Eilert Sundt

Om husfliden i Norge


Forside

INDHOLD
      side
Forord     . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 5
I. Bare træ-skeer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
II. Tønder, tiner og skrin i Søndfjord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21
III. Bådebyggeri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32
1.   Søgnebåden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34
2. Bådfabrikken i Grimstad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43
3. Hvaløerbåden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43
IV. Videre kysten langs:    
1. Finmarken: . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50
2. Senjen-egnen:
a. Berg og Thorsken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53
b. Balsfjorden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60
3. Throndhjems stift:
a. Vestnæs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61
b. Hiteren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63
4. Bergens stift:
a. Søndfjord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65
b. Eivindvik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68
c. Strilelandet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69
d. Etne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72
5. Stavanger-egnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73
6. Slutningsbemerkning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74
V. I fjeld- og skovbygderne:    
1. Meldal og Rennebo . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76
2. Røros . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78
3. Valders og Hallingdalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79
4. Sætersdalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86
5. Videre omkring i de
Christiansandske bygder
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100
a. Holme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102
b. Søgne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105
c. Holt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106
VI. I fladbygderne: . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112
1. Trykstad i Smaalenene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 114
2. Christiania-egnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121
3. Ved Randsfjorden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127
4. Omkring Mjøsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128
a. Gjøvik-egnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 128
b. Lillehammer-egnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133
c. Hamar-egnen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136
5. I det Throndhjemske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140
VII. En vinskibelig bygd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145
Beskrivelse af husfliden i Gjæsdal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150
VIII. I Christiania . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162
IX. Slutnings-bemærkninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193
Noter

FORORD (TIL ORIGINAL-UDGAVEN)

særlig henvendt til fattigkommissionerne

Skulde jeg sætte læseren ind i den stemning som både fra først ledede mig til at skrive denne bog, og som har fulgt mig hele bogen igjennem og altså har gjort, at jeg skrev netop således, da måtte jeg tale noget om sammenhængen mellem dette mit foretagende og tidligere forhandlinger om samme emne.

Mange ville mindes, at for nogle år siden blev der ofte handlet om husfliden, snart i aviser, snart i landmandsmøder. Et foredrag fra et sådant møde står aftrykt i Budstikken for 1859, side 350-362, og formedelst den klarhed og bestemthed, hvormed den herskende anskuelse her blev fremsat, kom samme foredrag til at danne som en afslutning for en længere tid; det kunde ikke vel siges stort mer i den retning.

Det står mådeligt til med husfliden her i landet, heder det. Og dette bliver ikke alene ligefrem sagt, men tillige, som mig synes, endnu stærkere betegnet derved, at taleren fast ikke veed at nævne nogen art af husflid, som almuen allerede havde vidst at lægge sig efter her i landet, og som der kunde blive tale om at ophjælpe, det ser ud, som alt måtte grundlægges fra nyt af, og det formedelst sagkyndige, som havde gjort sig bekjendt med Tydsklands og andre landes industri og nu måtte få det hverv at udtænke en plan for vore almuer og at forestå deres veiledning og undervisning.

Tildels i samme foredrag og ellers ved lignende forhandlinger taltes tilsvarende udtryk om almuernes forstand på sin hovedbedrift, såsom jordbrug, skovdrift, fiskeri, eller om bygdefolkets husstel med hensyn til madlavning, renlighed o.s.v. Den hele betragtningsmåde er klart angivet med det korte udtryk, at «almuen her tillands er da sandelig slik, at den må lære om igjen altsammen»(1).

Men den almuesmand, jeg har fortalt om i kap. 1, og hvis vakkre bedrift gav mig første tanken om at studere husfliden, har jo åbenbart ikke havt anden lærer end sin egen opfindsomhed. Fra Gjøvik og Vardal, hvor jeg hørte om ham, kom jeg til Bergen og så fiskeriudstillingen; den gav et mægtigt indtryk af, hvad norske almuer have vidst at udrette og det uden synderlig veiledning hverken af fremmed videnskab eller af udlandets exempel. Fra denne udstilling kom jeg endelig til den lykkelige bonde-familie i Søndfjord, som jeg fortæller om i kap. II, og her blev jeg således bevæget af den flid og arbejdsomhed, som omgav mig, at jeg tog mod til mig og skrev et stykke om Den Norske Husflid, et kort stykke, hvori jeg endnu ikke fremsætter nogen mening, men beder om, at man vilde stå mig bi med at samle oplysninger. Stykket blev ikke alene trykt i Folkevennen (1865), men aftryk deraf blev sendt til samtlige formandskaber i by og bygd, med ønske om, at det måtte blive givet mænd ihænde, som monne være villige og skikkede til at gå ind på min plan. Jeg vilde få istand som en udstilling af husfliden, en udstilling i ord og beskrivelse, og det var håbet at den skulde gjøre et gunstigt indtryk og heller vidne til fordel for folket.

Man forstår altså, at mit arbeide er blevet til i modsætning til den trykkende mening og knugende påstand om almuernes ringe begreb og foretagsomhed. I Søndfjord kunde det fornøie mig, bare jeg så en flis udfor husvæggen, som mindede om det flittige arbeide med sildetønder der indenfor. Og om indberetningerne fra bygderne bleve aldrig så lange, så morede det mig dog linie for linie at se den mangeartede flid og opfindsomhed opregnet.

Jo mere jeg speidede og stirrede, des mere så jeg både af seirende flid og af udvortes hindringer og vanskeligheder, som man har havt at beseire, og som det endnu står tilbage at vinde bugt med. Og dersom jeg tør slutte fra min egen stemning, så skal det ingen fare have, om man ved siden af det mislige og mådelige, som påtrænger sig af sig selv, søger med flid efter det i vort folkeliv, som man kan glæde sig over, og så frit yttrer sin glæde og sin ros, når man finder noget. Dermed voxer håbet hos tilskueren om, at det skal gå bedre og bedre, og et fornøiet tilråb til selve almuen, til dem, som sidde midt op i faren og møien, og hvis fremgang og held det stundom kan se så tvivlsomt ud med, skulde vel heller virke opmuntrende, belivende og styrkende.

Jeg skal naturligvis ikke nægte, at det kan være i sin orden, når den virkelig sagkyndige peger på feil i stel og bedrift, og jeg indrømmer selvfølgelig, at Norge kan lære adskilligt af Tydskland o.s.v. Men derhos ser jeg tillige tingen således an, eller jeg har, hvad jeg ved en række af skrifter har lagt for dagen og heller ikke lægger dølgsmål på i nærværende, så alvorlige forestillinger om vore tilstandes vanskeligheder og farer, at jeg siger, at selv mange sagkyndiges lære og mange berejste mænds beretning fra udlandet ikke vilde forslå. Der vil ikke mindre til, end at hver mand retter sig og ser sig om og griber sig an, og de gode hoveder og ivrige sjele blandt almuens egne tusinder må gå foran og trække kammeraterne efter. Men det bliver der ikke noget af, med mindre man har en smule tro på sig selv og sin egen fremskridts-evne. Og om denne min bog er noget tess, så skal det kjendes derpå, at den formår at værne om denne gode tro og befordre den spirekraft, som ligger i den.

Nogle af vore fremskridtsmænd overse den norske almue og arbeidsklasse af den grund, at de synes den kan ikke og gider ikke arbeide, som den skulde. Andre se ned på den af denne anden grund, at de have så ringe tanker om selve det arbeides værd og ære, som hører samme almue og arbeidsklasse til.

Ifølge kalds og stillings medfør og ofte med stor begavelse og personlig iver have skolelærerne og præsterne og nu på en tid tillige skoledirektørerne, dertil bladredaktører og andre forfattere, arbeidet for oplysningens og skole-dannelsens fremme blandt folkets mængde. Det er en stor sag, en folke-sag, og der står en hær af talsmænd, og under den vedholdende og planmæssige virksomhed har der dannet sig en stærk opinion for oplysningens værd og bog-dannelsens anseelse.

Men der har ikke været nogen tilsvarende række af talsmænd for arbeidets værd og anseelighed - dette udvortes og såkaldte simple arbeide, som nationens store mængde har at forrette med sine hænder.

Alle mennesker forstå naturligvis nok, at samme arbeide er nyttigt, ja uundværligt, i udvortes måde. Men man har ikke synderlig øie for dets værd med hensyn til folke-opdragelsen.

Skulde jeg give en kortfattet beskrivelse af almuens, af folkets store mængdes, åndsudvikling og kundskab og dannelse, så måtte jeg sige, at det bedste, folket veed, har det af Guds ord, og det meste, det forstår, har det lært under hverdagslivets stræv og formedelst folkeskikkens opdragelse. Thi under hverdagslivets stræv er nøden en af alle tidsaldere priset lærerinde, og i folkeskikkens opdragelse er arbeidet en prøvet lærdom - arbeidet, alt det, som skal gjøres, hvor de erfarne gamle gå fore med deres arv af indsigt fra fortiden, og hvor de unge se på, og tage efter og siden nu og da lægge noget til af deres egen tids indsigt og erfaring, så altså lærdommen voxer.

Hvad bogen er for den boglærte mand, det er arbeidet for arbeidsmanden. Jeg kunde tale meget om den interessante iagttagelse, som overalt kan gjøres, at der i virkeligheden ikke er noget arbeide så enkelt eller ligefrem, at det jo kræver tanke, og at arbeidet altså også gjør det til giengjæld, at det øver tænksomheden og udvikler den naturlige sands og forstand. Men hvad jeg her vilde fremhæve, er arbeidets værd og betydning for sindet og charakteren. At arbeidsmanden forstår sin dont og røgter sin gjerning, det lægger selvfølelse i hans sjel og giver hans personlighed den rette holdning.

Det vil altid blive en brøkdel af dannelse, som en almuesmand kan vinde med at tilegne sig på skolebænken og med bog i hånd. Med tiden kunne vistnok skolerne blive bedre, så der altså vil kunne vindes mere, og det ervel; men med tidens udvikling i alle retninger vil der også fordres mere. så det endda kun bliver den samme brøk af det hele. Og skulde agtelsen rette sig derefter, blev det kun en brøkdel af agtelse. Men i modsætning hertil mener jeg, at arbeidsmanden bør kunne hævde arbeidet som sin stands ære og kræve fuld agtelse for samme.

Derfor har jeg for min del hilset nutidens industri-udstillinger med glæde. De betegne en lykkelig vending i tænkemåde og begreb. Den «dannede verden» betragter med stigende interesse den arbeidende verdens eiendommelige kald og dygtighed, og det går af mode at sige: Bare en arbeidsmand!

Alt fra jeg så udstillingen af alle landes arbeide i London 1862, har jeg havt i mig som en spire af tanke om at samle oplysninger og forsøge med bidrag til en beskrivelse af Det Norske Arbeide - det arbeide, som er af sådant slags, at det tillige kan vises frem i industriudstillinger, arbeidsklassens arbeide altså. Jeg har endogså vovet mig frem med en begyndelse. I Folkevennen 1865 beskrev jeg to af de norske bådformer. Nordlandsbåden og Listerbåden, og ved at hentyde til den mangfoldighed af erfaringer og forsøg, som måtte være gået forud, før det lykkedes bådebyggere at få frem disse skjønne og i sit slags fortrinlige bådformer, betegnede jeg dem som prøver på alle yttringer af, hvad jeg kaldte: Det norske arbeide, eller dette system af virksomhed, som begyndte modig med Norges bebyggelse, og som har fortsat med udholdenhed og tiltaget i indsigt og kraft indtil denne dag.

Der må være noget eget ved hvert lands arbeide. Skibsfarten, Lofotfisket, sæterbruget, vore enligt beliggende gårdes omhu for at være selvhjulpne formedelst alskens husflidsarbeider, som andensteds overlades til særskilte håndværkere - se der nogle af de enkeltheder, som have givet vort lands arbeide dets eiendommelighed. Jeg bruger udtrykket Det Norske Arbeide, omtrent som man taler Det Norske Sprog.

Når jeg nu særskilt har valgt mig til beskrivelse den del af dette arbeide, som husfliden udgjør, så har det sin bestemte grund. Agerbruget og fædriften og andre folkets hovedarbeider have allerede fundet sine forskere og skribenter blandt fagmænd, så der vilde det iaIfald være betænkeligere, for mig at komme frem med mine synsmåder angående arbeidets historie og arbeidsfolkets udvikling og arbeiderdannelse. Men husfliden er en så mangfoldig ting, sammensat af så overvættes mange arter, at der så alligevel ikke er nogen forfatter, som kan kaldes sagkyndig i dem alle, hvorfor vovestykket vilde være lige så farligt for hvilkensomhelst anden. Og husfliden har en bestemt almen interesse og en for mig særegen. Til dens almene interesse hører dette, at da den udfylder de mellemstunder og sysselsætter de hænder, som ikke optages af hovednæringerne, og da det kan antages, at det folk, som skjænker små-syslerne fornuftig omhu, endnu mere med flid og alvor lægger vind på sine hovedarbeider, så kan husflidarbeidet tjene som gradmålet for selve arbeidsomheden, denne folkelivetshoved-dyd som det er en lyst at betragte og såre vigtigt at forstå og bedømme ret. Og at husfliden må have en særegen interesse for mig, det vil man begribe ved at sætte sig en smule ind i den opgave, jeg har i det offentliges tjeneste i disse år, nemlig at studere fattigfolks kår og sæder i vort land. Jeg kan også udtrykke mig så, at jeg siger, at mine tanker og bestræbelser dreie sig om den million, som fattigvæsnet formedelst en mærkværdig og såre betænkelig væxt har nået op til at koste: her er som en overhængende fare; ved tanke om, hvorledes dette store fattigonde skal mødes, spørges der ret om agtelse for arbeide og om arbeidsomheden selv og alle med den beslægtede dyder hos folket i almindelighed, og i særdeleshed kommer desuden håbet til at fæste sig ved husflidens små-sysler, som netop ere for småfolk og fattigfolk (man se exempler i nærværende skrift side 17 og 102).

Jeg veed vel, at disse samme små-sysler enkeltvis kun give småt udbytte, så man kan fristes til at spørge, ligesom ved de fem bygbrød og de to små fiske for hine tusinder i ørken: Hvad er det for så mange? Men der blev jo i samme ørken samlet op hele kurve af levninger. Under fliden og under den nøisomhed og sindets opløftelse, som følger med fliden, kan der af det lidet blive mere end mad til mættelse.

Idet jeg skal træde frem for publikum med min bog, vækker det en egen fornemmelse hos mig, at jeg ser, hvor stor den er bleven. Jeg veed, hvad mange ville tænke. Men derfor går jeg lige til det og skynder mig med at få sagt, at så stor bogen end er, så er det nok meningen, at den skulde være kun begyndelsen til en række af lignende bøger.

Fornøielse og underholdning må der ikke være tale om, hverken for læser eller for forfatter. Her er alvor, her er en opgave at tænke på, et mål at arbeide til.

Skal min bog få noget at betyde, så må det vise sig på den måde, at de rette vedkommende, som ere håndarbeidets egne mænd og nærstående venner, vise i gjerningen, at bogen har ret, eller lægge kjendsgjerningernes fortsatte bevisførelse til hvad jeg har vovet at sige til arbeidets pris og til de norske arbeideres forsvar. Men at indsamle disse fornyede kjendsgjerninger, - at fortælle om hvorledes almues- og arbejdsfolk omkring i by og bygd heller forhøie deres flid og iver, siden de have erfaret, at der er dem i deres nærhed, som tro på deres flid og glæde sig over deres iver, - at skildre med nye træk og udmale med altid livligere farver, hvorledes folkelivet arter sig smukt og folkeopdragelsen lykkes bedre og bedre under arbeidets velgjørende indflydelse - det vilde jo blive at føie en ny bog til denne første.

Hvert år behøves ny høst af markens gode ting. Hvert år kan også sindet behøve den næring og vederkvægelse, som følger med synet af den folkelige selvfølelses og selvvirksomheds væxt, og et sådant syn skulde en ordnet fremstilling af almuens arbeide give - ivrigere og tænksommere og lykkeligere arbeide år for år, såfremt der ikke indtraf uår på folkets tænkemåde og sæder.

Altså årlige fremstillinger om husfliden?

Gjerne det. Da kunde der lidt efter lidt blive tilføiet, hvad der mangler ved dette første forsøg. Fra store strækninger af landet og anseelige dele af befolkningen har jeg jo denne gang ikke havt noget at melde. Sådanne bidrag, som jeg har givet for Christiania by, vilde jeg gjerne have for Christiansand, Stavanger, Throndhjem, Tromsø. Et sidestykke til beretningen fra Gjæsdal skulde jeg sætte pris på at se fra nabobygden Birkrim. Og jeg kan sige jeg længes efter at se og høre noget fra Hardanger, fra Thelemarken, fra Soløer, Guldalen, Namdalen, Nordmøre, Søndmøre, Sogn.

Fra Sogn? Nylig er en flink og flittig botaniker, en af vort universitets lovende arbeidere, kommen tilbage fra Sogn, som han har bereist tre sommere i rad, jeg har hørt ham fortælle om hvad han fandt, og jeg forstår, at det kjærlige og omhyggelige studium af, hvad denne egns natur har formået at frembringe af plantevæxt, nu danner et vakkert og velkomment tillæg til kundskaben om hele Norges flora. Men ligeså skulde det nok interessere mig, om en flink og flittig forsker vilde bereise Sogn tre gange og besøge slåttefolkene oppe i fjeldskarene om sommeren og sildefiskerne ude på havskjærene om vinteren og overalt gjøre sig flid med at studere den arbeidets kunst og skik og måde, som folket her i egnen har formået at lægge for dagen - hvad enten formedelst efterligning andetstedsfra eller ved egen tænksomhed og opfindsomhed. Om nogen holdt ud og virkelig bereiste Sogn tre år i rad med denne ene tanke, så kunde det nok hænde, ikke alene at han fik gjøre mangt et fund med hensyn til selve gjenstanden eller mangt et nyt indblik i selve arbeidsvæsnet og folkelivets forholde, men tillige, at han kunde tale om tingene med samme videnskabelige grundighed og systematiske sikkerhed, som når botanikerne eller nogen af de andre gamle videnskabers dyrkere fremlægge for os deres kundskabs skatte. Men var min arbeidsforsker således bleven herre over sit stof for Sogns vedkommende, så vilde han siden have lettere for at fortsætte og f.ex. gjennemsøge nabobygden Hardanger og udfinde, hvilken af de to bygder der er rigest på arbeide (både med hensyn på arbeidets mængde og på arbeidets indsigt og kunst), omtrent som botanikeren har sine regler at gå efter, når han anstifter sammenligning mellem to egne og afgjør, hvem af dem der er rigest på planter.

Og med det valgte exempel er det i grunden allerede antydet, at med fortsatte fremstillinger af husfliden måtte der ikke blot lægges an på at få samlet beretninger fra alle landets egne, men lige så meget på at få, sagen belyst fra alle sider. Jo mere man tænker over sagen, des mere bliver man opmærksom på, hvor mangfoldig eller mangesidet den er, hvor mange biomstændigheder der er at tage med i betragtningen, hvor mange forholde der opstår ved sammenstilling af den enkelte sag og andre folkelivets anliggender. Jeg kan regne op de byer og bygdelag, som ikke ere omtalte i nærværende bog, men jeg har kun som en anelse om den mangfoldighed af side-spørgsmål og side-hensyn, som ikke ere komne ind under betragtningen eller ikke ere blevne klarede. For mig står det f.ex. som en overmåde vigtig og vanskelig opgave at komme på det rene med sig selv om, hvad man skal tænke og gjøre ved det forhold, som foreløbig og forsøgsvis er berørt kapitel V, side 199 og følgg.

Foreløbig og forsøgsvis, siger jeg, og her får jeg anledning til at tilføie den bemærkning, at som den hele bog er skreven med det stadige ønske, at den, som sagt, måtte blive begyndelsen til en række af lignende, så har jeg ikke næret så stor frygt med hensyn til ufuldkommenheder, unøiagtigheder, misforståelser, feiltagelser, som rimeligvis ville kunne påpeges i mine kapitler. Overalt, håber jeg, skal der sees tegn til, at jeg har gjort mig flid for at træffe det rette, og når skriftet blev fortsat, måtte der jo først og sidst blive leilighed til at tilføie rettelser.

Store bøger og mange bøger om en sådan enkelt sag som husfliden? Bliver der ikke for meget af bøger? Men nu har jeg af denne trykte bog udelat for forkortelses skyld nogle kapitler, som allerede vare skrevne, nemlig et, som gav en sammenhængende fremstilling af den kvindelige husflid (til erstatning for at bogens øvrige kapitler fortrinsvis beskjæftige sig med den mandlige husflid, som nok er den mindst kjendte), og to, som fortalte om et par af vore bonde-almuers selvlærte mekanikere samt om en mønsterværdig vinskibelig husmandsfamilie. Fremdeles har jeg måttet opsætte til kommende tider at forsøge med bidrag til arbeidets og husflidens historie; derunder kunde der blevet tale om den kunstneriske stil, som man finder spor af i vore bygder, og ved talen derom kunde der atter blevet anledning til at dvæle ved den smukke træskjæring, denne husflidens blomst, som hr. de Coninck har fortjenesten af at have fremdraget og opelsket men som fast ikke er nævnt i denne bog. Og hvad jeg endelig betragter som det største savn ved nærværende bog, det er, at dens tanke og betragtning nok har strakt sig fra Finmarken til Smaalenene og fra Strilelandet i vest til Røros i øst - men så her standset ved rigsgrændsen. Svenskeren Hartman har skrevet en håndbog over Skandinaviens plantevæxt, og svenskeren Nilsson har givet os håndbøger over Skandinaviens dyr og fugle; men lige så er folkelivet i alt væsentligt ens i de svenske og norske bygder, og særskilt skulde det være en stor vinding til forståelse af og til veiledning for den norske husflid, om de svenske almuers berømmelige flid og kunstfærdighed blev vel kjendt iblandt os. Jeg kan sige, at under alle mine folkelivs-studier har det været gjenstand for både undren og fortrydelse hos mig, at det så lidet har lykkes mig at udvide forskningen til at omfatte de tilsvarende forholde østenfor Kjølen, og dette falder mig navnlig på sinde nu, jeg udgiver dette skrift om arbeide, i disse dage, da hungersnød står for døren i Sveriges nordligste bygder, og det er gjenstand for den pinligste deltagelse i begge lande at erfare, hvorvidt det kan lykkes - ikke alene gavmildheden at skaffe brød, men skarpsindigheden at skabe arbeide, for hvilket brød kan kjøbes. Iår gjælder det mest svenske bygder, næste år kan det være norske, og arbeidets mænd måtte kunne lære fra begge sider.

Forresten bør man dog ikke blive så meget forskrækket over, at jeg talte om årlige beretninger. Hver ting har sin tid, og når sagen var såvidt udtømt eller interessen såvidt opbrugt, at det skjønnedes, at der ikke var stort mere at udrette på denne måde for det første, så vilde det sige sig selv, at man fik standse indtil videre. Og hvad det angår, at beretningerne, som nærværende første prøve viser, kunne falde vidtløftige, så tør jeg ty til den ovenfor brugte sammenligning med en udstilling: Ingen pleier klage over, at en industri-udstilling er for stor, men man vandrer igjennem salene og standser der, hvor man synes der er noget at lære af eller glæde sig over - og ganske ligeså kan man blade i bogen og gå forbi og standse, eftersom man synes.

Jeg kommer nu til et overmåde kjært punkt; thi at berette om, hvorledes jeg er bleven sat istand til at udgive denne bog, bliver det samme som at fortælle om, hvorledes tvende hedersmænd have skjænket sagen en særegen deltagelse og understøttet og opmuntret mig i nærværende forfatterskab med den smukkeste prøve på venskab og tillid.

Jeg har dem at takke for, at denne bog er bleven ikke alene simpelthen udgivet i trykken, men udgivet således, at jeg kan have frimodighed til, som allerede skeet, at yttre ønske og håb om at se den fortsat med en række af lignende skrifter.

I den ovenfor berørte indbydelse af 1865, hvori jeg anmodede om bistand med skriftlige meddelelser angående husfliden, stolede jeg naturligvis hovedsagelig på ligesindedes interesse, men lovede dog tillige at «gjøre mit muligste» for at skaffe forfatter-honorar til mine medarbeidere. Det kom an på, om jeg selv kunde opnå at få forfatterhonorar, så jeg havde noget at dele. Isåfald vilde jeg honorere «mindst ligeså godt» som Folkeoplysnings-selskabet. Blev der noget tilovers, talte jeg om at gjemme det hen til «et følgende skrift om samme emne, enten til prisopgaver eller til trykningsomkostninger». Endelig yttrede jeg, at det hele forhold med honorar skulde jeg i sin tid gjøre offentlig rede for - og nu er tiden dertil kommen.

Jeg må begynde med at sige, at det var vel, jeg ikke fremsatte mere bestemte løfter. Thi da det kom til stykket, måtte jeg opgive håbet om at få min bog udgivet på almindelig måde og mod honorar. Men istedet derfor skulde jeg få den udgivet på en endnu bedre måde.

Det faldt mig ind at ønske et sådant tegn på deltagelse for den sag, som bogen handler om, at noget privat selskab eller nogen privat mand vilde gjøre et offer. Jeg vilde have bogen sendt som gave - først til hine medarbeidere, dernæst til landets fattigkommissioner, hvem jeg gjerne vilde have betragtet som mit publikum både for dette og for flere skrifter, desuden måtte der trykkes nogle exemplarer til, som kunde lægges ud i boghandlen, at bogen kunde siges at være bleven fuldstændig offentliggjort. Nu vel, henne på Vestlandet har jeg en ven, som jeg kan tale med om alt, hvad der ligger mig på hjerte; jeg besøgte ham på en reise ifjor, for dette besøgs skyld havde jeg taget med i min reisekuffert de indberetninger om husfliden, jeg allerede havde fået; han satte sig ind i mine ønsker og planer og - lovede at betale hvad bogens udgivelse og udbredelse på nævnte måde vilde koste. Han føiede mig i alt og har kun gjort mig imod ved at forlange, at jeg ikke måtte nævne hans navn her.

Opmuntret ved dette held henvendte jeg mig fremdeles til en høiagtet medborger her i Christiania og forklarede ham, hvorledes jeg troede det kunde gavne sagen, om jeg blev sat istand til at vise min erkjendtlighed mod hine medarbeidere ved at sende ialfald nogle af dem en hædersløn. Og med største beredvillighed stillede han til min rådighed det beløb, jeg pegede på, nemlig 50 spd.

For at denne hædersløn skulde få betydning, anmodede jeg dhrr. professorerne Rasch og Sexe om at træde sammen med mig i en jury, for at bedømme alle de skriftlige beretninger om husfliden, som jeg havde modtaget, og fordele de 50 spd. som præmier til dem, som havde løst opgaven bedst. Den 5te d.m, udførte juryen dette hverv, og præmiefordelingen blev sådan:

1. Bondesøn, soldat Gabriel Edland  (kapitel VII, side 145)    25 spd
2. Sognepræst C. F. Holmboe         (kapitel IV,  side 54)     10  -
3. Proprietær Zypr. Sødtland        (kapitel VI,  side 114)     5  -
4. Kontrollør Stenersen             (kapitel V, side 79)        5  -
5. Stud. theol. G. Rømcke           (kapitel V, side 79)        5  -

Til de øvrige beretningers forfattere må jeg henvende mig med det håb, at de med velvillie ville modtage den trykte bog, som jeg nu snart skal have den fornøielse at tilstille dem, og at det ikke skal fortryde dem at have ydet mig den opmuntring og bistand, uden hvilken bogen ikke var bleven til.

Efter alt dette tillader jeg mig endelig at sige til mine forrige medarbejdere, til fattigkommissionerne, til enhver anden, som dette monne se eller høre, at det rigtignok skulde være kjært om man fremdeles vilde stå mig bi med oplysninger om husfliden(2).

Man forstår, at det er uvist, hvordan det kan gå med forfatterhonorar; jeg har selv ikke engang nogen tanke om, hvor jeg skal eller tør vende mig hen for at få næste hefte trykt. Jeg tilstår, at jeg kun ledes af det håb: kommer tid, kommer råd. Men derfor henvender jeg mig jo kun til dem, som kunne dele min stemning.

Det kan være nyttigt at have en vis tidsfrist at rette sig efter, og jeg sier: hvad bidrag man kunde få tid og leilighed til at udarbeide, udover vinteren, ønskede jeg helst at få tilsendt efterhånden og senest inden St. Hans næste år.

Christiania, 13de Novbr. 1867.

Forf.    

EFTERSKRIFT

Da størstedelen af bogen var trykt, og medens ovenstående fortale var til i udkast, henvendte Folkeoplysnings-selskabet det ønske til mig: at få optrykke denne beretning om husfliden og udgive den som tillægshefte til Folkevennen for iår. For min del kunde jeg kun svare, at jeg skulde henstille sagen til ovenomtalte ven, som jeg på grund af hans bistand ved bogens udgivelse måtte betragte som dens eiermand. Og hans svar blev, at han anså det for rettest at opfylde selskabets ønske.

Der er ydermere gjort den aftale, at exemplarer af nærværende udgave (3) ikke skulle blive tilgjængelige i boghandelen, eller at skriftet ikke skal ansees for offentliggjort, før Folkeoplysnings-selskabet også har fået sin udgave færdig til omdeling.

Nærværende udgave(4) på nogle hundrede exemplarer vil nu på en måde træde i skygge for selskabets på nogle tusinder, og det kan se ud, som at det var ufornødent, at bogen først blev udgivet formedelst privatmands opofrelse.

Men i den anledning skal jeg indskrenke mig til at sige, at medens jeg naturligvis må kalde det en hæder for min bog, at den bliver optaget blandt Folkeoplysning-selskabets skrifter, er det dog fremdeles dens særegne smykke, at den oprindelig er udgået i verden som synligt og håndgribeligt tegn på en mands deltagelse for selve sagen.

Jeg må dog også tilføie, at næst mit bindende ord i den ovenfor berørte indbydelse har hensyn til denne min vens opoffrelse været bestemmende for mit forhold til det forfatter-honorar, som selskabet har tilstået mig. For det første var det en selvfølge, at de ovenfor, side 13 omhandlede præmier burde udredes deraf; for det andet er et yderligere beløb afseet til almindeligt honorar for den større mængde af medarbeidere, som ikke nåede op til at få præmie (sekretæren og kassereren i Folkeoplysnings-selskabet have på min anmodning deltaget med mig i fastsættelsen af dette honorar); for det tredie endelig vil et beløb blive anvendt til at dække en del af udgifterne ved den første udgave - hvortil grunden er den, at under trykningen gjorde jeg adskillige tilføielser, så bogen blev større og kostbarere, end jeg havde opgivet for min ven, dengang han lovede at betale bogtrykkerens regning, og nu vilde jeg nødig forelægge ham det valg: enten at overtage et upåregnet tillæg til udgifterne eller også at lade samme gå ud over mig. Efter disse udbetalinger vil der blive en rest af henved 90 spd., og denne rest vil blive indsat i Christiania Sparebank for at komme til gode ved udgivelsen af et næste skrift om husfliden.

For endelig tilfulde al efterkomme min ovenfor erindrede forpligtelse at gjøre offendlig rede for det hele forhold med honorar, kan jeg slutte med at anføre, at Folkeoplysnings-selskabets kasserer har godhedsfuldt lovet mig at besørge alle udtællingerne, så ikke en skilling vil komme mig selv ihænde.

Den 25de Novbr. 1867.

Forf.  


I. BARE TRÆ-SKEER

Hvad synes man om en årlig bifortjeneste af 100 spd. for en slet og ret arbeidsbonde? Men det driver en bonde på Thoten det til og det bare ved at gjøre træskeer.

Nabobygderne Thoten, Vardal og Birid, disse deilige bygder omkring den nye kjøbstad Gjøvik, på vestsiden af Mjøsen, have længe udmerket sig ved allehånde husflid, hvis varer føres landet rundt. Men jeg studsede endda, da jeg (det var i 1865) traf til at høre om træskearbeidet som en egen gren af denne flid. Før havde jeg forestillet mig, at træskeer ligefrem groede frem af sig selv i de huse, hvor man bruger at spise med dem; nu fik jeg en anden forklaring.

Kjøbmand Skattum i Gjøvik blev nævnt som en mand, der kjendte hele egnens husflid; jeg søgte ham, og det viste sig, at han var rette manden til at oplyse om træskearbeidets historie, såsom det var hans egen fader, der havde gjort begyndelsen.

Denne mand hedder Ole Skattum. Han sad som bonde på en gård af samme navn i østre Thoten. Gården var liden og børneflokken stor, så det så farligt ud, men han tabte ikke modet. I en ledig stund gjorde han op flere skeer end til husets eget behov og solgte i nabolaget; dette gjentoges; ved øvelsen gik arbeidet raskere og raskere fra hånden; han kunde sælge billigere og billigere, og nu kom bygdens handelskarle, som vare i vane med at udføre egnens husflidsvarer af karder, bliktøi m.m., og kjøbte i dusinvis.

På denne måde reddede Ole gården for sig og sin slægt. Selv sidder han nu som føderådsmand; men den af sønnerne, som overtog bruget, fortsætter træskearbeidet og driver det med sådan raskhed og udholdenhed, at han, med en tjenestegut til hjælp, ved siden af gårdsarbeidet gjør op træskeer for over 100 spd. for året eller over 1000 dusin, regnet til 12 sk. dusinet. Han har forpagtet en birkelund til udhugst for at være sikker på material, og jevn afsætning er han ligeledes sikker på.

Kunsten er ikke indskrænket til denne familie. Nu en, nu en anden mand i omkredsen tog efter, og det heder sig, at der er for tiden ved mellem et og to hundrede mennesker, som arbeide kjøbe-skeer, mere og mindre.

Man nævne mig en egn i landet, hvor man ikke kjender disse gule Thotens-skeer, med en rose eller hane indridset inde i bladet! Handels-karlene falbyde dem i Throndhjem, på Elverums marked, i Christiania.

Fra Elverum føres adskillige af andre handlende til Sverige, fra Christiania kjøbe jydeskippere med sig til Danmark, o.s.v. Navnlig siges det, at Sverige bliver alt vigtigere og vigtigere som marked for træskehandelen, og handelskarle fra Thoten begynde at gå direkte did.

Filefjeld mødte jeg selv en handelskarl fra Thoten eller Vardal. Han havde kjørt sit tunge læs til Leirda1søren, så var han gået med dampskib fra sted til sted alt til Bergen og videre til Stavanger; her forefandt han en stor kasse med varer, som han fra hjemstedet havde sendt over Christiania med den bestemmelse, at de skulde møde ham i Stavanger; han passede at være her ved markedstid; på tilbageveien havde han gjort en sving indom Hardanger og flakket om fra bygd til bygd, fra gård til gård; han var på hjemveien, da jeg traf ham. Også nu havde han stort læs, af skind og uld, som han havde tusket sig til. Men blandt de varer fra hjembygden, som han havde solgt eller tusket bort, var bestandig skeer.

Bergens gader så jeg en spedalsk, lem på St. Jørgens Hospital, gå med en kurv og falbyde skobørster, kamme, træskeer. Disse sidste saa mig så kjendte ud, så jeg måtte spørge, og ganske rigtig: de vare kjøbte af en Vardalskarl. for nu at sælges ud med en smule fortjeneste.

I Sætersdalen hørte jeg i sommeren 1866 almindelig klage over arbeidsløshed blandt den fattige klasse om vinteren. Jeg spurgte om husflid og måtte blandt andet høre i embedsfamilier, at man tildels havde måttet forskrive træskeer fra Christiansand, ja fra Christiania, og det var da Thotens-skeer, de havde fået.

«Gjør træskeer,» sagde jeg til en karl her, som klagede over arbeidsløshed om vinteren, «gjør træskeer, og det i mængdevis, fort og muntert, så flisene fyger omkring.» Han svarede kort, at det var «slavearbeide». Samme svar fik jeg oftere, og tilsidst forklarede, en mand mig at dette ord nok skrev sig fra, at der engang blev drevet på træske-arbeide i Fredrikstads «slaveri» eller den nu nedlagte strafanstalt.

«Sig mig,» sagde jeg til en anden mand i Sætersdalen, «hvor mange bønder er her vel i sognet, som har så pas skov, at de kunne sælge last år om andet for 100 daler?» En sådan extra-indtægt ansees der i bygden som overmåde stor. «Det er nok ikke mange,» var da svaret. «Ja, tænk dig om!» Og så blev der regnet og talt 3. «Men nu veed jeg en bonde, som sammen med sin tjenestegut sidder med sin tollekniv og gjør ud 100 daler for året bare i træskeer. Her kræves ikke stort udlæg til kjørsel i skoven, og arbeidet går for sig i den lune stue.» Min fortælling blev neppe troet.

Hvem mindes ikke Aaseral, denne høitliggende fjeldbygd, hvis fattigdom for nogle år siden blev så gribende skildret og vakte så megen deltagelse? Under samtale i en bondefamilie her kom jeg atter frem med min træske-historie, og det gjorde, at konen tog frem en gul træske med en indridset hane - den gjaldt som stads-ske, havde kostet 5 skilling og var kjøbt af en handelskarl fra Vardal, som havde fundet veien alt hidop. Der blev ikke liden forundring på begge sider over de fremkomne oplysninger.

I disse Christiansandske bygder, fra fjeld til fjære, går alt folket meget på træ-sko, om sommeren i skov og mark, om vinteren mellem husene. Der er forskjellige slags af dem, til det forskjellige brug; men alle roses de som fortrinlige. Hvert hus gjør sine, og i Hegebostad f.ex., nabobygd til Aaseral, gjøres de ret pene. Præsten her sendte engang en prøve af dem til venner i Christiania, som en raritet; en kjøbmand fik se dem og bestilte hos præsten. en 2-300 par, til prøve om der kunde blive handel med dem. Fornøiet henvendte præsten sig til nogle af de ledige og fattige af hans bygdefolk. «Å, en 2-3 par kunde jeg vel få gjort i vinter,» blev der svaret. «Nei, en karl som du måtte levere 20-30 par mindst, om det skulde blive til noget,» mente præsten. Men dette gav man sig over for, og kjøbmanden fik ikke så meget som et par. Atter fortalte jeg folk her om gamle Ole Skattum. Om de efter hans exempel kunde komme til at forsyne Østlandets tusinder af fødder med træsko, skulde det blive en stor sag og til gavn for begge parter.

I Søgne, nær Christiansand, er der adskillige husflidsgårde, og på de kjærrelæs og kjælkelæs af trævarer, som føres til byen, er der også træskeer. Men de ere ikke så vakkre, at der er synderlig søgning efter dem, og arbeidet foregår derfor ikke videre i det store.

Det er netop den nævnte thotnings ære, at han har fået en hel stor bedrift ud af en så uanseelig ting som at gjøre træskeer. Strax jeg hørte om dette arbeide, bestilte jeg et fuldstændigt sæt af de redskaber, som bruges, og af emner og ufærdige skeer fra hvert af bearbeidelsens trin. Dette sæt har jeg siden forevist i Arbeider-Samfundet i Christiania og udstillet på industri-udstillingen i Stockholm. Nu endelig et slags udstilling af arbeidsmåten i nærværende bog, således:

Der haves altid nogle dusin træskeer under arbeide på en gang. Det første er at sage birkestammerne op i kubber, så lange som en træske er. Med en egen let håndøxe kløves dernæst kubberne på langs, og hvert stykke bliver emne til en ske. Det tredie tag er at tildanne emnerne så nogenlunde med øx og hultexel, så man allerede ser lignelse af en ske. Fjerde gang behandles de nøiagtigere med huljern og kniv. På den måde bruges finere og finere redskaber, ni i tallet; det sidste er «pudsholdtet». Men enden er ikke endda, såsom skeerne må gjennemgå fem behandlinger for at blive beisede og ferniserede. Den færdige ske har gået gjennem hænderne ikke mindre end tretten gange.

- En flink mand rækker at gjøre 5 dusin træskeer om dagen; almindeligvis kan der regnes på 4 dusin daglig af øvede folk. At file og skrabe skeerne kan man sætte børn til, såvel piger som gutter, og denne del af arbeidet er nok ikke iberegnet, når en mands dagværk opgives som anført.

Denne træske-historie satte jeg i spidsen her, fordi den gav mig første tanken om at skrive denne bog.

Hensigten med bogen kan jeg udtrykke så, at jeg exempelvis siger:

Disse gule ferniserede træskeer ere mig som talende tunger eller som blade i det populæreste skrift om husflidens hemmelighed. Kunde hin mand finde på denne ting til at redde sig og sin slægt fra forarmelse, så måtte en anden mand kunne finde på en anden ting. Hvad det kommer an på, det er god villie og en flid, som nøier sig med lidet, indtil den får mere!


II. TØNDER, TINER OG SKRIN I

SØNDFJORD

Det var i Vik sogn, på gården Nedre Strand. En 14 dages tid, om høsten 1865, var jeg øievidne til gårdens flid. Unge-manden Thorsten Olsen, var fraværende som medlem af matrikulerings-kommissionen, og gamle-manden, hans 73-årige fader, Ole, forestod og deltog i kornhøstingen og potetesoptagingen, side om side med de to tjenestegutter og piger og sammen med både sønnekonen og hans egen alderstegne hustru. Den mindste i huset, en liden to-årig en, gik og tullede mellem de andre; et par ældre børn vare med og gjorde nytte.

Betragtede jeg arbeidet fra stuevinduet af, så jeg den gamle bukke sin ryg og arbeide omkaps med de unge, og gik jeg ned på ageren, havde han altid et spøgefuldt ord eller en munter historie ved hånden. Hvilken lykkelig alderdom, og hvor arbeidet kan gjøre lykkelig!

En aften sent vare de netop færdige med den sidste potetes, og den nat kom også vinteren sættende ind, med skarp nattefrost og med rim ud over alle marker.

Men næste morgen tidlig så jeg gamlingen begynde med vinterarbeidet; på min morgentour traf jeg ham med en byrd på ryggen; det var halvfærdig tøndestav, som han bar fra sirkelsagen henne ved bakken og op i stuen, hvor han satte sig til at tælje dem.

Der var kun en god rolig nattesøvns hvile mellem sommer- og vinterarbeidet.

Ud på dagen kom også unge-manden til, og han bar ind en byrd af hasselstænger, som han satte sig til at kløve til tøndebånd.

Da tjenestegutterne om aftenen kom ind efter forskjelligt udearbeide, fik de også hver sin bestilling med tønde-bunderne o.s.v.

Et tyriblys midt i stuen kastede sit prægtige, skin over det hele. Mændene arbeidede, så det føg omkring, en af pigerne stampede grøden, andre kvinder sad med søm, børnene legede i de store flisbunker, snak og prat gik frem og tilbage. Jeg var som kommen midt op i et af Tidemands malerier.

Dette tøndearbeide får først sin fulde interesse ved at betragtes sammen med den øvrige kreds af arbeider, som udfylder året, og derfor skal det ikke kaldes afvigelse fra mitt emne, når jeg går lidt udenom.

Da bedstefaderen overtog gården efter sin fader, var der fra gammel tid af en smidje ved gården og en kværn henne ved bækken, samt fra den nærmeste formands tid en vass-sag ved samme bæk. Nu er en stråle af denne bæk ledet nærmere hen til gårdens huse, og den driver: 1) kværnen, 2) en vadmels-stampe, 3) en treske- og 4) en drøftemaskine, 5) en sirkelsag til at skjære tøndestav. Endelig sættes 6) vedsagen og 7) smørkjærnen i gang ved kværnekallen. Derhos var det tanken, at såsnart der blev nogen tid tilovers, skulde den gamle svarvestol ombyttes med 8) en ordentlig dreiebænk, og denne skulde sættes i forbindelse med et af vandhjulene.

Der var en historie om hver af disse ting. Her kun dette:

Treskemaskinen var den første i præstegjeldet, bygget af en mand fra Nordfjord,(5) som gamle-manden bestilte hid i 1860. Naboer kom og så maskinen i gang, og i 1865, da jeg var her, var der allerede 70 maskiner i præstegjeldets tre sogne, byggede på hin første nær af bygdens egne folk; på adskillige gårde så jeg desuden folk ifærd med at bygge endnu flere.

Og cirkelsagens historie var sådan: 1 1862 var en af unge-mandens kammerater, en soldat, indkommanderet til leirsamling på Gardemoen; her på Østlandet fik han leilighed til at se meget nyt, deriblandt en cirkelsag, og dennes indretning bar han med sig hjem i hovedet, så han året efter, 1863, satte en op på sin faders gård, og året derefter igjen, 1864, byggede unge-manden på Nedre Strand sin.

Dette var den første og anden cirkelsag i præstegjeldet. Ved mit besøg året efter var der allerede 12.

Jeg går over til at tale om deltagelsen i sildefisket ved Kinn.

Den søndre halvdel af Søndfjord består af Dalsfjordens strøg. Der er først præstegjeldet Askevold mod vest, ved havet og fjordmundingen, så Yttre Dale (eller Y. Holmedal) indad ved fjorden, og sidst præstegjeldet Indre Dale (Holmedal), i den dal, som går opad fra fjorden, langt ind mellem fjeldene mod øst. Og af dette sidste præstegjelds tre sogne, som ligge i rad fra vest mod Øst, er Vik sogn det inderste. Dette er en fjeldbygd. Det meste af dalbunden er opfyldt af et langt og smalt fjeldvand, og ved dette ligger gården Nedre Strand, hvor jeg allerede har ført mine læsere ind.

Indtil for en menneske-alder siden dreves silde-fisket i dette bygdelag på en yderst tarvelig måde og i en liden målestok, mest af hav-bønderne i Askevold og fjord-bønderne i Yttre Dale. I fisketiden søgte de hus hos de få opsiddere derude på øerne, eller de fandt sig vel endog i at overnatte under en hvælvet båd, og silden lod de ligge i en hob på landet, indtil de fik en skikkelig bådsladning at føre hjem, hvor den, ofte betydelig udskjæmt formedelst overliggen, blev røget til husbrug eller saltet til kjøbmandsvare.

Men hvilken forandring!

Nu er driften helt igjennem indrettet bedre, og den er udvidet således, at alt fra de inderste kroge og fjærneste afdale kommer fast hver arbeidsfør mand frem og tager del med.

Den første sildefisker fra fjeldbygden Vik var nok den usædvanlig driftige Mikal Kjelstad, svoger til ungemanden på Nedre Strand, og hans exempel fulgtes snart af denne.

Begyndelsen var, at de gav sig ind hos havmænd som «leiemænd», hvorved de vænnede sig til søen og lærte kunsten; så skaffede de sig garn og deltog som «garnmænd» eller selvstændige lodeiere i bedriften; et trin videre, og de skaffede sig først en båd, så en til (thi i Søndfjord bruges en større og en mindre båd til et og samme bådlag), satte sig selv som styremænd i sine både, antog leiemænd, gav enkelte garnmænd plads med i sine bådlag.

Til et fuldstændigt fiskeri-anlæg efter Søndfjords måde nu for tiden hører også en bod på et af fiskeværene, til logis og til salteri, og da jeg engang var derude og foer fra vær til vær, blev jeg overrasket ved at finde hele strandsteder og småbyer af salterihuse, nogle få store huse og tilhørende kjøbmænd i byerne, de allerfleste små boder og tilhørende egnens bønder.

Der var folketomt ved mit besøg, såsom det ikke var i fisketiden; men det var et livligt syn alligevel at se disse boder stå så tæt, så tæt, som der var rum mellem klipperne omkring havnene.

Denne mangfoldighed af småhuse gjorde et stærkt indtryk på mig, som vidnesbyrd om den arbeidslyst og fremskridtsånd, der i grunden bor i alt folket. På disse klipper havde fiskerne for en menneske-alder siden haft sine silde-hobe liggende under åben himmel, og der havde de selv stundom måttet lade sig nøie med det ly, en hvælvet båd kunde give; men nu så jeg en bebyggelse, som i udstrækning og kostbarhed kunde måle sig med selve Lofotens gamle fiskevær.(6)

Nu vel, mine to venner, svogrene på Kjelstad og Nedre Strand, byggede sig - om jeg ikke mindes feil - først en salteribod derude i fællesskab, så en hver. De huggede tømmer i sine egne skove, flødede det ned elven, førte det ud til Kinn, og murede og tømrede selv på de tomter, de bygslede sig.

Jeg blev snart vant til ting i denne flittige kreds, som jeg ikke havde tænkt mig før. Men endda måtte jeg studse, da jeg fik høre, hvorledes Thorsten Nedre-Strand skaffede sig sin første fiskebåd. Han gik ned til fjorden, så sig ud en god båd, tog mål af den - eller rettere en række af mål, og det efter en overmåde sindrig plan, så han af målene kunde se, hvormeget hvert bord i båden skulle «ligge» eller helde på de forskjellige punkter mellem stævnerne; så fik han med sig en mand, som kunde med at bygge vassbåde, og af tømmer. Thorsten havde hugget i gårdens skov og saget på gårdens sag, fremgik under disse to mænds hænder en båd, hvis mage aldrig før var seet her oppe mellem fjeldene. Omsider blev hesten spændt for, og nogle venner i nabolaget kaldte til hjælp. Båden blev kjørt og trukket ned det par mile og skudt på vandet. Den flød og lå pent. Da tiden kom, satte Thorsten sig som høvedsmand i båden, styrede til Kinn, logerede i eget hus, fiskede med egne garn, saltede i egne tønder. Fjeldbonden var altså bleven fuldstændig havbonde tillige. Da jeg besøgte ham, havde han prøvet sin båd under fem-sex års fiske, og desuden gjort mange Bergens-reiser med den.(7)

I sammenhæng med disse antydninger om fiskebedriftens udvikling får jeg endvidere fortælle lidt om anden og mere huslig virksomhed på Nedre Strand.

På den årlige Bergensreise må Thorsten som enhver anden Søndfjordsbonde jevnlig kjøbe med hjem en del jern og stål til husets brug, og deraf kan han, om han vil, selv smide sig den øx, hvormed han hugger i skoven eller dog mærker de træer, han sætter tjenestegutten til at hugge; det kan være at han ikke betror gutten at kjøre tømmeret ned, men at han af ængstelig omhu for hesten gjør det selv, og ialfald står han selv som mester ved sin cirkelsag og skjærer stokkene op til stav; siden er han, som før omtalt, med at sætte disse sammen til tønder, og disse tønder fører han endelig selv ud til salterihuset. Fiskegarnene har han neppe bundet selv; thi det arbeide er for simpelt for en mand; men det kan være, at han selv har udført det vanskeligere arbeide at bøde dem, som vare brugte og slidte. Selv slagter han om høsten en oxe eller ko, selv barker han læderet (han er ikke sikker på at få det, som han vil have det, hos en garver), og som bonden i disse bygder er vant med at sy skotøi både til sig selv og til kone og børn og tjenestepige, så her neppe er en bygde-skomager i flere miles omkreds, så vil han navnlig sy sine søstøvler og skindklæder til fisket selv; thi da veed han, at han får dem tætte. Det tør være, at Thorsten selv har brygget det øl, han har med på fisket; ølbrygningen hører nemlig i disse bygder mændene til. Ialfald har han nu selv sået og høstet, tresket og malet det korn, han har med i fladbrødet og i grødmelet; ja han har dyrket det nogenlunde rationelt, eller han har ialfald fået indført adskillige forbedringer ved jorddyrkningen, efter lære, han gjennemgik i sin ungdom på landbrugsskolen i Sogn, hvor han (jeg så examensseddelen) gjorde rede for en stor mængde videnskaber og fik udmærket godt for næsten alle sammen, ja hvor han anstillede chemiske analyser af jorden (han havde endnu gjemt prøverne). - Jeg taler om Thorstens deltagelse i madstellet og kan tilføie, at trækopperne, han og hans husfolk spiste af, havde han svarvet selv, skeerne havde han spikket selv, brødknivene havde han selv smedet og skjæftet med skafter af horn og ben. Det nye, vakkre hus, som var tilflyttet sidste jul, havde han sikkerlig selv været med at bygge og indrede, så vidt tiden strak til, og gik noget istykker i huset, så var han ikke forlegen for at få det istand igjen, såsom han havde alskens værktøi ved hånden og det på en dertil bestemt plads i stuen. Tilføie skal jeg efter gamle-mandens fortælling, at i krigens tid, da tilførselen standsede, måtte mændene f.ex. trække ståltråd og gjøre synåle deraf til kvindfolkene; han fortalte mig, hvorledes han selv havde båret sig ad med at hugge øiet i nålen. Men midt under sådan mangfoldighed af arbeider, som naturligvis ikke overalt udføres med samme kyndighed og driftighed, men dog kunne siges at høre hjemme i hver mands hus, rækker præstegjeldet (folkemængden var 3104 i 1855) desuden at arbeide op en 2000 læster sildetønder for året, og det var egentlig dette vakkre husflidsarbeide, som nærværende kapitel skulde fortælle om.

Det morede mig for det første at mærke af de gamles fortællinger, hvorledes tønde-arbeidet har udviklet sig, både så, at det bliver udført kunstmæssigere og går lettere fra hånden, og således, at det drives i større udstrækning.

Det mindes endnu, hvorledes man bar sig ad efter den gamle måde, i forrige århundrede, da man drev meget på tjærebrænding og behøvede tjære-tønder. Staven blev kløvet og øxet og så lagt op over mundingen af røgovnen for at gjennemvarmes. Den, som har været i en røgovnstue, når ildingen foregår, vil skjønne hvordan det gik til. Den første røg, «våsrøyken», var den bedste til at mygne træet vel, fordi den indeholdt mest af vand-dampe. Umiddelbart derefter blev staven lagt i «lad», således som tegningen viser, naturligvis for at få fin bøining. Når den i denne klemme havde ligget en 8 dages tid på hjellen til tørring, beholdt den sin bøining. Derefter blev den glattet med bandekniven og «skudt» på kanterne o.s.v. Men formedelst en bygdemands exempel, som havde været i byen og lært «kiper»-håndværket, blev for en 50 år siden den nyere arbeids-måde kjendt her i bygden (at bøie alle tøndens stave på en gang med skrue og snor, at «fyre» o.s.v.), og lige til den seneste tid ere enkelte forbedringer i arbeidsmåden blevne kjendte formedelst alt hyppigere sammentræf med by-kipere.

Og ikke alene at man således har lært adskilligt nyt; men formedelst den ivrigere og mere vedholdende drift er man kommen efter at gjøre arbeidet hurtigere og hurtigere.

«Da jeg var en 17-18 år,» fortalte Ole Døskeland, mig - og han er nu 46, - «havde jeg tinget bort nogle tønder til en kjøbmand og havde arbeidsfolk til at gjøre dem, på halvt. De havde ord for at være de likeste til at arbeide tønder i den tid; men de rak ikke at få istand mere end 6 tønder for dagen, to mand sammen og alt materialet tillaget for dem (nemlig den rå stav trækket med krumkniv og siden tørret, båndene smidde, bundene sammensatte, hvilket er vel halvdelen af det hele arbeide); men nu er folk så meget øvede, at største delen af tøndemagere arbeide ligeså snart 1 læst, ja 1 læst og to, i samme tid og når materialerne ere så vidt tillagede.»

Det er det stærke opsving af det nys omtalte sildefiske ved Kinn, som har foranlediget denne udvidelse af arbeidet.

Nu for tiden er der ikke mange huse i præstegjeldet, hvor der ikke arbeides, tønder, navnlig i de to nederste sogne, hvor transporten til søen er kortere. Det kan ordentlig være tidsfordriv for den fremmede besøgende at lægge mærke til trafikken. Oppe på Viks-Vandet sees både med høie tøndeladninger ile ned mod vass-enden, og herfra ned mod osen eller fjorden går som en strøm af høie vogn- og slædelæs, sommer og vinter, hvilken strøm idelig voxer formedelst tilløb fra siderne, idet hver lille afdal, ja hver enkelt gård langs veien sender sine læs frem til hovedveien og videre nedover. Men hvad der især gjør indtryk, det er den myreflid, hvormed mange, ja vel endog de allerfleste bønder, som må kjøbe tømmer i fremmede skove, først føre materialet til arbeidsstedet, ofte op over bakke til høitliggende heiegårde, og milelangt bort, tildels imod den retning, som kjørselen af de færdige tønder skal gå i siden.

Den stærke drift med tøndearbeide har tæret på skoven, så det er blevet vanskeligere og vanskeligere at få tilfredsstillet behovet for material. Men foretagsomheden har derved just fået leilighed til at vise sig desbedre. Jeg talte med en mand, som sammen med en kammerat i de sidste to sommere havde været langt udenfor bygden, alt i Sogn, og af en skov, de have kjøbt til udhugst, drevet ud en 60,000 stav; deraf havde de vel solgt størstedelen til Bergen, men de havde dog også ført en god del til hjembygden og ladet samme oparbeide der. En anden mand fortalte mig om en lignende færd alt til Voss, hvor han havde hugget i skoven og flødet over vande og på elve ned til søen og så fragtet hjem en 12,000 stav. En tredie mand gav mig et tredie exempel: i de to sidste sommere havde han været endnu længere borte og fået hugge på roden til endnu billigere pris, nemlig i Sand i Ryfylke, Christiansands stift; han tog den opkløvede stav på sin båd og seilede ikke hjem dermed, men lige ud til selve fiskeværet Kinn, hvor han satte sig til at arbeide den op, så altså fragten af de færdige tønder blev spart.

Småfolk må bære sig anderledes ad. En husmand eller inderst kan leie sig en hest og så komme til en af få bønder i bygden, som have skov at sælge, med bøn om at få kjøbt en 2-3 «stavfurer», furetræer på roden, som han vil hugge og kjøre hjem med det samme. Prisen må naturligvis være meget forskjellig efter skovens bekvemme eller ubekvemme beliggenhed; ellers bestemtes den i de seneste år så, at der med et middeltal skulde betales en 2 ort for ved til et stort hundrede stav; var det kjendte folk, kunde de enes om, at kjøberen skulde opgive bagefter, hvor meget træet var udbragt til; ellers kunde stavmængden sættes efter skjøn og prisen på træet beregnes derefter.

I Bøgstad sogn, nærmest ved fjorden, altså med kortest søvei, drive småbønder og arbeidsfolk meget på med tøndearbeide. Adskillige leve fra hånden til munden dermed. De have skoveieren, som de kjøbe hos, på den ene side, og på den anden side landhandleren, som de sælge til, og tildels holde de det gående med forskud og kredit på begge sider. - Siden transporten af det færdige produkt er så let, lønner det sig for dem at nytte ud de dele af træerne, som ikke give hel tøndestav, ved at gjøre dem op til ansjos-dunker. Medens tønden må have bånd af hassel, der ikke groer i Søndfjord, men må kjøbes fra Sogn, kunne disse små kar lade sig nøie med ore-bånd; men de mindste dunker sælges da også for kun 21 sk. stykket.

Det er dette livligt tiltagende tøndearbeide, som har fremkaldt hine for omtalte cirkelsage, fra 1863 af. Efter den gamle måde at «kløyve» staven kunde man kun bruke furetrær og endda kun den fure, som var «kløyven». De vredne og ligeså de kvistede stammer kunde alene tjene til at skjæres på sagen til bord for deraf at danne tøndebunder. Men med cirkelsagen får man stav af løvtræ også (birk, åsp, or), og ligeså af vreden fure. Træet «ydes» altså bedre, skoven rækker længer.

Er det nu en fattig mand, som må se på hver skillings udlæg, så kan han for det første, istedetfor at kjøbe ferdig stav (som skoveierne også pleier have til salg), se til, som sagt, at få kjøbt træer på roden og fælde dem selv. Er et træ meget tykt, kan han kjøre det (måske en slægtning har ladet ham få hest til en vending uden betaling, alene mod en gjentjeneste ved leilighed) til stor-sagen og få det kløvet i to; så bringer han det til cirkelsagen, kapper det først med håndsagen i kubber af tøndestavs længde og lader så cirkelsagen skjære disse, for en betaling af 1ort for et stort hundrede stav. Men for at spare på denne udgift bringer han dog dem af kubberne, hvor veden er «kløyven», hjem i usaget stand, og kløyver dem på gammel vis selv. - Det af træet, som ikke duer til stav, kapper han af i endnu kortere kubber, og dem lader han cirkelsagen skjære op til bundebord; thi det er netop en af fordelene ved en cirkelsag, at man kan få skåret ganske korte stykker, medens storsagen ikke passer uden for større længder.

Der er ligeledes forskjel mellem den større og mindre mand med hensyn til afsætningen af de færdige tønder. Enkelte løskarle og spekulanter, som drive tingen såvidt i det store, at de ikke blot arbeide tønder selv, men også have arbeidsfolk under sig, sælge sine partier direkte til kjøbmænd eller større sildesaltere; de derimod, som have mindre at gjøre med, og må skynde sig at få solgt, sælge mest til landhandlerne og må tage til takke med en noget mindre pris. Der pleier være en forskjel i pris af 24 til 60 skill. pr. læst; medens landhandleren i 1865 gav 3 spd. 24-36 sk. læsten, gav bymanden eller andre saltere 3 spd. 60-72 sk.

Lad os gjøre op et regnskab over tøndearbeidet, efter 1865 års priser og med hensyn til en middels bonde i det midtre af præstegjældets sogne, hvor transport af material og produkt er nogenlunde middels.

Til 5 læster tønder medgår:

10 store hundrede stav, 3 ort 12 sk. for hvert 100        7 spd   »  sk.
Bundebord, 2 ort pr. læst ........................        2  -    »   »
240 (2 store hundreder) båndstager kjøbes hos land-
  handleren på nærmeste sted i Sogn, (Vadem)(8) for
  6 ort pr. stort hundrede .......................        2  -   48   »
Stagernes transport fra Vadem 1 ort. pr. 120......           -   48   »
Transport af de færdige tønder ned til fjordbunden,
  med middeltal 1 ort pr. læst ...................       1  -    »   »
                                         tilsammen       12 spd. 96  sk.
Prisen, når den ikke sælges til landhandleren, 3 spd.
60 sk. for en læst tønder, altså for 5 læster ....      17 spd. 60  sk.
igjen for hjemførsel af material og tøndernes for-
  arbeidelse .....................................        4 spd. 84  sk.

Efter dette skulde altså penge-udlægget blive for 1 læst lidt over 2 spd. 60 sk. og arbeidsfortjenesten ikke fuldt 1 spd.

Længer oppe i dalen, i Vik sogn, hvor materialierne vel falde billigere, lød et lignende opgjør på et udlæg af 2 spd. 36 sk. og en arbeidsfortjeneste af 1 spd. 24 sk. læsten.

Når en tøndearbeider sidder hos en bonde og arbeider for ham, pleier han få 1 spd. læsten samt endda tildels, lidt bidrag til kosten (melk og desl.). Materialiet leveres ham så vidt tillaget, at staven er kløvet og bundbordene ere sagede. Han kan få istand en 1 1/2 læst tønder for ugen og altså tjene 1 1/2 spd. Heraf må han (efter hvad en sådan arbeider i Vik sogn opgav om sig selv) anvende en 2 ort til sit kosthold, så han har en dalers penge i behold.

En anden tøndearbeider havde det på den måde, at han stod for dagløn. Lønnen var 24 sk. og kosten. Han sagde, at dersom han havde råd til det, vilde han stå sig bedre ved at kjøbe material og arbeide for egen regning.

Af disse exempler vil det skjønnes. at der naturligvis nok er fortjeneste ved tøndearbeidet. men at den er sådan, at dette arbeide kun passer sig for de stunder på dagen eller tider på året, da det skorter på andet og mere lønnende arbeide. Det var også et almindeligt ord i bygden, at f.ex. den bonde, som tilsidesatte sit gårdsbrug og drev på tøndearbeide for at skaffe sig en øieblikkelig penge-indtægt, for at klare en gjæld eller desl., snart kunde «arbeide sig op i fant». En noget anden sag er det med hine spekulanter, som drive tingen således i det store, at de reise til fjerne bygder og kjøbe skov til tøndestav; det er mest løskarle, og deres bedrift er ligeså meget skovhandel som husflidsarbeide.

I det hele taget kan man sige, at i Indre Dales præstegjeld er tøndearbeidet drevet op til en sådan høide eller har fået en sådan udstrækning, at det neppe kan drives videre uden skade for vigtigere arbeider.

Jeg har allerede fortalt, at i Bøgstad sogn, yderst ude ved fjordbunden, hvor transporten til afsætningsstedet er kort, kan det lønne sig for småfolk at arbeide ansjosdunker til 2 skill. stk., af det affald af træ, som bliver efter tøndearbeidet. Omvendt har det sig to eller halvtredie mil op i dalen, øverst oppe i Vik sogn; her bliver transporten så svær, at ikke engang selve tønderne rigtig ville lønne arbeidet uagtet man har skov. Alligevel er her den samme flittigheds art hos folket, og her har derfor uddannet sig den beslægtede husflid at gjøre små kister eller skrin og især tiner. Der lægges forholdsvis mere arbeide og kunstfærdighed i disse sager, materialet gjøres derfor ud til en større værdi, og den længere fragtvei bliver da heller ikke så følelig hindring. Denne nette syssel danner derfor som en afslutning på bygdens husflid med træarbeide, og jeg tillader mig derfor at afslutte kapitlet med en kort beretning om samme. En mand, jeg talte med, har i 5 år drevet på dette arbeide. Om sommeren har han været i byen og gået på sjau, som håndlanger for murere o.s.v., om vinteren har han deltaget i sildefisket, men i mellemstunderne har han gjort tiner og skrin, og han har bragt til byen 1 1/2 til 2 kasser fulde for året. En sådan kasse gjøres så stor, som den kan føres på en vogn, 2 1/2 al. lang, l 1/4 al. bred, 1 1/2 al. høi, og den rummer af tiner indtil 2 store hundreder, mindre og større. For rummets skyld er tinerne satte ind i hinanden, indtil 7 eller 8 i et sæt eller et «bundt», som det kaldes. De selges samfængt, store og små under et, for 1 ½ til 2 spd. sneset, så en fuld kasse kun udbringes til 18-24 spd. Ved hin sammenstuvning i kassen tages «stolene» af tinerne; men før salget leier man sig et loft eller skur i byen, hvor man sidder og sætter dem på igjen. Og her sættes for det meste malingen på, gild maling med rød bund og med roser og snirkler af gult og blåt.

Udlægget til ved og til malersager samt til kjørsel og dampskibsfragt alt til Bergens by blev mig opregnet til et beløb af omtrent 6 spd. for en kasse tiner, og til dette samlede arbeide at tage veden på roden, at få tinerne færdige og at følge med kassen til byen, blev der opgivet at medgå en 8-9 uger. Men hermed er ment den mørkeste tid af året, ud på høsten, da der må arbeides med lys. Om sommeren med dagslyset kunde arbeidet gå raskere fra hånden. - Fruentimmer kunne tildels hjælpe til, såsom når der skat høvles med «tvihændingshøvl», eller når der skal males. - Arbeidet har adskilligt tilfælles med tøndearbeide, f.ex. derved at «trøsken», hvoraf tinen bøies, må kløves eller dannes ved at kløve træet, så man altså må se sig ud træer med «kløyven» ved, o.s.v. Der bruges en del birketæger til at binde tinerne med, og de kjøbes i markevis af personer, for hvem det falder bekvemt at samle dem i skoven. Pensler til at male roserne gjør man sig af hale-hårene på ekorn.

En mand ved navn Christian Kjelstad i Råeimsdalen nævnes som begynder af tine- og skrin-arbeidet; han døde for en 20 år siden og var da en 70 år.

Henimod 20 kasser gå årlig fra det øverste af Vik sogn (Eldalsdalen og Råeimsdalen). Og fra Bergen sælges tinerne og skrinene videnom; med nordfarjægter komme de til Nordlandene og med emigranter alt til Amerika.

Men som arbeidet med tiner og skrin er en bisag ved siden af præstegjeldets tønde-arbeide, så leverer dette ellers kun en liden del af de hundrede-tusinder af tønder, som vore fiskerier kræve. Bønderne i Søndfjord kappes dels med by-kiperne, dels med bønderne i andre bygder, såsom Bakke og Gyland nær Flekkefjord. En samlet beskrivelse af hele dette arbeide skulde danne et smukt kapitel af landets husflidshistorie.


III. BÅDEBYGGERI

Bådebygging forholder sig til skibsbygging omtrent, synes mig, som husflid til værkstedsarbeide eller fabrikdrift. Og de produkter, som denne art af husflid leverer, danne et så vigtigt led i den hele rørelse langs vore kyster, ja formedelst den forkjærlighed, som hver bygd nærer for sit eiendommelige slags af både, spille disse formelig en rolle med i folkelivet, så jeg nok synes, at selve det arbeide, hvoraf disse mange bådformer fremgå, have særligt krav på at man lægger mærke til det.

På fiskeri-udstillingen i Bergen 1865 så man en broget samling modeller af norske både: En havde gjort en stor model af en liden båd, en anden en liden og fin model af en stor o.s.v. Havde den hele samling været fuldstændig og derhos ordnet efter en vis ensartet plan, skulde beskueren havt lettere for at forstå, hvilket vakkert arbeide der har været nedlagt i bådebygging langs vore kyster.

Vi have her for oss en ægte national industri, og den fængsler sindet ikke blot formedelst produktionens mængde og vigtighed, men formedelst den tænksomhed og sindrighed, som man strax skjønner har været virksom ved frembringelsen af de forskjelligartede former.

Den første beskrivelse af de norske både skylde vi fyrdirektør Diriks (se Folkevennen for 1863); hertil slutter sig et par forsøg af mig på at fremstille selve arbeidet, dets historie og kunst, idet jeg nærmest holdt mig til den ældgamle Nordlandsbåd, som i sit slags synes at være således udviklet til fuldkommenhed, at der ikke er stort videre for opfindsomheden at udrette, og til den i nærværende slægts tid tilblevne Listerbåd (Folkevennen for 1865).

«Om en oldforsker - sagde jeg blandt andet ved talen om Nordlandsbåden - kunde finde frem af havbunden en nedsunken båd fra Fridthjofs dage, så kunde den gjælde som en prøve på urtidens båd og som oldemoder til den hele familie af nutidens både, der nedstammer fra den.»

Og nogle få uger efter at de ord vare trykte i Folkevennen, kom til Christiania et netop trykt skrift af oldforskeren Engelhardt i Kjøbenhavn, med beretning om og afbildning af en båd, som i 1863 var bleven funden ved Nydam i Nordre Slesvig, altså i et oprindelig nordisk land. Båden lå på bunden af en torvmyr, som tydeligvis engang havde dannet et vand eller en vig, og af den mangfoldighed af spyd og sværd og andre oldsager, deriblandt romerske mynter med årstal, som lå sammen med båden, har man med stor sikkerhed kunnet slutte sig til, at den har ligget der alt fra hedenold, ja rimeligvis halvandet tusinde år eller fra tiden før Fridthjof. Det er en stor egebåd, til ikke mindre end 14 par årer.

I bygningsmåde har denne ældgamle båd flere ting tilfælles med den båd-stil, som åbenbar i fortiden har været brugelig langs hele den norske kyst og rimeligvis både i Sverige og i Danmark med, men som flere ting tilfælles med nu i lange tider har været fortrængt fra de to sidste lande og ligeså fra den sydligere del af vort land, hvor en nyere og formodentlig udenlandsk skik er bleven indført, så man nu må hen til vor vest- og nordkyst for at finde den igjen. Her hersker den da endnu lige fra Hardanger til Nordlandene og Finmarken. I dette lange strøg er der vistnok visse egenheder ved de enkelte bygdelags bådslag, så formen kan blive temmelig forskjellig; men endda er der dog en fælles skik især med hensyn til sammenføiningen eller arbeidsmåden, så man strax ser på en båd, om den hører til den vest- og nordlandske hovedklasse eller ei.

Det kan derfor være tilladt at gjætte på, at den ældgamle båd, som i 1863 blev funden frem i hint fordums danske landskab, er en prøve på den oprindelige bygningsmåde, som vore Hardanger- og Sognebåde, vore Søndfjords- og Nordfjords-, vore Nordmørs- og Aafjordsbåde tilhøre. Og denne gjætning fremsætter også hr. Engelhardt selv i et senere skrift, hvor han endogså meddeler side om side sin tegning af oldtidsbåden og den tegning af Nordlandsbåden, som jeg har givet i Folkevennen.(9)

Med dette fund vaktes hos mig en forhøiet interesse for bådene, idet jeg kom til atter og atter at danne mig forestillinger om, hvorledes det muligvis monne have havt sig med bådebyggingens begyndelse og gradvise udvikling i vore nordiske lande, og den tanke opstod, at det kanske skulde lønne forskningens møie, om nogen vilde tage sig for ikke alene at samle vore oldtidsskrifters spredte vink om bådene, om deres arter og benævnelse o.s.v., men tillige at skaffe tilveie afbildninger og beskrivelser af alle de bådformer, som nu kjendes i både Østersøen og Nordsøen og på indsøer og elve i de tilgrænsende lande. Der er forskere, som kjende meget nøie f.ex. fiskene i disse farvande; vare bådene lige så vel kjendte, skulde der kanske vise sig som et system eller en orden i den store mangfoldighed, og vi skulde måtte få se, hvorvidt de mange slægter af bådebyggere og sømænd i vore nordiske lande og farvande have holdt sig til og ved selvtænkning udviklet og forbedret visse nedarvede, oprindelige skikke, eller hvorvidt de have taget efter fremmede landes exempler.

Med dette forord skal jeg til de anførte skrifter om norske både føie et uddrag af hvad jeg senere har hørt og spurgt.

1. SØGNEBÅDEN

Søgne er en kystbygd mellem Christiansand og Mandal, og her var det at den Gjert Gundersen en tid boede, som jeg i sin tid har omtalt som Listerbådens fader. Han var fra Hardanger og netop fra den bygd der, Jondalen, hvor Hardanger-båden mest bygges, og fra Søgne flyttede han til Lister, hvor man indtil hans tid havde kjøbt sine både dels fra Hardanger i nord («Nordlandet»), dels fra Søgne og andre nærliggende bygder i øst. Denne nye bådform, som Gjert dannede for Lister, blev også sådan, at den forenede i sig nogle af «Østlandsbådens» og af «Nordlandsbådens»(10) bedste egenheder, så man med et fra landbruget lånt billede kunde sige, at det nye båd-slag var bleven til formedelst krydsning af to ældre slag eller racer.

Om bådebyggeriet i Søgne selv og om Søgnebåden er jeg så heldig at kunne meddele en udførlig beretning af hr. skolelærer J. Th. Storaker, som bor på stedet, således:

«Bekjendtskabet til, hvordan det var her i Søgne med hensyn til bådebyggeriet, går 120 til 130 år op i tiden. Da stod det meget lavt, og kun få både byggedes. Snart nåede det dog en større udvikling. Man antager, at der noget senere hen ikke fandtes mindre end 30 til 40 bådebyggere i sognet. De boede adspredte næsten over hele sognet - 1, 2, 3 på hver gård. Enkelte arbeidede hele året rundt dermed og levede deraf som deres eneste næringsvei; men de fleste syslede dermed sågodtsom alene i vintertiden, medens de om sommeren drev sin gård. Sjelden tog bådebyggeren en mand til hjælp ved arbeidet.»

Det, som gav stødet til udvikling af denne bedrift, var hollændernes fart på Norge. Dengang kom en mængde hollandske smakker herop for at laste med sten og trælast, og til dem afhændede man et ikke ubetydeligt antal både. Disse bestode forendel i skibsjoller; men det var dog fornemmelig spidsbåde af alle størrelser - idetheletaget dog små -, som opkjøbtes af hollænderne, for, som man antager, atter at sælges i Holland. Salget og opkjøbet skede i havnene rundt omkring, fornemmelig Flekkerø, Hellesund og Udø. Derhen drog man da med sine både og solgte dem.»

«Snart aftog denne afsætning til hollænderne igjen. Man vil vide, at en større indførselstold i Holland på både havde megen indflydelse herpå. Også aftog deres fart på denne kyst mere og mere, og for 30 til 40 år siden ophørte afsætningen ganske.»

«Hvad man i denne tid erholdt for sine både, erindres ikke. Man fortæller om en mand, at han ved sin død befandtes i besiddelse af en velspækket pung, ganske fyldt med hollandske gylden, som han havde lagt sig op med sit arbeide og salg af både; men dette fortælles mere som et exempel på, hvordan man da kunde spare sammen, end på, at arbeidet skulde være så meget lønnende.»

«Arbeidet var nok idethele dårligt. Flere bådes skikkelse var sådan, «at det eneste, man kunde sige om dem, var, at det måtte være en båd.» Nogen egen bådform, existerede ikke da her. Forsåvidt bådene skulde og kunde ligne nogen egen art, var det Østlandsbåden.»

«Som et exempet på, hvor dårligt båden da kunde være forarbeidet, fortælles, at det engang hændte, at da båden skulde heises ombord i smakken ved hjælp av trosser, der vare fæstede i krandsebåndene for og akter, løsnede disse, og skroget faldt ned. Sådanne tilfælde, forteIler man, skulde ikke være så ganske sjeldne. Også har jeg hørt fortælle, at sammenføiningen af bådens enkelte dele var så dårlig, at det var voveligt at gå ud med den i lidt søgang.»

«Men en sådan båds arbeide kostede da heller ikke så lang tid. Man erindrer, at en enkelt mand i «8 dage» (en uge) kunde forarbeide en omtrent 15 fods båd, længden regnet fra stevn til stevn. Og endda kunde det hænde, at han i den samme tid kunde række at gå tilskogs for at fælde og tilhugge kjøltræet. Fremdeles erindrer man, at der noget senere hen blev bygget en liden båd af omtrent samme størrelse af 2 mand i 6 dage. Det var dobbelt arbeidskraft. Selv dette var også langt hurtigere bygget, end man nogensinde siden har hørt. Men så blev også arbeidet derefter.»

«Til sammenligning hermed kan tjene, hvad Jens Leire, en af de nulevende ældre og dygtige bådebyggere, fortalte, at det hurtigste, han havde bygget nogen båd, var engang, da han forarbeidede en af 16 1/2 fods længde og fik den færdig i 15 dage med 2 mand. Han kunde desto bedre erindre det, da den skulde anvendes ved Tranchementet i Christiansand, hvor han også afleverede den. Det var den femdobbelte arbeidskraft af, hvad der blev anvendt ved hin førstomtalte båd.»

«Da afsætningen til hollænderne ophørte, aftog bådebyggernes antal meget. Der vare kun nogle enkelte her og der som vedbleve. Flere af disse byggede også kun til enkelte tider en båd. Man forarbeidede næsten udelukkende småbåde, og de fleste afsattes inden distriktet. Kun enkelte afsattes som skibsbåde til fartøier, der for modvind kom ind på havnene. Prisen var lav. Man erindrer et par tilfælde for en 30 til 40 år tilbage. En havde arbeidet 2 både, omtrent 15 fods. Disse solgte han for et beløb af tilsammen 5 spd. til en opkjøber inden sognet, hvilken pleiede pudse slige både noget op for så igjen at afsætte dem. Ellers kunde man få såpas 3 spd. for en sådan båd.»

«For at kunne forstå, hvordan man kunde finde sig tjent med en så ringe betaling, må man lægge mærke til, at man da regnede materialerne sågodtsom for ingenting. Tog man dem ikke af egen skov, var betalingen en ubetydelighed. Bådearbeidere, som en havde i dagløn, erholdt dengang 14 à 16 skilling og kosten om dagen. Men hvad der var det vigtigste var, at der dengang ingen anledning var til fortjeneste. Man var glad ved at tjene om nokså lidet i de lange vintre. Hvad man erholdt, var som fundne penge. Til sammenligning kan tjene, at man her i sognet dengang gav 20 skilling for at hugge en favn bjerkeved. Huggeren kunde række en favn om dagen. Han holdt sig selv med kost og havde dertil ofte 1/4 mil, ja tildels endnu længere at gå fra hjemmet og til hugststedet om morgenen og tilbage om aftenen.»

«I længere tid stod bådebyggeriet omtrent på samme trin og med en lignende afsætning. Kunsten var endnu ikke meget udviklet her. De storbåde og dæksbåde eller skøiter, man tiltrængte, kjøbtes endnu fra omegnen og Grimstad. Men disse indkjøb havde også den nytte, at man daglig havde velbyggede både for øine. Man byggede småbådene ligedan, og lidt efter lidt havde man den fornødne dygtighed.»

«Men så tog makrelfisket et opsving, idet man fulgte listerboernes exempel. Den første her, som begyndte med at «drive» efter makrelen med drivgarn,(11) var Johannes Tønnesen Hellesund. Det er omtrent 40 år siden. Også han drog på Østlandet, fiskede og afsatte makrelen der ligesom Listers fiskere. (12) Hans exempel drog flere efter. Denne nye bedrift bevirkede, at man tiltrængte et alt større og større antal nye og store både. Fra denne tid har da også bådebyggeriet taget et større og større opsving. Man byggede nu selv disse både, som man tiltrængte.»

«I længere tid byggede man dem netop ligedan som hine både, man kjøbte Østenfra. For omtrent 10 år siden foretog man en forandring med dem. Søgnebåden er således omend ikke såmeget, så dog noget forskjellig både fra Østlandsbåden og Listerbåden. Den er en afart af hin. Såvidt jeg har kunnet få besked herom, foregik det på følgende måde:

«Man kjendte Østlandsbåden og skøiterne godt og fandt sig idethele ved tilfreds med dem; men en ting synes det, at man jevnlig havde at udsætte på dem: de slog så hardt i søgang. Nuværende bådebyggere fortælle, at allerede deres bedsteforældre vare opmærksomme herpå og talte tidt om, hvordan man skulde kunne undgå dette. Men der blev ikke gjort forsøg dermed før, som sagt, for 10 år siden. Da begyndte man at bygge dem temmelig skarpere end før og gav dem et noget større spring (krumning fra stevn til stevn). Derved opnåede man sin hensigt; bådene skar sig meget lettere gjennem vandet og slog ikke derimod som Østbåden.»

«Det vil af dette sees, at Søgnebådens form står mellem Østbådens og Listerbådens, dog så, at den ligner den første mere end den sidste, da den på temmeligt nær ikke er så skarpbygget. eller har så stort spring som denne, og ligger også pågrund af sin bygningsmåde høiere på vand.»

«Det ser ud til, at forandringen foregik hos de fleste bådebyggere på samme tid. Dette er også let forklarligt derved, at de fleste have bygget sammen. Man må nok her fortrinsvis nævne Jens Leire. Han har drevet bådebyggeri i 50 år, har i 40 år haft sit eget værft og med flere arbeidere bygget hele året rundt og har arbeidet flere hundrede både og små fartøier. De fleste andre nuværende bådebyggere have arbeidet hos ham enten for dagløn eller for anpart, hvorved de tillige have lært kunsten til større fuldkommenhed, eller også have de stået i lære hos ham. Han lod Østbådens form undergå størst forandring, og hans både ere også nu lidt skarpere bygget end hans nabo's, Tønnes Leires.»

«Man inddeler bådene i to slags: storbåde og småbåde. De første ere udelukkende makrelbåde. De byggedes for 30 år siden sædvanlig på 22 fods længde fra stevn til stevn. Dengang kunde man erholde for en sådan 24 spd. Nu bygges de sædvanlig af 23 til 25 fods længde med en kjøl på 16 til 18 fod og med størst bredde fra æsing til æsing 9 til 9 1/2 fod. Den sædvanlige pris for en sådan båd er nu mellem 80 og 90 spd., d.v.s. for båden selv med mast, sprid, løibom, klyverbom, tofter, teljer, snejinger,(13) 2 par årer og øsekar. Materialierne ere udsøgt gode, og arbeidet særdeles godt og smukt udført. Alt forfærdiges udelukkende af egetræ, når undtages tofterne, der ere af furu, og mast og årer, der for letheds skyld sædvanlig ere af gran.»

«Af den anførte pris kommer omtrent 5 spd. for tømmerarbeidet. Kjøberne pleie selv forskaffe sig seil og tougværk, hvis kostende, anslåes til omkring 40 spd. Udrustet med de fornødne - 30 - makrelgarn, hvert mellem 20 og 21 favne langt, kommer den på omtrent 300 spd.»(14) «I Mandalsdalen bygges også adskillige lignende både, og det af samme træart. Desuagtet - og jeg har hørt så af mange - skal prisen holde sig omkring 50 spd. Forskjellen stikker nok for den største del i selve arbeidet, men kommer nok også for endel deraf, at arbeidslønnen her er i almindelighed høiere. Når man dog her alligevel har fuld afsætning, søger dette antageligen sin grund deri, at kjøberne mere ser på bådens soliditet i enhver henseende end på dens pris.»

«Bådebyggerne betragte også bygningen af dette slags både som det arbeide, der giver dem det største udbytte.»

«Småbådene, som bygges her, ere af forskjellig størrelse. De største ere sildebådene, der benyttes ved vårsildfisket. De ere sædvanlig 22 fod lange fra stevn til stevn. Uagtet de altså ikke ere meget kortere end Mandalsbådene, omend temmelig smalere og lavere, holder dog prisen sig omkring 40 til 45 spd. Materialet er af samme slags, og arbeidet udføres ligeså godt. Bygningen af dem er mindre lønnende. - Endelig bygges en del mindre både, de fleste på 15 à 16 fods længde, sjeldent mindre. Pris omkring 25 spd. Til disse benyttes da de træmaterialer, som ikke egne sig til de større både.»

«Det er en almindelig mening, at bådebyggerne tjene godt. Selve bådebyggerne sige, at de have ikke mere end en almindelig god dagløn. Årsagen stikker for en stor del i materialiernes dyrhed. For 5 à 6 år siden kunde man erholde de fornødne materialier til en makrelbåd, bordene skårne, men det øvrige i utilhuggen tilstand, bragt på stedet for 16 spd.; nu regner man 30 spd. Dernæst er det daglønnen, i vintertiden for duelige arbeidere 1 ort til 1 ort 6 sk. og kosten og om sommeren 1 ort 12 sk. til 1 ort 18 sk. og kosten. Man regner på at det går 8 uger for 2 mand til at arbeide en makrelbåd.»

«Har bådebyggeren en mand i arbeide, vil et opgjør om, hvad han selv kan tjene under arbeidet på en sådan båd, stille sig omtrent således:

Bådens salgspris......................... 80 spd.  til  85  spd.           
Træmaterialier...........................  30 spd.
Smedarbeide,  drev,  tjære  og  nagler...  10  -
1 arbeider i 48 dage å 2 ort 4 sk.
  (kosten regnet til 20 sk. pr. dag)..... 20  -     4 ort                  
                              Udgifter    60 spd.   4 ort                  
                                igjen      19 spd.   1 ort til 24 spd. l ort,

som fordelte på 48 arbeidsdage skulde give mesteren en lignende dagløn. Herved må dog bemærkes, at en stor del af naglerne forarbeides om aftnerne, så adskilligt derved indspares, ligesom en del materialier blive tilbage og kunne benyttes til småbåde.»

«Til en båd på 15 à 16 fod regnes en arbeidstid af omtrent 3 uger for 2 mand og en udgift til træmaterialier af 6 spd.»

«Småbådene gå mestendels til den nærmeste omegn. Af makrelbåde forsynes distriktet, medens de fleste afsættes i Christiansand, Flekkerø og Randøsund. Det bemærkes, at her neppe er bygget en eneste makrelbåd uden efter bestilling.»

«Af Listerbåde findes en enkelt her i sognet og flere på de steder, hvorfra man her erholder bestillinger. Det spørgsmål må derfor ligge nær, hvorfor ikke vedkommende fiskere hellere holde sig til den anerkjendte og langt billigere Listerbåd. Som svar har jeg atter og atter erholdt: Man lider ikke at blive våd. Søgnebåden ligger høit, Listerbåden lavt på vand. Følgen er, at denne tager mere vand ind. Man har derfor sagt, at når man i Søgnebåden kan hjælpe sig med øsekarret, for at holde den lens, må man bruge et par pøse i Listerbåden. Man indrømmer forøvrigt, at denne båd står meget tilbage for Listerbåden i seilads»(15).

«En af de her forarbeidede både var ved sidste utdstilling i Bergen. Det var Christiansands-båden nr. 8. Dens bygmester såvel som aldeles uinteresserede folk forsikre, at netop den båd står tilbage for de fleste af sine mange sødskende i seilads.»

«Den kunst, som nu drives her, er dels nedarvet, dels er den kommet til ved øvelse og tænksomhed. Fra bådebyggeriet har man gået over til at bygge skøiter og slupper (Danmarks-fartøier, målende 4 1/2 kommercelæster).»

«I femåret 1861-65 er her i sognet bygget(16) af

Jens Leire:           1 Danmarksfartøi (4 1/2 K.-L.)
                      2 lodsskøiter.
                     23 makrelbåde.
                     29 småbåde (hvoraf 7 sildebåde).
                      5 à 6 arbeidere året rundt,
Rasmus Skarpeid:      5 Danmarksfartøier à 4 1/2 K.-L.
                      2 makrelbåde
                      6 småbåde (heraf 3 sildebåde).
                      4 à 5 arbeidere året rundt.
Tønnes Leire:        10 makrelbåde.
                      3 småbåde.
                      2 arbeidere i vintertiden.
Lars 0. Eeg(17):      1 lodsskøite.
                     10 makrelbåde.
                     10 småbåde.
                      2 arbeidere i regelen kun i vintertiden.
Lars S. Eeg(18):      8 småbåde.
Jens T. Høllen(19):   7 makrelbåde.
                      2 småbåde.
                      2 arbeidere hele året.
Forskjellige:         1 Danmarksfartøi, 4 1/2 K.-L.
                      1 makrelbåd.
                     19 småbåde.

Salgsværdien af disse fartøier og både bliver omtrent:

  7 Danmarksfartøier, smedearbeide medregnet uden
    rig à 650 spd...................................... 4550 spd.
  3 lodsskøiter eller dæksbåde à 240 spd. ...  720 spd.
 53 makrelbåde à 80 spd. (mindst)............ 4240  -
  7 småbåde; mindst à 25 spd. ............... 1925  -   6885  - 
140 fartøier og både til en værdi af ................. 11435 spd.
    eller i gjennemsnit årlig 2287 spd.»

«Hertil kommer reparationer af mindre fartøier og både, hvilket udgjør et ikke så lidet beløb.»

«Alt smedearbeide forfærdiges inden sognet. For et Danmarksfartøi anslåes dets kostende til 80 à 90 spd., for en skøite til vel 20 spd.»

«3 bådebyggere have nylig begyndt, nogle ere i lære. Man antager, at dersom blot makrelfisket ikke vil slå feil, vil denne bedrift udvikle sig mere og mere.»

«De ere alle gårdeiere undtagen een, og for de fleste af dem er bådebyggeriet en binæringsvei.»

«Endelig må jeg tilføie, at jeg har erholdt de fleste oplysninger om denne sag af J. Leire samt af T. Leire og R. Skarpeid, og at de have givet dem med den største beredvillighed.»

«Da jeg læste op for Jens Leire, hvad jeg her har berettet, ønskede han tilføiet, at Vorherre havde bevaret de hundreder af både og skøiter, som han havde bygget, så ingen var forulykket, undtagen een skøite, som kun blev 8 dage gammel. Den var bestilt af Henrik Eid i Søgne, og han gjorde en tur med den hen til Mandal for at hente tougværk og maling og andet til den. På denne tur så han at den seilede godt. Han kom tilbage og begyndte at male den og fik også malet dens ene side. Ballast var lagt i den; men den var ikke surret fast. Længe før grålysingen næste morgen. kom en nærboende lods, Andreas Ladstad, til ham og vilde have ham med sig ud for at lodse, da han troede, at der vist vare skibe i farvandet; men han vilde nødig, da han ikke havde fået skøiten færdig. Manden trængte dog således ind på ham, at han lovede at gå med. Da sagde Henriks fader, den gamle Kanelius, til sin kone. at han ikke vilde lade de to «unge drenge» gå alene, men vilde selv gå med dem. Hun bad ham gjøre, som det tyktest ham rettest. Så toge de tre afsted i den nye skøite, satte langt ud og nærmede sig atter land nær ved Ryvingen ved Mandal. Flere skøiter havde de været i følge med, men var seilet fra dem alle. De dreiede da Østover langs landet udenfor Udø og Landø og kom ned mod Hegerholmerne, en god fjerding vei i øst fra sidstnævnte sted. Da stak Landø-skøiten ud, såsom man fra heien havde seet et skib. Da man så dette på Eidskøiten, antog de, at der måtte være skibe i farvandet, og satte efter. De vare da langt både i læ og agterud for hin. Inden kort tid var den til luvart og forud. Da vendte Landø-skøiten hjem, og såsnart den var fortøiet, sprang en mand fra den op på heien for at se, om de fik skibet. Skøiten var da nær dette; men med det samme den dreiede til det, forsvandt den, og han fikk ikke se den mere. Han kunde ikke vide, om den kom under skibet, eller om det skeede i vendingen. Strax ulykken var skeet, vendte skibet fra land, og ingen fik spørge, hvordan det gik til. De tre bleve. Manden fra Landø var den eneste, som kunde berette herom.»

Dette var hr. Storakers meddelelse.

I afvigte sommer kom jeg selv til Søgne og opholdt mig der i længere tid. Der var meget, som behagede mig i denne tækkelige bygd; men jeg tilstår at den her hjemmehørende bådebygging, som det for medelst hr. Storakers smukke beretning faldt mig så meget lettere at skue i dens udvikling og væxt, udbredte en særegen interesse over det hele. Bådebyggingens kunst var, syntes det mig, denne bygds udmærkelse og ære, og jeg vilde så gjerne, at hver bygd skulde have sin.

Tilføie skal jeg endelig et træk, som mulig kan sætte andre på bedre spor og lede til oplysning om bådebygningens historie. Jeg skal først minde om, at i Finmarken kan man høre og endog træffe, til at se både og fartøier, hvor bordene ikke ere forbundne enten med klinksøm eller med trænagler, men «syede» eller bundne sammen med vidier eller reb. På den måde byggede finnerne i Tana-elven før sine elvebåde, og på den måde bygge russerne ved det hvide hav endnu den dag idag både havbåden og adskillige af de større fartøier, som fare på Finmarken. Dernæst skal jeg endvidere minde om, at den ovenfor omtalte oldtidsbåd fra Nydam i Slesvig også havde noget af denne simple og tarvelige måde; bordene vare vel klinkede sammen indbyrdes, men til ribberne eller spanterne vare de fæstede med reb. Men nu var det mig et spørgsmål, om man også havde kjendt og delvis hjulpet sig på sådan måde i vore norske bygder, og i den anledning fortalte bonden Thorgeir Thorkildsen Traanum i Søgne, hvad han havde hørt af en gammel mand på samme gård, Jørgen Thorkildsen, der for en 3 år siden var død i en alder af noget over 90 år: Denne gamle mand havde selv i sin tid befattet sig med at bygge både (pramme), og han talte lidt om, hvad han i sin ungdom havde hørt af dem, som da vare gamle, nemlig at man før i tiden havde brugt at binde bordene sammen med tæger (rodtrævler) af ener.

2. BÅDFABRIKKEN I GRIMSTAD

I aviserne havde jeg stundom seet, at der i Grimstad blev på en vis kjøbmandsmæssig måde avertert både tilsalg, og da jeg ifjor kom til stedet, fandt jeg, som jeg havde formodet at en her boende handelsmand har sat sig i forbindelse med egnens bådebyggere, modtager af dem og sælger, hvad de levere, og altså lig en fabrikant står som mellemmand mellem dem, som forfærdige, og dem, som bruge produktet.

Siden har hr. konsul Fr. Crawfurd havt den godhed at tilstille mig en del nærmere oplysninger.

En 40 bådebyggere bo således til, at de kunne regnes for at høre til egnen om Grimstad, skjønt adskillige af dem bo Arendal lige så nær og tildels afsætte sine både der. Til Grimstad alene regnes afsætningen at beløbe sig til 4-5000 spd. årlig. Det er småbåde, nemlig pramme for 3 til 5 spd. stykket, skjægter for 9 til 12 spd., samt skibsbåde af eg for en pris af 2 1/2 til 3 spd. for hver fod af længden. Bestilles en båd af sjelden størrelse eller med særdeles fint arbeide, må prisen forhøies. Arbeidsfortjenesten anslåes til mellem 48 og 96 sk. dagen. - Foruden de nævnte er der endnu 4-5 bådebyggere, som alene befatte sig med at bygge «lodsbåde og større skøiter». Prisen er forskjellig, efter størrelsen og materialiernes beskaffenhed. Disse sidste drive i grunden samme håndværk som skibs-tømmermænd, og det siges at de ikke opnå en større fortjeneste end almindelig tømmermands dagløn, en 60 til 72 sk.; men de ere bedre tjente alligevel, da de kunne være ved sit hjem og passe andre ting ved siden af eller sysle med bådarbeidet i mellemstunder - altså drive dette små skibsbyggeri som virkelig husflidsarbeide.

3. HVALØERBÅDEN

Beretningen ovenfor fra Søgne pegede hen på, hvad man der kalder Østlandet eller Grimstad-egnen, som det sted, hvorfra bådebyggerne sammesteds oprindelig havde hentet sine forbilleder. Og det er tænkeligt, at gamle folks sagn i Grimstad ligeså vilde vise længer østover.

Siden Hvaløerbåden er bleven så berømt, var det jo nemlig tænkeligt, at begyndelsen og oprindelsen til disse nær beslægtede både, som især bygges for og bruges af lodserne både i Søgne og ved Grimstad og på Hvaløerne, var at søge på dette sidste sted.

At forfølge sagens historie skulde have sin interesse, ikke alene for lodsbådenes skyld, men med hensyn til hele bådebygningen i det sydlige Norge, hvor man, som før erindret, i flere væsentlige stykker har forladt den oprindelige norske eller nordiske brug og rimeligvis taget exempel fra fremmede lande (sammenføining med trænagler i stedet for klinksøm, toller istedenfor kjeiper, skroget kort og bredt istedenfor langt og smalt, rig med spridseil og fok istedenfor med råseil).

For at forebygge misforståelse skal her strax bemærkes, at disse lodsbåde, som de gjerne kaldes, alle ere dæksbåde og tillige gå under navnet skøite. Navnet «lodsbåd» indeholder mindelse om den , da det endnu var en åben båd, som kun siden har fået dæk som et skib, men ellers ialfald lang tid vedblev og til dels endnu vedbliver at have samme skrog og rig som en båd. Foruden at lodsbåden efter denne omdannelse tillige kaldes «skøite», er der også langs den nævnte kyst en hel del skøiter af en nær beslægtet art, kun større og til andet brug, vareførsel o.s.v., og dette sidste slags fartøier og med dem navnet skøite har måske været i brug fra en tidligere tid.

Om Hvaløerbåden og om bådebyggeriet på Hvaløerne skal jeg her give uddrag af udførlige meddelelser fra en på Hvaløerne bosat mand, englænderen Le Gassicke Goodchild hvis varme interesse for hans nye fædreland jeg har seet flere prøver på, og hvis kyndighed i sagen fremgår af selve hans fremstilling.

Der er, siger meddeleren, ikke noget sagn om, hvorledes man fra først af har kommet til at bygge, dette slags både, men måske ideen er opkommet ved betragtning af hollandske eller skotske både. «I det 17de århundredes sidste halvdel og til langt ind i det 18de århundrede var nemlig et ikke ubetydeligt sildefiskeri her, og i den første periode blev fiskeriet drevet fornemmelig af skotter og hollændere, som kom hertil om høsten og overvintrede på øerne. Det var ved denne tid, at Hvaløerne først blev rigtig bebyggede, af folk, som hver vinter strømmede til for at søge fortjeneste under fiskeriet; eftersom lodsvæsnet blev mere udviklet, blev vel båden bedre og bedre, som trangen til at fiske længer til havs og holde søen opstod.»

Indtil for en 25 til 30 år siden var Hvaløer-lodsbåden endnu åben og derhos meget mindre end nu. Ved denne tid lagde enkelte lodser ved Christiania-fjorden dæk i sine både og en Hvaløerlods fulgte exemplet. Forbedringen var påtagelig, og blev snart optaget af andre på Hvaløerne, skjønt den hos enkelte gamle stokkonservative mødte modstand. Der blev sagt, at i høi søgang var det mere vanskeligt at manøvrere en dæksbåd og at man havde ondt for at stå på dækket, så der blev spået mange ulykker ved at rulle overbord; videre mente man, at en lods havde lettere ved at borde et fartøi fra åben båd o.s.v.

Imidlertid tok de lodser, som havde dækket sine både, luven fra dem med de åbne både, da de kunde seile længer til havs og holde søen længer; de konservative fandt, at dette i længden, ikke kunde gå an, og de bleve derfor nødte til knurrende at give efter; hensyn til nytten bevirkede snart, hvad fornuft og sund sans ikke formåede, og inden 3-4 år var der ikke en lods på Hvaløerne, som ikke havde dæk i sin båd. Nu findes, det meddeleren veed, ikke en eneste åben båd her, med undtagelse af de såkaldte «snekker»; men disse ere mere robåde end seilbåde og bruges ikke langt til havs.

For at give en forestilling om, hvorledes det kan være gået til at netop Hvaløerne have frembragt en fortrinlig bådform, giver hr. Goodchild en skildring af lodsernes bedrift, som det må være mig tilladt at gjengive uden forkortelse.

«Hvaløer-lodsen kan ikke tilgavns drive sin dont, medmindre han har en udmærket god båd. På andre steder langs kysten have lodserne fra udhavnene en vid udsigt over det åbne hav; de kunne øine skibe, som søge op under land langt borte, og i regelen er udseilingen ikke lang, når de seile skibene imøde. Ikke så med lodsen på Hvaløerne. Disse øer ligger på østsiden af indløbet til Christiania-fjorden, inderst inde i den store havbugt mellem Lindesnæs og Skagen, med Norge på den ene side og Sverige på den anden. En sjelden gang kan lodsen fra sit hjem se et fartøi, som langs den svenske skjærgård kan have nærmet sig øerne; men som regel må han opsøge skibe langt tilsøes, og han seiler ofte lige til Christiansand vest og Skagen i syd. Han må holde søen i alleslags vær i mange dage, en uge, undertiden to. Hans båd må derfor være en god søskude; den må også seile godt; thi ofte opdage flere lodser fartøiet samtidigt, både lodser fra havnene langs kysten og Hvaløer-lodser i søen, og der opstår en kapseilads, det gjælder, hvem der kan komme først. Nu prøves bådens egenskaber og det med en hård prøve; seil spares ikke, men båden flyver over de høie, toppede, frådende bølger. Øverst på bølgen, hvor den «topper», farer fråden brølende på begge, sider af båden, langt høiere end dækket, ligedan som om man foer gjennem bråd og brand, og så daler båden ned imellem bølgerne, hvor det er så lunt, at vinden næsten tages af seilene og båden retter sig, ligesom samlende kraft til atter at bestige den kommende rullende, tårnhøie bølge. Her må man have et skarpt øie, og en stø hånd til sikkert at styre båden; den mindste uagtsomhed kan have undergang til følge; båden kan kastes om af søen, eller en brådsø kan falde i seilet og kantre den. Den farligste seilads skal være med vinden på låringen eller på en let slør; i denne stilling skal båden ved uagtsom styring lettelig kunne rulle udover en toppet, hul bølge, omtrentlig som udover et brat fjeld, naturligvis kastet over af søens magt. Det er også farligt at lense for-de-vind med forceret seilføring; båden kan trækkes under agter, eller ialfald så langt under, at de fremstormende bølger let kunne fylde den. - Undertiden, når en lods træffer et skib langt ude i søen, vil skipperen ikke tage lodsen ombord, førend han kommer længer ind; lodsen må da se til at følge med skibet i sin båd. Blæser det hårdt, seiler skibet fortere end båden, og til at hjælpe på dette forcerer lodsen gjerne seil. På denne måde gik en båd med 3 mand under for få år siden, ikke langt fra Færder. Båden var ganske nær skibet; men man formåede ikke at yde nogen hjælp. - Medens både lodsen og hans gut ere begge ved båden, ere de fornødne kræfter til rigtig at kunne håndtere den tilstede; men når lodsen kommer ombord i et fartøi, er gutten efterladt alene i båden. Sker dette, som det så ofte gjør, en mørk stormende høstaften, langt ude i havet, er det virkelig en stilling, som kræver årvågenhed, udholdenhed og mod. Alligevel ere mange af disse lodsgutter ganske unge drenge, og ikke så ganske sjelden med liden øvelse. De ere dog i en hård skole, og når de, som beskrevet, ere overladte til sig selv, ere de bragte i en stilling, hvori de tvinges til alene at stole på egen omtanke, og faren fremkalder, skjærper og udvikler deres åndelige kræfter. Jeg har kjendt flere af disse gutter, som have været mørkrædde på landjorden, enkelte i temmelig høi grad; men jeg har aldrig hørt, at frygt for mørket, i den forstand, besværer dem på søen, når de i de lange høstnætter ere, så ganske alene i mulm og mørke. Jeg tænker mig, at deres indbildningskraft og alle deres åndskræfter ere så optagne og anspændte af deres stillings farlighed, og af den tvingende nødvendighed af uhindret at kunne bruge alle sine evner, at der så at sige ikke er levnet rum for dunkel, ubestemt, overtroisk frygt, - Mangen gang må disse gutter, når de træffe modvind, holde ud i 2, 3 eller 4 dage og nætter, og dette er utvivlsomt den hårdeste side af lodslivet. Men iblandt en Hvaløerbåds mange fortræffelige egenskaber er også den, at om veiret er nogenlunde moderat, kan man stryge seilet, hale fokken ikke fuldt kloss, optage rorpinden, og lade båden skjøtte sig selv; den ligger da på veiret, dukker op og ned og, som lodserne udtrykke sig, klyver på søen som en and. Under sådanne omstændigheder kan lodsgutten gå ned og koge kaffe, og det har hændt, at når han har været aldeles udmattet af lang vågen, har han vovet at lægge sig til at sove uden at frygte stort for andet end at blive overseilet af et fartøi. - Mange kunne vist synes, at de farer, en Hvaløer-lods eller hans gut er udsat for, ere som intet at regne mod de farer, under hvilke Nordlandsfiskeren driver sin daglige dont. I visse dele er dette visselig så. Nordlandsfiskerens åbne båd, hvor hensigtsmæssig den forresten kan være, kan som søskude ikke sammenlignes med en Hvaløerbåd; men Hvaløerlodsens bedrift er af den beskaffenhed og så møisommelig og farefuld, at man vistnok kan give hans fortræffelige båd æren for, at han slipper forholdsvis så let fra det. Uagtet lodserne stadig holde søen i næsten alslags veir på en kyststrækning, hvis farlighed i mørket og usigtbart veir tilfulde er bekjendt, omkomme kuns få af dem på søen, og når dette sker, er det gjerne så, at lodsen falder i vandet ved at borde et fartøi, eller at han ruller overbord, men høist sjelden, at hans båd går under, med mindre han er så uheldig at komme op i en brænding. En enkelt gang imellem kan en lodsgut seile sig bort gjerne på sidstnævnte måde; men endog dette sker meget sjelden. Det er utvivlsomt, at dette held for en væsentlig del må tilskrives de gode både.»

Til denne nu beskrevne bedrift var det altså, at Hvaløerbåden blev bygget, og hertil kom, at bådebyggerne gjerne vare sømænd selv.

«Bådens gode egenskaber, siger hr. Goodchild fremdeles, ere resultatet af lang erfaring og skarp iagttagelse, netop af folk, som vare allermest kompetente til at bedømme bådens godhed og opdage og rette på mulige feil i bygningsmåden og seilføringen. De bedste og dygtigste bådebyggere, eller ialfald flere af dem, have tillige været lodser og have gjerne selv brugt de både, de have bygget, nogen tid førend de solgte dem. De havde således den bedste anledning til strax at opdage mangler og, næste gang de byggede, at rette på dem, såvel som at indføre påtænkte forbedringer.»

Og således lykkedes det dem med disse forbedringer, at Hvaløerbåden kom i ry som udmærket seil- og søbåd, uagtet den egentlig hører til samme klasse af lodsbåde, som også bygges på Vestlandet, som man her siger, eller på kyststrækningen vestenfor Færder. Skjønt Hvaløerbåden koster mindst 1/3 del mere end en ligeså stor båd fra Vestlandet, ere dog mange blevne kjøbte af lodser vestover til Lindesnæs, ja alt til Egersund; to af dem ere ligeledes blevne sendte som mønsterbåde den ene til Østersøen, den anden til Holland, - den sidste ved hr. Goodchilds medvirkning.

Hvaløerbådens fortrin fremfor de vestlandske lodsbåde skal især vise sig under krydsing.

Det er selvfølgeligt, at enkelte bådebyggere have udmærket sig fremfor andre. Der har været en hel familie på Spierøen, som altid har havt flinke bådebyggere i sin midte, søn efter fader. Endnu er en af dem tilbage, lods Arne Jensen Spier, en af bygdens sindigste og i sit fag dygtigste mænd.

Men efter disse antydninger om bådebyggeriets udvikling på Hvaløerne må her tilsidst anføres dette mærkelige, at kunsten har begyndt at tabe sig blandt bygdens egne folk og flyttet sig til de to nabobygder Onsø på den norske side og øen Koster og deromkring på den svenske. Bådebyggere her synes at ville overfløie dem på Hvaløerne, af hvem de dog oprindelig have lært arbeidet. Det er allerede kommet dertil, at ikke få, af de både, som nu høre hjemme på Hvaløerne, ere byggede af folk fra hine steder. Det går til således, at når en mand vil have sig en ny båd, skaffer han materialier tilveie og får en af hine bådebyggere til at komme til ham og for en omakkorderet, betaling bygge båden hjemme hos eieren. Årsagen er nok mest, at selve Hvaløermændene gjerne have meget andet at bestille og i det høieste drive bådarbeidet som bisyssel om vinteren, hvorimod bådebyggere fra de andre steder lettere kunne fåes til hjælp, og navnlig de fra den svenske side, som svenske arbeidsfolk i almindelighed, arbeide billigere. Men selv de af dette slags både, som bygges på Onsølandet eller Koster selv, have dog navn af Hvaløerbåde. Det var tilfælde selv med den «Hvaløerbåd», som var udstillet af en norsk mand og vandt 1ste præmie i Bergen 1865, at den var bygget af en svensk bådebygger fra Koster.(20)

Grunden til, at bådebyggeriet som antydet falder dyrt på Hvaløerne, er den, at her er ondt for eg. Hidtil har man kjøbt egematerialier stykkevis og efterhånden inde i Christiania-fjorden; men nu er eg næsten ikke at få og ialfald så dyr, at det næsten ikke kan stoppe at kjøbe den. Følgen er, at i de senere år ere flere både blevne byggede af fure, hvilke både ere tjenlige nok for en fisker med hans makrelgarn; men lodsen må have egebåd for at kunne modstå stormens og søens magt. En Hvaløerbåd (22 fod i kjølen) uden seil, blot med mast, og uden andet tougværk end staget, koster fra 200 til 240 spd.; i fuld stand, med seil og alt, kommer den på over 300 spd. Flere af lodserne fra Vestlandet, have nøiet sig med halvslidte både herfra, såsom de ikke have lang udseiling og ikke behøve at holde søen stadig, som Hvaløerlodsen må.

«Fremgangsmåden med bygningen, fortsætter meddeleren, er meget primitiv. Man har ingen tegning, knapt nogen fast plan, men kun nogle løse regler at rette sig efter, som man lemper efter omstændighederne og de forhåndenværende materialiers beskaffenhed. Redskaberne ere også få og simple: en håndsag, en høvel, en øxe, et hugjern, et bor, en hammer og den uundværlige tollekniv. Et slag skrue benyttes undertiden til at skrue nåderne sammen. Man bygger således, som man siger, «vildt», idet man stoler på øiemål og øvelse. Ofte har jeg moret mig med at se bådebyggeren trække sig sagte baglængs, holdende øxen ved enden af skaftet, så at øxehovedet faldt ned i lodret stilling, og stillende den med udstrakt arm mellem sit øie og båden for på denne måde at tage mål efter sigt på en eller anden del af arbeidet. Man kan sige, at hele arbeidet går efter et greb; men dette greb har øvelsen gjort så sikkert, at båden aldrig kan siges at være ganske mislykket, og det hører til de yderst sjeldne tilfælde, at konstruktionen er væsentlig feilagtig. Ingen bådebygger, er dog på forhånd sikker på udfaldet af sit arbeide; han kan først under arbeidets fremskriden komme til at danne sig en nogenlunde bestemt formening om, hvorledes båden vil blive. Den flinkeste bådebygger bygger derfor høist ulige både.»

Der medgår en 2000 nagler til en sådan båd. «Distancen mellem hver nagle er 4 tommer eller lidt over. Man måler denne distance på følgende primitive måde: Bådebyggeren spænder ud den ene hånd så meget, han orker, og ved enden af tommel- og langfingeren sætter han et mærke på bordet ved nåden, og i disse mærker skal der bores hul til en nagle; midt imellem disse to sættes en tredie nagle. Den ene mand kan have en større hånd end den anden og følgelig spænde længer med fingrene; men forskjellen bliver ialfald ikke stor.»

Den udførlige beskrivelse af det egentlige bygningsarbeide og af de enkelte dele, som båden sammensættes af, må forbigåes her, og om riggen skal kun tilføies en antydning om, at som der for en menneskealder siden var delte meninger angående den nye indretning med dæk på båden, så er der nu for tiden adskillig overveielse og meningsulighed mellem lodserne angående riggen; denne har dæksbåden egentlig taget i arv fra den åbne båd, og nu er der netop spørgsmål om visse tillæmpninger, på grund af at båden mere har nærmet sig til lighed med et skib.

Ved selve bådens eller fartøiets skrog ville lodserne eller bådebyggerne for tiden ikke høre om noen forandring. Meddeleren tænker sig dog, at der endnu monne være rum for fremskridt og forbedring. Han siger: «Engelske og amerikanske skippere og sømænd, kyndige folk, som have været hos mig, og som kjendte noget til Hvaløerbådene og villig indrømmede deres gode egenskaber, vare af den formening, at de ere for klodsede og for tunge. De vilde, at man skulde bygge dem med tyndere, men dobbelt så mange, eller flere bånd (spanter), hvormed man vilde opnå at kunne bruge mindre tykke bord end 1 1/4 toms. De sagde, at bådene ved denne bygningsmåde, vilde vinde betydelig i lethed og styrke, og rimeligvis også i hurtighed. Hermed er dog at bemærke, at det er uvist, om det vilde være hensigtsmæssigt at bygge af tyndere bord, hvor man benytter trænagler, og skulde man ty til jernklink, vilde båden tabe meget i varighed.»

Men udsigten til, at der skal lægges an på forbedring med Hvaløerbåden, hænger sammen med det spørgsmål, om kunsten fremdeles skal trives i dens oprindelige hjem på Hvaløeme, eller om den, som det på en tid har seet ud til, skal flygte derfra til andre steder, og som et middel til at forebygge dette foreslår hr. Goodchild årlige og festlige kapseilinger.


IV. VIDERE KYSTEN LANGS


Forrige kapitels bådebygning hører jo kysten til; næstforegående kapitel gav også et billede fra, hvad vi i udvidet forstand kalde kyst-distrikterne. Under nærværende overskrift skal jeg tilføie, hvad mere jeg har at melde fra kysten. Jeg skal begynde i Finmarken og gå nedover til Stavanger, en kyststrækning, så lang og så mangfoldig formedelst dens uendelighed af fjorde og bugter og vige, af øer og holmer og skjær, at magen kanske ikke findes på jorden. Jeg skal standse hist og her på min vei og fremdrage nu et, nu et andet exempel på husflidens tilstand; vi ville derved få gjøre adskilligt indblik i selve huslivet eller folkelivet, og dette udmærker sig i dette strøg af landet derved, at såsom fiskeriet spiller en hovedrolle, og dette hidtil ikke har været gjenstand for en sådan offentlig opmærksomhed i senere tider som f.ex. landbruget, der jo har givet anledning til så mange oplysningsbestræbelser, så er både folket og dets stel og væsen derhenne endnu så temmelig urørt og ukjendt.

1. FINMARKEN

Vi må erindre, at her ere vi nordenfor det gamle Norge og den gamle norske folkeskik. Her bo finner og norske nybyggere imellem hin anden. Vel er det allerede nogle hundrede år siden, at norske folk begyndte at sætte sig ned her; men denne begyndelse er dog ny at kalde imod den ukjendte fortid, da selve Norge blev bebygget op til Finmarkens grændse. Og med hensyn til det påfaldende, jeg strax skal berette fra Finmarken, skal jeg endvidere minde om to ting: den første er, at en stor del af de norske nybyggere, som kom herop i den danske tid, sikkerlig var udskud af befolkningen og det fra byerne, som blev sendt op til Finmarken, for at fiskeværene skulde blive befolkede; og den anden ting er, at man selv i den senere tid har seet mange beklagelige exempler på, at nybyggere fra Sørlandet have ondt for at holde sig under dette polarlands ugunstige klima, så allerede efterkommerne i 3die led synes ligesom vanslægtede eller stå mærkelig tilbage med hensyn til både legemlig og åndelig kraft.

Fra Maasø præstegjeld, omkring Nordkap, med ikke fuldt 1000 indbyggere af nordmænd og finner (lapper)(21), må jeg i beretning af lensmand Fredriksen læse dette påfaldende, at blandt nordmændene er husfliden ringere end blandt finnerne. De norske kvinder bruge ikke engang at væve (som undtagelse fremhæves udtrykkelig fire konditionerede familier, hvor vævestolen er i gang); men hos finnerne ser man, at mændene tildels udføre kjøkkenarbeide, for at kvinderne skulle få mere tid til at væve, hvorfor de ikke alene ere selvhjulpne med vadmel, men endog have at sælge til landhandlerne og til Hammerfest by, hvor da de norske må kjøbe. Deraf ikke alene en misligere økonomisk tilstand hos nordmændene; men «man har havt flere exempler på, at personer, som så at sige have sovet tiden hen den lange og mørke vinter, ere blevne syge i deres bedste år, hvorfor de ere blevne en byrde for fattigvæsenet».

Efter lensmandens udførlige beskrivelse kan husfliden nærmere opregnes således:

På nordmændenes side: Kvinderne holde husets folk med strømper og vanter, mændene forfærdige og vedligeholde fiskeredskaber (torske- og seigarn, line- og vabrug, synke- og dragnod), de holde sine både vedlige og gjøre af nyt til husets brug simple trækopper, som bøtter, stamper og melkeringer. Flere mænd sy sko upåklageligt, og to ere gode smede.

På finnernes side: Foruden den omtalte væving have kvinderne på sin part det arbeide at sy de sko (komager og skaller) samt fåreskindspelse, som familien bruger, og næst efter at deltage i madstellet, som nævnt, sysle mændene med at forfærdige fiskeredskaber og trækopper ligesom nordmændene; desuden er der mellem finnerne fem gode smede, som gjøre øxer og knive, trække op bøsser, både rifler og haglgeværer; fremdeles smede nogle af dem håkjærringlænker og angler m.m. 3 finner forstå sig på at bygge både, skjønt de af mangel på trævirke mest må indskrænke sig til at istandsætte gamle både.

Fra Vardø har jeg gjennem formandskabets ordfører fået følgende meddelelse:

«Det er desværre ikke noget vidtløftigt arbeide at beskrive husflidens standpunkt i Vardø præstegjeld, da der formentlig er få steder, hvor den står så lavt som her. Årsagen hertil må vistnok søges i den forholdsvis lette pengefortjeneste, der bringer folk til heller at kjøbe færdige husflidsprodukter, eller hvad der træder i stedet for dem, end i hjemmet at anvende tid til at tilvirke dem og derved søge at spare på skillingen. Både mænd og kvinder forstå desuden sjeldent at tilvirke husflidsprodukter, og når de befatte sig dermed, bliver produktet gjerne ikke alene smagløst, men også dårligt.»

«De få arbeider, der henhøre under husfliden, og som drives her, ere:

  1. Syning af komager og pelse i landdistriktet af søfinnernes kvinder, dels til eget brug, dels måske til salg, men i liden målestok.
  2. Istandsættelse af skotøi og syning av nyt, det sidste da kun og det endog sparsomt i landdistriktet, da de fleste også i landdistriktet kjøbe nyt skotøi enten hos byens håndværkere eller i dens kramboder.
  3. Vævning både i byen og landdistriktet, kun af få og da mest af tøier, der bruges til kvindernes beklædning.
  4. Strikning af søvanter og strømper til eget brug, meget sjelden til salg.
    Tøier til ydre og indre beklædning kjøbes for det meste hos byens eller reisende handlende, tildels også vanter og strømper.
  5. Forfærdigelse af søklæder af skind. Disse kjøbes dog formentlig hyppigst færdige af udenbygds folk.
  6. Knytning af spærregarn, i landdistriktet til eget brug, i byen for en del til salg; arbeidet udføres også af børn. Spærregarn bruges til at sammenbinde en fiskespærre (to rundfisk), når den skal hænges over råveden til tørring. Spærregarn knyttes af optrævlet gammelt og nyt tougværk, eller sjeldnere af hyssing. Til salg ca. 1,000,000 stk., værd 400 spd.
  7. Syningen af klæder både til kvinder og mænd, især til de sidste, udføres i byen af håndværkere, eller andre, der især sysle dermed. I landdistriktet blive klæderne, forsåvidt de ikke kjøbes færdige i byen, almindeligere syede i pågjældende huse.»

Netop fordi man kan skjønne det er småt med husfliden i disse egne, synes jeg det skulde være dobbelt interessant at se en ret omstændelig forklaring om forholdene. Her er rimeligvis meget iveien for husindustriens opkomst; men den antydede omstændighed, at den tilflyttede norske befolkning har vanskeligt for at holde ud under den lange mørketid, leder kun tanken hen på, at passende huslige sysler vistnok skulde virke til at gjøre livet heroppe hyggeligere og tåleligere, hvorfor det vilde være kjært at se ethvert nokså lidet tegn til forandring. Man skulde også tro, at nogen husflid måtte kunne trives ved siden af fiskebedrift, da denne jo ofte hindres flere dage i rad, formedelst uveir.

Politiske hensyn have på en måde gjort det til et livsspørgsmål for hele Norge, om Finmarken er et sådant land, at norske folk kunne trives og det norske folkeliv blive fremherskende der. Et af mærkerne på dette og en af betingelserne for dette vil være, at sådan husflid, som vi ere vante til at tænke os som uadskillelig fra et lykkeligt norsk husliv, kan plantes og rodfæste sig der.

Særskilt måtte finnernes husflid, så simpel den end monne være, sikkerlig være interessant at betragte nærmere. Den blev beskrevet meget godt for et hundrede år siden af Leem i hans udmærkede bog om Finmarken, og om nogen vilde tage for sig denne beskrivelse og sammenligne nutidens tilstand, vilde han ligesom kunne måle folkets fremskridt. En stor del af det, finnerne kunne, have de lært af nordmænderne og svenskerne, og fordi deres fremskridt kun ere små, kan man hos dem finde sådanne oldtidsmæssige ting i fuld brug som opstående vævstol og hånd-rok, der nu ere sågodtsom aflagte i de norske bygder. Meget af finnernes klædnings-skikke synes også at have været efterligninger af ældgammel norsk brug, som man tildels finder levninger af i vore mest gammeldags bygder. Men på den måde kan finnernes stel tjene til oplysning om vore egne forfædres.

2. SENJEN-EGNEN

a. Berg og Thorsken

Når vi på tilbagereisen fra Finmarken spørge efter det egentlige gamle Norge, hvor vort folk hørte hjemme fra umindelig tid, så er Senjen det første bygdelag, vi komme til, og trods naboskabet med Finmarken, finde vi derfor et fuldstændigt norsk folkeliv allerede her.

I sammenligning med sydligere lande er det en såre prøvsom omstændighed for vort fædreland, at det er så overmåde vidstrakt og så yderlig tyndt befolket. Det falder vist vanskelig for udlændinger at tro, at der virkelig kan være nogen civilisation i dette land. Nu vel, Senjen hører igjen til de norske egne, hvor landets beskaffenhed er allermest ugunstig, og hvor folket altså boer allermest spredt, og er der igjen nogen forskjel mellem de enkelte småbygder, som Senjen består af, så gjre vel disse folkelivets prøvelser sig mest gjældende i den bygd, som vi nu skulle besøge, nemlig præstegjeldet Berg, med annex-sognet Thorsken, beliggende yderst ude mod Nordishavet, på udsiden af den ø, hvem navnet Senjen egentlig tilhører. Det er en stor og høifjeldet ø; veien fra den nævnte bygd tvers over øen til folk på den anden side er vist yderst besværlig; den meste færdsel foregår ialfald til båds rundt om; men dette er en af vore hårdbareste kyststrækninger, usædvanlig vanskelig ikke alene formedelst beliggenheden mod det åbne hav, men tillige fordi den er opfyldt med farlige grunde og skjær. Og dertil kommer, at, som nedennævnte meddeler bemærker, lever præstegjeldets lille befolkning, kun 810 mennesker ialt, skilt ad i sex fjorde med skarpe «odder» eller anseelige forbjerge imellem, så at folket i hver enkelt fjord danner som et lidet samfund for sig selv og må være betænkt på at kunne hjælpe sig selv med fast alle ting.

Fra dette mærkelige sted er jeg så heldig at kunne meddele følgende udførlige beretning af sognepræsten hr. C. F. Holmboe.

Næst efter at have omtalt, hvorledes fiskeriet må være hovednæringen her, og hvorledes hin afsondring i fjordene gjør, at det ikke kan lønne sig for nogen håndværker at slå sig ned i præstegjeldet, fortsætter han så:

«Faktum er derfor også, at hver mand i Berg og Thorsken er fisker og kun dyrker de små tarvelige jordflækker, fordi de ere ham absolut nødvendige til livets ophold ved siden af fiskerierne. Når derfor undtages en i Thorskens sogn født og opvoxet mand, der - vanfør i begge sine hænder og således afskåret fra deltagelse i fiskerierne - ubegripelig nok har kunnet gjøre, snedker- og rokkedreierfaget til sit levebrød, samt en ifjor til samme sogn ankommet snedkersvend fra Trondhjem, findes i dette præstegjeld ingen, hvis fornemste næringsvei er et håndværk, med mindre det skulde være en eller anden af søen udslidt mand, der har måttet ty til, hva han i sine tidligere dage har kunnet erhverve sig lidt øvelse i.»

«En naturlig følge heraf er, at alle ere henviste til sig selv for at afhjælpe denne mangel på håndværksfolk, hvilket er end mere indlysende, når det her kan tilføies, at kun undtagelsesvis udføres det nødvendige snedker-, skrædder- eller skomagerarbeide udenfor præstegjeldets grændser.»

«Da fiskerierne lægge beslag på hver mands meste kraft, har han forholdsvis kun ringe tid at opofre på håndgjerninger udenfor det nødvendige til sit fiskebrug; skal desuagtet arbeiderne udføres indenfor præstegjeldets grændser, må de fordeles på alle de hænder, som på nogen måde ere brugbare dertil; - dette bevirker atter, at hvor et talent i nogensomhelst retning findes, der bliver det opelsket; med andre ord: Nøden lærer folk at arbeide, og på sådan måde erstattes da mangelen på faste håndværkere, ved mængden af dem, der ere «nævenytne». Da nu nogles anlæg gå i en retning, andres i en anden, så tjene de forskjelliges særegne gaver til et gjensidigt supplement, idet nabo hjælper nabo. Dette er husflidens korte historie hersteds!»

«Tales der således her om husflid, da må man for dette præstegjelds vedkommende indskrænke sig alene til at omhandle den, der tjener - jeg vil ikke sige bygdens - men hver enkelt mands behov. Uagtet nu meget af dette arbeide på grund af mangel på godt og tilstrækkeligt værktøi selvfølgelig kun kan blive af simpelt og grovt slags, så bliver dog derfor ikke det priselige i husfliden mindre; thi på denne måde veed man at hjælpe sig selv, medens dertil behøves både høi grad af flid og omhyggelig nytten af tiden, da den store mangel på tjenestefolk gjør allehånde krav til familiernes voxne lemmer såmeget stærkere.

Det er derfor også en rosværdig kjendsgjerning, at folket derude i det hele taget er flittigt.»

«Det turde måske være af interesse at høre antallet af dem, der i de forskjellige retninger spille håndværkernes rolle; - til den ende kan da hidsættes efterfølgende pålidelige opgave, hvortil der på forhånd kun behøves den bemærkning, at heri er ingen medregnet, som alene kan hjælpe sig selv, men kun de ere medtagne, hvis hjælp søges og attråes af andre, medens der selvfølgelig findes flere, der for sig selv udføre de gjerninger, hvortil andre trænge naboers hjælp, medens deres egne husforholde således optage deres tid, at de ikke kunne afse nogen til andre.»

«Der findes i

tabell side 55

«Af dette antal er der naturligvis enkelte, som befatte sig med flere af de nævnte håndværk på engang og som derfor ere opførte under forskjellige af rubrikkerne, ligesom graden i dygtighed og deraf følgende søgning er forskjellig. Nogle af de opførte befatte sig mest med en enkelt gren af de nævnte arbeider; f.ex. en snedker i Berg gjør kun ligkister; enkelte af smedene gå ikke videre end at slå knive og udføre andet sådant grovere arbeide. I Thorsken bruger for det meste hver mand selv at barke sit læder. Af skomagerne befatte en del sig kun med skindhyre og søstøvler. - Et par af bådflikkerne i Berg have endog vovet sig til at bygge og det ret gode både, medens en af dem i Thorsken skal have bygget en liden «kumse» og for øieblikket har havt mod til at sætte en skøite på stabelen; han har foretagelsesånd nok - skade kun, at han siges at bygge for vegt ved at være for sparsom på spanter. - Skræddergjerningen er hovedsagelig overladt til den kvindelige befolkning og burde måske først være nævnt under den kvindelige husflid, dog ere 4 af de opførte skræddere mænd, medens til gjengjæld 2de mænd befatte sig med spinding og strikning for andre. - Af malere og murmestere er der kun få, - altfor få, der ville påtage sig et sådant arbeide for andre; desflere derimod, som fjuske for sig selv.»

«Men der er en mindre iøinefaldende del af den mandlige husflid, som ikke tør forbigåes, og det er det arbeide som udrustningen til folkets egentlige bedrift udfordrer. - Til fiskeriet hører, at båden og fiskeredskaberne stadig holdes i orden; dertil kreves de idelige istandsættelser samt årligårs opsætning af 4 bøiler nye liner (à 200 angler pr. bøile) på hver fiskende mand. Dette udgjør for Bergs sogn temmelig nøiagtigt 332 bøiler liner og efter dette forhold i Thorsken cirka 440 bøiler, tilsammen 770 bøiler. Hver bøile kræver 1 dags arbeide til lægning af fortømmer, påføring af angler og fæstning af disse på linerne. Dette arbeide udfører hver mand for sig selv, - såvel som reparationerne i årets løb; - en sådan bøile liner i fuld stand koster 2 1/2 spd. Mindre væsentligt er det at nævne, at 2de mænd befatte sig med at binde sildegarn for andre og 2de mænd med at binde torskegarn. I regelen binder hver mand selv, hvad han bruger deraf, medens ikke alle eie torskegarn. - - Når nu tilsidst antydes alle de mange småarbeider til vedligeholdelse af kjørler og husets redskaber, som forefalde i enhver familie, er formentlig al den mandlige husflid samlet.»

«Hvad nu den kvindelige husflid angår, da er en vigtig gren af den allerede berørt, idet det er nævnt, at de ere bygdens skræddere, både for mænd- og kvindeklæder, - og det kan da til deres roes siges, at befolkningen i det hele taget både er velklædt og ordentlig klædt, uagtet det kun som sjeldenhed sker, at nogen for snittets skyld lader sin søtrøie sy på Tromsø. - Men nærmere ligger det dog først at tale om deres spinding og vævning og strikning, der er forholdsvis ikke ubetydelig,»

«Spindingen står vel altid i et vist forhold til vævningen og strikningen, hvorfor disse bør omtales først.»

«Om vævningen er jeg istand til at oplyse, at der i 1865 er vævet i Bergs sogn 2760 alen og i Thorskens sogn 2425 alen udelukkende stof og vadmel, der altså har spinding af uld til forudsætning. Dette udgjør på præstegjeldets 147 familier 5185 alen eller gjennemsnitlig lidt over 35 alen i hver familie. Forholdet vilde stille sig lidt bedre, om man kunde undtage de mange inderstfolk, der på grund af mangel på plads ikke kunne komme til at væve, men så bøde måske disse igjen på det rette forhold ved at overtage en del af spindingen og strikningen. Efter folkets enstemmige vidnesbyrd er forøvrigt vævningen langt ringere nu end for nogle år tilbage på grund af bomuldsgarnets høie pris, idet man ikke længer finder nogen, der væver bomuldslærred, hvilket tidligere var temmeligt almindeligt. - medens den kvantitet af uld, som præstegjeldet har, er begrændset.»

«Med hensyn til strikningen, da gjælder her som i det hele taget i Nordland, at der aldrig er spørgsmål om andet, end at alle fødder fra de største til de mindste selv i den allerfattigste familie skulle være ordentlig forsynede med strømper, allermindst 2 par til hvert par fødder. Sådant vides aldrig at være kjøbt. Af de for hvert voxent mandfolk nødvendige søstrømper (vægtig 3 à 4 mk. uld) og store søvanter (vægtig 1 mk.), af hvilke sidste enhver i regelen har mindst 2 par, stundom 3 og 4 par, kan det undtagelsesvis have hændt, at en eller anden løskarl i Lofoten eller på Finmarken, når nøden har krævet det har forskaffet sig et enkelt par. At holde alt dette vedlige og i orden fordrer ikke ringe strikning, da en fisker gjennemsnitlig behøver 1 par nye søstrømper hvert andet år og mindst 2 par søvanter om året, uanseet påstrikninger. Det er såre vanskeligt endog kun tilnærmelsesvis at komme efter, hvormeget uld der bruges til strikning, men efter samtale med kyndige er det på langt nær ikke formeget sagt, at 3 mk. uldgarn strikkes op pr. individ gjennemsnitlig taget for fattig og velstående, barn og voxen; - dette udgjør tilsammen for præstegjeldet 2430 mk eller pr. familie cirka 16 1/2 mk. (lavt regnet) årlig.»

«Nu tør man spørge efter spindingen! Af de i Thorsken vævede 2425 alen var 617 vadmel og 1808 stof, og hvis forholdet har været det samme i Berg, nemlig 1/4 af første og 3/4 af anden slags, så vil der være vævet 690 alen vadmel og 1970 alen stof i Berg, eller tilsammentaget for præstegjeldet 1307 alen vadmel og 3778 alen stof. Da nu almindelig regnes 1mk. uldgarn til 1 alen vadmel og det samme til 2 1/2 alen stof, så udgjør dette for præstegjeldet 1307 + 1511 mk. = 2818 mk. spundet garn ): pr. familie lidt over 19 mk. uldgarn. Når hertil lægges de til strikningen brugte 16 1/2 mk., og man ikke regner, hvad der spindes af hamp til torskegarn eller af bomuld til lysevege, hvad der af og til træffer uden vel at kunne kaldes almindeligt, så ser man, at spindingen gjennemsnitlig i hver familie er årlig omtrent 36 mk.»

«Det resultat, man med hensyn til den kvindelige husflid kommer til, er altså, at der gjennemsnitlig i hver familie (hos fattig og rig, gårdmand og inderst) spindes mindst 36 mk. uldgarn, strikkes mindst 16 mk. og væves mindst 35 alen samt desuden syes alle yder- og underklæder til alle familiens (i dette præstegjeld gjennemsnitlig 6) medlemmer med undtagelse af en og anden søtrøie, der syes i byen.»

«Til den rigtige belysning af dette må tilføies, at den omstændighed, at alt mandkjøn over 15 år stadig sysselsættes af fiskeribedriften, deres hovednæring, samt de forannævnte håndgjerninger, derhos også af deres lange, besværlige reiser dels for at afhænde deres produkter og hente deres livsfornødenheder, dels også for at hente fra skovbygderne deres ikke ubetydelige årlige forbrug af træmaterialier, - dette tvinger kvinderne til for en væsentligere del end andensteds at have sin hånd med i gårdsbruget, medens de udelukkende må røgte den budskab, hvis foder for en ikke ringe del består i skav og løbning, der vinterdag tilveiebringes og beredes hovedsagelig efterhånden som det behøves, ligesom mangelen på tjenerhjælp også tvinger dem til at tage deres lige del i tilveiebringelsen af ved og torv. At det desuagtet er dem muligt at få udrettet såmeget som her opgivet, har vistnok for en væsentlig del sin grund i den nytte, de fortstå at gjøre sig af deres børn, idet et barn i regelen allerede fra 10 års alderen er tjenstdygtig og modtages for intet af hver mand, hvis det er friskt og uden altfor store udyder. Børnene bruges uanseet kjøn, dels til at passe de mindre børn, dels til at stelle i kjøkkenet, dels til at hugge brændsel, dels til at hjælpe til i fjøset o.desl., alt eftersom de ere gamle og stærke til; - ere de også lærevillige, kunne de sættes til at karde uld og strikke eller spole. Således får husmoderen vundet sig mangen fristund, som da også ærligen benyttes. - Men der er også andre vanskeligheder og besværligheder, hvorunder husfliden har at arbeide, idet f.ex. enhver måneder i forveien må have havt omtanke for at skaffe sig det til virkningen nødvendige af uld, bomuldgarn, farvesager o.s.v. Disse ting ligge ikke for hånden således som i de mere bebyggede distrikter, hvor al samfærdsel er hyppigere og lettere; - det må ved budsendinger skrabes sammen fra fremmede ligesåvel som fra venner og kjendinger, fra handelsmand eller fornemmelig fra byen, hvorhen leilighederne ere forholdsvis få, ja i flere måneder af året slet ikke findes; - her må af disse grunde indbyrdes lånes, tigges, kjøbes, og budsendingernes antal ere utallige; der går neppe nogen leilighed fra gård til anden, uden at den må passes og benyttes. Under sådanne forholde, hvorom ingen, der ikke har levet under dem, kan gjøre sig nogen fuldstændig tanke, vil enhver skjønsom dommer forstå, at arbeidet ikke er lidet. Her kan ikke gjælde samme målestok som andetsteds; thi det er vistnok let at regne sig til, at 36 mark uldgarn af forskjellig slags finhed efter den her almindelige mening spindes på 48 dage, at 16 mark garn strikkes af en flink strikkerske, med tungvint strikkemåde i 24 dage, og at 35 alen væves under almindelige omstændigheder på 8 dage (mere bliver det heller ikke her), - og at dette tilsammen er 80 fulde arbeidsdage om året, alene anvendt på denne gren af husfliden, uden at tale om den tid, kardingen fordrer; men hvad tid der anvendes for at tilveiebringe det fornødne, eller for at få en væv istand, eller hvad tid der medgår i ventning og skuffelser, det kan ingen sige. Og just fordi vævningen ikke foregår i så stor målestok, kan vel også mangt et lettemiddel mangle. Sydpålandet pleier man f.ex. at bomme op det garn, som skal rendes; her eie kun de færreste bommer og ofte må man derfor nøste op rendingen i nøster - et sent arbeide. Sydpålandet findes på hver gård en rendestol; her må man reise til de lykkelige, som have sådanne eller hus såvidt stort, at en sådan kan opsættes. Sydpålandet er i regelen tvende om at træde tråderne i «hovlerne», hvilket naturligen går mangedobbelt så hurtigt som når en skal sidde alene dermed, hvilket her er sædvanligt - o.a.d., hvorom sagkyndige vide at give besked. Dette gjør, at de 80 arbeidsdage i virkeligheden blive til mange, mange flere. Og så kommer hertil det uberegnelige antal dage, der medgå til at sy alt det tøi, der tiltrænges til familiens indvendige og udvendige beklædning.»

«Og hvilke hænder er det nu, som kan afse såmegen tid, som her antydet, til husfliden? Det er - atter gjennemsnitlig - i hver familie kun husmoderens og 2/5 piges, idet der nemlig findes kun 50 à 60 konfirmerede piger (døttre og tjenestepiger tilsammen) for disse 147 familier. Det er vel nemlig så, at enkelte ukonfirmerede piger også kan deltage lidt i disse arbeider, - men det er allerede påpeget, hvorledes disses gjerning i regelen er en anden, for at husmoderen skal kunne få tid til at giøre, hvad hun gjør. Det er da således den samme husmoder, der må have opsynet med og deltage i sit øvrige husstel, - passe sit fjøs, hvor hun selv altid er øverste budeie for at få foderet til at strække til, - være med i tilveiebringelsen af en stor del af foderet og brændet, - samt selv gå med i potetesageren vår og høst og deltage i høhøstningen og udføre bagning af brød og støbning af lys, - ikke at tale om det beslag, hendes småbørn dog altid lægge på hendes tid og opmærksomhed, om end de ældre sødskende så godt, de formå, udføre barnepigetjenesten, - denne husmoder er det, som til samme tid fremlægger forannævnte spinding, strikning, vævning og søm som produktet af sin husflid.»

«Med god grund kan derfor fliden og arbeidsomheden fremhæves, hvilken også hos kvinderne kommer tilsyne i den samme gjensidighed i at udføre arbeider - den ene for den anden, hvortil ingen anser sig for god. Det kan derfor ligesåsnart hænde, at husmandskonen får gårdmandskonen til at væve for sig som omvendt, ligesom jeg har seet en af vore bedste gårdmænd og hans kone være til hjælp ved en husmands potetessætning for dagløn, uagtet de ikke hørte til samme gård. Til at forstå det naturlige i sådant forhold tjener, at hver mands hovednæring er fiskeriet, og dette borttager for en væsentlig del standsforskjellen mellem husmænd og gårdmænd; - de ere hinandens jævnlige. Af liden betydning er det formentlig at oplyse, at den gjængse spindeløn varierer mellem 6 og 9 sk. pr. mk. og vævelønnen 4 à 5 sk. pr. alen.»

«Ja fliden er tilstede og den skal prises, thi den er til folkets hæder. Har derfor end det lille distrikt, fordi folket er fåtalligt og dets kraft splittet ved, at det er delt i 2de kommuner, liden bæreevne, hvor det gjælder større foretagender, og er der end ingen, som kan kaldes velstandsmand i den forstand, at han råder over kapital større end høist nogle hundrede dalere foruden sine eiendele af jord, huse og redskaber, så gjælder det dog om en større flerhed, at de ere, om ikke gjældfrie, så dog solvente, og det er undtagelser, at nogen er sunket ned i en sådan armod, at han ei har håbet om at reise sig, hvis blot fiskerierne vilde give lidt af sig. Fattige, sådanne som sydpå landet ofte mødes, ser og kjender man ikke her. Dette tør vel ansees som de gode frugter af jævn flid i husene ligesåmeget som af fiskerierne. Med jævn formuesforfatning går i regelen også jævn oplysning hånd i hånd; - det gjælder derfor også ved en upartisk dom om folket i Berg og Thorsken - tvert imod den her nord almindelige mening -, at det er jævnt oplyst og tør stille sig i denne henseende ved siden af distrikterne flest landet over. At dommen selv i de nærmest tilgrændsende bygder i denne henseende har været feilagtig og skjæv, har dels sin grund i stedets yderst afsondrede beliggenhed, der har afskåret det fra forbindelsen med ethvert andet omliggende sogn, dels også deri, at det først er i de sidste 20 år, at dette præstegield har begyndt at rejse sig ud af en armod, som det ved fiskeriernes totale feilslagning i begyndelsen af dette århundrede var sunket ned i. Efterhånden som kjendskab til den nærværende slægts arbeidssomhed og drift på dette afsides sted kan blive udbredt, vil nok dommen forandre sig, og man vil tilkjende også dette steds arbeidsomhed og flid og oplysning den velfortjente agtelse.»

b. Balsfjorden

En lignende tilstand som den hr. Holmboe således har skildret for Berg og Thorsken, er der, som venteligt, i en af de nærmeste fjordbygder indenfor, nemlig Balsfjordens præstegjeld. Jeg ser det af en kortere beretning fra sognepræsten, hr. Brun, som blandt andet yttrer, at han havde ikke været længe i bygden, før han blev opmærksom på, at folk her i almindelighed ere selvhjulpne i langt høiere grad end hvor han var kjendt sydpå i landet. På grund af folketomheden kan det lidet lønne sig for håndværkere at sætte sig ned her, og formedelst mangelen på håndværkere må indbyggerne øve sig i forefaldende arbeider selv. Men følgende lille exempel viser, at man gjør sine sager godt. «De større både, siger hr. Brun, kjøbes almindelig i Lofoten af ranværinger. Seil kjøbes imidlertid ikke med bådene; men som oftest arbeider enhver seil til sin båd. At arbeide et godt seil ansees sydpå for en ikke liden kunst; i en fjordbygd, hvor jeg er kjendt, måtte man til et andet præstegjeld for at få sine seil arbeidede. Og dog ere de selvgjorte seil her både godt skårne og nok også pent arbeidede.»

Dog skinner det igjennem, at også her en vis arbeidsfordeling er gjennemført, således som hr. Holmboe så smukt har påvist det for Senjens vedkommende, og det billede, han har givet, kommer fra nu af til at følge mig hele kysten ned igjennem. Hvad jeg selv mest har lagt merke til under mine reiser på Vestlandet, f.ex. i Søndfjord (kap. 2), det er at bønderne øve sig i og drive så mange ting, og tidt har det seet ud for mig, som om de gå for vidt i den retning. Men ved således at leve sig ind i forholdene og se så nøie efter, som Holmboe har gjort, finder jeg det høist rimeligt, at man overalt vil finde adskilligt af denne naturlige arbeidsfordeling, efter de ulige personlige anlæg og evner som der er i hver liden bygd eller grænd.

3. THRONDHJEMS STIFT

Det er fremdeles de ydre bygder, her tænkes på, øerne og de nærmeste fjorddistrikter.

Her vil man kunne finde arbeidsfordeling af et noget andet slag, formedelst den ulige naturbeskaffenhed i fjorddistrikter og i havbygder, hvor samfærdselen er let, så udvexling kan foregå mellem bygd og bygd.

a. Vestnæs

Vestnæs ved Romsdalsfjorden er et fjorddistrikt, med jordbrug til hovednæring og fiskeri til binæring. Følgende uddrag af kirkesanger J. Brovolds beretning viser, hvilken vakker tilstand der kan være i sådan bygd.

«Ingen har stor formue, men den, som er, er nogenlunde jævnt fordelt, og enhver arbeider på at være selvhjulpen og at kunne gjøre hvermand ret og skjel. For at nå dette mål, ere alle hænder fra barnets til oldingens sent og tidlig beskjæftigede med et eller andet arbeide, gårdmanden som husmanden og indersten, og gårdmandskonen som husmandskonen og tjenestepigen, uden forskjel.»

«Manden og drengene arbeide kop og kjørel og de almindelige gårdsredskaber, medens kvinderne spinde og væve lærred, strie, værken og vadmel. I de fleste huse sy mandfolkene selv sine sko og støvler samt lappe disse, når det behøves. Skomager leies kun af og til, om end noget mere nu end forhen. Kvinderne sy for det meste sine egne klæder, så at skrædder i regelen kun leies til at sy mandfolkenes klæder. Skrædder og skomager ere bygdens folk, aldrig udenbygdes fra. De nævnte husarbeider udføres i regelen om vinteraftnerne og når uveir hindrer folket fra at arbeide ude.»

«De fleste voxne mandfolk hersteds ere tømmermænd og drive denne syssel såsnart de kunne bruge øx, høvel og hammer, ligesom de fleste ere øvede i og drive meget med håndsagskjæring, og de udføre disse arbeider ikke alene til bygdens behov, men tillige i de nærliggende byer, Molde, Aalesund og Christiansund, og i de omliggende land distrikter samt ude på Romsdalsøerne.»

«Eng- og agerploge og harver arbeides af bygdens egne dygtige smede, ligesom øxer, græv og navrer og hvad andet almindeligt smedearbeide man tiltrænger i bygden. Treske- og drøftemaskiner, der nu ere blevne så almindelige, arbeides af bygdens egne mænd, hvilke også arbeide adskillige af disse til salg i fremmede bygder. Kun få ere rokkedreiere; men de som ere, forsyne ikke alene denne, men endog omkringliggende bygder. Spindel- eller dreiebænk er bleven meget almindelig og benyttes ret godt til forfærdigelsen af de i bygden fornødne dreiede sager, som brød- og bagsteruller m.m. Et par unge mænd have begyndt at arbeide geværer, især rifler, ligesom de istandsætte beskadigede bøsser; men denne bedrift formenes endnu ikke at have været lønnende for dem. Ligeså er der et par andre smede, som arbeide stutorv (et slags små-ljåer). Flere forstå at pudse klokker og uhre, og en 2-3 stykker arbeide endog disse aldeles fra nyt af. En 3-4 stykker drive bogbinderarbeide, men kun som bisyssel.»

«Som fjorddistrikt tiltrænger Vestnæs en hel del både. Af disse bygges de små, nemlig færinger og trerøinger, almindeligt i bygden; de store kjøbes, derimod almindeligt fra Volden, ligesom her tildels indføres adskillige Nordmørs-færinger. Lars Hammeraas på Helland har i de sidste 7-8 år drevet skibsbyggeri, og bygget 10-12 større og mindre særdeles vellykkede og gode søskibe. Det, han nu har på stabelen, er en svær tremastring, der nu er udplanket og skal gå af stabelen med det første.» (1866.)

«Not og garn bindes gjerne i hvermands hus i de lange vinteraftener, eller når man er ved kvernen og maler og deslige. Ligesom det er smågutternes arbeide foruden at binde garn tillige at arbeide træskeer, båndgrinde m.m., når de ikke deltage i udarbeide eller gå på skole, således er det småpigernes arbeide foruden at læse og passe småbørn tillige at karde uld og at binde og stoppe strømper eller at lappe klæder.»

«Såsom flere af bygdens gårde har furuskov, er det naturligt, at også dens produkter forædles foruden til bord og planker m.m. tillige til kop og kjørel. Således er her mange, som foruden at arbeide treske- og drøftemaskiner, som de sælge udenbygdes, tillige arbeide skrin og kister m.m., medens andre arbeide daller, bøtter og kar samt kurve, løber, trauge, øskar og sne- og kornskuffer, som de sælge dels i byen, og dels og især ude på øerne. I en række af år har gårdbruger Knut Sætre arbeidet og solgt en 60 stkr. ploge årlig til den billige pris af 2 til 8 spd. pr. stk., medens han herpå kun arbeider i den mørkeste årstid og kun ved hjælp af sine egne sønner. Fremdeles må erindres, at her tilvirkes en hel del tøier, især vadmel, tilsalgs især ude på øerne.»

«Efter således i korthed at have dvælet ved husfliden i Vestnæs må jeg sluttelig bemærke, at som folket hersteds har havt ord for at være et flittigt og sædeligt folk, således har det i den sidste tid i særdeleshed gjort mærkelige fremskridt i at arbeide smukkere end forhen, ligesom der nu benyttes en hel del mere jern f.ex. til kjøreredskaber end forhen. Snedkerarbeidet f.ex. nu og forhen tåler ingen sammenligning, og således næsten i alle retninger. Antagelig har dette sin grund deri, at ikke alene større indsigt vindes under en længere tids erfaring, men vel mest fordi at bedre redskaber benyttes og smagen ved den voxende oplysning bliver bedre og mere fordringsfuld. Kvindernes arbeide er også mere smagfuldt nu end forhen, ihvorvel der fremdeles hovedsagelig lægges an på tilvirkningen af stærke tøier. Men ikke nok hermed. Deres husstel i det hele er mangesteds blevet betydelig forbedret i den sidste tid. Således er det nu ligeså sjeldent at træffe et uvasket stuegulv som det for få år tilbage var at træffe et vasket. Hertil kommer, at her laves bedre mad end forhen. For ikke længe siden var bagerovn en ukjendt ting; nu er den bleven ganske almindelig, og mange især af vore yngre kvinder bage nu fuldkommeligen så gode brød, som de, vi få fra bybageren.

b. Hiteren

Et modstykke hertil skulde det nu være, om vi havde en tilsvarende beretning fra nogen af de Romsdalske havbygder, hvortil Vestnæs afgiver overskuddet af sit arbeide. Men i mangel deraf skal jeg anføre uddrag af forhenværende skolelærer L. I. Strands meddelelser fra Hiteren, en ægte havbygd udfor mundingen af Throndhjemsfjorden.

Indtil for 60-70 år siden, heder det, forstod folket sig kun lidet på jordbrug og betragtede det som en stor møie og unyttig tidsspilde; fiskeri var deres alt. Selv kvinderne deltog i fiskebedriften sammen med mændene, og der var neppe en af hundrede, som befattede sig med eller endog forstod den kunst at væve. Nu har vel dette forandret sig meget. Mændene tage sig nogen tid til at dyrke jorden, og kvinderne befatte sig mere med det indre husvæsen, så der er bleven bedre orden med renlighed og madlavning, og såsandt der er uld at klippe eller lin at høste eller råd til at kjøbe bomuldsgarn, ser man også vævstolen i gang i hver mands hus.»

Endda er det dog det gamle søbrug, som er mændenes lyst og bygdens stolthed.

«Thi, siger meddeleren, ligesåvel som landmanden forstår sig på at dyrke sin jord og forfærdige sine gårdsredskaber og tilberede mange nyttige ting både af mineral-, dyre- og planteriget, så forstår også den duelige fisker at binde og skyde sine seil- og torskegarn, at lægge sit fiskesnøre, at sy sine skindklæder og indrede sine fiskebåde og forfærdige alle ting, som høre til denne kunstige bedrift. Kan landmanden pløie sin ager og kjende jordbundens beskaffenhed og iforveien vide, hvad sæd denne eller hin jordart vil bære; kan han bruge sin øxe og fælde skovens stolte træstammer og fløde sit tømmer gjennem milelange elve og skjære det til bord og planker; kan han røgte og stelle sin kvæghjord således, at der er trivsel og lykke i hans stald og hans fjøs, - så kan også sømanden eller fiskeren forskjellige kunster, når han kun kommer ud i sit rette element på havet for at brydes med Nordsøens bølger. Han har lært at sammenlænke sine fiskegarn, og med disse redskaber går han ombord i sin liden fiskebåd og seiler ud i det åbne hav. Der ude på dybet kan han vide at finde de legepladse, hvor fiskestimen har sammenflokket sig i millionvis; disse punkter kan han gjenfinde, når han kaster øiet hen til de fjeldmærker, som han har valgt til anvisning i denne sag. Han har lært at gå faren kjæk og dristig under øynene, og med den største kaldblodighed ser han fald og brændinger rundt om sig; thi han er sikker på sin vei giennem disse farlige farvande, når han blot får se sine mærkespunkter. Ja i nødstilfælde, når snefog og tyk luft hindrer ham i at se, kan han endog rette sin vei blot efter lyden af enkelte havfald, så han når lykkelig tilbage til sit kjære hjem. Således har folket tilegnet sig forskjellige kundskaber efter de forskjellige livsforholde, hvori det rører og bevæger sig, og den ene stand må ikke se med spottende ringeagt på den anden.»

Næst den kvindelige huflid, som der allerede er hentydet til, kan man, «i de stille aften- og morgen-timer, når lampen er tændt og folket samlet inden fire vægge», se mændene på gårde og i velstandshuse sysle med at bøde og istandsætte bohave og gårdsredskaber samt og især at holde sine søredskaber istand, binde garn o.s.v. Ja, garnbindingen følger mændene på deres længere fisketoure og andre reiser, for at de dermed kunne udfylde hver ledig stund.(22) Men dette er, som sagt, i velstandshuse; i strandsidderfamilier, som her er mange af, skorter det ofte på arbeide, såsom gårdsbrug mangler og søbruget drives på en fattigere måde (lidet med garn, mest med et simpelt snøre), og leie arbeide udenfor onnetiderne er lidet at få, helst nu, da der kjøbes fra byerne maskinspunden tråd til fiskegarn. Mangen fattig kone har derfor måttet lade rokken stå, selv arbeidsføre mænd må til sine tider gå ledige; er der endnu arbeide med garnbinding o.s.v- at bekomme, så er det til så yderlig lave priser, at der klages: «Vi arbeider, til vi sulter ihjæl.» Som naturligt hentes ikke alene trevirke fra indlandet, men også en del færdiggjorte kjørler og træsko m.m., såsom folket herude ikke har så stor øvelse i at udføre deslige arbeider.

Det lader til, at selve naturforholdene eller næringsveiene føre det med sig, at her er ikke så mangfoldig og årsvarig beskjæftigelse for alle hænder herude i havbygden som inde i fjorden, og uagtet derfor meddeleren fra Hiteren ikke tør laste folket, som om det var uflittigt, udtaler han dog beklagelse over tilstanden og spørger, om nogen kan give råd eller skaffe sysselsættelse for de ledige hænder.

4. BERGENS STIFT

a. Søndfjord

Om dette bygdelag har jeg allerede fortalt en del i kap. 2. Meget passer desuden her af hvad der nys blev fortalt om Vestnæs og Hiteren.

Søndfjord består også af ydre og indre bygder, og inde i fjordbundene (både i Dals- og Førdesfjorden) holdes markeder, små og ubekjendte udenfor bygdelaget, men ligeså årvisse, som de, der ere opregnede i almanakken, markeder, hvor «havmanden» og «dalemanden» mødes for at bytte hver sit overskud af arbeide.

Hvor ligt det i Søndfjords indre bygder er med Vestnæs, det er f.ex. de mange treskemaskiner et exempel på, lige så den skik, som kanske har holdt sig vel så meget i Søndfjord, at hver mand er skomager for sit hus, og at konen syr ikke alene sine egne klæder, men også mandens. Det var mig atter og atter en fornøielse at følge med disse flittige bondekoner op på klædelofterne og betragte deres rigdom af klæder, pent ophængte på stænger eller omhyggeligt nedlagte i kister; der var sengetepper til mange senge, tildels af ringe stof (kohår, opplukkede filler o.s.v.), men endda vakkre formedelst de brogede farver, og af gangklæder var der visse sæt, nemlig høitidsklæder, almindelige kirkeklæder, og endelig søndagsklæder til at gå hjemme med om søndagen eller til at bruge på reiser. I den senere tid bruge mændene et nogel andet snit, nemlig «sjøtrøie» istedetfor «ullaskjorte», og det har ikke været så lige til for kvinderne at følge moden. Men dels have nogle gjort byreiser for at lære lidt af «byskræddersøm», dels har man en enkelt gang fået i huset en skrædder fra en eller anden nabobygd for at sy en trøie, som man da siden har rettet sig efter, dels har man fået låne «skant» eller mønster af en af dem, som have lært i byen.

Denne flinkhed og forsynlighed er den gode frugt af en børneopdragelse, til hvis regler det hører, at bygdens gutter skulle selv have syet sine konfirmationssko, og pigerne skulle selv have virket fra først til sidst, både vævet og syet, de klæder, de stå i på konfirmationsdagen. Jeg talte med mangfoldige kvinder, som havde bestået denne examen, og det morede mig ofte at høre af dem, hvorledes de havde lært den hele kunst, stykke for stykke. I den senere tid er der rigtignok indtrådt nogen forandring i dette; tingen er, at hos velstandsfolk skal konfirmationskjolen nu gjerne være noget finere eller kunstigere vævet, og dertil hører vævestol af en noget bedre indretning, end man selv har, så det af den grund tildels bliver nødvendigt at leie bort denne ene del af arbeidet, uagtet pigen ellers kan væve.

Gutternes tidlige øvelse må jeg fortælle et exempel på. Om en gammel og hæderværdig medhjælper oppe i Vik sogn havde hans egen sognepræst fortalt mig, at han i sin tid styrede sit hus og opdrog sine børn så flinkt, at da den ældste søn var 7 år gammel, syede han sko til sig selv, og da han var 9 år, lærte han sin yngre broder op i arbeidet. Dette fortalte jeg igjen for nogle bønder i sognet; og vel kjendte de ikke netop til det, men de holdt det ikke for umuligt, og de fortalte mig om en, som de vidste havde syet sine egne sko, da han var 8 år. Endelig traf jeg den gamle medhjælper selv, og rigtignok kunde han ikke nu mindes, i hvor ung alder hans ældste havde syet sit første par sko, men i dets sted fortalte han mig følgende: En høst (jeg tror, manden var omgangsskolelærer da) skulde han være hjemmefra flere uger i rad, og han måtte da overlade sin ældste søn både at barke nogle huder, som netop var flåede, og at sy dem op til skotøi for huset - og da var gutten 9 år.

Ved sådanne exempler syntes jeg lidt efter lidt at forstå, hvorledes det går til, at disse vestlandske bønder kunne have indsigt og øvelse i så mange håndteringer på en gang. Fordi de så tidlig holdes til at gjøre nytte, udvikles deres fingre og alle deres sandser og evner i retningen af at tilegne sig den ene færdighed og håndtering efter den anden, ligesom den yngling, der går den studerende vei, får en større og større færdighed i at tilegne. sig den ene videnskab efter den anden.

Hans Arentz, sorenskriver i Søndfjord i årene fra 1762 til 1793, og forfatter af en fortræffelig Søndfjords beskrivelse (i Topogr. Journ.), siger:

«I almindelighed at tale bør enhver bonde-familie være sin egen kunstner og håndværker i alt, hvad der til hans huses og landbrugs fornødenhed egentlig udfordres; og lad være, at den ene bonde i visse tilfælde og omstændigheder kan trænge isåfald til den andens hjælp, må dog ingen iblandt dem blot søge sit levebrød deraf; thi kommer det først så vidt, tabes ganske vist arbeidsomhed og flittighed hos mængden; hidintil veed Søndfjord, nøie at tale endnu ikke af sådanne bondehåndværkere at sige, og forhåbes at de heller ikke nogensinde skulle vorde her gjængse.»

Nu skulde det være artigt nok, om nogen med denne gamle beskrivelse for øie vilde tage sig for at anstille en sådan nøiagtig undersøgelse for Søndfjords vedkommende, som vi så ovenfor for Senjens, og fornemmelig således, at vi kunde se, hvad forandring der er gået for sig i tidens løb, og hvad der er vundet eller tabt ved forandringen. Til prøve skal jeg anføre lidt af mine egne iagttagelser og det navnlig fra den del af Søndfjord, hvor sorenskriver Arentz var bosat, nemlig Dalsfjordens strøg.

Det yderste prestegjeld her er Askevold, en bygd af havbønder. Jeg var tilstede ved et repræsentantskabs-møde, efter sluttet forretning fik jeg leilighed til at samtale med de forsamlede og forelægge dem en del spørgsmål om bygdens anliggender, og således tog det ene ord det andet, at jeg fik høre at disse mænd, som jo vare valgte blandt bygdens bedste, alle gik og stod i sko, de selv havde syet. Dette var mig noget nyt da, jeg overraskedes høilig, og det morede mig fra nu af at spørge nøiere efter om disse forholde.

Det nærmeste præstegjeld indenfor er Yttre Dale. Her hørte jeg det beskrive som en undtagelse, når en mand ikke kan sy sko, men det føiedes til, at ikke just alle mænd række at gjøre det, så de må overlade det enten til sine tjenere, om de ere flinke nok, eller til par bylærte og nogle flere bygdelærte skomagere, som bygden har.

Lidt længer ind, og vi ere i Indre Dales præstegjeld, og til dette hører hint Vik sogn, som jeg har meddelt adskilligt fra i kap. 2, og hvor en mand forsvarede den gamle skik på den grund, at man er mere sikker på at få både sit læder godt barket og sine sko og søstøvler godt syede, når man gjør det selv. Jeg fortalte ham lidt fra nabobygden Sogn: her havde også bønderne den samme skik indtil for en menneskealder siden, da den nye måde med ordentlig udlærte håndværkere udbredte sig fra Østlandet af; skjønsomme folk havde forklaret mig, at de stod sig vel ved forandringen, og det var ikke frit for, at de smilte lidt af de plumpe Søndfjords-støvler. Min søndfjording indrømmede strax, at det hjemmegjorte arbeide var ikke fint, men han vedblev sin mening om, at han stod sig bedst ved sin måde.

Selv kom jeg til at tænke så:

At Søndfjord har holdt så længe på denne gamle skik, det vidner ikke alene om flittighed, men også om nøisomhed. Hidtil har man vel ikke havt bedre eller mere lønnende anvendelse for de mellemstunder, som nu bruges til skoarbeide, og hidtil har man vel heller ikke havt råd til at koste sig finere skotøi end det selvgjorte. Sker der væsentlige forandringer i næringsdriften, og forbedres folkets kår betydelig, så skal det vist ikke feile, at bygden bliver fuldt besat af skomager-håndværkere og det kan forudsees, at sådan arbeidets deling vil have sin fordel; men det går ofte så, at med fordel og vinding på en kant følger tab på en anden. I de bygder, hvor hver mand kan sy sko, der kan han også flikke og bøde; at sy af nyt kræve hele og gode arbeids dage, som muligvis kunde nyttes bedre, men skoflikking er netop et arbeide for alskens mellemstunder, som der altid bliver nogle af; falder hin hovedfærdighed bort, så går det kanske med det samme så, at den bifærdighed at kunne bøde sine sko, strax de behøve det, også falder bort, og dermed vil et ikke ringe tab være skeet i fattige huse. Jeg synes at se det tydelig i et andet, men lignende husligt anliggende: i Søndfjord, hvor kvinderne endnu i regelen sy alle klæder, endog mændenes, kommer deres færdighed også de gamle klæder tilgode, som de bøde og lappe med både skjønsomhed og raskhed, men i Sogn, hvor det overlades til mandfolkeskræddere at sy endog en del af kvindernes klæder, står det tildels meget ilde til med søm i det hele taget og altså også med lapping og bøding, så man kan høre om dette forargelige, at folk gå med sine skjorter, «til de dætter af kroppen».

b. Eivindvik

Fra de yderste sogne ved mundingen af den mægtige Sognefjord, nemlig GuIen og Sulen (Eivindvik præstegjeld) og Brække nærmest inden for, har kirkesanger Ellingsen sendt mig udførlige meddelelser.

Meget af tilstanden her kjender jeg igjen fra Søndfjord på den ene side og Strilelandet på den anden.

Høist interessant forekommer det mig at være, at i hin lille krets af småbygder kan det mærkes, hvorledes husfliden og huslivet arter sig forskjelligt på grund af hver bygds beliggenhed og naturbeskaffenhed.

Sulen er høifjeldet og ligger yderst mod havet. Det høie fjeld yder ypperlig græsgang for fårene, og lige i havkanten er det snebart vinteren igjennem og så mildt, at fårene kunne gå ude hele tiden. Her holdes derfor mange får, og den «vetesto» (vinteruld), som klippes af disse «udegangsfår» en gang for året eller om våren, er langt renere og bedre end ulden af får, som ligge i flor største delen af året. Men på Sulen er derfor også den kvindelige husflid med at tilvirke ulden bleven udviklet til større fuldkommenhed end i nabobygderne.

Omvendt kan man i en anden retning mærke størst udvikling, om det så skal kaldes, i det inderste Sogn og mindst i det yderste.

I Brekke er nemlig den gamle nationaldragt nu omtrent forsvunden, især blandt mandfolkene, og dermed også kvindernes dygtighed til at sy mandfolkeklæder, hvortil nu skræddere bruges. Den nye skik er kommen fra de indre bygder i Sogn. - I Gulen, som ligger længer ude, har forandning i denne retning holdt på at gå for sig i de sidste 10 år. Før den tid gik mændene med hvide sokker, sort kort buxe, blå kort trøie eller den grå «ullaskjorte», og rød hue, og da var det konenes arbeide at sy; nu er langbuxen og den side blå «sjøtrøie» med liggende krave, og den tilhørende brune eller sorte hat, bleven indført, og dermed have omreisende bygdeskræddere indenfra fået indpas; dog sy kvinderne endnu i regelen sine egne klæder og lægge sig derhos ivrig efter skræddersøm for at fortrænge skrædderne og blive selvhjulpne som før. - I Sulen endelig, som ligger yderst, sy de fleste kvinder sine egne klæder og tildels også for mandfolkene i huset. At kvinderne her ere stærkt optagne hermed og med hint uldarbeide, har også dette i følge med sig, at mandfolkene ofte selv må spinde hampen til sine not og garn, noget jeg ikke veed at have hørt om ellers.

Flere enkelte personers flid, kunstfærdighed og opfindsomhed om tales i disse bygder; navnlig berettes en vævskemagers historie omstændeligt. Her kan kun kortelig nævnes, at på enkelte gårde i Gulen er det en gammel bedrift at flette kurve (hasselkviste til «boger» d.e. buer, ribber, samt tæger af birk til fletting) - store bådsladninger til Bergen -, og på andre gårde sysler man med at arbeide op spader, greb, øsekar m.v. - små bådsladninger til de skovløse øer i nærheden.

c. Strilelandet

Når man, som jo nu for tiden endog er det almindeligste, udstrækker husflidens begreb til at omfatte ikke alene arbeide til husets eget behov, men meget mere arbeide, som skal tjene andre eller levere handelsvarer, så kan jeg fra Strilelandet melde om en ægte husflid, som drives i den yderste udstrækning og er udviklet til høieste grad af fuldkommenhed. Det er en ægte husflid; thi arbeidet foregår i familiens skjød og inden stuens fire vægge; det er let at tage til i hvilkesomhelst korte mellemstunder, og det sysselsætter alle hænder, fra barnets til oldingens, mænds og kvinders. Arbeidet drives i hine bygder i en sådan yderlig udstrækning, at det endog må vække bekymring, idet ikke alene mellemstunderne i fast alle huse anvendes dertil, men i mange huse endog hele og gode arbeidsdage; hvorledes familier derved ere blevne afhængige af denne bedrift, det viste sig for nogle år siden på Radøen i Mangers præstegjeld, da der indtrådte som et uår, for fattigvæsnet måtte træffe særdeles forføining, og det formedelst stands i varens afsætning hos kjøbmanden. Og angående den grad af fuldkommenhed, hvortil arbeidet, rimeligvis i lange slægtsled, er blevet udviklet, er det tilstrækkeligt at anføre, at de øvede hænder kappes med kunstige og i sig selv fortrinlige maskiner, men endda stå sig i kappestriden, fordi de gjøre det billigere, noget, som jo kan kaldes husflidens mesterstykke.(23)

Hvad jeg sigter til, er fiskegarns-tilvirkningen for fremmed regning. Strilerne selv betegne tingen med det kortere udtryk «leige-hamp».

I 1865 satte jeg mig for at besøge en af hav-strilernes bygder, og valgte at reise ud til den førnævnte Radø i Mangers præstegjeld. Jeg vidste ikke om «leige-hamp» før; men den faldt mig snart i øinene og ragede således op af folkelivets, huslivets, arbeidslivets mangfoldighed, at jeg fast ikke kunde vende mig nogetsteds hen uden at legge mærke til den.

I amtmandens femårsberetning for 1856-60 heder det: «Denne tilvirkning antages i Hammers præstegjeld at indbringe årlig omtrent 1000 spd., i Manger antageligvis et endnu større beløb og i Vaag og længere sydover neppe heller ganske ubetydelige beløb.»

Nordover har denne industri udbredt sig over Lindaas og en del af Eivindvik.

Udtrykket «leige-hamp» har hensyn til kjøbmanden. At «drive med leige-hamp», det er (således beskrev man det gjerne for mig) at ro ind til Bergen og få hos kjøbmanden en vog hamp at virke og med det samme en tønde korn eller så at leve af. Det er da som en «leige» (leie) eller kredit, og hampen skal leveres tilbage i tilvirket stand, spundet og tvundet og bundet enten til vårsildgarn eller sommersildnot, brislingnot o.s.v. Eftersom garnet bindes grovmasket eller finmasket, er betalingen mindre eller større, 3, 3 1/2, 4 spd. for en vog hamp, sagde man.(24)

Hvor fortræffeligt dette arbeide passer til at udfylde fristunder, vil man forstå, når jeg fortæller, at raske sildefiskere, som fare alt til Kinn, have gjerne tråd med sig og sidde i sine logishuse, og binde, når uveir hindrer arbeidet på havet.

Og hvorledes det passer for alle hænder, det så jeg i en strandsidder familie, hvor en 10-årig gut og en 13-årig pige hjalp far og mor, han med at binde, hun med at spinde.

I beretningen fra Eivindvik læser jeg om smågutterne, at de allerede i 5-6 års alderen begynde at øve sig i binding, og at de i 10-12 års alderen kappes med de voxne i hurtighed, «så det ret er en sand fornøielse at se de små, rappe hænder arbeide for brødet».

Tvindingen foregår ikke altid med spinderok, men ofte med den oldtidsmæssige «håndsnelde»; tråden hænger over en jernkrog i loftsbjelken, og snelden, som hænger ned mod gulvet, sættes i sving ved at dreies mellem hænderne. Men på sine steder har man også «tvinde rokke» med 5 til 7 spindler eller snelder, og et stort hjul til at sætte dem i bevægelse, en indretning, som bruges ude på åben mark, i godt veir. «Dette er en stor forbedring i driften, som først er indført i den nyere tid» (Eivindvik).

Så simpelt det hele arbeide end synes at være, så kræver det dog mere end blot og bar tålmodighed og øvelse i at arbeide hurtigt; især under spindingen skal der opmærksomhed og tanke til, for at få en vog hamp til at give et vist og nøie bestemt antal alen af bundet garn eller not med et vist antal masker på alen, hverken mere eller mindre, - ellers slår kjøbmanden af på betalingen.

En anden bestemmelse fra kjøbmandens side kan også være den, at noten skal være færdig på en vis tid. Da kan det være, at hænder må deltage, som ellers havde vigtigere og mere lønnende arbeider for sig.

Fortjenesten er yderlig liden. Der regnes f.ex. 4 til 5 sk. for at spinde en mark hamp, hvilket vistnok kun giver en smal dagløn.

Den del af arbeidet, som betaler sig bedst, er bindingen, noget, som viser sig når kjøbmanden leverer ud maskinbunden tråd. En rigtig flink og rask voxen karl eller pige kan med anstrængelse og flid binde for 12 sk. dagen.

Da derfor en bonde med et middels stort gårdsbrug og søbrug fortalte mig, at han til fristundsarbeide for sit hus brugte at tage hjem et par voger leige-hamp, for året, føiede han til: «Det kan gå an.»

Og jeg forstod altså, at når en strandsidder, en mand i sin bedste alder, fortalte om 5 voger, som han med kone og to børn virkede for året, så tydede det på, at han som strandsidder og fattig mand for lange tider af året ikke havde noget bedre at tage sig til.

Ved talen om de mange strandsiddere i fiskeri-distriktet Hiteren hørte vi, at de endog tildels må savne denne beskjæftigelse, og i sammenligning dermed må Strilelandet prise sin leige-hamp. Men denne medfører dog en stor fare.

Ved talen om sildetønde-arbeidet i Søndfjord hørte vi om, at fattige folk fristes til at drive for meget på dermed og tilsidesætte vigtigere ting, fordi de med tønderne kunne skaffe sig kontanter i en hast. Men fristelsen med leige-hamp er så meget større som man gjerne får betalingen forlods.

Man vil kunde finde, at jo fattigere folk ere, desmere holde de på med leige-hampen. Denne ligesom lægger sig om foden på dem, så de kunne ikke røre sig eller rive sig løs og søge sig nogen bedre bestilling.

Det er dobbelt betænkeligt, at en fiskerbefolknings unge gutter og voxne karle og stærke mænd skulle fængsles af leige-hampen. Thi de bindes dermed til ovnskrogen, ja holdes indestængte i den lavloftede stue med lyse-kole og kogovn, med torvlugt og kvalme, og dette hærder ikke for den hårdbare søbedrift.

Anderledes kjækt og muntert skulde det være, om disse striler f.ex. bemandede Bergens stolte fragtfarerskibe, eller om de lagde sig til bank-skøiter og udbredte sig over hele Norges fiskehav, som Strilelandet kunde synes skabt til at beherske.

Efter hvad jeg hørte om større og større foretagsomhed i fiskebedriften her på Strilelandet, navnlig om de mange bådlag, som i de senere år drage alt til Kinn-fisket, kan jeg godt tænke mig at den tid skal komme. Men jeg kan også tænke mig, at et sådant lykkeligt opsving kunde fremskyndes, om f.ex. bygdernes formandskaber tog hånd i hanke med.

Dog, jeg tør ikke give råd. Jeg standser med den bernærkning, at her have vi en husflid, som nok er dreven for vidt eller er kommen til at indtage en vel stor plads blandt næringsveiene, så man kan blive yderst spændt på at se, hvad bygdernes egne mænd kunde finde på for at få en vending i tingene.

d. Etne

Bygden ligger i Søndhordland, sydligst i Bergens stift. Den berører fjorden men strækker sig op gjennem en dal alt til fjeldet, har altså blandede forholde.

En herboende gårdbruger, Thorbjørn Øien, har beskrevet mig husflidens tilstand. I førstningen syntes det ham at stå så dårligt til, at der skulde mod til at begynde på beskrivelsen; men det blev muntrere, efterhvert som han i tankerne fik opklaret forholdene.

Jeg kan sige, at samme erfaring har jeg selv gjort ved at tage for mig hele landets huflid.Meddeleren finder så meget at berette om mandfolkene, at han om kvinderne må indskrænke sig til at sige, at deres kunstfærdighed er god, men deres flid høist prisværdig, om ikke overdreven.

På mandfolkenes side kan man vistnok se enkelte løskarle gå ledige mellem onnerne, og det fæster sig i erindringen; den jevne flid hos mængden derimod er man mere vant med, og den bemærkes derfor mindre.

Folket er nævenyttigt og selvhjulpet, på lignende vis som vi have seet i Søndfjord. Dog lader det til, at man mere har begyndt at overlade visse arbeider til håndværkere. «Folket synes at indse mere og mere, at mange håndværk (forenede i samme person) gjøre mange ulykker.»

Dette er jo begyndelsen til arbeidsfordeling. Og herhid hører måske også følgende to stykker:

a. Nogle af dem, som drage på vårsildfiske, synes ikke om det, når en og anden af bådlaget efter nedarvet skik tager med til salg ude på værene, hvad han af træsko og sopelimer m.m. har arbejdet op om høstaftnerne; disse sager ere til uleilighed på båden. (Og man finder måske, at en ret driftig sildefisker ikke må have tid tilovers for sligt.)

b. Nede ved fjorden eller i bedste bygden er det blevet slik, at drengene ikke holdes til aftenarbejde om vinteren, når de f.ex. have tresket om dagen, og den skik holder på at forplante sig op over dalen. Man finder, at dagsarbeidet er nok, og at aftenen kan trænges til hvile. (Der har naturligvis været tresket i gamle dage også; men tænkeligt er det, at dagsarbeidet i det hele nu for tiden drives med større kraft, og da er der måske ikke noget tabt, om kveldsarbeidet sløifes eller overføres på andre hender, f.ex. håndværkere eller sådanne svagere personer blandt husets folk, hvem udearbeidet vilde falde for stridt.)

Fra denne bygd kunde jeg meddele beskrivelse med tegning af tvende, som mig synes sindrige opfindelser, nemlig en sten-slæde, til at kjøre sten af rydningsland, og et hyrdetelt, med seng og kamin, så at fækarlen eller gjæteren kan slå det sammen og bære det med sig og i en håndevending sætte det op igjen. Rummet tillader dog ikke at dvæle ved disse enkeltheder. Men den tanke får det være mig tilladt at antyde, at det skulde være skjønt, om der kunde findes middel og måde til at få bekjendtgjort alle de små-opfindelser, som år om andet komme frem under almuernes stræv; det turde da vise sig, at den modnede frugt af en heldig og vellykket opfindelse fra et sted vilde falde ned som frø på et andet, og at deraf vilde voxe op en alt rigere væxt af forsøg og forbedringer, til lettelse for de strævende selv og til lyst for dem, der stå som tilskuere.

5. STAVANGER-EGNEN

Under ovenstående fremstilling har jeg selv fået det indtryk, at efterhvert som jeg kom sydover langs kysten, har jeg fundet mere og mere af den arbeidets ordning, som man kunde vente i mere befolkede egne og i større nærhed af byerne o.s.v. (den stærkt drevne industri på Strilelandet, flere håndværkere i Etne). Fra Stavanger-egnen skal jeg sluttelig berette om en husflidsgren, som har blomstret op til en formelig fabrik-drift. Jeg omtaler den sammen med den øvrige kystvirksomhed, af den grund, at den tjener søbedriften. Det er fabrikation af de slags sømands-hatte, som kaldes sydvester.

Fabrikanten heder Fugelie. En ven af mig, konsul Jens Kielland i Stavanger, beretter om ham. «Jeg har længe vidst, hedder det i brevet at han drev en ikke ubetydelig fabrikation af sydvester; men jeg havde ikke drømt om, at den gik således i det store. Tilfældigvis fik jeg tale med ham nu nylig. Han går din træskemager ved Gjøvik i veiret, så jeg kan ikke tvivle på at en fortælling om hans bedrift vil interessere dig.»

Fugelies moder forestod et børneasyl i Stavanger; for 10 til 12 å siden begyndte hun at sy sydvester, og med hjælp af de ældste børn til at sy og af manden til at olje drev hun det til 3-400 stykker om året. Efter et par års forløb, da hun var for gammel for asylet, flyttede hun ud til sønnen på gården Legvold 1/2 mil fra byen, og denne optog bedriften. Snart havde han indtil over 30 af de omboende bondepiger til hjælp, og da han er en meget tænksom mand, udfandt han snart den rette måde at nytte materiale og arbeidskraft til det yderste, ligesom han og lærte at give sydvesterne den rette form, så at hans overgik alle andres i billighed og godhed. Afsætningen gik gjennem byens handlende og var rivende. Så kom symaskinerne op. Strax fik Fugeli en, og så en bedre en, og endda flere. I de sidste 3 år har han havt i uafbrudt virksomhed 5 større og 1 mindre maskine, hver til si særskilte brug. Med 8-10 piger til trokling og en mand til klipning o.s.v. forfærdiges nu daglig 120 stykker, «der på 300 arbeidsdage gjør det vakkre antal av 36,000 i et år». Prisen er fra 3 2/5 til 6 spd. dusinet og i hvert dusin findes jevnt fordelt 4 størrelser fra nr. 1 til nr. 4, medens kun enkelte af nr. 5 stikkes ind, da de ere så store, at de alene passe til meget få hoveder. Den store mængde ravndug og andet materiale kjøbes i det store, fra Christiania Seildugsfabrik o.s.v., og de mange sydvester sælges landet over.

Manden er en af disse driftige folk, om hvem det heder: «Sæt ham på et bart fjeld, og han vil få noget ud deraf.»

6. SLUTNINGSBEMÆRKNING

Kysten fra Finmarken til Stavanger ligger for mig som væsentlig og hovedsagelig et fiske-distrikt. Mellem Stavanger og Christansand dele kystbeboerne sig mellem fiskeri og skibsfart. Kysten østenfor Christiansand igjen er hovedsagelig et skibsfart-distrikt.

Om vi ret kunde overskue huslivets og husflidens kår, skulde det sikkerlig befindes, at der er modsvarende uligheder i de tre strøg.

På østkysten finde vi arbeidsfordelingen mest gjennemført. Skibsfarten er for mændene, kvinderne kunne ikke tage del. Dermed følger et mere udviklet begreb om, at det er manden, som er den erhvervende, og at kvindens opgave er ikke så meget at virke og bidrage til næringen, men at holde hus. Her sysler heller ikke konen så meget med husflid, men huset holdes gjerne pent, med skurede gulve, med gardiner for vinduerne, omhæng om sengen, betræk på de birketræes stoler, glastøi og stentøi stillet op til stads på dragkisten, blomster i vinduerne og haven.

Langt nord i fiskedistriktet er arbeidsfordelingen mindst udviklet. Endnu kan der findes levninger af ældre tiders hårde skik, at kvinder må gå med på havbåden og følge med sommersildnoten og sei-noten, og det er bekjendt, hvorledes kvinderne må deltage i gårdsdriftens tungarbeide, ja på sine steder hovedsagelig sørge for at få samlet sammen tang og skav og løbning til føde for kreaturene. Både kan manden, der ikke som matrosen er langt og længe borte fra sit hjem, deltage i allehånde husflid, lige til at hjælpe til med i kjøkkenstellet (som vi hørte om finnerne), og i bevidstheden om at måtte hjælpe til med erhverv, anstrænger konen sig til det yderste med spinding og væving o.s.v., (som vi hørte om i Senjen), så hun får mindre tid og sands tilovers til at sørge for husets pynt og finere stel.

I de sydligere strøg af fiskeri-distriktet, i de Throndhjemske og Bergenske kyststrækninger, har jeg, som allerede sagt, skimtet en vis udvikling i retning af arbeidsfordeling, med indskrænkning i kvindernes deltagelse i fiskeriet, med noget større søgning til enkelte håndværkere, o.s.v. Men der kan også mærkes en vis bevægelse i modsat retning, med sammenblanding eller ophobning af flere arbeider på en person, idet fiskeren tillige bliver jordbruger og jordbrugeren tillige bliver fisker.

På Hiteren og flere andre havøer var før i tiden fiskeriet mere udelukkende næring og beskjæftigelse, og jordbruget var forsømt. Nu er denne sidste bedrift kommet mere op og lægger beslag på en del af fiskerens opmærksomhed. Omvendt inde i dalene, ja selv i mange af de vestlandske fjelddistrikter, hvor gårdbrug før var eneste næring, men hvorfra mandfolkene i denne menneskealder mere og mere komme ned til kysten om vinteren for at deltage i fiskerierne, noget jeg har fortalt exempel på i kap. 2.

Om vinteren er jo jorden inde i dalene bunden af frost og sne; der er altså en mellemstund for bønderne; denne bør udfyldes med en bisyssel; en udviklet husflid kunde tænkes; men nu træder deltagelse i vinterfisket istedet derfor, og det i så stor udstrækning, at for at holde det gående med de nødvendige gårdsarbeidere, har man, som omtalt, måttet bygge sig en stor mængde treskemaskiner med vandhjul.

Noget modsvarende finder også sted ude ved havet. Strandsidderne have sin hovedbedrift til visse tider, når fisket går til, og da de ikke have jordbrug at tage til i den tid, som de kunde kalde mellem onnerne, har «leige-hampens» industri måttet hjælpe til at udfylle tiden og erstatte fiskeudbyttets mangler.

Således se vi en underlig sammenslyngning af bevægelser og bestræbelser, i forskjellige retninger og tilsyneladende i strid indbyrdes. Men det indtryk har jeg dog fået, at det i det hele går fremad med arbeidet, med større både omtanke og flid og rigere velsignelse.


V. I FJELD- OG SKOVBYGDERNE

Det står for mig, som at der er en vis indgribende forskjel med hensyn til husfliden mellem det forrige kapitels kystdistrikter og dettes fjeld- og skovbygder i almindelighed.

Skulde jeg vove en almindelig betegnelse, måtte jeg sige: Større tålmodighed og vedholdenhed i kyst-distrikterne, større livlighed og opfindsomhed i fjeld-bygderne.

Der drager sig et stort vandskjel alt fra det ydre af Throndhjemsfjorden i nord til ned mod Lister i syd. Hvad der ligger vestenfor, har jeg taget hensyn til i forrige kapitel; hvad jeg kommer til at have for øie i nærværende kapitel, er mest den rad af bygder, som ligger på østsiden og helst lige op imod vandskjellet, fra Meldal og Rennebo (samt Roros), i det Throndhjemske, over Valders og Hallingdalen i Christianias opland, til Sætersdalen og Mandalen og flere bygder i det Christiansandske.

1. MELDAL OG RENNEBO

O. Ellefsen, ordfører i Meldals formandskab, har med sin beretning om husfliden mindet mig om det livlige syn, som endnu står for mig fra et besøg i nabobygden Rennebo, hvor jeg på en stor og anseelig gård så husets folk sidde med forskjelligt arbeide om det livlige tyriblus en vinter-aften.

«Her arbeides, heder det i beretningen, med stor vinskibelighed i de lange vinteraftener til husets nødtørftige behov. Når man på en sådan aften kommer ind i bondens stue, bliver man vaer i midten af huset en lyshat (røgsup) med rør, som går op igjennem loftet til taget. Under hatten hænger en jernplade med brændende rod-spik (småhugget tyri eller tjæreved), der skaffer huset en deilig belysning, kring hvilken man ser mandfolkene med deres øxe og kniv bearbeidende virket til kjøreredskaber, skufler, traug, trækopper af forskjelligt slags, øser og træskeer m.m., og kvindfolkene med sin durrende rok.»

Hvad der egentlig lyser i dette lille bål af tyri, er sagtens det samme stof, som vi i de seneste år have fået i den raffinerede træolie, og der er vistnok den ulempe med den gamle måde, at røgsupen ikke suger op al røgen og soden; men der er ikke spørgsmål om, at tyribålets blus tager sig langt smukkere og livligere ud i en sådan arbeidende kreds i bondens stue, end en træolie-lampe vilde gjøre.

Af dette kvelds-arbeide har der ligesom blomstret ud adskillige småindustrier, som gå videre end til det oprindelige øiemed at tilfredsstille husets behov. Her arbeides til salg ud af bygden ikke få gigger, karioler og spidsslæder, vel ikke så nette som de søndenfjeldske, men solide; her gjøres fremdeles en stor mængde både grovere og finere smede- og gjørtlerarbeide, plove, harve, sigder, øxer, bagstejern, skruested, rævesaxe, vognbeslag, messingbeslag til sæletøi, o.s.v. Af treskemaskiner, til at drive med vand- eller hestekraft, er der opført en 40 stykker i bygden. Flere mænd have især lagt sig på snedkerarbeide og et par af dem levere ferniserede møbler med indlagte farvede træsorter. Malere mangler det heller ikke på; nogle af dem kunne tillige lakere og forgylde, og en af dem skal desuden tegne vakkert. Alt sådant arbejde drives af bønder og husmænd og løskarle som bisyssel. Det mindre kunstige arbejde at brænde tjære udfylder også mellem stunderne for en del. Hvad angår kvindernes husflid, er vævekunsten således øvet, at nogle endog væve dreieler, og der virkes vakkre kulørede åklæder af «speil- og ringvæv».

Afsætningen på de produkter, som udføres, sker almindelig på markederne i Throndhjem. Det antages, at en mandsperson kan i vintertiden med de her omhandlede husflidsarbeider tjene daglig circa 32 sk. og et fruentimmer 16 sk.

Men hvad jeg især vilde have fremhævet fra Meldalen og ligeså fra Rennebo, det er dette anlæg for og hang til tankearbeide, som synes at udmærke folket i fjeldbygderne. Jeg finder ikke her den tålmodighed til at sidde med ensformigt hånd-arbejde som f.ex. tønde-arbeidet i Søndfjord eller hampe-arbeidet på Strilelandet; men jeg synes at se mere af digtende og skabende tanke og af vid og smag i arbejdet. Netop i Rennebo morede det mig at se denne uendelighed af snirkler og forsiringer, som snedkerne have udskåret på døre og skabe, og træskeen er ikke heller rigtig færdig, før skaftet har fået ialdfald en liden mindelse om disse blade og blomster, som høre bygdens træskjærer-maner til. Men fornemmelig er det smedens lyst at forsøge sig på ret kunstige ting. Jeg læser i beretningen fra Meldal om en smed, som gjør geværer, og om fire, som levere både slagure og lommeure, og jeg har liggende for mig lak-aftryk af et vakkert signet, stukket i stål af Ingebret Eggen i Rennebo.

Denne opregning giver dog kun en svag forestilling om det særegne i fjeldbygdernes drift og id. Det er ikke alene temmelig mange, som have bragt det så vidt i disse håndteringer, at de have frisk afsætning på sine arbeider; men man mærker det på de mest fremragende iblandt dem, at hvad der står for dem som et mål, det er at få istand noget ret kunstigt, at få udført noget i sandhed smagfuldt. Træskjærerarbeidet på altertavlen eller prædikestolen i den nye kirke skal prise Mesteren, og urene skulle gå ikke i en uge, men i et år, og de skulle vise ikke alene time og sekund, men dag og dato eller så at sige både solens og månens gang.

Det får ikke hjælpe, at dette fine og kunstige arbeide ikke just lønner sig for en mand. Det er selve arbeidet, som er kunstnerens lyst, og det heldige og beundrede værk bidrager i sin kreds til at befordre arbeidets ære og opmuntrer ungdommen til at efterligne mesteren og stræbe efter hans berømmelse.

Ordføreren i Meldal har samme mening, når han siger: «Hvorvidt en del af den her omhandlede husflidsproduktion, såsom urmagerarbeide og andet fint, kan bidrage til velstand, er mere tvivlsomt -; dog må det indrømmes, at disse beskjæftigelser ere til nytte og have virket fordelagtigt på folkets sundhed og sæder.»

2. RØROS

En beretning om husfliden både i landsognet og på Bergstaden, som en herboende dame har givet mig, fornyer hos mig det såre venlige indtryk, jeg under et længere ophold i 1851 fik af hele folkelivet her oppe.

Men jeg kan fatte mig kort, da husflidens art, i det hele er ligedan som i Rennebo og Meldalen. Bønderne arbeide ikke blot allehånde nyttige ting om vinteraftnerne; men skulle de f.ex. gjøre en smørform, og det er en ikke for travl stund, så skjære de den ud med mangfoldig krus og stads. Om en gammel mand læser jeg, at han ikke alene sidder flittig og gjør træskeer i hundredevis, til salg; men nu og da giver han kniven lov til at følge sin egen lyst, så der kommer frem f.ex. en ske med et skeblad på hver ende af skaftet. Værksarbeiderne på Bergstaden have naturligvis ikke megen tid tilovers fra deres hovedarbeide; men endda har en af dem, Ole Nilsen Krog, lært sig til at stoppe stole og sophaer og selv fundet på at arbeide fjederne dertil af ståltråd; han graverer signeter af stål og messing, og gravstene af skifer; han er derhos snedker, dreier, bogbinder o.s.v. En snedker-håndværker på Bergstaden er med utrolig flid kommet efter at gjøre fysharmonier, og en maler har drevet det så vidt, at man har betroet ham at udføre altertavlen til et kapel heroppe i fjeld-egnen.

Om børnenes opdragelse til flid vidner følgende træk:

«Jeg må fortælle lidt om de flittige, små hænder, der fra den tidligste barndom må hjælpe far og mor med hvad kræfterne formå, såvel i gårds- og husstellet som i husfliden. Børnene ere ikke gamle, når de må begynde at karde uld o.s.v.; men især vil jeg udhæve deres arbeide som gjætere; thi det forekommer mig, det er netop her, de kunne udvikle sin arbeidslyst og flid, når de så at sige ere overladte til sin egen lyst, medens de i hjemmet kunne tvinges til deltagelse i de forefaldende arbeider. Gutter såvel som piger må gjæte kreaturene, og medens disse frådse i det kraftige fjeldgræs, sidde deres små påpassere med deres knive, spikkende limris eller fint ris til visper, eller de rive op unge bjerkerødder og aftage barken for siden at flette kurve, af hvilke jeg har seet nogle, der ikke vilde gjøre en kurvmager i Christiania skam; eller også skjære de små træpinder med hak i og sætte dem sammen til de såkaldte træknuder, eller de gjøre de bekjendte kunstige kaffe-ringe. For nylig har en gut, Jon Jonsen Langen, drevet kunsten endnu videre; han har nemlig af træpinder arbeidet en sparebøsse, som lukkes ved en af disse pinder og det så godt, eller rettere kanske fint, at neppe nogen uden kunstneren selv kan åbne den.»

Dette har jeg meddelt så udførligt, fordi jeg af flere grunde finder det så såre ønskeligt, at de mange børn, som her i landet have at udføre det vigtige, men for dem selv så betænkelige gjæterarbeide, kunde blive opmuntrede og anviste til at lage lidt arbeidssyssel med sig i marken.

3. VALDERS OG HALLINGDALEN

Jeg kom i 1865 kjørende til Valders, og det første hus måtte jeg standse ved. Det var en flunkende ny og gild stuebygning på en gammel husmandsplads i skoven, den ældre bygning stod endnu, og forskjellen var stor. Jeg måtte ind og hilse på folket og se mig om, og hvad jeg fik høre, var dette, at manden er plovsmed og låsesmed og urmager og hjulmager o.s.v., så han ikke havde havt tid til at befatte sig med byggearbeidet, men to hjemmeværende sønner, i en alder af en 17 og 20 år, havde hugget tømmeret, kjørt det hjem, gravet kjælderen, sat op murene, laftet huset, reist taget, muret skorstenen, lagt gulve, snedkret døre og vindusrammer, gjort låse og beslag, sat i glasrudene, malet det, der var malet.

Her blev selve bygningsarbeidet mig til et husflidsarbeide sådant som det hører hver mand til at kunne. Og jeg kom til at tænke: Den der ret formåede at gjennemtrænge og overskue en sådan bygds hele arbeide og alt hvad folket i disse bygder må kunne!

Mit ønske er blevet imødekommet af tvende meddelere, nemlig brændevins-kontrollør Stenersen, som under sin befaring lagde mærke til dette stykke af folkelivet inden hvert præstegjeld i Valders, og student G. Rømcke, som tilbragte en sommer i sin hjembygd Næs i Hallingdalen og benyttede leiligheden til at samle iagttagelser fra dette bygdelag. I disse meddelelser har jeg som en udstilling af Hallingdalens og Valders's husflid, og jeg mener, det skulde være både til nytte og fornøielse for egnens egne mænd, om de bleve trykte særskilt og fuldstændigt. Men i nærværende skrift må jeg kun give et uddrag og derhos lægge an på at gjøre dette kort.

Som prøve på den Valderske nævenyttighed og kvikhed får jeg anføre hvad hr. Stenersen beretter fra det enkelte præstegjeld Vang, om folk der, som have drevet det videst i en og anden kunstflid.

«Øverst blandt disse må man vistnok sætte Ole Knutsen Søgne. Han har ingen lærdom, som han ikke har lært sig selv, men han har drevet det temmelig vidt i enkelte fag. Han forfærdiger således alleslags modeller til maskinhjul o.desl., arbeider selv udmærkede håndtreskemaskiner af egen konstruktion, er en dygtig bøssemager og urmager, gjør fortrinlige hardangerfeler og er selv en ren «Møllargut» på disse. Han driver sit arbeide ved siden af et lidet gårdsbrug, i hvilket han skal være lige så dygtig. Til bevis på, at han er en dygtig mand, som indser det nyttige, og ikke forkaster ting, for hvilke så mange i fjeldbygderne endnu have fordomme, kan tjene, at han har anlagt og driver et fiskeudklækningsapparat, for hvilket han nærer stor kjærlighed. Han sidder i en nogenlunde god stilling og tjener ikke så lidet ved sine arbeider.

- Såvidt vides, har han desværre ingen lærling, har nok ei heller havt nogen.»

«Efter ham indtager Anders Olsen Sparstad eller en fremragende plads som sølvsmed, tolleknivmager og gravør. Hans filegransarbeider på sølvsager ere smagfulde og fine, hans tolleknive udmærke sig ved gode blad og smukt arbeide på skaft og slire, som beslåes med stål, nysølv og sølv og udgraveres på en let og smagfuld måde. I signetgraverkunsten er han også dygtig, skjønt det med hensyn til bogstavernes jevnhed i bunden står meget tilbage at ønske. - Han har af og til havt lærlinger, blandt hvilke bør nævnes Eirik Helgeson Leine, der går sin mester en høi gang.»

«Simon Ivarson Bakken driver det hele år som 1jå- og beslagsmed og afsætter en hel del ljåer til de omliggende bygder, da ingen kan gjøre slig eg som han Simon i Bakken. Han har vistnok en konkurrent i Ole Sæte, hvis ljåer meget skulle ligne Simons; men dennes ansees dog for de bedste i bygden; derimod forarbeider den sidste øxer, som han sælger en hel del af om året, og disse skulle være af første sort. Simon Bakken har bestandig læredrenge og driver sit håndværk som næringsvei ved siden af et ganske lidet gårdsbrug.»

«Christopher Helgeson Torpeiet forfærdiger hele året rundt smørasker, kornsold, korger, sættinger o.s.v., af hvilke de første forsires med udsvidning ved varme jern. Disse gjenstande sælges dels i bygden, dels i nabobygderne, alt til Sogn.»

«Anders Anderson Pynten den ældste er en dygtig smed, især bøssemager, samt forfærdiger vægter af forskjellig størrelse. Han skal være en flink justermester, til hvilket arbeide han bruger vand i en gryde, som hænger i en justeret vægt og fyldes, indtil denne ballancerer, hvorefter gryden ophænges på den nye vægt, som nu bliver opsat på denne måde. Udmærket gode og solide kaffekværne forsyner han næsten hele Valders med. Han er tillige Valders's første rensdyrskytte og driverjagten som rent håndværk om høsten. Dette i forbindelse med hans øvrige sysselsættelse ikke alene føder ham med familie, men giver som oftest overskud, så han nu foruden et lidet jordbrug eier flere hundrede spdlr.»

«Jon Kviensmoen og Nils Christopherson Torpeiet ere meget dygtige skindfeldmagere, og drive denne deres profession mest om vinteren, da de om sommeren ere ligeså dygtige tømmermænd, og de have stadigt arbeide i begge professioner.»

«Endre Knutsson Hensbakken er en dygtig hjulmager og smed og forfærdiger kjærer, trillebører, langslæder, høslæder o.desl. Han er tillige en søgt tømmermand.»

«Jørgen Øylo driver også hjul- og slædemager-håndværket, og dermed, samt med at ro tourister på Vangsmjøsen om sommeren, ernærer han sig og en stor børneflok.»

«Paul Nipstadeidet er en dygtig feldbereder, d.e., semsker og bereder skind til klæder; da han tillige er en dygtig renskytte, driver han som oftest handel med færdig beredne skind.»

«Haakon Tveitmoen er Vangs dygtigste skomager. Han indskrænker sig ikke til forfærdigelse af skotøi alene, men er tillige en duelig sadelmager og forfærdiger portemonæer, tegnebøger og væsker, og alt hans arbeide er net og velgjort. Om sommeren ligger han ved Tyen og nedlægger rakefisk, hvoraf han afsætter ikke så få tønder om vinteren. Skjønt krøbling (han er nemlig pukkelrygget), ernærer han en stor familie meget godt.»

«Eirik Eirikson Jevnehagen er Vangs dygtigste snedker og ernærer sig godt hele året igjennem med sin profession, i hvilken han har stadigt arbeide.»

«Blandt kvindelige håndværkere i Vang må specielt nævnes Ambjør Oldsdatter Berge og Randi Knutsdatter Gaasedeilden, der begge væve til salg hele Valders over og fornemmelig til Sogn de såkaldte «christentæpen», et slags teppener med vakker vævnad, som bruges til svøb om børn, når de bæres til dåben, fremdeles til åklæder på skindfelder.»

«Forøvrigt findes der en hel del simplere håndværkere, især smede og snedkere samt væversker og sypiger, som, såvidt jeg har bragt i erfaring, alle ernære sig nogenlunde af sin profession.»

Dette var som sagt hr. Stenersens opregning for Vangs præstegjeld, øverst oppe mellem fjeldene. Men således fortsætter han bygd for bygd hele Valders ned igjennem. Foruden kunstfærdigheder, som vi allerede have seet prøver på, læser jeg her om at fabrikere såmaskiner både til korn og græsfrø, om at gjøre sviemærker med vakkre bogstaver i, om stempelskjæring, om opfindelse af en hjulbåd for håndkraft, om træskjæring (snusdåser o.s.v.) med smagfuld tegning, om fabrikation af bogtræer, om dreiearbeide og gjørtlerarbeide, møbelsnedkring, bådebygging, fiskegarnbinding, lagging, bogbinding o.s.v. En mand ved navn Knut Sørflaten, i Søndre Aurdal, tjener tillige som sagbygger og møllebygger, gjør fortrinlige ottedagsure, reparerer spindel- og cylinderure, forfærdiger kunstige låse; af ottedagsure har han gjort mindst et hundrede, ikke som svenskeurene tildels af træ, men helt igjennem af metal, stundom med måned- og datoviser og gjerne med fint gravørarbeide i messing på talskiven. Denne mand har, heder det fremdeles, to meget flinke sønner, der hovedsagelig befatte sig med sagbygging og smed- samt tømmerarbeide. (Dette er den familie, jeg sigtede til i de første linier af dette kapitel.) Flere urmagere nævnes. Om en mand berettes, at han har opfundet en maskine til at gravere signeter med, og om en anden tilføies, at han har yderligere forbedret maskinen og leverer smukt arbejde med den. En dreier piberør og mundstykker. Bøssemageri drives af flere. Blandt kvinder nævnes, foruden nogle, som udmærke sig ved dreilsvævning o.s.v., en krøbling, som binder vanter og saumer (udbroderer) dem med brogede roser «hvorved hun slipper for at ligge fattigvæsnet til byrde», og af anden kvindelig kunstfærdighed omtales den gamle måde at flette «julepynt», det slags flettinger, som på andre steder kjendes under det navn «sprang» og bruges til fryndser på håndklæder, men som i Valders bruges sammen med brogede teppener (åklæder) til at hænges op langs væggene, når «sætestuen» (dagligstuen) skal pyntes til jul - en oldtidsmæssig skik, som har været kjendt hele Europa over, men som der nu kun findes en levning af hist og her.

Al hin håndværksmæssige flid regner jeg endda til den Valderske husflid; thi håndværket er udvoxet af denne, uden mærkbar indflydelse af by-håndværkeres undervisning, og de særskilt omtalte personer kunne så meget mere betragtes som repræsentanter for husfliden eller for en almen færdighed i bygden, som de, trods deres større personlige anlæg i enkelt retning og mere vedholdende øvelse i enkelt fag, endda gjerne omfatte på en gang en mangfoldighed af færdigheder, noget, hvorved netop husfliden skiller sig fra håndværket.

Og det er ingenlunde så, at de enkelte personer, som ere komne i tour med at drive et arbeide noget mere fagmæssigt, ere blevne hele bygdens håndværkere i samme fag. Meget mere siges det f.ex., at i Østre Slidre er hver mand smed, og i det hele har jeg forstået det så, at hver Valdersgut, som vil gjælde for noget, må være både nævenyttig og hændig.

Men for det første er nu at mærke, at så mange smede og snedkere o.s.v., som der er i Valders, så er der kun få, som have lagt sig efter at være skræddere og skomagere. «Det ligger imod Valdersens natur, siger meddeleren, at være skrædder eller skomager; det er professioner, som der ikke er stort at tænke ved.» Og for det andet savner jeg i Valders den stadighed, som viste sig f.ex. i Meldalen og Rennebo, hvor vi så både mænd og kvinder samlede ved kveldsarbeidet.

Fra Vang heder det, at enkelte mænd have forsøgt at indføre kveldsarbeide, «kveldsætu», som det kaldes,(25) men til stor utilfredshed for tjenestegutterne. Skikken er sådan der, at selv sopelimer gjøres ved dagslys om vinteren, og fra skumringen, da der spises non, fordrive gutterne gjerne tiden med at sove, til aftensgrøden er fremsat; efter grøden stelle de hestene og gå så til sengs. En ydre grund for denne skik er vistnok den meget besværlige kjøring, som hører denne bygd til, da hø, ved, beit og mose skal hentes ned fra fjeldsiderne og kjørekarlen må afsted kl. 2-3 om morgenen, om han skal række hjem i lyse om dagen. Men der tør dog, efter meddelerens fremstilling, også være noget af denne indre grund, at omhyggelig brug af tiden ikke ligger for dette folkefærds hele sind og væsen eller ialfald ikke er bleven vane. I Slidre, nærmest udenfor Vang eller den mellemste del af Valders, er det noget bedre med kveldsætuarbeidet; men også her skiller det meget i, at det kan kaldes sædvane i bygden. I begge bygderne Aurdal, længst nede i bygdelaget, synes det at stå endnu dårligere til med denne sag. «Kveldsarbeide, heder det under Søndre Aurdal, kjendes knapt til, uden forsåvidt enhver gårdbruger, at sige, hvis han ikke er kakse, istandsætter og tildels også forfærdiger sine simplere redskaber.»

Alt dette gjælder dog alene mandfolkene, da det om kvinderne siges, at de sidde om aftenen med spind o.s.v.

Men selv i den kvindelige husflid er der i den senere tid indtrådt en kjendelig forandring i de ydre bygder af Valders og det formedelst indtrængende luxus, i klæder. Øverst oppe eller i Vang lader man sig endnu nøie med hjemmegjorte klæder, og der kan man f.ex. se mændene med buxer af semsket gede- eller renskind, med hudsko af lignende arbeidsmåde som finnernes komager, og andre fast oldtidsmæssige klædnings-skikke; men i Aurdal er det kommet dertil, at kvinderne både kjøbe sit kjoletøi og lade det sy af bylærte syersker og fiffe sig op med krinoliner o.desl.

«Forholdene stille sig i det hele ganske anderledes i Søndre Aurdal end i de øvrige bygder, ida skovene give mere kontanter, hvis årsag løskarlevæsnet er blevet mere udbredt. «En tømmerhugger kan i kort tid tjene så meget, at han kan leve med familie, og den øvrige del af året bliver ofte slængt eller bogstavelig talt sovet bort.» Exempelvis omtales en tømmerhugger, som i sit hus bruger en fast utrolig mængde kaffe for året, og sammen med overdådigheden fremhæves et andet forhold, som tærer på bygdens sæder og velvære, nemlig ågerkarlvæsnet.(26)

Ved at læse beretningen fra nabobygden Hallingdalen, finder jeg beslægtede forholde, kun måske mere enkle og gammeldags, med mindre udvikling i alle retninger, altså med mindre udviklet kunstfærdighed i nyttige arbeider på den ene side og med mindre udviklet vane på verdådighed og vellevnet på den anden side.

Den opvoxende pige i Hallingdalen følger så at sige ulden gjennem alle tilvirkningsgrader, idet hun begynder med at «greipe» som er et slags foreløbig karding, derefter lærer at «karde tuller» o.s.v., og den gifte kone må bruge tiden vel for i mellemstunder og fornemmelig om vinteren at få virket den uld, hun har at klippe, som dog ikke strækker til mere end de tarveligste fornødenheder af gang- og sengklæder, så noget altid må kjøbes og der kun bliver liden anledning til at øve og forsøge sig i finere og kunstigere vævning. Hvad der af kunst-husflid kan være at tale om på kvindernes side, består derfor mest i at «saume» eller udsy (brodere) vanter og andre ting, som efter bygdens skik skal udsyes med «blad-saum», noget, som enkelte mere øvede «saumakjæringer» hist og her befatte sig med og udføre for andre. Og denne «saum» er mærkelig deraf, at den antagelig er den eneste husflids-virksomhed, som nogenlunde stadigt sender produkter til salg ud af bygden - dog kun et par snese vanter for året.

Anderledes har det sig med mandfolkene. «Det er vist ligeså sjeldent en vinteraften at komme ind i en stue og finde mandfolkene sysselsatte som at finde kvindfolkene ledige.»

«Medens smågjenten holdes til at bestille noget og på den måde tilegner sig den ene færdighed efter den anden, får gutten mere råde og skjøtte sig selv. Er han færdig med bogen, så har han aftenen til sin rådighed, og det kommer da an på, hvad han ser for sig, om han tager sig noget til, og isåfald hvad. Har han tumlet sig ude om dagen og faderen intet arbeide har fore, som kan holde ham vågen, så finder han sig en bekvem krog, og der siger han sammen og bliver siddende og dubbe, til grøden er færdig; og har han fået den, så har han ikke mere at være oppe efter. Er derimod faderen optaget af kveldsarbeide, så må han se på, og ved leilighed forsøger han da at gjøre efter; kniven lærer han sig tidligt til at bruge, men nogen oplærelse i brugen af den er der ikke tale om.»

Efter konfirmationen begynder han lidt efter lidt at tage del i de voxnes arbeide og kommer dermed til at nytte eller ikke nytte tiden på samme måde som de. Men efter bygdens begreb forlanges der ikke andet af manden, end at han skal være dygtig i jord- og skovarbeide, altså i grovt og tungt udarbeide samt sådant indarbeide, som står i forbindelse dermed, og som tildels drives om vinteraftenen som kveldsarbeide, nemlig at «snugge» sig for udarbeidet eller forberede sig for dette med at holde i brugbar stand kjælke og slæde, sæletøi og skotøi, samt (når man ikke vil have ord for at være træhændt) arbeide af nyt skikjælke, øxeskaft, træske og lignende simple ting.

For at få udført kunstigere arbeider, går man til professionister, enten til bygdens skrædder, smed o.s.v., der driver håndværket som hovednæring, eller til en, som har den og den «tame,» (øvelse, færdighed, egentlig tæmmelse) og driver arbeidet som en bisyssel.

Mange ting, som andetsteds tilveiebringes hjemme i husene, indføres her, forskjellige slags vævede sager, karder, bliktøi, messingarbeide, kobberslagerarbeide, endel smedearbeide, svøber, buxesæler, vævskeer. Og på den anden side er her megen tid tilovers om vinteren og jevnlig klage over arbeidsløshed. Hvorfor da ikke tage sig til husflidsarbeider og endog lægge an på udførsel? Svar: «Æ ha alder bryd med di», eller: «E æ'kji tamd med di», og: «Æ ein inkje tamd, so bli dæ'kji noko tå di.»

Om vinteren sees navnlig løskarlene at gjøre sig tilgode med at «svive» (slentre omkring) i de mange ledige stunder; men andre høres at klage over den trykkende fattigbyrde.

Hvorledes få en forandring gjennemført?

Det mangler ikke folket på anlæg for alskens arbeide, «derpå haves mere end tilstrækkelige beviser», og uagtet der hos folket her som vel overhoved hos fjeldfolk synes at være en vis forkjærlighed for arbeidet i skov og mark, så troes det dog ikke, at der er nogen bestemt ulyst mod det stillesiddende stuearbeide.

Men «dæ æ ein tame med alting», eller der skal altid nogen anvisning og oplærelse til.

En skolelærer har lagt mærke til, fortæller meddeleren, at hvor en af husets folk er hændig og øver denne sin hændighed, der tage de andre og navnlig de små efter, og det slår temmelig sikker til, at de allesammen med tiden blive nævenyttige og selvhjulpne fremfor andre.

Ellers er det interessant at høre om en dobbelt forskjel på før og nu. Gamle folk finde, at folk nutildags ere mindre stræbsomme end før, men tilstå derhos, at man nu er mere kløgtig og lægger mere tanke i arbeidet; i gamle dage var der mere slid og slæb, nu har man skaffet sig lettelse ved bedre redskaber. Fremdeles finde de gamle, at før i tiden var folk på en måde mere kunstfærdige, således nemlig, at de øvede sig i at «gjera fint» eller «kønstigt» eller give tingene et smukt eller eiendommeligt udseende (her sigtes vel til stads med udskjæring, o.s.v., som endnu i Meldalen og Rennebo), hvorimod man nu ser mere på det nyttige eller tingenes hensigtsmæssighed og sætter sin kunst i at udføre arbeidet letvindt og hurtigt, men for resten slet og ret.

4. SÆTERSDALEN

At besøge en bygd eller by, hvor man ikke har været før i fædrelandet, det er som at læse et nyt kapitel af en dyrebar bog. Sætersdalens kapitel er et af dem, som det ikke er så let at forstå; men det er interessant i sig selv, og fordi en vis påfaldende såre betænkelig eiendommelighed, som man finder i folkets arbeidsskik og arbeidsvane i en stor kreds af tilgrændsende bygder, kanske træder skarpest og tydeligst frem netop i det afsidesliggende og gammeldags Sætersdalen, synes det værd at gjøre ialfald et forsøg på at trænge igjennem og lære at forstå denne bygeds art og væsen.

Af hvad jeg har fundet leilighed til at omtale i første kapitel af nærværende skrift, vil læseren måske allerede være forberedt på at finde noget eget og underligt her. Men mig gik det så, da jeg i 1866 besøgte Sætersdalen, at jeg blev fast overvældet ved alt det nye og usædvanlige, jeg ligesom kom midt op i.

På veien til Sætersdalen hørte jeg fortællinger af folk, som vare kjendte her, og medens jeg drog fra sogn til sogn inden selve Sætersdalens grændser, søgte jeg idelig samtale med embedsmænd og andre indflyttede folk, som vare kjendte i andre egne af landet og altså kunde anstille sammenligning. Men under mine mangeårige studier af folkelivet her i landet synes jeg aldrig at have hørt sådanne stærke og samstemmige yttringer og domme om almuens svage sider, som her om den sæterdalske almues hang til - rent ud sagt: dovenskab. Og det, jeg selv så og erfoer ved umiddelbar omgang med almuen, var slet ikke skikket til strax at give mig en anden mening.

På embedsgårde i bygderne nærmest udenfor Sætersdalen, fortalte man mig sådanne exempler på skikken og tænkemåden i disse samme bygder:

Kvinderne ere så uflittige med spinden og væven, at selv folk, som ikke kunne kaldes fattige, tildels mangle fuldstændige kirkeklæder og må låne. En rig gårdmandskone, hed det etsteds, måtte engang låne et par strømper hos fortællerens tjenestepige og med det samme kjøbe en stak. Om en husmandskone anførtes exempelvis, at fordi hun sad med et spædbarn, syntes hun ikke at kunne række stort mere end at passe det og udrette det nødvendigste i huset, så hun ikke vandt at spinde om vinteren den uld, hun om høsten havde klippet af sine få sauer. Adskillige koner, blev det sagt, sælger sin uld til opkjøbere og kjøbe igjen vadmel af piger, som sidde på sin egen hånd og væve. En frue fortalte, at hendes tjenestepiger viste sig uvillige, da hun efter den skik, som ellers er så almindelig i vore landsbygder, vilde have dem til at spinde om vinter-aftenen; «det ere vi ikke vante med», blev der svaret. Den samme frue beskrev mig, hvor vanskeligt det var for hende at få udenhus hjælp til at spinde, så hun tildels måtte sidde og anstrænge sig selv med dette arbeide; hun havde forhøiet betalingen fra 6 sk. marken til 8, 10, ja 12 sk. og budt arbeidet ud gjennem medlemmer af fattigkommissionen, men endda havde hun kun fået lidet udrettet. Det er heller ikke mange, som kunne spinde fint og godt, og angående den kunst at væve anførtes, at i de to sogne Hordnæs og Evje var der for tiden kun to piger, som vare komne ud over den gamle simpelhed, som bestod i at væve vadmel og ensfarvet værken; før havde man ikke havet begreb om at farve andet end sort, og det så, at det sværtede; til sine brogede åklæder måtte konerne have rødt og andet farvet garn, men kjøbte dertil fra byen et slags kostbart uldgarn, som egentlig var for godt til dette brug.

Men alt sådant blev gjerne meddelt mig som et slags forberedelse til det endnu mere besynderlige, som man sagde jeg skulde forefinde, når jeg kom helt op i det egentlige Sætersdalen.

Til at forhøie min forventning om noget underligt og uhyggeligt heroppe tjente også det, jeg måtte høre om tiggerfolk, som fra Sætersdalen komme ud til bygderne udenfor. Det er årvisse tog, tildels af hele familier, deriblandt stundom unge og arbeidsføre mænd og koner.

Fra fjeldbygderne længer øst på, Hallingdalen, Valders o.s.v., var jeg vant med at høre, at unge mennesker, gutter og piger, drage ud til de ydre bygder og til byerne for at tage tjeneste eller sætte sig i håndværkslære og så komme hjem med større kundskab og mere folkeskik; som exempel skal jeg her kun nævne de mange budeier fra de nævnte bygder, som vinter efter vinter stelle i de store fjøse på Thoten og Eker o.s.v., men om sommeren hjælpe til med hjembygdernes sæterstel og høstarbeide. Men i Sætersdalen er der ikke tanke om sådan forbindelse med udenverdenen; det ikke alene sagde man mig, men det fik jeg ligesom se umiddelbart, idet samme jeg trådte over bygdens grændser og fik øie på folket; den afstikkende og høist påfaldende, skjønt for kvindernes vedkommende ingenlunde uskjønne klæde-dragt syntes mig at vidne om, at folket heroppe ikke gjerne indlader sig med fremmede bygder og ikke tænker stort på at hente nye sædvaner derfra eller rette sig efter fremmede skikke, men vil være sig selv nok i alle dele. Byerne Christiansand og Arendal få sine klædeskikke eller moder fra Paris, og de allernærmeste landsbygder efterligne igjen byerne i et og andet stykke; men kommer man til det nærmeste af Sætersdalens to præstegjelde, så kan man få høre, at gjenterne heller gå den modsatte vei og tage moden fra det inderste af disse samme præstegjelde eller fra Valle sogn, som vel kan kaldes kjernen af Sætersdalen eller dennes mest ægte bygd.

Men det mærkeligste var dog, hvad jeg måtte høre om hele egnens og da fornemmelig om selve Sætersdalens mange løskarle, og disse gjaldt derfor mine ivrigste spørgsmåle og mine flittigste overveielser under besøget i Sætersdalen.

«Istedetfor at tage års-tjeneste, fortalte man, ere gutterne løskarle, arbeide for folk om sommeren, men fortære fortjenesten om vinteren, så de om våren ere lige nær.»

«Hvad bestille de så om vinteren?» måtte jeg naturligvis spørge.

«Ingenting.»

«De må da gjøre noget, veed jeg?»

«Bogstavelig ingen ting.»

«Ja, men hvad gjør så den, som ingenting gjør? Hvad er det at gjøre ingenting? Hvad i al verden fordriver det menneske tiden med, som ikke har noget at fordrive tiden med, og det en hel vinter?»

«Han - sover, sidder så med piben foran ilden, går derefter en tour ind til naboens og sidder der en stund.»

«Skal virkelig dette være den hele forklaring?»

«Ja, det kan vel være, at en og anden skjærer ud en kunstig træske til gjenten i huset, eller han tager sin tour på ski og nu og da sætter snarer for ryperne. Men den meste bedrift bliver nok at fare ude om netterne og besøge pigerne, og sommetider flokke de sig sammen og stryge gjennem bygden med støi og råb, som om der var brand.»

Jeg må bede om lov til at fortælle lidt omstændeligt om, hvorledes jeg indrettede det med mine undersøgelser og lidt efter lidt kom til at danne mig en slags mening.

Allerførst kalder jeg det heldigt, at da jeg fra Christiansand af reiste opover den bakkede vei, som fører til Sætersdalen, traf det til at være på samme tid, som sætersdølerne efter årlig skik og fornødenhed hente op sin sommer-føde af korn fra byen, mellem plov- og slåtonnen.

Jeg syntes veien var besværlig nok for mig, som kun havde min egen person at fragte - og så sad jeg i kariolen og så på, hvorledes disse sætersdøler gik nat og dag ved siden af sine kornlæs og heller hjalp hesten med at trække, og hvorledes de løftede og slæbte på de tunge sække, når de for letheds skyld læssede af og ladede i en båd for at ro op over et vand eller et farbart stykke af elven. Jeg syntes at se her, at det var et folk, som var opvant med møie og besvær, og det var ordentlig en tidsfordriv at sidde og tænke på, hvorledes dette hårdføre folkefærd vel monne have slidt og slæbt i byveien i de henrundne århundreder eller indtil for en kort menneskealder siden, da der endnu ikke var kjørevei, men kun den oldtidsmæssige kløv-vei.

Og da jeg kom op til hin hovedbygd i Sætersdalen eller Valle sogn, var det så heldigt, at jeg netop traf folk hjemme, men tillige hørte, at der strax skulde flyttes til sætrene eller til stølene, som man her siger. Et par dage besøgte jeg da folk omkring i bygden og fik altså et glimt af livet i selve dalen; men så slog jeg mig i følge med en af de flyttende familier for også at få se fjeldmarken eller heien, hvor fjeldfolket lægger ned sin meste sved og møie.

Kreaturene vare reiste et par uger før; nu fulgte familien efter. En kløvhest bar alle fornødenheder, og en smågut sad sommetider oppe på kløven. Manden bar den mindste, en velfød og tung gut, og han sov så trygt i faderens stærke arme. To-tre andre gutter sprang foran og haukede. Konen befandt sig i høit frugtsommelig tilstand, men holdt endda ubegribelig godt ud; til min forundring havde hun taget træsko på til vandringen og sagde at dem gik hun bedst på. Veien var ikke fuldt to mil lang, men så besværlig, at vi brugte en 6 til 7 timer.

Under reisen og fremkomsten til stølen og under opholdet her i nogle dage, var det mig som om jeg så for mine øine, hvad jeg så tidt havde forsøgt at forestille mig, nemlig de første nybyggeres færd i vort land. Jeg troer ikke på nogen storartet og pludselig indvandring af hele fylker ad gangen, med jarler eller herser til førere og styrere, jeg tænker mig derimod landets bebyggelse så, at nu en, nu en anden nybygger-familie vovede sig enkeltvis og på egen hånd længer og længer frem. Var først en dal bleven befolket, kunde det træffe, at en renjæger eller øretfisker kom så langt op på fjeldet, at han fik øie på dalen hinsides, og han kunde da gjøre aftale med sin hustru om, at de skulde samle sin buskap sammen og læsse redskaber og madvarer på en kløvhest og så flytte og se sig ud et bedre rum, rydde sig en gård og - om de fik lykke - grunde en bygd. Sådan flytning måtte foregå ved samme tid på året, som da vi nu flyttede på stølen. Den barhytte, de behøvede for sommeren, kunde manden sætte sig op den første kveld, de kom frem, og inden vinteren kom, kunde han have tømret sig et hus og deri samlet foder for sine kreature.

Hine oldtidens mennesker have ikke været mere hårdføre og udholdende end de, jeg nu færdedes med, og huslivet og stellet kan ikke have været meget enklere og tarveligere end det, jeg var deltager i her oppe på stølen. Den allerførste bondekone i Valle har lokket på sine kreature og stellet for sine børn så ganske på samme måde, som jeg så det for mig, og det dybe alvor hos hine første slægter, som gav folkelivet i vort Norden dets oprindelige præg og eiendommelige art, synes mig ikke at være fremmed for det led af efterkommere, som nu træder de besværlige stier over heien.

Netop i Valle i Sætersdalen kan man komme til at drømme om oldtiden. Nede i dalen finder man gård for gård en bebyggelse, sådan som vi må forestille os den alt landet over i den bedste sagatid, da rydningens vanskeligheder vare overståede og bygdeskikken havde fået en vis fasthed. Gård for gård så jeg her disse stuer med den hjemlige åre midt på gulvet og ingen anden lysning end den vakkre gjennerri ljoren i taget - ægte norske stueformer, af ægte malmfuru og med ægte norsk tømmermandsarbeide. Men føler man sig nede i dalen som i den gode, jevne sagatid, så flyttes man ved at komme op på stølene, tilbage i den endnu fjernere rydningstid. Thi det er ikke her i egnen som andetsteds, at bonden blot sender kreaturene med en budeie afsted til sæteren; men, som man vil have forstået, flytter hele familien op på heien, og i det sommer-hjem, som nu tilflyttes, ser alt så ufærdigt ud, at disse smågrænder af støler give en forestilling om rydningstidens halvfærdige tilstand.

Men just ligesom her på heien var stedet til at skue tilbage på hine tider, da vore bygders opdagelse og oprydning og bebyggelse gik for sig, som har været vort lands første og største arbeide, således var her også stedet til at betragte hine begyndelsers fortsættelse eller nutidens arbeidsliv, der i denne egn så åbenbart har i sig noget af selve oldtidens art.

Såsnart flytningen til heien er foregået, fordeler folket sig på forskjellige steder. Konen med de små børn holde sig på den egentlige støl og steller med kreaturene, og bonden med sine arbeidsfolk drager om til de vidtløftige slåttemarker, hvor der foruden hølader er opført tarvelige boder til logis. Disse arbeidsfolk ere leiede for sommeren, og gjerne har hver bonde med sig en karl til at slå samt en pige til at rage og brede, hvad bonden og karlen slå. I disse leiede slåttefolk have vi for os hine «løskarle» samt gjenter, som «holde sig selv». Karlen er gjerne leiet for 10 sommer-uger og pigen for hele sommer-halvåret, og foruden kosten får hin en 18 til 20 spd. i løn, og denne en 10 spd.

Der arbeides stridt. Slåttevidderne ere store, og det gjælder ret at nytte den korte sommer og fare så vidt ud over med ljåen, som man på nogen måde kan række. Uden det foder, som således samles fra heien, vilde gårdsbruget nede i dalen ikke have været det, det er; uden dette heiearbeide og disse leiefolk vilde bygden ikke have kunnet bestå, ialfald ikke have nået op til den folkerigdom og velmagt, den eier. Og denne vigtighed har heie-bedriften åbenbart havt alt fra de første tider af, og denne måde med leiede arbeidsfolk for sommertiden er da vist ældgammel.

Jordlappene nede i dalene ere så små og det egentlige gårdsbrug så indskrænket, at konen steller sine kreature vinteren over og manden kjører foderet ned fra heien på vinterføret og udfører arbeidet med pløiing og såing om våren, uden at de behøve videre stadig hjælp, og derfor holde de ikke års-tjenere.

Det gjensidige forhold mellem husbondsfolk og arbeidsfolk er altså dette, at hine heller betale sommer-arbeiderne nogenlunde godt og så slippe for at holde dem med kost om vinteren, da de til nød kunne hjælpe sig selv, og disse synes at stå sig ved at gå ind på denne sommertjeneste, da de slippe for videre arbeide om vinteren og til nød kunne komme igjennem med sommerens fortjeneste.

Ganske kunne dog ikke disse to klasser af befolkningen være hinanden foruden den lange vinter igjennem, og der har derfor dannet sig et tilvant forhold af gjensidig tjeneste. En løskarl får gjerne vinterlogis (hus og seng) hos en bonde, imod at han hugger op veden, og ligeså får en løsgjente husvær hos en familie, mod at hun påtager sig den daglige og ugentlige rengjøring i huset. Hun går vel også almindeligvis ind på at være husmoderen noget behjælpelig i fjøset, navnlig med at bære vand til kreaturene, og derfor nyder hun fri grødmelk. Forresten søger pigen til sin mindre sommer-løn adskillig bifortjeneste ved vævning, søm o.s.v.; mindre lægger derimod gutten i vinterens løb til sit større overskud fra sommeren, da der i det hele taget er mindre behov for hans arbeids-hjælp, idet bonden som sagt mest hjælper sig selv og kun nu og da kan behøve at leie løskarle til at treske eller til at kjøre hjem et og andet hølæs o.desl., når han selv har forfald.

Det er, som man ser, et ganske naturligt forhold. Men ulemperne ere store. Dette viser sig navnlig for løskarlenes del. Den faste arbeidstid for dem pleier kun være 10 uger i den bedste sommertid, og i den største del af året ere de aItså henviste til den yderst ringe sysselsættelse, som leilighedsvis bydes dem, samt, hvad de for resten kunne finde på for egen regning.

Jeg har anført yttringer om disse misligheder af mænd, som ikke høre til selve almuen. Men ganske ligedanne yttringer har jeg også hørt af bønder.

«Løskarlene lægge sig i hie som bjørnen,» sagde en, «og medens vi bønder have fuldt op at varetage og udrette med kjøring og andet, så vi holde arbeidsvanen vedlige, kunne karlene komme således ud af tour om vinteren, at de blive rent lemstre i kroppen de første dage, de få ljåen fat om sommeren.»

En anden føiede til, at når slige karle gå hen og gifte sig uden at eie hus og jord, så er det greit at skjønne, at der må blive fattigfolk af. Jeg søgte derhos jevnlig samtale med de unge karle selv om disse ting, og det lykkedes mig at få et formeligt møde istand her oppe på hejen for denne sags skyld. Det var på et sted, hvor flere bønder lå med deres arbeidsfolk på slåtte-arbeide. En søndag eftermiddag fik jeg dem samlet, både bønderne og karlene, og kvinderne med, kanske en 30 mennesker ialt. Vi sad sammen på bakken og talte frit. Jeg fortalte alt, hvad jeg havde hørt, yttrede min store forundring og bekymring, og vilde nu af de rette vedkommende vide, om ledigheden og lediggangen virkelig var så sørgelig stor. Vi gjorde os endog så meget for, at jeg spurgte og de opgave mig hus for hus, hvor mange unge (konfirmerede, men ugifte) karle der den sidste vinter havde været i den tætteste og vigtigste del af Valle sogn (sydbygden), hvor der bor ialt 72 gifte mænd (bønder og husmænd tilsammen), og vi kom til følgende oversigt:

Faste tjenere.......................................................  2
Hjemmeværende sønner, der kunde regnes for tjenere hos forældrene... 11
Hjemmeværende sønner, som ikke behøvedes for husets brug og derfor
måtte regnes for løskarle........................................... 32
Andre løskarle, som ikke hørte huset til, men kun havde husvær eller
logis............................................................... 33
                                                    Til sammen       78

At disse mange karle havde ikke flere end 7 viist det tiltag, at de efter sommerarbeidets ophør havde reist ud på arbeidsfortjeneste i fremmede bygder; disse 7 havde gået over heiene dels til Thelemarken, dels til Stavanger-kanten; men ingen af dem havde været borte hele vinteren, kun nogle uger om høsten eller om våren.

Af de mange karle blev der fremdeles ikke nævnt mere end 4 eller 5, som havde lagt sig efter og drevet på med noget slags håndværk (smede- eller træ-arbeider).

Var der såsandt vei over fjeldet til Stavanger, så - mente man vilde nok alle søge did på arbeide om vinteren i fisketiden. Og det kan nok være, at den tanke gjorde sig gjældende i forsamlingen, at jo værre tilstanden blev skildret, des mere udsigt kunde der kanske være til, at Storthing eller amtsformandskab vilde bevilge pænge til veianlæg. Men vist er det, at jeg storlig forundrede mig over den blanding af ligegyldighed og ærgrelse, hvormed selve løskarlene både hørte på og stadfæstede skildringerne af deres vinterliv. Sammenligningen med bjørnen i hiet blev vedtagen som aldeles træffende.

Med dette tal over de mange løskarle til udgangspunkt gjorde jeg senere fornyede anstrængelser for at få frem en rimelig forklaring om, hvorledes den lange vintertid blev benyttet. Og noget bedre begreb om tingen fik jeg jo tilsidst. Når således en løskarl opholder sig hjemme hos faderen, er det som en selvfølge, at han udfører en del af gårdens arbeide, såsom kjørselen, hvorved det da rigtignok kan hænde, at faderen selv ikke får fuldt op at bestille. Og om de øvrige eller fuldstændige løskarle kom jeg tilsidst til at tro, at ved tresking, ved rypefangst, ved småt træarbeide tjene de vel for det meste så meget, som den sul koster, de nyde til deres grød. Men endda er her ligesom en gåde at løse.

En anden forfatter har før mig været inde på denne samme gåde og brudt sit hoved med den. Det er Gjellebøl, præst i Valle omkring året 1770. Før havde han boet i Høland i Akershus amt og forfattet en beskrivelse over denne bygd, og med den øvelse og erfaring, som han derved havde fået, tog han sig nu for at forfatte en Sætersdalens beskrivelse. At han helt igjennem viser sig venlig stemt mod almuen, det gjør, at han så meget mere stå til troende, når han, som man vil se, også må klage over den megen tid og- arbeidskraft, som går til spilde.

Også på hans tid var det så, at bonden ikke holdt årstjenere, men kun leiede folk for sommeren, og at karlen kun var leiet for 10 uger, akkurat som nu.

Følgen er, siger han, «at tjenerne, ved det de intet have at forrette de 4 dele af året,(27) falde til lediggang og dovenskab; ja mange fordærves således derved, at omendskjønt de kunne få årstjeneste, vil de ingen tage, eftersom de heller udvælge at sove og gå ledige i samme tid end at arbeide, ikke tagende i betragtning, at de således hvert år fortære om vinteren, hvad de fortjene om sommeren, og altså aldrig kan samle noget til hjælp i deres alderdom, men blive bygden til byrde». Men forfatteren forklarer også, at dette kan der vanskelig gjøres noget ved af den grund, at egnens beskaffenhed er sådan, at om sommeren er der arbeide for mange folk, om vinteren ikke. Han drøfter adskillige råd imod vanskeligheden og veed tilsidst intet andet, end at den over flødige befolkning måtte flytte ud og bosætte sig i andre egne, hvor der var mangel på folk.

Her synes det mig, at Gjellebøl ikke tilstrækkelig er opmærksom på den betænkelighed, at om sommeren er jo ingen del af befolkningen overflødig, idet tvertimod alle kræfter høilig behøves da, så bygden jo vilde komme til at lide, om de unge flyttede ud. Men selv anfører han denne hindring for udflytning «at omendskjønt dette folk er et fattigt folk og tidt lider mangel på adskillige ting, så er dog den kjærlighed til deres fødested så stor, at de heller udvælge at lide ondt hos deres egne, end at have det godt hos fremmede». «Jeg vil, siger Gjellebøl fremdeles, ikke anføre flere beviser herpå end dette, at man sjelden, ja aldrig her hører, at nogen tager tjeneste i nogen by eller giver sig samme steds til nogen profession,(28) meget mindre lader sig hverve til garnisonstjeneste under kommando. Årsagen hertil er vist den liden omgang, de have med fremmede på dette ensomme sted. Desforuden er deres levemåde (lad være at den er meget ringe) således beskaffen, at de ikke lettelig kunne andetsteds bekomme den, og såsnart de savne samme, kan eller vil de ikke trives.»(29)

Ved fortsat tale om folkets sæder finder Gjellebøl, at de «af naturen ei ere mere hengivne til ørkesløshed end som på andre steder». Han roser dem for, at de hjælpe sig uden særskilte håndværkere, idet hver mand er sin egen skomager, skrædder, smed, snedker, tømmermand o.s.v. og nøier sig med eget arbeide, om det end ikke bliver noget mesterstykke. «Dovenskab, siger han, kan man ikke bebreide dette folk for, besynderlig i henseende til et vist slags arbeide og i henseende til visse tider. Det arbeide nemlig, som de ere vante til at gjøre, gjøre de gjerne; men derimod andet arbeide, såsom at gjøre grøfter, oprødde ny ager, bryde stene og andet sådant gjøre de nødig. - Ligeledes ere de meget vindskibelige de få uger om sommeren, når de gjøre deres høstarbeide, da de altid begynde deres arbeide ved solens opgang (nemlig midt om sommeren) og ende det ved solens nedgang. Derimod finder man dem gjerne den øvrige tid af året, nemlig høst og vår, at ligge og sove på marken i flokketal(30) og om vinteren (så mange som ikke have tømmerhugst) at række sig på bænke og krakker i husene. Og besynderligt er det, at de altid rette sig efter solens gang, så at de endog om vinteren gå til sengs, når solen går ned kl. 4 slet, og sover til kl 8 slet om morgenen, når solen går op. Anderledes forholder det sig med deres kvindfolk, som alletider ere meget flittige og duelige; thi disse bruge ikke alene stor omhyggelighed for deres kvæg, men ere meget arbeidsomme til spinden, væven, sying og andet sådant, så at man undertiden må undres over, at de kunne lære sådant uden læremester.» I sammenhæng hermed roses folkets oprigtighed, troskab, lige fremhed, og forfatteren udbryder til slut, at «dersom den gamle oprigtighed og simplicitet skal findes nogensteds, ja hvis den gamle patriarchalske levemåde skal nuomstunder træffes hos et folk, erlanges den uden tvivl efter min tanke, i det mindste i adskillige dele, hos dette folk.»(31)

Man vil vist allerede have forstået, at jeg i hovedsagen ganske deler Gjellebøls opfattelse af folkelivet og arbeidsvæsenet, kun at jeg må tilføie, at når jeg gik omkring og betragtede disse husflidsudstillinger, som man ser i bohavet i stuerne og i klæderne på loftet, så fandt jeg, at både den mandlige og kvindelige håndfærdighed og skjønhedssands og forsynlighed stod temmelig meget tilbage i sammenligning med, hvad jeg havde seet hos andre almuer i lignende små kår, f.ex. det ovenfor omtalte Søndfjord. Det er imidlertid troligt, at på Gjellebøls tid stod Sætersdalen sammenlignelsesvis, ikke så langt tilbage, da vel de andre bygder have skredet mere fremad i de senere tider.

Men hvad jeg hovedsagelig vil have bemærket ved Gjellebøls fremstilling, er, at med sin hele velvillige betragtning er han dog endnu ikke kommen til forklaring af gåden, til løsning af det hele spørgsmål.

Spørgsmålet er: hvorfor så stærke og friske mennesker (og jeg synes aldrig jeg har seet nogen bygd med så mange velvoxne og spræke og vakkre folk) gå så meget ledige og udsætte sig for hin harmelige tale om dovenskab?

Under hyppige samtaler om disse ting nåede en bemærkning mit øre, som slog mig. Det var ikke netop i Sætersdalen, men i en af bygderne strax udenfor. Der blev, som jeg allerede har erindret, fortalt en række af besynderlige exempler på liden arbeidsdrift blandt almuen, og det var ikke frit for, at der var nogen uvillie og ærgrelse i fortællingerne; men tilsidst blev der tilføjet denne formildende og veiledende bemærkning, at feilen lå dog ikke simpelthen i pur dovenskab hos folket, men i det begreb, som nu engang var blevet herskende, nemlig at det gik ikke an at udrette mere. Sad f.ex. en kone med et spædbarn, så troede både hun og hendes omgivelser, at det gik ikke an for hende at række mere end at passe barnet og besørge det uundværligste af det daglige husstel. Men atter stiler jeg spørgsmålet så: Hvorledes kan det dog været gået til, at en så opvakt og livlig fjeldfolk som sætersdølerne er sunket ned til og er blevet stående ved og har ladet sig nøie med dette allerlaveste arbeids-begreb, hvorfor have de ikke tvertimod som andre begavede folk gået fremad og udviklet sig og både gjort større fordringer til sig selv og vakt fremmedes beundring ved fortagsomhed og kunstfærdighed?

Det kan man vel forstå, at den lange vei og besværlige førsel til underverdenen har virket afskrækkende, så man ikke har lagt sig efter husflid med tanke om at arbeide op til salg (skjønt nogle ljåsmede i et af Sætersdalens sogne have viist at det går an). Men når jeg tænker på de mange bøssemagere og urmagere og signetstikkere, de mange træskjærere og malere og forgyldere i Meldalen og Rennebo, i Gudbrandsdalen og Valders, så kan jeg undre mig over, at så kvikke og tænksomme folk som sætersdølerne ikke ligeledes have syslet med sådanne nette fristunds-arbeider, om ikke for penge-fortjenestes skyld, så dog til fornøielse og hyggelig tidsfordriv og af uimodsåelig drift til sysselsættelse.

Man skal ikke længe have været i Rennebo eller i Valders, før man får høre om bygdens mest opfindsomme urmager og tusindkunstner. Men istedetfor at høre om sådanne mestere i Sætersdalen, fandt jeg, at folk gjerne fortalte historier om de kjæmper, som have levet iblandt dem, om de styrkeprøver, som disse havde lagt for dagen, de slagsmål, de havde udmærket sig i. Det lod som, at hvad der var gjenstand for berømmelse og stod som målet for ærgjærrigheden, det var ikke arbeidets flid og kunst, men alskens kjæmpe-bedrift.

Kjæmpe-bedrift? Det minder om kjæmpe-viserne; men Sætersdalen er jo åndsbeslægtet nabobygd til Thelemarken, som i vore dage netop er blevet berømt for sine kjæmpeviser, denne skat af nationale sange og sagn, som provst Landstad og præst Moe og organist Lindeman og professor Bugge med sådan kjærlig flid have draget for lyset!

Ja, Sætersdalen ligger midt i et stort strøg af fjeldbygder med et beslægtet folkeliv fra Thelemarken i øst og mod vest hen over Aaseral og Hegebostad og Kvinesdalen alt til Siredalen. Overalt i de lavere dalbygder tales der med en vis respekt om «fjeldmændene», det er ikke frit for, at de skildres en smule som vildmænd; og kommer man op imellem dem selv, så mærker man snart, at de bryde sig ikke stort om «utmændene» og deres snak, men leve som et liv for sig selv, med friske minder om en gjæv fortid, med afglands af en storslagen folkeånd.

Andre steder i landet have vi seet begavede folk sidde med sådan tankeleg i deres fristunder, at de studere ud årgangsur med ubegribelige indretninger, eller de lade kniven ligesom legende fare hen over træet og fremtrylle disse uendelige udskjærings-snirkler, til stads oppe på skabkanten eller over husdøren; i nogle bygder er denne id fremdeles gået over til sådant levebrøds-arbeide som at gjøre op træskeer i dusinvis eller sildetønder i læstevis, som livets slid bestandig behøver nye af. Men fjeldmandens tankeleg har været at «radla» og «kvea», at leve op igjen det gamle kjæmpeliv i minde og sang, og hans kjæreste id har været, at øve nye bedrifter i den gamle tids smag, så de, som kunne med at lægge kvad, kunde få nye historier at «kvea» om istedetfor de udslidte gamle.

I Harald Haarfagres dage var der sagtens ikke stort af den husflid, vi søge efter nu, husflid af det slags som bogstavelig følger den regel, at «tid er penge». Men folket var ikke mindre gjævt for det, og heller ikke sad de uvirksomme i sine fristunder. De sagahistorier og de kjæmpekvad, som de gamle havde for sig i mellemstunder, og som vi endnu den dag idag suge næring af for vort fædrelandske sind, vare den tids husflids-produkter. Og nu mener jeg, at det ikke bør udlægges blot og bart til vanhæder for Sætersdalen, om folket deroppe har bevaret noget af Haarfagers tidsalders smag og tænkemåde, og derved udrettet, at vi kunne se for vore øine lyslevende billeder af den svundne tid. Her er som en arbeids-deling i det store: På nogle steder i landet har man fulgt kaldet i retning af at følge med tiden og tilegne sig den øvrige verdens skik og måde, på andre steder har man følt sig hendragen til at dvæle ved de gamle minder og fastholde den oprindelige norske art i liv og id; på nogle steder har tænksomheden og virklysten udviklet sig i retning af at smykke og berige det daglige lin (gildere og nymodens huse og bohave og klæder o.s.v.), på andre steder er åndslivligheden gået op i at glæde sig over det hjemlige og kjære gamle (Sætersdalens årestuer og alle de oldtids-skikke, som have hjemme her).(32) På nogle steder har man valgt sig håndarbeide til tidsfordriv i mellemstunder, på andre steder er valget faldt på sang og snak, som man syntes der var vid og gammen i.

Sætersdalens piger spinde ikke så fint og væve ikke så kunstigt som Thotens, og Sætersdalens gutter have ikke øvet sine mekaniske talenter således som deres jevnlige i Meldalen og Rennebo. Og dette er noget, som let og snart falder i øinene. Men det er ikke enhver, som falder på eller får leilighed til at udføre sammenligningen fuldstændig. Efter den ovenfor omtalte helt pinlige undersøgelse angående de sæterdalske løskarles mange fristunder og ufuldstændige sysselsættelse, ved hin leilighed, hvor jeg var samlet med et helt selskab af både gutter og gjenter oppe på slåtte-heie, fik jeg se og høre prøver på ungdommens interesser og færdigheder i andre retninger, Der blev dandset og der blev sunget. Det var første gang jeg traf til at være vidne til denne nationale leg, således på fri mark og blandt selve almuen. Uden at kunne give mig ud for skjønner, kan jeg dog sige, at jeg fik et indtryk. I «gangaren» som dandsedes, og i «stevene», hvori pigernes bløde stemme vexlede med karlenes raske røst, var der noget, som vidnede om øvet kunst og dyrket smag, og medens jeg ellers kun havde seet bygdefolket i dets hverdagslag og vel ofte havde følt mig frastødt ved noget vist hårdt og grovt, noget skjødesløst og uvorrent, syntes jeg nu i sangen at fornemme noget af en finere og ædlere art. Jeg glædede mig derover og blev forsonet med meget og mangt. Sindet blev løftet lidt op over øieblikkets pinagtighed.

Det kan vistnok synes underligt at blande denne tale om kjæmpeviser og stev op i en beskrivelse af husflidens prosaiske væsen. Og jeg forstår, at iveren for det udvortes nyttige og beundringen for det slags systematiske husflid, som jeg selv med tilfredshed har fremstillet en prøve af i kap. 1, kan blive således fremherskende i manges sind, at de synes de ville ikke give to skilling for alle kjæmpeviser og stev tilhobe. Men man veed da også, at anseede og ledende mænd sætte sådanne yttringer af folkeånden som disse samme viser og stev overmåde høit og kalde dem rent ud ubetalelige, såsom det er af deslige kilder, at det ækte folkelige i vort folkeliv for en del skal hente sin forfriskelse og fornyelse.

Da Gjellebøl skrev om sætersdølerne, og disses fristunder forekom ham så ørkesløse og tomme, havde hverken han eller andre den mindste forstand på eller kundskab om det åndsliv, som udfyldte de samme fristunder. Det er som en opdagelse fra senere tider. Men nu at tale om Sætersdalen og ensidig pege på de mindre heldige sider af livet, men ganske fortie, at netop som folkelivet tiderne igjennem har været her oppe, har det viist sig skikket til at fastholde mangt et prægtigt glimt af oldtidslivet, som andetsteds forlængst er overgivet til forglemmelse, det vilde, synes mig, være som at tale om Island og fremhæve allehånde misligheder i stel og bedrift, men tie om hvad hele Norden er denne ø evig takskyldig for, nemlig at folket der, med sin besynderlige lyst til at sidde i fristunderne og fortælle og lytte til fortællinger, bevarede ned til nutiden vore sagaer, vore bedste historiske eiendele.

Jeg må skynde mig med at komme til slutning, og med et tilbageblik på det hele fristes jeg til at sige så, at trods den feil, at tiden ikke gjøres nok ud i penge, er Sætersdalens største feil kanske endda den, at bygden er ikke sæterdalsk nok eller har ikke været tro nok mod sig selv og sin opgave. Jeg forestiller mig for et øieblik, at folket her oppe havde holdt det gamle således høit og i ære, at de bedste af dets mænd havde fundet sig opmuntrede til selv at sætte de gamle kjæmpeviser i pennen ligesom Islands sagaskrivere, og at de øvrige havde skudt penge sammen for at befordre dem til trykken, og jeg forestiller mig den beundring og glæde, som dette skulde vakt hos alle folkelivets venner i vort land, og den vækkende indflydelse, dette skulde havt på den fædrelandske sands blandt almuen i andre bygder! Men nu? Nylig har en af vore ypperste sprogforskere, en professor i Christiania, henvendt sig til en af præsterne i Sætersdalen og igjennem ham fået skolelærerne anmodede om at nedskrive i uforfalsket sæterdalsk mål nogle af bygdens gamle sange og sagn, og lærerne lovet at gjøre sit bedste; men siden kom en af dem og forklarede, at det gik ikke an, såsom den herskende del af almuen ikke syntes om det, ikke vilde vide af det. Tænkemåden har vendt sig i den sidste menneske-alder; der er lagt som et bann på hine erindringer fra det gamle folkeliv, de holdes for synd. Hist og her i Sætersdalen kan man se såkaldte «dandseringe» eller optrådte runde pladse på græsvolden; her lurer ungdommen sig til at dandse på sommeraftener, såsom de gamle nu fordømme denne leg og nægte dem at samle sig i hus. Såsom de unge altså nu ikke have de ældres nærværelse at agte sig for, kan det vel være, at lystigheden nu og da bryder ud i mindre sømmelig kådhed, og da lastes og forbydes dandsen kun endnu mere. I et sogn fortalte man mig, at før i tiden havde der været gode spillemænd, men nu hørtes der ikke en fele; de som havde været, vare døde eller udvandrede, og ingen ny spillemand havde turdet øve sig i kunsten efter dem; i et andet sogn hørte jeg om en gut, som nu og da listede sig ud i skoven, langt bort fra folk, og sad der og spillede for sig selv. - Det er vistnok så, at med dette gamle, som nu skal udryddes, var også fulgt den oldtidsskik at brygge stærkt øl og drikke det i mængde, og det er vistnok så, at i de sidste menneskealdre blev det endnu stærkere brændevin føiet til ølet, så kjæmpemodet vel stundom udartede til bersærker-raseri. Men de samme bygder, som ikke tør sende afskrifter af sine kjæmpeviser til Christiania, have nu på en tid sendt en betænkelig mængde forskrivelser til hypothekbank og sparebank, og kjendte mænd have sagt mig som sin mening, at det for en stor del kommer af, at nu på en tid har man kastet sin elsk på en anden drik, nemlig kaffe. Denne laves stundom så stærk og drikkes så umådelig, som man vanskelig skal finde exempel på i andre bygder; jeg har hørt tale om et slags delirium tremens i Sætersdalen formedelst misbrug af kaffe. Fjeldfolket vil nyde i stærke drag og skulde derfor netop ikke have opgivet sangens nydelse og dandsens lyst.

5. VIDERE OMKRING I DE CHRISTIANSANDSKE BYGDER

Som allerede sagt, er der adskilligt sætersdalsk i flere af disse bygder; men det aftager for hver mil man nærmer sig ud til kysten, og giver plads for allehånde spor af forandring og fremskridt. Amterne Lister og Mandal samt Nedenæs danne tilsammen en stor trekant; øverst i toppen have vi Sætersdalen og noget længere ude en krands af bygder, som endnu ligge så høit, at de kunne kaldes fjeldbygder, fra Aamlid i øst til Siredalen i Vest.

Her tænker jeg nærmest på de øverste bygder af Lyngdalens og Unddalens og Mandalens dalfører, - som jeg besøgte i 1866.

Det er eget for disse bygder, at hele flokke af arbeidsmænd år efter år ere ude på tog om sommeren, på jord- og stenarbeide i fremmede bygder, mest østover så langt som til omegnen om Grimstad og Arendal. Veien er ikke længer, end at de kunne gå ud om våren og ty hjem om høsten. Nogle, som ere gifte mænd og have små jordbrug, gjøre derhos en snartour hjem i høonnen og tage atter ud.

Dette er et fortrin fremfor Sætersdalen, hvor arbeidsfolkene mere ere som indestængte i sin krog. Både bliver folket sysselsat en længere tid af året, og ved den livlige forbindelse med udenverdenen bliver man mere kjendt med almindelig folkeskik.

Men de bygder ere dog altid at beklage, som ikke have råd til selv at bruge sine sønners arbeidskraft, og desuden måtte jeg oftere høre - og det er dette, som minder om den mislige side ved de sætersdalske forholde -, at mange af disse løskarle fortære i lediggang om vinteren hjemme, hvad de tjente om sommeren ude, så de ere lige nær, når våren kommer. Her var den samme historie om, hvorledes de tilbragte tiden med at sove og rangle omkring i husene og sidde fremfor ovnen og røge på piben og «radle», fare med snak og prat, som der ikke altid er synderlig vid og tanke i. Så meget de have seet og lært af nyt, der de have været, havde de altså dog ikke fundet på at udfylde vintertiden med noget slags husflidssyssel, som forslår.

Undtagelser er der jo altid. Kvaas sogn i Lyngdalen sender adskillige karle ud på sommerarbeide, men er også et flidens hjem om vinteren; på enkelte gårde drives her på med at gjøre op simple træstole og stråhatte m.m. Og i Ekens sogn, allerøverst i samme dalføre, har der i et par familier udviklet sig en smuk liden husflids-syssel, nemlig at gjøre lommebøger af skind, pent syede og prydede med pressede figurer, men fremfor alt stærke, så de ere meget søgte af folk, som fare på sildefiske, handelskarle o.s.v. Mads Thorstensen Skeie i Eken fortalte mig lidt om dette: Per Espestøl i Fjotland havde mest taget kunsten af sig selv, han lærte den siden til Tharald Lauen i Heggebostad, og af denne havde igjen Mads lært; men bestandig var det gået fremad, med ny og bedre arbeidsmåde og lettere drift. Selv havde Mads drevet på med denne syssel en 12-13 år, først mere, da han var løskarl, siden mindre, da han fik gårdsbrug at bestyre. Enkelte år havde han drevet det til at forfærdige en 300 lommebøger, for en pris fra 2 til 6 ort. Det var en hel bedrift med at indkjøbe de rå kalve- og fåreskind, barke dem o.s.v. En del af arbeidet havde han leiet hjælp til, og dermed var der altså flere, som lærte arbeidet. Selv reiste han alt til Stavanger, til sommer- og høstmarkedet, for både at sælge sine varer og kjøbe igjen skind, og han gjorde den erfaring at jo mere han arbeidede op desto friskere gik det med afsætningen.Fra Aaseral kan jeg endvidere omtale, at i adskillige huse kjøbes hjem lin, som spindes og bindes til fine ørretgarn, til salg viden om i bygderne.

Endelig må jeg anføre, at ifølge beretning af lensmand Fidjeland drives der i Evie og Vegusdals lensmandsdistrikt: ikke alene så megen husflid, at folket er selvbjerget med de almindelige fornødenheder af klæder og bohave (der spindes og væves, ikke just fint og vakkert, men forsvarligt, hver mand barker sit læder, i hvert hus arbeides kopper og kar til eget brug, smede-, sadelmager-, hjulmager-arbeide, tømring, snedkring og maling udføres af bygdefolk o.s.v.), men der afsættes også en del vadmel, ligeså produkter af en i de senere år opkommen bisyssel, nemlig tjære og beg. Ved siden heraf tilståes det vistnok, at husfliden står på et meget lavere trin, end det var at ønske, da mange endnu tilbringe megen tid med lediggang og rangleri. Men det lader alligevel til, at der på det allersidste er indtrådt en vending heri, idet folk fra egnen have begyndt at søge ud på arbeidsfortjeneste, udover mod kysten.

Kommer man længer ud, til den række af skovbygder, som ligger mellem hine høiere fjeldegne og den egentlige kyststrækning, viser det sig, at bygderne ere bedre istand til at yde alle sine indbyggere både arbeide og levebrød, virksomheden bliver mangfoldigere og arbeidsfliden jevnere. Det vil man få et indtryk af ved at læse de udførligere meddelelser fra Holme og Søgne i vest og fra Holt i øst(33)

a. Holme

Da jeg reiste her i 1866, hørte jeg om en 20-årig gut Knut Thorgrimsen Aasen, som har været gigtbruden fra ung alder og derhos befandt sig i så forladt stilling, at der måtte tilståes ham nogle daler af fattigvæsnet. Men hændelsesvis fik gutten se en kurv, som var flettet af spån; han forsøgte at gjøre den efter, det lykkedes, han solgte kurv efter kurv, brugte pengene med forsigtighed, lod melde fattigkommissionen, at nu behøvede han ikke fuldt så meget til hjælp, lod et følgende år hjælpen nedsætte yderligere, og da jeg hørte om ham, tror jeg det var kommen dertil, at han var bleven ganske selvstændig. Dette havde ikke alene været gutten selv til ære og gavn, men med det samme var en ny art af husflid indført i bygden, som det nu stod enhver til at tage efter.

Det er ganske simple kurve; men endda havde gutten vundet sådan påskjønnelse for sin vinskibelighed, at han vandt 2den præmie ved en husflids-udstilling, som nogle uger før mit besøg var bleven holdt i Holme præstegjeld, og det gav anledning til, at jeg fik høre om ham.

Denne udstilling var foranstaltet af Mandals-dalens Landboforening, hvis bestyrelse har sit sæde netop i Holme, og bestyrelsens medlem skolelærer E. Reierson har meddelt mig udførlig beretning der om.

Sogn for søgn var antallet af udstillede nummere:

            Mandfolks-arbeide.  Kvindfolks-arbeide.
Finsland            -                   4
Løvdal              6                  19
Øslebø              6                  21
Holme              5                  33
       tilsammen   17                  77

Finsland hører til Bjellands præstegjeld og ligger høiest oppe; de tre andre sogne danne tilsammen Holme præstegjeld, og Holme sogn ligger længst ude i dalen.

Af de kunstige mandsarbeider kan nævnes en jernvægt, et strygejern, en violin; fruentimmernes arbeider kunne klassificeres således:

vævet................. 38 nummere.
hæklet................ 15    -
strikket..............  4    -
spundet...............  3    -
syet..................  6    -
flettet...............  5    -
broderet..............  5    -
uangivet..............  1    -   
           tilsammen   77 nummere.
21 små præmier bleve uddelte, og af dem faldt
               8 på Løvdal,
               7 på Øslebø,
               6 på Holme.

1ste præmie tilkjendtes en vadmels-trøie, spundet, vævet og syet af Karoline Bentsdtr. Spekeland. 2den premie tilfaldt, som meldt, forfærdigeren af hine spånkurve, i hvilken henseende det kanske bør oplyses, at det var en af reglerne for præmieuddelingen, at arbeidet passede som husflids-syssel for bygden og fortjente at opmuntres af den grund.

I førstningen var der jo lidt ængstelse for, at dette nye foretagende med husflids-udstilling ikke skulde lykkes. Men det faldt således ud, at udstillingen blev talrig besøgt, og det var en enstemmig tale, at man fandt det særdeles hyggeligt og med tiden gjerne vilde se mere af samme slag.

Efter hr. Reiersons tilføiede anmærkninger kan der anstilles en interessant sammenligning mellem sognene.

Løvdal er en af de omtalte bygder, som sender mange af sine sønner ud på sommerarbeide til fremmede steder. I deres fraværelse hviler altså en stor del af gårdsbrugets tungarbeide på kvinderne. Men endda rækker disses flid at holde bygden så vidt med klædesvarer, at det kun er ganske lidt der kjøbes af byvarer eller af «nordlandsvarer» (strikkede trøier fra Stavanger-egnen). Blandt de hjemmevirkede sager indtager det stålgrå vadmel en høi plads. - I Øslebø er der også i det hele taget en god gammeldags skik: vel er det i den senere tid blevet mere almindeligt, at gjenterne gå en stund i sy- og vævelære og lægge sig efter finere arbeider og «fruentimmer-netheder»; men det antages dog, at modesygen ikke har fået stort spillerum. I det yderste sogn derimod eller Holme har byens og kystens naboskab tydeligvis virket mere forandrende. Her virkes ikke så meget af vævede sager, og som grund anføres, at husstellet optager en langt større del af kvindernes tid, med madlavning, skuring, vaskning, strygning o.s.v. Desuden går tildels de yngre kvinders arbeide inde i husene mere ud på sådanne finere ting som at sy, hekle og brodere.I Løvdal rækker mandfolkenes vinterarbeide til mere end at holde gårdsredskaber o.s.v. vedlige; herfra udføres ljåer og andet smedearbeide. Fra andre strøg af præstegjeldet arbeides op til salg en del snedker- og hjulmagerarbeide, sildetønder o.s.v.

Såvidt meddeleren. Tilføie skal jeg den oplysning, at Holme søgn nu er så vel forsynet med treskemaskiner, som drives med vand (dels faststående maskiner, dels flytbare, som kjøres fra gård til gård), at det næsten er aflagt at treske med pleiel, og den bonde, som endnu har beholdt denne gamle brug, må gjøre særskilt aftale desangåelide, når han fæster sig tjenestekarl. Og denne arbeidsbesparende og i flere måder indvirkende forbedring har udbredt sig her i egnen i det sidste snes ar.

Og til hvad jeg allerede har omtalt om arbeider-udvandringer fra de øvrige bygder og deriblandt fra Løvdal, kan jeg fremdeles føie dette, at fra flere af samme bygder og fornemmelig fra den sidstnævnte går der hele flokke af gjæterbørn ud hver vår og tage tjeneste i bygderne østenfor, ovenfor Lillesand og Grimstad o.s.v. Når de komme hjem om høsten, have de gjort aftale for næste år, enten for sig selv eller for andre. En bonde, som var præstens medhjælper og medlem af formandskabet, havde på engang tre sønner ude på denne måde; den første var reist med en voxen karl, som tog sig af ham og skaffede ham tjeneste; denne hjalp siden sin yngre broder i vei, og denne igjen skaffede plads for den tredie. Sådanne flinke børn komme hjem med gode klæder og penge til, og ikke sjelden blive de konfirmerede ude igjæter-tjenesten, tildels på steder, hvor de have været flere sommere i rad. De få meget tidlig interesse for at samle og spare og kunne tale om økonomiske affærer som voxne; ved denne gjæter-tjeneste blandt fremmede øves de for den voxne alders arbeidsvandringer. Men underligt nok har man lagt mærke til, at netop fattigfolk ere mindst villige til at sende sine børn således i vei: fast hvert år er der krangel i fattigkommissionerne med en eller anden fattigfamilie af den grund; eller om forældrene end sende børnene ud, så vende disse ofte tilbage; der er lidt fante-natur ved dem; sådan uart og uvane har også gjort, at ved søgningen efter gjætere må fattigfolks børn stå tilbage.

b. Søgne

Fra denne bygd, nabobygd til Holme, har jeg allerede ved skolelærer Storakers bistand kunnet anføre adskilligt om bådebygning og kystbedrift (kapitel III, side 35). Den indre del af sognet kan imidlertid henregnes til skov-egnen, og derfor har jeg til dette sted gjemt nogle af hr. Storakers yderligere meddelelser.

«Sognet ligger langs kysten, og befolkningen henter sin næring væsentlig fra søen. Denne har været den kilde, hvorfra den almindelige velstand i sognet er hentet, og hvorved dette sogns økonomiske tilstand danner en af de få undtagelser fra den mislige forfatning som almindeligen findes her i amtet. Ikke så få fare på længere farvande, og mange have små fartøier, hvormed de om sommeren fare på Danmark og om vinteren deltage i vårsildfisket. Forholdsvis få drive fiskeri i hjembygden. I dette strøg er man i vintertiden iøvrigt sysselsat med at binde silde-, makrel- og laxegarn og forarbeide hummerteiner, medens kvinderne spinde hamp, et arbeide, som dog nu lettes meget derved, at man tildels benytter maskinspundet hampe- og bomuldsgarn, dog nu mindre af det sidste slags på grund af dets høie pris.»

«I den vestlige del af sognet kring den et stykke ind i landet stikkende Trysfjord har man omtrent de samme sysler. Her forarbeides desuden en del årer af baghuner, hvilke dels afsættes inden sognet - deriblandt til egnens ene landhandleri - dels i Christiansand. Det meste arbeide er dårligt og betales med fra 14 sk. pr. par årer fra 8 til 14 fods længde og op til I sk. pr. løbende fod.»

«Fra denne kant kommer ikke ubetydeligt med bastetouge, som mestendels benyttes til hummerteine-touge, hvortil der medgår en stor mængde; for endel benyttes de også som garntouge. En større del afsættes til en handlende i Christiansand, dels til samme brug, dels til - håndfang-stropper i de mange fiskekasser, som derpå afgå med fersk makrel og lax. Tougene ere tolagte, 1/2 tomme i gjennemsnit, 12 favne lange, og betales med omtrent 12 sk. pr. stykke. Det skal på den kant af sognet være en almindelig bisyssel at forfærdige sådanne. På en vinteraften skal en kunne række at «lægge» et toug, når bastene ere færdige. Enkelte skulle om vinteren kunne sælge for op til 30 spd. Man klager over at man kommer i forlegenhed for de fornødne bast, da lindetræerne ikke behandles med den fornødne omtanke.»

«I den øvre del af sognet, nordenfor den fra øst til vest gående hovedvei, står nok den egentlige kvinde-husflid høiest. De fleste gå i hjemmevirkede klæder. Kun lidt vadmel og lærred afsættes. Fra dette strøg kommer ikke ubetydeligt af forskjellige træsager, såsom kul-, korn- og ballastskuffer, trouge, håndspager, øsekar, vandøser, sleve, træskeer o.s.v., som afsættes inden sognet og fornemmelig i Christiansand til handlende. At få en opgave over, hvad en familie kan forarbeide og afsætte på en vinter, er ikke så let. Folk husker det ikke selv. Fra en enkelt større gård, Repstad, kommer forholdsvis meget af sådanne træ sager, og nogle exempler derfra får medtages:

«En vinter blev fra 4 familier der opkjøbt for noget over 80 spd., udelukkende i træskuffer, som betaltes, med fra 1 ort. 20 sk. til 2 ort 6 sk. dusinet. De bleve udskibede til England.»

«Fornylig trak en afsted derfra med et lidet kjælkelæs med små træsager, hvoriblandt 28 1/2 tylvt skeer. Det indbragte ham 6 spd.»

«En af bådebyggerne her kjøber for omtrent 20 spd. i nagler årlig fra denne gård. Også en anden af de større bådebyggere forskaffer sig de fornødne nagler derfra. For de almindelige 3-3 1/2 tom. lange og 1/2 tom. tykke enernagler betales almindeligt 1 spd. pr. stort tusinde og for større op indtil 8 ort. En øvet skjærer bruger omtrent 2 minutter til hver af de små nagler. Fortjenesten er ikke stor.»

Den ene landhandler kjøber nogle gros træskeer derfra årlig for 6 à 8 sk. dusinet op til 12 sk. - Af skuffer og håndspager har en stor del været afsat; men det er mindre nu, da man mangler de fornødne træmaterialier, til de første åsp, og til de sidste ask, løn og bjerk.»

«Børnene skulle ikke blive gamle der, før de må hjælpe til. Jeg talte nylig med en mand der. Hans ældste søn var 7 år. Han kløvede og spikede ved og brugte tollekniven; men han kunde jo ikke bruge den så, at noget kunde sælges. Kjøkkenerne ere byggede store, og her sidder man da med de grovere arbeider om vintrene. Det er en selvfølge, at man forarbeider de fleste gårdsredskaber.»

«Man siger selv, at man der fra gammel tid har været vant med at arbeide, og man beklager, at nogle af de yngre ikke benytte tiden såvel, som de kunde.»

c. Holt

Seminarielærer, kirkesanger Feragen har imødekommet mit ønske og sendt mig en udførlig beretning. I et forord forbereder han på, at vi ikke må vente at finde nogen meget udviklet husflid. Der er megen ulighed i dette stykke omkring i landet; alligevel antager han, at når man tager alle ting i betragtning og sætter sig ind i hvert steds forholde, sæder og skikke, så vil man ikke så meget undres derover. «Et sådant udviklet syn på folkelivet og forholdene, siger meddeleren, vil ialfald gjøre os varsomme i vore domme. Ved første øiekast ser det nemlig ud, som om folket i de egne, hvor husfliden intet frembyder til salg, skulde være henfalden til ørkesløshed og dovenskab; men at en slig dom er overilet og urigtig, viser sig let for enhver, som kjender nøiere til folkets stel i det hele og i de enkelte bygdelag.»

Man vil finde, at hvad hr. Feragen skriver om Holt, kan gjælde som prøve på tilstanden i mangfoldige af vore bygder, og jeg gjengiver derfor hans meddelelse nogenlunde fuldstændigt, således:

«Meget af denne husflid kommer ind under håndværksarbeide og øves af håndværkere som deres fornemste næringsvei. De fleste af disse ere omgående, såsom skræddere, skomagere, malere og tildels smede og snedkere. Skomagerne befatte sig tillige med simpelt sadelmagerarbeide; de kunne arbeide sæletøier, skvætlæder, hynder til reisekjærrer o.lign., og i dette arbeide deltage ofte bønderne selv og deres sønner når skomageren er i huset. På en stor del af bøndergårdene findes smidie med det nødvendigste værktøi, og til visse tider af året leies smed til at udføre husets behov for smideri, såsom spader, hakker, øxer, hestesko, beslag til slæder, arbeidskjærrer og andre gårdsredskaber, og heri tager gjerne husbonden og hans voxne sønner virksom del, ligesom de og nu og da kunne pusle med et eller andet nødvendigt små-arbeide i smidien, om smed ikke er i huset. Ljåer og sigder derimod smedes ikke i almindelighed hjemme, men kjøbes af ljåsmede, hvoraf bygden har flere meget flinke. Snedkerbod findes også ofte på bondegårdene, og her sættes da istand enkelte redskaber og arbeides fra nyt af de allersimpleste, såsom stubslæder, drætter til arbeidsslæder, ljåårv, river, økseskafter o.lign. Almindeligt bohave, såsom borde, stole, senge o.s.v., arbeides ikke i huset, men efter bestilling dels hos bygdens snedkere, dels i byen. Hjulmagere og malere findes her til bygdens behov; de første udføre arbeidet hjemme i sine egne verksteder, de sidste gå om til folk efter bestilling og udføre indvendig maling af værelser og bohave. Husebygningernes udvendige bordklædning derimod overstryges almindeligvis af gårdens egne mandfolk, i regelen tredie- eller fjerdehvert år med tjære og rødbrunt. Og dermed har jeg omtalt tætpå al den husflid, som øves af mandfolkene. Rigtignok pusle enkelte af bygdens husmænd i sine fristunder med at gjøre river, sneskuffer, spad, ski, trauge og andre små træsager, tilhugge skibsnagler af eg og furu, og en enkelt fletter bastereb; men udbyttet heraf er så lidet, at det neppe er værd at omtale. Også endel af bønderne i den øvre del af bygden hugge skibsnagler og flette egebark til salg, hvilket arbeide skal lønne sig ganske godt. Med bødkere er sognet meget dårlig forsynet; her findes høist 2-3 sådanne, der desuden ikke befatte sig med bødkring uden som mellemstundsarbeide. Sit meste og bedste trætøi, såsom kar, bøtter, baljer, stripper, få holtingerne fra nabosognet Vegarsheien, hvor også de bedste egeski arbeides. Blandt Næs Jernværks arbeidere, der i det hele udmærker sig ved flid og orden, findes mange hændige folk. Disse kunne som fristundsarbeider levere vakkre tæljeknive med polerte skafter og messingholker, samt messingbeslået belte og slire, og desuden vistnok, de smukkeste og mest hurtigløbende kjelker i hele landet. Men de levere disse ting kun efter bestilling; de falbydes sjelden eller aldrig. Dette var alt.»

«For bedre at kunne dømme om sagen, må jeg i al korthed omtale mandfolkenes arbeide hersteds i de forskjellige årstider. Skogdrift, jordbrug og kjørsel for jernværket og skibsværftene ere bygdens væsentligste næringsveie. Husmændenes stadige vinterarbeide er således hugst i skogen og arbeide (i visse tidsrum både nat og dag) ved kulmilerne, og om sommeren bruges den tid, de har tilovers fra vår- og høstingsarbeidet på sine pladse og på gårdene, for det meste til fløting af tømmer i elven. Flere af dem befatte sig også med tømmermands- og snedkerarbeide, og enkelte ere skomagere og skræddere. Således have de almindeligvis så fuldt op med arbeide hele året, at det som oftest er meget vanskeligt for bonden at få folk nok til at udføre sit markarbeide og hugst i skogen til rette tid. Fra våronnen begynder lige til al indhøstningen er endt, har bonden og hans folk daglig arbeide ude, almindeligvis fra kl. 5-6 om morgenen til 7-8 om aftenen. Mellem våronnen og høstingen (hauballen.), istandsættes gjærder, graves grøfter (diker), optages nyland, fremføres jord til gjødselblanding og eftersees husene. Ved siden heraf kjøres på veien. Efterat indhøstingen er tilendebragt, begynder skoghugsten, der efter omstændighederne fort sættes til ud i januar og februar, da «bruget» kjøres frem til vasdrag, veie, sælgerpladse og skibsværfter. Dette «brug» består da af sagtømmer, skibstømmer, ege- og furuknæer, forhudningsplanker, dæksbjælker og enkelte større træer, såsom ræer, bougspryd, stavn og mindre master. Herforuden fremdrives også til jernværket den kul, som er brændt i løbet af høsten, og desuden malm fra gruberne og jern- og stållæs til byen. I denne tid gå mandfolkene til sit arbeide, når det lyser af dag, og holde på dermed indtil det mørkner; de puste kuns en kort stund til middag, mens de tage en bid mad, der ofte er frosset. Ved malm- og kulkjørsel må de tidt tage ud kl. 4 til 5 om morgenen, ja stundom tidligere, for at kunne række hjem nogenlunde med dag. Det er de lange vinteraftener - på den mørkeste årstid lige fra kl 4 - 5 -, som lidet nyttes af husets mandfolk. Det falder af sig selv, at de, som komme hjem fra skoghugsten, ere trætte og sultne og trænge til hvile. Kjøringen derimod er jo et mindre anstrængende arbeide, ofte meget letvindt; men er vinterdagen kold så påfølger gjerne døsighed, især hos folk med liden åndslivlighed, når de komme ind i den varme stue og have fået sin mad tillivs. Rigtignok soves ikke hele aftenen bort, men det er også undtagelsesvis, at mandfolkene nytte disse timer til, hvad der kan kaldes arbeide selv af letteste slags. Husskikken er jo altid lidt forskjellig i de forskjellige huse også i dette stykke; desuagtet bliver sandheden den, at i almindelighed går vinteraftenerne om ikke aldeles unyttet, så dog mindre velnyttet hen for mandfolkene. Der samtales og tildels læses der. Husbonden selv pusler gjerne med et eller andet, hans sønner også; men tjenestegutterne derimod døse kvelden hen eller sove den bort, da de anse sig fritagne for alt andet arbeide end at lægge foder for hestene, når de have gjort sit dagværk i skogen eller sine vendinger på kjøreveien. Denne tone, skik - eller rettere uskik - er nu engang kommen ind, og det er endda meget vanskeligt for bønderne at få nogenlunde duelige tjenestegutter. Bygdens unge mandfolk tage i almindelighed ikke tjeneste og ville ikke gjerne befatte sig med kjørsel; men de lære hellere et eller andet håndværk, tage tilsøs, søge arbeide på skibsværfterne eller ansættelse som krambodfolk i byen. De odelsberettigede sønner blive naturligvis ved gården, og ofte deles denne således, at også den næstældste søn får en part. Tjenestegutter må således for en stor del fåes andetstedsfra, især fra bygderne oppe i landet og vestenfor. Disse gutter kunne sjelden eller aldrig sættes til andet arbeide end at følge hesten og hjælpe til i vårvinning og høsting. De have intet lag på håndarbeide og må almindeligvis oplæres til at hugge i skogen. Enkelte blandt dem, som i ere af en godvillig natur, kunne rigtignok husbondsfolkene formå til at tage hænderne i let og simpel småpussel om kvelden, såsom at binde sopelimer eller lignende til husets behov; men de allerfleste ville ikke, og mange af dem kunne ikke. Da de vide, at de let kunne få tjeneste her eller der uden at bestille noget i vinteraftenerne, så flytte de heller fra selv den bedste husbond, end de lade sig tvinge til at tage lette småarbeider mellem hænderne, i de timer, de efter bygdens skik tro at have til egen rådighed. Det er tilvisse slemt, at en slig uskik er kommen ind i bygden, men det er endnu værre at de nævnte forholde lægge væsentlige hindringer iveien for et bedre stel. Så længe det er så vanskeligt at få tjeneste- og arbeidsfolk, må det desværre slåes af selv på de billigste fordringer.»

«Kvindernes husflid fremviser en langt lysere side af virksomheden i det stille hjem. Har en gårdmandskone ingen voksne døtre til sin hjælp, holdes i almindelighed 2 tjenestepiger, hvoraf den ene har arbeidet udenhuse og den anden indenhuse, eller og skiftes de med at være ude og inde hver sin uge. Husmoderen selv har tilsyn med og tager kraftig hånd i såvel ud- som indarbeidet. Såsnart en datter er bleven voksen, undværes gjerne den ene tjenestepige, og dersom der er to eller flere voksne døtre i huset, hjælper man sig uden tjenestepiger. Husmoderen med sine døtre eller tjenestepiger udfører ikke alene alt kvindearbeide inde og ude, såsom børnepleie, madlavning, husets renholdelse, brødbagning, klædesvadsk, kreaturrøgt, men tager også væsentlig del i vår- og høstarbeidet ude på marken fra tidlig morgen til sen kveld. At sætte poteter, sprede gjødslen ud over ageren, ja endog hjælpe til at læsse gjødsel, er meget almindelig kvindernes arbeide i våronnen. I hauballen rydde de jorderne for kvist, sten o.lign. og vaske værelserne fra øverst til nederst, hvilket sidste arbeide må være udført for St. Hanstid. Sidst i juni eller først i juli må potetagrene græsses og hyppes, og hertil bruges jævnligt kvinderne. Høonnen give dem arbeide fuldtop med at brede, vende, såte (ruke) og læsse hø. Alle kornagre skjæres af kvinder, og tilslut ere de med at tage op poteterne. Så kommer arbeidet på låven. Hvor der bruges treskemaskine, er tjenestegjenterne og husets døtre med at lægge for og tage fra; men hvor en slik indretning ikke haves, der udføres treskingen med fløiler (slåer) næsten udelukkende af kvindfolkene, som også kaste og rense kornet. Såsnart dette arbeide er udført, almindeligvis ud i november måned, kommer rokken frem, og husmoderen med sine piger sidder stadigt ved den til enhver tid af dagen, som levnes fra det nødvendige husstel ofte - eller i mange huse - fra kl. 6 om morgenen til kl. 9 om aften. Der spindes uld, lin og stry til vævnad. Efter nytår rendes vævene og hele vinteren udover høres vævslagene ligeså stadigt som rokkesurren før jul. Ved denne kvindernes utrættelige flid - vistnok større eller mindre i de forskjellige huse - forsynes almindeligvis familiens lemmer med de nødvendige gang- og sengklæder; thi der væves lærred, vadmel, værken og dynevar, altsammen både smukt og godt. Heldigvis finde endnu såvel gårdmands- som husmandsfolk her i bygden sig bedst tjent med at bruge hjemmevirkede tøier til klæder, skjønt det ikke kan nægtes, at kjøbetøier i senere tid begynde at finde mere og mere indpas til «søndagsklæder». Her holdes gjerne sauer på hver gård, dog mindre nu end før, fordi man foder inde hele vinteren. Ulden bruges til hoser, vadmel, værken og dynevar. Strikning af hoser og vanter udføres ofte udenfor huset af husmandskoner, enker, gamle og sygelige kvinder. Disse have før også modtaget stry og lin til spind, men nu er det vanskeligere at få dem til at tage sådant arbeide; ialfald udføres det aldrig for så billig pris som før.(34) Dette er noget som følger ligefrem af forholdene, alting er nu dyrere, og desuden er husmændenes adgang til fortjeneste større og som følge heraf deres kår i det hele taget bedre nu end for længere tilbage. For 15-20 år siden besørgede sognets fattigvæsen indkjøbt stry, som blev leveret trængende kvinder til spind mod betaling, for at skaffe ledige hænder arbeide; men dette er nu ophørt. De kvindelige lægdslemmer sysselsættes gjerne i husene med at karde uld, nøste garn og lignende lette arbeider. Det er også til disse småsysler, husmoderen tidligst sætter sine døtre, i 7-8 års alderen, lidt senere til at strikke og spinde, derimod sjelden til at sy, før de blive ældre, og lidet nok da. Der er mange, som sende sine døtre til syskole, når de ere konfirmerte, vistnok fordi de mærke, at den nødvendige dygtighed i som ikke kan fåes i hjemmet. Småpigerne gå sin moder tilhånde i kjøkkenet og på marken samt med at passe sine mindre sødskende.»

«Før bomuldspriserne, steg op, fandt man bedst regning i at kjøbe bomuldsgarn til vævnad af lærred og til rending for værken, dog avledes på flere gårde endel lin til hjælp. Siden bomuldsgarnet blev så dyrt, har man derimod lagt sig mere efter linavl, så at der nu på næsten hver gård og hver husmandsplads frembringes adskillige bismerpund lin hvert år. Stellet hermed optager ikke ubetydeligt af kvindernes tid. Der er de gårde, hvor der årlig kan avles indtil 10-12 bismerpund samfængt lin, men på de fleste mindre - fra 1 til 6-8 bismerpund.»

Jeg har mangen gang undres over, hvorledes en husmoder, med den liden hjælp, hun ofte har, kan række at overtage alt dette. Alene børnepleien, madlavningen og kreaturstellet optager, som enhver kan skjønne, en væsentlig del af hendes tid. Vistnok er kreaturholdet her ikke stort, på almindelige bøndergårde fra 4-5 til 12-14 storfæ foruden sauer og svin, men der skal dog tid til røgten alligevel. Husets renholdelse optager her mere tid end i mange andre bygdelag; thi renlighed hersker her i almindelighed, vistnok mere eller mindre i de forskjellige huse, efter som formuesomstændighederne og andre forholde kunne medføre. Gulvene feies hver dag og skures hver lørdag i regelen, og undertiden oftere. Borde, bænke, kopper og kar holdes rene, og når fremmede komme til hus, dækkes bord med hvid dug, med stentøi, knive og gafler, ligeså pent som hos borgerfolk i byerne. I arbeidslag og navnlig i onnetiderne kan det nok se mindre ordentligt og renligt ud i værelser, hvor familien har sit daglige stel; men herover undres ingen fornuftig. Begreberne om renlighed ere og må efter enhvers tilvante forholde være forskjellige. Således vil t.ex. folk fra mindre renslige bygdelag finde det meget propert i bondehusene hersteds, medens andre, der ikke kjende til, hvad bondens husstel fører med sig, ville finde netop det modsatte. Der vil vel ingen med billighed vente, at en bondekone med alt det arbeide, som foran er omtalt, skal kunne holde det så blankt og blæst i sit hus, som damer, der have en tjener for hveranden finger til sin opvartning, kunne gjøre fordring på. Renlighed og orden kan der findes, om ikke alt står pudset som til høitid, og folk her er ikke rukket lidet frem i disse huslige dyder, om det end må erkjendes, at det i mange huse kunde og burde øves mere. Dog - det går stadigt fremad også i denne henseende.


VI. I FLADBYGDERNE

Egentlig fladt er der jo intetsteds i vort land. Men adskillige bygder på begge sider af Christiania-fjorden, langs Øieren, Mjøsen og Randsfjorden o.s.v. og endog inde ved Throndhjems-fjorden udmærke sig dog med større sammenhængende strækninger af dyrkbart og frugtbart jordsmon, end vi finde i kystegnene og inde mellem fjeldene.(35)

Der er derfor større gårde, hvis brugere nødvendig behøve mange arbeidsfolk til hjælp. Dermed følger strax en større arbeidsdeling, end vi hidtil have været vante til at finde, og deraf spores snart en vis gavnlig indflydelse på den del af arbeidet, som vi her have for os, nemlig husfliden. En husmoder f.ex., som har en fast kreds af tjenestepiger og husmandskoner til hjælp, har lettere for at få det, som skal spindes og væves til husets brug, udført med en vis omhu, så det bliver fint og vakkert. - Men med arbeidsdelingen følger også større stands-forskjel, mellem husbondsfolket og arbeidsfolket, og der er altid fare for, at man på den ene side vil tage sig det for let med det såkaldte simple arbeide, og at man på den anden side vænner sig til den forestilling, at man kun har at forrette det forelagte dagsværk, og at det tilkommer andre at styre og lede og tænke.

Massen af disse egnens arbeidsfolk ere arbeidspligtige husmænd. Men i tidens løb har det udviklet sig så med ordningen af denne arbeidspligt, at det bliver en mere og mere almindelig udbredt forestilling, at der er noget trælleagtig ved den. I denne forestilling ligger dette, at der fra den høiere klasses side kanske sees med ringeagt ned på både arbeideren og hans dont, og dette, at nok arbeidsklassen selv ikke længer besjæles af den tilfredshed og selvfølelse, uden hvilken heller ikke sand hengivenhed for arbeidsherren kan ventes.

Det er naturligvis mangehånde ulighed i den række af bygder, som dette kapitel skal beskjæftige sig med. Men når det så sjelden er kommet dertil, at husfliden har hævet sig synderlig op over dette oprindelige standpunkt, at hvert hus søger at være selvbjerget, når der på så få steder har viist sig forsøg og fortsat bestræbelse i retning af at få en hus-industri i gang, som kan kappes med andre lande om at producere gjængse handelsvarer, så synes det, som at det i disse egne ikke så meget kan undskyldes med befolkningens spredthed og samfærdselens besværlighed. Heller ikke skulde man tro, at det med sandhed kan siges, at bygdernes hovednæring eller jordbruget ikke giver rum for sådan bi-syssel, såsom det falder vanskeligt at indse, hvorledes de mange hænder, som jordbruget krever i de korte sommermåneder, kunne have fuld og lønnende sysselsættelse i den lange vintertid, da jorden er bundet af frost og skjult af sne. Men derfor ledes tanken hen på dette alvorlige, at formedelst hin mislige og nu i lange tider tilvante ordning af arbeidsforholdet mellem husbondsfolk og husmænd har muligvis selve dommen og begrebet om arbeide lidt skade, så arbeide ikke længer holdes i ret agt og ære.

Så længe en husbonde har ordnet sig så, at han til hvilkensomhelst tid kan sende bud efter en husmand og have ham i arbeide for en dagløn af f.ex. 4 skilling om vinteren, fristes han til at tænke som så, at det er dog lidet værd at anstrænge sig; husmandenpå den anden side vænnes upåtvivlelig til at tage pligtarbeidet så, at anstrængelsen bliver så liden som mulig, og han opmuntres heller ikke af husbondens exempel til at være flittigere på de dage, han har tiden til sin egen rådighed. Og er en slægt voxet op under sådanne forholde, så kan det være, at sindet og begrebet er blevet ganske besynderlig forvænt; men da går tingen sin skjæve gang både på gården og på pladsen, der spores ikke synderlig friskhed og munterhed hverken i tankens eller i håndens arbeide, virksomheden bliver træg, opfindsomheden står stille, arbeidsomheden tager af.

Når man siger: «Tid er penge» - en tanke, som udgjør en af industriens mægtigste drivkræfter -, så er meningen: mange penge, så mange, at der er opmuntring deri. Men husmands-daglønnen i disse egne er jo helt igjennem: penge, få i sammenligning med de frie arbeideres. Husbonden opmuntres ikke til at spare dem, ved nemlig at vise større og større flid og øve sig op til større og større dygtighed. Men de husbonds- og husmandsfolk, som ikke ere komne i vane med at gå muntert og flittigt til de daglig forefaldende jordbrugssysler, have endnu mindre i sig af den drift, som skulde bringe dem til at gå videre eller opfinde og øve nye og lønnende bi-sysler.

Dog, vi skulle ikke bygge os fast i domme på forhånd, men gå lidt omkring i bygderne og se på selve tingene. Jo mindre der, som mig synes, under hine arbeids-forholde kan ventes af fremadstræbende arbeidslyst, desto mere bør vi glæde os over hvert tegn, det alligevel måtte lykkes os at opdage. Først føre jeg mine læsere til:

1.TRYKSTAD I SMAALENENE

Om denne bygd finder jeg en bemærkning af J. Chr. Berg fra 1799, at der var mange, som udmærkede sig ved smukke håndarbeider, såsom urmageri, at udskjære i træ m.m.(36)

Og hvordan det har artet sig med kunstfliden siden, det har jeg fået fortræffelige oplysninger om i en beretning af forhenværende storthingsmand, gårdbruger Zyprian Sødtland. Til hvad han selv har oplevet i nutiden, har han føiet, hvad han har kunnet udspørge af bygdens ældste mænd, så hans fremstilling omfatter en 80 år, og han har delt den efter tidsrummets 2 halvdele eller årene 1786 til 1825 og 1826 til 1866.

Fra det første tidsrum veed meddeleren ganske rigtig at omtale et påfaldende stort antal af bønder som havde lagt sig efter allehånde kunstigt arbeide. Han omtaler således med navns nævnelse ikke mindre end sex, som havde lagt sig efter urmagerkunsten. Nogle af disse dreve mest på at gjøre simple og billige ure af træ og ståltråd,(37) af lignende art som de nuværende Schwarzwald-ure; andre gjorde solide ottedagsure af metal. Og jevnlig behagede de sig i at overraske med noget usædvanligt. En af dem, Svend Udveien,(38) satte op i sit eget hus et ur, som viste både over indgangsdøren, i alle værelser og i kjøkkenet, og det viste ikke alene time, minut og sekund, men tillige dag og datum samt ny og næ. Et andet af hans ure behøvede ikke at trækkes op mere end en gang for året. Denne samme mand brød også sit hoved med at opfinde et perpetuum mobile, arbeidede for sin fornøielse en elektrisermaskine, opfandt en maskine til filehugning o.s.v.; derhos spillede han violin til større fuldkommenhed, end man var vant til at høre hos nogen anden. Hvad dygtig mand han må have været, det skjønnes af, at der fra hans værksted udgik lærlinger, der nedsatte sig, som urmagere både i by og bygd.

Men med hine gamle mestere og deres umiddelbare lærlinger er urmagerarbeidet nu nok uddøet i Trykstad,(39)

og dette synes mig mærkeligt. Man kunde ventet, at hvor en så god begyndelse var gjort, hvor man havde til sin rådighed et så stort fond af opfindsomhed og nemme, der skulde kunsten have holdt sig og udbredt sig. Når mestrene havde sat sig i forbindelse med folk i nabolaget og fået dem til at deltage i arbeidet, således at en gjorde hjul, en anden skruer og stifter, en tredie urkasser o.s.v., når der til opfindsomheden havde føiet sig en smule evne til at ordne og lede arbeidet i retning af at få ret mange hænder beskjæftigede og ret mange ledige eller halvledige stunder udfyldte, så skulde man jo tro, at urmageriet kunde have rodfæstet sig og blomstret og udviklet sig i denne norske bygd ligeså vel som i Schwarzwald og Schweitz, hvor enkelte bygdelag have drevet det til mesterskab og nu have ligesom fået privilegium på at forsyne verden med ure.

Så meget mere kunde man ventet, at denne nette kunst skulde fundet et hjem her i bygden, som der ialfald var en mand, der samtidig med hine mestere udmærkede sig ved en sjelden skjønheds-sands, så der vist kunde blevet råd til at få urmagernes arbeider udstyrede med en smag, som svarede til deres kunst. Denne mand hed Ole Stenersen. Han levede som lærer for småbørn; mens derhos var det hans stadige syssel fra ungdommen og til over 73 års alder at udskjære dåser. Han skar ikke i den tids almindelige træskjærerstil, men efter tilsendte tegninger, signetaftryk og andre modeller. Tallet på hans dåser løb op i tusinder, mener man, og de spredtes ikke alene om her i landet, men kom også udenfor til England, Frankrige, Østerrige, Danmark og Sverige. De fleste, sies der, kom til England, men de smukkeste sendtes til Østerrige, efter tegninger, som vare hidsendte derfra.

Om en anden bedrift derimod kan det siges, at den både har sin rod i det første af hine to tidsrum og har skudt vakkert op i det sidste. Det er smede-arbeidet. Man kan vide, at den bygd, som havde så flinke urmagere, også har havt smede. Urmagersysselen er jo som en finere afdeling af smede-arbeidet. Foruden at mangen mand var sin egen smed, var der dem, som gik om på gårdene og arbeidede for andre; det var almindelige gårdsredskaber, som forfærdigedes, og navnlig fik smedene ved første periodes begyndelse et nyt arbeide at prøve sine kræfter på, nemlig at gjøre jernplove. Hvad der såes på, var mere styrke og hensigtsmæssighed end smukt udseende, og enkelte smede udmærkede sig ved sit gode arbeide. En af disse mænd af den gamle skole lever endnu; han er ualmindelig dygtig i sit fag og har bestandig viist megen tænksomhed, så man f.ex. har kunnet se ved hans arbeider, at det har været passet at lægge mest material der, hvor slid eller kraft har virket mest, noget, som ingenlunde enhver smed tager tilstrækkelig hensyn til. Navnlig omtales han som en mester til at sveitse jern og stål, uden at det derved forbrændes til skade. Når en sådan gammel smed taler om en yngre laugsbroder, kan man høre ham rose dennes arbeide, men så tilføie denne kritiske bernærkning: «Men han har dog ikke lært at lægge jernet i varmen endnu.»

Nu vel, denne mands to sønner, brødrene C. & O. Olsen, have således optaget og udviklet faderens bedrift, at de, efter et ophold ved et af de mekaniske værksteder i Christiania, have oprettet hjemme på faderens gård og drive med større og større kraft et jernstøberi og mekanisk værksted. Til anlægget hører en 3 hesters dampmaskine, og 8 mand beskjæftiges for tiden. Der kan støbes indtil 5 skippund i et stykke, og fra værkstedet leveres treske-, hakkelse- og rodskjæremaskiner, samt og fornemmelig mølle- og sag-indretninger.

En anden smed har også fuldstændigt værksted; her beslåes vogne og kjærrer, her gjøres bygningsbeslag o.s.v. Af værkstedets lærlinger ere flere blevne dygtige smede, og mesterens søn har desuden uddannet sig videre ved et af de mekaniske værksteder i Christiania.

Det skulde være interessant, om denne smukke industri kunde blive til noget mere end til bygdens egen forsyning. I kapitlet om Christiania vil man se, hvorledes en egen klasse af smede i de senere år have taget sig til at drive arbeidet på den måde, at de levere til kjøbmændene i dusinvis sådanne varer, som for hentedes fra Tydskland, og hvis store billighed sætte os i forundring, låse, bygningsbeslag o.s.v.; men Trykstad står nu formedelst jernbane og dampbåd i temmelig let forbindelse med byen, og det var tænkeligt, at en del af bygdens bønder og husmænd kunde komme i tour med at bruge vintertiden til dette slags arbeide. Det vil komme an på, om folk i et naboskab kunne indrette sig på, at de samle sig på et værksted og fordele arbeidet mellem sig, så det går fabrikmæssigt og hurtigt.

Jeg vender atter tilbage til det første af hine to tidsrum, til slutningen af forrige århundrede og begyndelsen af dette.

Det var ikke et hus eller en plads, uden at der for hvert fruentimmer var en spinderok og for hvert hus en eller flere vævestole. Og hver stund, som var tilovers for de mere uopsættelige hus- og gårdssysler, så man disse redskaber i brug. Om vinteren kunde man være vis på liver morgen og aften at finde husmoderen siddende med sine piger om skorstenen og spinde. Husmandskonerne måtte hjælpe til med spind for gården. efter en vis arbeidsløn, som var fastsat i husmandskontrakten. Først sørgedes naturligvis for det daglige behov; men dernæst lagde man også an på at have noget tilovers til børnenes fremtid. I velstående huse anskaffedes gjerne for hvert barn en klædeskiste samt desuden en dragkiste til datteren og et skatol til sønnen, og disse gjemmesteder var det den huslige og kjærlige moder om at få fuldpakkede med bunker af lærred, strie, dreil og bolster.

Når så familierne besøgte hverandre var det husmoderens glæde og stolthed at vise frem de fyldte kister. Fra klædesloftet førte hun vel også sine gjæster videre omkring, for at vise dem forsyninger af madvarer på stolpeboden, foderbeholdningen på laden og besætningen på fjøset. Kjøerne vare almindelig dårlig fodrede, og det agtedes der heller ikke på; men desmere spurgtes der om, hvor forsigtig der var røgtet, eller hvor lidet der var taget af laden. Derefter kom touren til man den at vise frem sit bestehø og hestene selv; disse vare almindelig i godt huld, ja kanske fede, og han forsikkrede gjerne, at de aldrig fik havre. Men blandt de mange lovtaler, som naturligvis hørtes af de fremmede over al herligheden, kunde der vel falde nogle skjemteord til manden, såsom: «Du har da vist drevet hestene dine mere med luen end med svøben,» hvormed mentes havre af luen og en lempelig medfart under brugen.

Nu har alt dette forandret sig betydeligt; i fast alle retninger finde vi hin gammeldags huslighed afløst af nye skikke og sæder, og arbeidsvirksomheden viser sig nu under nye former. Det er spinde- og væveindustrien, jeg fremdeles skal tale om. Ved begyndelsen af anden periode begyndte bomuld og bomuldsgarnet at blive kjendt og benyttet. I førstningen kjøbte man rå bomuld og lod den spinde hjemme; dette garn blev vævet sammen med lingarn til lærred, og sådant holdtes for gjævere end lærred af bare lin, hvilket kan sluttes af yttringer, som i den tid kunne høres, såsom: «Dette er ikke andet end finlærred, men det der er bomuldslærred», «og jeg har selv spundet bomulden til det», kunde der lægges til. - Der gik dog endnu nogen tid, inden bomulden eller det maskinspundne bomuldsgarn kunde fortrænge linet, der fremdeles som før blev avlet og tilberedet hos hver mand; men bomuldsgarnet faldt i pris, og dertil kom, at man tilsidst endogså fik maskinspundet lin- og strygarn billigere end det kunde virkes hjemme. Følgen blev, at lindyrkningen ophørte, og rokken blev sat hen, såsnart ulden af gårdens sauer var opspundet.

Det er heller ikke frit for, at også maskinvævede tøier have fået nogen indgang til et og andet brug, istedetfor at man før i tiden ikke viste stort af andet end at hjælpe sig med hjemmevirkede klæder. Og det kan derfor se ud, som at vævstolen ligeledes fik mindre at gjøre.

Men det hjemmevævede tøi holdes for stærkere, og såsom garnets billighed tilsteder en rigeligere forsyning af klædningsvarer, væves der vel heller mere end før, så der nok endnu kan være flid og virksomhed, kun at man har måttet indrette sig på en anden måde.

Det er allerede erindret, at før i tiden brugte man på de større gårde at betinge sig en del spindearbeide udført af husmandskonerne. Mangesteds brugte man også at holde egne vævepiger, eller tjenestepiger, hvis hovedsagelige forretning det var at sidde i væven. På den måde blev en større gård som en fabrik, hvor der om sommeren kunde være indtil 3 vævestole i gang. Nu er denne skik ophørt. Rækker man ikke at få udført det hele arbeide i mellemstunderne, så leier man heller bort væv, og der er altid husmandskoner og inderster eller hjemmeværende døttre på småbrug, som tage imod leie-væv. Nogle af disse væversker arbeide også for handelsmænd, som levere ud garn til væving, eller de kjøbe selv garn og virke værkener og bommesier m.m. til salg.

Hvad der nu for tiden væves til bygdens eget behov er: lerred enten af bomuldsgarn aleme eller med islæt af lingarn; strie af bomuldsgarn alene eller med strygarn til islæt; værken af bomuldsgarn alene eller med uldgarn til islæt eller endelig af uldgarn alene; vadmel almindeligst af uldgarn alene, men også et slags med bomuldsgarn til rending og med vend; dette slags vadmel bliver kun undtagelsesvis stampet, men bliver da stærkere og varmere; fremdeles: dreil til dækketøi, fordetmeste af bomulds- og lingarn; gardintøier af meget fint lingarn alene eller også i forening med lignende bomuldsgarn; bommesi af bomuldsgarn alene og ofte lignende tøi med uldgarn til islæt; bolster til underdyner af bomuldsgarn og lingarn eller også kun en af delene; endelig simplere væv til stråklæder til senge, samt af stry- eller bomuldsgarn og nødhårsgarn simple sengeteppener, hestedækkener o.desl.

Værken er det slags vævnad, som fruentimmerne især gjøre sig flid med. De kappes om at få sig smukke kjoletøier deraf, med vakkre mønstre, hvor kulørerne passe godt sammen. Ofte farve de garnet selv.

Fordi der spindes mindre nu end i fortiden, bliver der tid til at spinde finere, og dette lægges der naturligvis især an på, når der skal virkes tøi til eget brug og til stads-klæder.

Ved sidste folketælling blev der opgivet at være 7 spindersker. En sådan opgave vilde neppe være bleven given for en menneskealder siden, da det gjaldt som en selvfølge, at alle voxne fruentimmer måtte være vante med at bruge rokken. Nu har tingen forandret sig så, at der vel kan være en og anden, som har været mere optaget med andre sysler og lidet eller intet har øvet sig i at spinde, medens der omvendt er andre kvinder, som have gjort dette arbeide til sit hoved-fag.

En lignende bemærkning kan også gjøres i anledning af, at der ved samme tælling befandtes at være 8 syersker, kvinder, som tildels have gået i formelig lære og lagt sig efter skræddersøm.

Som vævekunsten således åbenbart har udviklet sig til større og større fuldkommenhed, så have fruentimmerne foruden den gamle strømpestrikning også lagt sig efter at filere, hækle og brodere, fristundsarbeider, hvorunder mangt et vakkert tørklæde og skjærf udgår fra de flittige hænder.

Som jeg nu har fortalt om smedearbeidet og om den kvindelige husflid med spinding og væving o.s.v, så kunde jeg fortsætte med lignende fremstillinger angående snedker- og malerarbeidet, sko- og sadelmagerarbeidet, hjulmager- og bødkerarbeidet, garverier og teglbrænderier o.s.v. Overalt viser der sig tegn i samme retning: i fortiden var det mere så, at hver mand forstod sig på at udføre selv, hvad han trængte af de almindelige arbeider, eller han fik en eller anden bygdemand, som havde større øvelse til at komme hen og udføre arbeidet i huset; nu er arbeidet mere gået over på virkelige håndværkere, folk, som have udstået sin lære og drive håndværket som eget fag og tildels på eget værksted. Eller var det allerede i den første af hine to perioder kommet så vidt, at der var egne håndværkere, i visse fag, så bar deres arbeider præg af den større simpelhed og tarvelighed, som hørte tiden til, hvorimod nutidens håndværksarbeider vidne om, at man selv her på landsbygden har fulgt med tiden og agter på moden. Fortidens snedkere f.ex. tilfredsstillede bygdens behov af simpelt bohave, borde og stole og senge, klædeskister, dragkister, skatoller, alt af simpelt træ og upoleret, og når snedkeren var færdig, kom maleren, som også var en bygdens mand og vidste at træffe bygdens smag; lys bundfarve med mørkere figurer hørte til i den ældste tid, så blev brunt hovedfarven på alle møbler, med sirater og lister af lysere farver, som gult, blåt, rødt og hvidt. Og gjerne sattes årstal og navnenes begyndelsesbogstaver på mandens skatol og kvindens dragkiste og børnenes klædeskister o.s.v. På melkeskabsdøren kunde maleren vel endog finde på at skildre en kone med en smørkjerne, o.s.v., og på klokkekasser fra den tid står endnu at læse et og andet tankesprog, såsom: «Tiden går, klokken slår, evigheden forestår.» - Nu for tiden er der opgivet at være 17 snedkere, og man finder ordentlig arbeidsfordeling mellem dem, idet nogle ere bygnings-snedkere og af møbelarbeide kun befatte sig med det simpleste, men andre ere møbelsnedkere, som levere poleret arbeide af birk eller mahogni. Eller om det er upolerede møbler, så skille de sig fra fortidens ved sin nye form og derved, at de males med moderne træfarve. Møbelsnedkerne arbeide i eget hjem; de fleste af dem drive arbeidet som en bisyssel om vinteren, enkelte drive det dog mere i det store og holde svende og drenge, og der arbeides mere end til afsætning i bygden, så en del sælges til møbelhandlere i Christiania.

For yderligere at vise, hvorledes arbeidet har udviklet sig, kan jeg anføre, at treskingen nu for en stor del udføres med heste-maskiner, som tildels flyttes fra gård til gård, og at kvægrøgtingen begynder at blive opfattet som et fag, som fortjener at læres og øves for sig selv, idet der (takket være Landhusholdnings-selskabets bestræbelser) ved folketællingen fandtes at være 4 kvægrøgtere.

Men hvordan er det så under al denne udvikling gået med den egendige husflid eller den arbeidsiver, som vil have sysselsat hver ledig hånd og udfyldt hver tom time?

De gamle vide at fortælle interessante ting om skikken i deres unge dage. Da var der ikke tanke om andet, end at arbeidet skulde begynde så tidlig som kl. 3 om morgenen eller endog tidligere, både vinter og sommer. Hvad kvinderne syslede med, have vi allerede seet. Mandfolkene brugte om vinteren morgenstunderne, otten, til at treske (med pleiel), dagen gjennem var der alskens udarbejde, og efter det egentlige dagsværk sad man med forskjelligt kveldsarbeide, såsom at reparere gårdsarbejder, at skave og at spike. Til skav havde man om høsten hugget aspegrene, og nu sat man og skavede barken af samme til kreaturfoder. Og man spikede stikker, d.e. tynde og lange splinter af furetræ, som brugtes istedetfor lys; der var gode gårde, hvor man for hele året ikke brændte mere end 1, siger og skriver et, lys, julelyset nemlig; forresten hjalp man sig med stikker. Sådanne arbejder beskjæftigede alt folket på selve gårdene; i husmandsstuer, hvor der ikke var så mange gårdsredskaber at holde vedlige eller så mange kreaturer at holde med skav, kunde mændene desuden sysle med at bøde sine klæder og at lappe sko for familien, og nogle af dem drev desuden på sådant halvt håndværksmæssigt arbejde som at gjøre, bøtter, baljer, spand, embere, slever, skeer o.desl. til salg på gårdene, hvor man nok havde villie til at udføre slige arbeider selv, men ikke altid kunde overkomme det.

Nu for tiden? Nu er det ikke at tænke på at få arbejdet begyndt før kl. 5 om sommeren, og om vinteren - ikke før det bliver lyst, hvor kort dagen end er. Aftenen bruges vel endnu af nogle til de gammeldags kveldsarbeider at skave, spike og gjøre sopelimer, men det er ikke længer så almindeligt. At reparere redskaber er noget, som enkelt gang og på enkelte steder henlægges til kvelden; men mest bliver det gjerne om dagen.

Dette gjælder de almindelige bondehusholdninger. På værkstederne er arbeidstiden som i byerne.

Om den forandring, som altså er foregået, sige de gamle, at meget er gået fremad til det bedre, idet folk have lært at arbejde smukkere ting, tildels også at gjøre dem bekvemmere og bedre. Men samtidig klage de over, at det er gået tilbage med flidens og nøisomhedens dyder, og de ere forvissede om, at der i hver time af den længere arbeidsdag i fortiden blev udrettet mere af den enkelte arbeider end nu, da der begyndes sildigere og sluttes tidligere.

Selv synes hr. Sødtland, hvis meddelelser jeg i det ovenstående har gjort brug af, at være noget uvis om, hvorledes han skal veie de gjensidige fortrin eller mangler ved de to opstillede tidsrum, og han slutter med at bemærke, at hvad enten bedømmelsen bliver gunstig eller ugunstig for det ene eller det andet af dem, så må tidsånden antages at være den magt, som har været den virksomme årsag.

Disse udførlige meddelelser fra den enkelte bygd tør være skikkede til at kaste lys over forholdene i den hele egn, som bygden tilhører, eller den hele række af bygdelag, som nærværende kapitel skulde handle om.

Sådan som det nu for tiden er i Sætersdalen (husflid kun til det allertarveligste daglige behov, lidet til husets pynt og smykke og slet ikke til salg ud af bygden), så har det måske engang i fortiden været i Rennebo og Meldalen, og således som vi nu for tiden finde det i disse sidstnævnte fjeldbygder (livligt kveldsete-arbeide omkring det muntre tyri-blus, urmager-arbeide og anden syssel, som beskjæftiger tanken og nærer opfindsomheden) således have vi seet hus-skikken og arbeids-arten skildret i Trykstad for et par menneske-aldere tilbage i tiden. Ved at drage fra egn til egn, kunne vi ligesom få se for vore øine det hele huslivs og arbeidsvæsens historie; de forskjellige tilstande ere ikke alene fulgte efter hinanden i tiden, men ligge også ved siden af hinanden i rummet. Jeg synes at forstå fortidens tilstand i Trykstad bedre derved, at jeg kan sammenligne med bygder, som endnu stå på samme trin, og jeg synes jeg kan bedømme disse gammeldags bygders mangler og fortrin bedre derved, at jeg kan tage hensyn til, hvorledes tingene have artet sig i bygder, som have forladt det gamle standpunkt og vovet sig ind på nye baner.

Et eneste exempel: Der kan se så smudsigt ud i husene i sådanne gammeldags og tarvelige, men strævsomme bygder, hvor husbondsfolket og tjenerne sidde sammen ved kveldsarbeidet; der kan se så smudsigt ud, fordi væggene blive sodede af tyrien eller stikken, som brænder istedetfor lys. Omvendt kan der se så civiliseret ud i en fremskridtsbygd, hvor de nye store huse have en pyntelig malet stue for husbonden og hans familie og en særskilt drengestue, som man ikke bør betragte for nøie, for tjenerne; men i en sådan stads-stue går det ikke an at brænde tyri eller larme med hammer og øx, og når tjenerne sidde alene ude i drengestuen, går det gjerne istå for dem med de små-sysler som skulde høre aftenstunderne til.

Her på Østlandet, i disse fladbygder, har husbondsfolket på de større og toneangivende gårde skilt sig fra arbeidsfolket i madlaget og i arbeidslaget, og dette har rimeligvis været menligt i flere retninger og fornemmelig med hensyn til arbeidsomheden i almindelighed og husfliden i særdeleshed.

2. CHRISTIANIA-EGNEN

Jeg kan sige, jeg mest sætter denne overskrift og tilføier disse spredte bemærkninger for om muligt at vække tanke hos en og anden, om at give en ret udtømmende fremstilling af arbeidsfliden i de nærmeste landsbygder omkring Christiania, der vel i industriel henseende er landets centrum.

En botaniker har med videnskabelig nøiagtighed beskrevet Christianiadalens plante-vrimmel, og en zoolog har med ikke mindre omhu beskrevet Christiania-egnens fugleverden. Her ser jeg, hvorledes denne egn af landet er sådan, at adskillige af det høie nordens fuglearter til sine tider af året trække netop så langt ned mod syd, og adskillige arter af trækfugle, som om våren komme søndenfra, drage netop så langt op mod nord, så mangfoldigheden bliver større netop her end noget andet sted i landet. Men ligeså vilde jeg, at man skulde have lagt nøje mærke til den mangfoldighed af gammeldags norsk arbeidsskik og af nymodens tydsk og engelsk og anden europæisk drift og kunst, som man skulde tro måtte mødes netop her.

En egen klasse af smede, som jeg vil kalde hurtig-smede, og som bo nær omkring Christiania, foretrækker jeg at omtale under selve Christiania by. Men nu kaster jeg et blik udover den vakkre kreds af skovbevoxede åser, som omringe Christiania-dalen, og dvæler nogle øieblikke ved den forsyning af forskjelligt træarbeide, som byen får derfra.

På en vintermorgen kan det være ret livligt at se de mange kjælkelæs og slædelæs, hvorpå folk føre ind allehånde trævarer. Det er fabrikanterne selv, som bringe sine arbejder til torvs, og når man ser, hvorledes mange af dem selv drage dem på kjælke, og hører, at de tildels have måttet bruge hele natten for at nå ind til torvetid, så forstår man, at det er en trafik for småfolk og for sådanne tider af året, da der ellers ikke er stort at tjene.

Men når det derhos betænkes, hvad en by som Christiania må tiltrænge af sådanne varer, så skjønnes det, at den tilsammenlagte trafik ret må gå op i det store, og der kunde spørges: Mon dette betydelige arbejde er ordnet heldigt? mon der vises flid og stadighed? mon det ikke skulde være fornuftigere af fabrikanterne at sidde hjemme og arbejde op mere og mere og øve sig i at arbejde hurtigt, men derimod sælge sine varer til de nærmeste landhandlere og lade dem sørge for førselen og afsætningen?

I den anledning skal jeg meddele hvad forhenværende skolelærer J. Napstad i Nitedalen, i beretning om hans bygds husflid, har meddelt om den der hjemmehørende fabrikation af det slags tiner, som nok mest ere kjendte under navn af hatteæsker, temmelig store tiner af en noget firkantet form.

Det er en 20 år siden eller derover, at den trafik begyndte; nu er det kommet dertil, at en 10 mand stadig drive på dermed, foruden at flere sysle med samme arbejde af og til. Tinerne dannes af tynde bord som skjæres af sagbrugerne. En almindelig tømmerstok giver intil 20 bord. Det må være aldeles kvistfri ved. Bordet høvles på begge sider, og der, hvor æskens fire rundagtige hjørner skulle være, gjøres rids eller rifter med et sløvt redskab tvers over bordet; alt dette gjøres medens veden endnu er rå, og nu bøjes bordet over en form af sådan størrelse og dannelse, som tinen skal have. For at lette transporten gjøres tinerne almindelig af tre størrelser, således afpassede, at den mindre netop kan sættes i den større, og der altså er tre tiner i et sæt. En mand kan vinde at gjøre et sæt for dagen.

En morgen så jeg en mand komme til torvet med et slædelæs æsker.

Han havde 18 sæt og solgte dem til en torvkone for 3 ort 12 sk. sættet.

Når jeg i hin beretning læser videre om anden flid i bygden (nogle gjøre snedkerarbeide til salg, andre levere fabrikmæssigt små skåle og kugler af træ, som possementmagerne bruge o.s.v., o.s.v.), og når jeg dertil føier yttringer, jeg har hørt i bygden selv, om folkets både arbeidslyst og opfindsomhed, så tvivler jeg ikke om, at hvis der kun var afsætning at få og penge at tjene, hvis f.ex. handelsmænd i Christiania kunde slå sig på at kjøbe op og sende til andre lande, så skaffede Nitedalen gjerne skibsladninger af tiner, og arbeidet vilde blive så fabrikmæssigt ordnet og fuldkomment udført, som det kunde forlanges.

Der var en fyrstikfabrik i Christiania, hvor den gik i stå; den kom i en anden mands hænder og flyttedes op til Nitedalen, hvor man heldig har overvundet den ene vanskelighed efter den anden og nu driver arbeidet i stor udstrækning. Denne fabrik kom i berøring med bygdens husflid, og det var netop eierens ønske at give et bidrag til husflidens ophjælp. At klistre de mange æsker og tutter til fyrstikkerne er et arbeide, som han søgte at få udført omkring i husene. Her mødte han den første vanskelighed; men det gik godt. Til en begyndelse blev arbeidsprisen sat således:

for æsker...................... 56 sk. pr. 1000.
for tutter..................... 15 sk. pr. 1000.

Folk skreg over sig, da dette arbeide blev budt dem for den pris, og eieren måtte henvende sig til husmandskonerne på sine egne pladse og ret anvende overtalelse for dog at få dem til at forsøge. Han tabte selv, fordi prisen var for høi, men arbeiderskerne tabte også, fordi det, de rak at arbeide op, var for lidet; de holdt ikke høiere dagløn end 4 sk. Men snart kom øvelsen, og med den større fortjeneste, og med den flere hænder, men med dem voxte oplaget af færdige æsker og tutter, så eieren måtte sige stop. Så bød folk sig til at tage arbeidet for lavere pris, og for endnu lavere, og da jeg sidst hørte derom, var prisen:

for æsker...................... 18 sk. pr. 1000.
for tutter...................... 4 sk. pr. 1000,

og et 12 års barn kunde gjøre 7000 tutter på en dag og altså tjene 18sk.

Dette kan gjælde som exempel på, hvorledes den menneskelige arbeidsfærdighed kan strækkes, og tøies næsten i det uendelige, her i Norge såvelsom i andre lande.

Jeg tilbragte en gang en hel dag i denne fabrik, og den hele dag igjennem var det mig en nydelse at høre om det ene exempel efter det andet både på tiltagende færdighed og på tænksomhed og opfindsomhed hos arbeiderne. I en heldig samvirken af denne arbejdernes øvelse og skjønsomhed samt driftsherrens handelsånd og kapital ligger den hemmelighed, som man ret kan undre sig over, at medens en enkelt æske fyrstikker i en tid, som endnu mange af os kunne mindes, kostede nogle skillinger, så var fabrikprisen i 1863 kun 54 sk. for et helt gros eller 12 dusin æsker, og i 1867 er prisen yderligere gået ned til 32 sk., og jeg forstod det så godt. da fabrik-eieren yttrede, at med sådanne arbejdere som de norske almuesfolk måtte der kunne udrettes store ting.(40)

Efter dette besøg i Nitedalen skulle vi søge at skaffe os oversigt over hele egnens husflid i den omhandlende retning, og det på den nemme måde, at vi gå hen og se os om i nogle af de udsalgsboder, som vi have her i Christiania for trævarer fra de nærmeste bygder.

I boderne ere de mangeslags dreiede og laggede og snedkrede sager o.s.v. ordnede efter kjøbmandens og kundernes bekvemmelighed. Vi, som ikke agte at kjøbe, kunde ønske at se dem opstillede efter en anden regel, f.ex. i grupper efter bygderne, de komme fra.

Bygderne vestenfor byen leverte mindste bidrag. Længst fra vest, nemlig fra Modum, ere alle disse pindestole komne. De bogtræer og bagstekjævler, som ligge hist på hylden, ere fra Ringerike, og herfra skriver sig også denne anseelige samling af kariolfadinger, som bønder fra andre bygder pleie at kjøbe af; hjul skaffe de sig fra en anden kant, og understellet kunne de tildels gjøre selv. - Af den store hob sopelimer henne i krogen der, som i det hele taget komme fra de nærmeste skove, er troligvis en del fra Sørkedalen. Kanske hele resten af forrådet skriver sig fra bygder, som ligge i mere østlig og nordlig retning.

Hine grove kurve af vidie og ener og hassel, simple flaskekurve og endnu simplere høkurve og flis-fade, forfærdiges oppe i østre Aker og på Lørenskoven. De nette og lette bærkurve og klædeskurve af spån, som hænge rundt omkring, skulle være fra Strømmen. De store tiner, som tagge så megen plads op, ere de omtalte hatteæsker fra Nitedalen. Sammen med dem må vi nævne nogle hjul til arbeidsvogne fra nabobygden Hakedalen. Fra Thoten kommer en hel mangfoldighed af sager; de gule træskeer stikke mest i øinene og fortjene også mest opmærksomhed (se kap. l); sammen med dem ligger en bunke sleven, af dreiede sager finde vi tøndetapper, og af æskearbeide med indbrændte forsiringer forekommer tiner, melkar og de i bøndernes madbommer så uundværlig smør-asker. Høland leverer allehånde møbler, stole og sophaer, spise- og divanborde, piedestaler; de komme ind i upudset stand, for at kjøbmanden bedre kan bedømme træet, og han lader dem male eller polere her i byen. Transporten er besværlig, og det siges, at denne trafik er i aftagende; møbelhandlerne stå dels i forbindelse med snedkere i byen, som have øvet sig i retning af at gjøre billigt arbeide, og disse kunne bedre følge moden eller rette sig efter kjøbmandens og hans kunders øieblikkelige ønske.

Fra Sitskoven og Vingerskoven alt inde ved den svenske grændse kommer en stor mængde traug, fra de små sæbetraug til de største korn traug, samt slever og svarvede skåler. Veien derfra er lang; men det blev også sagt, at frihandlere på stedet kjøbe op og bringe til markedet. Fra disse samme bygder er det nok også, at de gammeldags kurve skrive sig, som vi se så mange af her i boderne, kurve af hel (ukløvet) pilekvist og bare med fletværk, uden ribber.

Fast alt, hvad vi se af laggede sager, er fra Enebak: bøtter, baljer, vadskekar, opad indtil store bryggerkar. En særskilt andelsartikel sammestedsfra er også bøtte-haver.

Fra nogle af de nærmeste bygder i Smaalenene kommer en del senge og andre møbler.

Hist og her omkring i bygderne, i Store-Nes, Thoten, Nitedalen, bor en og anden såkaldet rokkedreier, som sender ind nogle morter-stødere, bagstekjævler med tilhørende bager-trindser, skafter til håndværksredskaber, kopper til dukkestel o.s.v. Grød-tvarer og visper komme også fra forskjellige kanter. De haspetræer, vi opdage hist i krogen, ere fra Høland. Disse sælehøvrer med jernbeslag ere arbeidede af en gut på Thoten, som reiste til Amerika nu sidste år. Riverne og ljå-orverne oppe under taget ere fra Store-Næs. Hvor er hint mangletræ kommet fra? fra Thoten.

Inde imellem alle disse ting fra landet opdage vi enkelte slags varer, som ere forfærdigede i selve byen, såsom skibskister, egetræes bøtter, og gardinstokke og strygebrætte, trætøfler, som en hjulmagergut har leveret bundene til og en sadelmager har sat overlæderet på o.s.v. Selv hint bundt af sneskuffer er her fra byen, forfærdiget af en indflyttet fordums bonde, som får emnerne fra en broder på landet. Fra kurvmagersvende i byen skriver sig også de enkelte kurve, vi se af det nyere slag, bestående af ribber, der ere ligesom overvævede eller omflettede med kløvet pilekvist; det er hankekurve med låg, større og mindre.

Endelig er den store mængde dørmatter og potetes-kurve af snoet høvelflis kommet fra Sverige, dels over Fredrikstad, dels fra Gøteborg, noget, som her naturligvis ikke kan nævnes til ros for den norske husflid, men kun for at fuldstændiggjøre og afslutte opregningen af disse udsalgsboders indhold.

Imidlertid er jo den allerstørste mængde af varer fra, de norske bygder. Hvor stor omsætningen monne være, tør jeg ikke fremsætte nogensomhelst gisning om. Men at den må gå op i tusinder, det kan man forstå, når man veed, at en af disse handlere betale ikke mindre end 96 spd. årlig i leie af sin bod.

Endda kan der spørges, om der bringes så meget af dette slags varer til torvs, som der fra disse skovbygder kunde ventes.

Det kommer naturligvis ikke bare an på fliden i husene, men, som ovenfor antydet, også på afsætningen.

«Går ikke en del af disse sager, spurgte jeg, til Kjøbenhavn og andre danske byer med de hjemvendende danske kornskuder?» Sådant kunde man jo mene, siden Danmark må indføre træ fra Norge, og alle disse varer ere et slags forædlet trælast. Men jeg måtte høre, at afsætningen så langt bort var for intet at regne.

Hvori stikker dette? Er den norske husflid og handelsånd ikke virksom nok i retning af at tilveiebringe billige varer - formedelst fabrikmæssig fordeling af arbeidet, anskaffelse af hensigtsmæssige redskaber, benyttelse af vandkraft til at drive dreierbænk og sag o.s.v. -, eller er man i Kjøbenhavn vant med, at bohave af omhandlede slags skal være af bedre material, end vore skove levere, og af finere arbeide, end vore husmænd og bønder kunne drive det til i sine fristunder?

3. VED RANDSFJORDEN

Med hvad interesse jeg har hørt om væve-industrienHadeland (i Jevnaker), det vil man først forstå tilfulde ved at læse det følgende stykke om Mjøs-egnen.

Det heder, at der væves ikke så smukt og godt her som på Thoten, og at industrien virkelig har stået på et lavere standpunkt på Hadeland, det synes jeg også at måtte slutte deraf, at det hovedsagelig er herfra, at Chistiania fattigfolk får sin forsyning af «rubbe-værken», et slags overmåde simpelt tøi til underskjørter o.s.v., som består hovedsagelig af nødehår.

En handelsmand i Christiania, som kjøber op sådant værken fra Hadeland, sagde mig, at han har men af det i 8 dage, når han har taget imod nogle stykker og rullet dem op for at måle dem, således lægger støvet sig for brystet. Det må være folk på landet, føiede han til, som skulle arbeide, det slags tøi; thi uden den friske landluft var det ikke at holde ud. Og endda tjene de stakkels mennesker neppe føden, bemærkede han til slut.

Ellers er det de hadelandske bomulds- og uldværkener, som skulle have stået tilbage. Men med hensyn til dem holder det kanske allerede på at vende sig til det bedre, og det formedelst en driftig handelsmands indflydelse. Fra 1863 af har kjøbmand Gunnerius Pettersen i Christiania sat sig i forbindelse med væversker på Hadeland på den måde, at han leverer ud farvet garn, bestemmer mønsteret, fastsætter en frist af visse uger og lover en vis betaling for arbeidet; når væverskerne bringe eller sende den færdige væv, bliver denne ikke alene målt, men nøie undersøgt, og der må ikke vise sig nogen skjødesløshed eller feil i arbeidet. Det er allerede kommet i god tour med dette. Der leveres bedre og bedre væv, flere og flere arbeidersker melde sig, og ligeså vel som kjøbmanden mere og mere kan stole på at få jevn forsyning af god vare, så kan han også mere og mere glæde sig med jevn og hurtig afsætning. Handelsreisende have gjort varen bekjendt for ham i vore byer, og der kommer idelig bestillinger fra detail-handlere; selv så jeg igår i kjøbmandens bog en del netop indkomne bestillinger fra Tromsø og Hammerfest og Vardø og Vadsø. Nu for tiden har hr. Pettersen en 150 vævstole i gang på Hadeland, nogle gå mere uafbrudt, andre rigtignok kun i mellemstunder mellem landbrugets og husvæsnets sysler; væverskerne tjene sig tilsammen en arbeidsløn af over 100 spd. for måneden. Betalingen er omkring 2 1/2 sk. for alen, lidt mere og mindre; den synes ikke stor, men er dog, som man ser, så stor, at en hel del mennesker finde at de stå sig med den. Og det interessanteste synes mig at være dette, at her have vi et forsøg på, hvad kyndig ledning og handelsmæssig bistand kan udrette til husflidens ophjælp. Skulde husmandskoner og bondekoner omkring i Hadelands afkroge drive denne dont på egen hånd og hver for sig, så vidste de f.ex. ikke, hvad mønster folk oppe i Finmarken nu for tiden synes bedst om, og lige så lidt vilde de formå at -!,aL'ie sig garn og farvesager fra første hånd og til billige priser eller at få sine varer frem til de fjernt boende og ukjendte kjøbere.

4. OMKRING MJØSEN

a. Gjøvik-egnen

Vestsiden af Mjøsen, eller præstegjeldene Østre og Vestre Thoten, Vardal og Birid, denne krands af bygder, i hvis midte og for hvis skyld kjøbstaden Gjøvik blev anlagt, kunne vi rimeligvis betragte som det mest industrielle bygdelag i landet. Som man i en frodig lund ser løvet af flere slags træer blande sig smukt tilsammen, således finde vi, at flere husflidsgrene trives sammen med hinanden her. Den ene virksomhed frem kalder og støtter den anden, den ene families exempel opmuntrer den anden, og det synes at være kommet dertil, at husflid ansees som noget der må være i hver mands hus.

Det hørte oprindelig til min plan, at bereise dette interessante distrikt og gjøre nøiagtige studier, og det netop for nærværende skrifts skyld. Men jeg kan sige, jeg undlod det mest for ikke at forøge skriftets omfang, som jeg nu ser bliver større end fra først af tænkt og villet. Hvad jeg nu meddeler, har jeg altså mest opfanget på 2den og 3die hånd; og ligesom for Christiania-egnens vedkommende, må jeg bede om, at mine spredte bemærkninger må blive betragtede som kun foreløbige.

Først den mandlige husflid med karder, bliktøj, tolleknive, sadelmagerarbeide, træarbeide.

Sidst i forrige eller først i dette århundrede kom en fremmed karl reisende, som kaldte sig Hans og forstod sig på at gjøre karder, og lensmand Mustad i Vardal hjalp ham tilrette, så han fik kjøbe sig ind på gården Seval, hvor han ryddede sig bruget Snuggerud. Fra denne mand og dette sted stammer kardemagerarbeidet her i egnen, hvor det nok fornemmelig trives i Vardal. Selv arbeidede han sig op til velstand; en søn af ham sidder nu som bruger på Snuggerud, en anden søn forplantede kunsten til Birid, og om en svigersøn af den gamle fortælles som exempel, at han drev arbeidet med sådant held, at han efterlod sig en 3-4000 spd., da han for en 30 år siden døde. Flere og flere lagde sig efter bedriften, og egnen har nu i mange år havt ligesom privilegium på at forsyne vistnok størsteparten af landets bygder med karder. Dette efter meddelelser til mig af gårdbruger Tolleif Mustad, sønnesøn af hin lensmand.

Blikarbejdet er en husflidsgren, som er skudt op senere; thi den nysnævnte hjemmelsmand, der nu er lidt over 60 år, kunde mindes den tid, da bliktøi kjøbtes i bygden fra Christiania. Kjøbmænd i Gjøvik i sagde mig, at der indføres blikplater til egnen for ikke mindre end 10,000 spd. for året.

Endnu yngre er tollekniv-fabrikationen. Den skal ikke være ældre end 10-12 år. Det er især i Kolbo sogn af Vestre Thoten, at denne bedrift hører hjemme. Smedene slå blade og gjørtlerne forsyne dem med holkede skafter og med slirer af messing eller nysølv. Fabrikationen drives ret i det store, og knivene blive billigere og billigere, så de nu sælges dusinvis for 18 sk. og op til 36 sk. stykket.(41)

Kolbos gjørtlere ere også bekjendte for sine billige dombjælder; det heder at alle dombjælder, som kjøbes landet over, komme derfra. Før drev de på at gjøre messingknapper; men da disse gik af brug her på Østlandet, måtte de anvende sin kunst på andre ting.

Før i tiden blev der arbeidet med håndkraft hægter og småspiger i mængdevis. Nu er dette ialfald betydelig aftaget formedelst konkurrence med hægtefabrikken i Nitedalen og spigerfabrikken i selve Vardal.

Kjøretømmer, lagte af råt oxelæder, kommer der en hel del af fra Kolbo, og på markederne fra Grundsæt til Kongsberg kjender man de billige og lette og gode «Thotnings-sæler», der bruges omkring på landsbygderne som «kirkesæler» til karioler og gigger. Før i tiden bleve mange af dem byttede bort til Ringerike, som gav karioler og spidsslæder igjen.

I Kolbo skal der også være dem, som befatte sig med at binde børster og valke filthatte, dog lidet til udførsel. Kurve har man derimod forsøgt at gjøre op til salg; men førselen faldt for besværlig.

Træarbeide fra disse bygder er der allerede opregnet en hel mængde af under stykket om Christiania-egnen ovenfor. Tilføie kan jeg her, at i «Christiania lndustrimagazin» i Toldbodgaden har jeg seet billige kakkelovnspustere fra Thoten.(42)

Samtidig med denne husflid og for dens skyld har der dannet sig en eiendommelig handelsvirksomhed, idet en klasse af nøisomme og flittige handelskarle eller kræmmere have gjort sig det til levebrød at kjøbe op karder, bliktøi, tolleknive o.s.v. og reise om og falbyde i bygderne, på markederne, på byernes gader. Deres utrættelighed fører dem vidt omkring (se exempler derpå i kap. 1), og deres gløghed og erfarenhed veed at udfinde de bedste afsætnings-steder og fordelagtigste salgsmåder. Og de bringe med sig tilbage ikke blot nyttige varer, som de tuske sig til (skind til brug for kardemagerne m.m.), men også ideer til forbedring i bedriften, vink om, hvordan blikkenslagerne skulle gjøre deres varer for at kunderne skulle synes bedre om dem o.s.v.

Nu om den kvindelige husflid.

Der var reist spørgsmål om et markeds oprættelse i Gjøvik, og fogden i Thotens fogderi afgav desangående i 1865 en betænkning, hvori han opregnede de forskjellige slags husflids-arbeider for egnen, som vare gjenstand for omsætning. Men deriblandt nævnes en 150,000 alen tøier af forskjelligt slag, som år om andet blev falbudt i Gjøvik by.

Jeg formoder, at hermed mentes den blomstrende tilstand, som fandt sted før den amerikanske krig. Men til det tal 150,000 skal jeg også erindre om, at der endda vævedes en god del, som blev afsat ad andre veie eller uden at gå gjennem Gjøviks handlende.

Der skal vanskelig kunde peges på noget andet norsk bygdelag, hvor væve-industrien har været drevet i så stor udstrækning.

Især har det nok været mange vævstole i gang i Østre Thotens præstegjeld.

Allerede fra gammel tid af har denne bygd leveret væv til salg, navnlig værken af dette oprindelige slag med tagl (lin) til rending og uld til islæt. Da bomulden kom - således som omtalt under Trykstad, for en 30-40 år siden - blev bedriften ikke alene fortsat på forandret måde, men betydelig udvidet, og Thoten blev viden om bekjendt for sine bomulds-værkener eller kulørede bomulds-tøier.

Der blev så at sige vævet i hvert hus. På gårdene kunde man høre slagene af 3-4 vævstole på en gang, og omkring i hytterne satte piger sig ind som inderster og gjorde sig væving til udelukkende bestilling.

Og en egen klasse af handelskarle tog del i bedriften. Som man i fjeldbygderne kan se folk med handels-talent blive til smøropkjøbere og fækarle, så var der bondegutter, som spekulerede i væv. De kjøbte større partier af garn og farvesager, lærte sig kanske til at farve selv eller leiede farvingen bort, leverede så farvet garn ud til væversker og fik igjen væv, som de siden drog om med på bygderne eller afsatte i større partier til kjøbmænd i Christiania og Drammen og Tønsberg o.s.v. Det var for en stor del tuskhandel; for væven tog de igjen fra byerne materialier til ny væv samt kaffe, sukker o.s.v. til væverskerne. På den måde blev handelskarlene et slags frihandlere. Men for så vidt som de tillige ledede arbeidet, valgte farvene til garnet, bestemte mønsteret for væven, anordnede, hvor bredt tøiet skulde være, hvor tæt der skulde væves, o.s.v., kunde man også kalde dem fabrikanter. Nogle af dem drev det i temmelig stor målestok eller kunde have en omsætning af 1000, 2000 indtil 5000 alen for måneden. - Så blev Gjøvik anlagt og kjøbmænd der lagde sig i bedriften på den måde, at de kjøbte op dels af disse handelskarle, dels af de væversker, som endnu brugte at væve for egen regning, og formedelst den mere kjøbmandsmæssige måde, hvorpå forretningen blev drevet fra Gjøvik af, gik det altid lettere og regelmæssigere med afsætningen, alt landet over, såsom lige til Finmarkens byer.

Mænd, som vare vel kjendte på Thoten i de år, have yttret for mig, at denne industri nok endog blev drevet i for stor udstrækning, idet en hoben piger, som til større gavn både for sig og bygden skulde have taget tjeneste hos bønderne, satte sig for at være væversker og vævede sig bort i armod. Men denne samme overdrevne iver skal dog også have gjort, at det i lang tid var brydsomt nok for de her i landet anlagte store maskin-væverier at få, indgang for sine varer, såsom husfliden arbeidede så overordentlig billigt.

Så indtraf den amerikanske krig, og bonde-industrien måtte standse.

Og vel begynder den nu at tage sig op igjen; men det mærkes tydelig, at det falder den vanskeligere at udholde konkurrancen. Maskinvæverierne, som fortsatte under krigen (fabrik-eierne kunde ikke vel afskedige sine folk, dels for ikke at gjøre disse forlegne, dels for ikke selv at stå forlegne, når kniben var overstået; her var desuden ganske andre midler til at bære virkningerne af bomuldens fordyrelse), de have nu åbenbart vundet overtaget. Folk omkring i by og bygd vare blevne vante med og havde fået smag på fabrik-tøiet; Thotens-værkenet så lidt bondemæssigt ud ved siden af det.

Det er blevet så ofte sagt, at mange uden videre tro det, at når håndvævstolene først have fået maskinstole at kappes med, så kunne de gjerne give tabt strax. Og var dette så, da vilde det jo kun være pinligt at se folk på Thoten begynde på vævingen igjen og anstrænge sig med unyttig møie. Men ved atter og atter at rådspørge forretningsmænd, har jeg fået den langt interessantere forestilling, at sagen ingenlunde er så aldeles afgjort, men at der er mulighed for, at husfliden endnu skal kunne indtage og bevare en plads ved siden af maskin-bedriften - kun at den bliver ledet bedre end hidtil.

Jeg har allerede omtalt det som en god begyndelse, at væversker på Hadeland arbeide under ledelse af en kjøbmand i Christiania. Men om nu en med handelsdannelse og kapital udrustet mand plantede sig ned i selve Thotens bygd, midt imellem de hundreder af væversker! Han vilde snart kunne betragte hele bygden som sin fabrik, fra sin bolig af kunde han komme til at styre væve-industrien omkring i huse og hytter, omtrent som den virkelige fabrik-eier fra sit kontor af tilser og ordner alt omkring i fabrikbygningens arbeids-sale. Som tingen nu har udviklet sig, vil det være forgjæves for den enkelte bondefamilie eller inderst-pige at kjøbe garn og farve og væve så ganske i det små på egen hånd, og næsten lige så forgjæves for hine gammeldags bondemæssige fabrikanter at stelle med tingen sådan lidt i det store. Det vil først gå, når bedriften får et høiere sving, når styreren er den mand, at han kan anstille de allerfineste beregninger over udgift og indtægt og har kapital nok til at gjøre sine indkjøb fra første hånd og dertil besidder den dristighed, som skal til for at få oparbejdet afsætningens veie. Det må f.ex. komme dertil, at kjøbmænd i Arendal og i Hammerfest have nummererede prøver af tøierne liggende for sig, så de kunne skrive til fabrikanten på Thoten og bestille så og så mange stykker af den og den sort; øieblikkelig kan så værksmesteren få ordre til at ordne det så med de nærboende væversker, at de væve netop af samme sorter, og få uger efter kan tøjet ligge på kjøbmandens disk.

Jeg skal naturligvis vogte mig for at give råd. Men jeg vil få gjort min mening anskuelig ved at udtale et ønske. I og omkring Borås i Sverige, har jeg hørt sige, har væve-industrien fået sit støre opsving netop ved at tages på hin måde. Arbejdet styres og ledes af såkaldte fabrikanter, som ikke selv eje nogen fabrik og ikke have arbeidersker umiddelbart i sin tjeneste, men som stå i forbindelse med bondefamilier, hvis koner eller døttre sidde hjemme hver hos sig og væve fabrikanternes garn og modtage væverløn af dem. Der er også familier, som væve på egen spekulation; men man vil vide, at det oftere er gået så, at folk på den måde have arbeiet sig til armod, og at de atter have arbejdet sig ud af denne ved at indgå sådan forbindelse med en af fabrikanterne. Men nu vilde jeg, at en eller anden thotning skulde rejse hen til dette sted og give sig ind i en fabrikants tjeneste for at få deltage i og altså praktisk lære alle forefaldende arbeider, i farveriet, på varelagret, i kontoret o.s.v.; når han så efter et eller to eller tre års forløb var en fuldendt værksmester og forretningsfører, så kunde han komme hjem og spekulere i den ledige arbeidskraft i bygden, ligesom der ellers spekuleres i den ledige vandkraft ved fossefaldende her og der. De thotenske væversker ere rimeligvis ikke så færdige og kyndige, som de, der arbejde for de svenske fabrikanter; men siden de dog have vævet så meget, kan man ialfald vide, at de må have kunstens ABC så, nogenlunde inde, og det blev den nye leders sag at føre dem videre. Mulig kunde han finde det nyttigt for den tings skyld at tage med sig nogle svenske væversker for at lade dem vise deres norske søstre, hvor hurtigt der kan væves på et nyere slags vævstole med fløiskyttel, som nok er lidet kjendte på Thoten. Der skal naturligvis kapital til en forretning som den påtænkte; men er der først en mand med anerkjendt t dygtighed og pålidelig charakter, så kan det kanske hænde, at kapitalen vil samle sig om ham; jeg tænker på dette, at der ialfald har vist sig at være kapitaler nok på Thoten til at danne aktieselskaber og oprette brændevinsbrænderier.

Kort, jeg tænker mig muligheden af at ved at slå ind på denne forretning kunde en begavet mand både blive sin egen lykkes smed og den bygds velgjører, i hvis midte han plantede sig ned.(43)

b. Lillehammer-egnen

I Faaberg præstegjeld, i hvis midte Lillehammer kjøbstad er anlagt, kan man finde flere interessante tilløb og forsøg i retning af at få i gang en hus-industri, som leverer handelsvarer.

Øverst står gjørtlernes arbeide.

Handelshuset Thorstad & Co. har af gjørtlere, som det står i fast mellem-regning med, kjøbt varer til følgende beløb:

i året 1862 omtrent 2500 spd.
»  -   1863    -    3674  -
»  -   1864    -    2784  -
»  -   1865    -    2864  -

Det var netop 22 gjørtlere, som leverede disse varer i 1865. Men der skal, nogle få læredrenge iberegnede, være en 50 gjørtlere ialt, af hvilke nogle altså sælge til andre, og tilsammen antages det, at de levere varer til handelen for mindst 5000 spd. om året.

En liste over de forskjellige slags varer vilde blive lang, der er messingknapper af mange sorter til den billige pris af 1 ort og op til 2 ort grosset, - fremdeles stager, mortere, bjelder, salespænder o.s.v., o.s.v.

Afsætningen går mest for sig gjennem handelskarle fra Gjøvik-egnen. Kort over nytår drage de nordover, til det Throndhjemske, med karder og andre hjembygdens husflidsprodukter, og de ere da indom hos Lillehammers kjøbmænd og tage messingtøi med. Når de komme tilbage, have de gjerne med sig til kjøbmændene og gjennem dem også til gjørtlerne en del kobber fra Throndhjem, og «brom» (gammelt kobber og messing) som de have tilstukket sig i bygderne.

Kjøbmændene må gjerne give arbeiderne forskud og desuden lade handelskarlene få varene på kredit, så handelen ikke synes dem videre fordelagtig. Og det blev sagt, at afsætningen i bygderne heller bliver mindre, såsom de solide sager fra Faaberg ikke kunne sælges så billigt som det udenlandske lette gods.

Det vil altså komme an på, om arbeiderne kunne følge med tiden og ligeså levere let og billigt gods. Jeg vilde så gjerne tænke mig, at når industrien først er kommet så vidt i tour, som tilfældet er, så skulde den ved forenet bestræbelse fra handelsmændenes og arbeidernes side gå heller fremad end tilbage.

Om Faaberg satte sig for at blive en stor gjørtlerfabrik, til forsyning - ikke for Norge alene, men for andre lande tillige?(44)

Andre folk i Faaberg levere til handelen (nu i 1867 har jeg seet prøver i det nævnte handelshuses butik): tolleknive, sukkersaxe, sauesaxe, kaffebrændere, kaffekjedler, dørlåse, messingbeslåede knivbelter, snadder (tobakspiber) af valbirk med nysølvbeslag og kjernemundstykker, hornkamme, kjøresvøber, kurve af tæger. Men det er mest kun enkelt mand, som leverer dette og hint.(45) Fabrikationen er temmelig tilfældig. Prøverne vare mig interessante som tegn på, hvad der kunde komme ud af det, om folket fandt sig opmuntret til at drive tingen i det store. Men den mand, som gjør sukkersaxe t.ex., får ikke solgt mange; følgen er, at han kommer ikke i tour med at arbeide, hurtigt og levere, hvad man kalder dusinarbeide; på sin gode gammeldags måde arbeider han hvert enkelt stykke så særdeles solid og godt, som om det skulde være til husets eget brug og gå i arv i slægten, og engelske saxe, som bestå af støbegods og altså i rkeligheden have et ringere værd (jeg så dem side om side med de norske på samme disk) sælges lettere, fordi de ere blankere og koste nogle skillinger mindre. Fordi det norske arbeide er dyrt, bliver afsætningen liden, og fordi afsætningen er så liden, kan det ikke anderledes være, end at arbeidet må blive dyrt. Det går i ring, man står fast. Jeg spurgte og spurgte folk, som skulde være kjendte, men fik ingen løsning, så ingen udvei for det første. Kjært, om den, der skriver om husfliden i Faaberg ti år fra nu af, kunde få noget muntrere at fortælle. Det vil rimeligvis komme an på om handelsmænd med foretagsomhed og kapital ville stille sig i samme ledende forhold til denne gren af husfliden, som jeg under Gjøvik-egnen har antydet med hensyn til væve-industrien.

Som et yderligere tegn på, hvorledes bonde-industrien, der nu ligesom ligger og venter på handelsåndens og kapitalens belivende indflydelse, foreløbig har udviklet og forbedret sig, kan jeg anføre følgende exempel: Hr. sagfører Thommesen i Faaberg havde for nogen tid siden den godhed at sende mig en prøve på smedearbeide fra bygden, nemlig en revolver-pistol; for at få en sagkyndig bedømmelse af den, henvendte jeg mig til professor i physik, hr. Christie, som igjen anbefalede mig at gå til den ved den physikalske afdeling af universitetet ansatte amanuensis, hr. real-kandidat Sinding, og nu har jeg den fornøielse at kunne offentliggjøre dennes dom, der er mig med delt i brev af 3die oktbr. 1867 og lyder så:

«Den mig af hr. Sundt oversendte pistol er særdeles smukt og korrekt forarbeidet og står såvel efter mit skjøn som efter en erfaren bøssemagers erklæring fuldkommen ved siden af, hvad der leveres fra udlandets bedre fabrikker.»

Det er måske ikke ufornødent at tilføie, at jeg med dette ingenlunde tænker på at opmuntre nogen til at anlægge netop en pistolfabrik i Faaberg. Det vilde vist ikke lønne sig. Men vel kan jeg mene, at når der er sådanne anlæg og sådan tilbøielighed for en vis art af industri som her i Faaberg, så er dermed ialfald en af betingelserne givet for samme industries udvikling.

Der har ikke på langt nær været drevet så meget på væving ved Lillehammer som omkring Gjøvik. Hos en velstående bondefamilie i Faaberg, hvis husflid kan betragtes som et smukt mønster på god gammeldags forsynlighed og orden, så jeg døttrenes dragkisteskuffer fuldpakkede af egenhændigt tilvirkede dreiler og bolstre, som engang skulle blive deres brudeudstyr og i de huse, hvor de komme hen, skulle vidne om den gode opdragelse, de fik i hjemmet. Men med tanken om den fattigdom, jeg hørte om i andre huse, kom jeg til at tænke, at disse samme bonde-døttre skulde, ikke have mindre ære af det om de havde anvendt den samme tid og flid til at væve på mere fabrikmæssig måde og enten solgt tusinder af alen til kjøbmændene eller vævet kjøbmændenes garn for betaling. Der kunde blevet noget til brudeudstyr også på den måde, og sådanne exempler fra bygdens bedste huse kunde bidraget til, at der rundt omkring i bygden blev tænkt mer at gjore tiden ud i penge.

Som et middel til dette sidste blev der for nogle år siden gjort et forsøg her i egnen med at få indført den forbedrede vævstol, hvor islætten slåes ind med fløiskyffel. Et landhusholdnings-selskab lod en tydsk vævmester ved navn Køpke reise om for at undervise i brugen. I Gausdal, nabobygd til Faaberg, hørte jeg lidt om dette. Tolv piger havde benyttet sig af anledningen til at lære; nogle af dem vare siden faldne fra; nogle andre derimod vare komne til, og ved mit besøg i 1867 antog man, at der var en 20 vævstole af det nye slag i gang. Men hvad er dette i en bygd som Gausdal, med flere hundrede vævstole? Og hvoraf kommer det, at fremgangen har været så ringe? Nogle anførte denne kjedelige grund, at der er så liden tanke og fremskridtsånd blandt folk; andre forklarede om visse små vanskeligheder ved den nye indretning, som jeg vel ikke fattede så nøie. Mine overveielser standsede ved dette, at man vel ikke fandt grund nok til at gjøre forandringen med vævstolen, når man fremdeles kun agtede at væve de få alen til eget brug og ikke lagde an på at væve til salg; men hvorfor en bygd som Gausdal ikke skulde stå sig på at optage væve-industrien blandt sine næringsveie eller at væve til salg ligeså vel som Thoten, det fandt jeg at være et spørgsmål, som nok kræver længere tids ophold og meget nøie kjendskab til alle bygdens forholde for at kunne besvares med sikkerhed. Tilføie skal jeg kun, at jeg besøgte et hus, hvor den nye vævstol var i gang, og hvor jeg med stor fornøielse hørte datteren fortælle om, hvad hun vov og hvad udbytte hun havde af sit arbeide og sin nette kunst. Blandt andre prøver af hendes flid mindes jeg et stort kastetørklæde vævet på denne underlige måde, at det bestod af dobbelt væv.

c. Hamar-egnen

Det er hele Hedemarkens folkerige og vigtige landskab, jeg under denne overskrift vilde henlede opmærksomheden på.

Hedemarken er ofte nævnt i den sidste tids forhandlinger om husmandsklassens tilstande, og da jeg selv ovenfor (side 113) lod falde nogle ord om husmandsarbeidets mislige ordning, var det især Hedemarken, som foresvævede mig.

Jeg tør ikke netop påstå, at forholdet med husmændene i sig selv er misligere her end på flere andre steder; men jeg må anføre en omstændighed, som dog kan skjærpe tanken i den retning, og det er den store forskjel, som i industriel henseende finder sted mellem vestsiden og østsiden af Mjøsen, Gjøvik-egnen og Hamar-egnen.

Reiser man med dampbåden Mjøsen langs og betragter de vakkre bygder, som ligge der udbredte for blikket, får man et stærkt indtryk af, at forsåvidt som folkelivet afhænger af naturforholdene, måtte der være overmåde ens på begge sider. Men man skal ikke have opholdt sig i egnen længe, før man erfarer, at så livligt det er på Thotens-siden med den mangeartede industri, så dødt og stilt er det på Hedemarkssiden.(46)

Handelskarle på Thoten og Vardal reise endog om og sælge sine karder og træskeer o.s.v. på selve Hedemarken, og jeg har end ikke hørt nævne det ringeste exempel på, at der fra Hedemarken gjøres gjengjæld med udsendelse af noget slags produkter af den mandlige husflid. Og Hedemarkens kvindelige husflid rækker heller ikke stort med at virke handelsvarer.

Man vil forstå, at hvad jeg anfører, er ikke resultatet af udtømmende undersøgelser, men jeg kan dog sige, at jeg har spurgt adskilligt, og at det meste, jeg har fået til svar, er sørgelige skildringer af hvordan tilstanden kan blive i en bygd, når husfliden forsømmes.

Før i tiden blev der dyrket lin, og der blev spundet og vævet i hvert hus; men dette forandredes, da bomulden kom, ganske således som allerede fortalt om Trykstad ovenfor. Men medens husfliden på Thoten optog bomulden og virkede af den meget mere end af linen før, blev den samme flid heller lammet på Hedemarken, og dermed kom arbeidsløshed og nød i mange huse.

Jeg kan fortælle exempler.

En dame, som bor på Hedemarken og i en række af år har deltaget i veldædige bestræbelser for arbeidsklassen, prøvede på at afhjælpe arbeidsnøden i husene ved at indføre det arbeide at binde sildegarn, som da skulde sendes til Vestlandet og sælges der. Hun skaffede sig hampegarn og måtte først selv lære at binde, indbød så fattige kvinder til at komme og lære hos hende, og der kom, selv sådanne, som havde en hel mil at gå, og de satte sig i lære og holdt tålmodig ud, skjønt de i førstningen ikke tjente mere end 2-3 skilling dagen på egen kost og efter længere tids øvelse ikke drev det til mere end 6 sk. Men selv denne tarvelige fortjeneste skulde det ikke lykkes at skaffe disse mennesker i længden, da det viste sig, at trods den lave arbeidsløn (2 sk. alen) blev dog garnene for dyre og måtte sælges med tab, så foretagendet måtte opgives - noget man ikke undres over, når man kjender til, hvorledes garntilvirkningen drives i selve kystegnene (se ovenfor side 70).

Den samme dame har havt den godhed at meddele mig en udførlig skriftlig beretning om den kvindelige husflid på Hedemarken. Det heder her blandt andet:

Æfter gammel taxt betales for at strikke et par fruentimmerstrømper 12 til 16 sk., store mandsstrømper 20 til 24 sk., nu betales vistnok lidt mere, men fortjenesten bliver endda overordentlig ringe i forhold til den tid, de anvende derpå. Korte mandsstrømper frembydes imidlertid til salg for 30 til 36 sk., vanter til voxne for 16 til 24 sk. - hvor bliver så arbeidsløn for spinding og strikning af? Når man regner 1 mark garn til et par strømper, så må man dertil have mindst 1 1/4 mark uld, da den svinder betydelig ind ved spinding og vask; beregner man ulden efter den for god uld almindelige pris 24 sk. pr. mark, så udgjør det 30 sk.; sælges nu strømperne for 36 sk., har man 6 sk. tilovers som arbeidsløn for karding, spinding, tvinding og strikning, ialt flere dages arbeide. Vælger man simplere uld, så får man den vel billigere, men taber også mere ved indsvindingen end her opgivet.»

Som overalt i landet, således er det også her, at en spinderske kun holder en ringe dagløn. Men intetsteds fra har jeg fået en så nøiagtig opgave derover som i hine meddelelser, og jeg gjengiver derfor opgaven således:

1 mark værkens væfting.
  eller islæt spindes i omtr.               2 dage, for 10-12 sk.
1 mark rendingsgarn
  eller varp spindes i omtr.                2  -     »  12-14 »
1 mark tretrådet
  strikkegarn spindes i vel                 2  -     »  12-16 »
1 mark lingarn spindes i vel                2  -     »  12-14 »
1 mark fint strygarn
  spindes i omtr.                           2  -     »   8    »
1 mark grovt strygarn
  spindes i omtr.                          2/3 -     »   5    »

Og selv denne ringe fortjeneste, tilføies der, er meget ofte ikke at erholde, så fattige koner kunne tigge og bede om «spånå» som om en velgjerning. Forøvrigt stiller forholdet sig som oftest noget gunstigere end ovenfor opgivet, da arbeidet gjerne betales med varer, som leveres efter gammel taxt og altså billigere end dagens priser.

Bedre lønner det sig at væve. En lignende opgave over, hvad en almindelig væverske (upåtvivlelig med hånd-skyttel) kan vinde, lyder så:

på 1 dag: 16-18 alen strie, 2 sk. alen,

på 1 dag: 12-14-16 alen værken eller lærred, 2 1/2 til 3 sk. alen.

Til hvad denne dame har meddelt, kan jeg føie et fra en ganske anden kilde hentet exempel.

Oppe i Brottum, det nordligste sogn på Hedemarken, nær Lillehammer, har man let for at få kjøbt uld fra Gausdal - af den uld, som Gausdals handelskarle have at sælge, da de kjøbe op får langt nord i Gudbrandsdalen og havne dem i hjembygdens sætermarker og slagte om høsten. Nu vel, i Brottum har dette givet anledning til en liden industri med at virke til salg en del simpelt uldtøi, og herfra er der i en række af år kommet en del ustampet vadmel, som bruges i hovedarsenalet på Akershus - til kanonkarduser. Ved godhed af arsenalets sekretær kan jeg oplyse, at en handelsmand fra egnen ved navn A. Kindlihagen efter leverancekontrakter har leveret:

i året 1863: 1820 alen til 28 sk.
»  -   1864: 1700  -    -  30 -
»  -   1865: 1780  -    -  28 -
»  -   1866: 1300  -    -  26 -
»  -   1867: 1000  -    -  26 -

Ifølge en kontrakt, som jeg har seet, skulde tøiet være mindst 30 tommer bredt, leveres inden den og den tid, være af god bonitet og skikket for sin bestemmelse o.s.v.

Dette har jeg omtalt så omstændeligt af den grund, at jeg har fundet leilighed til at anstille en overmåde interessant sammenligning.

I indeværende år har nemlig en fabrik i Christiania påtaget sig leverance til arsenalet af netop samme slags tøi og til samme pris. Fabrikken arbeider med en karde- og spindemaskine, der drives med damp, og med håndkrafts-vævstole. Så lav var prisen, at det måtte ansees som et forsøg, om det virkelig kunde gå an at konkurrere med den hedemarkiske husflid, og hr. Køkeritz, en af fabrikkens eiere, har havt den godhed at oplyse mig om udfaldet. Ulden er kjøbt på billigste marked, i udlandet (omkostningerne med at få den hjem beløbe sig til høist 1 skill. skålpundet), spindemaskinen arbeider naturligvis overmåde billigt, og ved vævingen, hvor der overalt er lagt an på hurtighed, blev der ved dette forsøg iagttaget særdeles sparsomhed, så der sørgedes for at tøjet nok skulde blive lige så tæt og godt som den fremlagte prøve af det hedemarkiske, men heller ikke bedre. Det færdige tøi kom fabrikken på 24 sk. alnen, det skulde leveres for 26 sk., og der blev altså en fortjeneste af kun 2 sk. for både uldkjøb og spinding og væving. Gå vi nu ud fra, at den hedemarkiske opkjøber også har havt 2 sk. for sit bryderi tillige med førselsudgifter, så har altså den bondemæssige husflid leveret produktet for netop samme pris som det koster fabrikken, og hr. Køkeritz, som altså praktisk har anstillet sammenligningen, er af den mening, at om bønderne kunde og vilde regne og f.ex. lægge mærke til uldens indvinding under behandlingen, så skulde de finde, at med alt deres forresten så rosværdige stræv have de kanske heller havt ligefrem tab.

Imod denne slutning synes mig dog at kunne bemærkes, at husfliden jo - forudsat at uldprisen har været lige - har indvundet et beløb, som svarer til fabrikkens udlæg 1) for stenkul til dampmaskinen, som drev karde- og spindemaskinen, 2) for renter af fabrikkens hele anlægskapital, og 3) for løn til de folk som styrede maskinerne og som sad i vævstolen. Men det skjønnes nok derhos, at med husflidens langsommere arbejde har bondefamilien rimeligvis kun fået yderst liden betaling for tiden, og det skulde være artigt fra selve bygden at få oplyst, om der ikke er exempler på, at en og anden familie har vundet noget mere ved at lægge større kunst i arbejdet og forædle ulden til tøier af en højere rang og større værdi, til sådanne hel- og halvuldne farvede tøier, som bruges til sommerfrakker, damekåber o.s.v.

5. I DET THRONDHJEMSKE

Lignende tilfælde, hvor det kan se ud, som at husfliden savner beregningens veiledning, og fører til tab, har jeg oftere hørt om, f.ex. fra det Throndhjemske. Min hjemmelsmand her er en slægtning af mig, hr. I. L. Sundt, der som handelsreisende først og siden som fabrikant (han er eier af den ovenfor omtalte fyrstikfabrik i Nitedalen) har stået i mangeårig forbindelse med industrien og nødvendigvis ofte er kommet til at tænke, over husflidens kår.

Istedetfor at gjengive hans mundtlige beretning med mine ord, anmodede jeg ham om tillige at give mig sin fremstilling skriftlig, og denne meddeler jeg igjen her:

«Som rejsende for «Sellegrods Væveri» pr. Farsund, der fabrikerede bomuldslærreder, havde jeg i årene 1851 til 1857 anledning til at blive bekjendt med den dengang i denne retning existerende husflid rundt om i landet, forsåvidt produktet var gjenstand for afsætning til byerne. Bomuldsvæverierne havde nemlig at bekjæmpe, ikke alene den udenlandske (engelske) konkurrence, men også en, så ringe den end ved første øjekast syntes, dog for de daværende forholde temmelig betydelig konkurrence med de mangfoldige håndstole, som vare igang, og hvoraf en stor del afgav lærred til salg.»

«Navnlig var denne konkurrence mærkbar i Throndhjem, fra hvis tilgrændsende bygder(47)

en stadig forsyning fandt sted, der vel ikke på langt nær tilfredsstillede det stedse stigende behov, men dog i ikke liden grad hindrede afsætningen af det maskinvævede lærred. Sålænge tolden på herred var uforholdsmæssig høi i forhold til tolden på garn, var herpå intet at sige, da differencen mellem garnpriserne og lærredspriserne afgav en rimelig væverløn, hvortil kom, at det håndvævede lærred endnu dengang blev foretrukket for det maskinvævede og vel undertiden også blev høiere betalt. Men efterhånden som tolden på lærred gik ned, og samtidig dermed konkurrencen mellem væverierne indbyrdes yderligere trykkede priserne, udjevnedes forskjellen mellem garn og lærred således, at i de sidste år af min rejse var prisen på en pakke garn i Throndhjem, i udvalg i boutik, lige med prisen for dens vægt lærred. Der blev altså for husfliden intet tilovers for vævingen, da materialet altid blev kjøbt i småt og til høje detailpriser. Jeg var ofte tilstede ved de handlendes kjøb af disse håndvævede lærreder, og jeg fandt ved veining af varerne, at i mange tilfælde kostede garnet mere, end den færdige vare blev udbragt til.»

«Og dog gav husfliden ikke tabt! Den indskrænkedes vel noget, men lige til 1857 - og da havde den arbeidet med tab i 3 à 4 år falbødes i Throndhjem de håndvævede lærreder ved siden af og til samme priser som de maskinvævede. - Kunde de folk ikke regne?

Det synes utænkeligt, at de ikke skulde være komne underveir med, at vævingen bragte dem tab istedetfor fortjeneste, eller at den ialfald ikke gav noget for arbeidet. At de ikke destomindre vedbleve at væve, bibragte mig den forestilling, at der i de trakter måtte være en besynderlig trang til beskjæftigelse tilstede, og denne forestilling bestyrkedes senere ved den kjendsgjerning, at medens Sellegrods Væveri måtte nedlægges, og et par andre større væverier måtte forandre sin produktion til koulørte tøjer, fordi bomuldslærred ikke længer lønnede sig, vedbleve håndstolene i det Throndhjemske at væve sine bomuldslærreder og skulle (min personlige erfaring går kun til 1857, da jeg ikke senere har været i Throndhjem) kun meget langsomt, og navnlig først efterat den amerikanske krig gjorde vævingen af bomuldslærreder mæsten umulig og ialfald indskrænkede konsumtionen, være gået over til væving af linlærreder.»

Så vidt meddeleren.

«Kunde de folk ikke regne?» Jeg fortsætter og udvider hin gisning om en «besynderlig trang til beskjæftigelse» i bondefamilierne, idet jeg siger så:

De vilde vel ikke tro og kunde sagtens ikke forstå, at det virkelig ikke skulde lønne sig at arbeide og væve flittigt; de holdt fast ved det håb, at om de vare blevne skuffede med hensyn til lønnen både en gang og flere gange, så måtte det dog være en overgang. Rimeligvis have de ikke just regnet fint og skarpt, ikke ganske efter regnebogen eller strengt kjøbmandsmæssigt; almuesfolk pleie ikke have sin styrke deri, om de end ikke stå så langt tilbage, som mange mene; og så underligt det synes, har dette kanske netop været hine væverskers lykke; thi om de havde seet med tydelige tal, at de tabte ligefrem i penge ved at sælge væven for mindre end garnet kostede dem, da kunde det snarere hændt, at håbet og udholdenheden havde svigtet dem, og da var tabet blevet fuldstændigt og nederlaget uopretteligt. Hvad mener jeg med dette? Havde de sluttet med væve-industrien, fordi den ikke lønnede sig for øieblikket, så havde de tabt den arbeidsvane og arbeids-færdighed, som de nu engang med mange års stræv havde erhvervet sig - en vane og en færdighed så overveiende vigtig og så betydningsfuld for den hele fremtid, at det havde mindre at sige, om de for en tid måtte arbejde uden pengeløn eller vel endog med noget tab i penge.

Netop det samme gjøre jo fabrik-eierne stundom, disse store fabrikanter og anerkjendte regnemestere. Således kunne tidernes gunst forandre sig, at den bedrift, som hidtil var så fordelagtig, ikke længer bærer sig, og fabrik-eieren beregner på skillingen det daglige tab; men endda holder han det gående, så længe han på nogen måde kan eller tør vove det, måned efter måned. Hvorfor? Ikke blot af deltagelse for arbeiderne, som med bedrøvelse måtte se sig om efter nyt arbeide og levebrød her og der, men også af den kloge beregning, at når han efter den ulykkelige tids udløb atter skulde optage bedriften, så havde han tabt sin arbejdsvante og opøvede stok af arbeidere, og han veed af erfaring, hvad møie og bekostning der skal til for at oprette det tab.

Jeg mener nok, at sammenligningen holder stik, kun at når en almue under sådan arbeids-usikkerhed viser lignende udholdenhed som den dristigt spekulerende fabrik-herre, så er den ikke så heldig som denne at have et enkelt regnestykke og en bestemt plan at støtte sig til, man må mere dunkelt eller ligesom instinktmæssig rette sig efter den sum af erfaringer og facit af overveielser, som danner sig under samarbeidet af en hel befolknings hoveder og mange sind.

«Nei, nei, ville mange sige; dette er og bliver dog en slet beregning og en stor feil. Når en vis art af husflid ikke længer lønner sig, så skulde almuen slå ind på en anden bedrift, som lønner sig bedre.» Ja, naturligvis. Men dette er lettere sagt end gjort. Jo mere man lægger mærke til, hvordan det har sig i verden jo nøiere man tænker over arbeidets væsen og sætter sig ind i arbeidernes kår, desto mere skal man sande, at det er vanskeligt og må gå sent for en befolkning at komme over fra en kunst og håndtering til en anden. Der må ialfald først findes en ny husflidsgren, som kunde have udsigt til at trives, - og indtil den tid (men selv med megen søgen og leden kan det vare en god stund, inden fundet gjøres), gjælder det fremfor alt, at folket ikke opgiver arbeidsvanenes klenodie, men for sammes skyld fortsætter tålmodig med det gamle arbeide.(48)

Jeg mener, at dette må være en af de love, som herske i arbeidets verden og allertydeligst inden husflidens kreds. Grundloven er jo: «I dit ansigts sved skal du æde dit brød», og om det hænder, at der i anstrængelsens sved blander sig noget af angestens - angest over, at det kanske ikke vil lønne sig med det arbeide, man for øieblikket har forhånden -, så skal det vist ikke skade; sådan angest vil vække, tanken i retning af at søge og lede efter nogen hensigtsmæssigere arbeidsmåde eller fordelagtigere bedrift.

Men hvorledes det end har sig med disse ting, eller fordi jeg har fundet grund til at fremsætte hine formodninger og betragtninger, så er jeg glad ved at kunne tilføie nogle fra en enkelt af de ind-thrønderske bygder erholdte oplysninger, som vidne vakkert om befolkningens flid.

I Levanger landsogn - så har en der boende mand, hr. skolelærer Sæchnan, meddelt mig - kan man hele vinteren igjennem se kvinderne ved spinderokken alt fra kl. 4-5 om morgen indtil daggry eller den tid, da fjøsstellet og det almindelige husstel lægger beslag på dem, og fra kl. 4-5 om aftenen sidde de igjen ved rokken. Efter aftensmåltidet har tjenestepigen gjerne noget arbeide for sig selv, og ofte sidder hun oppe dermed til kl. 10-ll; men husmoderen selv er dog gjerne den første oppe om morgenen og sidste til sengs om aftenen. Denne rosværdige skik, siger meddeleren, hersker så vel blant den mindre som den mere formuende del af befolkningen. Om våren ordner husmoderen og bestemmer, hvor meget der skal væves af hvert slags, klipper siden af til hver person og sætter sine piger til at sy linneder o,s.v. Kun til stadsklæder og til mandfolkklæder hentes sypige og skrædder.

Det regnes, at en trediedel af befolkningen eller en 800 mennesker, d.e. den kvindelige befolkning med samt pigebørnene så langt ned som 10 års alderen, er til sine årstider sysselsat med at virke klæder til husenes behov, og at udbyttet af årets flid er:

Vadmel............................................ 9-10,000 alen
Kulørede stoffer, af uld eller uld og bomuld...... 7- 8,000  -
Lærreder af lin og af bomuld...................... 9-10,000  -
Uldne strømper....................................    1,500 par
Grebvanter........................................    1,000  -
Fingervanter......................................      500  -
Undertrøier, uldne tørklæder og skjærf............      500 stk.

Næsten alt garn farves hjemme, og sømmen udføres som sagt for en stor del af husets kvinder.

For en snes år siden indførtes den kunst at væve dreil samt mønstrede sengetepper. En mand fra Throndhjems Arbeidsanstalt var herinde for at lære op en del piger. Ved den leilighed blev en 30 dreilsvævstole forfærdigede for bygden og af bygdens egne folk. Den ovennevnte meddeler deltog i dette arbeide, gjorde flere vævstole, bistod ved undervisningen og udgav i trykken en veiledning i vævekunsten - en iver, for hvilken han af Videnskabs-Selskabet i Throndhjem påskjønnedes meden præmie af 10 spd.

Ligesom kvinderne siges også mændene her i bygden at sætte sin ære i at være selvhjulpne med de ting, som det falder dem at sørge for - alskens gårdsredskab og bohave af træ og jern, deriblandt karioler og gigger og slæder. Hos enkelte går naturligvis husfliden for eget behov over til håndværk i andres tjeneste, og det mekaniske talent øver sig i at bygge treskemaskiner o.s.v. En mand har på et par års tid levert omkring 80 håndsåmaskiner for bredsåning, efter amerikansk opfindelse; omtr. 70 af dem vare bestilte av amtets Landhusholdningsselskab. Prisen skal have været 5 spd. stykket.


VII. EN VINSKIBELIG BYGD

Det er Gjæsdals sogn af Jæderens provsti, jeg vover at fremstille under denne meget sigende overskrift, og den udførlige beretning, jeg har at meddele, vidner dobbelt fordelagtigt om den lille bygd derved, at den er forfattet af en af bygdens egne sønner, gårdmandssønnen og soldaten Gabriel Edland, som i løbet af vinteren 1865-1866 samlede de mange opgaver sammen og derefter udarbeidede sin fremstilling under et ophold i garnisonen i Christiansand, hvor han var indkommanderet. At han hører til en virkelig slet og ret bondefamilie, det vil læseren kunne se af selve hans skrift, hvor han viser sig at være en af dem, som følge den i nogle bygder brugelige skik at tiltale en og hver med det ligefremme og fortrolige «du».

Før jeg meddeler skriftet om Gjæsdal, turde det ikke være af veien at belyse omgivelserne lidt eller at berøre husflidens forholde i nabo-bygderne, og det så meget mere, som jeg ikke har fundet anledning til at omtale denne interessante egn tidligere. Skjønt nemlig Jæderen ligger ved kysten, blev det dog ikke medtaget i kystbygderne, da stellet og næringen mere er som i indlandet; og skjønt her for det meste er fladt land, blev det heller ikke medtaget under fladbygderne, da livet i så mange stykker skikker sig anderledes end i de andre bygdelag, som jeg omtalte under dette navn.

Jæderen (i selve egnen siger man Jæren) har sit navn deraf, at dets smale, langstragte fladland stikker så mærkelig af mod det høie land indenfor, at det ser ud, som om der var lagt til smykke omkring dette en rand eller bord (oldnorsk jadarr, bygdemål jar, jair, jær). På den ene side ser altså jæderboen ud imod havet, på den anden op imod heierne eller fjeldhøiderne. Og inde mellem disse ligge de små dalfører, som Gjæsdalens sogn består af. Dette er annex-sogn til Ly præstegjeld, hvis hovedsogn ligger på det flade eller egentlige Jæderen.

Som i hele Stavanger amt, hvortil Jæderen hører, udmærker landbruget i disse bygder sig ved sit store fårehold. Her er store skovbare heier og lyngmoer, som ikke kunne bruges til noget bedre end til havnegang for fårene, og klimaets mildhed gjør, at fårene kunne gå ude og nære sig selv mest hele vinteren. Her falder altså en mængde uld, mere end til eget behov, og at tilvirke denne er en betydelig husflidssyssel og indtægtskilde. Og så har det vist været fra gammel tid.

For at skaffe kvinderne tid til at vinde over al denne spinden og veven, have mændene tildels måttet vænne sig til at udføre en del arbeider, som vi ellers her til lands ere vante til at betragte som kvindernes. På mange steder have selve husbønderne overtaget en større eller mindre del af fjøsarbeidet; om adskillige blev det sagt, at de «vandle og give og grave fra», om nogle få desuden, at de «brønde» tillige.

Imidlertid kan der dog opdages nogen forskjel med hensyn til væveindustrien i de forskjellige sogne eller mindre bygder, og det nøiagtig i overensstemmelse med disses noget ulige natur-omstændigheder.

I Gjæsdal er nok fåreholdet størst, og her have kvinderne fuldt op at gjøre med at tilvirke ulden alene. I sogne som Time og Klep på det flade Jæderen, hvor uldmængden ikke er så stor, have kvinderne kunnet række at gjøre mere, og de have derfor øget vævingen, før i tiden ved at kjøbe og spinde lin, i de senere år ved at kjøbe bomuldsgarn, som de væve sammen med uldgarnet til halvulden tøi eller stof, som man her siger (værken), dels hvidt, dels rudet og stribet. Og i Haalands sogn, hvor uldmængden i endnu mindre grad svarer til antallet af ledige hænder, har man gået videre i samme retning og ved siden af vadmel og egentligt stof udfyldet tiden med at væve op en del tøi af lutter bomuld, dels simpelt hvidt lærred, dels det såkaldte bomulds-stof eller kulørede bomuldstøi.

Og af alle disse sorter virkes der, som sagt, mere end til bygdernes eget behov, så at væv fra Jæderen danner en hovedgjenstand, blandt de varer, som falbydes på Stavanger marked. Hvorledes folket er kommet i tour med denne industri, det skjønnes kanske allerbedst deraf, at under arbeidet, gjøres stadig og stor forskjel på den væv, som virkes til familiens eget brug, og den, som skal være til salg. Sælge-vadmelet og sælge-stoffet er ringere, af en mellernsort uld.(49)

og af en så fin spundet tråd, at væven nok kan være tæt og se pen ud, men dog er tynd og lidet stærk. Lang erfaring har nemlig lært almuen, at skulle de stå sig på handelen, så må det være på den måde, at de med planmæssig flid virke uldpundet ud til det størst mulige alenmål.

Hvad vadmelet angår, vises sådan flid og kunst naturligvis mest i de bygder, hvor der er mest får og altså mest sælgevadmel; derfor sagde en fremskridtsbonde i Klep, som havde brudt overtvært med den gamle brugsmåde og ikke selv holdt får, at vil man have godt slidsvadmel, så skal man vende sig ikke til Gjæsdal, hvor der væves så meget, men til Haaland, hvor det mere er som en undtagelse, at man har uld tilovers til sælge-vadmel.

Som et andet mærke på, at denne og anden husflidssyssel har været drevet med flid og iver, kan jeg anføre en liden bemærkning, jeg hørte i Klep om arbeids-tiden. Den gamle dagsorden om vinteren var den, at man stod op kl. 6 om morgenen og holdt på til kl. 10 om aftenen; men dette har i nogle huse forandret sig derhen, at man først begynder med dagslys og så strækker arbejdet længer ud på aftenen, både til kl. 11 og 12. Man fandt nemlig at skulde der arbejdes før dag om morgenen, måtte der brændes lys på flere steder på en gang, i fjøs, kjøkken, stue, medens det om aftenen faldt således til, at både karfolk og kvindfolk sad sammen i stuen og kunde være hjulpet med et enkelt lys.

Men det bedste bevis på væve-industriens forholdsvis store udvikling er endnu dette, at på det flade Jæderen begynder nu den mening at trænge igjennem, at det endog er gået vel vidt, og at industrien heller bør indskrænkes. Dels er det ikke frit for at husets døttre og tjenestepiger blive forvænnede ved det fine og pyntelige og ligesom fornemmere ind-arbeide, så, de ikke gå med samme villighed som før til det grove ud-arbeide, i fløset og på marken, dels og fornemmelig tror man at have fundet, at ved mere omhyggeligt og grundigt jordbrug og kreaturstel bliver der mere lønnende arbeide for alle hænder eller mindre tid tilovers for husflidens bi-syssel. Herhid hører også den bemærkning, at det tager heller af med karfolkenes kveldsarbeide (skolapping o.s.v.), og det, som man sagde, af den grund, at formedelst den raskere drift med det egentlige dagsarbeide ude på marken nu mod før er man mindre skikket til at sidde med sådant småt pusleri, når man kommer ind i den varme stue.(50)

Hvorledes det kan gå ganske naturligt til og være aldeles rigtigt, at husflidens bi-sysler ligesom trække sig tilbage, når gårdsbrugets hovedbedrift træder i forgrunden og øves med større og større omtanke og kraft, det vil blive mere anskueligt ved et enkelt exempel på jædersk gårdsbrug.

Under samtale med Garman Grude i Klep fik jeg opfanget følgende oversigt over fremskridt i hans og hans faders Ingebret Grudes brug:

1821 fik den gamle en gårdpart af Grude efter sin fader.
1827 kjøbte han en anden part til.
1828 kom den første plov til gården. Indtil den tid spadet.
1828-30: Udskiftning af fællesskabet.
1831-34: Arbejde med at udrydde sten af den gamle ager (som dermed svækkedes for en tid) og med at «løe gjærde»
 (sætte stengjærder) i indmarken, mod naboerne.
1834 begyndt at tage op ny ager og holdt på dermed i fem år.
1838 lagt første gang gammel ager Lid til eng, omtrent to mål.
1841 begyndt med at løe gjærde i udmarken. Ialt løede Ingebret over en mil gjærde.(51)
1842 brød Ingebret op det engstykke, han havde lagt igjen, i 1838, og nu fik man første gang i Klep se det syn, at det
 kunde gå an at så havre uden at gjødsle og endda få god afgrøde. Siden fortsattes med at lægge igjen ager, dog endnu
 mest i udpinet tilstand og uden isået græsfrø.
1848 eller 49 kjøbte Garman første gang græsfrø. Før den tid var der kun uddelt nogle af Sogneselskabet hist og her, og
 det var endnu kun hændelsesvis, at det var at få tilkjøbs. Men siden er der bleven regelmæssig og betydelig handel
 med græsfrø.
1858 begyndt med melkeregnskab.
1862 begyndt med at dyrke grønfoder til kreaturene samt med vinterfoderets selvophedning. og hvad virkning dette har
 havt på melkeudbyttet, vil sees af følgende uddrag af melkeregnskabet:
1858, 8 kjør, 7958 potter.
1859, 8  -    7244   -
1860, (opgave mangler).
1861, 8 kjør, 7855 potter.
1862, 8  -    9059   -
1863, 9  -   11863       -
1864, 9  -   13187       -
1865, 9  -   11927       -

1865, det gamle fjøs nedrevet og et nyt, af sten, opsat. Når kreaturene denne sommer skulde have sit grønfoder, måtte de sættes ind i høløen og bindes der, og de fik i det hele taget ikke sit tilvante og rette stel, hvilket er årsagen til, at melken minkede det år.

Uden årstal kan jeg endelig anføre, at for ikke længe siden har gården fået sin treskemaskine (i 1866 var der en 40 ialt i Kleps præstegjeld, deraf nogle flytbare), samt at i de allersidste år har Garman Grude gjort adskillige forsøg med træplantninger.

På lignende måde som med gårdsbruget har det også i de sidste 20-30 år gået fremad med husebygninger,

med renlighedsstel, med madstel. Den ene forbedring har ført til den anden. Fremskridt i et stykke har gjort det lettere at fyldestgjøre større fordringer i et andet, der er blevet mere at gjøre både for tanken og for hånden, og der er bleven gjort mer og mere.

Under al denne udvikling har også selve den kvindelige husflid gået fremad således, at der til eget brug udføres kunstigere og smukkere arbeider, noget, hvortil forbedrede indretninger med vævstolen have bidraget sit. Således væves der ialfald i et hus store uldtørklæder med fryndser på alle fire sider, noget, som de kyndige ville forstå ikke vel kan gjøres uden særegne indretninger. Men samtidig med at man har fået smag på og evne til at forsyne sig selv med bedre klædningsvarer, har man som sagt i Klep og andre sogne på det egentlige eller flade Jæderen begyndt at finde, at man kan anvende tiden bedre end til at virke tøier til salgs, nemlig med omhyggeligere udførelse af alle de arbeider, som gårdsbruget medfører.

Men heri ligger tillige forklaring til, at der i det hele taget synes at være mere af alskens husflids-syssel oppe i Gjæsdal end på det flade Jæderen. Hist er det nemlig mere småt om jord end her.

Efter denne sammenligning skal jeg endnu kun med et par ord berøre ligheden og uligheden mellem Gjæsdal og dens østlige nabobygd Birkrim, der hører til det såkalte Dalernes distrikt. Naturforholdene synes at være så temmelig ens, men der er nok en ikke ringe ulighed i folkelivet i det hele, og navnlig er der den besynderlighed, som det ikke har lykkedes mig at få rigtig grund i, at medens Gjæsdal virker sit overskud af uld til simpelt eller hvidt vadmel (som nok kjøbes op på Stavanger marked for at føres til Bergen og derfra sælges videre alt til Nordlandene og Finmarken), så virker Birkrim sin uld op på en måde, som kræver mere arbeide, nemlig til spød, som det her kaldes, d.e. strømper og nattrøier (som sælges hele Østlandet over og selv i Christianias butikker).(52)

I indeværende år (1867) har den nævnte Gabriel Edland gjort et par toure her ind til Christiania for at gjøre sig bekjendt med karde- og spinde-maskiners brug. Jeg talte daglig med ham, og jeg delte hans ønske og håb om, at det skulde lykkes (udfaldet er mig endnu ukjendt) at få dannet et aktieselskab af sambygdinger for at få et mekanisk spinderi oprettet i Gjæsdal. Men ved samme leilighed måtte jeg idelig tænke på, at Birkrim kanske ligeledes skulde stå sig godt på at få sig både et stort spinderi og flere små strømpevævemaskiner.

Ved hint samvær med Gabriel fik jeg nogle små tillæg til hans skrift, som jeg har tilføiet i anmærkninger. Hertil skal jeg endvidere føie den bemærkning, at som jeg af dette skrift får en pålidelig og udførlig oplysning om folkets store flid, så har jeg ved gjentagne personlige besøg i bygden fået et særdeles behageligt indtryk af livet i det hele. Jeg tror at kunne sige, at dette bygdefolk udmærker sig ved tænksomhed, dannelse og pyntelighed, og jeg kunde omtale enkelte aldeles udmærkede exempler på gjennemhæderlig tænke- og handlemåde. Nogle af mine kjæreste erindringer fra mine mange-årige reiser i Norge ere gjemte i Gjæsdals afdale.

Med dette forord(53) meddeler jeg nu den omtalte

BESKRIVELSE AF HUSFLIDEN I GJÆSDAL

«Efter opfordring, ifølge dit udstedte cirkulære til at samle oplysninger om husfliden i Norge,(54) skal jeg herved meddele følgende om Gjæsdals sogn.»

«Husflidsarbeide er en temmelig udbredt syssel inden denne bygd og drives både til salg og til eget behov. De materialier, som bygden selv er i besiddelse af, og som er gjenstand for dette arbeide, er helst uld, huder og skind samt små skov, især birk og eg; og sådant, som må kjøbes, er jern, huder, træmaterialier og kul (stenkul og torvkul)»

«Arbeidet med uld er mest udbredt og drives i hvert hus. Når undtages madlavning og kreaturstel, er det husets kvindfolk hovedsageligste syssel det halve år, fra oktober til april, at spinde og væve, og på flere steder tillige i det andet halvår mellem onnetiderne. En flink pige karder og spinder 1 mark uld til fin tråd pr. dag. Regnet efter almindelige leie-priser på den årstid (når man har et fruentimmer i dagløn) bliver udgiften 4 sk. til dagløn og 8 sk. for kost, tilsammen 12 sk. pr. mark. For vævning, der somme steder leies bort, regnes 1 sk. pr. alen og for stampning ½ sk. pr. alen. Af 1 mark uld fåes 1 1/4 alen stampet vadmel, hvortil der efter ovenstående beregning medgår 14 sk. i arbeidsløn. Priserne på ulden have varieret meget, men med stadig stigning fra 14 sk. pr. mark, som den var for 20 år siden, til 20 sk. pr. mark, som den er for nærværende, og måske oftere mere. Vadmelspriserne have da også varieret i samme forhold, og er nu en middels pris 30 sk. pr. alen.(55)

Dette bliver for hver mark uld 37 1/2 sk., altså 3 1/2 sk. i gevinst ved at lade den omsætte til vadmel. Men dette er dog ikke den almindelige beregning for spindingen. Husmands-, folge- eller gårdmandskoner, der have lidet eller ingen uld, samt også enkelte piger, der ikke længer søger tjeneste, spinder for andre på egen kost, men får da ikke mere end 8 sk. pr. mark. Beregnet derefter, som jo også er det almindelige, tilfalder der eieren 4 sk. til, altså 7 1/2, sk. i ren gevinst ved omsætningen. Årsagen til denne lave regning for kvindernes arbeide må vist helst ligge i den lave løn, som en tjenestepige har, nemlig 10 à 12 spd. og sko, eller nogle daler og nogle alen vadmel til klæder, hvilken løn mest bliver betragtet som optjent med sommer-arbeidet, så pigen om vinteren kan regnes at tjene alene for kosten. Dertil kommer også, at børn og gamle folk, hvor der er sådanne, hjælpe til med at karde, vinde sneller og spole, hvilket også på somme steder gjøres af voxne mænd, især i vinter-aftener.»

«Den uld, som således bliver omsat til vadmel, kan anslåes til 1 mark daglig i hvert familie-hus, hvilket bliver 6 bismerpund på halvåret [ca. 36 kg - red.]. Her i sognet er ialt mellem 120 og 130 gårdmænd. Vel have ikke alle disse hverken så megen uld eller så mange spindere; men så er her flere husmænds- og folge-koner, som spinder for andre endog hele året, hvorfor jeg sætter tallet af sådanne familie-hus til 133. Og 6 bismerpund x 133 = 798 eller med et rundt tal 800 bismerpund uld [ca. 2,400 kg - red.]. Af hvert bismerpund fåes 30 alen vadmel, altså 30 x 800 = 24,000 alen vadmel. Deraf antages at blive anvendt til eget forbrug høist 12 alen årlig pr. person, hvilket bliver for 989 personer omtrent 12,000 alen. Til salg er da resten, som bliver i penge 12,000 x 30 sk. = 360,000 sk. eller 3000 spd. Eller gevinst ved omsætningen bliver 6 sk. pr. alen, hvilket gjør 600 spd., foruden hvad der er beregnet til betaling for spinding, væving og stamping. Det må også antages, at omtrent 200 bismerpund uld her af sognet bliver (som leiet bort) spundet udenfor samme for 8 sk. pr. mark, men væves her. Dette bliver 6000 alen vadmel og er til salg.(56)

«Spøding (strikking) drives kun til eget behov, hvortil antages at medgå omtrent 2 mark uld til hver person, som tilsammen bliver 81 bismerpund. Ved spødingen deltage også børn (tildels også gutter) fra 8 til 14 års alderen, samt på enkelte steder ikke alene de gamle kvinder, men også mænd; tjenestepigerne have derhos som oftest sit eget spød at tage til, når de gå til og fra arbejdet om sommeren, samt også lørdagsaftener om vinteren, hvilket de stelge på Stavanger-markedene. Også børn lader man undertiden have sit eget spød for at give dem lyst og færdighed til arbeide. Årsagen til, at man har så lidet sælge-spød, er den længere tid der udfordres til at omsætte ulden på den måde, samt også at ulden bliver mindre betalt. At spinde fin tråd og sætte den tæt i væverstolen samt ikke stampe vadmelet for meget, er den måde, hvorpå ulden bliver bedst betalt, og som der også lægges mest vind på. Tillige passes også på, at den fineste uld haves til vadmel og den groveste til spød.»

«Siden jeg er begyndt med at skrive om kvindernes syssel, vil jeg også fortsætte med noget mere herom. Eftersom bomuldstøi eller linned er kommet mere og mere i anvendelse til visse klædningsstykker, især til kvinder og børn, men også til undertøiklæder for mænd om sommeren, samt til sengklæder, såsom dyner, lagen, omhæng til storstue-sengen (som man på somme steder har travelt med at forfærdige til udstyr for søn eller datter), så kjøber man garn i byen og væver selv tøiet, som derved bliver stærkere og måske ligeså billigt, eftersom man ser mindre på sit eget arbeides kostende. At dette som en mode har tiltaget meget i den senere tid, har nok sin gode grund i vadmelets og uldens tiltagen i pris, som også deri, at det er mere bekvemt at gå med lettere klæder i den varme årstid. Dog har bomuldstøiets brug, vel især blandt somme kvinder, udartet til overdrivelse ved ofte at anvende det til unyttig stads.»

«Der væves og bindes også halsbind af uldtråd, både for kvindfolk og mandfolk; men da disse klædningsstykker ikke har været i mode, anvendes de kun af få, og det er således ubetydeligt.»

«En mere håndværksmæssig syssel for enkelte piger er klæde-syning. Dette læres eller indøves i Stavanger eller Sandnæs, hvor de opholde sig hos en mester et helt eller halvt år. Deres dagløn er 20 à 24 sk.

Ved udøvelsen af sit arbeide opholde de sig hos eieren, hvorhen de må bringe sit værktøi med. Forresten syr de fleste kvinder husets sengklæder samt deres egne gangklæder til hverdags-brug, ja enkelte alle sine klæder, når de bare ere klippede af en skrædder, eller når de have skaffet sig mønstre til at klippe efter.»

«Træarbeide er mandfolkenes mest udbredte husflids-syssel. Af det forarbeides til eget eller bygdens behov alle mindre vidtløftige redskaber, værktøi eller husmøbler. Kjærrer af birk, med ramme og bund af furu, slæder af birk, høriver af furu til eget behov. Træsko af birk, dels til eget behov, dels til salg i og udenfor bygden, bøtter og koller (melkeringer) af furu eller gran til eget og bygdens behov. Alle slags kjørler arbeides mest af tvende syge mænd, der lider af tæring, det er deres hovedsyssel. Den ene af dem arbeider også garvekar, smidjebelge samt alle slags her brugelige husmøbler. Af efterfølgende husmøbler arbeider flere mænd enkelte gjenstande som bisyssel, men en mand alle gjenstande som hovedsyssel, nemlig: borde, skabe, stole, bænke og senge; trækkister, skatoller og komoder; døre og vinduer samt væverstole, dreierstole, høvlebænke, rammer til harve og ploggrinder m.m. Arbeidet udføres til bygdens behov, helst mod kost og dagløn hos dem, som arbeidet sker for. For alle ovennævnte gjenstande, som er til salg, kan der blive en dagløn af mellem 24 og 36 sk., alt efter arbeiderens duelighed og efter årstiden. Den ene mand, som har træarbeide som hovedsyssel, har lært på ladestedet Sandnæs; han arbeider ofte i sit eget hus og holder ofte indtil 40 sk. pr. dag.

- Af treskemaskiner er her 12 stykker, forarbeidet af træ, af en ungkarl her fra sognet, som nu holder sig udenfor samme bare i den anledning. Han var først i almindelig snedkerlære på Sandnæs, hvilket arbeide han fortsatte med en tid hjemme, men har senere tilegnet sig denne færdighed af en arbeider i dette fag fra Jæderen, hvormed han har fundet en større fortjeneste. Hans dagløn er 36 à 48 sk.(57) Tre rensemaskiner og flere korntørkemaskiner haves, som også er bygdefolks arbeide; og endelig 3 hakkelsemaskiner, som ere kjøbte. De fleste mænd have sin egen kværn (kornmølle), hvor de maler sit eget mel og tildels også grypper sine til husholdningen brugte havregryn, som helst er til høitider. Tildels haves også særskilte små gryn-kværne, som man trækker selv. - En mand har en kværn til at male ben på, der bruges helst til kreaturer at forebygge benbrudd hos dem med. Kværnstenen er den samme som andre, dog kan endog benyttes gråsten dertil; men siklet er forsynet med tænder, som skal brække benet før det kommer under stenen. Dette er for et år siden indført ved efterligning efter en mand i hovedsognet Time, som driver det i en større målestok. Ben kjøbes i bygden og tildels i byen for 9 à 12 sk. pr. bismerpund, tørkes og males to gange og sælges ud igjen får 24 à 27 1/2 sk. bismerpund, hvilket bliver god fortjeneste. Benene minker fra 6 til 10 pct. under arbeidet. - Andre, dog meget sjeldne og lidet lønnende, sysler er at lægge kjiber (et slags kurve) til at opbevare uld i samt til at bære hø og flere ting over gården. Også mærer til at fange ål og ørred i arbeides. Dette drives helst som aftensyssel til eget behov og kun sjelden til salg; kjiben er flettet af eg, hassel, røn og tildels af vier. Omkring 700 bånd til hummerteiner oparbeides og sælges enten på Jæderen eller Sandnæs for 24 sk. pr. snes. Flere hundrede spadeskafter, som også skafter til andre håndredskaber, 100 par vognhjul og måske ligesåmange par kjærreskjæker, slåder og deslige ophugges i emner og sælges til jæderboer. Priserne for emner er for parret af hjul 48 a 60 sk. og for kjærreskjæker med slåder ligeså 48 à 60 sk. parret, for spadeskaft 6 sk. stykket o.s.v. Meier med øvrige material til slæde betales med 48 à 72 sk. parret.»

«Af de mere betydelige sysler af træarbeide, der drives til salg i eller helst udenfor bygden, er hjulmagerarbeidet det betydeligste. Dette er også vinterarbeide. altså en bisyssel, for 5 mand (gårdmænd). Årlige antal 100 par af forskjellige dimensioner fra 5 kvarter med bred såle, som kun bruges til at kjøre hjemme, helst gjødsel på bratte agre, og til 7 1/2 kvarter med smal såle, som er lettere at kjøre med og bruges af de fleste til al kjørsel. Arbeidstiden er forskjellig i forhold til arbeiderens omhu for at gjøre det nøiagtigt og stærkt, fra 3 til 5 dage for parret. En har indrettet sin dreierstol til at trækkes med vand, hvorved han sparer ½ dags arbeide på den midterste del, den såkaldte hause. Priserne på de færdige hjul er da også afhængig efter deres solidhed fra 1 spd. 24 sk. til 2 spd. parret. Når da råemnet koster fra 48 til 60 sk., så er daglønnen 32 à 36 sk. Desuden er der 2 mand, som arbeider hjul til eget behov og somme tider også til salg. - Træarbeidet til karioler udføres af en gårdmand som bisyssel om vinteren. Årlige antal 14 stk. Mere efterspurgte for deres nette og smukke form på sædet, end der kan tilfredsstilles af mangel på tid til arbejde og tjenligt material især til skjæker. Disse består af ask, eg eller alm og koster 1 spd. Det øvrige er af birk eller or og koster 24 sk. Arbeidet udfordrer 5 dage og sælges da for 3 spd., altså en dagløn af 43 sk. Kunsten er tilegnet ved selvøvelse efter at have seet på og talt med en fremmed arbeider i faget. - Ljåorvarbeide er efter selvøvelse fra umindelige tider tilbage. Antal over 200 stk. årlig; før mere. Middelspris er 16 sk. Sælges helst på Stavanger St. Hans marked, samt efter bestillinger i bygderne. Material, af asp, birk eller or, koster 2 sk. Der arbejdes 2 à 3 stykker daglig, så lønnen kan blive omtrent 36 sk. daglig. -Dreierarbeide drives af en gammel mand som hovedsyssel og af enkelte andre som tilfældig bisyssel. Gjenstandene er helst kjølver at bage brød med som og træskåler og fade, sneller (før hele spinderokke), hvortil bruges material af birk eller røn. Kjølver sælges meget af i Stavanger; pris 12 sk. stykket.»

«Stamping for bygdens og noget af nabobygdernes vadmel foregår på 4 steder i sognet. Den årlige mængde antages at være 40,000 alen vadmel. En mand kan have tilsyn med 2 trauge, der rummer 80 a 100 alen. Dette byttes 2 gange daglig, bliver altså 360 alen om dagen. 1/2 sk. pr. al., som er det almindelige, bliver 1 1/2 spd. i fortjeneste. En smule brændsel medgår vel til at varme vandet med, som det stampes i, og renter for værdien af hus og værktøi må fraregnes; men det er dog alt ubetydeligt, så dette må antages at være den letteste fortjeneste, som her gives. Dog siges der, at man ikke stamper så godt eller pent som i Ryfylke og på Østlandet; om det er mangel på omhu eller det er andre årsager, vide vi ikke sikkert. - Med garving sysler tvende ungkarle. De er endnu nye i sit fag, som de have lært på ladestedet Sandnæs, hvor de opholdt sig hos en mester 2 à 3 måneder. Værksted med værktøi og andre bygninger koster 50 spd. for hvert garveri. Der garves af begge omtrent 50 stk. spanske huder og 250 stk. norske, hvoraf de 90 stk, er leiede af andre. Dertil 900 stk, fåre-, gede- eller kalve-skind, hvoraf de 400 stk. er for andre. Indkjøbsmarkedet er Stavanger høstmarked, og er priserne lig den der bestående. Udsalgspriserne er måske noget mindre, da man her har lettere for at få bark og for at man skal få lettere afsætning, hvilket også bliver opnået, da varen er god. Garverlønnen for det leiede er 10 sk. pr. skind og 5 sk. pr. mark færdigt læder. Fortjenesten regne de at være 60 sk, pr. hud og 7 sk. pr. skind; altså 60 sk. x 300 = 150 spd. og 900 x 7 sk. = 25 1/2 spd. tilsammen 202 1/2 spd. Arbeidet udføres af eierne selv i vintermånederne fra oktober til april, men fordrer dog adskilligt tilsyn hele året, så at den hele arbeidstid antages at være 7 måneder. Begge garverier agtes mere udvidede med det første.»(58)

«Skomagere og sadelmagere er bygden mere fattig på. Årsagen dertil tror jeg helst må tillægges den unaturlige og svækkende stilling, som dette arbeide udfordrer og medfører, der gjør dem mere uskikkede til andre arbeider, så at få finde lyst dertil. Det er nemlig noget almindeligt, at enhver mand, som gifter sig og får familie at forsørge, må have gård eller et stykke jord, hvoraf han kan få idetmindste noget af sit nødtørftige brød ved egne hænder; men som skomager er han lidet skikket dertil. Dette gjør da, at så få skomagere her er, arbeider de dog ikke hele året, på en nær, der driver det som sin hovedsyssel, hvorfor her kunde måske være mere end nok arbeide for to fremmede året rundt. Dette er også årsag til at bygdens skomagere ikke lærer så fuldstændigt som andre, da de kun følge med en anden skomager i nogle uger og siden gjør det efter selvøvelse. Deres dagløn er foruden kosten 20 à 24 sk.; men en rask og pålidelig skomager kan have indtil 32 sk. daglig. Arbeidet udføres helst i huset hos dem som skal have arbeidet, og af hans material, hvilket altid ansees for det billigste. - En sadelmager har her været, men er udflyttet. - En maler er her også. Formedelst gigt var han bleven udygtig til tungt arbeide, og så begyndte han med denne profession, efter en male- og farvebog.»

Et tæglværk gives her, der har udmærket god ler at arbeide af; men på grund af en feil ved ovnen frembringer det mindre gode produkter. Ovnen er nemlig for høi og med for små trækåbninger i, som gjør en langsommere ophedning, hvorpå følger en stærk afsvedning af teglstenene, hvilket atter gjør at de bliver skjæve eller springer. Den rummer 14,000 stk. tagsten og 2000 stk. mursten. Priserne på tagsten er i forhold til deres godhed fra 1 spd. 24 sk. nedover til 48 sk. pr. hundrede. Som et middeltal kan regnes 10,000 middelsgode til 96 sk. pr. hundrede, bliver 80 spd. De øvrige 4000 ere uanvendelige. 2000 stk. mursten sælges for 48 sk. pr, hundrede, bliver altså 8 spd. Arbeidet udføres af 3 mand i 3 måneder om sommeren, med 2 gange i ovnen, som er det almindelige. Udgifterne ved hver ovn, især til arbeidsløn og brændsel, er 60 spd. Lermølle, der drives med vand, samt værksted, tørkehuse og ovnens kostende har jeg ikke sikker opgave for. Et rygte har sagt 700 spd., som jeg antager er rimeligt. Årlig rente tilligemed vedligeholdelse kan være 40 spd., eller 20 spd. på hver ovn, altså kun 16 spd. i ren gevinst om året. Arbeidet er indøvet ved at have arbeidsfolk fra tæglværker, helst fra Time sogn. Ovnen er efterlignet en i Egersund ved pottermageriet.»

«En sirkelsag drives af en gårdmand. På samme skjæres der foruden bord og planker især tøndestav af birk. Årlige mængde indtil 40 læster. Materialet, der for en del kjøbes, betales med 2 spd. favnen opstablede stokender på en tøndestavs længde. Transport til sagen 72 sk. Dette skjæres og oparbeides til stav af en mand i 7 dage og bliver 3 læster. Daglønnen ansat til 36 sk., bliver det 2 spd. 12 sk., og tilsammenlagt med det forrige bliver det 4 spd. 84 sk., eller 1 spd. 68 sk. pr. læst. Transportomkostningerne til byen, beregnet for 20 læster om gangen, er 9 dagsarbeide for en mand og 3 dagsarbeide for en hest samt båd i 2 dage, bliver for mand 3 spd., hest 1 spd. og båd 60 sk., tilsammen 4 spd. 60 sk., eller for hver læst 27 sk. Dette bliver til sammenlagt med det forrige 1 spd. 68 sk. ialt 1 spd. 95 sk. pr. læst. Udsalgsprisen er 2 spd. 48 sk., altså en gevinst på 73 sk. pr. læst. Herfra går vel renter for drifts- og grundkapital samt udgift til reparationer, tilsammen omtrent 10 spd., der fordelt på det hele bliver 30 sk. pr. læst; fradraget de 73 sk., bliver det 43 sk. igjen, der for 40 læster udgjør 14 spd. 40 sk. Denne beskjæftigelse er ny og har kun været drevet et år. I år er nok påtænkt en udvidelse i arbeidet; men da transporten er besværlig og dyr og skovforrådet mindre, er det helst noget usikkert med dets fremtidige beståen. Om det er efterligning af en sag i Lunde eller Strand sogn, veed jeg ikke. Oparbeidelsen af staven er lært af bødkere fra Stavanger, som manden leiede det første år.»

«Men den syssel, der drives mest fuldkomment i forhold til andre steder, er ljå-arbeidet. Her er i det hele 18 smede, af hvilke 11 mænd og 7 ungkarle, helst disse mænds sønner, og af dem drive de 12 på med at arbeide ljåer. Årlige antal forarbeidet er 8000 stk., hvoraf 7500 stk. bliver solgt udenfor bygden. Prisen er 30 sk. pr. stk., undtagen en del kortere støtorvljåer for 18 sk. pr. stk. De sælges i nære og fjerne omegn helst østover, alt til Arendal. Udlæg for råemne er: for jern 3 sk., stål 2 sk. og kul (helst torvkul og lidt trækul) 3 sk. pr. stk. At hugge af og kløve jernet samt stålsætte, og sveise udføres af foruden mesteren også en leiet mand, og får man 25 stk. sådanne emner om dagen. At banke disse ud til ljåer er mesteren alene om, og han behøver dertil 2 dage. Siden må de oversees og hærdes, hvilket er 1/2 dags arbeide. Mesteren regner for sig selv 72 sk. i dagløn på egen kost, og for medhjælperen 24 sk. For de 25 ljåer har mesteren 3 1/2 dag og medhjælperen 2 dage, der tilsammen udgjør 2 spd. 60 sk., dertil 8 sk. i råemne pr. ljå, bliver det hele 4 spd. 20 sk., eller på hver ljå 20 sk. Renter for den kapital, der ligger i værksted og værktøi (der beløber sig til 50 à 60 spd.) og for en del for materialindkjøbet (40 à 50 spd.) samt reparationer 5 spd., bliver tilsammen henimod 10 spd. årlig, som tilregnet hvert 1000 stk. bliver omtrent 1 sk. pr. stk. Som ren gevinst bliver altså 9 sk. pr. stk. Denne syssel har været inden bygden, så længe som sagnet går, men er først i den senere tid blevet udbredt i større målestok. For en 50 år tilbage betaltes indtil 60 sk. pr. stk.; nu er det 30 sk. og for nogle af smedens ljåer endog mindre. - Foruden ljåer arbeider de samme smede også andre skjærende instrumenter, som hakkeknive, tolknive og sakse. Hakkeknive sælges på vægt 12 sk. pr. mark. Tolknive sælges stykkevis i forhold til størrelsen for 6 à 12 uden skaft, og sakse for 36 sk. pr. stk. Til en saks medgår for 2 1/2 sk. i jern og stål og 4 1/2 sk. i kul, og arbeides der 2 stk. pr. dag, hvilket bliver en dagløn af 58 sk. Man bruger til sakse helst sådant stål, der er for blødt til ljåer, som er meget billigere end det egentlige saksestål, og de bliver dog gode. De ere noget tynde og smale på bladet, indrettede til at klippe sauer med, men bruges også til det øvrige husbehov. Foruden ljåsmede arbeider også tvende andre gårdmænd sakse. Årlige antal er dog så ubestemt, at jeg ikke kan samle det i nogen tal. Det er for bygdens behov og undertiden mer og mindre til salg udenfor samme. - En gårdmand med søn arbeider øxer og bor. Øxer sælges efter vægt 12 sk. pr. mark, og bor sælges stykkevis efter størrelsen. Nøiagtige opgaver om arbeidets drift og fortjeneste mangler. - En gårdmand med 2 sønner arbeider skøiter. Årlige middeltal kan ansættes til 50 par. Til et par skøiter behøves for 5 sk. i jern 3 sk. i stål og forbruges for 4 sk. i kul, helst stenkul. Der arbeides af en mand 1 1/2 par daglig; prisen er almindeligt 72 sk.; bliver en daglig fortjeneste af 90 sk. Dobbelte skøiter, det vil sige med 2 hulninger i, betales med 84 sk. parret. De sælges kun efter bestillinger. Forresten arbeider de fleste af disse smede alle mindre vidtløftige nødvendigheder til en gård, som harvetinder, pikker, hakker, gjødsel- og torvgrep, mineringsbolter, hestesko og søm, kjærrebeslag og tildels hestesæler. Sådanne små sager sælges helst efter vægten af færdigt arbeide. Hestesko betales med 8 sk. pr. mark og søm efter tal med 5 sk. pr. 20 stk. Forresten i forhold til arbeide og material fra 5 til 8 sk. pr. mark.»

«Med undtagelse af vandsagen, kariolarbeidet, teglværket, maskinarbeidet og benmalingen, som er indført i senere tid, hvilket også er tilfældet med væving af bomuldstøi, er alle overnævnte sysler nedarvede fra umindelige tider; dog med mange skridtmæssige forbedringer enten i arbeidsmåden til at hurtiggjøre samme eller i at få bedre varer. Dette har dog især i den senere tid været tilfældet med kvinde-arbeide både med syning, spinding og især væving. Ældre kvinder væver sjelden over 12 alen til dagen, som i deres ungdomstid også var det meste, nogen formåede. Nu væves 20 à 24, ja endog indtil 30 alen daglig.(59) Årsagen dertil er vel både væverstolens bedre indretning og den større færdighed, de får ved større øvelse, men også den bedre og jevnere spundne tråd.»

«En opfordrende grund, som naturen har lagt for gjæsdølerne til at drive med husflidsarbeider som bisyssel, har vist været dens fattigdom på andre næringsgrene, som det også er besværligt her at opdyrke og kultivere jorden. En befordrende grund har været sognets beliggenhed ved siden af det vidt udstrakte Jæderen, hvor de får afsætning for sine varer, som også de kilder, man har til råemner i sin små skov og i det store fårehold, som giver megen uld. Før i tiden, for en 50-100 år tilbage, da agerbrug og kvægavl var mindre fuldkomment, da man ingen veie havde, så al kommunikation var besværlig, da var hver mand sin egen smed, snedker, garver og skomager; og hver kone foruden spinder og væver også farver og skrædder. Denne færdighed har senere holdt sig, dog med den forandring, at fagene har fundet mere enkelte mænd eller arbeidere, der bliver fuldkomnere deri og således har bidraget betydelig til at vedligeholde eller forhøie bygdens velstand ved at skaffe mange flere mennesker underholdning på langt lettere måde end før, er vist. Fliden er vist også årsag til, at der indtil den aller seneste tid har været forholdsvis meget små fattigbyrder inden sognet. At denne karakter, flid, sparsomhed og nøisomhed, har kunnet have så langvarig velgjørende indflydelse på folkets stilling og ikke er hindret af deres forstyrrer: drukkenskab samt andre lidenskaber af samme virkning, har måske sin grund i den lykke, sognet stedse har havt til at have hæderlige skolelærere, der have virket meget for folkeoplysning ved ord og udvist vandel. Den travelhed, som kvinden stedse har befundet sig i, har vist også været til stort gavn både for at vedligeholde velstand og hæve hende i kvindelig huslighed og dyd som god børneopdrager, hvilket jo er kommet den hele slægt inden bygden tilgode. Men det må også virkelig erkjendes, at hun i denne tid også har det altfor travelt, da hun ved de mange arbeider hindres både i legemlig og åndelig uddannelse. I de sidste år har man fået en friskole i gang for de konfirmerede drenge inden Gjæsdals sogn, som holdes i 4 à 6 uger årlig. Men for piger har man endnu intet sådant gjort og kan heller ikke tænke på noget, da de slet ikke har tid. Det er således kun få piger, der komme udenfor sine egne døre for at lære noget, og det eneste, som disse få lære, er syning af klæder, dog med et tilfælde undtagen, som var, at en pige var i ysterilære 1/4 år, hvilken dannelse hun også senere har benyttet til nytte for sig og sit hus.(60)

At kvinden også hindres i legemlig uddannelse, må antages deraf, at gamle folk siger her ere flere sygelige piger nu end før. Vel er det just ikke den almindelige mening, at dette skulde have sin grund i spindingen eller andet arbeide, men det ansees heller som en følge af modesygen og beklædningen m.m. Og skjønt dette for en del ikke er ugrundet, så tror jeg dog at måtte tillægge spindingen lige så stor medvirkende, om ikke større årsag, eftersom den er så vedholdende fra den tidlige morgen til den sildige aften i den største del af det halve år. At tænke sig denne travelhed afhjulpen kan vist ikke være mulig uden ved indførelse af spindemaskiner. At indskrænke fåreavlen vilde være meget uheldigt, da den ansees for mere lønnende end noget andet. Hvis uld og vadmel vil vedblive med den høie pris, vil nok fåreavlen udvides endnu mere, som altså bliver en endda større grund for indførelse av spinde-fabrik. Men for at komme så vidt, stødes på flere hindringer, hvorfor det ikke kan tænkes i den nærmeste fremtid. Sådanne hindringer ere helst mangel på kapital og mangel på kundskab eller kjendskab til, hvorledes den kan drives, hvad den kan arbeide og hvad den koster. Oplysninger derom fra sagkyndige mænd enten ved privat eller offentlig meddelelse vilde vist virke opmuntrende og gavnligt. For at få et tilnærmet overblik over hvad uld her avles inden sognet, kan jeg oplyse, at under den sidste tælling gaves her mellem 6 og 7000 får. Man regner 6 mark uld af hvert får, og bliver det hele da over 1600 bismerpund uld. Som priserne på uld og vadmel nu er, har man en gevinst af 150 spd. pr. 100 bismerpund uld ved at få det oparbeidet til vadmel mod at sælge det som uld. Hvis da maskinen kunde gjøre det så billigt, vilde det være penger at vinde, som kunde betale fabrikken om få år.»

«Et andet arbeide, som også burde være mere forfremmet, er benmaling. At flere i den nærmeste fremtid vil lægge mere vind derpå, er også at håbe, da det er anseet for et stort gode for kreaturer både vinter og helst om sommeren som forebyggende middel mod benbrud.»

«Blandt sådanne, som have udmærket sig i husflidsarbeider både for sognet og i en langt videre omkreds, må jeg nævne ljåsmed Svend Hansen Nesse. Han har arbeidet ljåer i 46 år, omtrent 1000 stk. årlig. Som 17 år gammel begyndte han dermed uden at være i nogen lære anderledes end ved at se på og snakke med en gammel ljåsmed. Han var da strax så heldig at få sine ljåer bedre end de andre, så han fik 6 sk. mere pr. stykke og endda ikke kunde tilfredsstille alle bestillinger. Han har nemlig drevet med dette arbeide kun det halve år, da han det andet halvår helst har været sysselsat med jordarbeide. De første år var han således hjemme på sin faders gård, indtil han 1827 erholdt sig egen nuværende gård Nesse. Denne har han i denne tid forbedret til det dobbelte, så den føder nu 12 kjør, 60 får og 2 heste. Den er også indgjerdet af ham med over 16,000 alen stengjerde. Husene ere byggede af ham to gange, den sidste gang efter ildebrand 1856, som fortærede husene på fjøset nær. Det må og bemærkes, at det er ikke alene ved at benytte hans arbeide som et godt redskab for landmanden, at folk har havt nytte af ham. Hans færdighed og kunst er også ved godvillig undervisning af ham, helst mundtlig, blevet udbredt til andre smede i vid kreds, og 3 stykker må nævnes, som har været i ordentlig lære hos ham. Disse vare fra Egersunds, Strands og Times sogne. Hans arbeiden har altid været udmærket med liv, raskhed og udholdenhed, så at medens andre anstrænger sig for at arbeide 7 stk. daglig, har han arbeidet 10 stk. pr. dag. Endnu er han (i sit 63de år) ualmindelig livlig og rask, og står hver dag ved siden af sine tvende sønner i smedien og står aldrig tilbage for nogen i arbeide. Han og hans søn Hans agte også at yde bidrag til udstillingen i Stockholm med fine exemplarer af ljåer, hvilke de have indmeldt.»(61)

«En bemærkning har jeg endnu om gamle folk, som måske vil være af interesse at vide. Den er: når de blive så gamle, at de intet kan bestille, så napper de istykker gamle klude, som da kardes og spindes sammen med uld, ligemeget af hvert, og væves til sengtæpper (åklæde).»

«Og hermed være da disse opgaver sendte dig til benyttelse under dit forehavende. Rigtignok var det ikke vel, at det hele var så ufuldstændigt, hvilket har sin grund i min svaghed; men da jeg ikke hørte om nogen anden, som vilde skrive derom, så overså jeg med min ufuldkommenhed, eftersom jeg anså sagen og din opfordring med den største interesse, og jeg tør forsikre at have brugt min bedste flid med at få opgaverne så rigtige som muligt. Så håber jeg du undskylder og tager hvad der er sagen tjenligt. Jeg har skrevet dette i Christiansand efter at være indkommanderet i garnisonen; dog vare alle opgaver samlede, mens jeg endnu var hjemme.»


VIII. I CHRISTIANIA

Idet jeg dypper pennen, kaster jeg et blik gjennem vinduet og skuer udover stadens tage, denne kjære stad, som har den smukke opgave at være vort Norges hovedstad, den stad, som skulde have øie og sands for alt folkets interesser og selv føle sig kaldet til at gå foran, hvor det gjælder landets velfærd og ære.

Hvorsomhelst i dette vidtløftige lands mange afkroge og fjerne udkanter - vilde jeg, at mindet om fædrelandet skulde have hver mands selvfølelse og opmuntre til fordoblet flid og iver hver i sit kald; men om muligt endnu mere skulde fædrelandstanken stå belivende og styrkende for hver hovedstadsboers sind.

Der er mange afkroge og såre fjerne udkanter i dette land, og stundom kan vel en og anden fristes til at mene, at han bor så langt borte og har så liden anseelse, at det gjør hverken til eller fra, om han er med eller ei i deres rækker, som ville fremme fædrelandets sag. Og i denne by er der en sådan mangfoldighed af formål og bestræbelser, og mange menneskers lod falder i så udvortes ringe og lidet anseede stillinger, at de selv midt i hovedstaden kunne føle sig som stående langt borte og fristes til at sige, at der er vel lidet lag på, om de ere med eller ei.

Men ingen har lov til at tænke så, ingen eneste en. Det er en forsyndelse mod den skabervisdom, som har dannet og styret alt så besynderlig vel også i dette stykke, så der i virkeligheden ikke er noget menneske så ringe og arm, at han jo har leilighed til at gjøre nytte i verden og tjene både sig selv og sine medmennesker. Allermindst har nogen lov til at tænke så i vort land, hvis folk er så lidet, at det sandelig ikke har råd til at tabe nogen af sine.

Jeg kalder det et kostbart og et smerteligt tab, hver gang en norsk mand giver sig over i mistrøstighed og går til grunde i usæder og elendighed, formedelst ørkesløshed og dermed følgende udskeielser, og jeg er i denne stund ganske opfyldt af dette tabs storhed alene i denne by, idet jeg netop er kommen hjem fra politikammeret med følgende talopgaver:

Antallet af personer, som det i den forløbne del af året 1867 har været nødvendigt for Christiania politi at tage ind og sætte i varetægtsarrest, tilligemed angivelse af årsagerne.

                                       Jan. Febr. Marts April Mai Juni Juli Aug. Sept.
Husvilde, tildels beskjænkede og
syge tillige......................     220  265    382   573  406  231  115 107  163
Drukkenskab, tildels i forbindelse
med gadeuorden og anden uskik.....     172  289    257   312  336  412  369 396  411
Tyveri og mistanke for samme......      41   39     43    32   38   57   44  43   39
Andre forseelser og forbrydelser..      24   83     42    43   49   54   67  55   39
                             i alt     457  676    724   960  829  754  595 601  652

Det er ikke just bogstavelig at forstå, når der i overskriften står «Antallet af personer». Af de 457 såkaldte personer, som ere opførte for januar f.ex., have upåtvivlelig nogle været indsatte i arresten flere gange i løbet af måneden, så det virkelige person-antal ikke har været så stort, som det ved første øiekast synes.

Men med hensyn hertil skal jeg tilføie denne yderligere oplysning, at det virkelige antal af forulykkede personer, som i løbet af høsten og vinteren pleie at blive indsatte på tvangsarbeidsanstalten («Mangelsgaarden»), er omtrent 300, af hvilke en 50 ere kvinder.

Disse Mangelsgaardens varigere lemmer og hine arresternes flygtige beboere høre for største delen til samme klasse af forfaldne og forkomne mennesker, og de anførte tal give et bidrag til både at kjende deres betydelige antal og at forstå deres ulykkelige livsforholde.

Af husvilde, som må ty til arresten for at få tag over hovedet for natten, sees der at være ikke så ret mange i januar; da sidder nemlig flere end ellers af denne klasse på Mangelsgaarden. Ud på våren komme de ud derfra, der er i førstningen liden arbeidsfortjeneste for dem, og det er endda koldt om natten; derfor er der så mange husvilde i arresterne i marts, april og mai. I juli og august sove sådanne folk ofte i hølader og skur hist og her, så antallet af dette slags logerende i politiets lokaler er mindre end ellers. Men allerede i september begynder tallet at tage til igjen. Derimod se vi, at i sommermånederne, da Mangelsgaardens befolkning mest er ude og sværmer, og da de tildels tjene sig nogle skillinger mere, end de netop behøve til mad, da hænder det altfor ofte, at de drikke sig overstadig drukne, og falde overende og blive liggende på gaderne, så politiet må lade dem bære ind i arresterne, at de kunne sove rusen ud der; vi se det deraf, at for de samme måneder er der store tal i rubrikken for drukkenskab.(62)

Man forstår, at det er «sluskerne», som her handles om. En enkelt lørdag aften, når det ser ud til godt veir, kan en sådan person afse to skilling til sæbe, og så tilbringer han søndagen så, at han går ud på landet og skjuler sig mellem træerne ved en bæk, hvor han vasker sin eneste skjorte og hænger den op til tørring på stedet.

Når så høsten kommer og det bliver for vanskeligt at friste livet, kan det være, at et par kammerater lægge sammen sine sidste skillinger og drikke sig «på et mod» og så gå op på Raadstuen for at melde sig selv som folk af det slag, som det er betænkeligt at have gående løse og som politiet derfor kan øve den tvang imod at sætte dem på Mangelsgaarden på et halvt års tid - så have de hus og mad for vinteren.

Nu, jeg skriver dette, er det høst allerede. Iforgårs så jeg en af disse slet fødte og slet klædte personer sidde og sole sig nede på en af bryggerne; jeg satte mig hos; en af hans kammerater kom til; det ene ord tog det andet, og jeg fik høre, at dagen forud havde de været hos politi-assistenten for at lade sig tage og sende til Mangelsgaarden; men han havde ikke havt tid til at høre på dem netop i den stund - de fik komme igjen siden.

Den ene af de to mindede mig om, at for nogle år siden var jeg ude på Mangelsgaarden en del søndage i rad og fortalte om Egede i Grønland - jeg mente det kunde være disse folk både til gavn og gammen at høre dette herlige exempel på udholdenhed og selvfornægtelse og tro og håb, og det mener jeg fremdeles.

Men derhos mindes jeg, hvad Mangelsgaardens dygtige forstander, hr. Kloumann, har sagt mig, at i de tyve år eller mere han har havt med denne klasse af mennesker at gjøre, denne temmelig faste stok af tvangslemmer, som gang efter gang sættes ind og gå ud og komme igjen, veed han ikke mere end to eller høist tre exempler på, at de have forvundet den drikfældighed, som er deres ulykkes stadige årsag.

Veed man nogen bedre kur for denne besynderlige art af elendighed (thi drikfældighed er ikke blot og bar en last, men den er tillige en ved langvarig udskeielse bevirket sindets svækkelse og sjelens sygdom) - veed man nogen bedre kur for denne syge end arbeide, jevnt og passende arbeide? Og tyder ikke disse manges ødelæggelse på, at der monne være et vist hang til sådan udskeielse og anlæg til sådan syge i det samfund, hvori de engang færdedes som modige og friske folk, og mon ikke netop arbeide, jevnt og passende arbeide, skulde være det bedste forebyggelsesmiddel?

Spørge om arbeide i denne travle by! Hvor i landet arbeides der vel mere? Neppe nogetsteds. Men mangesteds arbeides der jevnere.

Husfliden, som udfylder mellemstunderne mellem hovednæringernes tider, er jevningen i arbeidet, og det er landsbygdernes store lykke, at husfliden der ligesom indfinder sig af sig selv. Derfor går det jo også så, at når der tales om husflidens tilstand i landet og forhandles om dens yderligere udvikling formedelst undervisning og udstillinger o.s.v., så vender blikket sig uvilkårlig mod landsbygderne, og man har det på en følelse, at så rimeligt det kan være, at en bonde er sin egen garver og skomager og smed, og så smukt det tager sig ud i en bondestue, når alt folket sidder sammen om skorstensilden ud over aftenen, kvinderne med sin rok og karlene med kniv og øx, så passer dog denne lands-skik ikke så lige til for byerne.

I den store by er der mange mennesker, som have ikke håndarbeide på sin part, men åndsarbeide, og det er mest dem, som besidde rigdommen og anseelsen; men dette har gjort, at her bliver håndarbeidet så snart betragtet som «simpelt» og har så vanskeligt for at bevare sin ret og sin ære. Fremdeles: i byerne er man så nem til at lære og så snar til at rette sig efter den regel, at der må arbeids-deling til, eller hver mand må øve sig tilgavns i sit fag, om det skal blive til noget; men fagmændene lade gjerne hånt om husflidens småsysler, som de jo ikke kunne deltage i uden at gå udenfor sit fag.

Fordi det altså ikke går så ganske af sig selv her, tror jeg at man med bevidst flid bør modarbeide ensidighederne, og jeg skulde ønske det kunde lykkes at få indført i vore sædvaner, først, at de unge, som uddannes for handels- og embedsstanden, tillige lærte lidt af en eller anden håndtering, såvidt, at de fik smag på håndarbeidets eiendommelige behagelighed og begreb om dets værd for menneskets alsidige uddannelse,(63) dernæst, at de, som vælge sig en vis håndtering til sit egentlige fag og levebrød, ikke alene vilde gjøre sig flid for i fristunderne, som hidtil, at tilegne sig nogle stumper af boglig dannelse, men tillige fra ungdommen af vilde lægge sig efter en eller anden lønnende bi-syssel.

Med denne bemærkning har jeg havt hovedstadens ganske befolkning for øie, og det kommer nu an på, om man vil tage den ilde op, fordi jeg har indledet den med nogle forbemærkninger om den mest forkomne og menneskelig talt foragtede del af vore bysbørn og landsmænd.

Og i hvert fald mener jeg det egner sig for dette skrifts undersøgelser at spørge efter bi-sysler i vor by, først og fremst naturligvis inden de afdelinger af arbeidsklassen, hvis fag er sådant at arbeidet standser til visse tider af året.

Hvordan står det til med dette i vor by?

Vi ville gå omkring og give os i snak med folk af dagsarbeidernes og bygningshåndværkernes talrige klasser, og det kan jo ikke skade, om vi tillige forhøre os om dem i samtale med mænd, som stå i forbindelse med dem og kjende deres forholde.

Blandt dagarbeiderne indtage de, som udføre brygge-arbeidet, en anseelig plads. Kunde man en sommerdag gå havnen langs lige fra Piperviken til Oslo, skulde man kanske se indtil 1000 bryggearbeidere i virksomhed - arbeiderne på bordtomterne medregnede. Jeg har ialfald hørt gjætte på det tal. Er der nogen bjergværk eller sagbrug eller fabrik-anleg i Norge, som beskjæftiger flere hænder? Og kan ikke tallets storhed hjælpe til, at man skjænker delte simpelt udseende arbeide nogen opmærksomhed? Her er en til mesterskab drevet fagfordeling. Ingen gjør tomtearbeideren det efter, når han med et tag lægger plankerne i ligevægt på axlen og med et ryk kaster dem af så net, at de falde lige i «ranken». Og således har kornbæreren øvet sin særskilte dont, at selv en mand, som ellers er stærkere, ikke bærer så svære byrder på sin ryg som han. Og om stykgods-sjauerne hørte jeg nylig et mesterstykke fortælle. Det engelske dampskib kom thorsdag middag istedetfor tirsdag morgen, og det skulde losses og lades og endelig afsted igjen på den bestemte tid fredag eftermiddag kl. 5. Hvad gjør så expeditøren? Han kalder sammen sit hele arbeidslag, 40 mand, giver dem en oversigt over arbeidet, og lover dem 12 sk. timen istedet for de sædvanlige 8 sk., hvis de rak det. De begyndte. «Jeg tror det går,» sagde expeditoren til en ven. «Det er umuligheds umulighed,» svarede denne. «Vil du vædde?» «Ja nok, en flaske porter, hvis du vinder!» Sjauerne arbeidede 29 timer i et træk, kl. 5 fredag ringede dampskibet 3die gang og gik, og porteren var vundet.

Ja, som exempel på yderligheds yderlighed af arbeidsfordeling kan jeg anføre denne rigtignok i anden retning fremførte yttring af en mand, som dag ud og dag ind har med bryggearbeiderne at gjøre, at - når der ikke er losse- eller ladearbeide at forrette, så får man dem knap til at feie bryggen engang. «De forstå det ikke,» føiede han udtrykkelig til.

Om sommeren altså livligt arbeide, hvis fint fordelte arter slynge sig sammen i god orden og danne et mangfoldigt hele; men så kommer vinteren og lukker havnen med is, og nu er det en lang stund, som om her ingen havn og ingen brygger var. Hvor er da arbeidet, og hvor ere arbeiderne? Og selv om sommeren kan der være arbeidsløse tider, når nogle dages vedholdende nordenvind har ført de ladede skibe ud og forhindrer andre at komme op i deres sted.

Denne arbeidets ujevnhed vilde være slem, selv om så var, at der tjentes så overdrevent godt i arbeids-tiden, som mange mene, så det kunde være rigelig nok for hele året. Men det forholder sig neppe så for mængdens vedkommende. Der har i tidernes løb uddannet sig en vis ordning med bryggearbeidet, hvormed enkelte arbeidere (det er dem, der danne de såkaldte lag, «storlaget», «Hendriks-laget», «kolalaget», o.fl., hvis medlemmer arbeide sammen og dele ugens fortjeneste) påtage sig større bryggearbeider for kjøbmændene og i travle tider leie daglønnere til sin hjælp; de ere da at betragte som entreprenører og skulle til sine tider tjene godt.(64) Men ellers lønnes en pålidelig bryggearbeider i dampbåds-sjauen (som vi allerede have seet) med 8 sk. timen, og det gjør i sommertiden, da toldbodtiden er 10 timer, netop 3 ort. 8 sk. dagen. Når hensyn tages til de mange standsninger i arbeidet, så indrømmes det nok, at dette er ikke nogen overdreven indtægt for en mand. Og når hine «lag» tage daglønnere til sin hjælp, pleier lønnen for disse være en 2 ort 6 sk. eller deromkring for dagen. - Et lille antal af bryggearbeidere er af magistraten ansatte som edsvorne «undermålere» (til at skuffe kul og salt og korn i tønden under skibets losning) og betalingen for deres arbeide er fastsat med noget vist for tønden. Der er ialt 14 undermålere nu, deraf 8 for kul og salt, og efter udsagn af disse sidstes overordnede eller stadsmåleren kan man regne, at de tjene gjennemsnitlig en 200 spd. for året. Men en post som undermåler er såre eftertragtet blandt bryggearbeiderne, og disse 200 spd. stå altså som mål på en meget god fortjeneste, som mængden nok ikke på langt nær når op til.

Og går vi graderne nedad til dem, som står på vedbryggen og vente og ere glade ved at få det ringe arbeide at lægge den opstablede vedfavn i vognen for dermed at tjene sig 4 skill. (dette er folk, som ikke due til andet eller betroes noget vanskeligere, mest af hin forkomne klasse, som til nød kunne klare sig om sommeren, men må ty til Mangelsgaarden om vinteren), så få vi se et billede af den dybeste elendighed, arbeidsfolk, hvis fortjeneste neppe nok strækker til føden, men som endda deler den mellem mad og brændevin.

Med hensyn endelig til den betydelige afdeling af bryggearbeidere, som arbeide på bordtomterne, kan jeg anføre et exempel fra en af tomterne og vel en blandt dem, hvor arbeiderne i alle måder have det bedst. Der er en 25 til 30 faste arbeidere, som fuldmægtigen gjør sig flid for at skaffe så jevnt arbeide som muligt; daglønnen er 40 sk. (svarende til 2 spd. ugen eller 104 spd. året;(65) men en del af arbeidet betales for stykket, hvorved fortjenesten bliver større, og dette er i særdeles grad tilfælde med et lag på 4 mand, som stadig have et usædvanlig høit lønnet arbeide af et særskilt slags; for disse 4 mand kan fortjenesten i enkelt uge gå op lige til 7 spd. for hver, og ifølge uddrag af regnskabsbogen for de første 7 måneder af dette år faldt der på hver en indtægt af 124 1/2 spd., hvorefter der kan regnes på en års-indtægt af noget over 200 spd. Dette kunne vi da vel betragte som mål for allerhøieste løn inden denne klasse. Her interesserer det imidlertid mere at komme efter det gjennemsnitlige beløb for hele arbeidsstokken og derfor var det mig uheldigt, at regnskabet ikke er indrettet så, at det giver nogen oversigt over hver mands fortjeneste. Og navnlig kan man vide, at de løse tomtearbeidere oftere er udsat for at gå arbeidesløse.

Men ved siden af hine bryggearbeidere have vi - ingen veed, hvor mange hundreder af dagarbeidere, som lægge sin sved rundt omkring i selve byen. For modsætningens skyld kunne vi kalde dem by- eller gade-arbeidere. Således beskjæftiger stadens vei- og brolægningsvæsen en 150 mand i løbet af sommeren, og til samme tid have mange folk beskjæftigelse med jord- og stenarbeide i tomterne for de nye huse, som skulle opføres, fremdeles som håndlangere til at bære mursten og kalk, o.s.v., o.s.v. Men også for disse folk kan der indtræde arbeidsstandsninger nårsomhelst, og om vinteren er der ligefrem arbeidsnød for en mængde af dem. Af hine stadens veiarbeidere f.ex., er kun 20 à 30 i fast tjeneste året rundt, de øvrige spredes ad i alle retninger, når sommerarbeidet slutter, og hvor de så spørge om arbeide, finde de overalt mange medansøgere.

Vedskjæring, sneskuffing og isbryding i «gode» vintre, d.e. rigtig dygtige sne-vintre, stenbryding til bygnings-, bro- og puksten, brostenshugging og stenpukking - se der en del vinterarbeide, som jo egner sig for disse by-arbeidere, og som det lader til at de så nogenlunde have at dele mellem sig alene, idet bryggearbeiderne ikke stort befatte sig med deslige sysler (når undtages, at dog nok en stor del af bordtomternes løsarbeidere er med i vedskjæringen).

Men hvor lidet dette arbeide forslår til de mange hænder, og hvor lidet de korte vinterdages fortjeneste forslår til de mange munde, det vide fattigvæsnets vedkommende at tale om, og stundom have autoriteterne (fattigkommission og formandskab) måttet gjøre udvei og skaffe arbeide.

Således i begyndelsen af 1866. Et par kloak- og gadearbeider bleve besluttede og satte i værk for arbeidsløshedens skyld, og der blev gjort forsøg med at levere gammelt tougværk ud til drevplukking. Bestyreren af hint gadearbeide har beskrevet mig, hvordan det gik til; han antog kun sådanne folk, som havde seddel fra fattigforstanderne med bevidnelse om trang; der kom mange, men det var «elendige folk», uvante med arbeidet, så de tabte snart modet og forsvandt, hvorved de efterlod plads for nye folk, som ligeledes kom med sedler og forsøgte. Daglønnen var fra 36 til 44 sk., åbenbar for stor i forhold til det forslag, der var i disse folks arbeide. - Og forstanderen på Mangelsgaarden, som havde det hverv at bestyre hint drevplukkingsarbeide, har meddelt mig, at det gik for sig i februar og marts, da 73 personer kom og fik material (ligeledes efter sedler fra fattigforstanderne), og at de plukkede tilsammen 83 bismerpund 19 mark drev for dels 1, dels 1 1/2 sk. pr. mark eller for tilsammen 23 spd. 115 sk. Man seer, at dette blev kun en ubetydelighed på hver, og det viste sig også her, at de fleste tabte modet og sluttede snart; også her kræves nemlig nogen øvelse for at få arbeidet til at gå fra hånden, og derom gjælder det så meget mere ved et arbeide, som, efter hvad forstanderen har oplyst, selv for den øvede kun giver en dagløn af 12 sk.(66)

Efter sådanne exempler kan man nok forstå, hvorledes der kan lyde forskjellige udtalelser angående disse forholde. Fattigforstanderne, som høre arbeidernes klager over arbeidsløsheden, fremhæve deres arbeidsvillighed, men de offentlige arbeidsbestyrere eller private arbeidsherrer, som de med «sedler» eller anbefaling forsynede arbeidere henvende sig til, laste dem ofte for det modsatte. Sandheden ligger sagtens i midten; der er utvivlsomt den største arbeidsvillighed, så længe det gjælder et tilvant arbeide, som søger sin mand, men ikke tillige den selvvirksomhed, som, når dette slår feil, veed at søge et nyt arbeide og forstår at føie sit sind og tøie sin evne efter dettes krav.

Som ovenfor, hvor talen var om bryggearbeidernes årsfortjeneste, skulle vi også ved en del exempler søge at danne os en mening om, hvad års-indtægt der kan falde på disse såkaldte byarbeidere.

I denne henseende skal jeg først pege på et par korporationer af udsøgte folk, som ere fast ansatte og det i mere betroede poster, så de vistnok ikke høre til dagarbeidernes store familie, men som derhos stå disse så nær, at det kan gå an at anstille sammenligning, - jeg mener brandvæsnets og politiets faste folk. Brandkorpset består af en 50 mand, dels fordums gårdskarle og soldater, dels også smede, snedkere og andre håndværkere, hvis håndtering tjenesten tiltrænger, og disse folk lønnes, nogle med 14, andre med 12 og atter andre med 10 spd. månedlig, hvortil rigtignok kommer det tillæg, at de få klæder til en værdi af omtrent 20 spd. årlig og fri bolig (de ugifte flere sammen på et værelse). Og den beslægtede klasse af folk, politiet har i sin tjeneste, nemlig konstablerne, lønnes således:

12 overkonstabler                      med 15 spd. månedlig,
20 konstabler af 1ste klasse            -  14  -      -
80     -      af 2den klasse            -  12  -      -

hvortil kommer for alle som årligt tillæg en uniform til værdi af omtr. 20 spd. Disse poster ere ligesom brandvæsnets meget søgte; måske de fleste konstabler er fordums underofficerer og soldater, men man finder også blandt dem håndværkssvende og mænd af temmelig forskjellige stillinger.

I disse offentlige ansatte folks lønninger have vi altså et mål på, hvad der blandt en meget talrig del af vore medborgere ansees for god fortjeneste, og vi må være forberedte på, at mængden af de egentlige dagarbeidere, som vi nærmest have for øie, ikke på langt nær når så høit op.

Om den del af byens veiarbeidere, som jeg ovenfor omtalte ere sysselsatte for veivæsnet året rundt, en 20-30 mand, har jeg af deres arbeidschef fået opgivet, at de have en fast dagløn vinter og sommer af fra 40 til 52 sk., så de dygtigste og mest betroede tjene høist 130 spd. året og de andre mindre, nedad indtil kun 104 spd.

De løse arbeidere, som byens veivæsen bruger om sommeren, kunne ansees at have en gjennemsnitlig dagløn af 48 sk.; hvad sysselsættelse og løn de have om vinteren, er uvist; men når hensyn tages til de altid indtrædende arbeidsstandsninger, falder deres årsfortjeneste vel altfor ofte lige så lav som den laveste for de faste arbeidere.

Som prøve på, hvad mange må lade sig nøie med om vinteren, kan anføres, at på byens stenpukker-tomter er jevnlig en 40 mand i arbeide da, men det høieste, de kunne drive det til at tjene, er 36 sk. dagen, og det almindelige antages kun at være 20 til 22 sk.

Endelig skal jeg anføre en mands dom, som gjorde stærkt indtryk på mig. Det er fattigforstander Sønderby. I Grønlands distrikt hvor han er ansat, og som vel er den bydel, der forholdsvis tæller den største mængde af sjauere og dagarbeidere, har han havt god leilighed til at blive kjendt med disse ting; men endda må jeg tilstå, at netop fordi den af ham antagne årsindtægt forekom mig så ængstelig lav, har jeg samlet de nu anførte exempler til sammenligning. Hr. Sønderby mener, at det endog er stivt regnet, når man sætter en almindelig dagarbeiders gjennemsnitlige dagløn til 40 sk.; hvad den om sommeren er større, opveies ved arbeidsløshed om vinteren. Den store fortjeneste, som sjauere ofte siges at have, mener han kun er for undtagelse at agte; at en så simpel mand engang tjener en daler dagen, det er noget som gjør indtryk; over det enkelte held overser man det langt hyppigere tilfælde, at manden tilbringer hele dagen med ganske liden eller ingen fortjeneste, og han selv behager sig i at komme den lykkelige tid ihu, ja skryder vel endog af sit held som et karlstykke.

Hine 40 sk. dagen er det samme som 2 spd. ugen eller 104 spd. året. Men hvad det vil sige, det kunne vi gjøre os anskueligt ved fremdeles at høre hr. Sønderbyes opgjør og overslag over, hvorvidt den indtægt strækker til for en middels husholdning, mand, kone og tre børn. Han havde ofte forhørt sig om husvæsnet i sådanne familier og ved sammenligning med sin egen husholdning søgt at komme til et bestemt resultat i denne vigtige sag.

Nu vel, hus må familien nødvendigvis have. Ved kan heller ikke undværes, og noget lys må der jo også til. Og så kan husmoderen få råd til at kjøbe for dagen: Brød, sirup til brødet, kaffe, sukker til kaffen - og ikke mer. Men potetes, men melk, men smør, men småsild og makrel og kjød og flesk? Hertil svares, at skal der blive råd til noget af dette, så må det ske ved indskrænkning i noget af det andet, og selv potetes må der ikke være tanke om at kjøbe uden på de årets tider, da de virkelig ere billige. Men der skal da mere end mad til, familien skal jo have klæder? og sko? Svar: Nu er her tænkt på en familie, hvor konen endnu er belemret med små børn, så hun ikke kan tjene noget på sin kant; have de slidt op, hvad de kunne havt fra bedre dage, så er det den allerstørste nød; har en sådan mand et par buxer, som han kan vise sig med blandt folk om søndagen, så har han fået dem i en af de bedre stillede familier, hvor han er kjendt, eller gjennem fattigforstanderne, som stundom får sådanne gaver at uddele underhånden, og de skjortefiller, som børnene gå med, have de kanske fået af familier i nabolaget, som ere lidt mindre fattige selv.

I modsætning til sådan mørk skildring, bemærkede hr. Sønderby videre, kan det være at andre ville pege på et og andet exempel, som så: «Se, den mand der, han har kun sine 2 ort 12 sk. dagen til sig og familie, men har dog kravset sig til et hus - der ser man, hvad forsynlighed og betænksomhed kan udrette.» Men ved at se nærmere efter, vil man finde, at det er folk, som lykken har føiet sig for, såsom en gårdsfuldmægtig hos en rig mand, en vel lønnet arbeider på en fabrik, en familie, som har børn i den alder, at de kunne tjene noget, f.ex. på en tobaksfabrik o.s.v.

Den store mængde af dagarbeidere gå med stadig bekymring for, hvorledes de skulle slippe igjennem fra høsten til våren. Det gjælder om at stå sig godt hos høkeren. Der begyndes med at tage på kredit for 2 ort til lørdagen og betale dette på dagen; næste uge kan man tage op for 3 ort og slippe med at betale 2 ort, ugen derefter tages der op for 4 ort o.s.v., og når så sommerfortjenesten begynder, så kan familien have at gjøre ugentlige afbetalinger på en høkergjæld af 8 -10-15 spd.

Hint overslag over en husholdning på 5 mennesker og med 2 spd. for ugen lød så:

hus (1 værelse med adgang til kjøkken)........................ » spd. 60 sk.
ved........................................................... »  -   36 »
lys........................................................... »  -    7 »
brød, 2 sex-skillingsbrød for dagen (for lidet nu i denne
dyre tid - høsten 1867)....................................... »  -   84 »
1 1/2 mark sirup.............................................. »  -   18 »
1 mark kaffe.................................................. »  -   28 »
1 mark sukker................................................. »  -   14 »
                                                               2 spd.  7 sk.

så man altså selv med denne knappe levemåde egentlig kommer 7 sk. tilkort.

For et par år siden var jeg i Christiania Arbeidersamfund med at arbeide for oprettelsen af en syge- og begravelseskasse for arbeidsklassen i vor by, og jeg kan bevidne, at der blev anvendt megen omhu med beregningen af ugebidraget, som blev sat så for de forskjellige klasser:

                                     1ste alders-   2den      3die
                                        klasse       do        do
enslige kvinder....................     5  sk.     5 ½ sk.   6 ½ sk.
do, mænd...........................     6   »      6 ½ »     7 ½ »
gifte mænd med hustruer............     8   »      8 ½ »     9 ½ »
do. mænd med hustruer og børn......     9 ½ »     10   »    11   »

Men for en uges tid siden har jeg måttet deltage i forhandlinger om dette bidrags nedsættelse. Det blev nemlig oplyst, at efter nær halvandet års heldige virksomhed har kassen ikke alene ikke formået at samle mere end en 250 medlemmer, men ser sig endog truet med at tabe en del af disse, og det af dem, som den nødigt vilde tabe, nemlig- familier af den egentlige simple arbeidsklasse. Grunden er denne ligefremme, at folk ikke finde sig istand til at betale.

Man ser, at den ene oplysning stemmer kun altfor vel med den anden.

En yderligere belysning af forholdene skulde det også være, dersom vi havde på et bret opgave over antallet og beløbet af byens fattigvæsens bevilgninger uge for uge. Vi skulde se jevn tiltagen ud over høsten og vinteren, når dagene blev kolde og mørke, og så igjen aftagen ud over våren og sommeren. Af vort lands overmåde tunge fattigbyrde, en million spd., kommer et påfaldende beløb, nemlig omtrent en tiendedel, på Christiania alene, og om vi kunde gjennemskue alle forholde, skulde det kanske (og det vel til overraskelse for de fleste) vise sig, at næringsdriftens afbrydelse formedelst vinterens kulde og mørke har en større og sørgeligere indflydelse her end noget andet sted i landet.

Men hvorledes står det nu til med de omtalte bi-sysler inden denne talrige og for en stor del nødlidende arbeidsklasse, disse bi-sysler, som skulde svare til husfliden på landet og udfylde mellem-rummene mellem hovedbedriftens arbeider? Hvorvidt har deri årligt tilbagevendende arbeidsnød lært folk at søge og finde sig noget arbeide, som de kunne drive for egen regning eller hjemme i sine boliger i aftentimerne efter vintertidens korte dagværk samt på de dage, da de ganske mangle arbeide for fremmed regning?

Overalt, hvor jeg har vendt mig hen for at få besked, er det kun lidet, man har kunnet glædet mig med.

Forstander KloumannMangelsgaarden siger efter sin mangeårige erfaring, at de folk, hvis almindelige dont ikke kræver brugen af egentligt værktøi eller håndværksredskap, så som tomtearbeidere og murerhåndlangere og brygge-sjauere, kunne ikke bruge sine hænder til slags håndværk, når de komme hid første gang, og af egentlige håndværkere, såsom murere, malere, smede, er det yderst få som kunne noget andet slags arbeide end det, de netop have lært; af dem, som sad i anstalten den dag jeg spurgte om disse ting, var der kun en, som havde sig et bifag, nemlig en maler, som havde lagt sig efter at skjære trætøffelbunder og tildels havde beskjæftiget sig med det om vinteren.

Om denne samme sag har jeg ligeledes talt med tre af byens fire fattigforstandere. Alle syntes de i sine domme og beretninger at være ledede af et for de nødlidende velvilligt sindelag, så de stærkt fremhævede, som allerede ovenfor bemærket, både arbeidsnøden og arbeidsvilligheden, Og jeg forstod det, som om det var et af deres største studier, hvorledes de skulde avhjælpe denne arbeidsnød. Men med alt dette var det kun sparsomt med exempler på, at arbeidsfolk selv havde taget sig til nogen bi-syssel. Tvertimod blev det bemærket, at disse folk som oftest bo for indskrænket til at kunne drive noget slags husflid; om aftenen er der i mange familier knap rum til at træde på gulvet mellem flad-sengene. Desuden er der vanskeligheder ved at få træ- og kurve-pidske og andet emne til at arbeide af.

Er der da slet ingen husflid inden arbeids-klassen? I nogle huse kan man se, blev der svaret, at børn sidde og sy hægter på papir, eller spikke tobakspinder, eller gjøre apothekeræsker, «men i det små», blev der føiet til om dette sidste. Om fruentimmernes arbeide er det ikke meningen at tale her; man veed, at for dem falder det lettere at få sig noget håndarbeide. Men mændene? er det slet ingen af dem som have noget fore til tidsfordriv og fortjeneste om vinteren? Det meste og næsten eneste, som blev nævnt, var dette friluftsarbeide at gå på isen og fiske; kun en nævnte tillige, at enkelte mænd (eller enkelt mand?) sad og puslede med at gjøre op legetøi til at sælges på torvet i markedsugen.

Nu kan man sige, at fattigforstanderne sagtens mest have den fattigste del af familierne for øie og kanske ikke kjende så nøie til tilstanden i den store mængde af arbeider-familier, som endnu have vidst at holde sig over forarmelsens grændse og vel må vise noget større vinskibelighed.

Derfor her et exempel fra en anden kant. Vi have allerede aflagt besøg på en af vore bordtomter og forhørt os om de faste arbeideres lønninger. Det var mellem 25 og 30 arbeidere. Jeg talte om dem med bordskriveren, og jeg besøgte nogle af dem i deres hjem, så jeg tror, jeg kom godt ind i de forholde, jeg har her for øie. Selv blandt dem, som have størst årsfortjeneste (og jeg har berettet derom ovenfor), hørte jeg klage over, at den lidet ville strække til, så der kunde nok spørges efter bifortjeneste. 7 af dem ere dog i så vidt stand, at de ere huseiere, og 5 ere ugifte. 4 af arbeiderne er det så ilde bevendt med, at bordskriveren på en måde har måttet tage dem under formynderskab, kjøbe klæder til dem o.s.v.; de kunne ikke passe pengene selv. Hvad husflid og bi-syssel fandt jeg nu her? Tre mand af denne stok ere så vidt hændige, at de lappe skotøi for sig og sin familie og tildels gjøre nyt; de af dem, som ere huseiere, antages at pusle lidt med husene, skuffe sne i sine egne gårdsrum o.s.v.; men af sysler, som drives til pengefortjeneste, kjendes i hele denne kreds kun dette, at en mand i mellemstunderne sidder og lægger fiskesnøre af hestetagl. Når dertil føies, at en mand har en hustru, som sidder på torvet og sælger gamle klæder (eller melk - en sagde så, en anden så), er neppe noget af disse familiers bi-arbeider forbigået. En brav bordskriver står gjerne i forhold til arbeiderne som en husbonde til sine egne folk, og det ligger ham på, at de tage sig op og stå sig godt; men denne bordskriver beklagede sig over, at virkelysten ikke var større, den huslige tilstand ikke bedre, og hans kone tilføiede, at hun ofte havde været ifærd med dem om at få gjort pølsepinder og klædesklyber o.desl., men nei, ingen vilde. Selv sagde en af arbeiderne mig, at han havde været ledig 6 uger i sidste vinter, men intet andet havt for sig da end at fiske engang imellem, og en anden forklarede, at på de ledige dage og ligeså om vinteraften bestod hans bestilling i at gå omkring i nabolaget, læse i «bladene» o.s.v.

Blandt de føromtalte faste arbeidere ved byens veivæsen kan jeg på lignende måde oplyse, at en er oprindelig bogbinder, men har ikke havt tanke om at gjøre brug af denne sin profession om aftnerne, og to ere, fordums snedkere, uden at det af den af kammeraterne, jeg talte med, kunde berettes at de drev på med denne håndtering. Den eneste hisyssel, jeg i denne kreds har fået opspurgt, er, at et par mand nok sysle med skolapping til eget brug.

For mig, som nylig har været i bygder (på Vestlandet), hvor alle mennesker gå med træsko, syntes det, at det skulle være et nærliggende småstundsarbeide for dagarbeideres grove hænder at gjøre træsko til eget og familiens brug. I træskobygderne har det tidt moret mig at lægge mærke, til, hvorledes husfaderen i sommerens løb lægger tilside sådant træ-emne som egner sig til dette brug, og hvorledes han om vinterkvelden hygger sig med at gjøre et par rigtig vakkre sko til sin kone eller nogle bitte små til den lille, som netop har lært at gå, og man kan vide, her er fryd hos barnet, når det første gang stikker sine pusselanker i egne sko. Formedelst denne tidlige vane med at gå på træsko er der ikke fjerneste tanke om den ulempe, som det slags skotøi vistnok vilde volde en begynder i voxen alder, og overalt, hvor træsko ere i brug, prises de høilig for deres tørhed og varme og billighed. - Nu vel, med tanke om alt dette, og for at få endnu et exempel til oplysning om skik og brug og levemåde her i vor by, anmodede jeg en af lærerne i Møllergadens skolehus om at se på alle gutternes fødder og tælle, og resultatet blev:

I friskolens afdeling var der den 13de september 1867:

Gutter med lædersko............ 404
  -    med trætøfler...........  20
  -    med bare ben............ 104
                           ialt 528

Ordentlige træsko havde ingen. Temperaturen var den dag både morgen, middag og eftermiddag 10o R., og det var så meget værre at gå barbenet, som det var sølet på gaderne efter regnveir dagen forud. - En lignende tælling fra almueskolerne, i Bergen skulde sikkerlig viist mange fødder med træsko og langt færre nøgne. - Selv hine 20 par trætøfler ere neppe arbeidede af børnenes fædre. Idetmindste så jeg nylig hos en af fattigforstanderne et helt skab fuldt med trætøfler, som skulde uddeles til de fattige, og som fattigvæsnet havde fået arbeidet i tvangsarbeidsanstalten, og vel kunde forstanderen nævne mig en mand i byen, som er trætøffelmager af profession, men ingen, der driver arbeidet som bi-syssel, ikke engang til eget brug.

Til denne række, af exempler fra dagarbeidernes (både brygge- og byarbeidernes) talrige kreds skal jeg endnu føie den bemærkning, at den slutning, som disse exempler lede til, nemlig at det ikke hører til skik og sædvane blandt disse folk at drive synderlig på husflid eller bi-sysler, kun bliver altfor vel bestyrket ved hvad vi skulle få se og høre blandt den anden klasse af arbeidere, som jeg fra begyndelsen af sagde at jeg tillige vilde gjøre til gjenstand for betragtning - bygningshåndværkerne nemlig.

Der er imidlertid flere klasser af disse, og jeg må indskrænke mig til at tale om to af dem, de to talrigeste, nemlig murerne og malerne.

Mestrene sætter jeg ud af betragtning, og håndlangerne har jeg ikke heller at gjøre med her, da de regnedes til dagarbeidernes klasse ovenfor. Betragtningen kommer altså til at dvæle ved svendene samt de vel ikke med svendebrev udstyrede, men dog håndværksmæssig uddannede murer- og maler-arbeidere, hvilke sidstes antal vel endnu er det mindre, men dog i stærkt tiltagende.

Der antages at være i vor by omkring 400 murere og omkring 200 malere af disse to slags, med og uden svendebrev. Når det betænkes, at en meget stor del af disse folk derhos ere familiefædre, så får man en fornemmelse af hvad betydning der ligger i disse tal.

Begge disse håndværk lide stort afbræk formedelst vinterens indflydelse. Når murerne fra sine høie stilladser af se, at nu er der sne allerede på Grefsen-åsen, så vide de, at de må skynde sig at få huset under tag og så berede sig til at hæve sin sidste ordentlige ugeløn. De er mere som et slænge-arbeide. der kan forefalde i vinterens løb, med pudsning og reparationer indvendig nu og da.

Og malerne? de have hele sommeren igjennem at tænke på, at til høst-flyttetid må deres arbeid omtrent være færdigt, og efter den tid ere de så temmelig overflødige.

Vel have murere sagt mig, at i den allerseneste tid have enkelte mestere forsøgt at drive arbeidet på amerikansk vis hele vinteren igjennem, og vistnok have malere forklaret mig, at der ligeledes i deres profession er blevet meget mere vinterarbeide nu mod før, idet dampskibe idelig ligge til reparation på de mekaniske værksteder om vinteren og naturligvis, må være pudsede og malede, før isen går op.

Men alt dette forslår dog lidet endnu.

I indeværende år fik murerne først begynde for alvor sidst i april og udover til midten af mai, så der kanske havde været 5 måneders stands for de fleste, og for malerne er vårflyttedag den almindelige begyndelsestid, så en malersvend sagde mig, at han engang havde gået ledig hele 6 måneder, fra og til flyttedag.

Selv med tilbørligt hensyn til det tilfældige arbeide i den mørke tid antages det, at man for murernes vedkommende, trygt kan regne 3 måneders stands i gjennemsnit, og for malernes vedkommende lader de til, at arbeids-løsheden pleier vare endnu længere.

Er arbeidsforttjenesten sådan, at arbeidsløsheden nogenlunde let kan udholdes for så vidt?

Maler-svendenes dagløn går i de bedste sommermåneder op til 80 sk. men falder omkring i høst-flyttetid til 2 ort; med heldigt akkord arbeide skal den samlede fortjeneste kunne nå op til 200 spd. for året. Mursvendene tjene noget mere; de holde i den bedste tid en dagløn af 1 spd., og med akkordarbeide, hvor de tildels leie arbeidere til hjæp for mindre dagløn, kunne de drive det til en fortjeneste af indtil 1 spd 60 sk. dagen. Men er der alligevel mange mursvende, der af sit håndværk tage over 250 spd. for året?

Og om de såkaldte murer- og maler-arbeidere (uden svendebrev) kar det skjønnes, at deres års-indtægt falder en god del lavere.

Her er altså visselig både tid for bi-sysler og behov for bi-fortjeneste og det må være tilladt at dvæle ved det spørgsmål: Hvorledes have disse folk det og hvad tage de sig til i den mørke tid?

Man kunde mene, at svendene selv kanske glæde sig til hviletiden ligesom skolelærere og skolegutter og studenter til ferien. Men nei så er det ikke. Alle udsagn gå ud på, at man heller gruer sig til den årstid, som tager både arbeide og fortjeneste fra folk.

Men derhos må jeg desværre sige, at alles udsagn tillige gå ud på, at det kun er en mindre del af disse arbeidere, som have vidst at finde på eller villet bekvemme sig til noget biarbeide.

Man kan forestille sig, at mestrene dømme for strengt, og jeg skal derfor kun gjengive de forklaringer, jeg har fået af en svend at hvert fag, mænd, som jeg veed er vel anseede af og kjendte med sine kammerater.

Den mursvend, jeg talte med, har selv om vinteren kontorforretninger hos sin mester. Enkelte af hans kammerater hugge sten, andre påtage sig simpel gråstensmuring, atter andre, hvem nøden tvinger, ty til sådanne arbeider som jordgraving og vedskjæring. En del ere halve skomagere, så de kunne lappe sko for sig og sine, andre forstå sig lidt på snedkerering og drive antagelig på med et og andet af det slag. Men det, som lod til at give mest sysselsættelse, var at fiske på isen; der er dem, som have fin fiskekjælke med tilhørende redskaber i fuld stand, nogle lægge an på at fiske regelmæssig til salg, og som exempel fortaltes om en helleflyndre, der indbragte en murer 5 spd. Denne min hjemmelsmand mente, at kanske den halve del var sysselsat på en eller anden af disse måder, dog heller ikke de stadigt, ikke hver dag og ikke hele dagen.

Og min hjemmelsmand blandt malerne bemærkede først, at kanske en fjerdepart af hans kammerater, af den ugifte del, tog på landet om vinteren, til de hjembygder, de monne være komne fra, hvor de lettere kunne slå sig igjennem og kanske få noget at gjøre; af dem, som holdt sig i byen, var det få, som tog sig noget til udenfor professionen. En vidste han om arbeidede på et bryggeri, og en var brødkjører; men det var ikke frit for, at dette blev anseet med uvillie blandt kammeraterne. En havde gået som bybud en vinter, men han var nu reist fra stedet. - Jeg forstod og kunde til en vis grad ære den følelse, som holder en udlært håndværker tilbage fra at deltage i gade- eller sjauerarbeide; men des ivrigere spurgte jeg efter sysler, som kunde synes beslægtede med malernes fag og ialfald kunde drives enten på et værksted eller i eget hjem. Kolorere landkårter eller belægge stentryksbilleder med oliemaling (olietryk)? Nei, ikke kjendt som bisyssel for nogen maler her i byen. End udføre små oliemalerier, landskabsbilleder o.s.v.? Ja, for nogen tid siden var her en, som malte og solgte sine billeder for 5 spd. stykket; men han er fraflyttet byen. Lakere præsenterbretter og andet blikarbeide? Dertil kræves egne ovne, og det meste af sådant arbeide blev nok hjemført fra udlandet. Polere møbler for snedkerne? Om en snedkermester oplystes, at han tildels har fruentimmer til det arbeide; at malere beskjæftige sig på den måde, vidstes ikke. - Nu vel, binde malerkoster og pensler, disse redskaber, som malerne jo selv bruge? Hertil troede min hjemmelsmand at vide, at selv de børstenbindere, som byen har, indføre koste fra udlandet, billigere end de kunne gjøres her - i hvilken anledning rigtignok den mening påtrængte sig hos mig, at både dette og meget andet arbeide vist måtte kunne gjøres ligeså billigt her som nogensteds, når de mange folk, som vinteren hindrer i at arbeide i deres egentlige fag, vilde tage hånd i med og arbeide for en billig dagløn - efter den regel, at nogen fortjeneste er bedre end ingen. - End afskrivning da? Det arbeide troede min hjemmelsmand nok vilde blive modtaget, om det var at få; en maler vidste han om, som havde syslet med nodeskrivning. - End besøge tegneskolen? Læregutterne gjøre det, men svendene kun lidet; de fordrive heller tiden med at læse. Hvorledes da læse? efter nogen ordnet plan, f.ex. for at lære engelsk med tanke om at reise til Amerika eller Australien på nogle år? Nei, man læser hovedsagelig lette bøger til tidsfordriv.

Dersom en murer eller maler læser dette, så vil han vel finde, at jeg har været strid med mine spørgsmål. Men det samme vil han også finde ved at læse f.ex. side 92 ovenfor, om min samtale med løskarlene i Sætersdalen, Skal det nogetsteds være tilladeligt at gå på og blive ved og trænge ind med undersøgelser om arbeidsforholdene, så må det være i Norge, hvor vinteren gjør det så vanskeligt og tungt for os alle, og skal det nogesteds i Norge kaldes vigtigt at komme til fuld forståelse af sagens vanskeligheder og farer, så er det her i Christiania, hvor jeg netop indledede undersøgelsen med henvisning til de mange, som gå til grunde i elendighed, og det, som det synes, netop fordi de ikke ere komne i ret tour med arbeide eller fordi de under arbeids-standsninger ere komne ud af arbeids-vanen. Det er nok den almindelige tænkemåde, at har man først opoffret sig for et fag eller en bestilling, så kan man vente sig ligesom til gjengjæld, at samme fag eller bestilling skal føde sin mand, og det er ingenlunde frit for, at man holder det for at være under sin værdighed, at tage hånd i noget andet arbejde. Men alt dette er fordom. Enhver brav arbeider - og fremst den mere udviklede og dannede håndværker - bør vise, at han forstår at bruge sin tid vel, og det både for sin egen skyld og for exemplets. Arbeide må overalt være arbeidernes æressag, og blandt dannede folk kan intet arbeide agtes for ringe eller uværdigt.

Jeg bliver ved mine bemærkninger og spørgsmål.

Når nu murer- og maler-professionen er sådan, at der stadig kan forudsees længere tids stands, hvorfor da ikke allerede fra læreårene eller de første svendeår formelig lægge sig efter en bi-profession, ligedan som de studerende jo foruden sin hovedvidenskab gjerne må lægge sig noget efter både en og flere hjælpevidenskaber og bi-fag? Man har svaret: Det har der nok lidet været tænkt på; når gutten er bleven svend, synes han, han får så meget i svendeløn, at han ikke behøver at tænke længer frem. - Men kunde man så ikke nok betænke sig i den skjønsommere alder og endnu tage mod til sig og begynde? Svar: det vilde vel blive for liden øvelse og færdighed, som kunde vindes i den korte vintertid - nu, det gjælder i alle håndteringer at være rigtig øvet hver i sit fag, den ene i kappestrid med den anden.

- Men hertil har jeg igjen kunnet minde om et arbeide, som hører til de betydeligste i landet, idet det beskjæftiger måske det allerstørste antal af arme, og som ligeledes er indskrænket til en vis kort tid af året, men endda drives til den største grad af fuldkommenhed, som vi overhoved have forestilling om - høslåttens arbeide nemlig, på dyrkede volde og naturlige enge, op efter lierne, i fjeldskarene, hen over heiene, mil for mil, landet over, - med forskjellige slags redskaber efter landets beskaffenhed, med «sliping» eller «tynninger», med langorv og med stutorv, med bredere og med smalere ljå-blade, hvis ulige værd kun de sagkyndige formå at dømme om. Og ligeså har jeg peget på det storartede syn fast hele Vestlandet over, når tusinder af bondekarle fra de indre fjorde og fra dalerne komme tid til havkanten strax over jul for, trods sin mindre øvelse, at give sig ind på hav-folkenes fiskerbåde og deltage med dem i to-tre vintermåneders skarpe dyst; i førstningen ere de vel søsyge og bange, men næste år går det bedre, og året derefter ere de selvstændige fiskere, ja kanske høvedsmænd for egne bådlag (kapitel II, sml. side 23-24).

Man tro ikke, at jeg overser vanskeligheden for de hundreder af folk i Christiania at finde på bi-sysler for den arbeidsløse tid. Hvis sagen ikke var vanskelig var der ganske vist ikke så mange som gik ledige eller kun tilfældig beskjæftigede og halvt sysselsatte. Vanskeligheden ligger deri, at der gives ikke noget stort bi-arbeide, som hele mængden kunde kaste sig over, således som hine ledige landsgutter, der om vinteren strømme til for at være med i fiskerierne. De mange dagarbeidere og håndværkere i byen måtte mere se sig om efter en mangfoldighed af små-sysler, hver sin. Men det vil være et uhørt træf, at der blandt hundrede mand er et helt hundrede af sådannede begavede og opfindsomme folk, at de ikke behøve andres exempler, men hver for sig kunde vide at skabe sig en ny arbeidsvirksomhed.

Netop fordi sagen frembyder et problems vanskelighed, synes de mig tillige at have en spændende interesse.

Og med denne interesse har jeg tilbragt adskillige dage i denne sommer med at gå omkring og se mig om i udsalgssteder og på værksteder.

Lad mig få fortælle lidt om to af dise steder.

Nu afdøde Thesens Industri-Magazin i Kongens gade, med bikubens symbol i sit skildt, vakte i sin tid almindelig deltagelse. Det var så bekvemt her at finde samlet allehånde husgeråd og dukkestel, og det var så hyggeligt at tænke på, at nu var dog begyndelsen gjort med at skaffe flittige arbeidsfolk afsætning for deres fristundsarbeider, som jo vare eller kunde blive lige så gode som udenlandske fabrikater. Publikum skjænkede magazinet sin deltagelse som en almennyttig, ja veldædig stiftelse. Men i en 20 år, som ere forløbne, har stiftelsen gradvis forandret charakter. Bikuben er borte, og når vi komme ind, se vi kun en mindre og simplere afdeling for norske sager, men studse over den store og glimrende mangfoldighed af udenlandske. Hvorfor denne forandring? fordi handelen med den indenlandske små-industri ikke viste sig lønnende nok. Og hvorfor igjen det? En almindelig årsag ligger i forholde, som jeg kommer til at berøre i slutningskapitlet; men en særlig årsag er tillige den, at dette private industri-udsalg fik Bodsfængslets offentlige at konkurrere med. Denne konkurrence gjorde nemlig virksomheden usikrere. Når f.ex. Industri-Magazinets eier ved en række af forsøg havde bragt det dertil, at husflidsarbeiderne omkring i byen eller i tilgrændsende bygder leverede en eller anden gjenstand i sådan form eller med såvidt smagfuldt arbeide, at publikum syntes om den, så fortjenesten. skulde begynde, da kunde det befrygtes, at Bodsfængslets værksmester vilde sætte nogle af sine celle-arbeidere til at arbeide op til overflod netop af samme slag.

Så gik jeg til Bodsfængslet.

Vil man tro, at det kunde være en nydelse at gå omkring i fængslets celler netop med hensigt at bese arbeidet? Men jeg havde da også det held at blive ledsaget ikke alene af værksmesteren, men tillige af direktøren selv, som interesserer sig ganske særdeles for denne del av fængslets anliggender, og det varede ikke længe, inden jeg fik den såre behagelige forestilling, at netop dette arbejde, som nu bragte mig til at gjæste cellerne, gjør livet her udholdeligt for disses beboere, ja er blevet dem til et kjært selskab i ensomheden. Jeg forstod det derpå, at en stor del af de forskjellige slags arbeider, som drives her, have ligesom sin historie inden disse mure; da man første gang begyndte med dette eller hint arbeide, vilde det ikke rigtig gå, ja det blev stundom endog opgivet; men så var der en mand, som havde anlæg og begavelse, og som fandt ud en letvindt måde at tage tingen på, eller som opfandt et nyt redskab eller og en hensigtsmæssig forandring med det gamle - og det arbeide, som før var gået sent fra hånden og ikke vilde lønne sig og altså heller ingen opmuntring indeholdt for arbejderen eller betjeningen eller bestyrelsen, det gik nu så let og muntert, at det var en lyst. Jeg kan nævne som exempel det arbeide at gjøre blanksværte-æsker - et simpelt arbeide i grunden, men et arbeide, hvor det gjælder at få det til at gå så fort og let, som om det skulde gå af sig selv; der blev forsøgt atter og atter, men forgjæves, indtil en mand vidste at tage arbeidet med det lykkelige greb; selv er han udgået for længe siden, men hans navn mindes derinde, hvergang der tales om sværte-æskerne.

- Havde nu en eller anden af disse celleboere, fundet leilighed til at vise sin opfindsomhed og virkelyst, så blev han naturligvis erindret af værksmesteren, når det gjaldt om noget andet nyt der skulde begyndes. Og når direktøren på sin daglige runde kom ind i en celle, hvor der var glæde over et eller andet fremskridt, blev han naturligvis delagtig deri, hans opmærksomhed blev derved vakt for, at her var et anlæg og en lyst, som kunde fortjene at få prøve sig på et vanskeligere eller kunstigere arbeide, og hvor han siden færdedes, i sine venners huse, i byens butikker o.s.v., fik han altid øie på et eller andet stykke husgeråd eller legetøi eller lignende, norsk eller engelsk eller amerikansk o.s.v., som kunde gjøres efter og kanske gjøres bedre i en og anden af de mange celler. På denne måde opstod en hel storartet samvirken af mange kræfter. Ja, selve publikum har måttet være med her, uden selv at vide af det før nu, jeg siger det. Thi i Bodsfængslets udsalg føres en vis liden anmærkningsbog, som idelig går frem og tilbage mellem udsalget og direktøren samt værksmesteren, og anmærkningerne gå netop ud på at give vink om, hvad publikum synes om varerne, hvordan kjøbere have ladet sig forlyde med, at de gjerne vilde have dem forandrede - vink som hele fængslet retter sig efter strax.

For mig at gå omkring fra celle til celle og høre om al denne udvikling og indvies i denne yderst sammensatte historie af små begivenheder og gradvise fremskridt, af vanskeligheder og held, af knuder og gåder og deres løsning, det var som at skue ind i en bikube og få lidt begreb om, hvorledes cellearbeiderne, der have lært deres kunst og nået op til sådan fuldkommenhed.

Men endda var det mig en forøgelse i den interesse, hvormed jeg så og hørte alt, at jeg idelig syntes at forstå, her var noget at lære med hensyn til husflidens og små-industriens vilkår i vort land i almindelighed og særlig med hensyn til det spørgsmål: hvad bi-sysler der kunde være at finde på for folk, som sidde hver for sig i sine boliger omkring i den store by, ligesom jo disse celleboere sidde hver for sig her i dette store hus.

Dersom jeg nu, istedetfor at skrive et enkelt kapitel til en fremstilling af husflidens forholde i landet, skulde skrive en praktisk ledetråd angående bi-sysler for ledige arbeidsfolk i denne by, så vilde jeg beskrive omstændeligt en hel del af de arbeider, som drives i Bodsfængslets celler. Men i nærværende kapitel kan der ikke blive leilighed dertil,(67) og jeg indskrænker mig derfor til denne, mere almindelige bemærkning:

Det siges ofte - og noget må der vistnok være i det - at Bodsfængslet tager arbeidet af hånden og brødet af munden på folk, som netop skulde have deslige små-sysler at ty til. Men så gjøre man gjengjæld mod Bodsfængslet! Den arbeidsmand, som er i forlegenhed med, hvad han skal bruge sine hænder til, skal gå hen i fængslets udsalg og betragte dette som en offentlig udstilling til at vise, hvorledes disse sysler netop ved hin samvirken af kræfter inden fængslets mure ere blevne udviklede til større fuldkommenhed, så de kunne drives med større fordel, og med god samvittighed kan tage sig fængslets erfaringer og lærdomme til nytte og gå det i næringen. Jeg vilde, at de frie arbeidere skulde overlade til Bodsfængslet at bryde banen, at stride med begyndelsens vanskeligheder, og så passe øieblikket til at tage fortjenesten fra det, når arbeidet begyndte at blive lønnende.

Det er ikke så sikkert, at der er nogen selvmodsigelse mellem denne tanke og den oplysning, som blev given ovenfor om Industri-Magazinet i Kongens gade, nemlig at dette for en del opgav sin oprindelige plan på grund af Bodsfængslets overmægtige konkurrence. Thi efter denne forandring med magazinet blev en af dets handelsgrene optaget og fortsat af andre, af dem nemlig, som handle med træ-bohave, i de udsalgsboder på Youngs-torvet, som jeg omtalte ovenfor side 124. Og desuden er den oprindelige plan med et industri-magazin nylig optagen igjen, af hr. Arneberg, i Toldbodgaden, som altså har den tro, at husfliden og små-industrien endnu må kunne være lønnende både for arbeiderne og for den handelsmand, som forener sin sag med deres.

Men vilde det være smukt således ligesom at aflure Bodsfængslet dets hemmeligheder og lægge an på at drage fordel af dets opfindelser i industriel retning? I den anledning kan jeg fortælle, at for et par dage siden havde Bodsfængslets direktør den godhed at skrive mig til for at underrette mig om en ny industri, som nok ikke blev omtalt ved mit besøg hos ham. men som han tror det kunde være nyttigt for folk omkring i bygderne at blive opmærksomme på - den industri nemlig, at gjøre ragge-sokker, af gjederag, nødehår, svinebørst og lignende raskeri, som mange gange slænges bort. Ifjor vinter, siger han, var et par raggesokker ikke at få opdrevet i byen, og alt, hvad Bodsfængslet, får oparbeidet, kjøbes strax af et par kjøbmænd, som neppe have forsyning nok for publikum. Thi forbrugen er i tiltagende for jernbanereisernes skyld; man fryser i jernbanevognene om vinteren, og medens reisestøvler ere en kostbar affære, er et par raggesokker en bagatel, og direktøren betvivler derfor ikke, at det vilde lønne si for landalmuerne at arbeide op og holde til salg ved jernbanestationerne.

- Dette hr. direktørens råd sigter jo nærmest til landsbygderne;(68) men det forstå vi jo tillige, at det er hans ønske, at Bodsfængslet, så langt fra at skade den frie industri eller husfliden med sin konkurrence, tvertimod måtte kunne tjene den med sine exempler, ganske således som jeg har antydet det.

Min mening om, hvorledes ledige arbeidsfolk burde se sig om efter nyttige exempler, kan jeg ialfald få gjort yderligere anskuelig ved at fremsætte et ønske, som jeg rigtignok godt veed ikke bliver til noget hverken iår eller ad åre, men som jeg dog vover at være mig bekjendt. Det vilde sagtens gå ud over pengene. Jeg vilde have penge til at oprette et offentligt arbeids-museum, og til at lønne en offentlig værksmester. Ideen om værksmesteren kom op hos mig under hint besøg i Bodsfængslet, og ønsket om museet har jeg båret på siden 1862, da jeg så The South Kensington Museum i London. I et sådant museum skulde vi få se prøver på allehånde små-industri og husflid, som kunde troes at være skikkede for folk i vor by, for mænd og for kvinder, for børn og for voxne. Prøverne skulde være ordnede og udstillede således, at man fik se råstoffet og redskaberne og så vidt muligt fremgangsmåden med arbeidet. Tag poseklistring til exempel; efter hvad man kan skjønne og daglig erfare, bliver der til al den kaffe og sukker o.s.v., som sælges i småt, forbrugt en umådelig mængde poser, at klistre disse var først et aftenarbeide for kjøbmandens egne husfolk og for krambodgutterne; senere kom det i tour med at blive et husflidsarbeide for trængende familier og svagelige folk af kjøbmændenes bekjendtskab o.s.v.; men nu på en to-tre år have driftige handelsmænd gjort en formelig fabrik-industri deraf, og denne tager den nette husflidssyssel ud af hænderne på småfolket. Det er papirhandlere, som spekulere i forretningen; Tugthuset og Bodsfængslet have overtaget fabrikationen; kjøbmændene levere papir og få poser igjen, og disse poser sælges nu istedetfor det rå papir i pakkevis ikke alene til kjøbmænd her i byen, men også til småbyerne (hvor man dog skulde tro der måtte være nok af fattige enker og børn til at udføre dette arbeide). Nu vel, i arbeids-museet skulde det være et eget bord, hvor man med et blik kunde overskue hele poseklistringens fabrikation, og når værksmesteren foreviste og forklarede samme, kunde han tillige hviske en og anden foretagsom person i øret, at han kunde få sig en lønnende forretning istand ved at lage tingen på den måde, at han satte sig i forbindelse med en papirhandler, modtog af denne papir i store mængder, skar det selv og delte det opskårne papir ud til videre behandling (klistre, stemple, tælle, opbundte) i nærliggende huse, hvor der var børn eller andre folk, som kunde stå sig ved at arbeide for billig betaling. Således skulde altså arbeidsmuseet og værksmesteren i dette tilfælde stå husfliden bi i striden med fabrikkerne eller hjælpe den til at forsvare eller tilbageerobre en for den så såre passende industri. - Og nu er sagtens poseklistring en såre simpel ting, som det kunde synes lidet værd eller lidet nødvendigt at gjøre opofrelser for; men et arbeidsmuseum med f.ex. et hundrede forskjellige slags af slige arbeidsprøver vilde ikke være nogen simpel ting. En særegen opgave skulde det desuden være for museet at bringe alskens i industrien brugbart affald til fortjent anseelse, ved at vise prøver på den foreløbige behandling (sortering) og endelige bearbeidelse. - Værksmesteren skulde forestå museet og være påfærde sent og tidligt for at opspørge og fremskaffe nye ting til udstilling og forevisning, og hertil burde han helst have en assistent, for at han desuden kunde overkomme at yde husfliden og små-industrien en tjeneste til, nemlig at efterkomme folks anmodninger om at besøge dem i deres huse og hjælpe dem tilrette med nye husflidsarbeider, på samme måde som de af amtsformandskaber o.s.v. ansatte reisende agronomer og gartnere og kvægrøgtere reise hen til de bønder, som begjære det, for at yde råd og veiledning hver i sit fag. Var det en videnskabelig dannet polytechniker der var ansat som værksmester, så var desuden vundet, at man i hans årsberetninger kunde imødese interessante bidrag til forståelse af alle de her berørte forholde, f.ex. en statistik over den formedelst arbeidsstandsninger ledige og unyttede tid.

Se nu, hvor længe jeg har været opholdt med beskrivelse af arbeidsstandsningens virkninger og den store mangel på husflidsarbeide eller bi-sysler i vor by! Og jeg, som dog helst vilde dvælet ved lyssiden og forsøgt mig i den opgave at give en fremstilling af den friskt opblomstrende industri i hovedstaden!

Jeg kunde talt om blomstring og fremskridt selv inden hine bygningshåndværkeres klasser. For murernes vedkommende kan man jo sige, at dere, håndværks udvikling og byens husrækkers væxt har gået hånd i hånd.

Et ret fyldigt kapitel om Christiania industri skulde vel hørt hjemme i denne bog, såsom hovedstaden vistnok år for år, og mere for hvert år, arbeider sig hen til at blive alt landets industrielle centrum og altså på mange måder øver indflydelse både på begrebet om arbeide og på driften af små-sysler og husflid landet over. Og i dette centrum vil der desuden være bekvemmest anledning til at iagttage, hvordan det går vort land i kappestriden med udlandets industri, med Tydsklands og Englands og Frankriges, disse industrielle stormagters, stærkt stigende vælde.

Men dels tør jeg ikke anvende mere tid nu med forskninger om disse vidtløftige ting, dels må jeg erindre, at jeg allerede for en god stund siden har overskredet det mål, som fra først af var sat for denne bogs omfang.

Kun må jeg få lov til exempelvis at omtale et eget opsving, som det har taget med smede-arbeide i og omkring Christiania. Jeg kan heller ikke vel undlade det af den grund, at jeg et par gange i de foregående kapitler har bebudet, at når jeg kom til Christiania, vilde jeg fortælle om «hurtigsmedene», som jeg kaldte dem (i lighed med navnet «hurtigskrivere»).

Dette er en egen klasse af smede, som er opkommet i den senere tid og som driver sin dont på en vis fabrikmæssig måde.

Ved talen om arbeidets udvikling i landsbygderne fik jeg ofte leilighed til at pege på, hvorledes håndværket ligesom voxte op af husfliden. Her komme vi et skridt videre og få et exempel på, at fabrikdrift, kan blomstre ud af håndværket.

Forholdet med smedene er dog ikke netop sådant, at de samle sig store mængder i en enkelt vidtløftig fabrikbygning og der dele arbeidets enkelte dele mellem sig og arbeide for fabrikeierens regning - hvad man kunde kalde den egentlige fabrikdrift; men vi skulle her få se prøve på denne fabrikartede driftsmåde, at de enkelte arbeidere vistnok arbeide hver for sig i sine egne huse og for egen regning, men dog så, at hver har valgt sig visse gjenstande, som han øver sig i at arbeide hurtigt, og at de arbeide på salg til industri-handelsmænd eller fabrikanter (som de kaldes i Tydskland), til hvem de levere sine varer dusinvis.

I gamle dage var det jo så på et smedeværksted, at mesteren med sine svende og drenge arbeidede på bestilling snart for den ene og snart for den anden mand i byen, nu en lås og nu en skibsbolt o.s.v. Drengen og svenden og mesteren fik derved en meget alsidig uddannelse i sit fag, og da de vare kjendte af dem, som skulde have og bruge arbeidet, måtte de uvilkårlig beflitte sig på at gjøre det rigtig godt og forsvarligt. Men sådant kunstmæssigt arbeide falder dyrt, og ved siden af de enkelte stykker, som vore egne svende leverede, blev der af den grund indført fra udlandet store mængder af låse og vinduesbeslag o.s.v., o.s.v.. hvis overordentlige billighed satte os i forundring.

Det er især visse egne af Tydskland, som levere disse billige arbeider. Og her har jeg hørt, at arbeidet mest går for sig netop på hin fabrikartede måde (der kan kaldes en forening af husflid og fabrikvirksomhed), at arbeiderne have sine egne små værksteder hver i sit hus og holde sig til hver sine arter af gjenstande, så en f.ex. år ud og år ind holder på med at gjøre låse eller kanske bare visse dele af en enkelt art af låse, som da andre folk sætte sammen, og efterhvert som de få noget færdigt, levere de det hver til den fabrikant, som han står i jevn forbindelse med. Der skal være landsbyer, hvor omtrent hver mand er smed, og om en landsby heder det, at den leverer låse, og om en anden, at den arbeider op hængsler o.s.v. Som forklaring til, at arbeidet kan blive så fabelagtigt billigt (såsom skuffelåse og hængelåse, som i dusin sælges her i Christiania for en 4 sk. stykket, og som arbeideren har fået mellem 2 og 3 sk. stykket for), har man skildret for mig, hvorledes alle husets folk hjælpe til og smedens søn begynder i tidlig alder og under sin opvæxt fast ikke tænker på andet end hammer og tang, noget, som nu har varet ved i generationer, så færdigheden tilsidst er bleven som medfødt.

Og nu i vor generation få vi se det syn, at hin klasse af smede her hos os forsøger på at kappes med disse øvede tydskere.

Eller nøiagtig talt kan vel begyndelsen siges at være gjort i forrige generation. Sagnet viser os op til «Fru Tullins Spigerværk» nær Lysaker. Dette blev nedlagt for en 40 år siden, en fire-fem af værkets smede tog sig så til at arbeide hestesko og koklaver, som de solgte til isenkramhandlere i Christiania, de fortsatte dermed sin tid ud, og flere af de smede, som nu bo på den kant(69) og drive det på lignende måde, ere sønner af dem og have altså taget dette levebrød i arv efter sine egne fædre.

Ellers har denne hurtigsmedenes klasse voxet mere og mere i de senere år og det i byens yderkanter og nærmeste omkreds, på Grønland, i de nye forstæder Vaageby o.fl., op efter Egebergsvingen, ude ved Ljabro-veien o.s.v. Tilvæxten er skeet - dels formedelst udlærte svende, som ikke så sig råd til at tage borgerskab og nedsætte sig som mester på gammeldags måde, men dog gjerne vilde arbeide for sig selv, - dels formedelst halv udlærte smedearbeidere eller vel endog læregutter, som ikke holdt læretvangen ud, - dels og i den sidste tid måske især formedelst folk, der nogen tid have arbeidet på dette nye slags værksteder og lært - ingenlunde hele smedeprofessionen, men sådanne enkelte arbeider, som høre ind under hurtig-smedenes eiendommelige fagfordeling.

Omvendt kunne disse folk sige om de egentlige udlærte smedesvende, at de ikke kunne udholde sammenligningen, hvad arbeidets hurtighed angår. - Og man ser, at det i det hele er folk, som ere vante med hårdført arbeide og små fordringer til livet.

Årsagen til, at disse håndværkere have plantet sig ned tæt udenfor byen, er for en del den, at der slippe de med ringere borgerlige ydelser. En af de virkelige smedemestere i selve byen fremhævede for mig i den anledning ikke blot den fattig- og byskat, han lignes i, men tillige det hyppige arbeide med bygnings-taxering o.desl.. som pålægges ham.

Det tok nok især fart med det fabrikmæssige smedearbeide efter Christiania brand i 1858, eller kanske rettest under de middelbare eftervirkninger af samme. Den første virkning var, at de gamle værksteder fik meget at bestille og tog ind en stor mængde læregutter og håndlangere; men da så de nedbrændte kvartaler vare byggede op igjen, vare adskillige af disse folk tilovers på værkstederne og måtte se sig om efter andet arbeide.

Nu er det kommet dertil, at tingen ligesom voxer af sig selv eller indenfra, uden ydre foranledning, men formedelst årsager, som ligge inden håndværket selv. Det kommer an på at kunne sælge billigt; mestrene må altså bruge billige folk; når håndlangeren er bleven opøvet og forlanger højere betaling, må han ombyttes med en ny begynder, og han, som ifjor var håndlanger, arbejder iår på egen hånd, med en gut til at trække bælgen.

Først holdt man sig til grove og tunge ting, såsom hestesko. Tolden beregnedes jo pundevis, så det altså mindst kunde lønne sig at indføre sådanne ting fra udlandet. Så forsøgte man sig på lettere og lettere ting, det gjaldt at kunne holde pris med Tydskland, og det var som en erobring, hver gang det lykkedes, eller hver gang man kom efter at forarbeide en ny art af ting på en letvindt måde og til salgbar pris.

Med dette for øie, har det været mig overmåde interessant at se mig om i vore industri-handelsmænds lagere og betragte den store mangfoldighed af arbeider, som vore smede allerede ere komne i tour med at levere. Man har været så god at lægge frem for mig på disken prøve af hver sort, gjort mig opmærksom på de ofte yderst små ting, hvormed den ene sort skiller sig fra den anden o.s.v. Jeg må tænke på den botaniske professor, når han lægger frem for sine elever en prøvesamling af de planter, som Gud har skabt, og ordner dem i familier og slægter og arter.

Mon han kan dele min interesse og være tilsinds at se lidt nærmere på dette smedearbeides slægter og arter? På et lager forefandt jeg:

Indstukne låse.....................  4 arter,
Kammerdør-låse.....................  4   -
Spiskammer-låse....................  3   -
Træk-låse..........................  8   -
Stang-låse.........................  1   -
Dørvridere, sammensatte af
gjørtler- og smedearbeide.......... 17   -
Indstukne hængsler.................  5   -
Nordlandske hængsler...............  4   -
Stub-hængsler......................  3   -
Bergenske hængsler.................  3   -
Indstukne hængsler uden tap........  2   -
Nordlandske hængsler uden tap......  2   -
Stub-hængsler uden tap.............  2   -
Engelske hængsler..................  8   -
Stabel-hængsler.................... 10   -
Blad-hængsler......................  4   -
Vindu-beslag.......................  5   -
Dør-klinker........................  2   -
Kastekroger........................  1   -
Hasper.............................  1   -
Skåder.............................  3   -
Hammer og tang.....................  2   -
Øxer, med og uden skaft............  3   -
Stenslægger........................  1   -
Hestesko for sommer................  2   -
Hestesko for vinter................  2   -
Hestesko med 4-kantede græv........  2   -
Hestesko-søm.......................  2   -
Sælehøvrer.........................  3   -
Kobånd.............................  1   -
Brandjern..........................  1   -
Strygejern.........................  4   -
Kaffekværne........................  1   -
Kulkasser..........................  1   -
Fyrovne............................  1 art(70).

Indtil for et halvt snes år siden var det allerede store ting, når en Christiania isenkramhandler havde den fornøielse at sende nogle dusin norske låse o.s.v. så langt bort som til en kjøbmand i Arendal; men nu er det kommet dertil, at der fast ugentlig i dampbådstiden sendes store kasser selv til Bergen og Throndhjem, hvis kjøbmænd have at forsyne landet helt op til Finmarken, og før hentede sine varer fra udlandet, men nu begynde at finde, at de stå sig alt så godt på at forskrive dem hos industri-handlerne i Christiania, efter de prøver, som disses handelsreisende have foreviist dem.

Den ene time bringer posten bestillinger på så og så mange dusin, af den og af den sort, og næste time går der sedler ud til de smede, som handelsmanden (fabrikanten) betragter som sine, og inden kort tid er esse og ambolt og filebord henne i Vaageby eller ude på Ljabroveien optaget for en kjøbmand i Throndhjem eller Christiansund.

Fordi afsætningen på denne måde har tiltaget, kunne smedene gå meget vidt i arbeids-delingen. Om en af dem blev det exempelvis sagt, at han med en fire mand på sit værksted har i flere år i rad udelukkende fabrikeret indstukne låse nr. 1. Men netop denne arbeidsdeling er det, som befordrer øvelsen og sætter smeden istand til at sælge billigere og billigere. Jeg har havt i min hånd en lås, som smedene for kun 5 år siden fik 1 spd. for, men som de nu levere for netop det halve eller 60 sk.

Noget er denne falden i pris vistnok også bevirket ved billigere priser på jern og på værktøi. Og en omstændighed, som er meget væsentlig for denne industri, er, at de kjøbmænd, som handle med jern, mere og mere have holdt tilfals jernstænger og jernplader af de forskjelligste tykkelser og bredder, så smeden kan klippe af stykker til sine hængsler og låse o.s.v. og slipper at hamre ud; der forskrives endog fra England halvfærdige nøgler, af støbt eller presset jern, som smeden kun behøver at gjøre skjær i og ellers fare, lidt over med filen.

Man har påstået, at når håndlangerne eller leiearbeiderne regnes med, så er der mindst 200 smede af denne klasse i og nær omkring Christiania. Regn for hver en arbeidsløn af 2 spd. ugen (eller lidt over) og et forbrug af jern og kul for samme beløb (eller noget under), så får du for dem alle en produktion til beløb af 40,000 spd. for året.

Vel er dette endnu kun en brøk-del af den sum, som fremdeles går til udlandet for finere og kunstigere smedearbeider. Men tallet er dog stort nok til at vække opmærksomhed og forhøie deltagelsen for disse folks stræben.

Jeg besøgte 3 af hestesko-smedene ude ved Stabæk. De arbeide alle hver med sin gut, og de opgav sin fortjeneste for mester og gut tilsammen - en til mellem ½ spd. og 3 ort, en til mellem 3 og 4 ort og en til 4 ort dagen. De vare komne så vidt, at de eiede selv sine huse, men levede ellers på tarveligste arbeidervis. Ved Ljabroveien besøgte jeg en låsesmed, som drev arbeidet i så betydelig udstrækning, at han havde 10 mand på sit værksted og var selv 11te; han lønnede sine folk så: han, som «står og blåser», en gammelagtig mand, har kost og logis samt klæder; «smeden» (som holder tangen og styrer jernet) har kost og logis samt 8 ort ugen, «opslageren» ligeså samt 3 ort ugen, «filerne» ligeså samt fra 7 ned til 4 ort ugen, og lærlingerne kost og logis samt klæder. Kost og logis for en mand regnede mesteren til 6 ort ugen, og for sit og konens samlede arbeide med det store værksted og den vidtløftige husholdning troede han ikke han kunde regne på større fortjeneste end 200-250 spd. for året - et opgivende, som mænd, der ere inde i disse forholde, have fundet troligt.

Overalt vil man finde, at arbeidsfolk, som må drive hårdt og så at sige rive og slide på sin krop, helst sådanne, som derhos må udsætte sig for stærk afvexling af hede og kulde (jeg tænker her tillige på støberne på de mekaniske værksteder), forholdsvis lide af tilbøielighed til at tage sin mon igjen i hviletimerne og da mere end vederkvæge sig. Jeg hører det ord om denne klasse af smede, at mange af dem ikke vise selvbeherskelse nok imod de stærke drikke. Dette er ikke fornøieligt at tale om; men jeg tror det er nødvendigt, at der tales frit. Enhver, som vælger sådanne håndteringer, gjør vel i at være opmærksom på denne særegne fare, som følger med. Ligesom smeden veed at stålsætte de ting, som skulle holde ud slid, så bør netop han være betænkt på at stålsætte sit eget sind. - Dette nævnte jeg nu her, fordi det vistnok giver noget bidrag til at forstå den kjendsgjerning, som jeg overalt får stadfæstet, nemlig at det kun er yderst få af denne klasse, som gå fremad i økonomisk henseende.

Men en anden årsag hertil er desværre også den, at deres arbeide er lidet lønnende (og tilbøieligheden til drik skulde neppe være så stor, dersom arbeidet lønnede sin mand bedre, så han kunde leve godt og hyggeligt og endda ikke være nødt til at anstrænge sig så yderligt; men disse smede «gå som slaver», sagde en af de regulære smedemestere om dem).

Det er ikke så let at anstille nøiagtig sammenligning mellem en norsk og en tydsk låsesmeds arbeids-fortjeneste nu, da de norske låse næsten ganske have fortrængt de tydske af samme slags. Hr. grosserer Schjødt har dog viist mig en lås af norsk tilvirkning, som nøiagtig svarer til en tydsk lås af størrelse og indretning, kun at den norske heller står høiere med hensyn til soliditet. Den norske smed sælger den for 2 ort, og hjemført fra Tydskland kommer den med told og fragt og den tydske «fabrikants» handelsgevinst på omtrent 2 ort. 7 sk. Hr. Schjødt troede at kunne vide, at den tydske smed har solgt den til fabrikanten for omtrent så meget som 1 ort 14 sk. i norske penge. Låsen veier 1 3/8 pund og jernet antages at koste den norske smed en 8 sk.; hvad der medgår af kul beløber sig ikke engang til 1 skilling (jeg har forhørt mig om disse ting med en smedemester); er der forskjel i jern- og kul-prisen i Tydskland og her, så kan det ialfald ikke blive mange skillinger på denne enkelte lås. - Efter dette exempel kan det altså se ud, som at den norske arbeider må stå sig godt; han får jo større betaling end den tydske konkurrent.

Men her er to ting at mærke.

For det første er det troligt, at den norske arbeider endnu ikke er nået op til at få så meget arbeide færdigt for dagen. Dels er han nemlig ikke bleven så aldeles gjennemøvet i den hurtige arbeidsmåde, dels kjender han næsten kun af navn (eller ikke altid det engang) de forskjellige slags hjælpemaskiner, som den tydske låsesmed siges at have på sit værksted («Loch»-maskine, «stanse»-m., slibe-m., hvilken sidste drives med vandkraft).

For det andet er det kostbarere at leve her i landet end i Tyskland, og det uagtet man kan være tilsinds og vel vant med at lade sig nøie med ganske den samme, grad af tarvelighed - noget, jeg kommer til at tale mere om i slutnings-kapitlet.

Med erindring om alt dette synes jeg det skal blive interessant at lægge mærke til, hvordan det går disse 200 smedearbeidere, disse indtil uvorrenhed stridt og hårdt arbeidende folk, som så djærvt - og ubemærket - have stillet sig der på den fremskudte forpost i vædde-kampen med udlandets industri.

Interessant skal det også blive at lægge mærke til, hvad indvirkning denne gren af hovedstadens industri skal komme til at øve på husfliden og håndværket omkring i bygderne og småbyerne.

Jeg nævner Valders eller Lillehammer-egnen til exempel. I vedkommende kapitler have vi seet, at der er metalarbeidere nok, og jeg har drømt om den mulighed, at disse folk kunde komme til at blive Norges smede,(71)

ligesom smedene i visse engelske og tydske og tildels svenske distrikter have været det hidtil, ja fra først af var det netop med tanke herom at jeg forhørte mig og så mig om hos isenkramhandlerne i Christiania og så kom til at blive kjendt med det smedearbeide, jeg nu har beskrevet. Men hvordan bliver nu udsigten for Valders og Faaberg efter disse oplysninger? Eller hvorledes synes man det bliver, om jeg tilføier denne yderligere oplysning, at for at kunne levere dusinarbeide billigt må smeden bruge stenkul, ikke alene fordi de ere billigere end trækul, men også fordi det går hurtigere at få jernet ophedet med stenkul. Men at transportere stenkul op til Valders! Mulig skal det endog komme dertil, at landhandleren kan sælge en gang hestesko fra Christiania billigere, end bygdens gamle hesteskosmed kan gjøre dem.

- Men endda tør muligvis det livlige exempel fra Christiania virke til, at folk omkring i bygderne ivrigere tænke sig om og snarere finde på nogen for dem hensigtsmæssig husflidsart. Kun måtte smedene i Valders, om de vilde arbeide- til salg ud af bygden, vælge sig lette og fine arbeider, hvor materialet ikke har stort at betyde, men arbeidets kunst er hovedsagen.

Et lignende exempel som dette, jeg nu har hentet fra smedenes kappestrid, vilde det være, om vi tog for os til betragtning det meget fruentimmer-arbeide, som er kommet op i Christiania siden symaskinens indførelse eller formedelst skjorte- og kåbefabrikkernes oprettelse. Også her vilde opmærksomheden komme til at vende sig både mod den skarpe konkurrence, som vort land har at udholde med udlandet, og den indflydelse, som hovedstaden øver på småbyerne og landdistrikterne, der for hvert år modtage en større og større mængde af syede varer herfra. Og ved dette exempel får jeg ligeledes det indtryk, at Christiania udvikler sig i retningen af at blive landets industrielle centrum; thi på den ene side synes det, som at det her falder lettere at udholde den udenlandske konkurrence eller at modvirke landets afhængighed af fremmed industri, og på den anden side ser det ud til, at Christianias livlige handelsforbindelse med det øvrige land, både kystland og opland, virker til, at små-industrien og husfliden her bliver mere og mere afhængig af den store industri eller fabrikfliden. For hver fabrik-syet skjorte eller kåbe, som småbyerne eller landdistrikterne nu kjøbe fra Christiania mere, end de ellers vilde have kjøbt fra udlandet, bidrager jo Christiania til, at husfliden får mindre at gjøre forsåvidt.


IX. SLUTNINGS-BEMÆRKNINGER

Jeg har nu i tanken faret hen over dette kjære land og samlet sammen erindringer og beretninger fra kyst og fjeld og dal og by. Husfliden, som jeg har talt om, kan sees an således, at den synes at være kun en ringe sag; men den minder om arbeidsomhed - og det er en stor sag. Jeg har havt en fornemmelse af, at jeg har rørt ved noget af folkelivets helligste.

Under sådan stemning gik det mig så, idet jeg skrev, at der trængte sig ind på mig snart denne, snart hin betragtning. Men kapitel for kapitel foresatte jeg mig, at jeg med en vis strænghed skulde holde mig til sagen, nemlig at fremstille selve tilstandene, kjendsgjerningerne, det faktiske - og lysten til at komme med almindelige bemærkninger blev trængt tilbage til et slutningskapitel.

Men nu har den faktiske fremstilling videt sig således ud og optaget så meget af rummet, at dette slutningskapitel må gjøre sig smalt.

Jeg vilde dog for det første gjerne få gjort opmærksom på, hvor vanskeligt det har faldet mig at gjøre min gjenstand rigtig fyldest ved at give fremstillingen den forud beregnede og nøie afmålte og smukt afrundede skikkelse, som man kalder system. Jeg har måttet tænke på, hvilken gave tydskerne pleide have i den retning; men selv har jeg ikke vidst at gjøre det anderledes, end som engelskmændene bruge - at gå lige til og tage det sådan som det kunde falde sig.

Det tør dog befindes, at vanskeligheden for nogen del stikker i en omstændighed ved selve emnet. Jeg sigter her til, at der er noget usikkert og svævende i husflidens navn og begreb.

Når en bonde sidder en aftenstund og arbeider på et par træsko til nogen af husets folk, så er jo det tydelig husflid, og samme navn bruge vi endvidere uden betænkning, om han så anvender en række af aftener eller endog hele dage, som monne være tilovers fra hans gårdsbedrift, til den bi-syssel og bi-indtægt at arbeide op træsko til salg i nabolaget eller i nabo-byen. Men nu er det fremdeles tænkeligt, at en mand kan have så meget og så fordelagtigt træskoarbeide, og derhos så lidet og ringe gårdsbrug, at hint optager vel så stor del af hans tid og tanke som dette, og da kunne vi sige, at den oprindelige husflid har voxet sig stor og nærmet sig til at blive et håndværk. Og dersom nogen tog til sig at drive arbeidet således i det store (og hvorledes kunde ikke dette samme arbeide komme til at blive drevet i det store her hos os, dersom Østlandets hundrede tusinder kom i vane med at bruge det slags sko) - at han havde en nabo til at levere halvt tildannede emner og så holdt i sit hus både svende og drenge til at udføre hver sin del af arbeidet, og endelig havde en anden nabo til at kjøre de færdige træsko til byen hver lørdag (hvor de ikke skulle sælges på torvet, men leveres til kjøbmanden), se, da havde håndværket antaget sådan skikkelse, at vi vel kunde bruge udtrykket fabrikdrift.

Overgangen er umærkelig, og man kommer let til at blande sammen både husflid og håndværk og fabrikdrift.

Men sådant tager sig ud som noget værre end simpel usikkerhed i tanke og udtryk, når det træffer så til, at i samme stund som husfliden udvikler sig og altså med en vis nødvendighed går over til at blive en egen profession eller fabrikation, som mulig endog tager storartede maskiner til hjælp, indtræder en sådan tilbagevirkning på den oprindelige husflid, at denne bliver ulønsom. Her kan det altså se ud som både tanke- og hjerteløs selvmodsigelse at tale husflidens sag ved at opmuntre til dens udvikling.

Og der er endnu en vanskelighed, som hænger sammen hermed. Når man skriver en hel bog om en sag, pleier man jo antage en vis holdning og tale i en belærende tone. Men ved siden af den lære, som så at sige ligger i selve husflidens begreb, nemlig at «Tid er penge», vil vor tid tillige have indskjærpet læren om «arbeidets deling) ingen arbeider kan i vore dage stå sig i konkurrencen uden den. Men inden man veed af det, vil man finde, at idet man har opmuntret til arbeidsdeling, har man arbeidet for den overgang, at de manges husflid koncentrerer sig i nogle enkeltes håndværks- og fabrikdrift, og når man skal være ganske oprigtig, må man tilstå at husflidens første dyd består netop i tilsidesættelse af delings-regelen. I vore mest gammeldags, ja i vore sagamæssig norske bygder, hvor man kan drømme sig hen i Kveldulfs og Haarfagers dage - i strøget fra Senjen nedover til Bergens stift -, der kan man glæde sig over en husflid, som opfylder hver stund mellem hovedarbeiderne og sysselsætter hver hånd i familien; det er denne ægte, oprindelige husflid, hvormed hvert hus lægger an på, at være selvbjerget, så bonden er sin egen smed og garver og skomager o.s.v., og bondekonen spinder og farver og væver og syr for alt sit husfolk. Det vilde være dårligt gjort af disse folk at indforskrive håndværkere til at forrette disse arbeider og så at indlade sig på konkurrence med fabrik-landene og give sig til at flette strå eller gjøre legetøi til salg; thi disse mange stråfletter og denne store mængde af legetøi vilde der ikke være brug for i egnens egne byer Bergen og Throndhjem, og jeg mener vi har det på en følelse, at der ialfald vilde gå en menneske-alder hen, inden varen blev søgt på udlandets markeder.

Ja, midt imellem alle disse modsigelser, som det kan falde vanskeligt nok at klare, vilde det tilsidst kanske ikke overraske så overvættes meget, om jeg i modsætning til den ofte førte tale, at det står så mådelig til med husflid i vort land, sagde så, at i sammenligning med Tydskland o.s.v. tager Norge sig meget godt ud som husflids-land i udmærket forstand. Thi husflid er noget gammeldags, som naturlig hører hjemme i tyndt befolkede og afsidesliggende egne; men i lande som Tydskland trives arbeids-delingen og den fabrikartede industri således, at der f.ex. er egne, hvor alt folket, mænd og kvinder og børn, er sysselsat med at gjøre legetøi og småt træarbeide, for hvilket de da naturligvis må kjøbe en stor del af hvad de tære og slide.

Men nu kan jeg sige, at jeg har mest taget det således med alle disse begrebsbestemmelser og deres vanskeligheder, at jeg har ikke ladet mig hefte eller hilde stort af dem, men hovedsagelig interesseret mig ved at komme efter og igjen berette, hvorledes folket selv har taget det med selve sagen, med de småstunder, som blive tilovers mellem hovednæringerne, og med de små-sysler, som ikke kunne forsømmes ved siden af hovedarbeiderne. Bygderne imellem er der forskjel i grad og ulighed i art. På nogle steder er man åbenbar mere flittig end på andre; i en egn finder man at man står sig bedst ved at pleie alskens små-sysler til eget brug (mindre arbeidsdeling), i en anden egn er man kommen mere i tour med og står sig rimeligvis også bedst på at drive enkelte arter af små-industri til salg (altså større arbeidsdeling). Og der er en hel livlig bevægelse i alt dette, så det ikke i nogen bygd er ganske så nu som for en menneske-alder siden, og denne bevægelse kan være snart fremadskridende, snart enten virkelig eller tilsyneladende tilbagegående.

Men idet jeg har taget det på denne måde med min opgave, har jeg tydeligvis ikke havt tanke om at optræde belærende ligeoverfor husflidens og industriens folk. Men vel har jeg ment, at der skulde være lærdom at hente af skriftet alligevel, idet den ene bygd skulde få bedre leilighed til at lære af den anden, den ene slægt til at lade sig undervise af den anden.

For det andet kunde jeg nok ønsket i dette slutningskapitel at få tilføiet nogle antydninger om, hvad jeg - trods udtrykkets lighed med hvad vi nylig have hørt i åndrige universitetsforedrag om åndslivets kår i nutiden - måtte kalde hindringer og betingelser for husflid og industri i vort land.

Også her vil man finde sig uleiliget ved den ovenberørte dobbelthed eller tvetydighed i begreberne. Hvad der er hindring for industriens udvikling, kan også opfattes som betingelse eller en såre gunstig omstændighed for, at den gode gammeldags husflid holder sig uforandret en stund endnu. Jeg har allerede hentydet dertil strax ovenfor. At folk omkring i Bergens stift eller i Nordlandene bo så langt borte fra den store verden, ja så langt fra hinanden indbyrdes, det har hidtil været en afgjørende hindring for fabrik-industriens, ja for det fagmæssige håndværks opkomst; men de samme omstændigheder have jo gjort, at hver familie har øvet og dyrket den nedarvede husflid for eget behov.

En fuldstændig fremstilling af hindringerne for husflidens trivsel og udvikling i vort land vilde blive det samme som et forsvar for almuen og arbeidsklassen imod det hårde ord, som ofte høres om dens arbeidsomhed og gode villie. Og det er ikke sagt, at vore fremskridtsmænd skulde have grund til at beklage sig over et sådant forsvar. Det tør være, at når det ret blev bragt til erkjendelse, hvad der er i veien i denne sag, så kunde endog almuen og arbeidsklassen selv blive betænkt og opsat på at rydde af veien - eller dog gå af veien for det, som ikke kan ryddes tilside.

Men samme forsvar kunde blive vidtløftigt. Det kunde være, at jeg i sammenligning med Schweitz f.ex., som kan rose sig af en gammel industri, der skyder nogle af sine rødder dybt ind i fortiden, alt ned til det 9de århundrede, vilde pege på vore nordlændingers kjække bedrift med Lofot-fisket, denne bøndernes ældgamle bisyssel, som ligeså kan forfølges alt til det samme fjerne århundrede. Eller dersom nogen vilde pege på de schweitziske varers fabrik-stempel, som i alle verdensdele fortælle om hjemlandets vinskibelighed, så vilde jeg pege på det norske flag, som vaier over verdenshavene og forkynder sit hjemlands ære!

Jeg vilde begynde med noget sådant for at gjøre det begribeligt, hvorledes det er gået til, at medens handelsspekulanter og kapitalister i Schweitz tænke på industri om dagen og drømme om industri om natten, så ere de hos os naturligen optagne med tømmer og med fisk og sild og med skibsparter. Og vel kunde mangen landhandler gjøre vel mod både sin bygd og mod sig selv ved ikke blot at sælge ud kaffe og sukker o.s.v., men tillige sætte folk i nabolaget på at forfærdige et eller andet slags varer og hjælpe dem af med deres arbeider; men hver er sin tids barn og sin skoles discipel, og medens vi alle kjende exempler på store formuer, som enkelte mænd have samlet ved hin store handel, have småhandlerne hidtil ikke havt for sig opsigt-vækkende exempler på at der kan være vinding at vente ved sådan befatning med husfliden og små-industrien. Men så længe handelen ikke rækker industrien hånden, går det småt med denne.

Fremdeles kunde jeg ville foretage en vandring hen over fjeld og strand og lægge mærke til og igjen fortælle om, hvorledes livet og bedriften på fiskerbåden eller på slåtteheien og i sæterboden kræver et sind, som er hårdført vant og æventyrligt anlagt, som kan lege med faren og holde ud imod den barske natur. Blandt et sådant folk fostres, som hver norsk bygd veed at fortælle om, en snarrådighed og opfindsomhed, der ofte viser sig i industriel retning som et smukt mekanisk talent. Men med den stærke selvstændighedsfølelse, som tillige kræves og udvikles her tillands, følger et vist hang i den retning, at hver vil være for sig selv, og istedetfor at ordne og styre og få en stor industri i gang, med hjælpere og hjælpers hjælpere, se vi ofte talenter fortabe sig i tusindkunstleri. Der mangler med andre ord organisatorisk talent. Og med hårdførheden følger naturlig en vis uvorrenhed, som endogså udbreder sig til dette hårdføre folks kvinder, hvorfor man høre fabrikanter klage over, at hvad det falder vanskeligst at få vænnet vore fabrikpiger til (men det er jo først i denne sidste menneskealder, at der har været tænkt og forsøgt på noget sådant), det er at omgåes maskinerne og materialet med varsomhed.

Men det meste af disse betragtninger er sådant, at det ligesom siger sig selv og ialfald ofte er sagt og fremhævet af andre.

Selv ønsker jeg imidlertid at få fremhæve to ting, som følge med landets beliggenhed, dels langt borte fra de store verdens-markeder, dels høit mod nord.

Jeg talte i forrige kapitel om et interessant handelsforetagende i Christiania til fordel for husfliden og små-industrien. «Industri-Magazinet» vilde tjene som mellemled mellem arbeiderne og kjøberne. Men det gik ikke. Handelen har gradvis forandret sig derhen, at Magazinet nu hovedsagelig er et mellemled mellem tydske og franske arbeidere og fabrikanter og norske kjøbere. Hvorfor? Jo, så få og så pengefattige de norske kjøbere end ere i sammenligning med dem i de store og rige lande, så ynde de dog at have mange ting at vælge mellem. Vi studse derfor over mangfoldigheden i udsalget; der er ikke alene ting i tusindevis, men der er tusinder af arter eller slag; og vi studse endnu mere, når vi høre, hvorledes alle disse arter dog kun ere et lidet udpluk af endnu større mangfoldigheder i varelagerne i Paris eller i Leipzig. Men hvorledes i al verden kan folk stå sig på at gjøre op sådan mangfoldighed? Jo, det få vi en forestilling om ved at høre, at på en markedsdag i Leipzig skal der af nogenlunde nærboende fabrikanter og af tilreisende kjøbere kunne være samlet sådan en 50,000, og at blandt kjøberne er der store kjøbmænd fra Syd- og Nordamerika på den ene kant og fra Persien og Ostindien på den anden. Her i Leipzigs nabolag kan det altså gå an at gjøre legetøi f.ex.; en familie kan vælge at arbeide op lutter dukkevugger, en anden at forfærdige dukkeskabe, hver af dem får en ubegribelig færdighed i at arbeide billigt, så ingen kan stå sig med dem, og mængden af færdigt arbeide bliver ikke lettelig større end afsætningen. Lad nu en mand i en af Christiania forstæder forsøge med legetøi - lad ham endog vinde så langt frem, at han arbeider temmelig fort, altså også billigt, altså også meget -; men her er ikke børn nok til at bruge det op her hjemme, og ingen amerikansk kjøbmand kommer herhid for at kjøbe det, ingen norsk kjøbmand vilde stå sig på at sende det ned til Leipzig og falbyde det. - Eller siden legetøj er en så ringe ting i manges øine, at det knapt synes dem værd at snakke om, så lad os tage stråarbeide til exempel - dette arbeide, som fortrinsvis har været anbefalet til indførelse i den norske husflid efter udenlandsk mønster.(72)

Der menes naturligvis ikke sådan stråfletning til husbehov, som almuen her i landet allerede kjender, men det finere arbeide, hvis frembringelser hidtil er kommet til os fra udlandet. Hvad skulde være i veien for, at norske fingre udføre dette arbeide, både til landets egen forsyning og endvidere til salg i andre lande? Men at det ialfald ikke er så ganske lige til, det kan man få en forestilling om ved samtale med den af Christiania kjøbmænd, som er mest inde i den handel. For at forsyne vore damer med hatte og pyntesager af strå har han i en række af år brugt at reise til Sachsen, til Schwarzwald, til Schweitz, Italien, Belgien, jeg tror også til England, og kjøbt i Sachsen de slags ting, som Sachsen er berømt for, i Schweitz de sager, som Schweitz er stedet for o.s.v. Her er også den alleryderste grad af arbeidsfordeling og af den fuldkommenhed, som følger dermed, så hver stråfletteregn har sit arbeide og sit fortrin, som den anden egn forgjæves vilde prøve på at kappes med den i. Ja, i en egn skal man have en kunst at give strået en vis nuance af farve, som fabrikanter forgjæves have søgt at efterligne på andre steder, så man har måttet slå sig til ro med den forestilling, at det ligger vel i vandet, som bruges i farveriet. Nu vel, det lod sig jo endda tænke, at stråflettersker på Hedemarken kunde komme godt i tour med et af disse slags arbeider, og deres søstre på Romerike med et andet, og at der fra Mandals-kanten kunde fåes forsyning af et tredie slags o.s.v., så en fuldstændig norsk damehat med tilbehør kunde fåes istand - efter det tilvante begreb om, hvordan en sådan hat skulde være. Men længe inden folk omkring i husmandsstuerne i vore tyndt befolkede bygder vilde have nogen anelse om det, ere damerne i Christiania, ja i Throndhjem og Tromsø komne under veir med, at nu er moden bleven sådan og sådan i Paris eller Berlin, og der bruges f.ex. en nyopfundet blanding - uvist om flette eller væv - af strå og hestehår, eller af strå og silke og perler, og kjøbmanden i Christiania, der instinktmæssig retter sig mere efter kjøberens ønske end efter stråfletterskens tarv, skriver eller telegraferer til Tydskland og får hjem med næste dampskib, hvad hans skjønne kunder begjære. Og hvorledes skulde det så være tænkeligt, at de landhandlere, som monne have kjøbt op en del stråhatter i bygderne, skulde få afsætning for det i Kjøbenhavn eller Berlin? Nogen kan hertil ville bemærke, at fra Schweitz går der store mængder af stråarbeide til Amerika, og i den handel kunne dog rimeligvis ikke modens omvexlinger gjøre fuldt så stor forstyrrelse; af forsyne Amerika måtte altså norske stråflettersker kunne være med i. Men det må her erindres, at stråvarerne kun ere en liden del af den store mangfoldighed af andre og særdeles værdifulle slags industrisager, som Amerika er blevet vant med at få fra Schweitz; men om et norsk udvandrerskib havde med et enkelt parti af stråfletter eller af færdige hatte fra vort kjære Norge, så vilde de amerikanske kjøbmænd kanske ikke se på dem engang. Det vilde være for dem, som om folk oppe i Archangel sendte os med de russiske lodser en del stads og pynt af sibirisk tilvirkning. - Kort, jo mere en vare er sådan, at den store verdens mode har med den at gjøre, des mindre egner den sig for vor norske industri, der knap kan tilfredsstille indenlandske kjøberes smag og end mindre de udenlandskes fordringer. En anden sag vilde det være, om det kunde ske formedelst en norsk og uafhængig bevægelse i moden, at arbeidsklassen her på Østlandet kom i vane med at bruge sådanne billige og hensigtsmæssige sommerhatte af strå, som gjøres henne i Christiansands stift (se ovenfor side 101); der kunde da blive tale om udvidelse af en allerede indøvet husflid og om et arbeide og en handel med hatte i hundred-tusindvis.

End hin anden omstændighed, at vort land ligger så høit mod nord? Om her var så mange millioner mennesker som i Tydskland, og altså industrien havde store markeder og mange kjøbere og rivende afsætning, skulde så det have noget at sige, at vi bo et stykke nordenfor Tydskland?

Jeg tænker her på dette, at under vor himmelegn er naturen mindre gavmild, og landet brødføder sig ikke selv, så her altså bliver dyrt at leve af den grund, at korn og andre fornødenheder må hentes lange veie og derfor komme til at koste mere end i Tydskland. Men dyrt at leve blive det kanske endnu mere af denne yderligere grund, at fordi vi bo så høit mod nord og have de lange vintres kulde og mørke at stride med, behøve vi så meget mere til hus og ved og lys og klæder og endelig så meget mere af mad og drikke og det ret nærende mad og god drikke. - Under samtale med handelsmænd og fabrikeiere og fabrikmestere, som ere kjendte i Tydskland, har jeg, på spørgsmål om årsagerne til, at den tydske industri kan undersælge vor, gjerne fået det svar først, at vore arbeidsfolk ere så fordringsfulde: de arbeide ikke så vedholdende som de tydske, men ville alligevel have høi dagløn, og leve godt, med tykt smør på brødet, med kaffe to og tre gange om dagen - for ikke at tale om, at de ere mere tilbøielige til beruselse. Men ved atter og atter at drøfte sagen har jeg dog stadig fået den indrømmelse frem tilsidst, at folk vistnok behøve mere af næring i vort klima end i sydligere lande. Forskjellen mærkes allerede, når man kommer herfra til Nord-Tydskland, end mere når man kommer videre til Syd-Tydskland. Overhoved har kanske Tydskland det lykkeligste arbeidsklima i Europa; der er ikke Italiens mattende hede, ikke vort Nordens lammende frost. I München kan en arbeider stå sig godt med et stykke brød med en skive reddik på, og et bæger most eller lind vin til; men det vilde ingen af os her i Norge holde ud med i længden. Jeg tør sige, det mærkes inden hele den arbeidende verden, fra vedhuggeren på den ene side til professoren på den anden, at vinteren lægger sig over os med et stort tryk, kulden og mørket tager på sindet og tærer på kroppen, der må idelig vederkvægelse og forfriskelse til, der behøves så meget af alt det, som vi sige gjør godt, der behøves mere af virkelig god og ædel nydelse, end mængden jevnt kan skaffe sig, og derfor (tænker jeg) se vi netop i alle nordiske lande, at folk så let skeie ud med overdådighed og vellevnet i rykkevis, og at så mange forgribe sig på de stærke drikkes forføreriske og falske nydelser. Er der nogen, som ikke ret tror, at der kan være synderlig forskjel i dette stykke, eller at forskjellen hænger sammen med klimaet, så lægge han mærke til, hvad reisebeskrivelser fortælle om f.ex. grønlændernes måltider, det stærke sælkjød, de have for sig, og de store mængder deraf, de sætte til livs og åbenbart behøve.(73) - Det er da også et almindeligt udsagn, at i Tydskland rækker man lige så langt med en prøisisk Thaler (80 skilling), som med en norsk spd. her, og hvad jeg ret vilde have opmærksomheden fæstet ved, det er, at årsagen til denne for Tydskland så gunstige forskjel, er ikke blot, at de vigtigste livsfornødenheder stå i lavere pris i de sydligere og frugtbarere land, men tillige, at man behøver ikke så meget der, - fremdeles ikke blot den, at tydskerne have et nøisommere sind, men tillige, at man har lettere for at lade sig nøie med lidet der, hvor det indre og naturlige krav ikke minder og maner så ideligt. - Nøisomhed med hensyn til mad og drikke er noget, der mere falder som af sig selv i Tydskland; men hos os gjælder det mere om tilkjæmpet selvbeherskelse, og selv for bestemte charakterer kan det være så vanskeligt at holde måde, at de ofte finde at måtte styrke forsættet ved positive løfter om afholdenhed. Man kan sige: jo mindre vi have råd til at leve rigtig godt, des mere fristes vi til at skeie ud og leve overdådigt, og drukkenskab er en af de almindeligste udskeielser, og samme udskeielser gjøre igjen at når vi betragte samfundet under et, så bliver livet endnu dyrere; thi her kommer jo også det til, at man har de ødelagte drankere at underholde. - Men hvad har så alt dette med industrien at gjøre? Jo, hvor det er dyrt at leve, der falder det også dyrt at virke; det kan være et og samme slags arbeide, men det må dog betales høiere, om det skal udføres i Norge end i Tydskland, fordi arbeideren ellers ikke kan leve, eller dog ikke leve lige så godt, ikke forholdsviis ligeså rundeligt og overflødigt. I forrige kapitel (side 191) har jeg allerede anført et exempel; «hurtigsmedene» i Christiania få noget større betaling end deres konkurrenter i Tydskland, men det er åbenbart, at mindre kunde de ikke slippe ud med, og om vi kunde gjennemføre sammenligningen fuldstændig, skulde det rimeligvis vise sig, for det første, at de 6-skillings-brød, som den tydske smedekone kjøber, ere større, og for det andet, at hun ikke behøver at skjære så tykke skiver til folkene på værkstedet.(74)

Denne forskjel i arbeidspris hører jeg om i alle professioner og industrigrene, og til det anførte exempel skal jeg endnu kun anføre følgende:

En slægtning af mig er handelsreisende; han var for nogen tid siden i Thüringen i Tydskland, hvor han står i forbindelse med en fabrikant eller industri-handelsmand, som blandt andet leverer til Norge en hel hoben håndstrikkede varer. Under sit ophold her fik min slægtning strikket en del strømper til eget brug, det interesserede ham ved samme leilighed at lægge mærke til, hvorledes det har sig med dette slags fabrikation, eller hvorledes fabrikanten sætter sig i forbindelse med husfliden ved at levere ud material o.s.v., og navnlig fik han praktisk erfaring om arbeidslønnen, da hans lille bestilling blev udført nøiagtig til fabrik-pris. Nu vel, en af disse strømper har jeg fået udlånt, og jeg har forelagt den til sagkyndiges bedømmelse, idet jeg har henvendt mig til Christiania Industriforening, til bestyreren af Mangelsgaardens udsalg, og til to handelshuse, nemlig Brødrene Hansen i Kongens gade og Gunnerius Pettersen i Storgaden, som befatte sig med strømpefabrikation på hin tydske måde, idet de levere ud garn til strikning omkring i husene. Strømper af norsk tilvirkning bleve lagt ved siden af min tydske prøve, og derefter gav man sit skjøn over, hvad arbeidet vilde koste her. Skjønnet lød så:

I Industriforeningen 20 sk. parret; i Mangelsgaarden 12 sk. parret; hos Brødrene Hansen 14 sk. parret-, hos Gunnerius Pettersen 10 sk. parret.

Industriforeningen er en veldædig stiftelse og betaler høiere, end private forretningsmænd kunne, så dens skjøn kan sættes ud af betragtning; brødrene Hansen havde næsten opgivet denne industri, som lidet lønsom; sikkrest bliver da vel det skjøn, jeg fik hos hr. G. Pettersen, som lader strikke større mængder.

Her i Christiania vilde det altså koste mindst 10 sk. at få strikket et sådant par; men den virkelige pris i Tydskland var 3 1/4 sk.

En fattigforstander i Christiania, som jeg talte med om disse ting, fandt det særdeles hårdt, at kjøbmænd byde ud strømpestrikning for den lave betaling. Efter alles erklæring er det også så, at det aller høieste, man kan drive det til selv med Mangelsgaardens arbeidspriser, er 12 sk. dagen. Men nu se vi, at om vi satte tydske priser istedetfor Mangelgaardens, vilde daglønnen kun blive 3 1/4 sk.

Nu er det vel så, at de tydske strikkersker have en hurtigere arbeidsmåde end den, som er almindelig ialfald blandt arbeidsklassen hos os, og derhos blev det mig sagt, at i Thüringens småbyer bruge de at nytte mellemstunderne bedre end i Christiania, idet de gå og strikke, når de ere ude i erinder, således som man også kan se det på landet hos os, f.ex. på Hedemarken. Derfor skulde jeg for fuldstændigheds skyld (men det faldt mig ikke ind, da tid var) have sendt den samme tydske strømpe op til Hedemarken og udbedet mig skjøn af den dame, der har meddelt exemplet på urimelig billig strømpestrikning, VI. kapitel, side 138. Men selv ved siden af dette exempel tror jeg vi kunne slutte os til, at industrien arbeider under ulige heldigere vilkår i Tydskland end hos os; thi 3 1/4 sk. har langt mere at betyde der end her, og det af hin dobbelte grund, at man kan få kjøbt mere mad for dem, og denne mad rækker længer.(75)

Jeg har været lidt vidtløftig, fordi jeg anseer det her berørte forhold for at være meget alvorligt for os.

År for år bliver samfærdselen mellem landene lettere, handelsforbindelserne livligere, hindringerne for varetilførselen mindre - og det er jo vel. Men år for år bliver derfor konkurrencen skarpere mellem det land, hvor industrien arbeider let, og det, hvor den arbeider tungt. Nu have vi jo seet, at det falder lettere at få strikket et par strømper i Thüringen end i Christiania, og nylig så jeg den lære forkynde i aviserne, at vore bønder bor slutte med at holde sauer, såsom de lettere kunne få uldtøi færdig virket fra kjøbmændene. Skal dette få fremgang, vil det jo gå ud ikke alene over Christianias ringe, men over landsbygdernes betydelige husflid.

Vistnok er det så, at fordi folk omkring i landsbygderne alligevel ikke have stort at tage sig til i den lange vintertid, da markarbeidet. hviler, kunne de endda stå sig på at arbeide for en ringe løn, efter regelen: Noget bedre end intet. Men i samme grad som dette noget nærmer sig til intet, går det altfor naturligt så, at modet og lysten taber sig. Dette tør være mest synbart i vore skov-trakter: i hugsttiden og flødningstiden kræves mange skovarbeidere, og de må betales høit; når så arbeidsstandsningen indtræder, smager det ikke synderligt at sætte sig til med sådanne lidet lønnende sysler som at gjøre op sneskuffer eller vasbøtter og trække dem til byen på en kjælke, og det er nok alt for almindeligt der, at man lader hånt om den ringe fortjeneste. Altså atter en forhøielse i de vanskeligheder, vi have at stride med: stor arbeidsnød mellem onnerne eller mellem hovedbedriftens tider, og endda liden hu for arbeidsnødens bi-sysler, fordi fortjenestens lidenhed stikker des mere af mod den gode dagløn i onnerne, jo større arbeidsnøden er og jo mere der kunde trænges til god fortjeneste. Jeg siger ikke, det er ret med denne liden hu; jeg mener kun, at det er noget, som pleier følge med den menneskelige natur; det er som en sten, der ligger i veien, og som nok god villie kunde rydde tilside, men som det alligevel pleier ske at mange snuble over.

Alt dette er så alvorlige forholde som muligt. Det mærkedes mindre i ældre tider, da konkurrencen med industri-landene endnu ikke var synderlig udviklet. Men nu synes jeg at mærke det mere og mere - mærke det på fattigbyrden, som stiger, på emigrationen, som voxer, på modet, som synker, på kjærligheden til fosterjorden, som lader af i manges sjel.

Om jeg så for det tredie og til slutning i dette slutningskapitel skulde tale om råd for sådan uråd og udbrede mig over midler og måder til husflidens og arbeidsomhedens og nøisomhedens ophjælp, så vilde jeg først og sidst anbefale alt hvad der kunde sigte til at hæve arbeidet i den offentlige agtelse og til at skaffe den norske arbeider fortjent påskjønnelse for den flid, han monne vise.

Jo mere det monne være og blive så, at bisyslerne i mellemtiderne mellem hver arbeidsklasses hovedarbeider kun give liden pengefortjeneste (liden formedelst konkurrence med de lykkeligere industri-lande, liden i forhold til levestedets dyrhed og fornødenhedernes mængde), des mere gjælder det, at arbeideren har det sind, at ørkesløshed og ledigang er ham imod, eller at han kan elske og dyrke arbeidet for dets egen æres og velsignelses skyld, Thi med sådant sind følger den nøisomhed, som holder ud en lang stund, om så pengefortjenesten end er liden.

Velsignelsen vente vi fra himlen. Men hele samfundet bør være villigt til at yde arbeidet den opmuntring, som ligger i at vise det hæder og ære.

Hvad for foranstaltninger og bestræbelser kunde der så være at anbefale i denne henseende?

Jeg har fået nogen forestilling derom ved at agte på, hvad der i de par år, jeg har havt denne bogs studier fore, virkelig er kommet til syne som yttringer af en tanke og et sind, der påskjønnede og glædede sig over almuens og arbeidsklassens flid og gjerne vilde yderligere opmuntre dens stræv.

Øverst står Fiskeriudstillingen i Bergen 1865. Det indtryk, jeg fik ved synet af den, har sin del i, at jeg lagde hånd på det arbeide, jeg nu er ifærd med at slutte. Jeg tager denne dristige, men vellykkede internationale udstilling til indtægt for den norske husflid, ikke blot fordi den indeholdt både og fiskegarn, hvis forfærdigelse hører husfliden til, men fordi den i det hele gav et stærkt indtryk af det ofte overseede og ringeagtede norske arbeides værd og anseelighed.(76) - I række med denne udstilling har jeg den fornøielse at kunne minde om det Fiskeri-Museum (eller vedvarende udstilling), som byen Aalesund har grundlagt siden. Og som jeg i begyndelsen af denne bog eller ved beskrivelsen af Hvaløer-båden omtalte, at meddeleren af samme, hr. Goodchild, ønskede at se årlige og festlige kapseilinger foranstaltede for at vedligeholde interessen for bådebygningens smukke kunst (III kapitel, side 49), så kan jeg nu tilføie, at medens bogen var under trykning, har virkelig en sådan kapseiling været holdt ved Hvaløerne, og det for en væsentlig del netop formedelst hr. Goodchilds nidkjære medvirkning. Endelig kan jeg ikke tilbageholde min yttring af glæde over, at Stavanger by ganske nylig har bevilget den vakkre sum af 1000 spd. til bådskue og kapseiling i dens havn og farvand næste år - en storartet bådfest, som overlodsen i egnen, kapt.-lieutn. Lous i Bergen, har æren af at have foreslået og vundet Stavanger stads deltagelse for.(77)

Året 1866 er mindeværdigt i industriens historie hos os derved, at da holdtes i Stockholm den første skandinaviske industri-udstilling. Men det var desværre meget langt fra, at Norges husflid bemøiede sig med at blive ordentlig repræsenteret ved den leilighed. Det år holdtes imidlertid nogle husflidsudstillinger i enkelte af vore egne landskaber. Jeg har omtalt den i Mandalen (V. kapitel, side 102), og kan nævne en i Levanger og en på Hamar samt i samme år eller året forud også en i Stavanger. Og nu i 1867 har husfliden været med ved en almindelig landbrugsudstilling i Asker. Aviserne have tildels skildret disse forsøg som særdeles vellykkede og opmuntrende, så det er at håbe, at de ville fornyes og efterlignes. Jeg kan forestille mig, at husflidsudstillinger med tiden skulle komme til at nyde lignende bistand med pengebidrag af amtsformandskaberne og af statskassen som nu dyrskuer.

En varig udstilling af husflids-sager eller et industrimuseum er der gjort begyndelse med på Gjøvik. Under gjennemreise her i 1865 (se I. kapitel, side 17) tillod jeg mig for et par af byens borgere at yttre ønske herom, og dette ønske fik jeg siden leilighed til at fremsætte for den særdeles virksomme og heldigt virkende «Forening til fremme af kvindelig håndværksdrift» i Christiania. Her faldt ordene i god jord, og formedelst sending af gaver fra foreningen er som sagt begyndelsen gjort. Det kommer nu an på, om byen og omegnen vil finde det at være af nogen praktisk interesse at fortsætte. Jeg vilde. at f.ex. en tilreisende handelsmand her skulde forefinde prøver af egnens betydelige industri, og at egnens egne sønner skulde få se arbeider og redskaber fra andre egne og lande, som de kunde stå sig på at tage efter. Om f.ex. museet indeholdt en prøve-samling af forskjellige slags træsko, fra Christiansands stift, fra Bergens stift, fra Jylland, Holland, Frankrig, og om synet heraf bragte nu en, nu en anden til at gjøre og bruge det slags sko, så kunde det blive begyndelsen til denne brugs indførelse her på Østlandet; men det vilde være en stor sag og til gavn for både producent og konsument. - Et arbeidsmuseum i Gjøvik kunde passende lægge an på at fremstille hele Christians Amts husflid, og da vilde jeg se der f.ex. reb af grantræets tæger eller rødder, som jeg veed at enkelte gamle mænd oppe i Østre Slidre befatte sig med at lægge. Dette reb sælges billigt og ser simpelt ud, så man kanske ikke vilde synes det fortjente at trækkes således frem; men samme slags reb (tåg af trädrötter) var fra Sverige sendt til Pariser-udstillingen nu i sommer, og en prøve vandt bronce-medallie og tre fik hæderlig omtale. - Idet jeg forestiller mig at disse reb i flinke arbeideres hånd måske kunde finde anvendelse som halvfærdigt materiale til dørmatter og til stærke kurve, tænker jeg tillige på, at museet burde have at forevise prøver af rodtrævler og pidske til kurvebinding - et rå-emne, som gjæterbørn og andre kunne have let for at samle, og som landhandlere bør kjøbe op for igjen at sælge til kurvbindere.(78)

Sådanne arbeidsmuseer kunde måske bekvemt og hensigtsmæssigt sættes i forbindelse med amternes landbrugsskoler. Men i Gjøvik skulde det falde som af sig selv at forene museet med den «arbeidsanstalt», som der i denne tid handles om at oprette med bistand af et legat på ikke mindre end 10,000 spd., der til sådant brug er tilfaldet præstegjeldet formedelst testament efter en hædersmand ved navn Kauffeldt Der kræves vistnok et tilskud af lige så stort beløb fra kommunens side, og i nærværende skrift, hvor der handles om arbeidets ære, forekommer det mig af interesse at lægge mærke til, at dersom ikke kommunen kan eller vil yde dette tilskud, så skal den afdødes gave tilfalde et videnskabsselskab i Christiania - så altså arbeide og videnskab er stillet på lige trin eller rettere det første foran.(79)

Sammen med virkelige udstillinger kunde der også være tale om udstillinger i skrift, eller skriftlige fremstillinger af husflid og industri. Men det har der ikke været meget at se af i disse år. Aviserne indeholde jo gjerne småberetninger, og i amtmændenes femårsberetninger, hvoraf flere ere blevne trykte, medens denne min bog har været under arbeide, findes en del under overskriften «Husflid og binæringer»; men dette afsnit er mest behandlet som en bisag. Med glæde kan jeg dog nævne det i 1865 udkomne skrift «Nogle ord til mine medborgere i Hurum» af sognepræst Neuman. Det er et ord netop til småfolk og fattigfolk og består af lutter yttringer af varm deltagelse for dem, med lovprisning af nøisomhed, arbeidsomhed og alle selvhjælpsomhedens dyder. Husfliden erindres navnlig side 25, II. kapitel. Jeg havde citeret dette fortrinlige skrift før, dersom det havde indeholdt mere af statistisk beretning om de faktiske forholde; men i nærværende kapitel hører det hjemme at mindes dets hjertelige opmuntringer til flid. - Ellers tror jeg det skulde være nyttigt, om der - f.ex. formedelst sogneselskabers opfordring og bistand - blev forfattet og udgivet beretninger og betragtninger over husflidens og hele arbeidsvæsnets tilstand i de enkelte bygder, sådanne som f.ex. den ovenfor om Gjæsdal (VII. kapitel, side 150).(80)

Ved tanke om, hvad der monne være gjort for arbeids-undervisning i dette sidste par år, må jeg først og fremst minde om, at den allerede nævnte «Forening til fremme af kvindelig håndværksdrift» har gjort interessante forsøg ved at lade nogle damer reise til Sachsen for at lære stråfletning og nogle andre opholde sig i Christiania for at blive øvede i kurvbinding, alt med tanke om, at de siden skulde virke som lærerinder i disse håndteringer.(81)

I det hele taget står denne forenings formål i nøieste sammenhæng med den gjenstand, som nærværende skrift beskjæftiger sig med, og særlig skal jeg som en forhåbningsfuld foranstaltning fra foreningens side nævne det iår åbnede seminarium for lærerinder for almueskolen; jeg har her for øie, at med lærerinders ansættelse er det at vente, at der vil blive gjort mere end hidtil fra almueskolens side for pigebørns undervisning i håndarbeide. Hidtil har sådan undervisning kun været meddelt hist og her af almueskolen i byerne, samt på landet af damer, som med velvillig opofrelse af tid og kræfter have taget sig af den sag og oprettet håndgjerningsskoler. - I 1865 udkom i trykken en kommittee-indstilling angående en påtænkt industriskole i Bergen, hvor der var tanke om arbeidsundervisning også eller vel især for drengebørn. Men forhandlingerne have, såvidt vides, ikke ført til noget endnu, så man hidtil mest har fået det at lære af dem, at sagen er vanskelig.

Men jo vanskeligere det er at få istand særskildte indretninger til gutters arbeidsundervisning, des mere ønskeligt synes det mig at være, at skolestyrelserne i by og bygd, næst efter at sørge for både gutters og pigers boglige undervisning og for dens skyld have øie med deres regelmæssige skolegang, tillige have et opmærksomt øie med, hvorvidt børnene holdes til arbeide og øves i arbeide hjemme. Hvorledes tingen kan gjøres, det fik jeg begreb om underet besøg hos provst H. Heyerdahl, dengang i Søndre Aurdal i Valders. Samme år (det var i 1865) havde han, da han i kirken tillyste skole-besøgene for året, tilføiet det ønske, at de ældre af børnene vilde glæde ham ved at have med sig prøver på et eller andet, de havde arbeidet med sine hænder. Han udtrykte sig med forsigtighed, frygtende for, at almuen kanske ikke vilde synes om denne sammenblanding af skolens religiøse og arbeidets verdslige væsen; men det gik godt, ingen misforståelse mærkedes. Ved skolehøitiderne gik det så til, at der hørtes i religion om formiddagen, om eftermiddagen i geographi og regning o.s.v., og når så hele den egentlige forretning var sluttet med tale og sang, mindede provsten om hin anmodning, og nogle af pigebørnene kom og fremlagde prøver på spinding, strikking og hekling, og en gut havde at forevise en kniv med holket skaft, en anden en regnetavle, en tredie lidt træskjæring. Det var ikke mange prøver det første år, men dog så vidt, at provsten havde lyst på at fortsætte året efter, og siden har han havt den godhed at sende mig beretning om fremgangen. Ved arbeidernes forevisning blev der anledning til at fremsætte en og anden veiledende og opmuntrende bemærkning; ligesom til præmie kunde provsten kjøbe et og andet stykke, for andre stykker måtte det bero med «hæderlig omtale».

Jeg synes, at dette exempel fortjente at optages. Ja, jeg har endog udviklet tingen noget videre i min tanke, idet jeg er opmærksom på, at mangt et barn i 11-12 års alderen og opover vel kan være forhindret fra at fremlægge nogen arbeidsprøve, som har noget videre at betyde, men dog kan have viist både anlæg og villighed til at gjøre nytte, f.ex. ved at passe mindre sødskende, gjæte kreaturene o.s.v., og for sådanne børns vedkommende vilde jeg gjerne at skolelærerne skulde have gjort sig bekjendt med deres forhold, så han kunde give beretning derom ved skolefesten.

Vel forstår jeg, at skolelærerne og skolebestyreren stundom kunde komme i forlegenhed med dette, dersom det f.ex. traf sig, at et barn, som havde været forsømmelig på skolen og derfor skulde have irettesættelse, alligevel havde viist sig påpasselig og flittig i forældrenes tjeneste og derfor måtte tilkjendes roes. Men lignende forlegenhed synes mig også måtte kunne opstå i det lige omvendte tilfælde, og vanskeligheden vilde vel jevne sig, når skolens vedkommende vare ledede af en sådan upartisk betragtningsmåde, som jo desuden har medhold i loven om almueskoler, at skolen skal understøtte børnenes opdragelse i hjemmet, og at til opdragelse hører ikke blot bogdannelsens indtryk og kundskab, men også arbeidsomhedens vane og færdighed. Ja, jeg kan ikke noksom udtale mig om ønskeligheden af, at de, som have at forestå skolen for almuens og arbeidsklassens børn, have et åbent og velvilligt øie for arbeidets betydning med hensyn til folkeopdragelsen.

Men idet jeg nu slutter med den hyggelige erindring om besøget på Aurdals præstegård, vender jeg i tanken tilbage til bogens første kapitel.

Det var, som jeg der fortæller, på gjennemreise gjennem Vardal, at jeg fik første tanken om at skrive denne bog, og to dage efter kom jeg til Aurdal. Nu er to år gået; jeg har naturligvis samlet en del oplysninger og kjendsgjerninger i mellemtiden, men fremstillingen er ikke på langt nær bleven så levende som det syn, der stod for mig i hin første tid. Dog, istedetfor at klage over dette, vil jeg tænke på, at sådan som nu fremstillingen er, skal den måske få lov til at udrette så meget, at snart en, snart en anden ved at gjennemblade den erholder et ligedan vækkende indtryk som jeg - på gjennemreisen.

ARBEIDSVÆSEN

1. HÅNDSAGEN

I 1861 kom jeg kjørende ned gjennem Mandalen, ovenfor Mandals by. Vakker kjøretour: for hvert fem minutter var der en vending på elven og dalen og veien, og for hver vending fik øiet og tanken noget nyt. Og jeg måtte uvilkårlig standse hesten og stige af, da jeg ved en skarp bøining omkring en liden fjeldknaus fik synet af to håndsagskjærere for mig, i en småting af en dal tæt ved veien.

Illustrasjon s. 213

Det morede de to at få besøg, og med største villighed prøvede de at forklare mig alt, hvad jeg spurgte om. Men jeg gjorde samme erfaring her, som ellers: det er ikke så lige til at spørge heller. Denne håndsagsskur - så simpel den end kan synes, er det dog en temmelig kunstig udviklet bedrift. Rimeligvis mere end noget andet sted i landet hører den hjemme i bygderne omkring Mandal og Christiansand, ja i selve disse byer også, og dens produkt er en stor mængde småladninger af bord og planker, som flittige jagteskippere årligårs seile over til Danmark med. Bønderne, som eie skove her omkring, ere ikke så mægtige som storbønderne i Soløer og Østerdalen: delende årets arbeide mellem gårdens hjemmarker og skoven, gå de selv med på tømmerhugst og sagskur, eller de sætte sine sønner eller tjenere til, etter de tage løskarle, som mere have gjort sig det til et eget fag, og som i en række af år have stået med håndsagen den største det af året. Og denne bedrift har varet ved i menneske-aldere, og tænksomheden og øvelsen har gjort arbeidet til en kunst, og derfor er det ingenlunde gjort ved et enkelt besøg hos et par håndsagskjærere at komme efter, hvordan det har sig med alt sammen. Ved samtalen med det næste par, man træffer, mærker man også, at noget have man misforstået første gang, og ved det tredie forsøg på at trænge til bunds i sagen må man undres over, hvor meget man glemte at forhøre sig om den første, og den anden gang o.s.v.

Det første par var som sagt både villigt og tålmodigt; det var, som om de skulde stå der for min nysgjerrigheds skyld. Så tog jeg et kulstykke, satte mærke på stokken, holdt uret i hånden og sagde: skjær - så skar de, og i to minutter gjorde de 90 slag og havde dermed skåret stokken igjennem i en lændge af 56 tommer - stokken var så tyk, at den gav et bord af 7 tommers bredde.

Men et par dage efter så jeg i Mandals by en nylig oprettet dampsag skjære et 8 tommers bord, som var 13 fod langt, i lidt mindre end en halv minut. Og den maskine åd sit eget affald af sagflis og baghun, så der skulde ialfald ikke så meget stenkul til. Dertil kommer, at dampmaskinen skjærer nøiagtigere, end det er muligt for en håndsag, om den så styres af den bedst øvede hånd og det sikkreste øie, hvorfor da også maskin-bord betales med en 24 skilling mere pr. tylvt end håndsagbord.

Men endda havde et halvt hundrede mand i samme by sit levebrød med den gamle håndsag, og der var dem, som mente, at denne fremdeles vilde holde sig ved siden af dampmaskinen.

Hvilket arbeide, jeg havde nær sagt: heste-arbeide! Her i Mandal er der mange bjelkehuggere også, og ligesom håndsagskjærerne arbeide de på forsagd eller akkord, og alt forsagdarbeide pleier være stridt og strængt; men håndsagskjærerne have det stridest; som mærke derpå anførte man for mig, at ingen spisevært kan stå sig på at holde dem med kost for samme betaling som andre folk - de må have så megen mad!

Hvordan det end vil gå med hin kappestrid mellem håndsagen og dampsagen, så er det dog vist, at den første i lange tider har holdt sig ved siden af vandsagen. Og jeg brød mit hoved med at komme efter, hvori det kunde stikke, at det arbeide, som fossefaldene udføre for menneskene i vore østlandske tømmertrakter, det skal menneskehånden endnu slide og slæbe med på Vestlandet. Var det mangel på omtanke og foretagsomhed, så man ikke havde forhørt sig om og ikke taget efter de nyere opfindelser og bedre indretninger på andre steder? Eller havde det sine rimelige årsager?

Ja, man forklarede mig to virkelige årsager.

Den ene er, at landet og skøvbunden her vesterpå er så vredet og forviklet med fjeld og dal, at det mangesteds vilde være altfor vanskeligt at kjøre eller fløde de hele tømmerstokke hen til en vandsag, hvorimod det falder lettere at lade et par håndsagskjærere gå hen der, hvor træerne ere fældede, og tage bordene og plankerne tid af stokkene og så enten kjøre eller stykkeimellem endog bære dem frem. Noget lignende gjælder også en del af det tømmer, som er kommet helt ned til byerne: Bonden har solgt sine stokke til lastehandlerne, og denne har ladet det fløde ned til sin vandsag, her ere de blevne sorterede, og de stokke, hvis længde og tykkelse o.s.v. bedst passede for bjelkehugst, bragtes videre ned til byen og lagdes op på hugge-tomten; men ved nøiere eftersyn viser det sig her med en del af stokkene, at de dog egentlig bør skjæres til planker og bord, og denne del, som det vilde falde for besværligt at føre op igjen til vandsagen, overgives nu til håndsagens behandling på selve hugge-tomten. Af samme grund er der da også adskillig håndsag-skur i Østlandets trælast-byer også, f.eks. i Drammen.(82)

Og den anden årsag er, at håndsagen «yder»(83)

tømmeret bedre eller får mere tid af det end maskinsagen. Og dette stikker igjen deri, at håndsagen ligesom tænker ved hvad den gjør og kan tage hensyn til beskaffenheden ved hver enkelt stok, - at sige, hvis den er i hånden på en karl, som har det rette anlæg. Her er det da, at kunsten viser sig: man må se på stokken, hvordan den skal «slåes op», og sommetider er den slig, at man må «slå loddebugt». Når jeg så spurgte en rigtig en af de håndsagskjærere, hvad det egentlig var at «slå loddebugt», så smilte han til min uvidenhed, og han havde åbenbart ondt ved at sætte sig ind i min tankegang og nedlade sig til min fatteevne og fremstille det således, at det blev «populært» nok for mig. Men netop derved fik jeg større respekt for hans fag, og jeg gjorde mig så meget for, at jeg i Christiansand henvendte mig til en officer og spurgte om han kunde ville vise denne lille sag den interesse at gå ned på en lastetomt og tage håndsags-skuren i øiesyn og så bruge sin mathematik og tegnekunst til at beskrive og forklare mig fremgangs-måden. Jeg fandt hos hr. artilleri-løitnant Nørregaard den venligste imødekommen. Og den beskrivelse, som han siden har sendt mig, den kan jeg forstå så godt - men idet jeg lader den trykke, har jeg den bitanke, at det skulde nok more mig at erfare ved leilighed, hvorledes den rigtige håndsagskjærer, han, der driver det så stødt som et årgangsvand, hvorledes han kommer ud af den. Det er rimeligt nok, at vore bøger og tegninger ere ham noget kunstige, ligesom hans «loddebugt» var det for mig.

_______________________

Nu følger hr. Nørregaards beskrivelse:

Skal f.ex. stokken AB skjæres til planker, 8tom brede, 3tom tykke, tager man en ved en kulbrand sværtet snor og slår dermed linierne ab og cd, idet stokken er lagt på høikant. Derefter afsættes ab og cd = 8tom (plankernes bredde), og ved at lægge snoren an stramt mellem a og c samt b og d og knipse den af et par gange mod stokken, får man afmærket linjerne ac og bd. Ved hjælp af en snor med lod findes derpå de lodret under a og b samt c og d liggende punkter, der altså også ligge respective i 8 tommers afstand fra hinanden. Nu vendes stokken omkring, så disse således fundne punkter vende opad, og ved kulsnoren afslåes længdesnittene også på denne side af stokken. Derefter bringes stokken op på sagbukkene, stokenden A afsages og stokken indrettes således ved hjælp af lodsnoren, at punktet a og det forhen lodret under dette afsatte punkt g komme til at ligge i lodlinien, hvorefter baghunene m og n (m' og n' i tversnittet) afsages. Når nu stokken dreies 1/4 vending, så at den kommer til at hvile på fladen hb', kan

Illustrasjon s. 216

Stokken seet ovenfra.(84)

håndsagskjærerne inddele den og opslå snittene. I den ovenstående tegning får han således ud: 3 måls-planker, 1 måls-bord af 1 1/4 tom og et bord med vandkant, ligesom et sådant bord også sandsynligvis kan udbringes af baghunen o'.

Ved måls planker og bord forståes renskåren og skarpkantet last; undermåls kaldes den, når vandkant forefindes.

Af det foregående vil det forhåbentlig fremgå, at håndsagskjærerne, der inddele og slå op, hver eneste stok, kunne bringe mere ud af et parti tømmerstokke end vandsagen, hvor stokkene sorteres i færre eller flere partier, der da føres frem til de forskjelligt opsatte grinder.(85) Foruden at håndsagen er finere end sagbladene i grindene, kunne ofte håndsagskjærerne ved at knibe lidt ind på tykkelsen skaffe skarpkant, hvor vandsagen leverer vandkant, og herved vinde de for dette bord en forøgelse i værdi af 30 til 40 procent. Sådan forringelse af tykkelsen er knap synlig; den falder vistnok ikke i kjøberens interesse; men eieren og håndsagskjærerne stå sig derpå.(86)

Af hosstående figur vil det fremgå, at det heller ikke er ligegyldigt, hvorledes stokken fra først af «slåes op». Firkanten cd giver 4 planker

Illustrasjon s. 217

og 1 bord, medens. ab kun giver 3 planker og 2 bord. På vandsagen iar man ikke tid og anledning til at studere hver enkelt stok; dette igger imidlertid i håndskjærernes interesse.

Men det er især, når tømmeret ikke er retvoxet, at de siste kunne bringe ganske andet ud af det end vandsagene. Har f.ex. en stok en «kryrnde» af 3 tommer, vil vandsagen af denne stok kun skjære een

Illustrasjon s. 217

reel planke, medens håndsagskjærerne bringe den ud i 2 planker og 1 bord. Ved en såkalt loddebugt skjære de nemlig planker og bord med en lille bøining eller krumning, hvilken senere, når lasten kommer i stabel og under presning, udrettes og forsvinder. Hermed bære de sig således ad:

Illustrasjon s. 218

Er AB den ovenfor tegnede stok (der på vandsagen kun giver en planke), når den ligger med krumningen nedad, og CD samme stok, når den er givet 1/4 omdreining - begge figurer seet ovenfra -, så behandler håndsagskjæreren denne stok på følgende måde: med kulsnoren slår han linierne rs og tu, afsætter 8tom. mellem punkterne a og b samt c og d, samt slår af linierne ac og bd. Ved hjælp av lodsnoren afsætter han som forhen forklaret de tilsvarende punkter og slår de tilsvarende linier på stokkens undre side og kan nu bortskjære hunerne m og n. Derefter dreies stokken i stillingen CD, linierne ik, lj og op afslåes, og nu afsættes på disse 3 linjer inddelingen (her 3tom., 3tom., og 1 1/4 tom. til 2 planker og 1 bord), hvorefter de derved fremkomne punkter forenes med linier, der afslåes med kulsnoren langs stokken. Ved hjælp af lodsnoren findes de tilsvarende punkter og afslåes de tilsvarende linier på undersiden. Disse således fremkomne linier er da de, hvorefter der skjæres. Både plankerne og det fremkomne bord få 2 à 3tom. «krymde», men denne forsvinder i stabelen. Dertil kommer, at håndsagskjæreren i regelen afrunder loddebugten noget og ikke skjærer skarpt i en vinkel. - For at kunne afsætte det punkt, der ligger lodret under punktet g i loddebugten, bringes lodsnoren hen, så den netop hænger frit ved siden af stokken, og med den anden hånd føres en liden pinde hen til punktet g. Afstanden gh afmærkes med tommelfingeren, og ved nu at føre denne pinde ned i den punkterede stilling, afsættes punktet g' lodret under g.

Når man regner efter de her almindelige priser på tylvten af skåren last, vilde vandsagen af den her omhandlede stok med 3toms krymde ikke udbringe mere end 40 sk. i skåren last, medens håndsagskjærerne bringe den ud i 98 sk. - en temmelig betydelig forskjel.

Illustrasjon s. 219

Jeg tilføier lidt. Håndsagskjærerne i Mandals-egnen fik ens betaling for bord, som vare:
  8 tommer brede og 1 1/4 tomme tykke, eller
  7 tommer brede og 1 2/4 tomme tykke, eller
  6 tommer brede og 2 tommer tykke.

Disse sidste kaldes planker, på grund af tykkelsen. Når de skulde kaldes «målsbord», måtte der, som anført, være skarp kant på dem overalt; var der vandkant, hørte jeg dem benævne «sidebord». Målsbordene ere naturligvis i høiere pris, og skurlønnen er også høiere for dem. Høit oppe i landet, med lang og kostbar transport til udskibningsstedet, lod det til, at sidebordene betragtedes som et unyttigt affald, som der betaltes liden eller ingen skurløn for; længere nede eller lige i Mandals by forstod jeg det så, at der var fastsat en vis skurløn for begge slags bord samfængt. For bord af 12 føds længde var skurlønnen ved mit besøg i Mandal fra 36 sk. til 38 sk. pr. tylvt samfængt. På en sommerdag kunne 2 mand skjære indtil 5 tylvter, men dette vil være for stridt i længden; 3 tylvter for dagen kaldtes passe arbeide. En tre-fire år tidligere havde lønnen været oppe i 60 sk. til 64 sk. tylvten.

Ellers må prisen for en del rette sig efter tømmerets beskaffenhed. Småt tømmer, som kun giver et par bord af hver stok, er der et større arbeide med at få en tylvt bord udaf; thi hvad enten der fåes få eller mange bord udaf en stok, er der lige mange baghun at skjære af, og dem får man jo intet for.

Længere oppe i landet hørte jeg sådan forklaring: skurlønnen for målsbord (uden sidebord med vandkant) er nu for tiden 48 sk. tylvten (imod 60 til 66 sk. i hin gode tid få år før), og passe arbeide for 2 mand fra kl. 8 morgen til kl. 7 aften, med et par timers middagshvile, er 2 tylvter. En fremmed håndsagskjærer pleiede få kost hos bonden for 18 sk. dagen.

Foruden at der skal skjønsomhed til at tage stokken på den rette måde, hørte jeg flere fremhæve, at det kom meget an på at holde sagen vel skjærpet, og dette var også noget, som der skulde et eget snit til, og som ingenlunde alle håndsagskjærere lærte.

Det er et friskt arbeide, fordi det foregår i fri luft. Men det falder kanske for den allerstørste del (ialfald udenfor byerne) på høst og vinter, og i kulde og væde bliver det da strængt arbeide. Ensformigheden i bevægelsen er også skadelig for helbreden, og såsom der betales for forsagd, fristes arbeiderne idelig til at fortage sig. Mange folk i denne egn hørtes også at tale om, hvorledes de i sin ungdom drev det for hårdt. Endnu farligere er imidlertid arbeidet derved, at ensformigheden og strængheden og friheden (thi forsagd-arbeideren kan gå til og fra arbeidstomten nogenledes efter behag) leder let til uforsigtighed: nydelsen af stærke drikke - en fare, som alle, der give sig til at være håndsagskjærere, skulde være nøie opmærksomme på.

_________________________

Her har jeg nu talt om håndsagens brug til at levere bord og planker i det store eller til udskibning, og jeg har afhandlet den besynderlighed, at den besværlige brug ikke er bleven afløst af vandsagens bekvemmere indretning. Men nu tænker jeg igjen på det endnu større besvær, som folk havde før i tiden, da ikke engang håndsagen var kjendt. Da tog man en stok og kløvede i to, og hver kløvning blev så teljet med øxen - på begge sider, hvis den skulde give en planke eller et bord til bådbygning, eller kun på den ene side, hvis den skulde bruges f.ex. til gulv eller tag i et hus. Men hvorledes få kløvet en stok, som kanske var alen-tyk? Jeg har hørt den forklaring, at man først gjennemborede den med en rad af huller og så drev kiler ind i disse. Men hvad møie og besvær måtte ikke dette være?

I mine stykker om bygnings-skikken har jeg omtalt et i sin tid anseeligt hus i Smaalenene, hvor både gulv- og dørplanker vare af råt tilhugne stokke. Og sammesteds har jeg berettet et sagn om den første mand, som begyndte med håndsag i Aaseral, denne endnu så gammeldags bygd øverst oppe i Mandalen. - I sin beskrivelse over Saltdalen i Nordlandene taler præsten Sommerfelt om både-bygning, som i den bygd drives og længe har været drevet med stor flid og kunst; han var præst der omkring året 1820, og «nu i de sidste år, siger han, var arbeidet blevet meget lettet formedelst indførelse af håndsag».

Men hvad der nu er gammelt i det øvrige Norge, det kan endnu være splinternyt oppe i Finmarken, og finnerne bevare endnu i adskillige stykker skikke og brugsmåder, som de engang have lært af de norske, men som disse for længst have aflagt. Inde i Porsanger-fjorden, i Laxelvdalen, en finnebygd med både finner og kvæner, ret driftige folk og flinke bådbyggere, var der indtil for nogle år siden bare to håndsage; nu er der et halvt snes. Længer i øst have viTana-fjorden; den store, skjønne Tana-elv falder ud her, og høit oppe ved elven er der en for denne egn mærkelig og for beboerne langs elven og fjorden høist vigtig furuskov. Et sted i skoven, som hedder Karasjok, er der kirkeplads og en finne-by, som det her kaldes, hvis befolkning er så vidt fastboende, at de bo her om vinteren; hver mand af disse finner er tømmermand og bådbygger. Og nu på nogle år har en handelsmand fra kysten indrettet sig således, at han tilbringer vinteren her og kjøber og sælger; det er på sneføre og med ren-skyds, at varerne bringes frem og tilbage. Nu har han blandt andet forsynet næsten hver mand med håndsag; men da han begyndte, var der kun en, og denne ene (den var ganske smal af filing efter den idelige brug) havde været den første og var fulgt med en hidflyttet kvæn - denne hed endda Isak Jonsen og var fader til Karasjoks nuværende kirkesanger, så brugen af sag kan ikke være meget gammel her.

11. STAMPE VADMEL

Den yderligste bygd i Norge - om ellers det navn bygd kan passe pa en så overmåde tynt befolket strækning - er Syd-Varanger, længst mod øst i Østfinmarken, ind mod russe-grændsen. Når man er i Vadsø, ser man Syd-Varangers fjelde tvers over den brede Varanger-fjord. Her er flyttefinner inde i landet, og ude ved fjeldene bo finner og kvæner og nordmænd, men kun få af hvert slag og mest hver for sig i små grupper. Nogle af de norske ere i de senere tider indflyttede søndenfra; men andre nedstamme fra gamle Finmarks-familier.

For hver ny indflyttet familie kommer der sagtens nye ideer og interesser med ind i dette lille samfund. Her bor nu en dannet og dygtig mand, der fungerer som lensmand og skovopsynsmand; en handelsmand her i Syd-Varanger har betænkt universitetet med flere samlinger af gamle sager, som ere fundne i jorden og på stranden der, og som ere levninger efter finnerne fra deres ældre kulturliv, nemlig fiskekroge og pilespidse af ben. - Nu nylig er en kirke bygget og indviet på denne vor fjerne kyst, og det er nok meningen, at Syd-Varanger skal få sin egen præst, Altså, fremskrid, her også.

Men her, fortalte en mand i Vadsø mig, har man indtil nu brugt at stampe vadmel på den ægte, bogstavelige måde. Han havde selv seet det engang. Det gik så til, at vadmelet blev dynket med varmt vand, og så lagt ind i en tønde uden bunder eller åben i begge ender - derpå lagde to koner sig til at stampe vadmelet inde i tønden således, at den

ene stampede imod den anden. De holdt tønde-åbningen tildækket med et klæde, at ikke varmen skulde dunste ud for snart.

Det er det arbeide, som nu hos os gjøres på stampe-møllen, og ved vandkraft. Denne måde med fødderne havde jeg aldrig hørt før, jeg måtte strax spørge ved mig selv: mon det er en finsk opfindelse, eller mon det virkelig har været en almindelig norsk måde før i tiden? For dette sidste talte det udtryk, som vi jo endnu have beholdt: at stampe vadmel.

Og forleden dag fandt jeg svaret ved at blade i en gammel bog om Island (Olavius's Reisebeskrivelse, trykt i Kjøbenhavn 1780). Her findes en fuldstændig afbildning og beskrivelse af den samme arbeidsmåde, som da var almindelig der. De to skjæggede mænd på tegningen have et stykke vadmel på 20-30 alen mellem sig inde i tønden og holde på en dags tid med at stampe mod hinanden og dermed bearbeide tøiet. Det tager på kræfterne, og vel kunne de trænge til den ølskål, som står ved siden. De skulle sagtens stampe så længe, at vadmelet er krøbet ind et vist mål, og derfor ser man de have alenmålet ved hånden.

Illustrasjon s. 222

Det hedder i en anmærkning til den islandske beskrivelse, at konsten rimeligvis er kommen med selve folket til Island fra Norge. Den skulde også ved samme tid være i brug hist og her i Jylland. En simplere måde på Island var også den at lægge vadmelet på bunden af et kar, som stod opret, og hvor så en person holdt på at bearbeide det ved at træde på det, og om denne måde anføres, at den har været almindelig i hele den gamle verden, selv hos romerne og grækerne, før man fandt på at indrette stampe-møller. Men den måde med to personer i en tønde blev så ornstændelig beskrevet og afbildet i hin bog, fordi den syntes at være særegen for vore lande.

Hine to mænd i tønden give os et livagtigt billede på det store stræv og mas, folk havde i gamle dage med fast hver ting, som skulde udrettes. Nutidens mennesker vide ikke, hvilken lettelse de nyde formedelst de mange opfindelser, som lykkelige opdagere have gjort og virksomme efterfølgere have indført omkring i landene.

III. SKAVL OG SKJØVE

Oppe i Senjen, Finmarkens amt,(87) så jeg for første gang en «skavl», det redskab, som man der må bruge så flittig om våren, når der er bu-nød på færde, når høet er sluppet op og det gjælder om at holde livet i kreaturene med alskens surrogater: da «skaver» man, d.e. man snitter barken af kviste og grene, ja tykke stammer, som ere hugne og hjemførte til det brug, og dette «skav» få kreaturene at æde. Tegningen no. 1 viser reskabet, seet forfra og fra siden.

Illustrasjon s. 223

I Ranen i Nordlandene besøgte jeg en bådbygger i hans skur, hvor han netop syslede med en halvfærdig båd, og her lagde jeg mærke til, at han talte om at «skave suen» d.e. tildanne bådbordenes kant således, at de passe godt til hinanden i sammenføiningen. Arbeidet gjøres med en høvl, men han kaldte det som sagt ikke at høvle, men at skave, og det faldt mig ind, at ordet rimeligvis var mindelse om en fortid, da man istedenfor høvl brugte et slags skave-jern.

Denne formodning blev bestyrket ved de meget fuldstændige oplysninger, jeg ganske nylig har erholdt ved besøg i universitetets samling af oldsager. Her har man et helt sæt af gamle skave-jern med 2 kjendelig adskilte former, nemlig «skjøve» (fig. 2) og «skavl»(fig. 3).(88)

Illustrasjon s. 224

Uagtet det ene af disse redskaber har samme navn som den nordlandske skavl, er dog formen og dermed brugen forskjellig.

Af både no. 2 og no. 3 har jeg ladet afbilde to exemplarer, a og b, et med bare jernet og et med skaft tillige.

Jernene, de blotte jern uden skaft, ere fundne i gravhauge fra hedenskabets tider. Det er jo bekjendt, at man gjerne gav de afdøde kostbarheder eller gode ting med i graven, og det afbildede skjøve-jern, som er fundet i en grav på Saastad i Lier, nær Drammen lå sammen med en ljå, en sigd, to knivsblade, et ard-jern (til en ard eller al, et slags plov), en sax, en stegepande, samt en del våben. Det afbildede skavljern er fra en grav på Aamdal i Laurdal iThelemarken; det lå sammen med et skjøve-jern, fremdeles med en hammer og tang, en sax, en sigd, nogle knivsblade, endelig en del sadeltøi og våben.

Universitetet eier ialt 5 exemplarer af disse skave-jern fra hedenold, nemlig foruden de nævnte to skjøve-jern endnu et fra GranHadeland og foruden det nævnte skavl-jern et fra Faaberg i Gudbrandsdalen. - Og fremdeles havde bestyreren af universitetets samling den godhed at oplyse mig om, at Bergens museum eier et gravfundet jern af formen no. 3, fra Voss i Bergens stift. Brugen har altså været meget almindelig. Alle disse gamle jern ere uden skaft; dette har naturligvis været af træ, og er hensmuldret.

Nu vare vore oldforskere længe i uvidenhed om, hvad dette var for redskaber. Det så man nok, at det var jern med egg; men hvordan skaftet havde seet ud, og hvad brug redskaberne havde tjent til, det vidste man ikke.

Men temmelig nylig (jeg tror i 1863) er dette blevet opklaret derved, at en tænksom bondemand fra Hol iHallingdalen (Sander Thomasson Raaen er hans navn) har bragt til universitetet de to afbildede redskaber med skaft, no. 2, b og 3, b. Det var forliggende sager og afskaffede redskaber hjemme i hans bygd; men folk vidste at sige, at de før i tiden havde været brugte til sådanne arbeider, som man nu ufører med høvl, til at jevne og glatte planker og stokke med. Ja han bragte tillige med til universitetet et gammelt skrin, hvis bord forklaredes og tydelig kunde skjønnes at være ikke høvlede, men skavede.

Disse indtil henimod nutiden brugte hallingdalske redskaber ere ligesom de længst levende af en uddød slægt. Jernene svare ganske til de forrustede fra gravene, og da disse sidste vare nye, må de tydeligvis have været ligedan skaftede som de fra Hallingdalen.

Det med skaft til een hånd (størrelsen er netop så, at den høire hånd får rum i skaftet) kaldte bonden «skjøve»; det andet, som er til begge hænder, kaldte han «skavl». Og siden der er lighed i så meget andet, kunne vi gjætte på, at man i oldtiden også har brugt disse samme to navne; det er ialfald efter denne hallingdalske talebrug, at jeg har kaldt de jordfundne redskaber således.

Af tegningen er det kanske ikke tydeligt nok, men holder man redskaberne selv i hånden, skjønner man let, at skjøven forholder sig til skavlen som en skrub-høvl til en slet-høvl.(89) Skjøven er da brugt foreløbig, og skavlen har fuldendt arbeidet. Intet under derfor, at når man først vilde give en død sådanne redskaber med i graven, så lod man dem følges ad - hvilket jo et af hine grav-fund viste os exempel på.

Har nogen sind og tålmodighed til at følge mig videre, og agte lidt på de ord og navne, som følger med disse ting? «Han skaver», «han skavede», «han har skavet», så heder det i skriftsproget; men i det norske landsmål lyder det noget anderledes og i nøieste overensstemmelse med oldsproget:

han skjev,
han skov,
han heve skave.

Selve stammeordet har altså vexlende lyd af e - o - a. Men denne lydvexel forekommer også i aflednings-ordene, f.ex.

skjevel eller skjevling (en gren eller kvist, hvor barken er skavet af),
skove (afskavet skorpe af bunden i grød-gryden),
skav (skavet bark til kreatur-føde).

Når jeg nu bemærker, at «skjøve» egentlig skulde skrives «skøve», og at lyden ø her er fremkommet af o ligesom i «høver» af «hov», «fødder» af «fod» og «bløder» af «blod», og når jeg erindrer om, at Ivar Aasen i sin ordbog anfører endnu et navn på et skave-jern, nemlig «skjevle»,(90) så få vi denne række af navne på redskaber:

skjevle,
skjøve,
skavl,

hvor den vexlende lyd svarer til stamme-ordets e - o - a. Det er som at redskabets udvikling til forskjellige former har holdt skridt med selve ordets lyd-forandringer, og den tanke opstår, at så langt op i tiden det begreb at «skave» har været betegnet med dette ord, har der kanske også været kjendt redskaber af samme slags som de nuværende til at udføre hva ordet siger.

At skave heder i det tydske sprog «schaben» og i det engelske shave. Man vil forstå, at det er et og det samme ord, kun med noget forandret udtale. Ordet hører altså hjemme i en stor kreds af beslægtede folk, og det stammer fra et fælles og vistnok overmåde gammelt folke- og sproghjem. - Om redskaberne for englændernes shave og tydskernes schaben have været ligedan som for vort skave? Kanske der kunde fåes svar derpå i de tydske og engelske museer eller samlinger af oldsager; men allerede nu kan jeg lege med den tanke, at det hallingdalske sæt af redskaber, hvis brug har holdt sig så uforandret fra hedenskabets tid til nutiden - mindst 8-900 år -, det kan gjerne have været kjendt et flerdobbelt tal af år længer op i tiden, såsom forandringer i skik og brug og indførelsen af nye opfindelser vel gik overmåde langsomt for sig i oltiden.

Medens der, som man har seet, fremdeles bruges et slags skavejern til at skave bark til kreaturene, så ere ellers disse gammeldags redskaber nu vistnok overalt i landet afløst af den nyere og hensigtsmæssigere høvl. Men kan så nogen sige os, hvor høvlen (på tydsk: Hobel) er kommen fra? og når den blev indført her i landet?

Att sligt skulde det være af interesse at kjende for studiet af det norske arbeide, hvilket jeg rørte lidt ved i forrige hefte (side 144).

_____________________

Siden dette var skrevet, har den samme hallingdalske bonde forsynet universitetets samling med to skave-redskaber til, nemlig «vægge-skavlen» (fig. 4) og «hon-draget» (fig. 5).

Når tømmermanden havde sat op en stuevæg, brugte han vægge-skavlen til at glatte stokkene med; med spidserne kunde han nå helt ind til mose-fugerne. Som redskabet er tegnet, vender eggen frem- og nedover, man har grebet i skaftet med begge hænder og halet til sig - til forskjel fra høvlen, som man skyder fra sig. Dette redskab har også været i brug til henimod nutiden, ja bruges kanske endnu. Derimod vides intet jern af den form at være fundet i

lllustrasjoner s. 227

Hon-draget har sit navn af det arbeide, det nok endnu bruges til: når man nemlig tækker et hus med tag af hon (bag-hun), så gjør man det så, at man lægger honen skrå nedad fra mønen og skiftevis en med fladsiden op, så en med den hvælvede side op o.s.v., og det således, at regnvandet glider ned fra de hvælvede honer for at rinde langs ned ad dem, som ligge med fladsiden op; men i denne fladside drages der med det krumme jern to hul-lister eller render for vandløbet, en langs med hver kant på honen. Hvor langt fra kanten det skal være, det bestemmes ved den stillings-pinde, som tegningen viser. På denne tegning vender eggen af jernet bort, så det er bakken, som sees.

(Folkevennen, Bd. 13, 1864, s. 329-350.)  


VII. VINDUES-RAMMERNE

Det var i Hemnæs i Ranen, en af Helgelands vakkre og interessante fjord-bygder. Jeg roede ind igjennem den side-fjord her, som heder Els-fjorden, og kom udfor Fuglstranden.

Hvilket net lidet stuehus der var bygget, ganske nyt! Det er min tidsfordriv at lægge mærke til husenes bygningsmåde, og jeg bad skydsfolkene lægge til land et øieblik.

Inde i huset fandt jeg et muntert snedkerværksted, og i værkstedet fandt jeg kunstige snedker-maskiner, som jeg aldrig havde seet mage til. Manden i huset var mester for det altsammen og opfinder af maskinerne. Han hed Ole Jensen. Maskinerne var til at gjøre vindues-rammer med.

En forunderlig høvl med et snes almindelige høvl-jern, som kunde stilles efter behag, høvlede i en hastighed selve de lister, hvoraf rammerne sammensættes, og den kunde ikke andet end gjøre dem nøiagtig lige brede; thi den høvlede dem på tre sider på en gang. En kunstig sag gjorde med lignende nøiagtighed de udskjæringer, formedelst hvilke sammenføiningerne i hjørnerne gjøres. Tre overmåde forviklede små maskiner, som sattes i værk den ene efter den anden, gjorde de små indsnit og tapper, formedelst hvilke sprosserne passes ind i rammerne og i hinanden indbyrdes.

Jeg stod og så på det. Nogle stød og slag, og nogle dreininger med foden, som når man træder en dreierbænk - og alle disse mange småarbeider, som ellers tage så megen tid, vare gjorte, og det med en næsten mathematisk nøiagtighed. Jeg fik stykkerne i min hånd: nys havde de været plumpe træ-klodser, nu kunde jeg sætte dem sammen til en vindues-ramme.

Det var mig et så meget morsommere syn, som jeg på denne reise, i disse veirhårde egne, hvor folk så vel kunne trænge til gode lune huse, så ofte havde været uvillig over de mere end tilbørligt glisne vinduer og andet mangelfuldt snedker-arbeide.

Hvordan i alverden var Ole kommen ind på dette?

Ganske ny er måske ingen opfindelse. Den selvstændigste opfinder har vel som oftest fået frøet til sin ide et eller andet sted ifra, om han end selv kanske ikke veed af det. Ole Jensen vidste dog af det for sit vedkommende. En svensk snedker, som forstod sig på sådanne maskiner, var kommet til bygden og havde hjulpet en «glasmager» (snedker, som gjør vindues-rammer) inde på gården Korgen med at sætte op nøgle maskiner, og disse, som skulde holdes hemmelige havde Ole fundet leilighed til at se udvendig, engang de vare i brug. Så gav han sig ikke, før han fandt ud at gjøre sig maskiner til at udføre de samme ting; det var de tre nævnte maskiner til sprosserne; men om de også lignede sine forbilleder indvendig, det vidste han endnu ikke. Sagen og stor-høvlen fandt han siden på uden andet vink end dette, at der kunde være maskiner til snedker-arbeide. Medens jeg var der, holdt han på at indrette en nyhed til, nemlig et vandværk til at drive den tunge høvl.

Ved afskeden fra den mærkelige mand lagde jeg den bøn efter mig, at han måtte sende mig to rammer med dampskibet. Og det har han gjort, og rammerne har jeg foreviist i et arbeider-samfund her i byen, som består mest af håndværkere. Jeg opnåede, at der blev dannet en bedømmelses-kommitte af sagkyndige mænd, nemlig snedkermester Kolstad, malemester Johansen, glasmester Vaaler og smed Thorning. Hver af disse har givet sin skriftlige erklæring, og alle udtale en særdeles rosende dom; navnlig fremhæves arbeidets store nøiagtighed. Glasmester Vaaler siger, at han har arbeidet i sit fag i 37 år og deraf 9 år udenlands, men at med hensyn til nøiagtighed i sammensætningen ere disse to vindues-rammer de bedste, som han nogensinde har seet, så de fortjente at sættes til udstilling og opbevares.

De ere også bestemte til at opbevares. De ere nemlig overleverede til og modtagne af hint arbeider-samfund, som begyndelse til en påtænkt samling af prøver på håndværk og industri.

(Folkevennen, Bd. 13, 1864, s. 448-450.)  


XIII. UPPSTADGOGN

Denne væve-indretning er morsom, fordi den viser sammenhængen mellem arbeids-kunsten i nutiden og den fjerneste fortid, som kundskaben om vor folkestamme når op til. Den bruges endnu i visse bygder i Bergens stift og den var den eneste vævstol som vore forfædre i sagatiden kjendte til.

Ja, som vore forfædre var i slægt med eller hørte til den samme folke-familie som de gamle grækere, og som der derfor er adskillig overensstemmelse mellem sprogene, således ansees det for sikkert, at grækernes ældste vævstol har været af samme slags, med væven stående op og ned. Det er tænkeligt, at både nordboerne og grækerne have ført kunsten med sig fra et tidligere og fælles hjemland.

Vil nu nogen vide besked om grækernes husliv og kunstflid o.s.v. i de allerældste tider så må han læse Hamers digteriske skildringer.

Illustrasjon s. 230

At læse disse er som at se grækerne for sig, som de gik og stod, i leiren, på marken, på skibet, i husene og paladserne, f.ex. hvor digteren stiller os rigdommen i phaiakernes kongeborg for øie:

  Og i paladset der hvor halvhundrede tjenestekvinder,
  nogle har travlt med at knuse på kværn det grågule brødkorn,
  andre med væven at slå eller dreie den snurrende håndteen,
  siddende der som det bævende løv på espen den ranke.(91)
  Linet, de vov, var så tæt, at det skjød den flydende olie;
  thi som phaiakerne bedre forstå end nogen i verden
  løbende skib at styre på dyb, så forstå deres kvinder
  kunstigen væven at slå: thi dem har Athene fortrinlig
  skjænket en herlig forstand og kløgt til det skjønneste arbeid.

Her fik vi med det samme høre, at den græske digter forestiller sig - og det vistnok overensstemmende med almindelig folketro på hans tid - at det var hverken mere eller mindre end gudinden Athene, som havde lært kvinderne den kunst at spinde og væve. - På andre steder i disse digte se vi, at kongernes hustruer og døttre både førte tilsyn med sine terner, som de satte i arbeide med væven, og selv fordrev tiden med at udføre kunstværker af vævning, virkende i dugen mangehånde billeder af dyr og mennesker. Således den skjønne Helena, for hvis skyld den langvarige kamp mellem troer og achaier var opstået: en gang hun stod

  --- i sit kammer, på væven hun vov sig en kåbe,
  prægtig og stor, af skarlagens garn, og virked til islæt
  mangen en kamp, som troer og malmklædte mænd af Achaia
  havde for hende bestået så surt ---

Det var tepper med netop sådanne indvirkede figurer, som allerførst vakte min opmerksomhed for dette slags vævstol. I Lom i Gudbrandsdalen så jeg nogle gilde tepper af det slags, som kaldes uppstadåklæder og bruges til at smykke stuevæggene ved bryllupsfeste,(92) og der studsede jeg ved at se indvirket med brogede farver forskjellige bibelske stykker, såsom Herodias's datter, som dandser for kongen, eller de to mødre, som fremtræde for Salomos dom. Det så ud som broderet, og på spørgsmål om, hvordan folk her oppe i fjeldbygden havde kommet udaf med at væve så kunstig, fik jeg til svar, at det mi var en aflagt og forglemt kunst, men som havde været kjendt til henimod slutningen af forrige århundrede og øvet med dette slags vævstol, som jeg nu er ifærd med at beskrive. Det var kun lidt, hvad gamle folk kunde fortælle mig om hvordan stolen havde seet ud; at væve disse billeder var et sent arbeide, og det havde mest været til tidsfordriv for sæterpiger, som tildels fik sin opstadvæv spændt op og ned mellem, to træer på marken. Efter lang søgen fik jeg fundet frem på et loft et sværdformet redskab af jern, som de skulde have brugt istedetfor vævske, det var den eneste levning jeg fikk se her i bygden.

Et sådant åklæde fra Lom, som forestiller de hellige tre konger foran Jesus-barnet, har jeg meddelt en tegning af i Folkevennen for 1863, side 457.

Af samme vævning så jeg også i Lom, samt i Vaage, hynder til stole og bænke, og jeg forestiller mig, at slig stadselig vævning har de måske også været på de åklæder og hynder, som smykkede Aastas stue ved hendes berømte gilde for sønnen Olaf (den hellige).

Ligeså tenker jeg mig, at Ingeborg den Fagre har skildret i sin væv, hvorlunde Fridthjov foer over bølgen blå.

Om Marsk Stigs døttre synger jo kjæmpevisen:

Illustrasjon s. 232

Disse to søstre minde mig atter om et sagn, jeg hørte i Gudbrandsdalen netop i anledning af uppstadvæven. To tvilling-søstre i Dovre sogn vare fødte således, at de vare sammengroede, - de havde kun to hænder og to fødder tilsammen, men ellers vare de to personer, talte og spiste hver for sig o.sv. De vævede et kunstigt uppstad-åklæde, eller en husbunad (som det også kaldtes, fordi det var bestemt til vægge-prydelse), med indvirkede bibelske stykker, og de vævede, det som en gave til kirken, med bøn til Gud om, at han vilde lade det blive så vel for dem, at de fik forløses fra denne verden på en gang. Dette synes at have været mere end et sagn; thi Hjorthøy omtaler det samme i sin Gudbrandsdalenes Beskrivelse (1786); men på hans tid var den interessante husbunad (som han ligeledes kalder den) forsvundet fra kirken, formentlig engang solgt sammen med udbrugte, messe- og alterklæder.

Der er endda spor af, at kunsten har været kjendt videnom i landet. Universitetets museum har uppstad-åklæder med billeder fra Thelemarken, og fra forskjellige egne på Vestlandet er der til Bergens Museum samlet fem stykker, som mærkværdig nok alle skildre de 5 kloge og de 5 dårlige jomfruer, hvert af dem i forskjelligt mønster.

Og ikke sjelden finder man omkring på gårdene en enkelt levning efter den gamle vævstol, nemlig det hele sæt af de gjennemborede vægt-stene, som tjene til at spænde væven stram. Man finder dem f.ex. i gruset på en gammel tomt efter et hus, i hvilket de have været forvarede. - På Island kjendte man endnu i sidste halvdel af forrige århundrede ikke til anden slags vævgreie end opstadstolen, som man da også vævede sit vadmel på. Men her i Norge har man nu i lange tider, efter indførelsen af den almindelige vævstol, kun brugt den til at væve åklæder af et eget slags «vend» (opstadvend), og selv dette er nu, såvidt jeg har spurgt, indskrænket til den sydlige del af Bergens stift (søndenfor Sogne-fjorden) og nogle tilgrændsende bygder af Ryfylke, hvor man dog ikke heller indvirker figurer eller billeder, men kun mangefarvede ruder og stjerner. Det er vakkre og særdeles solide sengedækkener.

Derhos bruge finnerne den samme væv-indretning til de grove og tykke uld-dækkener, som de forarbeide, og som kaldes «græner». Jeg har selv seet en gammel fjeldfin-kone sysle med en sådan væv, som hun havde opstillet mod en fjeldvæg nær teltet; det var yderst simple greier; en afbrudt åre tjente til «skaft». Og medens almuen i hine bergenske egne kun bruge opstadstolen ved siden af den almindelige vævstol, så kjende nok ikke finnerne anden vævindretning end denne gamle. Den have de sagtens engang optaget efter de norske, og den ere de blevne stående ved. Således kan man i flere stykker finde, at hendøde norske skikke gå igjen hos finnerne.

De af Folkevennens læsere, som have havt nogen fornøielse af at høre om dette stykke af arbeidets og husflidens oldtids-historie, ville måske også have tålmodighed til at høre lidt forklaring om selve indretningen og arbeidsmåden.

Den afbildede «uppstadgogn» er at se i universitetets samling af old-sager; den er kommen fra et af de nævnte præstegjelde ved Bergen, og selve tingen fulgte opgave over hvorledes man i bygden selv benævner de, forskjellige dele, som sees afbildede på tegningen, således:

a - a. Uppstød, det vil sige; opstander, med huller i til at flytte «helderne» høit eller lavt; de stå på gulvet og helde op mod væggen. Upp er jo det samme som op, og stød, udtalt stø, kjender man igjen af det ord stad, sted, hvor noget står eller stod. I Aasen har ordet en støde om det samme som uppstød, fremdeles fra forskjellige egne af landet de tilsvarende benævnelser: en stol, en støre, en lein. Selve vævstolens navn skriver han uppstadgogn, hvor «stad» læses bare som «sta»; dog har jeg i Bergens stift vel oftest hørt uppstø(d)gogn eller uppstøstol.

b. Riven (udtalt nesten som reven) eller rullen.

e. Skaft-heldere, en på hver af opstanderne, knager, som skaftet kan hvile på. Det er måske forvansket udtale af det oldnorske ord hæl, som bruges f.ex. om den udstående knag på et ljåskaft.

d. Skaftet, hvortil hovlerne ere fæstede, som dele renningen og hæve op vexelvis den ene og den anden del. Navnet kommer af ligheden med et skaft til et spyd eller en hø-rive. Af dette ord skaft kommer det udtryk enskjæftet og toskjæftet, som bruges om de forskjellige slags «vend» i tøi. Den væv, som sees på tegningen, bliver kun enskjæftet, da kun et skaft er taget i brug.

f. Bringtræ, det nederste tværtræ (ligesom bringe- eller brystbenet på hele stellet).

g. Spjelk, et redskab, som bruges til at spile væven ud i bredden. Den er anbragt på bagsiden af væven og er derfor ikke synlig på hoved-tegningen, afbildes derfor her særskilt; den kan gjøres kort og Iang.

Illustrasjon s. 234

h. Skeid, udtalt skei, som et sværd med jernblad og træskaft, indrettet til at stikkes ind mellem renningen og slå islætten fast til med.(93)

Det er i grunden det samme ord som i vort spise-ske, i landsmålet: skei, og det bruges tillige om de to tynde træstykker, som en kniv-skede, i landsmålet skei, er sammensat af. Det redskab, som i de nu brugelige almindelige vævestole nyttes til at slå islætten fast, har ingen lighed med den gamle skeid, men det gamle navn er dog beholdt, nemlig vævskei(d).

i - i. Heldere (se om skaft-heldere), to stokke, som ere forbundne med en snor, til at dreie og stille rullen, efterhvert som væven skal rulles op.

k. Kljå-stenene, de vægt-stene, som hænge i renningen. Af telegrafist Høyems beskrivelse over Bynæssets præstegjeld ved Throndhjem, trykt i Throndhjem i 1862, sees, at man der har havt det navn le-stein. I oldnorsk brugtes herom ordet kljå og stundom klé, med hvis lyd man kan sammenligne det nuværende norske ljå og danske le, - omredskabet til at slå hø med.(94)

For nu at vise, hvorledes det går til med vævningen, hidsætter jeg to afbildninger, hvor vi se væven og vævstolen fra kanten af, men med skaftet i forskjellige stillinger.

Illustrasjon s. 235

I første stilling, A, ligger skaftet d som på hovedtegningen, eller det hviler ude på skaft-helderne e, og den del af renningen, som ved hovlerne er fæstet til skaftet, hæves derved op over den anden del.

I næste stilling, B, er skaftet løftet af helderne og ligger an mod selve væven, og hin del af renningen, som følger skaftet, er sænket ned under den nævnte anden del.

Hvergang altså skaftet løftes op på eller ned af skaft-helderne, skilles renningen, og der vexles og islætten kan føres gjennem. Dette sidste arbeide går rimeligvis altid langsomt, og skal der væves figurer med forskjellige farver, bliver det et fingerarbeide omtrent som fletning eller broderi, idet der hvert øieblikk må skiftes med garn. Det vil også fortståes, at væversken ikke kan sidde under arbeidet, men må stå.

Jeg veed det ikke sikkert, men har nogen formodning om, at de berømte gobelins-tapeter fra Paris, med ivævede billeder, der agtes som sande kunstværker, forfærdiges på vævstole, der i grunden ere af samme slags som vor uppstadgogn, kun naturligvis mere udviklede.

Siden jeg har været så vidtløftig alligevel, tør jeg vel endnu tilføie liden forklaring om selve navnet i overskriften. Den første del af det sammensatte ord er allerede omtalt under ordet uppstød ovenfor, hvad jeg nu skal tilføie, gjelder den anden del eller ordet gogn. - Først kan man have i minde sådanne ord som «bakste-gagn», «eld-gagn», også «væv-gagn», deraf vil det sees, at ordet gagn (gavn, nytte) bruges i adskilte sammensætninger til at betegne visse sæt af sammenhørende redskaber, hvor det ene stykke passer til eller svarer imod det andet; dernæst erfares af I. Aasens ordbog. at der af det oprindelige og almindelige ord «gagn» er dannet det afledede og særskilte «gogn» (hunkjønsord), som betyder netop en vævstol, sagtens med tilhørende skafter og andre løse dele.

Dersom man i Gudbrandsdalen vilde (hva jeg meget skulle ønske) anlægge en samling af prøver på egnens husflid og arbeidsdygtighed (jeg kommer vel til at tale noget mere om sådant, ved en anden leilighed), så skulde man skynde sig med at erhverve for samlingen nogle af de uppstad-åklæder, som endnu ere til i Lom. Et af dem, jeg så, var et par hundrede år gammelt og fortjente vel at tages i god forvaring for fremtiden.


XIV. STRIKKE STRØMPER

Jeg har aldrig vidst det før, men fik tilfældigvis høre om det på en præstegård henne i Søndfjord nu i høst, at der er flere måder at strikke på eller holde tråden og føre pinden, nemlig

1) holde i den nedre ende af strikkepinden og stikke den øvre ind i masken, så slippe taget og løfte armen og hånden op for at slå tråden om spidsen;

2) holde i pinden høit oppe og ikke slippe taget, men have tråden liggende på høire pegefinger og slå den om pindens spids ved en bevægelse af fingeren alene, endelig

3) holde pinden på sidstnævnte måde, men have tråden liggende på venstre pegefinger og tage den på spidsen af pinden ved at stikke gjennem masken og gribe opover og igjen vride indunder.

Det vilde kræve en stor mængde godt udførte tegninger, om disse forskjellige måders mange håndgreb og fingerbevægelser skulde fremstilles tydelig i trykken.

Hvert fruentimmer af bondestanden der i egnen brugte den første måde, præstefruen den anden, hendes døttre den tredie.

Og jeg fik anstillet en prøve. En af husets frøkener, og en flink bondepige, som tjente her, strikkede omkaps, medens jeg holdt uhret i hånden og talte sekunderne. Den sidste vandt 30, den første 70 masker i 1 minut.

I næste bygd gik jeg mig en morgentour og mødte en ung kone, som gik og bar en melke-holk på ryggen og strikkede på en strømpe. Min hilsen standsede hende, jeg fik uhret frem, og hun føiede mig i at gjøre sit prøvestykke: hun vandt 34 masker i minutten - altså omtrent som pigen på præstegården.

Atter en præstegård, i den søndre del af Bergens stift, og atter kapstrikning mellem en ung dame og husets flinkeste tjenestepige: den første af dem vandt med sit eget strikketøi 66 masker, og med pigens, som var af en noget anden beskaffenhed, og desuden faldt hende noget fremmed i hånden, 46 masker i minutten (3die måde), men pigen vandt med sit eget strikketøi ikke mere end 31 (1ste måde).

Flere andre prøver faldt omtrent ligedan ud: både med 2den og 3die måde jevnlig omkring 2 gange så hurtigt som med 1ste.

Kort at fortælle: alt fra Søndfjord til Stavanger fandt jeg tingen ligedan: 1ste måde uforanderlig herskende inden bonde-standen, men 2den og 3die måde i familier med hvad jeg i en fart kan kalde bydannelse. Og såsom de præstefruer, jeg talte med om dette, som oftest havde boet på andre steder i landet før, fik jeg med det samme høre, at ligedan var det i det indre af Christiania stift, i Thelemarken, i Nordlandene. Det lod til at være almen lands-skik, at bøndernes koner og døttre strikkede på den langsommere måde.

Og de vide godt om forskjellen, sagde man mig, men det var endda yderst sjelden, at f.ex. en tjenestepige på en præstegård benyttede leiligheden til at lære damernes måde.

På et enkelt sted hørte jeg yttre, at bonde-måden skulde have den fordel, at under det langsommere arbeide blev maskerne fastere og tættere, noget, som bonde-konerne selv satte pris på, men som præstefruen, der fortalte det anså for en tvivlsom dyd. Ellers lod det til, at man mest forklarede sig forunderligheden på den måde, at bønderfolk nu engang ere så, at de uden videre holde på sit. Ved første betragtning ser det virkelig også ud så.

Men ret betænkt ere bønderfolk dog af samme natur som andre: de foretrække ganske bestemt det lette, bekvemme, hurtige, for det tunge og besværlige.

Tingen må være den, at ved dette arbeide har netop vanen og øvelsen så meget at betyde, så et voxent fruentimmer, netop fordi hun er en meget øvet strikkerske, må finde det overmåde vanskeligt at gå, over fra den tilvante måde til en fremmed, ligesom det for en øvet skribent vilde være overmåde vanskeligt at skifte håndskrift eller gå over fra f.ex. norske til latinske bogstaver.

Og så fandt jeg en stor undtagelse fra regelen, eller et enkelt landskab, som har brudt med hin landsskik. Det var Jæderen, som jeg besøgte på min videre reise, fra Stavanger af. En tjenestepige på en af præstegårdene her kom ind fra kjøkkenet for at strikke for mig. Hun holdt tråden på venstre pegefinger, og så havde hun lært af sin moder, som brugte den samme måde (no. 3), men hendes bedstemoder igjen havde strikket således som bønderne i Bergens stift (no. l). Og flere, som jeg talte med siden, gav mig samme forklaring: den slægt, som nu er på det nærmeste uddød, brugte den almindelige bondevis, men de yngre strikke således, som pigen viiste mig. Men strax man kommer forbi Jæderen, til nabodistriktet Dalerne, hvor der strikkes en overordentlig mængde, skal den gamle måde tage ved igjen.

Det ord strikke er egentlig et tydsk ord, indkommet rimeligvis med selve kunsten over Danmark; ordet strømpe ligeså. Disse ord bruges kun i de kredse af folket, hvor talesproget er mest påvirket fra den kant og mest stemmer med skriftsproget. Blandt bonde-almuen derimod, som har beholdt mere af det gamle norske i sin tale, hedde strømper enten hoser eller sokker, og at strikke dem kaldes på Østlandet at binde (istedet derfor også bitte), og på Vestlandet at spøde.(95) på Hedemarken gå pigerne med sin bunding, medens deres søstre på Jæderen sysle med sit spød, og på Stavanger marked høres idelig spørgsmålet: skal I kjøbe spød?

Men da jeg talte med hin pige på Jæderen ikke bare om at strikke eller spøde i almindelighed, men om den gamle og den nye måde at gjøre det på, fik jeg høre et ord til: «Bedstemoder spødede, men moder podede, og jeg lærte af hende.» Ligeså hørte jeg af andre: «Før i tiden brugte de her på Jæderen at spøde, men nu pode de», eller: «Her på Jæderen pode de nu, men i Dalerne spøde de endnu.»

Også i Søndre Bergenhus og i Ryfylke bruge bønderne det ord pode om den måde at strikke på, som de se hos damerne på præstegårdene, og her har ordet spøde ligeledes en dobbelt bemærkelse, først: at strikke i almindelighed, uden forskjel på måden, dernæst i særdeleshed at strikke på den særskilte måde, som bønderkonerne bruge at holde spøderne eller pinderne på (no. l).(96)

På Østlandet har der nok også tiildels været gjort en lignende forskjel i almuens tale, så det hjemlige ord binde betegnede ikke alene strikkekunsten i almindelighed, men tillige i særdeleshed den gamle bondemåde at strikke på, medens det fremmede ord strikke da brugtes om den mere fremmede måde, som sees hos damerne.

At almuen på Vestlandet siger spøde og på Østlandet binde, det er nu een ord-forskjel; men en anden og mærkeligere er, at man i de samme vestlandske bygder skjelner mellem hvad man kalder at spøde og at pode. Denne sidste dobbelte udtryksmåde vidner om, at man er sig tydelig bevidst den beskrevne forskjel i arbeidsmåden, bondekonernes og fruernes, eller gjenternes, og frøkenernes.

Der er en særegen interesse ved strikkearbeidet. Det er en af de håndfærdigheder, som den unge pige tidligst lærer, i sine modne og virksomme år har kvinden strikketøiet gjerne ved hånden, fordi det er så let at tage til i småstunder mellem andre sysler, og den gamle bedstemoder, som ikke længer formår at udrette noget andet arbeide, kan endda strikke som før. Og som arbeidet følger gjennem alle livets aldere, så går det gjennem alle samfundets lag: det er både så nyttigt, at de fattigste kvinder drive på med det, og det er så behageligt og tækkeligt tillige, at i vort land i det mindste selv de fornemste damer gjerne sees at sysle dermed i enhver ledig stund. Det er vel ingen kvindelig gjerning eller husflids-art, som i den grad er fælles for det hele kjøn.

Men ved vor nærmere betragtning have vi dog fundet ligesom en stands- eller klasse-forskjel i arbeidets udøvelse, en adskillelse midt i fællesskabet: i det hele og store taget er det nemlig så, at den store bonde-almue har een måde og den kreds af familier, som man pleier henregne til den dannede bybefolkning,(97) har en anden (eller en anden og en tredie, hvilke to dog ved denne sammenligning kunne betragtes som een).

Vi ere rigtignok vante til at finde adskillig ulighed mellem disse to hoved-dele af landets befolkning, og vanen har gjort, at vi synes det er ikke videre at opholde sig over. Men i nærværende tilfælde må dog uligheden og adskillelsen forekomme enhver høist besynderlig, for ikke at sige uhyggelig.

Hvoraf kommer denne adskillelse? Det skulde ikke være af veien, om nogen kunde oplyse os om årsagen. Jeg for min del finder spørgsmålet interessant nok, og siden det engang opstod hos mig, har det fornyet sig, hvergang jeg kom ind i et hus og så et fruentimmer sidde med strikketøiet. Jeg gjættede og gjættede - således som jeg skal tillade mig at fremsætte det her.

Den kunst at strikke er ny at kalde i sammenligning med spinde eller væve-kunsten. Denne sidste stammer fra det fjerneste old; men det skal først have været ved året 1500, at man fandt på at strikke - i Skotland, sige nogle, i Spanien, mene andre. Det tidligste exempel, man i England veed på at strikning øvedes som husflid, er fra året 1579, da nogle piger i en engelsk provinsby bleve forestillede for dronning Elisabeth, af hvilke nogle spandt og andre strikkede strømper af de førstes spind. - Til vort afsidesliggende land er vel kunsten kommet en god del senere, og det svæver mig for, som at der endu hist og her i vore fjeldbygders inderste afdale skal være sagn om den tid, da folk gik med hoser, som vare syede sammen af vadmel.

Nu kan man forestille sig det så, at først var både byfolk og landsfolk, høie og lave, fælles om en og den samme måde at strikke på, den, som tidligst blev kjendt her i landet, men at så en ny og hurtigere måde blev kjendt sidenefter, - at kun den ene del af befolkningen (damerne) ombyttede den gamle måde med den nye, medens den anden del (bondekonerne) blev stående ved det gamle. Men dette vilde da være det samme, som at den ene del af befolkningen havde viist sig skikket til at optage forbedringer og gjøre fremskridt, den anden ikke, eller man kunne sige, at det havde været som et gjærde mellem de to klasser, så nyheder og forbedringer kunde få indgang hos den ene, men ikke fik komme over til den anden.

Jeg skulde derfor ønske, det kunde gives en anden forklaring.

Her kan åbenbart skjelnes mellem to perioder, en ældre og en yngre. Dersom vi nu forestille os, at strikningen i den første periode kun betragtedes som et arbeide, så forstår man, at de fornemme damer overlod det til de arbeidsomme bondekoner, og da var det altså blot disse sidste, som kunde strikke; dersom det så i næste periode, formedelst en ny mode udenlands fra, blev betragtet som en behagelig og tækkelig tidsfordriv at strikke, så begyndte damerne først nu at, øve sig i kunsten, og ligesom de tog den nye skik efter de fremmede, havde de måske også lært selve strikkemåden af dem, men det kan da have været den, jeg har beskrevet under no. 2.(98) Det synes også at være fra udlandet samt gjennem sy-skoler, at den beslægtede måde no. 3 senere har utbredt sig i en del af den kreds, hvor nysnævnte måde no. 2 var bleven hjemmehørende.

Før i tiden, da man ikke kjendte spinde-hjulet, måtte bondekonerne med deres piger og døttre vist nytte tiden vel for at få spundet op al ulden på den langsomme hånd-ten, der da også fulgte dem, hvor de gik og stod, ganske ligesom strikketøiet nu. Måske det da er gået så, at da spinde-rokken kom og udførte alt arbeidet i løbet af vinteren, så blev også strikningen kjendt ved samme tid, og denne nye kunst var da ret som bestemt for at udfylde de ledige stunder efter håndtenen, helst om sommeren. Men i de fornemme familier, i byerne, gik det måske så, at strikkepinderne kom til dem både i et andet tidsrum og ad en anden vei (derfor også med andre håndgreb) og derhos i en anden hensigt, nemlig for at udfylde den ledige plads efter viften, som damerne i fiskebens-skjørternes tid havde brugt at sidde på stads med, men som de omsider vare blevne kjed af.

Dette er kun flygtige formodninger. Men hvis det befandtes, at de holde stik, så kunde ikke hin forskjel i arbeidsmåden bruges som bevis for, at byfolket har været villigt og bondefolket trægt til at tage efter en ny og forbedret måde.

Hvorledes mon arbeidsmåden er på Island og Færøerne og i Jylland, hvor der jo strikkes en svare mængde? og i byerne i Danmark, og i by og bygd i Sverige? Kundskab herom, og dertil yderligere oplysninger fra vore egne bygder, skulde kanske sætte os på sporet i denne lille undersøgelse.

Nu vender jeg mig til en anden side af sagen, for at lægge mærke til, hvorledes bondekonerne undervise sine døttre i det arbeide, vi her have for os.

En ferm præstefrue, i en egn af Bergens stift, hvor der strikkes meget, udtrykte sig så, at bare hun fik et fremmed strikketøi i hånden, skulde hun sige, hvad orden der var i huset. Thi en ordenskone har øie med sin datter, at hun strikker ret, men det gjør den skjødesløse kone ikke. Det er ikke nok, at barnet undervises i det, som endnu er nyt (fælde, øge o.s.v.), men arbeidet må idelig, daglig, sees over af en ældre, og det må rikkes op og gjøres om, hvis der er feil - ellers får barnet ikke den vane og øvelse at passe på og lægge mærke til sig selv, og hun lærer da kanske aldrig at strikke ordentligt - noget, som mærkes på ujævn fælding, slupne eller halve masker o.s.v.

Taget på den måde bliver undervisning i strømpestrikning tillige opdragelse - hvad da også al arbeidsundervisning er.

Præstefruen fortalte videre, at hendes moder så efter hendes eget arbeide, til hun var fuldvoxen pige. «Du må finde dig i det, barnet mit», sagde hun. Og nu på en husmands-plads nær præstegården, fortalte fruen, var en pige hjemme hos forældrene, som snart skulde giftes, og som strikkede på en trøie til brudgommen; men hun stod også under dette tilsyn; moderen gik jevnlig og så efter, og datteren måtte nu og da spørge, hvordan moderen syntes hun skulde gjøre det - tage ud eller lægge ind her eller der.

En bondepige forklarede sig således for mig, at «når børnene begynde at læse, så begynde de også at arbeide», og hun havde da lært både at læse og strikke, da hun var 6 år. Der begyndes med små prøvekluder, så får den lille pige lov at strikke et par buxesæler til broder, så lærer hun at strikke (nye fødder på et par gamle strømper), så den venstre strømpe med den høire til mål o.s.v. Da hun var 12 år, strikkede hun første gang et helt par, og sin første bundings-trøie fik hun gjort, da hun var 14 år. Men næsten til hun reiste hjemmefra, i 19 års alder, varede det moderlige tilsyn ved.

Hvad der er det vanskelige er, foruden at strikke feilfrit, «at skabe spødet» eller forme strømpen eller trøien ret, hvorhos man bør have alle reglerne således inde, at man ikke hvert øieblik behøver at tælle efter og måle, såsom man ellers ikke kan gå og strikke - ude på marken, på sæterveien o.s.v.

Der er den, som har påstået for mig, at ingen pige lærer at strikke trøier ret, før hun er kommen hjemmefra og som gift kone har nogen tid været nødt til at gjøre det på egen hånd, uden at have moderen at ty til. Det er også fast umuligt at regne op og beskrive alle de ting, som der er at tage i betragtning; den som vil indvies i mysterierne, må få en færdig trøie lagt på bordet og få en forstandig strikkerske til at vise ham vanskelighederne, som skulle overvindes, og midlerne til at gjøre det.

I en anden bygd udtrykte man sig så, at almuens pigebørn begyndte at strikke i 6 års alder og gjerne kunde strikke strømper på egen hånd, når de vare 15. For dem, som synes, at selv dette sidste er en lang læretid, må bemærkes, at strikningen på landet for det meste kun betragtes som et arbeide at tage til i mellemstunder, i hviletider og på vandringer ude på marken, helst (som før sagt) om sommeren, da vinterens mere jevne arbeids-tid heller kommer spinde-rokken til gode.

Da jeg, som man ser, på min reise ifjor høst havde kiget lidt ind i strikningens hemmeligheder, fornøiede det mig dobbelt, da jeg engang - det var på et dampskib - traf til at se nogle Kvindherreds-piger, med rødt liv og perlestukket bryst-stykke samt i spøde-trøiens smårudede ermer. Den hele klædning drog øiet, og nu forstod jeg godt, at sådanne 18 års piger nok gjøre sig flid med «at skabe spødet», så trøien slutter net. Jeg veed intet andet sted i verden, hvor pigerne pynte sig med spøde-trøier, og det tør være, at intet andet sted i verden spødes så net som her.

Vistnok ikke mindre kunstigt og forstandigt, men dog anderledes, spødes der i det ovenfor nævnte bygdelag Dalerne, som måske er det distrikt på Vestlandet, hvor der lægges mest an på at virke sælge-spød. Her gjælder det at gjøre så mange penge som mulig ud af ulden og arbeidet - og der er vistnok erhvervet betydelig indsigt og øvelse i at behandle ulden så, at de kunde sælge vakkre nattrøier overmåde billigt og dog tjene noget. Trøierne ere naturligvis ikke så gode som vakkre - men således er det også med stor-delen af de varer, som Tydsklands og Englands fabrikanter tildels med særskilt kunst og flid have lavet istand for os norske kjøbere, som ville have dem billige. - Dersom de numedalske og andre opkjøbere, som årligårs træffe disse trøie-fabrikanter på Stavangers marked, kun mærke, at sjauerne i Østlandets byer, eller Østerdalens tømmerhuggere heller ville give nogle skillinger mere for tættere og stærkere trøier, så er der ingen tvivl om, at de vinskibelige arbeidere (og i Dalerne hjælpe mændene til med arbeidet) både snart og villigt rette sig efter sine kunders ønske.

Dette trøie-spød i Dalerne er ellers et af de mange exempler på, at fast hver bygd i vort mangeartede land har sin særskilte hus-industri eller bedrift, som den har fundet mest fordelagtig for sig og derfor kastet sin flid og evne på. Og som det er med en enkelt fabrik eller med en enkelt mands næringsdrift, at det pleier gå op og ned, eller heldet vexler med konjunkturerne, - således vel også med disse bygde-bedrifter. Det skulde være artigt at kjende dem alle og høre fra dem en gang imellem.

(Folkevennen, Bd. 14, 1865, s. 59-80.)  




Noter:

1. Sml. Folkevennen 1864, side 639.

2. Selve min bog vil jo give overflødige vink om, hvorledes de ønskede beskrivelser om husfliden kunne forfattes. Men endda hidsætter jeg af den før nævnte oprindelige indbydelse denne schematiske veiledning for dem, der ville beskrive nogen enkelt husflids-gren i en bygd:

«Når og hvorledes den art husflid blev indført i bygden; om bedriften er bleven forbedret ved nye opfindelser i bygden; hvorvidt den drives af mange som en bi-syssel i mellemstunder, eller af enkelte som en hoved-syssel året rundt; antallet af personer eller familier, som befatte sig dermed, og størrelsen af den årlige tilvirkning og omsætning; rå-emnets kostende og den færdige vares pris; hvad der kan tjenes ved arbeidet for dagen eller ugen; hvorledes afsætningen går for sig; om der lægges an på at levere bedre og bedre varer, eller om der mere haves for øie at arbeide hurtigt og sælge billigt; hvorledes arbeidet læres og indøves; hvorvidt børn hjælpe til og begge kjøn tage del; hvad indflydelse denne husflid skjønnes at udøve på folkets velstand, sundhed, sæder; hvad der har befordret eller hindret dens opkomst, og hvad man tror der kunde foranstaltes til dens yderlige befordring, m.m. Biografiske oplysninger om mænd, der have gjort sig fortjente af husfliden eller udmærket sig i nogen af de hidhørende kunstfærdigheder, burde ikke savnes.»

Jeg tilføier her, at såsom det hverken er gjørligt eller ønskeligt i disse fremstillinger at indskrænke sig til husflidens begreb i allersnævreste forstand, var det ikke af veien, om man vilde tage med sådanne arbeider, som kunne gjælde for bisysler, såsom at folk til visse tider af året vandre ud på markarbeide i andre bygder eller deltage i veiarbeide, i tømmerhugst, i fiskeri. Sådanne uden-hus bisysler kunne forklare, at der i denne eller hin bygd er lidt af inden-hus småsyssel.

3. «Nærværende udgave» er sagt i modsætning til den da påtænkte og nu færdige 2den udgave for Folkeoplysnings-selskabet (tilføiet ved 2den udg.).

4. «Nærværende udgave» er sagt i modsætning til den da påtænkte og nu færdige 2den udgave for Folkeoplysnings-selskabet (tilføiet ved 2den udg.).

5. Til Nordfjord skal kunsten være kommen fra Søndmøre. På Harham i Søndmøre så jeg maskiner af samme slags 1857; her måtte de dog af mangel på vand drives med håndkraft. Mekanikeren Vonen i Yttre Dale præstegjeld i Søndfjord har forbedret håndkraftsmaskinen, så arbeideren ikke har det ensformige besvær at dreie et hjul, men vexelvis trækker nu med høire og nu med venstre arm og træder nu med venstre og nu med høire fod.

6. Den allerførste begyndelse, med salteriboder ude ved Kinn skal være gjort for over 30 år siden ved nogle af den foretagsomme Hans Nilsen Hauges venner på Svanø og i Vefring; men det har først taget ret opsving efter 1850.

7. Jeg har så meget hellere grebet leiligheden her til at fortælle lidt om Søndfjord-fiskernes bedrift, som jeg engang i et andet skrift (i et tillægshæfte til Folkevennen 1862) har fortalt, at de stod så langt tilbage for «søre-fiskerne». Jeg havde da ikke været i Søndfjord selv, men kun hørt derom af nogle af disse sidste fiskere.

Det er fra 1857 af, at «søre-fiskere», så langt syd fra som fra Lister og Farsund, have udstrakt sin bedrift alt nord til Kinn i Søndfjord, istedetfor at de for havde holdt sig til «søre-fisket» på de gamle fiskevær mellem Stavanger og Bergen. Og det er vist, at disse fremmede fiskere i førstningen vare søndfjordingerne betydelig overlegne. Men foruden at disse sidste alle rede forinden vare komne i tour med at bygge hine byer af salteri-huse, så havde de været snare til at tilegne sig søringernes driftsmåde. Et exempel derpå er, at de først have kjøbt både af søringernes slag, fornemmelig Listerbåde, og dernæst have dels omdannet sine gamle både, dels bygget nye efter Lister- eller Hardangerbådenes model, en forandring, som i disse få år allerede er gjennemført i stor udstrækning. Fremdeles have de også optaget adskilligt af de fremmede fiskeres måde at indrette fiskegarnene og at sætte dem i søen osv.

I et stykke drive egnens fiskere endnu vårsild-fisket på sin egen vis. Medens sørings-fiskerne have logis-fartøier, som følge bådlagene fra vær til vær, bo søndfjordingerne i de omtalte, salteri-huse. Derved have de ikke den fordel at kunne følge selve silde-stimene; men dette opveies for en del derved, at de ere mindre afhængige af dagens priser på den ferske sild, idet de ikke behøve at sælge den strax, men kunne salte den selv og så bie på bedre tider. - Da der imidlertid trods dette ofte høres den bebreidelse mod Søndfjords-almuen, at den skader sig selv ved således på en gang at ville være både, fisker og salter eller spekulant, kan det ikke være af veien at gjøre opmærksom på, at det kunde neppe lade sig gjøre, at alle fiskere indrettede sig i dette stykke netop på søringernes vis; både vilde det mangle på logisfartøier at få leiet, og det vilde mangle på havne-rum, hvis også hele Søndfjords-almuen skulde strømme til med sådanne flydende logishuse.

8. De, som ville spare, reise længer ind i Sogn og tilhandle sig båndstagerne hos selve bønderne; derved kunne de få 1 ort afslag pr. 120

9. Se Engelhardt's afhandling «Nydamsbåden og Nordlandsbåden», trykt i Årb. f. Nord. Oldk. og Hist., Kjøbenhavn, 1866, 2.

Det lader til, at den danske forfatter er bleven noget vildledet ved udtryk, som kunne være brugte i de ovenfor nevnte norske skrifter, og hvor der dels kan være taget hensyn til den på sine steder forekommende sprogbrug at kalde hele kyststrækningen bortenfor eller nordenfor Egersund for «Nordlandet», hvormed altså menes, hvad jeg strax ovenfor har kaldt Vest- og Nordlandet, dels er talt særskilt om den «nordlandske» båd eller «Nordlandsbåden», som har sit navn af «Nordlandenes» amt, hvor denne enkelte bådform hører hjemme. Det er denne «Nordlandsbåd» som hr. Engelhardt afbilder; men han er kommen til at forstå det så, at den bruges langs hele Vest- og Nordlandet, da den dog kun bruges i Nordlandenes (og Finmarkens) amt og altså kun er en enkelt af de flere beslægtede slags af både, som bruges i hint store strøg.

Fremdeles er vel forfatteren gået noget for vidt i sin sammenligning, når han først anfører Diriks's rosende dom om «Nordlandsbåden» (at den kan betragtes som model for nutidens ypperste frembringelser i skibsbygningskunst, nemlig de skarptbyggede og hurtigseilende klippere) og derpå slutter så: «Hvis nu, hvad der synes rimelig nok, Nydamsbåden atter er model for Nordlandsbåden, så bliver det oldtidsbåden, som prisen er tilkjendt.» Her er det overseet, at det, hvori den gamle båd kan kaldes model for den nye, er - næst den eiendommelighed, at båden er lang i forhold til bredden - visse ting i arbeidets udførelse (bordenes sammenføining med klinksøm istedetfor trænagler samt brugen af kjeiper istedetfor toller), men ikke den eiendommelige stilling af bordene, som giver «Nordlandsbåden» dens klipperagtige form. Dette vil så meget lettere forståes, når det betænkes, at oldtidsbåden skulde jo betragtes som stammemoder ikke alene til «Nordlandsbåden», men også til de mange andre med den beslægtede bådslag, som bruges hele vest- og nordkysten over («Hardangerbåden» osv), men af alle disse er det kun «Nordlandsbåden», som har fået æren for at blive sammenlignet med klippere. Denne sin egenhed og dette sit fortrin har da vel «Nordlandsbåden» fået derved, at bådebyggerne i Ranen og Salten i Nordlandenes amt lidt efter lidt de lange århundreder igjennemn have udviklet, forandret og forbedret den oprindelige bådform, og det i den retning, som erfaring tilsagde at egnens og driftens ejendommeligheder krævede.

10. Her er ordet «Nordlandsbåd» taget i udvidet forstand, og det er nærmest Hardangerbåden, der tænkes på.

11. Fra først af fiskede man makrelen også her på dørg. For omtrent 48 år siden begyndte man med pilk, en af tin dannet lokkefisk, hvori der ere et par kroge. Man lod båden drive, medens man kastede sild-åte ud til læ for at lokke makrelen nær og få stimerne til at standse, og pilkede eller rykkede i snøret til læ. Denne fangstmåde bruges endnu, når man kan få den fornødne sild-åte. Går det heldigt, kan et par mand på denne måde fange 60 snes og derover på en dag.

12. Sml. Folkev. 13de Arg. S. 532.

13. Også kaldet sveininger eller skodder, løse bretter til at sætte ned ved 2 tofter. hvorved der afdeles et rum til at have fisken i.

14. Et ikke ubetydeligt udlæg. - En af de herværende bådebyggere udrustede selv en båd, men kunde ikke få fat i øvede folk til at benytte den. Den lå ledig første sommer. Derpå blev den kjøbt i fuld stand af en mand, som boede henimod Christiansand, og første år, han brugte den, tjente han 380 spd. Dermed var båden betalt, og han havde endda 80 spd. i behold. - Den samme bådebyger har nu under udrustning en makrelbåd til sig selv. Til de 30 garn er udelukkende anvendt hamp, som er spundet og bundet på Flekkerø ved Christiansand, for en arbeidsløn af 61 spd. 60 sk.

15. Om Gjert Gundersen, Listerbådens fader, veed man at berette, at medens han boede på Tangvald her i sognet lod han bygge en hel del Hardangerbåde eller skjægter. Afsætningen var nok mindre god. Her findes endnu en «karmslæde», han har forfærdiget. Ligeså lod han arbeide en mængde violiner til salg. Efter sin bortflytten til Lister, var han ofte her for at indkjøbe materialer: bord, krumlast, kjøltræer, stevner. - Det ser ikke ud til, at han har havt nogen indflydelse på bådebyggeriet her.

16. Fortegnelsen har jeg for endel erholdt ved lensmanden.

17. Nylig død.

18. Også død.

19. Begyndte langt udi femåret.

20. Meddeleren tilføier herved den bemærkning, at båden blev dog seilet og styret af en Hvaløerfisker, Barthold Johannesen Spier, og «styringen er den halve seilads», siger Hvaløermanden.

21. Ved sidste tælling 384 nordmænd, 30 kvæner, 466 finner, 11 blandinger af nordmænd og kvæner, 39 af nordmænd og finner, 2 af kvæner og finner, tilsammen 932.

22. Da jeg læste dette op for en fra Christiansund, hørte jeg den bemærkning, at landsfolk der, som sidde i sin båd ved bryggen for at sælge fisk, jevnlig have garnbindingen fremme. Dette arbeide følger kystalmuen på Vestlandet omtrent som strikketøiet følger både almuens kvinder på landet og damerne i byerne.

23. Man se hr. Herm. Vaars's erklæring om den Jouanninske garnbindingsmaskine på fiskeri-udstillingen i Boulogne (Aftenbladet for 22de Marts 1867).

24. Fra Eivindvik er prisen opgivet fra 4 til 6 spd. vogen

25. Egentlig kveldseta, som om vi vilde sige og skrive: Aftensæde, at sidde med arbeide ved lys om vinteraftenen.

26. At folket i Søndre Aurdal selv har en følelse af, at det har taget en skjæv retning og er gået vel vidt med luxus, det slutter jeg af den opmærksomhed hvormed et ved sognepræsten fremsat forslag til at få en reform istand er blevet optaget. I høsten 1865 havde jeg fortalt hr. provst Heyerdahl om den søndfjordske skik, at pigerne selv skulle have virket og syet sine konfirmationsklæder (ovenfor, side 65), og nu nylig (marts 1867) skriver han mig til, at det synes folket så godt om, at omtrent 70 husmødre have skriftlig vedtaget at arbeide til, at samme skik kunde blive almindelig her også - og endda har sagen langt fra ikke været fore i alle skolekredse endnu.

Hr. Provsten tilføier: «Tre unge brude af den mere velstående gårdmandsklasse have ladet mig vide, at de have stået brud i selvvirkede kjoler istedetfor kjøbetøi, fordi de havde hørt, at «far likte det så godt» - og så vakkre og tækkelig vare både de og deres dragt, at jeg kunde nok lide dem.»

Men der er langt frem. «Husflid og sparsommelighed, siger provsten, er sørgelig nedbrudt. Den, der vidste, hvad der kunde gjøres, hvorledes hindringer kunde overvindes!»

27. Det lader til at Gjellebøl regner så: 10 uger eller 1/5 af året i sommertjeneste, men 4/5 af året eller i 40 uger uden vis sysselsættelse. Men dette er vel det værste exempel på arbeidsløshed udenfor sommertiden, som man nogensteds kan få høre om.

28. Dette svarer, som man ser, ganske til, hvad jeg ovenfor har berettet fra nutiden.

29. Denne forskjel i smag kan jeg fortælle et par exempler på fra mit ophold på heien. På stølen havde jeg medtaget noget sundheds-chokolade, selv fandt jeg den god, og jeg glædede mig til at traktere husets folk og støls-naboerne; men drikken smagte ikke disse, hver gang gik det så, at grisen fik, hvad jeg ikke nød selv, og jeg lagde mærke til, at gryden blev vadsket med større omhu, når der skulde koges grød i den efter chokoladen. Omvendt gik det mig, da jeg en søndag middag var gjæst hos en bonde og spiste sammen med ham og hans leiefolk i en slåttebod; kjødsuppen var for salt for mig, så jeg måtte bede ham undskylde, at jeg snart lagde skeen. Det var en forstandig mand, og vi kom op i samtale om tingen, hvoraf det fremgik, at fersk kjødsuppe ligefrem bod ham imod. Engang i sine dage, på en byreise, havde han smagt steg; men det kunde aldrig falde ham ind at tage sådan mad i munden tiere, såsandt andet var at få.

30. Det var også det syn jeg selv fik se, da jeg første gang trådte ind på en gård indenfor Sætersdalens grændser, og omstændighederne gjorde, at jeg måtte gå lige hen i flokken og vække de sovende.

31. Se Topogr. Journ., hvor Gjellebøls skrift er trykt, XXVI. 11, 13, 16, 29 flg

32. I Rennebo, en af de bygder, jeg omtalte først i dette kapitel, står også en gammel årestue, nemlig den vidtspurgte «Jutulstue» på gården Uv. Det er et faldefærdig hus, øde og ubeboet og såre ringe at se til; men vort antikvariske selskab har for tiden under overveielse en plan om at sørge for dets bevarelse, såsom det er en enestående levning af almuernes ældgamle bygningsskik nordenfor Dovre. Men Valle sogn i Sætersdalen, er som en hel bygd af Jutulstuer, gamle og mægtige stuer og derhos boliger for den endnu levende slægt. Ilden har ikke været slukket på deres arner.

33. Den vestlige nabobygd til Holme er Valle sogn, og her blev jeg i 1866 bekjendt med en vakker begyndelse i stråfletning.

Dette havde jeg først tænkt at omtale i et eget kapitel om den kvindelige husflid; men da jeg for bogens størrelses skyld finder at burde udelade samme kapitel, og dog ikke gjerne vilde have stråfletningen ganske uomtalt tilføier jeg nærværende notits herom.

For en halv hundrede år siden kom til landet en skotsk dame, gift med den ennu levende toldkasserer Reymert i Farsund. Hun besad megen smag og dannelse og var særdeles nethændt, og i Christiansand, hvor familien boede de første år, opprettede hun en skole for småpiker, hvem hun blant andet lærte at flette strå og gjøre hatte. - Præstefruen i Valle fortalte mig, at hun selv havde nydt godt af denne undervisning, og hun troede at vide, at den færdighed i stråfletning som nu har udbredt sig blandt almuen hist og her i Christiansands stift (se om Kvaas sogn ovenfor), skriver sig fra fru Reymerts skole.

Men netop omkring Valle præstegård har denne nette syssel blomstret ganske vakkert i nogle år. En kjøbmand i Mandal kjøbte op stråhatte og sendte til England, og fra 1861 af kom en del familier på det nævnte sted i tour med at arbeide for ham. Han tog alt, hvad der kom, til en gjennemsnitspris af 12 sk. for hver hat. Fruentimmer og børn arbeidede omkaps og fik stor øvelse. Fra et hus, hvor 6-7 mennesker flettede, udgik indtil 30 hatte for ugen. Det var stor glæde over det nye erhverv, som måske et snes familier på slutningen deltog i. Men et års tid før mit besøg havde kjøbmanden sluttet med sin hele handel, og dermed var denne afløbskanal stoppet.

For nøgle dage siden (jeg skriver dette, medens selve dette ark er under arbeide i trykkeriet) opnåede jeg, at en kjøbmand her i Christiania gav mig lov til at bestille for hans regning en 50 hatte til prøve samt desuden nogle spisebordsmatter og halmkurve. Måtte forsøget lykkes! måtte kjøbmanden være så heldig at finde fordelagtig afsætning, så han stadig kunde beskjæftige de ledige hænder der henne! Arbeidsfortjenesten skulde komme så såre vel med i husene, og vi andre skulde få se en smuk prøve på flid og nemme.

34. Spind af 1 mark stry betaltes for nogle år tilbage med 5 sk., nu derimod med 8 sk.

35. Jæderen er jo vistnok også fladt land; men jordsmonnet er ikke sådant, at det har begunstiget anlæg af større gårdsbrug, og derfor har den sociale tilstand ikke udviklet sig således som i hine egne.

36. I forordet til en ældre beskrivelse over Hæggens og Frølands fogderi, Topogr. Journ. 8de bind.

37. Der er endnu ure af dette slags i bygden; de ere over 70 år gamle, men gå fremdeles.

38. Det vil måske interessere en og anden i egnen at se navnene på alle hine sex, nemlig: 1) Ole Løvestad (ottedags-ure af jern og messing), 2) Jon Mansaas (ligeså, mange), 3) Sakse Natrud (hjulene af træ, drevene af stål tråd), 4) Svend Udveien på gården Haagaas (hans lærlinger: Halvorsen, urmager på Moss, Pettersen i Drøbak, Brun i Rakkestad, Holmsen i Christiania, Halvorsen i Fredriksværn, Berg i Trykstad); Gulbrand Berg, forriges lærling, og 6) Peder Berget (samme slags ure som Sakse Natrud, var husmand, indrettede til skildt for sin bedrift et ur, som viste så vel ude på væggen imod veien, som inde i stuen).

39. Vel er det et par urmagere også nu; men de have lært i Christiania.

40. Efterat dette var skrevet, har ejeren fortalt mig et nyt træk, fra den allersidste tid som jeg må få lov til at meddele. Han var i sommer i udlandet, og kjøbte et sæt maskiner til fyrstikfabrikationen, af nyeste opfindelse. Til en af maskinerne udkræves en 10-1200 trærammer af et eget slag; hver enkelt af dem skal være sammensat af 45 sprosser af en besynderlig form, hver spros skal være gjennemboret i begge ender, og med hvor stor nøjagtighed det hele arbeide må være udført, for at rammerne skulle passe ind i maskinen, det kan man forstå deraf, at det har været fundet fornødent at konstruere særegne maskiner for at forfærdige dem. Men de vare ikke så ganske billige, og fabrikanten fra Nitedalen tænkte: «De ere jo bare af træ, og vi have jo træ hjemme.» Trods givne råd kjøbte han derfor blot nogle få rammer til model. Hjemkommen opfordrede han en snedkermester i Christiania til at gjøre rammerne; betalingen blev op givet, og arbejdet måtte være færdigt inden vis frist. Manden forsøgte, men gav det op. Så lod fabrikeieren en af Nitedalens snedkere gjøre et forsøg hjemme hos ham selv; og vel bleve rammerne brugelige, men arbeidet blev dyrt og gik altfor sent fra hånden. Endelig tyede han til de begavede brødre Thrond og Hans Sollien. De bo langt fra folk i en af Nitedalens skovlier; men han kjendte dem fra lignende leiligheder tidligere. «Så og så er prisen, og inden 12 uger må arbeidet være færdigt. Ville i forsøge?» Nogle dage efter havde de udtænkt to maskiner, en til høvlingen og en til boringen; de gjorde modeller til støbegods til maskinerne, fik stykkerne støbte og maskinerne satte i gang, og nu ligesom voxte det op omkring dem med sprosser og rammer. Opgaven løstes på smukkeste måde, inden fristen var halvt udløben, var bestillingen udført, rammerne vare uovertræffelige, og hvad prisen angik, vare begge parter gjensidig tilfredse, kjøberen, fordi han fik arbeidet billigere, end han kunde få det fra Tydskland, og arbejderne, fordi deres maskiner arbejdede for dem og skaffede dem god dagløn.

41. Jeg har ikke sølv- eller bronze-medaljer at uddele, og jeg kan ikke vente, at man vil sætte pris på en mention honorable fra min hånd. Men jeg veed, at hvert forsøg i retning af at få norske husflidsarbeider afsatte i andre lande, vil høres med glæde af husflidens venner. Efter at ovenstående var skrevet, har jeg hørt af en mand, som nylig havde været på Gjøvik, at han hos en handelsmand der havde seet, hvorledes nogle dusin knive bleve pakkede i en kasse for at sendes til Sverige. Tidligere (i kap. 1) har jeg fortalt om afsætning af træskeer fra Gjøvik til Sverige.

42. Om de thotenske træskeer, som danne gjenstande for kap. 1, kan jeg tilføie, at istedetfor at prisen her er opgivet til 12 sk. dusinet, hører jeg nu, de leveres her i Christiania i partier til 8, 9 og 10 sk. dusinet for de simplere, bedre og bedste sorter.

43. Efterat ovenstående var skrevet, har det endelig lykkes mig at træffe den mand, som jeg fra flere sider blev henviist til for at få første hånds beretning om begyndelsen til, at kjøbmænd i Christiania tog sig af væveindustrien på Oplandet således, som jeg nu har udtalt ønsket om for Thotens vedkommende og omtalt exempel på for Hadelands.

Denne mand er stadsmåler Moe, forhenværende kjøbmand og det i forbindelse med tydskeren Cramer i firmaet Chr. Moe & Co. Disse solgte ud her i landet en del tydske tøier af lignende slag som de værkener, koner og piger på Thoten væve; Moe havde tidligere været betjent hos en landhandler på Thoten, hvor han altså var kjendt, og det faldt dem ind, at de kunde stå sig på at levere ud garn til væving der og så handle med eget fabrikat. De begyndte dermed ved året 1844, og det gik godt. De fik afsætning i småbyerne kysten langs, og alt fra Bergen kom bestillinger. Flere og flere væversker tilbød sin tjeneste, og indtil 120 vævstole arbeidede for firmaet, mest på Thoten, nogle også på Hadeland og i andre bygder. Bodsfængslet anskaffede sig vævstole og lod fanger væve for firmaet, en bedrift,som fortsættes endnu, idet den førnævnte kjøbmand Gunnerius Pettersen lader væve her. - Trods maskinveveriernes opkomst vedblev forretningen med håndvævestolene at være lønnende og fortsattes uforandret til langt ind i årene 50. Af årsager, som ikke vedkomme nærværende sag, opløstes omsider kompagniet, og nogen tid derefter sluttede først den ene, så den anden med al handelsvirksomhed, altså også med den her omhandlede bedrift; men lønnende, sagde hr. Moe mig, havde den været til det sidste, og det, mente han, måtte den fremdeles være. Det var også kun et par år imellem, at hr. Moe opgav denne forbindelse med husfliden, og at hr. Gunnerius Pettersen optog den (ovenfor, s. 127).

44. Noget veed jeg, at der af norske gjørtlervarer, nemlig dombjælder, er sendt til Amerika, efter bestilling derfra kjobmændene mellem. Det er sagtens de norske nvbyggere derover, som have givet anledning til denne usædvanlige sendelse; men det bør ikke være utænkeligt, at norsk industri også kunde finde nåde i udlændingers øine.

Efterat ovenstående var skrevet, har jeg bragt i erfaring, at nogle af Faabergs gjørtlere nylig er komne i forbindelse med en grosserer i Christiania, som modtager mange dusin af deres dørvridere og andre arbeider og afssætter dem landet rundt.

45. Til hvad jeg har opregnet fra landdistriktet, kan jeg tilføie, at en urmager, som er kommen fra Gausdal, men bor på Lillehammer, har gjort adskillige symaskiner.

46. Her bør jeg dog tilføie, at fra Hedemarken har jeg fået meddelelse om en bi-syssel ved landbruget, som der ikke er talt om i beretninger andetsteds, men som dog kan henregnes til husflid i udvidet forstand, nemlig birøgt. Kirkesanger Nilsen i Løiten beklager, at birøgten ikke er mere udbredt, da han mener den skulde lønne sig. «Jeg kan, siger han, tale af erfarenhed; thi mig have bierne indbragt 100 spd. Denne kapital er vel ikke stor; men hvorledes vil den simple mand på anden måde kunne tjene så meget med så lidet arbeide? Jeg har kjøbt 1 bistade, men solgt 20 (fordelte på 7 præstegjeld), og jeg har fremdeles bier.»

47. Formentlig det strøg inde ved Throndhjemsfjorden, som er henregnet til dette kapitels «fladbygder». Udg. s. anm.

48. Nu i sommer, men for sent til at tage hensyn dertil i vedkommende kapitel, har jeg besøgt en af vore interessanteste fjeldbygder, og, som man kan vide, forhørt mig videre om husfliden. Det var Gudbrandsdalen. Jeg fik det indtryk, at det heller tager af med det gammeldags kveldsarbeide, og som grund anførtes blandt mere, at nu er skoven minket, og veden, som her bruges både til lys og varme, er så kostbar, at man synes det betaler sig ikke at brænde for at sidde og giøre træskeer o. desl.

Her lod jo til at være netop sådan beregning, som man savner hos bønderne. Men jeg ønskede - og ønsker fremdeles -, at bønderne trods beregningen vilde holde ved med det gamle arbeide.

Vil jeg være ødsel med ved og lys? Når så må være for arbeidets skyld, ja. Man får heller spare på andre kanter. Jo snarere man finder på noget mere lønnende arbeide, des snarere bliver man befriet både for hin ødselhed og denne sparsomhed.

49. Den ringeste sort tages til strømpegarn, den bedste til væv, som man agter at slide selv.

50. Samme bemærkning som ovenfor side 72.

51. Da jeg som skolegut reiste over Jæderen, i årene før 1835, var her så besynderlig øde og ensformigt på de store lyngvidder og myrstrækninger; hvad der mest vakte min opmærksomhed:, da jeg fik se Jæderen igjen i årene 1860 og senere, var de mange stengjærder, som nu gå i kryds og på tvers og i underlige bugtninger henover moer og bakker. Seet fra en høide og i passende afstand helst med sne på marken, viser dette forviklede net af gjærdcr sig fint og vakkert som et storartet og endeløst kniplingsværk, maske i maske og med alle slags slyngninger.

52. Reiser man fra Gjæsdal mod nord, til Ryfylke, så kan man i et af de nærmeste præstegjelde her, nemlig Hjelmeland, få høre om en lignende industri som i Gjæsdal idet her væves og sælges nordover til Bergen og videre til Nordlandene mellem 20 og 30 000 alen hvidt vadmel årlig. Og her kan man ligeledes høre, at der skjelnes meget omhyggeligt mellem salgsvadmel og bedre vadmel til eget brug.

53. Hertil skal jeg endnu føie den oplysning, at Gjæsdal danner et eget formandskabs- og fattigvæsens-distrikt, udgjør en strækning af 1,65 norske kvadratmil, har efter folketællingen 1865 kun 989 indbyggere, og at disse fortiden de mange husflidssysler, som skulle opregnes, have at udføre - og visslig ikke med mindst flid udføre - arbeidet på et samlet gårdsbrug af skyld 242 daler 2 ort 10 sk. Man får et gunstigt indtryk ved kun at reise gjennem bygden og se den gode bebyggelse på gårdene; en tegning af et nyt og mønsterværdigt hus af den jæderske form, som findes i min fremstilling af bygningsskikken i Norge (1862), er fra Gjæsdal og forestiller netop Gabriel Edlands hjem, - huset var bygget af hans fader.

54. Mit cirkulære kom til formandskabets ordfører, og denne opfordrede igjen Gabr. Edland til at påtage sig arbeidet.

55. I våren 1867 var dog både uldprisen og vadmelsprisen noget lavere.

56. Hertil føies følgende nærmere oplysninger efter Gabr. Edlands mundtlige meddelelse:

Af fint garn, som er spundet med bestemmelse at tjene til rending, kan 1 mark række til 3, indtil 3 1/2, alen; af islætsgarn af tilsvarende finhed behøves ikke fuldt så meget til samme alenmål. Nøiagtigere kan forholdet betegnes så, at af 2 bismerpund uld går omtrent 26 merker til rending og 22 merker til islæt. Der spindes altså noget forskjelligt, efter som garnet skal være til dette eller hint brug; islæts-garnet spindes lidt løsere. Dette har endvidere indflydelse på, hvad en øvet spinderske kan række for dagen; er det rending, spinder hun neppe 1 mark, er det derimod islæt, spinder hun lidt over. Spindelønnen pleier også være 1 eller 2 sk. høiere for rending. - For at disse opgaver i alle henseender skulle være fuldt tilfredsstillende, skulde det desuden være oplyst, hvor meget ulden svinder under spindingen, og garnet under vævingen, og væven under stampingen. Feilen er ikke min hjemmelsmands, men min egen, da jeg ikke kom ihu at spørge derom, eller tiden var os begge for knap.

57. Denne mand har senere bosat sig i Sandnæs, hvor han skal have den plan at oprette en høvle og dreiermaskine, at drive med vand.

58. Senere er også det ene garveri blevet udvidet.

59. Senere skal en pige have vævet 38 al. vadmel på en dag (tilføiet i 1867).

60. Senere har en pige opholdt sig nogen tid i Sandnæs for at lære finere madlaving og i samme øiemed har en anden pige taget tjeneste på landbrugsskole-gården Ustraat (tilføiet i 1867).

61. Senere er denne mand afgået ved døden.

62. At der desuden er mange drukkenskabstilfælde samt «andre forseelser og forbrydelser» i februar, kommer vel af markedsrangelen.

63. I mangel af andet og mere fik også det gjælde for en håndtering, at man lærer at «håndtere» et gevær og marschere i geled - her komme da åndens og håndens arbeidere ret synligt til at stå i geled sammen.

64. Storlaget (18 medlemmer) og Hendrikslaget (en 20 mand) have med stykgodset at gjøre, og hidtil har ingen kunnet angive mig deres års-indtægt. Om «kolalaget» (3 mand) har stadsmåleren, under hvis øine de arbeide, sagt mig, at det neppe er for meget regnet, at de tjene 300 spd. årlig hver.

65. De faste tomtearbeidere få desuden visse læs brænde af affaldet.

66. Men så kunne også fruentimmer og børn deltage, så det arbeide ialfald måtte være bedre end intet. Og med rigtig villie skal der dog vel ikke så lang tid for at få øvelsen.

67. Jeg skal dog hidsætte en oversigt over Bodsfængslets arbeider, efter en mig meddelt liste over samtlige celleboeres beskjæftigelse på en og samme dag, den 30te aug. sidstl.: Tilvirkning af tøier, med karde- og spinde-maskiner, vævstole, strømpe-vævemaskiner, 24; pille og rense uld og krølhår, 18; binde raggesokker, 1; virke nødehår til gulvklæde, 9; virke kokustrevler mm. til matter, 11; gjøre legetøi, 5; træbohave, 9; kjælker og trillebøre 5; kurve, 10; kurvstole, 25; apotheker- og sværte-æsker, 8; klistre poser, 9; gjøre psalmodikoner, krocketspil, klædesklyber, børster, skeer, fuglebur, 7; trætøfler, 6; male og lakere for de andre arbeidere, 3; smide og beslå, 9; gjøre ståltrådstifter, 2; sy børnesko og tøfler, 17; sy og lappe klæder for fangerne og udføre andre arbeider for fængslets behov, 13; syge, 3.

68. Da jeg læste hr. direktør Petersens brev, måtte jeg blandt andre tænke på pigen Agnete Johannesdatter Fredlund, høit oppe i åsen i Vangs præstegjeld på Hedemarken, i en grænd der, som heder Nybygden. Hun og en enke i nabolaget drive i fællesskab den industri, at de kjøbe nødehår ved et garveri i bygden, virke deraf gulvklæder og sælge til en kjøbmand i Hamar og til andre, store mængder (i sidste vinter, efter hvad hun og enken opgav for mig, virkede de ikke mindre end 161 1/2 alen). Hårene komme dem på 2 sk. pr. mark; der medgår 2 merker til en alen, omtrent lige meget af hvert til tvundet rending og engjængt væft; tildels leie de spindingen bort mod 3 sk. for 1 mark væft og 4 sk. for 1 mark rending; for vævingen beregnes 1 sk. pr. alen; til en væv på 40 alen går for en 16 sk. i farvesager. Den hele udgift bliver efter denne regning vel 12 sk. pr. alen, og netop 12 sk. pleier kjøbmanden give. Et menneske kan række at spinde 3 merker rending eller væve 20 alen for dagen, og derefter kan fortjenesten omtrent beregnes.

Nu skulde jeg ønske, at hr. kjøbmand A. SteenHamar, som Agnete pleier handle med, og som kanske skal komme til at gjøre Hedemarkens industri en væsentlig tjeneste dermed, at han har begyndt at kjøbe op vævede sager, - jeg skulde ønske, at han kunde træffe til at læse dette,så han igjen kunde fortælle Agnete om Bodsfængslets exempel og hjælpe hende tilrette med at følge det - kanske hun kunde tjene lidt mere på den måde.

69. På «Slægerbraaten» ved Lysaker, nærmest ved hin spigerhammer, bor nu 4 eller 5 smede, og tildels formedelst udflytning herfra har der i de sidste 6-7 år nedsat sig 5 hestesko-smede i den lille arbeiderby, som i disse år har dannet sig på gården Stabæk-Holtets grund, nær Lysaker og 1/2 mil i vest fra Christiania.

70. I andre varelagere og udsalgssteder har jeg desuden fra en smed i en af forstæderne seet kjødkværne og vispe-maskiner, som formedelst deres godhed og billighed have fortrængt udlandets.

Her kan også nævnes en del smedearbeide, der ligesom hører til en anden orden og høiere rang og derhos skriver sig fra værksteder af det gamle slag men som ligeledes udføres fabrikmæssig i den senere tid og gjør indførselen fra udlandet overflødig, nemlig de for kontorer og forretningslokaler bestemte ildfaste pengeskabe og papirpresser og oktomal-vægter.

Men jeg må ganske forbigå den hel storartede og egentlige fabrik-virksomhed på de mekaniske værksteder, som ere oprettede i og omkring byen i de sidste 20-30 år. Så meget denne virksomhed end har at betyde for industrien i det hele, kan jeg ikke vel drage den ind under et skrift, med titel om «Om husfliden».

71. Så var det for en del i den grå oldtid, da Valders og Gudbrandsdalen vare kjendte for sin tilvirkning af myrmalm. Selv har jeg også hørt bønder i Valders tale om store hobe af smie-sinder som endnu ere at se omkring fjeldmarkerne efter denne bedrift.

72. Se prof. Schübelers foredrag om husfliden ved Landmandsmødet i Throndhjem 1859, trykt i Budstikken for s.å.

73. At forstå grunden til forskjellen vilde kræve en smule indsigt i chemi og physiologi, som sagtens de færreste af os have. Men man får dog som en forestilling om, hvori det stikker, når man mindes denne almindelige erfaring, at den, der har spist godt og er forsvarlig mæt, holder bedre ud i kulden end den, som går med tom mave. - Dette med hensyn til kulden; at også vinterens mørke har en trykkende indflydelse på både sjel og legeme, det vide de at tale om, som fra det sydlige Norge ere flyttede op til Nordlandene og Finmarken.

74. I exemplet fra en smedehusholdning på side 190 ovenfor så vi kostholdet for en smedearbeider sat til 6 ort ugen, og det blev bemærket af husfaderen, at så billigt kunde det falde, når madstellet gik så vidt i det store som i hans hus. Til sammenligning kan jeg hidsætte følgende: Den billigste måde for en arbeider at holde sig med kost, når han ikke har egen husholdning, er rimeligvis at ty til et af de små spiseværtskaber på Bazaren; medens man på Dampkjøkkenet kun får helt middagsmåltid kan man her kjøbe enkelte portioner, smørrebrød i stykkevis o.s.v., og prisen bliver sat lavere, når nogen tinger sig fuld bespisning (5 mål for dagen); eftersom man tinger sig kost ugevis eller månedsvis, har man at betale 7 ort eller 6 ort 10 sk. ugen. Således efter madpriserne i oktober måned 1867. - Hertil skulde jeg nu ønske at have ved hånden en tilsvarende opgave fra tydske byer.

75. Der er desuden noget, som gjør, at exemplet fra Hedemarken ikke bør bruges her. Det er nemlig at forudse, at i længden ville folk ikke holde det ud med så liden løn for sit arbeide, men give sig over og synke hen i ørkesløshed og ligegyldighed, så de komme rent ud af arbeids-vane.

Ialfald har jeg et exempel på noget sådant fra en udkant af det samme Hedemarken. En kjøbmand i Christiania har et industri-anlæg der; ved hyppige besøg og ved mangehånde forbindelser med den nærboende befolkning er han bleven kjendt med den usle tilstand blandt arbeidsklassen: Fattigdom og smuds, forsømt børneopdragelse, lediggang, betleri o.s.v. For at bidrage sit til at råde bod på usseldommen lod han sin fuldmægtig dele ud uld til spinding og igjen uldgarn til at strikke vanter og strømper af - fabrikatet kunde han jo siden sælge i sin krambod. Men der var så liden villighed og så liden evne, at det hele måtte opgives. Det leverede arbeide var altfor slet; høire og venstre vante dannede ikke ordentligt par engang.

76. Medens dette ark er under arbeide i trykkeriet, får jeg anledning til at omtale den netop færdig trykte beretning om udstillingen, som er besørget af selve udstillingskommitteen. Dette skrift er som en gjentagelse af udstillingen eller som en tilegnelse for bestandig af udstillingens belærelse, og her have vi en af rette vedkommende given pålidelig fremstilling af denne skjønsomhed og kunst, som vort folk i sammenligning med andre i vore dage har at fremvise med hensyn til fiskeriet, denne betydelige del af det norske arbeide.

Hvor velkommen samme bog måtte være for forfatteren af nærværende skrift, det vil man forstå ved at betragte dens smukke afbildninger af mange norske bådformer, hvormed ligesom begyndelsen er gjort til opfyldelsen af det ønske, jeg fremsatte på side 34, III. kapitel, nemlig at få se samlet afbildninger og beskrivelser af hele Nordens båd-familie.

77. Samtidig med, at man i Stavanger forberedede denne beslutning til ære for nutidens både, var professor Rygh beskjæftiget med at grave frem af en kjæmpehaug nede i Tune i Smaalenene det sjeldne fund af en båd fra vikingetiden - som jeg nævner her, fordi den (mindst 1000 år gammel) danner et tydeligt overgangs- eller forbindelsesled mellem den side 32, III. kapitel omtalte båd fra Nydam i Slesvig (mindst 1500 år gammel) og vore mest gammeldags vestlandske bådformer, så vi få den smukkeste stadfæstelse på den fremsatte gjætning, at disse sidste ligesom nedstamme fra Nydamsbådens form.

78. Ved at nævne kurve-pidske mindes jeg, at Central-Institutet på Aas har begyndt med pileplantning, hvorved der forhåbentlig skal ydes kurvbindingens industri en væsentlig tjeneste - noget, jeg så meget mindre vilde undlade at omtale her, som det mulig er at tilskrive den opmærksomhed for husflidens sag, der for nogle år siden vaktes formedelst nuværende professor Schübelers virksomhed for samme i tale og skrift.

79. Mere om arbeids-museer - se ovenfor side 183.

80. Forstmester Asbjørnsens skrift «Træ- og udskjæringsarbeide til husflidens fremme i Norge» er af 1862, altså ældre end det tidsrum, jeg sagde jeg vilde holde mig til med disse betragtninger. Skriftet giver ellers en fortræffelig med veiledende tegninger oplyst beskrivelse af det såkaldte «Trækunsthåndværk» i nogle fjeldbygder i Bayern, hvortil er føiet nogle bemærkninger om armoden og arbeidsnøden i adskillige af vore norske fjeldbygder.

Professor Schübelers ovenfor berørte nidkjære opsatser om husfliden ligge endnu noget længere tilbage i tiden.

81. Se herom foreningens årsberetninger for 1865 og 1866.

82. Og overalt på skibs-værfter kan man se håndsagen i gang nu og da, når bygmesteren behøver usædvanlig store eller endog krumme planker.

83. «yder» kommer vel af ordet ud.

84. Det er egentlig kun begge enderne af stokken, som her var rum til at afbilde, derfor den afbrydelse på midten.

Udgiverens anmærkn.

85. På en vandsag pleier man sætte flere sagblade sammen således, at de med en gang skjære stokken i så mange planker eller bord, som den er tyk til. Dette sæt af sagblade, kaldes en grind, og grinden stilles efter som man vil have plankerne tykke eller tynde; men for en og samme grind bliver hver enkelt stok kun skåret på ens måde.

Udg.s anm.

86. At håndsagskjæreren har fordel af at få ud stokken så meget som muligt, det vil man forstå, når jeg til det for anførte, at han arbeider på forsagd, endnu føier dette, at han får sin betaling ikke efter mængden af de opskårne stokke, men netop efter hvad der er bragt ud af dem, efter tylvten af planker og bord.

Udg.s anm.

87. Senja ligger i Troms fylke. (Reds. anm.)

88. Disse og de følgende redskaber ere tegnede i omtrent 2/7 af den virkelige størrelse.

89. Den hallingdalske skavl ligger an mod treet, der skal skaves, ikke alene med eggen af jernet, men også med kanten af træværket. Universitetet har to skaftede exemplarer af skavlen, og på det ene er der, som det synes, spor af, at man har havt en liden indretning til at stille redskabet, eftersom man har villet tage, tykkere, eller tyndere fliser.

90. Dette redskab siges at være i brug i Søndmøre. Det skulde være artigt at få et exsemplar lagt ved siden af de to fra Hallingdalen.

91. En rad af piger, som sidde hver på sin plads, men i uafladelig bevægelse med håndtenen, kan minde om det bævrende aspeløv.

92. Det ord åklæde, oldnorsk àklæði, er sammensatt med småordet å, som betyder på eller over, og mennigen er nok mest et teppe, som er bestemt til at bredes over en seng.

93. I Nordlandene, de gamles Haalogaland, hvor man nu og da fik dræbt en hval, har man yndet at gjøre vævskeien af dens store ben, og i hedendommens tid har man tildels brugt at lægge sådanne i graven; den afdøde har da rimeligvis været en kvinde. Universitetets oldsamling har en sådan skei, fra gården Nord-Sande, Vaagøen, Hassels præstegjeld; findestedet antages ialfald at have været en grav. Bergens Museum eier tre ældgande vævskeer af dette slags.

94. Dersom vi nu skulde finde på et navn f or disse stene, vilde vi kalde dem væv-stene, renningslodder, eller noget lignende; dette vilde være ikke et egentligt navn på tingen, men en beskrivende betegnelse. Det gamle ord kljå eller klé er derimod et virkeligt navn, som ikke bruges om noget andet. Men at tingen i oldsproget havde et eget navn, det tyder hen på indretningens store ælde.

95. Her er ordet skrevet efter den rent vestlandske udtale. Ellers kommer det tilligemed ordene en spøde (strikke-pinde, bundingsstikke), og et spød (strikke-tøi, bunding) af et ord, som Ivar Aasen skriver en <;em>spyta, og som han siger egentlig skulde skrives spita; det er et alment ord i folkemålet for et spid eller en tilspidset tynd pinde (f.ex. lysespid, stegespid). I Thelemarken siger man virkelig også at spite - eller næsten spete - istedetfor at spøde.

96. Det kan være, at man nu for tiden på Jæderen ikke forbinder andet begreb med ordet pode end at strikke på den nys beskrevne måde. Det er ellers et gammelt ord, med en almindelig bemærkelse, nemlig at stikke hurtigt eller småt med noget, som er spids. Derfor siger man: at pode efter fisk (med en stang, som stødes og rykkes hurtig frem og tilbage); at pode kopper (vaccinere), at pode trær. Ordet skulde egentlig udtales og skrives pote, og i Thelemarken siger man også: at pote tænderne, om at stikke ud, hvad der har sat sig fast mellem dem (ifølge I. Aasen). Man vil forstå, at dette ord passer godt for den måde at strikke på, som mest synes at bestå i en hurtig bevægelse med bare strikkepindens spids.

97. I Stavanger blev det mig sagt, at de fattige koner, hvis børn gå på asylet, strikke på bonde-almuens måde og ikke engang synes om, at deres pigebørn lære anderledes. - Til hvad jeg allerede har anført om forskjellen kan jeg her endnu føie dette, at bondekonerne gjerne bruge 5 strikkepinder til strømpestrikning, damerne derimod kun 4. Også derved bliver bondekonernes måde langsommere, da der går nogen tid tabt, hver gang der skiftes pinde, og dette, går tiere på for dem. At bruge 5 pinder har dog også sin fordel i anden henseende (man kan lettere lægge strikketøiet fladt, hvilket må gjøres, når strømpen, man strikker på, skal måles efter en anden), så denne forskjel ikke er så vigtig.

98. Den flinkeste strikkerske, jeg kjender, er en kone, som endnu i sit 88de år ikke alene strikker uafladelig store og små strømper til børn og børnebørn (det er denne anvendelse af kunsten, som gjør mig den så kjær), men også morer sig med allehånde kunstig strikning, tildels efter mønstere i det tydske modeblad «Bazar». Men i Throndhjem, hvor hun voxede op som barn, lærte hun at strikke - ikke af sin moder, men af en gammel dame, som gav undervisning og det efter hvad jeg har kaldt måden no. 2; hendes moder, som ellers var en overmåde vinskibelig kone, men som derhos trods små kår gik i fiskebens-skjørter og i muligste måde holdt sig til hvad der dengang gjaldt for fornem skik og brug, befattede sig lidet eller intet med at strikke, Det er ved dette exempel, at jeg er kommen på den tanke; kanske det arbeide at strikke længe havde været kjendt og øvet af bondekoner og bondepiger omkring Throndhjem, men at det først var senere og ad en anden vei, at strikningen (og da på noget anden måde) blev indført i selve byen eller i dens fornemmere familier som en fruentimmer-nethed.


[slutt]