EILERT SUNDT

Om ædrueligheds-tilstanden
i Norge


Om ædrueligheds-tilstanden
INDHOLD


Side
I. Tællinger og beregninger .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1
Almindeligt. § 1 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1
Landsbygderne. § 5 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 9
Byerne. § 38 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 59
Slutnings-bemærkninger. § 42 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 65
II. Beskrivelser og forklaringer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 72
Indledning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 72
Christiania stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 78
Christiansands stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 102
Bergens stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 130
Throndhjems stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 152
Tromsø stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 180
III. Nogle slutnings-ord .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 201
  Noter  



I

TÆLLINGER OG BEREGNINGER

1. Ifjor ved denne tid lod jeg følgende skrivelse udgå:

«Til almueskole-lærerne i land-distrikterne.

Der er en uskik og last, som fremfor andre har været kaldt landets ulykke og folkets fordærvelse; jeg mener: misbrug af stærke drikke. Vi vide alle, hvorledes denne misbrug har været og er gjenstand for menneskevenners bekymring og bestræbelser.

Men det forekommer mig at være en mangel, at man ikke kjender dette folke-onde nøie nok. Jeg tænker her på dette, at der ikke haves pålidelig kundskab om, hvorledes ondet hersker i de forskjellige egne af landet.

Om den uskik og usædelighed, som fører til løsagtighed eller til forbrydelser, veed man, at der er mærkelig forskjel mellem de forskjellige egne. Det er da sandsynligt, at der også er sådan forskjel med hensyn til misbrug af stærke drikke. Men herom haves ikke nøiagtig kundskab.

Sådan kundskab skulde dog være nyttig. Vidste man først, at fylderiet var mere udbredt og herskende i den ene egn end i den anden, så kunde man ved fortsat efterforskning kanske opdage visse omstændigheder i folkelivet, som medføre en så beklagelig tilstand, og da kunde det vistnok snarere lykkes at overvinde den fordærvelige årsag og bringe den ulykkelige virkning til at ophøre.

Jeg har tænkt mig en måde, hvorpå man kunde anstille undersøgelse herom. Jeg siger så: er der en egn, hvor den nævnte misbrug har fået megen indgang blandt folket, så vil det nok vise sig, at netop der ere mange mennesker komne i den ulykke at være, hvad man kalder drikfældig. Dersom man derfor tager tallet på disse drikfældige, så kan man derefter nogenlunde regne sig til, i hvilken grad fylderiet i den nærværende slægts tid har været udbredt og herskende i den samme egn.

I en liden bygd eller grænd kjendes disse ulykkelige så temmelig nøie. Om en siger man så: «Han er ikke sikker; når leilighed gives, i gjæstebud eller på byreiser, går det altfor ofte så, at han bliver beruset.» Om en anden siger man så: «Han er forfalden; med ham er det desværre så at han ret tager til det stærke både hjemme og ude og ligesom søger sin trøst i flasken.»

Om en eller anden person kan det vel være usikkert, om man skal regne ham til noget af de anførte slags, og for at foretage sådan tælling må man derfor først gjøre et skjøn, som er gjort af forstandige folk, der gjerne ville udfinde det sandeste. Og desuden kan man regne på, at om nogle gjøre sit skjøn lidt for strængt, så er der altid andre, der gå så meget mildere til værks, så det ene kan ligesom veie op imod det andet.

Vistnok kunde ellers sådan tælling udføres på en utilbørlig og forargelig måde, når man f.ex, vilde gjøre unødigt snak om sagen og udsætte de enkelte personer for beskjæmmelse. Dette kan også siges om et foredrag i et afholdsmøde; også dette kunde blive forargeligt, når prædikanten gav sig til at nævne ved navn de enkelte personer, hvis svaghed han kjendte. Men når en brav mand i sine stille tanker eller høist i samtale med en anden brav mand gjennemgåer den hele befolkning i grænden og så nedskriver ikke navnene på de drikfældige, men blot tallet, så kan dette ske uden fornærmelse for nogen. Ja jeg mener endog, at mangen en af disse ulykkelige selv i hjertet kunde bifalde, at andre anstille de omhyggeligste undersøgelser og overveielser for derved om muligt at befordre gavnlige foranstaltninger for de kommende slægter.

Men det gjælder her som overalt, hvor vi handle om de menneskelige skrøbeligheder: der kræves det sind, at medens vi skulle være strænge mod al uskik og synd, så bør vi være ømme i vor dom over de medmennesker, hvis beklagelige tilstand vi kjende.

Sådant sind vil jeg gjerne tro på hos mængden af landets almueskolelærere. Disse pleie også kjende hvert menneske i deres distrikter. Jeg anseer dem derfor for at være de rette mænd til at bistå ved dette slags undersøgelser. Men tør jeg også tro, at de ville gjøre det på min anmodning?

Hvad jeg anmoder om, er at skolelærerne ville indgå på en samvirken med mig således, at de meddele mig visse iagttagelser, og jeg samler dem til et helt, der snarest muligt igjen skal meddeles almenheden i trykt skrift. Der er jo en usædvanlig anmodning, og der er vist ikke mange land, hvor man kunde falde på at foreslå en sådan samvirken eller vente at se den udført. Men på den ene side har vort land en skolelærerstand, blandt hvis medlemmer mangfoldige føle lyst hos sig til at deltage i et frit folks bestræbelser for det almene vel, og på den anden side har statsstyrelsen sat mig istand til i årevis og udelukkende at drive på med undersøgelser om folkelivet og fornemmelig om de lavere folkeklassers kår og sæder.

De omhandlede opgaver måtte forfattes således, som følgende schema eller opskrift angiver det:

Schema

Provstiets navn:
Prestegjeldets navn:
Sognets navn:
Skoledistriktets navn:


Klasse

Antallet af
gifte mænd
og enkemænd
i distriktet

Hvor mange af disse, der ansees
for at være

ædruelige ikke sikkre forfaldne
Eiendomsklassen .. .. ..        
Arbeidsklassen .. .. .. ..        


Her er blot spurgt om gifte mænd og enkemænd; fruentimmer og ugifte mandspersoner tælles altså ikke med, og årsagen hertil er den, at om de sidste skulde tages med, vilde arbeidet blevet både vidtløftigere og vanskeligere. - Det omspurgte anføres med tal i de åbne rum i tabellen, og tallene for «ædruelige», «ikke sikkre» og «forfaldne» må tilsammen svare til det først anførte hoved-tal. Ordet «ædruelige» bør her tages i den hverdagslige talebrugs mening; for at kaldes ædruelig behøver man ikke just at være aldeles afholdende eller medlem af en afholdsforening. - Til eiendoms-klassen henregnes: embeds- og bestillingsmænd, gårdbrugere (selveiere og leilændinger), handelsmænd, skippere, fabrikanter og andre folk i lignende høiere stilling; til arbeids-klassen henregnes: husmænd, værksarbeidere, dagarbeidere, matroser, bygde-håndværkere og andre folk i lignende stillinger.

Schemaet bedes udfyldt og leveret til sognepresten inden 14de oktober førstkommende. Og jeg skulde sætte stor pris på, om en og anden ved samme leilighed vilde meddele mig yderligere forklaring om de i bygden herskende skikke og begreber med hensyn til brugen af brændevin og andre berusende drikke, i selskaber, i sygdomstilfælde, under strængt arbeide, på reiser o.s.v., om forandringer i sådanne skikke, om aftagen eller tiltagen af misbrugen, om årsagerne til sådanne forandringer m.m. Selv korte bemærkninger om ting, der ved første betragtning synes ubetydelige, turde ofte indeholde et for mine undersøgelser nyttigt vink.

Der er, som allerede sagt, min hensigt at benytte de forventede meddelelser til at udarbeide en afhandling, som vil blive at offentliggøre ved trykken. Men ingen behøver at frygte for, at nogen ubehagelighed deraf skal opstå enten for meddeleren selv eller for hans bygd; thi hvad der denne gang er mig om at gjøre, det er at kjende tilstanden i visse større egne af landet, Østlandet og Vestlandet, Oplandene og kystegnene, Throndhjems stift og Christiania stift o.s.v., og derefter skal det være min regel: ikke at omtale tilstanden i de enkelte distrikter eller prestegjeld, men at samle opgaverne for flere prestegjelde under et, f.ex. et helt provstidistrikt, så altså ingen enkelt bygd vil blive udpeget.

Denne skrivelse er nærmest tænkt til almueskolelærerne i landdistrikterne. Men om også andre mænd i de samme distrikter, og om skolelærere eller andre i ladestederne og i byerne ville gå ind på sagen og meddele mig de omhandlede oplysninger, så vilde det naturligvis være mig meget kjærkomment; kun forudseer jeg, at det ialfald i de større byer vil have sin store vanskelighed.

Jeg venter, at den oversigt, som på denne måde monne erhverves, navnlig skal være kjærkommen for skolelærerne selv, og dersom dette første forsøg på samvirken falder heldigt ud, så vil deri ligge opmuntring til senerehen at fortsætte på samme måde med hensyn til andre dunkle stykker i folkelivet. Men da det er første gang, at jeg tager mig den frihed at henvende mig til skolelærerne, og da denne min anmodning er af en nogen særegen art, så har jeg troet at jeg først burde forelægge sagen for nogle vel kjendte mænd, bestyrerne for Den norske forening mod brændevinsdrik, og lade det komme an på, om de kunde bifalde mit forehavende.

Christiania, i mai 1857.

Eilert Sundt,
cand. theol.

I anerkjendelse af det tilsigtede foretagendes vigtighed såvel i almindelig som særugen med hensyn til vor forenings formål, samt i den forvisning, hvorfor kandidat Sundts personlighed og tidligere virksomhed i lignende retning giver tilstrækkelig borgen, at de oplysninger og meddelelser, der måtte blive afgivne, ville blive skjønsomt og hensigtsmæssigt benyttede og anvendte til gavnligt udbytte, tillader undertegnede bestyrelse sig på det varmeste at anbefale sagen til alle vedkommendes velvillige og ufortrødne omsorg.

Bestyrelsen for «Den norske forening mod brændevinsdrik».
Christiania, i mai 1857.

J. L. Arup. J. H. Vogt. A. Schweigaard.
Faye. S. Brun. E. Møinichen.
J. S. Welhaven.

2. Dette var, som sagt, den skrivelse, jeg vovede at sende ud, og det var ikke alene til landdistrikterne, som den nærmest var bestemt for, men også til byerne.(1)

Og den indbragte mig over 2000 besvarelser med udfyldte schemaer eller lister over ædruelige og drikfældige.

Det er disse lister, som ligge til grund for fremstillingen i dette afsnit, og derfor bør jeg angive deres antal nøiagtigt, nemlig:

fra land-distrikter .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2008
fra byer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     21
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2029(2)

Og foruden disse har jeg endnu fået et halvt snes stykker, som jeg har måttet henlægge ubrugte formedelst åbenbare feil i tallene (uoverensstemmelse i summerne og forsømmelse af at skjelne mellem eiendoms- og arbeids-klassen).

Som bekjendt er hvert prestegjeld i landet og dermed det hele rige inddelt i almueskole-distrikter, således, at der er ikke en gård på landet eller et hus i byerne, uden at det henhører til sit bestemte distrikt. Og nu skulde listerne egentlig været udfyldte af skolelærerne og gjælde for den enkelte lærers distrikt. Men foruden at nogle af listerne fra byerne ere udfyldte af fattigforstandere eller fattigvæsenets tilsynsmænd, så er i enkelte prestegjelde arbeidet udført af presterne selv istedetfor af dem at overdrages til skolelærerne, og for 3 eller 4 prestegjeldes vedkommende har jeg fået ikke særskilte lister for hvert enkelt skole-distrikt, men samlings-lister for hele sogne eller endog for hele prestegjeldet. Men alt dette er dog kun ganske få undtagelser, og navnlig for land-distrikternes vedkommende vil det kun være en ringe afvigelse fra det rette, når vi for kortheds skyld udtrykke os så, at det er 2008 skolelærere, som have udfyldt listerne, hver for sit skole-distrikt.

Jeg havde ikke selv ventet andet, end at besvarelserne til mine spørgsmål vilde blive mindre fuldtallige fra byerne. Hvor gunstigt forholdet derimod er for land-distrikternes vedkommende, det skjønnes deraf, at det hele antal af skole-distrikter var omtrent 2400, og at jeg, som sagt, har fået de æskede opgaver, fra over 2000 af dem.(3)

3. De nævnte lister indeholde opgaver over følgende antal personer (gifte mænd og enkemænd):

i land-distrikterne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 177,325
i byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     5,143
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 182,468(4)

Et par år før denne undersøgelse faretoges, nemlig ved folketællingen sidst i året 1855, blev der fundet at være i hele riget:

gifte enke-
mænd. mænd. sum
landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 210,456 20,756 231,212
byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2,870 32,478

riget .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 240,064 23,626 263,690.

Vi kunne altså sige, at opgaverne omfatte for land-distrikternes vedkommende over 3/4 og for byernes henved 1/6 af de gifte mænd og enkemænd.

For land-distrikternes vedkommende er denne andel så betydelig, at vi temmelig trygt kunne betragte det, som om opgaverne angik den hele landbefolknings, altså den væsentlige del af den norske nations familiefædre. Thi de skole-distrikter og prestegjelde, for hvilke opgaver mangle, ligge så temmelig jevnt fordelte rundt omkring i riget, at vi nødvendig må antage, at tilstanden i disse samme distrikter er i det hele og store nogenlunde ligedan som i de mange flere nabo-distrikter, som der er indkommet oplysninger om.(5)

Man vil have forstået, at disse oplysninger ere blevne til på den måde, at hver listes forfatter har i tanken gjennemgået sit hele distrikt og taget tallet på de der boende familiefædre (gifte mænd og enkemænd) og så anført for hver enkelt af dem, hvorvidt han var at anse som ædruelig eller som ikke-sikker (ustød, upålidelig, letsindig, tildels drikfældig) eller endelig som forfalden (see schemaet i den foran aftrykte skrivelse). Jeg veed ikke, om sådan tælling og ransagelse er forsøgt tilforn; ialfald tror jeg neppe, at den nogetsteds er udført i så stor udstrækning, at den, som her, kan siges at gjelde for et helt land.

4. I sandhed, det skulde være tungt, om et så betydeligt, om et med så mange mænds forenede nidkjærhed udført undersøgelses-arbeide skulde vise sig at være forfeilet. Og dog må jeg ile med at sige, at idet presterne og provsterne sendte mig de indsamlede skolelærer-lister, have adskillige af dem yttret, at de anså dem for aldeles upålidelige, ja, nogle have udtrykkelig frarådet mig at benytte dem ved mine forskninger. Vel have også andre prester sagt mig, at de for deres prestegjeldes vedkommende anså listerne for ret vel stemmende med den virkelige tilstand, og af de følgeskrivelser, som mange af listernes forfattere selv have sendt med, har jeg seet, at de ikke alene ofte have rådført sig med andre kjendte mænd, men at de overhovedet have behandlet sagen med megen omhu og skønsomhed. Imidlertid have dog hine forkastende yttringer gjort stærkt indtryk på mig, og ved at sammenligne de flere lister for et og samme prestegjeld har jeg selv stundom fundet tydelige beviser på, at der nok har været befulgt yderst forskjellige skjøn; thi i et distrikt kunne alle mænd være opgivne som ædruelige, og i et nabo-distrikt alle eller næsten alle være kaldte ikke-sikkre og forfaldne.

Dog, først når vi have gjennemgået og undersøgt indholdet af listerne selv, som de nu engang ere, kunne vi danne os nogen mening om, hvad grad af pålidelighed der, trods feilene i det enkelte, kan være at tillægge dem i det hele.

På grund af den således vakte tvivl må nærværende fremstilling for en stor del bestå af en prøvende (kritisk) undersøgelse. Og sådanne skrifter pleie ikke være underholdende. Men selv de læsere, som ville finde fremstillingen både for vidtløftig og trættende, skulle dog forhåbentlig billige, at forskningen anstilles så omhyggeligt og nøiagtigt som muligt: Sagen selv fortjener det og ikke mindre det sjeldne exempel på almeenånd og sandhedskjærlighed, som er viist ved de tusinder af indsendte lister: thi lad der end tvivles om, hvorvidt de alle have truffet det rette, så vil dog ingen tvivle om at de ere forfattede med alvorligt ønske om at tjene sandheden.

5. Først skal undersøgelsen holde sig til land-distrikterne alene. For dem omfatte opgaverne, som anført i § 3, 177,325 mænd. Det er med en følelse som af ærbødighed, at jeg skrider til behandlingen af dette store tal. I dette tal ligger en tusindstemmig dom over en nation. Dommen lyder så:

Ædruelige: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 111,174
Ikke sikkre: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   59,434
Forfaldne: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     6,717
Sum .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 177,325(6)

Procentvis beregnet viser forholdet sig så:

Omtrent 33 procent ikke-sikkre, 3,8 eller henved 4 procent forfaldne! Nogle ville måske finde det glædeligt, om tilstanden var så pas god; andre ville vel blive bedrøvede ved at se den så slet. Men hvad der for det første må være os mest om at gjøre det er at komme efter, om det angivne forhold også er det rette eller stemmer med virkeligheden. Og derfor iler jeg videre.

6. Jeg anfører ligedanne opgaver for de enkelte provsti-distrikter. Ved opregningen af disse vil det forståes, at ligesom jeg mangler opgaver for stifts-provstierne Christiania, Throndhjem og Bergen.(8)

der desuden bestå af bysogne, således må jeg her, hvor jeg kun har med landdistrikterne at gjøre, forbigå Christiansands stifts-provsti, der alene består af Christiansands by. Fra anmærkningen til side 5, foran, vil det også erindres, at opgaver mangle for vestre Borgesyssels provsti (eller ikke indkom så betids, at de kunde tages med i denne fremstilling).

Hvilke prestegjelde jeg har henført til hvert provsti, vil kunne sees af den fuldstændige forklaring over provsti-inddelingen, som indeholdes i folketællings-tabellerne for 1855, side 25; kun har jeg iagttaget den forandring, som indførtes ved kgl. resol. af 26de april 1856, at nogle prestegjelde af de gamle provstier Søndhordland og Nordhordland, nemlig Tysnæs, Os, Fuse, Sund og Fjeld, forenedes til et nyt provsti, Midthordland.

Men af anm. til side 7, foran, vil det sees, at for nogle provstiers vedkommende, f.ex. Hardanger (og Voss), haves ikke opgaver for samtlige prestegjelde. - For at undgå altfor stor vidtløftighed har jeg endelig slået de ti lidet folkerige provstier i Tromsø stift sammen til fem dobbeltprovstier. - I nedenstående tabel anfører jeg distrikterne i den orden, hvori de omtrent følge efter hinanden fra øst mod vest og fra syd mod nord, således, at efternævnte antal provstier danne hvert af de fem stifter:

Ædruelige: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 62,7
Ikke sikkre: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 33,5
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   3,8
Sum: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100(7)
Nr.   1 - 19: Christiania stift
Nr. 20 - 31: Christiansands stift
Nr. 32 - 41: Bergens stift
Nr. 42 - 49: Throndhjems stift
Nr. 50 - 54: Tromsø stift


Tabell s. 12-13

7. At komme efter, hvilken lighed og ulighed der monne være mellem de forskjellige egne i landet med hensyn til ædruelighed og drikfældighed, det er netop et af formålene for nærværende undersøgelser, og intet skulde derfor være ønskeligere her, end om jeg med tryghed kunde pege på tallene i denne tabel og sige: se, sådan er tilstanden i dette eller hint distrikt. Men for øieblikket er dog hovedspørgsmålet dette: Med hvad tryghed tør vi stole på disse tal? Og det feiler vist ikke, at just denne tabel vil give mangen en anledning til tvivl; thi ved at agte på forholdstallene for et eller andet distrikt og sammenligne dette med andre, vil han måske finde opgaverne lidet stemmende med, hvad han før monne have tænkt sig om tilstanden i de samme distrikter.

Men med hensyn til denne tvivl skal jeg forklare, hvad indtryk tabellen har gjort på mig. Dersom det skjøn, hvorefter opgaverne ere forfattede, var altfor vilkårligt og tilfældigt og uefterretteligt, så kunde man ventet, tallene skulde gået altfor meget op og ned, eller at forholdet skulde vise sig altfor uligt i de forskjellige bygder; men lader man nu øiet løbe nedover tal-rækkerne (jeg mener de rubrikker, hvor de procentvise forholdstal ere anførte), så forekommer der mig at være en påfaldende jevnhed i tallene, så man må sige, at uligheden mellem bygdelagene ikke viser sig anderledes, end man (dersom man ikke ved særskilt bekjendtskab er overbeviist om det modsatte) meget vel kan tænke sig den ligedan i virkeligheden. Tallene ere sådanne, at man ikke vel på forhånd kan sige, at der ingen mening er i dem.(9) Kun må jeg allerede her gjøre opmærksom på det påfaldende store tal for forfaldne i Finmarken: enten må tilstanden være aldeles usædvanlig i dette distrikt, eller også må en eller anden besynderlig omstændighed have indvirket på bedømmelsen af den.

Og fremdeles må jeg bede lagt vel mærke til dette, at ved at indrette tabellen efter provsti-inddelingen, har jeg gået meget ind i det enkelte og små. Ved deslige undersøgelser, selv hvor sagen er en bekvemmere gjenstand for sikkre iagttagelser, pleier man ikke vente synderlig fasthed og pålidelighed i tallene, før man får samlet dem sammen for større distrikter med folkemængder på mange tusinder. Som exempel derpå kan jeg minde om, at indtil for få år siden var der i landet ikke offentliggjort tællinger og beregninger over de uægte fødslers hyppighed anderledes end for hvert af de fem stifter.

8. For nu at opnå større sikkerhed og tillige lette oversigten samler og ordner jeg derfor de 54 provsti-distrikter i visse større grupper af tilgrændsende distrikter, og såsom jeg i det følgende oftere kommer til at anstille mine beregninger og betragtninger med hensyn til denne inddeling, skal jeg engang for alle give omstændelig forklaring for samme.

Gruppe 1: Christiania stift østenfor Christiania-fjorden og op til Mjøsen (provstierne 1. Nedre Borgesyssel - 5. Øvre Romerike);

Gruppe 2: Samme stift, den østlige del af Oplandene (provstierne 6. Solør og Odalen - 9. Gudbrandsdalen);

Gruppe 3: Samme stift, den vestlige del af Oplandene (provstierne 10. Thoten - 13. Kongsberg);

Gruppe 4: Samme stift, strøget vestenfor Christiania-fjorden (provstierne 14. Drammen - 19. Nedre Thelemarken);

Gruppe 5: Christiansands stift, østenfor Lindesnæs (provstierne 20. Øvre Thelemarken - 25. Mandal);

Gruppe 6: Samme stift, vestenfor Lindesnæs (provstierne 26. Lister - 31, Ryfylke);

Gruppe 7: Bergens stift, søndenfor Sognefjorden (provstierne 32. Hardanger og Voss - 35. Nordhordland);

Gruppe 8: Samme stifts nordlige del (provstierne 36. Yttre Sogn - 41. Nordre Søndmør);

Gruppe 9: Throndhjems stifts kyst-distrikter (42. Romsdal, 43. Nordmør, 44. Fosen samt 49. Namdalen);

Gruppe 10: Samme stifts indre bygdelag (45. Søndre Dalerne - 48. Nordre Indherred);

Gruppe 11: Tromsø stift på Finmarken nær (50. Søndre og Nordre Helgeland - 53. Senjen og Tromsø);

Gruppe 12: Finmarken, det vestlige og østlige provsti (nr. 54).

Denne sidste gruppe kommer ikke de øvrige nær i folke-tal: men på grund af den stærke afvigelse for det almindelige, som forrige tabel viste os for dette distrikt, syntes det rettest at udskille det til en gruppe for sig selv.

9. Efter denne inddeling meddeler jeg nu de opgaver, jeg har for landdistrikterne, således(10):

Tabell s. 16

Det vil være forstået, at med denne gruppeinddeling er der, på gruppe 12 nær (Finmarken), ingenlunde lagt an på at samle for sig de provstier, hvor forholdet var bedst, eller hvor det var slettest. Alligevel viser tabellens forholds-tal eller procent-beregning en kjendelig forskjel. Bortseet fra Finmarken finde vi af ædruelige mindst i gruppe 5 (Christiansands stifts østlige del), mest derimod i gr. 7 (Bergens stifts sydlige del), hist 50,1, her 76,2 af 100; ligeså sees det, at hin gruppe har mest, men denne mindst af forfaldne (5,5 og 2,0 af 100). Forskjellen mellem de nævnte grupper er dog ikke større end at den i almindelighed meget vel kan tænkes at finde sted mellem to egne i et og samme land.

10. Men derved er det ingenlunde vist, at der også er sådan forskjel i virkeligheden. Opgaverne bero jo på et skjøn, som listernes forfattere have havt at opgjøre for hver enkelt persons vedkommende, et skjøn om personen kunde ansees for ædruelig eller ikke, og det er jo vel bekjendt, at ved at afgive skjøn om sådanne ting ere nogle mennesker altid tilbøielige til at se sagen i det mildere lys, andre derimod snare til at dømme i strængeste måde. Og nu var det jo tænkeligt, at ved et træk eller tilfælde, som vi kalde det, kunde der f.ex. blandt de mænd, som forfattede de 228 lister for gruppe 5, have været usædvanlig mange af de strænge dommere, omvendt derimod mange milde dommere blandt forfatterne til de 184 lister for gruppe 7. - Men for at komme efter, hvorvidt dette slags tilfælde har drevet sit spild her, har jeg fulgt følgende betragtning og fremgangsmåde.

Hvorvidt folk fristes og henfalde til drik, det beror for en stor del og for den største mængdes vedkommende på beskaffenheden af de i bygden almindelige næringsveie og livsvilkår, af den bestående samfundsorden eller sociale tilstand, af de gjældende huslige og selskabelige vedtægter, af den herskende forstandige, moralske, religiøse tænkemåde. Og i alt dette pleier der være lighed i to nær liggende grænder i et og samme sogn. Sluttelig vil der også i almindelighed (thi undtagelser findes der jo altid) være nogenlunde lige ædrueligheds-tilstand i to sådanne nabogrænder, og når en mand bedømte tilstanden i den ene grænd og en anden mand i den anden, så måtte altså dommen i almindelighed falde så temmelig ligedan ud, hvis de begge havde samme begreb om tingen og afgive sit skjøn efter samme regel. - Nu, de mange skole-distrikter, for hvilke jeg har fået lister, ere at betragte som små grænder, gjerne to eller flere i hvert sogn, og skolelærerne ere de mænd, som have afgivet skjønnet, og for at prøve listernes troværdighed har jeg ordnet alle distrikterne i to samlinger, således at jeg på den ene side altid får et nabo-distrikt til et af distrikterne på den anden side; når et sogn bestod af to distrikter, regnede jeg det ene til den ene side og det andet til den anden og således fortsatte jeg med alle sogne i hvert prestegjeld det hele rige over.(11)

Distrikterne af den ene afdeling kunne vi tænke os beliggende ved siden af og omkring distrikterne i den anden afdeling ligesom de sorte og hvide ruder i et dambræt, og for at give tingen navn betegner jeg distrikterne i den ene afdeling med tal, 1, 2, 3 (tal-siden) og i den anden afdeling med bogstaver, a, b, c (bogstav-siden). - Efter sådan ordning af distrikterne og derefter foretagen optælling af listerne har jeg for samtlige land-distrikters vedkommende fundet følgende:

Tal-siden Bogstav-siden
Distrikternes antal:   1019        989

I disse distrikter er der opgivet at være af gifte mænd og enkemænd:

Ædruelige: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 56,973     54,201
Ikke sikkre: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 30,375     30,059
Forfaldne: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   3,461
     3,256
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 90,809    87,516.

Og procentvis beregnet er forholdet så:

Ædruelige: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    62,7    62,6
Ikke sikkre: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    33,5    33,6
Forfaldne: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      3,8
     3,8
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 100

Her ere jo procent-tallene for tal-siden og bogstav-siden så næsten aldeles overensstemmende, at den smule afvigelse, som findes, gjerne kan ganske oversees. Men dette udtyder jeg så: de mænd, som i de første 1019 distrikter (tal-siden), og de, som i de sidste 989 distrikter (bogstavsiden) har forfattet disse lister, må i det hele taget have forefundet en ligedan tilstand og have afgivet sit skjøn efter en ligedan regel. Eller jeg kan sige så: de 2008 listers forfattere ere her delte i to partier, og disse have viist sig samstemmige i sin dom, så sagen er bleven oplyst og stadfæstet ligesom ved to vidners ligelydende udsagn.

11. Men nu skulle vi se, hvordan tingen stiller sig for hver af de 12 grupper (§ 8):

Tabell s. 19

Når vi nu agte på forholds-tallene og derved gå gruppe 12 eller Finmarken forbi, så finde vi, at både på tal-siden og på bogstav-siden har gruppe 5 det mindste forhold af ædruelige og det største forhold av forfaldne, medens gruppe 7 er den, som i begge disse henseender kan glæde sig ved det bedste forhold. Og i det hele viiser tabellen flere exempler på stor enstemmighed i dommen af de to partier, hvori vi have tænkt os listernes forfattere adskilte; man sammenligne således tal-siden og bogstav-siden for gruppe 8. Anfører jeg altså alle grupperne i sådan orden, at jeg begynder med den, som har flest ædruelige, og slutter med den, som har mindst, så får jeg følgende rækker, hvor navnlig de første og de sidste grupper sees at have den samme plads på begge sider.

           Bogstav-siden.            Tal-siden.
  7. Hardanger-Nordhordland.   7. Hardanger-Nordhordland.
11. Nordlandene-Tromsø. 11. Nordlandene-Tromsø.
  8. Sogn-Søndmør.   8. Sogn-Søndmør.
  4. Drammen-N. Thelemarken.   9. Romsdal-Namdal.
  6. Lister-Ryfylke. 10. Dalerne-Indherred.
  3. Thoten-Kongsberg.   3. Thoten-Kongsberg.
10. Dalerne-Indherred.   6. Lister-Ryfylke.
  9. Romsdal-Namdal.   4. Drammen-N. Thelemarken.
  2. Solør-Gudbrandsdalen.   2. Solør-Gudbrandsdalen.
  1. Borgesyssel-Romerike.   1. Borgesyssel-Romerike.
  5. Ø. Thelemarken-Mandal.   5. Ø. Thelemarken-Mandal.
12. Finmarken. 12. Finmarken.

Betragtet således gruppeviis viser det sig altså en mærkelig samstemmighed mellem de to partier af listernes forfattere, og det tør da antages som afgjort, at deres opgaver ikke i synderlig grad ere behæftede med feil formedelst indblanding af mange sådanne mænd, som i sit skjøn vare tilbøielige til overdreven mildhed eller strænghed.

12. Men her kan atter gjøres sådan indvending mod tallenes troværdighed: om et skjøn i sager som denne falder for mildt eller for strængt ud, det afhænger ikke alene af den skjønnende persons tilbøielighed til mild eller stræng dom, men også af den herskende tænkemåde blandt hans omgivelser, som han ubevidst påvirkes af, og det er tænkeligt, at netop i egne hvor der hersker meget slappe begreber om mådehold i drik, og hvor der da også i virkeligheden drikkes meget stærkt, der kunne 100 almueskolelærere fremstille tilstanden som tålelig, ja fortræffelig, fordi de i det hele taget dømme om sådanne ting ligesom andre almuesmænd, såsom hine lærere vel i det hele taget stå så omtrent på samme dannelses-trin som disse, - tænkeligt fremdeles, at i andre egne, hvor f.ex. afholds-sagen har vundet indgang og forandret tænkemåden og forbedret sæderne og bragt brugen af stærke drikke i vanrygte, der kunne 100 almueskolelærere således følge tidens strænge dom, at de fremstille selv den tålelige tilstand som meget sørgelig. Denne tankegang går ud på ikke mindre end dette, at jo bedre tilstanden monne være, desto slettere bliver den kanske fremstillet, og jo gunstigere tallene for et distrikt synes at være, desto værre står det måske til i virkeligheden, og indvendingen kan kortelig fremstilles så: Disse lister og tabeller ere ikke at stole på; thi det er muligt, at de ikke alene føre til sandheden, men at de føre lige bort fra den, omtrent som om magnet-nålen dreiede sig rundt og viste syd der, hvor den skulde vise nord.

Skulde dette være beføiet, så var det naturligvis forbi med alle disse undersøgelser. Men senere hen skal jeg bedre kunne svare på denne indvending, og derfor skynder jeg på med at fremlægge de øvrige oplysninger, som indeholdes i listerne, og ved hvilke jeg netop håber at finde grunde til at overvinde alle disse tvivlsmål.

13. De foregående tabeller have været anlagte på at vise forholdet af ædruelige og drikfældige i almindelighed. Men af det schema, som blev opstillet i brevet til skolelærerne (§ 1), vil læseren have seet, at der også var lagt an på at få undersøgelsen udført for hver af de to klasser af befolkningen, som jeg har betegnet med de udtryk: eiendoms- og arbeidsklassen, og de indkomne listers oplysninger om disse to klasser er det, som jeg nu går over til at meddele.

Samtlige lister for land-distrikterne omfatte følgende antal personer:

Eiendoms-klassen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   99,100
Arbeids-klassen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   78,225
Sum .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 177,325,

hvilken sum er det samme tal som det før, i § 5, meddelte hoved-tal.

I hver af klasserne var forholdet følgende:

Eiendoms- Arbeids-
klassen klassen
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 63,875 47,299
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 31,460 27,974
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   3,765
  2,952
Sum .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 99,100 78,225(12)


Tabell s. 22

Procent-beregning:

Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   64,5   60,5
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   31,7   35,7
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     3,8
    3,8
Sum .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 100

Eiendoms-klassen og arbeids-klassen (gårdmænd og husmænd o.s.v.) - disse navne minde os om megen ulighed i formuesvilkår, i sysler, i daglig levemåde, i oplysning, i sæder, og på forhånd kunde vi vide, at

Tabell s. 23

som hver stand har sine særegne fristelser og skjøde-synder, således må også fristelse og fald til umådelighed i drik vise sig ulige. Men nu have et par tusinde af skolelærerne undersøgt sagen på den omstændelige måde, og her ser vi udfaldet: i begge klasser er der forholdsvis netop lige mange mænd, hos hvem drukkenskaben er bleven herskende last (forfaldne), og uligheden består altså kun deri, at der i arbeids-klassen er færre ædruelige, men flere ikke-sikkre.

14. Ligesom det tidligere angivne forhold af ædruelige og drikfældige i almindelighed neppe stemmede med de flestes forudfattede meninger, idet nogle vel fandt angivelserne for gunstige og andre for slette, således vilde vel også disse sidste angivelser forekomme uventede, og navnligt

Tabell s. 24

tør mange finde det underligt, at der på arbeids-klassens side ikke sees at være flere forfaldne end på eiendoms-klassens. Og at angivelserne heller ikke her stemme med, hvad man tidligere monne have tænkt sig, vil vel blive en ny anledning til tvivl om opgavernes rigtighed.

Men jeg fortsætter og meddeler tilsvarende opgaver for de enkelte provstier, efter samme orden og inddeling som i tabellen til § 6.

Når vi nu lade blikket glide hen over den del af tabellen, som angiver forholdet i procent-tal, så blive vi vaer en dobbelt ulighed mellem de forskjellige provstier, først den, som allerede den forrige provsti-tabel lærte os, at der er et ulige forhold af ædruelige og drikfældige overhovedet, dernæst den, at der er et ulige forhold mellem de to klasser:

Tabell s. 25

i nogle provstier, f.ex. i 8. Hedemarken og i 9. Gudbrandsdalen, er der i eiendoms-klassen flere forfaldne end i arbeids-klassen (hist 4,4 og 3,5 af 100, her kun 3,5 og 1,3 af 100), i andre provstier derimod f.ex. 26. Lister og 27. Dalerne er det lige omvendt så, at der i eiendoms-klassen er færre forfaldne (5,1 og 4,8 af 100) end i arbeids-klassen (8,6 og 9,4 af 100). Og medens der for det allermeste er flere ædruelige i eiendoms- end i arbeids-klassen, træffer det dog stundom, at der er omvendt, f.ex. i det nys nævnte Gudbrandsdalen, hvor arbeids-klassen ifølge tabellen således udmærker sig til det gode, at den har flere ædruelige og færre både ikke-sikkre og forfaldne end eiendoms-klassen.

15. For at lette oversigten over dette forhold anfører jeg en tilsvarende tabel for de 12 grupper (se § 8).

Tabell s. 26

Ifølge procent-tallene i denne tabel er der 5 grupper af de 12, hvor der i arbeids-klassen er en mindre procent forfaldne end i eiendomsklassen, nemlig:

1. Borgesyssel-Romerike
2. Solør-Gudbrandsdalen
3. Thoten-Kongsberg

Tabell s. 27

 9. Romsdal-Namdal, og
10. Dalerne-Indherred.

Og i to af disse samme fem grupper, nemlig 1 og 10, er forholdet endog angivet så gunstigt for arbeids-klassens vedkommende, at den også har en mindre procent af ikke-sikkre og altså en større procent af ædruelige end eiendoms-klassen.

16. Skulde nu denne afvigelse mellem de forskjellige egne kun være en skuffelse, fremkommen ved en tilfældig urigtig opgave fra skolelærernes side, som have forfattet listerne? Dette spørgsmål bringer mig til at undersøge, hvorvidt der også i denne sag monne være nogen kjendelig samstemmighed eller ikke mellem de to sider eller partier, hvori

Tabell s. 28

jeg, som ovenfor har forklaret, har delt de mange listers forfattere, talsiden og bogstav-siden (se § 10).

Mellem opgaverne på tal-siden og bogstav-siden se vi sådan samstemmighed i procent-tallene: på en undtagelse nær er der i de før omtalte fem grupper (1, 2, 3, 9 og 10) en mindre procent af forfaldne på arbeidsklassens side, og i to af disse samme grupper (1 og 10) er der tillige en mindre procent af ikke-sikkre, altså en større procent af ædruelige - end i eiendoms-klassen. Undtagelsen findes på bogstav-siden for gruppe 9, hvor procenten af forfaldne er lidt større i arbeids- end i eiendoms-klassen. Derhos viser sig fremdeles den samstemmighed, at såvel på tal- som på bogstav-siden er der i alle de øvrige grupper både færre ædruelige og flere forfaldne i arbeids- end i eiendoms-klassen, på gruppe 8 nær, hvor den første klasse på tal-siden har en lidt mindre procent forfaldne end eiendoms-klassen.

17. Efter denne prøve have opgavernes oplysning unægtelig vundet i fasthed og bestemthed, så de kunne ikke oversees som blot og bar tilfældighed. Men ligesom jeg ovenfor, hvor talen var om de forskjellige egnes ulige grad af drikfældighed overhoved, tænkte mig den indvending gjort § 12, at uligheden i tallene kanske ikke skrev sig fra noget tilsvarende i virkeligheden, men fra de i selve bygderne herskende og derefter af listernes forfattere befulgte begreber om ædruelighed og drikfældighed, således må jeg også her tænke mig følgende indvending: De folk, som ere henregnede til eiendoms-klassen, mest bønder, indtage en meget ulig stilling i de forskjellige egne: i nogle bygdelag ere de fleste bønder at agte som herrer, der have tjenere og håndlangere under sig til at udføre det meste gårds-arbeide; andre steder ere så godt som alle bønder selv arbeidere, idet de selv må deltage i eller selv forrette alt det tung-arbeide som deres bedrift medfører; hist pleie eiendomsmændenes sønner agte et skole-ombud for en ringe ting, og skolelærerne, som jo netop have forfattet disse lister, ere kanske derfor i sådanne bygder for størstedelen folk, som med fødsel og opdragelse tilhøre arbeids-klassen; i de andre bygder derimod kan det snarere træffe, at selv de bedste bønders sønner anse det som en ære og lykke at vorde ansatte som skoleholdere; men dersom det først er tilfælde, at mange eller endog de fleste af skoleholderne i en egn tilhøre eiendoms-, i en anden egn arbeids-klassen, så går det lettelig så, at når de skulle afgjøre et skjøn som nærværende, så påvirkes og ledes de af den gjerne noget uvillige stemning, som i deres egen stand eller klasse monne herske med den anden, så husmandssønnen er snar til at kalde den mægtige bonde en drikker, og gårdmandssønnen lidet betænker sig på at opføre en ringe husmand eller daglønnen blandt drankeres tal. Denne betragtning og indvending mod tabellernes pålidelighed kan kortelig udtrykkes så: Nu har arbeids-klassen på en vis måde fået i nogle egne et bedre, i andre egne et slettere lov end eiendoms-klassen; men heri kan der være en god del stands-partiskhed, og kanske det hele derfor skulde blive netop omvendt, om vi kunde flytte skolelærerne, der ere listernes forfattere, over fra hine egne til disse og fra de sidste til de første og så lade dem gjentage bedømmelsen og forfatte nye lister.

Men også denne indvending mener jeg bedre at kunne imødegå, når alle de oplysninger ere fremlagte, som lade sig udfinde af listerne. Og derfor går jeg videre.

18. Jeg vender tilbage til den vidtløftige provsti-tabel i § 14. I førstningen vil jo øiet forvildes ved den mangfoldige og tilsyneladende så uregelmæssige ulighed mellem bygderne. Men ved nøiere opmærksomhed vil man dog finde regelmæssighed istedetfor forvirring.

Jeg fæster opmærksomheden ved den ulighed mellem bygderne, at der snart er en større procent af forfaldne på arbeids-klassens, snart på eiendoms-klassens side, og jeg skal vise, at dette er noget som står i en temmelig bestemt sammenhæng med en anden iøinefaldende ulighed mellem de samme bygder.

Hermed sigter jeg til eiendoms-klassens og arbeids-klassens indbyrdes talrighed.

I samtlige land-distrikter have vi ifølge § 13 følgende antal personer (gifte mænd og enkemænd):

af eiend.-kl. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   99,100
af arb.-kl. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   78,225
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 177,325.

Og beregnet efter tusinde er forholdet dette:

af eiend.-kl. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   559
af arb.-kl. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   441
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1000.

Vi kunne altså sige, at land-distrikternes befolkning for hele rigets vedkommende er sammensat således, at der i det hele taget er 559 familiefædre af eiendoms-kl. mod 441 af arb.-kl.

Men dette er høist ulige i de forskjellige egne; det kan sees af opgaverne i den nys nævnte provsti-tabel, og forholdet for hvert enkelt provsti findes beregnet i følgende tabel:

Tabell s. 31

Mindst talrig sees arb.-kl. at være i

     25. Mandal, .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 140 af 1000
og 40. S. Søndmør, .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 140 af 1000

mest talrig derimod i

       8. Hedemarken, .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 606 af 1000
       9. Gudbrandsdalen, .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 620 af 1000
     47. S. Indherred, .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 627 af 1000
     48. N. Indherred, .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 637 af 1000
og 37. Indre Sogn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 635 af 1000.

Forskjellen mellem største og mindste er altså meget betydelig.

Og at angivelserne i dette stykke ere tilstrækkelig pålidelige, derom bør der ikke være tvivl. Thi om en mand er f.ex. gårdmand eller husmand, det er noget som kan iagttages ligefrem og vides hist, og det var vel i det hele taget sjeldent, at listernes forfattere behøvede at ty til det vaklende skjøn for at afgjøre, om en person skulde tælles med blandt eiend.- eller blandt arb.-kl.

19. For nu at gjøre den omtalte sammenhæng anskuelig ordner jeg de 54 provsti-distrikter i 6 fordelinger således, at jeg til den første fordeling henregner de provstier, 7 i tallet, i hvilke arbeids-klassernes talrighed er mindre end 300 af 1000, til den anden fordeling de provstier, hvor arb.-kl.s talrighed er fra 301 til 400 af 1000 o.s.v., som nedenstående tabel udviser det, og dernæst undersøger jeg for hvert enkelt provsti inden hver afdeling, hvorledes det har sig med procenten af forfaldne, om den nemlig er størst på arbeids- eller eiendoms-klassens side - en undersøgelse, som dog kun består i at se efter i den oprindelige tabel (§ 14), hvor samme procent findes beregnet. Forholdet sees af følgende tabel:

Arb.-kl.s talrighed af 1000

Antal
provstier

De af disse provstier, hvor - i sammenligning med eiend.kl.-procenten af forfaldne i arb.kl. er

større

mindre

indtil 300   7   7   -
301-400 11 10   1
401-450   9   5   4
451-500 12   5   7
501-600 10   4   6
over 600   5   -   5
Sum 54 31 23


I den første fordeling (indtil 300) er der 7 provstier, og i hvert af disse er procenten af forfaldne større på arb.- end på eiend.-kl.s side. I den sidste fordeling derimod (over 600) er det lige omvendt: i hvert af de fem provstier er procenten af forfaldne mindre på arb.- end på eiendoms-kl.s side. Og mellem disse to yderligheder forandrer forholdet sig fra den ene til den anden fordeling så, at efterhvert som arb.kl. i fordelingen er mere talrig, så er der forholdsvis færre provstier, hvor procenten af forfaldne er større, flere provstier derimod, hvor den er mindre på arb.- end på eiend.-kl.s side.

Den regel, som fremgår heraf, kan udtrykkes så: Jo mindre talrig arbeids-klassen er, desto mere almindeligt er det, at denne samme arbeidsklasse har, procentvis beregnet, overvægt af forfaldne i sammenligning med eiendoms-klassen, og jo mere talrig arbeidskl. er, desto mere pleier overvægten af forfaldne at være på eiend.-kl.s side.

20. Ville vi yderligere vide, hvor stor overvægten på den ene eller den anden side er, så må vi sammenfatte de oprindelige opgaver efter den nys angivne inddeling og derefter beregne procent-forholdene, således som i følgende tabel:

Tabell s. 33

I første fordeling (indtil 300) er procenten af forfaldne i eiendomsklassen 3,2, i arbeids-klassen 5,0; men 3,2 forholder sig til 5,0 som 100 til 156. Efter dette exempel giver jeg følgende oversigt over den del af tabellen, som her er gjenstand for vor opmærksomhed:


Eiendoms-kl. Arbeids-kl.

indtil 300 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 156
301-400 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 133
401-450 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 113
451-500 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 86
501-600 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 100
over 600 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 54.

I første fordeling (indtil 300) er altså overvægten af forfaldenhed på arbeids-klassens side så stor, som 156 er mere end 100; i sidste fordeling (over 600) er derimod undervægten på arbeids-klassens (og altså overvægten på eiendoms-klassens) side så stor, som 54 er mindre end 100. I de øvrige fordelinger er overgangen fra hint til dette for det meste gradvis.

21. Den nys fundne regel om den ulige grad af forfaldenhed i klasserne efter befolkningens ulige sammensætning vil ellers måske vise sig tydeligere ved en tilsvarende undersøgelse for de tolv gruppers vedkommende, som § 15 indeholder de hertil fornødne oplysninger om.

I nedenstående tabel ordner jeg grupperne således, at jeg begynder med den, hvor arbeids-klassen er befunden mindst talrig, og så går fremad, eftersom sammes talrighed bliver større og større.

Tabell s. 34

Man vil her se, at når arb.-kl.s talrighed når op til et vist punkt (484 af 1000 i gruppe 9), så er overvægten af forfaldne i alle de følgende grupper på eiendoms-klassens side. Disse grupper, 5 i tallet, ere de samme, om hvilke dette forhold allerede blev bemærket i § 15, kun at der på det sted ikke var tale om den her påviste sammenhæng med den omstændighed, at netop disse 5 grupper have den mest talrige arbeidsklasse.

22. Således er det vel umiskjendeligt, at der er en vis sammenhæng mellem forfaldenhedens ulige grad i klasserne og befolkningens ulige sammensætning. Men det har måske ikke undgået læserens opmærksomhed, at de egne, som have den mindre talrige arbeids-klasse, for det meste ere beliggende på vest-siden af landet, ud mod havet, og det kunde da tænkes, at den påviste sammenhæng kun er tilsynelatende, eller at både befolkningens ulige sammensætning og den ulige grad af forfaldenhed i klasserne er bevirket ved en og samme omstændighed, nemlig egnenes beliggenhed ude mod havet eller inde i landet.

Men for at komme efter dette, med andre ord: for at erfare, hvorvidt befolkningens sammensætning (arbeids-klassens mindre eller større talrighed, der upåtvivlelig er af stor betydning for folkelivet i det hele) udøver nogen mærkbar indflydelse på ædruelighedstilstanden, uafhængig af den indvirkning, som udgår fra stedets beliggenhed og hvad nærmest dermed følger (næringsveienes beskaffenhed, formues-vilkår, o.s.v.) - for at komme efter dette har jeg anstillet en række af undersøgelser, som jeg nu går over til at forklare og fremstille.

Hedemarkens provsti i Christiania stifts opland består af 6 prestegjelde, og for hvert af dem har jeg meget eller aldeles fuldstændige opgaver; dog er Hamar by i Vangs prestegjeld ikke regnet med her. Efter disse opgaver anfører jeg for hvert enkelt prestegjeld følgende:

Prestegjeld Antal personer Forhold.
Eiend.-
kl.
Arb.-
kl.
Sum. Eiend.-
kl.
Arb.-
kl.
Sum.
Løiten 341 397 738 462 538 1000
Ringsaker 405 487 892 454 546 1000
Romedal 339 426 765 443 557 1000
Næs 277 389 666 416 584 1000
Vang 528 864 1392 379 621 1000
Stange 291 791 1082 269 731 1000

Af forholds-tallene i de sidste rækker vil det sees, at jeg har anført prestegjeldene i sådan orden, at jeg har begyndt med det, som forholdsvis har den mindst talrige arbeids-klasse (538 af 1000 i Løiten), og så fortsat, eftersom arbeids-klassen er bleven mere og mere talrig.

Nu inddeler jeg fremdeles det hele provsti i to lige store afdelinger; til den første (I) henregner jeg de tre første prestegjelde med mindst talrig arbeids-klasse, til den anden (II) de tre sidste prestegjelde med mest talrig arbeids-klasse; og derefter lægger jeg sammen opgaverne for alle prestegjelde i hver afdeling. Derved får jeg følgende tal:

Tabell s. 35

Tabell s. 36

Her vil det sees, at både i eiendoms-klassen og i arbeids-klassen er tilstanden slettere i afd. II end i afd. I, og det navnlig så, at afd. II har en større procent af forfaldne.

Forudsat nu, at opgaverne ere rigtige (og det er ialfald lige megen grund til at stole på skolelærernes lister fra den ene som fra den anden afdeling), så spørges: hvilken af de to omhandlede omstændigheder, stedets beliggenhed eller befolkningens sammensætning, må med største rimelighed ansees som virkende årsag til denne forskjel mellem afdelingerne? Vi kunne ikke betænke os på svaret; thi de 6 prestegjelde ligge så nær sammen og have så ensartede næringsveie, som det næsten er tænkeligt i vort land, så beliggenhedens indflydelse må være så godt som ens for begge afdelinger; derimod er arbeids-klassens talrighed, som jo netop ligger til grund for inddelingen, temmelig ulige i de to afdelinger, og det er da høist rimeligt deri at se en årsag til uligheden i ædruelighedstilstanden i afd. I og afd. II.

23. Men ganske således, som jeg nu har forklaret det med exemplet fra Hedemarken, således har jeg båret mig ad med hvert af rigets provstier.(13)

Og tilsidst har jeg lagt tallene for alle provstier sammen, så jeg har fået en afd. I og afd. II for det hele rige (land-distrikterne). Det vil da forståes, at afd. I indbefatter prestegjelde fra Hedemarken, fra Thelemarken, fra Jæderen, kort fra hvert af landets provstier, og afd. II indbefatter også prestegjelde fra Hedemarken, Thelemarken, Jæderen o.s.v., altså nabo-prestegjelde til dem i afd. I; hver af de to afdelinger indeholder altså opgaver fra alle kanter af landet, fra de sydlige og nordlige egne, fra kystdistrikterne og fra indlandet, fra fjeldbygderne og fra fladbygderne. Men derfor kan det siges, at den indflydelse, som bygdernes beliggenhed kan udøve på ædrueligheds-tilstanden, må blive på det nærmeste ens i begge afdelinger, og at den forskjel, som monne vise sig mellem dem, må tilskrives den forskjel i samfunds-forholdene, som netop ligger til grund for inddelingen, eller befolkningens ulige sammensætning (arb.-kl. mindre talrig i afd. I, mere talrig i afd. II).

Inden jeg går over til at meddele udbyttet af denne undersøgelse må jeg dog anmærke, at jeg har troet det rettest her ganske at forbigå Finmarken, hvor vi tidligere have fundet opgaverne så stærkt afvigende fra det sædvanlige. Denne og de tilsvarende tabeller i det følgende gjelde altså kun for de øvrige 53 provsti-distrikter.

Tabell s. 37

Af tabellens tal kan det endvidere beregnes, at befolkningens sammensetning var sådan:

Eiend.-kl. Arb.-kl. Sum
Afd. I .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    619    381 1000
Afd. II .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    501    499 1000,

så det sees, at arbeids-klassens forholdsvise talrighed i gjennemsnit var betydelig større i afd. II end i afd. I.

Skal jeg nu fremhæve den væsentlige forskjel, som tabellen lader tilsyne mellem de to afdelinger, så kan jeg gjøre det i følgende tvende sætninger:

1. I afd. I er procenten af forfaldne jevnstor i eiendoms- og arbeidsklassen (3,2 og 3,2), men i afd. II er der overvægt på eiendoms-klassens side (4,2 mod 3,8). Og dette stemmer overens med og bestyrker den tidligere fundne regel, at hvor arb.-kl. er lidet talrig, der er overvægten på arb.-kl.s side, hvor arbeids-klassen er middels talrig, som her i kl. I, er der heller ligevægt, og hvor arb.-kl. er meget talrig, der er overvægten på eiend.-kl.s side (§ 19, slutn., samt § 20).

2. Men både i eiendoms- og i arbeids-klassen seer forfaldenhedens grad at være større i afd. II end i afd. I, en forværrelse, som dog viser sig størst på eiendoms-klassens side (i eiendoms-kl. 4,2 mod 3,2 procent, i arb.-kl. kun 3,8 mod 3,2 procent).

24. Dette var som sagt for det hele rige. Men det bor undersøges, hvorvidt navnlig den sidste sætning holder stik også med hensyn til de mindre deler af riget eller de 11 grupper, som vi kjende fra § 16 af (thi den tolvte gruppe, Finmarken, forbigåes her, som for bemærket). Derfor opstiller jeg følgende tabel:

Tabell s. 38


Tabell s. 39

Det må vel forståes, hvorledes denne tabel er indrettet. Gruppe 1 f.ex. består (ifølge § 8) af provstierne Nedre, Mellem og Øvre Borgesyssel og Nedre og Øvre Romerike, og både afd. I og afd. II indbefatter prestegjelde fra hvert af disse fem provstier, dem nemlig, som inden provstiet havde den mindste eller den største arb.-kl. Det må altså siges, at hver enkelt afdeling indeslutter dele både af de mere ydre og indre bygdelag, som gruppen består af, så stedets indflydelse (beliggenheden ude mod havet eller inde i landet) må blive så temmelig ens for begge afdelinger.

Men nu vise tabellens forholds-tal, at i de allerfleste grupper er procenten af forfaldne større i afd. II end i afd. I, og det i begge klasser, skjønt mest stadigt i eiendoms-klassen. De tilfælde, hvor undtagelse viser sig, har jeg i tabellen betegnet med et mærke (*); på eiendoms-klassens side findes kun en undtagelse, på arbeids-klassens tre. Og det vil neppe siges, at disse undtagelser ophæve regelen.

25. Men det er en overmåde betydningsfuld sætning: at forfaldenheden stiger, når samfundsforholdene føre det med sig, at arb.-kl. er mere talrig, og der må intet spares for yderligere at prøve denne sætnings rigtighed.

Jeg siger så: Dersom tingen viser sig således ved en tvedeling af provstierne (afd. I og afd. II), så må den, hvis det hele ikke er en tilfældighed og en skuffelse, vise sig ligeså ved en tredeling.

På samme måde som før forklaret har jeg derfor delt hvert provsti i tre afdelinger; til den første (A) har jeg henregnet det eller de prestegjelde, hvor arbeids-klassen er mindst talrig, til den anden (B) det eller de prestegjelde, hvor den er middels talrig, og til den tredie (C) den eller de prestegjelde, hvor den er mest talrig. Ved endelig at lægge tallene for alle provstier sammen, har jeg fået tre sådanne afdelinger for hele riget, og hver af disse indeslutter altså prestegjelde fra samtlige provstier eller med andre ord fra alle kanter af landet, så den indflydelse, som monne udgå fra beliggenheden, må antages nogenlunde ens for hver afdeling.(14)

Også her forbigår jeg Finmarken. Men for de 53 andre provstiers vedkommende fremstiller jeg tingen så:

Tabell s. 40

Og af tabellens tal beregner jeg fremdeles forholdet med befolkningens sammensætning, således:

Eiend.-kl. Arb.-kl. Sum
Afd. A .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 647 353 1000
Afd. B .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 562 438 1000
Afd. C .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 476 524  1000,

så det sees, at arbeids-klassen er mindst talrig i afd. A, middels i afd. B og mest talrig i afd. C, i hvilken sidste der endogså er flere arbeidsfolk end eiendomsmænd.

Betragte vi nu tabellens forholdstal, så finde vi et udbytte af undersøgelserne, som kan fremstilles i følgende tvende sætninger, ganske svarende til slutnings-sætningerne i § 23.

1. I de to første afdelinger er overvægten af forfaldne på arbeidsklassens side, i den sidste afdeling derimod på eiendoms-kl.s side.

2. På både eiendoms-klassens og arbeids-klassens side er der forholdsvis mindst af forfaldenhed i afd. A, mere derimod i de følgende afdelinger; denne forværrelse viser sig dog især kjendelig på eiendomsklassens side, hvor forholdet forværres ikke alene fra afd. A til afd. B (3,1 til 3,5), men også fra afd. B til afd. C (3,5 til 4,5), hvorimod det på arb.kl.s side lader til, at forværrelsen standser i afd. B og ikke fortsætter med den yderlig tiltagende talrighed af arbeids-kl. i afd. C.

26. Ville vi nu også her gå videre og anstille ligedan undersøgelser med mindre dele af riget, så ville vi, da denne tredeling går så meget i det fine, gjøre bedst i at holde os ikke til de 11 grupper som i § 24, men til rigets 5 stifter. Erindres må det dog, at når jeg her nævner Tromsø stift, så er ikke Finmarken regnet med.

Tabell s. 42

Det for nærværende betragtning væsentlige i denne tabel, fremhæver jeg således:

I eiendoms-klassen er der en jevn forøgelse i procenten af forfaldne (altså forværrelse i ædruelighedstilstanden) fra afd. A til B og fra afd. B til C i Christiania, Christiansands og Bergens stifter; i Throndhjems og Tromsø stifter afbrydes regelmæssigheden i forholdet mellem atd. A og B.

I arbeids-klassen er forholdet ligedan på det nær, at også i Christiania stift svigter regelmæssigheden i forholdet mellem afd. B og C.

Disse afvigelser fra regelmæssigheden, som jeg i tabellen betegnet med et mærke *, strække sig dog ikke såvidt, at forholdet forrykkes mellem de to fjerneste afdelinger, A og C, uden i et tilfælde, nemlig i Throndhjems stift på arbeids-klassens side.

Men disse undtagelser bør så meget mindre forstyrre indtrykket af den i det hele fremtrædende regelmæssighed, som denne tredelings afdelinger for det meste kun består af ganske få prestegjelde hver: her skal der ikke så meget til, før en eller anden tilfældighed gjør sig gjældende på regelmæssighedens bekostning.

27. Når jeg derfor skuer tilbage på den dobbelte række af undersøgelser i §§ 18-21 og §§ 22-26, så forekommer det mig, at følgende tvende, men indbyrdes sammenhængende sætninger ere så fuldstændig godtgjorte, som det i sager af denne natur vel kan ventes:

1. Ifølge opgaverne over ædrueligheds-tilstanden i land-distrikterne er der, procentvis beregnet, jævnlig overvægt af forfaldne på arb.-kl.s side i de egne, hvor samme arb.-kl. er lidet talrig, derimod overvægt på eiendoms-klassens side, hvor hin arb.-kl. er meget talrig (§§ 18, 21), og

2. I en og samme egn er der gjerne færre forfaldne i de prestegjelde, som inden provstiet, hvortil de høre, have en mindre talrig arb.-kl., men omvendt flere forfaldne i de prestegjelde, som have en mere talrig arb.kl., og denne forskjel pleier vise sig i begge klasser, dog mere i eiendoms- end i arbeids-klassen, hvilken sidste omstændighed står i overensstemmelse med sætning 1 (§§ 22-26).

28. Ved disse undersøgelser tog jeg kun hensyn til forholdet med forfaldne; i den række af undersøgelser, som jeg nu går over til, skal jeg tillige tage hensyn til antallet af ædruelige og ikke-sikkre.

Af en oversigts-tabel i § 21 vil det erindres, at de 5 grupper, som der ere anførte sidst (grupperne 9, 1, 3, 2 og 10) ere de, som have den talrigste klasse; mindre talrig er denne altså i de 6 andre grupper (thi gruppe 12 eller Finmarken forbigår jeg her fremdeles).

De førstnævnte fem grupper danne en sammenhængende strækning midt i landet, nemlig hele Throndhjems stift og dertil det meste af Christiania stift, kun med undtagelse af strøget vestenfor Christianiafjorden (gruppe 4, se § 8). De øvrige 6 grupper bestå da af strækningen fra Christiania-fjorden vest- og nordover til og med Bergens stift samt Nordlandene til og med Tromsø provsti.

Da nu landbefolkningen navnlig i den første strækning mest består af bønder og deres husmænd eller arbeidsfolk, og da bønderne i denne samme strækning have en så talrig arbeids-klasse omkring sig, så kalder jeg for kortheds skyld de fem grupper midt i landet storbøndernes egn og omvendt de 6 grupper langs kysten småbøndernes egn.

Disse egne ere med hensyn til folketallet så temmelig lige store; thi det antal personer, som opgaverne omfatte, er

i småbøndernes egn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 88,363
i storbøndernes do. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 86,735.

Hvordan forholdet er mellem de to klassers talrighed, sees af følgende:

Antal personer:
Eiend.-kl. Arb.-kl.     Sum
Små-b. .. .. .. .. .. .. .. .. 55,743 32,620     88,363
Stor-b. .. .. .. .. .. .. .. .. 42,017 44,718     88,735
Forhold:
Små-b. .. .. .. .. .. .. .. .. 631 369     1000
Stor-b. .. .. .. .. .. .. .. .. 484 516     1000.

I storbonde-egnen er arb.-klassen altså endog mere talrig end eiendomsklassen.

Men efter denne inddeling oppstiller jeg nu følgende tabel:

Tabell s. 44

Ifølge denne tabel er jo forholdet kjendeligt ulige i de to egne. På eiendoms-klassens side er der flere ædruelige og færre både ikke-sikkre og forfaldne i småbøndernes end i storbøndernes egn, og på arbeidsklassens side er der også flere ædruelige og færre ikke-sikkre i hin egn end i denne. Der er også den forskjel, at medens tilstanden i småbøndernes egn er kjendelig slettere på arbeids-klassens side end på eiendomsklassens side (betydelig færre ædruelige og dertil flere forfaldne), så er tilstanden i storbøndernes egn sådan, at det synes uvist, hvilken klasse man skal give fortrinnet (på arb.-kl.s side ubetydelig færre ædruelige, men også mærkelig færre forfaldne)(15).

29. Vi skulle nu se, hvordan forholdet stiller sig ved en sådan tvedeling af egnene (afdeling I og II) som den, der ligger til grund for tabellen i § 23.

Tabell s. 45

Foruden den forandring fra afd. I til afd. II, som var gjenstand for vor opmærksomhed tidligere, at procenten af forfaldne stiger i afd. II og det i begge egne, finde vi også, at i storbøndernes egn er der forholdsvis færre ædruelige i afd. II. Dette er vel også noget, som kunde ventes; thi de omstændigheder i folkelivet, som bevirke en større grad af forfaldenhed i denne afdeling, udøve vel indflydelse på tilstanden i det hele, så også den afgjorte ædruelighed bliver sjeldnere. Imidlertid i småbøndernes egn viser forskjellen mellem afdelingerne sig i modsat retning i dette stykke.

30. Til nøiere prøvelse af dette opstiller jeg endnu en tabel, som er indrettet efter den i § 25 omhandlede tredeling, med afdelingerne A, B, og C.

Tabell s. 46

Her er i småbøndernes egn forholdet med ædruelige sådant, at ingen regelmæssighed kan opdages mellem de tre afdelinger A, B og C - kun at procent-antallet i hver afdeling er større end i storbøndernes egn. I denne sidstnævnte egn derimod viser tabellen en gradvis forandring og forværrelse fra afd. A til B og fra afd. B til C: forværrelse både med flere forfaldne og med færre ædruelige. Og denne forværrelse viser sig både på eiendoms-klassens og på arbeids-klassens side, dog mest på den førstes, så det i afd. C endog kommer dertil, at arbeids-klassen ikke alene har en betydelig mindre procent af forfaldne, men også en lidt større procent af ædruelige end eiendoms-klassen.

Udbyttet af undersøgelserne fra § 28 af kan gjentages så: navnlig hvad det forholdsvise antal af erklæret ædruelige angår, er tilstanden i det hele misligere i storbøndernes end i småbøndernes egn, og i storbøndernes egn selv viser tilstanden sig allermisligst i den afdeling af samme, som mest har præget af storbonde-bygder, den afdeling nemlig, som mest består af prestegjelde med den talrigeste arb.-klasse (afd. II eller afd. C); ja, her åbenbarer den mislige tilstand sig allermest i selve eiendoms-klassen, som dog i visse tabeller pleier have fortrin for arbeidsklassen.

Hvad derimod angår forfaldne, så er det at mærke, at i arb.-klassen er deres procenttal mindre i storbøndernes end i småbøndernes egn, noget som - hvad jeg i det følgende mener at skulle vise - ikke er uden betydning.

31. Når man i provsti-tabellen i §14 lader blikket løbe henover procenttallene for Bergens stifts provstier og sammenligner det ene provsti med det andet, så vil man standse ved en synderlighed, som finder sted ved tallene for Indre Sogn: medens ellers alle de andre Bergenske provstier have flere forfaldne i arbeids- end i eiendoms-klassen, så er det her omvendt, idet eiendoms-klassen har en påfaldende stor procent af forfaldne, og procenten for ædruelige er ligeså i en påfaldende grad mindre her end i de fleste andre provstier i samme stift. Uden nærmere undersøgelse vilde disse tal for Indre Sogn være vel skikkede til at vække tvivl om listernes pålidelighed. Men nu kan jeg sige, at der snarere skulde være grund til sådan tvivl, dersom tallene for dette samme provsti ikke vare sådanne, som de ere. Ser man nemlig efter i en anden tabel, i §18, så vil man finde, at det samme Indre Sogn har en klasse, hvis talrighed er aldeles usædvanlig i Bergens stift og så stor, at tabellen kun opviser et provsti i det hele rige, som har den lidt større. Med denne oplysning er tingen ikke længer noget særsyn, men noget, som står i den bedste overensstemmelse med almindelige regler; thi det er regel, at når arb.-klassen er meget talrig, så er overvægten af forfaldne på eiend.klassens side (§ 19), og så er der få ædruelige både i den ene og i den anden klasse (§ 30). Man kunde næsten sige, at det måtte så være, at der i Indre Sogn herskede en mislig ædrueligheds-tilstand. Og at det virkelig træffer ind, at reglerne holde stik her, det er dobbelt værd at lægge mærke til af den grund, at Indre Sogn jo ligger udenfor de strøg af landet som jeg kaldte storbøndernes egn, og ved hvis betragtning jeg fandt anledning til at fremstille den ene af disse regler.(16)

32. Et lignende exempel som det fra Indre Sogn er følgende:

Østerdalens provsti kan siges at bestå af to med hensyn til natur og folkeliv meget ulige bygdelag, det nordre (prestegjeldene Kvikne, Tolgen og Tønsæt) og det søndre (Rendalen, Aamot, Elverum og Trysild).

Efter denne inddeling kan jeg give sådan forklaring om ædruelighedstilstanden i dette distrikt:

Tabell s. 48

Her se vi jo en påfaldende forskjel, nemlig en langt slettere tilstand i det søndre end i det nordre bygdelag.

Tør vi nu stole på disse opgavers rigtighed i dette stykke? Ja, thi det nordre bygdelag har en usædvanlig liden arb.-klasse (111 af 1000), det søndre derimod en temmelig talrig (461 af 1000) og det er nu en ved opgaverne for det hele rige temmelig stærkt befæstet regel, at når arb.klassen er talrig, så pleier ædrueligheds-tilstanden være mislig.

33. Men som det ved exemplerne fra Indre Sogn og Østerdalen sees, at de fundne regler i det væsentlige kunne holde stik ved anvendelse på enkelte bygdelag, således tør det vise sig, at de stemme ganske vel overens med, hvad der ellers kan vides eller formodes om de virkelige livsforholde omkring i bygderne.

Hvoraf kan for det første det komme, at der gjerne er overvægt på arbeids-klassens side i de egne, hvor samme arbeids-klasse er lide talrig, men at overvægten omvendt pleier at være på eiendoms-klassens side, hvor samfundsforholdene ere anderledes, eller hvor arbeids-klassen er meget talrig (§ 18-21)?

Dette forekommer mig at hænge sammen med den meget ulige stilling, som husmands-klassen, denne overveiende største del af land-distrikternes arbeids-klasse, indtager i de forskjellige egne.

I nogle egne af vort land, mest i indlandet, er der formedelst landets natur-beskaffenhed og formedelst hævdede sædvaner større gårde (mindre udstykkede), og til disses drift kræves flere faste arbeidsfolk og navnlig faste tjenere og arbeidspligtige husmænd. Det er sådanne bygder, som jeg ovenfor kaldte storbonde-bygderne; de kunde også kaldes arbeids-husmændenes bygder. Hedemarken kan nævnes som exempel. Her ere lidt efter lidt husmands-klassens forholde blevne ordnede på en temmelig fast måde, således(17): Husmands-sønnen tilbringer sin ungdom som tjenestekarl, i fast årstjeneste på en af gårdene i bygden, kanske på den gård, under hvilken han er opfødt, og i denne stilling er han i det hele taget under dagligt tilsyn og i dagligt arbeide indenfor gårdens grændser. Så gifter han sig og bliver selv husmand, ofte på en plads under den gård, hvor han tjente sin meste tid, og fra nu av er hans vei i livet sådan, at han fra morgenen går fra pladsen til gården og om aftenen fra gården til pladsen; enkelte søndage kommer han til kirken, en sjelden gang er han med i et gravøl eller bryllup i grænden, hvor han har sin meste slægt, og det er som en hændelse, om han gjør en byreise i bondens erinde. Se, en sådan mand kommer ikke stort på vidden, og han lever i det hele et overmåde ensformigt liv. Men ensformigheden bevarer ham for en stor del for fristelser til drukkenskab, en udskeielse, som mere trives under lystighed og ustadig tummel, og hertil kommer dette, at selv om en sådan husmand ikke lever aldeles fattigt, så har han dog sjelden en kontant skilling i sin lomme; thi hans løn består mest i den mad, han spiser hos husbonden, og af de husfornødenheder, han kan vinde af sit plads-brug.

Men husbønderne (eiendomsmændene) selv leve ikke et så ensformigt liv som deres husmænd; de må oftere ud på reiser, såsom for at bringe sine varer til torvs eller for at træffe aftaler om større handeler, som deres gårdsdrift giver anledning til. Og end vigtigere er dette, at bønder, som have flere faste arbeidsfolk, kunne overlade gårdens tung-arbeide til disse og indskrænke sig til at føre et styrende tilsyn med det hele; men hvis der ikke er den id i dem, at de ville gjøre fremskridt i sin gårdsdrift, så udfylder ikke dette tilsyn deres hele tid. Den ubemidlede husmand, som har kone og børn at forsørge, må for det daglige behovs skyld gå i arbeide dag ud og dag ind; han tvinges dertil som af en physisk nødvendighed; men der skal en høi grad af dannelse og åndsudvikling til, for at det for den, der er fri for sådan tvang, skal blive en ligeså tvingende moralsk nødvendighed altid at beskjæftige sig med noget nyttigt og alvorligt. Men nu mangler det meget i, at sådan dannelse og høiere sands er almindeligt udbredt blandt bondefamilierne i vore landsbygder, og derfor - det er en bemærkning, som jeg har gjort, længe for jeg tænkte på nærværende undersøgelses tabeller - udfyldes mange ledige dage og uger i disse kredse med virkelig lediggang og ørkesløs selskabelighed, som for adskillige tør have været anledningen og begyndelsen til at de bleve «skab-supere».(18)

Men alt dette er anderledes i de egne af landet (mest på Vestlandet), hvor jordbrugene enten formedelst naturforholdene eller menneskenes egne indretninger ere små og udstykkede. Her er, væsentlig af denne grund, arbeids-klassen mindre talrig, og derhos ere dens forholde ordnede på en anden måde. De unge mænd af arbeids-klassen tilbringe ikke sin tid så meget som faste tjenere, men som løskarle med mere selvstændig bedrift (søfart, fiskeri, veiarbeide og andet omvankende dagarbeide, handel o.s.v.). Når de gifte sig og ikke have råd til at få sig gård, så blive de vel også husmænd, dog ikke så meget arbeidspligtige, men mere således, at de bygsle sig en plads, hvor de kunne bo og skaffe sig nogle af sine daglige fornødenheder, medens de ellers i større eller mindre udstrækning fortsætte med hin mere urolige bedrift. I disse bygder er det mere selve bønderne, som føre det stadige, rolige arbeidsliv hjemme på sine gårde (arbeids-bønder, som selv gå i tungt-arbeidet), og dette kan forklare, hvad tabellerne viste os, at her pleier der være forholdsvis flere forfaldne blandt arbeids- end blandt eiendoms-klassen.

34. Men hvorledes forståes så det, som §§ 22-27 viste os, at i en og samme egn er der gjerne flere forfaldne (procentvis beregnet) i afd. II og C, d.e., i de prestegjelde, som inden provstierne havde den talrigste arb.-klasse, og det således, at forværrelsen viser sig i begge klasser, skjønt helst og mest i ejendoms-klassen?

Hovedsagelig vil dette forståes ved fortsættelse af den nys angivne betragtning. Også her vil jeg tage Hedemarken til exempel. I de prestegjelde her, hvor arb.-kl. er allertalrigst, må vi tænke os det angivne forhold mellem husmænd og bønder allermest udviklet, og heraf vil da følge for bøndernes vedkommende, at flere af dem dele sin tid mellem forretnings-reiser og farlig selskabelighed. Jo mere det her omhandlede husmands-væsen er udviklet, des mere bunden må vistnok husmanden tænkes at være, og des mere ensformigt hans liv, og derfor skulde man da vente, at fristelse og fald til drik skulde være enda sjeldnere; når der alligevel også på husmands-klassens side sees lidt flere forfaldne i afd. II eller C, så kan det forklares af to grunde: først, de bygder, som have en mere talrig arb.-kl., ere gjerne meget folkerige, og der pleier kroliv og anden anledning til udsvævelse være mere udviklet; dernæst, jo mere husmandsvæsenet er udviklet på den antydede bundne måde, desto snarere skeer det, at der inden husmands-klassen udvikler sig en vis misstemning og utilfredshed, som let leder til mismod og udskeielse.(19)

Den større folkerighed og dermed større anledning til udskeielse kan fremdeles tænkes som forklaringsgrund til, at sådan forværrelse fra afd. I til II eller fra afd. A til B og C også viser sig i de egne af landet, hvor arb.-kl. i det hele er lidet talrig (Christiansands og Bergens stifter). Og navnlig må det fremhæves at de folkerige bygder netop ere de, hvor der er mest af forholdsvis rigdom på den ene og af armod på den anden side; men det er jo bekjendt, at rigdom frister til letsind og armod til mismod, som hver på sin måde lokker og drager til drikfældighed.

35. Og nu dette, som §§ 28-30 viser os, at der i storbøndernes egn, som jeg for kortheds-skyld udtrykte mig, er forholdsvis færre ædruelige end i småbøndernes, og det både på eiendoms- og arbeids-klassens side?

Her griber jeg for det første anledning til at udtale den bemærkning, som navnlig under denne del af undersøgelserne har påtrængt sig, at opgavernes forfattere nok i det hele taget har vidst bedre at skjelne mellem forfaldne og ikke-sikkre end mellem disse og ædruelige, så tallene for de ædruelige ikke er fuldt så meget at stole på som tallene for de forfaldne - en bemærkning, som også er gjort i flere af de følgeskrivelser, som ledsagede de indsendte opgaver.

Dernæst skal jeg navnlig for de egnes vedkommende, som have en talrig arb.-klasse, gjøre denne dobbelte bemærkning: først, de husmænd, som formedelst sin bundne stilling og sit ensformige liv ere forholdsvis mindre udsatte for fristelse til drikfældighed, de have også mindre anledning til at øve sig i at modstå og overvinde de samme fristelser, og derfor vistnok få forfaldne i denne klasse, men også mange ikke-sikkre og få selvstændige charakterer med afgjort præg af ædruelighed; dernæst, hvad selve bønderne angår, så må det siges, at forsåvidt som fristelserne til drikfældighed ligge i det magelige og selskabelige liv, som de af dem kunne føre, der have arvet store gårde og have mange arbeidsfolk til sin tjeneste, så er det naturligt, at der i denne klasse er ikke alene mange forfaldne, men også mange ikke-sikkre og altså få afgjort ædruelige. Men ved denne deling af landet i storbøndernes og småbøndernes egn, der mest svare til indlandet og kystlandet eller til Østlandet og Vestlandet, er det uvist at vide, hvor meget af den i tabellerne påpegede forskjel der monne være at tilskrive samfundsforholdene (arbeids-klassens ulige talrighed og stilling) eller stedets beliggenhed og dermed følgende ulighed i næringsvei og levevis, og jeg skal ikke dvæle længer ved formodninger, som måtte blive alt mere og mere usikkre.

36. Thi så vist som det efter det foregående må siges, at den ulige ædrueligheds-tilstand i bygderne i det hele og store hænger sammen med arbeids-klassens ulige talrighed, så vist er det dog også, at der tillige er andre omstændigheder, som indvirke her, og som på en vis måde følge med stedets beliggenhed.(20)

Dette skal jeg vise ved et yderst mærkeligt exempel, som indeholdes i opgaverne over strøget mellem Skien og Flekkefjord eller provstierne fra 18. Bamble til 26. Lister (se tabellen til § 14).

Efter beliggenheden inddeler jeg dette strøg i tvende dele: de ydre og de indre bygdelag.

Til de ydre bygdelag regner jeg provstierne Bamble og Nedre Thelemarken, fremdeles Østre Nedenæs på prestegjeldet Omlid nær, hele Vestre Nedenæs, RobygdelagetValle, Bygland og Evje (det egentlige Sætersdalen) nær, MandalBjelland, Holme og nordre Unddal nær, samt Lister på prestegjeldene Heggebostad og Kvinesdal nær. Til de indre bygder regner jeg altså Øvre Thelemarkens østfjeldske og vestfjeldske provstier samt de nye undtagne prestegjelde af provstierne Østre Nedenæs, Robygdelaget, Mandal og Lister. Det vil bemærkes, at de her nævnte indre bygder væsentlig ere fjeldbygder.

Hvorledes forholdet er, det viser nedenstående tabel.

Tabell s. 52

Både i eiendoms- og arbeids-klassen sees tilstanden at være slettere i de indre end i de ydre bygder. Og forskjellen er mærkværdig stor. I de ydre bygder er det procentvise tal af ædruelige, ikke-sikkre o.s.v. noget nær som almindeligt i riget; men i de indre bygder er der så få ædruelige og navnlig så få ikke-sikkre, at vi i alle rigets provstier ikke finde noget tilsvarende, før vi komme helt op til Finmarken (sml. tabellen til § 14).

Og det er så langt fra, at denne forskjel kun forklares efter regelen om, at tilstanden pleier forværres, når tilstanden er sammensat af en fåtallig eiendoms- og en talrig arbeids-klasse, at man snarere skulde ventet forskjel i modsat retning; thi i de indre bygder er arbeids-klassens talrighed kun 346 af 1000, i de ydre dermed noget større, nemlig 383 af 1000.

Men måske det påfaldende, som denne tabel opviser, skriver sig derfra, at skolelærernes lister i et enkelt bygdelag i det indre strøg af en eller anden tilfældig årsag ere forfattede med en overdreven strænghed og dermed have medført forvanskning af tallene for det hele strøg? Men denne formening kan man ikke længer holde på, når man, som jeg nu skal vise, finder den samme mærkelige forskjel så at sige på hvert punkt i det hele strøg.

For at vise dette, inddeler jeg den hele strækning i tre partier, således:

1) Provstierne Bamble, Nedre Thelemarken, Øvre Thelemarken Østfjeldske og vestfjeldske,

2) Østre Nedenæs, Vestre do. og Robygdelaget,

3) Mandal og Lister.

Og inden hvert af disse tre partier henregner jeg visse provstier eller dele af dem til de ydre og til de indre bygder ganske således som ovenfor forklaret.

Tabell s. 53

Tabell s. 54

Hvad enten vi her betragte forholdet for partiet 1) Bamble-Thelemarken, eller 2) Nedenæs-Robygdelaget, eller 3) Mandal-Lister, så finde vi overalt en mærkelig ulighed mellem de ydre og de indre bygder - en ganske tålelig tilstand i hine, en påfaldende slet tilstand i disse. Vi kunne sige: Lige fra Øvre Thelemarken i øst til Mandals og Listers fjeldbygder i vest have skolelærerne, som have meddelt disse opgaver, været enige i at opgive tilstanden i deres bygder mærkværdig mislig, medens deres standsbrødre i de nærmest liggende ydre bygder have været enige i at fremstille tilstanden her langt bedre. Og det er vanskelig at tænke sig, at dette kan være skeet anderledes end derved, at det virkelig i de indre bygder, både de i øst og de i vest, må være en vis fælles tilstand, og at denne er forskjellig, og det meget forskjellig fra tilstanden i de ydre bygder.

Og dette er noget, som stemmer på det bedste overens med mit personlige bekjendtskab med en del af dette strøg, navnlig Mandals og Listers provstier, hvis fleste prestegjelde jeg har bereist og tildels gjentagne gange. Længe før denne mærkelige tabel var påtænkt, var det gjenstand for min store forundring, at folket i fjeldbygderne her så kjendelig var mere hengivent til drik end i de ydre bygder, og jeg har gjort mig den formodning om årsagerne, at i de afsondrede smådale er kultur-utviklingen så langsom; navnlig have almuerne med en besynderlig vedholdenhed opbevaret de gammeldagse drikke-skikke, ved hvilke øllet spiller en stor rolle, i den senere tid tilsat med eller ledsaget af brændevin.(21)

37. Men dette exempel opfordrer til at anstille en ligedan undersøgelse for det hele riges vedkommende. Og det gjør sig således, at jeg ikke som nys tager hensyn til de enkelte prestegjelde, men - tagende tingen mere i det store - holder mig til de 54 provstier selv og efter bedste skjøn henfører hvert af dem til en af disse tre afdelinger: 1) ydre, 2) blandede og 3) indre bygdelag, efter som de ligge ude mod havet eller inde i landet.(22)

Inddelingen bliver denne:

1) Ydre bygdelag (provstierne no. som tabellen til §14).

  1. Nedre Borgesyssel 34. Midthordland
14. Drammen 35. Nordhordland
15. N. Jarlsberg 36. Yttre Sogn
16. S. do. 38. Søndfjord
17. Laurvik 39. Nordfjord
18. Bamble 40. S. Søndmøre
22. Ø. Nedenæs 41. N. do.
23. V. do. 42. Romsdal
25. Mandal 43. Nordmøre
26. Lister 44. Fosen
27. Dalerne 50. S. og N. Helgeland
28. Jæderen 51. S. og N. Salten
29. Stavanger 52. Lofoten og Vesteraalen
30. Karmsund 53. Senjen og Tromsø
33. Søndhordland 54. V. og Ø. Finmarken

2) Blandede bygdelag:

  3. Øvre Borgesyssel 32. Hardanger og Voss
19. Nedre Thelemarken 37. Indre Sogn
24. Robygdelaget 46. Nordre Dalerne
31. Ryfylke 49. Namdalen

3) Indre bygdelag:

  2. Mell. Borgesyssel 11. Valders
  4. Nedre Romerike 12. Hadeland
  5. Øvre do. 13. Kongsberg
  6. Solør og Odalen 20. Ø. Thelemarken østfjeldske
  7. Østerdalen 21. Øvre Thelemarken vestfjeldske
  8. Hedemarken 45. S. Dalerne
  9. Gudbrandsdalen 47. S. Indherred
10. Thoten 48. N. do.

Ved nu at se efter i tabellen til § 14, finder jeg for hvert enkelt provsti, hvor stor procent det efter opgaverne er af ædruelige og af forfaldne, og derefter kan jeg give følgende oversigt:

Tabell s. 57

Ved her at kaste blikket på tallene for eiendoms-klassen, vil man finde, at af de ydre bygdelag have mange provstier (19 af 30) et stort antal ædruelige, nemlig over 65 procent, og fremdeles mange provstier (14 af 30) et ganske lidet antal forfaldne, nemlig under 3 procent; men blandt de indre provstier er der ganske få, som have den største procent ædruelige (2 af 16), eller den mindste procent forfaldne (1 af 16). Altså bedre tilstand i mange af de ydre, slettere i mange af de indre bygdelag. Og det samme er tilfælde på arbeids-klassens side, hvad angår ædruelige; hvad derimod angår forfaldne, er der blandt de indre bygdelag påfaldende mange (10 af 16) som have mindre end 3 procent. Dette sidste hænger sammen med en omstændighed, som skal blive påpeget.

Endelig sammenfatter jeg de egentlige opgaver efter den før befulgte inddeling og får dermed følgende tabel:

Tabell s. 58

Her er det snart at se, at i eiendoms-klassen er tilstanden bedst i de ydre, middels i blandede og slettest i de indre bygder, og det hvad både ædruelige og forfaldne angår. Også i arbeids-klassen sees det, at med hensyn til ædruelige er tilstanden bedre i de ydre end i de blandede og bedre i de blandede end i de indre bygdelag; hvad derimod forfaldne angår er det lige omvendt.

Men det vilde være for raskt at slutte, at denne forskjel kommer af bygdernes beliggenhed, eller at den er at tilskrive andre med beliggenheden følgende omstændigheder end den, der før har været tænkt som virkende årsag, nemlig befolkningens ulige sammensætning med en mere eller mindre talrig arbeids-klasse.

Af tabellens tal kan jeg nemlig regne mig til følgende forhold:

Bygdelag Eiend.-kl. Arb.-kl. Sum
ydre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     630     370 1000
blandede .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     538     472 1000
indre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     480     520 1000

Disse tal vise os jo arb.-kl. mindst talrig i de ydre, middels i de blandede og mest i de indre bygdelag, og heraf kunne de væsentlige forskjelligheder i ædrueligheds-tilstanden forklares ganske overensstemmende med de før fundne regler (§ 27 og 28). Med disse stemmer også dette; at medens der i de ydre bygder er overvægt af forfaldne på arbeidsklassens side, hvilket også var det udbytte vi fik ved i en foregående tabel at anføre antallet af de provstier, som havde en liden eller stor procent af forfaldne (§ 19).

Imidlertid viser dog den sidste tabel os et vist særeget forhold, som ikke synes at stå i sammenhæng med den sociale omstændighed: arbeidsklassens større eller mindre talrighed, og som derfor synes at være fremkaldt ved andre omstændigheder, der ere knyttede til stedets beliggenhed. Men hvad det er, vil jeg bedst kunne forklare i forbindelse med de oplysninger om byerne, som jeg nu går over til at meddele.

38. I § 3 anførte jeg, at jeg havde opgaver over 5,143 gifte mænd og enkemænd af bybefolkningen, og jeg gjorde opmærksom på, at dette kun var henved en sjettedel af den angjældende befolkning her. Vi må altså sige, at for byerne har vi kun et exempel på tilstanden. Men derfor gjælder det med dobbelt flid at prøve hvorvidt dette exempel kan antages at passe for det hele.

De byer, hvorfra opgaverne ere meddelte, ere: Fredrikstad, Drammen (Strømsø og Bragernæs), Kongsberg, Holmestrand, Christiansand, Farsund, Levanger, Hammerfest og Vadsø. Iblandt disse finde vi ingen af de største byer, men dog nogle af 2den rang.

I de nævnte byer er forholdet opgivet så:

Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 3347
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1326
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   470
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 5143,

og beregnet procentvis er forholdet så:

Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 65,1
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 25,8
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   9,1
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100

Nu anstiller jeg sådan sammenligning med land-distrikterne (§ 5).

Ædruel. Ikke s. Forf. Sum
Landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 62,7 33,5 3,8 100
Byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 65,1 25,8 9,1 100.

Forskjellen kan beskrives således: I byerne er der færre ikke-sikkre, men desto flere bestemt ædruelige og åbenbar forfaldne, altså større adskillelse mellem prøvede, selvbeherskende mennesker på den ene side og svage, til last henfaldne folk på den anden.

Men siden opgaverne ere så få, så kan dette forhold tænkes fremkommet derved, at opgaverne fra et enkelt sted tilfældigvis have gået meget stærkt i afvigende retning og forvansket tallene for denne hele lille samling af byer. Men dette tvivlsmål mod tallenes pålidelighed vil ialfald blive mindre, dersom vi dele den hele samling i to dele, og så gjenfinde den samme eiendommelighed i hver af dem. Thi det skulde være et besynderligt træf, om en og samme forvanskning foregik så at sige på hvert punkt.

Med hensyn hertil optæller jeg opgaverne særskilt fra de østlige byer fra Fredrikstad til Holmestrand og for de vestlige (og nordlige) byer fra Christiansand, til Vadsø, således:

Østlige byer Vestlige byer Sum
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2172 1175 3347
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   867   459 1326
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   204   266   470
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 3243 1900 5143.

Og herefter beregner jeg det procentvise forhold og anstiller sådan sammenligning:

Ædruelige Ikke sikkre Forf. Sum
Landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 62,7 33,5   3,8 100
Østl. byer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 67,0 26,7   6,3 100
Vestl.byer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 61,8 24,2 14,0 100.

Både i de østlige og vestlige byer findes den samme væsentlige forskjel fra landet: et mindre antal ikke-sikkre, men i de østlige byer flere ædruelige og både i de østlige og især i de vestlige byer flere forfaldne. Og både på det ene og andet punkt af vor samling af byer gjenfinde vi altså den påpegede eiendommelighed: en stor adskillelse af ædruelighed på den ene og af forfaldne på den anden side.

39. Der viser sig en eiendommelighed endnu ved bylivet, når vi gå videre og undersøge forholdet særskilt for eiendoms- og arbeids-klassen.

Opgaverne lyde så for den hele samling af byer:

Tabell s. 60

Man vil her kunne se en dobbelt forskjel mellem by og land: 1) både på eiendoms- og arbeids-klassens side er der i byerne en mindre andel af ikke-sikkre og istedetfor derfor enten flere ædruelige (i eiend.-kl.) eller flere forfaldne (i arb.-kl.), hvilket svarer til den forskjel fra landet, som vi fandt ovenfor, hvor vi betragtede de begge klasser under et; 2) i byerne er der større afstand eller ulighed mellem de to klasser end på landet; thi på landet er tilstanden kun derved slettere i arb.- end i eiend.klassen, at den første har litt færre ædruelige, men også ved et betydelig større antal forfaldne. I eiendoms-klassen er tilstanden langt bedre i byerne end på landet, i arbeids-klassen derimod er den en god del slettere i byerne end på landet. Den før påviste stærke adskillelse i byerne mellem ædruelighed og forfaldenhed fortsætter sig her som en stærk fjernelse mellem de to klasser.

Også dette gjentager sig i hver af de to dele, hvori jeg ovenfor delte den lille samling af byer. Det vil sees af følgende:

    Østlige byer     Vestlige byer
eiend.-kl. arb.-kl. eiend.-kl. arb.-kl.
Ædruel. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    1089 1083     573    602
Ikke s . .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      281   586     144   315
Forf . .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..        50   154       37   229
tils. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    1420 1823     754 1146.

Og disse tal give anledning til sådan sammenligning:

Tabell s. 61

I eiend.-kl. ere forholdstallene påfaldende ens for både de østlige og vestlige byer; i arb.-kl. er der nogen forskjel, idet tallene tyde på en slettere tilstand i de vestlige byer. Men dette hindrer ikke, at vi i sammenligning med landet finde de samme eiendommeligheder på begge punkter av by-distriktet, nemlig: 1) i de begge klasser en mindre andel ikke-sikkre og istedet derfor flere tydelig ædruelige (i eiend.-kl.) og flere åbenbar forfaldne (i arb.-kl.) og 2) en større afstand eller ulighed mellem de to klasser i byerne end på landet, en adskillelse mellem klasserne, som går så vidt, at i eiendoms-klassen er tilstanden mærkelig bedre i byerne end på landet (navnlig formedelst en stor andel bestemt ædruelige), og i arb.-kl. er tilstanden betydelig slettere i byerne end på landet (navnlig formedelst mange forfaldne).

40. Netop den særskilte undersøgelse med hensyn til de østlige og vestlige byer har givet mig en temmelig sikker formening om, at når jeg sammenfatter de rigtignok få opgaver til et, så har jeg der et væsentligt rigtigt billede af tilstanden i byerne i almindelighed. Men nu går jeg videre og sammenligner det samlede by-distrikt ikke med det hele land-distrikt, men med visse enkelte dele deraf: de indre, blandede og ydre bygdelag, som vi i § 37 beskjæftigede os med. Denne sammenligning udfører jeg først således, at jeg sammenfatter eiendoms- og arb.-kl. under et, og opstiller de beregnede procent-tal, således:

Ædruel. Ikke s. Forf. Sum
Indre bygdelag .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 58,0 38,4   3,6 100
Blandede .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 62,4 33,7   3,9 100
Ydre .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 66,5 29,6   3,9 100
Byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 65,1 25,8   9,1 100.

Agte vi her på tallene for de ikke-sikkre, finde vi en temmelig jevn overgang fra de indre bygdelag til de blandede, fra disse til de ydre bygdelag og fra de ydre bygdelag og til byerne: hist mest af ikke-sikkre, her mindst, - hist altså mindst adskillelse mellem ædruelighed og forfaldenhed, her mest. I denne henseende er altså af land-distrikterne de ydre bygdelag mest beslægtede med byerne, medens uligheden er størst mellem byerne og de indre land-distrikter.

Mere belærende endnu bliver sammenligningen, når vi tage særskilt hensyn til de to klasser, således:


Eiendoms-klassen Arbeids-klassen.
Ædruel. Ikke s. Forf. Sum. Ædruel. Ikke s. Forf. Sum.

Indre
bygdelag
58,7 37,1 4,2 100 57,5 39,6 2,9 100
Blandede
bygdelag
62,9 33,0 4,1 100 61,8 34,4 3,8 100
Ytre
bygdelag
68,3 28,2 3,5 100 63,5 31,8 4,7 100
Byerne 76,5 19,5 4,0 100 56,8 30,3 12,9 100

Den allerede omtalte forskjel (de ikke-sikkre mest i de indre bygdelag, men så jevnt aftagende og mindst i byerne) gjenfinde vi her i hver af de to klasser. Men dernæst finde vi også denne forskjel: I de indre bygdelag er det uvist, i hvilken af de to klasser tilstanden må kalles slettest (thi vel har arbeids-klassen lidt færre ædruelige end eiend.-kl., men så har den også færre forfaldne); men i de ydre bygdelag og endnu mere i byerne er tilstanden i arb.-kl. kjendelig slettere end i eiend-kl., og det både formedelst færre ædruelige og flere forfaldne.

Med hensyn til vidtgående adskillelse mellem ædruelighedens dyd og forfaldenhedens last og fremdeles mellem ædrueligheds-tilstanden i de høiere og lavere klasser stå altså byerne øverst, og nærmest dem komme de ydre bygdelag, men allersidst de blandede og indre, i hvilke sidste eiendoms- og arbeids-klassen stå temmelig på samme punkt og for en stor del befinde sig i de ikke-sikkres vaklende tilstand.

Og denne forskjel mellem by og land kan ikke forklares af befolkningens ulige sammensætning eller arbeids-klassens større eller mindre talrighed, der ellers har vist sig at stå i så nær sammenhæng med ædrueligheds-tilstanden. Forholdet med de to klassers talrighed var nemlig følgende:

Eiend.-kl. Arb.-kl. Sum
Indre bygdelag .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   480   520 1000
Blandede .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   528   472 1000
Ydre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   630   370 1000
Byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   423   577 1000,

hvilke tal vise, at med hensyn til talrig arb.-kl. stå byerne øverst, og dernæst komme de indre bygdelag, så de blandede og allersidst de ydre bygdelag, hvor arb.-kl. er mindst talrig. Dersom denne omstændighed havde udøvet afgjørende indflydelse her, så skulde ædrueligheds-tilstanden i byerne og i de indre bygdelag stemme mest overens, medens det dog i virkeligheden er ganske omvendt så, at der er mest slægtskab mellem byerne og de ydre bygdelag.

Vi må derfor antage, at andre omstændigheder indvirke her end de, som nærmest hænge sammen med befolkningens ulige sammensætning eller de to klassers indbyrdes talrighed, og det var netop denne formodning, som jeg yttrede i slutningen af § 37.

41. Og forklaringen synes mig ganske let. Hvad først angår forholdet mellem byerne på den ene og landet (dette taget her i sin helhed) på den anden side, så stemmer den opfattelse, som nærværende undersøgelser have ledet til, ganske overens med en tanke, som jeg har udtalt på et andet sted og i medfør af en anden række af undersøgelser: «Livet i en stor by har en vis udviklende og dermed adskillende kraft: her finder man snarere exempler på yderlig letsindighed og ryggesløshed men også på høi grad af sædelig kraft og af al åndelig udvikling og nyttig færdighed; i sammenligning med landsbygderne eller småbyerne kan man derfor om den store by sige på en gang to ting, som ellers siges mest en ad gangen og dermed ensidigt, at den er lasternes hule, og at den er civilisationens arnested.»(23)

Særligt skal jeg desuden fremhæve følgende betragtninger.

En ikke ringe del af bybefolkningen i vort land består af indflyttede unge mennesker fra landet, og da man veed, hvor farligt det er for mennesker i den ubefæstede alder at komme hjemmefra og ud blandt fremmede, så er det desværre rimeligt at antage, at forholdsvis mange af disse indflyttede formedelst slet selskabs forførelse og andre fristelser forfaldt til drukkenskab og altså have bidraget til, at antallet af forfaldne er så stort i byerne.

I byerne er der mere end på landet en daglig anledning og fristelse til adspredelse og lystighed og svir; men netop denne daglige fristelse og anledning gjør, at menneskene ikke så let forbliver vaklende på de ikke-sikkres trin, men enten overvældes og synke ned til forfaldenhed eller overvindeprøvelserne og gå ud af dem mere stærke og charakterfaste og afgjort ædruelige, end de vare før.

I byerne endelig er det mere end på landet så: at om en person skal komme til at leve i en uafhængig og udvortes lykkelig stilling og dermed blive henregnet til den her såkaldte eiendoms-klasse, det beror væsentlig på den opdragelse og uddannelse, han bringer med sig fra børneårene, og på den flid, anstrængelse, selvfornægtelse, sjels-styrke og dermed også ædruelighed, som han i moden alder lægger for dagen. Mangler det herpå, så kan det være, at selv den, der var født og opvoxet i en høiere stand, synker ned til en lavere. Det er altså for en meget stor del forskjellen på personlige egenskaber, som gjør, at en mand hører til eiendoms- og en anden til arbeids-klassen, og derfor sees også stor forskjel mellem personerne ved særskilt optælling af de ædruelige og forfaldne i hver af de to klasser i byerne. På landet derimod består eiendoms-klassen mest af bønder, som ved odel og arv og altså uden hensyn til personlige egenskaber ere komne til at tilhøre denne klasse; her kan det ske, at en mand kan have levet et ørkesløst og udsvævende ungdomsliv og dog tiltræde sin faders gård og hænge ved den al sin levetid, og omvendt er det her ganske sjeldent, at husmandssønnen selv med stor flid og sædelig anstrængelse kan hæve sig op til en eiendoms-besidders stilling. Derfor er der også i det hele taget på landet en større lighed mellem de to klasser med hensyn til opdragelse og dannelse, kundskaber, færdigheder og moralske egenskaber.

Men det samme forhold, som jeg her har påpeget mellem byerne og landet i det hele, tør nok ved nærmere betragtning kunne eftervises mellem disse hoved-strøg af land-distrikterne: de ydre og blandede og indre bygdelag.

Som mange unge mennesker flytte fra landet til byerne, så foregår der også hyppig flytning fra de indre landsbygder til de ydre,(24) og disse indflyttede, som vistnok mest tilhøre arbeids-klassen, kunde (ligesom i byerne) have bidraget til det store antal forfaldne, som netop findes i denne klasse i de ydre bygder.

Som bylivet medfører let adgang til adspredelse og svir, så tør dette også af land-distrikterne mest være tilfælde med de ydre bygdelag, som dels ligge i byernes nærhed (thi vore fleste byer ere jo kyst-steder) og dels netop formedelst beliggenheden mod havet indeslutte en stor mængde by-artede hus-klynger (strandstederne), der fra gammel tid ere kjendte som hjemsteder for et fordærveligt kroliv. Og heraf kunne vi da vel forklare os, at i sammenligning med de indre bygdelag er der i de ydre en mere vidtgående adskillelse mellem ædruelighed og forfaldenhed, idet nok mange have bukket under for de hyppige fristelser, men også mange netop ved dem ere blevne prøvede og styrkede og afgjort ædruelige.

Og den bevægelighed, som udmærker bylivet, således at det der snarere kan ske, at folk af ringe herkomst formedelst dygtighed arbeide sig op til en høiere stilling eller omvendt, udmærker rimeligvis også de ydre bygdelag i vore land fremfor de indre. Thi langs kysten ere jordbrugene for det meste små og afgive for mangfoldige familier kun en mindre del af deres fornødenheder, så andre næringsveie, navnlig skibsfart og fiskeri, for dem ere hovedsagen; men disse sidste næringsveie ere sådanne, at hvilkensomhelst løskarl kan deltage i dem, og er han dygtig og påpasselig og ordentlig, så kan han tilsidst komme i besiddelse af en jordeiendom eller i almindelighed arbeide sig op til en sådan livsstilling, at han i en tælling som i nærværende fremstilling bliver at regne til eiendoms-klassen; og omvendt kan det under sådanne næringsforholde hyppigt ske, at den, som ved sin fødsel tilhørte klassen, formedelst drikfældighed og andre uheldige egenskaber synker ned til arbeids-klassens lavere trin. Men således bliver det ganske rimeligt, at der her viser sig større forskjel end i de indre bygder med hensyn til eiendomsmændenes og arbeidsfolkenes personlige egenskab: ædruelighed; thi i de indre bygder, hvor jordbrug er sågodtsom eneste næringsvei, er det mere så, at fødselen og ikke personlige egenskaber bestemmer, om en mand skal tilhøre den ene eller den anden klasse.

42. Omstændigheder, som kunne tænkes at befordre ædruelighed, ere: gudfrygtig tænkemåde, en høiere åndsdannelse og dermed følgende sands for ædlere nydelse, velstands-kår, forsåvidt sådan høiere dannelse derved fremmes, en livsstilling, som opmuntrer eller nøder til stadig arbeidsomhed og pligtopfyldelse, en i samfundet udbredt kraftig mening og dom om det utilbørlige i beruselse o.s.v.; af omstændigheder, som kunne befordre drikfældighed, nævnes: åndsfattig råhed, som ikke stort kjender andre nydelser end de lavsandselige, armod, som nægter sine børn meget af, hvad der hører til daglig hygge, en næringsvei, som medfører hyppige reiser og omskiftelser, fortrykt nærings-virksomhed, som betager folk håbet om at forbedre sin stilling og udsætter dem for næringssorgers åndsfortærelse, mismod over et formedelst andre slags udskeielser (f.ex. løsagtighed) forspildt liv, et glædeløst husliv, som f.ex. hyppig kan tænkes at finde sted i sådanne egne, hvor ægteskabet ifølge herskende tænkemåde jevnlig indgåes med overveiende hensyn til medgift og levebrød, meget let adgang til forsyning med stærke drikke, hævdede skikke med overdreven brug af stærke drikke i selskabelige samkvem og huslige feste o.s.v.

Nu kan stedets beliggenhed og næringsveienes art, fortidens begivenheder og samfundets indretninger have bevirket, at disse eller nogle af disse mange omstændigheder, både af de gode og af de onde, findes forenede i høist ulige blandinger i de forskjellige bygdelag, og hver af de mange årsager virker sit og på sin måde, nogle for, nogle imod, nogle stærkere og nogle svagere, nogle mere almindeligt på mange mennesker, andre mere enkeltvis på nogle få personer, og hvordan den synlige tilstand på en vis tid og på et vist sted til sidst monne blive, det er en virkning af dette kræfternes usynlige spil.

Derfor, selv om vi fik den synlige tilstand med største nøiagtighed angivet i tydelige beskrivelser og med de så at sige håndgribelige tal, så vi med bestemthed kunde udmåle ædruelighedens grad og med sikkerhed se forskjellen mellem de mange bygder og byer, så vilde det dog være utænkeligt, at vi dermed vilde være istand til i alle enkeltheder at udfinde sammenhængen mellem årsag og virkning.

Der er dog sådan sammenhæng, der er ganske vist love, hvorefter menneskelivet og folkelivet styres selv på dets afveie, også i drikfældighedens udskeielser. Når der i en bygd stadig eller en hel menneskealder igjennem er større drikfældighed end i nabobygden, så er dette noget, som upåtvivlelig har sin årsag; eller rettere: som er fremkaldt under en vexel-virken af flere medvirkende årsager.

Men vor erkjendelse er stykkevis. Selv de klareste sætninger af vor erfarings-viden klæber der gjerne megen dunkelhed ved, og al forskning er endeløs. Dette gjælder da ikke mindst om forskningen over folkelivet og den moralske tilstand i et land, en sag, som halvt tilhører evighedens skjulte ting.

43. Men just derfor bør det os ikke at forkaste, men vel opbevare de enkelte erkjendelsens stykker, som det lykkes en sandhedskjærlig forskning at hente op fra det dunkle dyb.

Også nærværende forskning har, håber jeg, bragt enkelte ting til en nogenlunde sikker erkjendelse. Ved at betragte ædrueligheds-tilstanden i bygderne i forbindelse med visse samfundsforholde (eiendoms- og arbeids-klassens indbyrdes talrighed) og ligeså i forbindelse med visse steds-forholde (inde i landet eller ude mod havet, på landet eller i byerne) have vi fundet ikke alene mærkbare forskjeller, men også en vis regelmæssighed i forskjellighederne, og denne regelmæssige forskjel syntes igjen at svare til visse forholde og omstændigheder i folkelivet, som ellers ere bekjendte, og som med nogen rimelighed kunne formodes at have fremkaldt de påpegede ædrueligheds-tilstande.

Forsåvidt som tal-opgaverne på denne måde befindes overensstemmende med, hvad man allerede forhen og uden tællinger kunne vide eller vist formode, så kan der vistnok gjøres den indvending mod tal-opgavernes værd, at de ikke oplyse os om andet, end hvad vi vidste før. Men foruden at vor viden dog bliver anderledes tydelig og sikker, når den bekræftes og stadfæstes fra flere sider og på flere måder, så må jeg fremhæve dette:

At tal-oppgaverne i nogle stykker stemme med vor tidligere almindelige kundskab om og opfattelse af folkelivet, det vidner om, at der er så at sige fornuft i tallene, så de ialfald ikke ere aldeles uefterrettelige, og dette giver formodning om, at de kanske kunne være at stole på også i sådanne enkeltheder, hvor vi ikke kunne øine nogen samstemmighed med virkeligheden, ja hvor vi måske endog kunne have været tilbøielige til at tænke os tilstanden i virkeligheden anderledes, end tal-opgaverne beskrive dem.

44. Men hermed mener jeg allerede i det væsentlige at have imødegået et par indvendinger mod tallenes pålidelighed, som jeg i begyndelsen af nærværende fremstilling tænkte mig fremførte, og hvis besvarelse jeg på det sted udsatte med (§§ 12 og 17).

Nogle særskilte bemærkninger skal jeg dog endnu anføre mod hver af de samme indvendinger.

En indvending var den (§ 17), at skolelærerne, som have forfattet opgaverne, kanske vare partiske i sit skjøn om eiendoms- og arbeids-klassen, eftersom de selv formedelst fødsel og kår tilhørte den ene eller anden klasse. Man måtte da antage, at der oftest var skolelærere af husmandsklassen i de bygder, som have en talrigere arbeids-klasse og mægtig bondestand, og man skulde derfor ventet af den formodede partiskhed, at skolelærerne vilde have fundet færre forfaldne blandt arb.-kl. i afd. II, der netop består af sådanne bygder, end i afd. I (se § 23). Men denne forventning holder ikke stik; netop det modsatte er tilfælde.

Den anden indvending var den (§ 12), at jo bedre ædruelighedstilstanden var, f.ex. under indflydelse af afholds-agitationen, desto strængere var vel dommen og desto ugunstigere også opgavernes tal, så at altså disse, ligefrem betragtede, måtte lede til at se tingen lige modsat af, hvad den i virkeligheden var.

Men dersom denne indvending var beføiet, så vilde det ikke stå til at begribe, hvorledes opgaverne kunde komme til at lyde så ufordelagtigt f.ex. fra Indre Sogn eller fra den søndre del af Østerdalen, hvor det ingenlunde er bekjendt, at afholdsreformen har fundet synderlig indgang, og enda mindre vilde det være fatteligt, hvorledes de ugunstige tal for de nævnte bygder på en gang kunde være aldeles vildledende af den anførte grund og derhos stemme på det bedste overens med visse regler, som bleve udfundne ved at se hen til en ganske anden sag end afholds-agitationen, nemlig arbeids-klassens og eiendoms-klassens indbyrdes talrighed (se §§ 31 og 32).

Heller ikke lader det sig efter den indvending forstå, hvoraf det kunde komme, at i strøget mellem Skiens-fjorden og Flekkef jord lyde opgaverne så at sige på hvert punkt af fjeldbygderne så meget ugunstigere end i de tilsvarende kyst-egne (§ 36); thi man skulde jo snarere vente samstemmighed i tænkemåde og bedømmelse mellem skolelærerne i Øvre og Nedre Thelemarken end mellem listernes forfattere i Tinns og Heggebostads adskilte prestegjelde.

Selv har jeg for 5 år siden været tilstede ved et kredsmøde i afholdssagen, som blev holdt i Stavanger, hvortil repræsentanter, mest almuesmænd, møtte frem fra fast alle sogne mellem Sire-åen og Bergen. Det hele møde var en åbenbarelse af en så kraftig iver, som det vel er sjelden at finde blandt vore almuer. Var nu hin indvending beføiet, så måtte man derfor vente en meget stræng bedømmelse i tal-opgaverne fra det nævnte strøg; men, som tabellen til § 6 viser, sådan forventning bliver ikke opfyldt.

45. Ellers er det naturligvis ikke min mening at tillægge tal-opgaverne ubetinget troværdighed (sml. § 4). Navnlig skal jeg ikke fortie, at mig selv forekomme de gunstigste tal mistænkelige, som opgaverne indeholde for de Bergenske og Nordlandske kyst-egne (se tabellen til § 6). Jeg har nemlig længe hørt som et sagn, at netop i disse egne skal der drikkes meget brændevin. Men der er så mangfoldige besynderligheder ved brugen af stærke drikke og sammes indflydelse på folkelivet, og her skal jeg nævne et, som oftere er faldet mig ind: ved nøiere iagttagelse turde det måske befindes på sine steder, at uagtet der nydes meget af stærke drikke, så sker det dog på sådan måde, at det ikke leder så særdeles meget til drikfældighed endda; modveiende omstændigheder (klimaet og kosthold) kunne bevirke, at en vis mængde spiritus kan tåles uden at nedbryde den legemlige og sjelelige kraft. Denne betragtning faldt mig netop ind under en reise for et par år siden i nogle af Bergens stifts kyst-egne, uden at det dog lykkedes mig at finde nogen afgørende grund for eller imod samme. Med hensyn til de gunstige tal for Nordlandene samt Senjen og Tromsø (navnlig mange ædruelige) må også henvises til de i den følgende del anførte beretninger derfra, som tyde på et mærkeligt omslag i tænke- og levemåde netop i disse egne. Det er måske ingen anden egn i landet, hvor iveren mod brændevinsdrik omtales som så virksom og gjennemgribende.

En anden besynderlighed ere de så overmåde ugunstige tal for Finmarken (§§ 6 og 8). Man ledes jo snarest til at forklare dette deraf, at finnerne ere regnede med, hvis hengivenhed til stærke drikke længe har været bekjendt, og vist er det, at i nogle få lister, hvor det tilfældigvis er sagt, at de kun angå finner, ere tallene overmåde ugunstige; men så er der også en liste, som angår kun finner (i et af Nordlandenes prestegjelde), og som giver dem et særdeles godt lov. Jeg må derfor slutte med den bemærkning, at listerne i almindelighed ikke ere forfattede særskilt for finner og for nordmænd, og at det derfor ikke kan sees, om det virkelig er så, at det er de første, som bære skylden for den slette ædrueligheds-tilstand, som listerne i det hele taget angive for denne egn.

46. Endelig må det kaldes en ufuldkommenhed ved nærværende undersøgelse, at de kun omfatte gifte mænd og enkemænd, ikke derimod ugifte voxne mandspersoner. Men dette kunde ikke være anderledes.

Skulde tællingen have omfattet de voxne ungkarle, så måtte først det spørgsmål være afgjort, hvem der skulde betragtes som voxen. Man kunde tænke sig en vis alders-grændse, f.ex. det fyldte 20de år. Men nu tænke man sig, at en skoleholder skulde opgive, hvor mange ædruelige, ikke-sikkre og forfaldne ungkarle der var i hans distrikt over den alder, og man vil skjønne, at hvor nøie man end kjendte sine personers charakter og vandel, så kunde det dog skorte ham på kundskab om deres alder, og skulde han udfylde listen på slump, vilde der plumpe megen unøiagtighed ind med. - Så kunde man måske sætte konfirmationen som grændse mellem børn og voxen? Herved vilde vistnok hin usikkerhed været undgået, men en anden og større komme istedet; thi gutter i 15-20 års alderen ere i almindelighed så ubefæstede endnu, at der ikke med nogen rimelighed kan opgjøres skjøn om, hvorvidt de bør henregnes til forfaldne eller ikke.

Imidlertid kunne vi slutte så, at når der i en by eller bygd hersker en sådan løshed i sæder og letsindighed i levemåde, som hos mange unge mennesker lægger spiren til drikfældighed, så vil dette også virke på de gifte mænds klasser, og omvendt, når vi blandt de gifte mænd og enkemænd finde få eller mange drikfældige, så kunde vi slutte, at der også blandt ungdommen, af hvis klasse jo de gifte mænd ere udgåede, er en tilsvarende god eller slet tilstand.

Eller rettere: har været; thi de mange af de gifte mænd og enkemænd ere mænd til års, som allerede i lange tider, ofte lige fra ungdommen af, have båret på de vaner og skrøbeligheder, formedelst hvilke de nu kaldes drikfældige, så de stå som vidner om en leveskik og sædelig tilstand, som herskede for nogen tid tilbage.

Men denne betragtning må dog ikke altfor meget forringe disse opgavers værd. Thi et så dypt indgroet folke-onde som det, vi her have at gjøre med, forandres i regelen ikke betydeligt i et decennium; ialfald kan man være temmelig sikker på, at sådanne forskjelligheder som de, vi nu have havt anledning til at iagttage, forskjelligheder i eiendoms- og arbeids-klassen, i byerne og indlandsbygderne, holde sig temmelig uforandrede fra år til år.(25)

Man kunde kanske mene, at den bekvemmeste måde at skaffe sig kundskab om drukkenskabslastens forskjellige udbredelse vilde være den: at henvende opmærksomheden på de steder, hvor brændevin udskjænkes eller sælges i småt, en bedrift, som jo hvert år bliver ansat i skat efter det antal potter af brændevin, som skjønnes at vorde afsat, så det turde synes, som om man endogså kunde udmåle brændevinsdrikkens beløb i pottevis. Men med lidt nærmere betragtning vil det dog indsees, at disse oplysninger dog ikke vilde føre til noget: jeg skal blot anføre dette ene, at det jo er aldeles uvist, hvor meget af det brændevin, som en byes skjænke- og udsalgs-steder afsætte, der fortæres af byens folk selv og hvormeget af folk fra de omkringliggende land-distrikter.

47. Ved den sidste folketælling var der af gifte mænd og enkemænd:

i byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   32,478
på landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 231,212.

Disse betragter jeg som nationens husfædre, på hvis tænkemåde og færd det så væsentlig beror, om der skal bo et lykkeligt og sædeligt folk i landet. Det hele folk, husfædrene selv med deres hustruer, børn, tjenere samt de mellem dem levende enker og enslige personer udgjorde følgende antal:

i byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..    197,815
på landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1,292,232.

Nu omfatte mine opgaver følgende antal af hine familiefædre:

i byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     5,143
på landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 177,325.

Men dersom opgaverne havde været fuldstændigere, samt dersom forholdet blandt de forbigåede havde viist sig ligedan som blandt dem, der ere talte (sml. §§ 5 og 38), så vilde antallet af antagne forfaldne ha været følgende:

i byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2,968
på landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 8,758,

og forestille vi os fremdeles, at der med de forfaldne familiefædre følger en forholdsmæssig lige så stor mængde af kvinder og børn og tjenere og andre som med familiefædre i almindelighed, så finde vi, at disse forfaldne vilde stå som familiefædre for følgende befolkninger:

i byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 18,077
på landet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 48,948.

Men disse tal svare til folkemængden i en af vore større byer og i et af vore amter (i året 1855 havde Throndhjem 16,012 indbyggere og Nedenæs og Robygdelagets amt havde i land-distrikterne alene 49,934 indb.).

Vare nu alle rigets forfaldne familiefædre samlede således i en by og i et land-distrikt, og vare de andre forfaldne, ungkarle og kvinder, som ikke ere medtagne i mine opgaver, ligeledes sammenhobede her, så vilde tilstandens ulyksalighed ret være beskuelig og åbenbar. Men da vilde den også være håbløs for menneskelige øine.

Men nu have nærværende fremstillings tællinger og beregninger givet eller dog forsøgt på at give en tilsvarende beskuelse af ulykkens storhed, og fremstillingen vil tilsidst minde om dette, at netop fordi den store masse af dem, der bliver offere for de stærke drikkes herskende misbrug, findes så jevnt fordelte omkring mellem deres i denne henseende lykkeligere medmennesker, netop derfor er tilstanden ikke håbløs, men indeholder rigtignok den stærkeste opfordring til vedblivende virksomhed for misbrugens afskaffelse og tilstandens forbedring - virksomhed i kjærlighed og håb!


II

BESKRIVELSER OG FORKLARINGER

Hvad jeg i den foran aftrykte skrivelse til skolelærerne (§ 1) egentlig anmodede om, var de tal-opgaver, som jeg nu har gjort rede for; men dernæst yttrede jeg også ønske om, at en og anden ved samme leilighed vilde meddele mig yderligere forklaring om de i bygderne herskende skikke og begreber med hensyn til brugen af brændevin og andre berusende drikke, om forandringer i sådanne skikke, om aftagen eller tiltagen af misbrugen, om årsagerne til sådanne forandringer m.m.

Herpå have 140 almueskolelærere indladt sig og derhos 69 af sognepresterne, gjennem hvis hænder denne min brevvexling med skolelærerne gik. Et par andre mænd udenfor disses klasse have også beæret mig med lignende meddelelser.

Efter bedste overveielse har jeg besluttet mig til at gjengive indholdet af disse meddelelser således, at jeg giver uddrag af hver enkelt af dem, stundom mere, stundom mindre udførligt, men i det hele så, at intet ganske forbigåes, som ikke synes altfor uvæsentligt eller ubetydeligt.

Derved bliver vistnok fremstillingen vidtløftig og fuld af gjentagelser og altså trættende at læse, og i disse henseender vilde det have været bedre om jeg - som brug har været f.ex. i de årsberetninger, som Centralforeningen mod brændevinsdrik udgiver - havde indskrænket mig til at anføre i et samlet udtog, hvad de mange enkelte beretninger i det hele syntes mig at gå ud på. Men herved vilde læserne og kun fået se, hvad indtryk beretningerne havde gjort på mig; ved den fremgangsmåde derimod, som jeg har valgt, vil det kunne sies, hvad indtryk selve tingene have gjort på de mange mænd, som have udtalt sig om dem.

Når i en og samme egn flere mænd fremstille tingene på samme måde, så tjene disse gjentagelser ligesom flere overensstemmende vidnesbyrd til at stadfæste den givne oplysning. Når derimod i en og samme bygd to mænd erklære sig stik imod hinanden,(26) så viser et sådant tilfælde, hvor vildledende det hele kunde blive, dersom jeg i min fremstilling kun skulde lægge an på at gjengive det, som i mine øine var det væsentlige og rigtige.

Desuden hører det med til folkelivets studium at lægge mærke til, hvorledes et og samme folkelivets anliggende opfattes og bedømmes af mænd, som stå gjenstanden nær. At et stort antal skolelærere og prester have bedømt ædrueligheds-tilstanden således, som de efterfølgende meddelelser vise, det er selv en kjendsgjerning, som den skjønsomme vil vide at tillægge sit værd.

Og hvad det angår, at en fremstilling som den, jeg nu har antydet, ikke vil blive nogen behagelig læsning, så vil allerede første afsnit av denne bog have viist, at dette er noget, jeg nu engang har gjort afkald på. Denne bog er en materialie-samling, skreven ikke mindst med tanke om at lette og befordre lignende forskninger i fremtiden.

I en anden henseende faldt det mig vanskeligere at lægge en plan for fremstillingen. I skrivelsen til skolelærerne var jeg tilstrækkelig opmærksom på, at hint aldrig forhen gjorte forsøg med tal-opgaver over ædruelige og drikfældige måtte behandles med varsomhed, for at det ikke skulde vække anstød; i denne henseende var det ikke så farligt med disse mere almindelige beskrivelser og forklaringer, som jo desuden oftere uden betænkelighed have været afgivne navnlig til den forhen nævnte Central-forening mod brændevinsdrik. Med tanken om offentliggjørelsen af hine tal-opgaver gav jeg denne forsikring: «Ingen behøver at frygte for, at nogen ubehagelighed heraf skal opstå enten for meddeleren selv eller for hans bygd; thi hvad der dennegang er mig om at gjøre, det er at kjende tilstanden i visse større egne af landet - og derefter skal det være min regel: ikke at omtale tilstanden i de enkelte distrikter eller prestegjelde, men at samle opgaverne for flere prestegjelde under et, f.ex. et helt provsti-distrikt, så at altså ingen enkelt bygd vil blive udpeget.(27) Men formedelst et uheld har denne min forsikring fået sådan plads i den trykte skrivelse, at den strængt taget kan siges at gjælde også de almindelige forklaringer, og jeg må tilstå, at strængt taget har jeg derfor ikke tilladelse til at anføre disse med navns nævnelse, hverken forfatterens eller bygdens. Men når jeg ikke engang skulde kunne nævne bygden (prestegjeldet), som beskrivelsen angår, så vilde fremstillingen for en stor del blive aldeles ørkesløs og unyttig. - For at komme udaf dette, har jeg særskilt tilskrevet adskillige af de angjeldende forfattere, hvis skildringer vare mest frimodige og fortrolige; jeg har givet dem en afskrift af den fremstilling, som jeg tænkte at offentliggøre efter deres meddelelser, samt opfordret dem til at sige sit ja eller nei dertil. Men da alle de tilskrevne mænd gav mig den ønskede tilladelse, så vovede jeg efter dette exempel at handle på egen hånd for resten, da det viste sig uoverkommeligt for mig at tilskrive samtlige meddelere: i regelen har jeg da undladt at nævne forfatterens navn og stand, men oftest nævner jeg den omtalte bygds navn, og på denne måde har jeg håbet, at det væsentlige af de meddelte oplysninger kunde gjengives, uden at personlige ubehageligheder deraf skulde opstå. Men trods jeg er mig bevidst, at jeg har ment at vise forsigtighed, så kan jeg ikke undgå at tænke på, at jeg stundom måske har været uheldig i mit skjøn om det passelige, og det skulde i sandhed gjøre mig meget ondt, om kun en eneste fandt, at jeg havde misbrugt hans meddelelser til mig.

På samme tid som jeg udbad mig disse forskjelligartede oplysninger om ædrueligheds-tilstanden i landet, henvendte jeg mig også i en anden sag til sognepresterne: jeg anmodede dem om visse tal-opgaver efter ministerial-bøgerne angående ægtevielser og uægte fødsler, og fremdeles yttrede jeg også her ønske om, at en og anden vilde meddele mig mere almindelige forklaringer om folkelivet, forsåvidt der i den gjældende tænkemåde og leveskik måtte være noget, som skjønnedes at indskrænke eller befordre den herskende løsagtighed. Selve hine tal-opgaver, som jeg med taknemmelighed har modtaget fra de allerfleste prester, må jeg fremstille i et særskilt værk; men disse almindelige forklaringer, som enkelte af presterne have beæret mig med, indtager jeg i forkortede uddrag i nærværende fremstilling. At jeg således i et værk om ædrueligheds-tilstanden indblander en del forklaringer om andre stykker af den sædelige tilstand, det stemmer vistnok ikke med den strængeste videnskabelige orden. Men dels handlede ofte presterne om både drukkenskabs- og løsagtigheds-lasten i sådan sammenhæng, at det var vanskelig at skille de forskjellige bemærkninger ad, dels er der jo også sådan sammenhæng i selve det virkelige liv, så yttringerne af den moralske tilstand i en retning ofte ville forståes bedre ved at lægge mærke til forholdet i andre retninger og til kultur-tilstanden i det hele. Desuden mente jeg, at den hele fremstilling skulde blive lidt mindre trættende at læse, når de mange forklaringer om ædrueligheds-tilstanden på et og andet blad bleve afbrudt af andre billeder, snart lyse, snart mørke.

Hvad angår selve skildringerne af ædrueligheds-tilstanden, så fremvise de mærkelige uligheder i de forskjellige egne. Jeg skal påpege noget deraf.

I flere bygdelag i Christiansands og Bergens stifter er skikken endnu så gammeldags, at det hjemmebryggede, stærke øl spiller en hovedrolle ved drikkelag. Brændevinet er nok indført, men har ingenlunde fortrængt øllet.(28) I de østlandske bygder derimod eller i Christiania stift bliver det hjemmebryggede øl fast ikke nævnt, hvor talen er om misbrug af stærke drikke: her har det længe varet brændevinet og punsjen som har givet anledning til beruselse og fylderi. Men i den senere tid er brændevinet her atter for en stor del fortrængt af mistænkelig vin (oftest kaldet frugtvin) og af det fabrikmæssig tilvirkede (bayerske) øl. Begge dele ere fra først af udbredte fra byerne, især Christiania, og det lader til, at hin var den af de nye drikke, som både tidligt fik indpas i landdistrikterne og trængte længst frem, men at så fabrik-øllet senere bragte vinen ud af mode, kun at det formedelst fragtens større kostbarhed i forhold til varens værdi endnu ikke er trængt så langt frem op i bygderne som vinen.(29) Og blandt de mange beretninger findes flere helt påfaldende exempler på, hvorledes dette bayerske øl, som jo først for nogle få år siden er blevet kjendt her tillands, allerede har befæstet sit herredømme omkring i bygderne, så der tildels klages over det som et fuldt så stort onde som det tidligere misbrug af brændevin. Anderledes er det f.ex. i Nordlandene; her berettes der fra adskillige steder om hvorledes i den allerseneste tid ikke vinen eller øllet, men kaffen holder på at fortrænge brændevinet. I de sydligere egne af landet har jo også brugen af kaffe tiltaget betydeligt i de sidste år; men her synes denne drik ikke så meget at være opfattet som et middel til at afløse de berusende drikke, skjønt det vistnok for en stor del forholder sig så i virkeligheden. (Enkelt gang er dog endogså chocolade nævnt som en af de drikkesorter, der i den seneste tid ere komne i brug og have afløst stærke drikke hos de bedre familier af bonde-almuen.)

At brygge stærkt øl er en kunst, som fra oldtiden af var vel kjendt her i landet, og århundreder igjennem øvedes så at sige i hvert hus. Men som berusningsmiddel blev øllet for det meste fortrængt af brændevinet, hvis tilvirkning var en fremmed, fra udlandet indført kunst, og vel blev udøvelsen af denne kunst også en husbedrift, men dog ikke så aldeles almindelig, såsom dertil udkrævedes flere kunstige og kostbare indretninger. Endelig blev brændevins-brændingens husbedrift afskaffet formedelst opinionens magt og lovens bud, og til beruselse brugtes nu mere og mere det fabrikmæssig tilvirkede brændevin samt den ialfald i indbildningen fremmede vin og det nye, fra fabrikker kommende, bayerske øl, og det kan vel antages, at dette sidste i disse år holder på at udbrede sit herredømme over flere og flere strækninger af landet, formedelst altid nye oprettede fabrikmæssige bryggerier. Men den tid kommer vel, da også bayer-øllets herredømme har nået sit høidepunkt, og måske forandringen da fremdeles skal gå i samme retning således, at de til vederkvægelse og selskabelig nydelse bestemte drikkevarer hentes mere og mere langveisfra: ægte vin fra vinlandene, kaffe, the, chocolade fra fremmede verdensdele.

Som der er ulighed i beretningerne om, hvad drikkevarer det er, der bruges mest, således er der også nogen ulighed i dommen om, hvorvidt fylderiet er i aftagende, og hvad der er de virkende årsager her.

Her på Østlandet har vistnok opinionen mod brændevins-drik viist sig meget virksom, og det forekommer mig af beretningerne utvivlsomt, at ædrueligheds-tilstanden dermed er bleven bedre blandt den ældre slægt; men ved siden heraf lader det af mange beretninger til, at den nye vane med frugtvin og bayersk øl har været meget fordærvelig for ungdommen især af arbeids-klassen; thi denne ungdom har i de sidste gunstige år havt flere penge mellem hænderne, end den har været vant til, og kunsten at bruge penge med forstand er ikke kommen så hurtigt som letheden ved at tjene dem. I det hele tør det vel siges, at de sidste års usædvanlig gunstige omstændigheder have ladet modet hos østlandets talrige arbeids-klasse for en stor del voxe op til overmod og egenrådighed.(30) I de vestlandske bygder er der ikke en så stor forskjel mellem de høiere og lavere klasser af almuen (eiendoms- og arbeids-klassen), og hermed stemmer også det indtryk, som jeg har fået af beretningerne, at den indskrænkning i brændevinsdrik og i det hele aftagen i fylderi, som også her viser sig, er mere almindelig både for den ældre og den yngre slægt, både for de høiere og lavere klasser. - Men derhos må det bemærkes, at netop fra Vestlandet er der enkelte beretninger, som tyder på, at der ingen forandring til det bedre har viist sig, hverken i den ene eller den anden klasse af almuen. Disse undtagelser fra de ellers så almindelige udsagn om fylderiets aftagen kunne måske forklares ved følgende betragtning: De bygder, hvor sådan aftagen ikke viser sig, synes tillige at henhøre til dem, hvor fylderiet er af dette mere gammeldags slags, som holder sig til det husbryggede stærke øl, og dette øl og de dertil knyttede sædvaner have været mindre påvirkede af de senere års afholdsbestræbelser, som nærmest gik ud på at få brændevinet afskaffet.

Eftersom jeg har opfattet beretningerne, er bevægelsen mod misbrugen af stærke drikke eller navnlig brændevin bleven udbredt i Tromsø stift noget senere end i de fleste andre egne af riget; men der har den også i kort tid gjort sig gjældende på en såre kraftig og gjennemgribende måde (undtagen vel i den østlige del af det egentlige Finmarken). Her synes også en anden mærkelig omstændighed at forekomme: Iveren mod brændevins-drik er væsentlig religiøs, således, at det, som fremhæves for bevidstheden, er det syndige i drukkenskab og det til synd fristende i selve brugen af stærke drikke. Og yderst mærkeligt er det derhos, at denne bevægelse lader til at være udbredt fra finnerne af, en eftervirkning af den usædvanlig stærke religiøse bevægelse, som for nogle år tilbage greb enkelte finne-menigheder, men desværre snart mellem disse selv førte til sørgelige forvildelser og udskeielser. Sammenhængen er just ikke i beretningerne selv udviklet med den ønskelige omstændelighed; men af enkelte træk er jeg dog kommen til at opfatte sagen på denne måde, og jeg nævner det her i den tanke, at disse antydninger muligens kunne give anledning til grundigere efterforskninger og oplysninger. - På enkelte andre steder i landet, således i enkelte prestegjeld i Throndhjems stift, kan det også skjønnes, at bestræbelsen mod brændevins-drik hænger sammen med en religiøs bevægelse, hvis iver fortrinsvis synes at have vendt sig mod brugen af stærke drikke. Men ellers lader det i de fire sydlige stifter, som om den på de fleste steder foregåede indskrænkning i misbrugen af brændevin væsentlig er at tilskrive den mere kultiverede tænkemåde, som i de senere år har gjort sig gjældende i alle civiliserede lande, og som i fylderiet ser en for dannede mennesker uværdig råhed samt en kilde til timelige og borgerlige ulykker; af denne tænkemåde ere afholds-reformens og lovgivningens bestræbelser fremgåede, og disse bestræbelser have så at sige været de umiddelbare årsager til den gode forandring, som er indtrådt; men herved er det ikke nægtet, at også det religiøse, christelige sind har været virksomt, kun mere middelbart, dels i almindelighed til at befæste flere og flere i en god tænkemåde og vandel, dels i særdeleshed til at opretholde modet og virkelysten hos hine bestræbelsers bedste talsmænd. Ellers er det hel mærkeligt at se, at i beretningerne nævnes ikke afholdsreformen ret ofte som medvirkende årsag til fylderiets indskrænkning; dette forklarer jeg således, at på mangfoldige steder har man ligesom mere ubevidst ladet sig gavnligt påvirke af afholds-agitationens iver mod brændevins-drik, men kun ikke ligefrem optaget forslaget om at stifte afholds-foreninger eller indtræde i sådanne.

Af mangfoldige beretninger sees det temmelig tydeligt, hvorledes misbrugen eller ialfald anledning og fristelse til misbrug af stærke drikke hænger sammen med de selskabelige vedtægter. På mange steder kjendes fast ikke andre selskabelige sammenkomster end bryllup, barnsøl og gravøl, og det er da gjerne en æressag at holde disse feste på den gammeldags måde, som selve navnet (grav-øl) antyder, nemlig med overflødig beværtning af øl og anden stærk drik; ja i mange bygdelag (måske mest i Bergens stift) holdes bryllupper på denne måde for vindingens (skålpengenes) skyld; men formedelst disse skålpenge, bliver mangt et bryllup forvandlet fra en huslig fest til et lavt værtshuslag: Værten lægger an på at give så lidet ud for pengene som muligt, og gjæsterne tage til sig for sine penge, så meget de kunne. - I andre egne (mest her på Østlandet) ere disse gamle skikke faldne bort; men her klages i beretningerne navnlig over ungdommens sammenkomster, hvor de unges letsindighed ikke tøiles ved de ældres nærværelse. Overhovedet tales der i flere beretninger om vigtigheden af at få selskabslivet omkring i bygderne indrettet på en anden måde og med ædlere adspredelser og fornøielser; men der gjøres også opmærksom på, hvor vanskeligt eller umuligt dette er, sålænge mængden står på sådant lavt dannelses-trin som nu. Ved tanken herom må man inderlig ønske og håbe til Gud, at den sande gudsfrygt må tiltage i hjerterne, ja både unge og gamle må beflitte sig på at undgå og modstå al fristelse til dette onde; men det er også tilladt at ønske og håbe, at denne almene menneskelige dannelse må udvikles i landet, så alle rå og til råhed og vildskab førende skikke og sædvaner (se anm. til s. 54, foran) ligesom ved et fælles samtykke må vorde afskaffede - thi sådanne skikke og sædvaner ere anstødsstene til fald og fordærvelse for ubefæstede sjele.

Men vi tør også freidigt nære sådant ønske og håb. De mange beretninger, som jeg nu skal anføre, give en glædelig forestilling om, at der visselig rundt om i landet er en skare af mænd, som med inderlighed beklage de endnu tilværende misligheder i tilstanden og med trofasthed arbeide derimod, såvidt mennesker formå. Det synes mig også at fremlyse af beretningerne, at velsignelsen fra oven ingenlunde er udeblevet. I de sidste år har der vistnok været ligesom tegn på, at afholds-reformen har tabt noget af sin styrke; men hvorledes det end har sig dermed, så synes mig de her samlede beretninger at vise, at kampen mod umådelighed i drik holder godt stand endnu, at den har årsag til at glæde sig ved sin fremgang hidtil og til at håbe på seierrig fremgang fremdeles.

CHRISTIANIA STIFT

Nedre Borgesyssels provsti

Hvaløerne.I.(31) «Brændevin er i mit skole-distrikt en sjelden vare og sees aldrig til daglig brug. Selskaber eller andre samlinger, hvor drikken over tørsten sees og tåles, kjende vi, Gud skje lov, ikke til. Når en dram skal til her i distriktet, så er det til at beværte fremmede. Også denne uskik håber jeg snart ophører, da mange allerede have begyndt at lægge den af.»

II. Hvaløernes prestegjeld består af 16 større og mindre beboede øer. Kun yderst få leve udelukkende af jordbrug; de allerfleste ere sømænd, der betragte jordbruget som en bi-syssel, det konerne må besørge. Tjener- og arbeids-klassen består næsten ganske af indflyttede, mest fra Sverige, og de forekommende løsagtigheds-forseelser, befindes mest at være begåede af dem. Hvaløernes søfolk ere meget søgte, og det ikke blot formedelst deres dygtighed i sømandskab, men formedelst det gode lov, de have for sædelighed og ædruelighed. Den økonomiske forfatning er i almindelighed god, jevn velstand uden egentlig rigdom. De fleste bosatte familieforsørgere ere selveiere, det vil sige, de kjøbe sig en plet jord, hvorpå de bygge og bo, hvorfor eiendommene ere meget udstykkede.

Fra et af landprestegjeldene på fastlandet skrives der så: I. «Af de på schemaet anførte 103 personer «ædruelige» (af arbeids-klassen) er der omkring 20 stykker, som for få år siden måtte været henførte til de drikfældige eller «forfaldne». Årsagen til en sådan forandring må hovedsagelig tilskrives den ånds-vækkelse, som har fundet sted hos arbeidsklassen her på stedet.» Ved bryllupper, barnedåb og begravelser brugtes forhen mere brændevin end nu, da sådanne lag tildels holdes ganske uden br.vin, kun med lidt simpel vin eller øl. «I det hele må jeg antage, at brugen af berusende drikke betydelig er i aftagende her på stedet, og at methodismen har udrettet meget, kan ikke negtes. Nogen mådeholds- eller afholds-forening er her ikke dannet.»

II. «Årsagen til, at de ikke-sikkres antal af eiendoms-klassen så langt overstiger antallet af samme slags i arbeids-klassen, er blandt andre - for mig ubekjendte - også den, at hine have bedre for tid og penge og desuden ere jevnligere i byen. Almindelig når bønderne treffe hverandre i byen eller i veien, er det første venskabsbevis dette, at skjænke hverandre en dram. En dram, sige de, gjør godt, men ak så bliver der altid for mange. I almindelighed har hver bonde brændevin i sit hus, og en dram er da det første, en fremmed nyder, når han træder ind. Et gjestebud uden overflødighed af brændevin er for de fleste af bønderne her det samme som et gjæstebud uden al fornøielse. Det ansees ei for nogen skam at være beruset. - - Øldrikken synes at være betydeligt i tiltagende; i tidens længde bliver man kanske nødt til at gjøre øllet ligeså dyrt som br.vin. - Her er liden eller ingen vindrikken blandt bønderne.»

Vestre Borgesyssels provsti

Rygge. Brændevin, brændevins-vin og bayersk øl, alt fra det nærliggende Moss med dets uhyre brænderier og bryggerier, undlade ikke at gjøre sin farlige og mægtige indflydelse gjældende og det både på ugifte og gifte mandspersoner, skjønt endnu ikke i nogen særdeles høi grad. «Jeg siger med velberåd hu: endnu ikke; thi fremtiden står truende for mig, da brændevinet ikke længer er den eneste fiende, afholdsvennerne have at bekjæmpe.»

Mellem-Borgesyssels provsti


Aremark. «Brændevins-drikken her i prestegjeldet har aldrig nået den høide som f.ex. i nabo-prestegjeldene Eidsberg og Rakkestad og i de svenske grændse-bygder. Ved auktioner og andre offentlige anledninger høres her sjelden - især i den senere tid - at have været slagsmål og uenighed, således som det skal være almindeligt på andre steder. I de sidste par år har jeg heller ikke hørt nogen at være tiltalt for ulovlig brændevins-salg.» Af samme brev hidsættes følgende oplysning om kostholdet, der mulig kan lede til nogen forklaring ved den anførte sammenligning med andre bygder: «Her i prestegjeldet selges ikke stort korn og fedevarer m.m. som f.ex. i Eidsberg og Rakkestad; skjønt nu vistnok dette kan for en del have sin grund deri, at gårdene her i almindelighed hverken ere så store eller så gode som der, har jeg dog den tro, at samme for en ikke så liden del skriver sig derfra, at folket her, både hvad gårdbruger- og husmands-klassen angår, i det daglige lever bedre end mange andre steder. Den såkaldte vasvilling f.ex. findes i regelen ikke på nogen mands bord, og den husbond kom tidsnok, som vilde give slig kost til sine tjenere.»

Rødenes. (Rømskogs annex). «Brændevin er i den senere tid for en stor del gået af brug i dette sogn. Vel er det tilfælde, at en og anden anskaffer sig nogle få potter ved særegne leiligheder såsom: julehelgen, bryllupper, begravelser o.s.v., men det betragtes dog ikke længere som nogen nødvendighed at have eller skam at undvære brændevin ved sådanne ledigheder, og om det bruges så er det dog en stor sjeldenhed at se nogen beruset.» - «Forandringen til det bedre er især indtrådt i de sidste 10 år. Vel kan man ikke sige, at brændevins-drik grasserede i nogen således høi grad her i bygden før heller; men brugen af brændevin var dog engang temmelig almindelig, og det var ved flere leiligheder ikke så sjeldent at se berusede folk. For omtrent 10 år siden blev her gjort begyndelse til en afholds-forening, hvilken formedelst mangel på kræfter til at virke havde liden fremgang; men så var der ved samme tid nogle få husfædre, som uden at indtræde i afholds-foreningen begyndte ikke at have eller bruge brændevin ved nogen leilighed, og dette vandt snart fleres bifald. Man så snart, at det gik godt an at være denne vare foruden; man fandt, at det julebesøg, det gjæstebud o.s.v., hvori brændevin ikke brugtes, var det triveligste, hyggeligste, og fornøieligste, og - da isen nu var brudt, seilede snart flere den vei. Muligens har også dette sogns afsides beliggenhed for en del bidraget til sparsommeligere brug af brændevin.»

Eidsberg. Brændevin bruges endnu ved bryllupper, begravelser og andre selskaber, dog i mindre mængde end forhen; thi brugen deraf er i den senere tid i betydelig aftagen. Denne aftagen spores især blandt arbeids-klassen; i denne findes der - i dette skole-distrikt - flere ædruelige end i eiendoms-klassen, efterdi arbeids-folk sjelden gjøre byreiser og heller ikke ere i sådan forfatning, at de kunne søge værtshuset for at tage sig et rus.

«På den tid af året, da færdselen er lettest, nemlig vinteren, reiser landmanden oftest til byen (alm. Christiania) med sine varer, og da må oftest br.vinsflasken være hans tro ledsager. Når man da reiser hjem, må flasken sædvanlig gjøre sin opvartning for venner og bekjendte, der reise til byen, og den, som ikke følger denne skik, der er som en vedtægt, ansees for en «gnier» og hører ikke til laget.»

Som sagt, er brændevinets brug hjemme i bygden aftaget; men istedet for det kom for 2-3 år siden frugtvin i brug; men den var kostbar og skadede helbreden meget mere end brændevinet; den måtte da ligesom af sig selv tage afsked. Og nu begyndte man med bayer-øl; men det er også dyrt (9, 10 til 12 skilling flasken), så det ventes, at også denne drik skal sige sit farvel.

Fra et af de østlige prestegjelde (mod den svenske grændse) skrives så:

Brændevins-drik betydelig aftagende i den senere tid. Vel har her ikke været nogen afholds-forening i sognet; men en religiøs bevægelse har vakt folk til eftertanke. Lotteri-spil, som for 4-5 år siden var almindelig, er næsten ganske aftaget; spil og dands om søndags-aftenerne, som også fulgte med brændevins-drik, høres ikke om; i den senere tid er man også begyndt med at holde gjæstebud, såsom ligbegjængelse og barnsøl, ja endog enkelte bryllupper, uden brændevin; istedet for samme bruges vin, men ikke til drukkenskab. I julehøitiden bruges vel brændevin; men også da er den drik formindsket på mange steder. - Men trods disse tegn til forbedring er det dog at beklage, at drukkenskab endnu hersker i det enkelte. «Der findes en og anden her, som reiser til byen for at få sig et og andet fornødende; han ynker sig, at han ikke har kontante penger at kjøbe for; men så siger han: kjøbmand N.N. pleier være snild, han lader mig få på regning. Han skriver en liste til kjøbmanden af forskjellige varer, såsom kaffe, sukker, tobak, garn m.m.; men så træffer det, at han ender med 5-10-20 potter brændevin. Når man så spørger: Hvad skal du med brændevinet? så svares: Jeg venter nogle gode venner om søndagen - da er det så slemt at være det foruden. Nu reiser han til byen. Kjøbmanden spørger nok efter betaling for den gamle gjeld. Kan manden betale den, så seer han gjerne, at han fordobbler gjelden. Kan han ikke betale den gamle gjeld, seer det nok ud, som kjøbmanden viser sig lidt utilfreds; men han mener ikke så meget med det - han tænker i sit stille sind: manden er i formue, han har heste, han har kvæg, han har indbo og jord-eiendom; jeg får nok mit, om der end går tid hen. Så kan man jo tænke, at kjøbmanden tænker, og det kan vi ikke undres over; thi det er hans levevei at få solgt sin vare. Nu bekommer manden brændevinet på sin dunk; han reiser nu hjem. På hjemveien smager han nok på sit brændevin, endskønt han ikke da har den bedste tid, han vil gjerne hjem, som også skeer. Men hvad hænder så? Jo, han har kjøbt noget i byen for sine naboer; nu møder de frem for at hente sine varer; nu trækker manden med alvor korken af krukken og skjænker sin nabo et glas: Vær så god! - Selv først! svarer naboen og så kan det træffe, at naboerne ikke reise, førend brændevinet er afdrukket, og samværet kan vare 1, 2, 3 dage. Ligeså ved gjæstebud, som vare 2-3 dage, kan der medgå 50-100 potter. Men det er, som sagt, i det enkelte.»

Øvre Borgesyssels provsti

Skibtveit. I. Brændevins-drik i den senere tid betydelig tiltaget i meddelerens skole-distrikt; det viser sig især blandt den opvoxende slægt, og drik, spil og slagsmål siges at høre til dagens orden.

II. I et andet skole-distrikt spores på nogle år betydelig aftagen.

Spydeberg. I. Betydelig aftagen i de senere år; dog endnu desværre altfor hyppigt at se beskjænkede folk i gjæstebud, ved auktioner o.s.v «Og da vi have betydelig trafik på Christiania og man oftest dertil må benytte natten, så træffer det nok, at ellers ædruelige folk kunne blive på en kant, som det hedder; men dette skeer nu tildags oftere med øl og vin end med brændevin.» De mange fremmede arbeidsfolk, som i di senere år have været samlede her i prestegjeldet ved offentlige arbeider siges at have udbredt brugen af vin og øl. «Dersom der ikke i tide bliver sat bom for handelen med disse sager, så frygter jeg for, at de ville bringe ligeså stor, om ikke større, elendighed over os end brændevinet.» Den før omtalte aftagen af brændevinet tilskrives den omstændighed, at et brænderi, som før var, er blevet nedlagt. Endnu er det dog almindelig at forsyne sig med brændevin til høitiderne, især til julefesten. «Vi få se til at få en dram; thi det er ikke jul mere end en gang om året,» hedder det, og den, som har forsømt dette, har før sædvanlig være anseet for en gjerrig knark, eller han har været gjenstand for medlidenhed, fordi han har været nødt til at undvære dette gode. I julen gjør man hinanden besøg, drikker og fjaser om unyttige ting; men det høre: dog til sjeldenhederne, at folk derunder blive bevidstløse eller komme i klammeri sammen.

«Ved begravelse og andre gjæstebud savner man heller ikke brænde-vinsflasken på bordet. Værten eller en anden i hans sted skjænker da gjæsterne en dram, efter som de komme. Ved frokostbordet drikke sædvanlig en dram før og en efter måltidet, og når de ere færdige til at drage til kirken, da en rejse-sup. Når de ere komne hjem fra kirken få flaskerne det travlere, dog går det yderst sjelden såvidt, at folk bliv egentlig berusede. Enhver drikker efter smag og behag, da den veder styggelige skik at trygle og bande brændevin i folk på ganske få undtagelser nær - og det i beruselse - er jaget væk. Ud på aftenen kommer punse-bollen frem, og den bliver ofte, dog sjeldnere end forhen, modtaget med mange velkomsthilsener både i sang og tale. Man klinker da og drikker, og eftersom geisten stiger, bliver støien almindeligere. Dette angår kun bryllupper og andre lystige selskaber; i sørgehuse finder dette ikke sted. Et gjæstebud af de her nævnte slags varer sædvanlig i 2 dage: udover midnat den første dag pleier man at gå til sengs; om morgenen samle de sig igjen og holde på til ud på aftenen. Det er nu de mere formuendes selskaber, jeg her har omtalt; hos de fattigere vare de ikke mere end 1 dag, og der er det ikke så overflødigt med stærke drikke. For de formuende er det anseet for skam, når ikke brændevinet varer gjæstebudet ud - -.»

I sygdoms-tilfælde pleie man benytte br.vin sammen med lægemidlerne; man påstår, at disse da skulde virke mere. Som hverdags-drik er brændevin aldeles aflagt, og det vides ikke, at arbeidsfolket klager derover, uagtet mange anse det at få en dram som særdeles bevis på husbondens tilfredshed; det hedder da: «Han var så blid, at jeg fik en dram.» Håndværksfolk ere i denne henseende som de andre arbeidere.

II. Brevskriveren holder sig forvisset om, at folket i Spydeberg står på et ligeså godt og måske lidt bedre trin, hvad ædruelighed angår, end i de fleste nabo-egne, ialfald de østenfor liggende, hvor der almindeligvis høres mere om spektakler og udskeielser i drukkenskab end her. (Blandt disse nabo-egne må vi tænke på Eidsberg og Rakkestad, som også i brev fra Aremark skildredes mindre fordelagtigt.) Alligevel må også denne brevskriver udtale sin beklagelse over trafikken på Christiania. Kjøbmændene her have den fordærvelige uskik at give bonden brændevin med på hjem-reisen (reise-brændevin); til en bytour anvendes her fra bygden meget almindelig 2 nætter og en dag, og den bliver derfor meget trættende, så at dette i forbindelse med hin uskik giver fristelse til at søge styrkning i det stærke. «Det har ikke sjelden hændt mig, at jeg med skamfuldhed på mine sognefolks vegne har mødt selv de bedre og hæderligere blandt befolkningen, der hjemme fore et aldeles ordentligt og ædrueligt liv, på deres hjemreise fra Christiania betydeligt berusede.»

«De store vei- og broarbeider, som i løbet af de to foregående år have fundet sted her, have visselig ikke havt nogen tjenlig indvirkning på egnens sædeligheds-tilstand; de fremskyndte vin- og øl-udsalg og talrige forargerlige samlinger; desværre vil vel det samme blive tilfælde i den øverste del af prestegjeldet, hvor en betydelig arbeidsstok i længere tid vil blive holdt samlet i anledning af Mørkfossens udminering og sænkningen af Øieren.»

Aas. «Hvad egentlige selskaber angår, da vilde disse i almindelighed blive anseede for en uting, om der ikke var rundeligt af spirituøse drikke. Vel kan der være en eller anden, der kunde have lyst til at gjøre sit selskab uden br.vin; men det har endnu ikke viist sig, at nogen har havt mod til at bryde staven over denne nedarvede og i folkelivet så dybt rodfæstede sædvane. Dog er i almindelighed i selskaber blandt den bedre klasse det absolute fylderi noget i aftagende. Årsagen er naturligvis den, at den befinder sig på et høiere dannelses-trin end forhen. Sådant kan derimod ikke siges om folk af den høiere klasse, der endnu gjøre sig en ære af at have været «dygtig fuld». - Under byreiser er nydelsen af egentligt brændevin i mærkelig grad aftaget, hvorimod bayer-øl synes at blive nydt med fortræffelig appetit. Begrebet herom er efter min erfaring omtrent som så: brændevin passer sig nu kun for stådere, men bayer (og tildels vin) for brave folk. - Omendskjønt der ved de forskjellige anledninger kunde være dem, der ønskede helst at være afholdende, kunde de dog af høfligheds-hensyn ikke undlade at indvilge i indbydelsen på et glas øl eller vin. Om at «svare lag»(32) er der ikke mere end en mening.»

Nedre Romerikes provsti

Høland. I. Misbrug af br.vin sjelden nu, men bayer-øllet trådt istedet. Enkelte fattige sysselsætte sig med at bringe det hjem fra byen og sælge det ud igjen, især ved auktioner, og man skal ikke så sjelden se og høre larmende flokke af berusede gå hjem derfra sent på natten og enkelte dagen efter. - Ikke så almindeligt fylderi nu som før i gjæstebud; thi disse, navnlig bryllupper, ere nu ikke så store og langvarige. Neppe noget hus, hvor spirituøse drikke bruges ved arbeider, undtagen i dømninger som det her hedder,(33) og der træffer det nok, at en og anden bliver beruset. « På byreiser er det ikke så sjelden, at mange tager sig en slurk af flasken, som forvolder ulempe.»

II. «Total-indtrykket for hele prestegjeldet er jo langt fra godt; men jeg vil tillade mig en bemærkning, som jeg ikke anseer for uvigtig, og som er et godt tegn, og det er, at der hos den opvoxende ungdom viser sig en stor sands for ædruelighed, og at der af den virkelig kun er såre få, der overgive sig til beruselse af stærke drikke. Jeg vil derhos tillægge, at dette ikke er en dom jeg fælder blot efter egen opfattelse, men som er stadfæstet af mange, hvis formening jeg i denne henseende har æsket.»

Urskog. «Her er det kun et lidet antal «skabsupere», som kunne regnes til forfaldne; her er det kun få, der have br.vin og bruge det som daglig drik; men her er vistnok en meget stor del, som med glæde griber anledningen til at drikke sig fuld, og som derfor ved auktioner, byreiser, selskaber og lignende anledninger ere mere eller mindre beskjænkede. - Fattigkommissionen besluttede i høst at lægge skat på udsalg af bayersk øl, og det blev ved den anledning beregnet, at der på offentlige steder i året october 1856 til october 1857 var drukket 14,000 flasker, hvoraf halvdelen på hvert sogn. I Blaker annex bleve flere af bygdens bedste mænd forskrækkede over dette resultat, og der blev i julen stiftet en forening om ikke at nyde sådan drik på noget offentligt sted, og denne forening vedtoges af 2/3 af de voxne mandfolk.»

Fet. Br.vins-drik i aftagende; som årsag nævnes tiltagende gudsfrygt.

Skedsmo.I. Brugen af stærke drikke betydeligt i aftagende; årsag: dels betragtning af drukkenskabens ulykkelige følger for drankeren og hans familie, dels større vanskelighed ved at erholde br.vin.

II. I Strømmen gives der ikke mindre end 4 steder foruden hos landhandleren, hvor bayer-øl vin og sherry-puns haves til salg; hver søndag besøges disse steder flittig af unge mennesker, og sabbaten tilbringes med drik og skrål og slagsmål. Før jernbanens anlæggelse vidste man ei af sligt her.

Øvre Romerikes provsti

Nannestad. I. Brugen af br.vin i den senere tid betydelig aftaget, da et christeligt liv er vakt hos mange. II. Værre med brændevinsdrik før end nu.

Østerdalens provsti

Elverum. I. Br.vin betydeligt aftaget på et års tid i dette distrikt; men alligevel ansees det for en skam at holde et bryllup eller en begravelse uden samme; dog medgår der ikke så meget nu som før. Men i den senere tid og især i det sidste år har brugen af vin og især bayersk øl tiltaget, «så at der på ikke lang tid er medgået 11-1200 flasker øl»

II. I dette distrikt er br.vin i aftagende både i selskaber og på reiser, så det nu er en stor sjeldenhed at se et beruset menneske.

III. Br.vin i aftagende; men formedelst flere slags nyopfundne drikke i den sidste tid synes drukkenskaben at vedblive. I selskaber er det her almindeligt anseet for skam at være beruset, selv om anledning gives hertil.

Trysild. Brændevin er ei at få kjøbt på lovlig måde her i bygden nu, men har desværre nok været at bekomme i smug på enkelte steder. Vindrik har i en tid været i brug, men i det sidste 1/2 år mindre, da der har været knappere for penge blandt folk.

Rendalen. Drukkenskabslasten hersker mest hos ungdommen og fornemmelig arbeids-klassens ungdom, thi når arbeidsfolk engang blive gifte og da som oftest komme i små kår, så driver nøden dem til at forlade br.vinsflasken.

Tønsæt I. Br.vin tildels endnu som traktering i gravøl og bryllupper; dog skjænkes der med måde, og beruselse hører til undtagelser, der blive mere og mere sjeldne. Mange gjøre gravøl og bryllup uden br.vin, men bruge da lidt simpel vin (kaffe bruges anegang og brav meget). - Mange, især yngre, «drikke sig over», når de om vinteren komme med kul til Røros (på Tønsæt gives nemlig ikke offentligt udsalg af nogen berusende drik). - Til høitiderne vil man gjerne have en pot at traktere med; endog gutter og gjenter skjænke da gjensidigen hverandre under besøg, tildels om kvelden og natten, og da have ofte endog gjenter været berusede. - Men br.vinsdrik og beruselse i det hele aftage i en mærkelig grad, og som årsager kan nævnes: mere christeligt liv, oplysningens fremskridt, afholdsforeningen samt den liden anledning til at erholde berusende drikke. De fleste, om ikke alle, ønske br.vinet bort.

II. Også i dette distrikt bruges nu sjelden br.vin i selskaber, under strængt arbeide eller på reiser; kaffe er derimod kommen meget i brug.

Tolgen. I dette skole-distrikt har ikke alene misbrugen, men også brugen af br.vin betydeligt aftaget. I bryllupper finder vel endnu brugen sted, men sjelden misbrug. «Ved ungdommens sammenkomster sker det undertiden, at f.ex. en, der nylig er hjemkommen fra byen, udskjænker br.vin til sine kammerater, hvilket dels gjøres af lyst til at nyde denne drik i selskab, dels for ikke at blive omtalt som en, der er for net om skillingerne, og da hænder det, at såvel det ene som det andet kjøn beruser sig. Årsagen til, at sådant kan finde sted, er, som det synes, mangel på tilbørlig husorden. Hos husfader og husmoder mangler tildels indsigt i det skadelige, som følger med både brug og misbrug af sådanne drikke, dels mangler villiekraft til at sætte sine beslutninger herimod i værk.»

Kvikne. Her i sognet er br.vin meget i aftagende. Årsagen: ikke folkets klarere syn i den retning, men den større vanskelighed ved at bekomme drikken. At byde eller modtage en dram betragtes ikke som skam, snarere som en ære, og i lag, bryllupper og begravelser samt på byreiser ansees br.vin endog som en ren nødvendighed. - «Ungdommen drikker her mere end de ældre, fordi den næsten hele vinteren ligger i byveien og ikke hos de ældre har hørt anden mening, end at færdesmanden må styrke sig med en dram underveis og som en skikkelig karl have en by-dram til de hjemmeværende, gamle som børn.»

Hedemarkens provsti

Stange. I. Fra et skoledistrikt er bemærket, at inden arbeids-klassen synes drikfældighed aftaget, siden man måtte ophøre med at brænde br.vin i de små kjedler, som ikke alene brugtes på de fleste gårde, men også i mange husmandspladse.

II. «Jeg skal tillade mig at bemærke, at der af arbeids-klassen gives enkelte, at hvis de havde at få for, så vare de aldeles forfaldne; men fordi de ikke til enhver tid har at få for, så har jeg opført dem under rubrikken «ikke sikkre».»

Romedal. Med bemærkning om, at det til gode sæders fremme i flere retninger især gjælder om at have den kvindelige del af almuen til en bedre erkjendelse, er der givet mig følgende meddelelse: «Den fra nytår 1856 ved frivillige gaver påbegyndte håndgjerningsskole fortsætter også iår 1858 sin virksomhed med omtrent det samme antal elever. Forrige år gav så stort overskud, at der for samtlige børn kunde foranstaltes en liden festlighed den 6te januar d.å., ved hvilken anledning også sammenskud var skeet af lærerinderne og flere, så at små foræringer kunde uddeles til børnene. Foruden undervisningen i håndarbeider undervises også mundtlig i Norges historie.(34)

Tillige meldes om et bibliothek, som blev oprettet i 1857 og nærmest er bestemt for tjenestegutter og husmænd. Medlemmernes antal er 40, hver har at lægge 24 skilling for året, og ved køb samt ved gave eier bogsamlingen allerede 150 bøger.

Næs. «At denne menighed har gået og endnu går hvilkensomhelst en høi gang i et og andet ondt, er desværre altfor vel bekjendt og sandt. Dog bør man ingenlunde være uden håb om det bedre. Ungdommen af gårdbruger-klassen især - forekommer mig at være ganske mærkværdig forskjellig fra den, som i mine yngre år opvoxte her; hvad man dengang almindelig anså for ret karsligt, betragtes nu ialfald af de fleste for en skam, f.ex. at være en drikkehelt, en pigeforfører, en optrækker i spil o. desl.»

Gudbrandsdalens provsti

Øier. I. Af arbeids-klassens gifte mænd kan i dette skole-distrikt ingen regnes for forfaldne, hvilket kommer deraf, at de ikke haver råd til at kjøbe berusende drikke. I gårdeier-klassen er der dermed nogle forfaldne.

II. «Af berusende drikke, som i disse egne bruges, er foruden br.vin også øl og vin almindelige. Om jeg nu skulle yttre noget om, hvad som her værst misbruges, var jeg tilbøielig til at nævne bayersk øl, samt et eget slags vin, der i den senere tid har været solgt og udskjænkt under navn af frugtvin, hvilken drik har været opblandet med br.vin mere end tilbørligt, så den neppe fortjente at kaldes vin. Ligesom jeg kan indberette at misbrug af br.vin i de sidste år her i omegnen kan siges at være i aftagende, må jeg desværre også tilstå, at misbrug af øl og nævnte sort vin synes at være i tiltagende. Og misbrugen deraf er allerede stor. Krohytter ere årsag til meget ondt i denne henseende.»

Ringebo. «Dette prestegjeld synes temmelig vel foran i henseende til brugen af stærke drikke. Jeg antager, at det endda vilde være bedre, hvis det ikke var skik at holde udsalg af drikkevarer ved auktioner, og hvis det derhos var skik, at husbonds-folket foranstaltede nogen sømmelig forlystelse engang imellem for deres tjenere, så disse ikke fristedes til at gå så meget på egen hånd for at søge selskabelige fornøielser, hvori de så let udskeie, når de ere uden tilsyn.

Som ungdommens forlystelser nu i almindelighed indrettes her, er det så meget sørgeligere, fordi egennytten hos tjenerne selv eller arbeidsklassen spekulerer på at gjøre sig fordel af deres jevnliges lyst til moro, især til dands. Således: når en vil tjene sig penge, kjøber han 1-2-3 ankere frugtvin, og efter at have fået et dandse-rum til lån eller til leie sender han trindt om underretning om, at der på dette sted skal holdes dands på en vis aften. Didhen strømmer da ungdommen, og det skal som oftest være tilfældet, at ophavsmanden først trakterer med br.vin eller vin, indtil folket bliver «opspilt», og sælger han derpå vinen i dyre domme. Oftere gå 2-3 ankere med på en aften eller nat.

Fattigkommissionen forfølger disse vinsalg som misbrug og beskatter dem temmelig høit; men ikke desto mindre skal det svare god regning at drive slig drift. - At skyde sammen til felles beværtning er sjeldnere; den anden fremgangsmåde bliver hyppigere anvendt, så det er at befrygte, at den tilslut bliver udelukkende og derhos så hyppigt brugt, at man må grue for, hvad ende det vil tage.»

Nordre Fron. Br.vinet i stærkt aftagende i brevskriverens skoledistrikt; årsagen: det er vanskeligere at få. «Jeg antager med fuld overbevisning at neppe 1/5 part så meget brændevin bliver forbrugt om året som for 4 til 6 år siden. I årene 1851, 1852 og 1853 kunde man jevnlig tælle indtil 4, 5 og 6 steder på en gang, hvor ulovligt br.vins-salg foregik. - Nu har man endelig fået bugt med dette uvæsen, således at fortiden ikke et eneste udsalgssted existerer i distriktet. - - Ved bryllupper, begravelser o.s.v. er brændevinet her endnu tilstede; men selv ved sådanne leiligheder er brugen af samme meget indskrænket, og det lader virkelig til, at folkets anskuelse med hensyn til nydelsen af berusende drikke i den senere tid har forandret sig til det bedre. I årene 1855 og 1856 var her i distriktet fra forskjellige steder udsolgt endel bayer-øl og vin; men dette er kun at betragte som br.vinets gjenganger og er således allerede så godt som forsvundet igjen (?). Rygtet siger, at dette distrikt gjennem flere menneske-aldere skal have været hårdt hjemsøgt af brændevins-ondet. Såvel på grund heraf som af hensyn til andre omstændigheder, der stå i forbindelse med denne sag, har man fuld ret til at betragte omhandlede forholde her i distriktet som ganske tilfredsstillende nu for tiden.»

Vaage. I. For noget over et decennium siden og så langt tilbage, som brevskriveren mindes, tilvirkedes og udsolgtes br.vin af enhver, som lystede. Nu derimod er endogså smugbrænderiet for nogle år siden ophørt, og de få, som stundom befattede sig med smughandel, ere dels ved afstraffelser, dels ved agtværdige mænds irettesættelser bragte til at afstå derfra. Ved disse forandringer er br.vins-drikken om ikke aldeles ophørt, så dog indskrænket til enkelte leiligheder. Det bruges således endnu ved bryllupper, begravelser og større «donaer»; men da det må kjøbes dyrt og hentes langt, er trakteringen mindre rundelig end før. - En del personer, som i den fugtige periode måtte kaldes forfaldne, sees nu såre sjelden ved flasken, men ere blevne arbeidsomme og ordentlige.

II. Den fra gammel tid nedarvede skik at bruge stærke drikke ved gravøl, bryllupper, auktioner, er vel ikke udryddet, men i aftagende. Ved auktioner er måske den endnu fordærvelige såkaldte frugtvin kommen i brændevinets sted. I sygdoms-tilfælde, ligeså under strængt arbeide, er brugen af brændevin vistnok ophørt; men den følger endnu med på færdes-reiser, navnlig på hjemreisen fra byerne. Årsagen til brændevinets indskrænkning ligger udentvivl i en mod samme udbredt mening eller opinion, og det vilde ganske vist forsvinde endnu mere, når en større dannelse satte folket istand til under sine selskabelige sammenkomster at deltage i ædlere nydelse og underholdning.

Lom. Hvad drukkenskabslasten angår, da kan man endog efter et langt ophold i Lom stå i den lykkelige tro, at den fast ikke existerer; thi man kan i hele måneder færdes i bygdens forskjellige distrikter uden at opdage et beruset menneske. Men pludselig får man høre, at der til et eller andet afsides distrikt er arriveret «stærk» forsyning fra «Hamar», og at der i den nærmeste omkreds findes grådige Ørne, der forsamler sig om dette ådsel, indtil det er fortæret, og er den tilsyneladende afholdenhed således for manges vedkommende en dyd af nødvendighed. Men større fare end selve brændevinet truer dets palliativ, den såkaldte frugtvin, at medføre for disse distrikter, dels fordi den, skjønt i regelen stærkt opblandet med brændevin, sælges ustraffet og nyder rivende afsætning, dels fordi den i sanitær henseende er ligeså skadelig som brændevinet og i pekuniær langt mere ødelæggende. For at gjøre denne frugtvintraffik ret frugtbringende har man her exempler på, at folk har berammet auktioner, hvorunder der er solgt noget gammelt skrab til få daleres værdi, medens vinhandelen har indbragt det mangedobbelte.

Thotens provsti

Gausdal. I. Endnu ansees det som en nødvendighed at byde br.vin ved bryllupper o.s.v., dog ikke så meget som for nogle år tilbage, da mange ere komne til den alvorlige tanke, at det ikke bør så være. Br.vin bruges også kun sjelden på reiser, «og dette må skrive sig derfra, at landet er opfyldt med vin og øl, og at kaffeen dunster i hver hytte.»

Mange ere medlemmer af afholdsforeningen, og dette i forening med en tiltagende oplysning og åndelig væxt giver håb om, at tilstanden fremdeles skal forandres til det bedre.

II. Br.vin fremdeles i hvert lag, dog sjelden til overmål. Ved anstrængende arbeider skjænkes nu ikke br.vin, men stundom en kop kaffe, hvormed arbeiderne selv sige, de finde sig bedre styrkede. Beruselse nu gjenstand for foragt. Årsagen til denne forandring til det bedre: den i flere år bestående afholdsforening og de reisende afholdsagenters virksomhed.

III. «For 20 til 30 år siden, eller på den tid det var tilladelig brug at brænde br.vin på gårdene, var nydelse af denne drik så at sige en modesag. Ikke alene ved gilder og sammenkomster, hvor det var at betragte som det første og fornemste, men også hjemme i husene brugtes det daglig både til fremmede, som leilighedsvis besøgte huset, og til arbeidsfolk, som på mange steder fik en dram til frokosten og ofte derimellem som opmuntring og belønning for udførte strænge arbeider. Br.vinskræmmere fra Hedemarken bragte denne vare i overflod og for godt kjøb. Jeg kan erindre, at reisende hedemarkinger, her i bygden, solgte br.vin for 8 sk. potten. Den nærmeste følge af denne sagernes stilling var fylderi og slagsmål ved enhver leilighed.

Nu er det derimod en stor sjeldenhed at komme i et hus, hvor br.vin bydes som beværtning ved høitidelige leiligheder, såsom bryllupper og begravelser etc.; dog bruges det tildels her og der, men ikke i den grad, at det forvolder fylderi.

Den først beskrevne tilstand bevirkede, at mange af bygdens indvånere bleve forfaldne til drukkenskab, måtte forlade sine gårde formedelst armod og henslide sin øvrige tid i fattigdom, indtil de ved en for tidlig død forlode verden, lidet agtede, men mere beklagede af de gjenlevende.

Her gives vistnok ikke mange, som kunne ret kaldes forfaldne; derimod findes desværre adskillige, der i den grad ere hengivne til brændevinsdrik, at de, når anledning gives, tage sig en rus, såsom når de besøge byerne, hvor sådanne drikke udsælges i småt.

For 16 à 17 år siden oprettedes en afholdsforening, hvori bygdens prester og en stor del mænd og kvinder lode sig antegne, hvilket syntes at bevirke en forandring i opinionen med hensyn til nydelse og beværtning med br.vin. Omtrent samtidigt hermed bleve ved hjelp af lovgivningen alle brændevinskipper og udsalgssteder afskaffede og ere siden strængt kontrollerede, så at denne drik nu ikke mere er at bekomme, førend man kommer til nærmeste by.

Disse midler, nemlig: afholdsforeningen og lovgivning i forening, have bevirket denne indtrådte forandring. Afholdsforeningen har virket på opinionen, medens lovgivningen har fjernet anledningen og fristelserne. Ved og efter oprettelsen av det store br.vinsbrænderi på Lillehammer, hvori en del af bygdens mænd ere aktie-eiere, sporedes nogen tilbagegang og slappelse i den herværende afholdsforening, som dog endnu er bestående med et nogenlunde antal medlemmer.

Man må vistnok beklage den tiltagende brug af en dårlig sort vin, frugtvin kaldet, som man har begyndt at have til udsalg på hvilestederne på veiene, hvilke forårsager nogen beruselse og uorden, samt pengespilden, natteløben og andre udyder af tjenere og arbeidsfolk, som samles på sådanne steder søndagsaftenerne.»

Valders provsti

I det egentlige Valders vil der sees at være mærkelig ulighed i den nedre og i den øvre del.

Fra et par af de nedre prestegjelde har jeg sådanne beretninger:

I. «Når man betænker den fast utrolige mængde brændevin, som tidligere blev fortæret i dette prestegjeld, og det uden at man kunde stemple det som fylderi, og ser forholdet nu, kan man ikke andet end indrømme, at forbedringen er stor. Foruden at den store mængde løse og ledige mennesker, som både hverdag og helligdag sværmede omkring for især i vintertiden at fordrive deres ørkesløshed kunde siges at leve i en art brændevins-dunst, om de end ikke viste sig berusede, holdtes der hyppig samlinger med dands og støi hvor drik var tilstede i høiere grad. Dette er nu om ikke aldeles gået af brug, så dog i høi grad indskrænket, idet ikke alene gårdbrugere, som ofte før lod sig finde blandt hin sværmende flok, nu aldeles holde sig tilbage, men endog af ungdommen den største del nu har såmeget agtelse for sig selv, at de ikke ville søge sådanne samlinger, som også nu ere meget sjeldne og besøges kun af få. En anden årsag til brug af brændevin og nu til dens aftagen var, at ikke alene mænd og kvinder, men endog ugifte piger neppe kunde gå ud af deres hus og aldeles ikke til sin kirke uden at være forsynet med brændevinsflaske; men på gjentagen trudsel om anmeldelse og en noget vilkårlig indskriden ved en af kirkerne og en anden gang ved et konfirmandsmøde er denne skik ganske ophørt og derved en stor anledning til uorden.

Som almindeligt beværtningsmiddel bruges brændevin meget lidet i denne menighed, da den selskabelige omgang ikke er sædvanlig. Derimod bruges det ved barnedåb således, at forældrene have i almindelighed med sig til kirken ½ til 1 pot brændevin samt brød, hvormed faddere trakteres, så at hver får 1 til 2 små dramme. I de få bryllupper, som holdes, anvendes vistnok noget mere brændevin; men kun få og mest gamle mænd blive berusede. Men omtrent de to trediedele af de ægteviede holde ikke bryllup,(35) men komme til kirken enten alene med deres vidner eller og kun fulgte af forældre og sødskende, som undertiden samles med brudeparret til et måltid mad, men undertiden kun få et stykke brød (goro) og af brændevin almindelig 2 små dramme til hvert mandfolk. Ved begravelser er forholdet det samme som ved bryllupper.

I det daglige liv bruges nu ikke brændevin, da man er kommen til den erfaring, at det hverken indeholder næring eller styrke; skønt man vistnok ynder det som et pirremiddel, hvorfor der almindelig også ved de anførte anledninger tilsættes peber, vistnok især forat der ikke skal drikkes meget. -

Sørgeligt er imidlertid, at også den vistnok bekjendte, simple vin har fundet vei hertil og kjøbes, skjønt endnu i mindre grad.-

Sluttelig kan tilføies at ædrueligheden er større hos den egentlige almue end hos dem, der stå udenfor den.»

II. Br.vins-drik er i dette skoledistrikt betydelig i aftagende såvel i selskaber som i det daglige liv, og det hænder næsten aldrig, at man ser nogen mand beruset.

III. Ædrueligheds-tilstanden i distriktet som i hele egnen kan siges at være god, efterat adgangen til br.vin er bleven mere spærret, er også br.vins-drikken i aftagende, så at ingen hersteds egentlig kan henregnes til de forfaldne, og drukne sees ganske sjelden. Dog bruges br.vin undertiden endnu som medikament for barselkoner og til beværtning.

Fra et af de øvre prestegjelde har jeg følgende to beretninger:

I. Ved bryllupper o.s.v. skal der altid være br.vin, «såfremt det findes i bygden», og da sees både yngre og ældre at beruse sig. Ligeså bruges br.vin når det haves, ved strængt arbeide og på reiser, «og for koner, som ligge i barselseng, ansees det for en aldeles nødvendighed». Om den allerstørste del af folket siges det imidlertid, at de godt kunne undvære br.vin, når de ville. Ulykken er, at fristelserne ere for store. I denne henseende klages over de mange brænderier i landet, og især fremhæves følgende uskik: «Tilfældet her er for det meste således, at der er løskarle, som have heste, og når disse gjøre bekjendt - om kun for en - at ville reise efter br.vin, så veed hele bygden det strax, og da bliver han betinget til at kjøre hjem langt mere, end han formår på læsset.» Her bruges ingen anden stærk drik end simpelt br.vin, og der kjøbes mest af det i gode år, når folket slipper at kjøbe korn. - Brevskriveren finder dog, at uskikken ikke er i tiltagende, men heller i aftagende.

II. Betydelig aftagen i den senere tid, især dog blandt den gifte befolkning, såsom adskillige af de unge endog give anledning til at beklage det modsatte. Disse have så let nu for at erhverve penge, og der er døgenigter blandt dem, som, istedenfor at tage sig nyttigt arbeide for, skaffe sig hest og reise efter br.vin, som de sælge med 50 til 100 procent fordel. Derfor også mange klagemål og politiforhør og domfældelser. Advarsler frugte lidet; dom til vand- og brød-straf synes at frugte end mindre, men snarere at ægge til nye overtrædelser; thi med mængden af disse br.vins-sælgere har det sig så, at de finde det hel fordelagtigt ikke alene at få skyds og forpleining til og fra straffængslet, men endog, når de fremstille sig halvnøgne til denne reise, da at få nye klæder på fattigvæsenets bekostning. Men trods alt dette er overdreven nydelse af br.vin ikke almindelig; det er mest kun ved gjæstebud og høitider, at det går noget stærkt til, og da sees rigtignok både gifte og ugifte folk at gå berusede fra 2 til 4 dage ad gangen.

Hadeland, Ringerike og Hallingdals provstier

Gran. I. «At misbrug af berusende drikke endnu finder sted blandt landalmuen, der hvor jeg bor og har boet og virket som omgangsskolelærer i 36 år, er en sørgelig sandhed, som ingen fornuftig kan nægte; men lige så sandt er det og, at denne syndige, stygge og i mange henseende skadelige last er i mærkeligt aftagende; især har den betydelig aftaget i de sidste 10 til 12 år. Br.vin nydes nu ikke længer som daglig drik, hverken i fornemme eller i ringe huse.

På by- eller på andre reiser bruges det heller ikke i nogen høi grad; man bliver nu sjelden uleiliget af beskjænkede personer, førend man kommer byerne ganske nær. I bryllupper, begravelser o.s.v. bruges det vel endnu noget mere, end en sand christen og menneskeven kunde ønske, men langtfra på en så afskyelig måde som for et snes år siden, så jeg for min del nærer det glade håb, at ovenmeldte uskik vil fremdeles mere og mere aftage. De årsager, som efter min formening i det mindste virke noget hertil, er uden tvivl dels øvrighedens opsyn, dels redeligsindede læreres bestræbelse og dels menneskeslægtens tiltagende oplysning, som vel synes at gå sent og småt, men glider dog lidt fremad til det bedre. - Til bevis på, at almuens begreber og tænkemåde er mærkelig forandret til det bedre i den senere tid, vil jeg kun tillade mig at anføre et indlysende exempel. Medens jeg endnu næsten var et barn, hørte jeg ofte endog af dem, som da holdtes for at være forstandige folk, rose dem, som kunde tåle at sluge i sig en hel eller en halv pot br.vin og endda i et slagsmål overvinde sin modstander. Drukkenskab ansåes da af de fleste ikke for en last. Nu i den senere tid er jeg ofte i private samtaler om denne gjenstand kommet til det resultat, at de fleste endog af de ringeste klasser anse nydelsen til overmål af berusende drikke i høi grad for syndig, skammelig og skadelig.»

II. Lige modsat skriver en anden så: «Jeg kan ikke være enig med dem, som erklære, at nydelsen af spirituøse drikke er i aftagende nu for tiden: ja, hvem skulde vente sådant nu, da så mange br.vins-brænderier og ølbryggerier oprettes, henved en stor del af al den velsignelse, som jorden frembærer til menneskets næring, forvandles til spirituøse drikke?»

III. Denne brevskriver finder heller ikke tilstanden opmuntrende; br.vin, siger han, drikkes vel mindre, men øl desto mere.

Kongsbergs provsti

Sigdal. Drukkenskabslasten i betydeligt aftagende i de sidste 10 til 15 år. Nogen mærkelig forskjel i tilbøielighed til drik hos eiendoms- og arbeidsklassen har brevskriveren aldrig kunnet opdage.

Rollag. I. Br.vinsdrik betydelig aftaget i de sidste år. Årsag: Lovene mod tilvirkning og salg, den altid skarpere kontrol med lovens overholdelse samt br.vinets fordyrelse. «De flere hundrede speciedaler, bygden i de sidste år har erlagt i mulkter for overtrædelser af br.vinslovgivningen, turde være grundårsagen til br.vins-drikkens aftagen.»

II. Br.vins-drikken i aftagende. Årsag: Regjeringens foranstaltninger. I bryllupper og gravøl bruges brændevin med større mådehold, og i det hverdagslige liv sees sjelden berusede folk; derimod er der just ikke så få, som drikke sig et rus på reiser og i selskaber.

III. Br.vins-drikken i aftagende; årsagen ligger nærmest i den respektable overholdelse af lovgivningen fra lensmandens side samt i brave sjælesørgeres advarsel og gode exempel. - Tilstanden er vel beklagelig endnu, men dog bedre end for 15 til 20 år siden. Da hørte br.vinsflasken hjemme i hvert hus og var ofte med på reiser, f.ex. når man om vinteren skulde ved nattetid og i ondt veir reise til sæters efter sit hø; ligeså ved andre arbeider i marken; det var da anseet for fornemt og fornødent at få en vederkvægelse af det stærke; men såvidt brevskriverne veed, bruges dette nu ikke nogetsteds i sognet.

Regelmæssig bruges altså br.vin nu mest ved festligheder. Begravelser vare gjerne 3 til 5 døgn; almindelig beværtes gjæsterne med en dram om morgenen, før de forlade sengen eller nyde noget andet; så er det en dram efter maden til dugurds klokken 10, ligeså til middags kl. 3, derimod ikke efter aftens-måltidet. Omtrent ligeså har det sig ved bryllupper, kun at det her går noget flot til den dag, brudeparret har været til kirke, og når de sædvanlige ceremonier efter hjemkomsten ere sluttede. De, som have lang vei til kirken, tage en flaske med for at traktere brudefølget der, og i løbet af bryllups-dagene laves der af og til noget puns. Men nu sees ikke så ofte berusede folk i disse lag som forhen. Dette sidste gjælder også om julehøitiden: i fortiden såes store flokke af mandspersoner, som nat og dag, gård for gård, fore om på besøg, sluttelig ofte i den hensigt at få br.vin og for en stor del altfor tydelig beskjænkede. - I sygdoms-tilfælde bruges ikke br.vin stort undtagen på barsel-sengen; der er br.vinsflasken anseet for en god doktor: den skal lindre smerter og styrke livet. «Mange barsel-kvinder har jeg hørt påstå, at de i den tid kunne drikke ganske meget af br.vin, uden at det kunde bevirke, at de blive berusede deraf eller, som man siger, kjende det i hovedet.»

Flesberg. Side 7, kapitel I, er det allerede anført, at der for dette prestegjeld ingen lister ere indkomne over antallet af ædruelige. og drikfældige. Som årsag dertil er angivet for mig: «Dersom denne opfordring var kommet for et par år siden, vilde vi uden betænkning besørget schemaet udfyldt for hele prestegjeldet, og da vilde mindst 2/3 kommet i den lste rubrik og resten i 2den måske dog med undtagelse af et par personer i 3die. Men dengang fandtes endnu ikke i prestegjeldet noget offentligt udsalg af berusende drik. Nu haver vi derimod på thingstedet fået udsalg af øl og vin, og derved er den sande tilstand bleven mere åbenbart, så at, dersom «ædruelig» skal tages i strængeste forstand, vilde det visselig blive meget få, som vi turde opføre i 1ste rubrik, medens måske 99 af 100 kom i 2den. Om denne sørgelige tilstand skal vedvare, hvilket Gud forbyde, eller om man tør håbe, at det vil lykkes at åbne menighedens øine for denne fordærvelse, er umuligt på forhånd at vide, skjønt jeg jo håber det sidste, tildels også af den grund, at den hele menighed for en snes år siden i høieste grad var hengiven til drik og efter ældre mænds udsagn var sunken så dybt, at de bleve forfærdede og vendte om; der lever endnu blandt os mange mænd, som erindre den tid med dens fylderi og dermed følgende anden ugudelighed.»

I et brev, som vel nærmest henter sine exempler fra et enkelt af Numedalens prestegjelde, men dog lægger an på at skildre sæderne i den hele dal, siges blandt andet: auktioner ere i regelen samlingssted for ældre og yngre til dands og drik, og for det meste går det således til: Mængden samles udover eftermiddagen, og en større eller mindre del af de mødende trakteres med en kopp kaffe eller en dram. Nu begynder da auktionen og fortsættes undertiden til henimod midnat. Sålænge lensmanden er tilstede, er alt ordentligt på auktionsstedet; men i de omliggende skoge går br.vinshandeIen nok så lystigt for sig, dog alt endnu i al stilhed; men ikke før er auktionen hævet og lensmanden reist, før drik, skrig og ofte slagsmål begynde. De yngre søge nu at få dandse i auktions-gården eller, om dette nægtes, i en eller anden plads i nærheden, og hvis heller ikke dette lykkes, tyes til skogen, hvor flasken går flittig rundt. Nu driver man rundt omkring auktionsstedet, hvis tun er samlings-pladsen, og den uvorne driks følger: skrig og slagsmål, høres den hele nat og ofte den næste dag med. I denne vilde tummel står ingenlunde gårdbruger-klassen tilbage, og det ser desværre end ikke ud til, at gårdmanden anser det for en skam at komme fra auktionsstedet med oprevet ansigt og sønderrevne klæder, når han blot ikke har fået prygl eller er kastet i marken af modstanderen. Omtrent på samme måde, dog måske mindre vildt, går det til ved ungdommens sammenkomster, som i det ene annex i vinter ofte har fundet sted. Den sørgeligste følge af disse sammenkomster er, at søndagen vanhelliges ved drik, banden o.s.v., og at derved gives anledning til lige så megen usædelighed som ved nattefrieriet. Den skik er almindelig her, at voxne børn og tjenere kun i arbeidstiden holde sig forpligtede til lydighed mod forældre og husbønder, medens de betragte sig som fuldkommen uafhængige udenfor den tid. - Med hensyn til alt dette tilføier brevskriveren tilsidst: «Det vilde være uret at sige, at denne menighed står dybere end nogen anden i Numedalen; thi troværdige folk, som kjende tilstanden i hele dalføret, forsikkre, at forholdene i et par andre sogne ere endog værre end her.»

Fra Numedalen skildres sædeligheds-tilstanden så: «Vel findes ikke her den skik, at voxne børn eller tjenestefolk have natteleie i fjøs eller stald, men derimod fast uden undtagelse, at pigerne om sommeren have deres natteleie på stabburet, hvoraf følgen ganske bliver den samme, idet de ere overladte til sig selv og have fuldkommen frihed til at indtage, hvilken mandsperson de ville, uden at dette agtes at være dem til skam. Ja, hvad der forekommer mig endda i langt høiere grad at vidne om mangel på omhu i moralsk henseende, er, at forældrene endog ere ligegyldige ved, at deres voxne døttre om vinteren, da disse i regelen ligge i samme værelse som de selv (og ofte i samme seng som deres ukonfirmerede søstre) indtage hvilkesomhelst mandspersoner til sig. Det synes næsten, som folket her ikke fordrer sædelighed af ugifte, og kun den fattige pige, som har fået barn, sees sjeldnere at opnå passende giftermål, medens den mere formuende sjelden tilsidesættes af den grund. Natteløberiet har desværre den allerfuldkomneste frihed, og mangen konfirmand, som lod mig i undervisningstiden håbe meget, er et par år efter ved denne indgroede fordærvelige uskik draget ind i den almindelige usædelighed.»

Af et andet brev hidsættes: «Ligesom gutten på en og samme tid besøger flere piger, således tillader også oftere den rige pige flere friere at sove hos sig. Dette tør ikke den fattige pige gjøre medens rigdommen skjuler alt hos den anden. Der tør derfor være altfor mange tilfælde, hvor en mand ikke veed, hvem der er fader til hans kones første barn. Blandt de gifte derimod hersker skikken med en til yderlighed grændsende strænghed, og den kone, som skal undgå ondt rygte, må iagttage en forsigtighed, som man vanskelig danner sig begreb om.»

Drammens provsti

Asker. I. Mange anse br.vin for ganske nyttigt i koldt, råt veir og under hårdt arbeide. Unægteligt også, at såre mange finde smag i br.vin; men det er vanskeligt at erholde, og må derfor ofte undværes. Dette sidste gjælder navnlig husmænd og andre arbeidsfolk; deres små kår og afhængige stilling forbyder dem at komme til byen og andre steder, hvor br.vin er at få; de kunde derfor kun sjelden få sig et rus og må desårsag regnes for ædruelige. Af den opvoxende slægt i dette skoledistrikt er det virkelig kun få, som bryde sig om br.vins-flasken; men om dette kommer af ulyst for samme, eller om de foretrække det bayerske øl, der nu for tiden spiller en så vigtig rolle i by og bygd, kan ikke siges for vist.

II. Br.vins-drik meget mindre nu end før. Årsag: Bedre sands for det gode, da mange dømme strængt om den gamle uskik. I bryllupper og begravelser nu meget ordentligt.

III. I selskaber hos folk af eiendoms-klassen lægges det an på at gjøre gjæsterne muntre; men det går sjelden til beruselse. Blandt arbeidsklassen ere selskaber mest indskrænkede til bryllupper og begravelser, og når der er nok at få, er der vistnok dem, som tage vel meget til sig af det stærke. Men dette kan dog ikke gå tidt på. Ved strængt arbeide, såsom kalkbrug eller tungt skovarbeide, skjænkes der vistnok nu og da en dram til arbeidsfolkene. Men ofte høres den yttring, at br.vinet er for dyrt nu for tiden til at skjænkes ud således. Også inden arbeidsklassen hedder det, at «råden står ikke til at have br.vin, en kan også være det foruden». Brevskriveren veed, at der i mangen arbeidsmands hus ikke findes stærke drikke uden til høitiderne, da man gjerne vil have noget at byde en kommende. I byveien, hvor desuden folk af arbeidsklassen sjelden færdes, bruges nok br.vin på hjemreisen, men sjeldnere end før; de gamle lommeflasker ere for det meste aflagte. I sygdomstilfælde vides ikke br.vin at være brugeligt.

«Til slutning skal jeg også bemærke, hvad jeg har hørt af flere, at det er langt bedre nu, siden bayer-handelen er bleven så indskrænket,(36) og at man i det hele taget ikke kan klage så meget over misbrugen af berusende drikke.»

IV. Beretteren finder blandt den ældre, gifte befolkning færre «ædruelige» i eiendoms- end i arbeids-klassen. Årsagen til denne forskjel antages at ligge i de ydre omstændigheder: Arbeidsfolk ere sjeldnere på byreiser og i gjæstebud og have mindre råd til at kjøbe stærke drikke.

I det hele taget er fylderi i mærkeligt og stadigt aftagende. «Det skulde være godt, om man hertil som grund no. 1 kunde anføre oplysningens fremskridt; men om dette ikke kan ske, så bør det dog nævnes som een grund. Også br.vinets fordyrelse har sikkert bidraget sit. Det er et almindeligt mundheld nu, at br.vinet er så dyrt, at man ikke kan have råd til at holde det i huset, og har man det ikke, så fylder man sig ei heller deri. Men den fornemste grund til denne bedre tilstand bør sikkerlig være afskaffelsen af alle skjænkesteder i sognet. Allerede i mange år har ingen br.vins-udsalgs-steder existeret her, og den lette adgang til svir, som værtshusene tilbyde, når folk forsamles til det ene eller andet møde, har således ganske manglet. Om den virksomhed, der er udøvet i afholdssagens tjeneste, har nået hid med sine virkninger, tør jeg hverken benægte eller bekræfte. At den kan have bidraget til at styrke den opinion imod fylderi, som nu mere end før findes, tør dog nok antages.» Br.vin (puns) bruges endnu i gjæstebud; men der tures ikke så hårdt og længe som før; adskillige vel «på en kant» ved disse leiligheder, men meget få «fulde».

«Det turde kanske være værd at bemærke, at ædrueligheden blandt den mandlige del af tjenerklassen i de sidste år neppe er i fremgang. De talrige øl-kipper, der af mindre samvittighedsfulde personer ere satte i virksomhed både hist og her, åbne den letteste adgang til fylderi og uorden af alle slags. På disse steder forøder nu mangen tjenestegut sin store løn, og da bayer-handleren tillige gjerne er dandsevært, have også tjenestepigerne fået lyst på disse steder. Opinionen blandt den bedre del af folket, både fattige og rige, er imidlertid rettet mod dette uvæsen, og det er derfor at håbe, at det ei vil komme til at trives i længden.»

Hurum. I. Med den bemærkning, at skildringen formenes at passe for de fleste bygdelag nær byerne ved Christiania- og Drammens-fjorden, giver brevskriveren omtrent sådan fremstilling:

Br.vin og puns hører bestandig med i bryllupper og andre gjæstebud, og ingen anser det for nogen skam da at tage en tår over tørsten. Har gjæstebudet varet fra aftenen til ud på næste dag, og have ret mange af gjæsterne været på en kant eller berusede, så kaldes det et morsomt lag.

Alt imellem treffes bekjendte i Svelvik, og to eller flere enes om at gå ind til en br.vinshandler og få sig et glas øl eller en dram; værten må jevnlig drikke med; der kommer flere til, og enhver «tager i» sin tour, det visse antal dramme med øl til - og er der da en 5-8 mand, så er det en selvfølge, at de gå berusede ud.

Her i egnen og fornemmelig i Svelvik foregår noget, som er kjendt under navn af vin-dands, et slags dandse-sammenkomster for arbeidsfolk, matroser og nogle af bondestanden. Den, som vil holde slig dands, bestiller musikanter og kjøber et anker såkaldt vin samt bayersk øl, og dette sælger han med stor fordel til de forsamlede drenge og piger, voxne og tildels børn. For nogle år siden var det endog så, at forældre tog sine børn med og gav dem lov til at drikke; thi vinen ansåes for uskadelig, og det var ligeså ingen skam at have en vin-rus. Nu har dog enkeltes iver udrettet dette, at børnene mere holdes borte; men vindandsen består endnu og virker fordærveligt; navnlig har vist mangen pige måttet angre, at hun i disse lag lod sig traktere for meget med vin af «fyrene», så hun ei var herre over sig selv. - Beretteren tror, at vin og øl nu gjøre mere skade end br.vin før, så meget mere som hine varer ere at få lørdag og søndag, og selv smågutter temmelig uforment kunne være med at nyde dem.

II. Brug af br.vin ansees uforandret i de sidste år, men øl-drik tiltager.

Lier. Brændevinsdrik i aftagende, men holder sig dog i bryllupper og ligfærd. Disse feste vare sædvanlig i 2 dage, og især den 2den dag har det været skik, at værten har trakteret rundeligt med br.vin og puns.

Nordre Jarlsbergs provsti

Vaale. I. «Efter at have konfereret med flere sagkyndige og pålidelige mænd tør man formene, at drukkenskab har i sidste decennium meget mærkeligen aftaget, og at den yngre mandlige slægt tegner til at ville vorde ædruelig.»

II. «Forhen var antallet på dem, der ofte berusede sig, ikke lidet større i dette skole-distrikt end for tiden. Det er i de sidst forgangne 10 år, at forandringen til det bedre er foregået.»

Søndre Jarlsbergs provsti

Stokke. «I (N.N.) år har jeg havt anledning til at gjøre mig bekjendt med dette mit skole-distrikts opsiddere, og har jeg i den tid gjort den erfaring, at br.vins-drikken er meget i aftagende, såsom denne fordærvelige driks følger både for legem og sjel levende erkjendes, så at det for ganske kort tid siden hørte til sjeldenhederne at se en i beruset tilstand, især blandt distriktets ungdom.

Men lige så glædeligt som dette var at se og erfare, lige så bedrøveligt er det at gjøre den erfaring, at de personer som for kort tid siden skyede br.vins-drikken, nu den ene gang efter den anden, både i by og på land, ikke tage i betænkning, at sætte legem og sjel i fare ved den i den senere tid meget stærkt tiltagende øl- og vin-drik, hvilken giver anledning til hyppige sammenkomster om søndags-aftenerne, hvilke sammenkomster foranstaltes af inderster og husmænd, der ved sådanne leiligheder åbne så at sige et marketenteri med de nævnte drikkevarer.

Som sagt, er dette uvæsen begyndt at drives i den senere tid, ja i denne sommer, og at kvæle det i dets fødsel er pligt for enhver. Men på hvilken måde dette kunde ske, er ikke så let at sige; bedst vilde det vel være, om det forsvandt lidt efter lidt af sig selv, såsom vedkommende vel også heri vilde indse det usømmelige og fordærvelige.

Årsagen til dette ondes tilbliven på landet - jeg mener nemlig den ydre årsag - er formodentlig foranstalternes trykkende kår, der gjør, at de gribe sådan leilighed til at fortjene noget, uden at forestille sig, hvor liden velsignelse der i sådan fortjeneste ligger.»

Nøtterø. I dette skole-distrikt bruges br.vin kun i selskaber og til skibs i ondt veir. Brevskriveren tror ialfald ikke, at der gives daglige drammer ombord på fartøierne og søfolkene herfra ere bekjendte for ædruelige, ordentlige folk og derfor søgte af fremmede skibe.

Intet br.vins-udsalg i sognet på flere år, men på et par steder sælges i den sidste tid endel øl og vin, dog mest til fremmede og navnlig svenske arbeidsfolk.

Bamble provsti

Slemdal. Her er i 1857 stiftet en afholdsforening, og her spores en betydelig aftagen i brugen af br.vin også hos dem, der endnu ei ere indtrådte i foreningen. Br.vin til daglig brug har neppe nogen mand i bygden.

Bamble. Br.vins-drik i aftagende. Grund: En bedre ånd får indgang. Ingen afholdsforening her. Br.vins-drik finder sted: a) i byen og byveien, b) i selskaber ifølge gammel skik, og c) ved auktioner, hvor dog fornemmelig drikkes vin.

Nedre Thelemarkens provsti

Fra et af de indre prestegjelde skrives så:

«Brændevin bruges i dette skole-distrikt nu kun ved bryllupper, ligfærder og ved de store høitider og da ialmindelighed med måde, så man sjelden høre omtalt noget fylderi.

Midlerne, hvormed misbrugen af br.vin for en stor del er afskaffet, må fra først af tilskrives afholdsreformen, dernæst og fornemmelig udryddelsen af skjænkesteder i prestegjeldet samt det virksomme opsyn, det offentlige, ved ansatte br.vins-kontrollører, har med ulovlig salg af br.vin.

Men da misbrugen af br.vin aftog og efterhånden næsten ganske hørte op, trådte bayersk øl istedet, og almuens smag for denne drik tiltager i en forbausende og foruroligende grad. Da fordelen ved at udsælge bayersk øl er meget betydelig, nemlig 100 pct. og derover, så lægge mange sig efter denne trafik. På dampbåden, i værtshusene og i enhver hytte langsmed de mest befarne landeveie er denne drik at få, og ethvert udsalgssted har desværre altfor god søgning. Vel er det endnu fornemmelig på reiser til og fra byen at almuen søler i bayersk; men mange, især af den yngre slægt, søge også om søndagen hen til ølhusene, og den tid synes ikke at være fjærn, da øllet vil trænge ind i familielivet og indtage samme plads som fordums br.vinet.»

Fremdeles forklarer brevskriveren sin mening om, at det ikke blot er svire-lyst, som bringer ungdommen til at søge ølhusene, men for en stor del kjedsomhed. Efter ugens arbeide kan den unge naturlig ønske sig nogen adspredelse; men «den herskende pietisme fordømmer musik og dands og lignende lystighed», og for altså at skaffe sig en adspredelse, der ikke netop strider imod forbudet om disse ting, søger man hen til ølhusene. Brevskriveren har erfaring for, at ikke alle formå at finde underholdning for søndags-eftermiddagene ved læsning, og han anser det derfor ønskeligt, om der kunde udfinder noget passende opmuntringsmiddel i fritiderne, som kunde falde i almuens smag, og hvormed man kunde være betrygget for, at ikke øl eller vin skulde indfinde sig som ubudne gjæster.

Solum I. God tilstand i dette skoledistrikt. Br.vin vel endnu i selskaber, men til mådelighed, så det er sjelden at se nogen af gjæsterne beruset. Bayersk øl, som nu er kommet så meget i mode, bruges vel også; men det indskrænker sig mest til en enkelt flaske, som en reisende kan få overladt, så der kan ikke være tale om nogen misbrug.

II. Br.vin og andre berusende drikke hører til i alle slags selskaber; de fleste vilde finde det for dødt og stille, nogle vilde endogså kalde det skam, om det ikke fandtes. Folk af dette sidste slag kunde vel tilbringe nætter og dage med drik. På byreiser drikkes også meget; dette er ligesom begyndt på ny i den sidste tid, da øllet er kommet i brug. Arbeids-drammen er for det meste afskaffet, eller skjænkes kun nu og da ved flødning og andet tungt arbeide. I det hele aftagende drukkenskab i den ene af skoledistriktets to roder, men heller tiltagende i den anden, og det formedelst øllet, som der er at få.

Holden. Br.vinet mest indskrænket til selskaber og byreiser. Men brevskriveren fører en, som det synes, dybt følt klage over misbrugen af bayersk øl og vin og dermed følgende uorden og forargelse. Han slutter med de ord: «Jeg med flere ønsker, at dette mit korte, men dybe vink må blive forfatteren til veiledning og heldbringende udførelse, og at Herren med sin ånd vil give ham de ord i mund, der kunde virke til en sand forbedring udi hans øiemed.»

CHRISTIANSANDS STIFT

Øvre Thelemarkens østfjeldske provsti

I et brev, som er undertegnet af en skolelærer og en medhjælper, skildres tilstanden i en af provstiets bygder således:

Br.vins-drikken er i aftagende, men skulde være det endnu mere, om ikke stedets landhandler var så beredvillig til at transportere hjem fra byerne - ikke i pottevis, men i lassevis. Derved får prestegjeldet opretholde de gamle vaner med at bruge br.vin i gjæstebud og andre sammenkomster, og især er det betænkeligt, at det giver anledning til gilder, som ungdommen har sig imellem. - Men det værste onde er dog den fordærvelige vinhandel. Drikkerne begynde med br.vin og fortsætte med vin, der altid er at få, sålænge pengerne strække til, og stundom længere, på kredit, hos den samme landhandler. - Under forsamlinger ved retshandlinger eller ved kommune-anliggender reiser der sig gjerne en skarp vinhandel; når leverandøren mærker, at kunderne ere drukne, må de ikke længer fortære deres varer enten i butikken eller gårdsrummet; men da begive de sig med sine drikkevarer enten ud på hovedveien eller ind på de nærmeste gårde, hvor de tilsidst tumle frem og tilbage og forstyrre veifred og husfred. Den, som vilde prøve på at hindre dette, vilde udsætte sig for skjældsord og håndgribeligheder.

Øvre Thelemarkens vestfjeldske provsti

Vinje. En skolelærer bemærker, at br.vins-drik «heller har aftaget» i de senere år, såsom næsten enhver erkjender faren og skaden ved samme.

Østre Nedenæs provsti

Fra en af landsbygderne nær Risør skriver en skolelærer i det væsentlige så:

Gårdbruger- og husmands-klassen her stå hinanden meget nær, hvad livsvilkår og dannelse angår. 2/3 af gårdbrugerne kunne siges at drive en eller anden arbeider-bedrift ved siden af jordbruget, som daglønnere, søfarende, håndværkere. Blandt de gårdbrugere, som sædvanlig bo på og leve af sine gårde, er drukkenskab sjelden og bliver det mere og mere, efterhvert som den gamle stok dør ud. I denne klasse tiltager vinskibelighed og flid øiensynlig. Blandt arbeids-klassen bemærkes drukkenskab mest hos dem, der jevnlig komme i berørelse med byen, såsom tømmerflødere og hugst-karle, og ligeså mest der, hvor mange arbeidere jevnlig ere sammen.

Selv de almuesfolk, som i den almindelige mening gjelde for ædruelige og ordentlige folk, og hvem br.vins-drik virkelig ikke hindrer i at passe sin dont, ere dog for størstedelen ikke fri for nu og da at få sig en rus i værtskab eller lignende leilighed. Men skjønt der således drikkes ikke så lidet br.vin i sognet, er der dog ikke så mange, som have bestemt hang til br.vins-drik.

Opinionen mod br.vinet er vistnok ikke meget stærk; men så meget er den dog trængt igjennem, at man ikke længer nøder br.vin på folk. Vel er det endnu temmelig almindelig skik at traktere en gjæst med en dram; men har man ikke br.vin i huset, så undser man sig heller ikke videre derved. Det er vel ikke så få hus, hvor man ikke har br.vin på et halvt år og derover, medens andre almindeligvis ere forsynede dermed.

«En afholds- eller mådeholds-forening, jeg erindrer ikke så nøie, hvad det var, har engang været forsøgt her i sognet, men kunde ikke vinde nogen synderlig sympathi. Man fandt det generende for sig at pålægge sig en sådan moralsk tvang, og at man gjorde det af hensyn til andre, skammede man sig næsten ved at være bekjendt; thi man er her meget bange for at give sig skin af at ville være bedre end andre, og jeg tror, det vilde være tvivlsomt, om den måde at virke på ved sit exempel vilde her føre til noget godt. Men når en uden at være bunden til noget specielt løfte passer sig ved enhver leilighed, det respekteres af alle. Den bedste vei til at hindre brændevins-drikken her er efter mine tanker den: gjennem religionen i skole og kirke at tiltale folks samvittighed, og om dette skede ved dertil udsendte agenter, kunde nok også for enkelt gang være gavnligt. - Hustugten bliver af enhver oplyst og christelig husfader anseet som et vigtigt middel til at hindre br.vins-drik, idet de benytte sin myndighed til at hindre sønner og tjenere i at løbe om med br.vins-flasker i lommerne søndags-kvelde og ved andre leiligheder men desværre, der er altfor mange huse, hvor hustugten i denne henseende er altfor slap.»

Dybvaag. Med hensyn til drukkenskab står det særdeles heldigt til; i det mindste er ingen forfalden.

Vestre Nedenæs provsti

Østre Moland. I. Folket har som mange kystboere en vis ydre dannelse, og skolevæsenet er i den senere tid meget udviklet i dette prestegjeld. Herfra bør man dog ikke danne sig slutninger om religiøsitetens standpunkt. - Med hensyn til drikfældighed skal tilstanden efter troværdige folks forklaring være bedre end for 20-30 år siden. Her er daglig samfærdsel med Arendal; af dem, der have været i byen, komme desværre adskillige berusede hjem. En fremmed kan dog ikke bedømme denne menigheds standpunkt med hensyn til ædruelighed efter det, han seer; thi her sees, især nu, da omtrent 200 veiarbeidere opholde sig her, mange drukne og sluskede mennesker, hvoraf dog flertallet ikke hører til menigheden.

II. Berusende drikke bruges mindre nu end før.

Froland. I. I alle selskaber bruges br.vin til overflod. «Tunskåler» bydes og nydes i alle bryllupper og ligfærde, hvilken skik antages at være meget gammel. - I sygdomstilfælde bruges br.vin sjelden undtagen af barsel-kvinder, og det både før og efter nedkomsten. - Under strængt arbeide bruges br.vin sjeldnere nu, fordi det er så vanskeligt at få. - På byreiser drikke de fleste meget i byen og på hjemveien, og det bliver ikke anseet for nogen dygtig karl eller mand, som ikke ved sådan leilighed har en eller flere flasker, fornemmelig br.vin, hvoraf han drikker og skjænker både kjendte og ukjendte. «Angående aftagen og tiltagen af misbrug med br.vin, da kan det med al sandhed siges, at ingen forandring heri er skeet i de sidste år.»

II. «I alle gjæstebud her synes br.vin at indtage den første plads og må tildeles gjæsterne i overflod, ellers ere de mindre tilfredse.» I sygdomstilfælde bruges br.vin kun tildels, men ofte som styrkningsmiddel under strængt arbeide. «Det kan ikke siges, at det er i aftagende med br.vins-drikken her, men den er omtrent den samme, den har været i de sidste 10 år.»

Homedal. I. «Brændevin benyttes i den sidste tid ikke så meget som trakteringsmiddel i det hverdagslige liv i hjemmet, hvorimod vinen og tildels bayersk øl bruges hertil; derimod ansees brændevinet (når undtages af de få, som ganske have ophørt med brugen) som hovedtraktement i gjæstebud, samlag o.s.v. Ved sådanne leiligheder benyttes også vin, dels for de gjæsters skyld, som ikke ville nyde br.vin, dels vel også for at give deslige sammenkomster et fornemt anstrøg. - På byreiser og for dem, som have deres sysler i eller ved byen kappes vinen og br.vinet om herredømmet, og bliver den sidste gjerne den seirende, når hint på lørdags aften sættes i arrest, indtil det mandags morgen løslades for atter at begynde sin kamp med dets rivaliserende mildere søstre, vinen og bayer-øllet. De, som ikke finde det passeligt at vende ædrue hjem fra byen, pleie gjerne at forsyne sig med en liden dosis af det blanke til underholdning på veien. - At brændevinet under strængt arbeide og i sygdoms-tilfælde tildels ansees for nyttigt og nødvendigt, tror jeg at have bemærket. - At enkelte aldeles have ophørt med brugen af brændevin, må tilskrives afholdsreformen, der på denne kant dog ikke rigtig er opfattet og erkjendt. Når man ikke desto mindre synes at bemærke, at de forfaldnes antal er formindsket, formenes årsagen at kunne søges i den politur, som søger at udbrede sig over samfundet.» Brevskriveren finder, at br.vinet på disse kanter især misbruges ved barsel-sengen; han har endog hørt, at en barselkone skal have fortæret indtil en pot i døgnet.

Vestre Moland. Br.vinet udøver ikke på langt nær så stort herredømme som for flere år tilbage i tiden, og dets brug synes fremdeles at aftage år for år. Vel bruges det endnu ved siden af vin i selskaber og ved besøg; men fylderi er sjeldent, såsom enhver, der vil gjelde for en agtbar mand, undser sig ved at vise sig beruset. Som medicin bruges brændevin oftere. Der kan ikke nævnes nogen særegen grund for hin aftagen; men det er troligt, at en og anden agtet mands exempel har udøvet stor indflydelse. «Her existerer nok en afholds-forening, der består af ganske få medlemmer; men folket i almindelighed betragter afholdssagen med så mistænkelige øine, at de foredrag, som afholds-agenterne have holdt, kun af få ere hørte. De fleste ere komne til erkjendelse af, at misbrugen, som de kalde det, er fordærvelig; men at brugen er skadelig, ville kun få vide af, hvoraf fremgår, at flertallet ikke ønsker sig denne drik berøvet.

Tvet. Beruselse sjelden på byreiser, hyppigere i selskaber, f.ex. bryllupper.

Christiansands stiftsprovsti

eller Christiansands by. Sognepresten, stiftsprovst Lassen, har til forskjellige tider beæret mig med oplysende bemærkninger om den sædelige tilstand, dels mere i almindelighed, dels med særskilt hensyn til Christiansand. Denne sidste del af stiftsprovstens bemærkninger skal jeg her gjøre rede for og dermed allerførst rette en feil, som er indløben i en skildring, som jeg i et tidligere skrift («Om sædeligheds-tilstanden i Norge», side 275) har givet om ædrueligheds-tilstanden blandt arbeidsklassen klassen i Christiansand. Ifølge denne skildring, som jeg havde hørt af en tænksom og anseet mand af arbeidsklassen i samme by, skulde der allerede bemærkes nogen drikfældighed i hustømmer-mændenes klasse, værre skulde det dog være blandt skibstømmer-mændene og især blandt dem af denne klasse, som kaldes drivere og have det ensformige, tankeløse arbeide at drive eller tætte åbningerne mellem plankerne med drev, og årsagen til den slette tilstand mellem disse folk skulde være dels arbeidets beskaffenhed, som så lidet anspore til tænksomhed, dels den skik, at der, som jeg havde forstået det, blev skjænket dramme på arbeidsplassen, visse dramme for dagen, som en del af daglønnen. Misligere endnu skildredes dog tilbøieligheden til drik blandt bjælke-huggernes klasse, såsom disse ikke arbeide for dagløn, men på forsagd, og til sine tider tjene ganske godt og efter behag kunne gå fra arbeidet og besøge kipperne, og allermisligst skulde tilstanden være blandt sjouerne, som kun have arbeide i rykkevis, ofte i korte stunder tjene glubsk og så i lange tider gå og slænge.

Herom bemærker stiftsprovsten: «Det forholder sig, som anført, at værftstømmer-mændene arbeide efter nøiagtig anvisning, så der ikke fordres anden kyndighed af dem end med færdighed at bruge øx og hugjern, samt at de såkaldte drivere, ligeså borerne (de, der bore huller i skibets planker) og nagleskjærerne (de, der skjære nagler til disse huller) have et yderst tankeløst arbeide og behøve dertil liden eller ingen færdighed; men om de end kun få betaling for det antal huller eller nagler, de få færdige, så påsees det dog, at de ere tilstede på værftet i den bestemte arbeidstid, og i almindelighed er det gamle folk, der formedelst svagelighed ikke ere tjenlige til andet arbeide, men - fordi de længe have været i værftets tjeneste - ikke afskediges, om de end gjøre liden nytte for deres løn. Det forholder sig ikke så, «at de tænke fornemmelig på drammen, og at drammen hører med til daglønnen på værftet». Jeg troer ikke, der er noget ordentligt skibsværft i byen, uden at brændevinet er forbudt; den arbeider som indfinder sig beruset eller bringer br.vin med på værftet, må vente sin afsked, og det er en almindelig vedtægt, at der aldrig af værftseieren uddeles br.vin. Enkelt undtagelse fra denne regel kjender jeg; når f.ex. et skib skal landsættes, hvortil bruges mennesker i hundredvis, blandt disse en mængde sjouere og sluske, der ere vante til drammen og behøve den for at sætte deres ødelagte kræfter i virksomhed, da findes det nødvendigt stundom at lade flasken med br.vin og simpel vin circulere for at vække liv og få disse sluske til at tage et rigtigt tag. Drikkeri er derfor ikke mere almindeligt blandt skibsværfternes tømmermænd og faste arbeidere end blandt hustømmermændene. Tømmermands-klassen er på meget få undtagelser nær vinskibelige, ordentlige og nogenlunde velstående folk; en stor del af dem eie hus, som de i hviletiden reparere og pudse på. Jeg må dog indrømme, at det først er i de sidste 10-20 år, at tømmermands-klassen således har hævet sig. Drikkeriet, uordentligheden, dovenskaben, svineriet og armoden hører nu i regelen hjemme i hugger- og sjouer-klassen, og med disse forholder det sig således som anført, at de arbeide kun rykkevis og have ofte stor fortjeneste for liden møie, og brændevinet er for disse blevet en nødvendigheds-artikkel. Ligeså har det sig med kvinderne. De koner, som have arbeide hjemme i deres hus, enten de have nok med at stelle dette, eller de modtage vask og andet arbeid for fremmede, ere ordentlige og vinskibelige, medens derimod de, der befatte sig med at bære hø eller bringe andre varer fra bryggerne eller med forefaldende sjou udenfor hjemmet, snarere ere drikfældige og uordentlige. Dannelsen fra ungdommen af, med undtagelse af forskjellen i hjemmet, er ens for alle. Således som almueskolevæsenet her i byen er ordnet, gå de alle ud af skolen med den kundskab, som kan forlanges for deres stilling. Det er derfor det ustadige arbeide og den ofte store, men usikkre fortjeneste, der giver fristelse og anledning til udskeielse, mere ialfald, end den ringere grad af kundskabs erhvervelse; medens det dog lige fuldt bliver rigtigt, at oplysning og dannelse virker i mærkelig grad til at fremme et sædeligt liv.»

I en senere skrivelse siger stiftsprovsten, at han har fremsat denne sin opfattelse af ædrueligheds-tilstanden for fattigvæsenets medlemmer, 25 mænd af alle borger-klasser, og disse have været enige med ham og navnlig forklaret, at br.vin allerede i mange år kan ansees forviist fra værftene, og at det end ikke ved skibes landsætning eller lignende anledninger bliver brugt uden som en ren undtagelse. Men ved denne leilighed blev det oplyst, at som i hugger- og sjouer-klassen, således er tilstanden også mislig blandt murarbeiderne, dog fornemmelig de mindre dygtige af disse. «Og dette stadfæster den erfaring, at det ikke er den mindre fortjeneste, men det ustadige arbeide, der frister til udskeielse. Murerne tjene i almindelighed bedre end andre arbeidere; men de arbeide på forsagd, d.e., efter en bestemt akkord, ikke for dagløn; de have desårsag rådighed over sin tid, så de kunne besøge skjænkestederne, når de ønske, og hertil kommer også, at de til sine tider om sommeren tjene til overflod, medens de derimod i vintertiden stundom hindres i at udføre deres arbeide.»

Om visse andre stykker i folkelivet har stiftsprovsten givet mig sådan forklaring:

«Egentligt nattefrieri eller natteløben som på landet i flere egne finder ikke sted her i byen; men der er omstændigheder, som komme samme temmelig nær. Jeg sigter her til dandsehusene, som modtage gjæster hver søndags-aften. Politiet påser, at gjæsterne bortvises og huset lukkes kl. 10; men så gå de af dands og berusende drikke ophidsede mennesker ud at spadsere, og sålænge veirliget tillader det, kan man ved denne tid af aftenen se mangfoldige par at drive ud efter landet. På disse ensomme spadseretoure i mere eller mindre mørke få lidenskaberne herredømmet, og om end skammen skjules ved en senere forbindelse i ægteskab, er dog denne forbindelse ofte enten nødtvungen eller så letsindigen sluttet, at den angres gjennem et langt og sørgeligt liv. - Det er så langt fra, at dette dandsevæsen og den deraf følgende natteranglen har aftaget, at jeg frygter, det i den senere tid har tiltaget, og så nødig jeg vil give lovgivningen skyld for at give nogen anledning til letfærdigt levnet, er det dog min formening, at den senere brændevinslovgivning har nogen del deri.(37) Det er foremmelig brændevinshandlerne, der holde sådanne hus. Da de ilægges betydelig skat af denne bedrift, anse de sig berettigede til at suge så megen fordel af den, som de uden at pådrage sig mulkt på nogen måde kunne. De indrette derfor sine udsalgssteder på det komfortableste med forskjellige lokaler efter de forskjellige gjæsters smag. Her er billard, beafsteg, saltet lax, sardeller etc. for de noget kræsne kunder; her er kortspil, sild, smurte kager m.m. for sjouere og konsorter. Da alt dette endnu vanskelig kan bestride den med en sådan bedrift nødvendig følgende uordentlige økonomi, afholde den store skat og give den indbringende fordel, som man finder at have billigt krav på for et så smudsigt og ækkelt arbeide, og da ingen brændevinsskjænken er tilladt om søndagen, på hvilken man kunde gjøre regning på den bedste fortjeneste, så indbyder man til dands. Det er ikke længer dandseboder, som det i gamle dage kaldtes, med tarvelig belysning, en fiol og en klarinet; nei, nu er det store sale med 2 lysekroner og lampeter, med fuldt orchester, som høres og kalder langt borte. Der serveres med kage og anden beværtning og, da br.vin er forbudt, med stærk vin og med deraf tilberedt forskjellig drik, der ikke er mindre berusende, især når den nydes i forening med et stort kvantum bayersk øl. Og efterat dette er endt, så begynder hin spadseregang, og det er denne spadseregang langt mere end dandsen, der er farlig for sædeligheden.

Foruden den fristelse til løsagtighed, der altid gives i en søstad som Christiansand af fremmede søfolk, der besøge dandsehusene og kunne traktere godt, så er her ikke mindre fristelse fra de garnisonerende militæres side. Ikke som om disse skulde være værre end andre; men der må i ethvert kompagni ikke være mere end et bestemt antal gifte soldater. Mange indgå desuagtet forbindelser, og når så ægteskabs-tilladelsen nægtes dem, leve de som ægtefolk, indtil politiet får underretning derom og forhindrer sådant levnet. De ægtepar, der have havt børn sammen før vielsen, ere sådanne folk. Dette forbud mod ægteskab har også andre ulykkelige følger: forbindelsen hæves, og pigen må gå med sin skjændsel, eller af pligtfølelse sluttes ægteskabet, efter at kjærligheden under et langt og løst forhold er bortdunstet, og det bliver et ægteskab med kulde og ligegyldighed, om end ikke åbenbar ufred.

Desværre er det hos arbeids-klassen et meget almindeligt forhold, at forlovede flytte sammen, strax ægteskabslysningen er begyndt; vielsen udsættes ofte i længere tid snart af almindelige økonomiske grunde, snart fordi manden er borte på søreise eller i andre erinder; heraf de mange fødsler kort efter vielsen, og - hvad der er værre - dette forhold uden den vedtagne sanktion har meget ofte en uheldig indflydelse på det senere ægteskabelige liv. Det hører dog med til de meget sjeldne undtagelser, at forbindelsen hæves, efter at ægteskabslysningen er skeet.

Også i Christiansand findes vel skjøger; men almindeligt tror jeg ikke sådant væsen er; det bliver ialfald ikke beskyttet af politiet, og endnu mindres tåles huse, hvor sådanne væsener opholde sig.»

Endelig fremhæver stiftsprovsten med styrke, hvorledes ufred i det ægteskabelige liv ofte viser sig som en af de ydre omstændigheder, der allermest virke nedbrydende på sædeligheden og navnlig befordre drikfældighed. Almindelig fred i huset eller omvendt: hyppig begjæring om separations- eller skilsmisse-bevilling, turde være et af de sikkreste tegn på en god eller en mislig tilstand i menighederne. Og der er neppe noget, som vække større forargelse blandt folk, end at fraskilte ægtefolk så indgå nye forbindelser, medens den fraskilte endnu er i live. Uenigheden, hvor slem den end er, skjules dog tildels i huset, hvorimod skilsmissen træder offentlig frem og driver spot med ægteskab og sædelighed. Og istedetfor at ægtefolk skulde beflitte sig på tålmodighed for at overvinde den begyndende ufred i samlivet, så kan det altfor let ske, at ufreden voxer frodigt netop formedelst den letsindige betragtning, at der kan være råd til at få skilsmisse-bevilling. Jo lettere adgang der monne være til sådan bevilling, desto hyppigere tør det blive, at ufreden opstår og tiltager og udarter til skilsmisse. Derfor gjælder det om fra alle kanter at støtte og opretholde den bevidsthed, at ægteskabet er en forbindelse for livet.

Robygdelagets provsti

Øverbø. I. Nys ankommen til denne menighed søgte den nuværende sogneprest at skaffe sig kundskab om den religiøse og sædelige tilstand, på den måde, at han skriftlig opsatte en del spørgsmål og bad medhjælperne og skoleholderne om at besvare samme. Og et sammendrag af disse besvarelser har presten været så god at meddele mig og give mig tilladelse til at benytte her.

1. Hvordan er i almindelighed sædeligheds-tilstanden, og hvilke spor er der af ægte religiøs sands i menigheden?

Svar: Sædeligheds-tilstanden opgaves som i det hele taget ret god, og som spor på ægte religiøs sands nævntes interesse for missionssagen, gudelige forsamlinger, uegennyttig hjælpsomhed og tjenstagtighed samt afhold fra brændevin. (Der gives en missionsforening og en afholdsforening i hvert af prestegjeldets 3 bygder.)

2. Er der nogen, som forsømmer kirke-tjenesten hyppigt, og i så fald af hvilke klasser og af hvilket kjøn samt af hvilken årsag?

Svar: Hvorvel kirkerne i almindelighed søges flittigt, opgaves dog for flere skoledistrikters vedkommende, at der kjendes adskillige, som ofte forsømmer kirketjenesten, både af eiendoms- og arbeids-klassen, især af mandkjønnet. Årsagen hertil formentes at være ligegyldighed for religionen og måske også trykkende kår.

3. Forsømmer nogen altergang i længere tid, og i så fald af hvilke klasser og af hvilket kjøn, samt hvad formodes at være årsagen hertil?

Svar: Der opgaves, at en del personer både af eiendoms- og arbeidsklassen af begge kjøn, dog mest af mandkjøn, havde i længere tid forsømt altergang. Årsagen hertil formodedes at være især åndelig sløvhed og ligegyldighed og tildels også religiøse skrupler.

4. Misbruges søndage og helligdage til drik og svir eller anden usædelighed?

Svar: Det sker vistnok sjeldent. Ligeså træffer det nu sjeldent, at ungdommen samles på sådanne dage for, som man kalder det, at skjæmte, hvilket før var meget almindeligt.

5. Hersker der banden og sværgen i menigheden?

Svar: Tildels, mest hos arbeids-klassen. Banden og sværgen er forøvrigt i aftagende.

6. Anvendes oftere Guds ord eller bibelske udtryk i skjemt, og bruges anden letfærdig og utilbørlig snak eller løgn?

Svar: Det første bruges nu sjelden; anden letfærdig og utilbørlig snak samt løgn finder oftere sted.

7. Hvorledes er i almindelighed forholdet mellem ægtefolk, mellem forældre og børn, mellem husbondsfolk og tjenere?

Svar: Mellem ægtefolk samt mellem forældre og børn opgaves forholdet i nogle distrikter som godt, i andre som mere misligt, forholdet mellem husbondsfolk og tjenestefok; sagdes at være i almindelighed godt, ja tildels meget godt.

8. Holdes barn flittig til at benytte deres religionsbøger hjemme?

Svar: Om vinteren almindeligt, men om sommeren sjeldnere.

9. Vænnes børn i almindelighed til flid, mådelighed, orden, lydighed og sanddruhed?

Svar: For nogle distrikters vedkommende lød svaret herpå mindre gunstigt, for andres vedkommende gunstigere med hensyn til flid, mådelighed og lydighed.

10. Give forældre og foresatte i almindelighed børn og tyende gode exempler og formaninger?

Svar: Det skorter i almindelighed mere på gode exempler end på formaninger, der også undlades af ikke få.

11. Ere tjenestefolk egenrådige, og handle de på egen hånd uden at forespørge sig hos husbondsfolkene om deres arbeider?

Svar: Tjenestefolk ere i almindelighed lydige og handle ikke på egen hånd; men det hænder oftere, at adskillige tjenere på søn- og helligdage gå fra huset uden at bede om tilladelse dertil.

12. Holdes der ofte husandagt?

Svar: På søn- og helligdage synger i almindelighed husfaderen en psalme med husets folk og oplæser for dem en prædiken af en huspostil. På søndage er husandagt sjelden.

13. Hvorledes omgåes forlovede folk hinanden? Leve de i almindelighed sammen som ægtefolk?

Svar: I almindelighed leve de i et ulasteligt forhold til hinanden og ikke som ægtefolk.(38)

14. Dandses der meget i almindelighed, og anvendes dands meget i bryllupper og andre gjæstebud, og hvorledes er den beskaffen?

Svar: I det ene sogn dandses sjelden i bryllupper; i de andre sogne bruges dands hyppigere i bryllupper, men ellers sjeldent. Der opgaves, at når dands bruges, er den formentlig så uskyldig, som dands kan være. Mange her anse al nu brugelig dands for syndig.

15. Spilles der meget kort, navnlig i bryllupper og andre gjæstebud, og spilles der om penge eller om andet?

Svar: Der spilles nesten aldrig kort ved nogen slags anledning, da det i almindelighed her holdes for synd, og der spilles aldrig om noget. I mange hus findes ikke spillekort.

16. Er drukkenskabslasten meget udbredt?

Svar: Endskjønt brændevin bruges ikke så lidt i gjæstebud og på byreiser, er drukkenskaben i aftagende, og der er vistnok flere huse, hvor brændevin ikke findes. Øl bruges i almindelighed sjelden; såkaldet vin oftere.

17. Hvordan er gårdbrugernes økonomiske stilling eller kår i almindelighed?

Svar: I almindelighed middelmådig. De fleste ere flere hundrede daler skyldige på deres gårde, og kun få have penge tilovers. Gårdeierne have dog i de senere år havt god fortjeneste af deres skove, som vistnok ikke ere tilevne skånede.

18. Hvordan er husmændenes økonomiske stilling, og på hvad vilkår få og have de deres pladse?

Svar: I almindelighed er deres økonomiske stilling temmelig mådelig, og ikke få iblandt dem have understøttelse af fattigkassen. De erholde og have deres pladse mod en årlig afgift, og flere pladse ere bortfæstede på visse år.

19. Hvordan ere tjenestefolks og daglønneres kår i almindelighed?

Svar: Gode. I de senere år er tjenestefolks og daglønneres løn stegen i et større forhold end de artikler, som de behøve. Der er dog, såvidt erfaret, ikke mange som gjøre indskud i Venneslands eller Christiansands Sparebank.

20. Findes der megen overtro blandt menigheden?

Svar: Overtro skal være næsten uddød, og kun få gamle sagn have vedligeholdt sig. Dog hører man stundom tale om den såkaldte busteen, hvortil man neppe fæster nogen lid.

21. Hvilke bøger bruges?

Svar: De almindeligste bøger ere bibler og nytestamenter, der findes i de fleste huse, samt psalmebøger og postiller, såsom Luthers, Franckes og Brochmanns. Også bruges meget Johan Arndts sande Christendom og Luthers Forklaring over brevet til Galaterne.

Til disse meddelelser har sognepræsten fremdeles føiet yderligere følgende oplysninger:

«Den værste fare for sædeligheden i Øvrebø prestegjeld er den hyppige samfærdsel med Christiansand og Mosby, en gård, beliggende ved Torrisdals-elven og strax søndenfor dette prestegjeld. Skovdrift udgjør prestegjeldets vigtigste næringsvei, og medens man fører sin trælast til Mosby, hvorfra den flødes ad Torrisdals-elven til Christiansand, transporterer man sine øvrige produkter til denne by, og henter derefter kornvarer, kolonialvarer og andre artikler, som man ikke har anledning til at forsyne sig med i prestegjeldet, hvor der ingen landhandlere gives rimeligvis på grund af den lette adgang, der er til at hente de varer, man tiltrænger, fra Christiansand. I flere prestegjelde er intet priviligeret br.vinssalg; men langs den hovedvei, der går gjennem prestegjeldets to sogne fra Christiansand til Sætersdalen, trives vistnok desværre på flere steder ved veien ulovligt br.vinssalg, der vel også stundom foregår ved den bygdevei, som går igjennem det ene annex-sogn og støder til hovedveien ved Mosby. En sådan fristelse er for de fleste vanskelig at modstå, og man forsyner sig da på reiserne, så vidt vides, fra disse udsalgssteder, der dog mest besøges af arbeids-klassen, såvelsom fra Christiansand med den farlige drik, hvormed mængden af de ordentlige måltider under reiserne skal erstattes, og hvormed de mødende skulle traktere hverandre. I folkets hjem bruges derimod i almindelighed ikke meget brændevin, undtagen kort efter hjemkomsten fra Christiansand og i gjæstebude. Som daglig drik benyttes det uden tvivl af få, og man tør antage, at drikfældigheden i den senere tid har aftaget her, hvortil vistnok opmærksomheden for afholdssagen har bidraget. Om de i prestegjeldet herskende skikke og begreber med hensyn til br.vinets brug tillader man sig forøvrigt at henvise til de fra en medhjælper og et par skoleholdere i høst fremsendte bilag.

Sjeldent holdes der nu fridands (hersteds kaldet kast), der medførte så megen fare for sædeligheden. Det samme gjælder også auktionsdands og sammenskudslag.

I det hele taget er man her i den senere tid gået fremad til det bedre i tænke- og levemåde. Årsagen hertil må tænkes at være den stigende oplysning, sands for almennyttige kundskaber, større iver for et forbedret jordbrug og den religiøse vækkelse, som har grebet mange gemytter, men som ikke har været uden fare for at udarte til sværmeri og fordømmelsessyge. Der er berettet, at i ikke få huse, hvor høitidsdage, navnlig julen, tilforn vare ligesom indviede til drik og støi, og hvor naboerne samledes om brændevinsflasken og ølkruset, samles man nu til christelig opbyggelse, og at der, hvor før drikkeviser løde, høres nu psalmesang. Fornemmelig i det ene sogn gives to religiøse partier, haugianere og stærktroende. Sandsen for skolevæsen synes at være i tiltagende her i prestegjeldet, hvor der gives 3 faste skoler, i hovedsognet en og i Venneslands folketætte annex to andre, hvoraf især den ene nu besøges flittigt. Det må dog beklages, at skoleforsømmelser ere i flere distrikter fremdeles temmelig hyppige.

Husenes indretning hos gårdbruger-klassen har i senere tid forbedret sig. Ikke få have dem malede og forsynede med 2 stuer, hvoraf den ene hist og her findes møbleret på bymaneer. I almindelighed er kun ildhuset indrettet som røgstue, medens vindovne findes i værelserne. Den ene stue er indrettet til familiens beboelse eller dagligstue og soveværelse med to sengestuer og skab mellem disse, med bord og bænke samt nogle stole. Tjenerne ligge på loftet. Hos husmands-klassen ere husene for det meste små og tarvelig indrettede med 1 stue, der tjener til beboelse og soveværelse, 1 loft og 1 ildhus. Voxne børn og tjenestefolk have i længere tid ikke havt natteleie i fjøset eller stalden.

Nattefrieri har i senere tid været alt meer og meer i aftagende, og kan nu siges at finde undtagelsesvis sted, ligesom man i det hele taget in puncto sexti udmærker sig til sin fordel her i prestegjeldet, hvor uægte fødsler ere meget sjeldne og halvægte børn ikke mange. Det fortjener også at bemærkes, at justitssager mod nogen her ere meget sjeldne, og at man her fører meget få processer.

De gamle skikke blive gjerne overholdte i selskaber. En formand (kjøgemester) byder gjæsterne velkommen og anviser dem deres pladse, især efter alderen, mandkjønnet på den ene og kvindekjønnet på den anden side af bordet, og holder bordbøn før og efter måltidet. Der serveres med store ølboller, og øl og br.vin bydes ikke alene til måltiderne, men også til kaffeen. Kjøgemesteren glemmer ikke at opmuntre gjæsterne til at tage dygtigt for sig af retterne, der mestendels bestå i kjød og fisk, begge dele helt stegt, kjødsuppe, vælling, stump, fladbrød, smør og ost. Ved bryllupper holder kjøgemesteren til brudeparret, førend det begiver sig til kirke, en tale, hvori det formanes til gudsfrygt og kjærlighed samt til at betænke vigtigheden af denne høitid. I store bryllupper modtages og hilses til afsked gjæsterne udenfor huset med musik, øl og brændevin. Bryllupperne holdes i almindelighed nu ikke længere end i 2 dage, og skålgave bruges sjeldent. Derimod medbringe gjæsterne til bryllupper såvelsom til ligfærder foræringer, mest af smør og ost. Bedelagsskikken iagttages i almindelighed.

Hvad der kan meddeles om klædedragten, er følgende:

Hos mandfolkene består den i vest, trøie og langbuxe, begge de sidste af mørkeblåt vadmel, vesten derimod almindelig af klæde, undertiden af bomuldstøi. Hertil kommer om vinteren en blå vadmelsfrak, når man er på reiser. Man bruger dels hat, dels hue. Fruentimmerne bruge mørkeblå vadmels trøie og skjørt, i hvilket sidste tøiet: ofte er rødrandet. Trøien og skjørtet har en egen form, da den første, der er temmelig kort, har et opsnit midt i ryggen, og den anden er med en knap hæftet op til trøien således, at linnedet kommer tilsyne mellem denne og skjørtet. På hovedet bruges dels tørklæder, dels skaut. På kirkereiserne bruge mange kvinder om vinteren en halvkåbe af forskjelligt slags tøi. I det sogn, der ligger nærmest Christiansand, er klædedragten nettere og mere bymæssig, ligesom især i dette sogn klæde hos adskillige træder istedenfor vadmel på kirkedage, og kjole bruges af enkelte fruentimmere. - Voxne tjenestefolk erholde aldrig klæder til løn, hvorimod ukonfirmerede gjæter-gutter og piger (hjuringer) få et sæt klæder og sko i årlig løn uden penge.

Med hensyn til arbeidstiden kan bemærkes, at denne almindelig tager sin begyndelse kl. 5-6 morgen om sommeren, om vinteren noget senere, og varer til kl. 8 aften med spise- og hviletid fra kl. 8-9 formiddag, 12-2 middag og 4-5 eftermiddag. Frokosten spises almindelig før arbeidstiden begynder, og til aftens spises kl. 8. Om vinteren spises og hviles ikke kl. 8-9 formiddag, og hviles ikke efter middag.

Kostholdet er godt, og i almindelighed ens for husbondsfolk og tjenere, der gjerne spise sammen. Til frokost (mårabede) spises smørrebrød med ost og kaffe. Davren (kl. 9) består af mel-brød og sur melk, middagen af kjød eller fisk, enten stegt eller med smør og ost til fladbrødet, og ofte sur melk til. Til eftasværd (her kaldet øktebede) bruges smørrebrød eller søll (d.e. sur melk med fladbrød i) og ofte kaffe. Til aftens (nadværd) bruges enten melgrød eller potetes med sur melk. Det bemærkes, at al stegt mad, som man sætter megen pris på, går her under fællesbenævnelsen «steg», og at man i de senere år nyder ikke lidet kaffe, helst stærk kaffe, der til hvilkensomhelst tid af dagen anvendes til beværtning af fremmede og ansees for noget af det bedste, man dertil kan benytte. Nydelsen af kaffe troes også her, som andetsteds antaget, at have bidraget til at indskrænke brændevinsdrikken.

Om tallet på husholdningerne haves ikke fuldstændig underretning; men de udgjøre antagelig henimod 600, hvoraf omtrent totrediedele formenes at være gårdbruger-familier; de øvrige dannes af husmænd og inderster.

Af blade og aviser holde adskillige «Almuevennen» og «Adressebladet», men hvormange, kan ikke opgives. Ligeså holde missionsforeningerne missionsblade, og afholdsforeningerne afholdsskrifter. Man har meget sjeldent andet end religiøse bøger, hvis antal heller ikke kan opgives. Der gives i prestegjeldet et almuebibliothek.

Det fortjener at bemærkes, at folket i dette prestegjeld i almindelighed er omgjængeligt, venligt, godlidende og godmodigt.

Medens betleri af udenbygds personer er ikke sjeldent idetmindste i Venneslands annex, der besøges af en hel del mere fantefolk end de to andre sogne, gives her derimod ikke mange inderbygds betlere. Den private godgjørenhed er her ikke liden og udvises også uden at påkaldes.»

Foruden disse udførlige meddelelser af sognepresten om folkelivet i Øvrebø har jeg modtaget følgende forklaring af nogle af skolelærerne:

II. Br.vinsdrik mest kun i store selskaber og på byreiser; den synes at være i aftagen i den senere tid; årsag: den religiøse kundskab og gudsfrygt forfremmes.

III. Medens det nu af mange ansees som skam at drikke sig fuld, bliver dog den mådeholdne brug endnu af mange anseet som tilladt. Ved bryllup, ligbegjængelse, barnedåb ansees br.vin almindeligt endog for at være en nødvendigheds-artikkel, dog har man begyndt at mindske noget på mængden, og der har været enkelte selskaber af det nævnte slags, hvor br.vinet slet ikke har været brugt. På de her så hyppige byreiser er det almindeligt at forsyne sig med brændevin til hjemreisen, for at styrke sig, som det hedder, da nætterne ofte må tages med. Da er det også skik, skjønt mindre nu end før, at byde mødende venner og bekjendte en bydram. Br.vin ansees som sagt for styrkende, og bruges derfor af enkelte også ved sådanne arbeider som tømmerflødning, for at holde fugtigheden og kulde ude. «Af barselkoner bruges det også som et styrkende middel for at samle kræfter igjen; ja, jeg har endog ladet mig fortælle, at til sådant brug skal der undertiden medgå en potte til døgnet, hvilket dog er høist sjeldent her.» Br.vin bruges også ved mavesmerter, kolik o.s.v., hvorfor de, som ofte lide af sådanne sygdomme, for det meste ere forsynede dermed. Ligeså de, som have en svækket mave, da br.vin skal oplive madlysten og befordre fordøielsen. Af enkelte hører man og den tale, at de slide og slæbe hele året om, så det er ikke formeget, om de tage sig en snaps eller to for at vederkvæge sig, og hertil anvende de ordsproget: «Hvad kroppen fortjener, skal kroppen fortære.»

Før har det været en gjengs skik her, at ungdommen (drenge og piger) have forsamlet sig på visse helligaftener for «at skjæmte», som de sige, og de medbringer br.vin for at traktere hverandre, hvilken skik endnu tildels spores i Venneslands sogn, men i hovedsognet så godt som er ophørt.

Trods alle de nævnte fordomme og uskikke har man dog den glæde, at det går fremad til det bedre, hvilket må tilskrives det større religiøse liv, som nu yttrer sig, en større oplysning i det hele samt afholdssagens venner og agenters bestræbelser.

Evje. Dyb og alvorlig religiøs sands og flittigt kirkebesøg; dog også bogstavlærdom, med vedhængen ved den religiøse skik, men uden åndens lys og troens frugt; børnenes opdragelse i hjemmet ofte kun en afrettelse til at iagttage bygdens skikke; kun lidt af boglig undervisning udenfor abc-bogen og udenadslæren. Dertil liden sands for skolevæsenets fremme. Af Berlins naturlære kom dog 200 exemplarer hid, mest til personer af den yngre slægt. Og jordbrugets forbedring viser sig ganske kjendelig som en leder til civilisation. Sådan er den gamle skik med kostbare bryllupper de sidste 6-8 år efterhånden afskaffet. Folket vil leve godt med mad, bruger også meget kaffe; men de trykkende år før 1852 har lært forsigtighed, og det kan mærkes, at den gamle letsindighed med fattige folks giftermål er i aftagende. Alligevel er, og det trods de sidste års gode arbeidsfortjeneste, fattigudgifterne fremdeles meget betydelige; thi den gamle dovne, vankundige stok uddør ei så hastig. Det fremhæves dog, at br.vinet og de med dets misbrug følgende laster i de sidste 8-10 år have tabt meget af deres herredømme, især i Evje og Hordnæs sogne, og tabe hver dag mere. Forholdet mellem husbonde og tjener er godt, og al standsforskjel mellem gårdmænd og husmænd er her så godt som ukjendt, da hine ikke på nogen mærkelig måde stå over disse i dannelse og daglig levemåde; gårdmænd lader derfor ikke sjelden deres børn gifte sig med personer af arbeids-klassen. Det fremhæves, at forligelighed mellem ægtefolk er almindelig, så ingen skilsmisse har fundet sted i mands minde.

Bygland og Valle. En kjendt mand har givet mig nogle meddelelser om disse to øverste prestegjelde i Sætersdalen under et, og deraf skal jeg hidsætte følgende:

Langt mere levning af gammeldags råhed her end i de ydre bygder.

Urenligheden siges at overskride alle grændser; natteløberiet er ikke alene almindelig gjængs, men ledsages af sådanne stygheder som mishandling af kreature, af kådhed eller til hevn over uvenner, og hus- og børnetugten er således sløvet, at forældre og husbønder kun lidet formå at standse det natlige uvæsen. Store bryllupper på 3-4 tdr. malt og 4-8 anker br.vin og med flere dages svir og larm - især i Bygland. Desværre siges endog kvinderne tildels at deltage i denne svir ligesåfuldt som mændene. Ved sådanne leiligheder også vilde slagsmål med lemlestelser - navnlig ved at bide, ja bide stykke af motstanderens næse eller øre. Dog skal bygdens skik pålægge den, der således har lemlæstet en anden, at bekoste hans helbredelse. Der er endnu erindring om ældre tiders større voldsomhed, hvor den ene slagsbroder trykkede øiet ud på den anden. «Da den unge efter sæterdølens begreb ei skal arbeide, før han er bleven voxen eller idetmindste konfirmeret, for ei at svækkes før tiden, så medfører den deraf følgende lediggang, at gutterne allerede tidlig øve sig i bryden; det er således ei at undres på, at slige barbariske skikke kunne gå i arv fra slægt til slægt.» Agerbruget står omtrent på det gamle punkt, kunstfliden strækker sig kun til bygdens eget behov, og megen tid udfyldes med dovenskab. Andre end religiøse bøger læses ikke; en «Missionstidende» eller en «Almueven» danner hist og her en sjelden undtagelse. Folket roses ikke for redelighed. Men det siges, at det ægteskabelige samliv i almindelighed er godt, bedre end det kunde ventes, når man tager i betragtning, at ægteskaber ofte indgåes for formuens skyld. Og den religiøse sands, siges der, er ei liden. Alle nedarvede skikke, gode som slette, bevares omhyggeligt, ligetil overholdelse af de afskaffede festdage, på hvilke der ikke arbeides, men som dog siges mest at anvendes til lediggang. Ellers skildres folkets charakter som mere åben, hjertelig og imødekommende end i de ydre bygder, og der tilføies, at der dog kan spores begyndelse til forbedring med hensyn til de nævnte uskikke. Natteløberiet skal drives noget mere i stilhed nu end før; de store bryllupper ere visselig i aftagende, og ædrueligheden vinder lidt efter lidt indgang, så der i Bygland nu endogså er en afholdsforening på 40-50 medlemmer.

Mandals provsti

Mandals landsogn. I værtskab, som det hedder, er den ene så temmelig lig den anden i at tage dygtig til sig, så de i det hele taget ere, hvad man kalder beruset; men sådant værtskab varer sjeldent mer end to dage.

Holme. Den overhånds pånøden af br.vin, som en tid var i brug i selskaber, er for det meste gået af mode; gjæsterne få nu mer drikke efter behag og vælge enten vin eller br.vin. Således er brændevinets misbrug nu ikke så stor som før. Årsagen hertil kan neppe tilskrives afholdsforeningen, men heller oplysningens stigen, hvorved sandsen for det passende mere vækkes. At beruse sig bliver nu tildels betragtet som en vanære.

Bjelland. I. Nogen forandring til det bedre er indtrådt.

II. Uagtet den for nogle år siden her oprettede afholds-forening synes at have liden eller ingen fremgang, idet størstedelen af medlemmerne ikke have holdt sig statuterne efterretlig, må det dog erkjendes, at drukkenskaben er i aftagende. Som årsager hertil nævnes: Afholdsagenternes bestræbelser for at påvise br.vinets skadelighed, exemplet fra dem, der stå i en høiere stilling, samt en i enkelte dele af distriktet indtrådt religiøs vækkelse.

Søndre Undal. I en del af distriktet, hvor man før var meget begjærlig efter br.vin og andre stærke drikke, har man i den senere tid ganske aflagt med brugen deraf, så at endog flere begravelser og andre sammenkomster have fundet sted uden samme.

Listers provsti

Kvinesdal. Br.vins-drik mest i høitiderne, fornemmelig i julen, og ved selskabelige sammenkomster. Den synes dog at være i aftagende.

Farsund. Brevskriveren finder ikke tegn til aftagende i br.vins-drik og beklager, at de folk, som almuen ser op til, eller de høiere klasser holde sig tilbage i afholdssagens bestræbelser.

I forbindelse med mine meddelelser side 54, kapitel I, om de påfaldende mange ulykkestilfælde under og formedelst beruselse i Heggebostad prestegjeld skal jeg hidsætte nogle iagttagelser fra en reise i Lister provsti i året 1856. - Den østlige del af distriktet (Lyngdal<;/em>-elvens dalføre med de udenfor liggende fjord- og kyst-distrikter) består af følgende prestegjelde: ude mod havet Vanse (Listerland med ladestedet Farsund), ved Lyngdalsfjorden Herod, yderst i det nævnte dalføre Lyngdals prestegjeld, og øverst i dalføret Heggebostad, nemlig først hovedsognet af samme navn og så allerinderst, ved foden af Hækfjeld, annexet Eken eller Ekebygd. Jeg begyndte mine reise-undersøgelser yderst ude på Listerland og drog så op igjennem lige til Heggebostad og Eken. Men overalt, hvor jeg talte med kjendte mænd om forholdet med drik, nævntes «fjeldmændene» eller bygdefolk fra Heggebostad og Eken som folk, der skille sig fra andre ved hengivenhed til drik. Ankommen til Heggebostad selv, blev jeg allerførst opmærksom på, at folket her skiller sig fra naboerne i de ydre bygder ved en gammeldags klædedragt, den såkaldte national-dragt; oppe i Eken fandt jeg endogså den meget gammeldags bygnings-skik med røgstue og det af den ældste form med åren eller arnestedet midt på gulvet; dog bruges samme røgstue ikke nu længer som beboelses-værelse, men som ildhus eller kjøkken. Ligeså fandt jeg, og det især i Eken, overmåde gammeldags selskabs-skikke. På den store gård Eken, på hvis grund kirken ligger, bruges sådan jule-skik: Der brænder lys hele julenatten og ved midnat, «det bil, da Christus blev født», stå husets folk op af sengen og samles til læsning og sang. Første juledag samles alle gårdens familier i et hus, og det efter omgang, et år hos en mand, næste år hos en anden, og hver husfader tager med noget øl eller brændevin. Thi nu skal det holdes «jule-drykkja». Først beværtes med en dram af den mand i hvis hus samlingen holdes; så læses texten, og derpå går ølskålen rundt. Derefter holdes gilde (drykkja) med det sammenbragte øl o.s.v.

Den bondekone, som først fortalte mig om dette, havde hørt som et sagn, at det var befalet af kongen at holde sådan jule-drykkje. Og dette er ganske rigtigt. Denne skik var lovbestemt i hedenskabets tid; dengang hørte gilder med øl og mad ganske sædvanlig med til de gudstjenstlige sammenkomster, og navnlig skulde bønderne i små nabolag komme sammen i julen (thi julen var først navn på en hedensk høitid) og have med sig et vist mål af øl, hvorfor laget også kaldtes samburds-øl, og denne drikke-fest skulde holdes til Odins, Thors og de andre guders ære. Og med den forandring, at laget skulde holdes til Christi og Jomfru Marias ære, satte Olaf den hellige og andre konger efter ham de samme bestemmelser i den christne lov med bøder til biskoppen for de bønder, som ikke bryggede sit øl og ikke deltog i laget. Der kan læses derom i en af de første paragrafer i Gulathings-loven.

Men det måtte høilig forundre mig at høre, at denne ældgamle lov og skik var i brug endnu. Thi andre steder i landet har den dog været aflagt i århundreder. Siden har jeg fundet det ligeså i en bygd på Søndmøre.

En anden sikkert ældgammel jule-skik er i de senere år gået af brug. Det var et gjæstebud, som hedte samlåga; det holdtes i en af juledagene og synes mest at have været bestemt til ungdommens fornøielse; men laget havde sit navn deraf, at hver husfader for sit hus (eller for sine børn og tjenere) lagde til noget korn, og dette blev brygget sammen. Fra afsidesliggende gårde kunde enlige unge personer få deltage mod at lægge et vist mål korn til brygningen, og den familie, hos hvem laget skulde stå, måtte besørge øllet brygget og desuden give lys under samlingsnatten; til erstatning fik den beholde dravet eller masken efter brygningen. På den for laget bestemt aften var det mest ungdommen, som samledes og morede sig med dands og anden leg. - Denne skik er, som sagt, lidt efter lidt afskaffet. På en gård foregik forandringen først så, at alle bønder hver sin gang i julen holdt et lidet lag for samtlige familier; dernæst blev det så, at alle familier (fremdeles mest ungdommen) kom sammen på en aften for hele julen og havde med sig øl og brændevin til en fælles drykkja og morskab med dands o.s.v. Men nu er også dette ophørt, og årsagen tør være, at der hørte dands med til disse lag; thi netop dands er i den senere tid bleven gjenstand for manges misbilligelse.

Fremdeles høitideligholdes ligfærd og begravelse her på meget gammeldags måde, med «veitsler» eller pligtmæssige gjæstebud. Hver gård har sit bedelag, og den, som skal holde veitsle, må bede eller indbyde alle der boende familier foruden fjernere boende slægtninger, og de indbudne familier må komme og have sending med (smør, ost, lefse). Forsåvidt som gjæstebudet er pligtmæssigt, efter skikken, hedder det veitsle; men forsåvidt der tillige uomgjængelig drikkes i gjæstebudet, hedder det drykkja. Man siger om værten, at han holder veitsle, men om gjæsterne, at de drikke bryllup, drikke gravøl. Selve navnet grav-øl indeholder også en erindring om, hvilken rolle øllet fra gammel tid har spillet ved de huslige feste.

I Heggebostad prestegjeld fortalte man mig exempler på mænd, som på sin dødsseng med al omhu havde forordnet, hvorledes deres gravøl skulde holdes, hvormeget malt der skulde brygges, hvor meget brændevin der skulde kjøbes, hvor langt ud i slægten der skulde indbydes. - Før liget bæres ud, træder enhver af følget hen for kisten (og endnu er det tildels brugeligt, at låget i denne stund er aftaget, hvilket før var almindeligt) og fremsiger nogle afskedsord til den afdøde og ledsager disse ord med at tømme en afskeds-skål: et glas brændevin og en skjælfing øl, som kjøgmesteren rækker frem (skjælfing er en liden træskål, som fyldes af den store træbolle, der står på bordet).

Ligeså før brudefølget drar til kirke, ved slutningen af et måltid, pleier brudeparret at fremsige sin tak til forældrene samt disse og øvrige tilstedeværende fremføre sine lykønskninger, og dette er skåltaler, ledsagede af brændevin og øl.

Når følget er kommet tilbage fra kirken, holdes drykkje. Den første veitsle-dag - så sagde man mig - kræver anstand, at man drikker noget forsigtigt; men den 2den og 3die dag drikker man stærkere.

I en stue i Eken kan man se et brudefølge malet på væggen. Alle ere til hest; brudgommen bærer rød kjole og blå buxer og holder flasken udstrakt; bruden med krone og stort, broget brystsmykke rider også med flaske i hånden. De øvrige i følget ride med flasken for munden eller holde sig fast om hestens hals eller kantre ned af hesteryggen eller ligge allerede på marken. Dette maleri lader dog til at være noget gammelt og fremstiller altså et billede af sæderne i fremfarne tider. Men endnu i den nuværende nidkjære prests tid skal det tildels have været vanskeligt at holde den altfor beskjænkede del af sådanne følger borte fra kirken. Og det kan erindres af folk i bygden, at selv ligfølger ere komne således ravende og huiende til kirkegården. - Og endnu i vore dage kan drikkelaget på 2den og 3die dag udarte ganske voldsomt; dandsen(39) afvexler med styrkeprøver, og styrkeprøverne blive stundom til forbittret kamp, ofte i det tykkeste mulm, såsom kjæmperne gjerne slukke lysene i stuen for ret at tumle sig omkring. Og hist og her i bryllupsgården sees berusede at sove reisen ud, eller det har hændt (se s. 54, kapitel I), at de have sovet sig ind i døden!

En bonde fortalte mig om sit bryllup. Der var 70-80 gjæster, voxne og børn; laget varede til på 4de dag; der var brygget «nogle tønder malt» samt kjøbt 3 anker br.vin; endda blev dette for lidet; men heldigvis fik man lånt et anker til. Dette bryllup havde stået så nyligt at jeg endnu fik smage noget af øllet, som var blevet tilovers; det var stærkt øl, og jeg syntes at forstå, at der må have været almindelig beruselse i laget. Men jeg antager, at dette bryllup kan gjelde som et exempel på det almindelige forhold blandt folk i middels formues-omstændigheder her i bygden. - At der trakteres så rundeligt i bryllupper, er så meget mere påfaldende, som det allerede længe skal være gået af brug at tage skål-penge af gjæsterne.

Og jeg har ikke i nogen bygd hørt så megen tale om overstadig drikken som her. Såvidt jeg kunde forstå, er der nok ikke ret mange mænd her, som tage mådehold i agt ved deslige drikkelag, og jeg mærkede ikke, at det ansåes for vanære at blive beskjænket.

Og overstadig drikken er ikke indskrænket til veitsler og by-reiser. Mangen brændevinsdunk hentes hjem nu og da og fortæres ved nogle dages vedholdende drik.

Jeg hørte folk sige det selv: når jeg har noget at drikke, så holder jeg på, til det er slut. Men endda kunne sådanne stordrikkere være kjæmpestærke folk, dygtige til sin dont, når de ere ædrue, derhos vel anseede af sine bygdemænd. Jeg måtte tænke på de gamle berserker, som jo også drak forsvarligt. Imidlertid feiler det ikke på drikkere af et andet slags, folk, som ere blevne ligefrem forfaldne, svækkede på sjel og legeme, og der taltes ofte om bønder, som formedelst drik, havde måttet gå fra gård og grund.

I Eken fortalte man mig om en afholdsforening, som var bleven stiftet med temmelig mange medlemmer; men den var gået overstyr derved, at altfor mange af medlemmerne toge på at drikke igjen.

Som tilstanden er i Heggebostad, således er den nok i mange nabobygder, i de øverste sogne ved Kvinesdals-elven i vest og ved Undals- og Mandals-elvene i øst. Således havde jeg opfattet forholdet under en tidligere gjennemreise i disse bygder, i 1853, og således hørte jeg den beskrive af folk i Heggebostad under mit ophold her i 1856. Læseren vil også gjenfinde flere tilsvarende træk i de ovenfor anførte meddelelser fra de øverste bygder i Sætersdalen. Jeg syntes også at forstå, at der er meget i den hele leve-skik og kultur, som folket i Heggebostad har tilfælles med folket i fjeldbygderne østover fremfor med de ydre bygder Lyngdal o.s.v. Man kan tale om en kyst-kultur med et jevnere væsen og mildere sæder, og om en fjeld-kultur med mere gammeldags art. I Heggebostad bliver det f.ex. endnu sunget viser og stev af det slags, som fjeldfolket i Thelemarken er bleven berømt for; men ude mod kysten og længer vesterpå ere deslige sange nok mestendels forstummede. Fjeldfolket i Heggebostad syntes mig at udmærke sig både ved legemlig raskhed og et livligt sind; men raskheden og livligheden her kjender så lidet til dannelsens selvbeherskelse og bryder let ud i vildskab. Jeg syntes i det hele taget at finde, at det overmål af drik, som jeg har forsøgt at skildre, er noget som står i den inderligste sammenhæng med det besynderlig gammeldags, næsten oldtidsmæssige preg, som hviler over livet her. I denne sammenhæng skal jeg også nævne dette, at disse fjeldbygders sædvane pålægger kvinderne meget af gårdens ud-arbeide, så de må træske korn, slå hø o.s.v., og der bliver da liden tid og kanske endnu mindre tanke tilovers for andet ind-arbeide end det mest fornødne; men derved forsømmes den renlighed og pyntelighed, som skulde gjøre det daglige liv hyggeligt, og hvor den daglige hygge mangler, der sker det snarere, at folk søge vederkvægelse i svir og tummel.

Imidlertid, som vel overalt i landet, således kan der også i Heggebostad spores fremgang i dannelse og gode sæder, og navnlig fandt jeg, at de gamle drikke-vaner dog holde på at tabe sig. Det står ikke så ilde til nu, som det har gjort; jeg fik et bestemt indtryk heraf i almindelighed, og mindes også enkelte træk, som tyde derpå. En kone fortalte mig således i al enfoldighed, at i hennes ungdom var det såvist, at der selv i huse med ganske mådelig formues-forfatning blev brygget mindst en tønde malt til julen, men nu er det vel ikke så aldeles almindeligt. - Men ligesom man kan undre sig over, at de gamle drikke-skikke have holdt sig så længe her i fjeld-bygderne, så kan man jo altid frygte for, at den gode forandring også skal gå langsomt for sig. Måtte denne frygt blive beskjæmmet! måtte der ret snart spørges den tidende, at det livlige og kraftfulde fjeldfolk har lært en bedre brug for sine evner, hvorved det visselig kunde udmærke sig skjønt og herligt! Ja, måtte dette ske snart; thi hvert år, som går hen på den gamle vis, er farligt!

Dalernes provsti

Siredalen. Dette prestegjeld består af en eneste dal, eller rettere: det danner den indre og høitliggende del af et dalføre; omgivne på 3 sider af vidtstrakte fjelde eller heider, som det her hedder, er det desuden på en måde adskilt fra den ydre del af dalen ved Siredalsvandet, der er ikke mindre end 2 1/2 mil langt og har så steile bredder, at de ikke kunne befares. Ligger der men-is på vandet, og sneen på heiderne ikke er fast, så kunne alene skiløbere komme fra eller til denne afsondrede bygd. Det mærkes også på folkelivet, at beboerne have levet meget ensomt her, lidet berørte af omverdenens bevægelse. Stor tarvelighed og simpelhed i levemåde. Her er jevn velstand, og folket lever godt på sin vis; men det daglige stel er på simpleste måde. Af verdslige anliggender er der fast intet, som beskjæftiger folkets tanker og samtaler uden deres nærings syssel (væsentlig fædrift og handel med fedevarer på Stavanger og Christiansand); her holdes ingen aviser blandt almuen. Desto hyppigere høres samtaler om religiøse anliggender, og det er måske en senere tids religiøse anskuelse, som har medført den næsten fuldstændige afskaffelse af dands, hvorom beretningen taler, så det er som undtagelse, når der dandses selv i bryllupper. Af hvad der skrives om natteløben og nattefrieri, lader det til, at disse skikke fra gammel tid have været så godt som ukjendte her, ligesom også de uægte fødsler ere meget sjeldne. Men af enkelte træk i den beretning, som ligger for mig, må jeg slutte, at ægteskabsforbindelserne for en meget stor del retter sig efter formuen; det siges således, at det ikke ansees for nogen utilbørliged, om en gårdmandssøn ægter en husmandsdatter; men, føies der til, det sker sjelden, af den grund at hun bringer så lidet med sig. - Hvad derimod angår brugen af stærke drikke, så er der vistnok kun få drankere i prestegjeldet; men med den store mængde har det sig så, at når der er at få af det stærke, så nydes det til overmål. Ved bryllupper og begravelser bruges br.vin og øl, næsten aldrig vin. I et «godt» bryllup medgår almindelig 2 anker br.vin og 9 anker øl. «Når konen skal «ligge på sengen», ansees det i almindelighed aldeles fornødent at være forsynet med br.vin og øl. Man skønner ikke, at en barselkvinde kan udholde efterveerne uden br.vin. Når forløsningen er foregået - ikke før -, tager kvinden ofte dram på dram. Haves råd dertil, fortærer hun, inden hun er bleven rask igjen, 2 til 4 potter br.vin og 16 potter øl.»

Soggendal. Intet offentlig udsalg af br.vin i Soggendals ladested. Derimod af et slags vin, som kan sættes ved siden af hint. Undertiden anskaffes i landsognet lidt br.vin til bryllupper; i ligfærd bydes høist 3-4 glas vin. Sjelden eller aldrig vin eller br.vin i huset. Det befrygtes, at den tilfredsstillende tilstand, som er nu, vil forværres, hvis der bliver br.vins-handel i ladestedet.

Egersunds prestegjelds land-distrikt. I. Her klages over ungdommens adfærd på bytourer: kammerader flokke sig sammen og gå fra hus til hus, hvor kaffe, øl og mad er at få, samt vin og tildels puns, og så kommer br.vin oven i kjøbet, til pungen er tom. Den samme brevskriver klager også over fylderi blandt de mandskaber, som herfra deltage i vårsild-fiskeriet.

II. «Det ser ud til, at mange ere så påholdende på det, som har været før, at de ikke tro, det kan blive anderledes eller bør være anderledes. Br.vin fåes aldrig formeget af, siges der - det er til, forat det skal bruges - de sige, at de må have det ved værtskaber såvel som andre, da det er skik og brug. Dog er der nogle af de mere dannede og forstandige, som have bedre begreber og have fået øinene op for fordærvelsen. Br.vinsdrikken kan neppe siges at have aftaget, muligens heller tiltaget, på grund af udvidet br.vins-handel i Egersund. - Fruentimmer nyde vel også berusende drikke; men jeg tror dog, de sjelden sees berusede. Br.vin bruges tildels i sygdomstilfælde; også af barsel-kvinder nydes det.»

Jæderens provsti

Naturforholdene og næringsveiene og dermed leve-skikkene ere så temmelig ens i alle provstiets prestegjelde; jeg meddeler derfor nogle udførligere skrivelser herfra uden angivelse af sted, i den forvisning, at de i det hovedsagelige passe på hele Jæderen.

I. En skolelærer finder mærkelig aftagen i br.vins-drik, selv om man ikke går længer tilbage i tiden end 10 til 15 år. Forhen var det således almindelig skik ved de store høitider, især i julen, at hver voxen mandsperson var forsynet med nogle potter br.vin, der mest fortæredes ved den såkaldte «hobgang», d.v.s. drikkelag, hvor folkene på en større eller flere mindre gårde «gik ihob» og drak i selskab. Det blev holdt for et hæders-stykke for den, der havde været bedst forsynet med «jule-drik»; det var en vanære ikke at have br.vin til traktering i julen; større gnieragtighed kunne man ikke tænke sig, og når nogen ikke havde fået sig en rus i julen, så kaldte han det skral helg. - Men hvad der før gjaldt for hæder, er nu snarere skam. Det hører til sjeldenhederne nu at forsyne sig med høitids-drik, og hobgangs-lagene kjendes endnu blot af navn. Vel kan det hænde en og anden gang, at gutter og piger slå sig sammen for at have en «lystig aften», og derved have de vel som oftest br.vin-, men det er såre sjeldent, at lystigheden går til fylderi. - I bryllupper bruges vel br.vin for det meste endnu, og da kunne selv ordentlige folk lade sig overraske af et rus, folk, som ellers kunne færdes både på sø og land uden at nyde br.vin; men i de fleste tilfælde ser man dog nu hele brudefølget komme ædru til kirken, medens det før var lige så almindeligt at se alle berusede. Man begynder også at erkjende skadeligheden af de store, 3-4 dages skjænkebryllupper, og da allerede flere agtede mænd have afstået fra den skik, at det var at vente, at disses exempel vil blive efterfulgt af flere og flere. - Ved ligfærd og barsøl bruges br.vinet mindre; istedet derfor vin. Som traktement i det daglige er br.vinet så godt som forsvundet. Derimod holder det sig endnu som lægemiddel i mange sygdomme, ofte tilsat med peber, malurt eller kampher, og for barselkvinder ansees det for aldeles uundværligt.

II. Sognepresten i samme prestegjeld bekræfter rigtigheden af skolelærernes fremstilling, men antager, at det kunde være af interesse at gå endnu længer tilbage i tiden, for at den store forskjel mellem før og nu end tydeligere kan sees.

«Gamle folk sige, at der var en sørgelig tilstand på Jæderen for 40 til 50 år siden. Der brændes br.vin næsten på hver gård, og på flere gårde ikke blot nu og da til daglig husbrug og anvendelse i gjæstebud, men endog stadigen, også til salg. Drikfældigheden var stor både blandt gamle og unge, ja man erindrer exempler på, at selv børn toge sig et rus. Flasken måtte altid frem, når man kom ind i et hus, og såvel fruentimmer som mandfolk trakterede med br.vin ved enhver anledning. Dengang indskrænkede man sig ikke på by-ture til at drikke br.vin i byen og tage det med på hjemreisen, men man havde tilstrækkelig forsyning med sig hjemmefra på reisen til byen. I gjæstebud og især bryllupper forbrugtes br.vin i anker- og tøndevis. Pægle-flasken var også ledsager til kirkerne. Der fortælles - for at nævne et exempel -, at man i den tid meget hyppigen søgte fra N.N. sogn til N.N. kirke. Man samlede sig da i et hus på kirkestedet og drak ikke alene før og efter tjenesten, men endog under den, idet nogle ikke engang gik ind i kirken. På hjemreisen fra kirken samledes man atter på et par gårde her i prestegjeldet, hvor der da blev drukket den øvrige del af dagen, og at klammeri og slagsmål jævnligen fulgte på, er en selvfølge. Hver søndagsaften kom i regelen ungdommen sammen til dands, drik og kortspil. Under sådanne forholde kunde befolkningens økonomiske forfatning ikke være god, - ei blot fordi meget bortødsledes ved fylderiet, men fordi jordbruget i høi grad forsømtes; thi både husbond og tjenere vare ofte flere dage efter rusen uskikkede til arbeide, og den, der gik eller sendtes i ærinder, kom ikke sjelden beruset hjem.»

«Ukydskhed følger gjerne med drukkenskab; men man vil ikke vide, at hin last var hyppigere den gang end nu. Ministerial-bogen viser, at antallet af uægte børn var sådant i følgende år:

År.   Fødte. Deraf
uægte børn
Af disse sidste
fædre vare gifte
mænd
1807-16 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 350     17        4
1847-56 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 605     27        4

«Tilstanden i det hele er således bedre end i hin tid. Brændevinsbrændingen er ophørt, såkaldet dands om søndagerne ligeså, og kortspil forekommer meget sjelden. Trakteren med br.vin i det daglige er et særsyn, da få have det i huset. Også med hensyn til dogner er forandring indtrådt; før br.vin i mængde og dands bagefter, nu i det høieste 1 à 2 dramme, men sædvanligst kun mad og øl. Medens i fortiden vist få vare ædruelige og mange forfaldne, viser skolelærernes opgave, at af 340 gifte mænd og enkemænd 97 ikke ere sikkre, medens resten på 3 forfaldne nær ere ædruelige. Antallet af uægte børn er desværre altfor stort, men, når der seer hen til den forøgede folkemængde, dog forholdsvis mindre end i hin tidligere tid, og man må glædes ved, at de uægte fødsler ikke ere flere, når der tages hensyn til den uskik, at drenge og piger i regelen have deres natteleie - vel i særskilte senge, men dog på samme loft eller på samme værelse, og ligge ganske nøgne. (I denne anledning er mig forklaret, at, når det ikke er ganske mørkt, stiger ingen i eller ud af sengen uden at have linnedet på sig.) I en anden skrivelse er oplyst, at natteløben eller nattefrieri ikke finder sted her i prestegjeldet, og hertil kan føies den oplysning, at det så langt fra er en almindelig skik, at tilkommende ægtefæller flytte sammen nogen tid før brylluppet, at tvertimod ofte bruden efter brylluppet bliver hjemme hos forældrene i månedsvis, førend hun flytter til sin mand.»

«Men ved siden af den større sands for ærbarhed, har der dog vedligeholdt sig et beklagelig uvæsen ved de årlige markeder i Stavanger. Til marked må man, enten man har noget at udrette der eller ikke, og en stor del, som ellers lægge vind på sædelighed, går da virkelig, hvad man kalder markedsgang. Til belysning af forholdet skal jeg tillade mig at give en kort skildring af en markedstur om høsten. Den egentlige markedsdag er egentlig en tirsdag; men reiser man udover Jæderen nat til mandag, vil man allerede uophørligen støde på kjærrer, omringede af flere ældre og yngre spadserende personer af begge kjøn - de sidste fornemmelig i munter stemning ved godt selskab og tanken om den forestående markedsglæde. Disse mennesker komme nu ind til byen om morgenen efter ofte flere miles marsch, og få søge logis, for at tage nogen hvile, inden de begynde dagens gjerning. De fleste finder man strax enten fastklemte på torvet i folkemassen eller trængende sig med hænder og albuer frem gjennem de af mennesker opfyldte trange gader. Den niste, man havde med fra hjemmet, er for en del eller ganske fortæret under reisen, og, for nu at styrke sig - om ikke af lyst - kjøber mandfolkene (formenes dog fornemmelig de unge) br.vin, og gode venner trakteres dermed, medens der på de piger, man har fulgt ind med eller kjender, hovedsagelig spenderes æbler. At man efter reisen om natten og det udmattende ved ophørlig at stå eller gå i slig trængsel ikke skal nydes meget af stærke sager, førend det går i hovedet, er naturligt. De fleste blive således ialfald «muntre», og mange aldeles berusede. Pigerne synes nu ikke at kunne slå hånden af deres kammerater, og man ser dem ofte med møie og besvær at lede dem til rette. Den berusede er imidlertid, som bekjendt, meget omhyggelig for flittigen at række andre den kjære flaske og bliver let fornærmet, når man afslår at benytte den, hvorfor en ellers skikkelig pige kan nødes til, idetmindste for et syns skyld, at sætte den til munden, og lidt af indholdet kommer vel også under tiden ind. Medens husets voxne børn og tjenere virkelig kunne have ærinde på markedet for forældre og husbondsfolk og muligens lidt at udrette for egen regning, ligesom også markedstiden benyttes af nogle til at hyre sig for vinterfisket, så er dog den største del af ungdommen væsentlig kommet for at more sig, og dette består da foruden i hvad torv og gader kunne byde og i den gemytlige raddel - til dels deri, at gutter invitere piger af nabolaget ind med sig et eller andet sted for anstændige folk, hvor man, sædvanligt i eget værelse, under spøg og munterhed fortærer en flaske vin eller noget br.vin, hvortil pigerne dog kun nippe. Efter senere fortsat markedsgang må der en smule fornøielse til også om aftenen, og nu tager man ikke i betænkning at søge den på de gemene dandsehuse, hvor der betales 2 sk. pr. dands, men forresten ofte er livsfarligt at være, pigerne komme i reglen med de gutter, der have inviteret dem på bal; men det hænder, at de ikke gå derfra på samme tid, når den ene eller anden part træffer bekjendte, som man ønsker at være længere sammen med. At mangen dreng og pige holde sig for god til at sætte foden indenfor slige huse, er unægtelig; men i almindelighed er nok æresfølelsen slappere i markedstiden end ellers. Nu må man spørge: hvorledes går det til med nattelogis til den forsamlede menneskemasse i en by som Stavanger? Ja dermed er det kun så som så. De, der ikke have familie og bekjendte blandt byfolket, stuves ind hos de simpleste folk og betale 2 sk. for natten og særskilt for traktement, om sådant forlanges. For hine 2 sk. fåes halm på gulvet, hvor der undertiden ikke ser renere ud end i et fjøs især når der har været dygtig regn og søle udenfor og en eller flere lide af ildebefindende efter dagens rus. Efter to eller flere således tilbragte dage og nætter foregår hjemreisen fra byen om aftenen og den påfølgende nat, og da er det rådeligst ikke at møde markedsfolk, hvoraf de spadserende flokkevis under sang og skrål og jevnlig indbyrdes trakteren arm i arm indtage hele landeveiens bredde, og de kjørende uden hensyn til hesten, sig selv eller andre kjørende og gående ofte fare frem i mørket som gale mennesker, hvorved da sædvanlig et eller andet uheld rammer. Når man hører og ser sådant, samt at slagsmål og overfald med eller uden skarpt i almindelighed foregår i markedstiden, skulde man tro, at det ikke var de ellers stilfærdige vestlændinger, man havde været iblandt. Hvilken sørgelig magt har dog en indgroet forargerlig uskik og det fordærvelige brændevin!»

«Som en scene af folkelivet her skal jeg tilsidst nævne en skik af en mindre anstødelig beskaffenhed. Den består i, at ungdommen, i almindelighed efter overlæg, foretager sig en reise om sommeren til en eller anden kirke udenfor prestegjeldet, sædvanligst tilhest. På hjemturen nydes et sammenskudsmåltid. Pigerne have sørget for at medbringe kage og strøsukker, medens gutterne betale for de fornødne ringer tyk melk. Ved denne leilighed passiares i ungdommelig munterhed, og gutterne få sig måske en pibe efter måltidet; men en sjelden gang, når galantere bygutter, forsynede med traktement - vin eller brændevin - have slået følge, tør der nok også tages en liden dands, inden man bryder op.» «Jeg slutter disse bemærkninger med det ønske og håb, at det norske folk i almindelighed, og jæderboerne i særdeleshed, der i de senere år have i forskjellig retning gjort betydelige fremskridt til det bedre, efterhånden ville løsrive sig fra gamle uskikke, når de få øinene åbnede for dem.»

III. Med hensyn til denne skrivelses udsagn om, at natteløben eller nattefrieri ikke finder sted, anføres her efter en anden prest følgende nærmere forklaring: De skikke, som på Østlandet og i visse andre egne ere kjendte under hine navne, finde ganske vist ikke sted; men det hænder, at gutter og piger en og anden aften, navnlig søndagsaften, samle sig sammen og vandre på veiene en tid ud på natten med syngen og støien. Disse sammenkomster synes på en måde at træde istedetfor hine skikke.

Haa. Br.vin temmelig almindeligt i bryllupper og andre værtskaber - tilligemed såkaldet vin og hjemmebrygget øl; ellers sjeldent. Undertiden vel i sygdomstilfælde, sjelden på reiser eller under arbeide. Afholdssagen har imidlertid her i prestegjeldet kun vundet liden indgang, de indtegnede «afholdsvenner» ere meget få. For en del år siden kom en overenskomst istand om ikke at bruge br.vin i bryllupper, begravelser, dogner o.s.v. (dog uden at slutte sig til afholds-sagen), hvilken overenskomst tiltrådtes af næsten alle familiefædre i prestegjeldet, men dette gik meget snart overstyr.

Høiland. Glædelig forandring til det bedre siden den tid, da br.vinsbrænden var almindelig. Årsagen ialfald for en del afholds-foreningernes virksomhed. Afholds-vennerne afskaffede nemlig for sin del den gamle bryllups-skik, som idelig førte til beruselse, og efter deres exempel blev det almindeligere at byde vin istedetfor br.vin. Dog bruges dette sidste endnu af en del, og i værtskaber hos sådanne sees også ofte berusede. «I den sidste tid kan det neppe siges, at br.vins-drik aftager.»

Stavanger provsti

Hetland. Sognepresten besørgede schemaet over ædruelige og drikfældige udfyldt således, at medhjælperne stode skolelærerne bi. Dermed opnåedes større sikkerhed i skjønnet, og sognepresten gjør følgende bemærkninger derved: « De to skole-distrikter, som ifølge schemaet stå bedst, omgiver Stavanger by på tre kanter, og man skulde have troet, at det modsatte der vilde have viist sig på grund af byens nærhed og de mange byreisers idelige tillokkelse. Men det må vel være så, at den rige anledning til godt erhverv såvel i byen som dens nærmeste omegn bestyrker mod armodens fristelser, og at den rige anledning for disse distrikter til at høre Guds ord, til at bivære talrige møder og forsamlinger, hvor snart Guds ord snart afholdssagen, snart missionssagen afhandles, seierrig hæver og styrker ånden. De to distrikter, der stå slettest, have og forholde just modsatte hine to; de ere begge, især det ene, der ligger i en fjelddal øst for Gansfjorden, et slående bevis på, hvorledes en fjern og isoleret beliggenhed, hvorhen nye ideer kun enkelt gang nå frem, så varigen hegner om fordomme og indgroede vaner.»

Hvad leveskikke angår, så er man i det hele taget snar til at tage efter, hvad man ser i byen. Det langvarige samvære ved barsøl, bryllupper og begravelser er meget ophørt, især ved de to førstnævnte anledninger, og frugtvin, kaffe og chokolade har meget afløst brændevin. Der er neppe nogen udenfor de forfaldne, som har br.vin stadigen gjennem året i sit hus; en flaske frugtvin derimod finder man i næsten alle huse. Det er på byreiser, at de ikke-sikkre vise deres tilbøielighed til drik.

Karmsunds provsti

Provsten bemærker, at lovligt br.vins-udsalg ikke finder sted i hele provstiet, og efter forklaringer ved de sidste visitatser finder han det sandsynligt, at heller ikke ulovlig udskjænkning af br.vin foregår. Til traktement lader man sig nøie med simpel vin samt ringe øl. Blandt almuen hersker overhovedet en stræng og gavnlig folkemening imod brugen af br.vin.

Ryfylke provsti

I. Fra et af de nordlige prestegjelde i provstiet: Kun yderst få beherskes af drukken-lasten; opinionen mod br.vin vakt,

beruselse en skam, nydelse af br.vin og anden berusende drik ved bryllupper og begravelser kun undtagelsesvis, intet offentlig udsalg af br.vin. Om moraliteten for resten siges, at den desværre ei står på noget høit trin; vel viser almuen i sin fremtræden i almindelighed et sædeligt væsen, og sværgen og banden høres sjelden; men løsagtighed synes heller at være til- end aftagende. Almuens kår ere i det hele taget trange - en følge af de mange ubetimelige ægteskaber, af næringskildenes sparsomhed, og af folkets lidet virksomme natur, hvortil kommer, at al anden kundskab end den religiøse agtes ringe eller slet ikke, ja af de strængere ansees for at lede bort fra det ene fornødne og at være opblæsende. Skolevæsenet står også på en mislig fod formedelst yderst ringe lønninger til lærerne, og det hersker afgjort ulyst hos almuen til at råde bot herpå. Derfor ringe udsigt med hensyn til almuens fremgang i oplysning og velvære.

II. Fra samme prestegjeld: Den i ældre tid hyppige beruselse i gjæstebud agtes nu af alle skikkelige folk for stor skam.

III. En kjendt mand har beæret mig med en skrivelse, hvori bemærkninger om det hele provsti-distrikt. Ligesom i næstforegående skrivelse klages for flere sognes vedkommende over, at almuerne så lidet skjønne sig på tidens kostbarhed. I enkelt bygd er luxus en fremtrædende hindring for folkets fremgang i velvære. Og blandingen af næringsvei (søbrug og jordbrug) har meget slemme misligheder: selve gårdbrugerne ere efter deres vis virksomme, men savne arbeidshjælp af den opvoxende slægt; thi de noget raskere gutter slentre om på jægter, men halvtomsinger og fåvittinger ere treskere, og «austmænd» (vel mest fra Thelemarken), tildels forfyldte og forkomne, ere de eneste jordarbeidere, grøftegravere o.s.v. Mest livligt synes folket at være i Suldal og Røldal, til fjelds; men her synes også br.vins-drik at herske mest. - Også her siges med hensyn til det hele provsti som i det næstforegående brev med hensyn til et enkelt prestegjeld, at uagtet de uægte fødsler ei ere så ret mange, så har sædeligheden i dette stykke dog sine store brøst; men folket skyr endnu den ydre skam og lover den udvortes tugt, og dette gjør, at mangt et par dækker sit feiltrin ved indgåelse af ægteskab, som rigtig nok ofte fører til forarmelse.

BERGENS STIFT

Søndhordlands provsti

Etne. Af de flere skolelærere, som have udfyldt schemaet, have tre i en fælles skrivelse, meddelt omtrent følgende: Br.vin tildels endnu i gjæstebud, ellers i aftagende. Årsag- Br.vinets fordyrelse, det offentliges kontrol med smughandlere, endelig også afholds-sagens fremme. - Også brugen af øl er aftaget; før var det næsten almindeligt at brygge øl, og nu er det neppe 1 af 30 eller 40, som gjør det. Til bryllupper og begravelser brygges dog fremdeles. Kaffe er trådt istedetfor øl i det daglige - vin sjelden hos almuen. - Udenfor de nævnte leiligheder bruges stærke drikke mest kun af ungdommen, f.ex. under exercitien.

Midthordlands provsti

Provsten anfører, at efter de under visitatserne afgivne erklæringer tør det antages, at drukkenskab - ihvormeget deri end står tilbage at ønske - almindeligvis har betydelig aftaget i provstiets prestegjelde i de senere år.

Tysnæs. Det ansees, at ædruelighed er meget almindelig.

Os. Br.vins-drik i aftagen. Årsag: Dels br.vinets fordyrelse, dels bedre moralsk sands.

Fjeld. «Når man i henseende til drukkenskab sammenligner fortiden med nutiden, da må man, uagtet der endnu står meget tilbage at ønske, dog sige, at forskjellen er som nat og dag. Dette gjælder dog især Askøens sogn.»

Fane. Her har sognepresten for større sikkerheds skyld selv forfattet tal-opgaverne over ædruelige og drikfældige, dog i forening med to af de skønsomste skolelærere samt lensmanden.

Med hensyn til antallet af ikke-sikkre (hvilke antal dog sees ikke i den grad som sognepresten havde troet, at være særdeles stort i sammenligning med opgaverne fra de andre prestegjelde her i egnen) gjør han opmærksom på, at Fane grændser lige til Bergens by, at bøndernes hovednæring er melkesalg til byen, og at de for den sags skyld idelig må gjøre byreiser, de fleste et par gange ugentlig: disse byreiser, tildels ad besværlige veie og i et ublidt klima samt med anledning til ølforsyning i hytterne langs veien, medføre store og hyppige fristelser til drik. At der alligevel er ganske få forfaldne, det synes at vise, at hine fristelser ikke så ofte, som det kunde befrygtes, lede til fuldstændig lastefuldhed, og at det overhovedet ikke så meget er sædelighedens forfald som befolkningens omtalte næringsvei og kår, der er årsag til, at så mange bønder befinde sig i en tilstand af halv drikfældighed. Denne mening bestyrkes også derved, at der forholdsvis er færre ikke-sikkre blandt arbeids-klassens gifte mænd; thi disse (husmænd, strandsiddere, fiskere, og tildels gifte tjenere) ligge ikke så ofte i byveien, og dette er næsten den eneste forskjel i vilkår mellem de to klasser, som kan antages at have nogen indflydelse på den moralske tilstand, såsom dannelse og levevis forresten er næsten ens.

Hvad angår den sædelige tilstand for resten, som jeg havde udbedet mig oplysning om (se side 74, foran), gjør sognepresten opmærksom på, hvor besynderlig lidet Bergens by har formået i civiliserende retning at påvirke land-befolkningen i dens nærmeste omegn. Netop i byens umiddelbare nærhed viser uligheden mellem de to befolkninger sig allerstørst; af land-almuens skikke, sprog, klædedragt, boliger, levevis, kort af alt det, som dels betinger, dels betegner kultur-tilstanden, skulde man i byens nærmeste omegn snarere formode en fuldkommen afspærring end en daglig samfærdsel; jo længere man derimod kommer bort fra byen, til bygdelag, som have mindre samfærdsel med den, desto mere udjevnes hin forskjel, så landalmuen ikke står så langt under byfolket i dannelse og udvikling. Det ser ud, som at bygde-almuerne i større afstand fra byen mere gå fremad i alt det, som er godt og nyttigt, men at de mere stå stille i gammeldags simpelhed og råhed nær ved byen. - Vistnok er adskillelsen mellem by og land ikke så fuldstændig, at jo smitten af det onde, som gjerne vil følge større byer, får indgang i byens nærmeste nabolag; thi formedelst menneskenaturens fordærvelse hænger der altid noget af det onde ved selv der, hvor det gode glider af uden virkning.

Men at det dog for en del også er således, at der selv i denne henseende er en vis adskillelse mellem byen og dens nærmeste nabo-almuer, det vil man finde ved at lægge mærke til følgende omstændighed: Vistnok er det så her i Fane, at de fleste brude træde for alteret i frugtsommelig tilstand, og herved røbes en løshed og slaphed i sæderne, større end man skulde tro ved blot at agte på de åbenbar uægte fødsler, som ikke ere så særdeles hyppige, men alligevel er det dog meget sjelden, at nogen pige herfra lader sig forføre af en mandsperson i byen, og det uagtet en stor del af kvinderne pleier tilbringe flere ungdoms-år i tjeneste i byen. Men det er også en nedarvet tænkemåde her, at en landspige ved et feiltrin af den art synker meget dybere, end om faldet var bevirket ved utilladeligt forhold med en sambygding.

Dersom det nu, som det synes, er særeget for Bergens by, at der er mindre åndeligt samkvem mellem den og den nærboende landbefolkning, end tilfældet pleier være med andre større byer, så kan det spørges, hvad vel årsagen dertil monne være. Og her ledes tanken hen på, at Bergen for en stor del er bleven, hvad den nu er, formedelst tilflyttede folk fra fremmede lande, og at disse i sin tid optrådte som en egen klasse, i mange måder begunstiget fremfor andre, og sekler igjennem behandlede de indfødte med overmod. Og en levning af dette synes endnu at vise sig i den måde, hvorpå mindre dannede byfolk behandle bønderne, den tone, hvori de tiltale dem. At føle sig som gjenstand for ringeagt, det kan let undergrave selvagtelsen, og derfor er denne moralske fare størst for de landfolk, som mest hyppig må søge ind til byen. Dette er mest tilfælde med « strilerne», som forsyne byen med melk (melkestriler) og fisk (fiske-striler). Men hvem er egentlig stril? Ingen bonde kalder sig selv så, og når byfolk tale om «Strile-landet», så er det ikke noget bestemt distrikt med visse grændser mod syd og mod nord. Men jo nærmere en bonde bor byen, og jo oftere han derfor kommer herind og tiltales på hånlig vis, og jo mere han tilsidst har vænnet sig til at høre herpå med rolighed eller ligegyldighed - desmere er han i bergensernes dom og tale en «stril», med andre ord: en bonde, som man ikke behøver at behandle som andre folk. Dette vilde sagtens nogle kalde en småting; men i tidens længde kan dråben hule stenen, og hin uskik kan hos den ringeagtede mand svække selvagtelsen og dermed den sikkreste grundvold for gudsfrygt og moralitet. Og så tør det være gået dette folk, trods det endnu har bevaret meget af sin oprindelige gode kjerne og selv i sin nuværende tilstand i flere henseender må kaldes en agtværdig almue.

En anden af provstiets prester yttrer følgende om sin menighed: Skjønt denne menighed hidtil har stået på et lavt trin af christelig oplysning og udvikling, have dog løsagtighedsforseelser i den almindelige mening været anseet for stor skam. En ganske anden mening gjør sig dog gjældende, når vedkommende ere forlovede og agte at indtræde i ægteskab, hvorfor det er en undtagelse når en brud her ægtevies uden at hun viser sig i frugtsommelig tilstand.

Bergens stiftsprovsti

Aarstad landsogn. Ved bryllupper og begravelser sees tildels ellers ordentlige og ædruelige almuefolk at tage sig en rus, fornemmelig i Hardanger-øl, som også brygges her. Dette er en gammel vane og slendrian, ligeså at man gjerne vil have sig en rus i julen og navnlig på selve juleaften. Men heldigvis er der ikke et eneste drikfældig fruentimmer i sognet, og i det hjemlige, daglige liv hersker almindelig ædruelighed blandt sognets oprindelige befolkning. Derimod har man måttet gjøre den erfaring, at blandt de mange i de senere år indflyttede fabrik-arbeidere og andre arbeidsfolk er tilstanden mindre god, især blandt dem fra Østlandet (Christiania, Horten o.s.v.).(40) Deres fylderi foregår dog mest på lørdags- og søndagsaften, altså ikke i br.vin, men vin og øl. Inden sognets grændser er der også 4 ølbryggerier og 14 udsalgssteder for øl og vin. Men trods den betydelige øldrikning, som dette vidner om, udtales dog den overbevisning, at ædrueligheden i de sidste 15 år har tiltaget blandt den almindelige befolkning, hvis eiendoms-klasse endog siges at udmærke sig ved sjelden orden og tiltagende sands for sædelig og christelig oplysning.

Nordhordlands provsti

Hosanger. I Mo sogn, hvor der før ikke var så ganske rosværdigt, er der i de sidste år virket meget af enkelte for afholdenhed; der er nu så godt som aldeles afskaffet disse lange bryllupper, der gav anledning til megen drik. Også i de to andre sogne bliver stemningen bedre og bedre; man nærer også håb om at få aldeles afskaffet disse lokkende kilder ved bryllupper, barnedåb o.s.v.; der er gjort begyndelse.

Lindaas. Drukkenskabs-last så godt som fremmed i brevskriverens sogn. Neppe nogen mand bruger br.vin i det daglige, og når undtages til julen, nydes neppe en dram; ja, det er vist, at i brevskriverens skoledistrikt er der en stor del af gårdbrugerne, som året rundt ikke have br.vin i huset. Da br.vins-brænden var tilladt og almindelig, blev der drukket umådeligt, i selskaber endte det ofte med slagsmål; men nu holdes mange bryllupper og gravøl enten aldeles uden eller dog med ganske lidt br.vin. Årsagen til denne forandring ligger neppe så meget i den forandrede anskuelse om br.vinet. For 4-5 år siden stiftedes vel en afholdsforening; men den talte lige i begyndelsen kun få medlemmer, og der er ikke kommet flere til siden; man vil ikke gå ind i foreningen, fordi man synes, det er skam at tilbagevise en dram hos en god ven, som byder den. Snarere ligger årsagen deri, at br.vinet er så dyrt og vanskeligt at få. Derfor drikke fremdeles de allerfleste i gjæstebud og ellers, hvor br.vin er at få.

Yttre Sogns provsti

Evindvik. I. Tilbøielighed for br.vin i hoved- og kapelsognet, og det kaldes et held, at her intet udsalgssted er, noget, som især tilskrives afdøde provst Dahls nidkjærhed. Men her er megen fart på Bergen, og der kjøbes br.vin i ankervis for siden at deles mellem de flere, som have forenet sig derom. For dette prestegjelds vedkommende vilde intet så kraftigt bidrage til at mindske br.vins-drikken, som når 1 anker eller 1/2 tønde ikke kunde fåes så billigt. Især for fiskeri-distrikterne må yderligere indskrænkning ønskes; thi der er fattigdommen og elendigheden stor.

«Afholds-agent Haave har for nogen tid siden besøgt Brække annexsogn; havde man mange slige mænd, der reiste om og virkede for afholdssagen, vilde brændevinsdrikken ialfald på disse kanter bibringes følelige stød; han omtales med berømmelse af alle, som have hørt ham.»

II. Fra det samme Brække sogn skrives væsentlig følgende: «Jeg kan med bestemthed påstå, at jeg endnu ikke har seet nogen mand i Brække beruset af br.vin, kun nogle ganske få have ved enkelte leiligheder været lidt beskjænkede, dog ikke af br.vin, men af øl. Br.vin drikkes meget sjelden, og næsten ikke uden i bryllupper og i julehøitiden samt når begravelse foregår hos den bedre bemidlede del blandt folket; men mange kjøbe ikke en dråbe br.vin, ei engang til jul. Selv når der ved bryllupper og begravelser, som sagt, bruges lidt br.vin, sker det kun ved måltidet under navn af «fiskedram», og da kun en enkelt dram ad gangen - jeg har ofte været øjenvidne hertil. - Handelssted findes ikke i Brække; anledningen til at drikke br.vin er således heller ikke fristende, uden når man kommer til byen, som i regelen sker 2 gange om året, høst og vår. I de sidste 7 år, jeg har boet i dette sogn, har jeg gjort en tour til byen hvert år, i selskab med flere mænd ad gangen, sjelden mere end en gang med de samme folk, så jeg derved bedre har kundet iagttage deres skikke; men jeg veed sikkert, at jeg endnu ikke har seet nogen fra Brække drikke br.vin i byen, og mange have ikke udlagt en eneste skilling i brændevin. Når indkjøb af br.vin foregår, sker det oftest på den måde, at flere slå sig sammen og kjøbe et helt anker, da man på den måde får det langt billigere end i flasker. Jeg har ofte været vidne til, hvorledes man i Bergen gjør sig umage for at forhøre sig blandt naboer og bekjendte, som ere i byen på samme tid, om at få disse til at slå sig sammen med dem for at få kjøbt et anker br.vin i en mands navn og siden uddele 8, 10 ja ofte 12 mand, enten i logiet eller på hjemveien eller efter hjemkomsten. - - Øl kjøbes aldrig hjem, men det brygger bonden selv, for det meste af det korn han selv avler og i regelen ikke oftere end til jul og undertiden påske; dette sidste for vår-onnen. Ved bryllupper og begravelser bruges en hel mængde øl, såsom dette er den eneste vederkvægelse, man har, og da hænder det, at man ser en og anden noget beskjænket. Men øllet har dog ikke den pirrende egenskab som br.vin, især da det er af de simplere sorter, her brygges. Bayersk eller andre stærke sorter kjendes kun af navn. Hertil kommer, at folket i det hele er fredeligt og stille; slagsmål og uorden i selskaber ere ukjendte. - Og her skal ikke kunne påvises en eneste familie, som er forarmet ved drukkenskab. - Afholdsforeninger gives her ikke i sognet.»

Vik. I brevskriverens sogn er stadig fart på Bergen, og dermed vedligeholdes de gamle br.vins-vaner: byreiserne give anledning til forsyning, og ved hjemkomsten skal der trakteres. Bønderne her ere også meget «kostgivne» eller gjæstfri, og det er skik at traktere besøkende med br.vin, hvorfor folk, som have råd til det, gjerne have det i huset. - Brudevielse foregår gjerne på søndagene, og det er skik, at brudefolkene tage med til kirkestedet øl og br.vin for efter endt gudstjeneste at traktere ikke alene bryllupsgjæsterne, men en stor del af de kirkebesøgende, hvilke sidste, om de modtage skjænken, til gjengjeld give brud og brudgom nogle skillinger. -

Balestrand. I. I et af flere almuesmænd underskrevet brev yttres det håb, at br.vins-drik i deres sogn er i betydelig aftagende. Nogen kjendelig standsning indtrådte først ved afholds-agenternes besøg. Heldigt, at her intet br.vins-udsalg er.

II. I en skrivelse, hvori skolelærerne i fællesskab gjøre rede for, hvorledes de have forstået og udfyldt schemaet, yttres, at på grund af almuens ringe sands for ædlere fornøielser, hænder det, at selv ædruelige folk komme til at drikke sig en rus, fornemmelig øl, når de ere sammen i gjæstebud.

Leganger. I så-onnen pleie bønderne for det meste brygge noget øl, og hermed skjænke de arbeiderne, derimod yderst sjelden med br.vin. - I julen pleie tjenerne at få en dram 2 til 3 gange; i det hele bruges i almindelighed måske 2 til 3 potter i julen. I selskaber, som fornemmelig finde sted i julen, bruges meget lidet br.vin, men derimod stærkt øl, hvoraf der i nogenlunde velhavende husholdninger brygges 1 til 2 tønder, dog ikke alt lige stærkt. I bryllupper skjænkes derimod hyppigere med br.vin, hvoraf der i nogenlunde talrige bryllupslag kan medgå 2, indtil 4 ankere. - Brugen af br.vin i selskaber er i det hele aftaget betydelig i den senere tid. Af vin kan der undertiden, fornemmelig i bryllupper, haves 1 til 2 flasker for dermed at skjænke kvinderne. Puns kjendes ikke af bonden. - I sygdoms-tilfælde bruges jevnlig br.vin, men da som oftest med tilsætning af kampher eller peber. - På længere reiser, især byreiser, medhaves gjerne noget br.vin, og under opholdet i Bergen bliver fristelsen nok for stor for adskillige. Den skik, som før var meget almindelig her i Sogn, at have br.vin med på båden for derved at skjænke skydsfolkene, er her i prestegjeldet i den senere tid næsten ganske ophørt. - Årsagerne til brændevinsdrikkens aftagen: 1) Formindskelse i udsalgsstedernes antal, 2) brændevinets fordyrelse, 3) at den konditionerede klasse i den senere tid har viist et langt større mådehold, end det forhen var tilfælde i Sogn; navnlig antages thing-øvrighedens og presternes exempel at have virket gavnligt. Afholds-agenternes besøg antages ikke endnu at have indvirket synderligt.

Indre Sogns provsti

Sogndal. I. I dette skole-distrikt bruges br.vin slet ikke i det daglige, hverken af eiendoms- eller arbeids-klassen. I selskaber bruges det, men mindre end før, og i julehelgen af en del, men i ringe grad; i sygdomstilfælde og under strængt arbeide sjeldent.

II. Br.vin bruges endnu i bryllupper og begravelser, men meget mindre end før. I sygdoms-tilfælde og under strængt arbeide sjeldent, ligeså på reiser. I jule-helgen hos en del. I det hele stærk aftagen; forbrugen ikke en 10de, måske ikke en 20de del mod for en tid tilbage.

YTTRE OG INDRE SOGN

I det hele er folkelivet meget overensstemmende i Indre Sogn og i de inderste prestegjelde af Yttre Sogn, og fra dette strøg har jeg modtaget tvende udførligere meddelelser, hvis hovedindhold jeg anfører således:

I. Løsagtigheden er stor, både i ord og gjerning. Slem og gjækkelig, ja ofte rent ud rådden snak er desværre nok altfor almindelig i selskabelige sammenkomster mellem personer af begge kjøn. Selv ældre og anseede almuesfolk ere langt fra varsomme i deres valg af ord, når der ere børn og unge mennesker tilstede. Herved brydes der naturligvis fra den tidligste alder på kvindernes blufærdigheds-følelse. Hertil kommer et fast daglig syn af usømmelige blottelser på grund af, at den hele familie, såvel voxne som barn, ja meget ofte fremmede personer af forskjellige kjøn og af alle aldere have deres natteleie og klæde sig af og på i det ene og samme værelse. Det er altså såre meget, som hindrer blufærdighedens udvikling. Når nu pigen er bleven konfirmeret og skal deltage for alvor i tungere huslige sysler, navnlig kreaturstellet, er det ganske sædvanligt, at hun får sit natteleie i fjøset eller om sommeren undertiden, skjønt meget sjelden, i en såkaldet bod, og nu bliver hun strax gjenstand for natligt besøg af de unge karle, der lige fra konfirmationsalderen af - på enkelte hæderlige undtagelser nær - så temmelig stadigt vandre omkring om natten til de steder, hvor de vide, at pigerne ere at finde. Ofte gå de ifølge på flere personer, og kunne de på disse natlige streiftog få fat på heste, der her pleie gå ude til langt på høsten, så de kunne komme ridende til gårds, så tykkes det dem dobbelt karsligt, og ve da den, som skulde være så uheldigt at møde en sådan Åsgårdsreid eller prøve på at standse den i dens vilde flugt. Denne måde, nemlig til hest og i flok og følge, at søge til pigerne synes dog i de sidste par år at være noget i aftagende. Da nu pigerne selv gjerne anse det for en hæder at have mange sådanne natlige besøgende, så bliver disse sjelden ubønhørte, når de banke på, og skulde der være en eller anden husbonde, som have været så forsynlig (thi i pur ærbarheds-følelse har det visselig yderst sjelden sin grund), at han på sin fjøs- eller bod-dør har anbragt en lås eller slåe på den indvendige side, og skulde pigen i et enkelt undtagelses-tilfælde føle sig noget besværet ved deres påtrængenhed, så hun ikke godvillig lukker op, så går det ofte på vold, så døren brydes op. Med sådanne folk er det nu ikke så godt for husbonden at give sig i kast, selv om han havde en rigtig alvorlig villie dertil; men denne villie mangler nok i de fleste tilfælde; dels må nemlig erindringen om lignende fremfærd i hans egen ungdom gjøre ham magtesløs ligeoverfor sådanne forstyrrere af husfreden, dels er bevidstheden om det umoralske i sådan færd og dens yderligere følger i almindelighed, slet ikke levende tilstede, selv ikke hos de såkaldte bedre af almuen; dette kan skjønnes også af den kjendsgjerning, at en pige (selv om hun - hvilket dog kun undtagelsesvis er tilfælde - måtte være en gårdmandsdatter), som har født et, to, ja tre uægte børn, slet ikke i nogen betydelig grad er underkastet borgerlig vanære blandt sine lige: lige fuldt indfinder hun sig til deres selskabelige sammenkomster og bliver med samt sine små bænket lige så høit som nogen anden. Kun omtales der gjerne med noget kjendeligere uvillie, når piger have ladet sig forføre af fremmede, gjennemreisende personer, såsom handelskarle eller lignende. - Af den skare unge karle, som natligen beleire pigens dør, hvis hun ikke netop er styg eller ild, udvælger hun sig sluttelig en, med hvem hun tænker at blive gift; fra nu af bliver adgangen til hende udelukkende forbeholdt den ene, og stadig besøger han hende, «går til hende», navnligen natten til søndag eller til sådanne dage, der engang har været helligdage, såsom kyndelsmesse, vorfru-messe, o.s.v., på hvilke dage neppe en eneste bonde vover at forlange noget arbeide af sine tjenere eller voxne børn. Den ømme forbindelse mellem de to holdes med største omhyggelighed skjult for alle dem, som den på nogen måde kan skjules for; ja i den grad ere de utilbøielige til at åbenbare den for andre, at de ikke ville bestille lysning, der som bekjendt skal foretages 3 søndage, førend der netop er 3 søndage tilbage til den bestemte bryllupsdag. - En følge af denne høist forunderlige og bagvendte anskuelse af det passende og sømmelige er da også den, at de i andres nærværelse om dagen aldrig lade se selv det uskyldigste udbrud af ømhed for hinanden, ja næsten ere mere sky mod hinanden, end om der slet ingen forbindelse skulde finde sted imellem dem. Brevskriveren har selv hørt yttringer, som vidne om, at de virkelig anse selv den uskyldigste tilnærmelse til hinanden i andres påsyn som noget høist usømmeligt, medens de natlige kjærtegn, selv under omstændigheder, som må oprøre det virkelig sædelig dannede menneskes følelse, ansees for at være fuldkommen i sin orden. Det er klart, at de stadige natlige sammenkomsters fristelser i regelen ere for stærke for kjød og blod, så ialfald den sidste del af forlovelses-tiden bliver som et naturligt ægteskab; men at dette skulde være ukydskhedssynd, det skal man neppe nok få en blandt hundrede til at indrømme således er den moralske følelse eller meget mere den gudelige bevidsthed sløvet af eller nedtrykt under vanens og skikkens magt. Uagtet det om ting af denne beskaffenhed er umuligt at erholde fuldstændig vished, anfører dog meddeleren, at han er kommen til den overbevisning, at af 133 piger af bondestanden, som ide sidste år ere blevne ægteviede i hans bygd, har der neppe været 5 eller 6, om hvilke det med nogenlunde bestemthed kunde antages, at de vare rene brude.

Denne, som meddeleren udtrykker det, mere skjulte usædelighed antager han for gammel sædvane her; derimod antages det at være hyppigere i den senere tid, at folk indlade sig i ukydske forhold uden bestemt tanke om senere ægteskab. Almuesmænd selv ville finde grunden dertil i afskaffelsen af den gamle straf for leiermål, nemlig åbenbart skrifte, og, yttrer meddeleren, noget tør der vel være i det; men grunden må dog vel hovedsageligt søges i den hele forandrede sociale eller moralske tilstand.

Nu noget om den sædelige tilstand, hvad angår misbrug af stærke drikke. Regner man til forfaldne sådanne, som jevnlig og af egen drift søge hen til udsalgsstederne for at beruse sig eller som stadig have stærke drikke i huset til daglig overmålsbrug, det slags folk, som der på Østlandet kan høres det ord om: «Han går i fylla» - da er det brevskriverens overbevisning, at her kun er yderlig få sådanne forfaldne. Og skjønt her findes dem, som gjerne benytte anledningen til beruselse dels i br.vin, dels i stærkt øl, især i juletiden og bryllupper o.s.v., og vel endnu stundimellem søge hen til offentlige drikkesteder og der tage en tår over tørsten, så mener brevskriveren, at han - i sammenligning med Østlandet - tør kalde ædrueligheds-tilstanden i sin bygd ret god. Derfor også i det hele taget meget fredeligt og roligt med hensyn til slagsmål og deraf følgende legemsbeskadigelser, og selv efter større forsamlinger kan man gå på veiene ved nat og ved dag uden at blive vidne til nogen uenighed af større betydenhed - det skulde da være, at der var personer med fra en eller anden nabo-bygd, så den iversyge kan yttre sig, som også her tildels forekommer mellem de forskjellige bygder.

Særdeles belærende er meddelerens oplysninger om skolevæsenet i forhold til den sædelige tilstand. Han har betragtet de læreres personlighed, som have virket i den sidste menneskealder, deres større og mindre uddannelse og nidkjærhed og deres personlige vandel, og han er kommen til det resultat, at i de sogne, hvor fromme og samvittighedsfulde ungdomslærere have virket, der er den sædelige tilstand, navnlig hvad kydskhed blandt ungdommen angår, bedre end i de sogne, hvor lærerne ikke fuldt så godt svarede til sit kald. Ellers fremhæver han med styrke, at skolevæsenet fra kommunens side er ordnet således (med små lønninger og med de ubekvemmeligheder, som følge med omgangsskolen), at det ikke er at vente, at skolen skal kunne blive besat med dygtigt uddannede lærere, eller at disse - selv om de ere nidkjære og samvittighedsfulde - skulle kunne virke med held.

«Ligesom almuens levevis i det hele må kaldes ringe og ussel, således er sandsen for de ædlere arter af tidsfordriv i høist ubetydelig grad tilstede. Den største del af året går han under et trælsomt arbeide på jorden med høist ufuldkomne redskaber og på en jordbund, der er opfyldt med klipper og sten, mellem hvilke så at sige hvert græsstrå må udpilles med små håndljåer, der næsten se ud som sigder. Jordeiendommene ere enten slet ikke eller høist ufuldkomment betegnede, så at den ene nabo nok ikke så sjeldent kommer i skade for at slå eller løve eller hugge ind på den andens eiendom, og sådanne indgreb i eiendomsretten, om end for øieblikket på grund af vanen mindre påagtede eller påtalede, bevares dog godt i hukommelsen og danne da et stående thema for samtaler af mindre venskabelig natur i deres selskabelige sammenkomster. Forresten afgiver gjerne et eller andet jammerligt småtteri af bygdenyt, en eller anden yttring eller gjerning af presten eller øvrigheden, et eller andet blad af den skandaløse kronik eller andet lignende det almindeligste stof for deres samtaler både i det daglige og ved mere høitidelige leiligheder, og til sådant tidsfordriv kommer da for ungdommen dandsen, den her altid så ugratiøse, ofte så usømmelige dands, der naturligvis hører som noget aldeles nødvendigt med til ethvert bryllup, men som også til enkelte tider af året og navnligen da i den langt udstrakte julehelg finder sted trindtomkring i husene, idet snart den ene, snart den anden gårdmand eller husmand afgiver sin hele husbekvemmelighed til «dandsestova», hvortil gutter og jenter, ofte temmelig langveis fra, trække hen og stappe sig sammen som sild i en tønde, så at der blot midt på gulvet bliver en liden flæk bar, hvorpå da dandsen foregår af nogle par ad gangen. I disse dandsestuer havde man for nogen tid siden begyndt at henbringe stærkt øl til salg; men da fattigkommissionen i henhold til lov af 24de septbr. 1851 tog sig for at skattelægge disse ølsælgere, ophørte dette uvæsen temmelig snart igjen. - Et særdeles yndet tidsfordriv er også at strømme sammen ved kirken, når der foretages brudevielse, det vil da sige ikke for at høre brudetalen, men for at ligge, sidde og stå rundt omkring på og ved kirkehægnet dels for «at skå'a», dels for, når brudefølget igjen kommer ud af kirken, at lade sig skjænke med øl og brændevin, hvoraf altid et vist kvantum, afpasset efter brudefolkenes leilighed, medføres til kirken og, når vielsen er forbi, udskjænkes til publikum. Ved store bryllupper kan der ofte således være en forsamling af over 100 mennesker ligefra spæde børn og til gamle kjærringer, der ellers med nød kunne hinke ud af sin hytte. Da undladelsen af en sådan skjænkning ifølge de almindelige begreber vilde blive anseet som topmålet af al karrighed hos dem, som bekoste brylluppet, så har det hidtil ikke lykkedes at standse dette uvæsen, der som en ældgammel skik er aldeles indvoxet i almuens selskabelige liv. - Nogen levende deltagelse for tidens større og vigtigere spørgsmål, nogen alvorligere drøftelse af foretagender vigtige for landet eller den engere kommune, nogen læsning af sådanne almennyttige skrifter, der ligge udenfor grændserne af det strængt religiøse, er derimod yderst sjelden; dog lader det til, som om enkelte især af den yngre slægt i den senere tid skulde have fået noget mere lyst til at benytte den adgang, som almuebibliotheket tilbyder, til at gjøre sig bekjendt med et og andet, der kunde hæve betragtningen op over de snævreste bygdeinteresser og lede dem til at kaste blikket noget ud over den trange synskreds, hvori de hidtil have færdedes. Selv den religiøse læsning er hos mange indskrænket til Kingos Psalmebog, omendskjønt der jo også i mange huse findes huspostiller og andre bøger af gudeligt indhold. Historiske bøger ere yderst sjeldne at forefinde og endnu sjeldnere geographiske, der af en stor del, især de ældre, betragtes som hartad gudsbespottelige, da de fortælle os, at jorden er rund som en kugle og at den går rundtomkring solen, medens jorden derimod efter deres urokkelige mening er flad og står stille. Jeg har anført dette, ikke for at spøge eller overdrive, hvilket det måske kunde have udseende af, men som et betegnende træk af den overordentlig ringe grad af oplysning om naturens phænomener, som findes hos almuen i almindelighed, og fordi belærelser om det modsattes virkelighed fra flere kanter ere blevne møtte med en hårdnakket modstand. Disse tåbeligheder må dog ellers antages at være i stærk aftagende, da den opvoxende slægt nu fra skolerne af bibringes sandere forestillinger. Aviser læses kun ganske undtagelsesvis af bonden, og da mest «Almuevennen» hvoraf der her i prestegjeldet fordeles, såvidt jeg veed, 10 à 12 exemplarer. Skriftet « Folkevennen» havde i begyndelsen nogle flere subskribenter, men nu nok ganske få af den egentlige bondestand. Under denne mangel på ædlere nydelser, som jo, dersom min tid var dertil, kunde belægges med mange flere bevisligheder, under denne mangel på mere opløftede og opløftende betragtningsmåder af tingene og forholdene i verden har naturligvis råheden i sæder og skikke et stort spillerum, og dette er da vel også en, og måske ikke den mindste virkende grund til, at en sådan råhedens udvæxt som nattefrieriet, nattesværmeriet og dermed følgende usædelighed og løsagtighed kan ikke alene trives, som det her desværre i høi grad gjør, men endog i almenheden finde ikke alene altfor milde dommere, men endog forsvarere.

Ihvorvel det vistnok står i meget fjernere forbindelse med den sag, hvorom det her fornemmelig handles, end det allerede anførte, så vil jeg dog, da De i Deres bog: «Om sædeligheds-tilstanden i Norge» yttrer ønske om at få nogen underretning derom fra andre kanter af landet end de af dem besøgte strøg, ikke undlade til slutning at give en kortfattet udsigt over bondens sædvanlige husholdningsstel og levemåde her i prestegjeldet. Hvad boligerne angår, så ere disse endnu ganske i almindelighed de gamle røgstuer, optømrede med 2 langvægge og 2 tværvægge med 2 tværbjælker (bite) mellem begge langvægge, og på den forreste af disse er gjerne eierens navn udskåret eller malet tilligemed årstallet, da stuen blev bygget. Indgangsdøren er gjerne anbragt på den ene tværvæg med en sval foran, der kan afsluttes med en af tvende dele eller lemmer bestående dør. Når man kommer ind ad døren har man gjerne på venstre side af samme en anden dør, der fører ind til et lidet kammer (en kove), hvori undertiden en seng; men undertiden bruges det også blot som et pulterkammer for alslags sager. På den modsatte tværvæg, ligeoverfor disse døre, ere i almindelighed anbragte to temmelig lave vinduer (glas), undertiden dog blot et vindu på tværvæggen og et på den tilstødende langvæg. Under vinduerne ere anbragte en lang bænk, og foran denne langbordet, atter med en bænk foran. Bordet er en omtrent 4 alen lang og 5 qvarter bred, 2 1/2 tomme tyk umalet skive, der lægges på 2 råt tilhugne, massive stabber. Ved bordets øverste ende er en kortere bænk (høgsætet), og når man sidder på denne, har man gjerne til venstre i krogen et lidet krogskab og på høire hånd et stort skab, hvis nederste del er forsynet med døre; i midten af skabet er et åbent rum og over dette en afdeling, delt i små rum med døre for. Dette skab er i almindelighed malet med en eller anden gloende farve og forsynet med rosetegninger samt med inskriptioner på den bagerste flade i det åbne rum. På samme væg eller også på den modstående langvæg findes nu gjerne anbragt et stueuhr, som oftest i malet kasse. På samme væg som høisædet, nedenfor skabet, er gjerne husbondsfolkets seng, og nedenfor denne, ligeved døren til koven, peisen, hvor maden koges, og gruen, hvorpå antændes risved for at opvarme stuen («elde»). På den modsatte langvæg nederst ved døren står vandstampen; over denne er en hylde med flere rum, hvori melkeringerne og på sine tider af året gammelosterne hensættes. Forresten optages denne væg enten af en lang bænk, hvorpå tjenerne sidde med deres arbeide, eller, dersom familien er større, af børnenes eller kårfolkenes senge, dersom de sidste ikke have en egen kårstue, hvilket ofte er tilfældet. I den senere tid have flere fået kogeovne i deres stuer, som da anbringes et stykke til siden fra peisen med røret gående ind i denne, eller endog, dersom ikke rommet tillader at have den på dette sted, langt frem på gulvet med et uhyre langt rør ind i peisen. Flere af de i den allerseneste tid opførte stuer ere dog såkaldte lemstuer, med tagbjælker og himling, der vistnok se noget bedre ud, men forresten ere af megen tvilsom fordel, sålænge man ikke har mere end dette ene beboelsesrum og således deri skal forrette alt indarbeide, da luften i værelset derved i end yderligere grad fordærves, eftersom renlighed ikke hører til den herværende almues gode egenskaber. Gulvet i disse stuer består i almindelighed af uhøvlede planker, nedlagte ved siden af hinanden uden pløining og som oftest meget ujævnt. Dette gulv skures aldrig, men er der i huset en rigtig rensfærdig husmoder, så bliver det til hver høitid (det vil sige de store høitider) beskyllet med vand, og snauset afskrabet med en jernspade eller et lignende redskab, ligesom væggene også da blive overvaskede og sengestederne forsynede med ny sengehalm. Ovenpå halmen lægges da et hvidt uldent tæppe (en kvittel) og en hovedpude (en kodde) med hvidt eller gråstribet vadmels træk og øverst et tykkere uldtæppe (åklæde). Disse sengesteder se som oftest lidet indbydende ud, og jeg har næsten ikke kunnet mærke nogen forskjel på deres udseende selv hos de mest velstående gårdmænd, der dog gjerne ere forsynede med bedre sengklæder, som tilligemed familiens gangklæder og øvrige «bunad» opbevares i et særskilt lille hus (en bod, «bu»), der undertiden bruges som gjæsteværelse, men er uden ildsted og i almindelighed meget åben, især hvad gulvet angår, mellem hvis planke der ofte ere fingerbrede sprækker. Til gårdens huse hører foruden disse et stabbur, der hos de mere velstående bønder gjerne er forsynet, foruden med de øvrige madvarer, især med en stor mængde fleskeskinker og fleskelænger, der på en måde betragtes som det urørlige valuta og således blive hængende der i mange år, indtil de ere aldeles uspiselige for almindelige munde; dernæst et fjøs, en stald, et fårehus, en korn- og hølade med lo samt et svinehus, hvilket sidste dog meget lidet benyttes, da svinene, hvoraf her gives mange, men af et meget dårligt slags, fordetmeste gå ude eller også have sit tilhold i svalen foran indgangsdøren til stuen, såat det nogle gange har hændt mig, endog når jeg har været formelig indbuden til en eller anden bonde, at min første forretning ved ankomsten til hans hus har måttet være at jage svinene bort fra indgangen for at bane mig selv en vei. Når jeg har bebreidet dem dette svineri og forestillet dem både det usømmelige og skadelige deri, har jeg gjerne fået til svar, at det er husmoderens pligt at forsyne svinene med mad (som hun da gjerne slår ud på selve gulvet i svalen) og at veien til svinehuset er for lang for hende, når hun tillige skal passe sit arbeide inde i huset. I dette ene beboelsesværelse foretages da også mange andre forretninger, som lidet synes at harmonere med dets bestemmelse som opholdssted for mennesker. Her slagtes f.ex. får og kalve, ja en enkelt gang kan man vel endog få lykke til at se, at en syg hest bliver doktereret på inde i stuen. Da alle de til en gård hørende småhuse stå adskilte hvert under sit tag (først i den sidste tid have ganske enkelte begyndt at anbringe lade, fjøs og stald under et tag), og da flere opsidderes huse ligger sammen i et tun, så er det en selvfølge, at disse tun er noget af det mest svinske, man kan have for sine øine, især da gjødseldyngerne for det meste ligge udækkede udenfor væggene og langt op på disse. Dette får nu være nok om boligerne, der i sandhed er af den beskaffenhed, at en mand med ikke særdeles hærdede lugteorganer må kvie sig meget for at komme i berørelse med dem. Når jeg undtager, at alt hos husmandsfamilierne gjerne er i en mindre stil, så er der forresten såre liden forskjel på deres og gårdmændenes boliger, ligesom de i hele deres daglige levemåde stå hinanden meget nær. Når husmændene ere i arbeide hos husbonden, da spise både disse og tjenerne ved det samme bord og af samme mad som husbondsfolket, og siden jeg her er kommen ind på at tale om maden, så vil jeg med det samme tale lidt om de daglige måltider. Om sommeren begynder arbeidet i almindelighed kl. 5, og om vinteren kl. 6 om morgenen. Men hverken sommer eller vinter begyndes noget arbeide hos bonden, før man har spist sit hovedmåltid for dagen, den såkaldte «bisk», der gjerne består i spegekjød eller tørret og kogt kjød tre dage i ugen, to dage smør og ost (gammelost), en dag spegeflesk samt om søndagen ludefisk og smør, hvortil da hver dag hører fladbrød (bygbrød) og «supand» (bygmel kogt i vand og møsse til villing) eller også sur melk. Derpå arbeides til kl. 10, da man spiser «daur», som består i bygmelsgrød («stampegraut») og melk og møsse isammen. Derpå hviles om sommeren 1-1 1/2 time før arbeidet igjen begynder og fortsættes til kl. 3, hvorpå der spises til « non» , da måltidet består i saltet sild, brød og potetes, når de haves, samt sur melk, hvortil fra sommermål til Michaelis gjerne kommer noget smør. Herpå hviles 1 time, og arbeidet fortsættes da til k1. 8, da der spises til aften, hvilket måltid består i brød og en blanding af melk og møsse. I bryllupper, da bordet står dækket den hele tid med smørstykker på omtrent 1 bismerpund i æsker med ben under og prydede med indsviede figurer samt fladbrød i store hobe, ere de sædvanlige retter, foruden hovedretten, nemlig brudegrøden (rømmegrød med rosiner i), sodd kogt på tørrede fåre- eller oxekjødsider med potetes i, ludefisk eller saltet fisk, samt «breste» (melk med osteklumper i). Hver gjæst medbringer da også «fonn», bestående dels i spegede nødelår eller fårelår, dels i «kager», det vil sige almindeligt ovnsbrød (gjerne meget dødstegt), vaffelkager (af bygmel og vand), lefser besmurt med smør og sirup og sammenlagte, samt vandkringler, som kjøbes fra byen eller hos landhandleren. Under spisningen og ofte ellers går da ølbollen omkring, der er en malet træbolle med en høi opstående kant på hver side og gjerne forsynet med en eller anden til drik indbydende indskrift, hvilken bolle fyldes af et stort træfad med en kort tud (en «tøndebåd»), hvori øllet tappes fra lageret i kjælderen, eller også drikkes øllet af sølvstøp på omtrent 1 pægel, der fyldes af en «tanker», d.e. en skråt opadgående af staver sammensat trækande med hank og en lang tud samt et firkantet hul med spunds i det øverste lag. Af dette øl, som er meget stærkt, da der under brygningen kun tages en tønde øl efter en tønde malt, fortæres der sædvanlig en stor mængde, da der kan være de bryllupper, hvor man er forsynet med 10 à 12 tønder deraf foruden 2 à 3 ankere br.vin (finkel). Alt serveres forresten på det bare bord, hvorpå der hist og her står nogle trætallerkener (borrisker); kniv, forsåvidt den bruges, holder enhver gjæst sig selv med, og til gaffel bruges den venstre hånd, med hvilken også kjødstykkerne opfiskes af soddet. Når presten eller andre «conseneerte» folk kunne komme til en bonde efter indbydelse, bredes dog gjerne på den øverste ende af bordet en dug, som da almindelig består i en rul bomuldslærred, hvoraf en del rulles op og lægges udover bordet, medens selve rullen bliver liggende omtrent midt på dette. Da kommer gjerne også en stentøis tallerken frem samt en just ikke altfor ren sølvske af de ældgamle med cirkelrundt blad og kort, ret skaft, og da får konen det gjerne travelt med at koge kaffe, som ellers meget sjeldent bruges. I denne kaffe heldes der en dygtig portion melk, hvorpå den gjøres sød med iblandet sirup, eller også får man på en liden blik-asjet nogle stykker kandis-sukker, der er bidt istykker med «hu moers» egne tænder; forresten sædvanlig gjæstebudskost.

I bryllupper og andre selskabelige sammenkomster, som i julen, da man gjerne skal se naboerne hos sig, og til hvilken der da også brygges 1 à 2 tønder øl, blive husmænd og strandsiddere med deres familie indbudne selv til de rigeste gårdmænd og omvendt. De komme naturligvis sjelden alle, især i bryllupper, da skålpengene stige i forhold til antallet af de samme deltagende. Når husmanden alene er i et bryllup, pleier han almindelig at lægge 1/2 spd. i skålen; følger konen med, da 4 ort, og når et eller andet barn medfølger, indtil 1 spd. Gårdmanden giver under lignende omstændigheder fra 1 til 2 spd. Ligesom der i denne henseende finder megen lighed sted imellem gårdmænd og husmænd, således mærker man i deres hele udvortes opførsel og måde at være på liden forskjel mellem dem. Klædedragten er mestendels ens for dem begge, når undtages, at gårdmanden eller gårdmandssønnen undertiden kan have sølvknapper i sin trøie eller vest, hvilke da som oftest bestå i gamle ansigt-otteskillinger, der ere hamrede en smule i skålform med en indloddet hæmpe i midten. Beklædningen består for begge klasser i almindelighed i grå eller blå vadmels-langbuxe, blå eller sort vadmels kort-trøie med opretstående krave og do. vest. Enkelte ser man med hvid vadmelskofte og høirød vest samt sorte knæbuxer; men dette er nu gammeldags. På hovedet bruges i det daglige blå strikkede spidshuer med en hvid gang om på midten og en blå og hvid dusk i toppen; men til kirkegang og stads bruges høirøde huer, hvilke dog hos enkelte af de mere fiffige unggutter i den senere tid ere ombyttede med byhuer eller kaskjetter af blåt klæde. Fruentimmerne bruge blå vadmels stak (temmelig kort) og blå vadmels trøie, der knappes foran med en rad blanke knapper; men om sommeren bruges blot et liv af klæde eller andet kjøbetøi, kantet med silke eller fløiel. Dette liv, der lader de lange skjorteærmer være ubedækkede, står åbent i brystet, så at også der linnedet kommer tilsyne, tilligemed en med uldgarn broderet brystdug, og snøres da sammen over brystet med en sølv- eller messingkjæde, hvorhos en stor sølje i bringen og en sølvknap i halsen holder skjorten sammen over brystet. Røde stakke vare før i brug for brudene, men ere nu aflagte, hvorimod man nu oftere ser stakke af fint værken eller kjøbetøi, hvortil da gjerne hører livstykke af blomstret silketøi. Pigerne gå om sommeren med bart hår, der deles i to fletter, som indflettes med røde uldbånd og slynges om hovedet; om vinteren binde de et stort silketørklæde, sammenlagt som et mands-halstørklæde, om hovedet, og knytte det med en sløife foran ovenfor panden. Konerne bruge hvide lærredshuer med en hvid puld, der til dagligt brug hænger noget nedover nakken, men til stads opstives, så at den står op som små vinger på siderne af hovedet, og over den glatte del af huen knyttes da gjerne om vinteren et stort og rødrutet silketørklæde på samme måde som pigernes. Moden har ellers begyndt i den senere tid oftere at frembringe en og anden liden forandring i kvindernes dragt navnlig i enkelte strøg, der mere påvirkes af et naboprestegjelds, som det synes, stigende luxus i klædedragten.

Det var jo vistnok endnu såre meget at tale om bondens levemåde og skikke; men da jeg ikke veed, hvor meget deraf der kunde være egentlig brugbart for Dem, så vil jeg her stoppe. Blot en ting vil jeg endnu tilføie, da jeg tror at erindre, at De ønsker oplysning derom, og det er angående tjenerlønnen. Her i prestegjeldet får en tjenestedreng nu for tiden i årlig løn i almindelighed 10 spd. i penge og fulde klæder, hvortil regnes: trøie, buxer og vest af vadmel, som han selv må besørge farvet, 1 par nye og 2 par påstrikkede strømper eller, som de her kaldes, sokker, 1 par vanter, 1 par randsko, 1 par hælesko (begsømsko), 2 skjorter af bomuldslærred eller strie; knapper og for samt rygstykke i vesten må han selv tillægge. Dersom han foretrækker at få klæderne usyede, da får han 9 alen vadmel, og besørger det da selv farvet og syet.

En tjenestepige får almindelig 4 spd. i penge og fulde klæder, hvortil regnes: trøie, stak og liv af vadmel, som hun selv besørger farvet, forklæde af værken, 1 par nye og 1 par påstrikkede sokker, 1 par randsko, 1 par tyksko, 2 serker af bomuldslærred med lange ærmer i. Knapper og hægter må hun selv lægge til. Dersom hun foretrækker ikke at få klæder, så får hun istedet derfor 18 merker uld og har da ret til at få fremfødt en saud.

Forresten ere tjenernes fordringer, på grund af den stærke udvandring til Amerika, i stærkt stigende, og hvert år må man i betimelig tid passe på at fæste dem påny, såfremt man ønsker at beholde dem, og da betale fra 1/2 til 1 spd. i fæstepenge. I de sidste år er her derfor også blevet en følelig mangel på duelige tjenere.»

II. Almuen i dette prestegjeld kan ikke siges at være nogen dannet eller sædelig almue; den er - naturligvis med hæderlige undtagelser - rå, stiv og selvisk. De mest herskende laster ere drukkenskab og løsagtighed. Ved bryllupper og begravelser, der pleier vare 4 til 5 dage, har br.vinet et mægtigt herredømme, ligesom også frådseri viser sig da. Den uskik, at drængene sove i fjøset, hvor også pigerne have natteleie omtrent fra midten af oktober til udgangen af mai, finder sted måske især på grund af, at hvad der medfører udgift, er noget, som man unddrager sig for i det længste, såfremt sagen, hvorom det gjælder, ikke medfører nogen påtagelig nytte eller ligefrem fordel. Bønderne ere således neppe villige til for sine drenge at anskaffe en simpel drengestue med fornødent brænde for vinteren, skjønt de vel i almindelighed kunde have råd dertil. Den uskik, at drengerne besøge pigerne efter sædvanlig sengetid - natteløben, nattefrieri - finder desværre endnu sted, især om høsten. Uagtet det kan være tvivlsomt, om denne uskik i seneste tid muligens har aftaget noget, er dette dog ingenlunde skeet i nogen mærkelig grad. Ved den årlige visitats og ellers ved leilighed lægges det husfædrene på hjertet at medvirke til, at denne uskik ophører. Men da fædrene antages i ungdommens tid selv at have drevet det samme uvæsen, se de vel ikke sjelden gjennem fingre med denne kjødets sands istedetfor kraftigen at virke derimod. Natteløberne føre derhos en beklagelig og strafværdig fremfærd derved, at de uden nogensomhelst tilladelse tage beboernes heste, som på høstens tid i almindelighed gå ude om natten, eller tage dem ud fra stalden, og at de just ikke på den lempeligste måde ride på disse så langt, som de agte sig, hvorefter de atter slippe dem og lader det stå hen på det uvisse, hvorvidt dyrene finde tilbage til deres eiermand, som ikke sjelden må søge et eller flere døgn efter dem, og så være veltilfreds, om de finde dem på et afsides fjeld eller i en øde lade. Beboerne have derfor seet sig nødsagede til at anskaffe en såkaldet helle om hestens forben, en indretning af jern, som, da den er forsynet med lås, kun kan tages op af den, som har nøgel, der passer. Man «heller» derfor hesten, når den går ude, og om vinteren ere beboerne, for nogenledes at sikkre sig, nødte til at forsyne stalddøren med forsvarlig lås. Men om også dette sker, have natteløberne gjerne forsynet sig med flere forskjellige nøgler, hvormed de gjøre forsøg så længe, til de muligens finde en, som lukker op, og bliver hesten da, som anført, benyttet til at ride på uden eierens vidende og villie, medens natteløberne endog anse det for et ekstra kars-stykke, jo flere stalddøre og helle-låse de kunde åbne, eller jo flere heste de kunde tage og ride på. Et middel mot sligt uvæsen er at angive den skyldige for øvrigheden, hvilket også stundom er skeet. Men foruden at det kan være vanskeligt at komme til kundskab om, hvem angjældende er, pleie beboerne, selv om de kjende den skyldige, nødig at indlade sig på at angive, dels fordi angivelsen medfører forskjellige omstændigheder med forhør o.s.v., dels fordi det hører til almuens skyggesider her, at den er i ikke liden grad hevngjerrig, så det kan befrygtes, at den angivne vilde hevne sig ved at gjøre skade på huse, kreature og andet. Frygten for at «blive lagt til had» bevirker derfor, at man af feighed ofte tier, hvor man skulde tale. - - Når man veed, med hvilken styrke almuesmanden i vort land hænger ved det gamle, vil det findes rimeligt, at de her omhandlede uskikke, hvori unge gutter deltage kort efter deres konfirmation, ja enkelte endog før samme, endnu ere meget vanskelige at overvinde, og at der ikke kan være håb om deres ophør, førend opinionen inden almueklassen selv med kraft og bestemthed udtaler sig derimod.

I sammenhæng hermed omtaler brevskriveren almueskolen og beklager dybt dens mislige tilstand. Den tid er endnu ikke kommen, at man er villig til at bevilge de til skolevæsenets tarv fornødne udgifter, og loven af 1827 om almue-skolevæsenet på landet er her, hvad angår bevilgningssager, endnu ikke gennemført. Denne lov bestemmer således, at den årlige løn for hver lærer i almindelighed skal være mindst 20 spd., samt at når en lærer har været i ombudet i 7 år og virket upåklageligt, kan han vente lønnen forhøiet over det anførte minimum. Men hvad loven foreskriver som det almindelige, har man her gjort til undtagelse, og omvendt. En følge af dette kniberi er, at dygtigere folk ikke vælge skolefaget, og at lærerne altfor ofte forrette deres gjerning sukkende og med liden kraft. «Et af de vigtigste midler til at udbrede blandt almuen mere oplysning, større sands for sædelighed, orden og renlighed, hvilken sidstnævnte her kun står lavt, er, som bekjendt, et vel organiseret og nøiagtigt gennemført almue-skolevæsen, men under de forhåndenværende omstændigheder kan der neppe være tale derom.»

Søndfjords provsti

I. Fra et af de ydre prestegjeld skrives så: Drukkenskab taget til i de sidste år. Indtil for 4-5 år siden vare almuens kår middelmådige, og da gik det glædeligt fremad med oplysning og sands for det bedre; men nu, da en overflødighed af Guds velsignelse strømmede ind over egnen med rigeligt silde-fiske vinter og sommer er det blevet anderledes; nu kjøbes br.vin i ankervis. «Så glad som jeg forhen var over mange forholde her, så sørgmodig blev jeg nu, da br.vinet i sådan fart som en syndflod flod ind i husene og skulle blive et dagligt traktement.»

II. Fra et andet prestegjeld: Ikke så særdeles stort fylderi, tvertimod nogen aftagen i br.vinets brug. Men dette mest en dyd af nødvendighed, fordi det her er så vanskeligt at få, en vanskelighed, som endog ofte omtales med misnøie. - Begrebet om fylderi så: ingen skam at beruse sig; det bliver først skam, når man i rusen kommer til at gjøre noget uanstændigt eller ondt. Br.vin i alle bryllupper, fra 1 anker til 1/2 tønde; misbruges også ofte på hjemreise fra byen. Tildels i sygdomstilfælde.

Med hensyn til sædeligheds-tilstanden i denne egn, der udmærker sig med de uægte fødslers sjeldenhed, hidsættes følgende træk: I eiendomsklassen ere de fleste ægteskaber fornuftspartier, stiftede under forældrenes indflydelse og med hensyn til formuen. Der sees meget på, at begge parters formue «svarer ligt imod»; i andet fald vilde det være, som om den ene familie vandt og den anden «gik i tab»: ingen vil tabe, og man vil heller ikke gjerne tage imod en ufrivillig gave. Derfor ikke sjelden «heimda-byte», hvor den ene gårdmands søn ægter den andens datter og dennes broder igjen den førstes søster. Som forældrene gjerne ved giftermålet ville se sine børn i «et godt brød», således ere også børnene opvante til den samme tænkemåde. Derfor sjelden nogen modstræben fra disses side, selv om stor aldersforskjel og andre omstændigheder skulde synes at være imod forbindelsen. Navnlig holdes her ganske almindelig for, at konen bør være en del ældre end manden, fordi den ældre kone vil være en dygtigere husholderske. Skulle de unge tiltræde gårdsbrug, så pleie de efter kortvarig forlovelse flytte sammen, han til hende, eller hun til ham, nogle måneder før bryllupet; denne forening feires med et «heimkomme-øl», og de betragtes fra nu af næsten som ægtefæller. At så bruden træder frugtsommelig for alteret, lægger bygdemeningen hende ikke til last. Samme tilfælde indtræffer dog sjeldnere, når brudgommen flyttede hen til pigens forældres hus, end når hun overgaves ham i hans hus. Skulde en mandsperson opføre sig som frier og forlovet og besvangre pigen og så «narre» hende, så vilde han høilig lastes, men ingenlunde hun. Skulde derimod en pige uden ægteskabsløfte lade sig besove, som det i sådant tilfælde her hedder, så vilde dette feiltrin pådrage hende en plet for bestandig. - I arbeids-klassen vil man oftere finde exempler på ægteskab af mer personlig tilbøielighed og i ung alder, og da tjenere uden udsigt til fast levebrød ofte gå længe forlovede og i den tid måske leve i hinandens nærhed og i daglig omgang, så vil det oftere befindes, at de have børn sammen før ægtevielsen; men når de virkelig gjøre alvor af og blive gifte, så tænkes ikke videre på hint forhold som noget usømmeligt.

Nordfjords provsti

Af udførlige meddelelser fra nogen af provstiets prestegjelde synes jeg at se så megen overensstemmelse i folkelivet, at jeg tror det rettest at bearbeide hine meddelelser til en samlet fremstilling istedetfor at anføre dem prestegjeldsvis.

Brugen af br.vin er aldeles almindelig. Alle finde smag deri, hedder det i en beretning, gamle og unge, mænd og kvinder; det er, siges der, ikke sjeldent, men desværre snarere almindeligt, at fader og moder give sine små børn br.vin; ja ifølge tvende af de beretninger, som ligge for mig, går det såvidt, at selv diende ikke gå fri. Man veed ikke noget bedre at traktere med end br.vin; endog tjenere, piger som drenge, have gjerne en flaske br.vin i sin kiste for at traktere venner og bekjendte. I sygdomstilfælde, navnlig på barsel-sengen, fremdeles under strængt arbeide og på reiser holdes br.vin for at høre til. Et sted siges udtrykkelig, at den, som ikke drikker br.vin, dermed udsætter sig for latter, spot og forhånelse. Samme sted anføres det dog som et usædvanligt exempel, at tvende af bygdens bedste bønder i den senere tid have bestemt sig for personligt afhold. Men om et andet prestegjeld bemærkes der, at der ikke er en eneste almuesmand, som har afsagt brugen af br.vin. Man forsyner sig da også med br.vin som med en anden fornødenheds-artikkel; i regelen kjøbes det således, at flere deltagere ere fælles om en hel tønde, som de efter hjemkomsten dele imellem sig. Man skal især gjøre sig tilgode med det i julen, og hertil kommer forsvarlig jule-brygning. Desuden særskilt forsyning til de leilighedsvis indtræffende høitider eller selskaber, hvor skikken gjør rundelig traktering med stærk drik til en uundgåelig nødvendighed; ved gravøl er det dog tarveligere, desto overflødigere derimod ved bryllupper. Disse vare i 4 til 5 dage, med 1 td. br.vin og 6-8 tdr. øl for 50 til 60 gjæster, eller, om brylluppet er større, på 100 personer, 1 1/2 eller stundom 2 tdr. br.vin og 10 til 12 tdr. øl (fra et prestegjeld omtales bryllupper på 150 gjæster og med 12 til 16 tdr. øl). Sådanne bryllupper ligne storartede værtshuslag; thi alle disse drikkevarer skulle ikke alene nydes på stedet, men betales af deltagerne med deres såkaldte skålgaver. Dette siges rigtignok ikke udtrykkelig i nogen af beretningerne; men efter hvad der ellers er mig bekjendt (navnlig fra nabo-distriktet Søndmøre), må det betragtes som en selvfølge, og det kan også skjønnes af et tilfældigvis anført træk: for at gjøre det begribeligt, at der virkelig kan fortæres så meget af stærke drikke, har en brevskriver bemærket, at foruden de egentlige gjæster indfinder grændens ungdom sig hver aften til dands i brudehuset, hvor de da trakteres med øl og br.vin og derfor den sidste aften betale en ort hver i skålpenge.

Og desværre, ved disse og hine andre leiligheder, hvor der ifølge skikken skal drikkes, går det meget almindelig til umådelighed: selv kvinder siges ikke fri herfor.

Men lige så bestemt og enstemmig siges der fra flere steder, at i det daglige liv, udenfor hine extraordinære leiligheder, hersker almindelig afholdenhed - når undtages nogle enkelte forfaldne i nærheden af udsalgssteder.

Det siges også af alle, at selv i selskaber o.s.v. drikkes noget mindre br.vin nu end før, og en enkelt brevskriver finder spor til forbedring i selve tænkemåden med hensyn til denne sag, idet adskillige skulle finde, at det dog er «for galt» med den megen drikken i bryllupper, og et par bønder, som allerede anført, skulle have brudt ganske overtvært med de gamle br.vins-skikke; men fornemmelig setter dog hin aftagen af brugen i forbindelse med br.vinets fordyrelse og adskillige udsalgssteders afskaffelse.

Alle disse træk kunne samles til et således: almindelig og stor, næsten barnagtig, begjærlighed efter stærke drikke, en begjærlighed, som vanskelig kan styres, når ledighed gives, og når det efter nedarvet skik er ligesom tilladt at følge sin lyst - men i det daglige liv en sjelden ædruelighed eller snarere fuldstændig afholdenhed.

Dette forhold står i god overensstemmelse med andre stærkt fremtrædende træk i disse bygders folkeliv.

I meget stærke udtryk fremhæves disse almuers store sparsomhed og tarvelighed. Men medens der ellers omkring i landet høres klage over, at det mangler på disse dyder, så yttrer en brevskriver her sin bekymring for, at almuen heller gjøre for meget af det, «så at altfor mange, Gud give ikke de fleste, blive trælle af denne verden». Og en anden yttrer, at som hin sparsomhed og tarvelighed viser sig her, tør han ikke kalde det dyder, men kun tilvante gavnlige egenskaber; han forklarer forholdet så: i disse afsidesliggende bygder har den nedarvede bygde-skik mere at betyde end andetsteds, og bygdens tænkemåde straffer meget strængt alt, hvad der har udseende af et ødselt og overdådigt levnet, og sætter erhvervelse og bevarelse af gods og formue så overmåde høit, at det ikke tages så nøie med midlerne; derfor også en overdreven agt og ære for den rige mand, selv om han er kjendt for gjerrighed og karrighed - et hang til at gjøre andre mennesker og skabte ting til sine afguder. Hermed stemmer også det træk, som på et andet sted fremhæves, at der oftere mærkes smiger, bagtalelse og avind, og at der oftere er årsag til at klage over mangel på uforbeholdenhed og troskab i handel og vandel. Ved siden heraf anmærkes det vistnok også, at den kirkelige orden og udvortes ærbarhed overholdes strængt i disse bygder, og at grove forbrydelser, som give anledning til justitsens forfølgelse, ere sjeldne; men det mest fremtrædende træk bliver dog hin bestandige omhu for at samle og spare. Sparsommeligheden går indtil det urimelige i det daglige liv, hvor ikke alene al luxus, på tobak nær, er så godt som fremmed,(41) men hvor navnlig kostholdet er yderst ringe. Hertil kommer, at «på såre få undtagelser nær ere alle i høieste grad urenlige og skidenfærdige med hensyn til person, hus og det hele stel». Og alt dette er så meget mere påfaldende, som det siges at være almindelig jevn og stigende velstand, hvilket navnlig viser sig deri, at mange bønder, som før vare leilændinger, nu ere blevne eiere af sine gårde. Den nævnte omhu for at samle råder især ved ægteskabers stiftelse: meget ofte er det ikke gjensidig tilbøielighed og kjærlighed, som bestemmer de unges valg, men forældrenes bestemmelse, hvorved ægteskabs-forbindelsen mest bliver en aftale om arv og levebrød. Da børnene i dette stykke ere så afhængige af forældrene, have vistnok sådanne uskikke som nattefrieri og natteløben ikke kunnet udvikle sig synderlig her, og dermed følger også dette, at denne egn udmærker sig ved de uægte fødslers sjeldenhed; men tingen har også sin skygge-side: jo mindre det er tilfælde, at ægteskaberne stiftes i gjensidig kjærlighed, desto mere er det at befrygte, at der vil blive brudt på den ægteskabelige troskab, og fra et prestegjeld omtales også, at i de 10 år 1846-1855 have ikke mindre end 7 gifte mænd gjort sig skyldige i hor, de 6 endog med sine egne tjeneste-piger. Fra et andet prestegjeld skrives vel, at dette onde ikke har viist sig i nogen mærkelig grad, men at ægtefolk fast uden undtagelse leve i fred og enighed, mere end man skulde vente - tilføies der -, når hensyn tages til den berørte måde, hvorpå ægteskaber stiftes. Forklaringen hertil bliver vel den, at der ikke tænkes stort på noget høiere mål af ægteskabelig lykke end dette at have et jevnt, daglig udkomme; så var forældrenes tænkemåde, da de giftede børnene bort, og hines tænkemåde er vel gået over på disse.

Efter alt dette tør jeg måske tænke mig grund-trækket i den nordfjordske folke-charakter så: almuen udmærker sig ved en stor forsigtighed i al sin færd, og denne forsigtighed viser sig på den ene side som overdreven sparsomhed og betænkelig nærighed og havesyge, men på den anden side tjener den til at bevare mod nydelses-syge, drukkenskab, løsagtighed og andre grove udskeielser. Livet er så besynderlig jevnt og stilfærdigt her; der gjøres, ser jeg af beretningerne, ikke gjerne opoffrelse for skolevæsenet, og der tænkes vel ikke stort på udvikling og fremskridt; man holder sig til gammel skik og vedtægt og finder sig tilfreds med de nedarvede kår; det fremhæves også udtrykkelig i to af de beretninger, som ligger for mig, at almuen hænger med stor kjærlighed til fødebygden. Men om end dette jevne og stilfærdige liv ikke just forstyrres af voldsomme lidenskaber og grove laster, så frembyder det heller ikke noget livligt skue af ophøiet tænkemåde og fremadstræbende dyd. Det er en bunden tilstand, bunden under den nedarvede skiks herredømme; her sees så lidt af frihed. I andre bygder, hvor livet er friere, kan man - for at jeg skal vende tilbage til min hovedgjenstand - finde sådan forskjel, at nogle og kanske mange formedelst frihedens misbrug ere blevne drankere, men at andre og flere ere blevne herrer over tilbøieligheden til drik; her derimod lader det til, at det er yderst få, som ere erklæret forfaldne, men man kan også tvivle om deres fasthed og styrke, der gjælde som ædruelige.

Søndre Søndmøres provsti

Herø. I. I et skoledistrikt br.vins-drik i betydelig aftagende. Årsag: bedre sands og br.vinet dyrere.

II. Nok aftagen hos flertallet af folket; men roden er her endnu det viser sig, når leilighed gives.

Vanelven. I dette distrikt kan der neppe mærkes noget aftagende af misbrugen. En afholds-forening i prestegjeldet, som for 5-6 år siden talte over 60 medlemmer, har nu neppe 1/10 del deraf. Br.vin i alle bryllupper o.s.v., hvor ofte berusede folk, fremdeles som medicin (med kampher) og under vinterfisket o.s.v.

Nordre Søndmøres provsti

Herfra er der ikke sendt mig nogen af disse almindelige forklaringer om ædrueligheds-tilstanden. Årsagen dertil kan måske for en del være den, at jeg, kort før jeg udsendte min anmodning derom, havde bereist en del af provstiets prestegjelde, så det kunde antages, at jeg personlig havde indhentet de underretninger, jeg ønskede. Med hensyn hertil har jeg også udbredt mig noget vidtløftigere over de tilhørende stykker i folkelivet, i en afhandling om Harhams prestegjeld (7de kapitel), som jeg -samtidig med at nærværende værk har været under trykken - har udarbeidet til optagelse i tidsskriftet «Folkevennen».

THRONDHJEMS STIFT

Romsdals provsti

Vestnæs. Br.vin bruges som medicin, og derfor haves gjerne fra 1 pægl til 1 pot i hvert hus. I det daglige er drikken ophørt, efter at br.vinsbrændingen ophørte. Men i bryllupper endnu på gammel vis, fra 1 ½ til 2 ½ tønde (nogle enkelte bryllupper have dog været holdte uden eller kun med 1/4 td. brændevin). Ved barnedåb og begravelser mindre, kun 3-4 dramme til hver og med lange mellemrum. Til de såkaldte kaggelag og udad-dands i julen medbragte hver voxen dreng forhen sin ølkagge og 1 til 1 ½ pot br.vin, nu kun en dall øl og en pægl eller slet intet br.vin. Meget fylderi ved det såkaldte Sylte hestemarked i begyndelsen af oktober, når søndmøringerne komme gjennemreisende med sine heste til Romsdals marked. Ligeså ofte beruselse på byreiser.

Veø. I. «Det vil måske forekomme Dem noget besynderligt og ligesom se noget mistænkeligt ud, at så få personer ere opførte som «ikke sikkre» og at endog ingen er opført som «forfalden», og dog kan jeg ikke efter den modneste prøve få det til at blive anderledes. Det besynderlige tror jeg for en væsentlig del vil falde bort når man nærmere sætter sig ind i forholdene, således som disse gestalte sig i den række af år, som ere hengåede, siden brændevins-brænden med de små kjedler blev forbudt. Sålænge denne var fri, fantes br.vin i hvert eneste hus alt fra den mest velstående gårdmand og nedad til den allerfattigste husmand og det, fornemmelig i gode åringer, næsten til enhver tid af året. Det var ofte husmanden, som holdt krohus og handlede med denne vare. Tildels modtog han korn og poteter af tjenere og børn i naboskabet, imod at han for hver tønde leverede et vist antal potter br.vin. Medens br.vinet fandtes så overalt, var også det daglige fylderi såre almindeligt. Ungdommen begyndte gjerne at flokke sig sammen lørdags aften, drak sig gjerne på et rus og vandrede så dels gård-, dels kro-imellem under skrig og skrål hele natten. Så brugte den som oftest søndagsformiddagen til at sove rusen ud og begyndte på det samme igjen søndags aften, og da kom også gjerne en stor del gifte mænd til, som dels vandrede med gård-imellem, dels holdt sig på de steder, hvor br.vinet stødt og stændigt var at få. Mandagen toges også gjerne med, og det hørte til undtagelser, at denne dag blev brugt til at sove ud. Når forresten en mand havde et ærinde bort i bygden, ja om det endog kun gjaldt nabolaget, hørte det til sjeldenheder, at han kom ædru hjem. Man kunde ikke sætte foden udenfor sin dør uden at træde i br-vins-sølen. Desuden satte man ofte en ære i at kunne drikke dygtig, ligesom det ansåes for en stor skam at være br.vin foruden, når man fik besøg af slægt, venner eller naboer. Ved thing, auktioner og deslige sammenkomster herskede drukkenskab, ja endog til kirken fulgte br.vinet med, idet man ikke regnedes for nogen videre kar, sålænge man ikke havde sin lommeflaske med. I de 15 til 16 år, som ere henrundne, siden at br.vins-tilvirkningen med de små apparater blev forbudt, have disse forholde lidt efter lidt mærkeligen forandret sig. Br.vinet må nu kjøbes dyrt og hentes hjem fra byen. Det hører nu til sjeldenheder at træffe en mand, som stadigen er forsynet med denne vare. I almindelighed kjøber man sig nogle potter til jul, endel til påske og pintse også, men forresten såre sjelden. Det daglige fylderi og søndagsfylderiet er således totalt forsvundet, og det hører til store sjeldenheder at se berusede folk. Rigtignok kan det hænde, at når man træffer sammen i Molde, så drikker man sig på en rus, men mange komme ganske ædrue hjem igjen. Ved auktioner, thing og kirke er br.vinet aldeles forsvundet. Ved gravøl og bryllupper derimod benyttes br.vin og ved de sidste aldeles i ligeså rigeligt mål som for 20-30 år siden; men dette kommer igjen af, at man gjør «skålbryllupper» og må således have dygtigt br.vin for at få mange skålpenge. Ved barnedåb har man også gjerne br.vin; men dette er da gjerne kun 1, høist 2 potter. For flere år siden gaves her i skoledistriktet nogle personer, som med rette måtte regnes til de «forfaldne»; men disse ere nu døde, og besynderlig nok i ung alder.

Folkets mening om br.vinet er vistnok meget forskjellig endnu, men i regelen stemmer alles mening sammen deri, at den gamle tilstand var forfærdelig, at den umulig længere kunde fortsættes uden at forvolde selv samfundets ruin, og at man meget godt «bliver hjulpen uden br.vin». Enkelte sige: «Br.vinet er også bra nok, når man bare kunde være herre over det.» Somme synes det er alt for galt, «at bygda skal lægge ud så mange penge for br.vin», t.ex. til jul, bryllupper o.s.v., atter andre synes, det er forfærdeligt, at landet skal forbruge så meget br.vin om året at statskassen kan have en indtægt deraf på 600,000 spd. o.s.v.

Det almindelige beværtningsmiddel blandt folk her i skoledistriktet er kaffe, tildels vin, og jeg tror noget bedre mad end før.»

II. I alt væsentligt samme skildring som i skrivelse I. I den tid, da br.vin brændtes i husene, kunde folk flokke sig sammen og drikke flere dage, ofte flere uger i rad, alt hvad de orkede. «Denne gyselige misbrug er så at sige forsvunden i dette distrikt. Dåtidens forfaldne have på forskjellige måder, og vel mange før tiden, forladt dette liv, og de senere tilvoxne mænd ere ikke så vante til br.vin at nogen rigtig kan kaldes forfaldne.» I hine tider var der i dette distrikt ikke så få fruentimmer, især koner, som havde vænnet sig til br.vins-drik, ja vare aldeles forfaldne. De få af dem, som endnu leve, ere nu ordentlige, væsentlig af den grund, at de ikke længer have br.vin under hænder. Først er tilstandens forbedring at tilskrive forbudet mod br.vins-tilvirkning i de små kjedler: nu kunde man ikke så let vænnes på drik eller vedligeholde den gamle vane. Men under denne for det første tvungne ædruelighed har også folkets anskuelse meget forbedret sig, påvirket af større oplysning og erindring om sørgelige erfaringer. Selv i julen haves nu i mange huse slet intet br.vin, eller man forsyner sig kun med nogle få potter til eget brug under måltiderne i helligdagene, men aldrig til traktering.

Bryllupper i brevskriverens sogn ere mest forandrede til gjæstebud uden skålskjænk, og vel bruges br.vin endnu almindeligt, men ingenlunde i sådan overflødighed og til sådan beruselse som i de gamle skålbryllupper.(42)

Nordmøre provsti

Kværnæs. Fra dette ude mod havet beliggende prestegjeld har jeg meget samstemmige beretninger for 3 skole-distrikter, og hoved-indholdet tror jeg at kunne gjengive således:

Bryllups-skikke. En siger så, at foruden 1 anker br.vin til «natholdet» eller til traktering i brudens hjem før kirke-reisen og siden under denne, anskaffes til et «skikkeligt» bryllup 1 td. br.vin, som i et par døgn fortæres af en 40 mennesker. «Hos formuende folk, der have taget skikken med sig fra de indre prestegjelde, står endog brylluppet hele ugen, og det hænder endog, at der gives 2 gange i skålen. 2 tdr. br.vin og en 8-12 øl gå med.» En anden brevskriver siger så: «Til et skikkeligt» bryllup 1 til 2 tdr. kornbr.vin og 1/2 til 1 anker fransk br.vin; til en begravelse, som skal være nogenlunde anstændig, mindst 1/2 anker, til en barnedåb 5 til 10 potter.» Og alle berettere ere enige i at beklage den hyppige overmåls-nydelse ved disse leiligheder, så der endogså sees berusede under brudefølgets kirkefærd.

Under skreidfiskeriet bruges br.vin (ofte med peber på) aldeles almindeligt, efter en beretning 1 anker for en båd på 7 mand og desuden 7 til 14 potter til klarerings-brændevin efter sluttet fiske. Det var nu altfor galt, siger man, om man ikke skulde have sig en dråbe br.vin atpå alt det stræv både nat og dag. Gjerne også drikkelag for samfiskerne efter salget af deres fiskevarer. - Udenfor høitiderne er det ikke så almindeligt at finde br.vin i husene; men i høitiderne må der br.vin til, til gjensidig traktering mellem naboer. En har opgivet br.vins-kjøbet så: til jul for en almindelig husholdning 10, for en større 15 til 20 potter, til påske omtrent det halve, til pintse ligeså - eller til denne sidste høitid kan der spares på 1 pot eller 2.

Men til alle disse leiligheder (undtagen kanske skålbryllupperne) bruges der ifølge alle beretningerne mindre end før, og det af den årsag, at br.vinet er blevet så dyrt. Mange vilde nok også gjerne have brugen indskrænket endnu mere; men det fremhæves stærkt, at den engang gjældende skik er i veien; thi det er så få, som tør hæve sig over den. En brevskriver omtaler dog fra sit distrikt exempler på, at det går an at holde jul uden en dråbe br.-vin.

Stangvik. Brugen af br.vin er i stærkt aftagende i almindelighed, mindst dog ved bryllupper; dog kan det mærkes ved disse, at istedetfor det simple br.vin, som før var ene i brug, trakteres nu tildels med vin og mjød, og nogle gjæster holde sig kun til disse sidste drikkesorter. Kaffe træder også ved mange ledigheder istedetfor br.vin.

Nordmørs provsti udmærker sig sørgelig ved en påfaldende mængde af uægte fødsler, især i de indre bygder ved fjordbundene. Og fra en af disse bygder har jeg fået sådan forklaring om dette stykke i folkelivet: når et par unge folk ere blevne enige om at indtræde i ægteskab med hverandre, så er det dermed også givet, at de skulle dele natteleiet sammen; fremdeles, brudgommen foranstalter og bekoster selv bryllupet i sit eget hjem og tager derfor uden undtagelse sin tilkommende ægtefælle hjem til sig længere eller kortere tid før brylluppet, og de leve sammen, som om de allerede vare ægtefolk. «Og vilde vi gå bygden rundt og nærmere udspørge forholdene, så tror jeg, at det i de fleste familier skulde erfares, at den førstefødte er født udenfor ægteskab.» Tjenestefolkenes natteleie i fjøs og stald, der endnu hersker overalt, bidrager vel til at undertrykke sædelighedsfølelsen, og denne skik er så almindelig, at jeg tror, at endog de bedste gårdfolk ikke tage i betænkning at henvise deres børn til dette natteleie. Jeg har besvaret Deres spørgsmål, om der i denne skik spores nogen aftagen, med et «nei», og jeg tror med rette, skjønt jeg ved samtale med folk herom dog også har hørt den mening fremsat, at det skulde være sjeldnere, at husets børn lå i fjøs og stald. Er det så, ere dog vist undtagelsene så enkeltstående, at de neppe fortjene at komme i betragtning. Hvad derimod spørgsmålet om aftagen i natteløberiet angår, er jeg mere i uvished, om mit også dertil udtalte «nei» bør ansees for det ene rigtige. Der er dog måske nogen aftagen heri, forsåvidt det nu foregår i større hemmelighed; men det er kanske netop af den grund så meget farligere, og der gives vel neppe nogen pige, som, når hun vil tilstå sandheden, kan nægte, at hun fra tid til anden har havt besøg af sådanne ved nattetider omløbende karle. Måske er der i de senere år foregået en lille forandring til det bedre; men så længe det ikke er kommet dertil (og dertil er det endnu ikke på langt nær kommet i denne menighed), at en pige undser sig for at blive barnemoder, eller at det blandt almuen i det hele ansees for en skam for en pige, var hun selv den bedste gårdmandsdatter i bygden, at have et barn, kan det vist med god grund siges, at tænkemåden i dette stykke er yderst slap og sandsen for ærbarhed og sædelighed så godt som uddød.»

Med hensyn til arbeids-klassens forholde i denne bygd bemærkes, at husmændene almindelig have bygslet sine pladse og selv eie husene, og at de kun have nogle visse dages arbeide at udføre for husbønderne, men ellers ere uafhængige af disse. Dette bidrager, når ikke armod kommer til, til at indgive husmanden en vis selvstændighedsfølelse; og derfor findes ikke så stor standsforskjel her som mellem gårdmænd og husmænd i Christiania stift. I Nordmøre sees også ofte yngre gårdmandssønner at overtage pladsbrug på den ældre broders gård.

Fosens provsti

Hevne. I. Efter menneskelig forstand at dømme tror brevskriveren, at br.vins-ondet her i sognet er sin ende nær, dels fordi her intet udsalgssted for br.vin er, dels og især på grund af den religiøse vækkelse, der i de sidste år har gjort så mærkelige fremskridt blandt almuen. «Af forfaldne gives her, Gud være lovet, ingen her i sognet, og når jeg har anført nogle personer som ikke-sikkre, så er det langtfra meningen, at disse have til vane at beruse sig, men at de muligens ikke havde kraft nok til at stå faste i fristelsens stund; dog håber jeg, at også disse ved Guds nåde ville komme til at slå fienden.» Forhen 1/2 til 2 tønder br.vin til et bryllup på 4, 5, 6 dage; nu kun 1 dag eller 1 jævndøgn og enkelte små dramme; ved begravelse og barnedåb lidet eller intet br.vin, heller kaffe istedet.

II. I de 6-7 sidste år er br.vins-uskikken forjaget; «thi Gud har af nåde virket med sin ånd og tændt et klarere lys, ja ret mange ere vågnede af syndens slummer og føre en stille vandel for det ydre at betragte». Bryllupper afkortede til et døgn og ofte indskrænkede til et par måltider; musik og dands høres ikke i forsamlingerne. Begravelser før næsten bestandig i 2 døgn, nu høist 2 måltider og ofte uden en dram til. «Vi leve i en behagelig stund, som vi høit burde påskønne med ydmyg taknemmelighed; men hvor længe - veed Gud.»

III. «Med hensyn til drukkenskab er det i prestegjeldet i de senere år gået betydelig fremad, hvortil jo årsagen er, at her har været og er, en stor religiøs bevægelse, der desværre dog ikke med hensyn til usædelighed (løsagtighed) synes at have virket meget til det bedre.»

Hitteren. I. Drukkenskabslasten mærkelig aftaget og nu en stor sjeldenhed. Årsagen dels br.vinets gradvise fordyrelse, dels og især forbud mod dets salg på helligdage, som forhen bedrøvelig misbrugtes til drik på gjæstgiverstedet, ofte endog på tilbageveien fra kirken. Men dette er gudskjelov aldeles ophørt, og dermed har kortspil, dands og andre sådanne forlystelser fået mindre tillokkelse.

II. Br.vin sjelden hos bonden uden efter byreise. Det bruges stedse ved bryllupper, begravelser og barnedåb, ellers sjelden. Misbrugen aftager, da det er dyrere og vanskeligere at få. Øl kun i julen og ved bryllupper samt tildels begravelser. Andre stærke drikke ikke.

III. Misbrugen af br.vin er rigtignok aftaget og det så meget, at der nu ikke synes stor årsag til klage. Men forandringen er kun for en liden del bevirket ved en bedre tænkemåde, men ved br.vinets fordyrelse og ved vanskeligheden at få det. Men forbedringen er dog indtrådt, og en bedre tænkemåde vil derved lettere kunne udvikle sig.

Fra den nordligere del af provstiet har jeg følgende beretninger:

I. Br.vin i aftagen formedelst lovgivningen, men bruges til overflod, når der haves, især ved bryllupper.

II. Kun et lovligt skjænkested i en udkant af prestegjeldet, og nu hverken brænden eller salg i smug. Men ved bryllupper og barnedåb bruges dog br.vin endnu. Dog må brugen i det hele formedelst hine hindringer snarere siges at aftage.

III. Br.vin må til i alle selskaber, bryllupper o.s.v.; på reiser, især til og fra Lofoten, høres ofte om drik og kåd ødelæggelseslyst, ligeså i bryllupper. «Men det uhyggeligste, man erfarer af slige selskaber, er deres fremfærd i julen. Såsnart de to første helligdage ere forbi, begynde de yngre mandfolk at streife omkring fra gård til gård i bygden, hvor de da beværtes hovedsagelig med br.vin, hvilket om dagen går for sig nogenledes i stilhed, idet de sidde i husene, gårdmænd hos husmænd og omvendt, i 2, ja endog 3 døgn stødt på stedet, og drikke og suse; men om aftnerne får man erfare virkningerne desbedre, idet der høres en hylen og skrålen, som om bygden var fuld af ulvehyl.»

Fra det samme prestegjeld som nr. III skrives blandt andet så:

«Men at usædeligheden skulde have nået den grad, at blufærdighed selv hos det andet kjøn agtes for en næsten ukjendt følelse, dette havde jeg aldrig kunnet forestille mig, forinden jeg i min nuværende virksomhed har måttet gjøre denne smertelige erfaring. Begge kjøns ungdom bærer vistnok i lige høi grad skylden for de idelige løsagtigheds-foreteelser. Pigen mangler ligesåvel som ynglingen blufærdigheds-følelsen, og jeg er meget tilbøielig til at tillægge kvinden hovedårsagen til de store moralske brøst, der i denne henseende åbenbare sig i vor menighed. Kvinden er vistnok lige så ofte den fristende som den fristede.

Hovedgrunden til den herskende løsagtighed må jeg tilskrive den slappe opdragelse i fædrehjemmet, hvor synder af denne art lidet påagtes og i almindelighed endnu mindre påtales. Få forældre, ligesåvel i gårdmands- som i arbeids-klassen, anse deres datters besvangrelse som noget vanærende. Hun er ligeså gild gjente for det og mangler af den grund ei friere, medens jeg har måttet gjøre den nedslående erfaring, at der gives fædre, der endog have rost deres sønner for, at de vare karle for at sætte en løsunge i verden. Ja, letsindigheden og tankeløsheden er så stor, at endog fædre, som jeg havde grund til at anse for brave og christelige mænd, have ladet deres næsten voxne sønner dele natteleie med voxne piger og det faldne piger. Jeg hørte igår om et sådant tilfælde i afvigte sommer på sæteren med en dreng, som nu i høst blev konfirmeret.(43)

Hvad skal man under sådanne forholde kunne vente af ungdommen? En anden grund til den herskende løsagtighed, er den råhed i charakteren, som fiskeriet - den mandlige ungdoms vigtigste beskjæftigelse i al fald langs søkysten - udbreder over samme. Aldrig er det værre bevendt med natteløben og nattespektakler, end når den fiskende ungdom er hjemkommen fra de store fiskerier eller har samlet sig for at drage ud og ligger veirfast. Som en tredie grund må jeg nævne de selskabelige sammenkomster i anledning af bryllupper, hvor brændevinet spiller hovedrollen, og hvor råheden tillader sig under rusen de skrækkeligste udskeielser.

Den skik, at børn eller tjenestefolk have natteleie i fjøsene, kan man vel næsten sige slet ikke at existere; men denne omstændighed er ei til hinder for, at ungdommen af begge kjøn kan have fri spas med hinanden om nætterne. Natteløberne tilstedes i almindelighed fri adgang i husene til pigernes soverum, ofte endog i samme værelse, hvor husbonden og hans kone ligge, og de få husfædre, som stænge sine døre for natteløberne ere af de ubudne gjæste ofte udsatte for drillerier, stundom endog overlast ved opbrud af dørene og voldsomheder i husene.

Det er en mørk, men desværre kun altfor sand skildring af de sædelige forholde inden menigheden, jeg her har meddelt, og alle såvel offentlige som private formaninger have været frugtesløse. Ondet kan snarere siges at være i tiltagende end i aftagende.»

Søndre Dalernes provsti

En prest skildrer ædrueligheds-tilstandens forværrelse fra den tid, da lovgivningen frigav br.vins-brænden, og ligeså den indtrådte forbedring i den senere tid, da en strængere lovgivning igjen har søgt at standse ondet.

Han udtaler som sit håb, at den større moralske og religiøse sands, som nu er vakt hos folket, yderligere skal fremme ædrueligheden, men derhos fremhæver han med alvor og styrke den store vigtighed af, at politiet (på landet lensmanden) gjør sin pligt med at efterstræbe br.vins-brænden og især ulovligt br.vins-salg.

SÆRSKILT OM GULDALEN

Ved forhandlinger om afholdsreformen har der ofte været talt på det, at også kvinder skulde lade sig skrive som medlemmer af afholdsforeninger for således at indvirke på mændenes sæder. Men ved tanken om, hvad kvinderne således på udvortes måde kunne gjøre for ædruelighedens sag, synes jeg, at man skulle samle al sin iver på dette ene: at minde kvinderne om deres kald for huslivet og veilede dem, om behøves, til ved større renlighed, orden og pyntelighed at forhøie huslivets hygge, i den forvisning, at dermed tilbøieligheden og fristelsen til drukkenskabens og krolivets råhed skulde formindskes. Thi når vi tage tingen i det hele og store, kunne vi betragte det som en naturlov eller som en uundgåelig ting, at daglig uhygge og drikfældighed følges ad. Og nu hersker der vistnok en almindelig forestilling om, at netop i vårt land eller i ret mange egne deraf står det misligt, ja yderst misligt til med huslivet i de nævnte stykker. Men det er ikke nok med en sådan almindelig forestilling, og heller ikke er det vel, når - som stundom sker - den i en bygd herskende urenlighed gjøres til gjenstand for latterlige og hånlige beskrivelser. Tingen skulde tages med alvor: med skånsomhed i bedømmelsen og med varmt ønske om at fremme en god forandring skulde man ret til bunds undersøge, hvordan tilstanden nu er, og så med flid overveie og prøve de bedste råd, som kunne lede til forbedring, eller som kunne fremskynde den forbedring, der allerede monne foregå ligesom af sig selv, men mere langsomt. Der er adskillig vanskelighed ved sådan undersøgelse og prøvelse; det gjælder f.ex. retteligt at skjelne mellem, hvad der af den mislige tilstand ikke vel kan være anderledes, formedelst fattigdom (små og ubekvemme huse, altfor meget arbeide for husets kvinder o.s.v.), og hvad der kunde være anderledes, når kun tanken blev vakt og bygdeskikken forandret.

Bygde-skikken! Det er bekjendt, hvilken stor magt den har, således, at de fleste mennesker følge den, selv om de ikke billige den; jeg tør vel også antage det for almindelig erkjendt, at det især er kvinderne, som hænge ved skikken, og rette sig efter den. Navnlig mener jeg da også, at kvinderne i vore mere gammeldags landsbygder have en stor andel i, at visse gamle selskabs-skikke så længe have vedligeholdt sig ved bryllupper og de andre huslige høitideligheder, som idelig på disse blade ere nævnte i forbindelse med drikkeriets udskeielser. Det er utvivlsomt, at disse samme udskeielser nok nu og da have vakt selve almuernes opmærksomhed og beklagelse; men når der så hist og her kan have været tanke om at holde f.ex. et bryllup på en simplere og forsigtigere måde, så kan jeg vel tænke mig, at dette netop har mødt mest modstand hos kvinderne, såsom det mere hører til deres natur at undse sig for, hvad vel folk «ville synes», når nogen vover at bryde på den herskende skik.

Med dette forord anfører jeg nogle enkeltheder, som en dame på min anmodning har meddelt mig om huslivet i en af vore mere gammeldags landsbygder, huslivet således som det væsentlig er dannet under kvindens hånd. Her er ikke lagt an på at underholde læseren med behagelige skildringer, her er kun tænkt på at fremstille selve virkeligheden, med ønske om, at denne virkelighed måtte blive forædlet og forskjønnet, med ønske om, at almuens kvinder måtte få uddannet deres naturlige sands for, hvad der er yndigt og tækkeligt og priseligt, så de huse, hvor de sysle og stelle, ret måtte blive indbydende hjem for ædruelighed og alle dyder!

«Det almindelige husstel. I Størens hovedsogn findes i almindelighed hos enhver gårdmand temmelig store våningshuse; men de ere langt fra bekvemt og hyggeligt indrettede. Hos alle haves tvende stuer, hvoraf den ene benyttes til dagligt brug - her er arbeidsværelse, kjøkken og soveværelse for husfaderen og madmoderen og sædvanlig for det mindste barn, undertiden også for flere.

Den anden stue, «nystuen», haves til bedre brug, og her findes gjerne et par gjæstesenge og på mange steder ret pene møbler. Væggene ere behængte med simple toskillings tavler, som ansees for en stor prydelse. Da der aldrig på noget sted findes spisekammer, bliver ofte nystuen benyttet hertil, og her findes således alskens madvarer hensatte, som gammelost, smør etc., som gjør det mindre kosligt og net.

I almindelighed ere gulvene svært skidne, og en ubehagelig damp og lugt møder ofte den indtrædende i døren; thi rundt skorstenen skulde alle våde, skidne klæder ophænges og tørres, og dette endog om madgryden hænger på ilden. Gulvet feies gjerne dagligt, dog kun temmelig hastigt, så at alle kroge blive glemte. Sjeldent findes stole i dagligstuen, almindelig langbænke og krakke; disse og bordet blive gjerne vaskede hver lørdag, og kun til de store høitider og før og efter onnerne tages gulvet med. Nu begynder man på enkelte steder at vaske oftere; men for 10 år siden vaskedes på de fleste steder en gang om året, og kanske ikke det engang. Dette skede da gjerne om sommeren, når kjælderen var tom; flere bøtter hældedes over gulvet, og man gik og skurede med en sopelime. Alt skarnet blev da feiet ned i kjælderen, hvorfra det tykke senere blev båret op, når det tynde var gået i jorden. Nu begynder man dog at vaske og skure med sand; men endnu er man ei kommen vidt i denne kunst, og gulve, som engang ere blevne så sorte, er det vanskeligt at få bund i. Efter vaskningen blive gulvene barbestrøede, og undertiden sker dette om søndagene om sommeren, ellers ei i det daglige. Kakkelovne begynde nu at blive meget almindelige, og disse bidrage til at forpeste luften; thi foruden den stærke varme i værelset, som de forårsage, da man ikke altid lægger i med måde, frembringe de ofte oslugt af nedspildte fedtagtige ting.

Frisk, sund luft ansees nok for at være ufortrøden, da der sjeldent, ja næsten aldrig oplukkes et vindu for at erholde den. På de fleste steder har man hidtil ei havt kroge på vinduerne, så at de kunde lukkes op; dog bliver det nu mere almindeligt i det mindste at have kroge på et vindu. Vinduesrammer, døre, senge, borde og skabe ere gjerne malede, men endnu kun i yderst få huse selve væggen. Sønnerne og tjenestegutten ligge gjerne ovenpå, på somme steder også døttrene og tjenestepigerne; men dog på de fleste steder ligge disse i fjøset om vinteren og på fjøslemmen om sommeren. Lys benyttes aldrig i det daglige, undtagen ved aftensmåltidet. Alle få den nødvendige belysning af skorstenen. Omkring den sidde kvindfolkene med deres rokke. På de steder, hvor der er flid og arbeidsomhed i huset, bruge også mandfolkene at have et eller andet håndarbeide; t.ex. at istandsætte gårdsredskaber; men på de steder, hvor de færdes meget i veiene, have Røros-kjørsel, megen hø- eller ved-kjørsel, bestille de ei videre om aftenen, men sidde gjerne med hænderne i skjødet, stirrende på ilden. De kunne udholde en mærkværdig hede og sidde gjerne så nær ilden som muligt, men gå ofte igjen lige derfra og ud i klirrende kulde. Om skorstenen sidde også børnene, snart læsende, snart legende. I almindelighed blive børnene af gårdmandsklassen mere arbeidsomt og vindskibeligt opdragne end i husmandsklassen, hvor man ofte finder dem ørkesløse gående. Forældrene have i almindelighed meget lidet at sige over deres børn, især respekteres moderen sjeldent. Tidlig at vænne dem til lydighed og sanddruhed bliver på de fleste steder forsømt og glemt. På disse kanter står folket meget tilbage i husindustri, da man endnu kun har de gammeldags væverstole, så at den raskeste og flinkeste væverske ei kan bringe det over 8 til 10 alen lærred, almindelig 6 alen på den længste sommerdag. Dobbeltspinderokke ere endnu så godt som aldeles ukjendte. Simpelt vadmel, værken, lærred og strie ere de almindelige stoffer, der virkes, ingen slags kunstvævning drives, og i det hele taget kan man ei tillægge kvinderne nogen særdeles duelighed eller tænksomhed, kun nogle enkelte danne en hæderlig undtagelse. Af fremmede ansees det for en stor vindskibelighed, at kvindfolkene altid have sit strikketøj i hånden, når de gå et ærinde, ja endogså, når de gå til arbeidet i engen om sommeren. Dette er en stående skik, og det ansees for et dårligt kvindfolk, som nogensinde glemmer bindingen. Det er også ganske mærkværdigt, hvor meget man således kan få strikket, når man kommer i vane hermed. Meget nøisomt og tarveligt er folket i almindelighed og har ei store fordringer til livet eller til hinanden indbyrdes. Om manden i huset kommer hjem træt eller våd, stelles intet særskilt til ham mer end til de øvrige husets folk, og om maden er kold eller varm, derom spørges der ei. Heller ikke gjøre mandfolkene på den anden side stort for at lette for sine kvindfolk; det hører f.ex. til en sjeldenhed, at de skuffe veie i gården efter stærkt snefald, skjønt deres kvindfolk som oftest gå i sko og kun med et skjørt på. De fryse gjerne kun for at spare på sine klæder, endog de have en hel væg behængt hermed. For maden og husstellet gjøre de i det hele taget såre lidet; gryden bliver gjerne taget af skorstenen og sat i gulvet, hvor den altid har sin plads, hvad enten nu små børn færdes omkring eller hunde komme ind i stuen. Foruden den store fare, som hermed er forbunden, er det også et stort bevis på urenlighed. Et stort skab i dagligstuen tjener gjerne i det daglige til opbevaringssted for maden. Her indsættes levninger både af det ene og det andet. Kopper og tallerkener af træ bruges i det daglige, aldrig stentøi uden i gjæstebud; men dette opsættes i en fadrække, der hænger på væggen og ansees som en prydelse. Enhver person i huset har sin egen ske og kniv, disse blive slikkede og tørrede over med hånden, hver gang de have været brugte, og opsatte på væggen, i vindusrammerne eller andre steder, hvor enhver har sin bestemte plads; de blive kun vaskede en gang imellem. Skåle og fade stryges rene med fingrene, sættes derpå i hinanden i skabet eller på en bænk, hvor de henstå til næste måltid. Gryde vaskes meget sjeldent, undtagen når det skal koges melkemad; de stå overalt henslængte under kop-bænken fra det ene måltid til det andet, ofte med mad i uden låg på. Ofte bliver kold suppe og grød fremsat fra det ene måltid til det andet, så at med kogningen haves der ei stort besvær. Kaffe begynder at blive almindelig både en og to gange daglig. The kjendes derimod ei. Bare vand bruges aldrig til drikke, men melkeblande eller syreblande. Øl benyttes i regelen kun i høitiderne, gjæstebud og enkelte gange i onnerne. Dug på bordet bruges kun i høitider og gjæstebud. Skiftning foregår på brød eller trætallerkener. Poteter og sild opdækkes i små trauge, begge dele urensede. Gafler kjendes ei, og det smuds, man får på hænderne ved rensningen af sild, poteter etc., tørres på klæderne, som derfor ret blive tilsølede. Hænder og ansigt vasker man ei hver dag, ja mange måske aldrig uden til hver søndag, og når dette sker, tørrer man sig på den fille, hvormed kopper tørres, da håndklæder ei ere almindelige til dagligt brug. Høitidsaftener og aftenen før man gå til Herrens bord, vaskes gjerne hals og hoved, men ordentlig karbad kjendes ei og benyttes ei engang til de små børn, der kun vaskes i en lille skål eller gryde, på den måde, at hånden stikkes i vandet, og dermed er hele badningen forbi. Som en følge heraf er fnat såre almindeligt, både blandt store og små. Vand-østeren, hvormed øses rent vand, bruges tillige som vaskekar, og sæbe bruges næsten aldrig uden om søndagen. De koge sjelden denne selv, da de på grund af de få ildsteder, de have, samle så lidet aske, og denne medgår som oftest til anden vaskning. Denne foregår på den måde, at de kulsorte linklæder dagen i forveien lægges i vand, derpå kommes de den følgende dag i en kjedel eller gryde, hvori er vand og aske. Sjelden og aldrig bruges klar lud; men klæderne koges sammen med asken; derpå, medens de endnu ere varme, bankes de med et banketræ, når man tror, at smudset har løsnet, og skylles almindelig ved en bæk og lægges da undertiden på blegen; men hvide blive de aldrig. Rulning er aldeles ukjendt, men istedet herfor bruges et mangletræ. Strygejern findes endnu neppe i noget hus. - Om søndagen skiftes gjerne linned, og man ifører sig da gjerne bedre klæder, om man end ei går i kirke; men ved mandagens frembrud skal den skidne skjorte fra lørdagen atter på. Strømper vasker man sjeldent, og sker dette, vaskes de i varmt vand. Et par strømper haves til kirkebrug og gjæstebud, to par til dagligt brug, og disse bruges, indtil de ere aldeles stive, og tørres kun, hver gang de ere blevne våde. Derved fremkommer den skrækkelige lugt af strømper og fødder, som kan fylde hele værelset, når skoene tages af. Pudevar og lagener bruges ei i det daglige. Underfælde benyttes for at erstatte disse, og ere de enten af kalve- eller snaue fåreskind. I folkenes egen seng er der gjerne en hovedpude og bolster med fjæderfyld, men husets øvrige personale ligger på halm med fæld over, hvormed det ofte kommer til at se meget urenligt ud på deres soveværelse.

I almindelighed hersker endnu stor overtro, og der haves en mængde «me», som de kalde det; men man vil nødig være samme bekjendt for fremmede. Disse gamle me, som sikkert skrive sig fra hedningetiden, er man samvittighedsfuld til at iagttage, skjønt man forsikrer selv ei at vide, at gavn man skal have deraf. Jeg vil nævne nogle få, som jeg kjender. Man må aldrig bære melk ud af gården uden først at have holdt melkekoppen over ilden; thi man mister ellers lykken i fjøset. - Hænder det, at man nogen gang kommer til at nedkoge melk i asken, må man øieblikkelig kaste en håndfuld salt på ilden, thi ellers blive kjørene såre på yveret; ligeledes skal det have samme virkning, når man opbrænder råt græs eller løv. - Når en ko har kalvet, haves gløder samt salt og en hammer i drikken til den; derpå gjøres et kors over ryggen og under yveret med en kniv. Somme gjøre også endnu flere kunster. - Er der sygdom over kreaturerne, antages strax, at det er troldom, eller at de underjordiske ere blevne fornærmede (i særdeleshed er den såkaldte Blank-Sara frygtet i fjøsene), og der affyres da skud i fjøset, eller der afbrændes noget krudt ved hver ko. Hver juleaften fortælles hvert dyr i fjøs og stald specielt, at det er juleaften, og gives bedre mad til dem end vanlig. En øxe opslåes over fløs-, stald-, og stabburdør. Om juleaftenen, når det er sluknet på skorstenen, lægges nogle håndfuld salt efter gårdens størrelse og kreaturernes antal i skorstenen, og asken føres til side. Har saltet nu om morgenen sat sig sammen i en klump, er det sikkert tegn på, at det bliver godt år; er det ei tilfælde, bliver det uår. - Saltet deles da mellem kreaturerne, førend de få mad om morgenen; dette iagttages også påskeaften. Ligeledes gives kjøerne hver en håndfuld malt, når man begynder med brygningen til jul, og siges da til hver ko: «Julemalt og påskesalt gjør godt for alt!» Julenatten skulle alle folk ligge inde og med rette i halm på gulvet. Den aften bæres det skidne tøi, som man har vasket, på laden, og findes da dette urørt julemorgen, skal man leve til næste jul, i modsat fald, er det sidste jul, man oplever. Kommer sygdom i fåreflokken, og grunden antages at være den, at de underjordiske ere fornærmede, slagtes et får på den måde, at hovedet afhugges med en øxe; da standser sygdommen. De døde får må ei benyttes eller skindet aftages, men kun nedgraves, som de ere. Det samme gjælder, når udyr har dræbt kreature. Om også skindet kunde nyttes, skal man dog ei gjøre brug deraf; thi man må ei gjøre sig nytte af det, som det er bestemt, man ei skal nyde, ellers har man nye tab i vente. Have udyrene ubetydeligt beskadiget sit bytte, og dyret bliver ordentlig slagtet, bliver dog kjødet ei brugt, uden nøden driver dertil; især er den almindelig fordom, at, hvis frugtsommelige spiser deraf, kan barnet lettelig arve rovdyrets natur og blive storspisende. Når lammene første gang klippes, skulle de patte på saxen; da skræmmes udyrene. Man må vogte sig for, at man ei gå således med melkekopperne, at hestene kan se ned i dem; thi da får melken skade. Forøvrigt er der utallige me, som jeg ei kjender.»

Nu følger i den nævnte beretning en udførlig forklaring om kostholdet (om bagning o.s.v., om de enkelte retters bestand-dele og tillavningsmåde samt spiseseddel for hele ugen). Så meget jeg end kunde ønske at meddele denne forklaring som prøve på bygde-skik i et vigtigt anliggende, tør jeg dog ikke give efter for dette ønske, da jeg dermed vel vilde komme for langt bort fra hovedgjenstanden for nærværende skrift. Derimod skal jeg - dog i noget forkortet uddrag - gjengive beretningen om visse festlige skikke.

DE STORE HØITIDER

Jule-aften dækkes bordet med dug, og foruden den særskilte mad, som hvert enkelt måltid kræver, fremsættes en stor smørform, et gumme-fad, ost og en hob rug-kager, og således står bordet gjerne hele julen igjennem; kun enkelte have i den senere tid begyndt at afdække jule-bordet tredie-dagen og igjen fornye det nytårs-aften. Det vil også forståes, at en borddækning, som har varet flere dage, tillidst ser mindre indbydende ud. - Det er allerede nævnt, at efter gammel skik skulle ungfolkene i huset, som ellers have natteleie på loft og i fjøs, ligge i stuen, på fladsenge og tidlig på helligdagsmorgenen skulle de efter skikken have skjænk på sengen, skjænk sådan som i gjæstebud og bryllupper, nemlig: en fjerdedels hjemmebagt kake, en lev goderåd, en sirupskakeskive, en vaffelkake og en kringle samt br.vin og øl. Men i den senere tid, da br.vin er mindre i brug, skjænkes ofte kjøbt frugtvin eller en ganske yndet blanding af ædike, sirup og vand. Øl derimod kan enhver i høitiden nyde omtrent efter behag. Kaffe bruges også jevnt. Den fremmede, som kommer til huset, må naturligvis også smage på juleøllet og få skjænk, og derhos kan det hænde, at han trakteres med kaffe ikke alene af husmoderen, men også af voxne børn eller tjenere, så han kan komme til at drikke 4-5 kopper i et og samme hus. - I ungdomslag i julen er man aldrig tilbords; men øl, kage, ølost, skjænk og brød bydes rundt. Gifte folk derimod bedes til bords og trakteres med risengrynsgrød, smør, ost, klining, gumme, kake, kaffe og skjænk.

I påske- og pintse-festen bruges sådant bedre kosthold som i julen, kun ikke det opdækkede julebord. Ellers sjelden gjæstebud uden i julen - kun at naboer gjerne indbydes på en rømmegrød, når kreaturene ere komne hjem fra sæteren.

BARNEDÅB

Tre mandspersoner og tre kvinder bedes til at være med og «holde over». Til det første barn er det alene slægtninger, som stå faddere, siden venner og bekjendte. Det første barn opkaldes gjerne efter mandens fader eller moder, og denne sidste bør bære barnet. Moderen følger sin datter, når denne reiser til kirke som indgangskone. -Fadderne møde som oftest ved kirken, men følge derfra med til barnets hjem. Her står skorstenen allerede besat med rømmegrøds-fade, som ere sendte fra slægtninger og fadderne og naboer. (Disse sidste have også sendt grød eller anden barsel-mad strax efter forløsningen. Før barnets dåb have også alle de, der besøgte barselkonen, måttet lægge nogle skillinger på vuggen; thi det er almindelig tale, at den som kommer tomhændt til et hus, hvor der er udøbt barn, skal selv miste sin hue.) De samlede gjæster modtages med skjænk, med almindeligt skjænkebrød til; derefter til bords. Nærboende gjæster reise hjem samme aften, andre bie over til næste dag. Fadderne give barnet fra 12 sk. til 2 ort, eller kvinde-faddere give et linned, syet til et voxent menneske, så det må lægges hen, indtil barnet kan passe det. - Og i denne retning sørges der fremdeles for barnets fremtid. Klæde-kiste anskaffes, og tid efter anden syr moderen op linneder, som barnet skal have, når det bliver voxent. Ja stundom syr hun skjorter til den lille datters vordende mand. Man finder således overalt hos velstående gårdmænd fuldlagte kister for alle børnene. Og når døtrene selv ere øvede i søm, tænke de først og fremst på brudgomsskjorten, længe førend nogen har meldt sig. En vel syet brudgomsskjorte er også et helt kunstarbeide: de brede håndlinninger eller kvaler, som de her kaldes, samt skulderstykkerne og halskraven ere udsyede med hjemmespundet tråd i smagfulde figurer, på en måde, som ligner fransk-søm. I brystet bliver navnet isyet kort før brylluppet; thi før lysningen er bestilt, kan ingen forlovelse være synderlig at stole på. - Og tid efter anden strikke pigerne op et forråd af strømper og vanter, som til et brug, der senere vil blive omtalt, hænges op på klædekammeret, hvor kisterne have sin plads, og hvor væggene ere behængte med trøier og stakker. Bekjendte, som besøge huset, må gjerne op her på kammeret og bese al denne herlighed. Tørklæder sættes også stor pris på; en vel forsynet pige kan have en 40 stykker af forskjelligt slags, og på kirkeveien pynter hun sig med så mange som muligt, gjerne tre på halsen og et eller to om psalmebogen. Men de ere særdeles nette om sine klæder; er der lang vei til kirken, bære de ikke tørklæderne på sig, men pynte sig først i nærheden af kirken, ofte i veikanten, og strax efter hjemkomsten lægges alle kirkeklæder omhyggelig på sin plads. Men det er en liden forfængelighed, at pigerne ikke ville være ens klædte to kirke-dage i rad, og derfor træffer det, at de lånbytte med hverandre for at kunne vise sig med ny dragt og pynt.

BRYLLUP

Nogle uger, ja stundom et par måneder før brylluppet, flytter bruden til sit nye hjem. Brudgommen henter hende, og hun ledsages af sine nærmeste, som blive en dags tid over. Samtidig sendes også hendes udstyr, som blandt velstands-folk består af: en malet seng med hendes navn, komode, et skab eller to, skatol, bord, stole, trækopper, arbeidsvogn og -slæde, stundom også gigh og smal-slæde, dertil sæletøi og en sadel, flere skindfælde med åklæder, nogle par lagener, og pudevar, et par duge og håndklæder, 2 kjør, sauder, kjød, flesk, korn, potetes. Er det en gårdmandssøn, som skal giftes med en gårdgjente og altså flytter til hendes fadersgård, så er det ham, som bringer udstyr med, gjerne ligedan som det nævnte og om muligt noget større; navnlig har han ofte en hest med. -Brylluppet står der, hvor de unge folk skulle bo, og det påligger bruden at være behjælpelig med bryllups-stellet: navnlig skal hun brygge øllet, meget almindelig af 2-3, men stundom af 5-6 tdr. malt. - Kort før brylluppet kommer bening (sending, forn) fra de familier, som skulle deltage i laget(44): smørform på 8 til 14 merker, hvidost eller gammelost, et fad gumme, flesk, pølse, kjød, sirups- og vaffel-kaker, alt i større og mindre mål i forhold til slægtskabsgraden. Istedetfor smørform sende dog brudeparrets gifte sødskende 6 til 8 hjemmebagte kaker med 1 til 1 1/2 mark smør på hver samt 6 til 8 lefseklininger med smør og sirup på. - Aftenen før brylluppet kommer slægten og om morgenen bryllupsdagen de øvrige gjæster. Første morgen-beværtning skjænk af br.vin eller vin med skjænkebrød samt øl og derefter kaffe. Derefter til bords, bruden med sine brudepiger og -svende samt brudekonerne og de andre kvinder i den ene stue, brudgommen med sine høvedsmænd (nogle valgte æres-gjæster) og de andre mandfolk i den anden. Bruden er nu iført sin pynt: sort Orleans kjole, silkeforklæde, sølvkrone på hovedet eller, hvis hun har havt barn, da kun blikkrone; med kronen følger et slags overliv, som bedækker brystet og ryggen og kaldes sølvfang; det består af et rødt klæde og er besat med kniplinger og perler. Brudgommen er iført nye blå vadmelsklæder, og dem bør bruden selv have virket, ligesom hun også skal have strikket hans strømper og vanter og, som før meldt, syet hans skjorte; men det siges rigtignok, at adskillige piger af mangel på fingerfærdighed have måttet lade dette sidste stykke arbeide udføre af andre. Når måltidet er til ende og bordene afdækkede, skal bruden «synges ind» til brudgommen: brudesvendene tage hende under armen, og spillemændene fele en livlig marsch, indtil hun er kommen over dørtærskelen til brudgommens stue; så istemme brudesvendene en brudepsalme: «Her, brudgom, se, din brud er klædt», og de gå så sagte, at de først nå brudgommens bænk, når verset er ude; brudepigerne og brudekonerne ere fulgte bagefter, og det hele selskab er samlet. Nu «ageres» der en stund: efter sluttet sang spørge brudesvendene, om det kan blive dem tilladt at hvile her, og kjøgemesteren, som står ved brudgommens side, svarer på dennes vegne, gjerne med spøgefulde indvendinger med hensyn til følgets store mængde; men tilsidst bliver begjæringen tilstået. Så rækker brudgommen sin brud hånden, ligeså høvedsmændene og andre, som stå i nærheden, og hun sættes i høisædet ved hans side. På bordet foran dem står skjænk og skjænkebrød; de drikke hinandens skål, tage en kringle og dele den mellem sig. Brudekonerne og nogle andre af de nærmeste nyde også lidt af denne skjænk. Nu bliver bruden atter udsunget af stuen, og brudeskaren ordner sig for at drage til kirke. Er veien så kort, at man bekvemmest kan gå til kirken, ser man i spidsen brudgommen med høvedsmændene, derefter spillemændene, som fele dygtigt på, så de øvrige mandfolk, nu bruden med 2 eller 3 brudekoner, efter dem de øvrige koner og sidst brudepigerne - disse kjendelige på de nedhængende hårfletter med dusker af brogede silkebånd. Er skaren kjørende, bliver ordenen noget anderledes; ungdommen er da gjerne til hest og slutter troppen. Og et skud eller to knalder, idet brudefærden reiser af gårde. Men det er en stadig regel ved disse brudefølger, at brudeparrets forældre ikke ere med - de sidde hjemme i bryllupshuset. Mandfolkenes flok går først ind i kirken og tager plads i stolene; så følges brudeparret ad på den måde, at brudgommens arm er fæstet i brudens, og ledsaget af kvindernes skare gå de så sagte op over kirkegulvet, at det neppe kan sees, at de bevæge fødderne. Men dette er en nyere måde, kun et par år gammel. Før gik brudgommen ind med mandfolkene, og bruden kom efter med kvinderne samt 2 brudesvende; men når hun havde nået chordøren, trådte brudgommen raskt frem af sin stol og tog hende til sig. Hjemtoget i samme orden og fremdeles med musik. Mødes en fattig på veien, så er det skik, at han skal have nogle skillinger. Er kirkeveien lang, standses der midtveis for at nyde nogle medtagne forfriskninger - gjerne i huset hos en eller anden kjending. Husmoderen her undlader neppe at traktere ialfald en del af følget med kaffe, og det tør være, at ungdommen tager sig en svingom som forsmag på den forestående bryllups-moro. På bryllups-gården stirres der efter de kommende, og et skud bebuder, at man omsider har fået bie på dem. Strax ved hjemkomsten iler bruden med at spænde hesten fra eller, hvis hun har været til hest, at løse sadel-remmene: skiller hun sig raskt og let ved dette, så skal hendes første forløsning blive let; i modsat fald har hun en hård dyst i vente - dette er noget, som nok de fleste endnu den dag i dag lægge temmelig megen vægt på. Det næste er, at bruden begiver sig til kogehuset for at smage på soddet og brudgommen til kjælderen for at prøve øllet - et tegn vel på, at de fra nu av skulle bære husbondsfolks omsorg og ansvar. Selskabet fordeles da i to stuer således som før kirkereisen og vederkvæges først med øl og skjænk. Derefter, når bordene ere dækkede og brudgommen og hans høvedsmænd allerede have indtaget sine pladse, synges bruden ind til brudgommen ligesom forrige gang, og efter nogen agering mellem brudesvendene og kjøgemesteren reiser brudgommen og høvedsmændene sig, række bruden hånden og føre hende hen til høisædet ved siden af brudgommen. Kjøgemesteren synger en psalme og læser en bordbøn, og nu lader man sig måltidet smage vel: en rad af store sodd-fade, for hvert af dem et stort kjød-fad med kogt kjød, flesk, pølse, tunge, dertil speget flesk, kjød og pølse, og ved hvert kjødfad endelig smørform, fladbrød, rug-kaker og sirups-kaker; når soddet er spiist, sendes ost og gumme omkring til smørrebrødet. Og ansatte skjænkesvende have at påse, at ølbollerne aldrig ere tomme eller stå stille. Måltidet slutter med bordbøn. - Fra nu af underholder man sig afvexlende med dands eller anden leg og skjænk og kaffe-slabaras og måltider (bordet er for det meste dækket omtrent som beskrevet, men istedetfor sodd opdækkes til anden dags middag med rømmegrød og ludefisk og til frokost og aftensmad med svedskergryn eller melkegryn samt noget stegt kjød eller ludefisk; tredie dagen falder beværtningen mere ubestemt, mest levninger). For de gifte skaffes der såvidt muligt soverum i brudehuset; de unge få nattelogis hos naboerne; strax om morgenen trakteres med skjænk og skjænkebrød samt øl og kaffe. Men der er et par optrin som fortjene særskilt omtale. Efter anden dags middag gives i skålen: brud og brudgom sidde i høisætet, på bordet foran sig have de tvende glasse samt brændevinsflasker og skjænkebrød, endelig tvende ølboller og et anker øl; gjæsterne komme frem med sine gaver, en for en; kjøgemesteren modtage pengegaven på en fremholdt tallerken, forkynder dens størrelse, lægger den i en skål på bordet og takker på brud og brudgoms vegne, og disse takke yderligere med håndrækning og skjænk. Forældrene give gjerne 1 eller 2 kjør og nogle penge, hver familie af nærmeste slægt 1 1/2 til 2 spd., enkelte give korn, småfæ, et eller andet stykke bohave. I store bryllupper kan der indkomme i skålgaver 100, ja indtil 200 spd. Men dette er en stedsevarende gjæld, da enhver, som har været i ens bryllup, har krav på lignende skålgave af denne. I ældre tider, da brylluppet næsten varede en hel uge, foregik skålgivningen noget senere. 3die eller 4de dag; nu er det, som sagt, gjerne anden dag. - Tredie dag efter middag dandses stabbe-dandsen. Gårdens huggestabbe sættes midt på dandsegulvet, og her må gjæsterne op, par for par, først kjøgemesteren med kokken, denne med tvoren eller sleven i sin hånd, så brudgommen med sin brud o.s.v. De, som ei godvillig stige op, tages tildels med magt, og for ret at få moro passes det så, at de par, som efter rygtet skulle være kjendte eller have huglagt hinanden, komme sammen. På stabben bider mandspersonen i en kakeskive, og hans dame skal nyde noget af den anden ende; så hoppe de ned og give plads for et andet par, og imens dandser selskabet rundt stabben. - Enten før eller efter denne leg gives den såkaldte vugge-skat, på samme måde som skål-pengene dagen før, men mindre gaver, fra 12 skilling til 2 ort eller istedetfor penge stundom en saud eller et lam. - Nu for tiden blive gjæsterne gjerne afskaffede på denne tredie aften: ved slutningen af aftensmåltidet, efter bordpsalmen, men medens gjæsterne endnu sidde om bordet, tager kjøgemesteren således til orde: «No tek tynna til å lut - so bi selskabet ut - men venskapet skal stå fast.» De fleste gjæster reise så hjem, dog blive slægtninger og fjerntboende gjæster over til næste dag. De bortdragne tage sine benings-kurve med sig, men disse bør ikke være ganske tomme; den nygifte kone lægger nogle vafler og en hjemmebagt kake i hver af dem. Og lige fra sine tidligste pigedage har hun været betænkt på at have foræringer at uddele ved denne leilighed: brudesvendene få sig et par strømper hver, skjænkesvendene vanter, svigerfaderen skjorte og strømper, svigermoderen et tørklæde, ligeså brudens egen moder, madmødrene eller de koner, som hjalp til med madstellet, få hue-emner af sort fløiel, brud- og brudgoms-søstre tørklæder, brødrene strømper og vanter. Brud og brudgom pleie også i denne afskedsstund få strømper og vanter i foræring af deres søstre. - Når de nygifte omsider have fået alt nogenlunde i orden igjen, gjøre de gjerne et besøg på en dags tid hos brudens forældre og det således, at de have sendingskurv med.

Såvidt beretningen. Jeg skal tillade mig nogle bemærkninger derved. Hvad der først falder mig i øinene, er den store mangfoldighed af omstændigheder og ceremonier, som høre til et bryllup: vis regel for, hvem der skal indbydes, valg og ansættelse af høvedsmænd, brudesvende og alle de andre såkaldte embedsmænd, synge bruden ind, agere o.s.v., o.s.v. Og disse ceremonier have været kjendte og overholdte med besynderlig samstemmighed i store vidder af landet, selv stabbe-dandsens leg har, efter som jeg har forstået gamle folks fortællinger, været udført på samme måde i Gudbrandsdalen, på Hedemarken, på Romerike. Vi må slutte, at den hele så vidt udbredte og fuldt udviklede bryllupsskik må være overmåde gammel i landet. Og så kommer der en ting til: ret ofte har jeg fået det indtryk, at den kirkelige del af høitideligheden, selve vielsen for alteret, har været betragtet ingenlunde som hovedsagen, men kun som et tillæg til den huslige fest. Derved er jeg kommet til at gjøre mig sådan tanke om den historiske gang: helt oppe i hedenskabets tid var brylluppet ene og alene en huslig fest, hvor naboer og slægtninger vare tilstede som vidner til den sluttede pagt og ligesom gave sit samtykke til, at brudeparret fra nu af skulde betragtes som ægtefolk, med al den borgerlige ret, som følger ægteskabet; så kom christendommen, og nu blev det, skjønt ingenlunde strax, indført som lovbestemt regel, at parret skulle vies for alteret; men her kunde det let gå så, at denne senere tilkomne regel kun blev føiet til som en ny lap til et gammelt klædebon, så den oprindelige hus-fest med naboers og slægtningers deltagelse som samtykkende vidner fremdeles i selve almuernes betragtning gjaldt som hovedsagen. I denne opfattelse blev jeg bestyrket derved, at jeg netop i Guldalen, under en reise i 1857, måtte høre exempler på, at det endog har gået an at holde bryllup uden kirkelig vielse. At fortælle disse exempler vil tjene til at give indblik i den hele tænkemåde og tilstand. En aldeles troværdig bondemand, 48 år gammel, fortalte mig, at han som 15-16 års gut var med i et bryllup, som løb således af: Da gjæsterne vare samlede om morgenen og ventede på bruden for at sætte sig til bords og derefter «synge bruden ind» og iagttage den hele ceremoni før kirkereisen, så - faldt hun i barselseng i en nabo-stue. Hvad så? Jo, gjæsterne underholdt sig med at spise og drikke og prate; men så ved middagsbordet sat bruden på sin plads i høisætet, i sit fulde skrud, med krone på, og efter bordet dandsede hun brudedandsen - ja, viste sig på gulvet så pas, at det kunde hedde, at hun havde dandset, og da tiden kom, sad hun atter i høisætet for at tage imod skålgaverne, og brylluppet turedes de bestemte dage til ende! Dette var i et sogn. I et andet sogn fortalte en ung bonde mig om sit eget bryllup for nogle få år siden. Øllet var brygget, benings-kurverne modtagne, gjæsterne samlede - men nu var presten bleven syg, så der ikke kunde blive vielse af. Brudefolkene og gjæsterne toge imidlertid tingen så, at de satte sig til hest og red i prægtigt optog henover veien til kirken og hjem igjen og holdt så bryllup til punkt og prikke. Efter brylluppet blev det igjen hverdagsliv på gården, og de unge folk vare beskjæftigede med sine gårdsarbeider og hus-sysler, og der kunde ikke sees, at der manglede noget. Men så en søndag vare de til kirke, og her bleve de viede; kun nogle få af deres nærmeste slægtninge vare tilstede som vidner. Tilføie bør jeg dog, at manden under fortællingen yttrede stor uvillie over den gamle skik, som var skyld i, at han havde fået et så urimeligt bryllup.

Hvorledes ægteskabets stiftelse efter den gammeldags tænkemåde ikke har været knyttet til den kirkelig vielse, men hvorledes det har gjeldet for gyldigt alene formedelst den vidnesfaste aftale mellem de unge og det erklærede samtykke af deres forældre og andre pårørende, det have vi et meget tydeligt tegn på i den omstændighed, at når først sådan aftale og sådant samtykke har fundet sted mellem de allernærmeste (i omtals-øl, fæster-øl, bele-stævne), så det er vist og fast og bekjendt i bygden, at han og hun skulle have hinanden, så har i mangfoldige bygder i landet den herskende mening fintet imod, at de flytte sammen strax - selve brylluppet, hvorved den nye familie med en vis større offentlighed skal anerkjendes og optages i de retmæssige familiers tal, og hvortil vielsen skal føies som en velsignelse over den allerede stiftede pagt, dette bryllup kan da holdes senere, en gang ved leilighed.(45)

Men på denne måde taber den hele fest sin rette høitid og religiøse betydning. Og derfor har det kunnet ske, at brylluppet ofte er sunket ned til at blive et skålpenge-gilde, hvor de nygifte tænke på at tjene sig nogle skillinger og de betalende gjæster kjøbe sig nogle lystige dage. Og såsom selv sparsomme, ja gjærrige naboer og slægtninger formedelst bygdeskikken må indfinde sig som gjæster og betale efter den af skikken fastsatte taxt, så kan det ske, at folk som ellers ere meget mådeholdne, hengive sig ganske umådeligt til nydelsen, tænkende som så, at jo mere de tage til sig af maden og af drikken, des mere få de dog igjen for sit udlæg, og på den måde blive bryllupsdagene ligesom fridage for de mange deltagere. Fridag, hvor man ikke føler sig bunden af de regler for mådehold og velanstændighed, som ellers gjelde. Og derfor nævnes da disse gammeldags bryllupper så ofte som anledninger for en vildskab, der er helt påfaldende i de ellers så stilfærdige bygder. Jeg kan oplyse dette med exempel fra dette samme Guldalens distrikt, som jeg dog ikke veed har udmærket sig fremfor andre ved dette slags udskeielser. Den bonde, som fortalte om hint barsel-bryllup, meddelte mig følgende træk af sæderne i den tid, da br.vins-brænden var almindelig tilladt: i et bryllup havde han en gang seet en karl og en pige drikke det skjære br.vin omkaps, så omsider «den blå lue» stod af halsen på den ene, og de omstående befrygtede, at de begge skulde dø på stedet. - Og når der blev drukket således, hvorledes mener man da, der blev dandset? og hvilken indbildningskraft tør følge de af drik og dands berusede unge mennesker af begge kjøn når de sent på bryllups-nætterne fordelte sig omkring på gårdens lofter og lader?

Til hvad jeg her har anført efter mine personlige reise-iagttagelser fra Guldalen bør jeg ile med at tilføie dette, at Guldalen visselig er et af de distrikter, hvor i de senere år br.vins-drikken i almindelighed og navnlig umådelighed i bryllupper er betydelig aftaget, og at stemningen med hensyn til den gamle skål-bryllups-skik er sådan, at den nok temmelig snart vil blive ganske afskaffet. I et sogn mindes jeg således, at man holdt, på at stifte en forening, hvis deltagere skulde skriftlig forbinde sig til aldrig at holde skålbryllup og aldrig udstrække enten bryllup eller barselgilde eller gravøl udover en vis foreskreven tid. Jeg hilser sådan forandring med tilfredshed. Og herved tænker jeg ikke mest på den umådelighed, som så ofte fandt sted, endnu mindre på de bekostninger, som den gamle skik voldte; men jeg skal gjøre opmærksom på en anden side af sagen: man vil finde, at i de bygder, hvor bryllupper og gravøl holdes på den gammeldags vidtløftige måde, der have pligt-gjæstebud fast opslugt al anden selskabelighed, så det er yderst sjelden, at der holdes frie gjæstebud, med gjæstfri indbydelse og hyggelig samling. Jeg siger så: istedetfor 100 mennesker i et 4 dages bryllup kunde man med langt større hygge holde mange små lag, hvor et snes mennesker vare venskabeligt samlede en dags tid. Sådan hygge er en vinding i sig selv; der skulde også følge anden vinding med: Deltagerne vilde få mere øvelse i pyntelig omgjængelse, og deraf skulde fremgå adskillig gavnlig indflydelse på sæderne. I den anledning skal jeg kortelig pege på et forhold, som jeg på andre steder har yttret mig udførligere om: Når vi undtage den omtalte altfor store frihed under de store bryllupper, der kunne betragtes som fridage og undtagelse fra regelen, så er tonen i de gammeldags bygder sådan, at unge mennesker af begge kjøn fast ikke have lov til at se på hinanden i andres nærværelse, hvisårsag de ledes til at søge mere fortrolige sammenkomster i nattens skjul, og heri have hattefrieriets og natteløberiets uskikke sin oprindelse (sml. «Bygde-skikke», Folkevennen for 1858, side 91 og følgg.); men i andre, mere fremskredne bygder kan det mærkes, at disse uskikke dog lidt efter lidt forsvinde og det for en del netop formedelst mere pyntelige selskabs-skikke, som tilstede de unge at færdes noget friere sammen i festlige venne-lag og bibringe dem heldigere begreber om det sømmelige (sml. «Om giftermål i Norge», side 226 [Verker i utv. 2, s. 325]).

Siden jeg først har vovet at udbrede mig så vidtløftig om de gammeldags bygders festlige og selskabelige skikke, så bør jeg fuldstændiggjøre skildringen og af den omtalte dames beretning endnu optage nogle oplysninger om en fest, som - mærkeligt nok - på disse blade ofte har været nævnt som en del af de stadige anledninger til brug og misbrug af brændevin, nemlig

GRAV-ØL

Forældre, som have råd til det, bekoste liglagen til deres børn, allerede medens disse ere ganske unge; fattigfolks børn må selv skaffe sig dem, og derfor ser man, at liglagen er det første, som tjenere lægge sig til. Og det linned, som en brud eller brudgom bærer, lægges hen for at tjene som ligklæde. Mange gamle have endogså ligkisten stående færdig allerede i deres sunde dage, ligeså gravøl-maltet, ja selv humlen hertil. Således forbereder man sig til døden med stor rolighed. - Når det rygtes i bygden, at nogen er hårdt syg, så er det almindelig skik, at slægt og venner samles for at tage afsked med den syge. Ved denne leilighed kan der gjøres en mængde spørgsmål til den syge, for at komme efter, om han har sin samling og kjender de tilstedeværende, og man vil gjerne have, at han skal læse sit Fadervor og andre udenadlærte bønner og psalmer; der lægges stor vægt på, at han formår dette. Man synes ikke at tage så meget i betragtning, at dette anstrænger den døende, og i det hele veed almuen lidet at stelle det vel for syge folk: Disse ligge gjerne i dagligstuen, ofte udsatte for træk, dørene slåes hårdt i, der tales høit og gåes tungt på gulvet, kort, der tænkes ikke på at dæmpe den sædvanlige støi og uro. Lægehjælp hentes sjeldent, navnlig når det gjelder gamle folk; med hensyn til dem trøster man sig så: De ere nu udslidte, de blive ikke noget mere, hverken for sig selv eller os. At nogen er død, berettes gjerne med de ord: Nu har han kvitteret. Og er det en gammel, kan der føies til: Det var fornødent, at han fik slippe tu. - Strax efter døden lægges en psalmebog under hagen, forat munden skal lukkes, når liget er blevet koldt i sengen, bliver det vasket og pyntet og lagt på et bord, indtil kisten er færdig. Halmen, som lå i den dødes seng, bæres ud på gårdspladsen eller marken og brændes, og dette er et tegn for alle i nærheden, at nu har døden gjæstet huset. Mands-lig iføres skjorte (brudgoms-skjorten, hvis det er gift mand), nye strømper på fødderne, tørklæde om halsen og rød hue på hovedet, og det lægges i kisten med lagen og hovedpude. Kvinde-lig klædes på tilsvarende måde, med kvindehue på hovedet og tørklæde bundet omkring, ja som det bruges i levende live.

Man indbyder gjerne en stor mengde mennesker til at deltage i begravelsen; nogle indbydes dog kun til «at følge» fra sørgehuset til graven. Disse sidste bringe gjerne med sig en sirupskake og et par hjemmebagte kaker; de andre gjæster bringe fuld beningskurv, som til bryllupper. Slægtninger og fjerntboende gjæster og tildels naboer samles aftenen forud, resten om morgenen. Før kirkefærden trakteres disse med et måltid og de andre forsamlede med skjænk og almindeligt skjænkebrød. Nu samles man i den stue, hvor ligkisten er. Denne står på to skamler; et åklæde er lagt over den og over dette to lange smale håndklæder i korsform, og på denne står der to brændende lys. Kirkesangeren eller i den senere tid en af skolelærerne synger en psalme og «udtakker» derpå liget med en bøn eller (dog ikke så meget nu som i ældre tider) med en ligtale; derpå istemmer han en psalme, og under denne bæres kisten ud. Var denne døde et ugift ungt menneske, bære to unge piger lysene ud, foran kisten for gift mand eller kvinde bære to koner dem. Det har været brug at give disse kun en kort stund tændte lys til kirken. Kisten bæres af gifte eller af ugifte mandfolk, eftersom den afdøde hørte til disses eller hines stand. Ved ankomsten til kirkebakken spændes hesten fra og ledes tre gange rundt vognen eller slæden, hvorpå kisten står. Kirkesangeren eller skolelæreren møder liget i kirkeporten med sang, og efter kisten følger først mændenes, så kvindernes skare. Til konernes sørgedragt hører en egen hætte eller kyse af sort fløiel.

De, som kun vare budne til at følge, gå hjem fra kirken af; de andre reise tilbage til sørgehuset. Efter foreløbig traktering med skjænk og skjænkebrød samt øl og kaffe nydes et middagsmåltid (kjød og sodd o.s.v., ligesom den første middag i bryllupper). Gjæsterne blive gjerne natten over til næste dags aften, undertiden længere; og den anden middag trakteres - fremdeles ligesom i bryllupper - med melkegryn og ludefisk foruden de store kjødfade med tilbehør af smør og ost og skjænk og øl.

Den dame, som har meddelt mig alt dette, har visselig ikke i mindste måde antydet, at der skulde herske nogen misbrug af stærke drikke i disse gravøl, og dette er heller ikke min mening for Guldalens vedkommende nu for tiden. Men ved at agte på de her anførte træk synes jeg at finde, at der i den gamle, nedarvede kultur-tilstand har ligget en besynderlig jevnhed og ro, så både den døende og de gjenlevende have betragtet opløsningen og skilsmissen uden stor anfægtelse eller smerte, og derfor forekommer det mig begribeligt, at i en ældre og råere tid kunde det altfor let gå så, at når begravelsens høitid var endt og den sidste ære viist den afdøde, så forvandledes sørge-festen til et almindeligt gilde og ledsagedes af drikkelagets sædvanlige udskeielser.

Nordre Dalernes provsti

En skoleholder skildrer almuens tænkemåde med hensyn til stærke drikke og dvæler navnlig ved dette, at man kan så lidet forstå, hvad hygge eller fornøielse der uden samme skulde være ved et gjæstebud. Før gjæstebudet kan der falde sådanne yttringer: «Dette må blive et friskt lag - der er kjøbt så og så meget br.vin og brygget øl af så og så mange tønder malt.» Drikken tænkes der på; thi almuesmanden kjender så lidt til ædlere sysselsættelser og adspredelser. Og blandt ungdommen bliver der ofte spottet over, at man ikke er karl for at drikke sin dram. Afholdssagen er heller ikke forstået her. Dog er der enkelte blandt de mere forstandige, som i den senere tid vise større forsigtighed med hensyn til stærke drikke, og vanskeligheden ved at få br.vin har gjort, at brugen er aftaget.

Fra en bygd i dette provsti har jeg modtaget tvende udførligere beretninger om den sædelige tilstand. Deraf følgende uddrag. Nattesværmeriet finder sted i stor udstrækning og med den største frihed. Husbondsfolk tør ikke forsøge på at hindre det; da de dermed vilde udsætte sig for ingen tjener at få; de anse det heller ikke i almindelighed for noget uvæsen, som bør afskaffes; man synes, at dette er den rette måde for unge, giftefærdige folk at blive kjendte med hinanden, og der er mødre, som med tilfredshed omtale for andre, hvor mange natlige besøgere deres døttre have havt. «Ofte, især i juletiden blive nattesværmerne endog på sengen trakterede af husmødrene med br.vin eller kaffe.» - Om vinteren have pigerne sit natteleie i fjøset, om sommeren på hølemmerne; gutterne kunne altså let finde dem. Eller pigerne ligge på et loft, hvor også husets gutter have sit natteleie. Og ganske unge pigebørn dele leie med ældre søstre, ved hvis side de da altfor tidlig blive kjendte med nattesværmeriets uterligheder. - Og meget ofte ere en enkelt slåttekarl og en ragstepige ene sammen i en høbod eller et sæterhus i den fjerne slåttemark hele måneder af sommeren!(46) Formedelst alt dette er blufærdighedsfølelsen i en sørgelig grad nedbrudt; det lader til, at det agtes for nok, når der kun er så megen besindighed tilbage i omgangen mellem kjønnene, at man vogter sig for at undgå feiltrin, der kunne have udvortes ulykkelige følger.(47)

- Dog siges det i den ene af beretningerne, at det løse natteløberi i den senere tid har aftaget noget eller drives med større stilhed, måske på grund af, at i enkelte tilfælde, hvor der blev begået større uorden, anmeldelse og afstraffelse har fundet sted; men derhos siges også, at der mindre kan mærkes nogen aftagen i det egentlige nattefrieri, som har forlovelse og ægteskab til hensigt. Trods al den usædelighed, som følger med hint nattesværmeri blandt de ugifte, fremhæves det dog, at utroskab mellem ægtefolk er yderst sjelden og stemples af bygde-meningen med yderste foragt.

Søndre Dalernes provsti

Øvre Stjørdalen. I. Br.vins drik åbenbart i aftagende.

II. Betydelig aftagen, formedelst dyrheden og derefter kommen bedre erkjendelse. «Omtrent halvparten af opsidderne i distriktet bruge br.vin i gjæstebude, ligeså til julehøitiden, hvor flere lægge sammen om et anker hos br.vins-brænderen, og mange ugifte personer deltage deri.» Br.vin ikke i noget hus til daglig brug.

Nedre Stjørdalen. I. Bedre nu end før. I gjæstebud tildels kaffe og vin. Kommunen har bevilget 80 spd. til politi på Stjørdalshalsen for at hindre ulovligt br.vins-salg. Brænderiet her nævnes som den største hindring for ædrueligheden. Denne er ellers befordret ved afholds-reformen samt ved den åndelige rørelse og opvækkelse ved missionsmøder, opbyggelser af legmænd, bibellæsninger af præster og kandidater, hvorved arbeidsfolket påvirkes.

II. At der i skoledistriktet er et brænderi, formodes at have nogen skyld i den herskende drikfældighed.

Lerviken. Bedre nu end før. Et fordums brænderi nedlagt, intet udsalgssted nu. Til skjænk oftest hjemmelaget frugtvin. Et beskjænket menneske en stor sjeldenhed. Imidlertid kan der ikke nægtes, at der i bryllupper drikkes stygt og væsentlig den klare finkel. Her hersker den uskik, at der gives skålgave, og at bryllupperne vare 3-4 dage; gjæsterne ville have ret for deres penge og spise og drikke derfor alt, hvad de formå, og vel så det. Kunde man få afskaffet skålgaven, vilde med denne de flere dages bryllupper bortfalde og dermed tillige meget af drikken. I begravelser, der blot holdes en eller en halv dag, går det temmelig ordentlig til. «Læserne» holde blot bryllup en dag, dandse ikke og traktere ikke med br.vin. - Her er megen fart på Throndhjem, og bådførerne ere sædvanlig de mindst ædruelige af folket her. I skog og mark bruges ikke br.vin, heller ikke på fiske. Tjenere få ikke br.vin af husbonden, men pleie skaffe sig selv noget til julen for at traktere hinanden under julebesøg. Sådanne besøg aflægges også selve julenatten, da folket sædvanlig er oppe det meste af natten.

Skogn. Br.vin i aftagende; til skjænk bruges mere og mere vin, kaffe, melk; br.vin ikke længer nogen fornødenheds-artikkel i husholdningerne eller på reiser.

Værdalen. I. Her hersker nu det begreb om br.vin, at det meget godt kan undværes, og det bruges heller ikke hverken på reiser eller i det daglige. Thi her er ikke noget udsalgssted. Øl, vin og kaffe bruges som skjænk.

II. Br.vin tildels i julen, stadig i bryllupper og altfor ofte på byreiser, især i markedstiden.

Endelig omtales fra et af disse prestegjelde et forsøg på at indskrænke nattefrieriet: det var foreslået, at husfædrene skulde indgå en forening om at have sine døre lukkede om natten, og alle mænd vare sammenkaldte i den anledning; men kun 18 mænd tiltrådte foreningen - de øvrige unddrog sig.

Og en anden prest siger, at medens der er al grund til at antage, at drukkenskab er i aftagende i disse bygder, så vise listerne over uægte fødsler, hvor ilde det fremdeles står til med sædeligheds-forholdene, så disse distrikter afgive et sørgelig bidrag til den «skjændsel», som i denne henseende hviler over Throndhjems stift.

Nordre Indherreds provsti

Ytterøen. Br.vin i de færreste huse den største del af året, i adskillige huse slet ikke på flere år. Stundom ved større arbeider, såsom jægtebygning, en dram daglig til arbeiderne; ved gårdsarbeider aldrig, og selv ved indfaldende fiskerier sjelden. I selskaber br.vin, men sparsomt; undertiden kun hjemmebrygget øl og kaffe. Og dog herskede her i årene 1825-1840 meget fylderi. Forandringen tilskrives væsentlig en afholdsforening, som har været.

Inderøen. Br.vinsdrik ganske ophørt i dette skoledistrikt undtagen i julehøitiderne samt i bryllupper og begravelser; men at drikke sig fuld, ansees for en vanære, især for ungkarlene.

Sparbo. I. Br.vin bruges på nogle få huse nær kun i julen, ved bryllupper og begravelser.

II. Daglig drik ringe, fordi her intet udsalgssted er i distriktet. Men i bryllupper og begravelser, som vare indtil 8 dage, drikkes overordentligt, og endnu værre går det måske til ved thing-samlinger i Steinkjær, hvor der drikkes til overflod af vin, norsk og fransk br.vin, øl og «karsk» (blanding af kaffe og br.vin).

Fra et andet prestegjeld skrives så: Intet offentligt udsalgssted og derfor afholdenhed for mange en dyd af nødvendighed; adskillige, som for 15-20 år siden endog måtte ansees for forfaldne, kunne nu betragtes som ædruelige eller høist som ikke-sikkre.

En af provstiets prester skriver, idet han sender mig skolelærernes opgaver: «Måtte De finde forholdene nogenledes gunstige! Jeg indrømmer villig, at de kunde være bedre. Hvad drukkenskabslasten angår, har jeg, som i over - år har været bosat her, med glæde mærket en betydelig forskjel og fremgang til det bedre. Men med hensyn til løsagtighed og usædelighed kan derimod ikke synderlig bedring ventes, før hver husfader nøiagtighed påser orden i sit hus og holder kjønnenes natteleie adskilt. Som det er nu, sove begge kjøn sædvanlig på samme værelse, der pleier at være et andet end det, hvori forældre eller husbondsfolkene sove. I bryllupper, begravelser og deslige sammenkomster søge de forskjellige kjøn uden undseelse seng sammen, og når en forlovelse skal komme istand, sker dette ved nattebesøg, som forældre og foresatte ikke alene tillade, men også begunstige. Jeg har forgjæves søgt at arbeide mod en sådan fordærvelig uskik, hvilket den hos almuen desværre ikke ansees for at være.»

Namdalens provsti

Kolvereid. Br.vin ved fisket som en nødvendigheds-artikkel, i sygdomstilfælde yderst sjelden, i selskaber almindeligt, men misbrugen aftaget og betragtet især af de unge med mere afsky.

II. Ingensteds har jeg seet så få, jeg kunde næsten sige: ingen berusede.

III. Distriktets store udstrækning, som giver mindre anledning til sammenkomster, udsalgsstedets store afstand og endelig nødvendigheden for gårdmænd som husmænd at gå i stadigt arbeide - alt dette bevirker, at her ikke er megen drikfældighed. Br.vin vistnok fremdeles ved bryllupper o.s.v., men med orden; thi den berusede ringeagtes.

TROMSØ STIFT(48)

Søndre Helgelands provsti

Brønø. Med hensyn til dette prestegjeld og det hele provsti yttrer provsten sig således: «Br.vins-ondet har i den seneste tid i en mærkelig grad aftaget i disse prestegjelde, og det kan på mange steder henregnes til en sjeldenhed at se en beruset person. Selv ved offentlige samlinger iagttages orden og mådehold i så henseende, så jeg nærer den glade forhåbning, at man alt mere og mere erkjender br.vins-drikkens skadelige virkninger, såvel for det hele samfund som og for den enkelte; ja, den tid turde måske ikke være så fjern, at hint onde især på enkelte steder aldeles bliver udryddet.»

Vegø. I. Br.vin rigtignok fremdeles i selskaber og på udreise, men i almindelighed ikke til overflod. Efter 40 års bekjendtskab erklæres, at br.vins-drik er i aftagende især i de sidste år, da kaffeen er kommen i brug. Men rigtignok siges der i enkelte huse, at kaffeen er bleven sål dyr på det sidste, at man synes at måtte begynde med br.vin igjen. - Men brevskriveren må beklage, at løsagtigheden er i altagende.

II. I selskaber br.vin usparet for enhver. I romhelgen efter jul ikke sjelden samling af tjenere og arbeidsfolk til spil og dands, og her må også br.vin være med. Når derimod gårdmænd gjøre små jule-selskaber for sine tjenere, går det ordentligt til.

I det hele har dog br.vinet her i egnen måttet vige meget for kaffeen - til tjenere, arbeidsfolk, fremmede, i selskaber, selv på reiser. Men før kunde kaffe fåes for 14 til 16 sk. skålpundet. Nu derimod, da prisen er 24 sk., høres almindelig det ord: «Vi komme nu lettere af med at have br.vin i huset end den kostbare kaffe,» så det kan befrygtes, at br.vin atter vil indtage den forrige plads.

III. De drikfældige, som gives af den yngre slægt, ere nok mest komme i fristelse under Lofot-fiskeriet.

Endvidere yttrer en af provstiets prester sig om løsagtigheds-lasten, som «i en høist beklagelig og foruroligende grad tiltager årlig i disse egne». Årsagen finder han væsentlig i lovgivningens formildede straffebestemmelser, som ikke passe til de moralske begrebers slaphed hos den almindelige mand her, og derhos gjør han opmærksom på en omstændighed, som lettelig skjønnes at kunne forhøie fristelserne til løsagtighed - nemlig at midler til fosterfordrivelse utvivlsomt både kjendes og bruges.

Nordre Helgelands provsti

Næsne. Misbrugen af br.vin ret meget aftaget, fornemmelig fordi det er så dyrt, og fordi kaffe er bleven almindelig drik. Hindringer for afholdssagen ere dog endnu de gamle vedtægter om br.vin til høitiderne og på Lofot-fisket. Til dette fiske skal hver mand have 3 til 4 kander. «At drikke en dram - i kov og dam - er ingen skam», siger sømanden, og en buden dram må endelig modtages og nydes. Ved sygdomstilfælde næsten aldrig br.vin; dog har man exempler på, at barselkoner ere blevne det pånødte for at befordre forløsningen.

Rødø. Ved bryllup, barselgilde og begravelse nu såre sjelden br.vin, derimod vin og kaffe. I sygdomstilfælde ikke. På reiser kun tildels br.vin, mere kaffe.

Søndre Saltens provsti

Gilleskaal. I. Dersom drukkenskaben vedblev at tage af som ide sidste 10 år, så vilde snart den hele befolkning kunne henregnes blandt ædruelige.

II. Brugen af br.vin synes at aftage i samme forhold, som brugen af kaffe, der har nået en betydelig høide, tiltager. I selskabelige samlinger, f.ex. bryllupper bruges nu ofte vin, hvor forhen brugtes br.vin.

Beieren. I. Misbrugen af br.vin temmelig aftagen og det ikke blot på grund af de høie priser og lovens strenghed, men også på grund af almuens bedre erkjendelse. Vistnok består brugen endnu ved høitider og feste samt på reiser, men ikke i umådelighed.

II. Sognepresten skriver: «Så meget tør jeg forsikkre, at misbrug af stærke drikke her ikke er almindelig. Jeg har havt anledning til at være tilstede ved flere større forsamlinger, såsom ved thinget og auktioner, men der er ikke seet en eneste beruset mand.»

Natteløben finder aldeles ikke sted. Derimod var det almindeligt, at forlovede flyttede sammen før vielsen. Men dette må for en del undskyldes med, at indtil for nylig var her ingen gudstjeneste i de 8 vintermåneder, og nu, da Beieren er blevet eget sognekald, tør presten anse hin uskik for afskaffet.

Skjerstad. Sognepresten skriver (efter at have overveiet sagen med samtlige fattigkommissionens medlemmer): «Brugen af br.vin er betydelig aftaget, ja man kan næsten sige: det bruges ikke. Kun få have det i huset; selv i større selskaber nydes det kun med mådehold; nydelsen deraf har opinionen imod sig og er ubetydelig også på reiser, f.ex. til Lofoten. Årsagen til den store forandring, som i så henseende er foregået, tilskrives beretninger andetstedsfra om lignende forandringer samt bøger om afholdssagen.»

Saltdalen. Fra et skoledistrikt siges, at drukkenskab skyes, og i bryllupper sees ingen berusede uden de enkelte personer, som nu engang ere drikfældige og derfor stå for de andre som advarende exempler. Men efterhånden som de gamle drankere gå bort, bliver misbrugen sjeldnere. Men for en halv menneske-alder siden skal drukkenskab have fundet sted i en forfærdelig grad. De gamle vaner hænge noget mere ved i en anden del af prestegjeldet, oppe i den egentlige Saltdal: dette viser sig f.ex., når bønderne derfra til visse tider mødes nede ved fjordbunden med søbønderne, som komme hid for at kjøbe både af hine.

Bodø. «Skjønt ingen afholdsforening for tiden existerer i prestegjeldet, og br.vin vistnok fremdeles af de fleste ansees som en drik, der, brugt med måde, undertiden tiltrænges af folk, som, hvad her er tilfældet, ofte i stærk storm og uveir må færdes på søen, så har dog efter alles entsemmige vidnesbyrd br.vins-drikken i den senere tid på en såre glædelig måde aftaget i prestegjeldets land-distrikt. Berusede mennesker af landsognet sees vistnok yderst sjeldent, undtagen når de ere på hjemreise fra byen, samt måske enkeltvis ved bryllupper og lignende sammenkomster. Hjemme i husene nyde de i regelen aldrig br.vin, og have det heller ikke, uden når de skulde foretage længere reiser på fiskeri; derimod skal brugen af kaffe være meget tiltaget, ligesom også hos de mere velstående vin haves til at byde fremmede. Egentlig forfaldne findes her kun meget få af, men vistnok heller ikke mange, der aldeles ikke nyde br.vin. -- I Bodø kjøbstad stiller derimod forholdet sig langt værre.

Også i dette prestegjeld spores mere og mere en ønskelig forandring i anskuelserne om br.vins-drik. Enhver beruset skammer sig nu over sin tilstand og søger at skjule den, ligesom drukkenskab stedse omtales med almindelig misbilligelse. I almuens selskabelige sammenkomster skal den før så almindelige opmuntring og nøden til at drikke være så godt som ganske ophørt, medens enhver mand, der har gjæstebud, derimod nu mere og mere synes at sætte en ære i, at alt kan gå ordentligt og ædrueligt af.»

En af provstiets prester meddeler leilighedsvis følgende træk: «Uagtet her er gudstjeneste hver søndag, er kirken overfyldt; af 191 skolepligtige børn udeblev fra den nu sluttede skoleexamen kun 11, hvoraf 2 vare syge; ved de sædvanlige overhøringer om søndagene mødte fra 90 til 120 børn, så jeg måtte dele prestegjeldet i to distrikter, hvis børn skulde møde hver anden søndag, og uagtet denne deling har der mødt fra 60 til 80 børn. Jeg vilde ikke undlade at anføre disse beviser på menighedens sands for undervisningen.»

Nordre Saltens provsti

Lødingen. Om drukkenskaben har sognepresten den glæde at kunne berette, at den her som i nabosognene er ikke lidet aftaget, dels formedelst lovgivningens virksomhed, dels og det fornemmelig formedelst den religiøse ånd, der også i dette prestegjeld i det sidste år har udbredt sig og fornemmelig har rettet sig mod denne last. Således vare finnerne (lapperne) yderst tilbøielige til drik, hvorimod nu måske ikke en eneste af dem tillader sig at nyde br.vin. Dette finnernes afhold har hidtil været gjenstand for deres norske landsmænds spot; imidlertid have nu henved 30 norske meldt sig til en afholdsforening her. Bryllupper holdes i største simpelhed, nu for tiden kun sjelden med br.vin, ialfald ikke til overmål. - Ellers bemærkes om finnerne, at de i disse egne tilbagetrænges og gå op i den mere kultiverede norske befolkning. I Lødingen var de ægte lappers antal ulige store før i tiden, da der endnu kan på vises mange familier, som i forrige slægtled hørte til denne stamme, og mange ere fornorskede i den nulevende slægts tid. Af charakter ere lapperne godmodige, og den religiøse ånd, der er trængt ind blandt dem, har allerede båret gode frugter, f.ex. hint ophør med br.vins: drik.

«Ved denne leilighed kan jeg som betjenende prest ved bedehuset i Henningsvær nu allerede i 6 vintre tilføie, at brugen af br.vins-drik på dette fiskevær idetmindste og sandsynligvis på de fleste øvrige årligen kan skjønnes at aftage, hvilket turde være så meget mere betegnende for folkets fremgang til det bedre, som der vel ingensteds kan gives flere skingrunde for br.vinets brug end under denne hårde bedrift i den strængeste vintertid.»

Ofoten. I. En skolelærer siger: «De her meddelte oplysninger (tal-opgaverne om ædruelige, ikke-sikkre og forfaldne, af hvilke to sidste klasser der er ganske få) ere overensstemmende med, hvad min samvittighed vidner med mig, da jeg efter 13 års omgang med almuen nøiagtig kjender enhver især. Skulde en sådan oplysning have været forlangt for 10 år tilbage, da havde resultatet stillet sig omvendt mod, hvad jeg nu, Gud ske tak, med glæde kan meddele. Thi nu ansees det både for synd og skam at drikke br.vin, hvorfor og prestegjeldets handelsmænd på 1 nær har frasagt sig br.vins-handelen. Stiftelsen af afholds-selskab som og den åndelige vækkelse modvirker drukkenskaben.»

II. Af en anden skolelærers brev: Her i sognet ikke på flere år nogen handel med br.vin. Opinionen mod br.vins-drik i den senere tid udbredt især blandt den yngre slægt. En stor del af befolkningen indgået i en for et år siden oprettet afholds-forening. Derfor må br.vins-drik ansees overhovedet ophørt her, hvilket også bevises deraf, at i de sidste 2-3 år har man ikke brugt det ved bryllupper og begravelser. Da fremdeles Lofot-fisket hovedsagelig drives af den yngre slægt, og da denne i det hele taget må henregnes til de ædruelige, så giver heller ikke det br.vins-drikken indgang. «Derfor må man vel med sikkerhed - om end en og anden af de gamle ikke ynder dette afhold - kunne henregne den hele befolkning til ædruelige, ligesom for mit skole-distrikts vedkommende spirituøse drikke ikke findes i nogens huse uden i enkelte ædruelige konditioneredes».

III. En skoleholder har i schemaet ingen ikke-sikkre eller forfaldne anført, men henregnet alle (104 i tallet) til ædruelige, og i den anledning bemærker han følgende: «I mit distrikt er den største del af befolkningen finner (lapper). For 6-7 år siden begyndte det religiøse liv først at vågne blandt dem, hvilken vækkelse har siden den tid udbredt sig alt mere og mere, indtil den nu tæller næsten hele den finske befolkning til sin bekjendelse. Ved denne vækkelse forsvandt brugen af spirituøse drikke, og i forrige år indgik den største del af befolkningen i en her i sognet oprettet afholdsforening. På grund heraf må man henregne dem alle til ædruelige, om der end iblandt dem kunde findes en enkelt, som ikke af overbevisning har fattet afsky for brugen af br.vin.»

Om andre forholde og leveskikke i et af provstiets prestegjelde har en kjendt og nidkjær mand meddelt mig en del oplysninger, og det således, at han derunder tillige har havt det hele provsti-distrikt for øie. Jeg hidsætter deraf nogle uddrag. Gårdbrugerne (for en stor del leilændinger) stå ikke på noget synderligt høiere trin af dannelse og velvære end husmændene, såsom fiskeri er hoved-næring for hine som disse, og armoden er temmelig almindelig, væsentlig fordi folket altfor lidet agter sit jordbrug og dermed er kommet i et strængt afhængigheds-forhold til kjøbmændene, hos hvilke så mange livsfornødenheder må hentes. Det jordbrug, som drives, er mest kvindernes sag; disse må således træske alt kornet, selv om mændene ere hjemme. Men derved sættes kvinderne tilbage i dannelse og dygtighed for den gjerning, som ellers fordres af dem; husstellet med renlighed og ordentlig madlavning og kvindelig husflid står her på et såre lavt trin. Meget almindeligt have ugifte folk af begge kjøn fælles soverum, og at den forlovede pige må før ægtevielsen flytte hen til sin vordende mand og hjælpe ham med husstellet, det er gammelt og dybt rodfæstet. Under sådanne forholde er det ikke at undres over, at løsagtighedsforseelser ere hyppige. Omvendt bevirker fiskeriet, at de unge mandspersoner nyde stor frihed; de nødes ikke så meget til at tage årstjeneste, men ere for det meste «selvfosterkarle», enten helt, således at de med egen udrustning og leiede medhjælpere drive ikke alene Lofots-, men også Finmarks-fiskeri og anden fiskeribedrift næsten hele året om, eller halvt, således at de for egen regning deltage i Lofot-fisket og for resten af året ere i fast tjeneste. Og i det hele taget er både forældres og husbønders myndighed over sønner og tjenere ganske liden. - Jordbruget kunde som sagt være ganske indbringende, når det blev drevet forsvarligt. Men som tingen er nu, så giver den del af jordbruget, som burde være den vigtigste, kreaturholdet nemlig, anledning til et forfærdeligt dyrplageri formedelst sult-fødning. «Det er næsten uudholdeligt at høre om de grusomheder, som de stakkels kreature må lide, og det er vel alene vanens magt, som bevirker, at de ellers godmodige nordlændinger urørte kunne se deslige vederstyggeligheder.» Men denne tilvante grusomhed mod dyrene medfører ikke alene formuestab, men virker uheldig tilbage på folkets moralitet i det hele: den ædlere følelse og høiere sands sløves og slappes derved.

Lofotens provsti

I. Af et brev fra en omgangsskolelærer hidsættes: Misbrug af br.vin i aftagende; i selskaber bruges det vel, men ikke til umådelighed, på reiser ligeså, dog blot til nødtørft, til forfriskelse i koldt og ubehageligt veir. Således også under vinter-fisket; men her går dog nydelsen endnu over til misbrug.

II. Under trykningen av disse beretninger har jeg fra en handelsmand, som i mange år har været bosat i denne egn, modtaget nogle meddelelser om folkelivet, og deraf hidsætter jeg nogle uddrag:

Som årsager til den herskende løsagtighed anføres: Forhen blev folk for leiermåls- og visse andre forseelser dømte til at tjene en vis tid for kost og løn på Nordlandenes fiske-vær; derved kom en del usædelige mennesker hid til egnen. Af mangel på folk har man også fremdeles måttet antage selv berygtede personer fra fremmede egne som tjenere. Den samme mangel på folk gjør også at husbondsfolket ikke tør irettesætte tjenere for deres usædelige opførsel, men må overlade dem fuld frihed og se igjennem fingre med gutternes og pigernes usømmelige forhold, nattesværmen o.s.v. I sødistrikterne er der små huse og knapt om rummet, så drenge og piger sædvanlig må have sit natteleie i samme værelse. Efter skikken her ansees det ikke for usømmeligt, at forlovede søge seng sammen; men ofte bliver der intet giftermål af, og forbindelsen har kun ledet til et uægte barns fødsel. At have barn udenfor ægteskab regnes heller ikke som nogen videre skam her for en gut eller pige; hvad det sees på, er at de som tjenere gjøre sin gjerning forsvarligt, og det er ikke så sjeldent, at man for at få en tjenestepige må finde sig i, at hun tager et barn med til huset og beholder det hos sig, sålænge hun er i tjenesten. Både hjemme i husene og på reiser høres ofte smudsige viser og liderligt snak; dette kaldes «trøisomhed»; men det nedbryder ærbarheds-følelsen hos de unge. Det anmærkes også, at om sommeren, især i hø-onnen, bære på nogle steder karle og kvinder en overmåde let og næsten usømmelig klædedragt.

Om drukkenskabs-lasten yttrer denne brevskriver, at den «vel måske er i noget aftagende nu, mod hvad den var før i tiden», og han fremhæver som store hindringer for dens udryddelse, at mange almuesmænd fremdeles betragte br.vinet for fast så nødvendigt som maden og lade sine børn voxe op med samme begreb. Under vinterfisket deltage både ældre og yngre i nydelsen af det kjære br.vin ved alle leiligheder; da drikke de såkaldte «hanser», såsom: skårungs-, kars-, høvedsmands-, båds-, fæstings-hans o.s.v.; fremdeles nævnes fal-br.vin (færd-br.) til Lofoten og heimfal-br.vin fra Lofoten, vorfrumess-, påske-, og helgebr.vin samt det daglige «morrabr.vin». «Drik ud!» siges der til den unge; «Bunden i veiret!» - «Det var ret, nu så jeg, du var kar.» Eller det kan hedde så: «Hvor tænker du på at blive kar i verden, som ikke kan drikke en dram?» - Det kan høres sådanne yttringer af almuesmanden: «Hvorfor skal br.vinet føres hid, når det ikke skal drikkes?» og brevskriveren udtaler det inderlige ønske, at handelsmændene af næsten-kjærlighed vilde ophøre med at sælge br.vin, hvis fristelse almuen her synes for svag til at stå imod.

Denne brevskrivers opfattelse af br.vins-brugen er mørkere end de fleste andres fra denne egn. Mulig kan årsagen være, at han som ældre mand mere har modtaget indtrykkene fra en tidligere og misligere tid. - Han taler dog om fremskridt i visse retninger: overtroen er for det meste aftaget, undtagen med hensyn til kreatur-stellet, og på enkelte steder viser ungdommen mere læselyst end tilforn.

Vesteraalens provsti

Af en skolelærers beretning for et prestegjelds vedkommende hidsættes følgende. Indtil for 4 år tilbage dreves her næsten afguderi med fordærvelsens vin; thi ved et barns fødsel, dåb og konfirmation var br.vin istedetfor bøn og tak-offer; når drengene første gang skulde ro vinterfisket, måtte de spendere nogle kander br.vin til «hans» eller gilde for nogle bådelag, da de ellers vilde ansees for «skårunger» sin hele livstid; ligeså, når en første gang skulde være høvedsmand. Ved høitiderne afhang høitidsglæden af br.vinet. «Det var en tør jul», sagde de, når de intet havde havt at kjøbe for. Br.vinets tro følgesvende, dands og kortspil, indfandt sig snart, så der kunde blive «ei lita lystiheit». Ved bryllupper var br.vinet hovedsagen, og den, som ikke var «på et mot», ansåes for uværdig gjæst. «For 2 år siden holdt en af mine venner bryllup uden br.vin, men det blev i almindelighed anseet som gudsbespottelse og karrighed». Ved ligbegjængelse ligeså. En mand sagde en gang ved sin faders begravelse til sine folk, at de skulde ikke spare br.vinet: «Det er den sidste velgjerning, jeg kan vise han far».

Men Herren være lovet! Han har åbnet mangt et øie, som før var slaget med blindhed. I de sidste 2 år er her skeet en stor forandring. Ifjor indgik 75 mænd med ansøgning til formandskabet om, at al handel med br.vin aldeles skulde ophøre på markedet, hvilket fandt velvillig bistand hos øvrigheden. Iår har kommunen sluttet den kontrakt med handelsmanden på - -, at han ei skal handle med br.vin 2 dage før og 2 dage efter markedet, mod at ham eftergives 20 spd. i br.vins-skatten.

I sommer oprettedes her en afholdsforening med 20 medlemmer; siden er en mængde kommen til, uagtet ingen optages, før de en stund have prøvet sig selv. Nogle ville nu forsøge at ro fiske uden br.vin, og hvis det går an, ville de tegne sig, når de komme hjem. En stor sjeldenhed har det været iår, at almuen ikke har havt br.vin og dands i sine bryllupper og andre selskaber. Erfaring har lært dem, at de kunne være lige lykkelige og fornøiede uden dette forfrisknings-middel, og de, som for 2 år siden havde forsaget det, erklære i forsamlingerne, at de havde befundet sig bedre, siden de kom ud af dette snaregarn. Og til alt dette havde afholds-agenterne været ypperlige redskaber; de have udrettet meget til br.vinets aftag i Lofoten og Vesteraalen.

«En deilig morgenrøde går op over denne bygd. Vi ville håbe, at han, som har begyndt en god gjerning, vil fuldføre den. Vi må takke ham for det, som er skeet; det er skeet af ham og er underligt for våre øine; vi ville glade i håbet fortsætte vort arbeide; Herren skal krone værket med sin velsignelse.»

Senjens provsti

Tranø. I Reisens sogn findes br.vin neppe i et eneste hus med undtagelse af det priviligerede handelssted, som har udsalgsret; ei heller bruges det af nogen, det skulde være som en ren undtagelse. De senere års religiøse vækkelser have vistnok for en stor del bidraget dertil. «Finnerne her i prestegjeldet kunne i enhver henseende sættes ved siden af, ja tildels vel endogså over mange blandt den norske befolkning; de tale alle, med undtagelse af enkelte ældre individer, det norske sprog.»

Lenvik. At br.vins-drikken er i stærkt aftagende i prestegjeldet, holdes for ganske vist. - Her findes 2 handelsmænd, af hvilke den ene for flere år tilbage har frasagt sig al br.vins-handel og den anden fornylig br.vinshandel i småt.

Maalselven. En skolelærer skriver om sit distrikt følgende: Det tæller omtr. 700 mennesker; af dem er 250 medlemmer af prestegjeldets afholdsforening, og det vides ikke andet, end at de holde sig sammes statuter efterrettelig; br.vin drikkes kun af enkelte på byreiser. I distriktet selv er intet udsalgssted eller krohus, og br.vin bruges, så vidt bekjendt, ikke i selskaber.

Med hensyn til løsagtigheds-forseelser omtaler en af provstiets prester den skik, at forlovede flytte sammen før ægtevielsen. Skikken har været og er meget almindelig, uagtet der har været talt stærkt imod den både fra prædikestolen og fra alteret.

Tromsø provsti

Tromsø. I. Land-distriktet. Med glæde kan berettes, at i de 3 sidste år er her skeet en stor forandring med hensyn til br.vins-drik, såvel hjemme som på reiser. Kun enkelte kunne ikke modstå fristelsen under ophold i byen.

II. Byen. I hele prestegjeldet er br.vins-drik i betydelig grad aftaget; det ansees blandt den hele befolkning for en skam at beruse sig. Og uagtet byen skulde være det sted, hvor uvæsenet skulde komme mest tilsyne, så sees næsten intet hertil udenfor en liden fast stok af selve byens folk, der besøge de to byens faste udskjænkningshuse. Ved sidste repræsentantskabsmøde besluttedes, at der i tilfælde af afgang kun skulde være et udskjænkningssted, medens for 10 år siden hver af de 40 til 50 herværende kjøbmænd solgte br.vin, der ansåes som nødvendigheds-artikkel.

Skjervø. I. En skolelærer forklarer, at br.vins-drikken er ophørt, og at årsagen var det for 5-6 år tilbage blandt fjeldfinnerne udbredte sværmeri, der også her i sognet havde en mængde deltagere. Hertil kommer, at alle handelsmændene her i prestegjeldet og i nabosognet Lyngen have frasagt sig ret til br.vins-salg. Dands og kortspil ophørt, beværtning ved bryllupper o.s.v. indskrænket til kaffe og vin; istedet for det gamle «vei-br.vin» (veid-br.vin d.e. fiske-br.vin) tages nu kaffekjedelen med. (Sognepresten bemærker dog i anledning af denne forklaring, at br.vinet var begyndt at aflægges allerede tidligere end her anført.)

II. Siden br.vins-handelens ophør for flere år siden har brevskriveren neppe seet en beruset mand i prestegjeldet førend nu i dette sidste år, da enkelte have viist sig.

Vest-Finmarkens provsti

En handelsmand har meddelt mig en udførligere forklaring for hele provstiets vedkommende, og deraf anfører jeg følgende uddrag:

For 15 år siden hændte det ofte i de bedre klasser, at man i selskaber drak puns så lystigt, «at man i bogstavelig forstand var nægtet sine lemmers brug». Almuen drak da finkel i urimeligt mål, og forældre gav endog sine spæde børn denne gift. Den var også let at erholde, da hvert handelssted havde ret til at sælge den i småt og stort, og det således, at drikken kunde fortæres på stedet. Det var, som om ingen tænkte på, at der var noget galt deri, eller at det kunde være anderledes.

Så begyndte man at blive opmærksom ved efterretningerne om afholds-agitationen syd på landet og om brændevins-lovenes behandling på Storthinget. Også heroppe begyndte man at tænke sig om og samtale om sagen og forfægte hver sin mening o.s.v. Der begyndte allerede at vise sig nogen forbedring i de bedre klassers selskabs-skikke, og denne forbedring trængte igjennem til den høierestående del af almuen og siden nedad.

Alligevel virkede det dog «som et tordenslag», da de nye brændevinslove trådte i kraft og havde til følge, at en hel del handelssteder måtte ophøre med den gamle handel og skjænkning. Folk vilde ikke længer tro sine egne øren, og bonden havde vanskeligt for at komme sig af sin forundring over, at han, som så mangen gang havde stået på handelsstedet og drukket sin pægl, nu ikke mere skulde have lov dertil. Men da man havde overbevist sig om, at kongen selv havde givet sit ja til forandringen, så var det, som der lidt efter lidt gik et lys op for den meget sløvede forstand, så man bedre skjønnede den gamle tilstands fare og ulykke, og hertil kom br.vinets fordyrelse, så selv drankeren kunde regne sig til, at br.vinet var kostbart. Fra nu af langt mindre br.vins-drikken. Fiskere sees nu at reise på søen uden flaske i lommen, og på nogle steder holder endog almuen bryllupper uden br.vin, en forandring, som skal være fremskyndet derved, at en prest har tilbudt fri vielse for de par, som ville feire sit bryllup uden br.vin. «Fra en umådelig nydelse af br.vin er folket i disse egne gået over til en overordentlig, især i denne sidste tid kostbar nydelse af kaffe. Det er næsten fabelagtigt, hvad der i enkelte prestegjelde kan forbruges af denne vare.» Men noget må mennesket have at vederkvæge sig med i disse af naturen stedmoderlig udrustede egne, og selv overdådig brug af kaffe har dog ikke på langt nær medført sådanne sørgelige følger som br.vins-brugen før. Også af vin drikkes en del, men dog ikke af nogen betydenhed; den ansees at være for dyr og for lidet tilfredsstillende for dem, som før vare vante med br.vin; høist sjelden har man seet nogen beruset af vin.

Som et af de steder, hvor umådelighed i drik har været størst og holdt sig længst, nævnes Hammerfest by: formedelst farten på Spitsbergen er her stort tilløb af kvæner, og disse have ord for at ødelægge sin fortjeneste i br.vin; der er også 3 udsalgs-steder for br.vin, som tilsammen have at svare en årlig afgift af 1000 spd. Som modsætning nævnes Tromsø by: der skal br.vins-handel være langt mere indskrænket, og som hovedsagelig årsag omtales den religiøse stemning, som går igjennem alle folkeklasser der.

«Efterhånden som oplysningen stiger i disse egne, vil også det ene onde efter det andet vige og give plads for en ædlere og bedre anskuelse af livet. Denne skjønnere spire vil vel ikke så pludselig udfolde sig; men at den vil det, derom tvivler jeg ingenlunde, og jeg lykønsker af hjertet den fremtid, som det er forbeholdt at nyde af dens frugter.»

Loppen. I hoved-sognet br.vins-drik betydelig aftaget, fordi handelsmanden ikke har br.vin til salg. Derved vænnes folk lidt efter lidt til at forstå, at det går an at være den drik foruden. Nogen vin kjøbes vel af almuen, men mest kun til fortæring på stedet. I det sidste års bryllupper har br.vin så vidt vides, ikke været brugt. I annexet Øxfjorden bo mest finner; der er br.vins-salg, og der drikkes mere, således stedse i bryllupper. Dog er drikken også der meget aftaget.

Hammerfest. I land-distriktet. Misbrug af stærk drik (udelukkende br.vin) almindeligt især blandt finnerne, såvel kvinder som mænd, dog vel ikke fuldt så slemt blandt kvinderne. Og meget ofte vænnes selv ganske unge mennesker på br.vin. Vel kan der findes adskillige i konfirmationsalderen (her 16 til 18 år), som endnu ikke have smagt det; men dette kommer nok mest af, at forældrene sjelden have råde til at kjøbe så meget br.vin, at de kunde have det med sig hjem. Anledninger til drik ere - foruden reiser til byen eller handelen (handelsstedet i sognet) de almindelige familie-feste, bryllup og barnedåb. Disse holdes gjerne på selve kirkestedet, som da er byen eller handelsstedet, og årsagen hertil er nok ikke blot den, at gjæsterne vilde have for lange veie og finde lidet husrum i gjæstebudshuset, men dette, at barnedåb og bryllup bruges som anledning til ved traktering af br.vin at skaffe sig gaver, og dette vil naturligvis lykkes bedst på kirkestedet, hvor der er mange folk tilstede: kjøgemesteren eller skjænkeren går omkring fast som en tigger. De sørgelige følger af drukkenskaben viser sig her som forarmelse og forlis på søen. Alt dette gjælder mest de strøg af sognet, hvor befolkningen består af finner, nemlig lapper og kvæner. Dog ansees kvænernes kvinder for at være ikke fuldt så brændevinslystne som lappernes. Og både de kvænske og lappiske kvinder bruge meget almindelig at røge, ja at skrå tobak, især de første. Tale om afholds-sagen har hidtil fundet såre liden indgang. Det anføres dog, at nogle få af finnebefolkningen ere blevne religiøst vakte og derefter ganske have afsagt brugen af br.vin. Blandt den norske befolkning har ædruelighedstilstanden været bedre; navnlig gjælder ikke - på undtagelser nær - om deres fruentimmer, hvad der er anført om finnernes.

Hammerfest by. Megen drikfældighed; derfor også megen fattigdom og usædelighed samt betydelige fattigbyrder. Mest hengivne til drik ere de såkaldte Spitsberg-gaster, folk, der om sommeren fare med byens fartøier på sælhund- og hvalrosfangst og ofte have en god fortjeneste, den de ved hjemkomsten fortære i br.vin. Dog antages det, at br.vinsbrugen her i distriktet har aftaget; nogle sige endog, at der ikke føres hid en trediedel nu mod forhen. Men dette grunder sig ialfald neppe på en bedre erkjendelse hos befolkningen i det hele, men mere deri, at den skik at give br.vin på borg er ophørt, dels fordi handelsmændene i almindelighed have lidt tab, dels fordi br.vins-handelen nu er bleven samlet på de hænder, der drive den næsten som udelukkende næring. Ganske at undvære br.vin i handelen have kjøbmændene dog nok ikke kunnet overtale sig til; thi de skulle bruge at give sine kunder såkaldte brændevins-sedler, hvorved de på kipperne få lidt på kjøbmandens regning. Foruden almindelig finkel nydes her en del rum, som især holdes for gjævt; af simpel vin fortæres en del i byen, som har et par udsalgssteder for den vare.

Øst-Finmarkens provsti

I. Fra et skoledistrikt med lappe-befolkning skrives, at br.vin bruges stadigt ved forlovelser, bryllupper, barnedåb og begravelser. Br.vinet, sige de, har kræfter til at forøge og sødgjøre glæden hos den glade, trøste den bedrøvede, det giver mod og veltalenhed o.s.v. På reiser prises dets forfriskende, oplivende, styrkende og varmende (liegestægje) egenskaber. «Lidt er det måske i aftagende. Men årsagen er mig ubekjendt; i alle fald synes ikke nogen tiltagende christelig sands at have bevirket denne formente forbedring.»

II. I et prestegjeld, hvor den allerstørste del af befolkningen er lapper, resten nordmænd og kvæner eller blandingsfolk af alle tre nationaliteter, er der meddelt mig flere interessante oplysninger om livsforholde og sæder.

Selv de, som ifølge sprog og levevis må kaldes lapper, ere ikke af rent lappeblod, da der er mere eller mindre norsk eller kvænsk iblandet. Hvorsomhelst en krydsning sker, og hvilken nation det end er som forbinder sig med den lappiske, så bliver dog denne den rådende; derfor er det ikke så sjeldent blandt lapperne at træffe efterkommere af endog bedre norske familier. Den lappiske nationalitet opsluger begge de andre, ikke i første, ikke altid i andet, men næsten uden undtagelse i tre æt-led. Meddeleren anfører endog et sådant exempel: i en familie var manden kvæn og konen norsk, altså ingen af dem lap, og alligevel ere børnene ligeså meget lapper som kvæner og så godt som slet ikke norske; årsagen var vel, at legekammeraterne vare lappiske, og at begge forældre kunde tale og ofte talte lappisk. At den lappiske nationalitet har et sådant overtag, kommer vel fornemmelig af deres overlegne antal; alligevel skulde dog den mere dannede norske nationalitet neppe gå så aldeles sporløst under for den lappiske, dersom der ikke var flere medvirkende årsager: selv om lapperne til nød kunne tale norsk, så ere de dog meget uvillige til det, og de få norske familier, som ere spredte blandt lapperne, ere derfor nødsagede til at lægge sig efter disse sprog for at bjerge sig i omgangen med dem; af samme grund bliver også lappisk det daglige sprog i huse, hvor den ene af ægtefællerne er lap, og dette blive børnenes modersmål; fremdeles, lappernes klædedragt, skind fra top til tå om vinteren og om sommeren den lette og ledige kufte, er på grund af klimaet næsten uundværlig for dem, som skulde arbeide ude, og den anlægges derfor, ialfald om vinteren, næsten af alle her - altså atter et trin nærmere lappen; ligeså er næringsveien ens for alle, ubetydelig fædrift samt fiskeri, så de norske og kvænerne i så henseende stå på samme trin med lapperne og idelig færdes sammen med dem; endelig må den nordmand, som har taget sig en lappisk hustru, finde sig i, at denne indretter det hele husstel på lappisk vis, således som hun har lært det - i begyndelsen kan han vel gjøre indvendinger og prøve på at få indført norske skikke, men snart vænner han sig til konens stel og lever tilsidst ganske på lappisk. Således er allerede i første generation sprog, klædedragt og levemåde lappisk, børnene blive mere lapper end nordmænd og deres børn igjen fuldstændige lapper. Kun på steder, hvor der bor flere norske sammen, og disse endnu ikke ved ægteskab have blandet sig med lapperne, vige disse og overlade gjerne stedet til de norske; men selv her synker de norske lidt efter lidt ned til et lavere trin og blandes sent eller tidligt med lappefolket, hvis der ikke jevnlig sker tilflytning af landsmænd sydfra, så den norske tænkemåde og leveskik og dermed selvfølelsen ligeoverfor lapperne vedligeholdes. Men som det ellers går med nordmændene, går det endnu snarere med kvænerne: de stå i det hele lapperne nærmere og blandes lettere med dem.

Det er, som antydet, især ved giftermål, at denne blanding foregår. Det er ikke så sjeldent, at en nordmand ægter en lappe-pige; men meddeleren kjender i prestegjeldet kun et exempel på, at en lap er bleven gift med en nordmands-pige (hun var endog af bedre herkomst, og selv i denne familie ere børnene som lapper). Oftere ægte nordmænd dog kvæn-piger, og forholdsvis ere ægteskaber mellem kvæner og lapper almindeligere end mellem nordmænd og lapper. Og på grund af den lethed, hvormed den norske og kvænske nationalitet, som forklaret, går op i den lappiske, er det meget vanskeligt at sige, hvor man skal henføre børn af blandede ægteskaber, når moderen er lap; regnet efter faderen skulde de jo kaldes norske eller kvænske, men efter sprog og levesæt må de næsten uden undtagelse henregnes til lapperne.

Foruden disse faste beboere kan her også tales om en bevægelig befolkning: en mængde «nordfarere», som hver vår komme søndenfra her op til havkanten for at drive sommerfiske; vel reise de fleste strax hjem igjen, men enkelte blive dog over en vinter eller så, og som oftest er det dem, som man mindst kunde ønske at beholde, og når de omsider stryge sydover igjen, have de oftere indledet kjærligheds-forbindelser med nordmandspigerne i fiskeværene og havt børn med dem. På den anden side fremhæves det dog, at det er nordfarere, som have bragt med sig den religiøse vækkelse, der har grebet folket på et enkelt sted her i prestegjeldet og fremkaldt en glædelig forandring: før drukkenskab, banden, uenighed o.s.v., nu velvære og hygge og godt exempel. - I det hele har den norske del af befolkningen i de 10 sidste år tiltaget noget formedelst tilflytning, medens tilflytning af kvæner heller er bleven sjeldnere.

Efter skildring af de tidligere ufuldkomne indretninger til folkets christelige undervisning og af Stockfleths heldbringende virksomhed for disse egne og den senere tids bedre ordning med hyppigere gudstjeneste og christendommens forkyndelse i skole og kirke også på lappisk, yttres, at vel er råheden i sæder med drukkenskab, slagsmål, undsigelser o.s.v. ingenlunde så stor som tilforn; men meget står dog endnu tilbage at ønske især med hensyn til lapperne. De ere endnu i det hele taget her ikke komne til nogen klar erkjendelse eller vågnede til liv; tilfredshed med sig selv, når kun verden ikke har noget at laste dem for, pukken på ikke at være værre end så mange andre, egennytte og forstillelse høre til de mere fremtrædende charakter-træk hos dem; men derhos ere de godmodige, i ædru tilstand rolige og stilfærdige, ikke krangelagtige, samt gjæstfrie. Drukkenskab er deres iøinefaldende skjøde-synd: når br.vin er at få, må de have det, uden hensyn til tidsspilde, uleilighed og råd. Med drikfældigheden følger igjen uenighed mellem ægtefæller (dog ikke så meget som man skulde tro), mishandling af børnene og ukydskhed.

Lappernes økonomiske stilling er ret god her i prestegjeldet; det vil sige, der gives ikke så ganske få, som foruden deres både, fiskeredskaber, kreature, jord og hus eie adskillige penge; andre eie kun en liden båd, en del fiske-redskaber, nogle få kreature, et stykke jord og en gamme, så de ikke kunne regnes til de velhavende; og dog bjerge også disse sidste sig ganske godt, når kun ikke fiskeriene i flere år slå feil. Fiskeri er hoved-bedriften, og et nogenlunde godt fiskeri strækker til for deres fornødenheder; kreaturene skaffe dem melk, lidt smør og lidt kjød. Har lappen meget at rutte med, så spares sjelden noget op; har han lidet, så hjælper han sig også dermed; thi begreberne om, hvad der skal til for at leve vel, ere overmåde tarvelige. Som forsynlighed og omtanke for fremtiden mangler, så er der også liden sands for renlighed, pyntelighed og ordnet husstel; derfor ere også deres huse og kjørler og dagligklæder og personer så uvaskede og upyntede, at de for dem, som ere bedre vante, frembyde et modbydeligt syn. Undtagelser gives naturligvis.

De almindelige huse ere enten jord-gamme eller stue med kammer ved siden. Er der gamme, ligger hele husets befolkning, voxne og børn, mandfolk og fruentimmer, i et og samme rum; er der stue med kammer, har gjerne husbondsfolket med et par af de mindre børn kammeret, medens de voxne børn og tjenere ligge i stuen. Om at ligge i fjøset, er der ikke tale; men det træffer vel at enkelte kalve og sauder får være inde i gammen sammen med folkene. Men at hint forhold giver anledning til adskillig stygt samkvem mellem de forskjellige kjøn, er tydeligt. Alligevel, hvis man kun ville dømme efter de synlige følger, skulde det se ud, som om hin fare for sædeligheden ikke just var så stor; undersøger man nemlig forholdet med de uægte fødsler blandt lapperne, finder man, at neppe et skriver sig bare eller umiddelbart derfra, at begge kjøn have fælles soverum, men fra misligholdt løfte om ægteskab. - Om sommeren flytter familien gjerne ud af gammen, mandfolkene hen i et stabbur, og kvindfolkene i et andet; men der er ikke nogen regel med dette, og det kan være helt vanskeligt at vide, hvor en families lemmer skulle opsøges, når man tidlig på morgensiden kommer til et sted: Snart finder man dem liggende næsegrus sovende på den nøgne jord, snart under et seil, snart i eller under en båd - men altid fuldt påklædte, eller om de have lagt kufte af, så have de jo derunder dorken eller en låden saudskins-pels med ulden på indsiden. Om vinteren derimod sove de for det meste afklædte og nøgne; thi linned, som før slet ikke brugtes af lapperne, er endnu meget sjeldent.

Hvad angår kydskheds-forholdet mellem ugifte, så siges det, at det i visse måder er al ære værd, medens det i andre ikke er at rose. Vistnok gives der lappe-gjenter, som sælge sin ære ved markeder og til omreisende handelsbetjente, og der er gutter blandt lapperne, som søge at forlede pigerne til usædelighed; men det antages, at disse er så få, at de ikke bør komme i betragtning, når talen er om sædeligheds-tilstanden blandt lapperne i almindelighed. Derimod er der et andet forhold, som bør erindres her; det er bryllups-skikkene. Når pigen bliver voxen og der er noget ved hende, melder der sig altid friere, og de melde sig ved at byde gaver, sølv-penge, sølv-stas og lignende, ofte uden at sige et ord - gaven viser, hvad meningen er; bliver gaven modtaget, så forstår gutten, at han kan gjøre sig håb. Men nu have lappe-pigerne den samme svaghed som andre: de ville gjerne have mange friere og altså mange friergaver at rose sig af, og derfor tage de imod gaverne fra dem alle, uagtet de tilsidst, når valget er gjort, efter skik og brug må give tilbage gaverne fra de forskudte friere. Under denne tid, eller så længe pigen ikke bestemt har erklæret sig for nogen frier, går nok alt ganske anstændigt til; men er parret forlovet «sig imellem», bliver det nok allerede anderledes. Men endnu forestår en mere bestemt aftale: gutten kommer omsider med sin talsmand og begjærer pigen af hendes forældre og slægt; disse have også en talsmand, som fremhæver pigens værd, og nu pleies underhandlinger, som vare i dage, ja i uger, alt eftersom frieren har meget br.vin at traktere med, og under alt dette synes de egentlige vedkommende at være ganske ligegyldige personer, og det ser ikke ud til at være nogen forståelse mellem dem. Men når aftalen omsider er kommet istand, så hedder det, at parret er gift «folk imellem», og nu flytter bruden til brudgommen, og det ansees ganske i sin orden, at de leve sammen som ægtefolk. Samtidig bestilles dog lysning, og ægtevielsen foregår så snart som muligt, gjerne på tredie søndag; men stundom kunne indtrufne forhindringer forårsage længere opsættelse. Derfor også her det forargerlige syn, at brude træde for alteret i frugtsommelig tilstand. Denne skik med sammenflytten før ægteskabet skal også finde sted mellem de norske. Og skikken er ikke i aftagende, og der skal måske gå lang tid hen, før heri gjøres nogen forandring. «I andre henseender, selv hvad drikfældighed angår, er forholdet meget bedre end i ældre tider.» - Når lapperne endelig ere blevne gifte, leve de i almindelighed godt og vel sammen, og ægteskabsbrud antages at være meget sjeldent, hvilket synes så meget mærkeligere, som ægteskaberne i almindelighed stiftes mindre af tilbøielighed end efter begge familiers ønske eller for fordelens skyld. Men ægteskabsbrud betragtes også af lapperne med en vis naturlig afsky, som den største synd og skam, så den ungkarl eller pige, som havde været delagtig deri, neppe siden vilde finde nogen brav eller pletfri ægtefælle.

Disse træk mener meddeleren passe i hovedsagen på lapperne i alle provstiets prestegjelde; men har dog kun havt sit eget prestegjeld for øie, og han tænker sig, at i andre bygder, hvor der bor noget flere nordmænd og kvæner sammen med lapperne, vil hines indflydelse på disses sæder måske ikke være umærkelig.

VEST- OG ØST-FINMARKEN

Ifølge tabellen på side 13, kapitel I, er der i Finmarkens land-distrikt taget tal på 2227 gifte mænd og enkemænd, og af dem ere opgivne som forfaldne ikke mindre end 367, med andre ord: 16,5 af 100, hvilket er et så overmåde slet forhold, at der ikke er noget af rigets provsti-distrikter, som vel kan sammenlignes hermed. Og ligeså har det sig med byerne, som der handles om på side 59, kapitel I § 38: udfører jeg beregningen særskilt for de to finmarkske byer Hammerfest og Vadsø, så finder jeg, at også disse udmærke sig fremfor de andre byer ved et uforholdsmæssigt stort antal af personer, der ere opgivne som forfaldne.

Det spørgsmål påtrænger sig: Hvad kan grunden være til, at de finmarkske opgaver indeholde så ugunstige tal? er den store drikfældighed noget, som følger egnen, eller ligger den især til nogen af ulige nationaliteter, nordmænd og finner? og i sidste fald: kan der også påvises nogen forskjel mellem de tvende finske folkefærd: lapper og kvæner?

Her skulde det være særdeles velkomment, om tal-opgaverne vare forfattede særskilt for hver af de tre nationaliteter. Men dette er kun for en mindre del tilfælde.

I et av Øst-Finmarkens prestegjelde har sognepresten ikke ladet de nævnte opgaver forfatte af skolelærerne, men har for større sikkerheds skyld udført arbeidet selv i forening med lensmanden, og han «tør antage, at opgaverne ere så rigtige, som et på nøie personligt bekjendtskab støttet skjøn kan angive dem». Og det træffer så heldigt, at han - skjønt der ikke var anmodet derom - har opført tallene særskilt for hver af de tre nationaliteter. Disse lister omfatte følgende antal personer: nordmænd 224, lapper 113 og kvæner 110.

Sammenligner jeg nu først disse sidste nationaliteter, så finder jeg ved procentvis beregning følgende forhold:

Lapper Kvæner
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   11   18
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   48   50
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   41   32
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 100.

Efter disse tal skulde tilstanden være bedre blandt kvænerne end blandt lapperne, som også stemmer med yttringer i en af de anførte almindelige forklaringer (for Hammerfest land-distrikt). Men forskjellen er så liden, at den kan sættes ud af betragtning ved siden af den langt større forskjel, som fremkommer, når vi sammenligne både disse og hine med nordmændene. Derfor slår jeg lapperne og kvænerne sammen til et under fællesbenævnelsen finner (ialt 223) og udfører følgende procentberegning:

Nordmænd Finner
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     56   15
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     33   49
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     11   36
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   100 100.

Lignende særskilt opgave har jeg fra et andet af Øst-Finmarkens prestegjelde, dog kun for et enkelt skole-distrikt og omfattende: nordmænd 23 og finner 103, blandt de sidste 1 kvæn, de øvrige lapper. Det procentvise forhold er følgende:

Nordmænd Finner
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     70    33
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     13    44
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     17    23
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   100  100.

Fra et af Vest-Finmarkens prestegjelde har jeg opgaver fra tvende skole-distrikter, om hvilke det tilfældigvis er sagt, at det ene er beboet mest af norske, det andet mest af finner, og derhos træffer det så heldigt, at opgaverne ere forfattede af en og samme mand (en kirkesanger), så det til grund liggende skjøn er ens for begge distrikter. Opgaverne omfatte for det norske distrikt 70, for det finske 42 personer og forholdet er sådant:

Det norske Det finske
  distrikt   distrikt
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     47     40
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     49     41
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..       4     19
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   100   100

Fra et andet prestegjeld i det samme Vest-Finmarken har jeg, rigtignok af forskjellige forfattere, opgaver for et skole-distrikt med - som det er angivet - næsten udelukkende norske og for to skole-distrikter med næsten udelukkende lappisk og kvænsk befolkning, og opgaverne omfatte for hint distrikt 36 og for disse distrikter 157 personer. Beregningen viser følgende forhold:

Det norske De finske
  distrikt distrikter
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     45       7
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     47     46
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..       8     47
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   100   100

Altså, på hvert enkelt punkt, hvor opgaverne have gjort sammenligning mulig, har der viist sig en langt slettere tilstand blandt finnebefolkningen: forholdsvis færre ædruelige og flere forfaldne.

Sammenfatter jeg opgaverne for alle tre prestegjelde, får jeg følgende antal:

Den norske Den finske
  afdeling   afdeling
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   191     95
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   127   243
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     35   187
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   353   525,

og forholdet bliver dette:

Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     54     18
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     36     46
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     10     36
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   100   100.

Udbyttet af disse tællinger stemmer jo meget godt med, hvad der også før var bekjendt, og hvad nogle af de nys anførte almindelige forklaringer udsige, nemlig at drikfældigheden er meget større blandt finnerne end blandt de norske. Og medens tallene således stadfæste de ellers gjorte erfaringer, så gjør overensstemmelsen, at tallene selv vinde i troværdighed. Om tællingen havde været udført ligedan for hele Finmarkens vedkommende, så skulde vi dermed have fået et antageligt mål for, hvor stor forskjellen i dette stykke monne være mellem nationaliteterne.

Der må være noget i finnernes og vel især lappernes hele folke-art (man erindre f.ex. den side 195, foran, omtalte store sorgløshed og mangel på forsynlighed og ordenssands), som gjør dem så tilbøielige stærk drik. Men den samme tilbøielighed er dog ikke uimodståelig heller. Efter beretningerne fra et par bygdelag længere sydpå (se side 183, side 186, side 189 og side 190, foran) lader det endogså til, at det netop er fra finnerne (lapperne), at den iver er brudt frem, som seierrig har forjaget drukkenskaben fra både finnernes og deres norske naboers sæder. Men det er mærkeligt, at medens der fra de sydlige nabo-distrikter ofte med glæde og i livlige udtryk meldes om den religiøse stemning og iver, som i den senere tid er vakt, så lader det af bemærkningerne fra Finmarken til, at den samme ånd kun har nået frem til ganske enkelte strøg og berørt ganske få personer. Men det kan vel dages i Finmarken også?

Så kjært det end kan være for os norske at vide, at det dog ikke er vore norske, vore blodsforvante landsmænd, som ere skyld i, at billedet af ædrueligheds-tilstanden i Finmarken er så usædvanligt mørkt, så er det dog at befrygte, at tilstanden også blandt dem er mindre god. De sidst anførte tal synes at vise dette, og det skal ialfald ikke undre mig, om samme tal ere rigtige, siden jeg, efter oplysningerne side 193, foran, veed, at der er norske, som - vi kunne ikke udtrykke det anderledes - synke ned til at leve på finne-vis. Det er ganske naturligt, at to nationaliteter, som bo sammen, forene sig med venskabs-bånd og ægteskabs-forbindelser, og dette vilde kun være at glæde sig over, når det skeede så, at den høiere stående del dermed bidrog til at hæve den anden op til høiere grad af dannelse og velvære og sædelighed. Men det er såre vemodigt at tænke på, at norske skulle blande sig således ind imellem finnerne, at den norske art fast sporløst forsvinder og går under i en svagere og råere befolknings sorgløshed og urenlighed.

Men det er en trøst, at der dog også fra det yderste Finmarken lyder vidnesbyrd om, at det tager af med overstadig drik; dette tør være tegn på forandring til det bedre i flere retninger.


III

NOGLE SLUTNINGS-ORD

Det være mig tilladt her at udtale min erkjendtlige tak til de mange prester og skolelærere, som jeg skylder materialierne til denne bog og navnlig tal-opgaverne i første afsnit. At samle disse opgaver har været et vidtløftig og visselig for mange et ubehageligt arbeide; at man alligevel har viist så megen redebonhed, det må jeg naturligvis tilskrive sagens egen interesse; men endda har jeg modtaget de mig tilstillede bidrag med personlig taknemmelighed.

Og jeg havde grund dertil. Da jeg, sandelig efter lang betænkning, havde fattet beslutningen og sendt ud den skrivelse til skolelærerne, som nu er aftrykt på første blad af nærværende bog, så måtte jeg nogle måneder igjennem bære på en frygt, som vel en og anden læser vil kunne sætte sig ind i: kanske der af de først og fremst begjærede talopgaver eller schematiske lister skulde sendes mig et sådant middels antal, at de, som man siger, hverken vilde være til at have eller kaste bort, mange nok til at sætte mig i stor taknemmeligheds-gjeld, men for få til at udarbeide en fremstilling, som jeg kunde vove at offentliggøre for dermed at betale gjelden. Efter denne frygt var det da en stor lettelse for mig, at de begjærede opgaver omsider indkom i så stor mængde, at de fast kunde ansees for fuldtallige, gjeldende for det hele land.(49) Og denne samme fuldtallighed er fremdeles min trøst nu, da jeg skal fremlægge for offentligheden det udbytte, jeg har fundet ved opgavernes sammentælling og bearbeidelse. Jeg har nemlig ikke kunnet dølge for mig selv, at trods den omhu, hvormed opgaverne ere forfattede, men formedelst sagens eiendommelige vanskelighed, er dette udbytte i visse dele kun af tvivlsom værd, og jeg må tænke mig, at det ikke vil tilfredsstille forventningerne eller i manges øine ikke være fuld erstatning for den anvendte møie. Men så trøster jeg mig med dette: at så særdeles mange mænd sees at have været villige til at understøtte et forsøg, som gjelder at belyse ædrueligheds-tilstanden, det er selv et udbytte, det er et stort og såre opmuntrende vidnesbyrd om den almen-ånd, hvormed sådanne anliggender omfattes i vort land.

Det er vel ikke så ret mange stater i Europa, hvor et anliggende som dette vilde møde en så almen deltagelse. Og intetsteds er det offentlige liv så livligt og virksomt, at det jo kan trænges en gang imellem at få se et slående vidnesbyrd om, at der virkelig er sådan almen-ånd, at gode formål ikke skulle savne almen-åndens iver.

Sådan tælling som den, jeg har gjort rede for i første afsnit, kunne vi vanskelig tænke os udført i nogen af de større stater, med flere millioners befolkning: der er folkets sind mere delt mellem en mangfoldighed af store interesser, og det vilde falde vanskeligere på hvert sted, i hver menighed, så at sige i hver krog af landet, at finde bifald og samvirken for en enkelt sag. Efter denne sammenligning tør jeg kanske sige så, at i samme grad som en liden nation må erkjende, at der er meget og mangt, hvori den ikke kan tænke på at kappes med de større, i samme grad bør den betragte det som sit kald og sin udmærkelse: at vise verden exempel på nationale bestræbelser for i sin lille kreds at fremme oplysning og gode sæder. Der tør nemlig være bedst udsigt til, at deslige bestræbelser ville lykkes i de små samfund.

Et af midlerne til at fremme gode sæder i landet er visselig dette, at folkelivet med dets dyder og dets brøst bliver vel kjendt. Jeg siger: er der en eller anden fremtrædende mislighed, f.ex. netop dette vort folks omtalte hang til drik, og kunde det lykkes nogen gransker at begribe tilstanden i dens hele sammenhæng og skildre den klart og træffende, så almenheden måtte dømme. «Desværre det er så sandt som det er sagt», så vilde sådan dom med det samme være en tugt og tvang over den ubetænksomhed og lidenskabelighed, som hidtil havde rådet mere uhindret og fremvirket den beklagelige tilstand. Herpå have vi endogså et udmærket exempel netop i ædruelighedens historie hos os: for ikke så ret mange år siden udgik der det ord over landet, at det dog var for galt med de nedarvede drikke-vaner, og almenheden erkjendte ordet for sandt, og allerede denne dom har uden tvivl i og ved sig selv, uden de særlige foranstaltninger, som kom til og bidrog sit, virket overmåde meget til at trænge ondet tilbage.

Nærværende mit arbeide skulde være en fortsættelse af denne samme tanke: atter og atter bringe sagen nær hen til almenhedens opmærksomhed, så den offentlige morals dom med sandhed og sikkerhed skulde træffe alt det, som fremdeles, mere eller mindre uformærkt, monne virke hinderligt mod ædruelighedens fremme. Hidtil har man mere holdt sig til denne ganske enkle betragtning: «Det er for galt, og brændevinet er mest skyld deri - derfor bort med brugen af den farlige drik!» Jeg tænkte, at det nu kunde være tid til at fortsætte med granskningen for at udfinde det omhandlede ondes sammenhæng med det hele folkeliv, dets rimeligvis ulige udstrækning og ulige årsager og virkninger i de forskjellige dele af landet.

Men nu er mit forsøg faldet således ud, at jeg kunde have mest lyst til strax at fornye det, at gjøre det om igjen. Udbyttet tilfredsstiller mig ikke selv; men dersom de mænd, som denne gang have understøttet mig med sine bidrag, kunde formåes til først at gjennemlæse min redegjørelse i denne bogs første og andet afsnit og så på ny udarbeide det samme slags opgaver og forklaringer, så holder jeg mig forvisset om, at de, veiledede ved det første forsøg, i det hele taget skulde vide at opfatte tingene med større sikkerhed, med heldigere tilnærmelse til sandheden. - Dog, to år i rad at komme frem med anmodning om deslige meddelelser, det vilde dog være for dristigt. Jeg må derfor indskrænke mig til at bede nærværende værk betragtet - ikke som en afsluttet beretning om emnet (dertil ere opgaverne i første afsnit ikke pålidelige og forklaringerne i andet afsnit ikke indtrængende og omfattende nok), men som en materialie-samling, et forarbeide for heldigere granskninger senerehen.

Dersom jeg, som nu i nogle år har forsøgt mig i forskninger over folkelivet, dersom jeg for fem år siden havde havt for mig en sådan materialie-samling, så skulde jeg sikkert ved hjælp af de mange vink, som den unægtelig indeholder, være kommen et stykke længere på vei til indsigt i alt det, som hører til bedømmelse af ædrueligheds-tilstanden. Men den nytte, som samlingen kunde have ydet mig i de forløbne år, skal den kanske yde mig i de kommende. Eller - og det vilde jeg helst se - kanske en anden mand kunde finde sig kaldet til at anvende nogle år på det arbeide: at bereise landet og agte på folkets kår og sæder for ret at komme til forståelse af dette ene, men vigtige stykke i folkelivet, og jeg vilde da håbe, at det forarbeide, jeg nu leverer, ikke skulde være ham unyttigt.

Og her er jo allerede nu mange mænd, som med alvorlig opmærksomhed agte på ædrueligheds-tilstanden omkring i by og bygd, og jeg tør mene, at om hver blot vilde gjennemlæse de i andet afsnit indeholdte bemærkninger og vink for det enkelte stift, hvori han bor, så skulde det bidrage til at udvide hans blik og skjærpe opmærksomheden, så han kunde danne sig en sikkrere dom om mange enkeltheder og en fyldigere anskuelse om sagen i dens helhed. Og dersom ret mange mænd omkring i bygderne kun bringes til at tænke over tingene og se dem i et klarere lys, så (det er den sætning, jeg atter og atter kommer tilbage til) skal dermed den iver og indsigt voxe, som skal modarbeide de vrange begreber og herskende misbrug.

Derhos tænker jeg også på dette: måske skal engang i fremtiden det spørgsmål reise sig: «Tager det af med umådelig drik her i landet, eller mon det arter sig værre?» og da skal det komme vel med, at der haves oplysninger om tilstanden i tidligere tider, så pålidelige og omstændelige, som de vare at få; der vil da kunne gjøres sammenligning mellem før og siden. - Det skal mulig endog komme dertil, at man vil finde det hensigtsmæssigt i visse mellemrum, f.ex. hvert 10 år, at foranstalte en omfattende undersøgelse både om dette og andre stykker i den sædelige tilstand, ligesom der nu på en tid hvert 5te år har været forfattet beretninger om rigets økonomiske tilstand.(50)

For nærværende tid bør der dog ikke være tvivl om, at ædruelighedstilstanden i det hele taget er betydelig forbedret. Ved at se den store bog, som jeg nu udgiver, kunde måske nogen mene, at jeg hører til dem, som bruge meget store og stærke ord om tilstandens brøst eller om fylderiets folke-onde. Men det var netop et af mine formål at finde sandheden i dette stykke, håbende, at en nøie betragtning netop skulde stadfæste den mening, at tilstanden holder på at forandre sig endogså særdeles meget til det bedre. Efter min følelse ligger der mere opmuntring til fortsat virksomhed i en sådan anskuelse, end om vi fremdeles skulde gå med det skrække-billede, at fylderiet er landets truende fordærvelse. Og jeg tør nu pege på mangt et blad i denne bog som vidne om, at for adskillige egnes vedkommende er fylderiet nu for tiden ingenlunde nogen fremtrædende lyde og ulykke i folkelivet.

Men vi må ikke stole for meget på freden heller. Det må dog nok fremdeles agtes for en kjends-gjerning, at hang til livlig drik ligger til vort som til de andre folk i disse nordlige lande, og på mange steder i denne bog er ondet fremhævet visselig lige så sandt som stærkt. Og, ak, altfor ofte ser jeg drukkenskabs-lastens fælhed for mine øine her på Christiania gader, og endnu oftere og i videre kredse mener jeg, at der omgåes temmelig letfærdig med de glæder og nydelser, som for så mange sjele netop blive begyndelsen til uvane og fristelsen til synd og anledningen til last. På Mangelsgaarden eller tvangsarbeidshuset i Christiania kan jeg hvilkensomhelst dag gå ind og se og tale med en skare af medmennesker, for hvilke netop drukkenskabens last synes at være bleven en sygdom til døden - jeg kommer altid til at sammenligne dem med de syge på sindssygehuset, som lægen har måttet opgive håbet om. Og dersom vi havde tal på alle de mennesker, som år om andet finde en brat og gyselig død i og formedelst deres berusede tilstand, så skulde det blive et syn, som vel kunde fylde sindet med forfærdelse, vel ikke så voldsom, men i visse måder pinligere, end når vi må være vidne til cholera-pestens herjinger.

Det gjælder altså fremdeles om at holde krigen oppe, at holde iveren frisk og tanken vågen. Men hertil udkræves der igjen - så forekommer det mig -, at tanken idelig trænger dybere ind i tingenes sammenhæng. Tanken må ikke stå stille ved dette ene: Det er det ulyksalige brændevin, som er skyld i ondet, i fylderiet, armoden, den huslige ufred, de mange forbrydelser, fængslernes overfylden o.s.v.. Denne ensidige betragtning med dens korte tanke-række er snart gjennemtænkt, og jeg mener virkelig, at mangen mand, som burde føle sig kaldet til at gjøre noget mere, formedelst denne opfattelse af sagen har indskrænket sin iver til at tegne sit navn i den afholds-forenings protokol eller til at sige: «vel gjort», til de love, som sigte til brændevinets fordyrelse o.s.v.(51)

At udfinde årsagen til, at fylderiets onde i visse egne og i visse samfundsklasser har fået så meget overhånd, mere end i andre, det er vanskeligere end som så. Her er åbenbart en vidt forgrenet sammenhæng med det hele folkeliv, og der er mangfoldig vexelvirkning, så det ingenlunde er så let at skjelne mellem årsag og virkning: for en stor del er det vel åbenbart, at fylderiet har forarmelse og huslig ufred o.s.v. i følge; men for en del kan det også være lige omvendt så, at disse ulykker, der ere tænkte som fylderiets værk, netop have fremkaldt det mismod og den fortvivlelse, som ledede den svage sjel til fylderi.

I hin tid, da brændevinets flod strømmede som værst gjennem alle dale, ja helt rundt om alle øer og holme, overalt, hvor mennesker byggede, da var der dog sikkerlig nogen ulighed i fylderiets herredømme i de forskjellige egne af landet; uligheden kan ialfald spores nu, da en nidkjær afholds-agitation har tiltalt menneskenes forstand og samvittighed og en virksom lovgivning har forsøgt at tvinge lidenskaberne, her mere, hist mindre heldigt. Men denne ulighed i tilstanden må sikkerlig hænge sammen med andre uligheder i folkelivet, ulige grad af oplysning og dannelse, af sædelig udvikling og religiøs befæstelse, og at efterspore denne sammenhæng skulde være en værdig opgave for tanken, at løse opgaven skulde være nyttigt for livet.

Nærværende bog vilde være et forsøg herpå. Jo mindre forsøget kan siges at være lykket, des mere vidner det om opgavens vanskelighed. Men at en opgave er vanskelig, det gjør den ikke mindre tiltrækkende.

Jeg selv har for nogle år forefundet en mærkelig ulighed i de forskjellige egne af landet med hensyn til løslevnet eller de uægte fødslers hyppighed, og længe måtte jeg kun undre mig derover som over en gåde; men nu efter nogle års forskninger synes jeg dog, at jeg begynder at skimte, hvorledes hin ulighed har sin rod i eller ialfald hænger sammen med visse andre forskjelligheder i almuernes kår og sæder. Ligeså skulde det sikkerlig gå, om nogen vilde tage sig for at granske forholdet med de af loven stemplede forbrydelser, som ligeledes forøves ulige hyppigt i de forskjellige egne: også her turde hel mærkelige årsags-forbindelser kunne opdages. Måske skal studiet af det herskende hang til drik vise sig vanskeligere. Men vanskelighed er ikke umulighed. Det gjelder om at samle og overskue tusinder af erfaringer fra de forskjellige samfundsklasser, nærings-sysler, dannelses-trin o.s.v. - Kort sagt, jeg lægger megen vægt på videnskabelige undersøgelser om de menneskelige tilstande, fordi jeg i det længste tror på, at de skulle vise sig mulige og nyttige.

Navnlig mener jeg også, at en sådan - jeg tør vel sige: mere alsidig betragtning af sagen ikke skal skade, men heller understøtte afholdsreformen, denne iver, som har så store fortjenester af ædrueligheds-tilstanden hos os. Jeg bekjender mig ialfald selv til reformens grundsætning: frivilligt afhold fra brugen af brændevin. Og netop under forfattelsen af denne bog har det idelig påtrængt mig som ønske og råd, at ret mange af mine landsmænd måtte bestemme sig til det samme.

Her synes jeg at høre en simpel, jevn almuesmand svare så: Jeg kan ikke vel skrive mig ind i en afholds-forening, for det vilde se så storagtigt ud, ligesom jeg vilde holde mig for bedre end mine naboer og foregå dem med exempel. Men hertil svarer jeg igjen: Tænk ikke på at give noget exempel! Forsag blot brændevinet for din egen del og for din egen skyld, fordi du ikke kan være så aldeles sikker på, at det jo kan blive farligt for deg selv også, og fordi du ikke med rigtig lyst kan nyde den drik og i samme stund tænke på, hvor megen elendighed den dog har havt i følge med sig! Er du bange for exemplet? nu, så gjør dig flid for slet ikke at åbenbare det! I mangfoldige bygder er der så alligevel ikke nogen forening oprettet, hvor du kunde lade dig tegne som medlem. Men når du i år og dag undlader at nyde brændevin og derhos med sand beskedenhed vogter dig for at prale med dit exempel, så vil det nok blive seet alligevel, og det vil sees med agtelse. Siden kan Gud gjøre, at en og anden ved dit skjulte og dog åbenbare exempel ledes til lignende betænksomhed og forsigtighed.

Fra en anden kant hører jeg sådan indvending: Vi må være konsekvente. Der er en grundsætning, som siger: misbrugen ophæver ikke brugen. Derfor afskaffe vi ikke ild, skjønt ilden stundom misbruges, og heller ikke skulle vi afskaffe brændevinet, skjønt det kan misbruges.

Jeg skal ikke trættes herom. Kun vil jeg ligefrem sige, at jeg ikke anser konsekvence som noget øverste bud. Den gjelder ubetinget i regnekunsten og andre rene forstands-anliggender. Men ved tanken om egen og medmenneskers færd og skjæbner bevæges også hjertet, og samvittigheden kommer til orde. Jeg har ikke hørt, at nogen har angret på at have forsaget brændevinet; jeg mener at have erfaret, at forkyndelsen af denne forsagelsens grundsætning har virket særdeles velgjørende.

Ja har virket - siger kanske med smerte mangen en af afholds-sagens mangeårige venner og befordrere - har virket -; men hvad hjælper det altsammen nu, da jo det nye bayer-øl truer med at trænge ind i brændevinets sted og at nære det gamle fylderi og avle ligeså store onder som brændevinet før?

Men dersom mængden af folket kunde bevæges til at forsage det hidsigste og råeste berusnings-middel, så skulde dermed være vundet øvelse i selv-beherskelse, og da skulde vel det mildere og lindere øl ikke få så stor en magt.

Dog, som jeg anbefaler den frivillige og fuldstændige forsagelse af brændevin, således føler jeg mig også skyndet til at advare mod visse overdrivelser eller ensidige synsmåder, som ikke sjelden fremtræde under forhandlinger om afholds-sagen.

Jeg har allerede erindret om, at talen stundom lyder så, som om der intet frelses-middel skulde være uden i brændevinets afskaffelse, hvad enten ved den frivillige forsagelse eller ved lovgivningens forbud. I modsætning hertil, og fordi jeg veed, at der nu engang er mange mennesker og det selv af den hæderligste tænkemåde og vandel, som ikke finde sig beføiede til at tiltræde afholds-grundsætningen, siger jeg så, at man dog skulde forene sig i iver for sådanne ting, som antages at ville befordre almindeligt mådehold og forebygge fristelse til udskeielse. Jeg tænker på skolen og lignende almen-gavnlige foranstaltninger, og mere særskilt må jeg fremhæve følgende: Når det sees gang efter gang og år efter år, at visse gammeldags selskabs-skikke (med skål-bryllupper på flere dage o.s.v.) så overmåde let føre til beruselse og vildskab, så skulde nogle af bygdens mænd endelig tage mod og mandskab til sig.og bryde overtvært med de gamle skikke og gjøre begyndelsen med nye og bedre. Jeg forlanger ikke brændevinet forviist fra sådanne lag, men jeg anbefaler en pynteligere indretning af det hele, så ingen gjæst lettelig skal forledes til at tage altfor meget til sig af det stærke, og så ungdommen ikke skal vænne sig til at betragte sus og dus som de rette selskabsglæder. Fremdeles, når det i en bygd er kommet dertil, at ungdommen oftere samles til rangel ved fri-dandse og auktioner og markeder, så skulde husfædre alvorlig betænke deres forpligtelser med hensyn til de unge mennesker, som de have i sine huse, og anvende al sin indflydelse og myndighed til at holde dem borte fra deslige samlinger. Endvidere, såsom der på så mange blade i denne bog er talt om den fristelse til drik, som landsfolk så vanskelig kunne modstå på reiser til byen, så vilde jeg, at betænksomme mænd ialfald skulde foresætte sig en sådan delvis eller begrændset afholdenhed, at de på de nævnte reiser, fra de forlode sit hus og til de komme hjem igjen, ikke lade en eneste dråbe brændevin komme på tungen. Kanske, bonde, vil en kjending byde dig ind på en kro og spendere en dram på dig, og kanske vil han ikke tage det så ganske vel op, når du afslår det, om end på høfligste måde; men det får ikke hjælpe; det skulde engang blive en afgjort dom og fast skik, at veifarende mænd og fremmede landsfolk i byen ikke skulde røre eller smage den drik, som netop ved disse leiligheder har ladet os se så mange uhyggelige syn, ja ladet os spørge så mange ulykker; sådan villie vilde jeg gjerne tænke mig hos mine norske bønder. - Så meget trøstigere udtaler jeg mit inderlige ønske om disse ting som jeg har den tro, at der år for år i den senere tid er flere og flere mænd omkring i bygderne, som allerede tænke ligeså og befølge disse samme regler: jeg roser mig ikke af at komme frem med noget nyt her, jeg lægger kun mit ord til for kanske at fremskynde en god forandring, som allerede er i gang. Kun et ord endnu: gjør ikke den indvending, at jeg først og fremst skulde vende mit ord til folket i byerne, hvor drikkeriet pleier være værst, ja hos mange endog er blevet til stadig rangel og stygt sluske-væsen, som man sjelden eller aldrig ser mage til i landsbygderne. Jeg svarer: For det første er det så i vort land, at bybefolkningen er så overmåde liden imod land-almuernes store mængde, og formedelst den idelige indflytning fra landet til byerne består navnlig arbeids-klassen her for en meget stor del af landsfolk, som have taget opdragelse og tænkemåde med sig hjemmefra; for det andet har jeg desværre så lidet håb om, at mit ord vil nå frem eller virke på de ulykkelige, som der sigtedes til med hint sluske-navn.

Ved dette sidste mindes jeg ellers et andet træk, som jeg oftere har beklaget ved den måde, hvorpå afholds-reformen er bleven forkyndt og anbefalet. Det er vistnok så, at den, som vil stifte en afholds-forening, bør lægge an på at vinde medlemmer netop blandt de hæderligste og mådeholdne mænd, og han må være yderst forsigtig ved optagelse af sådanne, som før have været mindre sikkre med hensyn til brugen af stærke drikke. Men ved udviklingen af denne regel har talen ofte lydt så, som at den gamle stok af drikkere var der nu engang ikke noget at håbe om. Sådanne udtryk må vi vogte os for; ja, endnu mere end over munden må vi våge over hjertet, så det ikke letsindigen slipper, men med kjærlighed nærer håbet om, at den ulykkelige, som kaldes dranker og drukkenbolt, dog endnu skal blive befæstet i samfundet med sin Gud og finde trøst og fred. Jeg henregner det til det glædeligste, som denne bog indeholder, at det dog hist og her i beskrivelserne af tilstanden omkring i landet tales om fordums forfaldne, som under den senere tids bedre skikke og alvorligere tænkemåde ene blevne ædruelige igjen. Det kan altså ske!

Et råd og middel til at vogte os for den ukjærlighed at opgive håbet om den forfaldne er dette, at vi vænne os af med en anden talemåde og betænke det usande i en anden tanke: når nogen, som ellers i det hele taget viser sig som ordentlig og pålidelig, en sjeldnere gang er beruset, så kaldes det i vor hverdagslige tale en liden uregelmæssighed, eller når det kommer høit, så siger man, at det var en feil, det skulde han ikke have gjort; men så glattes det snart over igjen med det sprog: Å, en gang er ingen gang. Sjeldnere tænkes så: Det er mangel på åndelig årvågenhed, det er synd. Men nu mener jeg dette: Når vårt syn var så skjærpet, vor tanke så øvet, vor samvittighed så øm, at vi i enhver overtrædelse af dette slags så og erkjendte en yttring af synd, så skulde medfølelsen forfærdes ved den tanke om en falden og forfalden medbroder: Han er uforbederlig.

Men netop i inderlig bevidsthed om det syndige, som danner roden i det her omhandlede folke-onde, vil nogen måske sige så: Hvortil alle disse anstalter med videnskabelige undersøgelser og menneskelige råd og forhindringer mod misbrugen? Det er forgjængelighed altsammen. Uden at nogen kommer til en sand omvendelse, nytter det til intet, og sker det, at nogen i sandhed bliver omvendt fra synden, så ophører også drukkenskabs-synden af sig selv.

Her må skjelnes mellem tvende ting. Hvad mennesker kunne gjøre til at fremme moralsk forbedring hos næsten, det er at undervise, veilede, råde, advare, formane, tilskynde, stundom også opløfte sindet, trøste hjertet, styrke håbet. Men Guds ånd må tænde omvendelsens længsel, skabe det nye livs spirer. Vi skulle gjøre vort og så bie på Herrens velsignelse. - Og hver den, som tænker at virke til ædrueligheds fremme iblandt os, ved forskninger og skrifter, ved indtrængende tiltale til mængden og allehånde praktiske foranstaltninger, ved (og det kanske allerbedst) fortrolig og opbyggelig omgjængelse og samtale i enrum med de svagere medbrødre, - ham tilønsker jeg, hvad der blev sagt til mig i et af de breve, som jeg har ladet trykke i andet afsnit, «at Herren med sin ånd vil give ham de ord i mund, der kunde virke til en sand forbedring udi hans øiemed».

Sluttet i høsten 1858.


Noter

1. Med Kirke-Departementets bistand sendte jeg skrivelsen i det fornødne antal trykte exemplarer, et for hver skolelærer, gjennem provsterne til sognepresterne og bad disse tage sig af den. «Thi ikke blot at det skulde være vanskeligt på anden måde at få den omsendt - jeg vilde heller ikke anse det for passende for mig i en sag som denne at henvende mig til skolelærerne uden netop gjennem presterne. De prester, som ikke misbillige min plan, anmoder jeg om at overlevere min skrivelse til skolelærerne eller, forsåvidt enkelte af disse skulde være mindre erfarne og redebonne, da til andre kyndige og brave mænd i skole-distrikterne.» -Uagtet skrivelsen væsentlig var bestemt for land-distrikterne, hvor besvarelsen vilde falde lettere, sendte jeg den dog også til presterne i byerne og henstillede det til dem, hvorvidt de anså det gjørligt at få tilsigtede opgaver indsamlede også her. - Skolelærerne skulde indlevere sine besvarelser til presterne inden 14de oktober 1857, og presterne bad jeg sende dem - fremdeles gjennem provsterne - så betimelig, at jeg kunde have dem ved udgangen af november. Dette skede også for endel; men de fleste besvarelser indløb dog først i indeværende år 1858 og det således efterhånden, at jeg selv i nærværende mai måned har fået brev-pakkerne fra et par provstier. Jeg nævner dette ikke for at klage over langsomheden; tvertimod må det venskab og den hjælpsomhed, som i denne sag er viist mig, fylde mig med taknemmelighed, og desuden har jeg af følgeskrivelser, hvori prester have forklaret mig grunden til langsomheden, måttet erfare, at det ofte har været forbundet med meget bryderi for presterne at få skrivelsen omsendt og igjen indhentet fra skolelærerne. Men jeg omtaler, hvad tid besvarelserne kom mig ihænde, for dermed at kunne forklare grunden til, at jeg først nu (mai 1858) har kunnet påbegynde den endelige bearbeidelse af de indsamlede opgaver. Den samme og endnu en anden grund gjør også, at jeg endnu en stund må udsætte bearbeidelsen af vidtløftige schematiske opgaver, som jeg til samme tid, men i en anden sag (om giftermål og om uægte fødsler) udbad mig af sognepresterne selv.

Ved denne leilighed får jeg ellers forklare, at jeg - for desto sikkrere at få nærværende arbeide udført i denne sommer - hos Kirke-Departementet har andraget om og fået indrømmet bistand af offentlige midler til at lønne medarbeidere for den forberedende del af arbeidet: at udskrive og optælle de mange lister.

2. Efterat denne afhandling var skreven og alle forberedelser vare trufne til dens trykning hurtigst muligt, modtog jeg endvidere udfyldte schemaer for vestre Borgesyssels provsti eller for 4 af dets prestegjelde. Disse schemaer, alle for land-distrikter, ere 20 i tallet. så det hele antal altså bliver 2049.

3. Ifølge opgaver af 1853 var der i rigets land-distrikter:

fast-skoler .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   419
omgangsskole-distrikter .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2012
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2431.

I 1857 har vel antallet været lidt større; men så er det at mærke, at nogle af fast-skolerne (uvist, hvor mange) have været indrettede således, at der ikke har været noget bestemt distrikt til dem, men at de vare bestemte for viderekomne børn af de almindelige skole-distrikter. Om der altså i 1853 var 2431 skoler i landsbygderne, så var der jo ikke fuldt så mange særskilte skoledistrikter, og det er disse sidstes antal, som det her kommer an på.

4. Hertil kommer nu efter de i næstforrige anm. omtalte opgaver fra vestre Borgesyssels provsti 1816 personer, alle i land-distrikter, så det hele antal skulde være:

5. I prestegjelde, som bestå af by- og land-distrikt, mangle opgaver ofte for det første; fremdeles mangle opgaver ofte fra enkelte skole-distrikter, enten fordi skolelærer-posten var ubesat eller besat med en ny lærer, som endnu ikke var kjendt nok til at kunne udfylde schemaet, sjeldnere fordi læreren erklærede sig uvillig til at opfylde anmodningen. Endelig mangle brugbare opgaver aldeles fra følgende prestegjelde og by-menigheder:

I Christiania stift, af nedre Borgesyssels provsti: Id, Borge, Berg og Fredrikshald, af vestre Borgesyssels pr.: alle 6 prestegjelde, (dog er der, som bemærket i anm. til side 5, senere indkommet opgaver for 4 af disse prestegjelde, så kun Moss og Tune mangle), af øvre Borgesyssel provsti: Næsodden, af nedre Romerikes pr.: Nittedal, af Christiania stifts-pr.: Aker og de to (daværende) bymenigheder, af øvre Romerikes pr.: Eidsvold og Næs, af Gudbrandsdalens pr.: Lesje, af Thotens pr.: Faaberg og Birid, af Hadelands, Ringerikes og Hallingdals pr.: Norderhov, af Kongsbergs pr.: Flesberg, af nedre Jarlsbergs pr.: Hof og Carljohansværn, af søndre Jarlsbergs pr.: Tønsberg, af Laurviks pr.: Laurdal, Sandherred, Thjødling. Laurvik og Fredriksværn, af Bamble pr.: Porsgrund, Kragerø og Drangedal, af nedre Thelemarkens pr.: Skien;

i Christiansands stift, af østre Nedenæs pr.: Holt, af vestre Nedenæs pr.: Arendal og Fjære, af Stavangers pr.: Stavanger, af Ryfylke pr.: Hjelmeland, Nærstrand og Skjold;

i Bergens stift, af Hardanger og Voss pr.: Voss, af Søndhordlands pr.: Fuse, af Bergens stifts-pr.: Nykirkens, Domkirkens og St. Mariæ (tydske kirkes) menigheder; dog haves opgaver for Domkirkens land-distrikt; af yttre Sogns pr.: Evindvik, af indre Sogns pr.: Jostedal, af Søndfjords pr.: Kinn og Førde;

i Throndhjems stift, af Romsdals pr.: Bolsø, af nordre Dalernes pr.: Selbo og Strinden, af Throndhjems stifts-pr.: alle 3 menigheder, af Namdalens pr.: Fosnæs;

i Tromsø stift, af søndre Helgelands pr.: Bindalen, af søndre Saltens pr.: Bodø, af Nordre Salten pr.: Hammerø, af Vesteraalens pr.: Hadsel og Øxnæs, af Senjens pr.: Throndenæs og Berg, af Tromsø pr.: Karlsø og Lyngen, af Vest-Finmarkens pr.: Kautokeino, af Øst-Finmarkens pr.: Vardø.

Denne fortegnelse er udført efter den prestegjelds-inddeling, som bestod ved udgangen af 1857, og forholdet kan endnu belyses med følgende oversigt:

i land-distrikterne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 179,141
i byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     5,143
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 184,284.
Af disse er (i betimelig
Stift: Antal Præste- tid) indkommet
gjelde: opgaver fra:
Christiania .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 135 101
Christiansand .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   67   60
Bergen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   60   49
Throndhjem .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   56   49
Tromsø .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   52   41
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 370 300

I folketællings-tabellen for 1855, side 25, kapitel I, findes fortegnelse over prestegjeldene ved udgangen af det nævnte år; jeg har medtaget de senere oprettede prestegjelde Slemdal, Beieren, Balsfjorden samt Maasø. Inden udgangen af 1857 var det vistnok afgjort, at Aadalen, Nore, Aaseral, Fjotland og Rindal skulde være særskilte prestegjelde; men så vidt vides, var ikke noget af dem virkelig oprettet ved det nævnte tidspunkt; og på Aadalen nær, som før hørte til Norderhov i Hadelands provsti, har jeg modtaget opgaver fra disse bygder gjennem de prester, som de før sognede under. - Sluttelig bemærkes, at blandt de optalte prestegjelde ere straffe-anstalts menighederne ikke medregnede.

Det vil sees, at af de 70 prestegjelde, fra hvilke opgaver mangle, er en stor del bykald, fra hvilke, som det vil erindres fra anm. til side 4, kapitel I, opgaverne ikke kunde ventes så fuldstændigt. For nogle prestegjeldes vedkommende har vistnok vakancer i presteembedet været årsag i at min skrivelse til skolelærerne ikke fandt den fornødne understøttelse. Kun ganske enkelte prester have meddelt mig, at de ikke bifaldt min plan eller fandt den uudførlig, og at det var årsag til, at de ikke omdelte min skrivelse til skolelærerne.

6. Hertil kommer ifølge de senere indkomne opgaver fra vestre Borgesyssels provsti (se anm. til side 5, foran):

Ædruelige: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1244
Ikke sikkre: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   486
Forfaldne: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     86
Tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1816

7. Kortere udtrykt så:

Ædruelige: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   63
Ikke sikkre: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   33
Forfaldne: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     4
Tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100

Men for at opnå større nøiagtighed regner jeg gjerne med decimal-brøk (titals-brøk), og for uøvede læsere tilføier jeg sådan forklaring om denne regnemåde: Det udtryk 62,7 svarer til 62 7/10, 33,5 til 33 5/10 og 3,8 til 3 8/10. Når der af 100 er 3,8 forfaldne, så er det det samme som 38 af 1000.

8. For en liden del af Bergens stiftsprovsti har jeg dog opgaver, nemlig for Domkirkens land-distrikt, 2 lister over tilsammen 71 personer, og for Aarstad land-sogn under Hospitalkirkens presteembede, en liste over tilsammen 267 personer; men dem har jeg i disse oversigter anseet det hensigtsmæssigst at regne sammen med det tilgrændsende land-distrikt, nemlig Midthordland provsti.

9. Omtrent sådan lighed og ulighed mellem de forskjellige bygdelag forekommer også i tabeller, som for de forskjellige egne af et land oplyse om den moralske tilstand i andre retninger, f.ex. hyppigheden af forbrydelser, løsagtigheds-forseelser o.s.v.

10. Da de 4 første grupper falde sammen med Christiania stift, og to og to af de følgende med hvert af de øvrige stifter, så kan enhver, der vil, af tabellen over grupperne let danne sig en tilsvarende for stifterne. Her anfører jeg imidlertid procent-forholdet for disse:

Christiania     stift: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 59,5 36,9 3,6
Christiansands » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 56,2 39,4 4,4
Bergens            » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 72,6 24,6 2,8
Throndhjems    » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 62,4 33,4 3,2
Tromsø            » .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 70,5 23,5 6,0

11. Når et sogn bestod af kun et eller af tre skole-distrikter, måtte jeg parre det ene sammen med et distrikt i nabosognet; den angivne regel for inddelingen kunde altså ikke aldeles, men kun tilnærmelsesvis overholdes.

12. Blandt de 1816 personer i vestre Borgesyssels provsti, som der senere er kommet opgaver om (anm. til s. 6, foran), er forholdet så:

Eiendoms- Arbeids-
klassen klassen
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   694 550
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   275 211
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     47   39
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1016 800.

13. Når jeg for et provsti havde opgaver for 3 eller 5 prestegjelde, så kunde der jo ikke komme lige mange prestegjelde i hver afdeling; men så tog jeg hensyn til prestegjeldenes størrelse og søgte så vidt muligt at få begge afdelinger lige store - kun at altid det eller de prestegjelde, som havde den mindst talrige arb.-kl., henregnedes til afd. I.

14. Da jeg fra Laurviks provsti kun har opgaver fro to prestegjelde, så måtte den ene af de tre afdelinger (B) mangle opgaver fra dette provsti.

15. Dette sidste er overensstemmende med den før fundne regel om overvægt af forfaldne på eiendoms-klassens side, når arbeids-klassen er meget talrig.

16. Her skal jeg også henpege på en anden høist mærkelig ting: i en tidligere udgiven afhandling «Om sædeligheds-tilstanden i Norge», side 22, har jeg betegnet et sammenhængende, så at sige mørkt strøg af landet, som uheldig udmærkede sig ved mængden af uægte fødsler, nemlig Øvre Romerike, Soløer og Odalen, Østerdalen, Hedemarken og Gudbrandsdalen samt hele Throndhjems stift, og som en ligedan mørk egn, men adskilt fra hint store strøg, måtte jeg nævne bygderne omkring Sognefjorden (især de indre). Men i de 4 sydlige stifter stode følgende bygder dette store strøg nærmest i mørkhed, nemlig: Borgesyssels provstier med Nedre Romerike samt provstierne Hadeland, Thoten og Valders (smlgn. det nævnte skrift side 10, 46, 103 o.fl.) Og når jeg nu lægger disse sidstnævnte bygder til hint store sammenhængende strøg, så kommer det hele til at svare næsten ganske til den halvdel af landet, som jeg her har kaldt storbonde-egnen, og med hvilken det fjernere liggende Indre Sogn såes at være beslægtet. Det synes altså, som at overmål af drikfældighed og af løsagtighed gjerne vil følges ad i de egne af landet, hvor der er en meget talrig arb.-kl., men dog så, at det ikke blot er i denne klasse, at overmålet viser sig, men også i eiend.-klassen. Om dette skulde stadfæste sig, vilde det så meget mere have stor betydning i mine øine, som jeg forhen - og det formedelst erfaringer fra Christiansands stift - var tilbøielig til at tro, at der kanske var et vist omvendt forhold mellem disse laster, så at, hvor den ene af dem herskede mest, der yttrede sig mindre hang til den andens udskeielser (se det nævnte skrift, side 173, nederst).

17. Dette er vistnok ikke overalt ligedan, idet i nogle egne husmanden på mere gammeldags måde kun pligter at svare visse arbeids-uger og ellers er fri; men i almindelighed kan det siges, at hvor der er og for gårdens drift må være en talrig husmands-klasse, der går det mere og mere på, at husmænene blive arbeidspligtige efter tilsigelse året rundt.

18. Efterat dette var skrevet, kom jeg i samtale med en dygtig og tænksom mand, som formedelst sine forretninger i flere år var bleven vel kjendt på Hedemarken og ellers på Oplandene, og tilfældigvis fortalte jeg ham, at jeg havde nogle undersøgelser fore om ædrueligheds-tilstanden i landet. Han blev opmærksom, og med en vis iver bad han mig at lægge vel mærke til tilstanden i land-distrikterne her på Østlandet. «Veed De,» således fortsatte han, «hvem der drikker mest på Hedemarken?» «Nu, lad høre!» «Det er ikke arbeidsfolk, men netop gårdmændene og gårdmands-sønnerne.» Og nu gav han mig en meget livlig skildring af den farlige levevis, som hersker blandt mange af disse sidste, en skildring, som åbenbar fremgik af, hvad han personlig havde seet og erfaret, og som stemte nøiagtig overens med mine tabeller.

19. På den gård, hvor der er 1 fast tjenestekarl og 1 husmand, går husbonden mere i arbeidet med sine folk, og disse ere i spise- og hviletiderne sammen med husbondens familie. På den gård, hvor der er tre tjenestekarle og 6 husmænd, holder husbonden sig mere fjernt fra sine folk, og disse må spise- og hviletimerne holde til i kjøkkenet og drenge-stuen, afsondret fra husbondens familie. På den første gård vil i regelen den unge tjenestegut få en heldigere opdragelse, og husmanden vil finde det mere hyggeligt der.

20. Hermed er det dog ikke benægtet, at også arbeids-klassens talrighed er noget, som for en væsentlig del afhænger af steds-forholdene. Men i det foregående er der såvidt mulig seet bort fra disse sidste, så arb.-klassens talrighed og de hermed betegnede samfunds-forholde ere betragtede som en særskilt årsags-omstændighed.

21. Under et ophold i Heggebostad i Listers provsti måtte jeg ofte sige ved mig selv, at jeg ikke i nogen anden bygd syntes at have truffet så mange mærker af oldtidens kultur og væsen; men oftest måtte jeg mindes om den side af de gamle nordmænds liv, som åbenbarede sig ved drikkebordet, og som så mange blade i sagaerne fortælle om.

Hvad sådanne sæder kunne føre til, det vil skjønnes af følgende træk. Ifølge de lister, som sognepresten årlig havde afgivet til regjeringen over fødte, døde o.s.v., indtraf der i Heggebostad prestegjeld i de 15 år 1841 til 1855 ialt 17 dødsfald formedelst ulykkes-hændelser; men med 8 af disse dødsfald havde det sig således:

1842. 1 mand, 56 år gammel, drak sig ihjel i et bryllup.

1846. 1 kone er død ved at tage til sig for meget af stærkt øl og brændevin.

1847. 1 ugift mand fandtes, efter at have beruset sig for meget, pludselig død i sengen i et bryllup.

- 1 kone døde i et juleselskab efter at have taget til sig for meget brændevin og stærkt øl.

1851. 1 gift mand omkom under bivånelsen af et bryllup. Efter at have været beskjænket og uens med gjæsterne og sin kone fandtes han død stående på hovedet i en dyb brønd, hvori der var vand.

1852. 1 gift gårdbruger døde af et slag, som han på en reise til Farsund, i drukkenskab ved fald havde forårsaget sig.

1854. 1 gift mand fandtes død på marken på øvre Øidne i Grindems sogn, da han om aftenen i meget beruset tilstand vilde begive sig til nærmeste gård Ås.

1855. 1 mandsperson fandtes død i sneen omtrent 1/8 mil fra hjemmet, efter i stærkt snefog at være gået ud fra sin faders hus om aftenen i beruset tilstand og i forveien at have yppet klammeri med sin fader.

Hertil kan endnu føies dette, at i 1855 styrtede en mand af hesten og slog sig ihjel; han var i ædru forfatning, men ifølge mundtlig forklaring til mig var anledningen den, at han red meget stærkt for at hente en flaske brændevin til sin kone, som netop var falden i barselseng.

Og endnu kan hertil anføres følgende begivenhed fra året 1851: «en gårdbruger-kone fandtes pludselig målløs, efterat hendes mand i beskjænket forfatning var kommet ind til henne, og da der fandtes hul på hendes hoved og såes blod på væggen, haves hendes mand mistænkt for at have bevirket hendes død, hvorfor han også er under tiltale» (og senere dømtes til slaveriet).

Selv fraregnet de to sidste tilfælde sees der at være i de nævnte 15 år 8 dødsfald formedelst beruselse, altså i gjennemsnit vel 1 hvert andet år, og dette var i et prestegjeld på kun lidt over 2000 mennesker. Efter samme forhold skulde der hele riget over årligårs indtræffe henved 400 sådanne forfærdelige tilfælde; men så ilde står det dog i almindelighed ikke til, ikke på meget langt nær.

Men det skulde være særdeles oplysende, om vi havde tilsvarende nøiagtige opgaver for samtlige prestegjelde i de indre og de ydre bygdelag af det nys omhandlede strøg.

22. Når jeg således betragter for ex. det nys omtalte Listers provsti som et kyst-distrikt, så er dette jo ikke rigtigt, forsåvidt angår de prestegjelde og sogne, som ligge op til fjelds; men kyst-distrikt synes mig dog provstiet at måtte kaldes, da de fleste og folkerigeste bygder i samme ligge ud mod søen. - Til de blandede bygdelag har jeg regnet dels sådanne provstier, som kun for en mindre del berøre søen, såsom Robygdelaget, dels sådanne, som vel helt og holdent må kaldes fjord-distrikter, men dog have mere yderlige kystdistrikter udenfor sig, såsom Indre Sogn. - Indherred inderst ved Throndhjems-fjorden holdt jeg det for rettest at henregne til de indre bygdelag, såsom næringsveien er væsentlig jordbrug ligesom f.ex. på Hedemarken.

23. «Om Piperviken og Rusløkbakken», Tillægshefte til «Folkevennen» for 1858, side 78 [Verker i utvalg 3, s. 129f].

24. Se herom min afhandl. «Om dødeligheden i Norge,» tillægshefte til «Folkevennen» for 1855, side 130 [Verker i utvalg 2, s. 97].

25. At tage tallet på alle de forfaldne for derefter at slutte sig til, hvor stærkt de omstændigheder virke, som føre til et så ulykkeligt fald, det ligner på en måde den allerede længe med megen omhu både her og i andre lande drevne undersøgelse, som nøiagtig tæller alle dem, der år efter år omkomme ved ulykkelige hændelser, ved drukning, ihjelfrysning o.s.v., for derved at få oplysninger om de besværligheder og farer, som landets natur-beskaffenhed lader folket udstå, og som med en vis regelmæssighed kræver sine offere (sml. min afhandl. «Om dødeligheden i Norge», side 151 og følgg. [Verker i utv. 2, s. 112ff]).

26. Sådan uoverensstemmelse i omdømmet skriver sig ikke altid fra forskjellig opfattelse, men ofte derfra, at de forskjellige personer have hver sit skoledistrikt eller sogn for øie, hvor selve tilstanden kan være afvigende.

27. Jeg tænkte her på dette, at om det for et navngivet prestegjeld blev offentlig anført, at der var f.ex. 4 forfaldne af eiendoms-klassen, så kunde folk komme til å fare med gisninger om, hvem vel disse 4 således udpegede mænd monne være.

28. Det kan også mærkes, at i de bygdelag, hvor det hjemmebryggede øl endnu hersker som beruselses-drik, der er endnu mange spor af den mening om brændevinet, som vel var den almindelige i dets første tider, at det nemlig er et «livets vand» eller en virksom medicin: det bruges navnlig af barselskvinder.

29. I enkelte bygder sees det at være så nu for tiden, at folket har vendt sig fra brændevinet, men kun for med begjærlighed at kaste sig over frugtvinen. Det kan forudsees, at dette kun vil vare en stund, og at så bayerskøllet vil komme istedet. Så synes det nemlig at være tilgået på så mange steder.

30. De allerfleste af disse beretninger ere fra land-distrikterne, og det er forholdsvis ganske få fra byerne. Jeg for min del nærer frygt for, at der i byerne har fulgt heller noget forøget fylderi med de sidste års gode fortjeneste for den lavere arbeids-klasse og med Bayer-øllets nye tillokkelser.

31. Når jeg for et og samme prestegjeld har flere beretninger, skjelner jeg mellem dem med tallene I, II o.s.v.

32. D.e. at traktere igjen med mindst ligeså meget brændevin eller øl, som man har fået af den anden.

33. Ordet hedder egentlig dugnad (dugna, duna, dønne), men har i nogle bygder også formen dugning, doning, dovning, domning, dømning. Ordet betyder dels arbeidslag af naboer, som hjælpe en med et større arbeides udførelse, dels gjæstebud eller beværtning i sådan anledning.

34. Den almindelige almueskole er mindre heldigt indrettet for pigebørn end for gutter af den grund, at den opdragende del af skolens gjerning for hines vedkommende må blive mindre fuldkommen under de mandlige læreres hånd. Derfor kunne dannede damer i by og bygd gjøre en rigtig god gjerning når de vise den velvillie at samle den fattige almues pigebørn om sig for at øve dem i at bruge nålen o.s.v., uformærkt ville børnene tillige påvirkes af de gode exempler, de se for sig, og vænnes til sådan tænkemåde og sædvane, som netop skulde smykke dens kjøn. Der er også på ret adskillige steder i vort land gjort forsøg og begyndelser i sådan retning. Men det mest opmuntrende exempel, som jeg personlig er bleven kjendt med, er måske dette i Romedal. En del damer indbød husmødre og andre i deres kreds til at yde noget bidrag til håndgjernings-skolens udstyr, og hurtigt og villigt blev lovet og givet følgende:

24 skillings årligt bidrag

af 72 personer .. .. .. .. .. .. .. .. . .. 14 spd. 48 skill.
engang for alle .. .. .. .. .. .. .. .. . .. 6    -             -
tilsammen .. .. .. .. .. .. .. .. . .. 20 spd. 48 skill.

Desuden givet

179 al. bomuldslærred,

14 al. sherting,

13 1/2 mrk. uldgarn,

7 læs ved.

Skolen begyndte i januar 1857. I det første halvår, til ind i juni måned, talte den 56 elever, fra 8 til 16 års alder, 24 af disse tilhørte mindre gårdbrugere og selveiere, 32 husmænd. Børnene deltes i to partier, som søgte skolen hver sin uge, 3 dage ugentlig i timerne fra 2 til 5 om eftermiddagen. Almueskolens vedkommende indrettet det så, at pigebørnene ikke af den bleve hindrede i at søge denne skole, og af en omhyggelig ført protokol så jeg, at søgningen var aldeles jevn og stadig, ingen forsømmelser uden i de få virkelige forfaldstilfælde. De 8 eller 9 lærerinder delte sig så, at 3 vare tilstede ad gangen. De omtalte gaver brugtes dels til skolens forsyning med lys og brænde, dels til at anskaffe tøi og andet materiale til arbeidet. De sager, som i halvåret vare blevne syede og strikkede, ialt 114 enkelte stykker, bleve tilsidst samlede og ordnede til udstilling og salg. Udstillingen blev meget besøgt, og salget gik raskt fra hånden. Med det indkomne beløb fik skolen midler til at fortsætte i høst-halvåret.

Nogle uger efter mit besøg i Romedal fortalte jeg alt dette for nogle damer i et af Østerdalens prestegjelde, og disse bevægedes derved til at gjøre et lignende forsøg; men derfor troede jeg det ret, at jeg greb anledningen til at meddele dette samme her for en videre kreds.

35. Man erindre, at de udtryk: «at holde bryllup», som blandt by-folk næsten er det samme som «at gifte sig» i almuens tale sigter alene til det gjæstebud, som efter gammel skik blev holdt ved ægteskabets stiftelse.

36. Her må sigtes til den allersidste tid og til indskrænkning ved afgiftspålæg fra fattig-kommissionens side.

37. Jeg vil dermed ikke erklære de bestemmelser i br.vins-lovgivningen, som der sigtes til, for i det hele uhensigtsmæssige; men det går med brændevinsondet som med epidemiske sygdomme: qvarantæne-bestemmelser kunne være hensigtsmæssige i enkelt retning, medens de forårsage ulempe i andre.»

38. Fra det nærliggende Tvets prestegjeld skrives dog så: «når der er lyst fra prædikestolen, anser man sig allerede som mand og kone, og pigen har ingen betænkelighed ved da at flytte til sin vordende mand».

39. Thi så ilde end dandsen er anseet, hænger den dog endnu i ved bryllupper.

40. Herved kommer jeg til at mindes, hvad jeg i 1856 hørte om på Lister (Vamse sogn, Listers provsti): for kort tid siden havde der været en del arbeidsmænd fra Christiania og ellers fra Østlandet, ventede hid for et fyrtårn, som var under bygning, og disse blev i almindelighed blandt Lister-almuen omtalt som meget uordentlige folk («ukjurer»); en sådan banden og støien var man ikke vant med her.

41. Kaffe bruges yderst sjelden udenfor de store høitder og laves selv da ganske tynd, med sirup istedetfor sukker.

42. Hvad enten meningen med skålgaver var at holde værten skadesløs for omkostningerne eller at skaffe det ny-gifte par en pengesum til at sætte bo med, så er det klart, at den skik medførte en overflødigere traktering og nydelse af stærke, drikke i bryllupper, så disse ofte kom til at ligne værtshuslag, med de råeste sæder og de forargerligste exempler. Intet skulde derfor synes rimeligere, end at den gamle uskik i vore dage hurtig blev afskaffet overalt; men at det på sine steder endnu har lange udsigter dermed, det vil kunne sees af 6te kapitel af min ovenfor nævnte afhandling om Harham i Søndmøre, indført i Folkevennen for 1858. I modsætning hertil er det af interesse at lægge mærke til forholdet i Romsdalen. Under en reise i Romsdalen i 1856 fik jeg det indtryk, at folket her gjerne tager allehånde skikke (med hensyn til klædedragt, husvæsen, selskabs-liv o.s.v.) fra det tilgrændsende Lesje i Gudbrandsdalen, og ad denne vei holder navnlig en pynteligere bryllups-skik på at udbrede sig i Romsdalen, indenfra udad. I Gryttens sogn, ved bunden af Romsdalsfjorden, bleve skål-bryllupper tidligst afskaffede, derefter i Eids sogn, nærmest udenfor. I Rødvens sogn, nærmest udenfor Eid, med annex til Veø, gjordes den første begyndelse til forandringen i året 1849 eller deromkring: den daværende ordfører i formandskabet skulde holde bryllup for sin datter, og brudgommen selv ønskede, at det ikke måtte være skålbryllup, såsom han erkjendte, at det var en uskik. Kort efter holdt en anden brav bonde bryllup uden skålskjænk og fra nu af kan den betragtes som afskaffet her. Nærmest udenfor Rødvens annex-sogn ligger Veø hovedsogn. Her har den gamle skik holdt sig længere; men i høsten 1856 holdt dog to mænd «gjæstebuds-bryllup» , uden skål-gaver (en husmand, som skjønnede, at som priserne nu vare på mad- og drikkevarer, kunde der ikke tjenes noget ved skål-bryllupper, og en gårdbruger, som fandt den gamle skik urimelig).

Fra nu af ventedes det, at forandringen vilde gå hurtigt for sig. Bevægelsen skal vel også fortsætte sig til de yderste prestegjelde, ude ved havkanten, og exemplet fra Romsdalen skal forhåbentlig fremskynde en lignende forandring nabo-distriktet Søndmøre.

43. I en husmandsplads, i en bygd i Christiania stift, hvor lignende sløve husskikke herske, logerede en løskarl, som endog var bekjendt for sit letsindige og letfærdige liv og husmoderen lod for sengerummets skyld en halvvoxen datter sove i hans seng og sammen med ham. Det stakkels pigebarn blev besvangret af ham. Hun gik til konfirmations-undervisning hos presten, da dette blev bekjendt, og såsom hendes forløsning snart forestod, var det påtænkt at lade hendes konfirmation foregå før de andre børns. Dette var ifjor høst, og jeg var selv i bygden, da pigebarnet gik i denne tilstand, gjenstand for alles beklagelse.

44. Foruden slægtninger på begge sider er det naboerne i en vis kreds af gårde, det såkaldte bedelag.

45. En bonde i en anden egn af landet kom engang til presten og sagde så: «Jeg vilde nok bede han far om at gjøre brudevielse åt mig, for jeg har været stad og giftet mig.»- Han havde dog kun gjort aftale med sin brud og hendes forældre, i et fæster-øl eller forlovelses-gilde.

46. Ved dette træk kommer jeg til at mindes et meget almindeligt forhold i fjeldbygderne, f.ex. i det nordre Østerdalen. Her var jeg en gang vidne til, hvorledes der med megen omhu blev gjort i stand et kjærrelæs, som indeholdt mad og sengklæder og gryder og kopper og arbeidsredskaber for et par folk, der skulde flytte til slåttemarken og opholde sig der nogle uger i en hø-lade: det var en gut og en pige, som neppe havde seet hinanden tilforn, fra fremmede bygder, men leiede som slåttefolk og nu af husbonden sendte op i marken for der at være ganske overladte til sig selv. Senere samtalte jeg med husbonden om den store fare, for hvilken nu disse unge mennesker skulde udsættes, for at samle nogle læs ringe marke-foder. Og manden gav mig villigt medhold i den antydede betragtning: han havde selv som ungt menneske på faderens bud en sommer måttet være alene med en fremmed pige i slåttemarken, hvor de da skulde sove sammen i en liden hø-lade; men i sin naturlige blufærdighed havde han fundet dette uudholdeligt, så han - trods en temmelig lang vei -hver aften søgte hen til et andet parti af slåttefolk, hvor de da bleve tre sammen og ikke bare to. Nu som husbonde havde han ofte tænkt på dette, og dette var ham en af grundene til at ønske, at han ret snart måtte få sine hjemmemarker opdyrkede, at han ganske kunde slutte med at afhøste fjeld-slåtterne, der dog kun gave en tvivlsom vinding.

47. Hermed kan sammenlignes, hvad der siges i en beretning fra Søndfjord, at mange ikke kjende til undseelse over at have viist sig berusede, når de kun ikke gjorde noget ondt under rusen.

48. I dette stift ville vi ofte træffe folk af finsk herkomst, og for adskillige læsere vil det vel ikke være af veien at forudskikke nogen almindelig forklaring om dem.

Nordmænd og finner ere to ganske adskilte stammer; men af den finske stamme er der i vort land tvende grene: 1) de finner, som også kaldes lapper, og som fra umindelige tider have boet i det nordlige Norge, for en del som nomader med rensdyr, og 2) de finner, som også kaldes kvæner eller finlændere, og som i de senere tider, tildels i de allersidste år, ere indflyttede her til landet, fra storfyrstendømmet Finland under Rusland, hvor folket lever som bønder med agerbrug og kvæg-avl. Selv kalle lapperne sig med navnet sameladsj, og kvænerne kalde sig selv suomalaiset og som disse deres navne ligne hverandre i lyden, så er der kjendelig lighed i deres sprog i det hele; men i legemsbygning, levemåde og sæder ere de dog meget ulige, som to forskjellige folkefærd. Som prøve på lappernes og kvænernes sprogslægtskab indbyrdes, men forskjel fra nordmændene, kan anføres det ord «Gud», som hedder på lappisk Ibmel, på kvænsk Jumala.

I Christiania stift, i enkelte prestegjelde af Soløer og Østerdalen på grændsen mod Sverige, bo nogle finner af den kvænske stamme; det er fastboende folk og nu for tiden formedelst giftermål og daglig omgjængelse meget blandede med de norske. I Throndhjems stift er der lidt over 300 finner af den lappiske stamme, mest nomader på grændsefjeldene mod Sverige, fra Røros af og nordover til Namdalen.

I Tromsø stift derimod blev der ved 1855 års folketælling angivet at være ialt 21,900 sjæle af ren eller blandet finsk herkomst, nemlig:

lapper,

a) fastboende .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 13,940
b) nomadiserende .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   1,740
15,680
norsk-lappiske .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      826
kvæner .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   4,187
norsk-kvænske .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      757
lappisk-kvænske .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..      450
                      tilsammen 21,900

Til blandingsfolkene skulle de være henregnede, som havde fader og moder af forskjellig herkomst. Ellers er der megen vanskelighed med sådan tælling av forskjellige sammenboende folkefærd, da tallene ikke kunne være så aldeles nøiagtige.

Efter samme inddeling som i tabellerne i første afsnit, kan jeg anføre befolkningens sammensætning i Tromsø stift således:

Provsti Norske Finske
S. og N. Helgeland .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   35,762      567
S. og N. Salten .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   22,691   1,459
Lofoten og Vesteraalen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   17,033      257
Senjen .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   17,930   2,219
Tromsø .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   10,622   7,313
Vest-Finmarken .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     3,749   6,840
Øst-Finmarken .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     2,555   3,245
             tilsammen 110,342 21,900.

I de sydlige provstier, fra Helgeland til Lofoten og Vesteraalen (Nordlandene) er, som man vil se, finnenes antal ganske lidet imod de norske; anderledes bliver dette allerede i Senjens og Tromsø provstier, og i Vest- og Øst- Finmarken har den finske befolkning endog betydelig overvægt over den norske. Når man derfor ved tællinger søge at komme efter den sædelige tilstand i disse egne, således som i første afsnit af denne bog med dets tabeller over ædruelige og drikfældige, så er det en væsentlig sag at vide, om den i de sidstnævnte bygdelag så talrige finske befolkning i sædelig henseende afviger fra den norske, og jeg kan her henvise til § 8, hvor jeg under sammenligningen mellem landets forskjellige egne fandt det rådeligt at udsondre Vest- og Øst-Finmarken som et bygdelag for sig selv, såsom tallene for disse provstier vare så meget slettere end for de fleste andre.

Fra Grong, det nordligste prestegjeld i Throndhjems stift, altså nærmest Nordlandene, er der meddelt mig følgende træk om de finner (lapper), som der have tilhold: De fleste leve som nomader; men trods dette omflakkende liv bevarer fjeld-lappen en vis forkjærlighed for de fjelde, hvor han er født, eller hvor hans forfædre have vanket om. Opholder en familie herfra sig stadig på fjeldvidden inden et andet prestegjelds grændser, så søge de gjerne preste-attest fra sin hjembygd for at kunne gå til alters på sit opholdssted, men ere omhyggelige for, at samme attest ikke skal gjelde som udflytningsattest; engang imellem søge de også altergang i hjembygden for at vedligeholde forbindelsen; de sørge for, at deres på andre steder døbte børn blive indførte i kirkebogen her, og de sende sine børn hid for at konfirmeres, alt for at «børnene skulle vide, at de have samme hjem som forældrene og deres forfædre». Virkelig udflytning sker sjelden, undtagen ved giftermål, når bruden flytter til brudgommens hjembygd (sjeldnere omvendt).

Når en fjeld-lap forarmes, så han ikke længer kan nære sig i fjeldet, bliver han «bygde-fin». Han søger da sit ophold blandt den norske befolkning, aldrig med jordbrug, sjelden som fast tjener, men som skindfæld-mager, gilder, gjæter, eller vel mest som betler. Ingen fjeld-lap vides at have modtaget fattigunderstøttelse, og selv bygde-finnen modtager den nødig, kun under sygdom og alderdoms svaghed, såsom det omflakkende liv huer ham bedst.

Uægte fødte børn ere yderst sjeldne blandt fjeld-lapperne. Men forlovede leve sædvanligt sammen som ægtefolk, så de ofte få barn sammen før eller strax efter vielsen. Mændene gifte sig sædvanlig før sit 30te år; men brudene ere sædvanlig noget, undertiden meget ældre end brudgommen; blandt den norske befolkning her træffer det ikke så ofte, at ganske unge mænd ægte gamle kvinder. Ved forlovelser tages nok især hensyn til formuen, og de aftales i regelen med forældrene, især for brudens vedkommende. Vel udkræves de unges indvilgelse; men denne nægtes sjelden eller aldrig, når først forældrene ere enige om forbindelsen. Det siges, at brudgommen sædvanlig betaler brudens forældre for ja-ordet; er han formuende, kan det være «10 daler penge (sedler) og 6 daler blank» (sølv); en mindre formuende brudgom kan give «3 daler penge og 3 daler varer». Så ustadig som lappen ellers synes at være, skal det høre til de sjeldne undtagelser, at en engang aftalt forlovelse ophæves - det skulde da være, at der tilbød sig et rikere parti. - Her i prestegjeldet vides fintet exempel på blandet ægteskab mellem norsk og lap.

49. På side 5, kapitel I; samt i den dertil hørende anm. har jeg anført antallet af de dengang indkomne lister med tal-opgaver. Siden, under trykningen, har jeg modtaget 12 lister fra Evindvik prestegjeld i Yttre Sogns og 7 lister fra Sælbo i Nordre Dalernes provsti. Det hele antal er altså nu:

fra land-distrikterne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2047 lister
fra byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     21 lister
                       i alt 2068 lister,

og de omfatter følgende antal personer:

for land-distrikterne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 181,038
for byerne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     5,143
                       i alt 186,181.

For byernes vedkommende ere tallene for ædruelige og drikfældige særskilt anførte side 58 flgg. For land-distrikternes vedkommende ere de også anførte, navnlig side 21, kapitel I § 13; men med tillæg efter de senere tilkomne lister blive tallene disse:

Eiendoms- Arbeids-
klassen klassen
Ædruelige .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   65 254 48,470
Ikke sikkre .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   31,924 28,513
Forfaldne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..     3,846   3,031
             tilsammen 101,024 80,014.

50. Det skulde visselig passet vel til nærværende bog, om jeg i et eget afsnit havde kunnet give en oversigt eller historisk beretning om den sidste menneskealders virksomme bestræbelser for brændevins-ondets udryddelse, ved lovgivningen og ved afholds-reformen. Men bogen er alligevel bleven så stor, at jeg allerede af den grund måtte lade tanken fare, selv om jeg ellers skulde formået at udføre samme arbeide. Dette må derfor henstilles til en anden tid eller vel rimeligere til andre forfattere. Et betydeligt bidrag i denne retning kan jeg dog henvise til, nemlig «Om brændevinsforholdene i Norge», indført i «Aftenbladet» for oktober 1855.

51. Afholds-reformen er ofte bleven meget stærkt anbefalet med den sætning, at der er intet, slet intet andet middel til at sætte ned fylderiets store onde end den fuldstændige afskaffelse af brændevinets brug, såsom brændevinet er en så eiendommelig farlig modstander, at undervisning, opdragelse, formaning og deslige almindelige moralske bestræbelser blive til skamme ligeoverfor det. Men ved adskillige leiligheder er jeg kommen til at gjøre mig den formodning, at denne tankegang har ledet til forsømmelse af sådanne ting som skolevæsenet omkring i by og bygd. At forbedre skolerne koste mange penge; at danne afholds-foreninger koster intet, og når nu dette sidste middel ikke alene er det billigste, men også det ene virksomme, hvorfor da ikke holde sig til det?


[slutt]