EILERT SUNDT

Om Sedeligheds-Tilstanden i Norge

Tredie Beretning

forside s. 411

FORORD

På samme måde som nu, nemlig ved offentlig foranstaltning, er der tidligere udkommet to beretninger af mig om det samme emne, nemlig:

1) Om Sædeligheds-tilstanden i Norge, Christiania 1857, 226 XIX sider, oktav og
2) Fortsatte bidrag angående sædeligheds-tilstanden i Norge, Christiania 1864, 101 sider, kvart.

Det er med hensyn hertil jeg har sat «Tredie Beretning» på titelbladet til nærværende skrift - hvorved jeg dog også har taget hensyn til det håb og ønske hos mig, at rækken af beretninger må blive fortsat, hvad enten ved min hånd eller ved nogen andens.

Christiania, 8de april 1866

Forfatteren.

INDHOLD



I. Opfostrings-resolutioner for uægte børn.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
417
Antallet og beløbet 1860-64. Første tælling (§ 1). Hvad deslige tællinger kunne tjene til
(§§ 2-3) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

418
Resolutionernes hyppighed (§ 4) og gjennemsnitlige beløb (§ 5), samt hvorvidt forældrene bo i samme distrikt (§ 6), alt betragtet for hele riget under et.. .. .. .. .. .. .. ..

419
Forskjel i amterne (§ 7).. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
423
Forskjel i provstierne (§§ 8-9) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
424
Forholdet i grupper af provstier (§§ 10-11).. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
431
Hvor mange barnefædre det er i provsti-grupperne, som ægte mødrene, eller som ganske slå hånden af både mødrene og børnene (§ 12) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

436
Resolutionernes ulige hyppighed og beløb i forhold til folkemængden, samt deres gjennemsnitlige beløb i provsti-grupperne (§§ 13, 14, og 15) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

439
Ulige forhold i provsti-grupperne med hensyn til, om fædrene og mødrene opholdt sig på samme sted (§ 16) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

443
Forskjellige oplysninger (forældrenes stand, finner, opfostringsresolutioner for gifte mænd, som have forladt sine familier, § 17) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

445
II. Bygde-skikke.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
447
A. Sogn-Søndfjord
Hyppige uægte fødsler i Sogn, meget sjeldnere i Søndfjord.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
447
Formodning om oprindelig ensartethed i folkelivet, så uligheden er opkommen formedelst udvikling i modsatte retninger, nemlig i Sogn nattefrieri, i Søndfjord forældrenes styren med børnenes giftermåls-anliggender og stærkt fremtrædende tanke om forsørgelse og levebrød.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..



448
For Søndfjords vedkommende vises dette ved
1. ulige partier.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
450
2. «heimdabyte», «heimdabyte-penge».. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
452
3. «penge-bryllup».. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
454
4. «amme-koner» .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
461
Retningens yderligheder i Søndfjord forsætlig fremhævede, at ikke Sogn skal synes at blive stillet for meget i skyggen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

466
To tillægsbemærkninger om Søndfjord i samme retning, om ulykkelige ægteskaber og om folkecharakterens mindre heldige sider .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

468
Overveiende tækkeligt indtryk af folkelivet i Søndfjord, med dets huslighed og trofaste kjærlige familieliv.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

469
Billeder af livet til vidnesbyrd om dette sidste .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
469
Afslutning om Søndfjord .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
477
For Sogns vedkommende udvikles, hvorledes det kan være gået til, at nattefrieriet er blevet bygdeskik.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

478
Hvorledes overhoved en skik bliver til .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
481
Nattefrier-skikkens oprindelige mening.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
482
Også her ligger tanken om forsørgelsen og levebrød til grund .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
483
I visse stykker falder sammenligningen med Søndfjord ut til fordeel for Sogn færre ulige partier, mere livlighed i folkecharakteren .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

483
En svær opgave for Sogn at få nattefrieriet afskaffet  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
485
Sagen bør gjøres til gjenstand for regelmæssig iagttagelse.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
486
Et exempel på uligheden mellem Søndfjord og Sogn  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
487
B. Hedemarken-Østerdalen-Soløer
Nattefrieriet holder på at vige i den høiere stående bondeklasse.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
489
At drage arbeidsklassen op til sig.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
489
Soløers tømmerhuggere  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
489
Ønskeligheden af årlige iagttagelser.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
495
III. Bestræbelser.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
497
Almindelige og særskilte .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
497
Af læger, gjennem sundhedskommissionerne. Sogndal, Lærdal Ytre Sogn, Levanger og Skogn, Elverum .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

497
Af præster. Balestrand, Lekanger, Østre Slidre, Elverum.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
501
Forsøg blandt selve almuen i Surendal .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
506
IV. Loven om opfostringsbidrag .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 509
Forskjellige meninger om dens hensigtsmæssighed .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
509
Betydeligt arbeide for embedsværket .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
509
Tvivlsom frugt af samme arbeide.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
512
Tvangsloven og den offentlige mening .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
513
Sagens ordning i Sverige.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
513
Tillæg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 517
Tabel I. Opfostrings-resolutioner i overøvrigheds-distrikterne
518
Tabel II. Do. i provstierne.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
519
Tabel III. Do. i grupper af provstier .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
524
Tabel IV. Do. præstegjeldvis  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
525
Tabel V. Uægte fødte børn og ægteviede par i provstierne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
534
Tabel VI. Do. i grupper af provstier .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
537

I.

OPFOSTRINGS-RESOLUSJONER FOR UÆGTE BØRN

§ l. I de fem år 1860-1864 udstedte rigets civile overøvrigheder (amtmænd, stiftamtmænd) ikke mindre end 7202 resolutioner om opfostringsbidrag for uægte børn. Det er børnenes fædre, som ved sådanne resolutioner tilpligtes at betale noget vist, og dette skal være halvdelen af, hvad øvrigheden skjønner, at barnets opfostring vil koste for fader og moder indtil dets 15de år; for de 7202 børn løb denne halvdel op til 652,301 ¾ spd.

Det årlige gjennemsnits-tal var:
Resolutioner .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
1,440
Pengebeløb .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
130,460 spd.

Dette er den første tælling af dette slags for hele riget. Den er bevirket ved en skrivelse af 23de august 1865 fra mig til Kirke-departementet, som igjen anbefalede min anmodning til vedkommende embedsmænd. Inden en måned var gået af det nye år, havde jeg den glæde at modtage den sidste af de ønskede meddelelser.(140)

§ 2. Jeg mente, at når folk fik se pengebeløbet, sa skulde dettes storhed gjøre indtryk og vække til større virksomhed mod natteløb og andre anledninger og fristelser til usædelighed.(141)

Med mange af de uægte børn har det sig så, at fædrene mindelig komme overens med mødrene om at betale noget vist for deres opfostring, og kun når barnefaderen i den grad slår hånden af moderen, at han ikke godvillig vil dele opfostringens byrde med hende, kan sagen komme ind under øvrighedens afgjørelse. Vi have altså ingenlunde opgave over den hele pengeudgift, som de uægte børn forårsage.

Men såsom hin mindelige afgjørelse rimeligvis mest finder sted, hvor der er nogen velstand, så kunne vi trygt antage, at det beløb, vi have fået opgivet, mest falder på folk af den ubemidlede klasse.

Når hin halvdel 130,460 spd. tages 2 gange, have vi over ¼ million. Men hvad ¼ million har at betyde, det skjønner man, når man hører, at hele landets fattigudgifter - iberegnet ikke alene de egentlige fattigkassers tilskud, som er det største (8-900,000 spd.), men også amtskassernes og statskassens - anslåes til 1 million.(142)

Fattigskatten falder på den mere velstående del af befolkningen og føles endda tung; hin opfostringsbyrde hviler mest på ubemidlede unge mennesker, og den trykker mange af dem til jorden, så de aldrig reise sig.

Det forstår sig: når et barn døer inden 15 års alder, så bliver der en besparelse i udgifterne, en lettelse i tyngden. Men dels haves ikke opgaver herover, dels kan man tænke sig samme lettelse mere end opveiet ved de yderligere tab, som navnlig mange af mødrene lide derved, at deres hele stilling i samfundet bliver forandret, men hvilke tab der ikke har kunnet tages hensyn til ved ansettelsen af opfostringsbidragets størrelse.

§ 3. Fremdeles tænkte jeg mig, at disse opgaver skulde passe godt sammen med det tal over uægte børn, som geistligheden i en lang række af år har forsynet os med.

Disse sidste tal vidne om det forhold, at ugifte folk leve hen i letsindighed, som om de vare gifte; men opgaverne om opfostrings-resolutioner tale om den hensynsløshed, den mangel på pligtfølelse, at faderen slår hånden af både moderen og barnet - i den grad, at han ikke alene ikke vil ægte hende og dermed løfte barnet op i ægte børns klasse, men endog unddrager sig fra at hjælpe til med barnets opfostring.

Man kan sige, at de resolutioner om opfostringsbidrag, som må udstedes for uægte børn, er et tillæg til det samfundsonde, at der fødes så mange sådanne børn, og overhovedet forekom det mig, at den hele sag med uægte fødsler er så betydelig, at man burde agte på enhver omstændighed, som ståer i sammenhæng med den, ethvert træk, som kan tjene til dens belysning.

§ 4. Allerede den første mere specielle oplysning, som jeg nu skal uddrage af opgaverne, synes mig værd at lægge mærke til.

Det i § 1 anførte samlede antal af resolutioner i femåret falder således på de enkelte år:

1860 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1493
1861 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1465
1862 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1393
1863 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1364
1864 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1487

Der er ulighed i antallet, og jeg troer at se en årsag hertil ved sammenligning med følgende tal over de uægte børn, som fødtes (dødfødte ikke iberegnede):

1856 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4186
1857 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4103
1858 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4279
1859 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4489
1860 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4433
1861 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4070
1862 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 3991
1863 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4162
1864 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 4217

Nu sammenholder jeg tallet på resolutioner f.ex. for 1860 med tallet på uægte børn - ikke for 1860 alene, men for 1860 og 1859. Thi i såre mange tilfælde vil der gå både et og to år hen mellem barnets fødsel og overøvrighedens afgjørelse i anledning af dets opfostring. Man betænke nemlig, at ofte gåer moderen i den forventning, at barnefaderen vil ægte hende; viser det sig, at dette håb slår feil, går atter nogen tid hen med forsøg på at få gjort aftale om opfostringsbidraget i mindelighed; kommer sagen endelig for overøvrigheden, vil denne vel indhente forklaring og betænkning af f.ex. foged og lensmand om barnefaderens formuestilstand og bidragets rimelige størrelse; så meget mere trækker det i langdrag hermed, når moderen og faderen ere blevne vidt skilte ad og befinde sig i hver sit overøvrigheds-distrikt.

Derfor sætter jeg for 1860 gjennemsnits-tallet af uægte fødsler for de to år 1859 og 1860, og på tilsvarende måde for hvert af de følgende år, og derved får jeg følgende sammenstilling:

Resolutioner
Uægte børn
Antal resolutioner for hvert 100 uægte barn
1860
1493
(1859-60) 4461
33,4
1861
1465
(1860-61) 4251
34,5
1862
1393
(1861-62) 4030
34,6
1863
1364
(1862-63) 4076
33,5
1864
1484
(1863-64) 4189
35,5
årligt middeltal
1440
4201
34,3

Den første talrække viser resolutionernes antal, den sidste deres hyppighed. Antallet faldt fra 1860 til 1861 og 1862; men at dette kom af den tilsvarende falden på selve de uægte fødslers side skjønnes deraf, at hyppigheden i samme år heller var lidt større. At resolutionernes antal også falder fra 1862 til 1863, uagtet de uægte børns antal for samme år heller har steget en smule, må regnes for en tilfældighed.

Den midlere hyppighed er 34,3. Den mindste (1860) og den største (1864) afviger kun 2,6 og 3,5 procent derfra.(143) Formedelst denne ringe afvigelse eller den store jevnhed i forholdstallene afgive opgaverne om opfostrings-resolutioner et nyt exempel ved siden af så mange andre på den mærkelige regelmæssighed eller stadighed, hvormed bevægelserne i samfundslivet gå for sig. Det kan, som tildels erindret ovenfor, gå forskjelligt med de uægte børn: nogle dø så tidlig, at der ikke kunde blive tale om at søge øvrighedens mellemkomst; andre ophøre at være uægte derved, at forældrene kortere eller længere tid efter barnets fødsel indgå ægteskab sammen; nogle komme ikke ind under øvrighedens behandling af den grund, at fædrene i mindelighed vedtage at erlægge et vist opfostringsbidrag; for atter andre falder tanken om opfostrings-resolutioner bort af den grund, at fædrene så tidlig ere døde eller reiste af landet f.ex. til Amerika). Det er den tiloversblevne rest af børn, som der udfærdiges opfostrings-resolutioner for, og det er tilvisse påfaldende at se, hvor mærkværdig ens denne rest er hvert år, ganske lidet over 33,3 procent eller 1/3 del af det hele antal.

Midt under den påviste jevnhed er det dog muligt, at der har fundet en vis udvikling sted i de fem år, eller det er måskee ikke tilfældigt, at den mindste hyppighed viste sig netop i det første år, og at den største indtræder netop i det sidste. Det er kanske så, at en i det hele taget fremskridende forværrelse i dette forhold hører med til tidens pinagtighed. Men der skal flere års iagttagelse til for at påvise samme.

§ 5. Resolutionernes pengebeløb var hvert år, som følger:

1860 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 132,183
spd.
1861 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 128,658 ¾
»
1862 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 124,193 ½
»
1863 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 124,910 ½
»
1864 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 142,356     
»
Middeltal .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 130,460
spd.

Ved at sammenholde med resolutionernes antal (§ 4) vil man finde følgende:

År
Gjennemsnitligt pengebeløb
for hver resolution
1860 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
89
spd.
1861 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
88
  »
1862 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
89
  »
1863 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
92
  »
1864 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
96
  »
1860-1864 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
91
spd.

Det lader til, at man i det sidste har troet at burde lægge noget på, hvilket desuden fra nogle amter udtrykkelig siges at være skeet.

Tilføie må jeg dog, at denne beregning ikke er aldeles nøiagtig, da nogle af resolutionerne lød - ikke på det hele tidsrum fra barnets fødsel til dets 15de år, men kun på en del af denne tid f.ex. fra det 3die, 5te, 7de år, - af den grund naturligviis, at øvrighedens mellemkomst ikke var begjæret før. Men for enkelte amters vedkommende var det ikke gjørligt at udskille dette slags resolutioner, og overalt ere de åbenbart så sjeldne, at resultatet ikke vilde blevet synderlig forskjelligt.

Nogle resolutioner lyde på et høiere beløb, indtil en 150 ja 200 spd., andre altså også på lavere beløb end det gjennemsnitlige. Men den største mængde dreier sig meget nær omkring 90 spd., og der kan da være fastsat en årlig udredelse af f.ex. 7 spd. for de første fem år, 6 for de næste og 5 for de sidste fem, så bidraget altså minker med årene.

§ 6. For ret at udnytte opgaverne over opfostrings-resolutionerne er det, som man har seet, nødvendigt at sammenholde dem med opgaverne over de uægte fødsler. Hine opgaver ere som sagt meddelte af de civile overøvrigheder, og de lyde på det sted, hvor faderen opholdt sig ved den tid, da resolutionen udstedtes; disse derimod ere meddelte af geistligheden, og de lyde på det sted, hvor moderen opholdt sig ved barnets fødsel eller ialfald ved dets dåb. Men det er ikke altid tilfælde, at dette faderens og moderens opholdssted er et og det samme. En pige fra landet tjener i en by, bliver besvangret der, reiser hjem og føder sit barn, men faderen bliver i byen, hvor han var. Eller en karl, som har avlet et barn med en pige, drager hen til en anden egn og slår sig ned der, men hun bliver, hvor hun var. I sådanne tilfælde kommer opgaven over det uægte børns fødsel på den ene side og om opfostrings-resolutionen på den anden til at lyde på forskjellige steder.

Sådan omflytning inden riget gjør nu intet til sagen, sålænge man kun ser på tallene for det samlede rige, men tænkeligt var det, at den ved flytningen bevirkede forrykkelse i de to slags tal-opgaver var så stor, at disse vilde blive ubrugelige til sammenligningen mellem de forskjellige egne af landet.

Med hensyn hertil indeholde opgaverne - på dem fra Hedemarkens amt nær - for hver opfostrings-resolution oplysning om, hvorvidt moderen opholdt sig i samme præstegjeld som faderen, eller i hvilket andet, og disse oplysninger har jeg sammenfattet således:

Antallet af resolutioner i det hele tidsrum 1860-64 og for hele riget.. .. .. .. .. .. .. .. ..
7202
Antallet af samme for Hedemarkens amt.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
  962
Rest
6240
Med denne rest var forholdet som følger:
1)
Tilfælde, hvor moderen opholdt sig i samme præstegjeld som
faderen.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..


4095
2) - - - udenfor præstegjeldet, men i samme provsti .. .. .. .. .. ..
760
3) - - - udenfor provstiet, men i samme amt .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
589
4) - - - udenfor amtet(144).. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
  796
Sum
6240

Det procentvise forhold mellem disse 4 klasser af tilfælde er:

1ste klasse .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
65,6
2den klasse .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
12,2
3die klasse .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
9,4
4de klasse .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
12,8
Sum
100

Ved de sammenligninger, de følgende §§ skulde beskjæftige sig med, kommer jeg kun undtagelsesvis til at dvæle ved opgaverne for de enkelte præstegjelde; undersøgelsen vil angå forholdet inden provstierne, og især inden visse grupper af provstier, som i omfang svare nogenlunde til amterne. Men de tilfælde, hvor han og hun havde hjemme inden samme provsti, klasse 1 og kl. 2, udgjøre jo 65,6 og 12,2, tilsammen 77,8 procent eller over tre fjerdeparter; og gå vi så vidt som til et helt amt, så er det som en undtagelse at agte, når forældre-parret ikke var sammen inden distriktets grændser (12,8 procent).

I det hele taget må der jo være en vis ligevægt mellem ud- og indflyttede, så når i et amt 12,8 procent af fædrene have sine børns mødre i andre amter, kan der omvendt være ligeså mange mødre på første sted, hvis barnefædre opholde sig udenfor distriktets grændser.

I det følgende skal det vistnok sees, at i enkelte egne af landet er denne flytning større, og at der virkelig kan opstå en forrykkelse i tallene, som det må tages særligt hensyn til. Men endda tror jeg man skal få det indtryk, at vi i disse opgaver have et brugbart statistisk materiale.

§ 7. Hidtil har jeg handlet om riget under et, men går nu over til at fremstille forholdet inden de forskjellige dele af landet.

Først skal jeg da henvise til tillæggets Tabel I, hvor man ser de indkomne opgaver amtsvis fremstillede.

Trods den falden og stigen i resolutionernes antal, som § 4 viste os for hele riget, se vi her for nogle amters vedkommende en uafbrudt stigen (Christiania, Lister og Mandal, Nordre Throndhjem), omvendt i et amt en temmelig jevn falden helt igjennem (Christians amt). Her have altså lokale årsager øvet sin virkning; for Christianias vedkommende vækker afvigelsen mindre undren, da folkemængden har steget usædvanlig stærkt, distriktet desuden er blevet udvidet ved forstædernes indlemmelse i byen inde i tidsrummet; men for de øvrige amters vedkommende turde det være vanskeligere at komme efter sammenhængen.

Der er også den ulighed mellem amterne, at resolutionernes gjennemsnitlige beløb ikke er lige stort.

Det var i:

Smaalenenes amt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
102
spd.
Akershus .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
94
»
Christiania  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
134
»
Hedemarkens.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
78
»
Christians.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
80
»
Buskeruds .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
111
»
Jarlsberg og Laurviks.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
107
»
Bratsbergs .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
86
»
Nedenæs.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
89
»
Lister og Mandals  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
112
»
Stavangers .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
111
»
Søndre Bergenhus  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
89
»
Bergen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
118
»
Nordre Bergenhus  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
74
»
Romsdals.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
84
»
Søndre Throndhjems .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
72
»
Nordre Throndhjems .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
74
»
Nordlandenes.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
74
»
Finmarkens .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
91
»

Om denne ulighed kommer jeg til at tale mere senere.

Ligeså skal jeg her kun flygtig pege hen på den væsentligere ulighed, som viser sig ved at sammenholde resolutionernes antal med den i tillægget i tabellens sidste rubrik anførte folkemængde. Dette er en ulighed i resolutionernes hyppighed inden de forskjellige egne, og den bliver en hovedgjenstand for den følgende del af fremstillingen.

§ 8. Det gjælder, som sagt, om at sammenholde de to rækker af opgaver - de nys modtagne fra de civile overøvrigheder angående opfostrings-resolutioner, og dem, som vi ere vante til at få hvert år fra geistligheden angående de uægte fødsler. Det har derfor været nødvendigt at ordne hine opgaver på samme måde, som disse ere ordnede før, nemlig tælle dem sammen for hvert præstegjeld og videre for de samlinger af præstegjeld som danne provstierne.(145)

Men der foretages ofte forandring i de geistlige distrikts-inddelinger.

Nylig er endog et nyt stift oprettet ved deling af Christiania stift, og ved samme leilighed er grændsen mellem dette og Christiansands stift flyttet. For nu at bevare sammenhæng mellem nærværende og tidligere undersøgelser holder jeg mig derfor her til den provsti-inddeling, som ligger til grund for fremstillingen i mit i 1864 udkomne skrift «Fortsatte Bidrag angående Sædeligheds-Tilstanden fra § 21 af. Det er den inddeling, som bestod i 1855, og som derfor også er befulgt i folketællings-tabellerne for det år.

Man vil altså forståe, at når jeg i det følgende taler om provstier og stifter, så har jeg sat ud af betragtning alle de forandringer, som ere gjorte siden 1855, eller jeg har opsummeret tallene efter den distriktsinddeling som bestod i dette år.

Også på en anden måde må nærværende fremstilling slutte sig til hint skrift af 1864, nemlig således, at jeg her bruger de tal over uægte fødsler m.m., som ligge til grund for sammenligningerne mellem provstierne i nævnte skrift fra nysanførte § 21 af,(146) uagtet samme tal gjælde for tiåret 1851-60, og disse nye opgaver over opfostrings-resolutioner gjælde for femåret 1860-64.

Hvorfor ikke sammenholde disse sidste opgaver med tallene på uægte fødsler i disse samme år 1860-64? I tabel-kontoret er der jo adgang til at få disse tal, og hvorfor da ikke benytte dem?

Årsagen ligger i den vanskelighed, at tabel-kontoret år for år optæller de indkomne opgaver efter de hvert år gjældende og som sagt hyppig skiftende distrikts-inddelinger. Vistnok kunde der erholdes adgang til at få frem de oprindelige præste-lister og derefter omgjøre opsummeringen; men dette arbeide, hvis trættende besværlighed jeg har prøvet ved tidligere leiligheder, har jeg måttet undlade denne gang.

Men den, som f.ex. har betragtet med opmærksomhed den tabel over forholdet med uægte fødsler i provstierne, som det nys nævnte skrift om sædeligheds-tilstanden side 8 [ovenfor s. 6] indeholder, og som altså kjender den mærkværdig store jevnhed, som finder sted i dette forhold fra tiår til tiår, vil finde det meget vel forsvarligt at sammenholde det ene slags opgaver fra 1860-64 med det andet slags fra 1851-60. De beregnede forholdstal vilde vistnok blevet anderledes, om begge slags opgaver havde været for samme eller dog mere nærliggende tidsrum; men afvigelsen fra det rette vilde sikkerlig i det hele taget blevet ubetydelig.

På lignende måde har det sig, når jeg i det følgende sammenholder opgaverne fra 1860-64 med folketallet. Folketællingen for 1865 ligger jo nærmere; men resultatet af denne er ikke kjendt, medens jeg skriver dette, og jeg må derfor holde mig til folketællingen for 1855.

Når jeg nu som forklaret lægger til grund for mine sammenligninger de tal, hvorefter jeg tidligere har beregnet det ulige forhold med uægte fødsler i provstierne for 1851-60, så må jeg fremdeles anmærke, at i disse tal ere samtlige uægte børn medtagne, altså selv de dødfødte. Men der kan jo aldrig være tale om opfostringsbidrag for disse sidste, og at de ere medtagne her, kan da se altfor underligt ud. I den anledning skal jeg imidlertid erindre om, at de dødfødte børn ere både så få og så jevnt fordelte over alle distrikter, at det indbyrdes forhold mellem disse (og dette er det jo, som det her kommer an på) ikke bliver synderlig forandret, enten de tages med eller forbigåes. Både beregningen og fremstillingen vilde unødig besværliggjøres, om jeg skulde tage tallene for de dødfødte ud af mine tabeller og regne det hele om igjen, istedetfor at jeg nu kan henvise til tidligere arbeider.(147)

§ 9. Efter denne forklaring om fremgangsmåden og med henvisning til tillæggets Tabel II og V meddeler jeg nu i tabelform visse beregninger over forholdet i provstierne samt - i sidste linie - i det samlede rige.

Hvad det er for beregninger, vil sees af denne forklaring over

RUBRIKERNE:

1. Provstiernes nummere og navne, efter inddelingen i 1855.

2. De uægte fødslers hyppighed, fundet ved at beregne, hvormange uægte fødsler der indtræffer samtidig med 100 ægtevielser, med andre ord: hvor mange par folk det er, der få børn sammen udenfor ægteskab på samme tid som 100 par folk indgå ordentlig ægteskab. Disse tal ere ligefrem udskrevne af ovennævnte skrift om sædeligheds-tilstanden side 11 [ovenfor s. 286], og de vise det gjennemsnitlige forhold for 1851-60.

3. Provstiernes følgeorden efter forholdstallene i rubrik 2. Det provsti, som har det mindste tal og altså det bedste forhold, har fået no. 1.

4. Hvormange resolutioner om opfostringsbidrag der kommer på 100 uægte fødte børn, fundet ved at sammenholde det årlige gjennemsnit af resolutioner for 1860-64 med det årlige gjennemsnit af uægte børn for 1851-60. Denne beregning er af samme slags som den i § 4, og den er lagt an på at vise, hvor stor del af de uægte børn det er, hvis fædre stille sig så, at de af øvrigheden må tilpligtes at gjøre sin skyldighed.(148)

5. Nummerfølge efter rubrik 4.

6. Hvormange resolutioner der skal komme på 100 ægtevielser, efter gjennemsnitstal for samme år som i rubr. 4 anført. Man kan gjøre sig forholdet anskueligt på følgende måde: Nogle mænd svige sine kjærester, og det i den grad, at de af øvrigheden må tilholdes at yde hjælp til børnenes opfostring - andre vise trofasthed og føre sine kjærester for alteret. At mænd og kvinder forenes i kjærlighed og blive kjærestefolk, det er både naturligt og almindeligt; men det tyder hen på en stor forskjel i folkecharakteren og samfundslivet, om de mænd ere mange eller få, som forholde sig på den første måde mod sine kjærester, og denne forskjel er det, der fremstilles ved nærværende beregning.

7. Nummerfølge efter rubr. 6.

1 2 3 4 5 6 7
Provsti uægte fødsler
pr. 100
ægtevielser
Nummerfølge Resolutioner
pr.100
uægte fødsler
Nummerfølge Resolutioner
pr.100
ægtevielser
Nummerfølge
1. Nedre Borgesyssel 44,6 42 31,0 33 13,8 43
2. Mellem Borgesyssel 31,6 27 45,1 61 14,3 45
3. Vestre Borgesyssel 46,9 43 30,8 30 14,4 46
4. Øvre Borgesyssel 37,5 36 34,3 44 12,9 42
5. Nedre Romerike 37,7 37 30,1 27 11,3 35
6. Christiania 63,8 53 35,9 49 22,9 60
7. Øvre Romerike 54,5 48 30,2 28 16,5 51
8. Soløer og Odalen 61,6 51 44,7 60 27,5 62
9. Østerdalen 68,8 58 42,3 54 29,1 63
10. Hedemarken 62,4 52 34,6 46 21,6 57
11. Gudbrandsdalen 70,4 61 25,0 16 17,6 52
12. Thoten 38,6 39 36,2 50 14,0 44
13. Valders 34,8 31 32,1 35 11,1 33
14. Hadeland, Ringerike Hallingdal 38,6 38 29,3 24 11,31 34
15. Kongsberg 28,3 23 40,2 53 11,4 37
16. Drammen 28,5 24 44,4 58 12,7 41
17. Nordre Jarlsberg 33,7 30 19,1 5 6,4 14
18. Søndre Jarlsberg 25,9 21 30,9 31 8,0 19
19. Laurvik 30,8 26 27,5 21 8,5 24
20. Bamble 18,5 11 20,6 9 3,8 7
21. Nedre Thelemarken 20,9 13 38,1 51 7,9 18
22. Øvre Thelemarken Østfjeldske 25,1 19 33,0 41 8,3 22
23. Øvre Thelemarken Vestfjeldske 17,9 10 27,8 22 5,0 10
24. Østre Nedenæs 12,9 4 27,4 19 3,5 3
25. Vestre Nedenæs 14,9 7 38,4 52 5,7 12
26. Robygdelaget 13,7 5 31,0 32 4,2 8
27. Christiansand 22,3 15 31,7 34 7,1 16
28. Mandal 9,8 1 26,3 17 2,6 1
29. Lister 11,8 2 30,0 25 3,6 4
30. Dalerne 14,5 6 62,7 63 9,1 29
31. Jæderen 20,0 12 43,1 55 8,6 26
32. Stavanger 22,8 16 45,8 62 10,4 30
33. Karmsund 22,9 17 33,2 42 7,6 17
34. Ryfylke 26,0 22 43,5 56 11,3 36
35. Hardanger og Voss 23,7 18 44,5 59 10,5 31
36. Søndhordland 25,5 20 34,5 45 8,8 27
37. Bergen 35,3 32 23,3 11 8,2 21
38. Nordhordland 12,4 3 30,0 26 3,7 6
39. Yttre Sogn 48,2 45 23,7 12 11,4 38
40. Indre Sogn 73,5 63 32,6 37 23,9 61
41. Søndfjord 21,8 14 24,9 15 5,4 11
42. Nordfjord 15,5 8 30,6 29 4,7 9
43. Søndre Søndenøre 16,5 9 20,1 8 3,3 2
44. Nordre Søndmøre 32,4 28 35,3 47 11,5 39
45. Romsdalen 61,4 50 32,4 36 29,9 56
46. Nordmøre 71,3 62 26,7 18 19,1 54
47. Fosen 66,2 54 24,3 14 16,0 48
48. Throndhjem 67,9 57 32,6 38 22,1 59
49. Søndre Dalerne 66,9 55 32,8 39 22,0 58
50. Nordre Dalerne 70,1 60 27,4 20 19,2 55
51. Søndre Indherred 50,4 46 35,5 48 17,9 53
52. Nordre Indherred 37,1 34 44,1 57 16,3 50
53. Namdalen 48,1 44 33,4 43 16,1 49
54. Søndre Helgeland 67,8 56 10,1 1 6,9 15
55. Nordre Helgeland 52,4 47 15,4 4 8,1 20
56. Søndre Salten 43,3 41 19,9 7 8,6 25
57. Nordre Salten 33,7 29 10,8 2 3,6 5
58. Lofoten 68,8 59 21,6 10 14,9 47
59. Vesteraalen 55,1 49 19,3 6 10,6 32
60.. Senjen 40,3 40 15,2 3 6,1 13
61. Tromsø 37,3 35 24,0 13 9,0 28
62. Vest-Finmarken 30,0 25 27,9 23 8,4 23
63. Øst-Finmarken 36,6 33, 32,9 40 12,0 40
Riget 40,0 - 31,4 - 112,6 -

Nu kunne vi ved sammenligning gå ud fra rubr. 2, som er en gjentagelse fra et tidligere skrift og viser os et for længe siden opgjort forhold.

Til denne rubrik forholder rubrik 4 og 6 sig på ulige måder. Man kan sige, at rubr. 4 er mindre beslægtet med den, rubr. 6 derimod mere. Rubr. 4 skiller sig derved fra begge de andre, at de fleste provstier i den have nogenlunde jevnstore forholdstal, ikke meget afvigende fra middeltallet, og de uligheder, som det endda er mellem provstierne indbyrdes, falde så godt som slet ikke sammen med dem i rubr. 2, hvorfor der ikke kan opdages nogen regelmæssig overensstemmelse i nummerfølgen. I rubr. 6 er det derimod mere så, at der sees store uligheder mellem provstierne indbyrdes, og disse uligheder falde gjerne sammen med dem i rubr. 2, så det provsti, som har stort forholdstal her, også har det hist. Der er derfor også kjendelig overensstemmelse i ordensfølgen efter begge disse rubriker.

Man betragte f.ex. forholdet i de to bergenske distrikter 38 Nordhordland og 40 Indre Sogn. Forholdet med uægte fødsler (rubr. 2) er meget ulige, såsom det i første distrikt er med det bedste og i det sidste er med det sletteste af, hvad man finder i hele riget; derimod er der stor lighed deri, at af de få uægte børn, som komme Nordhordland - og af de mange, som komme Indre Sogn til last, er det en temmelig jevnstor brøk-deel (30,0 og 32,6 procent), som fædrene slåer hånden af, så øvrigheden må komme til hjælp med sine resolutioner (rubr. 4); tænke vi endelig på disse samme børns fædre i forhold til de mænd, der føre sine brude for alteret (rubr. 6), så finde vi atter stor ulighed (ligesom i rubr. 2), nemlig et særdeles godt forhold i Nordhordland og et yderst misligt i Indre Sogn.

Med andre ord: Det træffer ikke så tidt i Nordhordland, at der fødes uægte børn (rubr. 2), det træffes derfor heller ikke tidt, at der må udstedes resolutioner for samme slags børn (rubr. 6); men af de få uægte børn, som fødes her, er det dog omtrent samme brøk-deel, der må udstedes resolutioner for, som i Indre Sogn (rubr. 4), hvor det ellers gåer langt hyppigere på med både uægte fødsler og med resolutioner.

En mærkelig afvigelse fra det almindelige danne de fleste provstier i Tromsø stift, fra 54 Søndre Helgeland af; her er det så påfaldende få af børnefædrene, som give anledning til opfostrings-resolutioners udstedelse (rubr. 4), og derved formildes i nogen grad den dom, som ellers måtte fældes over samme bygder på grund af de særdeles hyppige uægte fødsler (rubr. 2); deraf kommer også dette gunstige forhold for Tromsø stift, at når hensyn tages til, hvor mange utro børnefædre der er i sammenligning med de ordholdne mænd, som føre sine kjærester for alteret (rubr. 6), så få de fleste af stiftets provstier et betydelig bedre ordensnummer, end når hensyn tages til hyppigheden af de uægte fødsler (rubr. 2).

Et strøg, som derimod udmærker sig noget til det værre formedelst hyppigheden af opfostrings-resolutioner (rubr. 4), er det, som strækker sig fra 30 Dalerne i Christiansands stift til 35 Hardanger og Voss i Bergens. Derved formindskes den ret gode lov, som disse samme bygdelag ellers kunde fortjene formedelst de uægte fødslers ikke store hyppighed (rubr. 2), og de få for det meste betydelig slettere ordens-nummere, når hensyn tages til det charakter-træk,som opfostrings-resolutionerne vidne om (rubr. 7), end det, som fremgår af forholdet med de uægte fødsler (rubr. 3).(149)

§ 10. De her betragtede forholde vil det falde lettere at overskue, når vi ved sammenligningen holde os - ikke til de mange enkelte provstier, men til større strøg af landet, eller større samlinger af befolkningen.

Men først må jeg give forklaring om den inddeling af landet, jeg befølger, og det vil sees, at jeg også her slutter mig til det ovennævnte skrift om sædeligheds-tilstanden (§ 42 og 43).

Af de 63 provstier i tabellen § 9 udskiller jeg fire sydlige stiftsprovstier, (6. Christiania, 27. Christiansand, 37. Bergen og 48. Throndhjem), og disse betragter jeg som repræsenterende by-distriktet, medens de øvrige provstier, trods de i dem indbefattede byer (der jo i det hele taget kun indeholde en liden del af folkemængden i de grupper af provstier, som her bliver tale om), må gjælde for rigets land-distrikt. Jeg har altså først:

by-distrikt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
4
provstier
land-distrikt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
59
-

tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
63
provstier

Dernæst deler jeg, hvad jeg har kaldt land-distriktet, på den måde, at jeg ordner de 59 provstier i følgende femten grupper (og her er overensstemmelsen med hint skrift fuldstændig):

Af (det gamle) Christiania stift:
I,
provstierne No. 1 til 5, stiftets østlige yderbygder,
II,
provstierne No. 7 til 11, dets østlige opland,
III,
provstierne No. 12 til 15, dets vestlige opland, IV, provstierne No. 16 til 21, de vestlige yderbygder.
Af (det gamle) Christiansands stift:
V,
provstierne No. 22 til 26, de østre bygder,
VI,
provstierne No. 28 til 30, de midtre bygder,
VII,
provstierne No. 31 til 34, de vestre bygder.
Af Bergens stift:
VIII,
provstierne No. 35, 36 og 38, de søndre bygder,
IX,
provstierne No. 39 og 40, Sognefjordens distrikt,
X,
provstierne No. 41-44, de nordre bygder.
Af Throndhjems stift:
XI,
provstierne No. 45 til 47, sødistrikterne,
XII,
provstierne No. 49 og 50, det sydlige indland,
XIII,
provstierne No. 51 til 53, det nordlige indland.
Af Tromsø stift:
XIV,
provstierne No. 54 til 59, Nordlandenes amt, og
XV,
provstierne No. 60 til 63, Finmarkens amt.

Efter en sådan inddeling var det, at jeg i 1864 bearbeidede en del private opgaver til mig fra præsterne. Opgaverne vare ikke ganske fuldstændige, eller de manglede for nogle præstegjelds vedkommende; men ved sammentællingen af dem, som vare indkomne, udsondrede jeg byerne (ikke blot stiftsstæderne, men også for en del de andre byer) fra landdistriktet; derhos er at mærke, at disse opgaver, som alle sigtede til at belyse forholdet med uægte fødsler, og som meddeltes mig i 1857, gjaldt dels for de ti år 1846-55, dels for de to år 1855-56.

Men til grund for nærværende fremstilling om opfostrings-resolutioner ligge opgaver, som aldeles fuldstændigt omfatte hvert præstegjeld, men som jeg ikke ved opsummeringen har ordnet så nøiagtigt med hensyn til by og land, og som desuden ikke gjælde for de samme år som hine, men dels for de fem år 1860-64 (civiløvrighedernes opgaver over selve resolutionerne), dels for de 10 år 1851-60 (geistlighedens over de uægte fødsler).(150)

Det kunde synes urådeligt at sammenstille opgaver, som i så mange henseender ere uligeartede, eller som afvige fra hinanden både med hensyn til tid og sted og fuldstændighed. Men man vil dog sikkerlig få indtrykket af, at opgaverne endda lade sig bruge, når man af nedenstående exempel ser, hvor mærkværdigt samstemmige resultater der kan fåes ud af opgaver, som i virkeligheden lide af samme slags og lige store afvigelser:

Grupper
af
provstier.
Antallet af de uægte fødte børn
(dødfødte medregnede) i forhold
til 100 ægtevielser
Gruppernes
følgeorden
efter private
og ufuld-
stændige
opgaver,
de 4 sydlige
stifts-
provstier
samt ellers
byerne fra-
regnede,
for 1846-55.
efter samme
slags
opgaver,
ligeledes
stifts-
provstierne
og byerne
fraregnede,
for 1855-56.
efter officielle
og fuld-
stændige
opgaver,
kun de 4
sydlige
stifts-
provstier
fraregnede,
for 1851-60.
efter
 1ste
 beregning
efter
 2den
 beregning
efter
 3die
 beregning
I 33,9 34,0 40,0 8 8 9
II 61,8 61,5 63,1 13 12 13
III 32,5 32,6 35,0 7 7 7
IV 23,1 24,0 26,3 6 6 6
V 14,9 13,5 15,9 2 2 2
VI 10,4 11,0 11,8 1 1 1
VII 19,6 21,2 23,1 5 5 5
VIII 15,6 18,4 19,5 3 3 3
IX 57,9 64,9 61,7 12 14 12
X 16,8 20,7 22,0 4 4 4
XI 70,2 67,7 67,0 15 15 14
XlI 65,0 63,2 68,4 14 13 15
XIII 42,3 41,1 45,6 10 9 10
XIV 51,7 55,3 54,8 11 11 11
XV 40,0 44,9 36,9 9 10 8

Jeg skal her ikke opholde mig ved selve forholdstallene efter de forskjellige opgaver, men ved ordenstallene i de 3 sidste rubriker; disse vise nemlig det indbyrdes forhold grupperne imellem, hvilket jo er, hvad det her kommer an på. Følgeordenen må vel siges at være så overensstemmende, at det kan være omtrent ligegyldigt, hvilken af rækkerne man lægger til grund for betragtningen.

At gruppe I (Smaalenene og Nedre Romerike), som ellers var no. 8, er blevet no. 9 efter den sidste beregning, kommer rimeligvis af, at her er endel byer medtagne (Fredrikshald, Fredrikstad o.s.v.), som ved de første beregninger ere udsondrede, men forrykkelsen i forholdet er jo alligevel ikke stor.

§ 11. Efter denne foreløbige forklaring går jeg nu over til, hvad begyndelsen af forrige § bebudede.

I nedenstående tabel og i henhold til tillæggets Tabel III og VI, giver jeg en lettere oversigt over netop de samme ting, som tabellen i § 9 fremstillede. Opgaverne, som ligge til grund, ere ganske de samme som i denne nævnte §, tabellens rubriker også ganske de samme, så jeg derom kun behøver at henvise til begyndelsen af § 9, men oversigten bliver lettere derved, at vi her istedetfor 63 provstier kun have 15 grupper af provstier. Med hensyn til de 4 sydlige stiftsprovstier, som her ere udeladte, fordi de mest bestå af by-distrikter, henvises til tabellen i § 9.

1 2 3 4 5 6 7
Grupper
 af
 provstier.
Uægte
 fødsler
 pr. 100
 ægtevielser.
Nummer-
følge.
Resolutioner
 pr. 100
 uægte
 fødsler.
Nummer-
følge.
Resolutioner
 pr. 100
 ægtevielser.
Nummer-
følge.
I 40,0 9 33,4 9 13,4 10
II 63,1 13 35,3 11 22,3 15
III 35,0 7 34,1 10 11,9 9
IV 26,3 6 30,4 7 8,0 5
V 15,9 2 32,6 8 5,2 2
VI 11,8 1 39,5 14 4,7 1
VII 23,1 5 42,0 15 9,7 8
VIII 19,5 3 35,9 12 7,0 4
IX 61,7 12 29,3 5 18,1 12
X 22,0 4 29,2 4 6,4 3
XI 67,0 14 27,3 3 18,3 13
XII 68,4 15 30,1 6 20,7 14
XIII 45,6 10 37,2 13 16,9 11
XIV 54,8 11 15,5 1 8,5 7
XV 36,9 8 22,1 2 8,2 6

Den første beregning (rubr. 2) viser os de uægte fødslers hyppighed, eller hvor mange forældrepar det var, som havde uægte børn sammen, samtidigt med at 100 par folk bleve ægteviede. Hyppigheden er meget ulige, fra den mindste i gruppe VI (egnen omkring Lindesnæs) til den største i gruppe XII (Throndhjems stifts sydlige indland). Gruppe IX (Sognefjordens distrikt eller det midtre strøg af Bergens stift) stikker med sit store tal mærkelig af mod nabogrupperne i syd og nord (VIII og X), hvor forholdet er endog meget godt.

Tabellens anden beregning (rubr. 4) danner en modsætning til den første formedelst forholdenes store jevnhed. Se vi bort fra de to nordligste grupper XIV og XV (Tromsø stift) synes mig jevnheden at være ganske påfaldende - det mindste tal 27.3 og det største 42.0. Denne beregning viser (at jeg skal minde om betydningen af rubr. 4) hvor stor del af de uægte børn det var, som bleve forsømte af sine fædre, så øvrigheden måtte komme til hjælp med sine resolutioner om opfostringsbidrag. I gruppe I er det 33.4 af 100 eller næsten nøiagtig en trediedel, og i de andre grupper i de fire sydlige stifter afvige tallene mærkelig lidet derfra. Der skal vanskelig fra nogetsomhelst andet stykke af statistiken over en befolknings kår og sæder kunne fremdrages en mærkeligere prøve på ensartethed i de forskjellige egne af landet. - Allerede i § 9 berørte jeg den afvigelse, som finder sted i de nordligste egne (grupperne XIV og XV), og der gjorde jeg også opmærksom på det temmelig stærke forhold af resolutioner i flere af de provstier, som danne gruppe VI og VII. Om disse afvigelser fra det almindelige kommer jeg til at tale mere nedenfor.

Den tredie beregning (rubr. 6) viser atter en stor ulighed i forholdstallene ligesom den første (rubr. 2), og for det meste vil man tillige finde, at hvor forholdstallet er stort ifølge den første af disse beregninger, der er det også stort ifølge denne tredie og omvendt. I begge beregninger er nemlig det almindeligvis jevne årlige tal af ægtevielser lagt til grund, idet jeg dermed har sammenholdt det meget ujevne tal af uægte fødsler (rubr. 2) og af resolutioner om opfostringsbidrag for uægte børn (rubr. 6).

Siden der, som nys påpeget, falder forholdsvis få resolutioner i gruppe XIV og XV, så bliver forholdstallet i rubr. 6 en del mindre, end man ellers kunde ventet; af den modsatte grund får gruppe VII et temmelig stort forholdstal, som tyder hen på en mindre god tilstand, end man efter rubr. 2 kunde formodet, en tilstand, som kan anskueliggjøres således, at vel er der ikke ret mange mandspersoner, som avle børn med ugifte kvinder, men de, som ere, vise i det hele taget et ret slemt forhold formedelst den pligtforsømmelse mod både børnene og moderen, som resolutionerne vidne om.

Alle de her påpegede omstændigheder stille sig måske klarest for øiet, når man betragter ordens-nummerne i rubr. 3, 5 og 7; navnlig vil man bemærke, at medens ordens-nummerne efter rubr. 2 og rubr. 6 svare så nogenlunde til hinanden, vise de efter rubr. 4 ikke spor af overensstemmelse.

§ 12. De i § 10 nævnte private (og ufuldstændige) opgaver omhandle 1400 par, som ægteviedes i gruppe I (byerne fraregnede) i de to år 1855 -56. Nogle af disse par havde allerede børn sammen, før de kom i ægteskab; det var ialt 125 børn; disse havde været optalte blandt de uægte børn, men bleve nu ved forældrenes påfølgende ægteskab hævede ud af de uægte børns klasse.

Det er jo ret vel tænkeligt, at omtrent samme forhold, som fandt sted i de to år 1855-56, også bestod i det tiårige tidsrum 1851-60. Det er også at antage, at forholdet har været nogenlunde ens i de få byer som i de mange landsbygder inden gruppen. Ifølge de officielle (og fuldstændige) opgaver, som jeg ovenfor har benyttet, blev der i sidstnævnte ti-år ægteviet i samme gruppe (byerne ikke fraregnede) ialt 9965 par, og efter hint forhold i 1855-56 kan det beregnes, at en del af disse par skulde have havt 890 børn sammen før brylluppet, altså uægte, thi

1400 : 125 = 9965 : 890

Efter dette exempel vil man forstå den hele efterfølgende række:

Gruppe

I

1400 :

125

=

9965 :

890

»

II

2187 :

421

=

12364 :

2380

»

III

1524 :

153

=

10895 :

1094

»

IV

1378 :

104

=

12417 :

937

»

V

1119 :

45

=

6682 :

269

»

VI

831 :

15

=

4405 :

80

»

VII

813 :

53

=

5656 :

369

»

VIII

1290 :

73

=

7539 :

427

»

IX

397 :

57

=

2543 :

365

»

X

1029 :

86

=

6096 :

509

»

XI

1090 :

251

=

6412 :

1477

»

XII

595 :

114

=

3689 :

707

»

XIII

1102 :

146

=

5512 :

730

»

XIV

1193 :

293

=

6044 :

1484

»

XV

621 :

128

=

4800 :

989

Tallene i sidste rum på høire hånd skulde altså vise, hvor mange af de i tiåret 1851-60 fødte uægte børn(151) der vare blevne løftede op til ægte børns stilling formedelst forældrenes påfølgende giftermål.

Men nu er det hele og virkelige antal af uægte børn i samme ti år bekjendt af de officielle opgaver. I gruppe I var det 3988. Og ved nu at sammenholde med det modsvarende tal i nysanførte række, kan jeg beregne, at 22.3 procent af disse bleve satte over fra uægte til ægte børns stand, thi

3988 : 890 = 100 : 22.3.

Og efter dette exempel vil hele efterfølgende række være forståelig:

Gruppe

I

3988 :

890

=

100 :

22.3

»

II

7798 :

2380

=

100 :

30.5

»

III

3813 :

1094

=

100 :

28.7

»

IV

3278 :

937

=

100 :

28.6

»

V

1062 :

269

=

100 :

25.3

»

VI

521 :

80

=

100 :

15.4

»

VII

1308 :

369

=

100 :

28.2

»

VIII

1472 :

427

=

100 :

29.0

»

IX

1569 :

365

=

100 :

23.3

»

X

1341 :

509

=

100 :

38.0

»

XI

4296 :

1477

=

100 :

34.4

»

XII

2524 :

707

=

100 :

28.0

»

XIII

2511 :

730

=

100 :

29.1

»

XIV

3314 :

1484

=

100 :

44.8

»

XV

1770 :

989

=

100 :

56.0

Forholdstallene i sidste rum på høire hånd skulde altså sige os, hvor stor del at de uægte børn det er, som det går så lykkeligt med, at de ophøre at være uægte, men blive til rette familiers ægte børn.

Men nu har jo tabellen i § 11, rubr. 4, vist os, hvor stor andel af de uægte børn det er, som det omvendt går så ulykkeligt med, at fædrene ikke alene ikke ægte mødrene, men endog i den grad slå hånden af dem, at øvrigheden må ved resolutioner tilpligte dem at betale noget vist til opfostringen.

De to rækker af forholdstal sammenstilles her:

Grupper.
Af 100 uægte børn bleve følgende
overførte i ægte børns
stand.
forladte af fædrene og
hjulpne ved opfostrings-
resolutioner.
I .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

22,3

33,4
II.. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

30,5

35,3
III .. .. .. .. .. .. .. .. ..

28,7

34,1
IV .. .. .. .. .. .. .. .. ..

28,6

30,4
V.. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

25,3

32,6
VI .. .. .. .. .. .. .. .. ..

15,4

39,5
VII.. .. .. .. .. .. .. .. ..

28,2

42,0
VIII .. .. .. .. .. .. .. ..

29,0

35,9
IX .. .. .. .. .. .. .. .. ..

23,3

29,3
X.. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

38,0

29,2
XI .. .. .. .. .. .. .. .. ..

34,4

27,3
XII.. .. .. .. .. .. .. .. ..

28,0

30,1
XIII .. .. .. .. .. .. .. ..

29,1

37,2
XIV .. .. .. .. .. .. .. ..

44,8

15,5
XV.. .. .. .. .. .. .. .. ..

56,0

22,1

Jeg har sat de forholdstal foran, som vise, hvor stor del af de uægte børn det er, hvis forældre komme i ægteskab sammen. Resten efter disse børn er da dem, som forblive uægte, og det er fremdeles kun en del af denne rest, som bliver gjenstand for øvrighedens forsorg formedelst opfostrings-resolutioner og altså er betegnet ved den anden række af forholdstal. (En anden del af den samme rest er de, som der - formedelst deres egen tidlige død eller på grund af fædrenes dødsfald eller bortreise - ikke kunde blive tale om at få resolution udstedt for, samt de, som fædrene i mindelighed vedtoge at opfostre eller at utrede opfostringsbidrag for, men dem haves ingen oppgaver over.)(152)

Det første forholdstal for gruppe VI (15.4) bør man ganske se bort fra; det er nemlig fremkommet ved en beregning, hvor så lidet tal ligger til grund (15, se den første del af denne §'s tabeller), at tilfældighederne kan have rådet altfor meget.

Men for resten er der dog en mærkværdig jevnhed i tallene for grupperne i de 4 sydlige stifter, ganske som jeg i § 11 gjorde opmærksom på med hensyn til de forholdstal, som stå i anden række.

Fatte vi selve hyppigheden af uægte fødsler i øie (§ 11, tabellens rubr. 2), så se vi meget stor ulighed f.ex. mellem gr. II, III, og IV (63,1 - 35.0 - 26.3); men spørge vi, hvormange af børnefædrene der vise troskab, og føre sine kjærester for alteret, eller hvormange der lige modsat gjøre sig skyldige i den pligtforsømmelse, som nøder øvrigheden til at udstede sine resolutioner, så se vi af denne sidste tabel, at der er en mærkelig lighed mellem de samme grupper (første række, troskab: 30.5 - 28,7, - 28,6; anden række, pligtforsømmelse: 35,3, - 34,1 - 30,4).

Det nordligste stift (grupperne XIV og XV) viser imidlertid også her en mærkelig afvigelse fra de andre. I § 11 tabellens rubr. 4 (og i nærværende §'s sidste tabel, talrækken til høire) så vi, at der var en usædvanlig liden procent af de uægte børn, som det var nødvendigt at udstede resolution for, og nu finde vi af tabellen i nærværende §, talrækken til venstre, at der omvendt er usædvanlig mange af de uægte børn i det lykkelige tilfælde, at de formedelst forældrenes ægteskab ophøre at være uægte. Men denne sidste iagttagelse stadfæster den første. Dersom alle de uægte børn vare blevne ægte på denne måde, vilde jo ingen resolution være bleven udstedt, og lige så er det begribeligt, at når der er mange børn i hint tilfælde, vil der kun være få, for hvem resolutioner behøves. Der må i disse vore nordligste egne være forholde eller vaner, som have ført til, at selv trofaste folk, som agte at indgå ægteskab sammen og virkelig gjøre dette, dog i forveien leve sammen i utilladelig forbindelse og avle uægte børn.

De uægte fødsler tyde altid på en feil i folkelivet. Men man kan sige, at i Tromsø stift bliver feilen, så vidt ske kan, gjort god igjen i en større udstrækning end i de sydlige stifter.

§ 13. Resolutionernes hyppighed - og ligeså de uægte fødsler - har jeg hidtil beregnet ved at tage ægtevielserne til andet sammenligningsled. I nedenstående tabel vil man finde tilsvarende beregninger, hvor folkemængden i 1855 er lagt til grund (se tillæggets Tabel III). Da jeg ikke her som i § 11 kan henvise til Tabellen i § 9 for stiftsprovstiernes vedkommende, har jeg taget dem med i denne tabel:

Gruppe. For hvert ti tusinde af
 folkemængden 1855 kom
følgende antal af
Følgeorden
uægte fødsler
årlig 1851-60.
resolutioner
årlig 1860-64.
efter 1ste
beregning.
efter 2den
beregning.
I 32,2 10,7 8 10
II 46,4 16,4 14 15
III 25,7 8,8 7 9
IV 21,4 6,5 6 5
V 11,8 3,8 2 2
VI 7,9 3,1 1 1
VII 16,6 7,0 4 7
VIII 14,6 5,2 3 4
IX 43,1 12,6 12 11
X 17,2 5,0 5 3
XI 50,9 13,9 15 13
XII 46,3 14,0 13 14
XIII 34,1 12,7 10 12
XIV 42,6 6,6 11 6
XV 32,5 7,2 9 8
Stifts-provstierne:        
Christianias 70,4 25,3 4 4
Christiansands 17,2 5,5 1 1
Bergens 30,3 7,0 2 2
Throndhjems 54,0 17,6 3 3

Sammenligne vi med den beslægtede tabel i § 11, finde vi, hvad der er at vente, at nummer-rækken efter 1ste beregning her svarer nær til rubrik 3 der, og den efter anden beregning her ligeså til rubrik 7 der. Og efter nærværende tabel, eller efter denne måde at beregne hyppigheden på, viser det sig uforandret, at når der i en egn er meget løslevnet, så der fødes mange uægte børn, så træffer der i regelen også mange af disse uhæderlige tilfælde, hvor øvrigheden må komme forladte mødre og børn til hjælp med sine resolutioner. Den mest påfaldende afvigelse fra regelen danner ligesom efter § 11 Tromsø stift, eller her især gruppe XIV; den er rykket et godt stykke op i den sidste ordens-række (fra 11 til 6), medens gruppe VII (størstedelen af Stavanger amt) er dalet temmelig meget (fra 4 til 7).

§ 14. Efter andre i tillæggets Tabel III anførte data kan jeg fremdeles meddele følgende beregning, som viser, hvad resolutionernes ulige hyppighed har på sig i økonomisk henseende.

Gruppe. Resolutionernes
pengebeløb årlig
for hvert et
tusinde af folke-
mængden 1855.
Følgeorden. Følgeorden efter
resolutionernes
hyppighed ifølge
tabellen i § 13.
I 107 spd. 13 10
II 132 » 15 15
III 82 » 9 9
IV 68 » 7 5
V 33,2 » 2 2
VI 33,1 » 1 1
VII 78 » 8 7
VIII 46 » 4 4
IX 89 » 10 11
X 42 » 3 3
XI 110 » 14 13
XII 100 » 12 14
XIII 94 » 11 12
XIV 49 » 5 6
XV 66 » 6 8
Stiftsprovstierne:      
Christianias 322 » 4 4
Christiansands 72 » 1 1
Bergens 82 » 2 2
Throndhjems 137 » 3 3

Der er ikke så stor ulighed i pengebeløbet for de forskjellige grupper, som man kunde ventet, og følgeordenen er derfor heller ikke den samme, som når der regnes efter resolutionernes hyppighed. Det kommer deraf, at resolutionerne ikke i alle egne lyde på lige store gjennemsnitlige beløb, som man vil se af følgende §.

§ 15. Svarende til den beregning over resolutionernes gjennemsnitlige pengebeløb, som § 7 gav for amterne, skal nærværende § give en beregning for provsti-grupperne, efter opgaverne i tillæggets Tabel III:

Gruppe Gjennemsnitligt pengebeløb
for hver resolution.
I 99 spd.
II 81 »
III 92 »
IV 104 »
V 86 »
VI 106 »
VII 111
VIII 89 »
IX 71 »
X 83
XI 80 »
XII 71 »
XIII 74
XIV 74 »
XV 91
Stiftsprovstierne:
 
Christianias 128
Christiansands 131 »
Bergens 117 »
Throndhjems 77 »

Det ser fast ud som at der var en vis sammenhæng mellem beløbets størrelse og sædernes tilstand, så der, hvor der er størst løsagtighed, og hvor det derfor også går hyppigst på med resolutioner, der sættes opfostringsbidraget lavest, og omvendt. I Christiania stift er bidraget lavest i gruppe II, hvor det er værst med uægte fødsler. Sognefjordens distrikt i Bergens stift eller gruppe IX skiller sig med sin store mængde uægte fødsler fra nabogrupperne, men der er også resolutionsbeløbet lavere end i disse. Af stifterne er Christiansands det, hvor sædelighedstilstanden i dette stykke er bedst, og Throndhjems det, hvor den er slettest; men i det hele taget lyde resolutionerne på det høieste beløb hist og på det laveste her. Dette sidste forhold finder også sted, når vi se hen til stiftsprovstierne eller - hvad der omtrent er det samme - stiftsstæderne, og sammenligne dem indbyrdes: i begge retninger danner Christiansand og Throndhjem yderpunkterne.

Er det blot tilfældigt, at man på amtskontorerne har opgjort skjønnet så ulige, eller er der en virkelig vis indre grund til dette, således at bygdelag, hvor uægte fødsler høre til dagens orden, som man siger, synes man ikke, der skal så mange dalere til for at holde barnemoderen skadesløs, medens man da omvendt i bygdelag, hvor en kvindes vanære er en sjeldenhed, som gjør stor opsigt, kræver en større mulkt af hendes forfører eller et klækkeligere bidrag til hendes opreisning?

§ 16. Jeg gåer endelig over til at vise forskjellen mellem grupperne - og stiftsprovstierne - men hensyn til det sidste af de forholde, som jeg i de første §§ har fremstillet for det hele rige, nemlig forholdet med de forældres opholdssted, som opfostringsresolutionerne angå (§ 6):

  Af 100 tilfælde var der følgende, hvor moderen opholdt sig
Gruppe i samme
præste-
 gjeld som
faderen.
udenfor
 præste-
 gjeldet,
 men i
 samme
 provsti.
udenfor
 provstiet,
 men i
 samme
 amt.
udenfor
 amtet.
Sum.
I 61,8 15,5 10,1 12,6 100
II (77,1) (8,7) (5,7) (8,5) (100)
III 69,9 15,1 6,0 9,0 100
IV 52,9 15,4 13,2 18,5 100
V 57,2 14,5 7,5 20,8 100
VI 51,5 20,4 17,4 10,7 100
VII 60,0 13,4 18,2 8,4 100
VIII 78,8 11,0 4,2 6,0 100
IX 86,5 4,8 5,7 3,0 100
X 72,6 12,7 7,6 7,1 100
XI 69,3 17,7 7,6 5,4 100
XII 60,1 9,7 22,8 7,4 100
XIII 62,1 16,1 9,2 12,6 100
XIV 62,6 11,3 14,8 11,3 100
XV 51,0 10,2 9,7 29,1 100
Stiftsprovstierne:          
Christianias 72,0 4,8 1,9 21,3 100
Christiansands 42,3 - 19,2 38,5 100
Bergens . . 59,4 3,1 2,1 35,4 100
Throndhjems 55,0 - 17,5 27,5 100

Tallene for gruppe II ere satte i parenthes, for at minde om den omstændighed, som omtaltes i § 6, at opgaverne om dette forhold mangle for Hedemarkens amt, der danner største delen af denne gruppe eller tre af de fem provstier, gruppen beståer af.

Tabellen viser adskillige karakteristiske egenheder.

Gruppe II og III ere indlandsbygder, I og IV derimod yderbygder. Hist bo begge forældrene mere sammen i præstegjeldet og ere navnlig sjelden så vidt skilte som i hver sit amt; her derimod er skilsmissen større. Dette hænger vistnok sammen med den større rørelse og bevægelighed blandt folket, som finder sted i yderbygderne, med deres byliv og kystbedrift.

Det samme vilde man også se, dersom jeg havde fremstillet forholdet særskilt for hvert af de provstier, som gruppe V består af: i Øvre Thelemarkens østfjeldske og vestfjeldske samt i Robygdelaget (mest udelukkende fjeldbygder) bo forældrene mere nær sammen, i Østre og Vestre Nedenæs (kystegne med flere byer) mere adskilt.

Gruppe VI udmærker sig ved mindre procenttal af uægte fødsler; her er også de færreste resolutioner for opfostringsbidrag (se tabellen i § 11, rubr. 6, ligeså tabellen i § 13). Men netop her er det sjeldnere end ellers i det sydlige Norge, at barnefaderen opholder sig i samme præstegjeld som moderen. Det tør være nogen sammenhæng også i dette, uden at det dog vil blive mig rigtig klart, hvad grunden er.

Af stifterne er Bergens det, hvor forældrene holde sig mest i samme hjembygder, og besynderligt nok er dette især tilfældet i den af stiftets tre grupper, den midterste nemlig, hvor løsagtigheden er mest udbredt. Det er, som at den ting at leve sammen i elskov her hørte med til den lyst og gammen, som bygdefolk unde hinanden, medens det f.ex. i gr. VI, hvor utugtigt væsen afskyes, mere ser ud til at være så, at enten den, som har forspildt sin ære, må bort fra bygderne, eller at der må den fristelse til, som ophold på fremmede steder medfører, for at man skal komme til at begå dette slags feiltrin.

At der i gruppe XV (Finmarkens amt) er så mange resolutioner udstedt mod fædre, hvis barnemødre opholde sig i et andet amt, stemmer meget godt med, hvad man jo ellers veed, at en særdeles stor del af den norske befolkning i amtet er indflyttet fra sydlige egne; mange af disse barnefædre ere da rimeligvis personer, som have forladt mødrene etsteds syd på og flyttet herop, men mødrenes krav og klage fulgte efter til overøvrigheden, og dennes resolutioner fandt dem selv i denne landets udkant.

§ 17. I opgaverne fra Buskeruds, Nedenæs, Lister og Mandals samt Søndre Throndhjems amter og ligeledes fra Bergens byes øvrighedsdistrikt er der endvidere meddelt oplysninger om børnefædrenes civilstand (ungkarl, enkemand, gift mand) samt borgerlige stilling (tjener, dagarbeider, håndværker o.s.v.).

Det kunde været lærerigt at se, hvorvidt det i de forskjellige egne er mere eller mindre hyppigt, at gifte mænd leve i utilladelige forbindelser, men jeg tør dog ikke bruge alle disse oplysninger, af den grund, at det kan ikke bestemt sees, om disse mænd vare gifte allerede dengang, da barnet avledes, eller om de først ere blevne det siden, inden resolutionen blev udstedt.

Noget lignende gjælder også en del af oplysningerne om den borgerlige stilling. I Søndre Throndhjems amt er der ikke så få «gårdmænd» anførte blandt barnefædrene. Jeg er vant til at tænke mig norske gårdbrugere som så satte og stadige mænd, at jeg helst vil tro, at de af dem, som nævnes i disse lister, endnu kun vare «gårdgutter», dengang det feiltrin, som resolutionerne sigte til, blev begået.

Blandt barnefædrene i S. Throndhjems amt er i de 4 første år (1860-63) anført 13 jernbanearbeidere, og fra N. Throndhjems amt er det omtalt at en del af barnefædrene egentlig ikke have været hjemmehørende i amtsdistriktet, men kun have opholdt sig der midlertidigt, nogle ved veiarbeide og endnu flere ved de i de senere år drevne skov og trælastbrug i Namdalen; en hel del af disse, siges der, ere komne søndenfra, hvor de have avlet de børn, for hvis skyld de få resolutionerne på sig. Formedelst sådanne exempler kunne vi forestille os, at en uforholdsmæssig stor del af resolutionerne angå personer, som høre til, hvad man kan kalde arbeidsklassens vandrende stok; disse folk have for det meste et hårdt og strengt arbeide, og de savne hjemmets hygge og fred, så fristelserne til udskeielser for dem bliver både større og farligere. Alt hvad der heder øvrighed og styrelse, og ligeså forstanderskaber for allehånde private bestræbelser til almenvellets fremme i by og bygd, skulde gjøre sig flid for at finde og følge disse mennesker med årvågent øie og ledende hånd.

Jeg tør ikke opholde læseren med nogen omstændelig opregning af de klasser, hvortil barnefædrene i hine amter ere henførte. Opregningen vilde så alligevel ikke blive fuldstændig. Den vilde i det høieste stadfæste denne almindelige forklaring fra et af Østlandets amter, at ligesom mødrene i de allerfleste tilfælde henhøre til tjener- eller husmandsklassen, således er også af fædrene især mange tjenestegutter og dagarbeidere eller deslige, dernæst adskillige selveier- og gårdmandssønner på mindre brug samt håndværkere, men få husmandssønner på større brug.

Hist og her forekommer bemærkning om usædvanlige tilfælde, såsom at en barnefader var en ganske ung gut. Men deraf skal jeg her kun omtale, hvad der muligvis er mere end et besynderlig træf, at i Ibestad i Finmarkens amt var en af disse fædre ved barnets fødsel 17 år, en anden ukonfirmeret og 17 år, og en tredie ukonfirmeret og 16 1/6 år.

Fra samme Finmarkens amt sees, at en del af barnefædrene (og ligeså af mødrene) er finner (lapper), men det tilføies, at opgaverne derom ikke ere fuldstændige, samt at der blandt fædrene ganske vist også er en del kvæner, uagtet ingen egentlig ere opgivne. Dette er alligevel så meget, at vi få se, at denne kunstige indretning med øvrighedens resolutioner om opfostringsbidrag også har nået op til våre nordligste egnes næsten i naturtilstand levende urfolk.

Sammen med opgaverne om resolutioner angående uægte børn er der for Smaalenenes og Buskeruds amter også givet fortegnelse over resolutioner, hvormed øvrigheden har måttet tilpligte gifte mænd at udrede noget vist til underholdning for deres koner og ægte børn. I det førstnævnte amt var det i femåret 1860-64: 45 resolutioner, lydende tilsammen på omtr. 1068 spd. årlig indtil videre; i det andet amt var det 11 resolutioner, som pålagde ægte-fædre, hvis børn vare tagne under fattigvæsenets forsørgelse, at udrede noget vist til det fyldte 15de år, ialt 2328 spd.

II.

BYGDE-SKIKKE

Under denne overskrift skal jeg meddele nogle reise-iagttagelser, jeg har samlet siden 1864, da den nærmeste forgjænger til nærværende skrift eller «Fortsatte Bidrag angående Sædelighedstilstanden» udkom.

A. SOGN-SØNDFJORD

De sognske provstier skille sig mærkelig fra de øvrige bergenske landdistrikter ved hyppigheden af uægte fødsler. Jeg har valgt Søndfjord til sammenligning og skal betegne forskjellen med nogle få talangivelser.

For hver gang 100 par folk bleve ægteviede, var der i 1851-60 følgende par, som havde uægte børn sammen:

i Indre Sogn(153).. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 73,5
i Yttre Sogn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 48,2
Søndfjord .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 21,8

Efter denne beregning over de uægte fødslers hyppighed blev de tre provstiers ordens-nummer blandt alle landets provstier sådan:

Indre Sogn .. .. .. .. .. .. .. .. ..
nummer
63 af 63
Ytre Sogn.. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
»
45 af 63
Søndfjord.. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
»
14 af 63

Modsætningen bliver endnu mere slående, når vi vælge ud de enkelte præstegjeld, som udmærke sig mest i den ene eller anden retning, og stille dem ved siden af hverandre således:

i INDRE SOGN:

Lærdal (det gamle udelte, indbefattende Aardal med 5635 indbyggere i 1855): for hvert 100 ægteviede par var her i 1851-55 ikke mindre end 107 par folk, som fik uægte børn;

i SØNDFJORD

Indre Holmedal (folkemængde 3104): i samme år og efter samme forhold var her kun 8 par folk med uægte børn.

Dette samme Indre Holmedal er et af de fire præstegjeld, som udmærkede sig fremfor samtlige andre i riget derved, at der i 1860-64 ikke kom en eneste resolution om opfostringsbidrag på samme.(154) Men på hint Lærdal kom der ikke mindre end 53 resolutioner til et beløb af 3397 spd.(155)

Under fremstillingen af mine iagttagelser i Søndfjord vil jeg ofte have for øie et enkelt sogn her i Indre Holmedal, nemlig Vik sogn, hvor jeg har opholdt mig temmelig længe. Det er en bygd på over 1000 mennesker (1007 i 1855). I sommeren 1865 hændte det desværre, at et barn, som blev bragt til dåben i dette sogns kirke, var uægte, men sådant havde ikke hændt på 15 år eller siden 1850, og hint sidste tilfælde måtte bidrage til at gjøre modsætningen med Sogn anskuelig. Vik grændser nemlig til en af de midtre bygder i Sogn, adskilt med et høit fjeld, men forbundet ved en fjeldsti, hvor det gåer adskillig færdsel; her havde den ulykkelige pige gået over for at tjene i Sogn, og ad samme vei var hun fra tjenesten kommen tilbage til hjembygden i besvangret tilstand.

En sådan forskjel, om end måske ikke så stor, som disse tal antyde, så dog af samme art, har bestået mellem Sogn og dets nabobygder så langt op i tiden, som derom haves kundskab.

At der allerede ved midten af forrige århundrede har været iøinefaldende misligheder af samme art, som vi have at gjøre med nu, det skjønnes deraf, at da Pontoppidan visiterede her ved den tid, måtte han fast i hvert præstegjeld i Indre Sogn klage over uorden med «fjøsegang» og deslige uskikke, som han ellers hele stiftet over ikke nævner, undtagen fra Voss, som altså allerede den tid ligesom nu synes at have slægtet på Sogn i dette stykke.(156)

Nu er spørgsmålet: hvad kan det være for årsager, som have fremkaldt og vedligeholdt denne skarpe ulighed i folkelivet?

Det ligger nær at formode, at oppe i oldtiden har tilstanden været ens for alle disse bygder, men at uligheden er opkommet i tidens løb derved, at folkelivet har udviklet sig og antaget bestemtere former, og det således, at udviklingen har gået forskjellige veie.

Og for at vise sandsynligheden af dette, skal jeg til en begyndelse fortælle et sagn, jeg hørte af en bondemand i Søndfjord. Det var Mons Tysse-Hauge i Holmedals sogn. Han opregnede sine forfædre og formænd på gården mærkværdig langt op i tiden. Og om den ældste, den 6te mand op fra ham, havde familie-sagnet opbevaret et interessant træk. Denne gamle hed Thomas. Han havde været formand for kirkebygningen i sognet, og dersom det er sandt, at den gamle og nu faldefærdige kirke har årstallet 1604 indhugget i en af sine bjelker, så have vi jo deri en oplysning om tiden, da dette tildrog sig. Tilføies kan også, at samme mand havde bygget den stuebygning, som stod her på gården indtil 1859 og udmærkede sig ved sin gode tømring og sit trofaste gammeldags præg. Om denne Thomas fortælles nu, at han havde brygget ølet til sin datters bryllup (datterens navn nævntes også, og fortælleren pegte på det sted, hvor kleven havde været i den gamle bygning, og hvor øltønderne havde stået), og bryllupsaftenen kom, og gjæsterne kunde ventes hver stund; men så faldt bruden i barsel. Gamlingen blev så harm, at han greb øxen og huggede båndene af tønderne, så ølet randt i afgrunden.

Se, det lader altså til, at det selv ikke her i Søndfjord har været frit for nattefrieri den tid. Nu for tiden er det så, at dette ikke hører hjemme i egnen, men er herskende skik i Sogn; men i hin tid var det måske ens på begge steder, således nemlig, at dette frie væsen blandt ungdommen var kjendt og mærkedes nu og da, men intetsteds havde fået magten.

Gå vi helt op til oldtiden, til hedenskabets tid, må nattefrieriet åbenbarlig have været en sjelden undtagelse. Thi da var den fædrene myndighed formedelst vedtægt og lov så stor, at faderen kunde fæste sin datter bort til en frier uden at spørge hende ad, ja mod hendes ønske og villie; den altså, som ad lønlige veie og ved nattetide vilde omgå faderen og snige sig til datteren, var som en anden røver og kunde ikke være sikker på sit liv. Der var jo øx og spyd i hvert huus.

Med christendommens indførelse kom en sådan formildelse ind i sæderne og lovene, at fader-myndigheden ikke fik gå så vidt som til at give datteren bort imod hendes udtrykkelige villie. Denne formildelse førte måske også til sådan slappelse i hustugten, at nattefrieriet kunde snige sig ind.

Men så kan hin Søndfjord-bondes kraftige harme have bidraget sit til at dette nye væsen blev trængt tilbage igjen i hans nabolag. Jeg tænker mig, at pigerne rundt omkring havde taget skræk af historien om det spildte øl, og jeg forestiller mig, at det ry, der gik af gamlingens øxehug, har sat mod i andre fædre, så de ligeledes have ladet ungdommen forstå, hvem der var herre i huset. Der har været som en brydning mellem den gamle og en ny tænkemåde og skik, og ti eller tyve vel rettede hug og slag fra deres side, som stred for det gamle - ti eller tyve heldige exempler som det her fortalte - kunne have givet sagen den vending, at nattefrieriet blev tilbagetrængt og undertrykt og udelukt i et helt bygdelag. Man ser jo ofte, at der skal ikke så meget til for at bevirke, at en strid, som en stund har holdt sig lige, begynder at helde til den ene side, og strax voxer de stridendes mod, så de gå på, men de tabende blive forsagte og vige marken.

Men folkelivet står intetsteds stille. Det vilde neppe være rigtigt at mene, at medens det i Sogn udviklede sig den vei, at nattefrieriet der blev herskende skik, blev det i Søndfjord stående på det gamle punkt. Også her har der rimeligvis været udvikling og bevægelse, kun i en modsat retning. Og uagtet det nye, som jeg forestiller mig har udviklet sig her, ikke er så iøinefaldende urimeligt og fordærveligt som nattefrieriet i Sogn, tør det dog befindes, at den menneskelige skrøbelighed har klæbet ved det også.

Ikke nok med, at den nedarvede anskuelse, at forældrene skulde holde tøilerne i sine hænder og styre med børnenes giftermål, blev ved magt i Søndfjord, men samme anskuelse med dens overveiende fornufthensyn og levebrødsplaner synes at være bleven mere og mere gjennemført formedelst særegne fremgangsmåder og skikke, som lidt efter lidt udvikledes, og som altså på sin side vare ligeså fremmede for oldtiden, som nattefrieriet, der i andre bygdelag udvikledes af oldtidslivets spirer.

Denne udvikling af bygdelivet i Søndfjord vil jeg søge at anskueliggjøre ved at tale om:

1. Ulige partier,
2. «Heimdabyte» og «Heimdabyte-penge»,
3. «Penge-bryllupper», samt
4. Amme-koner.

Efter behandlingen af disse fire stykker, kommer jeg til at tilføie nogle yderligere bemærkninger om det samme Søndfjord, hvorefter jeg går over til Sogn for at anstille tilsvarende betragtninger om gangen af folkelivets udvikling der.

1. ULIGE PARTIER

Når folk vælge sig ægtefælle ikke efter personlig tilbøielighed, men af et sådant udvortes hensyn som at gifte sig til levebrød, da træffer det oftere, at det indgåes, hvad jeg her kalder ulige partier, d.e. forbindelser mellem ugifte og gifte (ungkarl med enke, pige med enkemand), eller mellem personer med usædvanlig forskjel i alderen (bruden ældre end brudgommen, eller denne meget ældre end hin).

Om dette forhold skal jeg afskrive et stykke af en udførlig og ypperlig beskrivelse over Søndfjord fra slutningen af forrige århundrede af sorenskriver Arentz. Han var født og opvoxet i egnen og havde levet og virket som embedsmand her i mange år, så han kunde være vel kjendt, og hans fremstilling bliver så meget mere troværdig, som han ved talen om almuens charakter og kulturtilstand gjerne gjør sig flid med at se enhver ting fra alle sider og ingenlunde blot fremhæver underligheder og misligheder, som så mange bygdebeskrivelsers forfattere have været opsatte på.(157)

Man vil se, at på hans tid have de unge karle været overmåde snare til at melde sig hos enker, som sad således til, at der fulgte et levebrød med deres hånd. Han siger:

«Ægteskaber stiftes imellem de søndfjordske bønderfolk ligeså vel som andensteds, at jeg så skal sige, fuldkommen efter statskunstens regler. Kjærlighed og naturlig tilbøielighed er som oftest det mindste, som sees på, og neppe troer jeg, at een af tyve kan med ret god samvittighed sige at have rådført sig i så fald med sit eget hjertelag til personen, som man forbinder sig med, men familiernes velstand, anseelse og sammenbindelse, og overalt en vis udsigt til et jordbrug at erlange, enten til eiendom eller bygsel, gjør strax ægteskabspagten færdig. Få enker, som sidde ved jord, begrave deres mænd, at jo allerede beilere igjen have indfundet sig, om just ikke personlig, så dog have havt ved en eller anden ven sit bud til dem eller bå(158), som de kalde det, det er at sige: underhånden ladet sin person tilbyde; og bifaldes samme af enken, sker heller ikke gemenligen langt ophold, førend hun tager ham hjem, som det heder, da han indtræder i boet til hende og der opfører sig som virkelig mand i mands sted, muligens i flere begivenheder end just ske burde førend ægteskabets virkelige fuldbyrdelse, som de holde for gjerne kan udsættes efter husets leilighed, alene at den nye mand f åer bygsel eller frelse på gården, hvilket er dem meget betydeligere end brudevielsen.»(159)

Man får vistnok det indtryk ved at læse de gamle sagaer, at enker med formue i oldtiden stod i høi pris overalt i landet. Men det ser dog ud, som at dette forhold må have udviklet sig ned igjennem tiderne her i egnen, når det var kommet dertil, at der som oftest var gjort aftale med den nye mand, før den første var stedet til jorden.

Nu er jeg vistnok tilbøielig til at tro, at i dette stykke som i flere af dem, jeg kommer til at berøre, er der siden Arentz's tid indtrådt adskillig forandring i Søndfjord, så man kan sige, at det forhold, som han skildrer, havde nået høidepunktet da og senere har begyndt at give sig. I det beslægtede bygdelag Nordhordland er det muligvis mere gammeldags endnu, og der hørte jeg ialfald om ganske friske exempler på dette, at enken har i al stilhed og betænksomhed feiret sin nye forlovelse under sin første mands gravøl; men i Søndfjord traf jeg ikke til at høre derom og af hvad jeg ellers erfoer, skulde jeg ialfald tro, at det ikke på langt nær kan træffe så hyppigt som på Arentz's tid.(160)

Men endda er der dog vistnok mere af begge slags ulige partier i Søndfjord end i Sogn.

Jeg kan vistnok ikke slutte så af personlig bekjendtskab. Der vilde behøves langt ophold og samliv med folket på begge steder, for at man skulde opdage og forvisse sig om en sådan forskjel, som ytrer sig - ikke i bestemte former for skikken og fremgangsmåden, men i hyppigheden af gjentagelsestilfælde.

Derimod kan jeg henvise til statistiske undersøgelser i det oftnævnte skrift om sædelighedstilstanden 1864. Der har jeg viist, at i det hele taget udmærker Bergens stift sig med en større hyppighed af ulige forbindelser, både af det første slags (ungkarle med enker o.s.v.) og af det andet slags (brudepar med usædvanlig aldersforskjel); men tillige har jeg kunnet påvise, at denne egenhed hænger mindre ved Sogn, men desmere ved de øvrige bygdelag i stiftet, altså også Søndfjord.(161)

I betragtningen af den store langsomhed, hvormed tilstandene pleie forandre sig blandt vore almuer, kunne vi vistnok trygt antage, at en tilsvarende forskjel har vist sig mellem Søndfjord og Sogn allerede på Arentz's tid, så en beskrivelse over Sogn i de dage neppe vilde have brugt så stærke udtryk om rift efter enker der.

2. « HEIMDABYTE». «HEIMDABYTE-PENGE»

Det såkaldte «heimdabyte» er en så kunstig form for forældrenes styren med børnenes giftermåls-anliggender, at jeg har ondt for at tro, at det allerede var opkommet i oldtiden, eller bleven så fast skik da, som det var på Arentz's tid i Søndfjord og endnu tildels er det der og f.ex. i det nysnævnte Nordhordland.

Arentz beskriver det så:

«Til de politiske ægteskabsstiftelser imellem vore bønder hører og det, som de kalde heimdebytte, måske rettest heimebytte,(162) hvormed en mandsperson af en familie forbinder sig til en kvindesperson i en anden under det vilkår, at en mandsperson af denne igjen skal tage en kvindesperson af hiin til ægte. Fornemmelig arbeides derpå mellem forældre, når de se leilighed til på denne måde at kunne få tvende af deres børn på begge sider med en gang hjulpne til brød efter deres talebrug, eller til at få jord; og går dette undertiden så vidt, at de endog i børnenes spæde alder gjøre aftalen, og når forsynet siden laver det anderledes, tro mange sig berettiget til nogen erstatning fra den side, som slår feil, når det just ikke er dødsfald, men mangel i tiden på villie og lyst til at opfylde sådant utidigt løfte, som er årsag deri.»(163)

At «heimdabyte» heller ikke i vore dager er nogen sjeldenhed, kan sees af en meddelelse (af en præst) netop fra Søndfjord, i min beretning «Om ædruelighedstilstanden i Norge», 1858, side 85 [Verker i utvalg 5, s. 147-48].

Jeg traf da også selv exempler.

I et tilfælde var det sødskendebørn, som byttede hjem, idet hver af de to gårdes ældste sønner tog den andens søster, og der havde været snak om dette længe, så de unge allerede fra barndommen af vare vante til at betragte hinanden som kjærestefolk. Det var såre agtværdige familier på begge sider, og begge de unge par levede i det lykkeligste og kjærligste samliv.

I et andet tilfælde fortalte en endnu ung mand mig det så, at han begjærede sin faders samtykke til at ægte den og den, og det fik han lov til på betingelse af, at hendes broder vilde gå ind på at tage hans søster. Gutten spurgte da denne broder, og det var så heldigt, at han viste villig. Begge brudgommer var gårdgutter, og jeg formoder, at formuen var omtrent lige på begge sider, så hver fik lige stor medgift med sin brud og altså ingen af dem «gik i tab».

Hvor fuldstændigt tingen har været bragt i system, det vil man forstå, når man hører, hvad «heimdabyte-penge» vil sige.

Dersom i dette sidste tilfælde den adspurgte broder havde vægret sig, så kunde endda den første gut have fået det ønskede samtykke af faderen, ved nemlig at gå ind på at holde sin søster skadesløs ved at betale hende f.ex. 100 spd. i penge. Oprindelig havde hun jo udsigt til at blive gift til en «jord» (eller gård) formedelst «heimdabyte»; men en ligeså god udsigt vilde hun have, når det blev bekjendt, at hun vilde bringe sin mand en så betydelig medgift, som 100 spd. her ansees for.

I et tilfælde hørte jeg sige, at en søster havde gjort sin broder det offer at gå ind på «heimdabyte». Denne villigheden var fornøden for, at han skulde få opnå et for ham fordelagtigt parti; men det parti, som blev hende budt, var i grunden imod hendes tilbøielighed, og håbet om, at hun med tiden skulde få mere godhed for sin mand, blev ikke opfyldt. Her vilde opfindelsen med «heimdabyte-penge» have været på rette sted; men der har sagtens været en eller anden hindring, for at ty til den udvei.

3. PENGE-BRYLLUP

I en lignende fremstilling af reise-iagttagelser i en anden vestlandsk egn, nemlig Harham og andre bygder på Søndmøre, har det interesseret mig at samle sammen en del træk af de endnu brugelige frier- og bryllupsskikke, og pege på den påfaldende overensstemmelse med den fjerneste oldtids.(164) Og jeg skulde visselig kunne føie flere træk til efter mine efterspørgsler i Søndfjord.(165)

Men hvad der interesserer mig nu, det er ikke blot at gjøre opmærksom på fortsættelsen af det gamle folkeliv, men at påviise dettes videre gående udvikling i en vis retning.

Jeg tror, at de søndfjordske bryllupsskikke skulle tjene som et godt exempel på dette, at den gamle folkeskik kan ved sin egen indenfra udad gående væxt udvikle sig og fremstå i nye og atter nye skikkelser.

Vi kunne forestille os et oldnorsk bryllup i hedenskabets tid således:

Det var en familiefest af både religiøs og borgerlig betydning. Vistnok var det ikke nødvendigt at have præst eller øvrighedsperson tilstede, men guderne bleve påkaldte, og frænder og grander vare tilstede på bygdens eller borgersamfundets vegne. Høitiden gik især an, når alt bryllupsfolket sad samlet om spisebordet og så fyldte øl-skåler signedes til guderne og tømtes af brudeparret og gjæsterne. Dette var en symbolsk handling. Guderne påkaldtes som vidner til de løfter, hvormed mand og kone forbandt sig med hverandre, og gjæsterne tilkjendegav, idet de deltog i skålen, at de vare vidner på, at alt nu var gået til efter vedtægt og lov, så brud og brudgom fra nu af kunde siges rette ægtefolk at være. Derfor er det, at øl-skålen endnu den dag idag går rundt i hvert gammeldags norsk bryllupslag, og derfra stammer den skik, at selv om den ølfyldte skål eller træ-bolle er ombyttet med et vinfyldt glas, så bruge vi dog i festlige lag at udtrykke den høitidsfulde stemning ved at drikke «skåler», som det endnu kaldes.

For yderligere at fæste opmærksomheden på, hvilken symbolsk eller høitidelig betydning øl-skålen havde ved brylluppet, skal jeg henpege på den umiskjendelige lighed mellem brylluppets huslige fest og de offerfeste, som til bestemte tider og ved visse leiligheder holdtes i bygdens tempel eller hov, som det kaldtes. Til sådan fest hørte nu netop dette, at øl-skåler signedes til guderne og tømtes til deres ære af offer-gjæsterne, og disse sad også her bænkede om bordet og nød et måltid af udsøgte madvarer, som alle eller nogle af deltagerne havde bragt med som gave til festen. En gave af dette slags kaldtes fórn, og man vil forstå, at dette ord kom til at betyde et slags offergave til festens forherligelse og for gudernes skyld. Men samme offer-skik har fulgt med bryllupper: fra hver familie, som gjæstede bryllupsgården, blev der nemlig bragt gaver af de kosteligste madvarer, og i Søndfjord som flere andre steder kan man endnu høre, at der om disse gaver bruges det navn forn (her udtalt fonn eller funn).

Efter christendommens indførelse kom brudevielsen til. Den religiøse del af festen kunde da siges at være flyttet fra huset til kirken, og regelen for ægteskabets stiftelse er lidt efter lidt bleven således yderligere forandret ved lov, at det er i kirken brudefolkene erklæres for rette ægtefolk at være, så bryllup hjemme i huset ikke for den sags skyld behøves.

Men der var en årsag, som gjorde, at ved siden af kirke-vielsen holdt bønderne endnu bryllup som før.

I de ældste tider blev den omtalte penge-handel, som havde fundet sted ved fæstemålet, lyst eller bekjendtgjort i brylluppet, i gjæsternes påhør, ligesom en sag nu lyses til thinge for at stå fast. Til denne handel hørte, at brudens fader lovede at udrede ved eller efter brylluppet, hvad der kunde tilfalde datteren som arv, eller den såkaldte heimanfylgja (endnu i almuesproget; heimafylgje, det er hvad der følger bruden hjemmefra, i skriftsproget medgift.(166))

I tidens løb forandredes nu forholdene på flere måder så, at det var just ikke så vigtigt, at der var bryllupsgjæster tilstede for at være vidne til dette faderens løfte;(167) men vel kunde de samme gjæsters deltagelse være nødvendig i en anden hensigt, nemlig for at hjælpe til for at få heimafylgjen udredet.

I hine dage kunde nemlig bonden ikke gå til banken og tage lån op. Men exempler af de såkaldte gilder vise, at den tanke ikke var fremmed for gildebrødre at indgå et slags gjensidig forpligtelse om hjælp, når behov gjordes (f.ex. i ildebrandstilfælde).

Formedelst sådan overenskomst om gjensidig hjælp, antager jeg, at den bekjendte bygdeskik at holde skål-bryllupper er opkommen, således at gjæsterne vedtoge at skillinge sammen for at udrede heimafylgjen mod at de skulde have ret til samme hjælp, når de trængte.

Jeg tænker mig da, at sammenskuddet, dette bevis på slægtens og naboskabets deltagelse for bryllupshuset, blev givet netop i den stund, da hin festlige øl-skål gik rundt. Hver gjæst har tømt skålen på brudeparrets velgående og så «givet att i skåla» det bidrag, som efter vedtægt kunde falde på ham.

Støtte for denne mening, at skål-penge og heimafylgja på en måde er en og samme ting, vil man finde i følgende:

Efter vore ældste love, f.ex. Gulathingsloven, var det en arveregel, at når en mand efterlod sig f.ex. en gift og to ugifte døttre, så blev den heimafylgje, som den gifte søster havde fået ved brylluppet, betragtet som hendes arv, således at hver af de ugifte søstre først måtte have ligeså meget af boet, før der kunde blive tale om yderligere arv efter deling for den første.

Men netop ligeså forholdes nu for tiden i skiftesamlinger i Søndfjord og andre vestlandske bygder med den såkaldte «bryllupsgjær» eller «bryllupskost» (gammelnorsk brydhlaupsgerð, brydhlaupskostr, d.e. at gjøre og udrede (gera), at bekoste et bryllup), således, at når en gift søster opgives at have fået i bryllupsgjær en verdi af f.ex. 70 spd., så må hun lide så stort afdrag i arven(168)

Det går således til, at brudens fader lover datteren og svigersønnen ikke alene at feire deres hædersdag med et bryllup som sædvanligt, men at holde et så og så stort bryllup, på så og så mange tønder malt med tilbehør, og med gjæster i forhold dertil. Værdien af, hvad der således udredes af faderen og fortæres af gjæsterne, er den «bryllupsgjær», som siden bliver opgivet for skifteretten; men de skålgaver, som indsamles hos bryllupsgjæsterne (der ikke alene pleie erstatte beværtningen, men gjerne give noget mere) komme istedetfor den gamle heimafylgje. Man kan sige, at heimafylgjen altså bliver tilveiebragt formedelst et offer fra faderens side (bryllupsgjær), hvorved de forsamlede bygdens folk indbydes til at gjøre et modsvarende udlæg (skål-penge).(169)

Men nu kan det ikke undgåes, at jeg må tale temmelig omstændeligt om et eget forhold i Søndfjord med eiendomsretten til skålgaverne samt med den forpligtelse, som de påføre eiermanden.

Såvidt jeg har erfaret, er det skik ellers i landet, at hvad enten skålen indbringer meget eller lidet, eller hvad enten den giver et stort eller lidet overskud over «bryllupsgjæren», så tilfalder det hele beløb brudeparet. Derfor sidder også brud og brudgom i høisædet og takker hver giver med skjænk og med håndtag. Men så er det også de nygifte folk, som have forpligtelsen på sig til at yde gjentjeneste, og denne forpligtelse synes på de fleste steder at være temmelig ubestemt, så den gjælder de bryllupper, som holdes i grandelaget eller i slægten, hvad enten de blive mange eller få, og hvad enten hint enkelte par altså i tidens længde kommer til at udgive mere eller mindre, end det selv har taget ind. Men i Søndfjord eller dog i flere af de søndfjordske bygder er det så, at brud og brudgom kun for et syns skyld takke giverne, medens bryllupsværten tager det samlede beløb i sin besiddelse og deraf udreder svigersønnen det beløb, de ere forligte om; det er da dette sidste beløb (og ikke værdien af bryllupsmaltet m.m.), som siden kommer fore i skifteretten under navn af «bryllupsgjær». Det er muligt, at brylluppet har kostet 70 spd., at skålen indbragte værten 120 spd., og at han deraf betaler svigersønnen 100 spd, så værten på en måde har vundet 20 spd. Men med denne egenhed ved den søndfjordske skik følger også den meget væsentlige omstændighed, at her er det ikke det nygifte par, der ansees som bryllupsgjæsternes skyldnere, men værten og svigerfaderen. Det er også at mærke her, at forpligtelsen eller skålpengegjælden er bestemt personlig; det er ikke en ubestemt forpligtelse til at deltage i grandelagets bryllupper, men værten skylder at følge indbydelse fra dem, som vare hans gjæster, og give dem i skålen, hvad de gave ham. For at gjøre dette sidste tydeligt, skal jeg tilføie, at man i de senere tider har indført den visselig ikke ufornødne forsigtighedsregel, at under skålgivningen, der ledes af kjøgemesteren under nedarvede ceremonier, sidder en skrivekyndig person ved bordet og fører fuldstændigt regnskab; det er et tillæg til den gamle bryllupsskik og efter omstændighederne en forbedring.

Et exempel, som jeg hørte omstændelig fortælle, vil gjøre det anskueligt, hvordan det kan gå til. En mand har lovet sin svigersøn 80 spd. i bryllupsgjær, at udrede contant strax efter brylluppet. Han lager da istand, hvad der behøves til et bryllup, i så stor målestok, som han af erfaring veed er fornødent for at få ind et sådant beløb i skålpenge eller noget derover. Så inviterer han gjæsterne - først slægtninger, hvad enten han har bryllupspenge tilgode af dem eller ei, dernæst bygdefolk, som han selv har drukket bryllup hos, og som han altså har at kræve hjælp af. Han har krav udestående hos mange og kan ikke vel bede dem til bryllup alle, husrummet vilde ikke strække til; han gjør altså et udvalg af sine skyldnere og tager helst dem, som han ikke anser for vederhæftige i længden; hos de andre har han da sit tilgodehavende trygt stående, til han skal holde bryllup for sine yngre døttre. Når nu gjæsterne give i skålen, bliver værtens regnskabsforhold mangfoldig forandret. De gjæster, der ikke kom til huset som skyldnere, gå bort som fordringshavere, og de, som skyldte, kunne bære sig forskjelligt ad: nogle betale måske netop, hvad de skyldte, og med dem er det da kvit, andre betale kun en del af gjælden og atter andre betale gjælden fuldt ud og lægge lidt til. - Årsagerne til dette ulige opgjør kan igjen være forskjellige. I et tilfælde har han, som nu er vært, drukket bryllup således, at han har havt kone og børn med sig som gjæster og altså lagt i skålen både for sig og for dem; men nu kan det træffe så til, at den bonde, som skylder for dette, selv kun kan møde frem med sin egen person (konen er måske forhindret ved sygdom), og da giver han kun for sin egen person, altså kun en del af, hvad han skyldte. I et andet tilfælde har den nærværende vært kun havt sin egen person at give for, men da hans indbydelse gjaldt ikke alene skyldnerens egen person, men hans hele huus, har denne måske villet bevise værten den ære at tage kone og børn med og give for både sig og dem. Ja, dette sidste tør nok en og anden endog gjøre ikke blot for at bevise værten og hans familie opmærksomhed, men også for at vedligeholde denne eiendommelige bryllupsforbindelse med en anseet mand, som det kan være godt at have at stole på, i tilfælde, at man selv skal se sig om efter bryllupsgjæster. Det er nemlig kommet dertil, at folk helst ville slippe for at deltage i disse skål-bryllupper, og er det en fattig og ringe mand, som skal holde bryllup, så gjælder det for ham at få en eller anden anseet gjæst, hvis exempel kan virke på de øvrige indbudne. - Endnu en årsag til hint opgjørs ulighed skal jeg anføre, for med det samme at give en yderligere prøve på, hvor overmåde nøiagtig den hele skik er udviklet. Sæt, at en gjæst var mødt frem som skyldner, og havde at erlægge for sin egen person og som almindelig gjæst f.ex. 2 spd. - så meget nemlig, som han ved en tidligere leilighed havde modtaget af værten -, han giver nu måske 3 spd. (og får altså 1 spd. tilgode), på grund af, at han træffer til at være i slægt med brudgommen og altså bør give noget mere end en almindelig gjæst. Der er nemlig ligesom en taxt for, hvad hver bør give i skålen, eftersom han er ubeslægtet, fjernt beslægtet, nær beslægtet.

Når en mand dør, er der vel i regelen adskillig uberigtiget bryllupsregnskab efter ham, så han dels har tilgode, dels skylder. Jeg veed, at det ansees for at høre med til god skik, at de, som tage arven, også skulle overtage og dele mellem sig bryllups-skylden, så at altså en søn kan møde frem som gjæst i den afdøde faders sted. Og det svæver mig for, som jeg også hørte, at på lignende måde, kan en søn optræde som fordringshaver efter sin fader.

Sådan overførelse af bryllups-regnskab fra faderen på børnene kan også finde sted, når faderen overdrager gården til sønnen og trækker sig tilbage til sit føderåd. Ja, dette er i grunden kun anvendelse af en tanke, som man ofte kan være nødt til at befølge; når f.ex. bryllupsindbydelsen kommer til et hus og faderen ikke vel kan sige nei, men ved sygdom eller deslige er hindret fra at møde personlig, så kan han lade sin søn gå i sit sted.

Jeg har omtalt alle disse småregler så omstændeligt, fordi netop de synes mig at vise, at i tidens løb har bryllups-skikken udviklet sig i en vis retning. Jeg har ondt for at tro, at der var kommet så vidt dermed i hine fjerne tider, som vi kalde oldtiden.

Og ialfald er den udvæxt på bryllups-skikken, som jeg havde for øie med det udtryk «penge-bryllup» i overskriften, og som jeg nu endelig skal beskrive, åbenbar af nyere oprindelse.

Det er endog muligt, at denne udvæxt er kommet frem efter Arentz's tid; thi han taler vel om den nu beskrevne eiendommelige Søndfjordsskik, at bryllupsværten overtager skålpenge-gjælden,(170) men hvad jeg kalder penge-bryllup, ser man ikke at han kjender til.

Først traf jeg til at høre derom i anledning af en familie, som var reist til Amerika. Manden skulde skrabe sammen alt, hvad han eide, og han havde en del skål-penge udestående, som han ikke syntes han kunde give afkald på. Altså bryggede han øl og indbød sine skyldnere som til bryllup, og de budne viste den villighed at komme og lægge i skålen, hvad de skyldte.

Her gik det rimeligvis stilfærdigt og alvorligt til; men i andre tilfælde er spillet mere fuldstændigt: Kjøgemesteren med hans besynderlige blanding af bordbønner og skrøner, spillemanden og den hele danselystighed, brudegrødens nydelse, skålgivningens ceremonier og beregninger - alt som i et virkelig bryllup, kun at brud og brudgom mangle. Det er et «pengebryllup», gjort ene og alene for pengenes skyld.

Denne opfindelse havde vel fra først af til hensigt at hjælpe folk, som ikke vel kunde bie dermed, til at få tilgodehavende bryllupspenge ind før tiden. Når der skal holdes barsøl for en datter, gribes stundom anledningen til at indbyde folk, som man nok har bryllups-penge udestående hos, men som man egentlig ikke havde ret til at kræve, før samme datter skulde stå brud.

Men det er gået videre og videre med udartningen. Der holdes nu pengebryllupper uden nogensomhelst anledning, ja uden at værten har bryllupsgjæld at kræve. Han lager til som til bryllup og trygler gjæster sammen, som da betro ham skål-penge. Det er en måde at reise pengelån - for at kunne betale et gårdkjøb eller klare kjøbmandsgjæld i byen eller desl. Naturligvis kan det ikke gå tidt på, og det finder kun understøttelse eller imødekommen hos bygdens folk, når man synes om værten og venter, at han vil anvende pengene vel.(171)

Men at denne skik med pengebryllupper har kunnet udgå af den gamle skik med virkelige bryllupper, det er vel det stærkeste bevis på, hvorledes penge-interessen har fået regjere i disse. Af penge-bryllupperne mærkes det, hvor meget de sande bryllupper have tabt af deres oprindelige høitidelighed. Og det er det overmåde betænkelige, som jeg vilde have fæstet opmærksomheden på, at ægteskabet, som skulde holdes høit og i ære og omgives med alt, hvad der er af værdigt og høitidsfuldt, indledes med et værtskab, som har så meget tilfælles med en kroværts bedrift. Her er så liden mindelse om hjerte-sagen, og brylluppet kan give den simple tanke næring, at selve ægteskabets mål er at sikkre sig et brød».(172)

4. AMME-KONER

Bergens by er bekjendt for den skik, at husmødrene ikke gjerne selv ville opamme sine børn. Og Søndfjord er igjen bekjendt som den bygd, der næsten udelukkende forsyner byen med ammer. Hvor man ser sig om på byens gader, ser man disse Søndfjords-ammer med småbørn på armene; jeg synes jeg kjender dem - ikke alene på de sorte huer med fine hvide kanter, men også på deres stilfærdige og troværdige væsen.

Det er ikke, som vi andensteds i landet ere vante til, uægte børns mødre, som have disse ammetjenester, men gifte koner. Og det er ikke bare fattige husmænds og indersters, men ligesåvel gårdmænds koner. På flere af de anseligste gårde i Yttre og Indre Holmedal have konerne fortalt mig om deres strid og nød, da de overlode sine børn til bedsteforældrene eller satte dem ud til fremmede og så reiste til byen og lagde folks børn til sit bryst. Med en af disse koner gik det så, at da hun allerede havde fæstet sig som amme og blottede sin barm og skulde tage mod det fremmede barn, så overvældedes hun af længselen efter sit eget, så det blev hende til umulighed at udføre tjenesten; dog blev hun i huset, da den veltænkende husmoder besluttede sig til selv at opamme barnet og beholde hende som «tør-amme». En anden kone skildrede mig sin længsel efter hjemmet så, at så meget end hendes madmoder drev på, at hun skulde ud at spadsere for at holde sig frisk og i godt huld, så turde hun i lang tid ikke sætte sin fod på gaden; thi bare hun så en søndfjords trøie, kom hun til at tænke på manden og allesammen derhjemme, og så syntes hun ikke, hun var god til at holde det ud. Og dog holde de det ud i årevis; men når barnet er afvænt og altså tjenesten som «våd-amme» er endt, så fortsætte de som «tør-amme» eller almindelige barnepiger.

Søndfjords-ammerne ere søgte i Bergen for deres store stadighed og pålidelighed. Men ellers blive de ikke just berømmede for denne samme egenskab, hvilken man siger kommer deraf, at de ere så dumme og dorske, så de have ikke nogen tanke og villie for sig selv. Af bergensere, som selv ere opammede af disse bondekoner, kan man også høre den mening, at det magelige og overflødige liv, de leve i rige folks barnekammere, skjæmmer dem ud, så de vise sig som uduelige husmødre, når de komme hjem, og deraf skal da det huslige vanstel i Søndfjord skrive sig, som folk i Bergen have så besynderlige forestillinger om. Værst er dog dette, at man tror, at de søndfjordske piger af forældrene gives hen og af gutter i hjembygden tages til ægte, for at de skulle komme i den stand, at de kunne tjene som amme og få den gode løn.

Høist besynderligt er det, at den ellers så forsigtige Arentz lader ord falde om det samme. Ikke alene, at han, hvor talen er om «heimdebyte» og om de før berørte levebrødsberegninger som grund til ægteskabsforbindelse, siger, at håbet om de fordelagtige ammetjenester i Bergen bringer mange giftermål istand mellem ledige personer og tjenestefolk; men ved talen om den sædelige tilstand og uægte fødsler udtrykker han sig så:

At mangt et kvindemenneske lader sig besvangre, ja muligens gjør sig umag derfor, kommer ikke blot af ukydskhed eller besynderlig stor grad af kådhed, men har vel og ofte fordels attrå til grund, da derved kan erholdes en god amme-tjeneste i Bergen, og man veed, hvilken sær agtelse ammer fra Søndfjord ere i.(173)

Men alt dette er upåtvivlelig falsk, med undtagelse af, hvad der først blev anført om den stadighed og pålidelighed, hvorved disse amme-koner have vidst at vinde så stor tiltro i de bergenske huse.

I denne anledning skal jeg først gjøre opmærksom på, at amme-koner ere kun en del af de gifte koner her i Søndfjord, som tillige med deres mænd må tjene for sit brød og gå til andres bord, da de ikke have kunnet sætte fod under eget bord endnu.

Hvor påfaldende mange familier der er af dette slags, det blev jeg opmærksom på derved, at jeg i andet øiemed gjennemgik Askevolds præstegjelds ministerialbog og derved fik se, at mange af de ægte børns forældre vare anførte som tjenestefolk - noget, som jeg på andre steder næsten kun er vant til at se om forældre til uægte børn.

Nogle tællinger her og i et par af nabobygderne gave mig følgende resultater:


Gifte forældre-par, som havde børn til dåb.

Af dem vare tjenestefolk.

Procent.


Askevolds præstegjeld:
1831-35

589

121

21
1851-61
1319
125
  9
Yttre Holmedals præstegjeld:
1836-40

458

112

24
1856-63
811
131
16
Indre Holmedals præstegjeld:
1841

90

    8

  9
1863
100
  10
10

I de to førstnævnte præstegjeld ser man, at mellem 4de og 5te parten af de gifte koner, som have født børn, have været i tjenerstilling. Dette har aftaget, se vi også. Men den aftagen hørte jeg beklage som et slet tidernes tegn. «Før i tiden, sagdes der, var der mere strævsomhed og nøisomhed, så fattige folk, som ikke selv have hus og hjem, vedblev at tjene efter at de vare gifte; men nu er det ikke godt nok, de ville heller sidde som inderster og tage hjælp af fattigkassen.»

Jeg tænker dog, at tingen også kan sees fra en anden side, således nemlig, at folk netop med større strævsomhed tro sig istand til at opnå dette berettigede mål for enhver familie, at have sit eget hjem, om det end er meget tarveligt. Men hvordan det end forholder sig hermed, så fandt jeg selve forholdet endnu meget almindeligt. Det, som jeg studsede over, at gifte folk gik som tjenere, var man i egnen selv så aldeles vant med, at man fandt det at være i sin orden. Konen tjener ofte på en gård, manden på en anden - kanske endog i en anden bygd, så der er fjord og fjeld imellem dem. Når barnet er lidet, må moderen have det hos sig, der hvor hun tjener; hun lider da naturligvis afkortning i lønnen. Bliver barnet større, kan det være, at hun akkorderer det ind i en familie for betaling og så tager tjeneste for fuld løn. End når der bliver flere børn? Da vil det blive vanskeligt for sådanne folk at komme udaf det; men der bliver sjelden flere børn, sålænge forældrene tjene. Nu og da kan vel manden bede sig lov af sin husbond og gjøre sig et ærinde hen til konen; men formedelst den store betænksomhed og selvbeherskelse, som er disse bygder egen, kan det endnu være, som om der var en mil imellem dem. Når de så komme i den stand, at de flytte sammen for alvor, så voxer børneflokken igjen.

Med disse sidste bemærkninger havde jeg nu de gifte tjenere for øie, som tjene på hvert sit sted, hjemme i bygden. Det har sig anderledes med dem, som ere i hus sammen. Dette træffer mest, når manden er en bondes ældste søn, den, som skal have gården efter faderen; han forbliver hjemme hos sine forældre som før, men går ind på disses plan eller får deres tilladelse til at gifte sig og tage sin kone til sig, mod at både hun og han skulde arbeide i forældrenes brød og gå til deres bord som andre tjenere. Man kan sige, at disse folk stå i en vis mellemstilling mellem børn og tjenere. Men hvor alvorligt det ialfald før i tiden har været taget med tjenerpligten, det fik jeg en forestilling om derved, at jeg i en anden bygd med beslægtede, men mere gammeldags tilstande (Manger i Nordhordland) hørte om den regel, at den flyttetid, som gjælder for almindelige tjenere, gjælder også for disse sønners brude: Når brylluppet skal stå til sommeren, flytter bruden til huset allerede om våren, da man lader den pige, som var i tjenesten før, flytte fra; og når så brylluppet bekostes af hendes forældre, så må hun atter flytte tilbage de få dage. - Og man kan da se det endnu i Søndfjord selv, at sådanne sønnekoner ret må tjene sine svigermødre. Når disse blive bedstemødre, påtage de sig gjerne at stelle med de små, og mødrene må da forrette sit husarbeide. Enhver moder vil forstå, hvor surt dette ofte må falde. Jeg kan kun anføre et enkelt træk af, hvad en kone fortalte mig fra den tid: hun syntes det næsten ikke var til at holde ud at forlade det grædende barn for at følge slåttefolkene ud på marken og rage hø; men så gjorde hendes mand hende en liden vugge, som hun kunde bære barnet med sig i, når veiret var godt.

Jeg tror, det træffer forholdsvis hyppigt mellem gårdmandssønner, som tillige ere gårdarvinger, at de både selv blive unge brudgommer, og at de føre unge brude hjem til sine forældres hus. Årsagen ligger i de hensyn og betragtninger, som bleve antydede ovenfor, hvor talen var om «heimdabyte». Guttens forældre ville gjerne skaffe ham en brud fra et rigt hus, og pigens forældre ville gjerne se hende i et godt brød, og når først tingen er aftalt, er det bedst, at den også bliver udført med det samme -det er sikkrest; thi slig aftale kan omgjøres, men giftermålet står fast.

Men når de unge folk have fået sig en søn, og denne lille gut igjen har fået en liden syster, så kan det være, at bedsteforældrene begynde at tænke på, at det kunde blive noget vanskeligt for de unge, om børneflokken skulde holde på at øges, og da kan det også være, at den unge kone er gået træt i denne eiendommelige tjenerstilling, og at hendes sind ikke holder det ud længer. Det kan være brave folk hver for sig, og dog er det kanske så, at bedstemoderen og sønnekonen ikke komme ud af det sammen. Fra alle sider synes man da det er bedst, at ungkonen gjør, som gamlekonen har gjort før hende - nemlig reise til byen og tjene, og da naturligvis på fordelagtigste måde, nemlig som amme. Faderen og bedsteforældrene påtage sig at stelle med børnene, og hun reiser og bliver borte, indtil de gamle bestemme sig til at opgive bruget eller dog en del af det til de unge, så hun kan komme hjem og tiltræde sin stilling som husmoder. I regelen varer dette, som sagt, flere år i rad, og i sådanne familier kan man derfor finde ligesom to kuld af børn - et ældre kuld, som fødtes før by-reisen, og et yngre, som kom til efter hjemkomsten.

Når jeg nu tillige erindrer om, at svigerforældrene navnlig øve stor indflydelse ved ældste søns valg af hustru, og da nødvendigvis må tage hensyn, ikke blot - som ovenfor berørt - til hvad medgift bruden bringer med hjemmefra, men tillige til, hvad forstand og dygtighed og hjertelag den sønnekone besidder, som de engang tænke at overlade styret til, og af hvis hånd de håbe at nyde den pleie, deres alderdom behøver - kan man så fremdeles mene om den amme, som er udgået fra denne kreds, at hun af sine forældre og omgivelser har ladet sig bringe i berørelse med manden i den lave hensigt, at hun derved skulde blive skikket til at være amme?

Men hine andre gifte tjenere, som tjene hver på sit sted, er for en stor del yngre børn af de samme familier som disse - ialfald i det hele og store taget folk af ganske samme opdragelse og tænkemåde; thi husmandsklassen er her lidet talrig og gårdmandsklassen lidet mægtig, så der er ikke stor standsforskjel. Og der er kun en grads forskjel mellem dette, at en mand og kone tjene hver på sin gård eller endog i hver sit kirkesogn hjemme i Søndfjord, og at hun tjener som amme i byen, og han som dreng hjemme i bygden eller - for at gjøre hende følge - ligeledes i byen.

Der er imidlertid indtrådt en vending i disse ting. Som livet i det hele taget er blevet meget rummeligere og friere nu på en tid, så er det nu sjeldnere end før, at Søndfjords-koner forlade mand og børn og reise til byen som ammer. I dets sted har det taget til med, at ugifte piger reise ind og tage tjeneste. Blandt almuen hørte jeg en dobbelt mening om denne forandring. På den ene side var det tydeligt, at man var kommen ind på at betragte hint gamle forhold som en uting, som det var vel man nu kunde slippe for;(174) men på den anden side blev det bemærket, at det var betænkeligt at lade ugifte piger reise så langt bort fra hjemmet og til en by, hvor der var så megen forargelse og forførelse for deres uerfarne ungdom.

Her kan være plads til at tilføie en bemærkning af en præst i en af de bygder, som før har sendt så mange gifte koner til Bergen som ammer. Jeg veed ikke vist, om bemærkningen angår et nyt forhold, som holder på at udvikle sig, eller et gammelt, som bestod ved siden af hint; men i hvert fald tjener den til at belyse den side af folkets liv, at de leve i små kår og må bruge den yderste forsigtighed og selvfornegtelse for at arbeide sig frem til selvstændig stilling. Han sagde, at ligesom piger reise også gutter til Bergen for at tjene, og det hænder ofte, at en Søndfjords gut og pige komme hjem til bygden og blive viede, og reise så atter til byen og tjene, - nogen tid efter kommer hun alene hjem for at føde sit barn og sette det ud til forpleining, men vender så tilbage og tjener fremdeles. - Det kan vare mange år, inden et sådant par har optjent så meget, at de tør vende hjem for alvor og tænke på at kjøbe eller bygsle sig et lidet brug. Og da kan det være, at faderen for første gang får se sit barn - nu kanske en 10 års gut.

Om alle de nu berørte træk af livet i Søndfjord under overskrifterne: «Ulige partier», «heimdabyte», «pengebryllupper», «ammekoner», må jeg skynde mig at tilføie den bemærkning, at fremstillingen er anlagt på at begrunde og anskueliggjøre den fra først af opstillede mening om dette samme liv og dets udvikling gjennem tiderne (side 450, det understrøgne).

Men denne mening har tildels formet sig her i min studerstue.

Under selve besøget i Søndfjord fik jeg et overmåde godt og gunstigt indtryk af folkelivet. Jeg beundrede og glædede mig over det sædelige alvor, forældrenes omhu for børnene, disses lydighed mod forældrene, det trofaste samliv mellem ægtefæller, mændenes arbeidsomhed, kvindernes huslighed, den overordentlig store tarvelighed og nøisomhed. Jeg glædede mig så meget mere over alt dette, som det i mine øine så særdeles priselige træk, at nattefrieriet er, så at sige, aldeles fremmed for disse bygder, syntes mig at høre så naturlig hjemme i denne kreds af huslige dyder.

Men efter besøget i Søndfjord kom jeg til Sogn, og da jeg nu skulde stille alle mine erindringer sammen og forsøge på at forklare den i sandhed gådefulde ulighed mellem disse to nabobygder med hensyn til dette sidst nævnte træk, så bar det mig imod at dvæle ved den forestilling, som først havde dannet sig hos mig, at uligheden var fremkommen ene og alene ved et sædernes forfald på den ene side eller i Sogn, og den mening opkom istedet, at der ligeså vel monne være noget ensidigt, noget yderligt, noget skjævt og misligt ved den art og måde, som folkelivet i tidernes løb har antaget på den anden side, eller i Søndfjord. Jeg gik ud fra oldtiden og forestillede mig, at folkeskikken da monne have været mindre udviklet eller udpræget end nu, men at den har indeholdt i sig de spirer eller begyndelser, hvoraf de nuværende ulige skikke have viklet sig ud - på det ene sted overveiende i en retning, på det andet overveiende i en vis modsat. Jeg havde før været vant til at kalde Søndfjord en overmåde gammeldags bygd i sammenligning med Sogn, men kom nu ind på den forestilling, at der, ret beseet, kanske ikke var mere af det gamle igjen i uforandret skik på det ene sted end på det andet, eller at livet ligeså lidt havde været stillestående der som her; ja, trods den behagelige erindring, jeg havde om Søndfjord, stillede jeg det op som en mulighed og sandsynlighed, at der vel klæbede mere af menneskelig skrøbelighed ved folkelivets udvikling her, end jeg hidtil havde fået syn for.

Med hensyn hertil fremdrog jeg da hine træk af livet i dette bygdelag, og jeg har med flid og forsæt fremhævet yderlighederne, så tingene rimeligvis ville gjøre mere stødende indtryk på læseren, end de gjorde på mig, da jeg var på stedet og så det overdrevne og enkeltstående ved siden af det jevne og almindelige.

Jeg skal endvidere tilføie to bemærkninger, som vise i samme retning eller tjene til at fremhæve skyggesiderne:

1. at forældrene her i Søndfjord øve så stor indflydelse på børnenes hjertesanliggender og styre giftermålene efter sine meget forstandige levebrøds-planer, tør vel have ført ikke alene til de mange ulige ægteskabsforbindelser, som der taltes om ovenfor,(175) men også til adskillige ulykkelige ægteskaber med glædeløst, sukkende liv, ja med brud på ægteskabelig tro.(176)

2. At børnene ikke alene med lydighed følge forældrenes villie, men med troskyldig villighed gå ind på deres hele tænkemåde, idet de tidlig vænnes til og voxe op med det begreb, at hvad det gjælder om, det er gård og grund, det er hus og hjem, det er heste og kjør og god havnegang og ikke for lang vei til sæteren eller for tung vei op fra søen og for alting ikke for tungt føderåd på bruget - at, siger jeg, børnene opdrages så, og at slægter ere voxede op på denne måde århundrede efter århundrede, det tør have sin del i, at Søndfjords almue skiller sig mærkeligt fra Sogns med hensyn til folkecharakterens eller sindets art. Sogningen berømmes overalt for hans livlighed og opvakthed, men søndfjordingen har lige modsat ord for træghed. Og det er vist, at som hin livsglade og ofte meget tækkelige livlighed står fare for at skeie ud og arte sig som hensynsløs uvorrenhed, så er uselvstændig og villieløs træghed den skikkelse, hvori overmålet af søndfjordsk betænksomhed og forsigtighed viser sig. Jeg vilde sige: Sogningen har afgjort hang til livsglæde og livlighed, søndfjordingen har afgjort hang til betænksomhed, og dette hang synes at have fået vel megen magt derved, at blikket har været så overmåde stærkt henvendt på dette smålige jordiske. Ja, man kan vel sige, at den almindelige betænksomhed har gjort, at vel stor langsomhed i ord og lader er bleven til bygde-vane i Søndfjord. Jeg mærkede det så tydeligt på en af mine kjæreste venner blandt bønderne her; ved nogle dages samvær kom jeg efter, hvorledes han havde det, og når jeg rettede et spørgsmål til ham, kunde jeg stundom med forsæt give mig til at spikke med en kniv eller underholde mig med andre ting, for ikke at kjede mig, medens jeg ventede på svar. Men så har også dette svar umiskjendelige mærker af den omhyggelige betænksomhed og sandhedskjærlighed, hvoraf det var udgået.

Men jeg kan dog ikke forlade Søndfjord uden tillige at fremhæve, hvor overmåde tækkeligt her kan være i disse bygder, hvor det rigtignok i mine øine så særdeles priselige træk, at nattefrieriet er holdt ude og ukydskheds-forseelser derfor ere så sjeldne, ingenlunde er enestående, men, som allerede antydet, danner et led i en hel kreds af huslige dyder.

Jeg skal i den henseende hentyde til to kjendsgjerninger, nemlig:

1. at om end fornuftshensyn og tanke om levebrød gjør sig stærkt gjældende ved valg af ægtefælle, så er det dog ingenlunde blot gods og penge, der tænkes på, men også sådanne personlige egenskaber som forstandighed og arbeidsdygtighed og huslighed, uden hvilke jo nogle dalers arv kun lidet vilde forslå, og

2. at hjertelighed og ånd dog ingenlunde er bleven således kvalt under hine nyttigheds-hensyn, som man af det hidtil anførte kanske kunde formode.

I første henseende skal jeg nævne dette, at i Søndfjord kræves der overmåde meget af en husmoder, og pigebørnene blive opdragne med stadigt hensyn hertil, og de vise sig sin opgave voxen i fortrinlig grad. Søndfjord er - høist besynderligt - kommet i udråb for skidenfærdighed; men her er det ikke destomindre bygdeskik, at kvinderne f.ex. skure eller vaske sit gulv hver lørdag, ja desuden inde i ugen, når det indtræffer nogen af de gamle helligdage, som endnu holdes her - modsat i Sogn, hvor det endnu i de fleste huse er så, at gulvet slet ikke vaskes, så langt året er, men kun holdes ordentlig med skuffe og sopelime. Fremdeles er det bygdeskik i Søndfjord, at kvinderne sy ikke alene alle sine egne klæder, men også mandfolkenes trøier og buxer o.s.v.; derved ere de komne i god øvelse med at bruge nålen, og det sees blandt andet på den omhu, hvormed gamle klæder her stoppes og lappes. Det er en æressag for den søndfjordske husmoder, at mand og børn ere hele og rene. Fra et af de fattigste huse, jeg besøgte, tog jeg derfor med mig en meget brugt barneskjorte, som husmoderen overlod mig, og i Sogn tog jeg den ofte op af kufferten og viste den frem både på bønder- og i præstegårde, men overalt hørte jeg det enstemmige udråb: «den skjorte er ikke lappet i vor bygd!»

Om de søndfjordske kvinders sands for renlighed og huslighed skal jeg forhåbentlig få give nøiere forklaring i et par andre arbeider, jeg har under hænder. Her turde jeg kun kortelig hentyde til disse vidtløftige emner.

Det skulde også føre mig for vidt, om jeg - for at give et begreb om, hvad arbeidsomhed der fordres af mændene - vilde meddele de yderst interessante oplysninger, jeg fik om sildefiskeriets opsving, om de mange tusinde sildetønder, som husfliden i Indre Holmedal frembringer m.m. Jeg skal kun anføre et enkelt exempel på nævenyttighed og fremskridtssands hos disse for sin træghed udråbte folk. I 1860 sloge to bønder i Indre Holmedal præstegjeld sig sammen om den bekostning at hente et par mand fra Nordfjord, som vare kyndige i at gjøre træskemaskiner til at drives med vandkraft; der blev gjort en maskine til hver af de to bønder, og de vare de første af det slags i præstegjeldet. De fremmede arbeidere reiste hjem igjen, men bygdens egne folk tog efter kunsten. Jeg morede mig ved at se disse nye indretninger, fast hvor jeg kom frem, og mangesteds så jeg husbonden og hans dreng selv ifærd med at arbeide dem. Jeg bad lensmanden ved leilighed tage tal på de færdige maskiner, og i december 1865 skrev han mig til, at det var netop 70.

Et andet exempel er lige som dette. En bondesøn fra samme Indre Holmedal var soldat og deltog i leirsamlingen på Gardermoen 1862. Her på Østlandet fik han se en cirkelsag, og dens indretning bar han så at sige hjem med sig i hovedet. Næste år satte han sig op en cirkelsag på faderens gård, og snart toge flere efter. Jeg nævnte også dem for lensmanden, og efter hans opgave er der nu ikke mindre end 12 cirkelsage i præstegjeldet - prægtige redskaber til at levere stav til det livlige tøndearbeide, jeg omtalte ovenfor.

For at give begreb om den anden kjendsgjerning, som jeg sagde, jeg vilde hentyde til, nemlig at der midt under de mange nyttighedshensyn, som allevegne stikke sig frem i det søndfjordske bondeliv, dog kan skjule sig både hjerte og sjel, vilde jeg helst have henvist til et par naturtro billeder af dette liv, som ere optagne i Folkevennen,(177) men som vare mig meddelte netop for disse studiers skyld.

Når jeg endnu hidsætter nogle lignende billeder, som jeg har fra samme pen, bør jeg ganske bemærke, at disse mere ere sådanne, at der skal god villie til at opdage den tækkelige troskyldighed, det trofaste hjertelag, det ærekjære sind, som jeg skimter deri.

I

At frie med omtalsmand

«Når det er noget til folk, så bruge de nu altid omtalsmand; men husmandsfolk og andre løse folk gjøre det mest selv,» hørte jeg af en kone, og da jeg greb leiligheden og vilde vide noget mere af hende om frierskikkene, sagde hun: «Snak med ham, der sidder - han veed det nok, han.» Jeg forstod, at hendes mand nok selv havde måttet gjøre tjeneste som omtalsmand, og henvendte mig altså til ham. Den betydningsfulde mine, han først antog, gik omsider over til et tilfreds smil, og han fortalte noget af, hvad han havde udrettet. Det lød så:

«Der var en gut - det var han O. på K-, han syntes om en gjente der bort om fjorden - men så havde han ikke mandskab at snakke til hende selv, og derfor bad han mig gjøre det for ham. A ja, så bar det til engang, gjenten var ved kirken, at jeg prøvede på at komme i snak med hende, men det var ikke så let endda. Jo, endelig bar det til, at jeg kom efter hende bort med agerrenerne og fik snakke med hende alene. Da spurgte jeg nu gjenten, hvordan hun likte gutten? Å jo, sagde hun, hun tykte nu det, hun likte ham, og jeg forstod nu, at hun var ikke skikkelig umoa(178) på at tage ham, men da jeg spurgte om det, svarede hun, at hun fik nu først høre, hvad de selve svarte - hun vilde ikke gjøre dem imod, som havde været så gode mod hende. Hun var fosterdatter til folkene i S., må vide. Men hun lagde dog til, at vilde de, skulde det ikke stå efter på hendes side.

Dette sagde jeg til gutten, og han vilde jeg skulde reise over til fosterforældrene.

Det bar så til, at jeg havde et andet erinde der bort om fjorden, og så skulde jeg da se til at snakke for ham med det samme. Da jeg kom ind og havde siddet en stund, traf det så, at de selve og gjenten var inde alene, og så snakte jeg til dem og spurgte, hvad de mente, om det det kunde høve sig, at fosterdatter deres kom bort i gården på K.

«Ja, når jeg skal sige det - svarte faderen -, så tykkes jeg dette er det, som høver mig bedst; hun har havt gode bud før, men jeg har ikke tykt så meget om dem. Det er så, dette kunde være så net høveligt, når vi skulle til kirke, at gå op om der - enten det var nu så, en kunde ligge der en nat eller være der i andre måder. Og jeg tænker ikke, jeg skulde komme tomhændt heller, jeg tænker det, jeg kunde vel have en sølvskilling med ender og da. Og så får jeg nu sige det: hun skal få alt efter os, som det står til.»

«Men hvorledes er det med dig, sagde moderen til gjenten, synes du, du kunde like han O.?»

«Jo, svarede hun, det troede hun vel.»

«Ja, men kjender du ham da?»

«Ja, jeg gjør nu vel sagtens det, når jeg vil have ham.»

«Ja, men hvor kjender du ham fra?»

«Å jo, vi have nu fundes ved kirken og ellers forskjelligt snakkes ved.»

Fosterfaderen sagde da, jeg kunde sige til gutten og forældrene hans, at de kunde komme over i helgen - det led så mod jul.

Å ja, jeg sagde dette til dem. Men guttens moder var rent imod det og vilde det aldeles ikke, og det tror jeg kom af det, at hun vilde ikke undvære ældste datteren og kanske helst vilde hun skulde have jorden. Nu var det så, hun tænkte, at blev sønnen gift, så trængte de ikke om at have datteren hjemme, og hun havde da måttet tage sig tjeneste. - Men kunde de ikke have gået som to søstre, de, og været under et tag? Nei, nu var moderen så meget imod det, og fik faderen til og, så de reiste ikke over, og de andre tykte, de trængde ikke om at tigge dem, så det blev ikke mere. Men ja men var det synd i gutten og gjenten, for de havde godhed for hverandre. Jeg veed, hun skikkede den helsing til ham, at holdt han ved, skulde det ikke stå efter på hendes side. - Nu siden er hun bleven gift med en mand inde i fjorden.

Jeg tror mest det og, at guttens slægt tykte, hun var for ringe, for hun var et husmandsbarn. Men skulde dog arve fosterforældrene sine, og de vare rige folk.»

Her er begået den feil, at omtalsmanden gik i vei alene på guttens ord, uden at have hørt dennes forældres mening. Dette er rimeligvis en uregelmæssighed, som hører den nyere tid til, da ungdommen noget mere prøver på at råde sine anliggender selv, og det hænger sammen med den kjendsgjerning, at den gamle skik med omtalsmænd begynder at gå af brug, idet gutterne mere tage sig mandskab til at fri selv. Denne gut viste ikke klar bestemthed nok; han begyndte på egen hånd, men lod forældrene fuldføre. Jeg synes bedre om pigen; hun bliver forundret over, at man kunde tiltro hende at ville forbinde sig med en, hun ikke kjendte, og da hun rimeligvis fik høre om årsagen til, at frieriet gik istå, er hun troskyldig nok til at stole på hans og røbe ham sin kjærlighed ved at sende ham sin «helsing».

Ellers lægge man mærke til, hvorledes nattefrieriet er aldeles fremmed for den lille kreds, som vi her have fået gjøre et så fortroligt bekjendtskab med.

II

At piger fri

Jeg hørte engang den yttring af en mand, at det hændte ofte, når pigerne syntes om en gut, at de skikkede selv en omtalsmand i vei. En kone, jeg talte med herom, sagde, at det kunde ret hænde, at en og anden kunde have mandskab til det, men det var nu som en skam, og ikke troede hun, mange vilde gjøre det heller, for det var nu så, de bleve til omtale.

«Men ellers - vedblev konen - kjender jeg nok dem, som en på en måde kan sige have skikket omtalsmand i vei selv. Dog ikke ret de selv, men forældrene deres. Det var en gjente - hun havde været i nogle bryllup, og der var en gut, som jevnt hang op efter hende, og hun likte gutten. Men det var ikke så, han sagde noget til hende - han bare skulde være der, hun var. Ja, han vilde nu gjerne skjænke hende - jeg så vel det, jeg, at han tog et lidet sølvstøb op af lommen og skjænkte hende.

Da hun så kom hjem igjen, havde hun sagt dette til moderen, at hun kunde godt like den gutten, og moderen fortalte faderen det - det er nu så, en har aldrig det mandskab at snakke med faderen som med moderen.

Siden traf det engang, at han selv skulde i et erinde ind i fjorden net til guttens forældre. Da siger han dette til gutten - han havde snakket med ham alene:

«Det er en pen jord, du skal få; jeg kunde tykke vel om at få datteren min herind.»

«Jeg tror nok - svarte gutten - at jeg kunde sætte mit sind til det; men ellers kan jeg ikke love noget vist, før jeg hører, hvad forældrene mine sige.»

Da gutten reiste på fisket, var han der indom døren til mig, og da nu jeg vidste om dette, at hun havde godhed for ham, siger jeg det:

«Nu tykker jeg, du er så pas gammel, du skulde tænke på at gifte dig.»

«Mener De det?» svarede han og lo.

«Ja, når du nu skal tage mod jorden, trænger du at have dig en dygtig kone. Jeg tænker du kunde reise bort i Viken og tage hende Solveig, hvad mener du om det?»

«Har hun bedt Dem spørge?»

«Nei, hvor kan du tænke det? Men jeg tykker nu, at jeg har forstået så meget, at du liker gjenten.»

Å ja, jeg nægter ikke for det, at jeg har sat mit sind til hende; men der skal noget til, når en skal tage mod jorden,(179) så jeg kan ikke vide, hvordan det kan gå - om det kan blive noget mere eller ei. Men ellers kan De nu hilse bort til hende.»

«Så du vil jeg skal det? Å jo, jeg ser det på dig, det bliver.» «Hvor kan De se det?»

«Jo, du løftede så net øinene op, da du bad mig hilse - du skal se, jeg siger sandt.»

Han lo bare da og gik.

Jeg sagde dette til hende siden, og hun havde vel sagt det til moderen, for da de vare komne hjem fra fisket, skikkede hendes forældre en omtalsmand afsted, og det vidste hun om. - Da blev der afsnakket vist imellem dem, for omtalsmanden sagde nu, hvor meget hun kunde vente at få, så der blev råd med det, at de kunde tage imod jorden med skikkelighed. Siden reiste da hendes forældre derhen, og gutten med sine forældre til dem.

Men just da dette var vel afsnakket, døde hendes fader, og da var det, som jeg tænkte: Kanske kan det blive forbi igjen nu. For når han faldt fra, kunde det blive uvist med pengene. Da han så kom ind en dag, siger jeg:

«Ja kanske du slår feil nu, for det bliver vel uvist nu, hvad hun kan få?»

«Nei, jeg slår vist ikke feil, svarede han, jeg skal vist ikke narre hende, om så er, jeg ikke får det slag. For kan vi ikke komme til jorden, så har jeg dog hænder til at arbeide med.»

Hans moder havde sagt til ham, da fader til gjenten døde, at han skulde have sin egen villie, om så var han vilde gjøre det forbi igjen, men ellers tykte nu hun, det var bedst han stod ved, for det var uvist, om det blev bedre, om han gik efter rigdommen. Men gutten sagde til moderen som til mig, at ikke vilde han narre nogen - det gå, som det vilde.

Siden, da de havde bryllup, kom han bort til mig og sagde: «Husker De hvad De sagde til mig, da jeg drog på fiske?» Da lo han og sagde: «Jo, jeg har husket det mange gange.»

På denne vis tror jeg nok de kunne sige, gjenterne skikke omtalsmænd i vei selv, og det kan vel træffe oftere; men på anden måde - nei det tror jeg ikke ofte sker. Jeg kjender rigtignok en gjente, som tog sig mandskab for at fri selv; men hun fik høre det af manden siden, alligevel at hun var snil mod ham, og sligt er nu stygt at gjøre.»

Her må det endelig fastholdes, at pigen ikke alene havde forstået på ham, at han syntes om hende, men også havde fået tydelig hilsen fra ham, så hun og hendes forældre ligesom vistnok hele naboskabet med sikkerhed skjønnede, at hvad det stod på, det var kun den pengesum, som han manglede, men hun vilde bringe med.

Nu dømme man, om hun og hendes forældre gik udenfor sand blufærdigheds grændser.

Og ialfald lægge man mærke til, at nattefrieriet også her var som en umulig ting.

III

Et lykkeligt par

En pige fortalte mig følgende samtale, som hun havde hørt en aften, manden og konen, som hun tjente hos, troede sig alene.

«Jeg må takke Gud - sagde manden - for hver dag, jeg har levet med dig, du har jevnt været så hyggelig og snild imod mig.»

«Han Nils - svarede hun (og hun mente den mand, hun havde tjent hos som pige) - han var så meget imod det, han, at jeg skulde tage dig; han mente altid, at forældrene dine vilde det ikke, og at far din blev snopt galen, når han fik høre, du vilde have mig; men jeg tror, det måtte være en Guds bestemmelse med, at jeg skulde have dig, for jeg tænkte så mange gange på, at jeg skulde gjøre det forbi -, men så blev det aldrig alligevel. Nei, jeg mindes så tydelig engang, jeg så dig komme ret over stor-ageren, at jeg gik bent ud af stuen og bort over mod dig, for da tænkte jeg, at jeg skulde gjøre det forbi - jeg var så meget lei af dette gnag -; men da jeg var kommen bort til dig og havde snakket med dig, var jeg ikke istand til at sige noget om det.»

«Mindes du det - fortsatte hun -? det allerførste jeg så dig, var i dansestuen oppe på Berg. Jeg hørte altid snak om denne ranke gutten fra Hovland, som var slig kjæk kar, og jeg havde god lyst til at se ham, men jeg kjendte dig ikke, så den gang, jeg skulde danse med dig, vidste jeg ikke, hvem du var. Da du slap mig, gav du mig et knep i hånden, og det tænkte jeg ikke noget over da, men siden drog jeg det i minde, for det bar ofte så forunderligt til, når jeg mødte dig.»

«Du mindes vel den gang, du lå på lemmen i sommer-floren og skræmte livet af mig? Vi var der og melkte, Johanne og jeg, og jeg sagde: «Hvad er det, som leger oppe på lemmen?» og hun svarede: «Du kan vel altid vide, hvem det er - jeg skjønner det godt, jeg.» Det trak noget ud med det arbeide, vi havde i marken den kveld, og da jeg kom hjem, var husbondsfolket forundret for, at jeg havde været så længe ude og sagde: «Han har vel været der i kveld?» Jeg turde ikke sige noget slag, hverken så eller så. - Hun Nilske - det var en pige, der syntes om den samme gut - var nu heller ikke videre blid på mig, fordi jeg fik dig; hun vilde nu endelig havt dig, og jeg tror, at din fader havde likt det meget bedre.»

«Nei - svarede manden - det tror jeg slet ikke - for resten kunde det været det samme, jeg kunde ikke hjælpe for, at hun foer og drog sig efter mig - jeg tænkte vist ikke mere på hende end på døden.»

Hvad jeg her vil pege på, det er dette, at uagtet hun var tjenestepige og altså kunde råde sig selv mere end en datter, der er hjemme hos forældrene, og uagtet det ikke gjerne blev seet, at han kom til hende som hendes forlovede, er her dog ikke spor af nattefrieri - den lille spøg af ham, at han skræmte hende ude i sommer-fjøset, er nemlig af ganske andet slag, såsom hun kun skulde være der for at melke kreaturerne og så gå hjem igjen for natten.

IV

En huslig scene

«De snakke ofte om det - sagde en kone - at en skulde ikke gifte sig; det er ikke andet end bal (besvær) sige de. Men jeg har aldrig anket på det. Der feiler meget for den, som ikke er gift med.» Hun tilføiede dog en bemærkning om mændene, som vel kunde gjøre en betænkelig. «Jeg må rigtig sige, yttrede hun, at det er nogle rå folk her, for aldrig kunne karlemændene gå til søen (hvor handelsstedet er med brændevins-udsalg), uden at de komme øre hjem» - hun var nemlig ovenfra bygden.

Jeg skal fortælle om en kone og en beskjænket mand. Mig er det fortalt af en kone, som var i arbeide på gården, hvor det hændte, og hvor hun og alle husets kvinder holdt på med fladbrødbagning i flere dage.

En af disse dage kom husbonden beruset hjem og gav sig da til at plage kvinderne med spørgsmål uden ende; svarede de, var det galt, og svarede de ikke, var det endnu værre. Hans kone stod ganske taus ved sit arbeide, men så meget harm ud. Omsider, da han foer fra den ene væg til den anden, tabte hun tålmodigheden, og gik fra sit arbeide hen til en bænk, hvor hun skulde ligesom tage fat på deigen, men skjønt hun ingenting gjorde, stod sveden af hende, og det var bare af leielse.

«Jeg er så lei af å se på dig - sagde hun tilsidst -; jeg tykker, du skulde ikke fare således ad og gå her og kaste dagene væk - nu er dette andre dagen, du kommer her i samme tilstand. Tykker du ikke, det er skam, at folk skal se dig slig?»

«Å - svarede han - jeg tænker, du kan tie. Du blev ikke værre sat, der du sidder.»(180)

«Ja, dette kan være sandt nok - sagde hun -; men jeg tror ikke, jeg har ødelagt noget for dig. Ellers kommer nu ikke det dette ved.»

Dermed gik konen og blev længe ude. Ørsken foer nu nogenledes af manden, og han tog til at blive urolig over, at konen blev så længe borte. Han sagde da: «Hvad bliver det af kjærringen - hun skulde vel ikke være vækgået? Nei, hvor bliver hun af? Jeg tvivler for, jeg var hård mod hende isted - var jeg? Hvad sagde jeg? Nei jeg vilde vist ikke være hård mod hende, for det er en hæv kjærring jeg har.»

«Tag op svenden din - sagde en af konerne, som bagte - og lad ikke ham ligge og skrige!»

Manden så gjorde, tog barnet op og fik det stillet tilfreds. Han foer fint med gutten sin, for han var glad i ham og sagde altimellem til ham: «Jo, der bliver mand af dig, du er en hæv karl - å ja, det er en brav moder, du har - Nei, hvor bliver nu kjærringen af? Hun er for god til, at jeg skulde være «uskaplig» mod hende. - Denne drikken, denne drikken - en veed ikke, hvad en siger.»

Efter nogen tids forløb kom konen tilbage. Da var hun meget bleg, og man kunde se, hun havde grædt. Hun sagde ikke et ord, men gik roligt hen til sit arbeide.

«Hvor har du været - sagde manden - Du var sålænge ude?» «Jeg har visket,»(181) svarede hun.

«Jeg tvivler for, jeg var hård mod dig isted - jeg vilde aldrig have været det - du er en hæv kjærring, det er vist, og jeg vilde ikke have snakket, som jeg gjorde.»

«Ja, jeg tykte det var ilt at se dig så - sagde konen. Du pleier nu ikke fare så ad, og da tykte jeg dette var så leit, at folk skulde se dig i slig tilstand. Du er en skikkelig brav mand, og jeg vilde ikke nogen skulde tro om dig, at du foer med drikken.»

Manden gav gode ord fremdeles.

I en egn, hvor det i lange tider har været almindeligt, at forældrene giftede sine døttre bort til dem, som havde størst formue at byde, og hvor man var bleven vant med den besynderlige skik, at mand og slægt lod den unge kone forlade sit eget barn og reise ind til byen for at tjene som amme - der kunde man befrygte, at kvinderne tilsidst måtte blive nogle villieløse ting, som lod fem være lige og ikke tog sig nær af noget. Men denne kone kunde dog græmme sig over sin mands skam, og hvad mere er, hun kunde yttre sin smerte på en sådan måde, at manden blev bøiet derved. Og af den hele tone, hvori fortællingen er holdt, får man det indtryk, at denne kones forhold ikke er at betragte som noget usædvanligt, men som et godt exempel på det almindelige.

Derimod vil den følgende fortælling vise os et forhold af en kone, som måtte regnes til det usædvanlige hvorsomhelst. Men jeg mener endda, at efter den foregående fortælling bør det ikke forundre, at et så usædvanlig træk af ærekjær iver viste sig netop hos en søndfjordsk bondekone.

V

En nidkjær kone

Følgende historie har jeg hørt mine forældre fortælle fra N.N. sogn, ja, jeg har også hørt den af en slægtning af de omhandlede.(182)

På gården - - boede et par folk, som stod sig ret vel, og bedre kunde det været, når ikke manden havde drukket. Han havde det så, at begyndte han først, så holdt han ved i flere dage. Det hændte da engang en varm sommerdag, da der var meget at gjøre på gården, at manden forlod arbeidet, gik ind i stuen efter penge og strøg sin vei. Konen, som skjønnede, hvor han vilde hen, lod som ingenting var, men da en stund var gået, tog hun også nogle penge med og gik efter ham. Da hun kom til gjæstgiverstedet, havde han allerede nydt en del.

«Nei, sidder du her?» sagde hun.

«Ja, - sagde manden - jeg sidder her, men hvad vil du?»

«Nå, jeg vilde nu bare se ned. Skal du sidde her, vil jeg sidde med dig - jeg tykker, det er så ilt du skal sidde alene - du veed, folk snakke såmeget om, at du sidder her, og så tænkte jeg det, jeg kunde tage noget af skammen med dig.»

Derpå forlangte hun brændevin og vilde traktere manden, sigende, at nu skulde de holde gilde.

Da de havde siddet en stund, begyndte manden at blive urolig og sagde:

«Dette går ikke an kone, at vi sidder her begge. Du må gå hjem igjen og se til folkene, at noget bliver gjort - det er nok, jeg sidder her, om ikke du og sidder.»

«Jo, hjælpe mig - svarede hun - vil jeg sidde sålænge du sidder.»

Nei, da syntes manden det blev for galt, og sagde, at så fik de heller gå begge, som da også skede. Dette gjentog sig et par gange - når han gik, kom hun efter for at gjøre som han; men tilslut kurerede hun ham på den måde.

Jeg har nu fremstillet, hvorledes jeg forestiller mig folkelivets udvikling i Søndfjord.

Det er kommet dertil, at ægteskabet i en usædvanlig grad er anlagt på dette, at familien skal kunne have det daglige brød og derved bevare sin selvstændighed og anseelse, og fra dette punkt af har det hele bygdeliv med samt dets følelser og attråer artet sig som en storartet økonomi. Formedelst århundreders vane og slægters opdragelse er selv ungdommens hjerteliv således ledet og dannet, at gutten og pigen ikke alene villig gå ind på det parti, som forstandigheden udpeger for dem som det fordelagtigste, men de finde sig også lykkelige i sin forening, fordi de derved have opnået, hvad der står for dem som livets lykke. Der har viist sig adskillig overdrivelse i gjennemførelsen af denne anskuelse, og det har vel ikke været frit for ulykkelige ægteskaber og andre menlige følger; men i det hele og store taget tør det dog være, at denne mærkværdig udviklede økonomi har passet meget vel for egnens omstændigheder; uden denne til yderlighed gående forsigtighed og betænksomhed og selvfornegtelse skulde disse bygder neppe have holdt ud i sine små kår de henrundne århundreder igjennem. Og jeg mener, man må forsones med overdrivelserne, når man på den ene side lægger mærke til, at om der end fra begyndelsen kun er gjensidig agtelse og erkjendtlighed tilstede mellem ægtefæller, så viser det sig dog, at der af denne gode grund i årenes løb kan spire op en rig familielykke, med sand og inderlig kjærlighed, - og når man på den anden side stiller sig for øie, at det er vel netop denne hele økonomiske tankes dygtige gjennemførelse, som har hindret nattefrieriets indbrud og bevaret bygden for dets sørgelige udskeielser og store ulykker.

Jeg vender mig nu til Sogn, hvor netop disse udskeielser og ulykker danne et så besynderligt særsyn.

Her skal jeg fatte mig kortere. Thi dels fik jeg ikke gjøre mig så fortrolig med forholdene i Sogn som i Søndfjord, dels har jeg allerede ofte yttret mig om de sognske tilstande ved talen om de søndfjordske. - Og man vil erindre, at ved talen om Søndfjord lagde jeg udtrykkelig an på at fremhæve det vrange og skjæve, som også der kom tilsyne, så det kan ikke se ud som om jeg bare så feil og mislighed i Sogn og behagede mig i at skildre tilstanden her med overdrivelse.

Det gjør et stærkt indtryk, når man kommer fra Søndfjord til Sogn og finder så at sige alt i folkelivet anderledes. Men intet er vel mere påfaldende end at høre om den besynderlige mangel på blufærdighed blandt almuen her.(183)

En mand af almuen sagde mig f.ex. at om en ugift karlsperson kom reisende og nåede så sent frem til gårds, at folk havde lagt sig, så kunde han - for ikke at gjøre videre uro - gå ind i fjøset og bede om «logis» hos pigen der, og selv om han var fra en anden bygd, når det kun på målet kunde skjønnes, at han ikke var længer bortefra end fra nogen af nabobygderne, så var der intet i veien for, at han fik lægge sig på sengen hos hende. Og når bygdens egne gutter gå omkring ved nattetid for at besøge pigerne, og de da slå sig ned i et eller andet fjøs, så få de strax lov til at kaste af sig trøien og skoene og lægge sig så, at de breie over sig og altså ligge under fæld sammen med pigerne, og tilbringe hele natten på denne måde - at sige, dersom det ikke er en gut, som pigen af en eller anden særskilt grund slet ikke vil have noget samkvem med.

Og konerne kunde nok advare sine døttre eller tjenestepiger om, at de må passe sig, når de have sådanne besøg, og at de ligeledes må passe sig på den måde, at de ikke tage ind til sig gutter, som de ikke kunne stå sig ved at komme i varig forbindelse med. Men advarselen lyder ikke på, at de overhovedet ikke skulle tage imod nattebesøg.

Dette er mig en af folkelivets gåder, ikke for Sogn alene, men for halvdelen af Norge.

Ellers ser jeg blandt mit fædrelands almuer så meget af vakker, nedarvet kultur. Når jeg er sammen med en kirke-almue i en af vore landskirker og ser den søndagsklædt og andagtsfuldt stemt, - når jeg tænker på den ærbødighed, som almuen så villig yder sin øvrighed og landets lov, når jeg agter på det retskafne og trofaste forhold mellem mand og kone eller den ærekjære omgjængelse mellem bygdefolk, når jeg lægger mærke til den tænksomhed og flid, hvormed almuen røgter sin dont, den hårdførhed og nøisomhed, hvormed den finder sig i vort lands besvær og savn - se, da fyldes jeg med vemodig glæde. Der er jo endnu skrøbelighed og mislighed overalt, men der er så god og vakker grund, og meget af det, som er voxet på denne grund, kunde gjøre ethvert lands almue ære.

Men det er, som kulturen svigter i det stykke, som det her er min opgave at henlede opmærksomheden på.

Når jeg nu skal gjøre et gjentaget forsøg på at forklare gåden, så må jeg strax sige, at jeg holder ikke længer så stærkt på min tidligere mening, at uskikken skulde være voxet ud af det visselig stærkt fremtrædende træk i nordboernes liv, at man gjerne holder sine følelser indelukkede og altså vil bevare sin kjærlighedsforståelse hemmelig (thi i Søndfjord ville heller ikke de forlovede gjerne vedgå forbindelsen for uvedkommende, før det er lyst for dem fra prædikestolen, og neppe nok da engang) - og heller ikke på den mening, at uskikken skulde have sin rod i et slags frihedsfølelse hos ungdommen, som lagde an på at undgå forældrenes overdrevne myndighed og at råde sig selv i sine hjertesanliggender (thi det kan ikke mærkes, at nattefrieriet i de bygder, hvor det trives, har været forældrene imod, såsom de ikke engang bruge at advare sine børn imod det).

Jeg fremhæver stærkt dette sidstnævnte, at i de bygder, hvor nattefrieriet er bleven herskende, der er det i det hele taget med forældrenes både vidende og samtykke, at ungdommen farer så - på undtagelser nær, som der vel altid har været.(184)

En bondemand i Sogn, en af disse gjennemforstandige og veltænkende mænd, som det kan være så kjært at gjøre bekjendtskab med, har bygget samtlige sine huse af nyt og ved den leilighed indrettet alt på, at nattebesøg kunde holdes borte fra hans hus, idet der er indrettet soveværelse for husets døttre (han har ingen sønner) samt tjenere i selve stuebygningen. Han er kommen ind på dette ved de senere tiders hyppige tale om disse ting, og er i sin kreds en af de første og få, som have brudt med den gamle skik. At han har gjort det på en forsigtig og pyntelig måde, det forstod jeg deraf, at han, som han sagde, aldrig havde havt nogen uleilighed af de fremmede gutter, som fandt adgangen til hans hus spærret, og som ellers ofte gjorde ugavn og spektakel ved sådan leilighed; de havde «ikke skadet ham for en skilling». Men endda havde hans optræden mod den gamle skik vakt anstød. Koner i nabolaget havde klaget på ham og sagt som så, at han havde ikke været bedre i sin ungdom, end at han selv havde fulgt skikken, så det var underligt af ham at «være så stræng mod sine børn».

Disse koner vilde altså ikke have holdt sine børn eller tjenere fra nattefrieri, men tilstedet dem samme. Og dette forældrenes og husbondsfolkets forhold, som man finder overalt, hvor nattefrieriet hersker, må man lægge vel mærke til, når man vil tænke på at forstå skikkens opkomst. Ulykkens begyndelse og nød tør være ligeså meget at søge i de gamles tænkemåde som i de unges attrå.

Jeg vender tilbage til det punkt i fremstillingen, hvor jeg talte om den rimelighed, at engang oppe i tiden, monne det have været lige ens både i Søndfjord og i Sogn, således nemlig, at nattefrieriet ikke var ganske fremmed hist og endnu kun forekom som en undtagelse her. I Søndfjord tænkte jeg mig nu tingene udviklet således, at forældrene - af omhu for børnene eller for at se dem gifte til godt levebrød - med tiltagende samstemmighed holdt tøilen i sine hænder og styrede børnenes giftermålsanliggender efter sine råd, hvorved da nattefrieriet blev udelukket af bygdeskikken (side 450). I Sogn tænker jeg mig udviklingen sådan, at forældrene - med hint samme ønske at se børnene vel forsørgede - (altså med nøiagtig det samme udgangspunkt) - ikke have vidst bedre råd end at lade sønnerne og døttrene prøve sin lykke og fri og modtage frieri på egen hånd.

Der mangler historisk oplysning om, hvordan det i virkeligheden er gået til, men jeg kan anskueliggjøre min mening derom ved et tænkt exempel.

I indre Sogn er der mange fækarle og hestehandlere. Disse fare vidt, samle sig formue, tilegne sig fremmede sæder og manerer og optræde endelig med toneangivende dristighed blandt sine hjembygdinger, og så har det måske været i århundreder. En sådan spræk karl tænker jeg mig nu i en fjern fortid. Han synes om en pige og søger hende selv - altså i løndom, siden han omgår faderen, gjennem hvem pigen skulde søges efter den oprindelige skik. Faderen forstår og mærker det, men ser igjennem fingre, på grund af, at datteren har udsigt til at gjøre et fordelagtigere parti, end om han selv skulde råde over hendes hånd og så at sige byde hende ud til en, som vilde give lige for lige. Fækarlen er kanske 1000 daler værd, medens den frier, faderen kunde skaffet datteren, kanske ikke vilde være god for mere end 100. De unge få som sagt råde, - partiet kommer istand, det viser sig, at udfaldet er overmåde godt - så godt, at folk i pigens nabolag mere fristes til at misunde hendes og familiens lykke end de tænke på den skam, som det nu altid var, at gutten allerede havde taget pigen, før han, da der skulde gjøres alvor med brylluppet, kom til faderen og bad om hende.

Det var ved exempler af en modsat art, jeg forestillede mig vendingen bevirket i Søndfjord (side 448). Her forestiller jeg mig nu, at et opsigtsvækkende tilfælde som det sidstfortalte har smittet i sin kreds og draget flere efter sig, - og det kan da være gået til på lignende måde som i Søndfjord, at en vending er indtrådt, men naturligvis i modsat retning, og bevægelsen har da ikke standset, før der af den lille begyndelse er voxet op en almindelig tilstand og en herskende skik.

Thi det synes at være som en naturlov, at folk, der bo sammen i en bygd, halvt ubevidst stræbe hen til at få dannet en enstemmig mening og fælles skik for hver sag; det er, som der er ikke ligevægt ellers.

Et sidestykke til denne langsomme bevægelse eller dette fine arbeide i folkelivet, som jeg tænker på, idet jeg søger at gjøre mig disse bygdeskikkes opkomst begribelig, vilde man vist finde, når man ret gav sig til at tænke over dette underlige, at vi have så mange bygde-dialekter, idet det oprindelige og fælles oldsprog har artet sig så her og så der. For at finde spiren og roden må tanken vist gå op til meget små og tilfældige begyndelser. En mand, som folk i hans kreds så op til, havde en lidt egen udtale af en bogstav, eller pleiede bruge et og andet ord i en noget særegen betydning, eller yndede at udtrykke sig i visse nye og usædvanlige vendinger, - dette blev lagt mærke til, og noget af dette nye blev omtykt og efterlignet af nærboende, og efterligningen kunde efterhånden nå så vidt udover, som folk overhovedet levede i samkvem og venlig forståelse med hverandre - udenfor den grændse vilde ingen tage efter, hvad der kom fra den kant. Den sprogforandring, som en enkelt mand således kan bevirke, er sagtens overmåde ringe, men når nu tusinder og atter tusinder af mennesker århundreder igjennem indvirke på lignende måde, så kan resultatet omsider blive så stort, at det vækker opmærksomhed. Men da er begyndelsen glemt.

På tilsvarende vis har jeg på sit sted søgt at forklare grunden til, at de forskjellige bygdelag have fået sine særegne bygningsskikke - skjøndt her tillige kan spores noget af en anden virkende årsag end efterligningsdriften, nemlig nødvendigheden af at rette sig efter stedets omstændigheder, klimat osv.

Dersom jeg nu vilde sige, at de forældre, som nattefrier-skikken stammer fra, eller hvis forhold gav anledning til dette nye væsens opkomst, havde handlet som de gjorde, uagtet de skjønnede, at de dermed åbnede døren for en oprørende usædelighed, så vilde det ikke have været rigtigt sagt. De så nemlig ikke så langt, og tænkte sig ikke, at det skulde gå ud over ærbarhed og dyd. Hvad de mærkede, det var, at det gik ud over deres egen nedarvede forældre-myndighed, men det fandt de sig i, med tanke på, at på den måde kunde de se børnenes lykke bedst befordret.

Endnu den dag idag bliver mangt et par i sådanne bygder både kjendte og gifte formedelst nattefrieri, uden at de i sin egen bevidsthed have trådt dyd og ærbarhed for nær.

Når derfor hine koner fandt, at den bonde, som holdt nattefrieri borte fra sine døttre, var for streng imod disse, så har deres mening ganske vist ikke været den, at det var for strengt at negte dem usædelig vellyst.

Det strenge skulde vistnok kun bestå deri, at faderen, ved at holde så stivt på sin aparte mening om det sømmelige og rette, kunde hindre døttrene fra at opnå et fordelagtigt giftermål. Når nemlig nattefrieriets døre fremdeles havde stået åbne, kunde det truffet, at gutter, som stod over dem med hensyn til stand, eller som de ialfald vilde være vel tjente med at få til mænd, vilde have indfundet sig og forelsket sig i dem og ægtet dem.

Men hvordan i al verden kan det gå til, at brave koner og forstandige mødre vedblive at tænke og tale således, uagtet de jo i hver bygd og fast i hver grænd se og kjende exempler på, til hvilke sørgelige udskeielser det samme nattefrieri leder, exempler på piger, der for et par år siden vare så brave og lykkelige som nogen, men nu sidde forførte og forladte?

Man kan endda forstå, at en slig skik som nattefrieriet kan være voxet folk over hovedet, så forældrene ikke længer kunne styre sine egne børn, ja så det for den enkelte gut eller pige selv kan være vanskeligt nok at unddrage sig skikken, såsom de blandt sine jevnlige vilde blive gjenstand for ubehagelig omtale, mistænkte for storagtighed o.s.v.

Men at forældre med skikkens farer og ulykker for øie ikke gjerne vil have den afskaffet? At ikke enhver fader og moder strax bifalder og understøtter det heldige forsøg i den retning, som en mand i deres egen midte gjør? At dette endog modsiges og modarbeides?

Det er åbenbart, at den tanke, som holder dørene åbne for nattefrieri, efter at man har seet den utilbørlighed og elendighed, som er sluppet igjennem, må være fortsættelse af den tænkemåde, som engang i tiden åbnede de samme døre, da man endnu ingen anelse havde om, hvad mere der vilde følge med. Og det skjønnes altså, at dette spørgsmål om, hvad det kan være for tanke eller lignelse af tanke, som leder hine forældre nu, falder sammen med hint hovedspørgsmål: hvordan er det gået til, at en så urimelig skik som nattefrieri er opkommet blandt vore ellers forstandige og alvorlige almuer?

Jeg synes jeg forstår det. Og så underligt det end lader, kan jeg føie til, at netop erindringer fra Søndfjord med dets modsatte tilstande have hjulpet mig til at sætte mig ind i tankegangen her.

begge steder, både der, hvor forældrene ville styre børnenes hjertesanliggender (så nattefrieriets dør bliver lukket), og der, hvor de med villie overlade det til de unge at søge sin lykke ved at hengive sig til elskov (så samme dør netop bliver åbnet) - på begge steder ledes forældrene af en så overdreven omhu for at se børnene forsørgede ved giftermål, at de ikke have så meget sind og tanke tilovers for, hvordan det i andre måder monne gå, men kun hengive sig til det håb, at børnene dog vel ikke skulde lide nogen skade - på hjertefreden hist, hvor det er de gamles forstandighed, som styrer, på dyd og ærbarhed, hvor det er de unges elskov, som råder.

Et par folk i Sogn kunne mærke, at deres datter eller tjenestepige har ti elskere, som kappes om at tilbringe natten hos hende. Ifjor var det ligeså med pigen i nabohuset, og med hende gik det ulykkeligt, men endda gjøre ikke disse folk noget ved det, men lade det passere. Hvad i al verden tænke de dog på? Jo, de mene, at på den måde får pigen leilighed til at gjøre et valg, hvorved hun kan blive vel forsørget, og de håbe, at hun skal have taget advarsel af nabopigens skjæbne og passe sig i faren og ikke falde i ulykken. Går det endda galt, så tænker man som så: «En måtte jo vove det, der var ikke andet for.» Det betragtes altså som et uheld, og tanken om skam og om synd kommer ikke synderlig frem.

Man kunde næsten sammenligne med fiskernes udholdenhed og hengivelse i skjæbnen, når de vove sig ud eller sende sine sønner og tjenestedrenge på havet dagen efter, at en kammerat-båd kuldseilede. Forskjellen er kun, at her er en hæderlig kaldspligt og uundgåelig nødvendighed, hist en sløv betragtning af en udartet bygdeskik, som det ikke skulde være nødvendigt at følge en dag længer.

Jo urimeligere en skik er, jo mere et eller andet forhold i folkelivet har udartet, des nødvendigere er det at søge - ikke efter undskyldning for det utilbørlige, men efter en sandsynlig forklaring til, at sådant har kunnet opkomme og bestå ved siden af folkets gode art for resten.

Der er trøst og håb i det, når man kan øine en sådan sammenhæng, at det urimelige og skjæve kun er yderligheden af en retning, som dog ikke var således ment fra begyndelsen af. Eller - for at fremsætte den samme tanke i en mere fattelig form - jo uheldigere sammenligningen med Søndfjord vilde falde ud for Sogn, om vi kun havde for øie de mange uægte fødsler her og de få hist, desto mere kræver retfærdighed, at vi se os om efter andre sammenligningspunkter, som stå i sammenhæng med den samme sag, og hvor fordelen kanske kunde være på Sogns side.

Og noget sådant har jeg allerede antydet ovenfor, hvor fremstillingen dvælede ved Søndfjord.

Det var at vente, at såsom ungdommen har det friere i Sogn, så de i sine hjertesanliggender monne kunne følge sit sind, måtte det også vise sig, at ægteskabsforbindelser der mere sluttes efter den naturlige og tækkelige regel, at lige søge lige. Men der blev jo også hentydet til statistiske beviser for, at der virkelig er mindre af, hvad jeg kaldte ulige partier i Sogn, end ellers i Bergens stift. Man tør altså tro, at der forsåvidt er mere ægteskabelig lykke i Sogn(185) end i Søndfjord, og det måtte, som jeg talte om, ikke undre, om det hist var sjeldnere end her at høre om utroskab blandt ægtefolk.

Der tør også befindes rimeligt, at den livsglade frihed, som i Sogn har været tilstedet ungdommen, har bidraget sit til i århundreders løb at udvikle den sognske livlighed og opvakthed, som, efter hvad vi ovenfor hørte, danner en så mærkelig modsætning til søndfjordsk betænksomhed og langsomhed.

Vistnok er det så, at denne samme livlighed, som så let slår over i letsindighed og uvorrenhed, igjen på sin side kan have bevirket, at når først nattefrieriet var bleven tilladt, så kunde denne i sig selv overmåde betænkelige frihed så meget mere blive misbrugt til udskeielser. Og vistnok har denne livlighed og raskhed også sin del i en endnu høist betydningsfuld ulighed mellem Søndfjord og Sogn. Hist er der nemlig, som vi have seet, mange gifte folk, som leve vidt adskilte, idet de tålmodig gå som tjenere, hver på sit sted, og adskillige af konerne endog reise alt til Bergen for at tjene som ammer, noget, som sogningerne betragte med yderlig forundring og vel endog med uvillie og spot; her derimod, hvor folk ere raskere på det, lade de det mere stå til, så de ikke alene gifte sig i ung alder, men flytte sammen og leve sammen og avle så mange børn sammen, som moderen kan føde, hvad enten så faderen kan opføde dem eller ei. En følge heraf er, at i Sogn er der nu en påfaldende talrig klasse af husmænd og inderster og såkaldte strandsiddere, og i modsætning til hint søndfjordske, at gifte koner, især fra visse sogne, forlade mand og børn og gå til Bergen som ammer, kan man fra Sogn nævne dette, at på visse strandsteder er der adskillige mænd, som hver sommer lukke sine hytter og tage kone og børn med sig i båd for at flakke om på betleri, halvt på fantevis. - Ja, det er vel dette samme raske og tildels ubetænksomme sind, som har bevirket, at de sognske bygder vare blevne så overbefolkede, at det tilsidst blev den eneste udvel for mange at reise til Amerika, hvorimod Søndfjord formedelst sin mærkværdige, alle forholde omfattende økonomi hidtil har havt rum for sine børn, så yderst få herfra have fulgt exemplet. Den sognske udvandring til Amerika måtte så meget mere nævnes her, som det ikke er frit for, at unge karle, som pligte opfostringsbidrag for uægte børn, netop desformedelst fatte tanke om at følge strømmen, og flygte over på den anden side af jorden.

Men trods alt dette, og trods denne yderligere omstændighed, at dette samme raske væsen synes at have slået over til en vis uvorrenhed, som ikke tager det så nøie med renlighed og pyntelighed, så tilstanden også i denne henseende hos almuens mængde er ikke lidet ringere end i Søndfjord, vil jeg dog i det længste regne hin livlighed og opvakthed som et fortrin. Det må nemlig ikke være for intet, at sogningerne så enstemmig berømmes for denne egenskab. Generaler rose Sogns soldater for deres flinkhed, og i embedsmændernes huse, hvor man kan høre klage både over usædeligheden og urenligheden, tilføies det dog gjerne, at der er noget vist tækkeligt og behageligt ved disse livlige folks måde at opføre sig på.

Rigtignok syntes jeg ikke, jeg fik synderlig svar, når jeg spurgte, om der kunde peges på spor af denne opvakthed i næringsveiene og bedriften, eller om sogningerne udmærkede sig ved nævenyttighed og opfindsomhed og fremskridtsånd. Men jeg fik det indtryk, at dersom ikke folket var så besynderlig let på fod og i sind, så blev ikke de græsstrå, som voxe opefter disse mærkværdige fjeldhøider, hentet ned, og uden dette arbeide havde bygderne ikke kunnet bestå.

Ja, dette høarbeide, som jeg nævnede her, skulde man nok kjende nøie for ret at kunne sætte sig ind i, hvordan disse folk have det i et og alt, og jeg kan sige, jeg forlod Sogn med det ønske at komme igjen engang netop under høånnen for at se med egne øine. Når høet skal høstes, gå folkene sammen op i lierne mandag morgen; ingen hest kan gjøre følge, og de må bære alt, hvad de skulle leve af og have til brug, sengklæder o.s.v for at tilbringe dag og nat deroppe til lørdag aften, da de komme ned igjen - man kan da nok forstå, at de må lade sig nøie med det mindst mulige af bekvemmeligheder, ligesom de ofte må tage tiltakke med at overnatte i fjeldhuler eller under store stene. Og karle og kvinder ere sammen. Det er et strengt arbeide og et uhyggeligt stel, så fjernt som muligt fra det civiliserede livs sædvaner - fast et uliv at kalde. Det andet af de to bygdelag, som her have stået os for øie, Søndfjord nemlig, har også et eiendommelig strengt og møiefuldt arbeide, nemlig når sildefisket går for sig, og det er et uliv, mændene må friste der ude på fiskeværene - men der er det dog mændene alene, medens deres kvinder sidde hjemme og passe huset.

Siden skal dette hø - og på mange steder også løv og ved - bæres hjem på menneske-ryg. Her ligger vel det meste arbeide på karlene(186), men på sine steder have også kvinderne sin del, idet karlene kun bære ned midtveis, og pigerne må gå op og hente ned derfra eller «bære unda», som det heder, hvilket de regne for sit tyngste arbeide.

Det forståes, at et sådant arbeidsliv på den ene side kræver et friskt mod og livligt sind, men på den anden side kan sløve den naturlige sands for det tækkelige og velanstændige, eller med andre ord befordre råhed og uvorrenhed. Derfor skal det kanske altid blive vanskeligt for forældre og husbønder her at opdrage sine børn til pyntelige sæder og holde sine tjenere til lydighed og orden. Men derfor er det dobbelt ulykkeligt, at de, som skulle styre og råde i husene, have sluppet tøilerne i den grad, at nattefrieriet nu engang er blevet så at sige befæstet som skik. Thi den ungdom, som sommeren igjennem må overlades til sig selv der oppe i fjeldlierne, kunde så såre vel trænge selvfornægtelsens øvelse - men det nattefrieri, som har været drevet hjemme på gården vinteren igjennem, har jo netop øvet dem i kådhed og vænnet dem til ukydskhed.

At få indført forandring heri, må indrømmes at være en af de vanskeligste opgaver, et bygdelags almue kan have. Blev ungdommen meget fint opdraget, med fordringer til livets bekvemmeligheder og med andre dannede folks sædvaner, så vilde vel endnu flere end nu af de unge mennesker foretrække at reise til Amerika fremfor at klyve og klavre i Sognefjeldene. Men på den anden side lider bygdens anseelse og velfærd under den tingenes tilstand, som er, så der må ikke udsættes med forsøg og bestræbelser.

Betragtningen af, hvorledes folket vil tage tingen, og hvorledes det vil gå, skulde være yderst interessant. Og jeg skulde ret ønske, at flere vilde dele denne interesse. Det kunde da komme i den tour, at der fra præster, skolelærere, læger, dommere og andre dannede mænd og fra dannede kvinder blev indsamlet beretninger år for år - beretninger om, hvordan det gik, med allehånde erfaringer og betragtninger. Og når uddrag heraf år for år blev trykt og meddelt almuen, skulde samme kanske vise sig som et virksomt middel til at lede og understøtte den gode tanke og villie.

Så meget mere skulde det interessere at studere sagen og forfølge bevægelsen i denne egn, som kårtet over sædelighedstilstanden i landet(187) viser, at Sogn hænger sammen med det store mørke indlands-distrikt, hvor de uægte fødslers onde har taget overhånd. Det ser ud, som at dette onde har smittet over til Sogn, så altså indlands-distriktet har skudt en kile ud imellem de ellers så lyse Bergenske distrikter, og grændsen mellem Søndfjord og Sogn er et punkt, hvor to meget forskjellige folkelivstilstande mødes.

Jeg skal til slutning fortælle en prøve på, hvordan dette møde kan tage sig ud - ikke for at smigre Søndfjord eller krænke Sogn, men for at ægge folk til å tænke over den besynderlige ulighed mellem de to bygdelag, ja mellem de to halvdele af landet. Med denne fortælling bøier jeg tillige min fremstilling tilbage til begyndelsen, hvor jeg nævnte Vik sogn som en af de bygder i Søndfjord, der kunde gjælde som mønster på tugt og ærbarhed.

I denne tækkelige lille bygd gjorde jeg bekjendtskab med en familie, hvor jeg ret kom til at holde af både manden og konen. De høre til, hvad jeg kalder arbeidsbønder, som vistnok må bruge stor forsigtighed for at slå sig igjennem; men endda var det, hvad jeg vil kalde dannede bønderfolk, med sund sands og rene sæder, og derhos var det så rent og ryddigt i hver krog i huset, som om det var blæst. - Denne kone havde været gift før; med sin første mand havde hun boet nogle få år på en af de nærmeste nabogårde på hin side fjeldet eller i Sogn, hvor de havde kjøbt sig ind efter en til Amerika udvandret familie, og hun fortalte mig adskilligt fra sit ophold her. En broder af hende deltog i samtalen og kunde ligeledes meddele et og andet, da han havde ledsaget familien under flytningen for at hjælpe med at få husene istand o.s.v. Hun beskrev mig, hvordan det så ud i det hus, de flyttede ind i: det var et så tykt og hårdt lag av smuds på stue-gulvet, at den jernbeslåede spade ikke altid mægtede det, men de måtte tage til jernstauren - et syn, som disse søndfjordsfolk, der bruge at vaske gulvet hver uge, ikke havde tænkt sig. Vistnok forstår jeg, at dette hus må have dannet en undtagelse, såsom det ellers er brug i Sogn at holde gulvet i orden, rigtignok almindeligvis kun med spade og sopelime, men dog således, at jernstauren ikke skulde behøves; men om dette exempel var det stærkeste, så var det dog ikke det eneste, som disse folk fortalte, og i det hele kunde de ikke noksom forundre sig over, hvor meget anderledes det var med renligheden i Sogn mod, hvad de vare vante til. Jeg tog denne del af fortællingen med her af den grund, at det vistnok ikke er tilfældigt, at den ligegyldighed, ja uvorrenhed vi finde med hensyn til ærbarhed og dyd, også viser sig med hensyn til orden og pyntelighed.

Den søndfjordske familie trivedes ikke i Sogn, men solgte gården og flyttede tilbage. Og fra dette tidspunkt af fortalte konen mig følgende: Hendes mand var allerede reist hjem, men hun, som var svag af helbred, måtte blive tilbage nogen tid for at oppebie en bekvemmere årstid. Den nye eier tog gården i brug, men opholdt sig fremdeles i sit tidligere hjem, så han var her kun nu og da og lod en gut og en pige forestå arbeidet. Denne pige havde mange nattebesøg. Hun forstod på søndfjords-konen, at denne var forundret og uvillig derover, og det kom dertil, at pigen selv beklagede sig over uskikken. «Men så kan du jo flytte ind fra fjøset og lægge dig oppe på klevelemmen - der kan da ingen komme til dig, når husbonden ligger i stuen.» Pigen så gjorde. Lidt efter reiste husbonden hjem til sin anden gård, og pigen lagde sig nu i hans tomme seng nede i selve stuen, hvor også søndfjords-konen havde sin seng. En lørdags aften noget sent - pigen var allerede gået til hvile - stod konen ude i stuedøren og fornøiede sig over den lyse sommernat. En gut kom. Først vilde han have husets gut med sig på fart efter pigerne; men denne var allerede ude. Så vilde han ikke gå længere alene, men spurgte efter husets pige. Uden at ane, hvad der vilde følge, sagde konen, hvor hun var, og strax klemte gutten sig forbi hende ind igjennem døren. Da konen kom ind, lå han hos pigen; denne sparkede imod og lod, som hun ikke vilde vide af ham - men kun for et syns skyld, så det blev snart stille. Forfærdet listede konen sig hen til sin seng, og her måtte hun snart se, at gutten kastede trøien og spændte af sig skoene og breiede fælden over sig og blev der til ud på lyse dagen. Hun blev så oprørt, at der ikke kom blund på hendes øine. Hun stundede nu dobbelt efter at komme derfra tilbage til sin hjembygd.

B. HEDEMARKEN - ØSTERDALEN - SOLØER

Under udarbeidelsen af nærværende skrift har jeg havt anledning til at gjøre en fort tour til de nævnte oplandske bygdelag, med Hamar - Elverum - Kongsvinger til grændsepunkter, og jeg skal tillade mig at fremstille nogle iagttagelser og bemærkninger fra denne egn, som med hensyn til hyppigheden af uægte fødsler høre til de ulykkeligste i landet.

Før hed det bestandig på Hedemarken, at nattefrieriet herskede uden undtagelse blandt almuen. «Men den pige der, som tilhører et så hæderligt hus og selv både ser så brav ud og har et så pent og dannet væsen - skulde jeg virkelig tro, at hun også tager imod nattebesøg?» «Hun akkurat som alle de andre!»

Men nu er der indtrådt en vending.

I en bondefamilie, nær Hamar, som jeg besøgte, var en ung mand tilstede, og han blev forestillet for mig som forlovet med en af husets døttre - ganske efter by-maner. Fornøiet tog jeg deraf anledning til at spørge, og fik høre, at i den sidste tid (man mente, det kunde være begyndt som for en 5-6 år siden) havde denne måde med offentlige forlovelser holdt på at udbrede sig i de mere velstående bondefamilier, og derved var da nattefrieriet banlyst i de samme huse, at sige: hvad husets egne døttre angik. Dette nye vakte adskillig opsigt i førstningen, og det var ikke frit for, at det blev anseet som tegn på, at man gjerne vilde regne sig til de fornemme; men sådant snak er mere og mere faldet bort.

Jeg kom til at forestille mig, at Hamars unge by-anlæg havde virket til indførelsen af denne sædvane, og man gav mig ret i, at det nok kunde være så.

I Elverum hørte jeg om denne nye skik der også. Her er enkelte velstands-familier, som mere end bønderfolk ellers i landet have indrettet sit hus og daglige liv på by-vis, og i disse familier foregå også forlovelser på samme måde. «Hvad tid er det vel begyndt dermed?» «Å, det kan vel være en 10-12 år siden, det tog til at blive mere almindeligt.» «Var det kanske så, at der var tanke om sådan skik allerede tidligere, men at den så fik et skup fremad i de florissante år fra 1850 af, da velstanden steg og samfærdselen med byen tiltog, og folk altså fik både evne og lyst til at lægge efter byens art og vis?» «Ja, for det var, som at alting forandredes i de år, og det fort.»

Fremdeles samme oplysninger om forandringen og samme spørgsmål og svar om tiden og årsagen ned igjennem Soløer alt til Kongsvinger.

Det er en forandring i sæderne, som er fulgt med den moderne levemåde i almindelighed, men ikke står i mærkbar sammenhæng med, hvad der har været skrevet og talt netop om sædeligheds-tilstanden i de senere år. Fra de rigere huse, hvor døttrene kanske sidde ved pianofortet, er forandringen vel også udbredt til familier, hvor døttrene af den nyere tids dannelses- og adspredelsesmidler ikke have fået mere end broderetøiet.

Men i disse samme bygder hørte jeg dog idelig, at tilstanden blandt tjener- og arbeidsklassen er mere, som før. Ja, det var ikke frit for, at jeg kom til at tænke, at netop hin forandring i leveskikken på de høierestående bonde-familiers side kanske har øvet og skal øve menlig indflydelse derved, at der bliver større afstand mellem klasserne, så ikke engang det gode exempels magt kan nå over.

I afvigte høst fik jeg tilsendt et foredrag, som en gårdbruger på Hedemarken havde holdt i et sogneselskab, hvor bygdens anliggender forhandledes. Dette foredrag handlede om nattefrieri og løsagtighed og de mange uægte børn, og det endte med forslag om, at husbondsfolket skulde søge at drage tjener- og arbeidsklassen op til sig f.ex. ved at skaffe dem god læsning og anden passende adspredelse. Siden den tid har også jeg gået med et forslag, og med en vis modstræben fremsætter jeg det - det trænger sig nemlig atter og atter frem hos mig, men jeg gjør mig ikke synderligt håb om at se det antaget.

Min mening er, at den, som er landmand af profession, og som derfor bør være sammen med sine folk i arbeidstiden, skulde have fælles måltider med dem og sidde i høisædet ved samme bord nu som i gamle dage.

Jeg talte med nogle bønder på Hedemarken og i Glommendalen om dette, og jeg hørte om adskilligt, som skulde være i veien. Men jeg blev ikke overtydet om, at det var noget stort, som var i veien, og jeg tror endnu, at om den gamle husskik blev indført igjen, hvor den er aflagt, så skulde det gjøre husbondsfolket ære og tjene arbeidsfolket til opmuntring og være begge parter til både hygge og gavn.

Det største, som er i veien, er kanske det, at husbondsfolket selv står endnu ikke høit nok i sand dannelse til at fatte interessen ved den tanke: formedelst en venlig og vindende omgjængelse mod sine undergivne at bidrage sit til dette i sandhed fædrelandske formål at fremme oplysning og gode sæder i landet. Tillad mig at sige: Det skulde være vore storbønders ærgjærrighed at se sig omgivne af en hæderlig og lykkelig arbeidsklasse.

«Jeg synes det er så hyggeligt at se husbonden med kone og børn, side om side sammen med tjenerne og leiefolkene og fattiglemmet ved måltiderne, disse dagens feststunder» - yttrede jeg under samtale om disse ting i en bondefamilie på Hedemarken.

«Ja, blev der svaret, vi er også sammen på den måde hver høitidsaften og alle høitidsdagene.»

Det var første gang, jeg fik høre om denne lille skik, og deraf tog jeg anledning til at yttre det ønske, at den måtte blive udviklet, så hver søndag måtte blive holdt ligedan - det var dog altid noget af det mere, jeg ønskede.

I Østerdalen var en mand ialfald meget nær ved at gå ind på min tanke. Han føiede endogså til, at det var ikke frit for, at der mellem hans ligemænd herskede en anelse om, at man var gået vel vidt med at antage herre-skikke, hvortil nu først og fremst hører dette at skille sig fra sine folk i arbeids- og madlaget. Men han gjorde mig tillige opmærksom på, at de bønder, som have bygget i de sidste 10-20 år, for det meste have forbygget sig, eller indrettet sine huse så, at de passe ikke længer for den gode gamle husskik og desuden ere uheldige i flere måder.

Et stort og rigt bondehus skulde, om jeg fik råde, være indrettet så, at der var en rummelig spisestue, hvor alt folket skulde være samlet til sine tider ligesom i oldtidens haller, og ved siden deraf mindre værelser, hvor husbonden kunde trække sig tilbage i sin families mere private kreds. Her kunde han være omgivet af alle dannelsens og rigdommens behageligheder og særegne interesser - men den store fælles stue skulde bære preg af den arbeidsomhed og det alvor og den gode villie, som burde være fælles for høi og lav.(188)

Jeg blev som fortumlet ved at reise ned igjennem Soløer og høre idelig og altid om den megen letsindighed og uvorrenhed, som ingenlunde blot viser sig med den store løsagtighed. Jeg måtte bestandig tænke på, hvad jeg nys havde hørt og seet i Sogn i Bergens stift. Spurgte jeg f.ex. om husflid, så var det som i Sogn, eller om renlighed, så var det også som i Sogn. Og der så ikke ud til, at der var nogen ende på misligheden eller noget tag at få i den. «Jeg forstår, sagde jeg, at dette er en udartning af den meget omtalte soløerske livlighed og opvakthed - men hvori består denne egentlig?» «Jo, det skal jeg sige Dem: den består i at springe buk på exercerpladsene, og i at være lige glad, når lensmanden har pantet for gjæld og de trække afsted med den sidste ko.»

«Men - vedblev jeg, og det var en samtale med tre mænd, som hver på sin kant havde havt god leilighed til at blive kjendt i Soløer - jeg vil dog ikke tro, at jeg har fået hele sandheden, sålænge jeg ikke får høre om et eller andet stykke, som udmærker denne egn til dens fordel og kan danne ialfald nogen modvægt mod hint uhygge.» Nei, de vidste intet sådant at nævne.

Men udaf al denne uklarhed, som jeg således først og længe befandt mig i, skal jeg dog fremdrage et lidet billede, som lidt efter lidt dannede sig for mit syn, af småtræk, jeg fik opfange hist og her - billedet af en klasse af arbeidere, som især har hjemme her i Soløer, og som jeg høilig skulde ønske at få gjøre nærmere bekjendtskab med.

Jeg tænker på de folk, som håndtere de 200,000 tylvter tømmer, som år om andet bringes i Glommen og sendes ud - huggerne og fløderne.

Det er for en del, de samme personer, som fløde om våren og hugge om høsten.

Det arbeide, at få tømmeret ned igjennem de små tværdale, som føre fra skovene til Glommen, må være både stridt og strængt. Her kræves raskhed og mod, og arbeideren må finde sig i at tåle kulde og væde der oppe i vildmarken, langt fra hus. Her kommer det vel med, at solungen er så let og livlig, - dette arbeides udførelse, uden hvilke den hele tømmertrafik gik istå, er vel netop en af de gode yttringer af hin bygde eiendommelighed, som jeg spurgte efter, ligesom jeg ovenfor fandt, at det yderst besværlige mark-arbeide, som hører Sogn til, også kræver sogningens hele livlighed og munterhed.

Store skarer af tømmerhuggere drage fra Soløer opover til Aamot og Storelvdalen i september og færdes i skovene der til henimod jul. Ved at høre om dem måtte jeg tænke på de skarer af sildefiskere, som drage ud fra Lister og færdes et par måneder ude mellem skjærene ved Haugesund og Kinn, jeg tænkte på de mange søfolk fra omegnen af Tønsberg, som komme sammen i byens havn for at bemande sælfanger-flåden og gå til Ishavet. Tallet er stort på alle steder,(189) de have en reise fra hjemmet til arbeidspladsene, og det er som et uliv, der leves under arbeidet, formedelst årstidens ugunst og savn af så at sige alle livets bekvemmeligheder.

Jeg udførte sammenligningen videre. Sildefiskerne fra Lister ordne sig sammen i bådlag af kammerater; hver af dem har sin niste-kiste med, men forsyningen er nøiagtig ens, og de koge derfor sin mad i fællesskab; de arbeide og tjene sammen, og en mand har pengene i forvaring til hjemkomsten, da der deles. Her falder det ikke lettelig nogen enkelt af laget ind at skeie ud f.ex. med drik og svir, kammeraternes øine vogte jo på ham, og formanden har pengene i sin lomme. Derfor opføre også disse folk sig så pent og pynteligt, at det er en sand lyst at høre derom. Men nu huggerne fra Soløer? Jeg forstod det så, at de allerfleste drage ud enkeltvis, vandrende på sin fod med øxen på nakken og med så meget niste i skræppen, at de kunde nå frem og byde sig ud til de skoveiere, som betale bedst.

Som sildefiskernes dont ret kræver ikke alene styrke og udholdenhed, men også indsigt og skjønsomhed, således har også tømmerhuggerne et arbeide, som kræver mere end en stærk arm og en sikker øx; han må have øvet blik og raskt omløb i hovedet, ellers får han ikke arbeidet fra hånden, og han kan ødelægge store værdier ved sine misgreb. Om end skov-eieren ikke alene har fulgt huggeren op i marken og viist ham skoven, som der skal hugges i, men endog blikket ud hvert enkelt træ, som skal fældes, så kan dog en dorsk og uduelig arbeider, når han har et træ for sig, som er så stort, at det må kappes og deles i flere stokker, vælge delingspunkterne så slet, at de lange og smale eller de korte og tykke stokker, han får ud, ikke have den pris og værdi, som en mere skjønsom mand kunde bragt ud af det samme træ. Har derfor en skoveier fundet en dygtig hugger, kan han stå sig på at byde ham forhøiet betaling og gjøre fast aftale med ham for næste år, og denne aftale kan gå videre således, at huggeren skal have nogle kjendte mænd med sig og forestå hugsten. Men på denne måde kan også her et arbeidslag blive ordnet, som svarer til hint bådlag - et lidet samfund af kjendinger og slægtninger. En og anden begynder kan få være med i et sådant lag imod nogen afkortning i betalingen, og en større andel i udbyttet indrømmes gjerne formanden. Såsom disse folk skulde være sammen, kunde de stå sig på at leie en hest i fællesskab og føre med hjemmefra så meget proviant, som går på et læs - de leve da billigere, end om de strax skulde tage op madvarer hos arbeidsgiveren. Det således begyndte fællesskab varer gjerne ved lige til hjemkomsten, da pengene deles.

I disse tilfælde blive altså pengene i behold. Og de kunne komme så overmåde vel med. Thi ligesom fiskere og søfolk langs vor bugtede kyst koste sig op disse små rødmalede huse med hvide vindueslemmer, og så hygge sig med at stræve og arbeide for kone og børn der hjemme, således er det tømmerhuggernes mål at få sig et hidtil unyttet jordstykke inde imellem skovene i sin hjembygd og indrette sig en selveierplads. Han gifter sig tidlig og har ikke strax råd til at koste sig ordentlig hus på sin grund; så sætter han sig op en «koie» eller jordhytte og holder ud med fornøiet sind, til han kan få det bedre. Et par mænd pegte for mig på denne eiendommelige selveierklasse som den soløerske arbeidsklasses kjerne og som repræsentant for dens fremskridtsånd med både raskhed og livligt mod på den ene side og med betænksomhed og sparsomhed på den anden.

Men om en stor del af samme arbeidsklasse blev det beklaget, dels at de ødelagde megen tid ved at gå fra det ene arbeidssted til det andet, eftersom de fik høre rygte om, at prisen var nogle skilling større pr. tylvt her og der, dels, at de ødelagde mange af de fortjente skillinger, når de om lørdagen kom ned fra skovene og i vin- og øl-udsalgenes nærhed. Det er med dem som med sømænd, som have lidt ondt eller kjedet sig i eensformigheden nogle uger i rad og så komme i havn for nogle dage og forefinde så meget, som vinker og lokker: deres munterhed taber let ligevægten, og de hengive sig til nydelse og vellyst for ligesom at tage sin mon igjen.

Og nu er det så overmåde ulykkeligt, at i de bygder, hvor Soløers udvandrende huggere især søge hen, nemlig Aamot og Storelvdalen, hersker da den samme tone, som fast overalt i Oplandene, at man synes ikke det har noget videre på sig, at pigerne tage imod besøg af mandfolk i deres soverum. De piger som disse fremmede karle så slippe ind til, ere nu sagtens mest tjenestepiger, som have sit soverum ude i fæhusene, hvor kådheden har frit spil.

Jeg var ikke selv i Aamot og Storelvdalen på denne reise, men kan dog tilføie nogle opgaver derfra for årene 1860-64:

Aamot:
Fødte barn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
382
deraf uægte.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
50;
af disse børn havde
25 utenbygds fædre,
12 udenbygds mødre.
Storelvdalen:
Fødte børn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
341
deraf uægte.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
55;
af disse uægte børn havde
32 udenbygds fædre,
21 udenbygds mødre.

Hvad disse udenbygds fædre var for folk, er ikke opgivet; men kjendte mænd, jeg talte med, antog, at det fornemmelig var tømmerhuggere fra Soløer. - Endnu mindre kjender jeg til, hvor de udenbygds mødre vare fra, eller i hvad anledning de vare komne til disse bygder; men efter hvad jeg har fundet ved nøiagtige statistiske undersøgelser i en anden bygd(190) skulde jeg formode, at det har truffet forholdsvis hyppigst, at udenbygds gutter og piger have beblandet sig med hverandre.

En tilsvarende opgave fra Elverum for det ene år 1865 lyder så:

levende fødte børn.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
197,
deraf uægte .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
25,
desuden dødfødte uægte.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
3.
Af disse 28 uægte børn havde
11 fædre, som regnedes for udenbygds, og
  1 udenbygds moder.

Jeg yttrede ovenfor, at jeg havde som en tanke om, at medens der viste sig forbedring i sæderne på den høiere bondeklasses side, var der kanske heller forværrelse på arbeidsklassens, og jeg havde derved navnlig dette for øie, at der under den stærke tømmerdrift, som har beriget nogle familier, har dannet sig en voxende stok af løse arbeidere, som drage fra sted til sted, langt bort fra hjemmet, så de savne den støtte for deres svage dyd, som ligger i faders og moders tilsyn og i kjendingers blik og dom. Ved de anførte tal og ved skildringer af tilstandene, som jeg hørte, fik jeg den forestilling, at navnlig i Østerdalen og Soløer er der ved siden af en almue, som i sin almindelighed lever ordentligt og lykkeligt, en klasse unge mennesker, som ere komne langt ud på vidvanken og ere gledne ud i letsindighed og usæder.

Nogle af disse kunne da være sunkne overmåde dybt, have bidt hovedet af al skam, have tabt håbet om at det skal kunne bedres med dem. En sådan er en karl, som hører hjemme på Finskoven, og som hans sognepræst fortalte mig om: han har i løbet af 11 år avlet 10 børn med 7 piger.

Den samme præst, som dybt beklagede den store letsindighed, han finder så udbredt blandt folket her, tilføiede dog, at almuen ellers havde så meget tækkeligt ved sig, viste sig så inderlig godmodig, åbenhjertig, medgjørlig. Men disse vandrende mennesker var det vanskeligt at træffe personlig, og disse ustadige og lette samvittigheder var det så vanskelig at få tag og hold i.

Jeg tillader mig at tilføie et ønske af samme slags som det, jeg sluttede mine bemærkninger om Sogn med.

Netop fordi egnens bedrift kræver en talrig stok af løse og vandrende arbeidere, og netop fordi arbeidets beskaffenhed er sådan, at der kræves folk med et let og muntert sind, derfor skulde man være dobbelt omhyggelig for at bortrydde de fristelser, som under disse omstændigheder ere så farlige. Her måtte husbønderne være behjælpelige. Men deres opmærksomhed må vækkes, deres deltagelse for disse ting må opmuntres, og til den ende vilde jeg, at der årligårs skulde samles og offentliggjøres iagttagelser over, hvordan det går. For nogle år siden skrev jeg i Folkevennen om det store tab af menneskeliv, som finder sted ved forlis på søen i Nordlandene og Finmarken, og jeg krævede og bad, at der måtte blive anstillet undersøgelser om hvert eneste forlis, som traf, at man kunde komme efter, hvori ulykken stak, og kanske finde på råd. Dette kom biskoppen i Tromsø for øie, og formedelst hans medvirkning har jeg siden fået omstændelige beretninger fra samtlige stiftets sognepræster om hvert menneske, som er omkommet på søen; jeg har fået 4 årgange af sådanne beretninger, og jeg veed allerede, at jeg med hver dag kan vente den 5te. Nu vel, som flinke og driftige fiskere fra Helgeland drage den lange vei til lofots- og finmarksfisket og udsætte sig for store farer, og årligårs nogle af dem blive, så have vi nu hørt om skarer af håbefulde unge mennesker, som drage ud og færdes vidt omkring i Glommens skovtrakter og søge arbeide og gjøre nytte, men nogle af dem komme årligårs i sørgelige omstændigheder og blive ulykkelige for levetiden. Man skulde agte på hvert tilfælde, lægge mærke til alle ledsagende omstændigheder, efterspore de første begyndelser til ulykken og på den måde gå til bunds i undersøgelse af den hele tilstand, hvorved nu den storartede Glommendal ligesom det deilige Hedemarken har vundet en så sørgelig udmærkelse. Det er naturligvis de bestemte, påtagelige tilfælde, at der avles uægte børn, som jeg vilde have gjort til gjenstand for den nøieste opmærksomhed, og det er præsterne, jeg især tænker mig, man måtte søge bistand af - de blive jo alligevel vidende om hvert tilfælde og kjende ofte personlig både faderen og moderen. Omstændelige beretninger fra præsterne i Soløers og Østerdalens provstier en 5 år i rad - og det hele phænomen skulde ligge klarere for os.

III.

BESTRÆBELSER

Alle folke-onder have sin rod i synden, og at prædike bod og omvendelse er den almindelige bestræbelse mod dem alle. De særskilte bestræbelser mod det enkelte onde, som man fæster sin opmærksomhed ved, have først da sit fulde værd, når de ere udgåede af og bestandig føre tilbage til denne grund-anskuelse.

I nærværende kapitel kan der kun blive tale om de særskilte bestræbelser mod usædeligheden.

De kunne være af dobbelt art. På den ene side kan der lægges an på at vække folkets opmærksomhed ved at påpege, at i den og den kreds eller det og det strøg af landet har ondet nået en usædvanlig grad, eller ved at vise, hvorledes det hænger sammen med og er foranlediget ved visse omstændigheder i egnens forholde eller i folkets leveskikke - kort, ved at fremme spørgsmålets forståelse og åbne folkets øine for hidtil overseede sider af sagen. På den anden side kan bestræbelsen gå ud på at overtale og skynde folk til mere end hidtil at agte på den erkjendte sandhed og følge de givne vink og råd.

Selv har jeg mest forsøgt at tjene sagen på den første måde, ved at anstille sådanne undersøgelser om tilstanden, som i nærværende skrift.

De bestræbelser af andre, som jeg er bleven bekjendt med, og som jeg nu går over til at omtale, ere mest af den anden art.

Jeg skal først fortælle, hvorledes distriktslæger have søgt at virke gjennem sundhedskommissionerne.

SOGNDAL, INDRE SOGN

Distriktslæge Engh fik i 1858 stiftet en forening med følgende regler: Vi undertegnede husfædre forpligte os herved til med redelighed at efterleve følgende regler:

§ 1 Vore børn, vore tjenere og andre ugifte personer, der boe hos os, skulle vi såvidt muligt anvise natteleie inde i vort hus, og først og fremst det qvindelige kjøn. Ligeså ville vi efter leilighed anvise ethvert kjøn for sig særskilt sovested.

§ 2 Vore børn, tjenere og andre ugifte personer, der boe hos os, skulle vi alvorligen og strengeligen formane og tilholde ikke efter kl. 10 aften at være udenfor sit hjem, medmindre ærinde skulde gjøre det nødvendigt, eller nogen måtte være ude i budent selskab med husfaderens tilladelse. Enhver husfader fører selvfølgelig det fornødne tilsyn i denne henseende og anmelder for præstegjeldets sundhedskommission den, som overtræder hans formaning og pålæg om at holde sig hjemme, hvilken anmeldelse ubetinget skal finde sted efter tredie gangs forgjæves advarsel.

§ 3 Vi forpligte os, enhver for sit hus, til såvidt muligt at bevirke overholdt § 3 i lov af 4de juli 1857 angående nogle politiovertrædelser udenfor kjøbstæderne, ved at opfordre enhver mandsperson, der efter almindelig sengetid besøger nogen kvindesperson i vort hus, til strax at begive sig bort, og i tilfælde af, at han ikke strax efterkommer opfordringen, skulle vi anmelde dette for sundhedskommissionen, for at vedkommende kan blive afstraffet.

Reglerne ere trykte og udbredte i mange exemplarer, og en hæderværdig bonde, som har indført den der foreskrevne husorden, sagde mig, at hans opmærksomhed var bleven vakt ved foreningen. Denne tør således have båret adskillig frugt.

Den samme sundheds-kommission har også på hr. Enghs forslag i 1862 oprettet en forening imod skålbryllupper, hvilket jeg nævner her på grund af den sammenhæng, jeg tror der er mellem denne gamle bryllupsskik og sædeligheds-tilstanden. Til skålbryllupper høre store gjæstebud; disse kunne ikke let holdes på hvilkensomhelst tid af året, men må gjerne opsættes til midtsommertiden; de forlovede synes ikke altid de kunne eller ville bie så længe med at flytte sammen, når f.ex. bruden skal hjælpe brudgommen med hans gårdsbestyrelse, og derfor er det meget almindeligt, at hun flytter til ham og lever som hans kone flere uger og måneder før brylluppet; men derved gives et slet exempel, som kan virke til, at folk, hvis bryllup ikke er så nær forestående eller kanske slet ikke er ordentlig aftalt, ligeledes søge hinanden i utilladelig fortrolighed. Faldt skålbryllupper bort, så kunde brudeparrene snarere komme i tour med at ordne det så, at de bleve gifte i det samme de flyttede sammen.

Begge disse foreningers formål og fremgang ere jevnlig på bane i sundhedskommissionernes møder.

LÆRDAL, INDRE SOGN

Distriktslæge Heiberg fik i 1863 udstedt en indbydelse fra sundhedskommissionen til husfædrene med følgende bestemmelse:

Ethvert medlem forpligter sig ved sit navns underskrift på denne liste til:

1 Offentlig at påtale ethvert natteløberi i Lærdals præstegjeld, hvorom han måtte komme til sikker kundskab.

Ved formaning eller på anden hensigtsmæssig måde søge at afholde sine undergivne fra at deltage i alt natteløberi.

3 Ei at anvise piger og drenge fælles soverum i nogensomhelst udhusbygning, såsom fjøs, stald, o.d.l.

4 Såvidt muligt undgå at lade pigerne ligge om natten i fjøset.

Det tegnede sig 74 medlemmer i præstegjeldet.

En lignende indbydelse blev sendt ud af sundhedskommissionen i Aardals præstegjeld, men kom tilbage med kun 1 mands underskrift.

YTTRE SOGNS LÆGEDISTRIKT

Af distriktslæge Hammers medicinalberetning for 1862(191) sees, at også han er opmærksom på de forholde, som her beskjæftige os.

Sædelighedstilstanden står på svage fødder, siger han, især i sogn; efter at have omtalt forholdet med ungdommens soverum og med natteløben yttrer han:,

«At de uægte børns antal under sådanne forholde ei er større, end ministerialfortegnelserne angive, er næsten en gåde, som måske kunde løses af årvågne præster og skolelærere. Lægen kan kun have en anelse derom, men får vanskelig nogen positiv vished, da man søger at undgå enhver meddelelse til ham af den natur, at den kan lede til påtale.»

I samme beretning omtales en forening til afskaffelse af skålbryllupper i Ladvik.

LEVANGER OG SKOGN, INDHERRED

Distriktslæge Dietrichson omtaler i sin medicinalberetning for 1862,(192) hvorledes han i en række af møder i sundhedskommissionen og med almuen omkring i skoledistrikterne har foreslået for husfædre at indgå på disse to regler: 1) at have slagvindue til udluftning i hvert beboet værelse, og 2) at have særskilt soveværelse for voxne børn og tjenere af forskjelligt kjøn. Ved navns underskrift vedtog 182 almuesmænd den første af disse to regler og 94 den anden.

At dette sidste tal er så meget mindre end det første, kommer naturligvis af, at den sidste regel er vanskeligere at indføre i et hus end den første.

Af privat brev fra hr. Dietrichson af marts 1866 erfarer jeg dog, at reformen med særskilt soverum for de to kjøn nu for en stor del er bleven gjennemført i de nævnte præstegjeld. Han bemærker, at der af en sådan enkelt reform jo ikke turde ventes store eller synlige resultater i sædelig henseende, men mener dog, at man ikke bør tvivle om, at den vil bidrage sit til det godes fremme, forsåvidt som derved er tilintetgjort en væsentlig hindring for indførelsen af en bedre ånd. Det vilde, siger han, kun være til liden nytte at tale for de unge og formane dem til større sædelighed, når man til samme tid anviste begge kjøn til fælles soverum og altså på en måde tvang dem ind i de mest fristende forholde; «Det vilde være det samme som at prædike nøgterhed for drankeren, samtidig med at man rakte ham det fyldte glas».

Hr. Dietrichson illustrerer dette med et forfærdeligt exempel fra hans virksomhed som overlæge ved sygehuset i Skogn.

Til et præstegjeld i egnen - ikke noget af de to nævnte - kom fra Throndhjem en skomager eller skrædder, som gik om på sit arbeide fra gård til gård, og fra hvert sted, hvor han således havde opholdt sig, indkom på sygehuset en ung pige, som af ham var smittet med venerisk sygdom. Det var ialt 6 piger, af hvilke 4 var mellem 17 og 19 år, og på lægens spørgsmål om, hvorledes det kunde gå til, at der i den korte tid kunde opstå et så fortroligt forhold mellem dem og den fremmede, svarede en for en, uden undtagelse, at det kom sig deraf, at han ligesom tjenestegutterne og alle andre arbeidsfolk fik sin seng anvist i det samme rum, hvor pigerne sov.

Og en sådan historie har, siger hr. Dietrichson, i løbet af de sidste år indtruffet en gang til i det samme præstegjeld. Han tilføier en yttring, som jeg skulde ønske at få hviske folk i ørene rundt om i mange bygder:

«Det er sørgeligt, at sløvheden, likegyldigheden og tankeløsheden hos den ældre og sindigere del af almuen skal gå så vidt. Disse unge piger ere i sandhed mere at beklage end bebreide; men skammen og skjændselen og byrden af den overbevisning at have givet anledning til, ja næsten ligefrem at have fremkaldt så megen elendighed og ulykke, den bør hvile på forældre og husbondsfolk.»

ELVERUM, ØSTERDALEN

Distriktslæge Munthe har trygt til uddeling blandt almuen et foredrag, han holdt i sundhedskommissionen 1861, og hvori han blandt andet handler om nattefrieriet(193) og dets følger, og i henhold hertil udstedte han kort efter en opfordring til at danne en forening til nattefrieriets udryddelse, en opfordring, som blev tiltrådt af sundhedskommissionen og så trykt og spredt ud blandt almuen.

I dette sidste skrift meddeler han et exempel af samme slags som hint fra Indherred. Fra en nabobygd kom først en og så endnu en pige, i høi grad angrebne af venerisk syge, og denne var dem påført af en vildstyring og rangler, som de hverken havde agtelse eller virkelig godhed for, men som de alligevel havde taget imod, når han kom til dem i natlige besøg. Denne begivenhed, siger hr. Munthe, satte skræk i omegnens kvindelige ungdom; thi ligesom det stundom «er laget for dem» - et betegnende udtryk - at blive frugtsommelige, således kunde det også være laget for dem at være befængt med denne sygdom. Nogle have indfundet sig, andre venter jeg.»

Dernæst skal jeg berette om lignende bestræbelser, som præster have sat sig i spidsen for.

BALESTRAND, SOGN

Først havde sognepræst Sverdrup for en enkelt del af det vidtløftige præstegjeld fået istand en forening af bønder, som forpligtede sig til at anmelde nattesværmere. De skulde anmeldes for præsten for da enten at rette for sig ved frivillig mulkt til fattigkassen eller i andet fald af præsten igjen at anmeldes for øvrigheden til straf. Men det viste sig, at kun en eller to af bønderne vare selvstændige nok til at optræde med anmeldelser.

Dernæst blev der i 1860 af sognepræsten og hans kapellan hr. Schjørn med bistand af embedsmænd og bønder i bygden udstedt følgende indbydelse:

Enhver ven af sædelig renhed må forfærdes, når han lærer forholdene blandt os at kjende, ved at se al den usædelighed, som hersker inden menigheden, og som desværre snarere må siges at være i tiltagen end i aftagen.

En hovedgrund til denne almindelige udbredte usædelighed må søges i den gamle, endnu herskende skik - natteløberiet. Om man også indrømmer, at de unge ikke just komme sammen for at bedrive hor - så svækkes dog sædelighedsfølelsen og undseelsen ved disse natlige sammenkomster, og de unge udsætte sig selv for større fristelser, end de have kraft til at bære, hvorfor da også synd og fald er den stadige og uudeblivelige følge.

Borgerlige love og straffe kan her ikke tilstrækkelig hjælpe; - menigheden må selv arbeide til sin renselse fra slig besmittelse; der påhviler menigheden en hellig pligt at søge sine unge lemmer bevarede fra disse fristelser. Mange - ja de fleste - ønske vel også en forandring til det bedre, men den enkelte føler sig for svag til at træde op mod den gamle uskik - han frygter for den spot og skade som kan følge på en sådan modstand; - og således vedbliver uskikken at herske uhindret blandt os til vor skam og skade både åndelig og timelig.

Sluttede derimod disse motstandere af uskikken sig sammen i en forening med forpligtelse til fælles arbeide og indbyrdes hjælp, for at få uskikken afskaffet, - da vilde den enkeltes mod og kraft forøges, modstanden blive stærkere og mere ordnet, og vi skulde da måske engang have den glæde at se vor menighed renset ganske fra denne stygge plet.

Det er til at stifte en sådan. forening med nedenstående bestemmelser, vi herved lader udgå indbydelse til alle konfirmerede indvånere af Tjugums sogn. Vi håbe på en almen deltagelse for sagen; thi den er af vigtighed for enhver blandt os, og kun ved manges enige og kraftige samvirken kan der vindes noget gunstigt resultat.

BESTEMMELSER

for

foreningen til sædeligheds fremme i Tjugums sogn

§ 1 Foreningens formål er at virke for sædeligheds fremme i menigheden, fornemlig ved at arbeide til natteløberiets afskaffelse.

§ 2 Til medlem af foreningen kan optages ethvert konfirmeret lem af menigheden.

§ 3 Ethvert medlem af foreningen forpligter sig ved sin indtrædelse til en ærlig og redelig overholdelse af følgende regler.

a) selv at afholde sig fra alt natteløberi og ikke modtage noget natlig besøg.

b) ved formaning og advarsel at søge andre afholdte fra deltagelse deri; - især påligger det husfædre og husmødre at søge at virke på sine børn og tjenere og have opsigt med dem.

c) at anmelde for et medlem af foreningens bestyrelse ethvert natteløberi, hvorom man måtte blive vidende.

§ 4 Husfædre og husmødre, som ere medlemmer af foreningen, bør, hvor dertil er anledning, sørge for særskilte soverum for mandfolkene og pigerne, og så meget som muligt beskytte de piger, som ere i deres hus, mod alt slags fristelse og påtrængenhed af omstreifende unge karle.

§ 5 Foreningen har sin egen bestyrelse. Der vælges een bestyrer for hver kreds af og blandt de husfædre inden kredsen, som ere medlemmer af foreningen. Kredsene ere følgende 5: 1) Balestranden; 2) Esefjorden; 3) Sværfjorden, 4) Vetlefjorden; 5) Ejthunslandet. De fem bestyrere vælge af sin egen midte eller udenfor samme en formand for foreningen. Enhver husfader inden foreningen er pligtig at modtage valg til medlem af bestyrelsen og skal fungere mindst eet år. Enhver bestyrer har at føre liste over foreningens medlemmer i sin kreds, at modtage anmeldelser om natteløberi, samt ind- og udmeldelse af foreningen og at være tilstede ved bestyrelsens møder.

§ 6 Bestyrelsen holder to bestemte årlige møder, men kan udenfor disse sammenkalde til extramøder af formanden.

§ 7 Forslag til forandring i disse bestemmelser kan af enhver husfader inden foreningen indgives til bestyrelsen, som da har at fatte beslutning om samme.

§ 8 I tilfælde af meningsforskjel inden bestyrelsen afgjør flerstemmighed sagen og i tilfælde af stemmelighed gjør formandens stemme udslaget.

I 1861 var medlemmernes antal opgivet til 386. Foreningen består endnu, med sin bestyrelse og sine kredsformænd. Men det ansees ikke længer fornødent at sammenkalde generalforsamlinger. Der virkes på den måde, at når det ser ud til, at det gamle og for en stor del overvundne onde, natteløberiet, vil vove sig frem igjen, varsler kredsformanden bestyrelsen derom, og en af præsterne holder et møde i kredsen særskildt for den sags skyld, omtrent som vi ere vante til at høre om møder i afholds- eller missionsforeninger. Foreningens dannelse og den dermed udtalte mening og villie hos bygdens bedste og fleste familier tjener som rygstød for præsterne, når de i sådanne møder og ellers advare imod hin uskik, og i det hele i sin præstevirksomhed straffe ukydskheds synd med ordets våben. Således har den regel kunnet indføres her, at når folk, som have avlet uægte børn, ønske at gå til alters, må de først henvende sig personlig til præsten, at han kan erfare, om de erkjende og angre sin synd, og præsterne have for skik på de søndage, hvor de have uægte børn til dåben, at henvende nogle ord i den anledning til menigheden fra chordøren, idet de opfordre alle og enhver til at betænke, hvorvidt de ved sin gjøren og laden have nogen del i, at de uskikke endnu gå i svang, som have ledet folk til fristelse og fald, så de derved have del i den begangne synd o.s.v.

Og alt dette har monnet. Der skal endog være indtrådt en kjendelig formindskelse i antallet af uægte fødsler, ungdommens letsindighed har ikke længer overtaget, menigheden har fået blikket åbnet for det fordærvelige og syndige i de tidligere bygdeskikke.

LEKANGER, SOGN

Året efter at hin forening var bleven stiftet i Balestrand, fik sognepræst Haslund stiftet en ligedan i nabopræstegjeldet Lekanger. Bestemmelserne ere næsten ordret ens; den betydeligste afvigelse er, at her er en egen § mod de såkaldte dansestuer, som medlemmerne ikke skulde overlade hus til.

I begge disse præstegjeld ere indbydelserne til foreningen trykte og udbredte i mange exemplarer, og også dette har bidraget sit til at vække opmærksomheden og eftertanken hos almuen.

ØSTRE SLIDRE, VALDERS

Efter en række af møder, hvortil sognepræst Strøm havde indbudt almuen for at lægge dem på hjerte det usømmelige og for tid og evighed fordærvelige i natteløberiet, fik han i 1862 en hundrede husfædre til med navns underskrift at vedtage følgende løfter:

1) at vore døttres eller tjenestepigers natteleie herefter skal være i det samme hus, som vi selv bebo, med undtagelse af de enkelte nætter, som hensynet til vore kreature eller andre hensyn måtte gjøre deres ophold udenfor fornødent, medens vi i ethvert tilfælde love at have det nødvendige tilsyn med,

2) at ingen natteløber indlades; men komme sådanne, da formanes de med det gode til at forføie sig bort. Såfremt dette ikke hjælper, da anmeldes de til lovlig straf,

3) at vi søge så meget som muligt at vække og vedligeholde hos de unge af begge kjøn agtelsen for deres eget menneskeværd, og at forestille dem det usømmelige, vanærende samt for tid og evighed fordærvelige i natteløberiets sørgelige uskik.

Der yttredes adskillig uvillie herover blandt ungdommen, hvorfor præsten stillede i bero et andet foretagende, han omtrent samtidig havde begyndt med, nemlig at søge en forening mod natteløberi stiftet blandt ungdommen selv.

ELVERUM, ØSTERDALEN

Sognepræst, provst Gløersen, har vel ikke lagt an på at stifte en egen forening mod natteløberi, men dog optrådt på en sådan måde, at jeg tillader mig at berette derom:

Ved skole-examiner (hvor vistnok mange præster gribe anledning til at tale om sagen) har han brugt at henlede de tilstedeværende ældres opmærksomhed på disse ting, opmuntret husbønderne til at bruge sin myndighed imod natteløberi, hentydet til, at de kunne styrke sig ved at forene sig om fælles fremgangsmåde o.s.v.

Hr. provsten, som ved mit besøg hos ham for kort tid siden fremhævede dette træk af almuens nedarvede forestillingskreds, at man så lidet vil gå ind på at betragte ukydskhed som synd, når der ikke er bedrevet hor i lovens forstand (af eller med gifte folk), bruger ved gudstjenesten på nytårsdag at meddele en oversigt over årets dødsfald, ægtevielser, ægte og uægte fødte og da at gribe anledningen til at tale om den hele sag og navnlig at hentyde til de forholde inden menigheden, som medføre fristelse til ukydskhed og altså have sin del i de uægte fødslers store tal.

Endelig har hr. provsten i forening med sine medhjælpere opstillet en del kirkelige regler, som fra 1860 af ere menigheden meddelte ved oplæsning i chordøren og derhos ere blevne bekjendtgjorte ved trykken. Deraf hidsættes følgende:

6. Ved bestilling af barnedåb for uægte børn anmodes begge forældre om at møde hos præsten, for at han kan få anledning til at formane og rådføre dem. Den, som ikke møder, får ikke tegne sig til altergang, førend denne opfordring er efterkommet.

8. Da det ofte sker, at trolovede folk flytte sammen og leve som ægtefolk, førend de ere ægteviede, så gjøres de herved opmærksom på, at sådant samliv ligesom alt samleie mellem mand og kvinde, der ikke ere sammenviede, er forbudet både i den borgerlige og kirkelige lov og således strafbart. Enhver ven af tugt og orden, navnlig forældre og husfædre, anmodes derhos indstændig om at gjøre sit bedste for at forhindre det nævnte uvæsen, og når formaning ikke frugter, da strax at anmelde sagen enten for sognepræsten eller vedkommende medhjælper. Den, som ikke iagttager dette, gjør sig delagtig i fremmed synd. Herved må endnu mærkes, at lysning til ægteskab heller ikke berettiger de trolovede til at flytte sammen som anført, men at deres sammenflytten er lige strafbar, enten den skjer før eller efter lysningen, sålænge de ikke ere ægteviede.

9. Den, som herefter forlanger lysning, anmodes om med det samme at stille forlovere, som enten mundtlig eller skriftlig må give forsikring om, at ingen lovlig forhindring for vedkommendes ægteskab er tilstede. Denne forsikring ønskes derhos ledsaget af erklæring om, at forloverne tillige ville indestå for, at de trolovede ikke flytte sammen, førend de ere ægteviede. Til forlovere må kun tages pålidelige folk.

Med hensyn til § 6 har hr. provsten fortalt mig, at de fædre, som ere tilsinds at ægte mødrene, indfinde sig villig, men at de andre på undtagelser nær bliver borte fra både præst og altergang. Mødrene indfinde sig næsten alle, og det er deres stadige ord, at de vare lovede ægteskab.

Jeg går nu over til at omtale et interessant forsøg af et eiendommeligt slags. Det adskiller sig fra de foregående derved, at det opkom blandt selve almuen og endog inden ungdommens egen kreds. Det var i

SURENDALEN, NORDMØRE

Under medvirkning af skolelærer og kirkesanger Ole Øye i Surendalen dannedes i 1857 en forening af piger, som høitidelig erklærede, at de ikke vilde tage imod gutternes nattebesøg. Jeg hørte herom ved besøg i bygden 1859 og fik ved udgangen af 1865 udførlig meddelelse af hr. Øye om, hvorledes det er gået siden.

Han er selv født og opvoxet i bygden, så han kjenner tilstanden meget nøie. Han stadfæster af egen erfaring, hvad jeg har fremhævet ovenfor ved tale om Sogn side 479; uagtet hans forældre vare, som sønnen selv siger, ganske forstandige folk og kanske fortjente ros for sin børneopdragelse, kan han dog ikke mindes, at hans fader eller moder nogensinde advarede ham imod at deltage i nattefrieriet. Og dette var dog i hans opvæxt ledsaget af de urimeligste udskeielser. Det var i de dage, da der endnu var god tid på brændevin; pigerne vare forsynede, og det var gutternes privilegium at gå omkring på nattebesøg og lade sig traktere. De gik hobevis og enkeltvis, de havde sin moro af at «kaste tur» og «møkjadrage»(194) hverandre, noget, som naturligvis ofte ledet til slagsmål. Det hørte også med til moroen at rive næper og kålrabi op om høsten, at dundre på væggene og øve lignende drengestreger. Der blev vel noget mere stilt, da brændevinet begyndte at flyde sparsommere; men endda var det dog så, at det ansåes som særhed eller træghed, når en gut ikke var med, så natteløberiet måtte til, dersom han vilde gjælde noget hos det andet kjøn eller have ord for rask karl blandt sine kammerater. Omtrent så stod sagen i de første 10 år, medens Øye tjente som skolelærer, fra 1845 af. Imidlertid blev der drevet meget på sangundervisning i skolerne, og der samledes efterhånden hos kirkesangeren en sangerflok af børn og ungdom, som havde sine visse møder til øvelser, og som bistod med at anføre sangen i kirken. Desuden kom en søndagsskole istand for både gutter og piger. Men nu blev hr. Øye bekjendt med min i 1857 udkomne bog om sædeligheds-tilstanden. Den gjorde indtryk på ham, bogen blev læst af flere af disse unge mennesker, både gutter og piger; der blev talt om sagen i møderne, og bedst som det var, havde en skare unge piger, hvoriblandt man så både de anseligste gårdmandsdøttre og de ringeste tjenestepiger, forenet sig om, at de ikke vilde tage imod nattebesøg. Siden blev foreningen mere formelig ordnet, med skrevne regler og navns underskrift, så det kunde vides bestemt, hvilke piger der var med. Deres antal gik op til henimod 30.

Dette vakte opsigt, og der blev tale og strid derom i bygden. Adskillige unge mandfolk og nogle af de agtværdigste fædre og mødre toge parti for foreningen, men langt flere vare de, som talte imod. I sangforeningens møder blev der nu mere talt end sunget, og undertiden mødte modstandere frem i mængde, endog med ældre mænd i spidsen, som skulde føre ordet og bevise at den nye skik og måde, som foreningen vilde indføre, var imod al «lov og ret». Men de tabte altid i den offentlige forhandling og måtte indskrænke sig til at give foreningen fantord ved andre anledninger. Den nye forening var dagens samtaleemne, overalt hvor folk mødtes, og det var ganske usædvanligt at høre, med hvilken iver den drøftedes. Og den vandt ikke alene fremgang i selve bygden, men blev også efterlignet i nabobygden Stangvik. Natteløberiet aftog kjendelig, det blev et slags skam for skikkelige karle at befatte sig dermed, kun de simpleste skøiere vedbleve at gå, og endda vare de rædde for sig og måtte gå stilfærdigt og listende.

Således omtrent var forholdet, da jeg fik besøge bygden i 1859.

Jeg blev naturligvis glad ved at høre, at folk virkelig for alvor brød med den gamle skik, som tager sig så ilde ud, og som har bragt så megen ulykke over bygderne. Men i samtale med hr. Øye, foreningens formand, kunde jeg derhos ikke tie med den mening, at når først sædelige og ærbare piger havde fået øinene op for, hvad nattefrieri var, så skulde det ansees for en selvfølge, at de måtte fatte beslutningen derom i sit eget hjerte eller høist i fortroligt samfund med ligesindede veninder, altså ikke åbenlyst for alt folket, ved navns underskrift på en forenings lister. Imod den bemærkning, som blev mig gjort, at på den måde kunde en piges forandrede adfærd få udseende af særhed og storagtighed og blive ilde optaget blandt gutterne, mente jeg, at det blev mændenes sag at udbrede en tilsvarende erkjendelse blandt de unge karle, så det altså snart vilde erfares, at pigerne ikke handlede efter eget indfald, men fulgte en bedre vending i den offentlige mening. Og imod den bemærkning, at når de piger, som gjorde begyndelsen, holdt sagen således i det skjulte, vilde jo deres exempel ikke komme til at virke, eller de vilde ikke få så stor indflydelse på de andre piger i bygden, mente jeg atter, at et menneskes exempel virker netop det, det skal virke, når han går ganske jevnt frem og ikke lægger an på at skinne ved sit exempel anderledes end ved at lade sit liv og sin færd komme tilsyne i den kreds, hvor han er sat til at leve og færdes. Det tilføiede jeg også, at om end en forening kunde fremskynde den vending, at alt folket i bygden kom til at tænke på sagen, hvilket jo måtte kaldes nyttigt nok, så vilde det rimeligvis virke dobbelt uheldigt, om så skulde træffe, at nogen af «foreningspigerne» bleve befundne at have overtrådt løftet, og dette uheld vilde kanske mere end opveie hin nytte. Denne overveielse mellem formanden og mig blev gjentaget i den daværende sognepræsts nærværelse, og denne stod på min side.

Men dette bevirkede, som jeg nu ser af hr. Øyes skriftlige meddelelse af 1865, at han blev betænkelig og besluttede at trække sig tilbage så lempelig som mulig. Nogen tid efter skeede også det, som modstanderne bestandig havde spået: det viste sig, at foreningens piger ikke var utilgjængelige for fristelse, og et par af dem fik selv uægte børn, og det tildels under omstændigheder, hvor sådant mindst skulde ventes. Dette måtte forhøie betænkeligheden. Nu bestræbte formanden sig ikke yderligere for at få foreningen udvidet, og da den svandt stærkt ind formedelst flere medlemmers giftermål eller udflytning, kom det dertil, at det gik istå med de møder, som statuterne foreskreve, og som nu på 3-4 år ikke have været holdte. Foreningen må derfor betragtes som opløst. Men der er dog en rest af dens medlemmer, et halvt snes piger, om hvilke formanden antager, at de fremdeles betragte sig som bundne ved løftet, og som have holdt det trolig i alle disse år, uagtet de som sagt i den senere tid ikke have havt foreningen at støtte sig til, og uagtet størsteparten af dem er husmandsbørn, hvilke ellers ikke pleiede blive ret gamle der i bygden, før de havde uægte børn på armen. Og uagtet vistnok natteløberiet har tiltaget igjen efter foreningens ophør, har det dog, håber hr. Øye, neppe nået det samme mål som før.

Selv udenfor foreningens kreds have mange piger, som før havde sin seng i fjøset, flyttet ind i stuehuset, og mangen fader og moder har vist fået imod natteløberne, selv om disse fare stilt og pynteligt frem. Enkelte unge karle holde sig også for gode til at give sig i lag med natteløbere, og det troes, at enkelte piger ikke tog imod dem, om de kom.

«Hvad om jeg gjorde et forsøg igjen? Piger ere rimeligvis endnu at finde, som gjerne gå ind i en ligedan forening. Hvad tror De derom?» - således spørger hr. Øye i slutningen af brevet.

Og jeg må svare, at siden 1859 er jeg bleven så vidt anderledes sindet, at jeg nu er snarere til at gå ind på eller ialfald finde mig i de meninger og råd, som jeg hører af selve almuen eller af mænd, som stå almuen nær og kjende hele tilstanden til bunds. Jeg vilde vistnok helst, at den tænkemåde, som hine «foreningspiger» erklærede sig for, skulde have spredt sig uformærkt hele bygden over, så der nu, efter disse års forløb, ikke længer skulde være tale om nattefrieri eller om midler og anstalter derimod. Men siden jeg alligevel ser det ikke er så, kan jeg ikke andet end ønske, at der atter og atter gjøres forsøg på at få en forandring - forsøg på sådan måde, som folk synes om og vil gå ind på. Dog skulde jeg endnu ialfald foretrække, at pigerne ikke kom til at stå alene, men at dommen over nattefrieriet blev udtalt af sogne-foreninger eller små grande-samfund, som omfattede både forældrene og deres sønner og døttre, således som man har leet det ovenfor i beretninger fra Balestrand og Lekanger.

IV.
LOVEN OM OPFOSTRINGSBIDRAG

På den ovenfor omtalte reise til Hedemarken og Glommendalen, hvor jeg netop havde den her omhandlede ting og da ikke mindst det hele forhold med opfostrings-resolutioner for øie, hørte jeg forskjellige meninger om hensigtsmæssigheden af denne indretning med resolutioner.

Der blev sagt, at pigerne er så svære til at indlade sig med mandfolkene, siden de have den gode udsigt til ialfald at få pengehjælp, om det slår feil med giftermålet. Men herimod bemærkedes, at om barnefædrene slap for at udrede opfostringsbidrag, så var det det samme som, at deres lidenskab blev fri for en gavnlig tøile.

Der blev sagt, at så slemt som det end kunde være, om en del piger med børn sank i armod, så er det dog for hele samfundet et større tab, at så mange af de unge mænd, de egentlige erhververe, forfølges med disse opfostrings-resolutioner, som tage deres sparepenge, så de aldrig komme til velmagt. Men der svaredes, at holdt amtmændene op med at udstede opfostrings-resolutioner, så gik det ud over fattigkasserne, som allerede have mere end nok at sørge for nu.

Men der blev også fremhævet en ting, som ikke blev imodsagt, nemlig, at med disse samme opfostrings-resolutioner følger et meget betydeligt arbeide for en stor del af landets embedsværk, og dette arbeide må også komme i betragtning som en byrde og udgift for samfundet.

For at give dem, som ikke kjende dette arbeide, en forestilling om dets størrelse, må jeg gjøre opmerksom på, at det er ikke nok med, at overøvrigheden med sin resolution afgjør, at den og den barnefader skal udrede så og så meget årlig indtil barnets fyldte 15de år (at betale i 4 terminer årlig med en fjerdepart hver gang), men at hele det embedsværk, som samme overøvrighed har at råde over (på landet fogder og lensmænd) skal ligesom stå på pinde for at skaffe barnemoderen hendes tilkommende.

Hvorledes det nu er kommet i tour med dette, det fik jeg selv begreb om ved hos fogden i Soløer og Odalen at se en protokol, han har indrettet sig, med alphabetisk register o.s.v., alt for øieblikkelig at kunne slå op og se efter, hvordan det står med hver af disse opfostringssager, når nemlig pigerne komme og spørge, om de snart kunne vente sine penge, om det er længe siden fogden sendte kravet til dem, som skulde besørge det inddrevet.

Hos lensmænd omkring i bygderne kan man desuden høre fortælle, hvorledes pigerne bruge mund, og skjænde, når de synes, man lader dem vente for længe.

Og fogden i Søndre Østerdalen fandt, at expeditionerne for opfostringssager vare så mange, at det faldt bekvemmest at have en særskilt journal for dem. Her fik jeg da med det samme se antallet af deslige expeditioner, nemlig:

i året
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 448
»
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 423
»
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 496

Hele foged-embedets expeditioner for resten gik i sidstnævnte år op til 2343.

Ved særskilt optælling befandtes det, at de 496 journal-nummere i 1865 angik et antal af 173 opfostrings-resolutioner. Disse vare altså i regelen passerede frem og tilbage flere gange i samme år, indtil 10 gange.

Hvordan dette går til, vil man kunne se af følgende udskrift. Den angår et forældrepar, af hvilke hun boede i Løiten i Hedemarkens, og han, som også var fra Løiten, opholdt sig i Storelvdalen i Søndre Østerdalens fogderi, begge i Hedemarkens amt.

RESOLUTION

Dersom ungkarl N.N. af Løitens præstegjeld ikke nægter at være fader til det af pigen N.N. af Løitens præstegjeld den 13de juni 1863 fødte barn, kaldet N.N., så bør han overensstemmende med loven af 1ste august 1821 og de erhvervede oplysninger, sålænge barnet lever og ei har fyldt det 15de års alder, erlægge til barnets moder eller til den, som med fattigkommissionens samtykke har overtaget barnets forsørgelse, sådan fosterløn:

a) indtil barnets 10de år inklusive 6 siger sex speciedaler årlig og

b) for hvert af de øvrige fem 3 siger tre speciedaler årlig, hvilke beløb blive at udrede i fire terminer årlig med en fjerdepart hver gang. Skulde han derimod efter denne resolutions forkyndelse, hvilken hr. fogden ville besørge, nægte at være fader til dette barn, da henstilles det til ham at fralægge sig paterniteten på den i ovennævnte lov foreskrevne måde ved i sådant øiemed at indkalde barnemoderen til den, efter resolutionens forkyndelse afholdendes, første eller anden forligelsessession, hvortil lovligt varsel kan gives, og i mangel af forlig at anhængiggjøre sagen i retten ved det første thing, som derefter holdes, og hvortil vedkommende lovligen kan indvarsles.

Undlader fornævnte N.N. at fralægge sig paterniteten efter denne omgang, da bliver det nu forfaldne opfostringsbidrag beregnet fra 13de juni 1863 i mangel af mindelig betaling efter vedkommendes forlangende strax at inddrive på debitors bekostning ved udpantning, og for følgetiden hvert års bidrag på samme måde inddrive, eftersom det forfalder til udbetaling. Amtmanden forbeholder sig efter omstændighederne, at forøge eller formindske forbemeldte opfostringsbidrag. Vedkommende foged vil forøvrigt besørge denne resolution i lovlig orden exekveret.
Hedemarkens amtskontor, Hamar, den 1ste marts 1864.

L. Kyhn



Til fogden i Søndre Østerdalen.

Oversendes hr. lensmand Aars til sædvanlig forføining.
Søndre Østerdalens fogedkontor den 5te marts 1864.

N. R. Østgaard



År 1864 den 28de april er ovenstående resolution forkyndt for N.N. i eget påhør på bopælen gården N.N. i Storelvdalen, hvilket af os stevnevidner for Storelvdalens thinglag bevidnes i kraft af vor forhen aflagde ed med tilføiende, at angjældende ved samme leilighed vedgik paterniteten.

Forkyndelsen gratis.

P. G.     B. E. N.



Opfostringsbidrag for ¾ år, beregnet fra 13. juni 1863 til 13de marts 1864, fremsendes vedlagt med 4 spd. 60 sk. for at foranlediges barnemoderen udbetalt mod kvittering, påtegnet resolutionen.
Storelvdalen den 13de mai 1864.

Ærbødigst
J. Aars



S. T.
hr. Foged Østgaard

Bidraget 4 spd. 60 sk. oversendes vedlagt tjenstligt hr. foged Bay for at foranledige barnemoderen udbetalt mod kvittering på nærværende resolution.
Søndre Østerdalens fogedkontor, 23. mai 1864.

N. R. Østgaard


Beløbet 4 spd. 60 sk. sendes hr. lensmand Schulerud for at udbetales barnemoderen mod kvittering herpå.
Hedemarkens fogedkontor, 26de mai 1864.

Bay


Ovennævnte bidrag 4 spd. 60 sk. er mig dags dato udbetalt, thi kvitteres.
Sigstad 20de juni 1864.

N.N.
m. p. p.


Til vitterlighed:
E. R.
P. S.

Tilbagesendes ærbødigst hr. fogden i Hedemarken med henvisning til foranstående kvittering og med bemærkning, at barnemoderen har begjæret indfordring af videre bidrag.
Løiten lensmandskontor, 6te august 1864.

A. Schulerud


Sendes hr. foged Østgaard til foranstaltning.
Hedemarkens fogedkontor, 17de august 1864.

Bay


Sendes hr. lensmand Aars til forføining som begjært.
Søndre Østerdalens fogedkontor, 23. august 1864.

For fogden:
Chr. Mortensen



Man vil se, at dokumentet begyndte sin vandring den 1ste marts. Fra amtmanden gik det direkte til den foged og fra ham videre til den lensmand, som var barnefaderen nærmest; lensmanden har besørget resolutionen forkyndt og pengene indkrævede, og ledsaget af disse går nu dokumentet op igjen til fogden, sendes af denne til hans kollega i nabofogderiet, besørges af denne sendt til lensmanden i pigens hjembygd; denne lensmand leverer hende pengene og får hendes kvittering, men tillige hendes anmodning om at besørge indkrævet den næste termin, og nu må dokumentet igjen tilbage og rundt den samme vei. Udskriften blev afbrudt, da resolutionen anden gang kom til lensmanden i guttens bygd; det vilde bare været gjentagelse at skrive ud resten. Men i virkeligheden har dokumentet været på farten den hele tid siden, alt til den dag i februar måned 1866, da jeg var på Søndre Østerdalens fogedkontor og så det: det var netop indkommet og skulde strax afsted igjen. Dette går uafladelig og så fort, som kontorbetjentene række at skrive og postførerne formå at drive hestene.

Det bliver et extra-bryderi, dersom barnefaderen svarer lensmandens krav med det påskud, at barnet er nok afgået ved døden, hvorfor han nægter at betale. Resolutions-dokumentet må nu tilbage den hele række igjennem, til det præstegjeld, hvor pigen bor, at der kan erhverves præsteattest for at barnet er i live.

Stundom sendes resolutionen og kravet fra hånd til hånd for at lede efter barnefaderen. Pigen opgiver for sin lensmand, at hun af rygtet har hørt, at han er på tømmerhugst enten i den eller i den bygd, og efter nogen tids forløb får man efterretning fra lensmændene i begge disse bygder, at her er han ikke. Så melder pigen et lignende rygte om, at han er på jernbane-arbeide oppe i det Throndhjemske, og nu går sagen helt op over til amtmanden, som sender den til sin kollega i Søndre Throndhjems amt; denne sender den videre med spørgsmål til jernbanebestyreren, og fra ham kommer den hele rækken igjennem tilbage med den besked, at han er ikke der heller.

Til alle disse bestræbelser med at søge og kræve kommer endelig årligårs et såre vidtløftigt arbeide med dem af barnefædrene, der vise sig som altfor slette betalere. På indberetning og forestilling til øvrigheden udsteder denne nemlig extra-resolutioner gående ud på, at den og den barnefader skal gribes og sættes i kronarbeide, at sige, hvis der efter behørig korrespondence erfares, at han vil blive modtaget enten på nogen fæstning eller i et tvangsarbeidshus; hvis han da til syvende og sidst ikke er rømt, men virkelig lader sig finde, bliver han at sende lensmand imellem til arbeidsstedet.

Det må indrømmes, at det hele er et overmåde kunstlet system.

Der måtte jo ikke klages over arbeidets møie og fortrædelighed, dersom det virkelig lønnedes med tilsvarende frugt for samfundet. Men har denne indretning med opfostrings-resolutioner tøilet kådhed og hæmmet ukydskhed, eller har den forskånet fattigkasserne for utilbørlige tyngsler?

Indretningen har bestået, ikke alene siden 1821, da den nugjældende lov derom blev givet (1. august), men i vel et hundrede år eller siden 1763, da den forordning udkom (14. oktober), som hin lov egentlig kun er en fortsættelse af.

Men nu vide vi jo, hvorledes fattigvæsnets udgifter have steget og steget i dette tidsrum. Og at det også har taget stærkt til med uægte fødsler i landet, det vil man kunne slutte sig af nedenstående talrække for (det gamle, udelte) Christiania stift, for hvilket opgaver haves for så langt tidsrum, medens de for de øvrige stifter kun haves fra 1801.(195)

For hvert 100 par folk, som bleve ægteviede, var der følgende antal par, som havde uægte børn (dødfødte ikke medregnede):

1731-35
18.9
1801-  5
27.6
1736-40
20.2
1806-10
31.9
1741-45
14.8
1811-15
27.8
1746-50
18.8
1816-20
32.7
1751-55
17.2
1821-25
32.2
1756-60
18.1
1826-30
34.4
1761-65
15.4
1831-35
31.9
1766-70
17.6
1836-40
33.7
1771-75
18.4
1841-45
34.4
1776-80
24.8

1846-50

37.2
1781-85
23.4

1851-55

41.6
1786-90
23.9

1856-60

40.6
1791-95
24.8
1796-00
26.4

Ved at agte på disse forholde får man just ikke meget gunstigt svar på sine spørgsmål.

Jeg for min del har tvertimod fået følgende yderligere tvivl om den fulde hensigtsmæssighed af den nu bestående ordning.

Hvad mødrene angår, har jeg kommet til at tænke mig, at med den mærkværdige hjælp, som ydes dem til at få deres tilgodehavende ind, ydes der dem kanske vel megen moralsk understøttelse og opreisning. Det at sidde som mødre til uægte børn bliver jo som at høre til en hæderlig stand eller dog til en meget begunstiget samfundsklasse, såsom en stor del af landets embedsværk skal stå til deres tjeneste i anledning af at de have de samme uægte børn. Istedetfor at angre sit feiltrin kan det være, at de mere øves op i at trodse på sin ret.

Og hvad fædrene angår, har jeg en tanke om, at der mellem disse og deres kammerater kanske har dannet sig en vis trodsig tænkemåde, omtrent som så, at når først amtmand og foged og lensmand har plyndret dem for den sidste skilling, så - har man ikke noget mere på dem at sige.

Og fremdeles har jeg en tanke om, at bygdens fædre og skatteydere ikke tage det så nøie med den uskik og letsindighed, som går i svang mellem ungdommen, idet de stole på, at lensmændene få vel pengene ind, så det går ikke ud over fattigkasserne.

Men hvad det gjælder om, det er at få plantet den ånd og tænkemåde ind i alt folket, at det agtes for en skam, en skjændsel, en vanære, at en mand skjæmmer, skjænder, vanærer en kvinde. Om man nu gjorde en forandring med loven, således, at man ikke længer byggede så meget på øvrighedens virksomhed i denne sag, men mere stolede på den offentlige mening? Da kunde det vel være, at barnefædre mere end nu fik luske sig fra sine forpligtelser, og dette vilde jo nærmest gå ud over mødrene og i mange tilfælde tillige over fattigkasserne. Men om derved tillige indtrådte en vending i tænkemåden og livet, så skulde det ikke være for dyrt betalt, om så fattigvæsnet i de første år fik at bære samtlige de 130,000 spd., som nu årligårs lægges på en del af barnefædrene.

En del af barnefædrene, siger jeg. Thi det er ikke fuldt 1500 for året, som rammes af resolutionerne; men der forefalder over 4500 uægte fødsler for året, og største mængden af dem må uden tvivl henføres til den nattefrieriets skik, som nu har artet sig til natteløberiets uskik, og som der dog i sandhed skal en sløv tanke og slap villie blandt folket til at tåle så længe.

For 100 år siden var det vistnok så, at nattefrieriet mere kunde betragtes som en naturlig og rimelig indledning til bekjendtskab og ægteskab, så når det gik galt, blev det anseet, som at pigen havde ladet sig besvangre under ægteskabs-løfte, og at han havde sveget hende, når han ikke virkelig tog hende til ægte. Og når så var, havde det mere grund for sig, at øvrigheden tog sig af sagen, bistod den forurettede, under tvang mod ham, som sveg hende.

Men indretningen med øvrighedens resolutioner til fordel for mødrene passer mindre nu, da hin nattefrieriets elsken på det uvisse eller med kun hemmelig forlovelse har udartet til natteløberiets altfor løse elskov og plumpe liderlighed, hvorunder det nok kan være vist, at en pige er bleven moder, men ingenlunde altid, hvem faderen er.

Den bliver betragtet som barnefader, hvem pigen nævner, og som ikke drister sig til edelig at benægte muligheden af, at han er det.

Det har hændt, at karlspersoner i årevis have betalt ifølge resolution og siden blive yderligere tiltalte til straf efter kriminalloven for at have avlet børn med 3 forskjellige kvindespersoner, men at de ikke have kunnet fældes, fordi det blev befundet altfor uvist, om børn, de rigtignok havde fundet sig i at betale for som fædre, virkelig vare deres.

Ja, af amtmændenes opgaver over opfostrings-resolutioner ser jeg, at i et tilfælde er der opgivet 2 barnefædre, som udrede halvparten hver af bidraget!

Såvidt jeg har erfaret, er løsagtigheden vistnok ikke i landdistrikterne udartet derhen, at kvinder leve på formelig skjøgevis. Endnu er det så, at der under natteløberiet elskes på en måde som under virkeligt nattefrieri, og den løn, som pigen i bedste fald håber på, er at hun kanske skal fange en virkelig beiler og brudgom - noget, som navnlig de piger, hvis lod det allerede er blevet at sidde som forladt barnemoder, kanske endog med kvindelist lægge an på (hvorved rigtignok deres ulykke gjerne voxer med en voxende flok af børn). Men at der i hvert fald er meget forargeligt og uundskyldeligt løslevnet i flere af vore egne, det skjønnes af de mange tilfælde, hvor bygdens piger have indladt sig med tilreisende folk fra fremmede bygder, veiarbeidere, handelskarle, tømmerhuggere o.s.v., som de dog neppe kunde have stiftet ordentlig bekjendtskab med.(196)

Jeg har tilladt mig at fremsætte disse bemærkninger i håb om, at de måske kunde lede til en afgjørende prøvelse af den hele sag af mænd, som stå sagen nær og kunne overskue den i dens sammenhæng. Og til slutning skal jeg i samme øiemed meddele nogle oplysninger om den modsvarende ordning i Sverige. Jeg henvendte mig desangående til hr. cand. jur. E. Motzfeldt, som nylig er kommen tilbage fra et længere ophold i Sverige, og som havde den godhed ikke alene på stedet at oplyse mig om den gjældende lovgivning om paternitet o.s.v., men også at skrive til en fagmand blandt sine svenske venner for at få nøiere besked om, hvorledes praxis har uddannet sig, og hvorledes man finder at loven virker. Efter modtaget svar har hr. Motzfeldt givet mig følgende fremstilling:

Hvis faderen ikke frivillig indgår på at betale noget til barnets opfostring, kan moderen indstævne ham for retten for at få ham dette pålagt, - men må, hvis han benægter paterniteten, bevise, at han er barnets fader; som jeg tidligere bemærkede, har dog heri den praxis uddannet sig, at dommeren ikke kræver fuldt bevis, men i høiere grad end ellers tager hensyn til indicier.

Når det nu imidlertid, enten ved hans egen erkjendelse eller ved det førte bevis, er afgjort, at indstævnte er barnets fader, så pålægger retten ham at betale et vist årligt bidrag (i penge eller på landet ofte i naturalpræstationer) til barnets opfostring til dettes 15de år, - og i tilfælde af, at barnet endnu ikke da skulde kunne ernære sig selv på grund af legemsfeil o.s.v., kan faderen efter ny stævning, blive pålagt, fremdeles at bidrage til dets underholdning, sålænge disse omstændigheder vedvare. - Beløbets størrelse skulde i middeltal kunne ansættes til 150 r.r. årlig, - altså betydelig større end hos os, - og i tilfælde af, at det ikke frivilligt betales, kan det, som pålagt ved dom, inddrives ved exekution; kronarbeide tror jeg ikke er kjendt i Sverige. Der skal ikke i Sverige existere nogen misfornøielse med den måde, hvorpå disse forholde der ere ordnede.


TILLÆG

INDEHOLDENDE MATERIALIER FOR TABELLERNE I AFSNIT I

Tabel I. Opfostrings-resolutioner i overøvrigheds-distrikterne. Se bilag I, § 7
No. Distrikt Antal resolutioner Resolutionernes pengebeløb Tilfælde, hvor moderen -
i forhold til faderen -
opholdt sig;
 
i samme
præste-
gjeld
udenfor
prgld.
men i
samme provsti
udenfor
provstiet
men i
samme amt
udenfor
amtet
Sum Folke-
mængde
1855
    1860 1861 1862 1863 1864 Sum 1860 1861 1862 1863 1864 Sum            
1 Smaalenenes 100 90 85 94 119 488 9357 9189¼ 8453 9712 12824 49535¼ 305 85 47 51 488 84416
2 Akershus 122 114 99 76 109 520 11705 10970 8915 7020 10255 48865 335 55 52 78 520 96055
3 Christianias 81 93 121 105 122 522 9499 11328 15385 14786 18994 69992 396 12 - 114 522 31715
4 Hedemarkens 191 207 164 201 199 962 15080 15955 12625 159371½ 158571½ 75455 Oppgave mangler 101394
5 Christians 133 124 105 107 101 570 10333½ 10123½ 8205½ 8696 7994½ 45353 420 71 34 45 570 115149
6 Buskeruds 80 76 81 81 93 411 8374 8324 8620 9488 10698 45504 258 60 31 62 411 90343
7 Jarlsb. og Laurv. 52 46 49 55 33 235 5892 4842 5071 5856 3458 25119 121 44 30 40 235 73223
8 Bratsbergs 47 31 30 39 23 170 3784 2538 2418 3524 2412 14676 116 19 18 17 170 76546
9 Nedenæs 23 16 33 26 17 115 2035 1455 2890 2365 1465 10210 53 23 9 30 115 59112
10 List. og Mandats 13 14 16 18 22 83 1270 1222 1815 2175 2820 9302 42 8 12 21 83 67370
Il Stavangers 67 65 67 57 63 319 7867 6810 7815 6081 6780 35353 182 50 61 26 319 91539
12 S. Bergenhus 58 57 55 47 60 277 5100 5085 4935 4230 5435 24785 213 32 13 19 277 104763
13 Bergens 19 21 21 11 14 86 2310 2595 2430 1245 1525 10105 55 - - 31 86 24512
14 N. Bergenhus 80 79 49 49 59 316 6097½ 5680 3630 3367½ 4485 23260 275 14 14 13 316 81496
15 Romsdals 130 108 90 92 104 524 11568 8931 7035 7670 8695 43899 353 104 37 30 524 90283
16 S. Throndhjems 137 164 123 117 143 684 10280 11683 8670 8277 10490 49400 420 59 131 74 684 96318
17 N. Throndhjems 77 81 96 101 112 467 5316 5618 6546 7801 9185 34466 290 75 43 59 467 73571
18 Nordlands 46 51 61 49 50 257 3165 3640 4380 3460 4443 19088 161 29 38 29 257 77587
19 Finmarkens 37 28 48 39 44 196 3150 2670 4355 3219½ 4540 17934½ 100 20 19 57 196 54655
  Riget 1493 1465 1393 1364 1487 7202 132183 128658¾ 124193½ 124910½ 142356 652301¾ 4095 760 589 796 6240 1490047
For Hedemarkens amt uden nærmere forklaring 962  
Tilsammen 7202  
Tabel II. Opfostrings-resolutioner i provstierne (Provsti- inddelingen af 1855 lagt til grund). Se afsnit I, § 9.
No. Distrikt Antal resolutioner Resolutionernes pengebeløb Tilfælde, hvor moderen -
i forhold til faderen -
opholdt sig;
 
i samme
præste-
gjeld
udenfor
prgld.
men i
samme provsti
udenfor
provstiet
men i
samme amt
udenfor
amtet
Sum Folke-
mængde
1855
    1860 1861 1862 1863 1864 Sum 1860 1861 1862 1863 1864 Sum            
1 Nedre Borgesyssels 39 23 34 30 44 170 3693 2263¼ 3417 3388 4871 17632¼ 89 38 18 25 170 27494
2 Mellem Borgesyssels 26 28 27 24 29 134 2345 2705 2690 2317 2961 13018 109 14 5 6 134 23940
3 Vestre Borgesyssels 23 32 18 32 35 140 2189 3538 1740 3169 3884 14520 80 28 17 15 140 25084
4 Østre Borgesyssels 28 23 16 13 27 107 2710 2168 1461 1363 2613 10345 59 11 13 24 107 21746
5 Nedre Romerikes 28 25 18 17 27 115 2715 2380 1605 1485 2540 10725 75 12 14 14 115 25715
6 Christianias 102 119 143 123 142 629 11569 13953 17455 16421 20839 80237 453 30 12 134 629 49764
7 Øvre Romerikes 47 42 42 33 38 202 4365 3955 3730 3045 3600 18695 148 19 15 201202 31064
8 Soløer og Odalens 92 75 67 93 90 417 7417½ 5930 5060 7247½ 7202½ 32857½ Opgave mangler 40217
9 Østerdalens 37 56 46 53 51 243 2795 4285 3577½ 4275 4190 19122½ Opgave mangler 23477
10 Hedemarkens 62 76 51 55 58 302 4867½ 5740 3987½ 4415 4465 23475 Opgave mangler 37464
11 Gudbrandsdalens 52 46 45 35 35 213 3999½ 3830½ 3597½ 2859 2839 17125½ 172 17 9 15 213 35852
12 Thotens 38 34 31 46 34 183 3130½ 2898½ 2502 3797 2674 15002 112 32 20 19 183 36542
13 Valders 28 28 25 17 26 124 1993 2049½ 1780 1292 1952½ 9067 94 19 4 7 124 28899
14 Hadel. Ringer. og Hallingdals 45 40 28 31 29 173 4265½ 3975 2741 3208 2979 17168½ 124 27 7 15 173 41459
15 Kongsbergs 29 30 35 38 38 170 3011 3270 3670 4458 4482 18891 124 20 8 18 170 41306
16 Drammens 32 28 33 25 41 159 3385 3051 3583 3002 4633 17654 77 19 23 40 159 31328
17 N. Jarlsbergs 12 10 11 19 9 61 1526 1156 1119 2021 933 6755 23 9 9 20 61 23084
18 Søndre Jarlsbergs 17 17 17 21 7 79 1863 1720 1779 2226 798 8386 40 16 13 10 79 23437
19 Laurviks 22 18 17 14 16 87 2401 1864 1780 1507 1625 9177 56 16 7 8 87 24187
20 Bambles 14 3 8 10 7 42 1253 317 649 805 667 3691 21 7 7 7 42 29324
21 Nedre Thelemark. 16 20 11 17 7 71 1238 1496 988 1641 916 6279 47 10 7 7 71 21752
22 Øvre T. Østfjeldske 9 4 6 7 6 32 694 439 363 693 590 2779 27 - 3 2 32 11717
23 Øvre T. Vestfjeldske 8 4 5 5 3 25 599 286 418 385 239 1927 21 2 1 1 25 13753
24 Østre Nedenæs 5 1 13 6 2 27 450 95 1045 560 165 2315 12 3 2 10 27 19730
25 Vestre Nedenæs 13 10 15 17 12 67 1150 920 1435 1545 1050 6100 24 20 3 20 67 31015
26 Robygdelagets 3 5 7 3 4 22 260 '420 555 260 340 1835 15 - 4 3 22 14070
27 Christiansands 4 2 4 10 6 26 420 180 540 1265 1000 3405 11 - 5 10 26 9521
28 Mandals 4 4 2 1 9 20 325 262 180 90 1050 1907 13 3 3 1 20 22284
29 Listers 7 7 7 6 3 30 700 700 800 690 350 3240 16 5 3 6 30 25461
30 Dalernes 6 13 11 14 9 53 630 1390 1260 1495 990 5765 24 13 12 4 53 18151
31 Jæderens 18 4 9 6 8 45 2182 420 1170 660 750 5182 33 4 6 2 45 14180
32 Stavangers 21 19 20 15 28 103 2610 2100 2340 1725 2940 11715 53 14 23 13 103 24992
33 Karmsunds 8 8 12 11 7 46 870 750 1425 1125 855 5025 22 10 8 6 46 17436
34 Ryfylkes 16 22 17 12 14 81 1770 2250 1845 1206 1575 8646 57 9 13 2 81 22103
35 Hardang. og Voss 22 13 13 18 19 85 1725 1050 1080 1470 1595 6920 69 4 6 6 85 25083
36 Søndhordlands 21 28 26 14 30 119 1815 2400 2310 1380 2695 10600 97 17 1 4 119 36817
37 Bergens 21 24 21 15 15 96 2505 3045 2430 1605 1615 11200 57 3 2 34 96 27233
38 Nordhordlands 11 13 15 11 10 60 1170 1185 1470 1020 1055 5900 42 8 4 6 60 39220
39 Yttre Sogns 14 15 7 18 14 68 942½ 975 420 1210 995 4542½ 57 3 7 1 68 15635
40 Indre Sogns 38 45 28 20 31 162 2895 3175 1955 1422½ 2310 11757½ 142 8 6 6 162 20787
41 Søndfjørds 13 14 6 7 10 50 1000 1095 555 525 745 3920 47 - - 3 50 25561
42 Nordfjords 15 5 8 4 4 36 1260 435 700 210 435 3040 29 3 1 3 36 19513
43 S. Søndmøres 5 5 1 5 3 19 315 395 55 400 285 1450 13 3 3 - 19 13942
44 Nordre Søndmøres 15 15 16 14 31 91 1150 1415 1395 1235 2780 7975 53 19 11 8 91 19123
45 Rømsdalens 37 37 28 29 35 166 3836 2926 2075 2415 2760 14012 115 3 9 10 166 21691
46 Nordmøres 73 51 45 44 35 248 6267 4195 3510 3620 2870 20462 172 50 14 12 248 35527
47 Fosens 30 51 31 20 40 172 2190 3451 2245 1335 2895 12116 119 2 21 10 172 27210
48 Throndhjems 21 26 27 25 32 131 1935 2087 1980 1877 2285 10164 7 - 23 36 131 14883
49 Søndre Dalernes 46 42 46 37 41 212 3210 3085 3160 2575 2975 15005 135 1 47 13 212 29600
5G Nordre Dalernes 40 45 19 35 30 169 2945 3060 1285 2490 2335 12115 94 20 40 15 169 24816
51 S. Indherreds 36 39 47 46 47 215 2514 2669 3289 3364 3956 15792 145 39 1l 20 215 31361
52 Nordre Indherreds 23 24 28 33 37 145 1520 1691 1913 2740 3208 11072 93 23 21 8 145 25403
53 Namdalens 18 18 21 22 28 107 1282 1258 1344 1697 2021 7602 5 13 11 31 107 16807
54 Søndre Helgelands 9 10 10 14 9 52 625 700 715 995 753 3788 36 7 3 6 52 20793
55 Nordre Helgelands 6 7 11 10 12 46 405 490 770 700 1091 3456 33 4 6 3 46 15536
56 Søndre Saltens 12 13 6 6 4 41 795 910 420 435 340 2900 34 4 2 1 41 13644
57 Nordre Saltens 3 4 2 2 4 15 235 335 140 140 337 1187 8 2 4 1 15 10506
58 Lofotens 10 11 21 11 8 61 705 785 1565 770 827 4652 33 4 13 11 61 8620
59 Vesteraalens 6 6 11 6 13 42 400 420 770 420 1095 3105 17 8 10 7 42 8670
60 Senjens 10 6 15 8 15 54 810 615 1370 549½ 1485 4829½ 39 5 1 9 54 20149
61 Tromsø 10 8 16 20 14 68 920 910 1395 1700 1400 6325 37 8 5 18 68 17935
62 Vest Finmarkens 6 7 16 6 5 40 540 585 1515 470 500 3610 9 6 7 18 40 10589
63 Øst Finmarkens</th> 11 7 1 5 10 34 880 560 75 500 1155 3170 15 1 6 12 34 5800
Tabel III. Opfostrings-resolutioner. Grupper af provstier. De fire sydlige stifts-provstier fraregnede. Se afsnit 1, § 11.
No. Provstiernes no. Antal resolutioner Resolutionernes pengebeløb Tilfælde, hvor mode-
ren - i forhold til
 faderen - opholdt sig:
- i samme
 præstegjeld
- udenfor
 prgld.
 men i
 samme
 provsti
- udenfor
 provstiet
 men i
 samme
 amt
- udenfor
 amtet
Sum Folke-
mængde
 1855
1860 1861 1862 1863 1864 Sum 1860 1861 1862 1863 1864 Sum
I 1-5 144 131 113 116 162 666 13652 13054 1/4 10913 11722 16869 66210 1/4 412 103 67 84 666 123979
II 1-7 290 295 251 269 272 1377 23444 1/2 23740 1/2 19952 1/2 21841 1/2 22296 1/2 111275 1/2 320 36 24 35 415 168074
III 12-15 140 132 119 132 127 650 12400 12193 10693 12755 12087 1/2 60128 1/2 454 98 39 59 650 148206
IV 16-21 113 96 97 106 87 499 11666 9604 9898 11202 9572 51942 264 77 66 92 499 153112
V 22-26 38 24 46 38 27 173 3153 2160 3816 3443 2384 14956 99 25 13 36 173 90285
VI 28-30 17 24 20 21 21 103 1655 2352 2240 2275 2390 10912 53 21 18 11 103 65896
VII 31-34 63 53 58 44 57 275 7432 5520 6780 4716 6120 30568 165 37 50 23 275 78711
VIII 35, 36 og 38 54 54 54 43 59 264 4710 4635 4860 3870 5345 23420 208 29 11 16 264 101120
IX 39 og 40 52 60 35 38 45 230 3837 1/2 4150 2375 2632 1/2 3305 16300 199 11 13 7 230 36422
X 41-44 48 39 31 30 48 196 3725 3340 2705 2370 4245 16385 142 25 15 14 196 78139
XI 45-47 140 139 104 93 110 586 12293 10572 7830 7370 8525 46590 406 104 44 32 586 84428
XII 49 og 50 86 87 65 72 71 381 6155 6145 4445 5065 5310 27120 229 37 87 28 381 54461
XIII 51-53 77 81 96 101 112 467 5316 5618 6546 7801 9185 34466 290 75 43 59 467 73571
XIV 54-59 46 51 61 49 50 257 3165 3640 4380 3460 4443 19088 161 29 38 29 257 77769
XV 60-63
37 28 48 39 44 196 3150 2670 4355 3219 1/2 4540 17934 1/2 100 20 19 57 196 54473
  Sum 1345 1294 1198 1191 1292 6320 115754 109393 3/4 101788 1/2 103742 1/2 116617 547295 3/4 3502 727 547 582 5358 1388646
  De fire sydlige
 stiftsprov. No. 6,
 27, 37 og 48
148 171 195 173 195 882 16429 19265 22405 21168 25739 105006 593 33 42 214 882 101401
  Riget 1493 1465 1393 1364 1487 7202 132183 128658 3/4 1241931 1/2 124910 1/2 142356 652301 3/4 4095 760 589 796 6240 1490047
Tabel IV.
Opfostrings-resolutioner og deres pengebeløb præstegjeldsvis og for femåret 1860-1864 under ett:
(Provsti-inddelingen som i Tabel II; præstegjelds-inndelingen tildeels af nyere datum).
Præstegjeld Antal Beløb
1. Nedre Borgesyssels provsti.
Hvaløerne 4 330
Borge 8 733
Skeberg 24 2456
Berg 21 2131
Id 12 1170
Frederikshald 52 5516
Frederikstad by 34 3759 1/2
Glemminge landsogn 15 1537
Sum 170 17632 1/2
2. Mellem Borgesyssels pr.
Aremark 9 1006
Rakkestad 35 3432
Askim 11 999
Trygstad 31 2960
Eidsberg 41 3852
Rødenæs 7 769
Sum 134 13018
3. Vestre Borgesyssels pr.
Vaaler 20 2017
Rygge 12 1125
Moss by 27 3073
Moss landsogn 8 753
Raade 11 1211
Onsø 6 716
Tune 31 3103
Varteig 6 608
Sarpsborg 19 1914
Sum 140 14520
4. Øvre Borgesyssels pr.
Haabøl 15 1468
Skibtvet 18 1775
Spydeberg 11 1122
Krogstad 9 845
Drøbak 11 1100
Aas 22 2070
Næsodden 7 615
Vestby 14 1320
Sum 107 10315
5. Nedre Romerikes pr.
Skedsmo 25 2325
Nitedal 5 450
Sørum 16 1575
Urskoug 19 1740
Høland 19 1755
Fet 11 1005
Enebak 20 1875
Sum 115 10725
6. Christiania stiftsprovsti
Christiania 522 69992
Aker 107 10245
Sum 629 80237
7. Øvre Romerikes provsti
Gjerdrum 11 1045
Nannestad 18 1695
Ullensaker 40 3840
Hurdal 12 1080
Eidsvold 58 5335
Næs 63 5700
Sum 202 18695
8. Soløer og Odalens pr.
Vinger og Odalens fogderi 188 14617 1/2
Soløers fogderi 216 17162 1/2
Kongsvinger by 13 1077 1/2
Sum 417 32857 1/2
9. Østerdalens pr.
Søndre Østerdalens fogderi 158 12192 1/2
Nordre Østerdalens fogderi 85 6930
Sum 243 19122 1/2
10. Hedemarkens pr.
Hedemarkens fogderi 278 21597 1/2
Hamar by 24 1877 1/2
Sum 302 23475
Anmærkning: For de 3 sidst anførte provstier (Hedemarkens amt) ere opgaverne ikke angivne præstegjeldsvis.
11. Gudbrandsdalens pr.
Lesje 16 1203
Dovre 7 540
Lom 32 2271
Vaage 50 4345 1/2
Nordre Fron 45 3826 1/2
Søndre Fron 21 1711
Ringebo 31 2445
Sollien 1 76
Øier 10 707 1/2
Sum 213 17125 1/2
12. Thotens pr.
Gausdal 19 1505 1/2
Faaberg landsogn 31 2496
Lillehammer by 14 1132
Birid 17 1263
Vardal landsogn 17 1337
Gjøvik by 3 237
Østre Thoten 61 4974
Vestre Thoten 21 2057 1/2
Sum 183 15002
13. Valders pr.
Land 50 3783
Søndre Aurdal 9 637 1/2
Nordre Aurdal 16 1193 1/2
Østre Slidre 11 807 1/2
Vestre Slidre 17 1204
Vang 21 1441 1/2
Sum 124 9067
14. Hadelands, Ringerikes og Hallingdals pr.    
Gran 28 2366
Jevnaker 22 17921
Hønefos by 6 660
Norderhov landsogn 29 3000
Hole 15 1640
Aadal 6 720
Næs 21 2200
Aal 33 3360
Gol 13 1430
Sum 173 17168
15. Kongsbergs pr.
Modum 23 2720
Sigdal 19 2200
Eker 40 4480
Sandsvær 17 1738
Kongsberg 27 2950
Flesberg 19 2121
Rollaug 9 985
Nore 16 1697
Sum 170 18891
16. Drammens pr.
Drammens by 73 8660
Lier 25 2663
Røken 13 1360
Hurum 7 920
Asker 33 3250
Strømmen 8 801
Sum 159 17654
17. Nordre Jarlsbergs pr.
Skauger 12 1248
Sande 8 805
Hof 2 231
Botne landsogn 8 841
Holmestrand by 4 510
Vaale 7 723
Borre 6 726
Horten 14 1671
Sum 61 6755
18. Sondre Jarlsbergs pr.
Sem 17 1808
Ramnes 7 702
Tønsberg 21 2297
Nøtterø 10 1039
Stokke 10 1100
Andebo 14 1440
Sum 79 8386
19. Laurviks pr.
Sandherred landsogn 11 1166
Sandefjord by 7 715
Laurdal 21 2176
Hedrum 11 1137
Tjølling 6 604
Brunlaunæs 11 1175
Laurvig 17 1856
Frederiksværn 3 348
Sum 87 9177
20. Bambles pr.
Gjerpen 6 493
Eidanger 4 371
Bamble 3 280
Drangedal 8 665
Kragerø by 5 341
Sandøkedal landsogn 4 339
Brevik 3 303
Porsgrund 5 584
Slemdal 4 315
Sum 42 3691
21. Nedre Thelemarkens pr.
Solum 15 1338
Holden 8 639
12 1017
Saude 16 1170
Hiterdal 5 520
Skien 15 1595
Sum 71 6279
22. Øvre Thelemarkens Østfjeldske pr.
Tinn 7 655
Hjertdal 18 1472
Gransherred 2 177
Siljord 5 475
Sum 32 2779
23. Øvre Thelemarkens Vestfjeldske pr.
Hvideseid 6 470
Nissedal 1 77
Moland 1 55
Mo 7 548
Laurdal 4 315
Vinje 5 385
Rauland 1 77
Sum 25 1927
24. Østre Nedenæs pr.
Risøer 14 1245
Gjerstad 6 485
Dybvaag 1 90
Holt 3 235
Omlid 3 260
Sum 27 2315
25. Vestre Nedenæs pr.
Østre Moland 17 1530
Arendal 11 980
Homedal 8 765
Øiestad 7 630
Froland 2 180
Fjære 12 1140
Vestre Moland 7 600
Høivaag - -
Tveed 3 275
Sum 67 6100
26. Robygdelagets pr.
Evje 6 470
Bygland 8 710
Valle 3 265
Oddernæs 4 315
Øvrebø 1 75
Sum 22 1835
27. Christiansands stiftsprovsti
Christiansand 26 3405
28. Mandals provsti
Aaseral 4 350
Bjelland 3 275
Mandal 2 270
Søgne 3 345
Holme 3 255
Nordre Undal 3 202
Søndre Undal 2 210
Sum 20 1907
29. Listers pr.
Vanse 10 960
Herred 3 350
Lyngdal 5 610
Qvinnesdal 4 430
Fjotland 2 200
Flekkefjord 5 590
Hegebostad 1 100
Sum 30 3240
30. Dalernes pr.
Bakke 5 610
Sirdalen 1 100
Lunde 3 330
Helleland 26 2715
Sogndal 3 330
Egersund 15 1680
Sum 53 5765
31. Jæderens pr.
Haa 10 1200
Ly 5 600
Klep 8 937
Høiland 9 945
Haaland 13 1500
Sum 45 5182
32. Stavangers pr.
Hetland 15 1635
Rennesø 5 555
Finnø 4 390
Strand 12 1260
Hølle 6 675
Stavanger 61 7200
Sum 103 11715
33. Karmsunds pr.
Skudesnæs 7 780
Tysvær 12 1230
Avaldsnæs 10 1095
Torvestad 17 1920
Sum 46 5025
34. Ryfylkes pr.
Hjelmeland 25 2535
Suldal 3 246
Sand 4 450
Jælse 4 390
Vigedal 14 1500
Nerstrand 14 1665
Skjold 14 1590
Røldal 3 270
Sum 81 8646
35. Hardangers pr.
Strandebarm 10 780
Vigøer 4 315
Kinservig 7 600
Graven 7 525
Voss 57 4700
Sum 85 6920
36. Søndhordlands pr.
Fjelberg 19 1575
Etne 15 1260
Skonevik 14 1247 1/2
Finnaas 10 855
Stordøen 10 870
Kvinsherred 10 880
Tysnæs 12 1052 1/2
Os 12 1215
Fuse 11 1050
Sveen 6 595
Sum 119 10600
37. Bergens stiftsprovsti
Bergens by 86 10105
Kors- og Domkirkens landsogn 4 420
     
Aarstad 6 675
Sum 96 11200
38. Nordhordlands provsti
Fane 10 1005
Sund 2 195
Fjeld 11 1050
Haus 8 800
Hammer 5 420
Hosanger 4 390
Lindaas 12 1155
Manger 8 885
Sum 60 5900
39. Yttre Sogns pr.
Lekanger 19 1380
Balestrand 6 425
Vik 21 1280
Ladvik 9 567 1/2
Evindvik 13 890
Sum 68 4542 1/2
40. Indre Sogns pr.
Lærdal 41 2622 1/2
Aardal 12 775
Jostedal - -
Lyster 35 2590
Hafslo 31 2320
Sogndal 39 3150
Aurland 4 300
Sum 162 11757 1/2
41. Sønd f jords pr.
Askevold 2 180
Yttre Holmedal 4 260
Indre Holmedal - -
Førde 17 1310
Jølster 6 450
Kinn 21 1720
Sum 50 3920
42. Nordfjords pr.
Gloppen 2 195
Indvigen 3 255
Stryn 7 580
Eid 11 975
Davik 3 195
Sellø 10 840
Sum 36 3040
43. Søndre Søndmøres pr.
Vanelven 4 295
Herø 6 480
Volden 3 280
Hjørenfjord 2 90
Ulfssten 4 305
Sum 19 1450
44. Nordre Søndmøres pr.
Ørskoug 12 940
Borgund 20 1655
Skoue 8 665
Aalesund 37 3690
Harham 7 495
Norddalen 3 240
Sunelven 1 75
Stranden 3 215
Sum 91 7975
45. Romsdals pr.
Eid og Vold 2 180
Gryten 25 2860
Næsset 31 2381
Veø 10 855
Vestnæs 29 2260
Bolsø 26 2025
Molde 11 1076
Agerø 15 1130
Frænen 12 900
Bod 5 345
Sum 166 14012
46. Nordmøres pr.
Kværnæs 32 2485
Christiansund 42 4550
Aure 15 1410
Edø 14 995
Thingvold 46 3428
Stangvik 49 3839
Sundal 3 180
Øxendal 7 460
Surendal 27 2170
Rindalen 13 945
Sum 248 20462
47. Fosens pr.
Hevne 27 1995
Hitteren 30 2075
Stadsbygden 43 2991
Ørlandet 37 2425
Bjugn 9 670
Bjørnøer 13 995
Aafjorden 13 965
Sum 172 12116
48. Throndhjems stiftsprst.
Throndhjems by 131 10164
49. Søndre Dalernes pr.
Støren 43 2980
Holtaalen 42 3150
Røraas 10 745
Ørkedalen 40 2835
Meldalen 30 2050
Rennebo 15 980
Opdal 32 2265
Sum 212 15005
50. Nordre Dalernes pr.
Strinden 48 3381
Selbo 27 2080
Klæbo 14 945
Børsen 16 1120
Bynæsset 25 1887
Meelhuus 39 2702
Sum 169 12115
51. Søndre Indherreds pr.
Nedre Stjørdal 31 2384
Øvre Stjørdal 22 1698
Frosten 40 3018
Lexvik 30 2119
Skogn 20 1426
Levanger 24 1721
Værdalen 48 3426
Sum 215 15792
52. Nordre Indherreds pr.
Beitstad 27 1913
Stod 17 1237
Sparbo 30 2374
Inderøen 31 2556
Ytterøen 34 2549
Snaasen 6 443
Sum 145 11072
53. Namdalens pr.
Overhalvden 35 2504
Grong 13 908
Fosnæs 25 1899
Kolvereid 16 1021
Nærø og Lekø 18 1270
Sum 107 7602
54. Søndre Helgelands pr.
Bindalen 1 70
Brønø 8 598
Vegø 2 150
Alstahaug 15 1085
Herø 6 435
Tjøtø 5 380
Vefsen 14 1000
Hatfjelddal 1 70
Sum 52 3788
55. Nordre Helgelands pr.
Næsne 11 860
Hemnæs 8 570
Mo 5 365
Lunt) 7 520
Rødø 15 1141
Sum 46 3456
56. Søndre Saltens pr.
Gildeskaal 7 490
Beiern 6 435
Skjærstad 6 405
Saltdal 2 140
Bodø 5 365
Folden 15 1065
Sum 41 2900
57. Nordre Saltens pr.
Stegen 2 155
Hammerø 3 305
Lødingen 4 310
Ofoten 6 417
Sum 15 1187
58. Lofotens pr.
Vaagen 34 2722
Borge 5 365
Buksnæs 16 1130
Flakstad 5 365
Værø 1 70
Sum 61 4652
59. Vesteraalens pr.
Hadsel 20 1511
Sortland 3 224
10 730
Øksnæs 7 505
Dvergberg 2 135
Sum 42 3105
60. Senjens pr.
Kvæfjord 7 655
Throndenæs 13 1117 1/2
Ibestad 15 1272
Tranø 1 110
Berg 4 340
Lenvig 5 445
Maalselven 9 890
Sum 54 4829 1/2
61. Tromsø pr.
Tromsø 28 2800
Tromsøsund 13 1140
Balsfjord 10 965
Karlsø 2 335
Skjervø 11 930
Sum 68 6325
62. Vest-Finmarkens pr.
Alten-Talvig 14 1160
Loppen 2 160
Hammerfest landsogn 4 345
Hammerfest by 14 1410
Maasø 5 455
Kistrand - -
Kautokeino 1 80
Sum 40 3610
63. Øst-Finmarkens pr.
Lebesby 2 155
Næsseby 4 380
Tanen 7 580
Vadsø 10 1110
Vardø 10 860
Syd-Varanger 1 85
Sum 34 3170
Tabel V. Uægte fødte børn og ægteviede par i provstierne, disse inddelte på samme måde
som i Tabel II. Se afsnit I § 9.

No. Distrikt Uægte fødte børn, levende og dødfødte Ægteviede par
1851-55 1856-60 Sum 1851-55 1856-60   Sum
1 Nedre Borgesyssels 531 566 1097 1188 1270 2458
2 Mellem Borgesyssels 290 304 594 914 966 1880
3 Vestre Borgesyssels 467 442 909 932 1007 1939
4 Øvre Borgesyssels 330 293 623 827 833 1660
5 Nedre Romerikes 359 406 765 1019 1009 2028
6 Christianias 1671 1831 3502 2516 2977 5493
7 Øvre Romerikes 756 581 1337 1266 1185 2451
8 Soløer og Odalens 965 902 1867 1596 1436 3032
9 Østerdalens 565 584 1149 807 863 1670
10 Hedemarkens 855 889 1744 1441 1354 2795
11 Gudbrandsdalens 873 828 1701 1259 1157 2416
12 Thotens 519 492 1011 1291 1329 2620
13 Valders 414 361 775 1140 1087 2227
14 Ringerikes 613 568 1181 1567 1491 3058
15 Kongsbergs 446 400 846 1555 1435 2990
16 Drammens 345 372 717 1237 1275 2512
17 Nordre Jarlsbergs 299 339 638 942 952 1894
18 Søndre Jarlsbergs 253 258 511 937 1039 1976
19 Laurviks 304 328 632 984 1067 2051
20 Bambles 205 202 407 1075 1122 2197
21 Nedre Thelemarkens 173 200 373 907 880 1787
22 Øvre T. Østfjeldske 103 91 194 392 381 773
23 Øvre T. Vestfjeldske 103 77 180 483 521 1004
24 Østre Nedenæs 102 95 197 750 782 1532
25 Vestre Nedenæs 155 194 349 1141 1194 2335
26 Robygdelagets 65 77 142 513 525 1038
27 Christiansands 76 88 164 401 335 736
28 Mandals 71 81 152 750 796 1546
29 Listers 105 95 200 803 888 1691
30 Dalernes 96 73 169 601 567 1168
31 Jæderens 116 93 209 513 532 1045
32 Stavangers 227 223 450 964 1008 1972
33 Karmsunds 124 153 277 611 600 1211
34 Ryfylkes 205 167 372 726 702 1428
35 Hardangers 182 200 382 828 784 1612
36 Søndhordlands 365 325 690 1383 1322 2705
37 Bergens 427 397 824 1118 1215 2333
38 Nordhordlands 195 205 400 1591 1631 3222
39 Yttre Sogns 286 288 574 611 579 1190
40 Indre Sogns 487 508 995 685 668 1353
41 Søndfjords 185 217 402 893 953 1846
42 Nordfjords 107 128 235 769 749 1518
43 Søndre Søndmøres 104 85 189 539 605 1144
44 Nordre Søndmøres 250 265 515 727 861 1588
45 Romsdals 474 550 1024 720 947 1667
46 Nordmøres 916 939 1855 1205 1398 2603
47 Fosens 692 725 1417 1017 1125 2142
48 Throndhjems 408 395 803 538 644 1182
49 Søndre Dalernes 631 660 1291 945 985 1930
50 Nordre Dalernes 608 625 1233 790 969 1759
51 Søndre Indherreds 602 610 1212 1137 1268 2405
52 Nordre Indherreds 315 343 658 875 900 1775
53 Namdalens 311 330 641 659 673 1332
54 Søndre Helgelands 538 489 1027 768 746 1514
55 Nordre Helgelands 287 309 596 605 533 1138
56 Søndre Saltens 179 234 413 480 474 954
57 Nordre Saltens 166 112 278 411 415 826
58 Lofotens 262 302 564 379 441 820
59 Vesteraalens 207 229 436 388 404 792
60 Senjens 402 308 710 879 881 1760
61 Tromsø 338 228 566 777 739 1516
62 Vest Finmarkens 157 130 287 467 491 958
63 Øst Finmarkens 101 106 207 267 299 566

No. Provsti-no.
(Tabell II)
Uægte fødte børn, levende og dødfødte Ægteviede par
1851-55 1856-60 Sum 1851-55 1856-60 Sum
I    1-5 1977 2011 3988 4880 5085 9965
II   7-11 4014 3784 7798 6369 5995 12364
III 12-15 1992 1821 3813 5553 5342 10895
IV 16-21 1579 1699 3278 6082 6335 12417
V 22-26 528 534 1062 3279 3403 6682
VI 28-30 272 249 521 2154 2251 4405
VII 31-34 672 636 1308 2814 2842 5656
VIII 35, 36 og 38 742 730 1472 3802 3737 7539
IX 39 og 40 773 796 1569 1296 1247 2543
X 41-44 646 695 1341 2928 3168 6096
XI 45-47 2082 2214 4296 2942 3470 6412
XII 49 og 50 1239 1285 2524 1735 1954 3689
XIII 51-53 1228 1283 2511 2671 2841 5512
X1V 54-59 1639 1675 3314 3031 3013 6044
XV 60-63 998 772 1770 2390 2410 4800
  Sum 20381 20184 40565 51926 53093 105019
  De fire sydlige stiftsprovstier
no. 6, 27, 37 og 48
2582 2711 5293 4573 5171 9744
  Riget 22963 22895 45858 56499 58264 114763

NOTER:

140. I Folkevennen for 1859 side 173, for 1864 side 64,.og for 1865 side 293, havde jeg ved godhed af vedkommende embedsmænd kunnet meddele tilsvarende opgaver for Romsdals amt 1855-56, for Søndre Throndhjems amt 1858-62 og for Søndre Bergenhus amt 1860-64, og det var efter disse prøver, at jeg vovede at udstrække anmodningen til samtlige øvrigheds-distrikter.

Såvidt jeg har efaret, har man ikke brugt på amtskontorerne at føre særskilt protokol over dette slags sager, så jeg måtte befrygte, at det vilde blive ikke lidet brydsomt at samle disse opgaver og ordne dem efter det af mig opstillede scherna. Jeg ser også nu, at det har forholdt sig så. Til prøve hidsætter jeg, hvad en af amtmændene ytrer herom, idet han sender mig det færdige arbeide:

«Først lod jeg gjennemgå begge journaler, for by og land, for de 5 år, altså 10 journaler med henimod 25,000 sag-nr., og uddrage efter tidsfølgen deslige resolutioner med deres indhold rubriceret. Derefter lod jeg dette ordne præstegjeldsvis, og endelig indrettede jeg medfølgende tabel over resolutionernes samlede antal og pengebeløbene i hvert præstegjeld og det hele amt.»

Vel må jeg ønske, at det arbeide, jeg nu er ifærd med at give igjen, må befindes at svare til de offere af arbeide, som i denne sag er ydet. Men jeg har tillige tænkt mig, at skal denne indberetning med overøvrighedernes resolutioner om opfostringsbidrag vare ved, og blev der (som jeg ialfald synes der burde), indført den skik, at der gaves årlige beretninger om resolutionernes antal m.m. (ligesom præsterne hvert år må udfylde lister over de uægte fødte børn m.m.), så vilde arbeidet kunne lettes betydelig ved at indrette særskilte protokoller for det slags sager.

141. Kommer mit skrift sådanne læsere for øie, som høre om disse ting for første gang, så vil vist en og anden mene, at jeg dog må have taget feil, når jeg betragter hint beløb som årligt. Man er så tilbøielig til at mene, at såsom resolutionen bestemmer et opfostringsbidrag for barnets samtlige første 15 år, - at betale i visse årlige terminer -, så må hint samlede beløb divideres med 15, for at vi skulle få se den årlige udgift for den usædelighed, som her handles om. Men herved overser man, at når der år efter år i 15 år kommer til et omtrent lige stort nyt antal personer, som få et omtrent lige stort resolutions-beløb på sig, så bliver den årlige 1/15 part af den forpligtelse, som alle disse 15 års personer have på sig, omtrent lige med det beløb, der årlig lægges på 1 års nye personer for de 15 år følgende under et.

142. Se Folkevennen 1864, s. 208.

143.

Thi 34,3 : 33,4 = 100:
97,4
og 34,3 : 35,5 = 100:
103,5

144. Nogle uregelmæssigheder have ikke kunnet undgåes ved denne optælling. De større byer med flere præstekald ere betragtede lige med et enkelt præstegjeld, og når f.ex. faderen opholdt sig i Christiania, men moderen i Aker, altså på en gang i samme provsti, men i forskjellige overøvrighedsdistrikter, så er tilfældet henregnet ikke til klassen, «udenfor amtet», men til klassen: «i samme provsti». Der kunde blive for mange rubriker ellers. Heller ikke har jeg fundet det nødvendigt at indrette nogen egen rubrik for de få tilfælde, hvor moderen endog opholdt sig udenfor riget (i Sverige).

145. For Hedemarkens amt ere opgaverne ikke meddelte med sådan omstændelighed som for hvert præstegjeld, men kun for fogderierne og byerne. Men der træffer det sig så heldigt, at Hedemarkens fogderi med Hamar by svarer til Hedemarkens provsti, Vinger og Odalens samt Soløers fogderier med Kongsvinger by til Soløer og Odalens provsti, og endelig Søndre og Nordre Østerdalens fogderier på det nærmeste til Østerdalens provsti (kun at nordre Østerdalens fogderi indbefatter en liden del af Røros præstegjeld - 236 mennesker i 1855 -, som ikke hører til Østerdalens provsti, men til Søndre Dalernes i Throndhjems stift).

146. Da disse tal, uagtet de som sagt ere benyttede ved beregningerne i skriftet: «Fortsatte Bidrag ang. Sædelighedstilst. i Norge», 1864, dog ikke ere trykte der, vilde de nu blive meddelte i tillægget til nærværende skrift, Tab. V og VI.

147. Fuldkommen nøiagtighed kan så alligevel ikke opnåes ved sammenstilling af de to slags opgaver. Der er jo før hentydet til, at en del af de uægte børn, om end levende fødte, dog dø, inden der kunde blive tale om resolution for opfostringsbidrag; men hvor mange det er, derom kan oplysning ikke tilveiebringes.

148. I § 4 er forholdet for hele riget beregnet til 34,3, i nedenstående tabel til 31,4. Årsagen til uoverensstemmelsen er, at de tal over uægte fødsler, som ere lagte til grund, ikke ere de samme ved begge beregninger (i § 4 for årene 1859-64 og uden dødfødte, i nærværende § for 1851-60 og med dødfødte).

149. Det af landets 63 provstier, som har det største forhold af resolutioner ifølge rubr. 4, er 30 Dalerne. Men dette for provstiet så uheldige forhold skriver sig dog mest fra det usædvanlig slette forhold i et enkelt af provstiets præstegjeld, Helleland nemlig. På dette præstegjeld (med folkemængde 3276) faldt ikke mindre end 26 resolutioner i femåret, og efter de noget ufuldstændige opgaver, jeg har over de uægte fødsler sammesteds, lader det til, at øvrigheden må udstede resolution så godt som for hvert uægte barn.

Der må være aldeles særegne forholde i denne bygd, og dette exempel bestemte mig til at tilføie Tabel IV i tillægget eller fortegnelse over resolutionerne i hvert præstegjeld hele landet over. Denne tabel synes mig at indeholde stor opfordring til at tænke over årsagerne til de besynderlige uligheder i bygderne.

Her skal jeg pege på 4 præstegjeld, hvor der slet ingen resolution faldt i femåret, nemlig:

af 25, Vestre Nedenæs provsti, Høivaag (folkemængde 1859)
af 40, Indre Sogns provsti, Jostedal (folkemængde 884)
af 41, Søndfjord provsti, Indre Holmedal (folkemængde 3104)
af 62, Vest-Finmarken provsti, Kistrand (folkemængde 1639).

At dette gunstige forhold ialfald for indre Holmedals vedkommende ikke bør betragtes som blot tilfældighed, det vil man se ved at læse i næste afsnit («Bygde-skikke») om den strænge tugt og orden, som hersker der.

150. Amtmændenes opgaver om resolutionerne ere, som før omtalt, i regelen meddelte præstegjeldsvis, og hvor et præstegjeld består af både by- og landdistrikt, er det tildels anført særskilt, hvor mange resolutioner der kom på hver del. Disse opgaver havde det altså været en let sag at opsummere således, at man fik tallene for by-distriktet nogenlunde nøiagtigt udsondret fra tallene for landdistriktet. Men nu skulde jo disse opgaver sammenholdes med præsternes over de uægte fødsler, og disse ere i Indre-departementets tabeller og i de lister, som ligge til grund for den i § 9 citerede del af mine beregninger af 1864, talte sammen for by og land under et. Det var derfor nødvendigt at optælle amtmændenes opgaver på samme måde.

151. Aldeles nøiagtigt er dette dog ikke udtrykt. Thi af de børn, som tilhørte forældre, der ægteviedes i 1851, vare vel nogle fødte allerede i 1850. Men dette opveies derved, at nogle børn, som vare fødte udenfor ægteskab i 1860, bleve legitimerede derved, at forældrenes ægteskab påfulgte i 1861.

152. Et exempel: I gruppe I er der 22.3 procent af de uægte fødte børn, som ere blevne ægte formedelst forældrenes påfølgende ægteskab; resten er 100 ÷ 22.3 = 77.7 procent. Af disse er der 33.4 procent, som der er udstedt opfostrings-resolutioner for, og der er da 77.7 ÷ 33.4 = 44.3 procent af børn, hvis skjæbne ikke er oplyst, men med hvilke det må have sig på de antydede måder.

153. Jeg holder mig fremdeles til provsti-inddelingen, som den var i 1855. De her anførte tal ere tagne fra tabellen i forrige afdeling § 9.

154. Anm. til § 9, slutning.

155. På hele Søndfjords provsti (med 25561 indbyggere) kom der kun 50 resolutioner.

156. Pontoppidans visitationsberetning er aftrykt i Theol. Tidsskrift ved Caspari o.fl., VII, 360 flgg. og uddrag deraf har jeg meddelt i Folkevennen 1865, side 239.

157. Sorenskriver Hans Arentz skal være død 1793; hans skrift antages at være forfattet omkring 1785, og det er trykt i Topografisk Journal, 8de, 9de og 10de bind eller hefterne XXVIII til XXXIV.

158. Oldnorsk boð (med åben o), så udtalen var omtrent som Arentz skriver.

159. Anf. st., XXXIII, 56.

160. Der gåer i Bergens stift en skjemte-historie, som lyder så, at da en person meldte sig til en enke under gravølet efter hendes mand, svarede hun: A, hvor gjerne jeg vilde tage dig - men jeg kom til at love mig bort til kistegjeraren (snedkeren, som var kommen for at tage mål af og gjøre kisten). Men dette, at der skjemtes, er jo et tegn til, at det er på heldingen med uvæsenet.

Nævne skal jeg også, at jeg i Søndfjord endog har hørt det stærke træk, at enker selv have budsendt personer, som de efter rådførsel med slægt og venner helst vilde få til medhjælp istedetfor de savnede mænd. Men fortællinger af det slags bør sikkerlig bedømmes i overensstemmelse med det udførlig fortalte exempel, jeg nedenfor skal meddele fra Søndfjord, hvor det ikke er frit for, at det på en måde kan siges endog om en pige, at hun friede selv, men hvor det ikke er så slemt, som det høres.

161. Fortsatte Bidr. ang. Sædel.Tilst. 1864 § 27, 28, 54 og 58.

162. Ordet betyder et bytte af bolig og levebrød eller hjem (heim). Det lød også for mine øren i Søndfjord som heimdabyte, med mellemkommen d-lyd, der vel kun er en tilfældig egenhed ved dialekten.

163. Anf. st. XXXIII, 58.

164. Folkevennen, VIII (1859), side 386.

165. Fra de allerfjerneste tider, som vort folks historie når op til, har der været nedarvet en sådan skik og regel, når frieren handlede med pigens fader om at få hende til ægte, at det kaldtes et «kjøb», og frieren sagdes at «kjøbe» en kone. Dette udtryk og ord forekommer idelig i de gamle love alt til og med Christian den 4des norske lov af 1604.

Dette årstal træffer til at være det samme, som jeg anførte ovenfor i fortællingen om den kraftige Søndfjords-bonde, hvis bestemte optræden for den af lovene den gang hjemlede fadermyndighed er af sagnet bevaret alt ned til nutiden.

Det kunde derfor være at vente, at en omhyggelig søgen vilde finde mange erindringer om og levninger af det gamle i Søndfjord.

Her skal jeg kun anføre et enkelt træk:

Når i oldtiden et par folk ved hint «kjøb» var blevne «fæste-folk», sagde man om dem, at de skulde sitja i festum til den bestemte bryllupsdag; men i Søndfjord hørte jeg netop ligedan tale om «at sitja i festo» - samme udtryk og samme tanke.

166. Men medgift tages nu ofte i betydningen af en frivillig og mindre gave, som bruden får af faderen, medens heimafylgja ialfald oprindelig betegnede alt, hvad hun kunde vente sig af faderens bo, omtrent som om vi nu vilde sige, at bruden på bryllupsdagen skulde få hele fædre- og mødre-arven udredet.

167. Det var vigtigt i hine ældste tider, da konen ikke var medeier i mandens bo, men skulde eie som sin særskilte del, hvad der ved fæstemålet var lovet af både beileren (tilgave, morgengave, bænkegave) og af faderen (heimafylgje). Hvis manden enten skilte sig fra sin hustru uden skjellig grund eller faldt fra før hende, så tog hun af boet den del, hun kunde skyde vidner på at have ret til. Men i tidernes løb er det jo blevet vedtægt og lov, at mand og kone eie alt sammen, og at enken tager halvdelen af det fælles bo.

168. I Hardanger f.ex. bruger man herom også udtrykket «heimagjær» (der ligeledes kjendes i gammelnorsk, heimagerð, d.e. det som bruden får udredet hjemmefra); men dette ord er ligesom et forbindelsesled mellem hine udtryk, «heimafylgje» og «bryllupsgjær».

169. Med denne opfattelse falder den utækkelige forestilling bort, at skålgavernes bestemmelse var den at være «betaling» fra gjæsterne for kostbar beværtning. Brylluppet holdtes til brudeparrets ære, og skålgaverne var en vennehjælp for brudens fader, som ellers vilde have vanskeligt for at udrede, hvad der kunde tilfalde hende som arv efter ham, og hvad nu vedtægten krævede udredet allerede på hendes bryllupsdag.

170. Anf. st. XXXIII, 64.

171. Det er i det hele taget vanskeligt at beskrive bygde-skikke af den grund, at de i mange småting vexle fra sogn til sogn. Ved talen om pengebryllupper har jeg især holdt mig til meddelelser fra de indre bygder, Indre Holmedal, Førde, Jølster. Af en skriftlig beretning fra Yttre Holmedal ser jeg, at «pengebryllup» der betegner noget andet. Når brudens forældre have holdt det virkelige bryllup med skålgaver o.s.v., så have brudgommens forældre kort bagefter et ligedan bryllup, med andre gjæster, og med brudegrød og kjøgemester og skålgivning - og andre slags pengebryllup kjender man ikke stort til der.

172. Jeg har her lagt an på at fremstille skålbrylluppernes udartning. Men ellers kan nok vistnok den samme bryllupsskik sees fra en sådan side, at den viser sig som et værn for nedarvet tugt og ærbarhed.

Sålænge det er vedtægt i en bygd, at pigen på sin hædersdag skal få sin arv forlods udbetalt i brude-udstyr (og hvor skålbryllupper bruges, består dette i den såkaldte «bryllupsgjær», som ved skålgaverne omsættes i kontanter) - så længe er pigen et eftertragtet parti ikke blot ifølge personlige egenskaber, men også ifølge den formue, der så at sige danner et tillæg til hendes person, - men så længe er hun også afhængig af faderen, som kan nægte brude-udstyr, dersom hun vil gifte sig bort uden hans samtykke og bifald. Men deraf følger, at beileren må søge pigens fader, og hun må ikke indlade sig i elskovshandeler på egen hånd, med andre ord: Nattefrieriet kan ikke trives.

Her kan være stedet til at tilføie nogle opgaver, jeg har om beløbet af skålpenge, meddelte i skriftlige beretninger fra Søndfjord og nogle af de andre bergenske bygdelag med beslægtet folkeliv.

I en beretning fra Yttre Holmedal i Søndfjord læser jeg om en kjøgemester, som siden 1843 har gjort tjeneste i en 40 bryllupper, mest for husmandsfolk og tjenere; han opgav, at skålgaverne mest vare mellem 50 og 60 spd., aldrig under 30 eller over 70. En anden kjøgemester kunde ud fra de 10-12 bryllupper, han havde været med i - og det var mest i de større gårdmandsfamilier, mindes følgende summer: 80, 100, 103, 110, 100, 50, 60, 105 spd. - Derhos siges det, at ude i Askevold præstegjeld skulle skålgaverne have gået op til 200 spd. og lidt derover.

Fra den indre del af Søndmøre har jeg en udførlig beskrivelse af bryllupsceremonierne. Skålgivningen begynder under aftensmåltidet; kjøgemesteren kan have læst til bords kl. 7 om aftenen, men det trækker ud med skålpengernes indsamling, så tilsidst må bordet friskes op igjen med en ny ret, og han læser måske fra bordet kl. 4 om morgenen. Fra den senere tids bryllup opgiver han skålgaverne således: 140, 124, 191, 88, 130, 196, 210 og 130 spd., samt desuden forskjellige effekter, såsom det halve såkorn for det første år, 1 ko, 1 kobberkjedel, stundom en kirkepart (thi i nogle bygder tilhører kirken en stor samling af bønder, så eiendommen er stykket ud i små parter) o.s.v.

Fra en af de ydre bygder i Søndmøre har jeg en lignende beskrivelse. Også her kan hele natten gå med til skålgivningen, som man i store bryllupper tildels først bliver færdig med kl. 6 om morgenen. Men da skal der også kunne være indsamlet, 4, 6, ja 800 spd.

Når man nu veed, hvor små gårdpriserne ere på disse kanter af landet, så forstår man, hvilken vigtig sag sådanne skålbryllup ere. De ere ikke blot indledning til ægteskabet, men tildels også betingelserne for, at dette kan finde sted.

173. Anf. st. XXXIII, 59 og 28.

174. Dog knurre de gamle koner så småt. «Vi måtte såmænd til byen, vi; men de, som nu ere unge, skulle være så fine på det.»

175. Side 450.

176. Det skulde ikke komme mig uventet, om tællinger i ministerialbøgerne viste forholdsvis flere horsforbrydelser i Søndfjord og andre bergenske bygdelag med beslægtet folkeliv end i Sogn. Man se herom Arentz's Søndfjordbeskrivelse, anf. st. XXXIII, 28, og min Beretning om Ædruelighedstilstanden, 1859, side 87 [Verker i utvalg 5, s. 151].

177. «En husmands familie» (1865, side 396), og «Fra Søndfjord» (1866, side 57).

178. uoplagt, utilbøielig.

179. Overtage forældrenes gårdsbrug og altså både udrede kjøbesummen eller yngre sødskendes arv samt skaffe sig besætning m.m.

180. Hentydningen til, at hun blev gift til en god gård, kanske bedre end hun kunde ventet det.

181. Visket, d.e. vandlet eller uddelt høet til kreaturerne.

182. Jeg hørte også historien af forskjellige i selve det præstegjeld, hvor det var passeret. Folkene er døde nu.

Udg.

183. Vidnesbyrd herom fra Sogn selv vil man finde i min fornævnte beretning, «Om ædrueligheds-tilstanden», 1859, side 78 flgg. [Verker i utvalg 5, s. 134f].

184. En bygdeskik er vel aldrig absolut herskende. Her kan man tænke sig en dobbelt klasse af undtagelser: dels kan der være enkelte familier, hvor tænkemåden i det hele taget har været nattefrieriet imod, dels kan det i flere andre familier have været så, at forældrene nogenlunde lagde an på at holde ældste søn borte fra nattefrieri, på det at de skulde kunne få være med at vælge en sønnekone, som de i tiden skulde overgive husbestyrelsen til og modtage føderåd og alderdomspleie af.

185. Dog må det også erindres, at netop nattefrieriet bevirker adskillige ubetimelige ægteskaber mellem folk, i altfor ung alder og uden selvstændig livsstilling.

186. Kaptein G. MuntheKroken i Indre Sogn gav mig begreb om dette arbeide. Det bratte fjeld her er en 4000 fod høit, til hans gård ligger et slætte (slåtteland) omtrent halvveis op i, stien er sådan, at man ret må se sig om efter fodfæste, og det er en karls dagværk at gå op og bære ned en byrd af 2 voger hø - tre vendinger for dagen!

187. I mit oftnævnte skrift Om sædeligheds-tilstanden 1864.

188. Efter at ovenstående var skrevet, har jeg fra hr. pastor Erichsen i Løiten på Hedemarken fået følgende notits, som var foranlediget af mig under en samtale om disse ting:

De unge mennesker af gårdmands- og husmandsklassen, som i årene 1863, 64 og 65 fik uægte børn sammen, befandt sig ved den tid, da mødrene bleve frugtsommelige, i følgende stilling:

gårdmandsdøttre, hjemme .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  2
i tjeneste .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  - 
2
husmandsdøttre, hjemme .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 16
i tjeneste .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 25
41
gårdmandsdøttre, hjemme .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  7
i tjeneste .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..  1 
8
husmandsdøttre, hjemme .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 19
i tjeneste .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 16
35

Af de 25 husmandsdøttre, som vare i tjeneste, havde 16 sit natteleie i fjøset ved nævnte tid.

189. En hugger kan i tre høstmåneder fra september til december hugge en 60-80 tylvter, men få arbeide så længe eller så stadigt, og man troede ikke, at der kunde regnes anderledes end 20-25 tylvter pr. mand i gjennemsnit. Der skulde altså 8-10,000 mand til at hugge de 200,000 tylvter i Glommens vasdrag. Fra Soløer drage mange huggere nordover, men hvor mange det vidste ingen.

190. Harham i Søndmøre, se Folkevennen for 1858, side 382 [Verker i utvalg 3, s. 175].

191. Den officielle beretn. om sundhedstilst. og medicinalforh. i Norge i året 1862, side 137.

192. Nys anførte skrift, side 140.

193. Han taler her om forældre, som «for fuldt alvor fremsætte den ufornuftige og forargelige påstand, at de unge folk ikke uden de natlige besøg kunne blive kjendt med hinanden, at deres døttre ikke på anden måde kunne blive gifte». Det er denne tanke, som jeg, efter hvad jeg i nærværende skrift (side 483 flg.) har vovet at yttre, tror ligger på bunden af den hele nattefrier-skik.

<a id="N_194_" name="N_194_">194. d.e. kaste op af sengen og drage hen over det med møg tilsmudsede gulv i fjøset, hvor pigerne lå. I Indherred heder det «syfte», egentlig: svinge eller ryste kornet for at rense det for avner. Efter en skriftlig meddelelse fra Sogn siger man der «kjebbe», vel det samme som «kippe» (Ivar Aasen) d.e. rykke, snappe hurtigt, f.ex. når man fisker med stang og trækker fisken op med et ryk. Det har altså været som en kjær ting med mange navne.

195. Se «Om Sædeligheds-tilstanden i Norge», 1857, side 249 [ovenfor, s. 191].

196. Til exemplerne fra Aamot og Elverum samt fra Indherred, side 494 og 500, kan jeg tilføie efter meddelelse af hr. provst Fegth, sognepræst til Alstahoug i Nordlandene, at i 1865 vare af 87 fødte børn i hans præstegjeld de 13 uægte, og af disse var der ikke mindre end 11, hvis fædre eller mødre enten nylig vare indflyttede eller kun havde midlertidig ophold i menigheden.



[slutt]