EILERT SUNDT

På havet

INNHOLD

På havet
[Det store antall ulykkestilfeller på havet]  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

[Forebyggelse av ulykker; redningsselskapet i England] .. .. .. .. .. .. .. ..

9


[Oppgave over belønninger for redningsdåd 1845-1861] .. .. .. .. .. .. ..

17

[Innberetninger fra Tromsø stifts sogneprester]  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

28

[Beretning om forlis i Tromsø stift 1861]  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

29

   I. Sagens alvor for Tromsø stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

29

  II. Om hvordan det egentlig har sig i Tromsø stift  .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

32

 III. Mere om sagens alvor i Tromsø stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

37

 IV. Det lysner dog   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

38

  V. Det bør dog håbes, at det bliver lysere endnu   .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

41

 VI. En hoved-mangel  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

46

VII. Fortsat opmærksomhed .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

49

[Tillegg I: Om svømmeundervisning]   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

51

[Tillegg II: Om uforsiktighet og ubetenksomhet på sjøen]  .. .. .. .. .. .. ..

57


[Oppgave over belønninger for redningsdåd 1862]   .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

64

Beretning for 1862 om forlis i Tromsø bispedømme  .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

68

    I. Exempler .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

68

   II. Tællinger. A. Ulykkes-tilfælde  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

74

  III. Tællinger. B. Rednings-tilfælde .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

80

  IV. Bådene  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

81

   V. Ulykkernes tilregnelighed   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

85

  VI. Rednings-bestræbelser   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

88

 VII. Om svømningen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

92

VIII. Næste årsberetning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 105

Beretning om forlis i Tromsø stift 1863  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 108
 I. Der duer intet uforsøgt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 108
II. Opgjør for 1863   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 116
 A. Forulykkede   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .... .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 116
 B. Reddede  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 122
 C. Bådene .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 123
 D. Tilregnelighed .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 126
 E. Redningsmåden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 127
III. Nogle slutningsord  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 130

Fiskeriets bedrift   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 135
Helgeland den ældste norske bygd? .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 162
Arbeidsvæsen   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 180
   V. Den gamle fisker .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 180
VIII. Lods-skøiten  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 183
 XII. Fiske makrel   .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 191
Det norske arbeide  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 203
Nordlandsbåden  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 203
Listerbåden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 229


[DET STORE ANTALL ULYKKESTILFELLER PÅ HAVET]

«Bevar mig fra al ulykke, fornemmeligen fra en hastig og brat død, fra verdens skam, og for alting fra den evige skam.» Så står der i det daglige «hjerte-suk» i psalmebogen.

Lad os daglig sukke så, med hverandre og for hverandre!

Præsterne tage tal på de mennesker i vort land, som rammes af en hastig og brat død formedelst ulykkes-tilfælde. Antallet var:

  1846: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

974

1847: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

917

1848: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

942

1849: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1011

1850: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

966


1851: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

978

1852: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1112

1853: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

863

1854: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1038

1855: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1034


1856: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

824

1857: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

938

1858: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1087

1859: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

988

1860: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

937

Altså med et middel-tal omkring 900 årlig, fra 2 til 3 daglig.

For de 10 år fra 1846 til 1855 kan jeg give en sådan opregning efter de forskjellige slags ulykkes-tilfælde:

1846-50,
årlig.

1851-55,
årlig.

Forbrændte .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

38

40

Formedelst lyn eller uveir .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

8

Ihjelfrosne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

23

27

Ved fald .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

57

58

Ved nedfaldende gjenstande .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

28

30

Ved skud .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

11

11

Ved sår af skarpe våben .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

3

Dræbte af dyr .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

4

4

Ved kjørsel .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

10

12

Kvalte .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

8

9

Ved gift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

1

Ved sneskred .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

20

15

Som følge af drukkenskab .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

4

Ved forskjellige andre ulykker .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

34

32

Druknede .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

712

749

To ting falde i øinene her, nemlig 1, deres store regelmæssighed, idet hver af de forskjellige døds-årsager kræver fast det samme antal fra det ene tidsrum til det andet, og 2, den store overvægt i tallet for druknede.

Dette sidste er en af vort lands største og alvorligste prøvelser.

Vi skulle se, hvorledes tallet af druknede falder på de 5 stifter (og her kan jeg tage femåret 1856-60 med):

Stift Årligt middel-tal af druknede
1846-50 1851-55 1856-60
Christiania .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 152 158 156
Christiansand .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 100 130 111
Bergen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 128 136 122
Throndhjem .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 112 107 108
Tromsø .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 220 218 195

Riget .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 712 749 692

Også her viser sig mærkelig regelmæssighed fra det ene tidsrum til det andet. Men derhos viser der sig en forfærdelig overvægt på Tromsø stifts side. Thi stadig er antallet i dette stift betydelig større end i noget af de andre, uagtet samme stift med hensyn til folkemængde er meget mindre end hvert af de andre, som man kan se af efterstående tal over folkemængden i 1855, da den sidste folketælling var:

Christiania stift: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. omtrent 643000 mennesker
Christiansands
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
245000
-
Bergens
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
243000
-
Throndhjems
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
227000
-
Tromsø
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
132000
-

Beregnet ligt, var forholdet så, at for hvert 100,000 mennesker omkom årlig formedelst drukning i de sidste 10 år 1851-60:

i Christiania stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

24

i Christiansands
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

49

i Bergens
-
</td>
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

53

i Throndhjems
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

47

i Tromsø
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

156

Christiania stift er mest et indland, og dettes indsøer og elve kræve ikke så mange offere som havet. I dette stift er altså forholdet bedst. I de tre næste stifter er forholdet dobbelt så slemt, i Tromsø stift derimod mere end sex gange så ulykkeligt (thi 156 er mere end 6 gange 24).

Om vi søgte hele Europa rundt, skulde vi rimeligvis ikke finde noget land (eller nogen landsdel med lige så stor folkemængde), hvor forholdet er så alvorligt som i Tromsø stift, ikke på langt nær.

Præsternes opgaver give en oplysning endnu. Det årlige middel-tal af druknede er således fordelt på de to kjøn for årene 1846-55:

Mandkjøn Kvindekjøn
i Christiania stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
130
25
i Christiansands
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
103
12
i Bergens
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
115
18
i Throndhjems
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
  97
13
i Tromsø
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
200
19

Den allerstørste del er altså af mandkjøn - naturligvis af den årsag, at det er mest mandfolk, som må fare på søen og sætte sig i vove, for fiskeriets og anden bedrifts skyld. Af samme grund kunne vi også slutte, at det for den allerstørste del er mandfolk i den arbeidsføre alder, som disse sørgelige tal angå.

Tænker jeg mig, at alle de druknede mandfolk vare over 10 års alderen (det er vistnok ikke ganske nøiagtigt, men afvigelsen fra det rette kan ikke være meget stor), så kan jeg finde, at af alle de mandfolk over 10 års alderen, som i det hele afgik ved døden i årene 1846-55, var der følgende forhold af druknede:

i Christiania stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

4 af 100

i Christiansands
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

8 af 100

i Bergens
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

8 af 100

i Throndhjems
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

8 af 100

i Tromsø
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

25 af 100

25 af 100 - det er det samme som en fjerdepart eller 1 af 4. Beregningen er som sagt ikke ganske nøiagtig, men dog nogenledes. For mandfolk over 10 års alderen ligger der altså i Tromsø stift den skjebne for, at 1 af 4 finde sin død i bølgerne.

Jeg veed jo nok, at de fleste læsere ikke ynde stykker, hvori der forekommer mange tal og beregninger. Men kan tilstandens usædvanlighed i Tromsø stift betegnes med større korthed og fynd end ved sådanne tal? Og kan der nævnes nogen sag i vort folkeliv, som mere skulde fortjene vor alvorlige og deltagende opmærksomhed?

Det usædvanlige forhold i Tromsø stift, hvilken indflydelse har det på stemningen og tænkemåden hos folket der, og hvorledes vise virkningerne sig i familie-livet og i den økonomiske tilstand? Det er jo mest næringsdrivende folk og familieforsørgere, som således rykkes bort!

Og når så mange mennesker omkomme på havet, hvor stort er så deres tal, som år om andet komme i lignende livs-fare, men blive reddede ved tililende hjælp?

Svarer hjælpsomheden til nøden? Tromsø stift forfærder os med det store tal på forulykkede - mon det i et lignende forhold kunde tiltale os ved prøver på mod og manddom under rednings-forsøg?

Er det sikkert, at der gjøres, hva gjøres kan, for at forebygge farer eller bringe redning?

Jeg har tænkt mig, at her kunde være noget at gjøre for et selskab, som vilde vælge sig denne gjenstand for veldædig og fædrelandssindet virksomhed, et selskab med det formål at sætte i gang allehånde forebyggende og reddende foranstaltninger med hensyn til ulykkes-tilfælde på søen.

Om et sådant selskab kunde få indført som sædvane, at alle mennesker lærte at svømme, så skulde tallet på de menneskeliv, som alene derved kunde spares, kanske vorde meget betydeligt. Den, som kan svømme, kan i mange tilfælde hjælpe sig selv op af vandet; og den, som kan svømme, vil ofte kunne ile andre til hjælp.

Det er ganske forunderligt, hvor lidet svømmekunsten er øvet af almuens ungdom på mange steder af vor kyst. Og jeg synes, at det er utilbørligt. Jeg mindes selv fra min barndom det ord, som jeg nu og da hørte blandt søfolk, at det var ikke godt at kunne svømme, for faldt man overbord ude på vilde havet, i en storm, når hjælp var umulig, så blev pinen så meget længer, når man kunde svømme og naturligvis anstrængte sig til blodet. Altså en formelig grundsætning, at man ikke bør lære at svømme. Sammen med denne ensidige tanke har vel også mageligheden virket sit.

I disse dage drives der på, at ungdommen skal lære at bruge våben. Men med samme iver og vedholdenhed skulde der drives på svømmeøvelser, især naturligvis langs havkanten, hvor der hver dag kan blive den alvorligste brug for kunsten.

Der er et andet stykke, som jeg tænker mig skulde passe for hint selskab. Nu og da ser man af aviserne, at der af det offentlige er tilstået enten penge-belønning eller udmærkelses-tegn for en eller anden udmærket rednings-dåd. Nu kan det vistnok ikke belønnes med penge, at en vover sit liv for at redde folk af livsfare; men den ting burde vides med vished alt landet over, at hvad gods der tabes formedelst redningsforsøg, det skal erstattes, og at om nogen sætter sit liv til under samme forsøg, så skulle de efterladte, hvis forsørger han monne have været, nyde sømmelig pension. Og nu vilde det vistnok ikke være tilbørligt at uddele offentlige udmærkelses-tegn for derved at tilskynde folk til at vove sit liv i tilfælde, hvor ganske andre, hellige bevæggrunde skulle udrette det; men det er tilbørligt, at landsmænd ikke vise ligegyldighed her, men med glæde lægge mærke til hver reddende dåd og hilse den med erkjendtlighed. Altså, ved rednings-tilfælde mener jeg der kan være tale om at yde erstatning for virkeligt tab samt om at vise medborgerlig erkjendtlighed for det opoffrende mod. Men om der var et selskab med fornøden penge-kraft og personlig anseelse, så vilde efter min mening begge dele passe sig bedre for det end for stats-styrelsen. Ialfald har jeg forstået tingenes nuværende gang så, at det er temmelig tilfældigt, om en rednings-dåd bliver gjenstand for det offentliges opmærksomhed, såsom der ingen er, der planmæssig søger at indhente kundskab derom.

Jeg har ingen mening om, hvad et selskab mod ulykkes-tilfælde på søen monne kunne udrette ved at bevirke anlagt flere stationer med redningsbåde og andre rednings-apparater, ved at sende model-både til de forskjellige fiskeri-distrikter, ved at arbeide hen til, at der på fiskeværene kan blive givet storm-signaler, som heises efter telegrafens meldinger og varsle om nær forestående storm - noget, jeg læser om i aviserne fra England. Men jeg har fået en stærk formening om, at et sådant selskab kunde stifte gavn ved at udbrede årsberetninger om tilstanden i landet og andre populære småskrifter i den hensigt at modarbeide slendrian og formane til forsigtighed.

Thi den hele sag er bleven mig endnu alvorligere, end den ellers var, formedelst den forestilling, som lidt efter lidt er opkommen hos mig, at en betydelig del af de mange ulykkes-tilfælde ere tilregnelige eller skyldes tankeløshed og uforsigtighed.

I den anledning skal jeg meddele en vigtig oplysning.

Jeg har liggende for mig indberetninger fra vårsild-fiskeriet på Stavanger- og Bergens-kanten (det søndre og det nordre fiske, ved Karmøen og ved Kinn) for alle årene fra 1854 til 1861, samt for Lofot-fiskeriet for 1859 og 1860 - indberetninger fra de ved fiskerierne ansatte opsynschefer. Og jeg finder her vistnok nøiagtige opgaver over de i fisketiden indtrufne ulykkes-tilfælde. Antallet af druknede var:

År Søndre fiske. Nordre fiske. Lofoten.
1854 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
4
5
?
1855 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
3
-
?
1856 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
3
?
1857 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
4
-
?
1858 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
4
2
?
1859 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
5
10
14
1860 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
18
11
1861 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
5
?

På garn- og note-både samt ved silde-førende fartøier taltes ved det såkaldte søndre fiske i 1854 omtrent 24000 mand, ligeså ved det nordre fiske i 1855 over 6000 og i 1860 over 14000 mand. Fra Lofoten ser jeg indberettet, at på en og samme dag, den 16de marts 1860, var der samlet 24266 fiskere samt 2342 fartøis-folk. Disse fiskerier samle altså store mængder af søfolk; det er folk, som ret ere opsatte på at vove sig til det yderste for at fravriste havet det størst mulige bytte; det er en kamp og strid, som foregår på den barskeste tid af vinteren, og den varer en 2-3 måneder. Tages disse omstændigheder i betragtning, må det vel endog siges, at havet er skånsomt under de store fiskeriers drift.

Men hvad i al verden er det da, som foranlediger det store antal af ulykkes-tilfælde, der ovenfor vakte vor forfærdelse? Jeg frygter for, at det for en stor del er uforsigtighed, som mest driver sit spil, når faren i virkeligheden er mindst, om sommeren, på små-reiser.

Vi have seet den besynderlige regelmæssighed, som kan herske også over ulykkes-tilfælde, sådan regelmæssighed, at antallet af omkomne ved fald, ved nedfaldende gjenstande, ved skud o.s.v. kan være næsten jevnstort fra tid til anden. Jeg holder mig forvisset om, at vi skulde få se samme regelmæssighed, om opgaverne viste os, hvor mange der vare druknede under udførelse af nærings-bedrift (fiskeri og skibsfart) eller under små-reiser, for kirke-gang, familie-besøg, by-erinder; ja, jeg har nogen formodning om, at der vilde vise sig en betænkelig forskjel, om vi kjendte antallet af ulykkes-tilfælde på reisen fra hjemmet til gjæstebudet eller handels-stedet og omvendt.

Jeg har som sagt tænkt mig, at et privat selskab kunde stifte gavn her og endog kunde overtage en virksomhed, som hidtil det offentlige har udført. Men de sidste bemærkninger føre mig igjen til en foranstaltning, som jeg i hvert fald skulde anse for ønskelig, og som alene det offentlige kan udføre.

Det forekommer mig ønskeligt, at hvert dødsfald formedelst ulykkestilfælde måtte blive gjort til gjenstand for det offentliges opmærksomhed, så der ved politiet blev indhentet forklaring om alle omstændigheder, at det kunde sees, hvorvidt det var tilregneligt eller utilregneligt.

I England skal det være så, at der optages et slags politi-forhør i anledning af hvert sådant dødsfald, med hensigt at komme efter, hvorvidt der er nogen, som bør drages til ansvar.

Arbeidet for politiets embeds- og bestillingsmænd turde ikke blive så vidtløftigt, som det ved første øiekast kunde se ud til. Thi vel omkomme mellem 900 og 1000 mennesker årlig ved ulykkes-tilfælde; men selv tilfældenes antal er ikke så stort, da der ofte er flere personer sammen.

Var den ting i gang, at lensmanden f.ex. indfandt sig ved første rygte om et ulykkes-tilfælde for at forhøre hos naboer og andre nærværende om alle omstændigheder, så skulde det vel bidrage til at skjærpe tanken om, hvad man skylder sig selv og andre, hver gang man går i båd og heiser seil. Det burde f.ex. blive til en regel, som skulde stå uafladelig for alles bevidsthed, at drukne folk ikke skulde færdes på vandet.

Og havde tingen været i gang i en række af år (f.ex. fra det år af, da jeg først offentlig fremsatte den samme tanke, i 1855 nemlig,(1)) så skulde vi nu havt en fyldigere kundskab om årsagerne til de mange tilfælde af drukning, en kundskab, som muligvis skulde opmuntret til praktiske foranstaltninger til ulykkens forebyggelse, navnlig ved oprettelse af et særskilt selskab med dette formål.

Viste det sig, at virkelig en stor del af ulykkes-tilfældene skrev sig fra årsager, som måtte kunne forebygges, så var der jo stærk opfordring til virksomhed i denne retning.

At noget måtte kunne udrettes ved planmæssig at indhente og atter at udbrede oplysninger med hensyn til ulykkes-tilfælde, det synes jeg at måtte tro, når jeg på den ovenfor meddelte oversigt ser et årligt antal af 8 eller 9 «kvalte». Sandsynligvis menes hermed mennesker, som ere omkomne formedelst kul-os, om hvis farlige beskaffenhed almuen på mange steder er ganske uvidende. - Jeg har en formodning om, at kvælning formedelst kul-os hyppigst finder sted på skibe, hvis tætte rum naturligvis holder på kul-osen, medens den i huse snarere drives ud formedelst træk igjennem sprækker på alle kanter. Men dersom nu nøiagtige oplysninger havde viist, at det var så, skulde da ikke en kort underretning derom bringe alle skibsfolk til at tænke sig bedre om og undgå faren?

Hovedsagen er imidlertid den store mængde af ulykkes-tilfælde på havet. Som jeg selv håber senerehen at kunne meddele underretning om rednings-selskaber i England, så skulde jeg ønske, at mænd, som bo i de egne af vort land, der mest lide under denne national-ulykke, vilde meddele sine erfaringer og betragtninger, til fortsættelse af nærværende opsats i Folkevennen, og til mulig understøttelse for dens hensigt, som er at bevæge styrelsen til at indhente de omhandlede oplysninger om ethvert ulykkes-tilfælde, som har medført tab af menneskeliv.

Villighed til at forsøge og gjøre det muligste for at forebygge ulykken stemmer netop på det bedste med hint hjerte-suk om Guds beskjærmelse. Gud kan værdiges at bruge menneskelige bestræbelser som sine beskjærmende redskaber.

(Folkevennen, 1861, s.350-359)


[FOREBYGGELSE AV ULYKKER; REDNINGSSELSKAPET I ENGLAND]

I.

En af de smukkeste stuer, som jeg veed om, er Sjøstuen, som jeg kalder den, i amtmand Harris's bolig i Stavanger. Vindues-væggen står lige op af sjøen, uden nogen brygge eller strand foran; det kan hænde, at et fartøi ligger side om side med stuen, dækket næsten i høide med gulvet. Fra disse vinduer kunde en maler hente stof for søstykker: brusende dampbåde, fartøier, som komme, og fartøier, som gå, alt, hvad der flyder på Stavanger våg, med gjenbo-husene og Valberg-tårnet på den anden side - domkirkens gavler og kongsgård-træernes høie kroner ved vågs-bunden, til høire!

En bælgmørk aften i december måned for 3 år siden sad hr. amtmand Harris i sin familiekreds her i Sjøstuen. Vindues-gardinerne vare nede og dækkede for mørket derude; det var lunt og lyst herinde.

Pludselig høres skrig og nødråb fra sjøen, tæt ved, der ved hjørnet af huset, hvor et åbent rum eller en såkaldet almenning fører fra gaden indenfor til vågen udenfor.

Amtmanden ud, hans fuldmægtig med - og snart finde de en mand, som plasker i vandet og holder sig i brygge-stolperne. De troede da, det var kun den ene, som var i fare, og holdt på at hale ham op.

Så fik amtmanden se en arm stikke op af vandet længer ude, adskillige favne fra land. Han kastede sig ud i øieblikket, tog spænd mod bryggestokkerne, skjød sig udover, speidede, famlede, fik netop gribe manden, som ikke længer arbeidede med armene, ikke engang skreg, men allerede havde tabt bevidstheden og var ved at gå til bunds.

Redningsmanden troede ham allerede død, da han svømmede i land med ham. Men nu vare flere folk komne til: den forulykkede blev halet op, blev rullet, gav livstegn, kom sig.

I næste øieblik blegnede fru Harris ved at se sin mand komme ind. Vandet, som strømmede af ham, sagde hende, hvor han havde været. To mænd havde gået arm i arm langs strandgaden. Ukjendte med gadeløbene dreiede de om hjørnet og gik sig i mørket ud over bryggekanten. Ingen af dem kunde svømme; han, som kom så langt ud, havde plasket med armene på samme vis, som hunden kaver med labberne. Det var endda en note-bas.

Det er måske ikke alle læsere, som rigtig kunne sætte sig ind i, hvad kjæk redningsdåd dette var. Men hele Stavanger by blev greben ved fortællingen herom næste dag. - Under bevægelsen vare en del herrer samlede på byens klub og enedes om at gå i ordnet følge ud til amtmanden og komplimentere ham; de havde allerede valgt sin ordfører. Dette kom dog ikke ganske til udførelse, af den grund, at amtmanden selv tilfældigvis kom ind i samme øieblik; men uvilkårlig reiste alle sig amtmanden imøde, og ordføreren frembar for ham forsamlingens beundring og taknemmelighed.

For nogle uger siden stod jeg ved vinduet i Sjøstuen, og på min begjæring fortalte hr. amtmanden selv hin begivenhed. Jeg havde jo hørt den før; men jeg vilde så gjerne høre den af ham selv. Han sluttede så: «Jeg vilde ikke tale sandt, dersom jeg sagde, at jeg i den stund, da jeg kastede mig ud, havde tanke om, at nu gjorde jeg noget, som jeg burde gjøre. Det var en uvilkårlig drift. Da jeg så armen, havde jeg ikke tanke for andet, end at der ud måtte jeg.»

Denne forklaring forstår jeg ganske vel. Men den gjør ikke noget skår i min glæde over den raske, uforfærdede dåd.

Ikke så sjelden ser jeg af aviserne, at der i kongens navn uddeles bægre og medaljer, som hæderstegn til mænd, der have udmærket sig ved sådanne leiligheder. Denne hædrede skare består mest af fiskere og matroser. Jeg vilde, at amtmanden skulde være med her!

II.

Det som kaldes Aalesunds by, er en mangfoldig og uregelmæssig husklynge, eller rettere flere adskilte klynger, spredte henover besværlige klever og klippe-strande, på nogle øer og næs. En aften senhøstes 1856 skulde jeg gå omtrent fra den ene udkant af byen til den anden. Det var storm og regn, og jeg kunde ikke se mine egne hænder; men jeg troede mig kjendt og lagde i vei. Etsteds snublede jeg over nogle løse stene og faldt - efter nogen famlen og undren fandt jeg, at jeg var bleven liggende tvers over en lav mur ved kanten af en sten-bro, som førte over et sund, og som jeg netop var kommen midt ud på. - Da jeg nogle timer senere skulde gå samme vei tilbage, havde jeg fået mig en lygt. Og det var vel. Det var så sent, at folk for det meste var gået til sengs, og det lyste ikke ud af vinduerne; jeg gik mig vild, kom ud på en brygge eller almenning og var allerede på den yderste kant, da lygten viste mig vandet, dybt nede. Et skridt til - og jeg var gået udfor.

Dagen efter opfordrede jeg flere af bymændene til at sørge for, at der blev sat gadeløgter på sådanne steder eller gjort noget andet til sikkerhed.

Hvad der er blevet gjort, veed jeg ikke. Men efter den tid har jeg seet aviserne berette om to tilfælde, hvor fremmede folk i mørke have gået sig udfor Aalesunds brygger og ere blevne.

III.

Hvad jeg skrev i næstforrige hefte under den overskrift: «På havet», har bevirket, at en mand i Throndhjem, telegrafist Høyem, har sendt mig til afbenyttelse en afhandling, som allerede havde været trykt i Throndhjems Adresseavis, med den overskrift: «Fiskare, les her!» (afhandlingen er skrevet i landsmålet). Jeg tager hoved-indholdet.

Det gjøs i mig, når jeg tænkte mig i dit sted, fisker, således som du ofte er stedt i havsnød. Jeg ønskede dig en båd, som ikke på noget sæt kunde søkke, og som ikke gjerne vilde ligge hvelvet. Jeg ønskede: Gid den norske fisker kunde kuldseile og endda slippe for at miste indehavende gods, med andre ord: gid han turde gjøre farmen fast i båden og endda være tryg for, at han ikke sakk, om båden gik fuld eller hvelvede. Jeg ønskede: gid båden havde været således bygd eller indrettet, at den ikke vilde ligge på riperne (æsingerne) med kjølen i veiret. Gid den i det mindste ikke rullede helt rundt, men bare til siden, så kunde mandskabet snarere få den på kjøl igjen.

Således tænkte jeg og ønskede, og kom med det samme på følgende råd:

Ligesom nogle af de nyeste jernskibe, som gå mellem England og Amerika, have lufttætte kasser overalt, hvor de ikke ligge i veien, således måtte slige lufttætte kasser være nyttige for en båd også. De kunde jo haves både store og små, når de bare ikke tog bort nødvendigt rum. Jeg har således tænkt at foreslå en trekantet, langskabt kasse i hver båd-skut, der hvor skuten er smalest og uden videre nytte. Kasserne måtte passe godt i skuterne og være bredest i øvre enden. Ligeså vilde jeg, at den øvre og flade ende skulde nå jevnhøit med stavnen. Nu var det jo bedre, jo flere luftkasser båden havde, og derfor kan jeg let tænke mig, at jeg vilde ønske rummet opunder tofterne opfyldt med slige, naturligvis ikke bredere end toftbredden.

Du fisker, tænk på dette. Du kunde jo som til en prøve eller til en snarhjælp bruge duble-kagger, således, at du surrede en kagge fast i hver skut og så høit op imod stavnerne som muligt. - Å, gjør det, du! Du har dem jo oftest med dig alligevel. Bind dem allesammen fast til båden din, og du skulde se, at du i et ulykkes-tilfælde ikke vilde angre på det.

Jeg veed, at kuldseilede bådsfolk have prøvet at redde sig på duble-kagger, som lå flydende omkring den hvælvede båd, og at det ikke nyttede, fordi de ikke vare fæstede til nogen ting, men rullede omkring alt i et, så den hjælpeløse altid kom under dem.

Jeg behøver ikke sige dig, hvor stærk en duble-kagge er til at bære op det som ligger i vand; for det har du selv mere end en gang seet og rønt.

Tænk dig nu, at du havde en slik luftkassebåd, og at den kantrede, medens du havde farmen fastgjort i båden. Tænk dig videre, at båden, som den jo gjør, først blev liggende på siden en stund, med sejl og mast fladt hen over sjøen. Tror du da, at den kom til at gå aldeles rundt? Jeg tror det ikke; for kaggerne eller kasserne op i skuterne og op i stavnerne måtte da klemmes eller trykkes ned under vandskorpen - og det vil de ikke. Idetmindste vilde det tilfælde vanskelig indtræffe af den grund at den egentlige bådtyngde ikke lå midt på dem, men til siden for dem. Vilde du være endnu mere forsynlig, så kunde du jo have en kasse eller kagge under seiladsen fæstet eller hægtet til masten, en alen eller så omtrent op fra båden - du var da sikkrere på, at den ikke sakk og ikke hvelvede rundt; thi du indser, at også mast-kaggen vilde hindre den i at vende kjølen i veiret. -

Endnu et ord. Du veed, at postskyds-bådene ere tilpligtede at have fæste for postsækkerne, og at postkarlene må have disse fastbundne, når de ro eller sejle over sjø og fjord. Jeg synes, de desuden skulde have et andet pålæg: de skulde bestemt have luftkasser eller idetmindste duble-kagger i båden, så at den ikke kunde søkke. I en postbåd er der heller ikke ondt for rum for samme, da de bare have postsækkerne at fare med. Skulde jeg føre bådpost, vilde jeg af mig selv skaffe mig slige greier, uden at bie på pålæg fra mine overmænd. - Mangt et ulykkes-tilfælde kunde dermed været afvendt. Således veed jeg, at en postbåd for nogle år siden kuldseilede på Frøyfjorden i Nordmøre. Båden var liden og havde mange mand ombord. En vindflage kom, da den var som midtfjords, og der hvelvede den. Folkene kom sig nok så godt på hvelvet - men båden gik under. De blev allesammen. Men da de vare døde og skyllede bort fra båden, da flød denne op og drev i land, så posten blev funden og det i god stand. Vi læste sjøvåde aviser den dag, og mange af os med tunge tanker. Havde båden haft luftkasser til at holde den oppe, så skulde postkarlene rimeligvis ikke ladet sit liv den gang.(2)

IV.

Siden 1824 består i England et rednings-selskab, som hovedsagelig lægger an på at holde redningsbåde for skibbrudne, The Royal National Life-Boat Institution. Selskabet udgiver et eget tidsskrift, The Life-Boat («Rednings-båden»), og med stor interesse har jeg læst om dets virksomhed. Jeg ser her et herligt vidnesbyrd om almenånd og menneskekjærlighed. Og om end exemplet ikke i alle dele vilde være at efterligne her hos os, så er det dog skikket til at vække eftertanken og virkelysten. Jeg hidsætter derfor det væsentligste af årsberetningen for 1860.

Adskillige år i rad har bestyrelsen været så lykkelig at kunne berette om, hvorledes selskabet stadig er gået fremad og har steget i almenhedens gunst. År for år har dets virkekreds udvidet sig - dets redningsflåde er bleven forøget - og i forhold til tallet på skibbrud ved vore kyster er tallet på de liv, som ved selskabets medvirkning ere blevne reddede fra ubetimelig død, blevet større.

For dette held må bestyrelsen udtale sin dybe taknemlighed mod den almægtige, og den henvender derhos sin tak til alle dem, hvis redebonhed har udstyret den med midlerne til arbeidet.

Et af de vigtigste og interessanteste træk i det forløbne års begivenheder er, at ikke mindre end 14 nye redningsbåde ere blevne selskabet skjænket, af forskjellige menneskevenner.

I regnskabs-oversigten findes fuldstændig fortegnelse over disse ædle gaver. Men bestyrelsen kan ikke afholde sig fra her at omtale en af dem, som der knytter sig en særegen interesse ved, såsom den er skjænket af to engelske damer til minde om en afdød søster. Denne redningsbåd, som er stationeret ved Llandudno i Nord-Wales, har efter giverindernes ønske fået det navn «Søsterens minde».

Selskabets foretagender i det afvigte år skulle fremstilles under de forskjellige overskrifter, således:

Redningsbåde: I årets løb ere 17 nye komne til, og selskabet har nu en flåde af ikke mindre end 110 redningsbåde - 100 af dem så godt som nye, byggede inden de sidste 10 år,(3) samtlige derhos i god stand og færdige til øieblikkelig brug. Nogle flere både ere for tiden under bygning.

Som sædvanligt har der været udført øvelser med bådene, ofte i de voldsomste brændinger, og de have bevaret deres ry for sikkerhed og dygtighed. Derhos ere de på nogle få nær i årets løb blevne inspicerede af selskabets inspektør, marine-kaptein Ward.

Og i året 1860 have bådene tjent som middel til at redde to hundrede og ti mennesker fra 34 vrag, foruden at de ved 46 andre leiligheder gik ud til skibe, som dog kom ud af faren uden at behøve deres hjælp. Og alle disse tjenester ere blevne udførte, uden at et eneste liv af bådenes mandskab gik tabt. - Desuden have mandskaberne mange gange været samlede og holdt vagt i stormfulde nætter, når det truede med ulykke.

Og skjønt det egentlig ikke hører med til årsberetningen for 1860, skal bestyrelsen endnu meddele, hvad den tror vil glæde selskabets venner, at i de forløbne måneder af indeværende år (1ste januar til 21de marts 1861) have selskabets redningsbåde bjerget ikke mindre end 168 mennesker, deraf 78 alene under den forfærdelige storm den 9de og 10de februar. Af disse sidste blev 19 reddede fra barken Guyana af Glasgow, ved Carnfore redningsbåd. Med tilhørende transportvogn var denne redningsbåd bleven anskaffet for 300 pund sterling, der var skjænket selskabet som et tak-offer af en dame, som var bleven reddet fra drukning af H. A. Hamilton, Esq., på hvis yacht hun var, da hændelsen forefaldt.

Redningsbåd-vogne. For 16 stationer ere sådanne anskaffede, og der arbeides på flere.

Bådehuse for redningsbådene ere opførte på 16 stationer.

Barometre. Bestyrelsen har gjort begyndelse med at forsyne nogle af redningsbådenes stationer med barometre; disse ere særlig indrettede til dette brug, og deres daglige angivelser ville blive anførte på en tavle ved siden af instrumentet. Det synes rimeligt, at med sådanne hjælpemidler skulle vore fiskere og kystfarere i mange tilfælde slippe for ulykker, som de nu må prøve. Et godt barometer på en offentlig station skal advare folk i nabolaget om, hvad veir der er ivente, og dermed skulle de mangen gang vide at undgå faren.

Skibbrud og tab af menneskeliv. Skjønt året 1860 var næsten exempelløs stormfuldt, var dog tallet på de skibbrud, som havde mennesketab til følge, betydelig under middel-tallet, og lykkeligvis indtraf intet tilfælde, hvor liv offredes i det store, således som da Pomona og Royal Charter forliste året forud og over 800 mennesker omkom med disse to skibe alene. Ved kysterne af England med Skotland og Irland indtraf i 1860 ialt 1379 skibbrud, og 536 mennesker omkom; men middeltallet for de sidste 7 år var 1184 skibbrud og 800 omkomne.(4)

Dette spørgsmål påtrænger sig ved betragtningen af så mange menneskers forlis: Er der ikke noget muligt middel, som hidtil var uforsøgt, men som kunde hjælpe til at formindske ulykken i fremtiden? Har landet gjort sin skyldighed mod sin sømandsbefolkning, navnlig mod den del af samme, som bemander vore kystfartøier? Om der ikke kan svares på disse spørgsmål således, som det kunde ønskes, så er det at håbe, at den stadig voxende mængde både af gods og af menneskeliv, som sættes på spil i vor handels-verden, vil bringe landet til at føle og erkjende, at der må gjøres alt, hvad gjøres kan, for at bringe det store tab ned til det mindst mulige beløb.

Ifølge handels-departementets lister var antal af reddede som følger:

Ved redningsbåde(5) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

326

Ved raket-apparater(6) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

408

Ved skibenes egne både, ved
kystbåde, dampskibe etc. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2949

Ved personlig anstrængelse .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

    14

ialt

3697

De, hvis bjergning skyldes redningsbådene, ere alle bragte iland under farlige omstændigheder, for det meste således, at redning ikke var mulig på anden måde. Et exempel på redningsbådenes tjeneste være det tilladt at anføre.

For få måneder siden blæste det en svær storm udfor Lyme Regis. Omtrent kl. 8 blev der gjort allarm; et fartøi var i havsnød. Det var mørkt som beg; mørket, stormen, søgangen var, som byens mayor har indberettet, nok til at afskrække folk fra at gå i redningsbåden. Alligevel var båden efter kort frist bemandet med en tapper besætning - dens fører, Thomas Bradley, havde øieblikkelig været på sin post. Tjæretønder bleve tændte, og bådene gik ud i sit hellige kald. Men det var en så forfærdelig nat, at fast hver mand på stranden opgav tanken om at se dem igjen. Og dog - efter halvanden times kamp med stormens raseri kom båden tilbage, bringende med sig tre mand, som havde udgjort besætningen på den strandede smak Elisabeth Ann fra Lyme Regis. Folket i byen var aldeles forbauset over redningsbådens flinke arbeide og over det dygtige mandskabs uforfærdethed.

Tallet på skibbrudne, som enten ere blevne reddede ved selskabets både, eller for hvis redning selskabet har ydet belønninger, er alt fra selskabets stiftelse af, som følger:

i året antal af reddede i året antal af reddede
1824 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
124
1843 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
236
1825 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
218
1844 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
193
1826 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
175
1845 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
235
1827 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
163
1846 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
134
1828 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
301
1847 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
157
1829 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
463
1848 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
123
1830 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
372
1849 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
209
1831 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
287
1850 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
470
1832 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
310
1851 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
230
1833 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
449
1852 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
773
1834 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
214
1853 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
678
1835 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
364
1854 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
355
1836 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
225
1855 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
406
1837 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
272
1856 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
473
1838 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
456
1857 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
374
1839 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
279
1858 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
427
1840 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
353
1859 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
499
1841 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
128
1860 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
455
1842 .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
276

ialt

11,856    

Belønninger. I et tillæg til årsberetningen findes forklaring om hvert af de tilfælde, i hvilke der af bestyrelsen har været uddelt hæderstegn eller pengebelønninger for redning eller for forsøg på redning af menneskeliv i afvigte år. Det var: 16 sølv-medaljer, 14 takke-skrivelser på pergament, og pengebelønninger til beløb af £ 1,111. 12. 4 (i norske penge omtrent 5000 spdr.)

Bestyrelsen, som altid anvender den største omhu for at forvisse sig om redningsmændenes virkelige fortjenester, har grund til at antage, at selskabets belønninger virke godt. Medaljerne og de andre agtelses-tegn ere i stor anseelse blandt kystbeboerne, og pengebelønningernes størrelse og hurtige udbetaling vække almindelig tilfredshed. Det er ikke så sjelden at se medaljerne fremviste ved offentlige møder.

Bestyrelsens arbeide kan kortelig angives så: siden selskabet blev stiftet, har den anvendt til redningsbåds-stationer (i norske penge) noget over 200 tusinde speciedaler, og foruden penge-belønninger til et beløb af over 60 tusinde spdlr. har den for udmærket rednings-dåd uddelt 82 guld- og 666 sølvmedaljer.

Regnskabs-oversigt. Indtægten i året 1860 var £ 14,027. 11. 2 (omtrent 63,000 spdlr.)

(Det sees, at af hin indtægt var ikke mindre end £ 2721 (omtrent 12 000 spdlr.) mest af nogle få private personer skjænkede til anskaffelsen af de ovenfor omtalte 14 nye redningsbåde. Og desuden sees adskillige givere at have skjænket betydelige beløb indtil 100 pund sterling hver.)

Udgifterne i året var £ 13,085. 8. 11.

(Bestyrelsen slutter med en indtrængende opfordring til landsmænd af alle klasser om fortsat medvirkning og pengeunderstøttelse for det værk, som selskabet har påtaget sig.)

V.

DE, SOM BLEV.(7)

Ei dem fattes noget venligt minde,
som kunde melde hvor de lagdes ned.
Over dem kun tang og tare vinde
sin gustne krands om dunkle hvilested.
Ei for dem i rolig grav at hvile,
i højden, som står blomstersmykt om vår!
Fred de fanged' under fredløs vove,
søvnen dyb, hvor søvnløs brænding går.
Over dem det vilde hav skal stride
en grufuld strid mod vindene fra land.
- Men just derved deres ben vil glide,
ret lunt og godt, dybt ned i dybets sand.
Og dem en evig sørgesang skal klinge
igjennem bølgens suk og vindens vinge.
Og for hver bølge, som mod strand sig hæver,
mig deres minde gjennem sjælen bæver:
Ja, stranden blir for deres skyld mig kjær,
for deres skyld mig bølgen hellig er.


[OPPGAVE OVER BELØNNINGER FOR REDINGSDÅD 1845-1861]

I fjor tillod jeg mig at indrykke i Folkevennen et par stykker med denne overskrift(8) (side 350 og 490); jeg fortsetter iår, og jeg gjør regning på, at det ikke skal kaldes for meget.

Thi de mange ulykkes-tilfælde på havet er en at vort lands store prøvelser.

Dennegang har riktignok mit arbeide kun bestået deri, at jeg har anmodet Departementet for det Indre om at få opgave over de belønninger, som ved dets foranstaltning ere uddelte af det offentlige for at have reddet folk fra at drukne, og det er da departementets velvilje, som vi have at takke for nedenstående liste. At denne først begynder med året 1845, det kommer deraf, at før den tid have protokollerne været førte på en anden måde en senere, så det var et altfor besværligt arbeide at gjøre disse uddrag.

For at lette oversigten skjelner jeg imellem udlændinger og indlændinger ved at sætte stjerne (*) foran hines navne.

bilde s. 17
bilde s. 18
bilde s. 19
bilde s. 20
bilde s. 21
bilde s. 22
bilde s. 23
bilde s. 24
bilde s. 25
bilde s. 26
bilde s. 27

[INNBERETNINGER FRA TROMSØ STIFTS SOGNEPRESTER]

Mit første stykke med denne overskrift(9), i Folkevennen ifjor sommer, nåede til at blive læst og påagtet på det heldigste sted: jeg har allerede på mit bord udførlige indberetninger fra Tromsø stift, fra 52 af stiftets 54 sognepræster, om hvert enkelt ulykkes-tilfælde i 1861, hvad de forulykkede hed, hvad folk det var, under hvilke omstændigheder ulykken indtraf, hvad årsagen antages at have været o.s.v.

Det er biskop Essendrop, jeg har at takke for denne sendelse. Hint stykke i Folkevennen bevægede ham til at skrive til præsterne om sagen, og de indkomne indberetninger har han overladt mig til videre benyttelse.

Han har derhos anmodet præsterne om at være betænkte på lignende beretninger i de nærmeste år herefter også.

I hint stykke i Folkevennen havde jeg yttret det ønske, at det offentlige gjennem politiets embeds- og bestillingsmænd vilde lade indhente forklaring om hvert forefaldende ulykkes-tilfælde. Men sagen er visselig bedst faren under geistlighedens frie interesse, ialfald for det første, da det nærmest gjælder at anstille studier.

Tromsø stift er det samme som henved halvdelen af Norges kyst, og det er i dette stift, at ulykken er så overhånds stor.(10)Der er vel intet sted i verden, der byder sådan anledning til at studere denne sag: en befolkning, som idelig må sætte sit liv i vove på søen, og et præsteskab, hvis dannelse og fortrolige omgjængelse med almuerne er så vel skikket til at indsamle de allernøiagtigste iagttagelser.

Jeg ser også, at præsteskabet har skjænket sagen sin fulde opmærksomhed. Flere af indberetningerne ere endog langt mere omfattende, end det egentlig var forlangt, gående flere år tilbage i tiden, eller gjørende rede ikke alene for hvert druknet menneske, men for hver kuldseilet båd.

Kan dette arbeide kun blive fortsat uden afbrydelse så meget som 5 år i rad, så skal det sikkerlig vise sig lønnende: det skal give os klarhed i sagen og dermed bringe trøst og råd.

Hr. Essendrops sendelse fik jeg for et par dage siden, og om en uges tid må jeg tiltræde en længere reise. Men når jeg, om Gud vil, kommer tilbage, vil jeg snarest mulig tage fat på det mig betroede arbeide: at gjennemgå indberetningerne for at få deres samlede lærdom fremstillet og offentliggjort.

Idag kun en enkelt prøve af disse alvorlige oplysninger.

Provst Holm i Bodø har fundet, at i de 7 år 1855-61 druknede af hans præstegjeld 18 mennesker; af dem var 14 mandspersoner over 10 års alderen; men af disse 14 igjen antages mindst de 10 at kunne være blevne reddede, dersom de havde kunnet svømme.

Nu kommer sommeren og badetiden. Ungdommen må øve sig i at svømme!

(Folkevennen, 1862, s. 175-176)


[BERETNING OM FORLIS I TROMSØ STIFT 1861]

I. SAGENS ALVOR FOR TROMSØ STIFT

Det kan gjøre et underligt indtryk på sindet, at gå fra bygd til bygd med blik og tanke fæstet på et enkelt hvilketsomhelst stykke af folkets kår og lægge mærke til den stadige tilstand på hvert sted og den gradevise overgang og forandring fra den ene egn til den anden eller fra den ene ende af landet til den anden.

Just nu har jeg i tankerne gået en sådan gang, idet jeg har læst en hel række af beretninger om en enkelt sag, præstegjeld for præstegjeld i hele det vidstrakte Tromsø bispedømme eller Nordlandene og Finmarken, beretninger fra sognepræsterne om - de i 1861 indtrufne ulykkes-tilfælde, hvormed folk ere omkomne formedelst drukning.(11)

En gårdmand med sine 2 sønner reiser med en bådladning ved og er allerede kommen ganske nær hjemmet, da et vindstød pludselig omkaster båden. Alle komme sig dog op på hvælvet, og båden driver mod land; men nu tager masten bunden, derved hvælves båden på ny, og faderen driver af og omkommer; sønnerne reddes på den måde, at de holde sig fast ved den flydende båd, indtil den kommer så nær ind, at de kunne vade tillands. Den døde blev siden funden, tæt udenfor hans søbrygge.

I en anden bygd var der en ung kone, som havde sin søster med, og som ligeledes kom seilende med en ladning risved. Båden var så læk, at de neppe kunde holde det med øsing; men de vare dog allerede nær hjemmet, så konens 2 små børn, som havde været alene hjemme, kom ned i fjæren for at tage imod dem - da kom der et vindkast, den af vand og ved overfyldte båd hvælvedes, konen kom under, og det blev hendes død.

I Skots-tinden, et fjeld ude mod havet i Stegens præstegjeld, er der flere skar eller fordybninger, hvor sydvestvinden trænger sig igjennem med frygtelig kraft, så den falder som en hvirvelvind ned på et enkelt sted lige i leden eller det almindelige farvand. På reise til Lofoten komme 5 Helgelands-både her forbi, 2 mand i hver båd. Enten have de ikke hørt om Skots-tinden, eller ikke nøie nok kjendt det farlige sted, eller ikke fundet veiret den dag betænkeligt - men med et falder hvirvelvinden ned over dem og fælder bådene, så de bleve liggende i en kreds, med mastetoppene ind ad og næsten berørende hinanden. Der kom hjælp til og reddede 5 af mændene; de andre blev.

Længere mod nord: tre brødre, 25, 21 og 15 år gamle, sønner af kirkesangeren i sognet og hans alderdoms støtte, snilde, håbefulde gutter, vare en dag i januar ude for at sætte deres line-brug. Pludselig røg en orkanagtig storm op, af nordvest, med hagl-ilinger og snekav; det blev dem umuligt at ro sig op under land; storm og sø rev dem ud over fjorden, båden fyldtes, og de fandt sin grav i bølgerne.

Fremdeles langt nord: Juledags morgen gik 7 mennesker i båd sammen for at reise til kirke; de havde endda et barne-lig med. De reiste ud i ganske stille veir. Men pludselig kastede et rasende uveir sig over sundet, så søen hævede sig indtil 3 alen i fjæren. Båden forliste og alle omkom. Man kunde på ingen måde tilskrive ulykken uforsigtighed eller mangel på omtanke; det var som et under over alle undere, at de andre både i farvandet bleve bergede; de ældste folk kunde ikke mindes mage til uveir. Blandt de 7 var en mand, som efterlod kone og 2 børn, ligeså en ungkarl på 38 år, som var sin moders eneste støtte og hjælp i hendes alderdom - fremdeles to ynglinger, som vare sine fattige forældres håb i deres fortrykte stilling, o.s.v.

Endnu længere mod nord, helt oppe ved Vardø: her blev en båd med 3 mand borte i marts, og af adskillige omstændigheder fandt man ud, at ulykken rimelig var foregået på et strøg, hvor der formedelst kystens bøining går stærk storm, og hvor der er fare for strømskavl, d.e. skarpe, toppede bølger, som selv i ganske stille veir kunne dukke op lige ved båden og fylde den; thi det er langt værre at klare sig for det slags sø end for almindelig hav-sø.

Se, sådanne exempler er det, jeg i præsternes beretninger har læst en lang og sammenhængende række af, og det var mig under læsningen, som om stormen øgede og havet blev vildere og voldsommere, efterhvert som jeg trængte nordover og vovede mig ind i Nordishavets farer.

Her er tvende ting, som virke sammen: jo længere mod nord, desto farligere er havet at befare, og jo længere mod nord, desto mere ere menneskene nødsagede til at friste faren, såsom landet er et smalt og skarpt kystland og havet derfor må være både deres alfarvei og deres arbeidsmark.

Lad os kaste et blik udover hele riget for at få se tingen noget mere i det store. Vi må da skjelne mellem indland og kystland og mellem kystlandets sydlige og nordlige strøg. Jeg begynder med det indre af Throndhjems stift, idet jeg setter til side de af stiftets distrikter, som støde til havet, nemlig Romsdalen, Nordmøre, Fosen og Namdalen. Fra Throndhjem af går jeg sydover til Christiania stift, som for størstedelen er indland, men dog har en strimmel kystland; derfra fortsætter jeg til Christiansands og Bergens stifter, som ere mere og mere kystland; så kommer jeg længere mod nord til det Throndhjemske kystland, som nys blev omtalt, og endelig mod nord til de tvende amter, som Tromsø stift består af, Nordlandenes og så Finmarkens.

For de 5 år fra 1856 til 1860 kan det beregnes efter de offentlige opgaver, at for hvert 10,000 (ti tusinde) mennesker indtraf der år om andet eller årlig så mange dødsfald formedelst ulykkes-tilfælde, som disse tal vise:

Throndhjems stifts indland .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   3 1/2
Christiania stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   4
Christiansands stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   6
Bergens stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   7
Throndhjems stifts kystland .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 10
Nordlandenes amt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 16
Finmarkens amt .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 20

Ved denne beregning ere alle slags ulykkes-tilfælde tagne med, formedelst lynild, sneskred, indebrænding o.s.v. Vil jeg gå nøiere til værks og holde mig til tallene over druknede alene, så må jeg forlade hin nøiagtigere inddeling af riget og kan ikke udføre beregningen anderledes end for de hele stifter, så:

Christiania stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   2
Christiansands stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   4 1/2
Bergens stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   5
Throndhjems stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..   5
Tromsø stift .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 15

Fordi alle de øvrige ulykkes-tilfælde for det meste ere få at regne imod druknings-tilfældene, gjør det ikke stort til eller fra ved en oversigt som denne, om alle regnes med eller ei; sammenligningen mellem de forskjellige dele af riget falder derfor omtrent ens ud efter begge beregninger.

Og den samme regel, som vi af disse tal-rækker kunne læse os til for Norge, skulde vi vistnok finde igjen, om vi havde opgaver over druknings-tilfælde for hele Europa, og ved en sådan storartet sammenligning skulde det vistnok også vise sig, at som vort Tromsø stift bøier sig længere op mod nord end noget andet land, så er det i denne henseende mørkere, ja sandsynligvis meget mørkere der end i nogensomhelst andet land.

II. OM HVORDAN DET EGENTLIG HAR SIG I TROMSØ STIFT

1. De trykte offentlige opgaver om druknede giver ikke andre oplysninger, end at de sige, hvor stort hvert års antal har været for hvert stift, og hvor mange der var af mandkjøn og af kvindekjøn. Men efter den omtalte samling af beretninger fra Tromsø stift kan jeg nu meddele en række af opgaver, hvis sjeldne omstændighed er frugten af et første forsøg på at trænge til bunds i denne sag.

Opgaverne angå den i stiftet hjemmehørende befolkning (med udelukkelse af fremmede fra andre stifter eller andre lande), og de omfatte: året 1861.

Det hele antal af druknede var: 157 personer.

Af disse er der 3, som jeg ikke kan tage videre hensyn til her, såsom der ingen nærmere oplysning er given om dem.

De øvrige 154 personer kunne siges at være omkomne ved 86 tilfælde.(12)

2. Hvad angår personerne, kan jeg gjøre sådan adskillelse:

Fruentimmer (af dem 2 børn) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

15

Mandfolk, under 15 år .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

15

fra 15 til 30 år .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

63

fra 30 til 50 år .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

46

over 50 år .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

15

139


tilsammen

154

3. Og med hensyn til tilfældenes art eller omstændigheder kan jeg til en begyndelse skjelne mellem dem, som hændte i ferskvand (elv og indsø) eller på søen, således:

1, i ferskvand: 17 tilfælde, med 17 personer,
2, på søen: 69 tilfælde, med 137 personer.

Her viser sig strax forskjel: på indsøer og elve (hvor folk ere omkomne ved fiskeri, tømmerflødning, badning, ved at falle gjennem isen, ved at falde ud fra stranden o.s v.) have tilfældene rammet kun en person ad gangen; på søen derimod, hvor der naturligvis også stundom har været kun 1 ad gangen, har der til andre tider været flere sammen, så der med et middel-tal kommer næsten nøiagtig 2 på hvert tilfælde. Vi kunne sige, at ulykkes-tilfældene på søen ere ikke alene mange gange hyppigere, men også voldsommere, grådigere.

Der er en forskjel til: af dem, som druknede i elve og indsøer, vare to trediedele (11 af 17) enten fruentimmer eller af mandkjønnet børn under 15 og gamle over 50 år; af dem derimod, der faldt som offere for søens voldsomhed, var lige omvendt mere end to trediedele (103 af 137) mandfolk i den bedste alder (mellem 15 og 50 år), altså af dem, hvis arbeide og erhverv i regelen underholder de gamle og børnene og kvinderne.

Disse forskjelligheder fortjene at lægges mærke til - af den grund, at faren på indsøer og elve kan være ligedan i et indland, f.ex. det indre af Christiania stift. Vi kunne sige, at indlandet har den mindre fare tilfælles med kystlandet, men at dette har både den mindre og den større.

4. Med hensyn til tilfældene på søen kan jeg fremdeles gjøre sådan adskillelse:

a) folk, som lige fra stranden af ere komne ud i vandet:

8 tilfælde,

9 personer

b) skibsfolk:

5 tilfælde,

11 personer

c) bådsfolk:

56 tilfælde,

117 personer

Størstedelen af klasse a. er børn og nogle få voxne, som ere faldne ud i vandet. Et par børn og 1 voxen ere omkomne ved badning.

Til klasse b. har jeg regnet alle druknede af skibsmandskaber, hvad enten tilfældet indtraf inden- eller udenfor stiftets grændser, og hvad enten ulykken hændte ved skibets forlis eller ved at falde overbord eller ved forlis med både i et eller andet erinde fra fartøiet af.

På den netop nævnte undtagelse nær henregner jeg alle, som i hvilketsomhelst erinde færdes i båd, til klasse c.

5. I denne klasse c. se vi største mængden af alle de sørgelige tilfælde indbefattede, og på den skulle vi henvende vor fortsatte opmærksomhed. Først deler jeg de 56 tilfælde, eftersom ulykken består deri, at en person er faldet ud af båden, eller deri, at båden er gået under:

a) falden ud af båden, 4 tilfælde, 4 personer,
b) båden gået under, 52 tilfælde, 113 personer.

Alle de 4 personer ved de førstnævnte tilfælde vare mænd over 50 år, tildels meget gamle. De have været ude alene, i forskjellige erinder; en af dem lå ved stranden og skar tare; efter andre har man fundet båden på ret kjøl, og man har sluttet, at de i en eller anden hensigt have reist sig op og strakt sig ud, og at de så have tabt ligevægten.

6. Nu have vi igjen de 52 tilfælde, hvor båden er gået under, hvad enten nu dette er skeet på den måde, at den er bleven knust mod klipperne, eller så, at den er bleven fyldt af bølgerne, eller endelig så, at den er bleven kastet om, hvilket sidste atter kan være skeet, enten fordi båden er kommen op i bråd og brand over fald eller skjær, eller (og dette er det ulige hyppigste) fordi seilet er blevet rammet af et vindstød.

Disse tilfælde kunne vi atter dele i flere klasser efter beskaffenheden af bådenes erinder, så:

a) kirke-reiser .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

tilfælde,
med

9

personer
b) andre småreiser .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

19

»
»

35

»
c) vareførsel .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

»
»

8

»
d) fiskeri .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

26

»
»

61

»

a. På kirke-både er der gjerne samlinger af begge kjøn og alle aldere.

Så har det også været her, og blandt de 9 personer var der f.ex. 3 fruentimmer.

b. Under begrebet små-reiser er indbefattet ikke alene reiser til og fra byen og handelsstederne og markederne o. desl., men også en del bådfarter, hvis hensigt ikke var opgivet; det er dog rimeligt, at en del af disse vare fisketoure, så de rettelig skulde været talte ind under klasse d.

c. Når en båd lades med en vare, som ruver meget eller har stort omfang i forhold til tyngden, såsom kviste-ved, så kan der lægges en stor hob på, og båden kan endda bære; men den bliver overlastet (får tyngden for høit oppe), og derved er den snar til at gå om. Blandt de 4 her nævnte både, var der 3 vedbåde. Den 4de båd var ladet med tomme og fyldte tran-stamper, ubetænksomt satte så, at de tomme og lette stode underst, de fyldte og tunge øverst. Den 5te båd endelig var fuld af tare, som to kvinder havde været henne at skjære (rimeligvis til kreatur-foder).

d. Her er indbefattet alle bådfarter, som ere foretagne for fiskeriets skyld, altså ikke alene reiser fra land ud på fjorden eller havet for at sætte eller trække fiskeredskaber o.s.v., men også reiser fra hjemmet til fiskeværene og tilbage, ofte lange reiser, f.ex fra Helgeland til Lofoten eller fra Senjen til Vest- og Øst-Finmarken.

7. Under den post «fiskeri» have vi altså det største tab af menneskeliv at beklage. Hvert tilfælde river med sig med et middel-tal mellem 2 og 3 personer, og det netop af den erhvervs-dygtige klasse af samfundet. Af de 61 druknede vare:

1 kvinde.
1 gut ikke fuldt 15 år.
33 karle mellem 15 og 30 år.
22 karle mellem 30 og 50 år.
4 karle ikke meget over 50 år.

Kvinden var en lappe-pige fra Øst-Finmarken, hvor fruentimmer nok oftere må være med på fisket.

Oplysningerne ere ikke altid fuldstændige nok til at se, om ulykken skede under selve fiske-arbeidet (garnenes trækning o.s.v.) eller under reisen udover til fiske-stedet eller indover til land efter endt fiske. Men jeg har dog lagt mærke til, at ret ofte har netop dette sidste været tilfælde, noget, som jo også kan være at vente, da folk ikke gjerne tage ud, med mindre det er tåleligt veir, men ofte få uveir på sig, inden de nå tillands igjen. Heller ikke er det altid oplyst, hvad det var for slags fiske, som blev drevet (hjem-fiske, fjord-fiske, hav-fiske); endnu mindre pleier det være omtalt, hvad det var for slags båd, som bleve brugt.

8. Nu vender jeg tilbage igjen til det samlede antal af 86 tilfælde, og med forbigåelse af 2, som forefaldt blandt skibs-mandskaber udenfor stiftets grændser (i Bergen og ved Hamburg) skal jeg for de øvrige 84 anføre, hvorledes de vare fordelte på årstiderne, således:

I indsøer
og elve

søen
Januar .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
2
Februar .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
5
Marts .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
2
12
April .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
8
Mai .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
2
3
Juni .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
2
8
Juli .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
1
3
August .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
1
3
September .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
1
-
Oktober .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
2
6
November .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
-
4
December .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
1
10
ikke angivet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
5
3

På elve og indsøer forefalder ulykken mest, se vi, om våren, når isene blive svage, og om sommeren, når vandene ere åbne. - På søen har det 3die fjerdingår (juli, august, september) været det bedste. Upåtvivlelig er der ligesom tilbøielighed til en vis regelmæssig fordeling, efter som det almindelige veirlag samt næringsdriften og samfærdselen falder med regelmæssig forskjellighed på årstiderne; men der må vel flere års optegnelser til at se regelen. Påfaldende er det store tal for december og det lille for januar.

9. Atter vender jeg tilbage til begyndelsen, hvor det samlede antal af druknede blev opgivet til 157 personer. Af dem vare hjemmehørende:

i Nordlandenes amt: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 66
i Finmarkens amt: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 91

Ved sidste folketælling eller i 1855 var folkemængden

i Nordlandenes amt: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 77,769 mennesker
i Finmarkens amt: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 54,473
»

Skulde tabet være ligt fordelt på folketallet, skulde det sidste amt altså havt en god del mindre af druknede end det første; men nu var det netop omvendt. Dette stemmer ganske med det indtryk, vi fik ved et par tal-rækker ovenfor, i første kapitel, hvor vi anstillede sammenligning mellem de forskjellige egne af riget: jo længere mod nord, desto værre.

10. Ville vi nærmere komme efter, hvori forskjellen mellem de to amter stikker, så må vi her ligesom ovenfor sætte ud af betragtning 3 personer, hvorom intet andet er oplyst, end at de hørte hjemme i et af Nordlandenes præstegjelde, og så agte på de bekjendte 86 tilfælde, hvorved det var, at de 154 personer omkom. Fordelingen er:

Nordlandenes amt, 41 tilf., med 63 personer.
Finmarkens amt, 45 tilf., med 91 personer.

Men trækker jeg fra: for det første de tilfælde, som foregik i elve og indsøer, samt de, som bestod i at folk faldt i søen fra stranden af - hvilke tvende slags tilfælde sees at rette sig mere efter folkemængden, og for det andet de tilfælde, som forefaldt blandt skibsmandskaber, hvilke tilfælde have mindre betydning for nærværende sammenligning og desuden ere ganske få, da beholder jeg tilbage de tilfælde, som ere forefaldne til båds, nemlig:

i Nordlandenes amt: 23 tilf., med 40 pers.
i Finmarkens amt: 33 tilf., med 77 pers.

Og trækker jeg fremdeles fra de tilfælde, som bestod deri, at folk (mest gamle) faldt ud af båden, så har jeg igjen de egentlige bådstilfælde, hvor menneskeliv gik tabt desformedelst, at båden gik under, nemlig:

i Nordlandenes amt: 20 tilf., med 37 pers.
i Finmarkens amt: 32 tilf., med 76 pers.

Her, ved denne hoved-klasse af ulykkes-tilfælde, er forskjellen slående: både indtraf der i det sidste amt flere tilfælde, og disse vare i det hele taget voldsommere (i gjennemsnit mere end 2 personer på hvert ulykkestilfælde i det sidste amt, imod ikke fuldt 2 personer i det første), så det amt, som har den mindste folkemængde, led dobbelt så stort folketab som det andet.

Hertil må endnu føies dette, at en del af Nordlandenes tab opstod ved Finmarkens kystland, ved forlis blandt de dristige nordlændinger, som årligårs drage derhen på fiskeri, og det kan ikke sees, at havstormene udenfor Nordlandenes øer og næs have øvet gjengjeld mod fiskere fra Finmarken.

III. MERE OM SAGENS ALVOR I TROMSØ STIFT

Ifølge en tænkemåde, som jeg mener er temmelig almindelig, vil en og anden måske slutte så: Siden der i disse nordlige kyst-egne træffer så usædvanlig mange ulykkes-tilfælde på søen, så er det vel så indrettet, at her er mindre af allehånde andre ulykkes-tilfælde, som da indlands-egnene og de sydlige strøg monne være mere hjemsøgte med.

Men det omvendte er det rigtige. Ifølge de offentlige opgaver lider Tromsø stift mere end noget af de andre stifter formedelst ulykkestilfældene på landjorden også. Her er forskjellen vistnok ikke på langt nær så stor som ved druknings-tilfældene; men der er dog forskjel, og den peger i samme retning.

Medens der i hvert af de to hernævnte fem-år druknede i Tromsø stift omkring 1100 personer (se mere herom i næste afsnit), var antallet af dem, som forulykkede i årene

1845-50 og 1851-55:
ved forbrænding .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
20
19
ved fald .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
26
29
ved sneskred .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
24
26
ved frost og kulde .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
30
26
ved kjørsel, ved skud o.s.v. o.s.v. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
50
60

ialt

150  
160  

Man må studse over den store regelmæssighed, som hersker over disse hændelser (fast lige stort antal i det ene fem-år som i det andet). Og man ser, at ligesom havet kræver dette vinterlige lands barske natur også sine offere.

Mange af ulykkes-tilfældene på landjorden stå desuden i forbindelse med dem på søen. Dette er bemærket i en af de beretninger, som benyttedes i forrige kapitel, beretningen for Lebesby i Øst-Finmarken af provst B. Kokk, som med den udførlighed og omhu, hvormed han har behandlet sin gjenstand, ret har givet prøve på, hvor interessant en præstegjelds-statistik kan være. I hans lille præstegjeld (lidt over 600 indbyggere)(13) er der siden 1842 foruden et betydeligt antal druknede omkommet ikke mindre end 24 personer på følgende måder:

IV. DET LYSNER DOG

Efter de offentlige opgaver var antallet af druknede i Tromsø stift år for år, som følger:

ved at fryse ihjel
a) efter at have reddet sig fra søen .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 5
pers.
b) på en holme, hvorfra de formedelst
uveir ikke kunne slippe iland

.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

3

»
c) ved uveir under fjeldvandring eller
arbeide ude i marken

.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

7

»
ved sneskred .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1
»
»    fald og stød under ensligt arbeide i marken .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2
»
»    skiløbning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1
»
»    nedfaldende gjenstand .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1
»
»    at fare vild i marken, en voxen og et barn .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2
»
som følge af forbrænding .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1
»
formodentlig ved uforsigtighed i leg .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1
»
1836 148 1846 179 1856 182
1837 162 1847 190 1857 191
1838 202 1848 211 1858 206
1839 188 1849 292 1859 191
1840 224 1850 229 1860 205
1841 156 1851 214 Endvidere ifølge
1842 199 1852 268 de specielle ind-
1843 259 1853 174 beretningerfra
1844 220 1854 245 præsten
1845 243 1855 189 1861 157

Vi må gå helt tilbage til 1841 for at finde mage til det lave tal for 1861,(14) og for det sammenhængende tidsrum af 7 år fra 1855 til 1861 er der så jevnt små tal, at der er intet tidsrum i den hele år-række at sammenligne dermed uden netop de 7 første år. Og det uagtet folkemængden har voxet meget stærkt, så der nu er mange flere end før, som daglig færdes på vandet og udsættes for fare.

Man betragte følgende sammenstilling af de hidhørende tal for stiftet:

Folkemængde. Druknede.
1835:

97,152

1836-40:

924

1841-45:

1077

1845:

110,467

1846-50:

1101

1851-55:

1090

1855:

132,242

1856-60:

975

Dersom antallet af de druknede i de fem år 1856 til 60 havde svaret til folkemængden på samme måde som i femåret 1836-40 eller 1846-50, så skulde der have været ikke 975, men omtrent 1275, eller en 300 mere.

Vi kunne altså tale om en besparelse af 300 menneskeliv i det sidste femår samt desuden en tilsvarende i det nærmest foregående og efterfølgende gunstige år 1855 og 1861!

Dette er allerede i sig selv en stor sag. Men den voxer i betydenhed og bliver dobbelt glædelig, når vi, som jeg mener, vi tør, betragte det så, at besparelsen hovedsagelig eller dog for en anseelig del er bevirket formedelst heldbringende forandring i befolkningens sæder.

Thi næst Guds usynlige styrelse, som alletider er med, må en formindskelse eller forøgelse i det sædvanlige tal af ulykkes-tilfælde tilskrives enten udvortes omstændigheder, såsom at veiret har været usædvanligt roligt eller uroligt, eller visse forandringer på menneskenes side, så de have været mere eller mindre skikkede til at undgå eller overvinde faren, eller endelig begge dele i forening.

Men af alle de omstændigheder og begivenheder, som her kunde være at tage i betragtning, er der neppe nogen så kjendelig og så afgjørende som den i væsentlige stykker lykkelige vending, der i de sidste år er indtrådt i befolkningens åndsliv, i de fleste egne af Tromsø stift.

Et af de påtageligste mærker på denne vending er en overmåde nidkjær og virksom iver mod fylderiet, som nok (siden vi netop tale om besparelse) før i tiden havde virket som en forfærdelig ødslen med menneske-liv langs vore veirhårde kyster.(15)

Når fordum den offentlige mening ligesom tillod, at beskjænkede folk tumlede i sine både, kan man være vis på, at det herskende begreb om rimelig og vedbørlig forsigtighed på søen har været meget slapt, og der har da intet været til at tøile råheden, som fører høit seil, eller til at anspore mageligheden, som nødig vil bære sten til ballast for båden. Men ved fylderiets aflæggelse blev et slemt exempel taget bort, og den samme tænkemåde, som foretrak og indskjærpede ædruelighed, vil ganske vist også have befordret sindighed og betænksomhed i al færd og da ikke mindst under den alvorsfulde færd på havet.

Dette er da heller ikke blevet uden spor i præsternes beretninger. Således yttres der fra Tromsø-egnen:

Det skulde være interessant at få oplyst, om ikke det christelige livs væxt på flere steder (som jeg veed, det er tilfælde med Meløværingerne) har gjort folket mere forsigtigt, idet det går op for dem, at den kådhed, som så ofte vises under seilads, ikke er af Gud.

Og ligesom til svar på det spørgsmål, som denne præst antyder, skriver en anden i Øst-Finmarken:

Jeg skal her gjøre en bemærkning, som måske ikke vil være uden interesse. Flere høvedsmænd i sognet, om hvilke jeg veed, at de have været dumdristige til at seile, have forandret sig i så henseende, efterat de ere grebne af Guds ord, og ere blevne forsigtige, om end fremdeles kjække søfolk. Heri har Guds ord ikke mindst viist sin magt; thi den slags honør, som de sætte i at seile skarpere end rimeligt, ville våre fiskere nødig give slip på, ikke alene her, men også på andre kanter af landet.

Her tør vi vel se en virkeliggjørelse af det velsignede ord, at «Gudsfrygt er nyttigt til alle ting».

V. DET BØR DOG HÅBES, AT DET BLIVER LYSERE ENDNU

Jeg har alletider hørt netop om Nordlandenes og Finmarkens almuesfolk, at når der hændte noget, som gjaldt liv og død, så havde de det ord og den tro, at det var vel så laget - en tro, som naturligvis overalt, hvor den hersker, virker sløvende og lammende, at den indeslutter den dunkle tanke, at flid og betænksomhed og andre sådanne menneskelige dyder nytte til ingen ting. Men dersom nu min opfattelse i forrige kapitel holder stik, så har jo netop disse samme almuers egen livs-historie givet os en anden og mere opløftende lærdom: den, at selv mod sådanne uhyrlige natur-vanskeligheder som polar-egnens storme og strømme kan mennesket udrette store ting.

Havde der været nogen sandhed i den tro, at «det var vel så laget», så måtte det i det mindste have viist sig deri, at der, regnet efter folkemængden, traf ligeså mange ulykkes-tilfælde i nutiden som for 20-30 år siden.

Men nu er der, som vi have seet, betydelig formindskelse, og denne glædelige forandring må, så vidt jeg kan skjønne, tilskrives en samtidig lykkelig vending i menneskenes levnet og forhold.

Nu er det vistnok så, at denne vending selv er noget, som ikke fra først af er opkommet i menneskets egen tanke; den er bevirket ved en blæst af en høiere orden end den, som bøier bådenes seil («ånden blæser, hvorhen den vil»). Men herom har dog vel ingen nordlænding brugt den talemåde, at «det var så laget».

Det gjælder fremdeles og yderligere at befordre den gode sag og anbefale ungdommen og alle mennesker at anvende gudfrygtighedens regel, som på deres liv i almindelighed, således også i særdeleshed på deres virksomhed og færd på havet, en regel, som kræver af sømanden på en gang mod og agtsomhed. Men til at fremføre sådan anbefaling veed jeg intet bedre middel, end om man med pålidelig vished kunde pege på et stort exempel og sige: «Der se I, hvad det kan nytte - - i den og den egn, for så og så lang tid siden, foer folk uvittig frem i mange dele, på søen og på landjorden, og da var det en gru at høre om alle de ulykker, som hændte, og som skjæbnen (at «det var så laget») fik skyld for - - nu derimod er der som en anden ånd i folket i det hele, og nu spørges der allerede langt mindre af disse sørgelige hændelser.»

Dersom vi for alle hine år, fra 1836 af, havde havt så omstændelige oplysninger som de, vi nu have for det enkelte år 1861, så skulde det, som jeg tror, glædelige exempel have stået for os med langt anden klarhed og vished. Det kunde da blandt andet have viist sig, at formindskelsen i antallet især var at tilskrive visse strøg af den store egn, hvor forandringen i folkets leve-skik monne have været mest kjendelig, eller at besparelsen i ulykkes-udgiften mest var fremkommet under enkelte poster eller ved visse klasser af tilfælde, hvor tankeløsheden og uforsigtighedens indflydelse monne have været mest iøinefaldende.(16)

Hvor meget der ialfald står tilbage at ønske, hvad angår befolkningens forhold, og hvor meget der da også fremdeles er at håbe med hensyn til fremtidig aftagen af ulykkes-tilfælde, det vil man få nogen forestilling om, ved hvad jeg nu og i næste kapitel skal anføre.

Nogle og måske de fleste, men langt fra alle forfattere af beretningerne for 1861 have dels ligefrem yttret sin mening om, hvorvidt tilfældene ere tilregnelige eller ei, dels skildret dem så omstændeligt, at jeg har troet at forstå, hvad meningen har været. Af de opgivne 86 tilfælde, som havde døden til følge for 154 personer, synes de 24 tilfælde med et tab af 48 menneskeliv at være anseede for tilregnelige.

Enhver forstår naturligvis, hvor vanskeligt og betænkeligt det i mange tilfælde kan være at yttre nogen mening om denne sag. Og navnlig vil en og anden måske indvende, at det er ting, som præsterne ikke forstå sig på, da de ikke ere søvante folk. Men jeg for min del fæster megen lid til den mening om et forlis, som danner sig blandt folket i den kreds, hvor forliset foregik eller mandskabet hørte hjemme, og præsternes fremstilling synes oftest at være kun en udtalelse af almuernes opfattelse.

I provst Kokks før omtalte beretning for Lebesby præstegjeld gjøres rede for antallet af druknede fra 1834 af (ikke mindre end 63 personer i omtrent 30 tilfælde), og der fortsættes således:

Angående 13 tilfælde af drukning har jeg indhentet såvidt nøiagtige oplysninger, at årsagerne med sandsynlighed kunne angives således:

Overhændigt, hastigt påkommende uveir har forårsaget i
2 tilfælde drukning af .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

personer
Ved at ro på et blindskjær forulykkedes i 1 tilfælde .. .. .. 1
»
Af sneskred rammedes båden i 1 tilfælde, og omkom .. .. 2
»
Ved forskjellig slags uforsigtighed (dumdristighed, lige-
gyldighed ved bådenes udstyr, samt anden ubetænk-
somhed) i 6 tilfælde omkom .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..


9
»
Brændevinet havde sin del i 3 tilfælde, hvorved omkom.. .. 6
»

Altså, 9 tilfælde af 13, med dødelig udgang for 15 af de omhandlede 23 personer, ere her tilskrevne uforsigtighed og misbrug af brændevin.

Vi skulle se nogle prøver af præsternes opfattelse af, hvorledes almuerne forholde sig på søen, hvad begreb om forsigtighed de lægge for dagen. Fra Saltdalen i Nordlandene skrives så:

Druknings-tilfælde ere i dette præstegjeld idethele aftagne i de sidste decennier som følge af, at almuen under det sædvanlige sommerfiske i Salt- eller Storstrømmen har valgt sin fiskeplads udenfor og ikke som før på Strømmens mere farefulde indre side, hvor havhvirvlerne oftere krævede sine offere.

Drukninger på havet forekomme begribeligt mest på hen- og tilbagereisen fra vinterfiskeriet i Lofoten og under opholdet dersteds, men da befolkningen idethele antages at bruge megen forsigtighed og selv forfærdiger sine stærke, store både, vides intet yderligere forebyggelsesmiddel mod forulykkelser på havet at kunne påpeges.

Under min embedstid hersteds ere forresten de fleste druknings-tilfælde forekomne i Salt-elven, der har en stærk, stundom rivende og fossende strøm. Jeg har i den anledning foreholdt almuen det uforsvarlige i at benytte de sædvanlige små og ranke oversætnings-både, men derpå fået svar, at disse på grund af elvens stride strøm og til dels grunde leie ere de eneste anvendelige. Desuagtet antager jeg, at fladbundede både vilde være anvendelige og mere betryggende og at under sådannes benyttelse idetmindste 4 af de i min tid indtrufne druknings-tilfælde (9 i de sidste 5 år) hovedsagelig vilde været forebyggede.

Og sognepræsten til Næsne, ligeledes i Nordlandene, udtaler sig så:

Jeg må dog herved bemærke, at ligegyldighed og skjødesløshed under seilads ingenlunde er almindelig i Næsne, men kun forekommer undtagelsesvis. Forceret seilads vedkjender man sig ikke her, men beskylder derimod Tromsø-folkene og Saltværingerne derfor. Jeg har nu været 10 år i Næsne, og i den tid gjort omtrent 130 reiser til Dønnæs annex; men jeg har aldrig havt grundet anledning til at beklage mig over forceret seilads. Man sætter endog gjærne en klo mere for præstens skyld. - Med hensyn til ballast viser man derimod nogen ligegyldighed, og vil nødig have det besvær at samle den længere borte, når fjæren tæt ved båden er så vel renset for sten, som man udtrykker sig. På min erklæring, at jeg ikke lægger ud uden tilstrækkelig ballast, får jeg da undertiden det svar: «Vi har tyngde nok i skrottet» (kufferter og nistebommer), og «præsten skulde være med i Lofoten, der er vi næsten altid nødte til at seile uden ballast». - Endvidere må jeg undertiden advare mod den sorgløshed, hvormed man udsætter sig for farlige kastevinde tæt under land, en advarsel, som ikke så let finder indgang hos dem, der forvexle forsigtighed med frygt. Når man i sådanne tilfælde brugte årerne mere end, eller i forbindelse med seilet, vilde vistnok mangt ulykkes-tilfælde undgåes; men jeg er tilbøielig til at antage, at mange anse det for en skam at ro, hvor «seilet kan gjøre det», selv der, hvor seiladsen er farlig, eller tidsspildende, som ved slagingen, og hvor årerne vel besværligere, men dog sikrere vilde føre til målet.

Men fra Finmarkens amt berettes om et forskrækkelig tilfælde, hvor hjælp blev nægtet en mand i havsnød, skjønt det antages, at det havde været muligt at yde hjælpen - beretteren kjender dog ikke udfaldet af et forhør, som i den anledning blev optaget -. Derefter fortsættes så:

Med hvilken ligegyldighed et sådant og lignende ulykkes-tilfælde berettes og høres af almuesmanden, ja vel også af selve de pårørende, er mærkeligt. «Han har væltet sig», beretter ikke sjelden fiskerne med den ligegyldige mine. - En del, der har fristet den skjæbne at sidde på hvælvet, tror jeg nok kan have lært at bruge større forsigtighed på søen; men andre igjen ere, tror jeg, blevne om ikke dristigere, så dog ikke forsigtigere derved.

Det vil være af interesse at lægge nøie mærke til, om ikke sådan yderlighed af ligegyldighed med hensyn til eget og andres liv helst forekommer blandt de almuer, som mest monne stå tilbage i åndsdannelse i almindelighed. Og med tanke herom skal jeg anføre nogle yttringer fra en bygd på Helgeland, hvor en del fjeld-finner (lapper) have tilhold, og hvor der i 1861 omkom 3 personer i elve og indsøer:

Her frembyder sig nu den mærkelighed, at samtlige disse druknede vare lapper. Jeg har bragt i erfaring, at dette folkefærd i almindelighed udviser en høi grad af ligegyldighed og dumdristighed, ikke alene ved deres færden på vandet, men og i mange andre tilfælde.

Om finnerne finder jeg endvidere nogen oplysning i provst Kokks beretning fra Lebesby. På den ene side er stillet nordmændene (og nogle få kvæner), på den anden side finnerne. Af hine er der afgået ved døden fra 1846 til 1860 ialt 124 mennesker og deraf formedelst drukning 12; for finnernes vedkommende ere de tilsvarende tal 117 og 11; på begge sider udgjøre de druknede en tiendepart af alle døde; forholdet er altså ligt. - Men der tør i det hele taget være noget større lighed mellem søfinner og norske fiskere yderst i Finmarken end mellem en liden stamme af omvankende rensdyr-hyrder og den norske bondestand i Helgeland.

Følgende yttringer fra Vardø vidne om nordlændingernes overlegenhed i søbedrift fremfor de norske i Finmarken (thi dem er det sikkerlig som er ment, og ikke finner):

De indfødte finmarkinger have ikke den samme sands, som nordlændingen, for at holde sine både i god stand, ligesom de også have drevet fiskeriet med for små både, hvoraf følgen har været mindre fiskeri, når nøden eller vindesygen har bragt fiskeren til at drage længere ud på havet. Heri skal imidlertid i de sidste år være skeet stor forandring, idet det tiltagende håkjærringfiskeri har nødt fiskerne til at anskaffe sig større både, uden hvilke det ikke kan drives, ligesom også de i masse i de sidste år indflyttede nordlændinger have vakt sandsen for bedre redskaber.

De indfødte finmarkinger ere ikke så gode søfolk som nordlændingerne, da hine ikke have den øvelse, som disse, på længere farvande; men dette kan i Vardø præstegjeld ikke komme meget i betragtning, da en stor del af indbyggerne ere indflyttede fra Nordland eller andre kanter af landet.

Til det omfattende begreb af forsigtighed i søbedrift hører naturligvis også det, at skaffe sig gode og hensigtsmæssige både, såvidt man har evne og leilighed til det. Og dersom Nordlandene og Finmarken i det hele taget ere bedre forsynede med både nu end i fortiden, så er dette naturligvis også at betragte som en af de medvirkende årsager til, at der nu på en tid har truffet færre ulykker på søen. -Bådene have sin historie; der kan indføres nye arter af både eller udtænkes forbedringer ved de gamle o.s v.; udviklingen afhænger af folkets fremgang i velvære, og den har igjen indflydelse på dets velfærd. - Men på de anførte yttringer fra Saltdalen og Vardø nær finder jeg ingen oplysning herom i beretningerne.

Og kun fra et sted tales der om forsøg på at indføre noget nyt redningsmiddel for folk i havs-nød. En præst i Tromsø-egnen siger:

Jeg skal tillade mig at tilføie, at i længere tid opmærksomheden ialfald hos nogle har været henvendt på de så forfærdelig talrige ulykkes-tilfælde under bådreiser i Tromsø stift. På Andenæs blev således under fiskeriet udhængt(17) en redningsbøie og brugt af enkeltmand i båden; men fiskerne lo både af den og ham.

VI. EN HOVED-MANGEL

Provst Holm i Bodø skriver så:

Af de i Bodø præstegjeld i de 7 sidste år druknede mandspersoner over 10 år, tils. 14, må efter de mig meddelte oplysninger mindst de 10 antages at kunne være blevne reddede, dersom de havde kunnet svømme. Men i disse egne - ligesom formentlig i det hele stift - er det kun yderst sjeldent, at nogen kan svømme. Dersom denne lette kunst blev almindelig blandt almuen her i stiftet, hvor jo næsten al færdsel foregår til søs, vilde visselig antallet af de druknede betydelig formindskes for hvert år. Måske turde der kunne lidt efter lidt virkes til dette mål, når stiftsseminariets alumner, der senere udgå som lærere i de forskjellige egne, under sit ophold ved seminariet bleve underviste i svømning og pålagte at søge drengebørnene i deres skolekredse oplærte i svømning, hvor anledning dertil gaves.

En præst på Helgeland siger, at han i sit præstegjeld ikke kjender en eneste indfødt almuesmand, som kan svømme. Børnene, hedder det videre, bade sig i søen for fornøielse; men dette er gået af brug blandt de voxne, «som det lader til, af frygt for forkjølelse, men vistnok også af mangel på renlighed».(18)

Ved tre druknings-tilfælde er det omtalt, at anledningen var, at angjældende vare ude at bade sig.

Og ved beskrivelsen af et ulykkes-tilfælde berettes det om en mand, som dog omkom, at han kunde svømme lidt.

Flere spor har jeg ikke fundet i beretningerne til, at badning og svømning er øvet i disse egne.

Ved mangfoldige ulykkes-tilfælde, hvor flere mennesker have været på båd sammen, ere nogle blevne reddede, andre ikke; men aldrig sees det af beskrivelserne, at nogen har reddet sig selv eller endog i nogen måde hjulpet til at redde sig ved at svømme.

I ikke få tilfælde er ulykken foregået således lige ved land, at det ser ud, som at den forulykkede måtte have kunnet redde sig selv, om han kun havde kunnet svømme ganske lidt, gjøre et par tag med armene.

Selv langt fra land skulde svømning vistnok have reddet mangen mand. Ved kuldseiling gjælder det nemlig for det første om at nå og holde sig fast ved eller komme op på det flydende båds-hvælv; her kan man da måske holde ud, indtil der kommer hjælp. Men når det er en, som ikke kan svømme, og når han griber efter båden, men ikke rækker den, så - om det end ikke skiller mere end en tomme - er det ude med ham, hvis ikke hjælp er tilstede så at sige i øieblikket. Der er fortalt om kuld-seilinger, hvor jeg synes at se, at det er gået så til, f.ex. i følgende beretning fra Karlsø:

Gårdmand Michael Holst Kvitnæs, 58 år gammel, og hans stedsøn, ungkarl Edevard Oluf Sørensen sammesteds, 33 år gammel. Disse omkom på samme båd den 7de decbr., idet de vare ude at fiske omtrent 1/2 mil fra hjemmet, bent bort for «Fakken», mod Arnøen til. De havde «sextrings båd» og vare 3 mand på båden; men den tredie mand, Michaels egen søn, 20 år gammel, blev reddet ved at hvælvet drev mod Kvitnæslandet, og han ved et fortvivlet sprang fra hvælvet til et berg kom på land; han spadserede da alene hjem; båden knustes mod klipperne. Omstændighederne ved forliset vare forøvrigt følgende: fisket næsten intet; båden uden last, båden desuden «løs» («laus»); begyndte at blæse stærkt; heisedes seil for at seile hjem; stormen tog til; vel meget seil; skulde mindske seil («due»); men ikke raskt nok; «en sø kom» og båden kantrede; - ingen kunde svømme; - Edevard kom snart fra hvælvet; drev flydende bortover søen så længe man så ham; man kunde ingen hjælp yde ham; - Peter (den, der omsider reddedes) kom sig strax på hvælvet; fik også fat i faderen, der ikke, ligesom Edevard, var strax kommen fra båden; fik hjulpet faderen på hvælvet; hvælvet uroligt; havde ikke godt for at bære begge; meget besværligt at holde sig på hvælvet; - Michael fik sø ind; han blev skyllet af hvælvet og sank.

Hvælvet blev nu roligere, da det kun havde en (Peter) at bære, det drev iland, og han blev således reddet, som foran berettet.

Kammeratbåden,(19) også en sextring med 3 mand, bedre lastet (havde fisket bedre), kom sig raskere afsted og anede ingen fare, før for sent; - selv kom den i god behold hjem.

Og som jeg ikke har seet spor til, at nogen har reddet sig selv ved at svømme, så er det heller ikke i de mange beretninger exempel på, at nogen har svømmet ud for at redde andre.

Mangelen på øvelse i at svømme lader altså til at være aldeles fuldstændig, i det mindste blandt den indfødte almue i stiftet.

I samtale nylig med en dampskibsfører, som har faret meget i Nordlandene og Finmarken, yttrede jeg min forundring og beklagelse over denne besynderlighed og vilde høre hans mening om, hvorledes man skulde få indført den forsømte kunst blandt almuen. Men han svarede med en oprigtig latter over, at jeg kunde tænke på at få nordlændingen til at tage efter eller lære noget nyt.

Nu, jeg kan nok forstå, at nordlændingens charakter kanske skal volde vanskelighed her. Men for øieblikket strider jeg med en vanskelighed hos mig selv: jeg har i sandhed så vanskeligt for at begribe, hvorfor hin sømandsbefolkning ikke allerede kan svømme, ja ikke allerede viser mesterskab deri. Jeg anstrænger forgjæves min hjerne for at sætte mig ind i almuens hele tænkemåde og levesæt for at udfinde noget, som ligner en grund for den uheldige besynderlighed, at folk, som i barndommen have leget sig mellem strandstenene, og som i voxen alder idelig må færdes på søen, ikke have lagt sig til denne lette kunst og vigtige færdighed.

Kast et dyr ud i vandet, og det svømmer strax. Hvert menneske kan også svømme - det gjælder mest bare et tiltag engang for alle for at lære, at man egentlig ikke behøver så meget at lære.

Der må være en grund. Og selv har jeg nok allerede fra barnsben, henne i Christiansands stift, hvor jeg er voxet op, hørt om en sådan grund, nemlig at når en stedes i havsnød, så bliver dødskampen så meget længere, hvis han kan svømme. Og af en nu iår udkommet beskrivelse over Bynæs præstegjeld ved Throndhjem ser jeg, at den samme tale høres blandt almuen der også. Men jeg erindrer, at jeg allerede i min barndom syntes, at den grund var utilstrækkelig, og jeg siger nu at hvis den hersker i Nordlandene og Finmarken, så gjælder det igjen at finde grunden til, at en sådan grund har kunnet holde sig imod tusinders og atter tusinders selvopholdelsesdrift og sunde sands.

For mig at bringe nordlændingerne til at svømme skal kanske ikke være vanskeligere, end det vil være for dem at få mig til at begribe, hvorfor de ikke allerede have lært og øvet sig i kunsten.

Jeg kan til nød forstå den fordom og overtro, at folk i sygdom og anden øieblikkelig nød og engstelse ty til kloge koners signeri og urimelige råd. Men at folk ved høilys dag, hvor der er fred og ingen fare, formedelst fordom eller overtro med overlæg og forsæt undlade at øve en sådan rask og munter idræt som svømning, der tydeligvis kan blive til stor nytte, det bekjender jeg, at jeg har ondt for at fatte.

Dag ud og dag ind, skriver jeg her i Folkevennen, til folkeoplysningens fremme. Men jeg skulde ønske, at nogen vilde og kunde oplyse mig om, hvorledes dette har sig, hvori det stikker. Er det ingenting, bare tankeløshed og sløvhed? eller er det noget, en eller annen fordom? I hvert fald formoder jeg, at det er som en gren af en væxt, der har dybe og brede rødder og derhos flere andre grene end denne ene. Jeg mener i sandhed, at det skulde være en folkeoplysnings-sag at få rigtig lys i denne sag.

Så meget mere kalder jeg det en sag, som vedrører folkeoplysningen, som jeg gjerne tager dette ord i vid og rummelig betydning, omfattende ikke alene læsning og skrivning, men almindelig udvikling og øvelse i al nyttig færdighed og kunst.

Ved at tale med folk og læse beretninger har jeg fået meget høie begreber om nordlændingens sømands-dygtighed og foretagelsesånd. Men just derfor er jeg så meget mere forundret og uvillig over den mangel, jeg har måttet påpege her. En sømand, som ikke kan svømme, er ikke så fuldkommen, som jeg vilde have ham.

Den omhandlede mangel findes der altfor meget af langs hele kysten. Men intetsteds har jeg fundet den så fuldstændig, som den lader til at være i Tromsø stift, og intetsteds synes den så uheldig som netop der.

Man kunde gjette på den årsag, at folket der nord aldrig har kommet til at se eller høre om den kunst at svømme. Men en liden oplysning i en af præsternes beretninger udelukke den gisning også; det fortælles nemlig, at i et blad, som hed «Brev-duen», og som blev udgivet der nord, på Dyrø (vel i Nordlandene?), læstes i 1849 et forslag, der gik ud på, at skolelærerne skulde forpligtes til at lære at svømme for igjen at lære børnene, mod 10 til 20 spd. løns-tillæg.

Mod det forslag at få sagen bragt i gang igjennem skolelærer-seminariet, har jeg det at erindre, at veien er så lang. Jeg tillader mig at henstille til mænd i Tromsø at danne en kommitte for at reise penge til løn og reise-udgifter for en svømmelærer for næste sommer. Han måtte helst besøge sådanne bygder, hvor der havde dannet sig svømme-lag (i lighed med skytte-lag), som vilde sørge for lærerens logis og underholdning og kanske foranstalte festlig præmie-uddeling på den sidste øvelses-dag.

I England har kystbefolkningen ligeledes stået tilbage i denne retning. Men nu i disse sidste år har hertugen af Northumberland, den fortjente præsident i redningsbåd-selskabet, på egen bekostning sendt en svømmelærer kysten rundt.

VII. FORTSAT OPMÆRKSOMHED

Mig er det gået så, at jo længere jeg betragter den sag, som nu disse blade have handlet om, desto mere voxer dens interesse, og det i flere retninger. Måtte det gå ligeså med præsteskabet i Tromsø stift, som nu har givet en årgang af beretninger, og af hvis fortsatte interesse det vil afhænge, om vi skulle få flere.

Finder man sig tjent ved mit arbeide, skal jeg vist være villig til fremdeles at modtage de samlede beretninger og bearbeide dem til sådanne oversigter som nærværende.(20)

Imidlertid tør jeg tillade mig at forklare, hvordan jeg under nærværende lille arbeide er kommen til at tænke mig planen for fremtidige årsberetninger fra præsterne, idet jeg henstiller til hr. biskoppen, hvorvidt han vil optage den og søge den befulgt.

Vi skulde kjende ikke alene som hidtil hvert ulykkes-tilfælde, hvor mennesker ere omkomne i vandet, et eller flere ad gangen, men også så vidt muligt, hvad jeg vilde kalde: rednings-tilfældene, hvor folk ere blevne reddede af vandet.

Nøiere bestemt: dersom en person falder i vandet og bliver reddet ene og alene ved egen hjælp (med svømning eller på anden måde), så bør dette ikke optages blandt den sidste klasse af tilfælde, hvorved i regelen kun forståes, at folk, som øiensynlig eller sandsynlig ikke vilde have kunnet hjælpe sig selv, ere blevne reddede af andre. Dog mener jeg, at man udenfor denne regel blandt rednings-tilfældene skulde tælle hver eneste kuldseiling (eller lignende hændelse med båd eller fartøi), om end hvert menneske, som derved kom i vandet, blev reddet ved egen hjælp alene uden andres.

Tilfældene ere jo meget ofte blandede, idet flere personer ere komne i fare på en gang og i fællesskab, men således, at nogle ere blevne, som det heder, andre derimod ere reddede. Derfor vil det måske falde bekvemmest, om de to slags tilfælde anføres i præstegjelds-beretningerne simpelthen om hinanden, som de ere indtrufne. Der kan dog naturligvis ikke være noget imod, at de to klasser anføres hver for sig (således dog, at de blandede tilfælde anføres sammen med ulykkes-tilfældene). - Mere bestemt end hidtil bør opgaverne udarbeides med hensyn ikke alene til personerne, men også til tilfældene. Der bør gives forklaring over hvert enkelt af disse.

Jeg tænker mig følgende schema:

1. Tiden: Måned og om muligt dato for hvert enkelt tilfælde. Ved hjælp af datoen vil man, om så skulde være, kunne forfølge en enkelt uveirs-dags hændelser hele kysten langs.

2. Stedet: Elv og indsø eller den salte sø, og her igjen de indre farvande eller det åbne hav, indenfor eller udenfor det præstegjelds grændser, som beretningen omfatter, eller hvor personerne hørte hjemme. Dersom f.ex. Nordlands-folk ere forulykkede i Finmarken, og dersom vedkommende præst her, hvad nok er det almindelige, har sendt underretning om dødsfaldet til præsten på hjemstedet, så den statistiske beretning altså bør gives herfra, skulde jeg dog for kontrollens skyld anbefale, at der blev givet nogen underretning om tilfældet i opgaven fra det første sted også.

3. Måden: f.ex. bade sig, falde i vandet fra stranden af eller fra båden, at båden strander eller i rum sø fyldes eller hvælves (herunder: bådens størrelse og art, veirets og farvandets beskaffenhed m.m.)

4. Anledningen (forsåvidt den ikke allerede er givet ved oplysning om måden): kirkereise, byreise, vare-førsel, fiskereise fra hjemmet til fiskeværet, fra land ud på fiskestedet, arbeidet på søen med at trække fiske-garn o.s.v.

5. Tilregnelighed: for liden ballast, for høit seil, for ringe båd, lægge ud i betænkeligt veir, eller anden ubetænksomhed m.v.

6. Rednings-forsøg: på hvad måde de ere udførte, hvad rask og modig dåd derved er udviist, o.s.v.

7. Personerne, a, de forulykkede, og b, de reddede, særskilt for hvert tilfælde: kjøn, alder, stand og stilling (om ikke alderen kjendes nøiagtig, så dog en omtrentlig angivelse, efter denne deling: under 15 år, fyldt 15, men under 30 år, fyldt 30, men under 50 år, endelig over 50 år. Herunder bemærkninger om tilstanden blandt de forulykkedes efterladte i hjemmet.

På det nær, at rednings-tilfælde ere tagne med, er dette schema i virkeligheden ikke vidtløftigere end de forklaringer, som allerede de fleste årsberetninger for 1861 give. Men det vil forståes, at det for dem, som skulle læse beretningerne, vil falde bekvemmere, når samme orden og plan er fulgt i dem alle.

Næst disse schematiske opgaver og beskrivelser ønskes sådanne almindelige bemærkninger og oplysninger, som der ovenfor fra enkelte præstegjelde er givet prøver af, og som ellers nærværende fremstillings forskjellige vink og spørgsmål kunne give anledning til. Den enkelte sag, som vi her beskjæftige os med, må betragtes i sammenhæng med naturforholde, næringsveie og det hele folkeliv. Og da rygtet og talen om de mange ulykkes-tilfælde kan synes at kaste skygge på denne kystbefolknings sømandsdygtighed, så skulde man ikke spare at fremhæve, hvad der kan hjælpe os til at se samme i fortjent lys.

Med grundigere forståelse af den hele sag skal der måske med tiden findes anledning til at forsøge flere foranstaltninger til at forebygge ulykken, til at yde rednings-hjælp, til at mildne tabet for de forulykkedes familier. Denne gang har jeg med forsæt indskrænket mig til forslaget om at få en svømmelærer i virksomhed (se slutningen af forrige kapitel).

(Folkevennen, 1862, s. 329-362)

[Tillegg I: Om svømmeundervisning]

Jeg fortalte i det forrige stykke, hvad en sømand svarede, som jeg vilde have råd og hjælp af med hensyn til den i Nordlandene og Finmarken forsømte svømmekunst. Svaret var nedslående, og jeg havde en stund mest lyst til at give op det hele.

Men så tog jeg sagen fat igjen på den måde, at jeg tænkte: Er der noget i den tale, at folket der nord er så lidet villigt til at tage efter og lære noget nyt, så får man gå lige løs på sådan uheldig egenhed og se til at få en forandring. Det forekom mig som et folkeoplysnings-anliggende, som netop lå i min vei, og som jeg ikke vel kunde gå forbi.

Hvad særskilt angik svømningen, opkastede jeg da det spørgsmål, om det kanske var en eller anden forudfattet mening eller fordom, som gjorde, at folk muligens med bevidst hu og opgjort forsæt holdt sig fra den øvelse og idræt.

Jeg nævnte en sådan fordom, som jeg kjendte fra andre egne, den nemlig, at man ikke bør lære sig til at svømme, såsom man derved i ulykkes-tilfælde kan få en desto længere dødskamp. Derhos havde jeg i tanke (hvad jeg dog ikke har hørt om og ikke heller nævnede), at det muligvis forekom folk formasteligt at tænke på at redde sig med svømning, såsom de tilfælde, hvor svømning skulde hjælpe, ere beskikkede af Gud, hvis villie vi uden modstræben bør underkaste os.

Her mente jeg nu, at man burde give nøie agt på, hvordan den herskende tænkemåde blandt almuen monne være, og videre fremhævede jeg, at dersom der virkelig befandtes at være nogen fordom i veien, så burde man arbeide sig endnu dybere ind i forståelsen af folkelivet, for at få opklaret, hvorledes det har sig, eller hvoraf det kommer, at vore almuer holde på fordomme, som de lide under.

Dette var min tankegang i forrige stykke. Og jeg har gjentaget den her - i en kortere og forhåbentlig tydeligere form - af den grund, at siden forrige hefte udkom, have tvende nordlændinger indladt sig med mig om sagen, i indsendte stykker i «Aftenbladet» og «Morgenbladet», men således, at de, såvidt jeg skjønner det, have misforstået min mening eller overseet mit hoved-spørgsmål.

Begge mene de, at det skal være en let sag for dem som nordlændinger at oplyse mig om, hvad jeg som fremmed spørger om, og de henvise mig da til visse ydre omstændigheder, såsom at vandet er så koldt der nord, så det ikke er så indbydende at bade sig, og at fiskeren ved kuldseiling gjerne er betynget med en dragt af skindklæder, der vilde hindre selv en øvet svømmer i at bruge sin kunst.

Disse oplysninger ere meget tydelige, og jeg fatter dem ganske vel. Men ved siden heraf ser jeg, at begge hine mænd dog ere enige med mig i, at befolkningen der nord bør opmuntres til at øve sig i svømning, så deres mening altså er, at kunsten, trods hine ydre omstændigheder, dog ikke er ganske umulig eller unyttig i disse egne heller.

Nu skulde jeg ønske at kjende grunden til, at folket ikke allerede for længe siden har øvet sig i denne idræt (så vidt naturligvis, som de ydre omstændigheder kunne gjøre det rimeligt), ligesom folket i fjeldbygderne jo fra arilds tid af har lært sig til den for dem nyttige idræt at gå på ski og ikke behøver at opmuntres dertil nu.

Kun i forbigående erkjender den ene af de to nordlændinger, der begge optræde som den nordlandske almues forsvarere, at der rimeligvis er fordom med i spillet. Og den anden siger, men ligeledes kun i forbigående, at man i Nordlandene som andetsteds bestandig anfører den grund mod at lære at svømme, at man derved kan få en så meget længere dødskamp, og selv yttrer han om denne almuens grund, at dens uholdbarhed ligger klart i dagen.

Men mit spørgsmål var netop dette: Er der virkelig visse fordomme, som have gjort sig gjældende i denne sag? og hvorledes går det til, at almuerne holde på betragtningsmåder, hvis uholdbarhed ligge klart i dagen for os andre?

Nu vel, jeg vil fra nu af, på grund af den modsigelse, som nogle af mine yttringer have fundet hos mænd, der for resten sees at dele min interesse, med forøget spænding imødese næste års indberetninger fra præsterne i Tromsø stift om den hele alvorlige sag. Jeg venter, at ialfald nogle af dem ville gå ind på det spørgsmål, jeg her har tilladt at fremhæve, og jeg tvivler ikke om, at ved sådan flersidig belysning skulle vi lære at se tingen, som den er i sandhed.

Mulig har jeg tænkt mig hine fordommes indflydelse for stor, og dette vil jeg da tage til indtægt imod de indvendinger, som kunne ventes fremsatte mod svømme-øvelser af hensyn til ydre vanskeligheder. Thi jo mindre der monne være af indre modstand, des lettere skulde det jo være at samle kræfterne mod de ydre omstændigheders indflydelse.

Skulde det efter omhyggelige undersøgelser og forsøg tilsidst vise sig, at der af hvilkensomhelst årsag ikke vil være stort at vinde ved at anbefale svømning i Nordlandene og Finmarken, se, da må vi med dobbelt iver henvende vor opmærksomhed på bådene og seiladsen og den hele søbedrift, som (det må ialfald være tilladt foreløbig at tænke så) muligvis kunne forbedres i nogen måde, til forebyggelse af nogle af de ulykker, hvis store mængde nu forbauser og smerter os.

Dersom også dette håb skulde glippe, dersom altså udbyttet af alle vore overveielser og bestræbelser alene skulde blive dette, at der med al vor kløgt og vor bedste villie ikke er noget at gjøre til at forebygge forlis eller bringe de forulykkede redning, ak, da kunne dog vi, som ikke høre til hin af så usædvanlige farer omringede kyst-befolkning, være vidende om dens skjæbnesvangre lod og skjænke den vor deltagelse.

Altså, de modsigelser, som ere fremførte mod enkelte af mine yttringer, må ikke svække (jeg beder derom) interessen for de netop begyndte undersøgelses-arbeider, men heller skjærpe den. Sandhedskjærligheden finder selv i modsigelsen noget, som den kan lære af og oplives ved.

Jeg er netop kommen hjem fra en 2 måneders reise i Danmark og Sverige. Hvor meget jeg har seet og hørt i disse to kjære lande! Og hvor det fængslede mit sind, alt dette nye! Men aldrig har dog tanken med større inderlighed dvælet ved hjemmet, ved vore norske dale og fjorde og kyster, vore byer og bygder. Ved hvert skridt mødte mig et og andet, som indbød til sammenligning mellem vore egne indretninger og tilstande og broderlandenes, og det forekom mig, at min norske fædrelandskjærlighed blev dybere, til samme tid som deltagelsen udvidede sig til Danmark og Sverige.

Fra Helsingør i Danmark kom jeg tvers over Øresund til Helsingborg i Sverige, og herfra reiste jeg med dampskib nordover til Gøteborg. Jo længere mod nord, des mere høinede kysten sig og mindede om Norge, og min tanke svævede hen over Nordlandenes og Finmarkens øer og næs. Strax gav jeg mig ifærd med at spørge, og man gav mig den besked, at her, ved denne svenske kyst, var det almindeligt, at fiskere og søfolk kunde svømme.

Dagen efter var jeg i Gøteborg; her fandt jeg norske aviser, og nu fik jeg se den første af hine to opsatser, i Aftenbladet. Det bedrøvede mig at se, at mine yttringer havde såret, idet de vare forståede som et angreb på den nordlandske almues charakter.

Næste aften fik jeg et par herrer, som jeg var sammen med i et selskab, og af hvilke den ene var «svømme-magister», til at fortælle mig lidt om svømmekunstens udvikling i Sverige.

Samtidig med at den mere berømte svenske, professor Ling, med iver og held drev på andre slags legemsøvelser, for omtrent 30 år siden, fandt en Svanberg, professor i mathematik i Upsala, på at opmuntre og øve studenterne i at svømme, og de flinkeste af dem udnævnte han (efter de svenske universiteters måde) til hvad han kaldte: svømme-magistre. Disse magistre have siden udbredt interessen og kunsten rundt om i landet, hvor de bleve boende som rektorer, præster, dommere o.s.v., og nu er der i alle eller de fleste byer svømme-lærere, som have gjort sig denne dont til et levebrød.

Her er en opgave over de prøver, som den skal aflægge, der vil tage magister-graden:

1) svømme ret frem, fra 3000 til 6000 alen (for bedre eller ringere examens-charakter);
2) svømme på ryggen, halv så langt;
3) træde vandet og gå 100 alen frem, holdende en tagsten eller mursten i hver hånd;
4) svømme med klæder på (buxe og skjorte), lige så langt som på ryggen;
5) dykke, 30 til 40 alen dybt;
6) gå ud med fuld påklædning og klæde sig af i vandet;(21)
7) tage op ler eller småsten fra bunden i 8-10 alens dyb, 3 gange i rad og uden mere stands, end at man netop får kastet fra sig de ophentede sager;
8) slå kulbøtter i vandet, 6 gange i rad;
9) hoppe i søen fra en høide af 25, ja indtil 50 alen;
10) redde en person, som forestiller en, der er i havsnød og ikke kan svømme.

Enkelte af målene på disse kraft-prøver kunde mine hjemmelsmænd ikke erindre så aldeles nøie, men stor feil mente de ikke der kunde være.

Den, som består prøven, bliver af en svømme-magister (eller i det mindste i en magisters nærværelse) bekrandset med egeløv i vandet. Dermed er han forfremmet til den attråede værdighed. Siden udfærdiges diplomet eller det skriftlige dokument.

For et halvt snes år siden (tror jeg) fik sagen en uventet udvikling derved, at en af Svanbergs svømme-magistre, en fordum student Larsson i Jønkøping, fandt på at undervise damer i kunsten og endog fik oprettet et central-institut for svømme-lærerinder, som derfra have udbredt kunsten i vide kredse.

I Gøteborg er der ikke mindre end 4 svømmeskoler, som de kaldes, d.e. badehuse med afklædnings-værelser og et omgjærdet svømme-rum, et badehus for herrer, et for damer, et for almueskolerne og et for almuesfolk. De ere tildels byggede på aktier og skulle have kostet tilsammen 10-11000 spd. i norske penge.

Så at sige alle mandfolk i Gøteborg kunne svømme, sagde man - ialfald i de mere dannede klasser, og med undtagelse af adskillige af de gamle, som leve igjen fra tiden før denne nye interesse udbredte sig. Og næsten lige så i landsbygderne omkring staden, undtagen i Bohus-len, hvor det af en eller anden grund sagdes at stå tilbage endnu og det selv blandt søbefolkningen. Og man priste i høi måde denne idræts mangehånde velgjørende virkninger.

Jeg måtte tænke på, da jeg sad og hørte på dette, hvor forunderligt det dog er, at en sådan livlig interesse skal have udviklet sig og trængt igjennem i et helt land, uden at vi her i nabolandet have merket synderlig til det.

Hos os er det endnu på alt for mange steder så, som en af hine herrer i selskabet fortalte en prøve på fra fortiden:

Hans morfader (han havde tidt hørt historien af en morbroder) var skipper og delte den fordum almindelige mening, at søfolk burde ikke lære at svømme, såsom de derved kunde få en så lang dødskamp. Men engang falder en af hans matroser overbord, og det under sådanne omstændigheder, at det varede en stund, inden der kom hjælp. Fyren blev imidlertid reddet derved, at han - en sjelden undtagelse i de dage - kunde svømme og derved holdt sig oppe, til båden kom. Ja, da han kom op på dækket igjen, befandtes det, ikke alene at han for at lette sig havde taget skoene af fødderne, men at han endog, førend han kastet skoene, havde taget sølvspænderne af og gjemt dem i lommen. Dette sidste slog skipperen således, at han på stand bekjendte, at fra nu af holdt han med dem, som lærte sig til at svømme.

Bedre grund har Gøteborgs indvånere nu til at prise den nye kunst; thi staden er, som man veed, beliggende ved en elv og gjennemskåret af mange kanaler, og årlig hænder det, at børn og gamle folk falde ud, og at raske svømmere ile til og redde dem.

Alle mennesker erindre den forskrækkelige ulykke, som hændte for et års tid siden i en kulgrube i England, hvor den eneste åbning formedelst nedstyrtning blev tilspærret og et stort antal mennesker blev levende begravede og langsomt døde derinde, medens deres kvinder og børn jamrede sig, og det ganske England formedelst telegrafen var underrettet om det forfærdelige, som gik for sig. - I den anledning har der nu i London dannet sig et frivilligt, veldædigt selskab, med det formål at udbrede bedre skoleundervisning og almuesoplysning i grube-distrikterne, og i den tanke, at med stigende oplysning skulde folk vide at indrette sig mere forstandigt og betænksomt, så det skulde tage af med de mange ulykker, som jevnlig spørges fra gruberne, og blandt hvilke hint enkelte tilfælde kun var et af de værste.

Forholdsvis træffer der dog vist ikke så mange ulykker i de engelske kulgruber som ud for Nordlandenes og Finmarkens kyst.

Alligevel vil jeg ikke uden videre anbefale det engelske exempel til efterligning. Thi hos os er almueskolen og andre almindelige folkeoplysnings-anstalter i en bedre skik og gjænge end i England.

Men vel kunde jeg ønske nogen anvendelse gjort af det omtalte exempel.

Stigende almue-oplysning skal ganske vist også ved vore kyster vise sig som et middel til forebyggelse af ulykker. Men medens skolen virker på børnene, så skulde det virke vækkende og dannende på de voxne blandt fisker-befolkningen, om man skjænkede dem den opmærksomhed at gjøre deres dont og bedrift til gjenstand for en videnskabelig, fagmæssig betragtning.

I indlandet har agerdyrkernes dont nu i adskillige år været gjenstand for en sådan opmærksomhed; derom vidne de mange skrifter, vi have (og ovenfor i dette hefte sees et af dem omtalt), som beskrive og afbilde agerdyrknings-redskaber, kreatur-slag o.s.v. Og det er, mener jeg, ganske vist, at denne litterære, videnskabelige deltagelse i landbovirksomheden har ikke alene bidraget særskilt til jordbrugets forfremmelse, men også ialmindelighed til den jordbrugende almues åndsudvikling og almenoplysning.

Kort at sige: jeg skulde ønske, at en rig mand vilde skjænke 1000 daler, eller at Storthinget i et øiebliks godt lune vilde bevilge en pengesum,(22) for at man kunde sende en rask og flink søofficer kysten rundt med det erinde: at tage tegninger af de forskjellige slag af både fra Nordlandenes måske ældgamle former til sørlændingernes allernyeste skabeloner, og derhos studere og beskrive de forskjellige bådformers egenskaber og hensigtsmæssighed i forhold til hver kyst-stræknings særskilte beskaffenhed og de mange kyst-almuens ulige bedrift.

Nordlands-båden, Søndmørs-båden, Hardanger-båden, disse mange bådformer ere et værk af slægters fortsatte tænksomhed og flid, og sådanne let-rodde, hurtig-seilende, slanke, smukke både, bemandede med veirbidte modige sømænd fra vore sunde og fjorde, frembyde for beskuelsen noget af det mest fuldendte, som det norske folkeliv eier, og jeg har nogen grund til at tro, at de skulde tage sig godt ud ved siden af hvilketsomhelst andet lands prydelser af samme art.

At gjøre bådene og alt hvad dertil hører til gjenstand for sagkyndigt studium, det kunde jo mulig med tiden lede til praktiske forbedringer i et og andet stykke af almuens vigtige søbedrift. Men hvad jeg her har villet fremhæve, er den vækkende indflydelse, som jeg trygt stoler på at en sådan opmærksomhed skulde udøve på kyst-befolkningen, i retning af stigende oplysning og almenånd og berettiget selvfølelse.

(Folkevennen, 1862, s. 436-445)

[Tillegg II: Om uforsiktighet og ubetenksomhet på sjøen]

Næst efter at trykke her i Folkevennen den opsats, som nærværende stykke vil være et tillæg til, sendte jeg ud 500 særskilt trykte exemplarer af den - mest til Tromsø stift, som nærmest var omhandlet, men også til de sydligere kystegne alt til Lindesnæs og Christiansand. Jeg sendte dem til biskopper og amtmænd, med ønske om, at de ved leilighed vilde levere dem til erfarne kyndige folk langs kysten, som af det lille skrift måske kunde tage anledning til end engang at tænke over sagen og ligesom samle sammen alle sine erfaringer og så meddele sine formeninger og råd.

En sådan meddelelse har jeg allerede fået, og istedetfor at bie til ind i næste år, da jeg jo kan håbe at få flere, lader jeg den trykke nu strax. Thi med sin villige skjønsomhed for den sande dygtighed, hvormed nordlandsfiskere kunne udmærke sig, og med sin ufortrødne opmærksomhed for de fineste småting, som det her komme an på at kjende og forstå, synes denne fremstilling mig fortrinlig skikket til at vække interessen for sagen.

Det er et brev til mig fra hr. amtmand Harris i Stavanger, forhenværende stiftamtmand i Tromsø, som jeg gjengiver hovedindholdet af.

Eilert Sundt.(23)

- - Jeg deler fuldkommen deres anskuelse, der søge den væsentligste grund til ulykkes-tilfældenes aftagelse i den senere tid i befolkningens større ædruelighed. Andre årsager turde dog måske også have været medvirkende, og jeg tænker at ethvert bidrag til oplysning herom kan have sit værd. - Indtil 1848 var den bestemmelse gjældende, at rugmel var toldfrit i Vest- og Østfinmarken, men svarede en forholdsvis temmelig betydelig told i Senjen og Tromsø og det øvrige Nordland. Hertil var dog knyttet den bestemmelse, at det meel gik toldfrit, «som fiskerne medbragte fra Finmarken på deres til fiskeriet brugte åbne både». Heraf var nu følgen den, at man dels medtog flere både til Finmarksfisket, end man under fisket havde brug for, hvoraf atter fulgte, at der kom for liden besætning på hver båd på reisen frem og tilbage (2 mand, hvor der mindst burde have været 3), dels ladede bådene for svært med rugmelsmatter på hjemtouren fra Finmarken. I 1848 blev af Storthinget meltolden betydelig nedsat i de søndre distrikter af stiftet, så rugmel kunde kjøbes omtrent for samme pris i Tromsø som i Finmarken, og nu svarede det følgelig ikke regning for de fra Finmarken hjemvendende fiskere at overlaste sine både med rugmel derfra. At adskillige folkeliv derved kan være sparet, anser jeg ikke usandsynligt.

Den for hine nordlige egne så vigtige dampskibsfart bør vistnok heller ikke ved denne leilighed sættes ud af betragtning. På selve fiskeritrafikken kan den naturligvis ikke have havt nogen synderlig indflydelse, skjønt det er mig sagt, hvad jeg også under min nærværelse i Finmarken selv af og til erfarede, at især Østfinmarksdampskibet ikke sjelden har fiskebåde på slæb; men til at formindske antallet af andre båd-reiser, har jo dampskibsfarten bidraget betydeligt. Især tror jeg at mangt et liv turde være sparet derved, at dampskibet nu har optaget mange af de reiser, der før skeede tilbåds til og fra besøg, gilder og sammenkomster, på hvilke reiser vel ikke altid kyndighed og forsigtighed sad ved roret, og hvor det hørte med til reisens behagelighed at have med sig vel forsynede madbommer og flaskefoer. - Jeg vilde ønske at forbedrede landkommunikationer også kunde henføres til de forføininger, der i den senere tid have formindsket ulykkes-tilfældenes antal. Man er, efter hvad jeg har hørt, i god gang med at anlægge veie både i Nordlandenes og Finmarkens amt. Disse have jo stedse sin overordentlige nytte som et af de vigtigste midler til distrikternes opkomst. Vigtigst i her omhandlede henseende vil dog være veie, måske helst heste-jernbaner, over de eider, hvor sådanne kunne anbringes. Jeg skal kun exempelvis nævne 2: Lyngseidet (formentlig 4 à 5000 alen) og Hopseidet (såvidt mindes ca. 800 alen). Ved at benytte det første vilde den mængde både, der fra Senjen og Tromsø søge til Skibotten, navnligen til de derværende markeder, undgå den farlige og flere mil længere passage forbi Lyngstuen, og ved at lægge veien over Hopseidet vilde den talrige almue, der drager til Østfinmarken, undgå den endnu farligere og besværligere reise forbi Norkyn og Kinnerodden. Disse eider benyttes vel nu af de enkelte reisende, der se sig kans til at få båd på hin side af eidet; men for fiskere og andre, der må have deres både med sig, have de ingen eller ialfald liden betydning; thi besværlighederne og bekostningerne ved at få bådene over ere så mange og store, at man heller foretrækker den længere og farligere vei. Når båd og børnskab uden for stor besværlighed og bekostning kunde fåes over eiderne, vilde naturligvis forholdene blive ganske anderledes. Hvad her er sagt om Lyngs- og Hops-eidet, gjælder i mere eller mindre grad om en mængde eider i Nordland og Finmarken.

At en mere almindelig udbredt færdighed i svømning vilde frelse mange menneskeliv er også min formening, og jeg tvivler ikke om, at den af Dem foreslåede forføining, at få en svømmelærer i virksomhed, vilde medføre gode følger. Derimod er det så langt fra for mig at være nogen gåde, at svømmefærdighed er sålidet udbredt blandt nordlændingen, at det tværtom vilde vække min forundring, om jeg erfarede at en nordlænding kunde svømme, og fremkalde det spørgsmål: hvorledes er du kommen dertil? Til at svømme lærer man sig i almindelighed i barndommen eller i den tidligste ungdom. Men hvad er det nu, som - udenfor de skoler hvor sådant gjøres til pligt - bringer gutten til at gå i vandet? Er det tanken om det for hans fremtid gavnlige i at lære sig til at svømme? Jeg tror nei. Er det da hensyn til renslighed og sundhed? I mine tanker ligesålidt. Nei, det er heden, som til sine tider gjør det besværligt for ham på landjorden, - den driver ham ud i søen, hvor han befinder sig bedre, og når han først er kommen i søen, kravler han sig snart til at svømme. Jeg er vis på at der i Christiania findes temmelig få 12 à 14 års gutter, som ikke kan svømme, og jeg anser det rimeligt at mindst 9/10 dele af disse aldrig har havt anden opfordring til at gå i søen end deres egen lyst eller, om man vil kalde det så, trang. På samme måde stiller forholdet sig i de andre byer på Østlandet især ved Christiania-fjorden. Sommerheden, som til sine tider kan være ret alvorlig, driver gutterne i søen, ofte flere gange om dagen, og de kan i reglen alle svømme. Allerede her i Stavanger er forholdet anderledes. Vi har sjelden sådan sommerhede, at den fremkalder nogen egentlig trang til afkjøling i vandet, og badning er således her ikke meget almindelig, men som følge heraf er også antallet af dem der kan svømme upåtvivlelig meget mindre end på Østlandet. Jeg kjender ikke forholdene herfra langs kysten til nordre Throndhjems amt; men det vilde forundre mig meget, om ikke færdighed i at svømme aftog temmelig regelmæssigt efterhvert som man kommer længer nord. I Tromsø stift indeholder sommertemperaturen kun yderst sjelden nogen opfordring til at afkjøle sig i søen. Om også en enkelt ret varm dag indtræffer, synes man det er en behagelighed, som man ikke vil forspilde sig ved at gå i vandet, at kunne også i de egne blive vel gjennemvarm. Hertil kommer, at vandtemperaturen, selv på meget varme dage, er sådan, at man med hensyn til afkjøling snart får for meget af det gode. Af gammel vane badede jeg mig både i Tromsø og i Finmarken; men behageligt fandt jeg det yderst sjelden. Skal man altså virke noget til fremme af svømning i landets nordlige egne, må det ske ved impuls udenfra; den foreslåede anser jeg som en god begyndelse, men uden hjælp af almueskolen kommer man neppe langt på veien. - Sagen fremstiller sig virkelig for mig så vigtig, at jeg ofte har opkastet mig selv det spørgsmål, om ikke en svømmeattest kunde være lige så nødvendig ved konfirmation som en vaccinationsattest. Det er isandhed en gru at erfare, hvorledes nordlændingen, fordi han ikke kan svømme, ofte blive borte på søen. Kommer han i vandet, bærer han sig som et nyfødt barn og drukner ganske resigneret. Jeg kan erindre i det mindste eet tilfælde, at en mand i sin bedste alder, ikke beskjenket, faldt ud over en kai og druknede på et sted, hvor han kunde tage bunden med fødderne, dersom det havde faldt ham ind at søge efter den. At folk plumper ud af båden og ikke har så megen besindelse, at de gribe efter ripen, - at de, når de gjøre nogle forsøg på at holde sig oppe, fjerne sig fra det sted, hvor de kunde reddes, istedetfor at nærme sig det o.s.v., det er sandelig så at sige hverdagsbegivenheder.

Det er desværre en kjendsgjerning, hvis rigtighed neppe erkjendes af nogen mere end af landets egne indvånere, at et stort og alt for stort antal ulykkestilfælde på søen har sin grund i en eller anden uforsigtighed. Dette er i den grad trådt ind i den almindelige bevidsthed, at jeg, når jeg har spurgt ældre bekjendt dygtige høvedsmænd om de nogensinde har været på hvelvet, enten har fået til svar et nei, udtalt på en måde, som antyder, at man helst havde ønsket at et sådant spørgsmål ei var bleven stilet til en mand som ham, eller et ja, ledsaget af en mængde nærmere forklaringer om hvorledes det under de givne omstændigheder var en umulighed at undgå at kuldseile, eller også af en hovedrysten og henvisning til ungdoms uvid og letsind. Jeg er kommen tilbunds i de nærmere omstændigheder ved ikke få kuldseilinger, men jeg kan ikke påmindes noget tilfælde, hvor ikke en eller anden, jeg tilstår ofte megen liden uforsigtighed kunde påvises. En almindelig dygtig høvedsmand, der befordrede vinterposten mellem Tromsø og Bodø, kuldseilede engang på touren til Bodø. Ved sin tilbagekomst til Tromsø var han som sædvanlig inde på mit kontor, og jeg spurge ham da, hvorledes han havde båret sig ad da han kuldseilede med posten. Han svarede lidt undseelig, at de havde havt et utrygt veir med indlig vind, hvorfor de havde et par kløer tilbords. Da de kom op mod en ø, jeg troer Karlsø, stillede det af, og halskarlen foreslog at tage ud en klo, hvilket dog høvedsmanden negtede sigende: Vi skal heller hjælpe lidt til med årerne, for vi har snart vind igjen. I det han griber efter høvedsmandsåren, gjør han skjødet fast til kjeipen, naturligvis i den tanke atter at løse det når han fik åren i vandet; men før han fik åren i vandet lagde en rosse båden på seilet, og de måtte træde den rundt. Hverken posten eller noget menneske kom bort. Da jeg sagde ham at det var uforsvarligt i utrygt veir at have fast skjød, om også kun for et øieblik (her var talen kun om sekunder), var han for dygtig høvedsmand til at gjøre nogen indvending herimod. - Når det i Deres skrift efter de modtagne oplysninger anføres som det ulige hyppigste tilfælde, at båden går under fordi seilet er bleven rammet af et vindstød, da stemmer dette også med min erfaring. Men netop i dette tilfælde kan man anse det som regel, at forliset er bevirket ved uforsigtighed. Har høvedsmanden, hvilket en kyndig og forsigtig høvedsmand altid har, sit skjød i hånden og sin rakketrosse og fald i orden, så skulde det være et ganske besynderligt tilfælde, om et vindstød skulde få kastet hans båd overende, før han havde seilet nede. At rossen er så hård, at den kantrer båden for den nøgne mast, kan jo nok hænde, men hører Gud ske lov til sjeldenhederne. Men når det medgives, at uforsigtighed har en altfor stor andel i de offre, som søen årlig kræver, så tror jeg det vilde være af interesse at gjøre sig lidt nærmere rede for hvad der her fornemmelig sigtes til. At tage ud i hårdt veir, at føre noget mere seil end nødvendigt for at komme frem eller overhoved at føre seil i modvind når man kan komme frem med årer, kort i det hele, hvad tromsø- og saltværingen efter det anførte s. 350 beskyldes for: «forcered seilads», ansees vist af de fleste, som ikke selv ere sømænd, som væsentlige kjendetegn på uforsigtighed, og det erkjendes også at så kan være. Men bortseet fra at den forcerede seilads i visse tilfælde, når det f.ex. gjælder at klare fra sig et forland, kan være den eneste forsigtige, tror jeg dog at de fleste kyndige sømænd skal være enige med mig deri, at det er ganske andre ting end forcered, jeg vilde heller bruge udtrykket: skarp seilads, som bevirker de fleste ulykkes-tilfælde. Det er i mine tanker nødvendigt når talen er om den uforsigtighed, som bevirker de fleste ulykkes-tilfælde, at holde disse ting skarpt fra hinanden, da man ved almindelige udtalelser om forceret, og som man tænker sig, på grund deraf uforsigtig seilads, let vil kunne komme til at ramme dem man mindst vilde, ramme de dygtigste og som følge deraf i virkeligheden forsigtigste sømænd, medens de lade, tankeløse, frygtsomme, og netop derved uforsigtige sømænd gå fri. Jeg tror at kunne støtte mig til en temmelig udstrakt erfaring, når jeg især henfører følgende til den slags uforsigtighed, som bevirker de fleste ulykker på søen.

1. At man tager ud med båd som ikke forinden er tilstrækkelig efterseet og sat i fuldkommen seilbar stand. Når jeg ovenfor(24) har udhævet den nordlandske båds fortrinlighed, da er det fordi denne båd, fuldstændig udstyret, er den, som af alle mig bekjendte åbne både indeholder de fleste betingelsr for under kyndig og forsigtig styrelse at undgå de farer som farvandet i hine egne udsætte for. Men mangler der det mindste i udstyret, så ere disse både, netop fordi der er gjort regning på alt, og intet er anbragt til overflod, høist usikre. Havde man en opgave over de mennesker, der ere gåede tilspilde af den grund, at man ikke har kunnet få seilet hurtig nok ned fordi rakken eller faldet, der ikke har været behørigen smurt, har sat sig i beknib, eller fordi der har manglet rakketrosse, da er jeg bange for at man skulde få se et frygtelig stort tal, hvilket endnu vilde få et betænkeligt tillæg, dersom man havde de ulykkes-tilfælde, der ere forårsagede derved at man har taget ud med for let eller for tungt lastet båd, med seil som ikke hører båden til, med råddent tougværk, med styre som huger sig af eller sætter sig fast o.s.v. På rigtigheden af det her anførte afgiver Deres skrift s. 336 et i mine tanker aldeles slående bevis. Antallet af ulykkes-tilfælde på kirke- og andre småreiser samt ved vareførsel er aldeles det samme (26) som antallet af ulykkestilfælde på fiskerierne, under hvilke dog visseligen det mangedobbelte antal folk i det mangedobbelte antal dage færdes på søen. Årsagen er naturligvis den, at man på sådanne småreiser er mindre nøieregnende i valget af sine både, og helst tager hvad der findes for hånden.

2. Mangel på tilstrækkelig komando i båden er i mine tanker også en af de vigtigste årsager til mange ulykkes-tilfælde. Hele den nordlandske båds udstyr fører det med sig, at hvad der skal ske, ofte må ske med øieblikkets hurtighed, uden betænkning, men også uden at vedkommende blive forfjamsede. Løs tale og konversation bør i reglen være banlyst fra båden, og når det rønner det mindste på, bør der ikke høres andet end høvedsmandens komando-ord, udtalte i en bestemt tone, der ikke efterlade den mindste tvivl om øieblikkelig lydighed, men dog med en rolighed, som under ingen omstændigheder lede tanken hen på en overhængende fare. Når en høvedsmand udtaler sit: «Tag ihop,» i det en voldsom rosse styrter imod båden, må det ske i samme tonefald som når han befaler: «Tag ihop», idet han lægger til land; ellers vænner mandskabet sig til at raisonere, og det duger ikke i en nordlandsbåd. Således går det også til, når en høvedsmand, der er sin post fuldkommen voxen, holder volden. Men således går det desværre ikke altid til. Når jeg har havt andre end mine faste høvedsmænd i skyds, og det har vel også i reglen været brave folk, jeg da har fået, har det ofte truffet at høvedsmanden har spurgt om min formening om vi burde drage en klo, og når jeg ikke har villet indlade mig på at give noget svar i så henseende, har jeg ikke sjelden hørt det spørgsmål henvendt til halskarlen: «Ka mein du Ola, skulle me dra ner ei klo, æg er ræd han kjem tung», og når da halskarlen indlader sig på at demonstrere grunden for og imod, er der i almindelighed påkommet mig en stor lyst til at drage af mine søstøvler og i det hele gjøre mig klar til at komme på hvelvet. Med en sådan komando, som jo forresten kan lade nok så gemytlig og forsigtig, kan man selv i mags veir ikke være tryg på en nordlandsbåd. Om høvedsmanden fører noget mere eller mindre seil lægger jeg med hensyn til sikkerheden mindre vægt på, når jeg kun er vis på at seilet er mindsket eller nede høist en 2 à 3 sekunder efterat høvedsmanden finder det nødvendigt.

3. Af egentlig uforsigtighed under seiladsen er det min mening, at den negative uforsigtighed, der har sin grund i sløvhed, ladhed, ligegyldighed, volder langt flere ulykkes-tilfælde end den positive uforsigtighed, der yttrer sig ved en seilads, under hvilken der ikke tages tilbørlig hensyn til veiret - om jeg end erkjender at den sidste slags uforsigtighed også kræve sine offre, skjønt vist sjelden uden i forening med den første. Hvad man ialmindelighed kalde gaberi er intet træk i nordlændingens karakter; men af dorskhed og sløvhed kan der ofte findes mere end godt kan være. Til den uforsigtighed, som jeg kalder negativ, regner jeg f.ex. at man med sidevind har skjødet og med medbør faldet fast; at man lader rakketrossen hænge løs, hvorved rakken let suger sig fast til masten, istedetfor at hale den tot og gjøre den fast; at halskarlen ikke, når seilet er sat i halsen, stadigen holdes til at indtage sin plads og at have kløerne trukket op i, så han stedse er færdig til at due, at der ikke fra hver mand i båden og især af høvedsmanden holdes skarpt og stadigt udkig både for rosser og søer; at man på steder hvor man er udsat for faldveir, selv i tilsyneladende stille veir, kommer landet for nær og i det hele taget fører seil o.s.v. Dette ser kanske ud som småting, men Gud hjælpe os så sandt, det er vistnok meget store ting; mange menneskers liv har vel hængt og vil vel hænge deri.

I et efterord fremsætter hr. amtmanden et forslag, som det skulde være af interesse at høre nordlændingernes egen formening om. Han siger:

Der har under nedskrivelsen af disse bemærkninger foresvævet mig en tanke, som oftere før har opstået hos mig, og som jeg tror at jeg også embedsmæssigen har udtalt. Denne tanke, som jeg i det foregående har søgt at begrunde, finder sit udtryk i følgende spørgsmål: «Skulde det ikke fortjene nærmere overveielse, om man ikke kunde ordne sig således, at der årligen fra Nordlandene, deri indbefattet Senjen og Tromsø distrikt, kunde udskrives nogle sømænd til orlogs?»

Jeg har den tanke, at der ikke skulde kunne påvises så ret meget, der kraftigere vilde bidrage til et opsving i den retning jeg især skulde ønske. Hvad der fornemmelig mangler nordlændingen som fuldkommen sømand er livlighed, opmærksomhed og en skjærpet bevidsthed om lydighedspligtens nødvendighed på søen og ikke mindst på den nordlandske båd. Jeg tror nu, forudsat at man forresten kun valgte dygtige folk, og på dem er der Gud ske lov ikke mangel, at de fra et orlogstogt hjemvendende unge mænd vilde medbringe flere af disse egenskaber, og jeg tænker mig dem som herlige høvedsmænd, der nok også vilde kunne komme til at virke gavnligt på deres omgivelser. Thi besidder den nordlandske sømand livlighed, opmærksomhed og eftertanke, så skal man nok ikke sætte nogen sømand langs Norges kyst over ham. På mod, erfarenhed og koldblodighed har jeg aldrig seet at det har skortet.

(Folkevennen, 1862, s. 511-520)


[OPPGAVE OVER BELØNNINGER FOR REDNINGSDÅD 1862]

I.

Ifjor ved denne tid meddelte jeg her i Folkevennen en liste over offentlige belønninger for rednings-dåd i årene 1845 til 1861. Nu kan jeg, fremdeles ved godhed af vedkommende embedsmand i indre-departementet, meddele en lignende liste for året 1862.

Opgave over de i 1862 tilståede redningsbelønninger.

Bilde s. 64
Bilde s. 65

II.

Jeg kunde vist ikke indlede en ny sag bedre end ved at meddele indholdet af et brev til mig af 14de februar d.å. fra en embedsmand i Finmarken. Han ønsker, at der var et eller to gode barometre i hvert fiskevær, og skriver i den anledning så:

De fleste ulykkes-tilfælde ske med åbne både, hvormed man næsten aldrig er ude på søen mer end en dag ad gangen, så at et godt barometer, når det rådspurgtes ved udreisen, i de fleste tilfælde betimeligt nok vilde advare mod de pludselige uveir, hvori bådsmandskaberne så ofte ere udsatte for at omkomme. I Finmarken især ere sådanne pludseligt udbrydende uveir, «faldveir», der uden barometer ofte ikke kunne forudsees selv af de mest øvede iagttagere, meget hyppige, og man hører ofte, at i sådanne ere bådsmandskaber dels gåede aldeles tilgrunde og dels blevne nødte til at holde af for stormen til langt bortliggende kyster, hvor de ilandkomne lide såmeget, at de ikke sjelden blive helseløse, dels omkomme på land. Sådant høres navnlig fra Vardøkanten, hvor som bekjendt en mængde fiskere samles om våren. Det er der især de heftige nordveststorme, som falde over fiskerne så pludseligt, at de dels med stor nød neppe kunne vinde tilbage under den norske kyst, dels gå tilgrunde under forsøgene herpå og dels må holde af til den fordetmeste øde russiske kyst mange mile sydost for Vardø. - Under en reise i disse egne hørte jeg nylig omtale et af de mange sådanne tilfælde: en båd fra Vardø måtte for uveir holde af til en af russefjordene, men i stormen og snedrevet magtede kun den ene af besætningens 4 mand frem til den eneste boplads, som fandtes ved fjorden, hvorimod to af hans kammerater bleve ude sammen natten over, udsultede og i den grad forfrosne, at de var syge længe efter (om den ene var frisk igjen, vidste beretterne ikke). Den fjerde mand, som adskilt fra de andre også måtte blive ude natten over i det forfærdelige uveir, gjenfandtes dagen efter, men vanvittig. - Da jeg under den samme reise i denne måned var på Vardø, spåede barometret der storm, og for ikke at blive opholdt på øen af uveir måske flere dage, reiste jeg da strax medens veiret endda var godt om eftermiddagen over det berygtede Bussesund, der uagtet mindre end en fjerding bredt i regelen hvert år kræver enkelte menneskeliv, til fastlandet og derpå over fjeldet til fiskeværet Kiberg. Morgenen efter var veiret fremdeles så vakkert, at vi troede barometret dengang narret os, ligesom det undertiden før skal have hændt, at bebudede uveir ei ere nåede op under kysten, uagtet drønet deraf høres ude fra havet. Reisen blev derfor fortsat en mils vei tillands indover stranden, men netop som vi talte om hvor vakkert veir vi dog fik, brød uveiret pludseligt løs med en storm af nord, som faldt ud over fjeldene med et så tykt snedrev, at det var umuligt at se, hvorhen det bar med os. Vi måtte da følge vindens retning mod søen, som var i nærheden, og siden langs stranden arbeide os frem til nærmeste boplads, Langbunæs, hvor vi så måtte holde ud både den og den følgende dag. (Selv i Vadsø byes kirke måtte samme dag den tillyste gudstjeneste på grund af uveiret indstilles.) En rask og stærk kone fra den samme plads, Langbunæs, var kort før omkommet i et lignende uveir ved at reise netop den samme vei fra Kiberg. Hun var endda uagtet megen eftersøgning ikke gjenfunden, og vil neppe heller blive det før til våren når sneen tøer bort. - På søen vilde redning i sådant veir være aldeles umulig. - Men et godt barometer vil næsten altid eller i regelen ialfald give tilstrækkeligt langt varsel derom, - idet fiskere og andre bådfarere på få undtagelser nær kun nogle timer ad gangen eller kun en hel dag ere ude på søen.

Et à to gode barometre burde derfor som anført findes i ethvert ei ganske ubetydeligt fiskevær tilligemed en folkelig underretning om barometerne med veiledning til deres benyttelse,(25) en veiledning som folkeoplysningsselskabet vel kunde besørge udgivet mod et par skilling pr. exemplar. Væreierne vilde visselig fordetmeste selv anskaffe sådanne, når deres opmærksomhed først blev henledet på sagen, og man sørgede for at gode barometre, simple men hensigtsmæssigt og stærkest muligt indrettede, vare at få for en rimelig pris, f.ex. et par daler pr. stykke, foruden beskrivelse og veiledning.

På hin reise, siger den ærede brevskriver fremdeles, fik han af strandsiddere i nærheden bestilling på 3 barometre, og han anmoder igjen mig om at besørge for ham 5 barometre sendt herfra; han tilbyder sig også at modtage et større antal til forhandling.

Denne kommission udførte jeg således, at jeg efter overlæg med hr. fyr-direktør Diricks anmodede en instrumentmager (hr. Lundh) om at sætte ved skalaen ikke den påskrift om veiret, som hidtil har været den almindelige på barometre her til lands, men den, som bruges af det engelske rednings-båds-selskab på de barometre, som dette selskab har opstillet langs den engelske kyst til veiledning for fiskere og søfarende der. Og en kort forklaring om barometres brug, som det samme engelske selskab har udgivet, er hr. Lundh på min opfordring betænkt på at oversætte og levere som følgeblad til hvert af hans barometre. - Jeg valgte, og det ligeledes efter overlæg med hr. Diricks, den billigste sort barometre, til 2 spdr. stykket; de ansees som tilstrækkelig pålidelige og nøiagtige til dette praktiske brug, og fabrikanten var villig til uden forhøielse i prisen at gjøre sådan forbedring ved træværket, at glasrøret, på det øverste nær, nu er beskyttet. - De bestilte barometre ere på det nærmeste færdige til at afgå med første dampskib og ville vel være fremme langt før disse blade.

På verdens-udstillingen i London ifjor så jeg hint engelske selskabs barometer, udstillet sammen med den berømte redningsbåd, der stod på sin vogn i fuld størrelse og komplet stand. Ikke mere sagkyndig end jeg er så jeg nok, at båden, så udmærket tjeneste den end gjør ved det tætbefolkede Englands lave strande, nok aldrig vil kunne få synderlig anvendelse ved vor tyndt-befolkede klippekyst. Men barometret, det monne passe ligesåvel for de norske som for engelske og skotske fiskevær.</p>

Men bruget af barometret er ikke så ganske ligetil. Der skal nogen øvelse til at agte på dets varsler. Og muligens skal det befindes, at varslerne må tydes noget anderledes i Finmarken end i London, da den større nærhed mod Nordpolen og landets form kanske har nogen indflydelse, så de forresten lige årsager, som barometret lader os se, ikke altid have de samme veir-forandringer til følge.

Men jo før blikket og tanken bliver rettet på denne sag, desto snarere skal barometret komme til at yde sin tjeneste også hos os. Som kikkerten skjærper sømandens øvede øie, så skal barometret understøtte den skjønsomhed, hvormed den norske kyst-almue fra gammel tid af agter på himmelens tegn og andre veirmærker fra både land og hav.

Siden telegrafstationerne have begyndt at meddele veirforandringer, have barometer-observationer tiltrukket sig mere og mere opmærksomhed blandt skippere og matroser; det hører jeg også af instrumentmagere, at i de senere år sælges der ikke få barometre til landmænd, som gjerne ville forudse veiret for slåttens og skurens skyld. Men at skjønne veiret og dets forestående forandring er ikke således et livsspørgsmål for nogen som for fiskeren på den åbne båd.

(Folkevennen, 1863, s. 81-87)


BERETNING FOR 1862 OM FORLIS I TROMSØ BISPEDØMME

I. EXEMPLER

Bilde s. 68

Disse alvorlige klippeøer, Thrænen i nordvestlig retning (noget udenfor det lille kårt, som er tilføiet på næste blad) og Lovunen i sydost, stode som vidner ved et forlis, som omstående beretning melder om.

Bilde s. 68

«Nesne præstegjeld, i Helgeland. No. i ministerialbogen: Dønnæs sogn 30.

Tiden: 1862, juni 20.

Stedet: Det åbne hav i nærheden af den ubeboede holme Søholmen, 2 1/2 mil nordvest for Dønøens nordlige pynt.

Måden: 3 mand på trerømmings båd reiste i godt veir i S.O., med nogen søgang, kl. 11 om natten ud fra Søholmen til den omtrent 1/2 mil i N.N.O. fra samme beliggende lønbø eller grund, Brødrene kaldet, for på samme med tro (et slags fiskestang) at fiske småsei til agn ved det større fiskeri på dybet. De lagde sig N.V. for grunden og anså sig sikker for bræksøer. Men aldeles uformodet brækkede søen fra S.O. Dog var det ikke grundbroddet, men bremhesten (gjensøen), der fyldte og kantrede båden.

Anledningen: Allerede forklaret i det nys anførte.

Tilregnelighed: Herom ere meningerne delte. Nogle påstå at fiskerne vare denne lønbø, som hverken sees i flo eller fjære, for nær. Andre påstå det modsatte, og høvedsmanden, Peder Hind Hansen, siger, at alle ro ligeså nær som han og at han enten må have lov dertil eller opgive bruget. Fra først af var han nok i passende afstand, men gav neppe tilbørlig agt på at søen begyndte at bryde.

Redningsforsøg: Af mandskabet kunde ingen svømme. Man forsøgte at holde sig fast ved båden, men efter en halv times forløb slap Peder Kr. Vaag, og blev bortskyllet. I 5 timer kjæmpede de 2de tiloversblevne, uagtet båden gik mange gange rundt. Fra Søholmen holdtes udkig, men afstanden og den høie sø skjulte bådens stilling. Endelig fandt man at det varede for længe, hvorfor Fredrik Kr. Hansen Glein lagde ud fra Søholmen og fik reddet Peder Hind og Nicolai Svendsen.

Personerne. A) Forulykkede: Ungkarl Peder Kristian Danielsen Vaag, 25 år gml. Faderen, som er gårdbruger i dårlige kår, har endnu 4 dygtige sønner tilbage. Svømning vilde neppe have hjulpet i dette tilfælde. Den druknede blev ikke gjenfundet.

B) Reddede: Nicolai Svendsen, 27 år gml. ungkarl; Peder Martinus Hind Hansen Glein, 21 år gl.»

Søholmen er ubeboet, som det siges i beretningen. Dog var det derfra, at den forliste båd var reist ud, og der var fremdeles folk på holmen, som holdt udkig, og af hvilke en mand omsider lagde ud for at opsøge de savnede. Jeg formoder derfor, at den øde holme har tjent som tilholdssted eller vær for fiskere, som herfra have drevet sin dont; måske står her boder eller stenhytter, eller de hårdføre folk bruge at overnatte under en hvælvet båd eller under et seil. Hine tre, som reiste ud, medens andre forbleve på holmen, have måske påtaget sig at skaffe agn (det var jo dertil småseien skulde bruges) for det hele mandskab, og dette kan igjen have været årsag til, at der blev holdt udkig efter dem.

Bredden af det lille kårt svarer til lidt over 1 1/2 mil, og man kan da så nogenlunde slutte sig til, hvor den lønbø er at søge, som slugte denne båd, 1/2 mils vei i N.N.O. for Søholmen. Hele den strækning af havet omkring Søholmen, som på kårtet er betegnet med mange små kryds og omcirklet med en prikket linie, er opfyldt af grunde eller lønbøer;

Bilde s. 70

men sagtens har man kjendt hin enkelte som en af de fiskerigeste. - Vort kårt, der kun er en liden rude af det store og skjønne søkårt over Norges kyst, lader os se en prøve på den ufattelige mængde af småøer, som bekrandse denne. Disse småøer forestille jeg mig som de synlige toppe af fjelde, hvis rod skjuler sig i havet; og ligeså ere hine lønbøer toppene af fjelde, som ere ganske under vandet. Og just om slige undersøiske fjeldtoppe forestiller jeg mig at seiestimerne svæve, ligesom vi kunne se fugle-sværmene kredse omkring småøerne. Man kan forstå, at det for fiskeriets skyld gjælder at holde sig så nær hen til disse toppe som muligt (det skulde være artigt at høre en kyndig forklaring om, hvorledes man så nøie kan kjende stedet for en skjult grund eller lønbø); men vi se også, hvor farligt det er.

På kårtet se vi endel navne selv på ubeboede småøer; men almuesfolkene, som fare ud og ind her, have navne endogså på lønbøernes skjulte klipper. Det er, som at hver sten skulde være kjendt. Hvorledes ere disse navne blevne til? Hin lønbø heder således «Brødrene». Når fik den det navn, og hvorfor? Kanske fordi to eller tre brødre en gang i fortiden have forlist der ligesom de tre unge mænd i vor beretning. At blive kjendt med alle disse skjær og grunde, disse seil-løb og fiskepladser, det har været århundreders værk, og hvorledes folket i disse lange tider vel har arbeidet og lidt hist ude ved kysten, det have vi nu seet en prøve på.

Nu skal jeg be læseren følge med nogle dagsreiser længer mod nord, til Senjen, til den skueplads der, som det næste kårt vil fremstille. En beretning herfra, af sognepræsten til Lenvik, lyder således:

«Tiden: 15de november 1862.

Stedet: Malangen, yderste del mod havet.

Måden: Kuldseilede.

Anledningen: Manden skulde reise over til Hillesø fra sit hjem i Edø for at hente medicin til sin syge kone; sætter, for at nytte dagen vel, linen ud på henreisen til Hillesø; havde sin tjenestedreng med.

Tilregnelighed: Fra Edø til Hillesø er omtrent 1/4 mil, skarpt stykke vei, da havet næsten bestandig trykker ind igjennem dette sund. Folket i Edø og Hillesø agte dog ikke dette stykke for noget, og en mand seiler gjerne over alene. Den 15de novbr. var der en klo vind derude, men det regnes i Hillesø for meget godt veir. Manden Hans Peder havde vist ikke den dag nogen betænkelighed ved at tage en ganske liden båd og vel ikke mere ballast, end han havde i linstamperne. Jeg antager, at linen i længde kunde nå omtrent midt i sundet, og strax efter linens sætning har han kuldseilet.

Vant til at heise seilet på en ottrings- og en fembørings-båd - et tungt arbeide, når seilet er blevet vådt af sø eller af regn, endog for 2 mand, heiser fiskeren seilet på en trerømning lettere, end en af os heiser et lidet flag, og ulykken her er upåtvivlelig skeet derved, at seilet er kommet for snart i toppen, før vinden rigtig var kommen i det fra neden af, og i sådant til-

Bilde s. 72

fælde kan båden, selv i svagt veir, kantre i en håndevending. - Den tilbørlige forsigtighed har således her, efter min mening, ikke været brugt.

Personerne: Gårdmand Hans Peder Bertheussen Edø af Hillesø sogn, medhjælper og kirkeværge, skole- og fattigkommissionær, 29 år gl., sad i meget gode kår. Konen og børnene, 2 à 3, have været meget syge, sorgen er stor over tabet af den brave mand og fader. Tjenestedrengen var ungkarl og fin Gunner Edevard Olsen Tuleng af Hillesø 21 1/2 år gl., et meget brav menneske.

Bemærkninger: Det enkelte stykke vei anser jeg for det værste stykke på min kirkevei fra Lenvig til Hillesø - 2 gamle mil ud af Malangen mod havet. I min 6årige embedstid har jeg vel gjort imellem 60 og 70 reiser derud, men fast bestandig har skydsen måttet se sig vel for, når vi skulde passere over fra Edøen til Hillesø. Selv over det brede gab fra Lokvik lidt i S.O. for Hekkingens fyr til Edø - 1/2 mil - seiler jeg hellere end over det stykke, hvor Hans Peder satte til. Havde nu denne mand og hans dreng kunnet svømme og derved være komne på hvælvet, antager jeg, at deres nødråb måtte være bleven hørt enten på Hillesø eller på Edø, da veiret, som bemærket, var godt, og ulykken skeede knapt 1/8 mil fra land. Først mandagen efter opdagedes ulykken derved, at manden på Hillesø efter løfte reiste over til Edø for at hjælpe Hans Peder med en stor båd. Konen fortalte da, at han løverdag var reist til Hillesø. Man forstod da, at en ulykke måtte være skeet. Manden i Hillesø reiste til Sommerø tæt ved, fik et par mand med sig derfra, og ved søgen fandt de kuns en liden rest af båden på nordsiden af Edøen; men mærkeligt nok intet seil, som end mere bestyrker den mening, at båden har væltet for et vindstød under heisningen af seilet, førend de have fået tid til at ordne det.»

Edøen har udentvivl sit navn af ederfuglen (æd), som vel her har havt et lunt og trygt sted for sit rede. Der er en egen ynde ved et sådant fuglevær, helst når der, som her, er så fredeligt, at fuglene holde til på beboet ø, altså sammen med menneskene.

Man følge engang præsten på hans kirkereise, henover kårtet. Det er udentvivl hårde klippekyster, lige fra præstegården inderst inde, ved foden af Aglaps-fjeldet, og til Hillesø kirke; årsagen til, at der på det kårt, som nærværende træsnit er laget efter, kun er tegnet enkelte fjelde, er den, at på søkårter bruger man kun at tegne de fjelde, som især tjene til veivisere for sømændene. Men hvor hårdt land det er, det kunne vi slutte deraf, at det er så sparsomt befolket: det hele antal af familier er angivet ved de små firkantede mærker, som sees hist og her.(26)

Men fordi landet indenfor var så bart og hårdt, og havet derudenfor så barskt, derfor kan jeg nok tænke, at Hans Peder har forstået at sætte pris på sin Edøes stille fred.

Med hvilket blik har han seet did den sidste gang?

II. TÆLLINGER. A. ULYKKES-TILFÆLDE

§ 1. Sådanne beretninger som de to meddelte, om ikke just altid så omstændelig beskrivende, har jeg fået en fuldstændig samling af for hele Tromsø stift for året 1862.(27) Det har været mig inderlig vemodigt at læse dem. Det var mig stundom, som om jeg fornam dødssukkets sagte ånde gjennem stormens hvin og bølgernes brusen og søfuglenes klagende skrig.

Bag hvert af de tal, som dette kapitel skal indeholde, er der gjemt en alvorlig begivenhed, og den hele række af tal kan betragtes som en kortelig beskreven, mindetavle over dem, som det år sank på de våde veie.

Beretningerne for 1862 angive navn for navn netop 200 druknede, af Tromsø stifts egen befolkning (så altså nogle få fremmede ikke ere regnede med).

Et sådant tal er, som jeg ved tidligere leiligheder har gjort opmærksom på, overmåde stort, når man regner efter folkemængden og sammenligner med andre egne og lande. Men i sammenligning med tidligere år for Tromsø stift selv må det kaldes regelmæssigt.(28)

Antallet af de ulykkes-tilfælde, ved hvilke de 200 mistede livet, var 107.

§ 2. For at følge samme orden som i den nævnte beretning for 1861 (se dens kap. 2) skal jeg allerede her anføre følgende oplysninger om personerne:

Mandfolk .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

185

Fruentimmer.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

  15


tilsammen

200

Mdflk.

Frtmr.

Under 15 år .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

21

3

Mellem 15 og 30 år  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

90

6

Mellem 30 og 50 år  .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

52

3

Over 50 år .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

21

3

Alderen ikke opgivet .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

-


tilsammen

185

15

På en enkelt person nær (en gut, som badede sig) tilhørte alle disse mennesker den egentlige almue, gårdmænds, indersters, fiskeres familier. Nogle af dem vare finner, mest sø-finner.

Af gutterne under 15 år vare ikke få allerede komne op i den alder, at de var med på bådene for at hjælpe til, og af mændene over 50 år vare ikke mange nåede op i den egentlige olding-alder. Ulykken har altså mest rammet folk i den arbeidsføre alder, ligesom det jo er netop arbeidet, som her i så høi grad udsætter for fare.

Af mandfolkene vare i det mindste 56 gifte mænd. Om 31 af de 56 mænd er det oplyst, hvor mange børn deres enker sat igjen med; det var 86, og de allerfleste af disse vare små og uforsørgede. Om endnu nogle flere af de 56 er det sagt, at der var småbørn efter dem, uden at det er anført, hvor mange.

Om ikke få af de efterladte familier fremhæves det udtrykkelig, at de sad i så yderlige kår, at det offentlige fattigvæsen måtte tage sig af dem.

Og ikke så sjelden anføres det om ungkarle, som kom bort, at de havde været tro forsørgere for fattige forældre.

Forholdene føre det med sig, at der jevnlig er nærforbundne naboer og slægtninger på båd sammen. I et tilfælde omkom en fader med alle sine børn, nemlig 3 voxne sønner, og den hjemmeværende hustru og moder blev altså enke og barnløs på en gang. I det andet tilfælde omkom 4 naboers raske ældste sønner, den yngste 19, den ældste 27 år gammel - denne sidste var bleven gift et halvt år før.

I tidligere opsatser om ulykkes-tilfælde i Tromsø stift har jeg dvælet ved betragtningen af den store mængde. Men det er som at ulykkens storhed heller har voxet for mig ved disse nyeste oplysninger om den megen sorg og nød blandt de forulykkedes efterladte.

§ 3. Med hensyn til tilfældenes art kan der for det første skjelnes så:

a) i ferskvand: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 23 tilfælde, 24 personer,
b) på søen:.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 84
-
176
-

tilsammen

107
-
200
-

De 23 tilfælde i ferskvand eller elv og indsø hændte således:
6 ved at falde i isen (deraf 1 under skøiteløben for moro),
4 ved at vade over elve,
1 ved at ro i strid elv,
2 ved tømmerflødning,
8 ved at falde ud i elv og dam og brønd, endelig
2 ved badning. Blandt disse tilfældes 24 personer var der, som let begribeligt, en forholdsvis stor del af de kvinder samt børn og gamle, som § 2 opregnede.

§ 4. Tilfældene på søen deler jeg endvidere således:

a)på andre måder end ved båd-forlis.. .. .. .. 10 tilfælde,   13 personer,
b) ved båd-forlis.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 74
-
163
-

tilsammen

84
-
176
-

Under de førstnævnte 10 tilfælde har jeg sammenfattet følgende:

stranding af skib .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 1 tilfælde
falde ud fra fartøi eller båd.. .. .. .. .. .. 4
»
ligeså fra stranden .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 2
»
vade iland fra en strandet båd .. .. .. .. 1
»
falde i isen på en fjord .. .. .. .. .. .. .. .. 1
»
båden rammet af sneskred .. .. .. .. .. .. 1
»

§ 5. De tilfælde endelig, som hændte formedelst båd-forlis deler jeg så:

a) kirke-reiser: .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

tilfælde,

14

personer,
b) andre småreiser: .. .. .. .. .. .. .. ..

22

-

44

-
c) vareførsel: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

16

-

28

-
d) fiskeri: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

31

-

  77

-

tilsammen

74

-

163

-(29)

a. Under begrebet af kirke-reiser har jeg henført nogle tilfælde, som traf med ligførsel samt med reiser til og fra skolen og præstegården. På egentlige kirke-reiser forliste kun 2 både, og et af disse 2 forlis hørte til dem, som egentlig vedkomme 1861 (se sidste anm. Fotnote 29). Den ene kirkebåd, som altså forliste i 1862, var bemandet af fjeldfinner, og tilfældet tilskrives disses mangel på øvelse i at fare på søen.

b. Ikke ved alle disse småreiser er anledningen eller andre bi-omstændigheder beskrevne nærmere. Men et er mærkeligt: ved 16 af de 22 tilfælde kan jeg se om forliset er indtruffet på udreisen fra hjemmet eller efter udført erindre på tilbagereisen til hjemmet, og ved optællingen finder jeg, at dette sidste fandt sted med ikke mindre end 13 af de 16 forlis. Ved flere af de 13 forlis er det berettet, at bådene kom fra byen eller handelsstedet, og om 3 af disse bådes mandskaber er det erklæret, at de vare i beruset tilstand, da de begav sig på vei, og at årsagen til ulykken må søges deri. Men ellers har jeg fået det indtryk, at årsagen for en del monne ligge deri, at man higer hjem og derfor dels tager ud i betænkeligt veir, dels vedbliver at føre seil udover aftenen og ind i mørke natten. Det samme gjælder også med nogle af de vareførende både.

c. Af de 16 her anførte både vare 4 ladede med ved og torv, 3 med tømmer og planker, 3 med fersk sild, 1 med torv, 1 med kreature, resten med varer, som ikke ere beskrevne nærmere.

d. Her kan skjelnes mellem selve fisketourene og de længere reiser med fiskebådene hjemmefra til fiskeværene (fiskernes tilholdssteder) eller derfra hjem. Det er, som let begribeligt, større og bedre bemandede både, som udrustes til de store fiskerier fjernt fra hjemmet, og det lader især til, at sådanne udrustninger gå fra nordlandske bygder af, til enkelte silde-fjorde, til Lofoten og til det fjerne Finmarken.

Nær halvdelen eller 36 af 77 mennesker, som omkom formedelst fiskeriets bedrift, led denne skjebne ved 11 forlis af både, som vare udrustede for hine fjerne fiskerier, og af disse 11 forlis hændte de 8 på reiserne hen eller hjem, de andre 3 derimod under selve udøvelsen af fiskeriet. Alle de øvrige under bogstaven d nævnte forlis indtraf ved hjemfiske, hvilket hjemfiske rigtignok stundom har været netop hine såkaldte store fiskerier, når nemlig bådene have hørt hjemme der, hvor disse gå for sig.

Sagkyndige folk skulde måske uddrage adskillig belæring af beskrivelserne over, hvorledes det er gået til med ulykkes-tilfældene på selve fisketourene, om hvorvidt de ere indtrufne på udreisen eller indreisen, under seil eller under årer, under modvind eller medvind, ved kuldseiling eller fylding o.s.v.; beskrivelserne ere dog ikke altid omstændelige nok.(30)

Mærkeligt forekommer det mig, at 4 fiske-både (af hvilke den ene dog ikke er indbefattet i de før anførte tal, såsom alle folkene bleve reddede) ikke havde seil oppe og dog kastedes om, de to af hvirvelvind, de andre to af søgangen. Disse samme 4 både er tillige exempler på den særegne fare, som det må være for fiskeren, netop i den stund, han drager fiskeredskaberne eller dræggen, eller før han endnu har fået seilet op.

§ 6. Som i den tilsvarende § ifjor skal her tilføies følgende nærmere tælling angående dem, som fandt sin død under fiskeri-bedriften, ved deres fiskebådes forlis: De vare alle mandspersoner, og alderen kan betegnes så:

lidt under 15 år .. .. .. .. .. .. .. .. ..

6

mellem 15 og 30 år .. .. .. .. .. .. ..

39

mellem 30 og 50 år .. .. .. .. .. .. ..

26

lidt over 50 år .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

  6

tilsammen

77

Som vi sige om soldaten, der faldt, at han faldt på ærens mark, så kunne vi i særdeleshet om disse af de mange havets offere sige, at de faldt på deres kalds veie. Thi hine egnes befolkning har fået sig fiskeriet anviist som sit kald, sin uundværlige næringsvei.

§ 7. Tiden for de 107 ulykkes-tilfælde kan angives så:

1861, Novbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

3

Decbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

7

1862, Jan. .. .. .. .. .. .. .. ..

7

Febr. .. .. .. .. .. .. .. ..

6

Marts .. .. .. .. .. .. .. ..

7

April .. .. .. .. .. .. .. ..

11

Mai .. .. .. .. .. .. .. ..

7

Juni .. .. .. .. .. .. .. ..

12

Juli .. .. .. .. .. .. .. ..

1

Aug. .. .. .. .. .. .. .. ..

4

Septbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

Oktbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

7

Novbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

Decbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

21

ubestemt .. .. .. .. .. .. .. ..

   2

tilsammen

107

Disse tal tør dog blive mere oplysende, når vi opgjøre dem særskilt for:

I

Ulykkes-tilfælde
i elv og indsø (§ 3).

II

Do.
i søen på andre måder end med bådforlis (§ 4).

III

Do.
i søen formedelst bådforlis, og det
a) på kirkereiser,
b) på småreiser,
c) ved vareførsel, og
d) ved fiskeri-bedrift (§ 5).
<td>

3

I

II

IIIa

b

c

d

1861, Novbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

1

»

»

»

1

Decbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

1

1

1

1

1

1862, Jan. .. .. .. .. .. .. .. ..

»

1

1

2

2

3

Febr. .. .. .. .. .. .. .. ..

»

»

»

1

»

5

Marts .. .. .. .. .. .. .. ..

»

1

1

1

1

3

April .. .. .. .. .. .. .. ..

1

»

»

1

2

7

Mai .. .. .. .. .. .. .. ..

»

»

1

»

3

Juni .. .. .. .. .. .. .. ..

6

1

1

1

2

1

Juli .. .. .. .. .. .. .. ..

1

»

»

»

»

»

Aug. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

2

»

»

»

»

Septbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

1

»

»

3

»

Oktbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

»

1

»

2

2

Novbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

»

»

3

»

1

Decbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

2

»

11

3

4

ubestemt .. .. .. .. .. .. .. ..

2

»

»

»

»

»


tilsammen

23

10

5

22

16

31

Sommermånedernes ulykkes-tilfælde se vi her træffe mest på elve og og indsøer. Det store tal for december kommer mest af ulykker på småreiser, som det lader til at der netop ved den tid foretages mange af, vel til årsklarering hos handelsmanden og til indkjøb til julehøitiden. De forlis, som ere indtrufne i de første måneder af året, finde vi især foranledigede ved fiskeriet, og det er jo netop da, at de store torskefiskerier gå til.

Største mængden af forlis hændte ganske enkeltvis på dagene. Men den 15de januar, 4de april, 3die mai, 10de oktober, endelig den 5te og 22de december 1862 indtraf dog så mange som 2 eller 4 forlis på en dag. Nogle andre dage hændte der 2.

§ 8. Til sammenligning mellem de to distrikter Nordlandenes og Finmarkens amter skal jeg (ligesom i forrige årsberetning, kap. 2, § 9 og 10) meddele en efter den nys fremsatte klasse-inddeling indrettet tabel:

Klasse. Nordlandenes amt. Finmarkens amt.

I

.. .. .. .. .. .. .. ..

13

tilf.,

14

pers.

10

tilf.,

10

pers.

II

.. .. .. .. .. .. .. ..

5

-

7

-

5

-

6

-

III

a .. .. .. .. .. .. .. ..

2

-

4

-

3

-

10

-
b .. .. .. .. .. .. .. ..

12

-

23

-

10

-

21

-
c .. .. .. .. .. .. .. ..

10

-

13

-

6

-

15

-
d .. .. .. .. .. .. .. ..

18

-

45

-

13

-

32

-

tilsammen

60

-

106

-

47

-

94

-

Sammenligningen falder ikke så ugunstig for Finmarkens amt iår som ifjor; men endda er ulykken forholdsmæssig (d.e. i forhold til folkemængden) større der end i det andet amts-distrikt.

III. TÆLLINGER. B. REDNINGS-TILFÆLDE

Dette års indberetninger fra præsterne indbefatter også mange af redningstilfældene. Jeg havde tilladt mig at fremstille ønske derom ifjor.

Nogle tilfælde af forlis og fare ere rene ulykkes-tilfælde, hvor ingen er bleven reddet; andre ere blandede ulykkes- og rednings-tilfælde, hvor flere mennesker vare i selskab og en del af dem «blev», og den anden del blev reddet; atter andre tilfælde ere rene rednings-tilfælde, hvor intet liv er gået tabt, men alle, som vare i fare, ere blevne reddede.

Efter denne inddeling skal jeg give sådan oversigt:

Tilfældenes

Personene

antal Omkomne Reddede
Ulykkes-tilfælde .. .. .. .. .. ..
  75

140

Ulykkes- og redn.-tilf. .. .. .. .. .. ..
  32
  60

  42

Rednings-tilfælde .. .. .. .. .. ..
  25

  59


tilsammen
132

200

101

Hvad angår de 32 blandede ulykkes- og rednings-tilfælde, da antager jeg, at beretningerne angive ganske fuldstændig antallet af de forulykkedes lidelsesbrødre, som bleve reddede. Men ved de 25 rene redningstilfælde må bemærkes, at de ere kun en del (dog rimeligvis største delen) af alle de tilfælde af det slags, som traf i årets løb. Flere af beretningernes forfattere sige nemlig udtrykkelig, at såsom de ikke fra årets begyndelse af vare betænkte på at give forklaring om dem, så kunde de, da de henimod årets udgang bleve anmodede derom, ikke berette om dem alle.(31)

Trods ufuldstændigheden tror jeg dog det vil vise sig, at denne del af beretningerne er et meget væsentligt tillæg til oplysningerne om ulykkes-tilfældene.

Af hine 132 tilfælde skal jeg her særlig fremheve dem, som traf - ikke i elve og indsøer, men på søen, og det ved forlis af båd alene (sml. kap. 2, § 5):

Tilfældenes

Personene

antal
Omkomne Reddede
Ulykkes-tilfælde .. .. .. .. .. ..
43

106

Ulykkes- og redn.-tilf. .. .. .. .. .. ..
31

  57

41

Rednings-tilfælde .. .. .. .. .. ..
21

   »

49


tilsammen
95

163

90

Denne lille tabel er at forstå så, at ved 43 båd-forlis omkom hver mand på båden, 106 mennesker ialt; i 31 tilfælde derimod var der ialt 57 og 41 mennesker tilsammen på bådene, hine bleve borte, disse bleve reddede; i 21 tilfælde endelig (men i virkeligheden var det endnu flere) bleve alle reddede, 49 mennesker. Tilsammen var det 95 både, som gik under, bemandede med 163 mennesker, som forulykkedes, og 90, som bleve frelste.

Det spørgsmål påtrænger sig ved betragtningen af de mange ulykkestilfælde: Tør det håbes, at antallet skal blive mindre for fremtiden? Og ved rednings-tilfældene kommer ligeledes den tanke frem: Mon der kan være håb om at få hjælpen udstrakt til en større del af dem, som herefter skulle komme i fare?

Med hensyn hertil skulle nogle yderligere oplysninger tilføies i kap. 5 og 6. Og for begge disse kapitler er det nu nærmest følgende tænkt som indledning.



IV. BÅDENE

Man kan tale om båd-skik, en vis herskende skik med hensyn til bådens bygning og seilværkets indretning. Store bådbyggerier i nogle af Nordlandenes fjorde, som have tømmerskov i nærheden, forsyne både Nordlandene og Finmarken, og fra dem af er en og den samme båd-skik bleven herskende over den hele kyststrækning, alt fra nordgrændsen af Throndhjems stift til grændsen mod Rusland.(32)

Nordlandsbåden (under dette navn er den vel kjendt videnom) prises høilig af skjønnere. Selv har jeg aldrig seet den; men for at forstå de beretninger fra præsterne, som det her er mit hverv at meddele indholdet af, har jeg forhørt mig om den.

Nordlandsbåden, denne formedelst sin udbredelse, sine udmærkede egenskaber og rimeligvis store ælde så særdeles interessante af de mange norske bådformer, frembyder et mærkeligt exempel på enhed i en stor mangfoldighed: der er mange slags Nordlandsbåde, som dog alle høre sammen formedelst lighed i grundform, og kun ere ulige i henseende til størrelse og som følge deraf i henseende til indredning.

Ved tømringen med spant (band, knæ), og derefter ved indredningen med tofter deles bådens hele rum i tvende «skot», eller afdelingerne ved frem- og bagstavnen, samt i et større eller mindre antal af «rom» eller rum imellem to og to tofter. Den større båd kan indredes med flere rum og altså «rømmes», som det heder, til en båd af høiere orden (fembøring, ottring o.s.v.) end den mindre båd.

På de to første nær benævnes derfor de forskjellige ordener eller bådslags jevnlig efter antallet af rummene, eller eftersom båden er «rømt». Disse båd-slags opregnes således:

1. Fembøring,(33) på Helgeland tillige eller vel endog mest kjendt under det navn sexroring, 12-året båd med 6 rum foruden skotterne, sees stundom roet af 6 mand med hver sit åre-par, men ansees ellers for fuldt bemandet med 5.

Denne og tildels den næstfølgende båd kaldes stundom slet og ret storbåd.

2. Ottring eller åttring, 10-året båd med 5 rum, stor nok til 5 rorsfolk, men også fuldt bemandet med 4;

3. Halvfemterømming, 8-året båd med 4 fulde rum eller rorplads samt 1 halvrum til yderligere plads for fiskeredskaber eller varer;

4. Firrømming, som no. 3, kun uden halvrummet;

5. Halvfjerderømming, 6-året båd med 3 fulde rum eller pladse for 3 rorsfolk samt 1 halvrum;

6. Trerømming, også kaldet sexring,(34) eller i Lofoten og vel videre mod nord tillige færing, fig no. 5, på halvrummet nær;

7. Halvtredierømming, 4-året båd med to fulde rum og 1 halvrum;

8. Torømming (på Helgeland kaldes den også færing, og længere nord, hvor færing er det samme som trerømming, heder den kjæks), 4-året båd med 2 fulde rum - mindste Nordlands-båd.

Istedetfor trerømming, halvtredierømming o.s.v. bruges også de tilsvarende sammensatte ord: trerums-båd, halvtredierums-båd o.s.v.

Eller istedetfor de lange navne med halvtredie, halvfjerde o.s.v. bruges til hverdags en del kortere, tildels spøgende navne, deriblandt kobberumsbåd. Dette navn forekommer også i præsternes beretninger; men jeg veed vist ikke om det er båden no. 3 eller 5 eller 7, som er ment.

Udenfor dette system af egentlige nordlandsbåde forekommer fremdeles en båd, som er endnu mindre end torømmingen, nemlig:

9. Jollen, så liden, at fembøringen pleier have den med sig som skibsbåd, der under seiladsen har sin plads på bagskotten. Den har også skibsbådes almindelige form, med tverskåren agterende istedetfor bagstavn.

Endelig nævnes:

10. Vatsbåd, en småbåd, som nok egentlig kun hører hjemme i elv eller indsø (vatn) og kun undtagelsesvis kommer ud på fjorden.

Med denne klasse-inddeling ville de af beretningernes forfattere ikke nøiagtig betegnede både dog for det meste nogenlunde kunne henføres hver til sin plads.

De forliste både, som den sidste tabel i kap. 3 gav tallet på, vare følgende:

storbåd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

fembøring .. .. .. .. .. .. .. .. ..

10

ottring .. .. .. .. .. .. .. .. ..

4

mindre båd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

11

kobberumsbåd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

firrømming .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

8-året båd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

4-mands båd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

halvfjerderømming .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

trerømming .. .. .. .. .. .. .. .. ..

10

sexring .. .. .. .. .. .. .. .. ..

18

6-året båd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

3

halvtredierumsbåd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

færing .. .. .. .. .. .. .. .. ..

3

kjæks .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

4-året båd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

3

ikke nærmere angivet .. .. .. .. .. .. .. .. ..

17

jolle .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

vatsbåd .. .. .. .. .. .. .. .. ..

  1

tilsammen

95

I Vefsen og Ranen, de fjord-distrikter i Nordlandene, hvor hine bådebyggerier især florere, sees det af beretningerne, at bønderne sædvanlig have gode, stærke både. Når de have slidt ud deres bedste styrke, en 5 års tid, sælge de dem til fiskere ude på øerne eller længere nord. Jeg behøver da ikke at gå længer end til Rødø for at høre den bemærkning, at folk her ofte må fare i dårlige både.

På mange steder i Finmarken må folk have små både allerede af den grund, at der mangler folkemagt til at bemande de større. Om bådstellet her i det yderste Norden hidsættes nogle linier af beretningen fra sognepræst Leganger i Hammerfest.

Når jeg her skal yttre min mening om årsagerne til de hyppige ulykkestilfælde på søen, da tror jeg disse ikke ligge i manglende sømandsdygtighed hos befolkningen. At ikke end flere ulykker sker med de oftest små og meget ofte tillige mindre vel vedligeholdte farkoster, synes mig tvertimod at vidne om særdeles sømandsdygtighed hos befolkningen. Ja jeg tør sige, man skulde forundre sig ved at se, i hvad for veir de dog kunne bjerge; jeg veed, de må være både uforfærdede og raphændte, og mængden er det også både af finner, kvæner og nordmænd. Men det er sandt, hverken deres personer eller deres greier se i almindelighed så velstandsmæssige eller så storslagne ud som nordlændingernes. Dette er dog heller ikke at vente, thi kårene ere høist forskjellige, altså også levemåden og evnen til at kunne anskaffe det til søbruget fornødne. Af denne grund da at ville i almindelighed frakjende befolkningen her sandsen for at have det som hører til dets vigtigste næringsdrift velstelt, er ikke retfærdigt; tvertimod skal jeg med glæde bevidne, at såsnart en mand kommer sig til nogen eiendel, så anskaffer han sig ufortøvet så stor båd, som han veed sig leilighed til at bemande, og har sine ting så vel istand, som mulig. Men det skal man lægge mærke til, at i dette skovløse land, hvor søhuse for almuen (med undtagelse af et bitte lidet skur til børnskaben), i skikkelse f.ex. af et bådnøst som oftest er en uoverkommelig, for ikke at sige utænkelig ting, vil alt meget snart se afvasket og forslidt ud; thi det må stå ude.

Imidlertid forekommer det mig, at mange ulykker ske fordi folket i disse sø- og veirhårde distrikter er nødt til at færdes på for små både og med forlidet mandskab. En sexring eller trerumsbåd og to mand (ofte en mand og en kvinde) er således det almindeligste såvel til småreiser, som til daglig fiskebedrift. Men hvad er nu en sådan båd for en nøddeskal på bølgerne? Jeg har nu seet adskilligt af Norges søkyst, men ingensteds det åbne hav befaret i så små både som i Finmarken. Dette har dog vist igjen sin naturlige grund i, at folket ikke i almindelighed er istand til at kjøbe dem større, og i at det er vanskeligt at bemande større både til dagligt brug, og på grund af manglende folkehjælp også konservere sådanne, da de jo ofte må trækkes på land. At menneskeliv under sådanne omstændigheder ofte må gå spildt og uden at de forulykkede selv med grund kunne siges skyldige deri, forekommer mig klart. At også den måde, hvorpå bådseilene her ere indrettede, ikke just er skikket til at forebygge ulykker, synes rimeligt; thi råseilet er dog ikke letvindt at håndtere, når det kniber; dertil har jeg altfor ofte været vidne.

Søfinnernes både se nok endnu ringere ud end de norske finmarkingers. I Vardø er det således en almindelig talemåde, når man ser en «hvid båd» (d.e. som er tjæreslidt), at det er en finnebåd. Alligevel er det mærkeligt, hvor vel finnerne (lapperne, sø-lapperne) inde i Varanger-fjorden klare sig med sine små både: Næsseby præstegjeld her, med henved 800 mennesker, mest finner, har i de sidste 24 år ikke mistet ved drukning mere end 10 mennesker, ved 8 forskjellige tilfælde - en mærkelighed, som beretningen giver udførlig forklaring om. Lignende gunstige forholde lade til at herske i det tilgrændsende finne-sogn Tanen, hvorimod Gamvik, et sogn med mere norsk befolkning, men ellers af samme præstegjeld som Tanen, dog mere yderligt beliggende, lider særdeles meget af ulykker på havet.(35)

Biskop Essendrop, som har sendt mig præsternes beretninger, yttrer selv blandt andet om de norske (ikke finske) finmarkingers forholde:

En hovedgrund imidlertid til, at deres både ere mindre og svagere, er, at deres fiskepladse ligge i nærheden af deres hjem, så det egentlige fiskeri i grunden stiller kun små fordringer til båden. Lige ved Sværholtklubben har en mand oprindelig fra det Throndhjemske nedsat sig. Jeg var under forrige sommers visitats i Lebesby i flere dage sammen med ham og - i forbigående sagt - forbausedes og glædedes ved hos en almuesmand så høit mod nord at finde den både sjæls- og legemskraft og ikke ringe dannelse, som han viste sig i besiddelse af. Han fortalte mig, at han under fiskeriet ikke lå længere fra hjemmet, end at han fra båden kunde råbe til sin i husdøren stående hustru, og derfor, uagtet han bor lige ved det åbne hav, dog anså det for sågodtsom umuligt, at en storm skulde kunne overraske ham under arbeidet således, at han ikke i god mag skulde kunne få dræggen op og båden på land. - Heraf bliver imidlertid følgen, at deres bådstel ikke tillader dem, om fornødiges, at søge fisken noget længere borte, hvorved adskillig forholdsvis let vinding undslipper dem, ligesom at deres båd ikke er god nok til at trodse farerne på de længere reiser, som de stundom nødes til at foretage. Anderledes er det med de søndenfra til Finmarksfiskerierne fremmødende; de må have store og gode både for at kunne vove den lige fra Tromsø vanskelige og farlige seilads til Østfinmarken. Jeg fandt under min reise i Østfinmarken ifjor en almindelig erkjendelse af, at bådstellet ikke var i god stand, og det anpristes som en velgjerning mod distriktet, dersom der på stedet var et oplag af gode både at få kjøbt straks just da, når et godt fiskeri havde bragt folket for øieblikket i besiddelse af penge. Til efterhånden at indsamle de fornødne penge og så bestille sig en god båd opsendt, hedte det, manglede de fleste husholderiskhed og fremfærd.

Næst nogle exempler på, at den forliste båd ikke har været i forsvarlig stand (for gammel, med dårligt tougværk o.s.v.), har jeg på et par steder seet anført den årsag til forliset, at båden undtagelsesvis har været mindre god i sig selv (ikke så sødygtig som sædvanlig). Og jeg er ret bleven opmærksom ved en yttring, som jeg læser i en beretning fra Søndre Helgeland:

De nordlandske både anser jeg for gode, hvorvel det jo er høist rimeligt, at de kunne undergå forbedringer, og mener jeg, at, man fortrinligen bør have sin opmærksomhed henvendt herpå.(36)



V. ULYKKERNES TILREGNELIGHED

Beretningerne have i regelen med megen omhu søgt at forklare, hvorvidt ulykkes-tilfældene kunne ansees for tilregnelige eller ei.

Hvad angår forlis af både, hvor menneskeliv er gået tabt (kap. 3, 2den tabel), bliver udfaldet af undersøgelsen følgende:

neppe tilregneligt .. .. .. .. .. .. ..

16

tilfælde,

29

personer.
sandsynligvis tilregnel. .. .. .. .. .. .. ..

51

»

119

»
uafgjort .. .. .. .. .. .. ..

7

»

15

»

tilsammen

71

»
163
»

I denne allerstørste del af tilfældene skulde altså ulykken være tilregnelig eller bevirket ikke ved naturforholdenes uafvendelighed, men ved en eller anden påviselig feil eller mangel på menneskenes side.

Under selve læsningen af de mange beretninger var det mig en pinlig følelse således at følge med i bedømmelsen af de forulykkedes færd. Men da jeg så overskuede det hele, slog det mig, at netop i denne oplysning ligger et stærkt vidnesbyrd om en i sandhed glædelig ting, nemlig befolkningens dygtighed i sømandskab.

Sæt Hedemarkens eller Hallingdalens almuer op i Nordlandene og Finmarken, eller - endnu tydeligere - flyt selve Englands mest søvante befolkning op til disse for dem fremmede kyster og lad dem friste livet der ved at bygge både og fare ud på fiskeri: i de første år ville de upåtvivlelig gå til grunde i massevis, og de få efterlevende vilde sige: mod disse uberegnelige kastevinde, mod de forfærdelige lønbøers lumskhed og strømskavlens umættelige grådighed kan ingen mennesker stå sig.

Men fordi nu vore nordlændinger ikke have givet sig, men holdt ud og forsøgt atter og atter, i århundreder og hver følgende slægt har lært af de foregåendes erfaringer, så er det kommet dertil, at de efterlevende ved betragtningen af det sidste års ulykkes-tilfælde kunne sige: på nogle få tilfælde nær, hvor nok havet og stormen endnu har været for overmægtigt, er ulykken sikkerlig en følge af, at der ikke har været faret frem således, som der skulde have været gjort.

Det må være tusinder og atter tusinder af bådfarter, som i løbet af et år ere foretagne af de 100,000 mennesker, som bo langs Nordlandenes og Finmarkens bugtede kyst - og ved siden deraf svinder det ind til usynlig lidenhed, at et snes bådfarter endte med ulykkes-tilfælde formedelst Guds veir og vind eller utilregneligt.

Det er en sand triumf for disse almuers sømandskab.

Min næste bemærkning er den, at når det altså (menneskelig talt) mest beror på bådsmandskaberne selv, om de skulle komme uskadte frem, så tør vi så meget mere nære det kjære håb, at ulykkes-tilfældenes enda så store mængde kanske skal formindskes i fremtiden.Tanken har på det nærmeste(37) gjort, hvad den skulde: den har udtænkt måder og midler til at overvinde Polarhavets farer; det er mest villien, det kommer an på nu.

Nordlændingen veed, hvordan båden skal være for at være god; men ikke alle synes, de have råd til at kjøbe god båd og have den i god stand. Her kommer det an på forsynlighed og påpasselighed. - Den opvoxende slægt veed, at den med øvelse og opmærksomhed må tilegne sig det sømandskab, som den ser for sig hos de ældre. Her gjælder det flid. - Det fuldt øvede og vel udrustede bådmandskab veed, hvordan veiret og søen må være, for at den påtænkte fart kan voves uden fare, så der under uveir må bies og ventes, indtil det har bedaget sig. Her gjælder det tålmodighed. - Alle vide, at fuldskab og letsindighed er en dårlig høvedsmand på en båd. Her kræves selvbeherskelse og besindighed.

Jeg må ikke længer tilbageholde denne tredie bemærkning, at man vilde tage meget feil, om man sluttede så, at der må være megen letsindighed og anden skrøbelighed ved folket der nord, siden der indtræffer så mange tilregnelige ulykkes-tilfælde. Tingen er naturligvis, at på de veie, som folket der idelig har at befare, er selv det allermindste feiltrin farligt. Gribende exempler derpå ere de to beretninger, som indeholdes i indlednings-kapitlet til nærværende fremstilling.

Jeg kalder det udmærket, at af de 74 bådforlis, som dette kapitel omhandler, er der ikke mere end 5, ved hvilke det vides (4 tilfælde) eller antages (1 tilfælde), at der var berusede folk på bådene, og hvor ulykken erklæredes eller formodedes at være bleven bevirket desformedelst; antallet af mennesker, som omkom ved de 5 forlis, var 10. I min forrige beretning yttrede jeg den glade formodning, både at der i de sidste år havde viist sig en bestemt og stadig formindskelse i antallet af ulykkestilfælde (i forhold til befolkningens størrelse), og at denne forbedring væsentlig monne være bevirket ved en samtidig lykkelig vending i befolkningens åndsliv og sæder navnlig med hensyn til misbrug af stærke drikke. Kun tre af præsterne yttre sig om dette, men alle sige de, at erfaringerne fra deres præstegjelde gå i samme retning.(38)

I et par allerede før berørte tilfælde, som jeg har tællet med iblandt de tilregnelige, var skylden nærmest den, at båden undtagelsesvis allerede fra bygmesterens hånd var mindre sødygtig. I et andet tilfælde var det mangel ved bådens tougværk. Hyppigere var feilen med båden den, at den var for liden eller gammel og skrøbelig.

Den hyppigst begåede feil har dog været den, at man har lagt ud i utrygt veir, ikke så sjelden imod udtrykkelig advarsel, eller at man har taget for megen ladning eller har ført for høit seil eller har vedblevet at seile, efter at det var blevet mørkt. Men det har ikke ofte været af ungdommelig eller ørkesløs kådhed; i regelen har der været gode og ærlige grunde for, at man gjerne vilde gjøre muligste fortgang, men betænksomheden har da svigtet.

Stundom har der ikke været agtpågivenhed nok under seiladsen. Engang så halskarlen rossen eller vindstødet komme, men glemte at varsko høvedsmanden, og det blev den båds forlis. I et enkelt tilfælde kom selve høvedsmanden til at slippe skjødet, og dermed var det gjort. - Kun to gange tilskrives ulykken simpel ukyndighed i seilads; i det ene af disse to tilfælde var det fjeldfinner.

For det allermeste er det altså meget undskyldelige forseelser eller mangler. På landjorden pleie feil, som ikke i sig selv ere af større betydenhed, ingen følger at have. Det er på havet, at de straffes så hårdt.

Sluttelig må jeg bemærke, at med omhu for at få rede på den hele begivenhed og begrunde sin dom have beretningernes forfattere ofte måttet afgjøre sagen ikke alene efter skjøn, men også efter formodning, dette sidste navnlig når ingen af bådens mandskab blev reddet, og altså ingen kunde fortælle, hvorledes det hele gik til. Men også dette er mig et vidnesbyrd om hin dygtighed i sømandskab, at man så klart og sikkert tænke sig ind i begivenheden, så det er, som om den var foregået for ens øine. Ligedan er det med lægen, som kommer til en syg: efter tegn og mærker, som vi andre ikke se eller forstå, skjønner han strax, hvad der er på færde i den syges legeme, og vi forundre os over, hvor vis han kan være i sin sag.(39)



VI. REDNINGS-BESTRÆBELSER

Af den sidste af de to små tabeller i kap. 3 vil det sees, at af de 95 bådforlis, som ere tilstrækkelig bekjendte, fandt redning sted ved de 52. Redningsmåden var således:

uden andres hjælp, nemlig:
ved at holde sig på bådhvælvet, til det drev iland i

16

tilf.,

18

pers.
ved at få fat i et toug, som hang ned fra et fartøi i

1

-

1

-
ved andres hjælp, nemlig:
at en svømmer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. i

1

-

1

-
af både, som vare i farvandet .. .. .. .. .. .. .. .. .. i

14

-

23

-
af både, som satte ud fra land.. .. .. .. .. .. .. .. .. i

16

-

38

-
på en af de to sidste måder, ubestemt hvilken .. i

5

-

9

-

tilsammen

i

53

-

90

-

Anm. I 1. tilfælde var der 2 personer, den ene blev reddet på en måde (ved hint toug), den anden på en anden (ved svømmeren); dette er årsagen til, at hine 52 forlis ere i denne tabel fremstillede som 53 tilfælde.

Her skal jeg strax bemærke, at på nær et tilfælde, hvor båden sank, og et par andre, hvor den strandede, har den forliste båd været hvælvet og flydende, så redningens begyndelse har været at komme op på hvælvet og holde sig der.

Stundom ser man, at når folk komme ud i vandet, blive de lamslåede af skræk, så de strax tabe bevidstheden og synke. Oftere hænder det, at de ved selve bådens kantring miste taget og senere ikke kunne nå båden igjen, eller de nå båden, men mangle

behændighed eller styrke til at komme sig op på det glatte og urolige hvælv. Men endnu flere ere vel de, som det er gået så med, at de efter kortere eller længere tids anstrængelse med at holde sig fast på hvælvet ere segnede eller skyllede ned igjen, for bestandig. Nogle af dette års exempler vise ellers, at det går an at holde sig på hvælvet meget længe; en mand i 49 års alder holdt ud i 12 timer og det ved midvinters tid.

En fembøring fra Melø sogn i Nordlandene lå den 17de mai 1862 udenfor Vardø i Finmarken, i åbne havet i nord for øens nordligste odde, en halv fjerding fra land; den lå for dræg og fiskede; det var 2 kløers vind, N.V., farvandet var rent, men udsat

for strømskavl. Der var 5 mand ombord. Man drog dræggen for at flytte til en anden fiskeplads, og havde endnu ikke fået seilet op - da fyldtes båden af en strømskavl. Ved besvarelsen til spørgsmålet om redningsforsøg siger beretteren, sognepræsten til Vardø:

Høvedsmanden, som var den eneste, der blev reddet, lod sig glide af hvælvet ned i søen for at få fat på et toug, som han efter at være kommen op igjen på hvælvet stak igjennem et hul i kjølen og rakte sine kammerater at holde sig fast ved. En båd, som lå et stykke vei fra den forliste, reddede høvedsmanden uden synderlig vanskelighed, da det ei var vanskeligt for en båd at klare sig under seil.

Det siges ikke, hvad grunden var til, at ikke også de andre mænd kunde holde sig fast ved hjælp af det samme toug; måske var det ikke langt nok, og muligvis var der ikke mere end dette ene hul i kjølen. - Men dersom dette hul i kjølen har været boret med den tanke at tjene som et redningsmiddel, så er her eet exempel (og flere har jeg ikke fundet) på en betænksomhed og opfindsomhed, som har strakt sig ud over kuldseilingens øieblik. Indenfor eller foran det øieblik vises der, som man af det foregående kapitel vil have bemærket, en ganske overordentlig opfindsomhed og anstrængelse, gående ud på, at man skal holde båden fra at kuldseile. Men det er, som at tanken ikke pleier gå længere.

Næst efter at fremhæve, at dette exempel var det eneste i den retning, må jeg ligeledes anføre, at jeg i samtlige tilfælde på et nær ikke ser spor af, at nogen har bidraget til sin egen redning eller endog forsøgt derpå ved at svømme. I det tilfælde, som danner undtagelsen, var en indflyttet mand fra det Throndhjemske, og en beruset engelsk matros på båd sammen, og de bleve strax reddede af en båd i nærheden. «Begge kunde svømme», heder det, og den kunst har da vel kommet dem til nytte.

Ved 8 af disse båd-forlis er det sagt i beretningerne, at nogen færdighed i svømning kanske skulde have været frelse-middel og det for 12 mennesker. Men her er mest kun tænkt på sådanne tilfælde, hvor forliset skede nær land, så der kunde være tale om at svømme iland. I uberegneligt flere tilfælde skulde svømning vistnok have hjulpet på den måde, at folk derved for det første kunde være komne op på bådens hvælv.

I det hele taget finde vi altså en stærk modsætning mellem det dygtige sømandskab, så længe båden er på ret kjøl, og den rådvildhed og uvirksomhed, som hersker, når den er hvælvet.(40)

Fra Folden berettes følgende:

I november måned (datoen vides ei) roede 2 mand i en båd temmelig svært ladet med sild hen til et fartøi. Det blæste den dag en storm med svær søgang. Da de kom i nærheden af fartøiet, fyldtes båden af sø og sank. Den ene mand fik tak i et toug, som hang ned fra fartøiet, og reddedes derved; den anden reddedes af fartøi-skipperen, som kastede sig i søen, greb ham og svømmede hen til fartøiet med ham.

Jeg skulde ønske, jeg kunde have viist den brave mand min erkjendtlighed ved at nævne hans navn i denne årsberetning.

Derimod kan jeg nævne med berømmelse en ung kvinde fra Ørjen, i Thorskens sogn, Bergs præstegjeld, Senjen. En fembøringsbåd fra samme sogn (beretningen er skreven af en af bådens eget mandskab) kom i november måned sidste år fra Tromsø med varer og kuldseilede ikke langt fra hjemmet; den drev nær forbi et skjær, hvor 2 af de 3 mænd kom sig iland, men fortsatte så driften med den 3die mand.

Men nu blev folkene i Ørjen opmærksom på hændelsen. Endskjønt mændene vare borte, vovede dog konen Gjertrud Jakobsdatter, 25 år, med tvende gutter, 13 og 15 år gamle, et forsøg, der gudskelov fik det bedste resultat, omendskjønt, da hun lagde fra land, hun ingen udsigt havde at komme tilbage. Men da vraget var drevet så langt nord, fik hun vinden over på siden, og med stor anstrængelse nåede hun frem til hvælvet og fik Martinus bjerget, og ved hans hjælp blev hun sat istand til under en svær kamp med storm og søgang at nå frem til den lille holme, hvorpå vi var, og fik os i båden, der var temmelig liden, og nu roede vi til Ørjen.

Sognepræsten, som siger, at han selv var ude den dag og stund og veed, at søen stod i et rok, føier til, at dersom Gjertrud ikke havde reist ud for at redde den ene mand på vraget, vilde hun ikke have opdaget de to mand på holmen, som da sandsynligvis havde måttet fryse eller hungre ihjel. Han omtaler hendes dåd med største ros.

Om ikke så udmærkende, så dog hædrende er ligeledes Isak Isaksen Draberg af Lyngen omtalt for redningsdåd, det lykkedes ham at udføre, trods vanskelige omstændigheder.

Et vakkert træk må det endelig være mig tilladt at omtale her. I nogle tilfælde er rednings-hjælpen ydet af den såkaldte «kammerat-båd». Det er temmelig almindelig skik, ser jeg, at fiskebåde slå sig sammen to og to ved det daglige fiske, og på længere reiser lægge tildels flere lag sammen. Tanken er vel nærmest den at yde hinanden hjælp ved bådenes landsætning, hvor forenede kræfter tiltrænges; men det er vistnok også så, at man finder det både hyggeligere og tryggere at være i selskab. Ved at meddele et exempel på, hvorledes den ene af kammeratbådene villigen bier på den anden, får jeg med det samme anledning til at gjøre opmærksom på, at der nok har været viist mere hjælpsomhed, end det kan sees af de tilfælde, hvor redningen er lykkedes. Exemplet indeholdes i en beretning, som en skoleholder har skrevet, om en båd, som forliste på Vestfjorden, på hjemreise fra et af Lofotens fiskevær.

Samme dag blæste det vest nordvest, og himmelen var mørk overtrukket med skyer; men de reisende håbede desuagtet et godt fjordveir. Om morgenen begyndte bådlaget at gjøre sig færdig, og efter nogle timer vare de allerede på reisen. Selskabet bestod af 3 små- og 2 storbåde. For at desbedre kunde være i et lag, begav småbådene sig først afsted og stod således foran en stund; men da det begyndte at blæse mere, bleve de snart indhentede. - Dagen blev ikke så behagelig, som de reisende havde håbet; thi det blev en stærk storm og tykt snekov. Enhver så sig derfor nødsaget til at skjøtte sig selv, men alligevel blev det gjort alt for at holde sig i selskab. Da nu land ikke kunde øines, besluttede alle at følge den ene storbådmand, som havde kompas. Naturligt var det, at denne måtte seile fra hine; men for at de ikke skulde tabes af sigte, biede storbådmanden tre gange. Første gang kom alle tre småbåde frem, og anden gang kom kun den ene, Ole Thorberssen, hvorimod de andre to har, da de tabte hine i kovet, holdt mere i vest. - Nu var stormen øget så meget, at de kun førte lidet seil (5 klør på større både), og dertil var der megen sø. De reisende var nu kommen, antog de, til 1 mil fra indlandet, og da de stod meget vestpå, begyndte de at holde af. Efter at have seilet en stund besluttede de atter at vente, og dette blev også gjort. Ole Thorberssen begyndte samtidig at holde samme retning, men fik formodenlig en bræksø; thi da høvedsmanden Lars Olessen på den ene storbåd så tilbage, efter at have taget seilet ned, så han, at Ole Thorberssen tog ned seilet, men atter heisede det i toppen og lod det atter tage ned, hvor efter han derpå forsvandt. Da han var meget ladd på båden, var den ikke istand til at kunne frie sig for søen, som den dag var i høieste mål. Desuden kunde søen ikke få løbe, så at det hjalp, at de øste; thi bagskotten, hvor søen slog ind, var belagt med: flækket fisk, løse liner, toug og dertil affald af fisk. Dette var til hinder for at ikke søen kunde få løbe frem i rummet så den kunde udøses. Da nu de ulykkelige stod så meget i vest for de biende, og stormen var så overdreven, kunde de på ladde både ikke få gjøre nogen hjælp, og ved afdriften forsvandt alt i kovet.

Ole Thorberssen var familieforsørger, omtrent 34 år, mand i sin kraftfuldeste alder og en dygtig sømand, men efterlod kone med 4 børn, som dog erindrer sin savnede, i små kår. - Andreas Christenssen (som var med ham) omtrent 27 år, var sine gamle forældres eneste søn, der sidde næsten hjælpeløse og begræde sin alderdoms støtte og glæde.



VII. OM SVØMNINGEN

I min forrige årsberetning betegnede jeg det som en hoved-mangel, at nordlændingerne ikke kunde svømme, og jeg fremsatte indtrængende spørgsmål om, hvori det stak, eller hvad årsagen monne være.

Dette tog biskoppen i Tromsø sig af således, at han tilskrev samtlige stiftets sognepræster og bad dem udtale sin formening:

«1, om grunden til, at almuen ikke har villet lægge sig efter at lære at svømme, og

2. om der er udsigt til, at bestræbelser for at udbrede svømmekunsten vilde finde understøttelse hos almuen.»

På få undtagelser nær have præsterne indladt sig på sagen, og denne mærkelige samling af oplysninger har jeg nu fået som svar på mit spørgsmål. Jeg kunde ikke ønsket mig det bedre.

Fra Nordlandenes sydligste egne og til det yderste af Finmarken oppe mod Nordishavet er der adskillig ulighed i de naturomstændigheder, som indvirke her; dette kommer tydelig tilsyne i besvarelserne. Men det kommer også tilsyne, at selv nabopræster ofte kunne komme til at fremstille tingen uligt, fordi de lægge ulige vægt på de samme omstændigheder. Der er de præster selv i den sydlige del af Nordlandene, som formedelst den ringe sommervarme ikke kunne tænke sig, at svømningen nogensinde vil blive synderlig udbredt, men lige omvendt høres der fra enkelte præstegjeld i Finmarken yttringer af håb for sagen, ja selv fra Vadsø aller yderst understøttes sagen med beretning om, at der haves uimodsigelige kjendsgjerninger fra samme præstegjeld, der bevise, at man ved svømning har reddet livet.

Og som exempel på ulige opfattelser (eller ulige tilstande) i en og samme egn, skal jeg meddele nogle yttringer af to nabopræster i Lofotens og Vesteraalens øgruppe:

Den ene:

Her i (dette præstegjeld) kan jeg næsten med vished sige, at der er neppe mere end to personer, som kan svømme. Grunden hertil kan, så vidt mig bekjendt, ikke være fordomme eller overtro, men fornemmelig den, at det aldrig har stået klart nok for den simple mand, hvor høist vigtig en sådan færdighed som svømning er i farens stund, så meget mere som nu, da brændevinsdrikken er ophørt, sådanne ulykkes-tilfælde ere sjeldne og det vakte religiøse åndsliv har bibragt almuen en større selvagtelse og mere omhu og forsigtighed, nårsomhelst de fare ud på havet.

Den anden:

Deres høiærværdigheds spørgsmål i skrivelse af 17de novbr. f.å. om grunden til, at dette præstegjelds almuer ikke har villet lægge sig efter at lære at svømme, er ikke let at besvare, når man tager hensyn til den sømandsdygtighed, der i andre henseender findes hos denne almue. Vel anføres vandets temperatur her af nogle, som jeg har talt med om denne sag, som årsag til, at man ikke har skullet kunne lægge sig efter denne færdighed; men den omstændighed, at dog ialfald nogle få her kunne svømme, synes at ophæve denne grund. Folkets vedhængen ved det gamle og utilbøielighed til at gå ind på det, som nyt er, er også bleven anført som formentlig årsag til svømmedygtigheden her; men dette fører kun hen til det spørgsmål, hvorfor den så naturlige færdighed i at svømme skal være noget nyt for en kystbefolkning som denne almue. Også her i præstegjeldet er visselig mangelen på svømmedygtighed «som en gren af en vækst, der har dybe og brede rødder». Hvorledes den kristelige og overhovedet almen-oplysningen længere tilbage i tiden har været hos denne almue, tør jeg ikke have nogen formening om; neppe nok tør jeg her udtale, at, som det forekommer mig nu at være lidet kristeligt liv i denne menighed, så tror jeg også at der er liden kristelig oplysning i den, hvilket vel er den egentlige grund til, at almuen i det hele, som det synes, mangler almen-oplysning og dermed sammenhængende sands for det almen-nyttige. Manglen på denne sands tilligemed mangel på simpel renlighedssands hindrer vist almuen her i at erkjende det gavnlige ved svømning i og for sig; det nyttige i at kunne svømme under ulykker tilsøs bliver kun halvt erkjendt, som det synes formedelst den ligegyldighed selv for døden og det dermed i forbindelse stående, som her desværre er almindelig; denne samme ligegyldighed hindrer også naturligvis almuen i at erkjende det simpelthen pligtmæssige i for den, hvis næringsvei er farligt fiskeri, at lære at svømme. At tiltagende oplysning vilde virke til fremme af svømmedygtighed vises også her af den omstændighed, at de yderst få, der her kunne svømme, hører til det mest oplyste af almuen (2 af - - -s sønner; stort flere svømmekyndige af den egentlige almue gives her neppe).

Formedelst sådan ulighed i opfattelser bliver sagen vistnok meget alsidigt og lærerigt fremstillet i disse mange beskrivelser. Men det kan være tvivlsomt, om det skal lykkes mig i passende korthed at få gjengivet det væsentlige af bemærkningerne for og imod. Her skal jeg imidlertid forudskikke den oplysning, at dersom jeg mest kommer til at dvæle ved yttringer, som gå ud på at anbefale svømme-øvelser, så er det ikke blot fordi de have været mig mest kjærkomne, men også fordi de præster, som stå på den side, i regelen have gjort sig mest flid for at belyse sagen og begrunde sine meninger.

For det første giver disse beskrivelser mig en omstændeligere oplysning end jeg havde før om, hvordan det har sig med badning og svømning i hine egne allerede nu, eller hvorvidt disse øvelser drives for tiden.

Så langt mod nord som til Tranø i Senjen, nogle få mil hidenfor Tromsø, omtales det jevnt, at børnene bade sig for moro. I hvert provsti er der en eller flere præster, som leilighedsvis omtaler dette, netop for at støtte den mening, at det også måtte gå an at svømme.(41)

Man udtrykker sig forskjelligt, såsom, at det er sjelden, ikke så sjelden, ofte, at børnene bade sig o.s.v. Det sees, at de gjøre det af egen drift, uden tilskyndelse fra de voxnes side. Ja, det er ikke frit for at forældrene heller med flid skræmme børnene fra vandet, af frygt vel for at de skulle forkjøle sig eller blive borte. Ellers sees badningen øvet både inde i fjordbundene, hvor elvene udgyde sit snevand, f.ex. i Vefsen, og yderst ude mod havet, f.ex. på Værø.

Men helt igjennem forklares det, at det har sig således med den samme badning, at børnene kun vade ud i vandet og «blaske», som det heder - en fornøielse, som de selv tildels kalde at «svømme». Men det bliver ikke til virkelig svømning på denne måde, uden anvisning udenfra.

Thi helt igjennem fremgår det også af forklaringerne, at denne badning af de ældre af almuen almindelig agtes for «barneværk», som må ophøre, når gutterne begynde for alvor at være med i de voxnes arbeide.

Ja, det holdes endog for uanstændigt for voxne folk at klæde sig af og gå i vandet, så, om nogen endda undtagelsesvis gjør det, så gjør han det helst i hemmelighed.

Det er da også yderligere undtagelser, at indfødte almuesmænd i disse egne kunne svømme. Det mærkeligste exempel har jeg fra Vefsen, hvor præsten gjennem skolelærerne er kommen efter, at så mange som 10 unge mennesker kunne det. Ellers opgives tallet til 5, 3, 2, 1. Men endnu oftere heder det, at så godt som ingen eller slet ingen kan svømme, eller vel endog, at svømning er en ganske ukjendt sag, at almuesfolk, som ikke have været på reiser på fremmede steder, vel aldrig have seet nogen svømme, at der er en sådan ting til.(42)

Og der er ikke spor til, at denne idræt har været mere kjendt og øvet i fortiden.

Dette er altså den nedarvede tilstand. Men hvordan skikken og tilstanden skal blive i fremtiden, det vilde jeg gjerne læse mig til i et exempel fra nutiden, som præsten Frost til Tranø beretter:

De første år jeg var her på Tranø, deltog min ældste søn, som da var omtrent 12 år gammel, med de øvrige drenge i badningen; han havde lært at svømme i Holmestrand, og da de ældre drenge så ham svømme, toge de efter og nogle lærte da også lidt i den korte tid. - En af disse drenge kuldseilede senere på Solbergfjorden udenfor gården Bjørgan på indlandet i en liden båd med sin fader - faderen tabte snart modet og erklærede med det så almindelige udtryk, at tiden var kommen, det kunde altså ikke nytte længere at friste livet. Drengen derimod holdt sig på hvælvet, og uagtet han flere gange blev kastet af, holdt han sig dog ved svømning og kom på bådhvælvet igjen, indtil folk fra gården hørte hans nødrob og kom ud og reddede ham, drengen har senere erklæret, at det lidet, han havde lært at svømme i Tranøskolen, bidrog til at redde hans liv.

Hvad nu angår det første af de to opstillede spørgsmål, om hvorfor almuen ikke har villet lære at svømme, så gjøre mange af præsterne først den almindelige bemærkning, at almuesfolk pleie studse over spørgsmålet og have ondt for at finde frem nogen grund - et mærke på, at tingen ikke har været gjenstand for betænkning og heller ikke for villie og valg. Flere af præsterne have fundet leilighed til at fremsætte spørgsmålet for større forsamlinger, og et af de svar, som har ligget først for hånden, har været netop dette, at man ikke har tænkt på det, ikke «gjet» sig om det.

I sammenhæng hermed (og med den nys oplyste omstændighed, at færdigheden i at svømme er næsten fremmed her) står også den grund, som måske er den, der hyppigst anføres, at man ikke har havt anledning til at lære kunsten, såsom det ingen har været, som har drevet på, ja ingen, hvis exempel, man har kunnet tage efter.

Ellers kunne grundene deles i to slags, eftersom de hentes fra ydre omstændigheder eller have sit hjem i folkets eget indre.

En sådan udvortes omstændighed, som nogle anføre, er nu den, at der ved de bratte klippekyster tildels mangler på bekvemme bade-pladse. En anden omstændighed er den, at gårdene ofte ligge langt fra hinanden, så der er få kammerater i den alder, hvor disse øvelser skulde foretages, og det er jo kammeratskabet, som skal opmuntre og drive. En tredie omstændighed, som svækker interessen for svømning som frelsemiddel, er den, at når det kom til stykket, vilde det tunge skindhyre (søklæderne), som sømanden her må bruge, hindre ham i at bruge kunsten. Den fjerde og naturligvis den væsentligste omstændighed er, at i disse norlige egne finder man det for koldt for badning og svømmeøvelser, både i luften (så man ikke trænger til afkjøling) og i vandet (så man ikke kan holde ud længe), en omstændighed, hvis hindrende indflydelse af nogle fremhæves i en mildere form således, at den tid af sommeren, som kunde egne sig for svømmeøvelser, er så kort (fra et par måneder i de sydligste egne til 2-3 uger i Finmarken), og den korte tid afknappes naturligvis med mangehånde arbeider for hver den, som ikke netop er i barnealderen (mange nordlændinger, som drive sommerfiske i Finmarken, tilbringe således badetiden i den mest ugunstige egn).

I Finmarken skulde en mand ifjor høst fortælle en begivenhed og derunder nævne dagen, da den foregik; han udtrykte sig så, at det var «solskins-dagen i sommer». Så ugunstig var nemlig sidste sommer, at der ikke var mere end den ene dag ordentlig solskin, syntes man. Det ord ser jeg også anført om Finmarken, at «9 måneder er vinter og 3 måneder ikke sommer». - På Helgeland kan det træffe, at det kolde snevand, som elvene føre med sig ud i fjordene og som her flyder ovenpå søvandet, i kolde nætter fryse til is, medens kornet endnu står på marken. Og formedelst havets bevægelse ved ebbe og flod kan søen ikke blive stort lunere i bugter og vige end ude på åbne havet. Flere af beretningernes forfattere sige da også at de af egen erfaring kunne bevidne, hvor lidet indbydende det er at bade sig her. Således sognepræsten i Hammerfest:

Jeg svømmer selv, finder stor fornøielse deri, agter badning som konservationsmiddel for helbreden, i disse egne ikke mindst, såre høit og er langt fra at være kuldskjær; men vist er det, at intet uden den hårde nød af ildebefindende i en eller anden retning har kunnet drive mig i vandet.

Men jeg nævnte et andet slags grunde, hentede fra folkets eget indre. Almuens vedhængen ved det gamle, som af nogle er fremhævet stærkt, nævnes her først, fordi den hænger sammen med, hvad der før er omtalt, at almuen tildels ikke er kommen til at tænke på noget nyt her, så forkjærligheden for det gamle forsåvidt mere synes at være en ubevidst leven i det gamle.

Så er der den tanke hos almuen, som temmelig ofte er anført (og som har nogen lighed med den anførte indvending mod svømmeøvelser, som er hentet fra de tunge skindklæder), at når nogen kommer i havsnød og under sådanne omstændigheder, at redning dog er umulig, så bevirker svømningen, at dødskampen bliver så meget længere. Men der, hvor det hele spørgsmål om svømning så at sige har været fremmed for tanken (og i mange egne siges det at have været så), der kan jo denne betragtningsmåde ikke engang have formået at danne nogen hindring. Og flere af dem, som omtale denne almues grund mod svømning, tilføie, at den nok sidder meget løst og mere er at betragte som en talemåde, man i en hast finder på for at besmykke sin forsømmelse. Den tale om forlænget dødskamp har da - kunde man sige - ikke så meget været en fordom mod svømmeøvelser som en efterdom (om sådant udtryk kunde være tilladt) til forsvar for, at man har forsømt denne færdighed.

Men med større bestemthed fremhæves af ikke få, at almuerne tænke som så: Når Guds time kommer, nytter intet.

Eller uden sådan religiøs vending (med tanke på Gud) fremstilles det af nogle som åndløs fatalisme eller blind tro ikke på Guds førelse, men på en ubøielig skjæbnes forudbestemmelse. Så skriver en præst fra Nordlandene:

Men for nærværende tid findes her aldeles ingen sands for svømning, ikke fordi den anskuelse er almindelig, at svømning, om ulykker indtraf, ofte alene vilde bidrage til at forlænge dødskampen (skjønt jeg rigtignok også har hørt noget sådant yttre), men fordi der hos befolkningen findes en dybt rodfæstet fatalisme, når talen er om ulykker på søen. Man tvivler ikke om, at den, som drukner, var forudbestemt til at drukne. Man tror, at intet, altså heller ikke svømning, vilde kunne have frelst ham fra den dødsmåde, som ved en ubøielig og uundgåelig skjæbne var beskjæret ham. Det er især med hensyn til dødsfald, at denne tro er så rodfæstet og udpræget; ved andre tilfælde spores den mindre, skjønt det vel neppe står til at nægte, at vore almuesfolk i almindelighed ere med hensyn til alle vigtigere begivenheder i livet i mere eller mindre grad fatalister.

Sådan tænkemåde er naturligvis gammel her i landet.(43) Den hører vel det naturlige menneske til - ligeså vel som den rent modsatte livsanskuelse, som en af vore gjæve saga-helte, Sigmund Brestessøn, der dengang endnu var hedning, udtalte så: Jeg tror på min kraft og min styrke.

Ved at lægge nøie mærke kunde man måske finde en vis ustøhed og vaklen mellem disse to modsatte begreber, eller nogen ulighed dels hos de forskjellige personer i en og samme menighed, dels hos samme person ved de forskjellige anledninger i livet. Her tænker jeg på to ting, som hos den nordlandske almue synes at stå side om side i en mærkelig modsætning: stor tryghed i tillid til sin gode båd, så længe den er på ret kjøl, men ikke tanke om at bjerge sig, når den vender kjølen i veiret.

Det andet af de to spørgsmål gjaldt udsigten til, at bestræbelser for at få svømmeøvelser igang vilde blive understøttede af almuen.

Her komme de, som have givet svaret, gjerne til at grunde sin mening ikke alene på de enkelte yttringer af almuen selv, men på deres egne anskuelser om, hvorvidt de omstændigheder og grunde, som hidtil have været hinderlige for øvelserne af denne idræt, også vilde være det fremdeles, eller med andre ord: hvorvidt de anførte grunde ere berettigede eller ei.

Nogle finde udsigterne for sagen kun ringe, og disse er det, som mest have fremhævet de hinderlige ydre omstændigheder. Andre have bedre håb, og disse er det for det meste, som have fremhævet de ensidige eller vrange folkemeninger. Nogle af dem, som stærkest fremhæve vandets kulde, afvise temmelig bestemt enhver tale om ulærvillighed og ensidighed og fordom hos folket; men nogle af dem, som have mere øie for denne side af sagen og beklage den indskrænkethed i tænkemåden, som har været hinderlig for øvelse af svømning som redningsmiddel, gå i den modsatte retning så vidt, at de bestemt modsige påstanden om, at vandet er for koldt.

En prøve på en vis middelvei i bedømmelsen vil man finde i følgende stykke af den udførlige og lærerige fremstilling af emnet, som af præsten Dometius til Nesne har givet:

Jeg vil nu forsøge at forklare, hvorledes sagen stiller sig for mig. - Først må jeg forudskikke den bemærkning at jeg sætter søbad og svømning i den nøieste forbindelse med hverandre. Flittig badning i søen fra de tidligere år er en betingelse for at svømningen skal komme af sig selv. Sålænge almuen enten ikke kan, eller ikke vil bruge søbad således, at legemet bliver i stadig vane dermed i alle aldere og hærdes mod forskjelligt veirlag, vil svømning neppe blive nogen yndet eller almindelig færdighed. Hvor søbad derimod ere almindelige, lede de til svømning.

Men klimatet indbyder ikke dertil. Af stille, varme solskinsdage gives der kun få. De ere hyppigst om forsommeren, medens søen endnu er fuld af sneevand. Når søen fåer en høiere temperatur, kommer gjerne havgulen eller mørkbakkevind med tåge, afkjøler luften og sætter vandet i en for badning og svømning for stærk bevægelse. En luun bugt er ikke så let at finde, og det gunstige øieblik kan ofte falde midt i folkets travleste arbeidstid. Den sidste omstændighed er vel også for en deel grunden til at ungdommen ophører med søbad, såsnart den sættes til stadig deeltagelse i de voxnes arbeide, hvilket her skeer tidligt nok. For arbeideren måtte aftenen være tjenligst til søbad, men en luun aftenstund er her nok en sjeldenhed.

Uagtet klimatets ublidhed hører dog søbad, helst i elve og kjern, med til børnenes fornøielser, men da snart vandet, snart luften er for kold til at badningen kan blive behagelig, bruges den for sjelden, og de svømmeøvelser, som børnene af sig selv anstille, lede deels af mangel på anviisning, deels formedelst deres sjeldenhed ikke til noget resultat. Når børnene voxe til, gåer det med denne som med andre børnefornøielser, den bliver sjeldnere og sjeldnere, indtil den omsider aldeles ophører.

Dog søbad forsømmes ikke blot fordi de betragtes som en børneforlystelse uden videre nytte, men også fordi sandsen for reenlighed er så liden, at flittig badning ikke ansees for pligt, og dette gjælder isærdeleshed de ældre. De ikke alene forsømme sig selv i denne henseende, men deres ligegyldighed yttrer snart sin hemmende indflydelse over de unge, og bidrager måske mere end klimatet til at standse børnenes iver både for badning og svømning.

Og her være det mig tilladt at anføre, hvad en særdeles human talsmand for svømme-sagen, provst Müller til Throndenæs, bemærker imod en af de fremsatte indvendinger:

Men når man nu ikke kan nå hvælvet eller et andet redningspunkt, vil man kun, siges der, ved denne svømning uden nytte «mase» sig ud, blodigen anstrænge sig; man vil kun forlænge pinen, bringe sig i en fuld af angst og kval frygtelig stilling, få en rædsom dødskamp og berede sig en hård og bitter død!

Det være mig tilladt at standse lidt her og nøiere betragte den sidst anførte påstand som grund for ikke at ville lære at svømme. Det er ikke uden en vis sky eller frygt, at jeg ligesom sagte hvidskende stiller det spørgsmål frem: «er denne angst, denne pinende kval, denne forlængede dødskamp, således som man afmaler den, virkeligen tilstede under bestræbelserne for ved svømning at frelse livet? Turde det måske ikke mere være en tanke, en forestilling, som medfølende og deltagende hjerter danne sig om den stilling, hvori de mene, at den skibbrudne må befinde sig?» Jeg tør ikke, og ingen, som ikke selv har kjæmpet og stridt sig ud af bølgernes dødbringende favn, tør her afgive nogen bestemt mening! Dog - den, som i en lang årrække har færdets i disse egne, har måttet reise over fjorde, havsøier og det åbne vilde hav, har taget mangen tørning, ja vel endog svævet mellem liv og død og stået i fare for enten at forkomme af kulde eller at finde sin grav i bølgerne, turde vel kunne yde et lidet bidrag til oplysning om den tilstand, hvorom her er talen, uden selvklog og indbildsk at ville tillægge sin mening noget afgjørende værd. Det tør vel hænde, at den omhandlede pine, angst og dødskval snarere er forudgående og at sjælen ryster og bæver i sine inderste fuger ved synet af den med undergang og død truende fare, der svæver en over hovedet. Men når så denne nåer sit høieste, når så det kritiske øieblik, hvor det gjælder at kjæmpe for frelse og liv, kommer, så synes erfaring at lære, at alle legems- og sjæls-kræfter og evner samler sig som i et brændpunkt, hvorfra udstrømmer en vidunderlig og mægtig kraft for at bekjæmpe og besejre den overhængende fare og at komme ud af den. Under denne kamp forsvinder enhver anden tanke, tanken om liv eller død, alt må vige, for bestræbelsen: at blive herre over storm og bølger. Således forestiller jeg mig den i havsnød kjæmpendes stilling. Forliset foregåer i regelen så hurtigt, man kastes så pludselig, så uforberedt ud i bølgerne, at der ikke levnes tid til nogen reflektion over fare og død; uvilkårligen, uden nogetsomhelst overlæg, aldeles ubevidst, fast maskinmæssigt sætte arme og fødder sig i bevægelse for at nå hen til et frelsested - hvælvet eller klippen; - i øieblikket ingen dødstanke eller dødsfrygt. Her er en kamp, en alvorlig kamp, en ydre kamp mod havet, en indre kamp for livet, en kamp, der udgåer fra den alle indplantede selvopholdelsesdrift, der række den kjæmpende stor og mægtig kraft og hjælp, og der forjager al tanke om undergang og død. Mon ikke krigeren befinder sig i en den skibbrudne lignende stilling? Mon ikke en uro, alvor og bæven, ja vel endog dødsfrygt er tilstede hos ham, før slaget begynder? Men, når han så kommer ind i slagets tummel, svinder ikke da al angst, enhver kvælende tanke om død? Mon ikke også han har den samme dobbelte kamp, der ene gåer ud på at besejre fienden, og i sejeren over ham at finde en frelser for sig?

Det turde vel da måske være tilfældet - det er jo kun en mening -, at døden da ikke blev så hård og bitter, som man tænker sig den. Ved svømningen har man frelsens mål for øjet, det er jo livet man kjæmper for; man strider kun for at nå målet.

Men om han nu ikke når målet, vil han da ikke føle sig i en fortvivlet stilling? Selvopholdelsesdriften vil ikke lade ham tabe målet af øje, ansporet af denne svømmer han, svømmer vedholdende, han vil trættes; kræfterne ville begynde at udtømmes, al legemlig og åndelig kraft vil udslukkes; der indtræder en afkræftelse, en bedøvelse, en bevidstløs tilstand, hvori al følelse af pine, angst og smerte ikke kjendes, kampen er endt, - han synker og - bølgen lukker sig over ham! - Og mon krigeren, i kampens hede, blindt stormende mod fiendens rækker, mærker noget til sved, blod og sår, tænker på fare og død? Og segnende til jorden udmattet og bevidstløs af den voldsomme overanstrængelse eller rammet af fiendens dødbringende kugle, synker han stille, uden al smertende følelse, i dødens favn.

Som angesten, kvalen og dødssygen går forud for faren, som man har for øjet, så åbner den sig bagefter, når man er frelst og kan overskue den, en udvej i et taknemmeligt blik mod det høie, i et dybt suk fra det beklemte sammenpressede bryst, i en stille tåre i øjet, i en velgjørende gråd og hos svagere naturer i en afmagt lignende tilstand.

Dette forholde sig nu, som det vil; denne mening får stå for min regning; - psykologer ex professo få dømme herom. Fra denne måske overflødige digression - som her har fået sin plads for at vise, at selv i et så ulykkeligt tilfælde fortjener svømmekunsten ikke at fordømmes, eller betragtes som kun jammerbringende - tilbage til spørgsmålet.

I sin fortsatte fremstilling kommer provst Müller da også til dette andet af de to spørgsmål, om der er nogen udsigt for, at bestræbelser for at udbrede svømmekunsten ville finde understøttelse.

Dette spørgsmål må jeg besvare med det bestemteste «ja». De ville lykkes, når man kun griber sagen an på den rette måde. Der er, efter min formening, efter hvad jeg ovenfor kun løseligen har berørt, så meget tilstede, som tyder hen på, at tingen vil gå. Den yngre slægt, som meget godt forstår at tilegne sig det gode af, hvad den ældre slægt har erfaret, uden just slavisk at træde i dens fodspor, søger på mange måder at værge sig mod farerne på søen. Man skaffer sig større både, flier dem bedre, sparer ingen bekostninger for at skaffe sig bedre formede segl og forsvarligere tougværk; man ser dem aflægge de tunge uformelige søstøvler og ombytte disse med et lettere og bekvemmere fodtøi; den tunge hat med den lettere sydvest; de mindre bekvemme skindklæder med de lettere olieklæder,(44) kort: de forlade de ældre traditioner i mange tilfælde og frigjøre sig for alt besværende og fra hvad der kan hindre dem i deres virksomhed. Og når nu dette står klart for dem, at så må det være, når de skulle sættes istand til, under påkommende ulykkestilfælde, at redde liv og ejendom - og de derfor erkjende nytten af svømmekunsten, skulde de da ikke også ville med glæde gribe anledningen og lejligheden til at tilegne sig en færdighed, uden hvilken alle deres bestræbelser for at frelse sig i forlis og havsnød ville være forgjæves. Jeg mener jo.

Det er en forhastet, overilet og ubegrundet dom, når man beskylder nordlændingen for træghed og dorskhed, og at deri skulde ligge grunden til at svømmekunsten ikke har fået indgang hos ham. Jeg er meget bange for, at man her giver den alvor og betænksomhed, som hans levesæt og færden på søen, der oftere stiller ham døden for øje, og som rigtignok hos den ældre fremtræder oftere i hans færd og tale, navn af træghed og dorskhed, men hvorom alt er, den yngre slægt fortjener ikke dette prædikat. Det vilde være en ligeså uretfærdig dom, om man vilde kalde den hertil indflyttede sørlænding en klods og et ubrugeligt menneske, når man ser dennes kluntede færd i en båd, hvor han stikker åren så dybt i vandet, som han vilde måle dybden, og åren, som han derfor ikke raskt nok kan få op af vandet, farer ham mod brystet og kaster ham baglænds ned af toften til stor moro for andre. Det vilde jo også være ligeså underligt at bebreide nordlændingen for, at han ikke er stenbryder, kværnhugger, grøftegraver o.s.v. som at lægge en mand fra fjeldbygden til last, at han ikke er fisker og sømand. Det er en viis ordning af Gud, at han har nedlagt hos nordlændingen en så ubetvingelig lyst til at færdes på søen; han er sørgmodig, ja endog syg, når omstændighederne nøde ham til at blive borte fra fiskerierne, der dog medføre så store anstrængelser, savn og farer. Hvorledes skulde ellers folket her kunne friste livet i disse kolde, golde og ugjæstmilde egne? Og mon det ikke bidrager ikke så ubetydeligt til at bestride omkostningerne ved statshusholdningen?

Nei - nordlændingen er ikke træg og dorsk! Se ham i båden og på havet! Det er liv og kvikhed! Se ham i fiskeværene, og hvor han der nat og dag i storm og slud ideligen er påfærde! Han er heller ikke træg og dorsk på landjorden; i uføre og i dyb sne vandrer han flittigen, kvikt og raskt til kirken. Udenfor sin dont på søen fremtræder han stateligt, net og pent antrukken, når han kommer til kirke eller indfinder sig til thinge. Søen er det felt, hvor han bevæger sig med størst lethed; mark, skog og fjeld sørlændingens.

For at komme tilbage til spørgsmålet: det vil og skal lykkes at bibringe nordlændingen lyst til at lære at svømme. Han er ikke dorsk og træg, om det end så synes for dem, der ikke have levet sig ind i forholdene her. Han har en stor efterlignelseslyst; han er i regelen, hvad man kalder nævenyttig, forstår sig gjerne på noget af hvert, er skomager, skrædder, snedker o.s.v. til husbehov, og aflurer den oplærte håndværker mangt et greb. Giv ham kun anledning og leilighed til at lære noget, som han finder tjenligt for sig, han griber det med begjærlighed og lyst og lethed; han er «glyg» til at tage efter. Men hvorledes skulde han lære at svømme, når han ikke har seet nogen svømme, der ingen er, som opmuntrer ham dertil ved sit exempel, og ingen, som kan lære ham?

Hr. Müller anfører en opmuntrende bemærkning af en yngre og vel oplyst mand med hensyn til de tunge søklæder, nemlig at når man først var så heldig ved svømning at komme op på hvælvet, vilde man uden synderlig anstrængelse og besvær kunne «stryge» støvlerne af sig (hvilket endogså kunde foregå under selve svømningen) og således blive mere «ledig» og skikket til at berge sig.

Lignende træk af almuesmænds vågnende interesse for sagen anføres hist og her. Fra Vegø i Nordlandene meddeles således den bemærkning af almuesmænd, at svømningen navnlig kan blive nyttig ved at forebygge, at folk tabe fatningen, strax de falde i vandet.(45) Og af almuesmænd her har jeg først seet den yttring, at det nok skulde lade sig gjøre at få skolegutterne til at gå i vandet og øve sig, ved nemlig at give dem lov af skolen i de timer.

Adskillige af præsterne mene, at almuen med villighed, med glæde, med åbne arme, vilde tage imod en svømmelærer, og at denne ikke vilde savne elever blandt de yngre. Og medens det rigtignok oftest tilføies, at det ikke måtte medføre nogen penge-udgift, næres der på et par steder håb om, at kommunalbestyrelsen skulde være villig til at yde tilskud.

I Saltdalen og i Næsne have skyttelagene besluttet at optage svømning blandt sine øvelser, og sognepræsten til det sidstnævnte præstegjeld meddeler det opmuntrende træk, at to mænd af sognet, medhjælperne Peder Christian Glein og Ole Edvard Pedersen Glein, allerede i sidst afvigte sommer havde ladet deres børn flittig øve sig i at svømme. Veiledning, føies der til, er for tiden at få der i præstegjeldet.

Ved talen om udsigten til at få svømmeøvelser igang kommer man strax til at tænke på, ved hvilke midler det bedst skulde ske. Jeg nævnte i min forrige årsberetning den antydning af provst Holm i Bodø, at seminariet i Tromsø skulde bibringe de vordende almue-skolelærere fornøden færdighed til igjen at lære skolebørnene; selv yttrede jeg ønske om at se en enkelt svømmelærer i virksomhed. Mod denne sidste tanke ser jeg nu den bemærkning gjort af nogle, at da bade-tiden er så kort, vilde en svømmelærer ikke kunne overkomme mere end ganske få bygder på en sommer. Omvendt er det fremhævet, at skolelærer-seminariets lærlinger have så meget at lære alligevel, at man ikke tør gjøre regning på stor og snar bistand fra den kant. - Nogle tænke på private og offentlige bidrag i forening for at få svømmelærere ophentede eller nordlændinger sendte til Throndhjem for at lære, så de kunde virke som lærere; andre foreslå sådan foranstaltning, at de allerede ansatte almueskolelærere skulde få reise-understøttelse m.m. for at kunne besøge seminariet i badetiden.

Måske sagen skal kunne fremmes på begge hine måder, således som antydet i nedenstående yttringer af provst Holm:

At almuen i dette præstegjeld i det hele taget vilde understøtte bestræbelsen for at udbrede svømmekunsten, tør jeg antage. I al fald tør jeg anse det sikkert, at den ikke vilde modsætte sig en sådan bestræbelse, især dersom det ikke vilde forårsage den nogen udgift. - At sende en svømmelærer om til forskjellige præstegjelde i stiftet - som af hr. E. Sundt foreslået, kan jeg kun tilråde som en begyndelse til at vække opmærksomhed og interesse for sagen. Da badetiden her er indskrænket til høist 2 måneder af året, vilde en svømmelærer formodentlig ikke kunne komme til mere end 3 à 4 præstegjelde på 1 sommer, og såre uvist vilde det endda være, om han ikke ofte vilde komme på ubeleilig tid og således også med liden nytte. Han måtte enten meddele sin undervisning på forskjellige steder i et præstegjeld, og da vilde han neppe række mere end eet præstegjeld hver sommer, - eller have flere unge fra forskjellige kanter af samme præstegjeld samlede på eet sted i nogle uger, og dette vilde være forbundet med vanskeligheder og bekostninger, som vistnok ikke ret mange vilde finde sig i. - Jeg er derfor fremdeles af den formening, som jeg forhen har havt anledning til at udtale og senere har hørt delt af mange kyndige, at den letteste, snareste og sikkreste vei til at udbrede svømmekunsten blandt vor almue er at gjøre svømning så at sige til et skolefag eller til gjenstand for undervisning af skolelærerne på de forskjellige steder, og til denne ende først og fremst at træffe foranstaltning til at alumnerne ved seminariet oplæres i at svømme og i at meddele andre undervisning deri. Skulde en svømmelærer til et forsøg blive udsendt, holder jeg mig af samme grund forvisset om, at han vilde blive mest til nytte for sagen, dersom det blev ham pålagt, fornemmelig at søge skolelærerne i de præstegjelde, han besøger, oplærte i svømning.

Hver enkelt af præsternes besvarelser synes at kunne henføres til en af følgende tre klasser:

1. Nogle finde, at der er udsigt for sagen, menende, at svømmeøvelse både kan og bør komme igang.

2. Andre undlade at yttre en bestemt mening eller yttre sig tvivlende.

3. Atter andre have ikke noget tilovers for, at der forsøges eller foretages noge videre i denne retning, naturligvis hovedsagelig fordi de finde de ydre hindringer for store.(46)

Stundom er det naturligvis noget usikkert til hvad klasse en enkelt besvarelse skal henføres; men efter mit bedste skjøn bliver fordelingen sådan:

I.

II.

III.

Helgeland og Salten .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

17

-

3

Lofoten og Vesteraalen, samt Senjen og Tromsø .. .. .. ..

10

5

5

Finmarken .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

4

1

3

Man vil se, at i det sydligste strøg er der forholdsvis flere, som holde på sagen, men at det smaler af, efter som man kommer længere nord. Tilføies bør det også, at de mænd, som i de nordligere egne tale for sagen, ikke alene ere færre, men tillige mindre ivrige eller håbfulde end de, som i de sydligere egne stå på samme side.

Måtte dog selv det mindste håb gå i opfyldelse!

Udsigten til, at svømning i disse egne kan blive et livfrelsemiddel, støttes derved, at badning i flere af disse beretninger anbefales også af andre grunde, for raskhedens og renlighedens skyld.

Og jeg kan tænke mig, at andre omstændigheder kunne komme til og begunstige sagen. Skulde det f.ex. komme dertil, at fiskere, som have båd at råde over, helst ønske sig kammerater på båden, som kunne svømme, så vilde tanken om fordel og vinding bevæge unge mennesker til at lægge sig efter den færdighed. Ligeså, om der blev indrettet en understøttelses-kasse for forulykkede fiskeres og andre søfolks efterladte, og det årlige indskud blev sat noget lavere for dem, som fremlagde attest for, at de kunde svømme.(47)

Jeg mener også, at så ofte der herefter anstilles undersøgelser om forholdet med ulykkes-tilfælde (således som i disse indberetninger fra præsterne), så bør svømningen være gjenstand for særskilt opmærksomhed. Ethvert tegn til fremskridt bør fremhæves. Det vil bidrage til, at tanken bestandig holdes oppe, og sker det, så vil vist selve sagen fremmes så vidt, som omstændighederne i det hele taget gjøre det rimeligt og tilrådeligt.

Og det tør være, at præsterne i Nordlandene og Finmarken skulle få den tilfredsstillelse at se, at de bidrag, som de allerede nu have givet til sagens belysning for deres egen egns vedkommende, ville vække tanken og virkelysten i de sydligere egne af vort land, her og der, hvor det endnu monne stå tilbage i dette stykke. Med dette for øie har jeg da også ment, at denne fremstilling skulde passe for nærværende skrift. Norge er jo i det hele taget et stort kystland at kalde, og alt folket skulde ret kjende vore hårdføre og dygtige søfolks arbeide og strid på havet. Jeg holder mig forvisset om, at jo mere vi lære sagen at kjende, desto mere skulle vi finde, som fortjener vor beundring og deltagelse, og jeg har tænkt mig, at bevidstheden om den almindelige opmærksomhed og agtelse skulde heller anspore sømanden i hans naturlige stræben efter at overvinde de mangler, som endnu kunne være.(48)

VIII. NÆSTE ÅRSBERETNING

Jeg kan sige, at jeg lenges allerede efter presternes meddelelser neste år - først og fremst fordi jeg gjerne vil høre, hvordan det er gået fiskerne og alle de andre kystboere på deres mange bådfarter i det år, som nu er, men dernest også, fordi jeg ved fortsettelse af disse meddelelser venter at lære mere og mere om disse egnes kår i det hele, at gjøre et vissere og dybere indblik i folkets hele liv.

Er der på den ganske jord nogen kyst af lignende udstrækning, hvor et civiliseret folk (thi grønlendinger og sådanne folk kunne vi jo ikke anstille sammenligning med) lever et så fuldstændigt kystliv som i Tromsø stift?

Der er nogle bønderbygder i vort land, hvor så at sige hver mand, på sin egen gård, i en liden afstand omkring sit hus, ved sin regelmessige våronn og høstonn og andet arbeide i skov og mark, i hus og lade, finder og virker omtrent alt, hvad han bruger året om, til hus, til føde, til kleder - kun må han selge noget af de ting, han bedst kan undvære, noget melk eller smør eller korn, for at kjøbe salt og jern og kaffe og nogle andre mere og mindre vigtige ting, som han mangler. Hvor lever ikke en sådan mand et jevnt og behageligt liv i sammenligning med fiskeren på en øde holme: dagstøt må denne agte på skyerne og de andre ting, han tager veirmærker af, om han tør vove sig på havet, og har han året igjennem undgået fiskeriets farer, så forestår der ham nogle betenkelige reiser under jul til handelsmanden og hjem med varer.

Hvor de ydre forholde ere så overmåde forskjellige, der vil sikkerlig have udviklet sig merkelige forskjelligheder selv i folkets sjeleliv og åndsretning. Det møiefulde og uvisse og farlige i fiskerens bedrift monne have skjerpet tænksomheden, øvet hårdførheden, styrket modet. Muligt også, at en opmærksom og deltagende betragtning tillige vil finde spor af, at det idelige og uafladelige i denne strid mod besvær og fare har havt nogen trettende og lammende indflydelse.

Hovedsagen med disse årsberetninger og undersøgelser er at udforske til bunds, hvorledes det har sig med de mange ulykkes-tilfælde langs vor nordlige kyst, om noget måske kan udtænkes til forebyggelse af ulykken, til lindring af nøden. Men fra dette punkt af vil der, eftersom undersøgelses-arbeidet skrider frem, kunne spredes lys over alle de hidhørende forholde i folkets både ydre kår og indre tilstande.

Og undersøgelses-arbeidet turde blive i sandhed fremskridende, når man for hvert år, næst efter at samle oplysninger således som hidtil om de forefaldne ulykkes-tilfælde, kunde enes om at fæste blikket på og lægge nøie mærke til og samle bidrag til bedømmelse af et enkelt af de flere forholde, som kunne ansees for at høre hid.

Et exempel på, hvad jeg mener, er det foranstående kapitel om svømning, der kan betragtes som et tillæg til dette års beretning om ulykkestilfældene. Jeg anser det, som allerede før sagt, for at være af vigtighed, at hver følgende årsberetning beholder denne samme sag i erindring; men derhos skulde jeg meget ønske, at jeg på samme måde, med forenede bidrag af alle præstegjelds-beretningernes forfattere, kunde blive sat istand til ad åre at tilføie et lignende tillæg om en ny sag.

Jeg tænker her på en nøiere udvikling af, hvad jeg denne gang har kunnet meddele i kap. 4, hvormed tillige anm. til side 104, VII. Om Svømningen, bedes erindret.

Ved talen om forlis med både er jo kundskab om bådene selv en hovedsag.

Den nordlandske bådform roses høit af kjendere. Jeg kjender den ikke, men veed, at mange mennesker forlise med både af den form, og mener derfor, at man skulde lægge vel mærke til både til bådformen i og for sig og til den stand, hvori folket pleier have sine både.

Bådformen er et vidnesbyrd om folkets intelligents. Hører jeg f.ex. at bådformen ikke alene er ældgammel, men at den også i vor tidsalder er gjenstand for udvikling og fuldkommengjørelse, så vil jeg udlægge det som tegn på, at intelligentsen eller skjønsomheden er fremskridende. - Bådenes stand (om de ere vel vedligeholdte, passende store o.s.v.) er et mærke på folkets økonomiske sands og evne, som igjen står i sammenhæng ikke alene med naturforholdene, men med den moralske tilstand, med handelsforholdene, med det hele samfundsliv.

Jeg tillader mig derfor som plan for næste årsberetning at henstille, at de, der næst efter at meddele den vedtagne række af schematiske oplysninger(49) kunne være villige til at handle yderligere om disse ting, for dette år give bidrag til oversigt over bådstellet i Tromsø stift.(50)

Det er nok ikke så særdeles ofte, at et enkelt folkelivs-anliggende er bleven gjenstand for en så deltagende og omsorgsfuld behandling som i disse meddelelser fra Tromsø stifts præsteskab. Allerede som exempel på en sådan deltagelse mener jeg, at disse årsberetninger skulle have stort værd. Og kan undersøgelses-arbeidet efter - lad mig sige - 5 års tid betragtes som afsluttet, så tør det være, at det vil have været begyndelsen eller indledningen til en eller anden fast virksomhed, som kan afløse præsternes forsøgsvis ydede tjeneste i denne sag. Denne tjeneste kan jeg således tænke mig som heldbringende i flere retninger.

Sluttelig tillader jeg mig at yttre det mere personlige ønske, at man ved leilighed vil hjælpe mig til at berigtige, hvad jeg i nærværende fremstilling monne have opfattet eller gjengivet urigtigt.


BERETNING OM FORLIS I TROMSØ STIFT 1863(51)

bilde s. 108

I. DER DUER INTET UFORSØGT

Nu har jeg læst den tredie årgang af beretninger fra præsterne i Tromsø bispedømme, eller i Nordlandenes og Finmarkens amter, om forlis på søen; jeg har læst beretninger om hvert enkelt tilfælde, som traf i 1863, og seet navnet på hvert forulykket menneske, og sindet var under læsningen delt mellem disse mine medmennesker, som stred sin strid i bølgerne, - mellem deres efterladte, de mange enker og faderløse og gamle sønneløse forældre, - mellem kammeraterne, som kom hjem med budskab om forliset, og præsterne, som gjorde sig umage med at opfange disse tidender om, hvordan det gik til. Og derhos har min tanke snart beskjæftiget sig med betragtningen af vort lands alvorlige kår og uforanderlige naturbeskaffenhed, og snart med spørgsmålet om, hvad mulighed der alligevel monne være for at formindske disse farer eller dog mildne ulykkens følger for de gjenlevende.

Jeg er ikke ganske uden håb. I 1861 skrev jeg et lidet stykke her i Folkevennen for at henlede opmærksomheden på ulykkens storhed netop i dette Tromsø stift, og jeg yttrede blandt andet, at det kanske skulde være nyttigt her ligesom f.ex. i England at få undersøgt og berettet om, hvorledes det var gået til med hvert enkelt forlis. Dette kom biskop Essendrop i Tromsø for øie, og det er hans medvirken, jeg har at takke for disse særdeles omhyggelige beretninger fra præsterne.(52) Det var nu et. Et andet er dette: Da den første årgang af disse samme beretninger stod at læse i Folkevennen, i et kort uddrag, kom dette en mand for øie, som folk i Nordlandene og Finmarken rimeligvis oftere ville få høre om herefter. Det er hr. kandidat P. Schmidt af Christiania. Han har engang boet i Tromsø, fra den tid kjender han Nordlands-båden og har nok stadig gået med tanke om den og om en måde at gjøre den tryggere til at fare med; men denne tanke fik først ret magt over ham, da han traf til at se i Folkevennen det første års opgjør over, hvad præsterne havde meddelt fra Tromsø stift, altså just fra den egn, som så ofte havde stået for hans sind. Jeg veed, det har kostet ham søvnløse nætter og megen møie; men nu er det allerede kommet så vidt, at han i disse samme dage, medens jeg skriver dette, holder på at skrive beretning om en reise, som Det Kongelige Selskab for Norges Vel havde bevilget ham penge til at udføre - en prøve-reise med en nordlandsk ottringsbåd fra Christiania til Aalesund og tilbage igjen. Hensigten var at prøve på selve havet nogle nye indretninger med ottringens seil og især et eget løst dæk, indrettet til at lægges over eller tages af i en håndevending, og målet for reisen var at stille disse nye ting til skue ved den fiskeriudstilling, som var i Aalesund nu i sommer.

Om ikke andet, så har jeg i det år, hr. Schmidt har arbeidet med denne sag, hos ham seet et exempel på iver og gavnelyst, som det altid skal gjøre mig godt at mindes. Og måtte han tillige have været heldig, så det håb, som Selskabet for Norges Vel satte til hans opfindelse, måtte blive stadfæstet nu efter prøve-reisen! Da vilde en god begyndelse være gjort. Hr. Schmidt ønsker ad åre at få sig en fembøring og seile alt til Lofoten og Finmarks-havet og lægge sig side om side med fiskerne der og drive den hele bedrift og på den måde prøve tilgavns hvorledes hans nye indretninger ville passe for fiskeren selv, og jeg har den tanke, at falder det heldigt ud altsammen, så skulle vore kyst-egne og hav-strækninger få beholde denne ihærdige mands tjenester, på den måde, at det overdrages til ham som et fast hverv at anstille undersøgelser og gjøre forsøg og forfatte indberetninger med hensyn til disse for vort land så overhånds vigtige ting: bådstellet og fiskeriet.

Men så bliver han den rette mand til at fortsætte med disse undersøgelser med forlis, som jeg har kommet til at gjøre begyndelsen med i disse år; selv har jeg altid betragtet min tjeneste her alene som en nødhjælp indtil videre, og for hvert år føler jeg mig mindre skikket til arbeidet.

Thi for hvert år mærker jeg det tydeligere, at her skal sagkundskab til. Man skulde f.ex. selv forstå at styre en båd, så man både kunde stille spørgsmålene ret angående bådforlis og derhos tyde ret de forklaringer og beskrivelser, som gives til svar.

Min eneste sagkundskab er den, at sagen er så storartet sørgelig for Tromsø stifts vedkommende. Folk her syd på vide ikke stort om det, og der nord er man så vant til tingen, at man tror knapt, hvor usædvanlig og mærkværdig den er.

Første gang skrev jeg om disse ting i 1855.(53) Da var al verden opfyldt af rædslerne under krigen på Krim, hvor franskmænd og engelskmænd holdt på at beleire Sebastopol, - og endda vovede jeg så stort et ord, at hvad ulykken med mennesketab angik, så var den kanske lige så stor for Tromsø stift formedelst de idelige forlis som for Frankrig formedelst krigen, at sige: efter måden, eller med tilbørligt hensyn til forskjel i folketal, her og der. Dengang kunde jeg imidlertid kun fremsætte det som en gisning; nu derimod kan jeg udføre sammenligningen fuldstændig, og til min yderlige forundring finder jeg, at det store ord om tilstandens forfærdelighed i Nordlandene og Finmarken kun havde den feil, at det ikke var stort nok.

Jeg skal bevise det. I 1846 (det var det år, jeg lagde til grund for mit overslag i 1855, og det kan jeg holde mig til nu også, såsom det var et almindeligt, jevnt år for begge lande) - i 1846 altså var det så i Frankrig og i Tromsø bispedømme, at dersom hint land med sit store folketal skulde have lidt et tab af menneskeliv formedelst ulykkes-tilfælde, som kunde svare til, hvad det ene af vort lands bispedømmer led med sit lille folketal, så skulde tallet på forulykkede personer i Frankrig været i det enkelte år en 79,000, men dette vilde være vel 70,000 mennesker over det virkelige tab, som kun var en 7,500. Med andre ord: dersom der nogensinde indtraf en sådan overordentlig ulykkes-hændelse i Frankrig, at derved tallet på forulykkede blev 70,000 større i et enkelt år, end det pleier at være, så vilde det - efter forskjellen i landenes folkemængde - være ligt med den sædvanlige tilstand i de nordlige egne af vort land. Og en 70,000 mennesker vilde Frankrig have tabt i et enkelt år formedelst Krim-krigens ødelæggelser, hvis krigens mandespilde havde været dobbelt så stort, som det virkelig var. Thi krigen varede i over 2 år, og det samlede antal af menneskeliv, som den franske arme tabte, både på slagmarken og i hospitalerne, både formedelst fiendens våben og formedelst sygdomme i leiren, var ikke engang fuldt 70,000 i begge år tilsammen.(54)

Dersom man i Frankrig eller i England - eller om det så var her i det sydlige Norge - pludselig fik øie op for, at der i en enkelt by eller provinds herskede en stadig tilstand, som kunde give anledning til en så forfærdelig sammenligning, så kan man være vis på, at aviser og autoriteter vilde holde på med betragtninger og bestræbelser, indtil ialfald det yderste var forsøgt for at råde bod på ulykken - koste hvad koste vilde.

I et af årene 1840 foer en storm hen over de skotske farvande og overraskede de fiskerbåde, som vare ude, så temmelig mange af dem blev. Men under den opsigt og deltagelse, som dette vakte, sendte regjeringen en kaptein, nu admiral Washington derop fra London for at se, hvordan det havde sig alt sammen. Han kaldte for sig fiskere, lodser, skibsredere, og hørte deres formeninger; han undersøgte havnene og indløbene; han beså bådene, tegnede dem af, og bevirkede endog, at de forskjellige slag af fiskerbåde rundt hele England bleve aftegnede til sammenligning, at man skulde udfinde, hvilken art af både der monne være den hensigtsmæssigste. Da jeg for 2 år siden var i London, talte jeg med admiralen selv om dette; det var på hans embedsværelse og midt i kontor-tiden, så det måtte gå i en skynding; men jeg hørte dog om foranstaltninger, som siden vare satte i værk ifølge hans forslag og råd, og jeg forstod det så, som at han fremdeles havde et slags embedsmæssig befatning med og overopsyn over disse anliggender. Den trykte beretning om hans undersøgelsesreise tog jeg nu med mig hjem, tænkende som så, at den kunde kanske komme til nytte, og nu har jeg havt den fornøielse at kunne levere den til en så ivrig forsker som hr. kandidat Schmidt.

Specielt veed jeg, at den samme admiral tager en ledende del i bestyrelsen af det engelske redningsbåds-selskab (Life-boat Institution). Jeg har engang før i Folkevennen omtalt dette selskab, og skal nu kun anføre et enkelt mærke på den deltagelse, hvormed nationen omfatter dets opgave og understøtter dets bestræbelser. Der skal penge til, f.ex. til løn for en mand, som kan gå bestyrelsen tilhånde som dens faste sekretær. Jeg talte med denne sekretær selv. Han må arbeide i selskabets tjeneste i den hele daglige kontortid, og det lod til, at han tjente med liv og sjel. Men han har også en løn af 600 pund sterling eller en 2700 norske specier årlig. Således skaffe engelskmændene sig folk til at gjøre, hvad de ville have gjort.

Det var med tanken på vore matroser og fiskere, at jeg søgte disse mænd. Jeg søgte en mand til, nemlig sekretæren i et rednings-selskab, som er anlagt på at redde folk fra livsfare i vandet (The Humane Society). Dette selskab har en af sine virkepladse i en stor dam eller rettere en liden indsø i en såkaldet park eller lyst-skov, som ligger inde i selve Londons by. Om sommeren har folk lov til at bade sig i visse morgen- og aften-timer, om vinteren rendes der på skøiter, og til alle årets og døgnets tider kan det hænde, at et fortvivlet menneske kommer hid og kaster sig i vandet for at forkorte sit liv. Men selskabets vægtere gå rundt dammen dag og nat, og både og alskens rednings-greier ere ved hånden, og tæt ved er et hus, hvor de halvdøde eller skindøde bringes hen, og hvor det første oplivelsesforsøg er at lægge dem i varmt bad. Det må gå hurtigt, og da jeg trådte ind i badeværelset, fandt jeg derfor det varme vand i beredskab, formedelst en kjedel i et sideværelse, som der holdes fyr under uafladelig, fra årets begyndelse til årets ende; af alt hvad jeg så i England, var der intet som rørte mig mere end denne kjedel og dette badekar. - Dette var som sagt en af selskabets virkepladse; en anden er havet, selve jordens hav, såvidt britiske skibe fare. Man lægger an på at få opspurgt hvert eneste tilfælde, hvor en britisk undersåt reddes af vandet, enten redningsmanden er en landsmand eller fremmed, og ligeså hvert tilfælde, hvor en engelskmand redder af vandet enten en landsmand eller en fremmed. Chefer på orlogsskibe f.ex. gjøre indberetning til admiralitetet, og dette sender meldinger til selskabet, som belønner hver redningsdåd, uden hensyn til, om den er udmærket ved særdeles raskhed og mod eller ikke. Simpleste præmie er 1 pund sterling, høieste en guldmedalje. Sekretæren tog frem af pakkerne en melding, for at vise mig den som en vakker prøve, den havde endda fået påskrift no. 16 583, og meningen hermed var nok den, at så mange præmier var der nu uddelte. Det var et engelsk orlogsskib, som krydsede i en storm mellem Afrika og Ostindien; en kahytsgut faldt over bord; man kastede en toug-ende til ham for det første og den fik han vel fat i; men skibet lod sig ikke standse hurtigt nok, farten var gutten for stærk, han måtte slippe taget. Men ved det hjærteskjærende angst-skrig, som han udstødte da, sprang chefen overbord, i fuld uniform. Han fandt gutten mellem bølgerne og fik tag i ham, satte mod i ham, hjalp ham, holdt ham oppe; men havet var oprørt, det gik op og ned med dem begge to, og det så betænkeligt ud, da omsider skibsbåden kom og tog dem op. - Se, denne redningsdåd kunde chefen naturligvis ikke indberette; men næstkommanderende gjorde det.

Da jeg havde læst og hørt dette, kom jeg til at fortælle sekretæren en historie, som jeg dagen før havde hørt på en anden kant. Det var på et norsk skib nede i en af Londons dokker, hvor jeg var fulgt ud med den også her i landet kjendte daværende sømands-misjonær Thiemann for at bivåne en andagt, han skulde holde for skibets og nogle naboskibes mandskaber. Efter andagten samledes vi med de tilstedeværende kapteiner i kahytten for at drikke et glas vin. En af disse kapteiner havde sin kone og flere små børn samt barnepige med på reisen. Og historien, jeg hørte, var den, at her om dagen, medens far og mor vare i land, var en af de små faldet over bord, men bådsmanden havde jumpet efter og fået ham godt og vel op.

«Skibets og kapteinens og mandens navn!» forlangte sekretæren og dyppede allerede pennen for at skrive i sin dagbok. «Nei, mente jeg, det var et norsk barn og en norsk redningsmand.» «Det er det samme, ivrede han; det var jo i engelsk havn.» «Nei, nei, vedblev jeg, dette er og må vedblive at være en norsk sag.»

Men siden den tid har jeg så ofte måttet mindes, at her i vort land er der jo så liden offentlig opmærksomhed for dem, som yde redningstjeneste. Det er som et træf, om en redningsdåd kommer for en amtmands øren og gjør sådant indtryk på ham, at han bestemmer sig til at melde den ind til regjeringen, som da et års tid efter tilstår en præmie. Forleden år traf jeg selv til at blive anmelder; jeg fandt nemlig i præsternes indberetninger fra Tromsø stift en meget flink redningsdåd, udført under farefulde omstændigheder af en ung kone, Gjertrud Jakobsdatter Ørjen, Thorskens sogn i Senjen;(55) hun fik også præmie.

Man burde vistnok være meget sparsom med at uddele pengepræmier, kanske endog mere sparsom end hidtil. Thi folk skulle ikke vove sit eget liv og redde andres for pengevindings skyld. Men vi skulde gjerne ville vide besked om og vise vor erkjendtlighed for de tjenester, som ydes menneskeheden på denne måde, og jeg vilde, at der var et selskab som det engelske, som havde en medalje eller en hædrende takke-skrivelse til hvert nyt medlem af redningsmændenes korps - og desuden penge til erstatning for det tab, som redningsmanden ofte kan lide på båd og redskaber m.m.

Det hændte engang, at to mænd gik og spadserede sammen langs en strand; den ene af dem var doktor. Med et fik de et syn for sig, som kunde bevæge en sten: en yngling var netop trukket op af vandet, og forældrene begræd ham som død. Men doktoren kom til, gned ham og stellede med ham, og - o glæde! Livsgnisten blussede atter op. Denne begivenhed blev anledningen til, at hint engelske rednings-selskab blev stiftet, og manden, som gjorde begyndelsen hermed, var netop den samme doktor; det var i året 1774. - Men det er underligt at læse om de hindringer, hans menneskevenlige tanke fik at stride imod; det blev nemlig udlagt som vantro og formastelse, som om han ikke troede på Guds forsyn eller vilde modsætte sig Guds styrelse og bestemmelse.

Det må være en lignende ensidig og altfor enfoldig betragtning, som gjør, at mange folk (det er ikke længe siden, jeg læste i aviserne om et exempel fra Christianias nærhed) ikke tør tage druknede eller skindøde op af vandet, men endelig ville lade dem ligge, til lensmanden kommer.

Men vi ere ikke virksomme nok til at modarbeide sådan enfoldighed her tillands. De engelske selskaber udbrede småskrifter i tusindvis over sådanne ting, med exempler og formaninger.

Jeg har seet et sådant engelsk småskrift, som giver regler for, hvorledes en svømmer skal nærme sig en, som er falden i vandet, og hvorledes han skal gribe og føre ham. Og uagtet hint engelske redningsselskab, som sagt, egentlig er stiftet for ulykkes-tilfælde på søen eller i vandet, så tager det ikke tingen så nøie, men griber gjerne leiligheden til i sine trykte årsberetninger og andre småskrifter at give folk nyttige vink og advarsler f.ex. mod giftige urter og andre livsfarlige ting. Dette bringer mig atter til at tænke på en sag: hvert år må vi læse i aviserne om folk, som ere kvalte ved den såkaldte kul-os, og det er især i kahytter ombord i jægter og skibe, at sådant hænder, fordi et skib er tæt og der altså ikke er megen indstrømmen af frisk luft. Et norsk selskab, som havde at virke til sømands-befolkningens vel, vilde handle i engelsk ånd ved at lade en kort oplysning om kul-os trykke på et blad og få dette opslået i hver kahyt og lugar.

Med alle disse engelske exempler er det dog langtfra min mening, at vi her hos os skulde tænke på at efterligne dem uden videre, i et og alt. Hvad der passer der, passer sjelden ligefrem her. Hint selskabs redningsbåd, f.ex., det slag, som nu for tiden bruges mest, og som stod udstillet ved industri-udstillingen, i hel størrelse og fuld stand,(56) den er i sig selv et mesterstykke, og den passer fortrinlig til de engelske kysters lave strande, hvor den står forspændt på sin vogn og i en skynding kan kjøres hen did, hvor det gjælder at tage et skibsmandskab iland fra et vrag ude på en sandbanke. Men der kan ikke kjøres med vogne på vor sønderrevne klippe-kyst. Hos os vilde den båd i det høieste være tjenlig på det flade Lister og Jæderen.

Men den engelske gavne-lyst, som har dannet disse blomstrende selskaber, og hin tro på, at også i dette vanskelige livs-spørsmål er der noget for sagkundskaben at gjøre, den skulde vi - ikke just lære af engelskmanden, men den skulde vi kappes med ham om at lægge for dagen, på vor måde, efter vor leilighed og vort lands omstændigheder, men i hvert fald med liv og sjæl, mere end hidtil.

Vi ere fattige i sammenligning med engelskmændene, have ikke mange penge at gjøre med. Men derfor have vi dobbelt behov at gjøre som de og forene vore små spredte kræfter til fælles virksomhed. Storthing og amtsformandskaber og kommunebestyrelser og private foreninger kunne vel tilsammen skaffe de midler til veie, som her kunde blive tale om, til undersøgelser, til forsøg, til faste lønninger. Man kunde gå langt, før årsudgiften blev andet end en liden brøkdel af det formuestab, som følger af det store årlige mandespilde langs vore kyster. Eller hvad mener man vel, en mand er værd i penge, som er i 25 års alder, og som er god for at tjene ved sit arbeide så meget årlig, at han kan forsørge kone og barn? Af sådanne kostbare mænd mister vort land i hundredevis om året formedelst forlis på søen, og ingen kan vide, hvor stor del af tabet det kanske kunde blive muligt at spare.

Penge have vi vist nok af til dette brug. Hvad det gjælder mere, det er, om vi have mænd med hoved og hjerte til at udtænke disse opfindelser, til at lægge disse planer, til at få istand disse foretagender, til at drive på og ikke give slip, men holde ud imod hindringer og vanskeligheder og lægge sin hele person i sagen, ikke agtende enten lønnen, han kanske skal vinde, eller den vantak, som han høster, om det ikke lykkes tilsidst.

Som landbrugets jevne dont og behagelige syssel har fået sine skribenter og skolelærere og forstmestere og reisende agronomer, så skulde man gribe til med begge hænder, om det traf sig idag eller imorgen, at en sagkyndig med hoved og hjerte tilbød sig at tjene søbrugets møiefulde bedrift.



II. OPGJØR FOR 1863

Dette oppgjør af præsternes (og opsynschefens) indberetninger skal jeg fremstille på samme måde som tidligere, så man kan sammenligne dette år med det foregående.

A. Forulykkede

1. Uberegnet nogle få fremmede, fra sydligere egne af landet, som fandt sin død udenfor Nordlandenes kyster, give de sammenlagte beretninger følgende hoved-tal for Tromsø bispedømme og for året 1863:

Samtlige druknede .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 230

Dette var et tungt år. For at finde et lige så stort tal i noget tidligere år må jeg gå helt op til 1854, da var det 245.

Om 3 af de 230 savner jeg nærmere oplysninger; men for resten kan jeg fremdeles anføre:

Antallet af de ulykkes-tilfælde, hvorved 227 af de 230 omkom, var 123

2. Forholdet med kjøn og alder kan anføres således:
Mandfolk .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

198

Fruentimmer.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

29

Personer uden nærmere oplysning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

   3

tilsammen

230

bilde s. 117

Blandt disse tal var der 3 personer af handelsmændenes og skippernes klasse, 1 fyrvogter, et par håndværksarbeidere. 17 vare finner og 1 var kvæn. Den store rest repræsenterede den norske bonde-almue; der var gårdbrugere, husmænd, inderster, strandsiddere, selvfostringer, tjenere, hjemmeværende børn, også kårfolk, lægdsfolk.

Det er ikke altid oplyst om mændene, om de vare gifte eller ikke. Så mange som 73 sees dog at have været gifte. Om 60 af disse 73 familiefædre er der tillige givet forklaring om familiens størrelse; nogle få af dem havde ingen børn, andre havde kun voxne børn; men endda var der ikke mindre end 124 små, uforsørgede børn inden de 60 familier. Desuden var der blandt de omkomne gifte koner, samt enker og enkemænd, hvorved en del små børn bleve moderløse, og andre, som vare moderløse før, bleve nu også faderløse.

En fattig husmands-enke i Rødø havde i flere år kummerligt forsørget sig og 6 børn, med en ubetydelig hjælp af fattigkassen; så skulde hun en dag ud i en liden færing og hente sig noget risved langs strandene; en storm brød løs, og hun, som var alene, drev af og blev. Dermed blev en talrig børneflok med engang forældreløse.

En dag i marts måned satte en fiskerbåd ud fra Skjærvø, for at søge til Brevigs-fiskeriet i Finmarken. Et uveir kom over den, den blev med alle sine 4 mand, og efter dem sad der 4 enker, 1 med 2 små børn, endnu 1 med 2, 1 med 3 og 1 med 4.

Også iår er det vemodigt at se, hvorledes forholdene her føre det med sig, at når en ulykke træffer et hus, så er det gjerne så overmåde voldsomt, idet flere af husets folk ere på båd sammen og gå samme fare imøde. Således 3 brødre på en gang med en fiskerbåd, hvormed de agtede sig til Lofoten og kuldseilede på Vestfjorden. - Idelig træffer det, at bådmandskaber må skilles ad ved hvælvet, idet nogle blive frelste og andre ikke, og her må f.ex. faderen se sin søn eller sønnen se sin fader gå til bunds. Det smerteligste tilfælde af dette slags traf dette år i Gilleskaal, hvor en kirkebåd kuldseilede med 22 mennesker fra en og samme gård, mænd og koner og børn og tjenere, og de 9, som reddedes på hvælvet, skiltes fra de andre. Her bleve de ømmeste familiebånd sønderrevne; blandt dem, som blev, var der f.ex. 4 gifte koner. Hver af de reddede havde kjære slægtningen eller nærforbundne kjendinger at begræde. Hvordan tilstanden var blandt de gjenlevende kan sluttes af, hvad præsten exempelvis beretter om en af de mænd, som ved denne leilighed havde mistet sin kone, og som derhos havde mistet en voxen datter og nu kun havde en 7årig søn tilbage: han måtte, som præsten var vidne til ved et besøg, selv ganske alene forrette alle husets og gårdens arbeider, passe sine kreaturer, koge sin mad o.s.v., såsom der endnu ikke havde været nogen tjenerhjælp at få for ham.

3. (§ 3 til 5 i forrige års opgjør). Idet jeg nu skal anføre tilfældenes forskjellige art, skal jeg med det samme anstille sammenligning med 1862 og 1861.

Antallet af de druknede var:

1861: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 157
1862: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 200
1863: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 230

Men de mere omstændelige oplysninger omfatte:

1861: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 154 omkomne, ved

86

tilfælde,
1862: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 200
»
»

107

»
1863: .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 227
»
»

123

»

Tilfælde. 1861 1862

1863

I, i elv og indsø .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

17

23

15

II, på søen uden båd-forlis.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

17

10

23

III, ved båd-forlis:
a, kirkereiser .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

5

4

b, reiser til handelssteder og i andre erinder .. .. ..

19

22

24

c,vareførsel.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

16

13

d,fisketoure.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

26

31

41

e, forskjellige andre anledninger.. .. .. .. .. .. .. .. ..

»

»

3


tilsammen

86

107

123


Omkomne. 1861 1862

1863

I, i elv og indsø .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

17

24

15

II, på søen uden båd-forlis.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

24

13

26

III, ved båd-forlis:
a, kirkereiser .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

9

14

21

b, reiser til handelssteder og i andre erinder .. .. ..

35

44

37

c,vareførsel.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

8

28

21

d,fisketoure.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

61

77

103

e, forskjellige andre anledninger.. .. .. .. .. .. .. .. ..

»

»

4


tilsammen

154

200

227

Ved fisketoure er her forstået allehånde reiser, som ere foretagne for fiskeriets skyld, ikke alene de daglige toure til fiskepladsen og derfra til land, men også de længere reiser fra hjemmet til fiskeværet, flytning fra et fiskevær til et andet o.s.v. - De forlis, som jeg har anført under rubrikken «andre anledninger», have mest truffet med småbåde, hvormed man skulde ud og fortøie større både eller fartøier (der ikke vare udrustede til fiskeri).

Af denne sammenstilling for de tre år kan det sees, at forøgelsen i hovedtallet for 1863 skriver sig mest fra et forøget antal ulykkes-tilfælde med båd under fiskeri-bedriften.

Man kan tænke sig, at dersom der et år eller flere år i rad er trang og nød blandt folk, enten formedelst uår på landjorden eller formedelst feilslagne fiskerier, så komme mange til at anstrænge sig og vove sig med sine fiskebåde mer end ellers, og derved voxer faren, og ulykkestilfældene tiltage. Jeg siger, man kan tænke sig tingen så; ellers er det ikke min mening, at man tør udlede bestemte slutninger af så få års erfaringer.

4. (6). Ligesom ifjor skal jeg særskilt anføre en alders-tælling for dem, som fandt sin død formedelst forlis under fiskeri-bedriften. Det vil erindres, at fiskere i disse egne ere ikke nogen særskilt klasse som f.ex. matroser her søndenfjelds; det er med fiskeriet her som med den almindelige værnepligt; hver mand sågodtsom må deltage i det - for at værne sit hus mod mangel og nød, og bygdernes bedste bønder ere med.

Denne del af de omkomne udgjorde 103 i tallet (§ 3), og de kunne yderligere opregnes således:

voxne fruentimmer .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

3

mandfolk:
10 til 15 år .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

15 til 20 - .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

13

20 til 30 - .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

29

30 til 40 - .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

24

40 til 50 - .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

15

50 til 60 - .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

7

60 til 70 - .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

70 til 80 - .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

uden opgivet alder, dog voxne .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

4

100


tilsammen

103

5. (7). Når jeg nu skal anføre, hvorledes ulykkes-tilfældene vare fordelte på årstiderne, må jeg først minde om, hvad jeg forklarede allerede i forrige årsberetning, at det er ikke vel gjørligt at holde sig aldeles nøiagtig til året. I dette opgjør for 1863 har det været nødvendigt at tage nogle tilfælde med, som allerede vare indtrufne i 1862, men som først nåede til præsternes øre, efter at de havde afsendt sine beretninger for det år.

Med hensyn til tilfældenes inddeling i klasser henvises til § 3.

I

II

IIIa

b

c

d

e

Sum

1862, Oktbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

»

1

»

»

»

1

»

2

Decbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

»

2

»

1

1

»

»

4

1863, Januar .. .. .. .. .. .. .. ..

»

4

»

3

2

8

1

18

Februar .. .. .. .. .. .. .. ..

»

1

»

4

1

9

»

15

Marts .. .. .. .. .. .. .. ..

1

1

»

1

1

6

»

10

April .. .. .. .. .. .. .. ..

1

2

»

2

»

2

1

8

Mai .. .. .. .. .. .. .. ..

»

2

»

1

1

»

»

4

Juni .. .. .. .. .. .. .. ..

6

2

»

1

1

»

»

10

Juli .. .. .. .. .. .. .. ..

»

2

1

»

»

2

»

5

August .. .. .. .. .. .. .. ..

1

1

1

1

»

1

»

5

Septbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

3

»

2

2

1

»

9

Oktbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

»

»

1

1

2

1

»

5

Novbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

1

2

»

3

1

4

1

12

Decbr. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

»

1

3

1

6

»

13

ubestemt .. .. .. .. .. .. .. ..

2

»

»

1

»

»

»

3


tilsammen

15

23

4

24

13

41

3

123

Man ser, at de mørke måneder ere de farligste for de under b og d anførte båd-farter (småreiser til handelsstedet o.s.v. samt fiskeri). I juni måned traf der temmelig mange tilfælde i elve og indsøer, ganske ligesom i forrige år.

Det kan formodes, at det har været en almindelig stormdag, når der på forskjellige steder er forlist både på en og samme dag. Den 10de februar forliste 3 både, den 4de marts 3, på dagene 14de og 15de januar, 22de februar, 28de april, 11te og 14de november samt 12te og 21de december indtraf 2 forlis. Dette er imidlertid ikke anderledes eller ikke værre, end det var i 1862, så det lader ikke til, at usædvanlige storme skulde have været årsag til den forøgelse af bådforlis, som ovenfor blev bemærket.

6. (8). Fordelingen af samtlige 123 tilfælde mellem de to amter, som Tromsø bispedømme består af, nemlig Nordlandene og Finmarken, var sådan i de 3 år, som mine tællinger omfatte (§ 3):

Nordlandene.

Finmarken.

1861 .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

41

tilf.,

63

personer.

45

tilf.,

91

personer.
1862 .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

60

-

106

-

47

-

94

-
1863 .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

81

-

147

-

42

-

80

-

Heraf sees, at forøgelsen af ulykkes-tilfældene i det sidste år kommer ene og alene på Nordlandene, ikke på Finmarken.

Jeg anfører fremdeles, hvorledes hvert slags af ulykkes-tilfælde i 1863 var fordelt på amterne.

Klasse.

Nordlandene.

Finmarken.

I  

.. .. .. .. .. .. ..

8

tilf.

8

personer.

7

tilf.,

7

personer.

II  

.. .. .. .. .. .. ..

16

-

19

-

7

-

7

-

IIIa

.. .. .. .. .. .. ..

3

-

17

-

1

-

4

-

b

.. .. .. .. .. .. ..

18

-

27

-

6

-

10

-

c

.. .. .. .. .. .. ..

7

-

11

-

6

-

10

-

d

.. .. .. .. .. .. ..

28

-

64

-

13

-

39

-

e

.. .. .. .. .. .. ..

1

-

1

-

2

-

3

-

tilsammen

.. .. .. .. .. .. ..

81

-

147

-

42

-

80

-

Ved sammenligning med 1862 finder jeg, at hin forøgelse fra Nordlandene kommer mest på kl. II samt III b og d.

7. Jeg skal tilføie en bemærkning med hensyn til disse opgavers pålidelighed. For det sydlige Norges vedkommende er tabet af menneskeliv formedelst drukning større, end man veed om, såsom søfolk, der blive borte ude på de store have eller i fremmede lande, ikke (eller langtfra stadig) blive opgivne for præsterne og indførte i deres bøger og derfra overførte i de trykte dødslister. Derimod mener jeg, at disse sørgelige dødsfald i Nordlandene og Finmarken, hvor de omkomne og begrædte have hjemme, blive antegnede med exempelløs nøiagtighed. Og dog kan det træffe, at en og anden enkelt person ikke bliver anmeldt for præsterne eller af disse ikke bliver opgiven videre. Dette er jeg bleven opmærksom på, derved, at i opgaverne fra opsynschefen ved Lofot-fisket nævnes to unge karle, som omkom under fisket, og som hørte hjemme i to af Nordlandenes præstegjelde, men dog ikke ere omtalte af præsterne her. Rimeligvis ere disse to tilfælde ikke komne til præsternes kundskab. - Ved talen om de reddede strax nedenfor vil man også se, at opsynschefens beretning fuldstændiggjør præsternes. Desuden hænder det tildels, at hvor både hins og disses beretninger omhandle samme tilfælde, gjør den første det med større udførlighed og omstændelighed, og jeg har da valgt at lægge den til grund for min fremstilling.(57)

B. Reddede

8. Et menneske kan falde ud i søen fra stranden af og så blive reddet. Men denne gang, i nærværende årgang af indberetninger, er der kun talt om folk, som ere blevne reddede efter forlis af båd.

Af § 3 vil det sees, at af de 123 ulykkes-tilfælde og 227 omkomne i 1863 var der 85 bådforlis med 186 omkomne (III a.b.c.d.e.) Men der er forskjel her: i nogle af de 85 tilfælde (49) gik båden under med mand og mus; i andre (36) gik kun en del af mandskabet tabt, medens resten blev reddet. - Og desuden har jeg fået underretning om 36 både, som også forliste på samme måde (kuldseilede eller fyldtes og hvælvedes o.s.v.), men hvor alle mand (117 i tallet) reddedes. Jeg kan derfor skjelne mellem ublandede og blandede tilfælde, således:

Tilfældenes

Personene

Bådforlis
antal
Omkomne Reddede
Ulykkes-tilfælde .. .. .. .. .. .. .. .. ..
  49

119

   »
Ulykkes- og rednings-tilf. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
  36
  67

  87

Rednings-tilfælde .. .. .. .. .. .. .. .. ..
  36
   »

117


tilsammen
121

186

204

I opsynschefens nysnævnte opgave er omtalt og beskrevet ikke mindre end 17 ublandede rednings-tilfælde fra Lofot-fisket,(58) som ikke ere berørte i nogen af præsternes indberetninger; havde jeg kun havt disse at holde mig til, vilde jeg ikke vidst besked om mer end 19 af de 36 sådanne tilfælde, som min tabel nu omfatter. Den del af præsternes opgaver er altså meget ufuldstændig. Nogle af dem sige også selv, at de ikke have kunnet få rede på alle de kuldseilinger, som vare gåede af uden tab af menneskeliv.

Jeg mener dog, man fremdeles skulde lægge an på efter mulighed at samle oplysning om hvert forlis af båd, hvadenten der går liv tabt eller ei. Alt folkets kløgt og evne går ud på at bygge og udruste og styre båden så, at den holder sig på ret kjøl; hvælves den, så veed mandskabet som oftest lidet eller intet at gjøre til sin egen redning. Jeg vilde derfor gjerne vide, hvor mange Nordlands-både der kuldseile for året, for siden kanske at kunne prøve disse bådes sødygtighed ved sammenligning, f.ex. med Lister-båden, om der nemlig kunde fåes opgaver om, hvor mange af dette slags både, der kuldseile. Og jeg vilde gjerne vide, hvad pengeværdier der omtrent går tabt ved de mange forlis, for så at give folk at betænke, om det ikke skulde være værd at indrette søforsikringsselskaber for både. Men kun i sjeldnere tilfælde er det blevet opgivet, om selve båden blev bjerget eller ei.

C. Bådene

9. De 121 forliste både (§ 8) kan jeg opregne således efter deres arter:

Fembøring .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

15

Ottring .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

21

Halvfemterømming .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

5

Firrømming.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

Halvfjerderømming.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

Trerømming .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

29

Halvtredierømming.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

2

Færing (kjæks).. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

14

Småbåde ikke nærmere beskrevne .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

28

Jolle .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

    3

tilsammen

121

Siden jeg skrev min forrige årsberetning, har jeg været der nord og omsider fået se disse bådslag.(59) De ere forunderlig vakkre, og enhver, som betragter dem med opmærksomhed, og derhos kommer ihu, at bygmestrene ere, hvad man kalder simple almuesmænd, må beundre og glæde sig over den kunst, som disse bådebyggere have lagt for dagen. Som hesteskjønnere vide at forklare, at netop de vakkre dyr oftest ere de gode dyr, så rose vore sømænd høit disse både; som hurtigseilere og i visse andre måder må de ifølge den enstemmige dom vist være aldeles fortrinlige. Og hånd i hånd med bådebyggernes kunst går høvedsmændenes, som styre disse æggeskal henover de vældige bølger, udfor en af de vildeste og stormfuldeste klippekyster i verden. Hvad jeg traf til at se af denne fart, og endnu mere hvad jeg hørte om den, bragte mig til at tænke på kunstberideres ubegribelige færdighed - så megen ulighed der for resten er mellem disses ørkesløse spil og vore sømænds alvorlige dont.

Men jeg vidste jo om disse samme både, at så mange, mange mennesker have forlist med dem; jeg havde derved fået en mistanke om, at de kanske vare snarere end andre både til at krænge og hvælves, og jeg nægter ikke for (men jeg har jo sagt, at jeg er ikke sagkyndig), at synet af disse lette og lavbordede både med det firkantede råseil heller gjorde det indtryk på mig, at mistanken fæstede sig mere.

Man har talt om og tænkt på at få istand bådskuer, bådmøder, hvor nogle udvalgte både af hvert slag kom sammen for at vove en dyst med hinanden og se, hvem der stod sig bedst. Og sådanne møder og prøver skulde sikkerlig have sin store interesse i flere henseender. Men der måtte også kunne læres noget til sammenligning mellem Vestlandets vigtigste bådslag ved at give nøie agt på, hvad der foregår ved de store vinter-fiskerier, ved Haugesund og Kinn, udfor Romsdals kyster og ved Lofoten og Sørøen. Her har Listerbåden og Hardangerbåden, Nordfjords- og Søndmørs- og Aafjords- og Nordlandsbåden leilighed til at vise, hvad de due til. Det går for sig på samme tid af året, noget nær i de samme uger og dage, og det er som et storartet bådmøde med kapseilingens og kaproingens anstrængelse og vovsomhed til det alleryderste. Man kunde tælle (og det er for en stor del gjort), hvor mange både der ere med, hvor mange dage de vove sig på søen, og endelig hvor mange af disse bådfarter der ende med forlis.

Nordlands-båden er nordlændingens stolthed. Jeg forstår denne følelse og ærer den. Men netop fordi nordlændingen er så glad i sin båd, vilde jeg betragte det som et godt mærke og stort tegn, om han endda gav nøie agt på de andre egnes både og optog deraf, hvad han efter overveielse og prøve muligens fandt at være bedre.

Det går så andre steder. I Sønd- og Nordfjord, omkring Kinn, hvor det såkaldte nordre sildefiske foregår, holdt man også på sin båd med stolthed. Men for et halvt snes år siden begyndte fiskere fra Stavanger og Lister-kanten at komme herop, og nu sees det, at egnens fiskere allerede lægge sig efter disse fremmedes sørlandske både, foretrækkende dem for sine egne. Dette exempel må have så meget mer at betyde for nordlændingen, som Sønd- og Nordfjords-båden, med sin skarpe bygning, sin ripe, sine høie stavne, sit råseil, er så at sige beslægtet med Nordlands-båden, medens Stavanger- og især Lister-båden hører til en ganske anden familie.

10. Nogle få af de opregnede 121 forliste både ere stødte mod land og skjær, et par andre ere blevne knuste af brådsjø ude på havet. Om de fleste af dem, som ere blevne borte med mand og mus, har man kun kunnet danne sig formodninger om, hvordan det er gået til. Men ellers gives udførlig beskrivelse, og oftest sees forliset at være foregået i rum sø, formedelst vindstødernes eller bølgernes overmagt. Det hedder snart, at båden er kastet om af en rosse (vindstød), snart at den er fyldt af strømskavl eller hvælvet af bråd-sø. I 25 af de 121 forlis har jeg mærket mig, at ulykken skede på en eller anden af disse måder, uden at båden havde seil oppe, og vistnok vare de fleste af disse 25 både joller og kjækser og andre småbåde, op til trerømminger, men så mange som 9 af dem var dog storbåde (2 halvfemterømminger, 6 ottringer og 1 fembøring). Således fortælles om en ottring, som lå på sætteriet udfor Lofoten og satte sine liner, at en brådsø pludselig reiste den på ende og kastede den om; en anden ottring var under oproing fra det samme sætteri, den havde endog masten nede, og endda blev den omkastet af en rosse; en tredie blev blæst om, medens den lå fortøiet i havn ved et af Lofotens fiskevær. - Om en af hine både med seil oppe berettes, at den, en god ottringsbåd med gode redskaber og forsvarlig ballast, med 4 flinke mand ombord, i åbent hav udenfor Vardøen, kantrede på den måde, at den «kom pålangs på kammen af en strømsø, så at bådens læside svævede ligesom i luften og ingen understøttelse havde, medens søen tog ind under luvartsiden».

Se, ved læsningen af sådanne beskrivelser har jeg kommet til at forestille mig, at om disse årlige indberetninger kom i hænderne på en mere sagkyndig mand, så kunde der måske vindes en bestemt og pålidelig belæring om Nordlands-båden, og den nys yttrede tvivl om den kunde derved blive enten stadfæstet eller modbeviist.

Sådan belæring skulde høre med til folkeoplysningens praktiske side. Jeg vilde, at f.ex. Nordlandenes dygtige høvedsmænd, om de fremdeles holde på sin Nordlands-båd og foretrække den fremfor andre, skulde vide klart og fuldt ud, hvorfor de gjøre det; jeg vilde gjerne at de skulde have sine grunde således på rede hånd, at de kunde ikke alene oplyse og overbevise folk som mig og andre, men oplære og opøve sine sønner til at blive (hvad hver fader ønsker) indsigtsfuldere, dygtigere og lykkeligere, end de ere selv. Og taget på den måde kan enhver ting, som vore arbeidende folk have under sine hænder, båden såvelsom ploven, fiskegrunden såvel som ageren, blive et udvortes middel til folkeoplysningens fremme, til tænksomhedens udvikling.

D. Tilregnelighed

11. Jeg følger i nærværende fremstilling ganske samme orden som ifjor, og derfor skulde jeg nu til at tale om, hvorvidt ulykkes-tilfældene vare bevirkede ved uagtsomhed og anden feil på menneskenes side eller ei.

Den 13de søndag efter Trinitatis reiste en båd hjem fra kirke; det var på Salten fjord, og der var 7 unge mennesker på båden, 5 piger og 2 karle. Vinden var så svag, at de i førstningen måtte bruge årerne sammen med seilet; længer ude på fjorden fik de lidt mere vind, netop så, at de kunde lægge årerne ind og fæste seilet. Uden at ane nogen fare flytte de sig nu sammen bak i båden, tage psalmebogen frem og begynde at synge en af dagens psalmer. Men midtfjords nåede et ubemærket vindstød dem og kastede båden om. Da hjælp kom fra land, vare 3 af pigerne døde.

Med skarpt udkig skulde måske det vindstød have været gjort uskadeligt. Men tør man bebreide dem at de ikke holdt skarpt udkig den gang? Således er det ofte ugjørligt med nogen slags bestemthed at sige, om en ulykkes-hændelse er tilregnelig eller ei.

Spørgsmålet har mest at betyde, når det gjælder både, som forliste, og som der omkom mennesker med. Antallet af de tilfælde var 85 (§ 8), og mit opgjør af beretningerne bliver:

neppe tilregneligt eller uafgjort i .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 44 tilfælde
måske eller sandsynligvis tilregneligt i .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 41
»

tilsammen
85 tilfælde

12. I 4 af disse sidste 41 tilfælde veed man, og i 1 tilfælde frygter man for, at der var berusede folk ombord, hvilket kan have voldt bådenes forlis. Det var 10 mennesker, som fandt sin død derved. Hertil kan føies 2 tilfælde, hvor 2 berusede personer omkom i vandet, uden at det skede ved forlis af båd. Alle disse tilfælde af beruselse stemme med hensyn til tallet påfaldende nøiagtig overens med hvad den forrige årsberetning anførte, og jeg kan tilføie, at begge gange var det især i nogle af de sydlige præstegjelde i Nordlandene samt mellem finnerne i Øst-Finmarken, at disse beklagelige tilfælde forekom.

Det midtre strøg af Tromsø bispedømme, Senjen og Tromsø egnen, har i de sidste 10 år viist et exempel på ædruelighed, som skulde lyse vid vei, om det blev tilfulde kjendt. Ikke alene rundt om i vort eget land, men ellers omkring i det nordlige Europa, kunde man have godt af at lægge mærke til den selvbeherskelse, som lægges for dagen her, hvor dog naturens barskhed og livets besvær synes at kunne medføre store fristelser til udskeielse. Og forandringen er ikke mindst mærkelig og glædelig hos finnerne, som her bor en del af, side om side med de norske.

Jeg tror det er indtrådt adskillig forandring til det bedre i de øvrige egne af bispedømmet også. Men det sees dog, at det er ikke frit endnu.

Det skulde være skik og fast regel, at ingen beruset mand skulde have lov at gå i båd.

E. Redningsmåden

13. Her må jeg få lov til at fortælle om et mesterstykke af en 16 års gut ved navn Johan Vilhelm Brox af Bergs præstegjeld i Senjen. Det er kirkesangeren, som har indberettet det til biskoppen, på en tid, da der ingen præst var i kaldet. Johan var høvedsmand på båden, en trerumsbåd, og han havde 2 kammerater, den ene 17 og den anden 22 år gammel. Det var 4de december 1863, at det hændte. De havde været ude på en fisketour og reiste nu indover. De havde seil oppe, men det var så stille, at de roede tillige. Høvedsmanden ser, at en liden rosse vil komme bag i seilet, og han råber til den af kammeraterne, som var halskarl, om at tage det ned; men ordren bliver noget sent udført, rossen slår i «bagen», og øieblikkelig vælter båden. Men høvedsmanden kan svømme lidt, og han kommer først på hvælvet og hjælper først den ene af kammeraterne op, så den anden. Dette var «i hjembygden», som det heder, mellem Bergs præstegård og Færøen, nærmere den sidste. «Nu drive de en tid, mens de stedse råbe om hjælp. Mørket begynder at indfinde sig, vinden driver dem længer og længer fra land, ingen hjælp kan ventes. Høvedsmanden foreslår da at se til at rette båden selv. De andre to ere længe imod, men tilsidst får han dem overtalt til at forsøge.(60) Forsøget lykkedes, efterat høvedsmanden havde gjort vanterne løse, næst Guds hjælp. Efter at have fået båden på ret kjøl og med stor forsigtighed vare komne op i den igjen,(61) roede de med 4 årer næsten under vandet, da de af mangel på øsefad ikke kunde øse båden, et godt børseskud til en liden holme, Saltholmen, hvor de trak båden så meget op, at de fik den største del af søen ud af den. Med resten af sø i båden roede de derefter til gården Bø, hvorhen de lykkelig ankom noget sent på aftenen.»

Det må være mig tilladt at fortælle endnu en prøve på raskhed og mod, fra et forlis, som indtraf i Porsanger-fjorden i Finmarken, medens jeg selv var ikke mange mile borte. Jeg hørte om hændelsen kort efter af lensmand Karlsen i distriktet, og efter min anmodning har han siden velvillig sendt mig en mere omstændelig beretning. Forliset er også indberettet af vedkommende sognepræst.

Det var den 17de juli 1863. En trerumsbåd fra Porsangvik, med to der boende mænd samt trediemand en Knud Olsen fra Throndenæs sogn i Senjen, som for en stund opholdt sig her, havde været ud for Vestre Porsangernæs og trukket liner, og på hjemveien, ganske nær hjemmet og tæt under land, kom en kastevind så pludselig og ubemærket, at der ikke engang blev tid til at få seilet løst, og båden kastedes om. Mændene kom sig på hvælvet, og da det var vestenvind, som stod tvers over bugten, håbede de at drive iland på Østre Porsangernæs. Men masten med seilet holdt imod i vandet, medens vinden og bølgerne tog i hvælvet, og derved bevirkedes, at dette gik rundt flere gange. Først den ene og så den anden af Porsanger-mændene udmattedes derved og kom bort, og Knud var tilsidst alene. Håbet om at drive iland på det østre næs glippede, da hvælvet drev udenom og forbi. Da hvælvet kun havde en mand at bære, blev det vistnok mindre uroligt; dog gik det fremdeles rundt flere gange. Men Knud holdt ud, slap ikke båden, fulgte stedse med. Omsider sagtnede vinden noget, og hvælvet drev indover mod østsiden af næsset, hvor tillige søgangen blev mindre. «Det lykkedes Knud at få vanterne på den ene side løste og masten fra biten (seiltoften); dermed blev hvælvet roligere, og da det stilnede mere og mere, forsøgte han at træde båden ret. Det lykkedes, men den hvælvede strax igjen. En stund efter forsøgte han påny, og da båden så ei hvælvede strax, kom han midt i båden, stod der med en fod imod hver ripe (æsing), og væltede (ruggede) båden til begge sider, hvorved noget af søen gik ud på hver side for hver gang, indtil den tilsidst blev så vidt lettet for vand, at det kunde nytte at øse. Men nu var der hverken øsekar eller styre eller noget andet redskab i båden, blot masten og seilet. Han måtte da trække sin ene støvel af, og med denne lænsede han nu båden. Siden satte han seil til og styrede ret fordevind til det næste land, idet han brugte en tofte til styre. Ankommen til landet fik han hjælp til at trække op båden, og han var så vidt til kræfter endda, at han kunde gå hjem strax, omtrent 1/4 mils vei, uagtet de uhyre anstrængelser, han må have udstået.»

Jeg kan fremdeles fortælle om to kjækser (tororinger), som hvælvedes og bragtes på ret kjøl igjen. Der var kun en mand i hver båd, men begge disse vare svømmere. Den ene roede og kom på et fald; det blev seet fra land, at han fik rettet båden; men det var ikke muligt at yde ham den hjælp, han fremdeles behøvede, og han blev. Den anden seilede, det var i skumringen, og ingen var vidne til hans strid; men om morgenen blev han fundet død i sin båd, og man kunde skjønne, hvordan det var gået til; alt var udskyllet af båden, seilet hang efter staget. Vanterne havde han skåret over for at kunne rette båden; det var en stærk og kraftfuld mand og han kunde som sagt svømme; men det havde ikke kunnet hjælpe ham altsammen, da han tilsidst ikke havde noget af de nødvendige redskaber igjen i båden, og han er omkommen af kulde og udmattelse.

Endda kan jeg anføre 2 tilfælde, som opsynschefens beretning handler om, hvor store fiskebåde med 4 mand i hver fyldtes af bræksøer, fyldtes så fuldstændigt, at det var forlis, om bådene end ikke hvælvedes; men endda lykkedes det lænse dem, så de kunne nå land.

Jeg har været noget omstændelig her; thi alle disse tilfælde have fængslet min opmærksomhed af en særegen grund. Den kandidat Schmidt nemlig, hvis deltagelse og iver jeg allerede før har tilladt mig at hentyde til, har forfattet et skrift, som endnu ikke er trykt, men som netop indeholder råd og anvisning for folk, som ere i havsnød på et bådshvælv. Et eget kapitel i dette skrift handler om, hvorledes man skal bære sig ad med den hovedsag at få den hvælvede båd reist og øst - og nu se vi af exempler fra virkeligheden, at det er gjørligt!

Havde bare den sidst omtalte mand ikke fået sit øsekar bortskyllet, så skulde måske hans kone og 6 små børn ikke mistet sin forsørger! Men hr. Schmidts råd går blandt andet ud på at sørge for, at der haves et øsekar i behold.

Man ser derhos, at det gjælder om, at kunne svømme. Men jeg vilde, at ungdommen både skulde øve sig deri og tillige exercere sig op på den måde, at de - med tilbørlige forsigtigheds-regler - forsætlig hvælvede en båd og så reiste den, øste den lens o.s.v. Var vandet ikke for koldt for hine 3 gutter den 4de december, så måtte det gå vel an på en sommerdag.

14. Efter præsternes indberetninger kan jeg fremdeles anføre følgende angående svømning:

Blandt dem, som omkom, var der ialt 3, som kunde svømme;
om 4 mandspersoner er det berettet, at de ved sin svømmedygtighed have hjulpet til at redde sig selv og 4 andre med sig;(62)
så mange som 34 personer antages (af de 8 præster, som indlade sig på at tale om dette) muligens at kunne været reddede, om de selv eller de, som vare nær, havde kunnet svømme.

15. For endelig at slutte nærværende opgjør på samme måde som i forrige årsberetning, skal jeg give en samlet forklaring om de 72 bådforlis, ved hvilke en del af mandskabet eller hele mandskabet reddedes (§ 8) således:

Rednings-måden. Tilfælde Mennesker
uden andres hjælp, nemlig:
ved at holde sig på bådhvælvet, til det drev iland,
eller ved at springe iland, når forliset skede ved stranding

7

20
ved at rette den hvælvede eller lænse den fyldte båd og
så arbeide sig iland.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..

4

12
ved andres hjælp, nemlig:
ved hjælp fra både eller fartøier, som vare i farvandet.. ..
31
97
ved både, som satte ud fra land for at redde  .. .. .. .. .. ..
27
72
Måden ikke nærmere angivet.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
  3
  3

tilsammen

72
204  

III. Nogle slutningsord

Jeg roede ifjor sommer gjennem Magerø-sundet i Finmarken og blev ikke træt af at betragte urene op efter disse mægtige fjeldsider. De ere årtusinders værk. Af fjeldkammen løsner nu en sten, nu en anden; de falde ned; de største rulle med sin tyngde længst ned, de mindre standse tidligere, de mindste og talrigste blive liggende nærmest oppe mod toppen; seet fra båden af viser det sig altsammen så regelmæssigt og fint. Og i de samme årtusinder have birken og vidiekrattet og urterne holdt på med sit; de ville dække; de gå hånd i hånd og live for hinanden og støtte og opmuntre den ene den anden og forene så smukt sine svage kræfter til det fælles arbeide. Det er farligt for dem; thi hver gang en sten falder, knuser den nogle. Jo høiere op, des hyppigere når stenraset ovenfra ned, og snart er der en, snart en anden af væxternes arter, som standser på veien og tør ikke længer, så tilsidst er der kun en, som endda holder ud. Men der er mange sammen af denne art, og de stå tæt i hinanden, som renning og islæt i væven, og tæppet, de lægge hen over uren, er så vakkert ensfarvet, lysegrønt.

Jeg lagde iland og gik op. Den modige, udholdende lille urt her øverst oppe var en bekjendt fra sætermarkerne syd i landet; der har dens fine blad og fordringsløse blomst tidt glædet mig, men jeg kunde græde af glæde ved at se den igjen her, hvor ingen af de andre vovede sig op, men hvor just den havde fået det kald at være og virke. - Du kjender vist fra engene en lav urt, som kreaturene æde, og som almuen kalder marikåbe, med de fine, smukt sammenfoldede blade, med store dugdråber i om morgenen? Den fjeld-plante jeg mener, er i slægt med marikåben, men kjendes fra den ved sine mere udtungede blade (Alchemilla alpina).

Se, når en flok af disse flittige har strævet i nogle år og fået dækket en favn eller to henimod det øverste af muren, så kommer et stenras og lægger sig ubarmhjertigt ovenpå. Men de seige planter lader sine stængler klemmes flade, de vedblive at suge næring fra roden, bruge det pusterum, som der kan være mellem stenene, skyde nye års-skud, og nogle år efter ere de ovenpå igjen. Det går så atter og atter. Jeg grov tilside stenene på et sted, så dybt, som jeg ved et sådant besøg kunde række; men aldrig nåede jeg bunden, hvor roden var gjemt under det første lag af sten. Og jeg tænker, at når nogle årtusinder fremdeles have vedblevet at dynge på uren, til der ikke længer er nogen fjeldtinde, hvorfra sten kan rulle ned, så vil den spæde urt sikkerlig holde sig endnu og spire seirende op gjennem gruset.

Jeg mindes dette syn, når jeg tænker på det menneskeliv, som holder ud langs Nordlandenes og Finmarkens havstrækninger og fjorde. Så let som en sten triller ned fra fjeldkammen og knuser en blomst, så let kommer et faldveir fra fjeldtinden farende henover fjorden og begraver en mand i bølgerne - men slægten lever i hans søn. Det har varet ved i årtusinder.

I høsten 1863 seilede en rigtladet kirkebåd fra Lyngen kirke, altså på Lyngen fjord. Som overalt her nord er det storfjeldet omkring; kastevindene lure der bag, seilet rammes og båden kastes om. Som årsag til, at årvågenheden ikke undgik faren denne gang, er det anført i beretningen, at høvedsmanden ikke var rigtig kjendt med veirfaldet på dette sted, såsom han nylig var tilflyttet denne side af fjorden. - Men når der endnu den dag idag kan være farligt for en bygdemand at flytte over fra hin side af fjorden til denne, hvad har det da ikke været for en hærskare af farer, som de første indflyttede fik at trodse, de, som fra sine hjembygder længer syd på flyttede her op til Nordlandenes og Finmarkens havstrækninger og fjorde, i landets bebyggelses tid?

Denne første begyndelse har ingen fortalt os det mindste om; men disse årlige beretninger om ulykker og forlis fortælle om fortsættelsen på den lange historie.

Det er et stykke norsk historie; det angår ikke bare Nordlandene og Finmarken alene. Den nøisomhed, den hårdførhed og udholdenhed, som har befolket disse kyster, er kun en af de ypperste prøver af en dyd, som vort Norge kræver af alt folket, men som rigtignok intetsteds i landet er så kjendelig som i det yderste nord.

Kastevindene og havstormene, brådsøen og strømskavlen, og søfuglene, som flyve skrigende henover, de fortsætte iår ganske ligedan som i de første nybyggeres tid; men på menneskenes side har der jevnt været forandring i fortsættelsen alt til idag. Og forandringen har jevnt været fremgang til seier. Jeg kan endogså pege på et og andet nyt fra det ene år 1863, som er gjenstand for nærværende årsberetning, og jeg skimter deri spor til fremskridt.

Vistnok kan man være uvis om beskaffenheden af en forandring, som præsternes beretninger lade mig se. Det er forandring ikke i sømandskab eller søbedrift, men i en folkeskik og hjerte-stemning, som dog hænger på det nøieste sammen med folkets kår og havets og stormens farer. Ved de mange forlis i århundreders løb var det nemlig blevet som en natur-nødvendighed, som noget, der ikke kunde være anderledes, at slægtninger og naboer måtte tage sig af de mange faderløse.

Hr. provst Steen, der nu formedelst alderdom har taget afsked fra embedet, men som levede sine første 22 præste-år i Karlsø i Finmarken, har fortalt mig følgende fra den tid: en gang, men kun den ene gang, blev der talt til præsten om at få gjort nogen anstalt fra fattigvæsnets side til at forsørge et faderløst barn; årsagen var, at en mand var bleven på søen og havde efterladt sig 6 små, og de 5 havde gode folk og slægtninger taget til huse, men siden der var så mange på en gang, så vidste man ikke råd for den sjette. Selv præsten var oprådt over dette uvante tilfælde, men han fik medhjælperne samlede, fremsatte sagen og bad om deres betænkning. Og en af disse vidste råd på stand: «Far får se efter i kirkebogen, hvem der var faddere til barnet.» Og nu blev sagen greiet; thi hun som havde båret barnet, var ilive og sad i god stand, hende blev der talt til, og hun tog barnet til sig og opfostrede det som en moder.

Og som jeg før har viist her i Folkevennen, kan der fortælles exempler på denne vakkre hjælpsomhed mod faderløse i disse egne endnu i vore dage. Men nu iår har det været mig påfaldende, hvor ofte præsternes beretninger om forlis slutte med dette: «Konen og børnene på fattigkassen».

Er der mindre hjertelag nu end før? Det vil jeg nødig tro. Heller vil jeg forestille mig det så, at som man i de senere år er bleven mere vant med udligning af skatter, til skolen m.m., så er man kommen ind på dette, at den årlige byrde med de mange faderløse også skulde fordeles ligeligt, nemlig ved bidrag til fattigkassen, som enhver må yde. Men går det så vel med børnets opdragelse på den nye måde, når de «sættes ud for betaling»? Dette er et vigtigt spørgsmål overalt, men især i egne som disse, hvor der bliver så uforholdsmæssig mange faderløse.

En noget beslægtet sag, som også tør følge med den jevnt foregående forandring i tænkemåde og sæder, kan jeg indlede ved at fortælle, hvad jeg netop har hørt af kassereren for et livsforsikkrings-selskab i Christiania (Idun). En kjøbmand fra en af Finmarkens byer kom ifjor eller i begyndelsen af dette år ind på hans kontor og vilde vide, om der kunde være adgang for ham til at tegne forsikkring på fiskeres liv. Han sagde nemlig som så: «Vi kjøbmænd må idelig stå i forskud for redskaber og proviant, som fiskerne trænge til, men mange af dem omkomme ved forlis og på andre måder, og vi få da ofte intet af vort tilgodehavende tilbage.» Svaret på spørgsmålet blev ja, men med det tillæg, at betalingen for fiskere måtte blive noget høiere end for andre folk, på grund af den store fare på havet. Kjøbmanden sagde, at han vilde betænke sig på sagen.

Men endnu mere mener jeg, at fiskerne selv burde betænke sig på dette. Der er jo så mange exempler fra andre lande og også i vort eget, på dette, at folk af en vis kreds eller stand have sig imellem en forening til gjensidig hjælp i sygdoms- og i døds-tilfælde, og jeg vilde anse det for et godt fremskridt, om noget sådant kunde komme istand her.

Kanske dette dog ikke er at vente så snart, men jeg veed fra min reise nordover ifjor, og jeg ser det af enkelte præsters beretninger, at tanken om en forening til gjensidig erstatning af pengetab formedelst bådforlis, ikke er så ganske fremmed for fiskerne.

Jeg mener, at om der var sådanne gjensidige understøttelses-foreninger, så skulde det skjærpe opmærksomheden for alle de ting, som hjælpe til at undgå fare og forlis; den ene vilde føre opsyn med den anden.

Et fremskridt, som her må nævnes for 1863, er dette, at ved Lofotfisket det år var for første gang en båd tilstede, som på offentlig foranstaltning, ved den mand, som forestår fiskeri-opsynet der, var hentet op fra det sydlige Norge, nok ikke alene til brug for selve opsynet, men tillige for at prøve, om den kunde befindes tjenligere end den gamle nordlandske, som fiske- og som liv-båd. Det var en Lister-båd, altså et af de båd-slag, som jeg allerede har fortalt har gjort lykke ved sildefisket i Søndfjord (side 124, II, C. Bådene). Jeg veed, at den fremmede båd ved adskillige leiligheder tildrog sig gunstig opmærksomhed mellem Lofotfiskerne, og at en bådbygger fra Ranen tog nøiagtigt mål af den.

For året 1863 kan jeg også anmærke en begyndelse, som blev gjort med regelmæssige svømmeøvelser, i en forening af unge mennesker i Dønnæs sogn på Helgeland. En af foreningens medlemmer (Hans Coldevin) fungerede velvillig som lærer; i 4 møder øvede man sig på det tørre i at gjøre bevægelserne; i 2 andre møder, da der skulde gåes i vandet, mødte yderst få. Men jeg har dog forstået beretningen så, som at man håbede på bedre fremgang næste år. - Jeg vil tilføie, at siden jeg første gang skrev om disse ting, har jeg naturligvis ofte tænkt på svømmesagen, og jeg er kommet til at tro, at så få svømmere der end er i disse egne, så er dog rimeligvis interessen for denne færdighed mere udbredt nu end nogensinde. Vel fortælle vore sagaer om udmærket svømmefærdighed i gamle dage både på Island og i Norge, og det kan da se ud, som at det var gået tilbage med kunsten overalt i landet og da især længst mod nord; men det var nok kun enkelte af de fornemme, som i oldtiden tiden havde lagt sig efter denne såvelsom alskens andre legemsøvelser.

I min forrige årsberetning omtalte jeg et tilfælde, hvor en mand var bleven reddet derved, at han på hvælvet af båden fandt et hul i kjølen, hvor han kunde stikke en toug-ende igjennem og holde sig fast derved. Medens hans kammerater skylledes af hvælvet sad han, til der kom hjælp. Jeg omtalte dette for med det samme at spørge, om det hul var boret der med den hensigt. Nu har jeg siden fået overflødig oplysning, fra mange kanter, om at det er ikke så, men hullet er gjort af bådebyggeren bare for at stikke et toug igjennem og kjøre båden til søen. Imidlertid traf jeg dog selv en mand (det var endda en halv fin og halv nordmand), som virkelig havde boret sådant hul i sin båd med den hensigt, som jeg først forestillede mig. Og en mig ubekjendt mand på et handelssted i Finmarken havde havt den godhed at tilskrive mig om sagen og forklare for mig en egen indretning, som han har udtænkt i samme hensigt. Jeg agter foreløbig at meddele hans plan til hr. kandidat Schmidt, men nævner dette her, fordi jeg vilde dele med mine læsere det håb, som skrivelsen vakte hos mig, at der kanske af flere og flere tænkes på middel og råd til at forebygge disse farer, til at redde hvad reddes kan.

Det må også anmærkes for året 1863, at det var da, at denne samme hr. Schmidt begyndte at arbeide på modellen til den Nordlands-båd, som jeg ovenfor omtalte at han iår var til Aalesund med (side 109, I. Der duer intet uforsøgt).

Jeg taler om forandring, om fremskridt. Er ikke også det noget nyt og godt, at det nu på nogle år er kommet i den tour, at hver af disse alvorlige begivenheder med alle deres omstændigheder meldes til præstegården i hver bygd og derfra berettes videre, så alle kan blive kjendt dermed, så deltagelsen kan blive almindelig. Fremtiden får vise hvad hjælp det kan blive til; men allerede nu synes jeg det er en trøst deri. Nu skal man ikke bare kunne sige, at ulykken med forlis i Tromsø bispedømme er usædvanligt; thi dette er også noget usædvanligt, at der skjænkes sagen en sådan offentlig opmærksomhed, som præsteskabets gjentagne årsberetninger er vidnesbyrd om. - Mange af disse beretningerne ere meget udførlige; de have kostet ikke lidet arbeide, og der synes ikke stort af det i nærværende uddrag. Men præsternes interesse har gjort det kjærere for mig at skrive dette uddrag, og jeg tør da ikke nok håbe, at deres meddelelser, således som de nu fremkomme gjennem min hånd, kunne bidrage til at vække og nære en levende medfølelse omkring i landets øvrige egne, efter den regel, at når et lem lider, så lide de alle. Men i medfølelse er der trøst, og det for begge parter.(63)


FISKERIETS BEDRIFT

(Efter et foredrag den 17de oktober 1861.)

Først være det mig tilladt som formand i Folkeoplysnings-selskabet at give den ærede forsamling forklaring om selve disse forelæsninger, som selskabets bestyrelse ønsker at gjøre et forsøg med.

Det er ikke lagt an på opbyggelse. Siden vore møder holdes i et skolehus og på en søndag, og siden det i de senere år er blevet meget brug iblandt os med bibel-læsning og andre opbyggelige foredrag, har en og anden måske forstået indbydelsen så, som om nu også disse forelæsninger skulde være af samme art, og det er måske denne forventning, jeg må takke for den ære at se så mange tilhørere samlede. Men så har, som sagt, ikke været vor mening.

Men vel er det vor mening, at disse forelæsningers almindelige oplysning og åndsdannende underholdning skulde befindes at være beslægtet med opbyggelse og gudfrygtig stemning. I disse timer vil der blive handlet snart om menneskelige skjæbner og bestræbelser, snart om skabningens skjønhed og undere.

I Universitetets sale holdes stundom populære forelæsninger for den del af byens folk, som lettere kunne tage sig en fristund på hvilkensomhelst af ugens dage eller af dagens timer. Nu mente vi, det skulde være vel at have en lignende række af forelæsninger for de mange flere, der ere bundne ved dagligt arbeide hele ugen igjennem og høist have søndagen fri.

Og af søndagens timer valgte vi denne sildige (fra kl. 7 til 8 aften), af hensyn til, at kirkeklokkerne i vor by ringe til Guds hus fast alle timer på dagen indtil nu.

Det er for vinteren, vi have lagt vor plan. Når det bliver sommer igjen, ville vi heller anbefale at søge en fristunds vederkvægelse og belærelse der, hvor lilierne gro og fuglene kviddre.

Planen kunde gjennemføres på to måder. Enten kunde en og samme mand søndag efter søndag holde en sammenhængende række af forelæsninger over en omfangsrig sag - eller flere mænd kunde hver sin aften behandle hver sin gjenstand. - Vi have valgt at prøve med denne sidste måde.

Men siden vi, medlemmerne af hin bestyrelse, altså må anmode flere mænd om at bistå ved dette foretagende, så bør vi ikke selv holde os tilbage, men vise vor personlige villighed til at tjene sagen. Dette er årsagen til, at jeg - næst at anbefale disse vinter-forelæsninger til forsamlingens deltagelse - nu selv udbeder mig deres opmærksomhed i denne time.

Jeg har ikke betænkt mig længe på, hvor jeg skulde tage mit emne fra. Thi jeg er ganske nyligen kommen hjem af en reise hen over Vestlandet, og er endnu ligesom opfyldt af, hvad jeg så og hørte der.

Men nu da jeg ser så uventet mange kvindelige tilhørere, er jeg lidt ængstelig ved at komme frem med navnet eller titelen på det foredrag, hvori jeg iaften havde tænkt at give nogle af mine reise-erindringer, nemlig Fiskeriets bedrift. Men kanske det endda tør håbes, at denne Vestlandets store sag ikke skal være kvinderne ganske ligegyldig: Fiskernes isandhed møisomme bedrift og opfindsomme dygtighed er et af de interessanteste stykker i det norske folkeliv, og ikke alene, at fiskerne arbeide med troskab for hus og hjem, de yngre for far og mor, de ældre for kone og børn, men deres arbeide understøttes og opmuntres igjen af kvindelig ømhed: nu i disse uger - jeg synes at se det for øine - ere en mængde af Vestlandets kvinder optagne af omsorg for at få istand klæderne og nisten til deres mænd eller sønner eller brødre, som skulle drage på fiske, og når det lider ud over jul, skulle de med årvågent øre lytte til hvert vindstød og med spændt forventning spørge efter tidender fra fiske-pladsene.

Thi det er silde-fisket, jeg har for øie, vårsild-fisket, og det er på årets barskeste tid, i januar og februar, at det kalder disse skarer af tusinder og atter tusinder og lokker dem til at anstrænge sig til blodet og vove sig til det yderste.

En vakker morgen i juli nu sidst seilede jeg med dampskib fra Stavanger nordover, langs Karmøen, forbi Haugesund, alt til Stordøen. Men dette strøg er netop skuepladsen for det såkaldte søndre vårsildfiske, og om hvad her foregår i fisketiden, fik jeg høre en hel del i samtale med passagerer, lodsen, kapteinen.

Under seiladsen blev jeg opmærksom på, at dampskibet imod min formodning ikke skulde stoppe ved Stordøen, hvor jeg agtede mig iland. «Men der skal blive råd alligevel,» sagde kapteinen; «nu strax komme vi til Kobbervik, og derfra kan De få telegraferet til Stordøen om at få en båd til at møde os i dampskibsløbet - så skal jeg stoppe så længe, at De kan komme fra borde.» - Som sagt, så gjort. Men ved denne leilighed kom jeg til at tænke på forskjellen imellem før og nu.

Ikke alene, at der er et almindeligt telegraf-anlæg henover denne del af kysten; men i fisketiden er der særskilte fiske-telegrafstationer, anlagte for at kunne sende øieblikkelige meldinger til fiskernes ventesteder, om at - nu er silden kommen, nu er den her, nu er den der. - Dette er nu. Men før? Jeg tænker f.ex. på den tid, da jarlen Erling Skjalgsøn boede på sit herresæde Sole på Jæderen, strax søndenfor Stavanger. Snorre fortæller om ham, at han pleiede sende nogle af sine folk på silde-fiske. Dette var altså allerede kjendt i den tid. Men Erling var Olaf den Helliges samtidige, og i de dage var der ikke meget af vor tids bekvemmeligheder. Hvorledes mon fiskerne havde det da? hvad slags både brugte de? hvor fik de hamp fra til at binde garn af?

Tanken vover sig endnu længer op i tiden, til den fjerne begyndelse, da en enlig nybygger eller forhungret strandsidder allerførst opdagede sildestimets blinken og pønsede på middel og måde til at gjøre sig en fangst. Mon han havde geni til at finde ud af det, eller mon han kanske ikke fik silden, uden når stimet kom ind til stranden så tæt og tykt, at han kunde øse den op med bøtter, således som det siges at træffe nu og da?

Jeg så i sommer på Jæderen en gammel mærkværdighed, som nylig var funden der på stranden; det var en flinte-kniv af det slags, som var i brug i de allerældste tider, i mangel af jern og stål. Mon den mand, som brugte denne kniv, forstod sig på silde-fiske? mon man i hans tid forstod at bygge både, at binde fiske-garn?

Hvilken række af fremskridt og forbedringer fra hin grå fortid og indtil vore dage! Snart har vel nøden gjort enkelte af egnens egne folk opfindsomme, snart har man vel taget efter exempler fra andre kanter.

Dette sidste fik jeg en prøve på, da jeg dagen efter hin dampskibsfart sad i båd for at reise fra den sydlige kant af Stordøen indover fjorden. Jeg reiste i en båd med sprid-seil eller sådan seil-indretning, som vi kjende her i Christiania. Men netop her, hørte jeg, var nord-grændsen for det strøg af kysten, hvor denne båd-skik bruges; på nordsiden af øen, i Fitje sogn, møder skikken med rå-seil, der er som et kjendingsmærke for bonde-almuens både på hele kysten nordenfor, alt til det yderste Finmarken. Om en båd har det ene eller andet slags seil, det er ikke som en af disse mange småting i klædedragten, hvor vi kjende så besynderlige uligheder fra bygd til bygd; det er en meget væsentlig forskjel, omtrent som mellem ard og ploug, eller som mellem slæde og vogn. Skikken med sprid-seil eller rå-seil har stor indflydelse på den hele seilads og søbedrift. Og det er ikke så at forstå, at forskjellen har været altid i vort land; i oldtiden (dette er nok ialfald almindelig antaget) brugtes kun rå-seil, ved den sydlige kyst så vel som ved den nordlige; skikken med sprid-seil er da nyere, og den er rimeligvis indkommen fra udlandet og har sagtens flyttet sig lidt efter hvert hen over kysten: her på Østlandet har den allerede været så længe, at almuen ikke har nogen erindring om, at det nogensinde har været anderledes; på Stordøen derimod veed hver mand besked om, at indtil for et halvt hundrede år siden brugtes lutter råseil også der; ved samme tid som her på Stordøen blev den sønden- og østenfra kommende skik ligeledes optaget på øerne og i fjordene indenfor, bygd for bygd alt til Hardanger. - Hvorfor have nu ikke de nærmeste bygder nordenfor optaget det exempel, som de have seet for sig i disse 50 år? Har bevægelsen altid været så langsom? eller er befolkningen i de bygder, der nu ligesom stå for tour (Strile-landet), usædvanlig sløv og træg, så den ikke agter på slige ting? eller er kystens og havets og veirlagets beskaffenhed så meget anderledes nordenfor det omtalte punkt, at den nye måde er befunden at være mindre hensigtsmæssig der?

Jeg fortsatte hin bådfart fra Stordøen i Søndhordland ind til en af fjordbundene, så over et eide, og derfra videre over Ryfylkes fjorde tilbage til Stavanger, hvor jeg var draget ud fra. På denne reise interesserede det mig at lægge mærke til en anden forskjel mellem visse strøg af vor langstrakte kyst, nemlig «Nordlandet» og «Austlandet», som man her udtrykker sig. Austmændene, heder det, drive silde-fisket bedre end nordlændingerne.

Ved Østlandet forståes strækningen alt øst fra lands-ende til Lindesnæs og videre vestover til Egersunds-kanten. Især fra denne sidste del af dette store strøg, på vest-siden af Lindesnæs, drage hver vinter mange fiskere Jæderen forbi til Nordlandet, hvor silde-fisket går for sig, og deltage i dette side om side med fiskere fra Nordlandet selv.(64) Nu skulde man jo tro, at disse, som ere opvoxede i nærheden af fiske-stederne, måtte forstå bedst at drage nytte af herligheden; derfor er det så påfaldende at høre, at netop det omvendte finder sted.

Og jeg har kanske ikke ved noget andet stykke af folkelivet fundet så stor enstemmighed, som i yttringer om denne sag af folk på Nordlandet selv. Ikke alene embedsmænd og handelsmænd og sådanne mere udenfor stående personer, men selve fiskerne, hver eneste af dem, som jeg talte med om sagen, vare enige i at erkjende «austmændenes» overlegenhed.

Er her ikke, bemærkede jeg oftere, nogen misforståelse med i spillet? Kan tingen ikke være så at forstå, at fra de fjerne egne kommer kun et utvalg af de bedste, men fra selve fiskeri-egnen kan hver mand vove at gå med, alskens landkrabber med halte og krøblinger? Træk fra alle dem, som komme fra de indre fjord-distrikter her på Nordlandet, og behold igjen alene de rette søfolk fra de ydre bygder og den egentlige havkyst - mon da ikke nordlændingen skulde stå sig i sammenligning med østlændingen? - Nei, man fandt forskjel endda.

Når det så gjaldt at forklare årsagen til mærkværdigheden, blev selve fiskeren gjerne stående ved dette udsagn: Austmanden er gjerne sådan, han, at han hverken skyr veir eller vind.» Dette var ligesom en fast talemåde, jeg hørte den så ofte, og jeg udtrykker mig med flid så, at fiskeren mest blev stående ved den og ligesom holdt sig for at sige mere. Men tonen røbede gjerne en vis let begribelig, skjønt ingenlunde retmæssig uvillie, og stundom blev der lagt til et ord om, at de fremmede i sin djervhed fortrængte eller vel endog forfordelte egnens folk. «Når austmanden kommer med de stærke egebådene sine, må vi ryme,» sagde en troskyldig ryfylking, og både i Ryfylke og Søndhordland slog man på, at når de djerve austmænd vovede sig ud på sætterierne, medens andre for uveirets skyld holdt sig tilbage, så kunde det hænde, at de trak ikke blot sine egne garn, men andres med, og beholdt fangsten.

Men af embedsmænd og andre hørte jeg sådan forklaring, at østlændingerne vare ikke alene bedre udstyrede med både og redskaber, men vare i det hele taget både legemlig og åndelig et dygtigere folkefærd: velklædte og velnærede, oplyste og tænksomme, stærke og udholdende, raske og modige.

Dette er en grei forklaring. Men her opstår strax det mere betydningsfulde spørgsmål: Hvoraf kommer da det, at beboerne af hine kyststrækninger altså ere ikke alene dygtigere fiskere, men i det hele dygtigere folk?

Ingen af stedets egne mænd besvarede mig dette spørgsmål, og selv kan jeg kun fremsætte en del iagttagelser og formodninger, som så at sige heftede sig ved mig, idet jeg foer forbi.

Til ind i denne menneske-alder var det almindeligt i Søndhordland, at folk boede i røgovnstuer, og endnu kan man finde enkelte af dem. En reisende her fra Østlandet, som kommer ind i et sådant hus, kan tro sig flyttet århundreder op i tiden, så gammeldags finder han det hele hus-stel. Hermed stemmer også det indtryk, man får ved at tale med folket i husene; selve deres sprog eller bygdemål er så gammeldags. Ved fortsat opmærksomhed vil man, mener jeg, finde, at det hele folkeliv her i egnen har holdt sig meget i den gamle skik og orden, og navnlig synes jeg at skjønne, at en vedtægt, som står i forbindelse med fiskeribedriften, og som der ialfald er levninger af endnu, er at betragte som en fortsættelse af gamle dages simpelhed.

Ved denne simpelhed tænker jeg på dette, at i fordums tid have bønderne vistnok bare drevet silde-fisket til husbehov, for at få forsyning af sild til huset, såsom der da ikke var kjøbmænd, der gav sig af med opkjøb og handel. Bønderne have da som oftest selv roet fiske, og have de havt tjenere, så have de upåtvivlelig taget dem med eller også sendt dem i vei, når de selv af en eller anden grund måtte blive hjemme. - Dette stemmer ikke alene med den almindelige regel, at tjenere må deltage i alle til husholdningen hørende arbeider, såsom her på Østlandet at kjøre ved fra skoven, at reise til byen med varer o.s.v.; men det skjønnes desuden af det allerede før omtalte exempel, at en mægtig og fornem høvding på St. Olafs tid sendte sine folk på fiske, uden selv at være med. Og fisket har ikke stået så længe på da: når man havde fået så meget, som familien kunde fortære i et år, reiste man dermed hjem. - Men tingen har vendt sig betydelig: nu er der som oftest ikke tanke om at tage med hjem en sild, men alle ere bestemte på at fiske så meget som muligt for at sælge til kjøbmanden og bringe penge med hjem. Og endda kan bonden (således har den gamle skik fortsat sig ialfald i nogle bygder) ikke alene tage sin tjener med på sin egen båd, men han kan selv blive hjemme og f.ex. lade ham gå med på naboens båd eller med et rent fremmed, udenbygds bådlag, med hvilket aftale monne være gjort, og meningen er, at tjeneren skal anstrænge sig og vove sig og holde ud, så længe fisket varer, flere uger i rad og ofte flere mile borte fra hjemmet, og ved hjemkomsten skal han bringe husbonden de penge, han har vundet.

På Halsnøen i Søndhordland hørte jeg f.ex. om en tjeneste-gut, som engang efter sluttet fiske bragte sin husbonde det vakkre udbytte af 40 spd.

For østlandske øren lyder dette meget forunderligt. Eller hvad mener man vel, at tjenestekarle på Hedemarken eller Romerike vilde sige til godt, om husbønderne en vakker dag fandt på at ville sende dem for sin regning f.ex. på tømmerflødning i Østerdalen eller på minering ved et veianlæg eller bergværk?

Men så gammeldags er tænkemåden endnu i hine bygder, at det (hvad jeg ligeledes hørte om på Halsnøen) endog går an for en husbonde at sætte sin tjenestepige til at tjene penge for ham ved at gå med i et notelag ved sommersild-fisket inde i fjordene - et arbeide, hvor fruentimmer som mandfolk kunne nødsages til at vade ud i vandet til op under armene.

Det gamle har dog, som allerede antydet, ikke kunnet holde sig helt og holdent under de nye forholde. Når en tjenestekarl træffer til at indvinde for sin husbonde et kontant beløb meget større end hans egen årsløn, så bliver han opmærksom på det underlige i forholdet og tænker på forandring, og i virkeligheden er det i senere tider kommet dertil, at en stor del af tjenerne under indfæstningen have gjort sådan særlig aftale, at de skulle have «frit fiske» eller være ganske fri af tjenesten under fisket for at drive for egen regning. I sådant tilfælde få de mindre årsløn, og derhos have de en del udgifter for fiskeriets skyld; men ere de heldige, så vinde de endda.

Dette er begyndelsen til at gjøre tjenerne til selvstændige fiskere. Men der skal tid til alt, og endda er det i denne egn som oftest ikke kommet videre med dem, end at de give sig ind i et almindeligt bådelag (som driver med sætte-garn) eller i et notelag for at tjene som lottemænd, der få hver sin mands-lod (lot). Denne lod fremkommer på den måde, at udbyttet af fisket først deles i to lige store parter, af hvilke den ene tilfalder redskaberne (båd og garn eller not), den anden deles mellem mandskabet, som hver har sin mands-lod. Tænk dig et bådlag på 4 mand, og tænk dig, at det fisker for 100 spd.; dersom nu 2 af de 4 eie redskaberne og de 2 andre kun ere lotemænd, så vil hver af hine få 25 spd. for redskaberne og dertil 12 1/2 spd. i mandslod, ialt 37 1/2 spd., hvorimod de 2 lotemænd kun ville få 12 1/2 spd. hver - en forskjel, som er påfaldende, når man veed, at den kapital, som stikker i båden og garnene, her på Nordlandet vel sjelden går op i 100 spd. Havde lotemændene været så gode, at de havde været med-eiere i den hele udrustning, så havde de kunnet drive fisket med muntrere håb og bedre udbytte.

Ja, ikke få lotemænd er det endnu mere småt bevendt med, således nemlig, at de ikke formå at gjøre udlæg til skindklæder og niste og derfor må ty til mænd, som ere villige til at gjøre det for dem mod den betaling, som er bleven gjængs, nemlig den halve mands-lod. - Der har dannet sig som en taxt for, hvad sjøklæder og niste en mand skal have med på fiske (trøie af gede-skind, buxe af kalve-skind, sjø-støvler, sydvest, fremdeles så og så meget af smør, fladbrød, kogemel o.s.v.), og der er endvidere en nogenlunde fast og gjængs pris på denne hele udrustning, nemlig 7 spd., således, at 1 spd. regnes for leie af klæderne og 6 spd. for kjøb af maden. Og nu kan handelen foregå så, at fiskeren før fisket «sælger» sin halve mandslod enten for hine fornødenheder in natura eller for 7 spd. kontant. Det er som et spil, og det falder forskjelligt ud, men dog så, at for den fattige er udsigten altid mislig. Dersom der på mandslodden falder 40 spd., noget som jeg har hørt fortalt exempel på, vil fiskeren komme til at erstatte de 7 spd. med 20 spd.; i et tilfælde som det nylig berørte derimod, hvor mandslodden blev 12 1/2 spd., slipper han med å betale 6 1/4 spd., men han har da selv ikke mere end 6 1/4 spd. i behold for sit slid og slæb i et par måneder.

Nu kan man vide, at folk, som må arbeide med så liden udsigt til vinding, ikke ville vise sig så driftige, som de ellers skulde. Og på lignende måde som med de karle, der have fæstet sig i års-tjeneste, har det sig med en stor del af de unge folk, der ere hjemme hos forældrene eller holde sig på egen hånd: af mangel på formue må de også gå som lotemænd og kanske også forskrive sin halve lod. Og da dette forhold fra gammel tid har været så almindeligt, så har man ikke videre tænkt over det eller anstrængt sig for at nå op til en bedre tilstand. - Selve begrebet om, hvad mål af arbeide karlen burde præstere, er forblevet så lavt, at dette har uformærkt indvirket også på de selvstændige fiskere: disse drage jo fuld fordel af bedriften og have altså al opfordring til at anstrænge sig, men de ere opdragne i samme skole som de andre.

Denne betragtnings-række begyndte med tjenerforholdet under det gammeldags huslivs simpelhed. Jeg vender tilbage til dette husliv for at påpege en anden omstændighed, som har en samvirkende indflydelse her.

Det er noget, som kan mærkes på flere steder i vort land, hvor folkelivet endnu er noget gammeldags, at medens der er lidet af dristighed og foretagelsesånd, så er der desto mere af nøisomhed og sparsommelighed. Der tænkes ikke så meget på at finde nye erhvervs-kilder, men der vises stor omhu for at slippe ud af det med det mindst mulige. Dette viser sig da ikke mindst i det daglige kosthold.

I Ryfylke veed man at fortælle, hvad kjødstykkerne snakke sammen i gryden. Juleaften, kort efter slagtertiden, lyder det:

Toke deg, toke deg - lat meg få rum!

Men pintse-aften:

Her er eg - kor er du?

Thi nu er der så langt mellem hvert stykke.

Dette ordtag tyder just ikke på nogen overflødig kjød-forsyning; den varer ikke året rundt. Og dette er i indre Ryfylke, hvor kostholdet er bedre end ude på øerne. Men i hele Ryfylke er igjen kostholdet og alt andet stel efter kjendte folks forklaring ulige bedre end i Søndhordland. Folk hist fra studse over det, når de komme hid, og synes de ikke kunde berge livet med det her brugelige kosthold. Her går det endnu mere end hist på havre og sild.(65)

Og en af de bedste prøver på kostholdets tarvelighed er silde-fiskernes niste. Thi skulde bygdens mænd nogensinde leve godt, med kraftig kost, så skulde det være i de to måneder, de ligge på fiske - udsatte for kulde og væde og anstrængelse fra morgen til aften.

Folk på samme båd må nødvendigvis for en del have maden sammen og koge i samme gryde. Derfor må de være ligedan forsynede, og dette er årsagen til, at der har dannet sig en temmelig fast taxt for, hvad nisten skal bestå af.

En bonde i en af Søndhordlands bygder eier en fiskebåd sammen med sin nabo, og 7 år i rad have de drevet fiskeri, medtagende 2 lotemænd, så de have været 4 mand på båden. Her have vi exempel på et bådelag af fjordbønder, af dem, som gribe sig mindst an. Manden opgav mig 8 ugers niste så:

15 mærker smør 1
spd.
30
sk.
15 mærker flesk eller 10 mærker flesk og 5 mærker smalekjød »
-
90
»
14 kander melk »
-
28
»
  5 tju (snes) fladbrød-lever, bagte af 4 bismerpund havremel »
-
96
»
  1 1/2 bismerpund kogemel, havre »
-
36
»
  4 tju helle-kaker af sammenbagt rug, havre og potetes »
-
72
»
  2 skjepper potetes »
-
60
»
  1 mark kaffe »
-
24
»
Ved for omtrent »
-
16
»

Tilsammen  

4
spd.
92
sk.

Det bemærkes udtrykkelig, at sådanne ting som erter, gryn, sukker, sirup, øl (og jeg tror brændevin) ikke høre til.

En mand, som havde været lotemand ved et notebrug, opgav mig sådan niste for 10 uger:

16 mærker smør.
1/2 bismerpund flesk.
  2 bismerpund kjød (en smale-krop).(66)
12 kander melk.
Fladbrød og klinings-brød af 2 voger havremel og 2 skjepper rug.
  2 bismerpund kogemel, havre.
  2 skjepper potetes.
  2 mærker kaffe.
Ved for 48 sk.

Det hele beregnedes at koste 7 1/2 spd., iberegnet møller- og bagerløn, og det viste sig her, hvad ofte var bleven sagt, at den, som var så fattig, at han for at få udruste sig måtte sælge sin halve lod for 7 spd. til sjøklæder og niste, endda måtte lægge nogle skillinger til af sin egen lomme, helst hvis han var med i et notelag.

Det er rimeligt nok, at den, som ikke har udsigt til at tjene ret meget på fisket, vil gjerne spare på udrustningen så meget som muligt. Omvendt kan man vide, at den, som hele året har gået på maver kost og heller ikke nu i den strængeste tid har noget særdeles at gjøre sig tilgode med, vil ikke være meget stærk og modig til at udholde en dyst - og det skulde dog til her, om der skulde gjøres en god fangst.

Hin bonde på garnbåden sagde, at bådens udbytte i de 7 år havde været oftest omkring 60-70 spd., høist 90, mindst 28.

Den lotemand, som beskrev mig nisten, opgav mig den mandslod, som han havde vundet ved notebruget, år for år i 10 år så: 10 spd., 14, 0, 10, 0, 38, 0, 10, 24, 12 spd., med et middeltal omtrent 12 spd.

En anden lotemand ved notebrug opgav for 14 år sit største årsudbytte til 53 spd., og han regnede ud, at år om andet eller med et middeltal havde det været 17 spd.

En karl i Ryfylke havde i 5 år været hyret ved et notebrug, der hørte hjemme i Stavanger, og hvor betalingsmåden er noget anderledes, nemlig for en del fast hyre, for en del uvis lod, og hans samlede udbytte havde været: 28, 29 1/2, 15, 18 og 12 spd., i gjennemsnit 20 1/2 spd.

En anden mand i Ryfylke havde i 25 år været lotemand, og hans høieste udbytte et enkelt år havde været 40 spd. Men netop det år havde han solgt sin halve lod for 7 spd. I de sidste 7 år, for hvilke han kunde mindes udbyttet, havde det været 7, 26, 0, 40, 14, 5, 18 spd., i gjennemsnit omtrent 16 spd.

En tredie mand her opgav mig sin høieste lod i 19 år til 30 spd.

Ved alle disse exempler må dette fastholdes, at på det første nær angå de kun lotemænd. Havde de eiet andel i bådene og garnene, vilde deres udbytte selvfølgelig have været større.

Men ligeså må det erindres, at af det angivne udbytte må der gjøres fradrag for udlæg til sjøklæder og niste, som adskillige have måttet kjøbe for den halve lod.(67)

Dersom det kunde gå an at bruge så stærkt udtryk, så måtte jeg næsten sige, at jeg undrede mig over, at folk kunde finde sig tjent med et så ringe udbytte.

Når jeg yttrede denne min undren, så forklarede man mig, at på den tid af året er der ikke synderlig anledning til nogen anden fortjeneste, og spise skal man jo alligevel, så man må være glad ved at tjene kosten og endda have lidt tilovers.

Det kan være sandt nok. Men på den måde bliver jo ikke fiskeriet, hvad det så ofte udråbes for, nogen velstands-kilde for almuen; det bliver simpelthen en nødhjelp for en nødlidende befolkning. Der er ikke noget opmuntrende i at betragte fiskeriet således, og det spørgsmål påtrænger sig: Kan det ikke drives anderledes og bedre?

Men dette fører os over til det før opstillede spørgsmål: Hvoraf kommer det, at «austmanden» virkelig driver dette fiskeri bedre?

Fra dybets ukjendte strøg kommer vår-silden i uhyre stimer ved eller strax efter nytårstid ind til kysten, der lægger den sin rogn, og derefter går den igjen, man veed ikke hvor hen. Og det er som en regel, at den går til nordenfor Jæderen. Dog har det hændt, at den har gået til land og gydet sin rogn søndenfor, i nærheden af Egersund og Soggendal og fornemmelig udenfor Flekkefjord, omkring Hitterøen, i den fjord, som skjærer ind strax nordenom Lister. Her fiskede man sild nogle gange i det forrige århundrede, og her foregik igjen et særdeles mærkeligt sildefiske i årene 1826 til 1837.

I det første af disse år var den sølvblanke fisk en ganske uventet gjæst, og det var vel ikke stort mere end til husbehov, de nærmest boende strandsiddere fik, med de garn og redskaber, de da havde. Næste år var man lidt forberedt, og den sommer kunde der allerede sendes nogle små ladninger til Gøteborg og Østersøen; og nu tiltog det således fra år til år, at på dette lille strøg i Flekkefjords nærhed blev der af egnens folk i 1837 fisket og saltet og udskibet 200,000 tønder sild. Tusinder af hænder vare beskjæftigede med at binde garn og gjøre tønder og bygge pakhuse og brygger til silde-saltning og logis-huse til fiskerne og bygge og rigge skibe til at hente salt fra Spanien og bringe de mange sildeladninger til udlandet, og man var næste år forberedt på at modtage kanske det dobbelte af det forrige års fangst - men da, i 1838, fik man neppe 50,000 tønder, og i 1839 og 1840 sluttede fisket ganske.

Jeg har ofte hørt tale om, at spindværinger og listerværinger og de øvrige bygdefolk på denne kant skulle være så sene i vendingen. Men man nævne mig fra hvilkensomhelst egn af landet et exempel på en mere livlig og flink virksomhed end denne.

Der foregik de besynderligste ting. Det kunde hænde, når fiskerne havde sat sine garn til natten og så tyede til de få huse i nærheden, at der ikke blev rum for dem til at ligge ned på gulvet - så stod de, støttende sig den ene til den anden, natten over.

Det var en alvorlig tilskikkelse for den hele egn, da den åbnede velstandskilde stoppede så brat. Efter uheldet i 1838 var man yderlig spændt mod fisketiden 1839. Jeg var i Farsund dengang, på den anden side af Listerlandet. Fiskebådene herfra roede udenom nord til fiskepladsene ved Flekkefjord; et par uger efter kom de fleste af dem hjem igjen; thi de havde fortæret nisten og ikke efter forventning tjent penge til at kjøbe en ny; men ikke før vare de komne hjem, før rygtet lød: «Nu fisker de!» Bådene afsted igjen, anden gang, tredie gang. Jeg stod på bryggen engang og så folkene således for 3die gang gå i bådene og sætte sig til årene for at ro op imod en bidende nordvest i februar - og jeg så dem, da de kom hjem efter forgjæves reise. Nogle af netop denne båds mænd reiste siden til Amerika - og mange med dem.

Men nu var den stok af «østlandske» fiskere bleven opøvet, som siden har spillet en så fremragende rolle i silde-fisket på «Nordlandet». Som fiskere fra Farsund før havde reist Listerlandet rundt, så toge egnens fiskere mod til sig og reiste - først nogle, så flere, tilsidst alle, som kunde - Jæderen forbi alt til Karmøen og de øvrige gamle fiske-pladse deromkring. De havde ikke været her før, ikke seet disse ud-øer og skjær, ikke loddet op disse grunde og dyb. Men de kom og så sig om og satte sine garn og trak - og vakte folks undren med sin dristighed og sit held.

Jeg veed ikke vist; men jeg har som en formodning om, at det var netop disse fremmede fiskere, som begyndte med en forbedring, der nu holder på at blive almindelig hele kysten over, nemlig at flere bådlag slå sig sammen om at leie et logis-fartøi, som følger dem fra havn til havn. Før bragte fiskerne nervefeber og anden smitsot hjem med sig, som følge af de overhånds lidelser; logis-fartøierne have været et ypperligt middel mod denne elendighed.

Indtil 1857 søgte austmændene alene til det såkaldte søndre fiske imellem Stavanger og Haugesund og Stordøen. Men fra det nævnte år have mange af dem udvidet sin bedrift og udstrakt sine reiser alt til det nordre fiske, nordenfor Bergen, udenfor Søndfjords kyster, fornemmelig ved Kinn.

Hvorledes dette gik til, fik jeg bedst begreb om under et besøg nu i høst i Farsund, hvor jeg kom i samtale med en mand, som hedder Karl Abrahamsen og hører hjemme der.

Han er sømand og, som så mange sømænd i denne egn, tillige skibstømmermand. Nu for tiden tror jeg han eier en jagt, som han farer med på Christiania. Han er 35 år gammel nu. - En dag mod slutningen af 1856 står han og tømrer på et skib, som ligger under kjølhaling; en mand fra udhavnen Egvaag kommer til og spørger: «Vil du være i lag med mig på skøiten min?» «Ja, men jeg vil til Kinn,» svarer Karl. «Det vil jeg og.» «Godt, men så må det være vist.» - Karl havde sin båd og skøite-eieren sin, en tredie bådeier fra udhavnen Lodshavn sluttede sig til, og omsider vare de 3 bådlag på tilsammen 12 mand forenede i fast aftale om, at de skulde følges ad til Kinn og have skøiten med som logisfartøi. De lagde i vei med godt mod og kom for det første så langt nord som til Haugesund. Did vare de kjendte, men om Kinn vidste de ikke mere, end at det lå nordenfor Bergen, og at det var et hårdbart farvand. Der var hørt beretninger fra forrige år om rigt fiske der nord; men endnu havde ingen båd fra disse mænds hjemsteder været der. Og her i Haugesund traf de sammen med en talrig fiske-almue, som lå i god ro på kjendte steder og ventede sildens komme. Det var derfor ikke at undres over, at flere af det lille selskab mente, at det var bedst at lægge sig for her, så meget mere, som de havde modvind til Kinn, og silden alt havde begyndt at vise sig så småt der, hvor de allerede vare. Det kom også dertil, at de en aften satte garnene, sådan på prøve. Men Karl Abrahamsen havde kun nødig givet efter for sine kammerater, og da de om morgenen drog garnene og fik en eneste sild, så havde han nok: han vilde blive sit forsæt tro, og forlangte, at de andre skulde blive ved aftalen - det var, som om noget sagde indeni ham, at til Kinn skulde og måtte han - af iver og af harme over kammeraternes svigten fik han ikke sove om nætterne, og han lod ikke dem heller med fred. Dette varede i flere dage, omsider vandt han, og de lagde ud. - De krydsede nordover Bømmel-fjorden, og her mødte de både i hundredevis, som for fulde seil styrede sydover, til de fiskesteder, hine netop havde forladt. «Hvor skal I?» kunde nogle af de nærmeste råbe over. «Til Kinn.» «Til Kinn? I komme ikke levende tilbage. Vend om, vend om!» - og endnu når råbet ikke længer kunde høres, kunde de sees at vinke med hånden. - På Bergens-leden måtte de stundom lægge i land og spørge om veien, og overalt fik de samme råd. Da de seilede over Sogn-søen fik de uveir og tykke over sig, og det så mørkt ud; de andre i båden så på Karl, og han glemmer aldrig den stunds kamp: «han havde ansvaret for det hele - men - men - Gud måtte lade det vel tykkes, for han havde ikke ment noget ondt med det.» - En søndag eftermiddag kom de ind på den havn ved Kinn, hvor opsyns-skøiten havde sin plads; en båd fra denne kom hen til dem: man havde skjønnet, at de vare fremmede Østlands-fiskere, og vilde bare sige dem, at de vare komne i rette tid, for nu var silden netop kommen der og der. Se, det var en tidende, som kunde sætte liv i udasede folk. I samme øieblik toge de på, og fordelende sig i de to største af deres tre både lagde de ud, udenfor de yderste skjær. Her så de sig om, råbte fra den ene båd til den anden, enedes om et sted at sætte gamene, holdt allerede på at tage seilene ned - da opdager Karl langt borte og endnu længer fra land nogle både, af det slag, som for deres dristige og dygtige seilads siden blandt østlændingerne fik det kjendings-navn havsuler, fordi de udmærkede sig blandt egnens småbåde ligesom havsulerne blandt mågerne, det var nemlig Søndmørs-både, der vare komne nordenfra til Kinns-fisket, ligesom Østlandsbåderne vare komne søndenfra -, da opdager Karl som sagt nogle fiskerbåde endnu længer ude, og han råber: «Have vi vovet os så mange mil, så får vi vove os det stykke til - derud, kammerater!» De kom derud, det var udenfor Sversling-skjærene, og de satte garnene og toge mærke på landet, at de kunde finde dem igjen næste morgen. Jeg veed ikke, om de i deres spænding og forventning fik sove den nat; de vare ialfald tidlig på havet igjen mandag morgen og fiskede den dag på den båd, som Karl styrede, for 130 spd., og så gik det slag i slag med at sætte og drage og ro iland og kaste silden op og seile ud igjen. Det varede 7 dage i rad, og udbyttet blev for denne båd 674 spd. og for begge både tilsammen (thi de vare forligte om at dele udbyttet ligt) 1216 spd. Nu var fisket sluttet her, der hørtes imidlertid om fiske et par mile søndenfor, ved Molvær, og did kunde man komme ved en liden afstikker fra hjemtouren af. Men her hjalp ikke Karls overtalelser. Dels havde Molvær ord for at være et fælt sted, med bråd og brand, og dels vare hans kammerater ligesom forfærdede over deres held, som om det var formasteligt at begjære mere. Det gik til «høieste stemme», og på Karl nær stemte alle for at reise lige hjem. «Skam at tale om, yttrede min fortæller her, men da græd jeg som et barn, for jeg syntes det var for galt. Men jeg har tidt tænkt på det siden, at det var nu vist Guds villie, at det skulde gå just som det gik.» Nu kom selskabet til at skilles ad: den mindste båd blev solgt der nord, den anden skulde følge skøiten, som 4 mand gik ombord på for at vente på bør til at seile hjem, de øvrige 8 mand, deriblandt Karl som formand, gik i den 3die båd og roede uafladelig i 14 dage i modvind lige til Lister fyr. Men medens disse arbeidede så sårt, fik hine 4, som lå stille i modvinden, silden så at sige lige ind på sig, så de atter skjød båden ud og tog til hjælp en mand eller to fra land og fiskede for ikke mindre end 300 spd.

Med samme interesse som her havde jeg siddet hos Sven Føyn i Tønsberg og hørt ham fortælle om, hvorledes han gjorde begyndelsen med ishavsfarten. At reise fra Farsund til Kinns-fisket er visselig i sig selv en mindre sag end at gå på sælhundsfangst i Ishavet - men hint tog var dog den største bedrift, som en mand i Karl Abrahamsens stilling fornuftigvis kunde falde på, og omstændighederne føiede sig så, at han ret fik prøve noget af første-mandens kamp.

Thi første-mand kalder jeg ham, uagtet det bagefter befandtes, at nogle få andre bådelag fra hans egn den samme vinter kom til Kinn: 2 både fra Farsund, 1 fra Lodshavn og 1 fra Lister, alle fra Vanse præstegjeld; samme år begyndte også nogle egersundere samt nogle ganske få fra Stavanger-kanten at gå til Kinn.

Hvad opsigt det gjorde, da disse forløbere kom hjem og fortalte om sit held, det kan bedst måles efter den blivende virkning:

Tre år før begivenheden, i 1854, var der ved Kinns-fisket eller det nordre fiske, ifølge fiskeri-opsynets tællinger, af garnfiskere omtrent 5500 fra selve egnen eller Nordre Bergenhus amt og ved siden af dem ikke så mange som 20 fra egnen søndenfor indtil Bergen, men fra kysten længer i syd slet ingen. Tre år efter samme begivenhed derimod, i året 1860, var der ved siden af 6500 garnfiskere fra selve egnen næsten lige så mange fra det sydlige strøg, fra Søndre Bergenhus amt og videre, nemlig henved 6300, og af disse vare over 1300 «austmænd», hovedsagelig fra strækningen mellem Egersund og Lindesnæs, da kun 150 hørte hjemme længere mod øst.

Under denne tilstrømmen af fiskere fra Sør-landet er Kinn med tilliggende fiske-pladse bleven sæde for en ganske mærkværdig handelsvirksomhed: de salteboder, som handelsmændene havde sat op, skulde i 1855 koste 13,000 spd. og have rum nok til at salte 26,000 tønder sild; men således blev der bygget i de få år, at disse tal i 1860 bleve opgivne til henved 200,000 spd. og 350,000 tønder.

«At udviklingen er gået så hurtig for sig, siger opsyns-chefen i sin rapport, bør nærmest tilskrives Lister og Mandals samt Stavanger amts ihærdige, dristige og uforsagte fiskere, der ikke sky hvilkensomhelst besvær eller fare.» - Ved disse ord er at mærke, at østlændingerne, som ere dem, jeg her har for øie, og som efter min opfattelse udmærke sig mest, høre netop hjemme i Lister og Mandals amt samt i en del af Stavangers, nemlig så langt mod vest og nord som til og med Egersunds by og præstegjeld.

Nordenfor Stavanger, i Ryfylke og Søndhordland, fik jeg det indtryk ved at tale med folk, at fiskere fandt sig holdne med et udbytte af 100 spd. på en 4 mands båd på det søndre fiske. Fra Egersund og sydover, nemlig i Farsund og på Lister, lød det så, at en 4 mands båd på samme søndre fiske måtte have 200 til 250 spd., når det skulde kaldes stoppeligt. De både, som Karl Abrahamsen har styret på Kinns-fisket eller det nordre fiske, have indbragt.

1857,
med
6
mand
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 674
spd.
1858,
»
4
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 180
»
1859,
»
5
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 510
»
1860,
»
5
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 305
»
1861,
»
4
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 310
»

Deles dette ligt, så bliver det omtrent det samme som 330 spd. på en 4 mands båd år om andet.

Reisen til Kinn er forbunden med større anstrængelse og udgift og resiko; der må derfor større udbytte til, om man skal være tjent, og en stor del, navnlig de ældre og svagere folk, holde sig fremdeles som før til det søndre fiske.

Men formedelst den nu beskrevne udvidelse af fiske-reiserne have fiskere fra «Austlandet», f.ex. fra Lister, fået anledning til at måle sig med fiskere fra hvert punkt af den store kyst-strækning, som vi kalde Nordlandet, nemlig lige fra Jæderen ogStavanger til Søndfjord og Nordfjord, ja Romsdalen. Og de kjende meget vel til, hvad der siges og tænkes om dem af almuen nordenfor. Såsom jeg så nylig havde været her nordenfor, var det nu yderst interessant for mig at tale med nogle af austmændene selv og høre deres domme og formeninger, og ved at lægge sammen alt, fik jeg den forestilling tilsidst, at der nu for tiden ikke er så stor forskjel, som der monne have været tidligere, mellem østlændingerne og fiskerne fra Stavangers nærmeste omegn, Jæderen og Ryfylke, men at forskjellen bliver mere mærkbar, når man kommer til Sønd- og Nordhordland, i søndre Bergenhus amt, og at den bliver påfaldende stor, når østlændingerne sammenlignes med folk fra Kinns-egnen, i Nordre Bergenhus amt.

«Forklar mig dette,» sagde jeg til Karl Abrahamsen, som til så mange andre. Det faldt ham noget vanskeligt, da det, som han sagde, kunde se ud, som om han vilde rose sig selv. Han udtrykte sig så, at han følte ordentlig medlidenhed med Kinns-folket, så ringe så det ud med dem i alle måder. Da han og hans kammerater havde fisket nogle dage, vare de ligesom et vidunder for stedets nyere fiskere. Når bådene mødtes, så standsede disse og glemte at ro, bare for at glane på de fremmede. Da det blev søndag og prækendag, gik de fremmede til kirke; men hine stimlede om dem, så på dem og tog på dem og spurgte dem ud om alting, og den ene flok efter den anden opholdt dem således, at de ikke kom ind i kirken.

Når fiskerne der nord havde fået noget i sine garn, så kunde man se dem sidde og tage silden ud, en for en, så overmåde forsigtigt, på det at ikke garnets masker skulde rives istykker. Anderledes østlændingerne: de toge for sig stykke for stykke af garnet, og to og to holdt på hver side og rystede, så silden fløi ud af maskerne. Dette stod engang en flok bergenhusinger og så på og tog forargelse af. Men Karl svarede: «I skulde gjøre ligeså, godt folk, for så kunde tiden strække til for Jer også til at fiske mere og dermed få garnet mange gange betalt.»

«Men jeg skal sige,» fortsatte Karl, «hvoraf det kommer, at de fiske så lidet der nord. Vi har større både end de og mindre mandskab efter bådens størrelse at regne, og endda kan vi holde ud at ro flere gange til og fra sætterierne, mens de ikke orke mere. Men det kommer deraf, at levemåden deres er så skral. Det var ondt at se på, hvad mad de kunde æde; slig mad skulde ikke være for folk. Vi kunde heller ikke holde ud, om vi skulde arbeide på slig kost.»

Til det ord om østlændingerne, at de «skyede hverken veir eller vind», kunde Karl Abrahamsen svare, at af de mange både fra Farsund og Lister (Vanse præstegjeld), som nu have faret på Kinn, var ingen kuldseilet, og ingen mand var bleven borte.

Jeg må fatte mig i korthed og skal gjengive summen af de efterspørgsler og overveielser, jeg fik anstille, medens jeg var på Farsundskanten.

Siden silde-fisket er en ny bedrift her, så har hin oldtidsmæssige skik ikke været kjendt, at husbonden driver fiske ved sin tjenestekarl. På begyndere nær, som det første år må være glade ved at komme på båd med en anseet høvedsmand for at gjøre tjeneste som lotemænd eller dråtemænd, som de her kaldes, ere bådene i almindelighed bemandede med selvstændige fiskere, som hver have sin andel i udrustningen og altså tage fuld andel i udbyttet. I modsætning til den forskrivelse af den hele mandslod, som vi hørte om der nord, når en karl var forlegen for de stakkars 7 spd. til søklæder og niste, have fiskerne her vidst at skaffe sig kredit hos kjøbmændene, som forstrække dem med alle fornødenheder, som hamp til garn, bomuldslærred til olieklæder, skibsbrød, erter, gryn o.s.v., o.s.v.

Som fiskerne på denne måde blive selvstændige og selv have fordelen af, at de anstrænge og vove sig, så bliver også deres udrustning fuldstændig.

Istedetfor som i Søndhordland 1 spd. til leie af søklæder og 6 spd. til kjøb af nistemad, regnes her ialfald for en Kinns-farer: for slid af søklæder en 4 spd. og for nisten omtrent 15 spd.

Og istedetfor som i Søndhordland en 12-16 garn på en 4 mands båd, har en sådan båd fra en 24 til 30 garn.

Denne større garn-mængde betyder mere, end at disse folk have bedre råd til at kjøbe redskaber; den betyder fremdeles mere, end at de have flere garn i reserve, om en del skulde gå tabt i storm og uveir; den betyder hovedsagelig dette, at de føle sig istand til at bruge flere garn, sætte dem i søen og fiske med dem. Der skal større anstrængelse til, men der er også mere udsigt til vinding.

Til god udrustning hører også et logis-fartøi, som flere bådlag forene sig om at leie - en skik, som er langt mere almindelig blandt østlændingerne end blandt nordlændingerne. Logis-fartøi betyder ikke blot, at man ønsker at skåne sin helbred, som før omtalt; det betyder tillige, at man vil være så uafhængig som mulig, for at kunne følge silde-stimerne, hvor de drage hen, medens Nordlands-fiskerne, så nøisomme de end kunne være med hensyn til de huse, som giver dem nattely, dog ikke kunne fjerne sig for langt fra beboede steder, når de ikke have logisfartøiets flydende hus.

Men, kan man spørge, om så er, at de østlandske fiskere, som det efter alt dette jo unægtelig ser ud til, ere mere skikkede for og bedre udrustede til at deltage i Nordlandets silde-fiske, bedre end Nordlandets egne indbyggere, hvad er så årsagen til dette forsprang?

Årsagen må vistnok ligge i en større almindelig øvelse og udvikling som sømand både til båds og skibs, samt i den større kultur, som i det hele taget hører egnen til.

En stor del af de fiskere, som fra egnen omkring Farsund søge til silde-fisket om vinteren, ere om sommeren beskjæftigede med et andet fiske, som netop under deres hænder i de sidste 10-12 år har udviklet sig til en meget betydelig sag, nemlig makrel-fisket. Dette giver naturligvis øvelse. Og når jeg undtager notekast efter sommer-silden hist og her i fjordene, en bedrift, som der ikke er noget videre sømandskab i, så veed jeg ikke noget tilsvarende fiskeri på Nordlandet, at sige den del af kysten, som vi her have for øie. Men vel hørte jeg på Stavanger-kanten fortælle, at for en 5-6 år siden drev en del forliste makrel-garn iland ved Skudesnæs, og at folk der fra den stund af have forsøgt sig i det samme fiskeri. Og fremdeles hørte jeg på Stordøen om en plan, som man så småt tænkte på, nemlig at få i stand et aktie-selskab for at skaffe sig fra Lister en makrelbåd med fuld udrustning og med øvede folk til forsøg på at få dette fiske i gang også her. Så meget er vist, at makrel-fiskeriet med drivgarn, som nok netop fra Lister af for en menneske-alder siden har udbredt sig hele Østlandet henover alt til Christiania-fjorden, nu i disse sidste år fra det samme punkt af holder på at udbrede sig mod nord.

Sømands-dygtigheden måtte også udvikle sig mere i egnen omkring Farsund, af den grund, at dette ligger i strøget for den almindelige skibsfart, så her er megen anledning til lodseri.

Endnu på en anden måde har skibsfarten udøvet indflydelse på denne egn, og det netop formedelst dens beliggenhed. Den store østlandske skibsflåde, fra hvad man her ved Lindesnæs kalder Østlandet, fra Lillesand, Grimstad og Arendal, kræver flere folk, end hjemstederne kunne yde, og må søge dem vestenfra og får dem fornemmelig fra strøget vest om Lindesnæs alt til Egersund. Med første østgående dampskib om våren kan man se flokke af dem drage østover for at søge hyre; det er så vist som trækfuglen; vistnok taler man om dem på Arendals-kanten næsten på samme måde, som listerværingerne selv tale om nordlændingerne: i begyndelsen ere unggutterne ikke så søvante og navnlig ikke så indøvede i skibsarbeide, som østlændingen vil have dem; men de have godt ord for villighed og nemme og gode sæder, og når de om høsten komme tilbage (netop ved den tid, da de skulle gjøre sig færdige med sildefisket), ere de dygtigere sømænd, end da de reiste ud om våren.

Det er bekjendt, at hvor skibsfart har udviklet sig som næringsvei, der er også fremstået en særskilt sømands-stand, og jeg synes at forstå, at hin deltagelse i skibsfarten allerede er bleven begyndelsen til, at også fiskerne i Lister-egnen, af hvilke mange jo som matroser ere trådte ud af landkrabbernes klasse, betragte sig som hørende til en egen stand, en underafdeling af den samlede sømands-stand, med sin særskilte levevei og håndtering, adskilt fra landmandens. Men længere nord på, både i sildefiskets og i skrei-fiskets strøg, har det sig fremdeles mere på den gammeldags vis, at hver mand endelig vil være både jordbruger og fisker, en sammenblanding, hvorved hverken jordbrugeren eller fiskeren bliver rigtig flink.

Foruden ved hin adskillelse, der ligesom tvinger folk til at øve sig desmere, hver i sit fag, mener jeg også, at skibsfarten har en almindelig kultiverende indflydelse på hele kystbefolkningen, derved at hjemfødninger komme ud i verden og bringe hjem med sig nye indtryk og erfaringer. Jeg skulde visselig ikke ophøie denne kultur, dersom jeg troede, at skibslivet med det samme havde en fordærvelig indflydelse på sæderne. Dette antages af mange, og derfor kan man ofte høre, når der tales om matroser, at de betegnes med et eget tillæg: de matroser. Men denne fordom burde vige for den almindelige dom, som jeg har fundet langs kysten, blandt folk, som kjender sømændene, at de i sædelig henseende i det hele taget ingenlunde stå tilbage for deres slægt og venner på landjorden. Der er forskjel på de forskjellige strøg; men når jeg holder mig til strækningen fra Egersund og til Christiansands stifts østgrændse, og når jeg der undtager en enkelt by, der synes at danne en undtagelse, så kan jeg trøstigt sige: der bor langs kysten en pyntelig almue, og der bor navnlig en sømands-stand, som i enhver henseende gjør vort land ære.

I det foregående har jeg allerede fremhævet flere træk, som vidne om, at silde-fiskerne fra den sydlige kyst virkelig stå sig på, at de have tilegnet sig et mere kultiveret livs sædvaner (bedre kosthold og logis). Her må jeg yderligere fremhæve den med kulturen stigende tænksomhed og foretagsomhed. Det er jo et kjendemærke ved den gammeldags simpelhed, at den ligesom vægrer sig ved at modtage forbedringer, som kunne være at se og lære hos andre; men dannelsen tager efter, ja viser sig opfindsom. Dette kunne vi finde en net prøve på ved at betragte den båd, hvorved fiskerne fra Farsund og Lister reise til Kinn, og uden hvilken de sige, at de umulig kunde udrette på havet, hvad vi have hørt.

Det er Lister-båden, kjendt videnom under dette navn. Længere nord på, nemlig fra det punkt af, hvor råseilet er den herskende båd-skik, kunne vi finde en hel række af særskilte båd-former, som fra gammel tid have tilhørt hver sit bygdelag. Således har Søndmørs-båden fra umindelige tider været det bygdelags stolthed, hvis navn den bærer. Men Lister-båden er ikke kjendt fra gammel tid af; thi det er en ganske ny bådform, udviklet på Lister og tillempet efter Lister-fiskernes bedrift med lodseriet, makrel-fisket og silde-fisket.

Når jeg fortæller lidt om denne båds historie, får jeg med det samme give en prøve, ikke alene på, hvad foretagelses-ånd der kan vise sig hos en fisker-almue, men hvor vanskeligt det også kan være at trænge tilbunds i alle de små stykker, som høre med til en undersøgelse som nærværende.

Som før fortalt, var jeg ganske nylig i Farsund, dette middelpunkt for en liden del af kysten, hvortil Lister hører. Fiskere, lodser, skibsbyggere, kjøbmænd, alle talte med interesse om Lister-båden. Før i tiden havde folk der i egnen kjøbt sine både fra hin side af Lindesnæs; det var da både af en østlandsk form, små og i flere måder uhensigtsmæssige; men nu var der mænd på Lister selv, som havde lært sig til den for egnen ganske nye kunst at bygge både og derhos havde udviklet denne nye og heldige form. Man nævnte ved navn alle bådebyggerne, 8 i tallet, og udpegede et par af dem, som udmærkede sig fremfor de andre, og hvis tænksom-

bilde s. 154

hed havde udfundet nogle af de sidste forbedringer; man nævnte også den ældste af de 8, som de yngre havde lært af. Men når jeg så spurgte, om denne da var den første opfinder, eller om der igjen var nogen, som han havde lært af, så vidste ingen at svare. Man havde tilegnet sig opfindelsens fordele, men ellers ikke videre tænkt over, hvem man i grunden havde at takke for dem.

Nu vel, jeg forlod Farsund og reiste videre mod øst. I næste by, Mandal, stod jeg en morgen på fiske-bryggen og betragtede trafikken der. Her blev jeg opmærksom på flere Lister-både, som lå med ladning af fersk makrel; det hårdføre mandskab, som var fra Lister, og som selv havde fisket makrelen og nu vilde sælge den, havde overnattet i sine både under åben himmel, den 4de eller 5te oktober. En af disse mænd var 64 år gammel, og ham skulde jeg således tilfældigvis træffe for at få høre hin båd-histories allerførste begyndelse. Den var sådan:

For over 40 år siden kom der to Hardanger-gutter reisende på en båd. De havde æbler og gammel-oste og andre gode ting fra sin hjembygd at sælge. Så kjøbte de op varer på Lister, gulerødder, potetes og jeg veed ikke, hvad mere, og dermed seilede de til Christiansand. De gjorde flere slige handelsreiser frem og tilbage. Så slog den ene sig ned i Christiansand som slagter, og dermed er han ude af vor historie; men den anden kom til at bosætte sig på Lister, på gården Ore. Her viste han prøve på hardangersk kunst: han byggede en båd, noget, som ikke vidstes at være gjort før på Lister. Vel flyttede han nogen tid efter bort til Søgne, nær Christiansand, og biede en stund på gården Tangvall der. Men atter bar det så til, at han kom til Lister, hvor han kjøbte sig en gård-part på Tjørve og fortsatte med sit båd-byggeri. Hans båd-form var vel lidt af Hardanger- og lidt af Østlands-båden; men vist er det, at i deres hænder, som toge kunsten efter ham (og den første af disse var den førnævnte gamle mester, som endnu lever), blev den lidt efter lidt uddannet til den nuværende Lister-båd.

Manden hed Gjert Gundersen, han blev boende på Tjørve til sin død for 8-10 år siden.

Nu er Lister og Farsund omtrent forsynet med dette slags både; mange ere solgte nordover, til Hitterø og Sogndal; i den seneste tid har man begyndt at bygge dem i nabobygderne, i Spind og inde ved Flekkefjord; ja, der er kommen bestilling til nogle af Listers bådbyggere alt fra egnen ved Kinn og fra Hardanger, den første bygmesters hjemstavn.

Bådens fortrin er, at den forener drægtighed med hurtig seilads og er temmelig letrodd. Tom er den meget rank; man kan træde den til vandet; den kræver altså megen ballast. Den er så skarp, at den skjærer igjennem, og den tager altså megen skvæt ind over bougen. Men den ligger ualmindelig nær vinden. - Den holder 17 til 18 fod i kjølen og 24 til 26 fod mellem stævnerne. Bygget som sædvanlig med kjøl og stævner af eg, men resten af furu, koster skroget 35 til 40 spd.; med seil og ellers i fuld stand koster båden 80 til 100 spd. Den bemandes for det søndre fiske med 4, men for det nordre fiske med 4, 5 eller 6 mand. Fra Farsund og Lister (Vanse præstegjeld) skal nu sidst (våren 1861) være gået mellem 100 og 150 både til sildefisket, dels til det søndre dels til det nordre; det var lutter «Lister-både» og mange af den nyeste form og af det største slag. Det feiler ikke, at de hele kysten henover ere blevne gjenstand for nøiagtig beskuelse og bedømmelse; det er som en udstilling, og denne, ser det ud til, vil blive gjentaget år efter år. Muligvis skal båden vinde indgang blandt fiske-almuen i Bergens stift, og i så fald have vi da seet for øine en prøve på den lange, lange række af forsøg og forbedringer og betænkeligheder og overveielser, som vi have seet exempel på ved indførelsen af den nye skik med sprid-seil på bådene, østenfra og vestefter og nordover, stykke for stykke langs kysten, ligesom skridt for skridt, langsomt, sommetider kanske en menneske-alder mellem hvert skridt - noget, som jeg dvælede ved i begyndelsen af dette foredrag.

Jeg mener, at dersom vi ret nøie kunde overskue den hele udvikling af en sådan bedrift som silde-fisket fra hin fjerne fortid, da Erling Skjalgsøn på Jæderen sendte sine folk på fiske, og til nu, da hin lille flåde lagde ud fra Lister, så skulde vi få se mere end een ting af interesse.

I dette øieblik tænker jeg på dette, at vistnok største delen af de mange forbedringer rimeligvis skulde befindes at skrive sig fra fiskerne selv. En har fundet på et, en anden har tænkt sig ud noget andet, og i og for sig betragtet kan hver enkelt forbedring have været ganske ringe, og det offer, som det første forsøg har krævet, kan synes ganske ubetydeligt. Men det har monnet til slut.

I vore dage få vi ofte høre og læse om videnskabens store bedrifter, om mærkværdige opdagelser, som forskere have gjort i et nu, og som ville have så umådelig indflydelse på mange ting. Men det er et spørgsmål, hvad der har udrettet og fremdeles udretter mest til menneskehedens gavn: enten disse enkelte opdagelser, der nu og da overraske verden, eller denne jevne række af ubemærkede forbedringer, som fremkommer derved, at tusinder og atter tusinder af såkaldte simple folk bruge tænksomhed og flid.

Dersom vi få vor mening med disse vinter-forelæsninger gjennemført, så skal der blive meddelt et og andet af chemiens og physikkens og de andre videnskabers mærkværdigheder, og der vil man da få høre om nogen af videnskabelighedens store triumfer. Men just derfor mente jeg, at det skulde passe ganske vel, om den forelæsning, der gjorde begyndelsen, fik antyde deres mening, fra hvem indbydelsen til at høre disse forelæsninger udgår, nemlig den: at videnskaberne sætte vi høit, men vi sætte ikke lavere den stille, tænksomme, samvittighedsfulde flid hos de mange, som Gud satte i simpel-mands kår.(68)


HELGELAND DEN ÆLDSTE NORSKE BYGD?

Efter et foredrag i Møllergadens Skolehus

Både i åsyn og i sind er der en kjendelig forskjel mellem almuerne i de to nabobygder Valders og Land, og om denne forskjel er der i den senere tid givet den yderst interessante forklaring, at den skriver sig fra de ældste tider, fra de samme bygdefolks første oprindelse, fra nordmændenes indvandring og bosættelse i landet. Det skal være gået så til, at Valders fik sin befolkning fra det tilstødende fjorddistrikt Sogn i Bergens stift, men at Land blev befolket fra Thoten eller Gudbrandsdalen af, som atter havde fået sine første indbyggere fra Romsdalens fjorddistrikt, og hin forskjel mellem de to nabobygder er en levning af og et minde om en oprindelig forskjel mellem de to stammer, som længere op i tiden havde besat de to fjorddistrikter.

Dette er et exempel på en hel række af lignende tilfælde, som forekomme i vore dalfører, og som alle forklares på tilsvarende måde.

Denne forklaringsmåde har gjort stort indtryk på mig, som i længere tid har syslet med den opgave at udfinde årsagerne til visse forskjelligheder mellem landets egne med hensyn til sæder og skikke, forskjelligheder, som tabellen [Folkev.] side 58 giver et exempel på, og som det for praktiske formål vilde være vigtigt at få udforsket på det nøieste. Min forskning om disse nutidens forholde har så at sige måttet standse lidt ved hvert skridt for at prøve, hvordan den stemmede med den historiske forklaring.

Denne hænger igjen sammen med en særegen anskuelse om hvordan det havde sig med landets bebyggelse i det hele og store, den anskuelse, som kan betegnes med, at Helgeland eller rettere de gamles Haalogaland var landets ældste bygdelag?(69)

Tidligere forestillede man sig, at vort land var befolket søndenfra, fra nabolande, som i de fjerneste tider vare beboede af folk med samme sprog og skik som vore forfædre, Sverige og Danmark nemlig. Den nye anskuelse, som jeg har nævnet, tænker sig derimod nordmændene indvandrede ad en nordlig vei, så de først satte fod i hint Haalogaland, hvorfra de da siden skulle have udbredt sig alt til de sydlige bygder af vort land.

Det er vore professorer Keysers og Munchs anskuelse. Keyser har grundlagt den i et hoved-skrift af 1839, Munch udviklede og fuldkommengjorde den i en række af skrifter, senest og grundigst i hans berømte Norges-historie. Begge have de i denne sag lagt sin store lærdom for dagen, og om begge tør troes, at deres fædrelandske forskning med forkjærlighed har dvælet ved dette punkt af Norges historie.

Deres anskuelse er også bleven fortrinlig yndet inden en talrig kreds af disciple, og Ole Vigs, Siegw. Petersens, E. M. Sommers populære Norges-historier have givet den stor udbredelse. Ja, fra et af Ole Vigs skrifter er den endog kommet ind i den nye læsebog for folkeskolen. En enkelt forfatter har vistnok sagt imod; men det synes, som at denne modsigelse ikke har trængt igjennem her i landet.

Nu er ikke jeg historiker av fag. Men såvidt jeg veed, har ingen af de nævnte forfattere havt leilighed til at bereise hint Haalogaland og dermed, om jeg så må sige, prøve sagen på selve stedet. Jeg derimod tilbragte 2-3 måneder af forrige sommer i Nordlandene og Finmarken og kom idelig til at tænke på disse ting.

Jeg tilstår, at på denne reise faldt det mig så underligt, at dette Haalogaland skulde være landets moder-bygd. Siden jeg har sagt, at jeg ikke er historiker av fag, så kan jeg føie til, at jeg besluttede ved mig selv, at når jeg kom hjem af reisen, så skulde jeg læse om igjen det kapitel af Norges historie, og prøve at komme på det rene med, hvordan det monne have sig. Og nu må jeg ydermere tilstå, at efter denne fornyede læsning med dens nøiere betragtning af grundene kan jeg ikke længer følge med og holde på hin anskuelse. Ja, jeg synes at se, at den indeslutter i sig en miskjendelse eller overseen af ting, som jeg, med mine bestræbelser for at opfatte visse sider af vort folkeliv eller almuens kår og sæder, med flid må lægge mærke til og fremhæve for betragtningen.

Med dette forord skal jeg først give et kort begreb af selve anskuelsen og dernæst fremhæve en del omstændigheder, som have fremstillet sig for mig og syntes at tale imod den.

Hvorledes vide beskjed om, hvorfra nordmændene vandrede ind i landet, og hvad tid det var?

Det var jo ved år 1000 efter Christi fødsel, at christendommen blev indført i Norge, og det var jo først efter denne lykkelige begivenhed, at skrivekunsten kom igang. Skulde nu norske sagamænd berette om bebyggelsen, så måtte det altså være efter gamle sagn. Men nu vide vi af egen erfaring, hvorledes det pleier at gå med sagn, som ere mere end to-tre menneske-aldere gamle: de glemmes, eller de forvandles til eventyr. Men sagn om landets bebyggelse, som skulde nå ned til sagamændene, måtte (dette følger med Keysers og Munchs anskuelse) være mere end 1000 år gamle. Enhver kan da vide, hvad her kan være at hente. Og ikke alene, at de få sagn, der ere betragtede som hidhørende, ere opfyldte med fabler om guder og trolde, men der er det egne ved dem, at de helte-skarer, som det synes at landets bebyggelse skulde tilskrives, fandt overalt, hvor de kom frem, at landet allerede var fuldt besat af folk før dem.

Men kanske forfattere i andre lande, hvor man tidligere var kommen i vei med at skrive bøger, have efterladt sig oplysninger om det, vi spørge om?

Der er da for det første tydske forfattere fra en tidligere tid. Nogle af dem omtale virkelig disse nordlige lande. Men de ere dog ikke så meget tidligere end vore egne norske forfattere, at forskjellen har noget at betyde, deres levetid falder også altfor mange århundreder efter den begivenhed, det her gjælder om.

Så er der romerske og græske forfattere, som tale om vort Norden, om Skandinavien og kanske endog om vort Norge (øen Nerigon), og disse levede så tidlig som ved Christi tider, så det for tidens skyld snarere var tænkeligt, at de kunde vide beskjed. Men så var der det i veien, at der var så stor afstand i rummet. Man forestille sig, at en norsk skipper kom hjem fra Levanten og fortalte om de mangeslags farvede og halvnøgne folk, han med undren havde betragtet på torvene i Smyrna og Alexandria, hvor folk fra indlandet sagtens møde frem med sine varer, og hvor en udlænding med tolk i sit følge vel endog kan komme i samtale med dem - og man forestille sig, at en skribent her hjemme spurgte skipperen ud og så alene efter hans fortællinger gav sig til at beskrive lande og folkeslag i hine verdensdele: hvad tror man vel det vilde blive til? men ikke bedre er det gået hine stuelærde i Rom og Alexandria (på dette sidste sted boede en af de fornemste blandt dem), når de fik fat i en soldat eller kjøbmand, som havde været et stykke ind i Tydsklands skovstrækninger, og så fik ham til at fortælle om rædsomme lande og øer endnu længere oppe mod Norden, i verdens udkant, og om de barbarer og vilde, som boede der.

Der er da heller ikke en eneste af alle disse forfattere, som enten har vidst at fortælle om vort land, at det endnu ikke var befolket, eller at berette om, hvad tid og fra hvad kant det blev det. Der nævnes en del navne på stammer og folk; men det er yderst forvirret; mange af disse navne have nok intetsteds hjemme, andre sigte vel til virkelige folk, men disse sættes undertiden i lande, hvor de ikke have været.

Der kan altså ikke ligefrem vides noget om denne sag. Men, ved at stirre på hine sagn og beretninger, som jo kanske endnu kunde indeholde korn af sandheden, ved at agte på sprogslægtskabet mellem vort og tilgrændsende folk, ved at lægge mærke til landenes og folkenes nedarvede navne, ved at sammenligne jordfundne sager fra hedenold i forskjellige lande, ja ved at samle på iagttagelser af sådanne bygde-egenheder, som der ovenfor hentydedes til ved exemplet om Valders og Land - og ved at lægge det ene sammen med det andet, havde de nævnte lærde kommet til at danne sig en storartet gisning, eller som en bygning af gisninger fra grundvold til tag.

En sådan gisning kan gjælde, så længe den passer som en rimelig forklaring for alle de enkeltheder, som stå i sammenhæng med hovedsagen, men om den støder an imod en eneste sikker og pålidelig kjendsgjerning, så kan det være nok til at bevirke, at den vakler og falder.

Efter denne lille oversigt over den nye anskuelses oprindelse og beskaffenhed skal jeg nu kortelig fremsætte dens indhold, og det (når ikke anderledes er bemærket) ikke efter Keysers oprindelige fremstilling, men efter Munchs yderligere udvikling.

Der var et urfolk, som både nordboerne (de norske, svenske og danske) og tillige tydskerne stamme fra. Dette urfolk veed ingen egentlig besked om, altså heller ikke hvad det hed eller hvor det boede; men man tillægger det navnet germaner, og de skulde bo omtrent i midten af det nuværende Rusland. En 500 år før Christus begyndte de at flytte på sig, først en stamme, så atter en o.s.v. Først gik det lige mod vest; toget stødte på Østersøen, satte over og kom til det sydlige Sverige; de følgende stammer trængte de foregående længer og længer frem, udover Sveriges grændser, til de danske øer, endnu videre til Tydskland og længere og længere ned i dette land, alt til det gamle Romerriges grændser. Disse stammer bleve tydskernes forfædre. Senere begyndte de stammer at røre på sig, som bleve svenskernes stammefædre; deres vei faldt lidt længer nordlig, og de kom over Østersøen ved Aalandsøerne og tog land i det midtre Sverige, omkring Mälaren, hvorfra de siden udbredte sig videre over landet, som rydningsfolk i de ubeboede nordlige egne, men vel som erobrerfolk i Syd-Sverige og i Danmark, hvor der jo var indbyggere af et beslægtet folkefærd før. Eller det er måske så at forstå, at en egen stamme af daner kom mellem tydskerne og de svenske og fik Danmark som sin lod. Endelig stod de stammer for tour, som skulde befolke Norge. De forlod da også det urgamle hjem og drog ud, men endnu mere i nordlig retning end de nys forudgående, så de kom frem enten helt oppe ved bunden af den Botniske Bugt (Keyser) eller ved det Hvide Hav (dette sidste finder Munch rimeligst).

I første tilfælde ere de fra Botniske Bugten dragne videre op igjennem Lapmarken, og det således (dette er Munchs udvikling), at de gik over fjeldet temmelig langt nord og kom ned til den nordligste bygd af det gamle Haalogaland, en bygd, som kaldtes Amd og udgjorde de bedste øer og strande af det nuværende Senjen, med et tempel på Throndenæs som midt-punkt, der hvor nu den skjønne kirke står.

I andet tilfælde gik de fra Hvide-havet til søes, udenom Nordkap, og standsede ikke, før de fandt frem til det samme distrikt omkring Throndenæs.

Nu er det en væsentlig omstændighed ved denne anskuelse, at nordmændene, denne enkelte gren af urfolket, ikke blot fra først af vare adskilte fra svenske og danske og tydskere, men at de fremdeles sig imellem vare delte i flere stammer, som vore forfædre benævnede med navnet folk eller fylke, og som dannede ordnede samfund, med hver sin lovgivning og bestyrelse, ja med hver sin høvding i spidsen, hvad enten han nu hed herse eller jarl eller konge. Og flytningen og vandringen forestilles at være foregået ikke enkeltvis, af familier eller små hobe, som forsøgte sig på egen hånd, men stammevis, således at de styrende afgjorde, når der skulde brydes op og hvor der skulde drages hen.

Og det var da kun den først uddragne stamme, som blev værende omkring Throndenæs og videre udbredte sig over det hele Haalogalands fylke. Den næste stamme, som kom, var thrøndernes, og disse, som fandt Haalogaland besat, måtte drage videre, til de kom ud for Throndhjems-fjordens munding, hvor de seilede ind og fandt et folketomt land for sig. Og således stamme efter stamme, den, som besatte Nordmøre strax søndenfor indløbet til Throndhjem, raumernes mægtige stamme, efter hvem Romsdalen fik navn, hordernes stamme i det nuværende Nord- og Midt- og Sønd-Hordland, endelig rygerne, som kom sidst og derfor måtte drage alle de øvrige landemærker forbi for endelig at finde sig plads i Ryfylke, som det efter dem benævnedes, omkring Stavangerfjorden.

Fra disse vestlige fjorddistrikter gik under-afdelinger af stammerne op gjennem dalene, over vandskillet og ned på den anden side, hvor de efterhånden opfyldte alle Østlandets dale og sletter. Endelig standsede deres fremtrængen derved, at de fandt folk for sig, i egnen om Fredrikshald, enten i den sydostlige del af Norge eller i de tilgrændsende egne af Sverige.

Navnlig kom raumer fra Romsdalen ned gjennem Gudbrandsdalen og udbredte sig videnom her på Østlandet, ikke alene til Romerike, hvis navn minder om dem, men også i vestlig retning, og opad de dalfører, som skjære op fra Drammen og Laurvik og Skien, indtil de traf på folk af hordernes og rygernes stammer, som vare komne vestenfra over fjeldet og havde sat sig fast i de øverste dele af samme dalfører eller i fjeldbygderne fra Valders til Thelemarken.

Og denne hele bevægelse, det germaniske urfolks indvandring, til dets nuværende lande, Tydsklands besættelse ved tydskerne, Danmarks og Sveriges ved danerne og svenskerne og endelig Norges befolkning ved nordmænderne, tænkes at være foregået i løbet af de 5 århundreder, som gik nærmest forud for Christi fødsel.

Da indvandringen til Norge vel var gået for sig, boede nordmændene så langt op som til det før omtalte gamle Amd eller nuværende Senjen, og nordgrændsen for dette bygdelag eller Malangen fjord var da at agte for hele Norges ydergrændse på denne kant; thi Finmarken og de øvrige vide kyststrækninger, som de indvandrende havde seilet forbi, lå nu folketomme, på det nær, at der rimeligvis allerede dengang som senere streifede om nogle løse hobe af finner. Først 1000 år senere eller endnu nærmere ind mod nutiden skedte det, at nybyggere fra Haalogaland, den nærmeste bygd, enkeltvis drog nordover igjen og satte sig hist og her på fiskeværene og gjorde begyndelsen til den sparsomme bebyggelse af nordmænd, som Finmarken har nu.

Se, dette er hin anskuelse om Norges bebyggelse. Jeg har gjort mig flid for at gjengive hovedtrækkene rigtigt, og at fremstille det hele på en simpel og fattelig måde.

Nu mine bemærkninger imod samme anskuelse.

Jeg tror det kan blive et godt udgangspunkt for min første bemærkning, når jeg meddeler en i sig selv overmåde interessant pålidelig beretning om en opdagelses-reise, som fra Haalogaland af blev foretaget alt til det Hvide Hav, og det med et rundt tal en 1000 år efter hin indvandring fra det Hvide Hav og næsten nøiagtigt 1000 år før det nærværende år; professor Munch henlægger den nemlig til årene lidt før 870. Manden, som udførte opdagelsesreisen, var en haalogalænding ved navn Ottar; han må have været en rig, anseet og meget bereist mand. Årsagen til, at hans reise er bleven beskrevet, er den, at han kom til England og gav sig i kong Alfreds tjeneste der, og denne, som syslede meget med bøger og har efterladt sig flere skrifter, har i et af disse indført Ottars egen beretning om reisen. Denne er altså nået ned til nutiden med samme friskhed som en avisberetning fra igår om hvad en Spidsbergfarer kan have fortalt en redaktør om sine hændelser. Man læse følgende ordrette uddrag:(70)

Ottar sagde, at han boede nordligst af alle nordmænd, i det fylke, som hed Haalogaland; dette var på nordkanten af landet, ved Vesterhavet; men landet strakte sig meget længer nordefter derfra og var ganske øde, med undtagelse af, at finnerne hist og her stykke-mellem holdt til, for at jage om vinteren og fiske om sommeren. - Han sagde, at han engang selv vilde undersøge, hvor langt landet strakte sig mod nord, eller om noget menneske boede nordenfor den øde strækning. Han foer derefter nordefter landet, så at han i tre dage stadig havde den øde strækning til styrbord og havet til bagbord; da var han kommen så langt mod nord, at hvalfangerne ei pleiede at fare længere. Men han fortsatte fremdeles sin vei nordefter så langt, som han kunde seile i andre tre dage: da bøiede landet mod østen, eller også løb der en stor havbugt ind, hvilken af delene vidste han ikke, kun vidste han, at han der måtte opbebie vestlig eller nordlig vind,(71) og at han seilede derfra østefter langs landet, så langt som han kunde komme i fire dage. Da måtte han opbebie fuldkommen nordenvind, thi landet bøiede sig nu sydefter, eller også løb der en stor havbugt ind - hvilken af delene vidste han ei.(72) Han seilede derfra sydefter langs landet så langt han kunde komme i fem dage. Da lå der en stor å(73) op i landet. De styrede op i åen, fordi de ei turde seile videre af frygt for ufred, eftersom landet var ganske bebygget på den anden side af åen.(74) Dette var det første bebyggede land han traf, siden han forlod sit eget hjem. Overalt havde han til styrbord havt ubeboet land, med undtagelse af, at der var enkelte fiskere, fuglefængere og jægere, det var altsammen finner. Men til bagbord havde han stedse haft det åbne hav.(75) Bjarmerne havde bebygget deres land godt; men did turde han og hans mænd ei komme. Terfinnernes land derimod var øde, undtagen hvor jægere, fiskere og fuglefængere havde tilhold. Bjarmerne berettede mangt og meget, såvel om deres eget land og de tilgrænsende - -; det forekom ham som om finnerne og bjarmerne talte omtrent et og samme sprog.

På Ottars tid var der altså ikke mindste tanke blandt nordmændene om, at deres forfædre skulde være komne den vei, og ved Hvide-havet fandtes ikke heller spor af norske folk. Men hvad jeg egentlig vilde have fremhævet, det er, at det sømandskab, den fortrolighed med søen og det herredømme over havet, som gav Ottar og hans skibskammerater mod og lyst til at udføre hin opdagelses-reises vovestykke, måtte ikke have været mindre udviklet hos det folk, som skulde være hjertet på at udføre en fuldstændig flytning ad den samme vei (kun i omvendt retning) med kvinder og børn, ja med kreature til besætning for påtænkt gårdsbrug i de nye hjem.

Men nu lægge man mærke til, at helgelændingernes sømands-dygtighed skulde være udviklet under et 1000-årigt ophold på Norges vestkant, ved fiskeri udfor deres egne kyster og ved fart på det sydlige Norge, hvor de kom i forbindelse med søfolk, som videre befor alle Nordens have og hjemsøgte alle dets lande; Ottar og hans følgesvende kunde altså være i besiddelse af al den erfaring og indsigt i søvæsnet, som overhoved var til her i Nord-Europa på deres tid. Hint urfolk derimod, som fra det indre af Rusland kom ned til det Hvide Hav, havde jo aldrig seet søen før, havde jo ikke begreb om et skib.

For dem måtte begyndelsen være at skyde sine flodbåde ud på søen; så kunde de vel komme efter at forbedre formen og bygge sødygtige både, og disse kunde jo tid efter anden bygges større og større, så der tilsidst kunde ligesom voxe ud et skib. Og medens bådbyggerne øvede sig på sin side, så kunde de, som gav sig i kast med søen selv, samle på den umådelige sum af erfaringer, som skal til for at manøvrere et fartøi i storm og strøm, i modvind og i medvind. Således var der vistnok mulighed for, at indlandsfolket kunde blive vant med søen. Men i bedste fald skulde der lang, lang tid til, og den øvelses-plads, som Hvide-havet skulde være for dem, var vel så uheldig som muligt. Thi intet folk øver sig dog i søbedrift uden for den øieblikkelige vindings eller øiensynlige fordels skyld. De nykomne kystboere ved Hvide-havet havde jo ingen anelse om at Haalogaland var til, så de kunde ikke falde på at øve sig op for en utænkt flytning til søes. Søfarten måtte her som andetsteds begynde med fiskeri; men Hvide-havet er ikke indbydende; en stor del af året er det tilfrosset, og fiskerigt er det nok ikke på nogen årstid.

Det står altså ikke til at indse, hvorledes urfolket ved Hvide-havets bredder skulde have vundet den dygtighed og dristighed på søen, at det skulde falde på og virkelig være istand til at bygge sig en flåde og omseile den uhyre vidstrakte og vilde Ishavs-kyst. Det er her ikke engang nødvendigt at erindre om det tillæg til vanskeligheden, som det måtte blive f.ex. for den sidste af stammerne, der skulde fortsætte farten og seile alle de andre stammer forbi, indtil den fandt sig et ubesat land helt nede ved Stavanger-fjorden.

Lad seiladsen være udført.(76) Men så gjælder min anden bemærkning en vanskelighed, som opstår på grund af, at flytningen skal være foregået stammevis eller fylkevis.

Når thrønderne og raumerne o.s.v. måtte reise Haalogaland forbi af den grund, at de allerede fandt den strækning besat, så må dette først ankomne fylke have været temmelig talrigt. Thi strækningen er en 50 mile lang, uden at regne de utallige øers og bugters forlængelse af kystlinien, og her ser ikke ud til at være for fuldt nu, da der boer en 100,000 mennesker. De øvrige fylker må da også have havt en anseelig folkemængde, siden de i så kort tid kunde udbrede sig over hele landet. Raumerne f.ex. skulle jo ikke alene have besat Romsdalens fjorddistrikt så fuldstændigt, at de fylker, som kom efter dem, måtte drage forbi, men afdelinger af raumerne skulle jo tillige inden kort have udbredt sig over indlandet, gjennem Gudbrandsdalen ned over begge sider af Mjøsen alt til Romerike og videre både i østlig og vestlig retning fra denne vandringsvei af.

Så stor skibsflåde kan nu ingen af disse stammer have havt, at den kunde komme samlet på en sommer. Men ret mange somre må der heller ikke være gået hen mellem den første og sidste hob af samme stamme, såsom samfundsbåndet og stamme-forfatningen derved vilde være blevet opløst. Ja, der må ikke engang være gået ret lang tid hen mellem den første og den sidste stammes flytning, såsom den fællesbevidsthed, som forenede alle stammerne til et stort folk, og som vel netop har bevirket, at den følgende stamme ilede efter den foregående, ellers vilde være bleven sløvet.

Nu tænke man på haalogalændingerne for det første. De flytte i temmelig store masser ad gangen. De have opgivet al den hjælp og støtte, som ligger i landsmænds naboskab, og alle de fordele, som det gamle hjems kjendte næringsveie frembød, og nu sætte de sig på en fremmed kyst, hvor de så fuldstændig må begynde forfra, at de allerførst må opdage de næringsveie, som kunne høre hjemme i det nye land, eller ialfald den drifts- og brugs-måde, som monne passe her.

Thi vel skulde nybyggerne fra det tidligere hjem af være fortrolige med kreaturstel og agerdyrkning og derfor, som erindret, have bragt med sig f.ex. husdyr til besætning på de nye gårde. Men den brugsmåde, som de havde fundet sig vel med på de russiske sletter, kunde vist ikke være praktisk i Senjen og Nordlandene, dette klippeland med det sparsomme jordsmon.

Norge er i den grad et land for sig selv i dette stykke, at så at sige hver bygd, ja fast hver gård og på mange steder hvert bakkeheld og hver liden dal på en og samme gård vil have sin særskilte brugsmåde for at lønne brugerens møie, og forud for hver bygds bebyggelse har derfor måttet gå en opmærksom og vedholdende iagttagelse, som tilsidst har opdaget, på hvad særegen måde det hele stel måtte indrettes.

Og fiskeriet? Det har været anført til støtte for denne anskuelse om indvandringen, at jo Lofot-fiskeriet, et af de rigeste i verden, måtte lokke de indvandrende.

Men Lofotens skrei, hvis stimer gå i mange favnes dyb, og hvis tilværelse ikke ligesom sildens røbes formedelst ledsagende måge-sværme, kunde have søgt ind under land i mange vintre uden at være bleven bemærkede af strandsiddere på nærmeste land, og nybyggerne kunde have boet i lange tider i de strøg, som vare mere skikkede for deres gamle hovednæring eller gårdsbrug, forinden det faldt nogen af dem ind at flytte ud og være strandsidder på Lofotens afskrækkende kyst.

Og når så endelig dette fiskeri var blevet opdaget, så var det ingenlunde strax nogen kilde til at øse rigdom af: Nu er det en rigdoms-kilde, nu, da man har fuldt op af hamp til liner og garn, og nu, der er handel til at omsætte produktet, ved salg alt til Spanien og Middelhavet. Men da?

Haalogaland yder ikke noget overflødigt velvære for sin nuværende befolkning, og når almuen endda frister livet så vidt, så skyldes det alle de foregående slægters nedarvede erfaringer om, hvorledes landets næringskilder skulle nyttes. For at seile fra sit hjem og drive Lofotfisket f.ex. gjælder det om at kjende hvert skjær, hvor båden kan støde, hvert fjeldskar, hvorfra et farligt vindstød kan ventes, hver fiskegrund, hvor fiskens usynlige stimer pleie holde sig. En ung og rask person kan vistnok blive en fuldøvet Lofot-fisker på 5 år; men det sker kun ved opmærksomt at tilegne sig det skjøn og den indsigt, som århundreders dyrt kjøbte erfaring har opsamlet.

Til at dyrke jorden, til at bygge både og huse, har man behøvet allehånde redskaber af jern. Der måtte ny forsyning til hvert år. Hvor fik de første slægter af nordmænd sit jern fra, da de havde afskåret forbindelsen med sit oprindelige hjemland og endnu ikke vare blevne rigtig hjemme i Norges indland og endnu mindre havde kommet sig i handelsforbindelse med andre lande på denne side Nordkap? I skovene omkring Valders og Gudbrandsdalen og Østerdalen er der mange tegn og mærker at se efter de gamles arbeide med at smelte jern af myrmalm. Men ude på kysten har man ikke kunnet vente, indtil folk havde fundet frem til disse indlandets dale og der opdaget malmen i fjeld-myrene, som de kanske endog selv måtte udfinde den kunst at smelte. Det skulde være artigt at vide, om der i Haalogaland og ellers langs kysten, altså i nybyggernes første hjem, findes tegn til, at man også her har drevet på denne tilvirkning. Have kystbeboerne forstået kunsten, så kan denne endda være bleven lært og indført søndenfra, i en senere tid. Have de ikke forstået den, så have vi her et exempel på, hvor overmåde vanskeligt det falder at begribe, at de så hurtigt og uforberedt ankomne skarer af nybyggere have kunnet bjerge sig i det nye hjem.

Der er overhoved en himmelvid forskjel mellem at flytte hen til et beboet og til et ubeboet land. Hist ere de store næringsveie allerede opdagede, og de nykomne behøve kun at lade sig lære af landets folk; her derimod må nybyggerne selv gjøre opdagelserne. I et beboet land kan (det er der mange exempler på fra de virkelig bekjendte folkevandringers tid) et helt folk trænge erobrende ind og finde bordet dækket og alt beredt; i et ubeboet land synes det, at nybyggerne ikke vel skulde komme ud af det uden således, at de drage ind enkeltvis og ikke fjerne sig længere fra sine landsmænd og slægtninger, end at de bestandig kunne støtte sig til disses naboskap.

At finde frem i vort vidtløftige og overhånds besværlige land, at trænge ind i hver eneste bygd og beseile hver fjord og hver ø, at udforske fiske-grundenes og dalenes og sæter-viddernes herligheder og komme efter at gjøre sig dem nyttige, at opdage næringsveiene og udfinde hensigtsmæssige brugsmåder, alt dette har folk været drevet til ved selvopholdelses-driftens spore, og den sum af tænksomhed og opfindsomhed, af anstrængelse og møie, som det uhyre værk har krævet, er, hvad man kan kalde det norske arbeide. Men det er som at slå en streg over dette arbeide, når man tænker sig landet befolket uden videre, af store skarer, som pludselig ere komne til kysten og med engang have fundet sig tilrette mellem klipperne. Her forekommer det mig, at den omhandlede anskuelse om nordmændenes indvandring har et meget svagt punkt; det er en mangel, omtrent som om nogen vilde afhandle spørgsmålet om et folks afstamning fra et andet uden at tage hensyn til et så vigtigt mærke som sprog-ligheden. Netop undersøgelser om sproget spiller en meget vigtig rolle ved bevisførelsen for den hele anskuelse om nordmændenes indvandring; men der tænkes lidet på og tales lidet om sådanne ting som at få bygget skibe til den lange flytning til søes eller at få opalet kreature og opbrudt ager i det nye hjem, således at der blev noget til livs-ophold.

Jeg kommer nu til min tredie bemærkning.

Ifølge anskuelsen vare nordmændenes og svenskenes forfædre sammen i det indre af Rusland, og de skiltes, idet svenskerne satte over Aalandshavet og sloge sig ned i de frugtbare egne omkring Mälaren for derfra at udbrede sig over alt landet, nordmændene derimod gik den oftnævnte nordlige vei til Hvide-havet og derfra søveien til det nordlige og vestlige Norge og tilsidst herfra ned igjennem Østlandets dalfører, så de norske stammer, som havde trængt længst frem, omsider stødte sammen med svenske stammer i egnen omkring Viken, i det nuværende norske landskab Smaalenene eller i det svenske Vermeland eller Bohuslen.

For nordmændene især blev dette en overmåde lang og derhos meget prøvsom vei. Oprindelig et indlandsfolk måtte de ved Hvide-søen gjøre sig fortrolige med havet, som skulde blive deres vandrings-vei, og de afdelinger af stammerne, som fra Vestlandets fjorde af skulde befolke Østlandet, måtte atter undergå den forandring at forvandles fra søbønder til døler.

For at sætte sig ind i, hvad indflydelse sådanne omskiftelser måtte have, kan man tage et ganske simpelt exempel.

Det skulde være i Hvide-havet, at det fordums indlandsfolk fandt på at omdanne flodbåden til en sødygtig båd, med seil og styre. Alle de indretninger, som høre hertil, kunne gjøres på yderst forskjellige måder; dels siger det sig selv hvordan de må være efter farvandets særegne beskaffenhed, dels kommer det meget an på et træf, hvad man først finder på og vænner sig til med. Og endnu større spillerum er der for alskens uligheder, når der endvidere skal findes på navne for de mange indretninger og håndgreb, som seiladsen kræver. Men nu er der jo al rimelighed for, at når langt om længe en båd og et bådmandskab med denne oprindelse kom i lag med en svensk båd, som monne være udviklet i Østersøen, så vilde der være ulighed på ethvert punkt, både i tingene og i tingenes navne - ligesom der den dag idag er stor ulighed imellem Nordsøens og Middelhavets båd-skik.

Men netop således skulde man vente, at der ved hint møde måtte vise sig megen ulighed mellem de længe adskilte og meget prøvede stammer, ulighed om ikke just i deres grundvæsen, så dog på hvert punkt af deres udvikling, i deres brugsmåde med hensyn til næringsveiene, i deres sprog, i deres samfunds-indretninger og folke-skik, og de måtte føle sig som temmelig fremmede for hinanden.

Men så langt op i tiden, som man nu veed, synes der at have været lige så meget og ligeså venskabeligt samkvem mellem nordmændene på den ene og de svenske og danske på den anden side, som der var mellem de norske stammer indbyrdes, før de bleve forenede til eet rige. Ja, dette rige fik jo endog sin kongestamme fra Sverige; den var et yngre skud af den gamle svenske konge-æt. Og når vi betragte de efterladte beretninger om folkenes leve-skikke og samfunds-indretninger, fremdeles de gamle sprog-værker og oldsager af våben og redskaber, så få vi jo det bestemte indtryk, at der har været den største lighed, som om de to folk aldrig havde været adskilte. Endnu den dag i dag er jo svensk og norsk et og samme sprog, kun at skriftsproget har formet sig noget forskjelligt og dette igjen har påvirket talesproget noget; men i fortiden var sprog-enheden endnu mere umiskjendelig. Den smule ulighed, som der monne have været mellem svensk og norsk sprog og skik, var ikke anderledes end den bygde-forskjel, som vi kjende i vort eget land, og som følger med udbredelsen over landets store vidde.

Min fjerde og sidste bemærkning er hentet fra en kjendsgjerning i Maalselvdalen.

Denne skjønne dal udmunder i Malangen eller den før omtalte fjord, som nu danner nordgrændsen for Senjens distrikt og i oldtiden dannede ydergrændsen for hele Haalogaland. Men man behøver dog ikke drage helt op til Malangen for at komme til Maalselvdalen eller dens sidedal Bardodalen; thi fra Vaagsf jorden (så kaldes det farvand, omkring hvilket det før omtalte gamle distrikt Amd var beliggende) skjære to mindre fjorde sig ind, og de fra dem opgående små dale føre bekvemt over til både Maalselv- og Bardodalen. Disse sidste danne således indlandet for hint Vaagsfjordens sødistrikt, hvor jo de først ankomne haalogalændingers sæde skal have været. Og det samme indland er temmelig betydeligt, da de nævnte to dale med nogle mindre sidedale nu for tiden ere beboede i en længde af vel en 12 mil tilsammentagne.

Men det er et nybyggerfolk, som har sat sig her, og det formedelst indflytning fra fjerne egne. Thi uagtet de nærliggende søbygder skulde have været Norges ældste, så har folket der dog ikke ændset dette indlands herligheder, og det blev liggende folketomt indtil slutningen af forrige århundrede. Da var det, at distriktets foged, den fortjente Holmbo, fik en del husmandsfamilier fra Østerdalen herop, og efter denne begyndelse strømmede flere til, mest fra samme sted, nogle også fra Gudbrandsdalen og andre sørlandske bygder, og folketallet voxede således:

1787:

7

husholdninger,
1800:

37

-

196

mennesker,
1827:

128

-

?

-
1835:

170

-

1080

-
1845:

238

-

1564

-
1855:

417

-

2470

-
1860:

?

-

2668

-

Et yderligere tegn på bygdens trivsel vil man finde i følgende opgaver over det påfaldende store overskud af fødte mod døde:

Ægteviede i 1845-60: 120 par
Fødte i samme år: 524 børn
Døde i samme år: 160 personer

Hver af de to hoveddale har fået sin kirke, og begge sogne danne et præstegjeld. En tredie kirke er påtænkt. Dalens hoved-strøg har fået en tidsmæssig vei. Bygden udmærker sig fremfor de øvrige bygder her nord med sine vel dyrkede og vel bebyggede gårde, og man ser strax på bønderne at de skille sig fra nabolagets søbønder. Det er et stykke Østerdalen og Gudbrandsdalen, som er flyttet herop, og for sørlændingen, som reiser i disse nordlige egne, danner det en behagelig modsætning til søbygderne: landet synes ham behageligere og livet forekommer ham lykkeligere her end ude ved søkysten.

I samtale med nogle af Maalselvdalens forstandige bønder yttrede jeg undren over, at søbefolkningen derude havde ladet disse herligheder ligge uændsede. Nei, de lo, og fortalte, at når folk fra søkanten i et eller andet erinde kom op i dalene, så ynkedes de over dem, som skulde bo her, så langt fra søen; de kunde ikke begribe at folk kunde holde det ud. Jeg fik altså ikke alene høre gjentaget den almindelige dom om nordlændingen, at hans hele hu står til søen, så det er ham en gru at grave i jorden, - men ved at se for mine øine det lykkelige liv, som disse indlandets bondefamilier leve, blev det mig anskueligt, hvor besynderlig stor hin ulyst til landlivet må have været; jeg fik ligesom et mål på dens størrelse ved at se, hvilke herligheder det er, som indlandet i århundreder har budt de nærboende bønder, men budt dem forgjæves.

Nu er jo ikke det endda så besynderligt, at kystboerne, som engang have fået ulyst til landlivet, foretrække at holde sig til søen. Men besynderlig og uforklarlig bliver tingen, dersom det skal være så, at Haalogaland var landets ældste bygd, bebygget af et folk, som ikke alene oprindelig var fortroligt med landlivet, men som under sin videre udbredelse sydover var meget snart til at gå op igjennem dalene.

Thi her i det sydlige Norge, selv længst inde mellem fjeldene, er der neppe et kirkesogn, uden at det var fuldt befolket alt i hedenskabets tid eller så langt op i den grå oldtid, som man nu har besked om. Og rydningsmændene her skulde stamme fra Haalogaland; men lige i sit naboskab skal selve moderstammen, eller dog den flok, som gik i spidsen for udvandringen, have ladet et betydeligt dalføre ligge folketomt, som tilsidst med sit indbydende rydningsland skulde lokke nybyggere op langt søndenfra!

Men jeg synes, jeg forstår det altsammen, når jeg tænker mig hele Norges bebyggelse foregået fra syd mod nord.

Når jeg omsider var kommet så vidt, at hvad vi nu kalde Throndhjems stift var blevet nogenlunde besat, så kunde der tilsidst danne sig en egen befolkning af fattige søbønder og fiskere på de yderste næs og øer, og af dem kan nu en, nu en anden have gjort længere toure nordover og fundet nye fiskevær, hvor de lidt efter lidt have sat sig ned. Kysten fra Smølen eller Hitteren op over til Lofoten og Senjen er lang, og der har neppe været synderlig trivsel blandt disse strandsiddere, ja, de mange forlis under den farlige bedrift have ligefrem modvirket folkeformerelsen ved at rykke bort folk i deres bedste alder; der har da gået menneskealdere og vistnok århundreder hen, inden bebyggelsen har nået op til Lofoten og Senjen; men formedelst så lang tids vane kunde det vel ske, at søbedriften blev disse fiskeres anden natur, så de tilsidst vare både ulystne og uskikkede til al anden dont og overlod det til kvinderne at stelle med kreaturerne og agerflekkerne, som jo ikke ganske kunde undværes.

Vistnok var der allerede så tidlig som på Harald Haarfagers tid enkelte anseelige gårde i Haalogaland med temmelig stor kreaturbesætning og kornavl. Men det var høvdingernes. Man må ikke dømme tilstanden blandt almuen derefter. Det er ligesom i vore dage her nord, at folk med mere magt, proprietærer, handelsmænd og embedsmænd, have sine gårde i ganske anden stand end almuesmanden. Det kan man også mærke, at eftersom fisket slår godt til, og handelsforholdene udvikle sig gunstigt, så fiske-almuen nu i en bygd, nu i en anden kommer ud af armoden, så er det, som at også folks sind og sands arbeider sig ud af ensidigheden, og man får mere øie for det forsømte jordbrugs nytte og hygge. Men i hine tider, da fiske-handelen næsten ikke var tænkt på, da fiskerne altså levede i de usleste kår, da har endog hans ryg og hans arm manglet muskler til at udholde det tyngere arbeide at bryde jorden, og endnu mere har hans tanke manglet kraft til at bryde sig en anden bane, end den, han så for sig fra barnsben.

Hin ulyst til jordbrug, som for den første betragtning er så yderst påfaldende og i ethvert fald kræver sin forklaring, står altså for mig som den rimelige virkning og endnu ikke ganske overvundne eftervirkning af dens usle tilstand, hvori de folk have befundet sig, som ikke vidste noget bedre end at drage søndenfra til de altid mere og mere ublide egne mod nord, og at friste livet med fiskeriets altid usikre og dengang såre lidet lønnende bedrift.

Istedetfor fra egnen om Throndenæs af at udbrede sig over Maalselvdalens tilgrændsende indland, fortsatte fiskeribefolkningen der med at udbrede sig rimeligvis med tiltagende langsomhed, men i samme retning, fra fiskevær til fiskevær alt til Finmarken, for der at friste en endnu uslere tilværelse, og ikke alene gå op i fiskeri-bedriftens ensidighed, men fast gå tilgrunde i både legemlig og åndelig sløvhed. Det er ordentlig ængsteligt at høre de mange træk, som fortælles om den mislige tilstand mellem de indfødte norske her. Årlig kommer forstærkning af nye indflyttede søndenfra; men det er som en uundgåelig skjæbne, at deres efterkommere i andet eller tredie led ere samme usseldom hjemfaldne; men det mener jeg også er en kjendsgjerning, at jo længere man kommer mod nord, desto mindre er ikke alene landet af naturen skikket for jordbrug, men desto mindre er også folket formedelst hine ulykkelige indflydelser bleven oplagt til det. Fiskeren kan om aftenen sætte sine redskaber i søen og vente en fangst den næste morgen, men jordbrugeren må gjøre et stort udlæg af arbeide om våren og kan ikke høste før det bliver høst, og det er dette udlæg og denne udholdenhed, som den forarmede og sløvede fisker føler sig afskrækket ved.

Men på denne måde er det naturligt nok, at Maalselvdalen ligesom blev glemt for en lang stund, så den først nu blev optaget, nu i vor tid, da forholdene have forandret sig så mærkværdig, at de sidste hobe af sørlandske nybyggere på veien til dalens prægtige urskov ere blevne befordrede med dampskib. Maalselvdalens bebyggelse kan betragtes som den sidste, i nutiden faldende gjentagelse af dette langvarige rydnings- og bosættelses-arbeide, som begyndte i en fjern oldtid og mere og mindre jevnt har skredet frem fra dal til dal, fra næs til næs, søndenfra og nordover.

Vil man gjøre mig følge og besøge en af disse nutidens rydningsmænd, en af de sidste blandt disse millioner, hvis hårdførhed og tænksomhed har gjennemforsket vort Norge og forvandlet dets vildmark til et kongerige? Det er Maalselvdalens ordfører, Erik Andersen Sandeggen, vi skulle besøge. Jeg bøiede af fra hoveddalen for at ride op i den sidedal, hvor Sandeggen ligger, og mødte så manden, som havde et erinde ud i bygden; men trods mine indvendinger vendte han om og ledsagede mig til sit hus. Han var også til hest, og det blev mig en interessant ridetour i denne mands selskab. Ved hver gård vi kom forbi, vidste han at fortælle mig dens oprydnings historie, og under hans forklaringer om jordsmonnets beskaffenhed o.s.v., syntes jeg at se emner til en hel bygd i de skovstrækninger, som endnu holdt gårdene så langt fjernede fra hinanden. - Erik Andersen er husmandssøn fra Opdal i det Throndhjemske. Som 16 års gut skulde han ud at prøve sin lykke i verden, og andres exempel trak ham hid til Maalselvdalens unge bygd. Ankommen her havde han 1/2 spdlr. i penge og et ombytte af klæder. Men unge folk vare velkomne, og han fik strax plads som tjener hos en bonde. Efter en nordlandsk skik, som de sørlandske bønder tildels have taget efter, leiede husbonden ham bort under Lofot-fisket, som rorskarl på en fiskebåd; høvedsmanden på båden var endda en fin. Han sled ondt denne vinter, gutten. Siden gjorde præsten ham til skolelærer, og han fik endog ansættelse som kirkesanger. Men der var vel mere af en rydningsmands art i ham, han sluttede med bestillingen, og blev jordbruger. Det var i 1841, og han var da 23 år. Begyndelsen var sådan: han fik sig et urørt stykke land at begynde med, og derhos fik han sig en jævngammel og modig hustru, de to vare sammen om at bjerge noget af det forunderlig høie og frodige græs, som voxede i birke-lierne her, og af et gammelt hus, som han kjøbte, fik han sig sat op et fjøs til de få husdyr, han og hun havde lagt sig til hver på sin kant, og i dette samme fjøs levede de et nøisomt liv den første vinter.

Det morede mig at høre Erik fortælle, hvor besynderlig vanskeligt det var at vælge tomter til dette fjøs og dermed til den nuværende gård. Man skulde mene, at det måtte være en ligeså let som fornøielig sag, men jo mere han gik frem og tilbage i sin skov og tog alle ting i betragtning, des vanskeligere blev det ham at gjøre valget mellem de steder, som bød sig frem. Han måtte hen og få en erfaren nabo med på råd.

Det var en underlig julaften, den i fjøset, sammen med dyrene. De kunde dog ikke klage heller, for Jesus kom jo til verden i en stald; men de stundede alligevel til at få det anderledes.

Næste jul var der også et særskilt stuehus færdigt. Jeg har aldrig hørt om et sådant hus før: det var af birketræ. Thi furuskoven, som ellers har været så udbredt her i dalen, manglede undtagelsesvis på Eriks grund, som derimod vel kunde kaldes et birkens hjem.

Birkehuset, som naturligvis var lidet, blev nogen tid efter afløst af et andet, og dette igjen omsider af den stuebygning, som står nu, og som skulde tage sig godt ud i hvilkensomhelst bygd. For et par år siden blev husklyngen offentlig taxeret for ikke mindre end 1060 spd.

Indtil for en 5 år siden var sultfodring den almindelige regel i Maalselvdalen (og det har den vist været fra oldtiden i alle vore bygder). Men efter et besøg af Jensenius (her er et exempel på, hvorledes forholdene have forandret sig) har Erik for alvor indført den nye måde at drive mere på foderavl og endda holde færre kreaturer. Nu føder han godt 2 heste, 14 kreaturer og omtrent så mange stykker småfæ.

Intet år har egnen lidt så meget af frost, at den jo har givet frøført korn. Nu på nogle år brødføder gården sig. Da jeg var på Sandeggen, var der af ager 14 mål byg, 1 mål sommer-rug, 2 mål potetes, 1/2 mål næper.

Hvad der har befordret Erik Sandeggens som de fleste herværende bønders fremgang som rydningsmænd, det er, at dalen har havt rigdom af skjøn skov, og Tromsø by har behøvet meget tømmer. Uden denne binæring (som Erik drev ved at leie skov på andres grund) skulde han vistnok længe have måttet finde sig i begyndelsens store tarvelighed.

Indtil 1851 sad Erik her som rydningsmand på statens grund; da fik han skjøde på eiendommen, og det for den kjøbesum 75 spd.

Og som kronen på velsignelsen må jeg endnu nævne, at nu nylig har Erik gjort et besøg i sin fødebygd og ført med sig hjem til sit hus sin gamle moder, som var bleven enke og nu indtager bedstemoderens hædersplads hos den kjærlige søn. Der er mange fortællinger om fattige børn, som bleve til brave mænd og nød den lykke at kunne «tage til sig» sine gamle forældre; men her kan jeg tilføie et vakkert træk af Eriks forældre selv: i sine husmandskår vidste de dog at afse noget til sønnens uddannelse, på den måde, at de fik ham i huset på gården Sæter i Opdal og holdt ham selv med kost, medens han var der for at nyde undervisning hos brødrene Per og Ingebret Sæter - den sidste er ham, som blev storthingsmand, og begge vare elever af præsten Rønnau, som havde en egen måde at vække fremskridtsånd og selvvirksomhed hos opvakte bondegutter.

Jeg blander dette ind i vor rydningsmands historie, til mindelse om, at det har været noget mere end den blotte arm-styrke, som har ryddet og dyrket vore bygder og dannet vore herreder og kommuner.

Da jeg havde vederkvæget mig med mad og med drikke i stuen, og så vandret omkring med min vært på hans marker, og endelig sad sammen med ham oppe på bakken, ah, hvor frydede sig da mit øie og mit sind ved at skue det hele: den vakkre gård midt i sollyset, den frodige birkeskov rundtom, de høie fjeld-tinder ovenover, med bræer, som tittede ned over kanten - bræer, som indtil for 20 år siden havde seet sin gamle bekjendt bjørnen holde til på disse kanter, men nu med undren så dette virksomme og pyntelige menneskeliv, og hørte lyden af kjøernes klokker og af fæhundens bjæffen. Alt var mig så norsk, dalen, gården, manden.

Jeg skuede videre, ud over dalen, længere tilbage end til Eriks begyndelse; jeg så de mange rydningsmænds arbeide alt Norge over, langsomt fremadskridende, med en hær af savn og møie, som hint ene års logis i fjøset kun var en fornøielig mindelse om, men også med et mod og en forstand, som vandt tilsidst.

Ja, denne landets fremskridende bebyggelse, fra bygd til ubygd, fra Sverige med Danmark til det sydlige Norge og herfra til de nordligere egne, den står så klart for min sands, og de mange syner af strid og af seier fængsle sindet, og forskningen anspores til at følge det begyndte værk i dets udvikling gjennem tiderne alt nedover til dets endnu vedvarende fortsættelse i den nuværende slægts og fornemmelig den egentlige almues arbeide. Thi fra den tid (og når jeg tænker på, at allerede ved den historisk bekjendte tids begyndelse eller for en 1000 år siden var Norge, på de aller nordligste egne nær, fuldt bebygget og dets vigtigste næringsveis i fuld drift, og den huslige tilstand og daglige levemåde i hovedsagen sådan, som den endnu kan sees blandt vore mere gammeldags bygdelags almuer, så er jeg tilbøielig til at sætte begyndelsen meget længer op i tiden, end der er gjættet på i hin omhandlede anskuelse) - fra den tid, siger jeg, da den første rydningsmand satte sin fod i vort land, og indtil nu, da landets herligheder ere så vidt tilgodegjorte og allehånde søbedrift og landbedrift er så vidt udviklet, har der dannet sig noget, som hører Norge og dets folk til som dets eiendom og ære, og det er det, som jeg allerede ovenfor har hentydet til under det navn: det norske arbeide, med dets særegne, af omstændighederne krævede og efter omstændighederne afpassede driftsmåde, og med dets eiendommeligt omdannende indflydelse både på landet, som skulde blive mere og mere skikket til at tjene folket, og på dette folk selv, som skulde blive mere og mere skikket til at opfylde landet og gjøre sig det underdanigt.

Men netop dette store bebyggelsens arbeide er det, som er blevet mindst tænkt på under udviklingen af den anskuelse om nordmændenes indvandring, som har til kjendings-mærke, at Haalogaland skulde være landets ældste bygd.

(Folkevennen, Bd. 13, 1864, s. 117-145)


ARBEIDSVÆSEN

V. Den gamle fisker

Det er deg, jeg mener, Hartvig Mikkelsen, raske gubbe! Jeg mindes dig så tidt. Vi vare på båd sammen fra Tromsø ind til Balsfjorden, i sommeren 1863; du gamle roede som skydskarl, og jeg unge var passager og gjæst hos fogden på hans venge-båd.

Dig har jeg ofte i mundtlig fortælling nævnt som exempel på, hvordan fiskermanden har det i disse egne, hvad arbeide der falder til for ham, hvad udholdenhed hans bedrift kræver, hvad indsigt og skjønsomhed hans arbeide kan udvikle hos ham.

Da jeg talte med Hartvig, havde han nylig fyldt sit 68de år, og da var han nylig kommen tilbage til sit hjem i Tromsø fra en fisketour til Finmarken alt til Vardø, en tour på 21 uger og 3 dage. Men sin første Finmarks-tour gjorde han i året 1810, og siden den begyndelsen havde han fortsat indtil nu og gjort samme fart år efter år, som oftest alt til Vardø længst mod øst og stundom endog til Russe-Finmarken. Det blev ialt 54 gange!

Til Finmarken reises i april, da det såkaldte lodde-fiske forestår. Før den tid er Lofot-fisket, i februar og marts. Egnens fiskere søge først Lofoten og gå derfra til Finmarken, og så havde da også Hartvig gjort i hin lange år-række.

Men derfor mener jeg, jeg tør sige, at gamle Hartvig kjender hvert skjær og hvert fiske-me fra Lofot-odde i vest til Vardø i øst.

Man betragte engang den strækning på kårtet! Den har neppe sin mage på jorden. Den er mærkelig formedelst sin uendelighed af klippe-øer og høie forbjerge og dybe fjorde, og den er mærkelig formedelst det menneske-liv, som har spredt sig henover: agerdyrkningen slipper her og dermed så mange af de naturlige betingelser for et civiliseret liv, og dog følger civilisationen med helt her op.

Den har fulgt med på både, hvor mænd som gamle Hartvig vare høvedsmænd.

I de første år, han foer på Finmarken, var der temmelig folketomt og øde på fiskeværene og ligesom hedensk mellem de få folk, der var. Sent kom børnene til kirke for at døbes, og så kom de kanske ikke igjen did, før de skulde konfirmeres, og sent var ofte det. Det var så få præster. Derfor kunde heller ikke han og hans kone bekvemme sig til at flytte did og sætte sig ned der, skjønt det dog var der, at manden havde sin vigtigste næring. I de år var der også få fremmede fiskere, som søgte didhen; da kom de ikke længer søndenfra end fra Tromsø-egnen og Senjen og tildels fra Salten. Men siden er flåden af nordfarer-både voxet, mere og mere, og nu komme de lige fra Nordlandenes sydligste kyster, ja alt fra Throndhjems-fjordens strande. Og med denne tilstrømning af fiskere er, der fulgt handelsmænd, flere og flere, og mange af de fremmede fiskere have slået sig ned på fiskeværene og i de byer, som have reist sig på hine fjerne kyster.

Men det er rimeligvis gået sådan til, at de efterfølgende have spurgt sig for hos de foregående, og jeg tænker mig, at gamle Hartvigs erfaring monne have været til veiledning og opmuntring for mange.

Det var ialfald yderst interessant at høre ham fortælle om denne fiskeri-bedriftens udvikling, som var foregået for hans øine, og under hans utrættede deltagelse i mere end et halvt århundrede. Hans hukommelse omfattede det hele, og hans livlige fortælling gjorde det så anskueligt.

Det er overhoved en nydelse at høre en mand fortælle, som man veed og skjønner er rigtig hjemme i det, han taler om. Og det var altid min tidsfordriv under bådreiser her nord at få folkene til at forklare mig et og andet om seilads og søbedrift. Men har nogen forstået den kunst at styre en båd og agte på veiret og klare søen, så var det vel gamle Hartvig. Han er derfor en af dem, som jeg takket for, at jeg har fået en så tiltalende forestilling om og agtelse for den hele søbøift på hin yderlige kyst.

Jeg tror i det hele taget, at der er intet arbeide så simpelt, at det jo, udført med flid, har en dannende indflydelse på arbeideren, og det ikke blot med hensyn til hjertet og villien, men også med hensyn til forstand og indsigt. Men navnlig fik jeg et høit begreb om søbedriften ved vore nordlige kyster. Den står for mig som en meget udviklet ting, der gjør kyst-befolkningen al ære.

Jeg kom undertiden til at tænke så: Hvem står vel høiest med hensyn til tænksomhed og opfindsomhed og flid - sø-bonden i sin dont eller dal-bonden i sin? Før havde jeg altid tænkt mig, at fortrinnet dog vist måtte være på ager-dyrkerens side; men nu kom jeg til at spørge.

Jeg sagde til mig selv: Dersom vi havde samlet på et sted prøver af alle de mange slags både og de mange slags redskaber, som vore fiskere bruge mellem Lindesnæs og Nordkap, så skulde man forundre sig over rigdommen, og samlingen skulde kanske tage sig godt ud ved siden af en udstilling af bondens plove og harve og disse forskjellige racer af arbeids-heste og melkekjør. Og her er endnu at mærke, at medens de ting, som høre jordbruget til, i de senere tider ere betydelig udviklede og forbedrede formedelst mangehånde videnskabelige foranstaltninger, så har fiskeribedriftens udvikling hidtildags mest været overladt til den naturlige eftertanke hos sådanne mænd som Hartvig Mikkelsen.

Fordi jeg havde tænkt på noget sådant, da jeg var der nord, glædede det mig så høilig, da jeg kort efter fik høre om den påtænkte og nu besluttede og snart forestående fiskeri-udstilling i Aalesund. Jeg mener, at den foruden at blive praktisk nyttig for selve bedriften tillige kan få en videre gående betydning: den skal forhåbentlig vidne godt om, hvad vore fiskeri-almuer due til, den skal styrke og klare deres berettigede selvfølelse og fremkalde agtelse for dem hos andre. Jeg tager begrebet folke-oplysning rummeligt, og jeg betragter sådanne udstillinger som hørende med blandt de mange midler til dens fremme.

Jeg talte med Hartvig Mikkelsen om de mange båd-forlis der nord. Han var kommen til det samme resultat, som statistiske undersøgelser havde bragt mig, at det heller var blevet bedre i de senere tider, og han angav to årsager: Folk vise sig ikke så kjære efter stærk drik, og de have sine både bedre og større.

Selv hadde han engang udfor Lofoten på en og samme dag truffet til at blive redningsmand for to bådmandskaber, som sad på hvælvet; en anden gang havde han været så heldig at få redde et bådlag udfor et af Finmarkens fiskevær o.s.v. Det blev ialt 6 rednings-tilfælde; men jeg måtte ligesom hale dem ud af munden på ham. Det samlede tal af menneske-liv var 28.

Mest er det kanske af den grund, at jeg så hyppig kommer dig ihu, min kjære Hartvig, at jeg i dig fik se et vakkert exempel på, hvilken lykke og tilfredshed der kan hvile over et menneske-liv i din stand. Vel sagde du imod, da det blev anført, hvad en mand der nord havde ment, at en fisker kunde vente at tjene år om andet en 2-300 spd.; men enkelte år havde du dog vundet lidt over 200, og omendskjønt udbyttet til andre tider havde været under 100, så forstod jeg det dog så, at det var lykkedes dit arbeide at holde mangelen ude fra dit hus. Jeg mindes, hvordan du sad med årerne i timevis uden at trættes og kun holdt på dem de øieblikke, du tørrede sveden af panden, og som din helbred og legemskraft ikke var knækket af de mange års anstrængelse, så var også dit sind så freidigt og klart.

Jeg har frygt for, at fiskerens dont ofte udøver en vis kuende og sløvende indflydelse; men dit exempel sagde mig, at det også kan gå godt.

Jeg veed en ting, jeg skulde have lyst til. Var jeg yngre, og endnu vigtigere: var helbreden til det, så vilde jeg give mig ind på en båd fra Brønø eller Alstahaug eller Ranen - en fiske-båd, som agtede sig først til Lofot-fiske og derfra til vår- og sommerfiske på Finmarken - og så følge båden året rundt, ikke just for at udgrunde havets dybder og efterforske fiskens gang, men mere for at blive ret kjendt med dybden af den indsigt og kundskab, som denne fiskerbefolknings tusindårige erfaring og eftertanke har bragt for dagen, og som hver ny slægt tilegner sig og forøger - og ret kjendt med den mærkelige bedrifts indflydelse på det hele menneske, på fiskerens huslige kår, på hans helbred, på hans charakter og tænkemåde, hvilke dygtige sjels-egenskaber fiskeren pleier at udmærke sig ved, ja også hvilke ensidigheder og misligheder der monne hænge ved. Og hvad jeg havde erfaret, vilde jeg siden sammenligne med tilstanden ved vore øvrige kyster, og jeg vilde læse mig til, hvorledes fiskeren driver sit brug og i det hele taget har det på Island, ved Skagen, i Skotland o.s.v., og jeg vilde samle al den oplysning, jeg kunde finne i Snorre Sturlessons saga og andre gamle bøger, angående tingens væxt og udvikling igjennem tiderne. Jeg vilde studere denne vigtige sag med sådan samvittighedsfuld flid og videnskabelig hu som f.ex. Ivar Aasen har vist prøve på med studiet af det norske sprog. Ligesom han har lagt mærke til hvert ord i sproget og hver bogstav i ordene, så vilde jeg lægge mærke til selv de mindste tegn på fremskridt og forbedringer i bedriften og i hele det menneskeliv, som hænger sammen dermed. Det skulde blive et bidrag til det norske arbeides historie.

(Folkevennen, Bd. 13, 1864, s. 441-446)

VIII. Lods-skøiten

Jeg vil idag ikke tale om det arbeide at bygge en sådan båd, men om det arbeide, som forrettes med den.

Der er to overlods-distrikter i vort land, det søndenfjeldske, som går fra Fredrikshald til Flekkefjord, og det vesten- og nordenfjeldske for den øvrige del af vor langstrakte kyst. I det sidste af disse to distrikter bruge lodserne endnu mest åbne både; i det første derimod foregår en betydelig del af lodseriet med skøiter.

Lodserne tjene matroserne ligesom den venstre hånd den høire. Det er en uundværlig tjeneste i samfundet. Derfor er den også ordnet ved lov og bragt i fast skik. I hint søndenfjeldske distrikt er der under overlodsen ansat 35 losoldermænd, og under dem igjen et vist antal af fast-lodser og reserve-lodser; antallet skal fra nu af og indtil videre være 543 af hine og 89 af disse. Nogle ere by-lodser, andre hav-lodser; hine bo i byerne og have at lodse skibene ud; disse bo ude ved kysterne og møde skibene på havet for at lodse dem ind. - Før var tallet større; men da var det nok en hel del, som kun drev lodseriet som en bifortjeneste; med det mindre tal er tingen rimeligvis forandret så, at lodserne betragte deres bestilling som særskilt fag og hovedsageligt levebrød.

Endda er tallet så stort, at om de kunde flytte sine huse sammen, så skulde det blive en hel by af lods-familier - en by af vore udhavnes art, med små rødmalede huse, pyntede med hvide vindues-karmer og små haver foran vinduerne; i haverne ser jeg sørin-træer i hjørnerne og et bed med fugleblomster, pionroser, renfan og balsom.

Bilde s. 184

Skjønt de ikke bo sammen, danne de dog som et samfund for sig. En vis del af lods-pengene (den hele fortjeneste var i 1862 for det søndenfjeldske distrikt 116,333 spdr.) betales som afgift til lodsoldermændene, en anden til en understøttelseskasse.

Bilde s. 185

I dette samme distrikt havde de i 1862 ikke mindre end 21,876 gange skib at lodse, deraf omtrent halvparten ind og ud.(77) Og heri have vi et mål på dette lods-arbeides udstrækning.

Men de tilføiede tegninger ville give nogen forestilling om arbeidets kunst, eller hvad den må kunne, som skal være lods.

Bilde s. 186

Den mand, som skrev det stykke om de norske både, der stod at læse i Folkevennen for ifjor, har i mange år havt det til sin tidsfordriv, når han har faret langs vore kyster, at betragte disse lodsbåde, hvorledes de svæve og flyve henover vandet, lig måger, snart krydsende frem og

Bilde s. 187

tilbage på det uvisse, om det måske kan lykkes dem at opdage en seiler, som toner flag, snart trodsende storm og bølge for at komme ud til et skib, hvis nød-signal blev opserveret fra land, snart slentrende rolig

bilde s. 188

på hjemveien, efterat den ene mand, som er tilbage i båden, har sat sine kammerater af i lods-søgende fartøier. Og ligesom af sig selv vare disse syner komne fra øiet ned på papiret, i livagtige tegninger, og jeg fik se dem, og eiermanden kunde ikke modstå min bøn om at måtte få dem for at vise dem frem for Folkevennens læsere.

Det er at se til, som om der var liv i seilet og forstand i roret. Manden, som sidder der bag, regjerer jo båden så let som rytteren, som styrer sin kloge ganger med et næsten umærkeligt tegn.

bilde s. 189

Men at det går så let, det kommer af den store øvelse og sikkre færdighed. Mandens kunst er bådens sjel.

Og hvor lodsen må kjende grundene og skjærene, øerne og næssene, og alle de mange skikkelser, som det høie land der indenfor opviser, skikkelser, som fortone sig så yderst forskjelligt, eftersom de sees fra

bilde s. 190

vest eller fra øst, en eller fem mil fra land, i tykt eller klart veir, i solskin eller månelys, med sne-dække eller i sommer-dragt!

Dersom en sagkyndig mand vilde oplyse disse ting for os og give os et anskueligt begreb om kystens beskaffenhed, så skulde man forundre sig over, hvilke vanskeligheder her er at overvinde, og hvilken uhyre mængde af skjær og grunde o.s.v. en lods må have i sin hukommelse for at finde ud og ind af de mange skibsløb. Lægmanden undrer sig over professoren, som kan erindre og forstå de mange latinske og græske ord og dermed læse de ulæselige skrifter; men professoren skulde igjen undre sig - om han lagde mærke til det og forstod det - over den evne at kjende og have liggende for det indre syn rimeligvis tusind-tal af lods-mærker.

Der er de lodse, som ere kjendte på halvdelen af vor kyst, ja mere.

Der skal lyst og øvelse til fra barnsben, og senere hen ikke blot stadig vane, men forsætlig og udholdende flid.

Jeg formoder, at lods-oldermændene, som examinere lods-drengene, gjøre samme erfaring som professorerne, der examinere studenterne, at det er ingenlunde alle, som have geni til at nemme alle disse ting.

Og så kræves endda et raskt og modigt sind, at lodsen ikke skal forvildes i farens øieblik, når skibet med liv og gods er ham betroet, og storm og tykke har kastet ham ind i bråd og brand.

En vistnok kyndig mand har i Morgenbladet for iår givet en beretning om lodseriet i det søndenfjeldske distrikt for ifjor. Det hænder, ser man, at det går galt, at skib har fået lods ombord og endda støder eller strander. Men dette sker oftest formedelst uafvendelige omstændigheder, og formedelst feil af lodsen mislykkes lodsninger så sjelden, at det er kun som 1 af 10,000. Og dette er et resultat, siges der, som neppe nogen nation kan fremvise sidestykke til.

Ligeså har jeg altid hørt de norske lodser berømme for den opoffrende dristighed, hvormed de vove sig ud i uveir, for at yde sit kalds tjeneste. Og jevnlig falde nogle af dem som offere for sin iver. I årene 1862 og 1863 forulykkedes 8 skøiter under lodseri, og 25 lodse og lodsdrenge fandt derved sin grav i bølgerne.

En ærefuld død - under forpost-tjenesten for vort Norges sømandsbedrift!

(Folkevennen, Bd. 13, 1864, s. 450-461)

XII. Fiske makrel

Sild og sei, kveite og skrei - det er ægte norske navne og så gamle som selve vort sprog. Alt oppe i Odins tid kjendte man disse fiske-slag og kaldte dem med disse samme navne. Makrelen derimod er ikkun kjendt under et udenlandsk navn; det er engelsk (mackerel).

Ofte har min tanke forsøgt på at trænge op til hine fjerne begyndelser, da folk første gang fik øie på silde-stimerne ved vore kyster og fandt middel og måde til at drive fisket. At udforske dette vilde jo være det samme som at gjøre et indblik i folkets hele tilstand og levemåde og oplysning i den grå oldtid. Men med lignende interesse har jeg benyttet leiligheden til at opsøge og samtale med en del gamle mænd, som næsten have været øie-vidner til makrelfiskeriets begyndelse.

Næsten. Thi uagtet makrel-fisket i sammenligning med de andre store fiskerier i vort land er nyt at kalde, så har dog ingen nulevende seet dets allerførste begyndelse. Jeg har læst noget om, at her har været fisket makrel ikke alene i forrige, men også i næst-forrige århundrede.

Men på den strækning af kysten, som nu for tiden er makrel-fiskeriets hoved-hjem, var det endnu så godt som i sin begyndelse i de første år af dette århundrede.

Det er Lister, jeg har for øie, Lave-Lister eller det flade forland af den halvø, som dannes af Farsunds-fjorden i øst og Lister- eller Flekkefjords-fjorden imod vest. Den indre del af halvøen heder Høie-Lister. Lister med Farsunds by danner Vanse præstegjeld.

Først må vor tanke svæve lidt hen over Lister-fjorden. De bønder, som boede nærmest rundt om denne, have fra før mands minde kjendt til at fange makrel med stø-garn, som sattes ud enkeltvis, et på hvert sted; garnet flød med overkanten i vandskorpen og gjordes fast ved en sten i bunden, ligesom en båd, eller et skib, der ligger for dræg eller for anker. Det svaiede rundt med strøm og vind, eller det stod på svai, som det heder. Man satte om aftenen og trak om morgenen. - Stundom kunde fiskerne desuden gjøre 3-4 garn fast indbyrdes og hæfte dem til båden og lade dem drive med denne en stund af natten inde i den rummelige fjord. Også disse garn måtte flyde med overkanten i vandskorpen. - Det var temmelig tidlig på året, at man drev dette fiskeri, eller fisken viste sig ialfald tidligere der i fjorden end nu ude på havet, og en gammel fisker har yttret den formening, at denne makrel ikke hørte til de stimer, som komme ind fra havet, men at den holdt sig året om på dybet af fjorden.(78) - Mængden, som fangedes, var ikke stor, vel kun nogle snese til husbrug.

Muligt er det, at denne måde med støgarn tillige har været brugt lidt på den side af Lister, som vender ud mod åbne havet; men det har ialfald kun været ganske nær land, at man satte disse garn, på en 20 til 30 favne vand.

Men i et af de sidste krigens år (dagen kan jeg angive bedre, nemlig Mariæ Besøgelses-dag, hvilken gamle helligdag allerede dengang var nedlagt; den faldt en uges tid efter St. Hans-dag) hændte en liden begivenhed, som fik mærkelige følger. Det var brødrene Nils og Hans Andersen fra gården Vaagsvold på Lave-Lister: de vare ude at dorge efter lyr, ikke langt fra land, og uventet stødte de på makrel og fik en hel del. De selv og deres naboer fortsatte. Nogle år i rad var der en overordentlig mængde makrel, og der dorgedes flittig.

Det fiskeri, som kaldes dorg (det foregår med krog, som slæber efter båden oppe i vandskorpen) var altså kjendt før mellem disse folk; men det var anden fisk, de havde brugt at dorge efter, og det var nyt for dem at fange makrel på denne måde. En gammel listring har fortalt noget om, at på Østlandet var makrel-dorgingen kjendt tidligere, og at man derfra, formedelst nogle østlandsfarere, lidt efter lidt lærte kunsten bedre.

Men efterat man en 2-3 år havde holdt på med dette, så faldt det nogle ind at slippe nogle få garn ud og drive efter makrelen, på den måde, som man vidste om fra Lister-fjorden af. Dette var folk fra den nærmeste omkreds om den nævnte gård Vaagsvold. På lidt fjernere gårde holdt man sig endnu en stund til den simplere måde med dorg.

De, som drev, mærkede, at jo længere ude på havet, des bedre lykkedes det. Og lidt efter lidt udvikledes af denne begyndelse dette nye fiskeri med drivgarn på havet. Både seilede man længer og længer ud, og man gjorde garn-lænken større og større, fra 5 garn til 20 og opover. Og folk tog efter på fjernere og fjernere gårde. Der fiskedes nu ikke alene til husbrug, men fuldladede både seilede ind til småbyerne Flekkefjord og Farsund og lagde sig ved bryggerne og solgte.

Vistnok var det, som at mange kviede sig en stund ved at spise makrel; thi det var en indbildning, at det mørke kjød langs siden var mandekjød. Denne indbildning skal tildels herske endnu på Nordlandet; den er sikkerlig gammel, og den har måske været årsag i, at dette fiskeri så længe blev forsømt her syd på, ligesom det endnu er forsømt der nord. Og nu blev man heller bestyrket i den barnagtige tro formedelst den store makrel-mængde netop i krigens tid, da man forestillede sig, at fisken vel havde fået meget af den føde. - Men snart hilsedes dog makrel-tiden som en velsignet tid med god og billig mad for både fattig og rig.

Og ikke alene, at der således var opkommet et nyt fiskeri(79) der ude på Lister; men fra dette punkt af har det udbredt sig over en vid strækning af vor kyst, både mod øst og vest.

Et sted, hvor drivgarn-fiskeriet nu drives med stor kraft, er Flekkerø, tæt udenfor Christiansand. Jeg var der for nogle år siden. To fiskere, Knud Nilsen og Per Møller Skaalevik, sagde mig, at indtil henimod 1830 kjendte man på Flekkerø ingen anden måde at fiske makrel end med krog (dorg og pilk), men at så den nye måde med drivgarn blev bekjendt ved folk fra Lister og fra Farsunds-kanten. De nævnede mig endog en af dem ved navn, nemlig Ola i Heia, og nu, da jeg sidder i Farsund og skriver dette, erfarer jeg om denne mand, at han boede på Kvals-heien i Hered inde ved Farsunds-fjorden, at han i sin tid var bekjendt som en udhaler af fisker og kystfarer, og at han har levet alt til dette års vår, da han døde i en alder af omkring 85 år. - En af hine Flekkerø-fiskere fortalte endvidere som et sagn, at der kom fiskere vestenfra, som drev med sine drivgarn udenfor Flekkerø og solgte sin fangst ved bryggen i Christiansand, men at de ellers holdt sig på udøer og holmer, at ikke egnens folk skulde få se deres garn og lære deres kunst; men der var dog dem, som lurte dem. - Og begge disse hjemmelsmænd vare enige i at erklære, at medens det var fattigt før på Flekkerø, så var den forbedrede tilstand, som folket nu kan glæde sig ved der, fornemmelig at tilskrive dette nye fiskeri. Jeg har selv engang stået på en af Flekkerøens pynter, en deilig aften, og talt en 70 makrel-både, som seilede ud fra øen selv og fra nabo-kysterne, og næste morgen fulgte jeg med ind til Christiansand på en båd, hvormed nogle af fiskernes flinke koner skulde ind at sælge, hvad mændene havde fanget om natten.

Denne udbredelse fra Lister af mod øst er desuden noget, som hver gammel sømand på Lister selv veed at tale om. Der er f.ex. Aslak Reiersen Mid-Hassel, fordum storthingsmand: han har nylig fortalt mig, at da han i sin ungdom foer adskilligt på Christiansand og der blev kjendt af Flekkerø-fiskere, måtte han engang give nogle af dem, som bad ham derom, et makrelgarn-kjevle, da de endnu ikke kjendte målet at binde maskerne efter.

Og lignende beretninger har jeg hørt længer østerpå, alt til Christiania-fjorden. Overalt erindres det, at kunsten med drivgarn er kommen vestenfra, og tiden angives til omkring eller efter 1830.

Mod vest, til Soggendal, Egersund og Haugesund, skal det først være i de allersidste år, at drivgarn-fiskeriet har udbredt sig, efter at det havde fået yderligere opsving på Lister og dermed tiltrukket sig større opmærksomhed.

Dette opsving bevirkedes for det første ved silde-fisket. Silden var før en fremmed gjæst for Lister-folket; men i de fleste af årene mellem 1830 og 40 gik den i stor mængde til i nærheden (ved Hitterø), og Listerfiskerne øvedes op i dette hårdføre fiskeri. Da så silden ligesom flyttede tilbage igjen til sine gamle steder nordenfor Stavanger, blev det en stadig bedrift for fiskere fra Lister at reise did nord og deltage i fisket der. Jeg har allerede ved en tidligere leilighed(80) omtalt, hvorledes sildefiskets mærkelige opsving efter 1840 for en stor del må tilskrives de dygtige og foretagsomme fiskere, som man der nord kalder østlændinger, og som høre hjemme på strækningen fra Egersund og østover. Men der er vel intet sogn, som ved mandskabets og bådenes talrighed har bidraget så meget til disse østlændingers anseelse som netop Lister, og for hver gang fiskerne kom tilbage fra Skudesnæs eller Kinn, fik vel makrelfisket godt af deres større øvelse og dristighed.(81)

For det andet må makrel-fiskeriets seneste opsving tilskrives den omstændighed, at varen blev mere og mere søgt, afsætningen raskere, fortjenesten større. Man høre: Den makrel-mængde, som fangedes, blev uformærkt større og større; den kunde ikke længer fortæres fersk, og ret længe varede det ikke, før der blev mere end nok til saltning for egnens eget behov. Så blev der åbnet en udvei for overflødigheden derved, at man kom i tur med at sende saltet makrel til Østlandet. Jeg har endda hørt navnet på den jægte-skipper, der nævnes som førstemanden i denne retning: han kjøbte op en liden ladning på Lister og seilede alt til Christiania. Det skal ikke være mere end en 10-12 år siden. Fra nu af forsynede fiskerne sig mere og mere med tønder og salt og fiskede af alle kræfter, og dels solgte de sin saltede makrel til opkjøbere, dels reiste de selv østover med så mange tønder, som fiske-bådene kunde bære; der var dem, som arbeidede sig frem alt til Drammen.

Men snart blev hele Østlandet ikke marked nok for det stedse voxende fiskeri, og det blev en opgave for de egentlige handelsmænd at komme fiskerne til hjælp ved at åbne udenlandske markeder.

Uagtet min hensigt egentlig kun er at beskrive fiskernes arbeide og forklare dettes opkomst og udvikling, må jeg dog kortelig hentyde til, hvorledes handelsvirksomheden har grebet ind her.

Listers nærmeste by er Farsund, som endog ligger på et af Lister-halvøens hjørner. I 1861 var jeg her, og det morede mig høilig at høre om bestræbelserne indtil da. - Den allerførste begyndelse med at skibe saltet makrel til udlandet gjordes nok i 1858, da der blev sendt 20 tønder til Ny-York i Amerika. En norsk handlende der havde skrevet derom til en kjending i Christiansand, og denne havde igjen skrevet til Farsund; det var indledningen. I 1859 sendtes atter en lignende prøve. Det lod til, at den smagte, thi nu blev der bestilt et større parti, så der i 1860 kunde sendes 200 tdr. Men så kom krigen i Amerika og gjorde stands i denne handel.

Til Frankrig blev der i 1860 sendt 920 tdr. og i 1861 500 tdr. til to fiskehandlerhuse, som havde bestilt dem. Norsk makrel kan desværre ikke indføres til Frankrig selv, formedelst høi told, men kjøberne sendte makrelen strax videre til Algier og til de franske kolonier i Vest-Indien. Dette handels-forsøg faldt dog ikke heldigt ud, og det var derfor ikke synderlig at håbe, at det vilde blive gjenoptaget.

Nogle tønder til prøve vare endelig i de samme år sendte til handelsvenner i London, i Bremen, Hamborg og Lybek. Men af de skrivelser, som kom tilbage, kunde man lære, hvor vanskeligt det er at få udlandet vænnet til en vare, som enten er ganske fremmed eller ialfald ikke behandlet på sådan måde, som man er vant til. Opgaven var altså ingenlunde løst endnu. Men det morede mig som sagt at høre om forsøgene. Og nu, i 1864, da jeg atter besøger Farsund, må jeg både forundre og glæde mig over det held, som har ledsaget de fortsatte bestræbelser.

I England har det allerede været i gang at lægge fersk fisk i kasser med is og så sende den fra de fiskerige strøg af kysten ud over hele landet. Dampvognene bringe kasserne omkring, og et helt sæt af store og små fiske-handlere tage imod dem og fordele varen, og det går så hurtigt, at inden den sidste isklump er smeltet, er også den sidste fisk i gryden, frisk som da den kom af vandet.

Nu er det kommet dertil, at en stor del af vor norske makrel sendes på samme måde til England, og netop Farsund er det betydeligste udskibnings-sted.

Christiansand nævnes som stedet for de første forsøg, og året 1861 skal have været begyndelsen. Men vist er det ialfald, at allerede i det nævnte år fik man i Farsund anledning til at se, hvorledes det går til med denne behandling af fisken; thi i selve makrel-tiden, da fiskerne morgen efter morgen strømmede ind fra havet og ikke tænkte på andet end at lægge sin makrel i tønder og salt, kom en kjøbmand i Mandal, konsul Vatne, seilende med en stor båd eller skøite, hvori han førte med sig kasser og is, og nu kjøbte han en fuld ladning nyfisket makrel, lagde den ned og seilede østover igjen for at sende den videre til England.

Men den handels-ånd, som de omtalte forsøg vidnede om, var naturligvis rede til at tilegne sig denne nye bedrift. I de tre korte sommere, som ere forløbne, er denne handels-virksomhed bleven rodfæstet i Farsund, forhåbentlig for bestandig. Allerede næste år efter hin tilfældige begyndelse, eller i 1862, kunde Farsundske handlende, tildels vistnok i forening med hr. Vatne, sælge til engelske fiskehandlere en 15 ladninger islagt makrel; engelskmændene sendte selv hurtigseilende fiske-kuttere for at hente dem, på en nær, som forsøgsvis blev sendt over i Farsundsk fartøi og solgt i det fremmede land. Og nu iår, i 1864, er der fra Farsunds toldsted udexpederet til England ikke mindre end 97 ladninger. Fiskerne, som have fanget al denne makrel, høre så godt som alle hjemme i Farsunds handels-distrikt eller i strøget fra Lindesnæs til og med Lister, og af de 5 udskibere (disse ere dels enkelte handelsmænd, dels interessentskaber eller lag af flere) høre 2 hjemme i selve Farsund, og disse 2 have udskibet mesteparten.(82) 2 andre af de 5 udskibede vare engelskmænd(83) og den 5te var en Christiansandsk handelsmand. Alle makrel-udskibere have indrettet sig ishuse, dels i Farsund selv, dels i nogle andre udhavne.

På Farsunds toldbod har jeg fået opgaver over denne udskibnings mærkværdige væxt, nemlig:

År.

Kasser makrel.

Stykker i hver kasse.

Værdi.(84)

1862:
  2352
160

7515

spd.
1863:
13100
120

30400

-
1864:
18996
120

56988

-

Efter som udskibningen af fersk makrel er tiltaget, har man mest sluttet med at lægge makrel i tønder og salt. Men da det kan interessere at kjende værdien af det hele makrel-udbytte for Farsunds distrikt iår, skal jeg tilføie, at der endnu antages at være saltet en 3300 tønder til værdi af en 13000 spd.(85)

Til bevis for, hvad jeg yttrede ovenfor, at Farsund er bleven det betydeligste udskibnings-sted, skal jeg endvidere efter told-opgaverne anføre mængden af den ferske makrel, som er udført til England i indeværende år:

fra Christiansands toldsted, omtr. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
1,600,000
styk.
fra Mandals toldsted, omtr. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
80,000
-
fra Farsunds toldsted, omtr. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
2,280,000
-
fra Flekkefjords toldsted, omtr. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
600,000
-

Hvad kan det være, som Farsund skylder dette fortrin? Visselig dets omboende kystbefolknings dygtighed og dristighed. Navnlig på selve Lister bor en velstående bonde-almue, som har råd til at koste sig både og garn, og disse samme bønder, som dog vise en heller stigende sands for sit gårdsbrug, have tillige sind til både selv at færdes på søen og at oplære sine sønner i al den bedrift, som forefalder der. Om vi havde nøiagtigere tællinger, skulde det rimeligens vise sig, at der ikke er nogen anden stor strækning af vore kyster, som i makrel-tiden kan sende ud en så stor mængde vel udrustede fisker-både som netop Farsunds distrikt. En Farsunds-fisker har sagt mig, at han har kunnet tælle omkring 100 både, som seilede ud fra øerne og fjordene mellem Lindesnæs og Farsund samt endvidere fra Farsund selv og nogle nærliggende udhavne på Lister, og efter et overslag antog han, at de både, som høre hjemme ude på Lave-Lister, måtte være en 200. Lignende skjøn og overslag har jeg hørt af flere. Og at det kan have sin rigtighed, det tror man let, når man har seet de rækker af makrel-både, som bedække strandene udfor de frugtbare og folkerige gårde henover det flade Listerland, Hassel, Tjørve, Vatne, Bordhaug, Vaagsvold o.s.v. På Hassel alene bo mellem 50 og 60 opsiddere, og her høre hjemme mere end 40 makrelbåde. Og på Vatne bor et helt lag af bådbyggere, som hvert år sætte nye både på vandet.

Det er ellers som et særkjende for vore vestlandske byer at se sildetønder og tønde-stav, hvor man vender øinene hen. Men nu ser jeg makrelkasser overalt på Farsunds brygger, og den nye bedrift at hugge is på vandene og kjøre til ishusene hører jeg allerede omtale som gammel her. På Farsunds havn lå i vår henved 30 engelske fiske-kuttere på en gang og ventede på makrelen, og på forskjellig måde er den hele by i bevægelse under makrelsjouen. Det er åbenbart, at makrelfiskeriet er blevet til en af hovedkilderne for byens næring.(86) Men omvendt har naturligvis også den gjennem Farsund gående makrel-handel bidraget til at fremskynde hint opsving i selve fiskernes bedrift.

Og hermed vender jeg tilbage til betragtningen af fiskerens arbeide.

Båden må være på pladsen ude på havet, når solen går i vandet; thi da skal der sættes. Garnlænken består nu gjerne af en 50 garn, og disse udgjøre tilsammen en længde af 3000 alen eller 1/6 af en norsk mil. En mand ror båden og de tre andre sætte, det er en times arbeide. Et slæbetoug gjøres fast i det sidste garn og i bådens forstavn; garnlænken driver med strømmen, og båden slæbes med, selv imod vinden. Man får sig noget mad; en mand sætter sig derefter på udkik, de andre krybe under seilet og lure ham af. Det drives den mørkeste stund af natten, 2 til 2 1/2 time. Ved tidligste daggry begynder man at trække. Dette er et stridt arbeide for alle 4 mand; de må tage spændetag og ret hale af magt, helst når båden har vinden imod sig; det er en 2 til 2 1/2 times anstrængelse.

For at være på pladsen ved sol-sæt må der efter vindens og veilængdens forskjellighed reises ud mellem kl. 1 og 5 om eftermiddagen. Det er som en grågås-flok at se til, når bådene lægge ud. De ere samlede i begyndelsen; men strax udenfor de yderste holmer sprede de sig ud. Der hales ud af alle kræfter, det er som en kaproen og kapseilen, thi det gjælder for hver båd om at komme langt bort fra flokken; når det nu er så, at alle eller de fleste ville så langt ud som muligt, så gjælder det altså tillige om at være den yderste.

Hvorfor denne kappen? Jo, fiskerne få mest makrel i den side af garnene, som vender mod vest, og de slutte heraf, at stimerne gå fra vest mod øst, langs med landet; har nu en båd sat eller begyndt at sætte sine garn tvers af landet og så en anden kommer strax efter og sætter nær ved på vestre side, så vil denne opfange fisken og hin vil intet fiske. Den yderste båd er mest sikker for sådant naboskab; men den, som måske med forsæt har holdt sig inderst, nærmest land, kan også vælge sætte-pladsen efter behag.

Der kan fiskes med drivgarn 1/4 mil af land; men oftest gåes der en 2-3 mil ud, ofte længer, indtil 5 mil. Er vinden vestlig, søger man ved udreisen så langt vest som mulig, at man kan have vind til at komme ind igjen om morgenen, om man end er bleven sat noget østover under drivningen; omvendt naturligvis, om vinden står af øst.

Træffer det ind med stille, så der må roes, kan det blive et hårdt arbeide at komme ind igjen om morgenen. Og så skal fisken tages ud og garnene redes. Det går slag i slag med arbeide. Men synet af fangsten og håbet om fortsat vinding virker oplivende.

Jeg sagde, at en mand holder udkik på båden om natten. Det er mest for skibes skyld, som kunne komme seilende; træffe de garnene, kunne disse gå tabte. Når sådan fare truer, må båden kaste løs og ro henimod skibet og varsko og bede om at holde af. Engelskmænd og franskmænd, som ere kjendte med drivgarn ved sine egne kyster, pleie mest vise sig villige; derimod have de norske og svenske skibe mindre godt lov.

Garnene kunne tabes på andre måder også. Det har hændt, at fangsten har været så stor, at båden ikke har kunnet bære alt, så man har måttet løse resten af garnlænken af og give den til pris for bølgen, med den fisk, som var deri. Det har også hændt, at garnlænken er bleven så overfyldt af fisk, at den, efterat fisken er død, er bleven slidt af formedelst sin egen tyngde og gået til bunds. Manden på udkik må derfor stadig hale båden hen og løfte på et eller andet garn, for at mandskabet kan blive vækket og garnlænken taget ind i betids.

Det vil af disse forklaringer begribes, at fiskerens held for en del beror på hans egen årvågenhed, påpasselighed, dristighed, udholdenhed.

Kan også indsigt, erfarenhed, tænksomhed få anledning til at gjøre sig gjældende? Kjender man fiskens natur og vandring i havet, så man kan danne sig nogen mening om, når og hvor den er at finde? Er der tegn og mærker, som den skjønsomme, agtpågivende fisker kan rette sig efter, idet han vælger sig sin plads på havet og sætter sit garn?

Fiskere ville have iagttaget, at i begyndelsen og ligeså i slutningen af fisket (det pleier gå til mellem sidste halvdel af mai og første halvdel af juli) holder makrelen sig længst ude på havet, længst inde derimod i midten af fiske-tiden. Hvor langt man skal gå ud, søger man ellers at komme efter ved at forhøre sig om fangsten på de forskjellige både den sidste nat. Det strøg af havet, som viste sig rigest sidst, søges naturligvis hernæst. Imidlertid må man se sig for, når man spørger; det er kanske ikke alle fiskere, som ville ud med, hvad de vide.

I vindstille ventes mindst fisk; man ønsker en passende liden bris med nogen letting af søen. Allerbedst holdes det for at være, når der tillige går en passelig strøm mod vinden, noget, som tildels kan sees derpå, at bølgerne blive mere toppede.

Et år gik en stadig strøm langs landet fra øst mod vest, det var i et strøg, som var en 2-3 mile bredt. Udenfor var det enten strømstille eller vestlig strøm. Bølgegangen pleier vise sig noget forskjellig henover to sådanne strøm-belter, og forskjellen viser sig som en stribe langs grændsen imellem dem; denne stribe kaldes strøm-råk. Og det år gjorde fiskerne den erfaring, at vilde de gjøre godt fiske, så måtte de udenom råken. En fisker fortalte mig, at når han af en eller anden grund en enkelt gang ikke rak så langt, så foretrak han at vende fremfor at spilde tiden med at sætte og drive indenfor.

Man har ikke iagttaget nogen forskjel i fiskemængden, eftersom man kommer længer henimod Lindesnæs i øst eller Lister-pynten i vest, og forsåvidt har hver mand i dette distrikt med samme håb kunnet drive fiskeriet ret udfor sin egen bolig. Men den forandring i handelen, at makrelen opkjøbes og betales bedst i fersk tilstand, har allerede bevirket, at fiskere forlade sine hjem for flere dage ad gangen og lægge sig for i nærheden af de nye ishuse, hvor handelen går for sig. Der var iår ikke så få fiskere fra vestkanten af Lister, som drev fisket fra Egvaag o.s.v.; ja, man så her nogle få både alt fra Hitterø, der jo nærmest hører til Flekkefjords handels-distrikt.

En fisker opgav mig fangsten på sin båd i de sidste 5 år så:

1860: 46000
stykker
1861: 26000
-
1862: 19800
-
1863: 21000
-
1864: 15000
 -,
222 spdr.

Der er altså stor forskjel på årgangen. I indeværende år skal både fiskemængden i søen have været liden og søveirsdagene få.

Stimerne kunne træffe garnene yderst forskjelligt. Om en båd har jeg hørt, at en del af længden blev revet af ved tyngden af den fangede og døde fisk, men at der endda var en 7000 fisk i de garn, som man fik ind. Dette er den største fangst, jeg har hørt om i en dræt.

Penge-udbyttet iår for Farsunds distrikt har jeg hørt anslået til ikke fuldt 200 spd. for en båd i gjennemsnit, mod nærmere 300 spdr. ifjor.

Hered heder et sogn, som ikke støder umiddelbart til havet, men ligger inde ved Farsunds-fjorden. Ifjor var der 1 makrelbåd herfra, men iår 4. Fra dalbygder endnu længer inde, fra Lyngdalen og Kvinesdalen kommer der flere og flere løskarle for at gjøre tjeneste på bådene. Det første år må de være fornøiede med, at de få plads for sine egne personer, næste år ere de allerede en del øvede og kunne tillige få lov til at have nogle få garn med, som de kanske have lagt sig til for hvad de tjente sidst.

Hvilken fordel det er at eie part i garnene på båden, det vil man forstå ved at agte på, hvorledes udbyttet deles. Skikken er noget forskjellig. På selve Lister deles det i 10 parter, nemlig 1 til båden, 4 til de 4 mand og 5 til garnene. I Farsund og deromkring brukes tildels at dele udbyttet i 9 parter, nemlig 1 til båden, 4 til de 4 mand og 4 til garnene. Lader bådeieren sig nøie med liden part for båden, får han vel betinget sig at have så mange flere garn med for sin part, og dette veier op imod hint. Båden pleier at have 50 garn; den, som f.ex. eier 25 af disse, får jo halvparten af den lod, som falder på garnene.

Til yderligere forklaring angående disse delingsregler må jeg tilføie, at båden med alt tilbehør koster ny 100 spd. og en garnlænke på 50 bødte og nybundne garn en 150 spd. (et enkelt garn nyt 4 spdr.).

Med garnene er der foregået en interessant forandring. Før i tiden vidste man her i egnen ikke om at binde noget slags fiskegarn af andet end hamp; men nu binder man makrel-garnene af bomuldstråd. Og førstemanden i denne retning var hin Ola i Heia, som også ellers har spillet en interessant rolle i drivgarn-fiskeriets historie; han begyndte med garn af bomuld, for en 25 år siden, og det antages af folk, som mindes ham fra den tid, at han tog denne opfindelse ud af sin egen tanke, ikke ved efterligning fra andre steder.(87)

Men hvad der allermest skulde gjøre indtryk på tilskueren og vække en livlig forestilling om den tænksomhed og dristighed, som kystbefolkningen i denne egn og fornemmelig på selve Lister har lagt for dagen under udviklingen af dette fiskeri, det skulde være synet af hin flåde af 300 makrelbåde, som Farsunds distrikt sender ud på havet. Disse store og skjønne både ere så godt som nye allesammen, thi selve den båd-form, som de tilhøre, Listerbåden, er ny, opkommen og udviklet formedelst bådbyggeres og fiskeres forenede forsøg på at udtænke, hvorledes den båd skulde være beskaffen, som bedst skulde svare til makrelfiskeriets nye behov.

Det vil derfor blive som en fortsættelse af nærværende stykke, når jeg i et følgende skal tage mig den frihed at fortælle, hvorledes Listerbåden er bleven til.

(Folkevennen, Bd. 13, 1864 s. 528-546)


DET NORSKE ARBEIDE. -
NORDLANDSBÅDEN.

Efter et foredrag i Møllergårdens Skolehus.(88)

Da jeg forleden aften fordybede mig i spørgsmålet om Nordlandenes og Finmarkens bebyggelse af nordmænd og søgte at gjøre det anskueligt, hvilket uhyre arbeide det dog må have været at finde frem i disse barske egne og opsøge deres sparsomme næringsveie - gjøre det anskueligt, hvorledes det vel neppe kunde forholde sig så, som af nogle forfattere tænkt, at disse nordlige kystegne vare de af vort lands bygder, som vore forfædre først besatte, så de senere hen skulde have udbredt sig derfra til det sydlige Norge, men at det heller var gået omvendt, idet nød og trang havde drevet udflyttere ud fra hjembygderne sydpå i landet og deres mod og udholdenhed havde ført dem fra næs til næs, fra fjord til fjord, længer og længer, bestandig nordover, - da kom jeg til at nævne noget, som jeg henregnede til Norges eiendom og ære, og som jeg kaldte det norske arbeide - hvoraf hint arbeide med vore nordligste egnes bebyggelse kun var en enkelt, men dristig og såre mærkelig prøve.

Men dette emne må jeg bede om lov til at dvæle noget mere ved iaften, som indledning til at tale om en enkelt kunst og bedrift, som også er en prøve på det samme store norske arbeide, og som er blomstret op på hine samme nordlige havstrækninger og udgjør deres stolthed og pryd.

Når jeg siger: Det norske arbeide, så indbefatter jeg derunder hver svededråbe, som faldt under anstrængelsen, og hver tanke, som skjød frem og udfandt middel og måde til at lette bedriften og fremme gjerningen og fuldkommengjøre arbeidet - alt landet over, og fra den dag, da norske folk først satte fod i landet, indtil denne stund.

Men med disse ord har jeg allerede skjelnet mellem dette dobbelte, som er indesluttet i det samme begreb og navn: først arbeidets mængde, som var det, der pressede sveden frem, dernæst dets måde og kunst, som tanken udfandt.

Exempel på arbeidets mængde er dette, at formedelst de mange års flid er der nu ryddet op og lagt under plov så og så mange tusinde mål jord, eller at det nu er kommet dertil, at der årligårs udrustes og bemandes så og så mange tusinde både til at drive de store fiskerier og indvinde så og så mange tusinde tønder og våger af sild og fisk. Den særskilte videnskab, som ynder allehånde talopgaver, statistikken nemlig, er allerede i god gang med at samle på opgaver om mængden af det arbeide, som årligårs forrettes i landet, og den skal sikkerlig virke til, at vort folks arbeidsomhed bliver bedre kjendt og anderledes berømmet end hidtil. Jeg har ialfald den tro, at når dette lands små leiligheder og store vanskeligheder tages ret i betragtning, så skal det norske folks arbeide og den villiekraft og udholdenhed, som derunder er lagt for dagen, tage sig godt ud ved siden af hvert andet folks.

Men med disse få ord skyder jeg for resten kapitlet om arbeidets mængde fra mig for iaften, da jeg vil holde mig lidt længere ved det andet kapitel, nemlig om arbeidets måde og kunst.

At fremstille denne vil være at beskrive, hvad jeg vil kalde arbeidets natur-historie.

Som jeg mente, at det norske arbeides statistik vil opvise en ganske anseelig mængde af udført arbeide, så mener jeg, at når det norske arbeides måde og kunst bliver ret nøie kjendt eller dets naturhistorie ordentlig studeret, så skal man undres over dets mangfoldighed, og glæde sig over den tænksomhed hos folket, som har åbenbaret sig i denne mangfoldighed. Der er f.ex. jordbrugsarbeidet: selv er det et enkelt udaf en mangfoldighed af hovedarbeider, som drives i vort land, og hvilken mangfoldighed indeslutter det ikke igjen i sig? thi fast hver liden bygd har jo måttet udtænke sin særskilte brugsmåde eller egne form for arbeidet, og hvilket land er således udstykket i små-bygder som Norge?

Det er et nyt udtryk, dette om arbeidets naturhistorie. Men hvorledes jeg mener det, kommer nærværende fremstilling til at vise ved to sammenhørende exempler, af hvilke det første er hentet fra et mere bekjendt arbeide og valgt for at tjene som indledning til det andet. Hvad jeg nemlig egentlig vil søge at vinde mine tilhøreres interesse for i denne time, det er Nordlandsbåden eller den enkelte form af det store og temmelig mangfoldige arbeide i vort land at bygge både; men som indledning hertil må jeg tillade mig kortelig at angive hoved-summen af nogle forklaringer og beskrivelser, jeg tidligere har ladet trykke om den gren af det norske arbeide, som består i at bygge huse.(89) Men både ved talen om denne husbygning og hin bådbygning kommer jeg idelig til at minde om, at det er ting, som henhøre under hint begreb af det norske arbeides naturhistorie og tjene til at forklare dette begreb.

Det kan nok være værd at lægge mærke til det arbeide at bygge huse - overalt et vigtigt arbeide og ikke mindst i vort land med de lange og barske vintre, og et overmåde stort arbeide, da det gjælder at skaffe et helt folk tag over hovedet og lune vægge, derhos et længe øvet arbeide, bogstavelig begyndt med landets bebyggelses tider og fortsat til i dag.

Det tidligste, vi vide om, hvorledes vore forfædre udførte dette arbeide, er, at de byggede sig røgstuer, eller bedre: årestuer, med åre til ildsted midt på gulvet og ljore i taget til åbning for røgen og dagslyset. Som den hus-skik engang var almindelig hele Norge over, så var den nok i sin tid herskende i hele Nord-Europa, i Sverige, Danmark, Tydskland, o.s.v., og vi må da antage, at vore fædre tog skikken med sig der de kom fra - fra de nærmeste nabolande.

Det var da i den første tid ligeså ensformigt som simpelt i vore bygder. Men livet udviklede sig, og under udviklingen kom det til at skikke sig forskjelligt i bygderne - og dette blev lidt efter lidt kjendeligt også på bygnings-skikken. Jeg tænker ikke blot på en sådan udvortes naturomstændighed, som at der i en bygd var mangel eller overflod på bygningstømmer; jeg tænker mere på dette, at på grund af næringsveienes forskjellighed f.ex. i en indlandsbygd og en kyst-egn kunde huslivet arte sig forskjelligt, såsom med stort eller lidet folkehold, med meget eller lidet enten udarbeide eller indarbeide o.s.v., og var først huslivet blevet formet på en egen måde i en bygd, så måtte der føles trang til modsvarende forandringer i selve huset, som skulde rumme det.

Om nu folk, som byggede af nyt, end ikke tænkte på at bygge anderledes, end som skik og brug var, så kunde der dog let opstå en og anden liden afvigelse. Dette var da tilfældigt. Men at husets beboere og nabolagets beboere lagde mærke til afvigelserne og opgjorde sig en mening om, hvorvidt de vare heldige eller ei, det var ikke tilfældigt. Og nu kan det forståes, at den, som næste gang skulde bygge af nyt, med flid valgte det hus til at bygge efter, som forekom ham at være heldigst, og når først på denne måde tanken om forbedring i en vis retning var opkommet, så kunde nu en, nu en anden, som havde mere omløb i hovedet, gå et skridt videre og selv udtænke og forsøge en yderligere forbedring. Til de i selve bygden opkomne nyheder kunde fremdeles nu og da føles efterligning af fremmede skikke fra andre bygder eller vel endog fra andre lande. Efter en lang række af mere og mere heldige forsøg kunde omsider et hus stå der, som indtil videre hele bygden tog til sin model, ja, formedelst efterligningers efterligning kunde huse efter den model forplantes videre og videre, udover et helt lag af bygder, eller i så stor omkreds, som folk havde samkvem med hinanden og satte sag i at holde sammen med fællesskab i sådanne ting som huslivets skikke - udenfor det bygdelags grændser mødte gjerne en anden skik så at sige i et og alt og da også en anden bygnings-skik, der imidlertid kunde være opkommen og i sin kreds være bleven udbredt på lignende måde. Men således gik det til, at hvert bygdelag fik sin særskilte bygnings-skik, og der opkom denne mangfoldighed af stueformer, som jeg har foreslået at kalde: den Throndhjemske, den Akershusiske, Thelemarkiske, Nedenæsiske, Mandalske, Jæderske stueform, endelig den Bergenske form af røgstue (røgovn-stuen). Og der var en tid, da hver enkelt af disse stueformer var temmelig konstant, eller fast og stadig, med få eller ingen afvigelser eller undtagelser, idet nemlig folkets sind og tænkemåde var sådan, at tilbøieligheden til at efterligne var overveiende, så når en mand af bygdens egen almue skulde bygge, så faldt det ham lidet ind at indrette sit hus anderledes, end det nu engang var bleven skik og brug.

Den tid er dog ikke nu længer. Siden dette århundredes begyndelse, eller vel især siden 1814, som er et mærke-år ikke alene for statslivet, men også for folkelivet i landet, har det ret taget fart med forandringer og fremskridt; ja, det har øget på for hvert tiår, som er gået. Nu har den gamle skik tabt meget af sin magt over sindet, og nu er det mere og mere så, at når en mand skal bygge, så gjør han sig flid med at udtænke sin byggeplan og få huset indrettet netop efter sit særskilte behov og sin egen smag. Det ord er mere kommet til at gjælde: Så mange hoveder, så mange sind. Hin magelige lyst til at efterligne har mere veget pladsen for en selvstændig stræben efter at få sin tanke og sit ønske frem. Sindet følte sig før som bundet under skikkens herredømme, nu derimod føler det sig friere. - Går det videre fremad således som nu på en stund med forandringer i bygningsmåden fast for hvert nyt hus, som bygges, så ville hine Throndhjemske, Akershusiske og de andre bestemte bygdeformer af stuebygninger ikke blive til at kjende igjen mere, eller det vil ialfald blive vanskeligere end nu at hitte rede på det tilsyneladende virvar af former, som ville opkomme, og påvise sammenhængen med fortiden og enheden i mangfoldigheden. Men sammenhæng og enhed vil der dog altid vedblive at være - sålænge Norge er det samme land, sålænge dets beboere ere det samme norske folk. Thi for det første vil landets udvortes natur altid tvinge bygmestrene til at holde sig til visse regler, som erfaring har stadfæstet, og for det andet vil følelsen af landsmandskab forhåbentlig gjøre sig gjældende således, at bygherrerne, samtidig med at de frit indrette sig efter eget behov, derhos gjerne slutte sig til den smag eller den dom om det passende og skjønne, som udvikler sig i samfundet, og som med hensyn til huse vil føre til, at det skal sees og kjendes på et hus, at det er norsk, at som alt Norge er det norske folks hjem, så er det enkelte hus en norsk og norsksindet families bolig. Det kan vistnok ikke forebygges, at en og anden bygherre, hos hvem friheds-sindet er udartet til selvrådighed og envished, bygger sig et misfoster af et hus; men mængden af hans omgivelser finder strax, at det er meningsløst og smagløst og urimeligt, og misfostret hjælper da netop til at modne den tanke hos andre, at man heller bør slutte sig sammen og i visse dele antage fællesskab i bygnings-skik. Men på den måde kan det ske, at i samme mon som hine adskilte bygnings-skikke, en for hver bygd, tabe sig og gå i forglemmelse, så uddannes i deres sted en høiere såkaldet bygnings-stil, fælles for landet. Dette sidste udtryk bygnings-stil henhører til de såkaldte architekters eller bygnings-kunstneres sprog, og jeg vilde med det kun kortelig antyde, at til målets opnåelse vil der vel kræves, at norsksindede architekter med venlig hu forene sin kunst med vore gammeldags tømmermænds og bygmesteres arbeide.

Hermed har jeg da forklaret, hvorledes jeg mente, at bygnings-skikken og dens mangehånde udviklinger kunde tjene som exempel på, hvad jeg kaldte arbeidets naturhistorie. Det udtryk naturhistorie er naturligvis lånt fra noget bekjendt, for ved sammenligningen at lette forståelsen. Men ligheden består deri, at det menneskelige arbeides udvikling til nye og atter nye former er ikke noget tilfældigt, men meget mere noget regelmæssigt, begrundet dels i den ydre naturs bestemte indvirkninger, dels i menneskets egen natur, der igjen yttrede sig forskjelligt under samfundets vexlende tilstande. Det er ikke let altid at påvise grunden til, at udviklingen er bleven netop sådan eller sådan; her være det imidlertid tilstrækkeligt at have gjort det anskueligt, at der nok må være en grund, alligevel at den ikke kan peges på. Et ret godt exempel kan jeg imidlertid nævne, og det er fremdeles hentet fra bygnings-skikken: udaf det allerældste slag af røgstuer, med åre til ildsted, fremkom i tidens løb et andet slag, med røgovn, hvilket andet slag blev almindeligt indført vestenfjelds, men lidet eller slet ikke østenfjelds, og denne grændse for den nye skiks udbredelse tror jeg, at jeg har fundet grunden for - således som nærmere forklaret i min førnævnte beskrivelse af den norske bygningsskik.

Den, som nu monne have sat sig ind i dette, vil finde en slående lighed med en sag i den almindelige eller egentlige naturhistorie, således som denne granskes og forståes af et vist parti af nutidens naturforskere. Sagen er imidlertid meget omstridt, og det ligger langt udenfor mit fag at dømme om, hvor meget eller hvor lidet af sandheden der monne være i den nye mening. Men mig slog det, at hvad enten denne mening eller betragtningsmåde holder stik eller ei med hensyn til den udvortes natur, så passer den meget godt på arbeidets naturhistorie. - Begyndelsen er den erfaring, som landmænd idelig gjøre, at et eller andet af deres husdyr skiller sig fra flokken med gode anlæg i denne eller hin retning; sådanne dyr vælger man da til at lægge på efter, og når dette gjentages gang efter gang, fremavles derved disse forskjellige racer af kjør, får, o.s.v., hver med sine særdeles egenskaber. Nu - sige hine naturforskere - går det ligedan til i den frie natur: idelig kommer et og andet dyr til verden med lidt fremragende egenskaber, og når disse samme egenskaper ere sådanne, at det falder lettere for dyret at klare sig og nå frem til voxen alder og forplante sig, så har dermed naturen selv ligesom valgt dette dyr til at lægge på efter, og når dette har været fortsat i tilstrækkelig lang tid, med bestandigt udvalg af de mest fremragende dyr af slaget, så kan derved fremavles - ikke alene forskjellige racer af en og samme art, men endog nye arter udaf den ene, som ere før. Det påståes da og at de dyrearter, som ere til nu, på sådan måde ere fremavlede af de som engang have levet på jorden, de uddøde arter, hvis levninger af ben og skal (man finder dem i forstenet tilstand, i jord og berg) den dag idag vise, at de ikke have været ganske ligedan som de nu levende. - Meningen vil forståes, når vi (siden vi netop have talt om huse) tage snegle-husene til exempel; der er mangfoldige arter af snegle-dyr, og hver art har sit særskilte hus eller skal - men i de tidligere jord-perioder eller hine umådelig fjerne tidsrum var der færre og færre arter, eftersom vi i tanken flytte os op til hele dyre-skabningens begyndelse, og den nuværende mangfoldighed påståes at være opkommen af den ringe begyndelse, netop derved, at der altid var enkelte af yngelen, som vare bedre udstyrede, og blandt afkommet efter disse enkelte var der atter et og andet dyr, som mere end de andre havde arvet forældrenes heldige egenskaber og afvigende dannelse. Ja, dette siges at gå for sig fremdeles, så det ventes, at der engang i fremtiden vil være endnu større mangfoldighed af disse dyrearter, end der er nu.

Når nu dette anvendes på den gren af det menneskelige arbeide, som vi nys have betragtet, og som består i at bygge huse, så kunne vi sige, at den oprindelige røgstue, med åre til idsted, er at agte som en forlængst uddød art, og at de af den udviklede forskjellige stue-arter, den Throndhjemske, Akershusiske o.s.v. nu i vor tid holde på at dø ud og give plads for nyere arter, som udvikle sig udaf de ældre formedelst et lignende «naturligt udvalg», som hine naturforskere udtrykke sig, idet de nye huse, som tage sig bedst ud, naturligvis helst vælges af andre bygherrer til at bygge efter.

Alt dette om husebygning skulde nu som sagt være indledning til nogle lignende forklaringer om bådebygningen, og det i anledning af Nordlandsbåden.

En beskrivelse af alle jordens både, med deres årer og seil - både underlige og vakkre former af både - vilde ligne en naturhistorisk beskrivelse af alle de arter af fugle, som svømme på vandene, måger, ænder, gjæs, svaner o.s.v. Som naturens skaber-evne har udfoldet sig rigt og skjønt ved frembringelsen af disse mange fugleformer, som svare så godt hver til sit sted og sin bestemmelse, så har det menneskelige arbeide, som med årtusinders flid har stræbt at overvinde vandenes hindringer, ret udfoldet sin evne: de mange arter af både, fra grønlænderens kajak til englænderens redningsbåd, hver så yderst hensigtsmæssigt indrettet efter leilighed og bestemmelse, disse mange former og arter af både høre til arbeidets skabelser.

Og som Norge jo væsentlig er et stort kystland, og dets folk så langt op i tiden, som man veed om, har viist godt anlæg for alskens bedrift på havet, så måtte bådebygning blive en interessant gren af det norske arbeide.

Men dette interessante fik jeg først øie for ved at se Nordlandsbåden.

Jeg kom til Nordlandene og Finmarken i 1863, og jeg var begjærlig efter at se den båd, som jeg vidste årligårs bliver så mangfoldige menneskers ligkiste. Det var Nordlandsbåden. Det første indtryk var, at den var forførerisk vakker, og det sidste indtryk var uforandret som det første - kun at synet var blevet end mere tiltalende for mig derved, at jeg i mellemtiden eller fra jeg fik øie på den første og til jeg tog afsked med den sidste Nordlandsbåd havde talt med adskillige både sømænd og bådebyggere og fået en forestilling om, hvorledes det er gået til, at den skikkelse er udgået af dette arbeidende folks, af disse såkaldte simple almuesmænds tanke og hånd. Når jeg undtager een stilling, hvor Nordlandsbåden tog sig mindre godt ud for mine øine, nemlig seet.ovenfra ned, syntes jeg at se lutter skjønheds-linier, og denne skjønhed er ikke hængt udenpå som et overflødigt smykke, men er visselig kun det uvilkårlige udtryk for eller det synlige mærke på de fortrinlige egenskaber, som sagkyndige enstemmig tillægge den: dens store lethed for både årer og vind, så den dandser hen over bølgerne. - Det er en tidsfordriv under reiser langs disse vidtstrakte kyster at se på mågerne, som svæve henover, og på bådene, som fare forbi: øiet bliver aldrig mæt.

Nu denne bådforms oprindelse? Det skulde være et spørgsmål for den videnskab, jeg har kaldt arbeidets naturhistorie.

Ledet som jeg var af hin anskuelse om at nordmændene vare komne fra egnene ved Hvidehavet, tilsøes rundt Finmarken, og at derfor Helgeland og Senjen eller Nordlandene skulde være de ældste norske bygder, kom jeg i førstningen til at danne mig en mening om den sag, som jeg nu selv må finde underlig. Jeg tænkte mig nemlig, at Nordlandsbådens eiendommelige form kanske var en mindelse af den elvebåd, som folkestammen rimeligvis havde brugt på sin flytten fra det indre af Rusland og udover mod havet: da de nåede dette, skjød de vel båden ud og omdannede den netop så meget, som erfaring lærte dem at de måtte for at få den til god havbåd. Efterhvert som folket fra Nordlandene af udbredte sig sydover, gik de videre i sine forandringer med bådens dannelse; men i Nordlandene selv, hvor man var stammelandet nærmest, holdt man mest på den oprindelige form og skik.

Denne forestilling vilde en stund bestyrkes hos mig ved synet af nogle meget gammeldags både i vort alleryderste Norden eller i selve Finmarken. I Vadsø så jeg både af det slag, som de såkaldte skolte-finner på den russiske side bygge; bordene i dem ere ikke klinkede sammen med søm, men «syede» med reb eller vidier, og de se ud som vassbåde (ferskvands-b.), der ere skudte på søen. Og i Tana-dalen så jeg vore norske finners elvebåd, som virkelig ser sådan ud, at man et øieblik kunde tro, at slige både havde været den oprindelige model for Nordlandsbåden; thi denne er påfaldende lang og smal og flad, men elvebåden udmærker sig endnu mere i så måde. Ja, jeg hørte om en kvæn fra Tanadalen, som for få år siden havde sat sig i sin elvebåd og roet ikke alene elven ned, men hele Tanafjorden ud og endda et godt stykke af havstrækningen derforbi - et vovestykke rigtignok, men som var faldet heldigt ud, og som altså godt kunde ligne nordmændenes begyndelse med bådfart på havet.

At Nordlandsbådens forskjel fra andre norske bådformer altså skulde bestå deri, at den mindre end de andre havde afveget fra det begreb om en båd, som vore forfædre bragte med sig fra sit tidligere hjemland, det vilde jo desuden være af samme slag, som at den forskjel i bygde-dialekter, som vi kjende i vort land, tildels også (og det efter hvad en af de lærde har forklaret, som har fremsat sin anskuelse om nordmændenes nordlige indvandringsvei) skal være så gammel, at den skriver sig alt fra bygdernes bebyggelses tider.(90)

Men min tanke fandt dog ikke hvile i alt dette, og jeg synes ialfald jeg forstår Nordlandsbåden bedre nu, jeg langt om længe er kommet til at forestille mig den nordligste bådform udviklet i tidens løb af en form, som monne være kommen derop søndenfra, med selve folket.

Min forestilling er, at det monne være gået med de mange bådformer som med de forskjellige stueformer. Ligesom jeg har omtalt og benævnt den Throndhjemske, den Akershusiske og de andre stueformer, så har den kyndige forfatter, som nu for nylig skrev i Folkevennen(91) om de norske både, hr. fyr-direktør Diriks, først skjelnet mellem disse to hovedslag: 1, østlandske og 2, vestlandske og nordlandske både, og under det 1ste hovedslag beskriver han foruden den mere fremmede pram navnlig: sjægten, Hvaløerbåden, lodsskøiten og Listerbåden, men under det 2det hovedslag Hardangerbåden, Søndfjord- og Nordfjordbådene, Søndmørbåden, Nordmør- og Aafjordbåden, samt allersidst Nordlandsbåden. Som selve navnene give at forstå, have disse former hjemme på hver sit strøg af vor langstrakte kyst, ligesom vi jo fandt hine stueformer opkomne og hjemmehørende hver i sit bygdelag. Men som disse stueformer ere opkomne udaf den ensformige røgstue-skik, som vore forfædre havde taget med sig fra tilgrænsende hjemlande, så mener jeg, at de mange bådformer ligeledes i tidens løb have udviklet sig af en enkelt oprindelig form, som de samme første indvandrere havde erindring og begreb om fra deres tidligere hjem. Oprindelsen til de første norske bådes form og skik er rimeligvis at søge langs kysterne af Østersøen og de sydlige strøg af Nordsøen, og vistnok må der allerede tidlig have været forskjel på bådene med hensyn til størrelse, men det er at formode, at selve formen eller delenes sammensætning og det heles dannelse har været meget ensartet og simpel.

Et af skillemærkerne mellem hine to hovedslag er, at i de østlandske både ere bordene sammenføiede med trænagler, medens de vest- og nordlandske både have klinksøm. Men selv her på Østlandet har man i gravhauge fra hedenold fundet klinksøm, altså letkjendelige levninger af både og betydelige vidnesbyrd om, at denne forskjel ikke har været da. En anden forskjel er, at de vest- og nordlandske både have råseil, de Østlandske derimod spridseil; men selve det navn sprid tyder på, at indretningen ikke er gammel norsk, men i nyere tid indkommen ved efterligning af udenlandsk skik.

I det hele taget lader det til, at det østlandske hovedslag af både fra først af er fremkommet formedelst indvirkning af udenlandske exempler, og dette er da af samme slag, som at den hovedforandring i bygningsskikken, at ildstedet forsynedes med skorstenspibe, så stuen ophørte at være røgstue, også skriver sig fra udlandet.

Men ellers forestiller jeg mig, at de bådformer, som de forskjellige kyst-egne have fået sig, ere at tilskrive disse samme egne almuer, deres tænksomhed og flid.

Det er et fællesarbeide af bådebyggere og sømænd.

En bådebygger kan være flink, og endda er det så, at han får ikke to både akkurat ligedan, om han end bemøier sig hermed. De afvigelser, som fremkomme således, må kaldes tilfældige. Men selv en meget fin afvigelse pleier blive bemærkelig under seiladsen, og det er da ikke tilfældigt, at søfolkene virkelig lægge mærke til den båd, som er bleven bedre eller for deres brug bekvemmere end andre, og at de da tilråde, at man vælger den til at bygge efter. Men når på den måde tanken er vakt og man begynder at forstå, at man kan give båden yderligere forandringer i en vis retning, se, da kunne søfolk komme til bådebyggerne og bestille både efter den og den model og med tillæg af den og den forbedring, eller bådebyggeren kan selv få lyst til at udtænke nye forsøg og lægge an på at levere et mester-stykke af en båd. - Netop i Nordlandene syntes jeg at jeg fik et exempel på, hvorledes dette går til: den sikkerhed og indsigt, hvormed den nordlandske sømand bedømmer sin båd og lægger mærke til de fineste afvigelser i dens form, kan bedst sammenlignes med den fuldendte dygtighed, som den Gudbrandsdalske hesteskjønner lægger for dagen, når han får en hest af Gudbrandsdalsk race at bedømme; og bådebyggeren er jo selv i regelen sømand tillige og har altså godt for at sætte sig ind i, hvilke forandringer der kan være at prøve for at opnå visse forbedringer med båden. - Så meget mere tør man tro, at hver af disse bådformer er fuldendt i sit slags, som det i grunden er ved ensidig udvikling i enkelt retning, at den har fået sin fuldendthed. Man har nemlig gået så langt med det enkelte slags forbedring, at man har fundet, at ved at gå endnu længer gav man båden mangler på den ene side, som mere end opveiede fordelene på den anden.

Som de fleste industrigrene har bådebygningen valgt sig (og det vistnok fra meget gammel tid) visse bygder, hvor arbeidet især trivedes og blev ligesom hjemmehørende, og hvorfra da et helt lag af bygder, tildels i en stor omkreds, har vænnet sig til at forsyne sig med både. Således er Jondalens sogn i Hardanger et hjemsted for bådebyggere, og herfra er det nok, at Hardanger-båden egentlig skriver sig. På sådanne steder skulde man søge oplysninger om bådformernes oprindelse.

Imidlertid forestiller jeg mig tingen fremdeles så, at når først tanken om nye og bedre former var bleven vakt, så kunde en lang række af forsigtige forsøg, med yderlig små forandringer ved hvert, omsider krones med det held, at der fra en lykkelig bygmesters arbeids-skur udgik en båd, som alle ville have mage til, og som da på en måde og indtil videre blev til model for den hele kreds af bygder, der betragtede sig som sammenhørende med hensyn til søbedrift og derfor var fælles om en vis bådform.

Et exempel vil gjøre det klarere. På Søndmøre drev man før i tiden meget fiskeri med åbne både helt ude på Stor-eggen eller havbrunen;(92) til de lange seiladser ret ud og ind, fra og til land, kunde der behøves gode bidevinds-seilere og krydsere; tilfældige erfaringer kunde have givet sømænd og bådebyggere vink om, hvorledes denne egenskab skulde nåes; sådanne vink blev naturligvis påagtede, og udfaldet af disse bestræbelser (hvem siger, hvorlænge de have varet?) er Søndmørbåden - berømt, fordi den ligger så ualmindelig høit op mod vinden, og let kjendelig formedelst sin sammensætning og form, hvorved den skiller sig høist mærkelig fra bygde-bådene både søndenfor og nordenfor. Det forekommer mig, som at der er stor familielighed mellem disse bådslag alt fra Bergen til Nordlandene, og det synes mig da rimeligt, at også Søndmøre engang i tiden har havt en båd af samme familie; Søndmørbåden har da ligesom skilt sig fra slægten og ved dristigere forandringer tilsidst antaget en egen art.

Der er endnu i landet nogle få huse så gamle at de kanske i sine unge dage have seet huse, som endnu vare til efter at have stået fra St. Olafs eller fra Harald Haarfagers tidsalder. Ialfald have de ældste huse, som nu ere at se, tildels været byggede efter model af endnu ældre huse, og der kan i det hele taget ikke have været ret mange slægter af huse og altså ikke ret hyppige omskiftelser af bygningsformer. Men derfor synes jeg, at jeg kan ligesom se op igjennem den korte række af forandringer lige til urtiden, da vore forfædre boede i sine simple røgstuer. Ikke så med bådene. Det skal være vanskeligt at finde en båd på 100 års alder. Levetiden er kortere her, slægterne vexle hurtigere, det går derfor hyppigere på med nybygging, og for hver båd, som bygges af nyt, er der jo leilighed til at prøve forbedringer og altså gjøre selve formen ny. Der ligger følgelig en meget længere række af forandringer mellem de mange udviklede bådformer, som nu høre hjemme i vore kyst-egne, og den enkelte eller ensartede og så at sige u-udviklede form, som var i begyndelsen, og det falder vanskeligere at skue op igjennem denne længere række og danne sig en forestilling om, hvordan urtidens båd så ud.

Om en oldforsker kunde finde frem af havbunden en nedsunken båd fra Fridthjofs dage, så kunde den gjælde som en prøve på urtidens båd og som oldemoder til den hele familie af nutidens både, der nedstamme fra den. Ved siden af den gamles simpelhed vilde da disse med sine udviklede egenskaber og fortrin, hver i sin særegne retning, give som et mål på den tænksomhed og indsigt, der er kommen frem i denne gren af det norske arbeide.

Det vil naturligvis være et rent træf, om der findes en sådan gammel båd. Men det bør ikke være noget træf, at en norsk oldforsker med flid samler sammen de gamle skrifters vistnok sparsomme oplysninger om både- og skibsbygning, ligesom vor fortræffelige professor Keyser skrev en lærd afhandling om de gamle husebygninger. Og når så mænd, der have sands for den side af det norske kultur-liv, som den dag idag åbenbarer sig under arbeidet, med flid samle bidrag til kundskab om de interessante bådformer, som dette arbeide har skabt og som nu for tiden ere at se, så skulle vi kanske, ved at forbinde begge arter af oplysninger, temmelig godt få se gangen i den hele udvikling og øine sammenhængen mellem fortiden og nutiden.

Det var ialfald med sådan interesse, at jeg i Nordlandsbådens hjembygder besøgte nogle af bådebyggerne og deres arbeids-skur, og jeg kan derfor give en - vistnok ringe - prøve på, hvorledes disse bidrag kunde samles, efter hvilken plan dette studium kunde udføres.

Kommer en sømand eller anden bådskjønner ind i et af disse arbeidsskur, hvor en båd står under bygning, så vil sagtens hans blik agte på bundens form og stavnens og halsenes reisning, og hvad mere det er, som han veed det kommer an på ved en god havbåd. Men jeg tænkte på Thorberg Skavhøgg, ham, som byggede kong Olaf Trygvesøns skjønne skib Ormen hin lange - og jeg vilde se i ånden den lange rad af slægter, som have forplantet ned igjennem tiderne den nedarvede erfaring og kunst og derhos alt jevnt forøget skatten med megen tankes opfindsomhed.

Hvor meget af det, jeg så nu, hørte vel til den ældgamle lands-skik, og hvor meget mon jeg turde anse for nyere opfindelse og forbedring af selve de Nordlandske bådebyggere? Man kunde kanske komme efter det ved at tage for sig den hele række af bådformer, Søndmør-båden, Hardanger-båden o.s.v., og lægge mærke til de enkelte dele og sammenligne nøie; det, som befandtes at være ens overalt, var vel gammelt, og det, som var anderledes ved Nordlandsbåden end ved de andre både, måtte vel ansees for nyt.

Der er en egen gren af naturvidenskaberne, som kaldes komparativ anatomi. Her gåes der frem på den måde, at man f.ex. stiller op i en lang række benrader af alle de slægter og arter af dyr, som høre til en familie, og så lægger mærke til det, som er ens for alle, og det, som er særeget for hver enkelt. Nærværende undersøgelse kunde smykkes med samme grundighedens og videnskabelighedens præg, dersom vi for alle bådformer havde omstændelige tegninger med forklaringer om de enkelte dele og deres sammensætning.

Den afbildning og beskrivelse, jeg nu leverer af hvad man kunde kalde Nordlandsbådens ben og hud, må jeg bede betragtet som en både beskjeden og frygtsom begyndelse, der kun stunder efter fortsættelse ved dygtigere hænder. Hvad jeg anfører, er erindringer fra samtaler med bådebyggere i Hemnæs præstegjeld, ved Ranen fjord, Helgeland.(93)

Om skibe, som stå under bygning, siger man, at de stå på «bankestokken». Men båden, som bygges, står på et par træ-bjelker, der hvile på selve jordgulvet i arbeids-skuret, og den hørte jeg benævne «barkstokkene». «Kjølen» hviler på dem og er rammet fast med kiler i barkstokkene og med stivere mod tagbjelkerne. En sådan stiver hørte jeg benævne «skole».

På tegningen no. 1 vil man se kjølen a. Til forlængelse af kjølen er fremme og agter føiet et kroket stykke b, som heder et «lott» eller «låt». Der er en vis regel for, hvor langt der skal være fra skjødningen til «kroken», eller bøiningen på lottet, - det mål, den øvede bådebygger bruger her, er håndens spand. Der er også den regel, at lotterne skulle «reise» lidt eller vende opad så meget, at om overkanten af kjøltræet gik ret ud, skulde den nå underkanten af krogen på framlottet og «1 1/3 fremfor kroken» på agterlottet. Lottets fortsættelse er den opstående stavn, «stamn», «fram- og agter-stamn», c.

bilde s. 215

Ved at se ned i bunden af tegningen no. 2, vil man opdage en udhuling eller rende i kjøltræet, næsten efter dettes hele længde. Navnet på renden er «et kjøl-sokk» (d.e. fordybning, indsynkning). Hvordan kjøltræet må se ud med denne fordybning, forstår man ved at tænke sig det skåret tvært over, som i tegn. no. 3. De to opstående kanter, som sees langs med kjøl-sokket, kaldes «kjøl-spirer», og til disse spirer ere de to underste bord fæstede med klink-nagler. Hvor bordene ere fæstede til lotterne eller stavnerne, har man ikke kunnet klinke, men kun spigre dem til.

bilde s. 216

Såsnart lotterne ere føiede til kjølen, begynder man at «borde båden op».

På en meget lang båd kan der være 2 skjødninger eller 3 bord i en længde; men de tilsvarende bord i samme høide på begge sider hede tilsammen «et omkvarv» (en vending, en omgang, ligesom et omkvarv eller omfar af tømmerstokke i et hus).

Alle omkvarv op til æsingen deles i to afdelinger, den første kaldes «bottenbordene» (bundbordene) og den anden «remmen».

Bottenbordene bestå på den afbildede båd af 3 omkvarv, som, regnede nedenfra, benævnes: «kjølabord» og tvende «hals-kvarv», af hvilke det nederste igjen kaldes «sand-halsene» og det øverste «bråt-halsene». På mindre både er der kun et hals-kvarv, altså kun to bottenbord på hver side, og større både bygges nu for tiden med 4 bottenkvarv for nemlig at undgå at bruge meget brede bord, der lettere sprække. - Ja, jeg hørte sagn om, at længer op i tiden kunde endog temmelig store både være byggede med kun 1 bottenbord, som da var overmåde bredt; da det ikke var muligt at vride det i alle de bøininger, som kunde kræves på den store bredde, så var det tillige teljet med øxen.

Ved «hals», hvorefter de øverste bottenkvarv benævnes, forståes den del eller skjødning af bordet, som støder op til kroken på lottet, fremme og agter. Der er en stærk vridning på halsbordet, og det er derved, at båden får sin skarpe form; meget brede bord kunne ikke vel vrides så stærkt, og derfor brugte man før, da bådene byggedes af færre, men bredere bord, at tildanne halsene af trækubber med hjælp af øxen; tildels kan det vel endnu gjøres med småbåde.(94)

I sammenligning med halsene, hvor den største vridning er, ser den øvrige eller midtre del af bundbordene ved første øiekast «ben» ud; men det er dog en regel, at selv her på midten må bunden ikke være ganske ben, men «bulen hele veien, passende, ikke for meget hell».

Ved rundbordene kan bemærkes af tegningen no. 3, at det andet «ligger» mere eller helder mere udad end det første, og det tredie igjen mere end det andet. Hvordan man får et bord til at ligge, det viser no. 4; når det nemlig er «skavet» eller afskrånet på den indre underkant

bilde s. 217

eller i den såkaldte «su» (det sted, hvor kanterne af de to bord mødes), så får det en mere liggende stilling. Omvendt «reiser» det øvre bord, når det er det undre bord, som er skavet i suen, nemlig på udsiden af overkanten.

Bådens form beror naturligvis på, hvorledes bordene ligge og reise. Hvert enkelt bord må ligge eller reise snart mere, snart mindre, eftersom det er fremme, midtpå eller agter, jevnt aftagende eller tiltagende for hver tommes afstand fra stavnen. Til at afpasse dette kan den «passer» bruges, som man ser i tegningen no. 4 - et blylod og et bret med de vinkler opstregede, som erfaring har lært at en båd af en vis størrelse vil have befulgt for de forskjellige bord og i visse afstande fra stavnene.

Men øvede bådebyggere hjælpe sig med øiemålet alene, ja kunne tildels lade sådanne ord falde, som at den der behøver at bruge passer, neppe bygger nogen god båd alligevel.(95)

Ovenover bottenbordene komme, som før sagt, de omkvarv, som kaldes «remmen».(96) Medens bottenbordene «ligge» mere og mere, så skille remmens bord sig fra dem derved, at de omvendt «reise» mere og mere. På mindre både høre kun to omkvarv til denne afdeling, nemlig «remmen» og «slaget»; på større både, som den afbildede, er der «undrem» og «mellemrem» og så «slag».

Ved den øvre indrekant af det nu nævnte sidste bord eller «slaget» lægges «æsingen» på, d.e. den lille ås, som tjener til at styrke bådsidens kant. Og dermed er den egentlige båd afbordet og færdig.

Men over æsingen hæver endda et bord sig, som skiller sig fra de andre derved, at det løber ganske spids til mod begge stavnerne, hvor de andre og egentlig såkaldte «bord» heller have sin største bredde (se tegn. no. 1). Dette allerøverste bord hedder «riip», og det er som et familiemærke for de fleste vestlandske bådformer. På tegningen no. 3 sees endelig, at så pas store både som den afbildede have den tynde riip styrket med en list, som er fæstet til overkanten og udvendig.

Efterhånden som bordene ere tilpassede og påsatte, blive de foreløbig fæstede i den skrå eller snart liggende, snart reisende stilling med «skoler» eller stivere, som stå på skrå ned fra skurets loftsbjelke mod frem- og agterbordene og skrå op fra gulvet mod bordenes midte.

Og efter som man er kommen i fornøden høide med bordene, passer man «indveden» ind og befæster den til bordene med nagler. «Indveden» er de stærke, krumme træer, som stå ud fra kjølen omtrent som ribbenene fra ryggeraden. Disse træer binde sidebordene sammen og kaldes derfor med et fællesord «band» (bånd, spant). Men der er forskjellige stykker, som høre sammen i hvert band, således som man vil se i bandet under seiltoften (no. 5).

Nederst i bunden er «botten-bandet»; det griber om alle tre bottenbord, på hver side. Til dette er skjødet på begge sider et «band-skaut», som når op til æsingen og binder den afdeling af omkvarvene, som hedder remmen. Tværs over ligger en «bite», d.e. en stærk planke, lidt hvælvet eller hævet på midten, og på enderne til støtte for ripen er på den ene side et opadbøiet knæ og på den anden en tilsvarende skjødning. Under bitens spænding står der endda to dreiede «bite-snelder» til støtte.(97)

bilde s. 219

Af den afbildede båds 6 tofter (fig. 2) ere 2 sådanne faste biter, der danne som bjælker i et hus og holde begge siderne sammen; ellers ere tofterne løse.

Men under hver tofte er der en sådan krands af «band», som endda ved de løse tofter er forlænget ved en «oplenging», der er skjødet til bottenskautet og tjener til støtte for ripen.

I rummet nærmest stavnerne styrkes bordene ved et par «band», nemlig en «rång» og allernærmest stavnen en «fotstø».

Der er endnu nogle småting på båden, nemlig «ljør-odderne», som spidse op mod stavnerne, «kjeiperne», som rage op over ripen, en «krydsstok» og to «kollere», som ere anbragte ved forstavnen og gjøre tjeneste ved fortøiningen. Istedetfor at opholde mig videre ved disse ting, som desuden ere beskrevne af hr. Diriks i hans før nævnte afhandling, sætter jeg hid tegningen no. 6, som viser forstavnen og bougens smukke linier.

En beskrivelse af Nordlandsbåden, som skulde tjene til videnskabeligt brug, måtte også indeholde en del mere end hvad man allerede kan finde hos Diriks, om bådens inddeling i «rum» (mellem tofterne) og rummenes benævnelse, samt om de forskjellige navne på bådene, eftersom de ere større eller mindre, eller rettere eftersom de ere forskjelligt

bilde s. 220

«rømmede», d.e. indredede med flere eller færre «rum». Men dette vilde så meget mere falde for vidtløftigt for nærværende fremstilling, som der er nogen, skjønt ikke væsentlig forskjel både i bådskikken selv og i talebrugen i Helgeland og i de nordligere distrikter Salten, Lofoten, Senjen o.s.v. Her være det nok at pege på den afbildede båd som exempel på, at der i den senere tid er fremkommet mange mellem-størrelser mellem de tidligere faste arter: den har jo 4 «rum» og 1 «halvrum»,(98) men er dog måske vel liden til at hede «halvfemte-rømming» (eller «kobberømming»), såsom det forreste «rum» egentlig synes at være bleven til derved, at «skoten» (den tresidede afdeling foran fremste toft) har været så stor, at det gik an at indrette et extra-«rum» ved at anbringe en kjeip og en tofte der, så båden altså blev et slags «skot-kjeiping» af en oprindelig «halvfjerds-rømming».(99)

Under gjentagne forsøg på at få rigtig rede på alle de forekommende arter af benævnelser af Nordlandsbåden fik jeg det indtryk, at det, som sagt, er i den senere tid, at de mange mellemstørrelser ere opkomne, så inddelingen ere ikke så fast og stø som før. Men dette var mig et mærke - foruden flere - på den glædelige forandring, at man mere og mere lægger an på at indrette båden efter det mangfoldigt vexlende behov. Således er «fembøringen» (den største art) for bedriftens udvidelses skyld voxet så meget, at den istedetfor de gamle 5 rum, som Diriks optegner, tildels, er indrettede med hele 8.

Siden jeg taler om størrelsen, mindes jeg om det gammeldags træk, at de nordlandske bådbyggere bruge det ældre, kortere alenmål, som kun holder 3 1/2 kvarter af den almindelige alen. Det er så på Søndmør også.(100) Og siden jeg her kom til at nævne et gammeldags træk, skal jeg med det samme tilføie, at der er den interesse ved de nordlandske benævnelser på tingene, som jeg har gjort mig flid med at opspørge, at de fleste af dem allerede forekomme i skrifter fra den tid, da det gammel-norske sprog var ved fuld magt, så vi kunde forestille os, at de lød ligedan i hin Thorberg Skavhøggs mund.

Den «bådsmed» eller bådbygger, jeg først traf til at tale med i Nordlandene, en mand på 55 år, havde bygget sin første båd i 15-16 års alder, før han var konfirmeret. Der blev den tid ikke engang drevet synderlig bådbyggeri der, hvor han voxede op, nemlig i det før nævnte Hemnæs præstegjeld, så han havde ikke seet stort af arbeidsmåden, og faderen spåede gutten, at han neppe vilde få en brugelig båd istand, og dog faldt hans begyndelse heldig ud. Siden har han bygget temmelig meget, og han lod til at være en mester. Det var interessant at høre ham forklare, hvad virkning det vilde have på bådens sødygtighed, når der under bygningen blev gjort for meget af det på en eller anden måde. Ved f.ex. at «lægge» bordene for meget, fik man vel båden «traust», men tillige «tungrodd», eller ved at «reise» dem for meget gjorde man båden «skubbel». - Han udtrykte sig så om sin kunst, at bådebygning er det arbeide, som man snarest glemmer bort; man må holde på i et for ikke at komme ud af øvelsen.

Jeg traf oftere sådanne selvlærde «bådsmede», og en af dem udtrykte sig så om kunsten, at hvad det kom an på, det var ikke regler og passer som mål, men «skjønne-kraften». Det var mig, som om disse folk skulde være fødte med øxen i hånden og med båd-skabelunen i hovedet, så de kun, som sagt, trængte til øvelse. Sagen er, at fra liden af hører hver gut de ældre idelig tale om sine både med både kyndighed og iver, og den, som har nogen praktisk sands og gave, lever sig ind i tingen og får det på en følelse, hvordan båden skal være.

Oftere får dog bådsmeden sin skolegang derved, at han arbeider som håndlanger med en mester - hvad enten han nu gjør det som en tjener, eller han har givet sig ind hos mesteren i den hensigt at lære.

Om en af de mest anseede bådsmede i Hemnæs blev det fortalt, at han fra sit 18de år til nu, han er 45, vel havde bygget en 150 storbåde foruden mange småbåde. En sådan mand, som har gjort bådbyggeriet til sin profession og levevei, bygger dels for egen regning til salg, og dels lader sig leie til at komme hen og bygge for andre for dagløn og kost.

En bonde, jeg talte med i samme præstegjeld, har også lært sig kunsten af sig selv og har nu på nogle år drevet arbeidet som en bifortjeneste. Han har bygget alene og i lag med andre en 80-90 storbåde.

En færing (den mindste båd) kan en mand sætte sammen på 8 dage. Men at bygge en storbåd (fembøring) er et arbeide på 30 dage - så man forstår, at en sådan bådsmed kan da i sine leveår få adskillige dages øvelse.

Enkelte bådsmede ere især kjendte som udmærkede til at gjøre småbåde, andre have mere udelukkende kastet sig på storbåd-arbeide. Men denne fordeling af arbeidet virker også til, at kunsten og færdigheden bliver større.

Når man kommer længere nord, nordenfor Ranen, hører man mere og mere om, at også finner give sig af med at bygge både. Ja, det ældste sagn om en bådbygger, jeg traf til at høre, var om en fin Ommund Hvalvaagen fra Lødingen, hvis både bleve berømte og endnu kjendes under det navn Ommunds-både. En af disse, en trerums-båd, hører nu hjemme på Vormedal, Grytø-landet, i Throndenæs; den er 60-70 år gammel, har været brugt bestandig og er i brug endnu. Den havde ikke holdt så længe ud, var den ikke bygget så godt og af god al-furu. Den ser uanseelig ud. Min fortæller var i besøg hos eieren og skulde være med i båden til kirke. «Skal vi bruge den stygheden? Vi kan nu vel ikke vove os over sundet engang på den!» «Bi bare - skal du se!» Og snart roede den forbi alle de andre kirkebåde, og på hjemveien fik de prøve den både under krydsning og fordevind, og den blev fremdeles alles bas.

En anden fin der nord i Throndenæs-egnen (fra Reisen, Tranø), som nu må være meget gammel, hvis han lever, var også en så anseet bådbygger, at man foretrak hans både for selve Ranens.

Da jeg fortalte dette til en bådebygger i Ranen, svarede han, at «finnen - når han bliver hag (kunstfærdig), så bliver han udmærket». «Der var en fin her på Helgeland, som var skomager - men jeg vil se på den, som kommer fra en mester, og som er bedre lært end ham,» føiede til.

Sådanne ere de almuesmænd, fra hvis arbeids-skur disse både udgå, ja, under hvis hænder gjennem slægternes løb den smukke og i visse retninger udmærkede bådform er udviklet. Hænderne ere klumpede nok, med deres tykke, trælkede hud, og det kan være, at øxen i altfor stor fortrolighed har taget bort lidt af fingrene her og der og gjort dem endda buttere. Men det kommer ikke så meget an på hånden som på øiet og tanken.

Jeg har ovenfor nævnt et ord om, hvorledes begrebet om god havbåd udvikles blandt sømændene eller fiskerne, under selve bedriften på havet, og hvorledes de gjorte erfaringer fra dem komme til bådbyggerne. Det var min store fornøielse på reisen i disse egne at høre bådskjønnere tale om båderne, at se, hvorledes de betragtede dem, bøiede sig ned og klappede dem, således som hesteskjønneren kjæler for den hest, han synes om. - Men foruden seilads og søbrug er der endnu en leilighed for folk til ret at øve sit skjøn i denne sag, og det er båd-handelen.

De nordligere egne af Nordlandene samt Finmarken må kjøbe sine fleste både fra de sydligere. Mangen helgelænding, som har bygget sin båd selv og drevet Lofot-fisket med den, sælger den efter sluttet fiske f.ex. til en mand i Senjen, og det kan være, at kjøberen siden gjør en længere fiske-reise med den alt til Finmarken og efter endt fiskeri sælger den der. Man kan vide, at den eier, som har en rigtig god båd at glæde sig ved, er ikke så snar til at sælge som den, der tilfældigvis har været mindre heldig ved kjøbet. Det er som ved heste-handel. Sælgeren vil ikke gjerne tilstå lyderne, og kjøberen må ret se sig vel for.

Som hestehandleren kjøber op hele drifter og reiser til markeder med, således i de senere år enkelte bådhandlere i Hemnæs i Ranen. De kjøbe op nye både, heise seil på en af dem og slæbe efter sig en storbåd, som de have sat flere småbåde op i, og lade denne storbåd atter slæbe efter sig en båd med ligedan ladning. Således vove de sig over Vestfjorden alt til Stokmarknæs-marked i Vesteraalen.

En af disse mænd fortalte mig om en sådan markedsreise, han nys havde gjort. Handelen var følgende:

Indkjøbs-pris. Salgs-pris.
1 fembøring, brugt, med seil
70
spd.
70
spd.
1 ottring, uden seil
20
-
30
-
1 halvfemterømming
16
-
28
-
5 trerømminger, tilsammen
40
-
60
-
4 færinger, tilsammen
24
-
36
-

ialt
  170 spd. 224 spd.

Udgiften (dagløn og kost for ham selv og en leiekarl i 4 uger samt dampskibsfragt til hjemreisen) opgav han til 21 spd., så fortjenesten på handelen derefter kan beregnes. Desuden tjente han vel et halvt snes daler på nogle bord og trævarer, han havde med.

Det var tydelig, at den, som vover sin formue i sådan handel, ret må øve sit blik i at bedømme både.

Det hører jeg også sige, at inderst i Ranen, i Nord-Ranen eller Mo præstegjeld, hvor der er let for materialier, hvor bådbygning drives som husflid fast af hver bonde, og hvor adskillige «selvfostringskarle» delvis have slået ind på den bedrift, der skal man have erhvervet sig betydelig færdighed i at bygge således, at det ser godt ud, om det end stundom er simpelt i grunden.

Nordlandsbådens hoved-værksteder har fra umindelig tid været de inderste og skovrige bygder af Ranen-fjord (hint Mo præstegjeld eller Nordranen, nørdst på Helgeland) og Salten-fjord (Saltdalens præstegjeld, søndst i Saltens fogderi). Begge bygder grændse til hinanden inde i landet; men der er dog den forskjel, at medens granen endnu voxer frodigt i Ranen, så består skoven af furu i Saltdalen strax nordenfor. Og foruden at «Ranværingsbådene» ere byggede af hint træ og «Saltværingsbådene» af dette, så er der, som allerede antydet, nogen forskjel i bådformen, så egnens folk strax se det på en båd, om den er fra denne eller hin bygd.(101) Forskjellen er ikke så stor, at jo begge former høre til, hvad man kalder Nordlandsbåd; men det er muligt, at man ved at lægge ret nøie mærke til forskjellen kunde komme efter, hvilken af de to bygder måske har æren for at have gået i spidsen eller bidraget mest til at frembringe den nordlandske bådform.

Nu lod det til, at båden fra Ranen har prisen; men jeg hørte tale om, at før i tiden fik de djærve fiskere i Vesteraalen og Senjen sine både fra Saltdalen, og disse fiskere måtte have store og gode havbåde, da de jevnlig lå på havet og tildels udstrakte sine fiskerier alt til Finmarken, på en tid, da folk før på Helgeland eller i Ranens nabolag ikke tænkte på at vove sig så langt, og derfor skulde det ikke undre mig, om nøiere efterspørgsler fandt ud, at det var disse storfiskeres behov og Saltdalens bådbyggeres forsøg, som blev Nordlandsbådens begyndelse, hvilken heldige begyndelse da siden er bleven fuldendt ved ranværingernes opfindsomhed og foretagsomhed.

Det sydligste præstegjeld i Nordlandene er Bindalen, og her har nok også længe været værksted for småbåde af den nordlandske form. Men ellers turde det være, at man ved at samle gamle mænds sagn kunde få ud, at det er fra Saltdalen og fra Nord-Ranen, at den nordlandske bådbygnings-skik har udbredt sig til hvert sted i Nordlandene og Finmarken, hvor der nu bygges havbåde.

Selv i Sør-Ranen eller Hemnæs præstegjeld, hvor nu vel de bedste både bygges, var den bedrift næsten fremmed indtil for en 40 år siden. Før kjøbte man fra nabobygden Nord-Ranen; men siden tog enkelte mænd på at bygge, ikke til salg, men til eget brug og derfor med største omhu, og endnu holder det sig, at de både, som arbeides i Sør-Ranen, ere mere for-sig-gjorte, uagtet her nu også bygges en del til salg.

Endnu senere har den bedrift at bygge både til mere end bygdens eget behov udbredt sig til Vefsen, og det formedelst indflyttede bådbyggere fra Ranen. Vefsen er dog en god skovbygd, som ligger ved sin egen fjord, strax i syd for Ranen.

Gå vi nord over fra Ranen, få vi i Beieren, nær indløbet til Salten-fjord, høre om gammelt bådebyggeri, skjønt det kun har været som en bisag ved siden af jægtebyggeriet.

Om en fin, som udmærkede sig ved bådebygning i Lødingen, nordligst i Nordlandenes amt, har jeg talt ovenfor.

I Finmarkens amt have vi først Senjen og Tromsø fogderi. Her ligger den skjønne skovdal Maalselvdalen; men som hele bygden er ny at kalde, så er bådebygning først i senere tider eller i mands minde bleven indplantet ved enkelte tilflyttede folk fra Helgeland.

I Lyngen, Reisen og Kvænangen, fjorddistrikter som ligge nordenfor Tromsø, og som have skov i sine indre dalfører, har der vistnok været bygget både, så længe der har boet folk. Urbeboerne ere finner; nu bor der også kvæner og nordmænd, og der er bådebyggere af alle disse folkefærd. Der bygges nu kun af nordlandsk form; men oprindelig byggede vel finnerne sig både af eget slag. - Skibottens alminding til Lyngen skal levere udmærket bådved; når fiskeren vil have sig f.ex. en trerumsbåd, kjøber han veden helst derfra, og han får den halvt tildannet for en 4 1/2 spd.; han leverer dertil søm og andet jern og holder bådbyggeren med kost og løn; selve lønnen for en 10 arbeidsdage er 4 til 4 1/2 spd., og den færdige båd kan komme på 12-13 spdr.

Også i selve Finmarken bygges hav-både, i hver fjord, som har adgang til skov. Det er i skovens nærhed, altså i fjordbundene, at bedriften hører hjemme, og her er befolkningen hovedsagelig finner med indblanding af kvæner, og det er da mest disse folkefærd, som bådebyggerne tilhøre. Men også her bygges dog hav-båden udelukkende af den nordlandske form, som utvivlsomt er indført, idet man har taget de hidkjøbte Saltværings- og Ranværings-både til model. I Alten skal bådbyggeriet være gammelt, men aftagende; i Porsanger-fjorden skal det ialfald ikke have været af nogen betydenhed indtil for et snes år siden, hvorimod der nu bygges en 30 små og middels store både årlig. I Tanafjorden bygge søfinner både, af ved, som elvefinner i Karasjok, over 20 mile op i landet, have fundet frem af skoven og bringe ned i halvt tildannet stand; prisen for et sæt af alle de stykker, som høre til en båd, regnes meget simpelt, nemlig 1 spd. for hver favn, som den færdige båd skal være lang, altså 3-4 spd. for en 3-4 favnes båd. - Endnu i Syd-Varanger, helt inde ved den russiske grændse, bygges der både, mest af søfinner, men dog også af et par nordmænd og kvæner; «skolte-finnerne» på den russiske side bruge endnu den dag idag den vildmarks-skik med de før omtalte «syede» både, uden jern; men i Varanger bygges efter den nordlandske form, og både her og de andre steder i Finmarken hørte jeg tale om fremskridt i den senere tid, idet bådene opnå mere og mere af de ægte Nordlands-bådes vakkre udseende og gode egenskaber.

Selv på Sørøen, den store skovbare ø ude mod Finmarks-havet, i Hammerfest fogderi, har der i de sidste år været bygget både, af hentede materialier.

Det er dog mest småbåde, som bygges i disse nordlige egne; større både kjøbes helst fra Salten og Ranen.

Efter alt dette finder jeg det som sagt troligt, at det er i, skovbygderne inderst i Ranen og Salten fjorde, at den nordlandske bådbygning er udviklet, og at den derfra er udbredt over det store distrikt, hvor både af den form bruges. Derimod har jeg ikke truffet til at høre eller læse nogensomhelst oplysning om, hvad tid det var, at nordlandske bådebyggere kom på at give sine både denne egne form, hvorved de nu skille sig fra bådene i nabodistrikterne længer syd på. Den ældste beretning, jeg har fundet, er af Sommerfeldt i hans beskrivelse af Saltdalen fra omkring 1820.(102) Der bygges, siger han, en 150 både årlig i præstegjeldet, og de sogne, som kappes med dette, ere Ranen og tildels Beieren; men Ranens både ere «ikke så fuldkomne», så den af mig yttrede mening om, at kanske Saltdalen havde begyndt at udmærke sig tidligere end Ranen, heller blive bestyrket. Men Sommerfeldt taler ikke om tiden for den første begyndelse.(103)

Med hensyn til en enkelt opfindelse, som synes at være særegen for Nordlandsbåden, kan der dog gjættes på tiden. Det er det eiendommelige ror eller «styre», som det her kaldes, og som sees på tegningen no. 1.

I oldtiden lader det til at have været almindeligt, at selv skibene vare uden ror og kun styredes med en åre.(104) Og i det nævnte skrift af Sommerfeldt findes omtalt som et gammelt sagn, at en mand i Saltdalen - han nævnes endog ved navn - havde faret på Bergen «med et lidet fartøi uden ror, men med en lang åre i dets sted, og det en seilads af 100 mile over Folden og Statshavet». Det var før 1708, i hvilket år sådant ordentligt jægtebrug indførtes der i bygden, som man siden har havt. - Hermed stemmer nu det sagn meget vel overens, som jeg på mindst tre steder i Nordlandene og Tromsø-egnen hørte af gamle fiskere og andre erfarne bygdemænd, nemlig at før i tiden var båden uden styre; man brugte kun at «styre med skåk», d.e. med en åre på hver side.(105)

Hvad tid var det, at folk havde denne styre-indretning? I regelen lød sagnet så, at man havde hørt det af gamle folk, som dog ikke selv havde oplevet den tid. Men oppe i Tromsø-egnen kom jeg tingen nærmere: en udmærket høvedsmand, som var en 69-årig gubbe med ualmindelig sjelskraft og hukommelse, kunde mindes en båd, som i hans ungdom var til efter hans bedstefader, og den båd var uden styre, kun forsynet med vidie på hver side til at lægge årerne i, som der styredes med. Den gamle fortalte fremdeles om sin bedstefader, at han var kommen fra Surendalen i Nordmør og var ikke vant med søbedrift hjemmefra, så han vistnok tok skikken med bådstellet sådan, som han fandt den der, hvor han bosatte sig, nemlig i Lyngen. Det var en ottringsbåd, og min hjemmelsmand syntes endnu at drage sig til minde, at den havde været brugt som postbåd.

Siden har da hver båd i Nordlandene og Finmarken fået ordentligt «styre», af det slags med «styrevol». Og denne forbedring er åbenbart kommen søndenfra.

Men ved de bådformer, som høre hjemme søndenfor, er dette styre (man kan se det af tegningerne i Diriks's fremstilling) betydelig bredere neden til, og det slutter i sin hele længde nær til stavnen, hvorimod Nordlandsbådens styre ikke slutter nær til stavnen og er påfaldende smalt, men til erstatning derfor mærkelig rundagtig tykt.

Nu fortalte man mig i Nordlandene, at i den første tid var styret her også fladt og tyndt og bredt. Men man fandt, at dette styre standsede bådens fart noget, og at man undgik dette ved at forandre formen således som forklaret. Styrets eiendommelighed er altså en selvstændig nordlandsk opfindelse.

Man kan undre sig over, at det smale ror kan styre den lange båd. Og endnu mere undrede og fornøiede det mig at høre bådbyggere forklare reglerne for, hvor tyk den smale planke skal være og hvor, den skal have sin største tykkelse, eller at høre erfarne søfolk forklare, hvor yderlig lidet der skal afviges fra disse regler, før det mærkes på styringen. - Jeg syntes at fornemme så megen kyndighed og skjønsomhed deri.

Men efter dette exempel på en i mands minde eller dog i sagnets tid udfunden forandring og forbedring ved et enkelt stykke, som hører Nordlandsbåden til, faldt det mig ligesom lettere at skue længer op i tiden og forestille mig, hvorledes de væsentligere opfindelser blev til, som angik selve båden og lidt efter lidt gjorde den til den eiendommelige Nordlandsbåd.

Jeg gjentager det, at hvad jeg nu har fremstillet om Nordlandsbåden, er en ufuldkommen prøve - men dog en prøve på, hvorledes jeg vilde at man skulde speide og forske efter oprindelsen til alle vore bådformer og følge deres hele udvikling, at vi tilsidst kunde få et samlet indtryk af, hvad tanke og flid der er lagt i denne interessante gren af det norske arbeide. Og fremdeles: som denne enkelte gren, så vilde jeg at alle arbeidets grene, og den store mangfoldighed af former og skikkelser, som arbeidet i sin udholdenhed har frembragt, skulde være stadig gjenstand for alvorligt, videnskabeligt studium.

Jeg sluttede foredraget med nogle ord om, at såsom det var for en forsamling af arbeidere, jeg havde havt den fornøielse at tale om det norske arbeide, så håbede jeg, det skulde tilgives mig, at jeg havde taget tingen nogenlunde grundigt, uagtet foredraget jo derved måtte blive temmelig langt og tungt. Men den samme undskyldningsgrund må jeg stole på nu, jeg fører mit foredrag frem for Folkevennens læsere, blandt hvilke jeg jo ialfald ønsker mig at have f.ex. bådebyggere og fiskerne selv.

(Folkevennen, Bd. 14, 1865, s. 146-163 og 194-217)


DET NORSKE ARBEIDE. -
LISTERBÅDEN

Efter et foredrag i Møllergadens Skolehus.

bilde s. 229

Det var ved denne tid høsten 1861, at jeg havde den ære at gjøre begyndelsen med de «vinter-forelæsninger», hvortil nu (høsten 1864) den fjerde vinter indbyder både talende og hørende. Jeg var da kommen lige fra en reise henover Vestlandet, og jeg gav til bedste en fremstilling af «fiskeriets bedrift» derhenne, hvorved jeg især havde min fornøielse af at vise, hvor særdeles betydeligt denne bedrift havde udviklet sig og tiltaget i fuldkommenhed fra slægt til slægt.

Men endda mindes jeg meget vel, at det var med en vis uro og ængstelse, at jeg tilsidst yttrede nogle ord om «denne jevne række af ubemærkede forbedringer, som fremkomme derved, at tusinder og atter tusinder af såkaldte simple folk bruge tænksomhed og flid». Fordi dette slags små-forbedringer i tidens længde danne en stor sum, vovede jeg at nævne dem ved siden af disse enkelte, men store og forbausende opdagelser af videnskabsmænd, som netop sådanne forelæsninger for ustuderede tilhørere helst pleie handle om.(106)

Nu kommer jeg atter lige fra Vestlandet. Og i mellemtiden har jeg seet den store verdens-arbeidets udstilling i London 1862, og synet der af de rige nationers pragt og vælde har heller forhøiet den vemod og lyst, hvormed jeg atter har betragtet tarveligheden og nøisomheden her hjemme og disse almuers tænksomhed og flid, som i sin beskedenhed næsten vil gjemme sig bort og ikke drømmer om at have noget, som fortjener at stilles til skue eller at tales om med pris.

Jeg siger nu mere frit, at jeg lægger an på at opspore og for min egen og andres betragtning at fremdrage de mange små-opdagelser og fremskridt, som almuernes, disse tusinde og atter tusinde hænders og hoveders arbeide fremlokker og skaber. Thi fordi vi norske kun ere en liden og såre lidet formående nation, derfor have vi allermindst råd til at overse, hvad almuerne således i det små kunne udtænke og forbedre, og vi bør heller på enhver passende måde opmuntre folket, selv den simpleste stand og den fattigste mand, til at forhøie sin flid og blive ved med sin fremgang. Fordi vi så høilig trænge til ethvert bidrag til vor nationale velstand og anseelse, derfor må vi lade det blive sagt og atter sagt, at hver mand - hver mand! - må sætte sin glæde og ære i at komme med, hvad han formår at yde. Ingen holde sig tilbage, fordi hans bidrag er så småt; thi her gjælder det så såre om samdrægtighed og god villie.

Jeg kommer som sagt lige fra Vestlandet, og jeg har der under nogle dages ophold i min fødeby Farsund og på småtoure udover Lister-landet benyttet leiligheden til at forhøre mig om Listerbåden, i hvilken jeg lærte at se en ypperlig prøve på denne egns arbeide og fremgang.

At fortælle om Listerbåden vil blive et slags fortsættelse til, hvad jeg tidligere her på samme sted har fremstillet om Nordlandsbåden og om hele den interessante gren af det norske arbeide, som har skabt disse bådformer.

Nordlandsbåden, Søndmørbåden, Hardangerbåden og de mange andre bådformer, som belive og smykke vor mærkværdige kyst, holdes vist i almindelighed for at være ældgamle, og de fleste af dem ere sikkerlig også nedarvede fra umindelige tider. Men Listerbåden er ny.

Har nogen af mine tilhørere været på reise og besøgt en fremmed kyst og faret med båd der og lagt mærke til, at båden i et og andet var anderledes skabt, end han var vant til? Nu vel, jeg vædder ti mod en på, at har han kun fundet båden hensigtsmæssig og god, så har han ikke tænkt videre over den ting, end man pleier gjøre, når man får se en sådan fremmed naturgjenstand som f.ex. et nyt slags træ i skoven: man tror uden videre, at det har nok sin rigtighed, og spørger ikke om, hvorledes naturen har båret sig ad med at danne det træ på netop sådan måde.

Men siden den bådform, som vakte opmærksomheden, henhører til det menneskelige arbeides naturhistorie eller er en af dette flittige, tusindårige arbeides skabelser, så synes jeg nok man kunde gå et skridt videre i tanken og spørge om, når og hvorledes den er bleven til.

Den enkelte båd kan være bleven til derved, at en bådbygger har stået og arbeidet næsten tankeløst eller mekanisk efter en anden båd som model. Men bådens form, denne bestemte skikkelse, som man finder igjen i hver enkelt af egnens både?

Netop om Listerbåden kan det lønne sig at spørge; thi dens oprindelse ligger så nær, at vi næsten kunne se for øie, hvorledes det er gået til med den.

Listerbåden har båret de skarer af Lister-fiskere frem, som i disse 6-8 år så væsentlig have bidraget til Kinn-fiskets eller det såkaldte nordre silde-fiskes opkomst, og selv har den med det samme befæstet sit ry i de egne, så Søndfjords fiskere have begyndt at ombytte sin gamle båd med den. Og det er en god attest for bådens anseelse, at da opsynschefen ved Lofot-fisket ønskede at få hentet op en god sørlandsk båd, som Nordlandenes og Senjens fiskere kanske kunde have nytte af at tage til model, så valgte han Lister-båden, som derfor nu i et par vintre har viist sig alt ved Lofotens fiskevær. Men denne allerede så vidt bekjendte og vel anseede båd er ikke ældre, end at jeg nu sidste sommer talte med den mand, der vel må nævnes som næstemand, når der tales om æren for dens opfindelse.

En så heldig opfindelse i bådvæsnet nu i vore dage kunde man tro måtte være udgået fra nogen af vore offentlige videnskabelige anstalter, eller dog på en eller anden måde fremkommet ved nogen af de bestræbelser, som der så ofte høres om i nutiden, og hvormed det er meningen at lade næringsveiene og almuens bedrift nyde godt af den høiere oplysning - omtrent som der jo er udtænkt så mangfoldige nye slags plove og andre jordbrugs-redskaber, siden det er kommet i gang med landbrugsseminarier og andre praktisk-videnskabelige bestræbelser for jordbrugets fremme.

Men nei, denne nye bådform er bleven til på samme måde som de gamle: det er simple almuesmænd, som have følt trangen til en bedre båd og ganske på egen hånd have fundet ud at gjøre den bedre.

Da jeg talte om Nordlandsbåden, hvis oprindelse taber sig i fortidens mørke, kunde jeg blot fremsætte formodninger om, hvorledes den monne være bleven til, hvilke formodninger igjen støttede sig til en vis anskuelse om arbeidets, det hverdagslige, nyttige og nødvendige arbeides kraft til at undervise forstanden og til at vække tænksomheden og opfindsomheden hos den talløse mængde af arbeidere, så en række af heldigere og altid heldigere forsøg omsider må lede til at finde det redskab eller den arbeidsmåde, som efter omstændighederne passer bedst.

Men Listerbådens tilblivelses-måde skiller sig vistnok kun deri fra Nordlandsbådenes, at den er så ny, så glemselen endnu ikke har fået den ganske indhyllet i mørke. Her behøver jeg altså ikke at gjætte mig frem, men ved at betragte den nye bådforms opkomst kan jeg hente stadfæstelse for mine tidligere formodninger om de gamle arter af norske både.

Listerbåden står for mig som den sidste i en lang række. At betragte den i dens tilblivelse, det er som at se et glimt af de mange forgjængeres historie. Men det er på høi tid; thi snart skulde der ikke være et glimt igjen af denne yngste båds begyndelse heller.

Så ny som Listerbåden er, så nyt er også det makrelfiskeri, som er opkommet med og ved den på Lister og nu er en velstandskilde for dette kystland og den dertil hørende lille by Farsund. Det er en nyhed, som er opkommet i den nuværende slægts tid, ja som først i de sidste år har voxet op til ret at tiltvinge sig hver mands opmærksomhed der i egnen. Men selv her, i Farsund og på Lister, er det allerede kommet dertil, at man kun gjør sig de gjorte opfindelser nyttige. Man er på god vei til at glemme den unge virksomheds begyndelse, og det vakte kanske folks undren, da jeg spurgte så flittig efter den.(107)

Det vilde i grunden være det smukkeste, om jeg kunde fortælle sagens gang uden at nævne ham, som var førstemand her. Thi hvorfor skulde Gjert Gunnersen fra Hardanger drages frem, medens hundreder af hans lige, som også havde gjort sig fortjent af samtid og eftertid, overantvordes til regelmæssig forglemmelse? Men jeg kan trygt nævne ham alligevel. Hans eget exempel har lært mig det, at det har ingen fare. Jeg nævnte ham allerede i hint foredrag for 3 år siden, og han var vel glemt dagen efter. Jeg nævner ham igjen idag, og han hviler atter i glemsel i morgen.

Glemsel? er det min mening at anklage menneskene for utaknemmelighed? Nei, jeg priser dem lykkelige, som allerede hvile i glemselens ro, og jeg priser glemselens velgjerninger mod os; thi om vi skulde mindes hver en af de mange, som vi skylde tak, så rak ikke takken halvveis; men nu, vi glemme, kan dog hjertet i mellemstunder bevæges af taknemmelig følelse ved en samlet og storartet anskuelse af, hvad ufattelig meget hver ny tid har de henrundne slægters arbeide at takke for.

De enkeltheder, jeg må anføre i nærværende fremstilling, have også opfyldt sin bestemmelse, når de have tjent til at tydeliggjøre det smukke exempel på det norske arbeide, som Listerbåden stiller til skue - siden være de glemselen hjemfaldne!

Listers fremspringende, flade strand danner som et hjørne af landet, hvor den sydlige og østlige kyst bøier op mod vest og nord, mellem Kattegat og Nordsøen. Og der mødtes fordum både af den østlandske hovedform med både af den vest- og nordlandske.

Thi Lister, som er et skovbart kystland og altså ikke har kunnet bygge sine både af egne materialier, har fra gammel tid af brugt at kjøbe sig både. Til simpelt brug kjøbte man dem fra de nærmeste fjorde, inde ved Flekkefjord, hvor der var skov, og hvor man vel længe har bygget småbåde af den (jeg tror) østlandske hovedform; men til lodseri og havfiskeri måtte man skaffe sig større og dygtigere både mere langveisfra, og det var da dels «Østlands-både» fra Mandals-kanten, dels Hardanger-både - hine af den østlandske, disse af den vestlandske hovedform.

Østlandsbådene vare store. Flere lodser vare gjerne sammen om at eie og bruge en. De gjorde tjeneste i uveir. Hardangerbådene vare mindre, så når et skib heisede flag efter lods, kunde flere kapro i stille eller mod vinden i godt veir.

Lodser fra Skudesnæs og Stavanger-kanten kom stundom med sine Hardangerbåde alt ned til høiden af Lister for at speide efter skibe, som skulde nord over: båden kunde sætte en mand ombord i det ene skib efter det andet, til der kun var en igjen, og denne kunde tage en listerlods til kammerat og så borde et fartøi, men sælge ham båden. Det var på den måde, at listerfolk fik gjøre bekjendtskab med de lette, raske Hardangerbåde og lægge sig til nogle af dem. Man måtte passe leiligheden og hjælpe sig, som man kunde.

Sådan var tilstanden, da hin Gjert Gundersen kom til Lister og bosatte sig for en stund på gården Ore. Det var i krigens tid eller kort efter. Han var fra Jondalens sogn i Hardanger; netop dette sogn er og har vistnok længe været som Hardangerbådens værksted, og Gjert har da været vant med bådsarbeide hjemmefra. Han foer ellers på handel, og det var derved han kom til Lister.(108)

Under opholdet på Ore tog han til med sin Hardanger-kunst og byggede af langveis hentede materialier nogle både, som vakte nogen opsigt derved, at det arbeide var så nyt og fremmed her.(109) Det var ellers både af Hardangerformen, hvilken man som sagt var kjent med på Lister.

Men så flyttede manden østover og boede i nogle år på gården Tangvall i Søgne sogn mellem Mandal og Christiansand, altså netop i det strøg af kysten, hvor de Østlandsbåde byggedes, som Listerfolk nu og da måtte kjøbe sig.

Herfra kom Gjert stundom reisende til Lister og solgte både, som han havde bygget der.

Men disse både havde han tildels bygget efter østlandsk skik og måde, så de vare som en mellemting mellem hvad han var vant til hjemmefra, og hvad han så for sig i sit nye hjem.

En av disse både har jeg seet, nu i sommer. Man viste mig den på Brækne-stranden, ude ved Lister fyr. Den var så gammel, at den var til den 11te Marts 1822. Den dag rasede en storm over vestkysten, hvis forfærdelse endnu er i manges erindring, og mange både knustes som egge-skal, men hin båd slap heldig ud af faren, og det har gjort, at dens alder er så godt kjendt. - Båden er liden og derhos nu skrøbelig af ælde; men det morede mig at se den. Ved samme strand så jeg tillige kanske et halvt hundrede andre både, store og skjønne, mest nybyggede, og så lige hinanden, som om de skulde være dannede med flid efter en og samme model. Det var som en blomstrende sødskende-flok, og den gamle var som moderen midt i kredsen, stammemoderen for Listerbådens hele slægt.

At betragte den gamle båd var som at se for sine øine Listerbådens begyndelse. Den var selv et barn af Hardanger- og Østlandsbåden og havde tydelige familiemærker fra begge forældrenes side. Den var bredere og rundere end hin, og det havde den af Østlandsbåden; men den var dog tillige smalere og spidsere end denne, og dermed slægtede den Hardangerbåden på. Den var bordet op af få, men brede bord, næsten som Hardangerbåden, men kjøl og stavn forekom mig at være dannede og sammenføiede mere efter Østlandsbådens måde. Den var bygget af furu-ved som Hardangerbåden, ikke af eg som Østlandsbåden; men den var naglet som denne og ikke klinket som hin. Båden var som sagt en mellemting mellem de to bådformer, men den manglede endnu sit selvstændige slægtsmærke; det var et emne til Listerbåden, ikke den færdige model. Den færdige Listerbåden blev datteren, og den overgik moderen.

Man høre nemlig fortsættelsen!

Manden flyttede ved året 1830 fra Søgne tilbage til Lister og blev nu boende på gården Tjørve, altså nær ved hin Brækne-strand, midt i en usædvanlig talrig kreds af dygtige lodser og fiskere, i hvilken kreds der nu tillige bor et helt laug af bådebyggere, som enstemmig nævne Gjert Gundersen som mesteren og førstemanden.

Her på Tjørve byggede Gjert i førstningen to slags både. Til det ene slags hørte to meget store lodsbåde, som flere lodser vare fælles om at bestille hos ham. Den første af disse blev kaldt Prøven og gjorde opsigt. Jeg kom ikke efter, om den er til endnu. Ole Stave, som jeg siden må omtale som Gjerts medbeiler, indrømmer, at det var en god båd, men påstår, at Listerbådens form endnu ikke var kjendelig i den, da den var som en anden Østlandsbåd; men andre mindes den som en tydelig Listerbåd. - Til det andet slags både, som Gjert leverede i sin første tid på Tjørve, hørte flere mindre både, som ialfald mere nærmede sig til Hardanger-formen og skulde tjene som ro-snadder, til at ro på lodseri med, og til at ro makrelfisket og det nye silde-fiske på Listerfjorden med. De kunde nok føre seil også, men vare især særdeles lette at ro med.

Men der blev større og større rift om brødet mellem lodserne, makrelfisket kom man år for år mere i tour med at drive i det store og længere ud på havet; silde-fisket flyttede sig fra Lister-fjorden til sine gamle steder nord ved Stavanger, og fiskerne fra Lister vare tilsinds at flytte efter. Så kom fiskere til Gjert og bad om både af denne lette snaddeform, men dog noget bredere og stivere, så de kunde føre mere seil. For makrel-fiskets skyld gjaldt det desuden og især om at få en god bidevindsseiler, at man trygt kunde vove sig til havs om aftenen, sikker på at kunne krydse sig til lands igjen om morgenen. Derhos måtte bådene heller gjøres noget større.

Gjert var en få-ordet, stil-voxen mand, med heller et uanseeligt væsen; «men der boede stort geni i ham», og således satte han sig ind i bedriftens krav, at han leverede hav-både, som lodserne og fiskerne bleve mere og mere tilfredse med, og som tilsidst alle vilde have mage til. Hine to slags både med noget forskjellige egenskaber bleve arbeidede sammen til en ny form, og det blev Listerbåden i dens fuldbårne skikkelse, hurtig-seilende, let-rodd, og især en udmærket bidervinds-seiler.

Nu tog flere til at lægge sig efter kunsten og bygge efter Gerts måde.

Han vedblev at bygge samtidig med hans efterlignere. I den tid opkom vistnok en og anden yderligere forbedring ved båden, og det er tildels vanskeligt at afgjøre, hvem af dem der har æren derfor. Men Gjert Gundersen var og blev dog Listerbådens opfinder.

Hvordan Listerfolket bedømmer opfindelsens værd, det vil skjønnes allerede deraf, at når der tales om de Østlandsbåde, som brugtes før, og som ellers ved sin størrelse og med sine gode egematerialier vare anseelige nok, så gå de gjerne under øgenavnet «hugge-stabber».

I sine sidste leveår var Gjert affældig, og det er et halvt snes år, siden han døde. - Jeg glemte at spørge efter, om der står noget mærke på hans grav.

Jeg nævnte en medbeiler til denne opfindelses ære. Det er Ole Olsen på gården Stave, også på Lister. Det er en gubbe på 79 år. Jeg reiste hen til ham og fandt ham i skuret, i fuldt arbeide med en Listerbåd af største slag. Han har tjent Kongen i sine unge dage og var med i prisonen i England, så han kunde fortælle om mange oplevede eventyr. Men især talte han med forkjærlighed om 3 både, han havde bygget - Spekulationen, Glat-laupen og Sloen. Den første var bestemt til makrelfisket, og den er neppe til nu; den anden var stor lodsbåd og hører nu hjemme på Hitterøen; den tredie er også lodsbåd af største slag og hører hjemme på Borhaug på Lister, hvor den fremdeles gjør tjeneste, og hvor jeg så den.

Ialfald denne sidste af de tre både må vel kaldes en Listerbåd. Men den blev bygget senere end «Prøven». Ole fortalte mig selv, at da lodsene kom og bestilte den hos ham, så bød de ham 3 spdr. i drikkepenge, dersom båden kunde stå sig imod «Prøven», og - han vandt dem.(110)

Men medens jeg hos alle andre hørte den bestemte dom, at det var Gjert, som opfandt Listerbåden, så tror jeg, at Ole Stave har den meste fortjeneste af, at kunsten er bleven bevaret og forplantet på Lister.

At fortælle lidt herom er at give et indblik i, hvordan det går til med arbeidsundervisning blandt vore almuer.

Jeg skal fortælle, hvad Andreas Christophersen Vatne, i nabolaget af hin gård Tjørve, fortalte mig. Han er nu 46 år. Først var han snedker, så blev han matros og skibstømmermand ombord; i denne stilling faldt det ham undertiden til at reparere skibsbåden, og under dette arbeide opstod den tanke, at det skulde være hyggeligt at kunne leve på landjorden og drive på med bådbygning. Gjert, som boede på nabogården, var ikke sådan, at han brød sig om at tage nogen i lære, om man end bød ham betaling for det. Men Ole Stave var en morbroder til Andreas; han var nu kommet i tour med at bygge både ligedan som Gjerts, og havde fuldt op af bestillinger. Hos ham fik Andreas være med at bygge en båd - og siden den tid har han nu i 14 år været selvstændig bådebygger.

Han pleier levere et halvt snes både for året og kan dertil borde op nogle få, som andre fuldføre.

Men han bruger også medhjælpere, og af disse have nogle været lærlinger, som vare gået ind på at arbeide hos ham i to vintre, således at læren, de fik, var betalingen for den nytte, de gjorde.

Foruden enkelte nævenyttige mænd, som uden videre lære have bygget en båd eller to, er der nu 10 bådebyggere på Lister. Blandt dem er Ole Stave nummer en, så hans søn og den nys nævnte Andreas, endelig ikke mindre end 5 lærlinger af denne sidste.

En anden af de 10, den af dem, som byggede hin båd, der kom til Lofoten, nemlig Nils Henrik DanielsenLunde, blev bådebygger på følgende måde. Hans fader var en kjending af Gjert på Tjørve og bad ham om at tage gutten i lære; Gjert sagde nei dertil, men anbefalede ham til sin brodersøn Sjovat Jakobsen Bokko (eller Bakke) i Jondalen i Hardanger. Gutten did, var med at bygge 2 både om høsten, så hjem igjen. Han var kun 16-17 år da; strax efter hjemkomsten byggede han en småbåd på egen hånd, og den blev skjæv. Men han brugte sin flid og øvede sig op, tog siden på at bygge havbåde af Lister-slag, og har nu hænderne fulde af arbeide.

Så flittige have de få bådebyggere været, at nok den hele flåde af Listers og Farsunds makrelbåde,(111) ere af dette nye slag. Desuden ere nogle solgte nordover, mest til Soggendal og Egersund, men også alt til Kinn, til derboende almuesfolk, som drive sildefisket.

Udenfor Lister, i de nærmeste sogne på begge sider, skal der også være enkelte bådebyggere, som have forsøgt sig i at levere Listerbåde; men jeg hørte ikke, at nogen af dem havde nået mesterskab.

Det var på Lister som i Nordlandene, at disse bondelærte bådebyggere have ikke lært tegning og forstå i det hele taget ikke deres kunst på nogen videnskabelig måde. Også her hjælpe de sig mest med «øiemål» og «skjøn». En af de både, de sidst sætte på vandet, beholde de gjerne for en stund som egen eiendom, og den styre de da selv på makrel- eller sildefisket, derved mærke de sig dens heldige eller uheldige egenskaber, og dette have de i erindring ved det næste arbeide, som de have for sig i sit bådbyggerskur. Ligeså skrive de sig bag øre, hvad domme de høre af eierne til de både, de have bygget til salg. - En bådebygger på Lister sagde mig, at der kan være den forskjel på to både, som kanske ere komne fra et og samme værksted, at den ene tager luven fra den anden i spagt veir, men denne vinder på hin i storm. Han havde havt sin møie med at udfinde grunden til den besynderlighed; men han gav mig dog en forklaring, som forekom mig både sindrig og rimelig; jeg trøster mig imidlertid ikke til at gjengive den her, da jeg ikke er vis på, at jeg erindrer den ret.

Jeg talte ovenfor om enkelte forbedringer, som vare komne til i den senere tid, uvist om ved Gjert selv eller ved nogen af hans efterlignere eller medbeilere.

Her tænker jeg først og fremst på det såkaldte «vaterbord» eller «vandgangen», et bord, som er fæstet til æsingen og helder stærkt skrå indover. Det er bredest på midten og smalner jevnt og smukt af mod stavnerne. Listerbåden kunde være den, den er, om end vaterbordet ikke var; dette er altså ikke just noget væsentligt stykke ved bådens form, men dog et af dens mest iøinefaldende udvortes kjendingsmærker. Silde-fiskere skulle have bragt ideen hjem med sig nordenfra, hvor de større Hardanger-både tildels have et sådant bord på den midterste og laveste del af bådsiden, til samme nytte som Nordlandsbådens «riip», nemlig for at holde vandet så meget længere ude, når båden krænger. Og denne ide blev indført på Listerbåden, dog med forandring. - En mand, som nu er 36 år gammel, kunde mindes den tid, da vaterbordet endnu ikke var i brug; men om det var Gjert selv, som var mester for denne forbedring, det kunde han ikke sige, kun mindedes han bestemt, at en båd, som Gjert byggede til hans fader for en 20 år siden, fik vaterbord lige fra mesterens hånd. - Da denne skik først var bleven indført og yndet, blev der også lagt vaterbord på de ældre både, som ikke havde dem fra først af.

Vanskeligheden ved at udrede disse opfindelsers historie består ikke blot deri, at mine hjemmelsmænd med den bedste villie ikke kunde mindes alting klart og bestemt, men det var ikke frit for, eller det forekom mig, at flere tiltroede sig selv æren for en og samme opfindelse. Jeg tør derfor ikke nævne navnene, medens jeg dog gjerne vil omtale en net liden forbedring, der rigtignok ikke hører til selve skroget, men til riggen.

Før måtte masten løftes op og sættes ned gjennem et hul midt i seiltoften. Men nu er den på Listerbåden fæstet til seiltoften ved et slags hængsel af jern, så nu er det et langt lettere arbeide at reise masten eller at lægge den. Dette er taget efter fremmed exempel - fra Stavangerkanten, mente en, fra Holland, mente en anden. På Listerbåden er brugen neppe 20 år gammel. Men for endnu kortere tid siden, eller etterat denne indretning var kommen i brug, er der indført en forbedring ved den. Før var hængselet anbragt på forsiden af seiltoften, så masten lå ovenpå denne, når den firedes ned agterover; nu er hængselet på agtersiden af toften, så den nederste mast hænger op under denne. For at gjøre det anskueligt, hvad fordele denne forandring medfører, måtte jeg kunne fremstille det altsammen med tegninger. Men at der har været fordele, det kan man vide deraf, at da først en Listerbåd havde gjort begyndelsen, så fulgte alle de andre både i egnen exemplet. Jeg har talt med en mand, som rimeligvis opfandt denne nyhed; han bor også på hin tætbefolkede strand nær Tjørve, og det skal være et halvt snes år siden. - Når makrelbåden er seilet ud og skal begynde at «drive», må masten tages ned; den må reises igjen, når der skal seiles til land. Når båden slingrer i søgangen, vil masten tage overhaling, før den er helt oppe eller nede. Den sidst nævnte mand, som netop er makrel-fisker, vil også have opfundet en støtte-indretning for mastefoden, som modvirker den ulempe, og som ligeledes er bleven efterlignet af flere.

Det ene tager det andet med sig. Hin lettelse med at få masten lagt og reist har ført til en forandring med seilføringen. Denne var på Listerbåden nok en ligefrem efterligning af Østlandsbådens, sådan som skik var for denne på strækningen mellem Lindesnæs og Christiansand. I sin oversigt over de norske både taler Diriks om, at spridet på disse både stikker så høit op, høiere end masten, så storseilet ikke får den firkantede form som længer østerpå, men en spids «spridbarm», hvilket giver båden «et mindre godt udseende». - Da nu navnlig Listerbåden hovedsagelig er lagt an på at være makrelbåd, og da makrelbåden som sagt idelig må lægge og reise masten ude på havet, og dette i søgang var et meget besværligt arbeide, medens hine hængsel- og støtte-indretninger endnu ikke vare indførte, så gjorde man af den grund masten lav, men for at skaffe båden tilstrækkelig stort seil måtte man bøde på det ved at gjøre spridet desto høiere. Nu falder denne grund bort, og den samme mand, som sagde mig, at han havde begyndt med hine forbedringer ved masten, fortalte mig tillige, at da han engang formedelst et sygdomstilfælde måtte standse for en tid med søbedriften og holde sig hjemme, tog han sig til at sy seil og skar så storseilet til sin båd noget mere lige oventil, idet han samtidig forhøiede masten. Denne forandring har også efter sigende nu en, nu en anden taget efter.

Da jeg engang fortalte lidt om dette til en søkyndig mand henne på Vestlandet, oplyste han med exempler, at lignende opfindelser på skibe, som syntes os ikke at være kunstigere eller vigtigere end hin forbedring med mastehængslet, i Amerika belønnes med patent. Det er kanske derfor, at amerikanerne ere komne så i fart med at udtænke sådanne ting.

Jeg har omtalt, at allerede i Gjerts tid krævede den udvidede fart, længer ud på havet med makrelbådene og nord forbi Jæderen med sildebådene, at der måtte bygges større. Men efter Gjerts tid, i det sidste halv-snees år, søge makrelfiskerne endnu ivrigere udover, og mængden af sildefiskerne seile nu endog alt til Kinn. Bådene ere derfor voxede fremdeles. For 10 år siden, sagde en bådebygger mig, byggede han en af største slag, som da brugtes, og den var på 23 tdr. fersk sild; men nu bygges de på 30, indtil 40 tdr. Det var, sagde han, især makrelfisket, som der byggedes for; de allerstørste makrelbåde vare heller for store for sildefisket, og mange af eierne holdt dem for gode til dette brug. - Mærkes kan på dette sted, at når makrelbåden indrettes til sildebåd, især hvis den skal alt til Kinn, hvor stormen og kastevinden er slem, udrustes den med et eget sæt af mindre seil, jage-seil, som de kaldes.

Og endnu en udvikling fra de allersidste år! Ude i nabolaget af den oftnævnte Tjørve-gård lod en mand til prøve lægge dæk i en stor Østlandsbåd, han eiede, så den blev som en liden skøite. Det skal være 4 år siden. Når veiret var for hårdt under makrelfisket for de andre både, så gjorde dæksbåden tjeneste som ellers, og derfor er exemplet blevet efterfulgt. Der er nu 4 eller 5 Listerbåde med dæk, tildels byggede af nyt med denne bestemmelse. Båden udholder bedre søen, og folkene udholde bedre veiret, når de under «drivingen» kunne holde sig nede. Og man forklarede mig, hvorledes den trods dækket kunde roes meget godt. - Flere fiskere yttrede den mening, at det vil tage til med dæksbåde, så meget mere, som man tænker at prøve bankfiskeri med dem. Der tales også om at bygge de næste af en noget tillæmpet form, så de muligens i flere stykker skulle komme til at skille sig fra de egentlige Listerbåde eller denne en særskilt underafdeling af dem. Navnlig hørte jeg den oftnævnte gamle Ole Stave skildre, hvorledes denne forbedrede dæksbåd stod for hans indre syn, og det var næsten som et glimt af poesi og begeistring, der skjød frem i de ord: «Jeg vil ikke lægge øxen, før jeg får bygget den!»

Før i tiden, da Lister-lodserne måtte kjøbe «Østlandsbåde», tog de dem helst fra bådebyggerne ved havnen Snig, strax østenfor Lindesnæs og ved udløbet af Undals-elven. Her var jeg i sommer, og her traf jeg til at besøge en bådebygger i hans skur. En stor, skjøn båd lå færdig tæt udenfor, nytjæret og skinnende blank; den havde ikke været på vandet endda; en anden holdt han på at borde op, og det så ud til, at de skulde blive så lige som to søstre. De vare bestilte af søbønder i egnen, til at fare på vårsild-fiske med - og efter deres begjæring var der gjort to afvigelser fra egnens gamle bådform og til efterligning af Listerbåden: der var vaterbord, og bådens længde var større end sædvanlig i forhold til bredden.

Netop på samme måde hørte jeg siden i Stavanger-egnen, hvor Hardanger-båden bruges, at man også der tildels har begyndt at læmpe den gamle bådform efter Listerbådens mønster. Her skal nok forandringen bestå i, at båden er bleven noget bredere og dybere i forhold til længden.

Man kunde sige, at Listerbåden er en ny race, fremkommen ved krydsning af to ældre racer, Østlands- og Hardanger-båden, og at den nye race, formedelst et heldigt udvalg af de andres gode egenskaber, overgår sine forgjængere og altså med fordel kan bruges til model for disse og igjen bidrage til deres forædling.

Fortsættes med sådanne krydsninger, så der opstår nye og atter nye afdelinger af bådformer, så vil det falde vanskeligere end nu at have rede på den norske bådbygning; det vil gå her ligesom jeg ved en anden leilighed har forklaret at det går med husbygnings-skikken, at man nemlig mere og mere går gammel skik og vedtægt forbi og bygger og forandrer efter sit skjøn og sin smag, så det bliver vanskeligere for tilskueren at fastholde sammenhængen med det gamle og øine enheden i mangfoldigheden. Men under en sådan tiltagende selvstændighed i bestræbelserne er det jo at vente, at sømændene mere og mere ville få sig både, som passe for deres ulige behov, og det vil navnlig være et skjønt og glædeligt mærke, om det viser sig, at det tager af med den gamle bygde-iver som blindt har holdt på sit, om end måske en nabobygd havde noget bedre at fremvise. Reiser man langs kysten, kan man finde levninger af denne gamle art hos folket netop med hensyn til både: hver egn havde sin bådform og holdt på den som uovertræffelig og spottede nabobygdernes; men imod dette gammeldags væsen var det som en ny dag, hvad jeg så og hørte hist i båd-skuret ved Snig.

Jeg skulde ønske, at jeg havde havt en photographi at fremlægge af den gamle båd, som jeg kaldte stammemoder til Listerbådens slægt. Desforuden ville jeg havt tegninger, som fremstillede de enkelte dele af den hele sammensætning af en Listerbåd af nyeste slag og fremdeles - til sammenligning - af en Hardanger- og en Østlandsbåd. Dermed skulde jeg kanske snarere få mine tilhørere (eller læsere) til at tro på, at det går an at studere deslige ting på videnskabelig måde, og til i det hele at dele min interesse ved sådanne studier.

Mig er det gået så, at siden jeg forleden år med en vis omhu havde lagt mærke til den gamle Nordlandsbåd, morede det mig dobbelt nu i sommer at betragte og forhøre mig om denne nye Listerbåd. Og jeg synes fremdeles, at efterat jeg havde så vidt sat mig ind i disse fiskeres og bådebyggeres arbeide med deres både, faldt det mig siden lettere, under fortsatte reiser og besøg hos forskjellige almuer, at forstå andre arbeider og derigjennem tillige at forstå selve de arbeidende almuer, deres dannelse og kår.

Og jeg synes i det hele taget, at jo bedre jeg forstår tingene, desto mere finder jeg, som jeg kan glæde mig over at forstå.

Jo mere jeg øver mig i at lægge mærke til folkets arbeide, desto mere ser jeg af forstandighed og tålmodighed og fremadstræben, fast overalt hvor jeg vender øiet i det kjære fædreland.

(Folkevennen, Bd. 14, 1865, s. 273-292)


Noter

1. I afhandl. «Om dødeligheden i Norge», side 172. [Verker i utvalg 2, s 126].

2. Den opfindelse med luftkasser synes så overmåde simpel, at man skulde tro, enhver bådeier måtte kjende den; siden alligevel få eller ingen både her tillands benytte den, kom jeg til at tænke mig, at der dog kanske var en hage ved. Jeg har derfor ikke ladet dette stykke trykke her uden efter rådførsel med en søofficer. - Vore fiskere, sagde denne, have nu i menneskealdere brugt al deres skarpsindighed på at give deres både den hensigtsmæssigste indretning, og det er så sin sag at give dem råd i disse ting; så meget kan imidlertid ansees som afgjort, at brugen af lufttætte kasser vil være anvendelig og hensigtsmæssig for postbåde og embedsmænds reisebåde, og kom først disse både til at give exemplet, så kan man ikke vide, hvor meget af de nye indretninger der med tiden kunde blive overført på andre både.

E. S.

3. I året 1850 udsatte hertugen af Northumberland en præmie på 100 pund sterling for den bedste model til en redningsbåd, og følgende år blev han rednings-selskabets formand. Siden den tid er det, at det hele foretagende har fået sådant opsving.

Et exempel på en af de nyeste både: længde 32 fod, bredde 7 fod 10 t., dybde 3 f. 9 t., eng. mål, antal årer 10, vægt 45 eng. centner, bekostning 182 pund sterling (over 800 spdlr.), bygget 1861 af Forrest, efter tegning af Peake.

Med transport-vogn, bådhus og andet tilbehør har hver af hine 100 nye rednings-både krævet et udlæg af ikke mindre end 400 pund sterling, med et middel-tal.

4. Dette, at der årlig omkommer omkring 800 ved skibbrud, nævnes oftere i det engelske tidsskrift som en national-ulykke, der opfordrer til tænkning og handling. Men i mit forrige stykke «På havet» har jeg viist, at årlig omkommer ved drukning omtrent 700 i vort folkefattige Norge.

5. Foruden selskabets 110 rednings-både var der endnu 66 andre rundt omkring i landet, tilhørende enkelte byer eller mindre foreninger; selskabets både alene reddede 210.

6. Bekostede af regjeringen, ikke af selskabet.

7. Efter det engelske, ved en dame. - Det udtryk «at blive» bruges af almuen overalt i landet i samme betydning som by- og skriftsprogets: «at drukne, at omkomme på vandet».

Folkevennen, 1861, s. 490-501)

8. Dvs. den gjennomgående titel på alle artiklene: «På havet». red.

9. Dvs. «På havet» - se anm. ovenfor. red.

10. Nogle af præsterne, ser jeg, kunne ikke ret tro, at det kan have sin rigtighed med den af mig gjorte beregning over forholdet for Tromsø stift, at nær en fjerdepart af den mandlige befolkning over 10 års alderen skulde finde sin død i bølgerne. Men af folketællings-tabellerne for 1855, andet afsnit side XXXIV og LIII, vil det kunne sees, at for årene 1846-55 have præsterne opgivet for stiftet: døde af nævnte kjøn og alder 8137 (heri indbefattet de druknede), og særskilt druknede af mandkjøn 1997. Nu gjøre man, som jeg antydede, af dette sidste tal er rimeligt fradrag for drengebørn under 10 år og det skal vel endda blive nær en fjerdepart.

11. Beretningerne ere forfattede på anmodning af biskop Essendrop i Tromsø, og af ham ere de sendte mig til afbenyttelse. Se mere herom i Folkevennen for iår side 175.

12. Ved fiskeri omkom i et og samme præstegjeld og på en og samme dag 10 personer; men det kan ikke sees, hvor mange der var på båd sammen. Her har jeg måttet tillade mig en gisning, nemlig, at de vare fordelte på 3 både, og jeg har da for dem opført 3 tilfælde. - Ellers vise selve listerne bestandig tydelig, hvor mange af de omkomne der have været på båd sammen, og når en båd går under, kalder jeg det naturligvis kun et tilfælde, om der end var flere personer, som omkom.

13. For nøiagtigheds skyld skal jeg tilføie, at opgaverne over ulykkestilfældene omfatter foruden det nuværende Lebesby præstegjeld for årene 1842-61, tillige Tanens, sogn for de 4 år 1842-45, hvilket sogn nu hører til et andet præstegjeld.

14. I 1861 (men neppe i de tidligere år) er den regel fulgt, at folk som omkom inden stiftets grændser, men hørte hjemme udenfor, ikke ere optagne i tallet for stiftet. Men det lader til, at de således udeladte kun have været ganske få.

Skulde der ellers være nogen feil ved tallene, så skulde det vel snarest være den, at man i de første år ikke har været så nøiagtig som senere, så en del bleve forbigåede og altså tallene bleve for små i de første år i rækken. Isåfald har da forbedringen i de sidste år været endnu større, end den nu viser sig.

15. Som jeg nu efter beretninger fra Tromsø stift skriver om forholdet med ulykkes-tilfælde der, så sad jeg i 1858 og skrev en afhandling «om ædruelighedstilstanden i Norge», og det efter beretninger i hundred-vis fra præster og skolelærere. Jeg ser nu, at jeg om dette stift (side 44 i nævnte skrift) udtrykte mig således:

«Eftersom jeg har opfattet beretningerne, er bevægelsen mod misbrugen af stærke drikke eller navnlig brændevin bleven udbredt i Tromsø stift noget senere end i de fleste andre egne af riget; men der har den også i kort tid gjort sig gjældende på en såre kraftig og gjennemgribende måde (undtagen vel i den østlige del af det egentlige Finmarken). - Her synes også en anden mærkelig omstændighed at forekomme: Iveren mod brændevinsdrik er væsentlig religiøs, således, at det, som fremhæves for bevidstheden, er det syndige i drukkenskab og det til synd fristende i selve brugen af stærke drikke. Og yderst mærkeligt er det derhos, at denne bevægelse lader til at være udbredt fra Finmarken af, en eftervirkning af den usædvanlig stærke religiøse bevægelse, som for nogle år tilbage greb enkelte finne-menigheder, men desværre snart imellem disse selv førte til sørgelige forvildelser og udskeielser. Sammenhængen er just ikke i beretningerne selv udviklet med den ønskelige omstændelighed; men af enkelte træk er jeg dog kommen til at opfatte sagen på denne måde, og jeg nævner det her i den tanke, at disse antydninger muligens kunne give anledning til grundigere efterforskninger og oplysninger.»

Hvad angår tiden, da denne bevægelse monne have udbredt sig, kan jeg nu, i 1862, tilføie et træk, som jeg finder anført i en engelsk missions-historie, jeg netop har ved hånden. Det er taget af den skotske professor Forbes's beretning om en reise i Norge 1851. Han fik leilighed til at besøge nogle lapper i deres telte i nærheden af Tromsø by; han havde ventet at finde imellem dem lutter barbarisk råhed, og det første syn af dem var alt andet end indtagende, men lidt efter lidt glædedes han ved at opdage flere tegn på christelig oplysning og leveskik: de havde christelige bøger, nogle kunde endog skrive; «og - så fortsætter Forbes - snart fik vi bevis for, at deres religiøse interesse var mere end en blot historisk kundskab; thi de vægrede sig aldeles for at smage det brændevin, som rundelig blev dem tilbudt, og som vort eget selskab nød af, skjøndt det er vel bekjendt, at den yderligste drukkenskab og fuldskab pleiede være de lappiske stammers store synd og fremdeles er det der, hvor de ikke ere blevne omvendte til orden og gudsfrygt ved» - her taler forfatteren om svenske missionærer, blandt hvilke han tror, at især Læstadius og Stockfeldt have udmærket sig.

16. Jeg har ialfald fået det indtryk af beretningerne for 1861, at uforsigtigheds-feil mere have fundet sted under de mange små-reiser for handel og lignende erinder end under fiske-toure og andre egentlige arbeids-reiser. Man går til arbeide med alvor, men letsindigheden kan snarere følge med på by-toure og i små-erinder.

17. Som model? eller tillåns?

18. Mon man på flere steder kjender til, at søbad har været i brug, men er aflagt? Hvad tid er denne forandring indtrådt, og af hvad grund? Vides det ligeledes før i tiden at have været brugeligt at øve sig i svømning?

19. Jeg ser oftere nævnt «kammerat-båden». Er det så at forstå, at flere både slå følge for at yde hinanden hjælp i havsnød?

20. For sagen selv var det kanske heldigere, om disse studier bleve anstillede inden Tromsø stift selv eller dog af en mand, som var personlig kjendt med stedsforholdene. Måske også sagen vilde være bedst faren i en sømands hænder.

21. «Nordlændingen binder altid sine støvler på sig, og det på en måde, der gjør det meget vanskeligt at få dem af», sagde manden i Aftenbladet, for ret at gjøre mig begribeligt, hvor lidet gavn folk der nord i mange tilfælde vilde have af det, om de havde lært at svømme. Men kunde de ikke med flid binde støvlerne så, at de med lethed kunde få dem af, når det gjaldt at redde livet?

22. Dersom «Selskabet for folkeoplysningens fremme» havde pengemagt nok til at svare til sit navn, så skulde jeg i denne sag ikke uleilige andre.

23. Nu, da jeg skal sende dette til trykkeriet, får jeg meddelelse fra Tromsø om, at rette vedkommende eller stiftsdirektionen foreløbig har besluttet at gjøre et forsøg til sommeren med svømme-øvelser for eleverne ved skolelærer-seminariet i Tromsø.

24. Nemlig i den her udeladte indledning. Redaktionen.

25. Dertil kunde også knyttes adskillige andre oplysninger og vink, f.ex. om veirvexlinger og varsler derom, redningsmidler på søen, m.m.

26. Medens kårtet for resten er udført efter det før omtalte søkårt, ere familierne angivne efter Friis's ethnographiske kårt af 1861.

27. Disse beretninger ere fortsættelse af de årsberetninger for 1861, som jeg gjorde rede for i Folkevennen for 1862 [se ovenfor, s. 29-51]. Det er fremdeles biskop Essendrop's interesse for sagen, jeg har at takke for dem. På biskoppens opfordring have præsterne afgivet dem til ham, og han har overladt mig dem.

Ved slutningen af forrige redegjørelse fremsatte jeg et schema, som jeg anså for hensigtsmæssigt for disse undersøgelser, og hr. Essendrop tilskrev præsterne for at anmode dem om såvidt muligt at affatte beretningerne efter dette schema. Derved, og ved den større opmærksomhed, som præsterne i det hele taget have skjænket sagen denne gang, er denne sidste årgang af beretningen bleven både fuldstændigere og fyldigere end den forrige.

28. I fem-året fra 1856 til 1860 var det laveste tal for et år 182, det høieste 206, og middeltallet 195 - ifølge de almindelige årslister fra præsteskabet til Indre-departementets tabelkontor.

Men ifølge de særskilte meddelelser fra præsterne skulde tallet for 1861 være så lavt som 157 (Folkev. 1862, side 333, i denne udg. ovenfor s. 32). Nu kommer det dog op, at dette tal var noget for lavt. Beretningerne begyndte nemlig fra nytårsdag 1861 og skulde gå til nytårsaften; men formedelst den vanskelige samfærdsel i hine egne kan det stundom gå uger og måneder hen, inden et dødsfald bliver meldt for præsten, og således er det gået til, at 15 personer, som i virkeligheden vare døde ved drukning i november og december 1861, først ere blevne tagne med i beretningerne for 1862. Dette tal 15 bør altså lægges til tallet 157 for 1861. Og det er jo ikke nøiagtigt, når disse samme 15 nu ere indbefattede i tallet 200 for 1862; men det kan jo ventes, at omtrent lige så mange af samme grund ville blive overførte fra 1862 til 1863.

29. Af de i en foregående anm. omtalte 10 tilfælde med 15 personer, som egentlig vedkomme året 1861, henhøre resp. 3, 2, 1, 1, 1 og 2 tilf. med resp. 3, 2, 3, 2, 1 og 4 personer under § 3, a, § 4, a og § 5, a, b, c og d.

30. Bemærke vil jeg her, at adskillige af beretningernes oplysninger, som jeg af mangel på sagkundskab eller for kortheds skyld ikke tør indlade mig på at meddele denne gang, tænker jeg at have gjemt til andre årsberetninger senerehen.

31. I det tal 25 rene rednings-tilfælde har jeg ikke medtaget nogle, som vel ere nævnte, men ikke udførligt eller klart nok ere beskrevne. Hertil hører et særdeles mærkeligt tilfælde i Vesteraalen, hvor ikke mindre end seks ti-årede både skulle være kuldseilede på en dag og på en fjord, den ene efter den anden, men uden tab af menneskeliv.

32. Dog svæver det mig for, som at jeg etsteds har seet, at søfinner i Finmarken tildels hjælpe sig med mindre fuldkomne både, som de selv bygge sig.

33. Den sidste del af det sammensatte navn svarer udentvivl til det oldnorske byrðing(r), et i de gamle skrifter hyppig forekommende navn på et slags fartøi. Ordet synes at have sammenhæng med borð, bord, som betyder dels de tynde fjæle, en båd er bygget af, dels skibets eller bådens side.

34. Måske bruges dog det navn sexring tillige om den næstforegående, som jo også er en 6-året båd.

35. Beretningerne indeholder flere oplysninger om søfinnerne, dem jeg må gjemme til et andet års meddelelser.

36. Herhid hører også bemærkningen om råseilet, i det nys meddelte stykke fra Hammerfest.

37. På det nærmeste, siger jeg: thi endnu skal der måske udtænkes forbedringer med både og andre ting. Tilføie skal jeg her den oplysning, at af de 16 tilfælde (med 29 personer), som i tabellen ere anførte som utilregnelige, er den allerstørste del, nemlig 10 tilf. (med 22 personer) hændte under fiskeri.

38. Når jeg tager de ulykkes-tilfælde med, som foregik på andre måder end med båd-forlis (kap. 2, § 3 og 4), så må jeg for beruselse tilføie 2 tilfælde med 2 omkomne.

39. I dette kapitel har jeg ikke talt om alle kuldseilede både; jeg har nemlig forbigået dem, ved hvilke det hele mandskab blev reddet (kap. 3); thi ved disse rene redningstilfælde ere beretningerne ofte mindre fuldstændige.

40. Dog - fra Vægø omtales leilighedsvis et tilfælde fra et tidligere år, at en rask gut var alene ude på en liden båd og kuldseilede, men fik båden på ret kjøl igjen og blev reddet uden andres hjælp. Og fra Ofoten berettes om en af de i sidste år kuldseilede både, at folkene, 4 mand, ved at skjære vanterne af og skille sig ved seilet, fik båden på ret kjøl og allerede begyndte på at øse den lens, da båden fyldtes påny og hvælvedes atter, og kun l af de 4 mand blev tilsidst reddet af en båd.

41. Nordenfor Tranø er dog badningen blandt almuen bleven berørt fra et sted, nemlig Loppen i Finmarks-havet: det heder, at forældre af almuen tør ikke lade sine børn bade sig, af frygt for haifisken.

42. En undtagelse af særegen art berettes fra Saltdalen: «En mærkelighed tror jeg dog ikke at burde forbigå her: i det øverst liggende dalstrøg, Junkersdalen, kunde alle svømme; men befolkningen består der og mest af indflyttede svensker.»

43. Ved at læse om denne fatalisme kom jeg til at mindes, hvad en bonde sagde, som på Sverres tid fulgte sin søn til et ledingsskib og gav ham gode råd med på veien, formanende ham til at være rask og modig i mandeprøven. «Eller sig mig, føiede han til, hvorlunde vilde du forholde dig, når du kom i strid og vidste forud, du der skulde falde?» Sønnen svarer: «Hvad var da andet at gjøre end at hugge på med begge hænder?» Faderen: «Men om nogen kunde med sandhed sige dig, du ei der skulde falde?» Sønnen: «Hvi skulde jeg da spare at gange frem som bedst?» Bonden gjenmælede: «I hvert et slag, hvori du stander, monne et af to ske: enten falder du eller undkommer du, og vær du derfor djerv og modig; thi alt er forud laget af skjebnen.» (Sverres saga, kap. 47.)

44. En anden præst taler også på samme måde om olieklæder, og mener derhos, at det kanske kunde gå an at have kork indsyet i dem, for at gjøre dem lette i vandet.

45. Omvendt har en præst i samme egn ment, at færdighed i svømning kanske vilde gjøre skade, ved nemlig at forøge folkets dristighed, som allerede forekommer ham vel stor.

46. Den personlige mening hos besvarelsernes forfattere gjør sig naturligvis også gjældende. Således er der en, som nok indrømmer, at svømmefærdighed kunde komme til nytte i livsfare; men han finder det trist, at folk af den grund, for den idelige fares skyld, skulde øve sig i denne idræt.

47. Her skal jeg anføre den lignende tanke, en af præsterne har yttret, at det skulde have god indflydelse på båd-stellet, om der var en assuranceforening for både, naturligvis med gunstigere betingelser for bedre både.

48. Aviserne indeholde ikke sjelden beretninger om de mærkeligste ulykkestilfælde på havet; men det er sjelden at se nogen almindelig bemærkning om, at der hænder så mange ulykkes-tilfælde ved vor kyst. Desto mere uventet var det mig derfor i flere henseender, da jeg i den nylig udkomne femårsberetning (af amtmændene og Indre-Departementet) stødte på følgende yttring: «Således heder det i en beretning om søstrilen i Strudshavn i nærheden af Bergen, at han, når han har samlet så mange penge, at han kan kjøbe en færingsbåd og et fiskesnøre, kan ernære familie, han gifter sig da, får børn, lever af sild, poteter og vand, når fisket er ringe, af hvedebrød og kaffe, når fisket er godt, og kuldseiler og drukner efter kortere eller længere tids forløb, overladende fattigkassen at sørge for kone og børn.» - Lad os i næste femårs-beretning få høre, at tingen har vendt sig til det bedre!

49. Schemaet gjentages kortelig så:

Det omfatter både ulykkes- og rednings-tilfælde, og for hvert af disse angives: 1, tiden (måned og om muligt dato for hvert tilfælde). 2, stedet (elv, indsø, fjord, indenskjærs, udenskjærs - i hjembygden, på langreis o.s.v.). 3, måden (falde i vandet, kuldseile o.s.v.). 4, anledningen (fiskeri, reise, i erinde, fra eller til hjemmet o.s.v.). 5, tilregnelighed (dumdristighed, ukyndighed o.s.v.). 6, rednings-forsøg (hvorledes udførte, hvad rask dåd udvist). 7, personerne: a, de forulykkede og b, de reddede (kjøn, alder, stand og familie). 8, forskjellige bemærkninger.

Nogle have forstået det så, som at det skulde være rubriceret schema, og derfor inddelt papiret i rubrikker, en for hver af de 8 poster. Dette holder jeg ikke for nødvendigt, og det er mindre heldigt, forsåvidt som det trange rum i rubrikkerne udelukker sådanne småbemærkninger, som ofte kunne kaste det klareste lys over gjenstanden, og som man vil se at jeg jevnlig har benyttet i fremstillingen af det hele.

50. Hvad værdi er vel gået tabt ved de omtrent 100 både, som forliste i 1862? Hvad koster en ny båd (skrog og seilværk), og hvor længe kan den vare? Har der nogetsteds været forsøgt med assurance-foreninger for både? Skulde det lade sig gjøre for en og anden bygd at få tal på bådene, store og små - samt tal på familierne i samme bygd? Hvordan har det sig med bådbygning og bådhandel? Er der i nogen retning mangler, som kunne afhjælpes, forbedringer, som bør efterstræbes? Hvordan er regelen med ballast og seilføring? Er der flere exempler som det side 89, VI. Rednings-bestrebelser, omtalte, med hul boret i kjølen for at kunne holde sig på hvælvet?

I næste hefte skal Folkevennen forhåbentlig indeholde både tegninger og beskrivelser af samtlige norske bådformer, men dermed ville ikke yderligere oplysninger være overflødige. Her tænker jeg både på bådformen som et slags kunstværk, og på bådforsyningen som en væsentlig sag for landets beboelse. I første retning kunde man ønske at høre allehånde historiske oplysninger, almuens egne betragtninger om Nordlands-bådens egenskaber o.s.v. I den anden retning gjælder hin række af exempelvis opsatte spørgsmål om praktiske anliggender.

(Folkevennen, 1863, s. 186-244)

51. Præsternes indberetninger fik jeg allerede i vår. Men da var jeg presset af et andet arbeide, som måtte fuldføres først, og strax derefter måtte jeg ud på reise. Jeg tog indberetningerne med på reisen og begyndte så småt med dem; men der blev ikke ro og fritid nok. At gjennemgå dem fuldstændigt og skrive nærværende stykke blev mit første arbeide, da jeg ved midten af november kom tilbage til hjemmet. - Dette har jeg omtalt her, for at det ærede præsteskab i Tromsø stift ikke formedelst den lange udeblivelse af min redegjørelse iår skal tabe lysten til at fortsætte med lignende meddelelser til mig ad åre.

52. Det ene tager det andet. Da opsynschefen ved Lofot-fisket, hr. premierlieutenant H. Olsen, traf til at se i Folkevennen den første af mine årsberetninger samt det dertil føiede schema for præsternes fortsatte opgaver, så bestemte han sig til at lade optage forklaringer over forlis under fisket efter samme schema, og disse forklaringer har han fra 1863 af begyndt at tilstille mig. Denne hr. lieutenantens velvillie kommer allerede til gode i nærværende årsberetning, da hans opgaver fuldstændiggjøre præsternes, og i det hele taget betragter jeg det som en støtte for dette undersøgelses-arbeide, at det nyder sådan imødekommen fra den kant.

53. I et skrift, der udkom som tillægs-hefte til Folkevennen, nemlig «Om dødeligheden i Norge», side 161 [Verker i utvalg 2, s. 118-119].

54. I 1846 var folkemængden:

i Tromsø bispedømme.. .. .. .. .. .. .. .. ..
110,467,
i Frankrig .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
35,400,486.

Tallet på personer, som omkom ved ulykkes-hændelser, var: i Tromsø bispedømme i de sidste 10 år fra 1841 til 1850 ialt 2,478, og for det ene år 1846 regnes da tiendeparten heraf

eller .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
248,
i Frankrige i 1846 .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..
7,490.

Regnestykket sættes op således: Når en befolkning på 110,467 i et år lider et tab af 248, hvor stort skulde så tabet efter samme forhold være for 35,400,486? Enhver kan regne efter og prøve, om den facit, jeg har fået, er ret. De norske tal har jeg hentet fra vore folketællings-tabeller, og de franske har jeg fundet i et anseet fransk statistisk årsskrift, kaldet Annuaire de l'Economie politique & de la Statistique, og udgivet i Paris af Garnier & Guillaumin (årgangen for 1849).

I tallene på forulykkede er her regnet ikke alene de druknede, men også folk, som omkom på andre måder, ved lynslag, stød og fald, indebrænding o.s.v. For Tromsø stift vidste jeg nok særskilt tallet på de druknede, men for Frankrig fandt jeg ikke sådan særskilt opgave, og derfor måtte jeg ved sammenligningen tage alle forulykkede under et for begge lande. Men det gjør ikke stort til sagen her, af den grund, at i Tromsø stift ere de andre ulykkes-tilfælde kun en liden brøkdel imod druknings-tilfældene. For de 10 år 1836-45 var således middeltallet af druknede 199, men af dem, som omkom ved andre ulykkes-tilfælde, kun 25, sml. anf. skr. «Om dødeligheden i Norge», side 160 [Verker i utvalg 2, s. 118].

Da Krim-krigen var vel endt, blev der udarbeidet og trykt en embedsmæssig indberetning til regjeringen om sygeligheds-tilstanden og dødsfaldene inden den franske arme, som var med i krigen, fra den 31te marts 1854, da Gallipoli blev besat, til 6te juli 1856, da Krim rømmedes (Relation Medicochirurgale de la Campagne d'Orient, af dr. G. Scrive, Paris 1857). Af side 350 i dette skrift sees, at armeens tab af menneskeliv er opgivet til 69,229.

55. Se Folkevennen for 1863, side 218, se ovenfor s. 90.

56. Den er afbildet i Folkevennen for iår, side 486.

57. Her skal jeg benytte leiligheden til at rette en feil i forrige årsberetning. Ved et enkelt båd-forlis, som forekom mig særdeles gribende, gjorde jeg mig så meget for, at jeg ledsagede præstens beskrivelse med et lidet kårt, for at læseren kunde se, hvor det var, at forliset gik for sig, nemlig ved Søholmen, 2 1/2 mil nordvest fra Dønøens nordlige pynt, altså (som jeg måtte antage) Søholmen ved øen Lovunen. Men nu iår underretter den samme præst mig om, at han har skrevet feil, da afstanden skulde være 4 mil, ud til en holme af samme navn ved øen Trænen.

Feilen er, som enhver kan se, ikke af nogen vigtighed for opfattelsen af det hele; men denne rettelse får tjene til bevis for, at både vedkommende præst og jeg gjerne ville have altsammen rigtigt.

58. 7 af disse 17 bådforlis indtraf på en og samme dag, nemlig 10de februar, for hvilken dag der ovenfor også er anført nogle ulykkes-tilfælde (§ 5).

59. Det er i grunden kun et slag, men af forskjellige størrelser. Dog er hermed ikke ment den stygge og overmåde lille jolle, der er af en fremmed bygningsmåde og indført i senere tider.

60. Man vil forstå, at de måtte fire sig ned i vandet igjen, fra hvælvet af, og de af dem, som ikke kunde svømme, måtte da holde sig fast i dette, medens de hjalp til at få det rettet.

61. For den, som ikke er det mindste søvant, kan det være nødvendigt at bemærke, at når en båd ganske fyldt med vand, skal der ikke meget til for at den hvælver om, atter og atter. Man kan prøve det med en træskål, som er fyldt og flyder i vand.

62. To af disse svømmere vare de to karle på den kirkebåd på Salten-fjord, som der fortælles om (side 126, foran); de ere fra egnen ved fjeldvandet Valnæssøen i Bodø præstegjeld, og ungdommen på de nærmeste gårde, siges der, er kommen i vane med at bade sig her om sommeren, hvorved da en og anden også har lært sig til at svømme.

63. Jeg veed ikke at opstille noget bedre schema for de fremtidige indberetninger end det tidligere, og det gjentager jeg derfor kortelig så:

1. Tiden. - 2. Stedet. - 3. Måden. - 4. Anledningen. - 5. Tilregnelighed. - 6. Rednings-forsøg. - 7 Personerne: a, de omkomne, b, de reddede (alder, kjøn og stand, de efterladte). Selv sådanne bådforlis ønskes medtagne, hvor alle reddedes. - 8. Anmærkninger om, hvad der kan være af interessant rettelse til de feil, som monne opdages i nærværende lille års-skrift.

(Folkevennen, 1864, s. 595-636)

64. Man lægge vel mærke til navnene her. Der er et amt, som heder «Nordlandene» (nordenfor Throndhjems stift); men i de egne, som vi her have for øie, bruges navnet «Nordlandet» i modsætning til «Østlandet», og det så, at delet eller grændsen regnes der, hvor kysten bøier mod nord, d.e. omtrent ved Egersunds-kanten. Lidt søndenfor Egersund er åen Sire, og den regnedes i oldtiden som grændse.

65. Nu for tiden brisling og anden små sommer-sild, da vår-silden, som sagt, er kommen op i høi pris og derfor sælges.

66. Jeg tror, her er en feilskrift, at der nemlig ikke skal være så meget kjød, når der er flesk. Fra en bygd i Ryfylke, grændsende til Søndhordland, har jeg følgende opskrift for ligedan niste, nemlig til notfiske i 10 uger:

1 bismerpund smør.
2 bismerpund kjød (og da ikke flesk).
5-6 tju fladbrød.
Kake eller surbrød af et kvarter rug.
2 bismerpund kogemel, byg.
2 skpr. potetes.
30-40 potter melk (øl aflagt).
1 1/2 til 2 mærker kaffe, tildels lidt sirup.

67. Også i Ryfylke er det som i Søndhordland, at ved handelen om forskud til udrustning sættes dennes kostende til 7 spd., og disse skulle kvittes med den halve lod. Men dette vidner om, at man ikke i almindelighed venter, at mandslodden skal blive stort over det dobbelte eller 14 spd.

Dette stemmer ganske godt med de anførte opgaver over det gjennemsnitlige årsudbytte, nemlig:

i  1ste
exempel
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 12
spd.
- 2det
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 17
-
- 3die
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 20 1/2
-
- 4de
-
.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 16
-

68. Da dette foredrag blev holdt, havde jeg optegnet enkelte punkter, som angav den vei, jeg vilde gå; for resten havde jeg at tage hensyn til, at det hele skulde være endt i en time og høres på af en forsamling, som jeg ikke kunde vente stor tålmodighed hos.

Nu, da jeg skulde levere foredraget til trykken (og formedelst forskjellige arbeider og andre hindringer har jeg først kunnet gjøre det i september 1862), nu har jeg vel fulgt ganske den samme tankegang, men dog behandlet emnet noget udførligere, som om jeg havde tiden for mig, og som om jeg iblandt tilhørerne ialfald kunde håbe at finde enkelte, der delte min interesse.

Dels ønsker jeg at vække deltagelse for fiskeren hos fjeldfolk og andre, som aldrig have seet det brusende hav; dels og hovedsagelig skulde jeg ønske at finde sagkyndige læsere, som vilde fortsætte, hvor jeg må slippe, og give bedre bidrag til en grundig forståelse af fiskeriets bedrift.

Vore fiskerier drives af en befolkning, som i det hele taget har at kjempe med trange kår og mange vanskeligheder i livet. Jeg synes nok, at sagen skulde være en stående gjenstand for granskning og drøftelse.

For en sådan fortsat gransknings skyld tillader jeg mig at tilføie et statistisk uddrag, som jeg nu i disse dage har gjort op, og som ialfald interesserer mig formedelst den bestyrkelse, det giver mine tidligere opfattelser.

Uddraget er efter de årlige indberetninger fra opsyns-chefen ved sildefisket.

Opsynet har nogle gange foretaget tælling af bådelagene med angivelse af fiskernes antal, hjemsteder, udrustning med garn m.m., nemlig i 1853 og 1854 for det søndre og i 1854 og 1860 for det nordre fiskes vedkommende.

I de trykte tabeller ere tallene givne præstegjeldsvis og opsummerede amtsvis. Jeg opsummerer på en anden måde, af hensyn hovedsagelig til den af mig omhandlede forskjel mellem «Nordlandet» og «Østlandet». Under de af mig nævnte distrikter ere de inden samme grændser liggende byer indbefattede, således Bergen under Nordhordland, Stavanger under Jæderen o.s.v.-Ved det ydre strøg af Søndhordland forståes præstegjeldene Finnaas, Stordøen (med Fitje) og Tysnæs; ved det ydre strøg af Ryfylke er ment Torvestad, Avaldsnæs, Skudesnæs, Finnø og Rennesø præstegjelde. - Dalerne er den sydlige del af Stavangers amt, fra Egersunds præstegjeld af, og regnet nordenfra danner det altså begyndelsen til «Østlandet». - Under strøget «øst for Lindesnæs» hører mest fiskere fra Mandals fogderi, men også nogle få fra Nedenæs og Bamle.

Antallet af fiskere på garn-både var ifølge opgaverne:


søndre fiske
nordre fiske
1853.
1854.
1854.
1860.
I. Nordlandet.
1.
Romsdals amt

}82

27
174
76
2.
Nordre Bergenh. amt
5405
6415
3.
Nordhordland og Voss
2443
3613
17
2211
4.
Søndhordland ydre
1993
2176
0
397
5.
Do. indre og Hardanger
490
655
0
780
6.
Ryfylke ydre
1493
2993
0
402
7.
Do. indre
723
1152
0
570
8.
Jæderen
538
972
0
605
II. Østlandet.
9.
Dalerne
629
915
0
66
10.
Listers fogderi
1516
2169
0
511
11.
Øst for Lindesnæs
518
739
0
154

ialt
10425
15411
5596
12781

Det er bemærket i selve de trykte beretninger, at på grund af mangehånde vanskeligheder ere tællingerne ingenlunde blevne ganske pålidelige. Navnlig angiver nok især den første tælling ved søndre fiske et meget for lidet antal.

hver mand kommer der med et middel-tal følgende antal garn:


søndre fiske
nordre fiske
1853.
1854.
1854.
1860.
I. Nordlandet.
1.
Romsdals amt

}3,1  

2,8
3,8
3,7
2.
Nordre Bergenh. amt
2,2
3,2
3.
Nordhordland m.m.
2,8
3,1
1,9
3,0
4.
Søndhordland ydre
3,2
3,5
-
3,5
5.
Do. indre m.m.
3,1
3,6
-
3,6
6.
Ryfylke ydre
3,8
3,8
-
4,7
7.
Do. indre
3,9
4,0
-
4,4
8.
Jæderen
4,4
4,6
-
4,5
II. Østlandet.
9.
Dalerne
6,3
6,7
-
5,8
10.
Lister
6,2
6,4
-
5,8
11.
Øst for Næsset
6,0
6,1
-
5,0

Her se vi en tydelig forskjel mellem Nordlandet og Østlandet: større garnforsyning her end der. Forskjellen viser sig navnlig skarpt der, hvor Østlandet begynder, i Dalerne. De statistiske tabeller stadfæste altså et hovedpunkt i min fremstilling, nemlig at der er en kjendelig forskjel mellem de to dele af kysten, og det således at fortrinet er på Østlandets side.

Ifølge tabellen er garnforsyningen mindre og mindre fra Dalerne østover, navnlig i 1854: 6,7, 6,4 og 6,1. I sig selv er det neppe af nogen stor betydelighed; men denne forskjel i tallene er vist ikke nogen tilfældighed, og jeg finder det troligt, at når en eller anden kjendt mand på de kanter blev gjort opmærksom på tingen, så skulde han derved sættes på sporet og angive flere andre forskjelligheder, som forskjellen i garnmængden monne hænge sammen med som sin årsag. Nu kan jeg kun vove en gisning: i Dalerne har man måske mindre både, østpå større; folk med mindre både kunne gjøre flere vendinger om dagen ud og ind mellem havnen og fiske-pladserne, og de kunne altså bruge og have brug for flere garn. Denne gisning synes mig bestyrket derved, at i 1860, da mange folk fra Østlandet reiste alt til det nordre fiske, havde de færre garn, som tabellen viser, hvortil årsagen kan have været netop den, at for den lange reises og det stormfulde farvands skyld have de utvivlsomt havt meget større både at trække på.

hver båd var i gjennemsnit følgende antal mand:


søndre fiske
nordre fiske
1853.
1854.
1854.
1860.
I. Nordlandet.
1.
Romsdals amt

}4,3  

3,9
5,8
4,7
2.
Nordre Bergenh. amt
4,4
4,9
3.
Nordhordland m.m.
4,2
4,2
5,7
4,9
4.
Søndhordland ydre
4,0
4,0
-
4,8
5.
Do. indre m.m.
3,8
3,7
-
5,0
6.
Ryfylke ydre
4,5
4,5
-
4,7
7.
Do. indre
4,6
4,4
-
4,9
8.
Jæderen
4,6
4,5
-
4,8
II. Østlandet.
9.
Dalerne
3,7
3,4
-
4,3
10.
Lister
3,9
3,9
-
4,8
11.
Øst for Næsset
3,9
3,9
-
4,8

Denne tabel skulde være mere oplysende, end den er, dersom den foruden mandskabets antal tillige havde opgivet bådenes størrelse. Jeg har en stærk formodning om, at det da skulde viist sig, at der i forhold til bådenes størrelse var færre (og da vel desto mere stærke, udholdende) folk på de østlandske både end på de nordlandske. - Det er ialfald påfaldende at se, hvorledes bådene fra Dalerne roes af få folk; der må være mange 3 mands både derfra, medens det almindelige nordenfor er 4 mands eller mere. - De både, som i 1860 reiste til det nordre fiske, sees allesteds fra at have været mere bemandede end bådene på det søndre fiske.

Nedenstående tal vise, hvor mange fiskere af hvert 100 der logerede ombord i logis-fartøier.


søndre fiske
nordre fiske
1853
1854
1854
1860
I. Nordlandet.
1.
Romsdals amt

}38

0
10
28
2.
Nordre Bergenh. amt
1
12
3.
Nordhordland m.m.
66
56
0
80
4.
Søndhordland ydre
22
27
-
100
5.
Do. indre m.m.
87
89
-
100
6.
Ryfylke ydre
26
30
-
69
7.
Do. indre
50
64
-
100
8.
Jæderen
32
30
-
85
II. Østlandet.
9.
Dalerne
99
100
-
100
10.
Lister
96
97
-
100
11.
Øst for Næsset
99
100
-
100

Et flygtigt blik på disse tal viser strax, at jo længere fiskerne have at reise fra deres hjem til fiskestedet, desto mere have de fundet det nødvendigt at have logis-fartøi (mere i indre end i ydre Søndhordland og Ryfylke, mere på reisen til det nordre end til det søndre fiske). Men hvad årsagen end er, så sees, at selv ved det søndre fiske have østlændingerne sågodtsom mandjevnt hatt logis-fartøi og altså været vel forberedte på at flytte fra sted til sted, eftersom fisket monne flytte sig, medens en meget stor del af nordlændingerne savnede denne fordel.

Sammen med opgaverne for 1853 er der anført nogle exempler på logisfartøiernes størrelse og beboelse. Det er 5 fartøier på 34 1/2 læst med 143 mand fra Nordlandet (Ryfylke og Bergens stift) og 11 fartøier på 97 1/2 læst med 241 mand fra Østlandet. Man vil se, at disse sidste havde forholdsvis større rum eller vare ikke så sammenstuvede som hine, så også disse exempler tjene til at fremhæve den tidt nævnte forskjel mellem de østlandske og nordlandske fiskere.

Skjønt de uddrag af de trykte tabeller, jeg nu skal anføre, ikke ere noget videre oplysende med hensyn til min fremstilling, skal jeg dog meddele dem for fuldstændigheds skyld. Det kan måske interessere en og anden at se en samlet opgave over den folkemagt, som kaster sig over silde-fisket.

Foruden de nævnte garnlag med deres mandskab var der en anseelig mængde notelag med talrigt mandskab, nemlig

ved det søndre fiske:
1853, .. .. .. .. .. .. .. ..
333
lag, med
7132
mand
1854, .. .. .. .. .. .. .. ..
315
lag, med
6608
mand
ved det nordre fiske:
1854, .. .. .. .. .. .. .. ..
24
lag, med
455
mand
1860, .. .. .. .. .. .. .. ..
27
lag, med
608
mand

På 1 lag nær, som fra Østlandet af deltog i det søndre fiske, vare de alle hjemmehørende på Nordlandet, hovedsagelig på strækningen mellem Stavanger og Bergen.

På ganske få undtagelser nær havde hvert notelag sit logisfartøi. Med notelagene fulgte nemlig ved det søndre fiske i de to år ikke mindre end 316 og 301 logisfartøi, ved det nordre fiske 18 og 27.

Til disse fartøier må man i tanken føie et sandsynligvis meget større antal for de mange garnfiskere, som, efter hvad vi ovenfor have seet, havde logisfartøier.

Og der er endnu en klasse af fartøier, som i stor mængde søge hen til silde-fisket, og som der sees i idelig bevægelse frem og tilbage: det er de sildeførende fartøier, som ere udrustede for at fragte den ferske sild fra fiskestedene til salterierne. Der var af dem:

ved det søndre fiske:
1853, .. .. .. .. .. .. .. ..
502
fartøier med
1838
mand
1854, .. .. .. .. .. .. .. ..
572
fartøier med
1993
mand
ved det nordre fiske:
1854, .. .. .. .. .. .. .. ..
97
fartøier med
353
mand
1860, .. .. .. .. .. .. .. ..
276
fartøier med
1007
mand

Blandt denne store mængde var der fartøier fra den hele kyst alt fra Fredrikshald til Throndhjem. På nogle få slupper og andre større fartøier nær var det jagter og skøiter. Det er ganske morsomt at se af tabellerne, hvorledes disse to klasser af fartøier ligesom strides om herredømmet, omtrent som vi have hørt om råseils- og spridseils-bådene: længst mod øst have skøiterne eneherredømmet, og endnu så langt mod vest og nord som til Egersund have de afgjort overvægten; fra nu af bliver forholdet omvendt; på Stavangers-kanten er der vel endnu ikke så få skøiter, men nordenfor blive de sjeldnere og sjeldnere, idet jagterne lidt efter lidt og tilsidst ganske indtage deres plads. Fra det punkt af på kysten, hvor bådene have råseil, tør det også være, at jagterne ere ikke «bomseilere», men «råseilere», efter den ældgamle brug, medens skøiterne utvivlsomt ere en nyere tids værk, efter mønster fra andre lande.

For at fuldstændiggjøre billedet af den store sammenstimlen og travle virksomhed i fisketiden, må man endnu tænke sig det betydelige antal mennesker, som ere beskjæftigede med sildens behandling i saltebodeme, dels i byerne, men dels og i senere tider mere og mere i udhavne i nærheden af fiskestederne. At gane og salte silden er mest fruentimmer-arbeide, og ved salterierne i udhavnene kan man se flokker af kvinder, som ere komne langveis fra.

Sluttelig kan jeg ikke tilbageholde det ønske, at vi ret snart måtte få se en ny fuldstændig tælling over vårsild-fisket udført samtidig ved både det nordre og det søndre fiske.

(En Tylvt Forelæsninger, 1862, s. 1-42)

69. Nu menes med Helgeland kun den sydlige del af Nordlandenes amt; men under det samme navn (eller Haalogaland, som det da lød) indbefattede de gamle både hele dette amt og dertil distriktet Senjen sydligst i Finmarkens amt.

70. Uddraget er efter prof. Munchs oversættelse af Alfreds skrift.

71. Jeg tænker mig, at det var ved Vardø. Munch mener: Nordkap.

72. Det var virkelig en havbugt, det Hvide Hav, nemlig.

73. Dvina, som kommer fra det indre af Rusland. Der ligger Archangel nu.

74. Ikke på den anden bred af åen, men langs kysten hinsides åens munding. Folket her var de strax omtalte bjarmer.

75. Så langt som til Nordkap har han kunnet seile indenfor en række af store øer; men så langt pleiede måske også hine hvalfangere at fare. Østen for Nordkap derimod er der fast ingen øer.

76. Nogen kunde jo mene, at hele seiladsen kunde ganske undgåes ved at vælge den anden vei, som først var foreslået, den til bunden af den Botniske Bugt og så op gjennem Lapmarken. Men foruden at vel selve denne vei gjennem et ufrugtbart skovland har sine betænkeligheder, så opstår der en dobbelt vanskelighed for de indflyttede, når de ad denne vei nå frem til Haalogaland. Der er for det første dem, som først komme og som skulle forblive her, haalogalændingerne selv: de have aldrig seet havet før nu, men for at skaffe sig det fornødne til livs-ophold må de nødvendig være fortrolige med både fiskeri og anden søbedrift, og den under min anden bemærkning fremhævede vanskelighed med hensyn til næringsveiene bliver altså forhøiet for dem. For det andet er der de følgende stammer, thrønder, raumer o.s.v., som kun passere Haalogaland på gjennemreise og skulle drage videre til søes: den under min første bemærkning påpegede vanskelighed med skibsbygning og seilads møder nu dem. Thi de lidt iforveien ankomne haalogalændinger ville have nok at gjøre med sine egne sager og kunne ikke yde stor hjælp til befordring af disse stammer, som jo ere så talrige, at de inden få menneskealdere skulle have opfyldt hele Norge. De må åbenbart befordre sig selv, bygge og tiltakle skibe og sætte sig ind i den hele kystfart, og det så fuldstændigt, at de både kunne få mod til at begynde den og dygtighed til at overvinde dens farer.

77. I det vesten- og nordenfj. distrikt var i 1862 antallet af lodsede skibe 4,328 og beløbet af lodspenge 35,158spdr. Lodsernes antal var her omtr. 450.

78. Endnu hænder det inde på Lister-fjorden, at man får makrel i laxegarnene og det tidligere, end den fornemmes på havet.

79. Brugen af drivgarn tør dog have været kjendt tidligere i England.

80. I stykket «Om Fiskeriets Bedrift», i «En tylvt forelæsninger», tillægshefte til Folkevennen 1862.

81. Jeg har forelæst stykket for en fisker, med anmodning om at sige fra, når han havde noget at bemærke. Og han kunde ikke give mig medhold i min opfattelse her, da han mente, at makrel-fiskeriet havde gået sin egen gang og heller indvirket på sildefisket end modtaget nogen indvirkning af det. Dog indrømmede han, at ikke så mange løskarle havde kunnet opoffre sig for makrel-fiskeriet, dersom de ikke tillige havde havt silde-fisket at beskjæftige sig med i den tid af året, da det går for sig.

82. De Farsundske udskibere have nok for størstedelen opkjøbt og leveret makrelen efter forudgået aftale med eller salg til de engelske fiskehandlere, som varen blev udskibet til.

83. Udlændinger, som ligge her og kjøbe op fersk fisk af fiskerne selv, må dog have norske handlende til at besørge udskibningen eller klareringen på toldboden.

84. Her er iberegnet udgiften til kasser og is samt arbeids-omkostninger.

85. Udgiften til tønder og salt dækkes ved salg af makrel-rogn. Før i tiden blev denne for en stor del kastet bort som unyttig, og det kunde blive en hel historie at fortælle, hvorledes den er bleven en handelsvare, og hvorledes Farsund er bleven hoved-udførselsstedet også for den.

86. En kjøbmands-kone i Farsund, som har havt hele denne makrel-trafik for øie lige udenfor sine vinduer, har skildret mig trafikken, som den var for en 30 år siden eller i de første år, da hun havde hus at forestå. Det kunde vare en 3-4 dage, at der kom både op til bryggerne og solgte makrel. Første dag var den dyr og solgtes i stykkevis; siden faldt prisen, og man gjorde indkjøb i snesevis for at salte til vinteren. Den første makrel gjaldt for den største og fedeste, og det var uvist, om man vandt eller tabte ved at bie på nedslaget i prisen; det gjaldt om at passe øieblikket; det var husmoderens sag, og hun havde en hel ank på sig. Faldt det så ud, at hun kom til at kjøbe små og maver makrel til saltning, så var det leit hele vinteren igjennem. Når det så råbtes ind ad døren: «Nu er der god makrel i mængdevis,» så måtte pigerne afsted, om så det husarbeide, de forlod, var nok så vigtigt; thi den tid var der ikke sjouere at finde på gaden til sådanne forefaldende småarbeider som at renske og salte en halv-tønde makrel.

En endnu ældre kone kunde mindes den tid, da kun de snareste piger kom tids nok på bryggen for at få makrel til en ret.

Nu kom makrelbådene ind om morgenen, tæt som fluer, og inden aften er fisken lagt i is-kasser, og nogle af de ventende fartøier ere fuldt ladede. Hvordan så veiret er, gå de under seil samme aften, og få dager efter undres man over at se samme fartøiene igjen komme for at hente nye ladninger.

87. Tønnes Andreassen Bjørnestad, lidt over 30 år gammel, fisker og sømand, mindes, at hans fader, Andreas Tønnesen, drev fiskeri sammen med Ole. Denne hadde prøvet bomuldsgarn til anden fisk og mente, at det måtte passe til makrel også. Den tid var der lidet eller intet bomuldsgarn at få i Farsund; men i Flekkefjord fik Ole kjøbt, det var endda af det slag, som kaldtes no. 8, det ble tvundet 3-dobbelt, deraf lod Andreas binde et makrelgarn, og dette var det første, som blev bundet her i Farsunds omegn. Det blev brugt 18 år i rad og fiskede udmærket godt. Sønnen erindrer det meget vel.

Denne min hjemmelsmand vidste at nævne en anden mand, som også måtte kjende til denne sag; jeg opsøgte ham og hørte også ham udtale sig med bestemthed om, at brugen af bomulds-garn til makrel-fiske skriver sig fra nævnte Ole (Mauritssen).

Det er på sådan måde, ved at agte på mange små træk, og høre mange personers forklaringer, at man kan studere, hvorledes en sådan almue-bedrift som makrel-fiskeriet er opkommet og har udviklet sig.

88. Dette foredrag blev holdt tidlig i forrige år, kort efter det, som der sigtes til i de første linier, og som blev trykt i 1ste hefte af Folkevennen for ifjor, under den titel: «Helgeland den ældste norske bygd?»

89. I Folkevennen for 1861 [Verker i utvalg, Bd. 6].

90. Ligeså troede jeg en tid, at kanske en forskjel i bygnings-skikken vestenfjelds og østenfjelds kunde skrive sig derfra, at Vestlandet var bleven bebygget nordenfra og Østlandet fra Sverige af. Se mere herom i Folkev. 1865, side 56 [Verker i utvalg, Bd. 6, s. 232-233].

91. Folkevennen 1863, side 310-356.

92. Almindelig, men feilagtig skrevet havbroen. «Brunen» er det samme som «eggen», d.e. kanten af den undersøiske banke, og «havbrunen» er den brun, som vender udad, mod havet.

93. Da jeg holdt foredraget, havde jeg ikke tegninger ved hånden, og denne del af fremstillingen måtte da blive langt kortere, end jeg giver den nu. Tegningerne har jeg ladet udføre senere, efter en ægte Nordlandsbåd, som tilhører en mand i Christiania.

94. Dette bruges endnu ganske almindeligt i Nord- og Søndfjord og har ialfald også været brugeligt i Hardanger. En trækubbe, så lang som halsen skal være, kløves vindt eller skjævt og krumt, på den måde, at man borer en mængde huller i en spiralgang langs kubben og så hjælper til under kløvningen med øxen. På den måde får man af et træ høire fremhals og venstre agterhals. - Ved teljingen kan man give halsen en meget fint tildannet, vind form; men det begribes let, at når øxen går stærkt imod veden eller træfibrernes gang, så svækkes træet.

Ved denne leilighed kan det erindres, at i Ranen i Nordlandene ligger den tid da man kløvede almindelige bord udaf stokkene, ikke med sag, men med øx og kiler, ikke længer borte, end at man endnu har god erindring om den fremgangsmåde, som brugtes, og som ingenlunde var så simpel eller ligetil, som den kan synes.

95. Thi om man end foresætter sig at bygge båden af en vis bestemt størrelse, som «passerens» vinkler ere indrettede for, så vil det dog jevnlig være tilfælde, at man ikke har ønskeligt forråd af materialier at vælge imellem, så man ikke kan få f.ex. hvert enkelt bord af nøiagtig samme bredde, som i model-båden; men det vil forståes af tegningen no. 3, at var f.ex. det nederste bundbord bredere og de to næste bord forholdsvis smalere, end de nu ere på tegningen, så måtte heldingen af hvert enkelt bord være noget anderledes, for at den gjennemsnitlige helding af alle tre bord tilsammen skulde blive den samme. Og her er det, at den kyndige og øvede bådbyggers øiemål træffer det rette.

96. Vistnok samme ord, som Ivar Aasen har i sin ordbog med en beslægtet betydning og skriver «rim» med åbent i.

97. Midt på seilbiten sees en halvrund indskjæring for masten og nedenunder samme en opstående fjæl til støtte for mastefoden. Dette er en af de ikke så få forbedringer fra senere tider, da man før reiste masten på den tungvindte måde, at man lettede den helt op og satte foden ned igjennem et rundt mastehul midt i seilbiten. Samme forbedring er dog nok ikke netop opfunden i Nordlandene selv, men heller taget efter både, man nu og da har seet søndenfra.

98. Et «rum», «helrum», bør være så stort, at en tønde kan ligge efter sin længde mellem tofterne. Et «halvrum», som er det halve deraf, er for kort til, at en mand kan sidde og ro der; men kobben eller hunden kan ligge der, og det er kanske derfor, det sædvanligvis kaldes «kobbe- eller hund-rum».

99. For at man dog kan se, hvad plads den afbildede båd indtager i ordenen, skal jeg kortelig anføre rækken af størrelser eller hoved-slag, begyndende nedenfra og nævnende efter Helgelands (til tildels efter Senjens) talebrug:

2 rum: færing (kjæks);
2 1/2 rum, ligeså;
3 r.: sexring eller trerømming;
3 1/2 r.: halvfjerderømming;
4 r.: Firrømming, før i tiden skotkjeiving;
4 1/2 r.: halvfemterømming;
5 r.: ottring;
6 (7, 8) rum: sexroring (fembøring, hvilket sidste navn vel egentlig skulde skrives fembyring, svarende til det gammel-norske byrðing).

100. Den afbildede båd er 13 1/2 alen fra stavn til stavn og 3 alen 1 tomme på det bredeste. Dybden midtpå, målt fra bunden af kjøl-renden til seilbådens overkant, er 19 tommer.

101. Det er en Ranværingsbåd, som de meddelte tegninger ere tagne efter. Saltværingsbådene have måske ikke ganske den fine bygning og lette reisning.

102. I det Throndhjemske Videnskabs-Selskabs skrifter, 1824.

103. Af amtmandens femårsberetning for 1856-60 ser jeg, at antallet af både, som i de 5 år tilsammen ere byggede i Nordlands amt (i Bindalen med Velfjorden, Vefsen, Hemnæs, Mo, Beieren og Saltdalen), anslåes til 4000 a 4500; prisen fra 5 til 35 spd. stykket.

104. Ifølge H. I. Mullers «Fremstilling af Søkrigshistoriens Begivenheder», Christiania 1863, side 6.

105. De to årer efter båden have jo havt nogen lighed med «skjæk'er» på en slæde. Men det er jo også samme ord: man siger en skåk, men to skjæk'er.

106. De nævnte foredrag om «fiskeriets bedrift» blev siden trykt i «En Tylvt Forelæsninger», tillægshefte til Folkevennen 1862.

107. Om makrelfiskeriets opkomst på Lister se Folkevennen 1864, side 528-546 [ovenfor s. 191-202]

108. Mere herom i hint foredrag om «Fiskeriets bedrift» i «En Tylft Forelæsninger», side 34 (ovenfor s. 155).

109. Ganske frit var det dog ikke, at her var bygget både på Lister før; men det var kun en yderlig sjeldenhed, at nogen mand forstod sig på det arbeide, og det er kun så vidt, at der går sagn om det.

110. En forstandig søbonde, som har boet både i Oles og Gjerts naboskab og er så gammel, at han mindes denne hele sag fra dens begyndelse, sagde mig, at han meget vel mindedes den første af disse Ole Staves 3 både, og han erklærede, at den var af almindelig østlandsk maksel, altså ikke endnu nogen egentlig Listerbåd. Han var da også en af dem, som udtrykkelig holdt på, at Gjert var førstemand i denne sag og ikke Ole.

111. Se min opsats om makrelfiskeriet, Folkev. 1864, side 545 ovenfor s. 202.


[slutt]