende klarhed fremstille folkelivets mærkværdigheder (lige så tiltalende for tænksomheden og sindet som de, der forbause os i naturens rige), så skulde skrifter og afhandlinger derom netop være skikkede til at vække opmærksomheden hos de mennesker selv, mængden af landets ungdom, som allermest ere udsatte for at støde an mod gamle uskikkes blinde skjær og hvirvles hen i dunkle forholdes malstrømme, dem, som derfor også ere den store gjenstand for menneskevennens tanke. Thi det er underligt med det: får man først syn for det rette og gode, så er det næsten ikke muligt andet, end at man må billige det, og der er visselig mangen gang sandhed i den ulykkeliges angrende suk: Havde jeg rigtig skjønnet det før, hvor galt det var, så skulde jeg ikke gjort det! - Og derfor siger jeg så; bestræbelsen for at udforske og belyse sædelighedstilstanden må ganske vist være beslægtet med bestræbelsen for at modarbeide det onde og befordre det gode.


TILLÆG I

OM MÅDEN AT BEREGNE HYPPIGHEDEN AF UÆGTE FØDSLER (se § 5)

Istedetfor den almindelige måde at beregne de uægte fødslers hyppighed ved sammenligning med de ægte, har jeg i nærværende afhandling valgt den måde: at sammenligne de uægte fødsler med ægtevielserne. I den anledning skylder jeg forklaring, og hertil vælger jeg et exempel, som omfatter tallene for Norge i det nys forløbne halve århundrede (se vedheftede Tabel 1).

(Tallene for 1851-85 ere tilføiede til overflod, for de uægte fødslers vedkommende tilstede de ingen sammenligning med de foregående tidsrum, af den grund, at tællingen er foregået på en anden måde end før. Se herom den i § 114, dens slutning, givne forklaring.)

Dersom man nu ved udgangen af femåret 1831-35 havde anstillet sådan sammenligning som i nærværende tabel mellem de uægte og de ægte fødsler og bedømt hines hyppighed derefter, så vilde man have fundet en mærkelig og jevn aftagen alt fra femåret 1816-20. Men dette vilde ganske vist have været en skuffelse. Som tabellen viser, så stiger og falder de uægte fødslers antal i de fem femår fra 1816 til 1840 så temmelig i overensstemmelse med ægtevielsernes antal, og i virkeligheden have både de uægte fødslers og ægtevielsernes antal i det væsentlige rettet sig efter den forhånden værende mængde af folk i giftefærdig alder (sml. afhandl. «Om gifterm. i N.», side 94 [Verker i utvalg 2, s. 241], o.fl. st.). Anderledes er det derimod med de ægte fødsler. Som tabellen viser, stiger deres antal meget stærkt i 1816-20 samt 1821-25, da også ægtevielsernes antal tiltog stærkt; men ikke nok hermed: hines antal vedbliver at stige endnu i 1826-30 og selv i 1831-35, da dog ægtevielsernes antal var i aftagende, og årsagen hertil er åbenbar den, at de ægte fødslers antal retter sig ikke blot efter de samtidigt stiftede ægteskaber, men også efter dem, som stiftedes i de nærmest foregående femår og fremdeles dannede bestående ægteskaber med ægtefolk i frugtbar alder. Heraf følger, at om man sammenligner de ægte fødsler i femåret 1831-35, så er det det samme som at sammenligne den skare af mennesker, som i årene 1831-35 vare i giftefærdig alder, og af hvilke en vis procent bleve forældre til uægte børn, med den skare, som i årene 1816 til 1835 eller 1821 til 1835 vare i samme alder, og af hvilke en vis del giftede sig og år efter år fik ægte børn. Men denne sammenligning går ikke an, navnlig ikke i vort land, hvor der i løbet af dette århundrede har været en overordentlig stærk bølgegang i befolkningens bevægelse, så antallet af folk i de forskjellige alders-klasser har været meget uligt fra tid til anden, og navnlig antallet i den alders-klasse, som kan siges at indeslutte største mængden af de giftefærdige, mellem 20 og 30 år, var mindre i 1835 end i 1825, medens dog folkemængden i det hele var voxet ganske betydeligt i det samme tidsrum (sml. «Om gifterm. i N.» anf. st.). De ægte fødsler i 1831-35 stammede både fra det større antal folk i giftefærdig alder i 1825 og fra det mindre antal i 1835; de uægte fødsler i 1831-35 stammede alene fra dette mindre antal; om altså end hyppigheden både af ægte og uægte børn i og for sig (eller betragtet i forhold til den klasse af folk, hvortil forældrene hørte) var den samme i 1831-1835 som tidligere, så måtte mængden af ægte børn blive større end før, og mængden af uægte børn blive mindre end før, og det indbyrdes forhold mellem disse måtte blive forandret.

Ved at beregne hyppigheden af uægte fødsler i forhold til de samtidigt stiftede ægteskaber opnår jeg også den fordel, at jeg med nogenlunde lethed kan få anstillet undersøgelser om sagen særskilt for eiendoms- og for arbeidsklassens vedkommende (se kap. 5, § 36). Det er nemlig ikke så vanskeligt af ministerial-bøgerne at få optalt både de ægteviede par og de uægte fødte børns forældre efter stand og stilling, hvorimod det ialfald vilde blive langt vidtløftigere på samme måde at tælle den store mængde ægte fødte børn.

Ellers er det let at se, at hverken den ene eller den anden beregningsmåde giver et ganske pålideligt resultat. Forholdet med uægte fødsler kan efter disse beregninger vise sig ugunstigere i et tidsrum end i et andet eller i en egn end i en anden, og vi kunne ikke se, om det kommer deraf, at de uægte fødsler i virkeligheden ere hyppigere, eller måske deraf, at ægtevielserne og derefter de ægte fødsler ere sjeldnere.

En fuldkomnere beregningsmåde er derfor den, som jeg nu skal oplyse ved et exempel:

Ved folketællingen i 1845 blev antallet af kvinder i alderen mellem
20 og 50 år opgivet til .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

269,074
Antallet af kvinder under 50 års alderen, som levede i ægteskab,
opgaves at være.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

144,020
Af disse koner må rigtignok nogle antages at have været under 20
års alderen; men disse have været yderst få og kunne sættes ud af betragtning, så de alle tænkes at udgjøre en del af det største an-
førte antal kvinder, som vare i 20-50 års alderen, og resten eller
den ugifte del (piger og enker) blive altså .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..




125,054

Da det jo er sjelden, at gifte koner eller kvinder under 20 års alderen føde uægte børn, så kunne de uægte børn, som fødtes ved hin tid, tilskrives disse 125,054 ugifte kvinder i alderen mellem 20 og 50 år.

Dette tal fastholde vi derfor som det ene sammenligningsled; som det andet led tage vi det årlige middel-tal af uægte levende- og død-fødte børn for årene 1843-1847, nemlig 3570. Heraf findes, at de indtrufne uægte fødsler stode i sådant forhold til de kvinder, der i 1845 vare i ugift stand og i sådan alder, at de kunde føde børn, som

285 for hver 10,000.

Dersom vi nu kjendte antallet ikke alene af uægte børn, men også af hin klasse kvinder særskilt for de forskjellige stifter eller for forskjellige tidsrum, så kunde vi her anstille en meget nøiagtig sammenligning. Men de opgaver, som samledes derom ved folketællingen af 1835, ere ikke optalte og offentliggjorte, og for 1845 ere opgaverne heller ikke optalte og offentliggjorte for hvert af stifterne, men kun, således som anført, for det hele rige under et (sml. de officielle folketællings-tabeller for 1845, indledn. side X). På denne vei kunne vi altså kun erholde den ene oplysning, der nu er anført som exempel, og vi ere ikke istand til at anstille nogen sammenligning mellem de forskjellige tidsrum eller egne i landet. Derimod kunne vi med det anførte forholds-tal anstille sammenligning med Danmark. Her er nemlig forholdet af levende- og dødfødte uægte børn ved en aldeles ligedan beregning for årene 1840-1849 fundet at være som 391 for hvert 10,000 kvinder af den angivne klasse. Hyppigheden af uægte fødsler var altså større i Danmark end i Norge, og det 37 procent større, da 285 : 391 = 100: 137 (se: «Statistisk tabelværk. Ny række, 1ste B.» Kjøbenhavn 1850. Indledn. s. LXIX).


TILLÆG 2

ÆGTEVIEDE SAMT ÆGTE OG UÆGTE FØDTE I STIFTERNE OG RIGET 1801-1850

Som grundlag for flere af de i dette skrift anstillede beregninger anfører jeg i (den vedheftede) Tabel 2 i femårsvis affattet oversigt over antallet af ægteviede og fødte. Denne tabel, som slutter sig til tabellerne over døde i tillægget til afhandl. «Om dødeligheden i Norge», indeholder uddrag af de samme officielle kildeskrifter, som i den nævnte afhandling (side 195 [Verker i utvalg 2, s. 152]) ere omtalte. Ved udarbeidelsen ere dog nogle forandringer gjort i de officielle tal, hvor unøiagtigheder havde indsneget sig, nemlig for 1801 (Throndhjems stift, som havde fået for store tal), for 1838 (for hvilket år tal vare anførte, som egentlig gjælde det tidsrum på omtrent 13 måneder fra begyndelsen af kirke-året 1837-38 til udgangen af kalender-året 1838), og for 1845 samt 1846-50 (i hvilke år annexsognet Flaabygden, som før havde hørt til Christiansands stift, regnedes til Christiania stift, hvorved tallene i sammenligning med de foregående år bleve for små for det førstnævnte og for store for det sidstnævnte stift). Den udførligere forklaring om disse unøiagtigheder, samt om hvorledes de af mig ere rettede, sees af afhandl. «Om giftermål i N.», s. 11 [Verker i utvalg 2, s. 184].(78)

Det er en mangel ved de i nærværende skrift anstillede beregninger over de uægte fødslers hyppighed, at der ikke er taget hensyn til de dødfødte uægte børn. Årsagen dertil er, som allerede ovenfor engang bemærket, at det officielle tabel-værk først fra 1837 af angiver, hvor mange af de dødfødte børn der vare uægte. Her anføres ellers antallet af disse for de to sidste femår således:

1841-45

1846-50

Christiania
stift
502
529
Christiansands
»
  64
  74
Bergens
»
147
142
Throndhjems
»
239
244
Tromsø
»
113
149
Riget
1065  
1138  

Når disse tal sammenholdes med tabellens tal over samtlige dødfødte, så vil man finde, at der er forholdsvis flere uægte blandt de dødfødte end blandt de levende fødte børn. Man kan fremdeles regne ud, hvilket forhold der er mellem dødfødte og levende fødte uægte børn, og ved at antage, at dette forhold har været omtrent det samme bestandig, kan man finde det omtrentlige tal på dødfødte uægte børn også for de tidligere fem-år.

Tallet over de dødfødte i tabellen er ellers usikkert for 1801-05. For året 1803 er nemlig Tromsø stift anført at have ikke mindre end 569 dødfødte, medens samme stift ellers ved den tid ikke pleiede have mere end 70-90 årlig. Så store ujevnheder pleie ikke finde sted, og her er da ganske vist en feil i tallene; men jeg har ikke fundet anledning til at rette dem.


TILLÆG 3

ÆGTEVIEDE SAMT ÆGTE OG UÆGTE FØDTE I PROVSTI-DISTRIKTERNE 1831-1850

I de oftere nævnte afhandl. «Om dødeligheden i Norge», kap. 12 og 13, og «Om gifterm. i N.», kap. 10, samt i 1ste kap. af nærværende afhandling har jeg meddelt flere oplysninger om befolknings-forholdene i de mindre dele af riget, som provsti-distrikterne danne. Grundlaget for alle disse meddelelser er et uddrag af folketællings-listerne for 1835 og 1845 samt af de i tabel-kontoret opbevarede håndskrevne lister over ægteviede o.s.v., som af præsteskabet årlig affattes og indsendes. Tallene over folkemængden samt over de døde har jeg anført i tillægget til det førstnævnte skrift, og sammesteds har jeg givet omstændelig forklaring om den af mig befulgte provsti-inddeling: denne inddeling måtte være aldeles ens, eller hvert opført provsti-distrikt måtte indeholde nøiagtig de samme præstegjelde og kirkesogne i hvert af årene 1831 til 1850; hvor nu et provsti-distrikt i virkeligheden var forblevet uforandret i alle de år, der kom min inddeling til at falde sammen med den, som bestod i 1850; hvor derimod forandringer i løbet af årene 1831-50 vare foretagne med provstiernes grændser der måtte jeg afvige fra den i 1850 bestående inddeling, og om disse afvigelser er det, jeg på det nævnte sted har givet fornøden forklaring. - Nu anfører jeg fremdeles - i de tilhæftede tabeller 3 a og b tallene over ægteviede samt de ægte og uægte fødte.

I de fra præsteskabet indsendte håndskrevne lister (af præsterne for præstegjeldenes, af provsterne for provstiernes, af biskoppen for stifternes vedkommende) forekommer der stundom skriv- og regningsfeil eller utydeligheder. Ved tabel-kontorets foranstaltning ere listerne opsummerede stiftsvis for hvert år i de trykte tabel-værker, og herefter har jeg igjen gjort det uddrag for hvert femår, som Tabel 2 indeholder; af mig ere de samme lister opsummerede provstivis i nærværende tabeller 3 a og b. Det er altså forskjellige folk, som hver for sig have benyttet listerne og hver på sin måde rettet og udtydet de i dem forekommende feil og utydeligheder. Men en følge af denne forskjellige gjennemgåelse og benyttelse af de nævnte lister er den, at tallene i tabellerne 3 a og b (eller summerne for de til et stift tilhørende provstier) ikke altid på ønskelig måde stemme med tallene for stifterne i Tab. 2. Som oftest er dog denne uoverensstemmelse ganske ubetydelig, og det kan vel siges, at den intetsteds er så stor, at nogen mærkelig feil deraf kan være opstået i de beregninger og slutninger, hvortil tallene ere benyttede. De største uoverensstemmelser ere nemlig i tabellerne 3 a og b: Uægte fødte i Throndhjems stift 1836-40 + 10, ægte fødte i samme stift 1846-50 + 27, dødfødte i Bergens stift 1841-45 - 19, i Tromsø stift 1846-50 - 25.


TILLÆG 4

SPECIELLERE OPGAVER OM ÆGTEVIELSER OG UÆGTE FØDSLER I CHRISTIANIA OG CHRISTIANSANDS STIFTER

Som anført, ere de i tabel 2 under tillæg 2 indeholdte tal hentede fra de officielle tabel-værker, og de i tabellerne 3, a og b, under tillæg 3 indeholdte tal ere af mig uddragne af de fra præsteskabet til tabelkontoret indsendte og der opbevarede håndskrevne lister. Men her har jeg at gjøre rede for en del opgaver, som ligge til grund for mange af de i nærværende skrift (kap. 3, 4, 5, 6 og 7) samt i afhandl. «Om giftermål i Norge» (kap. 11) meddelte oplysninger, opgaver, som jeg har erhvervet på anden vei.

Under 25de april 1853 tilskrev jeg nemlig samtlige sognepræster i Christiania og Christiansands stifter (undtagen i Christiania stiftsprovsti, hvor præstegjeldenes store folkemængde vilde gjøre arbeidet med at tilveiebringe de forlangte oplysninger for besværligt), og jeg anmodede dem efter et af mig opstillet schema at meddele mig visse oplysninger, mest efter ministerial-bøgerne.

Schema'et havde følgende afdelinger:

Schema
1. De ægteviede efter borgerlig stilling.

»

2. Forhold mellem ægteviede ungkarle og enkemænd o.s.v

»

3. Sammenviede ungkarle og piger af kl. I, efter alderen.

»

4. Sammenviede ungkarle og piger af kl. II, efter alderen.

»

5. Om fødslerne, i forhold til tiden for ægtevielserne.

»

6. Om de uægte fødsler.

»

7. Om gjentagelses-tilfældeved de uægte fødsler.

»

8. Fødslerne, de ægte og de uægte, efter månederne i'året.

»

9. Særskilt de uægte fødsler, efter månederne i året.

Hvortil endda kom en række spørgsmål med hensyn til de to skikke: Natteleie i fæhusene og nattefrieri.

Fra den største del af præsterne indløb besvarelser, og disse besvarelser vare næsten alle fuldstændige, så de omfattede alle schema'ets under-afdelinger. Af besvarelserne var der vel nogle, som for et eller flere af de enkelte afdelinger af schema'et ikke kunde benyttes, såsom de kunde skjønnes at være feilagtige; men dette var jo ikke hyppig tilfælde. Således haves de omhandlede opgaver fra den største del af præstegjeldene, og det af både by- og land-distriktet. Men det er dog nødvendigt ved det sammendrag, som her skal leveres, at angive bestemt, hvor stor del af samtlige præstegjelde opgaverne omfatte.

Først må derfor det hele antal af præstegjelde angives, og dette kan ske sammen med forklaring om et andet stykke, som hører til forståelsen af disse opgaver, nemlig om den statistiske inddeling af de to stifter, som jeg har gjort netop for en hensigtsmæssig benyttelse af de samme opgaver.

Stifternes provsti-distrikter har jeg forenet til 7 grupper af tilgrændsende distrikter, en deling, hvorved jeg så hen til dette dobbelte: at sådanne provsti-distrikter kom sammen, og forholdet med uægte fødsler var nogenlunde ens (thi det var væsentlig for de uægte fødslers skyld, den hele undersøgelse blev anstillet), og at de grupper, hvori hvert stift blev delt, kom til at være nogenlunde lige store.

Inddelingen og præstegjeldenes antal blev følgende:

Gruppe
Provstiernes navne
Præstegjeldenes
antal
Nedre Borgesyssel .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
7
Mellem     » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Gr. 1 Vestre      » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Øvre        » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
8
Nedre Romerike .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
7

tilsammen

34

Øvre Romerike, Odalen og Soløer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
12  
Gr. 2 Østerdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
7
Hedemarken .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Gudbrandsdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
9

tilsammen

34

Thoten og Valders .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
10  
Gr. 3 Hadeland, Ringerike og Hallingdalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
7
Kongsberg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
7

tilsammen

24

Drammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Nordre Jarlsberg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Gr. 4 Søndre     » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Laurvik .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
7
Bamble .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Nedre Thelemarken .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6

tilsammen

37

Øvre Thelemarken, østfjeldske .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
3
Øvre Thelemarken, vestfjeldske .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Gr. 5 Østre Nedenæs .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
5
Vestre     » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
8
Robygdelaget .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
5
tilsammen
27
Mandal .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Gr. 6 Lister .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6
Dalerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
5

tilsammen

17

Jæderen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
5
Stavanger .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
5
Gr. 7 Karmsund .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
4
Ryfylke .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
6

tilsammen

20

Christiania stift, gr. 1-4 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 129
Christiansands stift, gr. 5-7 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   64
Begge stifter tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 193

Folkemængden var i 1845:

Gruppe
1 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

109,017

2 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

157,235

3 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

124,475

4 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

136,085

Gruppe
5 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

84,176

6 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

61,708

7 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

67,118

Christiania stift (gr. 1-4) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
567,158
Christiansands stift (gr. 5-7) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
221,351

Man bemærke, at foruden Christiania stifts-provsti (c: Christiania by og Akers sogn, folkemængde 40,346, for hvilke som nævnt opgaverne ikke bleve indhentede) mangler i fortegnelsen også Christiansands stiftsprovsti (c: Christiansands by, folkem. 8,349), for hvilke opgaverne ikke bleve afgivne. - Ved angivelsen af præstegjeldenes antal er den provsti-inddeling befulgt, som bestod i 1853, da opgaverne indhentedes, kun med den afvigelse, at de 3 provstier 1) Gudbrandsdalen, 2) Thoten og 3) Valders her ere behandlede som de 2 gamle provstier 1) Gudbrandsdalen, 2) Thoten med Valders, således nemlig, at præstegjeldene Gausdal og Faaberg, som ved kgl. resol. 30te novbr. 1852 bleve forenede med det da oprettede særskilte Thotens provsti, fremdeles af mig ere henregnede til Gudbrandsdalen. Ved denne afvigelse fra den i 1853 bestående provsti-inddeling har jeg opnået dette, at min gruppe-inddeling på det nærmeste kommer til at stå i samklang med den provsti-inddeling, jeg i tabellerne 3,a og b, har befulgt for tidsrummet 1831-50, således at hver af de 7 grupper kommer til at tælle det antal præstegjelde og den folkemængde, som tilhører de under hver gruppe samlede provstier.

På det nærmeste, sagde jeg; der er nemlig en afvigelse her, som jeg ikke har kunnet undgå, og den er fremkommen ved annexet Flaabygden: dette er i tabellerne for provstierne betragtet som hørende til Hvideseid præstegjeld i øvre Thelemarkens provsti under gruppe 5, og i nærværende gruppe-inddeling er det medregnet til præstegjeld i nedre Thelemarkens provsti under gruppe 4, så, dersom fuldkommen nøiagtighed i dette stykke var opnåelig for resten, måtte den folkemængde, som Flaabygden havde i 1845 (562 mennesker) trækkes fra det folketal, som ovenfor er anført for gruppe 5, og i dets sted lægges til folketallet i gruppe 4.

De omhandlede, af præsterne meddelte opgaver, skal jeg nu i (den vedheftede) tabel anføre gruppevis, og for hver gruppe skal jeg anføre tallet på de præstegjelde, for hvilke opgaverne gjælde. Når man så sammenholder dette antal præstegjelde med det ovenfor anførte virkelige eller fuldstændige antal af præstegjelde, som hver gruppe har, så vil man få en forestilling om, hvorvidt opgaverne ere fuldstændige eller ikke, eller rettere, hvor stor del af hver gruppe, de omfatte. Herved kan dog endnu anmærkes, at hvorvel opgaverne, som det vil sees, mangle for adskillige præstegjelde, så er der dog intet af de under grupperne anførte provstier, uden at der jo er opgaver for nogle af sammes præstegjelde.

Men til forståelsen af tabellens tal eller af de forskjellige schema'er vil endnu behøves nogen forklaring, den jeg her skal give for hvert enkelt schema.

SCHEMA 1

Allerede af dette første schema sees, hvorledes der er lagt an på at udfinde visse forskjelligheder mellem de forskjellige stænder. For at undgå altfor stor vidtløftighed er delingen i stænder indskrænket til de to store klasser, hvoraf nationen kan tænkes at bestå, eiendoms- og arbeids-klassen (kl. I og kl. II). Det af mig omsendte schema var ledsaget af en forklaring om, hvad slags folk jeg antog burde henregnes til hver af disse to klasser, og præsterne anmodedes da om ved schemaets udfyldning at befølge den samme plan for klasse-inddelingen.

Planen var denne:

«Til kl. I henregnes (se folketællings-tabellerne for 1845, side 26): Embeds- og bestillingsmænd, studerende, kontorister, gårdmænd (selveiere og leilændinger), handelsmænd, værkseiere, fabrikanter, håndværkere med borgerskab eller egentlige håndværksmestere, skippere og hvilke andre der i borgerlig henseende skjønnes at stå de her opregnede nærmest.»

«Til kl. II henregnes: Husmænd med og uden jord, rydningsmænd, håndværkere uden borgerskab, søfarende, lodser, fiskere, værks-arbeidere, daglønnere, tjenestefolk og hvilke andre der i borgerlig stilling stå de her opregnede nærmest.»

«Til hver klasse henregnes også de til samme hørende personers enker, hustruer, børn og andre familielemmer, forsåvidt de ikke ved bestemt selvstændig stilling må ansees at høre til en anden klasse end familieforstanderen. Således bør t.ex. ægteviede, som den tid, de viedes, eller da forbindelsen sluttedes, vare tjenestefolk, henregnes til kl. II, om end deres forældre henhøre til kl. I.»

«Når nogen indehaver flere borgerlige stillinger, bør han henføres til den klasse, til hvilken han må ansees at høre efter den stilling, som for ham i økonomisk henseende er den vigtigste.»

«Når der tales om f.ex. sammenviede ungkarle og piger af kl. 1, så menes dermed par, af hvilke manden hører til den nævnte klasse.»

Med hensyn til den forventning, som her stilledes til præsterne, at de skulde kunne gjennemføre denne klasse-inddeling for de omspurgte personers vedkommende (ægteviede og forældre til uægte børn), kan det bemærkes, at ministerial-bogen i de fleste tilfælde er lagt an på at indeholde oplysning om de indregistrerede personers stand eller borgerlige stilling; imidlertid er det måske på de færreste steder almindeligt, at ministerial-bøgernes rubrikker blive udfyldte således fuldstændigt, og i disse tilfælde, samt i de, hvor ministerial-bogen ikke fordrer angivelse af stand, måtte det da komme an på, om præsterne selv kunde erindre eller ved kjendte folks hjælp nogenlunde let kunde komme efter personernes stand for de to år, hvorom her var tale.

Nærværende schema 1 begjæredes nemlig udfyldt for de to år 1851 og 1852.

Schema 1 er i tabellen udfyldt to gange, schema 1 a og b. Årsagen dertil er denne: I afhandl. «Om giftermål i Norge, side 188 og 190 [Verker i utvalg 2, s. 300 og 302], har jeg anført 2 tabeller, som ere beregnede efter de tal, som indeholdes i schema 1, a, og som jeg nu benytter anledningen til at meddele som bevislighed for de samme beregninger. Men i nærværende skrift har jeg benyttet opgaverne over de ægteviede på en anden måde, nemlig til sammenligning mellem antallet af ægtevielser og uægte fødsler (se Tabellerne 5 og 6, §§ 36 og 37 i kap. 5); til denne sammenligning var det uomgjængelig fornødent, at det var nøiagtig de samme præstegjelde, for hvilke de to slags opgaver gjaldt. Opgaverne over de uægte fødsler findes i nærværende tabel schema 6, men kun for 152 præstegjelde, og det var derfor nødvendigt at opstille schema 1, b således, at dette også kom til at gjælde netop for de samme 152 præstegjelde.(79)

Her kan ellers være anledning til at bedømme fuldstændigheden af de i schema 1 samt i schema 6 anførte opgaver ikke blot ved at agte på præstegjeldenes antal, men ved en sammenligning med følgende tal: Efter de fra samtlige sognepræster til tabel-kontoret embedsmæssig afgivne opgaver for årene 1851 og 1852 var det samlede antal i disse år af

Ægtevielser:
Levende fødte
uægte børn:
Gruppe 1

1849

728

Gruppe 2

2223

1474

Gruppe 3

1802

649

Gruppe 4

2269

583

Gruppe 5

1226

200

Gruppe 6

829

96

Gruppe 7

1112

225

Christiania stift

8143

3434

Christiansands stift

3167

521

Begge stifter

11310

3955

(hvortil endnu kommer
Christiania stifts-provsti

885

609

Christiansands do.

143

36).

Efter disse fuldstændige opgaver er det, at den beregning er udført, som er angivet i den første tal-række i Tab. 5, § 36, kap. 5.

SCHEMA 2

Dette schema gjælder ligesom chema 1 for årene 1851 og 1852. Det tjener som grundlag dels for Tab. 13, § 70, i nærværende skrift, dels for den i afhandl. «Om giftermål i Norge», side 193 anførte tabel [Verker i utvalg 2, s. 304] - Om klasse-inddelingen se schema 1.

SCHEMA 3 OG 4

Gjælder også for årene 1851 og 1852. Antallet af ungkarle og piger i disse tabeller skulde stemme med tallene i de tilsvarende rubrikker af schema 2; antallet af ungkarle og antallet af piger i schema 3 og 4 skulde også stemme indbyrdes. Intet af dette er dog altid tilfælde. Årsagen hertil er unøiagtigheder i de indkomne opgaver, unøiagtigheder, der oftest kunde skjønnes at være fremkomne på den måde, at også de ungkarle vare medtalte, som havde giftet seg med enker og de piger, som havde giftet sig med enkemænd. Hvor denne unøiagtighed kun angik ganske få tal, troede jeg at burde overse den; hvor feilen derimod blev betydeligere, valgte jeg at udelade den hele opgave for vedkommende præstegjeld. - Disse to schema'er ere imidlertid ikke benyttede i nærværende skrift, men i afhandl. Om giftermål, side 194 og følgg. [Verker i utvalg 2, s. 304 ff.].

SCHEMA 5

Dette schema ligger til grund for Tabel 11 i § 61 i nærværende skrift. For at sætte læseren istand til ret at bedømme værdien af disse tal, som vistnok ere de, det har været mest brydsomt for præsterne at uddrage af ministerial-bøgerne, skal jeg af den rundskrivelse, hvori jeg udbad mig schemaet udfyldt, hidsætte følgende:

«Jeg forudser vel, at dette schema ikke vil kunne udfyldes med fuldkommen nøiagtighed, da ikke alle ægteviede par have boet så længe i samme menighed før og efter vielsen, at de her omhandlede forholde ville kunne sees af ministerial-bøgerne.Men det skal dog interessere at lære forholdet at kjende så nøiagtigt, som det er muligt. I enkelte præstegjelde har jeg selv anstillet undersøgelse i denne retning, men uden at kunne iagttage den her ønskede distinktion mellem de to klasser, da ikke altid vedkommendes stand i ministerial-bøgerne har været angivet. Jeg har til den ende måttet tage en alphabetisk fortegnelse over de i året ægteviede, og så dermed sammenholdt fortegnelsen over de fødte børns forældre ikke alene for det samme år, men også for flere år forud (for at finde antallet af alle de ægteviede par, som havde havt [uægte] børn sammen før vielsen) og for de første 8 måneder af det følgende år (for at finde antallet af alle de par, som havde fået børn inden 8 måneder efter ægtevielsen). Dette er jo et ganske brydsomt arbeide; men dels antager jeg, at det for præsterne, som kjende personerne, vil falde lettere, dels håber jeg, at det også skal interessere dhrr. præster at se det vundne resultat. Af den angivne grund bør jeg imidlertid ikke bede om at få dette schema udfyldt for mere end to år, og det for årene 1850 og 1851 (ikke 1851 og 1852, da undersøgelsen må udstrækkes 8 måneder efter det sidste års udgang).»(80)

«Det er en selvfølge, at det her ingen forskjel gjør, om de fødte børn vare levende- eller død-fødte. Forsåvidt som ægtefolk der allerede før ægtevielsen have havt børn sammen, tillige have fået børn sammen inden 4 eller 8 måneder efter vielsen, bør de dog ikke medregnes mere end i første rubrik.»

SCHEMA 6

Gjælder for årene 1851 og 1852 og for nøiagtig de samme præstegjelde som schema 1, b. Se den videre forklaring sammesteds.

For rummets skyld hidsættes her et anhang til schema 6, således:

Af dem, som vare angivne som fædre og mødre til uægte børn, vare:

Gifte
mænd
Enke-
mænd
Gifte
koner
Enker
Gruppe 1
19
43
4
34
Gruppe 2
24
54
4
25
Gruppe 3
12
41
1
12
Gruppe 4
36
31
8
22
Gruppe 5
5
9
2
2
Gruppe 6
8
4
1
6
Gruppe 7
13
7
-
3
Christiania stift
91
169
17
93
Christiansands stift
26
20
3
11
Begge stifter
117
189
20
104

Denne del af schemaet, som gjælder for de samme år og de samme præstegjelde, som hoved-schemaet, sees at være affattet for begge klasser under et, og tallene ere benyttede til Tabel 15, § 73.

SCHEMA 7

Gjælder for 1851 og 1852 samt for klasserne I og II under et. Er benyttet til § 66 og følgg.

De ovenfor nævnte schema'er 8 og 9, der for de 10 år 1841-50 indeholde forklaring om antallet af de både ægte og uægte fødsler, som, indtraf på hver måned i året, meddeles ikke her, da jeg ikke har benyttet dem i nærværende skrift. Hensigten med at erhverve disse opgaver var at komme efter, om der skulde være visse, på enkelte årstider fremtrædende omstændigheder, som befordrede løsagtighed, så de uægte fødsler især indtraf på de tilsvarende tider af året. Men en fremstilling af det (ikke store) udbytte, som denne undersøgelse har givet mig, kan mere passende offentliggjøres på et andet sted.

Endelig indeholde disse meddelelser fra præsterne, som før erindret, oplysninger om skikkene med natteleie i fæhusene samt nattefrieri; men disse oplysninger ere allerede meddelte i Tab. 3, § 19, og Tab. 4, § 31.

Tab. 1. (Til Tillæg 1.) De uægte fødslers hyppighed.
Aar Ægtevielser Levende fødte børn
ægte uægte
1801- 5
 1806-10
 1811-15
 1816-20
 1821-25
 1826-30
 1831-35
 1836-40
 1841-45
 1846-50
 (1851-55
33917
 31389
 37129
 41583
 44081
 42558
 42233
 40681
 50590
 52506
 56499
118496
 115905
 116369
 142371
 157984
 167284
 169252
 159606
 179670
 193408
 213004
7452
 8072
 8308
 12136
 12670
 12614
 12111
 12017
 15731
 17479
 21590)
Forholdet er følgende:
Aar Ægtevielser. Uægte fødte Ægte fødte. Uægte fødte
1801- 5 100 21, 9 100 6, 3
1806-10 100 25, 7 100 7, 0
1811-15 100 22, 4 100 7, 1
1816-20 100 29, 2 100 8, 5
1821-25 100 28, 7 100 8, 0
1826-30 100 29, 6 100 7, 5
1831-35 100 28, 7 100 7, 4
1836-40 100 29, 5 100 7, 5
1841-45 100 31, 1 100 8, 8
1846-50 100 33, 3 100 9, 0
(1851-55 100 38, 2 100 10, 1)
<;td>6634
Tab. 2. (Tillæg 2.) Ægteviede og fødte i stifterne.
Aar Christiania stift Christiansands stift Bergens stift Throndhjems st. Tromsø stift Riget Christiania stift Christiansands st. Bergens stift Throndhjems st. Tromsø stift Riget
Ægtevielser Ægte levende fødte børn
1801-05 14191 5223 6223 5057 3223 33917 50496 20482 21390 16476 9652 118496
1806-10 13269 4742 5612 4480 3286 31389 50176 20419 20299 15469 9542 115905
1811-15 17011 5863 6461 4985 2809 37129 53540 21298 19953 14247 7331 116369
1816-20 18300 6259 7300 6294 3430 41583 63354 24304 25023 18727 10963 142371
1821-25 19527 6742 7315 6774 3723 44081 73243 26352 26237 19867 12285 157984
1826-30 17506 7621 6977 3820 42558 74907 28928 28462 21834 13153 167284
1831-35 17210 6897 7688 6743 3695 42233 71943 30400 29674 23064 14171 169252
1836-40 16573 7065 7206 6122 3715 40681 67518 30392 27368 21204 13124 159606
1841-45 21546 8213 8665 7641 4525 50590 75336 33894 31285 24481 14674 179670
1846-50 22958 8253 9011 7336 4948 52506 85425 35098 31845 24626 16414 193408
Sum 178091 65891 73102 62409 37174 416667 665938 271567 261536 199995 121309 1520345
   
Uægte levende fødte børn Dødfødte, ægte og uægte
1801-05 3922 495 757 1609 669 7452 1893 633 1024 514 873(?) 4937(?)
1806-10 4229 565 818 1685 775 8072 1643 638 738 477 303 3799
1811-15 4734 636 831 1556 551 8308 1491 596 606 375 302 3370
1816-20 5979 805 1211 2971 1170 12136 1852 756 1053 650 334 4645
1821-25 6288 829 1276 2689 1588 12670 2135 823 1038 784 365 5145
1826-30 6021 724 1409 3049 1411 12614 2399 955 1126 846 410 5736
1831-35 5495 763 1421 2922 1510 12111 2609 1078 1263 941 533 6424
1836-40 5588 746 1468 2720 1495 12017 2675 1135 1324 986 611 6731
1841-45 7415 950 1796 3835 1735 15731 3180 1296 1610 1197 663 7946
1846-50 8545 1123 1830 4019 1962 17479 3838 1365 1634 1200 804 8841
Sum 58216 7636 12817 27055 12866 118590 23715 9275 11416 7970 5198 57574
Tab. 3, a. (Tillæg 3.) Ægteviede og fødte i provstierene.
No. Provsti-distrikterne. Ægtevielser. Uægte levende fødte barn.
1831-35 1836-40 1841-45 1846-50 1831-40 1841-50 1831-35 1836-40 1841-45 1846-50 1831-40 1841-50
1 Nedre Borgesyssel 726 748 776 1013 1474 1789 294 255 302 392 549 694
2 Mellem » 738 644 785 893 1382 1678 117 109 151 233 226 384
3 Vestre » 633 627 743 847 1260 1590 194 194 271 323 388 594
4 Øvre » 567 603 681 771 1170 1452 159 153 197 241 312 438
9 Nedre Romerike 702 655 855 935 1357 1790 179 202 278 275 381 553
6 Christiania stifts-provsti 1051 1306 1876 2105 2357 3981 713 759 982 1252 1472 2234
7 Øvre Romerike, Odalen og Soløer 1850 1547 2308 2462 3397 4770 792 808 1256 1412 1600 2668
8 Østerdalen 633 538 713 702 171 1415 310 305 390 428 615 818
9 Hedemarken 1028 870 1225 1353 1898 2578 458 451 581 703 909 1284
10 Gudbrandsdalen 1239 954 1549 1561 2193 3110 557 517 758 803 1074 1561
11 Thoten og Valders 1440 1288 1915 1853 2728 3768 310 359 485 511 669 996
12 Hadeland, Ringerike og Hallingdal. 1188 1152 1526 1471 2340 2997 289 354 417 463 643 880
13 Kongsberg 1188 1212 1504 1508 2400 3012 214 227 302 361 441 663
14 Drammen 842 915 1108 1205 1757 2313 229 230 281 303 459 584
15 Jarlsberg 1114 1112 1313 1456 2226 2769 252 251 275 318 503 593
16 Laurvik 795 811 947 1040 1606 1987 224 191 234 272 415 506
17 Bamble og Nedre Thelemarken 1476 1593 1722 1783 3069 3505 204 219 255 254 423 509
Christiania stift 17210 16575 21546 22958 33785 44504 5495 5584 7415 8544 11079 15959
18 Øvre Thelemarken 832 842 992 954 1674 1946 109 108 136 149 217 285
19 Østre Nedenæs 587 534 614 664 1121 1278 46 44 57 54 90 111
20 Vestre » 826 793 962 1050 1619 2012 86 103 118 135 139 253
21 Robygdelaget 431 459 476 493 890 969 31 35 52 58 66 110
22 Christiansands stifts-provsti 238 321 295 331 559 626 70 80 75 88 150 163
23 Mandal 593 652 691 696 1245 1387 34 29 56 54 63 110
24 Lister 881 841 828 766 1722 1594 42 41 42 60 83 102
25 Dalerne 563 523 607 613 1086 1220 39 45 55 57 84 112
26 Jæderen 380 401 473 503 781 976 62 36 57 80 98 137
27 Stavanger 515 613 838 837 1128 1675 60 86 121 160 146 281
28 Karmsund 318 384 540 522 702 1062 42 38 49 57 80 106
29 Ryfylke 733 697 897 823 1430 1720 142 101 132 171 243 303
Christiansands stift 6897 7060 8213 8252 13957 16465 763 746 950 1123 1509 2073
30 Hardanger og Voss 793 702 902 885 1495 1787 76 83 99 146 159 245
31 Søndhordland 1108 1066 1274 1513 2174 2787 139 160 190 222 299 412
32 Bergens stifts-provsti 812 682 888 930 1494 1818 268 258 317 315 526 632
33 Nordhordland 1276 1232 1465 1637 2508 3102 99 101 117 123 200 240
34 Ytre Sogn 549 499 596 556 1048 1152 192 197 291 230 389 521
35 Indre » 677 660 714 667 1337 1381 339 373 364 412 712 776
36 Søndfjord 785 715 837 881 1500 1718 90 74 128 102 164 230
37 Nordfjord 644 608 724 740 1252 1464 47 63 59 60 110 119
38 Søndre Søndmør 495 427 497 539 922 1036 53 45 70 54 98 124
39 Nordre » 547 614 767 663 1161 1430 120 114 160 166 234 326
Bergens stift 7686 7205 8664 9011 14891 17675 1423 1468 1795 1830 2891 3625
40 Romsdal 685 582 756 672 1267 1428 300 214 360 401 514 761
41 Nordmør 1019 964 1166 1189 1983 2355 546 530 778 808 1076 1586
42 Fosen 732 712 913 867 1444 1780 378 371 526 541 749 1067
43 Throndhjems stifts-provsti 443 414 567 531 857 1098 312 280 326 314 592 640
44 Dalerne 1691 1532 1798 1661 3223 3459 685 629 _ 935 1047 1314 1982
45 Indherred 1664 1467 1823 1815 3131 3638 523 564 714 706 1078 1420
46 Namdal 509 451 618 607 960 1225 178 142 196 203 320 399
Throndhjems stift 6743 6122 7641 7342 12864 14983 2922 2730 3835 4020 5652 7855
47 Helgeland 1029 1016 1317 1263 2045 2580 501 441 574 I 589 942 1163
48 Salten 727 677 827 846 1404 1673 217 214 281 279 431 560
49 Lofoten og Vesteraalen 401 464 543 661 865 1204 203 217 240 287 420 527
50 Senjen 577 492 641 748 1069 1389 218 231 247 313 449 560
51 Tromsø 434 498 567 715 932 1282 225 245 251 285 470 536
52 Vest-Finmarken 379 431 449 503 810 952 110 103 95 147 213 242
53 Øst-Finmarken 148 137 181 212 285 393 36 44 47 62 80 109
Tromsø stift 3695 3715 4525 4948 7410 9473 1510 1495 1735 1962 3005 3697
Tab. 3, b. (Tillæg 3.) Ægteviede og fødte i provstierne.
No. Provsti-distrikterne. Ægte og levende fødte børn Dødfødte, ægte og uægte
1831-35 1836-40 1841-45 1846-50 1831-40 1841-50 1831-35 1836-40 1841-45 1846-50 1831-40 1841-50
1 Nedre Borgesyssel 2858 2946 3072 3524 5804 6596 140 140 134 201 280 335
2 Mellem » 3339 2896 3001 3266 6235 6267 92 129 107 127 221 234
3 Vestre » 2764 2815 3165 3522 5579 6687 117 117 134 156 234 290
4 Øvre » 2604 2359 2375 2684 4963 5059 82 92 120 126 174 246
9 Nedre Romerike 3165 2933 3168 3610 6098 6778 125 125 123 179 250 302
6 Christiania stifts-provsti 3799 4004 4835 6390 7803 11225 247 241 318 408 488 726
7 Øvre Romerike, Odalen og Soløer 7900 7011 7903 9126 14911 17029 314 293 335 415 607 750
8 Østerdalen 2286 2227 2468 2639 4513 5107 94 80 102 129 174 231
9 Hedemarken 3680 3432 3864 4702 7112 8566 159 142 178 201 301 379
10 Gudbrandsdalen 5621 4589 5244 5924 10210 11168 188 136 207 238 324 445
11 Thoten og Valders 5914 5619 6560 7241 11533 13801 118 158 188 225 276 413
12 Hadeland, Ringerike og Hallingdal 5109 4633 5472 5874 9742 11346 141 117 174 247 258 421
13 Kongsberg 4987 4701 5432 6016 9688 11448 188 170 240 237 358 477
14 Drammen 3485 3559 3863 4779 7044 8342 96 126 178 181 222 359
15 Jarlsberg 4403 4324 4719 5334 8727 10053 184 223 247 264 407 511
16 Laurvik 3292 2978 3441 3797 6270 7238 133 146 131 176 259 307
17 Bamble og Nedre Thelemarken 6737 6492 6754 7297 13229 14051 211 238 264 328 449 592
Christiania stift 71943 67518 75336 85425 139461 160761 2609 2673 3180 3838 5282 7018
18 Øvre Thelemarken 3806 3663 4038 3953 7469 7991 144 162 158 144 306 302
19 Østre Nedenæs 2635 2627 2739 2839 5262 5578 83 90 119 123 173 242
20 Vestre » 3467 3586 3879 4119 7053 7998 92 137 121 134 229 255
21 Robygdelaget 2001 2063 2171 2239 4064 4410 70 45 81 80 115 161
22 Christiansands stifts-provsti 1036 1090 1215 1316 2126 2531 54 28 47 60 82 107
23 Mandal 2903 2822 2989 2966 5725 5955 87 71 117 110 158 227
24 Lister 3488 3725 3644 3700 7213 7344 137 143 139 153 280 292
25 Dalerne 2572 2470 2634 2556 5042 5190 121 151 133 127 272 260
26 Jæderen 1706 1550 1756 1883 3256 3639 56 55 57 66 111 123
27 Stavanger 2296 2462 3401 3717 4758 7118 79 93 101 127 172 228
28 Karmsund 1534 1495 2049 2319 3029 4368 56 62 81 100 118 181
29 Ryfylke 2956 2839 3379 3498 5795 6877 99 98 142 147 197 289
Christiansands stift 30400 30392 33894 35105 60792 68999 1078 1135 1296 1371 2213 2667
30 Hardanger og Voss 2944 2967 3112 3114 5911 6226 117 77 114 137 194 251
31 Søndhordland 4371 4143 4869 5074 8514 9943 206 243 290 278 449 568
32 Bergens stifts-provsti 3203 3038 3205 3353 6241 6558 205 175 195 187 380 382
33 Nordhordland 5114 4554 5262 5509 9668 10771 206 267 291 289 473 580
34 Ytre Sogn 1916 1821 2051 2036 3737 4087 108 114 111 137 222 248
35 Indre » 2729 2586 3036 2828 5315 5864 94 177 126 107 211 233
36 Søndfjord 3250 2889 3402 3339 6139 6741 108 119 154 167 227 321
37 Nordfjord 2446 2151 2457 2547 4597 5004 64 71 82 105 135 187
38 Søndre Søndmør 1790 1556 1738 1796 3346 3534 78 78 101 103 156 204
39 Nordre » 1913 1663 2152 2249 3576 4401 77 60 127 129 137 256
Bergens stift 29676 27368 31284 31845 57044 63129 1263 1321 1591 1639 2584 3230
40 Romsdal 2354 2153 2358 2430 4507 4788 113 99 132 108 212 240
41 Nordmør 3293 3047 3611 3854 6340 7465 198 184 226 252 373 478
42 Fosen 2745 2467 2986 2897 5212 5883 111 103 130 130 214 260
43 Throndhjems stifts-provsti 1590 1468 1681 1649 3058 3330 65 85 116 120 150 236
44 Dalerne 5742 5387 6021 5749 11129 11770 199 228 263 247 427 510
45 Indherred 5629 5236 6040 6104 10865 12144 206 229 243 264 435 507
46 Namdal 1711 1447 1784 1970 3158 3754 60 64 87 81 124 168
Throndhjems stift 23064 21205 24481 24653 44269 49134 943 992 1197 1202 1935 2399
47 Helgeland 3588 3256 3830 4015 6844